Nr. 6-7

givne mængde fisk, og de tager heller
ikke stillinglhensyn til de omfordelende
virkninger, det har indenfor den samle-
de sektor.
Havretslige regler på fiske-
riområdet
Beskyttelsen al fiskebeslandene bygoer
., oh en rakke internationale konventioner,
som forpligter de lande, der har
underskrevet konventionen til nationalt
at gennemføre love svarende til indholdet
i konventionerne. Uden at gå l
dybden med indholdet i konventionerne
skal nævnes Nordsøkonventionen
af 1946 og Den Nordøstatlanliske Fiskerikonvention
(NEFAFC) al 1958. NE-
AFC's arbeide overglk først i 1977 til
EF i stort set uændret form.
Konventionerne gik først og fremmest
ud på at sikre bevarelsen at det
hbne havs levende rigdomskilder. Udtrykket
slgter mod sterst muligt udbytte
al levnedsmidler, ferst og fremmest
menneskeføde.
I perioden fra 1948 til 1982 er de
internationale konventioner udmøntet i
den danske lovgivning først og fremmest
i det, vi kalder tekniske bevaringsforanstaitninger:
maskemål,
mindstemåi, etc.
På trods al at direkte fangstbegrænsninger
hiemles som reguleringsforanstailnlng
både i Nordsøkonventionen
og i NEAFC, gennemferes der
først kvoter i 1974 - på sild. 1 1977
gennemfertes fredning (kvote O) al
visse slidebestande.
Reguleringerne bærer præg al ude-
lukkende at være gennemført på et
biologisk videnskabeligt grundiagt -
primært anbefalinger fra Det internatio-
nale Havforskningsråd (ICES).
EF's fiskeripolitik
Den nuværende fiskerialtale i EF byg-
ger på forskellige deleiementer: kvote-
regulering. tekniske bevaringsforan-
staltninger, markedspoiitikken og
strukturrationaliseringsstøtte til liskeri-
erhvervet.
Fysiske reguleringer
Kvotereguleringerne er en mængde-
mæssig begrænsning al fiskeriet og
bygger ph et enstrenget modelgrund-
lag, som fastsætter totalkvoten for hver
enkelt art. Kvoten skal opfylde det
såkaldte MSY kriterium, som er den
sterst mulige fangst i kilo al en be-
stand, som kan reproducere sig selv -
for ellers er den truet.
Som for kvoterne er de tekniske
bevaringsforanstaltninger primært ind-
ørt for at bevare fiskebestandene og
sikre det størst mulige biologiske be-
grundede udbytte.
Relevansen al de tekniske bevar-.
ingsforanstaltninger er til tider ydersl
vanskelige at gennemskue. Eksempler
ph tekniske bevaringsforanstaltninger
er mindstemhl på spisefisk, maskevidder
på redskaber til fangst af de enkelte
fiskearter, bifangstregler og kasser,
som er afgrænsede områder med begrænset
fiskeri. Dertil kommer bestemte
zoner til beskyttelse af visse følsomme
områder nedfældet i de såkaldte
Haag-præferencer (for fiskere i Irland,
Skotland og Grenland). Går man de
tekniske bevaringsforanstallninger
nøjere igennem, ligger der en del fordelingsmæssige
aspekter gemt i dem.
Det gælder både indenfor llskerier-
hve~et savel som fordelingene meliem
nationerne. Jeg vil ikke gere nøiere
rede for det, blot påpege, at EF-
kommissionen heller ikke har gjort rede
for de fordelingsmæssige eller sam-
fundsokonomiske konsekvenser al de
tekniske bevarinasloranstaltninger i si-
ne oplæg til ini ister rådet.
Kvotefordelinger
De mest markante problemer omkring
de fysiske reguleringer af fiskeriet,
opsthr, når kvoterne skai fordeles mel-
lem de enkelte lande.
De kriterier, EF opsliller for fordelin-
gen af kvoterne mellem landene, inde-
bærer, at der skal tages særlige hen-
syn til traditionelt fiskeri, til behovene i
Kun mindsteprlsordninger yder udkants-
omrader beskyttelse. (foto Thor B.
Melhus)