nr. 178 - Fjordhesten Danmark

Laura på Manja Hedelund lige efter LC2´en. Foto: Lone Petersen
”STOP den igen!!” For 1000. gang
råbte min træner Finn Pedersen ud i
ridehuset. ”Den skal jo ikke løbe, vel!
Den skal dæmpes! Frem igen.” Støtte
fortil. Udvendige ben tilbage og Manja
satte fornuftigt og kontrolleret frem i
galop. Der gik dog ikke lang tid, før
hun igen nærmest lå ned i volterne på
grund af hendes iver efter at løbe. En
fjordhest bliver skam stærk, når den
først sætter sig noget i hovedet. Mange
undervisningstimer har det kostet at
købe en kørehest i januar og ville ride
den op til LB3 på 3½ måned. Men det
var det jeg gjorde.
Jeg købte Manja Hedelund den 28. januar
2005 af Leif Grimbühler. Hun havde været
brugt til kørsel det meste af hendes 8-årige
liv. Jeg havde inden da haft hende på prøve
i godt en måned, for at se om vi passede
sammen og jeg var helt væk i den lille rødgule
hoppe. Jeg havde på det tidspunkt kun
én ting i hovedet og det var at få hende til
Birken, så hun kunne bestå en terrænprøve
og en LC2, hvis vi skulle være så heldige,
at hun skal med til medaljekåring. Tingene
skulle være i orden. Men da jeg i slutningen
af februar fik øjnene op for junior-DM, kom
der andre boller på suppen.
Jeg spurgte selvfølgelig først min træner,
om hun evt. kunne være klar til det og han
svarede ”Blod, sved og tårer, så kan det
måske lade sig gøre.”. Og jeg kastede mig
ud i eksperimentet. Med 3 undervisningstimer
ugentligt og en mor og far der gad
køre Manja og mig frem og tilbage dagligt,
var blandt andet med til at gøre det muligt.
Men blod, sved og tårer kom der skam også.
Mange gange har jeg ligget i min seng efter
en dag med undervisning og tænkt: ”Vi kommer
til Birken og gør os totalt til grin”. For
min lille hest var stiv. Den ville IKKE lave de
schenkelvigninger og til tider ville hun heller
ikke give sig ordentligt. Men i måneden op
til stævnet gik det dog mere og mere op får
mig, at det måske godt kunne fungere.
Dog bredte sommerfuglene sig også i maven
på mig, da jeg den .7 maj vågnede på
min luftmadras i teltet ved siden af Birken
og sagde til mig selv: ”Det er faktisk i dag,
Laura!”. Kvalifikation til DM-finalen dagen
efter skulle køre af stablen. Jeg spiste en
krydderbolle, men mere kunne min mor
heller ikke presse i mig. Jeg gik ned til Manja
og gjorde hende klar i god tid. Vi skulle jo
nødig komme for sent på opvarmningsbanen.
Og det kom vi skam heller ikke. En time
inden min starttid, red jeg ind i ridehuset og
skridtede hende varm. Og efter noget tid
også i trav. Og hun spændte. Jeg varmede
op med en hingst på banen, og en, to, tre,
var lille Manja Hedelund hestegal. Jubii. Lige
hvad jeg havde frygtet. Og med en spændt
og meget vrinskende Manja, gik vi på banen
omkring kl.13.00. Og det blev noget
af en oplevelse at ride det program. Hun
vrinskede hver 10. sekund og var i det hele
taget meget ukoncentreret. Hun ”jappede”
i schenkelvigningerne og havde lidt for travlt
i galoppen. Og da jeg hilste af og skridtede
ud, var jeg ikke lige just tilfreds. Alt mit slid
hjemmefra, følte jeg smidt på jorden inden
vi red på banen.
Men der var ikke tid til at være ærgerlig, for
jeg havde 20 minutter efter jeg havde redet
program til at være klar ved startlinien til terrænturen.
Hun skulle lige have bandagerne
af, gamacher på og dressursadlen skulle
byttes ud med kombisadlen. Og jeg nåede
det lige på et hængende hår. Men af sted
kom vi og igennem turen kom vi også. En
meget flot tur, som jeg nød i fulde drag. Og
da vi sprang over grøften, som den sidste
forhindring, var jeg altså også ret træt og ikke
mindst sulten. Manja var hverken det ene
eller det andet. Hun var frisk som en fisk og
klar til at løbe en maraton! Hun steppede
rundt og vrinskede og hoppede og vrinskede
igen og jeg sukkede…
Min mor fortalte mig, at jeg havde redet
58,62% i dressuren og at jeg var videre til
finalen dagen efter. Og det var jeg skam
lykkelig for. Jeg lå faktisk først uplaceret og
det var jeg meget overrasket over. Men jeg
håbede, at hun ville være mere afslappet i
dagen efter; søndag, til Dressur-finale.
Da vækkeuret ringede 6.15., havde både
min mor og jeg små øjne. Vi var ikke kommet
i seng før 23.40, da der aftenen i forvejen
havde været rytterfest. Det havde været
rigtig hyggeligt. Men der var ingen kære mor,
for min klasse startede kl. 8, og jeg skulle ride
ca. 8.45. Lidt morgenmad fik jeg klemt ned
og gik over til staldene ved Turi og Gert (ca.
500. m. fra Birken) for at sadle Manja op.
På opvarmningsbanen var hun virkelig sød
og afslappet. Hun brummede lidt en gang
i mellem, men hun spændte dog ikke halvt
så meget, som hun havde gjort dagen før.
Vi red et flot LC2-program til 70 % og vi fik
en rød sløjfe.
Så det var med blandede følelser, da jeg
for anden gang den dag sadlede hende op.
Hun havde jo været hidsig dagen før, men
god om morgenen. Og hvordan ville hun så
være nu? I ridehuset til opvarmningen var
hun rigtig sød. Hun var lidt træt og skulle
drives godt. Men ellers ingen problemer. Og
da jeg for sidste gang hilste på dommeren
på Birken, var jeg godt tilfreds med min lille
gule hest. Vi havde haft to småkiks og det
var første gang, at jeg red LB3 på hende.
Så det var helt fint. Og selvom jeg måske et
sted godt vidste at det ikke lige var guld vi
lå til, så bredte nervøsiteten sig alligevel, da
Helene Eriksen med Mastrup Chap og jeg
på Manja skridtede ned af Herredsvej for
at få nerverne lidt på afstand. Da vi kom
tilbage var sidste rytter på banen og da hun
var færdig, trak tilskuere og ryttere over til
præmieoverrækkelsen. Først var der enkelte
Birken-klasser, som endnu ikke havde fået
kåret vinderne og bagefter kom vores klasse.
Og Siw Graves på Birkens Ofelia havde
vundet, Kristina Diernæs på Hekla vandt
sølv og søreme om Manja Hedelund og
Laura Nikoline Petersen ikke lå som nr.3,
først uplaceret! Jeg var virkelig glad. Jeg var
jo ikke kommet for at rende med dækken
og pokal, nej, jeg var kommet for at hygge
mig og for at min fjordhest kunne dyste på