Et sted på Margueritruten 1 opsat

Asnæs var, især før i tiden, et yndet udflugtsmål for kalundborgerne. Der var den korte tur til Sodavandshuset
ved Lerchenborg strand, og der var den lange tur til den nu længst forsvundne festplads i Forskoven.
Turen foregik med hestevogn, og ved festpladsen fandtes både dansehal, keglebane, iskiosk, borde
og bænke samt ved festlige lejligheder desuden karrusel, skydetelt og roulette. Samt ikke at forglemme Sofies
lille hvide hus, der var vidt berømt for sin lagkage, hvorfor værtinden da heller aldrig hed andet end Sofie
Lagkage. Lagkagen var lagt sammen med hjemmelavet jordbær- eller hindbærsyltetøj – og alene i pinsen
serverede Sofie sædvanligvis 6-7.000 kopper kaffe og hundredvis af lagkager.
På vejen ud til Forskoven – omkring 100 meter fra Lerchenborg – stod i alleen et tykt og ejendommeligt
elmetræ, kendt af alle som Tykke Marie. Og det var en uskreven regel, at når skovtursgæsterne passerede
træet, blev der råbt et højt hurra for Tykke Marie. De sidste rester af træet udbrændte imidlertid i
1961, og i 1992-93 blev alle de gamle elmetræer fjernet og erstattet med nye træer.
I vandet ud for Asnæs’ nordkyst i Forskovens nordøstlige hjørne ligger Sortenstenen. Den er ca. fire
meter lang, og ifølge sagnet blev den kastet over fjorden af kæmpen Refs på halvøen Røsnæs (som er den
moderniserede udgave af navnet Refsnæs), der åbenbart var blevet gal på kæmpen As, der holdt til på Asnæs.
Hvis man ser ordentligt efter, skal man endda stadig kunne se aftryk af Refs fingre i stenen. Noget særligt
godt øjemål må Refs nu ikke have haft, for stenen nåede altså ikke helt til Asnæs, men landede i vandet.
Stenens sorte farve skyldes ifølge legenden sorgen over Valdemar den Unges (ca. 1209-31) død. Han
var eneste barn af Valdemar Sejr og dronning Dagmar, og han var allerede som seksårig blevet valgt som faderens
medkonge på et stormøde på Samsø. Det blev der imidlertid ikke noget af; han døde som ung som
følge af et vådeskud med en armbrøst under en jagt på Røsnæs, og da Valdemar Sejr døde i 1241, blev han i
stedet efterfulgt af de tre sønner, som han fik med den lidet populære dronning Bengerd (Berengaria), Erik
Plovpenning, Abel og Christoffer 1. Man kan ikke påstå, at de var specielt egnede som konger, og deres indbyrdes
jalousi kastede landet ud i en borgerkrig. Måske ville Danmarkshistorien være blevet mindre turbulent,
såfremt Valdemar den Unge ikke havde måttet lade livet på Røsnæs.
Hvis man fortsætter helt ud på spidsen af Asnæs, kommer man til Dyrehaven med stejle skrænter og
små søer, hvor klokkefrøen yngler. Specielt på varme dage om foråret kan deres kvækken høres viden om;
lyden kan måske bedst sammenlignes med den lyd, der fremkommer, når man puster hen over en tom flaske.
→ Sortenstenen, Asnæs Skovvej 15, 4400 Kalundborg.
141