Et sted på Margueritruten 1 opsat

44. DREJET
Den standhaftige sognelæge
VIS man kan få fat i et kort over Ærø fra tiden før 1850, vil man opdage, at Ærø dengang
så ganske anderledes ud end i dag. For 175 år siden var Ærø nemlig delt i to, og
H
den eneste forbindelse mellem Ærøskøbing og Marstal var vadestedet på den smalle
stenrevle Drejet, der oven i købet jævnligt blev overskyllet af havet. Nord for Drejet
strakte det fladvandede Gråsten Nor sig helt op til farvandet nord for Ærø. Noret havde
sit navn fra den hertugelige gård, som lå vest for Drejet, og som blev nedrevet i 1760’erne.
I dag kan man følge Margueritruten ad landevejen fra Marstal forbi Drejet, hvor man på sydsiden har
den del af Østersøen, som kaldes Kiel Bugt, og på den nordlige side af vejen ligger Gråsten Nor, som blev
inddæmmet og afvandet i 1856. Stort set alle andre steder i landet var disse inddæmningsprojekter fostret af
lokale bønder eller af godsejere, som så en mulighed for at tjene gode penge, når eller hvis det lod sig gøre at
opdyrke de tørlagte områder. Med Gråsten Nor var det anderledes; faktisk var de lokale ikke specielt begejstrede
for det projekt, som blev fostret af sognelæge Edvard Benzon Biering (1816-97) i Marstal. Han var
flyttet til Ærø i 1845, og efter nogle år i Marstal blev han distriktslæge på hele Ærø.
Når Biering søgte om tilladelse til at inddæmme Gråsten Nor ved at bygge en dæmning på 800 meter
fra Grønnæs i vest til Kragnæs i øst ved norets nordlige udmunding (og dermed overflødiggøre den lille færge,
som sejlede tværs over norets munding), var det sandsynligvis ikke så meget de landbrugsøkonomiske
gevinster, han var optaget af. Det, der lå ham på sinde, var at ”samle” Ærø ved at binde de to ærøske ”øer”
sammen.
Han fik tilladelsen til at gennemføre projektet i 1855, og selvfølgelig har det heller ikke været uden
betydning, at ejendomsretten til den indvundne jord tilfaldt ham. Projektet var i sagens natur forbundet med
økonomiske risici, og derfor huede det ham ikke, at han ifølge tilladelsen skulle give alle og enhver lov til at
færdes på dæmningen. Så greb Biering pennen igen, og det endte med, at han fik ret til at opkræve ”passagepenge”
på dæmningen for gående, ridende og kørende færdsel samt for kvægtransporter. Det var også
af pengenød, at han undlod at bygge dæmningen så bred som forudsat i tilladelsen, men i foråret 1858 var
han så langt, at han kunne igangsætte udpumpningen af vandet i noret. Da han var færdig, viste det sig, at
jordbunden sine steder var sandjord, som næppe kunne opdyrkes, og at der midt i området lå en større sø,
som ikke uden videre lod sig afvande.
Som om det ikke var slemt nok, løb Biering nu ind i alvorlige, juridiske problemer. Ministeriet for
hertugdømmet Slesvig tilbagekaldte nemlig hans tilladelse til at opkræve vejafgift med henvisning til, at
dæmningen ikke var bygget så bred, som den skulle, og nabobønderne anlagde sag mod ham, fordi flyvesand
fra den udtørrede havbund blæste ind over deres tilgrænsende enge og ødelagde græsvæksten.
Biering protesterede, og sagerne blev trukket i langdrag. Fra 1864 hørte Ærø ikke længere til hertugdømmet
Slesvig, men indgik i det reducerede danske kongerige og blev administrativt underlagt Svendborg
Amt. Biering nægtede fremdeles at opgive på sin ret til at opkræve vejpenge på dæmningen (endskønt
72