3u Island 2012 - Frederiksborg Gymnasium og HF

3u’s udveksling med Island 2012
3u var så heldig i 2012, at få Nordplus‐støtte (dvs. støtte fra Nordisk Råd) til en udveks‐
ling september‐oktober 2012 med Reykjavik‐gymnasiet Menntaskólinn við Sund. Islæn‐
dingenes projekt har især koncentreret sig om Christian 4.‐tidens Island og Danmark –
og relationerne mellem de to lande dengang, mens vi på Frederiksborg Gymnasium har
arbejdet generelt med forholdet mellem de to lande fra Islands tid som dansk koloni
underlagt dansk monopolhandel, over de voksende selvstændighedskrav fra midten af
1800‐tallet frem til Islands definitive uafhængighed af Danmark fra 1944 og den efter‐
følgende sag om udleveringen af de islandske håndskrifter. Alt sammen selvfølgelig på
baggrund af en gennemgang af hele Islands historie fra landnamstiden op til og med
finanskrisen i disse år.

3u på rundtur i Reykjaviks centrum, øverst tv. På Austurvöllur‐pladsen foran Islands Alting, øverst th. i den
gamle bykerne, nederst tv. i Hallgrimskirken, nederst th. på fiskerestaurant
Spørgsmålene der melder sig er:
Hvordan var det danske styre? Var der tale om udnyttelse af Island?
Hvad var grundene til den islandske løsrivelse fra Danmark?
Hvordan reagerede Danmark på den islandske løsrivelsesbevægelse?
Hvad talte for og imod udleveringen af håndskrifterne?
Spørgsmålene er væsentlige for forholdet mellem Danmark og Island i dag ‐ og paral‐
lellen til Danmarks forhold til de to andre nordatlantiske bilande, Færøerne og Grøn‐
land, er oplagt. Historien om Danmarks forhold til det relativt store biland, Island, ligner
på mange måder historien om forholdet til de to mindre bilande i nord. Vil udviklingen
komme til at gå helt samme vej på Færøerne og Grønland, blot med en forsinkelse pga.
disse to landes meget mindre befolkning? Har Danmark, Færøerne og Grønland lært
noget af den dansk‐islandske historie? Og har Island?

På frilandsmuseet Árbæjarsafn ved gården Árbær og på kvindesiden i tørvekirken fra Skagafjörður 1842
1) Enevælde og monopolhandel ca. 1660‐1788
Efter den nordiske bosættelse på Island fra omkring 870 og fristatstiden frem til
1262/1264 kom Island under den norske konge og fulgte med Norge ind i unionen med
Danmark i 1380. De islandsk‐danske forbindelser i middelalderen og renæssancen er
selvfølgelig også et studium værd. Der er f.eks. dramatiske historier om reformationen
på Island 1539‐51, der betød, at et oprør fra den katolske, islandske biskop Jón Arason
måtte nedkæmpes, og ”Tyrkerranet” i 1627, hvor algierske sørøvere overfaldt Island og
bortførte 380 islændinge til slaveri i Nordafrika, men her vil vi koncentrere os om tiden
fra enevældens indførelse i 1660 i Danmark. Enevælden gennemførtes efterfølgende på
Island i 1662, med det resultat at landet blev yderligere afhængigt af den danske stat.
Enevælden medførte ikke straks en omdannelse og forandring af Islands politiske
struktur og retssystem, men i tidens løb resulterede den i ganske betydelige ændringer
i det islandske system og for forholdet mellem rigets centrum i Danmark og rigets
periferi i bl.a. Island.
I slutningen af 1600‐tallet ændrede de danske myndigheder det islandske system, så‐
ledes at den øverste islandske embedsmand blev stiftsbefalingsmanden med bopæl i
København, der repræsenteredes lokalt i Island af en landsfoged og en amtmand. Næ‐
sten alle lokale embedsmænd var islændinge fra den lokale overklasse, der kommuni‐
kerede med København på dansk, men i øvrigt styrede øen på islandsk.

Lovklippen på Þingvellir
Altinget på Þingvellir var allerede som følge af Islands overgang til styre under den nor‐
ske konge i 1262 og siden den danske konge i 1380 reduceret til en midtvejsdomstol,
mellem de lokale domstole, styret af sysselmændene, og Højesteret i København. Se‐
nere fulgte en nedlæggelse af Altinget i 1800 og oprettelsen af en mere professionel
Landsoverret i Reykjavik.
De politiske forhold i Island viste de første tegn på ændring i slutningen af århundredet,
hvor islandske intellektuelle, med inspiration fra den europæiske oplysningstid, arbej‐
dede for udbredelsen af oplysning om historie og især om landøkonomiske forhold. De
krævede ikke islandsk selvstændighed, men mente at den danske konge kunne hjælpe
dem med social og intellektuel forbedring i landet. De blev til inspiration for den senere
nationale bevægelse i Island.
Fra 1602 havde skiftende danske handelskompagnier fra København, i merkantilismens
ånd, monopol på handelen på Island. Dermed var der forbud på handel med andre end
danske skibe med kongelig licens. Denne monopolordning havde til formål at sikre de
danske handelsmænd fortjenesten af handelen og lukke fremmede ude, til fremme for
den danske stats erhvervsliv og økonomi. Regeringen forsøgte at give forskrifter, der
fastsatte priserne, og skulle sikre de fornødne tilførsler, men købmændene prøvede i
flere tilfælde at misbruge ordningen. De danske skibe skulle rejse til Island, og levere
varerne, men ordningen dækkede ikke, at alle havne skulle besøges. Derved klagede

islændingene. Endvidere var mange islændinge utilfredse, da de mente, at varerne ikke
var i ordentlig stand, og ikke levede op til kravene. Og islændingene klagede over for
dårlige priser på deres eksportvarer, først og fremmest tørrede fisk. Den danske konge
ønskede et godt forhold til Island, og derfor forsøgte han ved flere lejligheder at for‐
bedre ordningen. Fra 1787 blev handelen på Island givet fri for danske handlende, så‐
ledes at alle almindelige danskere fik tilladelse til at handle på Island, mens fremmede
handlende først fik adgang fra år 1855.
Monopolhandlen har givet anledning til hovedparten af den islandske kritik af det dan‐
ske styre. Som den islandske forfatter Bergsveinn Birgisson udtrykte det i et interview i
Politiken 16/9 2012: ”Der var mangel og fattigdom i flere århundreder, og en del af det
skyldtes, at vi var under … et andet land og ikke selvstændige, og de (: Danmark) kon‐
trollerede al handel og bestemte prisen på alt. Du kunne aldrig tjene penge og blive vel‐
havende som islænding”.
Kigger man detaljeret på monopolhandelsperioden viser der sig et meget skiftende bil‐
lede, sammenhængende med de forskellige kompagnier, der sad på monopolhandlen
1602‐1788. Værst har det tilsyneladende været, da det københavnske hørkræmmerlav
sad på monopolet 1743‐58. Amtmand Magnus Gislason beskyldte dem for at være
skyld i en hungersnød, der kostede 1.500 mennesker livet, ligesom sysselmanden i Ska‐
gafjörður Skúli Magnússon kritiserede dem hårdt i indberetninger til regeringen og be‐
skyldte dem for ”at holde befolkningen nede i usseldom og vankundighed”. Hørkræm‐
merne svarede igen ved at forlange, at Skúli Magnússon blev afsat fra sit embede, men
regeringens reaktion blev den stik modsatte, at Skúli Magnússon blev forfremmet og
som den første islænding udnævnt til landsfoged. Og hørkræmmerne blev frataget Is‐
landshandelen, som regeringen i stedet overtog med den københavnske storkøbmand
Niels Ryberg som direktør.
Ryberg sikrede en besejling af alle havne på Island, sendte varer af ordentlig kvalitet,
afsatte de islandske varer med stor effektivitet og kom også med initiativer til forbed‐
ring af den islandske økonomi. Og Skúli Magnússon fik statslige midler til bl.a. at grund‐
lægge en uldmanufaktur med stampemølle i Reykjavik i 1750'erne i håb om at kunne
udvikle Islands økonomi ved at sikre forarbejdning af de islandske varer i Island i stedet
for at de som tidligere blev eksporteret til forarbejdning i f.eks. København. Manufak‐
turen blev tabsgivende og misrøgtedes også af monopolhandelskompagniet, men vid‐
nede dog om den danske regerings vilje til at gøre noget positivt for Island og fik også

stor betydning ved at være det første skridt til grundlæggelsen af Reykjavik og etable‐
ringen af et mere moderne erhvervsliv på Island.
Reykjaviks ældste hus, oprindeligt en del af Skúli Magnússons manufaktur, Innréttingarnar
Monopolhandlens tid betød virkeligt meget for Island, men samtidigt relativt lidt for
Danmark hvor den måske ernærede et par tusind mennesker i alt ifølge Skougaard &
Mentz (se litteraturlisten).
Stjórnarráðshúsið (Regeringsbygningen), oprindeligt bygget som fængsel 1761‐71, senere bolig for den
danske amtmand og nu den islandske præsidents kontor. Foran ses statuen af Hannes Hafstein (Islands‐
minister 1904‐09 og 1912‐14)

1700‐tallet var en af de sværere tider i Islands nyere historie. Mellem en fjerdedel og en
tredjedel af folket på Island døde under en koppeepidemi 1707‐09, og i 1783‐86 døde
omkring en fjerdedel af befolkningen af hungersnød efter Laki‐vulkanens eksplosive ud‐
brud i sommeren 1783, der spredte lava over 580 kvadratkilometer og, endnu værre,
aske og giftige dampe på meget længere afstand, hvilket slog de fleste af Islands husdyr
ihjel. Hertil kom så tilmed en efterfølgende koppeepidemi i 1786. Den danske regering
var bestemt indstillet på at hjælpe islændingene i nødårene, men ved Laki‐katastrofen
tog det f.eks. ½ år inden nyheden kom til København. Her startede man en indsamling
til de nødramte islændinge, fik hurtigt indsamlet 10.000 rigsdaler og sendte et skib af
sted med forsyninger til de nødstedte i november 1783. Skibet blev imidlertid slået til‐
bage af storme flere gange, måtte søge ly i Norge om vinteren og nåede først frem i a‐
pril 1784 med beskadigede varer, som så endda knapt kunne fordeles pga. Island, fordi
de heste, transporten på øen var afhængig af, i mellemtiden var døde i stort omfang.
Fra dansk side indsamledes i alt 124.000 rigsdaler til hjælpearbejdet. Men hjælpen kom
for sent. Og situationen bedredes ikke at, at man samtidigt bevarede eksporten af mad‐
varer (fisk) fra øen midt under hungersnøden. Begivenhederne udstillede problemerne
ved det fjerne danske styre.
2) Demokratisering og selvstændighedskrav ca. 1830‐1904
Der var meget lidt dansk tilstedeværelse på Island, ud over købmænd og handlende: få
embedsmænd og ingen soldater, og altså absolut intet volds‐ og tvangsstyre. Det illu‐
streredes tydeligt under Napoleonskrigene, hvor Danmark kom i krig med England
1807‐14, og hvor englænderne kunne afbryde den danske skibstrafik til Island. I 1808
kunne et engelsk kaperskib uforstyrret beslaglægge den danske konges pengekasse i
Reykjavik på 34.994 rigsdaler, og i 1809 kunne den danske eventyrer Jørgen Jørgensen,
der ankom til Island som medhjælper på en engelsk handelsekspedition, ubesværet ar‐
restere den danske amtmand og gøre sig selv til øverstkommanderende i Island, indtil
den engelske regering bremsede ham efter 9 uger.
En islandsk nationalisme med krav om selvstyre eller selvstændighed begyndte at vokse
op fra 1820’erne imellem de islandske studenter i København. Helt i overensstemmelse
med og parallelt med den nationalisme, der var en af de dominerende strømninger i
hele Europa i perioden. Den første større bevægelse mod islandsk selvstyre kom i 1834,

hvor Frederik 6. imødekom det danske borgerskabets krav om etableringen af folkelige
repræsentationer, stænderforsamlinger. Island blev med 2 medlemmer lagt ind under
forsamlingen for Sjælland og Øerne, der mødtes i Roskilde. Islændingene forlangte nu
en særlig repræsentativ forsamling i Island og blev imødekommet i 1843, da Altinget
blev genoprettet i Reykjavik som en rådgivende forsamling a la de danske stænderfor‐
samlinger.
Reykjavik kort før 1870 med Domkirken i centrum. Den store bygning til højre er Reykjaviks Gymnasium,
hvor Altinget mødtes i starten, og den anden store hvide bygning, i baggrunden til venstre, er regeringsbyg‐
ningen, hvor den danske amtmand holdt til. Søen Tjörnin ses i forgrunden til højre (og er større end nu). Hu‐
sene er på nær de tre ovennævnte stort set alle sammen lave træhuse [Wikipedia].

Filologen og arkivaren Jón Sigurðsson (1811‐79) blev lederen i den islandske nationale
bevægelses første fase fra 1840'erne, og indtil sin død i 1879 satte han fra sin plads i
Altinget kursen for den islandske nationalisme med krav om islandsk selvstændighed
(hjemmestyre). Herefter fulgte 50‐60 år med en forfatningskamp mellem de danske
myndigheder og den islandske selvstændighedsbevægelse, der ikke ville stille sig til‐
freds med den ensidige danske vedtagelse af ”Stillingsloven” 1871, der betegnede Is‐
land som en uadskillelig del af danske rige, omend med særlige landsrettigheder, og
den første islandske forfatning i 1874, der gav Altinget en (begrænset) lovgivende magt,
men med en vetoret til den danske konge og den udøvende magt i Island fastholdt hos
den danske regering.
Islands selvstændighed symbolsk udtrykt: På det centrale torv i Reykjavik, Austervöllur, foran Altinget stod
1874‐1931 en statue af den dansk‐islandske billedhugger Bertel Thorvaldsen, som byen København havde
skænket Reykjavik. Men i 1931 blev Thorvaldsen flyttet væk herfra og erstattet af en statue af Jón Sigurðs‐
son
3) Hjemmestyre, personalunion, selvstændighed 1904‐44
I 1901 kom systemskiftet i Danmark, hvor Danmark fik en Venstreregering med flertal i
Folketinget i stedet for de mangeårige konservative Højre‐regeringer, der havde sat
hælene i over for alle islandske selvstændighedskrav. Og fra nu af mødte Island meget
større forståelse. I 1904 fik Island hjemmestyre med en Islandsminister (en islandsk
”statsminister”) i Island, dvs. at den udøvende magt nu til dels flyttede til Island. Dette
tilfredsstillede ikke de islandske ønsker, da landet stadig blev betragtet som en integre‐

et del af det danske rige. Perioden 1904‐1918 blev politisk præget af en intens politisk
kamp på Island mellem moderate, der ønskede en vis fortsat tilknytning til Danmark, og
selvstændighedsfolk, der ville bane vejen for en fuldstændig islandsk selvstændighed.
Et forslag til islandsk forfatning, som, kort fortalt, gav Island udstrakt selvstændighed,
men lagde op til en fortsat tilknytning til Danmark blev forkastet ved en folkeafstem‐
ning på Island i 1908.
Sagen fandt sin afgørelse i 1918 med en vedtagelse ved folkeafstemning i Island af en
forfatning, der gjorde Island til en fri og suveræn stat i personalunion med Danmark.
Unionen indebar, at den danske konge fortsat var islandsk statsoverhoved, og Danmark
varetog Islands forsvars‐ og udenrigsanliggender. Forbundsloven indeholdt en bestem‐
melse om, at både Island og Danmark efter udgangen af 1940 kunne tage aftalen til
revision, via forhandlinger. Hvis disse forhandlinger ikke førte til nogen ny aftale inden
for tre år, havde begge parter ret til ensidigt at ophæve unionen.
Da tiden kom, valgte Island med virkning fra den 17. juni 1944 at løsrive sig fuldt fra
Danmark og oprette en selvstændig republik. Danmark var på dette tidspunkt besat af
Tyskland. Tidspunktet virkede som et unødvendigt slag til et Danmark i nød, og den
danske kongefamilie og andre reagerede med en vis bitterhed.
Island havde udviklet sig ganske betydeligt siden 1800‐tallet. Landet oplevede en mo‐
dernisering af økonomien med en øget økonomisk velstand og voksende urbanisering.
Og denne udvikling tog endnu et spring fremad under 2. verdenskrig, hvor de britiske
og især de amerikanske basebyggerier og militære aktiviteter i Island skabte beskæfti‐
gelse og nye handelsforbindelser. På den baggrund var den islandske selvstændigheds‐
erklæring i 1944 en helt naturlig og logisk udvikling.

4) Håndskriftsagen 1945‐71
Islændinge i Kongens Have oktober 2012
Islands største kulturarv er uden diskussion de middelalderlige pergamenthåndskrifter
med sagaer, lovbøger, eddadigte m.m. Hovedparten af de bevarede håndskrifterne var
blevet indsamlet og bevaret især af Árni Magnusson i starten af 1700‐tallet og ved hans
død i 1730 testamenteret til Københavns Universitet.
Selvom Island efter 2. verdenskrig havde løsrevet sig fra Danmark og nu kunne betrag‐
tes som en fuldt selvstændig stat, mente islændingene ikke, at deres nyfundne identitet
var fuldendt, før håndskrifterne var tilbage på Island. Håndskrifterne skulle nu, set fra
islandsk synspunkt, tilbageleveres, for at styrke landets nationale kultur og identitet,
samt gøre løsrivelsen fra Danmark komplet. Island fremførte, at håndskrifterne var de‐
res oprindelige skrifter og deres kulturskat, der beskriver deres gamle samfund. Hoved‐
argumentet for udleveringen af håndskrifterne var, at disse havde afgørende betydning
for den islandske nationale identitet og selvopfattelse. De sås som fundamentet for
islandsk nationalitet og sprog, samt et fuldt selvstændigt Island. Sagaerne var ikke blot
et bevis på den islandske nations oprindelse, men også noget der knyttede nutiden til
fortiden, og en legitimering af Islands status som selvstændig nation i verden i dag.
I Danmark så mange på Islands krav som værende urimelige. Man mente, at håndskrif‐
terne var blevet erhvervet på lovlig vis, og at det derudover ikke ansås som en pligt at

aflevere kulturskatte tilbage deres oprindelige ejere. Endvidere var et argument imod
udleveringen, at skrifterne mentes at være en fælles nordisk kulturarv, idet de var ble‐
vet til i en periode, hvor de kulturelle grænser var en del anderledes end i dag. Derud‐
over indeholdt håndskrifterne ikke kun historier fra Island, hvilket forstærkede argu‐
mentet om, at disse lige så godt kunne anses for at være fællesnordiske kulturskatte.
Sagen om håndskrifterne kom til i flere årtier at belaste forholdet mellem Danmark og
Island, indtil Danmark i 1961 vedtog at dele Københavns Universitets samling af island‐
ske håndskrifter mellem Danmark og Island, således at de vigtigste fremover skulle ud‐
leveres til Island. I april 1971 modtog Island så de to første håndskrifter Codex Regius
og Flatøbogen fra Danmark, hvilket skabte glæde blandt islændingene. Flere tusinde var
mødt op Reykjaviks havn, for at fejre denne dag, hvor et dansk inspektionsskib ankom
for at aflevere håndskrifterne. Derefter foregik udleveringen af håndskrifterne fra Dan‐
mark løbende frem til 1997. Overrækkelsen af håndskrifterne sås som en endelig af‐
slutning på Islands kamp for selvstændigheden.
Danmark kunne ud fra en strengt juridisk fortolkning sagtens have fastholdt, at hånd‐
skrifterne var Københavns Universitets lovlige ejendom, og at man i øvrigt ikke har in‐
ternational præcedens for udlevering af kulturskatte fra museer og forskningsinstitu‐
tioner til oprindelseslandene. Men håndskrifterne betyder fantastisk meget mere for
Island, end de gør for Danmark, og udleveringen var et politisk klogt træk, der sikrede
de venskabelige forbindelser, der i dag er mellem de to lande.

Þjóðmenningarhúsið (Kulturhuset) i Reykjavik, hvor man bl.a. kan se en udstilling om håndskrifterne
Eksempler på elevernes reaktioner og erfaringer fra undervisningen og turen
Efter at have brugt syv dage på Island, og de fleste i selskab med min værtsfamilie, har jeg fået to overskyg‐
gende indtryk af Island og den islandske kultur. For det første naturen, som er helt fantastisk! – og så det,
at de minder meget mere om os danskere, end jeg havde troet. Deres hverdag forløber nogenlunde som
vores, hvis man ser bort fra den unikke geologi med gejsere, vulkaner, lava‐landskaber, varme kilder mm.,
som vi danskere kun kan misunde dem.
Jeg vil ud fra mit besøg konkludere, at islændinge er et venligt og gæstfrit folkefærd. Min værtsfamilie tog
godt imod mig, og sørgede for jeg havde det godt under hele opholdet.
Min islænding kendte meget til den danske kultur. Nok kunne hun ikke snakke så meget dansk, men hun
forstod, hvad jeg sagde, når jeg snakkede langsomt. Min islænding og hendes islandske veninde kendte
meget til Danmark og havde besøgt det op til flere gange. I forhold til det historiske dansk‐islandske for‐
hold, lader det ikke til, at det var noget, de tænkte særligt meget over, i hvert fald ikke deres generation.
For mig virker det snarere som om, at de er glade for det dansk‐islandske. Min islænding sagde at hun el‐
skede at være i Danmark, og flere af islændinge havde også planer om at studere videre i Danmark.

Den dansk‐islandske fortid, ville jeg mene i dag ses som noget positivt, da flere unge islændinge vælger at
uddanne sig i Danmark.
For at opsummere er mit generelle indtryk af Island et land som har kæmpet for sin selvstændighed, et u‐
nikt landskab og en gæstfri befolkning.
Anne Sofie
Den første aften vi var på Island tog halvdelen af klassen til en restaurant, hvor jeg, mens vi ventede på
maden) spurgte en dreng om hans forhold til os danskere, på baggrund af at de engang har været regeret
af Danmark. Han svarede så: ”Vi hader jer, røvhuller”, og grinte derefter. Han tilføjede så, at han slet ikke
tænkte over det, og at det var ret ligegyldigt. Han havde intet imod os. Jeg spurgte så ind til om andre, evt.
ældre islændinge, havde et problem med danskere, hvortil han svarede, at det mente han ikke. Hvis der var
nogen, der ikke kunne lide danskere, mente han, at hadet i hvert fald ikke var stort…
Mit grundlæggende indtryk af islændingenes syn på danskere er, at de ikke har et problem med, at de
engang har været styret af Danmark, men de ikke så godt kan lide at skulle have obligatorisk dansk i skolen.
Lidt ligesom danske unges forhold til Tyskland. Tyskland har jo også angrebet Danmark, og vi har været
under tysk kontrol. Men det har vi ikke noget imod nu, da det tyske folk nu jo ikke gjorde det. Dog er vi lidt
trætte af at skulle lære sproget, da det er besværligt med alle nye fremmedsprog.
Amanda
I historie har vi blandt andet lært om de spændinger, der har været i forholdet mellem Island og Danmark,
både i optakten til Islands selvstændighed, Danmarks ”forsømmelse” af Island og i forbindelse med konflik‐
ten omkring håndskriftsagen. Disse spændinger syntes dog at være fraværende i forbindelse med mit besøg
på Island. Min egen private oplevelse af forholdet mellem Island og Norden har været, at forholdet er godt,
og at nogle islændinge faktisk stadig føler en form for forbindelse til Danmark, eller Skandinavien generelt. I
min familie blev jeg mødt med stor imødekommenhed og gæstfrihed. Min udveksling gav mig sågar hendes
seng til at sove i, mens hun sov sammen med hendes mor. Da jeg forhørte min udvekslingsstudent om,
hvad de havde lært i skolen om Danmark og forholdet mellem os og Island, fortalte hun, at de havde haft
flere projekter om dansk kultur. En anden ting jeg observerede, var hvor sammenligneligt det islandske
sprog var med det nordiske.
Cathrine
Vores fortid lærer os, at Danmark har domineret Island gennem hundrede år. Dette varede indtil de i 1900‐
tallet blev selvstændige og dermed løsrevet fra Danmark. Med dette i baghovedet rejste jeg til Island med
en forventning om, at Danmark og danskere ikke var folkekære blandt islændinge. Det varede dog ikke lang
tid, før denne forestilling blev afkræftet. Efter en samtale med den islandske familie som jeg boede hos,
lærte jeg, at historien ikke havde nogen særlig betydning for den islandske opfattelse af Danmark. Mange
islændinge har et nært forhold til Danmark, og flere af de unge har ønsker om at studere i Danmark efter

gymnasiet. Dette ønske førte videre til et spørgsmål om, hvorfor de ønskede at rejse væk fra Island? De
fleste af de unge islændinge føler, at Island er meget isoleret i forhold til de øvrige nordiske lande. De me‐
ner, at Danmark giver mulighed for at blive mere international, og at Danmark i det hele taget er i hurtigere
udvikling. Stort set alle islændinge har besøgt Danmark og har stor viden om landet, hvorimod danskere ge‐
nerelt stort set ingen viden har om Island. Efter rejsen til Island, har jeg fået en ide om, hvad det vil sige, at
bo på en ø, så langt væk fra omverdenen, og hvordan det føles at opleve finanskrisen i samme grad, som de
gør. Samlet set var min opfattelse af Island og islændinge positiv. Den islandske befolkning var åbensindet
og venlig, hvilket gjorde, at man hurtigt følte sig tilpas.
Emilie
Dansk‐islandsk tøsesnak
Efter min tur til Island har jeg fået et langt mere positivt syn på Island og den islandske kultur.
Af en eller anden mærkværdig årsag havde jeg en forestilling af Island som et isoleret land, der med deres
fiskeindustri og gamle huse, havde en kultur der lå så langt fra den danske, at jeg ville komme hjem med
striksweatre og en lugt af fisk.

Jeg blev positivt overrasket – At møde en kultur der ligger så tæt på den danske, og en ungdom der blom‐
strer med deres natteliv og tendens til god stil i tøj og mode.
Min udvekslingsstudent havde et nært forhold til Danmark, eftersom hun har tilbragt mange af sine somre
på en restaurant i Skagen, hvor hun arbejdede som opvasker – Også hendes tante har boet i Danmark, og
hende var jeg også så heldig at møde. Hele hendes familie kunne overvejende tale dansk, og det var svært
at finde frem til ting eller steder, de ikke havde et kendskab til.
Moren i familien beskrev Danmark som ”Islands storesøster”, hvilket vidner om, at islændinge stadig ser sig
selv som beslægtede med danskerne – Jeg kunne mærke gæstfriheden fra det sekund, jeg trådte ind i det
lille islandske hus. En følelse af at være hjemme og høre til var i langt højere grad til stede her end ved mit
sidste udvekslingsophold i Frankrig, hvor jeg følte, at der virkelig var tale om et kultursammenstød af rang.
Emma
Mit indtryk af Island har ændret sig en del siden vi besøgte landet. Før har jeg aldrig set Island som noget
særligt eller moderne, men efter turen gik det op for mig, at de lever meget ligesom os, plus at naturen er
ufattelig smuk. Jeg oplever Island som et yderst moderne samfund, selvom de på en måde lever en smule
isoleret fra resten af verden, i og med at Island ligger midt i Atlanterhavet. De to piger, jeg boede hos, gav
også udtryk for, at dette generede dem en del. Jeg kunne dog forstå, at de rejste en del alligevel og at beg‐
ge piger drømmer om, at flytte til København, London eller Berlin. De sagde samtidig, at der er en generel
tendens til, at islændinge studerer i udlandet. Besøget på Island var en positiv oplevelse, og jeg synes, at
vores islændinge var meget udadvendte og åbne. Island er bestemt et land, jeg vil anbefale andre at rejse
til, og et land jeg ønsker at besøge igen. Det var en meget positiv oplevelse – både kulturen og naturen.
Lise
Mit udgangspunkt i forhold til historien om Island og det dansk/islandske forhold var udelukkende, at Island
var en tidligere koloni og ikke andet. På nogle punkter var jeg stadig i tvivl om Island stadig var eller i min‐
dre grad var en del af Danmark på samme måde som Grønland. Dette fik jeg dog hurtigt lært var helt for‐
kert, og at historien var en helt anden. Vi fik lært, at Danmark havde haft et meget imperialistisk forhold til
Island, hvor Island i mange henseender var blevet udnyttet og undertrykt af Danmark. Dog havde Island
allerede tilbage i 1944 fået sin selvstændighed, og der er derfor på nuværende tidspunkt ikke meget dansk
tilbage ved Island. Dog fik vi at vide af den islænding vi boede hos, at de på nogle punkter stadig ikke er helt
selvstændige. Hvis de er i udlandet og skal snakke med ambassaden, er det bl.a. stadig den danske ambas‐
sade de skal henvende sig til. Derudover er der også stadig den del, at de alle sammen stadig skal lære
dansk i skolen. Dog virkede det som om, at det hovedsageligt er de ældre generationer, der kan snakke
dansk.
Hvad der dog ikke kan være nogen tvivl om er, at islændingene er glade og stolte over at have fået selv‐
stændighed – en selvstændighed, som det nok ikke kunne undgås at give dem set fra dansk side. Dette fordi
forholdet mellem de to lande ikke var særlig godt og på mange måder har skabt problemer. Blandt andet i
forbindelse med sagen om håndskrifterne og deres udlevering til Island, som dog foregik efter selvstændig‐

heden. Denne sag skabte diplomatiske problemer og selvom den danske stat retmæssigt havde skrifterne,
var det en nødvendighed at udlevere dem for at skabe stabilitet og undgå en konflikt imellem de to lande.
Det virkede dog ikke som om, at islændingene bar nag over denne sag og havde et problem med os, når vi
som danskere besøgte dem.
Philip
Ni ud af ti elever havde besøgt Danmark. De fleste af dem havde endda været der flere gange. Nogen pga.
familierelationer, nogen pga. shopping‐muligheder og andre pga. en helt tredje faktor. Dette faktum indi‐
kerer vel, at forholdet til Danmark er meget venskabeligt, vores fortid taget i betragtning. Dog var der ikke
mange af dem, som kunne mestre det danske sprog, men lidt forståelse havde de dog.
Jeg fik det indtryk, at de unge islændinge ingen mening havde omkring de stridigheder, som har eksisteret
mellem Danmark og Island. Med stridigheder menes de tilbageholdte sagaer og Island som værende under
det danske herredømme. Det virkede sågar, som om de aldrig havde givet dette faktum en overvejelse.
Derimod kunne man mærke, at islændingene havde en form for tæt og kærligt forhold til Danmark, hvad
enten der var familierelationer eller ej. Jeg fik det indtryk, at de følte sig som en del af det danske samfund.
Der var en form for fascination over det danske system mht. SU, by‐kulturen og vores skoleform.
Islændingenes forhold til Danmark er på ingen måde påvirket af fortidens stridigheder. Derimod er der et
kært og nært forhold til Danmark, hvilket afspejles i deres villighed til at lære sproget, til at besøge vores
land og generelt bare vise en hvis interesse for, hvordan Danmark fungerer som samfund.
Sofie
Litteraturliste:
Diverse avisartikler
Den Store Danske, Gyldendals Åbne Encyklopædi, artiklen: Island – historie
[http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Island/Island_generelt/Island_(Historie)?hig
hlight=islands%20historie]
Hammerich, Paul: Opbrud i nord. 3. bind af ”En Danmarkskrønike 1945‐72”, Gyldendal 1976
Magnason, Andri Snær: Drømmeland – Selvhjælpsbog til en ængstelig nation, Tiderne Skifter 2009
Mentz, Søren (red.): Rejse gennem Islands historie – den danske forbindelse, Gads Forlag 2008
Thorsteinsson: Island, Politikens Danmarkshistorie, Politikens Forlag 1985