Undervis. Terningerne er kastet - BaggårdTeatret

Terningerne er kastet
Jean-Paul Sartres indsats ved spillebordet
En ræsonnerende kommentar i flere planer til Les jeux sont faits/
Terningerne er kastet eller Bordet fanger, som de snarere burde hedde
Et undervisningsmateriale til gymnasier
i forbindelse med teaterforestillingen Terningerne er kastet
Udarbejdet af Per Lund-Rasmussen
lektor, cand. mag., Skanderborg Amtsgymnasium
Spiller i Farinen, Odense Teater, 4. april - 3. maj 2002
En samproduktion mellem BaggårdTeatret, Odense Teater og Skuespillerskolen ved Odense Teater

2
Paris i 40’erne.
En rig overklassekvinde
og en revolutionær
anfører for en arbejderopstand
mødes og
forelsker sig lidenskabeligt
i hinanden. De er
begge nyligt afdøde og
havnet i dødsriget, men
kan vende tilbage til
livet, hvis de i 24 timer
uforbeholdent kan elske
hinanden...
Kan kærligheden overvinde døden?
Kan kærligheden overvinde de sociale forskelle?
Kan den lidenskabelige kærlighed dræbe kærligheden
til kammeraterne?
teaterforestillingen
terningerne er kastet
Frit efter Jean Paul Sartres Nobelpris-belønnede roman
Den berømte forfatter og filosof Jean Paul Sartre viser i
sin kærlighedshistorie eksistentialismens grundtanke: At
et valg også er et fravalg. At et valg altid har konsekvenser
– og sommetider dødelige.
Instruktøren Kim Nørrevig og scenografen Susanne Juul,
der tidligere har gæstet Odense Teaer med Holbergs vanvittige
komedie Ulysses fra Itachia, skaber en smuk og
filmisk forestilling frit efter Sartres elegante tekst fra 1947.
Terningerne er kastet er en samproduktion mellem
BaggårdTeatret, Odense Teater og Skuespillerskolen ved
Odense Teater.

Medvirkende
Annfinnur
Heinesen
Jacobsen*
Bo
Larsen
Brian
Kristensen*
Erik
Hovby
Jørgensen
Jesper
Bull
Petersen*
Kristine
Nørgaard
Sørensen*
Lane
Lind
Natali
Vallespir
Sand*
* 3. års elever ved Skuespillerskolen ved Odense Teater
Morten
Hebsgaard
Peter
Michaelsen
Steffen
Eriksen*
Stine
Prætorius
Clausen*
Forfatter
Jean Paul Sartre
Dramatisering
Mê Michelsen
Instruktion
Kim Nørrevig
Tanja
Strøier
Overgaard*
Farinen, Odense Teater
4. april - 3. maj 2001
Mandag og torsdag kl. 19.30
Tirsdag - fredag kl. 12.oo
Scenografi
Susanne Juul
Lysdesign
Bjarne Olsen
Komposition
Christian Baltzer
Billetter
Odense Teaters Billetkontor
Tlf. 6612 0052
Åbningstider: Man. - fre. kl. 12.00 - 19.30
Skoleforestillinger
BaggårdTeatret
Tlf. 6221 4043
Åbningstider: Man. - fre. kl. 10 - 14
post@baggaardteatret.dk
Gratis undervisningsmateriale på
www.baggaardteatret.dk
Billetter
3

4
Forord
Dette undervisningsmateriale henvender sig til lærere og
elever i gymnasiet/HF og andre lignende undervisningsinstitutioner,
der ønsker at beskæftige sig med Jean-Paul
Sartres tekst Terningerne er kastet og teaterforestillingen
af samme navn.
Materialet er tænkt som en øjenåbner i forhold til de
mange synsvinkler, som Terningerne er kastet kan
anskues fra. Materialet kan indgå direkte i undervisningen
i en lang række fag; mest oplagt er dansk, fransk, filosofi,
psykologi og naturligvis drama.
Undervisningsmaterialet er udarbejdet af Per Lund
Rasmussen, der er lektor i dansk og fransk på
Skanderborg Amtsgymnasium. Vi skal her rette en stor
tak til Per for et meget spændende og inspirerende
undervisningsmateriale!
Materialet kan downloades gratis på
www.baggaardteatret.dk og frit kopieres til undervisningsbrug
mod angivelse af forfatter.
Rigtig god fornøjelse med materialet. Terningerne er
kastet!
indhold
1. Betragtninger og realia vedr. Jean-Paul Sartres
Terningerne er kastet . . . . . . . . . . . . . . . . 5
2. Lidt om helvede i Lukkede Døre
og i Elevatoren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11
3. Betragtninger over den danske
oversættelse af Sartres titel . . . . . . . . . . . 13
4. Om Jean-Paul Sartres
eksistentialisme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15
5. Om det litterære Frankrig midt
i 1940’erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18
6. Visse begivenheder i 1947 . . . . . . . . . . . 21
7. Literaturliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22

1.Betragtninger og realia vedr.
Jean-Paul Sartres
Terningerne er kastet
Les jeux sont faits er oprindeligt et filmmanuskript af Jean-
Paul Sartre (hvem Jacques-Laurent Bost har hjulpet med
dialogen), som sættes i scene af instruktøren Jean
Delannoy, hvis film vises ved Cannes-filmfestivalen i september
1947.
Det er i 1932, at den første internationale filmfestival
løber af stabelen i Venedig. Frankrig tager i 1939 beslutningen
om at grundlægge en filmfestival i Cannes 1 , men
pga. krigen går der syv år, inden den første Cannes-filmfestival
åbner i 1946.
Allerede i begyndelsen af oktober 1947 får Les jeux sont
faits premiere i Paris i Marignan og Marivaux, to af de
dengang kendeste boulevardbiografer.
Den kvindelige hovedrolle, Ève Charlier, spilles af den
sensuelle Micheline Presle, mens Pierre Dumaine-rollen
indehaves af den italienske skuespiller Marcel Pagliero,
der blev berømt for sin hovedrolle i den ligeledes italienske
filminstruktør Roberto Rossellinis (1906-77) kendte
neorealistiske film Rom – åben by fra 1945.
1 Dels pga. konkurrencehensyn dels pga., at man gerne ville stå mere
uafhængigt i forhold til Rom-Berlin-aksens ideologiske filmsmag i
forbindelse med den sig hastigt nærmende Anden Verdenskrig
Inden filmpremieren i Paris havde Sartre sørget for at få
udgivet sit filmmanuskript som bog i løbet af september
måned 1947 på forlaget Nagel, så ivrige aficionados af
mesteren på forhånd kunne danne sig et indtryk af problematikken.
Handlingen er som følger:
På samme tidspunkt og i den samme store by dør Ève
Charlier og Pierre Dumaine. Hun er en ung, elegant og
velstående kvinde gift med militschefen André Charlier,
som imidlertid har forgivet hende for at kunne gifte sig
med hendes lillesøster, Lucette.
André Charlier har allerede gjort kål på sin hustrus
medgift efter først at have ødet sin fars formue bort og vil
nu klare sine økonomiske problemer ved at forgribe sig
på søsterens medgift, så snart de er blevet gift.
Pierre Dumaine kommer fra arbejderklassen, og han er
primus motor i en modstandsgruppe, Frihedsligaen, der
5

6
af al magt prøver at bekæmpe diktaturets væbnede side,
Militsen 2 . Dagen efter Pierre Dumaines død er dagen,
hvor Frihedsligaen har planlagt et væbnet oprør mod
regimet.
Pierre bliver skudt ned af en stikker, Lucien Derjeu, der
under tortur har røbet noget om modstandsgruppen.
Umiddelbart efter deres død rejser Ève og Pierre sig, som
om intet var hændt: Det er endnu ikke gået op for dem,
at de er døde. De går således rundt i den store bys gader
og kan se de levende haste af sted, uden at de dog på
nogen måde kan komme i forbindelse med de levendes
verden, idet de levende ikke kan se de døde.
Ève og Pierre hører en mere og mere insisterende
stemme sige “Laguénésie”, og det er i denne gade, som i
øvrigt er en blindgyde (!), at de to sammen med andre
nyligt døde skal have klaret formaliteterne vedrørende
deres død, inden de rigtig kan “nyde” deres nye civile status.
En kostelig scene, en kærlig og lettere satirisk parodi på
bureaukratiet (post mortem!) udspilles i den bagbutik i
blindgyden Laguénésie, hvor Pierre og Ève skal skrives
ind i den store bog og selv skrive under på, at de nu er
behørigt døde: Den ældre, meget korrekte dame,
Madame Barbezat, med pondus og stanglorgnet samt
den kælne kat Regulus er skildret med megen humor og
varme. Og det er rart at vide, så man kan være ordentligt
forberedt! at man selv i døden ikke slipper for
2 I filmen hedder diktatoren Aguerra, og der er sekvenser, der kunne
minde lidt om Ch. Chaplins første talefilm fra 1940, Diktatoren, hvor
Hitler gøres til grin.
bureaukratiske foranstaltninger og viderværdigheder!
Endvidere er det meget morsomt at se, at den ateistiske
Sartre har introduceret en meget patriarkalsk overordnet,
som bestemmer over Madame Barbezat, og som med
stentorrøst befaler hende at undersøge kapitlet
vedrørende reklamationer i den store bog, hvor hun lidt
modvilligt finder Pierre Dumaine og Ève Charliers navne!
Efter at disse formaliteter er overstået kan Ève og Pierre
nu gå, hvorhen de vil (dog ikke tilbage til livet!), og de kan
underholde sig med de andre døde fra forskellige tidsaldre,
som vandrer ørkesløse omkring i deres evige lediggang.
Eftersom de døde kan se, hvad de levende foretager sig,
uden at de levende kan se dem, ser Ève klart, hvorfor
hun er blevet forgivet, og Pierre opdager, at hans frihedsligas
planer om væbnet oprør den følgende dag er
blevet afsløret, og at kammeraterne vil blive dræbt af en
overtallig milits, hvis de gør som planlagt.
Pierre og Ève taler med hinanden og opdager så, at de
på trods af alle forskelle er som skabt for hinanden.
Heldigvis findes der en “§140” i det hinsides, som giver
mulighed for at ophæve dødens konsekvenser, hvis en
mand og en kvinde, som helt tydeligt var skabt for hinanden,
ikke havde mødt hinanden i levende live: De vil
således få mulighed for at vende tilbage til Jorden for at
leve deres kærlighed til hinanden ud!
Betingelserne er skrappe: De får 24 timer til at elske

hinanden af al deres kraft og uden betingelser. Til
gengæld er belønningen generøs, idet de, hvis det
lykkes, får en helt ny jordisk tilværelse sammen. Hvis det
mislykkes, skal de straks vende tilbage til de andre døde.
Ève og Pierre vover forsøget, og de kommer til live igen i
nøjagtig det samme øjeblik, hvor man havde troet dem
døde: Hun ligger i sengen og har overlevet giftattentatet –
og han var blot faldet af cyklen, mens revolverskuddet
havde forfejlet sit mål.
Imidlertid lykkes eksperimentet ikke, fordi de to
implicerede har andre ting at tænke på end at give sig
100% hen til hinanden: Ève føler en naturlig forpligtelse til
at advare sin lillesøster, Lucette, mod André Charliers
rænker, og Pierre føler sig ansvarlig for sine kammerater,
der vil gå den sikre død i møde, hvis de ikke bliver
advaret af ham.
Men det går bare ikke!
Ève kan ikke overbevise Lucette om Andrés bedrageri og
skændige planer. Pierre anses af mange af sine hidtidige
kammerater for at være en forræder, eftersom han er set
i selskab med militschefens attraktive kone. Ud over det
er der også visse klasseforskelle, der heller ikke gør det
nemmere for Ève og Pierre at give sig 100% hen til hinanden,
selv om de virkelig gør, hvad de kan.
Da Pierre Dumaine først er ved at få sine kammerater
overbevist om, at der er tale om en fatal fælde, er det
allerede for sent, og fristen nærmer sig hastigt sit udløb.
Fristen udløber, uden at Pierre og Ève har kunnet opfylde
betingelserne for kun at tænke på sig selv og vise hinanden
total tillid: De dør således for anden gang og ender,
hvor de kom fra blandt de døde i parken, hvor de for kort
tid siden mødtes.
En gammel, lidt latterlig og pigeglad markis spørger dem
om, hvordan det gik, og Ève siger: “Ser De, bordet
fanger. Man kan ikke spille sine kort om.” 3
Pierre siger så ømt: “Jeg har elsket dig, Ève...” —“Nej,
Pierre, dét tror jeg ikke.” —“Jeg har elsket dig af hele min
sjæl”, forsikrer han.” —“Jamen, det kan da godt være,
men hvad kan det bruges til nu?” 4
Sartre slutter med at lade et nyt ungt par blandt de døde
tage stafetten op og spørge Pierre og Ève, om det er
rigtigt, at der findes en §140! Da den unge mand ønsker
at vide, om man godt kan prøve på at leve sit liv om,
tøver Ève og Pierre først, inden de venligt smilende siger:
“Prøv dog bare!” 5
Så skilles Pierre og Ève.
Som døde har Ève og Pierre den fulde frihed til at gøre,
hvad de vil, men de kan ikke gribe ind i de levendes liv
og afværge de katastrofer, de kan se er under vejs. Og
de levende er som bekendt døve overfor de dødes
forsøg på kontakt!
3 –Les jeux sont faits, voyez-vous. On ne reprend pas son coup.
4 –Je vous ai aimée, Ève... –Non, Pierre. Je ne crois pas. –Je vous ai
aimée de toute mon âme, assure-t-il. –Après tout, c’est possible. Mais
qu’est-ce que ça peut faire à présent?
5 –Essayez, conseille Pierre. –Essayez tout de même, murmure Ève.
7

8
Sartre har i forbindelse med filmatiseringen af Les jeux
sont faits sagt 6 , at det ikke så meget er spørgsmålet om
døden, der interesserede ham, som det var spørgsmålet
om livet set fra dødens side.
Mens vi lever, tror vi, at vi er frie til at handle, men glemmer
at det kun er rigtigt i dét omfang, vi udelukker bevidstheden
om, at andre har samme ret, og at vores tilstedeværelse
samtidig lægger en dæmper på andres handlefrihed.
Og hvis det endelig skulle være muligt at forestille
sig en tilværelse efter døden, ville vi uvægerligt genindtage
de roller, vi spillede tidligere.
Vi tror måske, at vi efter forgodtbefindende kan smide et
hvilket som helst kort på bordet. Men det kan vi ikke, for
kortene er givet, og vi må spille hånden, så godt vi kan.
Uden at Sartre måske selv har tænkt sig det, er Les jeux
sont faits blevet til et moderne poetisk eventyr spændt
for en ideologis vogn.
Dette hinsides, som på så mange punkter minder så
meget om vores eget liv, og hvor Ève og Pierre befinder
sig mellem livet og døden, med en tegning, der næsten
er mere af kød og blod i det hinsides end hér, skønt det
netop kun er hér, i dét liv, som vi alle kender, at parret
kan elske hinanden rigtigt (hvad de så ikke helt kan
alligevel!).
Det grufulde ved Sartres historie er de dødes magtesløshed
og deres totale ubrugelighed kombineret med en
(u)begrænset “frihed”, da de jo ikke kan komme i kontakt
6 H. Magnan: Jean-Paul Sartre sur l’écran de Cannes. «Les jeux sont
faits.» Le Monde, 19/9-1947.
med de levende. Men hvor levende er de levende, når
det kommer til stykket?
Da Ève og Pierre er blevet bevilget udgang iflg. “§140”,
beder arbejderen Astruc, der døde 18 måneder tidligere,
dem om at gøre sig en tjeneste, når de vender tilbage til
Jorden: Han forklarer, at hans kone har taget sig en
elsker, hvilket han er bedøvende ligeglad med, men at
han er meget bekymret for sin 8-årige datter, som “stedfaderen”
ikke bryder sig om, men slår løs på.
Astruc er fortvivlet over ikke at kunne gribe ind og over,
at hans tidligere kone ikke rører en finger for at forhindre
overgrebene mod datteren. Ève og Pierre lover at tage
sig af sagen og sørge for, at barnet kommer et andet sted
hen, hvor man tager sig ordentligt af det.
Senere, da Pierre og Ève er vendt tilbage til Jorden, er
det Ève, der må minde Pierre om deres løfte til arbejderen
Astruc, og hun siger smilende til Pierre: “Hjælp
mig, Pierre. Så vi i det mindste ikke vil være kommet
tilbage forgæves.” 7
Pierre svarer, at de ikke er kommet tilbage for andres
skyld; og læseren tænker, at det er godt, han ikke står i
et lignende dilemma! Skal man koncentrere sig om at
elske hinanden uden forbehold og lade fem være lige
med hensyn til andres lidelser? Eller skal man “ofre” sig
for andres “lykke” og således selv løbe risikoen for ikke at
opnå dét, man var vendt tilbage til Jorden for at opnå: Et
helt liv med den, man elskede.
7 –Aidez-moi, Pierre. Au moins, nous ne serions pas revenus pour rien.

Huset, Ève og Pierre finder i rue Stanislas, er endnu mere
ruinagtigt og forsømt end alle de andre huse i gaden.
Scenen, der er rørende, giver associationer til Victor
Hugos (1802-85) indignerede socialkritik i Les Misérables
(De Elendige) fra 1800-tallets midte, hvor Hugo lader den
ejegode tidligere straffefange, den rige fabrikant og
borgmester, Jean Valjean, tage sig af den lille Cosette,
hvis mor, Fantine, på sit dødsleje har fået Valjean til at
afgive dette løfte. Den lille pige frister usle kår hos den
ondskabsfulde og upålidelige krofamilie Thénardier, hvor
hun udnyttes som en slave til alt forefaldende arbejde.
Jean Valjean køber hende fri og opdrager hende som sin
egen datter.
Da Ève og Pierre går op ad den ramponerede trappe i
den usle lejkaserne, hvor Astrucs lille pigebarn, Marie,
bor, finder de hende siddende på et trappetrin. Hun er
udhungret og iklædt pjalter. Barnet er blevet sendt udenfor,
for at “onkel Georg” og moderen kan hygge sig. Med
et bundt pengesedler til moderen får Ève og Pierre barnet
med sig, og Sartres gode hjerte løber af med ham, da
han lader parret anbringe Marie Astruc i pleje hos en
frodig kvinde i et pænt kvarter.
Ève siger smilende til Pierre: “I det mindste blev det hér
til en succes!” 8 Og hun foreslår oven i købet, at hun og
Pierre selv vil tage sig af barnet, hvis alt går vel!
Da Ève og Pierre på Pierres værelse nødtvungent har
indrømmet overfor hinanden, at de vist nok havde andre
motiver end ønsket om at elske hinanden uden forbe-
8 –Nous avons au moins réussi ça, constate Ève.
hold, da de benyttede sig af “§140” for at vende tilbage
til Jorden, breder der sig en stemning af mismod og
opgivelse. Men så ser de sig i spejlet: Deres to ansigter
kigger på dem, og Pierre siger, at det er første og sidste
gang, at de vil se hinanden i et spejl, for de dødes
“billede” reflekteres ikke (ligesom vampyrers heller ikke
gør det!).
Dét giver signalet til, at de kommer på andre tanker og
prøver på – på trods af alle odds – at elske hinanden
uden forbehold, men de er sig bevidst, at det nemt kan
være en éngangsforeteelse: Denne kærlighedsscene set i
lyset af dødens nærhed er mættet med sensualitet,
nærvær og ømhed, og Ève skriger endelig et triumferende
og befriende “Jeg elsker dig...” ud.
Hvad kunne de have gjort mere?
De har taget ansvaret for sig selv og for deres nærmeste.
De har reddet den stakkels lille mishandlede Marie
Astruc. De har til sidst gjort, hvad der stod i deres magt
for at redde henholdsvis en naiv lillesøster fra forførelse
og økonomisk ruin samt nogle modstandskammerater fra
at blive massakreret på trods af stor modstand fra alle
sider. De har elsket hinanden, så meget det overhovedet
var muligt under de givne omstændigheder.
Hvad kunne de have gjort mere?
Hvis “§140” ikke anvendes i hele sin udstrækning i et tilfælde
som dette, vil det da så overhovedet være muligt
at forestille sig, at nogle kandidater til et nyt liv på Jorden
9

10
vil være mere kvalificerede end Ève og Pierre? Eller er
“§140” en grusom leg konciperet af en grusom bestyrer af
det hinsides, en paragraf som kun tjener til at vække
falske forhåbninger om overhovedet at kunne få gennemført
dette store sisyfosarbejde?
Les jeux sont faits er af mange grunde interessant –
måske især fordi poesien og det almenmenneskelige
undertiden løber af med filosoffens ideologi: Én af de
bedste scener i stykket er den, hvor den føromtalte 8årige
Marie Astruc vinker tilbage til Ève og Pierre, som
har reddet hende fra en skæbne, man troede var ubønhørlig:
Bordet fangede netop ikke for hende, og kortene
blev redistribuerede, så hun kunne reddes!
Det skal være Sartre tilgivet, at han ikke er konsekvent i
sit værk. Og det må være læseren tilladt at læse hen
over en til tider anstrengt ideologi for i stedet at se det
storslåede i at være et menneske af kød og blod, der på
trods af alle odds alligevel forsøger at gøre, hvad der må
gøres, selvom belønningen synes fjern.

2. Lidt om helvede i “Lukkede Døre” og
i “Elevatoren som fór ned i helvede”
Dét at skildre mennesker i det hinsides er ikke en ny foreteelse
i litteraturen. Sartre havde benyttet det i skuespillet
Huis Clos 9 i 1944, hvor 3 mennesker, to kvinder og en
mand, efter deres død bliver spærret inde i et værelse
uden mulighed for at komme ud. Ét af de centrale motiver
i Huis Clos er selvbedraget, hvor man skaber en
ønskeforestilling, som man prøver at gøre troværdig for
andre, idet man tror, man har til hensigt at føre den ud i
livet på et eller andet tidspunkt.
“L’enfer, c’est les autres”, siger Sartre i stykket. Det er det
selvfølgelig, men det er også en selv, fordi man i
“helvede” er alene med sit liv uden at have den
selvbedrageriske udflugt til sin rådighed, at man endnu
kan nå at realisere sine projekter for således at retfærdiggøre
sig selv.
Men det virkelige “helvede” er måske især dét ikke at
være i stand til at kunne elske.
Den svenske forfatter og nobelpristager Pär Lagerkvist
(1891-1974) har i Onda Sagor 10 fra 1924 en historie,
Hissen som gick ner i helvete 11 , der på humoristisk og iro-
9 Lukkede Døre, 1947 og senere.
10 Beske fortællinger, 1946.
11 Elevatoren, som fór ned i helvede.
nisk vis beskæftiger sig med et “par” på afveje (Sartre ville
sikkert have sagt, at de levede i “la mauvaise foi”, at de
levede et yderst inautentisk liv!), en kedelig kæmner og
hans elskerinde.
Hun har forladt sin mand, Arvid, som ikke har sans for
fruens trang til eskapader og derfor skyder sig en kugle
for panden af sorg. Sammen med sin lidet fyrige elsker,
kommunekasserer Jönsson, er den lille frue på vej ned i
en elevator, der skal føre dem fra hotellets vidunderlige
tagterrasse med alle de skælmskt-blinkende stjernerne
over dem ned til deres elskovsrede.
I elevatoren udveksles platheder, og hver gang den lille
frue spørger sit skvat af en elsker, om han nu også virkelig
elsker hende rigtigt, falder elevatoren et godt stykke.
Til slut er det lykkedes dem ved hjælp af grove løgne og
hykleri at komme helt ned i helvede, hvor djævelen venter
på dem for at vise dem vej til deres midlertidige
elskovsbolig i en ramponeret bordel-lignende ejendom,
hvor en ulækker hundjævel viser dem til rette.
Inde på værelset, hvor lagnerne blot er glattede efter det
11

12
forrige pars akrobatiske elskovsøvelser, er alt parat til nattens
samvær; selv en natpotte mangler ikke: Da dukker
fruens mand op som tjener med et skudsår i hovedet og
med den opgave at betjene parret bedst muligt, og kvinden
begynder at bebrejde ham denne mangel på takt og
finfølelse at komme og ødelægge kæmner Jönssons og
hendes store nat!
Opholdet overståes hurtigere end ventet, og til djævelens
store overraskelse vil de allerede af sted igen. Snart er de
på vej op i elevatoren, og det står klart, at fruen intet har
lært af opholdet i helvede, og at hun sikkert snart igen vil
aflægge stedet et besøg, hvis ikke helvede følger efter
hende og trofast tilbyder hende ophold, hvor hun end er!

3. Betragtninger over den danske
oversættelse af Sartres titel
Den danske titel på Sartres værk Terningerne er kastet er
måske mindre heldig, eftersom Les jeux sont faits betyder,
at man (som på spillekasinoet ved fx roulettebordet)
har gjort sin indsats. Anbragt så og så mange jetoner på
dét og dét nummer. Valgt at gøre sådan og ikke sådan.
Taget sit standpunkt, som ikke kan ændres etc.
Først når “les jeux sont faits”, når indsatsen er foretaget
eller gjort, smides terningerne (eller kuglen kastes i den
roterende roulette), og man kan se, at kuglen lagde sig til
hvile et bestemt sted, mens terningerne udviste så og så
mange øjne. Først da véd man, om ens indsats bliver
mangedoblet, eller om den er gået tabt, fordi man havde
satset forkert.
Man kunne således forestille sig en anden oversættelse
af Sartres titel, der svarede mere til det franske udtryks
virkelighed:
“Bordet fanger”.
For det er vel dét, Sartre prøver at sige, at vi ganske vist
er frie til at vælge, men at valget naturligvis får konsekvenser
i den ene eller den anden retning (og under-
tiden i alle retninger!), og at vi ligger, som vi har redet.
Men er det nu også rigtigt? Er vi prædestinerede til én
eller anden uundgåelig og ubønhørlig “skæbne”, fordi vi
på et givet tidspunkt på baggrund af bestemte præmisser,
som de tog sig ud for os på “valgtidspunktet”, gjorde
sådan og sådan? Kan man da ikke “modificere” sine valg,
når og hvis det viser sig, at præmisserne eller forudsætningerne
for netop dette “valg” enten har ændret sig (eller
måske oven i købet allerede på “valgtidspunktet” var
anderledes, end vi troede pga. en – viser det sig senere –
ufuldstændig og mangelfuld opfattelse af komplicerede
tings nærmere beskaffenhed?
Der kommer let noget skæbnetungt og lidt for firkantet
determinerende over Sartres ideologi vedrørende valget:
Som om vi absolut er nødt til at sige “B”, fordi vi nu
engang har sagt “A”; idet vi, da vi sagde “A” pga. ufuldstændige
forudsætninger, forestillede os, at “B” ville være
det næste logiske skridt på vejen frem. Det er således fx
tvivlsomt, om den berømte gordiske 12 knude nogen
sinde ville være blevet løst, hvis Alexander den Store
tamt havde fulgt spillets regler!
12 Den gordiske knude var en indviklet rebknude eller trylleknude i templet
i Gordion i Frygien (Lilleasien). Det var spået, at den, der løste den,
ville blive hersker over Asien. Alexander den Store (356-323 f.v.t.) “løste”
knuden ved at kløve den med sit sværd. “At løse den gordiske knude”
vil således sige, at man med utraditionelle og uortodokse midler
overvinder hindringer og (tilsyneladende) uoverstigelige vanskeligheder.
13

14
Men i det “virkelige” liv...Dét liv, der foregår udenfor kasinoets
regelbundne verden, hvor indsatsen naturligvis
ikke kan flyttes til en gunstigere position, når man først
har set, hvor kuglen landede. Eller dét liv, der ikke er bundet
af en firkantet – og måske endda til tider masochistisk,
fundamentalistisk – ideologi, som vi desværre har så
mange eksempler på selv i vor oplyste tid...
I det “virkelige” liv har vi måske mange flere muligheder
for at vælge om igen uden nødvendigvis at behøve at
løbe linen ud, indtil rebet strammer ubehageligt og klemmer
livet ud af os. I det “virkelige” liv kan vi måske undgå
at begå de voldsomme “fejltagelser”, som ideologiernes
til tider dystre og pessimistiske eksempelmateriale i den
gode (!) sags tjeneste er så rigt på. I det “virkelige” liv vil vi
vide at korrigere for fejlnavigation, så vi ikke som en stolt,
men dum-stædig kaptajn på broen lader skibet gå på
grund, selvom han sagtens i det klare vejr kan se de
skær, der brat vil standse sejladsen, fordi han ikke til sin
død vil indrømme, at hans beregninger var forkerte (af
sparsommelighedsgrunde benyttede han forældede
søkort og undlod ofte at tage lods om bord etc!).
Med andre ord har vi – hvis vi vel at mærke selv ønsker
det og er i stand til at klemme os ud af besnærende ideologiers
spændetrøjelignende favntag – mange flere
muligheder for at korrigere for forkert kurs, så den katastrofe,
der så ud til at være uundgåelig, alligevel ikke er
det:
Thi vi har lov til at vælge om igen! “les jeux” er altså ikke
mere “faits”, end at mennesker uden for kasinoets kunstige
virkelighed har mulighed for “at flytte indsatsen et
andet sted hen”, selv efter at “terningerne er kastet”!
Hvis man antager, at dette er rigtigt, så vinder (heldigvis!)
menneskets praktiske virkelighed over ideologien, der jo
ofte er udtænkt med næsten matematisk præcision, hvor
det ene stadium eller trin med usvigelig konsekvens fører
til det næste osv. Men (og igen “heldigvis!”) mennesket er
langt mere kompliceret og uberegneligt end selv den
mest udspekulerede filosofs labyrintiske tankeslots
irgange.

4. Om Jean-Paul Sartres
eksistentialisme
Den marxistiske Jean-Paul Sartres (1905-80) filosofi er i
1940’erne baseret på et tankesystem, der hedder “eksistentialisme”.
Som så mange andre -ismer bærer også denne præg af
at være et blafrende banner under hvilket mange forskellige
meninger og mennesker har søgt ly og lånt prestige
af et ord og især af en mand med kultstatus.
Allerede i 1890’ernes Danmark reflekterede dagbladet
Politiken over litterære -ismers natur, idet avisen påstod,
at ordet “symbolisme...ingen mening besidder”. Endvidere
forklarer Politiken (iflg. digteren Johs. Jørgensens programartikel
om symbolisme i tidsskriftet Taarnet (1893-94))
ordets fremkomst ved at sammenligne med Émile Zolas
brug af “etiketten” naturalisme, som bladet påstår var “et
skilt, hvormed den franske skribent i sin tid duperede publikum”.
Man bør således mobilisere sin sunde skepsis,
når man står overfor en -isme-betegnelse, og gøre sig
klart, at det er begrænset, hvor meget begrebet kan
bære, at det oftest vil være en endog meget bred samlebetegnelse
for de mest forskelligartede tendenser, og at
man strengt taget kun har sagt såre lidt, når man fx
henåndet og indforstået siger “eksistentialisme” eller
kælent og selvsmagende koket hvisker: “Jeg tror nok, jeg
mest er eksistentialist!”
Og man må ikke glemme, at trangen til at ville give alting
navn (og helst i form af et enkelt ord eller to!) går meget
ud over den dybere forståelse af en epokes tendenser,
men sandelig heller ikke at barnet jo skal hedde noget,
når det nu er kommet til verden. Men det er netop vigtigt
at gøre sig klart, at betegnelsen for en given epokes kunstneriske
frembringelser som regel opstår efter barnets
fødsel!
Ingen i den såkaldte danske guldalder (det være sig
indenfor malerkunst eller litteratur) i første halvdel af
1800-tallet anede det mindste om, at de i slutningen af
dette århundrede ville få tildelt en sådan smigrende og
løftende betegnelse! Ligesom ingen af de mange millioner
af mennesker, der levede og døde i den såkaldte middelalder,
vidste, at de fristede tilværelsen som middelaldermennesker
i en overgangsperiode mellem “oldtid” og
“nyere tid”!
Det er derfor vigtigt, at man ikke lader sig forføre af nogle
epoke-teoretiske betragtninger over, hvad der karakteriserer
fx litteraturen, så man prøver at lægge teoriens
spændtrøje ned over virkeligheden (in casu den
pågældende epokes litterære frembringelser), men i
stedet går direkte til kilderne, til selve værkerne, og
prøver at læse dem så fordomsfrit som muligt og selv
vurderer, om de nu også svarer til dét billede af virkeligheden,
som – ismeteorien postulerede.
Eksistentialisme er således at betragte som en art modeord
og et paraplybegreb, under hvilket mange forskellige
15

16
anskuelser har kunnet trives og nyde godt af begrebets
prestigefyldte klang. Fx kaldte forfatteren, filosoffen og
nobelpristageren Albert Camus (1913-60) sig ikke for
eksistentialist, omend han har mange træk fælles med
Sartre.
If. Sartres udgave af eksistentialisme afledes eksistensen
ikke af noget andet (fx Gud): Den er der bare som en
harddisk uden programmel; åben over for enhver form
for påvirkning, men, som nævnt, oprindeligt uden præferencer
og som noget, der findes forud for enhver form for
erfaring, og som således er forudsætningen for alt indhold.
Jf. det berømte slogan “l’Existence prédède l’Essence” 13 ,
hvor “essence” opfattes som alt dét, der bliver fyldt på
siden hen. Oprindeligt er eksistentialisme en kristen
filosofi, der i Gud ser altings oprindelse og berettigelsen
for alting. Men overfor denne kristne eksistentialisme,
som den danske teolog, filosof og (samfundsrevsende)
forfatter Søren Kierkegaard har fået æren af at stå i spidsen
for (og som i 20. årh. har været repræsenteret af fx
Jaspers, Heidegger, Gabriel Marcel samt Husserl), men
hvis oprindelse jo naturligvis er meget ældre, kan man
sætte en ateistisk eksistentialisme, som især er
repræsenteret af den tyske filosof Heidegger og Sartre.
Ordet “eksistentialisme” opstår i 1943, hvor Gabriel
Marcel lidt nedladende bruger udtrykket om Sartres
tænkning 14 . Det er det samme år, hvor tre berømte “eksistentielle”
værker opstår: Simone de Beauvoirs L’Invitée
13 “Eksistens går forud for essens.” Se Sartres Eksitentialisme er
Humanisme fra 1946.
14 Iflg. K. Togeby i en kronik i Berl. T. d. 7/10-1966.
(Gæsten), Albert Camus’ Le Mythe de Sisyphe
(Sisyfosmyten) samt Jean-Paul Sartres Les Mouches
(Fluerne).
If. Sartres essay L’existentialisme est un humanisme fra
1946 (da. udg. Eksistentialisme er humanisme s.å.), hvor
hans eksistentialistiske teoridannelse fremstilles enkelt og
letlæseligt (i modsætning til hans noget tungere
filosofiske hovedværk L’Être et le Néant (Væren og Intet)
fra 1943), kan mennesket kun regne med sig selv i
forbindelse med at give sin egen eksistens og sit eget liv
mening. Problemet er iflg. Sartre for hvert enkelt menneske
at leve sit liv, sin egen eksistens, udleve sine egne
erfaringer og give sit liv mening ved at bruge sine egne
kræfter. Da Gud ikke eksisterer, er vi således overladt til
os selv, hvilket ofte medfører en følelse af “umoden” 15
fortvivlelse pga. manglende håb om ikke at kunne forvente
nogen assistance “udefra”.
Thi Gud findes som sagt ikke, og nogen “trylleformular”
for, hvordan livet skal leves, gives heller ikke.
“Menneskets ensomhed er uafhjælpelig og uoverstigelig”:
Vi er med andre ord “dømt til frihed”, og vi har det fulde
ansvar for vores liv, ikke blot for vores liv i snævrere forstand,
men også for dem, vi har at gøre med (og så begynder
Sartres strenge ateisme jo pludseligt at ligne
kristne maximer som “gør ikke mod andre, hvad du ikke
ønsker, andre skal gøre mod dig igen”!). Det er vore handlinger,
og vore handlinger alene, der dømmer os, og de
kan ikke gøres om:
15 “umoden”, fordi vi vel tværtimod skulle være glade over, at en “gud”
ikke havde prædestineret os til et liv, vi ingen indflydelse ville have på,
og at vi kun har os selv at takke for, hvad vi bliver til!

“Les jeux sont faits; rien ne va plus!” Indsatsen er gjort
(som på spillekasinoet), og nu ruller kuglen, og vi kan
ikke længere flytte om på indsatsen og forsøge at placere
den et andet og gunstigere sted, når vi har set, hvor
“skæbnekuglen” lægger sig til hvile!
Mennesket skal med andre ord bestræbe sig på at leve et
autentisk liv, hvor andres fordomme, traditioner og vaner
ikke må være styrende (som de som regel er det i en
mere nøjsom virkelighedens verden!) for dette menneske.
Hvis man deimod lader sig styre af disse parametre,
vil man ikke kunne blive sig selv, men blot være
(endnu) en kopi af alle de andre, der slæber rundt på en
tung bagage af inautenticitet, fordomme og uegentligt liv,
som man ukritisk og uden refleksion har overtaget, fordi
det var det nemmeste. If. Sartre vil man i så fald ligge
under for dét, han kalder “la mauvaise foi”, den (erkendt i
større eller mindre grad) uegentlige eller ikke-autentiske
måde at leve på.
Hver ny situation i dét liv, man ikke kan sætte på firkantede
formler eller foruddiskontere, fordi det er uberegneligt,
stiller os overfor et originalt valg, som kun vi kan
foretage, fordi situationen er unik i forhold til alle andre
situationer. Men dette valg implicerer også andre, og valget
kan man ikke afholde sig fra at foretage, for ved ikke
at vælge har man også foretaget et valg! Derfor er det
vigtigt, at vi, før vi vælger (med dels de konsekvenser,
det får for os selv, dels de konsekvenser, det vil for for
dem, vores valg “går ud over”), nøje har overvejet situationen,
så vi kender flest mulige præmisser, inden vi vælger:
“L’homme est ce qu’il fait”; “L’homme n’est rien d’autre
que ce qu’il fait.” (Mennesket er, hvad det gør; Mennesket
er intet andet end dét, det gør”).
Og man kunne tilføre, at mennesket er, hvad det gør sig
til, og at mennesket er sin egen “skæbnes” herre! På
samme tid både frit og ansvarligt.
17

18
5. Om det litterære Frankrig
midt i 1940’erne
Det er i årene efter Befrielsen efter Anden Verdenskrig
(1939-45), at eksistentialismen dominerer fransk
tankegang og fransk litteratur, og interesserede fra hele
verden kommer valfartende til Saint-Germain-des-Préskvarteret
i Paris på venstre Seinebred (som har fået navn
efter Paris’ biskop, Saint Germain, der i 576 e.v.t. blev
stedt til hvile i dét kloster, der i 700-tallet fik hans navn)
for at få et glimt af den store guru Jean-Paul Sartre med
sin trofaste livsledsagerske Simone de Beauvoir på Café
Flore eller La Coupole, hvor han sidder og skriver og
tager i audiens som en anden monark, der hverken sparer
kommunisterne eller gaullisterne 16 for kritik.
I eksistentialistkældrene i kvarteret hører man forfatteren
og jazzmusikeren Boris Vians (1920-59) trompet og hans
smukke kvinde, Juliette Grecos smægtende sang, når
hun da ikke dyrker sit forhold til Sartre.
Tidens førende litterære tidsskrift hedder Les Temps
Modernes og grundlægges i 1945 af Jean-Paul Sartre.
Tidsskriftet skulle komme én gang om måneden, og
selve titlen viser på udmærket vis Sartres faible for
Charlie Chaplins barokke humor, idet Chaplins berømte
film fra midt i 1930’erne, Moderne Tider, er en humoristisk
orkestreret advarsel mod en løbsk teknologi og en instru-
16 Efter General Charles de Gaulle, 1890-1970. Regeringschef 1944-46
og Frankrigs næsten enevældige præsident fra 1959-1969, hvor han
trak sig tilbage efter et nederlag ved en folkeafstemning om regionalisering
og om en reform af Det Franske Senat.
mentalisering samt ikke mindst en dehumanisering af
mennesket.
Da den kendte og kontroversielle forfatter André Malraux
(1901-76) den 22. november 1945 udnævnes til informationsminister
17 i General de Gaulles regering, understreger
han på en pressekonference de politiske forpligtelser,
som påhviler den nye tids forfattere.
Frankrig var i 1945 et forarmet land, hvor elektricitetsmangel
lukkede caféer og restauranter tre dage om ugen,
og hvor der var (gen)indført rationering på brød, mens
papirmangel bl.a. betød, at der ikke kunne trykkes nye
skolebøger før året efter.
Imidlertid var der på trods af de materielle mangler et
stort antal kulturelle begivenheder og offentlige foredrag
om de mest forskelligartede og interessante emner, der
kunne spænde fra “Brugen af gas til belysningsformål og
dens konsekvenser” og til “Korsikas historie”.
Den 29. okrober 1945 kunne man således læse en lille
annonce i Le Monde, der mindede om alle de andre, der
tilbød foredrag om diverse emner: “Foredrag i Club
Maintenant. Mandag, den 29. oktober klokken 2030, Salle
des Centraux, 8 Rue Jean-Goujon (métro Marbeuf). Jean-
17 Senere kulturminister 1959-69 under de Gaulle som præsident for
Den 5. Republik.

Paul Sartre taler om emnet: “Eksistentialisme er
Humanisme”.
Cohen-Solal fortæller i sin store Sartre-biografi, at de to
ledere af Club Maintenant Jacques Calmy og Marc
Beigbeder havde betalt i dyre domme for at indrykke den
omtalte annonce: Ikke blot i Le Monde, men sandelig
også i Combat, Le Figaro og Libération! Da man var
bange for, at entréindtægterne måske ikke engang ville
kunne betale for leje af salen, havde arrangørerne også
sat plakater op i boghandler i Latinerkvarteret, på
Montparnasse og i Saint-Germain-des-Prés for ikke at gå
glip af selv den mest perifere potentielle foredragsgæst.
Det blev en stor succes i en tætpakket sal, hvor Sartre fik
perspektiveret sine tanker om “Eksistentialisme er
Humanisme”.
Da aviserne senere omtalte begivenheden, hæftede man
sig ikke så meget ved indholdet i Sartres foredrag, men
gjorde i stedet et stort nummer ud af at beskrive de vilde
tilhørere, de mange besvimelser pga. dårlig luft i det tætpakkede
lokale samt de knuste stole. Men denne form for
journalistik og journalistisk vinkling af noget, der går over
journalistens forstand, er vel heller ikke fremmed for os i
dag!
Men som sagt var det især denne begivenhed i efteråret
1945, der for alvor placerede Sartre i mediernes skarpe
søgelys. Og da Boris Vians roman L’Écume des jours
18 Boris Vian: L’Écume des jours, kap. xxviii: “On les repoussait à grands
coups de souliers ferrés sur les jointures au moment où ils s’aggrippaient
au rebord pour se rétablir et sortir, et les rats se chargeaient du
reste. Mais rien ne décourageait ces passionnés.”
udkom i 1947, blev man på ny mindet om Sartres foredrag
to år tidligere, idet Vians satirisk og ironisk beskriver
et foredrag, hvor “Jean-Sol Partre” kommer ridende på en
trompeterende elefant omgivet af 4 øksebevæbnede
body-guards, der svingende med deres økser skaffer
plads til den store foredragsholder.
Tilhørerne benytter sig af alle kneb for at komme indenfor,
og der cirkulerer titusindvis af falske adgangskort til
seancen! Nogle ankommer med rustvogn i en kiste, som
strisserne ivrigt gennemborer med stållanser. Andre trofaste
tilhængere af troldmanden Jean-Sol Partre lader sig
kaste ned med faldskærm, mens atter andre forsøger at
tiltvinge sig adgang gennem kloakkerne: “Man slog dem
tilbage ved at sparke dem hårdt på leddene med
sømbeslåede sko i dét øjeblik, hvor de klamrende sig
fast til kanten for at komme til hægterne igen prøvede på
at komme op, og rotterne tog sig af resten. Men intet
kunne tage modet fra disse vanvittige galninge.” 18
For at få en passende modvægt til glansbilledagtige fremstillinger
af åndsfyrsten Sartre, er det måske ikke uinteressant
at studere flg. citat fra én af dem, der absolut ikke
brød sig om Sartre.
Der er tale om digteren og lægen Louis-Ferdinand
Céline 19 (1894-1961), der efter Anden Verdenskrig blev
dømt som kollaboratør for tyskerne, og som opholdt sig i
Danmark mellem 1944 og 1951, hvor han bl.a. sad i
19 Hovedværk: Voyage au bout de la nuit, 1932 (Rejsen til nattens ende,
1968). Værket beskæftiger sig med desillusionen efter Første
Verdenskrig og er stemningsmæssigt åndsbeslægtet med Tom
Kristensens store roman fra 1930 om den disillusionerede litteraturanmelder
Ole Jastraus jagt på en livsanskuelse.
19

20
Vestre Fængsel efter at være blevet arresteret i
København i begyndelsen af december 1945:
“Je suis bien forcé de ne plus voir J.-B. S. [Jean-Baptiste
(sic!) Sartre] que dans la peau d’un assassin, et encore
mieux, d’un foutu donneur, maudit, hideux, chiant pourvoyeur,
bourrique à lunettes.” (in Louis-Ferdinand Céline,
“Cahiers de l’Herne”. L’Herne, 1965). “Omstændighederne
tvinger mig til udelukkende at se Jean-Baptiste 20 (sic)
Sartre iklædt snigmorderens dragt, eller snarere i
skikkelse af en forbandet stikker, nederdrægtig, grim som
arvesynden, røvkedelig håndlanger og bebrillet stivnakke.”
I øvrigt er det interessant at se, at Sartre senere tager afstand
fra eksistentialismen: I den i 1960 udgivne Critique
de la raison dialectique 21 giver Sartre endog udtryk for foragt
for den eksistentialisme, som han selv var blevet
berømt på, hvilket mange undrede sig over. Imidlertid
havde de franske kommunister allerede for længst omtalt
Sartres eksistentialisme som en pessimistisk borgerlig
individualisme, der glemte menneskets solidaritet med
andre mennesker.
Ja, allerede midt i fyrrerne havde tidsskriftet Combat, der
var startet som modstandsgruppen Combats illegale
organ, hvis chefredaktør Albert Camus som noget helt
naturligt blev efter Befrielsen i 1944, offentliggjort en
række artikler, der kritiserede “eksistentialismen”. Sartre
svarede bl.a. flg. på kritikken: “Har De overhovedet gjort
et forsøg på at definere begrebet for Deres læsere? Det
er ellers ikke vanskeligt...Det er op til mennesket selv at
skabe sin egen essens; mennesket bliver først til, når det
kaster sig ud i verden for at kæmpe og lide...Angsten er
ikke en hindring for at handle: Den er tværtimod forudsætning
for enhver handlen...Mennesket kan ikke række
ud mod verden, før det har forstået, at det alene kan for-
20 “Jean-Baptiste” betyder “Johs. Døberen”, men er også Sartres fars fornavn.
21 Kritik af den dialektiske fornuft.

lade sig på sig selv. Mennesket er stedt i denne verden
og må i ensomhed konfrontere sig med det uendelige
ansvar, der tårner sig op for det. Mennesket har ingen
andre mål end dem, som det stiller op for sig selv, og
ingen anden skæbne end den, som det selv skaber hér
på jorden.” 22
Men efter at Sartre i 1964 har udgivet sit store
erindringsværk Les Mots (Ordene, 1964), kan man tydeligt
se, at han ikke er bange for at kritisere sig selv, hvorfor
hans afstandtagen fra 40’ernes eksistentialisme bliver
mere forståelig.
22 Hele teksten kan læses i Michel Contat og Michel Rybalka: Les Écrits
de Sartre. Gallimard, 1970.
6. Visse begivenheder
i 1947
Les Jeux sonts faits får première i 1947 i Jean Delannoys
regi (Terningerne er kastet, 1949) ligesom René Clairs Le
silence est d’or og Henri Georges Clouzots Quai des
Orfèvres. Samme år udkommer Albert Camus’ roman La
Peste (Pesten, 1948), Boris Vians L’Écume des jours
(Dagens Skum, 1966) og Jean Genêts teaterstykke Les
Bonnes (Stuepigerne, 1963).
I Danmark, hvor Frederik IX, den nuværende dronnings
far, overtager tronen efter sin far, Christian X, opføres
Kjeld Abells Dage på en sky på Det kgl. Teater. H.C.
Branner udgiver novellesamlingen Angst, og Martin A.
Hansen publicerer Agerhønen, der tilhører samme genre.
Erik Knudsen og Thorkild Bjørnvig udgiver hver en digtsamling
i 1947: Knudsens hedder Til en ukendt gud og
Bjørnvigs fik titlen Stjernen bag Gavlen.
I Norge står den på Møte ved milepelen (Møde ved
Milepælen, 1948), mens Thomas Mann i Tysklands ruinhob
offentliggør romanen Dr. Faustus, som kommer på
dansk ti år senere.
21

22
7. Litteraturliste
Primær litteraur:
Jean-Paul Sartre: Les jeux sont faits. Les Éditions Nagel.
Paris, 1947.
Jean-Paul Sartre: Les jeux sont faits. Le français pour
tous. Gyldendal, 1972.
Jean-Paul Sartre: Terningerne er kastet. Vintens forlag,
1964.
Jean-Paul Sartre: Huis clos. Gallimard, 1944.
Jean-Paul Sartre: Lukkede Døre. 1946 og senere.
Jean-Paul Sartre: L’Existentialisme est un humanisme.
Nagel, 1946.
Jean-Paul Sartre: Eksistentialisme er humanisme, 1946 og
senere.
Jean-Paul Sartre: L’Être et le Néant. Gallimard, 1943.
Jean-Paul Sartre: Situations I + II (især Qu’est-ce que la littérature?).
Gallimard, 1947-1948).
Boris Vian: L’Écume des jours, 1947. 10/18, 1963.
Boris Vian: Dagens Skum, 1966.
Les jeux sont faits. Film instrueret af Jean Delannoy på
baggrund af Sartres drejebog. Producent: Les Films Gibé,
Paris, 1947.
La Revue du Cinéma, bd. I-III, 1946-48 (ved Jean George
Auriol). Gallimard, 1946-48.
Les Temps Modernes, 1947-1948 (Directeur Jean-Paul
Sartre).
Samtidige anmeldelser af Les jeux sont faits:
J. Doniol-Valcroze: Les pauvres morts ont de grandes
douleurs. Les jeux sont faits. La Revue du Cinéma, februar
1948, No 10, pp. 77-80.
C.J. Elmquist: Ny Bog af Sartre. Et filmmanuskript af
usædvanlig litterær Kvalitet. Politiken, 29/9-1947.
H. Magnan: Jean-Paul Sartre sur l’écran de Cannes – «Les
jeux sont faits». Le Monde, 19/9-1947.

Nyere litteratur vedr. Jean-Paul Sartres værk i bred forstand:
1. J. Brenner: Histoire de la littérature française de 1940
à nos jours. Fayard, 1978.
2. A. Cohen-Solal: Sartre 1905-1980, bd. I + II.
Spektrum, 1987.
3. M. Contat et M. Rybalka: Les Écrits de Sartre.
Gallimard, 1970.
4. J. Degny: Jacques Degny présente “La Nausée” de
Jean-Paul Sartre. “Foliothèque”, Gallimard, 1993.
5. S. Eiberg & V. Nedergaard: Den franske eksistentialisme.
Introduction à Sartre • Beauvoir • Camus.
Systime, 1985.
6. I. Galster. Le Théâtre de Jean-Paul Sartre devant ses
premiers critiques. J.-M. Place, 1986.
7. Fr. Lapointe: Jean-Paul Sartre and his critics: an international
Bibliography. Bowling Green State University
(US), 2e éd., 1981.
8. Fr. Noudelmann: François Noudelmann présente
“Huis Clos” et “Les Mouches” de Jean-Paul Sartre.
“Foliothèque”, Gallimard, 1993; Sartre, l’Incarnation de
l’imaginaire, L’Harmattan, 1996.
9. J. Simont: Jean-Paul Sartre. Un demi-siècle de liberté.
De baeck Université, Bruxelles (BE), 1998.
10. J. Sløk: Eksistentialisme. Berl. Forlag, 1980.
11. K. Togeby: Kapitler af fransk litteraturhistorie. 20. årh.
Akademisk Forlag, 1971.
12. M. Winock: “Les Années Sartre”, in Le Siècle des intellectuels,
Seuil, 1997, pp. 389 à 605.
13. Études sartriennes, vol. 7. P.U., Paris X, Nanterre,
1999.
23

En samproduktion mellem BaggårdTeatret, Odense Teater og Skuespillerskolen ved Odense Teater