m - DBU

Brøndby IF vandt senest pokalfinalen
tilbage i 2005. Her ses Kim
Daugaard i selskab med blandt andet
Kahlenberg, Skouboe, Nielsen, Agger
og Elmander. Trænerduoen Michael
Laudrup og John Faxe Jensen styrede
sejrrigt tropperne i slaget mod FC
Midtjylland, der sluttede 3-2 efter
forlænget spilletid.
»Bagefter står man enten med pokalen
i hænderne eller med tårer i øjnene. Det
er på dagen, der gælder,« siger Brøndbys
Kim Daugaard, der i eftermiddag jagter
sit femte pokalguld
»Det var bare så varmt derinde. Parken
var som en stegeovn, og der var ulideligt
at sidde ude på bænken.«
Kim Daugaard får på sin egen stille og
rolige facon hurtigt talt sig varm. Jo, han
husker fortsat Kristi Himmelfartsdag i
1994. Den blev brugt i Brøndby-trøjen i
Danmarks nationalarena. Stedet, hvor
den 34-årige midtbaneelegantier foretrække
at tilbringe helligdagen.
For selv om Kim Daugaard er næsten
lige så gul som Per Nielsen og har tilbragt
hele sit arbejdsliv på Brøndby Stadion,
har ærkerivalen FC Københavns hjemmebane
dannet ramme for flere af karrierens
største stunder.
»Pokalfinalen er altid noget helt specielt.
En stor oplevelse. Og det uanset om man
har prøvet det én eller fem gange før.
Tilskuerne er altid vilde, og vejret plejer
at være godt,« siger Kim Daugaard.
Han ved, hvad han taler om. Brøndbyspilleren
er Mr. Pokalfinale. Hjemme i
kommoden ligger fire guldmedaljer, og i
eftermiddag går Brøndbys stille jæger på
jagt efter den femte vindermedalje.
En medalje, der kan bringe ham op på
siden af AGFs John Amdisen, der mellem
1955 og 1965 vandt DBUs landspokalturnering
fem gange.
Det tænker han nu ikke så meget på. Det
drejer sig om klubben. Om at få pokalen
med hjem til Vestegnen og igen sende
Brøndby ud på et europæisk eventyr.
Kim Daugaard hævede senest de 29 centimeter
sterlingsølv i 2005 og bemærker
selv, at det er lang tid siden. Også for
lang tid siden.
»I den her klub skal vi ha’ pokaler.
Derfor er kampen også meget afgørende.
Den afgør, om vi skal kalde vores
sæson for o.k. eller for skidt,« siger Kim
Daugaard, der elsker pokalfinalens charmerende,
men også brutale væsen:
»Det er den ene kamp. Bagefter står
man enten med pokalen i hænderne eller
med tårer i øjnene. Det er på dagen, der
gælder. Der er ingen fortrydelsesret –
intet, man kan rette op på ugen efter. Det
er her og nu.«
Han er et fredeligt gemyt. Dialekten
afslører straks, at de Daugaard’ske fødder
er plantet solidt i den midtsjællandske
muld, men man skal ikke lade sig snyde.
For bag det rolige ydre gemmer sig en
ærgerrig fodboldspiller, der tilsyneladende
ikke kender til udtrykket at give op.
Han er som korkproppen, der nægter
at gå til bunds. Kim Daugaard bliver ved
med at komme op til overfladen og snige
sin ind på Brøndbys bedste hold, mens
alle andre har travlt med at afskrive ham.
FC Midtjylland opdagede ham heller
ikke i de to semifinaler. Daugaard ramte
midtjyderne, hvor det gjorde ondt. Udsigten
til endnu en finaletur til Parken fik
den veludviklede fodboldhjerne op i femte
gear, og Kim Daugaard lykkedes at sælge
pokalfinale-idéen til holdkammeraterne.
»Der er sket meget siden finalen i 2005.
Der er ikke mange tilbage, der har været i
en landspokalfinale. Men vi, der har været
der, var ekstra opsatte og fortalte de
andre, hvor stor en oplevelse det egentlig
er,« siger Brøndbys 8’er, der ser frem til
eftermiddagens møde med Esbjerg. >>
»Jeg var med for at snuse til det,
men kom ind i pausen, og så var det
bare ud over stepperne. Næstved lå
en række under os, men gik frisk til
sagen og rammer stolpen. I straffesparkskonkurrencen
tænkte jeg bare,
at den skulle ud ved stolpen, så når
målmanden den sjældent. Det gik
heldigvis godt, og jeg har stadig billeder
fra den dag derhjemme.«