bokselskap.no. Amalie Skram: Forraadt.

More documents

Recommendations

Info

forsikret, at nu var der ikke mere, først da var der undsluppet hende dette vanvittige Skrig, som havde bragt Riber til at fare op fra Sofaen og bli staaende som en Støtte. Jaja, det fik endda være altsammen, hvis bare Riber ikke havde vært saa forhærdet. Men han kunde slet ikke forstaa, at hun tog sig det saa nær. laltfald lod han saa; og han mente det vist ogsaa, for ellers vilde han ha fortiet <strong>no</strong>get eller pyntet lidt paa det idet mindste. Tænk, hvor fordærvet han maatte være. Saa ganske uden Religion. Og han kaldte sig en Kristen og trode, at han var det. For et underligt Røre der maatte være i hans Forestillinger. Hun havde selv desværre bekymret sig altfor lidt om disse Ting, men saapas Begreb var der dog i hende, at hun havde Syndsbevidsthed, mens Riber – han var en Hedning, ja, en Hedning ligefrem. Men hun vilde ta Forholdet til Gud alvorligere herefterdags. Denne store Sorg skulde drive hende til at tænke paa sin Sjæls Frelse. Ja, den havde alt gjort det. Hun var begyndt at bede baade Aften og Morgen og læste hver Dag i Skatkisten eller Bibelen. Bare hun kunde faa den rette Kjærlighedens Aand. Kjærligheden var det vigtigste af alt, den Kjærlighed, som tilgav alt og haabed alt og taalte alt. Men den Kjærlighed havde hun ikke; hendes Sind var ikke mildt. Alt andet. Og Budet: Dømmer ikke, syntes hende det sværeste af alle. For hun dømte Riber, hun kunde ikke andet, hun dømte ham som den, hvis hele Liv var en uafbrudt Række af de ækleste Synder. Men deri gav jo Bibelen hende Medhold. Den præked jo Straf og Dom og evig Fortabelse over Skjørlevnere og den Slags, og i Forklaringen stod der, at Utugt var den værste af alle Synder, eller ialtfald at det var en af de grueligste. Det var altsaa ikke hende, som dømte ham, men Guds Ord. Og det var strengt tat heller ikke ham, hun dømte, men hans Gjerninger. Hun skulde ikke befatte sig med det, sa Riber. Hun skulde ikke fordybe sig i hans Fortid, men se fremover til det nye Liv, han vilde leve med og for hende. Hun skulde dit og hun skulde dat. Ja, det var let at snakke; han havde vel ogsaa skullet engang, men den Skullingen havde han ikke tat Spor af Hensyn til. Og saa bildte han sig ind at kunne komme med Krav til hende om, at alt det, der nu blev ham til Gene, men som før havde vært hans Hjærtens Lyst, skulde være dødt og udslettet, at det kort sagt, ikke skulde være til. Naar han kunde forlange og tænke converted by Web2PDFConvert.com
sig sligt, viste det jo, at han ikke havde Anelse om, hvad der var foregaat, ikke Begreb om, at hun var som én, der sad til Halsen i Dynd og maatte sidde der altid. Hvad kunde det hjælpe, om hun hundrede Gange sa til sig selv, at hun vilde tænke paa andre Ting – der var jo ikke andet. Uafladelig saa hun for sig disse smudsige Billeder. Naar Styrmændene eller en af Folkene gik forbi, spurgte hun sig selv: Monstro han har vært som Riber? Om alle de Mænd, hun i sit Liv havde kjendt, gjorde hun sig det samme Spørgsmaal. Alle hendes Forestillinger kredsed om dette ene, og hun kunde føle en kvalfuld, vellystig Gysen ved at udmale sig Riber i den Slags Situa tioner. Derfor var det ogsaa, at hun maatte tale til Riber om det, maatte faa ham til at fortælle om og om igjen, gi nøjere Besked, altid frem med mere og mere. Han likte det ikke: Hun maatte skaane ham, sa han. Han led for meget ved det. End hun da! Og des uden – lide, han! Han syntes jo ikke, det var <strong>no</strong>get. Hun saa jo, saasnart hun bare en halv Dag lod være at hentyde til det, straks var det liksom han leved op. – Nej, for en Stilhed. Det var som paa et Spøgelsesskib. Hun sank hen i en Døs. Et let Stød bragte hende til at aabne Øjnene og rette sig op. Der sad Riber og sov med Albuen støttet mod Sofaarmen og Kinden hvilende i Haanden. Mellem hans Knæ stak op Spidsen af den lange Pibe, som maatte være gleden paa Gulvet. Ory betragted ham. Læberne var fast lukket, og Mundvigerne under den blonde Moustache var bleven saa underlig side. Imellem Øjenbrynene var der tre Furer, den midterste længere og dybere end de to andre. Brynene var optrukne og Øjenlaagene røde og tykke. Den brede Skaldepande havde slaat Folder og Issen lyste blank. Han trak Vejret let og lydløst. Det var for Ory, som saa hun ham for første Gang, saa fremmed og forandret forekom han hende. Han var bleven saa gammel og slunken i Kinderne. Tænk for et ganske andet Udtryk hans Ansigt maatte ha havt under Søvnen hos dem, som han havde kjøbt sig Lov til at sove hos. Ory rejste sig og listed sagte hen til Sofaen. Hun støtted Hænderne mod Bordet, mens hun med et Træk af Væmmelse om de halvtaabne Læber søgte at forestille sig, hvorledes han havde set ud dengang og dengang, og dengang. Med ét drog Riber et dybt Suk; Øjen laagene hævedes, og Ory, der hastig for i Vejret, gjøs ved det uhyggelige, underlig brustne Blik, der et Øjeblik stirred paa hende, før de glippende Laag faldt til igjen. converted by Web2PDFConvert.com
Page 1 and 2:
okselskap.no. Amalie Skram: Forraad
Page 3 and 4:
ør i Hodet efter alt det Præstev
Page 5 and 6:
være, Di Tølper! Er Di ikke den O
Page 7 and 8:
Mor med en Mine, som om hun vented
Page 9 and 10:
«Riber har ogsaa lovt mig. Det maa
Page 11 and 12:
lev saa forbløffet, da jeg rev Haa
Page 13 and 14:
mig. Jeg synes, det kan være nok m
Page 15 and 16:
saa sig om i Stuen og nikked tilfre
Page 17 and 18:
«Er Du gal!» udbrød Ory. «Hvorf
Page 19 and 20:
ud paa den taagegraa, larmende Vrim
Page 21 and 22:
gjerne jeg vil. Hjælp mig da for J
Page 23 and 24:
Men jeg skal lære ham, Knebelen. H
Page 25 and 26:
Aa nej, det var nok ikke saa liketi
Page 27 and 28:
siger. Du véd ikke, hvad godt Du h
Page 29 and 30:
for Brystet. Alligevel tænkte hun
Page 31 and 32:
med et dumpt Brag faldt mod Gulvet.
Page 33 and 34:
Hvorfor sov han ikke altid saadan,
Page 35 and 36:
kunde det være som strøget af hen
Page 37 and 38: som flere Ganger før havde berørt
Page 39 and 40: omkring Næseborerne skjalv det sva
Page 41 and 42: «Nej Oberstløjtnant! Smuds mig ik
Page 43 and 44: havde han mistet noget paa Gulvet o
Page 45 and 46: Det er jo ganske umuligt, at jeg i
Page 47 and 48: «Var det da, Du gjorde det forbi?
Page 49 and 50: uskyldig og uvidende, men Du kan da
Page 51 and 52: famlende rev op. Ved Synet af Mørk
Page 53 and 54: Maade eller paa den anden. Jeg trod
Page 55 and 56: «Hvad vil Du ha, Aurora?» spurgte
Page 57 and 58: efter svulmed der op en Aare i hans
Page 59 and 60: esudlet.» Hun stamped lidt med Fod
Page 61 and 62: hende fra at høre. Riber vilde næ
Page 63 and 64: Halfdan saa paa sine smudsige Busse
Page 65 and 66: Den har os paa Slæb, gik det op fo
Page 67 and 68: «Se efter selv, hvis Du tør.» «
Page 69 and 70: Folkene saa saa snille ud. Dem vild
Page 71 and 72: Haand ned paa Gulvet, hvor hun hør
Page 73 and 74: Skuldrene og rysted ham af al sin M
Page 75 and 76: har faat Dig til Kone.» «Det har
Page 77 and 78: Hav, med svære Underdønninger, de
Page 79 and 80: før vi har vendt.» «Du skulde se
Page 81 and 82: «Ja, men jeg brydde mig ikke om ha
Page 83 and 84: Udsættelse. Jaja, nu fik hun se. H
Page 85 and 86: hende. «Vi kan da ikke altid være
Page 87: «Ja nok ud af det,» nikked Styrma
Page 91 and 92: For Ory lød hans Ord som Gudsbespo
Page 93 and 94: «Emmy, Emmy,» sa Riber undersøge
Page 95 and 96: «Du skulde ikke ha giftet Dig, Rib
Page 97 and 98: sagt «fordømte Tøs», og at han
Page 99 and 100: «Ja, det véd jeg ikke. Jeg ser de
Page 101 and 102: «Menneskens Søn gaar vel bort, li
Page 103 and 104: Stakkels Riber, der sad han og var
Page 105 and 106: «Men hvorfor?» «Jeg kom gaaende
show all

bokselskap.no. Amalie Skram: Forraadt.

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?