Black Out, Leo Ray Eriksen. - Black Out / Af

Black Out, Leo Ray Eriksen.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Kriminalroman af:
Leo Ray Eriksen
Copyright: Firmwriter 2008
www.firmwriter.dk
Illustration: Leo Ray Eriksen
Typografi: Times New Roman
Sider: 200

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Efter ferien.
Peter Plys har slæbt sin gamle designernisse med på en gårdtur i
Spandau, mens Ridder Rust kaster sild over muren, som lander tungt
og danner blodige spor i sneen under en nøddebusk.
Halløj hvor det dufter af pebermynte og gamle træskostøvler, og
mens tiden slæber sig af sted i alle retninger, leger jeg med tanken om
at bygge bro mellem generationerne, ved hjælp af afpillede fiskeben
og en dåse flåede tomater.
Dr. Ötker er død, men Hans Budding lever videre. Bliver der konflikt
er det værd at vide. Bliver der ikke konflikt er det alligevel værd at
vide.
En rystepudser falder ud over altanen fra femte sal, men falder til ro
da den passerer tredje. Facaden råber på lak og maling, men kan ikke
selv finde ud af hvilken farve den vil være. Associeret til en
Oktoberfest i maj må det blive pisgul, der skinner så smukt i lyset fra
den nedgående sol i de tidlige forårsmåneder.
Havde det ikke været for en blød borsalino, ville pudseren nu have
ramt fortorvet, og havde det ikke været for ingenting, ville meget
sikkert være endt anderledes.
Kanske kaffeposen med de forgyldte numre bliver rystet i
begyndelsen af september, og ”Bulgarsk skibsøl” får en renesance
som den foretrukne drik, ved alle fremtidige hofballer under den
danske enkrone.
Se og Hør rydder forsiden og proklamerer, at nogen skulle have sagt:
- Gi mig halvtreds øre tilbage, eller jeg pisser på en kronen.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Hold da kæft noget ævl. Sagde Per Leif og smed et lille hæfte med
udvalgte tekster fra sig.
- Det kan sku´ da ikke være rigtigt at vi skal læse sådant noget lort?
Per Leif vendte hovedet mod Michael, som han havde delt skolebord
med, lige siden begyndelsen af gymnasiet.
- Det er vist noget med at ”man”, hvem dælen det så end er, mener at
forfatteren har profetiske evne. Svarede Michael.
- Profetisk evne? Og Per Leif fuldførte sin sætning.
- Profetiske evner min bare røv.
- Digtet foregår langt ud i fremtiden. Sagde Michael.
- Ja så kan jeg sku´ da også forudsige at Dr. Ötker er død. Svarede Per
Leif tilbage.
- Alting er jo bare et spørgsmål om tid, så skal det sku´ nok gå i
opfyldelse på enten den ene, eller den anden måde. Per Leif var både
irriteret og træt, ikke som en forbigående tilstand, men mere
permanent, og det var da også blevet bemærket, at hans engagement
her efter sommerferien havde manglet lidt gnist.
En lineal blev klasket i katetret med et kraftigt smæld.
- Hvad sidder sådant et par kaglende høns, som ellers ud fra en rent
overfladisk betragtning må antages at være af hankøn, og på tøsevis
hvisker i hinandens små alfeører? Det var dansklærer Lassen der
utvetydigt ønskede sig Per Leif og Michaels opmærksomhed.
- Ikke noget. Svarede Michael.
- Ikke noget? Vil det sige at de små pludrende lyde jeg ellers klart
mente at kunne høre, enten er opstået af sig selv, kommer et fjernt
sted fra udenfor vores kontrol, eller ganske enkelt er noget jeg bilder
mig ind?
- Det ved jeg ikke.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Hvad? Du ved det ikke? Er det det jeg hører dig sige? Du ved det
ikke. Lød lærer Lassens røst med nedladende ironi.
- Det ved jeg ikke. Gentog Michael
- Og hvad er det så du ikke ved? Er det svaret på et af de spørgsmål
jeg netop klart og tydeligt har stillet dig, eller er det at du ikke engang
ved hvad du ikke ved, eller for den sags skyld selv sidder og siger?
Det vil sige, at her har vi endnu et eksempel på noget vi kan føje til
den alen lange liste af ting du ikke ved. Har jeg ret?
- Pis mig i øret! Det røg ufrivilligt ud af munden på Michael.
- Hvad? Lærer Lassen var ikke helt sikker på hvad han hørte.
- Hvad? Gentog Lassen spændt ventende i det han lænede sig truende
frem over kateteret med et fast blik rettet mod Michael.
- Jeg sagde: jeg havde en pind i øret så jeg kunne ikke rigtig høre
hvad de sagde Hr. Lassen.
Det øvrige af klassen brød nu sammen af grin, mens lærer Lassen
sprang op og for ned og gav Michael en over nakken. Så blev der
stille i klassen.
Lærer Lassen var af den gamle skole. Velformuleret, disciplineret,
selvretfærdig og liderlig. Han forsømte ingen lejlighed til at gnubbe
sig op af alt af hunkøn, og der gik rygter om at han skulle have
forgrebet sig på sin egen datter Lene, som gik i klassen sammen med
Michael, Per Leif og de andre. I daglig tale, når han ikke kunne høre
det, blev han aldrig kaldt andet end ”Bryllen”. Han var overordentlig
forfængelig og friserede sit Brylcreme- glinsende hår i tide og utide.
Der var en verden til forskel fra lærer Lassens fedtede hår, og den
netop afvigte sommerferies søde minder. Et kalejdoskopisk teater af
snurrige tiltag og kuldsejlede forventninger, som for alles

Black Out, Leo Ray Eriksen.
vedkommende, nu var blevet afviklet, katalogiseret og pakket
sammen for i år.
Der havde været dage med sol og dage med blæst, og så havde der
selvfølgelig været dage, hvor man kunne undre sig over, at ingen var
druknede eller skyllet bort.
Sammen med mor og far, kæreste, ven, hund eller bare sig selv,
havde de fleste været på ferie, i haven, i sommerhus og/eller på
standen.
Nå ja, og så var der selvfølgelig også den forholdsvis store gruppe af
lallehoveder, der bare havde sovet alle de oplagte muligheder væk, i
en slap og opgivende døs af manglende virketrang.
Ja, det forblev uomtvisteligt, at det nye skoleår var begyndt, og det
hermed var slut med de vegetative sysler, om end det kunne virke
brutalt. Et nyt skoleår hvor den trofaste flok af fastansatte lærekræfter,
langsomt accelererende begyndte at bløde deres informative
tidevandssaft, af relevant viden ned i elevernes halvtomme cisterner.
Man gik nu på 2. år i gymnasiet, og havde dermed lagt det første
famlende aklimatiseringsår bag sig, og det formodedes hermed også,
at man var vokset i både tanke og handling.
Som på så mange andre sammenlignelige skoler, havde man også på
denne skole en fast tradition for en studietur i begyndelsen af det nye
skoleår.
Ikke fordi det store flertal af eleverne havde gjort sig fortjent til det,
for det havde de ikke, men her mindre end en måned efter den
uforpligtende ferieperiode, ventede der dem nu en studietur til Israel,
som alle naturligvis glædede sig vanvittigt meget til. En glæde som
helt sikkert ville have været nedtonet til det ikke eksisterende, for i

Black Out, Leo Ray Eriksen.
hvert fald et par af elevernes vedkommende, hvis de havde kunnet
skue ind i fremtidens dunkle labyrint af uforudsigelige tilsnigelser.
I tiden inden ”den store tur” var de gået i grupper for ivrigt at samle
materiale, læse, skrive og formulere relevante målsætninger, som man
nu bedst det kunne. Det vil sige i hvert fald tilsyneladende, for skulle
man være helt ærlig, var det nu ikke grædemurens historie, eller
israelernes forhold til PLO, der lagde mest beslag på de unges
bevidsthed. Deres fokus var i langt den overvejende grad styret af
hormonale faktorer og regulær lider, frem for den saglige tilgang til
det givne emne, så på det punkt var de altså en helt almindelig
repræsentativ gymnasieklasse. En gymnasieklasse hvis overvejende
opmærksomhed var rettet mod alt hvad der her vil kunne henføres
under, tilværelsens mere uforpligtende og letsindige gøremål.
For en lille karavane på SU kan der hurtigt opstå et misforhold
imellem mål og midler, og her var en faktor, som den enkeltes
finansielle råderum ikke til at komme udenom. Nogle kunne bare
spørge far og mor, med tilpas indsmigrende stemmeføring, og så
regnede det ned fra loftet med guldstøv og klejner, mens andre var i
den situation, at de selv måtte arbejde for at skaffe sig midler til turen.
Det kunne forekomme uretfærdigt men sådant var det altså.
Michael havde for sin part selv tjent til rejsen ved at hjælpe sin far.
Faderen, der var håndværker, drev sin egen lille virksomhed, der
beskæftigede sig med blytækkerarbejde, og det var i den
sammenhæng muligheden bød sig, for at arbejde sig til lidt
rejsekapital.
Det var et større projekt med restaureringen af en kirke, og Michael
tjente så meget, at han foruden penge til turen også fik råd til at købe
sig et Canon spejlreflekskamera, med en ekstra 120 m.m. zoomlinse.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Egentlig ville han hellere have haft et Nikon, men så var det blevet
uden ekstra optik. Der var dog trods alt grænser for hvor langt hans
sammensparede midler rakte.
Per Leifs forældre var velstillede og som en udløber deraf, havde de
tillagt sig den dårlige vane, at forkæle deres eneste barn, Per Leif, i
både hoved og røv, med alt hvad han på nogen måde kunne finde på
at ønske sig. Det betød også, at han i modsætning til f.eks. Michael,
naturligvis ikke behøvede at arbejde for at få råd til den forestående
rejse. Deres lille dreng på 19 skulle ikke komme til at lide nogen form
for nød, så han fik rigelig kapital med til både, dagen og vejen. Nå ja,
og ikke at forglemme, natten.
På studietur til Israel
Turen gik fra Kastrup en regnfuld fredag kl. 6.10, hvilket forekom de
fleste at være et noget akavet tidspunkt.
- Per Leif, klokken er fire. Per Leifs mor stod ved siden af hans seng
og viskede med blid stemme.
- Den er fire.
- Nå. Lød det tung fra Per Leif som samtidig vendte sig om og sov
videre.
- Den er fire Per Leif, du skal op. Seancen fortsatte endnu et kvarters
tid inden Per Leifs far trådte i karakter.
- Nu skal du fandeme stå op Per Leif, eller når du det ikke.
- Jeg er dårlig, lad mig nu bare være.
- Lade dig være? Nu skal du fandeme stå op, ellers når du ikke at
komme med. De to forældre kørte ufortrødent på i endnu et kvarters
tid, inden det endelig lykkedes at få Per Leif så meget op til

Black Out, Leo Ray Eriksen.
overfladen, at han blev bevidst nok til at indse, at nu var det altså i
sidste øjeblik at stå op, hvis han ville med på en studietur til Israel.
- Du skal til Israel, for pokker da. Faderens stemme var ved at knække
over.
- Israel, åh ja for fanden. Hvorfor har i ikke vækket mig? Et noget
urimeligt spørgsmål, men nu var han da i det mindste ved at stå op.
Han fik lidt koldt vand i hovedet og et hurtigt morgenfoder, og så var
det ellers af sted. Per Leifs far var irriteret over at være tvunget til at
måtte overtræde samtlige færdselsregler for at kunne nå ud i
lufthavnen til tiden, men det var ikke første gang, at han var bragt i
den situation på baggrund af Per Leifs dårlige timing.
På trods af alle ods lykkedes det utroligt nok for alle at nå frem til
tiden, og selv om de fleste godt kunne have brugt et par timer mere
under dynen, eksisterede der blandt de 21 elever og 3 lærere, en både
glad og forventningsfuld stemning, da de stod der i afgangshallen i
Kastrup lufthavn, og bare ventede på at blive løftet højt op i luften,
for efter en lille uges tid, at vende tilbage igen, med mere eller mindre
brændte vinger og en stor bunke erfaringer rigere.
De fløj på økonomiklasse med mellemlanding i Milano og derfra gik
turen så videre til Ben Gurion International lufthavn. Da de således
efter 14 timers rejse, inklusiv en enkelt mellemlanding, steg ud af
flyveren og gik til terminal 3, var det en på en gang træt og animeret
gruppe af unge mennesker, der lystigt så frem til en lille uge med alle
mulige former for adspredelser.
- Og når vi nu når frem til hotellet. Begyndte lærer Lassen, som
tidligere nævnt med tilnavnet ”Bryllen”
- så vil vi ikke have nogen ballade. Jeg går ud fra at alle opfører sig
anstændigt og sætter det faglige formål med rejsen i højsædet.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Ja ja. Lød det spagt fra forsamlingen af elever.
- Husk at det er en studietur, og ikke en flok aber der skal luftes på
savannen.
- Savanten? Lød det spørgende et sted fra.
- Ja ja en flok aber i en savante din spade. Hvornår fanden har du sidst
hørt om aber, der optræder i flok i en servante? Det var en af pigerne,
der kommenterede den afsporede fonetiske opfattelse af lærer Lassens
ellers ret klart udtalt ord savannen.
Egentlig var der ingen grund til at gå videre med denne lille
misforståelse, men en af drengene måtte dog lige have klarlagt hvad
en servante så egentlig var.
- Hvad er en servante? Spurgte han herefter.
- Det er en slags vaskebord. eller bordvask om du vil. Du ved
faktorernes orden er ligegyldig. Ligesom bilradio og radiobil, eller
fedterøv eller røvfedt. eller bøsserø..
- Ja så er det godt Jørgen, jeg tror alle har forstået hvad du mener. Det
var engelsklæren Lone der afbrød Jørgens interessante udlægning
omkring faktorernes orden.
Efter drabene på flere Israelske sportsfolk ved OL i München 1972,
var sikkerhedskravene i lufthavnen blevet skærpet betydeligt, og her i
1977 var det ikke bare sådant lige, at komme udenom de emsige
toldmyndighedernes skarpe argusøje. De gennemrodede venligt men
bestemt ”udvalgte” passagerers bagage for eventuel uønsket
grænseoverførsel af illegale besiddelser. Samtidig med at
de ”udvalgte” således måtte stå skoleret og redegøre for både dit og
dat, lød der fra de strategisk placerede højtalere i lufthavnsbygningens
ankomsthal, en højrøstet lille hilsen i form af Bachmann Turner

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Overdrives: ”you ain´t seen nothing yet”. Jo tak, det skulle den lille
danske delegation nok skrive sig bag øret, hvis man ellers skulle finde
på at komme tilbage en anden gang.
Vel ude af den støjfyldte lufthavnsbygning gik turen de 15 km. ind til
Tel Aviv i en, sådant set, udmærket lille turistbus, der om end ikke af
aller nyeste model måtte siges at opfylde sit formål. Bortset fra en
smadret flaske kakaomælk, som dryppede ud af Jørgens rygsæk og
ned på Toves hvide bukser forløb turen uden problemer.
Alle var meget trætte og fortumlede efter rejsen, og efter at have
tjekket ind og fordelt sig på de respektive værelser, gik de fleste da
også direkte i seng. Det vil sige, der var dog nogle få hard core af
drengene, helt nøjagtig fem, der åbenbart mente de havde et eller
andet de skulle bevise.
- Hvad så drenge? Det var Per Leif der stillede det begavede
spørgsmål.
- Trænger vi ikke til at sidde lidt ned på en barstol, og drikke os
stangstive?
- Gu fanden gør vi så! Lød det næsten i kor fra de andre fire.
Klokken var 1, men på trods af det noget fremskredne tidspunkt slog
de sig alligevel ned i baren og forsøgte at holde fanen højt på et
ualmindeligt lavt plan.
Det virkede som en hård og ynkelig kamp, med fornuften sat udenfor
døren, og ud af de fem, var de tre flere gange ved at falde ned af
barstolen af bare træthed. Til sidst opgav de tre mindst udholdende
projekt drukmås, og som en solidarisk og kollektiv handling, enedes
de om at gå i seng og sove. Ved 3 tiden var der således, foruden
bartenderen, som for øvrigt var en ganske nydelig jødisk pige først i

Black Out, Leo Ray Eriksen.
tyverne, kun de to pælesiddere Per Leif og Michael tilbage til at holde
hotellet unødigt vågen.
Hotellet var ikke noget særligt, nærmest tvært imod. En lidt grim
hvid kasse i fire etager med spisesal, bar og reception i stueplan.
Værelserne var tålelige og alle havde de toilet og bad, med friske rene
håndklæder og hotelsæbe i små uhåndterlige stykker.
I kælderniveau lå alle de sekundære servicerum med køkken, vaskeri
og lignende. Derforuden var der fire temmelig spartansk indrettede
værelser, som var forbeholdt det personale, der blev hyret for kortere
perioder og ikke havde en egentlig permanent bopæl i byen.
Per Leifs og Michaels snak var, efterhånden som de gradvist nåede
grænsen for deres fysiske og åndelige formåen, blevet mere og mere
tåget. I sagens natur kunne den jødiske pige naturligvis ikke dansk, så
al samtalen forgik således på engelsk, der trods alt ikke var hverken
den ene eller den andens hovedsprog. I forlængelse af den
kendsgerning, ville det nok være noget overdrevent at hævde, at der
blev kommunikeret på et specielt højt niveau.
Den kvindelige bartender havde langt hen af vejen udvist en urimelig
stor grad af overbærenhed med de to, men nu var hendes grænse dog
ved at være nået. Ikke bare var hun meget træt, men hun var også ved
at blive lettere irriteret over det lavpunkt af vrøvl, de to ungersvende
fra Danmark konstant blev ved med at gentage, og hele tiden med
henvisninger til hendes røv og patter, og hvad de godt kunne tænke
sig at gøre med hende, hvis de ellers fik frie hænder. Det var derfor
med forståelig lettelse, da hun endelig fik dem til at indse, at de burde
begive sig til deres respektive værelser. Endelig kunne hun lukke
baren af for natten og gå til sin seng i kælderafdelingen. Alene og på
tunge trætte fødder.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Dagen efter var til elevernes fri disposition, og efter morgenmaden
tog de fleste til stranden, der lå i en gåafstand på cirka 20 minutter fra
hotellet, alt afhængig af den enkeltes mobilitet og iver efter at nå
målet.
Det var temmelig varmt hele den lange solbeskinnede dag, men
nærheden til havet gav luften et forfriskende pust, så det ikke på noget
tidspunkt blev direkte ubehageligt, at udfolde sig indenfor
normalområdet af fysisk udfoldelse.
For både Per Leifs og Michaels vedkommende var deres sanser så
amputerede, at de helt overhørte morgenvækningen. Dermed gik de
også glip af den på en gang lidt halvkedelige, men samtidig sunde og
nærende morgenmad. Den kunne de ellers godt have trængt til, som
modpol til den foregående aftens heftige indtag af diverse alkoholiske
drikke.
Det var først på den anden side middag, at Michael omsider var
kommet så meget til bevidsthed, at han kunne tåle at se lys i større
mængder. I rundhåndet overmod besluttede han sig herefter for, som
en af de første handlinger den dag, at gå en runde i kvarteret for at
finde et sted, hvor han kunne købe lidt forskellige suveniers, som han
havde tænkt sig at slæbe med hjem.
Kønt var det bestemt ikke det han faldt over, for nu ikke at bruge et
stærkere udtryk, men han følte sig på en eller anden måde forpligtet til,
at investere lidt kapital i familie og venner derhjemme. Om ikke andet
så i det mindste som et bevis på, at han da havde tænkt på dem, hvad
han da også havde.
Per Leif kom først på benene da det var hen under aften, og entrerede
spisesalen med en frisk bemærkning om, at han var helt på toppen og
lige her og nu, parat til at erobre hele Tel Aviv med omliggende

Black Out, Leo Ray Eriksen.
landområder o.s.v.. Der var dog flere af hans rejsefæller der udtrykte
deres mening om, at de syntes han så noget maltrakteret ud, men hvis
han selv mente han var både frisk og fit for fight, ja så var det
muligvis rigtigt, selv om han stadig manglede at bevise det.
På diskotek
Om aftenen var de fleste på diskotek, dog med læregruppens
formaning i bagagen om, at de gerne måtte være friske til dagen efter,
hvor turen skulle gå til Jerusalem. Der ventede der dem nemlig et
hårdt og strabadserende program med masser af oplevelser og nye
indtryk.
Stemningen var hele aftenen igennem både fin og afslappet på en god
måde, selv om ikke alle var med, og der blev både danset joket og
pjattet.
De havde nu været på diskoteket i over fire våde timer, og den
sædvanlige brydning mellem sund fornuft og umiddelbar
behovstilfredsstillelse brød ud i lys lue. De legesyge festaber kunne
ikke få nok, mens de mere ansvarlige appellerede til den sunde fornuft.
- Nå, mon ikke vi skulle se at komme tilbage? Sagde Lene, som hørte
til gruppen af de mere ansvarsbevidste.
- Jo, tilbage til baren. udbrød Poul lystigt. Han hørte til kategorien
festaber.
- Nej hotellet. Fastslog Lene tørt.
- Hvad fanden sku´ vi det for, jeg er sikker på at baren på hotellet er
lukket nu.
- Ja, det er den sikkert, men jeg mente nu også for at sove.
- Sove? Hvorfor skulle vi dog det? Så længe der er sprut gider jeg
sku´ ikke sove. Nu var det Karl Ejner der blandede sig

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Karl Ejner din idiot, vi skal jo tidligt op i morgen.
- Hvis vi skal tidligt op, kan vi da lige så godt lade være med at gå i
seng. En tåbelig argumentation, men der var flere andre i selskabet,
specielt af drengene, der snildt kunne følge Karl Ejners logik.
- For saten, vi er jo ikke til en skid i morgen, hvis vi ikke snart finder
hjem i seng. Lene fik nu støtte af Marianne i sit forsøg på at tale
selskabet til fornuft.
- Skal vi så ikke alle sammen finde hjem i din seng Marianne? Jeg
hader at sove alene og jeg får så satens ondt i højre hånd. Pouls
bemærkning fik flere af drengene, og en enkelt af pigerne, til at
komme med halvkvalte grin.
- Ja, og jeg tror nok at jeg kom til at spise den sidste agurk til frokost.
Det var Ingrid, der faldt i hak med drengenes jargon.
- Nej, nu skal i altså holde op, det er simpelt hen for tåbeligt, hvis vi
ikke sørger for at komme hjem og sove nu. Sagde Lene formanende.
- Hvad med om vi tager hjem og får os en god pudekamp, og så
bagefter boller i flæng til vi falder i søvn, nøgne og svedige? Det var
Poul igen, hvis uro i bukserne fik verbalt afløb.
- Ja, den er jeg helt med på. Fulgte Karl Ejner op.
- Ja, fint Karl Ejner og Poul, men den tror jeg nu ikke ret mange af os
piger er med på. Svarede Lene.
- Jeg er. Lød det overraskende fra Sonja, der var blevet så plakat fuld,
at hun sikkert ikke ville være i stand til efterfølgende at huske det,
hvis en af drengene skulle være ufin nok, til at tage hende på ordet.
- Nej nu skal i sku´ være seriøse. Sagde Lene.
- Nej, Jeg vil bolles, godt og grundig bolles til jeg ikke kan stå op
mere, hører i? Til jeg ikke kan stå op mere. Det var Sonja igen der
påkaldte sig opmærksomhed.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Kom, nu går vi hjem, så må vi se hvordan vi får den lille sæk til
Sonja slæbt med. Lene havde taget styringen, og efter lidt yderligere
parlamentering fandt de nu alle hjemad.
At det faldt ud til fordel for at slutte festen, skyldtes nok, at der for de
flestes vedkommende også var den omstændighed, at de i forvejen var
godt øre i hovedet, efter tanketomt, at have tilbragt de fleste af dagens
gode timer på stranden med bare at ligge på ryggen og glo op i
ingenting. Tilsyneladende afslappende, men i virkeligheden utroligt
trættende.
Mens de andre havde været i byen, var Per Leif og Michael blevet
tilbage på hotellet, og uden at sige noget til hinanden, havde de hver
især en plan for aftenen, som gerne skulle munde ud i at få sine små
uartige fingre i den kvindelige bartender fra aftenen før.
Allerede efter den foregående nats besøg i baren, havde Per Leif ikke
kunnet sove. Han var derfor gået ud på toilettet for at lege lidt med sig
selv, mens han dannede sig de mest saftige billeder for sit indre blik.
Billeder der udelukkende knyttede sig til hvordan han flåede tøjet af
den sprøde bartenderske, og derefter ”hyggede” sig med hende på
gulvet omme bag bardisken, mens de væltede sig rundt i popcorn og
fadøl.
Barpigen Johanna
Ved 23. tiden stod Per Leif udenfor hotellet og gjorde sig utugtige
tanker om mulighederne for rent ud sagt: at få et mere intimt forhold
til barpigen.
Han havde tændt sig en smøg, og efter nogle dybe indåndinger og lidt
usund hosten, smed han skoddet fra sig på fortorvet og tværede det ud.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Nå lille Per Leif, står du her og prøver på at se voksen ud? Der var
måske ikke flere pladser i sandkassen, så nu er du helt overladt til dig
selv og dine diminutive tanker. Det var ”Bryllen” der pludselig stod
bag ham.
- Hvis enten dig eller Michael har tænkt jer at imponere den lille
bartenderske med et eller andet, som i garanteret ikke vil kunne
gennemføre alligevel, så vil jeg anbefale jer at tage et grundkursus i
arternes oprindelse. Kære lille Per Leif du ved, lidt om: Survival of
the fittest, og hvorfor sådant et par pubertile skvaddermikler ikke har
en chance. ”Bryllen” havde fået afleveret sit budskab og var pludselig
væk igen.
Per Leif tænkte, at det sku´ da var noget underligt noget at sige af en
lærer. Enten er manden beruset eller stjerne psykopat, eller meget
muligt begge dele på en gang.
Per Leif havde lidt svært med at ryste ”Bryllens” svada af sig, men
efter at have sundet sig lidt, drejede han nu rundt igen og gik målrettet
ind i baren, hvor Michael allerede havde indfundet sig. Udover
Michael, og selvfølgelig bartenderen, som for øvrigt hed Johanna, var
der ikke andre i baren, og af de to kunne han sagtens have undværet
Michaels tilstedeværelse, men det kunne han foreløbig ikke gøre ret
meget ved.
I går aftes havde hun haft en rød T-shirt på, og i dag en gul. Måske
var det en to tredjedel gennemført parallel til en lysregulering, hun
ville signalere. Det var selvfølgelig fint nok, men Michael tænkte
mest på at de skulle forlade hotellet i morgen tidligt, så han kunne
ikke vente på, at hun eventuelt skulle havde en grøn på i morgen, hvor
han ville være et helt andet sted.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
I skarp konkurrence med Per Leif, der i denne forbindelse var den
lidt mere erfarne, havde Michael, om end lidt kejtet, bagt på Johanna
siden de ankom.
Michael, der var omkring et halvt år ældre end Per Leif, havde hvis
sandheden skulle frem, egentlig aldrig været i seng med en pige før,
men nu var han efterhånden så determineret og gejl, at han ville sætte
alle sejl til, og herunder også skide på om han skulle køre over for
gult iført bar røv og ankelsokker.
Per Leif følte selv at han var mesteren, og når det kom dertil, havde
han svært ved at tro at Michael på nogen måde, skulle kunne udgøre
en potentiel trussel imod, at han skulle kunne komme i lag med
Johanna.
Således med selvsikkerheden på plads mente Per Leif nok, at han
risikofrit kunne forlade arenaen en lille times tid for lige at ordne et
ærinde. Han havde en aftale med Jørgen om lige at kigge op på hans
værelse, for at lave en udveksling omkring et par badebukser.
Med hensyn til Jørgen, ja så var Per Leif i virkeligheden ikke særlig
begejstret for dette bekendtskab. I hans øjne var Jørgen en lidt tarvelig
og grov person, som egentlig forekom ham at være noget ufin i
kanten. Men hvad fanden, de var på en slags ferie, og så var der vel
ingen grundt til at have fine fornemmelser.
I Per Leifs selvsikre fravær var det, hvad Per Leif ville have forsvoret,
lykkedes for Michael at køre det projekt i hus, som han selv havde
regnet med at vinde licitationen på.
Kun kort tid efter at Per Leif var gået, havde den ellers uerfarne
Michael, succes med at få lokket Johanna til, at vise sig sine
boligforhold nede i kælderen. Han havde spurgt hende: Om ikke hun
samlede på frimærker eller bøhmiske krystallysekroner, eller

Black Out, Leo Ray Eriksen.
eventuelt havde noget andet de kunne dele interessefællesskab om.
Det kunne også være hun bare trængte til at komme i seng, for i så
fald kunne han da sagtens hjælpe hende af med tøjet.
Michael førte sig rigtig frem, og åbenbart med held, for nu var de på
vej til hendes værelse, der lå i en sidegang til en lang tarm af en
kældergang, der forbandt køkkenet med et køle- og depot rum.
Johanna gik forrest ned af den brede betontrappe, som førte ned fra
baren til kælderen, og Michael kiggede sulten på hendes velformede
bagdel, mens han gjorde sig alle mulige fantasier om hvad der
ventede af kødelig stimulans, når de om kort tid ville befinde sig i
hendes værelse.
Hun trykkede på en selvslukkende kontakt og den mørke
betonkorridor blev svagt oplyst nede for enden, af et nøgent lysstofrør
hvis farvetemperatur Michael løst anslog, måtte være omkring 6.000
grader kelvin. Michael havde for et par år siden taget et kursus i
fotolære, hvor han havde lært om farvetemperatur og den slags, og på
trods af den helt aktuelle liderlige tilstand han befandt sig i, havde han
alligevel overskud til at gøre sig den slags iagttagelser. Hvilket
egentlig overraskede ham selv. Oppe under loftet løb der nogle
installationsbakker, med elektriske ledninger på den ene side, mens
der på den anden var spildevandsledninger og almindelige vandrør.
Man kunne lugte at gulvet var blevet malet for nyligt, men også at de
måtte have problemer med nogle kloakledninger.
Da de var nået næsten ned til det sted hvor de skulle dreje, gik lyset
ud og Johanna famlede sig hen til den nærmeste kontakt og fik trykket.
De nåede de sidste få meter hen til hendes værelse. På døren var et
simpelt stykke karton sat fast med tape og på dette var der med en

Black Out, Leo Ray Eriksen.
kraftig tuschpen skrevet: Johanna Goldmeier. Michael lænede sig
kælent op af hende, mens hun famlede efter nøglerne til sit værelse.
Han følte sig voldsomt stimuleret af hendes nærhed, og havde da også
i den aktuelle situation mere end svært ved at holde sine naturlige
drifter i ave.
Hun stak nøglen i døren, men inden hun låste op vendte hun sig om
mod ham, som om hun var blevet i tvivl om det nu også var det her
hun ville. Der var ingen tvivl om hvad det var han ville, og han trak
hende ind til sig og begyndte at kysse hende vådt og lidenskabeligt.
Efter lidt tidsfordriv med godt og grundigt at havde moduleret hendes
balder, vendte hun sig om igen og låste døren op. Lyset på gangen var
i mellemtiden gået ud, men hun lukkede døren op i mørke og famlede
sig frem til kontakten på karmen lige inden for.
Der var bestemt ikke tale om nogen fyrstesuite, men det interesserede
heller ikke Michael specielt meget. Han var her med et bestemt
formål og det var ikke at se på sjældne franske gobeliner eller ægte
tæpper. Ja og selvfølgelig heller ikke frimærker, selv om han måske
tidligere på aftenen havde antydet en vis interesse på dette område.
De lagde sig på sengen som var ¾ størrelse. Michael havde i løbet af
forholdsvis kort tid fået lidt mere at drikke end godt var, og han måtte
nu erkende den triste og distraherende sandhed, at han på trods af en
voldsom vilje, helt aktuelt manglede evnen til at gennemføre det han
var kommet for.
Det var ikke fordi hun var specielt opsat på at stå i forhold til
Michael, men da de nu var kommet så langt, var hun da heller ikke
direkte afvisende, selv om Michael lige for indeværende havde det
lidt svært med at holde fokus.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Belysningen var dæmpet og man kunne høre at der var et toiletskyl
på vej gennem faldstammen som løb lige udenfor hendes værelse. Det
var næppe det der hjalp Michael over på den anden side af den
mentale blokering, men under alle omstændigheder, koncentrerede
han nu alle sine kræfter om at få magien tilbage.
Det var nu det gjaldt, og interaktionen imellem hans hjerne og lem
råbte på aktiv handling, der kunne få den lille javert på benene igen.
Han startede forsigtigt, ja næsten nænsomt, med at løfte hendes
nederdel så meget op, at han kunne se hendes små og delvis
transparente trusser. Dette perfekte geometriske syn med en trekant
og et par velformede lange streget, gav ham inspiration til at gå videre,
og snart var han i gang med at køre en hånd frem og tilbage mellem
hendes lår, mens han for hver op og nedadgående bevægelse,
stoppede højere og høje oppe mod hendes trusser. Til sidst var han
hvor han havde tænkt sig at ende, og begyndte nu forsigtigt i
langsomme cirkulære bevægelser, at massere rundt i hendes skød.
Han følte endelig at han havde genvundet kontrollen over situationen,
og trak fumlende sine bukser af, og smed dem med en febrilsk og
upræcis håndbevægelse fra sig på gulvet. Det lå ligesom i luften, at
det nu var hendes tur til at bringe et offer, og hun begyndte langsomt
at trække sin T-shirt over hovedet. En aktion der hver time kloden
rundt bliver udført af millionvis af kvinder, i den ene eller anden
sammenhæng, men som lige her og nu havde Michaels helt udelte
opmærksomhed, og han fulgte hende fascineret og intenst med øjnene.
Hendes brystholder var sort og han bøjede sig ivrigt ind over hende,
mens han famlede med låsemekanismen bag hendes ryg. Den relativt
simple mekaniske indretning var ikke så ligetil at håndtere, og selv
følte han, at der gik en evighed inden det endelig lykkedes ham at få

Black Out, Leo Ray Eriksen.
den op. Med fingerspidserne mærkede han de to små stykker metal
glide ud af hinandens favntag, og han kunne nu endelig i sulten
forventning fjerne hendes BH, som var det afsløringen af et stort og
vigtigt kunstværk, som hele verden i spænding havde ventet på.
Brysterne var fyldige og faste som to vandfyldte varmedunke og han
kørte følende sin hånd over de mørkebrune strittende brystvorter, der
lignede to store kager med hver sin sveske på toppen. Derefter kom
turen til hendes trusser, og mens hun løftede benene befriede han
hende for de sidste rester af overflødige tekstiler.
Omsider var han aktivt i gang med at gennemføre det, han så
inderligt og længe havde længtes efter at skulle prøve for første gang i
sit liv. Nu forløb det hele planmæssigt, troede han, men i det samme
som han nåede ”Point of no return”, mærkede han ikke bare en
voldsom forløsning, men samtidig også en skarp og sviende smerte.
Han trak forvirret hovedet tilbage og opdage, at det blødte kraftigt fra
en lang rift på siden af halsen. Hvad fanden var det? Røg det hastigt
gennem hans tanker, og han havde umiddelbart ingen som helst ide
om hvad det var, som kunne være sket. Johanna så bekymret på ham,
og kørte kærtegnende sin hånd ned af hans kind mens hun undskyldte
igen og igen, at hun i kampens hede var kommet til at såre ham med
sin ring.
På sin vis var det vel bare en banal hændelse, der i de fleste andre
sammenhænge, ikke ville have været specielt bemærkelsesværdig.
Her var der dog tale om, at han havde fået en rift af en ring med en
helt særlig baggrund, og en ring, der senere skulle komme til at spille
en helt enestående og skæbnesvanger rolle i hans liv. Ringen, var en
gave hun havde fået for nogle år siden, og den var særdeles særpræget,
med en kostbar diamant indfattet i en jødestjerne af ægte guld. Man

Black Out, Leo Ray Eriksen.
kunne undre sig over at hun i det hele taget var i besiddelse af et så
åbenlyst kostbar objekt, men baggrunden var den, at hun for nogle år
siden havde overværet en alvorlig forbrydelse, der involverede hendes
daværende kæreste. For at lukke munden på hende, havde han udover
en mindre sum kontanter, givet hende ringen, som hun egentlig havde
et noget ambivalent forhold til. En rigdom og belastning på samme tid.
Michael var noget omtumlet ovenpå det lille uheld med ringen, og
undskyldte meget at han ikke rigtig kunne mere denne aften. Han
samlede sit tøj sammen, og i en noget rodet fremtoning tumlede han
ud af Johannas kammer for at finde tilbage til sit eget værelse. På
vejen op fra kældertrappen var han lige ved at støde ind i ”Bryllen”
men det var som om ingen af dem havde lyst til at blive set
og ”Bryllen” vendte pludselig om og fortsatte i en helt anden retning.
Jerusalem
Næste dag efter morgenmaden, blev hele holdet hentet på hotellet og
kørt til Jerusalem, hvor man skulle indlogeres et nyt sted de næste to
dage.
I bussen sad Michael og reflektere over nattens begivenheder og det
faktum, at han nu endelig var kommet så langt i sin seksuelle
udvikling, at han havde prøvet, at være i mere intim berøring med en
person af det modsatte køn. Det virkede vældigt berusende og der var
næsten ikke plads til andre tanker i hans hoved. Det vil sige han fik
dog lige indføjet en lille parentes, der gik på at han skulle minde sig
selv på, at han skulle tage en sten med hjem fra Det døde hav, når de i
morgen skulle på tur dertil. Det var hans onkel der havde bedt ham
om det, for som han sagde: det skulle være ret interessant at se stenen
efterhånden forvandle sig til noget der ligner et pindsvin. Det

Black Out, Leo Ray Eriksen.
koncentrerede saltindhold danner, efterhånden som den tørrer ud,
lange og tynde saltkrystaller på stenens overflade. Så for ham ville det
være den bedste Souvenir.
- Hvad er der sket med din hals? Michael blev pludselig revet ud af
sine tanker. Det var Lene (”Bryllens” datter), som han gennem
længere tid egentlig havde været lidt lun på, der spurgte, og med det
samme blev flere af de andre også opmærksomme på den flænge han
havde fået.
- Det er ingenting. Forsvarede han sig. Han havde på ingen måde lyst
til at komme med en detaljeret redegørelse for hændelsesforløbet, og
egentlig ragede det da heller ikke dem.
- Du kan da ikke bare sige, at det er ingen ting. Prøvede en anden fra
klassen.
- Jeg gider ikke snakke om det OK. Svarede han igen og fik så
endelig fred.
De var omsider kommet til det nye hotel og man fik sig fordelt på
værelserne under stor tumult og forvirring. Logistik var ikke
elevernes stærke side, og havde lærerne ikke grebet ind, var
fordelingen af den respektive bagage på rette plads formentlig trukket
ud i det urimelige.
Om eftermiddagen gik turen til grædemuren, hvor ortodokse jøder
med fletninger og andre særegne kendetegn stod og vippede frem og
tilbage, som et taktfast pendul i et bornholmerur. De virkede dybt
koncentrerede mens de stod der med en hellig bog i hånden, og
mumlede et eller andet fuldstændig uforståeligt ind i den flere tusind
år gamle væg.
Som de danske gymnasieelever, der for flertallets vedkommende
hverken troede på det ene eller det andet, blev vidne til denne seance

Black Out, Leo Ray Eriksen.
med menneske og mur i hellig konfrontation, randt et gammelt udtryk
Per Leif i hu, og han kunne ikke undlade at kommentere det de så.
- Hvis du slår hovedet mod en mur og der lyder en hul lyd, så behøver
det ikke at betyde at det er muren der er hul. Michael fulgte
umiddelbart op med sin kommentar.
- Ja og hvis du bliver ved med at banke hovedet imod muren længe
nok, kan du næsten ikke undgå at komme til at græde.
- Ja for helvede, og hvis det er meningen med livet, så kan man sku´
da lige så godt tilbringe tilværelsen i et fængsel, eller måske på en
lukket afdeling på et sindssygehospital. Supplerede Jørgen. Han
havde ikke selv direkte erfaring med nogen af delene, men skulle han
finde på at stå sådant foran en hvilken som helst mur derhjemme, ville
han helt sikkert ganske automatisk finde ud af, hvordan den sidste
form for anbringelse ville føles.
Sådant set var det egentlig kun myndighedernes overbærenhed, der
var skyld i at han endnu ikke havde erfaring med den første form for
indespærring. To gange havde han haft mindre sammenstød med
ordensmagten i Danmark. Ikke noget alvorligt, og begge gange med
tiltalefrafald, men alligevel. De fleste i klassen var bekendte med
Jørgens fejltrin, og det havde bevirket at han havde fået et lidt dårligt
ry, som en man skulle passe på. Hermed var han også gået hen og
blevet noget af en outsider der gik sine egne veje. Hvor det så end
måtte føre ham hen.
Politiafhøringen
Det var ved at være sidst på eftermiddagen, da de af snoede veje
vendte tilbage til hotellet. Luften var varm og klam og alle trængte til
et bad for at blive friskede op igen. Da de kom ind i receptionen, blev

Black Out, Leo Ray Eriksen.
de af et par venlige, men bestemte politifolk bedt om at gå ind i
spisesalen. Døren blev lukket og engelsklæren Lone gav nu en kort
orientering om hvorfor de var blevet bedt om at samles her. Hun gav
herefter ordet til Jens Mogensen, som var deres lærer i samfundsfag.
Han rømmede sig nervøst, kiggede ud over forsamlingen og vidste
tydeligvis ikke hvor han skulle begynde.
”Bryllen” stod lidt derfra ude ved siden, med armene over kors og en
bedrevidende mine, mens de fleste andre i lokalet så sig nervøst
omkring. Omsider tog lærer Mogensen sig sammen og fik forklaret, at
den pige som de på det andet hotel havde mødt nede i baren som
bartender, i formiddags var fundet voldtaget og dræbt.
- Politiet. Sagde han, og vendte sig i det samme over mod de to
politifolk, som stod ved siden af.
- kender endnu ikke de nærmere omstændigheder, men vil gerne
udspørge hver enkelt, om de har iagttaget noget, der vil kunne bidrage
til sagens opklaring.
Der var med denne korte orientering kommet en ubehagelig og
mistroisk stemning i lokalet, og alle kiggede på alle.
- Der er rekvireret en tolk fra den danske ambassade i Tel Aviv.
Fortsatte han.
- og hun vil være behjælpelig med at oversætte.
I et tilstødende lokale tog de to politifolk nu plads sammen med Tove,
deres engelsklærer, som de fleste havde et forholdsvis godt og
fortroligt forhold til. Nu ventede man kun på, at den kvindelige tolk
skulle nå frem og efter ca. 20minutter dukkede hun endelig op. Da
ingen på stedet kendte hende i forvejen, var der lige et par formaliteter
der skulle cleares, men det blev forholdsvis hurtigt ordnet. Hun var

Black Out, Leo Ray Eriksen.
egentlig ambassadesekretær, men trådte gerne til når der var brug for
det ved særlige lejligheder, og det skete egentlig ikke så sjældent.
Man startede med at registrere alle de tilstedeværende elever og
lærere og sammenholdt så navnene, med dem som angiveligt havde
været indlogeret på hotellet i Tel Aviv på mordnatten. Derefter blev
hver enkelt kaldt ind og måtte afgive forklaring om, hvad man måtte
have set af interesse for sagen, og så selvfølgelig redegøre for ens
egen færden i den aktuelle periode.
Det var en langsommelig, kedelig og tidsrøvende proces, og mens
man ventede kom der mange gisninger frem eleverne imellem. Ingen
mente officielt, at det kunne være nogen fra klassen, og pigerne var i
sagens natur fredede i denne forbindelse. Det ville i hvert fald blive
noget af en overraskelse, hvis det skulle vise sig at være en af dem.
Efter nr. 16 i rækken var det omsider Per Leifs tur til at forklare sig,
men han kunne, ligesom de øvrige, heller ikke bidrage med særlige
iagttagelser. Efter ham igen var det så Jørgen, og Per Leif havde en
sær fornemmelse af, at Jørgen sendte ham et særligt blik i det de to
passerede hinanden.
Jørgen blev mødt med en vis mistro af de to politifolk, som i
mellemtiden var blevet oplyst om Jørgens lidt tvivlsomme baggrund,
men heller ikke her var der noget konkret at gå videre med.
Omsider blev det Michaels tur, og det kunne ikke undgås, at man
spurgte ind til den rift han havde på siden af halsen. Michael
forklarede at det var et uheld fra en barbering, og det godtog man så i
første omgang.
Det var ved at være sent og der var en klar fornemmelse af, at dagens
begivenheder ligesom havde rykket lidt ved opfattelsen af en
spændende studietur til Israel. Ikke at det ikke var spændende, for det

Black Out, Leo Ray Eriksen.
var den helt bestemt, men det var unægtelig på en anden måde, end
man oprindelig havde forestillet sig det.
Ved morgenbordet den næste dag virkede Michael meget nervøs.
Han havde stort set ikke sovet hele natten og det var med største
besvær, at han nu forsøgte at klemme lidt morgenmad ned. Samtalen
ved de forskellige borde gik selvfølgelig ivrigt omkring den tragiske
sag og de aktuelle oplevelser med politiet, men Michael havde ikke
den store lyst til at deltage i de engagerede betragtninger omkring
pigens død.
Han havde netop sat tænderne i et stykke ristet brød, som han
fraværende sad og gumlede på, da tre mand fra politiet dukkede op og
gik målrettet hen mod det bord, hvor han sad sammen med Per Leif
og to andre drenge fra klassen. Michael var tæt på at skide i bukserne,
da den ene betjent bøjede sig ind over ham og beordrede ham til at
følge med. Han følte det som om alt blod løb fra hovedet ned i
fødderne og det tørre stykke brød, han endnu ikke havde nået at få
sunket, virkede nu som en ulden sok i hans mund.
- Are you Michael from Denmark? Spurgte betjentene.
Michael kiggede op og nøjedes med at nikke vagt, da han var ude af
stand til at tale.
Inde fra spisesalen kunne de andre elever og lærerne herefter gennem
glasdøren se, at det israelske politi køre bort med deres
klassekammerat/ elev, og det var hermed det sidste de fik at se af
Michael.
I pressen kunne man senere, både i de israelske og danske medier,
læse om en dansk gymnasieelev, der var blevet idømt livsvarigt
fængsel ved en israelsk domstol, for voldtægt og mord.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Beviserne havde været overvældende, idet man både havde fundet
den dømtes sæd på liget, tillige med vedkommendes blod på sengen.
Hvordan pigen var død blev der ikke oplyst noget om, ligesom de
mere indgående detaljer i det hele taget ikke blev beskrevet nærmere.
En omstændighed, der dog blev slået forholdsvis stort op var, at pigen
skulle have haft en meget kostbar diamantring, som endnu ikke var
blevet fundet. Dermed var der sådant set både et berigelses- motiv og
et seksuelt motiv.
Hjemme igen
Man var kommet hjem igen fyldt med sære indtryk efter et
begivenhedsrigt møde med en fremmed kultur, og det kunne
naturligvis ikke undgås, at den helt uventede begivenhed,
efterfølgende gav næring til mange spekulationer.
- Ja venner, det var jo en trist omgang, men mon ikke Michael får den
straf han fortjener. Det var lærer Lassen (”Bryllen”) som ikke viste
megen nåde.
- Hvordan fanden kan du egentlig være så sikker på at Michael var
skyldig? Det var Lene, Lassens egen datter der tog Michael i forsvar.
- Hør her lille Lene, det var da oplagt med alle de beviser.
- Ja det kan godt være, men jeg har nu meget svært ved at se Michael
som morder.
- Ja det har du nok, men det rokker ikke ved kendsgerningerne.
- Ja, og hvad med den kendsgerning at du ikke har holdt dig for god
til at kneppe din egen datter ”Brylle”. Der gik et gisp gennem hele

Black Out, Leo Ray Eriksen.
klassen, da Per Leif i et ubetænksomt øjeblik kom til at slippe denne
turbulente anklage løs.
- Sikke noget pis at sige Per Leif, jeg kunne da aldrig i livet finde på
at forgribe mig på min egen datter. Nu brød Lene fuldstændigt
sammen, og stortudende løb hun ud af klasseværelset. Resten af
klassen var dybt forvirrede og der bredte sig en yderst pinlig stemning.
- Det her kommer du fandeme til at fortryde Per Leif. Lærer Lassen
var rasende, ikke nok med at han blev anklaget for incest i fuld
offentlighed, men Per Leif havde tillige kaldt ham for ”Brylle”, selv
om der selvfølgelig ikke var nogen tvivl om hvad der var mest
alvorligt.
- Jeg håber ikke der er nogen her, der tror på en så tåbelig anklage.
Lærer Lassen kigge insisterende rundt i klassen, der ikke anede
hvordan de skulle takle en så prekær situation.
- Hvorfor siger du sådant noget ævl Per Leif? Der var desperation i
Lassens stemme, og han kiggede ond på Per Leif.
- Jeg tror ikke du er rigtig rask i hovedet, men du dækker måske over
et eller andet du selv har gjort forkert? Lassen kunne se at han havde
ramt et eller andet i Per Leif, der for sit eget vedkommende nu fik en
stærk følelse af at havde jokket godt og grundigt i spinaten.
Der gik lang tid inden der igen var etableret en nogenlunde tålelig
stemning i lærer Lassens timer, men al ting har en ende og omsider
fandt det aktuelle gymnasieår sin afslutning. Så langt så godt og efter
yderligere et år var hele det gymnasiale forløb så slut. De fleste var
glade og tilfredse med hvor de nu var nået, og havde store
forventninger til fremtiden. En fremtid der sådant set kunne byde på
hvad som helst og sikkert også ville gøre det. Selvfølgelig afhang
meget af den enkeltes vilje og evne til at tage hånd om sit eget liv, og

Black Out, Leo Ray Eriksen.
her rummede klassen karaktertræk, der spændte lige fra det rent
fatalistiske, til dem med en stærk vilje og tro på, at ens egen
eksistentielle forankring måtte formes af egen vilje, valg og
handlinger. Et træ er et træ, men det rummer også muligheden for at
blive f.eks. en skibsmast, en stol, en vaskebalje eller bare et bundt
optændingspinde til et flygtigt lejrbål.
Nå, men uanset hvad fremtiden nu end måtte have af overraskelser i
baghånden, så var der i hvert fald ingen fra den årgang, der ikke i et
eller andet omfang var blevet berørt af den tragiske begivenhed på
fremmed grund, som deres gymnasietid havde budt på.
Specielt den kendsgerning, at en ellers vellidt elev måtte blive tilbage
i israelsk fængsel, kom til at fylde ret meget i den historiske bagage,
om end erindringen selvfølgelig kom til at falme lidt med årene.
Når der senere var sammenkomst for gamle elever, var det
selvfølgelig uundgåeligt, at der blev stillet spørgsmål til om nogen
vidste noget om Michael, men ingen havde kontakt til ham, og derfor
var det også småt med oplysninger.
Enhver passede sit og sin egen karriere, og det var da heller ikke alle,
der var lige interesserede i den gamle klasse. Jørgen for eksempel så
man aldrig noget til, men det havde måske en naturlig forklaring. En
mente at han var emigreret til Australien, mens en anden havde hørt
noget om at han var indenfor fængselsvæsnet, og det var ikke i
egenskab af fangevogter.
Per Leif bliver arkitekt
Per Leifs videre forløb ud på livets store skøjtebane, var på mange
måder forudsigelig og rummede ikke de store overraskelser. For en
stund kunne han glæde sig over at have fået sin studentereksamen

Black Out, Leo Ray Eriksen.
med klassen næsthøjeste karaktergennemsnit, måske på grund af flid,
måske på grund af snyd, eller måske bare en veludviklet evne til, at
sige de rigtige ting på de rigtige tidspunkter, det vil sige på nær lige
dengang han gik i clinch med lærer Lassen, den gamle skiderik.
Under alle omstændigheder havde han i hvert fald opnået nogle gode
karakterer, og da hans forældre selv havde en akademisk baggrund,
var det end ikke til diskussion om Per Leif skulle fortsætte med en
eller anden prestigefyldt uddannelse. En uddannelse som gerne skulle
kunne føre ham frem til et liv med relativ luksus, materiel tryghed og
en respektabel status.
Per Leif kom ind på Kunstakademiets Arkitektskole i København,
hvor han først gennemførte den 3 årige bacheloruddannelse og siden
en 2 årig kandidatuddannelse, hvor han som hovedretning valgte
bygningskunst. Det lugtede lidt af ambitioner, og han kom da heller
ikke sovende gennem forløbet.
Mens han gik på grunduddannelsen mødte han Asger, som han blev
gode venner med, og det skete ikke så sjældent, at de to gik i byen
sammen for at frekventerede det københavnske værtshusmiljø og slå
en lille skævert.
En aften han var gået i byen alene, blev han overrasket af et møde der
virkelig kom til at gøre ondt. Per Leif sad på et værtshus han ikke
havde været på før, sådant lidt gemt væk i et hjørne, da han pludselig
fik selskab af en tarvelig klædt herre, der satte sig lige over for ham.
- God dag Per Leif.
- God dag den herre.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Kald mig bare ”Brylle” det er trods alt den mindste ondskab du kan
gøre mod mig. Først da gik det op for Per Leif, hvem der havde sat
sig over for ham.
- Ja jeg ved ikke om du ved det, men jeg blev jo fyret kort efter du gik
ud af gymnasiet. Per Leif kiggede lidt undvigende ned ad lærer
Lassen, der var langt fra tidligere tiders selvsikre fremtoning.
- Nej det vidste jeg ikke. Det er jeg da ked af at høre.
- Er du? Er du det Per Leif? Lassen holdt en lille kunstpause og
fortsatte så
- Det var som om den snak om, at jeg skulle have haft et forhold til
min datter ikke rigtig ville dø. Lassen berettede meget detaljeret om
forløbet omkring hans afskedigelse.
- På læreværelset kunne jeg mærke den der knugende kulde, som om
jeg havde pest og var smittefarlig. Jeg ved ikke hvad du tror, men jeg
holdt uendelig meget af Lene, men ikke på den måde som du
antydede. Per Leif var meget ubekvem ved sin gamle læres selskab og
vidste ikke hvad han skulle sige.
- Til sidst kom mistanken også min kone for øre, og det endte med at
vi blev skilt.
- Siger du at det var min skyld? for hvert nyt aspekt Lassen
delagtiggjorde ham i. følte Per Leif sig mere og mere ussel.
- Nej det siger jeg ikke, og du må gøre dig dine egne tanker. Måske
var jeg endt der hvor jeg er endt, under alle omstændigheder. Som
Lassen sad der og reflekterede over sin situation, virkede han helt
menneskelig, i modsætning til den Lassen, Per Leif kendte fra
gymnasietiden.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Hvad med dig Per Leif, hvordan har du det med dig selv? Jeg mener
du har jo også en fortid, selv om jeg ikke helt kan regne ud hvordan
det hænger sammen.
- Jeg ved ikke helt hvad du mener. Antyder du at jeg skulle have
noget at skjule eller hvad?
- Nej nej, jeg mener bare at, - nej glem det Per Leif.
- Hvad med Lene, hvordan har hun det?
- Hvordan hun har det? Nå det vidste du heller ikke. Hun endte på
psykiatrisk sygehus med en svær psykose, og så sidste år lykkedes det
hende endelig, for øvrigt efter flere forsøg, at tage sit eget liv. Lærer
Lassen havde fået tårer i øjnene, og Per Leif blev sig her flere år efter,
pinligt bevidst om hvor store konsekvenser den ene uoverlagte
bemærkning fra gymnasietiden havde fået.
Det var med tungt hjerte Per Leif fandt hjem til sin bolig den aften,
og hele natten lå han søvnløs og kæmpede med en nagende
skyldfølelse, kombineret med en angst for, at Lassen havde
gennemskuet et eller andet omkring mordet på den israelske pige.
Per Leif for egen tegnestue
Efter endt eksamen fik Per Leif ansættelse på en tegnestue i det indre
København, mens Asger fik arbejde hos en arkitekt i Køge. De holdt
kontakten ved lige, og talte ofte om, at det kunne være skønt at få sit
eget. Det kunne det selvfølgelig også, men det var en drøm, som det
naturligvis ikke var så ligetil at realisere og årene gik.
Endelig en dag ringede Asger til Per Leif, at nu var chancen der for at
blive selvstændig. Asger havde hørt om en kollega i Gentofte, der
gerne ville trække sig tilbage, og nu havde de muligheden for at

Black Out, Leo Ray Eriksen.
overtage hans tegnestue med portefølje og det hele, og det på ret
rimelige vilkår.
De indgik partnerskab og begyndte deres nye virksomhed under
navnet: Arkitekterne Olufsen og Hansen MAA (Medlem Akademisk
Arkitektforening).
De kom forholdsvis fint fra start, selv om der selvfølgelig var
begyndevanskeligheder. Det var overvejende mindre byggeprojekter
de var involverede i, og fortrinsvis for private entreprenører, som ikke
altid var lige punktlige med betalingen, hvilket til stadighed var en
latent kilde til bekymring og frustration.
Privat slog Per Leif sig ned i Gladsaxe, hvor han havde boet med sine
forældre det meste af sin ubekymrede barndom og mens han gik i
gymnasiet. Her fandt han en mindre to værelses lejlighed, ordinær og
kedelig, som den slags næsten altid er, men med muligheder og en
passende husleje, der var til at betale.
Der var nu gået et par måneder siden de sidste flyttekasser, var blevet
endelig tømt og man kunne omsider se gulvet, i sin fulde udstrækning,
sådant fra fodpanel til fodpanel. Derefter var der så gået yderligere et
par måneder, inden de sidste møbler var kommet endelig på plads,
eller i det mindste blevet placeret i de rum hvor de var tænkt at skulle
få blivende ophold. Nogle få billeder, som Per Leif godt selv kunne se
var af tvivlsom kvalitet, var blevet hængt op på væggene næsten med
det samme, fordi det var så nemt at gå til. Hovedparten af hans
skilderier stod dog stadig nede i det lille kælderrum, som obligatorisk
fulgte med til den slags lejligheder, og afventede en bedre skæbne,
som en flok håbefulde aspiranter, utålmodigt ventende i kulissen til en
audition.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Per Leif var kommet sent hjem og smed sig træt i sofaen for at slappe
af efter en lang dag i firmaet. Han lod sit blik vandre rundt i værelset,
som virkede, ja for at sige det rent ud, lidt spartansk, og havde det
ikke været for kaminuret, der stod ovre på vindueskarmen lige over
radiatoren, ville han nok have følt sig forholdsvis fattig i
materialistisk henseende. Ikke fordi det betyder det store for historien,
men urets dimensioner var ca. 40 cm højt og 55 cm. bredt og bestod
af en base i sort marmor, hvorpå var anbragt en separat figur i
patineret bronze i form af en mand, holdende en stejlende hest, der
ved nærmere eftersyn så ud til at være seksuelt opstemt. Selve uret
var signeret af en eller anden fransk urmager, men det var vanskeligt
at tyde præcist hvad der stod. Det er også ligegyldigt, men i hvert fald
var det fra engang i begyndelsen af det 20. århundrede.
Det var ikke det at selve uret havde nogen særlig værdi, men inde
bag en lille lem på urets bagside ind til urværket, skjulte der sig en
hemmelighed. En hemmelighed, der hvis den blev afsløret, kunne
sende Per Leif bag lås og slå i mange mange år fremover. I
begyndelsen havde denne hemmelighed optaget hans tanker flere
gange dagligt, men efterhånden var han blevet mere og mere afslappet
omkring den skjulte effekt, og nu da der var gået en del år, var det
ikke længere noget han ofrede opmærksomhed på ret ofte. Og i hvert
fald ikke længere dagligt.
Per Leif møder Lily
Per Leif var gået i byen, nærmere betegnet værtshuset ”Den
karseklippede Kanin”, der ikke lå så langt fra, hvor han plejede at
komme i sine ungdomsår. Her mødte han den 20 årige Lily, og Per
Leif følte sig straks tiltrukket, af i første omgang hendes ydre fortrin,

Black Out, Leo Ray Eriksen.
og senere også umiddelbare væsen. Ganske vist var der en
aldersforskel på næsten 17 år imellem dem, men der var alligevel en
del emner de kunne diskutere, måske ikke helt på fælles grundlag, så
dog alligevel så nogenlunde jævnbyrdigt. Lily fortalte, at hun aldrig
havde kendt sin far og hendes mor var død kort tid efter hendes fødsel.
Hun var vokset op hos sin mors søster og dennes mand, og hun syntes,
at de alt i alt havde givet hende en god opvækst.
Da Per Leif spurgte ind til hendes mor, lukkede hun fuldstændig i og
hun nægtede kategorisk at tale om hende.
- Jeg ved kun, at hun var alene da hun fik mig og det er det. Sagde
hun. Det var tydeligt, at der var noget hun fortrængte, og Per Leif
kunne da heller ikke undgå at mærke, at det ikke var et område han
skulle begynde at rode alt for meget rundt i. Det respekterede han, og
heller ikke siden berørte han emnet igen.
Efter det første møde aftalte de, at de skulle gå i biografen sammen
den efterfølgende lørdag, og efter at have brugt tid og penge på en
noget kedelig amerikansk banalitet med forudsigeligt indhold,
inviterede Per Leif hende med hjem efter forestillingen.
I modsætning til hans ellers ret lave aktivitetsniveau på det
domestiske felt, havde han til en forandring, hele dagen i forvejen,
pisket rundt som en automekaniker i et pitstop, til optagelsesprøve
som hjulskifter i et formel 1 race. En febrilsk indsats for at fjerne det
værste præg af ungkarl og dåsebajer, og det var da også lykkedes ham
at få sit glade hjem til at se så nogenlunde præsentabelt ud. Specielt
soveværelset havde han været meget omhyggelig med at bringe i
orden. En stak pornoblade og flere stykker brugt køkkenrulle, som der
ikke er nogen grund til at beskrive formålet med nærmere, blev smidt

Black Out, Leo Ray Eriksen.
i en sort affaldssæk sammen med andet skrald og båret ud til
affaldsskakten.
Da han stod der ude på trappeafsatsen og skulle til at sige farvel til
flere gode gamle numre af bl.a. Weekendsex og Rapport, fik han
pludselig betænkeligheder. Det var trods alt en form for litteratur.
Gang på gange havde disse blade i ensomme perioder, hjulpet hans
fantasier godt på vej. I sidste øjeblik besluttede han sig barmhjertigt
for, at redde de bedste og mest inspirerende af dem. Det kunne jo
være, at det ikke gik helt som han håbede og ønskede sig med Lily, og
så ville det være ærgerligt at have brændt alle broer bag sig. De
overlevne eksemplarer blev i første omgang parkeret i en af de
nederste køkkenbordsskuffer, så kunne han jo altid se hvordan det gik
med hensyn til, om han endelig skulle være så heldig at kunne opgive
sit singleliv.
Da de lukkede den slidte fordør ind til trappeopgangen op, kunne
man høre at den skreg på olie i hængslerne. Kort efter stod de
indenfor og døren gik i med et rungende smæk, som gav genlyd hele
vejen op i trapperummet. Nogle etager senere stod de foran Per Leifs
fordør og de trådte ind i den lille entre, der mildt sagt godt kunne
trænge til lidt maling og noget nyt tapet.
Per Leif var meget gelassen (hvis nogen ellers kender betydningen af
det ord) og han sørgede pænt for at Lily fik sit overtøj af og det blev
hængt på bøjle.
- Nå men her bor du jo hyggeligt. Konstaterede hun inden hun rent
faktisk kunne kende de fulde præmisser for sit udsagn.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Nå jaeh, det er da OK, sagde han og førte hende ind i stuen, selv om
han egentlig hellere ville have ført hende direkte ind i soveværelset
med det samme.
Lily satte sig på en stol henne ved vinduet, mens Per Leif blev stående.
- Hvad vil du have at drikke, jeg har øl eller vin.
- Har du ikke en kop kaffe eller te? Sagde hun som opfølgning på
hans spørgsmål, og selv om han havde foretrukket hun havde valgt
mellem hans første to tilbud kunne han ikke svare andet end.
- Jo selvfølgelig, jeg laver en kop kaffe. Han gik ud i køkkenet og hun
kunne høre hans spørgsmål der ude fra.
- Sukker eller fløde?
- Hvis du har lidt mælk vil det være fint, men det er lige meget hvis
ikke du har.
- Hvad er det for et spændende ur? Lød det nu pludselig inde fra stuen.
Per Leif opfangede klokkeklart hendes overrumplende spørgsmål og
blev helt anspændt.
Ur? Hun sagde ur. Ordet ur gentog sig inde i hans hoved som et
truende ekko, og han reagerede som havde han trådt på en landmine,
og blev helt stiv. Først efter et par dybe indåndinger fik han taget sig
sammen, og gik så tilbage til stuen så naturligt som det nu var ham
muligt.
- Åh det er bare et gammelt ur jeg har købt på en auktion, (sagde han
henkastet) men det er lidt skrøbeligt så du må helst ikke røre for
meget ved det. Han iagttog opmærksomt hendes hænders position i
forhold til uret, idet han sagde dette, og det så ud til at faren var ved at
være drevet over, da hun forsigtigt stillede det tilbage.
- Var du ikke ved at lave kaffe? Spurgte hun, og han svarede
bekræftende og gik herefter tøvende tilbage til køkkenet.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Han sad overfor hende mens de drak kaffen, og da han syntes
stemningen var tilstrækkelig modnet til det, rakte han ud efter hendes
hånd og hun satte sig over i sofaen til ham. Han bøjede sig ind over
hende som en kælen hanløve, og de begyndte at kysse hinanden. Per
Leif sagde til sig selv, at den var hjemme og begyndte langsomt at
køre en hånd op under hendes nederdel. Da han var nået halvvejs op
af hendes lår trak hun nænsomt, men bestemt, hans hånd tilbage.
- Nej lad vær. Sagde hun appellerende. Det var ikke hvad han havde
håbet på, og han var da heller ikke umiddelbart indstillet på bare at
tage det for pålydende. Efter en kort pause forsøgte han sig igen, men
denne gang dog mere tøvende.
- Nej lad vær, jeg har menustration. Det kunne han ikke argumentere
ret meget imod, og han måtte åbenbart så småt begynde at indstille sig
på, at det ikke skulle være i aften, at han fik afløb for sit seksuelle
begær. Et begær der ellers havde hobet sig op igennem længere tid. Ja
faktisk var det snart et år siden, han sidst havde haft et regulært
forhold til en pige. Pokkers tænkte han skuffet og kunne samtidig
mærke sit lem falde slapt sammen og gå til ro, nærmest som en
punkteret ballon, der havde overskredet grænsen hvor meget luft den
kunne rumme.
Det her var bestemt ikke det senarie han havde linet op i sin lille
indre Hollywood produktion, men da nu det erotiske ikke så ud til at
kunne komme på tale i denne omgang, ja så kunne han jo lige så godt
koncentrere sig om at føre en ganske almindelig samtale med Lily.
- Skal vi så bare snakke? Spurgte han, ikke uden en vis skuffelse i
stemmen.
- Ja, hvorfor ikke.
- Nej da, det er der er jo ikke noget odiøst i.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Nej, odiøst, hvorfor skulle der være noget odiøst i bare at snakke?
- Nej bestemt nej, det mener jeg da heller ikke.
- Hvad mener du så?
- Ja ikke andet end at, der er så meget man kan snakke om.
- Ja det er der da, men er der noget bestemt du kunne tænke dig vi
skulle tage op?
- Næ nej, hvad synes du?
- Hvad jeg synes? Om hvad?
- Ja hvad interesserer du dig, sådant specielt meget for?
- Ja, jeg kan godt lide at lave mad. Det syntes Per Leif lød rigtig
fornuftigt, og det skulle i hvert fald ikke komme hende til skade, hvis
hun skulle finde på at praktisere den hobby i hans nærværelse, og med
hans medvirken.
- Jamen det lyder da fint. En af mine store interesser er at spise den.
- Spise hvad for en den? Spurgte hun.
- Ja altså maden, men jeg har da også andre interesser, f.eks. har jeg
også altid været sådant lidt teknisk interesseret. Du ved Mekanosæt
og den slags.
- Mekanosæt? Det må sku´ da være flere hundrede år siden.
- Ah, næ, nej.. så gammelt er det nu heller ikke, men jeg tror godt nok
ikke det laves mere.
- Nej det tror jeg heller ikke det gør. Ikke fordi hun vidste noget
særligt om det, men et eller andet syntes hun alligevel hun måtte
bidrage med.
- Det vil sige navnet bruges sådant set stadig.
- Nå. Gør det det?
- Ja, du kan få noget tagpap som hedder Mekano. En tanke der lige
slog ned i ham og som han kun videregav i mangel på bedre.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Hold da kæft, det lyder dæleme interessant. Svarede hun medlidende.
- Nå ja, det ved jeg nu ikke.
- Nej ærligt talt Per Leif, det ved jeg sku´ heller ikke.
- Hvad siger du til at vi beskæftigede os lidt med benzinpriser og den
slags ting?
- Fantastisk Per Leif, det har altid været min store lidenskab hvad
benzin koster.
De begyndte langsomt at udvikle et fælles humoristisk grundlag for
deres snak, og det endte efterhånden med at de fik flere og flere
emner op at vende, og på trods af at Lily ikke vidste så forfærdelig
meget om hverken politik eller bygningskunst, blev det alligevel en
ret hyggelig aften, som bestemt lovede godt for fremtiden. Da de tog
afsked i entreen aftalte de derfor, at mødes igen inden alt for længe.
Og så håbede Per Leif bare på at hendes menustration var ovre, men
det ønske holdt han dog for sig selv.
- God nat Lily. Sagde han kælent, og kyssede hende derefter farvel
ude på trappeafsatsen.
- God nat Per Leif, og ta´ så og sprøjt lidt koldt vand på dit hesteur
inde i stuen. De grinede lidt over hendes iagttagelse, og Per Leif
tænkte ved sig selv, at den pige er sku´ ikke uden humor.
Da Per Leif gik i seng den aften var det med et stykke køkkenrulle.
Ikke fordi han var forkølet, men det platoniske samvær med Lily uden
fysisk forløsning, havde gjort ham temmelig opstemt..
Næste gang de mødtes havde hun heldigvis overstået sin ”periode”,
og det blev en på alle måder vellykket aften, med både vin og mad, og
det der nu hørte sig til som dessert.
Efter nogen tid havde forholdet udviklet sig så meget, at de
besluttede sig for at flytte sammen i hans lejlighed. Hun bragte en del

Black Out, Leo Ray Eriksen.
ting med sig, og begyndte at sætte sit umiskendelige præg på hjemmet,
på både godt og ond. Samtidig gjorde hun også en stor indsats for at
få ryddet op i alt overflødigt bohave.
Hun kom rundt i alle kroge, og en dag da han kom hjem fra arbejde,
måtte han således stå til regnskab for indholdet i en af
køkkenbordsskufferne.
Det var meget flovt, og han havde mere end svært ved at finde ord,
der på en forståelig måde kunne forklare, hvordan en håndfuld
pornoblade tilfældigvis havde fundet vej til skuffen i deres køkken.
Egentlig var det sket på et tidspunkt hvor det hed hans køkken, men
det lod ikke til at have den store betydning. Han blev stillet til ansvar
under alle omstændigheder.
Det mest pinlige ved det hele var sådant set slet ikke bladenes
tilstedeværelse, men mere det faktum, at hans bortforklaringer var så
tynde, at hun kunne skyde dem ned en efter en, som en specialtrænet
skarpskytte i et skydetelt med dansende plastbjørne i slowmotion. Nå
men i den store sammenhæng var det selvfølgelig en mindre detalje,
som ikke burde kunne ødelægge et ellers godt forhold, hvad det da
heller ikke gjorde.
Gode tider for Olufsen & Hansen
Firmaet Olufsen & Hansen var efterhånden blevet rimeligt
velkonsolideret, og de havde udover de mindre projekter, også haft et
par større kommunale opgaver de sidste par år. Der var dog en opgave
der overskyggede dem alle. Det var et investeringsselskab, der skulle
have opført et kombineret indkøbscenter og busterminal på en central
plads i en større provinsby, og i sidste uge blev indvielsen fejret med
det, som man i almindelig tale plejer at kalde: maner.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Den lokale musikgarde spillede de sædvanlige paradenumre af livets
lyst, og der var taler af borgmester, bygherre, entreprenør og andre
betydende notabiliteter. Det hele meget nydeligt, høfligt og formelt.
Lige så forudsigeligt som at nat følger dag, udtrykte alle glæde ved og
forventning til det nye byggeri, og det fik ord med på vejen som:
storslået, æstetisk og hensyntagen til de omkringliggende bygninger
og miljø.
Der var nu gået en uge siden den officielle indvielse og Per Leifs
kompagnon Asger og hans kone Jette havde inviteret Lily og Per Leif
til en lille sammenkomst i deres hjem i anledning af det store projekts
endelige færdiggørelse.
Jette og Asger havde forberedt et større festmåltid med forret,
hovedret og dessert, og der var sat en god årgangsvin på bordet, som
Asger omhyggeligt havde udvalgt i det lokale supermarkeds
vinafdeling, uden smålig skelen til prisen. Både Asger og hans kone
var redelige mennesker, der ikke skejede ud i tide og utide, men når
der var en rimelig anledning var de ikke bange for at lukke op for
posen.
De tog imod Per Leif og Lily med åbne arme, og der var krammere
og godt gået, med henvisning til begivenhederne i den forløbne uge.
Asger havde lagt en skive med Erik Clapton greatest i CD afspilleren,
og efter lidt small talk satte man sig til bords. Forretten bestod af en
cocktail med rejer, avocado og laks og som tilbehør en tør hvidvin.
Hverken Jette eller Lily interesserede sig specielt meget for vin, men
de var enige om at den var dejlig frisk og ikke for sød. Hovedretten
var Roast Beef med tilbehør og man drøftede lidt, hvor rød hver
enkelt foretrak oksekød i den foreliggende form. Jette udtrykte sin
personlige mening på en ret poetisk måde da hun sagde: at hun godt

Black Out, Leo Ray Eriksen.
kunne lide den fornemmelse af, at en venlig meteor var smuttet forbi
og havde givet hendes bøf et lille kys på kinden.
Der var nu lagt en god bund, og man blev enige om at vente med
desserten.
De sad med hver deres glas rødvin og pigerne drøftede ivrigt børn og
graviditeter, og hvilke tilbud, der var fra det offentlige med hensyn til
vuggestuepladser og børnehaver. Asger rejste sig og gik over til
reolen hvorpå der, ikke helt tilfældigt, lå en avis fra i går.
- Har du set det læserbrev her? spurgte han henvendt til Per Leif idet
han rakte ham avisen, med siden slået op på et læserbrev som han
åbenbart mente, måtte eller i hvert fald burde, kunne interessere ham.
Det nye Central- Arkaden. Lobotomi for åbent tæppe.
Læserbrev af: Anders Buskholm
Efter megen festivitas og snak om et positivt løft til byen, har det
været et direkte antiklimaks at besøge det nye Central- Arkaden, hvor
arkitektfirmaet Olufsen og Hansen har haft det overordnede ansvar
for den æstetiske fremtoning.
Føj for en trist affære. Fersk og steril som en operationsstue, og et
totalt fejlskud i enhver arkitektonisk henseende. Hele
bygningskomplekset hviler som en stor tung firkantet klods, lige midt
på byens bedste plads. En ligegyldig og anmassende kasse, hvor der
absolut ingen spændende oplevelser er at gå efter. Selv med min aller
bedste vilje kan jeg kun sige at: interiørets kvaliteter ikke engang
komme på højde med en skrabet Aldi-butik på kontanthjælp.
Alle indvendige flader er holdt i HVIDT- HVIDT- HVIDT, og det er
virkelig koldt. Find en fællesnævner der ikke støder nogen (lidt
ligesom muzak i et supermarked) og her er den aktuelle fællesnævner

Black Out, Leo Ray Eriksen.
så i dag hvid. Mal det hele hvidt og forsøg endelig ikke med noget der
kunne virke bare en lille smule organisk eller levende. Det er ikke
fordi jeg generelt har noget imod hvidt, som jeg da synes er
fremragende i en lang række sammenhænge, men det er sku´ ikke
nogen særlig visionær farve, ligesom et rum, eller byggeri, med ene
rette linjer og glatte flader ikke er det. Jeg er udmærket klar over, at
måske mere end 90 % af alle danske hjem (som så hermed kan føle
sig fornærmede) er totalt domineret af hvidt. OK, det forstår jeg
sådant set godt. Hvordan kan det være anderledes, når alle fyrtårne
indenfor bolig og byggeri lyser i den retning? Netop det at disse
trendsættende hundeførere, uden dybere respekt for andet end deres
egen magelighed, pisser sneen af med deres ureflekterede
konventioner, er jo nok hovedårsagen til, at der opstår disse
metastaser af den ene eller anden kollektive bevidsthed, som alle så
derefter bare, mere eller mindre frivilligt, retter sig ind efter. Det
samme gælder for øvrigt også indenfor politik, underholdning,
samfund, mode, livsstil, og en lang række andre områder i livet, hvor
den journalistiske Limbo dans med: ”how low can you go?” mere og
mere får lov at sætte dagsordenen for både samfundet og den enkelte.
Farver og former er, ligesom åndelig bevidsthed, ikke ligegyldige
størrelser, og her er det altså vigtigt at tilstræbe en vis kvalitet og
vovemod, både privat og i det offentlige rum.
Som formentlig bekendt er lobotomi (eller det hvide snit) et operativt
indgreb i hjernen, der fører til apati og kontrolleret adfærd. Lad os
undgå det mest muligt, og slip i stedet det ”fanden i voldske” løs.
Flertallet vil måske ikke kunne lide det lige her og nu, men med tiden
vil det være det, der kommer til at sætte nye standarder. Og lad os så

Black Out, Leo Ray Eriksen.
for alt i verden benytte os af visionære arkitekter, der har lidt mere at
byde på end et firma som, Olufsen og Hansen.
Per Leif og Asger kiggede afventende på hinanden.
- Ja det er bare et narrehoved. Sagde Per Leif, efter at have læst
indlægget, og smed avisen på bordet med et klask.
- Ja men han har sku´ da ret i at vores, ja ikke bare vores, men meget
byggeri i det hele taget mangler fantasi og vovemod.
- Ja det kan sku´ da godt være, men så længe vi lever af det, gider jeg
altså ikke have de store anfægtelser. Fortsatte Per Leif.
- Det kan godt være du ser sådant på det Per Leif, men det ville nu
ikke genere mig, om vi fik lov til at lave noget lidt mere visionært,
penge er trods alt ikke det eneste det drejer sig om.
- Ved du hvad Asger, det der pis kommer du sku´ ingen vegne med.
Vi har et firma, og så har vi altså ikke råd til fine idealer. For øvrigt
kan vi jo heller ikke få nogen bygherre til at betale for, hvad det
virkelig koster med dit vovemod og fantasi snak.
- Ja måske ikke, men det generer altså mig, og på det punkt er vi altså
bare ikke enige. Asger var ikke interesseret i at puste til en konflikt,
som lå latent og lurede og afsluttede debatten med at sige:
- Jeg tror vi skal lade det ligge. Og i næsten samme åndedrag tilføjede
han så henkastet.
- Øh, jeg har for resten glemt at sige, at der er blevet smadret en rude
på kontoret i nat.
- Hvordan? Spurgte Per Leif i et overrasket tonefald
- Ja, det ser ud som om der er en eller anden idiot, der har forsøgt at
bryde ind.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
– Det er den rude på toilettet du ved, men det er sku´ ikke til at se om
vedkommende har haft vinduet lukket op eller hvad.
- Så vidt jeg kan se er der ikke fjernet noget.
- Ja men, hvad siger politiet? Spurgte Per Leif.
- De siger ikke noget.
- Hvad mener du?
- Ja de siger ikke noget, for jeg har ikke anmeldt det.
- Hvorfor fanden har du ikke det?
- Ja, det ser jo ikke ud til at der er fjernet noget, så jeg syntes ikke det
var ulejligheden værd.
- Den slags skal sku´ da anmeldes Asger. Insisterede Per Leif.
- Ja, du har nok ret. Vi ringer til politiet i morgen.
- Ja, det synes jeg bestemt at vi skal gøre. Per Leif ville hermed sætte
punktum for den snak, men Asger selv var langt fra færdig med emnet
og fortsatte:
- For resten, nu vi taler om matteret glas.
- Vi taler sku´ da ikke om matteret glas. Konstaterede Per Leif
nøgternt.
- Jo da, den rude på toilettet, som er blevet smadret. Asger forsøgte at
holde fast i interessefeltet om den smadrede rude.
- Nå ja, den kan vi da godt snakke lidt mere om, hvis du synes det.
Lød det ironisk fra Per Leif. Samtidig stoppede Jette og Lily deres
interne pludren om mad og børn, og de rettede nu deres
opmærksomheden på samtalen mellem de to kompagnoner.
- Jeg har for resten lavet et digt om matteret glas. Per Leif var netop
ved at tage en slurk af den udmærkede rødvin, men fik den galt i
halsen, da han hørte Asger sige: at han havde skrevet et digt om
matteret glas. Jette fniste og Lily gav sig til at grine.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Ja du må undskylde Asger, men det lyder sku´ lidt sjovt, at du skulle
have skrevet et digt om matteret glas. Forklarede Lily sig.
- Ja for saten Asger, et digt om matteret glas. Per Leif nærmest
hostede ordene frem og fortsatte.
- Men det er sku´ nok dig i en nøddeskal. Skarp og uklar på samme tid,
og altid fuld af overraskelser.
- Ja, det er ikke fordi jeg vil trække det ned over hovedet på nogen, og
hvis i ikke gider høre det er det helt OK for mig.
- Nej for dælen, det vil vi sku´ da gerne, hvor tit får man mulighed for
at høre et digt om lige netop matteret glas. Per Leif holdt en kort
pause og fortsatte så.
- Ja, og nu da vi jo trods alt bevæger os indenfor byggeri og den slags
er det vel ligefrem en faglig forpligtigelse, at lægge øre til den slags.
- OK Per Leif, du gider ikke høre det, og det er helt i orden med mig.
- Jo jo, lad os bare høre det. Per Leif lød alt andet end interesseret.
- OK, jeg holder min kæft. Lovede Asger med tydelig skuffelse i
stemmen.
- Jo for fanden da, vi vil gerne høre det. Brød Lily nu ind og nikkede
over mod Jette.
Asger hentede et maskinskrevet A4 ark frem fra en lille mappe i
kommoden. Rømmede sig nogle gange i det han gjorde sig klar til at
læse op:
- Matteret glas. Startede han med at sige. Derefter holdt han en lille
nervøs pause og sagde så igen:
- Matteret glas. I gentagelsen arbejdede han på at forfine sin
stemmeføring, og kom så endelig i gang med at fremføre sit digt.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Matteret glas
- Jeg fatter ikke hvad den gamle gris laver i det klædeskab. Der er
blevet sat matteret glas i døren, og nu kommer der hele tiden disse
laksefarvede plamager ud over det hele.
- Hvad med den Rudolph Steiner Skole på 4. sal. Måske det var noget
for dem? De kan altid bruge det til gummistøvler og tavlekridt.
- Ja tak, og vi vil gerne have mere af samme skuffe.
- Ikke tale om, der er en halv skuffe til hver og de har allerede fået
deres halvdel. Hvis Thyho Brahe havde været i live i dag ville han
være blevet stjernetosset.
- Ja måske, men nu lever vi heldigvis i et andet århundrede og det
rager ikke ham.
- Se den søjle der, hvis den lader sig rive med af alt det sentimentale
vås, vil hele loftet kunne falde ned og rive os alle med i døden.
- Rolig nu, vi vil altid kunne gå under jorden, hvis det skulle komme
dertil, og der vil vi i hvert fald være i sikkerhed.
- Det kan da ikke være deres alvor hr., kan de ikke mærke lugten af
øregas når de borer næsen ned i gulvplankerne og snuser efter. Så
hellere dø en naturlig død i fyrstesuiten på Hotel Kong Arthur. Gerne
i et varmt karbad, sammen med Jomfru Maria. Eller bare Maria, hvis
hun har været brugt til noget lignende før.
- Hør, hvad med om jeg tog et spil kort deres yndige kone?
- Hvis de synes, hun er i hvert fald fremragende til at spille dum.
- Uha, det spil tror jeg ikke lige jeg kender, men jeg har taget min
violin med, så kan de holde mine ansjoser ud af vinduet så længe.
- Hvad nu hvis jeg taber dem?
- Så går de bare ned og samler dem op igen, og i mellemtiden kan jeg
jo så passende få deres kone til at lære mig at spille dum.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Hvad mener de?
- Hvad jeg mener? Det skal de slet ikke bekymre dem om med deres
ungdommelige naivitet, og for øvrigt vil der alligevel ikke være noget
de kan gøre ved det.
Asger var færdig med sin lille oplæsning og ventede nu spændt på de
andres reaktion.
- Det må jeg sige. Begyndte Per Leif.
- Det var anderledes.
- Ja, det var anderledes. Supplerede Lily.
- Men jeg kunne godt lide det.
- Ja ja, fint, er der flere der vil have mere at drikke. Asger var noget
skuffet over den matte reaktion, og kastede sig nu over opgaven med
at fylde gæsternes glas med vin. Da han vendte sig rundt for at sætte
den tomme flaske fra sig, kom han i tanke om endnu en ting, han
skulle have fortalt til Per Leif.
- Der var for resten en oppe på kontoret i torsdag, der bad om at
komme til at tale med dig. Det var noget med en tilbygning, men jeg
fik ikke nærmere at vide.
- Hvad hed han? Spurgte Per Leif
- Jørgen et eller andet. Han sagde han kendte dig fra gymnasietiden.
Der gik nogle sekunder før Per Leif fattede hvem der var tale om. I
det øjeblik det gik op for ham, blev han med et både fraværende og
tavs, så begyndte et mylder af tanker at hvirvle rundt i hans hjerne og
han følte sig pludselig meget utilpas.
Resten af aftenen var Per Leif påfaldende nedtonet og Lily spurgte
gentagne gange om der var noget i vejen.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Nej nej. svarede Per Leif hver gang, men ganske uden nogen form
for overbevisning i stemmen. De tog tidligt hjem, og der var pludselig
meget Per Leif skulle have tænkt igennem og bearbejdet.
Lily arbejdede i en børnehave og forlod gerne hjemmet ved 7 tiden.
Nogen tid efter at hun var taget af sted, ringede Per Leif til tegnestuen
og fortalte at han var dårlig i dag og ville blive hjemme og passe
sengen.
- Kan den ikke passe sig selv. Svarede kontordamen frisk.
- Hvad? Spurgte Per Leif. Det var som om hans humoristiske sans og
hele virkelighedsopfattelse havde lidt en eller anden form for skibbrud,
som det ikke var sådant lige at komme over.
Efter han havde drukket en kop kaffe og røget en smøg, gik han i
byen for at købe en elektrisk boremaskine og et 26m.m. spadebor. Et
af de møbler der havde overlevet Lilys indrykning i Per Leifs
toværelses, var et tungt sofabord i lamineret fyrretræ og med fire
kraftige bordben, ligeledes i fyrretræ.
Per Leif kom hjem med boremaskinen og spadeboret og gik ned i
kælderen, hvor han fandt en kraftig rundstok fra en gammel
gardinstang frem.
For Per Leifs indre blik kørte en film, der gik tilbage til tiden i
gymnasiet og han kunne stadig se for sig en gang, hvor han havde haft
besøg af Jørgen.
De havde været i gruppe sammen om en projektopgave, og havde
siddet og arbejdet på opgaven på Per Leifs værelse. Han huskede
tydeligt at Jørgen havde været opmærksom på det gamle kaminur,
som han havde haft stående, siden han arvede det efter sin bedstefar.
På et tidspunkt havde Jørgen taget det over til sig, lukket den lille lem
til urværket op og studeret det interesseret. Da han ville sætte det

Black Out, Leo Ray Eriksen.
tilbage igen, var der imidlertid sket det, at han havde tabt det på
gulvet og figuren på toppen var brækket af. Heldigvis havde Per Leif,
som dengang gik en del op i at samle plastikmodeller af kampvogne
og fly, en god passende lim stående, og Jørgen havde selv repareret
den skade han havde forvoldt.
Måske var det ikke sandsynligt, men noget af det sidste i verden Per
Leif havde lyst til skulle ske, var at Jørgen skulle opsøge ham
herhjemme, og som den store katastrofe begynde at pille ved uret.
Ikke at det ville være den store katastrofe i sig selv, at Jørgen
befamlede uret, men der lå den latente risiko, at han så måske ville
opdage, hvad der gemte sig bag den lille låge på urets bagside.
Ganske vist havde Per Leif forseglet den med lidt plastik Padding, da
Lily var rykket ind i hans liv, men Jørgen var ikke dum, og havde han
først på en eller anden måde fået færten af noget han kunne bruge til
egen vinding, ville det i hvert fald ikke kunne stoppe ham.
Per Leif ryddede bordet for en vase med blomster to kaffekopper og
en dug, og lagde det så ned på siden. Herefter satte han stikket til
boremaskinen i stikkontakten, og begyndte at bore et godt 3 cm. dybt
hul ind i siden på et af de firkantede bordben. Det skulle mindst være
så dybt, at der var plads til det objekt han ikke længere følte sig tryg
ved at opbevare i uret. Han havde tænkt sig at afslutte med en prop
han ville save ud af den rundstok han havde fundet nede i kælderen,
men da hullet ikke kunne blive dybt nok til begge dele, fandt han i
stedet en lille firkantet træskive som han limede over hullet.
Da han var færdig med sit lille projekt fandt han støvsugeren frem og
slettede omhyggeligt alle spor efter sine aktiviteter, så der så
ordentligt ud til Lily skulle komme hjem.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Han havde gjort sin rengøring grundigt og hun bemærkede da heller
ikke andet end at han, helt uvant, havde ryddet op efter morgenkaffen.
Dagen efter var alt ved det gamle på tegnestuen, og Asger og Per Leif
talte ikke videre om de meningsudvekslinger de havde haft et par
dage forinden. Det handlede om moral og etik, og det var ikke en
diskussion man tog op i tide og utide.
Jørgen dukker op
Det var ved at være sidst på arbejdsdagen, da der pludselig trådte en
herre i et par slidte cowboybukser og en lidt falmet T-shirt ind i
arkitekterne Olufsen & Hansens forlokale. Han var på samme alder
som Per Leif, der ikke umiddelbart genkendte den fremmede. Den
fremmede gik hen mod Per Leif, der så lidt rådvild ud, og rettede
blikket mod ham.
- Dav Per Leif, kan du ikke huske mig? det er Jørgen. Per Leif måtte
sunde sig lidt ovenpå det nok ventede, men på ingen måde ønskede
besøg.
- For satan da, det er det jo også, hej. Det er længe siden. Per Leif
kæmpede en indre kamp for ikke at lade sig mærke med, hvor
særdeles ubehageligt han følte det. Jørgen var ikke i kategorien af de
mennesker han aller helst ville strande på en øde ø sammen med, og
lige siden Asger havde nævnt hans navn for to dage siden, havde der
siddet en lille nisse og bidt i Per Leifs mavesæk.
- Jeg snakkede lige med din kompagnon i torsdag. Jeg står og skal
have lavet en tilbygning til mit hus, og så er der vel ikke noget mere
naturligt, end at tænke på sin gode gamle skolekammerat.
Skolekammerat min sure røv tænkte Per Leif, der bestemt ikke kunne
lide den måde Jørgen betonede ordene på, og han var ikke et øjeblik i

Black Out, Leo Ray Eriksen.
tvivl om, at der lå andet og mere end hengivenhed til en gammel
klassekammerat til grund for Jørgens henvendelse. Asger fulgte de to
med øjnene et stykke tid, men kastede sig så over arbejdet igen. Han
havde nogle tegninger, som skulle være færdige inden ugens udgang,
og han var allerede ved at være i tidsnød.
- Hvad går du så ellers og laver? Spurgte Per Leif med påtaget
interesse.
- Åh, sådant lidt forskelligt med import og sådant noget. Det var ikke
fordi det var nogen særlig fyldestgørende udredning af Jørgens
gøremål, men Per Leif havde ikke rigtig overskud til at føre
spørgsmålet til dørs, så derved blev det.
- Hør her, jeg har tænkt mig at få forlænget huset her. Fortsatte Jørgen
idet han rullede nogle tegninger af et temmelig ordinært hus ud på
bordet foran sig.
- Sådant noget med en ca.120 m2 med spabad og et nyt køkken. o.s.v.
Hvad siger du? Ja, hvad sagde Per Leif til Jørgens lille oplæg, som
formentlig ville blive hundedyrt? Han sagde ikke en skid, men så bare
sammenklemt og skeptisk på Jørgen, mens han tænkte sit. Normalt
var der ellers ikke noget i vejen med Per Leifs salgstaler, og han
plejede da heller ikke at holde sig tilbage med hensyn til at kapre nye
kunder. Men lige i dette specifikke tilfælde manglede iveren totalt, og
hvis der nogensinde havde været en kunde han i den grad havde haft
lyst til at sparke ad helvede til, så var det Jørgen.
- Jeg vil gerne have et oplæg med forslag til hvordan opgaven kan
løses, og så kommer jeg tilbage en gang i næste uge.
Ved siden af den deciderede arkitektvirksomhed, havde Asger og Per
Leif for et års tid siden også startet en egentlig entreprenørvirksomhed.
Her kunne de i forlængelse af deres øvrige aktiviteter tilbyde

Black Out, Leo Ray Eriksen.
totalentrepriser, hvor de stod for det samlede byggeri. Således kunne
de også udnytte synergieffekten, ved at kunne stå for både den
kreative udformning og fysiske realisering af de enkelte opgaver.
Netop det at det ikke længere bare var et arkitektfirma, men en
virksomhed med en bredere vifte af varer på hylderne, så Jørgen som
sin store mulighed for at få Per Leifs virksomhed til at indgå i sine
projektplaner og bringe dem til virkelighed.
På samme tid som Jørgens opdukken på arenaen i Per Leif univers,
havde Per Leif selv radikale planer for fremtiden. Eftersom Lily og
ham selv nu havde boet i Per Leifs toværelses i et års tid, var de
begyndt at snakke om, at det nu ville være rart med noget større og
mere præsentabelt. I den forbindelse havde de så endelig fundet et hus
i et finere kvarter, og der skulle skrives slutseddel indenfor de
nærmeste par dage.
De havde begge været dødspændte og glædede sig, men nu var det
med et blevet meget svært for Per Leif at opretholde euforien omkring
det at få en ny og langt bedre bolig. Satans til den Jørgen, tænkte han
med jævne mellemrum de følgende dage, og han ønskede inderligt at
han havde haft magiske evner til at kunne trylle Jørgen helt væk fra
jordens overflade en gang for alle.
Det var blevet næste uge og i den forløbne tid havde de fået sat deres
underskrift på den endelige slutseddel på ønskehuset. Per Leif havde i
den følgende tid haft øjeblikke, hvor han næsten havde glemt Jørgen,
men det betød ikke at han dermed på noget tidspunkt var definitivt
ude af arenaen. Under alle omstændigheder skulle der ikke mange
henvisninger til uønskede elementer, før hans billede atter og med
fuld styrke dukkede op i Per Leifs bevidsthed.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Goddag igen Per Leif, skønt at se dig. Jørgen var kommet tilbage, og
Per Leif vendte sig tøvende om mod ham, som en rusten skrue der
først skulle løsnes med et rustopløsende middel.
- Hej Jørgen, i lige måde. Det lød ikke hjerteligt og det var det heller
ikke.
- Nå har du lavet et oplæg? Jørgen så forventningsfuldt Per Leif lige
ind i øjnene, og der opstod en lille kunstpause.
- Jah øh jeg. Per Leif prøvede at trække tiden ud. Det var ikke fordi
han ikke havde tænkt på Jørgen og hans opgave, for det havde han
bestemt, men det var som om han ikke kunne tage sig sammen til at
komme i gang med den, og han følte det lidt ligesom en dødsdømt
måtte føle det, hvis han var blevet bedt om selv at slæbe rebet med ud
til galgen
- Hvad mener du med jah øh? Har du noget at vise mig, eller har du
ikke noget at vise mig? Hans stemme virkede nu direkte truende og
som en sidste udvej før det blev pinligt, fandt Per Leif nu tegningerne
frem til en opgave de havde løst tidligere på året. Den havde nogle af
de samme elementer over sig som Jørgen efterlyste, men manglede
dog de dyrere områder som bl.a. køkkenafdelingen.
- Hvad siger du til det her? Per Leif pegede med fingeren rundt på
tegningen, mens Jørgen virkede fraværende. Pludselig og umotiveret
udbrød Jørgen så.
- Jeg skal for resten hilse fra Michael, jeg er vist den eneste fra
klassen, der har haft kontakt med ham i al den tid han har siddet i
fængsel. Det gav et hop i mellemgulvet på Per Leif da han nævnte
Michaels navn. Om det var bluf eller sandt, at han havde talt med
Michael, var umuligt at afgøre, men det var i hvert fald helt sikkert, at

Black Out, Leo Ray Eriksen.
det var en hilsen med et helt specifikt formål fra Jørgens side, og det
formål var absolut ikke at få Per Leif til at føle sig tryg.
- Jeg synes der mangler et køkken og et ordentlig badeværelse på din
tegning. Nu kommer jeg igen på mandag, og så vil jeg gerne have et
ordentligt oplæg. Jeg er ligeglad med hvad det koster, så den del skal
du slet ikke tænke på.
- Nej men. Hostede Per Leif.
- Hør nu efter Per Leif. Jeg vil have italiensk marmor på gulvet i
badeværelset. Det skal være stort og jeg vil have en ordentlig
brusekabine med damp, og så et stort spabad i hjørnet, med plads til at
kunne kneppe to kællinger af gangen. Køkkenet skal være med stor
kogeø med granitbordplade og så videre. Det er stilen og det forventer
jeg du lever op til. Hej hej, så ses vi på mandag. Var den friske
afskedssalut fra Jørgen. Det virkede ikke som om han lagde nogen
begrænsninger på sig selv, og det var i det hele taget en rigtig
irriterende attitude han kørte frem med.
Da Per Leif kom hjem fra arbejdet, havde Lily sat maden på bordet
og der var gjort klar til at spise. Det duftede dejligt af mørbradbøf, og
normalt ville det være optakten til en rigtig hyggelig aften. Per Leif
havde bare ingen appetit, og skønt Lily flere gange spurgte om der var
noget i vejen fik hun ingen reaktion. Det var først da han kom til at
vælte sit vinglas med indhold ud over bordet med den hvide dug at
han kom til live.
- For satan da. For han op og var helt rundt på gulvet. Lily sprang til
og forsøgte at begrænse skaden. Hun var ved at blive godt og grundigt
irriteret over den dårlige stemning, og ville gerne vide hvad meningen
var med at være så sur og fraværende.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Lad mig nu bare være, det har ikke noget med dig at gøre. Forsøgte
han at glatte ud, og mens hun begyndte at rydde op efter maden, fandt
han en telefonbog frem og gik ind i soveværelset med den. Han måtte
vide noget om Jørgen, og selv om han havde luftet sine planer om en
ny tilbygning, havde han endnu ikke oplyst om hvor det helt aktuelt
var at han holdt til.
Hvad fanden var det nu hans efternavn var? Ganske vist var det ikke
mere end nogle få år siden han havde læst om Jørgen i dagspressen.
Det var i forbindelse med et røveri hvor han havde gennemtævet en
midaldrende mand så brutalt, at vedkommende var endt med at blive
svært invalid.
Blev hans rigtige navn overhovedet nævnt dengang, eller var det bare
fordi han kunne genkende beskrivelsen af gerningsmandens profil,
eller hvordan fanden var det nu det var? Han burde da kunne huske
den skideriks efternavn, men på den anden side, han blev jo aldrig
kald andet end Jørgen i gymnasietiden. Nå ja, Jørgen Knytnæve, men
det var jo næppe hans rigtige efternavn. Det var som om Per Leifs
hjerne var faldet i et sort hul, og kun fungerede på halv kraft af det
normale. Det var noget med R kunne han huske, Rahmberg eller
Rahman eller var det nu ikke Rahland. Han kørte frem og tilbage i
telefonbogen i et forsøg på at afgrænse mulighederne for en
kombination mellem Jørgen og så et eller andet.
- Hvad laver du? Lød det inde fra stuen.
- Ikke noget. Svarede han tilbage. Det var også rigtigt på nuværende
tidspunkt, da han nu havde indset at han ikke kunne komme længere
med telefonbogen.
Næste dag på kontoret spurgte Asger til Jørgen og hvad det var han
mere specifikt ville have lavet.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Ham der din ven Jørgen? Det var nu ikke som en decideret ven Per
Leif opfattede Jørgen, men af gode grunde kunne han ikke rigtigt
begynde at forklare Asger, hvor malplaceret lige netop ordet ven var i
denne forbindelse.
- Hvad sker der, er det noget særligt han vil have lavet?
- Jahh, det er noget med en tilbygning som du ved, og så vil han vist
nok have et nyt køkken og noget bad et eller andet. Det var ikke fordi
Per Leif var specielt konkret og klar i mælet, men han havde ikke
særlig megen lyst til at delagtiggøre Asger om sin inderste frygt. En
frygt for at netop dette projekt, meget let kunne gå hen og få alvorlige
følger på både den ene og anden måde. Det kunne ellers være en helt
fin og god ordre at få i hus, hvis ikke lige det var fordi Per Leif havde
den der trykkende fornemmelse i maven med hensyn til
finiancieringen, og så nogle andre omstændigheder, som han helst
ikke ville tænke på. Det forsøgte han så at lade være med men uden
større held.
Dagen havde været lidt af en psykisk belastning for Per Leif, der ikke
havde kunnet slappet af på noget tidspunkt. Med jævne mellemrum
havde han været henne ved et vinduesparti, hvorfra man kunne
overskue det meste af pladsen udenfor. Hver gang med en frygt for, at
se Jørgen komme gående op af det brostensbelagte gangareal op til
deres virksomhed. De holdt til i en gammel renoveret pakhusbygning,
der var beliggende i den bagerste del af en hyggelig og smukt
beplantet baggård.
Endelig kunne han holde fyraften og det var heldigvis uden at have
set så meget som skyggen af Jørgen. Så langt så godt, men det var dog
først da han var kommet hjem bag sin egen aflåste hoveddør, at han
kunne begynde at slappe lidt af og blive sig selv igen.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Aftenen gik som aftener nu går, og han og Lily sad og så en triviel
serie i fjernsynet om to familier, der boede dør om dør og hele tiden
løb ind i forviklinger på den ene eller anden måde. Det var ikke fordi
de ikke havde lyst til at se noget andet, men det var stort set
ligegyldigt hvilken kanal de valgte, så var det lidt det samme hele
vejen rundt.
Som et lyn fra en klar himmel blev Per Leif Pludselig meget
nærværende og hviskede.
- Der er nogen der banker på døren. Hans hjerte slog med et´ meget
hurtigt, og i hvert fald betydeligt hurtigere end det normalt burde gøre,
bare fordi der var en der bankede på døren.
- Nej det var fjernsynet. Sagde Lily.
- Nej, det bankede på døren, ikke fjernsynet.
- Ja jeg ved sku´ da godt det ikke bankede på fjernsynet. Jeg mener
det var noget der skete i fjernsynet.
- Du skal ikke lukke op. Formanede han hende.
- Ja nu er der jo altså heller ikke nogen at lukke op for, men hvis der
var, hvorfor måtte jeg så ikke lukke op? Enten hørte han ikke hvad
hun sagde eller også vidste han ikke hvad han skulle svare.
- Gå ud og sig at jeg ikke er hjemme.
- Hvad mener du, skal jeg sige det til dørmåtten eller hvad? Fortsatte
Lily ironisk. Hun anede ikke hvorfor, men han var blevet mere og
mere paranoid siden omkring det tidspunkt, de havde været til
sammenkomst henne hos Asger.
- Sig mig hvad er der galt? Det virker som om du ikke rigtig er dig
selv. Per Leif havde nu indset at det sikkert var fjernsynet han havde
hørt, og han forklarede Lily, at han havde haft en travl dag og nok
bare var lidt stresset for tiden. Ja hvad skulle hun sige, sådan havde

Black Out, Leo Ray Eriksen.
hun det også selv fra tid til anden, men så var det som regel i
forbindelse med de dage, der lå lige op til hendes menustration.
Natten forløb som de forrige nætter med at ligge uroligt og sno sig
fra side til side. Han kunne ikke sove, og håbede bare på at komme op
med en eller anden kreativ ide´, der kunne løse hans problemer med
Jørgen en gang for alle. Hvis han bare kendte nogen han kunne
afsætte den skide hemmelighed til, eller han måske kunne blive
fortrolig med Jørgen og forklare. Nej nej, det troede han jo ikke
engang selv på. Jørgen var ikke en man forklarede eller blev fortrolig
med,
Med Jørgens kriminelle baggrund og tankegang, kunne man ikke
vide sig sikker på noget som helst, og han var helt klart ikke en man
kunne forvente at indgå holdbare aftaler med. Dermed var det
formentlig helt urealistisk at bygge på en løsning, der kalkulerede
med Jørgens tavshed, så dermed ville det givetvis være nødvendigt at
tænke i helt andre baner end samarbejde.
Hvad dælen skulle han gøre, og om 2 måneder skulle de ydermere
overtage det nye hus. Hvad med alle de udgifter der var på vej, og
forholdet mellem ham og Asger, var heller ikke helt på toppen for
tiden. Der var vildt oprør i kysen på Per Leif, så han var ved at blive
helt rundtosset.
Han havde hårdt brug for søvn, men uanset hvor meget han end
ønskede at slippe de tunge tanker, blev de ved med at kværne rundt i
hans overbebyrdede hoved. Det nyttede ikke noget at blive ved med at
ligge og rotere søvnløs rundt i sengen, og han stod derfor omsider op.
Først gik han på toilettet, hvor han tissede uden at tænde lyset, så gik
han i mørke ind i stuen, hvor han på vejen lige nåede at banke sin
højre fods storetå ind i toiletdøren, som stod halvt åben. Det gjorde

Black Out, Leo Ray Eriksen.
forbandet ondt og han var næsten ved at bide tungen af sig selv for at
undertrykke den smerte, som mødet med døren havde forvoldt ham.
Fast besluttet på at være lidt god ved sig selv, humpende han i sin
invaliderede tilstand over til den lænestol han plejede at sidde i, når
han skulle læse avisen eller bare slappe af, hvad han i høj grad havde
brug for lige nu.
Det var ikke fordi Per Leif havde et problem med alkohol, og han
plejede da slet ikke at sidde og drikke med sig selv midt om natten.
Nej nej, men i den nuværende situation var listen af gode
undskyldninger for at tage sig en lille opstrammer, blevet så
tilstrækkelig lang, at han sagtens kunne retfærdiggøre det over for sig
selv, og hele omverdenen om det skulle være.
Han skænkede sig et pænt stort glas fra skabet ved siden af fjernsynet
og satte så flasken tilbage bag lågen igen. Efter at have drukket
glassets indhold uden egentlig at smage på det, skønt det var en tolv
års Ballentine, hentede han flasken frem på ny, og stillede den
forsigtigt foran sig på bordet. Da klokken var ved at være 5 morgen
sad Per Leif i stolen og sov. Foran ham stod et helt fyldt askebæger
og en kvart fyldt whiskyflaske, som havde været fyldt da han
begyndte. Det var absolut et større indtag af alkohol end han havde
for vane på så kort tid, så facit var at han nu var godt og grundigt
beruset.
Da klokken var blevet lidt i syv hørte han Lily på vej ud på
badeværelset. Nu fik Per Leif pludselig travlt, og han skyndte sig at
bringe lidt orden i det roderi natten havde bragt med sig. Derefter
luskede han i al hast ind i seng og foregav stilfærdigt at han havde
ligget der hele natten.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Ganske vist var Lily en langsom starter om morgenen, og det var
synd at sige at hun var noget festfyrværkeri på den tid af dagen, men
på hendes vej fra badet ud i køkkenet bemærkede hun dog at det stank
ret kraftigt af spiritus.
- Per Leif, hvorfor stinker det sådant af spiritus? Lød det nu ude fra
køkkenet. Per Leif kom hurtigt ud af sengen og ind i stuen. Fandt en
vase med afskårne blomster og hældte vandet ud på gulvtæppet.
- Åh, jeg kom vist til at vælte en flaske whisky, da jeg ledte efter
nogle papirer i skabet i går aftes. Han gik ud i køkkenet og hentede en
krukke med et hvidt pulver, som han hældte ud over den lille sø på
gulvtæppet.
- Så skat, nu har jeg løst problemet med noget kartoffelmel. Lily kom
ind i stuen hvor Per Leif stod med krukken med det hvide pulver.
- Hvorfor har du hældt flormelis ud over en sjat blomstervand? Som
han stod der med krukken i sin hånd, gik Per Leif et øjeblik død i det.
- Hvorfor tror du det er blomstervand? Spurgte han så.
- Ja siden blomsterne ligger der på kommoden og der står en tom
blomstervase på bordet, formoder jeg at det må være blomstervand.
- Nå. Var det eneste Per Leif kunne finde på at berige samtalen med.
De kiggede lidt forbløffede på hinanden, og så meddelte Per Leif
omsider, at han lige ville tage en halv time mere i sengen.
- Husk nu at det er i eftermiddag du skal til tandlægen. Ja tænkte Per
Leif ved sig selv. En ulykke kommer sjældent alene.
Klokken var blevet 9 da han vågnede igen. Det tæskede løs i hans
hoved og han følte sig langt fra på toppen. Der gik lidt tid inden den
kendsgerning begyndte at dæmre for ham, at han rent faktisk ikke
burde befinde sig i sengen på denne tid af dagen. Med den største
modvilje stod han op og gik ud i køkkenet, hvor han lod to Treo

Black Out, Leo Ray Eriksen.
dumpe ned i et glas vand. Han drak glasset med de opløste
brusetabletter og sluttede af med at snøre munden sammen som en
forpint hønserøv, så gik han tilbage til soveværelset for at komme i
tøjet. Han var brugt og træt, men det lykkedes ham da trods alt til
sidst, at få sine strømper trukket på fødderne, og iklæde sig de
nødvendige tekstiler.
Da klokken var ti trådte han endelig ind gennem døren til firmaet.
Asger der allerede havde været i gang siden kl. 8 så lettere anklagende
op på Per Leif, men sagde ikke noget.
- Hej, jeg blev lidt forsinket, men bedre sent end aldrig. Per Leif
havde ikke fået udarbejdet nogen troværdig undskyldning, så han
håbede på, at der ikke ville blive spurgt nærmere ind til, hvad det så
var der havde forårsaget, at han ikke kunne møde tidligere.
- Føj for satan hvor du stinker. Har du været på druk? Asger kunne
ikke længere holde sin irritation tilbage, og måtte bare spørge.
- Nej jeg havde bare et lille uheld derhjemme med en flaske spiritus
jeg kom til at vælte. Sikke noget pis at fyre af, tænkte Asger. Han
ligner jo en strandvasker, der er havnet i en skål salat med blegselleri
og vineddike. Hvorfor fanden indrømmer han ikke bare tingene som
de er.
- Ham der Jørgen har været her igen. Kunne Asger ”glæde” Per Leif
med at oplyse. Åh for helvede da, tænkte Per Leif da Asger nævnte
Jørgens navn.
- Han lagde et telefonnummer du skulle ringe til. Asger famlede lidt
mellem nogle papirer der lå på bordet og rakte ham så en lille gul lap
hvorpå nummeret var skrevet.
- Ja jeg skal nok ringe til ham, sagde han ellers noget?

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Nej ikke andet end at han gerne ville tale med dig i dag, helst inden
middag.
Per Leif gik ind på sit eget kontor og ringede til oplysningen for at få
at vide, hvad og hvem der gemte sig bag nummeret. Den eneste
besked han fik, var at det kunne man desværre ikke oplyse, da der var
tale om hemmeligt nummer. Han sad lidt og kiggede på den gule post
it lap med Jørgens telefonnummer. Det var noget af en overvindelse at
skulle ringe til Jørgen, og formentlig blive afæsket svar på alle mulige
ubehagelige spørgsmål. Omsider greb han fat om telefonrøret og
trykkede de otte cifre. Han hørte den ringe igennem og så blev røret
taget i den anden ende.
- Ja det er Lone, hvem taler jeg med?
- Ja det er Per Leif, kunne jeg komme til at tale med Jørgen?
- Han er her desværre ikke i øjeblikket, skal jeg få ham til at ringe?
- Nej det er lige meget, jeg ringer igen senere. Per Leif var helt lettet.
Nu kunne han sige at han havde prøvet at kontakte Jørgen, og så bare
håbe på at han ikke ringede tilbage.
Han havde knapt tænkt tanken til ende før telefonen ringede. Per Leif
skulle lige synke et par gange og rømme sig, så tog han tøvende røret
og sagde.
- Hos arkitekterne Olufsen og Hansen, det er Per Leif.
- Hej Per Leif, det er Jørgen her. Ja Jørgen her og Jørgen der og
Jørgen alle vegne, tænkte Per Leif.
- Hør, vi skal snart til at have gang i det byggeri.
- Ja, det skal vi da. Svarede Per Leif, og tænkte samtidig: Det bliver
nu ikke med min gode vilje.
- Skal jeg ikke komme og hente dig om et par timer?
- Det er ikke så godt i dag.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- OK så kommer jeg kl.16. Per Leif tænkte ved sig selv: Sig mig hører
han ikke hvad jeg siger?
Ikke nok med at han skulle til tandlægen, men nu kom et møde med
Jørgen også dumpende ind igennem djævlens lille brevsprække, som
en uundgåelig rudekuvert med truende indhold. Og der var ikke en
skid han kunne gøre ved det.
Per Leif kom 15min. for sent til sin aftale med tandlægen, så han
kom til at vente yderligere en halv time, fordi tandlægen havde taget
en anden patient i mellemtiden. Der var et par fæle huller i
overmunden og tandlægen måtte bedøve hans gummer med et par
indsprøjtninger, for at få lov til at arbejde videre i kæften på Per Leif.
Mens tandlægen brutalt fornøjede sig med at rode rundt med bor og
diverse i hans overmund, lå Per Leif i tandlægestolen og kigge op på
nogle farverige billeder med forskellige illustrationer til kendte
tegneseriefigurer og fabler. Der var f.eks. Den Lille Rødhætte, De Tre
Bukkebruse og ikke at forglemme Den Store Stygge Ulv. Alt sammen
allegorier på onde væsner, der havde til hensigt at gøre ondt på
sagesløse individer uden våben og sværd.
- Værs´god og skyl. Hørte han tandlægen sige, sideløbende med at
han baksede for at flå de blege stramtsiddende latexhandsker af de
svedende hænder.
Hvorfor donerede man egentlig ikke en masse af disse handsker til de
mere overbefolkede egne af kloden? Et fremragende initiativ i
forbindelse med bekæmpelse af den globalt voksende
befolkningstilvækst. Det kunne jo gøres sammen med en lille saks,
som manden så kunne bruge til at klippe en finger af i den størrelse,
som måtte passe til den pågældendes lem.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Og kom så igen med den kindtand i overmunden, så vi kan få den
rodbehandlet, du kan aftale en tid med kontordamen. Per Leif var ikke
sikker på han havde overskud til at tænke på en rådden kindtand lige
netop nu, men der var vel ingen vej uden om.
Han aftalte en tid ude i receptionen, betalte regningen, som han syntes
var alt for stor, og kørte så tilbage til tegnestuen for at genoptage sit
arbejde.
Per Leifs første møde med ”Hyggebo” og Lone
Da han kom tilbage til firmaet og trådte indenfor døren, var det første
syn der mødte ham Jørgen, der stod med korslagte ben og lænede sig
op af Asgers skrivebord. Klokken var blevet mange og Asger var
taget hjem. Udover Jørgen var den eneste tilbageværende på kontoret
deres kontordame, som stod for bogholderiet. Dengang hun blev ansat
havde hun for øvrigt under jobsamtalen sagt, at hun var et kreativt
menneske. Det var jo helt fint men det viste sig senere, at hun dermed
mente at hun var god til at male og tegne. Ikke fordi hun behøvede at
være kreativ på andre måder, men det var alligevel i en anden
forbindelse, man umiddelbart forbandt evnen kreativ med titlen
bogholder.
- Nå der er du, jeg tog en kop kaffe fra jeres kaffemaskine mens jeg
ventede. I mangler for resten sukker.
Sukker tænkte Per Leif, vidste han ikke hvad det gør ved ens tænder.
For øvrigt er det sku´ da også vattet af en voksen mand at bruge
sukker i kaffen. Per Leif følte sig pludselig lidt overlegen. Selv drak
han kaffen uden nogen form for tilsætningsstoffer og her taler vi om
udelukkelse af både mælk, fløde og ikke mindst sukker.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Øem æh u. Bedøvelsen havde gjort dele af hans mundtøj følelsesløs,
og han havde svært ved at udtrykke sig klart. Havde han for et øjeblik
siden følt sig overlegen, var det i hvert fald overstået nu.
- Øem jei haer liee væet veed andlægen. Fik han omsider formuleret
en sætning.
- OK kom så. Jørgen var helt klart ligeglad med om Per Leif lige
havde været ved tandlægen og eventuelt fået den helt store tur, og
fortsatte fuldstændigt uanfægtet uden nogen form for medfølelse.
- Min bil holder henne om hjørnet, skal vi så komme af sted?
- Va ska ri? Per Leif havde ikke lyst til at vikle sig ind i større
sætnings konstruktioner i den givne situation, og var derfor meget
kortfattet.
- Va ska vi? Gentog han en anelse mere klart.
- Ja, jeg går sku´ da ud fra at du er nød til at se hvad tilbygningen skal
svejses sammen med, hvordan grunden er og så videre.
De kom rundt om hjørnet og Jørgen viste vej hen til en ældre sort
Mercedes, formentlig en frikøbt Taxa, som tydeligvis havde adskillige
km. på bagen. De satte sig ind og kørte af sted ud af byområdet i
vestgående retning. Efter ca. 20 min. kørsel saknede Jørgen farten og
kørte ind på en servicestation. Det burde være tydeligt for Jørgen, at
Per Leif ikke for indeværende var oplagt til at blive konfronteret med
noget, der på nogen måde var bestemt for at blive proppet i munden.
- Jeg er skidesulten, skal du ikke have noget med? Skønt Jørgen
fristede med både fransk hot dog, bøfsandwich og pommes frites,
rystede Per Leif bare på hovedet for hver gang Jørgen fandt på nye
forslag, i et ondt og målrettet forsøg på at holde Per Leifs trængsler
ved lige.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Det var begyndt at regne og vinduesviskerne fløjtede fra side til side,
som et par trommestikker i hånden på en rutineret grydedasker. En
metronom i højeste taktslag.
Per Leifs bedøvelse efter mødet med tandlægen var ved at fortage sig.
Det betød dog ikke at han hermed kunne erklæres fuldstændig frisk
og fit for fight, nærmest tvært imod. Remisenser af nattens whisky
kombineret med Jørgens fysiske nærhed, samt den påtrængende lugt
af hans forbandede franske hot dog, med alt hvad der kunne proppes i
af tilbehør, gjorde ham skidt tilpas. Han kunne mærke en stigende uro
i maven, og nu var det ikke langt fra at han ikke kunne kontrollere
dens indhold ret meget længere.
- Gider du lige holde lidt ind til siden? Jeg skal kaste op. Jørgen
standsede bilen ret kort efter og holdt ”lidt ind til siden”. Per Leif
lukkede skyndsomt døren op og trådte direkte ud i en stor vandpyt
med begge ben.
- Ad, kunne du ikke have fundet et andet sted at holde? Per Leif
humpede rundt i vandpytten som en anden Gene Kelly, men dog langt
fra med samme graciøse motorik, og skønsang var der heller ikke
meget af. Hans sko og bukseben var gennemblødte og han skulle
hurtigst muligt finde et sted at kaste op.
- Nå fik du brækket dig? Spurgte Jørgen med skadefryd i stemmen, da
Per Leif vendte tilbage
- Ja. Svarede Per Leif i det han steg ind i bilen igen.
Det var tyndet ud i trafikken og de drejede nu ind på en grusvej. Efter
godt 200meter kom de til en mindre ejendom, som formentlig var
resterne af et husmands landbrug, hvor produktionsbygningerne var
blevet revet ned for flere år siden. Det lå ret ensomt omgivet af
marker til alle sider. Kiggede man rundt i horisontlinjen kunne man i

Black Out, Leo Ray Eriksen.
det fjerne se en 5-6 større landbrugsejendomme og nogle få
vindmøller, der lå i vestlig retning. Til nærmeste nabo var der vel
omkring 300meter, eller i hvert fald betydeligt længere end man
sådant umiddelbart, selv som landmand, kunne spytte.
Hvad fanden skulle ide´en være med, at bygge noget som helst til det
gamle lort. Tænkte Per Leif umiddelbart, da de kørte op foran huset.
Så kunne man lige så godt beklæde Rubjerg Knude med bladguld,
eller bygge en firsporet højbro imellem Hornbæk og Anholdt. De steg
ud af bilen og gik hen mod hoveddøren. Umiddelbart så det ikke ud til
at der var andre yderdøre, så uanset hvor tarvelig den måtte være,
ville den under alle omstændigheder have status af hoveddør. På
væggen ved siden af døren hang et noget hjælpeløst skilt med
navnet ”Hyggebo”. Det måtte vel være husets navn, selv om det ikke
virkede som noget indlysende ide´ at kalde stedet lige netop det.
- Hej. Lød det pludselig bag dem. En lyshåret kvinde i midten af
tredverne var pludselig dukket op.
Hvor pokker kom hun fra? Tænkte Per Leif. Hun måtte være dukket
frem bag hushjørnet mens de var koncentreret om hoveddøren. Hun
sprang ind foran dem og åbnede døren. Tog sine gummistøvler af og
stillede dem i entreen.
- Hej, jeg hedder Per Leif. Sagde Per Leif høfligt til Lone. Til sig selv
sagde han, at nu var de godt nok kommet langt ud på landet.
- Lone, jeg er Jørgens kæreste eller kone. De gav hinanden hånden og
hilste pænt. Og Per Leif spekulerede lidt over, om hun var det ene
eller det andet i forhold til Jørgen. Ja hun kunne måske også være
både kæreste og kone på samme tid, eller hvem ved? Måske noget
helt tredje, hvad så end det skulle være.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Det er ham entreprenøren jeg talte om. Sagde Jørgen og slog
upræcist ud med en arm i retning af Per Leif. Per Leif foretrak nu selv
at blive kaldt arkitekt. Entreprenør virkede på en eller anden måde lidt
suspekt, mens arkitekt var agtet og respektabelt.
- Kom indenfor. Sagde hun upåagtet at de allerede var indenfor.
- Noget at drikke? Lone gik i forvejen ind i stuen, der var almindeligt
indrettet med de møbler der nu var nødvendige. Indboet virkede i det
hele taget så gennemsnitligt, at det egentlig ikke ville give nogen
mening, at påbegynde en nærmere beskrivelse.
- Nej tak. Svarede Jørgen på både Per Leifs og egne vegne, på
spørgsmålet om de ville have noget at drikke.
- Jeg henter lige pakken. Sagde Jørgen henvendt til Lone. Jørgen gik
ud til bilen igen og hentede en bærepose frem fra bagagerummet. På
bæreposens facon så det ud som om den rummede et eller andet
sådant cirka på størrelse med en frossen and, eller sådant noget
lignende. Han kom ind igen og forsvandt med Lone ind i et andet
værelse. Per Leif kunne høre at de talte lavmælt til hinanden, men
hvor meget han end anstrengte sig kunne han ikke høre hvad de
snakkede om. Han lagde øret forsigtigt til væggen, men kunne så høre
at Jørgen var på vej til at lukke døren op. Per Leif sprang tilbage til en
position, der var noget væk fra væggen og forsøgte samtidig at få hold
på sit åndedrag.
- Skal vi køre? Per Leif blev noget overrasket. Han havde lige troet at
de skulle til at snakke byggeplaner og nu skulle de så pludselig køre
igen.
Per Leif fulgte efter Jørgen og de satte sig ind i bilen.
- Du troede da vel ikke at det var den her gamle rønne, der skulle have
en tilbygning? Jørgen kunne næsten ikke holde latteren tilbage, mens

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Per Leif forsøgte at finde en passende gestalt, der ikke afslørede hans
overraskelse alt for meget.
- Nej selvfølgelig ikke. Svarede Per Leif, i et påtaget lystigt tonefald.
- Jeg havde lovet Lone at komme med den pakke efter jeg havde haft
møde med dig, men du kom sku´ så sent, at jeg blev nød til at vende
om på rækkefølgen. Jørgen kunne klart fornemme at Per Leif sikkert
sad og spekulerede på, hvad der måske kunne være i pakken og han
ilede med en hurtig forklaring.
- Ja det nogle sko hun har stået og manglet.
- Ja det er klart, man kan ikke klare sig uden sko. Kommenterede Per
Leif.
- Nej det kan man sku´ ikke.
De var på vej tilbage i retning af civilisationen, og efter nogen tid
stoppede de i et yderområde til et parcelhuskvarter.
- Det er her, grunden er på 1100m2 og selve huset er på 112m2 så der
er ingen problemer med udnyttelsesgraden. Sagde Jørgen
- Ja det ved jeg nu ikke, hvis du tager 20 % af 1100 er det 220m2,
men hvis de 1100m2 er uden tillæg af vej skulle der ikke blive noget
problem.
- Nej det skulle der ikke, jeg har allerede forhørt mig hos teknisk
forvaltning. Jørgen var ikke en type der lod sig overraske, så han
havde allerede styr på en hel del ting omkring sine byggeplaner.
Der var tale om et fuldstændig standardiseret byggeri fra midt i
tresserne. Med kvadratiske vinduesindfatninger, gule mursten og sort
eternittag. Først trådte man ind i en entre med et gæstetoilet på
venstre hånd og så videre ind i en fordelingsgang med værelser til
begge sider, bad, stue og køkken.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Ja jeg har ikke haft det så længer, og nu kan jeg lige så godt vente
med at flytte ind til tilbygningen er færdig og i orden.
- Ja det ved jeg nu ikke, det kan jo godt komme til at tage nogen tid
med byggetilladelse og så videre. Svarede Per Leif.
De gennemgik Jørgens ønsker, som nu pludselig også omfattede et
nyt tegltag, nye vinduer og døre.
Det var helt klart at ønskelisten var vokset betydeligt i forhold til
dengang de først snakkede sammen, og Per Leif tænkte uvilkårligt på,
hvor det ikke kunne ende hvis Jørgen fik for megen tid til at finde på i.
- For satan Jørgen, det bliver dyrt.
- Nå. Var Jørgens lakoniske svar.
- Nu skal jeg køre dig hjem, for du gider vel ikke gå? For det første
havde Per Leif ingen anelse om hvor han rent geografisk befandt sig,
og for det andet var han ret sikker på, at det formentlig var ret langt
væk hjemmefra. Dermed var svaret sådant set givet på forhånd.
- Ja tak, du kan køre mig tilbage til tegnestuen. Per Leif havde intet
ønske om at Jørgen skulle vide hvor han boede privat.
- Snik snak, jeg kører dig sku´ da helt hjem. Det er Stengade 137,
3.sal, ikke sand?
- Ja. OK Jørgen havde gjort sit hjemmearbejde, og det måtte Per Leif
fremover regne med.
Jørgens Mercedes kørte op foran Per Leifs bolig, og han satte Per
Leif af på den lille vigeplads lige i nærheden af døren. Lige før han
nåede hen til trappeopgangen rullede Jørgen vinduet halvt ned og gav
Per Leif en sidste hilsen med på vejen.
- Hey Per Leif, hils din yndige kone Lily og sig hun har nogle dejlige
patter, hej hej vi ses.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Hjemme hos sig selv og Lily igen
Lily og Per Leif var blevet gift for 6mdr. siden, og dengang syntes
Per Leif egentlig tilværelsen så ganske lys og fortrøstningsfuld ud.
Det havde ændret sig siden, og skulle man finde på at spørge Per Leif
i dag, ville han helt sikkert sige at det hele var noget forbandet lort.
Lily tog imod ham i døren med et spørgsmål om hvor han havde
været.
- Det var et byggemøde der trak ud. Sagde han
- Hvorfor har du så ikke ringet?
- Der var ikke så ligetil Lily, og for øvrigt var der ikke nogen telefon i
nærheden.
- Maden står på bordet, men den er sikkert kold nu.
- Du kan varme den i mikrobølgeovnen. Lily havde været lidt
bekymret på grund af hun ikke havde hørt fra Per Leif før nu.
- Mener du at jeg skal varme koldskålen i mikroovnen? Lily havde
midlertidigt glemt, at hun rent faktisk havde sat det meste af maden
på plads i køleskabet da Per Leif lod vente på sig, og det eneste der
var tilbage på bordet var altså noget koldskål.
- Jeg har for resten glemt, at jeg skulle hilse dig fra en der hedder
Jørgen.
- Fra Jørgen?
- Ja, Jørgen, er det en du kender?
- Jaeh sådant lidt periferisk.
- Han var for resten mægtig sød, han sagde han ville kigge ind en
anden dag. Lily sagde det egentlig ret lidenskabsløst, men for Per Leif
lød det næsten som om de to allerede havde planlagt at gå i seng med
hinanden, hvis de da ikke allerede havde været det?

Black Out, Leo Ray Eriksen.
For saten da, hvor den mand er om sig. Det vil sige at han allerede
havde været hjemme ved Lily, måske samtidig med at han selv sad og
svedte i tandlægestolen.
Per Leif på værtshus
Bare det at Lily nævnte Jørgens navn uden samtidig at betone det med
afsky og lede, virkede som et mentalt bongy jump på Per Leif, der var
bekymret til op over begge ører, og da Lily gik tidligt i seng fandt han
god anledning til, at finde whiskyflasken fra dagen før frem igen.
Den smule der var tilbage rakte ikke langt, og han tog derfor sin
jakke på og gik ned på et af de lokale værtshuse, der måtte formodes
at være leveringsdygtig i spiritus af en vis styrke.
Efter han havde mødt Lily, havde han ikke været i byen alene en
eneste gang, men nu var det som om at hans tilværelse, var ved at
blive vendt fuldstændigt på hovedet, og han havde hårdt brug for at
gøre et eller andet, der kunne adsprede hans tanker. Han satte sig ved
et bord i den fjerneste ende af lokalet, hvor han følte at han kunne
være nogenlunde anonym og samtidig overskue det meste af lokalet.
Han bestilte en dobbelt whisky, og ret kort tid efter en til og en til.
- Ja, nu er du oppe på fem. Kommenterede servitricen, mens hun
skænkede op for ham for femte gang. Hverken mere eller mindre.
- Ja det er rigtigt, jeg er oppe på fem.
- Er der noget der bekymrer dig?
- Nej nej, jeg har det skide fint, jeg har det helt fint. Det var tydeligvis
løgn, hvad servitricen da også tydeligt kunne aflæse på hele hans
sammensunkne og opgivende kropsholdning.
- Hør her, hvis der er noget du gerne vil tale om eller skal have luft for,
så er jeg faktisk ret god til at lytte. Kom nu. Hun virkede ordinær og

Black Out, Leo Ray Eriksen.
med en professionel interesse, der sikkert ikke stak så dybt at hun
virkelig ville være i stand til at forstå hans situation.
- Nej du har ret, jeg har det virkelig ikke så godt.
- Ja fortæl, hvad er det, har konen forladt dig eller din elsker?
- Nej min kone har hverken forladt mig eller min elsker.
- Ja undskyld, jeg kom vist til at formulere mig lidt kavt, jeg mente
om konen eller din elsker har forladt dig?
- Ja det er helt i orden. Nej min kone har ikke forladt mig og jeg har
ikke nogen elsker.
- Nå det var da godt, men hvad er der så i vejen? Per Leif ville gerne
have spyttet ud med sandheden, men det ville hun alligevel ikke
kunne forstå. I stedet startede han på en historie som han trampede
lige op af gulvet. Både fordi det var det nemmeste, og så fordi han
syntes at hun dybest set virkede ret dum.
- Jeg har dræbt et egern her til aften.
- Hvad har du?
- Jeg har dræbt et egern, men det var ikke med vilje.
- Jamen hvordan?
- Jeg ved sku´ ikke, jeg har haft en meget travl uge og var pisse træt,
da jeg så kommer kørende på Holbækmotorvejen, så ser jeg lige
pludselig et eller andet i lyskeglen fra bilen.
- Ja men det var da forfærdeligt. Lød det medfølende fra servitricen.
- Ja ja, men det sker jo så tit at man ser et eller andet i en lyskegle.
- Hvad? Spurgte servitricen, mens Per Leif var ved at lægge sit ansigt
i de melodramatiske folder.
- I farten kunne jeg først ikke rigtig se hvad det var. Jeg bremser op
og mens jeg nærmest som i slowmotion nærmer mig. Per Leif holdt
her en længere kunstpause og servitricen brød tøvende ind.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Nærmede dig hvad? Hvad nærmede du dig?
- Ja der på vejen sad der så det lille egern og legede med sine nødder.
Det virkede som om det pludselig gik op for den, at nu skulle den dø,
da den kiggede op på mig. Jeg prøvede selvfølgelig at undgå at
ramme den, men jeg kunne ikke styre bilen. Ja og så blev jeg blændet
af en modkørende spøgelsesbilist, der i et splitsekund stjal hele min
opmærksomhed.
- En spøgelsesbilist?
- Ja ja, men da jeg så fik min opmærksomhed tilbage på vejbanen,
troede jeg rent faktisk at jeg havde undgået ulykken, lige indtil. Atter
en af Per Leifs lidt længere kunstpauser.
- Indtil hvad?
- Ja så hørte jeg pludselig den der knasende lyd fra det ene baghjul.
- Uh, var den død? Spurgte servitricen med grødet stemme. Hun var
helt opslugt af medfølelse, og nu måtte hun altså have fat i nogle
servietter oppe fra bardisken.
- Ja, jeg holdt selvfølgelig ind til siden og gik hen for at se hvad der
var sket, og så ser jeg noget ganske underligt.
- Hvad?
- Ja der på den mørke asfalt lyste denne rødbrune klat af ben, kød og
pels op i månelyset. Der var jo fuldmåne så alting stod helt tydeligt og
klart.
- Fuldmåne? hvor? Jeg har da ikke set nogen fuldmåne i aften. Hun
var nu ved at blive lidt skeptisk omkring Per Leifs fortælling.
- Ja glem nu det der fuldmåne. Det her var helt ude ved
Holbækmotorvejen så det kan du ikke regne med.
- Nå men der rundt om det sammenpressede egern vimser der så,
nogle af dets artsfæller rundt og begynder at spise af dens nødder.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Ah hvad gør de?
- Spiser af dens nødder, men det værste var at de begyndte at snakke
om, at der kunne blive et pragtfuldt tæppe ud af den afdøde.
- OK du tager gas på mig.
- Ja det er rigtigt, jeg kunne selvfølgelig ikke høre en skid. Alting blev
jo helt overdøvet af episoden med den der spøgelsesbilist, der kørte
frontalt ind i en tankvogn.
- Hvad?
- Nå ja al den skrålen og skrigen fra alle de trafikofre, der kom til at
køre ind i den brændende tankvogn og hinanden. Servitricen anede
ikke hverken ud eller ind.
- Det var da gas det der med egernet, var det ikke? Spurgte hun nu
forsigtigt.
- Joh det var gas det der med egernet, og nu må jeg nok hellere
begynde at finde hjem igen.
I det han lagde sit trætte hoved på hovedpuden vågnede Lily
kortvarigt op og spurgte hvor han havde været. Hun fik ikke noget
konkret svar og kort efter var hun heldigvis atter tilbage i søvnens
favntag og der skete ikke mere den nat.
Hvad havde Jørgen egentlig ment med at nævne Lillys patter? Havde
det svin nu også tænkt sig at intimidere hans familie? Noget måtte han
gøre, men han vidste bare ikke hvad. Han gad for resten godt vide
hvad der var i den bærepose. Sko var det i hvert fald ikke og højst
sandsynligt heller ikke en and. Det kunne sku´ godt være narko. Per
Leif mente nok at Jørgen lige kunne være typen, der havde med den
slags at gøre. Hvis han nu kunne afsløre ham og på en eller anden
måde lade politiet få et praj, men hvordan fanden skulle han bære sig
ad med det. Han måtte finde noget på Jørgen som han kunne bruge

Black Out, Leo Ray Eriksen.
imod ham. Jørgen var en tidsindstillet bombe som lå og tikkede i Per
Leifs bukselomme, og fik han den ikke demonteret hurtigst muligt,
var det ikke godt at vide hvornår den kunne springe ham i luften.
Per Leif kunne ikke finde ro. Nu havde han tømt whiskyflasken,
været på værtshus og ligget søvnløs i sengen i over en time, og
ligesom sidste nat stod han nu op igen og gik ind i stuen for på en
eller anden måde at falde lidt til ro.
- Per Leif, hvorfor sidder du her og sover?
- Det er fordi jeg ikke kan sove.
- Hvad mener du, du sidder sku´ da her og sover.
- Jeg kunne ikke sove i nat, det er det jeg mener.
- Kom nu og få noget morgenmad. Hun havde dækket et morgenbord
med både blødkogte æg, toastbrød og ost.
- Det ser lækkert ud skat. Det var ikke fordi han var i det kærlige
hjørne, men det så faktisk lækkert ud, og det at sige skat var vel det
mindste han kunne gøre.
Han kom af sted på arbejde til tiden og de næste par dage hørte han
ikke noget til Jørgen. Det var helt rart, og et previlegie på linje med
det frirum, der følger lige efter at man har haft holdt hovedet under
kold vand under et brutalt og kynisk forhør.
Jørgen kommer på besøg
Intet godt varer evigt, og fredag aften efter en ellers rolig uge, hvor
hjerterytmen var faldet nogenlunde til ro, ringede telefonen.
- Ja hallo. Per Leif var holdt op med at sige sit navn når tog sin
telefon, men det narrede ikke Jørgen.
- Hej Per Leif, jeg kan se at du er hjemme, så jeg kommer lige op. Et
par minutter efter ringede det på døren, og Per Leif lukkede

Black Out, Leo Ray Eriksen.
modvilligt op. Det er sateme som at sidde med en bussemand man
bare ikke kan få til at slippe, tænkte han.
- Jeg har taget en flaske og nogle tegninger med, er Lily hjemme?
- Hvem er det skat? Kunne man høre Lily inde fra stuen.
- Det er Jørgen. Det var næsten som om ordet Jørgen sad som en
klistret bjælke i hans hals da han sagde det.
- Skal jeg lave kaffe. Spurgte Lily venligt inde fra stuen.
- Ja gør endelig det, og skat, der står en pose med 2 kg. sukker oppe i
det øverste skab, den må du også hellere tage med. Dette var Per Leifs
lille triumf i foragt for Jørgens barnlige brug af sukker i kaffe. Det
kedelige var bare, at han var ene om at kunne se ironien i det.
Jørgen slog sig ned i stuen, som om det var ham der boede og
bestemte der. Han satte flasken, noget billigt gin, fra sig og lagde
nogle tegninger ved siden af.
- Du Lily, find lige et par glas. Jørgen talte som om han havde kendt
Lily længe, og det fyldte Per Leif med et mærkeligt ubehag.
Lily fandt to glas og gik igen med en bemærkning om at hun skulle
tidligt op i morgen.
- Nå du har nok det gamle ur med den liderlige hingst endnu. Jørgen
tog uret fra vindueskarmen og begyndte at fingerere ved det. Per Leif
så lidt urolig ud og Jørgen kom derfor med et løfte til beroligelse.
- Rolig Per Leif, jeg skal nok lade være med at tabe det lige som sidst.
- Hvad gemmer du bag lemmen? Bolcher eller kondomer? Per Leif
blev helt rød i hovedet. Ikke fordi Jørgen sagde kondomer, men
bevidstheden om hvad der kunne være sket, hvis han ikke nogle dage
forinden havde handlet rettidig med, at finde en ny bolig til sin
hemmelighed. Det gjorde ham helt svimmel at tænke på, hvad der
kunne være sket.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Hvad er der Per Leif? du bliver jo helt rød i hovedet, er det fordi jeg
sagde kondomer?
- Ja, jeg er lidt bornert ind imellem. Per Leif var alt andet end bornert,
men lige i denne situation var det en meget kærkommen
redningskrans, og i hvert fald langt bedre end, at Jørgen skulle vide
den egentlige årsag til hans rødmen.
- Nå nu skal du se. Jørgen havde sat uret på plads igen og rullede nu
nogle tegninger ud på sofabordet.
- Jeg vil gerne have noget i den her retning, men selvfølgelig med din
professionelle tilpasning.
Per Leif kommenterede besværlige detaljer, som det nok ikke var så
ligetil at få til at fungere, men Jørgen var ret fast på, at det meste nok
måtte være problemer som bare var til for at blive løst
- Vidste du for resten at hende pigen som Michael myrdede, skulle
have haft en meget kostbar ring?
- Nå jah det ved du jo selvfølgelig godt, det stod jo i aviserne dengang.
- Øh jaah men det har jeg nu ikke rigtig tænkt så meget over. Per Leif
anstrengte sig virkelig for at lyde uanfægtet, men Jørgens henkastede
spørgsmål satte imidlertid en dødsdrom op i hans hjerne, og et par rå
børster med hugtænder og sataniske smil på læben, stod nu og
gassede deres maskiner op, parate til at drøne hidsigt rundt på de
lodrette vægge næste gang Jørgen måtte åbne munden.
- For fanden, har du aldrig tænkt på hvor fedt det ville være at få
fingre i den ring. Det skulle jo have været en guldring med en virkelig
dyr diamant i, nu ved jeg ikke så meget om karat og den slags, men
efter det de sagde dengang, skulle det vist have været en ret voldsom
størrelse. Per Leif måtte synke sit eget spyt flere gange under Jørgens
snak.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Politiet var længe på jagt efter den, men de fandt den aldrig, hold
kæft hvor ville jeg godt vide hvor den blev af. Per Leif havde for
længst fået nok af Jørgen og emnet diamantring, men var tvunget til at
falde ind i konversationen.
- Ja det kunne være spændende at vide. Supplerede han.
- Der er jo nok en pænt stor dusør, tror du ikke? Spurgte Jørgen.
- Jo det er der nok. Var Per Leifs matte svar.
- Nå tag nu noget at drikke gamle ven. Jørgen skænkede rundhåndet
op af sin billige gin. For saten hvor det smager forfærdeligt tænkte
Per Leif. Og egentlig burde det vel aldrig være havnet i fri handel,
men være hældt direkte i kloakken i stedet for på flasker. Per Leif
drak dog troskyldigt, dels fordi han ikke turde andet og dels fordi han
havde hårdt brug for den beroligende virkning spiritussen trods alt
kunne give ham lige netop nu. Så måtte han abstrahere fra den alt
andet end behagelige smag af sur pis og billig parfume.
Måske ville det have været noget mere smart at holde sig ædru, men
Per Leif var kommet til den konklusion, at lige her og nu kunne han
alligevel ikke gøre noget, så fanden være med det. Omsider tog
Jørgen af sted og Per Leif kunne slappe lidt af igen.
Han gik ud på badeværelset og gjorde sig klar til at gå i seng. Pissede
af, børstede tænder og så sig selv i spejlet. Den senere tids uønskede
samvær med Jørgen havde sat sig sine spor, og han var begyndt at se
uoplagt og bleg ud.
Denne nat faldt han hurtigt i søvn, men ved fem tiden vågnede han
brat op af et mareridt.
Han drømte at han stod på toppen af en meget høj stige, og neden for
stod Jørgen og ruskede i den med den højre hånd, mens han med den
venstre trak en kompostkværn frem og tilbage. Hele tiden råbende:

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Hvor er den? Hvor er den? Du kan lige så godt sige det Per Leif, hvor
er den?
Han var helt rundt på gulvet efter at være stået ud af sengen. Drivvåd
af sved famlede han sig vej ind i stuen og hen til vinduet, hvor han
længe stod i mørket og kiggede ned på vejen.
Der var mennesketomt og det eneste der bevægede sig var de små
træer, som vuggende i vinden markerede rækken af de rektangulære
parkeringspladser, der løb i hele linjen langs boligblokkens front. Nu
kunne han høre en knallert nærme sig, den passerede nedenfor vinduet
og forsvandt så rundt om et hjørne et par hundrede meter længere
nede af gaden. Skønt den for længst var udenfor Per Leifs synsfelt,
kunne larmen alligevel høres længe efter, dog svagere og svagere for
til sidst helt at dø ud. Hvordan dælen kan det være at en så forholdsvis
lille motor behøver at larme så forbandet meget tænkte Per Leif, men
det er vel sådant det er. Jo mindre du har at gøre godt med, jo mere er
du nød til at føre det frem med larm og ballade.
Jørgen må dø
Skønt han var både søvnig og træt, var der en bestemt tanke der
vedvarende holdt ham fanget i et jerngreb. Han måtte udtænke en plan
for, hvordan han kunne få Jørgen ud af sit liv en gang for alle. Først
måtte han finde ud alle relevante oplysninger om Jørgen. Hans
adfærdsmønster, hvem han havde kontakt til, hvad han levede af, hans
vaner, hans kæreste. Ja alt hvad der kunne være nyttigt i kampen mod
Jørgen.
Klokken var blevet 5 om morgenen. Og nu skulle der tænkes
rationelt, tænkte Per Leif. Han sneg sig ned af bagtrappen til det
kælderrum, der hørte til lejligheden, og fik tænd en nøgen pære i

Black Out, Leo Ray Eriksen.
loftet. Han rode rundt efter en gammel opslagstavle, og omsider fandt
han den omme bag nogle gamle flyttekasser. Da han nu endelig stod
der med sin lille tavle i hånden, der nok var noget mindre end han
huskede den, fik han langsomt en erkendelse af, at det her
overhovedet ikke var at tænke rationelt.
Hans plan var at lave et decideret kommandorum, hvor han kunne
ordne alle indsamlede oplysninger på sin tavle. Du er fucked op i
hovedet Per Leif, sagde han i et klart øjeblik til sig selv. Hvad fanden
havde du tænkt dig: At balancere rundt på en stabel flyttekasser i en
lille betoncelle med tremmedør for enden, mens du med tegnestifter
sætter små lapper med oplysninger om en mand du ønsker død, op på
en lille tavle af falmet kork.
Nej, det her er sku´ ved at blive for underligt, selv for mig selv,
tænkte han. Så gik han op fra kælderen med tanke på, at prøve på at få
lidt søvn inden det blev rigtig morgen.
På vej til arbejde gik Per Leif ind i en kiosk, der mere ledte tankerne
hen på en forlystelsespark med alle deres spillemaskiner, end et
udsalgssted for triviallitteratur, frimærker og tobaksvarer.
Ekspedienten, en yngre mand, var travlt optaget af at ekspedere en
midaldrende fedladen herre. Den midaldrende herre konverserede
indforstået med ekspedienten om emner med relation til spil og lotto,
og specielt om hvor tæt han havde været på at blive millionær i sidste
uge og for øvrigt også for to år siden.
Efter en rum tid forlod den spillelystne kunde omsider kiosken,
sikkert fordi han enten var blevet sulten eller skulle på toilettet.
Omsider kunne Per Leif komme til disken og afgive sin ordre, som
omfattede 20 cigaretter, et marcipanbrød og fire forskellige aviser.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Da han mødte op på arbejdet gik han ind på sit eget kontor og
lukkede døren efter sig. Derefter kastede han sig over Berlinske
Tidendes boligsektion. Her fandt han to interessante emner, og
yderligere et i Politikken, men ingen i de to andre aviser. De første to
telefonnumre han ringede til svarede ikke, men på det tredje var der
en ældre herre, der tog røret. Per Leif præsenterede sig selv som Elias
Hansen og fik derefter oplyst at lejen altså var 1.200 kr. om måneden,
og at emnet lå i et fredeligt kvarter. Derudover var der ikke så
forfærdeligt meget mere at sige, bort set fra at gulvet lige var blevet
malet med lysegrå cementmaling og han selvfølgelig ikke kunne
forvente, at der var varme installeret til den latterlige lave leje, men
hvad pokker skulle han også bruge det til?
Per Leif fik en aftale med udlejeren om at mødes på adressen kl.
18.30 den samme dag. Per Leif kom 10minutter for sent og blev mødt
med en bemærkning fra udlejeren om, at han var begyndt at tro at han
slet ikke kom. Efter en sang om hvor heldig han havde været, med
lige at få fingre i dette lejemål, blev alt det formelle bragt på plads, og
han fik udleveret nøglerne til en stor kraftig hængelås.
Han kom hjem til Lily, der ikke undlod at bemærke at det var noget
sent han kom hjem, og alting for øvrigt også var ved at blive ret
underligt her på det sidste. Han nævnte ikke noget om hvor han havde
været, og under aftensmaden gik snakken mest om hvor pragtfuld det
skulle blive, når de kunne flytte ind i det nye hus de for nyligt havde
købt. Det var mest Lily der førte an i begejstringen da Per Leif syntes
han havde nok andet at tænke på i øjeblikket.
Det var nu blevet tid for at gå ind i en mere undersøgende fase
omkring Jørgen og hans færden. Mon ikke Jørgen havde mere eller
mindre fast bopæl derude på landet, hvor han havde hilst på kæresten

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Lone? Per Leif havde ikke adressen, men han kunne huske at de kørte
gennem en lille by der vist nok hed Lystrup, og de passerede en
markant stor gård med rødkalkede mure og en mærkværdig
trækunstruktion på taget af en af længerne. Derefter var der et lille
skovområde, der stødte op til den grusvej, som førte op til Jørgens
eller måske var det Lones ejendom med det kontradiktoriske
navn ”Hyggebo”. Han tog et kort frem og fik omsider indkredset hvor
omtrentlig det måtte være.
Om eftermiddagen kørte han først omkring en optiker og købte en
god kraftig kikkert. Derefter satte han kursen mod ”Hyggebo” hvor
han efter nogen ”flaksen rundt i landskabet” i den formodede geografi,
omsider fandt noget han kunne genkende. Først den rødkalkede gård
og derefter det lille skovområde. Der var en lille tilgroet markvej, der
førte ind i den lille skov ca.100meter fra grusvejen. Her parkerede han
sin mørkeblå BMV på markvejen inde mellem træerne. Så sneg han
sig tættere på ejendommen med sin kikkert. Jørgens bil hold der
heldigvis ikke og han kunne heller ikke få øje på Lone. Efter at have
iagttaget stedet i ca. 20 minutter og der intet var sket, tog han mod til
sig og gik tættere på det lille hus.
Han var nu ret sikker på, at der ingen var hjemme og han sneg sig op
til den nordlige gavl, hvor der kun var to små vinduer. Det ene helt
oppe i kvisten, mens det andet var i stueplan. Han stod anspændt og
lyttede i nogen tid, men hørte intet.
Han noterede sig at der her op af gavlen stod et metalskab med to
store gasflasker i, og han kunne se ind gennem det lille vindue, at
køkkenet der lå på den anden side af muren. Han sneg sig rundt om
huset og så her yderligere to rum foruden entreen, som han jo allerede
havde været inde i på mere legal vis.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Den dag han havde været der med Jørgen, havde han ikke set noget
soveværelse og det gjorde han heller ikke nu. Ud fra det konkluderede
han at det nok lå på loftet, og som en lille sidebemærkning til sig selv,
at det måtte være pissevarmt når solen stod lige på en varm
sommerdag.
Nu kunne han pludselig høre en bil, der var på vej op
mod ”Hyggebo”. Han styrtede over mod et levende læhegn der lå ca.
20 meter fra husets bagside og faldt i en grøft på den anden side
hegnet. Som han lå her kunne han se Jørgens bil køre op mod huset,
og da den kort efter var udenfor hans synsfelt, kunne han høre at den
parkerede på gårdspladsen foran huset.
Nu ville Per Leif bare væk, men efter lidt latenstid opdagede han at
han havde tabt sin kikkert. Han ventede lidt og sneg sig så med den
største ulyst tilbage til der hvor han først stod, og hvor han mente
sandsynligheden for at finde sin kikkert var størst.
Der var han heldig. Kikkerten lå ved siden af gasskabet, men i det
samme som han samlede den op, hørte han Jørgen komme ud af
fordøren. Per Leif sneg sig frem til hushjørnet så han kunne se hvad
Jørgen havde gang i. Jørgen stod bøjet over bagagerummet til sin bil
og slæbte derefter noget der kunne ligne en gris svøbt i et hvidt lagen
ind i huset. Han kunne høre Lone og Jørgen snakke bag det lille
køkkenvindue, og Per Leif var fanget i et dilemma mellem at komme
væk i en fart, eller blive og lytte efter hvad de sagde.
Selv om han havde aller mest lyst til det første, valgte han alligevel
det sidste. Som han stod der hørte han fragmenter af en samtale der
rummede ord som: Gris og fast i kødet og har ikke prøvet det før. Det
kunne ikke være sex de snakkede om, for de havde da formentlig
begge prøvet det før, og ville nok prøve det igen. Men hvad var det så?

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Han kunne høre dumpe klask mod dødt kød og Jørgen der sagde ræk
mig øksen. Per Leif valgte at tro der måtte være tale om en gris de
skulle til at partere. Alternativet var alt for ubehageligt at forestille sig
og der var nok heller ingen grund til at tænke i de baner.
Han fandt tilbage til sin bil og på vejen hjem kørte han omkring en
servicestation. Her frekventerede han først deres toiletfaciliteter, og
efter at have fået bragt lidt skik på sig selv og sit tøj investerede han i
to flasker whisky og et stykke marcipanbrød, som han havde en vis
svaghed for.
Lily sad og så fjernsyn da han endelig vendte hjem. Hun så sur ud og
det eneste hun sagde til ham var at han så herrens ud. Han gik ud på
badeværelset for at tage et langt brusebad. Der under det varme vand,
følte han det på en eller anden måde som om han befandt sig
omsluttet af en beskyttende kappe, og den lille brusekabine blev for
en kort tid som en slags fri rum og helle for Per Leifs hårdt plagede
sind.
Da han kom ud fra badet var Lily gået i seng. Han satte sig ind i
stuen og sad lidt og så tomt ud i luften, så rejste han sig og gik ud
efter en af de whiskyflasker som han havde parkeret i entreen bag
kommoden og satte sig til at drikke alene med sig selv.
Han mødte op på tegnestuen ved ni tiden næste dag og hilse kort på
Asger, der spurgte til hvordan det gik med ham.
- Joh, det går OK.
- Er du sikker? Jeg synes du virker som om du er lidt fra den for tiden.
- Nej jeg har det helt fint.
- Er du sikker? Hvis der er noget du gerne vil snakke om skal du bare
sige til.
- Nej nej jeg har det fint. Gentog Per Leif nu for tredje gang.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Nå jah, men husk at sige til hvis der er noget. Asger var både
menneskelig og omsorgsfuld, men under de givne omstændigheder,
var Per Leif ikke i stand til at modtage omsorg fra nogen side.
En plan tager form
Per Leif gik ind på sit kontor og satte sig til at tænke. Så slog det
pludselig ned i ham. GAS. Den lille lort til Jørgen måtte sku´ kunne
udryddes med gas. Hvis der nu skete en gas- eksplosion i ”Hyggebo”
mens Jørgen opholdt sig der. Om han så var i gang med at lave
blomsterdekorationer, eller i færd med at drikke aftensmad var skide
ligegyldigt. Gas ville være den perfekte løsning under absolut alle
omstændigheder.
Per Leif blev pludselig helt oplivet, for ikke at sige eksalteret, og
begyndte at fare spekulativ rundt på sit kontor, som en flue i en flaske
der pludselig havde opdaget at proppen alligevel ikke var sat i for
oven.
To ting havde han bemærket ved ”Hyggebo”. Der stod to store
gasflasker ved den nordvendte gavl og husets mure var udført i
autoklaveret letbeton. Kunne han nu få gas til at strømme ind i huset
og så på en eller anden måde antænde det via en fjernkontrol eller et
eller andet. Pointen var bare at få det til at ligne en ulykke. Han kunne
jo ikke bare gå ind i huset og åbne for gassen, låse Jørgen inde og
smide en tændstik gennem nøglehullet. Nej nu måtte han holde
hovedet koldt og udtænke hvordan han kunne gennemføre det på den
smarteste måde.
Han holdt lidt tidligt fri og opsøgte et indkøbscenter, hvor han kunne
købe forskellige beklædningsgenstande han mente at kunne få brug
for i operation ”Jørgen”. Han købte bl.a. en grøn kedeldragt, et par

Black Out, Leo Ray Eriksen.
kondisko og en strikket hue, der var så stor at den kunne rulles ned
over næse og mund, egentlig var det en elefanthue han gik efter, men
det kunne han ikke finde, og han syntes ikke rigtigt at han havde lyst
til at spørge. Så kørte han af sted til den garage han netop havde lejet
og opmagasinerede det hele. Nu havde han en base, en spirende plan
og tøj til at maskere sig med. Det var alt sammen fint nok, men der
var dog stadig et stykke vej inden han havde styr på det hele.
- Hej skat, har du haft en god dag? Han var kommet hjem i rimelig tid
og Lily stod ude i køkkenet og var ved at forberede aftensmaden.
- Ja, jo den har været god nok. Per Leif var ved at komme en lille
smule ovenpå, nu da der endelig var ved at forme sig en
løsningsmodel i hans hoved. Siden der indgik gas i planen kunne han
jo meget passende, betragte det som sin egen lille private Endlösung,
selvom det nok var en anelse morbidt. Nå hvad faen´ når det var
Jørgen han tænkte på, måtte det gerne have et anstrøg af noget
ubehageligt og gerne med nogle tilhørende associationer, der var
tilsvarende ubehagelige for Jørgen. Ja for saten, op i røven med
Jørgen og lad ham få en gang gas.
- Per Leif, kan du ikke hente noget mel og en pakke smør, jeg er løbet
tør?
- Jo, er der andet vi mangler? Han havde før oplevet at han var faret af
sted efter en eller anden lille ting, for så kort efter at måtte af sted igen.
- Ja, du må også godt tage nogle smøger med og så eventuelt en kage
til aftenkaffen.
Per Leif smuttede ned af trapperne og ud på gaden, hvor han var lige
ved at kollidere med en ung knægt på et skateboard.
- Hey hey, se dig for knægt. Skældte Per Leif den unge knægt ud.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Se dig selv for din gamle nar, det var sku´ da dig der var ved at
rende ind i mig. Svarede knægten frejdigt tilbage.
Kort efter var Per Leif på vej retur med de ting som han var blevet
sendt i byen efter. Han glædede sig til en fredelig aften med god mad
og hygge, men der var han lige hurtig nok til at tage forskud på
glæderne. I det han åbnede døren gik der et chok igennem ham, for
lige indenfor stod Jørgen.
- Det var dig der var ved at rende ind i ham. Lød Jørgens dom.
- Hvad?
- Ja ham skateren. Det var dig der var ved at rende ind i ham.
Hvad fanden, havde Jørgen stået her og udspioneret ham?
- Nå du har nok været i byen efter mel?
- Ja, hvor ved du det fra?
- Der er hul i posen og det drysser ned på dine sko. Per Leif kiggede
først ned på sine sko og så op på bæreposen. Jørgen havde ret, hans
skosnuder var helt hvide og i bæreposen var der et hul. Han måtte
være kommet til at svinge posen ind i en skarp kant eller sådant noget,
da Jørgen havde forskrækket ham.
- Nå jeg går lige med op. Jørgen sagde det med den største
selvfølgelighed, og Per Leif var ikke i stand til at afslå.
- Hey pas lige lidt på med det mel, du drysser på mig. Der var nu også
kommet mel på Jørgens bukser, og Per Leif var faktisk ligeglad.
Kunne han være kommet til det uden at blive opdaget, havde han
gladelig hældt hele posen med mel ud over hovedet på ham, og så var
det næsten ligegyldigt hvad prisen på melet så end måtte være.
Lily var stadig i gang i køkkenet da Per Leif kom tilbage med Jørgen
som ufrivilligt påhæng.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Uhm det dufter dejligt. Lily havde ventet at høre Per Leifs stemme,
og blev umiddelbart lidt forvirret da hun hørte en fremmed
kommenterede hendes madlavning.
- Det er Jørgen, der har inviteret sig selv indenfor. Sagde Per Leif i et
lidt bittert tonefald.
- Det er bare svinekoteletter. Sagde Lily smigret over at høre hendes
madlavning duftede dejligt.
Jørgen møvede sig ud i køkkenet og så sultent på de seks koteletter,
der dansede rundt på panden i rigtigt smør. Lily var ved at pakke
varerne ud og tog først smørret til at fylde efter på panden. Så kom
hun til melet der dryssede ud over det hele.
- Per Leif for fanden, der er jo hul i melet.
- Du mener vel at der er hul i posen med mel? Per Leif havde besluttet
sig for at være intellektuelt overlegen i aften, så Jørgen kunne se
hvem der styrede skuden.
- Nå ja, hvad så, der drysser i hvert fald mel ud over det hele. Vil du
have noget med. Sagde Lily nu henvendt til Jørgen. Hun forsøgte sig
med den berømmede kvindelige evne til multitasking, hvor hun
samtidig med madlavningen konverserede i to retninger. Det gik
sådan set også meget godt bortset fra at modtageren misforstod
meningen.
- Hvad mel? Nej tak, jeg har fået.
- Nej, jeg mente en kotelet. Per Leif hørte Lilys tilbud til Jørgen, og
blev lettere irriteret. Behøvede hun virkelig optræde så venlig og
høfligt overfor en idiot som Jørgen, der åbenbart nu skulle til at sidde
og mæske sig ved Lilys og hans kødgryder.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Joh tak, det lyder dejligt. Per Leif stod med krydsede fingre og
håbede på at Jørgen ville sige nej, men så heldig skulle man altså ikke
få lov at være.
De satte sig til bords og Lily og Jørgen konverserede livligt. Ikke på
noget højt plan men alligevel. Per Leif sad med en trist sky over
hovedet, og var ved gå helt ind i sig selv.
- Jeg elsker svin. Sagde Jørgen så pludselig henvendt til Per Leif, der
med et vågnede op.
- Svin, er det mig du mener? Sagde Per Leif tydeligt ophidset.
- Fald dog ned mand, jeg snakker om maden.
- Ja, hvad er der med dig Per Leif? Brød Lily ind.
Per Leif følte sig med dette spørgsmål både isoleret, og savnede
samtidig fornemmelsen af den loyalitet han egentlig havde forventet
fra Lilys side..
- Hvorfor tror du det var dig han snakkede om? Indskød Lily
forbløffet. Nu havde Per Leif fået nok og han rejste sig med et så
voldsomt ryk, at stolen var ved at vælte et lille bord med blade og
aviser, som stod næsten halvanden meter bagved ham.
- Hallo Per Leif, kom tilbage? Vi skal snakke forretning.
Per Leif kom tilbage og Lily gik ud.
- Hør her Jørgen, jeg har regnet på det og vi snakker om et byggeri til
tæt på 2 millioner kroner. Hvordan fanden har du forestillet dig at
finianciere det? Spurgte Per Leif.
- Er det jeg hører dig sige, er at byggeriet rundt regnet kommer til at
koste det samme som værdien af, hvad skal vi tage som eksempel?
Joh for eksempel en fingerring med et jødisk kors i guld og en
diamant i midten. Per Leif blev ildrød i hovedet og havde aller mest
lyst til at springe på Jørgen og kvæle ham på stedet.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Det var sku da en mærkelig parallel at drage, hvad fanden mener du
med det? Per Leif forsøgte at lyde oprigtigt uvidende om hvad Jørgen
hentydede til, skønt han var mere end fuldt ud klar over, hvad
hensigten var med lige netop den sammenligning.
- Per Leif. Sagde han og stirrede ham borende ind i øjnene. – Ikke
noget særligt.
- Du får to dage og så skal der til at ske noget.
Den nat fik Per Leif ikke nogen rolig søvn. Han tænkte massivt på
hvad der var af muligheder for at udrydde denne personificerede
tumor, som langsomt åd sig mere og mere ind på ham. Da det
begyndte at blive lyst var han omsider kommet frem til en endelig
løsningsmodel. Han ville lade gas sive ind i huset fra en af de to
gasflasker, som stod udenfor huset, og så antænde det på en eller
anden måde der ikke kunne efterlade spor. Han måtte gå ud fra at den
ene flaske var forbundet til gasblusset i køkkenet, og den anden flaske
var en fyldt flaske, man så skiftede over til når den første var tom.
Altså gjaldt det om at føre en slange gennem muren, og forbinde den
med ventilen på den fyldte flaske.
Der var formentlig ingen regulator på reserveflasken, så han måtte
konstruere en forskruning med en skrue i midten, som kunne presse
den lille pal ned i midten af ventilen. Så skulle han have lavet et lille
hul i muren, som han kunne føre en slange igennem. Han vidste at
muren var af letbeton, et materiale som med sin porøse struktur let
måtte kunne gennembores. Slange og regulator- substitutten måtte
være af et materiale, som enten kunne brænde væk eller gå i
opløsning ved eksplosionen, og dermed slette alle spor efter
menneskelig indgriben.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Så var der problemet omkring antænding af gassen. her forestillede
han sig at han måtte kunne modificere en fjernbetjent ringeklokke fra
et byggemarked til at lave gnister, når den fra en passende afstand
blev aktiveret.
- Gik han ikke lidt pludseligt i aftes, din ven? Lily var stået op og var
i gang med morgenbordet.
- Det ved jeg ikke. Svarede Per Leif, lidet oplysende inde fra sengen.
- I kom da ikke op at skændes?
- Nej nej, han skulle bare hjem.
- Nå, det var da ærgerligt at han var nød til at gå så tidligt.
- Ja, det var sørme ærgerligt.
Nødvendige indkøb
De spiste morgenmad sammen og hun tog på arbejde. Per Leif kørte
hjemmefra lidt over otte, og på vej til et byggemarked, som han vidste
først åbnede kl. 9, frekventerede han en pengeautomat hvor han
hævede 3.000 kr. i kontanter.
Han svingede ind på byggemarkedets parkeringsplads lidt over halv
ni, og måtte sidde og vente på at de skulle lukke op i næsten en halv
time. Ventetiden kunne han så slå ihjel med at sidde og lytte til en
lokalradio, hvor udsendelserne hele tiden blev afbrudt af overgearede
idioter, der med en indbygget megafon i kæften lukkede
ligegyldigheder ud i et væk. Kun afbrudt af, om muligt, endnu
dummere reklamer for både dit og dat.
Hvorfor fanden sidder jeg egentlig og lytter til det lort? Spurgte han
efter nogen tid sig selv. Et rigtig godt spørgsmål da han sådant set
havde det fulde herredømme over den gamle bilradio, som lige for
indeværende stod for underholdningen i hans bil. Han tog sig sammen

Black Out, Leo Ray Eriksen.
og kvalte det utålelige ordskvalder med et resolut tryk på
afbryderknappen, samtidig med at han nu atter stillede sig selv et
relevant spørgsmål. Hvorfor har jeg ikke gjort dette noget før?
Derefter sad han i behagelig stilhed i ca. 5 minutter hvorefter
byggemarkedet åbnede for publikum.
De automatiske glasdøre gled til side og han gik indenfor i de kraftigt
oplyste lokaliteter. Da han havde orienteret sig gik han som det første
på jagt efter en batteridreven boremaskine, og endte med at vælge en
kendt mærkevaremodel.
Han skulle også bruge nogle plastikslanger men var noget i tvivl om
hvor han kunne finde dem. Han spurgte en servicemedarbejder, som
bl.a. supermarkeder og større byggemarkeder ynder at kalde deres
personale, og blev henvist til planteafdelingen. Da han var færdig her
returnerede han igen til værktøjsafdelingen, for at se på et langt
murbor og en loddekolbe, som de havde i forskellige udformninger og
størrelser. I VVS afdelingen var målet en radiatorventil, som han
vidste, blev leveret med en lille plastikanordning, som midlertidig
regulator inden den endelige montering, af en rigtig termostat. Han
sluttede af i el afdelingen, hvor han fandt en fjernbetjent ringeklokke.
Da han gik mod kassen kom han i tanke om, at han også skulle bruge
nogle brandbare væsker, og han måtte atter på jagt op og ned af de
lange gange. Omsider havde han hvad han skulle bruge, og kunne gå
gennem kassen hvor han betalte med kontanter. For alle
eventualiteters skyld.
Han lagde det hele i bagagerummet og kørte så på arbejde, hvor det
meste af dagen gik med at følge op på nogle af de opgaver han havde
forsømt i ugens løb.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Fra arbejde kørte han derefter direkte til sin garage, hvor hans
virketrang næsten var ved at gå over gevind. Han vimsede rund med
glasskåle og remedier. Skar små stykker plastikslange op med en
hobbykniv og lagde dem i blød i forskellige væsker. Så stillede han
sin loddestation op og gik i gang med at skille døralarmen ad. Den
forhenværende lejer af garagen, havde heldigvis efterladt forskellige
effekter og heriblandt en gammel stol. Han satte sig til rette ved det
lange arbejdsbord for enden af lokalet, og tog nu fat på at nærstudere
det indre af døralarmen og overveje mulighederne for en ombygning.
Det var selvfølgelig ikke længere meningen, at den skulle virke som
alarm, så han loddede ledningerne af, til den lille højtalermembran der
sad i fronten. Så overvejede hvad der kunne bringe en gnist til at
springe når den blev aktiveret. Fra sin skoletid vidste han at en
transformator der blev forbundet med en lavvolt strømkilde på primær
beviklingen, kunne generere en højspændt gnist på sekundærbevik-
lingen. Han måtte have fat i en transformator, men det kunne først
blive i morgen.
Nu kastede han sig over slangerne der lå i blød i glasskålene, som
små stykker klipfisk der skulle udvandes før nytårs aften. Han lagde
den første nummererede slange på en metalplade på bordet, og
noterede omhyggeligt ned, at det stykke havde ligget i terpentin. Så
stak han ild til det, men det brændte både langsomt og sodende og
efterlod sig et spor af plastik, der formentlig nemt kunne identificeres
af politiets efterforskningshold. Med de næste par prøver gik det ikke
væsentlig bedre og forsøgene var langt fra opmuntrende. Til sidst var
der nu kun slangen tilbage med renset benzin. Han strøg en tændstik i
forventning om endnu en skuffelse og førte den opgivende ned mod
slangen. Det gav et ordentlig puf og Per Leif kunne mærke at der var

Black Out, Leo Ray Eriksen.
gået ild i hans hår. I ren befippelse kom han nu til at vælte skålen med
cellulosefortynder ind over det brændende område, og det hele
flammede op og sort røg bredte sig i rummet.
Per Leif fik tag i et tæppe som det omsider lykkedes ham at kvæle
ilden med. Han vaklede hen mod porten og fik den slået til side, mens
han hostende kæmpede for at få luft.
Det havde været en rigtig pisdag, og han kunne ikke se hvad der på
nogen måde skulle kunne ske, for at ændre på det indtryk.
Lily sad inde i stuen da han kom hjem, og man kunne høre at hun
havde gang i noget, der var ved at blive stegt ude i køkkenet.
- Er det dig? Spurgte hun i det han trådte indenfor døren.
- Ja. Sagde han og gik ud på badeværelset for at få lidt koldt vand i
hovedet og soignere sig.
- Åh for saten også. Kunne han høre hende råbe op i det hun farede ud
mod køkkenet.
- Medisterpølsen er ved at brænde på! Hun nåede ud i køkkenet, og
kiggede så undrende ned på medisterpølsen, der kun lige var begyndt
at tage farve.
- Det var sku´ da underligt, her lugter da brændt. Hun vibrerede
vantro med næseborene, som om hun var kommet i tvivl om hun
kunne stole på sine egne sanser.
- Kan du ikke lugte det Per Leif? Det lugter brændt.
- Joh. Sagde Per Leif og blev lidt ude på badeværelset, for at vinde tid
til at komme op med en god forklaring.
- Jeg havde et lille uheld med bilen, da jeg ville hælde olie på motoren.
- Hvordan det, er du kommet noget til?
- Nej jeg har bare fået svedet håret lidt.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Lily var parat til den helt store udredning omkring Per Leifs uheld
med bilen, men det lykkedes ham heldigvis at få talt Lily til ro, og
omsider lade sagen ligge.
Han satte sig ind i stuen, hvor hun allerede havde dækket bord.
Da hun satte panden med medisterpølsen på bordet, lyste Per Leif
pludselig op.
- Du er genial Lily. Sagde Per Leif pludselig og umotiveret, og tog
hendes hoved mellem sine hænder og kyssede hende.
- Er jeg genial fordi jeg serverer medisterpølse?
- Ja, nej. Hvordan fanden skulle han forklare det. Hun havde lige givet
ham en ide´ men han var naturligvis afskåret fra at kunne fortælle
hende om det.
Nu var der to ting han skulle tage sig af i morgen. For det første
skulle han have fingre i en transformator, der kunne bygges sammen
med et ringeapparat, og så måtte han hen til en slagter og have fat i
noget tarm.
Han valgte, at han ville koncentrere sig om det med at skaffe en
transformator først. Det hørte nu ikke netop ind under kategorien:
daglige rutiner, så han måtte lige reflektere lidt over hvor han kunne
skaffe sådant en.
- Hvad sidder du og tænker på Per Leif? Du er jo fuldstændig falden i
staver. Lily prøvede at etablere lidt nærvær og fortsatte:
- Per Leif, du har stadig en sort streg i panden. Det er nok fra det med
den motor, eller hvad?
Sort streg! Det var de eneste ord han rigtigt registrerede, og så slog
det pludselig ned i ham. Sorte, Sortedam. Var der ikke noget med at
der for mange år tilbage, lå en elektronikforretning i København

Black Out, Leo Ray Eriksen.
omkring Sortedam Dosseringen, som handlede med forskellige
elektroniske løsdele. Gad vide om den forretning eksisterer endnu?
Næste dag fandt han adressen i telefonbogen og et par timer efter
trådte han nu ind i forretningen.
Ekspedienten var en lidt ældre herre med glimt i øjet.
- Ja kom bare indenfor, vi yder ingen modstand.
- Goddag sagde. Per Leif. Der ikke helt var med på at være morsom.
- Hvad kan vi hjælpe med? Per Leif tænkte ved sig selv, at det var lidt
overdrevent at stå og sige vi, når han rent faktisk var ene om at
ekspedere.
- Jeg vil gerne se på en transformator.
- Ja tak hr., der står nogle deroppe på hylden, værs´god og kik. Nej
spøg til side. Hvad tænker man mere præcist på?
Ja jeg skal bruge sådant en model, der kan klare at give en passende
gnist til at antænde en gaseksplosion, der så gerne skulle kunne slå en
irriterende mandsperson ihjel, som generer mig. Ja det var faktisk det,
der var det dybere formål, men det holdt han dog klogeligt nok for sig
selv og han svarede i stedet:
- Øh ja, det ved jeg ikke rigtig.
- Det er sørme´ en meget bred formulering af Deres ønsker. Kan vi
ikke blive en smule mere specifik? Spurgte ekspedienten, som
formentlig også var indehaver af forretningen.
Per Leif tænkte kraftigt over hvordan han kunne blive mere specifik,
men det bedste han kunne komme op med var:
- Den skal ikke være for stor.
- Nej og den skal vel heller ikke være for lille? Supplerede
ekspedienten.
- Nej. fortsatte Per Leif.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Fint så er vi ved at indkredse mulighederne, hvis jeg nu spørger
hvad transformatoren skal bruges til, vil det så kunne bringe os
yderligere mod målet? Satans tænkte Per Leif, han anede jo ikke hvad
han skulle svare?
- Er det til en forstærker? Forsøgte ekspedienten sig.
- Ja det er til en forstærker, altså ikke nogen stor forstærker. Nå så var
man da kommet så langt.
- Hvor mange watt er den på?
- Det ved jeg ikke.
- Nej, det var vel også et af de svære spørgsmål. Skal vi prøve en
gang til og høre hvad frøken klokken har at sige?
Det kunne godt være at manden bag disken stod og kedede sig, og
havde brug for al den underholdning han øjensynligt selv var i stand
til at iscenesætte, men nu syntes Per Leif efterhånden at ekspedienten
var ved at blive lige lovlig frisk, og han besluttede sig for at få dette
cirkus bragt til ende.
- Hør her, giv mig de fire små der, så finder jeg selv ud af hvilken en
der passer bedst.
- Hold da op, fire små på en gang, er de helt sikker på det, jeg mener,
de kan jo aldrig vide hvad de kan finde på at ”transformere” sig til.
Ekspedienten blev helt overrasket over sit eget vid og stod nu og
klukkede muntert, mens Per Leif bare tænkte på at komme videre i
programmet.
Hvis jeg skal igennem det samme show når jeg skal se på tarme klarer
jeg det altså ikke, tænkte han da han atter stod ude på fortorvet.
Nå nu var det bare at håbe at besøget i elektonikforretningen havde
været ulejligheden værd, han havde i hvert fald ikke ret meget mod på,

Black Out, Leo Ray Eriksen.
at skulle returnere med de fire små og så høre på en ny omgang
opvisning i lavkomik.
Han fandt en slagterbutik som så rimelig stor og velassorteret ud, og
formodede, at det måtte være det rigtige sted at købe tarme. Han trak
et lille gult nummer med 67 og stillede sig til at vente på at blive råbt
op, indtil han opdagede at der stod 00 på deres nummerviser. Så
ventede han bare.
Det blev hans tur og han trådte op foran disken, hvor han kunne stå og
se ned på alle mulige typer pålæg og salater.
- De ønsker? Per Leifs tanker var for et øjeblik taget på udflugt i
køledisken, og han svarede:
- Gør jeg?
- Det var et retorisk spørgsmål. Svarede manden bag disken, og Per
Leif blev helt paf over, at en slagtersvend pludselig begyndte at diske
op med den slags formuleringer.
- Ja jeg vil gerne se på noget tarm. Sagde Per Leif efter en lille
kunstpause.
- Tænker de på kunsttarm, lammetarm eller svinetarm?
- Det har jeg ikke rigtig overvejet, men det skulle gerne have en vis
styrke.
- Ja hvis de har tænkt dem at hænge noget op i det vil jeg foreslå
almindelig snor i stedet. Nej nu ikke igen tænkte Per Leif, jeg går jo
fra den ene cirkusrevue til den anden.
- Jeg har ikke tænkt mig at hænge noget op i tarm.
- Nej selvfølgelig ikke, men jeg kan sige så meget, at i hvert fald de to
typer naturtarm er testet for et vist gastryk, hvis de forstår hvad jeg
mener. Det forstod Per Leif ganske godt, og så begyndte
slagtersvenden ellers en manuduktion i hvordan man rensede tarme

Black Out, Leo Ray Eriksen.
førhen og hvordan man gør det i dag og at svins tarme for øvrigt er ca.
20 meter lange.
- Hør her, hvis jeg på et tidspunkt skulle finde på skifte erhverv til
tarmrenser, skal jeg nok vende tilbage og høre mere, men lige nu vil
jeg bare gerne købe de tre tarme, de har været så venlig at vise mig.
- Alle tre, de skal da vel ikke bruge alle tre?
- Joh tak, og jeg vil gerne have dem pakket ind som gave. Sagde Per
Leif nu sarkastisk, men slagtersvenden tog ham på ordet.
- Er der mere gavebånd Svendsen? Råbte han spørgende ud i
baglokalet.
- Hvad skal du bruge gavebånd til? Spurgte Svendsen tilbage ude fra
baglokalet.
- Der er en kunde, der skal have sine tarme pakket ind som gave. Nu
kunne Per Leif ikke tage mere og betalte skyndsomst og forsvandt ud
af butikken.
Det var ved at blive sidst på dagen, da han stak nøglen i den store
hængelås til garageporten. Han skulle egentlig have været hjemme nu,
men han måtte lige kaste et blik på transformatorerne og deres
muligheder inden han vendte hjem til lejligheden. Først skulle han se
om han overhovedet kunne finde plads til en transformator i
kabinettet med den fjernbetjente døralarm. De tre af dem var for store,
mens den sidste lige netop kunne presses på plads, når han klippede
nogle udstående kanter af med en bidetang. Så loddede han ledninger
på de fire terminaler, så han kunne teste virkningen når han satte
strøm til. Det hele var lidt interimistisk, og da han endelig fik
forbundet primærspolen med et batteri, fik han samtidig et ordentlig
rap over fingrene.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Føj hvor det gjorde nas, men han måtte videre med sin konstruktion.
Nu vidste han i hvert fald at der var en vis effekt gemt i den lille saten.
På sekundærsiden fjernede han nu de to ledninger igen og erstattede
dem med to bøjelige metalstænger som kunne rettes til så de dannede
et gnist gab. Efter nogle justeringer og lidt yderligere loddearbejde
kunne han nu teste om systemet fungerede.
Spændt stod han med kontakten i hånden og da han endelig trykkede
knappen ned, så han en fin lille gnist danse ballet imellem de to
metalstænger. Yes Yes Yes, jublede han med hænderne over hovedet
og lod glæden få frit løb ovenpå den teknologiske bedrift. Nu kunne
han tage hjem med en god fornemmelse af at noget så ud til at virke.
Per Leif i godt humør
Dagen efter var han i godt humør, og han stod tidligt op og hentede
morgenbrød. 4 rundstykker og to spandauer.
- Hvad søren sker der? Lily var ikke vandt til at Per Leif teede sig på
den måde.
- Jeg syntes bare at vi havde lyst til noget morgenbrød.
- Ja men det var da en dejlig tanke.
- Nu er der kun en måned til at vi skal flytte, glæder du dig ikke?
Spurgte Lily
- Joh for pokker, selvfølgelig glæder jeg mig. Per Leif var lidt mere
lys i sindet end de foregående dage. Nu var han begyndt at handle og
agere, og det i sig selv havde en balsamisk virkning på humøret, der
ellers havde været noget nede og ligge på det sidste.
Da Lily var taget af sted på arbejde, satte han sig ind i stuen og
begyndte at spekulere på det næste træk. Han skulle have styr på den

Black Out, Leo Ray Eriksen.
der gas ting. Først og fremmest skulle der monteres en studs på siden
af den lille plastikregulator. Det var ikke det store problem, han skulle
bare bore et hul i siden og så lime en plastikstuds på i en passende
dimension.
Problemet var mere at få studsen til at sidde på gasventilen, og han
måtte erkendte at han ikke kunne komme videre før han rent faktisk
havde en gasventil at gå ud fra.
Under gul og gratis fandt han frem til en der annoncerede med at
have en 33 kg. gasflaske til salg og han tog kontakt til sælgeren. Per
Leif blev modtaget af en kvinde sidst i tredverne og blev vist ind i en
garage med fladt tag og vippeport.
- Ja der er den så. Sagde kvinden højtideligt og pegede på den gule
gasflaske, som stod og lænede sig op af en gammel madras henne i
det ene hjørne af rummet.
- Det er egentlig en jeg har arvet fra mine forældres sommerhus, og
nu har den altså stået her i et par år uden at blive brugt.
- Ja den ser fin ud, hvad skal den koste? Spurgte Per Leif.
- Ja i annoncen står der vist 150 kr. men du skal få den for 100 kr.
- Ja det er i orden.
- Jeg tror ikke den har været brugt ret meget, mine forældre havde kun
deres sommerhus i fem år og de sidste tre år var min far så syg af
lungecancer, at de sjældent kom der. Kvinden var gået i gang med en
beretning som Per Leif var fuldstændig ligeglad med at høre.
- Ja det er fint jeg tager gasflasken.
- Og så kom min mor til skade på sit arbejde. Hun kom til at
beskadige sin ryg, da hun skulle løfte nogle tunge kasser ned fra
sådant et reolsystem.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Ja det er fint her er de 100kr. Per Leif rakte en hundredkroneseddel
frem mod kvinden, men hun var alt for optaget af sine forældres
sygehistorie.
- Min mor har nu kæmpet i fire år for at få anerkendt skaden som en
arbejdsulykke, men det er som om de høje herrer er fuldstændig
ligeglade med manden på gulvet. I det her tilfælde var det så en
kvinde på gulvet, men den lille sproglige finesse var sælgeren ikke
opmærksom på.
- Ja det er frygteligt, her er de 100 kr. Per Leif forsøgte igen at slippe
af med sine kontanter, og atter uden held.
- De siger der godt kan gå lang tid, og min mor har virkelig hårdt brug
for pengene, nu efter hun er blevet alene efter min far.
- Ja det er fint. Indskød Per Leif.
- Nej det er ikke fint, først afviste de hendes sag, og så blev den anket
og nu ved ingen hvor vi står.
- Vi står her i din garage, og nu vil jeg bare gerne købe den gasflaske.
Kvinden erkendte omsider at han nok ikke var den helt rigtige at betro
sig til, og hun pakkede sin fortælling sammen. Endelig kunne handlen
afsluttes og Per Leif kunne bære gasflasken ud til bilen.
- Kan du selv klare den? Spurgte sælgeren bekymret, da hun så at den
vist ikke var helt så let at håndtere for Per Leif som man skulle tro.
For to minutter siden havde hun ellers besluttet at hun ikke kunne lide
ham, men det havde hun åbenbart helt glemt og tilbød ham nu at låne
en gammel sækkevogn.
- Vil du ikke låne en sækkevogn?
- Joh tak, det vil jeg gerne. Bare det nu ikke er en hun har arvet.
Tænkte Per Leif, for så kunne den sikkert godt give anledning til en
ny fortælling.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Jah den er lidt rusten, men det er fo...
- Ja tak den er helt i orden. Brød Per Leif lynhurtigt ind.
Han forsøgte først at finde plads til gasflasken i bagagerummet, men
så kunne bagklappen ikke lukkes, så forsøgte han at lægge det forreste
passagersæde ned, men det var heller ikke nogen brugbar løsning. Det
endte med at han måtte anbringe den i bagagerummet hvor den ragede
bagud, og han måtte så køre med åben bagklap.
Han kunne godt se at det ikke var alt for smart, ligefrem at annoncere
med at han havde været ude og købe en gasflaske. Ikke fordi det var
ulovligt i sig selv, men sammenhængen kunne godt give anledning til
spekulationer. Han holdt ind ved den første og bedste forretning, hvor
han kunne køber sorte affaldssække. Han rullede en enkelt sæk fri og
trak den over den store gule torpedolignende metalsnude. Da han
indså at den affaldssæk ikke ville blive på gasflasken ret længe, når
han først begyndte at køre, gik han tilbage for at købe noget
pakketape.
Da han havde sat sig ind i bilen igen og var på vej til sin garage, kom
han til at tænke på engang han som yngre havde tabt et kondom under
et samleje. Pigen var blevet helt tosset og havde disket op med alle
mulige skræksenarier om børnepenge, enlig mor, uden job og
uddannelse og så videre. Nå der var heldigvis ikke sket noget og både
pigen og Per Leif selv var sluppet med skrækken.
Det vil sige, Per Leif havde sådant set ikke på noget tidspunkt oplevet
skræk, for han vidste godt med sig selv, at der ikke havde været noget
at være bange for. Desværre havde hans mandlige stolthed dog stillet
sig i vejen for at indrømme, den kendsgerning overfor pigen, at nok
var geværet ladet, men patronen var aldrig blevet affyret. Havde han
gjort det, var hun blevet sparret for en hel del unødvendig bekymring.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Kort tid efter den episode holdt de for øvrigt op med at komme
sammen.
Han kørte op foran garageporten låsede porten op og kørte bilen ind.
Så lukkede han porten efter sig og gik hen til bagende for at bakse
gasflasken ud af bagagerummet. Der var ikke for megen plads, og han
stod hele tiden og filede røven op af arbejdsbordet bag sig, mens han
prustende og svedende forsøgte at hive gasflasken ud. Det var akavet
men til sidst lykkedes det. Han tog den lille plastikhætte fra
radiatorventilen han havde købt i byggemarkedet og satte den ovenpå
ventilen på gasflasken. Det passede ad helvede til sammen. Han
kunne selvfølgelig købe en rigtig regulator, som var beregnet til den
type flasker, men efter en eksplosion ville den sikkert sidde tilbage på
gasflasken, og en vaks efterforsker ville formentlig hurtig opdage, at
regulatoren umotiveret havde stået åben på en flaske, hvor den burde
være lukket. Han måtte lave en lille bøjle med en krave, der kunne
gribe fat om ventilenheden og dermed holde plastikhætten på plads,
men ville han kunne være sikker på, at det ville ryge af ved en
eksplosion? Nej det var nok bedre at lave en lille form han kunne
fylde med gips omkring ventilenheden og den lille plastikregulator.
Så ville der være en støbt enhed i et porøst materiale, som efter al
sandsynlighed ville blive blæst langt væk og ad helvede til, i
sandhedens gyldne øjeblik.
Nå nu kunne han ikke forfølge sagen mere i dag. Han måtte tilbage til
tegnestuen og ordne nogle opgaver som han havde udskudt lidt for
længe.
- Der sidder en og venter på dig. Sagde Asger da han var kommet
indenfor døren.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Er det Henriksen? Per Leif havde længe udskudt et møde med en
repræsentant for et firma, der gerne ville vise deres kollektion af
blandingsbatterier og andet tilbehør indenfor VVS.
- Dav Per Leif. Det var Jørgen.
- Nå sker der noget? Du har jo nok rigtig haft travlt med at tænke på
mig? Det var i hvert fald helt sikkert, om end det næppe var på den
måde som Jørgen ville foretrække det.
- Ja jeg har da bestemt tænkt på dig. Per Leif hev endnu engang nogle
tegninger frem i nødværge, som egentlig relaterede sig til et helt andet
byggeri. Et byggeri i en luksusklasse, som Jørgen end ikke havde
fantasi til at forestille sig.
- Hold da kæft Per Leif. Der overraskede du mig fandeme. Positivt.
Jørgens øjne strålede og begejstringen var mere end tydelig.
- Ja det er fandeme sådant det skal være. Det vil virkelig kunne
imponere rosset. Per Leif havde egentlig altid anset Jørgen selv for at
være rosset, men mon ikke han mente nogle andre end sig selv lige
her.
- Ja nu er der lige nogle detaljer der skal rettes til, men jeg skal gøre
det så hurtigt jeg kan. Så hurtigt jeg kan var en dejlig bøjelig størrelse,
og man skulle jo gerne have en rimelig tidsfrist til at slå ham ihjel
forinden, på en både ordentlig og velovervejet måde.
- Ja ja, men lav nu ikke for meget om, jeg synes det ser skide godt ud
som det er her på tegningerne. Jørgen var lige nu helt euforisk. Men
havde han været tankelæser, ville hans begejstring sikkert have været
noget mere afdæmpet.
- Her Per Leif, her er mit kort. Du ringer så snart der er noget OK.
Jørgen rakte Per Leif et lille fedtet kort i prostitusions-rødt og med
guldtryk. J´s import og eksport, stod der i en vulgær typografi med

Black Out, Leo Ray Eriksen.
store typer og så et mobiltelefonnummer i en ganske almindelig Arial.
Hvad fanden er det den mand importerer og eksporterer. Han kan sku´
da ikke være indehaver af et rigtigt firma. tænkte Per Leif.
Jørgen forlod Per Leifs kontor og hilste jovialt på kontorpersonalet
på vejen ud. Da han var ude af syne, lænede Per Leif sig tilbage i sin
kontorstol og gav sig til at tænke over den aktuelle situation. Inden
den endelige operation kunne løbe af stablen, skulle han have anbragt
døralarmen inde i huset og boret et hul i muren i forbindelse med
gasflaskerne, så han kunne føre et kobberrør udefra og ind i køkkenet.
Forberedelser ved ”Hyggebo”
Lily var lige taget af sted på arbejde mens Per Leif ventede lidt med
at sætte sig i bevægelse. Så brød også han op fra hjemmet og gik ned
til bilen for at køre ud af byen. Han havde ikke haft en alt for god nats
søvn, og flere gange var han ved at falde i søvn under tilbagelæggel-
sen af den forholdsvis lange strækning ud på landet for at besøge
Hyggebo. Missionen var i første omgang at snige sig til at bore et hul
ved gasflaskerne, og eventuelt anbringe døralarmen ved samme
lejlighed, men han måtte selvfølgelig først sikre sig at der ikke var
nogen til stede. Efter ca. 40 min. kørsel var han i nærheden af målet
og han parkerede stille og roligt sin bil på den lille markvej i skoven,
hvor han tidligere havde holdt i skjul.
Per Leif fandt sin nye kedeldragt, hue og kondisko frem. For alle
eventualiteters skyld var det godt at være klædt på så ingen kunne
genkende ham, selv om det føltes noget ubekvemt, med en hue
trukket helt ned over hagen.
Han fandt en god placering hvor han ubemærket kunne holde øje
med huset og aktiviteterne omkring det. Det første han konstaterede

Black Out, Leo Ray Eriksen.
var at Jørgens bil holdt på gårdspladsen, men ellers var der intet
bemærkelsesværdigt at notere sig, og der var ikke andet at gøre end at
sætte sig til at vente.
Der gik næsten to timer inden der skete noget, og på det tidspunkt var
Per Leif faldet i søvn. Han vågnede først da han hørte Jørgens bil
dreje ud fra grusvejen og fortsætte af den asfalterede hovedvej. Satens
også, nu så han ikke om Lone var med i bilen. Han fandt tilbage til sin
egen bil og hentede både sin kikkert, boremaskine og døralarm, så
lagde han sig i skjul igen og iagttog gennem kikkerten om der var
tegn på aktivitet.
Efter nogen tid, hvor der intet skete overhovedet, besluttede han sig
for at komme helt op til huset og kigge ind gennem vinduerne.
Forsigtigt sneg han sig til at lure ind i huset, men han så intet der
kunne minde om liv. Han var nu så overbevist om at der måtte være
fri bane, at han kunne begynde at bore hullet i muren.
Han monterede det lange murbor i borepatronen og satte
boremaskinen på slagboring. Det larmede en hel del og ind imellem
stoppede han op for at høre, om han eventuelt skulle have påkaldt sig
nogens opmærksomhed. Der skete intet og da han havde boret hullet
færdigt, rodede han noget jord op over den lille pyramide af puds og
letbeton, som havde lagt sig lige under hullet.
Da han ville rejse sig op mærkede han pludselig at nogen greb fat i
hans bukseben. Per Leif stivnede først fuldstændig af skræk, så
kastede han sig bagover i det han prøvede at ramme, hvem det nu
måtte være i skridtet med en opadgående knytnæve. Inertien i hans
egen manøvre resulterede i, at han landede lige på hovedet med næsen
ned i jorden. Der lå han så og ventede på at noget ubehageligt skulle
ske. Det gjorde der ikke og han opdagede nu til sin store lettelse, at

Black Out, Leo Ray Eriksen.
der sad en lille lap af hans kedeldragt på et skarpt hjørne af
metalskabet med gasflaskerne. Pyh ha, han var da vist ved at blive en
smule sensitiv her på det sidste, men hvem ville ikke være det under
de givne omstændigheder. Han stoppede den lille lap i lommen, som
en huskeseddel om, at selv når det ser mørkest ud, er det ikke sikkert
det er så slemt en da.
Nu gjaldt det om at komme ind i huset og få anbragt døralarmen. Han
var så heldig at finde et vindue, hvor det var forholdsvis let at få
hasperne dirket af. Til dette specifikke formål havde han medbragt en
kniv, som lå i bæreposen sammen med døralarmen. Da han havde fået
vinduet op, var det bare at flytte den potteplante, som stod lige
indenfor til side og så skræve ind over vinduesrammen. Det var lidt
højt at skulle svinge benet op over karmen, men det lykkedes da og
han dumpede ufikst ned på gulvet indenfor.
Det var ikke uden en vis nervøsitet han nu bevægede sig rundt på
Jørgens domicil, og han ventede hele tiden, at en eller anden skulle
vise sig og begynde at stille kritiske spørgsmål, som han ville være
ude af stand til at give noget rimeligt svar på.
Han kom ud i køkkenet og opdagede, at hans borearbejde også havde
efterladt sig spor her. Der lå en del puds på gulvet, men han fandt en
lille børste og fejede det væk. Så koncentrerede han sig om en
passende placering til døralarmen, som han anbragte bag køleskabet.
Nu var det bare om at komme væk igen og Per Leif glædede sig
uendeligt til han atter ville sidde i sin bil og være på vej hjemad.
Han skulle lige til at forlade køkkenet, da han hørte lyden af en bil.
Hans blod isnede og som sin første reaktion så han sig om efter
eventuelle flugtmuligheder. Der var kun ´en dør ind til køkkenet, og
vinduerne var så små at han straks kunne se, at det ikke var nogen reel

Black Out, Leo Ray Eriksen.
mulighed at flygte den vej. Han greb en stor kniv som lå ved siden af
nogle dyreknogler på køkkenbordet, så stillede han sig ved siden af
døren i hængselsiden, og ventede med tilbageholdt åndedræt.
Pludselig blev han bevidst om at huen ikke længere dække hele hans
ansigt, og han trak den febrilsk ned over hagen igen. Der gik lidt tid
hvor han intet hørte og han begyndte så at overveje, om ikke han
kunne nå uset tilbage til vinduet igen og væk. Så smækkede en bildør
og han kunne høre skridt i gruset. Tankerne tæskede rundt i hans
hoved og den ene mere irrationelle ide´ end den anden poppede op i
hans tanker. Inden der reelt skete noget fandt han frem til, at han
hellere måtte hæve kniven, parat til at hugge til i det øjeblik,
formentlig Jørgen, ville træde ind i køkkenet. Det var ikke sådant han
havde planlagt det, men dette var en nødsituation, og så måtte han jo
efterfølgende tage den derfra.
Nu hørte han det rumsterede ved hoveddøren, og tiden stod stille.
Lidt efter var der noget der dumpede ind af brevsprækken. Han stak
forsigtigt hovedet frem bag køkkendøren, og derfra kunne han se ind
gennem stuen og ud på gårdspladsen en gul bil køre væk.
Per Leif var overmåde lettet da han kunne fastslå, at det bare var
posten der havde holdt ham på pinebænken, kun for at aflevere nogle
breve eller hvad det nu var. Det kunne for resten være interessant at se
hvad det egentlig var som posten var kommet med.
Per Leif listede ud i entreen og fandt en lille bunke med et par
reklamer og 4 breve. Brevene var to rudekuverter, formentlig
regninger, et brev fra Rigshospitalet og et der var afsendt fra Malaga.
Nå det var ikke oplysninger han kunne bruge til noget, og det var på
tide at komme væk. Lettet fandt han tilbage til vinduet hvor han var
kommet ind. Han kravlede ud igen og satte potteplanten, for øvrigt en

Black Out, Leo Ray Eriksen.
rododendron som han ikke kunne fordrage lugten af, tilbage på sin
plads og trykkede vinduet i igen. Med hensyn til hasperne, der ikke
var sat på, var det vel næppe noget de to i huset ville lægge alt for
meget i, hvis de overhovedet ville bemærke det.
Han følte en dyb lettelse da han igen sad i sin BMV på vej væk fra
Hyggebo. Nu skulle han lige et smut omkring sin garage og så ellers
hjem. Han plejede at parkere lidt derfra, for at holde sit forhold til
garagen på et diskret niveau, for alle eventualiteters skyld.
Selve kvarteret var en søvnig sammenblanding af industri og
boligområde, mens garageanlægget bestod af to lange bygninger med
12 garager i hver, der lå overfor hinanden og med en asfalteret plads i
midten. De enkelte garager var nærmest som en slags containere, der i
frontens fulde bredde var forsynet med en dobbeltport, som åbnede til
hver sin side. I den ene af portene var der så en mindre dør, som
kunne benyttes når man ikke havde behov for den større åbning.
En uheldig konfrontering
Per Leif var på vej ned mod garageanlægget da det slog ham, at han
var nød til at få fat i en rigtig gasregulator, til det han nu skulle til at
undersøge. Han vendte derfor om og gik tilbage til sin bil. En halv
time senere var han så atter tilbage med en gasregulator, som han i
mellemtiden havde skaffet i en specialforretning.
Der løb nogle unge knægte og spillede fodbold på den åbne plads
mellem garagerne, mens et par småpiger så til. De ænsede ham ikke
og han smuttede uset ind gennem den lille dør.
Per Leif havde forestillet sig at han ville skubbe et 15mm. kobberrør
igennem hullet i muren i Hyggebo, og dette rør ville han så forbinde
med studsen på den hjemmegjorte gasregulator med et passende langt

Black Out, Leo Ray Eriksen.
stykke tarm. Ikke en kæft ville nogensinde kunne forbinde de
eventuelle rester af noget tarm med en forbrydelse. Gasregulatoren i
hans gips og plastikversion skulle gerne blive blæst ad helvede til, og
kobberrøret som måtte blive tilbage i muren, ville ingen efterfølgende
kunne dokumentere ikke bare havde været der altid.
Han monterede først regulatoren på gasflasken og klippede derefter
et ca. 1 meter langt stykke svinetarm af, slog en knude på den ene
ende og krængede den anden ind over gasregulatorens studs. Så tog
han et mindre stykke tarm og snørede stykket som var krænget på
regulatorstudsen fast med det.
Langsomt åbnede han for ventilen på gasflasken, og han så hvordan
tarmen svulmede op. Han var som en ballonmand i Tivoli der solgte
sjove dyr, som han formede ved at vride balloner i alle mulige
morsomme faconer. Kom kun nærmere mine damer og herrer, i dag er
vi gået over til det naturlige og bruger kun ægte økologiske
svinetarme til vores balloner. Ja lille knægt, skal din mor ikke forære
dig en sjov giraf eller et snabeldyr, eller hvad med en sød lille hund?
De plejer at være så fyldt med lort, men det problem har de allerede
løst på slagteriet.
Ja associationerne var talrige, men en af dem kom han dog hurtigt til
at fortryde. Efter han havde forsøgt sig med svinetarm, gik han nu
over til at koncentrere sig om lammetarm, men da han nu stod der
med et stykke i hånden, faldt det ham pludselig ind, at han havde hørt
noget om at man i England havde fundet fåretarme fra det 16.
århundrede, som var blevet brugt som kondomer.
Nu er en ting det man har hørt, men man behøver ikke altid at
efterprøve det selv i praksis. De fleste ville nok heller ikke have gjort

Black Out, Leo Ray Eriksen.
det, men Per Leif blev pludselig fascineret af tanken om at trække et
stykke lammetarm over sit lem.
Der under den nøgne pære i loftet på det kolde cementgulv, begyndte
Per Leif at oprulle forskellige erotiske senarier for sit indre blik, og
han mærkede hvordan hans forplantningsorgan blev mere og mere
stift. Så trak han sine bukser og underbukser ned omkring anklerne,
klippede et passende stykke lammetarm af og slog en knude på det.
Langsom rullede han det på sin stive pik, og gik så i gang med at
onanere med himmelvendte øjne. I det samme som han mærkede
eksplosionen i penis, sprang den lille dør op og en bold trillede
indenfor. Lige i hælene på bolden fulgte to små drenge og en lille pige.
De stoppede brat op da de pludselig blev konfronteret med Per Leif, i
bar røv og lammetarm. Det var alt sammen slemt nok, men da han
kort tid efter hørte en kvindestemme kalde på Ulrik og Lars, og
kvinden der kaldte kort efter selv stod i døren, ville han have givet
hvad som helst for at være et andet sted.
- Hvad saten er det du har gang i din perverse stodder? Kvinden blev
lynhurtigt vildt ophidset, og hendes stemme røgt helt op i falset da
hun fortsatte.
- Føj for saten sådant et pædofili svin. Du fortjener sku´ at få pikken
skåret af og stoppet langt ned i din egen rådne beskidte hals. Det var
ellers noget af en melding kvinden her kom med, og Per Leif, der var
ved at falde i sine egne bukser mens han humpede rundt på gulvet i et
forgæves forsøg på at trække dem op igen.
- Hallo frue, hør lige her det er altså ikke som det ser ud til. Jeg var
bare ved at afprøve, undersøge noget om. Per Leif fremstønnede flere
usammenhængende sætninger i munden på kvinden og det med
stigende desperation jo længere han forsøgte at forklare sig,

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Man kunne høre kvindens hysteriske stemme ud over hele
gårdspladsen og alle de nærmeste beboelsesejendomme, mens hun
trak væk med børnene. Rørte han ved jer? Hvad gjorde han ved jer?
Skulle i røre ved hans tissemand? Stak han sin tissemand i munden på
jer? Hvad skete der? Havde han sin tissemand oppe i numsen på jer?
Det var måske nok et spørgsmål om hvad der i den sidste ende var
den værste oplevelse for børnene. Det tilfældige møde med noget de
dårligt nok nåede at registrere og forstå. Eller den eksalterede kvindes
inkvisitoriske og vedholdende udspørgen om hvad der eventuelt måtte
være sket ungerne.
Per Leif fik efterhånden styr på situationen, men da han forlod
garagen valgte han at tage de mest nødvendige og kompromitterende
ting med sig, i tilfælde af at politiet måske skulle finde på at dukke op
ved garagen, hvilket langt fra kunne udelukkes.
Per Leif reflekterer over sit liv
Han kom hjem til Lily, der som sædvanligt havde maden klar.
- Hej min skat, har du haft en god dag? Han orkede næsten ikke at
være til stede, men svarede alligevel:
- Jah den har været nogenlunde. I virkeligheden var han på grænsen
til et sammenbrud, men han skjulte det pænt og konverserede afmålt
men passende under maden. Den stod på en slags gullasch, der både
duftede og smagte pragtfuldt, men Per Leif havde ikke megen appetit
ovenpå dagens oplevelser, og klemte kun med nød og næppe en lille
portion ned.
- Hvorfor spiser du ikke noget? Kan du ikke lide det?
- Jo jo Lily, det smager fint.
- Jamen hvorfor spiser du så ikke noget?

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Det gør jeg da også, men jeg er bare ikke så sulten.
- Nå, du kan måske ikke lide det? Er det fordi jeg har lavet det af lam?
- Af lam? Nej jeg er ikke så vild med lam lige i øjeblikket. Da Lily
sagde ordet lam var der definitivt lukket og slukket, og Per Leif lagde
opgivende kniv og gaffel fra sig.
Da han var kommet i seng og Lily var faldet i søvn, stod han op igen.
Han gik ud i gangen hvor han stadig havde en flaske whisky stående
tilbage, bag den lille kommode. Han fandt flasken frem og stod lidt
med den i hånden, mens han fraværende lod blikket hvile på etiketten.
Gennem døren ud til gangen kunne han høre et ungt par der talte
fortroligt nede i trappeopgangen, og kort efter en dør der smækkede.
Derefter var der dyb stilhed.
Han følte sig ene, desperat og træng op i en krog. De problemer han
kæmpede med kunne han af gode grunde ikke indvie andre i, og det
var meget svært i længden, at være uden nogen fortrolig i en situation,
der krævede så meget af hans psyke. Nok havde han måske visse
karakterafvigende træk, men helt sociopat var han dog heller ikke.
Han var godt klar over, at der var ting i hans liv han burde have gjort
anderledes, og situationer hvor han havde svigtet til fordel for egen
vinding. Men de ting der var sket var sket, og det var bare ikke muligt
at spole tiden tilbage, og så starte på en frisk med at gøre det rigtige
hver gang. Og hvad var det rigtige i grunden? Masser af faktorer, som
man måske først kunne kende når det var for sent, kunne jo være
afgørende for om noget var rigtigt eller forkert. Og hvad med alle de
elementer man ikke selv er herre over? Genetisk arv, familie og
opdragelse, gode og dårlige venner, skole og lærere, sociale
betingelser o.s.v. o.s.v.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Nu sad han der med sin whiskyflaske og trøstede sig selv.
Selvfølgelig var det også noget pis at ville slå Jørgen ihjel, men på det
punkt ville han retfærdiggøre sine planer med, at Jørgen i bund og
grund var et utroværdigt og dårligt menneske, der nu ydermere truede
med at smadre både Per Leifs egen eksistens og dermed også
indirekte Lilys.
Da flasken var halvt tømt satte han den væk og gik i seng. Der lå han
så og spekulerede i yderligere en times tid, inden søvnen fik overtaget
over ham.
Da han vågnede om morgenen tænkte han på, at denne dag helst
skulle være en helt almindelig dag med normale gøremål og vante
rutiner.
Det meste af formiddagen opholdt han sig på sit kontor og fik da
også en del arbejde fra hånden, men hen over middag kom han af en
eller anden grund, til at sidde og spekulere på Jørgens kæreste Lone.
Gad vide hvad hun var for en, han havde kun mødt hende en enkelt
gang og da virkede hun egentlig ganske sød. Hun havde jo egentlig
ikke noget som helst med det her at gøre. Per Leif var ved at få dårlig
samvittighed ved måske at rive hende med i døden for et
mellemværende som egentlig kun angik ham selv og Jørgen. Nej det
kunne han ikke. Han var nød til at finde en udvej hvor hun ikke blev
offer.
Han var omkring mange ideer, lige fra at slå Jørgen ihjel på et helt
andet sted, og så opgive den plan han nu havde arbejdet så energisk
på, til at skrive et brev hvori hun blev kaldt til en eller anden
familiebegivenhed i den anden ende af landet. Det smarteste ville
måske nok være, at hun på en eller anden måde blev syg og indlagt på
hospitalet, mens han ekspederede Jørgen ”Røv”. Ja den ide måtte han

Black Out, Leo Ray Eriksen.
forfølge, men han var jo ikke helt herre over at gøre hende syg. I hvert
fald krævede det en kreativ plan, som han ikke lige havde i lommen.
Han var simpelthen nød til at vide lidt mere om Lone, men hvordan
pokker skulle han komme til det? Han kunne kun se en måde, og den
gik hvor ubehagelig tanken end måtte være, gennem Jørgen.
Nu gik Per Leif i gang med at stille nogle forskellige punkter og
planlægningsforslag op omkring Jørgens byggeri, som han kunne
bruge som en undskyldning for et møde, og det skulle så
nødvendigvis helst være sammen med både Lone og Jørgen, hjemme
hos Lone i Hyggebo.
Da han var nået så langt at han mente der var en rimelig begrundelse
for et møde, fandt han Jørgens lille vulgære visitkort frem og ringede
ham op.
- Hej Jørgen det er Per Leif.
- Ha det var da sjovt, jeg sad sku´ lige og tænkte på dig.
- Nå, men ved du hvad, jeg har nogle detaljer jeg godt lige vil snakke
med dig om. Per Leif vidste ikke rigtigt hvordan han skulle få drejet
samtalen på en måde, så det ville ende med et møde i Hyggebo, men
der kom Jørgen ham uventet i forkøbet.
- Ja men hvad siger du til at tage Lily under armen og så laver vi et
lille hyggemøde hjemme hos Lone og mig.
- Ja det lyder fint. Per Leif følte sig helt lettet.
- Kender du adressen? det er græsholmen 38, Lystrup. Jørgen sluttede
samtalen af med at:
- Vi ses så i morgen aften kl. 19.
Da Per Leif kom hjem fortalte han Lily, at de havde en aftale i
morgen kl. 19. og Lily begyndte straks at bekymre sig om hvad
pokker hun skulle tage på af tøj, og om ikke de skulle finde en

Black Out, Leo Ray Eriksen.
værtindegave. Per Leif tænkte, at det var bedre at gemme pengene, så
kunne de altid bruge dem på en krans til Jørgen, når alt det her engang
var overstået.
Til middag med Jørgen og Lone
Et kvarter over seks kørte Lily og Per Leif af sted til mødet med
Jørgen og Lone, og Lily der ikke kendte noget til Per Leifs skjulte
dagsorden, begyndte at snakke om at det da var hyggeligt med nogle
nye venner, og de nok hellere måtte gøre gengæld engang i den
nærmeste fremtid.
Lone havde gjort sig umage med at få det til at se hyggeligt ud nu der
kom gæster, og der var levende lys overalt, og friske blomster på
bordet. Det var Jørgen der tog imod, og efter de havde hængt deres
overtøj i entreen viste han dem ind i stuen. Lone var i gang ude i
køkkenet, men da gæsterne nu var kommet lagde hun kokkereringen
fra sig og kom ind og hilste.
- Ja hej Lone. Præsenterede hun sig selv.
- Ja i må undskylde at det roder, men jeg har ikke nået at få ryddet
ordentlig op. Hvis sandheden skulle frem havde hun ikke bestilt andet
hele dagen, men det var åbenbart en feminin frase, som det var meget
svært at ryste af sig.
- Ja værsgo og tag plads. Jørgen henviste til sofagruppen, der med
sine to lænestole og trepersoners sofa fyldte godt op i den lille stue.
Per Leif og Lily tog tøvende plads i hver sin lænestol.
- Lone kom lige med fire bajere. Ja det er typisk Jørgen, tænkte Per
Leif, billig gin og bajere.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Lone kom ind med fire øl og tilsvarende glas og stillede det hele på
det 60´er agtige sofabord. Jørgen var hurtig til flasken, mens Lily og
Per Leif langsomt hældte deres øl i de glas, som Lone havde fundet
frem til formålet.
- Tror du der er et toilet jeg kunne låne? Lily kikkede over på Lone,
som nu havde slået sig ned ved siden af Jørgen i sofaen.
- Ja selvfølgelig. svarede Lone.
- Det er den dør på højre hånd lige når du kommer ud i gangen.
Lily gik på toilettet for at ordne lidt på sit hår og makeup, og imens
sad Lone, Jørgen og Per Leif lidt forlegne og ventede på at en af dem
skulle begynde at sige noget.
- Ja men her bor i jo hyggeligt. Forsøgte Per Leif sig forsigtigt.
- Åh ja, det er jo ikke fordi det er noget særligt. Svarede Lone og deri
kunne Per Leif sådant set godt give hende ret, men han gjorde det
ikke.
- Nå men det er jo heldigvis kun indtil vi får det nye byggeri op at stå,
ikke også Per Leif? Så kommer der helt andre boller på suppen, i
stedet for det her gamle lort. Fortsatte Jørgen, uden at tage hensyn til
at han dermed, desavouerede sin kærestes bolig og uundgåeligt kom
til at såre hende.
Lone, der lignede en kølhalet kat, rejste sig op med en undskyldning
om at hun skulle ud og se til maden i køkkenet. Det skulle hun ganske
vist også, men det var samtidig også en kærkommen undskyldning for,
at komme lidt af vejen og skjule at hun var ked af det.
Lily kom ind igen fra toilettet og spurgte, om der ikke var et eller
andet hun kunne hjælpe med. Da hun så at Lone havde forladt stuen
fortsatte hun ud i køkkenet og indledte en samtale med Lone.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Uhm det dufter godt, er der ikke noget jeg kan hjælpe med? Lone så
sig lidt omkring for at finde på et eller andet hun kunne uddelegere til
Lily.
- Du kan komme kartoflerne i den skål der, og sætte dem ind på
spisebordet. Det gjorde hun så, og da missionen var gennemført
vendte hun tilbage til køkkenet. Lily kunne fornemme at Lone var
trist, men hun syntes ikke hun kendte hende godt nok endnu til at
spørge om hvad der var galt.
- Skal jeg ikke hjælpe med at dække bord? Lone var glad for Lilys
tilbud, skønt det ikke var det helt store hun kunne hjælpe med. Faktisk
var det heller ikke så meget værdien af den rent praktiske indsats der
betød noget, men mere det at hun følte at der var nogen der talte til
hende og interesserede sig for hende.
Maden kom på bordet og det var flæskesteg med sovs og kartofler,
og alt i tilbehør som asier, rødkål og franske kartofler. Lone havde
gjort sig umage med maden, men det var kun gæsterne der roste
hende.
- Ja vi har lige fået en halv gris. Sagde Lone
- Ja fået og fået, vi har betalt din onkel 700kr.og så måtte jeg selv
partere den. Fortsatte Jørgen i et lettere anklagende tonefald, som om
det var Lone selv, der personligt havde frarøvet ham den i
virkeligheden ret rimelige betaling for grisen.
- Det smager i hvert fald dejligt. Sagde Lily og Per Leif nikkede
samstemmende.
Maden blev indtaget uden de helt store konflikter, og Jørgen sørgede
hele tiden for at der var rigeligt at drikke, i hvert fald til sig selv.
Med jævne mellemrum kom Jørgen ind på emnet byggeri og
tidsfrister, og det lykkedes ham at aftvinge Per Leif flere løfter om det

Black Out, Leo Ray Eriksen.
videre forløb. For Per Leifs vedkommende var det ikke så
forfærdeligt meget han fik ud af Lone, da det fortrinsvis var Lily der
førte konversationen på den front.
Som aftenen skred frem var det tydeligt, at Jørgen blev mere og mere
fuld, og samtidig også ubehagelig. Han var åbenlyst urimelig i mange
af de ydmygelser han dængede ned over Lone, men det var som om
hun hele tiden holdt hånden over ham og undskyldte ting, som der
ikke var nogen undskyldning for.
- Vil i for resten ikke have noget kød med hjem? Spurgte Lone
pludselig.
- Vi har meget mere end vi selv kan nå at spise. Hun refererede til den
gris de havde fået/ købt af hendes onkel for ikke så længe siden.
Først afslog de tilbuddet med henvisning til, at det dog var alt for galt,
men Lone insisterede.
- Vi må hellere ordne det nu mens vi husker det. Og Lone fandt nogle
koteletter og en pæn stor svinekam frem fra en kummefryser i
køkkenet.
Lone fulgte Per Leif ud til bilen med svinekødet, mens Lily rejste sig
fra sofaen for at gå på toilettet. Hermed var Jørgen nu den eneste der
sad tilbage i stuen.
Voldtægtsforsøget
De var alle blevet en del berusede, men i særdeleshed Jørgen, der var
blevet direkte utålelig og dum at høre på. Der fra sin lænestol forsøgte
han dog at følge med i hvor hver enkelt befandt sig, og det var på
trods af den tågede tilstand ikke forbigået hans opmærksomhed, at

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Lily var gået på toilettet. Med en noget belastet motorik fik han sig
hevet op af lænestolen, og styrede nu mod toiletdøren der uheldigvis
ikke kunne låses.
Lily hørte at Jørgen greb fat i håndtaget, og udbrød straks at der var
optaget. Jørgen, der havde siddet og gjort sig visse tanker om hvad
Lily måtte gemme under kjolen, overhørte bevidst hendes udsagn og
stod nu pludselig der foran Lily, som sad og tissede med trusserne
nede om hælene.
- Der er optaget. Gentog hun nu i håb om, at Jørgen ikke havde det i
tankerne hun frygtede allermest.
- Der er optaget. Råbte hun insisterende. Men Jørgen skubbede bare
toiletdøren op og lagde nu sin hånd over hendes mund, samtidig med
at han bøjede sit hoved ned mod hendes øre og hviskede:
- Du holder din mund eller jeg kvæler dig.
Så flåede han hendes bluse i stykker og krængede brysteholderen ned
så hendes bryster blev blottede. Lily var lammet af rædsel og
fuldstændig magtesløs overfor Jørgen, der liderlig og ophidset
fortsatte med sit forehavende. Han kørte sin hånd op imellem hendes
lår, og hun følte en ubeskrivelig og inderlig lede ved hans befamling.
Jørgen var som en prustende rodeotyr, og mens han fortsatte med at
bore den en hånd op i hendes skød, trak han sit lem frem fra bukserne
med den anden. Han løftede hende op fra toiletsædet og forsøgte nu at
trænge ind i hende, samtidig med at han holdt hende presset fast mod
den kolde flisevæg ved siden af cisternen.
Lone og Per Leif var i det samme på vej ind i entreen og hørte Lilys
nødråb, som endelig var sluppet over hendes læber. I løbet af ingen
tid sparkede Per Leif døren ind og den bankede lige ind i ryggen på
Jørgen. Jørgen mistede for et øjeblik pusten og orienteringen, og Lily

Black Out, Leo Ray Eriksen.
stod helt stivnet op af væggen i det lille toiletrum som om hun var
gået i chok.
Nu fik Jørgen øje på Lone og råbende og skrigende begyndte han nu
at tæske løs til alle sider, mens Per Leif prøvede at holde hans arme
fast. I sin vildskab ramte han flere gange Lone i hovedet, og det var
først da det lykkedes Per Leif at låse Jørgen inde ude i køkkenet, at
der faldt ro over scenen.
Lone var helt rundt på gulvet og anede dårligt hvor og hvem hun selv
var, mens Lily stod og gispede efter vejret. Jørgen tæskede løs på
køkkendøren i nogle minutter mens han råbte: jeg kommer efter dig
Per Leif, og også dig Lone, dit tåbelige kvindemenneske. Der gik
nogen tid endnu før råberiet ude fra køkkenet holdt op, formodentlig
fordi han var faldet i søvn.
Nu havde Per Leif fuldt op at gøre med at få de to kvinder til at falde
til ro. Efter nogen tid begyndte Lily heldigvis at tænke nogenlunde
rationelt igen, mens Lone stadig var helt ude af flippen.
- Hør nu efter Lone, du kan ikke blive her. Sagde Per Leif til hende
gentagne gange og Lily supplerede.
- Du kommer med os hjem, hvor du er i sikkerhed for det svin.
Det virkede ikke som om Lone var helt parat til at opgive Jørgen, men
til sidst fik de hende dog med i bilen og kørte væk.
- Jeg ved ikke hvad der gik af ham, sådant plejer han slet ikke at være.
Lød det vagt fra bagsædet hvor Lone skiftevis lå ned og sad op.
- Hør her Lone, jeg ved ikke hvordan han plejer at være, men det her
er bare for meget. Sagde Per Leif fast i mælet.
- Jeg forstår det ikke. Begyndte hun nu igen.
- Det er nok fordi han har haft så mange problemer på det sidste.
- Hvad for problemer? Spurgte Per Leif interesseret.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Det ved jeg ikke, jeg tror nok der var nogen der truede ham med
nogen penge.
- Hvad mener du? truede ham med nogle penge. Per Leif ville gerne
vide hvad det mere præcist gik ud på
- Ja altså han skyldte nogen noget. Lone var nu ved at komme lidt
mere til hægterne.
- Hvordan?
- Det ved jeg ikke, noget import et eller andet siger han selv. Gad vide
hvad det kunne være for noget import et eller andet? Tænkte Per Leif.
lige som da han første gang så Jørgens visitkort.
Da de var kommet op i lejligheden mente Lone nok, at hun bare
kunne sove på gulvet. Men Per Leif foreslog at det nok var bedre at
hun sov i dobbeltsengen sammen med Lily, så var hun heller ikke
alene. For hans eget vedkommende kunne han bare sove på sofaen
inde i stuen.
Der gik lidt tid inden man fik snakket nattens begivenheder igennem
og per Leif blev mere og mere utålmodig.
Det var gået op for ham, at netop i nat, var en enestående mulighed
for at gennemføre udryddelsen af hans onde drøm. Som situationen
havde udviklet sig, stod det lysende klart for Per Leif, at det bare var
et spørgsmål om tid, hvem af de to der slog til først. Kamikaze piloten
Jørgen eller ham selv, og han agtede ikke at blive taberen i det spil.
Jørgens farvel
Da han fornemmede at der endelig var ro fra soveværelset, gik han
ud i køkkenet og fyldte en plasticpose halvt op med vand. Så klædte
han sig på og gik ned af bagtrappen til den mørke kælder. Her fandt
han efter lidt famlen frem til en bærepose med en pandelampe og en

Black Out, Leo Ray Eriksen.
pose gips som han havde købt for nyligt. Der var koldt og uhyggeligt i
kælderen, og med baggrund i det aktuelle forehavende følte han sig
ilde tilpas. Han skyndte sig op fra kælderen og ud gennem baggården
til sin bil, der holdt parkeret en husblok fra lejligheden.
Mens han drønede af sted af nattens øde veje, gennemgik han inde i
hovedet om han nu også havde alle de dele han skulle bruge. Og
hvordan hele operationen i det hele taget skulle gennemføres. Det slog
ham pludselig, at han ikke havde fået forbundet kobberrøret med
gasventilen, og han havde ingen som helst lyst til at stå derude på
åstedet og famle med et stykke svinetarm, mens Jørgen opholdt sig
lige på den anden side af muren. Så det problem ville det være rart at
få løst inden.
Han måtte finde en rasteplads. Det var ellers Per Leifs klare indtryk,
at dem var der ganske mange af når man færdedes på de danske
landeveje, men her i nattens mulm og mørke havde han mere end
svært ved at finde en. Efter lang tids kørsel så han pludselig, at han i
fuld fart var ved at drøne forbi et skilt med et stort P. Han klodsede
straks bremserne og kørte de 100meter tilbage. Han tog sin
pandelampe på og gik om til bagagerummet hvor han fandt
kobberrøret, gasregulatoren og et stykke svinetarm på godt en meter.
Så forbandt han kobberrøret og regulatoren med tarmen og snørede
studsenderne godt fast med yderligere to mindre stykker tarm.
Derefter drønede han så videre. Intenst stirrende ud i lyskeglen fra
bilen efter kendetegn på vejen. Men det var som om han slet ikke
kunne finde noget bekendt. Intet der kunne fortælle ham om han var
på rette spor. Han var ved at blive rundtosset og samtidig meget
nervøs for, om han i det hele taget kørte i den rigtige retning. Det var

Black Out, Leo Ray Eriksen.
jo ikke ligefrem tiden der arbejdede for ham, og nåede han ikke snart
frem, kunne det måske ende med at han tabte det hele på gulvet.
Han kom til et stort gods, som han bestemt vidste han ikke havde
været i nærheden af før. Hvor fanden var han og i hvilken retning
skulle han nu køre? Han vendte bilen og i fuld fart fortsatte han nu
tilbage i den retning, hvor han kom fra. Saten og helvede blev han ved
med at gentage, og han svedte mere og mere under det stigende
tidspres.
Halløj råbte han pludselig i glad jubel, der var endelig noget
genkendeligt. Han så den store rødkalkede landbrugsejendom som
han vidste, lå i nærheden af Hyggebo. Nu var det bare ligeud nogle
hundrede meter, og så var den lille skovvej der.
Det sidste stykke kørte han med slukkede lygter, men der var så
mørkt at han stort set intet kunne se. Nu mærkede han hvordan bilen
bevægede sig ud på et underlag, der i hvert fald ikke var asfalt. Han
stoppede op og åbnede bildøren, så lyste han ned på jorden med sin
pandelampe, og opdagede at han var på vej ned i en grøft. Det her var
bestemt ikke hvad han havde haft med i sin aftenbøn. Han kunne
selvfølgelig bare fortsætte til fods, og så bede brandfolkene når de
sikkert kom stormende efter han havde gennemført eksplosionen, om
at trække sig fri. Nej det kunne han selvfølgelig ikke, så var der noget
tidspunkt hvor han virkelig havde brug for held, eller de højere
magters indgriben, ja så var det nu.
Han satte bilen i bakgear og lettede forsigtigt på koblingen, mens han
gav den moderat gas. Pyh ha, han var tilbage på asfalten, og det sidste
stykke kørte han med åben dør og pandelampen der lyste ned ved
siden af bilen.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Han følte at tiden var ved at være knap, så for at få det hele afviklet
hurtigst mulig ville han droppe enhver form for omklædning. Så kom
han til at tænke på eventuelle fodspor, og han besluttede sig så
alligevel for at klæde om. Da han var klar, samlede han gasregulator,
svinetarm, kobberrør, gips vand og kontakten til den fjernbetjente
døralarm i en plastikbærepose. Så bevægede han sig af sted mod
Hyggebo. Men nu kom han i tanke om, at han havde glemt den lille
form til gipsen og noget at røre det sammen i. Åh nej. Han skyndte sig
tilbage til bilen, mens han tænkte på en nødløsning. Heldigvis havde
han glemt tre liter letmælk i bilens bagagerum, som han havde lovet
at købe med hjem om eftermiddagen. Han hældte indholdet ud af de
to af kartonerne. Den ene kunne så bruges som støbeform og den
anden som røreskål.
Endelig var han klar, og han skyndte sig op til huset for at få sit
forehavende overstået. Der var lys i stuen, så enten var Jørgen
kommet ud af køkkenet, eller også var det ikke blevet slukket da de
forlod stedet. Per Leif kiggede forsigtigt ind af vinduerne, men kunne
ingen se. Så sneg han sig om til gavlen med gasflaskerne og gik i
gang.
Først skubbede han forsigtigt kobberrøret halvvejs gennem væggen,
men stoppede så op. Han kunne pludselig høre Jørgen røre på sig inde
i køkkenet. Han sad lidt og lyttede efter om der skete mere, men så
virkede det som om Jørgen var faldet til ro igen. Per Leif skubbede nu
røret helt på plads og gik så til monteringen af gasregulatoren. Først
placerede han støbeformen og så regulatoren på sin plads. Så hældte
han en passende mængde gips i den anden mælkekarton og rørte det
op med lidt vand fra plastikposen. Da konsistensen var tilpas hældte
han det op i formen, og stillede sig så til at vente på at det skulle

Black Out, Leo Ray Eriksen.
størkne. For dælen hvor var det en lang ventetid for Per Leif, og midt
under det hele kunne han nu mærke en ubændig trang til at skulle
tisse. Endelig var gipsen blevet stiv, og han samlede de overskydende
rester af mælkekarton og gipspulver sammen, og kom det i sin
bærepose. Så skruede han forsigtigt den lille pal ned på regulatoren,
og han kunne høre at gassen begyndte at sive ind i huset.
Han ventede lidt for at høre om der skete noget bag muren. Så
pludselig hørte han Jørgen begynde at hoste. Det var jo ikke fordi han
havde årelang erfaring i at gasse folk, så det var lidt svært at vide
hvornår det helt rette øjeblik var for at trykke på kontakten. Det var i
hvert fald ikke så længe han selv stod her op af gasflaskerne. Trykke
på kontakten? Hvor fanden havde han egentlig gjort af den?
Han rodede rundt i lommen, og kunne pludselig ikke huske, hvor han
havde gjort af den. Nej nej, sig det er løgn, sagde han til sig selv.
Saten og helvede bandede han ophidset bag de sammenbidte tænder,
og var nu på nippet til at gå i panik. Så slog det pludselig ned i ham,
at den da vist nok lå i bæreposen. Han stak hånden ned i posen og
begyndte at rode rundt imellem mælkekartonrester og en masse
gipspulver. Omsider stod han med kontakten i hånden, fuldstændig
grattet ind i hvidt stads.
Nu skulle han bare væk og nyde sejrens rus i den store finale. Da han
var kommet ca. 100 meter væk fra huset vendte han sig om. kiggede
mod "hyggebo" med kontakten i den ene hånd, og i det han sagde:
- Good bye Jørgen, kan du hygge dig. Trykkede han på kontakten,….
Og der skete….. ikke en skid.
- Åh nej, åh nej. Han rykkede 10 meter tættere på og gentog
seancen… Og atter skete der ikke en skid.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Han rykkede tættere og tættere på og til sidst var han kun tredive
meter fra huset. På nuværende tidspunkt havde han helt opgivet den
heroiske højtidelighed med, Good bye Jørgen o.s.v.
Og han trykkede, nu nærmest pr. automatik, på kontakten helt uden at
forvente nogen form for respons.
Der lød et ordentlig brag, og Per Leif fløj flere meter tilbage gennem
luften, i det tagkonstruktion og murbrokker fløj rundt om ørene på
ham. Så rejste der sig et ordentligt flammehav over ruinerne af
Hyggebo. Og man kunne høre ekkoet af eksplosionen dø ud i
horisonten.
Per Leif rejste sig fortumlet op og mærkede efter, om han nu også
havde alle lemmer i behold. Så vaklede han tilbage til bilen og kørte
væk i en rasende fart.
Det at sprænge et menneske i luften var ikke noget Per Leif havde
forsøgt sig med tidligere, og det gav ham en sær følelse af noget både
uvirkeligt og grænseoverskridende, nærmest som en slags ud af
kroppen oplevelse. Som dreng var han, ligesom de fleste andre unge
knægte, meget betaget af nytårsfyrværkeri, men det her var dog noget
af det heftigste han nogensinde havde oplevet. Det måtte man sige,
Jørgen havde fået en både farverig og spektakulær afsked med livet,
om end han ikke lige selv havde bedt om det. Nu var han i hvert fald
blevet ekspederet med fuld musik, uigenkaldeligt og en gang for alle.
I levende live havde Jørgen været en hel del om sig, men han havde i
hvert fald aldrig før været om sig så mange steder på en gang.
Per Leif var ved at få en sær uro i maven, og han begyndte at ryste.
Det kunne ikke nægtes, at han var noget ambivalent omkring hele
denne hændelse, og den forløsning han umiddelbart havde forventet,
havde i hvert fald ikke indfundet sig endnu.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Han var kommet langt væk fra resterne af Hyggebo, og holdt nu ind i
rabatten ved en spredt træbevoksning. Han havde fået en voldsom
kvalme, og hele aftenens indtag af god mad, som han for øvrigt havde
spist i selskab med Jørgen, kom nu væltende ud af munden på ham.
Der var bræk ud over det hele, og han havde en forfærdelig smag i
munden. På sin vis var det heldigt, at han endnu ikke havde fået
skiftet tilbage til sit normale tøj, men det kunne han jo så passende
gøre nu. Han trak af kedeldragten og skiftede sko, og sammen med
den strikkede hue pakkede han det hele i en af de affaldssække der var
blevet til overs, da han havde været ude og købe gasflasken hos den
snaksalige dame fra Gul og Gratis. Han smed sækken ned i
bagagerummet, og fortsatte så hjemad i et følelsesmæssigt stormvejr.
Mange tanker røg igennem hans hoved, men især spekulerede han på
hvilken grimasse han skulle stille op overfor Lone, som jo p.t. havde
fået ophold i hans lejlighed sammen med ham selv og Lily.
Tilbage hos Lily og Lone
Det var ved at være sidst på natten, da han parkerede bilen og fandt
op til den lille toværelses, hvor Lone og Lily forhåbentlig stadig lå og
sov. Da han trådte ind i entreen virkede det heldigvis som om, at alt
åndede fred og ro. Han gik ud på badeværelset, hvor han tog sig selv
nøjere i øjesyn. Det så heldigvis ikke ud til at han havde pådraget sig
synlige kvæstelser, og han takkede sig selv for, at han trods alt havde
haft den strikkede hue på under hele forløbet, selv om han havde
svedt forfærdeligt med den tætsluttende maskering trukket helt ned
over hagen.
Han lagde sig på sofaen og foregav at sove. En halv times tid senere,
kunne han høre Lone og Lily snakke sammen inde fra soveværelset.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Det lød som om at Lily tænkte på at anmelde Jørgen for voldtægt,
mens Lone tog ham i forsvar. Ikke fordi hun ikke kunne se, at det var
helt galt det han havde gjort, men han havde også sine gode sider, og
så troede hun for øvrigt at han havde været så fuld at han ikke anede
hvad han gjorde.
Da deres indbyrdes argumenter for og imod begyndte at ebbe ud, kom
de ind i stuen. Lily ruskede let i Per Leifs skulder.
- Sover du? Spurgte Lily, men der var ingen reaktion.
Lily ruskede så igen i Per Leif, der nu lod som om han langsomt
vågnede af en dyb søvn.
- Per Leif vi må tale sammen. Per Leif gned øjnene og så op på Lily.
- Ja hvad er der?
- Jørgen prøvede at voldtage mig, skal vi ikke ringe efter politiet? Per
Leif tænkte på hvor smart det nu lige ville være at kontakte politiet,
efter det han netop havde haft gang i.
- Rolig Lily, vi må lige tænke os om.
- Tænke os om? Han forsøgte at voldtage mig. Så er der vel ikke så
meget at tænke sig om over? Per Leif måtte komme op med noget, og
det skulle være nu og det skulle virke overbevisende.
- Hør her Lily, jeg tager ud til Jørgen og ser hvad jeg kan gøre. Bare
hun nu ikke spurgte for meget ind til, hvad det så var han havde tænkt
sig at gøre, for det havde han virkelig ingen anelse om selv.
- Hvad vil du gøre? Har du tænkt dig at banke ham, eller slå ham ihjel?
Det sidste havde han sådant set allerede gjort, og så var der jo ligesom
ikke længere grundlag for at begynde på det første. Nå men indtil
videre kunne han jo ikke delagtiggøre andre i sin viden, så han kunne
eventuelt tilbyde at banke ham alligevel.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Jeg vil i hvert fald tage ud og snakke med ham. Sagde Per Leif og
fortsatte så.
- Vi skal i hvert fald ikke gøre noget overilet. For øvrigt er der er jo
også alt det med byggeriet, som jo er en ret stor ordre at lade falde på
gulvet. Vi kan jo nok ikke regne med stadig at have Jørgen som kunde,
efter vi eventuelt har anmeldt ham for voldtægt. Tror du?
- Per Leif, han forsøgte at voldtage mig. Lily lød noget indigneret
over at Per Leif kunne tænke så åbenlyst materielt under sådanne
forhold.
- Ja for fanden, det ved jeg godt, men kan vi bevise det Lily. Per Leif
følte selv at han var ved at få lidt bedre fod på argumentationen
overfor Lily, mens Lone sad og fulgte udviklingen i nervøs spænding.
- Hør her Lily, lov mig at du venter med at foretage dig noget til jeg
kommer tilbage. Lily havde mest lyst til at anmelde svinet lige her og
nu, men på den anden side, var hun heller ikke lun på tanken om de
undersøgelser og spørgsmål, der uvægerligt måtte følge i kølvandet på
en politianmeldelse.
- OK, men skynd dig tilbage. Lily havde indtil videre givet sit tilsagn
om at forholde sig afventende, og Per Leif tog af sted.
Hun var nu alene med Lone, som hun først lige havde lært at kende i
går. Hun havde ikke i sin vildeste fantasi kunnet forudse, at hun dagen
efter skulle komme til at dele en form for skæbnefællesskab med
netop hende, men de to kvinder havde nu pludselig en hel masse at
tale sammen om, og det var ikke bare udveksling af strikkeopskrifter
og dårlige vittigheder om mænd. Det vil sige det sidste var der måske
nok blevet en vis base for.
Per Leif satte sig ind i sin BMV, men kunne ikke rigtig bestemme sig
til, om han skulle køre af sted til Hyggebo, eller om han bare skulle

Black Out, Leo Ray Eriksen.
sidde her og vente i et par timers tid, og så gå tilbage og fortælle Lily
og Lone det han allerede vidste i forvejen. Uanset hvad, så havde Per
Leif svært ved at tøjle sin nysgerrighed, og til sidst besluttede han sig
for at køre tilbage til gerningsstedet. Han måtte se hvordan det tog sig
ud i dagslys, og få bekræftet at det hele virkelig var sket, eller det bare
var en surrealistisk drøm baseret på ønsketænkning.
Allerede da han var flere hundrede meter derfra, blev han stoppet af
en kriminalbetjent, der med en håndbevægelse gav tegn til at han
skulle rulle vinduet ned. Per Leif fik den velkendte følelse af dårlig
samvittighed, som udøvende myndighedspersoner uvilkårligt rammer
en med når man ikke har rent mel i posen. Ja for øvrigt også selv om
man rent faktisk har rent mel i posen.
Politimanden hilste, og spurgte så ind til om Per Leif var lokal og
eventuelt havde set noget bemærkelsesværdigt i området. Så fik han
lov at køre videre.
Han fortsatte ganske langsomt mens han sugede indtryk til sig.
Hyggebo lå i ruiner, og i nærheden holdt der to politibiler og en
brandbil. Han kunne høre en af politiets folk råbe, at han havde fundet
noget hvidt pulver. Det vakte tydeligvis stor interesse, og Per Leif
begyndte at spekulere på hvad det kunne være.
Han kørte så langsomt at bilen flere gange var ved at gå i stå, men til
sidst var han dog kommet på så stor afstand af åstedet, at han ikke
kunne se mere og han fortsatte hjemad i normalt tempo.
Hvordan skulle han overbringe informationen om at Hyggebo ikke
længere eksisterede som en beboelig enhed, og Jørgen efter al
sandsynlighed var ”omkommet”? Det var godt nok et svært budskab
at vende tilbage med, og han spekulerede en del over, hvordan han
bedst kunne formulere det på en nænsom måde.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Politiet bliver involveret
Da han kom hjem mødte der ham et syn, der overraskede ham noget.
- God dag, kriminalbetjent Larsen. Larsen stak Per Leif hånden og de
hilste på hinanden. Per Leif nåede lige at køre sin hånd diskret op af
det ene bukseben inden han hilste, og dermed tørret det værste sved af
sin klamme håndflade.
- Deres kone har anmeldt et voldtægtsforsøg. Jeg kan forstå at de var
vidne til det? Nu kunne Per Leif lige så godt fortælle, hvad Lily
formodentlig allerede havde oplyst betjenten om.
- Ja vi var på besøg hos Jørgen og hans kæreste Lone her. Han slog ud
med hånden for at vise hvem kæresten Lone var.
- Jeg kom ind i entreen da jeg hørte min kone skrige ude fra toilettet,
og så sparkede jeg døren ind.
Per Leif fortsatte med en fyldestgørende beretning, og sluttede så af
med at fortælle, at han netop havde været ude for at ville snakke med
Jørgen, men havde bare fundet en ruinhob.
Nu blev Lone helt forvirret.
- Hvad, hvad er der sket? Fremstammede hun nervøst.
- Ja, det så ud til at det hele ligger i ruiner, så hvis Jørgen har været
der, er der formentlig ikke meget tilbage af ham. Kunne Per Leif
oplyse.
- Eller måske er det en hævnagt fra Jørgens side at han har villet
sprænge dit hus i luften. Per Leif vendte hovedet om mod Lone.
- Hvad er det du siger, er Jørgen død eller hvad? Det kom som et chok
for Lone, at Jørgen eventuelt var død og at hendes hus under alle
omstændigheder var væk.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Ja det er jo ikke sikkert at Jørgen er død, jeg så bare at huset lå i
ruiner. Kriminalbetjenten tjekkede op på nogle oplysninger over sin
mobiltelefon og kunne nu bekræfte, at et hus var blevet lagt i ruiner,
og det så ud til at man havde fundet ligrester på tomten.
Det var en mærkelig sag. Her stod politiet med en anmeldelse, men
inden de overhovedet kunne nå at foretage sig noget, var den
anmeldte formentlig død ved en eksplosion.
Der var nok af uafklarede spørgsmål, og sagen var langt fra afsluttet.
Det stod dog forholdsvis hurtigt klart, at det var Jørgen der var
omkommet, og at der var tale om en gaseksplosion.
Hos bedemanden
Udover onklen med de sorte grise, havde Lone ikke så mange
pårørende, og Lily foreslog at hun kunne bo hos hende og Per Leif
indtil videre.
Det viste sig at Lone var blevet gift med Jørgen for et års tid siden, og
på den måde var det også hende, der nu skulle tage sig af alt det
formelle omkring Jørgens bortgang. Hun havde imidlertid svært ved
at overskue situationen, og på paradoksal vis måtte Per Leif nu træde
til omkring alt det praktiske ved Jørgens bisættelse.
Hold da kæft hvor er det bare barokt det her tænkte Per Leif, da han
sad der sammen med Lone og bedemanden, og gennemgik i detaljer
hvordan Jørgens bisættelse skulle foregå.
- Har Jørgen skrevet eller sagt noget om sin sidste vilje? Lagde
bedemanden ud med at spørge.
- Nej det har han ikke. Det kom jo også lidt pludselig.
- Har i talt om hvorvidt han ville brændes eller have en almindelig
begravelse.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Nej Jørgen var ikke så meget for at tale om døden, men jeg tror nu
nok han var mest for almindelig begravelse.
- Ja nu er omstændighederne jo lidt specielle så jeg foreslår brænding.
Sagde bedemanden.
- Hvad synes du? Spurgte Lone henvendt til Per Leif.
- Joh det tror jeg også er det bedste. Det kan jo også være, at der så er
lidt rabat, når man allerede selv har sørget for en del af afbrændingen,
tænkte Per Leif samtidig ved sig selv.
- Ja så skal vi jo finde en passende urne, men det kan vi se på når vi er
færdige med de andre ting.
- Nu kender jeg ikke de aktuelle formueforhold, men under visse
betingelser kan der jo søges om offentlig begravelseshjælp hos
socialforvaltningen. Men det kan vi også vende tilbage til senere, der
bliver også noget med skifteretten.
- Har i gjort jer tanker om hvordan bisættelsen skal foregå?
- Jeg tænker på om det skal være i en kirke eller fra kapellet.
- Jeg tror nok Jørgen ville foretrække en kirke. Sagde Lone.
- Tror du det? Spurgte Per Leif lidt overrasket.
- Ja han var i hvert fald medlem af folkekirken.
- Ja jeg går ud fra, at i taler med præsten om hvad der skal siges.
Sagde bedemanden.
- Skal det være almindelig udsmykning med hensyn til blomster?
Lone bekræftede og bedemanden gik nu videre til ønsker omkring
hvilke salmer der skulle synges. De kunne sådant set også tale med
præsten om det, men det valgte de nu ikke.
- Ja, Altid frejdig når du går, den vil jeg i hvert fald gerne have bliver
sunget. Sagde Lone
- Ja er der andre?

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Jeg ved en lærkerede. Foreslog Per Leif.
- Synes du det? Spurgte Lone henvendt til Per Leif
- Ja det er godt nok ikke en der synges ret tit ved den slags lejligheder.
Brød bedemanden ind.
- Der er jo også Oles nye autobil. Per Leif vidste godt, at det var et
lidt utidigt forslag og Både bedemanden og Lone kiggede forskrækket
på ham
- Så tror jeg nok, at den med lærkereden er bedre. Skyndte
bedemanden sig at fastslå.
3 dage senere fandt bisættelsen sted. Man kunne ikke påstå at det var
nogen grandios forestilling, og foruden Jørgens mor, Lone, Per Leif
og Lily var der kun 4 andre, der havde fundet anledning til at vise
Jørgen den sidste ære. Heraf så de to ud til sagtens at kunne komme
fra det kriminelle miljø, mens den tredje nærmere lignede en der kom
fra politiet. Den fjerde lignede bare en der var gået forkert.
Jørgens mor og Lone græd på skift under afviklingen af Jørgens
begravelse, og Lily følte sig kaldet til at trøste Lone så godt hun nu
kunne, om end hendes personlige følelser for afdøde, helt ulig Lones,
var som en Sibirisk kulderekord.
Hverdagen blev normaliseret, men fra tid til anden kom en
kriminalbetjent forbi og spurgte Lone ud om supplerende detaljer
vedrørende Jørgen. Per Leif og Lily blev også afhørt et par enkelte
gange vedrørende den aften hvor Jørgen forsøgte sig med Lily på
toilettet, men der var ikke så meget nyt at tilføje.
Det lå ligesom i luften at Jørgen havde haft et eller andet kørende,
som ikke var helt i overensstemmelse med Karnovs lovsamling. En
aften betroede Lone sig til Per Leif og fortalte, at politiet havde fundet
noget hvidt pulver ved huset. Hun havde en fornemmelse af, at Jørgen

Black Out, Leo Ray Eriksen.
vist nok havde haft gang i et eller andet, som vedrørte handel med
stoffer, men han afslørede aldrig noget for hende. Politiet havde været
ret nærgående omkring pulveret, indtil de fandt ud af at det bare var
almindelig gips. De havde for øvrigt rådet hende til ikke at stikke for
meget frem i landskabet, da det sagtens kunne tænkes, at nogle af
Jørgens ”venner” havde behov for at få et eller andet afklaret.
Efter et par uger fandt Lone et værelse hun kunne flytte ind i, og Lily
og Per Leif var samtidig godt i gang med at forberede sig på, at tage
deres nye hus i besiddelse. De havde allerede fået udleveret nøglerne,
og nu skulle der tapetseres og males, og Lily gik i gang med at sy
gardiner og planlægge både det ene og det andet omkring indretning
og brug af huset. Det var tæt på, at Per Leif var ved at vende tilbage
til sit gamle niveau igen, og han kunne nu endelig give los for
forventningens glæde. Ydermere havde de større byggeopgaver de
havde haft for nyligt givet et økonomisk fri rum, som satte dem i
stand til at købe møbler, af en helt anden kvalitet end dem de havde
måttet nøjes med hidtil.
Per Leif og Lily og deres nye hus
Per Leif havde lejet en forholdsvis stor trailer, som han havde stillet
omme i gården. Der var jo en del som skulle smides væk i forbindelse
med flytningen, og han havde allerede kørt de første tre læs bort.
Det var blevet fyraften og Per Leif kom hjem fra arbejde. Som
sædvanligt, for denne tid af dagen, var Lily i gang med at lave mad og
Per Leif gik ind i stuen. Her stoppede han forskrækket op og måtte
sunde sig før han kunne gå videre.
- Hvor er bordet?
- Hvad for et bord? Spurgte Lily

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Det gamle sofabord, hvor er det?
- Det har jeg smidt væk. fastslog Lily uanfægtet.
- Smidt væk? Per Leifs stemme var lige ved at knække over.
- Ja, hvad er der med dig, vi var jo enige om at vi ikke ville beholde
de gamle møbler.
- Jo ja, men lige det bord betyder altså meget for mig, hvor er det
henne?
- Slap dog af Per Leif, det passer jo overhovedet ikke til vores nye
møbler. Lily anede ikke at det slet ikke var det det drejede sig om, og
fortsatte:
- Du har altid sagt, at du gider ikke længere alle de kompromiser når
det gælder vores nye møblering.
- Jo men jeg havde tænkt mig at lave et eller andet med det nede i
kælderen, hvor er det? Lily kunne godt høre på hans stemme at det
havde en vis betydning for ham.
- Rolig nu skat, jeg har sat det ned i gården til traileren.
Per Leif stod omgående i gården og kiggede mod traileren, men
umiddelbart kunne han ikke se noget bord. Hans blik flaksede fra det
ene fikspunkt til det andet, samtidig med at irritationen voksede i ham.
Omsider fandt han på at gå om bag traileren og det var en tydeligt
lettet Per Leif, der kort efter arbejdede sig op af den smalle bagtrappe
med sit sofabord.
- Nå, du fandt det. Konstaterede Lily medfølende, i det Per Leif helt
rød i hovedet af anstrengelse satte bordet tilbage i stuen.
Der var blevet brugt rigtig mange penge i forbindelse med den nye
bolig, men så var det også blevet som de havde drømt om. Om
aftenen indviede de soveværelset så det knagede i alle sengestolperne
og det var bedre end det havde været meget længe. Den næste måneds

Black Out, Leo Ray Eriksen.
tid gik med at få de sidste ting på plads, og glæden ved hele tiden at
se deres hjem blive mere og mere helstøbt, gjorde arbejdet rent
lystbetonet.
Per Leif syntes nu at han atter kunne begynde at se fremad. Det gik
helt fint på arbejdet, og forholdet til Asger var atter på en måde, så de
ubesværet kunne tale sammen, og helt uden den evindelige mistillid,
der ellers havde sneget sig ind imellem dem i den forud liggende
periode. Han spekulerede også sjældnere og sjældnere på den
flamboriante afsked med Jørgen.
Lily bliver gravid
En aften da Per Leif kom træt hjem fra arbejde, havde Lily gjort
ekstra meget ud af aftensmaden. Der var blevet stillet en god flaske
rødvin på bordet og det fine porcelæn var taget i brug. Da de var
færdige med den engelske bøf så Lily hemmelighedsfuldt på Per Leif,
og var næsten ved at revne i spændt forventning om, at se hans
reaktion på det hun nu ville sige.
- Hvad siger du til at blive far?
- Hvad jeg siger til at blive far? Du mener da ikke, vil det sige?
- Ja Per Leif, du skal være far. Per Leif rejste sig og gik over og
kyssede sin kone.
- Hold da op, det var godt nok en overraskelse. Per Leif blev oprigtigt
glad, men bare på en mere kontrolleret måde en Lily, der hoppede
rundt på gulvet og lod følelserne få frit løb, skønt hun havde vidst det
allerede siden i eftermiddags.
- Ja det betyder jo noget af en omvæltning i vores tilværelse.
Konstaterede Per Leif.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Ja, måske ville det være en god ide´ hvis jeg efter barselsorloven
kunne begynde at arbejde på halv tid i en periode, så kunne jeg også
få meget mere fra hånden herhjemme. Lilys arbejdsplads var en
børnehave, og da de fleste af hendes kolleger var godt kendt med
problematikkerne omkring små børn og arbejde, var det vel næppe
helt umuligt at finde sympati for den tanke på arbejdet.
I firmaet fortalte Per Leif om de lykkelige omstændigheder til Asger,
der selv havde en lille pige sammen med Jette. Asger redegjorde for
alle de glæder det indebar, men også bekymringer og besvær, især
omkring nattesøvn og bleskift.
- Ja du har noget at glæde dig til Per Leif, jeg går ud fra at det bliver
dig der fortrinsvis kommer til at stå for bleskift og amning. Asger gav
Per Leif en ”sherifstjerne” på det ene bryst og grinede højt.
- Av for helvede Asger. Det gør ondt. Per Leif skar en grimasse i det
Asger vred hans ene brystvorte rund, og puffede ham så spøgende på
skulderen.
- Det var bare for at gøre dig en tjeneste, nu kan du altid sige at du har
for ondt i patterne til at amme, skal jeg ikke lige give dig en på det
andet bryst også?
- Nej gu´ ska´ du ej Asger, det gør skide ondt.
Lily og Per Leif på skovtur
Per Leif havde fået den glimrende ide´ at de skulle køre en tur i
skoven. Det var år og dag siden han havde prøvet det og Lily glædede
sig meget til, at komme ud og sidde på et tæppe under nogle store
maleriske træer. Det var sommer og det var lørdag og vejret var

Black Out, Leo Ray Eriksen.
fremragende. Lily havde pakket en køletaske med god mad og noget
at drikke, og nu kørte de af sted for at slå sig ned i en statsskov, der lå
godt en times kørsel fra deres bopæl.
- Tror du ikke vi skal dreje ind her? Det ser da ud til at være et godt
sted. Sagde Lily
- Nej nej, hvis vi fortsætter lidt endnu, ligger der et endnu bedre sted
med en lille sø lidt længere fremme. Per Leif var ikke den der faldt for
det første og bedste, og da han mente at kunne huske et eller andet fra
for mange år siden, kørte de nu rundt i godt en halv time mere, dog
uden at finde det. Så vendte de tilbage til det sted som Lily først
havde foreslået og slog sig ned der.
- Her er da både fredeligt og helt privat, synes du ikke her er skønt.
Lily var fint tilfreds og Per Leif føjede hende, om end dog modvilligt.
- Kom her over med tæppet. Sagde Lily en tre fire gange og hver gang
fra et nyt sted. Det var ikke så ligetil at finde et plant underlag, og til
sidst måtte de så acceptere nogle mindre ujævnheder.
Lily satte tallerkner på tæppet og fordelte køletaskens indhold, alt
efter hvem af de to der kunne lide hvad. Per Leif forsøgte at få den
lille transistorradio til at blive stående uden at vælte, det var nu ikke
så ligetil og til sidst anbragte han den så op af et træ og tændte for den.
Det var i grunden underligt, men det var som om at maden smagte
noget bedre her ude i det fri end den plejede.
De havde også taget rødvin med, og de skålede højtideligt med
hinanden. Solen bagte ned på tæppet i den lille lysning og de svedte
begge.
- Jeg tror jeg trænger til lidt sol, jeg er så bleg. Sagde Lily. Lily var
sådant set ikke specielt bleg, men hvis det betød at hun dermed smed
noget af tøjet ville han ikke modsige hende.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Jeg tror jeg smider blusen. Hun trak blusen af og lagde sig på tæppet.
Lidt efter fjernede hun også sin BH og Per Leif sad og så på hendes
velformede bryster. Så bøjede han sig ned over hende og begyndte at
kysse hendes brystvorter. Lily var ikke afvisende, da hun kunne
mærke hans hænder gå på opdagelse på hendes krop.
Efterfølgende lå de nøgne ved siden af hinanden, døsige og svedende.
Per Leif var på nippet til at falde i søvn, da radioavisen lød ud af
højtaleren på den lille transistorradio. De bragte en oplysning om: at
efter mange års diplomatisk tovtrækkeri så det nu endelig ud til at den
morddømte Michael Andersen, efter 20 års fangenskab i et Israelsk
fængsel måske ville blive frigivet til Danmark.
Lige med et var Per Leif ikke så døsig længere. Det var omtrent den
dårligste nyhed han kunne forestille sig, og han begyndte at gå rastløs
rundt i den lille skovlysning.
- Sikke morsomt din tissemand hopper op og ned når du går rundt på
den måde. Sagde Lily der lå og iagttog ham fra tæppet.
- Er du ikke bange for at den skal blive søsyg og komme til at brække
sig igen? Lilys friske kommentar, ville nok blive modtaget med en
lidt større fornøjelse på et hvilket som helst andet tidspunkt, men bare
ikke lige nu.
- For fanden Lily, kan du ikke holde din kæft? Per Leif så sig
fortvivlet om efter sine underbukser, men kunne ikke få øje på dem.
- Er det dem her du leder efter. Smilede hun i det hun viftede med
hans underbukser oppe i luften.
- Jeg vil gerne hjem nu. Sagde han og begyndte at trække i tøjet.
- Så har du ikke lyst til en lille tur mere? Spurgte hun kælent og mere
end antydede hvad hun mente, i det hun kørte en finger oppe fra sine

Black Out, Leo Ray Eriksen.
bryster ned over sit maveskind, forbi navlen, til den samba dansende
forsvandt ind gennem hendes lille dobbeltfløjede garageport.
- Nej tak Lily, jeg vil bare gerne hjem. Lily blev helt paf. Det var ikke
tilbud i den kategori Per Leif plejede at afslå, og hun anede ikke hvad
der var i vejen med ham. Lily trak nu også i tøjet og stemningen var
noget mut, da de pakkede deres ting sammen og smed dem ind i bilen.
- Hvad er der i vejen Per Leif, har jeg gjort noget? Lily var bekymret
for om hun skulle have sagt eller gjort noget, som kunne være årsag
til Per Leifs dårlige lune.
- Nej Lily, der er ikke noget. Per Leif havde virkelig nydt at være
sluppet af med Jørgen, men skulle Michael nu dukke op, ville han
virkelig have problemer. Hvor meget skulle han lægge i det han lige
havde hørt i radioen? Betød det at Michael stod lige foran en
løsladelse, eller ville han blive overflyttet til et dansk fængsel og så
fortsætte sin afsoning der? Under alle omstændigheder var der ikke
meget han kunne gøre ved det, og det gjorde ham virkelig nervøs. Der
kunne nok ikke være megen tvivl om, at Michael måtte være pissesur
på ham. Gad vide hvad for et menneske Michael egentlig måtte være i
dag, efter 20 års fangenskab? Det kunne næppe være gået sporløst hen
over ham. Hvorfor saten skulle det også ske nu hvor det hele lige gik
så godt? Pis pis pis, gentog han igen og igen for sig selv.
Det gav ingen mening at have Michael i tankerne hele tiden, når det
slet ikke var sikkert, at det fik konsekvenser for ham. Han forsøgte
derfor at trænge Michaels eventuelle løsladelse i baggrunden af sine
tanker, og koncentrere sig om livet her og nu. Det var nu ikke let, og
uanset hvad, var det hele tiden som at have en lille bums i nakken,
man ikke kunne lade være med at pille i.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Lone får besøg af Jørgens gamle bekendte
En aften da Per Leif og Lily sad fordybet i ganske almindelig
aftenidyl, fik de besøg af en tydeligt oprørt Lone. Hun var blevet
opsøgt af to af Jørgens gamle bekendte. Et par kedelige typer, som
åbenbart på en eller anden måde havde fundet frem til hvor hun boede,
og nu lige ville kikke indenfor med en lille hilsen.
På basis af Jørgens pludselige bortgang, kunne det godt have været en
medfølende visit i respekt for den afdødes enke, men det var nu ikke
lige deres ærinde. I stedet havde de gennembanket hende, så hun var
både gul og blå på store dele af kroppen, og det var egentlig lidt af et
under at intet var brækket.
Lone havde ellers indtil da følt sig i forholdsvis i sikkerhed, med
hemmeligt telefonnummer og bopæl, og hun havde faktisk på enhver
måde holdt lav profil, for at netop den slags ikke skulle ske.
- De siger jeg skal ryste op med det heroin Jørgen skylder dem eller
betale 300.000kr. Lone rystede over hele kroppen og talte ikke særligt
tydeligt.
- Har Jørgen haft noget at gøre med heroin? Spurgte Per Leif.
- Ja det har han jo nok, men jeg ved ikke ret meget om det.
- De truer med at slå mig ihjel hvis jeg ikke giver dem det de siger de
har til gode.
- Hvem truer dig? Spurgte Lily som lige var trådt ind i stuen.
- Jeg kender dem ikke, det vil sige jeg tror nok jeg så den ene af dem
til Jørgens begravelse.
- For saten da. Var Per Leifs umiddelbare kommentar.
- Og du har ingen anelse om, hvor Per Leif kan have gemt et eller
andet stof noget?

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Jeg tror i hvert fald ikke han har haft noget gemt i Hyggebo, for så
havde politiet nok fundet det. Sagde Lone
- Kan du ikke bilde dem ind at politiet har fundet det? Spurgte Per
Leif.
- Den tror jeg ikke de hopper på, de vil bare have deres stof uanset
hvad.
- Hvad fanden skal jeg gøre, de mennesker er jo sindssyge. Per Leif
og Lone lyttede bekymret til Lones problemer. Per Leif tænkte at det
jo egentlig var Lones egen sag, men man kunne aldrig føle sig sikker
med den slags psykopater, og hvis de havde set ham og Lily sammen
med Lone til Jørgens begravelse, var det langt fra sikkert at han ikke
også ville blive involveret.
- Lone, vi er nød til at finde på noget, det parcelhus Jørgen ville have
lavet en tilbygning til, tror du han kunne have gemt noget der?
- Det ved jeg ikke, jeg har kun været der nogle få gange.
- Sagde de noget om hvornår de ville komme tilbage? Nej det gjorde
de vel ikke. Per Leif stillede et spørgsmål som han i samme åndedrag
selv foreslog svaret på.
- Nej ik´ sån´ præcis, men de ville i hvert fald komme tilbage.
Svarede Lone.
- Hør her Lone, jeg tager med dig til Jørgens hus og så ser vi om vi
kan finde noget der. Tror du de kender noget til det hus?
- Nej det tror jeg ikke, så skal han selv have fortalt dem om det.
- Tror du han har det?
- Det kan jeg selvfølgelig ikke vide. Svarede Lone.
Lily og Per Leif havde ondt af Lone og de foreslog, at hun hellere
måtte blive hos dem ind til videre. Det var tydeligt at hun trængte til

Black Out, Leo Ray Eriksen.
omsorg, og da hun ikke havde andre steder at tage hen, var det den
eneste oplagte løsning.
Dagen efter tog Lone og Per Leif af sted til Jørgen hus for at lede efter
heroin eller hvad de nu måtte finde.
Per Leif hjælper Lone og sig selv
- Hvordan for resten med det hus her, det må du da have arvet, eller
hvordan? Spurgte Per Leif
- Ja, men der er lidt rod i ejerforholdet, som jeg ikke helt har styr på,
Jørgen var jo ikke helt gældfri, men det er noget som advokaten
bakser med lige nu. Ja tænkte Per Leif: Det kan vel ikke komme bag
på nogen, men nu er Jørgen heldigvis fortid.
Da de kom til huset var der selvfølgelig låst og Lone havde ingen
nøgle. De var nød til at smadre en rude i en bagdør og kom så ind ad
den vej.
Huset lå heldigvis lidt afsides og der var ingen umiddelbar nabo, der
med sine nysgerrige blikke kunne følge med i deres suspekte
forehavende. Per Leif havde været der før og han kunne ikke
umiddelbart se at noget skulle være forandret.
Han foreslog at de tog hver deres del af huset og undersøgte det, men
Lone var ikke så tryg ved at være alene, så hun så helst at de
opererede som et samlet par.
De startede med gæstetoilettet og kiggede efter i cisternen, som Per
Leif havde set det på utallige film af mere eller mindre originalt tilsnit.
Her var der dog ikke noget at finde. Så gik de tilbage til entreen der lå
i forbindelse med toilettet, og hvor et af husets eneste møbler befandt
sig, nemlig en lille kommode med en skuffe i den øverste del og et
lille skab i den nederste del. Der var ikke megen plads og det

Black Out, Leo Ray Eriksen.
diminutive rum var hurtigt overskuet. I loftet hang der en stige i
forbindelse med en loftslem som kunne trækkes ned. Per Leif fik greb
i stigen, hev den ned og kravlede op på loftet, mens Lone blev nede i
gangen i selskab med kommoden og følte sig meget ubehageligt tilpas.
Der lå en masse støvede effekter, som man lige så godt kunne have
smidt væk med det samme, men nu var alt det skrammel, en gang for
alle, altså havnet her på loftet. Per Leif gennemgik minutiøst de
forskellige kasser og effekter, men efter hans bedste skøn var der dog
ikke noget af det de ledte efter at finde her.
Lone syntes det tog en evighed, og blev hele tiden ved med at stille
spørgsmål til Per Leif på loftet. Ikke fordi der var noget vigtigt hun
ville vide, men det virkede beroligende på hende at stå i konstant
kontakt med et levende menneske, for ligesom at sikre sig at hun ikke
var alene.
De havde efterhånden været huset igennem på både kryds og tværs,
men havde ikke fundet noget af betydning. Så var der egentlig kun
garagen tilbage, som ikke var låst. Den så ud som alle andre garager
af den årgang. Et par vinterdæk i det ene hjørne, lidt værktøj på
væggen, og forskelligt skrammel uden synderlig værdi spredt ud langs
væggene, også her gennemgik de det hele uden resultat.
De skulle lige til at gå da Per Leif kom til at kigge op imod loftet, her
så det ud til at en af loftspladerne sad lidt løst. Han kravlede op på
bordet og fik skubbet pladen til side.
- Bingo. Sagde Per Leif og trak en pakke frem, der meget let kunne
indeholde enten heroin eller et andet euforiserende stof.
- Tror du det er det? Spurgte Lone spændt.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Det er jeg næsten 100 % sikker på. Med pakken i hånden kunne Per
Leif nu hoppe ned af bordet. En ukompliceret atletisk øvelse, der dog
på grund af en længere tids ophobning af tilbageholdt tarmluft, fik en
fonetisk tilføjelse som absolut var utilsigtet fra Per Leifs side.
- Hold da op Per Leif, der fik du virkelig sat tryk på dine ord. Lone
kunne ikke lade være med at smile lidt af situationen, da Per Leif
ufrivilligt slap sin højlydte prut løs.
- Kom, lad os komme af sted. På trods af øjeblikkets munterhed skulle
han ikke sige det til Lone mere end en gang, og kort efter sad de i
bilen på vej tilbage med en et større parti stof, formentlig heroin.
- Hvad skal vi nu stille op med alt det stof? Spurgte Lone.
- Ja hvad har de sagt til dig?
- Ja det ved jeg ikke, tror du de lader mig i fred hvis jeg bare giver
dem stoffet? Det er jo aldrig til at vide. Jeg ville i hvert fald ikke satse
på det..
Lone var ufrivilligt havnet i en situation hun ingen begreb havde om
hvordan hun skulle håndtere. Hun satte derfor sin lid til at Per Leif
kunne hjælpe hende. Ikke blot fordi hun havde fattet tillid til ham,
men også fordi hun reelt ikke havde andre steder at vende sig hen.
- Hvad synes du jeg skal gøre? For Per Leif var hendes spørgsmål en
udfordring han endnu ikke var helt klar på hvordan man burde takle.
Han havde brug for mere tid til at tænke det hele igennem.
- Lone, jeg ved det ikke helt endnu, men vi skal nok finde på et eller
andet. Forsøgte han at berolige hende.
I løbet af natten var Per Leif flere gange oppe for at tænke. Han satte
sig hver gang ind i stuen med en blok papir og lavede små notater,
som han efterfølgende straks brændte i askebægeret.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Han ville gerne hjælpe Lone, men kunne han samtidig gøre noget
godt for sig selv, ja så ville det være særdeles velkomment.
Situationen, som han så den, var at han skulle finde ud af at slippe for
Michaels opmærksomhed, når eller hvis, han slap ud af fængslet. Med
den viden Michael helt sikkert sad inde med omkring den fordømte
fingerring, der efter mordet aldrig var blevet fundet, ville han uden al
tvivl enten mistænke Jørgen eller ham selv for at have taget den. Og
Michael ville konkludere, at den der nu havde fingerringen, også
samtidig var den der havde dræbt den jødiske pige. Et mord som
Michael uskyldigt havde afsonet 20 år af sit liv for.
Det ville være helt genialt hvis fingerringen, på en eller anden måde
kunne knyttes til afdøde Jørgen, men hvordan?
Det lød til at politiet overfor Lone havde antydet en vis forbindelse
imellem den kriminelle undergrund og Jørgen.
Der kunne ikke være tvivl om at politiet ville være mere end
begejstrede, for ikke at sige henrykte, for at kunne snuppe Jørgens
venner i besiddelse af et større parti heroin, og hvis det skete i Jørgens
hus, ville der vel også være en til, med sikkerhed grænsende
sandsynlighed for, at de samtidig ville ransage stedet for yderligere
spor og effekter. Måske ville Jørgens venner ligefrem blive hængt op
på den uforklarlige gaseksplosion. En hændelse af en karakter, som
næppe er helt uden for det sandsynliges rækkevidde
blandt ”ligesindede” i de kredse.
Per Leif omplacerer sin hemmelighed
Pointen måtte nu bare være at få anbragt ringen i salig Jørgens hus.
Så kunne han efterfølgende varmt anbefale Lone at gå til politiet, og i

Black Out, Leo Ray Eriksen.
samarbejde med dem arrangere en eller anden fælde for hendes
plageånder.
Per Leif var ret godt tilfreds med sig selv, og den planlægning han i
nattens løb havde udtænkt.
- Pisse godt Per Leif, pisse godt. Han var gået ned i kælderen og stod
nu og kælede for sit gamle sofabord, hvor han havde gemt ringen i det
ene bordben. Det var lige før han helt kammede over i en næsten
erotisk befamling af det gamle møbel. Så besindede han sig, og gik
nøgtern i gang med at fjerne det flade lille stykke træ der skjulte
ringen. Ringen havde ikke set dagens lys i lange tider, men nu gled
den lille plade til side, og den funklende diamantring blev fisket frem
fra sit skjul af Per Leif flittige fingre.
Helt naturligt kom han til at tænke på Marilyn Monroe og hendes
sang: Diamonds are a girls best friend.
- Hallo lille ven, skal du være Per Leifs ”best friend”? Faktisk havde
han flere gange været på nippet til at skaffe sig af med ringen, der
sådant set var en latent sladrehank hvis den blev fundet i hans
besiddelse, men dens uomtvistelige værdi havde hver gang afholdt
ham fra det. Han havde været som finderen af den hellige gral, der på
vej i en dødsspiral klamrede sig til sin dyrebare skat, koste hvad det
koste ville.
Nu var det vendt på hovedet, og tidligere tids tilsyneladende ufornuft
virkede nu ganske fornuftigt.
Den næste dags aften tog han af sted til ”Jørgens minde” for at sætte
ringen i gang med at arbejde for sig. Per Leif fandt over til bagdøren
med den knuste rude og gik ind. På forhånd havde han ikke nogen
klar ide´ om hvor det ville være bedst at placere ringen. Det skulle jo
ikke virke som om den var blevet anbragt der bevidst, men på den

Black Out, Leo Ray Eriksen.
anden side måtte den heller ikke være så svær for politiet at finde at
projektet gik i vasken.
Der var ikke megen møblering at gøre godt med, og det
indskrænkede jo unægtelig mulighederne noget. Til sidst stod han i
entreen med den lille kommode, og der anbragte han så ringen i den
øverste kommodeskuffe.
Han følte det som et stykke gloende kul, han endelig fik lov til at give
slip på. Det gjorde godt at slippe af med ringen, men den fulde
befrielse ville han dog først kunne føle den dag det hele var endeligt
overstået.
Han var på vej ud af døren, som trængte til at blive smurt, da det slog
ned i ham, at politiet fra tid til anden jo naturligvis arbejder med det
velkendt begreb de kalder for fingeraftryk. Det var han uden tvivl
tvunget til at tage alvorligt.
I øjeblikket var han ikke forkølet og derfor havde han heller ikke lige
noget lommetørklæde på sig. Han var nød til at smide sin jakke og
trække af sin skjorte, og i bar overkrop gik han nu rundt i huset og
tørrede alle de overflader af, som han kunne have været i berøring
med. Pludselig hørte han noget falde på gulvet ude fra køkkenet, og
han mærkede øjeblikkelig adrenalinen blive pumpet ud i alle blodårer.
Stille stod han og lyttede efter om han eventuelt skulle være i alvorlig
fare, så kom en stor fed hankat luskende om hjørnet og forsvandt. Han
gik ud i køkkenet hvor katten netop havde markeret sit territorium, og
fortsatte med at tørre de sidste flader af. Endelig var han færdig og
han tog sin skjorte på igen.
På vejen hjem bredte der sig en lugt i bilen af decideret pis. For dem
der måtte være vandt til at holde husdyr af kattefamilien, ville det nok
ikke være så svært at fastslå, at det uomtvisteligt måtte være tale om

Black Out, Leo Ray Eriksen.
urin fra en kat, men Per Leif der aldrig havde holdt husdyr, kunne blot
konstatere at det stank forfærdeligt.
Han kørte hjem med nedrullet siderude, og fra tid til anden blev
lugten så skrap for bymennesket Per Leif, at han blev nød til at stikke
hovedet ud og trække frisk luft.
Næste dag havde Per Leif en snak med Lone om det fremtidige forløb
omkring Jørgens ”venner”
- Hvis du fremover vil være fri for de fyre en gang for alle, bliver du
nød til at involvere politiet. Per Leif forklarede grundigt hvad han
mente Lone burde gøre.
- Jeg ved godt de har truet dig med alt muligt hvis du går til politiet,
men det skal du ikke tage dig af, når de først er blevet sat bag
tremmer kan de ikke gøre dig noget, og det er den eneste holdbare
løsning.
- Pis. Sagde Lone.
- Nej Lone, hvis ikke politiet får fat i dem, vil de sku´ forfølge dig
alligevel.
- Per Leif, det lugter af pis, kan du ikke lugte det?
- Ja jeg kan godt lugte at der er noget, gad vide hvor det kommer fra?
Per Leif vidste naturligvis godt hvor lugten stammede fra, men han
havde ikke specielt megen lyst til at fortælle, at det var ham selv der
lugtede lugtede af pis. Heldigvis lod det ikke til at Lone havde tænkt
sig at vade mere rundt i det emne, og det var en lettelse for Per Leif.
Lily og Lone på cafe´
Dagen efter mødtes Lone og Lily på en Cafe´ for at hellige sig lidt
venindesnak over en flødeskumskage og en kop kaffe. De satte sig

Black Out, Leo Ray Eriksen.
ved et lille bord ved vinduet, hvorfra de kunne følge med i livet
udenfor på fortorvet. Det var ikke noget stort sted, men det hjalp
noget på kapaciteten, at man ud over de indendørs pladser, tillige
havde en række borde stående udenfor til supplement, når det var
noget varmere i vejret end lige netop denne dag.
Hverken Lily eller Lone havde så forfærdelig mange nære bekendte
de kunne betro sig til, så det var helt befriende at have fået en veninde,
om end baggrunden hvorpå dette forhold var opstået, havde været
noget særpræget.
En ung mand kom ned til deres bord og spurgte hvad de damer
ønskede, og mindre end en halv time efter stod han der igen, med to
flødeskumskager på hver sin desserttalerken og en lille gaffel til hver,
som han med en noncelant håndbevægelse placerede ved siden af
tallerkenen.
- Det går sørme hurtigt her i virksomheden. Konstaterede Lily ironisk.
- Ja, man bliver helt svimmel over det tempo. Supplerede Lone. Den
unge mand enten lod som om han ikke hørte det, eller også var han
for dum til at forstå ironien. Under alle omstændigheder fortrak han
ikke en mine, men vendte sig bare om da hans ærinde vart fuldbragt,
for at vende tilbage til der hvor han kom fra. Ikke som en olympisk
hurtigløber, men snarere som en gangbesværet alderspræsident på et
plejehjem, på tilbagetrækning til sit lille værelse.
- Ja så mangler vi jo bare kaffen. Sagde Lily med et suk.
- Ja det gør vi jo. Sagde Lone, og da der var gået yderligere et kvarter
kunne hun ikke lade være med at supplere sin konstatering.
- Tror du ikke det havde været en god ide´ hvis vi havde
bestilt ”Instant Coffe” i stedet for almindelig kaffe, Så havde vi måske
fået den sammen med flødeskumskagerne?

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Det virkede som om den tjenende ånd (eller åndede tjener) havde
opsnappet Lones bemærkning, i hvert fald stod han der nu pludselig,
med den kaffe de havde afgivet deres bestilling på for næsten tre
kvarter siden. Han gav ingen undskyldning for den noget langsomme
effektuering, men det var han nu nok heller ikke kommet langt med
alligevel. Lily sad og brændte inde med et spørgsmål om der havde
været strejke blandt de colombianske kaffeplukkere, men hun lod det
ligge, da han trods alt sluttede af med at sige velbekomme.
- Jeg burde nok ikke sige det, men det er som om jeg har følt mig
noget mere fri efter Jørgens død. Selvfølgelig savner jeg ham, men
der var sku´ også mange gange hvor jeg direkte hadede ham. Lone
havde en del som hun trængte til at få luft for.
- Helt ærligt Lone, slog han dig? Lone var ikke meget for spørgsmålet,
men efter mange omveje med for og imod Jørgen, indrømmede hun
dog den kendsgerning at Jørgen var ret generøs med hensyn til at dele
tæsk ud.
- Ja han slog mig selvfølgelig ikke hele tiden. Det var mest når han
var fuld, eller jeg nægtede at gøre et eller andet som bød mig imod.
- Skal jeg være helt ærlig, havde jeg det faktisk bedst når jeg var på
arbejde, så var jeg fri for hans evindelige bebrejdelser og ydmygelser.
Lone havde et halvtidsjob på kontoret i en mindre virksomhed som
fremstillede sportstøj.
- Hvad var det du nægtede at gøre?
- Ja det var flere ting, f.eks. blev han ved med at plage mig om, ”at
komme til at glemme at låse efter mig” på mit arbejde.
- Jeg har nu nok bildt mig selv ind at han ikke var så slem, fordi jeg
ikke havde andre at vende mig til. Og når han så havde været rigtig
grov, kom han altid med gaver og var skide sød.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Tro mig Lone. Når mænd kommer med gaver, er det ofte fordi der er
et eller andet der ikke helt fungerer i hverdagen. Lily var ikke selv
vandt til at få gaver så tit, men de gange det var sket var det som regel
i forbindelse med, at Per Leif havde klokket i det på en eller anden
måde.
- Ahh Lily, sådant kan du vel ikke sige at det altid er?
- Nej jeg siger heller ikke at det altid er sådant, men min ringe
erfaring siger mig i hvert fald, at der kan være god grund til at være
på vagt når det sker.
- Hvordan har du det for øvrigt med Per Leif? Spurgte Lone nu
- I det store og hele har vi det egentlig helt fint. Jeg er ret sikker på at
han elsker mig og det er vel noget af det vigtigste.
- Ja det er i hvert fald vigtigt. Konstaterede Lone. Nu de var ved
emnet kunne Lily alligevel ikke lade vær med at komme lidt i tvivl og
hun fortsatte.
- Jeg tror ikke jeg skal lægge noget i det, men den anden aften kom
Per Leif hjem og lugtede af en parfume som jeg ikke kender. Jeg
håber ikke han har været sammen en anden.
- Nej det tror ikke du skal bekymre dig om, jeg synes det virker som
om han holder af dig.
- Ja det tror jeg da også. Det var for øvrigt en underlig lugt den
parfume havde. Skal jeg være grov vil jeg næsten sige at den nærmest
lugtede sådant lidt af kattepis.
- Af pis? Er du sikker på det?
- Ja pis for pokker.
-Tror du ikke bare han har haft et lille uheld, hvor han er kommet til
at tisse lidt i bukserne?
- Jo det er sku´ nok sådant det hænger sammen.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Lone kontakter politiet
Lone tog kontakt til politiet, og fortalte at hun havde fundet pakken
med det hun formodede var heroin. Det vakte umiddelbart begejstring,
og efterfølgende blev aftalen så, at når hun igen blev kontaktet af
Jørgens venner skulle hun arrangere et møde med dem i Jørgens hus.
Lone tog hjem til sin lejlighed, som politiet i mellemtiden havde fået
linet op med diverse overvågningsudstyr. Efter 2 nervøse døgn
bankede det en aften på Lones dør. Lone lukkede op og blev hurtigt
skubbet baglæns ind i sin egen stue. Det virkede som om Jørgens
to ”venner” på forhånd havde besluttet sig for, at hun ikke ville
samarbejde, og de lagde straks an til en truende attityde.
Deres statur og hele fremtoning virkede meget afstumpet, og skulle de
imponere nogen ville det i hvert fald aldrig blive med deres
intellektuelle færdigheder.
- Har du fundet ud af noget søster? Ham der førte ordet var en ret
kraftigt bygget fyr i slutningen af tyverne. Hans hoved var kronraget
og han var rigt tatoveret på både halsen og i nakken.
Skulle man give en mere farverig beskrivelse af hans udsmykning,
kunne man passende koncentrere sig om hans arme. De lignede to
stykker frosset lort der var blevet trukket gennem en gang
hårdtpresset tøsne, for derefter at være blevet overdrysset med
lagkagekrymmel. Alt sammen så overdrevent og udtværet at det
samlede indtryk, uvægerligt måtte lede tankerne hen på en børnehave
umiddelbart før lukketid. Hans makker var stort set hevet op af
samme skuffe, rent bortset fra at han bare var noget mindre af statur,
og faktisk virkede som om han måske ville være i stand til at indlære
og forstå mindre opgaver. Formentlig hvis han bare fik god tid.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Nå hvad fanden bliver det til? Lone havde dårligt haft tid til at svare
på det første spørgsmål før ”gorillakongen” var over hende igen.
- Stop stop, jeg har fundet ud af noget. Lone fik endelig lov til at følge
op på det hun blev spurgt om.
- Og hvad har du så fundet ud af lille dame? Lone tænkte, at hun
havde fundet ud af, at hun stod overfor to meget ubegavede
narrehoveder, men det skulle hun nok holde sin kæft med.
- Stoffet ligger ude i Jørgens hus.
- Ha, mener du i Hyggebo? Nu skal du fanme´ ikke blive for morsom.
- Nej nej, Jørgens eget hus. Konstaterede Lone
- Jørgens eget hus? Jørgen har sku´ da ikke noget hus.
- Jo, vidste i ikke det? Lone forklarede så de nærmere detaljer om
beliggenhed og hvordan de kunne få fat i det.
- Hvis du tar´ fucking pis på os skampuler vi dig i næsen, øh munden
og smadrer din hjerne med en mukkert. Er det fucking forstået bitch?
Joh det var helt forstået af Lone, om end man ikke havde udtrykt sig
elegant, så havde man i hvert fald udtrykt sig utvetydigt klart med
hensyn til hvad meningen var.
- Vi kører af sted med det samme, og du følger med og viser vej.
Lone håbede inderligt at politiet fulgte med i det her, for var der noget
hun ikke var varm på, så var det tanken om at være alene med disse to
aber i Jørgens hus, når de først havde fået deres pakke.
Måske lyttede de med, og måske gjorde de ikke. Som ekstra
sikkerhed havde hun også fået et nummer hun skulle ringe til når der
var en aftale, men det var jo ikke helt nemt at komme til, mens hun
var i selskab med disse to herrer.
Hvordan det videre forløb skulle være, var hendes besøgende ikke
helt afklarede omkring, og da de kortvarigt rettede fokus på en intern

Black Out, Leo Ray Eriksen.
diskussion om, hvem af dem der havde kompetence til at bestemme
og gøre hvad, lykkedes det hende at få lusket den sender i lommen,
som politiet havde udrustet hende med.
- Jeg bliver altså lige nød til at tisse, min blære er ved at sprænges.
- Du kan pisse når vi er færdige, nu skal vi bare af sted.
- Så kommer jeg nok til at tisse på sædet i jeres bil. Meldte Lone
effektivt ud.
- OK så pis for fanden da, men det skal gå fucking hurtigt. Lone
smuttede på toilettet, og under det korte besøg lykkedes det hende at
sende et nødråb af sted, men om det blev opfanget og hørt anede hun
ikke.
Hun skyllede ud i toilettet og var nu atter tilbage i det ”hyggelige”
selskab.
- Du fucking kører. Lød ordren til Lone. Deres sproglige rodekasse
bestod stort set af en ganske lille håndfuld almindelige ord tilsat 50 %
ordet fuck eller fucking.
- Og hvis vi ikke finder noget, er du en fucking skampulet død
kælling. De gjorde bestemt ikke ret meget for at få hende til at føle sig
tryg.
Efter en længere køretur, som føltes uendelig lang for Lone, kom de
til Jørgens hus. Lone var meget nervøs, og ønskede hele tiden at
politiet ville dukke op.
- Nå hvor er de fucking varer så?
- Vi skal ind i garagen, det er der oppe ovenpå loftet.
- Ovenpå loftet, sig mig er der ikke fucking fladt tag på den her
garage?

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Jo men der er en løs loftsplade og derovenover er der altså et lille
hulrum hvor pakken ligger. Lone pegede op, og den største af aberne
kommanderede den mindste af aberne op efter pakken.
Lone var ved helt at gå i opløsning, og hun gentog hele tiden mantraet
kom så politi kom så.
- Kan du se noget?
- Nej. Lød det fra oppe under loftet.
- Er du sikker?
- Ja den fucking kælling har snydt os. Han hoppede ned fra det bord
han havde stået på for at nå op til loftet, men i det han landede på
gulvet, kom han til at træde over på den ene fod, og han hylede som
en kronhjort i parringssæsonen.
- Hvad fanden skete der? slog du dig?
- Jeg trådte fucking om på foden, kan du ikke se det?
- Flyt dig, nu skal jeg se.
- Ja det er lige her ved anklen.
- Det er sku´ da ikke din ankel jeg skal se, har du kigget ordentlig
efter der oppe under det fucking loft? Hans kammerat var noget
skuffet over den manglende medfølelse, men der var selvfølgelig
vigtigere ting lige nu.
- Her for saten, her er det. Overgorillaen stod triumferende med
pakken i hånden og dansede rundt om sig selv, begejstret som havde
han lige vundet verdensmesterskabet i sværvægtsboksning.
- Ja det er flot. Lød det fra porten til garagen. Fire betjente stod linet
op med deres tjenestepistoler.
Der var ingen ende på de trusler og forbandelser, som de to anholdte
overdængede Lone med da de blev ført bort, og skulle de gennemføre

Black Out, Leo Ray Eriksen.
bare en brøkdel af de ubehageligheder de stillede hende i udsigt, ville
de være mere end travl beskæftiget i temmelig lang tid.
Dagen efter besøgte Lone Per Leif og Lily, og hun fortalte om
aftenens begivenheder.
- Jeg håber de får en rigtig laaang straf. Sagde Lone. Ganske vist var
hun blevet tudet ørene fulde med, at hun ikke havde noget at frygte
fra de to, som nu var i det offentliges varetægt, men helt overbevist
om, at hun herefter bare kunne slappe af var hun nu ikke.
- Hvad sagde politiet? Spurgte Per Leif
- Ikke sådant rigtig noget, men nu skal sagen selvfølgelig undersøges
til bunds og så på et senere tidspunkt vil jeg nok blive indkaldt som
vidne.
- Var det det hele? Spurgte Per Leif
- Ja så snakkede de også om at de ville skaffe en dommerkendelse, så
de kan undersøge min lejlighed og Jørgens hus.
- Nå ja, så går det hele nok sin gang. Sagde Lily og skænkede kaffe
op.
Hverdagen gik videre og både Lily og Per Leif passede deres arbejde,
som de havde gjordt det før den turbulente periode med Jørgen og de
spor han trak efter sig.
Ofte spekulerede Per Leif på diamantringen, og hvad politiet måtte
have fået ud af den. Skulle Per Leif have noget at vide, måtte det jo
nok komme gennem Lone, men hun havde endnu ikke nævnt noget.
Flere gange havde han følt sig fristet til at spørge, men da han ikke
formodedes at kende til dens eksistens, ville det jo nok have set noget
underligt ud, hvis han pludselig var begyndt på det.
For Lilys vedkommende fyldte det at hun snart skulle føde nok mest,
ikke at det ikke interesserede Per Leif, men for ham var det på det

Black Out, Leo Ray Eriksen.
tidspunkt endnu ikke helt så fysisk konkret, som det jo uvægerligt
måtte være for Lily. Det var jo trods alt hende der, om man så må sige:
havde den forstående fødsel tættest på kroppen, en fødsel, som det
skulle vise sig ikke helt fik det forløb som de havde forventet, og
barnet døde 3mdr. efter fødslen.
Michael bliver frigivet
Da de flyttede ind i deres nuværende bolig for godt 3 år siden, med to
halvfyldte bæreposer og en skohylde, for nu at udtrykke det lidt
populært, havde der naturligvis været mange gode kvadratmeter, der
skulle indrettes med deres fælles bohave og nyindkøbte møbler. Der
stod de pludselig med langt over 200 kvadratmeter til deres rådighed,
og det kunne ikke nægtes at møblerne, lige i begyndelsen, stod og
råbte lidt rigeligt til hinanden. Fasen med megen plads, men ingenting
at bruge den til, blev dog hurtigt overstået, og i dag var stort set alle
rum fyldt ud og i fuld funktion. Den største af stuerne, hvor
lysindfaldet var specielt godt, havde udover at være fast opholdsstue,
efterhånden tillige fået funktion som Per Leif hjemmekontor. Til det
brug havde han købt et lækkert skrivebord, der var af en størrelse,
som både signalerede effektivitet og kreativ foretagsomhed.
Møbleringen var i det hele taget meget stringent med bl.a. Wegner og
nogle lidt billigere Børge Mogensen møbler. Der var højt til loftet, og
stort set alle indvendige bygningsflader var blevet holdt i hvidt,
inklusiv gulvet, om end det nok var en anelse upraktisk.
Soveværelset havde direkte forbindelse til det kombinerede
arbejdsværelse og opholdsstue, og i modsætning til de øvrige rum,
havde de her vovet sig ud på gyngende grund, med en dyb blå og en
varm okkergul farve på 2+2 af væggene. Det var ikke Per Leifs og

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Lilys egen ide´, men Asger havde foreslået, at de prøvede at skeje lidt
ud med farver på væggene, i i hvert fald et af deres rum. Det havde
ganske vist givet anledning til nogen diskussion, men i dag måtte de
begge indrømme, at det gav en utrolig varme og hygge til værelset.
De havde i det hele taget fået indrettet sig ganske komfortabelt, og
Per Leif, der netop var vågnet op, lå nu og nød tanken om at det var
lørdag morgen, og solen var ved at stå op til en ny og dejlig dag.
- Ved du hvorfor det banker på døren? Spurgte Lily pludselig, helt
vågen og frisk, men i olmt lune fordi hun havde sovet elendigt hele
natten.
- Ja min skat: Det er fordi der er en der vil ind.
- Nej min elskede. Svarede hun med en noget ulden stemmeføring,
der lød lidt ligesom når man har skåret tungen på kanten af en
dåsebajer, og samtidigt fået munden proppet til med saltede peanuts.
- Det er en gren der slår mod bagdøren, og det har stået på meget
længe nu.
Han vidste godt at hun havde ret, men han havde været for doven til
at gøre noget ved det. Nu indså han at han ikke kunne trække den
længere.
- OK OK, jeg går ud og gør noget ved det med det samme. Svarede
Per Leif imødekommende, men dog uden nogen større lyst til at gøre
ord til handling.
Han lukkede lettere fraværende døren op, og røg så forskrækket flere
skridt tilbage. Det var som om han havde fået smidt en spand iskoldt
vand i hovedet og han måtte gispe efter vejret.
Foran ham stod den Michael Andersen, som han havde haft
allermindst lyst til at møde. Den Michael som han var den ansvarlige
for, havde måttet tilbringe mere end 20 år i israelsk fængsel.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Selvfølgelig havde de mange år sat deres præg på hans ydre, men det
var alligevel ikke svært for Per Leif at genkende ham. Dels var hans
underbevidsthed vel mere eller mindre allerede i forvejen forberedt på
mødet, og dels havde der, for ikke så længe siden, været et billede af
ham på en af tabloid avisernes spisesedler med overskriften: ”20 år i
israelsk fængsel ved en fejl?”
Den overskrift havde selvfølgelig givet anledning til mange tanker fra
Per Leifs side. For det første tænkte han, at man vel måtte have fundet
diamantringen på Jørgens bopæl, og derefter formentlig set en
sammenhæng mellem den og mordet på den israelske pige. At der var
gået så lang tid kunne han nok undre sig over, men måske var de
diplomatiske forhandlinger trukket i langdrag, eller måske var det
først nu, det var gået op for politiet og de implicerede myndigheder, at
den fundne diamantring havde forbindelse med et mord begået for
mere end 20 år siden.
Per Leif havde mest lyst til at lade som om han var en anden, og så
sende Michael af sted igen med beskeden om, at han måtte være gået
forkert. Men med lidt rationel tænkning kunne han godt se, at det
næppe ville være en manøvre, som et intelligent menneske som
Michael ville lade sig narre af. Der var ingen steder Per Leif kunne
flygte hen, og han var hermed nødsaget til at tage konfrontationen
med Michael, og så håbe på det bedste.
- Dav Per Leif, nå her bor du så?
- Ja æh, kom indenfor, det var da godt nok en overraskelse. Per Leif
gav nølende tegn til Michael om at han skulle komme indenfor. Der
var jo ikke andet at gøre.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Jørgen og Per Leif i ”de gamle dage”
Den gamle skolekammerat fra gymnasietiden trådte over dørtærsklen
til arkitekt Per Leif Olufsens bolig. De havde lært hinanden at kende,
da de begge gik i 1. g, og selv om deres sociale baggrund var noget
forskellig, var de sådant set kommet helt godt ud af det med hinanden
i den periode, de var i gymnasiet sammen.
Michael havde været en humoristisk og spøjs fætter, der ikke var
bange for at stikke ud. Specielt et element eller begivenhed, havde
givet ham en vis opmærksomhed, der skulle komme til at hænge ved
længe. En dag mødte han op til fysikundervisningen med en hat af bly
på hovedet. Læreren havde spurgt om det var meningen, at den skulle
indgå som en del af undervisningen. Det var det nu ikke, men Michael
var ved at forberede sig til at skulle deltage i en protestmarch imod
atomkraft.
Her er det selvfølgelig helt rimeligt at rejse spørgsmålet om, hvordan
man overhovedet kommer i besiddelse af en hat af bly, men det hang
naturligvis sammen med at hans far var blytækker, og ved siden af at
hjælpe sin far på det mere seriøse plan, fandt Michael altså også tid til
at formgive sin helt egen blyhat.
Ligesom så mange andre unge på den tid, var både Per Leif og
Michael mere eller mindre aktivt protesterende imod atomkraft i
almindelighed, og Barsebäck i særdeleshed, og det var i den
anledning Michael fik ideen til at lave sin blyhat. Bly som jo til en vis
grad beskytter mod radioaktiv stråling. Det oplagte skjold og et
ikonografisk symbol i protesten mod atomkraft.
Per Leif var ret overbevist om, og det var Michael sådant set også
selv, at han var den eneste blandt de ca. 20.000 deltagere i
protestmarchen mod Barsebäck, der den septemberdag i 1977 gik med

Black Out, Leo Ray Eriksen.
et så tung og upraktisk objekt på hovedet. Et objekt som naturligvis
ikke havde mange chance for at blive en del af den daglige
påklædning, og selvfølgelig heller aldrig blev det, men som senere
blev en uomgængelig anekdote, når der stod gamle skoleminder på
menuen.
Som Per Leif huskede Michael fra skoletiden, var han både
veltrimmet og sund, men som han stod der, var det en bleg og vissen
person, der virkede forsømt på enhver måde.
Per Leif i konfrontation med Michael
Per Leif viste Michael ind i dagligstuen med det store skrivebord.
Han bød ham en umagelig designerstol at sidde på og Michael tog
tøvende plads. Masede bagdelen lidt frem og tilbage og faldt til ro.
Selv stillede Per Leif sig op ad den store vindueskarm med korslagte
ben fordi han skulle tisse.
- Hold da kæft Michael, det er længe siden.
Per Leif kiggede over mod Michael, idet han på en gang tvang sig
selv til at søge øjenkontakt, og samtidig koncentrerede sig om ikke at
komme til at tisse i bukserne.
Samværet var endnu så nyt, at det ville virke uhøflig at gå på toilettet
lige nu, og det irriterede ham en del at han, i den i forvejen anstrengte
situation, følte sig tvunget til, at stå der og krampagtigt forsøge at
holde på vandet.
- Hvad går du så og laver? Spurgte Per Leif Michael.
- Hvad jeg går og laver?
- Ja øh, jeg mener fortæl!

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Det var tydeligvis ikke nemt for Michael at finde et passende svar på
så omfattende en anmodning, og der opstod en længerevarende pinlig
tavshed.
- Ja du ved jo nok at jeg har været i fængsel i temmelig lang tid.
- Jo jo, men hvad så nu?
- Ja det ved jeg ikke, det er jo ikke sådant lige at hoppe ind på
arbejdsmarkedet, stifte familie og komme til at bo så godt som du ser
ud til at gøre, når man har tilbragt det meste af sit voksenliv med at
sidde uvirksomt og glo ind i en væg.
Lily, som indtil nu havde opholdt sig i soveværelset, kom ind med en
lilla housecoat svøbt om sin velplejede krop. Det kunne ikke undgå at
fange Michaels opmærksomhed, at Lily faktisk så ret godt ud med sit
halvlange nøddebrune hår, der hang løst ned på hendes skuldre og gav
det solbrændte ansigt med de høje kindben en markant og klassisk
udstråling.
- God dag. Sagde hun civiliseret henvendt til den for henne ukendte,
Michael.
- Det er Michael. Brød Per Leif hurtigt ind.
- God dag, Michael. Sagde Michael henvendt til Lily.
- God dag Michael, Lily. Sagde Lily og trykkede ham distanceret i
hånden.
- Er det den Michael som…?
Per Leif brød hurtigt ind, som en mosegris der var på nippet til at
blive fanget i en klapfælde.
- Ja Lily, det er ham som, øh… altid var så sjov når vi holdt klassefest.
Michael kiggede vantro på de to ægtefæller.
- Vil du ikke have noget at drikke? Vi har kaffe eller te, eller du vil
måske hellere have en kold øl? Spurgte Per Leif

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Det sidste kunne han godt have ladet være med at spørge om.
Klokken var 7 om morgenen, og spørgsmålet mere end antydede at
Michael kunne have et problem her.
- Nej tak, men hvis i har nogle tandstikker vil jeg gerne låne en?
- Tandstikker?
- Ja tandstikker, altså jeg skal ikke have dem for at slukke tørsten.
- Nej ja, men selvfølgelig, ja men det har vi da. Per Leif fandt en lille
stentøjskrukke med tandstikker ude i køkkenet og rakte dem til
Michael.
- Tag bare, der er flere hvor de kommer fra. Det var nu ikke helt
rigtigt, men da krukken i forvejen var mere end halvt fyldt, ville det
generøse tilbud sikkert under alle omstændigheder forblive på det
akademiske plan.
- Jeg har fået et stykke kød mellem tænderne.
- Ja det er irriterende. Svarede Per Leif påtaget medfølende.
- Må jeg sætte mig over i sofaen? Michael rejste sig uden at vente på
svaret, og lod sig dumpe ned i den betydeligt mere behagelige Poul
Kjærholm sofa.
Per Leif, som indtil nu helt havde undertrykt den naturlige trang til at
gå på toilettet, benyttede det naturlige ophold til at indskyde en
bemærkning om sit ønske om at træde af på naturens vegne.
- Jeg skal lige på toilettet
- Nej Per Leif, jeg vil gerne du bliver her. Michaels tonefald var
pludselig blevet truende og kommanderende, og Per Leif følte sig
med et betydelig mere utryg ved situationen. Som en pilot der var ved
at miste grebet om sin styrepind.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Lily, kom her over i sofaen. Kommanderede han nu henvendt til
Lily, som bestemt heller ikke brød sig om den drejning samværet var
ved at tage.
Hun satte sig prøvende på den tomme stol som Michael netop havde
forladt, og som stadig føltes varm fra hans bagdel.
- Nej kom her over i sofaen. Michaels indfaldne øjne virkede mørkere
end hun havde lagt mærke til tidligere, og med den største ulyst satte
hun sig på kanten af sofaen.
- For fanden, sæt dig dog ordentlig ned. Han skubbede hende på plads
i sofaen med en fast hånd, mens Per Leif for frem, som om han ville
forhindre hende i at sætte sig i en hundelort.
- Du bliver der Per Leif, OK.
- Hva´ faen sker der Michael?
- Hvad der sker Per Leif, hvad der sker? Jeg er bare lidt anspændt, du
ved. Et menneske der har spildt det meste af sit liv med at afsone en
forbrydelse en anden har begået. Ja så kan man sku´ godt blive lidt
underlig, utilregnelig og skør. Sådant lidt ude af stand til at styre sine
egne agresioner. Nå det skal selvfølgelig ikke gå ud over dig Per Leif.
Det har du jo slet ikke nogen andel i, vel? Michael sagde det sidste
med en kulde og eftertrykkelighed der gik rent ind hos Per Leif. Han
var under anklage og selv om det ikke blev sagt direkte, lå der en
regning der bare ventede på at blive betalt.
Per Leif så sig forvirret omkring og hans ellers friske kulør var blevet
mat og glansløs, som et ellers skinnende mahognibord der var
kommet under en grundig behandling med et stykke sandpapir.
- Vil det sige at du tror det var en anden der? Sagde Per Leif med
tydelig nervøsitet i stemmen og påtaget forundring.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Per Leif, det er da ikke noget jeg tror. Ganske vist havde jeg samleje
med pigen, men det plejer piger ikke at dø af. Hvad tror du der kan
være sket?
- Det aner jeg da virkelig ikke, det var dig der var der. Svarede Per
Leif.
- Ja ja, men efter, jeg ved sku´ da godt hvad der skete mens jeg selv
var der.
Lily fattede ikke en skid af det hele, og turde dårligt røre sig.
- Ja ja, så kan vi jo nok ikke komme længere ad den vej. Konstaterede
Michael i det han klappede sig på lårene og lod sig falde lidt tilbage i
sofaen.
- Michael jeg synes du skal gå nu, både Lily og jeg er lidt trætte og vi
vil gerne ind og hvile os lidt igen, klokken er jo heller ikke så mange.
Ja det var da et forsøg fra Per Leifs side, men chancen for at Michael
ville stille sig tilfreds med det, var nok mindre end en til tusinde.
- Jamen Per Leif dog, er du lidt træt. Sæt dig bare over bagved dit fine
skrivebord og tag dig en lille lur i kontorstolen, så skal jeg nok
underholde mig selv imens. Michael kastede et sigende blik på Lily,
mens han sagde det, og vendte så hurtigt hovedet mod Per Leif igen,
for at aflæse hans mimik.
- Hør her Michael, jeg synes du skal holde Lily udenfor det her.
Bønfaldt Per Leif
- Jamen det gør jeg da også gerne, medmindre Lily selv kunne tænke
sig noget andet.
- Tænke sig hvad? Spurgte Per Leif, mens Michael smilede.
- Ja det kan jo godt være at du forsømmer din lille kone lidt, så kan
jeg da godt som en god ven af familien hjælpe jer lidt, med hvad der
nu måtte være at hjælpe med.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Nu stopper du Michael, vi har ikke generet dig og jeg aner ikke hvad
det er du vil.
- Ved du hvad Per Leif, i mere end tyve år har jeg måttet leve med
bæskubbere, tæsk og dårlig mad. Jeg har været offer for ydmygelser i
en grad så du tror det er løgn. Så skal du faneme ikke komme her og
sige til mig, at jeg skal stoppe med noget som helst. Michael var ved
at køre sig selv op, og Per Leif anede ikke sine levende råd, om
hvordan han skulle snakke ham ned på jorden igen.
- Jeg aner ikke hvad du fabler om. Sagde Per Leif i et meget vagt
tonefald.
- Hold så kæft Per Leif. Det er din skyld mit liv er blevet ødelagt.
Michael var tydeligvis ved at blive mere og mere dæmoniseret og trak
nu, med et på en gang triumferende og desperat blik i øjnene en
foldekniv frem fra sin frakkelomme. Der lød et skarpt klik i det
knivbladet sprang frem, som en torpedo der varslede død og
undergang.
Både Per Leif og Lily rykkede i det samme skræmte tilbage ved synet
af kniven.
Det dryppede ned af Per Leifs ene bukseben, og en umiskendelig lugt
af varm tis bredte sig i rummet.
- Hvad fanden er der med dig? Kan du ikke holde på vandet i
hyggeligt samvær, eller du lider måske af inkontinens?
- Her, tape hendes ben og arme sammen.
Han smed en rulle grå gaffatape, som han ligeledes havde haft i
lommen, over til Per Leif, der famlende forsøgte at gribe den. Det var
som at få et vuggestuebarn til at gribe et projektil mellem tænderne,
og gaffatapen klaskede ind i Per Leifs hænder og endte mod væggen
til soveværelset med en dump lyd.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Per Leif samlede det op og gik over til sin kone, der kiggede forvirret
op på ham. Han famlede rundt med rullen, og det var som om hans
motorik var gået helt i baglås.
- Jeg kan ikke. Mumlede han
- Hvad mener du med at du ikke kan? Det kan sku´ da ikke være så
svært for en voksen mand.
- Jeg kan ikke. Gentog Per Leif.
- Hvis du nu skulle blive sat overfor en udfordring med at snøre dine
egne sko, ville du så heller ikke være i stand til det?
Per Leif var nu så tør i halsen at han dårligt kunne tale, og der kom
kun meget uartikulerede sætninger ud af hans mund.
Michael revurderer situationen
- Drop det. Sagde Michael pludselig, mens Per Leif fumlede videre
med rullen.
- Jeg må hjem og tænke. Erklærede Michael nu pludselig og forlod
dem uden yderligere forklaring. Per Leif og Lily var ladt tilbage som
to store spørgsmålstegn frit svævende i luften, befriet men uafklaret.
Resten af dagen gik for deres vedkommende med at søge forklaringer,
diskussioner og gisninger. Der var i det hele taget en del, som kom op
at vende, men til sidst forlod de emnet Michael og hans
fængselsophold, og slog over til at snakke om deres fælles oplevelser.
Især alt det der lå omkring deres datters fødsel. Deres forhold havde
ikke været helt så godt de sidste par år, og det kunne ganske givet
hovedsageligt tilskrives det faktum at det barn, som de jo så inderligt
havde glædet sig til, havde fået den triste skæbne som det jo havde.
En ting, der stadig stod skarpt i erindringen, var den dag Lily havde
været ved lægen og havde fået bekræftet, at der var noget der voksede

Black Out, Leo Ray Eriksen.
i hendes mave, og det var ikke plumkage og fedtebrød det hele, som
lægen havde formuleret det.
Lily havde været ellevild i den første tid, og som et stort barn der stod
i direkte forbindelse med julemanden, havde hun de første nætter
roteret rundt i sengen i en sand lykkerus. Skiftevis fantaserende om de
mange oplevelser der ventede dem, og alt det der nu skulle
planlægges.
Allerede 6måneder. før hun var sat til at føde, stod der en splinterny,
og temmelig dyr barnevogn bagerst i den opvarmede garage, og der
var ved at blive indrettet børneværelse i det bedste af de overskydende
rum i den store villa.
Lige præcis det med børneværelsets indretning, afstedkom heftige
diskussioner.
Lily lod sig rive med af de mange tilbud på smagløse tapeter og
lamper med Peter Plys og andre fabeldyr. Per Leif, som helt klart var
den i familien, der havde det skarpeste blik for smag og æstetik
betragtede det som tingel tangel, og rejste igen og igen spørgsmålet
om, hvad fanden de skulle med hele det sammenrod af kulørte
objekter, helt uden nogen form for nytteværdi. Han mente helt klart,
og deri kunne han vel nok have nogen ret, at det kun var sat i
produktion for at smarte spekulanter kunne score kassen, på en
tvivlsom påstand om, at små børn er helt vilde med farver.
Som fødslen nærmede sig faldt der ro over tingene, men i syvende
måned blev det ved en scanningsseance antydet, at der kunne være
noget galt med barnet.
Lily gik i sort, mens Per Leif prøvede at trøste hende og sagde at det
sikkert ikke var alvorligt. Det hjalp dog ikke synderligt da det var

Black Out, Leo Ray Eriksen.
tydeligt, at han heller ikke selv, var overbevist om en lykkelig udgang
i sin påtagede optimisme.
Hele stemningen, som ellers skulle være lykke og lagkage, havde fået
en bitter smag af tragedie og afmagt.
Fødslen blev sat i gang en måned før berammet tid, og havde de til
sidst regnet med at de dystre forudsigelser blot havde været en utidig
bekymring, som nu ville blive gjort til skamme, ja så ventede der dem
nu for alvor et fald i et meget dybt og kvælende hul.
Selve fødslen gik sådant set godt nok, skønt det varede noget før
barnet begyndte at skrige. Lily var aldrig forberedt på det værste, og
den sidste tid havde hun fortrængt den bekymring, som ellers truede
med at ødelægge en smuk oplevelse. Hun var blevet kørt ind på
fødestuen lidt over kl. 15, men som hun lå der og ventede på at føde,
var det tydeligt at se på det omkringstående sygehuspersonale at noget
var galt.
Navlestrengen var skåret over, moderkagen ude, og hun bad nu
nervøst om at få sit barn at se. Den ansvarlige fødselslæge rømmede
sig, som en hæs gasbrænder, og forsøgte så, så nænsomt som muligt
at forberede hende på at barnet var handicappet. Som følge af en
kromosomfejl havde Lily født et barn med downs syndrom, og de
måtte nu indstille sig på, at de var blevet forældre til et barn med
nedsatte intellektuelle muligheder. Med andre ord, et barn der var
psykisk udviklingshæmmet.
Per Leif havde været til kongres i provinsen og var på vej hjem, da
han blev ringet op på mobiltelefonen. Han havde netop passeret
betalingsanlægget ved Storebæltsbroen og holdt nu udkig efter den
første og bedste rasteplads, mens det hamrede inde i hans hoved, med

Black Out, Leo Ray Eriksen.
skiftevis Hvorfor, hvorfor os? Og hvorfor de ikke havde fået foretaget
en fostervandsprøve på et tidligere tidspunkt?
Det var den samme afmægtige følelse som dengang, de følte da både
ham og Lily tidligere på dagen var blevet udsat for Michael for fuld
udblæsning.
Søndag morgen vågnede de begge med en drønende hovedpine.
Gårdsdagens begivenheder havde sat sig sine tydelige spor, og der
hvilede en nervøs stemning over morgenbordet. Lily havde egentlig
ikke noget imod at tale det hele igennem en gang til, men Per Leif var
absolut ikke meget for at starte forfra igen.
Fra tid til anden trængte der små fragmenter af lyd ind i huset, og
hver gang følte Per Leif det som om der blev stukket en nål i ham.
Måske var det Michael, der sad et eller andet sted med en lille Per
Leif dukke og lavede Woodo? Der hvilede i hvert fald en trist
stemning over det hele, og det hjalp ikke at der nu pludselig blev
banket på døren.
- Venter vi nogen? Spurgte Lily henvendt til Per Leif.
- Nej, ikke det jeg ved af.
- Du tror da ikke det er ham? Spurgte Lily.
- Det ved jeg ikke, men det håber jeg i hvert fald ikke. Deres bil stod i
indkørslen så det nyttede nok ikke noget at lade som om de ikke var
hjemme.
- Jeg går ud og lukker op. Sagde Per Leif. Med slæbende skridt
bevægede han sig mod døren. Han frygtede det værste og det var
netop hvad det var.
- Goddag igen Per Leif, må jeg komme ind?
- Nej. Sagde Per Leif
- Det var pænt af dig. Svarede Michael og trængte sig indenfor.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Hej Lily, rart at se dig igen.
- Hej. Svarede Lily meget kortfattet.
- Hej rart at se dig igen Michael, var det ikke det du ville sige? Sagde
Michael.
- Jo, Hej Michael, rart at se dig igen.
- Nå, hvor var det nu vi kom fra? Nå jo, du sad jo henne i sofaen Lily.
Michael havde atter bragt sin kniv med sig og holdt den spøgefuldt op
mod Per Leif.
- Der må du gerne tage plads igen. Det var et tilbud der ikke var til
diskussion og Lily tog lydigt plads i sofaen.
- Her Per Leif, det er gaffatape. Michael kastede tapen hen til Per Leif,
der ligesom dagen før havde problemer med at gribe den.
- Nå ja det er også rigtigt, jeg havde helt glemt at du har problemer
med motorikken.
- Skal vi komme i gang. Sagde han i det han anslog en munter tone.
- Nu samler du gaffatapen, som jeg vist for resten også viste dig i går,
op fra gulvet. Michael viftede hele tiden med kniven og både Per Leif
og Lily fulgte den nervøst med øjnene. Per Leif samlede rullen op og
rakte den over mod Michael.
- Vær´ så god. Sagde Per Leif.
- Vær´ så god, din spade, tror du jeg har kastet den over til dig for at
du skal række den tilbage til mig? Hvis det havde været tilfældet
havde jeg nok sagt apport i stedet for. Tror du ikke? Michael var
synligt irriteret over Per Leif, der tydeligvis helt bevidst havde valgt
at misforstå meningen.
- Nu tager du tapen, og du må selv bestemme i hvilken hånd, og så
går du over til Lily og taper hendes ben sammen. Er det forstået? Per
Leif nikkede bekræftende og gik over mod Lily.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Han bøjede sig ned og begyndte at tape hendes fødder sammen med
gaffatapen.
- Også hendes hænder. Michael understregede med en
hovedbevægelse hvad han mente, og Per Leif gik tøvende i gang med
også at tape hendes hænder sammen.
- Stop lige. Sagde Michael så pludselig.
- Du skal lige tage benene op og lægge dig ned.
- Hvorfor det? Jeg kan jo ikke løbe nogen vegne alligevel. Indskød
Lily samtidig med at hun gjorde som han sagde.
- Hvis det er penge du mangler, så sig det dog i stedet for det her.
Forsøgte Per Leif sig, og kiggede nervøst op på Michael, som i det
samme bøjede sig fremover med sin kniv og skar rullen over.
Per Leif svedte heftigt og det satte sine umiskendelige spor på hans
ellers ulasteligt hvide skjorte, der efterhånden var så gennemblødt at
den hang som en sjasket karklud på hans krop.
- For saten hvor du sveder. Kommenterede Michael
- Er det den fysiske anstrengelse ved at løfte en rulle tape Per Leif?
- Du skulle dyrke lidt mere motion. Anbefalede Michael.
Ja det er godt med dig tænkte Per Leif. Hver morgen plejede han at
styrketræne mindst 1 time, nede i deres kælder. Her havde de indrettet
et rum udelukkende med motionsredskaber, så som. løbebånd,
bænkpresser og håndvægte, og Per Leif var i det hele taget meget
bevidst om at holde sin krop i god fysisk stand.
- Nå Per Leif, bliver det så til noget? Vi kan jo ikke bruge hele dagen
på det her.
Lilys slåbrok var gledet lidt til side da hun havde lagt sig ned, så
hendes runde lår og små trusser var kommet til syne, samtidig med at

Black Out, Leo Ray Eriksen.
man svagt kunne ane hendes mørke kønsbehåring gennem den tynde
silke.
Egentlig plejede hun at barbere sig tæt til trussekanten, men da deres
badeferie var blevet aflyst for flere uger siden, havde hun ladet sine
skamhår vokse, så de nu stak udenfor ved siden af de små trusser.
- Din kone ser egentlig ganske appetitlig ud som hun ligger der, synes
du ikke Per Leif?
- Hallo Per Leif, synes du ikke? Michael gav Per Leif en albue i siden
for at understrege at han ventede et svar.
- Jo jo, det gør hun.
Per Leif tænkte ved sig selv, at havde Michael tænkt sig at voldtage
hans kone, så var det i hvert fald ikke nogen smart disposition at lade
hendes ben tape sammen.
- Hvad har du egentlig tænkt dig at gøre? Spurgte Per Leif nervøst.
- Ja hvad foreslår du?
- Jeg foreslår ikke noget.
- Foreslår du ikke noget? Det er da ellers din kone, er det ikke?
Per Leif var forvirret og mundlam og han anede ganske enkelt ikke
hvad han skulle sige i den givne situation. Så faldt hans blik til ro på
Lilys krop der lå der på sofaen. På baggrund af omstændighederne
virkede det ganske underligt og unaturligt det der efterfølgende skete.
Han begyndte ganske enkelt at få ståpik, og med sit ellers kølige
intellekt, havde han mere end svært ved at forklare dette for sig selv.
- Hvad står du og tænker på Per Leif? Spurgte Michael, der også
havde bemærket Lilys slåbrok ikke længere helt dækkede det
fristende skød, der som en biograftrailer lokkede med små godbidder.
- Er det hende jødepigen du tænker på? Per Leif blev overrasket og
mærkede hvordan blodet løb væk fra hovedet.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Jøde Hva´? Fremstammede han, som en der lige havde fået banket et
knæ op i kuglerne.
- Du hørte godt hvad jeg sagde.
Lily så spørgende fra den ene til den anden, men kunne ikke få en lyd
frem.
- Hallo Per Leif, hallo. Den jødiske pige.
- Jeg aner ikke hvad du fabler om.
Lily rokkede nervøst frem og tilbage på sofaen, og prøvede nytteløst
at befri sig for den snærende tape.
Michael rejste sig op og gik over til Lily. Han lod langsomt sine
hænder løbe fra fødderne og op imellem hendes lår, men i det han var
lige ved at berøre hendes skød tog han hænderne til sig og så op på
Per Leif.
- Gør hendes hænder fast til armlænet.
Per Leif turde ikke andet end at adlyde, da han helt klart ikke var ham
der var i offensiven.
Da arbejdet var gjort kommanderede Michael, Per Leif over til den
umagelige designerstol, som Michael selv havde fået anvist dengang
han ankom første gang.
- Sæt dig.
- Hvad?
- Sig mig er du døv? Sæt dig.
Michael hjalp sin kommando på vej med et håndfast puf på Per Leifs
skulder.
På trods af den anspændte situation, bemærkede Per Leif straks, hvad
han selvfølgelig godt vidste i forvejen: hvor umagelig denne dyrt
indkøbte stol i virkeligheden var. Ganske vist var han vandt til at
færdes i kredse, hvor det var helt almindeligt at købe dyrt og sidde

Black Out, Leo Ray Eriksen.
dårligt, men denne stol var dog det ultimative fejlkøb. Nu stod den
mest til pynt og pral, og så selvfølgelig som et godt tilbud til
besøgende, man helst ville af med igen hurtigst muligt.
- Sæt armene bag ryglænet, og hold din kæft.
Michael viklede nu tape om Per Leifs håndled og fortsatte derefter
med fødderne, så de blev gjort fast til de forreste stoleben.
Aldrig havde Per Leif ærgret sig så meget over denne stol som netop
nu, og aldrig havde han været så tæt knyttet til den.
Michael rejste sig op og gik en triumferende runde i lokalet.
Skubbede døren op til soveværelset og sagde henkastet
- Nå, det er så her i ligger og hygger jer. Er han god til at kneppe Lily?
Lily havde ikke nogen særlig lyst til at svare på det spørgsmål.
Faktisk var det over 1måned siden de sidst havde været sammen på
den intime måde, og da havde det på flere måder, ikke givet noget
særligt fra sig.
- Lily, er han god til at kneppe? Gentog Michael sit spørgsmål.
Per Leif kiggede over på Lily, og var oprigtig spændt på at høre om
Lily ville svare, og i givet fald hvad.
- Ja, det er OK. Hviskede hun vagt, og håbede på at svaret rakte.
Det er OK hørte Per Leif hende sige. Det er OK. Han følte nok at hun
kunne have sagt det med lidt mere overbevisning. Han havde i hvert
fald ingen lyst til at Michael skulle få det indtryk at han var en
middelmådig elsker, hvad han ellers nok mente hendes svar kunne
tolkes som.
- Er det OK? Hvor meget OK er det Lily. 100 %, 80 % eller måske
bare 20 % OK.
- OK, er OK. Svarede Lily, nu med mere tryk på stemmeføringen, for
ligesom at afslutte emnet.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Nå det kan vi vende tilbage til senere, er der noget i køleskabet?
Han forventede ikke noget svar på den kombinerede sætning, der både
rummede et udsagn og et spørgsmål, og han fortsatte ud i køkkenet.
Et moderne og stilrent samtalekøkken i rustfrit stål og marmor.
Samtale og samtale, det var måske nok så meget sagt. Som regel var
det kun Lily der var i køkkenet, men hun kunne jo selvfølgelig altid
samtale lidt med sig selv, for ligesom at give navnet samtalekøkken
en berettigelse.
Han åbnede døren til det store amerikanerkøleskab og fik øje på en
tallerken med et stegt kyllingelår der drev af fedt. Han tog det ned fra
en af de øverste hylder, og tog det med ind i stuen.
Lily og Per Leif sad pænt på deres pladser, de kunne jo ikke andet,
og ventede spændt på hvad der nu skulle ske.
Michael satte tænderne i låret og kiggede over på Lily.
- Jeg elsker lår Lily, jo saftigere jo bedre. Han bed atter tænderne i
kyllingekødet og saften løb ned af mundvigene på ham. Med den ene
hånd tørrede han sig på hagen, hvorefter han gik over og gjorde den
ren i et af de lyse gardiner, der gik fra gulv til loft.
- Det er sku nogle flotte gardiner i har, de må da have været dyre, har
de ikke? Han spurgte ikke for at være høflig, og var i virkeligheden
fuldstændig ligeglad med, om de så havde måttet optage tillægslån i
huset for at betale dem eller ej.
- Jo de har været meget dyre. Hun ville gerne have sagt noget mere
som afløb for sin indestængte frustration over Michaels fedtede fingre
på hendes gardiner, men det var ikke lige tid og sted.
- Nå Per Leif, sidder du godt? Det vidste han godt at Per Leif ikke
gjorde, og det fremgik også mere end tydeligt ud fra den hånlige måde
spørgsmålet blev stillet.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Du, hende den jødiske pige? Han sagde det med en mærkelig
kunstpause mellem du og hende, og med en kraftig nærmest
smagende betoning på den jødiske pige, der ramte direkte ind i Per
Leifs bevidsthed på den mest foruroligende måde. Per Leif havde en
nagende forudanelse om hvor Michael ville hen med den jøde pige
snak.
- Det var da dig, var det ikke?
- Mig der hvad?
- Det var da dig der ordnede hende? Det spørgsmål var Per Leif
absolut ikke indstillet på at svare på, men desværre var det ikke ham
der havde førertrøjen på.
- Hvis du mener om jeg har kneppet hende, så er svaret nej.
- Nej nej, jeg har selv kneppet hende så det kan jeg sagtens forstå, nej
jeg mener, at det var dig der slog hende ihjel? Nu var Lily dybt
chokeret og Per Leif var momentalt ude af stand til at tale.
- Ja Per Leif, hvordan kan han nu være sikker på det, tænker du nok.
Michael holdt en kunstpause for at nyde synet af Per Leif der
krympede sig under hans egen monolog.
- Ja det tror jeg nok jeg kan. Ser du, ganske vist fandt politiet den
famøse diamantring på afdøde Jørgens bopæl i en kommodeskuffe.
Gad vide for øvrigt hvordan han døde? Atter holdt Michael en
længere kunstpause.
- Øh, nå ja, så kunne man jo godt tro at det måtte være Jørgen der
havde slået den stakkels pige ihjel og taget den værdifulde ring til sig.
Michael gik spankulerende frem og tilbage på gulvet som en anden
højesteretsdommer.
- Nu snakkede jeg tilfældigvis med Jørgens kone for nyligt, og hun
mener ikke at have set nogen ring i den pågældende skuffe, som hun

Black Out, Leo Ray Eriksen.
ellers helt specifikt havde kigget i, den dag hvor hun var sammen med
dig Per Leif. Du ved, inde i huset for at lede efter en pakke. Det var
tydeligvis en fed fornemmelse for Michael at procedere overfor Per
Leif der svedte mere og mere.
- Kan det så være at politiet selv har anbragt ringen der? Næppe. Eller
hvad tror du Per Leif?
- Nu har jeg sådant set aldrig, og det må du gerne tage som en
kompliment, anset dig for at være dum Per Leif. Og jeg anser det
derfor heller ikke for helt umuligt, at du har sneget dig til at anbringe
ringen der for at kaste mistanken på Jørgen og dermed rense dig selv.
Har jeg ret? Per Leif sagde ikke et ord og Michael gentog sit
spørgsmål næsten råbende.
- Har jeg ret Per Leif? Gu´ har jeg så. Per Leif behøvede sådant set
slet ikke at svare, for Michael havde allerede afgjort
skyldsspørgsmålet på forhånd.
- For resten Lily, du har jo fødselsdag i morgen, hvor gammel er det
du bliver? 27 ikke? Både Lily og per Leif undrede sig over hvorfor
han pludselig nævnte det.
- Jeg kunne forstå på Lone, at i holder en lille fest i morgen, det må da
blive spændende? Spændende tænkte Lily, jeg har sku fået spænding
nok nu for et helt liv. Per Leif tænkte noget i samme retning.
- Nå jeg kan nok ikke komme, selv om i selvfølgelig gerne vil se mig
begge to.
- Hvor gammel var det nu jeres datter blev 3måneder?
- Hvorfor fanden roder du nu hende ind i det? Det var et ømt
spørgsmål og Per Leif havde pludselig fået mælet igen.
- Det var downs syndrom eller hvad? Michael henvendte sig til dem
begge, men ingen af dem havde lyst til at svare ham.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Ja, var hun ikke død ville hun vel være havnet på en institution for
mentalt retarderede eller hvad? Nå det har i måske ikke lyst til at
snakke om? Han gik over og skar Per Leifs ben fri fra stolen og bad
ham rejse sig op.
Michael tager Per Leif med ud og køre
- Per Leif, find dine bilnøgler. Vi skal ud og køre en lille tur, men du
skal ikke være bange. Per Leif var lige ved at skide i bukserne da de
gik ud til Per Leifs bil og satte sig ind. Michael satte bilen i bakgear
og kørte ud af indkørslen.
- Hvad skal vi, du har da ikke tænkt dig at slå mig ihjel? Michael
svarede ikke på spørgsmålet, men lod i stedet Per Leif koge videre i
uvishedens sorte gryde. De kørte videre ud i en skov, hvor Michael
kunne være helt sikker på at de var alene. Michael standsede bilen og
vendte sig så over mod Per Leif.
- Må jeg se dine fingre? Michael tog fat i Per Leifs sammensnørede
håndled og løftede så hans venstre hånd op, mens den højre
automatisk fulgte med.
- Sikken blød hud du har Per Leif, er det en bestemt hudlotion du
bruger? Hvad fanden var det manden havde gang i, var han blevet
bøsse i fængslet og nu ville han lige have en ekstra bonus, inden han
gjorde det af med ham?
- Det er sku et par fine fingerringe, har du haft dem længe?
- Ja.
- Ja? hvor længe? Michael kunne godt bruge et lidt mere omfattende
svar.
- Siden min konfirmation.
- Nå nå, siden din konfirmation, så er du måske troende?

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Jaeh sådan delvis.
- Delvis, kan man godt være delvis troende? Fortsatte Michael.
- Ja det ved jeg ikke.
- Vil det sige at du ikke ved hvad du selv kan være?
- Per Leif, må jeg ikke lige se din lille hånd igen? Michael tog Per
Leifs hånd i sin og vendte og drejede den.
- det er sku et par dejlige ringe, jeg kan godt forstå at du har holdt fast
ved dem.
- Hvor fanden vil du hen med alt det vås? Per Leif var ved at blive
mere og mere forvirret og var helt ude af stand til at gennemskue hvad
Michael måtte være ude på. Var det en ren homodate, en
eksistentialistisk paneldiskussion eller et mord på en gammel
skolekammerat?
- Ved du hvad Per Leif, jeg har jo tilbragt temmelig lang tid med mig
selv, og så kommer man jo til at tænke på forskellige ting og sager.
- Ja det forstår jeg godt. Deltog Per Leif nu pludselig i samtalen.
- Godt. Michael konstaterede at det var godt at Per Leif forstod det.
- Ja godt? godt hvad?
- Nå joh, man hører jo også et og andet sådan fragmenter af
forskellige begivenheder og hændelser som man så selv kan stykke
sammen. Per Leif lyttede opmærksomt på Michael og var spændt på
hvor han nu ville hen.
- Man har jo masser af tid til sin rådighed.
- Ja det har man vel. Sagde Per Leif
- Hvad mener du egentlig om Lily?
- Lily?
- Ja din kone Lily, hvad mener du om hende?

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Michael, jeg tror ikke rigtig jeg forstår dit spørgsmål, hvad jeg
mener? Jeg mener sku´ da så meget.
- OK Per Leif, lad os tale om noget andet. Hvad skete der egentlig den
aften i Tel Aviv?
Nu kunne Per Leif ikke mere. Under Michaels vedvarende
inkvisitoriske spørgsmål var hans mentale forsvar blevet mere og
mere afpillet, og Per Leifs nerver hang nu så meget uden på tøjet at
han begyndte at græde.
- Hvad sker der? Kan du ikke klare det længere? Per Leif nikkede
svagt, og så lukkede han gradvist op for sin fortælling om den
skæbnesvangre nat.
- Du ved jeg forlod baren mens du blev tilbage, hvad du så lavede ved
jeg ikke, men jeg havde en aftale med Jørgen om at vi skulle mødes
på hans værelse. Jørgen havde ikke fået badebukser med hjemmefra
men jeg havde så tilbudt ham at han kunne låne et par af mine. Jeg
havde så lovet lige at smide dem op inden en af os eventuelt gik i
byen.
- Det var min mening bare at aflevere dem og så komme tilbage til
baren, men Jørgen diskede op med spiritus som jeg desværre ikke
sagde nej til, og efter en del genstande begyndte han så at ævle om at
han havde fået fat i nogle piller.
- Jeg ved ikke præcist hvad det var for piller, men virkningen
mindede meget om noget jeg havde prøvet en enkelt gang før. Jeg
blev i hvert fald helt vild i hovedet og samtidig fik jeg en voldsom
energi. Specielt var jeg helt vildt opsat på at få fat i en jeg kunne
dyrke sex med.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Jørgen var også helt oppe at køre, men på et tidspunkt gik han ud på
toilettet, og så kan jeg faktisk ikke huske hvad der ellers skete med
ham.
Michael lyttede interesseret til Per Leifs beretning. Selv åbnede han
kun munden for at komme med små indskudte spørgsmål til at drive
historien frem.
- Hvad skete der så?
- Ja så forlod jeg Jørgens værelse og gik ned af trapperne. Jeg kan
huske at jeg baldrede ind i en glasdør og det lød forfærdelig højt i mit
hoved. Jeg tror nok at der vist også der var andre i nærheden, i hvert
fald var der nogen der råbte efter mig at jeg skulle være stille.
- Sagde de ellers andet til dig?
- Det ved jeg sku´ ik´, jeg var nok ret ligeglad på det tidspunkt.
- Hvad så?
- Jah efter jeg havde tåget rundt i nogen tid endte jeg vist nok nede i
kælderen.
- I kælderen?
- Ja, jeg kunne i hvert fald huske, at der var noget med at hende pigen
havde sagt at hun boede i kælderen, og på en eller anden måde havde
jeg så altså fundet der ned. Der lugtede af kloak, men jeg var så
liderlig at jeg var ligeglad. Kloak eller ej, så ville jeg have sex.
- Jeg kunne se der strømmede lys ud fra en dør der stod lidt på klem,
nede af en sidegang, og jeg gik ud fra at det var hendes dør. Per Leif
holdt nu en pause for at sunde sig lidt inden han gik videre. Da han
fortsatte var hans stemme, om muligt, blevet endnu mere grødet.
- Da jeg kom ind af døren rejste hun sig op i sengen og jeg tror nok at
jeg dyssede på hende. Hun var halvnøgen og jeg var helt vild efter at
komme til at bolle hende. Igen skulle Per Leif lige sunde sig.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Ja. Sagde Michael og forventede Per Leif gik videre.
- Ja så gik jeg over til hendes seng, men hun begyndte at skrige helt
vildt op. Det var selvfølgelig ikke så smart, så jeg forsøgte at lukke
munden på hende. Derefter ved jeg ikke rigtig hvad der skete, men
pludselig blev jeg bevidst om at jeg var ved at kvæle hende.
Jeg er ikke helt sikker på om hun var død da det gik op for mig.
- Hvad gjorde du så? Spurgte Michael.
- Der gik fuldstændig panik i mig og jeg skyndte mig væk.
- Jeg tror nok at Jørgen har haft sin mistanke, for da jeg var på vej op
fra kældertrappen kom jeg til at støde ind i Jørgen.
- Stødte du ind i Jørgen?
- Ja, men han holdt da heldigvis sin mund. Per Leif tyggede lidt på det
inden han fortsatte.
- Ja heldigvis og heldigvis, det syntes jeg i hvert fald den gang. Når
jeg tænker over det i dag vil jeg sådant set ønske at han havde sladret.
- Hvad gjorde du så? Udfrittede Michael, der var begyndt at røre
uroligt på sig.
- Ja så skyndte jeg mig op på værelset og tog et meget langt brusebad.
- Hvad med ringen?
- Ja det kan jeg sjovt nok ikke huske, men jeg fandt den i min kuffert
dagen efter da vi var kommet til Jerusalem, så jeg må vel have taget
den og lagt den der i en eller anden choktilstand.
- Jeg er sku´ så ked af det Michael. Per Leif var i en ynkelig
forfatning. Han lignede en skibbruden der greb efter små punkterede
redningskranse der sank lige så snart han rakte ud efter en.
- Hold kæft hvor har jeg mange gange haft det skidt med mig selv på
grund af det.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Michael havde vendt hovedet mod forruden og sad og kiggede
tænksomt ud i luften. Det virkede som om der var et eller andet, han
var ved at få til at falde på plads. Så vendte han hovedet mod Per Leif.
- Pigen blev ikke kvalt.
- Hvad mener du? Per Leif måtte have Michael til at sige det igen, for
at være helt sikker på at han havde hørt rigtigt.
- Pigen blev ikke kvalt. Hun fik kraniet smadret, formentlig med et
stoleben. Per Leifs underkæbe var faldet helt ned på brystet, og han
stirrede Michael lige ind i øjnene.
- Den tror jeg nok lige, jeg skal have igen. Per Leif var meget forvirret,
og tænkte som en gal over hvad det her nu kunne betyde.
- Jeg blev konfronteret med politiets billeder fra gerningsstedet og alt
muligt. Michael var gået ned i tempo for at Per Leif skulle kunne
følge med.
- Jeg så også billeder af pigen og mordvåbnet, og på intet tidspunkt
blev der talt om at hun skulle være blevet kvalt. Men Michael havde
mere i posen og han fortsatte.
- Derimod fandt man et kedeligt brændemærke lige midt på
næsetippen, formentlig en skoddet cigaret. Per Leif kunne næsten
ikke vente med at høre mere.
- Politiet troede selvfølgelig at det var mig, og gennem et samarbejde
med politiet i Danmark havde man fremskaffet oplysninger om en
voldtægtssag i Glostrup et par år tidligere som jeg ligeledes blev
konfronteret med. Her havde gerningsmanden også skoddet sin
cigaret på ofrets næsetip. Hun overlevede og fik efterfølgende en
datter. Man fandt aldrig gerningsmanden, som muligvis også kunne
være far til barnet.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Michael havde kvag sin egen rolle som anklaget i mordet på pigen,
fået en ret god indsigt i alle de relevante sagsakter. Samtidig havde
fængselsopholdet givet ham al den tid i verden han havde brug for til
at tænke alle mulige sammenhænge igennem.
- Det kan være et tilfælde, hvad det muligvis også er. Men pigen blev
døbt Lily. Hendes fødselsdata kan jeg ikke i hovedet men jeg har det
skrevet ned derhjemme. Hele sagens rette sammenhæng var så småt
ved at gå op for Per Leif Olufsen, men han havde alligevel brug for at
få den gennemgået og udpenslet af Michael.
Undskyldningen
- Det må du sku´ undskylde Per Leif. Da jeg var kommet ind på den
tanke at det var dig der havde anbragt ringen på Jørgens bopæl, hvad
du jo ironisk nok også havde, var jeg overbevist om at du var den
skyldige. Jeg kunne jo ikke vide at du sådant set bare gav den tilbage
til den du oprindelig havde ”fået” den af. Nu kan jeg ikke tro andet
end det var Jørgen der rent faktisk slog hende ihjel og stjal ringen, og
efterfølgende fik han så kolde fødder og plantede ringen i din kuffert.
- Ja jeg ved sku´ ikke rigtigt hvem der skal sige undskyld til hvem.
Brød Per Leif ind.
- Ja vi skal i hvert fald ikke sige undskyld til Jørgen. Det var de begge
enige om.
- Under et af forhørene hos det israelske kriminalpoliti, kom jeg for
resten engang til at sige at den jødiske pige formentlig var blevet
dræbt af PLO. De tog det sku´ helt alvorligt, men til sidst kom de dog
frem til den konklusion, at det nok måtte være et forsøg fra min side
på, at omplacere ansvaret for mine egne handlinger. For øvrigt fortalte
jeg dem ikke at jeg med PLO mente Per Leif Olufsen.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Hvad med Lily? Hun ligger derhjemme på sofaen. Per Leif kom
pludselig i tanke om Lily.
- Nå ja det gør hun også. Er hun altid så bundet til hjemmet? Spurgte
Michael i en humoristisk tone.
- Nej nej, det er kun når du kigger forbi. Hold da op hvor var det en
lettelse. For ikke ret længe siden var han faktisk ved at indstille sig på
at tage afsked med tilværelsen, og så kom dette vendepunkt.
Nu var der kun en ting der plagede ham og det var om Lily eventuelt
skulle være frugten af en voldtægt som Jørgen formentlig havde
begået. Det var en sten i skoen, som han meget gerne ville have
undersøgt nærmere.
Skulle det forholde sig sådant ville han selvfølgelig ikke holde op
med at elske Lily af den grund, men det ville være ulig skønnere hvis
det viste sig ikke at være tilfældet.
- Nå PLO? Skal vi komme af sted? Spurgte Michael.
- Jeg foreslår at du kører, det er jo trods alt din bil. Fortsatte han
- Så foreslår jeg at du befrir mig for det gaffatape om mine håndled,
jeg styrer nu engang bedre når jeg får frie hænder.
De vendte bilen og kørte ud af skoven. For Per Leif vedkommende
var det som en ny begyndelse, og han sansede naturen gennem de
nedrullede ruder på en måde som han ikke havde kendt det længe.
- Hvad ville du egentlig have gjort hvis du ikke havde fundet frem til
at det var Jørgen der var den reelle morder?
- Nu har jeg sådant set fået rigeligt af fængselsmiljøet og deres
elendige mad, så jeg tror nok jeg ville have ladet dig slippe med
indtrykket af at du havde giftet dig med Jørgens datter.
- Nå ja, Jørgens datter efter en voldtægt. Tror du virkelig at det er Lily?
Per Leif var meget spændt på at høre nærmere om dette forhold.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
- Hør her Per Leif. Jeg er nu ret sikker på at Jørgen havde noget med
den voldtægt at gøre, og det er en fastslået kendsgerning, at der kom
en datter ud af det.
- Ja? Sagde Per Leif spørgende, da det så ud som om at Michael
havde tænkt sig at holde en længere pause.
- Ja, Per Leif, så meget ved jeg, nå ja, og så for resten at hun ikke blev
døbt Lily men Anette, Anette Ågren. Michael iagttog spændt Per Leif
for at se hvordan han reagerede, og så brød de begge ud i et stort og
forløsende grin.
Tilbage til Lilys og Per Leifs hus
Da de vendte tilbage til Lily og Per Leifs hjem, var der efterhånden
gået mange timer. Per Leif parkerede bilen i den brostensbelagte
indkørsel og slukkede motoren.
- Hvad så Michael, vil du ikke med ind?
- Tror du det er så smart? Spurgte Michael
- Jeg tror i hvert fald gerne Lily vil høre en forklaring på din opførsel.
Per Leif kiggede på Michael, der var i tvivl om hvad han burde gøre.
- Ja det tror jeg også gerne jeg ville hvis jeg var hende. Konstaterede
Michael.
- Hør her, jeg tror det er vigtigt for Lily at høre din udlægning af
forløbet, og få at vide hvorfor hun er blevet trukket igennem hele det
her cirkus. Jeg kan selvfølgelig godt prøve at forklare det selv, men
jeg er ret overbevist om at hun så vil sidde tilbage med en tvivl, om
det nu også er den fulde sandhed hun har fået.
- Jeg er sku´ ikke meget for det, men jeg kan godt se at du har ret i det
du siger. OK lad os gå ind og få det overstået.
- Ja lad os det, hun ligger jo nok og venter på at blive befriet.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Per Leif lukkede døren op og gik indenfor med Michael i hælene. Der
fes en lille nervøs klump rundt i maven på dem begge, og situationen
mindede i det hele taget en hel del om en sidste og afgørende eksamen,
hvor man ikke helt kan vide udfaldet på forhånd.
De fortsatte ind i stuen, men et hurtigt blik på sofaen afslørede at Lily
på en eller anden måde måtte være sluppet fri. De kiggede sig begge
rundt og fik nu øje på Lily der stod bag ved dem. I hånden havde hun
en stor køkkenkniv, som hun holdt truende op foran sig.
- Du rører dig ikke. Kommanderede hun henvendt til Michael.
- Nej, du rører dig ikke. Lød det pludselig fra en anden vinkel. Hvor
fanden kom det fra tænkte Per Leif og kiggede sig forvirret omkring.
Så fik han øje på Lone som i mellemtiden var kommet ind i stuen fra
et andet rum. Også hun havde en kniv i hånden.
- Er i ved at lave mad? Situationen var så tilpas barok, at Per Leif ikke
kunne nære sig med det lidt upassende spørgsmål.
- Nej, vi er ved at omskære små uartige drenge ude på køkkenbordet.
Svarede Lily besk.
- Nå ja det skal jo også gøres. Konstaterede Per Leif og fortsatte så.
- Prøv og hør her, i kan godt sænke våbnene. Michael er ikke ude på
at gøre os yderligere fortræd, og i øvrigt har han en hel del han gerne
vil forklare. Ikke også Michael?
- Ja, det har du sku´ da også. Svarede Michael
- Ja ja, det har jeg da. Men kan vi ikke begynde med at i lægger
knivene fra jer. Det gør sku´ en så nervøs at se jer stå der og fægte
med blankslebne våben.
Hverken Lily eller Lone var typen der gik med kniv til daglig, derfor
var de også helt indstillet på at lave kaffe i stedet for. Ikke fordi det

Black Out, Leo Ray Eriksen.
var et spørgsmål om enten eller, men der var ligesom ikke længere
nogen begrundelse for at stå der og se truende ud.
- Hvordan kan det egentlig være at du er her i dag Lone?
- Det er jo nok fordi vi har inviteret hende Per Leif. Har du glemt at
det er min fødselsdag i dag?
- Gud ja, det er det sku´ da også, tillykke skat. Per Leif gik over til
Lily og gav hende et varmt kys på munden.
- Prøv engang og se hans fine små arkitektfingre Lone. Sagde Michael
da de alle fire sad og drak fødselsdagschokolade og spiste boller fra
fryseren.
- Hvad dælen er det for noget homofis Michael? Per Leif blev helt
urolig.
- Per Leif, med sådant et forfinet håndsæt tror jeg næppe du ville være
i stand til at kvæle en regnorm. Hvis du forstår hvad jeg mener.
Michael blinkede med det ene øje og nu forstod Per Leif endelig
hvorfor Michael havde været så interesseret i hans hænder.
- Ikke flere boller til den fyr. Sagde Per Leif. En plat bemærkning
men det var det bedste han kunne komme op med lige her og nu.
- Jeg tror nok vi stadig mangler en mere tilbundsgående rapport, om
hvad fanden der egentlig er baggrunden for alt det her. Mente Lily og
sad spændt afventende.
- Ja ja, selvfølgelig. Svarede Per Leif og Michael samstemmende og
så skete der ikke mere i et langt og tavst minuts tid før Lily brød ind.
- Nå må vi så høre? Lily var ved at blive utålmodig og de kunne godt
mærke, at nu kunne de ikke trække den længere.

Black Out, Leo Ray Eriksen.
Epilog
Det var lidt svært at få taget hul på de dybere lag i fortællingen om de
tre klassekammerater: Jørgen, Michael og Per Leif, og der var da også
visse passager, som krævede mere end almindelig overbærenhed fra
specielt Lilys side. Selvfølgelig virkede det voldsomt, på en gang at
blive konfronteret med så mange afvigelser fra den normale hverdag,
men det rensede i hvert fald luften.
At Per Leif rent faktuelt havde taget livet af Lones mand kom man
ikke nærmere ind på, og ingen spurgte. Ikke fordi Per Leif egentlig
skammede sig over det, eller følte sig moralsk belastet, men det var en
viden ingen kunne bruge til noget, og alle formentlig helst ville være
fri for at få.
Skulle man se rent objektiv på det, kunne man vel ikke komme
udenom, at Per Leif i forbindelse med Jørgens død, rent faktisk bare
havde udført en retfærdig opgave som både dommer og bøddel. En
opgave som det officielle retsvæsen ellers ville være kommet til at
tage sig af, hvis ikke lige det var fordi, Per Leif i et momentalt ”Black
Out” havde mistet orienteringen i sit møde med den Jødiske pige
Johanna.
Var det ikke sket, ville han have kunnet bevidne at pigen var i live,
da både Michael og ham selv forlod hendes værelse, og dermed gjort
plads til, at man allerede dengang, havde kunnet stille den rette
gerningsmand til ansvar, mens det stadig var muligt at udrede trådene.
Man kan selvfølgelig være enig eller uenig, alt efter hvor megen
vægt man har brug for at lægge på principper, men Per Leif
formulerede det i hvert fald ret pragmatisk for sig selv med
efterfølgende refleksion: Til tider kan man gøre det rigtige af de

Black Out, Leo Ray Eriksen.
forkerte grunde, og til andre tider kan man gøre det forkerte af de
rigtige grunde.
Måske er ens handlinger ikke altid efter bogen og i overensstemmelse
med autoriserede normer og formalia, men op i røven med det, når
bare bundlinjen kommer til at stemme!
”Black Out” af:
Leo Ray Eriksen