Samlet version af publikationen i PDF - Afgørelser og udtalelser om ...

3.0. Drøftelse og vurdering af det gældende kriterium
Det nuværende kriterium har nogen forklaringskraft, jf. det efterfølgende
afsnit, i forhold til de faktiske udgifter til førtidspension i kommunerne. Men
i betragtning af førtidspensionsudgifternes belastning i kommunerne, ville et
forbedret kriterium være ønskeligt. Der er samtidig knyttet nogle uhensigtsmæssigheder
til opgørelsen af kriteriet. I det følgende vil kriteriets forklaringsevne
og uhensigtsmæssigheder blive undersøgt nærmere.
3.1. Vurdering af kriteriets dækningsgrad
Formålet med kriteriet er at opgøre det kommunale udgiftsbehov vedr. førtidspensionsudgifter.
Opgørelsen af udgiftsbehovet forudsætter en adskillelse af variationer i service
fra variationer i udgiftsbehov. Variationer i service skyldes i tilfældet
førtidspension forskelle i tilkendelsespraksis, mens forskelle i udgiftsbehov
skyldes forskelle i antallet af potentielle førtidspensionister. Denne adskillelse
er imidlertid meget vanskelig at foretage, og vurderingen af det nuværende
kriterium nedenfor tager ikke hensyn hertil. I vurderingen indgår følgende
to test:
• Kriteriet sammenlignes med antallet af nytilkendelser i beregningsåret
(f.eks. 1998 for 2001). Kriteriet bør score maksimalt i denne test, da det
er opbygget efter nytilkendelsesfrekvenserne for erhvervsgrupper. Til
gengæld vil en god sammenhæng ikke i sig selv sikre et godt kriterium,
da kriteriet skal forklare det samlede udgiftsbehov og ikke et enkelt års
tilkendelser. En variabel, der forklarer nytilkendelser, må dog også formodes
at have sammenhæng med de samlede udgifter. Endvidere sammenlignes
kriteriet med summen af nytilkendelser fra 1995 til 1999.
• Kriteriet sammenlignes med førtidspensionsudgifterne.
Da opregningen af udgiftsbehovet foretages ved at tildele kriteriet et enhedsbeløb,
vil forklaringsevnen være mest korrekt, når regressionslinien tvinges
gennem origo, dvs. at konstanten sættes lig 0. Dette gøres dog ikke konsekvent,
idet regressionskoefficienterne herved bliver skæve. Forklaringsgraden
fra denne regression kan heller ikke sammenlignes med forklaringsgraderne
fra regressioner, hvor andre variable medtages, og hvor origoregressionen
derfor giver mindre mening.
29