Nordisk Tidskrift 2/07 - Letterstedtska föreningen

110 Arne Hardis
så. Meget dybere – det var selve den radikale strategi for vejen tilbage til
regeringsmagten, man i virkeligheden skændtes om.
Naser Khader, som på det tidspunkt var kåret som landets mest populære
politiker for sin håndtering af Muhammed-krisen, udtalte, at hans politiske
drøm var at blive integrationsminister i en regering bestående af Venstre,
Konservative og Radikale – under ledelse af den mand, hans egen partileder
havde stemplet som farlig. Khaders udtalelser var et åbent opgør med
Marianne Jelved, der fortsatte de seneste 13 års kurs og arbejdede på en regering
sammen med Socialdemokratiet, og som med den kurs har skaffet partiet
en masse nye medlemmer og vælgere, som entydigt ser sig selv som en del af
en centrum-venstre-blok.
Formentlig i et forsøg på at inddæmme den radikale splittelse traf Marianne
Jelved i april den historiske beslutning, at hun ikke længere gik efter en regering
bestående af Radikale og Socialdemokratiet. Ganske givet har det også spillet
ind, at hun med stigende bekymring iagttog, hvordan Socialdemokraterne bare
tog hendes mandater for givet, samtidig med at partiet i udlændingepolitikken,
skolepolitikken og skattepolitikken lagde luft til den radikale partner og
lagde sig tæt op ad regeringen. Socialdemokratiet har således tilsluttet sig det
skattestop, som partiet har brugt 7-8 år på at bekæmpe som den lige vej til
velfærdssamfundets demontering.
Rollen som mandatfyld passer slet ikke til den radikale selvforståelse og
heller ikke til partiets historiske rolle. De Radikale plejer at besætte den politiske
midte, hvor få, men afgørende mandater kan give maksimal indflydelse.
En politisk aforisme i dansk politik vil vide, at De Radikale enten sidder i
regering eller bestemmer den politik, regeringen kan føre. Men hvad ville
Marianne Jelved så, når hun ikke mente Socialdemokratiet duede, og begribeligvis
ikke ville samarbejde med Fogh Rasmussen? Jelved bekendtgjorde,
at hendes parti nu ville stå frit. Det kunne udskyde opgøret med Khader og
give indtryk af, at De Radikale fortsat kan spille rollen som kongemageren i
dansk politik. Jelved satte trumf på ved at proklamere 25 mandater som partiets
næste mål, samtidig med at hun udpegede en håndfuld centrale politiske
krav, som partiet kræver opfyldt for at gå i regering med noget andet parti.
Og kræver skal forstås ganske bogstaveligt. De Radikale kræver således ultimativt,
at udlændingelovens 24-årsregel og tilknytningskrav skal ophæves,
at skattestoppet droppes, og at skolepolitikken, som de seneste år er blevet
centraliseret med øget vægt på prøver og statskontrol, igen decentraliseres.
Senere gik Jelved skridtet videre og fastslog, at kongemageren har sig selv i
tankerne som konge; hun vil ikke gå i regering med noget andet parti, med
mindre hun bliver statsminister. Og vel har Jelved med succes rejst sit parti
fra 7 til 17 mandater, men der er immervæk stadig nogle skridt op til de 90
mandater, som et flertal i Folketinget kræver.
Nordisk Tidskrift 2/2007