Kapitel 2 - Forlaget KATS

kan indånde efter en normal indånding. Sidstnævnte er den
mængde luft, man kan udånde efter en normal udånding. Alle
de nævnte voluminer er illustreret på figur 2.2 på forrige side.
Jo hårdere man arbejder, desto mere luft skal der gennem
lungerne pr. tidsenhed. Det volumen luft, der passerer lungerne
pr. minut, kaldes for lungeventilationen. Den er bestemt af
åndedrætsfrekvensen og åndedrætsdybden. En normal åndedrætsfrekvens
i hvile er ca. 12 pr. minut, og lungeventilationen
i hvile bliver derfor følgende (der er dog store individuelle forskelle):
lungeventilation = åndedrætsdybde x åndedrætsfrekvens
= 0,5 liter x 12 pr. minut = 6 liter / minut
Ved at øge åndedrætsfrekvensen og udnytte både det inspiratoriske
og den ekspiratoriske reservevolumen (og dermed
altså øge åndedrætsdybden) kan man øge sin lungeventilation
meget under et arbejde. Unge mænd mellem 16 og 34 år kan
opnå en lungeventilation på 80-160 liter/min ved maksimalt arbejde.
Som det ses, er der stor variation, bl.a. fordi personer
i god form vil kunne ventilere mere end utrænede pga. mere
veludviklet åndedrætsmuskulatur.
2.3 Iltoptagelse
Lungeventilationen er helt nødvendig for vores overlevelse,
idet atmosfærens luft skal levere ilt til cellernes respiration. I
det følgende vil vi se nærmere på iltens vej fra atmosfæren ud
til cellerne.
2.3.1 Lungernes opbygning
Ved indånding passerer luften først næse og mund, dernæst
svælget og ned i luftrøret. Luftrøret er stift og udspilet
af bruskskiver, hvorved det altid er åbent. Luftrøret forgrener
sig ud i to bronkier – en til hver lunge. Bronkierne forgrener
sig i mindre og mindre bronkier, hvoraf de mindste kaldes
bronkioler. Bronkier og bronkioler er også omgivet af brusk,
men i takt med at diameteren mindskes, øges mængden af
glat muskulatur omkring dem. Denne muskulatur styres bl.a.
af det autonome nervesystem (se kapitel 8) og spiller en stor
rolle i forbindelse med fx astma, hvor muskulaturen kontraheres
(trækker sig sammen), hvorved vejrtrækningen besværes
(især udåndingen).
Der sker ingen gasudveksling af ilt og kuldioxid mellem
blod og lunger i de nævnte luftvejsafsnit (det døde rum). Deres
funktion er at transportere, opvarme, vanddampsmætte og ikke
mindst rense indåndingsluften. Rensningen sker via slim, der
opfanger støv og partikler, og små fimrehår, der transporterer
det indfangede opad, hvorefter det synkes via spiserøret.
Bronkiolerne udmunder slutteligt i alveolerne, hvor gasudvekslingen
med blodet finder sted. Opbygningen af en lunge
minder meget om en klase vindruer, hvor den øverste tykke
gren er en bronkie, mens de mange små kviste ud mod druerne
er bronkioler, og selve vindruerne er alveoler. Opbygningen
er illustreret på figur 2.3 på næste side.
Alveolernes samlede indre overflade hos voksne mennesker
er ca. 90 m 2 , hvilket svarer til arealet af en tennisbane. Alveolerne
er fuldstændig omgivet af mikroskopiske blodkar, de
såkaldte lungekapillærer, der snor sig tæt forbi. Kapillærer er
meget fine blodkar med en indre diameter på blot 5 μm (mikrometer),
der netop tillader blodlegemerne at passere enkeltvis
som perler på en snor. Det store areal samt den korte afstand
på blot to cellelag mellem alveoleluften og blodet giver ideelle
betingelser for gasudveksling via diffusion. Kapillærer findes
ikke kun i lungevæv, men også i alle kroppens andre væv, fx
hud, indre organer og muskler.
2.3.2 Gasudveksling af ilt
Hos gasarter er det normalt at bruge benævnelsen tryk (målt
i mmHg) i stedet for koncentration. Indåndingsluften indeholder
ca. 20,95 % ilt, hvilket svarer til et ilttryk på 159 mmHg ved et
normalt tryk på 760 mmHg ved havoverfladen (760x0,2095).
Den friske indåndingsluft bliver mættet med vanddamp og opblandet
med ”gammel” luft fra residualvoluminet i alveolerne.
Det resulterende ilttryk i denne blanding bestemmes af forholdet
mellem tilførslen af ilt til alveolerne og fjernelsen af ilt med
blodet.
Det normale gennemsnitlige ilttryk i alveolerne ligger på ca.
100 mmHg. Det svinger selvfølgelig i takt med, at der åndes,
men svingningen er kun på ca. 3 mmHg og er således ganske
beskeden. Blodet, der ankommer til alveolerne i lungekapillærerne,
er fattigt på ilt, da ilten jo er blevet brugt ude i kroppen,
og det typiske ilttryk i disse blodkar er ca. 40 mmHg. Der eksisterer
altså en stor trykforskel mht. ilt mellem alveoler og lungekapillærer.
Herved vil ilt fra alveolerne diffundere passivt over i
blodbanen gennem de to cellelag for at udligne trykforskellen.
Gasudvekslingen ses på figur 2.4 på næste side.
2.3.3 Iltens vej til cellerne
Det iltede blod i lungekapillærerne løber sammen i små lungevenoler,
som løber sammen i større lungevener, der samles
kort før indløbet i hjertets venstre forkammer. Hjertet består i
Lunger og blodkredsløb 23