kontakt Personalia Fagligt eleverne Musikken ... - Ollerup Efterskole

sammen i dét øjeblik, at de
lyttede og åbnede op …
Jeg havde virkelig vitterligt aldrig
troet, at jeg skulle starte et
essay med en sportsreference .
Så er det sagt . Det vil være den
første og sidste gang, det sker, siger
jeg beroligende til det lille, rystende
og rædselslagne monster i
mit baghoved, hvis kost består af
absolut udefi nerede fordomme, og
er der for at minde mig om ”hvem
jeg er og hvad jeg vil og bla bla bla” .
Da jeg begyndte på Ollerup Efterskole
havde jeg heller aldrig troet, at jeg ville
holde op med at sidde med benet over
kors for kropsligt at illustrere min kunstneriske
og musiske intelligens, eller hvad
det nu skulle betyde . Jeg havde heller aldrig
forestillet mig, at jeg ville blive så gode venner med
en lille knægt, som startede på Ollerup som ”en af de der pop-drenge
med alt for meget voks i håret”, og jeg havde måske slet ikke regnet med,
at jeg ville gå derfra til ikke at kunne fi nde ét ansigt, som jeg ikke holdte
af . Jeg havde aldrig nogensinde under tortur og pinsel i-hele-mit-langeliv
forestillet mig (overdrivelse fremmer forståelse), at jeg ville komme
til at stå og synge sange om Jesus (som Halløj i Klostret med Whoopi
Goldberg!) helt og aldeles lykkelig, og uden én enkelt forsvarlig grund til
ikke at stå dér i det øjeblik . Det føltes kort og godt som jeg kunne have
forestillet mig Den Franske Revolution, men blot med udspil i hele min
mentale verdensforståelse . Og den måske vigtigste part, at jeg
rigtigt nok fi k vendt godt og grundigt op og ned på hele mit
verdensbillede (og det kunne ganske enkelt være nok så
forvirrende) . Resultatet viste sig i stedet for rodløshed at
være det stik modsatte: jeg blev endnu engang stykket
sammen
med saks og sytråd
på en anderledes, ny
og helstøbt facon og med dette par
ekstra kilo erfaringer i bagagen, og siden hen
har jeg oplevet det tætteste jeg tror, at man kommer
på at svæve . De sidste ord jeg offi cielt sagde til mine venner på
Ollerup Efterskole illustrerer vidunderligt: ”Åh Gud - dér tog I røven på
mig – og tak, tak for dét” .
Mit udgangspunkt og klare mål med dette essay var, at det ikke måtte
ende i ren og skær sødsuppe, og se nu hvor vi ender henne . Det er nemlig
måske det væsentligste at huske på, når man hører på sådan en tidligere
efterskoleelev som jeg – alt hvad man hører lyder ligesom noget
fra et sukkersødt amerikansk reality show, nærmest hen ad et uddrag
fra Oprah Winfrey eller Dr . Phil, og der er ikke noget at gøre ved det .
Det må simpelthen for en gangs skyld være de positive oplevelser der
vægter tungest . Hvad jeg har gjort i ovenstående afsnit er nemlig blot at
beskrive lykken – og det må ikke underminere den måske absolut væsentligste
erfaring og ultimative hovedsætning, som mange lærte sig
i løbet af efterskoleopholdet: ”at man aldrig vil kunne mærken lykken
uden dens kontrast”;
Og når det nu kommer på banen, husker jeg skam tydeligt, at jeg fl ere