Et sted på Margueritruten 1 opsat

Søfolkene fra Marstal var ofte langt væk hjemmefra og dermed i lang tid ad gangen. Det viste sig da
også, at antallet af fødsler i Marstal var langt højere i september måned end i resten af landet. Det hang simpelt
hen sammen med, at skibene var oplagt i tiden omkring jul og nytår, og at det tit var den eneste tid på
året, hvor sømanden havde mulighed for at være sammen med konen og resten af familien.
Der har stort set altid været krig på kniven mellem Marstal og Ærøskøbing. Baggrunden var først og
fremmest, at Ærøskøbing sidst i 1400-tallet fik købstadsrettigheder. Det betød, at Marstal stod ”uden for
det gode selskab”, eftersom de ærøske bønder var forpligtet til at lade deres handel gå over købstadens torv.
Bønderne var i sagens natur ikke begejstret for Ærøskøbings monopol på handelen, fordi det efter deres
mening indebar en fordyrelse af deres varer. Derfor var de mere end villige til at omgå lovens bogstav og i
stedet ty til Marstal, når de skulle sælge og købe. I Ærøskøbing protesterede de og talte med store bogstaver,
men det gjorde nu ikke den store forskel. En klage fra samtlige lolland-falsterske købstæder over de
formastelige Marstalskippere havde heller ingen effekt.
Til gengæld var der ikke nævneværdig forskel på skipperne fra Ærøskøbing og Marstal, når det
drejede sig om en anden ulovlig aktivitet: De smuglede alle sammen på livet løs. Fra 1439 til 1864 hørte
Ærø til hertugdømmet Slesvig, og her gjaldt andre toldregler end i det egentlige kongerige, som bl.a. omfattede
Langeland og de øvrige øer i det sydfynske øhav. Toldsatserne i hertugdømmerne var betydeligt lavere
end i kongeriget, og derfor var det i den grad en overskudsforretning for Ærøskipperne at indføre hele
skibsladninger af salt, tobak, vin, krydderier og klædevarer og derefter smugle varerne til f.eks. Langeland.
Denne illegale ”smughandel” var tilsyneladende meget udbredt og blev på Ærø anset for at være en acceptabel
– for ikke at sige: anset – levevej, indtil toldsatserne blev reguleret engang i 1700-tallet.
I dag er der stort set ingen hjemmehørende skibe i Marstal, men den stærke tilknytning til det maritime
er der ikke lavet om på. Der bor stadig mange aktive sømænd med deres familier i Marstal, og navigationsskolen
med ca. 300 elever er her også stadig. I det hele taget har byen et maritimt præg, uanset hvor
man vender sig hen. Selv byplanen er maritim i den forstand, at langt de fleste af de hyggelige stræder og
smalle gader, hvor stokroserne blomster uden for snart sagt hvert eneste hus, fører ned til havnen, og på
havnen ligger – man fristes til at sige: naturligvis – et søfartsmuseum, der handler om søfartshistorien fra
1600-tallet til vore dage.
→ Marstal Søfartsmuseum, Prinsensgade 1, 5960 Marstal. marmus.dk
71