The Dough Warrior project, Catalogue - Stalke

The Dough Warrior
hurdler paintings, 2007.
Performance stills.
The Dough Warrior paintbrush
Ten baguettes and paint.
… Det kan så i Dahlgaards
udgave næsten ikke gøres
groft nok, simpelt eller klodset
nok, og derfor bliver kunstner
figuren – her Dejkrigeren –
selvfølgelig én, der aldrig
kommer ud af stedet, fordi
han kæmper med og hænger
fast i stoffet, der er trægt,
ligesom historien er det.
Kunsten skal derfor også engang
imellem klippe sin egen
line over for at komme videre.
Det kan ske ved, at man lader
andre kaste dej på sig eller
ved selv at træde ind på
arenaen og næsten splitte
den ad i sin klodsethed og
udsathed. Ligesom når Peter
Land danser nøgen rundt. Der
er noget, man kan grine ad,
og som man dermed holder i
armslængde, og så er der en
empati og mulig selvidentifikation.
Det kan være, at Søren
Dahlgaard føler sig som en
Dejkriger, det kan også være,
at han slet ikke føler sig som
én. Han er jo sådan en
blanding af en kanonkonge og
et følsomt individ. Han befinder
sig i kunstsystemet og har
valgt dejen, men kunne i og
for sig lige så godt have været
besværet af at have pensler
spændt på kroppen. Men han
er besværet af historiens
gang, og der synes jeg, at han
diskuterer på en måde, som
ikke er tør. Han er ikke udpræget
politisk, han holder fast i
det, der handler om kunst, om
kunstneren og om nogle forskellige
eksistensmodeller,
samtidig med at han gør det
så tilpas gakket eller ser det
så langt udefra, at det også
trækker i smilebåndet og
skaber en vej ind. Vi sidder
ikke bare og griner af det …
16 17