Svampe 36

hos Frantzen & Nielsen (1986) finder man s. 31
et billede, som kunne være taget i et kalkbrud.
Billedteksten lyder: „Der arbejdes i kalken
under opførelsen af Vestenceinten i maj 1890. De
uventet store kalkforekomster voldte
entreprenørerne store kvaler og var en af grundene
til, at arbejdet ikke blev færdigt til tiden.“
Imidlertid ville der ikke have været morkler
at finde på disse lokaliteter, hvis ikke naturen
havde fået lov at gro op på de nedlagte militæranlæg.
De opvoksende træer og buske sørger
for skygge, nedsættelse af vindhastigheden og
dermed for et fugtigt mikroklima i skoven. På
forterne er der kun ringe grad af friholdelse for
denne plantevækst, og Vestvolden har hidtil
fuldstændig klaret frisag. Desværre ser det ud til,
at det påbegyndte skovrydningsprojekt på
Vestvolden kommer til at ødelægge de hidtidige
naturværdier på volden. Totalrydning af større
områder er allerede vedtaget, desværre netop
der, hvor morklerne står. Den generelle hensigt
med „grøn oprydning“ på Vestvolden er, at der
skal komme mere lys og luft ned på skovbunden,
hvorved diversiteten på volden øges, og der skal
sættes ind med naturpleje ved hjælp af høslæt og
græsning (anon. 1996b, s. 17). Netop de ting, som
morklerne ikke kan lide! Svampeforeningen vil
ved sin deltagelse i økomuseum-projektets
følgegruppe forsøge at få projektledelsen til at
føre motorsavene uden om de økologisk mest
sårbare områder, men det er vanskeligt at
komme igennem med ændringer, når det er
projektets fundamentale målsætning, der står i
vejen for naturbevaringen.
Er morklerne så indikatorarter for værdifuld
natur? Nej, ikke i sig selv. Generelt indikerer de
kalkholdig jord, men mange af arterne er ikke
særlig nøjeregnende med, hvorfra kalken
kommer. Murbrokker eller muldjord kommer
for dem ud på ét. Undtagelsen er Rynket
Klokkemorkel, som ikke er fundet uden for
egentlig naturlig jordbund. Morklerne tilhører
bægersvamp-ordenen, der som gruppe betragtet
er kendt for at være tidlige kolonisatorer, der
findes, hvor muldjord er blevet blandet op med
frisk mineraljord fra dybere liggende jordlag
(rødler, blåler), f.eks. ved oprensede grøfter i
skove. Morklerne er vel ikke helt så hurtige og
holder sig vel også længere tid på stedet end
arter af slægten Bægersvamp (Peziza).
Der findes også morkler mange andre steder i
SVAMPE 36, 1997
Københavnsområdet end på militæranlæg. Mange
af parkerne er bemærkelsesværdigt fattige på
morkler, således har jeg aldrig fundet morkler i
Fælledparken til trods for stor
eftersøgningsindsats. Andre steder det kan
betale sig at kikke efter morkler, er især
skråninger fra motorveje og jernbaner, men disse
er sjældent offentligt tilgængelige. En
konsekvent gennemsøgning af villakvartererne
er heller ikke gennemførlig. Morkler kan således
være mere udbredte, end man normalt regner
med. Men under alle omstændigheder er det
bemærkelsesværdigt, at man kan køre igennem
nutidens vidtstrakte villakvarterer, ankomme til
et nedlagt fort, plukke et par morkler og tage
videre til næste fort og gentage proceduren der.
Sammenfatning
Der mangler i høj grad efterretninger om de
danske morklers udbredelse og økologi. I
artiklen påviser jeg, at forekomst af forskellige
Morkel-arter snarere er reglen end undtagelsen
på de forskellige typer af militære anlæg i
Københavnsområdet. Årsagen til dette skal
søges i en kombination af lokaliteternes
jordbundsforhold og driftshistorie. Det ser ud til,
at alle Morkel-arterne er kalkyndende og undgår
udvasket jordbund. Gravearbejder bringer
mineraljord frem til overfladen, og i tilfældet
med Vestvolden er udgravningerne nået helt ned
til kalkstenen i undergrunden. Morklerne trives i
sluttet, fugtigt skovmiljø, men Spiselig Morkel
og Kegle-Morkel synes også at kunne klare sig
under en vis grad af soleksponering.
Rydningsprojekter i form af skovdrift,
parkanlæg og naturpleje er en trussel mod
morklerne, særlig de mere skygge- og
fugtighedskrævende arter. Rynket
Klokkemorkel er akut truet af grøn oprydning
på sit eneste kendte danske voksested.
Litteratur
Anon. 1996a. Fortidsminderne i København. Afgrænsning
og beskyttelseslinier. - København,
Overborgmesterens afdeling, Plan- og ejendomsdirektoratet,
60 s.
Anon. 1996b. Vestvolden som økomuseum – et
uddannelses- og beskæftigelsesprojekt. –
København, Center for Alternativ
Samfundsanalyse,
85 s.
Christensen, P.T. (red.) 1996. Guide til Københavns
15