Et sted på Margueritruten 1 opsat

57. MILLINGE
Kokken med øksen
ORT efter Falsled og lige før Millinge passerer Margueritruten herregården Steensgaard,
som den 5. juli 1594 var skueplads for et bloddryppende drama. Mellem klokken
K 4 og 5 om morgenen blev den ondskabsfulde ejer af Steensgaard Otte Emmiksen nemlig
dræbt af tre øksehug. Udåden blev begået af gårdens kok, men han gjorde det på opfordring
af Emmiksens hustru.
Allerede i 1300-tallet var det formentlig den fynske uradelsslægt Bjørn, der sad på Steensgaard, og i
1412 hed ejeren Bjørn Olufsen Bjørn (død tidligst 1433). Han var en af rigets mest fremtrædende adelsmænd
og deltog bl.a. ved tilblivelsen af Kalmarunionen i 1397. I 1494 overgik Steensgaard imidlertid til
Otte Emmiksen (død tidligst 1523), hvis søn Anders Emmiksen (død 1566) åbenbart var et noget ublidt
gemyt. I 1548 fremlagde han falske breve som bevis i en retssag, og i 1555 blev han arresteret, fordi han
havde fremsat ærerørige udtalelser om både kongen og Aksel Urne. Han slap dog for straf, men måtte til
gengæld forpligte sig til at rejse direkte hjem til Steensgaard og frivilligt lade sig indespærre på den gård,
som han havde bygget kort forinden på et voldsted, omgivet af vandgrave til tre sider. Han måtte kun forlade
gården, hvis han skulle i kirke, og i så fald måtte han kun køre den direkte vej til og fra kirken.
Den næste generation Emmiksen på Steensgaard var om muligt endnu værre. Otte ”den onde” Emmiksen
(1531-94) fik ry for at være ondskaben selv, og han forpestede tilværelsen for både sine tre koner,
sine bønder og sine naboer. En dag havde han således set sig gal på fogeden på Østrupgård og skød ham i
benet med det resultat, at Emmiksen ligesom faderen fik besked på at holde sig på Steensgaard. Strengt
taget er der vel ikke noget at sige til, at hans tredje hustru, den holstenske adelsdame Dorte Hested, mistede
tålmodigheden med sin ægtemand. Formedelst en klækkelig belønning overtalte hun kokken Hans og tjeneren
Jørgen til at gøre det af med manden. Som præsten sagde i sin ligtale: Emmiksen blev af kokken ”ynkeligt
myrdet og dræbt med en økse i sit hoved, mens han lå om morgenen og sov, på anstiftelse af sin hustru,
en meget slet kvinde”.
Kokken stak af med sin belønning, men blev hurtigt pågrebet og parteret i fire stykker på retterstedet,
mens man aldrig fik fat i tjeneren, og enken slap mærkværdigvis for videre tiltale. Men både Emmiksen og
hans fæle hustru går efter sigende igen på Steensgaard; på hans hoved ses tre dybe, ildrøde sår, mens hun
lægger sig på gulvet og skrubber på en rød plamage, men den går ikke væk. Der blev lagt nyt gulv i 1938,
men den røde plet siges også at være synlig på det ny parketgulv.
I 1625 kom gården til enken Sidsel Høeg (1582-1648), hvis stærke religiøse interesse bl.a. gav sig
udslag i, at hun udgav en bønnebog. Men også på verdslige materier havde hun forstand, og på Steensgaard
sørgede hun for, at Anders Emmiksens tre fritstående huse blev sammenbygget. Hun forhøjede alle husene
med én etage i bindingsværk og bekostede den sandstensportal, som den dag i dag indrammer indgangsdøren
i vestfløjen. Porttårnet, som også kaldes ”tyske tårn”, er forsynet med hendes og hendes afdøde mands
våben.
90