bokselskap.no. Amalie Skram: Forraadt.

Saa maatte hun vel ned. Men nu havde det just vært morsomt at bli her, for
nu begyndte Skibene at tænde sine Lanterner.
Hun løfted op sin Kjole med begge Hænder og gik paa Støvlespidserne hen til
Kahytskappen, som Styrmanden høflig slog op, idet han sa: «Fruens Skotøj er
nok ikke for det vaade.»
Nede i Kahytten var der skummert og koldt, og den sure Røglugt fra før hang
i Luften.
Ory satte sig paa Kanten af Sofaen og saa paa de nøgne Vægge, hvis Rækker
hvide Dørfyldinger lyste i Halvmørket. Foran Sofaen var et svært, ovalt
Mahognibord. Det maatte vist nylig være bleven oppudset, for Lampen, som
hang ned under Skyligthet spejled sig i Pladen, og det var jo ligesaa gammelt som
selve Skuden. Vinduerne i Agterenden kunde hun ikke se; der var Luger for, og
dér borte var Mørket saa sort, og saa laa de saa dybt tilbage, bag det brede
Agterfald, der ligned kjæmpemæssige Vinduskarme med Spejl imellem. Under
Agterfaldet paa hver Side af Spejlposten løb der Bænke med stoppede
Skindhynder. Pludselig faldt det Ory ind, at der maatte Spøgelset af Ribers Far
ha staat den Nat, det viste sig i Kanalen. Det gjøs i hende, og hendes Blik gled
stjaalent omkring. Hvad var dog det derborte i Hjørnet? To gloende Øjne, som
stirred paa hende under en høj, smal Hat. Hun frøs af Rædsel. Nu saa hun det
tydeligt: en Dværg som sad paa Huk med en tyk Mave staaende frem mellem
Benene.
«Halfdan!» raabte Ory, idet hun for op og rusked i Haandtaget paa Døren,
som ikke vilde lystre. «Halfdan,» gjentog hun klagende, fik endelig Døren op, og
løb ud i Forkahytten.
I det samme blev Kappedøren aabnet og nogen kom nedover Trappen.
«Er det Dig, Halfdan?»
«Javel.»
«Hvor har Du vært saa længe?»
«Oppe i Byssen og puds't Kniver, vel.
«Der sidder noget paa Huk inde i Kahytten,» sa Ory lavt, idet hun fulgte tæt
efter Halfdan ind i Stertsen.
«Det er vel bare noget, Du synes.»
converted by Web2PDFConvert.com