Bind 2 - DIIS

DANMARK UNDER DEN KOLDE KRIG

Danmark under 

den kolde krig 

Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991 

Bind 2 

1963-1978 

DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER 2005

© København 2005 

Dansk Institut for Internationale Studier 

Strandgade 56 

1401 København K 

Danmark 

Tlf.: + 45 32 69 87 87 

Fax: + 45 32 69 87 00 

E-mail: diis@diis.dk 

Web: www.diis.dk 

Bøgerne er sat med New Baskerville 

og trykt på 100 g Munken Pure 

hos Gullanders Bogtrykkeri a-s, Skjern 

Omslag: Mark Gry Christiansen 

Printed in Denmark 2005 

ISBN 87-7605-091-2 Bind 1-4 samlet 

ISBN 87-7605-092-0 Bind 1 




Pris: 600,00 kr (inkl. moms) 

Værket sælges kun samlet 

DIIS’ publikationer kan købes i boghandelen 

Ekspedition til boghandlere / Wholesale for booksellers: 

Nordisk Bog Center A/S 

Bækvej 10-12 

4690 Haslev 

Tlf.: +45 56 36 40 40 

Fax: +45 56 36 40 39 

ekspedition@nordisk-bog-center.dk

Indhold 


DEL I. BAGGRUND OG TILGANG . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 

Kapitel 1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 

Kapitel 2. Forskning og kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 

Kapitel 3. Perspektiver på den kolde krig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57 

Kapitel 4. Trusselsbegreb og trusselsvurderinger . . . . . . . . . . . . . . . . . 87 

DEL II. DEN TIDLIGE KOLDE KRIG 1945-1962 . . . . . . . . . . 101 

Kapitel 5. Den internationale kontekst 1945-1962 . . . . . . . . . . . . . . . . 103 

DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1945-1962 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 

Den sikkerhedspolitiske debat . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 

Kapitel 6. Baggrund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 

Kapitel 7. Fra neutralitet til alliancemedlemskab 1945-1949 . . . . . . . . 123 

Kapitel 8. Fra alliancemedlemskab til kriserne i 1956 . . . . . . . . . . . . . 155 

Kapitel 9. Fra permafrost til afspænding 1957-1962 . . . . . . . . . . . . . . . 201 

Kapitel 10. Sammenfatning og perspektiver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 223 

Formuleringen af dansk sikkerhedspolitik 1949-1962 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 231 

Kapitel 11. Østersøspørgsmålet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 231 

Kapitel 12. Flystationering på dansk jord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 249 

Kapitel 13. Dansk atomvåbenpolitik 1956-1962 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 293 

Kapitel 14. Dansk-vesttysk militært samarbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 333 

ØSTLIGE AKTIVITETER RETTET MOD DANMARK 1945-1962 . . . . . . . . . . 367 

Kapitel 15. Apparat for østlig påvirkning 1945-1991 . . . . . . . . . . . . . . . . 367 

Strategi og kampagner 1945-1962 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 377 

Kapitel 16. Påvirkningsarbejde i 1950’erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 377 

Kapitel 17. Kontaktarbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 405 

Kapitel 18. Vurderinger og sammenfatning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 427 

Efterretningsvirksomhed 1945-1962 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 439 

Kapitel 19. Apparat og metoder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 439 

Kapitel 20. Efterretningsaktiviteten i 1950’erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 465 

Kapitel 21. DKP og de østlige efterretningstjenester . . . . . . . . . . . . . . . 497 

Den militære trussel mod Danmark 1945-1962 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 517 

Kapitel 22. Datidige vurderinger af østlige kapabiliteter . . . . . . . . . . . . 517 

Kapitel 23. Datidige vurderinger af Sovjetunionens intentioner . . . . . . 553 

Kapitel 24. Vurderingen i dag af østlige intentioner og planer . . . . . . 597 

INDHOLD 5

VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1945-1962 . . . . . . . . . . . 645 

Kapitel 25. Vestlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik . . . . . . . . . . 645 

Kapitel 26. Østlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 1945-1962 . 685 

Kapitel 27. Periodekonklusion 1945-1962 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 715 


DEL III. DÉTENTE 1963-1978 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 





Kapitel 30. Atomvåbendebatten 1963-1967 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 

Kapitel 31. Vietnamdebatten 1965-1972 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57 

Kapitel 32. Danmarks fortsatte medlemskab af NATO 1965-1970 . . . . . 65 

Kapitel 33. Sikkerhed og samarbejde i Europa 1971-1975 . . . . . . . . . . . 99 

Kapitel 34. Neutronbombedebatten 1977-1978 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 



Kapitel 36. Danmark og MLF . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133 

Kapitel 37. Det danske forslag om en sikkerhedskonference 1966 . . . . 171 

Kapitel 38. Danmark og Harmel-studiet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 195 

Kapitel 39. Danmark og CSCE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 225 

Kapitel 40. Østersøspørgsmål i détente-årene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 253 

Kapitel 41. Forsvarspolitik i 1970’erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 285 


Strategi og kampagner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 299 

Kapitel 42. Østlige kampagner og mærkesager . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 299 

Kapitel 43. DKP og venskabsforeningerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 329 

Kapitel 44. Østlig propaganda . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 383 


Politisk og teknisk-videnskabelig efterretningsvirksomhed 1963-1978 . . . . . . . . 429 

Kapitel 46. Efterretningsaktiviteten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 429 

Kapitel 47. De østeuropæiske emigranter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 461 

Kapitel 48. Den teknisk-videnskabelige spionage . . . . . . . . . . . . . . . . . . 471 

Kapitel 49. En femte kolonne på venstrefløjen? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 491 


Kapitel 50. FE’s vurderinger af østlige kapabiliteter og intentioner 

1963-1970 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 499 

6 INDHOLD

Kapitel 51. FE’s vurderinger af østlige kapabiliteter og intentioner 

1971-1979 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 535 

Kapitel 52. Vurderingen i dag: Øvelser, krigsplaner og intentioner i Øst 577 

Kapitel 53. Vurderingen i dag: Planlægningen af operationer mod 

Slesvig-Holsten og Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 603 

Kapitel 54. Militær efterretningsvirksomhed 1963-1978 . . . . . . . . . . . . . 643 

Kapitel 55. Hemmelige operationer og subversive aktiviteter i krise- og 

krigstid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 661 


Kapitel 56. Vestlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 1963-1978 . 675 




DEL IV. SIDSTE FASE AF DEN KOLDE KRIG 1979-1991 . 9 


Kapitel 60. Forklaringer på afslutningen af den kolde krig . . . . . . . . . 35 




Kapitel 62. NATO’s dobbeltbeslutning 1979 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77 

Kapitel 63. Mellemdistanceraketter i Europa. INF-spørgsmålet 1980-1987 105 

Kapitel 64. Det strategiske forsvarsinitiativ, SDI 1983-1985 . . . . . . . . . . . 133 

Kapitel 65. Norden som atomvåbenfri zone 1981-1987 . . . . . . . . . . . . . 141 

Kapitel 66. Folketingsvalget 10. maj 1988 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 173 

Kapitel 67. USA og Sovjetunionen i den danske offentlighed 1979-1991 191 



Kapitel 69. Danmark og dobbeltbeslutningen 1979-1982 . . . . . . . . . . . . 203 

Kapitel 70. Den splittede sikkerhedspolitik vokser frem 1982-1983 . . . . 233 

Kapitel 71. Gamle og nye konflikter 1984-1988 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 261 

Kapitel 72. Anløbssagen og folketingsvalget 1988 . . . . . . . . . . . . . . . . . . 287 


Strategi og kampagner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 307 

Kapitel 73. Påvirkningspolitikkens mål og temaer . . . . . . . . . . . . . . . . . 307 

Kapitel 74. Målgrupper: fredsbevægelse, presse og politikere . . . . . . . . 321 


Politisk og teknisk-videnskabelig efterretningsvirksomhed 1979-1991 . . . . . . . . 385 

Kapitel 76. Efterretningsaktiviteten i 1980’erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 385 

INDHOLD 7


Kapitel 77. FE’s vurderinger af østlige kapabiliteter og intentioner . . . 425 

Kapitel 78. Vurderingen i dag: Skærpelsen af den vestlige militærpolitik 

under Carter og Reagan . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 469 

Kapitel 79. Vurderingen i dag: Østlige reaktioner på den ændrede 

vestlige militærpolitik. Operation „Rjan“ . . . . . . . . . . . . . . . 497 

Kapitel 80. Vurderingen i dag: Danmark og det danske nærområde 

i det operative billede. Konklusion på kapitlerne 78, 79 

og 80 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 537 

Kapitel 81. Militær efterretningsvirksomhed i 1980’erne . . . . . . . . . . . . 555 


Kapitel 82. Vestlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 1979-1991 . 577 




DEL V. KONKLUSION OG PERSPEKTIVER . . . . . . . . . . . . . 9 

Kapitel 85. Kommissorium og kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 

Kapitel 86. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 

Kapitel 87. Periodekonklusioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 

Kapitel 88. Truslen mod Danmark 1945-1991 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 

Kapitel 89. Vestlige strategier og vestlig østpolitik som ramme for 

dansk sikkerhedspolitik 1945-1991 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67 

Kapitel 90. Dansk sikkerhedspolitik i nationalt perspektiv 1945-1991 . . 87 

DEL VI. BILAG . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107 

Bilag 1 · Liste over DIIS-interviews . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 

Bilag 2 · Udvisningssager i Danmark i perioden 1957-1988 . . . . . . . . . . 111 

Bilag 3 · Rejser og besøg mellem Folketinget og lande i østblokken m.v. 

1956-1989 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 145 

Bilag 4 · Responsum vedr. offentliggørelse af personoplysninger 

af professor, dr.jur. Peter Blume . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 147 

Bilag 5 · Referater af Aksel Larsens møder med repræsentanter for 

allierede myndigheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 157 

Bilag 6 · Bestemmelserne i dansk lovgivning om spionage og anden 

ulovlig efterretningsvirksomhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 179 

Kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 181 

Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 187 

Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 239 

8 INDHOLD

Del III 

Détente 1963-1978

28 · Den internationale kontekst 

1963-1978 

Perioden fra begyndelsen af 1960’erne til slutningen af 1970’erne var præget 

af en række samfundsmæssige, økonomiske og politiske udviklingstendenser 

og begivenheder, som tilsammen udgjorde den brede baggrund for afspændingen 

mellem Øst og Vest, men også gav nogle af de problemer, som stod i 

vejen for afspændingen. Blandt de vigtigste gennem 1960’erne var velstandsstigningen, 

ungdomsoprøret i 1968 samt opbruddet i vestlige kultur- og samfundsnormer 

og vestlige civilsamfund. Storpolitisk var Mellemøstkrigen i 1967 

(seksdageskrigen) og Warszawapagtlandenes invasion i Tjekkoslovakiet i 1968 

de mest iøjnefaldende begivenheder. 1970’erne begyndte med USA’s devaluering 

af dollaren i 1971 og det følgende sammenbrud af Bretton Woods-systemet 

som grundlaget for international økonomi. Sideløbende hermed udvikledes 

USA’s deltagelse i Vietnam-krigen, der sluttede i 1975 efter at have ført 

til stærke konflikter også i og mellem vestlige lande. Andre vigtige begivenheder 

var tilnærmelsen mellem USA og Kina fra 1972 og krigen i Mellemøsten 

i 1973 (Yom Kippurkrigen) med efterfølgende olie- og energikrise. 1970’erne 

så også terroraktioner, en stærk udvikling i det globale konferencediplomati 

om en lang række økonomiske problemer, fortsat kolonifrigørelse samtidig 

med etablering af nye diktaturer i den tredje verden og Nord-Syd problemernes 

fremtrædende rolle med kravene om en ny økonomisk verdensorden. Alt 

i alt var perioden præget af en række internationale begivenheder og udviklingstendenser, 

hvoraf mange kun indirekte havde sammenhæng med den 

kolde krig. 

Ser vi nærmere på forholdet mellem Øst og Vest, fik Cuba-krisen i efteråret 

1962 stor betydning for de følgende års udvikling. Efter at lederne i Sovjetunionen 

og USA havde set ned i atomkrigens afgrund og erkendt, at egne 

handlinger rettet imod modparten umiddelbart kunne have katastrofale konsekvenser 

også for eget land, begyndte en afspændingsperiode, som varede 

12-15 år og kulminerede i begyndelsen af 1970’erne. På det globale og på det 

europæiske niveau gav afspændingen sig udslag i en række initiativer, tiltag og 

aftaler, der både var udtryk for bestræbelser på at forhindre, at den kolde krig 

udviklede sig til ’varm’ krig og forsøg på at uddybe den spirende afspænding 

DEN INTERNATIONALE KONTEKST 1963-1978 11

mellem regeringer. Samtidig viste aftalerne og problemerne ved deres gennemførelse 

samt en række uafhængige begivenheder og processer i international 

politik nogle af grænserne for afspændingen, og fra slutningen af 

1970’erne prægedes forholdet mellem Øst og Vest igen af kriser og spænding. 

I dette kapitel gennemgås hovedtræk ved afspændingen på supermagtsniveau 

og på europæisk niveau. På europæisk niveau gennemgås den nye vesttyske 

østpolitik fra slutningen af 1960’erne og dens forhold til USA og til 

Sovjetunionen mere udførligt, da den på flere måder var en forløber for de 

revolutionerende forandringer i Europa 15-20 år senere. Derefter omtales 

tilbageslaget for afspændingen fra midten af 1970’erne, og til sidst gennemgås 

de nordiske landes placering og rolle perioden. 

Supermagtsafspænding 

De første initiativer 

Det første markante afspændingsinitiativ efter Cuba-krisen blev taget af præsident 

Kennedy i en tale på American University, Washington, DC, i juni 

1963. 1 Hovedpunktet i præsidentens tale var, at med omfattende og sikre nukleare 

gengældelsesstyrker i både USA og Sovjetunionen havde krig fået en 

helt ny mening. En atomkrig ville være en katastrofe for alle mennesker og 

for kommende generationer. Fred var ikke længere et spørgsmål om ideelle 

projekter baseret på alle menneskers gode vilje, men måtte bygges på en gradvis 

udvikling af institutioner baseret på konkrete aftaler og fælles interesser. 

Selv om man ikke skulle være blind for de centrale forskelle mellem USA og 

Sovjetunionen, var det tillige vigtigt at rette opmærksomheden mod den fælles 

interesse i at undgå krig og udvikle metoder til at finde løsninger på specifikke 

problemer. Præsidenten opfordrede sine landsmænd til også at rette 

opmærksomheden mod egne holdninger til Sovjetunionen og den kolde 

krig, og amerikanere burde ikke gå i samme fælde som russerne og kun se 

propagandaens forvrængede billede af modparten. Specielt var det vigtigt at 

undgå kriser og konfrontationer, hvor valget stod mellem en ydmygende retræte 

og atomkrig. 2 

1 “Toward a strategy of peace“, Department of State Bulletin, 1 July 1963. I en tale “New opportunities 

for peace“ til FNs generalforsamling i september s.å. fremhævede Kennedy de samme temaer, jf. 

Department of State Bulletin, 7 October, 1963. 

2 Jennifer W. See, “An Uneasy Truce: John F. Kennedy and Soviet-American Détente, 1963“, Cold War 

History, Vol. 2 (2), 2002. Kennedys tale blev som noget ganske usædvanligt gengivet fuldt ud i sovjetisk 

presse, og to dage senere blev den rost af Khrusjtjov. 

Det er værd at bemærke, at dagen efter talen på American University holdt Kennedy en – også opsigtsvækkende 

– tale om borgerrettigheder og raceproblemer i USA, og i en meddelelse til amerikanske 

ambassader rundt om i verden senere i juni sammenkædede præsidenten eksplicit raceproblemerne 

med USA’s udenrigspolitiske principper. Se også Mary L. Dudziak, Cold War Civil Rights. 

Race and the Image of American Democracy, 2000. 

12 DEL III · DÉTENTE 1963-1978

I forlængelse af Kennedys tanker om vigtigheden af at undgå farlige krisesituationer 

på trods af reelle politiske modsætninger blev der i 1963 indgået 

de første rustningskontrolaftaler. Både Cuba-krisen og konfrontationer i 

Berlin, efter at byen var blevet delt af muren i august 1961, havde vist behovet 

for direkte og hurtig kontakt mellem lederne i USA og Sovjetunionen, og 

få dage efter Kennedys tale blev der oprettet en direkte kommunikationsforbindelse 

mellem Det Hvide Hus og Kreml. Ideen med denne såkaldte ’varme 

linje’ var, at den i storpolitiske kriser skulle hjælpe til at undgå fejltolkninger 

af modpartens handlinger og hensigter. 

Et andet vigtigt problem angik forsøg på at opnå et stop for atomprøvesprængninger. 

Siden 1945 var der gennemført ca. 500 sprængninger i atmosfæren 

med deraf følgende radioaktive nedfald. I årene 1958-61 havde der været 

et frivilligt moratorium, der blev brudt, da Sovjetunionen og senere USA 

genoptog forsøgene i 1961. Forhandlinger om stop for atomprøvesprængninger 

var foregået siden midten af 1950’erne, hvor kravet om et prøvestop 

først var blevet rejst af Indien, men uenighed om kontrolsystemet havde gjort 

en aftale umulig. I foråret 1963 havde der været nye kontakter om spørgsmålet 

mellem Khrusjtjov og Kennedy, og Kennedy blev stærkt opfordret af især 

den britiske premierminister Harold Macmillan til at indgå en aftale. I en tale 

i Østberlin tre uger efter Kennedys tale på American University – og to dage 

efter Kennedys berømte „Ich bin ein Berliner“-tale i Vestberlin – foreslog 

Khrusjtjov, at kontrolproblemerne kunne klares ved, at man lavede et begrænset 

prøvestop. I overensstemmelse hermed blev der i august 1963 indgået 

en aftale mellem USA, Sovjetunionen og Storbritannien om et begrænset 

prøvestop, der forbød prøvesprængninger i atmosfæren, det ydre rum og 

under vandet, mens de underjordiske kunne fortsætte. Aftalen fik hurtigt tilslutning 

fra de fleste andre lande, men ikke Frankrig og Kina. Med aftalen 

stoppede prøvesprængningerne i atmosfæren, men udviklingen af nye atomvåben 

og fremføringsmidler fortsatte. 3 

Russernes nye villighed til at indgå et begrænset atomprøvestop og aftaler, 

der sigtede på at kontrollere højspændte krisesituationer, var i første omgang 

et resultat af den forskrækkelse Khrusjtjov havde fået ved Cuba-krisen. På topmødet 

med Kennedy i Wien i sommeren 1961 havde Khrusjtjov i barske og 

nedladende vendinger afvist en af Kennedys hovedideer, når det gjaldt forholdet 

mellem de to supermagter, nemlig vigtigheden af at undgå fejlvurderinger 

af hinanden med deraf følgende større krigsfare. 4 Med Cuba-krisen 

havde Khrusjtjov skiftet opfattelse. Dernæst var russernes ændrede politik en 

konsekvens af det stadig forværrede modsætningsforhold til Kina, der gjorde, 

at de var interesserede i at undgå et alt for spændt forhold til de vestlige 

3 Bertel Heurlin, Nedrustningspolitik, 1971, s. 55 og 61-2. 

4 Se bl.a. Lawrence Freedman, Kennedy’s Wars. Berlin, Cuba, Laos, and Vietnam, 2000, s. 51-7 og 

Vladislav Zubok and Constantine Pleshakov, Inside the Kremlin’s Cold War. From Stalin to Khrushchev, 

1996, s. 243-48. 


lande. Straks efter Cuba-krisen havde kineserne kritiseret russernes tilbagetrækning 

af missiler fra Cuba, men derudover var Kina-faktorens betydning 

kun i begrænset omfang erkendt af samtiden, bl.a. fordi forestillinger om 

’den sovjetisk-kinesiske blok’ stadig var udbredte, især i USA, og også i 

Kennedy-administrationen. Senere – ikke mindst med adgang til russiske arkiver 

– er Kinas rolle i sovjetledernes beslutning om en afspændingslinje over 

for USA blevet meget tydeligere. Det spillede også en rolle for russernes interesse 

for afspænding, at de af hensyn til sovjetøkonomiens tilstand havde brug 

for en opbremsning i våbenkapløbet. Dertil kom, at Khrusjtjov internt i sovjetledelsen 

blev kritiseret for dumdristighed i forbindelse med Cuba. Alt i alt 

havde den sovjetiske leder derfor brug for at vise, at han kunne nå en aftale 

med Kennedy. 5 

Rustningskontrol i 1960’erne: terrorbalancen som et uundgåeligt vilkår 

De første rustningskontrolaftaler fra 1963 blev fulgt af flere senere i 1960’erne. 

Ideen om via amerikansk-sovjetiske forhandlinger at kontrollere og begrænse 

den fortsatte udvikling af strategiske atomvåben var en del af de i USA udviklede 

rustningskontrolteorier om, hvordan de to supermagter under terrorbalancens 

vilkår skulle regulere atomvåbenudviklingen for at sikre størst mulig 

stabilitet, især i storpolitiske kriser. Mens Robert McNamara var forsvarsminister 

(1961-68), havde rustningskontrolteorierne en udbredt tilslutning i Kennedy- 

og Johnson-administrationerne, bl.a. fordi de kunne fungere som argument 

imod stadige ønsker fra Kongressen og andre dele af administrationerne 

om at udvide den amerikanske raketstyrke. For flere i Kennedy- og 

Johnson-administrationerne spillede det også en rolle, at de selv et par år tidligere 

havde bidraget til forestillingen om en missilkløft i sovjetisk favør, der 

siden viste sig at være en kløft i USA’s favør. Ikke mindst. den daværende præsidentkandidat, 

senator John Kennedy, havde i 1960 brugt påstanden om en 

sovjetisk raketoverlegenhed i sin kampagne. 6 

Rustningskontrolteorierne havde nogle tilsyneladende paradoksale sider, 

der udsprang af det, som under den kolde krig blev betegnet terrorbalancen. 7 

Grundlæggende havde terrorbalancens vilkår været erkendt af Eisenhoweradministrationen 

siden midten af 1950’erne, men det var først efter 5-10 år, 

at tankegangen for alvor blev udviklet i USA (om situationen i Sovjetunionen, 

se nedenfor). Det centrale var, at under terrorbalancen var alle lande, inkl. 

Sovjetunionen og USA, sårbare over for et angreb med atomvåben fra en af 

5 Zubok and Pleshakov, Inside the Kremlin’s Cold War, ss. 268ff. Også ældre sovjetforskning har været 

opmærksom på Kinas betydning for Sovjets politik, se f.eks. Thomas W. Wolfe, Soviet Power and 

Europe, 1945-1970, 1970, s. 100f. 

6 Om missilkløften, se Lawrence Freedman, U.S. Intelligence and the Soviet Strategic Threat, 1977, s. 62-80. 

7 Erik Beukel, „De to supermagter og kernevåbnene“ i Sikkerhed og Nedrustning 1, Det Sikkerheds- og 

Nedrustningspolitiske Udvalg, København, 1984. 


I kapitel 3 findes et billede fra vedtagelsen af den omtalte prøvestopaftale. Her ses Lyndon B. 

Johnson på talerstolen ved underskrivelsen af Traktaten om det Ydre Rum, der bl.a. indeholder 

et forbud mod placering af atomvåben i det ydre rum. 27. januar 1967. Ved bordet ses fra venstre: 

Sovjetunionens USA-ambassadør Anatolij Dobrynin, Storbritanniens FN-repræsentant Patrick 

Dean, USA’s FN-repræsentant Arthur Goldberg og USA’s udenrigsminister Dean Rusk. (FN). 

supermagterne. Denne gensidige sårbarhed var en basal kendsgerning og et 

uundgåeligt resultat af de to supermagters udvikling af atomvåbenstyrker. Det 

var fysisk umuligt at beskytte civilbefolkningen mod atomvåbenangreb, hvad 

enten det var ved civilforsvarsforanstaltninger eller ved hjælp af et raketforsvar. 

Hvis det alligevel blev forsøgt, ville et forsvarssystem nemt kunne neutraliseres 

ved en relativt begrænset udvidelse af modpartens raketstyrker, og resultatet 

ville være et enormt ressourceforbrug som følge af det forgæves forsøg 

på at beskytte sig mod kernevåben. I værste fald ville resultatet af civilforsvarsforanstaltninger 

kunne blive en større fare for atomkrig, idet brug af 

atomvåben i en højspændt krise under disse vilkår kunne synes mindre uacceptabelt 

end ellers for lederne i Sovjetunionen og USA. Med denne fysisk 

givne gensidige sårbarhed var den bedste sikring mod atomkrig at gøre afskrækkelsen 

gensidig ved at begge supermagter opbyggede gengældelsesstyrker, 

der var usårlige over for den anden parts mulige førsteslag eller forkøbsangreb. 

En gensidig garanteret ødelæggelsesevne 8 skulle i den yderste krisesituation 

være det, som afværgede en atomkrig. 

8 På engelsk: „mutual assured destruction“ (MAD). Den klareste fremstilling af denne tænkning blev 

givet af forsvarsminister McNamara i en tale i San Francisco i september 1967, jf. Department of State 

Bulletin, 9. oktober 1967. Det siger en del om den sammensatte karakter af amerikansk atomvåbenpolitik, 

at McNamara i samme tale fremlagde et forslag om et begrænset ABM-system rettet mod en 

mulig kinesisk rakettrussel. 


Disse forestillinger søgte forsvarsminister McNamara i 1967 at forklare til 

en skeptisk sovjetisk ministerpræsident på et topmøde i Glassboro, New 

Jersey, men Kosygin var tydeligvis meget uforstående over for en sådan 

tænkning om, at et forsvar mod atomvåben var skadeligt også for den forsvarende. 

Få år senere – i 1972 – indgik Sovjetunionen dog alligevel en aftale om 

begrænsning af raketforsvarssystemer (ABM-aftalen) med USA, jf. nedenfor. 

Rustningskontrolideerne blev fra sidste halvdel af 1960’erne søgt virkeliggjort, 

om end i ret begrænset form. I 1967 blev der således enighed om et forbud 

mod atomvåben i verdensrummet. Året efter blev der indgået en ikkespredningsaftale. 

De underskrivende atommagter – Frankrig og Kina stod 

igen udenfor – lovede at undlade at overføre atomvåben til stater, som ikke 

havde sådanne våben, og disse forpligtede sig til gengæld til ikke at modtage 

eller udvikle atomvåben. Samtidig lovede atommagterne at reducere egne 

kernevåbenarsenaler. 9 Af størst betydning var, at USA og Sovjetunionen i sommeren 

1968 bekendtgjorde, at de ville begynde samtaler om begrænsninger 

af langtrækkende kernevåben (SALT), men forhandlingerne blev i første omgang 

udsat efter Warszawapagt-landenes invasion i Tjekkoslovakiet i august 

1968. De begyndte i efteråret 1969, efter at den nye Nixon-administration var 

tiltrådt og havde overvejet mulighederne. 

Parallelt med rustningskontrolaftalerne i sidste halvdel af 1960’erne foregik 

der i Johnson-administrationen overvejelser om, hvordan USA gennem 

brobygning (building bridges) og udvidet fredeligt samarbejde (peaceful engagement) 

mellem Øst og Vest kunne fremme de østeuropæiske landes uafhængighed 

af Sovjetunionen uden at øge modsætningerne til russerne. 

Temaerne blev første gang anslået i taler af præsident Johnson i 1964 og 1966 

og var til en vis grad motiveret af ønsket om at modvirke præsident de Gaulles 

bestræbelser på at give Frankrig en selvstændig rolle i den vestlige alliance ved 

forsøg på at bygge bro mellem Øst og Vest. 10 Da administrationen i Washington 

i disse år først og fremmest var optaget af Vietnam-krigen, blev ideerne 

kun i meget begrænset omfang udmøntet i konkrete tiltag og politik’er. Samtidig 

var der også i NATO overvejelser om at tildele organisationen en afspændingsrolle. 

Afspænding og NATO 

NATO blev fra begyndelsen af 1960’erne et centralt forum for konsultationer 

om Øst-Vest-afspænding, og der viste sig hurtigt en række forskelle mellem 

medlemslandenes holdninger til afspændingens indhold, form og mulighe- 

9 Heurlin, Nedrustningspolitik, s. 65-8. 

10 Raymond L. Garthoff, Détente and Confrontation. American-Soviet Relations from Nixon to Reagan, 1985, 

s. 106-8; Lawrence S. Kaplan, The Long Entanglement. NATO’s First Fifty Years, 1999, s. 115f. 


der. Disse forskelle var forbundet med forskellige opfattelser af et af NATO’s 

kerneproblemer, nemlig den udvidede afskrækkelses troværdighed i en situation, 

hvor USA var blevet sårbar over for sovjetiske atomvåben (terrorbalancen). 

Problemet var, at for nogle europæere, i begyndelsen især Vesttyskland, 

kunne den nye amerikanske politik med vægt på både forhandlinger og 

styrke i forholdet til Sovjetunionen bidrage til at svække den amerikanske alliancegaranti 

og håbet om tysk genforening, der blev set som bestemt af vestlig 

styrke. 11 Andre NATO-lande – især Belgien, Canada, Danmark, Norge og 

Italien – mente, at den sovjetiske trussel var blevet mindre, og at en aktiv vestlig 

afspændingspolitik yderligere kunne styrke denne udvikling. Det forstærkede 

virkningen af disse uenigheder, at Frankrig fra 1966 trak sig ud af 

NATO’s militære integration samtidig med, at præsident de Gaulle appellerede 

stærkt til en del af den vesttyske CDU-regering og anlagde en markant 

USA-kritisk politik, der opsummeredes i sloganet „Europa fra Atlanterhavet 

til Ural“. 

Harmel-rapporten 

Følgen af disse konflikter i den vestlige alliance var, at NATO fra 1966 indledte 

en konsultationsproces centreret omkring en arbejdsgruppe ledet af 

den belgiske udenrigsminister Pierre Harmel. Formålet var at afklare, om afspænding 

kunne integreres i alliancens målsætning på en måde, der tog hensyn 

til de forskellige holdninger. Processen resulterede i Harmel-rapporten, 

der blev godkendt af NATO-landenes udenrigsministre i december 1967 og 

på flere måder symboliserede et vendepunkt i alliancens historie. 12 Vendepunkt 

blev yderligere markant af, at NATO-landene efter langvarige tovtrækkerier 

samtidig blev enige om en ny strategi betegnet det „afpassede gensvar“ 

(flexible response), der havde været på vej gennem flere år og blev ledsaget 

af flere konsultationer mellem de allierede om den vestlige atomvåbenpolitik. 

13 Harmel-rapporten „Alliancens fremtidige opgaver“ erklærede, at forsvar 

og afspænding (détente) var NATO-alliancens hovedopgaver. 14 Ud over at 

hindre aggression og andre former for pres samt at forsvare medlemslandenes 

territorium var det ifølge rapporten alliancens anden opgave at fortsætte 

bestræbelserne for at gøre fremskridt i retning af et mere stabilt forhold, hvor 

11 Christoph Bluth, “Reconciling the Irreconcilable: Alliance Politics and the Paradox of Extended 

Deterrence in the 1960s“, Cold War History, Vol. 2 (2), 2002; Andreas Wenger, “Crisis and 

Opportunity: NATO and the Multilateralization of Détente, 1966-1968“, Journal of Cold War Studies, 

Vol. 6 (1), 2004. 

12 Frédéric Bozo, “Defense Versus Security? Reflections on the Past and Present of the „Future Tasks“ 

of the Alliance (1949-99)“ i Gustav Schmidt (ed.), A History of NATO – The First Fifty Years, Vol. 2, 2002, 

s. 65-80; Anton W. DePorte, “NATO and Détente: Cycles in History“ i Lawrence S. Kaplan, o.a., NATO 

after Forty Years, Wilmington, 1990, s. 181-201. 

13 Helga Haftendorn, NATO and the Nuclear Revolution. A Crisis of Credibility, 1966-67, 1996. 

14 Se Udviklingen inden for NATO 1966-67, København, 1968, s. 67-9. 


de bagvedliggende politiske problemer kunne løses. Militær sikkerhed og afspændingspolitik 

stred ikke imod, men supplerede hinanden, hed det, og 

vejen til fred og stabilitet i Europa gik via konstruktiv brug af alliancen i afspændingens 

tjeneste. Det blev direkte tilkendegivet, at ingen endelig og stabil 

ordning i Europa var mulig uden en løsning på Tysklandsspørgsmålet, 

som var centralt for spændingen i Europa; enhver ordning måtte gøre en 

ende på de unaturlige barrierer mellem Øst- og Vesteuropa, som tydeligst og 

mest brutalt gav sig udslag i Tysklands deling. 

Harmel-rapporten nævnte også muligheden af afbalancerede styrkereduktioner 

i Europa, og året efter vedtog NATO’s udenrigsministre nogle principper 

for forhandlinger med Warszawapagten herom. En vigtig del af baggrunden 

herfor var, at der i Senatet i Washington siden midten af 1960’erne var 

vokset et pres frem for at reducere de amerikanske styrker i Europa 

(Mansfield-resolutionerne). Forhandlinger om gensidige og afbalancerede 

styrkereduktioner (MBFR) begyndte i 1973 og blev op gennem 1970’erne 

indviklet i omstændelige diskussioner om opgørelser af våbenmængder og balancer, 

der ikke førte til afgørende resultater. 15 De manglende resultater i 

form af nedrustningsaftaler var udtryk for, at politiske ledere i øst og vest også 

i afspændingsårene vurderede de specifikke militære styrke- og balanceforhold 

som afgørende for forløbet af den kolde krig. Fra vestlig side var man 

især betænkelig ved den sovjetiske numeriske overvægt mht. konventionelle 

styrker (antal soldater, tanks o.l.) i Europa. Set fra sovjetisk side kunne de omfattende 

militære styrker være nødvendige for at bevare kontrollen med 

Østeuropa, men argumentet kunne vanskeligt bruges. På begge sider var der 

af mange grunde megen taktik og kun lidt reel interesse forbundet med disse 

forhandlinger. Under alle omstændigheder kom der ingen nedrustning i 

Europa. 

CSCE og afspændingens dobbelthed 

Vurderet i en afspændingssammenhæng blev Helsingfors-slutakten og hele 

CSCE-processen af langt større betydning for Europa end direkte nedrustning. 

Som gennemgået ovenfor (kapitel 3) indeholdt Helsingfors-slutakten 

både bestemmelser, der sigtede på at mildne sikkerhedsdilemmaet i Europa, 

og bestemmelser, der sigtede på at påvirke systemkonflikten gennem demokratiske 

principper (fri informationsspredning mellem Øst og Vest, lettelser i 

menneskelige kontakter og respekt for menneskerettigheder). I forhold til 

vestlige demokratiske værdier byggede denne dobbeltsidede afspændingspolitik 

på en tiltro til holdbarheden og styrken i demokratiske samfund: man behøvede 

ikke frygte, at de ville blive løbet over ende ved udvidede kontakter 

med totalitære samfund, når sådanne kontakter blev udvidet ud over rege- 

15 Mary Dau, Hansen og Ivanov. Afspændingen mellem Øst og Vest, 1985, s. 142-65. 


ings- og eliteniveauer. De vestlige civilsamfunds transnationale aktiviteter blev 

en integreret del af afspændingen, og hermed blev spiren lagt til en langvarig udfordring 

til de kommunistiske landes statscentrerede opfattelse af afspændingen 

– en udfordring der fik sin endelige afgørelse ved Berlin-murens fald i 1989. 16 

Den første antydning af, hvorledes den dobbelthed og dynamik, der var 

gemt i Helsingfors-slutakten, både påvirkede og blev påvirket af Øst-Vest-konflikten 

– dens substans, symboler og former – var tydelig straks i det første opfølgningsmøde 

i Beograd, der fandt sted fra november 1977 til marts 1978. 17 

Debatten på mødet var skarp og fulgte i det væsentlige skillelinjerne fra 

Helsingfors. Om ikke før så var det nu klart, at spændings- og afspændingsprocesser 

i Europa var nært forbundet ikke blot med mellemstatslige problemer 

som militære styrkebalancer og nedrustning, men også med traditionelt 

interne spørgsmål som deltagerstaternes opfyldelse af aftaler om borger- og 

menneskerettigheder. Hvis kriteriet for at betegne en konference som en succes 

er, at den fører til enighed mellem Øst og Vest om centrale problemer, så 

var Beograd-mødet en fiasko. Hvis vi ser på stridighedernes substans og betydning 

for den gradvist ændrede politiske dagsorden i Øst-Vest-forholdet, så var 

mødet en succes, der vurderet med bagklogskabens fordel peger frem mod 

den kolde krigs afslutning 10-12 år senere. 

Det er vigtigt at bemærke, at den tosidede afspændingspolitik som al vestlig 

østpolitik under den kolde krig byggede på nogle antagelser og forventninger, 

som ingen dengang kendte holdbarheden af. Også på afspændingspolitikkens 

vej var der mange faldgruber. Det illustreres klart af et andet vigtigt 

aspekt af afspændingen, nemlig den nye vesttyske politik over for Sovjetunionen 

og Østeuropa, der blev påbegyndt i slutningen af 1960’erne. Denne 

politik peger i høj grad også frem mod de epokegørende ændringer i forholdet 

mellem Sovjetunionen og Østeuropa i sidste halvdel af 1980’erne. 

Ny vesttysk østpolitik og samspillet med supermagterne 

Forbundsrepublikken tog de første forsigtige skridt mod en ny østpolitik 

under den store koalition mellem CDU og SPD (1966-69) med Willy Brandt 

som udenrigsminister, da den såkaldte Hallstein-doktrin om ikke at have diplomatiske 

forbindelser med nogen stat, der anerkendte DDR, blev endeligt 

opgivet. 18 En markant ny østpolitik kom dog først med SPD-FDP koalitionen 

16 Se især Richard Davy (ed.), European Detente: A Reappraisal, 1992. 

17 Skjold G. Mellbin, Beograd-mødet 1977-78, Forsvaret i Samfundet, 1978. 

18 Hallstein-doktrinen var dog allerede blevet brudt i 1963, da Vesttyskland oprettede diplomatiske 

forbindelser med Sovjetunionen. Begyndelsen til en ny østpolitik kan også placeres længere tilbage 

i 1960’erne, idet Vesttyskland indgik en række økonomiske aftaler med Polen, Rumænien, Ungarn 

og Bulgarien efter at Adenauer (CDU) i efteråret 1963 var blevet afløst som forbundskansler af 

Ludwig Erhard (CDU), jf. William I. Hitchcock, The Struggle for Europe. The Turbulent History of a 

Divided Continent 1945-2002, 2002, s. 295. 


fra 1969. Straks i sin tiltrædelsestale som forbundskansler i efteråret 1969 tilkendegav 

Brandt det afgørende nye: forsøget på at forandre gennem forhandling, 

samarbejde og tilnærmelse i stedet for gennem konfrontation. Et 

specielt led i den nye politik var, at Forbundsrepublikken nu ville undertegne 

den nukleare ikke-spredningsaftale fra året før; Sovjetunionen lagde stor vægt 

på vesttysk tilslutning til aftalen, men CDU havde været imod, hvad de anså 

for at være en ensidig indrømmelse til Sovjet. 

Oprindelse og ideer 

Nøgleideen i østpolitikken blev formuleret som „Wandel durch Annäherung“, 

dvs. „forandring gennem tilnærmelse“. Den nye politik var blevet forberedt 

under den store koalition i en arbejdsgruppe i udenrigsministeriet under ledelse 

af statssekretær Egon Bahr. 19 Det er imidlertid værd at bemærke, at Bahr 

havde fremlagt de centrale tanker bag den nye politik seks år tidligere i en 

tale i sommeren 1963 på „Evangelische Akademie“ i Tutzing. 20 Manuskriptet 

til denne tale var oprindelig blevet skrevet af Bahr til Willy Brandt, der dengang 

var overborgmester i Vestberlin og SPD’s leder. Allerede i 1962 – dvs. 

året efter Berlinmuren blev opført – var Brandt begyndt at tale om behovet 

for at acceptere Tysklands deling som en kendsgerning, mens der blev søgt 

udviklet nogle praktiske arrangementer med Østtyskland for at lette delingens 

konsekvenser for den tyske befolkning: det kunne ikke være nok lejlighedsvis 

at frikøbe politiske fanger fra DDR’s fængsler. Ideerne om „Wandel 

durch Annäherung“ var imidlertid dengang blevet anset for at være for kontroversielle 

til at blive lagt frem af det tyske socialdemokratis kanslerkandidat 

– også i et forum der flere gange var blevet brugt af ledende politikere til at 

lufte nye tanker. 21 

Den nye østpolitik var i sin kerne en dobbeltstrategi: på den ene side anerkende 

den territoriale status quo og grænserne efter anden verdenskrig, på 

den anden side iværksætte en proces, der kunne føre til forandringer i status 

quo og specielt den sovjetiske interessesfære i Østeuropa. Flere former for 

vestlig afspændingspolitik indeholder denne dobbelthed, men den er især tydelig, 

når der fokuseres på vesttysk Østpolitik og sammenlignes med mere 

rendyrket mellemstatslig afspændingspolitik, der sigtede på at mildne sikkerhedsdilemmaet 

ved at stabilisere en status quo-ligevægt. Østpolitikkens lang- 

19 Andreas Vogtmeier, Egon Bahr un die deutsche Frage. Zur Entwicklung der sozialdemokratischen Ost- und 

Deutschlandspolitik vom Kriegsende bis zur Vereinigung, Bonn, 1996, ss. 96ff. 

20 Talen blev holdt fem uger efter Kennedys ovennævnte tale – hhv. 15. juli og 10. juni – hvor den 

amerikanske præsident tog initiativet til afspændingspolitikken. Denne sammenhæng og rækkefølge 

anså de vesttyske socialdemokrater for særdeles vigtig, se Vogtmeier, Egon Bahr, s. 59-66. 

21 Gottfried Niedhart, Revisionistische Elemente und die Initiierung friedlichen Wandels in der 

neuen Ostpolitik 1967-74, Geschichte und Gesellschaft, 28 (2002); M.E. Sarotte, Dealing with the Devil. 

East Germany, Détente, and Ostpolitik, 1969-1973, 2001, ss. 12f. og 27. 


Willy Brandt besvarer pressens spørgsmål i anledning af et NATO-møde i Reykjavik 24. juni 

1968. NATO-mødet mundede bl.a. ud i en fælleserklæring om MBFR. (NATO Photo). 

sigtede mål blev tidligt fastlagt på det fortrolige niveau som at udfordre og ændre 

status quo og påvirke systemkonflikten på demokratiske præmisser. 22 

Strategien var både sårbar og risikabel: mens det første element – anerkendelsen 

af den territoriale status quo – blev stadfæstet i traktater, som af kritikere 

blev fremstillet som en indrømmelse til Sovjetunionen og en blåstempling 

af sovjetisk magt og besættelsespolitik i Østeuropa, kunne det andet element 

ikke erklæres alt for offentligt – ledelserne i Moskva, Østberlin og andre 

østeuropæiske hovedstæder ’lyttede jo med’, når der blev diskuteret østpolitik 

i den vestlige offentlighed; man kunne da risikere, at de reagerede ved 

i endnu højere grad at lægge vægt på isolation og konfrontation. Samtidig 

byggede strategien på en erkendelse og politisk brug af dobbeltheden i den 

sovjetiske og de østeuropæiske landes situation og politik: på den ene side deres 

økonomiske og teknologiske svagheder og deres higen efter vestlig anerkendelse, 

der gjorde dem ivrige efter økonomiske og teknologiske kontakter 

for at styrke egne samfund; på den anden side deres frygt for den øgede afhængighed 

af Vesten, som ville blive resultatet, og frygten for at kontakterne 

skulle smitte politisk og kulturelt. Som det blev udtrykt i et notat fra Bahrs ar- 

22 Niedhart, Revisionistische Elemente, ss. 245f. og 257f.; Niedhart, “Ostpolitik: Phases, Short-Term 

Objectives, and Grand Design“ i David C. Geyer and Bernd Schaefer (eds.), American Détente and 

German Ostpolitik, 1969-72, 2004, s. 118-36. 


ejdsgruppe i udenrigsministeriet kort før Brandt-regeringen tiltrådte, så var 

sovjetledelsens dilemma modsætningen mellem økonomisk effektivitet og ønsket 

om at bevare magten. Det var en ond cirkel, hvorfra der ikke var nogen 

redning. Sovjetledelsen kunne kun prøve at trække erosionen af deres magt i 

langdrag. 23 

Samtidig var der hos østpolitikkens fortalere en forestilling om, at den nye 

politik ville nedbryde billedet af vesttysk revanchisme i Østeuropa, som sovjetiske 

medier og sovjetisk propaganda dyrkede med stor flid. Det er svært at 

sige med sikkerhed, hvilke sider af østpolitikken, der var tilsigtede, og hvilke 

der blot havde utilsigtede konsekvenser, men billedet af forbundskansler 

Willy Brandt på knæ foran mindesmærket for Warszawas ghetto i december 

1970 var måske den mest effektfulde symbolske handling foretaget af en ledende 

vestlig politiker under den kolde krig. 

Forhandlingernes rækkefølge 

Strategien bag østpolitikken var forsøget på at igangsætte en langsigtet forandringsproces 

ved hjælp af tilnærmelse og direkte forhandling, og her var rækkefølgen 

i forhandlingerne central: først skulle der forhandles en aftale med 

Sovjetunionen. Nøglen til processen var, at Sovjet havde en grundlæggende 

interesse i først at få anerkendt den territoriale status quo af Vesttyskland. 

Sovjetunionen blev styret af ledere, for hvem anden verdenskrig og kampen 

mod nazi-Tyskland („Den store Fædrelandskrig“) var en afgørende erfaring. 

Desuden ville anerkendelsen af den territoriale status quo for russerne være 

et skridt på vejen mod de økonomiske og teknologiske fordele ved Øst-Vest aftaler 

(jf. ovenfor). Efter forhandlinger med Sovjetunionen skulle der forhandles 

med Polen, og til sidst – og mest kontroversielt – med DDR baseret 

på en accept af eksistensen af to tyske stater inden for den tyske nation. 

Sideløbende skulle der foregå forhandlinger mellem de fire besættelsesmagter 

(Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien, og USA) om Berlin. 24 Brandt 

betonede straks ved sin tiltræden, at der eksisterede to tyske stater på tysk 

jord, men de to stater kunne ikke opfatte hinanden som udland i traditionel 

forstand, og i overensstemmelse hermed blev der udnævnt en minister for 

„indre-tyske anliggender“ i stedet for en minister for „al-tyske anliggender“. 

23 I notatet hed det bl.a.: „Die erste Sorge der Sowjetregierung wird weiterhin der Erhaltung ihres 

Machtbereiches in Europa gelten. Sie wird dabei weiterhin mit blockinternen Schwierigkeiten zu 

kämpfen haben. Auch insoweit steht sie vor dem Dilemma, dass ökonomische Effektivität mit der 

Erhaltung der Macht, wie sie auf sowjetischer Seite verstanden wird, nicht verträglich ist. Dieser 

Teufelskreis, aus dem für die Sowjetunion kein Entrinnen gibt, wird weiterhin zu einem Wechsel 

zwischen Lockern und Anziehen der Zügel führen. Letztlich stellt sich für die Sowjets nur die 

Aufgabe, die Erosion ihrer Herrschaft so weit wie möglich zu verzögern“ , Vogtmeier, Egon Bahr, s. 

110. 

24 Sarotte, Dealing with the Devil, s. 27f. 


Den første aftale blev indgået med Sovjetunionen i Moskva i sommeren 

1970 efter en række intense forhandlinger og kontakter, der bl.a. gjorde brug 

af en særlig kontakt (back channel) mellem Egon Bahr og Bresjnevs nærmeste 

medarbejdere. 25 I Moskva-aftalen gav de to lande afkald på magtanvendelse 

over for hinanden, og Vesttyskland anerkendte de eksisterende grænser 

i Europa, inkl. Oder-Neisse mellem DDR og Polen – dvs. mellem to andre stater 

– og grænsen til DDR. Samtidig fik den sovjetiske udenrigsminister Gromyko 

et brev fra den vesttyske udenrigsminister Scheel, hvori det hed, at der 

ikke var modstrid mellem den nye traktat og Forbundsrepublikkens mål at 

„virke hen imod en tilstand af fred i Europa, i hvilken det tyske folk genvinder 

sin enhed i fri selvbestemmelse“. 26 Senere samme år blev der indgået en tyskpolsk 

aftale med eksplicit vesttysk anerkendelse af Polens vestgrænse. I efteråret 

1971 blev der indgået en firemagtsaftale om Berlin, der fastlagde regler 

for adgangen til Berlin. Vestberlins tilknytning til Vesttyskland anerkendtes 

med visse begrænsninger, og vestberlinernes adgang til Østberlin og 

Østtyskland blev gjort lettere. Berlinmuren blev derved mere gennemhullet: 

alene i 1973 besøgte mere end 2 millioner vesttyskere DDR, og der blev yderligere 

åbnet for post og telefonforbindelser og andre transnationale kontakter 

mellem de to tyske stater. 27 Ved udgangen af 1972 blev der indgået en 

Grundaftale mellem Vesttyskland og DDR. Vesttyskland anerkendte DDR, 

men ikke som udland, bl.a. fik de respektive diplomatiske repræsentanter i 

Bonn og Østberlin ikke titel af ambassadører, men blev kaldt „faste repræsentanter“. 

28 

Forskelle mellem de kommunistiske lande 

Det gjaldt om disse forhandlinger og aftaler, at der også var forskelle mellem 

Warszawapagt-landenes interesser og mål, og skillelinjerne var ofte svære at 

udrede. Ledelsen i DDR var således mere opmærksom på vigtigheden af og 

mere interesseret i at videreføre en klar afgrænsningspolitik i forholdet til 

Vesttyskland end den sovjetiske ledelse; interne referater af møder i SED’s ledelse 

viser, at kredsen omkring Honecker i høj grad var optaget af den udfordring, 

socialister og socialdemokrater som Willy Brandt og den nye østpolitik 

repræsenterede for det østtyske styre. Sovjetunionen var imidlertid interesseret 

i at presse DDR til at indgå en aftale med Vesttyskland, fordi en aftale ville 

lette ratificeringen af Moskva-aftalen i den vesttyske Forbundsdag. Samtidig 

var sovjetledelsen imidlertid betænkelig, hvis DDR blev alt for aktiv og selv- 

25 Sst., s. 33-4. 

26 Sst., s. 68-72; Nikolaj Petersen, Tysklands enhed. Europas sikkerhed, Det Sikkerheds- og 

Nedrustningspolitiske Udvalg, København, 1991, s. 37. 

27 Hitchcock, The Struggle for Europe, s. 299-300. 

28 Petersen, Tysklands enhed, s. 38. 


stændig i forhold til Vesttyskland – en betænkelighed, der havde sin parallel i 

forholdet mellem USA og Vesttyskland (jf. nedenfor). Efter alt at dømme var 

det i høj grad sovjetledelsens vurdering af Honecker som mere sovjettro end 

Ulbricht, der i 1971 fik den til at acceptere, at Ulbricht skulle afløses af 

Honecker som leder af SED og ikke en vurdering af Honecker som mere afspændingsvillig 

end Ulbricht. Det falder godt i tråd hermed, at Sovjetunionen 

både før og efter Honeckers tiltræden flere gange advarede DDR mod at 

nærme sig Vesttyskland for meget samtidig med, at russerne uden DDR-ledelsens 

vidende forhandlede med vesttyskerne om forhold af direkte interesse 

for DDR. 29 

Et andet centralt træk ved Sovjetunionens afspændingspolitik over for Vesteuropa 

var betydningen af russernes stadige ubehag ved Kinas rolle og interesse 

i en uformel alliance med ikke alene USA, men også vesteuropæiske stormagter. 

Især nyere arkivstudier viser, hvordan en kinesisk trussel gang på gang 

var et vigtigt motiv for sovjetisk imødekommenhed over for Vesttyskland samt 

USA, England og Frankrig, når det gjaldt udformningen af firemagtsaftalen 

om Berlin. 30 Hverken DDR eller andre østeuropæiske stater delte dette motiv. 

Forholdet til USA 

Mens Vesttyskland forhandlede aftalerne, var der nære kontakter mellem Bonn 

og Washington. Brandt-regeringen holdt til stadighed Nixon-administrationen 

nøje underrettet om forhandlingerne; det foregik gennem en særlig kontakt 

mellem Egon Bahr og Henry Kissinger, som næstefter præsident Nixon var 

den vigtigste person i administrationens udenrigspolitik. Ikke mindst i begyndelsen 

efter Brandt-regeringens tiltræden var der betydelig skepsis i den amerikanske 

ledelse over for den nye vesttyske politik, der blev set som en mulig 

farlig neutralisme. Det var en holdning, som Vesttyskland ikke alene tilbageviste 

i kontakterne med amerikanerne, men også over for den sovjetiske ledelse 

blev det ofte understreget, at den nye Østpolitik var betinget af medlemskabet 

af NATO og tilslutning fra Vesttysklands allierede, i første række USA. 

I foråret 1970 var der også en vis betænkelighed i Nixon-administrationen 

over for den potentielt destabiliserende virkning af begejstringen for Willy 

Brandt under dennes besøg i Erfurt i DDR, hvor der var møde med den østtyske 

ministerpræsident Willi Stoph. På samme måde var der i december s.å. 

betænkelighed ved Willy Brandts gestus i Warszawa, se ovenfor. Betænkelighederne 

blev delt af Moskva, selv om den sovjetiske ledelse på flere måder 

betragtede Brandts politik som en stor fordel. Efterhånden blev Washingtons 

29 Sarotte, Dealing with the Devil, s. 164ff. Om parallellerne mellem Sovjets og USAs bekymringer, se 

sst. s. 54-9. 

30 Sarotte, Dealing with the Devil., giver mange eksempler herpå, se s. 41, 103, 128, 138, 144, 159 og 

177. 


skepsis over for Brandt-regeringens politik mindre, idet Nixon-administrationen 

erkendte, at den kunne bruge den vesttyske politik imod administrationens 

amerikanske kritikere. Mistanken om, at østpolitik og afspænding i 

Europa var et skridt på vejen mod neutralisme og appeasement over for Sovjet, 

lå dog altid lige under overfladen i Washington. For Nixon-administrationen 

var afspænding noget, der foregik på det bilaterale niveau mellem den amerikanske 

og den sovjetiske regering og via deres særlige kontakter, og man var 

bekymret for, at tysk-sovjetisk afspænding ville skade NATO. 31 

Den nærmere betydning af disse divergenser kan illustreres ved at rette opmærksomheden 

mod nogle grundlæggende forskelle mellem amerikanske 

og tyske opfattelser af afspændingspolitik og sætte dem i relation til begreberne 

sikkerhedsdilemma og systemkonflikt (se kapitel 3). Den amerikanske 

opfattelse som den var indeholdt i specielt Kennedys tale i juni 1963 og 

Nixon-Kissingers afspændingspolitik 1969-74 sigtede på at mildne sikkerhedsdilemmaets 

mest faretruende aspekter, men havde ikke noget langsigtet perspektiv 

om via afspændingspolitiske foranstaltninger at overvinde eller reducere 

systemkonflikten på demokratiske præmisser. Den tyske østpolitiks mål 

var på kort sigt at mildne sikkerhedsdilemmaet, mens den på langt sigt havde 

til formål at overvinde systemkonflikten – eller centrale sider af den – på demokratiske 

præmisser, hvilket igen ville bidrage til en yderligere reduktion af 

sikkerhedsdilemmaet. 

Grundlæggende bidrog det til at dæmpe en konflikt mellem Washington 

og Bonn, at Nixon-administrationens Realpolitik-tænkning havde tydelige paralleller 

til tankegangen bag østpolitikken. Disse paralleller skabte imidlertid 

samtidig grundlaget for de delvist modstridende perspektiver, forventninger, 

håb og/eller frygt i de to vestlige hovedstæder. Ud fra et Realpolitik-perspektiv 

har de basale geografiske forskelle mellem USA’s og Vesteuropas forhold til 

Sovjetunionen stor politisk betydning. Behovet for at mildne sikkerhedsdilemmaet 

blev for Vesttysklands vedkommende også formet af den særlige historiske 

byrde fra anden verdenskrig, og det behov havde beslutningstagerne 

i Washington naturligvis ikke. Konklusionen er, at uanset hvor meget Nixonadministrationen 

har kendt til overvejelserne i Bonn om de langsigtede perspektiver 

i den nye østpolitik, og uanset hvor nøje vi i dag er i stand til at identificere 

disse, udvikledes der efterhånden en tydelig, men hele tiden kun partiel, 

interesseoverlapning mellem regeringerne i Bonn og Washington i årene 

1969-74. 

I foråret 1974 gik Brandt af efter skandalen med Günter Guillaume og blev 

afløst af Helmut Schmidt. 32 Denne var enig i Brandts holdninger til afspæn- 

31 Joan Hoff-Wilson, „’Nixingerism“ NATO, and Détente“, Diplomatic History, vol. 13 (4), 1989. I øvrigt 

var Nixon-administrationen længe meget tilbageholdende med at bruge ordet“détente“, jf. 

Garthoff, Detente and Confrontation, ss. 28-9. 

32 Günter Guillaume, der tidligere var flygtet fra DDR, var ansat på kanslerkontoret som Willy 

Brandts rådgiver. I maj 1974 blev det afsløret, at han var spion for DDR. 


dingspolitikkens aftalemæssige grundelementer. Derimod delte Schmidt ikke 

Brandts visioner om Østpolitikkens egendynamik og „Wandel durch Annäherung“ 

perspektiverne på systemkonflikten. Vesttysk afspændingspolitik 

blev mere præget af en status quo orienteret stabilitetspolitik, der sigtede på 

at mildne sikkerhedsdilemmaet i Europa. Helt enkelt var der med Helmut 

Schmidt næppe fare for en potentielt destabiliserende gestus som Willy 

Brandts i Warszawa i 1970! Derved ændrede den vesttyske politik sig i retning 

af amerikansk afspændingspolitik, og det på et tidspunkt hvor den amerikanske 

politik begyndte at komme under pres i USA. 

Afspænding og rustningskontrol under pres 

Rustningskontrol og russernes tænkning 

Ideerne om rustningskontrol som en vej til at styre forholdet mellem atommagterne 

og specielt de to supermagter under terrorbalancens vilkår blev i 

stigende grad udsat for intern kritik i USA. Modstanden kom fra flere forskellige 

sider. En fremtrædende kritik kom fra debattører, som mente, at antagelsen 

om et formelt eller uformelt amerikansk-sovjetisk samarbejde for at 

stabilisere terrorbalancen og stoppe farlige rustningsspiraler byggede på 

naive forestillinger om Sovjetunionen som en normal stormagt. Var tankegangen 

om en stabil terrorbalance ikke blot en vestlig abstraktion, som russerne 

af historiske og ideologiske grunde aldrig kunne eller ville acceptere, jf. 

Kosygins ovenfor omtalte reaktion på McNamaras belæringsforsøg under topmødet 

i 1967? Ville russerne ikke blot lade som om de accepterede den gensidige 

sårbarhed som en uundgåelig kendsgerning for at stoppe amerikansk 

oprustning, mens de selv gjorde alt for at udvikle en evne til at udkæmpe og 

vinde en atomkrig? 

I 1972 var SALT-forhandlingerne resulteret i de første aftaler om et delvist 

forbud mod raketforsvarssystemer og begrænsning af de offensive raketter, og 

i de første par år derefter blev aftalerne af de fleste betragtet som succes og 

det første skridt på vejen mod virkelig strategisk stabilitet. Efter blot et par år 

var der dog flere og flere, som satte spørgsmålstegn ved denne opfattelse. 

Blandt mange amerikanske politikere, officerer og en del forskere samt en 

del europæere blev svaret på disse spørgsmål i stigende grad et ja op gennem 

1970’erne: problemet var ikke så meget atomvåben og rustningsspiraler som 

russernes historie, ideologi og adfærd. 33 Som en fuldstændig modsætning til ideerne 

om rustningskontrol og en stabil terrorbalance var der nogle, der 

mente, at russerne ideologisk og historisk var disponerede til at se kernevå- 

33 Erik Beukel, Sovjetunionen og Atomvåben. Indre og ydre forudsætninger for sovjetisk atomvåbenpolitik, 

København, 1982. 


Nixon og Bresjnev underskriver en samarbejdsaftale om fredelig udnyttelse af atomenergi og videre 

begrænsninger af strategiske kernevåben. 21. juni 1973. (Nixon Library). 

ben som traditionelle krigsførelsesvåben, der kunne bruges både i en krig og 

til politisk pression. 

I 1977 blev det blev kendt, at Sovjetunionen fra 1976 var begyndt at udstationere 

nye SS-20 mellemdistanceraketter, der alene kunne nå Vesteuropa og 

derfor ikke indgik i SALT-forhandlingerne. 34 I flere europæiske NATO-regeringer 

blev det en dominerende holdning, at den sovjetiske oprustning, der 

var blevet gennemført i afspændingens skygge, krævede vestlige modsvar, bl.a. 

for at bekræfte den amerikanske alliancegaranti til Vesteuropa. I begyndelsen 

afviste Carter-administrationen de europæiske bekymringer over den nye 

uligevægt på mellemdistanceniveauet, men efter at forbundskansler Helmuth 

Schmidt i en meget bemærket tale i London i efteråret 1977 første gang 

nævnte problemet offentligt, blev der iværksat en proces, som i december 

1979 førte til NATO’s såkaldte dobbeltbeslutning (se kapitel 59). 

Nye sovjetiske militære aktiviteter i den tredje verden 

Der var andre grunde til, at afspændingen efter højdepunktet i begyndelsen 

af 1970’erne kom under pres senere i 1970’erne. En var, at Sovjetunionen siden 

slutningen af 1960’erne havde udvidet de militære aktiviteter i den tredje 

34 Om SS-20 raketterne se Michael MccGwire, Military Objectives in Soviet Foreign Policy, Washington, 

DC, 1987, s. 508f. 


verden. Den sovjetiske militære indblanding var ofte en opportunistisk imødekommelse 

af anmodninger fra lande i den tredje verden i situationer, hvor 

Sovjetunionen ikke tidligere ville have overvejet aktiv støtte til marxistisk orienterede 

regimer. Hertil kom, at det ofte drejede sig om sammenhænge og 

konflikter, hvor alene USA eller andre vestlige stormagter tidligere havde grebet 

ind. 35 Men uanset relevansen af den ene eller anden baggrundsfaktor betød 

Sovjetunionens militære interventioner og aktiviteter – der flere gange 

blev udført i samarbejde med Cuba og med hjælp fra DDR – i bl.a. Egypten, 

Somalia, Etiopien og Angola en styrket overbevisning i mange amerikanske 

og en del europæiske kredse om, at russerne misbrugte afspændingen til ekspansion 

i den tredje verden. Russernes oprustning og USA’s formelle accept 

af ligestillingen med USA i SALT-aftalerne fra 1972 havde tydeligvis gjort dem 

mere villige til at løbe en risiko ved militær indgriben uden for deres traditionelle 

interessesfære i Østeuropa. Der var et klart sammenfald mellem de sovjetiske 

militære aktiviteter og sovjetiske skrifter om de ændrede styrkekorrelationer 

til socialismens fordel, som gav Sovjetunionen nye muligheder for og 

pligt til at fremme socialismens indflydelse overalt på Kloden. 

I sammenhæng hermed begyndte nye sovjetiske flådeaktiviteter at vække 

opmærksomhed blandt vestlige iagttagere, forskere og en del politikere. 

Tidligere i 1960’erne var den sovjetiske flådes øvelser, som traditionelt havde 

været holdt nær hjemlandets kyster, blevet udstrakt til den nordøstlige del af 

Atlanterhavet og Middelhavet. Fra slutningen af 1960’erne blev den sovjetiske 

Middelhavsflåde stærkt udvidet, og samtidig blev det Indiske Ocean og det 

Caribiske Hav inddraget som aktivitetsområde. 36 En del tyder på, at det første 

motiv for sovjetflådens nye aktiviteter langt fra Sovjetunionens kyster var ønsket 

om i en given situation at kunne bekæmpe de amerikanske Polarisubåde, 

som fra begyndelsen af 1960’erne besejlede ovennævnte have med raketter 

rettet mod Sovjetunionen. Men uanset baggrund og motiv ændredes den sovjetiske 

flådes øvelsesmønster betydeligt over en årrække i denne periode af 

den kolde krig og tydede på en hidtil uset kapacitet til at koordinere militære 

aktiviteter rundt om på kloden. Der var langt fra enighed blandt vestlige iagttagere 

om baggrunden for og virkningerne af denne side af sovjetisk militærpolitik. 

37 Var der grund til reel bekymring over russernes hensigter og deres 

nye militære kapacitet? Eller ville overdreven politisk bekymring tværtimod 

gøre problemerne værre for de vestlige lande? I anden del af 1970’erne var 

der på denne baggrund en forstærket tvivl om afspændingspolitikkens værdi, 

35 Stephen S. Kaplan o.a., Diplomacy of Power. Soviet Armed Forces as a Political Instrument, Washinton, 

DC, 1981; Barry M. Blechman and Stephen S. Kaplan, (eds.), Force without War. U.S. Armed Forces as a 

Political Instrument, Washington, DC, 1978. 

36 Bradford Dismukes and James McConnell (eds.), Soviet Naval Diplomacy, 1979. 

37 Se især Michael MccGwire, Ken Booth and John McDonnell (eds.), Soviet Naval Policy. Objectives 

and Constraints, 1975; Michael MccGwire and John McDonnell (eds.), Soviet Naval Influence. Domestic 

and Foreign Dimensions, 1977. 


og derfor virkede Sovjetunionens invasion i Afghanistan i december 1979 

endnu mere truende. 

Alt i alt var der i afspændingsårene tydelige forskelle mellem reaktionen i 

Europa og USA, når mulighederne for afspænding svingede op og ned. 

Mange europæere var disponerede til at se Øst-Vest-forholdet som et blandet 

samarbejds-konflikt-forhold, mens store dele af den amerikanske opinion 

havde en tendens til at svinge mellem enten samarbejde med russerne eller 

konflikt. Carter-administrationen (1977-81) begyndte nær den første yderlighed 

og sluttede nær den anden. Og begge gange var europæere bekymrede 

over, hvad de så som typisk amerikansk ’umodenhed’. 

Det er en vigtig konklusion på gennemgangen af afspændingsperioden 

1963-78, at afspænding forstået som en reduktion af gensidige trusselsforestillinger 

med fare for militære konflikter (se kapitel 3) kan antage ret så forskellige 

politiske former. Både sådanne som umiddelbart kan konstateres og sådanne, 

der virker gennem processer, som først bliver tydelige efter en årrække. 

Således var det centralt, at sideløbende med presset mod afspændingen 

op gennem 1970’erne, virkede i Europa de processer og dynamikker, 

som var sat i gang af CSCE og den nye vesttyske østpolitik. 

Norden og nordisk balance 

Som i den foregående periode, blev det nordiske samarbejde ofte prioriteret 

højt af de sikkerhedspolitiske beslutningstagere. Især dansk, norsk og svensk 

samarbejde strakte sig over en bred vifte af områder fra fælles fodslag i FN til 

konsultationer om forskellige former for nordisk toldunion. Danmark og 

Norge koordinerede i et vist omfang deres NATO-politik. Samarbejdet om 

sikkerhedspolitikken må ses i den større kontekst af en bred, nordisk politisk 

koordination og mange gensidige kontakter. Især de nordiske socialdemokratier 

prioriterede samarbejdet højt, og ofte blev der gennemført nordiske konsultationer 

forud for større NATO-beslutninger. 38 

Norden kunne under den kolde krig inddeles i tre militærgeografiske områder: 

Østersøudløbene (DK og Skåne), Atlantindløbet/GIUK (Grønland, 

Island), og Fenno-skandien (Norge, Sverige minus Skåne, Finland og Kolahalvøen). 

39 De nordiske landes forskellige sikkerhedsmæssige tilknytning er 

en understregning af deres strategisk meget forskellige betydning. Til trods 

for forskellige allianceforhold har der været en tendens til i sikkerhedspoli- 

38 Se Poul Villaume og Thorsten Borring Olesen, I blokopdelingens tegn, Dansk udenrigspolitiks historie, 

bd. 5, København, 2005. 

39 Gustav Hägglund, „Strategisk Utveckling i Norden“, i Flådestrategier og nordisk sikkerhedspolitik, 

København, 1986, bd. 2, s. 41-53. En lignende definition finder man med Rolf Tamnes’ inddeling af 

Nordflankens tre „tyngdepunkter“, Danmark, Island og Nordnorge. Rolf Tamnes, The United States 

and the Cold War in the High North, 1991, s. 259. 


tiske overvejelser at se på det nordiske område som en enhed. Disse forhold 

samt den de facto kernevåbenfri zone i Norden gjorde, at man i den kolde krig 

ofte talte om en „nordisk linje“ eller særlige nordiske forhold. 40 

Ifølge en række politikere, embedsmænd og forskere kunne Nordens status 

bedst beskrives ved begrebet „den nordiske balance“, der fra midten af 

1960’erne blev almindeligt anvendt i omtalen af Nordens stilling og det herskende 

sikkerhedspolitiske mønster. Balancebegrebet blev første gang brugt 

af Norges udenrigsminister Halvard Lange umiddelbart efter notekrisen i 

1961 og blev genstand for en teoretisk uddybning i 1966. 41 Norden opfattedes 

som værende i en form for „balance“ mellem øst og vest, med Sverige som alliancefri, 

Danmark og Norge som NATO-medlemmer, og Finland, der siden 

1948 havde haft en samarbejds- og bistandstraktat med Sovjetunionen. 

Normalt lå der i begrebet nordisk balance som minimum en forestilling om, 

at forholdet mellem de to supermagter og deres respektive pagtsystemer afspejledes 

i det nordiske område, men på et lavere spændingsniveau end andre 

steder på fronten mellem Øst og Vest. Denne kortfattede, rent beskrivende 

henvisning til begrebet var statisk, hvorimod teorien om nordisk balance 

var dynamisk, idet den forudsagde, at ændringer hen imod oprustning i den 

„ene lejr“ af det nordiske område ville medføre en modreaktion i den anden, 

hvilket ville optrappe spændingen. 42 Balancebegrebet blev kritiseret fra 

mange sider, bl.a. med henvisninger til, at det var for diffust, for statisk, ikke 

afprøvet og ikke ordentligt defineret. F.eks. er det ofte uklart, hvilke lande, 

der skal medtages, ligesom der er tvivl om havområderne og Nordens „yderområder“ 

som f.eks. Island. 43 Der kan ganske givet stilles spørgsmålstegn ved 

symmetrien i en sådan balance, eftersom der på vestlig side fandtes to nordiske 

allierede, som indgik i en militær alliance med USA, hvorimod Finlands 

traktatlige forpligtelser over for Sovjetunionen ikke var helt så militært prægede 

og Finland ofte søgte at markere neutralitet, hvor det var muligt. 44 

Endelig er det naturligvis vigtigt at skelne mellem begrebernes anvendelse til 

henholdsvis diplomatiske og analytiske formål. I diplomatisk henseende var 

40 Bertel Heurlin opregner disse fælles træk i indledningen til Bertel Heurlin, Nordiske sikkerhedsproblemer, 

1984, men afviser stadig at der skulle være tale om Norden som en sikkerhedspolitisk enhed. 

41 Arne Olav Brundtland: „The Nordic Balance. Past and Present“ Cooperation and Conflict, 2/1966, s. 

30-63. Begrebet bliver nævnt eller diskuteret i stort set alle redegørelser om nordisk sikkerhedspolitik 

under den kolde krig siden da. Ifølge Poul Villaume opereres der ud fra balancetankegangen allerede 

fra slutningen af 1940’erne. Poul Villaume og Thorsten Borring Olesen, I blokopdelingens tegn, 

Dansk udenrigspolitiks historie, bd. 5. Om notekrisen, se udredningens kapitel 14. 

42 Som regel eksemplificeret ved notekrisen. 

43 Erik Noreen, “The Nordic Balance: A Security Policy Concept in Theory and Practice“ Cooperation 

and Conflict, vol. XVIII (1), 1983; Johan Jørgen Holst, Norsk Sikkerhetspolitikk. I strategisk perspektiv bd. 

I: Analyse, 1967, s. 133; Nils Ørvik, „Norges sikkerhet og den nordiske balance“ i John Sannes (red.) 

Nordisk Balanse. En studie i nordisk sikkerhetspolitikk, 1964. Om Island, se Nils Andrén (red.), Den nordiska 

balansens framtid, 1967, s. 108-109. 

44 Wilhelm Hansteen i Sannes (red.) Nordisk Balanse, s. 202-05, argumenterer for, at området i det 

store og hele er „på Vestens side“. 


deres funktion som politiske instrumenter og besværgelser ulige vigtigere end 

deres analytiske præcision og forudsigelseskraft. 

I sin politiske funktion syntes balancebegrebet mest relevant i forhold til at 

holde området på et lavt spændingsniveau, bl.a. under henvisning til værdien 

af, at det var atomvåbenfrit, og at de nordiske lande havde en ikke-provokationsstrategi 

som et af deres sikkerhedspolitiske instrumenter, samt at denne 

politik langt hen ad vejen blev accepteret af supermagterne. Til trods for de 

militærstrategiske forskelle var mange af den mening, at der eksisterede et 

sikkerhedspolitisk mønster, som gavnede stabiliteten i området. 45 Opfattelsen 

var, at de nordiske lande til en vis grad bistod hinanden i at bibeholde stabiliteten, 

da de nordiske landes valgte sikkerhedspolitiske roller hvilede på en 

gensidig afhængighed, fælles interesse og en følelse af samhørighed. 46 Den 

danske regering forsøgte også, bl.a. i forholdet til Sovjetunionen, at udnytte 

denne opfattelse. I februar 1980 holdt udenrigsminister Kjeld Olesen således 

en tale, som i sin essens var direkte henvendt til Sovjetunionen: „På baggrund 

af de seneste udfald i sovjetisk presse mod Norges og Danmarks sikkerhedsog 

forsvarspolitik føler jeg trang til at understrege, hvor meget vi fra dansk 

side værdsætter den sikkerhedspolitiske stabilitet, som gennem efterhånden 

adskillige år har kendetegnet det nordiske område.“ 47 Med sådanne formuleringer 

satsedes der på, at heller ikke Sovjetunionen dybest set kunne være 

interesseret i at skabe en ustabil situation i Norden, og derfor kunne man forsøge 

at afvise et sovjetisk pres ved at henvise til den traditionelle lavspænding 

i Norden. 

Der blev dog også advaret om at gøre balancebegrebet „officielt“, da det 

kunne fastlåse de nordiske landes handlemuligheder og indebære en accept 

eller sågar velsignelse af Finlands situation. Sovjetunionen nægtede også at 

anerkende begrebet, da det ville betyde accept af Danmark og Norges NATOmedlemskab. 

48 En del tyder dog på, at dette ændrede sig noget med tiden, og 

at Sovjetunionen også begyndte at operere inden for balancebegrebets logik 

og til tider anvendte begrebet i praksis. Sådan lød det i hvert fald i diplomatiske 

vurderinger fra de sene 1980’ere, hvor det også var opfattelsen, at „nordisk 

balance“ havde tjent de nordiske lande, og måske ikke mindst Finland, 

45 Nils Andrén, “Nordic Integration and Cooperation – Illusion and Reality“, Cooperation and Conflict, 

vol. XIX (4), 1984. Se også Valur Ingimundarsson, “Between Solidarity and Neutrality: The Nordic 

Countries and the Cold War 1945-1991“, CWIHP Bulletin 11. Tilgængelig på http://cwihp.si.edu/ 

(21/04-2003). Vendingen “distinct regional pattern of security“ bruges om Norden af Ole Nørgaard, 

Per Carlsen & Nikolaj Petersen, „Danish Ostpolitik 1967-1993: Breakdown of Stability – Unknown 

Challenges“, i Adaptation & Activism 1995, s. 150. 

46 Noreen, „The Nordic Balance…“ i Andrén (red.), Den nordiska balansens framtid, s. 23. Erik Reske 

Nielsen i Sannes (red.) Nordisk Balanse, s. 166-68. 

47 „P.II.’s bidrag til udenrigsministerens indlæg på Nordisk Råds møde i Reykjavik“, tale af 

Udenrigsminister Kjeld Olesen, 20. februar 1980, UM 105.Dan.9. 

48 Arne Ekeland i Sannes (red.) Nordisk Balanse, s. 332; Holst, Norsk Sikkerhetspolitikk, s. 131 ff. 


vel gennem mange år og bidraget til at bevare Norden som et lavspændingsområde. 

At Sovjetunionen måske de facto anerkendte balancebegrebet i et eller andet 

omfang synes at fremgå af oplysninger i det nordiske diplomatiske miljø i 

1980 om, at man i Sverige havde noteret sig, at der fra sovjetisk side blev talt 

mere positivt end tidligere om den nordiske balance, hvis nytte for 

Sovjetunionen man tilsyneladende havde fået øjnene op for fra russisk side. 

Hvorvidt balancebegrebet officielt blev anerkendt eller ej er imidlertid ikke 

det centrale. Reelt var det afgørende, om det havde en politisk funktion, og 

det må man sige, at det havde. Over for de vestlige allierede kunne balancespørgsmålet 

f.eks. anvendes, når danskerne ønskede at undgå flere militære 

forpligtelser. Bl.a. i spørgsmål om den danske forsvarsindsats eller atomvåben 

på dansk jord var det kendetegnende, at man i et vist omfang henviste til den 

nordiske balance, og til de øvrige nordiske landes standpunkter, når man 

skulle begrunde den danske politik i NATO-regi. 

Begrebet nordisk balance forekommer altså vigtigere som beskrivelse af et 

særligt sikkerhedspolitisk mønster og et sæt uskrevne adfærdsregler end som 

afspejling af en opfattelse, der taget efter pålydende ville indebære et symmetrisk 

forhold. 49 

Om Norden var at betragte som en sikkerhedspolitisk enhed afhænger af, 

hvilken definition og hvilke aspekter af sikkerhedspolitikken, man tænker på. 

Alliance- og forsvarspolitiske forhold talte ikke for at anse Norden som en enhed. 

Til gengæld var der udenrigspolitiske forhold og fællestræk, der gjorde, 

at man i Norden tilrettelagde dele af udenrigspolitikken efter visse fælles 

interesser. Det afspejledes igen i, at omverdenen ofte behandlede Norden 

samlet, og politisk spænding på verdensplan var med til at understrege disse 

fællestræk og „samle“ Norden i visse henseender. 

I détente-perioden blev Norden ofte omtalt som et lavspændingsområde. I 

NATO’s optik udgjorde det skandinaviske område „nordflanken“ i forhold til 

den centraleuropæiske region, og Norden var på en måde blevet mindre central 

for NATO med udviklingen af de interkontinentale ballistiske missiler 

(ICBM). 50 I 1960’erne og 1970’erne fik Norden sågar tilnavnet „den glemte 

flanke“. 51 Op gennem og særligt hen imod slutningen af 1970’erne var der 

igen internationalt fokus på Norden. En årsag hertil var, at Sovjetunionen 

havde udbygget Nordflåden. At man fra USA’s og NATO’s side begyndte at 

rette stigende opmærksomhed mod Norden betegnedes undertiden som en 

49 Noreen, “The Nordic Balance…“; Andren (red.), Den nordiska balansens framtid, s. 90, Wilhelm 

Hansteen i Sannes (red.) Nordisk Balanse, s. 206-07. 

50 Anton Frederik Andresen i Sannes (red.) Nordisk Balanse, s. 228; Brundtland, „The Nordic 

Balance...“ 

51 Hvilket tydeliggjordes alene ved udgivelser som Kenneth A. Meyers’ „North Atlantic Security: The 

Forgotten Flank?“, The Washington Papers, vol. 6 (62), 1979 og Francis T. Miko, Soviet Policy in Nordic 

Europe: New Focus on the Forgotten Flank?“, CRS Report, February 1/1985. 


„opvågnen“ grundet den sovjetiske flådeoprustning, men skal utvivlsomt også 

ses i lyset af, at den vestlige strategiske interesse for det nordiske område var 

voksende i 1980’erne på grund af udviklinger i Vestens egne strategiske koncepter 

og muligheder. 

Mens beskrivelser og begreber som nordisk balance og lavspænding ikke 

kan fraskrives sikkerhedspolitisk relevans, er det mere tvivlsomt, om de har noget 

væsentligt at udsige om den militærstrategiske situation i området. I hvert 

fald kan en ukritisk anvendelse af dem let føre til ubegrundede antagelser 

om, at det nordiske område ville have været mindre udsat i en europæisk krig 

end f.eks. Centraleuropa og Storbritannien. Ud fra den viden vi har om den 

østlige militære planlægning, er der for Danmarks vedkommende intet der tyder 

på, at dette ville have været tilfældet. Det synes velanbragt med en god del 

skepsis imod i dette tilfælde at overføre sikkerhedspolitiske begrebsdannelser 

til det militære område og der operere med forskellige regionale spændingsniveauer 

på en i øvrigt integreret krigsskueplads. 


Dansk sikkerhedspolitik 1963-1978 

Den sikkerhedspolitiske debat 

29 · Baggrund 

Indenrigspolitisk polarisering 

I Danmark var tiden fra begyndelsen af 1960erne til slutningen af 1970erne 

præget af opbrud og etablering af nye fronter i det politiske system. Dog begyndte 

perioden med en betydelig grad af politisk og parlamentarisk stabilitet. 

I de femten år fra 1953 til 1968 havde landet uafbrudt socialdemokratisk 

ledede regeringer. Derpå fulgte skiftevis socialdemokratiske og borgerlige regeringer, 

afsluttende med en koalitionsregering (1978-1979) bestående af 

Socialdemokratiet og Venstre under Anker Jørgensens ledelse. 

Det største skred i dansk politik i 1970erne indtraf med jordskredsvalget i 

december 1973. Antallet af politiske partier i Folketinget blev fordoblet fra 

fem til ti. Heraf var tre nye partier: Centrum-Demokraterne, Kristeligt 

Folkeparti og Fremskridtspartiet. Sidstnævnte blev tingets næststørste parti; 

kun overgået af Socialdemokratiet. Venstre-Socialisterne, der var kommet i 

Folketinget i 1968, efter at være brudt ud af Socialistisk Folkeparti, måtte ved 

samme valg forlade Christiansborg, medens DKP og Retsforbundet oplevede 

et comeback på grund af deres EF-modstand. Selvom der blev rykket rundt 

på mandaterne ved valgene i 1975, 1977 og 1979 – hvor DKP blev stemt ud af 

Folketinget – forblev mønstret det samme frem til slutningen af 1970erne. 1 

Valget i 1973 signalerede et politisk skred mod højre. 

Samtidig bød 1960erne og 1970erne på etablering af flere nye partier og 

bevægelser på venstrefløjen. Sammen med den politiske højredrejning blev 

1960erne og 1970erne dermed de to årtier i efterkrigstiden, der politisk set 

var mest polariserede. 2 Det gjaldt både i debatterne om dansk indenrigspolitik 

(velfærdsstaten kom under kritik), og det gjaldt diskussionerne om inter- 

1 Se hertil Hanne Rasmussen og Mogens Rüdiger, Tiden efter 1945 (Danmarks historie, bd. 8), 1990, 

s. 147-352. DKP’s øgede tilslutning i 1970erne var en afspejling af DKP’s modstand mod EF; en argumentation 

der gik tilbage til 1960erne; jf. Sebastian Lang-Jensen, Den danske venstrefløjs modstand 

mod EF 1957-1972, 2003, s. 77-82. 

2 At der gennem 1970erne blev gennemført valg til Folketinget hyppigere, end tilfældet havde været 

i de to foregående årtier, var et udtryk for en øget politisk ustabilitet. Svend Aage Hansen og Ingrid 

Henriksen, Dansk socialhistorie 1940-83: Velfærdsstaten, 1984, s. 270-74. 

BAGGRUND 35

nationale forhold. De partier der gik under samlebetegnelsen ”det nye venstre”, 

kom til at spille en betydelig rolle i debatterne om international politik. 

Selv om ”det nye venstre” udgjorde en meget begrænset del af debatmiljøet, 

formåede det i mange tilfælde at sætte dagsordenen den sikkerhedspolitiske 

debat. Gennem de seneste fire-fem årtier er begrebet ”det nye venstre” i international 

sammenhæng blevet benyttet til at karakterisere tre forskellige faser 

i den politiske venstrefløjs historie: De nye, demokratiske venstreorienterede 

partier og bevægelser, der opstod i slutningen af 1950erne og i det følgende 

årti; de revolutionære partier og organisationer der etableredes i slutningen 

af 1960erne og i 1970erne; og den gruppe af venstreorienterede partier, hvis 

politiske orientering er rundet af den kolde krigs afslutning. 3 

Fælles for ”det nye venstre”, hvad enten det var 1960ernes, 1970ernes, 

1980ernes eller 1990ernes parti- og organisationsdannelser, var en afvisning 

af sovjetkommunismen og diskussioner om, hvilket samfund der skulle etableres 

efter kapitalismen. Svarene var mange og uenigheden stor. Selvom ”det 

nye venstre” ikke argumenterede for sovjetiske standpunkter i den danske debat, 

er der næppe tvivl om, at den nye venstrefløj, gennem dens kritik af de 

vestlige samfundssystemer, indirekte fremmede forståelsen for sovjetiske synspunkter 

i danske diskussioner. For dele af miljøet på den nye venstrefløj var 

dette antagelig en utilsigtet men uomgængelig konsekvens af systemkritikken. 

Andre dele af den nye venstrefløj opfattede formentlig kommunisternes kritik 

af de vestlige samfund som en medspiller. 

Det vil fremgå af de følgende sider, at Socialistisk Folkeparti (1959-) og 

Venstre-Socialisterne (1967-1998) var de to nye, venstreorienterede partier, 

der deltog mest i debatterne om dansk sikkerhedspolitik i 1960erne og 

1970erne. Det var også langt den største del af venstrefløjsmiljøet. Den øvrige 

del af ”det nye venstre” havde også synspunkter på dansk alliancepolitik – 

Danmark skulle ud af NATO. Ikke desto mindre var der en tendens til, at den 

del af venstrefløjen ikke var så ordrig, når det gjaldt diskussionerne om, hvilken 

politik Danmark skulle anlægge inden for NATO. Ved at undlade at tage 

stilling til konkrete spørgsmål afviste de den dagsorden for debatten, som de 

ledende politiske partier stillede. For dele af ”det nye venstre” bestod engagementet 

i betydelig grad i at kaste et kritisk lys på Danmarks alliancepartnere i 

NATO og disses angiveligt illegitime politikker. 

3 Hvor 1960ernes „nye venstre“ var karakteriseret ved en åbenhed i diskussionerne om socialismens 

fremtid, var partierne og bevægelserne inden for 1970ernes „nye venstre“ mere politisk intolerante. 

Samtidig var de i betydelig grad konfrontatorisk anlagt i forholdet til deres politiske modstandere og 

i spørgsmålet om etableringen af et socialistisk samfund. Se hertil Thomas Ekman Jørgensen, 

„Hinsides kommunismen – det nye venstre i dets udløbere“, Arbejderhistorie 2004/4, s. 91-103, hvor 

også begrebet „det nye venstres“ genealogi er udredt; jf. Per Askholm Madsen og Jens Otto Madsen, 

Fra Sandkasse til Kadreparti. VS’s dannelse og udvikling 1967-73, 1980, s. 26-31. Om protestbevægelser, 

nye partidannelser og ’1968’ i vesteuropæisk sammenhæng se tillige Derek W. Urwin, A Political 

History of Western Europe since 1945, 1998, s. 180-200. 


Skiftende opfattelser af USA og Sovjetunionen 

En følgevirkning af 1960ernes og 1970ernes danske og globale udvikling var 

ændringer i danskernes og de politiske partiers opfattelse af Sovjetunionen 

og USA. Det skal understreges, at enkelte danske partier ikke lod deres holdninger 

til stormagterne påvirke af den internationale udvikling. Således var 

DKP før, under og efter afspændingsperioden orienteret mod Moskva og 

dette ganske uafhængigt af, hvordan klimaet mellem USA og Sovjetunionen 

i øvrigt udviklede sig. For DKP var der tale om en sovjetorienteret ortodoksi. 

Tilsvarende stillede Det Konservative Folkeparti sig stort set ukritisk til USA 

og NATO. Udsvingene i holdningerne til USA og Sovjetunionen var størst i 

midten af dansk politik. 

Mønstret havde i sidste halvdel af 1940erne og i 1950erne været, at alle partier 

– fraset DKP – stillede sig afvisende over for Sovjetunionen, det sovjetiske 

samfundssystem og sovjetisk udenrigspolitik, medens synet på USA – igen fraset 

DKP – i det væsentlige havde været positivt om end ikke ukritisk. 4 Det 

fremgår af debatten, at det billede blev forandret i 1960erne og 1970erne: For 

det første blev det en mere udbredt opfattelse, at USA anlagde en unødvendig 

konfrontatorisk og risikobetonet linje i international politik (navnlig i 

Vietnamkrigen), og at Danmark som alliancepartner måtte imødegå dette. 

Og for det andet blev der i midten af 1960erne og til dels i begyndelsen af 

1970erne etableret en mere positiv opfattelse af sovjetisk udenrigspolitik. 

Et udtryk for befolkningens ændrede holdninger til de to stormagter ses i 

sommeren 1964, da Gallups Markedsanalyse offentliggjorde en opinionsundersøgelse 

om danskernes opfattelser af den sovjetiske statsog partichef 

Nikita Khrusjtjov og den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson. Ifølge 

undersøgelsen – der blev offentliggjort en uges tid inden Khrusjtjovs besøg i 

Danmark i juni måned – var næsten 75 pct. af de adspurgte af den opfattelse, 

at ingen af de to statsledere ville starte en atomkrig. Gallup tolkede besvarelserne 

som udtryk for, at relationen mellem de to supermagter var undergået 

en forbedring efter Cubakrisen, og at danskernes opfattelse af 

Sovjetunionen og Khrusjtjov var blevet stadigt mere positivt. 5 Danske aviser 

tegnede i dagene op til Khrusjtjovs besøg et forholdsvis positivt billede af såvel 

den sovjetiske statsleder som Sovjetunionen. Eksempelvis udgav ”Aktuelt” 

12. juni 1964 et tillæg til avisen ”Sovjet 64”, hvor statsminister Jens Otto Krag 

4 Jf. kapitlerne 6, 7, 8, 9, 10. 

5 Ugens Gallup nr. 20, 1964, „Khruschew og Johnson næsten lige fredelige“; http://www.gallup.dk/ 

ugens_gallup/pdf_doc/ug_1964_20.pdf. Offentliggjort 6. juni 1964. Set 7. januar 2005. Den vurdering 

må ses i lyset af en anden opinionsundersøgelse foretaget i 1961. Her var 35 pct. af de adspurgte 

danskere af opfattelsen, at det ville være Sovjetunionen, der i givet fald ville påbegynde en storkrig, 

medens blot 5 pct. var af opfattelsen, at USA ville starte en sådan. 44 pct. var uafklarede; se Ugens 

Gallup nr. 32, 1961, „Krigsfrygten verden over“; http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ 

ug_1961_32.pdf. Offentliggjort 26. august 1961. Set 12. januar 2005. 

BAGGRUND 37

Khrusjtjov under sit Danmarksbesøg i 1964. 

Her på Dalum Landbrugsskole. 

forklarede, at den sovjetiske leders 

besøg i Danmark var ”værdifuldt”, 

navnlig fordi sådanne besøg – men 

også gensidige besøg af private rejsende, 

erhvervsfolk, kunstnere og videnskabsmænd 

– fremmede landenes 

indbyrdes forbindelser og handelsforhold. 

6 

Ifølge en anden Gallup-undersøgelse 

foretaget kort tid efter, at 

Khrusjtjov i oktober 1964 blev afsat 

som Sovjetunionens partichef, gav 

omkring 50 pct. af de adspurgte danskere 

udtryk for ”en positiv indstilling 

til ham”. 33 pct. var af den opfattelse, 

at Khrusjtjov var ”god/rar/sympatisk”. 

Blot 13 pct. af de adspurgte 

udtrykte sig negativt om den nu forhenværende 

sovjetiske statsleder. 7 

Den relativt positive opfattelse af sovjetisk 

udenrigspolitik aftog i somme- 

ren 1968, da Sovjetunionen sammen med andre Warszawapagt-lande invaderede 

Tjekkoslovakiet og knuste ”foråret i Prag”. Overfaldet blev tilskrevet den 

nye sovjetiske partileder Leonid Bresjnev, der blev opfattet med større skepsis 

end den mere runde Khrusjtjov. Alligevel nærede danske politikere håb 

om en ny og mere imødekommende sovjetisk udenrigspolitik i begyndelsen 

af 1970erne. Herom vidner de udenrigspolitiske debatter i Folketinget i begyndelsen 

af 1970erne, hvor drøftelserne om afspænding mellem Øst og Vest 

fik en fremtrædende plads med CSCE-processen. 

I sidste halvdel af 1970erne forværredes danskernes og partiernes opfattelse 

af sovjetisk udenrigspolitik. CSCE-processen, der blev afsluttet i 1975, 

havde efterladt et indtryk af, at ledelsen i Kreml nok ønskede forhandlinger 

med Vesten, men var meget tilbageholdende over for vestlige ønsker om fri 

6 Jens Otto Krag, „Værdifuldt besøg“, tillæg, „Sovjet 64“, Aktuelt, 11. juni 1964. Kort før Khrusjtjovs 

besøg havde Krag været på besøg i Washington, hvor han havde ført samtaler med Lyndon B. 

Johnson. Ifølge en lederartikel i „Aktuelt“ havde „det indtryk fæstnet sig“, at skønt Krag næppe 

kunne opfattes som en mellemmand mellem den sovjetiske statsleder og den amerikanske præsident, 

så var ét af formålene med besøget i USA, at Krag under Khrusjtjovs besøg i Danmark skulle 

viderebringe informationer og synspunkter fra den amerikanske præsident til den sovjetiske statsleder. 

Dette var så meget desto mere værdifuldt, som afspændingen mellem Øst og Vest var tiltagende, 

men da det var valgår i USA, sømmede det sig ikke for Johnson at møde Khrusjtjov direkte. „Krags 

USA-rejse“ (leder), Aktuelt, 12. juni 1964. 

7 Ugens Gallup nr. 44, 1964, „Khrusthow er særdeles populær her i landet“; http://www.gallup.dk/ 

ugens_gallup/pdf_doc/ug_1964_44.pdf. Offentliggjort 12. december 1964. Set 12. januar 2005. 


evægelighed over grænserne for informationer, mennesker og ideer. 

1970erne var perioden, hvor den russiske forfatter og nobelpristager 

Aleksandr Solsjenitsyns bøger udkom i dansk oversættelse. Ifølge forlaget 

Gyldendal var det samlede oplag i Danmark 385.500 eksemplarer. Heraf udgjorde 

6-bindsværket om Stalintidens fangelejre, „Gulag Øhavet“, hvoraf bind 

1 og 2 udkom i første oplag 1974-1976, mere end 100.000 eksemplarer. 8 Alt i 

alt antog billedet af Sovjetunionen igen en mere kritisk karakter fra midten 

af 1970erne. 9 

Parallelt med ovenstående blev opfattelserne af amerikansk udenrigspolitik 

i stigende grad kritisk. Umiddelbart var det „det nye venstre“, der stillede sig 

kritisk til USA. Som årene gik, bredte kritikken sig til midten i dansk politik, 

og i begyndelsen af 1970erne ses der eksempler på, at den borgerlige del af 

pressen udtrykte kritik af amerikansk udenrigspolitik. Det reserverede syn på 

amerikansk udenrigspolitik afspejlede flere forhold. For det første opstod der 

i 1960erne en forestilling om det gunstige i at etablere et neutralt Vesteuropa. 

Ifølge Gallup var den holdning udtryk for, at det atlantiske samarbejde gennem 

de senere år var blevet „gradvist vanskeligere.“ Kritikken af USA betød 

dog ikke, at danskerne stillede sig positivt til Sovjetunionens sikkerhedspolitik. 

I 1963 viste en Gallup-undersøgelse, at 39 pct. af de adspurgte ideelt set 

ønskede etableret et neutralt Vesteuropa, medens blot 22 pct. af de adspurgte 

ønskede et Vesteuropa i alliance med USA. Kun 1 pct. ønskede et Vesteuropa 

i alliance med Rusland. 10 

For det andet blev den reserverede indstilling til dele af amerikansk udenrigspolitik 

næret af USA’s øgede engagement i Vietnamkrigen. USA’s krig blev 

af mange opfattet som illegitim, og fra midten af 1960erne frem til 1973 blev 

danskernes opfattelse af USA stadig mere kritisk. Det blev opfattelsen, at USA 

førte en nådesløs og uacceptabel krig. I 1973 blev der undertegnet en fredsaftale 

i Vietnamkrigen. Dermed blev en væsentlig årsag til uoverensstemmelser i det 

dansk-amerikanske forhold fjernet. Samtidig markerede fredsaftalen begyndelsen 

på et forbedret dansk-amerikansk forhold. 11 Anker Jørgensen, der havde 

påbegyndt sit embede som statsminister med at kræve USA ud af Vietnam, kritiserede 

ikke længere USA, og samtidig var der en tendens til, at den danske 

befolknings kritik af USA svandt. I midten af 1970erne gjorde Anker Jørgensen 

en betydelig indsats for at reparere på det bilaterale forhold. I 1975 tiltrådte 

John Gunther Dean som ny amerikansk ambassadør i Danmark. Dean 

gjorde også en stor indsats for at forbedre forholdet mellem de to lande. 12 

8 Oplysninger afgivet til DIIS af Gyldendals forlag, november 2004. 

9 Jf. vurderingen i Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2003 (Danmarks 

Nationalleksikon, bd. 6), 2004, s. 165. 

10 Ugens Gallup nr. 40, 1963, „Skal et samlet Vesteuropa være atlantisk eller neutralt mellem Øst og 

Vest?“; http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1963_40.pdf. Offentliggjort 26. oktober 

1963. Set 7. januar 2005. 

11 Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2003, s. 29, 153. 

12 Sst., s. 154. 

BAGGRUND 39

USA-kritik og antiamerikanisme 

Det forbedrede forhold til USA og den tiltagende skepsis over for Sovjetunionens 

udenrigspolitik fik primært indflydelse på debatten i sidste halvdel 

af 1970erne. Derimod prægede den belastede dansk-amerikanske forbindelse 

dele af 1960ernes og begyndelsen af 1970ernes debat. I den forbindelse fik 

begrebet „antiamerikanisme“ en bredere platform i den danske debat. Den 

del af det danske debatmiljø, der ytrede sig kritisk om aspekter af amerikansk 

udenrigspolitik – det var i første omgang dele af „det nye venstre“ og de radikale 

men siden også socialdemokrater – blev ofte beskyldt for „antiamerikanisme“. 

Dette gjaldt både i Folketingsdebatterne, og når borgerlige politikere 

i dagspressen tog afstand fra kritikken af den amerikanske politik. 13 

Grænsen mellem en sagligt begrundet USA-kritik og antiamerikanisme er 

flydende. Vi skelner i det følgende mellem USA-kritik i betydningen kritik af 

et bestemt aspekt af amerikansk politik og antiamerikanisme, som er karakteriseret 

ved en generel kritik af USA. 14 

Antiamerikanismen kom stærkere til udtryk i Danmark i 1960erne og 

1970erne, end den havde gjort i 1950erne. Hvor det udelukkende havde været 

DKP, der i de første 15-17 år efter befrielsen havde formuleret sig i antiamerikanske 

vendinger, begyndte dele af „det nye venstre“ i 1960erne at tage 

antiamerikanismen op. Denne del af det danske debatmiljø kritiserede ganske 

vist konkrete emner og problemstillinger, men forklarede dem med henvisning 

til „systemet“ og det dominerende værdigrundlag i USA (kapitalisme, 

imperialisme, militarisme, racisme etc.). Det stærkt negative billede af USA 

forhindrede ikke, at de samme grupper var storforbrugere af amerikansk kultur. 

Men de politisk bevidste unge på venstrefløjen i Danmark identificerede 

sig i vidt omfang med ligesindede grupper og deres kultur i USA („det andet 

Amerika“, opposition og modkultur). Deres bekendelse til disse sider af amerikansk 

kultur var i sig selv en protest mod „systemet“ både i USA og i 

Danmark. Der er ikke i denne sammenhæng foretaget nogen kvantitativ 

undersøgelse af de holdninger, som kom til udtryk i den danske debat, men 

det gennemgåede materiale viser en stærk asymmetri i kritikken af USA og 

Sovjetunionen. Venstrefløjen kritiserede begge sider, men med en markant 

overvægt af kritik af USA. Omvendt ses kun sjældent kritik af USA hos de borgerlige 

partier. 

13 Således skrev det konservative folketingsmedlem Erik Kragh og Venstre-politikeren Per Federspiel 

i 1967 om en protestskrivelse i anledning af den amerikanske Vietnampolitik, at initiativtagerne til 

underskriftsindsamlingen „er velkendte venstreorienterede, hvis øjensynlige mål er at vække antiamerikanisme“. 

Citeret efter Paul Hammerich, Opgang og nedtur 1961-72. En danmarkskrønike 1945- 

1972, 1980, s. 276. 

14 Jf. også Klaus Schwabe, „Antiamerikanismus gestern und heute“, Die Politische Meinung, 405 

(August 2003). 


Den ulige fordeling af kritikken afspejlede ikke blot ideologiske forskelle. 

Partierne på højre- og venstrefløjen i dansk politik så også forskelligt på den 

kolde krig og Danmarks stilling i denne. Betydelige dele af „det nye venstre“ 

mente, at Danmark gennem medlemskabet af NATO pådrog sig et medansvar 

for USA’s politik, og at Danmark burde gøre sin indflydelse gældende over for 

USA. For de borgerlige partier, især Det Konservative Folkeparti, var loyaliteten 

over for den store alliancepartner og truslen fra Sovjetunionen kerneelementer 

i den danske sikkerhedsog udenrigspolitik. De mente, at Sovjetunionen 

havde hovedansvaret for den vedvarende spænding mellem Øst og 

Vest, og at Danmark skulle afstå fra særstandpunkter. Socialdemokratiet og 

Det Radikale Venstre placerede sig i en mellemposition. Den kritik, der udgik 

fra disse to partier var kun undtagelsesvis udtryk for antiamerikanisme. 

Befolkningens syn på Danmarks NATO-medlemskab 

Kritikken af den amerikanske krig i Vietnam synes ikke at have sat sig varige 

spor i danskernes holdning til alliancemedlemskabet. Ifølge en Gallup-undersøgelse 

foretaget i 1978 var tilslutningen faldet i midten af 1960erne, da der i 

Danmark og Vesteuropa eksisterede en del overvejelser om etablering af en 

europæisk forsvarsalliance. I den periode, det vil sige mellem 1963 og 1967, 

havde andelen af tilhængere af alliancemedlemskabet svinget mellem 40 og 

50 pct. af de adspurgte. Med det sovjetiske overfald på Tjekkoslovakiet var 

NATO-tilslutningen øget til 54 pct. af de adspurgte, og gennem 1970erne 

havde andelen af NATO-tilhængere været ret stabil omkring 50 pct., medens 

kun cirka 20 pct. var direkte modstandere af alliancemedlemskabet. Ved 

udgangen af den periode, som behandles i dette kapitel (1978) var tilslutningen 

med 57 pct. oppe på det højeste nogensinde fraset august 1961, hvor 

Berlinmuren blev bygget. Dengang var der tilslutning fra 58 pct. af de adspurgte. 

15 

15 Ugens Gallup nr. 26, 1978, „Klart flertal i befolkningen for fortsat dansk NATO-samarbejde“, 

http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1978_26.pdf. Offentliggjort 8. oktober 1978. Set 

17. januar 2005. 

BAGGRUND 41

Gallup: „Er De for eller imod, at Danmark deltager i Atlantpagten (NATO)?“ 

For Imod Ved ikke I alt 

(angivet (angivet (angivet (angivet 

i pct.) i pct.) i pct.) i pct.) 

Juni 1963 50 11 39 100 

Juni 1964 49 13 38 100 

April 1965 45 19 36 100 

November 1965 41 13 46 100 

Juni 1966 41 17 42 100 

Januar 1967 42 14 44 100 

Oktober 1967 47 14 39 100 

Juni 1968 39 20 41 100 

Aug./sep. 1968 54 16 30 100 

April 1969 53 13 34 100 

September 1969 45 13 42 100 

Oktober 1970 52 15 33 100 

Marts 1972 50 22 28 100 

November 1972 45 18 37 100 

November 1973 49 25 26 100 

Marts 1974 52 19 29 100 

Maj 1975 51 22 27 100 

Juni 1976 49 17 34 100 

August 1977 52 26 22 100 

September 1978 57 21 22 100 

Uddrag af: Ugens Gallup, nr. 26 1978, „Klart flertal i befolkningen for fortsat dansk NATO-samarbejde“. 

At NATO-medlemskabet således aldrig kom i fare, hvad enten man spurgte 

befolkningen eller folketingspartierne, betød dog ikke, at partiernes synspunkter 

på NATO’s primat i dansk udenrigspolitik forblev uændret i 

1960erne og 1970erne. Herom vidner skiftende statsministres åbningstaler til 

Folketinget. I 1960erne blev det gentagne gange understreget, at NATO fortsat 

spillede en vigtig rolle i dansk udenrigspolitik, men samtidig blev FN fremhævet 

som et væsentligt element i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. 16 

16 FN, verden og Danmark, DUPI, 1999, s. 51-52. 


30 · Atomvåbendebatten 1963-1967 

Op gennem 1960erne videreførte kernevåbenmodstanderne kritikken af kernevåbnenes 

rolle i international politik. I Danmark var det „Kampagnen mod 

Atomvåben“ og „Aldrig mere Krig“, der var mest virksomme. Det gjaldt for 

begge bevægelser, at de betragtede sig som uafhængige af partipolitiske interesser. 

„Aldrig mere Krig“ stod dog politisk nær Det Radikale Venstre, medens 

„Kampagnen mod Atomvåben“ havde tætte forbindelser til Socialistisk 

Folkeparti. 1 I det følgende vil de to bevægelsers offentlighedsarbejde blive 

undersøgt, og det vil blive udredt, hvordan det etablerede politiske system og 

dagspressen reagerede herpå. 2 

Kritik af kernevåbenmodstandere 

Antiatombevægelsen oplevede sin hidtil største succes i 1962, da 25.000 danskere 

som afslutning på en påskemarch fra Holbæk til København mødte op 

på Rådhuspladsen i København. 3 Kernevåbenmodstanderne mente selv, at de 

havde høstet en sejr. I „Aldrig mere Krigs“ blad, „Pacifisten“, blev det anført, 

at antiatombevægelsens ene hovedmål – at „bringe de politiske problemer 

omkring den helt nye verdenssituation helt ind i den menige borgers daglige 

tankegang“ – nu var nået. Men sejren havde også sin begrænsning, for artiklens 

forfatter tvivlede mere på, om bevægelsens andet hovedmål – at overbevise 

politikerne om, at „atombevæbning af danske styrker“ ikke kunne „gennemføres 

ad demokratiets vej“ – var nået. Således var der endnu meget at 

kæmpe for. Den fortsatte kamp bestod i gennem øget folkelig tilslutning at 

få gjort op med den gældende politik om, at der ikke måtte være kernevåben 

på dansk jord under de nuværende omstændigheder, og i stedet få formuleret 

en politik om, at der ikke under nogen omstændigheder måtte være kernevåben 

på dansk jord. Målet var – „i Den Store Sammenhæng“ – at gøre op 

„med terrorbalancens kvælende dødslogik.“ Lykkedes det, var det muligt at 

„bringe de pacifistiske idealer, tankerne om enig fred og frihed, over i realiteternes 

verden…“ 4 

1 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer. Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark, 1997, s. 51-52. 

2 Dette kapitel er i væsentlig grad inspireret af Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, 

Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, 1991, og Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes 

rolle i dansk politik, 1973. 

3 Se hertil kapitel 9. 

4 Artiklen var skrevet af en Frants Staugaard, der anbefalede læserne at engagere sig partipolitisk, 

om end han undlod at anbefale noget bestemt parti; men „[d]er kan ikke blive tale om så mange 

forskellige partier.“ Frants Staugaard, „En overbevisende sejr?“, Pacifisten, nr. 5, 29. årg., maj 1962, s. 

54; jf. også Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 

1960-1972, s. 28. 

ATOMVÅBENDEBATTEN 1963-1967 43

Antiatombevægelsens øgede indflydelse i debatten kom blandt andet til udtryk 

ved, at alle Folketingets partier lod repræsentanter holde taler ved antiatommarchens 

afslutning i København i 1962. At bevægelsen havde fået politikerne 

i tale, hindrede ikke landets største partier i at tage afstand fra antiatombevægelsens 

aktiviteter. Således udtalte det konservative folketingsmedlem, 

generalmajor Erik Kragh på et offentligt møde 4. maj 1962, at ledende 

kernevåbenmodstandere „indirekte fremmer kommunisternes interesser, og 

de har behændigt udnyttet de purunges og de unges idealisme til også at 

spænde dem for vognen.“ 5 I det socialdemokratiske tidsskrift „Verdens Gang“ 

skrev Johan Christensen i et åbent brev til „Pacifisten“, at hverken 

Socialdemokratiets formand Viggo Kampmann eller fysikeren Niels Bohr 

søgte at „skjule eller tilbageholde kendsgerninger, der nøgternt fortæller om 

faren ved atomvåbnet.“ Imidlertid var det ifølge Johan Christensen „uvederhæftigt 

om man [dvs. antiatombevægelsen, anm.] får folk til at tro, at den 

vestlige verden ensidigt kan afskaffe kernevåbnet, uden at vi samtidigt prisgiver 

os til diktaturet.“ 6 Christensen forklarede i forlængelse heraf, at kernevåbenmodstanderne 

i et demokratisk samfund naturligvis havde ret til at ytre 

deres kritik af kernevåbnenes rolle i international politik. Imidlertid måtte 

politikere, der søgte at værne landet mod ydre farer, tage til genmæle over for 

antiatombevægelsens agitation. 

Fællesnævneren i Erik Kraghs og Johan Christensens kritik af antiatomvåbenbevægelsen 

var, at enten gik man fuldt og helt ind for Danmarks kernevåbenpolitik 

som en del af NATO’s forsvarsstrategi, eller også var man imod. 

Og var man imod Danmarks og NATO’s politik, fremmede man Sovjetunionens 

og Warszawapagtens interesser. Alliancetilhængernes kritik byggede 

på den opfattelse, at forsvaret af Danmark i en krigssituation var baseret på 

det atlantiske kernevåbenarsenal. Også selv om Danmark ikke under de aktuelle 

omstændigheder ønskede atomvåben på dansk jord. 

I „Pacifisten“ tog „Aldrig mere Krig“ afstand fra sådanne kritiske røster. 

Opfattelsen var her, at der måtte og skulle være plads til at indtage et frit 

standpunkt i debatten, og gennem flere kritiske artikler om Sovjetunionens 

kernevåben lod bladet forstå, at kernevåbenkritikerne stillede sig afvisende 

over for alle atomvåben, og dette uanset hvem der måtte have dem i hænde. 7 

Der er næppe tvivl om, at den holdning var dækkende for de fredsfolk, der 

politisk stod Det Radikale Venstre nær og antimilitaristiske kredse i Socialdemokratiet. 

8 I slutningen af 1962 blev det dog i den offentlige debat klart, at 

5 „Til gavn for kommunismen“, Vor Tid, 18. årg., nr. 7, 30. maj 1962. 

6 Johan Christensen, „Til min ven PACIFISTEN“, Verdens Gang, nr. 4 1962, s. 109-12, citeret s. 110. 

7 Jf. „En udfordring“. Brev fra Kampagnen mod Atomvåben til den sovjetiske ambassade i 

København, optryk i Pacifisten, nr. 8, august 1962, 29. årg., s. 84; Laurids Larsen, „Der demonstreres 

på den røde Plads“, Pacifisten, nr. 9, september 1962, s. 90, 91, 93. 

8 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer. Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark, s. 20; Paul 

Hammerich, Velfærd på afbetaling. En danmarkskrønike 1945-72, 1977, 1981, s. 642. 


antiatombevægelsen faktisk blev udnyttet af danske kommunister i deres bestræbelser 

på at formulere en almen kritik af USA og NATO. 

24. oktober 1962 blev der gennemført en demonstration i København, hvor 

omkring 10-11.000 danskere protesterede mod kernevåbnene. Arrangørerne 

var „Kampagnen mod Atomvåben“. Blandt talerne var den senere radikale 

folketingspolitiker Svend Haugaard, der var formand for „Aldrig mere Krig“, 

og Helge Foghmar fra „Kampagnen mod Atomvåben“. 24. oktober var ikke 

nogen tilfældig dag. Dels var den udnævnt til FN-dag, dels faldt den 24. oktober 

midt under Cubakrisen, der opstod efter, at amerikanske myndigheder 

havde opdaget, at Sovjetunionen var i færd med at opstille missiler på Cuba; 

missiler der kunne armeres med kernevåben. 9 Demonstrationen havde udgangspunkt 

i den aktuelle krise, og i sin tale erklærede Foghmar, at danske 

kernevåbenmodstandere tog afstand fra både den amerikanske og den sovjetiske 

politik. 10 Var demonstrationen endt foran Københavns Rådhus, havde 

den næppe vakt stor opsigt. I dagene op til demonstrationen havde „Land og 

Folk“ imidlertid tilskyndet sine læsere at tilslutte sig demonstrationen. Og på 

dagen havde deltagende DKP’ere omdelt pjecer og tryksager om krisen på 

Cuba. 11 Efter at demonstrationen var bragt til afslutning, og de sidste taler var 

holdt, valgte cirka 2.000 demonstranter at fortsætte protesten, idet deres mål 

var at gå til den amerikanske ambassade på Østerbro i København. Hvor slagordet 

foran Københavns Rådhus havde været „For FN – mod kernevåben“, 

lød parolen nu „Cuba Si – Yankee No“. 12 Da demonstranterne nåede ambassaden, 

begyndte enkelte at vælte parkerede biler, hvorefter politiet forsøgte at 

opløse demonstrationen. Situationen udviklede sig til korporlige sammenstød, 

hvorunder fire demonstranter og én politibetjent kom til skade, og to 

demonstranter blev anholdt. 13 

„Information“ tog hurtigt afstand fra aktionen. Under overskriften 

„Demonstranternes absurde slagord“ skrev journalisten David Jens Adler 25. 

oktober, at kampråbet „Cuba Si – Yankee No“ „fornuftigvis kun“ kunne „fortolkes 

som en mekanisk antiamerikansk reaktion“. Adler fortsatte: „Det er 

rent ud sagt ufatteligt, at antiamerikanismen kan give sig et saa kraftigt udslag 

i den vestlige verden paa et tidspunkt“ hvor USA havde anlagt en mådeholden 

og fredelig politik i den internationale konflikt, som man i samtiden fryg- 

9 Det er omdebatteret, hvad der motiverede den sovjetiske og cubanske politik op til Cubakrisen, 

men klart står det dog, at krisen må ses i lyset af Svinebugtaffæren og opstillingen af amerikanske 

nukleare raketter i Tyrkiet. Se hertil John W. Young, America, Russia and the Cold War, 1941-1998, 

1999, s. 100-101, 278. 

10 Optrykt under titlen „FN – eller katastrofen“, Pacifisten, nr. 11, november 1962, 29. årg., s. 109-110. 

11 Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 81. 

12 Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960- 

1972, s. 29; Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 80. 

13 „Optøjer på Østerbro“, Politiken, 25. oktober 1962. Ifølge „Politiken“ var der dog blot tale om cirka 

1.000 demonstranter. 


Information den 25. oktober 1962. 


tede ville ende i en storkrig. 14 Den følgende dag udsendte Den konservative 

Pressetjeneste en meddelelse, der beskyldte „Kampagnen mod Atomvåben“ 

for at være en dækorganisation: „Kampagnen mod atomvåben sejler under 

falsk flag. Den burde skifte navn til Kampagnen for kommunistisk Verdensherredømme…“ 

15 Kritikernes påstand om, at antiatombevægelsen tjente Sovjetunionens 

sag syntes i øjeblikket dokumenteret. Antiatombevægelsens renomme 

var blevet belastet. 

„Kampagnen mod Atomvåben“ følte sig på én og samme gang misbrugt af 

kommunisterne og misforstået af pressen. 28. oktober 1962 udsendte bevægelsen 

en pressemeddelelse: 

„Så indtrængende det er os muligt udtaler forretningsudvalget for Kampagnen 

mod Atomvåben til de tusinder, der støtter vores arbejde: Afvis de 

forsøg, der i konservative og kommunistiske kredse gøres for at føre 

Kampagnen mod Atomvåben ind i en ensidig debat og stillingtagen til de 

spørgsmål, der i disse dage optager alle mennesker. Vor udfordring er klar: 

Mod de atomvåben der kan føre til udslettelse. Vi lover alle vore tilsluttede, 

at vi, såfremt vi ikke fremover kan føre denne linje i den offentlige debat 

og ved vore møder, hellere vil opløse vor bevægelse end se den misbrugt af 

en ensidighed, der netop er årsag til menneskehedens katastrofale situation.“ 

16 

Det fremgik, at „Kampagnen mod Atomvåben“ opfattede Det Konservative 

Folkeparti og DKP som bevægelsens hovedmodstandere: De konservative 

fordi partiet konsekvent stillede sig afvisende til bevægelsens aktiviteter og beskyldte 

den for at gå kommunisternes ærinde; og DKP fordi partiet benyttede 

antiatombevægelsen som springbræt for kommunistisk kritik af NATO og 

USA. Ved indgangen til 1963 stod antiatombevægelsen i en meget vanskelig 

situation. 

Påskemarch 1963 

Den tiltagende kritik, som antiatombevægelsen var genstand for, fik ikke dens 

ledende aktivister til at opgive kampen mod kernevåbnene. 13. januar 1963 

blev der annonceret endnu en påskemarch. Det skulle være den fjerde. Frem 

for at gentage turen fra Holbæk til København blev det besluttet, at den forestående 

protest skulle finde sted i det dansk-vesttyske grænseland. Årsagen var 

14 David Jens Adler, „Demonstranternes absurde slagord. USAs Cuba-politik og dens modstandere“, 

nformation (kommentar), 25. oktober 1962. 

15 „Kampagne under falsk flag“, Berlingske Tidende, 26. oktober 1962. Også citeret i Johs. Nordentoft 

og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 30. 

16 Citeret efter Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 81. 


angiveligt, at den vesttyske antiatomvåbenbevægelse havde anmodet danske 

kernevåbenmodstandere om støtte til at imødegå de aktuelle planer om at bevæbne 

det vesttyske forsvar med kernevåben enten gennem en national kernevåbenbeholdning 

eller gennem MLF. 17 I „Pacifisten“ opfordrede Svend Haugaard 

i marts 1963 „Aldrig mere Krigs“ medlemmer til at deltage i marchen. 18 

Måneden efter skrev Carl Scharnberg fra „Kampagnen mod Atomvåben“ en 

forsideartikel i samme blad, hvori også han opfordrede læserne til at tage del 

heri. Formentlig for at forhindre en gentagelse af begivenheden i København 

i oktober 1962 forbød han de deltagende at medbringe „egne slogan, agitationsmateriale 

m.v., dels fordi sådanne kan betyde et brud på det fælles 

grundlag i den danske atomkampagne, dels fordi noget sådant kan stille de 

tyske atomkampagnefolk i alvorlige vanskeligheder.“ 19 For at betone bevægelsens 

og marchens neutralitet understregede Scharnberg, at anvendelse af kernevåben 

var „i strid med FN’s ånd og bogstav og må betragtes som en forbrydelse 

mod menneskeheden“. Marchparolen skulle lyde: „Ingen atomvåben til 

Øst- eller Vesttyskland. Ja til dansk-tysk samarbejde – mod atomvåben“. 20 

Da de vesttyske myndigheder blev gjort bekendt med antiatomkampagnens 

planer, rettede de henvendelse til det danske justitsministerium. I henvendelsen 

blev det forklaret, at de danske kernevåbenmodstandere ikke var velkomne 

i Vesttyskland. Dette budskab viderebragte den danske justitsminister 

Hans Hækkerup „Kampagnen mod Atomvåben“ 6. april 1963. 21 CDU ønskede 

ikke udenlandsk indblanding i vesttysk politik. 

Vesttysklands afvisning af de danske demonstranter fik ikke antiatombevægelsen 

til at skrinlægge initiativet. Skærtorsdag 11. april 1963 samledes de første 

demonstranter i Odense. Scharnberg opfordrede deltagerne til at udvise 

besindighed, når de nåede grænsen. Det eneste man ville opnå med håndgemæng 

var at styrke bevægelsens kritikere. 22 Svend Haugaard formulerede noget 

tilsvarende i sin tale i Åbenrå. 23 De to taler afspejlede et af de problemer, 

som antiatomvåbenbevægelserne sloges med i 1960erne: På den ene side var 

det de ledende personers ambition at udvise smidighed og tålmodighed i agitationen 

mod kernevåbnene, men på den anden side bestod bevægelserne af 

en gruppe yngre mennesker, hvoraf nogle var af den opfattelse, at det var legitimt 

at betjene sig af ulovligheder som gadeoptøjer og civil ulydighed. 

17 For en nærmere behandling af MLF og Danmarks politik i dette spørgsmål se kapitel 36. 

18 Se hertil „Udtalelse fra Kampagnens landsledelse 13. januar 1963“, under rubrikken 

„Kampagneorientering“, Pacifisten, nr. 2, 30. årg., februar 1963, s. 21; rubrikken der indledes: 

„Atomprotestmarchen i påsken…“, Pacifisten, nr. 3, 30. årg., marts 1963, s. 29. 

19 Citeret efter Carl Scharnberg, „Atommarchen overskrider grænsen“ (forside), Pacifisten, nr. 4, 30. 

årg., april 1963, s. 37, 43. Kursivering følger artiklen. 

20 Citeret sst., s. 43. 

21 Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 82; Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, 

Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 32. 

22 Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 146, note 83. 

23 Svend Haugaard, „Hvor er der gærende kræfter!“ (forsiden), Pacifisten, nr. 5, 30. årg., maj 1963, s. 

48, 55-56. 


Da demonstrationstoget nåede Kruså lørdag 13. april, var der omkring 

2.500 deltagere. Ved grænseovergangen måtte arrangørerne bringe marchen 

til standsning, da demonstranterne stod overfor mere end 100 bevæbnede 

vesttyske politibetjente. Demonstrationen blev afsluttet, før den nåede sit mål. 

I Padborg opstillede lokale demonstranter et banner med teksten: „De forlader 

nu Skandinavien – det atomfrie område“. 24 

Atommarchen i 1963 fik ikke samme opmærksomhed, som marchen i 1962 

havde fået. For det første skrev aviserne ikke så meget herom. 25 For det andet 

var det kun lykkedes at få 1/10 så mange til at deltage i 1963 sammenlignet 

med marchen det foregående år. Enkelte reaktioner var der dog. Generelt 

ytrede de socialdemokratiske aviser kritik af marchen („Demokraten“ fra 

Aarhus var en undtagelse). Én af de aviser der formulerede sig mest kritisk var 

„Jyllands-Posten“: 

„hvis nogen burde arrangere et protesttog i Danmark, var det de ansvarsbevidste 

kredse, der i dyb alvor føler sig overbevist om, at Danmark ville tjene 

freden og et krigsforebyggende vestligt militærapparat bedre ved at have et 

forsvar, som blot tilnærmelsesvis kunne tåle sammenligning med den 

eneste krigsmaskine, der kan tænkes at true Skandinaviens fred. 

Konsekvenser af dette ville naturligvis være atomladninger f.eks. til de raketter, 

som det danske forsvar allerede disponerer over, men som er af højst 

tvivlsom værdi uden de ladninger, de er fremstillet til at anvende.“ 26 

Hermed opfordrede „Jyllands-Posten“ regeringen til at omformulere kernevåbenpolitikken, 

der bestod i, at Danmark ikke skulle have atomvåben på dansk 

jord under de nuværende omstændigheder. „Information“ tog mere afslappet 

på påskens begivenheder. I ironiske vendinger blev det forklaret, at den danske 

kampagne stod i den 

„beklagelige situation, at det, den kampagnerer imod, ikke findes i landet 

og ikke paatænkes indført, at dens maal er opfyldt, endnu før den blev 

startet, at den er i dyb overensstemmelse med regeringens og folketotalitetens 

allerede gennemførte bestræbelser. Det er ikke noget rigtigt inspirerende 

grundlag.“ 27 

„Information“ vurderede derfor, at antiatombevægelsens fremtid var uvis. 

Såfremt de folkelige bevægelser ønskede at videreføre deres kampagner på 


25 Den vurdering er baseret på en gennemlæsning af Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Politiken og 

Aktuelt i dagene op til og umiddelbart efter påsken 1963. 

26 Citeret efter Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og 

Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 32. 

27 „De tre kampagner“ (leder), Information, 16. april 1963. 


dansk jord rettet mod dansk politik, kunne de lige så godt opgive foretagendet. 

Hvis de derimod valgte den ny retning og udvidede „dens program til 

anti-NATO, anti-Europa, anti-forsvar og anti-pop … stiller sagen sig vel anderledes, 

men saa vil kampagnen også være blevet noget ganske andet.“ 28 De følgende 

måneder skulle vise, at „Informations“ lederskribent havde ret i den 

vurdering. 

Den fjerde atommarch afspejlede et typisk mønster. Formelt indtog bevægelsen 

et neutralt standpunkt i Øst-Vest-konflikten, men reelt aktionerede 

man i de fleste tilfælde imod vestlige forsvarspolitiske initiativer. I 1957 havde 

den polske udenrigsminister Rapacki i FN stillet forslag om etablering af en 

kernevåbenfri zone i Øst- og Vesttyskland samt i Polen og Tjekkoslovakiet. 

NATO havde afvist forslaget. Med MLF overvejede NATO at oprette en fælles, 

multilateral atomslagstyrke i Vesteuropa under amerikansk kontrol. Fra sovjetisk 

side havde man kritiseret dette. 29 Nu – i 1963 – opfordrede antiatomkampagnen 

danskerne og regeringen til at argumentere for en kernevåbenfri 

zone i Centraleuropa, medens den samtidig ytrede kritik af MLF. Dermed 

efterlod bevægelsen det indtryk, at den stillede sig mere kritisk til vestlig kernevåbenpolitik 

end til den polske. 

Folketingsvalg 1964 

Når antiatombevægelsen mistede folkelig appel i midten af 1960erne, havde 

det flere årsager. For det første må det antages, at kritikerne havde en vis succes 

med at fremstille fredsfolkene som ufrivillige redskaber for sovjetisk propaganda. 

Klart stod det i al fald, at DKP’ere i 1960ernes begyndelse havde benyttet 

antiatombevægelsens demonstrationer som platform for NATO-kritik 

og antiamerikansk agitation (jf. ovenfor). For det andet spillede det formentlig 

en rolle, at Sovjetunionen og USA i juli 1963 underskrev en aftale om stop 

for overjordiske atomprøvesprængninger (hvilket også betød stop for radioaktivt 

nedfald). 30 Endelig må det antages, at der også var et element af mode 

over atommarcherne mellem 1960 og 1963. 

I 1964 anlagde „Kampagnen mod Atomvåben“ en ny linje. Målet var stadig 

at agitere mod kernevåben, men strategien var en anden. Det næste valg til 

Folketinget skulle finde sted i 1964. I 1961 var valgretsalderen blevet sænket 

fra 23 til 21 år. Dermed øgedes antallet af stemmeberettigede med 400.000. 31 

„Kampagnen mod Atomvåben“ besluttede sig for at engagere sig i det forestå- 

28 Sst. 

29 Mere herom i kapitel 46, jf. Bent Jensen, Bjørnen og haren. Sovjetunionen og Danmark 1945-1965, 

1999, s. 605-07. 


1972, s. 34. 



ende folketingsvalg. I april 1964 skrev Otto Glismann, Tage Hind, Carl Scharnberg 

og Henrik Jeppesen – alle medlemmer af forretningsudvalget for „Kampagnen 

mod Atomvåben“ – en artikel i „Pacifisten“. Heri forklarede de, at bevægelsens 

nye mål var, at tvinge danske politikere til at føre en „aktiv udenrigspolitik“, 

hvormed de mente, at det kommende folketing ikke skulle indskrænke 

sig til at afvise kernevåben på dansk jord, men virke for at fjerne kernevåbnene 

fra international politik. De fire forretningsudvalgsmedlemmer 

mente, at det gjaldt om at opnå „politisk konsekvens“. 32 Konkret blev det strategien, 

at bevægelsen skulle engagere sig i valgkampen gennem udgivelse af 

en „valgbog“, uddeling af pjecer og opsætning af plakater, aktiv deltagelse i de 

forestående valgmøder samt „ad skriftlig og mundtlig vej må vi indhente og 

bekendtgøre partiernes svar vedrørende de kommende fire års danske politik 

med hensyn til kernevåbnene.“ Endelig blev det et mål for kampagnen at „påminde 

vælgerne om, at valget 1964 er af altafgørende betydning for vort eventuelle 

bidrag til afspænding i verden.“ Dermed håbede man, at valget ville 

dreje sig om andet og mere end „parcelhuse, funktionærernes forhold, kildeskat 

og lignende.“ 33 „Kampagnen mod Atomvåben“ udarbejdede derpå fire 

pjecer, der handlede om henholdsvis 1) „Europa i tresserne – rustningskapløb 

og afspændingspolitik“, 2) „Strategi og kernevåben. Den multilaterale 

Atomslagstyrke“, 3) „Et klart nej til Atomvåben“ og 4) „Folketinget og udenrigspolitikken“. 

Op til valget blev disse pjecer sendt til omkring 1.300 folketingskandidater 

samt til flere hundrede kendte debattører. 34 

Allerede 15. april udskrev Krag folketingsvalg til afholdelse 22. september 

1964. Der var således lagt op til en langstrakt valgkamp. 35 Af en opinionsundersøgelse 

fortaget af Gallup ved indgangen til september fremgik det, at 

hele 44 pct. af de adspurgte opfattede boligspørgsmålet som valgets hovedtema. 

33 pct. var af den opfattelse, at økonomien var det væsentligste emne. 

Kun 2 pct. anførte forsvarsspørgsmålet som det afgørende. Fordelt efter partitilhørsforhold 

var Det Radikale Venstres vælgere mest optagede af forsvarsspørgsmålet. 

Alligevel var det blot 4 pct. af disse, der opfattede dette spørgsmål 

som valgets vigtigste tema. 36 Kernevåbenspørgsmålet blev således ikke det 

hovedtema, som „Kampagnen mod Atomvåben“ havde ønsket. 

32 „Atomkampagnen vil kræve svar af politikerne…“ (bagside), Pacifisten, nr. 4., 31. årg., april 1964, 

s. 48. 

33 Sst. 


1972, s. 35. 

35 SF-Bladet påbegyndte allerede valgkampen i juli, da det i en stort anlagt forsideartikel, 

„Socialdemokratiets dilemma“, agiterede for etablering af et arbejderflertal. SF-Bladet, nr. 28, 6. årg., 

23. juli 1964, s. 1, 11. Dette synspunkt blev gentaget flere gange i de kommende numre af bladet, jf. 

Aksel Larsen, „Socialistisk flertal“, SF-Bladet, nr. 31, 6. årg., 13. august 1964, s. 5. 

36 Ugens Gallup nr. 31, 1964, “Boligen i valgets centrum“; http://www.gallup.dk/ ugens_gallup/ 

pdf_doc/ug_1964_31.pdf. Offentliggjort 5. september 1964. Set 31. januar 2005. 


Af debatten op til folketingsvalget ses det, at udenrigs- og sikkerhedspolitikken 

alligevel blev tematiseret. Ifølge en lederartikel i „Information“ havde det 

sin årsag i, at fire af landets mindre partier i deres agitation fokuserede på 

dette spørgsmål. Det var Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, DKP og 

det nystiftede Fredspolitisk Folkeparti. 37 På valgmøderne landet over engagerede 

„Kampagnen mod Atomvåben“ sig i debatterne, idet mange af bevægelsens 

medlemmer mødte op og afkrævede kandidaterne svar på spørgsmål om 

kernevåben. I den sammenhæng gjorde nogle af Socialdemokratiets folketingskandidater, 

hvad de kunne for at inddæmme kernevåbenmodstanderne. 

På et møde i Grundvigshus i København 2. september forsøgte kernevåbenmodstanderne 

at presse udenrigsminister Per Hækkerup til at tage afstand fra 

kernevåbnene. Ifølge „Informations“ referat havde Hækkerup udtalt: „Hvis 

man vil sikre sig mod kernevaaben paa dansk jord, saa skal man hverken marchere 

fra Holbæk til København eller trætte sine fødder andre steder: man 

behøver bare at gaa hen til valgstedet og stemme paa Socialdemokratiet“. 38 

Med sit svar satte Hækkerup fingeren på „Kampagnen mod Atomvåbens“ 

ømme punkt. Folketinget havde allerede i 1950erne afvist kernevåben på 

dansk jord under de nuværende omstændigheder, og skønt enkelte borgerlige 

aviser siden havde krævet, at danske raketter skulle armeres med kernevåben, 

var det aldrig blevet til noget. Socialdemokratiet understregede sit 

synspunkt og lod op til valget trykke en valgplakat med et billede af en atombombeeksplosion 

og teksten: „Et klart NEJ til atomvåben“ 39 

Skønt de tre NATO-partier under valgkampen stod fast på deres allerede 

artikulerede holdning, gav Carl Scharnberg forud for valgets afholdelse indtryk 

af, at kernevåbenmodstandernes agitation havde virket. I en artikel i 

„Politisk Revy“ skrev han, at „Kampagnen om atomvåben på dansk jord kan 

indtil videre betragtes som afsluttet…“. Han opfattede Socialdemokratiets løfter 

under valgkampen som et udtryk for, at partiet havde „sløjfet forbeholdet“ 

om kernevåben på dansk jord under de nuværende omstændigheder. 

Samtidig mente Scharnberg at kunne se, at Venstre og de konservative ikke 

længere beklagede, at danske raketter ikke var bevæbnet med kernevåben. 40 

Om Scharnberg reelt mente, at „Kampagnen mod Atomvåben“ havde haft 

succes op til valget, eller om han med artiklen blot forsøgte at holde moralen 

højt hos kernevåbenmodstanderne er uvist. Under alle omstændigheder var 

resultatet af folketingsvalget, at de to politiske partier, der stod kernevåbenmodstanderne 

nærmest, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, hver 

især havde tabt ét mandat. Socialdemokratiet og Venstre opnåede samme an- 

37 „Fredsuvennerne“ (leder), Information, 2. september 1964. 

38 „Per Hækkerup mellem SFer og atomfolk. Udenrigspolitik kan ikke raabes ud paa ethvert gadehjørne“, 

Information, 3. september 1964. 

39 Plakaten er optrykt på forsiden af Erik Boel, Socialdemokratiets atomvåbenpolitik 1945-88, 1988. 

40 Citeret efter Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og 

Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 36-37. 


tal mandater som ved valget i 1960, og Det Konservative Folkeparti, der var 

antiatombevægelsens stærkeste kritiker, vandt fire mandater. „Information“ 

udnævnte antiatombevægelsens ihærdigste kritiker Erik Kragh til „[d]en sejrende 

general“. Han blev citeret for et udsagn om, at valgresultatet måtte ses 

som „et udtryk for, at den urealistiske forsvarspolitik, som Svend Haugaard 

staar for, er faldet igennem over for vælgerne. I det hele taget har atomkampagnen 

og beslægtede organisationer vist, at have uhyre ringe appel hos vælgerne.“ 

41 I „Pacifisten“ havde redaktionen til gengæld vanskeligt ved at finde 

lyspunkter ved valget. Ifølge bladets lederskribent betød mandaternes fordeling 

en „styrkelse af oprustningspolitikken“, ligesom de vanskeliggjorde „frigørelsen 

fra NATO-alliancen og det intime dansk-tyske militære samarbejde“. 

Alt i alt blev valget opfattet som en „valse triste“. 42 

„Kampagnen mod Atomvåben“ nedlægges (1965-1967) 

Efter folketingsvalget i 1964 var „Kampagnen mod Atomvåben“ og de øvrige 

kernevåbenmodstandere mindre aktive i den offentlige debat. Den danske 

kernevåbenpolitik lå fast. Afspændingsprocessen mellem Øst og Vest efterlod 

indtryk af, at den kolde krig var aftagende. I 1964 blev planerne om MLF reelt 

opgivet, og i 1965 blev de officielt taget af bordet. 43 Fra 1965 tiltrak andre 

spørgsmål sig offentlighedens opmærksomhed. Det gjaldt især krigen i Vietnam. 

Ikke desto mindre videreførte „Kampagnen mod Atomvåben“ arbejdet 

med et nyt projekt. Det bestod i udstillingsvirksomhed og uddeling af pjecer 

med information om faren ved kernevåben. Projektet blev gennemført af en 

lille håndfuld af bevægelsens fremtrædende medlemmer, der turnerede 

rundt i Danmark i en bus. Når kampagnens bus nåede frem til en given by, 

skulle den stedlige lokalgruppe på forhånd have arrangeret møder på skoler 

og/eller arbejdspladser. Med den nye strategi var det hensigten at henvende 

sig direkte til befolkningen. Erfaringerne havde vist, at tiden var løbet fra påskemarcherne. 

Og samtidig havde indsatsen ved folketingsvalget i 1964 ikke 

båret frugt. Umiddelbart syntes den nye strategi ikke vellykket. Af 

„Kampagnen mod Atomvåbens“ egne optegnelser fremgår det, at der næsten 

ikke blev afholdt nogen møder på Sjælland i 1965. Lidt større succes havde 

bevægelsen på Fyn og i Jylland. Året efter gentog kampagnen projektet. Ved 

den lejlighed lykkedes det at få arrangeret godt og vel 22 møder. At dømme 

efter den offentlige debat var der fortsat ikke tale om nogen succes. 

41 „NATO-modstanderne gik svækket ud af valget“, Information, 23. september 1964. Heraf fremgik 

det tillige, at Fredspolitisk Folkeparti fik mindre end 10.000 stemmer. Om mandatfordelingen se 

Hanne Rasmussen og Mogens Rüdiger, Tiden efter 1945, s. 186. 

42 „Valget…“, Pacifisten, nr. 10., 31. årg., oktober 1964, s. 95. Kursivering følger artiklen. 


1972, s. 38. 


Snarere tværtimod. Debatterne om kernevåben fyldt ikke længere avisernes 

overskrifter. 

Gennem 1965, 1966 og 1967 deltog „Kampagnen mod Atomvåben“ også i 

aktioner uden for Danmark. Navnlig sluttede bevægelsen sig til kampagnen 

mod kernevåben i Vesttyskland, hvor der fortsat blev arrangeret påskemarcher. 

Forud for påsken 1966 bragte „Kampagnen mod Atomvåben“ en annonce 

i „Pacifisten“, hvori det forklaredes, at den vesttyske regering „med 

større og større styrke“ krævede „medbestemmelsesret over kernevåben“. 

Samtidig pågik der forhandlinger i Genève om indgåelse af en aftale om ikkespredning 

af kernevåben. Såfremt Vesttyskland fik kernevåben, ville problemerne 

i Centraleuropa blive fastfrosset. Kampagnen opfordrede derfor læserne 

til at tilslutte sig påskens vesttyske demonstrationstog under sloganet: 

„Mod vesttysk kernevåben under enhver form 

For en standsning af atomoprustningen i Centraleuropa 

For et atomfrit Europa“ 44 

At dømme efter „Kampagnen mod Atomvåbens“ indsats op til påskemarchen 

i Vesttyskland i 1966 fæstede den store forventninger hertil. Forud for påsken 

lod bevægelsen optrykke omkring 10.000 pjecer under titlen „For et atomfrit 

Centraleuropa“. Desuden udsendte kampagnen 10.000 breve til personer, 

som man håbede ville støtte projektet. Endelig søsattes en underskriftsindsamling 

om „Tysklandsproblemerne“. Imidlertid var der tale om en stor fiasko. 

Blot få hundrede danskere tog turen til Vesttyskland, og debatten om „Tysklandsproblemet“ 

udeblev. 45 En Gallup-undersøgelse fra sommeren 1967 viste, 

at hvor 32 pct. af de adspurgte i 1947 havde et „uvenligt“ syn på „det tyske folk 

som helhed“, havde kun 8 pct. et „uvenligt“ syn på tyskerne i 1967. Samtidig 

var andelen af adspurgte, der havde et „venligt“ syn på tyskerne, steget fra 40 

pct. i 1947 til 61 pct. 1967. Undersøgelsen fik Gallup til at konkludere, at det, 

man almindeligvis omtalte som „tyskerhadet“, måtte siges at „være stærkt på 

retur.“ 46 At ungdommen ifølge undersøgelsen havde et langt mere „venligt“ 

syn på tyskerne end de ældre generationer, gjorde blot „Kampagnen mod 

Atomvåbens“ projekt vanskeligere, for hvis bevægelsen skulle have en fremtid, 

måtte den være i stand til at appellere til yngre generationer. 

I marts 1967 besluttede „Kampagnen mod Atomvåben“ at nedlægge sit 

kontor i København og afvikle sin publikationsvirksomhed. Endelig blev der 

44 „Påskemarch 66 – hvorfor i Vesttyskland?“, Pacifisten, nr. 4., 33. årg., april 1966, s. 42; jf. Johs. 

Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 

38-39. 


1972, s. 39. 

46 Ugens Gallup nr. 25, 1967, „Tyskerhadet snart glemt“; http://www.gallup.dk/ ugens_gallup/ 

pdf_doc/ug_1967_25.pdf. Offentliggjort 16. juli 1967. Set 1. februar 2005. 


ved samme lejlighed truffet beslutning om, at kampagnen skulle destruere sit 

medlemskartotek. I bevægelsens sidste landsudsendelse blev det begrundet 

således: 

„Lige siden kampagnens start har det været et grundlæggende princip, at 

det var den enkeltes arbejde mod atomvåben, som styrkede Kampagnen og 

holdt arbejdet mod atomvåben i gang. Vi har derved opnået, at arbejdet er 

blevet udadvendt og har medvirket til at rejse afgørende krig-fred spørgsmål 

… Både demonstrationer og oplysningsarbejdet har i høj grad medvirket 

til at åbne den udenrigspolitiske debat i Danmark. Debatten er blevet 

mere nuanceret og har fået bredere omfang. I denne situation er der mindre 

brug for Kampagnens organisatoriske apparat, men så meget mere 

brug for den enkeltes indsats … Det betyder ikke, at Kampagnen mod 

Atomvåben er standset – den kan ifølge vores grundlag ikke standses. Men 

vi erkender at den igangsættende støtte, som mange har fået af Kampagnen 

som organisation, ikke mere er til stede. Og det er en udfordring til de 

mennesker, som nu har fået erfaring i arbejdet. De kender værdien af indlæg 

i aviser, henvendelser til Folketingets medlemmer samt nødvendigheden 

af igen og igen at rejse spørgsmål.“ 47 

„Aldrig mere Krig“ vedblev at eksistere, og gennem tidsskriftet „Pacifisten“ 

agiterede organisationen også i de følgende år mod kernevåben. Der var dog 

tale om en debat for de allerede overbeviste, og indsatsen havde ikke samme 

gennemslagskraft som i de første år af 1960erne. Fra midten af 1960erne 

vendte opmærksomheden sig mod Vietnamkrigen i stedet for atomvåbnene. 

47 Citeret efter Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 90-91. 


31 · Vietnamdebat 1965-1972 

Umiddelbart efter anden verdenskrig erklærede lederen af den kommunistiske 

befrielsesbevægelse i Vietnam, Ho Chi Min, at Vietnam ville løsrive sig 

fra det franske kolonistyre. Frankrig afviste dette, og fra 1946 opstod der en 

krig mellem franske militære enheder og Ho Chi Mins bevægelse (Viet 

Mihn). Umiddelbart lykkedes det Frankrig at trænge Viet Mihn op i den 

nordlige del af landet. Skønt krigen var en konflikt mellem Frankrig og Viet 

Mihn, blev der hurtigt tale om en stedfortræderkrig. Fra 1950 støttede 

Sovjetunionen og Kina Ho Chi Min, medens USA ydede økonomiske subsidier 

til Frankrig. I 1954 indtraf der en begivenhed, der skulle få stor betydning 

for krigen. Viet Mihn tilføjede i maj de franske styrker et knusende 

nederlag i Dien-Bien-Phu, hvor de franske styrker havde deres hovedkvarter. 

Dette førte til fredsforhandlinger, der afsluttedes i Genève få måneder senere. 

Ifølge aftalen blev Vietnam delt ved den 17. breddegrad: Ho Chi Min etablerede 

Vietnams Demokratiske Republik i den nordlige del af landet, og Ngo 

Dinh Diem grundlagde republikken Sydvietnam. Fredsaftalen indeholdt et 

påbud om, at der inden to år skulle afholdes en folkeafstemning med det formål 

at genforene de to regioner. 1 Folkeafstemning blev ikke afholdt. 

Asien var i 1950erne én af kerneregionerne i den kolde krig. I 1949 var 

Kina blevet kommunistisk, og mellem 1950 og 1953 havde Koreakrigen fundet 

sted. I den vestlige verden eksisterede der en udbredt frygt for, at dele af 

Asien ville blive kommunistisk. Efter at Frankrig havde lidt nederlag i 1954, 

begyndte USA derfor at støtte Ngo Dinh Diems regering i Sydvietnam. I 1956 

afviste Diem at afholde den aftalte folkeafstemning, og i de følgende år intensiveredes 

samarbejdet mellem den amerikanske regering og det sydvietnamesiske 

styre. I slutningen af 1950erne udtalte Diem interesse for en „befrielse“ 

af Nordvietnam, og samtidig begyndte USA at sende militære rådgivere til 

Sydvietnam. Den sydlige del af landet befandt sig dog efterhånden i kaos. I 

1963 blev Diem myrdet. Året efter indledte USA en række bombetogter mod 

Nordvietnam, hvorefter Sydvietnam blev ledet af forskellige vestligt orienterede 

regeringer. 

I 1960erne øgede USA sin militære tilstedeværelse i Sydvietnam. I begyndelsen 

af 1962 var der omkring 2.000 amerikanske militære rådgivere i 

Vietnam. Under præsident John F. Kennedy (januar 1961-november 1963) 

øgedes dette antal til 11.000. Det var dog første under Lyndon B. Johnson 

(november 1963-januar 1969), at USA officielt gik ind i krigen. Anledningen 

var et nordvietnamesisk angreb på to amerikanske destroyere. Den amerikanske 

administration fremstillede angrebet som et uprovokeret angreb på USA. 

1 John W. Young, America, Russia and the Cold war, 1941-1998, 1999, s. 88-89. 

VIETNAMDEBAT 1965-1972 57

Kongressen gav derpå Johnson frie hænder til at håndtere situationen. I 

marts 1965 ankom de første egentlige militære kampenheder til regionen, 

hvorpå USA engagerede sig formelt i krigen. Da Nixon overtog præsidentembedet 

i 1969, havde USA mere end 540.000 soldater i Vietnam-krigen. 

Først i 1973 blev der undertegnet en fredsaftale. To år senere måtte det sydvietnamesiske 

styre bukke under. USA havde tabt sin første krig. 2 

Fra USA-sympati til Vietnambevægelse 

I Danmark opstod der – lige som i den øvrige del af den vestlige verden – hurtigt 

modstand mod USA’s deltagelse i den sydøstasiatiske konflikt. Allerede i 

1965 etableredes den såkaldte „Vietnambevægelse“, der dog splittedes i flere 

mindre bevægelser. De to vigtigste var „De Danske Vietnamkomiteer“ og 

„Vietnam 69“. Førstnævnte stillede sig kritisk til den amerikanske krig og solidariserede 

samtidig sig med FNL, der var en betegnelse for den sydvietnamesiske 

befrielsesfront. Denne del af vietnambevægelsen var kommunistisk orienteret, 

og det var ikke tilfældigt, at vietnamkomiteerne støttede de såkaldte 

„vietcong’er“, det vil sige de nordvietnamesiske, kommunistiske guerillaer i 

krigen mod de amerikanske styrker. I den forbindelse blev der brugt antiamerikanske 

vendinger. „Vietnam 69“ var i højere grad tværpolitisk. Således rummede 

den også personer med tilknytning til Socialistisk Folkeparti, Det 

Radikale Venstre og Socialdemokratiet. Fælles for „De Danske Vietnamkomiteer“ 

og „Vietnam 1969“ var, at de arrangerede demonstrationer og protestmøder 

vendt mod krigen og USA’s andel heri. Det nævnes ofte, at den 

samlede vietnambevægelse opnåede indflydelse på folketingspartiernes tiltagende 

kritik af den amerikanske krigsførelse. 3 Den kritik toppede med 

Folketingets anerkendelse af den nordvietnamesiske regering i efteråret 1972 

(mere herom nedenfor). 

Vietnamkrigen fik ikke nogen direkte betydning for dansk sikkerhedspolitik. 

Imidlertid gav det amerikanske engagement i krigen anledning til en væsentlig 

dansk kritik af USA, som belastede det dansk-amerikanske forhold i 

sidste halvdel af 1960erne og begyndelsen af 1970erne. Nedenfor gives der 

eksempler på danske reaktioner på Vietnamkrigen. 

Som nævnt ovenfor var danskernes opfattelser af USA og Sovjetunionen og 

de to landes statsledere omskiftelige i 1960erne og 1970erne. Skønt det i sommeren 

1964 var danskernes opfattelse, at Nikita Khrusjtjov og Lyndon B. 

2 Se hertil T.G. Fraser and Donette Murray, America and the World since 1945, 2002, s. 116, 145, 184; 

John W. Young, America, Russia and the Cold war, 1941-1998, s. 101-104. 

3 Den vurdering fremgår af Claus Bryld, „Vietnamkrigen“ i Den Store Danske Encyklopædi, bd. 20, 2001, 

s. 156-57, se s. 157 sp. 2. Vietnambevægelsen er grundigt undersøgt i Johs. Nordentoft og Søren Hein 

Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 94-148. 


Johnson var lige fredelige, og at ingen af de to statsledere sigtede mod at påbegynde 

en kernevåbenkrig, mente hele 48 pct. af de adspurgte i oktober 

1964, at Johnson gjorde mest for freden. 4 Som sådan var billedet af den amerikanske 

præsident ganske positivt i første halvdel af 1960erne. Vietnamkrigen 

betød imidlertid, at synet på USA skiftede. På spørgsmålet, om man var 

„for eller imod den politik Amerika fører i Vietnam“ svarede 46 pct. i sommeren 

1965, at de var imod, medens kun 13 pct. var for. 5 I 1966 var modstanden 

vokset til at omfatte 51 pct. af de adspurgte, medens tilhængerne var svundet 

til 10 pct.. Ifølge de to Gallup-undersøgelser var hhv. 49 og 53 pct. af de adspurgte 

af den opfattelse, at den amerikanske politik medførte en risiko for 

en ny verdenskrig. 6 Den amerikanske krig blev således betragtet med stor og 

stigende skepsis af den danske befolkning fra midten af 1960erne. 

Kritik af USA’s tilstedeværelse i Vietnam 

De toneangivende synspunkter på den amerikanske politik fremgik blandt 

andet af en tv-høring arrangeret af Danmarks Radio i 1967. Den svenske forfatter 

Sara Lidman udtalte her, at hvis Vesten „fremturer i at betragte 

Vietnams folk som dominobrikker, er der risiko for, at vietnameserne og alverdens 

fattige hører op med at betragte os vesterlændinge som medmennesker.“ 

Selv om Lidman fik en verbal overhaling af udenrigsminister Per 

Hækkerup, afspejlede hendes kritik formentlig en stor del af danskernes syn 

på den amerikanske politik. 7 Samme kritik kom til udtryk i Benny Andersens 

digt „Kæmperne“ fra 1967 om en fattig vietnamesisk bondefamilie, hvis hus, 

rismarker og familiemedlemmer blev bombet af amerikanske fly, medens 

amerikanerne forklarede, at de beskyttede familien mod „nogle slemme røvere“. 

Andersen: 

„… Så kom de fremmede kæmper igen 

Nu er røverne ude på at bortføre din familie, 

sagde de til bonden. 

Men vi skal nok beskytte din familie. 

Så slog de familien ihjel. 

Pas nu godt på dig selv, sagde kæmperne til afsked. 

4 Ugens Gallup nr. 36, 1964, „Præsident Johnson fredens ivrigste forkæmper“; http://www.gallup. 

dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1964_36.pdf. Offentliggjort 10. oktober 1964. Set 9. februar 2005. 

5 Ugens Gallup nr. 28, 1965, „Modstand mod Amerikas politik i Vietnam“, http://www.gallup.dk/ 

ugens_gallup/pdf_doc/ug_1965_28.pdf. Offentliggjort 17. juli 1965. Set 9. februar 2005. 

6 Sst., jf. Ugens Gallup nr. 10, 1966, „Øget modvilje mod U.S.A.’s Vietnam-politik“, http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1966_10.pdf. 

Offentliggjort 20. marts 1966. Set 9. februar 2005. 

7 Dette er skildret i Nikolaj Bøgh, Hækkerup, 2003, s. 235. 


Især må du passe på at røverne ikke kommer 

og henter dig. 

- Hvor er røverne, græd bonden. 

Derovre bag træerne, sagde kæmperne. 

Manden begravede sin familie. 

Nu havde han ikke mere at leve for 

så han lagde sig til at dø. 

Da han havde lagt sig hørte han en stemme 

råbe hans navn ovre fra skoven. 

Hvem er det, råbte bonden. 

Kan du ikke høre det er din lillebror, svarede stemmen. 

Jamen lillebror, du er da ikke nogen røver? 

Nej, lo lillebroderen, hvem har bildt dig det ind? 

Det har mine beskyttere, de fremmede kæmper. 

- Kære storbror, lo stemmen, tror du på den slags? 

Kan du ikke regne ud hvem røverne er? 

Det er da kæmperne! ...“ 

Digtet slutter med, at kæmperne slog storebroderen ihjel, hvorpå lillebroderen 

sammen med sine mænd listede sig „efter de fremmede kæmper.“ 8 

Kritikere af krigen forsøgte at dokumentere, at den amerikanske krigsførelse 

– eksempelvis brugen af fragmentationsbomber – var i strid med internationale 

konventioner. Væsentlig var her det internationale Russell 

Tribunal. Russell Tribunalet, grundlagt i 1966, var et uformelt tribunal etableret 

på initiativ af den britiske filosof, matematiker og nobelpristager Bertrand 

Russell. Formålet var at undersøge og dokumentere, hvilke forbrydelser USA 

begik under Vietnam-krigen. Tribunalet opnåede betydelig international opmærksomhed, 

fordi det kunne dokumentere, at USA faktisk begik krigsforbrydelser, 

men også fordi tribunalets præsidium foruden Russell blandt andre 

bestod af den franske filosof Jean-Paul Sartre. 9 I Danmark var det umiddelbart 

„det nye venstre“, der i engagerede sig i tribunalet, og derfor blev det 

også i første omgang beskyldt for at være en forudsigelig venstrefløjskritik af 

USA. 10 Men Russell Tribunalet havde ret i en del af kritikken. USA førte en 

intens krig, og medierne i såvel Danmark som den vestlige verden dokumen- 

8 Benny Andersen, „Kæmperne“, Benny Andersen, Jon Elster, Göran O. Eriksson, Uffe Harder m.fl. 

(red.), Ord om Vietnam. En international Antologi, 1967, s. 11-13. 

9 Juryens medlemmer var desuden blandt andre den franske forfatter Simone de Beauvoir og den 

eksilpolske historiker Isaac Deutscher, den italienske politiker Lelio Basso og den amerikanske borgerrettighedsforkæmper 

Stokely Carmichael. Se hertil Ebbe Kløvedal Reich, Efter krigen – før freden. 

Tolv Mands-Minde-Foredrag, 2004, s. 68-74; samme, „Revolten i Danmark“, efterskrift i Mark Kurlansky, 

1968. Året der rystede verden, 2004, s. 426-27. 

10 Således forsøgte statsminister Krag uden held at nedlægge forbud mod tribunal-møde i Roskilde 

i 1968. Ebbe Kløvedal Reich, Efter krigen – før freden, s. 73-74. 


Pentagon-marchen i oktober1967 

mod krigen i Vietnam. 

(LBJ Library) 

terede gennem fotografier 

og filmklip de amerikanske 

krigsforbrydelser. 11 

I 1971 fik kritikken af 

USA yderligere næring. I 

juni begyndte „New York 

Times“ offentliggørelsen 

af en artikelserie baseret 

på interne rapporter fra det amerikanske forsvarsministerium Pentagon. Det 

fremgik, at flere af de hændelser i Vietnamkrigen, der af den amerikanske regering 

var blevet fremstillet som nordvietnamesiske aggressioner mod amerikanske 

tropper, reelt havde været gensvar på amerikanske provokationer. Overhovedet 

blev det godtgjort, at den amerikanske administration før og under 

Vietnamkrigen havde misinformeret egne borgere og det internationale samfund, 

og at USA dermed havde ført sine allierede bag lyset, da det anmodede 

om støtte og sympatitilkendegivelser til de amerikanske krigshandlinger. 12 

Den amerikanske regering forsøgte uden held at nedlægge forbud mod udgivelse 

af de kritiske afsløringer af den amerikanske Vietnampolitik. I 

Danmark valgte flere landsdækkende aviser at referere afsløringerne som forsidestof 

og kommentere dem i kritiske lederartikler. 13 Foranlediget af debatten 

i USA og den ny viden stillede Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti 

få dage senere forslag i Folketinget om dansk anerkendelse af den nordvietnamesiske 

regering. VKR-regeringen var afvisende, og Folketinget forkastede 

forslaget. 14 Umiddelbart efter viste en Gallupundersøgelse, at 31 pct. af de ad- 

11 Jeremi Suri, Power and Protest. Global Revolution and the Rise of Detente, 2003, s. 161. 

12 Richard Crockatt, The Fifty Years War. The United States and the Soviet Union in World Politics, 1941- 

1991, 1996, s. 244. 

13 Fx „Nixon fik avisserien stoppet“ (forside), Berlingske Tidende, 16. juni 1971; „Retten til at vide det 

værste“ (leder), Berlingske Tidende, 16. juni 1971; „Nixon og pressefriheden“ (leder), Berlingske 

Tidende, 20, juni 1971; „Alt om Vietnam kommer frem“, Berlingske Tidende, 23. juni 1971; „Vil lukke 

munden på New York Times“, Politiken, 16. juni 1971; „Nixon kan ikke standse USA’s stædige presse“ 

(forside), Politiken, 19. juni 1971; „Kapløb om sandheden“ (forside), Politiken, 20. juni 1971; „Ud af 

Vietnam – nu!“ (leder), Politiken, 20. juni 1971; „Proces mod New York Times for at standse afsløringer“, 

Information, 16. juni 1971; „USA’s synderegister“ (leder), Information, 17. juni 1971, 

„Dommer udsætter afgørelsen om udlevering af rapporten“, Information, 18. juni 1971; „Enevælde i 

USA“ (leder), Information, 19.-20. juni 1971; „Baggrunden for de amerikanske bombardementer af 

Nordvietnam ifølge Pentagons hemmelige rapport“, Information, 21. juni 1971. 

14 „To-trinsraket fra oppositionen mod regeringens Vietnampolitik“, Politiken, 22. juni 1971; 

„Nordvietnam igen“ (leder), Berlingske Tidende, 22. juni 1971; „Hartling siger nej til Krag om Hanoi“, 

Berlingske Tidende 23. juni 1971; „Nyt pres for dansk Hanoi-anerkendelse“, Politiken, 21. juni 1971; 

„K.B. Andersen: Poul Hartling er i mindretal i spørgsmålet om Hanoi“, Information, 22. juni 1971; 

„46 folketingsmedlemmer kræver nu amerikansk tilbagetrækning“, Information, 24. juni 1971. 


spurgte støttede forslaget. 51 pct. vidste ikke, hvad de skulle svare. Blot 18 pct. 

af de adspurgte var modstander af forslaget. 15 Efter regeringsskriftet få måneder 

senere vedtog Folketinget at oprette diplomatiske forbindelser med 

Nordvietnam. 16 

I oktober udkom „New York Times“ afsløringer af Pentagonrapporten i 

dansk oversættelse. 17 I „Berlingske Tidende“ anbefalede den overbeviste 

NATO-tilhænger og sikkerhedspolitiske kommentator Niels Jørgen Haagerup 

interesserede læsere at „sætte sig ind i og eje“ den danske udgave. 18 

I sidste halvdel af december 1972 blev mange danskeres syn på USA’s 

Vietnampolitik yderligere kritisk. De sidste to uger af året gennemførte USA 

et stort bombetogt over Hanoi og Haiphong i Nordvietnam. Det førte til en 

hidtil uset dansk kritik af den amerikanske krig. Hvor „Information“, 

„Aktuelt“ og „Politiken“ allerede i 1969-1970 efter en massakre ved My Lai 

havde stillet sig kritisk til amerikansk politik, sluttede „Berlingske Tidende“ 

sig nu til kritikerne. 19 „Ekstra Bladet“ bragte 23. december 1972 en forside 

med et billede af Nixon, hvor overskriften lød: „STOP DEN GALE MAND“. 

Billedteksten lød: „Mens bomberne regner over Vietnam, og har ufattelige lidelser 

i sit kølvand hos civilbefolkningen, holder præsident Nixon en fredelig 

jul med sin familie i Florida. Alle medlemmerne skal i kirke juledag“. 20 

I en nytårsudtalelse 1972-73 kritiserede socialdemokraten K.B. Andersen 

USA’s „totalt fejlslagne“ Vietnampolitik. Hans vurdering var, at krigen ikke 

kunne vindes militært, men at freden udelukkende kunne sikres gennem politiske 

forhandlinger. K.B. Andersen benyttede ikke denne kritik til at etablere 

et fjendebillede af USA, men som eksempelvis K. Helveg Petersen (jf. nedenfor), 

Bodil Koch 21 og Frode Jakobsen 22 stillede han sig alene afvisende over 

for USA’s krig i Vietnam. Den USA-kritik der blev formuleret i midten af 

15 Ugens Gallup nr. 28, 1971, „Relativt flertal for diplomatisk anerkendelse af Hanoi-regeringen“; 

http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1971_28.pdf. Offentliggjort 5. september 1971. 

Set 7. januar 2005. 

16 „Erklæring af statsminister J.O. Krag“, Folketingsårbog 1971-72 (1972), s. 32-41, her s. 33; jf. Nikolaj 

Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2003, s. 153. 

17 Pentagonrapporten som offentliggjort af NEW YORK TIMES, bd. I-III, Samleren, 1971. 

18 Niels Jørgen Haagerup, „Pentagon-papirerne er kommet på dansk“, Berlingske Tidende, 28. oktober 

1971; jf. også Frede Madsens positive omtale „USA i Vietnam“, Politiken, 6. november 1971. 

19 „Det første skridt“ (leder), Berlingske Tidende, 24. december 1972. Der var ikke tale om nogen fordømmelse 

af den amerikanske krigsførelse, men snarere en opfordring til USA om at udvise largesse. 

Dette og det ovenstående er i det væsentlige baseret på Kenneth Lund, „Papirkrigerne: 

Pressens Vietnamkrig 1964-1973“, Klaus Petersen & Nils Arne Sørensen (red.), Den kolde krig på hjemmefronten, 

2004, s. 191-206. 

20 Ekstra Bladet (forside), 23. december 1972. Optrykt i Gregers Dirckinck-Holmsfeld, Hårde tider forude 

(Den nye Danmarkskrønike, bd. 1), 2001, s. 227. 

21 Vagn Dybdahl, „Koch, Bodil“, Dansk Biografisk Leksikon, bd. 8, 1981, s. 108-109. 

22 Svend Ove Gade, Frode Jakobsen. En biografi, 2004, eksempelvis s. 440, 448, 450. Om Frode Jakobsens 

syn på Vietnamkrigen og den amerikanske politik se erindringsbogen Jeg vil være en fugl før jeg dør, 

1979, s. 135-55. 


dansk politik, og som fandt støtte i store dele af befolkningen, 23 var formodentlig 

udtryk for en skuffelse over, at Danmarks store alliancepartner overtrådte 

almindeligt vedtagne regler for konflikthåndtering og krigsførelse. 24 

Skønt Danmark på samme tidspunkt støttede NATO’s og USA’s afspændingspolitik 

over for Sovjetunionen, markerer januar 1973 det absolutte lavpunkt i 

efterkrigstidens dansk-amerikanske forhold. 25 

23 Ugens Gallup nr. 17, 1967, „Hvem har skylden for Vietnam-krigens fortsættelse?“; http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1967_17.pdf. 

Offentliggjort offentliggjort 21. maj 1967. Set 17. 

januar 2005. Ugens Gallup nr. 3, 1968, „Hvem forhindrer forhandlingerne i Vietnam?“; 

http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1968_3.pdf. Offentliggjort 21. januar 1968. Set 

17. januar 2005. Ugens Gallup nr. 12, 1972, „Ingen tro på USA’s sag i Syd-Vietnam“; http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1972_12.pdf. 

Offentliggjort 9. april 1972. Set 17. januar 2005. 

24 Jf. Humanitær Folkeret. Tekstsamling om humanitær folkeret under væbnede konflikter, Regeringens Røde 

Kors-udvalg, 1985. 

25 Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2003, s. 153; jf. kapitel 56. 


32 · Danmarks fortsatte medlemskab af 

NATO 1965-1970 

Danmark blev optaget i Atlantpagten i 1949 (fra 1950: NATO). Ifølge artikel 

13 i „Den Nordatlantiske Traktat“ kunne „ethvert deltagerland“, efter at traktaten 

havde været „i kraft i 20 år“, træde ud af alliancen med ét års varsel. 1 I 

midten af 1960erne blev spørgsmålet, om Danmark skulle opsige medlemskabet 

af NATO aktuelt. Nedenfor følges debatterne herom, sådan som de kom 

til udtryk i aviser, tidsskrifter, debatbøger, udredninger, videnskabelige fremstillinger, 

fjernsynet og i Folketinget. Skønt der var tale om et klart og veldefineret 

spørgsmål, blev debatterne omfattende. For det første forsøgte Sovjetunionen 

at spille på en latent modvilje mod NATO i den danske befolkning. 

For det andet blev de danske debatter ført parallelt med USA’s krig i Vietnam 

(1964-1975), Frankrigs udtræden af NATO’s integrerede militære samarbejde 

(1966), Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet (1968) og begyndende 

drøftelser om etablering af en europæisk sikkerhedskonference. Endelige 

blev debatterne ført på tværs af skiftende danske regeringskonstellationer og 

en varierende parlamentarisk sammensætning på Christiansborg. Dermed 

blev der i realiteten tale om flere sammenhængende debatter om det danske 

alliancemedlemskab. 

Fornyet debat (1965-1966) 

Spørgsmålet om fortsat dansk alliancemedlemskab havde givet anledning til 

betydelig diskussion siden 1949. Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative 

Folkeparti havde konsekvent argumenteret for, at Danmark skulle være 

medlem af NATO. Det Radikale Venstre havde oprindelig været modstander 

heraf, men med etableringen af Trekantsregeringen i 1957 havde partiet formelt 

accepteret, at sikkerhedspolitikken var baseret på NATO. Da partiet kom 

i opposition efter også at have deltaget i Kampmanns anden og Krags første 

regering (hhv. 1960-1962 og 1962-1964), gled det igen i retning af dets traditionelle 

neutralistiske standpunkt. Til venstre for midten havde DKP taget afstand 

fra NATO og det danske medlemskab heraf. 2 Ved folketingsvalget 15. 

november 1960 blev DKP stemt ud af Folketinget, men dermed mistede lan- 

1 Citeret efter artikel 13 i „Den Nordatlantiske Traktat“, optrykt i dansk oversættelse i Dansk Udenrigspolitik 

1948-1966. II Bilag, Udenrigsministeriet, 1968, bilag 54, s. 106-109, her s. 108. 

2 Se hertil kap. 6-10 om den sikkerhedspolitiske debat 1945-1962. Om de radikales bevægelse i retning 

af partiets traditionelle standpunkt se „Landsmødeudtalelse om udenrigspolitikken“ samt K. 

Helveg Petersen, „Nye tanker om forsvarsordningen“, begge i Fremsyn. Radikalt Månedsblad, 1965, 2. 

årg., nr. 3, hhv. s. 2, 3. 

DANMARKS FORTSATTE MEDLEMSKAB AF NATO 1965-1970 65

dets ubetingede NATO-kritikere ikke parlamentarisk repræsentation, for ved 

samme valg opnåede det NATO-kritiske og neutralistisk orienterede 

Socialistisk Folkeparti 11 mandater. 3 

En første, væsentlig markering af, at spørgsmålet begyndte at blive aktuelt 

ses i februar 1965. 4 På det tidspunkt stillede Poul Dam sammen med andre 

folketingsmedlemmer for Socialistisk Folkeparti forslag i Folketinget om, at 

der i henhold til Grundlovens paragraf 51 skulle nedsættes en kommission, 

der blandt andet skulle undersøge, „hvorvidt det tjener Danmarks interesser 

at fortsætte“ det danske alliancemedlemskab efter 1969. 5 Ved forslagets 1. behandling 

i slutningen af marts forklarede Dam, at motivationen for forslaget 

var, at der hverken havde været en folkelig debat eller folkeafstemning, da 

Rigsdagen i 1949 havde truffet beslutning om, at Danmark skulle søge optagelse 

i Atlantpagten. I mellemtiden var der forløbet halvandet årti, og det 

måtte derfor være rimeligt, at spørgsmålet endelig blev genstand for „en så 

omfattende offentlig debat som muligt“. Lettere resigneret forklarede Dam 

dog, at Socialistisk Folkeparti, skønt det havde ønske herom, ikke havde „nogen 

drøm om at kunne ændre regeringens udenrigspolitik.“ 6 I Folketinget var 

der blot ét parti, der støttede forslaget. Det var Det Radikale Venstre. 7 Tingets 

øvrige partier – Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre og 

De Uafhængige – stillede sig afvisende. 8 Mest markant i sin afvisning var udenrigsminister 

Per Hækkerup, der advarede imod at gøre alliancemedlemskabet 

til genstand for en bred folkelig debat, da visse aspekter af alliancemedlemskabet 

ville berøre „andre landes interesser.“ Hækkerup så derfor helst, at de 

fortsatte drøftelser om spørgsmålet fandt sted i Udenrigspolitisk Nævn. 9 

3 Hanne Rasmussen og Mogens Rüdiger, Tiden efter 1945 (Danmarks historie, bd. 8), 1990, s. 476. 

4 For en tidligere tematisering af spørgsmålet se journalist og forfatter Sven Skovmands artikel „Har 

NATO nogen berettigelse“, Højskolebladet, 89. årg., nr. 35, 4. september 1964, hvor forfatteren i tråd 

med de radikales politiske linje opfordrede danske politikere til at arbejde for en international udvikling, 

der ville gøre NATO overflødig. 

5 Se hertil „Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en kommission i henhold til grundlovens 

§ 51“, Folketingsårbog 1964-65, 1965, s. 602-5. Forslag stillet af Poul Dam, Aksel Larsen, Morten 

Lange og Skræppenborg-Nielsen. § 51 i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 lyder: „Folketinget 

kan nedsætte kommissioner af sine medlemmer til at undersøge almenvigtige sager. Kommissionerne 

er berettigede til at fordre skriftlige eller mundtlige oplysninger såvel af private borgere som 

af offentlige myndigheder“. Socialistisk Folkeparti havde allerede under folketingsvalgkampen i 

1964 agiteret for, at dette valg burde gøres til en afstemning for eller imod dansk medlemskab af 

NATO. „SFs Valgmanifest“ (forside), SF-Bladet, nr. 34, 6. årg., 3. september 1964. 

6 Poul Dam, „1. beh. af f.t. beslut. i henh. t. grundlovens §51“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 

1964-65, 27. marts 1965, sp. 4180-4181. 

7 K. Helveg Petersen, „1. beh. af f.t. beslut. i henh. t. grundlovens §51“, Folketingstidende. Forhandlinger 

i Folketingsåret 1964-65, 27. marts 1965, sp. 4183-4184, 4188, 4189. 

8 Jf. indlæg af Frode Jacobsen (S), Per Federspiel (V), Erik Kragh (KF) og Rimstad (Uafh.), „1. beh. 

af f.t. beslut. i henh. t. grundlovens §51“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1964-65, 27. 

marts 1965, hhv. sp. 4181-4183, 4183, 4183, 4184-4185. 

9 Per Hækkerup, „1. beh. af f.t. beslut. i henh. t. grundlovens §51“, Folketingstidende. Forhandlinger i 

Folketingsåret 1964-65, 27. marts 1965, sp. 4185. 


I de følgende måneder var der ikke megen debat om spørgsmålet. Hverken 

politikere eller presse ytrede sig nævneværdigt herom. 10 Det betød dog ikke, 

at det var glemt. Tværtimod begyndte partierne i deres medlemsblade at 

varme op til en debat. Eksempelvis bragte de konservatives „Vor Tid“ i april 

1965 – 20 år efter befrielsen – en mindre lederartikel med et budskab om, at 

fraværet af en „sikkerhedspagt“ i 1930ernes Europa havde været årsagen til at 

Hitlers udenrigspolitiske råderum op til Anden Verdenskrig. Ifølge artiklen 

måtte NATO opfattes som „symbolet på, at det kan nytte at have et forsvar…“, 

for det var netop den atlantiske alliance, der havde forhindret kommunismen 

i at trænge ind i Vesteuropa. 11 Lederartiklen var dog blot begyndelsen, for 

gennem de følgende måneder bragte „Vor Tid“ flere helsidesartikler om såvel 

NATO som om behovet for og værdien af det danske alliancemedlemskab. 

12 

Også i det socialdemokratiske „Verdens Gang“ blev spørgsmålet tematiseret. 

Partiets enfant terrible Frode Jakobsen skrev i december 1965, at det om få år 

ville blive aktuelt at tage stilling til Danmarks alliancehold. Ifølge Jakobsen var 

der ikke noget alternativ til NATO efter 1969. Det danske alliancemedlemskab 

måtte dog ikke betyde en indskrænkning af Danmarks frihed, idet formålet 

med NATO var at sikre friheden og demokratiet. Dermed angav han, 

at selv om Danmark burde forblive i alliancen, var det vigtigt, at Danmark 

havde mulighed for at føre sin egen politik inden for det atlantiske samarbejde. 

13 Frode Jakobsens synspunkt var formentlig præget af USA’s krigsførelse 

i Vietnam. Blot et par måneder forinden havde han i „Politiken“ omtalt 

krigen som „den største fare“, blandt andet fordi krigen risikerede „at grave 

kløften af mistillid til de hvide hos Asiens og Afrikas folk dybere“. 14 

Udenlandske forsøg på holdningspåvirkning (1965) 

Under den gryende NATO-debat i partibladene dukkede forsøg på påvirkning 

fra udlandet op. Fra Sovjetunionens side forsøgte man at få Danmark ud 

af NATO og etableret en neutral nordisk zone. Det var ikke et nyt budskab, 

men det blev fremført med øget frekvens fra midten af 1960erne. 15 DKP 

10 Se dog Erling Bjøls artikel „NATO i 69“, bragt i Politiken, 30. maj 1965, hvor Bjøl anbefalede danskerne 

at reflektere over det fortsatte alliancemedlemskab. Jf. Erling Bjøl, Fra magtens korridorer. 

Erindringer fra 60’erne, 70’erne & 80’erne, 1994, s. 117. 

11 „Læren fra 9. april“ (leder), Vor Tid, 21. årg., nr. 14, 14. april 1965. 

12 P. A. Hedegaard-Poulsen, „Pagten, der reddede Vesteuropa, Vor Tid, 21. årg., nr. 18, 19. maj 1965; 

samme, „NATO’s store resultater i 16 år“, Vor Tid, 21. årg., nr. 21, 16. juni 1965; samme, 

„Alliancepolitik eller kaos“, Vor Tid, 21. årg., nr. 22, 23. juni 1965; Erik Kragh, „Den storpolitiske baggrund 

for dansk forsvarspolitik“, Vor Tid, 21. årg., nr. 37, 20. oktober 1965. 

13 Frode Jakobsen, „Danmark og NATO efter 1969“, Verdens Gang, 10. december 1965, s. 296-301. 

14 Frode Jakobsen i Politiken 28. oktober 1965. Citeret efter Sven Ove Gade, Frode Jakobsen. En biograf, 

2004, s. 437. 

15 Jf. kap. 57. 


gjorde i forlængelse heraf, hvad det kunne for at fremme det sovjetiske mål. 

På partiets 22. kongres i 1965 opfordrede partiformand Knud Jespersen til 

dansk udmeldelse af NATO: 

„I dag har vi endog den amerikanske politiker George Kennans ord for, at 

alle begrundelser for NATO’s oprettelse var frit opfundet og fabrikeret af det 

amerikanske krigsministerium i „Pentagon“ og savner ethvert politisk vurderings 

dækning. Det er tid nu til at overgå til en fri og selvstændig dansk udenrigspolitik.“ 

16 

Hverken DKP’s eller Sovjetunionens pres påvirkede øjensynligt regeringens 

holdning til alliancemedlemskabet. I sin åbningstale til Folketinget i oktober 

1965 anførte statsminister Jens Otto Krag, at det danske medlemskab af 

NATO „uforandret“ var „et betydningsfuldt led i dansk udenrigspolitik.“ 

Desuden forklarede han, at alliancen udøvede „en stabiliserende virkning i 

det atlantiske område og i verden som helhed.“ 17 Talen blev støttet af oppositionens 

højre side – Venstre, Liberalt Centrum, De Uafhængige og Det Konservative 

Folkeparti – medens Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre 

var i opposition hertil. Hvad angik udtalelserne fra Venstre og Det 

Konservative Folkeparti, var der en vigtig nuanceforskel. Således forklarede 

formanden for Venstres folketingsgruppe Poul Hartling, at hans parti var af 

den opfattelse, at det var et „naturligt“ udgangspunkt for de kommende overvejelser, 

at Danmark „fortsat“ skulle være „partner i et bredt atlantisk alliancesystem“. 

Samtidig var det dog Venstres opfattelse, at danskerne med „åbent 

sind“ måtte „studere de tanker og analyser“, der måtte komme frem om 

spørgsmålet i de efterfølgende år. 18 De konservatives Poul Møller var mere 

kontant i sine formuleringer, idet han pegede på, at NATO havde haft en stabiliserende 

funktion i verdenspolitikken, og at man ikke ville være kommet så 

langt med afspændingsbestræbelserne, som tilfældet var, hvis det ikke havde 

været for NATO. Overhovedet mente de konservative, at den tendens „der for 

tiden gør sig så stærkt gældende i visse kredse til absolut at ville finde en afløsning 

for NATO“ overså, at sammenhold og solidaritet i den vestlige verden 

var en forudsætning for fredens opretholdelse. Poul Møller anbefalede samtlige 

danske partier at medvirke til at „finde frem til løsninger, som gør det muligt 

at bevare NATOs forsvarssystem“. 19 

For Det Radikale Venstre tog Hilmar Baunsgaard afstand fra det, som han 

betragtede som regeringens og højreoppositionens meget doktrinære sym- 

16 Knud Jespersen, „Nye perspektiver for Danmark“, Tiden, 26. årg., nr. 6-7, 1965, s. 211-25, citeret 

s. 221. 

17 Statsministeren (J. O. Krag), „Folketingets åbning“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 

1965-66, 5. oktober 1966, sp. 3-23, citeret sp. 19-22. 

18 Poul Hartling, „Folketingets åbning“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1965-66, 19. oktober 

1966, sp. 105-20, citeret sp. 107. 

19 Poul Møller, „Folketingets åbning“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1965-66, 19. oktober 

1966, sp. 120-47, citeret sp. 126. 


pati for det danske alliancemedlemskab. Baunsgaard anførte, at hans parti 

„for lang tid siden“ havde „rejst kravet om, at alle forudsætninger, der knytter 

sig til vort medlemskab af Atlantpagten, taget op til en nærmere vurdering i 

god tid før 1969.“ 20 Angiveligt havde tingets øvrige partier dog „anset det for 

utidigt“ af Det Radikale Venstre „overhovedet at rejse spørgsmålet om en vurdering 

af dyberegående og mere langvarig karakter.“ Baunsgaard understregede, 

at Det Radikale Venstre ikke havde taget endeligt stilling til spørgsmålet, 

men partiet ønskede undersøgt, om et fortsat medlemskab af NATO var 

en farbar vej for Danmark efter 1969. Et af de argumenter, Baunsgaard tog i 

anvendelse, var, at den danske alliancebeslutning i 1949 var blevet truffet 

uden en folkelig debat, og uden at beslutningen var blevet grundigt „undersøgt 

og overvejet.“ 21 

Ikke overraskende havde Aksel Larsen og med ham Socialistisk Folkeparti 

en tilsvarende opfattelse. Imidlertid fremgik det eksplicit af Aksel Larsens indlæg 

– også mere eksplicit end i Baunsgaards – at et nordisk forsvarsarrangement 

var at foretrække frem for NATO-medlemskabet. Aksel Larsen forklarede, 

at „Danmark ikke alene folkeligt, kulturelt og historisk hører sammen 

med Norden, men også at et udvidet nordisk samarbejde vil være til fordel såvel 

for Danmark som for de øvrige nordiske lande. Jeg er aldeles sikker på, at 

i udenrigspolitisk og i sikkerhedspolitisk henseende bør vi absolut orientere 

os mod Norden.“ Desuden anførte han, at der allerede var uofficielle samtaler 

i gang herom i Norge og i Sverige. 22 

Ganske som i foråret 1965 gjorde Per Hækkerup i den efterfølgende debat 

en indsats for at modarbejde de neutralistiske tendenser i tinget. Han forklarede 

i flere indlæg, at regeringen og Socialdemokratiet var af den opfattelse, 

at spørgsmålet om det danske alliancemedlemskab efter 1969 måtte ses i lyset 

af, hvorledes situationen aftegnede sig på det tidspunkt: „Intet menneske, 

tror jeg, vil kunne stå frem og fortælle os med usvigelig sikkerhed, hvordan 

den udenrigspolitiske situation ser ud i 1968, 1969 og 1970“. Hvad angik ønsket 

om en ekspertundersøgelse af vilkårene for fremtidens danske alliance- 

20 Allerede i foråret 1964 havde folketingsmand Helge Larsen i det radikale blad „Fremsyn“ argumenteret 

for, at Danmark burde arbejde for en international udvikling, hvor NATO og Warszawapagten 

blev gjort overflødige; jf. „Nato-traktaten og Gomulka-plan“ (leder, sign. H.L.), Fremsyn, 1. 

årg., nr. 4, 1964, s. 14. Og på de radikales landsmøde i sommeren 1964 havde partiet besluttet, at det 

ville kræve, at medlemskabet ikke blev videreført „uden at befolkningen er spurgt“. Citeret efter 

„Landsmødeudtalelser om:“, Fremsyn, 1. årg., nr. 6, 1964, s. 6. I januar 1966 havde K. Helveg Petersen 

direkte ytret ønske om en undersøgelse om Danmarks sikkerhedspolitiske problemer. „Heri maa 

blandt andet indgaa alle forhold, der knytter sig til vort medlemskab af Nato samt til en løsning på 

nordisk basis“, skrev han; jf. K. Helveg Petersen, „NATO og Nordisk Forsvarsforbund“, Skive Folkeblad, 

18. januar 1966. 

21 Hilmar Baunsgaard, „Folketingets åbning“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1965-66, 

19. oktober 1966, sp. 147-70, citeret sp. 167. 

22 Aksel Larsen, „Folketingets åbning“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1965-66, 19. oktober 

1966, sp. 171-90, citeret sp. 175; jf. sp. 174. 


politik udtalte Hækkerup, at regeringen ikke havde noget imod en sådan 

undersøgelse, men 

„formuleringen af politikken på dette område kan ikke, må ikke og skal 

ikke blive videnskabsmændenes sag. I hele den måde hvorpå problemet er 

opstået i den allerseneste tid, ser man klart og tydeligt en sammenblanding 

af politiske hensigter og videnskabelige hensigter, og jeg synes, at det ærede 

medlem hr. Baunsgaard ikke selv er fri for at gøre sig skyldig i denne 

sammenblanding, når det ærede medlem af sin undersøgelse både af 

NATO og af vilkårene for sammenbruddet af de nordiske forhandlinger i 

1948-49 på forhånd drager den konklusion, at nu bliver planerne og tankerne 

om et nordisk forsvarsforbund realistiske igen.“ 23 

Ifølge Hækkerup måtte man lade videnskabsfolkene gøre det, som de var 

gode til, det vil sige at analysere, medens politikerne skulle gøre det, som de 

var valgt til, nemlig at formulere politik. Hvad angik Aksel Larsens udtalelse 

om, at der pågik uofficielle undersøgelser i Norge og Sverige om muligheden 

af at etablere en nordisk forsvarspagt, så kendte regeringen ikke noget hertil. 

Heller ikke den norske og den svenske regering kendte noget til sådanne 

drøftelser. Det eneste korrekte i Aksel Larsens påstand var, at den svenske regering 

havde søsat en „historisk undersøgelse af begivenhedsforløbet i de nordiske 

forhandlinger i 1948-49“. 24 Hækkerups afvisende holdning til dansk udmeldelse 

af NATO svarede til det synspunkt, han havde fremlagt i den folkeoplysende 

bog „Danmarks Udenrigspolitik“ fra 1965: „Hvis NATO-rammen 

skulle falde bort, ville konsekvensen for os blive, at vi blev mere afhængige 

end nu af de magter, der militært behersker Østersøkysten. Historien lærer 

os, at Danmark kun vanskeligt kan unddrage sig et afhængighedsforhold til 

den stærkeste Østersømagt. Uden NATO vil vi blive en brik i et muligvis farligt 

spil mellem Tyskland og Sovjetunionen.“ 25 Danmark skulle forblive i 

NATO. 

Den internationale udvikling (1966) 

Hvor kritikerne af alliancemedlemskabet gennem 1965 havde vanskeligt ved 

at opnå lydhørhed i debatten, så indtraf der i begyndelsen af 1966 en begiven- 

23 Per Hækkerup, „Folketingets åbning“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1965-66, 19. oktober 

1966, sp. 279-92, citeret sp. 287. 

24 Sst., citeret sp. 288. 

25 Per Hækkerup, Danmarks Udenrigspolitik, 1965, citeret s. 111. Det er i litteraturen anført, at det var 

Udenrigsministeriets embedsmænd, der skrev Hækkerups bog; Kristine K.N. Midtgaard, Småstatens 

offensive magt- og sikkerhedsstrategi. En analyse af FN-politikkens status og rolle i dansk sikkerhedspolitik 1949- 

65, 2003, s. 3 (note 2); Nikolaj Bøgh, Hækkerup, 2003, s. 171-72. Der er dog næppe tvivl om, som det 

også er opfattelsen i de to ovennævnte værker, at det var Hækkerups synspunkter, der kom til udtryk 

i bogen. 


hed, der gav dem opmærksomhed. Som reaktion på USA’s stigende indflydelse 

i Vesteuropa og USA’s politik i Asien bekendtgjorde den franske præsident 

Charles de Gaulle 10. marts 1966, at Frankrig ville forlade NATO’s integrerede 

militære samarbejde. De Gaulles udtalelse var ventet. 26 Siden begyndelsen 

af 1960erne havde Frankrig fjernet flere af sine skibe fra NATO’s flåde 

i Middelhavet, og op til udtalelsen havde Frankrig trukket sig ud af den sydøstasiatiske 

forsvarspagt SEATO. I Danmark gav Frankrigs udtræden af NATO’s 

integrerede samarbejde partierne anledning til at markere deres standpunkter 

til det danske medlemskab. 

Forsvarsminister Victor Gram udtalte 14. marts 1966 i et interview i den finske 

radio, at den varslede franske udmelding af NATO’s integrerede militære 

samarbejde ikke ville få konsekvenser for Danmarks NATO-medlemskab. 

Grams argument var, at et nordisk forsvarsforbund ikke kunne gøre det ud for 

NATO. 27 Udtalelsen må ses som en reaktion på og tilbagevisning af de ovenfor 

anførte sovjetiske forsøg på at få gjort Norden til et alliancefrit område. 28 

Socialistisk Folkeparti stillede 31. marts 1966 forslag om nedsættelse af en 

parlamentarisk kommission, der skulle undersøge, hvorvidt Danmark skulle 

forblive i NATO efter 1969. 29 Forslaget blev forkastet i september samme år. I 

stedet blev der nedsat et folketingsudvalg, der skulle underkaste spørgsmålet 

yderligere overvejelse. 30 

Jens Otto Krag skrev 5. maj 1966 en meget opsigtsvækkende artikel i „Information“. 

Krag indledte artiklen således: „Da NATO blev dannet i 1949, blev 

det under andre forudsætninger end de nuværende“. 31 Artiklen kunne opfattes 

som udtryk for en afmålt holdning til alliancemedlemskabet, men det vil 

næppe være en rimelig tolkning. Det som Krag med sin artikel antydede, udtrykte 

han klart i en tale i den vesttyske by Aachen et par uger senere. Her forklarede 

han: „Jeg er overbevist om, at NATO’s eksistens er en af de mest fundamentale 

forudsætninger for den afspænding, vi har set mellem Øst og Vest. 

Hermed er imidlertid ikke sagt, at der ikke kan være grund til nærmere at 

overveje, hvordan den udvikling, der har fundet sted, kan afspejles i NATO’s 

politiske målsætninger.“ 32 Krag lagde i såvel den danske presse som i internationale 

forsamlinger op til, at NATO ikke blot skulle fungere som en forsvarsalliance 

i traditionel forstand, men også som et redskab i de igangværende afspændingspolitiske 

bestræbelser mellem Øst og Vest (mere herom nedenfor). 

26 Eksempelvis Niels J. Haagerup, „Danmark – Norden og NATO“, Fremtiden, 20. årg. nr. 9, november 

1965, s. 5-6. 

27 Avisårbogen 1966, s. 43. 

28 Bent Jensen, Tryk og tilpasning, s. 106-107. 

29 Forslaget kom til forhandling 31. marts 1966. Gengivet i Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 

1965-66, sp. 4672-4691 jf. Folketingsårbog 1965-66, 1966, s. 572-75. 

30 „Udvalgsarbejde om vort NATO-forhold“, Information, 1. september 1966. 

31 Jens Otto Krag, „Nye opgaver for NATO bør overvejes i dag“, Information, 5. maj 1965. 

32 Citeret efter Bo Lidegaard, Jens Otto Krag 1962-1978, 2002, s. 286. 


Ifølge „Information“ var Krags initiativ et forsøg på at bevare enheden i 

NATO, efter at Frankrig havde erklæret, at det ønskede at træde ud af 

NATO’s integrerede militære samarbejde. 33 

Det Radikale Venstre vedtog på partiets landsmøde i maj 1966 en resolution, 

hvoraf det fremgik, at partiet ønskede en folkeafstemning om fortsat 

dansk medlemskab af NATO. 34 Med dette krav var de radikale i pagt med 

knap halvdelen af den danske befolkning. En samtidig Gallup-undersøgelse 

viste kort efter, at et relativt flertal på 42 pct. af den danske befolkning i sommeren 

1966 var enig i kravet. Et mindretal på 17 pct. var modstander af en 

folkeafstemning, medens 41 pct. af de adspurgte ikke vidste, hvad de skulle 

svare. 35 

Endelig offentliggjorde Ole Bjørn Kraft i juni 1966 en kronik, hvor han i 

direkte polemik mod Det Radikale Venstre anførte, at en „opløsning af NATO 

ville være et tilbagefald til førkrigstidens splittelse og svage Europa“. 36 

Udenomsparlamentarisk pres og Socialdemokratiets 

samarbejde med SF (1965-1968) 

Folketingsvalget 22. november 1966 blev udskrevet på spørgsmålet om indførelse 

af kildeskatten. 37 Selvom venstrefløjen søgte at inddrage udenrigs- og 

sikkerhedspolitikken, herunder Danmarks alliancemedlemskab, i valgkampen 

spillede disse ikke nogen større rolle i debatterne. 38 Valget førte til en eksempelløs 

parlamentarisk situation. Ganske vist mistede Socialdemokratiet 7 

mandater, men alligevel opstod der for første gang i danmarkshistorien et socialistisk 

flertal, idet Socialistisk Folkeparti fordoblede sit mandattal til 20. 

Sammenlagt havde de to partier 89 mandater foruden et nordatlantisk mandat, 

der tilsluttede sig Socialdemokratiet; det vil sige absolut flertal. 39 Umiddelbart 

efter, at valgets resultat stod klart, blev der indledt forhandlinger om 

en regering bestående af Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti. Efter 

fire dages forhandlinger erklærede Aksel Larsen, at Socialistisk Folkeparti 

33 „Krags nye NATO-kurs“ (leder, sign. e.l.), Information, 7.8. maj 1966. 

34 „Fællesmarkedet og vælgernes stilling“, Politiken, 8. maj 1966. 

35 Ugens Gallup nr. 25, 1966, „Danmark og NATO“; http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ 

ug_1966_25.pdf. Offentliggjort 10. juli 1966. Set 16. september 2004. 

36 Ole Bjørn Kraft, „Hvis NATO blev ophævet“ (kronik), Aarhus Stiftstidende, 10. juni 1966. Ole Bjørn 

Kraft gentog det synspunkt adskillige gange de følgende år, jf. eksempelvis „Nato må fortsætte“, 

Aktuelt, 22. juli 1968. 

37 Se hertil K.B. Andersen, „J.O. Krags regeringsår og oppositionsårene 1962-71“, i J.O. Krag og K.B. 

Andersen, Kamp og fornyelse. Socialdemokratiets indsats i dansk politik 1955-71, 1971, s. 321-23; Tage 

Kaarsted, Dansk politik i 1960’erne. Taktik og strategi, s. 52. 

38 Niels Jørgen Haagerup, „Vor aktive udenrigspolitik“, Fremtiden, 21. årg., nr. 10, december 1966, s. 

5-13, her s. 5; samme, „Valget og udenrigspolitikken“, Fremtiden, 21. årg., november 1966, s. 5. 

39 Hanne Rasmussen og Mogens Rüdiger, Tiden efter 1945, s. 476. 


ikke ønskede at gå i regering med Socialdemokratiet, da sidstnævnte afviste 

en reduktion af forsvarsbudgettet på 30 pct. over de følgende tre år. Desuden 

var der uoverensstemmelser om boligpolitikken. 40 Krag etablerede derfor en 

socialdemokratisk mindretalsregering. Ved den lejlighed overtog Krag frem 

til 1. oktober 1967 embedet som udenrigsminister, således at han bestred såvel 

stats- som udenrigsministerembedet. Per Hækkerup blev i stedet udnævnt 

til politisk ordfører og formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe. 

„Politisk Revy“ og „SF Bladet“ 

Allerede ved Folketingets åbning i første uge af december 1966 slog statsog 

udenrigsminister Krag fra Folketingets talerstol fast, hvori regeringens sikkerhedspolitik 

bestod: „Danmarks udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og markedspolitik 

er uændret“. 41 Med den formulering søgte Krag formentlig at mane 

enhver uro over Socialistisk Folkepartis potentielle indflydelse på den nye regerings 

politik i jorden. 

I de følgende måneder og år blev sikkerhedspolitikken indirekte tematiseret 

gennem en stadig mere intens debat om problemstillinger, der havde 

forbindelse med Danmarks allierede og disses ageren i international politik. 

Med artikler om sådanne forhold forsøgte en del af den politiske venstrefløj 

og det udenomsparlamentariske miljø at kaste et negativt skær over Danmarks 

medlemskab af NATO. Den del af debatten fandt sted i venstreorienterede 

tidsskrifter. Et hovedspørgsmål var Vietnam-krigen. Gennem en årrække 

blev denne taget op i næsten hvert eneste nummer af Socialistisk Folkepartis 

medlemsblad „SF Bladet“. Et fællestræk ved artiklerne og annoncerne 

i „SF Bladet“ var et budskab om, at Danmark burde vise solidaritet med 

den vietnamesiske befolkning og tage afstand fra den amerikanske krigsførelse. 

42 

Det var også linjen i det venstreorienterede 14-dagesblad „Politisk Revy“. 

Fra 1965-1966 og de følgende år bragte dette magasin utallige artikler om 

Vietnamkrigen. Artiklerne i „Politisk Revy“ var meget insisterende og fordømmende 

i deres karakteristik af USA’s Vietnampolitik. „Politisk Revy“ bragte 

ikke blot meget kritiske artikler om den amerikanske krigsførelse. Det offentliggjorde 

også talrige fotografier af sønderlemmede kroppe samt beretninger 

40 Tage Kaarsted, Dansk politik i 1960erne, s. 55. 

41 Stats- og udenrigsministeren (J. O. Krag), „Erklæring af statsog udenrigsministeren“, 

Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1966-67, 6. december 1966, sp. 4-6, citeret sp. 6. 

42 Se til eksempel Carl Scharnberg, „Uden nåde. Sandheden om Vietnam“, SF Bladet, 7. årg. nr. 83, 

december 1966, s. 4-5; „Bomber over Nordvietnam“, SF Bladet, nr. 2, januar 1967, s. 5. „Flyvende ligkister 

skal fortsat overflyve Danmark“ (forsideartikel), SF Bladet, 8. årg., nr. 3, 11. januar 1967; „De 

fører krig mod folket“, SF Bladet, 8. årg., nr. 4, 14. januar 1967, s. 6-7. For et eksempel på en annonce 

se „Også De har et ansvar“ (Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed), SF Bladet, 7. årg. nr. 

83, december 1966, s. 5. 


af mere teknisk karakter om, hvilke våbentyper der blev benyttet i krigen. 43 

Det var stærke beretninger, og det var stærke billeder, der gjorde indtryk på 

læserne. I forlængelse heraf berettede tidsskriftet også udførligt om Russelltribunalets 

kritik af den amerikanske krig, og „Politisk Revy“ var mediet, hvor 

der blev stillet nådesløst skarpt på raceproblemer og afroamerikanernes rettigheder 

i USA. 44 I artiklerne blev USA fremstillet som et verdensimperialistisk 

land, der dagligt forbrød sig mod Genèvekonventionen, og hvor den 

hvide overklasse reelt praktiserede apartheid over for den sorte underklasse. 45 

Endelig fokuserede tidsskriftet på blandt andet britiske og franske krige i den 

tredje verden; navnlig i Afrika. 46 Dermed tegnede „Politisk Revy“ et meget kritisk 

billede af både USA og NATO men også af flere NATO-landes imperialistiske 

politikker. I den forstand var der en tendens til, at „Politisk Revy“ 

udstrakte kritikken af den amerikanske Vietnampolitik til en generel kritik 

af USA. 

Artiklerne i „SF Bladet“ og „Politisk Revy“ behandlede temaer, der blev opfattet 

som væsentlige i samtiden. I 1966 viste en Gallup-undersøgelse, at 51 

pct. af de adspurgte var modstandere af den amerikanske Vietnam-politik, 

medens over halvdelen af de adspurgte frygtede, at den amerikanske krig ville 

få konsekvenser for verdensfreden. 47 Tilsvarende var kampen for borgerrettigheder 

i USA et tema, som mange i samtiden betragtede med sympati. Herom 

vidner samtidige amerikanske forsøg på at overbevise danskerne om, at 

afroamerikanerne fik stadigt bedre forhold i USA. 48 Og det er hævet over enhver 

tvivl, at kampen for koloniernes frigørelse var noget, som mange på den 

politiske venstrefløj engagerede sig i, fordi de fandt emnet vigtigt i sig selv. 

43 Jf. eksempelvis Ulrich Horst Petersen, „Magtpolitikken og de magtesløse“, Politisk Revy, nr. 71, 4. 

årg., januar 1967, s. 13-14; Ellen Bruun, „Den ublodige død“, Politisk Revy, nr. 74, 4. årg., marts 1967, 

s. 2-4; Lelio Basso, „Hvorfor Vietnam vil vinde krigen“, Politisk Revy, nr. 77, 4. årg., april 1967, s. 2-4; 

jf. Ebbe Kløvedal Reich, Efter krigen – før freden. Tolv Mands-Minde-foredrag, 2004, s. 71. 

44 Efter en høring i Stockholm i maj 1967, afholdt Tribunalet en høring i Roskilde i november samme 

år. Oprindeligt havde den danske regering forsøgt at forhindre afholdelsen af høringen, men efter 

pres fra blandt andre Ebbe Reich, der på det tidspunkt var i redaktionen af „Politisk Revy“, lykkedes 

det alligevel at gennemføre den; jf. Ebbe Kløvedal Reich, Efter krigen – før freden, s. 68-74. 

45 Jf. eksempelvis Stokeley Carmichael, „Black Power“, Politisk Revy, nr. 81, 4. årg., juli 1967, s. 13; 

„Patrick-X“, Politisk Revy, nr. 83, 4. årg., august 1967, s. 8-9; Jacques Hersh, „White Power – historisk 

belyst“, Politisk Revy, nr. 85, 5. årg., september 1967, s. 5-6; „Ikke en reformistisk bevægelse“, Politisk 

Revy, 5. årg., oktober 1967, s. 4; Bente Hansen, „USA er overalt. Interview med Stokeley Carmichael“, 

Politisk Revy, nr. 91, 5. årg., december 1967, s. 2. 

46 Jf. eksempelvis Ellen Bruun og Ebbe Reich, „Verdens konflikter i 1967“, Politisk Revy, nr. 70, 4. årg., 

januar 1967. 

47 Ugens Gallup, „Øget modvilje med U.S.A.’s Vietnam-politik. Og øget frygt for risikoen“; 

http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1966_10.pdf. Offentliggjort 20. marts 1966. Set 

24. september 2004. 

48 I perioden fra april 1955 til oktober 1964 udgav den amerikanske ambassade bladet Labor-Nyt. Fra 

det amerikanske produktionsliv. Bladet var henvendt til den danske fagbevægelse. I bladet blev der tegnet 

et billede af, at den amerikanske arbejderbevægelse opnåede stadigt bedre vilkår. Afroamerikanernes 

forhold blev ofte tematiseret, og det efterladte indtryk var, at amerikanske myndigheder 

behandlede dem godt og at den sorte del af befolkningens vilkår blev forbedret. 


Men det er lige så vigtigt at understrege, at de mange artikler, der kastede et 

negativt lys over aspekter af amerikansk, men også britisk og fransk udenrigspolitik, 

også havde en instrumentel karakter i agitationen mod det danske 

medlemskab af NATO. 

„Politisk Revy“ havde gennem 1966 og 1967 offentliggjort flere artikler om 

Danmarks forhold til NATO. Blandt andet havde tidsskriftet op til folketingsvalget 

i 1966 uden held forsøgt at gøre spørgsmålet til et af valgets hovedtemaer. 

49 I de følgende år offentliggjorde bladet flere artikler, der tematiserede 

alliancemedlemskabet. Men heller ikke disse artikler havde den ønskede 

virkning. Danskerne tog ikke i stigende grad afstand fra alliancemedlemskabet. 

Ifølge en artikel fra 1968 havde de fejlslagne kampagner været en 

af årsagerne til, at bladet i stigende grad satte kritisk fokus på de sider af amerikansk 

udenrigspolitik, der kunne vække anstød i befolkningen. 50 På et 

møde om venstresocialisme på Ryslinge Højskole i sommeren 1968 bekræftede 

Ebbe Reich, der sad i „Politisk Revys“ redaktion, at der for ham – og man 

må antage også for „Politisk Revy“ – var en sammenhæng mellem de kritiske 

artikler og ønsket om, at Danmark trådte ud af NATO: 

„De fleste af os vil dog foretrække en hvilken som helst form for neutralitet 

frem for NATO, men for os må det væsentligste dog være at afsløre NATO, 

nu vi er der, og for at komme ud af NATO.“ 51 

Ellen Bruun, der også var i redaktionen af „Politisk Revy“, udtalte under 

samme debat, at udgangspunktet for en meningsfuld debat om dansk sikkerhedspolitik 

måtte være at finde ud af, „hvad det er vi skal forsvare os imod“. 52 

Debatterne berørte indirekte Danmarks alliancemedlemskab. Selv om 

Danmark hverken havde indflydelse på USA’s, Frankrigs eller Storbritanniens 

udenrigspolitik eller disse landes interne forhold, pådrog man sig – ifølge kritikerne 

– et politisk og moralsk medansvar i kraft af NATO-medlemskabet. 

Det er vanskeligt at svare på, om og i givet fald hvilken betydning sådanne 

kampagner havde for danskernes syn på alliancemedlemskabet under ’arbejderflertallet’. 

En del af svaret findes i Gallups undersøgelser af danskernes syn 

på alliancemedlemskabet. De viste, at støtten til medlemskabet var stigende i 

1966 og 1967. I november 1965 og juni 1966 havde 41 pct. af de adspurgte væ- 

49 Ebbe Reich, „Det gælder valget“, Politisk Revy, nr. 67, november 1966. Allerede i foråret 1966 var 

bladet begyndt at fokusere på spørgsmålet, jf. Ebbe Reich, „Ingen trang til alternativ“, Politisk Revy, 

nr. 53, 3. årg., april 1966. 

50 „Apropos NATO“, Politisk Revy, nr. 30, 6. årgang, august 1968, s. 6. 

51 Ebbe Reich citeret s. 116 efter et debatindlæg af socialdemokraten Jørgen E. Petersen, hvor denne 

anførte, at såfremt man ønskede Danmark ud af NATO, så måtte man tænke i alternativer, for et alliancefrit 

Danmark var ikke at foretrække. Se hertil Jørgen E. Petersen, „Danmark og Europa“, 

Andreas Jørgensen, Ejvind Larsen og Preben Wilhjelm (red.), Venstresocialisme – analyse og debat, 1968, 

s. 110-114. 

52 Sst., s. 115. 


Sammenkædningen af NATO-spørgsmålet og 

USA’s politik i Vietnam blev også foretaget af 

DKP, som på denne udaterede løbeseddel. 

(ABA). 

ret tilhængere af NATO-medlemskabet, 

medens henholdsvis 13 og 17 

pct. havde været modstandere heraf. 

Ifølge to tilsvarende undersøgelser 

fra januar og oktober 1967, viste svarene 

en øget tilslutning til medlemskabet, 

idet henholdsvis 42 og 47 pct. 

var tilhængere heraf, medens andelen 

af modstandere ved begge undersøgelser 

var faldet til 14 pct. Ifølge 

Gallups analyse var den primære årsag 

til den øgede folkelige tilslutning, 

at NATO have bidraget til at fredeliggøre 

og stabilisere udviklingen i Europa; 

ganske som regeringens fremtrædende 

ministre, Krag og Hækkerup, 

gentagne gange havde understreget. 

53 

Under „arbejderflertallet“ 

Mandaternes fordeling på Christiansborg 

efter valget i 1966 førte til 

et tættere samarbejde mellem Socialdemokratiet 

og Socialistisk Folkepar- 

ti. At der ikke blev skabt en S-SF-regering var som nævnt udtryk for, at der var 

grænser for enigheden. 54 I sin åbningstale til Folketinget i oktober 1967 anførte 

statsminister Krag da også, at Danmarks sikkerhedspolitisk var „uændret“. 

55 Krag understregede, at regeringens overordnede alliancepolitiske målsætning 

var at fremme afspændingen gennem såvel De Forenede Nationer 

som NATO, og at regeringen ikke ønskede Danmark ud af alliancen. Dermed 

kunne man forvente, at Socialistisk Folkeparti i den efterfølgende debat ville 

kritisere regeringen for den holdning. Men kritikken udeblev. Næsten. I 

Folketingets åbningsdebat gik Aksel Larsen i rette med USA’s Vietnam-politik, 

som han mente, at regeringen skulle tage afstand fra. Imidlertid afstod 

han fra at diskutere det danske alliancemedlemskab efter 1969. Man kan anføre, 

at forhandlingerne om Krags åbningstale ikke umiddelbart førte til en 

debat om alliancemedlemskabet, og at det derfor var naturligt, at Larsen ikke 

53 Ugens Gallup nr. 45, 1967, „NATO i -67“; http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1967 

_45.pdf. Offentliggjort 3. december 1967. Set 24. september 2004. 

54 Tage Kaarsted, Dansk politik i 1960erne, s. 55. 

55 Statsministeren (J. O. Krag), „Folketingets åbning“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 

1967-68, 3. oktober 1967, sp. 1-20, her sp. 5-6. 


kom ind på spørgsmålet. Så meget mere bemærkelsesværdigt var det, at Aksel 

Larsen heller ikke kom ind på spørgsmålet, efter at udenrigsminister Hans 

Tabor bekræftede alliancemedlemskabet. 56 I det hele taget var det – i forhold 

til sikkerhedspolitikken og navnlig sammenlignet med Larsens stil, i den periode 

han var formand for DKP – en meget ordknap Aksel Larsen, der repræsenterede 

Socialistisk Folkeparti under åbningsdebatten. 57 

Udeblev debatten om alliancemedlemskabet i oktober 1967, dukkede den 

til gengæld op, da udenrigsminister Hans Tabor i november redegjorde for 

den udenrigspolitiske situation. Han udtalte, at regeringen flere gange havde 

opfordret USA til øjeblikkeligt at standse bombningerne i Vietnam i håb om, 

at der kunne etableres fred gennem forhandlinger. Det kritiske syn på amerikansk 

politik i den asiatiske konflikt fik dog ikke regeringen til at skifte synspunkt 

på alliancemedlemskabet. Herom udtalte Tabor kortfattet, at han „på 

ny“ ønskede „at slå fast“, at „Danmarks sikkerhedspolitik“ var „uforandret“. 

Vejen til den konklusion gik over en længere redegørelse for udviklingen i 

alliancens politik, hvor han anførte, at NATO og Warszawa-pagten ikke blot 

skulle opfattes som hinandens modsætninger, men også som forudsætninger 

for et internationalt politisk klima, hvor afspændingen havde gode vilkår. 

58 

I den efterfølgende meningsudveksling delte de politiske synspunkter sig i 

to grupper. Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre støttede 

udenrigsministerens redegørelse. 59 Ordførerne for Venstre og Det Konservative 

Folkeparti støttede begge regeringens ambition om at benytte NATO 

som et redskab for afspændingspolitikken. Samtidig tog de afstand fra venstrefløjens 

kritik af USA gennem Vietnam-krigen. Poul Møller udtalte direkte, 

at han fra Folketingets talerstol ønskede at vende sig 

„imod den antiamerikanisme, som trives så vel i Vesteuropa. Når man læser, 

hvad der sker i disse dage, og hvad der refereres for os i disse dage, må 

man jo tro, at det amerikanske folk er blevet en samling sadister, nazister 

eller stalinister, der begår de værste forbrydelser mod menneskeheden.“ 60 

56 Tabor bekræftede på ny dette standpunkt i en tale i Studenterforeningen 31. oktober 1967; jf. „Vi 

kan ikke undvære NATO“, Berlingske Tidende, 1. november 1967; „Det danske riges tarv“ (leder), 

Berlingske Tidende, 2. november 1967. 

57 Aksel Larsen, „Åbningsdebat“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 1967-68, 5. oktober 

1967, sp. 150-64, 234-41. 

58 Udenrigsministeren (Hans Tabor), „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. 

Forhandlinger i folketingsåret 1967-68, 16. november 1957, sp. 1321-40, citeret sp. 1332, jf. sp. 1322. 

59 Per Hækkerup, Per Federspiel og Poul Møller, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. 

Forhandlinger i folketingsåret 1967-68, 28. november 1967, sp. 1701-08, 1708-21, 1721-31. 

60 Poul Møller, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 

1967-68, 28. november 1967, citeret sp. 1724. 


Møller var selvsagt ikke enig i den karakteristik. Imidlertid var han ikke i tvivl 

om, hvorvidt den antiamerikanisme, som han genfandt blandt danske debattører, 

stammede fra den amerikanske krigsførelse i Vietnam. 61 

Fra Socialdemokratiets side gjorde Per Hækkerup en langt større indsats 

end repræsentanterne for Venstre og de konservative for at understrege 

NATO’s betydning for Danmarks sikkerhed. Således benyttede han meget af 

sin taletid til at forsvare det danske alliancemedlemskab. Desuden anførte 

han, at de forsøg, der undertiden blev gjort på at fremstille alternativer til 

NATO-medlemskabet, måtte betragtes som illusioner. 62 

I debatten stillede Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti sig i opposition 

til regeringen. Det Radikale Venstres politiske ordfører K. Helveg 

Petersen stod for en traditionel radikal linje i debatten, idet han udtrykte sympati 

for den del af den danske befolkning og enighed med den del af debatmiljøet, 

der tog afstand fra den amerikanske krig i Vietnam. Han forklarede: 

„Når man nu taler om antiamerikanisme, og det gør man – hr. Poul Møller 

var inde på det for et øjeblik siden i forbindelse med kritikken af krigsførelsen 

i Vietnam – må man ikke glemme, at et voksende antal borgere i 

USA er imod denne krig. Jeg har ingen antiamerikanisme, jeg har ingen 

synspunkter af den art, men jeg identificerer mig med den voksende 

gruppe amerikanere, der vender sig imod den fortsatte krig i Vietnam.“ 

Ifølge K. Helveg Petersen var det et væsentligt problem ved den amerikanske 

krigsførelse, at den var i strid med internationale konventioner, og at den 

indebar en risiko for krig med Kina. Krigshandlingerne og bombningerne af 

Nordvietnam foregik nemlig kun få kilometer fra den nordvietnamesisk-kinesiske 

grænse, og der skulle blot et enkelt uheld til, for at påbegynde en storkrig, 

forklarede han. I den forbindelse støttede K. Helveg Petersen den kritik, 

der blandt andet var blevet fremført i flere venstrefløjsorganer, og som gik ud 

på, at Danmark gennem alliancemedlemskabet havde et medansvar for den 

amerikanske krig. Kritikken til trods anbefalede K. Helveg Petersen ikke udmeldelse 

af NATO. I stedet var det hans – og de radikales – opfattelse, at 

diskussionen herom skulle vente, indtil der forelå en hvidbog om alliancemedlemskabet 

og eventuelle alternativer til dette. Imidlertid var det klart Det 

Radikale Venstres vurdering, at NATO i højere grad, end tilfældet var, skulle 

benyttes i afspændingspolitikkens tjeneste. 63 

Socialistisk Folkeparti var i folketingsdebatten repræsenteret ved Kai Moltke 

og Gert Petersen. Førstnævnte betonede i sit indlæg USA’s ansvar for den blo- 

61 Sst., sp. 1725. 

62 Per Hækkerup, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 

1967-68, 28. november 1967, sp. 1701-1708. 

63 K. Helveg Petersen, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 

1967-68, 28. november 1967, sp. 1742-54, citeret sp. 1744. 


dige krig i Vietnam, 64 medens sidstnævnte tog sig af spørgsmålet om det danske 

alliancemedlemskab. Arbejdsdelingen mellem Moltke og Petersen var signalgivende, 

idet Moltke stod på venstrefløjen i Socialistisk Folkeparti, medens 

Petersen nærmest stod på linje med Aksel Larsen i partiets interne politiske 

strid. 65 Gert Petersen udtalte kortfattet, at det var Socialistisk Folkepartis mål 

at få Danmark meldt ud af NATO. Argumentet var, at Danmark kunne „gøre 

bedst fyldest stående uden for de magtblokke, der bremser afspændingen.“ 66 

Set i lyset af „SF Bladets“ mange artikler om USA’s krig i Vietnam samt 

diskussionerne om det danske alliancemedlemskab må det have været en 

overraskelse for de fleste af Folketingets medlemmer, at Socialistisk Folkeparti 

ikke var mere udfarende i debatten. Imidlertid kom det næppe som en overraskelse 

for Socialdemokratiets inderkreds. I sine erindringer har Hans Tabor 

beskrevet, hvordan Aksel Larsen opsøgte ham i Udenrigsministeriet forud for 

folketingsdebatten og understregede, at regeringen „ikke skulle tage SF’s bemærkninger 

i folketingssalen alt for alvorligt.“ 67 At Aksel Larsen gav Tabor 

den besked, må forekomme overraskende i betragtning af Socialistisk Folkepartis 

sikkerhedspolitiske synspunkter. Umiddelbart kan det forklares med 

Aksel Larsens „katalysatorstrategi“, der gik ud på, at Socialistisk Folkeparti efter 

Larsens opfattelse ville opnå størst indflydelse på regeringens politik gennem 

en tilnærmelse til Socialdemokratiet og en accept af, at politisk indflydelse 

var betinget af evnen og viljen til at indgå kompromisser på 

Christiansborg. 68 Andetsteds i Hans Tabors erindringer skriver han: „Og uanset 

at Aksel Larsen – i den udstrækning han repræsenterede SF – betydeligt 

havde nedtonet sine angreb på NATO var samarbejdet mellem de to partier 

[Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet, anm.] selv i de hjerteligste stunder 

aldrig blevet udstrakt til at omfatte Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik.“ 

69 

Den loyale oppositionsrolle fra Socialistisk Folkepartis side var et gennemgående 

fænomen under ’arbejderflertallet’; december 1966 til januar 1968. I 

forbindelse med finanslovsforhandlingerne i marts 1967 (finansåret begyndte 

på daværende tidspunkt 1. april) antydede de borgerlige partier, at de ville 

gøre finansloven til et kabinetsspørgsmål. Det stillede regeringen i en vanske- 

64 Kai Moltke, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 

1967-68, 28. november 1967, sp. 1732-37. 

65 Denne vurdering er baseret på, at Gert Petersen var én af de politikere, der i slutningen af 1967 

forsøgte at forhandle et kompromis i stand mellem partiets venstrefløj og de såkaldte „larsenister“ 

og at han i den sammenhæng argumenterede for en fortsættelse af Aksel Larsens politiske linje. Om 

fløjkrigen i Socialistisk Folkeparti se Bent Gravesen, Strategi i forandring. SF 1959-89. Udviklingen i SF’s 

strategi og politiske profil, 1989, s. 62-63. 

66 Gert Petersen, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i folketingsåret 

1967-68, 28. november 1967, sp. 1737-42, citeret sp. 1742. 

67 Hans Tabor, Diplomat blandt politikere. Erindringer, 1995, citeret s. 208. 

68 Katalysatorstrategien er omtalt i Kurt Jacobsen, Aksel Larsen – en politisk biografi, 1993, s. 572-73. 

69 Hans Tabor, Diplomat blandt politikere. Erindringer, citeret s. 218. 


lig situation, for der var tradition for, at Socialistisk Folkeparti på grund af forsvarsudgifterne 

og forholdet til NATO undlod at stemme for den samlede lov. 

Ved den lejlighed udtalte statsminister Krag, at Socialistisk Folkeparti måtte 

være sig sit ansvar bevidst og sikre lovens vedtagelse. Aksel Larsen svarede, at 

„da visse partier havde gjort afstemningen til en afstemning for eller imod regeringen, 

ville SF under sådanne vilkår stemme for.“ 70 Derpå blev loven vedtaget. 

Aksel Larsen og Socialistisk Folkeparti havde reddet regeringens liv. 

Samtidig havde Aksel Larsen formelt sanktioneret forsvarsbudgettet, der var 

vigtigt for den danske alliancepolitik. 

Intern splittelse i Socialistisk Folkeparti (1967-1968) 

Støtten til regeringen, der således i praksis også omfattede NATO-politikken, 

resulterede i intern splittelse i Socialistisk Folkeparti. I første omgang kom 

splittelsen til udtryk på partiets kongres i juni 1967. På det tidspunkt blev 

Morten Lange og Gert Petersen – der begge stillede sig på linje med Aksel 

Larsen – stemt ud af partiledelsen og erstattet af repræsentanter for partiets 

venstrefløj. Og på samme kongres vedtog partiet en udenrigspolitisk udtalelse, 

ifølge hvilken Danmark skulle træde ud af NATO og i stedet orientere 

sig mod Norden, der af stormagterne skulle gøres til et garanteret og neutralt 

kernevåbenfrit område. Med reference til partiets støtte til finansloven udtalte 

kongressen tillige, at partiet ikke blot skulle modvirke forøgelsen af forsvarsudgifterne, 

men virke for deres nedskæring og afskaffelse. 71 Folketingsgruppen 

og Aksel Larsen blev sat på plads af partiets hovedbestyrelse. 

Men dermed var krisen i Socialistisk Folkeparti ikke bragt til ende. Efter et 

møde i partiets hovedbestyrelse i september 1967 kritiserede hovedbestyrelsen 

offentligt folketingsgruppen for, at den „praktisk taget“ havde „glemt“ 

udenrigspolitikken i det daglige arbejde. Det var så meget mere kritisabelt 

som folketingsgruppen på trods af „kongressens kraftige henstillinger om at 

gå stærkt ind i agitationen for udmeldelse af NATO inden fristens udløb i foråret 

68, ikke var planlagt et eneste initiativ fra folketingsgruppens side, og at 

det stående SF-forslag om en afrustningskommission endog var frafaldet.“ 

Partiets hovedbestyrelse pålagde derfor folketingsgruppen, at den skulle 

„fremsætte dagsordensforslag med opfordring til regeringen om straks inden 

udløbet af NATOs opsigelsesfrist i foråret 68 ved henvendelse til USAs og 

USSRs regeringer at skaffe oplyst, om disse to stormagter er villige til gensidigt 

at garantere neutraliteten af et totalt afrustet Danmark.“ 72 Og sådan fort- 

70 Citeret efter Kurt Jacobsen, Aksel Larsen – en politisk biografi, s. 582. 

71 „Aksel Larsen omringet“, Politiken, 19. juni 1967. 

72 „Folketingsgruppens arbejdsprogram“, SF Bladet, 8. årg., nr. 62, 21. oktober 1967, s. 4. 


satte striden i partiet. 73 Kulminationen indtraf i december 1967, da knap en 

tredje-del af partiets folketingsmedlemmer valgte at stemme imod et af regeringen 

fremsat forslag om at indefryse en dyrtidsportion. Aksel Larsen havde 

ellers anbefalet, at partiet skulle stemme for. Situationen førte til regeringens 

fald. Umiddelbart efter afholdt partiet en ekstraordinær kongres, hvor Aksel 

Larsen opnåede støtte til sin politiske kurs. Forudsætningen var, at han opgav 

de to poster som partiformand og formand for folketingsgruppen. Kort tid efter 

kongressen blev Socialistisk Folkeparti delt, da en gruppe af dets folketingsmedlemmer 

valgte at forlade Socialistisk Folkeparti og i stedet stifte 

Venstre-Socialisterne. 74 

Under ’arbejderflertallet’ (1966-1968) var partiernes positioner i debatten 

om alliancemedlemskabet stort set de samme som ved debattens begyndelse 

i 1965: Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre ønskede, at 

Danmark skulle forblive i NATO. Socialistisk Folkeparti ønskede Danmark ud 

af alliancen. Det Radikale Venstre undgik at tage stilling til spørgsmålet. 

Alligevel var der – sammenlignet med debatten før ’arbejderflertallet’ – sket 

forandringer. På grund af det nære samarbejde med Socialistisk Folkeparti 

valgte Socialdemokratiet i den offentlige debat i meget høj grad at profilere 

sig som et parti, der ubetinget støttede det danske alliancemedlemskab. Men 

også i Socialistisk Folkeparti kunne man ane en forandring på det taktiske niveau. 

Vel ønskede partiet fortsat Danmark ud af NATO, men i folketingsdebatterne 

var dets medlemmer forsigtige med kritik af Socialdemokratiet i 

almindelighed og NATO-medlemskabet i særdeleshed. 

Under VKR-regeringen (1968-1971) 

I sommeren 1967 offentliggjorde den sikkerhedspolitiske analytiker Niels Jørgen 

Haagerup en artikel med titlen „Danmark og NATO og 1969“ i tidsskriftet 

„Fremtiden“. Heri skrev han: „Afgørelsen om Danmarks medlemskab af 

NATO ud over 1969 er i realiteten truffet. Paradoksalt nok har samarbejdet 

mellem SF og Socialdemokratiet udviklet sig derhen, at der ikke ser ud til at 

blive megen debat – i det mindste meningsfyldt debat – om Danmark og 

NATO mellem tilhængere og modstandere af vort medlemskab.“ 75 Når afgørelsen 

reelt var truffet havde det sin forklaring i, at Venstre og Det Konservative 

Folkeparti var fast besluttede på en forlængelse. Det var Socialdemokra- 

73 På et møde i partiets forretningsudvalg 9. oktober 1967 blev folketingsgruppen pålagt at undersøge, 

om alliancemedlemskabet var i strid med den nye grundlovs (fra 1953) bestemmelser om 

suverænitetsafgivelse. „Alle stemmer mod Aksel Larsens ene“, Politiken, 12. oktober 1967. 

74 Kurt Jacobsen, Aksel Larsen – en politisk biografi, s. 581-86. Bent Gravesen, Strategi i forandring, s. 62- 

68. 

75 Niels Jørgen Haagerup, „Danmark og NATO og 1969“, Fremtiden, 22. årg., nr. 5, 1967, s. 5-8, citeret 

s. 8. 


tiet også. Og Socialistisk Folkeparti syntes ikke at kunne opstille noget alternativ. 

De følgende to års debat skulle vise, at Haagerup fik ret i den vurdering. 

15. december 1967 udskrev Krag valg til Folketinget. Anledningen var på 

ny uenigheder om den økonomiske politik. 76 Af den årsag kom valgkampen 

også til at kredse om den økonomiske politik. Det var dog ikke alle partierne, 

der ønskede en valgkamp herom. De tre venstrefløjspartier DKP, Venstre- 

Socialisterne og Socialistisk Folkeparti forsøgte under valgkampen at diskutere 

sikkerhedspolitikken og Danmarks forhold til NATO. Disse partier argumenterede 

offentligt for dansk udmeldelse af NATO, ligesom de ytrede krav 

om dansk afrustning. 77 Det Radikale Venstre mente, at dansk politik i den 

kommende folketingssamling skulle støtte etableringen af en europæisk sikkerhedsordning, 

men i øvrigt afstod partiet fra direkte at kræve Danmark ud 

af NATO. I stedet agiterede det for, at der enten skulle afholdes en vejledende 

folkeafstemning eller et nyt folketingsvalg om alliancemedlemskabet. 78 Niels 

Jørgen Haagerup, der fulgte valget tæt, skønnede, at Det Radikale Venstres 

sikkerhedspolitiske synspunkter blev formuleret forsigtigt. Årsagen var, at partiet 

efter valget – hvis sammensætningen i Folketinget gjorde det muligt – sigtede 

mod at danne regering med de konservative og Venstre. 79 Den vurdering 

underbygges af, at Hilmar Baunsgaard, Poul Hartling, Henry Christensen og 

Poul Møller i interviews i „Politiken“ og i „Berlingske Tidende“ 21. januar 

1968 udtalte, at en regering bestående af Det Radikale Venstre, Det Konservative 

Folkeparti og Venstre var en realistisk mulighed. 80 Dagen efter bragte 

„Berlingske Tidende“ en artikel af det radikale folketingsmedlem Karl Skytte. 

Han skrev direkte, at „[h]ovedsagen for Det radikale Venstre ved dette valg er 

at bryde det nuværende flertal“. Og han fortsatte: „Det radikale Venstre har 

erklæret, at vi ikke ønsker at indgå i en socialdemokratisk/radikal regering, 

og vi ikke synes, at en socialdemokratisk mindretalsregering er nogen god løsning…“. 

At Skytte umiddelbart derpå lod læseren forstå, at Det Radikale 

Venstre ikke havde lagt sig fast på andre regeringskonstellationer, kan næppe 

have forandret læsernes indtryk af, at partiet sigtede mod et regeringssamarbejde 

med de borgerlige partier. 81 

76 Tage Kaarsted, Dansk politik i 1960’erne, s. 64-65; Nikolaj Bøgh, Hækkerup, s. 296-99. 

77 Jf. eksempelvis Socialistisk Folkepartis annonce „En dansk politik for fred og afspænding“, SF 

Bladet, 9. årg., nr. 1, januar 1968, s. 9; „Så er VS med“, Politiken, 9. januar 1968; Venstre-Socialisternes 

pressemøde 8. januar 1968, Avisårbogen 1968, s. 5-6. Se også Niels Jørgen Haagerup, „Dansk udenrigspolitik 

efter valget“, Fremtiden, 23. årg., nr. 1, 1968, s. 5-6. 

78 Niels Jørgen Haagerup, „Dansk udenrigspolitik efter valget“, Fremtiden, 23. årg., nr. 1, 1968, s. 5-6. 

79 Sst.; Søren Mørch, 24 statsministre. 24 fortællinger om magten i Danmark i det tyvende århundrede og en 

kort forklaring på, hvor den 25. er blevet af, 2001, s. 351-60. 

80 Ove Sundberg, „De tre partier kan, hvis de vil“, Berlingske Tidende, 21. januar 1968; Poul Petersen, 

„Vi kan være i regering sammen“, Politiken, 21. januar 1968; jf. Tage Kaarsted, Dansk politik i 1960’erne, 

s. 66; Henrik S. Nissen, Landet blev by 1950-1970 (Politikens og Gyldendals Danmarkshistorie, bd. 14), 

2004, s. 323. 

81 Karl Skytte, „Et ny samarbejde bør lede landet“, Berlingske Tidende, 22. januar 1968. 


Ved valget 23. januar 1968 tabte Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti 

sammenlagt 16 mandater, medens Det Radikale Venstre, Det Konservative 

Folkeparti og Venstre vandt et tilsvarende antal. Det nydannede parti 

Venstre-Socialisterne kom i Folketinget med fire mandater, medens Liberalt 

Centrum måtte forlade tinget. Resultatet af de efterfølgende regeringsforhandlinger 

blev, at Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og 

Venstre dannede regering. Hilmar Baunsgaard blev ny statsminister. Med den 

nye regering var 15 år med socialdemokratisk ledede regeringer i Danmark 

bragt til afslutning. 82 Valgets store taber var Krag. 

På valgaftenen, da det stod klart, at de radikale havde vundet en stor sejr, 

udbrød en radikal vælgerforeningsformand i fjernsynet: „Nu skal der føres radikal 

udenrigspolitik!“ 83 Havde nogen i den danske offentlighed ventet, at 

landets sikkerhedspolitik ville blive en anden, tog de fejl. Under regeringsforhandlingerne 

var det besluttet, at udenrigs- og sikkerhedspolitikken stod fast. 

I sin åbningstale i Folketinget i begyndelsen af februar 1968 erklærede Hilmar 

Baunsgaard, at udenrigspolitikken fortsat skulle bygge på medlemskabet 

af NATO. Dog føjede han til „i overensstemmelse med den gældende traktat, 

herunder dennes opsigelsesbestemmelse“. Men samtidig havde Det Radikale 

Venstre som en del af regeringsgrundlaget fået besluttet, at der skulle foranstaltes 

en udredning om sikkerhedspolitikken, der skulle danne grundlag for 

den kommende beslutning om et eventuelt fortsat medlemskab af NATO. 

Med udredningen håbede Det Radikale Venstre angiveligt på at få den brede 

folkelige debat om alliancemedlemskabet, som partiet havde efterspurgt i en 

årrække. 84 Alligevel efterlader den offentlige debat indtryk af, at Det Radikale 

Venstre var splittet i spørgsmålet. På den ene side stod K. Helveg Petersen, der 

ifølge Erling Bjøl „havde fået en slags ministerium for almindelig verdensforbedring 

omfattende kultur, nedrustning og u-landsbistand“. 85 K. Helveg Petersen 

repræsenterede i den danske debat – og hos de radikale – synspunktet 

om en meget alliancekritisk linje. På den anden side stod eksempelvis Hilmar 

Baunsgaard, der næppe var positivt indstillet over for militære alliancer, men 

som formentlig havde gjort op med sig selv, at han ikke så noget alternativ til 

et fortsat alliancemedlemskab. I al fald er det bemærkelsesværdigt, at 

Baunsgaard i den danske debat var forholdsvis tavs, hvad angik partiets agitation 

for en dansk udmeldelse af alliancen. Samtidig havde han – som ovenfor 

vist – under valgkampen bejlet kraftigt til Venstre og Det Konservative 

Folkeparti med argumenter om, at der da ikke var så langt mellem borger- 

82 Niels Jørgen Haagerup, „Dansk udenrigspolitik efter valget“, Fremtiden, 23. årg., nr. 1, 1968, s. 5-6; 

Søren Mørch, 24 statsministre, s. 351-60. 

83 Citeret efter Niels Jørgen Haagerup, „Dansk sikkerhedspolitik“ (kronik), Berlingske Tidende, 25. september 

1970. 

84 Statsministeren (Hilmar Baunsgaard), „Erklæring af statsministeren“, Folketingstidende. 

Forhandlinger i folketingsåret 1967-68, 6. februar 1968, sp. 6-14, her sp. 7. 

85 Citeret efter Erling Bjøl, Fra magtens korridorer, s. 122. 


lige/liberale holdninger og de radikales synspunkter. NATO-medlemskabet 

blev ikke udfordret – heller ikke af de radikale. 

Ungdomsorganisationerne og NATO (1968) 

I de følgende måneder blev spørgsmålet om alliancemedlemskabet rejst fra 

forskellig side. I april og maj holdt Danmarks Socialdemokratiske Ungdom 

(DSU) og Radikal Ungdom henholdsvis årsmøde og landsmøde. Efter årsmødet 

krævede DSU, at Danmark skulle træde ud af NATO, og at forsvarsbudgettet 

i stedet skulle benyttes til ulandshjælp. 86 Ifølge en artikel i „Verdens 

Gang“ af stud.scient.pol. Svend Auken forholdt det sig således, at „[b]etydelige 

kredse inden for DsU føler en vis emotionel uvilje mod NATO-medlemskabet, 

fordi det skaber afhængighed af USA og indebærer militærpolitisk 

samarbejde med „tvivlsomme“ regimer i Tyskland, Grækenland og – navnlig 

– Portugal.“ I den sammenhæng afspejlede DSU’s sikkerhedspolitiske synspunkter 

en tendens i Socialdemokratiet, som især var fremherskende i kredsen 

omkring den socialdemokratiske folketingsmand og redaktør af 

„Demokraten“ Holger Eriksen og i dele af den socialdemokratiske studenterorganisation 

„Frit Forum“. 87 

Som eksempel på yngre socialdemokraters diskussion om Danmarks sikkerhedspolitiske 

fremtid skal nævnes en debatbog fra 1967 kaldet „Magtspil og 

sikkerhed“. Redaktør var stud.polit. Mogens Lykketoft, og de øvrige skribenter 

var Per Bo, Karsten Møller, Peter Valenius, Henrik Hassenkam og Poul 

Nielson. Forfatterne var alle socialdemokrater. 88 Nærlæses bogen – der stillede 

sig kritisk til aspekter af såvel amerikansk som sovjetisk politik, idet den 

amerikanske politik under udenrigsminister Dulles (1953-1959) blev omtalt 

som præget af „sit korstogslignende, antikommunistiske grundsyn“, medens 

Stalins politik opfattedes som en „terrorbølge“ 89 – står det klart, at forfatterne 

ikke var enige med hensyn til Danmarks sikkerhedspolitiske fremtid. Det var 

derfor ikke noget tilfælde, at den ikke mundede ud i nogen entydig konklusion. 

Afslutningsvis opregnede forfatterne fire fremtidsmuligheder: 1) „Den 

konforme tilpasning inden for NATO“, hvormed mentes at Danmark kunne 

videreføre den eksisterende alliancepolitik. 2) „En selvstændig holdning 

inden for NATO“ der gav mulighed for eksempelvis at træde ud af alliancens 

militære integration samt føre en selvstændig dansk politik inden for NATO 

med ambitioner om at fremme en europæisk sikkerhedskonference. 3) 

86 „DsUs forretningsudvalg kom i mindretal på årsmødet i går“, Information, 29. april 1968. 

87 Svend Auken, „Socialdemokratiets syn på dansk sikkerhedspolitik“, Verdens Gang, februar 1967, s. 

51-63, citeret s. 63. 

88 Mogens Lykketoft (red.), Magtspil og sikkerhed. En analyse af blokpolitikken og Danmarks tilpasning, 

1967. 

89 Sst., s. 88-90. 


„Isoleret udtræden“ af NATO i 1969 

eller i 1970 eller 1971. 4) „Det nordiske 

perspektiv“ hvor Danmark 

kunne fremme samarbejdet med 

Norge og Sverige med et scenarium 

om at få skabt „et nordisk statsforbund“ 

under forudsætning af at 

Finland blev frigjort fra „de specielle 

aftaler med Sovjet“. Såfremt det nordiske 

perspektiv blev „fulgt op af en 

mere selvstændig holdning inden for 

NATO“, ville det „mindske nødvendigheden 

af et ja eller nej til NATO“, 

da det „med tiden“ ville ændre 

spørgsmålet til et „hvornår“. 90 Det 

fremgik ikke eksplicit af bogen, hvilket 

af de fire alternativer, som forfatterne 

fandt mest oplagte. Dog synes 

„det nordiske perspektiv“ mest tiltrækkende 

på de unge socialdemokrater. 

Ifølge den erklærede NATOtilhænger 

Niels Jørgen Haagerups 

anmeldelse virkede bogen „i det 

store og hele velovervejet og vel- 

Når det kom til partiernes ungdomsafdelinger, 

var det ikke kun på den yderste venstrefløj, 

man fandt NATO-modstand. (ABA). 

disponeret“. Alligevel var han ikke enig i konklusionerne, for på den ene side 

kunne man nok forstå, at „unge, som er vokset op med den kolde krig, med 

særlig utålmodighed virker for dens ophør.“ Men på den anden side bestod 

forfatternes fejlskøn i „at lægge en så afgørende vægt på organisatoriske forhold, 

som har deres rod i den kolde krig, og mindre på de underliggende 

spændingers årsag. Det sidste vil være nødvendigt, hvis man som bogens forfattere 

vil virke for en „visionær, langsigtet og initiativfyldt politik““. 91 

Hos Radikal Ungdom var man mere entydig. Regeringen måtte sikre, at de 

afspændingspolitiske bestræbelser blev vægtet højt inden for det atlantiske 

samarbejde. Lod det sig ikke gøre, måtte Danmark „uanset følgerne“ melde 

sig ud af NATO. Radikal Ungdom opfordrede regeringen til at få undersøgt, 

på hvilken måde Danmark i praksis kunne forlade NATO. 92 

Parallelt men uden sammenhæng med diskussionerne i Radikal Ungdom 

og i de socialdemokratiske ungdoms- og studenterorganisationer videreførte 

90 Sst., s. 204-208. 

91 Niels Jørgen Haagerup, „Socialdemokraterne og sikkerhedspolitikken“ (anm. af Magtspil og sikkerhed), 

Berlingske Tidende, 14. februar 1969. 

92 „Nye NATO-krav fra RU“, Politiken, 6. maj 1968. 


„Politisk Revy“ kritikken af USA og NATO, 93 og tilsvarende fortsatte „SF 

Bladet“ argumentationen for, at Danmark skulle stille sig alliancefrit. 94 Det 

skal i den forbindelse erindres, at de politiske ungdomsbevægelser og venstrefløjsbladene 

i slutningen af 1960erne var væsentlige politiske diskussionsklubber, 

hvor tidens store spørgsmål blev debatteret. Ungdomsoprøret gærede i 

udlandet, og det var ved at nå Danmark. 95 

Kravet om en sikkerhedspolitisk undersøgelse og afslutningen på 

’foråret i Prag’ (1968) 

Det var umiddelbart efter disse spredte indlæg i pressen, at Det Radikale 

Venstre i sidste halvdel af maj 1968 holdt landsmøde. I resolutionen fra landsmødet 

blev det udtalt, at et fortsat alliancemedlemskab måtte være „betinget 

af NATO’s evne til at fremme afspændingspolitikken og af at samtlige NATOlande 

efterlever FN’s menneskerettigheds-erklæring“. Formuleringen rummede 

en kritik af, at Danmark stod i alliance med Grækenland efter oberstkuppet 

og det portugisiske militærstyre under Antonio Salazar. Endelig hed 

det i resolutionen, at befolkningen „senest i 1970-71 efter grundig debat“ 

skulle „have mulighed for ved et folketingsvalg eller en vejledende folkeafstemning 

at tage stilling til Danmarks medlemskab af NATO“. 96 En måneds 

tid senere nedsatte regeringen det bebudede sagkyndige udvalg, der fik til opgave 

at undersøge og vurdere muligheder for Danmarks fremtidige sikkerhedspolitik. 

97 

Inden rapporten blev offentliggjort, indtraf en begivenhed i international 

politik, der reelt lagde debatten om alliancemedlemskabet død. Natten til 21. 

august 1968 blev Tjekkoslovakiet invaderet af sovjetiske tropper med støtte af 

soldater fra Ungarn, Polen, Bulgarien og Østtyskland. Baggrunden var, at den 

tjekkoslovakiske politiske ledelse, efter at Alexander Dubček havde overtaget 

93 Jf. eksempelvis Ebbe Reich, „B-52 skandalen“, Politisk Revy, 5. årg., nr. 95, 9. februar 1968, s. 2-3; 

Bente Hansen, „“Anti-amerikanismen“ eller: Hvem er fjenden“, Politisk Revy, 5. årg., nr. 100, 26. april 

1968, s. 15; Erik Jensen, „Kan vi træde ud?“, Politisk Revy, 5. årg., 26. juni 1968, s. 2-3; „NATO’s infiltration 

i Danmark“, Politisk Revy, 5. årg., nr. 106, 23. august 1968, s. 2-4. 

94 Gert Petersen „SF om Danmark og verden“, SF Bladet, 9. årg., nr. 15, 20. april, s. 7; „NATO og håndvask“, 

SF Bladet, 9. årg., nr. 22, 15. juni 1968, s. 2. 

95 Steven L. B. Jensen og Thomas Ekman Jørgensen, Studenteroprøret i Danmark 1968. Forudsætninger 

og konsekvenser (upubliceret prisafhandling), 1999; samme, „Opbrud i 1960erne“, Den jyske historiker. 

Tema: Opbrud i 1960erne, 2003, s. 5-12. 

96 Begge formuleringer er citeret efter „Samarbejdet må ikke begrænses“, Politiken, 20. maj 1968. Se 

også „Uholdbart“, Politiken, 19. maj 1968, hvor det fremgår at nedrustningsminister og minister for 

kulturelle anliggender K. Helveg Petersen argumenterede for, at mulighederne for etablering af en 

nordisk forsvarspagt skulle undersøges. Landsmødeudtalelserne er gengivet i „Det radikale Venstre’s 

landsmødeudtalelse“, Fremsyn. Radikalt Månedsblad, 5. årg., nr. 2, 1968, s. 8-9; jf. Hans Larsen, „Landsmødet 

i Herning“, sst., s. 10. 

97 Jf. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik. En redegørelse fra det sagkyndige udvalg under regeringsudvalget 

vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, 1970. 


magten i januar 1968, havde påbegyndt en politisk reformproces. Skønt 

Dubček modtog advarsler fra Kreml, videreførte han reformprocessen, der 

blandt andet fremmede ytringsfriheden i Tjekkoslovakiet. 21. august 1968 var 

det hele slut. 98 

I Danmark var reaktionerne på overfaldet stærke. Hvor danskerne havde 

kunnet følge begivenhederne i Ungarn i 1956 gennem radioen, så var fjernsynet 

i mellemtiden blevet almindeligt. Det betød, at danske tv-seere i dagene 

efter invasionen kunne sidde i deres hjem og følge menneskemasser i Prags 

gader konfronteret med sovjetiske kampvogne. Det var en ulige kamp, hvor 

billedmediet og Danmarks Radios medfølgende baggrundsorienteringer 

gjorde indtryk. 99 De danske reaktioner rettede sig mod to forhold. For det første 

mod selve overfaldet. For det andet mod, hvilken betydning det skulle få 

for det danske alliancemedlemskab. Hvad angik overfaldet, var der enighed 

om at fordømme invasionen. 100 Således berettede alle større dagblade kritisk 

herom. 101 Selv „Land og Folk“ tog afstand fra invasionen. 22. august bragte 

avisen en udtalelse fra DKP’s forretningsudvalg, hvoraf det fremgik, at DKP 

ikke fandt det foreneligt med tanken om staternes selvbestemmelsesret, at de 

socialistiske lande marcherede ind i Tjekkoslovakiet. Og dagen efter bragte 

bladet en lederartikel, hvori der blev givet udtryk for bekymring over situation 

i Tjekkoslovakiet. „Land og Folk“ vendte dog hurtigt problemstillingen, 

da det kritiserede „borgerlige politikere“ for at benytte overfaldet til at erklære 

afspændingspolitikken for død. 102 Også parlamentarikere kritiserede 

invasionen. Eksempelvis tog Baunsgaard på regeringens vegne afstand fra 

invasionen efter et ministermøde 21. august. 103 Under et møde på Rådhuspladsen 

i København samme dag fordømte også Aksel Larsen overfaldet. 104 

Tilsvarende holdt Erik Sigsgaard en tale ved en af Venstre-Socialisterne arrangeret 

demonstration uden for den sovjetiske ambassade samme dag, hvor han 

98 John W. Young & John Kent, International Relations Since 1945, 2004, s. 315-318; Geir Lundestad, 

East, West, North South, 1999, s. 255-56; jf. „’A Sun Suddenly Risen’. A Prelude to the Prague Spring 

of 1968“, Jaromír Navrátil et al (ed.), The Prague Spring 1968, 1998, 1-7. 

99 Paul Hammerich, Opgang og nedtur (En danmarkskrønike 1945-72, bd. 3), 1981, s. 294-395. 

100 Endelig var der en tredje tendens i debatten. Den gik ud på, at Vesten og Danmark gennem en 

såkaldt tilnærmelsespolitik og en fortsat afspændingspolitik skulle videreføre støtten til de demokratiske 

kræfter i Østblokken. 

101 „Ofret i Øst“ (leder), Politiken, 22. august 1968; „Praha og vi andre“ (leder), Politiken, 23. august 

1968; „Europæisk tragedie“ (leder), Berlingske Tidende, 22. august 1968; „Det fri ord“ (leder), 

Berlingske Tidende, 22. august 1968; „Quislinger“ (leder), Information, 23. august 1968; „Intet 

München“ (leder), Information, 28. august 1968; „Grænseløs skændsel“ (leder), Aktuelt, 22. august 

1968; „Kanoner mod ord“ (leder), Aktuelt, 23. august 1968. 

102 „Udtalelse fra Danmarks Kommunistiske Parti“, Land og Folk, 22. august 1968; „Bekymring og skadefryd“, 

Land og Folk, 23. august 1968. 

103 Citeret efter Avisårbogen 1968, s. 127. 

104 Talen er refereret i „Overfaldet fordømt under røde faner“, SF Bladet, 10. årg., nr. 27, 29. august 

1968, s. 8. 


på sit partis vegne krævede Sovjetunionen ud af Tjekkoslovakiet. 105 Uden for 

den sovjetiske ambassade i København samledes der utallige biler, hvor der 

ifølge „Politikens“ referat brød „en sand helvedeskoncert“ løs, da „et par skilte 

blev holdt frem med opfordringen: Tu-ud!“ 106 Desuden arrangerede de socialdemokratiske 

ungdomsorganisationer DSU, Frit Forum og Socialdemokratisk 

Samfund en demonstration i København. 107 Enigheden om fordømmelsen 

af den sovjetiske aktion strakte sig således fra højre til venstre, og der 

blev i den danske debat tegnet et overordentligt negativt billede af Sovjetunionen. 

Ifølge en Gallup-undersøgelse fra september 1968 fandt et stort 

flertal i den danske befolkning invasionen „forkastelig“. 108 Samtidige sovjetiske 

forsøg på at overbevise danskerne om, at invasionen havde fundet sted 

på opfordring af den tjekkoslovakiske regering, var faldet til jorden. 109 

Den anden type af reaktioner rettede sig mere specifikt mod det danske 

alliancemedlemskab, og disse reaktioner kom til udtryk over et længere tidsrum. 

Efter samtidens opfattelse stod tilhængerne af alliancemedlemskabet nu 

med bedre argumenter. Hvor de i juni 1968 havde udgjort knap 40 pct. af de 

adspurgte – det var den laveste andel målt siden tilslutningen i 1949 – talte de 

umiddelbart efter invasionen 54 pct. Det var den højeste tilslutning til alliancemedlemskabet, 

der var målt i Danmark siden 1958. 110 Allerede et par dage 

efter invasionen forsvarede Per Hækkerup alliancemedlemskabet. Danmark 

havde naturligvis mulighed for at træde ud af NATO, for NATO var, til forskel 

fra Warszawapagten, en demokratisk forsvarsalliance, der var baseret på frivilligt 

medlemskab. Ifølge Hækkerup ville det imidlertid „være ren galimatias 

for Danmark at forlade sin nuværende sikkerhedspolitik“, og det var kun, 

hvis danskerne var „dumme nok til at ville det“, at de besluttede sig for, at landet 

skulle forlade NATO. 111 Fra Socialdemokratiets side opfattedes invasionen 

af Tjekkoslovakiet som en bekræftelse på, at Danmark skulle forblive i 

NATO. 

105 Erik Sigsgaards tale ved Venstre-Socialisternes demonstration foran den sovjetiske ambassade 21. 

august 1968, „USSR ud af Tjekkoslovakiet!“. Optrykt i VS-Bulletin nr. 12 (1968), forsiden og bagsiden. 

Venstre-Socialisternes fordømmelse af den sovjetiske invasion førte dog til en splittelse af partiet, da 

to af partiets folketingsmedlemmer, Hanne Reintoft og Kai Moltke, samt en række andre fremtrædende 

partimedlemmer forlod partiet. Deres argument var, at Venstre-Socialisterne var blevet et „arbejderfjendsk 

parti“. Fra Venstre-Socialisternes side var det opfattelsen, at udbryderne ikke ville tilslutte 

sig kritikken af Sovjetunionen; jf, tryksagen Særnummer af VS Bulletin (august 1968). Fra 1970 

repræsenterede Reintoft DKP. Kraks Blå Bog, 1994, s. 1034. 

106 „Takkede med tårer for dansk sympati“, Politiken, 22. august 1968. 

107 Jf. DIIS-interview med Steen Christensen, 5. januar 2005. 

108 Ugens Gallup nr. 29, 1968, „Befolkningens reaktion på invasionen i Tjekoslovakiet“, 

http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1968_29.pdf. Offentliggjort 22. september 1968. 

Set 12. oktober 2004. 


110 Ugens Gallup nr. 28, 1968, „Opslutning om NATO efter Tjekoslovakiet“, http://www.gallup.dk/ 

ugens_gallup/pdf_doc/ug_1968_28.pdf. Offentliggjort 15. september 1968. Set 12. oktober 2004. 



Debatten om opsigelsesfristen (1968) 

Hvor debatten i de første par år havde handlet om NATO-medlemskabets 

fortsættelse forskød diskussionerne sig i 1968 til opsigelsesfristens længde. På 

Socialdemokratiet årsmøde i september 1968 udtalte Jens Otto Krag, at klausulen 

om et års opsigelse burde fastholdes også efter 1969. 112 Venstre og Det 

Radikale Venstre indtog en tilsvarende holdning i den offentlige debat. 113 

Mest bemærkelsesværdig var Det Radikale Venstres holdning. Ved Folketingets 

åbning 1. oktober 1968 fastslog Hilmar Baunsgaard, at der var „ikke i 

øjeblikkets krise [situationen i Tjekkoslovakiet, anm.] noget, der tilskynder til 

ændringer i vort forhold til NATO…“. 114 I debatten efter statsministerens 

åbningstale udtalte Niels Helveg Petersen (RV), at hans parti lagde „helt afgørende 

vægt på, at Danmark efter august 1969 bevarer den udenrigspolitiske 

handlefrihed [til at træde ud af NATO, anm.], vi fra dette tidspunkt vil få i 

kraft af den 1-årige opsigelsesmulighed.“ 115 Den holdning blev bekræftet af 

Arne Stinus i slutningen af måneden. 116 

Konservative politikere ønskede, at Danmark skulle forblive i NATO. 

Imidlertid udspandt der sig på Det Konservative Folkepartis landsmøde i november 

1968 en diskussion om, hvorvidt Danmark skulle tilslutte sig en opsigelsesfrist 

på ét år – sådan som Socialdemokratiet, Venstre og Det Radikale 

Venstre ønskede det – eller om regeringen i stedet skulle arbejde for en traktat, 

der knyttede Danmark til alliancen i en længere periode. Forhenværende 

udenrigsminister Ole Bjørn Kraft argumenterede for, at Danmark burde 

binde sig for endnu 6 år, eftersom det i 1949 havde været tanken, at NATO 

skulle have en levetid på 25 år. Andre argumenterede for, at Danmark skulle 

arbejde for en aftale om 10 års medlemskab. Atter andre var af den opfattelse, 

at en forlængelse med 20 år var mere passende. Forsvarsminister Erik Ninn- 

Hansen talte dog for, at Danmark skulle tilslutte sig en aftale, hvorefter medlemskabet 

kunne ophæves med et års varsel. Hans argument var, at ingen 

NATO-lande, „ikke engang USA, Storbritannien eller Vesttyskland“ havde 

krævet en længere frist. „Hvad der er tilstrækkeligt for dem, må også være tilstrækkeligt 

for os“. 117 Af avisreferaterne fra landsmødet fremgik det, at flere 

112 „NATO-betingelser som Det radikale Venstres“, Politiken, 8. september 1968. 

113 „Venstre-krav om fornyelse“, Berlingske Tidende, 23. september 1968; „Uenighed på Venstres landsmøde“, 

Information, 23. september 1968. 

114 Statsministeren (Hilmar Baunsgaard), „Folketingets åbning“, 1. oktober 1968, Folketingstidende. 

Forhandlinger i Folketingsåret 1968-69, bd. I., sp. 1-28, citeret sp. 3-4. 

115 Niels Helveg Petersen, „Åbningsdebat“, 3. oktober 1968, Folketingstidende. Forhandlinger i 

Folketingsåret 1968-69, bd. I., sp. 147-158, citeret sp. 150. 

116 Arne Stinus, „Forespørgsel til udenrigsministeren m.fl. ministre“, 31. oktober 1968, Folketingstidende. 

Forhandlinger i Folketingsåret 1968-69, bd. I., sp. 11-53-1175, her sp. 1166. 

117 Ovenstående citeret efter „Konservative ville have en ny 10 eller 20-årig NATO-traktat“, 

Information, 25. november 1968. Se også „NATO trods alt“, Berlingske Tidende 25. november 1968; 

„Ikke i NATO på kort opsigelse. Kan ikke undvære NATO“, Berlingske Tidende, 25. november 1968. 


konservative partimedlemmer befandt sig ilde i regeringssamarbejde med de 

radikale, idet der, som det blev formuleret, „inden for regeringen er kræfter, 

der ønsker at nedlægge vort forsvar“. Landsmødets diskussion om alliancemedlemskabet 

blev afsluttet uden afstemning. 

Ved udgangen af 1968 var det udelukkende de tre venstrefløjspartier DKP, 

Socialistisk Folkeparti og Venstre-Socialisterne, der ønskede Danmark ud af 

NATO. Det kom til udtryk flere gange i den offentlige debat, blandt andet i 

„SF Bladet“. Det samme synspunkt blev anført af Socialistisk Folkeparti i 

Folketinget. 118 Tilsvarende gav Venstre-Socialisterne i sommeren og efteråret 

1968 flere gange udtryk for, at Danmark skulle forlade NATO. 119 Og fra DKP’s 

side var synspunktet det samme. 120 Dette billede af de politiske partiers synspunkter 

på alliancemedlemskabet gik igen i en tv-høring om alliancemedlemskabet 

arrangeret af Danmarks Radio i april 1969. Hilmar Baunsgaard, Jens 

Otto Krag, Erik Kragh, Per Federspiel, Arne Stinus var alle for alliancemedlemskabet, 

medens Knud Jespersen, Kai Moltke og Gert Petersen var imod. 121 

Gennem den resterende del af 1969 afveg politikernes synspunkter ikke fra 

det allerede fastlagte mønster. 122 

Seidenfaden-rapporten (1970) 

Som nævnt varslede Hilmar Baunsgaard i sin åbningstale til Folketinget i 

1968, at regeringen ville nedsætte en gruppe af sagkyndige eksperter, der 

skulle analysere vilkårene for fremtidens danske sikkerhedspolitik. 11. juni 

1968 – godt en måned før det sovjetiske overfald på Tjekkoslovakiet – blev 

kommissoriet præsenteret. Ifølge dette skulle eksperterne undersøge og vurdere 

„Danmarks sikkerhedspolitik under fuld hensyntagen til den stedfundne 

udvikling og de påregnelige fremtidige internationale forhold og i øvrigt til 

samtlige relevante udenrigspolitiske forudsætninger“. Desuden angav kommissoriet, 

at undersøgelsen skulle omfatte: „Danmarks forhold til NATO og 

andre sikkerhedspolitiske alternativer, herunder et eventuelt nordisk sikker- 

118 Temanummer af SF Bladet „Ud af NATO“ 10. årg., nr. 26, 15. august 1968; „Styrket indsats for en 

alliancefri udenrigspolitik“, SF Bladet, uden angivelse af nummer og årgang men fra september/oktober 

1968, forside samt s. 8; Aksel Larsen, „Åbningsdebat“, 3. oktober 1968, Folketingstidende. 

Forhandlinger i Folketingsåret 1968-69, bd. I., sp. 158-75, her sp. 173. 

119 Jf. eksempelvis Erik Sigsgaard, „Opsig base-aftalen – meld os ud af NATO“, Politiken, 8. juni 1968; 

„Danmark er besat – NATO ud af Danmark!“, VS Bulletin nr. 16 (1968), forsideartikel; Kjær 

Rasmussen, „Åbningsdebat“, 3. oktober 1968, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1968-69, 

bd. I., sp. 216-18, her sp. 217. 

120 Eksempelvis „Henvendelse til folketings medlemmer den 1. oktober 1968“, optrykt i Tiden, 29. 

årg., nr. 10, (1968), s. 190-191. 

121 Høringen blev efterfølgende udgivet i bogform, NATO – en tva høring, Danmarks Radio, 1969. 

122 Jf. eksempelvis „Ikke utænkeligt at SF går ind i NATO-regering. Forudsætningen vil dog være omgående 

udmeldelse af NATO“, Politiken 30. august 1969; „NATO er også nødvendig i 1969. Intet alternativ, 

sagde udenrigsministeren i Atlantsammenslutningen“ Berlingske Tidende, 18. april 1969. 


hedspolitisk samarbejde“. 123 Den sidst citerede del af kommissoriet skyldtes 

Det Radikale Venstre, der, som ovenfor anført, gennem flere år havde argumenteret 

for, at der skulle afholdes en folkeafstemning om det fortsatte alliancemedlemskab 

subsidiært et folketingsvalg med alliancespørgsmålet som 

valgtema. Formuleringerne „sikkerhedspolitiske alternativer“ og „et eventuelt 

nordisk sikkerhedspolitisk samarbejde“ må tolkes som et forsøg på at undersøge 

mulighederne for at genåbne de forliste forhandlinger om et nordisk 

forsvarsforbund. 124 

Formand for udvalget, der skulle foretage undersøgelsen, blev diplomaten 

Gunnar Seidenfaden, der havde været Danmarks ambassadør i blandt andet 

Moskva. Udvalget bestod af 12 sagkyndige fra forskningsmiljøerne, embedsstanden 

og officerskorpset. Blandt dem var professor i statskundskab ved 

Aarhus Universitet Erling Bjøl og forsker ved Institut for Freds- og Konfliktforskning, 

atomfysikeren Anders Boserup. At de begge var medlem af udvalget, 

efterlod indtryk af en holdningsmæssig bredde. Erling Bjøl var kendt som 

en varm tilhænger af NATO, og i 1968 udgav han – sammen med en håndfuld 

andre forskere – bogen „Danmark og NATO“, hvor Bjøl i det konkluderende 

kapitel foreslog, at Danmark skulle videreføre medlemskabet af 

NATO i 20 år. 125 Det var et i samtiden meget opsigtsvækkende forslag, for indtil 

det tidspunkt havde politikere primært argumenteret for fortsat medlemskab 

med en et års opsigelsesfrist (jf. ovenfor). Anders Boserup stod i ekspertgruppen 

som Bjøls modsætning. Boserup havde vakt en vis international opmærksomhed 

med sit fredspolitiske engagement i den transnationale 

Pugwash-bevægelse som talte naturvidenskabsmænd fra såvel Øst som Vest. 126 

Ifølge Bjøl var Boserup på én og samme gang „ret utålelig og helt uundværlig“, 

for skønt Boserup kunne opfattes som en „meget talende kværulant for 

Herren“, så var han – også blandt sine modstandere – anerkendt for sin kvalificerede 

argumentation for, at de to blokke gennem dialog skulle søge at 

skabe nedrustning. Udvalgets to skrivende sekretærer var Mary Dau og Benny 

Kimberg. 127 

123 Kommissorium af 11. juni 1968, optrykt i Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik. En redegørelse fra 

det sagkyndige udvalg under regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, 1970. 

124 Jf. også vurderingen hos Niels Jørgen Haagerup, „Det danske sikkerhedspolitiske miljø“, Erling 

Bjøl m.fl. (red.), Danmark mellem Supermagterne. De kommende års sikkerhedspolitiske miljø, 1976, s. 109- 

23, her s. 116. 

125 Bjøls argument lød at man dermed ville afkræfte Sovjetunionens tro på, at det kunne lykkes at 

svække enigheden i NATO, og samtidig kunne Vesteuropa inddæmme amerikansk isolationisme; 

Erling Bjøl, „Slutning“, Erling Bjøl, Niels Jørgen Haagerup, Otto Kofoed-Hansen, Erik Reske-Nielsen 

og Erik Seidenfaden, Danmark og NATO, s. 169-83, her s. 180; jf. Erling Bjøl, Fra magtens korridorer, s. 

117. 

126 I 1969 var Boserup med til at arrangere et internationalt Pugwash-symposium om ABM-systemerne; 

Matthew Evangelista, Unarmed Forces. The Transnational Movement to End the Cold War, 2002, s. 

188, note 42. 

127 Erling Bjøl, Fra magtens korridorer, s. 122-23. 


Fra september 1968 og de næste to år gennemførte udvalget arbejdet med 

redegørelsen, der blev præsenteret for offentligheden 25. september 1970: 

„Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik. En redegørelse fra det sagkyndige 

udvalg under regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik“ 

også kaldet „Seidenfaden-rapporten“. På knap 600 sider blev der redegjort 

for såvel internationale forhold som for dansk udenrigspolitik. I første 

bind analyseredes „Verden omkring os“, der – foruden et afsnit om masseødelæggelsesvåben 

– rummede fremstillinger af amerikansk og sovjetisk politik 

samt forholdet mellem de to lande. Derpå fulgte undersøgelser af Europas 

stilling i international politik samt udredninger af Mellemøstens og Kinas betydning 

for verdensforholdene. Første binds anden del omhandlede dansk 

udenrigspolitik, herunder forholdet til FN og NATO samt afspændingspolitikken. 

Men også betydningen af Danmarks geostrategiske beliggenhed blev udredt. 

Bind II var et bilagsbind, der indeholdt fremstillinger af den kolde krigs 

oprindelse samt analyser af forskellige sikkerhedspolitiske tendenser i udvalgte 

europæiske lande. Desuden rummede bindet udenlandske eksperters 

syn på Danmarks stilling i international politik samt den historiske baggrund 

for den europæiske sikkerhedskonference. De sidste knap 50 sider i første 

bind var udvalgets svar på regeringens spørgsmål: Havde Danmark alternativer 

til NATO-medlemskabet? Og såfremt det var tilfældet: Ville det være klogt 

at gøre brug heraf? 

Hvad angik det første spørgsmål lød udvalgets svar, at Danmark i teorien 

havde fem sikkerhedspolitiske alternativer. For det første kunne man vælge, 

at Danmark skulle indtage status som neutralt land uden militære bånd til andre 

nationer, det vil sige isoleret neutralitet. For det andet kunne man sigte 

mod etablering af en nordisk forsvarsalliance (det var det, som regeringen 

eksplicit havde efterspurgt). For det tredje var der mulighed for at arbejde for 

et vesteuropæisk forsvarssamarbejde. For det fjerde var der forestillingen om 

en fælleseuropæisk sikkerhedsordning. Og endelig kunne man for det femte 

tænke sig eksistensen af såkaldte „fragmentalliancer“. 

Hvad angik det andet spørgsmål – om det ville være klogt at bevæge sig i 

retning af sikkerhedspolitiske alternativer – afviste udvalget at tage eksplicit 

stilling hertil. I redegørelsens efterskrift hed det, at læseren ville lede „forgæves 

efter en klar og utvetydig stillingtagen til, hvad dansk sikkerhedspolitik i 

den kommende tid „bør“ være“. 128 Sætningen afspejlede antagelig udvalgets 

sammensathed. I redegørelsens forord understregedes det da også, at man 

ikke kunne tage „hvert enkelt medlem“ til indtægt for „samtlige de formuleringer, 

der [var, anm.] anvendt“. 129 Afvisningen var imidlertid en sandhed 

med modifikationer, for nærlæses de sider, der behandler de sikkerhedspoli- 

128 Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik, citeret s. 361. 

129 Sst., citeret s. 10. 


tiske alternativer, ses det, at udvalget reelt anbefalede, at Danmark forblev i 

NATO. 

Det blev ofte anført, at det ville medføre øget dansk suverænitet, hvis 

Danmark valgte at stå isoleret uden for NATO. Argumentet lød, at Danmark 

i en sådan situation ikke skulle tage hensyn til alliancepartnernes interesser. 

Ifølge udvalget var det en tvivlsom antagelse, for det måtte erkendes, at „et alliancefrit 

Danmark nok måtte indstille sig på en forøget hensyntagen i den bilaterale 

politik over for nært liggende stormagter som Sovjetunionen og 

Tyskland, medens man tilsvarende muligvis vil finde, at vi under NATO-perioden 

i en række tilfælde har kunnet stå bedre fast med vore synspunkter over 

for de enkelte stormagter. Det må formentlig også antages, at vi selv vil føre 

en forsigtig og tilbageholdende politik og selv lægge bånd på vor handlefrihed 

i det omfang, det skønnes ønskeligt for at styrke troværdigheden af vor 

neutralitetspolitik.“ 130 En anden ofte anført antagelse om et neutralt Danmark 

var, at risikoen for at blive inddraget i en militær konflikt ville være mindre, 

end hvis landet fortsat var medlem af NATO. Udvalget skønnede, at det 

var muligt, men man måtte i givet fald inkludere Danmarks geografiske beliggenhed 

i en sådan vurdering. Gjorde man det, herskede der fortsat usikkerhed 

om, hvorvidt militærblokkene ville lade Danmark forblive uden for en 

konflikt. I det hele taget fandt udvalget, at svarene på de mange spørgsmål 

om et alliancefrit Danmarks stilling i international politik havde karakter af 

på-den-ene-side og på-den-anden-side. Medens alliancemedlemskabet blev 

betragtet som forholdsvis sikkert for Danmark, såede udvalget med de mange 

ubekendte, der var forbundet med alliancefri status, reelt tvivl om det fornuftige 

i at erklære Danmark alliancefrit. Endelig var der spørgsmålet om Grønlands 

status. Skulle Danmark som neutralt land anmode USA om at fjerne 

dets baser i Grønland? Ville USA i givet fald være indstillet herpå? Såfremt 

USA var det, måtte man antage, at der skulle indgås andre aftaler om amerikanske 

faciliteter i Grønland. Og gjorde man det, måtte man stille spørgsmålet, 

om det da ville „svække troværdigheden af vor alliancefri status.“ 131 

Spørgsmålene var mange, og svarene var usikre. Dansk status som alliancefri 

nation kunne derfor ikke anbefales. 

Hvad angik en nordisk forsvarsalliance, afviste udvalget ikke direkte den 

mulighed. Udvalget vurderede den løsning som noget, der „af de fleste“ formentlig 

ville „blive opfattet som noget nær ideel.“ 132 Imidlertid var der en 

række forhold, der forhindrede en sådan løsning. Den største vanskelighed 

var, at hverken Norge eller Sverige var interesserede i en nordisk forsvarspagt. 

133 Desuden blev det angivet, at en nordisk forsvarsalliance ville forrykke 


131 Sst., s. 340-48. 


133 Sst., s. 352. 


„den nordiske balance“ til Sovjetunionens fordel. Det var en meget vigtig indvending 

mod ideen, for tanken om den nordiske balance fyldte meget i samtiden, 

og den blev tillagt stor vægt i de sikkerhedspolitiske diskussioner. Blev 

alle vanskeligheder imidlertid ryddet af vejen og en nordisk forsvarsblok dannet, 

så måtte man gå ud fra, at det danske forsvarsbudget skulle øges ganske 

betragteligt, for der var ikke udsigt til, at Sverige, der var det land i regionen, 

der havde det største og mest effektive forsvar, ville betale for Danmarks og 

Norges sikkerhed. 134 I den sammenhæng må det erindres, at Danmark gennem 

en årrække inden for NATO havde argumenteret for, at Danmark skulle 

have forholdsvis beskedne forsvarsbudgetter. Argumenter for dette synspunkt 

havde der været mange af, men et vigtigt forhold var, at hvis statens midler 

blev benyttet på et meget omkostningskrævende forsvar, kunne man ikke på 

samme tid gennemføre de velfærdsreformer, der efterhånden var blevet en 

del af „den danske model“. Velfærdsstaten ville derfor blive truet. 135 Heller 

ikke en nordisk forsvarsalliance syntes realistisk. 

Endelig var der forestillingerne om et vesteuropæisk forsvarssamarbejde, 

en fælleseuropæisk sikkerhedsordning eller de såkaldte „fragmentalliancer.“ 

Hvad angik førstnævnte måtte det forudsætte, at USA ikke var en del heraf. 

Imidlertid havde Danmark hidtil foretrukket, at USA var en del af det vestlige 

forsvarssystem af to årsager. Dels fordi det var en fremtrædende opfattelse, at 

USA var i stand til at levere den største grad af sikkerhed. Dels fordi man 

måtte forvente, at et vesteuropæisk forsvarssamarbejde i høj grad var baseret 

på et meget stærkere Vesttyskland, hvilket formentlig ville fremkalde en „kraftig 

sovjetisk reaktion“ som følge af Vesttysklands „uafklarede territoriale problemer.“ 

Et vesteuropæisk forsvarssamarbejde uden USA forekom således 

ikke attraktivt. Desuden måtte man forvente, at et vesteuropæisk forsvarssamarbejde 

skulle baseres på en „uafhængig vesteuropæisk atomstyrke.“ Danmark 

ønskede som bekendt ikke kernevåben på dansk jord, og et atomart samarbejde 

med de øvrige vesteuropæiske lande ville forudsætte et meget snævert 

politisk samarbejde mellem deltagerlandene. Herom vurderede redegørelsen: 

„Ud fra de forhold der foreligger i dag, aftegner tankens realisation sig 

som et fjerntliggende fremtidsperspektiv.“ 136 Det kunne dog ikke udelukkes, 

at der på længere sigt kunne etableres et samarbejde på „det konventionelle 

område“. Men det var „først og fremmest inden for den nuværende 

Centralregion“. Hvad angik tankerne om en fælleseuropæisk sikkerhedsord- 

134 Sst., s. 352-55. 

135 Om de mange socialpolitiske tiltag og velfærdspolitiske reformer mellem 1958 og 1968 se Klaus 

Petersen, Legitimität und Krise. Die politische Geschichte des dänischen Wohlfahrtsstaates 1945-1973, 1998, 

s. 158-257. I slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne kom socialpolitikken under øget 

indenrigspolitisk pres, idet det blev hævdet, at velfærdsreformerne var for udgiftskrævende; se sst., 

s. 257-309. 

136 Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik, citeret s. 355. 


ning indledte udvalget med at skrive, at en sådan ordning „formentlig ligger 

så langt ude i fremtiden og har så usikre konturer, at den vanskeligt lader sig 

diskutere i detailler“. 137 Desuden ville det fordre „[f]undamentale forandringer“ 

i forholdet mellem staterne, en løsning af tysklandsspørgsmålet samt garantier 

og accept fra USA og Sovjetunionen samt formentlig tillige 

Storbritannien og Frankrig. „Skulle et sådant arrangement blive aktuelt, vil et 

dansk medlemskab formentlig falde ganske naturligt…“. 138 Endnu var der 

dog tale om meget løse tankeforestillinger. Endelig var der forestillingen om 

„fragmentalliancer“, der var mindre alliancer mellem flere af NATO-landene. 

Ifølge redegørelsen ville sådanne alliancer først blive aktuelle, hvis NATO 

blev opløst. I en sådan situation kunne man forestille sig en alliance bestående 

af de nordiske lande, Storbritannien, Holland og Vesttyskland. Mulighederne 

var utallige, men konsekvenserne så usikre, at udvalget intet kunne 

sige herom. 139 

Udvalget efterlod ingen tvivl: Danmark burde forblive i NATO. Det var den 

mest optimale løsning på landets sikkerhedspolitiske problemer under de 

givne vilkår. Såfremt Danmark valgte at forblive i NATO, kunne landet bidrage 

til at fremme bestemte udviklinger inden for det atlantiske samarbejde. 

At stå uden for NATO ville ikke blot være dristigt. Det ville være dumdristigt. 

Det Radikale Venstres intention med at få udarbejdet rapporten havde været 

at skabe et kvalificeret grundlag for stillingtagen til spørgsmålet om landets 

sikkerhedspolitiske fremtid. Formentlig handlede det for de radikale dog 

om at vinde tid og undgå en klar stillingtagen til NATO-medlemskabet. 140 

Allerede en måned efter, at kommissoriet var formuleret, invaderede Sovjetunionen 

Tjekkoslovakiet. Det bremsede den forbedring i forholdet mellem 

Øst og Vest, der havde været undervejs gennem flere år. I al fald for nogle måneder. 

Set gennem den offentlige debat synes invasionen at have løst problemet 

med alliancespørgsmålet for Det Radikale Venstre. Gennem de foregående 

år havde partiet bevidst undladt at tage klar stilling til spørgsmålet, men 

nu kunne det ikke længere fortsætte denne linje. De fire gamle partier – Det 

Radikale Venstre, Venstre, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti 

– sigtede alle mod en videreførelse af det danske alliancemedlemskab. 

Samtidig synes de radikale vælgere at have skiftet holdning til alliancemedlemskabet. 

I 1949 var mere end 50 pct. modstandere og kun knap 25 pct. tilhængere 

af medlemskabet. I 1969 erklærede mere end 50 pct. af de radikale 

vælgere sig for tilhængere af medlemskabet, medens gruppen af modstandere 

udgjorde 10-15 pct. På den baggrund konkluderede Gallup: 

137 Sst. 


139 Sst., s. 358 

140 Jf. Erling Bjøl, Fra magtens korridorer, s. 123. 


„Gør man status over hele perioden [1949-1969, anm.], bliver konklusionen, 

at tilslutningen til Atlantpagten over hele 20-året har vist en stigende 

tendens, ikke så meget på grund af direkte tilslutning, som på grund af den 

vigende modstand. Denne udvikling er væsentligst båret af en holdningsændring 

blandt de radikale vælgere i årenes løb.“ 141 

Det var formentlig af denne årsag, at der ikke opstod nogen omfattende debat 

om Seidenfaden-rapporten. „Berlingske Tidende“ skrev i en leder på udgivelsesdagen, 

at det var en nyttig redegørelse, men at der i det politiske miljø 

var overvejende konsensus om, at der „ikke [var, anm.] noget behov for en 

revision af den hidtidige politiks hovedlinier.“ 142 

Niels Jørgen Haagerup kaldte den i „Berlingske Tidende“ den bedste dansksprogede 

sikkerhedspolitiske analyse. Alligevel var det Haagerups opfattelse, 

at forfatterne burde have været mere klare i anbefalingen af det fortsatte alliancemedlemskab. 

143 „Information“ og „Jyllands-Posten“ var mere neutrale i 

deres omtaler. 144 Det dagblad, der var mest kritisk, var „Politiken“. Her skrev 

John Danstrup, at der var tale om en „yderst ujævn“ rapport, der behandlede 

flere af de vigtige emner „overfladisk“. 145 Venstrefløjspressen var påfaldende 

tavs. For eksempel hverken anmeldte eller omtalte „Politisk Revy“ rapporten 

i de første måneder efter udgivelsen. 

Danmarks fortsatte medlemskab af NATO – 

en sammenfatning 

Debatten om Danmarks fortsatte medlemskab af NATO indledtes i midten af 

1960erne. Selv om Sovjetunionen lod sine synspunkter komme til orde i den 

danske debat, var det først og fremmest de politiske partier, der tog initiativ 

til debatterne. Med kravet om dansk udmeldelse var det især Socialistisk 

Folkeparti og Det Radikale Venstre, der satte spørgsmålet på dagsordenen. 

Det var et hovedargument i disse partiers agitation, at der aldrig havde været 

en folkelig debat om NATO-medlemskabet. Skønt Socialistisk Folkeparti ifølge 

dets arbejdsprogram var af den opfattelse, at Danmark skulle melde sig ud af 

NATO og indtage en neutral og antimilitaristisk position i verdenspolitikken, 

argumenterede dets ledende medlemmer for, at landet skulle sigte mod 

141 Ugens Gallup, nr. 20, 1969, „20 år i NATO“; http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ 

ug_1969_20.pdf. Offentliggjort 11. maj 1968. Set 20. oktober 2004. 

142 „En nyttig redegørelse“ (leder), Berlingske Tidende, 25. september 1970. 

143 Niels Jørgen Haagerup, „Dansk sikkerhedspolitik“ (kronik), Berlingske Tidende, 25. september 

1970. 

144 Erik Eriksen, „Danmarks sikkerhedspolitik under lup“ Jyllands-Posten, 25. september 1970; Vilby, 

„USA har 7.000 taktiske atomvåben i Vesteuropa“, Information, 25. september 1970. 

145 John Danstrup, „Verdenssituationen – set fra Holmens Kanal“, Politiken, 25. september 1970. 


NATO fejrer 20-årsdagen med Danmark som fortsat medlem. Islands statsminister Bjarni 

Benediktsson skærer for, flankeret af NATO-generalsekretær Manlio Brosio (tv) og USA’s udenrigsminister 

William Rogers. (NATO Photo). 

etablering af et nordisk forsvarssamarbejde. Venstre og Socialdemokratiet erklærede 

offentligt, at de var indstillede på en debat om alliancemedlemskabet, 

men sammen med Det Konservative Folkeparti var de af den opfattelse, 

at Danmark også fremover skulle befinde sig i NATO. 

I perioden under ’arbejderflertallet’ indtraf en ændring i debatten. Hvor 

Socialistisk Folkeparti tidligere havde været meget kritisk over for alliancemedlemskabet, 

blev det i den periode mere forsonligt. Der er flere mulige 

forklaringer herpå, men materialet efterlader indtryk af, at det spillede en 

rolle for partiledelsens forholdsvis passive stilling, at Aksel Larsen personligt 

befandt sig i en klemme. Der er næppe heller tvivl om, at den relativt loyale 

oppositionsrolle skabte grobund for meget intern kritik af Larsen. I slutningen 

1967 blev partiet sprængt og Venstre-Socialisterne dannet. Det var 

også i den periode, at flere venstrefløjsblade åbnede en debat om NATO gennem 

artikler om Vietnamkrigen, raceproblemer i USA etc. Rationalet synes at 

have været, at det var vanskeligt at få alliancetilhængerne til at debattere 

spørgsmålet, og i al fald synes befolkningen ikke at have taget afstand fra alliancemedlemskabet. 

Derfor valgte flere blade, der politisk var rodfæstet i venstrefløjsmiljøet, 

at fremstille alliancepartnerne i kritisk lys. I den forbindelse 

omtaltes blandt andet USA’s krig i Vietnam samt britiske og franske kolonikrige. 

Bladenes strategi synes dog ikke at have båret frugt. 


Med VKR-regeringens etablering i februar 1968 tog debatten en anden 

drejning. Det Radikale Venstre blev forpligtet på alliancemedlemskabet. Det 

fremgik allerede af Hilmar Baunsgaards åbningstale til Folketinget. Alligevel 

holdt partiet fast i kravet om en folkeafstemning eller et folketingsvalg om 

spørgsmålet. Desuden fik partiet gennemført, at der skulle iværksattes en 

større udredning om sikkerhedspolitiske alternativer til alliancemedlemskabet. 

I september 1970 blev udredningen om Danmarks sikkerhedspolitiske 

problemer offentliggjort. Skønt udvalget afstod fra at tage stilling til spørgsmålet 

om fremtidens danske sikkerhedspolitik, anbefalede det reelt en videreførelse 

af NATO-medlemskabet. Alternativerne var flere, men de blev bedømt 

som enten usikre eller urealistiske. Der blev ikke truffet nogen formel beslutning 

om fortsat dansk medlemskab af NATO. Ifølge traktatens artikel 13 

kunne udtræden af alliancen først finde sted efter forudgående meddelelse 

til den amerikanske regering. I modsat fald fortsatte medlemskabet. Danmark 

forblev efter genforhandlingsfristens udløb i 1970 fuldgyldigt medlem af 

NATO. 146 

146 Jf. artikel 13 i „Den Nordatlantiske Traktat“, optrykt i dansk oversættelse i Dansk Udenrigspolitik 

1948-1966. II Bilag, s. 106-109, her s. 108. 


33 · Sikkerhed og samarbejde i Europa 

1971-1975 

Siden 1954 havde Sovjetunionen og de østlige lande flere gange stillet de vesteuropæiske 

lande forslag om afholdelse af en al-europæisk sikkerhedskonference. 

1 Fra Vestens side havde reaktionerne gennem alle årene været afvisende. 

Efter Berlin-murens opførelse (1961) og Cubakrisen (1962) havde den 

kolde krig imidlertid taget en ny drejning. Frosten var blevet til tøbrud, og i 

december 1967 vedtog NATO Harmel-rapporten. Det var i lyset af det stadigt 

bedre internationale klima og NATO’s nye politiske strategi, at NATO i december 

1971 besluttede at tage imod en østlig invitation til en sikkerhedskonference. 

Sovjetunionen fik dog ikke opfyldt sit ønske fuldt ud. Frem for at 

afholde en al-europæisk sikkerhedskonference blev der foranstaltet en konference 

om sikkerhed og samarbejde i Europa. Den omvendte ordstilling og 

formuleringen „i Europa“ afspejlede, at også to ikke-europæiske lande efter 

vestligt pres fik mulighed for at deltage. Det var de to NATO-lande USA og 

Canada. 2 

Konferencen – (Conference on Security and Cooperation in Europe: 

CSCE) – omhandlede tre forhold, der i samtiden blev omtalt som „kurve“: 

Første kurv vedrørte sikkerhed, såvel militære som ikke-militære aspekter 

samt spørgsmål vedrørende menneske- og borgerrettigheder. Anden kurv 

omhandlede økonomisk, teknologisk og videnskabeligt samarbejde. Tredje 

kurv angik kulturelt og humanitært samarbejde samt anliggender vedrørende 

bevægelsesfrihed. Endelig blev der i forlængelse heraf talt om en fjerde kurv, 

der vedrørte konferencens opfølgning. Med Slutakten fik Sovjetunionen og 

Vestmagterne længe nærede ønsker opfyldt. For Sovjetunionen var det et væsentligt 

resultat, at Vesten med forhandlingsprocessen og med slutakten reelt 

anerkendte Europas deling og det sovjetiske hegemoni over Østeuropa. De 

vestlige lande fik til gengæld Sovjetunionens tilsagn om, at menneske- og borgerrettigheder 

skulle overholdes i Østblokken, ligesom Sovjetunionen gav 

lovning på, at befolkningerne i Østblokken fik (begrænset) adgang til vestlige 

medier. 3 

1 De forskellige forslag er omtalt kortfattet i Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik. En redegørelse fra 

det sagkyndige udvalg under regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, 1970, bilag 7: „En 

europæisk sikkerhedskonference: Historik“, s. 146-53; jf. Skjold G. Mellbin, Konferencen om Sikkerhed 

og Samarbejde i Europa. Helsingfors – Genève – Helsingfors, 1977, s. 7-12. 

2 Deltagere i konferencen var NATO-landene, Warszawapagt-landene samt neutrale og alliancefri 

lande. Albanien deltog efter eget ønske ikke i CSCE-konferencen. Ovenstående er i det væsentlige 

baseret på Skjold G. Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 13-17; Nikolaj Petersen, 

Europæisk og globalt engagement 1973-2003, 2004, s. 147-51. Se også Peter Michael Nielsen, CSCE. 

Sikkerhed og samarbejde i Europa, 1990, s. 12-32. Se også kapitel 39. 

3 Sst. 

SIKKERHED OG SAMARBEJDE I EUROPA 1971-1975 99

Nedenfor skildres og analyseres den offentlige debat i Danmark om CSCE 

med henblik på at klarlægge standpunkter og konfliktlinjer. Selv om CSCEprocessen 

fik overordentlig stor betydning, var den ikke noget væsentligt debatemne 

i 1970erne. Befolkningens interesse for initiativet var begrænset, og 

debatterne fandt først og fremmest sted i Folketinget og i spredte indlæg i 

dagspressen. 4 

Indledende debat (1971-1972) 

Selv om tanken om en europæisk sikkerhedskonference havde været på den 

politiske dagsorden siden 1954, begyndte spørgsmålet først at præge danske 

sikkerhedspolitiske debatter i begyndelsen af 1970erne. 5 I første omgang var 

politikernes indlæg om sikkerhedskonferencen og dens fremtid præget af 

usikkerhed, for ingen vidste med sikkerhed, om den ville blive gennemført. 

Karakteristisk var det, at danske politikere på dette tidspunkt kun havde vage 

forestillinger om, hvilke temaer konferencen i givet fald skulle omfatte. 

Alligevel erklærede udenrigsminister Poul Hartling fra Folketingets talerstol 

i marts 1971 som VKR-regeringens udtrykkelige holdning, at en sikkerhedskonference 

burde afholdes, og at Danmark skulle deltage. Ifølge Hartling 

og Poul Schlüter, der talte på Det Konservative Folkepartis vegne, samt 

Per Federspiel, der var ordfører for Venstre, måtte der dog stilles den betingelse 

for konferencens afholdelse, at USA fik mulighed for at deltage. Samtidig 

opfattede ordførerne fra Venstre og Det Konservative Folkeparti det som 

en forudsætning, at der blev fundet en løsning på Berlin- og Tysklandsproblemet. 

6 Med disse holdninger stillede Venstre og Det Konservative Folkeparti 

sig på linje med NATO’s erklærede holdning til spørgsmålet. Hvad 

angik regeringens motivation for støtten til en sikkerhedskonference forkla- 

4 Debatterne i Folketinget har været genstand for en tidligere behandling. Se hertil Erik Beukel, 

„Danmark og afspændingen mellem øst og vest – en analyse af holdninger“, Fremtiden, 33. årg., nr. 2 

(1978). 

5 Allerede i juni 1966 havde Per Hækkerup dog udtrykt sympati for ideen under et NATO-ministermøde 

i Bruxelles; jf. Skjold G. Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 8. Jens Otto 

Krag havde ytret noget tilsvarende i 1968, „NATO-betingelser som Det radikale Venstres“, Politiken, 

8. september 1968; Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik, s. 256-57. Desuden havde den radikale 

statsminister Hilmar Baunsgaard i 1969 udtalt offentligt, at Danmark gik ind for afholdelse af en sikkerhedskonference; 

Skjold G. Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 12. Imidlertid 

havde det stået glasklart for danske parlamentarikere, at en sikkerhedskonference kun lod sig gøre 

hvis alle NATO-lande fik mulighed for at deltage, herunder USA og Canada. 

6 Poul Hartling, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 

1970/71, 18. marts 1971, sp. 4816-35, her citeret sp. 4819; jf. Poul Schlüter og Per Federspiel, sst., sp. 

4851, 4863. Berlin- og Tysklandsspørgsmålet var to særskilte anliggender. Berlinspørgsmålet handlede 

om adgangsvejene mellem Vesttyskland og Berlin, medens Tysklandsspørgsmålet handlede om 

grænserne mellem de to tysklande og mellem Polen og Østtyskland. Dermed handlede det sidste 

spørgsmål reelt om anerkendelsen af Østtyskland. 


ede Hartling, at regeringen fandt 

Europas deling i to politiske, økonomiske 

og militære blokke for „unaturlig 

og hæmmende i en verden, 

hvor alle kommer hinanden mere og 

mere ved.“ Derfor opfattede VKR-regeringen 

det som glædeligt, at „den 

afspænding, som er den eneste farbare 

vej frem i forholdet mellem øst 

og vest, er begyndt at sætte sig konkrete 

spor.“ 7 Med debatten stod det 

klart, at det var regeringspartiernes 

opfattelse, at Danmark skulle støtte 

og fremme afspændingsprocessen 

mellem Øst og Vest. 

Socialdemokratiet og Socialistisk 

Folkeparti støttede tanken om en sikkerhedskonference. 

Sammen med 

Det Radikale Venstre betonede de to 

oppositionspartier den vesttyske 

kansler Willy Brandts store betydning 

for, at tilnærmelsen mellem Øst 

og Vest var kommet så vidt. Eksempelvis erklærede forhenværende udenrigsminister 

Per Hækkerup, at Brandts Østpolitik var både „rigtig“ og „modig“, 

medens Gert Petersen konstaterede det som opmuntrende, at det vesttyske 

socialdemokrati med østpolitikken var slået ind på en udenrigspolitisk linje, 

der svarede ganske til de forslag, som Socialistisk Folkeparti havde stillet. 8 

K.B. Andersen. (Folketinget). 

Gert Petersen ville således gerne lægge navn til den vesttyske Østpolitik, men 

så bort fra den afgørende forudsætning for Brandts succesfulde politik, nemlig 

NATO’s eksistens. 

I foråret 1971 var der i Folketinget en gennemgående sympati for og støtte 

til tanken om at afholde en konference om sikkerhed og samarbejde i 

Europa. I det omfang, der kan konstateres nuanceforskelle i debatten, handlede 

det om partiernes forskellige forventninger til konferencen. Poul Hartling 

og Arne Stinus var meget optimistiske og begejstrede, medens Hækkerup, 

Per Federspiel og i nogen grad Schlüter og Erik Kragh fra Det Konservative 

Folkeparti understregede, at der ikke skulle gå meget galt i forholdet 

mellem USA og Sovjetunionen, før afspændingen og dermed den forestå- 


1970/71, 18. marts 1971, citeret sp. 4819. 

8 Per Hækkerup, Gert Petersen og Arne Stinus, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, 

Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1970/71, 18. marts 1971, sp. 4835-46, 4879-90, 4867-79. 


ende CSCE-proces faldt til jorden. 9 Der var også holdningsforskelle i partiernes 

syn på det tyske spørgsmål. Socialistisk Folkeparti krævede dansk anerkendelse 

af de eksisterende grænser og dermed af DDR som selvstændig stat. 

Socialdemokratiet mente som de vesttyske socialdemokrater, at målet var en 

fælles vestlig anerkendelse af den europæiske deling. VKR-regeringen indtog 

en afventende stilling og ville – med udenrigsminister Hartlings ord – følge 

udviklingen „på det nøjeste“. 10 

Da Folketinget i april 1972 på ny skulle drøfte den udenrigspolitiske situation 

var billedet stort set det samme. I mellemtiden havde Danmark dog fået 

ny regering. Ved valget til Folketinget 21. september 1971 havde Socialdemokratiet 

opnået en stor valgsejr, hvorpå Jens Otto Krag havde etableret 

sin tredje og sidste regering. Den ny udenrigsminister K.B. Andersen støttede 

som sin forgænger tanken om en sikkerhedskonference. 11 Hvor det i foråret 

1971 havde været usikkert, om konferencen lod sig gennemføre, var det i det 

forløbne år blevet sandsynligt, at den ville blive afholdt. De østlige og vestlige 

lande var i mellemtiden blevet enige om, at Østtyskland skulle deltage i konferencen. 

De vestlige landes betingelse havde dog været, at Østtysklands deltagelse 

ikke automatisk førte til en vestlig anerkendelse af landet. Samtidig 

stod det klart, at Sovjetunionen reelt accepterede amerikansk og canadisk deltagelse 

i konferencen. 12 Tilbage var der blot enkelte forhindringer for en påbegyndelse 

af konferencen. Væsentligst var det, at der blev fundet en løsning 

på Berlin-problemet. Ifølge udenrigsministeren var der dog udsigt til, at det 

problem blev løst, da der formentlig snart ville blive ratificeret en tysk-sovjetisk 

og en tysk-polsk aftale om det spørgsmål, hvilket var en følge af, at de 

fire besættelsesmagter i september 1971 havde indgået en aftale om Vesttysklands 

adgang til Berlin. Den socialdemokratiske regering indtog derfor „en i 

princippet meget positiv“ indstilling til spørgsmålet om at gennemføre en sikkerhedskonference. 

Det svarede præcist til Hartlings tilkendegivelse i foråret 

1971. K.B. Andersen forklarede desuden, at man fra dansk og vestlig side sigtede 

mod, at konferencen skulle omhandle fire emner. Disse var: 1. „sikker- 

9 For Erik Kraghs indlæg se „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i 

Folketinget 1970/71, 18. marts 1971, sp. 4918-24, se især sp. 4923. 


1970/71, 18. marts 1971, sp. 4821. 

11 Allerede i Krags tiltrædelseserklæring over for Folketinget 19. oktober 1971 havde han forklaret, 

at regeringen ville „arbejde for det standpunkt, at flersidede forhandlinger om sikkerhed og samarbejde 

samt gensidigt afbalancerede styrkereduktioner bør søges indledt, så snart forudsætningerne 

er til stede“; citeret efter „Regeringen Krags udenrigspolitik“, uddrag af Krags tiltrædelseserklæring 

optrykt i Fremtiden, nr. 7 [u.md.] 1971, s. 32. Om K.B. Andersens sikkerhedspolitiske synspunkter se 

Carl Otto Brix, „Partisoldaten, der blev forladt af kompagni A“, Vandkunsten 9/10 1994. Tema: „Hvor 

fører du mig hen? – Jeg går ej længre“. Danske udenrigspolitikere under Den kolde Krig. Biografiske 

skitser og registre 1945-1990, s. 205-13; jf. Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 167-69. 

12 At knasten om USA’s og Canadas deltagelse optog danske politikere i begyndelsen af 1970erne var 

bemærkelsesværdigt, for allerede omkring 1969/1970 havde Sovjetunionen reelt accepteret de to 

landes deltagelse; jf. Skjold G. Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 14. 


hedsspørgsmål“, 2. samarbejde om økonomiske, tekniske og videnskabelige 

områder, 3. „friere bevægelser over grænserne for mennesker, information og 

for kulturelle forbindelser“ og 4. samarbejde om det „helt afgørende“ spørgsmål 

om „det menneskelige miljø“. Med dansk støtte til disse fire elementer i 

de forestående forhandlinger stillede Danmark sig på linje med NATO’s politik, 

sådan som den var formuleret på et NATO-møde i december 1971. 13 

De fire oppositionspartier – Det Konservative Folkeparti, Venstre, Det Radikale 

Venstre og Socialistisk Folkeparti – støttede fortsat sikkerhedskonferencen. 

Dog ses der en ændring i forhold til debatten i 1971. Bortset fra nogle få 

ytringer om partiernes støtte til sikkerhedskonferencen, omtalte ordførerne 

fra Venstre og Det Konservative Folkeparti næsten ikke konferencen. Østergaard 

udtalte dog bekymring over regeringens linje i det forestående arbejde, 

og han anførte, at den socialdemokratiske regering skulle vare sig mod at 

være for optimistisk, hvad angik mulighederne for at gennemføre forhandlinger 

om styrkereduktioner. Dermed henviste Østergaard implicit til Warszawa-pagtens 

dagsordensforslag fra januar 1972, hvor de østlige lande som 

punkt seks havde stillet forslag om, at konferencen – for „at styrke den internationale 

fred“ – burde „arbejde for almindelig og fuldstændig nedrustning“. 

14 Østergaard ønskede øjensynligt at forhindre Socialdemokratiet i at 

gennemføre egne mærkesager under de forestående multilaterale forhandlinger. 

15 Østergaard fandt det mere fornuftigt, at Danmark under de forestående 

CSCE-drøftelser optrådte som NATO-land og ikke formulerede egne 

synspunkter. 16 Det Konservative Folkepartis forbehold over for Socialdemokratiets 

holdning var et forvarsel om en tiltagende afstand mellem de to partiers 

politik i CSCE-processen (mere herom nedenfor). 

Mest optaget af sikkerhedskonferencen var Det Radikale Venstre. Arne 

Stinus anførte med stor begejstring, at hans parti gik fuldt og helt ind for regeringens 

linje i spørgsmålet, og navnlig betonede han, at de radikale støttede 

regeringens udtalelse om „betydningen af kontakten mellem mennesker 

som en meget vigtig forudsætning for den gensidige tillid, hvorpå en varig 

13 Udenrigsministeren (K.B. Andersen), „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. 

Forhandlinger i Folketinget 1971/72, 19. april 1972, sp. 4939-57, citeret sp. 4943; jf. Skjold G. Mellbin, 

Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 14-15. 

14 Citeret efter Skjold G. Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 16. 

15 Østergaard specificerede ikke, hvad han mente med en dansk politik, men der var formentlig tale 

om en skjult henvisning til Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske linje, der var stadfæstet i partiets 

4-års program vedtaget i august 1971. Heri stod der, at skønt Socialdemokratiet ikke umiddelbart så 

noget alternativt til NATO, så betragtede partiet ikke alliancen som et mål i sig selv. Derfor ønskede 

Socialdemokratiet, at NATO skulle bidrage til at skabe en afspænding, der gjorde „militærblokkene 

overflødige.“ Socialdemokratiets 4-års program. Vedtaget af Socialdemokratiets hovedbestyrelse den 29. 

august 1971. Se pkt. 21-23, her citeret fra pkt. 23; jf. http://net.aba.dk/aba/pdf/SD1971.pdf. Set 26. 

november 2004. 

16 Knud Østergaard, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 

1971/72, 20. april 1972, sp. 5047-55, jf. sp. 5053-54. 


fred i Europa må baseres.“ 17 Men hvad mente Stinus med, at det gjaldt om at 

sikre en varig fred i Europa? Det gav den aldrende radikale politiker Hermod 

Lannung et bud på året efter i en artikel om partiets udenrigspolitik i det radikale 

blad „Fremsyn“. Med reference til sikkerhedskonferencen forklarede 

Lannung, at det var radikal politik at arbejde for at tilvejebringe et internationalt 

klima, der gjorde alliancerne overflødige. 18 Altså en politik, der på den 

ene side svarede til Socialdemokratiets principielle og langsigtede mål, men 

som på den anden side ikke var i overensstemmelse med Socialdemokratiets 

aktuelle sikkerhedspolitik, der var baseret på fortsat dansk medlemskab af 

NATO. Det radikale budskab var ikke nyt. 19 Imidlertid var det et nyt budskab, 

at Det Radikale Venstre opfattede sikkerhedskonferencen som et skridt i den 

retning. 

Til venstre for regeringen var Gert Petersen mere skeptisk. Ikke fordi hans 

parti ikke ønskede sikkerhedskonferencen gennemført, men fordi Socialistisk 

Folkeparti ikke delte udenrigsministerens optimisme. Problemet var, forklarede 

Gert Petersen, at NATO – og navnlig USA – stedse fremsatte nye krav til 

Sovjetunionen som betingelse for, at konferencen kunne blive gennemført. I 

første omgang havde man fra Vestens side krævet, at USA og Canada skulle 

deltage i konferencen. Sovjetunionen havde accepteret dette krav. Derpå 

havde man fra Vestens side anført, at DDR’s deltagelse i konferencen ikke 

automatisk førte til vestlig anerkendelse af DDR. Sovjetunionen havde også 

accepteret denne præmis. Endelig havde NATO stillet krav om, at drøftelser 

om troppereduktioner skulle med i forhandlingerne. Gert Petersen antydede, 

at USA og NATO næppe var interesseret i konferencens afholdelse, idet 

den amerikanske strategi angiveligt var, at opstille så mange krav, at Sovjetunionen 

på et tidspunkt afviste yderligere drøftelser om konferencen. I forlængelse 

heraf var Petersen bange for, at drøftelserne også skulle omhandle 

„større bevægelsesfrihed på tværs af grænserne“, og at netop dette aspekt 

kunne skabe problemer. 20 

På trods af uoverensstemmelser om synet på NATO’s politik og uenigheder 

i spørgsmålet om, hvor meget pres de vestlige lande skulle lægge på Sovjetunionen, 

viste folketingsdebatten i april 1972 en overvejende støtte til sikkerhedskonferencen. 

De partier, der var mest positive, var Socialdemokratiet og 

Det Radikale Venstre. Også Socialistisk Folkeparti var positivt indstillet over 

for konferencen, men havde reservationer over for NATO’s og USA’s politik. 

Venstre og Det Konservative Folkeparti støttede også konferencens gennem- 

17 Arne Stinus, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 

1971/72, 20. april 1972, sp. 5073-74. 

18 Hermod Lannung, „Synspunkter på udenrigspolitikken“, Fremsyn. Radikalt tidsskrift, 10. årg., nr. 2, 

1973, s. 5-6. 

19 Jf. kapitel 6-10, 32. 

20 Gert Petersen, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 

1971/72, 20. april 1972, sp. 5076-88, citeret sp. 5084, jf. sp. 5082. 


førelse, men i knap så ordrige vendinger som året forinden. Det Konservative 

Folkeparti var det af Folketingets partier, der manede mest til besindelse. Her 

fra blev det anført, at regeringen skulle undlade at anlægge en dansk profil 

under de forestående drøftelser. Danske synspunkter skulle, mente de konservative, 

underordnes NATO-alliancens politik. 

I efteråret 1972 var drøftelserne mellem Øst og Vest kommet så vidt, at det 

var muligt at påbegynde de forberedende forhandlinger mellem de 35 deltagerlande. 

21 Samme dag som de forberedende drøftelser blev påbegyndt i 

Helsingfors, det vil sige 22. november 1972, informerede udenrigsminister 

K.B. Andersen Folketinget herom. Set gennem den danske debat var november 

1972 afspændingsperiodens højdepunkt i Danmark. K. B. Andersen talte 

direkte om, at Europa stod ved „et afgørende punkt i efterkrigstidens“ udvikling. 

At det forbedrede forhold mellem Øst- og Vesttyskland „for ham at se 

markerede afslutningen på den kolde krig.“ 22 Socialdemokraten Poul Søgaard 

var tilsvarende begejstret. Han mente ligefrem, at man nu kunne „kigge 

tilbage på koldkrigsårene mellem øst og vest.“ 23 

Udenrigsministeren redegjorde for de deltagende landes ønsker til konferencen. 

Om østblokkens ambitioner forklarede K.B. Andersen, at der ud over 

et „sikkert oprigtigt ønske om afspænding“, var et ønske om „at opnå en slags 

formel bekræftelse på den herskende tilstand i Europa.“ Og han fortsatte 

„Der er også en tydelig interesse fra østlig side for et udbygget økonomisk og 

teknologisk samarbejde.“ 24 At opnå en anerkendelse af status quo og en mere 

fredelig verden var ikke nye sovjetiske ønsker. Det havde sovjetiske ledere 

ytret interesse for gennem mange år. Mere opsigtsvækkende var det, at 

Sovjetunionen ønskede samarbejde om økonomiske og teknologiske spørgsmål. 

Forklaringen herpå var formentlig den allerede på det tidspunkt skrantende 

sovjetiske økonomi. 25 

Om de vestlige landes ønsker forklarede udenrigsministeren, at interessen 

„i første række“ sigtede mod „at sikre freden og forståelsen mellem nationerne.“ 

På det område delte de vestlige lande således ambitioner med de østlige. 

Spørgsmålet var derfor, hvordan „freden og forståelsen“ skulle sikres? 

Hertil forklarede K.B. Andersen, at de vestlige lande ville „søge at få fastslået, 

21 Skjold G. Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 17. 

22 Udenrigsministeren (K.B. Andersen), „Redegørelse af udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger 

i Folketinget 1972/73, 22. november 1972, sp. 1294-1304, citeret sp. 1295. 

23 Poul Søgaard, „Forhandlinger om udenrigsministerens redegørelse“, Folketingstidende. Forhandlinger 




25 Stephen G. Brooks and William C. Wohlforth, “Economic Constraints and the Turn towards Superpower 

Cooperation in the 1980s“ i Olav Njølstad (ed.), The Last Decade of the Cold War. From Conflict 

Escalation to Conflict Transformation, 2004, s. 83-117, hvor Brooks og Wohlforth viser, at Sovjtunionens 

økonomiske nedtur, der fortsatte frem til slutningen af 1980erne tog til fra cirka 1970. Se især s. 89 

figur 4.jl. 


at de almindelige folkeretlige principper for forholdet mellem staterne, herunder 

ikke-indblanding i andre staters indre anliggender, må have almindelig 

gyldighed, dvs. mellem alle lande i Europa.“ Således skulle de vestlige 

lande ikke blande sig i indre forhold i Østblokken. Dette svarede præcist til 

de østlige landes erklærede holdning, sådan som den var formuleret i 

Warszawa-pagtens dagsordensforslag i januar 1972. Her stod der under pkt. 4, 

at „[g]ode naboforbindelser bør udvikles på grundlag af principperne om 

uafhængighed og national suverænitet, lighed, ikke-indblanding i indre anliggender 

og gensidige fordele“. 26 Ikke desto mindre var det en ambition fra 

vestlig side, at få forbedret „de menneskelige kontakter mellem øst og vest“, 

ligesom kredsen af vestlige lande ville prøve at overbevise de østlige lande om, 

at „respekten for menneskerettighederne“ internt i østblokken var et vigtigt 

mål, hvis man skulle fremme positive forbindelser på tværs af Jerntæppet. 27 

Med den sidste ambition forsøgte man fra vestlig side at få inddraget menneskerettighedsspørgsmålet 

som en del af sikkerhedsog samarbejdsprocessen i 

Europa. 

Endelig var der spørgsmålet om den danske politik. Herom udtalte K.B. 

Andersen, at den danske regering på lige fod med en række „andre deltagerlande“ 

– han specificerede ikke hvilke – ønskede fire emner behandlet: 1. 

„visse sikkerhedsspørgsmål“, 2. „samarbejde på de økonomiske, handelsmæssige, 

teknologiske og videnskabelige områder“, 3. „udvikling af de menneskelige 

kontakter, styrkelse af de kulturelle forbindelser og øget spredning af informationer 

over grænserne“ og 4. „samarbejde om miljøspørgsmål“. 28 Mere 

uddybende forklarede K.B. Andersen, at man håbede, at sådanne drøftelser 

ville føre til øget tillid mellem Øst og Vest: „Der tænkes her f.eks. på gensidig 

underretning om større militærmanøvrer, udveksling af observatører o. lign. 

Der kan vel også blive tale om at drøfte mere generelle erklæringer om militære 

styrkeniveauer i Europa med henblik på nedskæringer, selvom altså ikke 

alle lande vil være enig heri. Det afgørende er her, at der ikke bliver tale om 

ensidige svækkelser. Det vil næppe fremme den videre afspænding.“ 29 De erfaringer, 

man havde gjort sig under militære øvelser i grænseområderne, 

understregede behovet for gensidige kontakter med henblik på varsling og 

forebyggelse af konflikter. 30 Ud over disse militære forhold lagde den danske 

regering i lighed med andre vesteuropæiske regeringer stor vægt på adgang 

til information og fremme af kulturelle og menneskelige kontakter mellem 

Øst og Vest. 31 

26 Citeret efter Skjold G. Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 15. 


i Folketinget 1972/73, 22. november 1972, sp., citeret sp. 1298, 1299. 



30 Jf. „Operation Mainbrace“. 

31 Udenrigsministeren (K.B. Andersen), „Redegørelse af udenrigsministeren“, Folketingstidende. 

Forhandlinger i Folketinget 1972/73, 22. november 1972, citeret sp. 1302. 


Med disse mere forpligtende og præcise formuleringer fra udenrigsministeren 

var der lagt op til meningsudveksling mellem Folketingets partier. I første 

omgang glædede samtlige ordførere sig over, at embedsværket nu påbegyndte 

drøftelserne i Helsingfors, og samtidig viste det sig, at sejren – at få 

gennemført konferencen – havde mange fædre. Nogle opfattede den iværksatte 

proces som en sejr for NATO. Andre betragtede den som en sejr for 

Socialdemokratiet. Atter andre som en sejr for Venstre. Endelig var der nogen 

der mente, at det var en sejr for de dygtige embedsmænd i Udenrigsministeriet, 

der gennem år havde slidt og slæbt for at få processen i gang. 

Spørgsmålet var imidlertid, hvilke aspekter Danmark og de vestlige lande 

skulle lægge vægt på. I den debat delte ordførernes indlæg sig i tre. I en 

midterposition befandt Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Venstre 

sig. Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti stillede sig i opposition 

hertil; med modsatte fortegn. 

Socialdemokratiet og Venstre argumenterede for, at afspændingen mellem 

Øst og Vest burde føre til et forbedret forhold mellem staterne og skabe mulighed 

for friere bevægelighed for mennesker, ideer og informationer. Således 

anførte Poul Søgaard, at hvad angik forholdet mellem staterne „kunne 

vi måske nok have en lang ønskeseddel“, hvorpå han gjorde opmærksom på, 

at „fortsat udvikling på det handelsmæssige og økonomiske samarbejde samt 

snævrere teknologiske og videnskabelige forbindelser jo ikke bare skaber rent 

praktiske resultater“. Det ville „også gøre landene snævrere forbundne på andre 

måder. Det er derfor af afgørende værdi, hvis dette kan placeres på den 

kommende tids møder landene imellem.“ Endvidere understregede Søgaard, 

at også „andre former eksempelvis for menneskelige kontakter, stræben efter 

en friere tilstand mellem mennesker i øst og vest, kan vel helt naturligt udvikles 

gennem samarbejde på det kulturelle, informative og turistmæssige område.“ 

32 Venstres ordfører Poul Hartling var af samme opfattelse. Han forklarede, 

at de „dagsordenspunkter, der drejer sig om principperne for forholdet 

mellem staterne og den frie bevægelighed må være af største vigtighed for 

os.“ 33 Ifølge Hartling var det naturligt at kæde disse to dagsordenspunkter 

sammen, idet konferencen ikke ville have nogen værdi, såfremt det ikke lykkedes 

de to blokke at komme hinanden nærmere. Imidlertid forudså Hartling, 

at de østlige lande ville se „med stor skepsis på forslag, der drejer sig om 

friere samkvem.“ Derfor mente Hartling og Venstre, at „det nok vil være realistisk 

også her at betjene sig af den metode, der hedder skridt for skridt.“ 34 

Den vurdering svarede til Socialdemokratiets opfattelse. Kort forinden havde 

32 Poul Søgaard, „Forhandlinger om udenrigsministerens redegørelse“, Folketingstidende. 

Forhandlinger i Folketinget 1972/73, , 23. november 1972, sp. 1402-05, citeret sp. 1404. 

33 Poul Hartling, „Forhandlinger om udenrigsministerens redegørelse“, Folketingstidende. 

Forhandlinger i Folketinget 1972/73, 23. november 1972, sp. 1408-13, citeret sp. 1412. 

34 Sst. 


Poul Søgaard sagt, at hvad angik det kulturelle, informative og turistmæssige 

område, måtte Danmark „naturligvis være realistisk og vise den tilbageholdenhed, 

som er affødt af de to systemers forskellighed i politisk henseende.“ 35 

Fra radikal side støttede Svend Haugaard Socialdemokratiets og Venstres 

synspunkter. Således forklarede han, at Det Radikale Venstre bakkede ministerens 

redegørelse op, og at partiet var enig i, at de nævnte dagsordenspunkter 

skulle behandles. Desuden udtalte Haugaard, at der var „tale om en sikkerheds- 

og samarbejdskonference, og der ligger en lang række muligheder i 

et fredeligt samarbejde inden for handel, teknik, videnskab, kultur, turisme 

osv., som kan åbne vej for den forståelse og den tillid som er forudsætningen 

for, at man på begge sider efterhånden kan forstå, at det militære magtapparat 

ikke længere er nødvendigt.“ Haugaard var endvidere enig i, at en for 

offensiv dansk og vestlig politik kunne give bagslag, og med reference til 

Hartlings udtalelser om menneskers mulighed for fri bevægelighed, anførte 

Haugaard, at „vi bør gå forholdsvis lempeligt til værks.“ 36 

I spørgsmålet om Danmarks stilling i CSCE var der enighed mellem 

Socialdemokratiet, Venstre og Det Radikale Venstre om at vægte både sikkerhedsanliggender 

og borgernes frihedsrettigheder. Socialistisk Folkeparti 

mente derimod, at de sikkerhedspolitiske spørgsmål skulle stå i centrum, da 

en løsning af disse var en forudsætning for stabilitet og tryghed og på længere 

sigt en opløsning af de to militære blokke. De konservative lagde vægt på kravet 

om fri bevægelighed for mennesker, ideer og oplysninger over grænserne. 

Partiets ordfører Knud Østergaard begrundede standpunktet således: „Skal vi 

i de demokratiske lande tro på en udsoning på et eller andet tidspunkt, så må 

vi kræve for at få denne tro bekræftet, at andre mennesker kommer til at få 

de samme frihedsmuligheder, som vi har.“ 37 Medens Socialdemokratiet, 

Venstre og Det Radikale Venstre i dette spørgsmål så en mulig kilde til konflikt 

og sammenbrud i forhandlingerne og derfor manede til forsigtighed, var 

de konservative insisterende i deres krav om vestlige frihedsrettigheder som 

bevis på Østlandenes forhandlingsvilje. I modsætning til Socialdemokratiet, 

Venstre og Det Radikale Venstre mente Det Konservative Folkeparti ikke, at 

Danmark skulle indtage selvstændige standpunkter under forhandlingerne, 

men at regeringen skulle stille sig på linje med NATO-landene og de vesteuropæiske 

samarbejdspartnere i EF. 

Med debatten i november stod det klart, at der i Folketinget var etableret 

tre fløje, hvad angik dansk politik under den forstående CSCE-proces. 

Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Venstre argumenterede for, at 

35 Poul Søgaard, „Forhandlinger om udenrigsministerens redegørelse“, Folketingstidende. 

Forhandlinger i Folketinget 1972/73, 23. november 1972, citeret sp. 1404. 

36 Svend Haugaard, „Forhandlinger om udenrigsministerens redegørelse“, Folketingstidende. 

Forhandlinger i Folketinget 1972/73, 23. november 1972, sp. 1413-17, citeret sp. 1415, 1416. 

37 Knud Østergaard, „Forhandlinger om udenrigsministerens redegørelse“, Folketingstidende. 

Forhandlinger i Folketinget 1972/73, 23. november 1972, sp. 1405-08, citeret sp. 1407, 1408. 


Danmark skulle betone både sikkerhedspolitiske anliggender og spørgsmålet 

om friere bevægelighed, men at Danmark måtte være indstillet på, at det sidste 

spørgsmål var potentielt konfliktskabende. Derfor fandt de tre partier det 

fornuftigt, om Danmark for med lempe. I opposition hertil befandt 

Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti sig. Førstnævnte mente, 

at regeringen først og fremmest burde fokusere på sikkerhedspolitiske aspekter, 

da øget tillid mellem blokkene på længere sigt formentlig ville føre til 

øget bevægelsesfrihed. De konservative fandt, at Danmark skulle lægge afgørende 

vægt på den fri bevægelighed og menneskerettighedsaspektet. Ifølge 

Det Konservative Folkeparti måtte det være en forudsætning for øget tillid 

mellem blokkene, at de østlige lande overholdt menneskerettighederne, og 

at de gav deres egne borgere mulighed for fri bevægelighed. Gjorde de det, 

var det et bevis på de østlige landes gode hensigter, og så var der skabt basis 

for øget tillid. 

Forhandlingerne under CSCE (1973-1975) 

I slutningen af april 1973 gennemførtes endnu en forespørgselsdebat om den 

udenrigspolitiske situation. Hvor forhandlingerne i slutningen af 1972 udelukkende 

havde handlet om den forestående CSCE-proces, kom debatten i 

april 1973 til at omfatte langt flere temaer. Alligevel fyldte spørgsmålet om sikkerhedskonferencen 

meget. På regeringens vegne forklarede udenrigsminister 

K.B. Andersen, at drøftelserne i Helsingfors netop var gået ind i fjerde 

runde, og at det var hans opfattelse, at der var „grund til at være tilfreds“ med 

det hidtidige forløb. 38 

Ifølge K.B. Andersen var man kommet længst med drøftelserne om de sikkerhedspolitiske 

spørgsmål og det økonomiske samarbejde; det vil sige de forhold, 

som man fra østlige side prioriterede højest. I den sammenhæng var 

forhandlingerne forløbet så tilfredsstillende, at man kunne skimte, „hvad 

man har lov at kalde omrids til almindeligt acceptable kompromisser på flere 

områder.“ Hvad der syntes at lykkes i drøftelserne om de sikkerhedspolitiske 

og økonomiske anliggender, så dog ikke umiddelbart ud til at lykkes i drøftelserne 

om de „menneskelige forbindelser og udvekslinger inden for kultur, 

undervisning og information“, som de vestlige lande lagde megen vægt på. På 

dette område var der ikke sket store fremskridt, hvilket regeringen beklagede, 

da den lagde „afgørende vægt på fremskridt inden for disse områder.“ Med 

den formulering kunne man tro, at regeringen havde skiftet holdning, hvad 

angik vægtningen af kurv 1, 2 og 3. Det vil imidlertid være forkert, for umiddelbart 

efter anførte K.B. Andersen, at regeringens „ønsker og håb“ var „til- 

38 Udenrigsministeren (K.B. Andersen), „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. 

Forhandlinger i Folketinget 1972/73, 27. april 1973, sp. 5703-19, her sp. 5705, 5706. 


passet de politiske realiteter“. Dermed understregede udenrigsministeren, at 

de vestlige lande måtte være realistiske i forhandlingerne med de østlige 

lande, og selvom regeringen var af den opfattelse, at der måtte komme „håndgribelige 

vidnesbyrd om afspænding i form af lettelser af de menneskelige 

forbindelser og udvekslinger for strømmen af information og oplysning hen 

over grænserne“, så burde Danmark ikke stille kategoriske krav på det område. 

39 

Hvad angik partiernes synspunkter på CSCE-processen, formede den efterfølgende 

debat sig hovedsageligt, som debatten havde gjort det i november 

1972. Jørgen Peder Hansen fra Socialdemokratiets argumenterede for, at de 

vestlige lande og Danmark skulle arbejde for, at der blev skabt mulighed for 

„friere udveksling af personer, informationer m.v.“ inden for østblokken. 

Med formuleringen „friere“, tog han afstand fra så absolutte krav på det felt, 

at man risikerede et sammenbrud i forhandlingerne: „Det er en naturlighed 

for os at tage disse spørgsmål med ind i drøftelserne, men det er samtidig vigtigt, 

at vi ikke lader en konference falde på dette spørgsmål.“ 40 Poul Hartling 

anførte noget tilsvarende. Han forklarede, at man ikke skulle nære nogen 

„letsindig eller overfladisk forventning“ om, at Danmark og de vestlige lande 

ville få samtlige ønsker opfyldt. Imidlertid var det Hartlings opfattelse, at „sagen 

dog bevæger sig i den rigtige retning.“ Derfor var det hans opfattelse, at 

det var både realistisk og rimeligt, at man arbejdede mod små sejre „skridt for 

skridt.“ 41 

Det Konservative Folkeparti anlagde et andet perspektiv. Det lå i Socialdemokratiets 

og Venstres synspunkter, at de europæiske lande havde et medansvar 

for udviklingen i Europa, og at disse lande derfor skulle spille en aktiv 

og selvstændig rolle i CSCE-processen. Hartling udtalte direkte, at Danmark 

og Vesteuropa ikke skulle hengive sig „til den selvgode rolle som verdensfjerne 

moralister, men må tage den langt sundere og mere rimelige rolle op 

som europanære medansvarlige“. 42 Over for dette betonede Knud Østergaard 

(K), at Danmark og Vesteuropa i stort og småt skulle stille sig på linje med 

USA i forhandlingerne. Det var ikke et nyt synspunkt. Allerede i 1972 havde 

Østergaard givet udtryk for en tilsvarende holdning. Men i 1973 erklærede 

han, at de vesteuropæiske landes interesse i lavere forsvarsbudgetter efterlod 

et indtryk i USA af, at de vesteuropæiske alliancelande ikke værdsatte USA’s 

militære opgaver i Europa, og „denne [europæiske, anm.] ligegyldighed for- 


40 Jørgen Peder Hansen, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 

1972/73, 27. april 1973, sp. 5719-30, citeret sp. 5722. 





stærker igen isolationismen på den 

anden side af Atlanterhavet. Mon 

ikke det er på tide, at vi tager os i 

agt?“, spurgte Østergaard. 43 

På Socialistisk Folkepartis vegne 

gentog Gert Petersen de synspunkter, 

han havde formuleret i 1972, 

nemlig at regeringen i første omgang 

burde fokusere på de sikkerhedspolitiske 

uoverensstemmelser 

mellem Øst og Vest og først i anden 

omgang intensivere arbejdet med at 

fremme den fri bevægelighed, menneskerettighederne 

etc. I forlængelse 

heraf anlagde han en anden vinkel 

i debatten, idet han med henvisning 

til en beretning afgivet af Socialdemokratiets 

sikkerhedspolitiske 

udvalg i januar 1973 forsøgte at forpligte 

Socialdemokratiet til en meget 

konfliktdæmpende linje i CSCE-processen. 

Således citerede Gert Petersen 

den socialdemokratiske beretning for den opfattelse, at Danmark under 

CSCE-processen ikke burde anlægge en kurs, der vanskeliggjorde forhandlingerne, 

og at dansk politik burde sigte mod at få etableret „et europæisk 

samarbejdsorgan for sikkerhedspolitikken og med deltagelse af såvel de østlige 

som de vestlige lande samt de neutrale nationer, der måtte ønske at være 

med.“ Gert Petersen spurgte Socialdemokratiet, om det virkeligt var dets politik. 

Hvis det var tilfældet, var Socialistisk Folkeparti enig heri. 44 Statsminister 

Anker Jørgensen svarede, at dansk sikkerhedspolitik var forankret i NATOmedlemskabet, 

og at det atlantiske samarbejde efter Socialdemokratiets 

opfattelse var „hovedforudsætningen for afspændingsbestræbelserne og for 

de resultater, der vil komme på dette område.“ 45 DKP-løbeseddel. (ABA). 

Gert Petersens forsøg på at 

få Socialdemokratiet til at tage afstand fra NATO-medlemskabet lykkedes 

ikke. 

43 Knud Østergaard, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 


44 Gert Petersen, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 


45 Anker Jørgensen, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 

1972/73, 27. april 1973, sp. 5774-77, citeret sp. 5774-75. 


I marts 1974 blev der gennemført endnu en debat om den udenrigspolitiske 

situation. 46 I mellemtiden havde Danmark fået ny regering, idet Poul 

Hartling efter jordskredsvalget i december 1973 havde dannet en ren Venstreregering. 

Samtidig var Folketinget blevet udvidet med flere nye partier; 

Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Også 

DKP var kommet i Folketinget. Spørgsmålet var nu, hvordan parlamentets 

nye partier stillede sig til CSCE-forhandlingerne. Debatten viser, at ordførerne 

for disse partier stort set ikke berørte spørgsmålet. De to partier, der 

faktisk tog stilling, var Fremskridtspartiet og DKP. Fremskridtspartiets John 

Arentoft konstaterede på et helt overordnet niveau, at det for Danmark gjaldt 

om at sikre nationens overlevelse. Hans efterfølgende konklusion lød, at 

Danmarks primære interesse i forhandlingerne og i international politik i almindelighed 

måtte handle om at bevare et positivt forhold til USA. 47 Fremskridtspartiets 

synspunkt svarede således i nogen grad til Det Konservative Folkepartis 

holdning, men det blev formuleret langt skarpere. 

På den anden side i debatten placerede Ib Nørlund fra DKP sig til venstre 

for Socialistisk Folkeparti, idet han på det skarpeste afviste de vestlige landes 

forsøg på at inddrage spørgsmålet om menneskers fri eller friere bevægelighed 

over landegrænser som et emne for forhandlingerne. I stedet stillede Ib 

Nørlund sig på linje med den sovjetiske holdning. Således forklarede han, at 

det var positivt med drøftelserne i Genève, men – og det var det afgørende – 

hvis man ønskede et forbedret internationalt klima, måtte Danmark respektere 

den af Khrusjtjov formulerede tanke om „fredelig sameksistens“, og heraf 

fulgte „gensidig respekt for ligeberettigelse og suverænitet“. 48 Danmark skulle 

med andre ord afholde sig fra at presse på i spørgsmålet om fri(ere) bevægelighed 

over landegrænser, menneskerettigheder etc. 

Den sidste udenrigspolitiske debat i Folketinget inden slutakten blev undertegnet 

fandt sted i marts 1975. CSCE-processen udgjorde kun en begrænset 

del af debatten. På regeringens vegne forklarede udenrigsminister K.B. 

Andersen endnu en gang, at Danmark under drøftelserne især havde lagt 

vægt på spørgsmålet om de menneskelige kontakter og den friere bevægelighed 

over grænserne. Og han konstaterede, at han havde „grund til at tro, at 

det vil lykkes for konferencen at opnå positive landvindinger.“ Imidlertid opfattede 

regeringen ikke alene landvindingerne som positive. Overhovedet 

fandt regeringen det „betydningsfuldt, at det nu er almindelig erkendt, at 

46 Udenrigsministeren (Ove Guldberg), „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. 

Forhandlinger i Folketinget 1973/74, 21. marts 1974, sp. 3893-3904. K.B. Andersen, sst., sp. 3904-11, 

Arne Christiansen, sst., sp. 3916-20, Stinus, sst., sp. 3920-28, Ninn-Hansen, sst., sp. 3928-33, Gert 

Petersen, sst., sp. 3939-46. 

47 Arentoft, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1973/74, 

21. marts 1974, sp. 3911-16, her sp. 3912-14. 

48 Ib Nørlund, „Forespørgsel til udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 

1973/74, 21. marts 1974, sp. 3946-52, citeret sp. 3949. 


problemer omkring et emne som de menneskelige kontakter over grænserne 

øst og vest kan gøres til genstand for fordomsfri og saglig drøftelse i international 

sammenhæng.“ 49 

Endnu forestod der dog diskussioner om „tillidsskabende foranstaltninger“, 

hvormed udenrigsministeren henviste til, at Øst og Vest skulle finde 

en afklaring på „underretning om større militære manøvrer.“ Mere overordnet 

var det regeringens opfattelse, at man var kommet langt med de diplomatiske 

drøftelser gennem de seneste par år, og regeringen så frem til, at de deltagende 

lande kunne undertegne en endelig aftale. Derpå var det store ubesvarede 

spørgsmål, om landene ville respektere aftalen. K.B. Andersen var 

usikker herpå, men udtalte, at det var den danske regerings holdning, at man 

måtte se tiden an, hvorpå man i 1977 kunne vende tilbage til spørgsmålet 

med henblik på at videreføre drøftelserne landene imellem. Afslutningsvis 

anførte K.B. Andersen, at selv om CSCE-processen stod over for en afslutning, 

så betød det ikke, at den danske regering fandt, at arbejdet var afsluttet. I den 

følgende tid ville Danmark fortsætte arbejdet på bilateralt niveau. Arbejdet 

for fred og afspænding var vigtigt. Med en hilsen til Folketingets alliancekritiske 

partier – især Socialistisk Folkeparti og DKP – understregede udenrigsministeren, 

at afspænding og sikkerhed var to sider af samme sag. Derfor forudsatte 

„[f]remskridt i afspændingsprocessen … opretholdelsen af den atlantiske 

alliances forsvarsevne.“ 50 Den følgende debat bragte ikke nye synspunkter. 

Regeringen fik støtte fra Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, 

der dog gerne så en fremskyndelse af forhandlingsprocessen. 51 

Helsinki-slutakten (1975) 

1. august 1975 undertegnede samtlige 35 deltagende lande Helsinki-slutakten. 

En detaljeret gennemgang af slutakten findes i kapitel 39. Her skal hovedpunkterne 

blot opregnes. For det første blev det i forbindelse med kurv 1 om 

de sikkerhedspolitiske anliggender stadfæstet, at NATO og Warszawa-pagten 

skulle varsle militære manøvrer med mere end 25.000 soldater tre uger i forvejen. 

Desuden blev der vedtaget ti principper for sikkerheden i Europa: 

1. Parternes suveræne ligeberettigelse. 

2. Afståelse af trussel om magtanvendelse eller brug af magt. 

3. Grænsernes ukrænkelighed. 

4. Staternes territoriale integritet. 

49 Udenrigsministeren (K.B. Andersen), „Forespørgsel vedr. den udenrigspolitiske situation“, 

Folketingstidende. Forhandlinger i Folketinget 1974/75, 18. marts 1975, sp. 2022-38, citeret sp. 2031. 


51 Gert Petersen, „Forespørgsel edr. den udenrigspolitiske situation“, Folketingstidende. Forhandlinger i 

Folketinget 1974/75, 18. marts 1975, sp. 2066-71, her sp. 2069-70; Arne Stinus, sst., sp. 2054-61. 


5. Fredelig bilæggelse af tvister. 

6. Ikke-indgriben i indre anliggender. 

7. Respekt for menneskerettighederne og de fundamentale frihedsrettigheder. 

8. Folkenes ligeret og selvbestemmelse. 

9. Samarbejde mellem stater. 

10. Opfyldelse af forpligtelser i henhold til Folkeretten. 52 

Disse ti principper blev i slutakten opfattet som ligestillede. Derfor kunne de 

underskrivende lande ikke benytte et af principperne som argument for ikke 

at respektere et af de andre principper. Det betød i praksis, at de østlige lande 

ikke kunne anklage de vestlige lande for at blande sig i de østlige landes indre 

forhold, såfremt de vestlige lande måtte anføre, at menneskerettigheder 

blev brudt i et eller flere af de østlige lande. Dette måtte betragtes som en stor 

sejr for de vestlige lande. 53 Om de menneskelige kontakter – det egentlige 

stridsemne i de danske sikkerhedspolitiske diskussioner – hed det i slutakten, 

at disse blev opfattet som et væsentligt element i etableringen af tillid mellem 

staterne. Som en følge heraf forpligtede samtlige 35 underskrivende stater sig 

til at fremme friere bevægelser over landegrænser, hvad enten der var tale om 

enkeltpersoner, transnationale institutioner eller organisationer. Fra dansk 

og vestlig side var man bevidst om, at de østlige lande enten ikke kunne eller 

ville overholde disse bestemmelser, men ikke desto mindre blev de i Danmark 

og Vesten opfattet som væsentlige indrømmelser fra Warszawapagtens side. 54 

CSCE-processen påkaldte sig ikke nogen folkelig interesse. Den havde 

mere karakter af et eliteprojekt. Derfor var der heller ikke megen offentlig 

debat om slutakten, da den endelig blev undertegnet. 1. august 1975 var 

Folketinget i øvrigt på sommerferie, så nogen orientering af Folketinget blev 

det heller ikke til. 

Enkelte reaktioner på underskrivelsen af slutakten sås dog. Udenrigsminister 

K.B. Andersen skrev en større artikel i „Aktuelt“, hvori han i forsigtige 

vendinger vurderede betydningen af konferencen. Europa ville ikke blive „anderledes 

fra den ene dag til den anden“ og der ville „stadig være områder, 

hvor det er vanskeligt at opnå kontakt over grænserne, og der vil ikke med det 

dokument, der nu skrives under, være opnået nogen afgørende ændring med 

hensyn til f.eks. den militære sikkerhed. Den må for Danmarks vedkommende 

stadig bygge på samarbejdet i den atlantiske alliance.“ 55 Andersen så 

52 Konferencen Om Sikkerhed og Samarbejde i Europa Slutakt, Udenrigsministeriet, 1975, s. 5-7. Her anføres 

også mere præcist, hvad der menes med ovenstående overskrifter. Se også Nikolaj Petersen, 

Europæisk og globalt engagement, s. 150; jf. den mere fyldige beskrivelse i Skjold G. Mellbin, Konferencen 

om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 50-56. 

53 Sst. 

54 Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 150. 

55 K.B. Andersen, „Mødet bringer os et skridt videre – men de næste to år er vigtige“, Aktuelt, 30. juli 1975. 


dog med tilfredshed og fortrøstning på udsigterne til resultater som følge af 

det ny Øst-Vest-samarbejde under CSCE. 

Statsminister Anker Jørgensen forfulgte samme spor i en kronik få dage senere. 

Fremtiden var endnu usikker, og de forskellige lande ville tolke slutakten 

på hver deres måde. Men Anker Jørgensen var optimistisk, og han glædede 

sig over, at det var lykkedes at finde frem til en slutakt. Dette var et stort 

og vigtigt skridt i retning af en varig fred. „Ordene har deres eget liv. De 

fanger“, skrev han. Med adresse til alliancekritikere konstaterede Anker 

Jørgensen, at man ikke skulle tro, at afslutningen på CSCE-processen var et 

første skridt i retning af de to militærblokkes opløsning. Ifølge Anker Jørgensen 

var de en forudsætning for fortsat afspænding. 56 

I de øvrige dagblade var reaktionerne på slutakten knapt så positive. „Berlingske 

Tidende“ var det dagblad, der var mest enig med regeringen. Her var 

det opfattelsen, at det var et „lovende tegn“, at konferencen havde efterladt 

indtryk af „forsoning“ og „god vilje“. Imidlertid måtte man erkende, at der 

næppe ville indtræffe „en grundlæggende ændring i den indstilling, hvormed 

disse lande [Warszawapagt-landene, anm.] gik ind i forhandlingerne på sikkerhedskonferencen.“ 

57 „Politiken“ skrev i en lederartikel, at de vestlige lande 

havde været for slappe hvad angik presset på Sovjetunionen og de østlige 

lande. Der var jo først og fremmest tale om hensigtserklæringer om at overholde 

menneskerettighederne, og Moskva havde „tvunget“ flere „forslag om 

friere forbindelser mellem“ Øst og Vest „under bordet“. „Til et sådant regime 

kan vi ikke have tillid“. Med reference til Solsjenitsyns udsagn om, at Vesten 

skulle blande sig i østblokkens forhold, opfordrede „Politiken“ regeringen til 

at følge op på konferencen for at tvinge Sovjetunionen til at respektere slutakten. 

58 „Information“ var heller ikke begejstret for konferencens resultater. 

I det omfang der var opnået forbedringer i forholdet mellem Øst og Vest, var 

det ikke konferencen, der havde gjort forskellen. I bedste fald havde konferencen 

alene bekræftet en udvikling, der allerede var i gang. 59 Den tillid til 

fremtiden, som havde været fremherskende i november 1972, var kraftigt aftaget. 

Sikkerhed og samarbejde i Europa – en sammenfatning 

Konferencen om sikkerhed og samarbejde i Europa var et eliteprojekt, der 

ikke optog befolkningen. Ikke desto mindre var sikkerhedskonferencen en af 

1970ernes vigtigste sikkerhedspolitiske diskussioner. Den viste nemlig noget 

56 Anker Jørgensen, „Så længe det knager så holder det“, Aktuelt, 3. august 1975. 

57 „Efter Helsingfors“ (leder), Berlingske Tidende, 2. august 1975. 

58 „Gælder os selv“ (leder), Politiken, 26. juli 1975. 

59 „Sikkerhedskonferencen“ (leder), Information, 31. juli 1975. 


om de politiske partiers synspunkter på, hvordan man kunne og burde 

fremme afspændingen mellem Øst og Vest. Samtidig viste den, hvordan de 

politiske partiers synspunkter på dansk afspændingspolitik var påvirket af den 

internationale udvikling. 

På det overordnede niveau herskede der enighed mellem Socialdemokratiet, 

Det Konservative Folkeparti, Venstre og Det Radikale Venstre, hvad angik 

spørgsmålet om at få de østlige lande og navnlig Sovjetunionen til at respektere 

kravet om friere bevægelighed over grænser for mennesker, ideer og informationer. 

De fire partier var også fuldt ud enige om, at Sovjetunionen og 

de østlige lande måtte og skulle overholde menneskerettighederne. 

Socialistisk Folkeparti mente, at Danmark og de vestlige lande primært skulle 

fokusere på sikkerhedspolitikken, herunder fremme af de såkaldt tillidsskabende 

foranstaltninger. Det var udtryk for den opfattelse, at dét, der var konfliktskabende 

i international politik, var de to militære blokkes eksistens. 

Såfremt man arbejdede for at skabe øget tillid mellem blokkene, ville de to 

militære organisationer blive opløst. Derpå kunne man fortsætte arbejdet for 

at fremme friere bevægelighed over grænserne. En friere bevægelighed som 

også Socialistisk Folkeparti støttede. Efter folketingsvalget i december 1973 

sluttede Fremskridtspartiet sig til de fire førstnævnte partier, medens DKP stillede 

sig på linje med Socialistisk Folkepartis synspunkter. 

Der var almindelig enighed mellem Socialdemokratiet, Venstre og Det Radikale 

Venstre i spørgsmålet om Danmarks stilling under CSCE-forhandlingerne. 

De ville have begge sider med, det vil sige både de hårde sikkerhedspolitiske 

og økonomiske spørgsmål og de bløde vedrørende demokratiske 

rettigheder og menneskelige og kulturelle kontakter over grænserne. De tre 

partier manede til forsigtighed og kompromisvilje under forhandlingerne. 

Vesten måtte være lydhør over sovjetiske synspunkter og villig til at give indrømmelser, 

hvis der skulle opnås resultater. For de konservative var det derimod 

vigtigt at fastholde kravet om vestlige frihedsrettigheder for befolkningerne 

i østlandene. En generel østlig accept af disse var det nødvendige bevis 

på forhandlingsvilje, som man ifølge Det Konservative Folkeparti måtte forlange. 

Danmark skulle i øvrigt lægge sig på linje med NATO og de vesteuropæiske 

samarbejdspartere og afstå fra særstandpunkter. Dermed stod Det 

Konservative Folkeparti i den danske CSCE-debat i delvis modsætning til 

Socialdemokratiet, Venstre og Det Radikale Venstre, der anså selvstændige 

danske synspunkter for fornuftige. 


34 · Neutronbombedebat 1977-1978 

Den 7. juni 1977 offentliggjorde „Washington Post“ en opsigtsvækkende artikel. 

Heraf fremgik det, at USA i de kommende år ville erstatte flere af de i 

Vesteuropa deployerede amerikanske atomvåben med neutronvåben. 1 I de 

følgende måneder opstod der en debat mellem USA og Sovjetunionen og 

mellem USA og dets europæiske allierede. Hvad angik den første debat, tog 

ledelsen i Kreml i skarpe vendinger afstand fra det amerikanske initiativ. Man 

hævdede, at der var tale om en „kapitalistisk bombe“, der kunne slå mennesker 

ihjel uden at forvolde samme materielle skader som ved almindelige kernevåben. 

Og fra vesteuropæisk side opstod der en betydelig folkelig og politisk 

modstand mod planerne. 2 Debatten bragtes umiddelbart til ophør, da 

USA i 1978 annoncerede, at det udsatte fremstillingen af neutronbomben. 

Begyndende dansk kritik 

Nyheden om at USA ønskede at sætte neutronbomben i produktion afstedkom 

mange vesteuropæiske reaktioner. Én af de mere opsigtsvækkende kom 

fra Vesttyskland, hvor generalsekretæren for SPD og én af chefarkitekterne 

bag Brandts Ostpolitik, Egon Bahr, omtalte planerne om udviklingen af neutronbomben 

som „et symptom på tankens pervertering“. 3 Men også i Danmark 

mødte det amerikanske initiativ modstand. I Folketinget var det Socialistisk 

Folkeparti, der tematiserede emnet. 19. juli 1977 stillede Gert Petersen 

følgende spørgsmål til udenrigsminister K.B. Andersen: „Vil den danske regering 

tage afstand fra de bestræbelser, der gøres på at udvikle en såkaldt neutronbombe 

og på eventuelt at placere den i vesteuropæiske NATO-lande, herunder 

Danmark“. 4 I sin motivation for spørgsmålet forklarede Gert Petersen, 

at man nu var nået dertil, at USA ville udvikle våben, der slog mennesker og 

dyr ihjel, medens de efterlod bygninger og maskiner uberørte. Gert Petersen 

fandt det etisk forkasteligt og frygtede, at initiativet ville øge spændingen. 

Petersen var – det understregede han selv – bevidst om, at Danmark ikke 

kunne forhindre USA i at producere våbnet. Imidlertid burde regeringen ef- 

1 Neutronbomben var et taktisk kernevåben, der virkede ved, at en brintbombe blev antændt af en 

lille atombombe. Dermed blev der udviklet en omfattende, dødbringende neutronstråling. Se hertil 

Lars Mortensen, „Sikkerhedspolitisk leksikon“, Henning Gottlieb, Bertel Heurlin og Jørgen 

Teglers (red.), Fred og konflikt, 1991, s. 348; jf. David Jens Adler, Det europæiske teater. Bogen om raketterne 

og den nye atomvåbendebat, 1984, s. 124-32. 

2 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer. Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark, 1997, s. 173; 

Norman Friedman, The Fifty Year War. Conflict and Strategy in the Cold War, 2000, s. 424. 

3 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 174. 

4 Gert Petersen, „Skriftligt spørgsmål til Udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlingerne i 

Folketingsåret 1976-77, 19. juli 1977, sp. 5773-74. 

NEUTRONBOMBEDEBAT 1977-1978 117

ter Petersens opfattelse udnytte sin mulighed for at afvise dets deployering i 

Danmark og Vesteuropa. Dermed ville regeringen kunne „påvirke beslutningsprocessen 

i en fornuftig retning“ i overensstemmelse med dansk afspændingspolitik. 

5 

I sit svar forklarede udenrigsminister K.B. Andersen, at det var et nationalt 

amerikansk anliggende, om USA ville udvikle neutronbomben, og spørgsmålet 

ville først blive en sag for NATO og Danmark, hvis USA tilbød sine allierede 

i Europa at modtage våbnet. Først når det skete, ville Danmark tage stilling. 

6 Gert Petersen var ikke tilfreds med svaret og genfremsatte dagen efter 

spørgsmålet i en ny formulering: „Finder den danske regering, at udviklingen 

af den såkaldte neutronbombe er til gavn eller til skade for afspændingsbestræbelserne, 

eller at den ikke påvirker disse i nogen retning.“ 7 Gert Petersen 

fandt det utilstrækkeligt, at den danske regering forholdt sig passivt til spørgsmålet. 

Hvis alle lande opfattede spørgsmålet om neutronbomben som et indre 

amerikansk anliggende, ville de allierede lande reelt fralægge sig ansvaret 

for afspændingsprocessens ophør, mente Petersen. Man måtte tage stilling, 

for Danmark var „ikke placeret på en lille klode for sig selv.“ 8 

Skønt spørgsmålet var stilet til udenrigsministeren, var det forsvarsminister 

Orla Møller (S), der besvarede spørgsmålet. Men heller ikke ved den lejlighed 

fik Gert Petersen et klart svar. Forsvarsministeren anførte, at man ikke sådan 

burde tage afstand fra én type af kernevåben, in casu neutronbomben. 

Hvis man gjorde det, ville man samtidig „blåstemple“ andre former for kernevåben. 

Møller afviste også at tage stilling til neutronbombens betydning for de 

fortsatte afspændingsbestræbelser. Ifølge forsvarsministeren ville man omvendt 

kunne hævde, at oprustning var en forudsætning for at kunne fremme 

afspændingen. Regeringen var i øvrigt af den opfattelse, at Danmark skulle 

fremme afspændingen. Den fortsatte strøm af nye våbentyper understregede 

kun „betydningen af at komme i gang, inden“ det var „for sent“, sluttede 

Møller. 9 Med disse markeringer endte forespørgslen, og i de følgende måneder 

var der stort set ingen debat om neutronbomben i Folketinget. 

Til gengæld forsøgte Sovjetunionen nu at lægge pres på regeringen. Få 

dage efter debatten i Folketinget kritiserede det sovjetiske nyhedsbureau 

TASS 26. juli 1977 udenrigsminister K.B. Andersen for at have sagt, at deployering 

af neutronbomben i Vesteuropa udelukkende var et „internt amerikanske 

anliggende.“ K.B. Andersen tog til genmæle, idet han understregede, 

5 Gert Petersen, „Begrundelse“, Folketingstidende. Forhandlingerne i Folketingsåret 1976-77, 19. juli 1977, 

citeret sp. 5773. 

6 Udenrigsminister K.B. Andersens skriftlige svar, Folketingstidende. Forhandlingerne i Folketingsåret 

1976-77, 25. juli 1977, sp. 5774-75. 

7 Gert Petersen, „Skriftligt spørgsmål til Udenrigsministeren“, Folketingstidende. Forhandlingerne i 

Folketingsåret 1976-77, 26. juli 1977, sp. 5817. 

8 Sst., „Begrundelse“, Folketingstidende. Forhandlingerne i Folketingsåret 1976-77, 26. juli 1977, sp. 5818. 

9 Forsvarsminister Orla Møllers skriftlige svar, Folketingstidende. Forhandlingerne i Folketingsåret 1976-77, 

1. august 1977, sp. 5818. 


Annonce mod neutronbomben 

udarbejdet af 

Samarbejdskomiteen for 

Fred og Sikkerhed. (ABA). 

at han udelukkende havde sagt, at „udviklingen af den [neutronbomben, 

anm.] er et rent nationalt anliggende, som vi ikke kan øve indflydelse på, lige 

så lidt som vi kan øve indflydelse på Sovjetunionens udvikling af moderne 

våben.“ K.B. Andersen kaldte den sovjetiske kritik et forsøg på misinformation. 

10 Den sovjetiske kritik blev således afvist. 

I 1974 var „Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed“ blevet etableret 

som en tværpolitisk fredorganisation med deltagelse af blandt andre veteranen 

Carl Scharnberg, K. Helveg Petersen og Lasse Budtz. 11 I de tre år, der var 

gået, havde bevægelsen haft vanskeligt ved at finde sager med appel til befolkningen. 

Med erklæringen om, at USA ville producere neutronbomben, 

fik „Samarbejdskomiteen“ en sådan sag. 13. august 1977 arrangerede komi- 


11 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 171. I slutningen af 1970erne og begyndelse af 1980erne 

blev „Samarbejdskomiteen“ i stigende grad kommunistisk domineret. Men der var tale om en proces. 


teen et større protestmøde i København, der afsluttedes med en 24 timers fakkelvagt 

uden for den amerikanske ambassade. 12 Samtidig iværksatte 

„Samarbejdskomiteen“ en underskriftsindsamling med støtte fra fremtrædende 

medlemmer af Det Radikale Venstre, Retsforbundet, Socialdemokratiet, 

Socialistisk Folkeparti, DKP og Venstre-Socialisterne. I marts 1978 havde 

120.000 skrevet under på komiteens protest mod USA’s udvikling af neutronbomben. 

13 Digteren Erik Stinus indsamlede i „Samarbejdskomiteens“ regi 

underskrifter fra 230 danske forfattere. 14 „Samarbejdskomiteen“ engagerede 

sig med andre ord meget aktivt i spørgsmålet om neutronbomben og formåede 

efter alt at dømme at samle en betydelig folkelig støtte til kritikken af det 

amerikanske initiativ, samtidig med at flere fremtrædende politikere fra centrum-venstre-partierne 

støttede bevægelsens kampagner. 

Vesteuropæiske reaktioner og fortsat dansk kritik 

Den begyndende danske debat om det amerikanske initiativ havde udenlandske 

paralleller. Dele af det vesteuropæiske politiske establishment og flere af 

de vesteuropæiske fredsorganisationer protesterede åbent mod neutronbomben. 

Blandt de stærkeste kritikere var den vesttyske regering. Årsagen var, at 

neutronbomben først og fremmest skulle benyttes som svar på et østligt panserangreb, 

og at våbnet derfor måtte antages at skulle stationeres i Vesttyskland. 

Forbundskansler Helmut Schmidt, der var varm fortaler for NATO, tog 

afstand fra et sådant scenario, blandt andet fordi han forudså, at Vesttyskland 

ville blive genstand for østlig kritik, hvis planen blev gennemført. Gennem 

1977 stillede Schmidt derfor krav om, at neutronbomberne også skulle udstationeres 

i Holland, Belgien og i Italien. 

Samtidig med den vesttyske regerings skepsis over for det amerikanske initiativ 

formulerede fredsbevægelserne deres kritik. De vestlige politikere blev 

afkrævet svar på spørgsmål om fordele og ulemper ved det nye våben, og det 

var vanskeligt for regeringscheferne at overbevise kritikerne om neutronbombens 

fortrin. For det første blev planerne af kritikerne fremstillet som værende 

i strid med de endnu levende afspændingsbestræbelser. Med CSCEslutakten 

fra 1975 var det besluttet, at de underskrivende lande siden skulle 

arbejde for en opfølgning af konferencen. Her ville det amerikanske initiativ 

kunne gribe forstyrrende ind. For det andet blev det anført, at den militære 


13 Blandt anbefalerne var Ib Christensen (MF for Retsforbundet), Svend Aage Nielsen (HB-medlem 

hos Kristeligt Folkeparti), Gert Petersen (MF for Socialistisk Folkeparti), Preben Wilhjelm (MF for 

Venstre-Socialisterne), Knud Jespersen (MF for DKP), Inge Fischer Møller (MF for Socialdemokratiet) 

og Meta Ditzel (fhv. MF for de radikale). Optrykt i Carl Scharnberg, Uofficielle synspunkter 

1977/1978 (u.å.), upagineret. Se også Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 175. 



værdi af det nye våben var beskeden, eftersom den ville reduceres i tilfælde 

af, at modparten som modsvar benyttede sig af traditionelle kernevåben. 

Risikoen herfor øgedes, når man medtænkte den trussel, som neutronbomben 

indebar. For det tredje blev også den etiske side af sagen fremdraget. Den 

vesteuropæiske debat var præget af fredsorganisationernes kritik af udviklingen 

og deployeringen af neutronbomben og regeringschefernes uvilje 

mod officielt at tage afstand fra neutronbomben. 15 

Skønt Socialdemokratiet i 1977 havde undladt at tage eksplicit stilling til 

spørgsmålet om regeringens holdning til neutronbomben, voksede betænkeligheden 

ved tanken i partitoppen. Vel afviste Anker Jørgensen i januar 1978 

i en korrespondance med Bresjnev at tage ensidig afstand fra det amerikanske 

forslag, men internt i den danske regering var modviljen stigende. I sidste 

halvdel af februar 1978 opfordrede den danske statsminister under et besøg 

i Washington Jimmy Carter til at afstå fra en deployering af neutronbomben 

i Vesteuropa. Det var Anker Jørgensens vurdering, at det kunne ses som 

en eskalering af kernevåbenkapløbet og et led i en uønsket psykologisk krigsførelse 

mod Sovjetunionen. 16 

Få uger efter Anker Jørgensens USA-rejse stillede Gert Petersen og medlemmer 

af Socialistisk Folkepartis folketingsgruppe på ny spørgsmål om sikkerhedspolitikken 

i Folketinget. Som svar på deres spørgsmål om „Danmarks 

holdning på den forestående ekstraordinære FN-generalforsamling vedrørende 

nedrustning og om regeringens syn på det fortsatte rustningskapløb“ 17 , 

berørte Lise Østergaard, der var minister uden portefølje, men med særligt 

henblik på udenrigspolitiske spørgsmål, neutronbomben uden at nævne den 

ved navn: 

„Hvor ubehageligt det end er at måtte erkende, at verdens sikkerhed er baseret 

på gensidig frygt og ikke gensidig tillid, så er det dog en kendsgerning, 

at denne frygtens balance har vist sig effektiv i mange år som fredsbevarende 

foranstaltning. Men den har sine helt iøjnefaldende skrøbeligheder, 

først og fremmest den indbyggede tendens til en stadig optrapning 

af rustningsniveauet i takt med, hvad nye teknologiske muligheder åbner 

mulighed for. Begge parter føler sig tilskyndet til at udvikle nye våbentyper, 

så snart det overhovedet er muligt, ikke for at disse våben skal bruges, men 

netop for at forhindre, at de bliver brugt. Det er klart, at denne magtba- 

15 Debatten er skildret sst., s. 173-74. 

16 Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2003 (Danmarks Nationalleksikon, bd. 6), 

2004, s. 197-98. 

17 Forespørgselsdebat rejst 2. marts 1978 af Gert Petersen, Ebba Strange og Ole Henriksen, alle fra 

Socialistisk Folkeparti, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1977-78. Debatten gengivet sp. 

6964-7062. 


lance både er skrøbelig, sårbar og farlig, fordi den nødvendiggør stadig 

mere indviklede foranstaltninger og modforanstaltninger.“ 18 

For den der lyttede, stod det klart, at ministeren og regeringen havde vanskeligt 

ved at acceptere den nye bombe. Til gengæld stod det også klart, at regeringen 

ikke ville tage åbent afstand fra den. 

Gert Petersen imødegik i sit indlæg regeringens holdning om, at neutronbomben 

blot var endnu en atombombe (jf. debatten i 1977). Den nye bombe 

adskilte sig kvalitativt fra de „gængse nukleare bomber“, idet neutronbombens 

primære virkning bestod i at tilføje mennesker inden for en vis radius 

strålingsdøden. Som afslutning på sit indlæg stillede han et forslag til motiveret 

dagsorden: 

„Idet folketinget dybt beklager den fortsatte kaprustning, opfordrer tinget 

regeringen til også at vende sig mod fremstilling og spredning af nye masseødelæggelsesvåben, 

herunder neutronbomber…“ 19 

Fra socialdemokratisk side stillede Lasse Budtz sig afvisende hertil. Han forklarede, 

at Danmark ikke ville kunne modtage neutronbomben på grund af 

det danske forbehold på kernevåbenområdet, for neutronbomben var jo et 

kernevåben. Vel fandt regeringen, at den nye bombe var „modbydelig“, men 

det ville ifølge den socialdemokratiske ordfører være „hyklerisk“, om man 

ikke samtidig tilføjede, at det ikke blot var de vestlige lande, der fremstillede 

„modbydelige våben“. 20 På Venstres vegne sluttede Arne Christiansen sig til 

Socialdemokratiets holdning. 21 

Fra Det Konservative Folkeparti erklærede Palle Simonsen sig enig i regeringens 

afvisning af dagsordensforslaget, men hvor ordførerne fra Socialdemokratiet 

og Venstre var skeptiske over for rustningskapløbet, krævede 

Palle Simonsen – i polemik med Gert Petersen – „bevisførelse“ for, at det fortsatte 

rustningskapløb øgede risikoen for krig. Det Konservative Folkeparti var 

mere positivt indstillet til „frygtens balance“, end regeringen var. 22 

Skønt Niels Helveg Petersen fra Det Radikale Venstre gav udtryk for støtte 

18 Lise Østergaard, „Forespørgsel om nedrustning m.v.“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 

1977-78, 2. marts 1978, sp. 6965-75, citeret sp. 6969. 

19 Gert Petersen, „Forespørgsel om nedrustning m.v.“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 

1977-78, 2. marts 1978, citeret sp. 6983, jf. 6978-79. 

20 Lasse Budtz, „Forespørgsel om nedrustning m.v.“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 

1977-78, 2. marts 1978, sp. 6983-90, citeret sp. 6988, 6989. 

21 Arne Christiansen, „Forespørgsel om nedrustning m.v.“, Folketingstidende. Forhandlinger i 

Folketingsåret 1977-78, 2. marts 1978, sp. 6994-97, her sp. 6996. 

22 Palle Simonsen, „Forespørgsel om nedrustning m.v.“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 

1977-78, 2. marts 1978, sp. 6997-7002, her sp. 6999. 


til Gert Petersens forslag kom det aldrig til afstemning. 23 Lasse Budtz fremsatte 

et andet forslag, der betød, at Folketinget tog „minister Lise Østergaards 

redegørelse til efterretning“. 24 Det var der flertal for i Folketinget, og dermed 

bortfaldt Socialistisk Folkepartis forslag. 

Neutronbombeproduktionen udsættes, 

men debatten fortsætter 

Under forespørgselsdebatten i Folketinget undgik regeringen at tage klart 

stilling til neutronbomben. I modsætning til Norge, Sverige og Holland udgik 

der ingen officielle protester mod neutronbomben. 25 

I slutningen af marts 1978 blev spørgsmålet foreløbig afklaret, idet den 

amerikanske regering erklærede, at den ikke ville sætte neutronbomben i 

produktion. Dermed kunne den danske og vesteuropæiske debat om spørgsmålet 

have været afsluttet. Men det var den ikke. Den 8. april udgik der en ny 

meddelelse fra Det Hvide Hus om, at USA blot ville udskyde produktionen af 

den nukleare del af bomben. 26 Det vakte bekymring i dele af det danske debatmiljø. 

I de følgende dage offentliggjorde „Land og Folk“ flere artikler om, 

at neutronbomben risikerede at kaste verden ud i en ny kold krig. 27 Men også 

Anker Jørgensen tog del i debatten. I en artikel i „Aktuelt“ 18. april 1978 anerkendte 

han Carters beslutning om at udskyde produktionen, men udtrykte 

samtidig stor bekymring over neutronbomben og dens betydning for Øst- 

Vest-forholdet: 

„Vi mener, det først og fremmest er stormagterne, Sovjetunionen og USA, 

der har ansvaret for denne udvikling. Men det er forkert at rette søgelyset 

ensidigt mod neutronvåbnet. Der er ikke nogen afgørende grund til at 

skelne mellem de to former for atomvåben. Disse våben er djævelens værk. 

Begge våbentyper vil, hvis de anvendes, have frygtelige følger for menneskeheden. 

Alle bestræbelser må gå ud på at bremse, nedtrappe eller helt 

opgive produktionen af disse altødelæggende våben.“ 28 

23 Se sst., Niels Helveg Petersen (RV), sp. 7021. DKP fremsatte endnu et forslag, der sigtede mod at 

Danmark i det førstkommende møde i NATO’s nukleare planlægningsgruppe skulle „gå ind for, at 

neutronbomben ikke skal indgå i NATOs våbenarsenal“, sp. 7015. Dette forslag blev støttet af 

Venstre-Socialisterne, jf. Kurt Hansen (VS), sp. 7032. 

24 Lasse Budtz, „Forespørgsel om nedrustning m.v.“, Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 

1977-78, 2. marts 1978, sp. 7046; jf. sp. 7062. 

25 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 175-76. 

26 Sst.; Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 198. 

27 Allan Fridericia, „Neutronbombens produktion kan starte en ny kold krig“; Erley Olsen, „Ikke udsættelse 

– men total opgivelse af neutronbomben“. Begge i Land og Folk, 15.-16. april 1978. 

28 Anker Jørgensen, „Præsident Carter giver fornuften og de gode viljer endnu en chance“, Aktuelt, 

18. april 1978. 


Ifølge Anker Jørgensen skulle neutronbomben ikke alene vurderes ud fra 

dets militære betydning, men også ud fra dets virkning i afspændings- og nedrustningspolitikken. 

Han pegede blandt andet på den psykologiske virkning, 

som en neutronbombeproduktion ville have i offentligheden. Mange ville opfatte 

det som en yderligere optrapning, og give USA skylden for den „uden 

hensyn til de bagved liggende realiteter og de militære styrkeforhold.“ 29 Statsministerens 

artikel var øjensynlig timet efter NATO’s nukleare planlægningsgruppes 

møde i Danmark, der fandt sted samme dag. 

„Samarbejdskomiteen“ videreførte sine aktiviteter i 1978, og havde fået 

tag i dele af befolkningen. I forbindelse med NATO’s nukleare planlægningsgruppes 

møde den 18. april 1978 arrangerede „Samarbejdskomiteen“ demonstrationer 

i både København og Århus, hvorefter demonstranterne blev kørt 

i bus til Frederikshavn, hvor mødet holdtes. 30 

Selv om der ved den lejlighed blev protesteret mod neutronbomben, valgte 

komiteen i slutningen af 1970erne at agitere mere alment mod kernevåben. 

Der var tale om en langsomt aftagende aktivitet, og debatten om neutronbomben 

var i realiteten fuldt afsluttet i 1981. At den nye amerikanske præsident 

Ronald Reagan dette år erklærede, at neutronbomben ville blive sat i 

produktion, skabte ikke ny debat i Danmark. Fredsfolkene – såvel i „Samarbejdskomiteen“ 

som i nye bevægelser som „Nej til Atomvåben“ – var optaget 

af andre emner (dobbeltbeslutningen og INF). 

Neutronbombedebatten – en sammenfatning 

USA’s planer om at indlede en produktion af neutronbomber gav ikke anledning 

til nogen større debat i Danmark. Socialistisk Folkeparti stillede i 

Folketinget spørgsmål til regeringen om den nye bombe, men regeringen 

undlod at tage stilling. TASS’ forsøg på at lægge pres på regeringen blev afvist 

som misinformation. Det var først, da Samarbejdskomiteen engagerede 

sig i spørgsmålet, at neutronbomben blev et emne i den brede danske debat. 

Parlamentarisk stod debatten i det væsentligste mellem regeringen, Venstre 

og Det Konservative Folkeparti på den ene side og Socialistisk Folkeparti på 

den anden side. De tre førstnævnte anførte, at den nye bombe i realiteten 

blot var et nyt kernevåben, og at Danmark derfor ville afvise udstationering 

heraf. Socialistisk Folkeparti mente, at den nye bombe var kvalitativt anderledes 

end de traditionelle nukleare bomber, eftersom neutronbomben skånede 

materielle ting. Venstre og Socialdemokratiet var mere forbeholdne over for 

„frygtens balance“ end Det Konservative Folkeparti. 

29 Sst. 



Efter at Carter i 1978 annoncerede, at USA ville udskyde produktionen af 

den nukleare del af neutronbomben, meldte Anker Jørgensen klart ud med 

ros til den amerikanske præsident for sin beslutning. Den danske statsminister 

erklærede nu, at alle typer af kernevåben var „djævelens værk“. Ifølge 

Anker Jørgensen måtte man vurdere spørgsmålet om neutronbomben i lyset 

af afspændings- og nedrustningspolitikken, og derfor var det klogt, at Carter 

havde udsat produktionen. Kritikerne af den vestlige politik ville ellers kunne 

give USA skylden for at fortsætte den militære oprustning „uden hensyn til de 

bagved liggende realiteter og de militære styrkeforhold.“ 

Skønt Carters udmelding afgjorde spørgsmålet, videreførte fredsorganisationerne 

– især „Samarbejdskomiteen“ – deres agitation mod neutronbomben 

frem til 1981. 


35 · Sammenfatning og perspektiver 

Hvor de sikkerhedspolitiske debatter i de første 15-17 år efter befrielsen især 

var foregået mellem et fåtal af folketingspolitikere, blev kredsen af sikkerhedspolitiske 

debattører større i 1960erne og 1970erne. For det første sluttede politisk 

engagerede personer, almindeligvis yngre mennesker, sig sammen i folkelige 

bevægelser, der stillede sig kritiske over for aspekter af dansk og international 

politik. Med demonstrationer, marcher og skribent- og udgivervirksomhed 

forsøgte disse miljøer at påvirke det politiske system og den sikkerhedspolitiske 

debat. I første halvdel af 1960erne var „Kampagnen mod Atomvåben“ 

og „Aldrig mere Krig“ meget aktive i debatten. Disse to bevægelser sigtede 

mod at få danske regeringer til at afvise kernevåben både som en del af 

dansk sikkerhedspolitik og som en del af de to militærblokkes forsvarsstrategier. 

Fra slutningen af 1960erne frem til begyndelsen af 1970erne blev 

Vietnambevægelsen og dens to grene, „De Danske Vietnamkomiteer“ og 

„Vietnam 69“, nærværende i den danske debat. Vietnamkomiteerne var i det 

væsentlige kommunistisk orienteret, medens „Vietnam 69“ repræsenterede et 

bredere udsnit af befolkningen. Fælles for Vietnam-kritikken var, at den ikke 

i sig selv vedrørte dansk sikkerhedspolitik, men at den indirekte satte spørgsmålstegn 

ved medlemskabet af NATO. Fra midten og navnlig i slutningen af 

1970erne var den mest markante fredsorganisation „Samarbejdskomiteen for 

Fred og Sikkerhed“. I 1974 etableredes den som en tværpolitisk bevægelse, 

men i løbet af få år udviklede den sig til at være Sovjet-kommunistisk orienteret. 

I slutningen af årtiet markerede bevægelsen sig i debatten om den amerikanske 

neutronbombe. 

For det andet var udvidelsen af debattørkredsen en konsekvens af, at 

1960erne og 1970erne bød på etableringen af flere nye politiske partier. De 

var ikke alle lige fremtrædende i de sikkerhedspolitiske diskussioner. 

Imidlertid var der tre nye partier, der markerede sig kraftigt i debatterne om 

Danmarks stilling i international politik. Centrum-Demokraterne (1973) var 

et overbevist NATO-parti, og i den danske debat stod partiet og dets skaber 

Erhard Jakobsen som en ubetinget støtte af det danske alliancemedlemskab 

og af USA’s politik i internationale anliggender. På venstrefløjen var de to vigtigste 

politiske nyskabelser Socialistisk Folkeparti (1959) og Venstre- 

Socialisterne (1967). Disse to partier var modstandere af såvel NATO som det 

danske medlemskab heraf. Samtidig var de begge en del af „det nye venstre“ 

og politiske konkurrenter. 

For det tredje manifesterede den bredere kreds af debattører sig ved, at 

individuel sikkerhedspolitisk ekspertise blev et mere fremtrædende element i 

den offentlige debat i 1960erne og fremover, end tilfældet havde været i 

1950erne. To af de eksperter, der stod stærkt, var Erling Bjøl og Niels Jørgen 

Haagerup. Bjøl var fra 1963 professor i statskundskab ved universitet i Aarhus, 

SAMMENFATNING OG PERSPEKTIVER 127

og gennem 1960erne og 1970erne deltog han meget aktivt i debatterne. Den 

stilling delte han med journalisten Haagerup, der foruden at være udenrigspolitisk 

medarbejder og lederskribent ved det NATO-venlige dagblad 

„Information“ skrev flere bøger om dansk sikkerhedspolitik og Øst-Vest-forholdets 

udvikling. Bjøl og Haagerup var varme NATO-tilhængere, og frem til 

1969 gjorde de begge en betydelig indsats for at overbevise danskerne om fordelene 

ved fortsat dansk NATO-medlemskab. Den pro-atlantiske ekspertise 

blev i de danske debatter modsagt af debattører fra „det nye venstre“, der kan 

ses som en slags „modekspertise“. Gert Petersen fra Socialistisk Folkeparti er 

et eksempel herpå, men i venstrefløjsbladene, fx „Politisk Revy“, foregik der 

også kvalificerede, om end polemiske debatter om såvel NATO som dansk alliancepolitik. 

Læses debatterne, ses det, at de sikkerhedspolitiske eksperter 

med forskellige holdninger kun sjældent diskuterede direkte med hinanden. 

Dertil var den politiske retorik formodentlig for skarp. I stedet synes eksperterne 

især at have henvendt sig til den uafklarede del af befolkningen. 

For det fjerde indtraf der en nyskabelse i den sikkerhedspolitiske debat, 

idet danske regeringer op gennem 1960erne begyndte at bestille udredninger 

– hvidbøger – om landets stilling i international politik. Den mest udførlige 

udredning var den såkaldte Seidenfaden-rapport. Intentionen med 

dens udfærdigelse var ifølge statsminister Hilmar Baunsgaard blandt andet at 

vurdere, hvilke alternativer der var til NATO-medlemskabet. Konklusionen 

lød, at der ikke var noget alternativ. Skønt rapporten ikke vakte megen offentlig 

debat, markerede regeringens bestilling af hvidbogen et nyt fænomen i 

den sikkerhedspolitiske debat: At regeringer dels ønskede at kvalificere væsentlige 

diskussioner gennem udfærdigelse af hvidbøger. Dels at regeringer 

kunne udskyde vanskelige debatter gennem langvarige kommissionsarbejder. 

Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti stod i debatten 

fortsat som garanter for det danske medlemskab af NATO. Kritikerne bestod 

af DKP, den nye venstrefløj (især Socialistisk Folkeparti og Venstre- 

Socialisterne), de folkelige bevægelser og periodevis tillige Det Radikale 

Venstre. Sidstnævnte videreførte i debatten den pragmatiske og formentlig 

uafklarede linje, som partiet havde påbegyndt i 1950erne. Skønt partiet var 

kritisk over for det danske alliancemedlemskab, argumenterede det under 

VKR-regeringen (1968-1971) og efter det sovjetiske overfald på Tjekkoslovakiet 

(1968) således fortsat for dansk medlemskab af NATO. Gennemgangen 

af debatten har vist, at Det Radikale Venstre ofte undlod at tage klar 

stilling til spørgsmålet om NATO-medlemskabet, men i stedet krævede grundlaget 

for medlemskabet undersøgt. Socialistisk Folkeparti sluttede sig ofte til 

dette ønske, men krævede tillige etableret en nordisk forsvarsalliance eller et 

fritstående, neutralt Danmark. Venstre-Socialisterne var fra partiets etablering 

fortaler for et fritstående, neutralt Danmark. Kritikernes problem i de danske 

debatter var, at de aldrig formåede at formulere et overbevisende alternativ til 

medlemskabet af NATO. 


At det fortsat var Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og 

Venstre, der stod som garanter for medlemskabet af NATO, betød dog ikke, 

at de tre partier var enige i alle sikkerhedspolitiske spørgsmål: I 1960ernes og 

1970ernes meningsudvekslinger ses en til dels ny sikkerhedspolitisk alliance 

mellem Socialdemokratiet og Venstre, der begge – i højere grad end Det 

Konservative Folkeparti – betonede afspændingspolitikkens betydning. I Folketingets 

forhandlinger om CSCE-processen var Socialdemokratiet og 

Venstre (sammen med Det Radikale Venstre) endvidere enige om, at både de 

hårde sikkerhedspolitiske og økonomiske spørgsmål og de bløde vedrørende 

demokratiske rettigheder og menneskelige og kulturelle kontakter over 

grænserne skulle vægtes lige højt. Det var disse partiers opfattelse, at Vesten 

skulle være lydhør over for sovjetiske synspunkter og villig til at give indrømmelser, 

hvis der skulle opnås resultater. Det Konservative Folkeparti mente 

derimod, at Danmark og Vesten skulle stå fast på kravet om fulde frihedsrettigheder 

for befolkningerne i østlandene. Det var partiets standpunkt, at 

Danmark skulle lægge sig på linje med NATO og de vesteuropæiske samarbejdspartere 

og afstå fra særstandpunkter. Endelig ses det i debatten om neutronbomben 

i 1977 og 1978, at der var enighed mellem Socialdemokratiet og 

Venstre om at forholde sig skeptisk til „frygtens balance“. De konservative 

mente derimod, at „frygtens balance“ havde virket stabiliserende i forholdet 

mellem Øst og Vest, og accepterede den fortsatte vestlige atomoprustning. At 

Det Konservative Folkeparti opfattedes som hardlinere i den danske debat afspejles 

endvidere af, at „Aldrig mere Krigs“ medlemsblad „Pacifisten“ betegnede 

de konservative (og DKP) som atomvåbenkritikernes væsentligste modstandere 

i dansk politik. 

Billedet af Øst og Vest: Gennemgangen af de sikkerhedspolitiske debatter 

har vist, at Sovjetunionen i begyndelsen af 1960erne blev opfattet som et diktatur, 

der udgjorde en trussel mod Danmark. Overfaldet på Ungarn (1956), 

opførelsen af Berlin-muren (1961), og Cuba-krisen (1962) havde bidraget til 

denne opfattelse. Ved indgangen til 1960erne blev USA i debatten derimod 

oftest opfattet som et foregangs- og beskytterland. Foregangsland i teknologisk 

og økonomisk henseende, og beskytterland i sikkerhedspolitisk sammenhæng. 

I løbet af 1960erne og 1970erne blev disse billeder forandret, om end ikke 

grundlæggende. Krigen i Vietnam bidrog således til at skabe et mere kritisk 

billede af USA, og samtidig belastede det den positive indstilling til USA, at 

det blev en udbredt opfattelse i store dele af Vesteuropa og i Danmark, at skiftende 

amerikanske administrationer kun nølende bakkede op bag de afspændingsbestræbelser, 

som mange vesteuropæiske lande prioriterede højt. 

Anderledes stod det til med opfattelserne af Sovjetunionen. Gennem første 

halvdel af 1960erne blev der etableret et mere positivt billede af 

Sovjetunionens udenrigspolitik, end tilfældet havde været i 1950erne. Efter 

Cuba-krisen blev Khrusjtjov i stigende grad opfattet som rund og mild og ven- 


ligt indstillet over for forhandlinger med Vesten. I 1964 blev Khrusjtjov imidlertid 

erstattet af Bresjnev, som i den danske offentlighed blev betragtet med 

skepsis. Med overfaldet på Tjekkoslovakiet (1968) blev billedet af 

Sovjetunionen igen forværret. I begyndelsen af 1970erne eksisterede der dog 

fortsat håb til sovjetisk udenrigspolitik, men fra midten af 1970erne blev billedet 

af Sovjetunionen igen mere negativt, blandt andet fordi CSCE-processen 

havde skuffet, men også fordi USA og Sovjetunionen øgede den interne 

rivalisering. 

Man kan sondre mellem tillid og håb til Sovjetunionen. Det mere positive 

billede af Sovjetunionen, der ses i den politiske debat i 1960erne og første 

halvdel af 1970erne, var i det væsentlige udtryk for håb om, at Sovjetunionens 

udenrigspolitik ville udvikle sig i en mere forsonlig retning. Egentlig tillid var 

der næppe tale om. 

På hvilken måde og med hvilken effekt forsøgte Sovjetunionen at påvirke 

den danske debat? Der findes i debatten spredte indlæg med sovjetiske afsendere 

(ambassadører, presseattacheer og politikere). Disse indlæg sigtede mod 

at få Danmark meldt ud af NATO, at få den danske stat til at tage afstand fra 

amerikansk (udenrigs)politik, og at overbevise danskerne om, at Sovjetunionen 

var en fredelig nabo. Det var i al fald nogle af de hyppigste budskaber i 

de sovjetiske artikler og telegrammer. Desuden må man antage, at det sovjetiske 

presse- og propagandaarbejde i Danmark sigtede mod at understøtte 

latente, pro-sovjetiske holdninger, der allerede eksisterede i det danske samfund. 

Med baggrund i gennemgangen af den sikkerhedspolitiske debat, er 

det udredningens vurdering, at påvirkningsforsøgene kun sjældent genererede 

nogen debat i Danmark. Oftest blev de sovjetiske synspunkter negligeret. 

Andre gange blev de modsagt. Men det skete stort set aldrig – fraset i „Land 

og Folk“ – at toneangivende dansk aviser eller politikere støttede de sovjetiske 

standpunkter. I den sammenhæng var Sovjetunionen reelt sin egen væsentligste 

fjende i den danske befolkning. Ved indgangen til 1960erne var billedet 

af Sovjetunionen stort set negativt i den danske offentlighed. Blandt 

årsagerne var som nævnt erindringerne om Ungarn, Berlin og Cuba. Selvom 

billedet af Sovjetunionen blev mere positivt i første halvdel af 1960erne krakelerede 

det igen i 1968 på grund af Sovjetunionens overfald på Tjekkoslovakiet. 

Tilsvarende bidrog den sovjetiske politik under CSCE-processen 

(1973-1975) formentlig til at etablere en svigtende tiltro til Sovjetunionens 

reelle ønsker om imødekommenhed over for Vesten. Når den sovjetiske propaganda 

havde så ringe gennemslagskraft i den danske debat, hang det således 

også sammen med, at Sovjetunionen ved sin optræden spændte ben for 

sig selv. 

Som sådan spillede sovjetiske synspunkter kun en begrænset rolle i den 

danske debat. Det betød dog ikke, at alliancekritiske synspunkter var fraværende. 

Tværtimod bidrog „det nye venstre“, der stillede sig afvisende over for 

såvel det sovjetiske samfundssystem og den sovjetiske udenrigspolitik som de 


vestlige samfundssystemer og USA, til at etablere et negativt billede af USA i 

den danske debat. Den emnebestemte gennemgang af debatten har vist, at 

den nye venstrefløj gjorde mere ud af at kritisere USA end Sovjetunionen. I 

kritikken af USA overtog dele af den nye venstrefløj DKP’s opfattelse af de 

vestlige lande og især USA som imperialistiske, krigsfremmende nationer. 

Om danskernes syn på landets alliancepolitik har undersøgelsen vist, at befolkningens 

støtte til NATO-medlemskabet var vigende i begyndelsen af 

1960erne, men stigende fra midten af 1960erne. Den vigende støtte afspejlede 

formentlig en svigtende tiltro til USA’s lederskab af NATO. Ifølge en opinionsundersøgelse 

fra 1963 ønskede 39 pct. af de adspurgte et neutralt 

Vesteuropa, medens kun 22 pct. ønskede et Vesteuropa i alliance med USA. 

Blot én pct. ønskede en vesteuropæisk alliance med Rusland. Kritik af og 

skepsis over for USA betød således ikke sympati for Sovjetunionen. I 1978 – 

året for neutronbombedebatten – var tilslutningen på 57 pct., medens kun 21 

pct. af de adspurgte var modstandere af det danske medlemskab af NATO. 


Formuleringen af dansk sikkerhedspolitik 

1963-1978 

36 · Danmark og MLF 

I begyndelsen af 1960’erne havde den danske atomvåbenpolitik fundet sit 

leje. Danmark ønskede ikke „under de nuværende omstændigheder“ atomoplagring 

på dansk jord. Selv om der endnu var mulighed for at indføre atomvåben 

selv i fredstid, stod det efterhånden klart, at det måtte fordre en grundlæggende 

ændring af de eksisterende forhold, i praksis formentlig en alvorlig 

krise, måske regulær krig, før forbeholdet ville blive ophævet. Først i 1980 formulerede 

den socialdemokratiske regering eksplicit, at de nuværende omstændigheder 

betød fredstid. Selv om atombevæbning af det danske forsvar i 

løbet af 1960’erne blev stadig mindre sandsynlig – også i tilfælde af krig – 

opererede de danske myndigheder som anført i kapitel 13 dog i 1960’erne og 

1970’erne til stadighed med den option, at det danske forsvar kunne atombevæbnes. 

Tilsvarende forblev allieret anvendelse af atomvåben i forbindelse 

med forsvaret af dansk område aktuelt. 

Samtidig med, at spørgsmålet om den danske atomvåbenpolitik således 

fandt sin løsning for de næste mange år, førte NATO’s atomvåbenpolitiske udvikling 

dog til, at en ændring af den danske atomvåbenpolitik igen midlertidigt 

blev sat på dagsordenen i årene 1960–65. På NATO’s ministerrådsmøde 

i december 1960 foreslog USA oprettelsen af en atomslagstyrke, der dels 

skulle bestå af fem amerikanske ubåde bevæbnet med 25 Polaris-missiler, dels 

yderligere 100 søbaserede Polaris-missiler, som de øvrige NATO-lande skulle 

opstille. Forslaget var motiveret af chefen for de allierede styrker i Europa 

(SACEUR) general Norstads idé om at gøre NATO til verdens fjerde atommagt 

ved at stille kernevåben direkte til rådighed for alliancen, således at 

NATO’s kernevåbenforsvar ikke var direkte afhængig af USA. Norstads ide 

havde fået en kølig modtagelse i Washington, hvor man ikke så noget militært 

behov for en sådan styrke. Når man fra amerikansk side alligevel gik ind i sagen, 

skyldtes det de politiske aspekter ved en multilateral atomstyrke (MLF). 

Formålet var på én gang at løse alliancens problemer omkring atomstrategien 

ved for det første at tage hensyn til ikke-nukleare staters ønske om indflydelse 

på atomstrategien, og for det andet at forhindre spredningen af atomvåben 

ved at NATO-landene kunne få så meget indflydelse, at særligt det vesttyske, 

men også de franske og eventuelt italienske krav om egne atomvåben blev 

gjort overflødige. I de kommende år undergik planerne om en NATO atom- 

DANMARK OG MLF 133

„George Washington“, US-atomubåd med Polarisraketter. Til venstre ses en Polaris under 

affyring. 1960. 

slagstyrke en række ændringer og var genstand for betydelig debat og kritik, 

både internt i alliancen og fra Østblokken og de neutrale lande. I slutningen 

af 1962 tog planerne et kvantespring, da Storbritannien, der stilllede sig noget 

tøvende over for det multilaterale koncept, indgik den såkaldte Nassauaftale 

med USA, hvorefter den nye atomstyrke skulle bestå af to komponenter: 

For det første en multinational styrke, hvori indgik eksisterende nationale 

enheder. Disse skulle afgives til NATO-kommando. For det andet en regulær 

multilateral styrke, som skulle bestå af omtrent 25 overfladefartøjer bestykket 

med i alt 200 Polaris-raketter. Styrken skulle stadig være med blandede besætninger 

og underlagt SACEUR, og styrken skulle være under kontrol af en 

slags bestyrelse bestående af repræsentanterne fra medlemslandene. Med de 

stadigt stærkere tegn på MLF-planens svækkelse i slutningen af 1964 satte 

Storbritannien spørgsmålet om en ’Allied Nuclear Force’ (ANF) i spil. Heri 

blev det multilaterale perspektiv, som briterne aldrig havde støtte helhjertet, 

nedtonet yderligere, og i stedet styrkedes det multinationale perspektiv, som 

briterne allerede havde introduceret i Nassau. 1 Hverken MLF eller ANF blev 

nogensinde oprettet, og i 1965-66 blev atomslagstyrketanken afløst af nye konsultative 

organer, der gav NATO-landene større indsigt i og større mulighed 

for indflydelse på alliancens atomstrategi. 

1 Alastair Buchan, The Multilateral Force: A Historical Perspective, 1964; se også Grønland under den kolde 

krig. Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-1968, DUPI 1997, s. 441f. 


Efter alvorlige overvejelser inden for den danske administration om dansk 

støtte til eller aktiv deltagelse i dele af de allierede koncepter og planer gjorde 

den danske regering det i 1963-64 klart, at Danmark ikke ville deltage i MLF 

eller stille sit territorium til rådighed for en sådan styrke. Men man ville heller 

ikke modvirke dens oprettelse, såfremt der i alliancen var et ønske herom. 

En stilling, der stort set blev fastholdt i forhold til ANF. Det er klart, at man 

fra østlig side forholdt sig endog særdeles kritisk over for udviklingen, og de 

danske beslutningstagere var opmærksomme på, at man ville kunne forvente 

stærke reaktioner fra især sovjetisk side. 

Spørgsmålet om MLF ligger i periferien af udredningens sædvanlige knudepunkter, 

der hidtil særligt har været særlige danske forhold og reaktioner 

på bilaterale problemstillinger, tydeligst omkring de danske restriktioner i 

forbindelse med den forsvarsmæssige integration i NATO. MLF er medtaget 

som eksemplificering af den danske beslutningsproces omkring et vanskeligt 

sikkerhedspolitisk spørgsmål. Der vil blive redegjort for de grundlæggende 

danske overvejelser og drivkræfter ved formuleringen af den danske politik i 

forbindelse med de vestlige overvejelser om oprettelse af en NATO-atomstyrke. 

Tyngden i fremstillingen er lagt på perioden omkring 1963, hvor MLFkonceptet 

begyndte at tage form, og hvor den danske regerings politiske kurs 

i hovedsagen blev sat. 

Indledende dansk stillingtagen – irsk prolog 

De danske myndigheder reagerede afventende på de rygter, der i 1960 verserede 

i pressen om amerikanske overvejelser om at foreslå oprettelsen af en 

multilateral atomslagstyrke. 2 Men selv om de danske myndigheder endnu 

ikke eksplicit gik ind i sagen, blev det forventede forslag om MLF alligevel 

genstand for betydelig drøftelse, da et irsk resolutionsforslag i FN’s generalforsamling 

i december 1960 om forhindring af den videre udbredelse af kernevåben 

satte fokus på en lang række af de problemer, der knyttede sig til en 

eventuel fælles atomstyrke. Den amerikanske regering anså resolutionsforslaget 

for problematisk og gjorde det under hånden klart for sine alliancepartnere, 

at vedtagelsen af resolutionen ville skabe vanskeligheder for de spæde 

planer om at udstyre alliancen med atomvåben. En vedtagelse af resolutionen 

ville ifølge amerikanerne ikke tjene nedrustningen, men snarere gøre det 

vanskeligt at tilskynde Sovjetunionen til at acceptere en nedrustningsaftale. 3 

2 „Notat til udenrigsministeren. Oprettelse af en NATO-atomstyrke“, 24. oktober 1960, UM 

105.I.40.e. 

3 „NATO’s 15. plenarforsamling. Irsk resolutionsforslag om forhindring af udbredelse af kernevåben“, 

indberetning af 24. november 1960 fra den danske repræsentation i NATO, UM 105.I.40.e; 

„FN’s 15. plenarforsamling. Irsk resolutionsforslag om forhindring af udbredelse af kernevåben“, 

indberetning af 9. november 1960 fra den danske repræsentation i NATO, UM 105.I.40.e. 

DANMARK OG MLF 135

De danske myndigheders udenrigspolitiske rygmarvsreaktion var, at man 

måtte vise positiv interesse for det irske forslag, da Danmark principielt 

stemte for forslag, der rettede sig imod udbredelsen af atomvåben. Danmarks 

interesse i ikke-spredning bestod dog udelukkende i at undgå udbredelse af 

den politiske kontrol med atomvåbnene, ikke i at forhindre geografisk spredning 

af våbnene. 

Trods den instinktivt positive reaktion på det irske forslag var udenrigsministeriets 

stilling til forslaget præget af nogen tvivl og intern uenighed. Af 

hensyn til ikke at binde sin stilling i forhold til det kommende amerikanske 

forslag om en integreret missilstyrke, som indeholdt „elementer af positiv 

interesse for dansk udenrigspolitik“, fandt NATO-kontoret det i princippet 

uheldigt at tiltræde det irske forslag. Interessen bestod for det første i udsigten 

til, at tankerne om disengagement i Midt- og Nordeuropa muligvis kunne 

genoplives, „såfremt NATO-forsvaret i højere grad end nu kan søges lagt over 

på atomar afskrækkelse.“ Dette skulle dog vise sig at være i modstrid med den 

faktiske tendens. Chefen for den politisk-juridiske afdeling, Erik Schram- 

Nielsen, betonede da også, at det jo ganske afhang af udviklingen. For det 

andet bestod den danske interesse i MLF i erkendelsen af, at Vesttyskland 

under alle omstændigheder ville blive atombevæbnet, og at det måtte være i 

dansk interesse, at denne bevæbning skete under NATO’s kontrol og ikke 

som et bilateralt arrangement med USA. 4 Hvad angik spørgsmålet om potentiel 

vesttysk adgang til atomvåben i forbindelse med en atomslagstyrke, vurderede 

udenrigsministeriet indledningsvis, at det næppe i sig selv ville være i 

modstrid med den irske resolution, da man måtte forvente, at amerikanerne 

– som hidtil – bevarede den politiske kontrol med atomsprænghovederne. 

Udenrigsministeriet erkendte dog, at såfremt atomvåbnene blev stillet til rådighed 

for SACEUR på en sådan måde, at andre lande ud over USA fik indflydelse 

på deres anvendelse, kunne foreneligheden med det irske resolutionsforslag 

diskuteres. Ikke desto mindre kunne man ifølge udenrigsministeriet 

vel hævde, at det faktisk var muligt, at en sådan institution i virkeligheden 

ville betyde en indskrænkning af USA’s beføjelser snarere end en udvidelse af 

beføjelserne for andre lande. Argumentet lød, at USA ikke ville kunne bruge 

våbnene uden de andres samtykke, og at ingen ville kunne bringe våbnene i 

brug uden USA’s accept. 5 

I sidste ende besluttede man sig fra dansk side for på linje med Norge og 

Canada at stemme for det irske forslag, mens de øvrige NATO-lande fulgte 

den amerikanske linje og afstod fra at stemme. 6 Det danske ræsonnement var, 

at man jo endnu kun vidste ganske lidt om, hvorledes denne fælles atom- 

4 „Irsk resolutionsforslag i FN om forhindring af udbredelse af kernevåben. Bemærkninger fra 

P.J.V.“, notat af 17. november 1960, udfærdiget af T. Rønne kontinuation ved J. Paludan af 19. november 

1960, UM 105.I.40.e. 

5 Sst. 

6 Sst. 


styrke ville forme sig. Og ved at stemme for forslaget mente de danske myndigheder 

at forpligte sig til at sørge for, at „de endelige bestemmelser om en 

NATO-atomslagstyrke bliver formuleret således, at de ikke kommer i strid 

med principperne i det irske forslag.“ Ud over at denne strategi var at foretrække 

ud fra „en almen politisk betragtning“, fandt man i udenrigsministeriet, 

at der kunne være „mere specifikke fordele forbundet med således til en 

vis grad at binde sine hænder.“ 7 Hermed mentes formentlig, at man ikke blot 

på forhånd kunne medvirke til at inddæmme de negative konsekvenser af en 

MLF og sandsynliggøre, at planerne ville blive udviklet under hensyntagen til 

de problemer, der knyttede sig til den politiske spredning, men at også en 

fremtidig dansk reservation over for en udvikling i retning af politisk spredning 

med MLF kunne stå stærkere over for f.eks. vesttysk pres i NATO. 

Også i de følgende år indtog spørgsmålene om den politiske kontrol med 

atomvåbnene og især det vesttyske problem prominente pladser i de interne 

danske drøftelser af den foreslåede atomvåbenpolitiske udvikling. 

Kontrol 

De forskellige forslag om en NATO-atomslagstyrke var udsprunget af et ønske 

hos NATO’s militære myndigheder og blandt flere vesteuropæiske NATOmagter, 

særligt Frankrig og Vesttyskland, om øget indflydelse på alliancens 

atomvåben. Problemet var efter deres opfattelse, at de vesteuropæiske NATOlandes 

sikkerhed i vid udstrækning beroede på det amerikanske atomarsenal. 

Ikke mindst den øgede sovjetiske atomare kapacitet, som satte Moskva i stand 

til at rette angreb direkte mod det nordamerikanske kontinent, såede imidlertid 

europæisk tvivl om den nukleare sikkerhedsgarantis validitet. De Gaulle 

er blevet tillagt en formulering, der i prægnant form rammede problemet 

ind: Kunne man vide sig sikker på, at en amerikansk præsident i den afgørende 

stund ville risikere New York og Chicago lagt øde for at redde Hamborg 

eller København? 8 

Såfremt udviklingen pegede i retning af en MLF, måtte man overveje, hvilket 

system, „der i russernes øjne giver højst credibility som deterrent.“ I tråd 

med denne overvejelse noterede viceudenrigsråd Troels Oldenburg fra udenrigsministeriets 

politisk-juridiske afdeling i det tidlige forår 1963, at det måtte 

være et hovedsynspunkt, at man fra dansk side virkede for en ordning, der 

ikke svækkede afskrækkelsens troværdighed, således at „Danmark fortsat kan 

føle sig sikker på, at NATO virkelig i en nødsituation vil forsvare Danmark 

7 Sst. 

8 André Fontaine, „DeGaulle’s view of Europe and the Nuclear Debate“, The Reporter, vol. 27, no. 2 

(19. juli 1962), s. 33-34; Beatrice Heuser, NATO, Britain, France and the FRG. Nuclear Strategies and 

Forces for Europe 1949-2000, 2002, s. 17. 

DANMARK OG MLF 137

med alle egnede midler (inkl. atomvåben), og at også Sovjet er klar herover.“ 9 

Udenrigsministeriet fandt samtidig, at det ville være naturligt under en mulig 

redegørelse for den danske holdning til MLF at fremhæve afskrækkelseselementets 

betydning i forbindelse med oprettelsen af en sådan styrke. Man 

skulle her påpege, at Danmark lagde stor vægt på eksistensen af en troværdig 

afskrækkelse, hvorfor den nuværende ’credibility’ ikke måtte forringes f.eks. 

ved „skabelsen af en for tungt virkende kontrolinstans.“ 10 Derfor fastholdt 

man fra dansk side, at den amerikanske vetoret over styrkens anvendelse 

skulle fastholdes. 11 Selv om Danmark i de samtidige drøftelser om den politiske 

kontrol med NATO’s øvrige atomvåben ønskede, at NATO-rådet spillede 

en afgørende rolle i kontrollen og desuden fandt, at Danmark ikke skulle afskrive 

sig muligheden for at øve indflydelse på udviklingen i atomstrategien, 

måtte den reelle amerikanske kontrol med våbnene ikke indskrænkes. De 

danske motiver for at holde kontrollen med atomvåbnene på amerikanske 

hænder var blandt andet, at tidsmomentet ville være altafgørende ved indsættelse 

af atomvåbnene, og at en for omfattende konsultationsordning ville 

svække såvel afskrækkelsen som den faktiske sandsynlighed for en effektiv reaktion. 

Problemet ved en sådan konsultationsordning er indeholdt i den britiske 

NATO-ambassadørs bemærkning om, at det ikke var særlig praktisk med 

15 fingre på aftrækkeren. Et synspunkt, som Hækkerup gentog under de interne 

danske drøftelser om MLF. 12 

De overordnede danske overvejelser om kontrolspørgsmålet havde imidlertid 

endnu en central facet. Som udenrigsministeriet slog fast var navnlig den 

grad af indflydelse på alliancens atompolitik, som tildeles Vesttyskland, centralt 

i det vigtige spørgsmål om, hvorledes det politiske kontrolspørgsmål blev løst. 13 

9 „Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat 

af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 

ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. Det stod imidlertid klart, at det stadig var det amerikanske atomvåben, 

der udgjorde den væsentligste ’deterrent’, som udenrigsministeriets direktør Paul Fischer påpegede 

i en kommentar til referatet. 

10 „Danmarks holdning til planerne om en NATO-atomstyrke“, referat af 28. februar 1963, UM 

105.I.40.e. 

11 Se f.eks. „Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, 

referat af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 

1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. Derfor var man fra dansk side utilpas ved de amerikanske 

antydninger af, at USA kunne være villig til på længere sigt at overlade kontrollen med styrken 

til NATO som sådan. Det havde USA allerede i december 1960 antydet. Den danske NATO-ambassadør 

Schram-Nielsen informerede dog om, at USA ikke var villig til at give denne vetoret fra sig. 

„Atombevæbning af NATO“, indberetning af 29. december 1960 fra den danske ambassade i 

Washington, UM 105.I.40.e; „Referat. Møde i udenrigsministeriet mandag den 11. marts 1963 kl. 

15.00 vedrørende spørgsmålet om Danmarks stillingtagen til planerne om en NATO-atomstyrke“, 16. 

marts 1963, UM 105.I.40.e. 

12 „NATO-atomstyrke“, indberetning af 3. november 1960 fra den danske repræsentation i NATO, 

udfærdiget af ambassadør M. Wassard, UM 105.I.40.e; „Referat. Møde i udenrigsministeriet mandag 

den 11. marts 1963 kl. 15.00 vedrørende spørgsmålet om Danmarks stillingtagen til planerne om en 

NATO-atomstyrke“, 16. marts 1963, UM 105.I.40.e. 

13 Redegørelse af 15. januar 1963, UM 105.I.40.e. 


Vesttysk atombevæbning ad bagdøren? 

Vesttyskland havde længe ønsket større indflydelse på alliancens kernevåben, 

og det amerikanske forslag blev da også mødt med tilfredshed i Bonn, hvor 

MLF blev anset for at være Forbundsrepublikkens eneste mulighed for at 

opnå indflydelse på atomvåbnenes rolle i forsvarsstrategien og på den faktiske 

anvendelse af atomvåbnene i tilfælde af krigshandlinger. Udsigten til vesttysk 

indflydelse udgjorde da også omdrejningspunktet i den stærkt kritiske østlige 

holdning til de vestlige planer om en MLF. Fra sovjetisk side havde man givet 

udtryk for, at Sovjetunionen og de øvrige socialistiske stater ikke kunne forholde 

sig iagttagende over for det, som blev benævnt et „amerikansk-tysk 

komplot.“ Som det hed i „Isvestija“: „Låget er taget af Pandoras æske.“ 14 På 

baggrund af sine samtaler med Gromyko vurderede Hækkerup i marts 1963, 

at det, der interesserede Kreml mest, var spørgsmålet om tysk atombevæbning, 

og der var ingen tvivl om, at „en MLF med Tyskland som den væsentligste 

bidragsyder ville betyde en alvorlig forværring af forholdet til Sovjet.“ 15 

For udenrigsministeriet var der ikke tvivl om, at den sovjetiske frygt for 

tyskerne både havde et taktisk element og bundede i ægte bekymring. Det var 

klart, at de sovjetiske MLF-kampagner til dels sigtede mod at skabe splid og 

splittelse inden for den vestlige alliance. Således noterede man i udenrigsministeriet, 

at „spillet på tyskerfrygten tjener såvel til at styrke sammenholdet 

inden for WAPA og samtidig svække sammenholdet inden for NATO. USSR 

ser nødig forbundsrepublikkens indflydelse og prestige styrket.“ 16 Det var 

også årsagen til, at Østblokken viste de interne vanskeligheder omkring MLF 

i NATO betydelig interesse, og hyppigt benyttede lejligheden til at fremhæve 

de eksisterende uoverensstemmelser. Således talte den polske presse omkring 

indgangen til 1965 om, at „krisen i NATO“ var blevet værre, og bed mærke i, 

at ikke blot Frankrig men også Canada, Norge, Danmark og Belgien havde 

opponeret mod de forskellige MLF-kombinationer, der havde været på tale. 

Derfor blev enhver erklæring fra f.eks. officielt dansk side, der gav udtryk for 

tvivl eller tøven, bragt i den østlige presse. 17 

Selv om det danske udenrigsministerium således ikke var blind for et vist 

taktisk element i den sovjetiske kritik, fandt de danske myndigheder grund- 

14 „Den multilaterale atomstyrke“, indberetning af 2. april 1963 ved ambassadør Holten Eggert, UM 

105.Dan.6; „Sovjetunionens protestnote imod MLF“, indberetning af 16. juli 1964 fra den danske 

ambassade i Bonn, UM 105.I.40.e; se desuden Bent Jensen, Bjørnen og haren. Sovjetunionen og Danmark 

1945-1965, 1999, s. 605-07 for en beskrivelse af den sovjetiske retorik. 

15 “Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat 


ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e; „Resumé af møde med ambassadør Schram-Nielsen den 11. 

marts 1963“, notits af 12. marts 1963, FM 794/62-63, kasse 52. 

16 „Spørgsmålet om oprettelse af en atlantisk atomstyrke (MLF/ANF)“, notits af 23. september 1965, 

UM 105.I.40.e. 

17 „Dagbladsartikel ’den multilaterale atomstyrke’“, indberetning af 13. januar 1965 fra den danske 

ambassade i Warszawa, UM 105.I.40.e. 

DANMARK OG MLF 139

læggende den sovjetiske bekymring ægte. Faktisk var selve spørgsmålet om 

vesttysk genoprustning ifølge udenrigsministeriets NATO-kontor formentlig 

Sovjetunionens hovedbekymring i Europa. Videre noterede NATO-kontoret 

sig, at „en udvidelse af de tyske rustninger til også at omfatte atomvåben 

under (udelukkende) tysk kontrol“ ud fra et sovjetisk perspektiv måtte stå 

som en så alvorlig en sag, at de ville opfatte det som værende på grænsen til 

’casus belli’. Baggrunden for denne vurdering var den skarpe sovjetiske reaktion 

i forbindelse med den netop afsluttede tysk-franske forsvarspagt. 18 

NATO-kontoret i det danske udenrigsministerium skønnede dog, at såfremt 

NATO-styrken kunne tilfredsstille Vesttysklands eventuelle atomare aspirationer, 

syntes styrken – set alene under denne synsvinkel – ikke være i strid 

med sovjetiske interesser. Imidlertid var man bevidst om, at det næppe var sikkert, 

at Sovjetunionen ville analysere sagen således, men måske snarere lade 

sig influere af den almindelige mistænksomhed over for Vestens hensigter. 19 

Og fra sovjetisk side indtog man da også det standpunkt, at MLF ville betyde 

tysk atombevæbning ad bagdøren. 

I efteråret 1963 var der dog antydninger af en vis svingning i den sovjetiske 

stilling. Samtaler mellem udenrigsministrene Rusk og Gromyko på FN’s plenarforsamling 

gav amerikanerne det indtryk, at Kreml trods betænkeligheder 

var indstillet på at affinde sig med oprettelsen af MLF frem for at se en selvstændig 

tysk styrke blive en realitet. 20 De vestlige forhåbninger om en blødere 

sovjetisk kurs viste sig dog forgæves. I efteråret 1963 faldt den sovjetiske kritik 

tilbage i det gamle spor. Ministerpræsident Khrusjtjov erklærede, at etableringen 

af MLF uvægerligt ville føre til større risiko for atomkrig, og sovjetpressen 

genoptog sine hårde angreb på „planerne om tysk atombevæbning“ – 

uanset under hvilken form det måtte foregå. I givet fald måtte man drage omsorg 

for Sovjetunionens og dets allieredes sikkerhed. 21 Helt frem til efteråret 

1965, hvor planerne om etablering af en NATO atomstyrke blev endeligt 

skrinlagt, var der betydelig sovjetisk interesse om MLF, og det tyske aspekt 

blev til stadighed draget frem i den sovjetiske presse og i det sovjetiske diplomati 

under de traditionelle besværgelser om „de vesttyske revanchister og militaristers 

ønske om for enhver pris at opnå medbestemmelsesret ved anvendelse 

af atomvåben.“ 22 



ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. 

19 Sst. 

20 „Planerne om en multilateral NATO-atomstyrke“, referat af 3. december 1963, UM 105.I.40.e. 

21 „Planerne om en multilateral NATO-atomstyrke“, referat af 3. december 1963, UM 105.I.40.e. 

Khrusjtjovs udtalelser faldt under en pressekonference den 23. oktober 1963. Pressecitaterne stammer 

fra „Isvestija“, 21. oktober 1963. 

22 „NATO’s atombevæbning“, indberetning af 28. oktober 1965 fra den danske ambassade i Moskva, 

UM 105.I.40.e. Selv om de britiske ANF-planer indeholdt en klar svækkelse af den tyske indflydelse 

i forhold til MLF, omfattede Moskva ANF med samme mistro og fastholdt sin uforsonlige holdning. 


Fra dansk side havde 

man fra begyndelsen 

været opmærksom på 

kompleksiteten i det 

tyske problem, og den 

danske holdning til 

aspektet omkring forbundshærens 

adgang 

til atomvåben i forbindelse 

med MLF havde 

været præget af en betydelig 

ambivalens. På 

den ene side var Vesttyskland 

konsekvent en 

anstødssten i de danske 

overvejelser, da MLF 

kunne betyde eller i det 

mindste opfattes som 

tysk atombevæbning. 

På den anden side kunne 

MLF måske fungere 

som en kærkommen 

mulighed for inddæmning 

af Vesttyskland 

ved at undgå national 

tysk atombevæbning, hvilket jo også havde været et af de centrale amerikanske 

formål med MLF. Den danske inddæmningstankegang lå i direkte forlængelse 

af den danske håndtering af spørgsmålet om vesttysk oprustning, 

som havde været et knudepunkt i den danske sikkerhedspolitik gennem det 

meste af 1950’erne. Om end de danske beslutningstagere erkendte nødvendigheden 

af, at Vesttyskland blev militært oprustet, bibeholdt de som vist ovenfor 

i kapitel 8 og 14 et betydeligt ubehag over for udsigten hertil. 23 Derfor 

foretrak man fra dansk side, at den vesttyske oprustning skete i NATO-regi, 

for derigennem at indbinde naboen mod syd mest muligt. At sådanne betragtninger 

stadig var almindelige i begyndelsen af 1960’erne, fremgår blandt 

andet af indberetningerne fra den danske ambassadør i Bonn, der under 

MLF-sagens tidligste fase påpegede, at Vesttyskland alt for hurtigt var „sluppet 

ud af formynderskab.“ Selv om den danske reservation over for tysk militarisme 

blev gradvist mindsket med årene, var den endnu udbredt i 1960’erne. 

National vesttysk atomoprustning måtte undgås. Dette spørgsmål havde kort 

forinden været på tale, da den franske ministerpræsident Debré over for den 

23 Villaume, Allieret med forbehold, kapitel 4. 

Gromyko i samtale med præsident Kennedy under besøg i 

FN, september 1961. (FN’s Oplysningskontor). 

DANMARK OG MLF 141

tyske ambassadør Blankenhorn havde argumenteret for nødvendigheden af 

at opbygge franske og vesttyske styrker på national basis, idet USA’s tropper 

på et tidspunkt ville forlade Europa. Blankenhorn var efter eget udsagn blevet 

„aldeles bestyrtet“ og havde spurgt Debré, om han var “på det rene med 

den fare, det var at opfordre Forbundsrepublikken til at opruste på national 

basis. Med de mange og farlige strømninger, der var inden for Forbundsrepublikken, 

og med den modgang, det tyske folk mødte i genforeningsspørgsmålet, 

var det uoverskueligt, hvad der kunne hænde, når både neofascistiske 

og kommunistiske kredse så mulighed for at benytte en national 

vesttysk oprustning. Det lå ingenlunde uden for mulighedernesrækkevidde, 

at en sådan udvikling kunne føre til Vesteuropas totale forlis.“ Den danske 

ambassade henledte dog opmærksomheden på, at den vesttyske reaktion 

kunne bunde i partipolitiske hensyn, da det var kansler Konrad Adenauers 

tanke, at vesttysk oprustning ubetinget måtte gennemføres afhængig af og 

som led i et integreret europæisk forsvar. Ambassadør Wassard påpegede, at 

disse vesttysk-franske uoverensstemmelser vedrørende militær integration 

netop kunne løses gennem oprettelsen af MLF. 24 

MLF’s politiske værdi kunne således paradoksalt nok ligge i det bidrag, den 

eventuelt kunne yde til løsning af det vesttyske oprustningsspørgsmål. Man 

måtte således ifølge chefen for NATO-kontoret alvorligt overveje, om „den 

skitserede løsning kan være med til at forhindre en yderligere udbredelse af 

selvstændige atomstyrker i Europa“, idet presset for national vesttysk atombevæbning 

måtte mindskes. Imidlertid var der internt i udenrigsministeriet ikke 

fuld konsensus om synspunktet om MLF som middel til at undgå national 

vesttysk atombevæbning. Flere topembedsmænd udtrykte således i foråret 

1963 nogen tvivl om effektiviteten af MLF som redskab til inddæmning af 

fremtidig tysk militarisme. Den nye chef for udenrigsministeriets politisk-juridiske 

afdeling, Gunnar Seidenfaden, følte sig således ikke så sikker på, at de 

vesttyske aspirationer blev stedt til hvile med en MLF, og ville først se udviklingen, 

når Adenauer var væk. Som Seidenfaden understregede, stod og faldt 

hele argumentationen hermed. Tilsvarende gav direktør Paul Fischer udtryk 

for, at en MLF næppe i længden ville være nok til at afholde Forbundsrepublikken 

fra at kræve atomvåben. 25 

24 „NATO-atomstyrke“, indberetning af 3. november 1960 fra den danske repræsentation i NATO, 

udfærdiget af ambassadør M. Wassard, UM 105.I.40.e; brev af 23. november 1960 fra ambassadør M. 

Wassard til udenrigsministeriets direktør N. Svenningsen, UM 105.I.40.e. 

25 Mod sådanne synspunkter anførte NATO-ambassadør Schram-Nielsen, at man med MLF købte tid 

i dette penible spørgsmål, som i mellemtiden ville blive gjort overflødigt gennem opnåelse af en 

prøvestop-aftale. „Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, 

referat af 26. februar 1963, med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 

1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e; „Referat. Møde i udenrigsministeriet mandag den 

11. marts 1963 kl. 15.00 vedrørende spørgsmålet om Danmarks stillingtagen til planerne om en 

NATO-atomstyrke“, 16. marts 1963, UM 105.I.40.e. 


Uanset – eller måske netop på grund af – kontinuiteten i den sovjetiske kritik 

mod ’tysk atombevæbning’ vedblev man fra dansk side at fremhæve inddæmningselementet 

i MLF-planerne, hvilket altså i det mindste ikke udelukkende 

var udtryk for dansk spilfægteri over for Kreml. Så sent som i december 

1964 havde udenrigsministeriets direktør, Paul Fischer, på baggrund af 

den tjekkiske ambassadørs henvendelse i MLF-spørgsmålet, orienteret ambassadøren 

om, at Danmark „som bekendt anså det for vigtigt, at der ikke skete 

en udvidelse af de stater, der havde national kontrol med atomvåben.“ I 

denne forbindelse understregede direktøren, at der blandt fortalere for MLF’s 

oprettelse var lande, der delte denne opfattelse, og som netop anså styrkens 

oprettelse som en mulighed for at hindre spredning af det nationale herredømme 

over atomvåben. 26 Med andre ord, at MLF snarere ville mindske end 

øge det tyske problem. Mere eksplicit blev det fastslået af udenrigsminister 

Hækkerup under diplomatiske samtaler med østlandene, blandt andet under 

besøg i Polen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien i 1965. Det var Hækkerups opfattelse, 

at de forskellige løsningsmodeller for NATO’s nukleare arrangementer 

ikke stred med en ikke-spredningsaftale, og at etableringen af MLF (eller 

ANF) netop kunne være et middel til at forhindre tysk atombevæbning. 27 

Sikkerhed og alliancepolitisk renommé 

Trods de involverede problemer med kontrolspørgsmålet og de potentielt negative 

konsekvenser for det tyske problem vurderede udenrigsministeriet dog 

stadig i begyndelsen af 1963, at man – ud fra en rent udenrigspolitisk vurdering 

– måtte anlægge et i hovedsagen positivt syn på etableringen af MLF. 

Udenrigsministeriet slog fast, at NATO-medlemskabet var den politik, hvormed 

Danmark siden 1949 havde betrygget sin sikkerhed og selvstændighed, 

og ved en nærmere stillingtagen til en MLF måtte det første spørgsmål ifølge 

udenrigsministeriets NATO-kontor være, hvorvidt „en sådan styrke påregnes 

at bidrage til, at Danmarks sikkerhed og selvstændighed yderligere betrygges, 

eller om den kan forventes at få virkninger, der trækker i modsat retning.“ I 

denne forbindelse var det af stor betydning, at Vesten ikke „med etableringen 

af en sådan styrke alvorligt forværrer forholdet til Østeuropa, således at dette 

kommer i vejen for løsningen af større spørgsmål som aftaler om forhindring 

af spredning af atomvåben, den almindelige nedrustning etc.“ 28 Sådanne 

26 „Tjekkisk henvendelse om den multilaterale NATO-atomstyrke“, notits af 4. december 1964, UM 

119.K.4.c/7. 

27 „Spørgsmålet om oprettelse af en atlantisk atomstyrke (MLF/ANF)“, notits af 23. september 1965, 

UM 105.I.40.e. 




DANMARK OG MLF 143

overvejelser havde blandt andre det konservative medlem af folketinget, generalmajor 

Erik Kragh, givet udtryk for i en kronik fra slutningen af december 

1960. Kragh mente, at „en forøgelse af våbenarsenalet i Europa måske 

kunne gøre det vanskeligt at forhandle sig frem til en ordning med Sovjet og 

at komme til nogen løsning af det tyske spørgsmål og nedrustningen.“ 29 Et 

synspunkt, som måtte blive yderligere bestyrket af den sovjetiske sammenkobling 

af MLF med spørgsmålet om en ikke-spredningsaftale, der altså ikke ville 

være mulig, med mindre de vestlige overvejelser om en NATO-atomslagstyrke 

blev stedt til hvile. For så vidt angik nedrustningsaspektet, mente udenrigsministeriets 

NATO-kontor dog, at man henset den ’nøglestilling, som USA indtog 

i forhandlingerne om MLF „ sikkert burde gå ud fra, at dette allerede var 

taget i betragtning. 30 Et synspunkt, der dog i løbet af de kommende år blev afløst 

af en klar bekymring over MLF’s formodede konsekvenser for spændingsforholdet 

mellem Øst og Vest og for indgåelse af en ikke-spredningsaftale (se 

nedenfor). 

Når den nærmere stilling til MLF-planerne skulle fastlægges, fremhævede 

udenrigsministeriet, at Danmark havde en „central interesse i at kunne regne 

med, at den beskyttelse, som NATO giver skal være effektiv.“ Dette fordrede 

imidlertid, fastslog NATO-kontoret, at den danske indsats nød anerkendelse 

blandt NATO-partnerne. Baggrunden for disse overvejelser var, at det ikke var 

„udelukket, at der i fremtiden vil kunne opstå situationer, hvor den danske regering 

vil kunne handle friere med bevidstheden om at have alliancen helhjertet 

i ryggen, end hvis man følte, at den støtte, man kunne forvente fra alliancen, 

kunne drages i tvivl.“ I forbindelse med dansk deltagelse i en MLF 

fandt NATO-kontoret grundlæggende, at det ville have en meget positiv virkning 

inden for alliancen, ikke mindst da det ville være velegnet til at imødegå 

den hyppige kritik af de danske forsvarsudgifter. Udenrigsministeriets NATOkontor 

anså behovet for alliancepolitisk renommé for at være særligt stærkt 

for Danmark. Sammenlignet med Norge havde Danmark et større behov for 

at demonstrere sin solidaritet. Et synspunkt, der imidlertid blev anfægtet af 

Gunnar Seidenfaden, der ikke følte sig sikker på, at nordmændene kunne 

trække på et klart bedre alliancepolitisk renommé end danskerne. 31 

Ønsket om alliancepolitisk velvilje kom også til udtryk hos den tidligere 

chef for politisk-juridisk afdeling, Erik Schram-Nielsen, der nu var Danmarks 

NATO-ambassadør. Han fandt det ønskeligt, om man fra dansk side kunne 

give udtryk for, at man var villig til at overveje dansk medvirken til styrkens op- 

29 Erik Kragh, „NATO’s tredie fase“ i Berlingske Tidende, 29. december 1960. Her citeret fra Poul 

Villaume, Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949- 

1961, 1995, s. 592. 




31 Sst. 


ettelse, hvis der i øvrigt var almindelig stemning herfor i alliancen. Et sådant 

tiltag ville ifølge ambassadøren ikke give problemer for en senere negativ 

dansk stilling, idet projektet næppe ville blive realiseret i den nuværende form. 

Dermed kunne Danmark på et senere tidspunkt springe fra under henvisning 

til, at projektet nu havde ændret sig så meget i forhold til de planer, man oprindeligt 

havde tilsluttet sig. 32 

Hvis Danmark vægrede sig ved aktiv deltagelse, var der ifølge chefen for 

udenrigsministeriets NATO-kontor risiko for, at Danmark blev opfattet som et 

andenklasses NATO-medlem „der vel ønsker at have fordelene ved medlemskabet 

af klubben, men gerne vil slippe med nedsat kontingent.“ En vurdering, 

der blandt andet støttede sig til den amerikanske NATO-ambassadørs 

fortrolige meddelelse til ambassadør Schram-Nielsen om, at det ville gøre „et 

yderst dårligt indtryk, om den danske regering til sin tid ville indtage en afvisende 

holdning. Danmark vil derved komme uden for den kreds af lande 

i NATO, der betød noget.“ Og en dansk vægring ved at deltage aktivt i styrken 

ville „uden tvivl betyde en ny og vedvarende belastning“ for Danmarks 

forhold til NATO. En vurdering, som chefen for politisk-juridisk afdeling, 

Gunnar Seidenfaden, nok fandt rigtig på det propagandamæssige plan, men 

at dette i praksis ville være mindre problematisk, da man fra allieret side ville 

vurdere spørgsmålet i lyset af de beslutninger, der ville blive truffet om den 

politiske kontrol. Og i denne forbindelse ville dansk deltagelse som nævnt 

formentlig svække afskrækkelsens troværdighed. 33 

Udenrigsministeriet formodede, at Danmark kunne øge sit alliancepolitiske 

renommé hos NATO-lande som USA, Storbritannien og Tyskland ved at 

forholde sig positivt til planerne. 34 For så vidt angik netop den amerikanske 

stilling noterede udenrigsminister Hækkerup dog senere, at han umiddelbart 

havde det indtryk, at man fra amerikansk side måske i virkeligheden helst så 

en dansk vægring. Hækkerups observation bundede i, at amerikanerne jo faktisk 

havde følt sig presset til at stille forslaget for de europæiske landes skyld, 

og altså ikke selv følte dybt for det. Et indtryk, som Hækkerup havde fået gennem 

samtaler med præsident John F. Kennedy. 35 Det amerikanske perspektiv 

indeholdt dog andre aspekter. Således formodede man i udenrigsministeriet, 

at en generel europæisk vægring ved at støtte en MLF ville give isolationistiske 

32 „Referat. Møde i udenrigsministeriet mandag den 11. marts 1963 kl. 15.00 vedrørende spørgsmålet 

om Danmarks stillingtagen til planerne om en NATO-atomstyrke“, 16. marts 1963, UM 105.I.40.e. 









Som anført ovenfor er det også klart, at amerikanerne ikke så noget stærkt militært behov for styrken. 

DANMARK OG MLF 145

kredse i USA vind i sejlene, mens etableringen af en MLF modsat ville stå som 

en manifestation af fælles amerikansk-europæisk forsvarsindsats. Det ville bidrage 

til at fastholde USA’s engagement i Vesteuropa, hvilket de danske myndigheder 

vedblev at anse for af afgørende betydning langt op i 1970’erne. 36 

Mens udsigten til akkumulering eller tab af renommé i alliancen åbenbart 

var et åbent spørgsmålet for så vidt angik USA, var det klart, at der ingen 

goodwill var at hente i Paris ved at støtte planerne aktivt. Udenrigsministeriet 

vurderede i det tidlige forår 1963, at man „dog må gå ud fra, at Frankrig vil 

se med forståelse på, at andre lande indtager en positiv holdning til planerne, 

således at Danmark i hvert fald ikke ud fra ønsker om et godt forhold til 

Frankrig skulle behøve at afholde sig fra at medvirke ved en virkeliggørelse af 

planerne om en NATO atomstyrke.“ Ræsonnementet var, at Frankrig angiveligt 

ikke ville skyde planerne ned, og at deres nu tætte samarbejde med vesttyskerne 

måtte tages som tegn på, at Frankrig ville acceptere det, der nu var 

en tysk hjertesag. 37 Imidlertid knyttede der sig særlige problemer til den politik, 

man fra dansk side kunne tillade sig at føre uden at skabe fransk misbilligelse. 

Især den danske opfattelse af USA’s evne til at håndtere den vestlige 

afskrækkelseskapacitet og det deraf manglende incitament til at uddele 

atomart ansvar og indflydelse burde ikke overbetones, blev det understreget 

af udenrigsministeriet ved flere lejligheder. Dette ville virke for provokerende 

på Frankrig, hvilket særligt måtte formodes at skabe problemer for Danmark 

med hensyn til fællesmarkedsdrøftelser. Og da man endnu ikke vidste, hvorledes 

franskmændene ville stille sig i sagen, måtte man være agtpågivende. 38 

Fra november 1964 blev det franske problem stærkt accentueret, da 

Frankrigs holdning til MLF-tankerne gik fra indifferent over til opposition, 

som den danske ambassade i London formulerede det. 39 Dermed måtte hensynet 

til Frankrig nu pege i retning af, at Danmark ikke aktivt deltog i eller 

støttede MLF-planerne. At man fra Danmark vedblev at fokusere på Frankrigs 

rolle antydes af, at Per Hækkerup under NATO’s ministerrådsmøde i Paris i 

december 1964 pointerede, at man fra dansk side blandt andet lagde vægt på, 

at „enhver løsning på det nukleare problem udformedes således, at den forenede 

snarere end adskilte alliancen“, og „at Danmark ikke kunne forestille 

sig en NATO-alliance uden alle de nuværende større landes medlemskab.“ 40 




37 Sst. 

38 F.eks. „’Nassau-aftalen’ mellem USA og Storbritannien“, 7. januar 1963, UM 105.I.40.e; „’Nassauaftalen’ 

mellem USA og Storbritannien og planerne om en NATO-atomstyrke.“, redegørelsen af 15. 

januar 1963, UM 105.I.40.e. 

39 „Nato-atomstyrken“, indberetning fra den danske ambassade i London, 15. januar 1965, FM 

791/64-66, kasse 38. Se også Avisårbogen 1964, s. 216-17 for de franske udmeldinger. 

40 „Overvejelserne vedr. NATO-alliancens atomforsvar. Det britiske forslag om ANF“, referat af 18. januar 

1965, UM 105.I.40.e. 


At man fra dansk side vedblev at fokusere på ikke at komme på kollisionskurs 

med Paris, skyldtes ikke blot hensyn til fællesmarkedsdrøftelserne, men også 

til NATO’s politiske enhed og den danske NATO-opbakning (se kapitel 37 og 

38). 

Udfordring af atompolitikken – dansk atombevæbning 

ad bagdøren? 

Selv om de danske myndigheder beskæftigede sig indgående med MLF-konceptet 

i sig selv, var kernen i de danske drøftelser, i hvilken udstrækning MLF 

kunne komme i karambolage med Danmarks atomvåbenpolitik. At atomslagstyrke-planerne 

indeholdt kimen til at udfordre den danske politik fremgik 

tydeligt af amerikanske udtalelser i NATO-rådet i december 1960, hvor USA 

henstillede, at man overvejede en maritim og ikke en landbaseret opstilling 

af styrken, således at „de politiske problemer, der i visse lande er forbundet 

med atomvåben på landjorden, kan undgås.“ 41 Spørgsmålet om MLF-planernes 

mulige krænkelse af det danske atomvåbenforbehold blev da også gjort til 

genstand for diskussion i den danske offentlighed. Allerede i begyndelsen af 

december 1960 satte ét af de radikales ledende presseorganer, „Skive Folkeblad“, 

fokus på spørgsmålet med anklage om, at forslaget var udtryk for et forsøg 

på at indføre atomvåben ad bagdøren, blandt andet i Danmark. 42 Tilsvarende 

overvejelser synes at have ligget bag en i øvrigt ganske positiv kronik 

om MLF, hvori forsvarsminister Poul Hansen slog fast, at der ikke ville blive 

tale om en sådan atombevæbning ad bagdøren, og at den danske atomvåbenpolitik 

ville blive opretholdt. 43 Spørgsmålet om, på hvilke områder MLF og 

eventuel dansk deltagelse heri faktisk ville krænke den hævdvundne danske 

atomvåbenpolitik, var dog genstand for betydelig drøftelse hos de danske 

myndigheder. 

Da udenrigsministeriet i begyndelsen af 1963 drøftede spørgsmålet om oprettelsen 

af MLF og konsekvenserne for dansk atomvåbenpolitik, noterede 

chefen for politisk-juridiske afdeling, Gunnar Seidenfaden, at Danmark for- 

41 Søbaseringen havde også den politiske fordel, at man vanskeliggjorde et enkelt lands mulighed for 

uretmæssigt at sikre sig kontrollen med de pågældende raketter. Ud over de politiske fordele ville 

styrkens militære sårbarhed ifølge amerikanerne være mindre ved søbasering frem for landbasering. 

„Atombevæbning af NATO“, indberetning af 29. december 1960 fra den danske ambassade i 

Washington, UM 105.I.40.e. 

42 „Atomvåben ad bagdøren“, leder i Skive Folkeblad, 3. december 1960. Her citeret fra Villaume, 

Allieret med forbehold, s. 591. 

43 Spørgsmålet om synet på MLF var dog tilsyneladende genstand for en vis uenighed i Socialdemokratiet. 

Bl.a. partisekretær Niels Matthiasen så med skepsis på udsigten til en MLF. Et standpunkt, 

som han begrundede med bl.a. udsigten til tysk atombevæbning og forventningen om en 

skarp (og berettiget) sovjetisk reaktion. „NATO bør ikke blive atommagt“, i Aktuelt, 11. januar 1961. 

Artiklen blev også optrykt af Atlantpagtsammenslutningen, som Matthiasen havde arbejdet for, i serien 

Demokratiske breve (nr. 1, 1961, s. 7). Se Villaume, Allieret med forbehold, s. 593. 

DANMARK OG MLF 147

mentlig ville kunne gå aktivt ind i drøftelserne om styrkens oprettelse og også 

støtte planen positivt. Dette afgjorde imidlertid intet om Danmarks aktive deltagelse. 

Danmark kunne sagtens deltage aktivt i drøftelserne uden at binde sig 

til deltagelse. Når talen faldt på dansk deltagelse, var dette spørgsmål dog i 

udenrigsministeriets optik også ganske komplekst. Der var således ifølge 

Seidenfaden ikke „tale om et rent ’enten eller’, men om hvor langt og på 

hvilke felter vi kan deltage.“ Således konkluderede udenrigsministeriet, at 

den danske NATO-ambassadør havde ret i sin personlige vurdering af, at 

dansk deltagelse i MLF ikke nødvendigvis ville være i modstrid med dansk 

atompolitiks natur. Ræsonnementet var, at der med Nassau-planen ikke forudsattes 

noget om basering, hvorfor den traditionelle og hævdvundne danske 

atomvåbenpolitik ikke ville blive krænket. 44 Udenrigsministeriet regnede heller 

ikke med, at der fra amerikansk side ville være krav om basering på dansk 

område. Amerikanske diplomater havde orienteret den danske NATO-ambassadør 

om, at de havde meddelt deres regering, at „det ville være helt urealistisk 

at antage, at Danmark ville være villig til at stille anløbsfaciliteter e.l. til 

rådighed for en flåde udstyret med atomvåben.“ 45 

Formentlig var det også dette synspunkt, der lå bag daværende udenrigsminister 

Jens Otto Krags udtalelse i december 1960 over for den danske presse 

om, at der efter hans opfattelse ikke i MLF-planen var noget „der strider mod 

den fælles norsk-danske erklæring om, at vi under de foreliggende forhold 

ikke vil have atomvåben i vore landes forsvarsstyrker.“ Planerne var dog ifølge 

Krag ikke „modne til beslutning – end ikke i princippet.“ 46 Krags udtalelse 

faldt umiddelbart efter et ministermøde, hvor han havde nævnt, at der endnu 

ikke forelå et konkret forslag om oprettelse af MLF, men at spørgsmålet 

kunne forventes at blive rejst på det forestående ministerrådsmøde i NATO, 

og at han om fornødent ville erindre om den danske stilling til atombevæbning 

og undlade at give tilslutning til nye skridt i den forbindelse. 47 

Da udenrigsministeriet i begyndelsen af 1963 gjorde sig nærmere overvejelser 

om, på hvilke områder man kunne forestille sig dansk deltagelse i en 

MLF, talte man primært om økonomisk bidrag, om deltagelse i den politiske 

kontrol og om regulær fysisk deltagelse. Det var selvsagt dette sidste aspekt, 




45 Imidlertid fandt de danske myndigheder det mere tvivlsomt, om det samme gjaldt midlertidige ophold 

på dansk område. I givet fald måtte man fra dansk side stræbe efter, at sådanne ophold ikke 

skulle være regelmæssige, men snarere kun opankring i tilfælde af force majeure; sst. 

46 Bo Lidegaard, Jens Otto Krag 1914-1961, 2001, s. 662-63. 

47 Villaume, Allieret med forbehold, s. 591. På NATO-mødet erklærede man fra dansk side, at forslaget 

ville blive studeret grundigt i lyset af Danmarks politik og NATO’s interesser. På dette tidspunkt var 

der ingen af NATO-landene, der forpligtede sig for forslaget ud over tilsvarende tilkendegivelser. 

„Referat til eventuelt brug for udenrigsministeren i Udenrigspolitisk Nævns møde den 18. januar 

1961. Atomvåben og Polarisraketter til NATO“, udateret, UM 105.I.40.e. 


der måtte synes mest problematisk. Alligevel pointerede udenrigsministeriet, 

at fysisk deltagelse „synes meget vel mulig uden konflikt med vor hidtil erklærede 

atompolitik, som alene har drejet sig om den geografiske placering. Der 

skulle derfor intet være til hinder for, at vi går ind i overvejelser af, hvori vor 

fysiske deltagelse in concreto kunne bestå.“ For så vidt angik faciliteter inden 

for dansk højhedsområde, var dette ifølge udenrigsministeriet problematisk, 

idet egentlig basering måtte anses for at være i klar modstrid med den hidtidige 

danske atomvåbenpolitik. 48 

Da Danmark klart måtte forholde sig negativt til en sådan dansk deltagelse 

måtte det overvejes, hvornår det vil være nødvendigt at klarlægge for vore forbehold, 

f.eks. med hensyn til havnefaciliteter etc. Det var nemlig muligt, at 

„rent tekniske forhold kan medføre, at det er helt udelukket, at 3M-styrken 

[MLF] bevæger sig ind i Nordsøen eller indre danske farvande, således at 

vore problemer alene begrænses til de færøske og grønlandske områder.“ 

Man skulle derfor ikke spille sig kortene af hænde ved for tidligt at indtage 

en negativ stilling, selv om man ikke nødvendigvis ville deltage i styrken. 

Derved ville man sætte sig uden for indflydelse og samtidig risikere unødvendigt 

tab af politisk renommé og goodwill, idet en eventuel negativ dansk stilling 

måske ville blive gjort unødvendig, såfremt forhandlingerne forliste af 

andre årsager. I forlængelse af denne tankegang pointerede Seidenfaden, at 

idet Danmark var nødt til at udvise „tilbageholdenhed på visse områder af 

indenrigspolitiske, herunder finansielle grunde, synes det taktisk bedst, om vi 

ved en relativt tidlig tilslutning på mindre sprængfarlige områder kunne opbygge 

den goodwill, som kan bære den nødvendige tilbageholdenhed på andre 

områder.“ For selv om basering var udelukket, kunne udenrigsministeriet 

forestille sig dansk deltagelse med materiel, mandskab og aktiv deltagelse i 

den strategiske planlægning. I den forbindelse blev et tidligt positivt skridt 

som f.eks. levering af materiel gennem bygning af et vist antal overfladeskibe, 

hvilket jo samtidig rummede økonomiske fordele for Danmark, fremhævet 

som en option. 49 

Imidlertid var sagen endnu ikke moden til politisk overvejelse, og den nærmere 

stilling til de begrænsede former for dansk deltagelse og til spørgsmålet 

om aktiv deltagelse i forhandlingerne måtte afgøres af andre hensyn. I denne 

48 Sst. 



ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. Spørgsmålet om finansieringen havde allerede i 1960 optaget 

den faste danske repræsentation i NATO. Da sagen i 1963 for alvor blev løftet op i politisk plan, erklærede 

både udenrigsminister Hækkerup og forsvarsminister Gram dog, at de finansielle aspekter 

ikke var afskrækkende. Forsvarsministeren ville dog hellere på sin side bruge pengene på konventionelt 

forsvar. „Referat. Møde i udenrigsministeriet mandag den 11. marts 1963 kl. 15.00 vedrørende 

spørgsmålet om Danmarks stillingtagen til planerne om en NATO-atomstyrke“, 16. marts 1963, UM 

105.I.40.e. 

DANMARK OG MLF 149

forbindelse måtte Kremls forventede reaktioner over for Danmark og konsekvenserne 

for forholdet til Sovjetunionen tages i betragtning. 

Sovjetunionens rolle i den danske beslutningsproces 

De danske myndigheders opmærksomhed omkring Sovjetunionens negative 

syn på MLF angik som nævnt ovenfor ikke blot selve oprettelsen af styrken. 

Også den potentielle danske deltagelse måtte formodes at give anledning til 

sovjetisk kritik. Udenrigsministeriet var opmærksom på, at man fra sovjetisk 

side formentlig ville iværksætte en diplomatisk offensiv mod NATO-regeringerne 

„for at afskrække især de mindre og udsatte lande som Danmark og 

Norge fra at deltage i planen.“ For så vidt angik den forventede karakter af sådanne 

kampagner noterede udenrigsministeriet, at man tidligere fra sovjetisk 

side havde „forstået at spille behændigt på de kredse i Danmark, som forholder 

sig tilbageholdende over for Danmarks NATO-politik.“ 50 

I lighed med Kremls almindelige udfald mod planerne om oprettelse af en 

multilateral atomstyrke kredsede de østlige påvirkningsforsøg mod Danmark 

i forbindelse med MLF-sagen særligt om faren for atombevæbning af de tyske 

revanchister og faren for øget spænding og risiko for krigshandlinger mellem 

Øst og Vest. Den sovjetiske kampagne mod Danmark antog flere former. 

Formålet med de sovjetiske henvendelser og pressekampagner bestod efter 

alt at dømme i at få Danmark til at undlade at deltage i MLF, til at undlade at 

give en potentiel MLF tilladelse til at virke i danske farvande og til aktivt at 

modvirke MLF-planerne som sådan. Et mål, der som nævnt ovenfor var tæt 

forbundet med ønsket om at så splid i den vestlige lejr. 

Der var ingen tvivl om, at Sovjetunionens forventede reaktioner udgjorde 

et element i den danske beslutningsproces. Udenrigsministeriet understregede 

således betydningen af at kunne „henvise til, at der ikke i en eventuel 

dansk deltagelse ville ligge noget som helst tilsagn om en ændring af den traditionelle 

og hævdvundne danske politik om ikke-oplagring af atomvåben på 

dansk territorium, ligesom det af hensyn til Sovjetunionen i givet fald ville 

kunne blive nødvendigt eller ønskeligt at kunne begrænse NATO-skibenes 

besejling af danske farvande, opankring i danske havne etc.“ I givet fald måtte 

dansk deltagelse i princippet være uden betænkelighed i Danmarks forhold 

til Sovjetunionen. 51 Hermed mente udenrigsministeriet altså f.eks. økonomiske 

bidrag, medens MLF’s aktivitet på dansk territorium var problematisk. 

Den nøjagtige udstrækning af det sovjetiske problem var imidlertid vanske- 




51 Sst. 


ligere at bedømme, og der var tilsyneladende ikke fuld enighed herom i 

udenrigsministeriet. Der synes dog at have været konsensus om, at der vitterligt 

ville være tale om en belastning, men at det dog næppe var en væsentlig 

belastning. Tilsvarende synes der at have været enighed om, at dette hensyn 

ikke måtte få afgørende indflydelse på beslutningsprocessen. Således noterede 

udenrigsministeriet, at det umiddelbart måtte forekomme, at sovjetiske 

henvendelser – såfremt de er almindelig holdt – ikke burde øve alt for stor 

indflydelse på den danske politik. 52 

Karakteren af det sovjetiske politiske pres forventede man imidlertid at 

lære mere om under udenrigsminister Andrej Gromykos forestående besøg i 

marts 1963. I denne forbindelse så udenrigsministeriet sig ikke i stand til på 

forhånd at udtale sig om, „i hvilket omfang eventuelle sovjetiske henvendelser 

vil komme til at influere på de overvejelser, man fra dansk side må gøre sig, 

før endelige beslutninger kan træffes med hensyn til eventuel dansk deltagelse.“ 

Og i sidste ende var det klart, at den endelige hensyntagen til forholdet 

til Sovjetunionen måtte være en politisk beslutning. At udenrigsministeriet 

i denne forbindelse forventede, at Danmark ville være immunt over for 

endog ret skarp sovjetisk kritik og stærkt politisk pres blev antydet af, at man 

illustrerede den danske modstandskraft ved blandt andet at henvise til tidligere 

dansk tilslutning til større allierede skridt, f.eks. etableringen af enhedskommandoen 

i 1961, hvor endog skarp og meget direkte sovjetisk kritik møntet 

på Danmark ikke fik indflydelse på beslutningsprocessen (se kapitel 14). 53 

Få dage efter, at udenrigsministeriet havde gjort disse grundlæggende betragtninger 

over de forventede politiske drivkræfter bag beslutningsprocessen, 

mødtes udenrigsminister Hækkerup med Gromyko 7. marts 1963. Selve 

mødet forløb roligt og blev ifølge den senere danske redegørelse i NATOrådet 

afviklet i en næsten venskabelig atmosfære. Gromyko havde dog under 

mødet klart pointeret, at Sovjetunionen var modstander af MLF, ikke mindst 

udsigterne til, at Vesttyskland derigennem fik adgang til atomvåben. Det var 

synspunkter, der faldt i tråd med en kritik, som Gromyko offentligt ventilerede 

to dage senere dage under sit besøg i Danmark. 54 Kort efter mødet 

understregede Hækkerup over for sine embedsmænd, at den danske regering 

ikke havde bundet sig til at afvise MLF. Og Hækkerup anførte, at den danske 

NATO-ambassadør, Schram-Nielsen, kunne gøre NATO-rådet opmærksom 

på, at det „under vore forhandlinger med udenrigsminister Gromyko lykke- 

52 Sst. 



54 „NATO SECRET, SUMMARY RECORD“, rapport af 20. marts 1963, UM ad 5.D.30.a; „Den multilaterale 

atomstyrke“, indberetning af 2. april 1963, udfærdiget af ambassadør Holten Eggert, UM 

105.Dan.6; „Referat. Møde i udenrigsministeriet mandag den 11. marts 1963 kl. 15.00 vedrørende 

spørgsmålet om Danmarks stillingtagen til planerne om en NATO-atomstyrke“, 16. marts 1963, UM 

105.I.40.e. 

DANMARK OG MLF 151

des os at undgå at placere os i samme situation som Norge.“ Hækkerup henviste 

her til, at den norske udenrigsminister Lange over for Gromyko havde 

udtalt, at Norge ikke agtede at deltage i planen. Hækkerups syn var altså, at 

Danmark ikke havde bundet sig over for russerne. Han havde dog givet udtryk 

for, at Danmark ikke ønskede nogen ændring af forholdene og var imod 

spredning af atomvåben. Et standpunkt, der som vist ovenfor grundlæggende 

var ganske i tråd med de opfattelser, der hidtil havde karakteriseret de 

danske myndigheders arbejde. Dog synes enkelte embedsmænd, særligt ambassadør 

Schram-Nielsen, især af alliancepolitiske hensyn, at have været villige 

til i det mindste indledningsvis at gå længere i sagen. 55 

Den sovjetiske utilfredshed med MLF blev tydeliggjort få uger senere, da 

Sovjetunionen i april 1963 sendte en protestnote til USA og øvrige NATOlande. 

Som ambassaden i Moskva vurderede, var der dog intet i noten, der direkte 

vedrørte Danmark, blot en passus, der lød „even the small members.“ 56 

Få uger efter kom Danmark (og Norge) dog i det sovjetiske søgelys i „Røde 

Stjerne“ i forbindelse med omtalen af USA’s „farlige planer“ om at få de skandinaviske 

NATO-lande til at deltage i MLF. Dette skulle ifølge „Røde Stjerne“ 

ske under amerikansk henvisning til, at „disse landes afvisning af stationering 

af atomvåben på deres territorium hidtil ikke er blevet kompenseret ved en 

styrkelse af de traditionelle våben.“ Den danske ambassade i Moskva meddelte, 

at vestlige iagttagere i Sovjetunionen formodede, at dette var begyndelsen 

på en større sovjetisk kampagne mod MLF, og at man derfor muligvis 

kunne forvente individuelle udfald mod Danmark (og Norge). 57 

I den følgende tid kom der imidlertid aldrig noget stærkt sovjetisk pres på 

København i MLF-spørgsmålet. Den væsentligste årsag til, at det konkrete sovjetiske 

pres på Danmark i forbindelse med MLF udeblev, var formentlig, at 

den danske regering i midten af 1963 udsendte de første klare signaler om, 

at Danmark hverken ville deltage i MLF eller lade styrken operere i danske 

farvande. Ud over en eventuel tilfredshed med den danske reservation over 

for MLF-planerne skal den imødekommende holdning over for Danmark formentlig 

ses som led i den stok-og-gulerods-taktik, som Kreml anlagde over for 

København i spørgsmålet om Norden som atomvåbenfri zone, som blev drøftet 

i samme periode (jf. kapitel 13). Den danske ambassade i Moskva noterede 

da også på denne tid, at det var bemærkelsesværdigt så kraftigt det gode 

forhold til Norden blev fremhævet, idet man ellers syntes at observere en „sovjetisk 

passivitet med drejning hen imod en skærpet kurs over for Vesten.“ Selv 

om den sovjetiske presse til stadighed gjorde bemærkninger mod amerikan- 

55 Sst.; “Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk vurdering“, referat 

af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 

1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. 

56 Notits af 8. april 1963, UM 105.I.40.e. 

57 “Den multilaterale atomstyrke“, indberetning af 2. april 1963, udfærdiget af ambassadør Holten 

Eggert, UM 105.Dan.6. 


ske forsøg på at inddrage Danmark (og Norge) i MLF, blev disse dog konsekvent 

fulgt op af henvisninger til den danske modstand, såvel i befolkning, 

presse og på regeringsplan. 58 

Til gengæld lagde man fra sovjetisk side ved flere lejligheder pres på den 

danske regering ved at så tvivl om holdbarheden af den generelle danske 

atomvåbenpolitik. Under politiske og diplomatiske samtaler optrådte spørgsmålet 

om, hvorvidt Danmarks atompolitik var ændret, som et fast programpunkt. 

Den sovjetiske mistænksomhed gav sig tydeligst udslag i direkte fordrejninger 

af officielle danske udtalelser. Formålet var formentlig at tvinge 

den danske regering til atter at bekræfte eller om muligt skærpe sin atomvåbenpolitiske 

stilling. 59 Men den erklærede sovjetiske bekymring i begyndelsen 

af 1960’erne over udsigten til en fremtidig ændring af den danske politik bundede 

tilsyneladende i en vis reel tvivl. I det mindste talte et internt MID-informationsbrev 

fra 1962 om, at der eksisterede en „virkelig reel fare“ for, at 

Danmark ville modtage stationering af fremmede styrker og raketter gennem 

forlængede fællesøvelser. Risikoen for en sådan udvikling blev bestyrket af, at 

„højreorienterede socialdemokrater“ havde taget magten i partiet, hvorfor situationen 

havde ændret sig inden for de seneste par måneder. 60 I denne forbindelse 

bidrog den noget passive danske holdning til MLF ikke til beroligelse 

af Kreml, der så med bekymring på Danmarks „ligegyldighed over for 

Forbundsrepublikkens militarisering.“ Et forhold, der dækkede såvel den 

58 „Sovjetunionens stilling til en NATO-atomstyrke“, indberetning af 25. Maj 1963 fra den danske ambassade 

i Moskva, UM 105.Dan.6. 

59 I oktober 1963 gengav TASS fejlagtigt et citat af forsvarsminister Victor Gram, hvoraf det fremgik, 

at denne havde erklæret, at den danske atomvåbenpolitik ville blive ændret, „hvis omstændighederne 

kræver det, hvis de allierede forlanger det.“ Sagen medførte betydeligt røre i såvel udenrigssom 

forsvarsministeriet, hvor det blev fastslået, at forsvarsministeren alene havde udtalt, at vi ikke har 

fraskrevet os atomvåben ud i al fremtid, og at „hvis forholdene gør det ønskeligt, siger vi JA.“ 

Udenrigsministeriet overvejede at tage TASS grundigt i skole på grund af „den dristige fordrejning.“ 

Men på trods af, at den danske ambassadør i Moskva arbejdede for, at udenrigsministeriet tog sagen 

op med MID, og at der blev lavet forarbejder til tilrettevisningen, lagde udenrigsministeriets direktør 

sagen død, da man kunne frygte, at „vi snarere skaber en incident.“ Man skulle blot ved lejlighed 

bemærke over for MID, at de forhåbentlig ikke tillagde „disse skriverier nogen betydning, da de jo 

kender den danske politik.“ Desuden havde den sovjetiske charge d’affaires, allerede før sagen blev 

drøftet i ministerierne, besøgt Krag i anledning af Khrusjtjovs snarlige besøg for at høre, om der var 

nogen ændring af den danske politik, hvilket han havde forstået på udtalelser af Gram. Krag svarede 

diplomaten, at det var der ikke „Sovjetiske presseomtale af Danmark“, indberetning af 2. oktober 

1963 fra den danske ambassade i Moskva, UM 105.Dan.6; „Notat vedrørende mine udtalelser til 

Feltavisen om regeringens stilling til eventuel modtagelse af atomladninger på dansk jord“, 14. oktober 

1963, FM 91-26/55-73, kasse 6; „Notat vedrørende de i Feltavisen citerede udtalelser af forsvarsministeren 

vedrørende atomladninger på dansk jord“, 16. oktober 1963, FM 91-26/55-73, kasse 6; 

„Atomvåbenet i Danmark“, notits af 30. september 1963 udfærdiget af statsminister Krag, UM 

105.Dan.6. 

60 Få uger senere fastslog en anden analyse dog, at erfaringen fra den nylig overståede Cuba-krise pegede 

i modsat retning, da Danmark havde forstået faren for stationering af fremmede styrker på eget 

territorium, og at den danske vægring ved at modtage baser og atomvåben på dansk jord dermed 

var konsolideret yderligere. Her citeret fra Jensen, Bjørnen og haren, s. 600. 

DANMARK OG MLF 153

danske politik over for MLF som den danske anerkendelse af enhedskommandoens 

oprettelse. 61 

De danske myndigheder beskæftigede sig også i de kommende år med den 

tilsyneladende sovjetiske tvivl omkring soliditeten af den danske atomvåbenpolitik. 

Som anført i kapitel 13 lagde efterretningstjenesterne således op til, 

at østblokkens stadige overvågning og opmærksomhed omkring danske militære 

lagerfaciliteter tydede på en sådan mistillid til, om der faktisk var oplagret 

atomvåben i Danmark, og at dette kunne øge sandsynligheden for anvendelse 

af atomvåben mod dansk jord i tilfælde af krig. Dette rejste ifølge direktør 

Paul Fischer spørgsmålet om, hvorvidt man skulle forsøge at rydde en sådan 

fejlopfattelse af vejen. 62 Imidlertid var en mulig sovjetisk formodning om 

oplagring af atomvåben på dansk jord af klart sekundær betydning, når risikoen 

for atombombning af dansk område blev gjort op, understregede chefen 

for NATO-kontoret, Niels Boel, i en senere analyse. For det første eksisterede 

der adskillige oplagte militære mål i Danmark, og for det andet ville et 

atomangreb ske på baggrund af en overordnet policy-beslutning, hvorfor 

eventuel tvivl omkring oplagring ikke ville gøre udslaget, argumenterede 

Boel. 63 

Udenrigs- og indenrigspolitisk afvejning – foråret 1963 

Få dage efter Hækkerups møde med Gromyko i marts 1963 drøftede en 

række centrale topembedsmænd, diplomater og ministre spørgsmålet om 

MLF nærmere. På dette interne topmøde blev sagen hævet op i politisk niveau, 

og linjerne i den danske MLF-politik reelt lagt fast, selv om Hækkerup 

selv betegnede sine vurderinger som alene udtryk for ’højttænkning’ og udslag 

af egne refleksioner. Hækkerup fandt, at problemet var vanskeligt, både 

af indenrigs- og udenrigspolitiske årsager. Han var grundlæggende enig i, at 

Danmark ikke skulle tage et negativt standpunkt, med mindre det var enten 

indenrigspolitisk nødvendigt eller nødvendiggjort af hensynet til Sovjetunionen. 

Og det stod klart, at hverken Hækkerup eller forsvarsminister Gram var indstillet 

på aktiv dansk deltagelse i MLF under nogen form. Det drejede sig for 

det første om egentlig fysisk dansk bidrag til selve styrken, for det andet om 

61 Her citeret fra Jensen, Bjørnen og haren, s. 574-75. 

62 Møde i embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål den 10. november 1967, UM 105.Dan.6. 

63 „Sovjetisk opfattelse af visse militære forhold af interesse for Danmark“, notits af 16. februar 1968, 

UM 105.Dan.6. Muligvis var det østlige fokus på danske atomlagre ikke nødvendigvis udtryk for tvivl 

om, hvorvidt der var oplagret atomvåben i Danmark. Det var måske snarere kontrol af, at den hævdvundne 

situation ikke blev ændret, og i øvrigt led i den massive kortlægning og stadige overvågning 

af især militære installationer, der fandt sted fra østlig side. Ud over atomoplagringen havde tjenesterne 

argumenteret, at også sovjetiske forventninger om NATO-flådeenheders mulige offensive 

planer i Østersøen øgede risikoen for atombombning. Se kapitel 40. 


MLF’s mulighed for at opnå adgang til faciliteter på dansk territorium, altså 

basering i danske havne og farvande, og for det tredje om dansk deltagelse i 

kontrollen med styrken. 

For så vidt angik det første spørgsmål om dansk styrkebidrag til MLF, noterede 

Hækkerup under det interne danske topmøde i marts 1963, at der i lyset af 

samtalerne med Gromyko ikke kunne være tvivl om, at dette ville „være en belastning 

i forhold til Sovjetunionen.“ At hensynet til de bilaterale relationer 

dog ikke udgjorde det afgørende problem for en eventuel dansk deltagelse i 

styrken, antydes af, at Hækkerup i samme forbindelse påpegede, at han af 

især indenrigspolitiske årsager ville være „meget tøvende med at forelægge et 

sådant forslag for regeringen.“ Hækkerups vægtning af de indrepolitiske bevæggrunde 

fremgår også af forsvarsministeriets referat fra mødet, ifølge hvilket 

Hækkerup udtalte, at et forslag om dansk medvirken ville være „en stærk 

belastning på en ikke alt for stærk indenrigspolitisk situation.“ 64 Et sådant 

skridt ville formentlig blive opfattet som en så voldsom kovending i den 

danske atomvåbenpolitiske kurs, at Socialdemokratiet ville støde på uoverstigelige 

problemer. Disse problemer knyttede sig for det første til den betydelige 

folkelige modvilje mod MLF, som var kommet til udtryk i Gallup-undersøgelser 

og måtte formodes at være udbredt i det socialdemokratiske bagland 

og vælgerkorps. Desuden ville det videre samarbejde med den radikale regeringspartner 

blive vanskeliggjort betydeligt ved et så markant integrationsskridt. 

At de radikale havde gryende problemer med den politiske kurs, antydes 

af, at en Gallup-måling i efteråret 1963 viste, at partiet havde det vælgerkorps, 

der var mindst tilfreds med dets partis resultater. Afstanden mellem 

parti og vælgere skyldtes muligvis de radikales principielle accept af dansk 

NATO-politik. 65 Hækkerups indrepolitiske betragtninger var i tråd med de 

overvejelser, som udenrigsministeriets embedsmænd havde gjort sig få uger 

forinden. Det var en politisk beslutning, der krævede indrepolitiske overvejelser. 

Som viceudenrigsråd Oldenburg og kontorchef Frellesvig anførte, pegede det 

samlede udenrigspolitiske billede – altså også det formodede sovjetiske pres – 


om Danmarks stillingtagen til planerne om en NATO-atomstyrke“, 16. marts 1963, UM 105.I.40.e; 

„Resumé af møde med ambassadør Schram-Nielsen den 11. marts 1963“, notits af 12. marts 1963, FM 

794/62-63, kasse 52. 

65 Ugens Gallup, artikel nr. 35 1963. „Er vælgerne tilfredse med deres parti?“, http://www.gallup.dk/ 

ugens_gallup/UgArkivValg,asp?dokument=196335&AarValg=1963 (set 12. marts 2005). Utilfredsheden 

medvirkede formentlig til, at de radikale op til folketingsvalget i 1964 erklærede, at de ikke 

ville fortsætte regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet, med mindre de fik en fremgang ved valget, 

og de to partier kunne mønstre et flertal i tinget. Ingen af delene skete, og Socialdemokratiet 

dannede en mindretalsregering. Tage Kaarsted, Dansk politik i 1960’erne. Taktik og strategi, 1969, s. 37- 

38. At dette ikke var nogen ny udvikling, antydes af, at Det Radikale Venstre i april 1963 udsendte 

en brochure, hvori det blev erklæret, at „vi Radikale krævede og fik gennemført“ nej til baser, nej til 

atomvåben og desuden at – om end de „øvrige partier“ havde gennemført enhedskommandoen, at 

denne var blevet en ’NATO-kommando’ fremfor den planlagte dansk-tyske kommando. Citeret fra 

Erik Kragh, Kommentarer til et halvt århundredes forsvarspolitik, 1974, s. 60. 

DANMARK OG MLF 155

i retning af positiv dansk stilling, medens de danske vanskeligheder ifølge 

Oldenburg „skønnes at ligge på det indrepolitiske plan.“ Ved at deltage i en 

atomstyrke ville Danmark „til en vis grad associere sig med atompolitikken“, 

hvilket ifølge ministeriet navnlig ville medføre „indenrigspolitiske overvejelser.“ 

66 

Det var imidlertid ikke blot tanken om dansk deltagelse i MLF, der i foråret 

1963 blev anset for utænkelig. For så vidt angik det andet spørgsmål, nemlig 

MLF’s basering på dansk territorium, pointerede Hækkerup tilsvarende under 

det fortrolige møde i marts 1963, at det ville være „en uoverkommelig belastning 

for os“, hvis vi gav tilladelse til at basere MLF i danske havne eller farvande. 

En belastning, der efter alt at dømme knyttede sig til forholdet til 

Sovjetunionen. Man måtte derfor „fortsat have et reserveret standpunkt over 

for hele projektet, som ikke var klart i dets nuværende skikkelse“, erklærede 

Hækkerup. 67 

For så vidt angik det tredje spørgsmål om dansk deltagelse i den politiske kontrol, 

udgjorde dette et klart dilemma for de danske beslutningstagere. På den 

ene side var udsigten til, at andre NATO-lande fik større indflydelse på strategien, 

i princippet et argument for, at også Danmark i et vist omfang burde 

søge indflydelse og ansvar omkring atomkontrollen. 68 Hvis Danmark gav afkald 

på denne mulighed, ville man „fraskrive sig muligheden for at øve indflydelse 

i overensstemmelse med sine interesser.“ På den anden side pegede 

selve afskrækkelseshensynet i princippet imod dansk deltagelse i et sådant 

kontrolorgan. Ræsonnementet lød, at hvor vesttysk deltagelse i kontrollen 

med atomvåbnene øgede afskrækkelsens troværdighed, risikerede den at 

blive svækket ved dansk (og norsk) deltagelse i kontrollen med en MLF. 69 Et 

for intimt dansk engagement i proceduren for indsættelse af atomvåben 

måtte forventes at føre til, at Danmark blev gjort til genstand for ikke blot sovjetisk 

kritik i fredstid, men – mere alvorligt – stærkt pres i krisetid på et opfattet 

svagt led i NATO-kæden med det formål at forhindre vestlig indsættelse af 

atomvåben. Et sådant ræsonnement havde allerede i midten af 1950’erne været 

fremhævet under danske overvejelser om kontrolspørgsmålet. 70 Ud over 


af 26. februar 1963, med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. Oldenburg og af 1. marts 1963 

ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e; „’Nassau-aftalen’ mellem USA og Storbritannien og planerne 

om en NATO-atomstyrke“, redegørelse 15. januar 1963, UM 105.I.40.e. 



Ifølge forsvarsministeriets referat anvendte Hækkerup „Danmark“ i stedet for „os“, hvilket tyder på, 

at forholdet knyttede sig til landet snarere end regeringen. „Resumé af møde med ambassadør Schram- 

Nielsen den 11. marts 1963“, notits af 12. marts 1963, FM 794/62-63, kasse 52. 

68 “Nassau-aftalen“ mellem USA og Storbritannien, 7. januar 1963, UM 105.I.40.e. 




70 Agger og Wolsgård, „Pro Memoria: Atombomben er vor ven“, s. 425-26. 


at svække afskrækkelsen pådrog Danmark sig altså også almene udenrigspolitiske 

problemer ved at deltage i kontrollen. Det måtte også formodes, at pludselig 

dansk deltagelse i kontrol og ansvar kunne opfattes provokerende i 

Kreml. Netop det udenrigspolitiske aspekt stod centralt, da Hækkerup i foråret 

1963 afviste, at Danmark skulle tage del i kontrollen med og ansvaret for 

alliancens atomvåben. Et sådan skridt ville reelt „støde an mod vor traditionelle 

atompolitik.“ Et forhold, som udenrigsministeren fandt var et „aldeles 

afgørende punkt, både indenrigs- og udenrigspolitisk.“ 71 Ændringer i den 

hævdvundne politik uden dansk deltagelse i kontrollen ville altså både kunne 

skabe problemer i det danske forhold til Sovjetunionen, og problemer på det 

indrepolitiske område, hvilket først og fremmest måtte være, at regeringen 

ville pådrage sig et uønskeligt politisk pres fra den NATO-kritiske del af oppositionen. 

Når Hækkerup ikke ønskede at knytte Danmark til MLF-planerne skyldes 

det ikke mindst, at Hækkerup gav udtryk for en noget mere kritisk holdning 

til selve MLF-projektet, end flere af ministeriets embedsmænd havde gjort. Et 

projekt, som Hækkerup personligt tvivlede på nogensinde ville blive realiseret. 

Ikke mindst på grund af kontrolspørgsmålet. Hækkerups reservation 

over for projektet knyttede sig for det første til den vesttyske rolle i projektet, og 

for det andet til de potentielle alliancepolitiske problemer ved en MLF. Ifølge 

Hækkerup betød den seneste udvikling i MLF-planerne med stadigt stærkere 

betoning af det vesttyske perspektiv, at planerne antog en væsentlig anden politisk 

karakter end tidligere. Ifølge meddelelser i dagspressen skulle den tyske 

forsvarsminister von Hassel være indstillet på, at Vesttyskland kunne påtage 

sig ca. 40% af udgifterne ved en sådan styrke. Det så således ud til, at man nu 

var ved at skabe et atomvåben som i realiteten var vesttysk-amerikansk, og 

hvor de andre lande kun skulle yde ca. 10-20% og i realiteten vel have knap 

så megen indflydelse som svarende hertil. 72 Hækkerups reserverede holdning 

var for det andet stimuleret af, at han ud fra alliancepolitiske betragtninger 

havde udviklet en vis reservation for selve MLF-idéen, som han over for sine 

embedsmænd betegnede som en „farlig tanke“, idet kun et begrænset antal 

medlemslande skulle deltage. En sådan „art klassedeling imellem de ’gode, 

betalingsdygtige drenge’ og de andre“ ville ifølge udenrigsministeren „lægge 

en første kim til at undergrave den NATO-solidaritet, vi fra dansk side lægger 

megen vægt på. Skulle en sådan ægte NATO-solidaritet eksistere, måtte vi alle 

være med i beslutningerne om NATO’s politik og strategi. Man måtte ikke 

tage det afgørende våben ud og lægge det i hænderne på en begrænset kreds 

71 „Resumé af møde med ambassadør Schram-Nielsen den 11. marts 1963“, notits af 12. marts 1963, 

FM 794/62-63, kasse 52; „Danmarks holdning til en multilateral NATO-atomstyrke. En udenrigspolitisk 

vurdering“, referat af 26. februar 1963 med kontinuationer af 27. februar 1963 ved T. 

Oldenburg og af 1. marts 1963 ved G. Seidenfaden, UM 105.I.40.e. 



DANMARK OG MLF 157

af lande. Dette ville betyde en spaltning af NATO.“ Et syn, han gerne så 

videreformidlet diskret til de amerikanske embedsmænd i NATO-rådet. 

Schram-Nielsen skulle fremføre det synspunkt, at „den plan, USA her lancerede, 

kunne risikere at give anledning til en ny splittelse i NATO, og at det 

kunne blive vanskeligt for os rent indenrigspolitisk at fastholde vor tilslutning 

til NATO, hvis vi blev ’reduceret til fodfolkets rolle’.“ 73 Tilsvarende kunne de 

amerikanske NATO-repræsentanter diskret orienteres om det kritiske danske 

syn på Vesttyskland, der dog til gengæld ikke skulle luftes for andre i Rådet. 74 

Som nævnt ovenfor var Hækkerup heller ikke overbevist om, at hensynet til 

USA fordrede en aktiv dansk indsats. Til trods for, at præsident Kennedy få 

dage forinden offentligt havde talt varmt for MLF-planen, skønnede Hækkerup 

på baggrund af samtaler med netop Kennedy og andre amerikanske politikere, 

at der næppe var tale om „noget ægte ønske fra USA’s side om en ændring 

af den nuværende situation.“ Formålet var måske snarere at stille 

Europa over for de vanskeligheder, der ville være forbundet med at etablere 

styrken – altså egentlig at få Europas nej til forslaget, forestillede Hækkerup 

sig. Han troede derfor heller ikke, at det ville skade vores forhold til Amerika, 

at man fra dansk side udtalte, at man var tilfreds med den nuværende ordning, 

samt at man ikke ønskede en yderligere spredning af atomvåben. 75 

De følgende mange måneders videre arbejde med MLF tydede dog på, at 

udenrigsministeriet stadig opererede med hensynet til USA som en faktor, 

der talte for ikke at indtage en negativ stilling til MLF-planerne, hvorfor 

netop dette aspekt i Hækkerups argumentation tilsyneladende ikke slog igennem 

i den videre politiske proces. At USA næppe forventede, at Danmark tog 

et initiativ i sagen, blev dog noteret af direktør Fischer, der ikke „var så sikker 

på, at USA forventede noget særligt af os i denne sag. Man var fra amerikansk 

side utvivlsomt klar over vore indenrigspolitiske vanskeligheder“, skønnede 

direktøren. 76 

Selv om man fra politisk side nu havde udstukket kursen, skulle Danmark 

ikke melde for stærkt ud, men i stedet holde lav profil i sagen. Eller, som forsvarsminister 

Victor Gram udtrykte det, „var det væsentligt for os ’at holde 

skindet på næsen’“. 77 Som Seidenfaden havde noteret få dage tidligere, forventede 

man jo endnu ikke fra alliancens side et dansk svar, hvorfor det ikke 

kostede velvilje i NATO at „indtage en afventende holdning.“ Samtidig vurderede 

han, at „en sådan [stilling] næppe præjudicerer vor stilling, således vi 

derved kommer ud i noget, der også er indrepolitiske uholdbart.“ Eller som 

73 Sst. 

74 „Resumé af møde med ambassadør Schram-Nielsen den 11. marts 1963“, notits af 12. marts 1963, 

FM 794/62-63, kasse 52. 



76 Sst. 

77 Sst. 


Schram-Nielsen havde udtrykt det 

under mødet med Hækkerup og 

Gram, skulle Danmark ikke være en 

hæmsko for ordningen ved i utide at 

smide „sorte Trumfer på Bordet ved 

at fremsætte negative Udtalelser, 

hvor Tavshed er tilstrækkelig.“ 78 

Den danske regerings henholdende 

spil varede dog ikke længere 

end til maj 1963, hvor den gjorde det 

klart, at der hverken ville blive tale 

om et dansk bidrag til eller deltagelse 

i en eventuel multilateral styrke. 

Udenrigsminister Hækkerup erklærede 

på NATO-mødet i Ottawa, at 

Danmark ikke ville stille militære enheder 

til rådighed for MLF, og at den 

danske basepolitik var uændret. Baggrunden 

for denne stilling var hensynet 

til den nordiske balance, der ville 

risikere at blive forrykket, hvis Danmark 

indgik i dette atomare samarbejde. 

Kort efter udtrykte den 

danske regering tilsvarende synspunkter hjemme, både fra Folketingets talerstol 

og i pressen. MLF-enheder ville ikke kunne operere i dansk område. 

Spørgsmålet om MLF-enheders anvendelse af danske farvande og lejlighedsvise 

anløb i danske havne var dog ikke eksplicit blevet afvist af Krag, der forsigtigt 

havde anført, at danske farvande og havne naturligvis var dansk territorium, 

og at de således var omfattet af dansk atomvåbenpolitik. Et forhold, 

som de øvrige NATO-medlemmer ifølge Krag naturligvis var klar over. 79 Lidt 

skarpere blev det formuleret i foråret 1964, da Krag erklærede, at regeringen 

måtte fastholde, at der ikke måtte placeres atomladninger på dansk territorium, 

uanset hvilken form MLF måtte få. En politik, der blev beskrevet som 

en logisk konsekvens af den hævdvundne danske atomvåbenpolitik. For så 

vidt angik selve MLF-projektet, ville den danske regering endnu ikke indtage 

en nærmere stilling. 

De danske myndigheder fastholdt i 1963-64 deres opmærksomhed omkring 

MLF-sagens sovjetiske aspekter, hvilket formentlig også var en medvirkende 

årsag til, at Krag kort inden ministerpræsident Khrusjtjovs besøg i 

København i sommeren 1964 klart erklærede, at Danmark ikke ville deltage i 

78 Sst. 

79 Grønland under den kolde krig, s. 443. 

Per Hækkerup, udenrigsminister 1962- 

1966. Siden finans- og økonomiminister i 

skiftende regeringer. (Folketinget). 

DANMARK OG MLF 159

MLF, hvis den blev en realitet. Synspunktet var ikke nyt, men efter alt at 

dømme tog Krags erklæring brodden af en mulig sovjetisk kritik af MLFspørgsmålet 

under besøget. Men selv om MLF-spørgsmålet ikke blev nævnt 

eksplicit i fælleskommunikéet efter besøget, fremgik det, at Sovjetunionen 

havde forståelse for den danske atomvåbenpolitik, hvorefter Danmark ikke 

påtænker at oplagre atomvåben på dansk jord. Et forhold, der blev betegnet 

som „et vigtigt bidrag til styrkelse af freden i Nordeuropa.“ 80 I udenrigsministeriet 

var man opmærksom på, at man fra sovjetisk side muligvis ville søge at 

omfortolke denne formulering, så den betød, at Danmark ville tage afstand 

fra fremtidige NATO-nukleare arrangementer. Da det endnu ikke kunne 

overskues, hvorledes alliancens atompolitiske problemer ville blive løst, var 

det i dansk interesse at undgå enhver sådan fremtidig binding af Danmarks 

handlefrihed. Man ønskede med andre ord at fastholde den danske stilling 

med mulighed for fremtidig ophævelse af forbeholdet. 

Formuleringen i det dansk-sovjetiske fælleskommuniké gav også anledning 

til en drøftelse i udenrigspolitisk nævn på grund af fraværet af det traditionelle 

forbehold „under de nuværende omstændigheder“. Krag afviste imidlertid, 

at der var tale om nogen ændring af den danske politik. 81 Der lå da heller 

ikke i kommunikéets ordlyd nogen garanti for den fremtidige politiske 

kurs. Den ovenfor nævnte udenrigsministerielle vurdering af risikoen for en 

eventuel udvidelse af det danske forbehold, viser da også i sig selv, at de danske 

myndigheder ikke anså formuleringen for at være udtryk for en sådan ændring. 

I den følgende tid var der dog flere tegn på, at den almindelige 

danske atompolitiske position var svagt skærpet i retning af en permanent afvisning. 

Hækkerup refererede i midten af september 1964 til den danske politik 

som „nej til atomvåben“ – uden at henvise til „de nuværende omstændigheder“, 

der udgjorde grundlaget for den danske atomvåbenpolitiks logik. Der 

gik da også rygter i den offentlige debat om, at regeringen nu ville afstå fra 

atomvåbenplacering i Danmark uden forbehold. Baggrunden for denne tilsyneladende 

stramning i den danske atomvåbenpolitik, skyldtes formentlig den 

indrepolitiske debat i den meget lange valgkamp, hvor atomspørgsmålet blev 

et vigtigt element. En valgkamp, hvor ’Kampagnen mod Atomvåben’ sidste 

gang for alvor gik i brechen. Hækkerups ovenfor nævnte bemærkning faldt 

således under en valgudsendelse i fjernsynet. 82 Regeringen kunne ved at an- 

80 Sst., s. 444; Jensen, Bjørnen og haren, s. 622f. 

81 Krag i udenrigspolitisk nævn, 22. juni 1964; Grønland under den kolde krig, s. 444. Allerede i februar 

1964 havde Krag indvilget i en tilsvarende formulering, hvor der blev anvendt formuleringen „påtænker“ 

i stedet for „agter“. „Fælles dansk-sovjetisk kommuniqué“, 27. februar 1964, UM 105.Dan.6. 

82 „Berlingske Tidende“, 26. september 1964. Socialdemokratiet havde op til valget plakater med det 

skarpe budskab „Et klart nej til atomvåben“. Også i forsvarsministeriet forberedte man baggrundspapirer 

om den danske atomvåbenpolitik netop med henblik på brug op til valget. Socialdemokratisk 

valgplakat, ABA; „Forudsætninger for modtagelse af atomladninger i kritiske situationer“, 9. september 

1965, FM 91-26/55-73, kasse 6. 


tyde en generel afvisning af atomvåben på dansk territorium tage vinden ud 

af sejlene på kritikerne af den danske atomvåbenpolitik. Udtalelserne skal i 

øvrigt ikke blot ses i lyset af MLF-sagen, men også på baggrund af de samtidige 

diskussioner om atomvåbenfri zoner, hvor regeringens væsentligste modargument 

var, at Danmark ligesom resten af Norden reelt var atomvåbenfri 

(se kapitel 13). Det var derfor logisk, at man ikke fandt grund til at fremhæve 

politikkens rummelighed og krigstidsoptionen netop på denne tid, men 

tværtimod ønskede at betone politikkens aktuelle betydning. 

Selv om regeringen tydeligt spillede aktivt med ved at antyde en stramning, 

varede det ikke længe. Umiddelbart efter valget erklærede Hækkerup, at man 

fra dansk side fortsatte sin atomvåbenpolitik uforandret, hvilket betød, at 

man sagde nej til atomvåben på dansk jord, men at dette også betød, at der i 

dette nej ikke lå, at regeringen bandt sig for „en uoverskuelig fremtid, som vi 

ikke kender, hvis situationer vi ikke kender.“ 83 Efter først at have glædet sig 

over den tilsyneladende stramning af den danske politik, måtte Kreml da også 

siden erkende, at der ikke var tale om nogen ændring af den danske politik i 

retning af en permanent afvisning (se kapitel 57). 

Der var således ikke grundlæggende ændret ved den danske atomvåbenpolitik, 

men i kraft af den store opmærksomhed fra såvel hjemlige aktører og 

opinionen som Sovjetunionen, lå den danske atomvåbenpolitik formentlig 

endnu fastere i midten af 1960’erne, end den havde gjort i årene inden MLFspørgsmålets 

endelige løsning. 

Under Folketingets åbningsdebat i oktober 1964 blev MLF-planerne udsat 

for den sidste substantielle politiske debat. På baggrund af et direkte spørgsmål 

fra Aksel Larsen om, hvorvidt en MLF skulle have adgang til danske 

havne, erklærede udenrigsminister Hækkerup, at „hvis holdningen bliver, som 

det er regerings hensigt den skal blive: at vi fortsat siger nej til atomvåben på 

dansk territorium, så gælder det naturligvis også det maritime territorium. 

Derfor kan spørgsmålet efter min opfattelse overhovedet ikke komme til at 

foreligge, og det tror jeg også man er klar over.“ Samtidig gav Hækkerup udtryk 

for en mere kritisk holdning til selve MLF-konceptet, idet han tydeligt 

distancerede sig fra det, han nu kaldte „MLF-idéerne.“ Ved samme lejlighed 

rejste Aksel Larsen tanken om et dansk veto mod planen, hvilket dog blev 

klart afvist af regeringen. 84 

Veto – dansk obstruktion? 

Der var aldrig for alvor tale, om at de danske beslutningstagere overvejede et 

egentligt veto mod MLF-planerne. I foråret 1963 havde chefen for udenrigs- 

83 Folketingstidende, folketingets forhandlinger 1964-65, 21. oktober 1964, sp. 197. 

84 Sst., sp. 252f; Grønland under den kolde krig, s. 445. 

DANMARK OG MLF 161

ministeriets politisk-juridiske afdeling, Gunnar Seidenfaden, gjort det klart, at 

uanset om en vedtagelse måtte kræve enstemmighed i NATO, måtte „det synes 

klart, at Danmark ikke ville benytte sig af et eventuelt veto, ej heller 

stemme imod, hvis der hos de store magter består et fast ønske om tankens 

realisation.“ Et synspunkt, som direktør Paul Fischer erklærede sig enig i. 

Men hvor Seidenfaden havde skønnet, at der fra synspunktet om, at Danmark 

ikke skulle nedlægge veto, ikke syntes „noget langt skridt til, at Danmark 

skulle kunne gå positivt ind for planen som helhed og deltage aktivt i drøftelserne“, 

85 var det nu klart, at Danmark ville holde en lav profil i sagen. 

Man valgte at indtage en politisk stilling lignende den, man havde indtaget 

i december 1957, da spørgsmålet om taktiske atomvåben og opstilling af mellemdistanceraketter 

var på dagsordenen: Altså at „svare ja, ’aber ohne uns’“, 

som Hækkerup formulerede det i marts 1963. 86 Det blev dog et meget stiltiende 

dansk ja, idet man fra dansk side ikke gav projektet sin eksplicitte velsignelse. 

Selve det at skulle give aktiv tilslutning til at styrken uden dansk deltagelse 

blev stillet til rådighed for NATO, kunne give anledning til „væsentlig 

indenrigs- og udenrigspolitiske betænkeligheder.“ 87 Om end disse hensyn 

ikke var stærke nok til at lede til et egentligt veto, fik de dog øjensynligt så 

markant indflydelse, at den danske regering afholdt sig fra et eksplicit tilsagn. 

Derfor anlagde den danske regering en forsigtig og afbalanceret politisk kurs, 

hvor man af diplomatiske hensyn ikke bandt sig til MLF-planerne, hverken 

positivt over for USA og NATO eller negativt over for Sovjetunionen. Dette 

bundede ifølge udenrigsministeriet „ud over de indenrigspolitiske årsager 

formentlig også i udenrigspolitiske grunde.“ Hermed tænkte ministeriet på 

elementer som forstyrrelse af den nordiske balance, på hensynet til den kritiske 

og afvisende norske holdning og forholdet til Sovjetunionen. 88 Udenrigsministeriet 

kom i denne forbindelse ikke nærmere ind på udenrigspolitiske 

hensyn, der fordrede, at man ikke tog negativt stilling. Det må dog i forlængelse 

af udenrigsministeriets indledende overvejelser om MLF i foråret 

1963 formodes, at hensyn til alliancesolidariteten her var omdrejningspunktet. 

Hækkerup satte dette aspekt i spidsen i det udenrigspolitiske nævn i juni 

1964, da han understregede, at det ville betyde dansk udmeldelse af alliancen, 

hvis man nedlagde veto mod MLF’s oprettelse. 89 

Når Danmark trods krav fra såvel østblokken som fra den danske venstrefløj 

veg tilbage fra unødig indblanding, skyldtes det især alliancepolitiske hen- 






87 „Planerne om en multilateral NATO-atomstyrke“, notat af 3. december 1963, UM 105.I.40.e. 

88 Sst. 

89 Grønland under den kolde krig, s. 444. 


syn. Det må formodes, at den stiltiende danske accept blev yderligere stimuleret 

af, at man i Danmark næppe med rette kunne forvente, at NATO-landene 

anerkendte det grundlæggende danske atomvåbenforbehold, hvis Danmark 

begyndte at blande sig i den måde, hvorpå andre NATO-lande håndterede 

det nukleare problem. I det mindste havde det været det uudtalte 

danske ræsonnement, da spørgsmålet om atomsprængladninger til Forbundshæren 

havde været sat til diskussion i slutningen af 1950’erne. Desuden måtte 

potentiel dansk modstand synes frugtesløs i lyset af, at man fra dansk side ikke 

forventede f.eks. fransk eller norsk veto, hvilket kunne have tilladt en stærkere 

dansk reservation. Endelig blev overvejelser om egentlig obstruktion af 

planerne desuden fra såvel Hækkerups som fra flere embedsmænds side 

skønnet unødvendigt, da det langt fra var sikkert, at planerne overhovedet 

ville blive til noget. Dette havde også været et af argumenterne bag flere embedsmænds 

ønske om en positiv dansk stillingtagen. 

Medens Danmark aldrig for alvor overvejede at nedlægge veto mod styrkens 

oprettelse, gik den danske stilling til MLF gradvis fra åbent afventende 

til direkte negativ. Men først efter MLF’s egentlige død ved årsskiftet 1964-65 

omtalte Hækkerup MLF som endeligt uddebatteret. Den sidste prøve på 

dansk engagement i atomstyrkeplanerne kom i efteråret 1964, hvor de 

danske myndigheder stadig fandt, at der var udsigt til, at MLF ville blive en 

realitet. 

Efterspil: Dansk „package deal“ og ANF 

Selv om man fra dansk side havde nået det standpunkt, at man ikke ønskede 

at deltage i MLF og derfor heller ikke deltog aktivt i forberedelses- og undersøgelsesfasen, 

kunne man stadig forsøge at påvirke forløbet omkring styrkens 

mulige oprettelse. Overvejelserne omkring en dansk indsats knyttede sig særligt 

til MLF’s konsekvenser for forholdet mellem Øst og Vest. For så vidt angik 

de forventede sovjetiske reaktioner på MLF havde to grundopfattelser længe 

gjort sig gældende internt i alliancen. På den ene side stod den amerikansktyske 

opfattelse, efter hvilken Kreml ville affinde sig med styrkens oprettelse 

og derpå vise sig villig til at fortsætte afspændingen. På den anden side stod 

den opfattelse, som blandt andet Danmark delte, at Sovjetunionen ville reagere 

skarpt. Med udgangspunkt i denne forventning overvejede det danske 

udenrigsministerium, hvordan man kunne undgå en kraftig sovjetisk reaktion, 

der ud over eventuelle modforanstaltninger ville føre til, at Moskva nægtede 

at deltage i yderligere afspændingsskridt, især undertegnelse af en ikkespredningsaftale. 

En sådan udgang på MLF ville være „til skade for den vestlige 

verdens position ikke blot over for de uforpligtede lande, men også over 

den offentlige opinion i mange NATO-lande“, vurderede udenrigsministeriet 

i efteråret 1964. Det danske fokus på at undgå at rejse for megen antipati bun- 

DANMARK OG MLF 163

dede ikke mindst i udsigten til, at NATO „på ubehagelig vis kommer i søgelyset 

under FN’s 19. generalforsamling“, da man da kunne forvente et forslag 

om „et moratorium for MLF’s etablering i afventen af yderligere forhandlinger 

om en ikke-spredningsaftale.“ I denne situation ville det være af betydning, 

mente udenrigsministeriet, om man fra vestlig side kunne „opstille et 

konstruktivt alternativ til sådanne resolutionsforslag“. Derfor søgte man fra 

dansk side at trække tænderne ud på denne kritik ved at gøre forslaget mere 

spiseligt for Øst gennem supplerende afspændingsfremmende tiltag i en såkaldt 

’package deal’. 90 

Den danske plan gik ud på at ventilere dette forslag over for den ny britiske 

Labour-regering, endnu før den havde udstukket sin kurs i MLF-sagen. Trods 

en dansk-norsk fælles interesse i sagen besluttede man fra dansk side at gå 

enegang over for briterne. For det første var en hurtig henvendelse nødvendig, 

og en koordination ville tage tid. For det andet havde Oslo „eksponeret 

sig i MLF-sagen, hvilket vi ikke har gjort. Vi har derfor bedre muligheder for 

at influere gennem en uformel diplomatisk henvendelse“, lød den danske 

vurdering. Når Danmark fokuserede på briternes position, skyldtes det desuden, 

at Storbritannien var i en nøgleposition, for så vidt angik MLF’s videre 

skæbne. Og da man antagelig måtte forvente, at MLF ville blive gennemført, 

var det i dansk interesse, at briterne kom til at deltage i styrken, således at 

man kunne undgå, at MLF „reelt fremtræder som et bilateralt amerikansktysk 

foretagende.“ 91 Hvis Storbritannien var med som garant over for Vesttyskland, 

ville en MLF „både i øst og vest og i de mindre NATO-lande miste meget 

af det odiøse skær, der hidtil har ligget over en MLF“, lød vurderingen i 

udenrigsministeriet. 92 De positive forventninger til det nye britiske koncept 

pegede ligefrem i retning af et resultat, der måske endog kunne blive „et arrangement, 

hvor også Danmark vil kunne se sin interesse i at deltage.“ Udenrigsministeriets 

embedsmænd syntes dermed at operere ud fra Hækkerups erklærede 

modvilje over for MLF’s tyske slagside: Hvis det massive tyske problem 

udgik af ligningen, stillede sagen sig åbenbart væsentligt anderledes. 

Udenrigsministeriet ridsede fire punkter op, som skulle få MLF til at glide 

lettere ned i Øst. For det første en klar pointering af, at der ikke ville blive tale 

om en spredning af den politiske kontrol, altså at det amerikanske veto skulle 

opretholdes. For det andet, at ikke-atomlandene i MLF ubetinget gav afkald 

på at udvikle nationale atomvåben og på at erhverve sig national kontrol med 

sådanne våben. For det tredje, at Vesten tilbød at slutte en verdensomspændende 

ikke-spredningsaftale, og for det fjerde, at Vesten tilbød en aftale med 

90 „Eventuelt dansk initiativ vedrørende MLF“, notits af 21. oktober 1964, UM 119.K.4.c/7. 

91 Sst. 

92 „Nogle bemærkninger til det i P.J.I.s notits af 21.10.1964 omhandlede eventuelle danske forslag 

vedr. en ’MLF-package-deal’“, notits af 3. november 1964, udfærdiget af chef for NATO-kontoret, Per 

Frellesvig, UM 119.K.4.c/7. 


østmagterne om forbud mod placering af landbaserede mellemdistanceraketter 

„og andre strategiske atomvåben i en zone, der kunne omfatte hele 

Tyskland, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og måske også Italien, Danmark og 

Norge.“ 93 Dette sidste danske forslag havde klare lighedspunkter med tidligere 

østlige, især polske, forslag, der – som anført i kapitel 13 – blev afvist fra 

dansk side, ikke mindst da de ville medføre en skævvridning af magtbalancen 

på grund af de østlige opstillinger i den vestlige del af Sovjetunionen. Dette 

argument blev gentaget i efteråret 1964, hvor også den teknologiske udvikling, 

der gjorde skelnen mellem strategiske og taktiske atomvåben vanskelig, 

blev fremhævet som en hæmsko for en praktisk gennemførelse af et sådant 

forslag. Endelig kunne zoneforslaget belaste det danske forhold til Vesttyskland, 

der ville reagere skarpt på forslaget, og som „jo allerede skal overtales til 

at sluge den modificerede MLF“, skønnede chefen for det kontor, der oprindeligt 

havde lanceret idéen om et dansk ’package deal’-forslag. 94 Et syn, 

der samtidig blev udtrykt af hans kollega fra NATO-kontoret, der pointerede, 

at man fra dansk side burde være opmærksom på ikke at „genere sin sydlige 

nabo, handelspartner og allierede mere end strengt nødvendigt“, selv om 

man måske kunne forvente, at også zoneforslaget kunne finde klangbund hos 

Labour, der havde „sit eget syn på Tyskland“, og som tidligere havde været på 

kollisionskurs med Bonn med tanker om disengagement. På denne baggrund 

fandt NATO-kontoret, at man på et tidligt tidspunkt var rede til at lade punkt 

4 falde, mens andre røster, blandt andre direktør Paul Fischer, var betænkelig 

ved overhovedet at fremføre dette punkt over for briterne. 95 

I begyndelsen af november blev de danske myndigheder underrettet om, 

at det britiske modforslag til MLF var ved at tage form, hvorfor man i udenrigsministeriet 

overvejede, om tiden skulle være løbet fra et dansk ’package 

deal’-initiativ. Da MLF-tanken var under revision, var der næppe grund til, at 

man „fra dansk side skulle eksponere sig unødigt.“ 96 Samtidig lå det britiske 

fokus på løsning af det atlantisk-europæiske problemkompleks snarere end 

det øst-vestlige problemkompleks. Som chefen for politisk-juridisk afdeling, 

Gunnar Seidenfaden, vurderede, var Øst-Vest-perspektivet ikke længere aktuelt, 

og man risikerede blot at demonstrere, at man i sin tænkning hinkede ef- 

93 „Eventuelt dansk initiativ vedrørende MLF“, notits af 21. oktober 1964, UM 119.K.4.c/7. 

94 „MLF“, notits af 3. november 1964, udfærdiget af kontorchef for P.J. I, Per Groot, med kommentar 

af direktør Paul Fischer, UM 119.K.4.c/7. Som anført i kapitel 13, vurderede udenrigsministeriet 

i sidste ende, at magtbalancen ikke ville blive skævvredet som følge af Gomu¢ka-planen. Se Thorsten 

Borring Olsen og Poul Villaume, I blokopdelingens tegn, Dansk udenrigspolitiks historie, bd. 5, 2005. 

95 „Nogle bemærkninger til det i P.J.I.s notits af 21.10.1964 omhandlede eventuelle danske forslag 

vedr. en ’MLF-package-deal’“, notits af 3. november 1964, udfærdiget af chef for NATO-kontoret Per 

Frellesvig, UM 119.K.4.c/7; „Notits til Direktøren“, 6. november 1964, UM 119.K.4.c/7. 

96 Når sagen nu syntes mindre overhængende, skyldtes det også, at den forventede FN-generalforsamling 

så ud til at blive udskudt. „Nogle bemærkninger til det i P.J.I.s notits af 21.10.1964 omhandlede 

eventuelle danske forslag vedr. en ’MLF-package-deal’“, notits af 3. november 1964, udfærdiget 

af chef for NATO-kontoret Per Frellesvig, UM 119.K.4.c/7. 

DANMARK OG MLF 165

ter englænderne. Et eventuelt ’package deal’ forslag kunne meget vel „komme 

som en hund i et spil kegler“, fandt han. 97 

Kort efter indløb de første substantielle efterretninger om briternes kommende 

ANF-tanker, og fra dansk side besluttede man sig for at undersøge 

nærmere, om de danske forventninger til de formodede britiske idéer om 

’mixed manning’ af eksisterende enheder og en mindre ambitiøs udbygning 

af den kontroversielle multilateralt organiserede Polaris-flådestyrke holdt stik. 

Hvis det viste sig at være tilfældet, kunne man da fra dansk side pointere over 

for briterne, at man „allerede i de nuværende fremkomne modifikationer 

finder elementer, der gør MLF mindre anstødelig for Sovjet“, og at man herudover 

kunne overveje at supplere med de forsikringer og tilbud, som udenrigsministeriet 

havde på tegnebrættet. 98 

Selv om der til det sidste havde været betænkelighed i udenrigsministeriet 

om det danske delforslag angående oprettelse af en zone uden strategiske 

atomvåben, kom det åbenbart i sidste ende til at indgå i Per Hækkerups samtaler 

i London i begyndelsen af november 1964. Her blev briterne angiveligt 

orienteret om de danske tanker, og kort efter fremsendte man fra dansk side 

et uformelt og fortroligt aide-mémoire, der blandt andet resumerede samtlige 

fire punkter, med hvilke atomstyrken skulle gøres acceptabel for Kreml. 99 

Opfordringen til zonetanker affødte stærke reaktioner fra den afgående 

danske ambassadør i Paris, Eyvind Bartels, der kaldte sådanne tanker „yderst 

alvorlige og betænkelige“, selv om „de gode englændere“ med deres „kuriøse 

blanding af nationalistiske og afspændingstanker“ sikkert ville interessere sig 

for sådanne synspunkter. Bartels advarede imod en neutralisering af Tyskland, 

der kunne have yderst alvorlige konsekvenser, også for Danmark. Endelig 

udtrykte Bartels med ironisk anstrøg taknemmelighed for udenrigsministeriets 

instruks om, at sagen ikke skulle omtales „thi jeg kan forsikre for, at 

modtagelsen her af tanker af denne art ville være absolut afvisende, for ikke 

at sige ’violente’. Ja, Europas fremtid tegner sig ikke lyst for øjeblikket.“ 100 

At Paris næppe heller så med glæde på sådanne zonetanker kom for dagen 

få uger senere, da man fra vesttysk side opsøgte både Krag og ledende embedsmænd 

i udenrigsministeriet for at få be- eller afkræftet de rygter, der var 

tilflydt Bonn fra Paris, nemlig at „der forestod et britisk initiativ gående ud på 

en kontakt med blandt andet Moskva at undersøge mulighederne for en denuclearisering 

af Centraleuropa“, og man havde grund til at formode, at et 

97 „Foreløbigt notat vedrørende MLF“, 3. november 1964, udfærdiget af chef for politisk-juridisk afdeling 

G. Seidenfaden, UM 119.K.4.c/7. 

98 „MLF – Danske tanker om en ’package-deal’“, notits af 5. november 1964, udfærdiget af P. Groot, 

set af P. Fischer, G. Seidenfaden og P. Hækkerup, UM 119.K.4.c/7. 

99 Instruks fra udenrigsministeriet til den danske ambassade i London angående fremsendelse af 

uformelt aide-mèmoire, 12. november 1964, UM 119.K.4.c/7. 

100 Brev til P. Fischer fra den danske ambassadør i Paris, E. Bartels, 19. november 1964, UM 

119.K.4.c/7. 


skandinavisk NATO-land var blevet underrettet om disse planer. Krag mente 

ikke at kende til sådanne planer, men henviste nærmere til Hækkerup, der 

var på udenlandsrejse. I udenrigsministeriet besvarede viceudenrigsråd Troels 

Oldenburg den vesttyske henvendelse med, at det var Danmark „bekendt, at 

den britiske regering omgikkes visse idéer om at undersøge mulighederne for 

en vis ’disengagement’ i Europa med det formål at svække Sovjets modstand 

mod MLF.“ En udlægning, der ganske vist ikke var forkert, men som dog 

næppe heller gav et retvisende billede af sagsforløbet. At den britiske premierminister 

Wilson ifølge de vesttyske informationer skulle „rejse til Moskva for 

at drøfte fjernelse af alle atomvåben fra tysk område“ var imidlertid ikke 

danskerne bekendt, bemærkede Oldenburg. Dette var antagelig korrekt, da 

der i det danske forslag til briterne kun var tale om strategiske atomvåben. 

Det britiske ANF-forslag blev præsenteret på NATO’s ministerrådsmøde i 

december 1964. Briterne foreslog blandt andet, at de deltagere i styrken, der 

allerede besad atomvåben, skulle forpligtes til ikke at sprede kontrollen med 

disse våben, og ikke-atommagterne skulle tilsvarende garantere, at de ikke 

ville erhverve disse våben eller kontrol med dem. Disse to forudsætninger passede 

godt i de danske tanker og var grundlæggende overensstemmende med 

punkt 1 og punkt 2 fra den danske ’package deal.’ Således indeholdt briternes 

forslag fra et dansk synspunkt elementer, der gjorde styrkens oprettelse 

„mere konstruktivt og acceptabelt“ end MLF. Faktisk lå forslaget på flere områder 

klart på linje med dansk udenrigspolitik, specielt hvor det drejede sig 

om bevarelsen af USA’s mulighed for veto og sikkerhed mod øget politisk 

spredning. 101 Men selv om Danmark havde klare forhåbninger om, at det ny 

britiske ANF-forslag kunne løse en del af de problemer, der knyttede sig til de 

allierede planer om en atomslagstyrke, endte Danmark med at indtage en stilling, 

der ikke lå langt fra holdningen til MLF. Da det britiske forslag blev præsenteret 

i december 1964, erklærede udenrigsminister Hækkerup, at man fra 

dansk side ikke så nogen interesse i en ændring af de eksisterende forhold, 

men at man ville møde ethvert forslag åbent. Samtidig fremhævede han 

blandt andet, at man omhyggeligt måtte vurdere den østeuropæiske frygt for 

nye vestlige nukleare arrangementer og tage den i betragtning, når alliancens 

nukleare problem skulle løses. Dette synspunkt gav ringe udsigt til en positiv 

udgang på ANF, da den østlige reaktion over for ANF skulle vise sig omtrent 

lige så negativ som reaktionen over for MLF, om end den prompte sovjetiske 

kritik ikke eksplicit nævnte regulære modforanstaltninger. 102 Hensynet til den 

uforandrede negative østlige indstilling talte for, at Danmark i tråd med MLFforløbet 

til fulde afstod fra at involvere sig i nærmere forhandlinger om ANF. 

101 Indberetning af 10. marts 1965 fra den danske ambassade i London, UM 105.I.40.e; 

„Overvejelserne vedr. NATO-alliancens atomforsvar. Det britiske forslag om ANF“, referat af 18. januar 

1965, UM 105.I.40.e. 

102 „Nato-atomstyrken“, indberetning af 15. januar 1965 fra den danske ambassade i London, UM 

105.I.40.e. 

DANMARK OG MLF 167

Den danske ambassade i London, der fulgte ANF-forløbet tæt, advarede om, 

at selv uforpligtende deltagelse i ANF-forhandlingerne måtte forventes at føre 

til så skarpe reaktioner fra østblokken, at de dansk-sovjetiske relationer og 

NATO’s Nordflanke blev ført ind i „en ny og farlig fase, som det også må være 

en samlet NATO interesse at undgå.“ 103 

De diskret ventilerede danske bekymringer var langt fra enestående på 

NATO-mødet, som ifølge den danske NATO-ambassadør nu var domineret af 

modstandere mod planerne om en multilateral styrke. Dette almindelige opbrud 

i den etablerede konsensus omkring en sådan styrkes oprettelse stimulerede 

formentlig også den noget stærkere danske reservation over for projektet. 

Ud fra almindelige udenrigspolitiske betragtninger udtrykte kritikerne 

bekymring for, hvilken virkning forslagene ville få for relationerne mellem 

Øst og Vest og forholdet NATO-landene imellem. 104 Den grundlæggende forudsætning 

for det danske arbejde så sent i processen havde jo netop været, at 

atomstyrken tydede på at blive en realitet. Hvis dette perspektiv var ved at fortone 

sig med en stærk fransk kritik og en mere tøvende vesttysk holdning, 

ville den danske regering ikke presse på for at få styrken gennemført. De andre 

NATO-landes fokus i december 1964 på de interne alliancepolitiske problemer 

ved MLF/ANF optrådte også centralt i den danske stillingtagen, hvor 

man f.eks. ud over overvejelser omkring NATO-rådets mulige reducerede 

rolle noterede sig, at Frankrigs reelle om ikke formelle udelukkelse var problematisk. 

Derfor havde Hækkerup på ministerrådsmødet i december 1965 

videre understreget, at enhver løsning på det nukleare problem måtte udformes 

således, at den forenede snarere end delte alliancen, at Danmark ikke 

kunne forestille sig en NATO-alliance uden de nuværende større medlemslande, 

og at Danmark ikke kunne forestille sig et Europa uden alle de væsentlige 

europæiske landes deltagelse. Lige som det var tilfældet med Øst-Vestperspektivet, 

medførte sådanne alliancepolitiske perspektiver, at det endnu 

næppe kunne overskues, om en virkeliggørelse af det britiske forslag „i det 

lange løb vil svare til danske interesser.“ 105 

Medens den danske regering ved indgangen til 1965 indtog en stilling, der 

gjorde det stadigt mere usandsynligt, at der ville blive tale om dansk støtte til 

nogen af de projekter, der kredsede om opstilling af en slagstyrke – uanset 

hvilken form, den måtte antage – viste Danmark til gengæld kort efter betydelig 

interesse for de konsultationsordninger, som kom til at tage form fra 

103 Indberetning af 10. marts 1965 fra den danske ambassade i London, UM 105.I.40.e. Den betydelige 

usikkerhed om ANF’s fremtid var også i sig selv et argument for en afventende dansk holdning. 

104 „Nuklear politik i NATO“, indberetning af 25. januar 1965 fra den danske repræsentation i 

NATO, udfærdiget af ambassadør E. Schram-Nielsen, UM 119.K.4.c/7. 

105 „Overvejelserne vedr. NATO-alliancens atomforsvar. Det britiske forslag om ANF“, referat af 18. 

januar 1965, UM 105.I.40.e. På NATO-ministerrådsmødet i december 1965 noterede Hækkerup 

også, at man fra dansk side lagde vægt på, at NATO-rådets rolle ikke blev mindsket. 


midten af 1960’erne, ikke mindst med nedsættelsen af Nuclear Planning 

Group. 106 

Danmark og MLF – en vurdering 

De danske myndigheder overvejede helt frem til 1963, om man fra dansk side 

kunne deltage begrænset i oprettelsen af en MLF. Baggrunden for en sådan 

deltagelse bundede ikke mindst i behovet for at skabe sig den nødvendige 

goodwill til at foretage en afvisning af regulære MLF-baser på dansk jord, der 

var et klart brud på den hævdvundne danske atomvåbenpolitik. I foråret 1963 

stod det dog klart, at den danske regering hverken ville deltage aktivt i MLF 

eller tillade MLF at operere i danske havne eller farvande. De ledende danske 

sikkerhedspolitiske beslutningstageres stilling var motiveret af to grundlæggende 

hensyn: For det første indenrigspolitiske hensyn, der især knyttede sig 

til den udbredte modstand mod MLF på den ene side blandt vælgerkorpset 

og det socialdemokratiske bagland, og på den anden side hos den radikale 

regeringspartner. For det andet udenrigspolitiske hensyn til forholdet til 

Sovjetunionen, hvilket særligt knyttede sig til risikoen for en forværring af det 

bilaterale dansk-sovjetiske forhold, der ville blive belastet ved dansk engagement 

i MLF. 

Dertil kom, at den danske atomvåbenpolitik efterhånden var blevet så fastlåst, 

at enhver ændring blev stadigt mere vanskelig at retfærdiggøre – over for 

Kreml såvel som over for hjemlige kritikere. Enhver større eller mindre (opfattet) 

ændring i politikken ville virke problematisk, da det ville blive fremstillet 

som en skærpelse af den danske kurs og formentlig som et direkte løftebrud. 

MLF-sagen havde dermed også den funktion, at opmærksomheden omkring 

politikken og de hyppige gentagelser af den danske stilling næsten 

automatisk medvirkede til at indskrænke den politiske handlefrihed mht. senere 

ændringer. Ikke mindst da man fra regeringens side ved flere lejligheder 

undlod at eksplicitere det danske atomvåbenforbeholds særegne formulering 

omkring „de nuværende omstændigheder“, der i disse år reelt var ensbetydende 

med fredstid. 

Et væsentligt omdrejningspunkt i den danske indenrigs- og udenrigspolitiske 

hensyntagen var spørgsmålet om vesttysk adgang til mellemdistanceraketter 

gennem deltagelse i MLF. Et spørgsmål, som indtog en central placering 

ikke blot i den vestlige, men i høj grad også i den østlige behandling 

af MLF. Kreml anså nemlig ethvert tilløb til etablering af en NATO-atomstyrke 

som vesttysk atombevæbning ad bagdøren, og det vesttyske aspekt blev også 

krumtappen i de østlige forsøg på at få den danske regering til aktivt at mod- 

106 For en behandling af Danmarks virke i NPG, se Borring Olesen og Villaume, I blokopdelingens tegn. 

DANMARK OG MLF 169

arbejde planerne. I Danmark blev den instinktive reservation over for enhver 

form for militarisering af Forbundsrepublikken delvis afbalanceret af en logisk 

politisk kalkule, i hvilken det nærmest uafvendelige krav om atombevæbning 

kunne løses gennem indbinding i NATO-regi. I sidste ende talte det stadig 

øgede vesttyske aspekt ved MLF dog for en reserveret dansk stilling til tanken. 

Selv om den danske regering efterhånden indtog en ret kritisk stilling til 

MLF, kom spørgsmålet om dansk obstruktion af planerne dog aldrig på tale. 

Den danske stilling forblev, at man ikke mente at se noget behov for en ændring 

af alliancens øjeblikkelige atompolitiske ordning. Det er da også klart, 

at Danmark ikke delte det udbredte vesteuropæiske ønske om øget indflydelse 

på kontrollen med atomvåbnene. Faktisk så Danmark helst, at kontrollen 

forblev hos den amerikanske præsident. Både for at begrænse risikoen for 

eskalation, der ville blive øget ved spredning af det politiske ansvar, og for at 

sikre afskrækkelsens troværdighed, der ville blive svækket med for mange beslutningstagere. 

Dette gjaldt også Danmark selv. Udenrigsministeriet erkendte 

således, at afskrækkelsen ville blive svækket ved f.eks. dansk eller norsk 

deltagelse i en sådan styrkes kontrolorgan. Endelig ønskede man fra dansk 

side at begrænse vesttysk operativ indflydelse på våbnenes indsættelse. 

Tilliden til naboen mod syd var og blev begrænset. 

Når man fra dansk side i sidste ende ikke mente at kunne støtte MLF-forslaget 

aktivt, skyldtes det først og fremmest den betydelige negative opmærksomhed 

omkring især det tyske aspekt i verdensopinionen i almindelighed og 

i østlandene i særdeleshed samt de konsekvenser, som en MLF efterhånden 

måtte formodes at kunne medføre. Disse aspekter var også hoveddrivkræfterne 

bag det såkaldte danske ’package deal’-forslag rettet til Storbritannien 

for at tage brodden af planerne om en NATO atomstyrke. At det tyske perspektiv 

spillede en central rolle for den danske vægring, antydes af, at udenrigsministeriet 

så sent som i efteråret 1964 kunne overveje, at en MLF, der 

ikke antog karakter af en rent vesttysk-amerikansk bilateralt foretagende, 

kunne Danmark ligefrem muligvis se en fordel i at deltage i selv. 

Det var efter alt at dømme i denne del af den danske beslutningsproces, at 

udenrigspolitiske hensyn fik den største indflydelse. Udsigten til, at MLF-planerne 

og deres vesttyske slagside hæmmede forbedring af det internationale 

klima, ikke mindst opnåelse af en ikke-spredningsaftale, medvirkede til, at 

man fra dansk side forholdt sig stadigt mere reserveret over for selve MLF-tanken. 

Hertil kom, at MLF nu ville risikerede at svække NATO’s image og 

hæmme alliancens sammenhængskraft. Kombinationen af disse forskellige 

politiske drivkræfter bag Danmarks afspændingspolitiske prioriteringer skulle 

komme endnu klarere til udtryk i de kommende år, hvor NATO’s afspændingsprofil 

blev sat på dagsordenen. 


37 · Det danske forslag om en 

sikkerhedskonference (1966) 

I maj 1966 orienterede de danske myndigheder deres alliancepartnere om, at 

Danmark ville foreslå NATO at tage initiativ til en konference om europæisk 

sikkerhed. Efter nærmere drøftelser i alliancen blev tanken opgivet, da flertallet 

af medlemslandene fandt, at tiden ikke var den rette for et sådant forslag. 

Det var især USA, Vesttyskland og Frankrig, der var modstandere af det 

danske forslag. Fra amerikansk og vesttysk side kredsede kritikken særligt om 

Sovjetunionens forventede blokering af amerikansk deltagelse og udsigten til, 

at en konference med østtysk deltagelse ville forhåndsafgøre anerkendelsesspørgsmålet. 

Forslaget om en europæisk sikkerhedskonference vandt først almindelig 

tilslutning efter indgangen til 1970’erne. 

I dette kapitel vil baggrunden for og udviklingen i det danske forslag i 1966 

blive undersøgt med særligt henblik på at afdække de bagvedliggende indenrigs- 

og udenrigspolitiske drivkræfter. 

Østlige forslag som baggrund 

Idéen om en sikkerhedskonference havde rødder tilbage til 1954, hvor udenrigsminister 

Molotov under Berlin-konferencen havde foreslået, at de fire besættelsesmagter 

traf foranstaltninger til indkaldelse af en europæisk sikkerhedskonference. 

Selv om USA skulle være med til at indkalde til konferencen, 

var amerikanerne imidlertid kun tiltænkt observatørstatus under dens afvikling. 

Dermed forsøgte Moskva at isolere de europæiske sikkerhedsspørgsmål 

til at være et europæisk anliggende, ikke et NATO-anliggende. Molotovs udspil, 

der i vid udstrækning sigtede mod at blokere for vesttysk genoprustning 

og forhindre vesttysk indlemmelse i et vestligt forsvarssystem, blev gennem 

1954 fulgt op af en serie sovjetiske forslag. Herefter døde de sovjetiske initiativer 

ud, og der fulgte en tiårig periode, hvor tanken ikke blev gjort til genstand 

for nærmere drøftelse. Først under FN’s 19. plenarforsamling i 1964 

blev sagen genoplivet, da den polske udenrigsminister Adam Rapacki foreslog, 

at hele spørgsmålet om europæisk sikkerhed burde tages op på en konference 

med alle europæiske stater samt Sovjetunionen og USA. Modsat de 

tidlige sovjetiske forslag opererede Rapacki altså med amerikansk deltagelse. 

Han anførte videre, at drøftelserne også burde gælde Tysklandsproblemet og 

rustningerne i Europa, og Rapacki bragte ved samme lejlighed sit tidligere 

forslag fra 1957 om reduktion af militær tilstedeværelse i hjertet af Europa i 

erindring. Herefter blev idéen berørt gentagne gange fra østeuropæisk side, 

i særdeleshed fra polsk, men også fra tjekkoslovakisk side. I begyndelsen af 

DET DANSKE FORSLAG OM EN SIKKERHEDSKONFERENCE (1966) 171

1966 blev den østlige aktivitet i sagen øget, og også fra sovjetisk side blev der 

vist nogen interesse for spørgsmålet, om end Kreml i tråd med de tidlige sovjetiske 

idéer – men altså modsat det polske forslag – ikke opererede med amerikansk 

deltagelse. 1 

Indledende vestlig afvisning af de østlige forslag 

Fra vestlig side havde man i hovedsagen forholdt sig afmålt til de østlige forslag. 

Og den øjensynlige sovjetiske afvisning af amerikansk deltagelse understregede 

for mange lande, at tanken var urealistisk. Nogle lande havde udvist 

en vis interesse for sagen, men dog konsekvent påpeget, at amerikansk (og canadisk) 

deltagelse var et uomgængeligt krav for etableringen af en konference 

om europæisk sikkerhed. Således havde f.eks. Storbritanniens udenrigsminister 

Michael Stewart indledningsvis signaleret nogen interesse for planerne. 

I et britisk-polsk kommuniké efter Stewarts besøg i Polen i oktober 

1965 hed det, at afholdelsen af en konference om sikkerhed og samarbejde 

ville være nyttig, såfremt forholdene var ’gunstige’ og der var sket en grundig 

forberedelse. Omtrent et halvt år forinden havde en næsten identisk udtalelse 

fundet vej til et kommuniké efter Stewarts besøg i Prag i april 1965. 2 Også på 

belgisk side var der en vis grobund for idéen. I begyndelsen af 1965 havde 

Adam Rapacki foreslået den belgiske udenrigsminister Paul Henri Spaak, at 

der blev organiseret en prækonference med to NATO-lande, to Warszawapagtlande 

og to neutrale lande. Spørgsmålet om en sikkerhedskonference var 

dog næppe hovedemnet for mødet mellem Rapacki og Spaak, og det blev 

ikke nævnt i kommunikéet. Og Spaak berørte heller ikke dette emne under 

en efterfølgende redegørelse om mødet i Rådet. Senere i 1965 tog Spaak dog 

tråden op og foreslog polakkerne en indledende konference med tre lande 

fra hver af de to pagter. Et forslag, som polakkerne nu fandt urealistisk. Fra 

italiensk side gav de sovjetiske udtalelser i 1966 anledning til en række forsigtigt 

positive signaler fra såvel udenrigsminister Fanfani som præsident 

Saragat. 3 

Den danske regering udviste fra begyndelsen høflig interesse for Rapackis 

forslag, men de første konkrete kontakter med polakkerne førte til en afvisning 

af tanken. Således noterede Hækkerup under viceudenrigsminister 

Winiewiczs besøg i København i december 1964, at man fra dansk side anså 

1 Regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik. 

En redegørelse fra det sagkyndige udvalg under regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, 

Udenrigsministeriet København, 1970, bilagsbind, bilag 7, s. 146f; „Forslag om en europæisk sikkerhedskonference“, 

referat af 27. maj 1966, UM 5.E.110.a; „Danske tanker om vestligt initiativ over for 

øst“, indberetning af 1. juni 1966 fra den danske repræsentation i NATO, UM 5.E.110.a 

2 „Forslag om en europæisk sikkerhedskonference“, referat af 27. maj 1966, UM 5.E.110.a 

3 „Forslag om en europæisk sikkerhedskonference“, referat af 27. maj 1966, UM 5.E.110.a; indberetning 

af 14. maj 1966 fra den danske ambassade i Rom, UM 5.E.110.a. 


ilaterale kontakter snarere end afholdelse af en sikkerhedskonference for 

vejen frem. Under Krags og Hækkerups travle besøgsdiplomati i 1965-66 blev 

spørgsmålet adskillige gange bragt på bane, særligt under Hækkerups besøg 

i Polen, Tjekkoslovakiet og Bulgarien i efteråret 1965. 

Medens den danske regering i årene 1962-64 i sin ’østpolitik’ især havde 

været optaget af at forbedre forholdet til Sovjetunionen, bl.a. for at imødegå 

eventuelle problemer i det bilaterale forhold i kølvandet på vedtagelsen af enhedskommandoen 

og i forbindelse med den danske ansøgning om optagelse 

i fællesmarkedet, blev det danske fokus fra 1964-65 i stigende grad rettet mod 

de mindre østeuropæiske lande. 4 Den danske aktivitet var til dels et forsøg på 

gennem øget kontakt at fremme den spirende nationale selvbevidsthed i disse 

lande. Herved gjorde man sig forhåbninger om at svække det sovjetiske hegemoni. 

Man skulle, som Hækkerup udtrykte det i NATO-rådet, forsøge at 

løsne båndene mellem Sovjetunionen og de små østlande. 5 

Gennem 1965 begyndte man fra den danske regerings side at udtrykke sig 

i forholdsvis positive vendinger om konferencespørgsmålet. På linje med de 

øvrige mere eller mindre imødekommende NATO-lande blev det dog til stadighed 

understreget, at en virkeliggørelse af planen ville fordre grundig forberedelse, 

ligesom amerikansk deltagelse til stadighed blev anset for at være 

en forudsætning. 6 

Danmark bringer et forslag frem 

Selv om den danske regering havde tilkendegivet interesse for de polske 

idéer, repræsenterede det danske initiativ i maj 1966 i vid udstrækning et nybrud 

i dansk NATO-politik. Hidtil havde skiftende danske regeringer stort set 

konsekvent haft det standpunkt, at kontakten østover ikke skulle gøres til et 

NATO-spørgsmål, men i stedet skulle forvaltes gennem bilaterale kontakter 

4 Se Thorsten Borring Olesen og Poul Villaume, I blokopdelingens tegn, Dansk udenrigspolitiks historie, 

bd. 5, 2005. 

5 Notat af 11. december 1965, UM ad 5.K.2. I 1967 karakteriserede den franske ambassade i 

København den danske ’østpolitik’ som i højere grad drevet af et ønske om at åbne sig mod de små 

østlande, og mindre mod Sovjetunionen. Statsminister Krag ville gerne, lød den franske vurdering, 

vise sig som pionér i åbningen mod Øst. En åbning, der ifølge den franske analyse dog var begrænset, 

da Danmark ’forblev atlantisk’. Ikke mindst, da der hos Krag var en ’stærk frygt’ for russerne. 

„Le Danemark et les Pays de l’Est“, indberetning af 12. juli 1967 fra den franske ambassade i 

København, Archives diplomatiques, Europe, Danemark 1944-1970, vol. 96, Politique extérieure, 

Relations aves les Pays de l’Est, serie 13, sous-série 23, dossier 11. 

6 Ganske vist fremgik dette ikke direkte af det polsk-danske kommuniké efter mødet i Warszawa i december 

1965, men i en analyse fra udenrigsministeriet blev det anført, at amerikansk deltagelse 

måtte have været en dansk forudsætning under drøftelserne. En vurdering, hvis rigtighed blev bekræftet 

i marginen med et „Ja!“ „Forslag om en europæisk sikkerhedskonference“, referat af 27. maj 

1966, UM 5.E.110.a. 


med østlandene. Nu argumenterede den danske regering direkte for, at 

NATO skulle tage et konkret initiativ i denne sammenhæng. 

Startskuddet til det danske initiativ kom formentlig under en samtale i 

Pentagon den 17. maj 1966 mellem en repræsentant for den danske ambassade 

i Washington og den amerikanske forsvarsminister McNamaras nære 

personlige rådgiver, Arthur W. Barber. Barber „henstillede til overvejelse“, om 

den danske regering under det kommende møde i det permanente råd ville 

anse det for muligt at rejse spørgsmålet om NATO’s forhandlingsrolle. 

Barbers tanke var, at NATO-landene derpå under det følgende ministerrådsmøde 

i juni i Bruxelles skulle diskutere og træffe en principbeslutning om deres 

villighed til at forhandle med Sovjetunionen og de østeuropæiske lande 

om Europas sikkerhed, og i denne forbindelse bringe spørgsmålet om en 

konference frem. 7 Fra dansk side fulgte man Barbers plan til punkt og prikke. 

Således sendte udenrigsministeriet den følgende dag en instruks til relevante 

ambassader om sagen under henvisning til Barbers forespørgsel, som ministeriet 

imidlertid indskærpede ikke måtte bringes videre. I tråd med Barbers 

plan pålagde udenrigsministeriet den danske NATO-repræsentation under 

hånden at informere de øvrige NATO-repræsentationer om, at Danmark på 

det førstkommende møde i det nordatlantiske råd ville oplyse sine alliancepartnere 

om, at den danske regering på ministerrådsmødet i Bruxelles i juni 

ville rejse spørgsmålet om et vestligt initiativ med henblik på mere omfattende 

forhandlinger om de europæiske sikkerhedsproblemer. I denne forbindelse 

kunne der tages udgangspunkt i de sovjetiske udtalelser om en konference 

om de europæiske problemer. 8 

Det kan virke påfaldende, at den danske regering straks tog Barbers plan 

til sig, da den danske ambassade i Washington ikke blot havde bemærket, at 

Barbers henvendelse var „noget uortodoks“, men også anført, at Barbers betragtninger 

blev fremsat som „rent personlige.“ Dog gav ambassaden samtidig 

udtryk for, at Barbers syn på NATO måtte anses for at være i overensstemmelse 

med McNamaras til trods for, at dette ikke eksplicit var blevet udtrykt 

af Barber. Alligevel skal årsagen til den hurtige danske accept af Barbers plan 

næppe findes i det faktum, at den danske regering i disse år i vid udstrækning 

var indstillet på at handle i overensstemmelse med USA’s politiske ønsker. For 

Barber havde gjort det klart, at de tanker, han redegjorde for, ikke fandt grobund 

i State Department. Tværtimod. Barber fastslog, at State Department 

stadigvæk tænkte „i den kolde krigs baner“ og snarere end at fokusere på 

7 „NATO-alliancens fremtid“, indberetning af 17. maj 1966 fra den danske ambassade i Washington, 

UM 5.E.110.a. 

8 Instruksen blev også sendt til en række centrale danske ambassader med henblik på en forhåndsorientering 

af deres respektive værtslande. Instruks af 20. maj 1966 til den danske repræsentation 

i NATO, kopi til ambassaderne i Bonn, Bruxelles, Haag, London, Oslo, Ottawa, Paris, Rom og 

Washington; „NATO-alliancens fremtid“, indberetning af 17. maj 1966 fra den danske ambassade i 

Washington, UM 5.E.110.a. 


„konstruktive forslag“ var optaget af den notekrig med Frankrig, der var en 

udløber af den bebudede franske tilbagetrækning fra NATO’s integrerede 

kommandostruktur. Således mente Barber ikke, at der inden for nærmeste 

fremtid kunne ventes noget amerikansk initiativ. Præsident Johnson, derimod, 

ville ifølge Barber ikke stille sig afvisende over for tanken om en sikkerhedskonference, 

men kunne ikke handle uden forarbejde fra State 

Department. Dertil kom, at Johnson næppe ville støtte, at man fra amerikansk 

side forsøgte at tvinge Europa til at tage et nyt initiativ. En bedømmelse, som 

ambassaden i Washington påpegede var i overensstemmelse med de synspunkter, 

som den amerikanske præsident kort forinden havde givet udtryk 

for under sine samtaler med Krag under dennes besøg i Det Hvide Hus i april 

1966. 9 

Barbers syn på State Department vakte nogen genklang hos den danske 

ambassade i Washington, som bemærkede, at flere iagttagere i Washington 

havde noteret sig, at State Department gennem nogen tid havde virket passiv 

over for nye tanker om Europa. Hvorvidt denne passivitet skyldtes manglende 

vilje eller evne stod dog ikke den danske ambassade klart. At State Department 

støttede sig til „ældre statsmænd“ som Dean Acheson og John McCloy 

antydede ifølge ambassaden desuden, at man foretrak at „holde sig til afprøvede 

synspunkter“. Men det var ikke kun Barbers manglende forventninger 

til nybrydende tænkning i State Department, som den danske ambassade 

kunne genkende. Ambassaden fandt, at Barbers synspunkt i denne sag i det 

hele taget stemte „ganske godt med de betragtninger, som fra dansk side er 

blevet fremført.“ Ikke blot under forhandlinger mellem de 14, altså NATOlandene 

fraset Frankrig, men også under Krags nylige besøg i Washington. 10 

Den danske regerings tilegnelse af Barbers plan skyldtes derfor sandsynligvis, 

at de grundlæggende synspunkter var sammenfaldende med de danske. 

Jorden var således gødet til et sådant initiativ. 11 Det var da næppe heller overraskende, 

at den danske regering i hovedsagen kunne dele de synspunkter, 

som Arthur Barber fremsatte, da det må formodes, at Barber har været opmærksom 

på, hvilke budskaber, der kunne ventes at finde klangbund blandt 

danske beslutningstagere. Barber havde også nogen erfaring i dansk tankegang, 

da han i 1965 havde deltaget i politiske konsultationer i København om 

nedrustning. Barbers valg af Danmark som frontløber var givetvis påvirket af, 

at Danmark havde virket mere imødekommende end de fleste vestlige lande 

over for tanken om en sikkerhedskonference. Desuden havde Krag mindre 

end to uger forinden i en kronik i „Information“ slået til lyd for en gennem- 


UM 5.E.110.a. 

10 Sst. 

11 Borring Olesen og Villaume, I blokopdelingens tegn. 


tænkning af NATO’s politiske mål som følge af den politiske udvikling siden 

1949. Krag understregede, at situationen ikke gav anledning til svækkelse eller 

opløsning af alliancen. Men „[h]vor man i 1949 lagde hovedvægten på at 

sikre forsvaret, kan det overvejes i dag at tillægge NATO opgaver med at forhandle 

med østblokken og opnå fremskridt på de afgørende afspændingsfelter.“ 

12 Dermed havde Krag anslået en politisk kurs, hvor forslaget om en sikkerhedskonference 

ikke var et unaturligt skridt. Denne udmelding blev da 

også efterfølgende fremhævet i en amerikansk analyse, da State Department 

søgte at klarlægge bevæggrundene for det danske initiativ. 13 Det var muligvis 

også en sådan politisk udvikling Krag havde haft i tankerne, da han under en 

samtale med præsident Johnson i november 1963 nævnte ønskeligheden af, 

at de nye regeringschefer mødtes for at skabe ny dynamik i forbindelse med 

udvikling af alliancen på områder, hvor fremskridt syntes mulige. 14 Tilsvarende 

havde Hækkerup i december 1965 erklæret i Rådet, at NATO-landene 

skulle fastholde og styrke NATO som et virkemiddel for fred. 15 Men på trods 

af, at der i første halvdel af 1960’erne kan konstateres en vis kontinuitet i den 

danske regerings syn på NATO’s afspændingspolitiske rolle, synes foråret 

1966 at repræsentere en udvikling i den danske afspændingspolitiske tilgang. 

For trods tilkendegivelser om NATO’s afspændingsdimension havde Danmark 

i praksis fastholdt den strenge fokusering på bilaterale kontakter som 

udgangspunktet for afspændingspolitiske tiltag. Ikke blot havde den danske 

regering i december 1964 afvist sikkerhedskonferencetanken under henvisning 

til, at afspændingen mellem Øst og Vest i stedet burde håndteres gennem 

bilaterale forbindelser. Heller ikke et Europaråds-initiativ om en samlet 

tilnærmelse til østlandene havde vundet dansk tilslutning. Også her blev bilaterale 

kontakter fremhævet som mere hensigtsmæssige. 

Nu var tiden dog åbenbart moden til, at NATO indtog en fremtrædende 

plads i de konkrete afspændingspolitiske tiltag over for Øst. Udenrigsmini- 

12 „Nye opgaver bør overvejes for NATO i dag“, kronik af Jens Otto Krag, „Information“ 5. maj 1966. 

Få dage efter at Barber havde præsenteret sine tanker for ambassaden i Washington udtalte Krag sig 

igen over samme tema, da han den 19. maj 1967 modtog den såkaldte Karls-pris i Aachen. Bo 

Lidegaard, Jens Otto Krag 1962-1978, 2001, s. 284. 

13 Intelligence Note to the State Secretary, 12. august 1966, NFS, Country File, Denmark Memos, box 

168, doc. 112, Lyndon Baines Johnson Library, Austin, TX. (LBJL). 

14 Krag argumenterede samtidig for, at alliancen derved kunne demonstrere den overordnede politiske 

enighed. Lidegaard, Jens Otto Krag 1962-1978, s. 127. 

15 Anna Locher og Christian Nünlist, No Easy Road to Détente: Conflicting NATO Perspectives in View of 

Détente 1963-66, upubliceret paper til PHP koldkrigskonference i Dobbiaggo, august 2002, s. 35-36. I 

årene 1963-1965 havde Danmark ved en række lejligheder antydet ønskeligheden af en udvidelse af 

alliancens virkefelt. Der var imidlertid lande, der fra 1963-65 havde argumenteret stærkere og mere 

vedholdende for en større rolle til NATO i den afspændingspolitiske proces. Især Belgien, Norge og 

Canada var frontløbere, medens den danske indsats i hovedsagen syntes at kredse om ønsket om en 

détente, der også gjaldt Europa, ikke kun supermagterne. NATO’s nærmere rolle i denne sammenhæng 

blev tilsyneladende kun sjældent berørt fra dansk side. 


steriets redegørelse fra 1970 beskriver det danske synspunkt som, at „[e]t 

eventuelt initiativ til en konference burde baseres på enighed i alliancen, 

men ikke tages af alliancen som sådan.“ 16 En formulering, som byggede direkte 

på Hækkerups tale på ministerrådsmødet i juni 1966. 17 Den nærmere 

karakter af alliancens rolle i forløbet omkring konferencen fremstår imidlertid 

ikke helt så entydigt af de indledende danske udmeldinger, der antyder, at 

NATO – i tråd med Arthur Barbers forslag – ikke bare skulle optræde i rollen 

som indbyder, men måske ligefrem som egentlig forhandler. I den første danske 

instruks til brug for den danske NATO-repræsentations forhåndsorientering 

af NATO-kollegerne stod, at det måtte være klart, at „hvis konferencen 

skulle have håb om at give resultater, måtte forhandlingerne fra vestlig side 

føres med NATO-alliancen som et fast udgangspunkt.“ 18 

De efterfølgende drøftelser i NATO tydede dog klart på, at et sådant perspektiv 

ikke var ønskeligt. Et argument lød, at en forhandling med NATO og 

Warszawapagten som udgangspunkt ville indebære en principiel ligestilling af 

de to alliancer og dermed accept af den østlige militæralliance, hvilket ikke 

blev anset for hensigtsmæssigt. Og i slutningen af maj formulerede udenrigsministeriet 

det danske synspunkt som, at om end man som udgangspunkt 

forestillede sig, at alle landene fra de to alliancer deltog i konference, var 

dette ikke udtryk for, at det var organisationerne som sådan, der forhandlede. 

I praksis ville det måske blive „the hard core“, der repræsenterede NATO-landene. 

19 Dermed blev det endelige danske standpunkt, at alliancen var det forum, 

hvori drøftelser om afspænding skulle foregå, og hvor tanken og planerne 

om en konference skulle undfanges, men at det var de enkelte NATOlande, 

der skulle tage initiativet til at indbyde til konferencens afholdelse og 

også disse lande, der skulle deltage som individuelle forhandlere. Formentlig 

skyldtes uklarheden i de danske udmeldinger for det første et ikke helt solidt 

forarbejde, hvorfor man fra dansk side ikke til fulde havde gjort sig den konkrete 

udvikling og rollefordeling klart. Og for det andet, at de danske myndigheder 

af samme årsag indtog en ret fleksibel holdning i spørgsmålet, hvorfor 

planen syntes at udvikle sig undervejs under hensyntagen til alliancepartnernes 

indledende reaktioner. Det står dog klart, at NATO under alle omstændigheder 

skulle påtage sig en mere aktiv og synlig funktion i afspændingstiltag 

over for Øst. 

16 Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik, bilagsbind, bilag 7, s. 150. 

17 „Udklip fra hemmeligt referat (xnr. 7/35) af 16. juni vedrørende NATO-ministerrådsmødet i 

Bryssel, 6.-8. juni 1966“, UM 5.E.110.a. 

18 Instruks af 20. maj 1966 til den danske repræsentation i NATO, kopi til ambassaderne i Bonn, 

Bruxelles, Haag. London, Oslo, Ottawa, Paris, Rom og Washington. UM 5.E.110.a. 

19 “Danske tanker om et vestligt initiativ overfor Øst“, instruks af 27. maj 1966 til den danske repræsentation 

i NATO, UM 5.E.110.a; “Danske tanker om et vestligt initiativ over for øst“, indberetning 

af 1. juni 1966 fra den danske repræsentation i NATO, UM 5.E.110.a. 


… det lysner i øst 

Et af omdrejningspunkterne for den danske beslutning om at styrke NATO’s 

afspændingsindsats ved at foreslå alliancen at bringe et konferenceforslag 

frem var den politiske udvikling, der syntes at være under opsejling i østlandene. 

Medens man fra dansk side i begyndelsen havde forholdt sig tøvende 

om end principielt interesseret til det polske forslag, blev den danske opmærksomhed 

skærpet fra omkring årsskiftet 1965-66, hvor de danske myndigheder 

begyndte at rette fokus mod den tilsyneladende bevægelse i østlandenes 

politik. Udenrigsministeriet fandt det således meget interessant, at den 

polske viceudenrigsminister Winiewicz i det tidlige forår 1966 havde erklæret, 

at tanken om en sikkerhedskonference nu havde støtte fra samtlige 

Warszawapagtlande. 20 

I det danske udenrigsministeriums første instrukser om det danske konferenceinitiativ 

til brug for den danske NATO-repræsentations forberedende 

arbejde optrådte den seneste politiske udvikling i Østeuropa, ikke mindst i 

Rumænien, som en afgørende baggrundsfaktor. En udvikling, der nu gjorde 

et vestligt initiativ over for Sovjetunionen mere realistisk. Fra vestlig side 

kunne man tage udgangspunkt i de „tilkendegivelser, der er fremsat fra sovjetisk 

side om det ønskelige i afholdelse af en konference om europæiske problemer. 

Det vil næppe være utænkeligt, at Sovjetunionen ville acceptere amerikansk 

deltagelse i en sådan.“ 21 Denne positive forventning til den sovjetiske 

stilling fandt nogen støtte i Bresjnevs og Gromykos udtalelser under den 23. 

sovjetiske partikongres, hvor de begge havde tilkendegivet en positiv holdning 

til konferencetanken uden at kommentere deltagerkredsen nærmere. 

Men andre sovjetiske udmeldinger om konferencetanken havde indeholdt 

mere eller mindre klare antydninger af, at amerikansk deltagelse i en sådan 

konference ikke var aktuel. Da Gromyko under en pressekonference i Rom i 

slutningen af april 1966 udtalte sin støtte til indkaldelse til konferencen, 

havde han samtidig stillet sig afvisende over for udsigten til amerikansk deltagelse. 

Tilsvarende opererede Kreml i sit svar af 18. maj 1966 på en tysk fredsnote 

af 25. marts 1966 ikke med amerikansk deltagelse, da sikkerhedskonferencetanken 

blev fremført som en mulighed. Forhandlingerne skulle stå 

mellem europæiske stater. 22 Når de danske myndigheder alligevel fandt, at 

Kreml kunne forventes at acceptere amerikansk deltagelse skyldes det, at 

Gromykos afvisende erklæring på mødet i Rom blev anset for at være udsprunget 

af karakteren af det spørgsmål, han fik stillet. Et spørgsmål, som 

ifølge den danske vurdering havde provokeret eller tvunget ham ind i en ikke 

20 „Forslag om en europæisk sikkerhedskonference“, referat af 27. maj 1966, UM 5.E.110.a. 


Bruxelles, Haag. London, Oslo, Ottawa, Paris, Rom og Washington, UM 5.E.110.a. 

22 „Forslag om en europæisk sikkerhedskonference“, referat af 27. maj 1966, UM 5.E.110.a. 


planlagt erklæring. Udenrigsministeriet vurderede derfor i slutningen af maj 

1966, at den sovjetiske stilling til spørgsmålet om amerikansk deltagelse 

endnu ikke var afklaret. 23 Om end ud fra andre præmisser havde Arthur 

Barber i sin redegørelse over for den danske ambassade i Washington nået en 

lignende konklusion. Fra samtaler med sovjetiske kontakter havde Barber fået 

den opfattelse, at Moskva næppe ville stille sig på bagbenene ved udsigten til 

amerikansk deltagelse i en europæisk sikkerhedskonference, „hvis de vesteuropæiske 

lande ønskede det, og USA selv viste en positiv indstilling.“ Ifølge 

Barbers oplysninger var Gromykos negative udtalelser om amerikansk deltagelse 

et resultat af en beslutning hos på højeste niveau, der var truffet under 

skelen til den afvisende amerikanske holdning, som man fra sovjetisk side 

mente, var tilkendegivet under fortrolige kontakter. 24 

Under et nyt møde sidst i juni 1966 i Pentagon mellem Barber og en dansk 

diplomat havde amerikaneren erklæret sig „enig i, at der var en oprigtig interesse 

i de østeuropæiske lande for en Øst-Vest-forhandling.“ For så vidt angår 

de østlige motiver til konferencen mente Barber „at kunne spore en polsk 

frygt for, at de europæiske problemer en dag skulle blive løst ved en amerikansk-tysk-sovjetisk 

aftale hen over hovedet på Polen.“ 25 Den seneste forskning 

peger da også på, at de polske initiativer omkring europæiske sikkerhedsproblemer 

i nogen udstrækning var drevet af et ønske om at opnå en sikkerhedsgaranti, 

der ikke alene var givet af Sovjetunionen. 26 Dermed kan det 

formodes, at polakkernes hovedmål med konferenceforslaget faktisk var reelle 

afspændingsforhandlinger med Vesten. Ikke desto mindre står det klart, 

at man i de følgende år fra såvel ungarsk som østtysk side internt i østblokken 

pointerede, at undergravning af NATO var et hovedformål med konferencen. 

27 

Den danske opmærksomhed omkring bevægelsen i Øst kom også til udtryk 

under udenrigsminister Hækkerup redegørelse for det danske initiativ omtrent 

en uge efter, at de første danske følere blev udsendt i maj 1966. Da 

Hækkerup redegjorde for det danske kursskifte, advokerede han for, at den 

seneste østeuropæiske interesse var reel. Dermed også forstået, at de tidligere 

østlige forslag var præget af taktiske manøvrer og spilfægteri. Hækkerup erindrede 

om, at man fra polsk side ikke havde fundet anledning til at gå dybere 

ind i Spaaks forslag under samtaler med polakker om en foreløbig konfe- 

23 Sst. 


UM 5.E.110.a. 

25 „Danske tanker om vestligt initiativ“, indberetning af 31. maj 1966 fra den danske ambassade i 

Washington, UM 5.E.110.a. 

26 Adam Daniel Rotfeld, „A Polish View“ i Richard Davy (ed.), European Détente: A Reappraisal, 1992, 

s. 174f. 

27 Se kapitel 42. 


ence med enkelte vestlige, østlige og neutrale lande. 28 „Udviklingen red 

imidlertid stærkt i Østeuropa“, hævdede Hækkerup. Han fandt, at der var 

tegn på, at et virkeligt skred var i gang i Østeuropa, og at de østeuropæiske 

lande efter alt at dømme faktisk var indstillede på at gennemføre en konference. 

Ikke mindst de sovjetiske udtalelser tydede herpå. Tiden var en anden 

nu, og klimaet var gunstigt. Nu skulle der smedes. 

På forkant 

Når udenrigsminister Hækkerup under ministerrådsmødet i Bruxelles understregede, 

at NATO måtte „sætte sig selv i stand til at agere, d.v.s. at tage initiativer 

for at nedbryde den kolde krigs fronter“ og dermed ikke blot reagere på 

de østlige forslag, 29 antydede det en yderligere dimension i det danske fokus 

på de nu tilsyneladende mere substantielle østlige tiltag. Der var ikke udelukkende 

tale om håb om og tro på, at der nu viste sig muligheder, der ikke 

havde været tidligere, I vid udstrækning virkede det formodede optræk til 

yderligere østlige udspil som katalysator for et vestligt initiativ, således at 

NATO i den hækkerupske tankegang ikke blev udstillet som en organisation 

på bagkant med udviklingen, men som en aktiv og dynamisk aktør i fredens 

tjeneste. Over for den amerikanske NATO-ambassadør Harland Cleveland 

pointerede Hækkerup, at man havde modtaget underretning om, at den jugoslaviske 

regering var ved at barsle med en indkaldelse til en europæisk 

interparlamentarisk konference, som skulle finde sted i Stockholm til efteråret. 

Derfor ville det være at foretrække, om „regeringerne i de vestlige lande 

havde taget et forudgående initiativ.“ 30 Den øgede substans i de østlige initiativer 

fordrede, at man fra vestlig side kom østlandene i forkøbet, så de ikke 

kunne lukrere på den forventede propagandaeffekt. Det blev tydeligt udtrykt 

af Hækkerup, da han i nævnet sagde, at propagandaværdien af at indkalde til 

en sikkerhedskonference ikke måtte overlades Sovjetunionen. 31 Det var altså 

ikke blot den længe ventede åbning, der kom, og som nu skulle gribes. Det 

var i høj grad også udsigten til, at østlandene nu åbenlyst demonstrerede vilje 

til forhandlinger, mens NATO risikerede at komme til at fremstå som den tøvende 

og reaktionære part. 

28 Hækkerup i udenrigspolitisk nævn, 31. maj 1966. Denne vurdering var muligvis ikke ganske dækkende 

for den polske politik. Der har således været argumenteret for, at Rapackis reservation måske 

snarere skyldtes, at Polen på dette tidspunkt ligesom de øvrige Warszawapagtlande var bundet af et 

sovjetisk dekret om, at NATO og afspænding var to helt uforenelige størrelser, hvorfor et sådant intimt 

samarbejde ikke blev anset for muligt. 

29 DIIS’ fremhævelse i citatet. „Udklip fra hemmeligt referat (xnr. 7/35) af 16. juni vedrørende 

NATO-ministerrådsmødet i Bryssel, 6.-8. juni 1966“, UM 5.E.110.a. 

30 „Referat af møde i udenrigsministeriet fredag den 20. maj 1966 kl. 15.30 i anledning af ambassadør 

Clevelands besøg i Danmark“, 23. maj 1966, UM 5.E.110.a. 

31 Hækkerup i udenrigspolitisk nævn, 31. maj 1966. 


Behovet for et NATO-initiativ opstod imidlertid ikke kun af den øjensynlige 

bevægelse i øst. Også i den vestlige lejr var der tilsyneladende bilaterale initiativer 

under opsejling, som kunne skabe politiske problemer for NATO ved 

at udstille den vestlige alliance som passiv og forældet. I februar-marts 1966 

havde præsident de Gaulle bebudet, at Frankrig ville trække sig ud af NATO’s 

integrerede militære kommandostruktur. Dette havde givet anledning til en 

af de mest alvorlige kriser i NATO’s historie. I kølvandet på krisen var de danske 

myndigheder bekymrede for, at de Gaulle under sit forestående besøg i 

Moskva ville rejse forslaget om en europæisk sikkerhedskonference. 32 Set fra 

et dansk perspektiv var det ønskeligt, om NATO kunne komme de Gaulle i 

forkøbet. Således var den franske præsidents „forestående rejse til Moskva“ 

blandt Hækkerups argumenter for det danske initiativ under en samtale med 

den amerikanske NATO-ambassadør forud for den indledende danske orientering 

i rådet. 33 Omtrent en uge senere udtalte Hækkerup sig ad lignende linjer 

i udenrigspolitisk nævn, da han pointerede, at det kunne være ønskeligt, 

om man forhindrede de Gaulle i at tage patent på konferencetanken. 34 Og 

under en fortrolig samtale med Belgiens nye udenrigsminister Pierre Harmel 

understregede Hækkerup, at det ud fra det, han kaldte en taktisk betragtning, 

var „vigtigt, om man nåede så langt som muligt med dette forslag, idet 

man herigennem skulle have mulighed for under alle omstændigheder at 

tage vinden ud af sejlene på de Gaulle under den forestående Moskva-rejse.“ 35 

Det var klart, at fransk succes med bilaterale forhandlinger med russerne og 

etablering af en konference ville kaste et uheldigt lys på den nordatlantiske 

alliance. Den NATO-kritiske opinion ville kunne slå på, at Frankrig efter at 

have trukket sig ud af alliancen kunne skabe positive resultater, hvilket NATO 

ikke havde evnet eller ønsket. 

Den danske regering var imidlertid opmærksom på, at Frankrig nødigt 

skulle sættes helt ud på et sidespor. Således påpegede Hækkerup over for 

Harmel videre ønskeligheden af, at sagen blev rejst i et NATO-forum, hvor 

Frankrig selv var til stede, således at man fra fransk side havde mulighed for 

at støtte forslaget om et NATO initiativ. Men selv om forslaget kun kunne 

opnå støtte fra 14 af NATO’s 15 medlemmer, ville de Gaulles muligheder for 

at tage et Øst-Vest initiativ være svækket betydeligt. Fra fransk side var man 

helt på det rene med denne drivkraft bag det danske initiativ. Således note- 

32 Præsident de Gaulle havde først nævnt tanken i februar 1965, da han under en pressekonference 

nævnte muligheden for en konference mellem Tysklands naboer mod øst, vest, nord og syd. „Forslag 

om en europæisk sikkerhedskonference“, referat af 27. maj 1966, UM 5.E.110.a. 



34 Et argument, som Per Federspiel dog betvivlede i sig selv skulle være betydningsfuldt nok til at motivere 

et så markant dansk initiativ. Hækkerup og Federspiel i udenrigspolitisk nævn, 31. maj 1966. 

35 „Samtale mellem udenrigsministrene Hækkerup og Harmel den 4. juni 1966“, referat af 6. juni 

1966, UM 5.E.110.a. 


ede den franske militærattaché i København, at formålet havde været at „rive 

tæppet væk under de Gaulle.“ 36 Et synspunkt, som i øvrigt også i en amerikansk 

analyse af det danske initiativ blev fremhævet som en af hoveddrivkræfterne. 

37 Foruden bekymringen for at få udstillet NATO som en utidssvarende 

organisation kan det danske ønske om at fratage de Gaulle initiativet desuden 

have fundet inspiration i Arthur Barbers advarsel om, at franskmændene ikke 

måtte repræsentere det europæiske ønske om en sikkerhedskonference, da 

en situation med Paris som eneste fortaler for en løsning i Europa ville medføre, 

at State Department ikke ville tage sagen op af irritation over de 

Gaulle. 38 

NATO’s sammenhængskraft 

Den danske bekymring for de Gaulles ventede tiltag over for russerne stak dybere 

end blot ønsket om at komme generalen i forkøbet. Ikke mindst, da de 

Gaulle videre forventedes at forhandle direkte med Moskva om en europæisk 

sikkerhedsordning. Ifølge en senere analyse fra den danske ambassadør i 

Paris var hovedmotiverne for de Gaulles besøg for det første at mindske spændingen 

mellem Frankrig og østblokken, for det andet at obstruere USA og 

Sovjetunionen i at afgøre „verdenspolitikken hen over hovedet på Europa“ – 

altså Frankrig – og for det tredje at gardere sig mod „en latent trussel mod 

eventuelle tyske aspirationer om at blive den førende magt i Europa.“ 39 

Under en samtale mellem Krag og den vesttyske kansler Erhard, havde 

kansleren, der af Krag blev betegnet som „stærkt anti-de Gaulle“, erklæret, at 

generalen mente, at han kunne dominere Europa og træffe aftaler direkte 

med Moskva om sikkerhedspolitiske løsninger, der kunne ’garantere’ Europa 

og isolere USA. Krag noterede i sin dagbog: „Jeg er ikke helt uenig. De Gaulle 

er da også den mest urealistiske politiker i dag.“ 40 Regulære forhandlinger på 

bilateral basis om løsning af Europas sikkerhedsproblemer ville ikke styrke alliancens 

sammenhængskraft, men snarere forstærke krisen inden for NATO. 

Den danske regering fulgte en politisk kurs, som med alle midler søgte at 

undgå optræk til forstærkelse af NATO’s krise. Dette kom bl.a. til udtryk ved, 

36 Indberetning af 2. juni 1966 fra den franske militærattaché i København, Service Historique de 

l’Armée de Terre, 14 S, Rapports des attachées au Danemark. 

37 Research Memorandum, State Department, 1. juli 1966, NFS, Country File, Denmark Memos, box 

168, doc. 113. LBJL. 


UM 5.E.110.a. 

39 Ambassadøren understregede, at der ikke var noget „unaturligt i, at USSR lytter til de franske toner: 

Frankrigs politik inden for NATO vil stort set værdsættes i Sovjetunionen. Den franske statschefs 

brutale anti-amerikanske propaganda i et vist omfang ligeså.“ Imidlertid påpegede den danske ambassadør, 

at det var muligt, at Sovjetunionen sadlede om, da USA dog var en „mere jævnbyrdig partner“, 

jf. „Ministerpræsident Kosygins besøg i Frankrig 1.-9.12.1966“, notat af den danske ambassadør 

i Paris, Erik Schram-Nielsen, ABA, Jens Otto Krags privatarkiv. 

40 Lidegaard, Jens Otto Krag 1962-1978, s. 286 (dagbogsnotat fra 22. maj 1966). 


at den danske regering sammen med Canada arbejdede vedholdende for, at 

alliancens politiske hovedkvarter forblev i Frankrig, og ikke i forlængelse af 

den franske tilbagetrækning blev flyttet, som det havde været tilfældet med 

det militære hovedkvarter. Det danske standpunkt var, at NATO’s interesser 

ville være bedst tjent ved, at Rådet kunne forblive i Paris. En flytning ville set 

med danske øjne have „den største politiske betydning og kunne blive udlagt 

på den måde, at kløften mellem Frankrig og dets allierede var blevet yderligere 

uddybet.“ 41 I løbet af efteråret 1966 renoncerede Danmark dog på sin 

modstand mod flytningen, da det stod klart, at Canada og Danmark var isoleret 

i dette spørgsmål, og at yderligere modstand kun måtte forventes at skabe 

irritation hos de øvrige NATO-lande. Fra den danske regerings side blev det 

dog fastholdt, at man anså dette skridt for politisk uklogt. 

Den forsigtige danske kurs over for Frankrig var allerede forinden kommet 

til udtryk, da NATO på britisk foranledning i ugerne efter de Gaulles varsel 

om fransk exit forberedte et stærkt formuleret brev til Paris. Som Hækkerup 

noterede i nævnet, måtte det erkendes, at den foreslåede erklæring var temmelig 

polemisk mod Frankrig, og fra dansk side fandt man det klogest at 

vente med en reaktion, indtil franskmændene fik lejlighed til at redegøre 

nærmere for deres beslutning. Den britisk initierede reaktion risikerede 

ifølge den danske regering at øge afstanden til Frankrig yderligere. 42 Den 

konsekvent bløde danske kurs over for Frankrig skal ikke blot ses i lys af ønsket 

om at undgå yderligere konflikter internt i alliancen. Den danske hensyntagen 

til Frankrig skal også ses på baggrund af den stærkt kritiske britiske 

holdning til den franske politik og de formodede vanskeligheder for en fælles 

britisk-dansk indtræden i det europæiske fællesmarked, der knyttede sig 

dertil. En udflytning af hovedkvarteret fra Paris kunne således ifølge 

Hækkerup befrygtes at skabe fransk modvilje mod Storbritannien i andre politiske 

relationer. 43 Endelig må det påpeges, at en udflytning af hovedkvarteret 

risikerede at åbne en flanke for østlig propaganda. Den sovjetiske presse 

var da heller ikke sen til at fremhæve overvejelserne om flytning af det politiske 

hovedkvarter som NATO’s afstraffelse af et medlemsland, der ikke fulgte 

den aggressive vestlige politik, der var dikteret af USA. Således tog det danske 

udenrigsministerium i november 1966 til efterretning, at man fra sovjetisk 

hold fremførte, at „[s]kjult bag talen om nødvendigheden af at have det politiske 

organ sammen med blokkens militære organ ligger ønsket om at isolere 

’den upålidelige allierede’, som Frankrig ifølge opfattelsen på den anden 

side af Atlanterhavet er.“ Denne sovjetiske vurdering gik hånd i hånd med 

fremhævelsen af, at Frankrigs NATO-politik var et produkt af dette lands „sobre 

holdning til de europæiske problemer.“ En politisk kurs, der efter sovje- 

41 Indberetning af 20. oktober 1966 fra den danske repræsentation i NATO, UM 105.G.1.a. 

42 Hækkerup i udenrigspolitisk nævn, 11. marts 1966. 

43 Hækkerup i udenrigspolitisk nævn, 25. oktober 1966. 


tisk opfattelse vandt „stadig flere tilhængere på trods af Bonn-Washington-aksens 

forsøg på at tvinge de to landes allierede til at leve efter den kolde krigs 

love.“ 44 Det danske udenrigsministerium havde allerede i juni 1966 noteret 

sig den sovjetiske presses eksplicitte fremhævelse af Frankrig som foregangsland 

for såvel opløsningstendenser inden for NATO som for „ethvert initiativ 

til øst-vest tilnærmelser af den ene eller anden art.“ 45 

Et måske endnu mere presserende problem i forbindelse med de Gaulles 

enegang over for Kreml var udsigten til, at det tyske problem ville blive accentueret 

yderligere. Under en samtale med den amerikanske NATO-ambassadør 

påpegede Hækkerup, at „de Gaulles initiativ var ubehageligt især på 

grund af dets implikationer med hensyn til en eventuel tysk nationalisme, 

som ville være til stor fare for freden i Europa.“ 46 Den risiko, som den danske 

regering så i forbindelse med Vesttysklands mulige reaktion, bestod af flere 

elementer. For det første ville Forbundsrepublikken muligvis føle sig kaldet til 

at følge det franske eksempel og indgå i direkte bilaterale forhandlinger med 

Moskva om løsningen af sikkerhedsspørgsmål, altså genforeningsspørgsmålet. 

Som nævnt ovenfor var den franske aktion i sig selv en trussel mod NATO’s 

sammenhængskraft, men udsigten til at Forbundsrepublikken efterfulgte det 

franske eksempel, virkede sandsynligvis endnu mindre betryggende på den 

danske regering. Selvstændig vesttysk optræden på verdensscenen i forbindelse 

med større sikkerhedsforhandlinger blev givetvis ikke anset for ønskelig. 

47 For det andet måtte Forbundsrepublikken under alle omstændigheder 

forventes at lukrere på den franske tilbagetrækning ved dermed at overtage 

rollen som den stærkeste europæiske NATO-partner. En styrkelse af 

Vesttysklands politiske og militære indflydelse i alliancen var ikke i Danmarks 

interesse. De danske myndigheder havde i flere år været meget opmærksomme 

på tegn på styrkelse af den vesttyske magtposition internt i alliancen. 

Således havde den danske NATO-ambassadør i 1964, Erik Schram-Nielsen, 

understreget, at det var „at vente, at Forbundsrepublikken efterhånden som 

44 „Sovjetpressen om NATO-rådets beslutning om at flytte til Belgien“, indberetning af 2. november 

1966 fra den danske ambassade i Moskva, UM 105.G.1.a. 

45 „Sovjetiske reaktioner på NATO-mødet i Bryssel og på det danske NATO-initiativ“, 16. juni 1966, 

UM 5.E.110.a. 



47 Selv om Hækkerup ikke eksplicit udtrykte netop denne dimension i implikationerne for tysk nationalisme, 

var der næppe tvivl om, at det var et af perspektiverne. En samtidig amerikansk kilde refererer 

også dette aspekt som én af drivkræfterne bag det danske sikkerhedskonferenceforslag. 

Vurderingen kan måske understøttes af, at samtlige af analysens øvrige fremhævede motiver bag den 

danske politik i dag bekræftes af de interne danske dokumenter. Den danske opmærksomhed omkring 

den østlige bevægelse i retning af større lydhørhed over for afspændingsforhandlinger underspilles 

dog af analysens ophavsmand, som heller ikke har været vidende om Arthur Barbers henvendelse. 

Da analysen er udfærdiget i State Department synes dette forhold ikke overraskende, men 

understreger, at Barbers udtalelser næppe var amerikansk spilfægteri over for Danmark. Research 

Memorandum, State Department, 1. juli 1966, NFS, Country File, Denmark Memos, box 168, doc. 

113, LBJL. 


den fik fodfæste i NATO, ville tilstræbe at få den ’Platz in der Sonne’, Det 

Tyske Rige traditionelt kræver.“ 48 Dette perspektiv blev nu pludselig aktuelt. 

Netop for at imødegå tyske følgeproblemer af de uvelkomne franske tiltag, 

understregede Per Hækkerup over ambassadør Cleveland, at man fra dansk 

side lagde „stor vægt på, at solidariteten mellem De 14 blev bevaret, hvilket 

måtte betragtes som en grundlæggende forudsætning for NATO’s fortsættelse.“ 

49 

Netop spørgsmålet om alliancens sammenhængskraft havde stået centralt i 

Arthur Barbers argumentation over for danskerne. Han havde understreget, 

at man i tilfælde af succes med konferencen kunne bevare den vestlige solidaritet 

inden for NATO. Alliancen skulle være klar til et initiativ og til at virke 

som redskab for forhandling mellem Øst og Vest. Ellers ville „grunden skride 

under alliancen.“ 50 Barbers forslag til danskerne skal da formentlig også ses 

som et forsøg på at modvirke den uheldige udvikling i NATO, som fulgte i 

kølvandet på den franske tilbagetrækning fra den integrerede militære kommandostruktur 

i 1966. Det franske exit havde medført en alvorlig konflikt 

mellem Frankrig og NATO-landene i almindelighed, men særligt med USA 

og Storbritannien. En konflikt, som indeholdt kimen til for alvor at splitte 

NATO. Da der samtidig især blandt mange europæiske NATO-lande florerede 

ønsker om détente, kunne det danske initiativ medvirke til at forhindre 

yderligere splittelse og samle alliancens lande om noget positivt. At dette var 

Barbers motivation for at sætte NATO’s afspændingspolitiske rolle på dagsordenen 

understøttes af, at han mindre end et halvt år forinden havde foreslået 

en fremgangsmåde skåret over samme læst for at løse andre begyndende politiske 

problemer inden for alliancen, før de udviklede sig til regulære kriser. 

51 

Det er uklart, om man fra dansk side faktisk delte Barbers vurdering af 

NATO’s forventede overlevelsesmuligheder. I det mindste antyder den senere 

udenrigsministerielle behandling af Harmel-rapporten, at centralt placerede 

beslutningstagere fandt, at alliancen nok skulle klare sig, men at der var et 

48 „Voksende tysk indflydelse i NATO“, indberetning af 14. april 1964 fra den danske repræsentation 

i NATO, UM 105.S.19.a. 




UM 5.E.110.a; instruks af 20. maj 1966 til den danske repræsentation i NATO, kopi til ambassaderne 

i Bonn, Bruxelles, Haag, London, Oslo, Ottawa, Paris, Rom og Washington, UM 5.E.110.a. 

51 I forbindelse med genforeningsspørgsmålet havde Barber nævnt, at USA på baggrund af det stadigt 

stærkere fokus på dette spørgsmål inden for NATO-kredsen, næppe kunne holde sagen på lavt 

blus meget længere. Såfremt USA skulle fastholde støtten fra de europæiske NATO-lande, der – korrekt 

eller ukorrekt – troede, at russerne muligvis ville kunne tilslutte sig et „evolutionary program“, 

fordrede situationen en udtalelse, der afspejlede behovet for en løsning på spørgsmålet, som var acceptabel 

for såvel Vest- som Østeuropa. Dette på trods af, at Barber selv fastslog, at tanker om tidlig 

genforening tydeligvis var illusoriske. Foreign Relations of the United States, 1965-68, vol. XV, 

Washington, 1983, s. 344. 


Forsvarsministermøde i NATO, 14. december 1966 i Paris. Ministrene forbereder sig på at gå 

ind i salen. (NATO Photo) 


nærliggende behov for en opprioritering af NATO’s afspændingspolitiske 

profil (se kapitel 38). Det ændrer dog ikke ved, at man fra dansk side så med 

bekymring på de konsekvenser for NATO’s sammenhængskraft, som fulgte i 

kølvandet på det franske exit og udsigten til efterfølgende franske initiativer 

over for Kreml. Såfremt NATO kunne signalere sammenhold, enighed og udviklingsvilje, 

kunne opmærksomheden blive ledt væk fra den beklagelige situation 

som fulgte af de Gaulles politik. Dette perspektiv i den danske politik 

blev berørt i pressen, og kort efter kunne den franske militærattaché rapportere, 

at danske kilder havde bekræftet, at et hovedformål med lanceringen af 

det danske konferenceforslag havde været at begrænse diskussionerne om 

Frankrig under NATO-drøftelserne. 52 Dette havde tilsyneladende en dobbelt 

funktion. For det første en beroligende intern effekt på alliancen, således at 

kløften mellem især Frankrig og de angelsaksiske lande ikke blev endnu dybere. 

For det andet – og måske vigtigst – en beroligelse udadtil. Derfor havde 

hensynet til at demonstrere sammenhængskraft ikke blot til formål at styrke 

alliancen, men i høj grad også at styrke alliancens offentlige image. Som det 

danske udenrigsministerium udtrykte det i en uddybende instruks til den 

danske repræsentation i NATO, var motivet bag det danske konferenceforlag 

ikke mindst „ønsket om i alliancens øjeblikkelige, indre svaghedstilstand at 

samle opmærksomhed og virkeevne om noget mere positivt og gengive alliancen 

dens anseelse udadtil.“ 53 Dermed var alliancens image i offentligheden 

også en drivkraft bag den danske regerings interesse i spørgsmålet om en sikkerhedskonference. 

Image 

Under arbejdet med sikkerhedskonferenceforslaget i foråret 1966 udviste 

den danske regering gentagne gange bekymring for, at NATO blev udstillet 

som en stivnet og reaktionær organisation, som hverken besad viljen eller evnen 

til at forny og omstille sig. I udenrigsministeriets første instruks til brug 

for den danske NATO-repræsentations forhåndsorientering af NATO-partnerne 

blev det danske initiativ bl.a. motiveret således: „En kraftanstrengelse 

fra NATO-landenes side for at komme ud af den snart igennem lang tid herskende 

ubevægelighed i de europæiske sikkerhedsspørgsmål ville utvivlsomt 

være i pagt med den offentlige mening i NATO-landene.“ 54 Som en samtidig 

amerikansk analyse lød, følte de danske beslutningstagere, at de ud over at 

understrege NATO’s betydning for dansk sikkerhed, måtte “skabe det ind- 

52 Indberetning af 1. juli 1966 fra den franske militærattaché i København, Service Historique de 

l’Armée de Terre, 14 S, Rapports des attachées au Danemark. 

53 „Danske tanker om vestligt initiativ overfor Øst“, instruks af 27. maj 1966 til den danske repræsentation 

i NATO, UM 5.E.110.a. 


Bruxelles, Haag. London, Oslo, Ottawa, Paris, Rom og Washington, UM 5.E.110.a. 


tryk, at NATO kan og vil være mere end en rent militær organisation.“ 55 Den 

danske opmærksomhed omkring konferenceforslagets sammenhæng med 

ønsket om at styrke NATO’s image og renommé kom også til udtryk under 

udenrigsminister Hækkerups møde med den amerikanske NATO-ambassadør 

Cleveland i maj 1966. Hækkerup nævnte, at Gromykos konferenceforslag 

burde tages op på ministerrådsmødet, og at man på mødet måtte drøfte, 

hvorvidt det ville være muligt at trække visse linjer op med hensyn til Øst-Vest 

problemerne i Europa. Sådanne skridt var ifølge Hækkerup „ønskelige og 

nødvendige også af hensyn til den offentlige mening.“ 56 

Den danske regerings opmærksomhed omkring den gunstige indflydelse, 

som en profileret afspændingspolitik fra NATO’s side kunne få på den offentlige 

mening, var ikke mindst motiveret af udsigten til en kommende skarp politisk 

debat om Danmarks sikkerhedspolitiske tilhørsforhold efter 1969, hvor 

ethvert medlem i henhold til traktatens § 13 kunne udmelde sig med et års 

varsel. Denne debat var allerede begyndt at tage form. Således var spørgsmålet 

om en nordisk forsvarspagt i 1965 blevet bragt på bane igen, ikke mindst 

motiveret af krisetegnene i alliancen, der især skyldtes de franske problemer 

og den indbyggede udsigt til øget tysk indflydelse. Med meddelelsen i det tidlige 

forår 1966 om det delvise franske exit blev diskussionerne om Danmarks 

NATO-medlemskab aktualiseret yderligere (se kapitel 32). Dette perspektiv 

var efter alt at dømme en medvirkende årsag til, at den danske regering fokuserede 

på den franske østoffensiv. Hvis de Gaulle, med det ene ben ude af 

NATO, kunne fremvise resultater i forhandlinger med Kreml om afspænding 

og en sikkerhedspolitisk løsning for Europa, var det vand på NATO-modstandernes 

mølle. 

Under debatter i det udenrigspolitiske nævn fremhævede Aksel Larsen 

gentagne gange ønskeligheden af en folkeafstemning, og også fra radikal side 

understregede man til stadighed, at debatten skulle tages. Ifølge regeringen 

var det dog endnu ikke tiden til en sådan diskussion. Selv om danske beslutningstagere 

til stadighed over for deres NATO-partnere, især USA, understregede, 

at der hverken ville komme en folkeafstemning eller en dansk udmeldelse, 

holdt den socialdemokratiske regering forsigtigt spørgsmålet åbent. 

Dette betød dog ikke, at regeringen for alvor overvejede sikkerhedspolitiske 

alternativer inden for de nærmeste år. Men selv om den danske regerings stilling 

i vid udstrækning syntes gjort op på forhånd, kunne voldsomme debatter 

og folkelig modstand sætte regeringen i en overordentlig vanskelig situation, 

hvorfor kritikken af NATO måtte søges minimeret. Problemerne omkring 

den folkelige NATO-tilslutning var formentlig også næret af faldende forvent- 

55 Intelligence Note to the State Secretary, 12. august 1966, NFS, Country File, Denmark Memos, box 

168, doc. 112, LBJL. 




ninger om sovjetisk aggression. En opfattelse, som ikke blot havde tag i befolkningen, 

men også i de danske myndigheder. 57 

Syltning 

Det danske forslag var fra begyndelsen blevet modtaget med nogen reservation 

hos NATO-partnerne. Ganske vist havde USA’s NATO-ambassadør, 

Harland Cleveland, indledningsvis reageret forholdsvis imødekommende, da 

man fra dansk side kort efter Barbers henvendelse i maj 1966 informerede 

Cleveland om de danske overvejelser om at rejse konferencespørgsmålet. 

Den amerikanske NATO-ambassadør bemærkede, at udenrigsminister Dean 

Rusk kort forinden havde udtalt sig ad lignende linjer. 58 Men allerede under 

de første, mere substantielle drøftelser i slutningen af maj 1966 formulerede 

ambassadør Cleveland nu klart USA’s reservation over for Moskvas hensigter 

med konferenceforslaget, der ud over at nedbryde enigheden inden for 

NATO, var at rette et politisk angreb på Vesttyskland, som russerne forsøgte 

at isolere nukleart. Set med amerikanske øjne var det sovjetiske problem, at 

de ikke kunne „gå med til en løsning af det europæiske problem uden derved 

at imødegå egne interesser.“ Man måtte skelne klart mellem „symbolik og 

realitet“, erklærede Cleveland. 59 

Fra først til sidst var spørgsmålet om USA’s rolle under en eventuel konference 

en hovedanstødssten. De fleste lande tvivlede på, at Kreml ville være 

rede til at acceptere amerikansk deltagelse. Og ellers ville det være formålsløst 

– et synspunkt, som den danske regering jo delte. Men også spørgsmålet 

om potentiel østtysk deltagelse gav anledning til problemer. På det første 

møde i NATO-rådet havde den danske repræsentant tilsyneladende ikke givet 

klare signaler om det tyske spørgsmål. Ifølge presserygter havde man fra 

dansk side således ikke afvist østtysk deltagelse og samtidig givet udtryk for, at 

man „antog“, at Forbundsrepublikken skulle deltage. Dette fremprovokerede 

øjensynlig i første omgang en vis modvilje fra især vesttysk og amerikansk side. 

Denne uheldige begyndelse illustrerer det noget hovedkulds sagsforløb ganske 

godt. Udenrigsministeriet havde tilsyneladende ikke klart overvejet det 

østtyske spørgsmål, og den danske repræsentant blev efter alt at dømme 

57 Se kapitel 38 om Harmel-studiet. Vurderingen af trusselsopfattelsens betydning for alliancetilslutningen 

fremgik også af en næsten samtidig amerikansk analyse. I denne analyse blev endvidere 

understreget, at den nye danske afspændingspolitik muligvis havde stor betydning for Krags og 

Hækkerups „personal fortunes“. Baggrunden for ræsonnementet var analysens opfattelse af, at regeringens 

parlamentariske støtte var usikker. For en diskussion af forholdet mellem S og SF under arbejderflertallet, 

se kapitel 32. Research Memorandum, State Department, 1. juli 1966, NFS, Country 

File, Denmark Memos, box 168, doc. 113, LBJL. 



59 “Danske tanker om et vestligt initiativ over for øst“, indberetning af 1. juni 1966 fra den danske repræsentation 



fanget på det forkerte ben. I den amerikanske presse bemærkede man, at der 

havde været udtrykt en vis forsigtig kritik af, at forslaget ikke var helt velforberedt 

og gennemtænkt. 60 

Vanskeligheden i Østtysklands deltagelse i en konference var ifølge flere 

lande, at det ville forhåndsafgøre en anerkendelse af Østtyskland. Fra dansk 

side fandt man dog ikke, at konferencedeltagelse på nogen måde ville præjudicere 

anerkendelse og henviste til Hanois deltagelse i Genève-konferencen 

uden, at dette havde ført til nogen form for formel anerkendelse. Selv om 

NATO-repræsentationen efter de indledende konfrontationer over det tyske 

spørgsmål blev instrueret om ikke af sig selv at berøre spørgsmålet om tysk 

deltagelse, kunne NATO-repræsentationen eventuelt forsigtigt nævne denne 

præcedens, såfremt det tyske spørgsmål alligevel skulle blive bragt på bane. 61 

I stedet blev NATO-repræsentationen instrueret om, at den danske position i 

Tysklandsspørgsmålet skulle forklares som, at det var op til Forbundsrepublikken 

at vurdere, hvor langt man kunne gå. Tilsvarende søgte de danske 

myndigheder at håndtere flere NATO-landes kritik af manglende præcision i 

det danske udspil med hensyn til, hvilke emner, der skulle drøftes under en 

konference. Det skulle pointeres, at formålet med den indledende danske 

orientering var at indhente reaktioner med henblik på at finde den bedste 

måde at rejse spørgsmålet på under ministerrådsmødet i Bruxelles. Man 

understregede videre fra dansk side, at Danmark „ikke havde noget færdigt 

’blue print’ vedrørende tankens endelige udformning, men vi fandt ikke, at 

dette skulle forhindre os i at fremkomme med forslag i sagen.“ 62 

På ministerrådsmødet i Bruxelles var der ingen generel tilslutning til det 

danske forslag, og især Vesttyskland og USA havde stået fast på, at tiden ikke 

var moden til et sådant initiativ. Ifølge det danske udenrigsministerium havde 

Rusk været kategorisk afvisende med hensyn til mulighederne indtil videre 

for en konference. 63 Fra dansk side havde man ved flere lejligheder understreget, 

at man meget gerne så en bemærkning indført om sikkerhedskonfe- 

60 Det har ikke været muligt blandt udenrigsministeriets akter at finde repræsentantens egen indberetning 

om mødet på trods af, at udenrigsministeriet – efter gennem pressen („Washington Post“) 

at være blevet orienteret om problemerne ved mødet – eksplicit anmodede den danske repræsentation 

i NATO herom. At presserygterne på de nævnte punkter sandsynligvis var korrekte antydes dog 

af, at udenrigsministeriets videre diplomatiske arbejde tydeligt opererede med de hovedkritikpunkter, 

som fremgik af „Washington Post“. Ligeledes synes en efterfølgende redegørelse af den danske 

ambassadør i Paris under en uformel samling med NATO-repræsentanterne at understøtte, at det 

var disse punkter, som havde fået den hårdeste medfart. Fraset den normale diplomatiske tone, synes 

mødet i nogen grad at have blødt fronterne op og bl.a. den vesttyske repræsentant virkede moderat 

i sin udlægning af det østtyske spørgsmål. „Danske tanker om vestligt initiativ over for Øst“, 

Indberetning af 1. juni 1966 fra den danske repræsentation i NATO, UM 5.E.110.a. 

61 „Danske tanker om vestligt initiativ overfor Øst“, instruks af 27. maj 1966 til den danske repræsentation 


62 „Danske tanker om vestligt initiativ over for Øst“, indberetning af 1. juni 1966 fra den danske repræsentation 


63 Meddelelse af 10. juni 1966 fra udenrigsministeriet til den danske ambassade i Washington, UM 

5.E.110.a. 


encen i kommunikéet fra NATO’s ministerrådsmøde. 64 Men trods vedholdende 

dansk indsats blev konferencen slet ikke nævnt. Især USA og Frankrig 

modsatte sig dette. Også Norge, der havde været den danske regerings nærmeste 

støtte i sagen, tvivlede i sidste ende på, at det ville være hensigtsmæssigt 

at nævne konferencen i kommunikéet, idet „ingen kunne vente resultater i 

umiddelbar fremtid.“ 65 

Trods sagens forlis erklærede Hækkerup efter ministerrådsmødet, at han 

var ganske tilfreds med resultatet, da man alligevel havde nået sit mål med 

konstruktiv drøftelse, og at afspænding og Øst-Vest forholdet var sat på 

dagsordenen. 66 Der er næppe tvivl om, at Hækkerups glæde langt hen ad 

vejen var spil for galleriet. Alligevel var det for så vidt korrekt, at spørgsmålet 

var sat på dagsordenen. Rusk havde på mødet understreget, at det var vigtigt 

med almindelig afspænding, og at NATO skulle demonstrere viljen til forhandling, 

selv om modparten ikke var interesseret. I denne forbindelse var en 

sikkerhedskonference ifølge Rusk næppe det mest hensigtsmæssige. Alligevel 

kunne konferencespørgsmålet tages op i forbindelse med det udvalg, der 

skulle nedsættes for at undersøge mulighederne for at forbedre forholdet 

mellem Øst og Vest. En idé, som Rusk havde luftet tidligere på mødet, og som 

Hækkerup efterfølgende greb ved at rejse forslag om, at NATO iværksatte en 

undersøgelse af udsigterne til positive udviklinger af forholdet mellem Øst og 

Vest og på baggrund heraf udarbejdede en fuldstændig rapport. 67 Da forbedring 

af relationerne mellem Øst og Vest var på rådets dagsorden i slutningen 

af juni, bemærkede den hollandske NATO-ambassadør da også, at „den nuværende 

diskussion var resultatet af et initiativ fra den danske udenrigsminister.“ 

68 Danmark deltog aktivt i arbejdet med rapporten. Men på trods af at 

det lå inden for undersøgelsesudvalgets kommissorium at drøfte sikkerhedskonferencen, 

og at Hækkerup i det udenrigspolitiske nævn havde fremhævet 

muligheden for at diskutere konferencen i dette NATO-udvalg, blev spørgsmålet 

slet ikke berørt. 69 Alligevel vurderede de danske myndigheder efterføl- 

64 “Danske tanker om et vestligt initiativ overfor Øst“, instruks af 27. maj 1966 til den danske repræsentation 

i NATO, UM 5.E.110.a; “Danske tanker om et vestligt initiativ over for øst“, indberetning 

af 1. juni 1966 fra den danske repræsentation i NATO, UM 5.E.110.a. 



66 „Tilfreds Hækkerup hjem fra Bruxelles“, „Berlingske Tidende“ 10. juni 1966. 


Bryssel, 6.-8. juni 1966“, UM 5.E.110.a.; Ministerial Communiqué Brussels 7th-8th June 1966, 

http://www.nato.int/docu/comm/49-95/c660607a.htm. I kølvandet på ministerrådsmødet udtrykte 

man fra vesttysk side over for det danske diplomati, at „den af det danske initiativ rejste problemstilling 

ville få høj prioritet i rådets drøftelser“, indberetning af 15. juni 1966 fra den danske ambassade 

i Bonn, UM 5.E.110.a. 

68 „Referat af Rådsmødet 22. juni 1966, C-R (66)28, VI. Suggestions concerning East/West Relations 

put forward at the Ministerial Meeting in Brussels – June 1966“, UM 5.E.110.a. 

69 Hækkerup i udenrigspolitisk nævn, 17. juni 1966; Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik, bilagsbind, 

bilag 7, s. 150-51. 


gende, at de havde været i stand til at påvirke resultatet af undersøgelsen. En 

erfaring, der virkede stimulerende for en tilsvarende dansk indsats i det efterfølgende 

arbejde med det såkaldte Harmel-studium i 1967. 70 

Sikkerhedskonferenceforslaget i 1966 – en vurdering 

Det danske forslag i foråret 1966 om, at NATO burde tage initiativ til at indkalde 

til en konference om europæisk sikkerhed, repræsenterede i nogen 

grad en ændring i den danske afspændingspolitiske kurs. Tidligere havde den 

danske regering forholdt sig reserveret til tanken om, at alliancen skulle spille 

en øget rolle i politisk henseende, men fastholdt, at de konkrete afspændingspolitiske 

tiltag skulle håndteres bilateralt, ikke multilateralt. 

Blandt hovedmotiverne til den danske regerings forslag i 1966 var den tilsyneladende 

forstærkede østlige interesse i konferencen. Det skabte efter 

dansk opfattelse til en vis grad et ’window of opportunity’, som måtte udnyttes. 

Selv om den polske regering muligvis reelt ønskede en konstruktiv politisk 

debat, fremgik det klart fra ungarsk og østtysk side, at konferencetanken 

sigtede mod at undergrave NATO. Det rejser spørgsmålet, om Danmark dermed 

virkede som redskab for østlandenes politik. Først og fremmest må det 

slås fast, at den danske regering ikke som sådan reagerede på det østlige initiativ. 

Faktisk blev forløbet omkring det danske forslag igangsat af dele af den 

amerikanske administration, som var splittet i spørgsmålet. Dernæst var den 

danske opmærksomhed omkring den østlige bevægelse dobbeltsidet. Fra 

dansk side var formålet i nogen grad at modvirke den sovjetiske propagandafordel 

af, at østlandene tog patent på konferencetanken. Danmark havde 

altså sin egen dagsorden. Ikke desto mindre blev det danske forslag udnyttet 

i de østlige kampagner i det videre forsøg på at splitte den vestlige alliance og 

svække den danske opbakning bag alliancemedlemskabet. Skønt alliancens 

image næppe blev forbedret med beslutningen på ministerrådsmødet i juni 

1966 om ikke at støtte konferenceforslaget, hvilket kom frem i pressen, led 

NATO’s afspændingsprofil tilsyneladende ikke noget markant knæk. 71 

Moskva havde dog ikke været sen til at fremhæve uenigheden i NATO, og 

ifølge det danske udenrigsministerium lød et centralt budskab i sovjetpressen, 

at „NATO er ved at blive opløst indefra, hvilket dels skyldes en voksende 

erkendelse blandt NATO-landenes befolkninger af østlandenes fredelige hen- 

70 „Harmelplanen: Nato’s fremtidige opgaver“, indberetning af 18. februar 1967 fra den danske repræsentation 

i NATO, UM 5.E.110.d. 

71 Således var støtten til NATO uændret (42%), mens en mindre stigning i modstanderkredsen (13 

til 17 %) muligvis kan tilskrives konferencesagen. Stigningen var dog så begrænset, at den kan være 

udtryk for almindelige fluktuationer (se kapitel 29). 


sigter, dels den franske modstand mod amerikansk imperialisme og vesttysk 

revanchisme.“ 72 

Når den danske regerings forsøgte at undgå, at NATO blev udstillet som en 

udynamisk og afspændingsmodvillig organisation, var det af hensyn til alliancens 

omdømme i befolkningen – ikke mindst med tanke på den gryende debat 

om Danmarks fremtidige sikkerhedspolitiske tilknytning efter 1969, hvor 

ethvert NATO-medlem kunne melde sig ud af alliancen med et års varsel. Og 

det var ikke blot østlandene, som NATO skulle komme i forkøbet med et konferenceforslag. 

Den danske regering understregede også, at man skulle 

trække tæppet væk under den franske præsident de Gaulle, som forventedes 

at bringe et tilsvarende forslag på bane. Når dette forslag måtte forhindres 

gennem politisk ’pre-emption’, skyldes det, at Frankrigs på dette tidspunkt 

blev opfattet som halvvejs ude af alliancen. Prompte fransk succes med forhandlinger 

med Øst uden for NATO-rammen ville bidrage til at skabe et billede 

af den nordatlantiske alliance som passiv, forældet og impotent, og man 

ville i tiden op til alliancens skæbnetime i 1969 spille kortene i hænde på de 

kræfter, der arbejdede for at svække Danmarks fortsatte tilknytning til NATO. 

72 Rapport, 16. juni 1966, UM 5.E.110.a. 


38 · Den danske regering og 

Harmel-studiet 

Introduktion 

Efter et års forberedende arbejde vedtog NATO’s ministerråd i december 

1967 en rapport, der reviderede den politiske målsætning for det atlantiske 

samarbejde. Rapporten, der var den mest højprofilerede tilpasning af 

NATO’s mål og virke under den kolde krig, blev døbt Harmel-rapporten efter 

sin ophavsmand, den belgiske udenrigsminister og forhenværende premierminister 

Pierre Harmel. Han havde på NATO’s ministerrådsmøde i december 

1966 foreslået, at NATO-landene drøftede og eventuelt tilpassede alliancens 

mål og opgaver i lyset af den udvikling, der havde fundet sted siden 

1949. Navnlig udsigten til, at alliancemedlemmerne i 1969 kunne udmelde 

sig med et års varsel, stimulerede til, at en sådan undersøgelse blev indledt 

hurtigt. Harmels forslag, der byggede på et canadisk initiativ fra 1964, førte 

frem til en rådsbeslutning om at iværksætte en omfattende analyse af den 

internationale udvikling siden Atlantpagtens oprettelse og bestemme denne 

udviklings indflydelse på alliancen. 1 

Efter en række indledende drøftelser blev der i foråret 1967 nedsat fire 

undergrupper under ledelse af højtstående embedsmænd og politikere med 

henblik på at tilvejebringe viden om en række centrale forhold af betydning 

for alliancens fremtidige virke. Grupperne skulle beskæftige sig med 1) Øst- 

Vest-forholdet, 2) relationer mellem NATO-landene, 3) NATO’s forsvarspolitik 

og 4) udvikling i regioner uden for NATO-området. De enkelte medlemslande 

sendte repræsentanter til at deltage i gruppernes arbejde. Efter et halvt 

års arbejde blev hovedlinjer i studiet i det sene efterår 1967 samlet i en kortfattet 

rapport til NATO-landenes udenrigsministre til nærmere drøftelse på 

ministerrådsmødet i december 1967. 2 I rapporten blev det slået fast, at den 

hidtidige opdeling af NATO’s formål, forsvar og afskrækkelse, udgjorde den ene 

grundpille i alliancens formål, mens ambitionen om at fremme afspænding 

blev set som den anden grundpille. Tankegangen, der lå til grund for denne 

formålsbeskrivelse, var i tråd med dansk sikkerhedspolitisk tankegods, og 

Danmark havde sammen med blandt andre Norge virket aktivt for at få afspændingsdimensionen 

markeret tydeligt i alliancens målsætning. 

1 Extracts from C-R (66) 68 og 69, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1; Ministerial Communiqué Paris, 

15.-16. december 1966, http://www.nato.int/docu/comm/49-95/c661215a.htm 

2 For en kort gennemgang af Harmel-studiets udvikling, se Andreas Wenger, “Crisis and 

Opportunity: NATO’s Transformation and the Multilateralization of Détente, 1966-1968“, Journal of 

Cold War Studies, 6, 1 (2004), s. 22-74, især s. 57f. 

DEN DANSKE REGERING OG HARMEL-STUDIET 195

I det følgende undersøges den danske politik under arbejdet, der førte 

frem til Harmel-rapporten, med særlig vægt på en afdækning af motiver og 

drivkræfter bag den danske indsats for at styrke NATO’s rolle som instrument 

for afspænding mellem Øst og Vest. 

I god jord 

Harmels forslag blev modtaget positivt af NATO-partnerne og førte til en 

rådsbeslutning om at iværksætte en omfattende analyse af den internationale 

udvikling siden Atlantpagtens oprettelse og afgøre denne udviklings indflydelse 

på alliancen. 3 Interessen for Harmels forslag sås ikke udelukkende hos 

de mindre alliancelande, hvor Canada, Belgien og Norge, men også til dels 

Danmark siden 1963-64 havde argumenteret for at udvide supermagternes 

détente til også at gælde Europa og for, at NATO skulle spille en større rolle 

i afspændingsprocessen. 4 Også Storbritannien og Vesttyskland udtrykte glæde 

over initiativet, ligesom USA i november 1966 havde modtaget tanken positivt, 

da Harmel havde forhåndsorienteret de amerikanske myndigheder. 

Faktisk var det belgiske initiativ i tråd med den amerikanske udenrigsminister 

Dean Rusks erklæring fra ministerrådsmødet i juni 1966. Her havde Rusk givet 

udtryk for, at alliancen måtte udvide sit politiske virke og styrke sin indsats 

i etableringen af Øst-Vest-kontakter. 5 Endvidere erklærede præsidentens nationale 

sikkerhedsrådgiver, Walt Rostow, sig enig med Harmel i, at formålet 

med studiet måtte være at understrege alliancens stadige betydning efter 

1969, hvor ethvert medlemsland med et års varsel kunne trække sig ud af alliancen. 

Endelig glædede udenrigsminister Rusk sig over initiativet, ikke 

mindst da det kom fra et mindre, europæisk NATO-land. Dermed blev det 

nemlig demonstreret, at NATO bevægede sig væk fra det, som visse kredse opfattede 

som hierarkiske strukturer og amerikansk hegemoni. 6 

3 Ministerial Communiqué Paris 15.-16. december 1966, http://www.nato.int/docu/comm/49- 

95/c661215a.htm 

4 Anna Locher og Christian Nünlist, No Easy Road to Détente: Conflicting NATO Perspectives in View of 

Détente 1963-66, upubliceret paper til PHP koldkrigskonference i Dobbiaggo, august 2002. Trods sin 

status som alliancens geografiske største land betegnes Canada som et mindre NATO-land. Den traditionelle 

skelnen mellem større og mindre NATO-lande bunder i formel politisk indflydelse og militært/økonomisk 

bidrag til alliancen. Således var det oprindeligt USA, Storbritannien og Frankrig, 

der blev betegnes som “de tre store“ (de lande, der sad i Standing Group). Efter at Vesttyskland for 

alvor fik fodfæste i alliancen i 1960’erne, anses også dette for et af “de store“ NATO-lande. Således 

blev det i midten af 1960’erne overvejet, om Vesttyskland skulle overtage Frankrigs plads efter det 

franske exit, men i stedet indførtes en ny struktur. 

5 Rusk havde foreslået, at man i Rådet undersøgte, hvilke yderligere initiativer alliancens medlemmer 

kunne tage, og finde frem til de områder, hvor der syntes at være de bedste muligheder for 

fremskridt. “Senatets NATO-høringer: Udenrigsminister Rusk“, indberetning af 21. juni 1966 fra den 

danske ambassade i Washington, UM 5.E.110.a. 

6 Wenger, “Crisis and Opportunity“, s. 59; Foreign Relations of the United States, 1964-1968, vol. XIII, s. 

501, 515. 


Ifølge NATO’s internationale stab blev Harmels forslag en succes, fordi 

han „rørte ved en generel tendens.“ Fraset „stærke atlantistiske røster“ eksisterede 

der et bredt ønske om at reformere alliancen. 7 Som en anden NATOanalytiker 

formulerede det: „Alle er enige om, at NATO er forældet.“ 8 

Nødvendigheden af, at alliancen gjorde sig overvejelser om, hvorledes den 

skulle udvikle sig i de kommende år, blev understreget af krisen i kølvandet 

på Frankrigs annoncerede udtræden af alliancens fælles militære kommandostruktur. 

Krisen havde afsløret svaghedstegn i organisationen, og alliancens 

fremtid blev anset for afhængig af, at NATO-landene kunne genfinde et fælles 

fodslag. 

Diskussionerne under Harmel-studiet kom især til at kredse om karakteren 

af NATO’s politiske rolle, særligt med henblik på détenten og spørgsmålet 

om udvikling af alliancens eksisterende konsultationsordning, hvilket gav mulighed 

for nærmere at klarlægge koordinationen af afspændingspolitiske tiltag. 

Det var især USA, der ønskede at forbedre NATO’s konsultationsprocedurer, 

ikke mindst for at skabe sammenhæng i alliancens politik. Men overvejelserne 

om udvidelse af alliancens konsultative apparat kunne også ses som 

en mulighed for større europæisk politisk og militær indflydelse på alliancens 

virke. Der eksisterede i disse år en vis utilfredshed over dynamikken i samarbejdet 

mellem USA og Europa, af hvilken grund oprettelsen af et såkaldt ’twopillar’ 

system med en amerikansk og en europæisk søjle også blev drøftet. Et 

princip, der havde sin oprindelse i præsident Kennedys tanker fra begyndelsen 

af 1960’erne, og som set fra Washington havde den fordel, at det muliggjorde 

en mere balanceret byrdefordeling gennem større europæisk ansvar. 

En sådan ændring af alliancens struktur fandt imidlertid aldrig sted. 

Dansk støtte til forslaget 

Harmels forslag fik en positiv modtagelse i København, og den danske NATOambassadør, 

Henning Hjort-Nielsen, anbefalede en aktiv dansk indsats i studiet, 

da der her bød sig „lejlighed til i et endnu bredere perspektiv at virke for 

at fremme NATO som en organisation, der tværtimod at hæmme, burde 

kunne fremme den almindelige afspænding og være et stærkt grundlag for 

vestlige initiativer af den ene eller anden art til fremme af løsningen af endnu 

udestående problemer.“ 9 De danske myndigheder fandt, at en dansk indsats 

7 “Memo des Affaires politiques. Une note contenant quelques réflexions préliminaires au sujet de 

la résolution belge“, 28. december 1966, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1. 

8 „Belgian resolution on the Future Tasks of the Alliance“, 13. januar 1967, NATO’s arkiver, NISCA 

4/10/1. 

9 “Harmelplanen: NATO’s fremtidige opgaver“, indberetning af 18. februar 1967 fra den danske repræsentation 

i NATO, UM 5.E.110.d. I en indberetning til udenrigsministeriet fra december 1966 

gav ambassadør Eggert Knuth udtryk for en vis ærgrelse over, at Belgien havde taget têten i spørgs- 


syntes „relativt lovende“, hvilket især skyldtes den aktuelle udenrigspolitiske 

situation og det forhold, at det danske syn på alliancens udvikling „i dag i 

store træk deles af lande som Norge, Canada, Storbritannien og Frankrig.“ 10 

Lighedstrækkene mellem fransk og dansk udenrigspolitik gjaldt formentlig 

særligt den aktive indsats for at skabe og vedligeholde kontakter med østblokken, 

mens det franske syn på alliancens rolle i forholdet til østlandene afveg 

betydeligt fra den danske opfattelse. Dog delte man i København den franske 

reservation over for udvidelser af alliancens politiske konsultationsapparat. 

Det fælles britisk-danske fodslag sås bl.a. i synet på détentens rolle i alliancens 

fremtidige virke. Som den britiske repræsentant erklærede, var alle NATOlandene 

bevidste om, at der var en ny atmosfære i Øst-Vest-forholdet, og at alliancen 

ikke udelukkende skulle beskæftige sig med forsvar og afskrækkelse, 

men også, håbede han, i stigende omfang med détente. 11 Storbritanniens syn 

på afspændingsmulighederne var formentlig det mest optimistiske blandt 

NATO’s større magter. Under rapportens slutfase arbejdede den britiske repræsentant 

tæt sammen med Danmark og aflagde således besøg i København 

og Oslo. Det var dog især Norge og Canada, der lå på linje med Danmark, og 

ifølge udenrigsministeriet udgjorde de tre lande sammen „en mere aktiv fløj, 

der arbejder mod at modernisere NATO.“ 12 

Trusselsopfattelsen 

Et af de centrale spørgsmål i Harmel-studiet var synet på Sovjetunionens politik 

og mål, og dermed karakteren af den sovjetiske trussel. Der tegnede sig 

her en vis uoverensstemmelse mellem medlemslandene. Hvor især USA anså 

truslen fra øst for at være konstant, og de sovjetiske afspændingspolitiske initiativer 

for at være politisk fernis og spilfægteri, bevægede de europæiske 

NATO-landes trusselsvurderinger sig i retning af en vigende østlig trussel. 

Medens truslen fra øst i den kolde krigs første mange år havde udgjort det 

bindemiddel, som kittede alliancen sammen, var tiden nu en anden. Frygtens 

cement, som den tidligere amerikanske udenrigsminister Dulles havde døbt 

denne sammenhængskraft, var ved at smuldre. I en amerikansk analyse fra 

maj 1966 blev det understreget, at der blandt de vesteuropæiske lande var 

målet om NATO’s fremtidige målsætninger. Dermed havde Belgien overhalet Danmark (og Norge 

og Frankrig) indenom. „Le ’plan Harmel’“, indberetning af 22. december 1966 fra den danske ambassade 

i Bruxelles, UM 5.E.110.d. 

10 “Harmelplanen: NATO’s fremtidige opgaver“, indberetning af 18. februar 1967 fra den danske repræsentation 

i NATO, UM 5.E.110.d. 

11 „Remarks by Mr. George Thomson to the North Atlantic Council on 15 February“ [1967], NATO’s 

arkiver, NISCA 4/10/1. 

12 Notits af 19. september 1967, UM 5.E.110.d. Nødvendigheden af et frisk pust blev dog delt af flere 

lande, bl.a. Holland, der undervejs kritiserede undersøgelsen for ikke i tilstrækkelig grad at medvirke 

til at åbne vinduer. 


ed enighed om, at der i Sovjetunionen og Østeuropa var sat liberale kræfter 

i gang, som kunne og måtte stimuleres. Videre blev det slået fast, at flerheden 

af NATO-landene fandt truslen fra øst mindsket. Ifølge den amerikanske 

administration tegnede der sig to grundsynspunkter som yderpoler i den 

udbredte opfattelse af den vigende trussel: Den ene anså selve kommunismen 

og det sovjetiske system for grundlæggende ændret, hvorfor risikoen for aggression 

var usandsynlig. Den anden anså det dalende trusselsniveau som et 

produkt af den amerikanske militære garanti gennem NATO. Som den amerikanske 

administration understregede, udgjorde de fleste af landenes opfattelser 

af den sovjetiske trussel en blanding af disse to yderpoler. 13 

Beslægtede synspunkter kom til udtryk i en analyse fra NATO’s internationale 

stab under Harmel-studiets tidlige fase. Her blev der gjort overvejelser 

over de forventede hovedsynspunkter i alliancen. Ud over at påpege, at der 

blandt NATO-landene sandsynligvis ville være konsensus om, at den sovjetiske 

trussel var blevet mindre, gik de to yderpoler fra den amerikanske analyse 

igen blandt de mest sandsynlige forklaringer herpå. Argumentet om, at det 

var afskrækkelseseffekten – enten den amerikanske atomare kapacitet alene 

eller NATO’s samlede styrke – der førte til et fald i truslen fra øst, blev kommenteret 

som formentlig sandt. For så vidt angik argumentet om, at forklaringen 

på den vigende trussel skulle findes i en grundlæggende ændret sovjetisk 

holdning i retning af en fredelig udvikling af deres eget land, var det 

ifølge analysen muligt, men kunne ikke fastslås med sikkerhed. Et yderligere 

potentielt argument for mindskelse af truslen, nemlig en svækkelse af Sovjetunionen 

og dets allierede, blev også nævnt, men det var en forklaring, der 

ifølge NATO-analysen bestemt ikke var sand. 14 Som yderligere faktorer bag 

den vigende trusselsopfattelse fremhævede både USA og NATO den øgede 

velfærd i Vesteuropa som en medvirkende årsag til svækkelse af det vesteuropæiske 

fokus på militær sikkerhed og trusler. Som NATO’s internationale stab 

formulerede det, medførte velfærdsforøgelsen, at man ikke længere tænkte 

på kriser, men blot „ville videre“. 15 Især fra amerikansk side blev udviklingen 

i trusselsvurderingen desuden anset for at være under indflydelse af faktorer 

som for eksempel ønsket om reduktion af militære udgifter eller fastholdelse 

af disse på et lavt niveau. Et fænomen, der med amerikanske øjne havde tendens 

til at øge den tiltrækningskraft, der lå i tesen om, at Moskva havde forandret 

sig. Imidlertid mente USA ikke, at andre end Frankrig havde draget 

13 „Western Europe: Problems and Prospects“, National Intelligence Estimate, no. 20-66, 12. maj 

1966, Lyndon B. Johnson Library, NSF, National Security Estimates, box 5. 

14 Tilsvarende rummede analysen også mulige argumenter og tolkninger bag en øget sovjetisk trussel. 

“Resolution on Future Tasks of the Alliance – C-M(66)145“, 9. januar 1967, NATO’s arkiver, 

NISCA 4/10/1. 




den konklusion, at NATO som følge af denne udvikling var blevet gjort overflødig. 

16 En vurdering, som blev klart bekræftet under Harmel-studiet, hvor et 

af omdrejningspunkterne var NATO’s stadige rolle som sikkerhedsgarant og 

dermed som skaber af omstændighederne for afspændingsskridt. 

Fra begyndelsen af Harmel-studiet lagde man fra dansk side vægt på en revision 

af opfattelsen af hovedfjendens politik. Chefen for udenrigsministeriets 

politisk-juridiske afdeling, Gunnar Seidenfaden, noterede i en analyse fra 

februar 1967, at alliancens hovedinteresse måtte ligge i en undersøgelse af 

„modpartens hensigter“, og spurgte derfor: „Har Sovjetunionens kommunisme 

den korstogsånd, som man traditionelt hidtil har tillagt den, og som et 

flertal, i hvert fald USA tillægger den?“ Skulle Sovjetunionens politik forstås 

således, at den som nationalstat og stormagt havde en „indbygget ekspansionstrang“? 

Eller var den sovjetiske politik snarere præget af en „rodfæstet 

frygt, som gør dens forsvar aggressivt og som er forskellig fra og farligere end 

stormagternes normale trang til at sikre sig venner og lydstater?“ 17 Seidenfadens 

antydning af, at vurderinger af Kremls politik i nogen udstrækning 

burde gentænkes, kom også til udtryk i en række kommentarer, som 

Seidenfaden fremsendte i forbindelse med et nærmere studie af Sovjetunionens 

politik. Seidenfaden, der tidligere havde været ambassadør i 

Moskva, anførte bl.a., at „det er et faktum, at idéen om en verdensrevolution 

nu er blevet modificeret. I dag er det primære interne mål at opbygge og konsolidere 

kommunismen.“ 18 Den tolkning lå tæt op ad den ene yderpol, som 

de amerikanske myndigheder havde nævnt, nemlig at det var den sovjetiske 

holdning, der dikterede ændringen i trusselsopfattelse. Danske myndigheder 

var dog ikke blinde for betydningen af afskrækkelsen, der blev beskrevet som 

„forudsætningen for enhver détente-situation.“ 19 

De danske myndigheder noterede sig, at der eksisterede uenighed i alliancen 

om, hvorledes truslen fra øst skulle bedømmes. I foråret 1966 havde den 

danske ambassade i Washington vurderet: „Bortset fra Vesttyskland tillægger 

de europæiske NATO-lande ikke i samme grad som USA Sovjetunionen aggressive 

hensigter.“ 20 Ifølge udenrigsministeriet var det nordatlantiske råd i 

spørgsmålet om trusselsopfattelsen gået rundt „om den varme grød“, bl.a. på 

grund af „komplet uenighed mellem de reaktionære og mere fordomsfri ret- 

16 „Western Europe: Problems and Prospects“, National Intelligence Estimate, no. 20-66, 12. maj 

1966, Lyndon B. Johnson Library, NSF, National Security Estimates, box 5. 

17 Notits af 22. februar 1967, udfærdiget af chef for udenrigsministeriets politisk-juridiske afdeling 

G. Seidenfaden, UM 5.E.110.d. 

18 „Danish Comments to the Questions on the Soviet Union in Annex I, pp. 13-14, in the 

Rapporteur’s Paper of May 6, 1967“, 22. juni 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/4/1. 

19 „Harmel-drøftelser i 1. undergruppes første møde d. 17.april 1967“, referat af 28. april 1967, UM 

5.E.110.d. 

20 “NATO: USA og Europa“, indberetning af 6. april 1966 fra den danske ambassade i Washington, 

UM ad.5.E.126. 


ninger.“ 21 Statsminister Krag gav sin tilslutning til, at man fra dansk side søgte 

at fremme alliancens udvikling i denne „fordomsfri retning“, et begreb, som 

vel i hovedsagen dækkede over en allerede etableret dansk politisk kurs. 

Denne „fordomsfri retning“ omfattede ikke blot den konkrete opfattelse af 

Sovjetunionens politik, men også hvorledes alliancens egen politik skulle udvikle 

sig. De to forhold var tæt vævet sammen. Sovjetunionens målsætninger 

var blandt de væsentligste parametre i vægtningen af afspændingen i NATO’s 

politik. Alligevel kan beslutningen om at fremme afspænding næppe udelukkende 

ses som konsekvens af en mindsket trusselsopfattelse. Drivkraften bag 

afspændingspolitikken var langt rigere facetteret. Alene det faktum, at overvejelser 

omkring afspænding havde figureret blandt centrale politiske hensyn 

ikke blot i Danmark gennem det meste af den kolde krig, men også i f.eks. 

Storbritannien fra slutningen af 1950’erne, antyder, at ønsket om en øget afspændingspolitisk 

indsats ikke nødvendigvis hang sammen med en lav trusselsopfattelse. 

På trods af, at der således ikke på forhånd bestod noget givent 

forhold mellem afspændingsønske og trusselsopfattelse, er der næppe tvivl 

om, at den danske opfattelse af, at østblokkens intentioner ikke skulle anses 

for helt så aggressive som hidtil antaget, virkede yderligere befordrende for 

fastsættelsen af en afspændingsorienteret kurs. 

Under det videre arbejde med Harmel-studiet redegjorde danske myndigheder 

ved flere lejligheder for Danmarks syn på den mindskede trussel fra 

øst. Da den danske NATO-ambassadør Henning Hjorth-Nielsen redegjorde 

for den danske holdning i et brev til lederen af undergruppe II, den tidligere 

belgiske statsog udenrigsminister og generalsekretær for NATO, Paul Henri 

Spaak, skrev han, at Danmark formentlig stærkere end visse NATO-lande 

fandt, at „den såkaldte østlige trussel mod Europa har vist tegn på at være 

gradvist vigende“. 22 Dette fald i trusselsniveau, bemærkede NATO-ambassadøren, 

skyldtes i hovedsagen NATO. Han slog dog samtidig fast, at man fra 

dansk side var klar over, at nye farer var under udvikling i Østen. En udvikling, 

som der dog ifølge ambassadøren ikke var stor forståelse af i den danske 

offentlighed på grund af Vietnam-krigen. 23 I det dansk-norske tekstudkast til 

den endelige rapport var behandlingen af Sovjetunionens mål og truslen fra 

øst præget af en vis forsigtighed i formuleringerne. Således blev det slået fast, 

at selve ’koldkrigskonceptet’ var ved at miste relevans for alliancens politik. 

Ganske vist blev eksistensen af fortsatte alvorlige risici ikke afvist, da der trods 

en mindskelse af den politiske og militære trussel mod Vesteuropa stadig ikke 

var fundet en løsning på de problemer, der lå bag spændingen mellem Øst og 

Vest. Dette gjaldt ikke mindst det tyske problem. Så længe det forholdt sig så- 

21 Notits af 22. februar 1967, udfærdiget af chef for den politisk-juridiske afdeling G. Seidenfaden, 

UM 5.E.110.d. 

22 Brev af 12. juli 1967 fra den danske NATO-ambassadør, H. Hjorth-Nielsen, til Paul Henri Spaak, 

NATO’s arkiver, NISCA 4/10/4/2. 

23 Sst. 


dan, indebar den internationale situation ifølge det dansk-norske udkast 

endnu farlige risici for konflikter. 24 Et synspunkt, som i store træk fandt vej til 

den endelige rapport – dog uden den indledende bemærkning om den vigende 

politiske og militære trussel. Den dansk-norske udlægning af den sovjetiske 

trussel var udtryk for en lavere trusselsopfattelse end de formuleringer, 

der optrådte i de videre forarbejder til den endelige rapport. Alligevel fandt 

man åbenbart hverken fra dansk eller norsk side anledning til at give udtryk 

for reservation. Hverken hvad angik den politiske substans eller de valgte formuleringer. 

25 Om end der kan observeres en vis uoverensstemmelse mellem 

på den ene side den danske (og norske) holdning og på den anden side den 

trusselsopfattelse, der kom til udtryk i det endelige produkt, blev synet på 

Sovjetunionens mål og politik tilsyneladende aldrig et afgørende konfliktpunkt 

under det danske arbejde med Harmel-studiet. Forklaringen skal formentlig 

især findes i, at danske myndigheder, trods tendens til at operere 

med et relativt lavere trusselsniveau, ingen illusioner havde om Sovjetunionens 

politiske mål og forsøg på at påvirke den vestlige politik, isolere Tyskland 

i NATO og inddæmme USA’s indflydelse på kontinentet. 

NATO’s formål gentænkt: militær sikkerhed og afspænding 

Harmel-studiet ledte frem til en omdefinering af alliancens formål, der i den 

endelige rapport blev beskrevet som tvedelt: Den første af NATO’s hovedopgaver 

blev beskrevet som opretholdelsen af „tilstrækkelig militær styrke og politisk 

solidaritet til at hindre aggression og andre former for pres samt at forsvare 

medlemslandenes territorium, hvis aggression skulle finde sted.“ I rapporten 

blev det videre understreget, at en række centrale europæiske sikkerhedsproblemer, 

især det tyske, endnu ikke havde fundet sin løsning, hvorfor 

den europæiske sikkerhedssituation endnu ikke var stabil, og muligheden for 

kriser ikke kunne udelukkes. „Under disse forhold“, fortsatte rapporten, „vil 

alliancen i fornødent omfang opretholde et tilstrækkeligt militært potentiel 

til at sikre styrkebalancen og derved skabe et klima af stabilitet, sikkerhed og 

tillid.“ Det var i dette klima, at alliancens anden hovedopgave, afspændingen, 

skulle udføres: Opgaven bestod i at „fortsætte bestræbelserne på at gøre fremskridt 

i retning af et mere stabilt forhold, hvor de bagvedliggende problemer 

kan løses.“ Herefter slog rapporten fast, at militær sikkerhed og afspænding 

ikke stred mod hinanden, men supplerede hinanden, og det fælles forsvar virkede 

stabiliserende og var en nødvendig forudsætning for afspændingsbestræbelserne. 

Denne passus afsluttes med at det blev slået fast, at „[v]ejen til 

24 „Draft“. Tilføjet i hånden: ’Danish-Norwegian notes’, udateret udkast, udfærdiget november 1967, 

NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6. 

25 „Notits til udenrigsministeren“, 14. oktober 1967, udarbejdet af Niels Boel, UM 5.E.110.d. 


fred og stabilitet i Europa hviler specielt på konstruktiv brug af alliancen i afspændingens 

tjeneste.“ 26 

Denne grundlæggende opfattelse af dobbeltheden i alliancens formål, 

hvor det militære aspekt blev suppleret med det afspændingspolitiske, var 

helt i overensstemmelse med dansk sikkerhedspolitisk tankegods. Således 

havde H.C. Hansen allerede på et NATO-topmøde i Paris i december 1957 

understreget den „afgørende betydning“ af, at det blev „klart for enhver, at 

NATOs militære styrker kun har to formål: at afskrække fra angreb og om fornødent 

at forsvare vore lande og vor frihed, samt at bevare muligheden for 

forhandlinger, som i sidste ende har det ene mål: afspænding og afrustning 

og forståelse mellem øst og vest.“ 27 

Under Harmel-studiet arbejdede danske myndigheder for at betone alliancens 

afspændingspolitiske opgaver. Den nye formelle tvedeling af alliancens 

hovedmål som Harmel-rapporten knæsatte, kom da også til udtryk i et dansknorsk 

tekstudkast fra november 1967 til den endelige rapport. 28 Baggrunden 

for det dansk-norske udkast til rapporten var ifølge udenrigsministeriet et 

dansk standpunkt (med norsk tilslutning) om, at der ud over en intern arbejdsrapport 

skulle udfærdiges en rapport til brug for offentliggørelse. Den 

danske statsminister havde fundet, at det „både af udenrigs- og indenrigspolitiske 

grunde“ var af stor betydning, at man kunne præsentere offentligheden 

for „konkrete og positive resultater af Harmel-studiet.“ Den offentlige 

rapport skulle ifølge det danske udenrigsministerium fremstille NATO’s to 

fremtidige arbejdsopgaver på en måde, der betonede afspændingselementet 

i alliancens politik, medens det ideologiske og antikommunistiske element 

blev nedtonet. På baggrund af det dansk-norske ønske vedtog alliancen, at de 

to skandinaviske lande kunne udfærdige et udkast til det papir, der skulle offentliggøres 

i forbindelse med NATO’s ministerrådsmøde i december 1967. 29 

På et møde i udenrigspolitisk nævn i december 1967 erklærede udenrigsminister 

Hans Tabor, at formuleringen om NATO’s dobbelte formål i 

Harmel-rapporten var bygget på et dansk-norsk udkast. Den opfattelse gik 

igen i udenrigsministeriets egne senere redegørelser. 30 Imidlertid blev den 

26 „The Future Tasks of the Alliance, report of the Council, Ministerial Communiqué, North Atlantic 

Council, Brussels 13 th -14 th December 1967“, http://www.nato.int/docu/comm/49-95/c671213b. 

htm; Her bragt i udenrigsministeriets oversættelse fra „Udviklingen inden for NATO 1966-67“, Udenrigsministeriet 

1968, bilag 15, s. 67-68. 

27 Citeret efter Poul Villaume, Allieret med forbehold. Danmark NATO og den kolde krig. En studie i dansk 

sikkerhedspolitik 1949-1961, 1995, s. 552. 



29 „Harmel-planen. Standpunktet ved udgangen af 1967“, notits af 26. september 1967, udfærdiget 

af G. Seidenfaden, UM 5.E.110.d. 

30 Udviklingen inden for NATO 1966-67, Udenrigsministeriet 1968, s. 25-26; Regeringsudvalget vedrørende 

Danmarks sikkerhedspolitik, Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik. En redegørelse fra det sagkyndige 

udvalg under regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, Udenrigsministeriet 1970, s. 

232. 


omtalte centrale passus i rapporten om NATO’s to hovedopgaver skitseret så 

tidligt som 1. september 1967 af lederen af Harmel-studiets undergruppe III, 

den netop hjemvendte amerikanske ambassadør i Moskva, Deputy Under 

Secretary of State, Foy D. Kohler. 31 Det var denne formulering, som gik igen 

i det dansk-norske udkast. Den endelige formulering, der kom til at optræde 

i rapporten var i øvrigt bygget på et senere belgisk udkast. Det var også i dette 

belgiske udkast, og altså ikke i det dansk-norske forarbejde, at den lige så ofte 

citerede passus om militær sikkerhed og afspænding som komplementære 

størrelser først optrådte, selv om tilsvarende formuleringer havde optrådt i arbejderne 

fra Foy Kohlers undergruppe III. 

Dansk-norsk verbal indflydelse på Harmel-rapporten ses dog i formuleringen: 

„i dette klima af sikkerhed, som er tilvejebragt af alliancerne, kan 

medlemslandene føle større frihed til at forfølge individuelle afspændingspolitikker.“ 

Koblingen mellem de to opgaver var efter alt at dømme en dansknorsk 

formulering. Selve tankegangen var dog ikke udtryk for en særlig dansk 

(eller norsk) tilgang, men optrådte også i et af forarbejderne til undergruppe 

I’s rapport. 32 Endvidere lå rapportens ovennævnte passus om muligheden for 

udvikling af kriser og tysklandsproblemet tæt op ad de dansk-norske formuleringer. 

33 Selv om Danmark var blandt de lande, der mest konsekvent arbejdede 

for at fremme afspændingsdimensionen i gentænkningen af NATO’s 

opgaver, var de danske tanker om alliancens dobbelthed altså langt fra 

unikke. I vid udstrækning var de danske holdninger til afspændingens fremtidige 

placering i NATO’s virke repræsentative for brede kredse inden for alliancen. 

Dette betød dog ikke, at der var fuld enighed om NATO’s rolle som 

afspændingsredskab. Udenrigsministeriet fremhævede selv Tyrkiet og Grækenland 

som lande, der så med modvilje på Harmel-processen, da de fandt, 

at afspændings- og détente-bestræbelser var uønskelige, og at NATO udelukkende 

skulle være en stærk militær og antikommunistisk organisation. 34 Men 

også Frankrig havde reservationer over for, at alliancen skulle påtage sig konkrete 

afspændingspolitiske opgaver. Tiltag til mindskelse af den internationale 

spænding måtte ske på rent bilateral basis, fastholdt Paris. Også den vesttyske 

regering indtog på en række punkter en stærkt reserveret holdning til 

31 Formuleringen kan spores tilbage til et udkast af Kohler fra juli 1967. “Memorandum for 

Rapporteurs. Subject: Future of the Alliance Study“, 18. juli 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/5; 

„The Future Security Policy of the Alliance. Report by the Rapporteur, Mr. Foy D. Kohler, USA, final 

draft 1 September 1967“, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/4/3. 

32 Udkast fra Sub-Group 1 (East-West Relations), NATO’s arkiver, NISCA 4/10/4/1. 


NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6; „Draft report“, udateret belgisk udkast, udfærdiget november 1967, 

NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6. Ifølge den ansvarlige sekretariatsmedarbejders oplysninger til danske 

myndigheder mindede sproget i den endelige rapport på en række punkter om det, der var anvendt 

i det dansk-norske udkast. Indberetning af 14. november 1967 fra den danske repræsentation 

i NATO, udfærdiget af H. Hjorth-Nielsen, UM 5E.110.d. 

34 „Harmel-planen. Standpunktet ved udgangen af 1967“, notits af 26. september 1967, udfærdiget 

af G. Seidenfaden, UM 5.E.110.d. 


visse afspændingspolitiske spørgsmål. Ikke mindst da Bonn anså den eksisterende 

afspænding for ret begrænset, for ikke at sige en illusion. 35 

NATO som afspændingsredskab? 

Siden Harmel-studiet tog form i begyndelsen af 1967, havde man fra dansk 

side støttet fremhævelsen af NATO’s rolle som afspændingspolitisk redskab. 

Ganske vist havde danske myndigheder forud for de nærmere NATO-drøftelser 

gjort sig overordnede, meget principielle overvejelser om, hvilken rolle 

afspændingen skulle spille i NATO’s fremtidige virke. Da „afskrækkelsen er 

ved at udvikle sig til en rutinesag“ måtte det ifølge en analyse af chefen for 

udenrigsministeriets politisk-juridiske afdeling, Gunnar Seidenfaden, overvejes, 

om NATO havde en opgave „der går videre end at opretholde status 

quo.“ Burde afspændingspolitikken have „NATO-etikette“, blev der spurgt i 

analysen. Bag spørgsmålet lå angiveligt en bekymring for, at man fra østlig 

side kunne tvivle om oprigtigheden, når NATO præsenterede forslagene. Det 

blev dog hurtigt slået fast, at NATO udgjorde det naturlige forum for afspændingstiltag. 

36 Dette var også i tråd med statsminister Krags udmeldinger i foråret 

1966 om, at NATO’s afspændingspolitiske opgave skulle fremmes. 37 Et af 

argumenterne for at NATO havde en afspændingspolitisk opgave, lød, at den 

atomare afskrækkelse ikke blot var grundlaget for sikkerheden, men også afspændingen, 

og da NATO havde sikret afskrækkelsen, måtte NATO naturligt 

være et af de steder, hvor afspændingspolitiske overvejelser fandt sted. 38 

Medens det således hurtigt stod klart, at NATO havde en rolle at spille, gav 

den nærmere udstrækning af denne rolle anledning til overvejelse i København. 

Det grundlæggende danske synspunkt var, at afspændingstiltag kunne 

bygge på såvel bilaterale som multilaterale tiltag, hvilket lå i forlængelse af de 

holdninger, de danske beslutningstagere havde givet udtryk for, som drøftelserne 

om sikkerhedskonferencen skred frem (se ovenfor kapitel 37). 

Den faktiske udstrækning af den multilaterale tilgang og dermed af NATO’s 

konkrete rolle i afspændingsprocessen fremgik dog ikke entydigt af de dan- 

35 Det begyndende vesttyske kursskifte var allerede kommet til udtryk under de såkaldte trilaterale 

forhandlinger med USA og Storbritannien. Men selv om Forbundsrepublikkens konsekvente genforeningspolitik 

i midten af 1960’erne undergik nogen udvikling i retning til en vis villighed til at sætte 

forbedring af Øst-Vest-klimaet i Europa før genforeningsspørgsmålet, blev det fastholdt, at afspændingstiltagene 

ikke på nogen måde måtte forhåndsafgøre genforeningsspørgsmålet. Wenger, “Crisis 

and Opportunity“, s. 9; „Meeting of the Secretary General with Panel Group from United States 

Association from the United Nations“, 15. november 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6. 


UM 5.E.110.d. 

37 „Nye opgaver bør overvejes for NATO i dag“, kronik af Jens Otto Krag, „Information“ 5. maj 1966; 

Tale i Aachen ved modtagelse af Karls-pris, jf. kapitel 37. 

38 „Harmel-drøftelser i 1. undergruppes første møde 17. april 1967“, referat af 28. april 1967, UM 

5.E.110.d. 


ske overvejelser. Ligesom det havde været tilfældet 

med det danske arbejde i forbindelse 

med sikkerhedskonferencen, var de danske 

udmeldinger præget af en vis uklarhed, hvad 

angik den rolle, som NATO faktisk skulle 

spille. Efter alt at dømme var det grundlæggende 

danske synspunkt, at NATO skulle stimulere 

og virke aktivt for afspænding, men at dette ikke måtte få indflydelse 

på de bilaterale tilnærmelser. Tydeligst blev det formuleret af Krag under ministerrådsmødet 

i juni 1967. Her anførte Krag, at han ikke foreslog, at „NATO 

som sådan skal gå i dialog med de østeuropæiske lande som blok“, men at 

man i stedet ville opnå de bedste resultater, hvis „medlemslandene fortsætter 

med at fremme deres individuelle bestræbelser for at fremme det almindelige 

afspændingsbillede. I denne proces er NATO et uvurderligt forum for overvejelser 

og konsultationer“. 39 En opfattelse, der ikke lå langt fra indholdet af 

interne drøftelser i Harmel-studiets undergruppe I i september 1967, hvor 

der var enighed om, at NATO udgjorde et glimrende forum for at skabe harmonisering 

på den vestlige side og for at fastholde en nødvendig grad af koordination 

i Vestens bilaterale og multilaterale forhandlinger med Øst. 40 

Politisk koordination 

Jens Otto Krag. Handelsminister 1947-50; økonomisk 

rådgiver ved den danske ambassade i Washington 

1950-52; økonomi- og arbejdsminister 1953-57; minister 

for udenrigshandel 1957-1958; udenrigsminister 

1958-1962; statsminister, 1962-1968 og 1971-1972. 

(Folketinget). 

Trods det tilsyneladende fælles fodslag var omfanget af de nævnte politiske 

konsultationer genstand for diskussion. Selv om Hækkerup allerede under 

ministerrådsmødet i juni 1966 havde understreget, at det permanente råd 

burde intensivere sine konsultationer for at formulere nye kollektive eller 

individuelle initiativer, 41 udtrykte Danmark under Harmel-studiet bekymring 

over yderligere styrkelse af alliancens politiske konsultationsordninger, da det 

kunne føre til begrænsning af handlefriheden. Så selv om det danske grundsynspunkt 

i forbindelse med Harmel-drøftelserne var at fremme NATO’s fo- 


40 Wenger, “Crisis and Opportunity“, s. 64; “Future Tasks of the Alliance – Sub-Group I“, udkast af 

11. september 1967 , NATO’s arkiver, NISCA 4/10/4/1. 




kus på og virke for at fremme afspænding mellem Øst og Vest, var den danske 

regering forsigtig med at gå for langt i sin understregning af NATO’s konkrete 

rolle i disse afspændingsbestræbelser. Da udenrigsminister Tabor i oktober 

1967 mødtes med Dean Rusk og udtrykte sin støtte til Harmel-studiet, 

understregede han da også som eneste forbehold, at man fra dansk side ikke 

støttede så vidtgående konsultationer. 42 Kort efter udtrykte den danske repræsentant 

i undergruppe I også dette syn, da han i Rådet præsenterede den 

danske regerings holdning til Harmel-planen. Med hensyn til politiske konsultationer 

var den danske holdning, at alle medlemslandene jo med den eksisterende 

ordning havde mulighed for „at bringe noget frem.“ Hvorfor så 

ændre det, spurgte den danske repræsentant. Den permanente repræsentation 

udgjorde efter dansk mening et fuldt tilstrækkeligt instrument til at foretage 

den nødvendige koordination. 43 

Imidlertid var det en vanskelig balancegang at øge NATO’s afspændingsindsats 

uden samtidig at styrke konsultationsapparatet. Dilemmaet fremgik 

klart af en intern dansk analyse fra september 1967, hvor det blev understreget, 

at „stærkere fremhævelse af NATO’s rolle som protagonist for afspændingen 

mellem Øst og Vest“ indeholdt den indbyggede fare, at når Danmark 

„på sin side fremhæver NATO’s rolle til at fremme afspændingen, gribes tanken 

straks af andre, som med hovednik siger, at NATO skal være stedet, hvor 

vi koordinerer og reelt kontrollerer afspændingspolitikken for at forhindre, 

at de enkelte lande gør dumheder.“ 44 Derfor havde man også fra dansk side 

tidligere fremhævet nødvendigheden af at tilsikre, at „de enkelte lande kunne 

handle uden forudgående konsensus fra NATO, men dog ud fra bevidstheden 

om ansvaret over for de allierede.“ 45 Dette, forklarede den danske repræsentant 

sine NATO-kolleger i undergruppe I, kunne føre til en „gradvis elimination 

af knuder mellem Øst og Vest – og dermed mulighed for at føre processen 

hen mod løsningen af det tyske problem. Derfor, sluttede han, var det 

urigtigt, at „bilaterale tiltag kunne føre til isolering in casu af Vesttyskland.“ 46 

Til trods for de vanskeligheder, der var forbundet med en styrket politisk 

kontrol med de enkelte medlemslandes afspændingspolitiske tiltag, fandt de 

danske myndigheder, at det nok i nogen udstrækning kunne lade sig gøre „at 

finde udtryk, der med god vilje kan fortolkes forskelligt alt efter, hvor fortolkerne 

lægger hovedvægten.“ 47 

42 „Udenrigsministerens samtale med udenrigsminister Rusk“, 23. oktober 1967, UM 5.E.110.d. 

43 „Déclaration du Danemark“, erklæring fra J. Paludan i ’Special Group’, 7. november 1967, 


44 Brev af 29. september 1967 fra chef for den politisk-juridiske afdeling J. Paludan, UM 5.E.110.d. 

45 “Harmel-drøftelser i 1. undergruppes første møde d. 17. april 1967 “, referat af 28. april 1967, UM 

5.E.110.d. 

46 Referat af møde i 1. undergruppe, 25. maj 1967, UM 5.E.110.d. 

47 Brev af 29. september 1967 fra chef for den politisk-juridiske afdeling J. Paludan, UM 5.E.110.d. 


Selv om danske myndigheder således forudså, at smidige ordvalg kunne sikre 

bibeholdelse af den politiske bevægelsesfrihed, var der risiko for, at NATO’s 

øgede konsultative og koordinerende rolle kunne få uheldige bivirkninger 

ved at smitte af på andre politiske sagsområder, som ikke blev anset for at 

være i dansk interesse. Dette gjaldt især ’out of area’ og spørgsmålet om den 

ideologiske vinkel i NATO’s virke. Danske myndigheder fandt, at „[f]or så 

vidt tanken om at forvandle NATO til en ’politisk alliance’ ikke dækker mere 

end foranstående [at fremme détente], er alt jo godt. Går tanken videre, ser 

det på den anden side sortere ud for os.“ 48 Danmark stod altså stadig klart 

skeptisk over for at lade NATO spille en større politisk rolle. Det gik derfor 

ifølge udenrigsministeriet an „herhjemme at føre en NATO-politik med henvisning 

til Tyskland (løsning), herunder nedrustning og umiddelbare sikkerhedsproblemer. 

Derimod går det ikke an at tale om out of area. Og vi kan slet 

ikke lægge os ind under Vietnam og Angola, osv.“ 49 En formulering, der var i 

tråd med en kommentar af statsminister Krag til en udenrigsministeriel notits 

fra februar 1967 om den danske tilgang til Harmel-drøftelserne. Her havde 

Krag noteret, at man skulle holde sig til NATO-området, men havde „ret og 

pligt til at kritisere f.eks. Vietnam og Angola.“ 50 

Da den endelige Harmel-rapport skulle udfærdiges, var ’out of area’ da 

også det eneste spørgsmål, hvor Danmark klart nævnes som modstander af 

bestemte formuleringer. Sammen med Canada, Norge og Frankrig ville danskerne 

ikke anerkende en passus om, at NATO ikke var instrument for operationer 

uden for området, men at medlemmerne i deres egen interesse var 

tvunget til at koordinere deres politikker. Denne modstand blev af NATO’s 

internationale stab karakteriseret som ’grundlæggende uenighed’. 51 

De danske reservationer over for en for stor udvidelse af NATO’s politiske 

konsultationsordning var imidlertid ikke udelukkende motiveret af den principielle 

politiske bekymring over at miste indflydelse og blive involveret i uønskede 

politiske spørgsmål. De var også motiveret af et mere taktisk betonet politisk 

hensyn, nemlig den forventede franske politik. Frankrig var klar modstander 

af en øget politisk rolle for NATO og insisterede på, at afspændingstiltag 

skulle foregå bilateralt, og at NATO ingen selvstændig funktion skulle 

have i afspændingsprocessen, men kun eventuelt spille en yderst beskeden 

rolle som konsultationsorgan. Selv om man fra dansk side også var interesseret 

i at undgå, at den politiske koordination udviklede sig til en politisk spæn- 

48 Sst. 

49 Sst. 

50 Brev af 22. februar 1967 fra chef for den politisk-juridiske afdeling G. Seidenfaden, UM 5.E.110.d., 

med kommentar af statsminister J.O. Krag. Statsministerens kommentar til Seidenfadens notat blev 

også fremhævet i det ovenfor citerede brev af 29. september 1967 fra J. Paludan. 

51 Også Italien forholdt sig reserveret til denne passage, men det stod ikke klart for NATO’s analytikere, 

hvor stærk og principiel den italienske modvilje var. “Future Tasks of the Alliance: Study of the 

issues“, 20. oktober 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6. 


detrøje og delte den franske modvilje over for politiske konsultationer, særligt 

hvad angik ’out of area’ spørgsmål, var Danmark væsentligt mere indstillet 

end Frankrig på at forøge NATO’s politiske rolle med henblik på konkrete 

Øst-Vest problemer. 52 

Det var ikke kun Danmark, der var indstillet på at finde kompromiser med 

Frankrig, der forholdt sig stærkt kritisk til udviklingen i Harmel-studiet. 

NATO’s generalsekretær Manlio Brosio havde over for den vesttyske udenrigsminister 

erklæret, at han selv var mest stemt for at finde en form for minimumsløsning 

på détente-spørgsmålet af hensyn til Frankrig og udskyde de 

nærmere ordninger omkring konsultationsspørgsmålet til senere. Heller ikke 

fra britisk hold var man interesseret i en rapport, der var uacceptabel for den 

franske regering, men foretrak i stedet, at man sigtede efter et dokument, 

som franskmændene kunne anerkende, men som samtidig ikke var så svagt, 

at det risikerede at underminere alliancen. 53 

Kun USA var helt fast i mælet over for Paris. Udenrigsminister Rusk afviste, 

at lade sig afpresse af Frankrig. Under et af de afsluttende koordinationsmøder 

meldte Rusks politiske rådgiver, Robert Bowie, endnu skarpere ud, da 

han påpegede, at Frankrig allerede i praksis var ude af alliancen, og at det efter 

den amerikanske regerings opfattelse ikke ville svække alliancen, hvis 

Frankrig forsvandt helt ud af NATO. 54 

De danske myndigheder delte tvivlen om Frankrigs fremtidige tilhørsforhold, 

men var samtidig – modsat amerikanerne – villige til at strække sig langt 

for at undgå de potentielle konsekvenser af fransk modstand og vrede. Den 

stærke franske reservation over for udviklingen i Harmel-studiet motiverede 

således de danske myndigheder til at overveje, hvordan Danmark kunne medvirke 

til at fremme en politisk løsning i NATO, som på samme tid kunne tjene 

den danske interesse i at øge fokus på afspænding og undgå at ophidse Paris 

yderligere. For det første ville en yderligere svækkelse af Frankrigs deltagelse i 

alliancens politiske arbejde optrappe krisen i NATO. Siden forholdet mellem 

Frankrig og resten af alliancen i midten af 1960’erne for alvor begyndte at slå 

sprækker, havde Danmark til stadighed viet spørgsmålet om alliancens indre 

forhold stor opmærksomhed, og det blev anset for uhyre betydningsfuldt, at 

forholdet mellem Frankrig og de 14 ikke led yderligere overlast. For det andet 

kunne en konflikt med Frankrig skabe økonomiske problemer for 

Danmark på grund af den tunge franske placering i fællesmarkedsdiskussionerne 

og dermed indflydelse på mulighederne for dansk optagelse i det euro- 


53 Wenger, “Crisis and Opportunity“, s. 67; “Record of Meeting between the Secretary General and 

the German Foreign Minister at the Foreign Office, Bonn 9 October 1967“, NATO’s arkiver, NISCA 

4/10/6; Meeting of the Rapporteurs of Sub-Groups for Study on Future Tasks of the Alliance, 11. 

oktober 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6; FRUS 1964-1968, vol. XIII, s. 616. 

54 Wenger, “Crisis and Opportunity“, s. 67; Meeting of the Rapporteurs of Sub-Groups for Study on 

Future Tasks of the Alliance, 11. oktober 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6. 


pæiske fællesmarked. For det tredje ville yderligere franske problemer i NATO 

være indenrigspolitisk skadeligt for den danske regering, da allianceopslutningen 

kunne risikere at blive skadet ved yderligere krisetegn i alliancen (se 

nedenfor). 

De danske myndigheder så dog muligheder for at undgå at skabe øget 

fransk misnøje uden at slække på de danske politiske ønsker om forøget allieret 

fokus på afspænding. Således understregede udenrigsministeriet, at 

Krags ovenfor citerede udtalelser fra ministerrådsmødet i juni 1967 om, at det 

ikke var de to alliancer som sådan, men de enkelte medlemslande, der skulle 

føre dialogen, og at NATO’s rolle skulle opfattes som en ’clearingcentral’ for 

udveksling af erfaringer og vurderinger. 55 En formulering, der lå helt i forlængelse 

af en analyse fra Foy Kohlers undergruppe III, hvori det blev slået 

fast, at det hverken var muligt eller ønskeligt at opnå en monolitisk NATO-politik 

i forbindelse med Øst-Vest-forholdet, men NATO-landene burde dog i 

det mindste kunne forvente, at alliancen fungerede som en clearingcentral, 

som skulle hjælpe med at forsyne hvert enkelt medlemsland med et overblik 

over det øjeblikkelige Øst-Vest-forhold og reducere risikoen for, at NATO-landene 

modarbejdede hinanden. 56 Den tilgang, som Krag havde ridset op på 

ministerrådsmødet, ville ifølge udenrigsministeriet næppe kollidere med 

franske synspunkter. Ikke desto mindre måtte danske udtalelser om détente 

formuleres således, at de syntes acceptable for Frankrig. Derfor måtte man 

indhente mere præcise oplysninger om, hvor langt Frankrig faktisk var villig 

til at strække sig i dette spørgsmål. 57 

Under de efterfølgende samtaler med franske myndigheder understregede 

man fra dansk side, at Danmark ikke støttede vidtgående udvidelser af det politiske 

samarbejde, specielt hvad angik ’out of area’ spørgsmål. Når Danmark 

alligevel ønskede at fremme NATO’s rolle i den internationale afspænding, 

skyldtes det ifølge den danske argumentation især indenrigspolitiske hensyn. 

For at imødegå et alvorligt problem i 1969, måtte NATO’s image forbedres således, 

at den offentlige opbakning til alliancemedlemskabet blev sikret. 

Under en drøftelse med den franske ambassadør i Danmark understregede 

den nye chef for udenrigsministeriets politisk-juridiske afdeling, Janus 

Paludan, at det var et dansk ønske „at give alliancen et sådant nyt ansigt, at alliancen 

bliver attraktiv for befolkningen og således, at man undgår, at der stiller 

sig et væsentligt problem i 1969.“ 58 Den franske ambassadør fandt åbenbart 

så „godt fælles terræn“, at han foreslog, at den danske ambassadør i 

Frankrig blev instrueret om at følge sagen op i Paris. Efter en samtale med 


56 “Memorandum for Rapporteurs. Subject: Future of the Alliance Study“, 18. juli 1967, NATO’s arkiver, 

NISCA 4/10/5. 


58 „Harmel-studiet“, 18. oktober 1967, UM 5.E.110.d. 


den franske udenrigsminister Maurice Couve de Murville indberettede den 

danske ambassadør, Erik Schram-Nielsen, at han „med bemærkninger om 

den danske opinion fik Frankrig med på at få Harmel-rapporten til at fremstå 

som et konstruktivt redskab i afspænding.“ 59 Hvorvidt det faktisk var den 

danske diplomatiske indsats, der førte til fransk accept er dog uklart. Under 

alle omstændigheder gjorde Danmark, Norge, Canada og Vesttyskland, støttet 

af Storbritannien og USA, fælles front for at få vedtaget, at ministerrådet 

skulle forelægges en rapport i december 1967. Et forhold, der kan have 

tvunget franskmændene til at anerkende forslaget og søge et kompromis med 

USA på det penible spørgsmål om det politisk konsultative apparat, hvis de 

ville forblive blandt de 15. 60 

Selv om de imødekommende danske udtalelser havde til formål at „stryge 

franskmændene med hårene“, som man formulerede det i det danske udenrigsministerium, 

for at undgå yderligere politiske konfrontationer med 

Frankrig, var den danske argumentation ikke spilfægteri over for Paris. De politiske 

synspunkter, der blev fremlagt, var i vid udstrækning i overensstemmelse 

med de danske holdninger. Som demonstreret ovenfor var den danske 

regering vitterligt bekymrede for out of area perspektivet. Tilsvarende afspejlede 

den danske vægtning af den indenrigspolitiske side af spørgsmålet faktisk 

danske overvejelser. Som udenrigsministeriet påpegede i en notits til 

udenrigsministeren om det franske spørgsmål, var den danske interesse tosidet: 

Ud over en udenrigspolitisk interesse i at „undgå et ’showdown’ med 

Frankrig“ var der en „indenrigspolitisk interesse i, at Harmel-drøftelserne resulterer 

i en klar principiel manifestation af NATO’s vilje til at bidrage aktivt 

til en videreførelse af de aktuelle afspændingsbestræbelser mellem øst og 

vest.“ 61 

1969-perspektivet – Harmel-rapporten som 

indenrigspolitisk modgift 

Da Pierre Harmel præsenterede sit forslag under ministerrådsmødet i december 

1966, gjorde han det klart, at den belgiske regerings ønske om en åben 

debat om NATO’s opgaver bl.a. skulle ses i lyset af traktatens indbyggede mu- 

59 Indberetning af 27. oktober 1967 fra den danske ambassade i Paris, UM 5.E.110.d. 

60 Wenger, “Crisis and Opportunity“, s. 68. Frankrig accepterede, at der blev ført politiske konsultationer 

på tre hovedområder, nemlig europæisk sikkerhed (herunder tysklandsspørgsmålet), nedrustning 

og middelhavsområdet. Mindre end to år senere synes et vist holdningsskifte til politiske 

konsultationer at have fundet sted i det mindste hos dele af den danske udenrigstjeneste. De politiske 

konsultationer i NATO var da blevet udbygget, og denne tendens syntes at fortsætte, ikke 

mindst på grund af USA’s interesse i at styrke konsultationerne. Dette var en udvikling, som det 

ifølge den danske NATO-repræsentation var i dansk interesse at støtte. 

61 „Notits til udenrigsministeren“, 14. oktober 1967, UM 5.E.110.d. 


lighed for udmeldelse efter 20 år. I god tid forinden, argumenterede Harmel, 

burde man gennemføre et studium af alliancens fremtidsmuligheder. 62 

I de indledende analyser fra NATO’s internationale stab blev det vurderet, 

at baggrunden for Harmels ræsonnement i vid udstrækning skulle findes i et voksende 

pres fra opinionen. Der var bred enighed i Vesten om, at verden havde 

undergået markante forandringer gennem de sidste 20 år, men at NATO ikke 

var fulgt med denne udvikling. Særligt den yngre generation opfattede NATO 

som en organisation af i går. NATO’s internationale stab fandt derfor, at man 

måtte nedsætte en gruppe for at finde ud af, hvordan man kunne gøre NATO 

acceptabel for offentligheden. Dette arbejde skulle ledes af ’men of reputation’, 

da befolkningernes accept af studiets resultater dermed måtte forventes 

større. Desuden måtte offentlighedens forventede fokus diktere, at man var meget 

produktiv og f.eks. producerede anbefalinger og iværksatte forskellige tiltag. 63 

Af samme årsag blev det før arbejdets påbegyndelse slået fast, at det også var 

vigtigt, at NATO’s positive rolle for udviklingen mod afspænding blev fremhævet. 

64 Og på baggrund af NATO’s generalsekretær Manlio Brosios samtaler 

med medlemslandenes repræsentanter i studiets indledende faser, slog 

NATO-myndighederne fast, at Harmel-studiet ikke blot skulle være en politisk 

meningsfuld øvelse, men også skulle gennemføres og præsenteres således, at 

offentligheden ville føle sig knyttet til den og ville være i stand til at forstå 

den. Generalsekretær Brosio sanktionerede over for sin stab, at denne tilgang 

stod centralt, da han i en oversigt over Harmel-studiets 11 hovedmål som 

nummer to nævnte retfærdiggørelse af NATO’s fortsættelse over for offentligheden. 

Ifølge Brosio kunne det demonstreres, at alliancen – trods fravær af 

en overhængende trussel – var nødvendig for at fastholde magtbalancen. 65 

Når NATO’s internationale stab således tog disse indrepolitiske hensyn til 

sig, skyldes det, at det langt fra var et isoleret belgisk fænomen. Som en 

62 “Extract from C-R (66) 68 & 69“, 15. december 1966, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1. 

63 „Belgian resolution on the Future Tasks of the Alliance“, 13. januar 1967, NATO’s arkiver, NISCA 

4/10/1. 

„Meeting of Secretary General with selected members of the International Staff: Council Resolution 

on Future Tasks of the Alliance“, 20. januar 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1. Den vesttyske 

NATO-ambassadør gav udtryk for en lignende opfattelse, da han under studiets sidste fase nævnte, 

at hvad angik præsentation af studierne, ville offentligheden næppe være interesseret i en overordnet, 

principiel udtalelse, men at en regulær handleplan for alliancen ville have en stærkere virkning 

på den offentlige mening. Udateret kommentar fra den vesttyske NATO-ambassadør W. Grewe i 

‘Special Group’, november 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6. 

64 “Council Resolution on Future Tasks of the Alliance“, 20. januar 1967, NATO’s arkiver, NISCA 

4/10/1; „Belgian resolution on the Future Tasks of the Alliance“, 13. januar 1967, NATO’s arkiver, 

NISCA 4/10/1. 

65 I det første udkast var det blevet noteret, at denne meget vigtige faktor uden tvivl ville påvirke valget 

af procedure for øvelsen. I den endelige udgave, der var rettet til rådet, blev beskrivelsen af den 

offentlige faktor drejet hen i retning af en mere sprogligt betonet pædagogisk vinkel, og sætningen 

blev fjernet. „Council resolution on the Future Tasks of the Alliance“, 31. januar 1967, NATO’s arkiver, 

NISCA 4/10/1; „Elements for a Paper of the Secretary General to the Council Relative to the 

Future Tasks of the Alliance“, Final, 9. februar 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/1. 


NATO-analyse fastslog, var det et stigende problem for de europæiske regeringer, 

hvordan de offentligt skulle forsvare fortsat medlemskab af NATO. 

Selv de største tilhængere af NATO havde ifølge analysen nu i to år talt for, at 

alliancen skal tilpasse sig ydre og indre vilkår. 66 Under en samtale med Manlio 

Brosio erklærede den vesttyske NATO-ambassadør, Wilhelm Grewe, at det var 

nødvendigt at gøre noget for at tilfredsstille den offentlige mening især i de 

skandinaviske lande og Storbritannien. Dette drejede sig selvfølgelig om détente-spørgsmålet, 

forklarede Grewe. Opmærksomheden omkring opinionens 

forståelse angik imidlertid også Forbundsrepublikken selv. Således erklærede 

udenrigsminister Willy Brandt, at det fra vesttysk side blev anset for 

vigtigt, ikke så meget for den almindelige vesttysker, men for den oplyste offentlige 

mening, at diskussionerne om Øst-Vest-forholdet skulle fortsætte 

inden for alliancens rammer. I det hele taget understregede man fra vesttysk 

side, at alliancens politiske dimension til stadighed havde eksisteret, og ikke 

mindst med de tre vise mænds rapport i 1956 var blevet beskrevet klart. 

Derfor ville der ifølge vesttysk opfattelse ikke blive tale om en omkalfatring af 

alliancens opgaver. Som Grewe fremhævede over for sine kolleger, bestod den 

forhåndenværende opgave snarere i at erindre medlemslandenes befolkninger 

om denne etablerede dobbelthed i alliancens funktion i en tid, 

som adskilte sig markant fra situationen i 1949 og selv i 1956. Dermed ville 

man ifølge Grewe samtidig opnå at besvare spørgsmålet om, hvorfor alliancen 

er uundværlig – selv i en afspændingstid. 67 I ambassadør Grewes talemanuskript 

er bemærkningen om opinionsaspektet ledsaget af en håndskreven 

kommentar i marginen, formentlig noteret af Grewe selv: „Danish public relations 

aspect“. 68 Og da spørgsmålet om sikkerhedskonferencen blev berørt 

kort igen under Harmel-diskussionerne i efteråret 1967, fremgik det af mødereferatet, 

at Danmark igen rejste „the public opinion angle.“ 69 Set udefra var 

Danmark altså én af de stærkeste fortalere for Harmel-studiets indenrigspolitiske 

nødvendighed. 

Det fremgår da også af de danske myndigheders virke under Harmel-studiet, 

at spørgsmålet om NATO’s image i befolkningen indtog en fremtrædende 

plads i den danske politikformulering i forbindelse med Harmel-studiet. 

Fra først til sidst var disse indenrigspolitiske overvejelser på den danske 

dagsorden. Både over for alliancen og i interne analyser. Under et af de før- 

66 “ Memo des Affaires politiques. Une note contenant quelques réflexions préliminaires au sujet de 


67 „Record of Meeting between the Secretary General and the German Foreign Minister at the 

Foreign Office“, Bonn, 9. oktober 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6; „Comments by Germany“, 

udateret kommentar af den vesttyske NATO-ambassadør W. Grewe, november 1967, NATO’s arkiver, 

NISCA 4/10/6. 

68 „Comments by Germany“, udateret kommentar af den vesttyske NATO-ambassadør W. Grewe, november 

1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/6. 

69 „Meeting of Sub-group 1 on Future tasks of the Alliance“, referat af møder den 18.-19. september 

1967, dateret 20. september 1967, NATO’s arkiver, NISCA 4/10/4/1. 


ste koordinationsmøder i NATO i februar 1967 havde chefen for udenrigsministeriets 

politisk-juridiske afdeling, Gunnar Seidenfaden, sagt, at man fra 

dansk side anså opnåelse af offentlig opbakning bag NATO som et vigtigt formål 

for Harmel-studiet samtidig med, at han stærkt betonede den faktiske 

nytteværdi af at træffe konkrete détente-skridt. 70 

Da studiet var i sin sidste fase i november 1967, erklærede Seidenfadens 

efterfølger som chef for den politisk-juridiske afdeling, Janus Paludan, at det 

i forbindelse med konsultationsordningen var at foretrække, at sådanne fælles 

politikker blev diskuteret i embedsmandsforum og ikke på ministerniveau 

i Rådet. „Det vil opinionen reagere stærkt på, og man frygter, at alliancen dermed 

ikke fremstår som et afspændingsinstrument.“ Paludan havde også anført, 

at medens den danske regering ikke ønskede, at NATO blev lavet om, eller 

at de militære mål blev ændret, var regeringen „ikke tilfreds med NATO’s 

image og den idé, som en del af den danske opinion gør sig om alliancen.“ 

Denne idé var, at der var tale om „et forældet system, der er fortabt i detaljer 

og som forfølger egoistiske mål.“ I stedet skulle NATO på det militære plan 

fremstille sine mål mere realistisk, argumenterede Paludan. Som eksempel 

herpå skulle man fremhæve, at militære alliancer stadig var normalt „i en farlig 

og desorganiseret verden, hvor stater af forskellige størrelse sameksisterer.“ 

Inden for alliancen kunne hver enkelt stat så forfølge en afspændingspolitik. 

Den danske regering så gerne, at sådanne idéer kom til udtryk i den endelige 

rapport. 71 

Det rene indenrigspolitiske hensyn blev formentlig udtrykt mest eksplicit i 

september 1967, da Paludan internt redegjorde for den danske politik: 

„[D]ansk deltagelse i operationen [Harmel-studiet] må have til hovedformål 

at bringe et resultat frem, som kan understøtte det, der er regeringens 

erklærede politik. Denne går ud på, at NATO skal leve videre og Danmarks 

medlemskab også. Heraf følger, at det i og for sig, set fra et snævert dansk 

synspunkt, ikke primært drejer sig om at gøre alliancen levedygtig objektivt 

set – thi den klarer sig nok endda – som at gøre den mere attraktiv over for 

den del af den danske vælgerbefolkning, som er eller måtte være i tvivl. 

Hovedinstrumentet i denne politik har hidtil været og må vel være også 

under Harmel-studiet stærkere fremhævelse af NATO’s rolle som protagonist 

for afspændingen mellem Øst og Vest.“ 72 

Den tankegang, som Paludan i efteråret 1967 gav udtryk for, repræsenterede 

antagelig regeringens opfattelse. Den danske udenrigsminister Hans Tabor 

70 „Harmel-drøftelser i 1. undergruppes første møde d.17. april 1967“, referat af 28. april 1967, UM 

5.E.110.d. 

71 „Déclaration du Danemark“, erklæring af 7. november 1967 fra J. Paludan i ’Special Group’, 


72. Brev af 29. september 1967 fra chef for den politisk-juridiske afdeling J. Paludan, UM 5.E.110.d. 


anførte således i december 1967 over for det udenrigspolitiske nævn, at man 

fra dansk side ikke så meget havde set Harmel-studiet som et forsøg på at ændre 

NATO, men snarere på at udvikle et nyt billede af NATO. 73 Få måneder 

forinden havde Tabor fremhævet det indrepolitiske perspektiv endnu mere 

eksplicit, da han i en fortrolig skrivelse til den danske NATO-repræsentation 

kort resumerede den danske politik i forbindelse med Harmel-studiet. Ifølge 

udenrigsministeren var den danske indstilling, at afspændingen i stigende 

grad burde „bringes ind i alliancens politiske målsætning, jf. statsministerens 

åbningstale i Folketinget. Herigennem vil NATO få et ’image’ som en moderne 

progressiv organisation, der under de ændrede internationale forhold 

vil bidrage til at gøre organisationen attraktiv for offentligheden, ikke mindst 

den yngre generation, i lande som Danmark.“ 74 

Udenrigsminister Tabors henvisning til ungdommen var langt fra at være 

et enkeltstående fænomen. Det var især den yngre generation, der voldte bekymring 

for de europæiske NATO-regeringer, da den blev anset for særligt 

modtagelig for tidens „negative strømninger“. Ifølge NATO’s internationale 

stab var problemet, at de unge generationer ikke havde oplevet krigen og ikke 

huskede omstændighederne i 1948. 75 De særlige problemer med de yngre 

generationer havde også udgjort et af argumenterne for de danske myndigheders 

vægring ved for stærke ideologiske undertoner. I forbindelse med arbejdet 

i undergruppe II’s rapport om de interne relationer i NATO havde 

den danske NATO-ambassadør, Hjorth-Nielsen, rettet hård kritik mod det 

ideologisk tunge udspil, som lederen af undergruppen, Paul Henri Spaak, 

havde udfærdiget. I den noget skarpe meningsudveksling mellem den danske 

NATO-ambassadør og Spaak tørnede to grundlæggende forskellige opfattelser 

af alliancens karakter sammen. Fra dansk side kunne man ikke godtage 

Spaaks tanke om, at der stadig eksisterede en aggressionstrussel i Europa som 

følge af ideologi. Mens man fra dansk side i hovedsagen havde set NATO som 

et succesfuldt defensivt bolværk mod Sovjetunionens aggressive planer, var 

der ikke megen tilslutning til tanken om, at NATO skulle føre et korstog mod 

den kommunistiske ideologi i NATO-landene eller andre steder. NATO-ambassadør 

Hjorth-Nielsen havde på mødet understreget, at en af de vigtigste 

opgaver for Harmel-studiet var at give noget nyt til den unge generation, der 

intet personligt kendskab havde til de politiske forhold. I denne forbindelse 

fandt ambassadøren, at Spaaks udkast ikke bidrog med noget. Spaak replicerede, 

at det det ikke var opgaven „at lefle for de unge, men at søge sandheden“. 

Hvis antikommunisme ikke var den ramme, som NATO skulle være i, 

73 Hans Tabor i udenrigspolitisk nævn, 8. december 1967. 

74 “Harmel-planen“, 24. oktober 1967, fra udenrigsministeren til den danske repræsentation i 

NATO, UM 5.E.110.d. 




hvad skulle det så være, spurgte Spaak, der videre slog fast: „Det må de unge 

lære at forstå.“ 76 Spaaks papir blev dog lagt dødt, da hans forslag blev kritiseret 

kraftigt af alle lande. Særligt af Frankrig, som ifølge den danske NATOambassadør 

ikke kunne acceptere Spaaks „vidtrækkende institutionelle og 

ideologiske idéer“. 77 

Da ambassadør Hjorth-Nielsen uddybede sin kritik i et personligt brev til 

Paul Henri Spaak, bemærkede danskeren, at man i NATO var opmærksom 

på, at 1969 nærmede sig hastigt med de potentielle konsekvenser for landenes 

holdning til alliancen. Han henledte derefter Spaaks opmærksomhed på, 

at om end den danske regering, støttet af en stor del af folketinget, fortsat 

bakkede op bag medlemskab, var der ligesom i andre lande dele af befolkningen, 

der var mindre entusiastiske. Dette gjaldt ifølge den danske 

NATO-ambassadør særligt de unge. Selv om man fra dansk side ikke kunne 

forudse, hvilke konsekvenser disse strømninger ville få for den offentlige debat, 

håbede og troede regeringen, at der ville være støtte til NATO-medlemskabet. 

Ikke desto mindre var den danske regering ifølge Hjorth-Nielsen overbevist 

om, at det ville være i NATO-landenes interesse at være i stand til overbevisende 

at præsentere alliancen som en moderne og fleksibel alliance“, der 

tog højde for udviklingen i forholdet mellem Øst og Vest og var i overensstemmelse 

med befolkningernes håb og ønsker. Dette var, understregede han, bestemt 

ikke et spørgsmål om at skabe et ’populært’ image, men snarere at præsentere 

spørgsmålet på en ’politisk realistisk måde’. At dette var den måde, 

som politik blev bedrevet på i alle landene, mente Hjorth-Nielsen, at Spaak 

uden tvivl måtte tilslutte sig. 78 

Den danske modstand mod stærkt ideologiske tilgange til alliancens virke 

var i overensstemmelse med den generelle danske NATO-politik og blev fastholdt 

gennem hele Harmel-studiet. I det dansk-norske tekstudkast til Harmelrapporten 

blev der argumenteret for, at den traditionelle ideologiske faktor 

var af svindende betydning for Øst-Vest-forholdet. 79 Og under det afsluttende 

arbejde ønskede Danmark, at den ideologiske dimension blev underspillet, 

helst udelukket fra den endelige rapport. Her lå Danmark især på linje med 

Canada, der fandt, at „det vigtigste i decembermødet er at komme frem til en 

konstruktiv udtalelse, der kan benyttes over for offentligheden og ikke afspore 

dette ved at nævne vidtgående ting.“ 80 Hermed mentes ikke blot de ide- 

76 Brev af 12. juli 1967 fra den danske NATO-ambassadør, H. Hjorth-Nielsen, til Paul Henri Spaak, 

NATO’s arkiver, NISCA 4/10/4/2; “Harmel-gruppens møde i 2. undergruppe“, notits af 7. juli 1967, 

UM 5.E.110.d. Det danske synspunkt blev delt af Holland, Norge, Storbritannien og Frankrig. 

“Harmel-gruppens møde i 2. undergruppe“, notits af 7. juli 1967, UM 5.E.110.d. 

77 Notits af 19. september 1967, udfærdiget af G. Seidenfaden, UM 5.E.110.d. 

78 Brev af 12. juli 1967 fra den danske ambassadør i NATO, H. Hjorth-Nielsen, til Paul Henri Spaak, 

NATO’s arkiver, NISCA 4/10/4/2. 



80 Notits af 19. september 1967, UM 5.E.110.d; Notat af 30. oktober 1967, UM 5.E.110.d. 


ologiske aspekter, men også out of area-spørgsmålet, der som nævnt stod centralt 

i den danske beslutningsproces i forbindelse med Harmel-studiet. 

Derfor var der også canadisk-dansk enighed om, at den endelige tekst ikke 

måtte gå ud fra de undergrupper, hvis bidrag havde koncentreret sig om ideologiens 

betydning og out of area-spørgsmålet. 81 Muligvis blev det dog Norge 

og Canada, der virkede mest aktivt i denne afsluttende sag. Den danske 

NATO-repræsentation kunne således efter rapportens færdiggørelse orientere 

om, at „de vidtløftige idéer“ i sidste ende var blevet fejet af bordet med 

„dansk indforståelse“ for at få Frankrig med. 82 

Den danske regerings stærke fokus på at mane billedet af et forældet og 

stivnet NATO i jorden blev ikke mindst næret af den NATO-kritiske og især 

anti-amerikanske holdning, som fra midten af 1960’erne kom til udtryk i dele 

af den danske befolkning. En udvikling, som især Vietnam-krigen medvirkede 

til at fremme. Som de folkelige kampagner og demonstrationer fra midten af 

1960’erne tog til i styrke, måtte det synes stadig mere relevant med en stærk 

fremhævelse af alliancens afspændingspolitiske dimension for at sikre en folkelig 

forståelse for NATO’s betydning i almindelighed og Danmarks fortsatte 

alliancemedlemskab i særdeleshed. 

Opmærksomheden omkring det danske alliancemedlemskab og 1969-perspektivet 

blev også styrket gennem ydre påvirkning. Efter i nogle år at have 

mildnet trykket på Danmark vurderede danske myndigheder i december 

1966, at Sovjetunionen nu fremførte traditionelle synspunkter med „noget 

større styrke og intensitet end tidligere“, hvilket havde til formål at „udøve et 

vist pres på skandinaviske regeringer og politikere og fremme neutralistiske 

tendenser på et tidspunkt, hvor NATO’s fremtid og struktur bliver diskuteret 

i den vestlige lejr.“ 83 Denne vurdering svarer ret nøjagtigt til de faktiske østlige 

overvejelser. For Warszawapagten var det således et klart defineret mål, at 

man med de politiske kontakter til lande som Belgien, Danmark og Norge 

skulle arbejde for at neutralisere NATO i 1969. 84 Det sovjetiske mål var at udløse 

en dansk overgang til neutralitet eller eventuelt et nordisk forsvarsforbund 

efter 1969, som nu – modsat 1948-49 – blev fremstillet som en acceptabel 

sikkerhedsløsning for de skandinaviske lande. 

81 Notat af 30. oktober 1967, UM 5.E.110.d. Det drejede sig om undergrupperne II og IV, hvis virke 

var koncentreret om henholdsvis forholdet mellem NATO-landene og NATO’s forhold til andre 

lande. 

82 Vurderingen blev dog foretaget af den nye stedfortræder for den faste danske repræsentant, som 

først var tiltrådt ved årsskiftet 1967-68 og således ikke personligt havde deltaget i forhandlingerne. 

Brev af 15. februar 1968 fra den danske repræsentation i NATO, UM 5.E.110.d. 

83 „Sovjetisk presse- og informationsoffensiv“, udenrigsministerielt referat af 5. december 1966, ABA, 

Jens Otto Krags privatarkiv. 

84 „Forslag vedrørende Europæisk Fred, Sikkerhed og samarbejde“, sendt 17. januar 1967 til det ungarske 

kommunistpartis politbureau, dokument 13, oversat af International Parallel History Project, 

findes på http://www.isn.ethz.ch/php/documents/collection_13/docs/translations_12.htm 


Udsigten til en mulig folkeafstemning om medlemskabet, som især SF men 

også de radikale argumenterede for, virkede yderligere stimulerende for en 

aktiv afspændingspolitik, der kunne afbøde NATO-kritikken. Under udenrigsministeriets 

indledende overvejelser om den danske tilgang til Harmel-studiet 

blev det noteret, at „[n]år man har villet undgå en folkeafstemning i 

Danmark, skyldes det jo, at man regner med et flertal for i folketinget, men 

et flertal imod i befolkningen. Når Danmark går seriøst ind i Harmel-initiativet 

har det vel sin årsag i, at vi håber på at forny NATO i ’fordomsfri’ retning, 

altså regner med vores forbliven, men gerne ser at den i realiteten som overfor 

befolkningen udvikler sig til noget, man kan gå ind for […].“ 85 Dette synspunkt 

blev støttet af statsminister Krag, der i forlængelse af denne vurdering 

noterede vigtigheden af at „undgå at det kommer til en folkeafstemning i 

1969. En ’valgkamp’ vil være ubehagelig.“ Hvorvidt Krag stadig regnede med 

at kunne gennemtrumfe et ’ja’, som han forsikrede amerikanerne om, hvis en 

afstemning endelig skulle komme – hvad der dog ifølge Krag ikke ville blive 

tilfældet – kan vanskeligt siges med sikkerhed. Danske myndigheder fandt 

dog, at Norge havde større indenrigspolitiske vanskeligheder, netop på grund 

af folkeafstemningsspørgsmål. Dette var særligt aktuelt i Norge, da et af regeringspartierne 

direkte støttede denne tanke. Nordmændene fremhævede da 

også selv det indenrigspolitiske behov for at fremme afspændingsdimensionen 

i NATO’s virke i tiden op til 1969. Den norske NATO-ambassadør erklærede 

således, at den norske regering til at begynde med havde været nervøs 

ved Harmel-studiet på grund af udsigten til øget debat, som i kraft af 1969perspektivet 

kunne sætte det fremtidige alliancemedlemskab på spil. 

Imidlertid havde man fra norsk side hurtigt set fordelen ved den vægt, der 

kunne lægges på NATO’s nye politiske rolle. Problemet var ifølge nordmanden, 

at den internationale situation ledte mange til fejlagtigt at tro, at „en forsvarsalliance 

ikke længere er nødvendig. Men vi kan skabe optimisme ved at 

fremstille NATO som politisk konstruktiv.“ 86 

Ud over hensynet til folkestemningen var den danske regerings fokus på 

1969-perspektivet formentlig også motiveret af andre indrepolitiske forhold. 

Den socialdemokratiske regering befandt sig i princippet i en sårbar parlamentarisk 

situation efter valget i 1966, hvor socialdemokraterne gik syv mandater 

tilbage, mens det stærkt NATO-kritiske SF gik 10 frem. Set fra socialdemokratisk 

side måtte skyggesiden ved det opnåede arbejderflertal være den 

nødvendige hensyntagen til venstrefløjens udenrigs- og sikkerhedspolitiske 

præferencer. Årsagen til sammenbruddet i de kortvarige forhandlinger om et 

fælles regeringsgrundlag mellem Socialdemokratiet og SF i 1966 havde bl.a. 


UM 5.E.110.d. 

86 “Meeting of the Council, C-VR (67) 8, 15. februar 1967, NATO’s arkiver, NISCA, 4/10/1. 


været uenighed omkring sikkerhedspolitikken. Imidlertid er der som anført i 

kapitel 32 visse tegn på, at den socialdemokratiske ledelse havde en sikker fornemmelse 

af, at SF ikke ville lade udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål 

afgøre regeringens skæbne. I det mindste havde Aksel Larsen angiveligt 

under hånden bemærket over for udenrigsminister Tabor, at SF’s kritik af regeringens 

sikkerhedspolitik ikke skulle tages for alvorligt og ikke ville komme 

imellem de to partier. 87 Med andre ord, at SF var indstillet på at være sig sit 

ansvar som regeringens parlamentariske støtte bevidst og ikke lade sikkerhedspolitisk 

uenighed true den socialdemokratiske regerings liv. I løbet af 

1967 havde Aksel Larsen da også kun været mådeholdent kritisk over for regeringens 

NATO-politik. Således erklærede Aksel Larsen i november 1966, at 

SF ikke længere ville insistere på en folkeafstemning, men hellere så spørgsmålet 

debatteret i forbindelse med et kommende valg. En sådan sammenkædning 

havde både Krag og Hækkerup luftet op til det netop overståede folketingsvalg 

i september 1966. Set fra Socialdemokratiets synspunkt måtte en sådan 

en valgkampsdebat forekomme mindre risikabel og problematisk, ikke 

mindst da en række andre emner, f.eks. økonomiske, ville være på dagsordenen. 

Selv om Larsens garanti kan have beroliget de socialdemokratiske beslutningstagere, 

stod folkeafstemningsperspektivet som vist ovenfor stadig centralt 

i deres overvejelser. Ud over udviklingen i folkestemningen, som regeringen 

var meget opmærksom på, skyldtes det stadige fokus på en fremtidig 

afstemning for det første, at regeringen i princippet kun kunne vide sig sikker 

i den udstrækning Aksel Larsen faktisk formede SF’s politiske kurs. Og for 

det andet, at også de radikale helt op til folketingsvalget i januar 1968 fastholdt 

folkeafstemningsoptionen. Et sammenfald af disse faktorer kunne føre 

til, at regeringen blev sat under pres. 

På trods af de danske myndigheders vedholdende forsøg på at fremme 

NATO’s image vurderede den danske NATO-repræsentation i februar 1968, 

at Harmel-studiet ikke have fået tilstrækkelig offentlig opmærksomhed, hvorfor 

der burde lanceres en kampagne. 88 Ganske vist havde den offentlige tilslutning 

til NATO ifølge Gallup-målinger undergået en mindre stigning fra 

42 pct. til 47 pct. i løbet af 1967. 89 En udvikling, som muligvis kan tilskrives 

Harmel-studiet, selv om målingen foregik i oktober, altså før offentliggørelsen 

af rapporten. Det er ikke usandsynligt, at tilslutningen havde været endnu 

større, hvis ikke NATO’s image samtidig havde lidt et knæk med det græske 

87 Hans Tabor, Diplomat blandt politikere: erindringer, 1995, s. 208. I betragtning af Aksel Larsens samtaler 

med repræsentanter for vestlige allierede myndigheder i årene mellem 1958 og 1964 kan man 

formode, at Aksel Larsens lyst til at skabe besværligheder for regeringen på det sikkerhedspolitiske 

område har været lille, jf. udredningens bilag 5. 

88 Brev af 15. februar 1968 fra den danske repræsentation i NATO, UM 5.E.110.d. 

89 Gallup-målinger af dansk støtte til NATO, 1958-68, UM 105.M.23.b. 


Pierre Harmel (forrest) ved NATO-mødet, hvor Harmel-rapporten blev godkendt. Bruxelles, 13. 

december 1967. (NATO Photo). 

oberstkup i efteråret 1967. 90 Den generelle stigning beroligede tilsyneladende 

i nogen grad de danske myndigheder, men allerede i juni 1968 dalede 

NATO-tilslutningen helt ned under niveauet før Harmel-rapporten, til 39 

pct., hvilket var det laveste siden 1960. 91 Det var først med den sovjetiske invasion 

i Prag to måneder senere, at opbakningen bag alliancen blev forøget 

markant til 54 pct. En effekt, der kun blev overgået af Berlin-krisen i 1961, 

hvor opbakningen steg fra 49 til 58 pct. 92 Den sovjetiske undertvingelse af 

Tjekkoslovakiet i august 1968 førte samtidig til, at den offentlige debat om 

dansk udmeldelse af NATO blev indstillet. Men reelt var eventuelle radikale 

ønsker om at forlade NATO blevet manet i jorden, da den nye VKR-regering 

med den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister i begyndelsen af 1968 

klart havde signaleret, at der i udenrigspolitisk henseende ville blive tale om 

90 I det mindste forventede flere ministre, at udviklingen i Grækenland måtte svække NATO-tilslutningen, 

om end andre ministre antog, at kuppet ligefrem kunne få den modsatte effekt på den offentlige 

opbakning bag alliancen. Det bemærkes desuden, at der fra oktober 1967 til juni 1968 ikke 

var noget udsving i antallet af NATO-modstandere, nemlig 14 pct. Referat af ministermøde, regeringen 

Jens Otto Krag II(III), 2. maj 1967, ABA; Gallup-målinger af dansk støtte til NATO, 1958-68, 

UM 105.M.23.b. 

91 Gallup-målinger af dansk støtte til NATO, 1958-68, UM 105.M.23.b. 

92 Sst. 


en videreførelse af den tidligere Krag-regerings kurs, og at Danmark ikke 

overvejede at forlade NATO. 93 

I 1970 blev spørgsmålet om udmeldelse af NATO endeligt afsluttet, da et 

ekspertudvalg, nedsat i sommeren 1968 under ledelse af ambassadør Gunnar 

Seidenfaden, i rapporten „Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik“ konkluderede, 

at der ikke eksisterede noget realistisk alternativ til dansk medlemskab 

af NATO. Baggrunden for og resultaterne af udvalgets arbejde er diskuteret 

i kapitel 32. 

Den danske regering og Harmel-studiet – en vurdering 

Den danske regering støttede fra begyndelsen Harmel-studiet og så muligheden 

for at medvirke til at udvikle alliancen i en positiv retning. Danmark støttede 

også de politiske konklusioner, som blev udtrykt i den endelige Harmelrapport, 

da konklusionerne i vid udstrækning blev anset for at være i overensstemmelse 

med danske målsætninger. Den danske indsats i forbindelse med 

Harmel-studiet var især koncentreret om at fremme alliancens afspændingspolitiske 

rolle og nedtone spørgsmål om den ideologiske dimension i alliancen. 

Den danske regerings synspunkter og holdninger om de spørgsmål, der 

blev behandlet i rapporten, var imidlertid på en række områder sammenfaldende 

med flere andre NATO-landes. Den danske regering havde været i 

stand til i nogen grad at påvirke udviklingen i Harmel-studiet, og man havde 

fra dansk side øvet en vis indflydelse på valget af formuleringer i den endelige, 

offentliggjorte Harmel-rapport, hvis tilblivelse Danmark og Norge bidrog 

aktivt til. Rapportens centrale afsnit om dobbeltheden i alliancens formål, 

militær sikkerhed og afspænding, udgik dog i hovedsagen fra NATO’s 

amerikansk ledede undergruppe III, og formuleringen om, at disse to mål var 

komplementære og ikke modsatrettede størrelser, havde rødder i et belgisk 

udkast. 

Da formålet med afspænding var en reduktion af risikoen for konflikt, er 

det klart, at afspændingspolitikken ikke kan ses isoleret fra frygten for hovedmodstanderen. 

Det danske ønske om større opmærksomhed omkring afspændingen 

kan dog ikke forklares ud fra dansk frygt for sovjetisk militær aggression. 

Den danske opfattelse var tværtimod, at truslen fra øst var vigende. 

En opfattelse, som Danmark delte med de fleste europæiske NATO-lande. 

Den mindskede trussel blev fra dansk side antagelig anset for et produkt af såvel 

effektiv afskrækkelse som en positiv udvikling i det sovjetiske system. 

Medens der ikke er tegn på, at de danske beslutningstagere handlede under 

indflydelse af politisk pres på politisk eller diplomatisk plan, bør det medtænkes, 

at der var et sammenfald mellem Kremls kampagner i årene op til 1969, 

93 Regeringens tiltrædelseserklæring i folketinget, 6. februar 1968, UM 5.E.110.a/1. 


hvor NATO-landene med et års varsel kunne melde sig ud af alliancen, og 

den NATO-kritiske holdning i opinionen, der i samme periode fungerede 

som en væsentlig motivationsfaktor for de danske beslutningstageres fokus på 

NATO’s afspændingsprofil. Den nærmere sammenhæng mellem den offentlige 

debat, de sovjetiske påvirkningsforsøg og den danske politiformulering 

er behandlet i kapitel 58. 

Selv om den danske regering ønskede, at NATO fik en større afspændingspolitisk 

rolle, var det ikke den danske tanke, at det var et samlet NATO, der 

skulle forhandle med østlandene. Det anså man for at være de enkelte NATOlandes 

opgave. Alliancen skulle forestå en vis koordination og virke som igangsætter 

for forskellige afspændingstiltag. Derfor vægrede man sig fra dansk 

side konsekvent ved udvidelse af de politiske konsultationer omkring alliancelandenes 

sikkerhedspolitiske tiltag. Det var en dansk kurs, hvis konkrete udformning 

til dels var påvirket af den stærke franske reservation over for tanken 

om, at NATO skulle fungere som afspændingsredskab. Hertil kom, at de 

danske myndigheder frygtede, at udvidede politiske konsultationer kunne involvere 

Danmark i aktiviteter uden for NATO-området. Netop out of areaspørgsmål 

søgte Danmark sammen med de canadiske og norske myndigheder 

konsekvent at få nedtonet i Harmel-rapporten. Samtidig var det den 

grundlæggende danske opfattelse, at medlemslandenes mulighed for at føre 

selvstændig, bilateral afspændingspolitik ikke måtte svækkes. Bekymringen 

var, at udvidede konsultationer kunne føre til, at afspændingspolitikken blev 

udformet efter laveste fællesnævner. Ud over at udhule mulighederne for at 

opnå det overordnede politiske mål om afspænding kunne udvidede konsultationer 

medføre en uønsket begrænsning af de enkelte landes handlefrihed, 

som desuden næppe ville styrke alliancens omdømme i den danske offentlighed, 

hvis det blev kendt, at Danmarks politik skulle ’cleares’ i NATO. I det 

hele taget var det et gennemgående tema i de danske overvejelser omkring 

Harmel-rapportens udformning, at NATO’s image i offentligheden skulle 

plejes. 

NATO blev i vide kredse opfattet som forældet og reaktionært, ikke mindst 

hos den overvejende USA- og NATO-skeptiske unge generation, som de politiske 

beslutningstagere på deres side anså for at mangle en erfaringsbetinget 

forståelse for nødvendigheden af en militær alliance. Den danske regering 

fandt, at man måtte imødegå denne tendens, især op til 1969, hvor medlemslandene 

efter 20 års medlemskab kunne udmeldes med et års varsel. Uden 

folkelig opbakning kunne medlemskabet netop i den periode komme under 

særligt pres i de nationale politiske debatter. Lande som Belgien, Canada, 

Norge, Storbritannien og Tyskland var ligeledes opmærksomme på dette indrepolitiske 

aspekt, om end med forskellig vægt. 

Det indenrigspolitiske fokus betød imidlertid ikke, at den danske regering 

afholdt sig fra at forsøge at skabe bedre forudsætninger for på længere sigt at 

reducere spændingen mellem Øst og Vest. Det danske arbejde under Harmel- 


studiet og den efterfølgende offentliggørelse af dele af rapporten var et forsøg 

på for det første at skærpe den allierede fokus på afspændingsmuligheder 

og for det andet at forbedre alliancens omdømme i offentligheden. Der var 

en klar sammenhæng mellem den politiske taktik og vision. Måske mest eksplicit 

blev dette dobbeltspor i den danske politik formuleret i en udenrigsministeriel 

notits fra februar 1967: 

“vi håber at forny NATO i en fordomsfri retning. Således skal alliancen, 

både i virkeligheden og i offentlighedens øjne, udvikle sig til noget, hvor 

de militære sikkerhedsaspekter ikke overskygger udviklingen i retning af en 

fredeligere verden.“ 94 

Den indenrigspolitiske hensyntagen var og blev uløseligt forbundet med de 

sikkerhedspolitiske aspekter. Når den danske regering ønskede at styrke alliancens 

afspændingspolitiske profil, skyldtes det efter alt at dømme ønsket om 

at sikre folkelig opbakning til den sikkerhedspolitiske kurs, som blev anset for 

at være den eneste rigtige og realistiske, nemlig fortsat medlemskab af NATO. 


UM 5.E.110.d. 


39 · Danmark og CSCE 

Indledning: CSCE som et omdrejningspunkt i dansk 

afspændingspolitik 

I dansk afspændingspolitik i 1970’erne var konferencen om sikkerhed og 

samarbejde i Europa (CSCE) et omdrejningspunkt. CSCE indgik i et større 

kompleks af ændringer i international politik i begyndelsen af 1970’erne, 

hvor der udvikledes nye forhandlingsfora og aftalekomplekser mellem Øst og 

Vest. I Europa skete det ikke mindst i forlængelse af den nye vesttyske østpolitik, 

der blev indledt i efteråret 1969 af den social-liberale koalition under ledelse 

af forbundskansler Willy Brandt (1969-74). De vigtigste aftaler var traktaterne 

mellem Vesttyskland og Sovjetunionen og Vesttyskland og Polen fra 

1970, firemagtaftalen om Berlin mellem USA, Sovjetunionen, Frankrig og 

Storbritannien fra 1971 og grundaftalen mellem Vesttyskland og DDR fra 

1972, der førte til de vestlige landes anerkendelse af DDR. Alle disse aftaler 

var på forskellige måder en del af betingelserne for at påbegynde en europæisk 

sikkerhedskonference. I dansk politik og i formuleringen af dansk sikkerhedspolitik 

var støtten til de forskellige sider af afspændingsprocessen såvel 

som den nye vesttyske østpolitik klar og utvetydig under såvel socialdemokratiske 

som borgerlige regeringer. 

Forberedende drøftelser på multilateralt øst-vest plan om konferencen blev 

startet i Helsingfors i sidste halvdel af november 1972 og afsluttet i begyndelsen 

af juni 1973. Selve konferencen, der havde deltagelse af 33 europæiske 

lande samt Canada og USA, foregik i tre faser: Fase 1 fandt sted i Helsingfors 

over fire dage i begyndelsen af juli 1973, og her deltog udenrigsministrene; 

fase 2 foregik på embedsmandsplan fra september 1973 til juli 1975 og var 

henlagt til Genève; fase 3 var et møde på politisk topniveau over tre dage i 

slutningen af juli og begyndelsen af august 1975 i Helsingfors, hvor den første 

aftale, Helsingfors-slutakten, blev undertegnet. 1 Selve betegnelsen ’slutakt’ 

dækker over det forhold, at der ikke var tale om en juridisk (folkeretlig) 

bindende traktat eller aftale, men alene en hensigtserklæring om, hvad de 

deltagende stater politisk forpligtede sig til. Med hensyn til slutaktens opbygning 

har man talt om fire såkaldte kurve. Kurv 1 opregnede ti principper for 

forbindelserne mellem de deltagende stater, og det hed i slutakten, at alle 

principperne var af grundlæggende betydning og skulle anvendes på lige fod 

og uden forbehold, idet ethvert af dem skulle fortolkes under hensyntagen til 

de øvrige. Blandt de ti principper var: suveræn ligeberettigelse, afståelse fra 

1 Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa. Slutakt, Udenrigsministeriet, 1975; Skjold G. Mellbin, 

Konferencen om Sikkerhed og samarbejde I Europa. Helsingfors-Genève-Helsingfors, Forsvarets Oplysnings- og 

Velfærdstjeneste, 1977. 

DANMARK OG CSCE 225

trussel om magtanvendelse eller brug af magt, grænsernes ukrænkelighed, 

ikke-indgriben i indre anliggender samt respekt for menneskerettighederne 

og fundamentale frihedsrettigheder. Flere af disse bestemmelser svarer til artikler 

i FN-pagten, og et af formålene med at gentage dem i slutakten var at 

konkretisere dem og lægge gennemførelsen i fastere rammer. Det skete 

blandt andet i et dokument om såkaldt tillidsskabende foranstaltninger på militære 

områder, der også var indeholdt i kurv 1 og fastlagde regler om forudgående 

notifikation af større militære manøvrer og udveksling af observatører. 

Kurv 2 vedrørte samarbejde på de økonomiske, videnskabelige og teknologiske 

områder og miljø, mens kurv 3 handlede om samarbejde på humanitære 

og andre områder. Kurv 3 opregnede en bred vifte af foranstaltninger 

som menneskelige kontakter (familiegenforening, rejser af personlige eller 

erhvervsmæssige grunde, mv.), forbedring af udbredelsen af og adgangen til 

information (journalisters arbejdsvilkår, mv.) samt samarbejde og udvekslinger 

på kulturområdet og uddannelsesområdet. Kurv 4 handlede om konferencens 

opfølgning. Efter Helsingfors blev der afholdt en lang række opfølgningskonferencer, 

hvoraf Beograd-mødet i 1977-78 var den første. 2 

Slutaktens dobbelthed og muligheder 

Helsingfors-slutaktens mange bestemmelser kunne i deres gennemførelse 

være modstridende. Mest åbenbar var den mulige konflikt mellem kurv 1, der 

fokuserede på mellemstatslige aspekter af Øst-Vest-forholdet, og kurv 3, som 

fokuserede på mellemmenneskelige aspekter. Også inden for de enkelte 

kurve og principper kunne der forekomme konflikter. Således blev grænsernes 

ukrænkelighed fastslået som et princip i kurv 1, men det blev også bestemt, 

at de deltagende staters „grænser kan ændres i overensstemmelse med 

folkeretten, ved fredelige midler og ved overenskomst“. Alt i alt var slutakten 

udtryk for 35 staters accept af et sæt fælles spilleregler, men samtidig var disse 

på mange punkter så uklart definerede, at Helsingfors-processen kunne føre 

i meget forskellige retninger. 3 

Den afgørende dobbelthed var, at slutakten på den ene side var en status 

quo orienteret accept af grænserne i Europa, og på den anden side en forandringsorienteret 

tilnærmelse af de to adskilte dele af Europa gennem en 

gradvis frigørelse af kontakterne mellem mennesker på begge sider af 

Jerntæppet. Ville CSCE blive den endelige blåstempling af Europas deling i 

demokratier og diktaturer? Eller ville bestemmelserne om friere forbindelser 

mellem mennesker i Øst og Vest bidrage til vidtrækkende forandringer på demokratiske 

præmisser af den kolde krigs skillelinjer i Europa? Eller ville 

2 En samlet oversigt over opfølgningskonferencerne findes i Peter Michael Nielsen, CSCE – Sikkerhed 

og Samarbejde i Europa, Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU), 1990. Se også kap. 3 

og 28. 

3 Mary Dau, Hansen og Ivanov. Afspændingen mellem Øst og Vest, 1985, s. 175-84. 


Helsingfors-slutakten blot blive en ligegyldig detalje i den kolde krig? 

Spændingen mellem det status quo orienterede og det forandringsorienterede 

i CSCE-processen var en parallel til dobbeltheden i en anden vigtig side 

af vestlig afspændingspolitik, nemlig den vesttyske østpolitik, jf. udtrykket 

„Wandel durch Annäherung“ (se kapitel 28). Dansk afspændings- og CSCE-politik 

var på vigtige punkter inspireret af en tankegang, der havde ligheder med 

tankegangen bag den tyske østpolitik og indeholdt parallelle usikkerheder og 

problemer. 4 Parallellen kan illustreres ved at overføre den østtyske udenrigsminister 

Otto Winzers karakteristik af tankegangen bag den nye vesttyske østpolitik 

i begyndelsen af 1970’erne: den vestlige CSCE-politik var aggression 

på listesko! 5 Med det udgangspunkt vil dette kapitel se på, hvordan Danmark 

håndterede deltagelsen i det vestlige forsøg på aggression på listesko. 

Som et multilateralt forhandlingsforum, der kunne bruges til at mildne de 

skadelige følger af den kolde krig og samtidig gav de mindre lande relativt 

større indflydelse, var CSCE umiddelbart i overensstemmelse med grundlæggende 

mål i dansk udenrigspolitik. For Danmark som et europæisk land med 

en klar atlantisk orientering var det vigtigt, at afspændingsprocessen ikke blev 

et monopol for USA og Sovjetunionen, men også havde en fremtrædende 

europæisk dimension, som USA accepterede sammen med de europæiske stater. 

6 Som led i dansk sikkerhedspolitik og vurderet i en bredere historisk 

sammenhæng var den danske CSCE-politik desuden forholdsvis højprofileret 

og mere aktiv end den ellers meget reaktive udenrigspolitik, Danmark havde 

tradition for under den kolde krig (for slet ikke at tale om dansk udenrigspolitik 

før den kolde krig). 

De grundlæggende ideer bag den aktive danske CSCE-politik kan præciseres 

ved at blive sat i relation til de forskellige opfattelser af afspændingsprocessen, 

der fandtes i Øst og Vest. Sovjetunionen og de østeuropæiske lande så 

afspænding som et forhold mellem stater, der endeligt skulle bekræfte de eksisterende 

grænser og den givne politiske situation i Europa som et uomgængeligt 

resultat af anden verdenskrig. Derfor tillagde Sovjet principperne 

i kurv 1 om grænsernes ukrænkelighed og ikke-indgriben i indre anliggender 

afgørende betydning, og sidstnævnte princip blev da også oversat til ’ikke-indblanding’, 

der var noget bredere og efter sovjetisk opfattelse også omfattede 

4 Ole Nørgaard, Per Carlsen and Nikolaj Petersen, „Danish Ostpolitik 1967-1993: Breakdown of 

Stability – Unknown Challenges“ i Carsten Due-Nielsen & Nikolaj Petersen (eds.), Adaptation & 

Activism. The Foreign Policy of Denmark 1967-1993, Dansk Udenrigspolitisk Institut, 1995; Nikolaj 

Petersen, „Deutschland-Politik aus nordischer Sicht“, Europa-Archiv, Folge 9/1977. 

5 Den vesttyske østpolitik byggede bl.a. på nogle ideer fremlagt af Egon Bahr i en tale i Tutzing i 1963 

(se kapitel 28). Den østtyske udenrigsminister Otto Winzer betegnede „das Konzept von Tutzing“ 

som „Aggression auf Filzlatschen“, jf. Manfred Uschner, Egon Bahr und seine Wirkung auf uns, 

Dieter S. Lutz (Hrsg.), Das Undenkbare denken. Festschrift für Egon Bahr zum siebzigsten Geburtstag, 1992, 

s. 129. 

6 Henrik Holtermann og Peter Michael Nielsen, „CSCE, Danmark og det nye Europa“ i Nikolaj 

Petersen og Christian Thune (eds.), Dansk Udenrigspolitisk Årbog 1990, Dansk Udenrigspolitisk 

Institut, 1991, s. 32f. 

DANMARK OG CSCE 227

f.eks. verbal kritik. 7 Til forskel herfra lagde de fleste vestlige lande, dvs. både 

NATO-lande og alliancefrie lande, vægt på, at afspændingsprocessen også 

burde være forandringsorienteret og vedrøre forholdet mellem almindelige 

mennesker i Øst og Vest. Det skulle ske ved, at der som led i afspændingsprocessen 

blev skabt øgede muligheder for kontakt mellem mennesker og spredning 

af ideer og informationer på tværs af grænserne i hele Europa. Danmark 

var et af de vestlige lande, som tidligt og klart betonede den sidstnævnte opfattelse 

og dermed betydningen af kurv 3, mens især USA under Nixon-administrationen 

nedprioriterede dette aspekt af afspænding. Det danske synspunkt 

fremgik klart af udenrigsminister K.B. Andersens redegørelse i 

Folketinget, da de forberedende drøftelser åbnede i Helsingfors den 22. november 

1972: Fremskridt med hensyn til menneskelige kontakter, styrkelse af 

kulturelle forbindelser i videste forstand og øget udbredelse af informationer 

var nødvendige, hvis Europa skulle gøre sig håb om at få fjernet de kunstige 

skranker mellem Øst og Vest og fremme den gensidige forståelse og tillid. 

Men, bemærkede udenrigsministeren, man var fuldt opmærksomme på, at 

det drejede sig om vanskelige spørgsmål, som ikke kunne løses på én gang, og 

at ønskemål måtte være realistiske. 8 

Formuleringen af dansk CSCE-politik: problemer og spørgsmål 

I Danmark var formuleringen af denne CSCE-politik præget af bred konsensus, 

både når det drejede sig om politikformuleringens bredere aspekter, dvs. 

den offentlige debat, og de snævrere aspekter af politikformuleringen i regering, 

Folketing og de politiske partier. I den offentlige debat var afstanden 

mellem de dominerende holdninger til afspændingspolitikken og CSCE sjældent 

iøjnefaldende, selv om der var forskellige opfattelser af afspændingsprocessens 

indhold, og hvad der burde lægges vægt på i sikkerhedskonference. 

Tyngdepunktet i politikformuleringen lå i regeringen og udenrigsministeriet, 

mens Folketingets selvstændige politikformulerende rolle primært bestod i at 

udgøre det altid sikre og brede parlamentariske grundlag for regeringens politik, 

først og fremmest fordi CSCE som nævnt aldrig var et omstridt emne 

blandt de politiske partier. Hvad angår de internationale rammer, havde 

NATO i foråret 1969 nedsat en komité til at studere forskellige forhandlingsog 

konferencemuligheder forbundet med afspændingen. 9 Som følge af den 

amerikanske skepsis over for ideen om en sikkerhedskonference foregik en 

stor del af de vestlige forberedelser imidlertid inden for rammerne af det 

7 Vojtech Mastny, Helsinki, Human Rights, And European Security. Analysis and Documentation, Durham: 

Durham University Press, 1986. 

8 Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1972-73 (Ff), 22. November 1972, sp. 1294-1303. 

9 Kenneth Dyson, “The Conference on Security and Cooperation in Europe: Europe before and after 

the Helsinki Final Act“ i Dyson (ed.), European détente. Case studies of the politics of East-West 

Relations, London: Pinter (Publishers), 1986, s. 89. 


udenrigspolitiske samarbejde mellem EF-landene (Europæisk Politisk 

Samarbejde (EPS)). Her blev i juli 1971 dannet to komitéer om CSCE, en ad 

hoc-komité om kurv 2 med repræsentanter for medlemslandene og kommissionen 

og en underkomité om kurv 3, som alene havde repræsentanter for 

medlemslandene, og i det begyndende udenrigspolitiske samarbejde mellem 

EF-landene var forberedelsen af sikkerhedskonferencen et af de første punkter 

på dagsordenen. 10 

Anskuet i disse idépolitiske og organisatoriske sammenhænge er de centrale 

spørgsmål, hvilke præmisser der indgik i den danske politik på Helsingforskonferencen 

og hele afspændingsprocessen: Hvilke visioner og mål og hvilke 

problemer og handlestrategier spillede en rolle for beslutningstagerne i regeringen, 

i udenrigsministeriet og i de politiske partier? Hvilken rolle spillede 

strukturelle og idépolitiske konflikter sammenholdt med gensidig frygt, fejlfortolkninger 

og oprustningsspiraler, jf. sondringen mellem systemkonflikt 

og sikkerhedsdilemma (se kapitel 3)? Hvordan håndterede man i det snævre 

beslutningsmiljø den mulige konflikt mellem sikkerhedskonferencens forskellige 

kurve og principperne i kurv 1? Spillede den overhovedet en rolle i politikformuleringen? 

Hvad betød samspillet med regeringer og organisationer i 

de andre NATO-lande, de alliancefrie lande og de nordiske lande samt landene 

i EF, som vi blev medlem af den 1. januar 1973, netop da CSCE blev forberedt? 

Den nærmere udformning og gennemførelse af dansk CSCE-politik kan 

følges i tre stadier: Da konferenceideen modnedes og fik en mere konkret karakter 

i årene 1969-72; den danske politik under de forberedende drøftelser 

i Helsingfors og under konferencens tre faser 1972-75; og udviklingen i den 

danske politik efter slutakten var blevet undertegnet og ved det første opfølgningsmøde 

i Beograd i 1977-78. Til sidst sammenfattes gennemgangen i 

nogle tentative konklusioner om visioner, mål og handlestrategier i dansk afspændingspolitik 

som en del af vestlige politikker og strategier i den kolde krig. 

Konferenceideen modnes: 1969-72 

Et finsk initiativ 

Den umiddelbare anledning til udviklingen af dansk CSCE-politik i 1970’erne 

var et finsk initiativ i maj 1969. Efter at ideen om en europæisk sikkerhedskonference 

var blevet genoplivet fra midten af 1960’erne, blandt andet ved udenrigsminister 

Per Hækkerups initiativ i NATO i 1966 (se kapitel 37), afleverede 

Finland i begyndelsen af maj 1969 et memorandum vedrørende spørgsmålet 

til alle europæiske regeringer samt Canada og USA. Det finske memoran- 

10 Frans A. M. Alting von Geusau, “The Nine and Détente“ i Nils Andrén and Karl E. Birnbaum, 

Belgrade and Beyond: The CSCE Process in Perspective, 1980, s. 19; Nikolaj Petersen, Entspannungspolitik 

in Nordeuropa, Europa-Archiv, Folge 21/1981, s. 649-58. 

DANMARK OG CSCE 229

dum 11 tog udgangspunkt i den opfattelse, at der ikke burde stilles forhåndsbetingelser 

for en sikkerhedskonference, og at alle stater, hvis deltagelse var 

nødvendig for at nå en løsning på Europas sikkerhedsproblemer, skulle have 

mulighed for at deltage. I sit memorandum lagde den finske regering stor 

vægt på de forberedende stadier af en europæisk sikkerhedskonference og 

foreslog, at de omhyggelige forberedelser, der var nødvendige for en konferences 

heldige udfald, blev påbegyndt ved konsultationer mellem regeringerne. 

Når alle nødvendige forudsætninger forelå, kunne der afholdes et forberedende 

møde med henblik på at behandle spørgsmål vedrørende 

sammenkaldelse af selve konferencen. Det blev også tilkendegivet, at Finland 

var parat til at påtage sig værtskabet for både det forberedende møde og selve 

konferencen. Det finske initiativ blev fulgt op flere gange i 1970 med henblik 

på at fremme en uforpligtende udveksling af ideer og oplysninger, blandt andet 

ved udnævnelsen af en rejsende ambassadør for sikkerhedskonferencen 

og igangsættelse af konsultationer mellem deltagerregeringernes missionschefer 

i Helsingfors. 12 

Fra dansk side blev der straks fra udenrigsminister Poul Hartling givet principiel 

tilslutning til det finske initiativ. Samtidig sagde udenrigsministeren i en 

udenrigspolitisk debat i Folketinget i slutningen af maj 1969, at en sikkerhedskonference, 

der blev en fiasko, var værre end ingen konference, og derfor 

lagde regeringen hele tiden stor vægt på, at konferencen skulle forberedes 

grundigt. Det blev også fremhævet som en uomgængelig nødvendighed, at 

USA og Canada blev inddraget i overvejelserne fra begyndelsen. 13 Fra efteråret 

1969 gik den danske regering for alvor i offensiven for at sikre, at konferenceideen 

blev positivt omtalt i kommunikeer fra NATO-rådsmøder og i bilaterale 

møder mellem Danmark og et Warszawapagt-land. Selv om mindre 

vesteuropæiske lande som Belgien, Holland og Norge samt Canada var positive 

over for det danske synspunkt, var det i første omgang i møder med 

Warszawapagt-lande, at Danmarks støtte til ideen om en europæisk sikkerhedskonference 

vandt størst gehør. Således hed det i et dansk-sovjetisk kommuniké 

efter udenrigsminister Hartlings besøg i Sovjetunionen i november 

1969, at begge parter var enige om, at en sådan konference kunne fremme afspænding 

og samarbejde i Europa under forudsætning af, at den forberedtes 

11 “Extracts from the Finnish Government Memorandum, of the 5th May 1969, on the convening of 

a European Security Conference“, Selected Documents Relating to Problems of Security and Cooperation in 

Europe, 1954-77. Miscellaneous No. 17 (1977), London: Her Majesty’s Stationery Office, September 

1977, s. 60-1. For Finland var det vigtigt at fastslå, at “Finland acted completely independently, on 

her own initiative, and not at the discretion or wish of, say, the Soviet Union“, jvf. Leo Tujunen, “A 

European security conference? Background to the Finnish Government’s proposal“, European 

Review, Vol. XIX, 4, 1969. 

12 The second Finnish Government memorandum, dated the 24 th November 1970, on the convening 

of a security conference, Sst. 

13 Ff 1968-89, sp. 7214-15. 


Initiativtager. Den finske præsident Kekkonen, der besatte det finske præsidentembede fra 1956 

til 1982. (FN) 

rigtigt, og at alle berørte lande deltog fra begyndelsen. 14 I en folketingsdebat 

i februar 1970 erklærede den danske udenrigsminister igen sin støtte til en 

sikkerhedskonference. Der blev dog tilføjet nogle vigtige bemærkninger om 

dagsordenen, som burde gå videre end de traditionelle, men stadig fundamentale, 

europæiske sikkerhedsproblemer og økonomiske, tekniske og videnskabelige 

problemer. Formålet med en konference, sagde Hartling, måtte 

være at føre udviklingen videre frem og i sidste ende skabe nye og levende 

samarbejdsformer mellem Europas lande. 15 

Reaktioner og nye initiativer 

I løbet af 1969-70 fik det finske initiativ støtte fra Warszawapagt-landene og en 

vis, om end betinget, støtte fra NATO-landene som samlet gruppe. Fra et 

14 Problemer Omkring Dansk Sikkerhedspolitik. En redegørelse fra det sagkyndige udvalg under regeringsudvalget 

vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, (Seidenfaden-udvalget), 1970: 257. 

15 Ff 1969-70, 19. februar 1970, sp. 3714. 

DANMARK OG CSCE 231

møde i Prag i oktober 1969 erklærede medlemmerne af Warszawapagten, at 

en fælleseuropæisk sikkerhedskonference kunne afholdes i Helsingfors straks 

i første halvdel af 1970. Konferencens dagsorden burde ifølge erklæringen 

omfatte to spørgsmål: (1) afkald på magtanvendelse eller trussel herom i de 

gensidige forbindelser mellem Europas stater; (2) udvidelse af handelsmæssige, 

økonomiske, videnskabelige og tekniske forbindelser baseret på princippet 

om ligeberettigelse mellem henblik på udvikling af politisk samarbejde 

mellem de europæiske stater. Disse forslag til dagsorden pegede frem mod 

kurv 1 og 2. Knap et år senere accepterede Warszawapagt-landene i en erklæring 

fra et møde i Budapest i juni 1970 for første gang direkte, at USA og 

Canada kunne deltage i konferencen, og samtidig accepterede de ideen om 

en række konferencer, dvs. en proces, der også beskæftigede sig med bredere 

emner som kultur, videnskab og miljø. 16 Warszawapagt-landenes interesse i 

sikkerhedskonferencen var altså så central, at der skete ændringer i deres indledende 

afvisning af amerikansk deltagelse og ønske om en snæver dagsorden. 

NATO-landene havde længe været ret forbeholdne over for den sovjetiske 

ide om en europæisk sikkerhedskonference, som især de store vestlige lande 

så som et sovjetisk forsøg på at opnå en vestlig anerkendelse af det sovjetiske 

herredømme over Østeuropa, og der blev advaret imod en konference alene 

for konferencens skyld. 17 Mange NATO-lande opgav imidlertid efterhånden 

deres skeptiske holdning, især efter at den vesttyske regering havde indledt 

forhandlinger med Sovjetunionen, Polen og Østtyskland som led i den nye 

vesttyske østpolitik, de igangsatte firemagtsdrøftelser om Berlin og de første 

amerikansk-sovjetiske SALT-forhandlinger, som alle begyndte i 1969-70. 

Danmarks offensiv i NATO for en europæisk sikkerhedskonference var derfor 

udtryk for, at vi tidligt havde skubbet på en vogn, som nu for alvor begyndte 

at køre. I kommunikeer fra NATO-møder i december 1969, i maj 1970 

og i december 1971 erklærede NATO-landene sig rede til at optage kontakter 

med alle interesserede regeringer for at undersøge, om og hvornår det ville 

være muligt at sammenkalde en konference eller serie af konferencer om 

europæisk sikkerhed og samarbejde. Den dagsorden, NATO-landene foreslog, 

var dog bredere end Warszawapagt-landenes forslag, idet den også omfattede 

udviklingen af friere bevægelighed over statsgrænser for meninger, 

ideer og informationer. 18 Kernen var, at afspænding skulle være mere end rapprochement 

mellem stater. På NATO-mødet i december 1971 udtrykte allian- 

16 Kenneth Dyson, “The Conference on Security and Cooperation in Europe: Europe before and after 

the Helsinki Final Act“, Dyson (ed.), European détente. Case studies of the politics of East-West Relations, 

1986, s. 88. 

17 Thorsten Borring Olesen og Poul Villaume, I Blokopdelingens Tegn, Dansk Udenrigspolitiks 

Historie, 5, 2005. 

18 Timothy W. Stanley and Darnell M. Whitt, Détente Diplomacy: United States and European Security in 

the 1970’s, s. 121-26. 


cen også for første gang officielt sin påskønnelse af det finske initiativ i maj 

1969. På møderne understregede udenrigsminister Hartling endvidere, at 

Danmark i modsætning til Sovjetunionen ikke mente, at en europæisk sikkerhedskonference 

måtte føre til en fastlåsning af status quo i Europa, og den 

danske udenrigsminister henviste til, at der i de østeuropæiske lande var kræfter, 

der netop så en konference som et middel til at løsne det sovjetiske greb 

om satellitstaterne. Også på de følgende NATO-rådsmøder fortsatte Danmark 

med at skubbe på en kørende vogn. Der var også enighed om – og her var 

Danmark mere forsigtig med at skubbe på – at NATO skulle forberede sig 

med henblik på en så vidtgående harmonisering som muligt af medlemslandenes 

synspunkter. 19 

Kort efter at VKR-regeringen i eftersommeren 1971 var blevet afløst af en 

socialdemokratisk regering, blev Socialdemokratiet via dets internationale 

kontakter mindet om Hartlings ovennævnte tema, der siden begyndelsen af 

den kolde krig også havde været et hovedtema for socialdemokrater: ønsker i 

de østeuropæiske satellitstater om at begrænse Sovjetunionens politiske 

herredømme. I oktober 1971 afholdt Socialistisk Internationales studiegruppe 

vedrørende østeuropæiske spørgsmål et møde i Malmø med deltagelse 

af repræsentanter for de socialdemokratiske partier i eksil i 

Tjekkoslovakiet, Polen, Jugoslavien, Estland, Letland og Ungarn. Fra 

Vesteuropa deltog en repræsentant for det socialistiske parti i Frankrig og socialdemokratierne 

i Tyskland, Sverige og Danmark. 20 På mødet advarede en 

repræsentant for det socialdemokratiske eksilparti i Tjekkoslovakiet imod at 

betragte Øst-Vest-konflikten som et rent Øst-Vest-problem. Der var nok så meget 

tale om en konflikt mellem Sovjet på den ene side og de enkelte østeuropæiske 

lande på den anden side, sagde den tjekkiske eksilpolitiker tre år og 

to måneder efter den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet i august 1968. Når 

der taltes om en europæisk sikkerhedskonference, burde der tages hensyn til 

dette, og taleren nævnte Bresjnev-doktrinen. På samme møde understregede 

repræsentanten for SPD, at Vesttysklands traktater med Sovjetunionen og 

Polen (jf. indledningen) var rene statstraktater, og der var ikke tale om en ideologisk 

anerkendelse. Den ideologiske kamp mod kommunismen fortsatte, 

sagde talspersonen fra SPD. 21 Hun nævnte også, at der var direkte partiforbud 

mod, at socialdemokratiske organisationer i Vesttyskland samarbejdede med 

kommunistiske og åbenlyse „dækorganisationer“, og forbuddet omfattede 

også fælles optræden i brochurer, ved demonstrationer mv. 

19 Ibid.: 89; Problemer Omkring Dansk Sikkerhedspolitik. En redegørelse fra det sagkyndige udvalg under regeringsudvalget 

vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, (Seidenfaden-udvalget), 1970, Bilag: 153; Borring 

Olesen og Villaume, I Blokopdelingens Tegn; Indberetning fra Den danske Repræsentation ved Det 

Nordatlantiske Råd, Bruxelles, til Udenrigsministeriet, 25. januar 1972, Arbejderbevægelsens bibliotek 

og arkiv (ABA). 

20 SI – Studiegruppe vedrørende Østeuropæiske spørgsmål, Mødet 23.-24. oktober 1971 i „Arbetet“s hus, 

Malmø, ABA. 

21 Veronica Isenberg. 

DANMARK OG CSCE 233

USA: fra skepsis til accept 

Fortalerne for en europæisk sikkerhedskonference mødte således flere og 

nok så forskellige problemer, ikke mindst når de tillagde systemkonflikten 

mellem Øst og Vest betydning ved siden af sikkerhedsdilemmaet. Et af de særlige 

problemer var, at USA længere end andre NATO-lande var yderst skeptisk 

over for forslaget om en europæisk sikkerhedskonference. Blandt andet 

nævnte indberetninger fra Washington til København – som begrundelse for 

den henholdende amerikanske politik – tvivl om Sovjetunionens reelle hensigter 

med afspændingen og usikkerheden over for konsekvenserne af en 

konference, herunder angsten for, at Sovjetunionen skulle nå sit primære 

mål, nemlig anerkendelse af status quo i Europa. 22 

Da statsminister Hilmar Baunsgaard besøgte USA i april 1970 og havde 

samtaler med blandt andet præsident Nixon og udenrigsminister William P. 

Rogers, viste forskellen mellem de to regeringers holdninger til tanken om en 

europæisk sikkerhedskonference sig på flere måder. De memoranda om 

Danmark og den danske statsminister, der blev udarbejdet af det amerikanske 

udenrigsministerium (State Department) og sendt til præsidenten som en forberedelse 

til møderne, gjorde i nøgterne, men ikke ukritiske vendinger, opmærksom 

på den særlige danske præference for ideen om en europæisk sikkerhedskonference. 

Den danske politik var ifølge det amerikanske udenrigsministerium 

kombineret med en tendens til moraliserende holdninger og en 

afspændingspolitisk tankegang, som mere byggede på entusiasme end realisme, 

men det tilføjedes, at flertallet af danskerne var realistiske i deres 

NATO-loyalitet. I forlængelse heraf hed det ret forbeholdent i et af præsidentens 

„talking points“ til samtalen med statsministeren, at USA i princippet 

ikke havde noget imod en eventuel konference, hvis der forudgående skete 

fremskridt på konkrete punkter, som indikerede, at konferencen ville give 

meningsfulde resultater. 23 Samtalerne mellem statsministeren og de ledende 

amerikanske politikere afspejlede tydeligt de overlappende og forskellige danske 

og amerikanske forventninger og holdninger til ideen om en sikkerhedskonference. 

Mens den amerikanske udenrigsminister præciserede, at en diskussion 

ikke i sig selv er meget værd, og at Vesten burde have en klar ide om, 

hvad der skulle forhandles, før man deltog i en konference, erklærede den 

danske statsminister sig enig i, at den burde forberedes ordentligt, men at en 

konference kunne give mulighed for at forbedre det almindelige internationale 

klima. 24 

22 Indberetning fra Torben Rønne, Washington, DC, til Udenrigsministeriet, 22.1.1970, ABA. 

23 Memorandum for the President. Baunsgaard Visit: Perspectives, The Secretary of State, 9. april 1970, 

Folder POL 7, Box 2238, Record Group (RG) 59, National Archives at College Park (NA). 

24 Memorandum of Conversation, Department of State, April 14, 1970, Folder POL 7, Box 2238, RG 59, 

(NA). 


USA’s præsident Nixon lytter til NATO’s generalsekretær Luns i forbindelse med et NATO-møde 

den 26. juni 1974. Mellem Nixon og Luns ses Kong Baudouin af Belgien. (NATO Photo) 

Året efter blev den amerikanske kritik af Danmarks støtte til tanken om en 

europæisk sikkerhedskonference videregivet i utvetydige vendinger i indberetninger 

fra ambassaden i Washington til udenrigsministeriet i København. 

Således blev det ved udgangen af 1971 understreget i en notits fra ambassadør 

Eyvind Bartels til Udenrigsministeriets direktør, Torben Rønne, at den 

amerikanske regering vurderede den danske holdning som noget naiv. Det 

var ifølge amerikanerne nødvendigt at udøve den største forsigtighed for at 

undgå, at Sovjet ved hjælp af en europæisk sikkerhedskonference nåede storpolitiske 

mål, blandt andet i forhold til de nordiske lande, som ikke kunne tilvejebringes 

ved åben konfrontation. 25 En anden omtrent samtidig notits fra 

ambassadør Bartels antydede dog, at Nixon-administrationens negative holdning 

til tanken om en europæisk sikkerhedskonference var på vej til at ændres. 

Ambassadøren havde haft en samtale med Helmut Sonnenfeldt, der var 

tilknyttet Henry Kissingers stab i Det hvide Hus som sovjetrådgiver, og fået det 

indtryk, at problemstillingen omkring en europæisk sikkerhedskonference figurerede 

langt nede på den amerikanske prioritetsliste. Det vigtige var, havde 

Sonnenfeldt sagt til Danmarks ambassadør i Washington, at nå en passende 

25 „Det dansk-amerikanske forhold“, notits af d. 27.12.1971, udarbejdet af Eyvind Bartels, amb. 

Washington, DC, til Udenrigsministeriet, UM 5.B.55.a. 

DANMARK OG CSCE 235

koordinering af de vestlige positioner, idet han dog samtidig klart erkendte 

vigtigheden af at undgå en blok-til-blok-forhandling, og at en egentlig 

ensartethed i positionerne ikke burde tilstræbes. 26 

I løbet af foråret 1972 kom der meldinger til udenrigsministeriet om, at 

USA nu for alvor syntes at have accepteret tanken. Denne accept var ifølge 

indberetninger fra den danske NATO-repræsentation i Bruxelles sandsynligvis 

uden større entusiasme og snarere udtryk for en erkendelse af, at konferencen 

ville blive realiseret, hvorfor man måtte søge at få det bedste ud af 

den. Men der var ved at komme en amerikansk forståelse for ideen om en 

konference som et vigtigt led i en kontinuerlig afspændingsproces og visse 

fælles interesser mellem Øst og Vest, som kunne føre til rimelige konkrete resultater, 

fortalte indberetningen fra Bruxelles til København. Derfor havde 

USA taget initiativet til at lægge NATO’s forberedelser i klare rammer, blandt 

andet ved at oprette arbejdsgrupper, så man kunne undgå, at sikkerhedskonferencen 

henfaldt til vedtagelser af generelt uforpligtende erklæringer, som 

ville skade mere end gavne, fordi de kunne give offentligheden et falsk indtryk 

af de opnåede resultater. 27 Danmark var dog som før imod at lægge forberedelserne 

iNATO-regi i alt for faste rammer, da sådanne kunne være en 

hæmsko for de enkelte NATO-allieredes handlefrihed i varetagelsen af bilaterale 

kontakter med lande uden for NATO. 28 

Friere bevægelighed: propaganda, principper og murbrækkere 

En særlig side af forberedelserne angik forventningerne til reelle fremskridt på 

kurv 3-området afvejet i forhold til taktiske overvejelser om de propagandafordele, 

som kunne være forbundet med at foreslå friere bevægelighed som et 

punkt på dagsordenen i forventning om østlandenes afvisning. I en diskussion 

i foråret 1972 om et britisk papir om de taktiske overvejelser gav den danske 

repræsentant i Den politiske komité i NATO således udtryk for, at selv om 

man næppe kunne forvente store fremskridt før på et senere stadium i afspændingen 

mellem Øst og Vest, burde spørgsmålet alligevel optages på 

dagsordenen, fordi der efter dansk opfattelse var tale om fundamentale vestlige 

principper. Eventuelle propagandafordele som følge af østlig afvisning 

var sekundære sammenholdt med det principielle. Dette fik tilslutning fra andre 

NATO-lande som Canada, Norge og også USA, idet amerikanerne så småt 

var på vej til at opgive Nixons og Kissingers opfattelse af afspænding som et 

rent supermagtsforhold; for Nixon-administrationen var det afgørende, at 

europæerne (og Canada) ville køre deres afspændingspolitik over for Øst på 

lavt blus og altid holde kontakten med Washington. I forbindelse med drøf- 

26 Notits fra Eyvind Bartels, Washington, DC, til Udenrigsministeriet, 17.12.1971, ABA. 

27 Indberetning fra Den Danske Repræsentation ved NATO (DANATO), 15.5.1972, UM 41.B.82. 

28 Borring Olesen og Villaume, I Blokopdelingens Tegn. 


telserne i NATO om vestlige ideer til kurv 3 fandt Canada, at de vestlige lande 

i stedet for at fremsætte generelle forslag, som ikke kunne forventes vedtaget, 

burde koncentrere sig om mindre vidtrækkende konkrete forslag, som havde 

udsigt til at blive gennemført. 29 Det var et synspunkt, som gjorde Canada og 

Danmark til nære allierede – og til tider konkurrenter, når det gjaldt om at 

blive bannerfører for disse forslag – i diskussionerne i NATO. 

Stillet over for de kommunistiske landes indledende afvisning af en dagsorden, 

der også omfattede forslag om friere bevægelighed, diskuterede de vestlige 

lande fra foråret 1972 forskellige andre fremgangsmåder i forsøget på at 

omgå afvisningen. En nærliggende mulighed var at tage udgangspunkt i 

ideen om udvidede „kulturelle forbindelser“ mellem Øst og Vest og bruge det 

som murbrækker for friere bevægelighed. De kommunistiske lande var på 

forhånd disponerede til at gå ind for sådanne forbindelser, som de udlagde 

som nøje statsligt regulerede forbindelser, og som nævnt havde de i sommeren 

1970 foreslået kultur som et emne for sikkerhedskonferencen. 

Heroverfor skulle de vestlige lande lægge vægt på, at kulturbegrebet måtte 

tolkes i dets bredeste betydning. Kultur skulle ikke blot vedrøre traditionelle 

finkulturelle emner som litteratur, musik, tater, kunst, osv., men omfatte bredere 

samfundsmæssige og sociokulturelle forhold som miljøproblemer, sundhed, 

social velfærd, storbyproblemer mv., som uden straks at indebære ideologiske 

konfrontationer ville fremme forståelsen – ikke nødvendigvis enighed 

eller harmoni – mellem Øst og Vest. Det blev nævnt i de vestlige diskussioner, 

at det eksisterende netværk af bilaterale kulturaftaler mellem lande i de to 

dele af Europa om samarbejde på specifikke uddannelsesmæssige, videnskabelige 

og kulturpolitiske områder indeholdt mange muligheder for udvidede 

kontakter, som i realiteten lå nær de vestlige forestillinger om friere bevægelighed. 

De bilaterale aftaler skulle imidlertid følges op i multilaterale udvekslings- 

og samarbejdsinstitutioner. Også udviklingen af rent kommercielle forbindelser 

og turisme kunne få en rolle ved at åbne for og forbedre kontakterne 

på tværs af skillelinjen mellem Øst og Vest. I formuleringen af og diskussioner 

om sådanne visioner og strategier blev det gang på gang understreget, 

at der var tale om meget langsigtede planer. 30 Dette viste sig også, når 

danske politikere lejlighedsvis konstaterede tilbageslag for deres afspændingsog 

østpolitik. Således kaldte statsminister Jens Otto Krag på et møde i det 

udenrigspolitiske nævn i august 1972 de nye processer i Tjekkoslovakiet for 

en uhyggelig genopliven af stalinismen. 31 

29 Diskussion i Den politiske komité den 7. marts 1972, jf. indberetning fra DANATO, 9.3.1972, UM 

5.B.55.d.. 

30 „Cultural Agreements as an Instrument for Improving Communication between East and West“, 

DANATO, 6.4.1972, UM 5.B.55.d. Der findes i udenrigsministeriets journaler om CSCE mange andre 

rapporter om sådanne diskussioner i NATO- og EF-komiteer. 

31 UPN, 23.8.1972. 

DANMARK OG CSCE 237

CSCE og de forberedende samtaler i Helsingfors blev diskuteret på et 

møde mellem udenrigsminister K.B. Andersen og den sovjetiske ambassadør 

i København, V.A. Zorin, i begyndelsen af november 1972. Ifølge udenrigsministerens 

referat af samtalen på et møde i det udenrigspolitiske nævn få dage 

senere blev der konstateret sort set enighed om de allerfleste spørgsmål, men 

der var enkelte divergenser, og det vigtigste eksempel var, at man fra dansk 

side lagde stor vægt på udbygningen af de menneskelige kontakter og udbredelsen 

af informationer og ideer mellem Øst og Vest. Fra sovjetisk side var det 

første gang blevet accepteret, at spørgsmålet blev taget op under ministerpræsident 

Aleksej N. Kosygins besøg i København i december 1971. Den sovjetiske 

accept var blevet gentaget i udenrigsministerens samtale med Gromyko 

i New York i efteråret 1972 i forbindelse med FN’s generalforsamling, selv om 

K.B. Andersen havde mødt skarpe indsigelser fra Gromyko, da han i sin tale 

til generalforsamlingen havde kritiseret de strenge begrænsninger i sovjetiske 

statsborgeres ret til at forlade deres land. 32 Men det var klart, sagde udenrigsministeren 

i det udenrigspolitiske nævn, at man fra østlig side ikke delte vor 

opfattelse af betydningen af disse spørgsmål, og selv om man fra vestlig side 

ikke ville stille urealistiske krav, var det også klart, at der ikke kunne blive tale 

om kapitulation på et så vigtigt område. 

Der var på mødet i det udenrigspolitiske nævn tydelige forskelle mellem reaktionen 

hos de forskellige partier til den af K.B. Andersen skitserede linje. 

På den ene side erklærede Poul Hartling (V) sig enig i, at man ikke skulle opgive 

spørgsmålet om friere bevægelighed uanset østlandenes modstand herimod. 

På den anden side udtrykte Gert Petersen (SF) sit forbehold over for 

tanken om at gøre friere bevægelighed mellem Øst og Vest til et centralt 

dansk CSCE-mål ved at sige, at han havde forstået, at regeringen ikke ville 

lade konferencen stå og falde med dette punkt, hvilket han fandt rigtigt. Gert 

Petersen havde fået det indtryk, at flere vesteuropæiske lande gjorde spørgsmålet 

til et afgørende punkt for hele konferencen, hvilket efter hans opfattelse 

var en meget negativ holdning. Hertil svarede udenrigsministeren, at efter 

dansk opfattelse burde NATO stå fast på den bløde formulering om i hvert 

fald nogle forbedringer på området. Ingen af parterne kunne bære et 

sammenbrud af konferencen, men fra vestlig side kunne man heller ikke acceptere 

et intetsigende resultat, tilføjede udenrigsministeren. Diskussionen i 

nævnet kan sammenfattes derhen, at selv om der var tale om tydelige forskelle 

mellem partiernes holdning, så var der ikke tale om nogen form for konfrontation. 

Vurderet i et bredere perspektiv, som inddrager specielt systemkonflikten 

mellem Øst og Vest, var forskellene dog både tydelige og interessante derved, 

at uenigheden om fastholdelse af friere bevægelighed peger frem mod 

forklaringer på afslutningen af den kolde krig (se kapitel 60). 

32 UPN, 9.11.1972; se også Borring Olesen og Villaume, I Blokopdelingens Tegn. 


Helsingfors-Genève-Helsingfors 1972-75 

Forskellene mellem forventninger og visioner hos deltagerstaterne i sikkerhedskonferencen 

viste sig hurtigt efter, at de forberedende drøftelser var begyndt 

i Helsingfors i slutningen af november 1972. Således blev det kort før 

jul efter afslutningen af den første samling indberettet til udenrigsministeriet, 

at der bag de tilsyneladende overfladiske stridigheder om betegnelser eller 

ord skjulte sig en dybtgående meningsforskel mellem Øst og Vest. På den ene 

side den sovjetiske ide om en hurtig vedtagelse af nogle deklarationer af generel 

karakter, som befæster status quo i Europa, på den anden side det vestlige 

ønske om gennem en grundig forberedelse at sikre, at der blev taget konkrete 

skridt til nedbrydning af barriererne mellem Øst og Vest. Selv om en 

overordentlig elskværdig atmosfære havde præget drøftelserne var det ifølge 

indberetningen fra Helsingfors derfor først i de allersidste dage af den første 

samling, at man nåede frem til de centrale problemer. 33 På samme tid – ved 

udgangen af 1972 – refererede udenrigsminister K.B. Andersen på et møde i 

det udenrigspolitiske nævn fra et ministerrådsmøde i NATO, at der var enighed 

om, at man fra vestlig side burde lægge afgørende vægt på, at deltagerne 

i CSCE drøftede friere bevægelse for mennesker, ideer og oplysninger. Det var 

vigtigt, at man på den ene side fastholdt dette princip, men på den anden side 

undgik at låse sig fast i en bestemt situation. Hvad angår forberedelser i 

NATO, fortalte udenrigsministeren nævnet, at der var udarbejdet en række 

detaljerede rapporter om hovedspørgsmålene, og at arbejdet ville blive 

videreført på grundlag af oplæg, som var udarbejdet af EF-landene. 34 

Danmark som kurv 3-koordinator: tilslutning og betænkeligheder 

I begyndelsen af 1973 påtog Danmark sig at forelægge og koordinere vestlige 

landes ønsker og forslag til udformningen af den omstridte kurv 3. Det blev 

først aftalt mellem EF-landene som led i EPS, og umiddelbart derefter blev 

det bekræftet i NATO’s arbejdsgruppe vedrørende CSCE. 35 På det første 

møde derefter i det udenrigspolitiske nævn i slutningen af januar 1973 fremhævede 

udenrigsminister K.B. Andersen, at man ved på de vestlige landes 

vegne at påtage sig at forelægge dette dagsordenspunkt ville bestræbe sig på 

både at fremme en sag af stor betydning og undgå at skabe vanskeligheder for 

konferencens videre forløb. Ifølge udenrigsministeren tydede de hidtidige reaktioner 

på, at dette var lykkedes, idet vestlige lande havde givet udtryk for 

33 „Foreløbig vurdering af forløbet af MPT’s første samling 22. november – 15. december 1972“, 

Notat af d. 16.12.1972, fra ambassadør Mellbin til Udenrigsministeriet, UM 41.B.82. ’MPT’ står for 

Multilateral Preparatory Talks. 

34 UPN, 13.12.1972. 

35 John van Oudenaren, Détente in Europe. The Soviet Union and the West since 1953, 1991, s. 322. Italien 

fik en tilsvarende opgave med hensyn til kurv 1 og Belgien med hensyn til kurv 2. 

DANMARK OG CSCE 239

anerkendelse af det danske oplæg, mens reaktionen fra sovjetisk og østeuropæisk 

side havde været relativt gunstig. I begyndelsen havde østeuropæere givet 

udtryk for deres vrede, men den havde hurtigt fortaget sig, og trods kurv 

3-dagsordenens kontroversielle indhold, var forhandlingsmønstret ikke slået 

i stykker. På nævnsmødet blev den danske linje ikke åbent kritiseret, men enkelte 

var mere forbeholdne. Den mest betingede tilslutning kom fra det radikale 

medlem, Svend Haugaard, som lagde vægt på det moralsk rigtige i at gå 

ind for, at disse spørgsmål kom på sikkerhedskonferencens dagsorden, når 

det skete i en form, der ikke var unødigt kontroversiel. 36 I Socialdemokratiets, 

de konservatives og i Venstres folketingsgrupper synes der ikke at have været 

diskussion om spørgsmålet. 

Derimod blev den danske linje i kurv 3-spørgsmålet kritiseret i Socialdemokratiets 

partiorganisation, nemlig i partiets udenrigs- og forsvarspolitiske 

udvalg, på et møde i januar 1973, hvor Niels Enevoldsen (formand for 

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)) udtalte betænkelighed ved, 

at Danmark lagde for stor vægt på forslaget om fri bevægelighed over grænserne 

mellem Øst og Vest. 37 Hvis man holdt for stærkt fast ved forslaget 

kunne det ifølge DSU’s formand skabe vanskeligheder for konferencens forløb. 

Dette synspunkt tilsluttede formanden for udvalget, Lasse Budtz, sig. 38 

Der udviklede sig i udvalget en diskussion om kurv 3-forslagets formål og konsekvenser, 

hvorunder udenrigsminister K.B. Andersen afviste, at der skulle 

være tale om et koldkrigs- eller konfrontationsudspil. I NATO ville andre 

lande have formuleret forslaget endnu stærkere, sagde udenrigsministeren. 

En tilsvarende kritik af den danske CSCE-politik blev fremført på møder i de 

nordiske socialdemokratiers sikkerhedspolitiske gruppe i foråret og sommeren 

1973. Her udtrykte repræsentanterne fra de socialdemokratiske partier i 

Finland, Norge og Sverige betænkelighed ved Danmarks initiativ med hensyn 

til kurv 3: Man kendte jo på forhånd Sovjets modstand imod det. På mødet 

erklærede de finske deltagere, at det danske forslag havde skabt store problemer 

for den finske CSCE-delegation, men at det trods alt var bedst, at forslaget 

kom fra et land som Danmark. 39 

Skal CSCE acceptere eller nedbryde barrierer mellem Øst og Vest? 

Da den egentlige konference blev indledt ved et møde mellem udenrigsministre 

i Helsingfors i begyndelsen af juli 1973, beskæftigede udenrigsminister 

K.B. Andersen sig i sin tale først med de grundlæggende principper, som del- 

36 UPN, 23.1.1973. Se også UPN 7.3.1973. 

37 Referat af Socialdemokratiets udenrigs- og forsvarspolitiske udvalgs møde onsdag den 10. januar 1973, ABA. 

38 Lasse Budtz var på dette tidspunkt ikke medlem af Folketinget. Det blev han ved valget i december 

1973. 

39 Notat om møde i de nordiske socialdemokratiers sikkerhedspolitiske gruppe, Stockholm, 28. februar og 1. 

marts 1973, ABA; Referat af mødet i den nordiske sikkerhedspolitiske gruppe, d. 7.-8. juni 1973 på 

Marienborg, ABA. 


tagerstaterne skulle respektere og anvende i deres indbyrdes forhold, dvs. 

kurv 1. Disse principper var, understregede ministeren, en udelelig helhed, 

og for at illustrere dette henviste han til princippet om grænsernes ukrænkelighed, 

som var uadskilleligt knyttet til princippet om at afstå fra trussel om eller 

anvendelse af magt. Princippet om grænsernes ukrænkelighed betød ikke, 

at grænser ikke under nogen omstændigheder kunne ændres, fremhævede 

K.B. Andersen, men sådanne ændringer måtte bero på en frit indgået aftale 

mellem de berørte stater, og en sådan aftale var en anvendelse af princippet 

om suveræn lighed og respekt for de rettigheder, som var en bestanddel af suveræniteten. 

40 Efter at have omtalt visioner og mål for det økonomiske samarbejde 

mellem deltagerstaterne (kurv 2), kom den danske udenrigsminister 

ind på de ømtålelige problemer med hensyn til menneskelige forbindelser og 

information (kurv 3) og fremhævede i utvetydige vendinger, at Danmark tillagde 

dette dagsordenspunkt den største betydning, fordi det vedrørte de 

internationale forholds menneskelige dimension og anerkendelse af viden 

som kilde til forståelse. Det havde betydning både for sikkerhed og samarbejde, 

men gik langt videre, idet dets formål var at gøre afspændingen til en 

levende virkelighed for menneskene – og ikke blot, indskød udenrigsministeren, 

et ophøjet emne for lykønskningstaler – i alle de deltagende lande og de 

enkeltpersoner, som tilsammen dannede de nationer, der var repræsenterede 

ved konferencen. Positive resultater med hensyn til kurv 3 var derfor af væsentlig 

betydning for konferencens succes, sagde K.B. Andersen. 

I den videre forberedelse af den danske deltagelse i CSCE-konferencens 

længste fase (fase 2) – den lange møderække på embedsmandsplan i Genève 

fra september 1973 til juli 1975 – er det værd at bemærke, at udenrigsministeriet 

i udarbejdelsen af forslag til kurv 3 inddrog en bredere kreds af institutioner 

og organisationer i det danske samfund, end der normalt blev inddraget 

af de centrale sikkerhedspolitiske ministerier i politikformuleringen. 

Dette viste sig først og fremmest med hensyn til udvidet informationsspredning, 

hvor Danske dagblades Fællesrepræsentation, Dansk Journalistforbund 

og Danmarks Radio sammen med repræsentanter fra Rektorkollegiet, 

Forskningssekretariatet og undervisningsministeriets internationale kontor i 

august 1973 blev indbudt til et møde i udenrigsministeriet. 41 

På et møde i det udenrigspolitiske nævn få dage før den anden fase af 

CSCE begyndte i Genève i september 1973 udspandt der sig en række meningsudvekslinger, 

som viste nogle nuancer og forskelle mellem danske politikeres 

visioner, mål og handlestrategier for CSCE: Var kernen i afspændingsprocessen 

at acceptere eller at nedbryde de kunstige barrierer i Europa, og hvad 

vil det sige at ’acceptere’ henholdsvis ’nedbryde’ grænser og barrierer? 

40 Udenrigsminister K.B. Andersens tale på første fase af CSCE d. 3. juli 1973 er gengivet i: 

Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, op. cit.: 30-3. 

41 Skrivelse af d. 26. juli 1973, fra Anders Georg, Udenrigsministeriet, UM 41.B.82. Indbydelsen var 

ledsaget af et omfattende materiale. 

DANMARK OG CSCE 241

Hvordan var forholdet mellem afspænding mellem Øst og Vest og interne 

stramninger contra liberaliseringer i de østlige stater? Udenrigsminister K.B. 

Andersen fremhævede på nævnsmødet, at Danmark ligesom de øvrige vestlige 

lande ville lægge vægt på konkrete fremskridt, eventuelt på mere begrænsede 

områder, frem for vedtagelse af generelle resolutioner. Med henblik på 

at nedbryde de kunstige skillelinjer i Europa ville man på realistisk basis søge 

at opnå fremskridt, og der var både mellem EF- og NATO-landene udarbejdet 

konkrete oplæg om disse spørgsmål. Hertil bemærkede Svend Haugaard (R), 

at han var enig i, at man fra vestlig side søgte at nedbryde skillelinjerne 

mellem Øst- og Vesteuropa, men at man på den anden side skulle passe på, at 

de vestlige forslag ikke hindrede afspændingen, der havde første prioritet. 

Udenrigsministerens svar på dette var, at fremlæggelse af de konkrete forslag 

netop tilsigtede at undgå mere principielle debatter vedrørende landenes forskellige 

styreformer. Der var i øvrigt tegn på, bemærkede K.B. Andersen, at afspændingen 

udadtil blev betalt indadtil af de østlige landes befolkninger. 42 

Dette blev udtrykt skarpere af statsminister Anker Jørgensen, da han i oktober 

1973 i det udenrigspolitiske nævn aflagde beretning om sit besøg i 

Sovjetunionen tidligere i samme måned. Her understregede statsministeren, 

at han i samtaler med den sovjetiske partileder Leonid Bresjnev og ministerpræsident 

Kosygin havde fremhævet vigtigheden af, at menneskerettighederne 

blev respekteret fuldt ud i Europa, og givet udtryk for den bekymring, 

som meddelelserne om ideologisk stramning i Sovjetunionen havde givet anledning 

til i den vestlige opinion. Endvidere havde Anker Jørgensen understreget 

betydningen af menneskelige kontakter og henvist til det danske forslag 

herom i CSCE. Som en kommentar til sådanne forslag havde Bresjnev anført, 

at han egentlig ikke forstod meningen med at foreslå udveksling af ideer 

og informationer, men at nogle prøvede at stikke en kæp i hjulet. I samtalerne 

havde de sovjetiske ledere lagt vægt på respekten for princippet om ikkeindblanding 

i indre anliggender og peget på kritisable forhold i Danmark 

som udbredelsen af pornografi. Kosygin udtalte som en generel karakteristik, 

at de vestlige samfund ikke var præget af samme disciplin som det sovjetiske. 43 

Fremskridt og dødvande 

Efter fase 2 var gået i gang i Genève i efteråret 1973, tydede de første indberetninger 

om forhandlingerne i underkomiteen vedrørende menneskelige 

kontakter på lejlighedsvise fremskridt i form af større østlig imødekommenhed 

over for vestlige synspunkter. Men det ændrede sig hurtigt, og i foråret 

42 UPN, 7.9.1973. 

43 UPN, 31.10.1973. Se også indberetningen fra den amerikanske ambassade i København til State 

Department om den danske statsministers besøg i Sovjetunionen, Department of State Airgram, 

November 8, 1973, Folder POL Affairs & relations – DEN, Box 2238, RG 59, NA. Indberetningen for 

tæller til sidst: „One of the Danish delegation remarked to the reporting officer that what exposure 


1974 indberettede den danske delegation fra Genève, at arbejdet på væsentlige 

punkter var kommet ind i et dødvande. Årsagen hertil var først og fremmest 

de østlige landes og ganske særligt Sovjetunionens henholdende indstilling, 

som i indberetningerne til udenrigsministeriet blev vurderet til at være 

baseret på taktiske overvejelser om, hvordan man bedst muligt kunne sikre 

kurv 1-princippet om grænsernes ukrænkelighed, mens de for de østeuropæiske 

lande mindre vigtige spørgsmål under kurv 3 kunne blive afgjort på et senere 

tidspunkt. Der havde hermed udviklet sig en regulær forhandlingskrise, 

som fremkaldte bekymring både blandt vestlige og neutrale delegationer. 

Hvis tilstanden fortsatte, kunne det ifølge indberetningerne forsinke og i værste 

fald drage konferencens heldige afslutning i tvivl. 44 Krisen i forhandlingerne 

førte til drøftelser blandt NATO- og EF-landenes delegationer om 

muligheden af en ændret vestlig taktik, f.eks. at en underkomité, hvor der 

ikke kunne opnås enighed om et vestligt forslag vedrørende kurv 3, henlagde 

sådanne forslag indtil videre for at arbejde med de mange andre vestlige forslag. 

I sådanne overvejelser blev det gang på gang understreget, at dette skulle 

ske uden at kompromittere substansen i vestlige forslag. Der var ikke i indberetningerne 

til den politiske ledelse af dansk CSCE-politik i København noget spor 

af den opfattelse, at de vestlige krav med hensyn til kurv 3 var for besværlige og 

i færd med at hindre en vellykket afslutning på konferencen, og at de af hensyn 

til den mellemstatslige afspænding derfor burde opgives eller begrænses. 

Et par gange i foråret 1974 blev det berettet fra Genève, at der fra østeuropæisk 

og sovjetisk side syntes at være visse antydninger af en konkret kompromisvilje 

med hensyn til menneskelige forbindelser. I et tilfælde i blev der 

efter underhåndsforhandlinger med blandt andre DDR’s delegationschef opnået 

foreløbig enighed om en tekst, der fastslog vigtigheden af uhindret adgang 

til kommunikation mellem borgerne i de deltagende stater, som derefter 

kunne forelægges hovedstæderne til endelig godkendelse. Men den følgende 

dag forkastede de østeuropæiske lande teksten, og underhånden oplyste 

de, at den ændrede holdning skyldtes nye instrukser fra Moskva. 45 I et 

andet tilfælde senere på foråret, hvor den sovjetiske delegation antydede en 

mere imødekommende linje, søgte chefen for den danske delegation, ambassadør 

Mellbin, efter aftale med EF- og NATO-landene at få klarhed over 

rækkevidden af den sovjetiske kompromisvilje. Russerne vendte dog i løbet af 

kort tid tilbage til en kompromisløs holdning, og i det hele taget syntes der at 

være visse forskelle sammenlignet med de østeuropæiske lande, der var mere 

he did gain to Soviet society reminded him, with appropriate cultural modifications, of earlier 

Empires at their zenith. He believes that the problem of nationalities will eventually prove the undoing 

of the Soviet empire but thinks that this will not come for at least a decade.“ (!). Det har ikke 

været muligt at fastslå identiteten af det pågældende medlem af den danske delegation. 

44 „CSCE fase 2, Komité III“, tre notater af d. 8., 16. og 24.5.1974, fra ambassadør Mellbin, Genève, 

til Udenrigsministeriet, UM 5.B.55.d/1. 

45 „Nr. 78, CSCE fase 2, Komité III“, indberetning af d. 4.3.1974, fra ambassadør Mellbin til 

Udenrigsministeriet, UM 41.B.82. 

DANMARK OG CSCE 243

smidige. 46 I løbet af efteråret 1974 slækkede den sovjetiske CSCE-delegation 

på afvisningen af de vestlige krav, og i slutningen af året blev der opnået enighed 

om en kompromistekst til kapitlet om menneskelige kontakter i kurv 3 

med et forbedret forhandlingsklima som resultat. Teksten blev fremlagt af 

Østrig som resultatet af en række underhåndsforhandlinger, hvori Frankrig 

og Sovjetunionen (som en udløber af Bresjnevs samtidige besøg i Paris), 

Danmark (som oprindelig forslagsstiller) samt de alliancefrie lande Finland, 

Sverige og Østrig (som mulige formidlere) deltog. Kompromisteksten var 

ifølge delegationen tilfredsstillende som et substantielt fremskridt i konferencearbejdet, 

men efter sagens natur også baseret på en skrøbelig balance, som 

gjorde den yderst vanskelig at ændre, uden at den faldt fra hinanden. 47 

Enighed var dog foreløbig og betinget indtil de sidste uger af den anden 

fase i Genève. I slutningen af maj 1975 havde udenrigsminister K.B. Andersen 

under et besøg i Sovjetunionen en længere samtale med den sovjetiske udenrigsminister 

Gromyko, hvor sikkerhedsog samarbejdskonferencen var 

hovedemnet. Den danske udenrigsminister nævnte i sin beretning om samtalen 

til det udenrigspolitiske nævn, at selv om Gromyko havde understreget 

den sovjetiske forhandlingsvilje, havde hans udtalelser på mødet ikke været 

tilfredsstillende, og det gjorde K.B. Andersen mindre optimistisk med hensyn 

til konferencens afslutning i slutningen af juli. Hvad angik notifikation af militære 

manøvrer (et kurv 1-emne), havde Gromyko haft svært ved at forstå betydningen 

af selve ideen i forhold til spørgsmålet om krig eller fred, men man 

var dog fra sovjetisk side indstillet på at forhandle med henblik på et passende 

kompromis. Med hensyn til friere arbejdsmuligheder for journalister (et kurv 

3-emne) havde den sovjetiske udenrigsminister fundet det vestlige forslag for 

vidtgående. Opfølgningsspørgsmålet interesserede Gromyko mindre. En ny 

samtale med Gromyko senere under besøget havde dog givet K.B. Andersen 

det indtryk, at den sovjetiske udenrigsminister forstod, at det ville være nødvendigt 

med sovjetiske indrømmelser, hvis konferencen skulle kunne afsluttes 

i juli, hvad russerne tydeligvis lagde stor vægt på. 48 

Senere i juni 1975 kunne udenrigsministeren fortælle det udenrigspolitiske 

nævn, at de seneste forhandlinger i Genève havde været præget af stor bevægelighed, 

og at alle væsentlige spørgsmål med hensyn til kurv 3 var løst. 

Ministeren lagde især vægt på to af principperne for forholdet mellem deltagerstaterne, 

der blev opregnet i kurv 1, nemlig bestemmelsen om grænsernes 

ukrænkelighed, som repræsenterede et af Sovjetunionens hovedmål på konferencen, 

og bestemmelsen om staternes adgang til ved fredelige midler at 

foretage indbyrdes grænseændringer, som Vesttyskland tillagde stor vægt. I en 

46 Notater af d. 21. og 27. juni samt 12. juli 1974, fra ambassadør Mellbin, Genève, til 

Udenrigsministeriet, UM 5.B.55.d/1. 

47 Notater af d. 4.10., 8.11. og 20.12.1974, fra ambassadør Mellbin, Genève, til Udenrigsministeriet, 

UM 5.B.55.d/1. 

48 UPN, 3.6.1975. 


sammenfattende vurdering af konferencens sandsynlige resultat, understregede 

K.B. Andersen endnu en gang, at den repræsenterede det første skridt 

i en proces af multilaterale forhandlinger om emner, der også omfattede 

spørgsmål, som mange deltagerstater for blot få år siden havde forkastet som 

genstand for internationale forhandlinger. 49 

På konferencens afsluttende topmøde i Helsingfors i sommeren 1975 (fase 

3) gennemgik statsminister Anker Jørgensen i sin tale, hvad der var opnået 

inden for de tre kurve. Inden for kurv 1 hæftede han sig ved, at dokumentet 

om tillidskabende foranstaltninger føjede et nyt element til afspændingsprocessen, 

som ville være et yderligere bidrag til forbedringen af det politiske 

klima i Europa. Med hensyn til kurv 3 fremhævede statsministeren, at der her 

var betrådt helt ny jord, og at nettoresultaterne var et vigtigt, men begrænset 

fremskridt i retning af friere udveksling af personer, informationer og ideer 

over grænserne. Meget afhang af, hvordan bestemmelserne blev omsat til virkelighed: 

Afspænding var ikke et statisk, men et dynamisk begreb, og slutakten 

var ikke afslutningen på en proces, men et middel til at fortsætte og 

fremme afspændingsprocessen. 50 Tilsvarende svarede udenrigsminister K.B. 

Andersen på et spørgsmål, han blev stillet over for to uger senere på et møde 

i det udenrigspolitiske nævn, at han var enig i, at man ud fra de ti principper 

måtte betegne Bresjnev-doktrinen som død. Om dette så rent faktisk var tilfældet, 

måtte jo afhænge af, om de pågældende bestemmelser blev efterlevet, 

tilføjede udenrigsministeren. 51 Både statsministerens tale ved undertegnelsen 

af slutakten og udenrigsministerens bemærkning til det udenrigspolitiske 

nævn kort efter var således præget af samme tankegang, som lå i mange af 

indberetningerne fra den danske delegation i Genève, når der blev rapporteret 

enighed om en bestemt tekst: Enigheden betød ikke, at nu var Europas 

sikkerhedsproblemer klaret. Det var altid en selvfølge, at gennemførelsen var 

afhængig af en lang række faktorer, som påvirkede deltagerstaternes muligheder 

for og vilje til at udlægge givne tekster på en bestemt måde og få andres 

tilslutning hertil. Både afspændingsbegrebet og Helsingfors-slutakten var 

i høj grad flertydige, og den faktiske udvikling påvirkedes af såvel forholdet 

mellem deltagerstaterne som transnationale Øst-Vest-forhold. 

Transnationale forhold: et eksempel 

Betydningen af transnationale forhold illustreres af Socialdemokratiets reaktion 

i foråret 1975, da Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED), der 

havde monopol på magten i DDR, gentagne gange havde presset på for 

at få etableret officielle kontakter mellem Socialdemokratiet og SED. 

49 UPN, 20.6.1975. 

50 Statsminister Anker Jørgensens tale 31. juli 1975 er gengivet i Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og 

Samarbejde i Europa, s. 33-34. 

51 UPN, 14.8, 1975. 

DANMARK OG CSCE 245

Bestræbelserne fra SED’s side må blandt andet ses i forbindelse med den 

marxistisk-leninistiske opfattelse af afspænding som en form for fredelig sameksistens 

(se kapitel 3), og den i Sovjetunionen og i de østeuropæiske kommunistiske 

regimer udbredte opfattelse, at Helsingfors-konferencen var et 

vigtigt skridt i denne proces og en stor succes for de kommunistiske lande. 

Sagen var den, at en medarbejder ved DDR’s ambassade, Werner Krause, i 

marts 1975 inviterede formanden for Socialdemokratiets udenrigs- og forsvarspolitiske 

udvalg, Poul Nielson (MF 1971-73, 1977-84 og 1986-1999), til et 

møde (en frokost), hvor han ønskede at undersøge, om der var nogen bevægelse 

i Socialdemokratiets holdning til oprettelsen af officielle kontakter med 

SED. 52 I svaret fra Poul Nielson som formand for Socialdemokratiets udenrigs- 

og forsvarspolitiske udvalg hed det, at det principielle udgangspunkt for 

Socialdemokratiet ved en stillingtagen til spørgsmålet om at oprette mere eller 

mindre formaliserede eller officielle kontakter mellem det danske socialdemokrati 

og SED, var, at Socialdemokratiet virkede i et politisk system, der 

var pluralistisk og parlamentarisk. Dette indebar, skrev Nielson til Krause, at 

Socialdemokratiet som en selvstændig bevægelse og organisation med egen 

ideologi og politiske profil ligesom andre partier i Danmark måtte vogte omhyggeligt 

over denne i kampen om at opnå folkelig tilslutning ved valgene. 

Officielle kontakter til partier i andre lande var derfor begrænsede til andre 

socialdemokratiske partier, og Socialdemokratiet kunne følgelig ikke etablere 

officielle kontakter med de kommunistiske partier i Østeuropa, og altså heller 

ikke med SED. Denne stillingtagen måtte imidlertid ikke, blev det understreget, 

tages som udtryk for, at Socialdemokratiet ikke erkendte værdien af 

så gode kontakter som muligt i forhold til de østeuropæiske lande. Ej heller 

berørte denne stillingtagen til partimæssige kontakter på nogen måde den 

danske regerings politik med hensyn til kontakter mellem regeringerne og 

landene som sådan. Det var netop – sluttede svaret på forespørgslen om oprettelse 

af kontakter med SED – denne forskel „mellem regeringens og partiernes 

funktioner i vort politiske system“, der udgjorde baggrunden for den 

socialdemokratiske afvisning. 

I et brev af 17. marts 1975 fra K.B. Andersen til Poul Nielson, jf. note 52, 

gav udenrigsministeren tilslutning til, at der blev svaret hurtigt og negativt på 

Krauses spørgsmål. K.B. Andersen fremhævede også, at selv om andre socialdemokratiske 

partier i Vesteuropa knyttede nærmere forbindelser til SED, 

burde det ikke repræsentere Socialdemokratiets holdning, og han tilføjede, 

at det ville virke meget hårdt for de rigtige socialdemokrater i DDR, hvis det 

52 Det følgende er baseret på en række dokumenter, der findes på ABA: „Notat vedrørende forholdet 

mellem Socialdemokratiet og SED“, af Poul Nielson, 11. marts 1975; brev til Poul Nielson fra 

udenrigsminister K.B. Andersen, 17. marts 1975 (kommentar til førnævnte notat); brev til 

Socialdemokratiets forretningsudvalg om „Socialdemokratiets forhold til de kommunistiske partier 

i Østeuropa, herunder SED“, fra Poul Nielson, april 1975; brev til Werner Krause fra Poul Nielson, 

april 1975. 


danske socialdemokrati blåstemplede SED: De østtyske socialdemokrater 

havde jo aldrig accepteret sammenslutningen i 1946 med kommunistpartiet. 

Alt i alt var disse brevvekslinger og afvisningen af SED et af de tydeligste eksempler 

på, at Socialdemokratiet som det ledende regeringsparti og fortaler 

for dansk afspændingspolitik i 1970’erne med udgangspunkt i systemkonflikten 

mellem Øst og Vest erkendte nogle klare grænser for denne politik. 

Opfølgningen af slutakten 

Foranstaltninger i Danmark 

En første side af opfølgningen af Helsingfors-slutakten angik gennemførelsen 

internt i Danmark. I slutningen af 1975 nedsatte regeringen et interministerielt 

udvalg, der bestod af embedsmænd fra ministerier og styrelser, hvis ansvarsområder 

berørtes af Helsingfors-slutakten, for at rapportere om den danske 

opfølgning. Udvalget skulle undersøge, hvorvidt dansk lovgivning og 

praksis var i overensstemmelse med slutakten og overveje forslag til konkrete 

danske skridt og eventuelle initiativer fra dansk side over for andre deltagerstater. 

Men henblik herpå gennemgik udvalget hele slutakten med bistand fra 

de relevante fagmyndigheder. Arbejdet fandt hovedsagelig sted i arbejdsgrupper, 

hvor også institutioner og organisationer uden for selve udvalget deltog. 

Den første beretning om dette arbejde blev afgivet i 1977, hvor det – næppe 

overraskende – konstateredes, at for Danmarks vedkommende var gennemførelse 

af bestemmelserne i vid udstrækning et spørgsmål om at videreføre eller 

udbygge sådanne politiske foranstaltninger eller praktiske bestræbelser, 

som allerede var igangsat. 53 Indadtil var det således ret begrænset, hvilke 

praktiske og politiske foranstaltninger, slutakten gav behov for. 

Af udadrettede foranstaltninger blev der gennemført enkelte tiltag for at 

forbedre journalisters arbejdsvilkår. Et par eksempler kan nævnes. I foråret 

1976 blev der ved en noteudveksling mellem den danske ambassade i Moskva 

og det sovjetiske udenrigsministerium indgået en aftale mellem de to lande, 

som gav bedre ind- og udrejsemuligheder for korrespondenter, der var fast 

akkrediterede og bosat i det andet land. 54 Et andet eksempel var, at der i december 

1977 på udenrigsministeriets initiativ blev oprettet et „International 

Press Center“ i København, der skulle være kontakt- og arbejdssted for besøgende 

og fastboende udenlandske journalister. Den daglige ledelse blev forestået 

af udenrigsministeriets pressekontor i samarbejde med den udenlandske 

presseforening. Centret havde i slutningen af 1970’erne over 3000 besø- 

53 Beretning fra det interministerielle udvalg vedrørende Opfølgning af Konferencen om Sikkerhed og 

Samarbejde i Europa (CSCE), København 1977, s. 3f. 

54 Sst., s. 49. 

DANMARK OG CSCE 247

gende, og der blev registreret 238 journalister fra 42 forskellige lande. 55 Disse 

foranstaltninger var i sig selv særdeles begrænsede, men de illustrerer meget 

godt den type problemer, slutakten sigtede på og kunne begrunde, at der blev 

løst op for. 

Opfølgning i dansk udenrigspolitik 

Formuleringen af de sider af dansk udenrigspolitik, der var relevante for gennemførelsen 

af slutakten, var mere konfliktbetonet og fyldt med problemer 

end de, der vedrørte den interne gennemførelse. 

I Danmarks indlæg i åbningsdebatten på den første opfølgningskonference 

i Beograd i efteråret 1977 blev det nævnt, at der var sket fremskridt på alle 

slutaktens områder, men meget stod tilbage, blandt andet med hensyn til virkeliggørelsen 

af slutaktens menneskerettighedsprincip. I forsigtige vendinger 

blev det sagt, at den danske regering gentagne gange havde udtrykt sin dybe 

bekymring over foranstaltninger truffet mod personer eller grupper, fordi de 

forfægtede deres synspunkter med hensyn til spørgsmål angående menneskerettigheder 

og fundamentale frihedsrettigheder. 56 Også med hensyn til behandlingen 

af menneskelige kontakter og information var der gjort fremskridt, 

sagde den danske taler, men der var fortsat meget tilbage at udrette. 

Danmark tillagde derfor videreførelsen af sikkerhedskonferencens opfølgning 

stor betydning. I konferencens afsluttende debat, der foregik mens 

Danmark i foråret 1978 havde formandsposten i EF og derfor talte på EF-landenes 

vegne, erklærede den danske repræsentant, at der havde været „en 

dybtgående meningsudveksling … som havde vist, at der ikke var en enig vurdering 

af, i hvilket omfang [slutaktens gennemførelse] havde fundet sted“. 

Der var dog på „en meget ligefrem måde blevet drøftet emner som menneskerettighederne, 

det enkelte menneskes rolle inden for rammerne af 

Helsingfors-slutakten, menneskelige kontakter og informationsspredning. 

Denne meningsudveksling havde været nyttig, fordi den gav et klarere billede 

af de forskellige opfattelser“, og det burde ifølge den danske taler lette den 

videre gennemførelse af slutakten. 57 På konferencen var det ikke muligt at 

blive enige om et omfattende afslutningsdokument, men efter en indsats af 

især EF-landene ledet af Danmark som formandsland blev der enighed om et 

kort afsluttende dokument, som sikrede CSCE-processens videreførelse. 

Generelt kan man sige, at de to danske indlæg i Beograd gav udtryk for et 

sæt holdninger, som lagde stor vægt på værdien af at udvise tålmodighed og 

tilbageholdenhed i kritikken, men samtidig i deres substans faldt sammen 

55 Beretning fra det interministerielle udvalg vedrørende Opfølgning af Konferencen om Sikkerhed og 

Samarbejde i Europa (CSCE), 1980, s. 31. 

56 Dette og de følgende gengivelser og citater er fra Mellbin Sikkerhed og Samarbejde i Europa., s. 23-5. 

57 Mellbin, Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 52-4. 


med flere sider af Carter-administrationens skarpe kritik af de kommunistiske 

landes manglende overholdelse af menneskerettighederne og mangelfulde 

opfyldelse af kurv 3-bestemmelserne. Hvor Danmark under Nixon- og Fordadministrationerne 

mere eller mindre direkte kritiserede den amerikanske 

regering for en overdreven betoning af det magt- og interesseorienterede 

mellemstatslige element i afspændingen, tenderede Danmark i de første år af 

Carter-administrationen mod at kritisere USA for alene at interessere sig for 

CSCE som et middel til at rette anklager mod Sovjetunionen på menneskerettighedsområdet. 

Med andre ord: Amerikanerne havde gode ideer til afspændingen, 

men de overdrev altid! For Danmark var det afgørende, at 

Helsingfors-processen blev videreført, men ikke så afgørende, at formålet 

med CSCE blev grundlæggende ændret, når der var konflikt med østlandene. 

Alene sprogbrug og tone i danske indlæg blev dæmpet. 

Forholdet mellem på den ene side behandlingen af ømtålelige emner og 

på den anden side undgåelse af konfrontation i Helsingfors-processen blev 

berørt ved flere lejligheder, da udenrigsminister K.B. Andersen aflagde beretning 

til det udenrigspolitiske nævn før og under Beograd-konferencen 1977- 

78. På et nævnsmøde i oktober 1977 anførte udenrigsministeren, at det i kraft 

af slutakten var blevet muligt og naturligt officielt at drøfte emner, som før var 

tabustemplede, eller hvis drøftelse tidligere ville være blevet afvist som indblanding 

i indre anliggender. Samtidig var der i konsultationer mellem EFlandene 

og mellem NATO-landene blevet enighed om at modvirke, at 

Beograd-mødet blev anledning til en ufrugtbar konfrontation, som kun 

kunne skade afspændingen. 58 Statsminister Anker Jørgensen greb problemet 

an fra en anden vinkel, da han senere samme efterår fortalte nævnet om den 

finske præsident Kekkonens besøg i København og berettede, at han i samtalen 

havde nævnt, at Beograd-konferencen måtte være præget af en åben og 

ærlig debat, ikke mindst i spørgsmål om menneskerettigheder, men uden at 

dette måtte føre til ny konfrontation. 59 Stillet over for ubehagelige valgmuligheder 

var især statsministerens reaktion præget af en vis konfliktskyhed, som 

tilsyneladende blev forstærket af indtrykket af, at den amerikanske menneskerettighedspolitik 

under Carter-administrationen var konfliktsøgende. 

Spørgsmålet om, hvorledes man skulle håndtere menneskerettighedsspørgsmålene 

i de kommunistiske lande, blev drøftet i folketinget ved en forespørgselsdebat 

i begyndelsen af april 1978. Forinden gennemgik minister u.p. 

Lise Østergaard på et ministermøde sin redegørelse for folketinget og 

nævnte, at hun ville komme ind på de forskellige opfattelser i Øst og Vest af 

det enkelte menneskes plads i samfundet og fremhæve det danske ønske om 

at konkretisere frem for at diskutere menneskerettighedsspørgsmål ab- 

58 UPN, 7.10. 1977. 

59 UPN, 17.11. 1977. 

DANMARK OG CSCE 249

strakt. 60 Dagen efter var der i den socialdemokratiske folketingsgruppe en 

kort drøftelse af problemet efter, at minister Østergaard havde redegjort for 

sin besvarelse af forespørgslen, og ordføreren Poul Nielson havde redegjort 

for sin ordførertale. Debatten afslørede nogle nuanceforskelle i partiet med 

hensyn til, hvordan og hvor utvetydigt Socialdemokratiet skulle formulere sig. 

Sammenholdt med uenigheden i partiet blot et par år senere (se kapitel 69) 

var forskellene klart mindre, men de antyder alligevel nogle divergenser, som 

bør bemærkes. I forelæggelsen af sin ordførertale tilsluttede Poul Nielson sig 

den linje, som danske regeringer og Socialdemokratiet ifølge Nielson havde 

fulgt hele tiden, hvorefter man ikke kunne acceptere den østlige påstand om, 

at den vestlige interesse for menneskerettighedsspørgsmål i de kommunistiske 

lande var indblanding i deres indre anliggender; ikke mindst i europæisk 

sammenhæng gav denne påstand ingen mening. Nielson ville i øvrigt følge 

ministerens bemærkninger, men føjede til, at han nok ville udtrykke sig lidt 

skarpere; det afgørende var, at Helsingfors og Beograd var de første stationer 

i en videre udvikling og proces. I den efterfølgende debat erklærede flere, 

blandt andre Erling Olsen og Robert Pedersen, sig enige i ordførerens forelæggelse, 

mens andre, blandt andre Lasse Budtz, var lidt mere forbeholdne 

og fremhævede, at måden, hvorpå man skulle kæmpe for menneskerettighederne, 

svingede fra land til land, f.eks. mellem Sovjetunionen og Argentina. 61 

Afslutning 

Gennemgangen af dansk afspændingspolitik og CSCE kan afsluttes med 

nogle tentative iagttagelser og konklusioner, som har til formål at belyse og 

diskutere holdbarheden og værdien af forskellige mål, visioner og handlestrategier 

i de internationale sammenhænge, hvor Danmark førte sin afspændingspolitik 

i 1970’erne. 

Den danske politik med at påtage sig rollen som ordfører og koordinator – 

og dermed en slags spydspids – for vestlige forslag til kurv 3 indeholdt flere 

strenge. For det første havde ideer om udvikling af menneskelige kontakter 

og friere adgang til informationer en traditionel småstatsaroma over sigt: Små 

lande kunne ikke efterligne store landes magtbaserede politik, men måtte 

koncentrere sig om den menneskelige dimension af Øst-Vest-forholdet. En 

anden streng i den danske politik var, at Danmark ved at påtage sig en særlig 

kurv 3-rolle fik bedre muligheder for at hindre, at disse problemer blev misbrugt 

af andre vestlige lande til at skabe unødvendige konflikter med de kommunistiske 

lande. Som det blev formuleret af K.B. Andersen i en bog nogle år 

60 Ministermøder (Mm), nr. 159, 4.4.1978. 

61 SD, 5.4. 1978. 


K.B. Andersen i samtale med Henry Kissinger under et NATO-møde den 7. december 1976. Til 

venstre ses den britiske udenrigsminister Anthony Crosland. (NATO Photo) 

senere, så var det mere balancegang end kølleslag, der var brug for. 62 De to 

sider af den danske motivation gled over i en tredje streng om de ’uskyldiges 

røst’, der især viste sig, når det blev fremhævet, at Danmark ikke kunne mistænkes 

for at forfølge eller varetage uvedkommende motiver med sine forslag. 

63 Danmarks stadige fremhævelser af behovet for dialog mellem Øst og 

Vest kunne blive til en efterlysning af dialog for dialogens skyld og som sådan 

udtryk for en særlig dansk eller småstatskynisme. 

Mens den første af disse strenge afspejlede en nøgtern bedømmelse af betydningen 

af forskellige internationale magt- og indflydelsesressourcer for 

store og små stater og den anden en ligeså nøgtern bedømmelse af motiver 

og faktisk adfærd hos flere vestlige lande, så glider denne nøgternhed over i 

en vis portion selvbedrag i den tredje streng. Forskellen i politiske strukturer 

mellem demokratiske og totalitære stater gjorde det nærliggende, at selv nok 

så uskyldige danske forslag om friere forbindelser over Jerntæppet nemt ville 

62 K.B. Andersen, I alle de riger og lande. Oplevelser i 70’ernes danske udenrigspolitik, 1983, s. 170 og 175-6. Advarslen 

mod at have for store forventninger og stille for store krav til en frigørelse af de menneskelige kontakter 

i hele Europa blev fremført af udenrigsminister K.B. Andersen allerede i redegørelsen til folketinget 

om CSCE den 22. november 1972. Det skete med en henvisning til den norske forfatter 

Sigurd Hoel, som engang havde sagt, at man skal aldrig sige „alt eller intet“, for så får man intet, jf. 

Folketingstidende 1972-73, sp. 1303. 

63 Mellbin, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, s. 21. 

DANMARK OG CSCE 251

være provokerende for magthaverne i Sovjetunionen og de østeuropæiske 

lande. Det var ikke nok at sige, at man ikke ville bruge CSCE som et kampberedskab 

til at slå kommunistiske regimer oven i hovedet med: 

Systemkonflikten mellem demokratier og diktaturer var altid til stede, uanset 

om nogen ønskede at ’slå andre oven i hovedet’. På den anden side er der 

heller ikke tvivl om, at Danmark alt taget i betragtning var bedre i stand til at 

fremsætte, forfølge og fastholde kurv 3-forslag end de større NATO-lande, 

der som udgangspunkt var disponerede til at være mere opmærksomme på 

militære balanceforhold. Samlet set må man derfor vurdere den særlige danske 

kombination af forsigtighed og tilbageholdenhed og aktiv indsats uden 

for talerstolen som en betinget succes, blandt andet derved at det i hvert fald 

blev lidt vanskeligere for de kommunistiske lande at organisere en effektiv 

modkampagne. Man kan altså ikke uden videre afvise en tro på de ’uskyldiges 

røst’ som rent (selv)bedrag. 

Det centrale er, at vestlig afspændingspolitik i 1970’erne var andet og mere 

end mellemstatslig afspænding. I formuleringen af dansk CSCE-politik blev 

denne linje støttet af både Socialdemokratiet og de borgerlige partier, og der 

var efter alt at dømme kun enkelte i Socialdemokratiet, som satte spørgsmålstegn 

ved partiets politik. Sammenholdt med de konklusioner, der drages i kapitel 

60, kan man afslutningsvis konstatere, at ikke mindst K.B. Andersens og 

Poul Hartlings visioner i formuleringen af dansk CSCE-politik i 1970’erne var 

ganske fremsynede. 


40 · Østersøspørgsmålet 1963-1978 

Introduktion 

Danmark havde indtil slutningen af 1950’erne ligget uden for NATO’s forsvarslinjer. 

Derfor havde man fra dansk side ikke blot støttet arbejdet for 

etablering af en fremskudt strategi, men også søgt at få NATO til at opprioritere 

Nordflanken og betydningen af Østersøen og de danske stræder. Denne 

indsats fortsatte op i 1960’erne, hvor der begyndte at komme øget internationalt 

fokus på området. Både Øst og Vest opprioriterede området, hvilket 

skabte nye problemer for Danmark i slutningen af 1960’erne og i 1970’erne, 

hvor Østersøen kom til at stå centralt på den danske sikkerhedspolitiske 

dagsorden. 

I dette kapitel vil disse perspektiver blive gennemgået nærmere med henblik 

på at redegøre for det danske syn på ikke blot den øgede østlige aktivitet, 

men også den øgede vestlige aktivitet. Endelig vil det stadige danske problem 

omkring Bornholm blive behandlet nærmere. 

Sovjetisk flådeopbygning 

I 1960’erne blev der gennemført en betydelig ekspansion af den sovjetiske 

flåde. En ekspansion, der ifølge det danske udenrigsministerium foregik i et 

tempo, der ikke var set siden Peter den Store skabte sine flåder i Arkhangelsk 

og Petersborg. Flådeopbygningen var, vurderede udenrigsministeriet, udtryk 

for, at Sovjetunionen i stedet for som hidtil at have fokuseret på forsvaret af 

det nære søterritorium, nu ønskede at skyde sine forsvarslinjer frem, helt ud 

på verdenshavene. 1 Synspunktet blev delt af Forsvarets Efterretningstjeneste, 

der sidst i 1960’erne konstaterede, at den sovjetiske flådetilstedeværelse gennem 

1960’erne havde „antaget helt ny former“. Opfattelsen var, at den sovjetiske 

flåde skulle udføre en strategisk defensiv – hvad der på ingen måde 

udelukkede en taktisk offensiv i det danske område – primært møntet på at 

standse den forventede trussel fra den amerikanske flåde så langt fremme 

som muligt. 2 

Ud over at være en forøgelse af den militære kapacitet i tilfælde af krig og 

en markering af Sovjetunionens samlede magtposition gennem øget militær 

1 „Den sovjetiske flådeekspansion og de danske stræders betydning“, notits af 11. august 1972, UM 

105.Dan.1/2. 

2 FE halvårsoversigt 2/1968, s. 84f.; FE halvårsoversigt 2/1965, s. 42f. Se kapitel 50 for en grundig 

analyse af FE’s vurderinger af den østlige kapacitet. 

ØSTERSØSPØRGSMÅLET 1963-1978 253

synlighed, fandt udenrigsministeriet det endvidere nærliggende at se den 

store flådekapacitet som et muligt politisk redskab. Den demonstrative flådetilstedeværelse 

kunne tænkes anvendt til at forhindre vestallieret anvendelse 

af basefaciliteter i og uden for NATO-området, og „i visse tilfælde“ som politisk 

løftestang ved opretholdelse eller indsættelse af pro-sovjetiske regimer. 

For så vidt angår den politiske pressionsfaktor fandt udenrigsministeriet det 

dog diskutabelt, om flåden „for øjeblikket er et virkelig effektivt udenrigspolitisk 

instrument“. 3 

Den øgede flådekapacitet blev også afspejlet i det danske nærområde, hvor 

den sovjetiske Østersøflåde blev øget og moderniseret. Hertil kom, at den østlige 

amfibiekapacitet, især den østtyske og polske, ifølge FE undergik en „ret 

betydelig forøgelse“ fra midten af 1960’erne. 4 Den sovjetiske Østersøflåde 

skulle primært virke i Østersøen, antagelig med flådestøtte til landmilitære 

operationer i Nord- og Centraleuropa. Fra slutningen af 1960’erne foregik en 

forøgelse af Østersøflådens opgaver til også at omfatte forsvar uden for Østersøområdet. 

5 Der var desuden placeret hjælpeskibe i Østersøflåden, som var beregnet 

på at forsyne sovjetiske flådeenheder i Nordsøen og det nordlige 

Atlanterhav. 6 Endvidere var der deployeret eskortefartøjer, som ifølge udenrigsministeriet 

formodentligt skulle bidrage til at etablering af søtransportruter, 

og oceangående ubåde, som nødvendigvis måtte være møntet på opgaver 

i Atlanterhavet, antagelig sammen med Nordflåden. 7 At Østersøflåden 

havde opgaver uden for deployeringsområdet blev yderligere antydet af, at 

det østlige styrkeforhold i det baltiske område angiveligt var mere end 4:1, og 

at der fra udgangen af 1960’erne blev foretaget fælles øvelser mellem 

Nordflåden og Østersøflåden. 8 Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste tydede 

de sovjetiske forsøg på at skabe og konsolidere en fremskudt forsvarslinje sidst 


105.Dan.1/2. I 1981 blev et eksempel på et sådant løftestangsprincip fremhævet i pressen i forbindelse 

med krisen i Polen „Kremls jernnæve over Polen“, „Ekstrabladet“, 19. august 1981. 

4 Sammenlign kapitel 50. Forøgelsen af amfibiekapaciteten i Øst blev suppleret af de nye missilfartøjer, 

heriblandt OSA-missilbåde. I slutningen af 1970’erne blev flådeopbuddet, ikke mindst antallet 

af ubåde, dog reduceret, og styrkeforholdet begyndte at ændre sig i takt med, at de vestlige flåder 

fik nye langtrækkende missiler (jf. kap. 80). 

5 Se kapitel 50 og 51. 

6 „Udviklingen i Warszawapagtens flåde- og flyaktivitet i Østersøområdet“, FE-notat af 23. december 

1975, FE’s arkiver. Det var også disse hjælpeskibe, der udgjorde hovedparten af den østlige passage 

gennem de danske stræder i 1970’erne. Disse skibes passager var fordoblet siden begyndelsen af 

1960’erne, mens regulære krigsskibes passage i perioden fra 1960 til 1975 var halveret. En udvikling, 

der ifølge FE skyldtes, at Nordflåden, Sortehavsflåden og Stillehavsflåden nu stort set var udbygget 

og nybyggede krigsskibe fra østersøværfterne derfor ikke længere passerede stræderne i samme omfang. 

7 Når disse fartøjer var deployeret i Østersøen, skyldtes det ifølge udenrigsministeriet muligvis, at sejlafstanden 

til Nordsøen og Atlanterhavet var kort, selv om den jo ikke var fri. „Den sovjetiske flådeekspansion 

og de danske stræders betydning“, notits af 11. august 1972, UM 105.Dan.1/2. 

8 Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik, Udenrigsministeriet 1970, s. 266f; Nikolaj Petersen, 

Europæisk og globalt engagement, Dansk udenrigspolitiks historie bd. 6, 2004, s. 170. 


i 1960’erne på en højere interesse i at beherske de danske stræder under 

krig. 9 

Netop spørgsmålet om den sovjetiske interesse i Østersøen og de danske 

stræder blev i 1972 genstand for den danske dagspresses opmærksomhed. På 

baggrund af et essay fra det London-baserede International Institute for Strategic 

Studies om den sovjetiske opprioritering af Nordflåden hævdede Kristeligt 

Dagblad og Aktuelt, at den sovjetiske strategiske interesse i stræderne og dermed 

i dansk territorium var mindsket. 10 Dagbladenes konklusion blev afvist af 

udenrigsministeriet. Først og fremmest kunne dagbladenes slutninger om 

svækket sovjetisk interesse ikke udledes direkte af det britiske essay, der tværtimod 

pointerede, at Sovjetunionen måtte kunne kontrollere de danske stræder 

for at deployere enheder fra Østersøflåden i Atlanterhavet. Dagbladenes 

problematiske læsning af essayet betød dog ikke nødvendigvis, at konklusionerne 

var forkerte. Derfor fandt udenrigsministeriet det relevant at undersøge 

spørgsmålet nøjere. Imidlertid blev den eksisterende opfattelse i udenrigsministeriet, 

nemlig at der var en „betydelig sovjetisk interesse i at kunne 

kontrollere de danske stræder“, bekræftet. 11 Fraset det faktum at Østersøflåden 

stadig var af en betydelig størrelse og blev suppleret af den østtyske og 

polske flåde, fremhævede udenrigsministeriet bl.a. det sovjetiske behov for 

kontrol af de danske stræder for at sikre såvel de østlige enheders udpassage 

til løsning af opgaver sammen med Nordflåden som deres indpassage til 

Østersøen. Dette sidste behov skyldtes især tilstedeværelsen af værftsfaciliteter 

i hele det baltiske område, fra Leningrad over Kaliningrad til værfter i Polen 

og Østtyskland. Disse basefaciliteter, som lå tæt på større industriområder, 

syntes mere oplagte til genforsyning og reparation end de fjerne ishavne, 

hvor Nordflåden opererede. Netop transporten af nybyggede skibe fra skibsværfterne 

i det baltiske område udgjorde også en del af forklaringen på den 

øgede flådegennemsejling, som man fra dansk side registrerede i 1960’erne. 12 

Ud over at opnå fri ind- og udsejling til egne flådeenheder bestod den sovjetiske 

interesse i at sikre sig militær kontrol med adgangsvejene til Østersøen 

9 Det står i dag klart, at Warszawapagtens planer fra 1960’erne om et gennembrud af de danske stræder 

var dikteret af behovet for at kunne føre flådestyrker ud i Nordsøen og derfra videre ud i 

Atlanterhavet, hvilket overordnet set var en defensiv foranstaltning ved fremskydning af forsvarslinjer. 

En besættelse af stræderne og især den jyske halvø var i østlig optik desuden nødvendig af hensyn 

til flankesikring for det østlige landmilitære angreb over den tyske højslette, jf. kapitel 50. 

10 „Danmark synes nu at have mistet sin betydning i Sovjetunionens militær-strategiske planlægning“, 

„Kristeligt Dagblad“, 29. juli 1972; „Sovjet har mistet interessen for Danmark som ’Østersøens portner’“, 

„Aktuelt“ 29. juli 1972; „The Soviet Navy in the North“, i Strategic Survey 1971, London, 1971. 

Se også Thorsten Borring Olesen og Poul Villaume, I blokopdelingens tegn, Dansk udenrigspolitiks historie 

bd. 5, 2005. 


105.Dan.1/2; „Sovjetunionens forhold til de danske stræder og Østersøen“, notat af 6. april 1970, 

UM 105.Dan.1/2. 


105.Dan.1/2. 


også i, at vestlig indtrængen i Østersøen kunne modvirkes. 13 Så selv om man 

fra sovjetisk side muligvis kunne deployere dele af Østersøflåden i Nordsøen 

forud for en konflikt, ville dette ikke alene opfylde det sovjetiske behov for 

kontrol af de danske stræder, som også efter konfliktens udbrud synes at have 

været nødvendig. Dertil kommer, at en sådan deployering ville give Vesten et 

klart varsel om de forestående operationer. 

Udenrigsministeriets vurdering af strædernes betydning fandt desuden 

støtte i SACEUR’s vurdering af, at Sovjetunionen i krigstid ville have behov for 

fri passage mellem Østersøen og Nordsøen af hensyn til for det første indsejling 

til værfts- og reparationsfaciliteterne i det baltiske område, og for det andet 

udsejling for Østersøflådens egne enheder, der skulle operere i Nordatlanten 

og andre steder. 14 

Udenrigsministeriets samlede vurdering af, at den aktuelle udbygning af 

Nordflåden altså næppe betød en formindsket sovjetisk interesse i at kunne 

kontrollere de danske stræder, var ifølge udenrigsministeriet selv i øvrigt i 

tråd med den samtidige militære vurdering af, at en sovjetisk besættelse af 

dansk territorium måtte ske på et tidligt tidspunkt i en krigssituation for at 

være tilfredsstillende fra et sovjetisk strategisk synspunkt. 15 

Sovjetunionens stadige interesse i de danske stræder fremgik også af, at de 

gamle sovjetiske teorier om Østersøen som lukket hav begyndte at dukke op 

igen i begyndelsen af 1970’erne (se kapitel 11). Såfremt Østersøen kunne 

opnå status som lukket hav, kunne den østlige gennemsejling af de danske 

stræder dermed sikres samtidig med, at NATO-flådeenheder ikke måtte besejle 

Østersøen. 16 Sovjetunionen lagde tilsyneladende aldrig et direkte politisk 

pres på den danske regering for at få ændret strædernes status. De regulære 

kampagner for at hindre vestlig militær aktivitet i og omkring Østersøen 

13 Se f.eks. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik, Udenrigsministeriet 1970, s. 265f. FE beskrev i 

1969 forhindring af vestlig indtrængen som en del af Østersøflådens opgaver. FE vurderede, at 

Østersøflåden inden for den generelle defensive orientering kunne have offensive optioner, idet den 

gennem besættelse af de danske stræder skulle gennemføre forsvarskamp med de formodede amerikanske 

flådestyrker. Fra omkring 1970 vurderede FE, at de sovjetiske flådestyrker fik et større offensivt 

aspekt. Se udredningens kapitel 50 og 51. 


105.Dan.1/2; Borring Olesen og Villaume, I blokopdelingens tegn, 2005. 

15 Den sovjetiske flådeekspansion og de danske stræders betydning, notits af 11. august 1972, UM 

105.Dan.1/2. Udenrigsministeriets vurdering af, at Østersøen ikke grundlæggende havde mistet betydning 

i kølvandet på den sovjetiske flådeekspansion i nord er siden blevet delt af bl.a. den kontroversielle 

tjekkiske afhopper, Jan Sejna. Hans vurdering bygger både på placeringen af værftsfaciliteterne 

i Østersøen, og at Østersøflåden i tilfælde af krig kunne forventes at skulle afbryde vestlige forbindelseslinjer 

i Atlanterhavet og gennemføre amfibieoperationer mod Skandinavien. Jan Sejna, We 

Will Bury You, 1982, s. 125. 

16 „Sovjetunionens forhold til de danske stræder og Østersøen“, notat af 6. april 1970, UM 

105.Dan.1/2. Ud over kategorien lukket hav opererede den sovjetiske folkeretsteori med to andre 

typer farvand: indre have og åbne have. Teorien var baseret på S.V. Molodsovs arbejder fra 1950 og 

1951. Sikkerhedspolitisk Studiegruppe, Østersøen; Geografi. Historie. Økonomi. Havret. Forsvar. Sikkerhed, 

Det Udenrigspolitisk Selskab, 1979, s. 72; Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik, s. 278-81. 


havde siden midten af 1950’erne taget udgangspunkt i idéen om Østersøen 

som et „fredens hav“, der havde større politisk end folkeretligt indhold. 

Samtidig markerede Sovjetunionen til stadighed sin egen ret til at agere frit i 

området gennem flådedemonstrationer i form af øvelsesvirksomhed og anden 

maritim tilstedeværelse. 

Den stadige sovjetiske interesse i, at Østersøen fik status som lukket hav, 

fremgik dog bl.a. af tredjeudgaven af en sovjetisk diplomatisk opslagsbog fra 

1971. Opslagsbogen, der delvis var forfattet af udenrigsminister Gromyko, 

hæftede sig ved NATO’s angivelige planer om at blokere stræderne og dermed 

lukke udsejlingsmulighederne „for Sovjetunionen og andre socialistiske 

lande ved Østersøen“, medens „NATO’s søstridskræfter“ blev sikret gennemsejling. 

Muligheden for kontrol med stræderne sikrede „NATO’s herrer“ sig 

gennem „systematiske øvelser i strædeområdet“. Denne håndtering af strædernes 

status var ifølge det diplomatiske opslagsværk ikke „foreneligt med de 

baltiske staters [dvs. Østersølandene] sikkerhed og nationale interesser og 

farlige for freden i almindelighed.“ 17 At opslagsbogens reviderede udgave 

skærpede tonen og betegnede den hidtidige danske strædepraksis, hvor 

NATO-lande kunne få adgang til Østersøen, som en „trussel mod freden“, 

vakte opmærksomhed i den danske presse, hvor „Jyllands-Posten“ gengav dele 

af ordlyden. 18 

I det danske udenrigsministerium var man i begyndelsen af 1970’erne meget 

opmærksom på relanceringen af de sovjetiske teorier om Østersøen om 

lukket hav, som fra dansk side i tråd med den hidtidige politik klart blev afvist. 

Det danske udenrigsministerium henholdt sig til, at alle skibes fri passage 

var garanteret gennem Genèvekonventionen af 1958, og desuden af en sovjetisk-amerikansk 

aftale fra 1968. 19 

Netop reglerne for passage og den danske opmærksomhed omkring især 

sovjetisk anvendelse af stræderne var også kommet til udtryk omkring 1969- 

70, da Danmark vægrede sig ved et amerikansk ønske om at ændre de eksisterende 

gennemsejlingsregler for internationale stræder. Det amerikanske 

forslag, der egentlig primært knyttede sig til besejling af Gibraltar-strædet, gik 

ud på, at gennemsejling af internationale stræder kunne ske neddykket. Fra 

dansk side fandt man, at de amerikanske forslag ikke i tilstrækkelig grad tog 

hensyn til danske interesser. Forslaget skabte nemlig problemer for den danske 

strædepraksis, hvorefter passage kun måtte ske synligt og anmeldt. Fraset 

17 „Sovjetunionens syn på Østersøen som et lukket hav“, indberetning af 1. november 1971. UM 

105.Dan.1/2. Opslagsbogens argumentation var grundlæggende i overensstemmelse med originaludgaven 

fra 1961. 

18 Notat af 2. november 1971, UM 105.Dan.1/2; “Jyllands-Posten“, 1. november 1971; Nikolaj Petersen, 

Danish security Policy, i J.J. Holst (ed.), Five Roads to Nordic Security, 1973, s. 171. 

19 „Sovjetunionens syn på Østersøen som et lukket hav“, indberetning af 1. november 1971. UM 

105.Dan.1/2; se også Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik, s. 278. Som anført i kapitel 11 henviste 

man fra sovjetisk side bl.a. til de historiske traktater af 1780 og 1800, der omtalte Østersøen som et 

lukket hav. 


grundlæggende suverænitetsmæssige problemer ved at afgive kontrollen, 

kunne det amerikanske forslag ifølge udenrigsministeriet vanskeliggøre kontrollen 

med den sovjetiske aktivitet i stræderne. 20 Fra dansk side fremhævede 

man, at Sovjetunionen ikke tidligere havde forlangt fri overflyvning og gennemsejling, 

men i praksis – om end ikke formelt – accepteret de danske krav 

for strædepassage. 21 Overvågningen af østlige flådegennemsejling ville blive 

vanskeliggjort og sammenholdt med fri overflyvningsret i stræderne ville man 

risikere udmatning af overvågningsindsatsen af dansk territorium. USA’s pointering 

af, at moderne teknologi, formentlig overvågningssystemet SOSUS, 

trods neddykning skabte omtrent lige så gode overvågningsmuligheder, ændrede 

dog ikke den danske bekymring, da det primært var et politisk problem 

med den svækkede suverænitetshævdelse og øgede østlige manøvrefrihed i 

danske farvande. 22 

En svækket dansk kontrol og suverænitetshævdelse måtte ikke mindst synes 

problematisk i lyset af den øgede østlige militære tilstedeværelse i Østersøområdet. 

Sovjetisk fredstidsaktivitet i Østersøområdet 

Den østlige interesse i de danske stræder fremgik ikke kun af Kremls politiske 

interesse i Østersøen som lukket hav og flådeopbygningens sammensætning 

og størrelse. De østlige militære fredstidsaktiviteter i Østersøområdet signalerede 

i høj grad også østblokkens interesse. Hovedparten af de østlige fredstidsaktiviteter 

bestod for det første i maritim overvågning og patruljevirksomhed, 

og for det andet i regulær øvelsesaktivitet med fly- og flådestyrker tæt på 

dansk territorium. 23 

For så vidt angik overvågnings- og patruljeaktiviteten forekom der gennem perioden 

en stadig fastere overvågningspatruljering i Østersøen og de danske 

farvande. Selv om 1960’erne ifølge FE overordnet set havde været præget af 

20 Ud over kardinalpunktet med de neddykkede ubåde påpegede man i udenrigsministeriet bl.a. de 

potentielle problemer ved manglende kontrol i tilfælde af en senere brobygning over Storebælt og 

ved olieforurening. Mere bemærkelsesværdigt er det måske, at man internt i udenrigsministeriet påpegede, 

at der også måtte „tages hensyn til muligheden af, at Danmark i en krigssituation kunne 

være neutral.“ Referat af 26. januar 1970, UM 105.Dan.1/2. 

21 Som udenrigsministeriet også senere noterede havde den danske strædepraksis omkring anmeldt 

passage „hidtil været god latin, idet såvel NATO-landene som Warszawapagtlandene har fulgt disse 

bestemmelser.“ Notat af 2. november 1971, UM 105.Dan.1/2. 

Danske myndigheder accepterede dog – i alle tilfælde i 1980’erne – at NATO-ubåde passerede 

Storebælt i neddykket tilstand, jf. Ola Tunander, The Secret War against Sweden. US and British 

Submarine Deception in the 1980s, 2004, s. 242f med højtstående danske officerer som kilde. 

22 Sagen er behandlet nærmere hos Borring Olesen og Villaume, I blokopdelingens tegn. Fra dansk side 

gik man dog ikke så langt som til at obstruere det amerikanske forslag. Ikke mindst da det kun var 

Vesttyskland, Italien og Sverige, der kunne forventes at modsætte sig forslaget. Se f.eks. notater af 26. 

januar 1970, 20. april 1970, 22. marts 1971 og 25. november 1971, UM 105.Dan.1/2. 

23 Østersøen, s. 168f. 


en relativ rolig udvikling i flådebilledet, havde der vist sig nye tendenser i 

form af større østlig årvågenhed og øget efterretningsindhentning. 24 Ud over 

signalopklaringsflyvninger omkring Bornholm var der tale om østlig maritim 

overvågning i den vestlige del af Østersøen. Fra 1969 blev patruljevirksomheden 

udvidet til at dække området mellem Møn og Rügen, og fra 1973 opererede 

de østlige patruljer også nord for Rügen. Også omkring Skagen og ved 

Kielerbugten var der hyppigt østlige patruljer, primært med henblik på at 

overvåge flådetrafikken gennem stræderne og for at gennemføre elektronisk 

efterretningstjeneste. Det sidste blev øget betydeligt, når der var vestlige flådeøvelser 

i området, da man derved fra østlig side kunne opnå et mere sikkert 

indblik i NATO’s operationsmønstre. Warszawapagten gennemførte også 

såkaldte navigationssejladser omkring den sjællandske øgruppe med jævnlige 

omsejlinger af Sjælland, Falster og Lolland, som ifølge FE i midten af 

1970’erne blev gennemført ca. 35-40 gange om året. Det var især østtyske og 

i mindre omfang polske skibe, der stod for disse sejladser, der efter FE’s skøn 

havde til formål at gøre personellet bekendt med de danske farvande, som de 

skulle operere i under krigsforhold. 25 

Selv om navigationssejladserne ganske vist i princippet var i overensstemmelse 

med de danske adgangsbestemmelser, fandt Forsvarskommandoen 

dem folkeretligt tvivlsomme, da sigtet med sejladsen ikke var passage fra et 

åbent hav til et andet. 26 Under en samtale i juni 1976 med den sovjetiske ambassaderåd 

– og chef for KBG-residenturet i København – Mikhail Ljubimov, 

havde konsulent i statsministeriet Henning Gottlieb anført, at fredelig passage 

gennem stræderne var ikke noget problem, men at man i Danmark 

havde svært ved at godtage omsejlingerne af den sjællandske øgruppe. En aktivitet, 

som den sovjetiske ambassaderåd angiveligt ikke kendte til. 27 Ganske 

vist var der ifølge Gottlieb ikke var noget nyt i disse øgede aktiviteter. Det 

eneste nye var, at man talte om det i Danmark, erklærede han over for 

Ljubimov. Et tilsvarende synspunkt kom til udtryk fra FE’s side få måneder senere, 

da man vurderede, at situationen ikke i sig selv afveg særligt fra normalbilledet. 

28 Hertil skal dog anføres, at normalbilledet vedrørte situationen i „de 

senere år“. Der var ingen tvivl om, at omsejlingsfrekvensen var steget betydeligt 

siden slutningen af 1960’erne. 29 

24 Se udredningens kapitel 50 og 51. 

25 „Udviklingen i Warszawapagtens flåde- og flyaktivitet i Østersøområdet“, hemmeligt FE-notat af 23. 

december 1975, FE’s arkiver; „Udviklingen i Warszawapagtens flåde- og flyaktivitet i Østersøområdet“, 

uklassificeret FE-notat af 23. december 1975, FE’s arkiver. FE registrerede i slutningen af 

1970’erne omtrent 25 omsejlinger om året, jf. udredningen kapitel 50 og 51. 

26 Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 172. 

27 „Referat af møde i den sikkerhedspolitiske kontaktgrp. tirsdag den 22. juni 1976“, UM 105.G.9. 

28 Ifølge tjenesten var „det eneste ’unormale’, at en del af de østtyske skibe var fra søgrænsepolitiet.“ 

„Referat af møde i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe onsdag den 11. august 1976“, UM 

105.G.9. 

29 Regeringens sikkerhedsudvalg, 23. marts 1976. 


Medens de danske myndigheder så med nogen sindsro – om end med irritation 

– på omsejlingerne, blev billedet tilsyneladende mere problematisk, 

når man inddrog spørgsmålet om den omfangsmæssige og geografiske udvidelse 

af øvelsesaktiviteten. Ifølge en rapport udfærdiget af FE til brug for forsvarsministerens 

orientering af forsvarsudvalget, havde udvidelsen medført 

væsentlige ændringer i normalbilledet af Østlandenes militære aktiviteter. Ud 

over mindre flådeøvelser i Kattegat, Skagerrak og Vesterhavet var de østlige 

indtrængningsøvelser i Østersøen siden 1960’erne rykket længere mod vest. 

Og i 1970’erne gennemførte østblokken sådanne øvelser og amfibieøvelser 

helt frem til DDR’s kyster, hvor der blev øvet landgang ved Rügen. 30 

Når sådanne øvelsesaktiviteter vakte nogen bekymring hos de danske myndigheder 

skyldes det formentlig ikke mindst, at de lå ganske tæt op ad de formodede 

angrebsscenarier. Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, oberst 

Sund, havde i marts 1976 orienteret regeringens sikkerhedsudvalg om, at 

Polen eksempelvis i 1973 havde afholdt en såkaldt papirøvelse, altså en øvelse 

uden egentlige troppeenheder, hvor Polen lavede amfibieangreb mod Fakse 

bugt, Falster og Møn. 31 

Fra 1977 kunne de danske myndigheder konstatere en videre udbygning af 

øvelsesaktiviteten. I juli 1977 kunne Forsvarets Efterretningstjeneste således 

orientere om „foruroligende“ Warszawapagtøvelser, hvor der for første gang 

under en amfibieøvelse blev anvendt luftlandsætninger. Under øvelsen var 12 

deltagende fly mindre end et kvarters flyvetid fra Fakse Bugt. Foranlediget af 

et spørgsmål fra udenrigsministeriet fastslog FE, at de danske varslingsfunktioner 

fungerede som vanligt trods en „igangværende smædekampagne i 

„Ekstra Bladet“. Alligevel knyttede en del af den danske bekymring i forbindelse 

med de østlige aktiviteter tæt på dansk jord sig til varslingsmulighederne. 

32 Selv om FE ikke generelt så tegn på en øget risiko for et angreb mod 

Danmark, måtte det virke problematisk, at østlige militære enheder kunne 

operere så snævert omkring og inden for dansk område, at et potentielt overraskelsesangreb 

vanskeligt ville kunne afvises. Hertil kom, at en rettidig minering 

af danske farvand til forhindring af større sovjetisk udsejling ved konfliktens 

udbrud kunne vanskeliggøres gennem de forringede varslingsmulig- 


1975, FE’s arkiver; Avisårbogen 1976, s. 17-18 og 32; Hans A. Schrøder, Det sku’ vær’ saa godt – Danmarks 

luftforsvar under den kolde krig, 2002, s. 279. Rapporten var stort set enslydende med serie af rapporter 

om Warszawapagtens aggressionsmuligheder mod Danmark, som FE udgav i årene 1974- 

1986, og som igen byggede på et FE-bidrag i en betænkning fra 1972 om det danske forsvar, udfærdiget 

af den i 1969 nedsatte forsvarskommission. Årsagen til forsvarsudvalgets anmodning om en vurdering 

af trusselsbilledet var antagelig de drøftelser, som var blevet påbegyndt i sommeren 1975 om 

den øgede østlige militære aktivitet i Østersøområdet (se nærmere herom nedenfor). 

31 Møde i regeringens sikkerhedsudvalg, 23. marts 1976. 

32 Samtidig blev det konstateret, at Sovjetunionen var i besiddelse af mindst 4 luftpudebåde til sølandsætning, 

og ikke som hidtil antaget 2-3 stk. „Referat af møde i den sikkerhedspolitiske kontaktgruppe 

onsdag den 13. juli 1977“, UM 105.G.9; Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 172. 


heder. 33 De danske myndigheders samtidige fokus på krisehåndtering i den 

såkaldte ’grå periode’, altså overgangstiden fra fred til krig, hvor effektiv 

varsling i rette tid måtte anses for essentielt, kan have været medvirkende til 

at skærpe opmærksomheden omkring varslingsaspektet. 34 Allerede i slutningen 

af 1960’erne havde FE fremhævet dette perspektiv. Den mere intensive 

øvelsesaktivitet, som kunne registreres fra omkring 1968 med „daglige foreteelse 

tæt ved danske farvande og i et enkelt tilfælde også i dem“ førte til en 

ændring af normalbilledet, idet det mere intensive øvelsesmønster nu blev 

„normalt“. Dette, fastslog FE, skabte problemer for varslingsmulighederne. 35 

Igen i 1970-71 havde varslingsperspektivet i forbindelse med den sovjetiske 

militære tilstedeværelse og aktivitet været fremhævet fra dansk side. Da ledende 

socialdemokratiske politikere argumenterede for deres forslag til en 

ny dansk forsvarsordning under samtaler med den amerikanske ambassade i 

København, pointerede de, at Warszawapagten i kraft af sin flådetilstedeværelse 

og øvelsesaktivitet omkring Danmark med kort varsel kunne rette angreb 

fra søen mod hele Danmark fra flere forskellige retninger. 36 

Det var også efter alt at dømme muligheden for rettidig varsling, der udgjorde 

baggrunden for de danske bekymringer over Sovjetunionens øvelsesflyvninger 

med langtrækkende bombe- og missilbærende fly vest over 

Østersøen mod Rügen-området. Flyøvelserne var også i løbet af détenteårene 

rykket længere vestover. I 1970’erne var tale om rutineflyvninger med op til 

40-50 maskiner, der fløj fra sovjetisk territorium tæt ind mod dansk territorium 

for omkring Rügen at vende om uden på noget tidspunkt at krænke 

dansk luftrum. På baggrund af en rapport fra FE orienterede forsvarsminister 

Orla Møller i begyndelsen af 1976 forsvarsudvalget om situationen. Ifølge forsvarsministeren 

var formålet med de østlige flyoperationerne formentlig tosidet: 

For det første kunne der foreligge et ønske fra østlig side om gennem 

„opretholdelse af en høj aktivitet i en lang periode at skabe forøgede vanskeligheder 

med at vurdere, om en yderligere øget aktivitet er en fortsat udvidelse 

af „normalbilledet“ eller egentlige angrebsforberedelser.“ 37 Dertil skulle 

dog inddrages de forventede strategiske varsler, hvilket medvirkede til at tone 

de umiddelbart alarmerende perspektiver for overraskelsesangreb ned. For 

det andet fremhævede forsvarsministeren, at der kunne ligge en politisk signalværdi 

i tilstedeværelsen ved at demonstrere, at „Østersøen som helhed var 

33 Flådestrategier og nordisk sikkerhedspolitik, bd. 1, 226f. 

34 Se Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 170-71. 

35 Se udredningens kapitel 51. 

36 Derfor var det ifølge socialdemokraterne vigtigt at kunne imødegå et begrænset angreb indtil allierede 

forstærkninger nåede frem, hvilket ledte frem til, at det danske forsvar skulle omlægges til at 

møde netop dette behov. Borring Olesen og Villaume, I blokopdelingens tegn. 


1975, FE’s arkiver; Avisårbogen 1976, s. 17-18 og 32. 


Sovjetisk Dubna-klasse forsyningsskib i dansk farvand. Agten for skibet hænger en 

dansk helikopter. (FE/Orlogsmuseet). 

østligt interesseområde.“ 38 Et perspektiv, der ikke lå langt fra de samtidige sovjetiske 

tanker om Østersøen som et lukket hav. 

Ud over forsvarsministerens overvejelser omkring vanskeliggørelse af de 

danske varslingsmuligheder og politisk manifestation kunne der være tale om 

opnåelse af en vis udmatning af det danske overvågningssystem. Endelig må 

det formodes, at de sovjetiske operationer har haft et regulært efterretningsmæssigt 

formål. For det første kunne man fra sovjetisk side, selv om flyene aldrig 

krænkede dansk luftrum, med de såkaldte Foxbat fly (MiG-25) overvåge 

størstedelen af det danske territorium. 39 For det andet bestod der en efterretningsmæssig 

værdi i at få den danske tekniske overvågning iværksat, således 

man fra østlig side selv – gennem aflytning – kunne skabe et billede Danmarks 

overvågningskapacitet og -procedurer. 40 

Den øgede østlige militære aktivitet i Østersøområdet i midten af 

1970’erne gav også anledning til, at selve den østlige styrkeopbygning atter blev 

sat på de danske myndigheders dagsorden. I 1976 blev den danske opmærksomhed 

formentlig yderligere øget på grund af den sovjetiske deployering af 


39 Møde i Embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål, 29. april 1976. 

40 I det mindste havde tilsvarende flyoperationer, især. fra amerikansk side i slutningen af 1940’erne 

og i 1950’erne mod sovjetisk territorium, haft et sådant formål. Se f.eks. Jeffrey T. Richelson, A 

Century of Spies. Intelligence in the Twentieth Century, 1995, s. 221. 


6 GOLF-2-klasse missilubåde i Østersøen, der blev flyttet fra Nordflåden til det 

baltiske område. De danske myndigheder kom aldrig frem til en endelig forklaring 

på ubådenes tilstedeværelse. 41 

Selv om de østlige øvelsesplaner havde virket ubehageligt på de danske 

myndigheder, herskede der fortsat nogen usikkerhed – og uenighed – om, 

hvorledes den sovjetiske udvikling skulle opfattes, og hvorvidt den forøgede 

sovjetiske flådetilstedeværelse var alarmerende. Da opmærksomheden omkring 

den østlige aktivitet i Østersøen var på sit højeste i efteråret 1976, rejste 

chefen for udenrigsministeriets NATO-kontor under et møde i den sikkerhedspolitiske 

kontaktgruppe spørgsmålet, „om det overhovedet var rigtigt at 

tale om en sovjetisk styrkeforøgelse i Østersøen“ af samme karakter som den 

flådeopbygning, som man kunne se i Nordflåden. Dette sidste, fandt han, var 

en helt anderledes alvorlig situation, medens forholdene i Østersøen snarere 

var udtryk for en „forskydning af aktiviteterne“. Dette afviste forsvarskommandoens 

repræsentant i gruppen, som mente, at der var tale om „en betydelig 

ekspansion i såvel kvantitativ som kvalitativ henseende.“ Anskuet i sin rette 

sammenhæng, altså sammen med udviklingen i Centraleuropa, måtte udviklingen 

i Østersøen efter forsvarskommandoens opfattelse samlet set betragtes 

som ligeså alvorlig som ved Nordkalotten. Men hvis dette var tilfældet ønskede 

chefen for NATO-kontoret at vide, om det da var Danmark, der havde 

„særlig grund til bekymring.“ Repræsentanten for Forsvarskommandoen replicerede, 

at NATO som sådan havde grund til bekymring, og at denne bekymring 

da også kom til udtryk. 42 

Meget peger imidlertid på, at NATO fra begyndelsen af 1970’erne faktisk 

fokuserede på den sovjetiske opprioritering af Nordflåden, hvilket dog igen 

gav anledning til et øget NATO-fokus på Nordflanken. Et forhold, der formentlig 

var medvirkende til, at mulighederne for allierede forstærkninger til dansk 

område nu blev sat på NATO’s dagsorden. 43 

Når udenrigsministeriets perspektiv adskilte sig fra de militære myndigheders 

skyldes det antagelig til dels, at udenrigsministeriet i sin trusselsvurdering 

inddrog flere aspekter, hvoraf forsvarets militære vurdering kun udgjorde 

ét, om end et ganske centralt aspekt. Den overordnede politiske situation 

synes således at have været væsentlig for den danske politiske vurdering 

af, hvor alarmerende den østlige militære opbygning egentlig var. Dette per- 

41 GOLF-ubådene gennemførte lejlighedsvis patruljering i Østersøen, og FE vurderede, at de havde 

operativ status. At de dermed måske ikke blev flyttet til pensionisttilværelse (de var ikke ganske nye) 

antydes af, at Warszawapagten i disse år anlagde et mere dystert syn på den vestlige militære udvikling, 

og i frygt for et nukleart overraskelsesangreb ønskede at styrke den sovjetiske afskrækkelseskapacitet. 

Fra Østersøen kunne man ramme de fleste europæiske storbyer. Men dermed skal udviklingen 

heller ikke ses som rettet direkte mod Danmark. Se udredningens kapitel 51 for denne analyse. 

42 „Referat. Kontaktudvalgets møde den 17. november 1976“, UM 105.G.9. 

43 Se i øvrigt kapitel 41 for drøftelse af forstærkningsproblematikken. 


spektiv kom tydeligt til udtryk i den fortsatte meningsudveksling, hvor chefen 

for udenrigsministeriets NATO-kontor ikke fandt udbygningen overraskende 

de sovjetiske supermagtsambitioner taget i betragtning. Et forhold, som USA 

for længst havde erkendt, mente chefen for NATO-kontoret. Derfor kunne 

man „ikke tyde den militære opbygning som udtryk for konkret aggressiv hensigt.“ 

Et synspunkt, der i øvrigt faldt i tråd med de officielle danske synspunkter 

internt i alliancen, nemlig at forøgelsen af den østlige kapacitet ikke i sig 

selv måtte anses for alarmerende. 44 Heroverfor påpegede repræsentanterne 

for FE og Forsvarskommandoen samstemmende, at forsvarsevnen måtte tilpasses 

efter trusselspotentialet, ikke den „skiftende tyngde af den aktuelle aggressionsrisiko.“ 

Dette var også tilfældet, hvis man skulle undgå at blive udsat 

for politisk pression. 45 

Den her antydede perspektivforskel mellem udenrigsministeriet og repræsentanterne 

for forsvaret udgjorde formentlig hovedårsagen til de forskelligartede 

vurderinger af truslen. Ud over at forsvaret i højere grad fokuserede 

på kapabiliteter og den våbenmæssige udvikling, kan mere institutionelle forklaringsfaktorer 

overvejes som yderligere forklaringsfaktorer. Forsvarskommandoen 

må formodes at have haft interesse i fremhæve behovet for allierede 

forstærkninger, som i disse år var på den politiske dagsorden. Samtidig 

lå der i disse år antagelig en interesse hos forsvarsministeriet, som 

Forsvarskommandoen var underlagt, i at få del i NATO’s infrastrukturprogrammer, 

der muliggjorde økonomisk støtte til bygning af f.eks. veje og flyvepladser. 

Det måtte anses for vigtigt at også Danmark fik del i disse midler, 

f.eks. til udbygning af havneanlæg. En interesse, der dog i princippet måtte 

formodes at blive delt af udenrigsministeriet. 46 Som vi senere skal se var man 

i udenrigsministeriet dog af andre årsager opmærksom på ikke at fremhæve 

truslen mod Danmark for stærkt, både af risiko for på den ene side militær 

optrapning og den anden side allieret opgivelse. 

Desuden skal udenrigsministeriet påpasselighed i efteråret 1976 med ikke 

at give udtryk for en høj trusselsopfattelse muligvis også til dels ses i sammenhæng 

med det forestående Europaministermøde i december samme år. 

Chefen for udenrigsministeriets NATO-kontor gav under mødet med FE og 

44 Således f.eks. i forbindelse med den danske indsats under Harmel-studiet, se kapitel 38. Også fra 

amerikansk side blev det vurderet, at Danmark var blandt de lande, der fokuserede stærkest på intentioner 

frem for kapaciteter. Se Borring Olesen og Villaume, I blokopdelingens tegn. 


46 Sådanne institutionelle drivkræfter har ikke været underkastet nærmere analyse i Danmark. De er 

dog behandlet af bl.a. Carl Axel Gemzell for så vidt angår den tyske flåde i 1930’erne i Organization, 

Conflict and Innovation. A Study of German Naval Strategic Planning 1888-1943, 1973 og i Hitler, Raeder 

und Skandinavien. Der kampf für einen maritimen Operationsplan (1965). Synspunktet bliver gentaget i 

Gemzells studier om Warszawapagtens flådeplaner. „Warszawapagten, DDR och Danmark. Kampen 

för en maritim operationsplan“, Historisk Tidsskrift, 1996, bd. 1, s. 32-83. Selv om disse synspunkter 

vanskeligt kan overføres direkte mellem forskelligartede systemer, må det formodes, at sådanne perspektiver 

også har gjort sig gældende inden for den danske politikformulering. 


Forsvarskommandoen udtryk for, at trusselsvurderingen ikke skulle indgå i 

mødets kommuniké. „Man vidste jo, hvorledes det ville gå med virkningen“ 

pointerede han, „[h]vis man skreg ulv i hvert communiquee“. 47 

Når udenrigsministeriet manede til forsigtighed i formidling af for stærke 

trusselsopfattelser, må dette desuden formodes at have været præget af andre 

politiske hensyn, bl.a. ønsket om at fastholde Sovjetunionen i det afspændingsspor, 

som imidlertid allerede havde passeret zenith ved udgangen af 

1975. 48 I det mindste havde udenrigsministeriet allerede i foråret 1976 opnået 

enighed med statsministeriet og FE om, at Danmark burde „fare med lempe 

i tegningen af trusselsbilledet i Østersøen, da overdreven dansk opmærksomhed 

omring østlige aktiviteter kunne give det indtryk, at Danmark pressede 

på for en øget NATO-præsens og dette i sin tur ville forringe den østlige tillid 

til Danmark.“ 49 

Den indledende danske indsats for at begrænse den østlige aktivitet havde 

netop taget afsæt i afspændingsperspektivet. Da DDR’s statsoverhoved Erich 

Honecker i august 1975 under CSCE-mødet over for statsminister Anker 

Jørgensen havde ytret ønske om en udtalelse om Østersøen som et ’fredens 

hav’, havde den danske statsminister ifølge udenrigsministeriets referat henledt 

østtyskerens opmærksomhed på den stadigt stigende østtyske flådeaktivitet 

og spurgt, hvorledes dette stemte med ideen om fredens hav. Hertil havde 

Honecker bemærket, at han under en sejltur i Østersøen var stødt på en 

dansk Starfighter, men at han ville overveje, hvad statsministeren havde sagt. 

Honecker havde antydet, at der måske var grund til at lade til at lade sagkyndige 

mødes om dette spørgsmål. 50 

Fra statsministeriets side tog man det østtyske udspil om en fortsat ordveksling 

til sig, men udenrigsministeriet fandt på baggrund af hele sagsforløbet 

omkring Østersøen, at sådanne drøftelser ikke skulle indledes. Sagen havde 

ifølge udenrigsministeriet „flere og ret så komplicerede aspekter.“ Desuden 

burde en eventuel indstilling til statsministeren afstemmes med de berørte 

ressortmyndigheder, påpegede udenrigsministeriet. Udfaldet blev, at FE indledningsvis 

producerede en oversigt over udviklingen i Østersøen, således at 

sagen kunne belyses og statsministeren grundigere blive informeret om de 

faktiske forhold. 51 


48 Se udredningens kapitel 28. 

49 Spørgsmålet om NATO’s militære flådetilstedeværelse i Østersøen behandles nedenfor. Referat af 

mødet den 3. november 1976 i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe, UM 105.G.9. 

50 „Notat. Statsministerens samtale i Helsingfors med partisekretær Honecker“, 1. august 1975, UM 

105.Dan.1/2. 

51 „Notat. Østersøen som et fredens hav“, 3. oktober 1975 med kontinuation af 14. oktober 1975, UM 

105.Dan.1/2; FE-skrivelse nr. 1730/75, 23. oktober 1975 med bilaget „Udviklingen i Warszawapagtens 

flåde- og flystyrker i Østersøen“, udfærdiget af FE, 23. oktober 1976, FE’s arkiv; se desuden 

Petersen, Europæisk og globalt engagement, 171f. FE-oversigten var i betydeligt omfang overensstemmende 

med de uklassificerede FE-oversigter, der siden 1974 var blevet udsendt til forsvarets ansatte 


Sagen kom imidlertid aldrig videre, og der blev ikke indledt konkrete drøftelser 

med DDR. I de kommende år rejste ledende danske beslutningstagere 

dog gentagne gange spørgsmålet om den østlige øvelsesaktivitet over for deres 

østlige modparter, der blev bedt om at forklare udviklingen, som man fra 

dansk side havde vanskeligt ved at acceptere. I 1976 ønskede udenrigsminister 

K.B. Andersen under en samtale med den polske udenrigsminister 

Olszowski en drøftelse af Warszawapagt-landenes øgede militære aktivitet tæt 

på dansk område. Den danske udenrigsminister håbede, at man kunne skabe 

et samarbejds- og tillidsklima, som ville kunne „afskaffe en praksis, der hører 

den kolde krigs tid til.“ 52 Olszowski erkendt ganske vist, at den militære aktivitet 

var forøget, men fastslog samtidig, at der ikke var foregået nogen optrapning 

af styrkeniveauet. Selv om K.B. Andersen ikke fandt, at polakken havde 

givet en tilfredsstillende forklaring på udviklingen, glædede han sig dog over, 

at spørgsmålet nu var sat til debat. 53 Få uger senere rejste tidligere statsminister 

Poul Hartling spørgsmålet over for Polen, og udenrigsminister K.B. 

Andersen selv drøftede sagen med den sovjetiske ambassadør Jegorytjev i foråret 

1976 og igen under et besøg i Østberlin oktober 1976. Da statsminister 

Anker Jørgensen samme måned atter rejste spørgsmålet under udenrigsminister 

Gromyko besøg i København, understregede den danske statsminister, 

at han ikke var i tvivl om, at Sovjetunionen ikke ønskede en konfrontation, 

men at den østlige øvelsesaktivitet nær danske kyster var et problem for 

Danmark. Ikke mindst i forhold til den offentlige mening, pointerede 

Jørgensen. 54 

Netop den styrkede offentlige opmærksomhed omkring den østlige militære 

aktivitet i og omkring danske farvande var en medvirkende årsag til den 

skærpede danske diplomatiske indsats over for østblokken i slutningen af 

1970’erne. De danske myndigheder så med nogen bekymring på den stigende 

offentlige debat om den østlige militære aktivitet i Østersøen, som 

ifølge statsministeriet kunne tidsfæstes til Anker Jørgensens samtale med 

Honecker. En debat, som ledende ministre selv havde taget del i, og som i 

nogen udstrækning var stimuleret af regeringen selv, både gennem K.B. 

og andre interessenter. Baggrunden for disse oversigters oprindelige udfærdigelse er diskuteret i 

Jørgen Engsig Bro, „Russerne kommer? Militære trusselsbilleder og oplysningsarbejde 1974-1986“, i 

Klaus Petersen og Nils Arne Sørensen (red.), Den kolde krig på hjemmefronten, 2004, s. 207f. 

52 „Berlingske Tidende“ 10. februar 1976. 

53 K.B. Andersen i udenrigspolitisk nævn, 12. februar 1976; Petersen, Globalt og europæisk engagement, 

s. 176. Den polske udenrigsminister henviste desuden til det forøgede antal vestlige manøvrer som 

forklaring på udviklingen i den østlige aktivitet. Dette perspektiv behandles nedenfor. 

54 Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 177; Notitser af 16. marts 1976 og 7. oktober 1976. UM 

5.D.30.a. Det var ikke kun på politisk plan, at de danske beklagelser over øvelsesaktiviteten blev fremført. 

I juni 1976 havde Henning Gottlieb over for ambassaderåd Ljubimov pointeret, at den sovjetiske 

optræden i forbindelse med en affære, hvor et sovjetisk fartøj havde forsøgt at skaffe sig en 

dansk torpedo „vanskeligt kunne accepteres som i overensstemmelse med god opførsel“. Referat af 

møde i den sikkerhedspolitiske kontaktgrp. tirsdag den 22. juni 1976, UM 105.G.9. 


Andersens redegørelse i folketinget i juni 1975 om den stigende østlige aktivitet, 

55 og senere gennem Orla Møllers orientering af forsvarsudvalget i februar 

1976. 

Problemet var ifølge udenrigsministeriet, at den danske offentlighed „pludselig 

var blevet udsat for en voldsom omtale af disse aktiviteter, uden at der i 

og for sig var tale om nye oplysninger.“ 56 Den „sensationsprægede omtale“ af 

den østlige aktivitet ville imidlertid næppe forvolde større skade på forholdet 

mellem Øst og Vest, mente stedfortrædende chef for udenrigsministeriets politiske 

afdeling, Ole Bierring. Han påpegede, at man tværtimod vel kunne 

have lov til at håbe på, at der kunne følge „en vis indskrænkning i den østlige 

aktivitet“, idet østlandene erfaringsmæssigt ikke var ufølsomme over for presseomtale. 

57 Under alle omstændigheder vurderede K.B. Andersen på NATO’s 

ministerrådsmøde i maj 1976, at den offentlige omtale af den østlige aktivitet 

og den diplomatiske indsats over for Warszawapagten mindskede mulighederne 

for, at de militære aktiviteter kunne bruges som politisk pressionsmiddel 

over for Danmark, hvis dette ellers var det østlige formål med aktiviteterne. 

58 

Den offentlige debat om den østlige militære aktivitet havde desuden ifølge 

udenrigsministeriet utvivlsomt „tjent et nyttigt og måske endog været nødvendig 

for at skabe en bredere forståelse for visse grundlæggende kendsgerninger 

bag Øst-Vestforholdet og afspændingsbestræbelserne.“ 59 Trods disse 

positive elementer ved den offentlige debat fandt de danske myndigheder, at 

ministerdeltagelse i større omfang end det allerede havde været tilfældet 

burde undgås, da man risikerede yderligere opblussen af debatten. Som 

udenrigsministeriet formulerede det, kunne en intensiveret ministerdeltagelse 

i debatten „befrygtes at kunne bære yderligere ved til et bål, som allerede 

brænder vel lystigt“. 60 Synspunktet blev øjensynlig delt af statsministeren, 

der ifølge konsulent Henning Gottlieb var opmærksom på, at „omtalen ikke 

55 Omtales hos Bent Jensen, Tryk og tilpasning. Sovjetunionen og Danmark siden 2. verdenskrig, 1987, s. 

126. Folketingstidende, folketingets forhandlinger 1974-75, d. 11.6.1975, sp. 6129-6132. 

56 „Referat. Sikkerhedspolitisk kontaktudvalgs møde den 24. marts 1976 kl. 10.30“, UM 105.G.9. 

FE informerede kontaktudvalget om, at man holdt øje med aktiviteten i Østersøen, men at man ikke 

havde baggrund for at dømme om nogen ændring i billedet. Umiddelbart fandt man, at alt var normalt. 

FE påpegede endvidere, at man ikke havde været mere aktive i oplysningsarbejdet end hidtil, 

men at der pludselig havde vist sig interesse for sikkerhedspolitiske emner i medierne. 

57 Notits til møde i regeringens sikkerhedspolitiske udvalg den 23. marts 1976, udfærdiget 11. marts 

1976 med kontinuation af 17. marts 1976 ved chefen den politiske afdeling, O. Bierring, UM 

105.Dan.1/2. 

58 „Talepunkter. NATO-ministerrådsmødet i Oslo 20.-21. maj 1976“, UM 105.G.138; Petersen, Europæisk 

og globalt engagement, s. 177. 



105.Dan.1/2. 

60 Sst. Baggrunden for de politiske udtalelser havde dog „utvivlsomt haft en ’krisestyringshensigt’“, 

fremhævede udenrigsministerielle embedsmænd senere i kontaktudvalget og de understregede vigtigheden 

af, at „disse intentioner blev forstået i andre dele af statsapparatet.“ Samtidig ønskede 


urde skrues yderligere op“. Også udenrigsminister K.B. Andersen var opmærksom 

på problemet. Allerede i februar 1976 havde han i udenrigspolitisk 

nævn anført, at man skulle undgå, at debatten løb løbsk og endte i koldkrigsstemning, 

ligesom han omtrent en måned senere havde manet til forsigtighed 

og advaret mod „koldkrigsretorik og grøftegraveri.“ 61 

Den højlydte offentlige debat om forholdene i Østersøen accentuerede 

ifølge udenrigsministeriet desuden behovet for en „bedre styring af informationsvirksomheden.“ 

Dette havde været drøftet blandt ministrene, der dog 

udviste tøven over for „alt for håndfaste tiltag“. Statsministeren var dog kommet 

frem til, at forsvarsministeren skulle gøre sig nærmere overvejelser om, 

på hvilken måde informationsvirksomheden bedst kunne tilrettelægges. 62 Det 

er imidlertid uklart, om regeringen faktisk lagde en særlig pressestrategi for 

at påvirke debatten i denne forbindelse. Dog informerede udenrigsminister 

K.B. Andersen i januar 1977 den sovjetiske ambassadør Jegorytjev under en 

fortrolig samtale om, at han havde diskuteret spørgsmålet om pressens behandling 

af sagen med indflydelsesrige pressefolk. Under udenrigsministerens 

videre forsøg på at undgå, at den politiske opmærksomhed omkring forholdene 

i Østersøen voldte større problemer i forhold til Sovjetunionen, bemærkede 

han over for ambassadøren, at visse spørgsmål ville blive formuleret 

anderledes, hvis det var K.B. Andersen selv, der skrev aviserne. 63 Selv om 

denne besked kan have været ren beroligelse, synes det – set i lyset af embedsværkets 

og politikernes opmærksomhed omkring det indenrigspolitiske aspekt, 

der igen kunne påvirke forholdet til Sovjetunionen – troligt, at udenrigsministeren 

havde søgt diskret at regulere pressens håndtering af sagen. 

Om end der i slutningen af 1970’erne kan spores visse tegn på en mindskelse 

af de danske henvendelser i forbindelse med den sovjetiske aktivitet, 

blev spørgsmålet stadig bragt på bane over for Øst. Og den ny koalitionsregering 

mellem Socialdemokratiet og Venstre fortsatte i 1978 den danske kritik 

af den østlige øvelsesaktivitet. Under et møde i FN bemærkede udenrigsminister 

Henning Christophersen, at Danmark ikke frygtede Sovjetunionen, 

men at Kreml af hensyn til den offentlige opinions fortsatte støtte til afspændingsbestræbelserne 

måtte afstemme sit øvelsesmønster. Samtidig koblede 

både udenrigsministeren selv og forsvarsminister Poul Søgaard under 

NATO’s ministerrådsmøde den øgede aktivitet til behovet for forstærkninger 

udenrigsministeriet en bedre koordinering af de politiske vurderinger hos regering og folketing og 

de militære vurderinger. „Referat af møde i den sikkerhedspolitiske kontaktgrp. tirsdag den 22. juni 

1976“, UM 105.G.9. 

61 K.B. Andersen i udenrigspolitisk nævn, 12. februar 1976; Møde i Skive 19. marts 1976, se Petersen, 

Europæisk og globalt engagement, s. 175 og 177. 

62 „Referat. Sikkerhedspolitisk kontaktudvalgs møde den 24. marts 1976 kl. 10.30“, UM 105.G.9. 

Udenrigsministeriet fandt i det hele taget, at der var „for store udsving“ i den offentlige omtale af 

Øst-Vest-problematikken. Dette var f.eks. tilfældet med pressens dækning af CSCE. 

63 Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 177; K.B. Andersens samtalereferat af 21. januar 1977, 

UM 5.D.30.a. 


Den øgede østflådeaktivitet i Østersøen havde pressens bevågenhed. Her et opslag fra 

„Aktuelt“, den 1. maj 1979. 

til det danske område. 64 Et forhold, som forsvarsministeriet allerede i 1971 

havde lagt op til, da det i forbindelse en vurdering af forholdet mellem den 

sovjetiske styrkeopbygning og NATO’s stående styrke i Atlanterhavet, STA- 

NAVFORLANT (og det begrænsede danske bidrag hertil) blev slået fast, at 

„[d]e sovjetiske flådeaktiviteter lagde op til et fait accompli og accentuerede 

scenariet om hjælp vestfra. 65 

De danske beklagelser over den østlige aktivitet fandt ikke umiddelbart sovjetisk 

forståelse. I marts 1976 afviste ambassadør Jegorytjev over for K.B. Andersen, 

at der var tale om øget sovjetisk aktivitet, men at sagen nærmere var 

et produkt af det danske forsvars ønske om forøgede forsvarsudgifter. Senere 

samme år blev statsminister Anker Jørgensens beklagelser til udenrigsminister 

Gromyko over udviklingen stort set afvist blankt. Den sovjetiske aktivitet 

var, mente Gromyko, Sovjetunionens egen sag og tydeliggjorde for den danske 

statsminister, at eventuelle danske krav om begrænsninger i øvelsesaktivitet 

tæt på dansk område ville blive anset for en ny og såkaldt „ikke-nyttig“ 

linje. Og i december 1977 afviste Kosygin over for Anker Jørgensen at disku- 


65 Ang. kontaktmødet den 26. marts 1971, referat af 7. april 1971, UM 105.G.9. 


tere detaljer om militære aktiviteter i Østersøen, og advarede desuden den 

danske statsminister mod at provokere Sovjetunionen i Østersøen. 66 

I marts 1976 gav chefen for udenrigsministeriet politiske afdeling ved flere 

lejligheder udtryk for, at østlandene faktisk var modtagelige for pressekritik. 67 

Og i efteråret 1976 havde konsulent i statsministeriet Henning Gottlieb på 

baggrund af en samtale med den sovjetiske ambassaderåd Mikhail Ljubimov 

vurderet, at man fra sovjetisk side åbenbart havde registreret „den åbne danske 

omtale af Warszawapagtens maritime aktivitet nær dansk territorium“. 

Tiden måtte dog vise, mente Gottlieb, om dette ville føre til ændringer af østblokkens 

adfærd. 68 

Selv om den østlige aktivitet fortsatte indtil begyndelsen af 1980’erne 

kunne der sidst i 1970’erne observeres en vis stagnation og ændring i det østlige 

øvelsesmønster. Landgangsøvelserne begyndte at rykke mod øst, og i begyndelsen 

af 1980’erne standsede også de østlige flyøvelser ind mod dansk 

territorium. 69 Hvorvidt den østlige udvikling faktisk var et produkt af de danske 

henvendelser kan dog ikke afgøres på det foreliggende grundlag. 70 I det 

hele taget var udviklingen i Østersøområdet afhængig af internationale forhold, 

som lå på den anden side af dansk kontrol. Om end mindre markant, 

kom dette perspektiv også til udtryk i forbindelse med den allierede aktivitet 

i Østersøen. 

Allieret flådetilstedeværelse i Østersøen 

Under de danske drøftelser med østlandene omkring den øgede militære 

Warszawapagt-aktivitet i Østersøen i 1970’erne havde man fra østlig side ved 

adskillige lejligheder henvist til, at NATO’s flådeaktivitet var en udløsende 

faktor. Således havde den polske udenrigsminister Olszowski i 1976 påpeget 

over for K.B. Andersen, at der var tale om „legitime forsvarsforanstaltninger, 

66 Petersen 2004, s. 177-178; Notits af 16. marts 1976, UM 5.D.30.a; Notits af 7. oktober 1976, UM 

5.D.30.a. 



105.Dan.1/2; „Referat. Sikkerhedspolitisk kontaktudvalgs møde den 24. marts 1976 kl. 10.30“, UM 

105.G.9. 

68 Referat af møde i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe onsdag den 1. september 1976, UM 

105.G.9. Ambassaderåd Ljubimov havde over for Gottlieb udtrykt ønske om “at finde en bedre måde 

til i fremtiden at varsle maritime øvelser.“ FE’s repræsentant vurderede, at Mikhail Ljubimovs ord var 

uden indhold, og at der vist ikke var nogen af parterne, der havde interesse i fastere varslingsprocedurer.“ 

Det ville jo også skabe problemer for den danske aktivitet i området. 

69 Flådestrategier og nordisk sikkerhedspolitik, bd. 1, s. 165. 

70 Således kan både det mindre optimistiske østlige syn på magtbalancen fra midten af 1970’erne og 

præsident Fords samtidige, mere kompromisløse politik over for Øst have medvirket til, at Sovjetunionen 

i slutningen af 1970’erne trak følehornene til sig, ligesom den endelige neddrosling af aktiviteterne 

i begyndelsen af 1980’erne kan have forbindelse til Carters og Reagans politik. For en 

nærmere diskussion af disse forhold, se kapitel 51. 


som ikke var rettet mod noget land og ikke til fare for nogen“. Den østlige aktivitet 

måtte til dels ses som en reaktion på det øgede antal vestlige manøvrer 

i Østersøen, mente Olszowski. En forklaring, som K.B. Andersen som nævnt 

ovenfor under en efterfølgende redegørelse i udenrigspolitisk nævn ikke betragtede 

som tilfredsstillende. 71 Det sovjetiske fokus på den vestlige aktivitet 

som medvirkende årsag til den østlige aktivitet blev fastholdt 1970’erne ud. 

I 1979 rejste en dansk socialdemokratisk delegation under et besøg i 

Moskva igen spørgsmålet, der efterhånden havde antaget et noget rutinemæssigt 

præg. Henvendelsen blev ifølge det danske referat besvaret med, at man 

for det første måtte tage den overordnede magtbalance mellem Øst og Vest i 

Europa i betragtning og ikke se isoleret på dette spørgsmål. For det andet: at 

selv om der ikke var tale om et simpelt aktion-reaktionsmønster, „var der også 

meget ved NATO-manøvrerne, der bekymrede Sovjetunionen.“ 72 Argumentet 

om at den øgede østlige militære aktivitet skulle ses som en reaktion på 

NATO-landenes militære aktivitet og interesse i Østersøområdet var også 

oppe at vende i den danske dagspresse sidst i 1970’erne. En udlægning, som 

imidlertid klart blev afvist af udenrigsministeriet. 73 Alligevel er der ingen tvivl 

om, at de danske myndigheder havde opmærksomheden rettet mod især 

NATO’s flådeaktivitet i området, da den kunne virke provokerende på Øst. 

Allerede i slutningen af 1960’erne havde de danske myndigheder drøftet 

den østlige opmærksomhed på NATO’s flådeplaner i det danske nærområde. 

I efteråret 1967 havde repræsentanter for Politiets Efterretningstjeneste og 

Forsvarets Efterretningstjeneste fremsat den formodning, at den østlige forventning 

om, at NATO-flådestyrker havde til opgave at gå ind i Østersøen, 

kunne medvirke til at øge risikoen for atombombning af dansk territorium. 

Udenrigsministeriets direktør fandt dette forhold overordentligt betænkeligt 

og mente, at man burde overveje, hvorledes denne østlige misopfattelse 

kunne udryddes. 74 De allierede flådeplaner var da også genstand for i det 

mindste de østlige efterretningstjenesters opmærksomhed, hvor indsigt i 

disse planer var et højt prioriteret efterretningsobjekt mod Danmark. 75 I et senere 

notat fra februar 1968 slog chefen for udenrigsministeriets NATO-kon- 

71 K.B. Andersen fandt desuden anledning til at præcisere, at Vesten siden CSCE til stadighed havde 

overholdt deres forpligtelse til at forhåndsadvisere om militære øvelsesvirksomhed. K.B. Andersen i 

udenrigspolitisk nævn, 12. februar 1976; Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 177. 

72 „Referat af drøftelser m.v. i forbindelse med besøget af en socialdemokratisk delegation bestående 

af Kjeld Olesen, Poul Nielson og Lasse Budtz i Moskva den 4.-12. februar 1979“, udfærdiget af Poul 

Nielson, Jens Otto Krags arkiv, ABA. 


74 Møde i embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål den 10. november 1967, UM 105.Dan.6. 

Den omtalte formodede øgede risiko for østlig atombombning udsprang også af en antaget østlig 

mistillid til det danske fredstidsforbehold over for oplagring af atomvåben, hvilket tilsyneladende 

også var omdrejningspunktet for direktørens tanker om at forhindre den fejlagtige østlige opfattelse. 

Se også kapitel 36. 

75 Jf. Thomas Wegener Friis, Den usynlige front. DDR’s militære spionage i Danmark under den kolde krig, 

2005. 


tor dog fast, at der ikke kunne tales om egentlige offensive NATO-operationer, 

men erkendte, at Danmark principielt ikke kunne afvise dette, da der var 

tale om eventuel flådedeployering ved STANAVFORLANT i den vestlige del 

af Østersøen som „politisk manifestation“ i tilfælde af krise. Dette lå dog langt 

fra egentlige offensive planer, hvorfor kontorchefen da også sammenfattende 

omtalte Kremls forventede opfattelse af sådanne planer som „den formodede 

– fejlagtige – sovjetiske opfattelse med hensyn til […] offensive flådeplaner 

vedrørende Østersøen“. 76 Hans konklusion var imidlertid, at i kraft af Sovjetunionens 

grundlæggende strategiske interesse i Danmark ville hverken potentielle 

offensive flådeoperationer (eller mulig atomoplagring i Danmark) 

gøre udslaget. Der var adskillige relevante mål på dansk område og beslutningen 

ville afhænge af, hvorvidt Kreml i øvrigt besluttede sig for en atomar 

option. 77 

Da spørgsmålet om den østlige militære aktivitet i Østersøområdet var på 

sit højeste i 1976, var det formentlig også den østlige og den hjemlige fremhævelse 

af den vestlige tilstedeværelse som generator herfor, der ansporede 

de danske myndigheder til at få hold på omfanget og karakteren af den allierede 

flådeaktivitet i området. Således gav udenrigsministeriet i 1976 udtryk 

for over for den sikkerhedspolitiske kontaktgruppe, at udenrigsministeren 

„ville være interesseret i tal for den vestlige aktivitet for at se, om der var mere 

eller mindre balance.“ For så vidt angik den amerikanske maritime tilstedeværelse 

i Østersøen havde forsvarsministeriet på samme møde slået fast, at amerikanske 

skibe siden 1972 regelmæssigt havde foretaget indsejlinger i 

Østersøen, og – supplerede forsvarsministeriet med – at den amerikanske aktivitet 

bestod i øvelser. 78 Fra FE’s side nævnte man, at tendensen for vestlig 

aktivitet i Østersøen var stigende, og at amerikanerne i øvrigt regelmæssigt 

holder øvelser både i Østersøen og i Sortehavet. 79 Det var imidlertid ifølge 

Forsvarskommandoen vanskeligt at give nærmere oplysninger om den vestlige 

aktivitet i Østersøen, da der ikke forelå statistikker over vestlige indsejlinger, 

og heller ikke blev foretaget konstant indsamling af oplysninger om al- 


UM 105.Dan.6. For de vestlige planer for operationer i Østersøen, herunder med ubåde, se Clemens 

Doepgen, Die Konzeptionen der Nord- und Ostseeverteidigung der Bundesmarine von den Anfängen bis 1986, 

1999. 


UM 105.Dan.6. Dokumentet blev på et efterfølgende møde i kontaktgruppen udleveret til nærmere 

drøftelse. Sikkerhedspolitisk kontaktmøde af 7. marts 1968, UM 105.G.9. 

78 Referat af møde i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe onsdag den 11. august 1976, UM 

105.G.9; Referat af møde i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe onsdag den 1. september 1976, 

UM 105.G.9. Spørgsmålet havde allerede været oppe at vende i 1971, hvor der efter forsvarsministeriets 

vidende ikke – fraset besøg i Østersøhavne – var „tilsvarende [de sovjetiske] flådeoperationer i 

Østersøen fra amerikansk side“. Redegørelse af 17. marts 1971, UM 55.USA.12.a. 

79 Referat af møde i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe onsdag den 11. august 1976, UM 

105.G.9. Samtidig blev det fra FE’s side bemærket, at den vesttyske flåde regelmæssigt gennemførte 

øvelser i Skagerrak og Kattegat. 


lierede aktiviteter i området. Det stod dog klart, at USA betragtede Østersøen 

som et frit øvelsesområde. 80 

For de øgede vestlige aktiviteter i Østersøen i slutningen af 1970’erne og 

gennem 1980’erne henvises i øvrigt til kap. 78. 

Det danske dilemma bestod i, at mens man på den ene side erkendte risikoen 

for en provokation og optrapning gennem denne vestlige aktivitet, 

tjente den samtidig den funktion, at det fra vestlig side klart blev demonstreret, 

at Østersøen ikke var et lukket hav. Derfor anså man det fra dansk side for 

vigtigt med en vis allieret flådetilstedeværelse som en politisk manifestation. I 

1971 havde man fra amerikansk side sendt dette klare politiske signal, da fire 

amerikansk krigsskibe gik ind i Østersøen for at vise, at dette farvand ikke var 

et lukket hav. 81 

I midten af 1970’erne blev den vestlige tilstedeværelse i Østersøen gjort 

endnu tydeligere. NATO opfordrede til øget besøgsvirksomhed netop for at 

modvirke, at Østersøen fik karakter af “lukket“ farvand. Over for de danske 

myndigheder havde SACEUR’s politiske rådgiver i 1976 således „understreget 

den politiske betydning af at opretholde en NATO-præsens i Østersøen.“ 82 

Kort forinden havde Holland også givet udtryk for, at de ville „vise flaget i 

Østersøen“, og samtidig begyndte STANAVFORLANT at foretage lejlighedsvise 

togter ind i Østersøen i forbindelse med øvelser med danske og vesttyske 

flådeenheder. 83 I slutningen af 1970’erne var Sovjetunionen da også helt opmærksom 

på den politiske signalværdi i øvelsesaktiviteten. 84 

Det var imidlertid ikke blot ønsket om politisk manifestation af Østersøens 

frie status, der talte for allieret flådeaktivitet. Også de rent forsvarsmæssige 

hensyn måtte inddrages. Som fremhævet af udenrigsminister Henning 

Christophersen i 1978 tydeliggjorde den østlige flådeaktivitet behovet for forstærkning. 

De danske myndigheder var imidlertid påpasselige med ikke at 

tegne billedet af situationen i Østersøen i alt for grelle farver. Det kunne give 

80 Referat af møde i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe onsdag den 1. september 1976, UM 

105.G.9. 

81 Borring Olesen og Villaume, I blokopdelingens tegn. 

82 Referat af møde i den sikkerhedspolitiske kontaktgruppe onsdag den 1. september 1976, UM 

105.G.9. SACEUR’s politiske rådgiver havde i den forbindelse påpeget, at den kommende amerikanske 

flådeøvelse i Østersøen formentlig ville blive lagt 100 mil længere mod øst, dvs. i et område, hvor 

amerikanerne befandt sig i 1973, tilføjede konsulent i statsministeriet Henning Gottlieb, som NATOhenvendelsen 

var rettet til. 

83 Referat af møde i den sikkerhedspolitiske kontaktgruppe onsdag den 11. august 1976, UM 

105.G.9; Flådestrategier og nordisk sikkerhedspolitik, s. 166 Det var senere dog netop Holland, der sammen 

med Canada modsatte sig tanken om større NATO aktivitet i området, hvorfor STANAVFOR- 

LANT ikke kom til at få større betydning som politisk manifestation. 

84 „MID SSSR til MID LSSR: ’Sammendrag af politiske indberetninger fra Sovjetunionens ambassade 

i Danmark for året 1977’. Orientering af 20. marts 1978, R-1019 4 214, Lietuvos Centrinis Valstybes 

Archyvas, Litauen. Ifølge den sovjetiske ambassade udviste de ledende kredse i NATO „konstant opmærksomhed 

i sin optræden overfor Danmark“. Dette kom bl.a. til udtryk ved, at der på dansk territorium 

blev „gennemført en række øvelser, som udover de rent militære formål, tilsyneladende 

også har karakter af en politisk solidaritetsdemonstration med Danmark.“ 


agslag ved, at NATO forstærkede massivt i området og dermed optrappede 

situationen. 85 Den danske recept var, at man skulle være årvågen og opmærksom 

omkring den østlige udvikling, men dog samtidig udvise forsigtighed og 

ikke medvirke til eller acceptere tendens til optrapning. Den danske forsigtighed 

kom bl.a. til udtryk i, at man fra dansk side ikke kunne anerkende et forslag 

fra NATO’s Nordkommando, AFNORTH, til SACEUR om fastlæggelse af 

bestemmelser for NATO’s Østersøaktiviteter. AFNORTH ønskede, at tilstedeværelsen 

af NATO-landenes flådestyrker i Østersøen „i de kommende år i 

princippet opretholdes på samme niveau som i 1976“, og foreslog derfor bl.a. 

en egentlig formalisering af øvelsesaktiviteten i Østersøen, samt at STANAV- 

FORLANT på fast basis skulle gennemføre operationer ind i Østersøen. 86 

Udenrigsministeriet forholdt sig ret reserveret over for disse tanker og foretrak, 

at denne aktivitet fortsat blev planlagt ad hoc. 87 Dette ændrede dog 

ifølge udenrigsministeriet ikke ved, at AFNORTH selvsagt udmærket kunne 

holde de anførte betragtninger i baghovedet. Man ville fra dansk side „som 

hidtil […] være rede til velvillig overvejelse i forbindelse med de ordinære årlige 

øvelsesprogrammer og STANAVFORLANT’s sejlplaner, af øvelsesforslag, 

der i princippet holder sig på niveauet for 1976.“ 88 Denne løsning gav ifølge 

udenrigsministeriet større fleksibilitet og anbefalede derfor, at man fra dansk 

side anmodede AFNORTH om ikke at bringe sagen videre. Samtidig understregede 

udenrigsministeriet, at STANAVFORLANT’s operationer ikke måtte 

overskride den vedtagne grænse for egentlige NATO-flådeøvelser i 

Østersøen, nemlig 16. længdegrad. Dette uanset om danske enheder deltog i 

operationerne. 89 

85 Referat af mødet den 3. november 1976 i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe, UM 105.G.9. 

86 Baggrunden for AFNORTH’s forslag var angiveligt en række incidenter i 1976 mellem danske og 

østlige marinefartøjer og ønsket om at sikre de vestlige landes ret til at besejle Østersøen. Notits af 

22. juni 1977 med kontinuation af 3. august 1977, foretaget af stedfortrædende chef for politisk afdeling 

O. Bierring. Kommenteret af chef for politisk afdeling P. Dyvig, UM 105.Dan.1/2 

87 Denne danske opfattelse var også kommet til udtryk året forinden, hvor Forsvarskommandoen 

fremhævede, at øvelsesmønstret for NATO-landene var “tilfældigt“, hvilket var at foretrække. Referat 

af møde i den sikkerhedspolitiske kontaktgruppe onsdag den 1. september 1976, UM 105.G.9; Notits 

af 22. juni 1977 med kontinuation af 3. august 1977, foretaget af stedfortrædende chef for politisk 

afdeling O. Bierring. Kommenteret af chef for politisk afdeling P. Dyvig, UM 105.Dan.1/2. 

88 Ifølge udenrigsministeriet kunne Danmark ganske vist ikke på forhånd vide, om man „hvert år vil 

anse det for formålstjenligt at godkende STANAVFORLANTs deployering i Østersøen“. Men når 

man tog udgangspunkt i de senere års øvelsesmønster måtte det dog formodes, at man fra dansk side 

ville kunne tilslutte sig dette. Notits af 22. juni 1977 med kontinuation af 3. august 1977, foretaget af 

stedfortrædende chef for politisk afdeling O. Bierring. Kommenteret af chef for politisk afdeling P. 

Dyvig, UM 105.Dan.1/2. 

89 Notits af 22. juni 1977 med kontinuation af 3. august 1977, foretaget af stedfortrædende chef for 

politisk afdeling O. Bierring. Kommenteret af chef for politisk afdeling P. Dyvig, UM 105.Dan.1/2; 

Petersen, Europæisk og globalt engagement, s. 176. 


STANAVFORLANT, 1979. (Søværnets Fototjeneste/Marinens Bibliotek). 

Danske restriktioner på allieret aktivitet i Østersøen – 

Bornholmsperspektivet 

Mens de danske beslutningstagere kun havde et begrænset kendskab til omfanget 

og karakteren af de allieredes militære aktiviteter i Østersøområdet, 

var regulære NATO-enheders maritime tilstedeværelse i nærheden af 

Bornholm og øst herfor genstand for betydelig dansk opmærksomhed, da 

netop dette spørgsmål var et fast omdrejningspunkt for den sovjetiske kritik 

af den danske sikkerhedspolitik. 

Selv om det østlige fokus på Bornholm nok var stærkere under den tidlige 

kolde krig, holdt østblokken også i détenteårene til stadighed blikket rettet 

mod øen. Og i tråd med sin hidtidige kurs holdt Kreml fast i de såkaldte danske 

løfter fra 1946 og 1961 om at holde Bornholm fri for fremmede tropper. 

I 1960’erne havde Sovjetunionen ved flere lejligheder rettet anklager mod 

den danske regering for at være i færd med at omdanne Bornholm til „baseområde“. 

I begyndelsen af 1963 havde den canadiske NATO-delegation hæftet 

sig ved sovjetiske og polske anklager, der blev betegnet som helt grundløse 

og set som indvarsling af en „betydelig sovjetisk propaganda“. 90 Det var dog 

90 „Political Discussions in the NATO Council – the Latest Soviet Note to Denmark, 25.2.1963, 

National Archives of Canada, RG 25, Vol. 3283. 


først igen i 1967, at der blev lanceret en pressekampagne ad samme linjer. 

Her blev Bornholm udråbt til at skulle omdannes til baseområde, der kunne 

bruges ved begrænsede operationer. Anklagerne skabte nogen nervøsitet hos 

den danske regering, der ad flere omgange forsøgte at berolige Kreml. 91 

I 1971 affødte vestlige flådeoperationer i farvandet omkring Bornholm sovjetiske 

reaktioner, efter at et amerikansk fly og en helikopter var landet på 

øen. Da sagen indledningsvis blev bragt op af „Isvestija“, skønnede udenrigsministeriets 

direktør Paul Fischer, at „en dansk reaktion ex officio, f.eks. i 

form af en regulær erklæring, ikke er påkrævet, og snarest er uønsket, for den 

måtte være egnet til at starte en erklæringskrig.“ Derfor skulle eventuelle forespørgsler 

fra pressen besvares ved at afvise påstandene og fremhæve, at der 

ikke var noget i sagen, der stred mod noget tilsagn fra dansk side, og at sådanne 

anliggender alene vedkom den danske regering. 92 

Det fik Paul Fischer selv anledning til få uger senere, da den sovjetiske ambassadør 

Jegorytjev henvendte sig angående de amerikanske landinger på 

Bornholm. Fischer afviste på stedet den sovjetiske henvendelse, der havde 

fremhævet de danske erklæringer fra 1946 i forbindelse med den sovjetiske 

tilbagetrækning og fra 1961 i forbindelse med oprettelsen af den dansk-tyske 

enhedskommando. For så vidt angik 1946-situationen bemærkede direktøren, 

at det kun var naturligt, at de sovjetiske tropper blev trukket tilbage fra 

Bornholm. At den danske regering i denne forbindelse – og altså igen i 1961 – 

havde erklæret, at der kun ville være danske styrker på øen, kunne ikke sættes 

i forbindelse med det amerikanske fly og den amerikanske helikopters 

kortvarige ophold. Paul Fischer påpegede, at Bornholm var dansk område 

som enhver anden del af landet, og at man fra dansk side selvsagt når som 

helst „kunne modtage besøg af den omhandlede art.“ Dette, pointerede han, 

var „en åbenbar følge af dansk suverænitet.“ Direktøren medgav, at landingen 

var foretaget uden de danske myndigheders eksplicitte tilladelse, hvilket den 

danske kystvagt – i øvrigt til udenrigsministeriet fortrydelse – havde meddelt 

pressen. Men dette var som bekendt, bemærkede han, „et rent dansk anliggende.“ 

Selv om den sovjetiske ambassadør erkendte, at dette var tilfældet, påpegede 

han, at den sovjetiske regering med glæde havde iagttaget, at 

Danmark havde overholdt sit løfte fra 1946, og gik ud fra, at det også „skulle 

forblive således i fremtiden.“ Landingerne virkede „suspekte“ på ambassadøren, 

som fandt, at sagen var blevet lemfældigt behandlet fra dansk side. Det 

var hans opgave som ambassadør i Danmark at virke for bevarelsen af de gode 

dansk-sovjetiske forbindelser. Direktøren afviste skarpt, at man fra dansk side 

havde taget for let på sagen og pointerede i øvrigt, at ambassadørens sidste 

91 Grønland under den kolde krig. Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-68, DUPI 1997, s. 420f. 

92 „Artikel i Isvestija i anledning af amerikanske flådebevægelser i Østersøen. Bornholmsspørgsmålet“, 

notits af 22. maj 1971, UM 105.Dan.1/2. 


emærkninger om det dansk-sovjetiske forhold „naturligvis var rigtigt, men at 

det var denne sag uvedkommende.“ 93 

Det var ikke kun i begrænsninger på allieret tilstedeværelse på Bornholm, 

at den danske følsomhed kom til udtryk. Fra dansk side havde man i første 

halvdel af 1950’erne pålagt sig selv visse geografiske restriktioner på allieret 

øvelsesaktivitet omkring Bornholm for at undgå unødige provokationer af 

Sovjetunionen. I princippet dikterede restriktionerne, at den yderste østlige 

grænse for flådeøvelser var 17. længdegrad, men udenrigsministeriet, der 

skulle godkende de nærmere øvelsesplaner, havde i praksis kun givet tilladelse 

til øvelser til og med 16. længdegrad. 94 

I november 1971 udtalte forsvarsminister Kjeld Olesen, at Danmark i forbindelse 

med en kommende NATO-øvelse i efteråret 1972 havde besluttet at 

fastholde en nord-sydgående linje gennem Bornholm, som de involverede 

flådeenheder ikke ville bevæge sig øst for. 95 Baggrunden for forsvarsministerens 

udtalelser var angiveligt den kritik af dansk østersø- og strædepolitik, 

som var kommet til udtryk i den sovjetisk diplomatiske opslagsbog, der som 

nævnt ovenfor havde vakt opmærksomhed i Danmark i efteråret 1971. Forsvarsministerens 

udtalelser havde givet anledning til forlydender i vesttysk 

presse om, at Danmark havde fastlagt regler således, at NATO-enheder ikke 

fremover kunne operere i Østersøen øst for Bornholm. Altså en generel begrænsning 

af fremtidige øvelser. Dette var ifølge forsvarsministeren en misforståelse 

af hans kommentar, og derfor havde han efterfølgende udsendt en 

pressemeddelelse, hvori det blev slået fast, at Danmark hverken kunne eller 

ville gennemføre begrænsninger i flådeaktiviteten i Østersøen, der er en del 

af det åbne hav. 96 En bemærkning, der samtidig havde brod mod den sovjetiske 

tale om Østersøen som lukket hav, der på denne tid var et aktuelt 

93 „Sovjetisk demarche i anledning af amerikansk helikopter- og flylanding på Bornholm“, referat af 

8. juni 1971, UM 105.Dan.1/2; „Artikel i Isvestija i anledning af amerikanske flådebevægelser i 

Østersøen. Bornholmsspørgsmålet“, notits af 22. maj 1971, UM 105.Dan.1/2. 

94 En anden praksis, der havde udviklet sig var, at udenrigsministeriet ikke gav tilladelse til allieret 

øvelsesvirksomhed, der foregik tættere end 15 sømil fra østtysk eller polsk kyst. „Generelle begrænsninger 

med hensyn til allieret udnyttelse i militær henseende af dansk område (og dansk farvand)“, 

6. april 1978, UM 105. Dan.5/1. 

95 Den danske forsigtighed omkring begrænsningerne i NATO-aktivitet i Østersøen gjaldt ikke kun 

farvandet snævert omkring Bornholm. Forsvarsministeren bemærkede samtidig, at man skulle 

undgå „storstilede øvelser meget nær sovjetiske kyster“, da disse selvsagt kunne virke provokerende 

og altså dermed virke optrappende. Her citeret fra Borring Olesen og Villaume, I blokopdelingens tegn; 

„Notits. Sovjetisk kritik af den danske Østersø-politik“, 4. november 1971, UM 105.Dan.1/2. Se desuden 

f.eks. „Berlingske Tidende“ og „Jyllands-Posten“ for 1. november 1971. 

96 Den korrigerende pressemeddelelse blev udsendt 4. november 1971. I udenrigspolitisk nævn foreslog 

Knud Østergaard, at man i tråd med tidligere forsvarsminister Victor Grams handlemåde i en 

tilsvarende sag overvejede at præcisere den danske politik i holdt en tale på Bornholm. „Frankfurter 

Allgemeine Zeitung“, 4. november 1971; „Danmark og Østersøen“, 4. november 1971, UM 105.Dan.1/2; 

Østergaard i udenrigspolitisk nævn, 25. november 1971; se også Østersøen, s. 74; Borring Olesen og 

Villaume, I blokopdelingens tegn. 


emne. Et tilsvarende budskab blev samtidig leveret direkte til den sovjetiske 

ministerpræsident Kosygin: Østersøen var et åbent hav. 97 

Den ikke-provokatoriske linje over for Sovjetunionen blev delvis afstemt af 

en stadig, principiel fastholdelse af sin egen og de øvrige NATO-landes ret til 

at agere frit i Østersøen, selv om man i praksis afholdt sig fra fuld efterlevelse 

heraf. Således fremhævede udenrigsministeriet, at de gældende restriktioner 

på NATO’s øvelsesaktivitet jo naturligvis ikke forhindrede danske eller allierede 

nationale enheders „ret til at trænge dybere ind i Østersøen.“ 98 Men 

selv om de geografiske begrænsninger reelt kun gjaldt regulære NATOøvelser, 

medens øvrige nationale eller multinationale øvelser i princippet ikke 

var underlagt disse restriktioner, fandt man i udenrigsministeriet, at disse retningslinjer 

„måtte være vejledende i spørgsmål om dansk deltagelse.“ Således 

mente udenrigsministeriet ikke at kunne anbefale, at danske flådeenheder 

indgik i øvelser, der gik længere ind i Østersøen end 16. længdegrad. 99 

Som det var kommet til udtryk i forbindelse med tolkningerne af den østlige 

aktivitet i Østersøen, var der gradsforskelle i de forskellige danske ressortmyndigheders 

opfattelse af, hvorledes den allierede flådeaktivitet skulle 

håndteres. Der var en klar tendens til, at udenrigsministeriet så med større 

bekymring på det bornholmske spørgsmål end man ikke blot gjorde hos de 

militære myndigheder, men også i forsvarsministeriet. Dette bemærkede 

Forsvarsstaben også i et notat 1966 og henviste samtidig til, at de vanskelige 

forhandlinger i forbindelse med de såkaldte ’contingency studies’, altså 

NATO’s krisestyringsplanlægning, viste udenrigsministeriets følsomhed over 

for problemet omkring Bornholm. 100 

97 „Notat om Østersøen og stræderne. En gennemgang af de retslige aspekter af Østersøens besejling 

og de kendte sovjetiske opfattelser af betydningen af “fredens“ og “lukket“ hav“„, 25. november 

1971, UM 105.Dan.1/2. Man havde dog fra udenrigsministeriet side håbet på, at spørgsmålet ikke 

blev rejst. Som det blev understreget i notatet var der „ikke fra dansk side noget ønske om, at drøfte 

disse spørgsmål“, men ministerpræsident Kosygin ville muligvis rejse sagen. 

98 Notits af 22. juni 1977 med kontinuation af 3. august 1977, foretaget af stedfortrædende chef for 

politisk afdeling O. Bierring. Kommenteret af chef for politisk afdeling P. Dyvig, UM 105.Dan.1/2. 

På denne måde søgte de danske myndigheder at opfylde behovet for at opnå nærmere kendskab til 

området, som især Forsvaret vægtede i interne drøftelser. 

99 „Generelle begrænsninger med hensyn til allieret udnyttelse i militær henseende af dansk område 

(og dansk farvand)“, 6. april 1978, UM 105.Dan.5/1. Som anført i kapitel 11 havde udenrigsministeriet 

i begyndelsen af 1960’erne endvidere arbejdet for, at alle større øvelser, selv f.eks. rent vesttyske, 

ikke foregik øst for den 17. længdegrad („Oversigt over fællesøvelser med dansk deltagelse“, 

7. juni 1963, UM 105.I.5.a/2). 

100 „Notat vedr. Artikel i „reserveofficeren“, jan 66 om „magtbalancen i Østersøområdet“, udfærdiget 

af Forsvarsstaben, 24. januar 1966. En følsomhed, der også kom til udtryk, da Forsvarskommandoen 

i 1969 foreslog en nyordning af kommandoforholdene på Bornholm. Chefen for udenrigsministeriets 

NATO-kontor bemærkede straks, at „kommandoforhold på Bornholm var politisk sensitivt“ og 

henviste til de sovjetiske henvendelser i forbindelse med oprettelsen af Enhedskommandoen i december 

1961 (Resumé af sikkerhedspolitisk kontaktmøde torsdag den 28. august 1969, UM 

105.G.9). Men også i Forsvarsministeriet var man opmærksom på Bornholmsaspektet. Da man fra 

dansk side i november 1970 accepterede en opfordring til at være leder for et dansk NPG-studium 

– idet man dog foreslog et fælles dansk-britisk lederskab, hvilket blev tiltrådt af NATO – påpegede 


Det spørgsmål, der gav anledning til fleste gnidninger mellem udenrigsministeriet 

på den ende side og forsvarsministeriet og Forsvarets institutioner på 

den anden, var imidlertid de geografiske begrænsninger på den maritime 

øvelsesvirksomhed i Østersøen. I slutningen af 1960’erne havde forsvarschefen 

udtrykt bekymring over den grænse på kun 13 grader østlig længde, som 

udenrigsministeriet havde fastsat til „Green Express“ øvelsen. Forsvarschefen 

mente, at man af hensyn til „realisme“ skulle udvide grænsen til de 16 grader, 

som danske regler og praksis muliggjorde. Udenrigsministeriet accepterede 

udvidelsen. 101 Til gengæld fandt udenrigsministeriet ikke, at der var stor mulighed 

en udvidelse af øvelsesområdet, da forsvarsministeriet under et møde 

i den sikkerhedspolitiske kontaktgruppe i foråret 1970 formidlede et ønske 

fra forsvarskommandoens side om „visse ændringer i begrænsningerne i øvelsesaktiviteten 

i Østersøen.“ 102 

I princippet støttede udenrigsministeriet Forsvarets politiske ambitioner 

om at demonstrere Østersøens fri status. For så vidt angik arten og omfanget 

af NATO’s øvelsesaktivitet i Østersøen havde Forsvarskommandoen i foråret 

1972 fremhævet, at man „burde holde princippet om Østersøen som et frit 

hav for øje“, ligesom den danske militære tilstedeværelse – inden for de eksisterende 

bevillinger – burde forøges. Disse forhold kunne man fra udenrigsministeriet 

side i princippet kun være interesseret i, så længe der ikke med 

den danske indsats blev „tale om provokationer“, ligesom en øget allieret tilstedeværelse 

var ønskelig „blot der tages behørigt hensyn til vor politik med 

hensyn til Bornholm.“ 103 

At Kreml havde blikket rettet mod de danske geografiske restriktioner var 

f.eks. blevet antydet i 1973, hvor den danske COMBALTAP-chefs offentligt 

ventilerede ønske om at udvide grænserne for øvelsesaktiviteten i Østersøen 

havde givet anledning til pressekampagne mod Danmarks (og Norges) 

NATO-medlemskab. Forløbet var sammenfaldende med afholdelsen af en 

NATO-øvelse i Norge. 104 

I slutningen af 1970’erne gav spørgsmålet om de nærmere grænser for 

øvelsesaktiviteten igen anledning til drøftelse blandt de danske myndigheder. 

Forsvarskommandoen understregede, at begrænsningerne var problematiske, 

både i militær og politisk henseende, og indtog det standpunkt, at „restriktionerne 

principielt bør opgives“. Restriktionerne medførte ifølge For- 

forsvarsministeriet, at scenariet ikke måtte indeholde Bornholm. Notat vedrørende iværksættelsen 

af det danske studie om opfølgende anvendelse af taktiske nucleare våben inden for et begrænset 

kampområde i Danmark, 24. november 1970, FM 795-7/70-73. 

101 Sikkerhedspolitiske kontaktmøde den 11. september 1968, UM 105.G.9; Sikkerhedspolitisk kontaktmøde 

den 29. oktober 1968, UM 105.G.9. 

102 Man ville dog naturligvis tage sagen op, hvis forsvarsministeriet ønskede dette. „Resumé af sikkerhedspolitisk 

kontaktmøde torsdag den 19. marts 1970“, UM 105.G.9. 

103 „Resumé af kontaktmødet den 3. marts 1972“, UM 105.G.9. 

104 Jensen, Tryk og tilpasning, s. 128. 


svarskommandoen ikke blot øvelsesmæssige og rent operative vanskeligheder, 

men tvivl hos alliancepartnerne om „den danske holdning til forsvaret i Østersøen“. 

Hertil kom, at Bornholms de facto særstilling kunne skabe problemer 

for „den internationale opfattelse af Bornholms status.“ 105 

Da centrale embedsmænd i den såkaldte sikkerhedspolitiske kontaktgruppe 

få måneder senere drøftede sagen nærmere, påpegede Forsvarskommandoen, 

at man fra NATO’s side pressede på for at få disse lempet eller ophævet, 

og at SACEUR selv havde foreslået, at man fra 1981 rykkede NATOøvelser 

i Østersøen forbi den 16. længdegrad. Et forslag, som dog man dog 

fra vesttysk side havde støttet Danmark i ikke skulle nævnes i et øvelsesdirektiv 

fra NATO. Fra udenrigsministeriets side ønskede man, at de danske restriktioner 

blev bevaret, bl.a. henset til, at man fra både svensk og finsk side 

havde viet en „mulig større NATO-præsens i Østersøen“ en vis interesse eller 

uro. I de videre drøftelser om en mulig flytning af grænsen, måske endog til 

17., 18. eller 19. længdegrad, satte FE spørgsmålet noget skarpt op, da man 

slog fast, at „placering af fremmed militær på Bornholm ville ophidse den østlige 

side mere end en rykning til 17. længdegrad. Under alle omstændigheder 

var der i kontaktudvalget enighed om, at en flytning til 17. længdegrad 

ville være uproblematisk set i forhold til Sovjetunionen. 106 Forsvarsministeriet 

så helst, at 17. længdegrad blev en principiel grænse, og at 16. grad blev en 

„mulighed i særlige tilfælde“, mens udenrigsministeriet så det omvendt. 107 

Da det sikkerhedspolitiske kontraktudvalg under det videre arbejde med 

revision af den geografiske begrænsning overvejede argumenterne for og 

imod en eventuel ophævelse eller lempelse af restriktionerne, var det eneste 

hensyn, der talte imod dette, ønsket om at undgå „uønskede reaktioner fra 

ikke-NATO-lande i Østersøen, primært Sovjetunionen.“ 108 Resultatet blev en 

foreløbig opretholdelse af de hidtidige restriktioner for så vidt angik fremmede 

styrkers tilstedeværelse på og omkring Bornholm, og den østlige afgrænsning 

på 16. længdegrad for allierede flådeøvelser. Imidlertid blev det 

besluttet, at der på forsøgsbasis ville kunne forventes tilladelse til øvelsesaktivitet 

ud til 17. længdegrad forudsat, at „en konkret vurdering af den herskende 

udenrigspolitiske situation, øvelsernes karakter og formål ikke måtte tale her- 

105 „Notat vedrørende danske og allierede operationer i Østersøen“, 11. april 1978, udfærdiget af generalmajor 

C.S. Børgesen, CH/O-ST, Forsvarskommandoen, UM 105.Dan.5/1; Petersen, Europæisk 

og globalt engagement, s. 176. 

106 „Referat af møde den 21. juni 1978 i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe“, UM 105.G.9. 

107 „Referat af møde den 16. august 1978 i Den sikkerhedspolitiske Kontaktgruppe“, UM 105.G.9. 

108 „Indstilling fra den sikkerhedspolitiske kontaktgruppe vedrørende de for danske og allierede styrkers 

operationer i Østersøen, inkl. Bornholm, gældende selvpålagte restriktioner“, referat af 31. august 

1978, UM 105.Dan.5/1. At Kreml havde blikket rettet mod de danske geografiske restriktioner 

var f.eks. blevet antydet i 1973, hvor den danske COMBALTAP-chefs offentligt ventilerede ønske om 

at udvide grænserne for øvelsesaktivitet i Østersøen havde givet anledning til pressekampagne mod 

Danmarks (og Norges) NATO-medlemskab. Forløbet var sammenfaldende med afholdelsen af en 

NATO-øvelse i Norge. Se Jensen, Tryk og tilpasning, s. 128. 


imod“. 109 Selv om udenrigsministeriet således afviste en fast udvidelse af grænsen 

til 17. længdegrad, som ønsket af forsvaret, blev der fra 1978 i praksis tale 

om, at de selvpålagte restriktioner var udvidet til 17. længdegrad. 

Bornholm var og blev et problem for den danske regering, hvilket fordrede 

en balanceakt. På den ene side skulle man minimere den sovjetiske interesse 

for øen og undgå unødigt provokerende adfærd, ikke mindst fra allieret side. 

På den anden side skulle man tilsikre, at det vestlige forsvar af øen ikke blev 

afskrevet på forhånd. Da spørgsmålet om NATO’s vilje til at forsvare Bornholm 

blev anfægtet i en artikel i „Reserveofficeren“ i 1966, havde Forsvarsstaben 

da også bemærket, at „dette vist aldrig har været (og kan vel ikke være) 

noget officielt dansk synspunkt.“ 110 Med dette synspunkt antydede man dog 

samtidig indirekte, at man nok var klar over risikoen for manglende allieret 

incitament til at „dø for Danzig“, som udenrigsministeriet allerede i 1950’erne 

havde spidsformuleret problemet om stormagternes manglende lyst til at gå i 

brechen for alliancepartnerne i tilfælde af mindre krige eller konflikter. 111 

Mere overraskende bemærkede Forsvarsstaben i denne forbindelse: „Noget 

helt andet er, om den danske regering i en given situation skulle have alvorligt 

vejende motiver til at holde alliancen uden for en russisk aggression, men 

det er et helt andet spørgsmålet, som er denne sag uvedkommende“. 112 

Denne formulering åbnede ikke for større klarhed, og spørgsmålet blev ikke 

uddybet nærmere. Det forhold, at bemærkningen blev fremsat på et yderst 

hypotetisk plan, og at Forsvarsstaben ikke fremkom med nogen egentlig vurdering 

af, hvorvidt sådanne motiver med rette kunne eksistere, betyder, at 

man vanskeligt kan udlede noget konkret om, hvilken situation man forestillede 

sig. Alligevel viser bemærkningen, at Forsvarsstaben i midten af 1960’erne 

– i et afdæmpet og sagligt toneleje – kunne forestille sig, at den danske regering 

i tilfælde af sovjetisk aggression mod Bornholm kunne se fordele i, at 

NATO’s forsvarssystemer ikke blev sat i værk. Altså at Danmark skulle undlade 

at iværksatte traktatens artikel 5, NATO’s musketer-ed. Med andre ord: hvis 

den vestlige afskrækkelse svigtede, kunne konsekvenserne ved en allieret 

109 Samtidig blev de eksisterende grænser for allierede flyøvelser fastholdt. Dette var linjen Stevns østkyst 

– Møns østkyst – Gedser Odde – Femerns østkyst. Baggrunden for denne grænse var ifølge forsvarsministeriet 

primært risikoen for fejlflyvninger på grund af de allierede piloters ukendskab til 

området. Før 1969 var der en endnu mere vestlig grænse. „Indstilling fra den sikkerhedspolitiske 

kontaktgruppe vedrørende de for danske og allierede styrkers operationer i Østersøen, inkl. 

Bornholm, gældende selvpålagte restriktioner“, 31. august 1978, UM 105.Dan.1/2; „Generelle begrænsninger 

med hensyn til allieret udnyttelse i militær henseende af dansk område (og dansk farvand)“, 

6. april 1978, UM 105.Dan.5/1. 

110 Original understregning. „Notat vedr. artikel i ’Reserveofficeren’, jan 66 om ’magtbalancen i 

Østersøområdet’“, 24. januar 1966, udarbejdet af Forsvarsstaben, FM 35-41/66. 

111 Notat af 26. august 1955 udfærdiget af ass. afdelingschef for politisk-juridisk afdeling Aa. 

Hessellund Jensen, UM 105.I.40.b. 

112 „Notat vedr. artikel i ’Reserveofficeren’, jan 66 om ’magtbalancen i Østersøområdet’“, 24. januar 

1966, udarbejdet af Forsvarsstaben, FM 35-41/66. 


intervention måske være så betydelige, at den danske regering måtte foretrække 

afskrivning af Bornholm. 

Østersøspørgsmålet 1963-1978 – en vurdering 

Den relativt øgede østlige flådekapacitet, øvelsesaktivitet og øvrige militære 

tilstedeværelse i og omkring danske farvande var genstand for betydelig 

dansk opmærksomhed i détenteårene. Især i 1970’erne, hvor den østlige øvelsesaktivitet 

kom betænkeligt tæt på dansk territorium. Medens de danske 

myndigheder på den ene side fastholdt, at den sovjetiske opprioritering af 

Nordflåden ikke mindskede de danske stræders strategiske betydning, måske 

tværtimod, så man på den anden side heller ikke den sovjetiske tilstedeværelse 

i midten af 1970’erne som udtryk en direkte øget trussel, rettet mod 

Danmark. De danske myndigheder var opmærksomme på, at den nære østlige 

militære aktivitet kunne medvirke til at svække de taktiske varselsmuligheder. 

Da der dog måtte indregnes et politisk eller strategisk varsel, var den 

største bekymring måske af politisk-psykologisk art. Ikke mindst når den 

øgede militære øvelsesaktivitet med landsætningsoperationer mindede stærkt 

om de forventede østlige angrebsplaner. 

Motiveret bl.a. af den massive offentlige opmærksomhed omkring de østlige 

militæraktiviteter rejste man fra dansk side fra midten af 1970’erne gentagne 

gange spørgsmålet over for østblokken, der – trods konsekvent afvisning 

– ifølge udenrigsministeriet dog viste tegn på at reagere på den danske 

kritik. Det er paradoksalt, at den danske indsats netop kom på det tidspunkt, 

hvor den massive sovjetiske overlegenhed i Østersøområdet faktisk begyndte 

at blive udlignet, bl.a. ved den vestlige teknologiske overlegenhed på ubådsog 

missilområdet. 

Netop spørgsmålet om NATO’s aktiviteter i Østersøen, særligt omkring 

Bornholm, optog også de danske myndigheder. På sin vis fordrede dette problemkompleks 

en klarere politisk stillingtagen end reaktionen på den østlige 

aktivitet. Den del af den danske østersøpolitik, der omhandlede de vestlige aktiviteter, 

blev til i et krydsfelt mellem forskellige hensyn: på den ene side ønskede 

man klart NATO tilstedeværelse som, politisk signalværdi og øget fokus 

for behovet for forstærkning af det samlede østersøforsvar. På den anden side 

måtte den vestlige aktivitet ikke virke provokerende og optrappende på situationen 

i området. Dette motiverede, at truslen dog ikke måtte fremhæves 

for stærkt over for de allierede. Fra dansk side udviste man stor påpasselighed 

med ikke at optræde unødigt udfordrende, ikke mindst omkring bornholmsspørgsmålet. 

Den danske forsvarsledelses pointering af de militære og politiske 

konsekvenser af denne politik, særligt manglende kendskab til området 

og politisk symbolsk afgivelse af området til østblokken, blev kun i begrænset 

omfang imødekommet af udenrigsministeriet. Danmark fastholdt i hovedsa- 


gen disse reservationer omkring allieret øvelsesaktivitet og fremmed militær 

tilstedeværelse på Bornholm den kolde krig ud. 

Forløbet omkring håndteringen af den øgede østlige aktivitet og den vestlige 

aktivitet i Østersøen demonstrerede en vis forskel i tilgang mellem de forskellige 

danske ressortmyndigheder. Forskellen i tilgangen hos Forsvarets 

myndigheder og udenrigsministeriet skal i hovedsagen findes i de forskellige 

opgaver, myndighederne skulle løse, og antagelig også i nogen udstrækning 

i, hvilke interesser, de havde. Denne perspektivforskel vanskeliggjorde en helt 

entydig dansk stillingtagen til udviklingstendenserne. Et forhold, der blev 

yderligere kompliceret af den øgede interesse, der blev Østersøen til del fra 

både de allieredes og østblokkens side. Østersøspørgsmålet rakte ud over danske 

politiske og militære interesser og var også af bredere betydning for 

Danmark. Fra vestlig side førte f.eks. behovet for neddykket strædegennemsejling 

i Gibraltar til vanskeligheder for den danske strædepolitik, og den sovjetiske 

opprioritering af Nordflåden og fremskydning af forsvarslinjerne fik 

indflydelse på den strategiske betydning af de danske stræder. 

Fra 1979 intensiverede NATO øvelsesaktiviteterne i Østersøen og fastholdt 

denne linje gennem 1980’erne. Den øgede vestlige militære præsens i 

Østersøområdet må ses i sammenhæng med den ændrede vestlige politik 

over for Sovjetunionen, der satte ind under Carter og fik konfrontatoriske 

former under Reagan (se især kapitel 78). De danske militære myndigheder, 

herunder FE, må have været klar over de dele af den nye udvikling, som de 

selv deltog i. Det er dog indtil videre uklart, i hvilket omfang Danmark med 

sit forholdsvis begrænsede militærapparat deltog i aktiviteterne i Østersøen, 

og det er heller ikke afklaret, i hvilken udstrækning emnet var genstand for 

interministerielle overvejelser. Det ses ikke, at oplysninger om den nye udvikling 

i Østersøen er blevet videregivet til det politiske miljø. 


41·Forsvarspolitik i 1970’erne 

Forsvarsordningen af 1973 

Forberedelse og vedtagelse 

I februar 1973 indgik Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre 

og Det Radikale Venstre et nyt forsvarsforlig, som i april førte til vedtagelsen 

af en ny forsvarsordning for en periode på fire år, dvs. finansårene 1973/74- 

1976/77. Loven trådte i kraft den 1. juni 1973. 1 Forliget var siden efteråret 

1972 blevet forhandlet på plads i et ottemandsudvalg med to medlemmer fra 

hvert af de fire partier, der blev ledet af Orla Møller (S). Grundlaget for disse 

forhandlinger var de såkaldte værnschefskitser, som primært byggede på den 

eksisterende forsvarsordning og samtidig indeholdt ideer fra regeringens udspil. 

2 På det parlamentariske plan indicerede forliget en genoptagelse af det 

brede forsvarspolitiske samarbejde, der første gang var blevet etableret ved 

forsvarsforliget mellem de fire partier i 1960, men brat var blevet afsluttet, da 

den nydannede VKR-regering i foråret 1968 efter krav fra de radikale gennemførte 

en besparelse på forsvarsbudgettet på 125 mio. kr. uden at aftale det 

med Socialdemokratiet. På den baggrund var forliget også udtryk for, at de 

fire ’gamle’ partier igen ønskede at holde forsvaret ude af den indenrigspolitiske 

politisering og debat; både for de borgerlige partier og for 

Socialdemokratiet var det af værdi på den måde at ’skabe ro’ om forsvaret. 

Samtidig afspejlede forberedelserne af forliget og dets udfyldning senere i 

1970’erne nogle nye skillelinjer mellem partierne og i partierne, specielt i 

Socialdemokratiet. Disse skillelinjer var vokset frem siden slutningen af 

1960’erne, og deres politiske gennemslagskraft var blevet styrket af det ovennævnte 

brud mellem Socialdemokratiet og de borgerlige partier i foråret 

1968. I efteråret 1971 havde den socialdemokratiske regering ved forsvarsminister 

Kjeld Olesen overraskende spillet ud med et lovforslag, som mht. trusselsvurdering 

og forsvarsforanstaltninger indebar vidtgående brud med de 

hidtidige præmisser. Den traditionelle trussel havde været et angreb op gennem 

den jyske halvø eller en større invasion af Sjælland, der var led i et gene- 

1 Lov om ændring af lov om forsvarets organisation m.v. blev vedtaget d. 5. april 1973, jf. 

Folketingstidende. Forhandlinger i Folketingsåret 1972-73, 5. april 1973, sp. 5547. Samtidig blev loven om 

ændring af lov om forsvarets personel behandlet og vedtaget, jf. også: Betænkning over forslag til lov 

om ændring af lov om forsvarets organisation m.v. og forslag til lov om ændring af lov om forsvarets 

personel. Afgivet af forsvarsudvalget den 14. marts 1973, Tillæg B Til Folketingstidende. Folketingsåret 

1972-73, 1973, sp. 833-996. 

2 Nikolaj Petersen, Europæisk og Globalt Engagement 1973-2003, Dansk Udenrigspolitiks Historie, 6, 

2004, s. 178f. 

FORSVARSPOLITIK I 1970’ERNE 285

elt Warszawapagtangreb på Vesteuropa, og mht. forsvarsforanstaltninger 

havde NATO’s strategiske koncept været det fremskudte forsvar og det fleksible 

gensvar (se kapitel 53). I stedet opererede det socialdemokratiske forslag 

med en forudsætning om et forholdsvis mindre overraskelsesangreb, der 

krævede fokus på nærforsvaret. Forslaget var blevet stærkt kritiseret af såvel 

de borgerlige partier som de militære chefer i Danmark og i NATO. 

Målsætning, struktur og rammer 

Forsvarsordningen af 1973 medførte vigtige ændringer i den målsætning og 

struktur for det danske forsvar, som havde været gældende siden forsvaret 

blev opbygget i de første år af det danske NATO-medlemskab i begyndelsen 

af 1950’erne. Blandt de vigtigste var, at NATO-medlemskabet blev understreget 

stærkere end tidligere. Det viste sig først og fremmest ved, at muligheden 

for allierede forstærkninger i en krise- og krigssituation direkte blev fremhævet. 

Hidtil havde målsætningen for det danske forsvar i tilfælde af angreb på 

Danmark været, at det skulle kunne tage kampen op og holde ud til allierede 

forstærkninger nåede frem. Nu blev det præciseret, at de praktiske foranstaltninger, 

der er nødvendige for modtagelse af allierede styrker, i videst muligt 

omfang skulle forberedes i fredstid. 3 Forstærkningsspørgsmålet var dermed 

for alvor kommet på dagsordenen i formuleringen af dansk sikkerhedspolitik. 

Andre vigtige sider af den nye forsvarsordning berørte værnepligten og 

sammensætningen af hæren. Tjenestetiden blev nedsat fra 12 til 9 måneder. 

Det sket bl.a. fordi værnepligten i takt med den stærke stigning i antallet af 

militærnægtere var blevet endnu mere omstridt end normalt. Nu blev den 

traditionelle ide om en værnepligtsbaseret dækningsstyrke (eller beredskabsstyrke), 

der havde udgjort et centralt grundlag for dansk forsvarspolitik som 

led i medlemskabet af NATO, opgivet. Uddannelsen af de værnepligtige 

skulle i princippet alene foregå med henblik på oprettelsen af en supplementstyrke 

til den stående styrke, og beredskabstjeneste skulle ikke længere 

være en central del af indkaldelsestiden, selv om det i betænkningen fra forsvarsudvalget 

blev nævnt, at et begrænset antal værnepligtige skulle indgå i 

den stående styrke. Samtidig blev der mulighed for, at værnepligtige efter tjenesten 

kunne fortsætte på kontraktbasis i beredskabsstyrken. I sammenhæng 

hermed blev styrkemålet for hæren fastsat uændret til en dækningsstyrke på 

ca. 13.000 mand, der dels udgjordes af en egentlig stående styrke på ca. 8.500 

mand bestående af professionelle soldater, dels af den omtalte supplerende 

styrke af hjemsendte værnepligtige på ca. 4.500 mand, som øjeblikkeligt 

skulle kunne møde ved deres enhed. Alt i alt skulle hæren i fredstid dermed 

bestå af en beredskabsstyrke med et højt uddannelsesniveau, der i hovedsa- 

3 Betænkning …, Tillæg B Til Folketingstidende. Folketingsåret 1972-73, 1973, sp. 835; Petersen, Europæisk 

og Globalt Engagement, s. 170ff. 


gen bestod af frivillige, og en uddannelsesstyrke af værnepligtige. For søværnet 

og flyvevåbnet skete der en mindre begrænsning i antallet af krigsskibe og 

fly, men ingen vigtige ændringer i opbygningen af de to værn. 4 

Forsvarsbudgettet havde som tidligere været et af de store stridsemner i 

dansk forsvarspolitik. I forliget blev aftalt en forøgelse i perioden fra 3,2 til 3,4 

mia. kr., og desuden blev hele forsvarsbudgettet blev gjort løn- og prisreguleret. 

Selv om de aftalte budgettal for fireårsperioden som udgangspunkt var 

ensbetydende med en mindre budgetreduktion i forhold til den tidligere ordning, 

muliggjorde indeksreguleringen ret omfattende nyanskaffelser efter 

1973. De forøgede budgetrammer havde også sammenhæng med de store behov 

for forbedringer af de værnepligtiges indkvarteringsforhold i en tid, hvor 

den historiske værnepligt var ved at blive grundigt upopulær, samt behovet 

for uddannelse af det stærkt øgede antal frivillige, der var nødvendigt i den 

nye ordning. 5 I forliget aftaltes endvidere, at det ovennævnte ottemandsudvalg 

med to repræsentanter fra hvert af de fire forligspartier skulle fortsætte 

og følge gennemførelsen af forliget. Udvalget kunne indkaldes af forsvarsministeren, 

eller når et af partierne ønskede det. I foråret 1976, samtidig med at 

forhandlingerne om afløser for forliget begyndte, blev udvalget udvidet med 

to repræsentanter hver for CD og Kristeligt Folkeparti, der begge var kommet 

i Folketinget ved valget i 1973 og støttede forsvarsforliget. 6 

Forsvarspolitik i folketingsgrupperne 

I de fire forligspartiers folketingsgrupper var der i foråret 1973 en vis diskussion 

om forsvarspolitikken, som stadigvæk må betegnes som begrænset og 

derved afspejlede, at udformningen af dansk forsvarspolitik i disse år var præget 

af lav politisering. I den socialdemokratiske gruppe var der i februar 1973 

en kort meningsudveksling om det nye forlig, hvor statsminister Anker 

Jørgensen lagde vægt på, at de fire gamle partier kunne blive enige. Der var 

bred tilslutning til forliget i gruppen, idet alene Karl Hjortnæs var lidt betænkelig, 

men ingen talte imod. 7 Hos de konservative var der samme dag en diskussion, 

hvor næsten alle klart anbefalede forliget, idet enkelte dog beklagede 

reduktionen af forsvarsudgifterne, mens ét medlem (Adam Møller) ønskede 

at tage forbehold. 8 

I Venstres gruppe var der en omfattende debat, som fandt sted både før og 

efter forliget. Før forliget var der især forskellige meninger om, hvor imødekommende 

partiet skulle være over for den socialdemokratiske regerings for- 

4 Betænkning …, Tillæg B Til Folketingstidende. Folketingsåret 1972-73, 1973, sp. 835f. 

5 Betænkning …, Tillæg B Til Folketingstidende. Folketingsåret 1972-73, 1973, sp. 840. 

6 Betænkning …, Tillæg B Til Folketingstidende. Folketingsåret 1972-73, 1973: sp. 834; Petersen, Europæisk 

og Globalt Engagement, s. 180-1. 

7 Den Socialdemokratiske Folketingsgruppe. Forhandlingsprotokol 1972-1973, (SD), 14. februar 1973. 

8 Mødeprotokoller for Det Konservative Folkeparti (KF), 14. februar 1973, Rigsarkivet (RA). 


slag. Det blev også diskuteret, om man skulle kritisere Socialdemokratiets adfærd 

som opposition til VKR-regeringen 1968-71; allerede ved en forsvarsdebat 

i gruppen et år tidligere havde Poul Hartling (Venstres formand 1965- 

77, udenrigsminister 1968-71 og senere blev statsminister 1973-74) således anført, 

at Venstre skulle være forsigtig med at tale om Socialdemokratiets uansvarlige 

tid i opposition. 9 Efter forliget mente enkelte medlemmer af gruppen, 

at Venstre havde givet sig for meget, men kun én, Kaj V. Andersen, meddelte, 

at han ville undlade at stemme, da der havde været forhandlet for lidt. 10 

Hos de radikale meddelte 3 medlemmer forud for den sidste behandling, at 

de ville undlade at stemme i salen. 11 

Debatten i salen: bred enighed med forskelle 

Folketingsdebatten om forliget i slutningen af marts 1973 viste, at den vigtigste 

forsvarspolitiske skillelinje på det parlamentariske plan gik mellem de fire 

forligspartier og Socialistisk Folkeparti, der som det eneste parti i Folketinget 

gik imod forliget. Debatten i salen afspejlede denne skillelinje og dermed den 

brede enighed om dansk forsvarspolitik. Samtidig var der imidlertid nogle tydelige 

nuancer og forskelle mellem de fire forligspartiers generelle holdning 

til dansk forsvarspolitik, som er værd at bemærke. Den socialdemokratiske 

ordfører Preben Steen Nielsen lagde ved anden behandling af de to forsvarslove, 

jf. ovenfor note 1, vægt på, at der ud fra „et højst forskelligt udgangspunkt“ 

var lykkedes at opnå enighed om rammerne for dansk forsvar. 12 Den 

socialdemokratiske gruppe kunne som helhed anbefale forliget, fremhævede 

ordføreren, og betonede samtidig, at partiet kun anså dansk forsvar for betydningsfuldt 

som led i en større helhed, nemlig NATO-alliancen, som man ikke 

så noget aktuelt alternativ til: alliancens opretholdelse var en afgørende forudsætning 

for de afspændingsbestræbelser, som Socialdemokratiet lagde stor 

vægt på. Den socialdemokratiske ordfører kommenterede kritikken af forliget 

fra den militære ledelse i Danmark og i NATO med, at det nye forsvarsforlig 

på det punkt til forveksling lignede de tidligere indgåede aftaler, og 

han gjorde opmærksom på, at beskæringerne var koncentreret om personelsiden 

og ikke styrkemålene. Preben Steen Nielsen afviste også de indtryk, befolkningen 

kunne få fra „visse dele af dagspressen“, nemlig at millionerne nu 

rullede inden for forsvaret i en tid, hvor alle andre måtte spare. 

Ordføreren for Det Konservative Folkeparti, Knud Østergaard, og ordføreren 

for Venstre, Kristen Østergaard, lagde i deres anbefalinger af forliget og 

9 Venstres gruppemøder (V), 2. februar og 25. oktober 1972. 

10 V, 14. februar og 4. april 1973. 

11 Det Radikale Venstres mødeprotokol (RV), 4. april 1973, (RA). 

12 Preben Steen Nielsen, „2. beh. af f. t. l. vedr. forsvarets organisation m.m.“ Ff, 1972-73, 30. marts 

1973, sp. 5403-6. 


deres positive, hhv. kritiske, fremstillinger af de forskellige dele af aftalen vægten 

på helt andre argumenter. Den konservative ordfører så forsvaret som noget 

grundlæggende for Danmark som nation – en tankegang som ikke afspejledes 

i den socialdemokratiske ordførers indlæg og kun i begrænset omfang 

hos Venstres ordfører. Knud Østergaard lagde også vægt på den alliancepolitiske 

sammenhæng for dansk forsvar og muligheden for hjælp udefra, men 

der var ikke den samme alliancebetingede tilslutning til et dansk forsvar. 

Desuden lå det tydeligvis fjernt fra den konservative ordførers tankegang, at 

give tilslutning til NATO, fordi der ikke – som den socialdemokratiske ordfører 

udtrykte det – var noget aktuelt alternativ. Samtidig lagde Knud 

Østergaard stærk vægt på, at forsvaret fik bred opbakning i den danske befolkning, 

og at der fortsat var et bredt forsvarspolitisk samarbejde i 

Folketinget. Igen gælder det, at selv om også Socialdemokratiets ordfører glædede 

sig over, at det var lykkedes at opnå bred enighed, var der ikke tale om 

en tilsvarende grundlæggende holdning til den nødvendige nationale basis 

for dansk forsvar. 13 

Venstres ordfører, Kristen Østergaard, omtalte i sit indlæg en række konkrete 

problemer i forbindelse med gennemførelsen af forliget, og sammenholdt 

med den konservative ordfører var Venstres ordfører tydeligvis mere 

pragmatisk i sin behandling af forsvarspolitiske spørgsmål. Begge ordførere 

for de to store borgerlige partier rettede en særlig tak til Orla Møller for hans 

forbilledlige ledelse af udvalgsarbejdet. 14 Argumentationen fra det sidste 

parti i forsvarsforliget, Det Radikale Venstre, gjorde forskellene mellem de 

fire forligspartiers begrundelser for at støtte forliget endnu mere iøjnefaldende. 

Ordføreren, Jens Bilgrav-Nielsen, fremhævede det som noget yderst 

positivt, at de store besparelser, der gennem de seneste år var foretaget på forsvarsområdet, 

nu ville blive fastholdt. Dernæst nævnte Bilgrav-Nielsen, at hans 

parti ville se yderst kritisk på de forøgelser af forsvarsudgifterne i de næste tre 

finansår, som var angivet i forliget, når andre offentlige budgetter skulle reduceres. 

Det Radikale Venstres deltagelse i de fire forligspartiers ottemandsudvalg 

kunne netop bruges i denne forbindelse, sagde Bilgrav-Nielsen. 

Også nedsættelsen af tjenestetiden blev fremhævet som noget positivt og udtryk 

for de radikales indflydelse. 15 

SF var det eneste parti i Folketinget, der samlet gik imod forsvarsforliget, 

og partiets ordfører, Gert Petersen, nærmede sig spørgsmålet om dansk forsvarspolitik 

fra en ganske anden synsvinkel. Gert Petersen fandt hele diskussionen 

om lidt større eller lidt mindre forsvarsudgifter i Danmark eller di- 

13 Knud Østergaard, „2. beh. af f. t. l. vedr. forsvarets organisation m.m.“ Ff, 1972-73, 30. marts 1973, 

sp. 5408-8. Se også Knud Østergaards indlæg ved første behandling af de to forsvarslove 25. oktober 

1972, Ff., 1972-73, sp. 622-25. 

14 Ff, 1972-73, sp. 5408-13. 

15 Jens Bilgrav-Nielsen, „2. beh. af f. t. l. vedr. forsvarets organisation m.m.“, 30. marts 1973, Ff, 1972- 

73, sp. 5413-16. 


verse danske styrkemål underlig verdensfjern i betragtning af det internationale 

rustningsniveau, den moderne tekniks krigsmidler og fremføringsmidler 

og de forskellige strategiske og taktiske atomvåben. Det var iflg. Gert Petersen 

et trip på fantasiens vinger at diskutere, om vi skulle have 112 eller 120 krigsflyvemaskiner, 

når supermagterne var i stand til at tilintetgøre hinanden op 

til 30-40 gange. Derfor var der noget uvirkeligt ved Folketingets forsvarspolitiske 

debatter: et egentligt militært forsvar af Danmark var uden mening, og 

det var med nogen overvindelse, at SF overhovedet deltog i dem, sagde partiets 

ordfører. 16 

Alt i alt kan det om folketingsdebatten konkluderes, at selv om der var tydelige 

forskelle mellem de fire forligspartiers grundholdninger i forsvarsspørgsmålet, 

så må afstanden mellem de forskellige holdninger, specielt hos 

Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre, dog karakteriseres 

som mindre, når det gjaldt den konkrete politikformulering. Der var i hvert 

fald ikke tale om en markant polarisering. Ved den endelige afstemning i begyndelsen 

af april 1973 blev de to forsvarslove vedtaget med 120 stemmer (S, 

KF, RV og V) mod 16 (SF), mens 5 medlemmer (herunder 3 fra RV og 1 fra 

V) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod. 17 

Købet af F-16 fly 

Som nævnt muliggjorde budgetrammerne i forsvarsforliget omfattende nyanskaffelser. 

Blandt disse var købet af F-16 fly i juni 1975 det mest omfattende 

og det mest omstridte. Da Danmark som tre andre NATO-lande – Belgien, 

Holland og Norge – ville blive stillet over for problemer med aldrende jagerfly, 

besluttede de fire lande i foråret 1974 at nedsætte en arbejdsgruppe, der 

skulle undersøge markedet for fly og finde frem til de bedste købsvilkår og 

mulighederne for medproduktion. Der var i de fire lande brug for i alt 350 

fly, heraf 58 til det danske flyvevåben, og der var tre muligheder: det amerikanske 

F-16, det franske Mirage og det svenske Viggen-fly. Efter at have afvejet 

forskellige hensyn som tekniske, prismæssige og industripolitiske samt mulighederne 

for medproduktion pegede arbejdsgruppen på det amerikanske 

F-16 som det bedste. 18 

16 Gert Petersen, „1, beh. af f. t. l. vedr. forsvarets organisation m.m.“, 25. oktober 1972, Ff, 1972-73, 

sp. 634-40 og 5416-21. 

17 Folketingsårbog 1972-73, 1974, s. 138. Ved forsvarslovens tredje behandling 5. april 1973 bad ingen 

om ordet, jf. Ff., sp. 5547. 

18 Se forsvarsminister Orla Møllers fremsættelse af forslag til folketingsbeslutning 28. maj 1975, jf. Ff, 

1975-75, sp. 5430-34; Betænkning over forslag til folketingsbeslutning om anskaffelse af erstatningsfly 

til flyvevåbnet. Afgivet af forsvarsudvalget den 9. juni 1975, Tillæg B Til Folketingstidende, sp. 1089- 

1180. 


Debatten i Folketinget 

Dansk F-16 fly. 

(Flyvevåbnets Historiske 

Samling) 

Købet af F-16 fly blev første gang diskuteret i Folketinget 11. marts 1975 ved 

en forespørgsel til forsvarsministeren af tre medlemmer af SF. 19 

Forsvarsminister Orla Møller indledte sit svar med at anlægge en formelt set 

meget forbeholden linje: „Lad det være sagt klart og tydeligt: der er ikke truffet 

nogen beslutning om at anvende milliardbeløb til køb af jagerfly. Om der 

skal købes nye jagerfly, hvor mange der i givet fald skal købes og hvornår, er 

slet ikke afklaret på indeværende tidspunkt“. Ministeren sluttede i samme stil 

med at sige, at „indtil nu har der udelukkende været tale om afklarings- eller 

opklaringsmanøvrer ... Der er intet, der er så klart, at det kan lægges frem til 

en politisk debat“. 20 I den efterfølgende debat fulgte skillelinjerne mellem 

partierne med en enkelt undtagelse de ovennævnte fra 1973-forsvarsforliget. 

Ordførerne for Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti argumenterede 

principielt for et flykøb og fik heri støtte af ordførerne fra to af 

de nye partier i Folketinget, nemlig CD og Kristeligt Folkeparti. Ikke mindst 

den socialdemokratiske ordfører, Poul Søgaard, var bemærkelsesværdig uforbeholden 

i sin tilslutning til et dansk forsvar inden for NATO. 21 På den anden 

side blev SF’s modstand støttet af ordførerne for DKP og VS. Ordføreren for 

det sidste af forligspartierne fra 1973-forliget, Det Radikale Venstre, kunne 

ikke på det foreliggende grundlag give tilslutning til, at der blev købt nye fly, 

mens Fremskridtspartiet ikke tog stilling. 22 

19 De tre var: Kurt Brauer, Morten Lange og Gert Petersen. Forespørgslen lød: „Med hvilken begrundelse 

finder ministeren det rimeligt at anvende milliardbeløb til køb af jagerfly i en tid, hvor problemerne 

vedrørende beskæftigelse, ressourcebesparelser og betalingsbalance er påtrængende“, jf. Ff, 

1974-75, 11. marts 1975, sp. 1504. 

20 Ff, 1974-75, 11. marts 1975, sp. 1504-5 og sp. 1509. 

21 Poul Søgaard udtalte bl.a.: „socialdemokratiet vedkender sig landets medlemskab af det integrerede 

NATO-forsvar, som siden 1949 har været medvirkende til, at vi fortsat har kunnet leve i et frit 

samfund“, Ff, 1974-75, sp. 1515. 

22 Ff, 1974-75, sp. 1514-61. 


Diskussion i Socialdemokratiet 

Givet de parlamentariske og forsvarspolitiske flertalsdannelser i 1970’erne 

var det vigtigste træk ved konflikten om anskaffelsen af nye fly, at købet i den 

socialdemokratiske folketingsgruppe førte til en langvarig debat om spørgsmålet, 

før gruppen i begyndelsen af juni 1975 tilsluttede sig købet. Kun ét 

medlem – Birte Weiss (der blev fulgt af Johan Nielsen, valgt på Færøerne) – 

stemte imod. Sagen blev behandlet på 7 gruppemøder fra begyndelsen af 

marts til begyndelsen af juni, og af disse var møderne i slutningen af maj og 

begyndelsen af juni de vigtigste. 23 Meningsudvekslingerne i gruppen viser, at 

det var med store vanskeligheder og ved hjælp af stærke appeller til partiloyaliteten, 

at man nåede frem til i folketingssalen at stå samlet i spørgsmålet, og 

som nævnt stemte kun ét medlem imod. Diskussionen var præget af to træk: 

(1) statsminister Anker Jørgensen var en klar tilhænger af flykøbet og mente, 

at man lige så godt kunne springe som krybe ud i det, og han fik i stigende 

grad aktiv støtte fra medlemmer, der dels fremførte sikkerhedspolitiske argumenter, 

dels lagde vægt på at gruppen i enighed stod bag det, der var blevet 

regeringens forslag; (2) modstanderne af flykøbet omfattede i begyndelsen 

en større kreds af medlemmer, der dels lagde vægt på argumenter om, hvad 

de socialdemokratiske vælgere „ikke ville kunne forstå“, dels mere principielt 

var imod et flykøb. Efterhånden blev modstanden dog svagere for til sidst kun 

at omfatte et enkelt medlem (Birte Weiss), som fra begyndelsen havde sagt 

klart fra. 

Går man nærmere ind i debatten i den socialdemokratiske gruppe er der 

flere træk, som bør bemærkes. Først og fremmest omfattede tilhængerne en 

række medlemmer, der var kendte som forsvars- og NATO-tilhængere som 

Lysholt Hansen, J.K. Hansen, Per Hækkerup, Egon Jensen, Erling Olsen, 

Robert Pedersen og ordføreren Poul Søgaard. Blandt tilhængerne var også 

enkelte medlemmer, der sædvanligvis blev henregnet til venstrefløjen som 

Henry Grünbaum. Samtidig med sin første anbefaling af købet fremhævede 

Grünbaum imidlertid, at der måtte være enighed i gruppen. Blandt de klareste 

modstandere var foruden Birte Weiss i begyndelsen Inge Fischer 

Møller, Karl Hjortnæs og Jens Kampmann, mens bl.a. Svend Auken og Ejler 

Koch, der ved den første diskussion i gruppen havde talt imod købet, skiftede 

til at lægge vægten på, at gruppen skulle stå samlet. Hensynet til partisammenholdet 

blev især vigtigt, da diskussionen i gruppen blussede op igen på to 

møder i juni, efter at gruppen (med undtagelse af Birte Weiss) på mødet 

den 27. maj var blevet enige om at støtte statsministerens og forsvarsministerens 

anbefaling af købet. Ved den fornyede diskussion blev det i utvetydige 

vendinger tilkendegivet af gruppeformanden Risgaard Knudsen og statsmi- 

23 Socialdemokratiets gruppeprotokol 1972-76 (SD), 7. marts, 11. april, 5. maj, 27. maj kl. 12.00 og kl. 

15.20, 30. maj, 6. juni og 9. juni 1975. 


nister Anker Jørgensen – kraftigt støttet af Svend Auken – at gruppen måtte 

stå samlet i denne sag, og at kun Birte Weiss kunne stemme imod. 24 Det er 

således hævet over enhver tvivl, at partidisciplin samt kraftige appeller til 

partiloyaliteten var afgørende, da kun én af den socialdemokratiske folketingsgruppes 

53 medlemmer (valgt i syd-Danmark) i foråret 1975 stemte 

imod købet af F-16 fly. Den centrale betydning af partiloyalitet fremgår også 

af, at da det på gruppemødet den 30. maj blev accepteret, at Birte Weiss ville 

stemme imod flykøbet, lovede Birte Weiss, at hvis hun gik på talerstolen, ville 

det være med et manuskript, som var godkendt af forsvarsministeren. 25 

Ny debat i Folketinget 

Ved de to debatter i folketingssalen, 30. maj og 11. juni, var skillelinjerne i 

hovedsagen de samme som i marts, jf. oven for: Socialdemokratiet, Venstre, 

Det Konservative Folkeparti, CD og Kristeligt Folkeparti anbefalede flykøbet, 

mens Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Danmarks Kommunistiske 

Parti og Venstresocialisterne gik imod. Fremskridtspartiet var delt. Et af bredere 

sikkerhedspolitiske emner i debatten var forholdet mellem dansk afspændingspolitik 

og flykøbet, og i den forbindelse udtalte udenrigsminister 

K.B. Andersen, at ensidig svækkelse af det vestlige forsvar, herunder isoleret 

svækkelse af det danske forsvar, ville hindre fremskridt i afspændingen: Hvad 

enten man kunne lide det eller ej, sagde udenrigsministeren, var den militære 

balance et væsentligt element i europæisk stabilitet. Ministeren nævnte 

også Warszawapagt-landenes stigende militære aktiviteter i Østersøen som noget, 

man burde tænke på. 26 

Modstanderne af flykøbet, bl.a. Bilgrav-Nielsen (RV) argumenterede, at 

dansk forsvarspolitik økonomisk og strukturelt ville være låst fast mange år, og 

at dansk industri ville blive integreret i amerikansk våbenproduktion. Steen 

Folke (VS) strammede det militær-industrielle argument, da han sagde, at 

krigsflyene og NATO-militæret i det hele taget tjente et dobbelt formål: at 

sikre det kapitalistiske system mod ydre og indre fjender og at modvirke kapitalismens 

indbyggede krisetendenser. Den enlige socialdemokratiske modstander, 

Birte Weiss, lagde vægt på to betragtninger: (1) at flykøbet ville beslaglægge 

en så væsentlig del af bevillingerne til forsvarsmateriel, at man ved udformningen 

af fremtidige forsvarsordninger ville have den ene hånd bundet 

på ryggen; (2) at forsvarsbevillingerne ikke burde fredes, mens man skar ned 

24 SD, 6. og 9. juni 1975. 

25 SD, 30. maj 1975. Birte Weiss fremlagde sit indlæg i folketingssalen ved 2. behandling 11. juni, jf. 

Ff, 1974-75, sp. 6123-24. 

26 Udenrigsminister K.B. Andersen, „2. (sidste) beh. af f. t. beslutn. vedr. erstatningsfly til flyvevåbnet“, 

11. juni 1975, Ff, 1974-75, sp. 6129-31. 


alle andre steder. 27 Som afslutning på debatten den 11. juni vedtog 

Folketinget ved navneopråb købet af F-16 fly med 114 mod 48 stemmer, mens 

17 medlemmer var fraværende. 28 

Danmark og NATO’s forstærkningspolitik 

Som nævnt fik muligheden for allierede forstærkninger i en krise- og krigssituation 

som følge af forsvarsforliget af 1973 en mere fremtrædende placering 

i dansk forsvarspolitik, end det tidligere havde haft, idet det blev bestemt, 

at modtagelsen af allierede forstærkninger skulle forberedes allerede i fredstid. 

Forstærkninger på den politiske dagsorden 

Forstærkningsproblemer dominerede i høj grad den internationale side af 

forsvarspolitikken op gennem 1970’erne. Tidligere havde forstærkningsplanerne 

bygget på en ide om efter et muligt krigsudbrud at overføre amerikanske, 

canadiske og britiske forstærkninger til det europæiske kontinent pr. 

skib. 29 Disse planer blev efterhånden anset for forældede, bl.a. fordi NATO på 

grund af udvidelsen af Sovjetunionens flådeaktiviteter i Nordatlanten ikke 

længere kunne påregne en nogenlunde problemfri søtransport af forstærkninger 

til Europa. Når det gjaldt specielt Danmarks afhængighed af forstærkninger, 

blev den større som følge af det danske forsvars relative svaghed 

og af, at der ikke i fredstid var stationeret allierede styrker eller taktiske atomvåben 

i Danmark. Hertil kom nogle regionale militære udviklingstendenser i 

det danske nærområde, først og fremmest at varslingstiden var blevet kortere 

som følge af Warszawapagt-landenes øgede aktiviteter nær Danmark i 

Østersøen, hvor der siden 1960’erne var sket en betydelig udbygning af de 

sovjetiske, polske og østtyske styrker. Dette udgjorde en del af baggrunden 

for, at forsvarsordningen af 1973 bestemte, at modtagelsen af allierede forstærkninger 

skulle forberedes i fredstid. 

Aftaler med USA: overvejelser og forhandlinger 

Efter forhandlinger mellem Danmark og USA – repræsenteret af hhv. 

Forsvarskommandoen og det amerikanske luftvåben – blev der ved udgangen af 1976 

undertegnet en aftale om eventuel anvendelse af flyvestation Karup som base 

27 Bilgrav-Nielsen (RV), „1. beh. af f. t. beslutn. vedr. erstatningsfly“, 30. maj 1975, Ff, 1974-75, sp. 

5609-11; Folke (VS), Ff, 1974-75, 11. juni 1975, sp. 6120-23 og 6145-47; Weiss (S), Ff, 1974-75, 11. juni 

1975, sp. 6123-24. 

28 Ff, 1974-75, sp. 6223-25. Af Fremskridtspartiets 24 medlemmer stemte 15 imod og 9 for. 

29 Nikolaj Petersen, Europæisk og Globalt Engagement, s. 185-9. 


for 24 amerikanske F-105 jagerfly i en krise- og krigssituation. Knap tre år senere 

blev forstærkningsaftalen i efteråret 1979 suppleret med en aftale om 

oplagring af ammunition og reservedele til amerikanske fly i depoter i Jylland. 

Før forstærkningsaftalen blev indgået, havde der været en lang række overvejelser 

og udveksling af notater og redegørelser mellem forsvarsministeriet 

og udenrigsministeriet om militære og sikkerhedspolitiske fordele og problemer 

samt både de praktiske og de indenrigspolitiske problemer ved en sådan 

overførelse af amerikanske militærfly til danske flyvepladser. 30 Forhandlingerne 

var foregået over flere omgange siden sommeren 1975 på grundlag af 

amerikanske aftaleudkast, der var baseret på tilsvarende aftaler med andre 

vesteuropæiske lande som Belgien, Holland, Norge, Storbritannien og Vesttyskland. 

31 I forstærkningsaftalen blev det fastslået, at forlægningen af flyene 

i tilfælde af international spænding og væbnet konflikt forudsatte en aftale 

mellem den danske forsvarschef og det amerikanske luftvåben. Fra dansk side 

havde man i forhandlingerne understreget, at hver enkelt flystationering krævede 

dansk politisk godkendelse, og det blev pointeret, at et arrangement 

ikke måtte gå imod dansk base- og atompolitik. Der blev i den forbindelse lagt 

vægt på, at der var overensstemmelse mellem den danske interesse i at kunne 

modtage forstærkninger som led i krisestyringen, støtten til NATO-doktrinen 

om det fremskudte forsvar og hvad der fulgte af Danmarks regionale stilling 

i forholdet til Sovjetunionen. I det sidste lå den danske præference for ikketyske 

forstærkninger, som tidligere – dvs. i 1950’erne og 1960’erne – var begrundet 

af hensynet til opinionen, men fortsat burde opretholdes, fordi 

Sovjetunionen måtte antages i en given situation at foretrække en amerikansk 

militær tilstedeværelse i Danmark som et mindre onde end en tysk. Denne 

formodning blev i efteråret 1976 bl.a. begrundet med en indberetning fra 

ambassaden i Helsingfors et par uger tidligere, som fortalte at den finske præsident 

Kekkonen på et besøg i Norge havde tilrådet, at de norske træningsfaciliteter 

for tysk sanitært hjælpepersonel blev bragt til ophør under hensyn 

til den traditionelle sovjetiske mistænksomhed over for Tyskland. 32 

Norge udkonkurrerer Danmark 

Også forholdet til den anden af Danmarks nære naboer og allierede, Norge, 

gav vanskeligheder. Et af problemerne med at udmønte målsætningen fra 

1973-forliget om allierede forstærkninger var en konkurrence mellem 

30 Jf. nedennævnte dokumenter fra UM 105. Dan.9. 

31 Overenskomst om dansk støtte til enheder af United States Airforce, 29. marts 1976, med bilag 

„Memorandum of Understanding (MOU) between the chief of defense Denmark (CHOD DEN) 

and the commander in chief United States Air Forces in Europe (USAFE)“, UM 105.Dan.9. 

32 Udenrigsministeriets gennemgang af forsvarskommandoens bemærkninger til MOU „Fælles amerikansk-dansk 

benyttelse af danske militære flyvestationer“, 8. oktober 1976, UM 105.Dan.9. 


Danmark og Norge om at opnå konkrete tilsagn om forstærkninger. Norge 

førte en særdeles målrettet forstærkningspolitik som led i en sikkerhedspolitik, 

der tilstræbte en kombination af afskrækkelse og ikke-provokation. Den 

blev præsenteret og søgt realiseret med stor intensitet i sikkerhedspolitiske 

indflydelses- og beslutningscentre i Washington og andre NATO-landes 

hovedstæder. I januar 1977 fik Norge således øremærket canadiske luft- og søbårne 

forstærkningsenheder til eventuel indsats i Nordnorge, mens dansk 

område blev udeladt af planlægningen med det resultat, at danske beslutningstagere 

følte sig udkonkurreret af det nordiske broderland. De videre 

konsekvenser var, at der i det snævre politikformuleringsmiljø opstod tvivl om 

forsvarsordningens forudsætninger om modtagelse af forstærkninger i en 

krisesituation. Samtidig kom det til gnidninger mellem udenrigsministeriet 

og forsvarsministeriet sideløbende med overvejelser om, hvorledes Danmark 

kunne klare sig i den dansk-norske konkurrence om forstærkninger. 33 

Nye forhandlinger – og diskussion i København 

I stedet for de forstærkningsenheder, som Norge havde ’sat sig på’ før 

Danmark, gik forsvarsminister Orla Møller fra sommeren 1977 ind for, at 

Danmark skulle gå ind i de igangsatte NATO-undersøgelser af, hvordan transporten 

af forstærkninger over Atlanterhavet til Europa kunne ske på en hurtig 

og hensigtsmæssig måde og hvilke logistiske foranstaltninger, der var nødvendige 

i modtagerlandet. På det grundlag førte Orla Møller derefter samtaler 

med NATO’s øverstkommanderende i Europa, general Haig, og den canadiske 

forsvarsminister, Danson. 34 Der fulgte flere danske militære analyser af 

behovet for eksterne forstærkninger samt udkast til aftale om amerikansk benyttelse 

af danske forsvarsanlæg. Undervejs kom der også flere eksempler på 

forstærkningskonkurrencen mellem Danmark og Norge. Resultatet af det 

hele blev, at den ovennævnte aftale om logistisk støtte til amerikanske styrker 

inden for Nordregionen kunne underskrives i september 1979. 35 

Før man nåede så langt, udviklede der sig tidligt i 1979 en diskussion 

mellem repræsentanter for udenrigsministeriet og forsvarsministeriet om den 

33 „Canadiske forstærkninger til nordregionen“, DANATO, Bruxelles, 4. februar 1977; brev fra 

Udenrigsministeriet til Forsvarsministeriet, 10. marts 1977; brev fra Forsvarsministeriet til ambassadør 

Svart, DANATO, 9. maj 1977; brev fra ambassadør Svart, DANATO, til Forsvarsministeriet, 12. 

maj 1977; – alle i UM 105.Dan.9; diverse breve og notater. 

34 Brev fra Orla Møller til K.B. Andersen, 15. juni 1977; referater af samtaler mellem Orla Møller og 

Haig samt den canadiske forsvarsminister Danson; UM 105.Dan.9. 

35 Skrivelse fra Forsvarskommandoen til Forsvarsministeriet 21.december 1977: „Eksterne for 

stærkninger til BALTAP-området“ med bilag; referat af møde i Forsvarsministeriet d. 12. januar 1978 

om „Dansk-amerikansk ’Lines of Communication Agreement“, 16. januar 1978; – begge i UM 

105.Dan.9 diverse udkast og breve. 


Militær integration. Den amerikanske general Alexander Haig (SACEUR) besøger NATO-soldater 

i felten under øvelsen Team Arrow Express, der fandt sted i Danmark i september 1977. 

Det er Haig med kasketten. (NATO Photo). 

danske forstærkningspolitik. Ifølge en repræsentant for udenrigsministeriet, 

var der sket en drejning i målsætningen for dansk forstærkningspolitik, som 

hidtil havde været baseret på en forudsætning om, at det danske forsvar skulle 

have evnen til at holde ud en vis periode – som minimum 3-4 dage – indtil forstærkninger 

kunne nå frem. Nu så det ud til, sagde udenrigsministeriets repræsentant, 

at forstærkninger forudsattes at komme frem før krigsudbrud for 

at stoppe huller i det danske forsvar, og han advarede mod en sådan udvikling, 

som på en betænkelig måde ville påvirke suverænitetshævdelsen. Der var 

også risiko for, at dette skulle kunne blive misforstået af Sovjetunionen og påvirke 

den nordiske balance. Fra forsvarsministeriet afvistes disse indvendinger 

med det argument, at den tidlige modtagelse af forstærkninger var et udslag 

af nyligt vedtagne programmer om hurtig overførsel af forstærkninger, for 

hvilket der var vægtige militære begrundelser; i diskussionen blev dette støttet 

af den nye forsvarsminister, Poul Søgaard. 36 Heller ikke i det snævre beslutningsmiljø 

i de to mest berørte ministerier var der således enighed om graden 

af dansk militær integration i NATO. 

36 Notat om forstærkningsproblematikken fra Forsvarsministeriet, referat af diskussion 9. februar 

samt møde 16. februar 1979 i Forsvarsministeriet, UM 105.Dan.9. 


Østlige aktiviteter rettet mod Danmark 

1963-1978 

Strategi og kampagner 

42 · Østlige kampagner og mærkesager 

I perioden efter 1962 var østblokkens politik koncentreret om at få afklaret 

uafgjorte spørgsmål fra afslutningen af 2. verdenskrig: international accept af 

grænserne i Europa og delingen af Tyskland. Centrale udfordringer for 

Warszawapagtlandene forblev NATO’s eksistens og den amerikanske indflydelse 

på det europæiske kontinent. Dette kapitel præsenterer de tre hovedkampagner, 

som østbloklandene førte i perioden: forsøget på at få Danmark 

ud af NATO, anerkendelsen af DDR og forslaget om en fælleseuropæisk sikkerhedskonference. 

Beskrivelsen afrundes med østblokkens kampagner for 

at diskreditere den vestlige samfundsmodel og ideologi og forbedre billedet 

af socialismen, herunder at få nedrustning og afspænding til at fremstå som 

logisk afhængige af østblokkens socialistiske samfundsmodel. 

Efter præsentationen af periodens primære kampagner følger en gennemgang 

af de påvirkningskanaler, østbloklandene anvendte for at opnå indflydelse 

på den danske offentlighed i perioden. Kanalerne var dels Danmarks 

Kommunistiske Parti, venskabsforeninger mellem østbloklande og Danmark 

og propaganda, som Warszawapagtlandenes regeringer tilrettelagde i presse, 

radio og tidsskrifter. Skønt dette afsnit omhandler perioden 1963-1978, inddrages 

også kildestof fra 1950’erne og 1980’erne, der er med til at give et 

mere fyldestgørende billede. Påvirkningskanalerne ændrede sig ikke væsentligt 

med hensyn til form og funktion gennem den kolde krig. Til slut bringes 

datidige vurderinger af påvirkningens gennemslagskraft fra vestlige myndigheder 

og fra østblokken. 

NATO-modstanden 

For ledelsen i de socialistiske lande var detenten en rolig periode, som østblokken 

skulle udnytte til at udbygge forbindelserne til både Vesteuropa og 

USA. I SUKP’s synsvinkel betød forfølgelsen af detentepolitikken i politisk, 

økonomisk, kulturel, videnskabelig, teknisk og militær henseende ikke en opgivelse 

af målet om en gradvis ændring af magtbalancen i sovjetisk favør. Det 

var en udtalt linje såvel før som efter Helsinkikonferencen om sikkerhed og 

samarbejde i Europa (CSCE), der sluttede i august 1975. 

ØSTLIGE KAMPAGNER OG MÆRKESAGER 299

Khrusjtjov havde hævdet, at krigsførelse med militære midler ikke længere 

var nødvendig for Sovjetunionen, da den virkeliggjorte socialisme i slutningen 

af 1950’erne satte østblokken i stand til at vinde kappestriden med 

Vesten alene på det økonomiske, teknologiske og ideologiske plan. 1 Trods afsættelsen 

af Khrusjtjov og påpegelsen af hans fejlbedømmelser priste hans 

efterfølgere den faldne leders anvendelse af doktrinen om „fredelig sameksistens“. 

2 Doktrinens fortrin var ikke kun optimismen på socialismens vegne og 

den deraf følgende propagandagevinst. Doktrinen dannede også udgangspunkt 

for en aktivitetsforøgelse fra kommunistisk side over for den vestlige 

verden. Den skabte grundlag for etablering af bilaterale relationer mellem 

Sovjetunionen og de enkelte vestlige lande inden for de vigtigste områder af 

samfundslivet, herunder for kontakt til interessegrupper som politiske partier 

og fagbevægelse. 

I østblokkens optik udmærkede afspændingspolitikken sig ved samtidig at 

bane vejen for opfyldelse af traditionelle mål, såsom svækkelse af NATO, isolering 

af Vesteuropa fra USA og anerkendelse af DDR. Politbureaumedlem i 

SED H. Axen uddybede over for den polske viceudenrigsminister Wolniak 

hensigten bag østblokkens forslag fra midten af 1960’erne om afholdelse af 

en fælleseuropæisk sikkerhedskonference således: „Sikkerhedskonferencen 

betyder afvikling af USA’s hegemoni i Vesteuropa. Den betyder begyndelsen 

til enden på NATO“. 3 

Østblokkens politiske arbejde for at bringe de europæiske landes NATOmedlemskab 

under pres udmøntede sig i årene 1963-1964 i alternative sikkerhedspolitiske 

forslag, som østbloklandene og Finland præsenterede for de 

nordiske regeringer. I det sovjetiske kildemateriale fra perioden figurerer en 

række idéer til, hvorledes man i Danmark kunne fremme en stemning for 

overgang til neutral status. Forslagene omfattede oplæg til en atomfri zone i 

Norden, løfte om sikkerhedsgarantier til Danmark og Norge efter en eventuel 

udmeldelse af NATO og oprettelse af et nordisk forsvarsforbund som alternativ 

til NATO. 4 

Kommunistpartierne fra øst og vest vedtog på et møde i Karlovy Vary i 

Tjekkoslovakiet i april 1967 at tage initiativ til en større kampagne inden for 

det europæiske NATO-område. Formålet med kampagnen var at modarbejde 

en forlængelse af de enkelte landes NATO-medlemskab efter 1969. 5 I Dan- 

1 Tale i Novosibirsk, 10. oktober, trykt i Pravda, 14. oktober 1959. 

2 Notat til broderpartiernes ledelser, 31. oktober 1964, ABA, DKP’s arkiv, kasse 397: SUKP Sovjet. 

3 SAPMO-Barch: DY 30/J IV 2/201/1106: ”Stenographische Niederschrift der Besprechung mit dem 

Stellvertreter des Aussenministers der VR Polen im Ministerium für Auswärtige Angelegenheiten”. 

23.10.1969, s.70. 

4 V. Terjosjkin, vicechef i CK’s internationale afdeling, til CK, 23. februar 1963, RGANI f. 4, op.18, d. 

335, ll. 56-59; Ambassadør Levytjkins indberetning 5. august 1963, AVP RF f. 085, op. 48, d. 8, l. 41; 

Bent Jensen, Tryk og tilpasning, Sovjetunionen og Danmark siden 2. verdenskrig, 1987, s. 102-105. 

5 ”For Fred og Sikkerhed i Europa”. Erklæring fra de europæiske kommunistpartiers konference i 

Karlovy Vary den 24.-26. april 1967, ABA, DKP, Kasse 287. 


mark gjorde FE i en rapport fra 1965 opmærksom på antimilitaristiske grupper, 

der i begyndelsen af 1965 indledte en kampagne for at kræve en folkeafstemning 

i Danmark om medlemskabet af NATO. Grupperne henviste til artikel 

13 i Atlantpagten fra 1949, ifølge hvilken ethvert deltagerland efter 20 år 

kunne vælge at lade medlemskabet ophøre. Ifølge FE’s informationer arbejdede 

Sovjetunionen systematisk med „nedbrydende virksomhed i de demokratiske 

lande“. Virksomheden bestod blandt andet i, at østblokkens statslige kulturorganisationer 

kontaktede politiske grupper og foreninger i Vesten for at formå 

dem til at sætte spørgsmål til debat, som var gunstige for Sovjetunionen. I Danmark 

havde det ifølge FE ført til oprettelsen af „Tværpolitiske kontaktgrupper“ 

med kommunistisk styring, der gennemførte et oplysningsarbejde om NATO 

i håb om at opnå en folkeafstemning i 1969. 6 Denne kampagne var også højt 

prioriteret i DKP’s partiprogram vedtaget på 22. kongres 7. november 1965. 

En række internationale forhold i perioden bevirkede, at interessen for 

NATO dalede i de vestlige befolkninger, hvilket skabte grundlag for, at kommunisternes 

kampagne mod NATO kunne få medvind. Først og fremmest var 

trusselsbilledet mildnet i Vest. Det første tøbrud var allerede kommet i midten 

af 1950’erne, hvor USA havde accepteret forhandlinger med Sovjetunionens 

ledelse i Genève. I 1960’erne havde USA opgivet undermineringspolitikken 

fra 1950’erne og i stedet indledt en stabiliseringspolitik i forhold 

til Sovjetunionen. Det viste sig i arbejdet på at slutte våbenkontrolaftaler med 

Sovjetunionen. Sammen med det forhold, at de unge generationer i 60’erne 

ikke havde oplevet verdenskrigen, bidrog denne udvikling til en gradvis svækkelse 

af det stærke ideologiske og politiske bloksammenhold, som var kommet 

i stand i 1950’erne. Frankrig skabte yderligere revner i det vestlige forsvarssamarbejde, 

da præsident de Gaulle i 1966 indledte en tilnærmelsespolitik 

til østblokken og samme år udmeldte Frankrig af NATO’s integrerede 

kommando. At den skarpe blokkonfrontation fortonede sig for de vestlige befolkninger 

vakte de danske regeringers bekymring for, at NATO-politikken 

skulle miste befolkningens opbakning – en bekymring den danske regering 

delte med de øvrige europæiske NATO-lande. 

Når Khrusjtjov i sin tale i Studenterforeningen den 20. juni 1964 i forbindelse 

med sit besøg i Danmark udtalte, at militærblokke var forældede, og at 

Danmark burde danne fortrop i udmeldelse af NATO og i arbejdet for at oprette 

neutrale zoner i Nord- og Mellemeuropa, kunne hans udtalelser således 

tænkes at ramme en klangbund i dele af befolkningen. I forhold til 1957 var 

opslutningen til NATO-medlemskabet i 1966 faldet med 13 %. Efter den sovjetiske 

invasion i Prag, i 1968 steg tilslutningen ganske vist atter med 12 %, 

men i 1969 var det igen kun 45 % af danskerne, der støttede medlemskabet. 7 

6 FE’s arkiv. Halvårsoversigt, nr. 2, 26. oktober 1965. 

7 ”NATO ingen folkesag”, Opinionsundersøgelser 1949-1972, Ugens Gallup, artikel nr. 41, 30. december 

1972. 


Budskabet om, at Danmark skulle ud af NATO 

var gennemgående fra DKP’s side under hele 

den kolde krig. (ABA). 

I perioden kom også flere NATOkritiske 

røster frem i Vestens organisations- 

og kulturliv. De anti-atombevægelser, 

der skød frem i Vesten efter 

1959, kunne mobilisere betydelige 

menneskemængder. Den britiske bevægelse, 

Campaign for Nuclear Disarmament 

(CND), samlede op mod 

100.000 til en påskemarch mod atomvåben 

i 1960. I Danmark samlede en 

lignende påskemarch 25.000 deltagere 

i 1962. Protesterne gjaldt atombomber 

både i Øst og i Vest, men aktionerne 

havde en brod rettet mod 

NATO, der netop i disse år vedtog en 

modernisering af kernevåbnene i 

Europa. Ledende skikkelser i CND 

og den tyske bevægelse Kampf dem 

Atomtod var kritiske over for militærblokkenes 

fortsatte eksistens ud fra 

argumentet om, at de blokerede vejen 

for en „aktiv neutralitetspolitik“. 

Bevægelserne ønskede en offensiv 

udenrigspolitik, der arbejdede for afspænding, for en opløsning af militærblokkene 

og for optagelse af økonomiske, politiske og kulturelle forbindelser 

med østblokken. Der blev også fremsat forhåbninger om, at disse meningsudvekslinger 

kunne frigøre østblokkens socialistiske befolkninger fra Kreml, 

samtidig med at mange så NATO’s fortsatte eksistens som udtryk for en farlig 

opdeling af verden, der fostrede mistillid og dermed krigsfare. 8 

Eftersom disse kritiske holdninger var vendt både mod Øst og Vest, var de 

nævnte bevægelser infiltrationsmål for kommunisterne, der ønskede at dreje 

deres kritik specifikt mod den vestlige militæralliance. 9 Den sovjetiske ambassade 

i København søgte at få kontakter i den danske anti-atombevægelse 

Kampagnen mod Atomvåben. 10 Ifølge PET arbejdede DKP omkring 1967 på 

at bremse de sovjetkritiske strømninger og at placere NATO-modstanden højere 

oppe på bevægelsens dagsorden. 11 

8 Holger Nehring, ”NATO, nuclear weapons and social protest”, i NATO in the 1960s: Challenges beyond 

deterrence, (red.) Andreas Wenger, Christian Nuenlist, Anna Locher, 2005. 

9 Paul Mercer, Peace of the Dead, 1986, s. 66-68; Anthony Glees, The Stasi Files, 2003, s. 247-273. 

10 „Ottjot o prijome v posolstve dlja predstavitelej molodjosjnykh organisatsij Danii 23 aprelja 1965 

goda“ (Rapport om modtagelse af repræsentanter fra danske ungdomsorganisationer på den sovjetiske 

ambassade 23. april 1965) Indberetning af attaché S. Sjuravljov, 21. maj 1965, GARF f. 9518, op. 

1, d. 208, ll. 256-260. 

11 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 165. 


Det var i perioden til diskussion i DKP, om den øgede modtagelighed for 

østblokkens alternative sikkerhedspolitiske strategi kunne fremmes og udnyttes 

i NATO-modstanden. Det ses af det oplæg, partiet udformede til det internationale 

kommunistpartimøde i Karlovy Vary i 1967. Til et forberedende seminar 

i Warszawa februar 1967 ønskede DKP at give de øvrige kommunistpartier 

et indblik i den danske regerings „forsøg på manøvrer, der i formen 

måske giver indrømmelser til folkestemningen, men samtidig tager sigte på at 

videreføre NATO“. DKP ville foreslå, at de vestlige regeringers mulighed for 

at skabe opbakning til NATO ved at fremstille det som „forhandlingsinstrument“ 

kunne imødegås ved „rejsning af kravet om i hvert fald at få opløst de militære 

organisationer i de to pagtsystemer.“ Endvidere foreslog DKP, at kommunisterne 

i den endelige erklæring fremhævede muligheden for „garanteret 

neutralitet“, hvor USA og ikke kun Sovjetunionen skulle udstede garantier. 

Opfordringen til stormagtsgarantier ved enkelte landes overgang til neutralitet 

kom ikke med i erklæringen fra Karlovy Vary, men det gjorde DKP’s øvrige forslag 

fra Warszawaoplægget: at det kollektive sikkerhedssystem ikke sættes eller 

kan sættes i modsætning til neutralitet“, at det skulle fremstå som en styrkelse af 

muligheden for enkelte landes overgang til neutralitet og, at det skulle sammenkædes 

med perspektivet om „et neutralt bælte ned gennem Europa.“ 12 

Østblokken og de danske kommunisters NATO-modstand fik ikke indvirkning 

på Danmarks sikkerhedspolitiske orientering i perioden. De danske 

regeringers politikformulering er beskrevet i kapitel 36-41. Her skal til den 

folkelige opslutning knyttes den kommentar, at danskeres NATO-skepsis nok 

var øget, og at alliancen mindre end nogensinde i 1960’erne var en folkesag, 

men at opinionens holdning ikke skal tolkes som et udtryk for sympati for østblokkens 

perspektiver. Baggrunden for den danske befolknings NATO-skepsis 

var dels en uvilje mod, at Danmark øgede sine udgifter til forsvarsberedskabet 

på bekostning af andre budgetposter samt en uro for, at en for aktiv 

NATO-politik risikerede at optrappe Øst-Vest-konflikten. NATO-medlemskabet 

forblev for en del danskere et nødvendigt onde. Trods en fortsat stigning 

af andelen af modstandere i perioden på omtrent 5 % – i 1973 var modstanden 

på 25 % – oversteg denne andel på intet tidspunkt tilhængerdelen. Der 

forelå således en vedvarende bekræftelse fra befolkningen af Danmarks 

NATO-baserede sikkerhedspolitik. 13 

Anerkendelsen af DDR 

Østtyskerne fortsatte op gennem 1960´erne deres bestræbelser på at opnå diplomatisk 

eller i hvert fald de facto anerkendelse i Danmark og de øvrige nor- 

12 Notat til Warszawa, 1. februar 1967, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 297. 

13 ”NATO ingen folkesag”, Ugens Gallup, Artikel nr. 41, 30. december 1972; ”Befolkningen ikke begejstret 

for flykøbene”, Ugens Gallup, Artikel nr. 16, 1975; ”NATO – Nu og på længere sigt”, Ugens 

Gallup, artikel nr. 25, 1. oktober 1977. 


diske lande efter det mønster, der blev lagt i slutningen af 1950’erne. 14 Det 

tyske spørgsmål fandt en midlertidig løsning, da Vesttyskland med forbundskansler 

Willy Brandt ved roret indgik den række øst-aftaler, der kulminerede 

i den såkaldte „Grundlagenvertrag“ i 1972 mellem Forbundsrepublikken 

Tyskland og den Tyske Demokratiske Republik. Aftalen formaliserede forholdet 

mellem de to tyske stater, dog uden at vesttyskerne folkeretligt anerkendte 

DDR. Derved holdt de muligheden åben for en fremtidig tysk genforening, 

samtidig med, at aftalen fjernede det tyske spørgsmål fra den internationale 

dagsorden. Dermed kunne begge tyske stater optages i FN, og en væsentlig 

sten var ryddet af vejen på kursen mod en europæisk sikkerhedskonference. 

For Danmark betød Grundlagenvertrag, at man uden at genere den store 

vesttyske allierede kunne anerkende DDR i januar 1973. Danmark blev det 

første land, der udvekslede ambassadører med den tidligere paria-stat. Efter 

dette skridt kunne danske regeringer og myndigheder rimeligvis drage et lettelsens 

suk. Ikke fordi de danske politikere nærede særlig hjertevarme følelser 

over for Erich Honeckers diktatur, men snarere fordi den stædige og 

udsigtsløse vesttyske ikke-anerkendelsespolitik i stadig stigende grad forekom 

ude af trit med virkeligheden. DDR-staten var en realitet, der ikke forsvandt, 

blot man lukkede øjnene. Den var oven i købet en realitet, man måtte forvente 

at skulle leve med i mange år. Derfor var løsningen af det tyske problem 

en nødvendighed, hvis der ikke skulle komme en stopklods i vejen for udviklingen 

af Øst-Vest-forholdet. 

En lignende erkendelse var Vesttyskland også nået frem til i løbet af 1960’erne. 

Vestberlins overborgmester og senere udenrigsminister og kansler Willy 

Brandt havde med sin Ostpolitik fundet en formel, der kunne rydde problemerne 

af vejen samtidig med, at man fra vesttysk side med den tildels subversive 

politik „Wandel durch Annäherung“ [forandring gennem tilnærmelse] 

fortsat kunne bevare DDR’s opløsning som sit endemål. 15 Det var således snarere 

den internationale løsning af det tyske spørgsmål, der banede vejen for 

DDR’s anerkendelse, end den kampagne, DDR intenst havde ført over for 

blandt andet Danmark og de andre nordiske lande. 

Ikke desto mindre havde man fra DDR-side fra slutningen af 1960’erne 

frem til anerkendelsen haft en vis medvind i sine tiltag over for Danmark og 

specielt over for danske politikere. Denne bedring skulle naturligvis ikke 

mindst ses i lyset af den gradvise demontering af det tyske spørgsmål, der 

14 Thomas Wegener Friis, Andreas Linderoth, (red), DDR og Norden, 2005; Thomas Wegener Friis, 

Den nye nabo. DDRs forhold til Danmark 1949-1960“, 2001; Sven Holtsmark, Avmaktens Diplomati. DDR i 

Norge 1949-1973, 1999; Dörte Putensen, Im Konfliktfeld zwischen Ost und West. Finnland, der Kalte Krieg 

und die deutsche Frage (1947-1973), 2000; Andreas Linderoth, Kampen för erkännande. DDR:s utrikespolitik 

gentemot Sverige 1949-1972, 2002; Alexander Muschik, Die beiden deutschen Staaten und das neutrale 

Schweden. Eine Dreiecksbeziehung, 2004; Karl Christian Lammers, Hvad skal vi gøre ved tyskerne bagefter. 

Det dansk-tyske forhold efter 1945, 2005. 

15 Gottfried Niedhart, „Revisionistische Elemente und Initierung friedlichen Wandels in der neuen 

Ostpolitik 1967-1974“, Geschichte und Gesellschaft, nr. 2, 2002, s. 240. 


gjorde det mere legitimt – set i forhold til den vesttyske allierede – at danskerne 

viste mere imødekommenhed over for DDR. 

Den østtyske repræsentation i Danmark oplevede som følge af det mildere 

internationale politiske klima et løft i sit kontaktarbejde over for danske politikere. 

Det skete samtidig med, at den østtyske handels- og trafikrepræsentation 

tonede mere rent flag. Repræsentationerne havde tidligere formelt været 

underordnet henholdsvis det østtyske trafikministerium og ministeriet for 

udenrigshandel, men i 1969 blev de i København institutionelt sammenlagt 

og underlagt DDR’s udenrigsministerium. Samtidig flyttede de fra deres hidtil 

ydmyge lokaler til en mere præsentabel villa på Svanemøllevej, der frem til 

statens opløsning i 1990 tjente som DDR’s ambassade. Flytningen blev gennemført 

af den nyankomne leder af handelsdelegationens politiske afdeling, 

Erich Wetzl, DDR’s „skyggeambassadør“ i Danmark frem til anerkendelsen. 

Han var ikke nogen diplomatisk letvægter i DDR-sammenhæng. Forud for 

placeringen i Danmark havde han været stationeret i det kommunistiske 

brændpunkt Kina samt arbejdet i udenrigsministeriet med centrale spørgsmål 

som Frankrig og NATO. Efter stationeringen i Danmark fik han ikke en 

post i udenrigsministeriet, men derimod en ledende stilling ved SED’s centralkomites 

afdeling for internationale forbindelser, hvor han fik ansvaret for 

først Nordeuropa og siden for hele Vesteuropa på nær Vesttyskland. I den position 

havde han direkte adgang til SED’s politbureaus stærke mand inden for 

udenrigspolitikken, Hermann Axen, og var reelt hævet over embedsmændene 

i udenrigsministeriet. 16 

Placeringen i København af den unge, men fremtrædende diplomat lader 

ane, at man i DDR mente, at Danmark var et land med politiske muligheder. 

Wetzl var også den, der hævede kvaliteten og bredden af DDR-repræsentationens 

politiske kontaktnet. Det lykkedes ham først og fremmest at etablere 

kontakter til fremtrædende socialdemokrater som Jens Otto Krag, K.B. 

Andersen, Per Hækkerup, Niels Matthiasen og Orla Møller. Udvidelsen af kontaktfladen 

var i sig selv et succesparameter for DDR-repræsentationen, fordi 

det gav det isolerede DDR en forsmag på den anerkendelse, som landet hungrede 

efter. Smagsprøverne på normaliseringens frugter var særligt søde, når 

de blev serveret på bekostning af østtyskernes vesttyske modparter. Det kom 

til udtryk ved en episode i 1970 på den rumænske ambassade, der havde arrangeret 

en spørgerunde for det diplomatiske korps med Jens Otto Krag. 

Wetzl var troppet op som repræsentant for DDR, hvilket faldt den vesttyske 

presseattaché Erich Bliesener så meget for brystet, at han indledte en 45 minutters 

lang diskussion med de rumænske værter med det mål for øje at få 

østtyskeren bortvist. Da dette ikke lykkedes, søgte vesttyskeren at mobilisere 

Krag for sin sag, hvilket den socialdemokratiske partiformand dog afviste med 

henvisning til, at han jo blot var gæst, og at hele sagen ikke var så dramatisk. 

16 Birgit Malchow, Der letzte macht das Licht aus, 2001, s. 47. 


Vesttyskeren, der imidlertid ikke var til sinds at se bort fra det symbolske i 

DDR-repræsentantens tilstedeværelse i det diplomatiske forum, valgte derfor 

at tage sit gode tøj og gå, idet han smækkede med døren. 17 Denne historie 

kunne måske virke, som om den var i småtingsafdelingen. Men vejen frem 

mod østtysk anerkendelse var brolagt med ganske små sejre, der bestyrkede 

Østberlin i at være på rette vej. 

Et andet tegn på, at forholdet mellem Danmark og DDR i årene op til den 

officielle anerkendelse var i bedring, var det besøgsprogram, det lykkedes 

DDR-repræsentationen at få sammensat i forbindelse med politbureau-medlem 

Hermann Axens besøg i Danmark. Axen var ansvarlig for SED’s og dermed 

naturligvis DDR’s udenrigspolitik. Der var således næsten tale om et 

„udenrigsministerbesøg“ om end fra en ikke-anerkendt stat. Det afspejlede 

hans rejseprogram følgelig også, idet det indeholdt en modtagelse hos såvel 

statsminister Hilmar Baunsgaard som hos oppositionens leder Jens Otto Krag. 

Da møderne skulle finde sted, blev de to fremtrædende danskere begge syge 

– hvilket repræsentationen faktisk tog for gode varer – og Axen måtte tage til 

takke med kulturminister Kristen Helveg Petersen. 18 

Selvom symbolikken i relationerne altså ikke fejlede noget set med østtyske 

briller, forblev det i lang tid småt med konkrete resultater, i hvert fald hvis 

man herunder forstod en prompte dansk anerkendelse af Østtyskland og dermed 

en enegang i NATO-kredsen. Dette indtryk formidler også Erich Wetzls 

samtaler med ledende socialdemokrater. Møderne forløb ganske vist som oftest 

ifølge de østtyske optegnelser i en god stemning, og danskerne var også 

parate til positivt at diskutere eksempelvis en europæisk sikkerhedskonference 

– et område, hvor de danske initiativer faldt sammen med østtyskernes 

forestillinger, om end ud fra andre motiver. 19 Desuden var de danske ledende 

socialdemokrater også i generelle vendinger indstillede på at diskutere det 

tyske spørgsmål, uden at de stillede sig fuldstændig afvisende over for en anerkendelse 

af DDR. De gjorde imidlertid østtyskerne helt klart, at der var grænser 

for, hvor langt man ville gå, samt at Socialdemokratiet og Danmark ville forblive 

loyale over for Willy Brandt, som man var i løbende kontakt med. 20 Særligt 

afvisende opfattede den østtyske repræsentation Per Hækkerup, der blev affejet 

som en bydreng for højreorienterede kræfter i Forbundsrepublikken. 21 

17 SAPMO-Barch: DY30/Vorl.SED/40810: „Vermerk über ein Treffen von Presse-Attaches mit dem 

Vorsitzenden der Sozialdemokratischen Partei Dänemarks, Jens Otto Krag, in der rumänischen 

Botschaft am 23.4.1970.“. 24.3.1970. 

18 SAPMO-Barch: DY30/Vorl.SED/40809: „Vorlage für das Politbüro des ZK. Reise des Genossen 

Hermann Axen nach Dänemark“. 9.11.1970. 


20 Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY30/Vorl.SED/40810: „Vermerk über ein Gespräch des stellv. Leiter 

des AV Wetzl mit dem Vorsitzenden der Sozialdemokratischen Partei Dänemarks, Jens Otto Krag am 

5.10.1970“. 8.10.1970. 

21 SAPMO-Barch: DY30/ Vorl.SED/40810: „Zum Vorschlag der sozialdemokratischen Partei 

Dänemarks über eine europäische Parlamentarierkonferenz“. 6.5.1970. 


Østtyskerne kombinerede i deres taktik en fremhævelse af det forbedrede 

tysk-tyske forhold med argumentet om, at anerkendelse også var i dansk interesse. 

Det argument blev krydret med klassisk østtyske, retoriske udfald mod 

vesttyskerne. Socialdemokraternes formand Jens Otto Krag forstod at tilbagevise 

argumentet ved tydeligt at gøre opmærksom på, at han ikke mente, Vesttyskland 

var problemet, men derimod udgjorde en demokratisk stat, samt at 

DDR i denne sammenhæng gik Sovjetunionens ærinde og ikke forfulgte tyske 

interesser. 22 

Østtyskerne, der var fuldt klar over de danske socialdemokraters forbindelser 

til Brandt, anmodede det danske socialdemokrati om at bevæge Brandt i 

retning af anerkendelse. 23 Denne østtyske linje støttede DKP, hvis avis Land og 

Folk slog til lyd for, at dansk enegang i anerkendelsesspørgsmålet i virkeligheden 

var en håndsrækning til Willy Brandt. 24 Den holdning delte socialdemokratiets 

ledelse tilsyneladende ikke, og den var som nævnt i kontakt med 

Brandt. 

Et af de ømme punkter i Vestens ikke-anerkendelsespolitik, som østtyskerne 

pirkede til, kan i lyset af Berlin-muren og DDR’s repressive udrejsepolitik 

virke paradoksalt. Det drejede sig nemlig om en lettelse af østtyskernes 

rejsemuligheder i Vesten. Regimets mål var naturligvis ikke frit at lade borgerne 

begive sig til det kapitalistiske udland, men derimod at demonstrere 

landets suverænitet. Eftersom Vesten ikke anerkendte DDR, godkendte man 

ikke rejsepas udstedt af denne stat. En sådan accept ville kunne tolkes som en 

de facto anerkendelse af DDR. Derfor skulle DDR-borgere, der ønskede – og 

måtte – rejse til Vesten – det drejede sig typisk om statens repræsentanter 

inden for politik, kultur og handel – søge om midlertidige rejsepapirer, såkaldt 

Temporary Travel Document, hos en allieret institution i Vestberlin kaldet 

Travel Board, der var et levn fra Tysklands besættelse. Først herefter 

kunne der søges om visum til det ønskede rejsemål. 25 

Travel Board-systemet var naturligvis en ydmygelse, idet det konstant gav 

DDR-regimet små påmindelser om, at dets stat ikke var legitim. På den anden 

side udgjorde ordningen et voksende problem for håndhæverne, idet det 

efterhånden som årene gik, mere og mere tydeligt fremstod som en stædig 

benægtelse af de faktiske forhold i Tyskland og Europa. DDR søgte naturligt 

22 Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY30/Vorl. SED/ 40810:“ Vermerk über ein Gespräch des Leiters der 

Abteilung Nordeuropa im MfAA Kurt Nier mit dem Vorsitzenden der Sozialdemokratischen Partei 

Dänemarks Jens Otto Krag am 18.2.1970.“ 18.2.1970. 

23 Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY30/Vorl. SED/40810: „ Über ein Gespräch des Stellv. Leiters der 

AV Kopenhagen Gen. Wetzl, mit dem Vorsitzenden der Sozialdemokratischen Partei Dänemarks, 

Jens Otto Krag, am 3.9.1969“. 22.9.1969; „Vermerk über ein Gespräch des stellv. Leiter des AV Wetzl 

mit dem Vorsitzenden der Sozialdemokratischen Partei Dänemarks, Jens Otto Krag am 5.10.1970“. 

8.10.1970. 

24 Carel Horstmeier, „Særlige forbindelser? Danmark og DDR 1949-1973“, Thomas Wegener Friis, 

Andreas Linderoth (red), „DDR og Norden“, 2005, s. 132. 

25 Thomas Wegener Friis, Den nye Nabo. DDRs forhold til Danmark 1949-1960, 2001, s. 48. 


at udnytte travel board til egen propagandafordel. Denne kampagne fik et 

skub fremad, da SED’s politbureau i 1963 vedtog, at alle DDR-borgere, der 

rejste til Vesten skulle søge at undgå travel board systemet. Alle myndigheder 

eller institutioner skulle planlægge, hvordan de „skridt for skridt kan afkoble 

det allierede rejsekontor i Vestberlin“. 26 

Med partiets vedtagelse søgte DDR en konfrontation med Vesten. Propaganda-mæssigt 

befandt østtyskerne sig i en vindersituation. Enten accepterede 

eksempelvis de danske myndigheder DDR-passet, hvilket kunne udlægges 

som en anerkendelse af landet bag passet, eller også afvistes de rejsende, 

hvilket var første skridt til en pressehistorie om „Vestens rejsediskriminering 

af DDR-borgere“. Østtyskernes udnyttelse af egne borgere i forsøg på at lægge 

pres på den danske regering kom til udtryk, da en kvinde klagede til de danske 

myndigheder over, at hun på grund af travel board-ordningen ikke kunne 

modtage besøg af sin far, der var bosiddende i DDR. 27 Hvordan østtyskerne 

spekulerede i at rejse opinionen mod travel board, ses eksempelvis i planlægningen 

af en østtysk fagforeningsdelegationsrejse i 1964. Forud for udsendelsen 

planlagde DDR’s forbund af levnedsmiddelarbejdere, hvordan de 

skulle mobilisere danske bryggeriarbejdere i det forventede tilfælde af, at delegationen 

blev nægtet indrejse uden travel board. 28 

Det konstante pres mod rejsebestemmelserne bevirkede, at stadig flere østtyskere 

faktisk rejste uden de midlertidige rejsedokumenter. 29 Den mest markante 

succes for DDR’s arbejde mod travel board var imidlertid, da Danmark 

i maj 1969 i NATO-rådet tog initiativ til at få afskaffet de gældende rejsebestemmelser 

for DDR-borgere. Dette initiativ lå i naturlig forlængelse af det 

danske udenrigsministeriums holdning om, at „Danmark ikke kan have nogen 

selvstændig interesse i, at dette system opretholdes en dag længere end 

ønsket fra vesttysk side.“ 30 DDR’s efterretningstjeneste, der rapporterede til 

den østtyske topledelse om NATO-mødet, kunne berette, at den danske regering 

følte sig under offentligt pres og følgelig ønskede systemet ophævet hurtigst 

muligt. Den holdning bakkede Norge og Island op, om end mere lunkent 

end danskerne. Derimod kom danskerne på det punkt til at stå i et modsætningsforhold 

til Holland og naturligvis ikke mindst Vesttyskland, hvis 

26 SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20 - 3: „Vorlage für die Aussenpolitische Kommission beim Politbüro 

des ZK der SED. Betr: Zur Regelung der Reisen von Bürgern der DDR in die NATO-Staaten und zur 

Verstärkung des Kampfes gegen den von den NATO-Staaten verhängten Einreise-Boykott gegen 

Bürger der Deutschen Demokratischen Republik“. 

27 Carel Horstmeier, „Særlige forbindelser? Danmark og DDR 1949-1973.“ Thomas Wegener Friis, 

Andreas Linderoth (red). DDR og Norden, 2005, s.137. 

28 SAPMO-Barch: DY34/2250: „Stellungnahme zur Vorlage des Zentralvorstandes der Gew. Handel, 

Nahrung und Genuss über Entsendung einer Delegation nach Dänemark im April 1964“. 29.1.1964. 

29 Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY34/8123: „Bericht über das Ergebnis der Delegationsreise des 

Zentralvorstandes der IG Druck und Partei im FDGB zum Typographenverband in Dänemark“. 

29.5.1970. 

30 Citeret efter: Carel Horstmeier, „Særlige forbindelser? Danmark og DDR 1949-1973.“ Thomas 

Wegener Friis, Andreas Linderoth (red), DDR og Norden, 2005, s. 139. 


Berlingske Aftenavis, maj 1960, giver i denne artikel udtryk for mistro til formålet med DDR’s 

anerkendelseskampagne, jf. kap. 17. 


NATO-ambassadør mente, at danskerne var i gang med at undergrave Vestens 

forhandlingssituation i de forestående forhandlinger med østblokken. 

Samtidig sporedes en hollandsk irritation over, at den danske udenrigsminister 

Poul Hartling var indstillet på at indblande offentligheden i sagen. 31 Om 

end de store NATO-partnere ikke var afvisende over for en opblødning af systemet, 

nåede rådet ikke frem til nogen afklaring. Danmark tog derfor i december 

samme år det næste skridt og satte vesttyskerne kniven for struben 

ved at erklære over for dem, at Danmark var parat til ensidigt at bryde NATOaftalen 

om ikke-anerkendelse af østtyske pas. NATO løste imidlertid problemet 

inden det kom til et dansk brud med alliancesolidariteten, idet landene 

i marts 1970 i fællesskab ophævede aftalen. 32 

Foruden initiativet i NATO imod rejsereglerne for DDR-borgere viste også 

andre tegn, at Danmark var ved at lægge kursen om i forhold til Østtyskland. 

De mildere internationale vinde og det mangeårige østtyske kontaktarbejde 

over for danske politikere gav sig i starten af 1970’erne udslag i forbedrede 

østtyske forbindelser til det danske folketing, hvor en kontaktgruppe omfattende 

alle folketingets partier – med undtagelse af de konservative – under ledelse 

af den radikale MF’er Meta Ditzel tog initiativ til at danne en parlamentarisk 

venskabsgruppe, der skulle udvikle kontakterne til det østtyske parlament, 

Volkskammer. 33 Det østtyske parlament var et tandløst organ, som man 

i DDR brugte til at give SED-styret en formel demokratisk overflade og til at 

vise frem til vestlige gæster. Karakteristisk for deltagerne i Folketingets kontaktgruppe 

var, at der ikke var tale om første geled i de respektive folketingsgrupper. 

Ikke desto mindre indkasserede DDR et stik, dels fordi der heri lå et 

mål af anerkendelse af DDR’s skinparlament, dels fordi også mere indflydelsesrige 

politikere, der stod DDR fjernt, som for eksempel Per Hækkerup, var 

parate til at samarbejde med venskabsgruppen. 34 

Der lå mere politisk prestige for DDR i dannelsen af den danske anerkendelses-komité 

fra januar 1971. Således talte komiteen både den tidligere socialdemokratiske 

statsminister Viggo Kampmann samt fagforeningsformand 

Anker Jørgensen. Sidstnævnte blev så meget mere betydningsfuld, da han 

overtog statsministerposten. På den måde blev Danmark i 1972 det eneste 

land i Vesteuropa, hvor regeringschefen var offentlig erklæret fortaler for 

anerkendelse af DDR. Det markante socialdemokratiske islæt i anerkendelses- 

31 BStU: HVA 147: „Einzelinformation über die Sitzung des NATO-Rates am 14. Mai 1969 zum dänischen 

Vorschlag über die Abschaffung des Systems der „allierten Reiseausweise“. 3.6.1969. 


Andreas Linderoth (red). DDR og Norden, 2005, s. 139. 

33 BA/Lichterfelde: DA1/12442: „Protokoll der konstituierenden Sitzung der Parlamentarischen 

Freundschaftsgruppe DDR-Dänemark.“ 17.12.1969. 

34 SAPMO-Barch: DY30/Vorl. SED/40810: „Über ein Gespräch mit der Leitung der Fraktion der 

Sozialdemokratischen Partei Dänemarks am 27.5.1970“. 29.5.1970. 


komiteen afstedkom, at S-formanden Jens Otto Krag så sig nødsaget til offentligt 

at gå i rette med komiteen. 35 

De to initiativer, venskabsgruppen og anerkendelseskomitéen, pegede 

fremad mod en folketingsdagorden af 1. juni 1972, der i lyset af udviklingen 

i Vesttysklands nye østpolitik opfordrede regeringen til at anerkende DDR 

samt at optage og udvikle forbindelserne til landet. Stillerne kom fra rækkerne 

af de to initiativer og blev vedtaget med stemmer fra SF og 

Socialdemokratiet. De borgerlige partier afholdt sig fra at stemme. 36 

Normaliseringen af relationerne til DDR var ikke kun venstrefløjens projekt, 

hvilket også fremgik af udenrigspolitisk nævns møde i august 1970, hvor repræsentanterne 

for regeringspartierne radikale og konservative var positivt 

indstillet til en anerkendelse af DDR, mens udenrigsminister Hartling indtog 

en afventende holdning af hensyn til Vesttyskland. 37 

DDR glædede sig over, at Danmark var det første land i NATO-kredsen, 

hvor der var skabt parlamentarisk flertal for anerkendelse af DDR. Om end 

aftalen mellem de to Tysklande allerede tegnede sig på den politiske horisont, 

var den endnu ikke på plads. Et lille skub fra dansk side var derfor velkomment. 

Østtyskerne var ikke alt for begejstrede for, at den danske regering 

trak sagen ud i stedet for at virkeliggøre dagsordenen. 38 Udenrigsminister 

K.B. Andersen slog allerede i forbindelse med Folketingets behandling af 

dagsordenen den afventende linje fast, idet at han forklarede, at regeringen 

principielt var for anerkendelse, det var blot et spørgsmål om tid. 39 Dermed 

ønskede regeringen fortsat at lægge sig i slipstrømmen af vesttyskerne i afklaringen 

af det tyske spørgsmål. Denne linje forblev som nævnt fulgt frem til 

etableringen af de diplomatiske forbindelser til DDR i januar 1973. 

Når den danske regering i sidste ende holdt igen, bør det tilskrives loyaliteten 

over for den vesttyske kansler Brandts Ostpolitik. Hvor nært den danske 

position – og her særligt socialdemokraterne – var knyttet til Willy Brandts 

person kom til udtryk i samtaler med socialdemokratiets formand Jens Otto 

Krag og LO-formand Thomas Nielsen. Krag gjorde således allerede i foråret 

1971 opmærksom på, at den danske regering ikke nødvendigvis ville tage 

samme hensyn, hvis den socialdemokratisk-liberale Brandt-regering skulle 

blive erstattet af en vesttysk regering ledet af de kristelige demokrater i 

CDU/CSU. 40 Klarere signaler udsendte Thomas Nielsen i oktober 1972. På 

35 SAPMO-Barch: Notits. SED/Abt. Int. Ver. 27.1.1971; „Anker Jørgensen: – Jeg tager ikke mod næsen 

fra Krag og gruppen“. Aktuelt. 21.1.1971. 

36 Folketingstidende, folketingets forhandlinger 1972, s. 6819. 

37 BStU: HVA 172. „Information über die Haltung der dänischen Regierung und der Parteien 

Dänemarks zu DDR“. 12.10.1970. 

38 BA/Lichterfelde: DA1/ 12320: „ Informationsmaterial an Dänemark“. 26.6.1972. 

39 Folketingstidende, folketingets forhandlinger 1972, s. 6804. 

40 SAPMO-Barch: DY 30/Vorl. SED/40810: „Vermerk über ein Gespräch des amt. Leiter AV, Wetzl, 

mit dem vorsitzenden der Sozialdemokratischen Partei Dänemarks Jens Otto Krag. am 11.3.1971“. 

12.3.1971. 


dette tidspunkt balancerede Ostpolitikken og dermed Brandt-regeringens 

overlevelse på en knivsæg i det vesttyske parlament. Nielsen forklarede i 

denne sammenhæng formanden for det østtyske metalarbejderforbund 

Reinhard Sommer, at et mistillidvotum til Brandt ville udløse en dansk soloanerkendelse 

af DDR. 41 Når man tager den politiske vægt bag afsenderen af 

disse ord i betragtning, bliver det tydeligt, at Danmark praktisk taget havde 

forladt ikke-anerkendelsespolitikken, og nu blot afventede det rette tidspunkt. 

Dialogpolitikken. Sikkerhedskonferencen som løftestang 

Efter 1969 tog østblokken andre kampagner op for at opnå en svækkelse af 

NATO. En skræmmekampagne mod et udvidet EF-samarbejde var ét af de temaer, 

der indirekte skulle bringe NATO-modstanden op i Vesten. Denne 

kampagne præsenteres senere. Her skal omtales det påvirkningsarbejde, østblokken 

lagde i forslaget til en fælleseuropæisk sikkerhedskonference, i kraft 

af hvilken de ledende kommunistpartier håbede på at fastholde en dialog 

med vesteuropæerne om alternative sikkerhedsordninger i Europa. En fælleseuropæisk 

sikkerhedskonference, der i sidste ende lagde op til etableringen 

af et fælleseuropæisk sikkerhedssystem blev af Warszawapagtlandenes 

ledelse anset for at være en mulig vej til de øvrige mål som nedlæggelse af 

NATO, svækkelse af USA’s rolle i Europa og styrkelse af østblokkens doktrin 

om fredelig sameksistens på kontinentet. 42 

Den vej, der skulle banes for at ideen om sikkerhedskonferencen kunne accepteres 

af de vesteuropæiske NATO-lande, var bilaterale og multilaterale forhandlinger 

forud for selve sikkerhedskonferencen. Sådanne forhandlinger 

betragtede østblokkens ledelse som en kvalitet og et mål i sig selv, idet de ville 

indvæve de vesteuropæiske partnere på alle niveauer i et stadigt stærkere netværk 

mellem Øst og Vest. Et sådant kontaktarbejde kunne give taktiske samarbejdspartnere 

i østblokkens overordnede sikkerhedspolitiske strategi. 

Midlerne var at opbygge „personlige kontakter“, ikke kun mellem statsoverhoveder, 

men også gennem udvekslinger mellem parlamentariske grupper. 

På det multilaterale plan så østblokken en „god chance for at organisere 

aleuropæiske eller regionale konferencer for parlamentsmedlemmer, fagforeninger, 

ungdoms-, og kvindepolitiske organisationer, osv.“ Dette internationale 

organisatoriske arbejde skulle „legitimeres gennem FN og andre euro- 

41 SAPMO-Barch: DY34/9208: Brev fra Thomas Nielsen til Reinhard Sommer. 23.10.1972. 

42 Østblokkens mål fastslås i en skrivelse fra det ungarske udenrigsministerium til det ungarske kommunistpartis 

centralkomités politbureau vedrørende spørgsmålene om europæisk fred, sikkerhed og 

samarbejde, 17. januar 1967, dokument fra samling 13, oversat og gengivet ved The Parallel History 

Project on NATO and the Warsaw Pact, http://www.isn.ethz.ch/php benyttet 22. juli 2004. Det ungarske 

udenrigsministerium refererer til Warszawapagtens politisk-konsultative komités beslutninger 

i Bukarest 1966. 


pæiske organisationer“, således at „USA efterhånden skubbes i baggrunden“. 

43 

Det var vurderingen i Warszawapagtlandenes top, at den interesse for afspænding, 

vesteuropæerne i perioden udviste, gav de hidtil bedste muligheder 

for dialogpolitikkens succes. Idéen om en konference og de påvirkningsmuligheder, 

den bød på, lå allerede i østblokkens strategi, da den sovjetiske 

udenrigsminister Molotov på udenrigsministerkonferencen i Berlin januar-februar 

1954 foreslog afholdelse af en europæisk sikkerhedskonference. I 1967 

fæstnede østblokkens analyse sig ved, at USA nu var involveret i Vietnamkrigen 

og derfor havde dæmpet sit engagement i Europa. Vesteuropæerne 

udviste desuden ønske om større sikkerhedspolitisk uafhængighed fra USA, 

og flere af de europæiske NATO-lande havde selv foreslået både et tættere 

samarbejde med østblokken og fælleseuropæiske konferencer. Propagandagevinsten 

i konferencetanken lå ifølge østblokken desuden i, at det kunne 

understreges, at de europæiske NATO-lande i stadig mere intens dialog med 

østblokken på en række områder agerede selvstændigt uden for USA’s kontrol. 

44 

Dialogpolitikken i Danmark 

Sovjetisk kildemateriale fra 1956 giver udtryk for, at målsætningerne i Skandinavien 

var at fremme en stemning for neutralitet, blandt andet via indgåelse 

af bilaterale handelsaftaler og aftaler om kulturudveksling. 45 Disse tiltag blev 

styrket gennem 1960’erne. I østblokkens presse hed det, at de nordiske lande 

oplagt kunne være pionerer for doktrinen om den fredelige sameksistens, 

hvor Finland siden 1948 havde tjent som eksempel på „et muligt og gunstigt 

samarbejde mellem stater med forskellige socialt-økonomiske systemer.“ 46 Da 

ideen om sikkerhedskonferencen blev introduceret, understregede og fremhævede 

sovjetisk presse og officielle dokumenter den udvidelse af de dansksovjetiske 

relationer på det økonomiske, politiske, videnskabelige, teknologiske, 

handelspolitiske og kulturelle område, som fandt sted i årene 1963- 

1970. Østblokkens hensigt var, at dette snævrere bilaterale samarbejde skulle 

være med til at gøre Danmark og de øvrige skandinaviske lande til støttepartnere 

i spørgsmålet om konferencens afholdelse. Forslaget om sikkerhedskonferencen 

blev fast bestanddel i østbloklandenes forhandlinger med danske re- 

43 Sst. 

44 Sst. 

45 Spravka [notat] af Gribanov, chef for MID’s skandinaviske afdeling af 14. april 1956. Notatet refererer 

til Instansens forordning af 19. januar 1956 om sovjetisk strategi over for de skandinaviske 

lande og indeholder målsætninger i politikken over for Danmark. AVP RF, f. 085, op. 40, p.158, d. 

10, ll. 19-21. 

46 F.eks. artikel fra Det forenede polske Arbejderpartis organ Trybuna Ludu, 9. april 1963, kommenteret 

i indberetning fra Danmarks ambassade i Warszawa, 16. april 1963, UM. 5.D.30.b 


geringer i årene efter, at Polen første gang fremsatte det på FN’s 19. generalforsamling 

i 1964. 

I de enkelte østbloklande udfoldede et partikontaktarbejde sig parallelt 

med det rent bilateralt/diplomatiske. Kontakter med politiske partier i 

Vesten, ikke mindst borgerlige kunne give adgang ikke blot til informationer, 

men til påvirkning af det politiske establishment. I de første årtier i den kolde 

krig anvendte SUKP hovedsagelig de vestlige kommunistpartier til denne informations- 

og påvirkningsadgang. En erkendelse af den begrænsede indflydelse, 

som de relativt små nordiske kommunistpartier havde, gjorde, at østblokken 

gennem 1960’erne gradvis udvidede deres kontaktarbejde til også at 

omfatte borgerlige partier. I 1956 modtog Den Øverste Sovjet den første danske 

parlamentarikergruppe. Disse besøg blev fulgt op i 1970 og i 1972 med 

forevisning af landbrug, virksomheder og institutioner. 

I 1960’erne introducerede nogle østbloklande det ny element i deres udenrigspolitik, 

at små formelt uafhængige partier skulle arbejde for politiske mål 

i udlandet. I bestræbelserne for at skabe opbakning til østblokkens sikkerhedspolitik 

virkede f.eks. i Bulgarien og Østtyskland små bondepartier i et opsøgende 

kontaktarbejde til skandinaviske liberale partier. Disse bondepartier 

accepterede samtidig betingelsesløst det styrende kommunistpartis linje. I 

Danmark etablerede det bulgarske Bondeparti BAPU i de tidlige tressere kontakter 

til landbrugsforeninger, til partiet Venstre og til Det Radikale Venstre. 

Medlemmer af sidstnævnte parti var på delegationsbesøg i Bulgarien i 1965, i 

1975 og i 1978. BAPU fik i de sidste to årtier af den kolde krig den rolle at organisere 

internationale møder og konferencer under temaerne “Afspænding“, 

„Fred“ og „International Dialog“, og fik gennem dette arbejde mod 

slutningen af halvfjerdserne også kontakter til Det Konservative Folkeparti. 47 

Medarbejderne på østblokkens ambassader i København indledte fra midten 

af 1960’erne et kontaktarbejde med medlemmer i SF’s ungdomsafdeling 

(SUF). Det var ifølge velunderrettede kilder hensigten at skaffe viden om 

unge på den danske venstrefløj og at formå SUF-medlemmer til at assistere i 

kontaktarbejdet til andre ungdomsbevægelser. I samme periode indledte den 

sovjetiske ambassade et opsøgende arbejde over for liberale og borgerlige 

grupper, navnlig partiernes ungdomsafdelinger. Den sovjetiske ambassade inviterede 

grupper til receptioner og andre sammenkomster, hvor man drøftede 

sikkerhedspolitiske emner. 48 KGB-officer Viktor D. Lipskij arrangerede 

private sammenkomster med ungdomspolitikere. Et mål var at få repræsen- 

47 Jordan Baev, ”The two Poles of the Cold War Confrontation in Europe: Bulgaria and the Nordic 

Countries”, paper fra CWIHP-konferencen Between Solidarity and Neutrality: The Nordic Countries and 

the Cold War 1945-1991, Reykyavik 24.-27. juni 1998. 

48 ”O prijome v posolstve dlja predstavitelej molodjosjnykh organisatsij Danii, 23 aprelja 1965 goda“. 

[Om reception på ambassaden for repræsentanter for danske ungdomsorganisationer 23. april 

1965] Ottjot [Rapport] af S. Sjuravljov, 21. maj 1965, GARF, f. 9518, op.1, d. 208, ll. 256-260. 


tanter på rejser til USSR og dermed skabe udgangspunkt for tættere samarbejde 

med de danske afdelinger. 

Østblokkens såkaldte „samfundsmæssige organisationer“, som omfattede 

masseorganisationer, studenterunion, kvindebevægelse, fredsråd m.fl. gødede 

også jorden for østblokkens sikkerhedspolitiske strategi gennem kontaktarbejde 

i forberedelseskomiteer og -seminarer. I Danmark gav PET udtryk for 

bekymring over Sovjetunionens hensigter, da SUKP gennem Committee of 

Youth Organizations i 1963 tog kontakt til den danske paraplyorganisation for 

ungdomsforeninger, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Tre danskere fra DUF’s 

ledelse tilbragte 10 dage i Moskva, hvor de besøgte universiteter og kulturinstitutioner. 

Den sovjetiske bagtanke var, ifølge PET, at få krav på genvisit og 

dermed skabe grobund for regelmæssige og i sidste ende faste organisatoriske 

kontakter med danske ungdomsforeninger gennem DUF. 49 

PET noterede sig, at det i 1973 var lykkedes Sovjetunionen at få DUF til aktivt 

at gå ind i østblokkens ungdomsfestivaler, hvor propagandaen havde frit 

løb. 50 DKP skrev begejstret i 1972, at det dette år var lykkedes at få dannet den 

hidtil bredeste komité omfattende 14 organisationer, repræsenterende omkring 

1 million unge. En triumf for DKP var navnlig, at Dansk Ungdoms 

Fællesråd for første gang siden 1947 deltog i komiteen med sine 44 medlemsorganisationer 

i komiteen, trods det, at DUF ikke godkendte alt i den appel, 

der var festivalens politiske grundlag. DKP glædede sig også over, at alle 

betydende uddannelsesorganisationer, f.eks. Danske Studerendes Fællesråd, 

Lærlingenes LO og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning var med. 

Hertil kom deltagelse ved Radikal Ungdom, socialdemokraternes Frit Forum 

og kulturkredsen Clarté. DKP så årsagerne til den brede opslutning i „den 

voksende antiimperialistiske indstilling, som gør sig gældende blandt ungdommen, 

og som mest tydeligt er kommet til udtryk i solidariteten med 

Vietnams folk og i kampen mod dansk medlemsskab af EF“. 51 

Den stort anlagte konference om sikkerhedspolitik i Moskva i 1973 fik bred 

omtale i sovjetiske medier og blev præsenteret som det historiske udgangspunkt 

for oprettelse af en række nationale komiteer for europæisk fred og 

samarbejde i de europæiske NATO-lande. 52 I Danmark etablerede en kreds af 

fredsaktivister, som havde deltaget i Moskvakonferencen, i 1974 en Samarbejdskomité 

for Fred og Sikkerhed, hvis arbejdsgrundlag var at virke for „et 

kollektivt sikkerhedssystem i Europa til erstatning for det nuværende system 

af militære blokke“, „nedrustningsforhandlinger i Europa“, „udbygning af det 

økonomiske, kulturelle og videnskabeligt-tekniske samarbejde mellem alle 



51 Partiets ungdomsarbejde, 31. oktober 1972, ABA, DKP’s arkiv, kasse 124: FU, samling af mødepapirer 

1970-1979. 

52 Det dansksprogede tidsskrift, Fakta om Sovjetunionen, 1973, nr. 13-14, udgivet af det sovjetiske APNkontor 

i Danmark. 


europæiske lande“, „fremme af de igangværende konferencer om al-europæisk 

sikkerhed og samarbejde“ og „skabelse af permanente organer til at 

videreføre disse konferencers resultater“. Dette arbejde skulle udføres gennem 

publicering af appeller, henvendelser til regering, Folketing, partier, fagforeninger 

og andre interesseorganisationer og gennem samarbejde med 

Den internationale Komité for Europæisk Sikkerhed og Samarbejde i 

Bruxelles.“ 53 

Det var opfattelsen i udenrigsministeriet og på den danske ambassade i 

Moskva, at denne forberedelseskomité i Bruxelles var dannet på initiativ fra 

SUKP med det formål at bevæge den offentlige mening i retning af østblokkens 

version af „fredelig sameksistens. 54 I 1974 opstod tilsvarende paraplyorganisationer 

i andre NATO-lande med samme kobling til Bruxelles-kontoret. 

Vesttyske fredsgrupper dannede f.eks. i 1974 den ny organisation, Komitee 

für Frieden, Abrüstung und Zusammenarbeit (KFAZ), hvis styrelse var præget 

af det vesttyske kommunistparti. 55 I Danmark var en kommunistisk indflydelse 

i Samarbejdskomiteen sikret ved, at Anker Schjerning, medlem af DKP’s CK’s 

udlandsafdeling, samtidig sad i styrelsen for Samarbejdskomiteen for Fred og 

Sikkerhed. Det fremgår af DKP’s eget arkiv, at partiet førte sine kampagner 

mod NATO gennem Samarbejdskomiteens sekretariat. 56 

Imagepleje og kampagner for diskreditering 

Østblokken videreførte i perioden 1963-1978 den mere bredt anlagte propaganda 

for sin samfundsmodel og ideologi. På dette område havde de historiske 

forandringer fra slutningen af 1950’erne gjort deres til at stille østblokkens 

politik i et bedre lys. I 1957 havde Sovjetunionen med opsendelse af den 

første satellit indledt rumalderen og derved udløst respekt for sin tekniske 

formåen i den vestlige verden. Reaktionen var enten begejstring eller frygt, 

afhængigt af hvilken fløj, reaktionen kom fra. Det sovjetiske samfund kunne 

i slutningen af 1950’erne i de vestlige befolkningers øjne med lidt større belæg 

end tidligere hævde at udgøre et effektivt alternativ til Vesten. I 1958 gav 

vesteuropæerne således omtrent lige dele til USA og USSR i spørgsmålet om 

„Hvilket land i verden vil være det stærkeste om 10 år?“ 57 

53 Arbejdsgrundlag, arbejdsopgaver, struktur, Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed, 25. februar 

1974. 

54 Tysk forespørgsel om komiteen for europæisk sikkerhed, 13. februar 1979; Mary Daus notits efter 

samtale 5. oktober 1982 med Viceformanden for den Sovjetiske Komité for Europæisk Sikkerhed og 

Samarbejde hr. E.K. Silin. Begge i UM 5.E.95.a. 

55 Hubertus Knabe, Die unterwanderte Republik. Stasi im Westen, 1999, s. 244. 

56 Eksempelvis cirkulære til afdelinger og distrikter, 14. november 1979, ABA, Kasse 145: DKP, CK. 

Sekretariatet. Cirkulærer 1963-1969. 

57 ”Den frie verden i tvivl om hvilken nation der er den stærkeste om 10 år”, Ugens Gallup, Artikel 

26, 2. juni 1958. 


USA mistede en del prestige i perioden. 

Internationale opinionsundersøgelser 

fra slutningen af 1950’erne 

viser, at en tredjedel af vesteuropæere 

havde mistet noget af deres 

agtelse for USA. Utilfredsheden 

havde både rod i USA’s negative indstilling 

til atomnedrustning og i, 

hvad man dengang opfattede som 

USA’s tab af terræn i det økonomisktekniske 

kapløb mellem Øst og Vest. 58 

Fra midten af 1960’erne blev den 

dalende agtelse også begrundet i 

USA’s politik i Vietnam. Hvor stor 

den kritiske indstilling til USA’s engagement 

i Vietnam i perioden udviklede 

sig til at være, fremgik af internationale 

undersøgelser, som det 

danske Gallup gengav i 1972. På 

spørgsmålet „Hvem har mest ret, 

USA eller Nordvietnam?“, svarede 12 

Indkaldelse til demonstration mod krigen i 

Vietnam. (ABA). 

% USA, og 26 % Nordvietnam, mens 60 % undlod at give deres mening til 

kende. 59 I Danmark bevægede Socialdemokratiet, der var i opposition i årene 

1968-1971, sig mod en stærkt kritisk holdning til USA’s engagement, hvilket 

den nyudnævnte statsminister Anker Jørgensen utvetydigt bekræftede i 1972. 

I julen 1972 samlede en protestdemonstration mod bombardementerne i 

Hanoi over 10.000 københavnere. 

Et negativt USA-billede kunne ikke undgå at være til fordel for det billede, 

østblokken gerne tegnede af den socialistiske samfundsmodel som grundlæggende 

fredelig og indstillet på dialog. Stanley Kubricks film „Doctor 

Strangelove“ fra 1963 latterliggjorde våbenkapløbet, USA’s rolle og den kolde 

krig. Fra samfundsvidenskaberne kom i 1960’erne den „revisionistiske“ skole, 

der fremhævede USA’s ansvar i den kolde krig og i våbenkapløbet. Den fik betydelig 

indflydelse på universitetsmiljøer og de intellektuelle i perioden. 

Sociologien og den økonomiske videnskab leverede „konvergensteorierne“, 

som gjorde opmærksom på, at de politiske og økonomiske forskelle mellem 

østlige og vestlige samfund havde tendens til at aftage, og at den almindelige 

udvikling ville få industrisamfundene i vest og øst til at tilnærme sig hinanden 

mere og mere. 60 

58 ”Amerikas prestige faldende”, International Gallup-undersøgelse om 11 nationers syn på USA, 

Ugens Gallup, Artikel nr. 23, 22. maj 1958. 

59 ”Ingen tro på USA’s sag i Syd-Vietnam”, Ugens Gallup, Artikel nr. 12, 29. april 1972. 

60 Georges-Henri Soutou, La guerre de cinquante ans. Les relations Est-Ouest 1943-1990, 2001, s. 444-445. 


Der bredte sig gennem 1960’erne i vestlige kredse en tro på, at østblokken 

og vestblokkens samfund også konvergerede på det politiske plan. Mange fortolkede 

udviklingen internt i østblokken i retning af større frirum for de enkelte 

østeuropæiske lande i forhold til Moskva, og at der således var i færd 

med at udvikle sig en socialisme med et menneskeligt ansigt. Denne politiske 

tillid var givet størst i venstreorienterede kredse. I Socialistisk Folkepartis afstandtagen 

til SUKP’s og DKP’s ortodokse marxisme-leninisme var der plads 

til, at de unge SF’ere tilsluttede sig de socialistiske landes indre sociale og kulturelle 

opbygning. 61 Den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet 1968 slog ganske 

vist skår i dette billede, men denne begivenhed fik ikke en så gennemgribende 

indvirkning på danske venstreorienterede som Ungarnsoprøret i 1956. 

De sociale bevægelser fra midt-tresserne, Det ny Venstre, og 1968-oprøret optog 

sindene og levnede ikke stor plads til en pessimisme på østblokkens befolkningers 

vegne. Energien blev primært anvendt på en kritik af de vestlige 

samfunds konservatisme. 

Inden for SF fastholdt mange gennem 1970’erne et positivt billede af Sovjetunionen 

på det sikkerhedspolitiske område. Trods partiets afstand til såvel 

Vests som Østs politik var der en stærk asymmetri i kritikken, som for det 

meste rettedes mod vest. Partiet fremhævede østblokken som den konstruktive 

part i freds- og nedrustningspolitikken. 62 

Den generelt mildere bedømmelse af østblokkens samfund gennem 

1960’erne afspejlede sig også i danske borgerlige medier i perioden. 

Dækningen af Oktoberrevolutionens jubilæer i hhv. 1957 og i 1967 havde forskellig 

karakter. Mens Socialdemokraten og Politiken i 1957 fremhævede 

Sovjetunionens „slavelejre“ og tyranni, udtrykte de begge beundring og anerkendelse 

for Sovjetunionens samfundsmæssige fremskridt i 1967 med „forbedrede 

levevilkår for sine egne millioner“, og Politiken: „et helt folk er blevet 

uddannet til alfabeter“. Undtagelsen fra denne tendens var Ekstra Bladet, der 

i 1967 fortsat skarpt fordømte Sovjetunionen og satte fokus på den politiske 

forfølgelse. 63 Vendingen i et mere sovjetkritisk dagblad som BT bestod i et 

skift fra fokus på den politiske forfølgelse i 1957 til en blot manglende interessen 

for Sovjetunionen i 1967. Information ironiserede i 1957 over, at jubilæet 

faldt sammen med „aarsdagen for de sovjetiske pansertroppers massakre på 

Budapests arbejdere og studenter“ (...)“, men gav i 1967 udtryk for kritisk behersket 

tro på, at der rent faktisk kunne ske en fornyelse til det bedre i Sovjetunionen. 

Berlingske Tidende var i 1967 også præget af et fravær af de skarpe 

fordømmelser, som havde præget avisen i 1957. Bjarne Nørretranders’ kronik 

61 Thomas Ekman Jørgensen, ”Vejen væk fra Moskva. SF’s vej fra kommunisme til et nyt venstre”, Den 

Jyske Historiker, juli 2003, s. 13-33. 

62 DIIS-interview med Troels Toftkær 29. november 2004. 

63 Erik Dreyer, ”Sovjet-livet er dejligt uden farlige meninger”, Ekstra Bladet, 6.november 1967; Adolph 

Rasten, ”Antisemitismen i Sovjetunionen”, Ekstra Bladet, 7. november 1967; Adolph Rasten: 

”Fænomen i Moskva”; ”Ikke et ord om Stalin”, Ekstra Bladet, 8. november 1967. 


talte eksempelvis om Rusland som stormagt med „legitime magtinteresser“ og 

lykønskede det med at have „bragt Sovjetfolket frem til en farbar vej mod lysere 

horisonter“. 64 En publikation skrevet af litterater og historikere med forord 

af kulturminister Julius Bomholt og udgivet af kulturministeriet i anledning 

af Khrusjtjovs officielle besøg i 1964 fremhævede Sovjetunionen som 

gammel kulturnation, og beskrev det gode venskabelige forhold til Danmark, 

„samkvemmets gensidige befrugtning“ og forhåbningerne til den dansk-sovjetiske 

kulturaftale af 11. september 1962. De ideologiske antagonismer blev 

ikke omtalt, eksempelvis berørte den historiske fremstilling af det dansk-russiske 

forhold ikke tiden efter anden verdenskrig. Blot nævnes det, at at de sovjetiske 

styrker befriede, men ikke at de samtidig besatte Bornholm 9. maj 

1945. 65 Det skal erindres, at dette faldt periodemæssigt sammen med Krags og 

Hækkerups Østdiplomati som ikke var kontroversielt, men indgik i tidens 

forestillinger om dialog og afspænding. 66 

Denne positiv/neutrale tendens var imidlertid ikke ensbetydende med, at 

tidsånden på det europæiske kontinent i perioden efter 1963 udelukkende 

var til gavn for østblokkens påvirkningspolitik. Blandt årsagerne var konflikten 

mellem Kina og Sovjetunionen, som i 1963 havde ført til et brud i den 

verdenskommunistiske bevægelse. Begge kommunistiske centre konkurrerede 

om opslutning både i den tredje verden og blandt Europas socialister 

med det resultat, at østblokken slog revner på det ideologiske og politiske 

plan. Med 1968-bevægelsen som endnu en udfordring for venstrefløjens 

sammenhængskraft lurede en ny fare for de socialistiske landes udenrigspolitik. 

Det var ganske vist en fordel, at venstreorienterede miljøer havde haft 

fremgang siden slutningen af 1960’erne. Men denne kaotiske politiske kraft 

kunne ikke uden videre ledes ind i de fastorganiserede og disciplinerede 

kommunisters rækker. Sovjetkommunisterne var bekymrede for, at venstreradikale 

grupper som trotskister og maoister skulle vinde for meget terræn. 

Derudover udgjorde eurokommunisterne en trussel mod de regulære Moskvatro 

kommunistpartier. Eurokommunismen var en nyorientering bort fra den 

ortodokse marxisme-leninisme, som fandt sted i 1970’erne, især i det italien- 

64 ”40 år efter”, leder, Socialdemokraten, 7. november 1957; ”Revolutionens jubilæum”, leder, Politiken, 

7. november 1957; ”Tro, viden og Sovjetunionen”, leder, Aktuelt, 7. november 1967; ”Ønsker for 

Sovjet”, leder, Politiken, 7. november 1967; ”Revolutionen i Rusland var en misforståelse”, BT, 5. november 

1957; ”40 år i dag: Boet gøres op”, forside; ”Hilsen til USSR”, leder, BT, 7. november 1957; 

”Stalin II-møde med De store”, BT, 8. november 1957; ”Revolutionsfestens tempo var 18 km/t”, billedreportage, 

BT, 7. november 1967; ”40 aar efter”, leder, Information, 2. november 1957; 

”Jubilæumsstemning”, leder, Information, 7. november 1957; ”Ruslands revolution”, leder, 

Information, 6. november 1967; Mogens Kofod-Hansen, ”Den vældige revolution, der svigtede idealerne”, 

Berlingske Tidende, 7. november 1957; Erik Seidenfaden, ”50 års jubilæet”, leder, Berlingske 

Tidende, 5. november 1967; Bjarne Nørretranders, ”I dagens anledning”, kronik, Berlingske Tidende, 

7. november 1967. 

65 Dansk-russiske forbindelser gennem 500 år, tre afhandlinger, Ministeriet for kulturelle anliggender, 1964, 

s. 7, 11-45. 

66 Jf. DIIS-interview med Torben Krogh, 23. november 2004. 


ske, franske og spanske kommunistparti. Denne udvikling beskæftigede blandt 

andet chefen for SUKP’s CK’s internationale arbejde Boris Ponomarjov og hans 

DDR-modstykke Hermann Axen i 1976 ved et møde, der fulgte op på det bilaterale 

topmøde mellem Bresjnev og Honecker på Krim samme år. Her behandlede 

de spørgsmålet om, hvordan det skulle lykkes at bringe det fasttømrede 

sammenhold tilbage i den kommunistiske bevægelse. En lang række partier 

optrådte med „forkerte holdninger“, blandt andet Spaniens, Italiens, Frankrigs 

og Japans kommunistparti. 67 Disse problemer viste sig også i Norden med ideologiske 

forskelle mellem det svenske kommunistparti VPK, der bevægede sig 

i retning af de nordiske folkesocialister, og danske DKP, der holdt linjen. 68 

For at styrke den ideologiske sammenhængskraft skulle den kommunistiske 

bevægelse under ledelse af SUKP samtidig bekæmpe de gamle klasseforrædere, 

socialdemokraterne. Denne situation stillede SUKP over for den udfordring, 

at doktrinen om den fredelige sameksistens ikke måtte udvande 

klassekampen, som var grundpillen i østblokkens marxistisk-leninistiske selvforståelse. 

Fjernede man kampen for at gennemføre systemforandringer i de 

kapitalistiske lande, ville østsystemet ryste i sin grundvold. De socialistiske landes 

gentagne understregning af afspænding og normalisering betød blot, at 

uoverensstemmelserne mellem kommunismen og kapitalismen ikke nødvendigvis 

skulle afklares gennem krig. 

Fra slutningen af 1960’erne skete der i østblokken en vis ideologisk oprustning, 

som fandt støtte i den umiddelbare økonomiske fremgang for de socialistiske 

lande sammenholdt med Vestens økonomiske problemer med oliekrise 

og voksende arbejdsløshed. Disse forhold blev i østblokken udlagt som 

kapitalismens tiltagende krise. Desuden var den europæiske afspændingsproces 

begrænset til Europa. De socialistiske lande søgte fortsat ivrigt at eksportere 

deres samfundsmodel til den tredje verden, også med ikke-fredelige midler. 

Men det var vanskeligt at forene målsætningerne om forbedring af Øst- 

Vest-forholdet og grundlæggende ideologisk kamp mod det vestlige system. 

Det kom tydeligt frem i DDR’s forhold til Socialdemokratiet og den socialdemokratiske 

del af fagbevægelsen. På den ene side søgte man inden for den 

kommunistiske bevægelse at bekæmpe Socialdemokratiet. 69 På den anden 

side var den østtyske ledelse fuldt ud klar over, at vejen til indflydelse i de nordiske 

lande gik gennem socialdemokratierne. 70 DDR-ambassaden i Køben- 

67 SAPMO-Barch: DY30/J IV 2/2A/2014: „Vorlage für das Politbüro des ZK. Betreff: Konsultationen 

des Gen. H. Axen mit dem Genossen B.N. Ponomarjow, Kandidat des Politbüros, Sekretär des ZK 

der KPdSU“. 22.10.1976. 

68 SAPMO-Barch: DY30/J IV 2/20/130: „Information für das Politbüro“. 10.7.1980. 

69 SAPMO-Barch: DY30/Vorl.SED/ 32445: „ Vermerk über ein Gespräch mit einer Delegation des 

Ministeriums für Auswärtige Angelegenkeiten der UdSSR in der Abteilung Auslandinformation 

beim ZK der SED am 4. Oktober 1973“. 8.10.1973. 

70 SAPMO-Barch:DY30/J IV 2/2/1535: „Vorlage für das Politbüro des ZK der SED. Konzeption für 

die Gestaltung der Beziehungen zwischen der DDR und den Staaten Nordeuropas in den Jahren bis 

1980.“ 10.2.1976. 


havn søgte derfor på SED’s vegne at etablere formelle partikontakter mellem 

Socialdemokratiet, LO og det østtyske centralforbund FDGB. LO afviste tilnærmelse 

med eksplicit henvisning til østtyskernes støtte til DKP’s forsøg på 

undergravning af den socialdemokratiske fagforeningsledelse. 71 Ligeså afviste 

partiledelsen østtyskernes tilnærmelser. Socialdemokraterne var parate til at 

arbejde for forbedrede statslige relationer, men direkte partirelationer til det 

østtyske kommunistpartiet ønskede de danske socialdemokrater ikke. 72 

Optimalt havde billedet fra et østligt perspektiv set ud, hvis det gennem afspændingsengagementet 

kunne lykkes at få socialdemokratierne i de nordiske 

lande ind i en „aktionsenhed“ med de kommunistiske kræfter. Således 

ville det være muligt at trække socialdemokraterne i en retning, hvor et ja til 

afspænding også var et ja til socialismen. 73 Den model var det imidlertid ikke 

muligt at få det danske socialdemokrati til at acceptere. „Socialdemokratisme“ 

var derfor stadig et østligt skældsord på linje med antikommunisme og 

antisovjetisme. 

Det tvedelte mål i den politiske offensiv kom også til udtryk i de socialistiske 

landes konsultationer vedrørende Norden. Ganske vist lå hovedvægten 

på forbedringen og normaliseringen af forholdet til de nordiske lande, men 

samtidig fastholdt Warszawapagt-landene hinanden på, at de „i fællesskab skal 

tvinge den antikommunistiske kampagne på tilbagetog og gennemføre en offensiv 

for socialismen“ i de nordiske lande. 74 Chefen for SED’s udlandspropaganda 

Manfred Feist argumenterede i 1975 for, at netop nu var tidspunktet 

kommet for en forstærket ideologisk indsats. De socialistiske lande stod stærkt 

på den internationale arena. Følgelig skulle „endnu flere mennesker i den socialt 

endnu ikke befriede del af verden stilles over for alternativerne socialisme 

eller kapitalisme“. 75 I denne kategori indgik selvsagt danskerne. 

Østlandene måtte afsætte kampagneressourcer til at imødegå en vestlig kritik 

af Warszawapagtens konventionelle oprustning, som ifølge kritikerne afslørede 

østblokkens doktrin om fredelig sameksistens som ren propaganda. 

Det var vigtigt for østblokken at holde liv i détenten. Dette kunne blandt an- 

71 SAPMO-Barch: DY34/ 11137: „Bericht über den Besuch der Gemeinsamen Delegationen des 

Zentralvorstandes der IG Bau-Holz, Metall sowie Transport und Nachrichtenwesen zum Vorstand 

des Spezialarbeiterverbandes in der Zeit vom 23.-27.8.1976“. 16.9.1976. 

72 SAPMO-Barch: DY 30/IV B 2/20/365: „Vermerk über ein Gespräch des Botschafter Gen. 

Heilmann, mit dem Vorsitzenden des Aussenpolitischen Ausschusses des dänischen Parlaments 

Jørgen Peder Hansen [se kapitel 39 om CSCE] dem Sekretär des SPDä-Fraktion, Karl Johann 

Mortensen, sowie dem SPDä -Abgeordneten und Sekreär der dänischen Metallarbeitergewerkschaft, 

Erik Andersen in der Botschaft“. 14.5.1973. 

73 SAPMO-Barch: DY30/J IV 2/2A/2001: „Abschlussinformation zum Verlauf und zu den 

Ergebnissen der 19. Arbeiterkonferenz der Ostseeländer, Norwegen und Islands“. 12.8.1976. 

74 SAPMO-Barch: DY30/J IV 2/2 /1661: „Bericht über die Beratungen der Stellvertreter der Minister 

für Auswärtige Angelegenheiten der Staaten des Warschauer Vertrages über die weitere Entwicklung 

der Beziehungen zu den Staaten Nordeuropas vom 21. bis 22. Februar 1977 in Berlin.“ 

75 SAPMO-Barch: DY30/Vorl.SED/ 32445: „Zur Entwicklung der Auslandsinformation der DDR seit 

dem VIII Parteitag der SED und ihrer Hauptorientierung bis 1980“. 14.11.1975. 


det ske ved at bortlede opmærksomheden fra den sovjetiske oprustning og i 

stedet fokusere på nedrustningsproblematikken generelt, samt ved at trække 

samarbejdet, herunder det økonomiske og kulturelle, helt frem i argumentationen 

over for de vestlige politikere. 76 Et voksende handels- og teknologisk 

samarbejde samt lavere militærudgifter ville give de socialistiske økonomier et 

kærkomment pusterum. Samtidig ville den vestlige kritik af Warszawapagtens 

voksende militære aktivitet kunne trækkes ud af debatten. 77 

Ved to konferencer i Warszawa 1975 og Berlin 1977 fandt Warszawapagtlandene 

sammen for at aftale, hvordan de i fællesskab skulle forholde sig til 

landene i Norden. Overordnet anså østblokken de nordiske lande for, i modsætning 

til de store NATO-stater, at være positivt indstillet over for fortsat afspænding. 

Der burde efter østlig vurdering således være gode chancer for 

samarbejde ud fra doktrinen om fredelig sameksistens og for realisering af 

Helsinki-aftalen. Problemet var blot, set fra Warszawapagtlandenes side, at 

særligt danskerne og nordmændene var fastlåst i deres vestintegration. 78 

Diskrediteringskampagner 

Et bedre grundlag for påvirkning havde den række af kampagner for diskreditering 

af de større vestlige magter, som SUKP vedtog og KGB iværksatte fra 

de tidlige 1970’ere. Billedet af USA var skiftet i midten af 1960’erne, først på 

grund af Vietnamkrigen, siden på grund af USA’s støtte til general Augusto 

Pinochets kup i Chile. Tilmed forbandt Watergate-sagen i 1973-74 det amerikanske 

præsidentembede med korruption og skandaler i verdensopinionen. 

En række år var gået siden Sovjetunionens store fejltrin, invasionen i Tjek- 

76 „O nasjikh sadatjakh v rasvitii sovetsko-datskikh otnosjenij na blisjajsjije gody“. Orientirovotjnyj 

perspektivnyj plan [Om vore opgaver med henblik på udviklingen af sovjetisk-danske forbindelser i 

de kommende år. Orienterende perspektivplan] af K. Levytjkin, 5. august 1963, AVP RF f. 085, op. 

48, p. 173, d. 8, l. 48; „Vypiska is polititjeskogo ottjota posolstva SSSR v Danii sa 1973 god” 

[Sammendrag af politisk rapport fra USSR‘s ambassade i Danmark for året 1973], MID, 27. februar 

1974, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f.. R-1019, ap. 4 b.186, ll. 5-8 ; „Vypiska is politottjota posolstva 

SSSR v Danii sa 1974 god” [Sammendrag af politisk rapport fra USSR‘s ambassade i Danmark 

for året 1974], MID, 6. marts 1975, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f..R-1019, ap. 4, b.195, ll. 

23-27; „Vypiska is polititjeskogo ottjota posolstva SSSR v Danii sa 1976 god. Vnesjnjaja politika Danii.” 

[Sammendrag af politisk rapport fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1976. Danmarks udenrigspolitik]. 

MID, 28. marts 1977, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f.. R-1019, ap. 4, b. 207, l. 22- 

25. 

77 SAPMO-Barch: DY30/J IV 2/2 /1641: „Anlage Nr. 7 zum Protokoll Nr. 22/76 vo, 26.10.1976. 

Betreff.: Beratung der Stellvertreter des Ministers für Auswärtige Angelegenheiten der Staaten des 

Warschauer Vertrages über die weitere Entwicklung der Beziehungen zu den Staaten Nordeuropas 

vom 21. bis 22. november 1976 in Berlin“. 

78 „Vnesjnjaja politika Norvegii. Vypiska is politottjota posolstva SSSR v Norvegii sa 1974 god” 

[Norges udenrigspolitik. Sammendrag af politisk rapport fra USSR‘s ambassade i Norge for året 

1974“], Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b.195, ll. 1-4; ”Vypiska polititjeskogo 

ottjota posolstva SSSR v Danii sa 1976 god” [Sammendrag af politisk rapport fra USSR‘s ambassade 

i Danmark for året 1976] MID, 28. marts 1977, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 

4, b. 207, ll. 22-25. 


koslovakiet i 1968, og der skulle gå endnu et par år, før den østlige supermagt 

igen markerede sig negativt i verdensopinionen med sin invasion af Afghanistan. 

USA var under hele den kolde krig den primære skydeskive for KGB’s diskrediteringskampagner. 

Gennem 1970’erne fremhævede disse kampagner 

antallet af CIA’s dødsofre, FBI’s krænkelse af borgerrettigheder og anløbne 

karakterer i præsidentens rådgivende kreds. 79 I 1960’erne og 1970’erne 

videreførte østblokken smædekampagner mod Vesttyskland, hvor målet var, 

som Warszawapagtlandendes ledelse beskrev det „at isolere det hævngerrige 

og militaristiske styre i Forbundsrepublikken.“ 80 Kampagner, der drejede sig 

om Forbundsrepublikkens nazistiske og militære fortid havde haft medvind 

siden 1950’erne, da KGB i sine aktive foranstaltninger kunne tage afsæt i 

kendsgerninger, som eksempelvis at gamle nazister fortsat beklædte indflydelsesrige 

stillinger. 81 

NATO-modstanden i Danmark var også siden alliancens oprettelse blevet 

næret af angsten for et nyt militaristisk Tyskland. Dette tema var til gavn for 

den drejning af fredsbevægelsernes kampagner, DKP arbejdede for. Protesterne 

mod det dansk-tyske militære samarbejde, demonstrationer mod fælles 

dansk-tyske øvelser og ankomsten af tyske tropper til Danmark fra midten 

af 1960’erne fik generelt bred omtale i den borgerlige presse. EF-modstanden, 

som DKP engagerede sig i, blev i høj grad båret frem af befolkningens 

uro for tysk dominans, ikke mindst som følge af planerne om en europæisk 

militærunion. 82 

Dissidentkampagnerne 

Østblokken havde imidlertid også sine sårbare punkter, og et af de mere graverende 

var systemkritikerene, for hvem det i stigende grad lykkedes at gøre 

Vesten opmærksom på karakteren af østblokkens undertrykkelse af deres 

egne befolkninger. 

Opstanden i Ungarn i efteråret 1956 og siden reformbevægelsen i 

Tjekkoslovakiet foråret 1968 – begge begivenheder, der endte med et sovjetisk 

militært indgreb – gav den sovjetiske ledelse voksende bekymringer for 

dissidenters evne til at undergrave østblokkens samfund. Af denne grund oprettede 

KGB’s chef Jurij Andropov på Bresjnevs initiativ et 5. direktorat, som 

stod for overvågning og diskreditering af dissidenter blandt intellektuelle, 

79 Christopher Andrew and Vasili Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, 2000, s. 300-315. 

80 Forslag fra det ungarske udenrigsministerium til det ungarske kommunistpartis centralkomités 

politbureau vedrørende spørgsmålene om europæisk fred, sikkerhed og samarbejde, 17. januar 

1967, dokument fra samling 13, oversat og gengivet ved The Parallel History Project on NATO and 

the Warsaw Pact, http://www.isn.ethz.ch/php, set 22. juli 2004 


82 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, 1997, s. 50-68. 


studenter, nationalister, etniske og religiøse mindretal, som kunne påkalde 

sig opmærksomhed internt og i udlandet. 83 I 1971 instruerede KGB ansatte i 

de sovjetiske propagandaorganer om modforanstaltninger over for vestlige 

journalister, som opsøgte og udnyttede de i KGB-terminologi „anti-sovjetiske 

elementer“ til Vestens fordel. Navnlig havde forfatteren Aleksander 

Solsjenitsyn og atomfysikeren Andrej Sakharov ifølge KGB skabt grundlaget 

for, at Vesten i sine kampagner kunne udnytte en stadigt voksende opposition 

i Sovjetunionen. 84 

Solsjenitsyn fik prædikatet politisk modstander, da han i 1970 fik tildelt 

Nobels litteraturpris på baggrund af systemkritiske værker. Atomfysikeren 

Andrej Sakharov blev ligeledes stemplet som „statsfjendtlig“, da han i slutningen 

af 1970 etablerede en menneskerettighedskomité til overvågning af 

systemets forfølgelse af dissidenter. Sakharov protesterede over sovjetstatens 

overgreb på sine egne borgere, som eksempelvis tvangsindlæggelser og 

tvangsmedicinering af anderledes tænkende i psykiatriske fængsler, og overgrebenes 

alvorlige konskekvenser i form af infantilisme og karakterforandringer. 

85 Efter tildelingen af Nobelprisen til Solsjenitsyn mobiliserede SUKP 

det sovjetiske APN til presseangreb på forfatterens „ideologisk undergravende 

virksomhed“, til „udsendelse af fordømmelser til de udenlandske kontorer“, 

og til udsendelser møntet på den vestlige offentlighed, tilrettelagt i de 

sovjetiske statskomitéer for fjernsyn og radio. 86 KGB instruerede også TASSjournalister 

i tilsmudsning af dissidenters navn og rygte ved at forbinde dem 

med alkoholisme, narkomani eller homoseksualitet. Denne indgangsvinkel 

blev valgt i erkendelse af, at man ikke ville opnå meget ved at hænge kampagnerne 

op på dissidenternes kamp mod den sovjetiske stat. 87 I Danmark virkede 

DKP med i kampagnen mod Solsjenitsyn. Formanden for Danmarks 

Kommunistiske Parti, Knud Jespersen, foreslog i 1970 SUKP’s centralkomité, 

at DKP foranstaltede et angreb mod Solsjenitsyn med Carl Madsens og Hans 

Scherfigs medvirken. 88 

83 Christopher Andrew and Vasili Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, 2000, s. 406; Boris Tjekhonin, 

Sjurnalistika i rasvedka, [Journalistik og efterretningstjeneste], 2002, s. 154. 

84 KGB, Andropov til SUKP’s CK, 13. januar 1971, Link 1118, Soviet Archives at INFO-RUSS, 

http://psi.ece.jhu.edu/%7Ekaplan/IRUSS/BUK/GBARC/buk.html , set 15. november 2004. 

(Herefter blot ”Sovet Archives at INFO-RUSS”) 

85 Sakharovs appel til sundhedsminister B.V.Petrovskij vedr. Fainberg og Borisovs indlæggelser, telegram 

og følgebreve, 25. marts 1971, Soviet Archives at INFO-RUSS, link. nr. 0201, set 18. april 2005. 

86 ”Rapport fra SUKP’s CK’s propagandaafdeling angående foranstaltninger til modpropaganda 

overfor de kapitalistiske lande”, 18. november 1970, Dokument nr 43, gengivet i Nicolas Werth og 

Gaël Moullec, Rapports Secrets Soviétiques 1921-1991, 1994, s. 441-442. 

87 Tjekhonin, Sjurnalistika i rasvedka, [Journalistik og efterretningstjeneste], 2002, s. 155. 

88 Offentliggjort i Segodnja 12. oktober 1994 på grundlag af arkivalier fra TsKhSD [Nu RGANI]. 

Privateje, klip fra dokumentoversigten for ”Småstat og Stormagt. Mennesker i mødet mellem 

Danmark og Rusland 1815-1995”, en udstilling i Provianthuset på Slotsholmen, 31. maj-28. juli 1995, 

www.kb.dk/kultur/expo/rusland/abm.htm#d4, set 15. november 2004. 


Imidlertid var det vanskeligt for Sovjetunionen at begrænse disse „statsfjendtlige“ 

personers aktiviteter, da begge var internationalt kendte, og forfølgelse 

blot ville vække større opmærksomhed omkring deres kritiske virksomhed. 

SUKP’s problemer voksede, da den stort anlagte „Fredselskende kræfters 

verdenskongres“ i oktober 1973 samtidig, ifølge KGB, var samlingspunkt for 

fjendtlige staters og efterretningstjenesters udnyttelse af blandt andet Solsjenitsyn 

og Sakharov i deres arbejde for at støtte organiserede antisovjetiske 

kampagner. 89 

Det blev en stor udfordring for Sovjetunionen, da Solsjenitsyns Gulag 

Øhavet udkom i Vesten i 1974. Bogen beskriver de sovjetiske tvangsarbejdslejre. 

I USA solgte den i over to millioner eksemplarer. I Danmark udkom den 

første gang i et stort oplag (24.000). Da Sakharov oven i købet modtog Nobels 

fredspris i oktober 1974, fik KGB grønt lys for at øge de i forvejen store ressourcer 

til diskreditering af de to systemkritikere. I forbindelse med at en høring 

om brud på menneskerettigheder, der fik navnet „Sakharovhøringen“, 

skulle afholdes i København 17.-19. oktober 1975, udgik der instruktioner til 

KGB-residenturerne i Norge, Sverige, Danmark, Storbritannien og Forbundsrepublikken. 

KGB bad dem formå journalister, politikere og andre til at formidle 

kompromitterende materiale om Sakharov i offentligheden. 90 Indberetninger 

fra den sovjetiske ambassade i København viser, at DKP i ugerne op 

til høringen foreslog „en række præventive kontrapropagandistiske forholdsregler“, 

hvori indgik en „bearbejdning af danske journalister“. Ifølge sovjetiske 

dokumenter anmodede DKP og Landsforeningens ledelse om, at en sovjetisk 

delegation skulle sendes til København med det formål at „diskreditere 

det anti-sovjetiske sammenrend“. 91 

Nye modforanstaltninger blev iværksat, da Vesten i de samme år indledte et 

angreb på østblokkens konsekvente krænkelser af deres statsborgeres rettigheder. 

Vesten tog afsæt i Helsinkiaftalen fra 1975, hvor de socialistiske lande 

havde forpligtet sig at overholde menneskerettigheder som f.eks. ytringsfrihed. 

Dette ideologiske angreb var en torn i øjet på østblokken, som betragtede 

CSCE-aktens undertegnelse som en triumf for deres egen afspændingspolitik 

og mangeårige bestræbelser for at få anerkendt grænserne i Europa efter 

1945. Sovjetunionen omtalte Vestens menneskerettighedskampagne som 

„den koordinerede modoffensiv fra imperialisme og reaktion på det ideolo- 

89 KGB, Andropov til SUKP’s CK, 2508-A, 21. oktober 1973, Link 1114, Soviet Archives at INFO- 

RUSS, set 15. november 2004. 


91 ”O t.n.”Slusjanii o narusjenii prav tjeloveka v SSSR” planirujemom v Danii”, kratkaja spravka. [Om 

den såkaldte ”Høring om brud på menneskerettighederne i USSR” planlagt i Danmark] Kort notat 

fra MID’s skandinaviske afdeling, 11. september 1975, RGANI f. 5, op. 68, d. 2040, ll. 115-117; ”O 

merakh protivodejstvija antisovetskoj aktsii v Kopengagene” [Om forholdsregler til at imødegå en 

antisovjetisk aktion i København] V. Sjaposjnikov, vicechef i CK’s internationale afdeling, til CK, 8. 

oktober 1975, RGANI f. 4, op. 22, d. 1603, ll. 182-183. 


giske, politiske og militære område“, „imperialistiske kredses forsøg på at 

underminere Helsinkiaftalen“ og „Vestens antisovjetiske modkampagner“. 92 

En modoffensiv tog afsæt i den marxistisk-leninistiske ideologi. I 1973 var 

de ledende kommunistpartier på et møde i Moskva nået frem til begrebet de 

„socialistiske menneskerettigheder.“ Dette begreb tog J. Andropov op i 1976 

og opfordrede de vestlige kommunistpartier til at bruge det offensivt som en 

definition på en række menneskerettigheder, der ikke var respekteret i 

Vesten, hvor alene rent formelle rettigheder som ytringsfrihed, organisationsfrihed 

og rejsefrihed blev forfægtet. Fra østblokkens side skulle man i stedet 

fremhæve sociale og økonomiske rettigheder som eksempelvis retten til arbejde 

som det væsentlige i menneskerettighederne. 93 DKU og DKP udgav i de 

følgende år en række programmer og tryksager med denne fortolkning af ordet 

menneskerettigheder. 94 

Havde østblokken succes med neutralisering af dissident- og menneskerettighedskampagnerne? 

Den sovjetiske ambassade i Danmark skrev i 1974, at i 

forbindelse med gennemførelsen af den fælleseuropæiske sikkerhedskonference 

havde „især højreorienterede kredse rettet opmærksomheden mod 

Sakharov, Solsjenitsyn og andre sovjetiske dissidenter“, og „via presse, radio 

og TV anvendt denne viden til sovjetfjendtlige kampagner“. Det var dog den 

sovjetiske vurdering, at „de antisovjetiske markeringer [i 1973] havde en mere 

begrænset karakter end i 1972.“ 95 

KGB vurderede i 1977 at Solsjenitsyn-effekten var begrænset takket være 

det kompromitterende materiale, som KGB havde spredt i Vesten. Det havde 

ført til en negativ nyvurdering af ham, særligt i venstreorienterede kredse. 96 

KGB glædede sig i øvrigt over, at Solsjenitsyn tilsyneladende hen mod 1977 

92 ”Informatsija o rabote III konferentsii Baltijskogo Instituta” [Information om det baltiske instituts 

III konference] Indberetning. Sovjetunionens ambassade i Sverige til MID’s skandinaviske afdeling, 

16. juni 1975, 1051 f., 1 apr., 116 l., 5-6 lp, Latvijas Valsts Arhivs; ”De socialistiske lande og den ideologiske 

kamp – antisovjetisme og antikommunisme”, Kasse 465: Oversigt fra CK-seminar 11.- 

18./6.1978, ABA, DKP’s arkiv, CK-kurser og seminarer. 

93 ”O popytkakh vrasjdebnykh elementov ispolsovat v antisovetskikh tseljakh t.n. osobuju positsiju rukovodstva 

nekotorykh kommunistitjeskikh partij kapitalistitjeskikh gosudarstv po voprosu o demokratii” 

[Om fjendtlige elementers forsøg på i anti-sovjetisk øjemed at udnytte den såkaldt særlige position 

hos ledelsen i nogle kommunistpartier i kapitalistiske stater i spørgsmålet om demokrati], 

Andropov til vestlige kommunistpartier 16. februar 1976, dokument nr. 394-A, Soviet Archives at 

INFO-RUSS, link nr. 1103. Set 15. november 2004. 

94 For eksempel ”Ungdom i kamp. For fred og sikkerhed i Østersøen, udateret, antagelig fra 1976, 

ABA, Kasse 398: Dansk forsvarsdebat 1986- ; DKU, Østersødokument 1976 m.m. samt ”Ib Nørlund 

om kampen for menneskerettighederne. En uadskillelig del af kampen for socialisme”, 

Skolingsudvalget i DKP, ABA, Kasse 451, Sommerkurser 1977. 

95 „Vypiska is polititjeskogo ottjota posolstva SSSR v Danii sa 1973 god“ [Sammendrag af politisk rapport 

fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1973] MID, 27.februar 1974, Lietuvos Centrinis 

Valstybes Archyvas, f.R-1019, ap. 4, b.186, l. 6 (b). 

96 ”O vrasjdebnoj dejatelnosti Solsjnitsyna i padenii interesa k ego litjnosti sa rubesjom i v SSSR” [Om 

Solsjenityns fjendtlige virksomhed og den dalende interesse for hans person i udlandet og i USSR] 

KGB, Andropov til SUKP’s CK, N 7-A, 4. januar 1977, Soviet Archives at INFO-RUSS, link nr. 0077, 

set 15. november 2004. 


havde mistet prestige i Vesten, „ved sin reaktionære position og kritik af den 

vestlige livsførelse“. 97 

Modtagelsen af Solsjenitsyn i Vesten faldt i to faser. Han blev modtaget positivt 

af offentligheden da hans systemkritiske bog, En dag i Ivan Denisovitjs liv, 

om lejrlivets ydmygelser af politiske fanger og tab af menneskelig værdighed, 

udkom på dansk i 1963. Også på venstrefløjen gav det anledning til afstandtagen 

fra det sovjetiske system. Efter udgivelsen af Gulag Øhavet i 1974 var 

modtagelsen forskellig i eksempelvis Frankrig og Danmark. I Frankrig havde 

Solsjetnitsyn sendt chokbølger gennem landet, som ikke fortog sig. I Danmark 

derimod hæftede man sig i nogle kredse mere ved, hvad man anså for 

russisk nationalromantik, og dermed anti-demokratiske tendenser i hans ytringer, 

end ved hans kritik af det sovjetiske system. Dette faldt sammen med, 

at dele af venstrefløjen, også udover DKP, mente, at Solsjenitsyn havde skadet 

socialismens sag. Disse forhold kom i et vist omfang til at sløre for en adækvat 

dansk reaktion på indholdet i Gulag Øhavet. Gallupundersøgelser fra perioden 

viste dog, at den generelle skepsis overfor Sovjetunionen var stigende i 

halvfjerdserne. For Gallup undersøgelser, oplagstal og generel modtagelse af 

Solsjenitsyns værker, se kapitel 29. 

Om østblokkens diskreditering af dissidenterne havde en virkning i sig selv, 

er vanskeligt at afgøre. Fordelen for østblokken var, at der i Vesten ikke var 

støtte til overs for dissidenternes aktiviteter i det omfang, som dissidenterne 

forventede. Et organiseret samarbejde med vestlige grupper kom i stand i 

1980’erne, se kapitel 74. 

Østblokken havde i perioden en vanskeligere opgave i sine forsøg på at 

neutralisere Vestens menneskerettighedskampagne med afsæt i CSCE-aftalerne. 

Modsat dissidenternes indsats var der her store vestlige statsapparater 

bag kampagneføringen. Desuden var Sovjetunionens image i Vesteuropa ikke 

nær så godt som i 1960’erne. Det var blevet forværret hen mod slutningen af 

1970’erne, blandt andet på grund af et indtryk af øget sovjetisk oprustning. 

Et udtryk for denne vending i Danmark var den danske presses omtale af 

Sovjetunionen i forbindelse med Oktoberrevolutionens jubilæum i 1977. Nu 

kredsede beskrivelserne, med undtagelse af Land og Folk, om bureaukratisk 

centralisme, kynisk magtpolitik, masse- og politiske udryddelser, tvangsarbejdslejre 

og et klassesamfund med et aldrende lederskab i Kreml, der primært 

støttede sig til et enormt militært apparat. 98 

97 Mitrokhin, 2000, s. 419. 

98 ”Sovjet – 60 år”, leder, Aktuelt, 7. november 1977; ”Sovjetunionen vil fortsætte med at styrke militærmagten”, 

Aktuelt, 8. november 1977; ”Sovjetunionens 60 år”, leder, Berlingske Tidende, 6. november 

1977; ”Moskva lod det tunge skyts rulle frem for at afskrække alle fjender”, Berlingske Tidende, 8. 

november 1977; Kai Moltke, ”Sovjet er stadig et klassesamfund”, Ekstra Bladet, 7. november 1977; 

”Messe for Kreml”, leder; Dev Murarka, ”Stabilt sovjet-styre fester uden gejst”, Information, 7. november 

1977; ”Sovjets årsdag”, leder, Politiken, 6. november 1977. 


Hen imod slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne noterede 

det sovjetiske udenrigsministerium imidlertid i en rapport om dansk indenrigs- 

og udenrigspolitik udarbejdet på grundlag af ambassadens indberetninger, 

at „den danske regering deler ikke USA’s ekstremt hårde linje i kritikken 

af de socialistiske lande i menneskerettighedsspørgsmålet, men anser det 

for mere rigtigt at vise smidighed på dette område og ikke gøre det til åben 

konfrontation mellem Vest og Øst. Danskerne erkender, at sociale og økonomiske 

rettigheder er et væsentligt element i begrebet menneskerettigheder“. 

99 Denne type udtalelser indgik i sovjetiske tidsskriftsartikler som et element, 

der kunne støtte den østlige opfattelse. Således gled eksempelvis et citat 

fra Lasse Budtz fra Land og Folk 9. december 1986 ind i den sovjetiske argumentation: 

„Det er forståeligt, at alle vi i Socialdemokratiet og alle I deltagere 

i fredskonferencen ønsker, at menneskerettighederne bliver overholdt i 

hele verden. Men hvis vi sætter diskussionen om menneskerettigheder over 

diskussionen om fred og nedrustning, så havner vi i en blindgyde. Det er vigtigt, 

at fredsbevægelsen undgår dette. Uanset om vi er socialdemokrater eller 

kommunister, er det vigtigt, at det ikke bliver et skisma. Kampen for fred og 

nedrustning er nødvendig at fortsætte sammen.“ 100 

99 “Vypiska is politottjota posolstva SSSR v Danii sa 1980 god. Vnutrenneje polosjenije i vnesjnjaja politika 

Danii.” [Sammendrag af politisk rapport fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1980. 

Indenrigspolitiske forhold og dansk udenrigspolitik] MID, 27. februar 1981, Lietuvos Centrinis 

Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 234, ll. 100. 

100 Aksel-Vladimir Karlsen: Danija: Etapy borby miroljubivykh sil (Konets 70-kh – seredina 80-kh godov) 

[Danmark: Faser i de fredselskende kræfters kamp (Fra slutningen af 70’erne til midten af 

80’erne)], i Novaja i Novejsjaja Istorija [Den nye og nyeste historie] nr.1, 1988, s.30. 


43 · DKP og venskabsforeningerne 

DKP’s virksomhed 

Danmarks Kommunistiske Parti indtog i Danmark en særlig rolle under den 

kolde krig som det eneste parti, der eksplicit identificerede sig med Sovjetunionen 

og samtidig konsekvent tog afstand fra Danmarks medlemskab af 

NATO. Partiet var ikke blot direkte modstandere af den vestlige alliance, men 

fungerede som fortaler for østblokkens udkast til alternative sikkerhedsordninger. 

DKP’s solidaritet med Sovjetunionen rakte videre end støtte til landets 

udenrigspolitik. Partiet havde siden sin oprettelse i 1919 arbejdet for indførelse 

af et kommunistisk samfund i Danmark med Sovjetunionen som model. 

I forhold til Folketingets større partier, som i fællesskab gik ind for den parlamentariske, 

demokratiske og markedsøkonomiske model, skilte DKP sig således 

ud i kraft af sin støtte til den marxistisk-leninistiske ideologi i den verdenskommunistiske 

bevægelse og dermed til de statsbærende partier i østblokken. 

Med til DKP’s særegenhed hørte kravet om partidisciplin. Enten måtte 

man tilslutte sig partiets og dermed den verdenskommunistiske generallinje, 

eller også kunne man holde sig væk. Den kommunistiske ideologi byggede på 

en vedtaget „videnskabelig“ historisk vision, marxismen-leninismen. På denne 

baggrund fastsattes fra centralt hold den korrekte strategiske og midlertidige 

taktiske linje. DKP levnede ligesom andre kommunistpartier ikke plads til 

efterprøvende diskussioner af grundlinjen. 1 

DKP var således et parti, der på grund af partilinje og partidisciplin befandt 

sig i en markant og ensom position i dansk politik. En støt medlemstilbagegang 

for partiet fra 1947, som ved valget i 1960 sendte partiet ud af Folketinget, 

blev i DKP’s ledelse forklaret ud fra et pres fra både „højre- og venstreopportunister“ 

samt en udvanding af kommunismen som følge af forsøget på 

at danne en enhedsfront med den socialdemokratiske fagbevægelse. Den kur, 

ledelsen foreslog, var en „højnelse af partiets ideologiske niveau“ både i det 

daglige partiarbejde med pressen, med kampagner og i den teoretiske og 

praktiske indsigt. DKP skulle blive dygtigere til at skille sig ud på venstrefløjen 

som partiet med „kamperfaring“ og med „forståelse for den virkeliggjorte socialisme 

i Sovjetunionen“. 2 

Denne selvevaluering fra 1970 udtrykker samtidig partiets permanente dilemma. 

På den ene side var partiledelsen klar over, at partiets styrke som 

1 Udtalelse fra Den Danske Gruppe, Årsholdet 79-80, Moskva, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 462: 

Længerevarende skoling 1961-1981. Materiale om DKP’s eksklusionssager findes i „Materialet fra 

kontrolkommissionen“, ABA, kasse 204-210. 

2 Ib Nørlunds indlæg på CK-kursus, august 1970, (103/17/59), ABA, DKP’s arkiv, kasse 465: CK-kurser 

og seminarer. 

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 329

„samfundsforandrende kraft“ på den danske venstrefløj var funderet i en „seriøs“ 

revolutionær linje til forskel fra socialdemokraternes „falske“ sociale bevidsthed 

og den yderligtgående venstrefløjs „sekterisme“, 3 samt på et tilbud 

om et „realistisk“ dansk alternativ til NATO-medlemskabet baseret på garantier 

fra Sovjetunionen. Erfaringen og realismen var ifølge partiet selv forklaringen 

på partiets stigende tiltrækningskraft gennem 1970’erne. 4 

På den anden side var partiets kompromisløse prosovjetiske linje sjældent 

– som eksempelvis i forbindelse med Sovjetunionens styrkede image 1945 

som sejrherre over Nazityskland – til kommunisternes fordel. For det meste 

gav DKP’s fuldstændig loyale accept af Sovjetunionens og de øvrige socialistiske 

landes forklaringer på internationale begivenheder – forklaringer der 

ofte adskilte sig radikalt fra det øvrige politiske landskab – bagslag, der skabte 

problemer for DKP både over for offentligheden og til tider over for dets 

egne medlemmer. Blandt de klareste eksempler på negativ afsmitning af østlandenes 

politik på DKP’s popularitet og sammenhængskraft er den sovjetiske 

invasion i Ungarn 1956, Berlin-murens opførelse 1961, nedkæmpelsen af foråret 

i Prag 1968, invasionen i Afghanistan 1979 og undertrykkelsen af Solidaritetsbevægelsen 

i Polen 1981. 

Dette kapitel undersøger DKP som politisk kraft i Danmark, dets kadreskoling 

og dets forbindelser til østblokkens kommunistpartier. Partiets ledelse var 

selv klar over, at navnlig det sidste forhold satte spørgsmålstegn ved DKP’s legitimitet 

som parlamentarisk, demokratisk parti, hvilket var med til at forklare 

partiets trængte situation i Danmark. 

Fraktionsarbejde og kadreskoling 

Efter 2. verdenskrig nyorganiserede DKP sine medlemmer i en struktur, som 

Ib Nørlund kaldte „intellektuelgrupper“ (arkitekter, lærere, bibliotekarer, forfattere 

mv.), ligesom partiet med henblik på gennemførelsen af fredskampen 

i begyndelsen af 1950’erne etablerede arbejdspladsafdelinger gennem den 

kommunistisk styrede del af fagbevægelsen. Hensigten gennem de følgende 

årtier var, at de enkelte såkaldte „fraktioner“ og „karteller“ tilrettelagde moderpartiets 

kampagner for hver deres faglige kredse. 5 Det var således DKP’s 

lærerfraktion, som i 1970’erne udviklede pjecer og klassesæt om EF-modstanden 

til brug for folkeskolens og andre institutioners undervisning. Og samme 

3 Sst. 

4 Orientering om „en generallinje i vor agitation og propaganda“, udateret, formentlig fra 1970, 

ABA, DKP’s arkiv, Kasse 486: Agitationsudvalget; militærpolitisk udvalg; mediepolitisk udvalg; udvalgssammensætninger; 

„Problemer vedr. antisovjetiske og antikommunistiske kampagner. 

Antisovjetismen som hovedform for antikommunismen i Danmark, CK-seminar 11.-18./6. 1978, 

ABA, DKP’s arkiv, Kasse 465: CK-kurser og seminarer. 

5 „Rapport fra CK-kursus“, august 1970, ABA, DKP’s arkiv, kasse 465: CK-kurser og seminarer; DKP, 

sekretariatsmøder 4. januar 1985 samt 5. august 1986, ABA, DKP’s arkiv, kasse 135: 

Sekretariatsprotokol april 1980 – april 1987. 


faggruppe stod bag både fredsgruppen „Lærere for Fred“ og udarbejdelse af 

fredspædagogisk undervisningsmateriale i 1980’erne. 6 

Med den kolde krigs udvikling øgedes interessen hos kommunisterne for 

at forbedre kampagne- og kampevnen gennem skoling af organisationslederne. 

I 1949 havde den sovjetiske ambassade meddelt, at DKP for at forbedre 

propagandaens gennemslagskraft burde udvikle kadreskolingen af DKP’ere i 

et „svagt“ Danmark, hvor „kun 25 % af DKP’s medlemmer har fået „politisk 

skoling“, og hvor det derfor „lykkes for borgerskabet og Socialdemokratiet 

med deres enorme propagandaapparat at „bedøve“ arbejderne. 7 

DKP’s top arbejdede selv til stadighed på, at de lokale ledere i fraktionerne, 

i distrikter og i de kommunistisk styrede fagforeninger skulle blive i stand til 

på ensartet og effektiv vis at gennemføre centralkomiteens fastsatte „generallinje“. 

Dette, fremhævede ledelsen, forudsatte en grundig og vedvarende skoling 

af kadrerne. 8 Kadreskolingen havde også som mål, at kommende ledere 

fik den teoretiske marxisme-leninisme grundigt indarbejdet. DKP’s ledelse 

prioriterede den teoretiske skoling højt med kurser i filosofi, politisk økonomi 

og Sovjetunionens kommunistiske partis historie. 9 

Skolingen af aktive og ambitiøse DKP- og DKU-medlemmer – og i det hele 

taget traditionen for arbejde i det skjulte – går helt tilbage til DKP’s grundlæggelse 

i 1919 og partiets forbindelser til Komintern. En systematisk skoling 

af brede grupper af danske kommunister satte ind fra 1954, da DKP nedsatte 

et skolingsudvalg til at fastlægge grundskolingsprogrammet og udpege elever 

og skolingsledere blandt kammeraterne. Det skete på baggrund af detaljerede 

skudsmål. Udvalget tog sig også af ledernes efterfølgende evaluering af 

de enkelte elever med henblik på deres anvendelse i den hjemlige kamp. 10 

Indtil 1956, hvor SUKP’s CK besluttede at udvide partiskolen i Moskva med et 

særligt fakultet til skoling af partiarbejdere fra udlandet, afholdt DKP kadrekurserne 

i Danmark. 

6 „Hvordan skal vi som parti føre kampen mod EF?“, Partikurset i Polen, 1. juli 1974, ABA, DKP’s arkiv, 

kasse 457: Freds- og solidaritetskurser i udlandet 1974-1983 (Anker Schjerning); DKP, sekretariatsmøde 

8. oktober 1984, ABA, DKP’s arkiv, kasse 135: Sekretariatsprotokol april 1980-april 1987. 

7 Konklusion på Spravka af A. Kaplin, 24. oktober 1949. Videresendt af P. Orlov, fungerende chef for 

MID’s 5. afdeling til SUKP’s CK, 9. januar 1950, RGASPI f. 17, op. 137, d. 388, l. 15. 

8 Orientering om „en generallinje i vor agitation og propaganda“, udateret, formentlig fra 1970, 

ABA, DKP’s arkiv, Kasse 486: Agitationsudvalget; militærpolitisk udvalg; mediepolitisk udvalg; udvalgssammensætninger. 

9 Cirkulære af 28. oktober 1963, 17. oktober 1977 og 8. december 1978, DKP’s arkiv, ABA, Kasse 145 

og 146, CK. Sekretariatet. Cirkulærer 1963-1969; 1970-1979. 

10 „Anbefalinger til Skolingsudvalget“, brev af 10. marts 1961, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 462: 

Længerevarende skoling 1961-1981; „Begrundelse vedrørende kursusledere“, udateret orientering 

samt „Vedrørende års- og tolkekursus“, 8. februar 1978, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 451: Sommerkurser 

1975-1979; „Kort rapport om opholdets hidtidige forløb“, Moskva 6. november 1977, ABA, DKP’s arkiv, 

Kasse 462: Længerevarende skoling 1961-1981. 

11 Cirkulære af 28. oktober 1963, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 145: DKP, CK. Sekretariatet. Cirkulærer 

1963-1969. 


Grundskolingen i Danmark strakte sig i de første årtier af den kolde krig 

over to år og foregik i studiekredse med afsluttende prøver. DKP gennemførte 

i København og i større provinsbyer aftenskoler. For studielederne afholdt 

DKP weekendkurser, mens de ledende DKU’ere forberedte et kontrolleret 

selvstudium. 11 Fra 1963 gennemførte skolingsudvalget også en videregående 

toårig kadreskole for ledende DKU’ere, 12 og fra 1977 indførte DKP en styrkelse 

og en ensretning af kadreskolingen ved at etablere et oplysningsforbund 

under fritidsloven. 13 De fleste kurser i Danmark foregik i Land og Folks 

Hus, på Testrup og Tidens Højskole. 14 

Fra 1957 modtog DDR og Sovjetunionen danske kommunister på sommer-, 

måneds- og årskurser, en praksis, der varede ved indtil den kolde krigs afslutning. 

Ifølge PET’s oplysninger var eksempelvis 23 DKP’ere på skolingsophold i Sovjetunionen 

eller DDR i perioder på op til et år og mere i perioden november 

1959 til 1960. 15 DKP’s arkiv i ABA viser for perioden 1957-1963, at mellem 10- 

15 unge, ugifte i alderen 20-30 år, hvert år blev sendt på 15 måneders ophold 

på Leninskolen i Moskva. Dertil kom et højt antal danske deltagere ved 9-måneders 

ophold og ved sommerkurser i DDR. Skolingsvirksomheden fik et stadig 

større omfang gennem årene, dog med et fald i elevtal i perioden 1965-1969. 

Fra 1966 og frem afholdt også de øvrige østeuropæiske lande kurser for vesteuropæiske 

kommunister på månedlige kurser, hvor typisk 40 danskere deltog. 16 

Årskurserne i DDR og Moskva krævede stor forberedelse. For opholdet på 

Moskva-skolen koordinerede DKP dels med APN-kontoret i Danmark, hvis 

tolke DKP var afhængig af for de danske elever, dels med den sovjetiske ambassade, 

dels direkte med SUKP’s CK. 17 På de kortere kurser i DDR var det oftest 

DKP’s egen ledelse, der fungerede som undervisere for de danske hold, 

og som efterfølgende i Danmark organiserede seminarer for større grupper 

på baggrund af undervisningen i SED’s program. 18 

Indholdet på kurserne varierede efter udviklingen inden for den internationale 

kommunistiske bevægelse og efter forventninger og ønsker fra deltagerne. 

Faste programpunkter, anbefalet af Ib Nørlund, på kurserne var gennem 

hele perioden SUKP’s historie samt de førnævnte filosofisk-teoretiske 

12 Cirkulære af 22. oktober 1963, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 145: DKP, CK. Sekretariatet. Cirkulærer 

1963-1969. 

13 Cirkulære af 8. juni 1977, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 146: DKP, CK. Sekretariatet. Cirkulærer 1970-1979. 

14 Cirkulære af 10. januar 1978, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 146: DKP, CK. Sekretariatet. Cirkulærer 

1970-1979. 


16 Cirkulære af 21. februar 1968 og af 8. december 1978, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 145 og 146: DKP, 

CK. Sekretariatet. Cirkulærer1970-1979; Oversigt over DKP’s skolingstilbud i det socialistiske udland, 

udateret, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 451: Sommerkurser 1978. 

17 Brev fra Ib Nørlund til Victor Kudrjasov, APN, København, 3. maj 1976, Brev fra Jørn Christensen 

til SUKP’s CK, 18. marts 1977, Brev fra Jørn Christensen til SUKP’s Partikomité, Kiev, 31. august 

1979, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 397: SUKP Sovjet. 

18 Brev af 4. august 1969, Erfaringsmateriale fra sommerkursus i D.D.R. Lütten Klein 17.-30. juli 

1971, alment-pol-kursus DDR juli 1969, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 448: Sommerkurser 1963-1971. 


kurser. I DKP’s arkiv findes adskillige rundsendelser til distrikterne med forslag 

til litterære forberedelser og opfordringer til, at danske kommunister 

med god faglig ballast ville være i stand til at gå dybere ned og dermed opnå 

bedre gennemslagkraft i den daglige kamp efter endt kursus. 19 

Et eksempel på DKP’s kursusudbud til medlemmer i 1978 var 

– „Alment politisk kursus – DDR og Testrup højskole“ med formålet „at 

give en dybere indsigt i partiets idégrundlag, rolle og strategi“ 

– „Videregående politisk økonomi – DDR“ med formålet „at studere den politiske 

økonomi med hovedvægten på den statsmonopolistiske kapitalismes 

metoder og fremtrædelsesformer“ 

– „Udenrigsøkonomi og EF – DDR, der henvendte sig til „aktivister i Folkebevægelsen 

mod EF, men også til andre partikammerater, der ønsker 

at skole sig til de kommende diskussioner om EF“ 

– „Organisation og agitation – DDR med formålet „at give deltagerne en 

forståelse af agitationens politiske betydning og nødvendighed“ og 

gennemgå forskellige agitationsmidlers funktioner og muligheder“ 

– „Mål og midler i skolingsarbejdet – DDR“, der henvendte sig til „nuværende 

og kommende studiekreds- og distriktledere“ 

– „Fagligt kursus – Tjekkoslovakiet“, der omhandlede „udviklingen i aktionsenheden 

i fagbevægelsen“ 

– „International politik – Bulgarien“ der så på den „internationale kamp 

mellem de to verdenssystemer, kampen for freden og beslægtede emner“ 

– „Videregående kursus i marxismen-leninismen – Sovjetunionen“, der „henvender 

sig særligt til ledende kammerater og andre kadrer som har 

gennemført en grundlæggende skoling i partiet, og som har praktisk 

erfaring fra tillidshverv i parti, fagforening eller andre organisationer“ 

– „Kursus i dialektisk materialisme – Polen“, der gennemgik „filosofien som 

redskab til at begribe og beherske de love, der gælder for samfundets 

udvikling“ 20 

De 12-15 måneder lange kurser i Moskva gav mulighed for mere varierede aktiviteter: 

både faglige, kulturelle, og sociale aktiviteter såsom fremstilling af 

plancheudstillinger, virksomheds- og institutionsbesøg, kontaktarbejde i andre 

nationale grupper, internationale møder med broderpartierne, komsomolmøder 

samt træning i radio- og tv-journalistik. 21 

19 Et eksempel er „Oversigt med information om det forestående årsophold i Sovjetunionen“. 

Litteraturliste, skemaoplysninger, praktiske oplysninger, tips til lektielæsning mm., august 1972, 

ABA, DKP’s arkiv, Kasse 462: Længerevarende skoling 1961-1981, 1972/73. 

20 Oversigt fra 1978 om DKP’s kursusudbud, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 451: Sommerkurser 1975-1979. 

21 „Beretning for perioden oktober-november 1974 i Moskva“, 1. december 1974, Rapport fra partigruppe, 

årskursus 1973/74, rapport af 20. november 1976, samt „Årsrapport 1977/78“, 22. juli 1978, 

ABA, DKP’s arkiv, Kasse 462: Længerevarende skoling 1961-1981. 


De danske elever og unge ledere var generelt optaget af indlæring i agitation, 

på grund af fagets praktiske anvendelse. Det fremgår af evalueringsrapporter 

fra skolerne i Sovjetunionen og DDR, f.eks. hvor danskere ønsker oversættelse 

af sovjetiske bøger om emnet til dansk. 22 

DKU stod fra 1963 for børnerejser. 23 Muligheden for lejrophold på 3-4 uger 

i sommerferien i de socialistiske lande opstod i 1963. Børnene skulle være 

mellem 12 og 13 år gamle, og prisen for rejsen var 175 kroner i 1963. DKU 

havde som opgave at finde egnede børn samt at stille med ledere til disse lejrophold, 

som DKU’s sekretariat beskrev som „ikke en ferierejse, men en rejse, 

hvor børnene skal lære noget om socialisme og det land, de opholder sig i.“ 24 

Typisk var pionererne børn af DKP’ere, der i forvejen var på kadreskoling. 

Børnene opholdt sig mellem to og tre uger for sig selv i lejre. 25 

Omfanget af skolingen havde PET’s interesse, eftersom man heri så en mulig 

indikation af, i hvilken udstrækning kommunisterne i det socialistiske udland 

forberedte undergravende virksomhed i Danmark. Elevtallet var derfor 

fast punkt i PET’s rapporter om DKP’s virksomhed til danske myndigheder og 

til NATO. 

Af PET’s og DKP’s eget arkiv fremgår det, at interessen for skolingen blandt 

unge kommunister var svingende. I perioden 1957-1964 meldte mellem 10 og 

15 unge kommunister sig årligt til 15-månederskurset på partiskolen i 

Moskva. Fra 1959 modtog også det østtyske kommunistparti mellem tre og syv 

danskere på årskurser på SED’s skoler. I perioden 1965-1969 var der et fald i 

elevtallet til de længerevarende kurser. Kun to-tre danske kommunister var på 

årskurset i Moskva, og i 1968 havde DKU ikke fundet deltagere til det sovjetiske 

årskursus. 26 Sommerkurserne i DDR tiltrak dog fortsat hundredvis af 

danskere gennem 1960’erne. Først i begyndelsen af 1970’erne lykkedes det 

DKP’s ledelse i koordination med den sovjetiske ambassade og SUKP’s CK at 

øge antallet af danske elever til årskurserne. 27 Herefter skete en stadig udvidelse 

af kursusvirksomheden for danskere i østblokken. 28 Udsvingene i elevtal 

hang antageligt sammen med den stilling, den verdenskommunistiske be- 

22 „Kursuskritik, organisation og propaganda, DDR 1978“, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 451: 

Sommerkurser 1975-1979; Årsrapport 1976/77, 11. juli 1977, Kasse 462: Længerevarende skoling 

1961-1981. 

23 Eksempelvis DKP, sekretariatsmøder 26. april 1985, ABA, Kasse 135: Sekretariatsprotokol april 

1980 – april 1987. 

24 Cirkulære af 1. januar 1963, ABA, Kasse 145: DKP, CK. Sekretariatet. Cirkulærer 1963-1969. 

25 Orientering om partikurset i Lütten-klein 14.-28. juli, juni 1974, ABA, DKP’s arkiv, kasse 449: 

Sommerkurser 1972-1973. 


27 „Rapport om 3 ugers sommerkursus på partiskolen, Moskva 1972“, Kasse 449: Sommerkurser 1972- 

1973. 

28 Brev fra Jørn Christensen til SUKP’s CK, 18. marts 1977, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 397: SUKP Sovjet; 

Cirkulære af 17. oktober 1977, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 146: DKP, CK. Sekretariatet. Cirkulærer 1970- 

1979; Udkast til protokol for samarbejde mellem SUKP og DKP i 1988, ABA, DKP’s arkiv, kasse 397: 

SUKP Sovjet. 


vægelse befandt sig i, og som bestemte tiltrækningskraften for de unge kadrer 

til østblokkens udgave af kommunismen. Både SUKP og DKP betegnede 

perioden 1963-1968 som bunden, mens første halvdel af 1970’erne stod som 

en opsvingsperiode. 29 

Skolingens betydning for danske kommunisters kampevne i Danmark var 

forholdsvis stor. Alene på baggrund af det relativt store antal danske elever, 

der fulgte kurserne, må det sluttes, at skolingen udgjorde et betydeligt fundament 

for DKP. Skal man måle efter afrapporteringerne fra elever, er der en 

del eksempler på konsekvent og kritikløs ros af kurserne. Disse rapporter har 

karakter af ritualiserede takkeskrivelser. Men ganske mange af danskernes 

rapporter peger på stivhed i navnlig den sovjetiske undervisnings tilrettelæggelse 

og på uigennemtænkte studieforløb. De kritiske røster ønskede generelt 

et større fagligt udbytte, og angiver forslag til forbedringer. 30 Denne gruppe 

efterlader et indtryk af et antal ambitiøse og disciplinerede danske kommunister, 

som vel har kunnet yde et stort arbejde for partiet. De skolede kadrer 

kom med deres organisationsevne gennem 1970’erne og 1980’erne til at 

spille en rolle i det danske kulturliv, i biblioteksverdenen, i medierne og ikke 

mindst i ungdomspolitiske kredse. I denne periode opnåede DKU på baggrund 

af stigende medlemstal at blive en dominerende politisk strømning i 

ungdomspolitiske foreninger. DKU satte ikke mindst sit præg på skolepolitikken, 

som i 1970’erne blev et politisk kampfelt. Landsorganisationen for 

Elever (LOE) havde i perioden 1975-1984 en DKU-domineret ledelse. 31 

Fra borgerligt hold fremkom i perioden organiseret modstand mod det, 

nogle kredse så som indoktrinering af skole-, medie- og kulturlivet, som hele 

venstrefløjen – ikke kun de organisationsskolede kommunister – stod bag. 

Erhard Jacobsen oprettede i 1972 Aktiv Lytterkomité, som i 1976 blev til foreningen 

Aktive Lyttere og Seere. Det var partierne CD, Fremskridtspartiet og 

de Konservative, der var foreningens kerne, og som alle var repræsenteret i 

29 V. Sagladin citeret i „Rapport fra CK-kursus, august 1970 samt Ib Nørlunds foredrag ved samme 

kursus“, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 465: CK-kurser og seminarer; diskussionsoplæg af 2. september 

1979, ABA, DKP’s arkiv, kasse 465: CK-kurser og seminarer. 

30 Rapport til DKP’s skolingsudvalg udarbejdet af den danske gruppe i Moskva, 16. november 1973; 

rapport til studieafdelingen udarbejdet af den danske gruppe i Moskva, 18. februar 1974; brev til studieafdelingen 

på Den internationale Leninskole, 14. april 1974, ABA, DKP (921), kasse 462, 

1973/74; beretning for perioden oktober-november 1974, rapport udarbejdet af den danske partigruppe 

i Moskva, 1. december 1974, ABA, DKP (921), kasse 462, rapport fra partigruppe. årskursus, 

Moskva 1973/74; „Årsrapport 1976/77“, til Institut for Samfundsvidenskaber under SUKP’s centralkomité, 

studieafdeling og rektorat samt DKP’s skolingsudvalg, udarbejdet af den danske gruppe 

1976/77, 11. juli 1977, ABA, DKP (921), kasse 462, 1976/77; „Årsrapport 1977/78“, til Instituttet for 

Samfundsvidenskaber under SUKP’s CK, Rektorat og Studieafdeling og DKP’s skolingsudvalg, udarbejdet 

af den danske 1-årsgruppe 77/78, 22. juli 1978, ABA, DKP (921), kasse 462, 1977/1978; rapport 

fra den danske 1-årsgruppe 1978/79 til Instituttet for Samfundsvidenskaber under SUKP’s CK, 

rektorat og studieafdeling, og DKP, skolingsudvalget, 26. juni 1979; evaluering af årskursus udarbejdet 

af Per Månsson til DKP’s skolingsudvalg, 19. august 1979; „Månedsrapport 10. april – 10. juni 

1979“, udarbejdet af Per Månsson, udateret, sommer 1979, ABA, DKP (921), kasse 462, 1978/79. 

31 Knud Holt Nielsen, „Da skoleeleverne blev fagligt organiseret“, Arbejderhistorie nr. 3, 2000, s. 22-42. 


Radiorådet. Foreningens arbejde var rettet mod, hvad den kaldte den „bedrevidende, 

venstreorienterede, intellektuelle, højkulturelle storbyelite, som 

ikke har nogen forbindelse med almindelige mennesker, men som forstår at 

sætte sig på den ene vigtige post efter den anden.“ 32 

Selv tillagde danske kommunister skolingen høj prioritet, fordi den var del 

af partiets revolutionære virke. Et flertal i DKP ønskede at opretholde den 

hemmeligholdelse af skolingen i det socialistiske udland, som havde været 

kendetegnende for DKP’s skolingsvirksomhed siden partiets oprettelse. Men 

her dukkede det tidligere anførte dilemma op mellem på den ene side danske 

kommunisters ønske om en accept af partiets virke som del af det parlamentariske 

system, og på den anden side det nødvendige i deltagelse i den 

internationale kamp for kommunismens indførelse, hvortil hørte skjult faglig 

og taktisk forberedelse. 

Et brev fra en tidligere elev fra Moskvaskolen vidner om, at der foregik en 

debat om spørgsmålet. Han skrev i 1979 til DKP’s skolingsudvalg: „En anden 

ting, der må gøres klart er problemet om, hvad man siger om skolen og til 

hvem. Her må partiet først selv finde en afklaring, så man ikke, som tilfældet 

er, dels nævner i virksomhedsberetningen offentligt, at man har kurserne og 

samtidig nægter det i en tv-debat. Flertallet af afdelingen mener, at man skal 

hemmeligholde så meget som muligt, og den opfattelse deler jeg, dels da vi 

er blevet bedt om det fra skolens og de illegale kammeraters side, og dels da 

man i disse Berufsverbot-tider gerne stadig vil kunne bilde folk ind, at man 

har brugt året til noget uskyldigt uden straks at blive gennemskuet. Andre mener, 

det er fjollet at lege skæg og blå briller, når alle i forvejen ved det“. 33 

Koordination med broderpartierne 

Som følge af DKP’s deltagelse i den verdenskommunistiske bevægelse koordinerede 

partiet i et vist omfang sine strategier og kampagner med de ledende 

kommunistiske partier i østblokken. Konsultationerne med broderpartierne 

foregik i en række sammenhænge, dels på de internationale kommunistiske 

kongresser, hvor de nationale partier svor troskab til den marxistisk-leninistiske 

kamp i dens aktuelle etaper samt den strategiske generallinje, således 

som SUKP’s repræsentanter udlagde den, dels når broderpartierne med repræsentanter 

deltog i DKP’s årlige kongresser, dels under samtaler mellem 

DKP-medlemmer og repræsentanter for den sovjetiske ambassade, og dels 

32 Fra Landsforeningens beretning af 21. maj 1978, citeret i Margit Bech Larsen, „Erhard Jacobsen 

og Aktive Lyttere og Seere – analyse af koldkrig og kulturkamp i Danmark 1972-1986“, upubliceret 

universitetsopgave, Københavns universitet 2004. 

33 Brev til DKP’s skolingsudvalg fra Ålborg afdeling, 19. august 1979, ABA, DKP’s arkiv, kasse 462: 

Længerevarende skoling 1961-1981. 


under de „tosidige konsultationer“ i Moskva, som DKP’s ledelse deltog i op 

mod fire gange årligt. 34 

Debatten om DKP’s virksomhed under den kolde krig har bevæget sig 

mellem to poler. En yderpol antog, at DKP helt „identificerede sig med taktstokken 

fra Moskva“, og en anden, at DKP alene tog „selvstændige initiativer“, 

der blot „understøttede den internationale kamp“. 35 På baggrund af sovjetiske 

og østtyske kilder samt DKP’s arkiv vil der i det følgende blive gjort rede 

for de forskellige positioner, DKP indtog i koordineringen med østblokken, 

nemlig både som rådgivende partner for østlandene, som forklarende organ 

for østblokkens politik i den danske offentlighed, som udførende part i østblokkens 

kampagner, og endelig som et parti, der også agerede uafhængigt 

på den politiske scene i Danmark. 

Både DKP og SUKP havde interesser i at udveksle informationer. SUKP 

havde som målsætning at påvirke dansk politik gennem kontakter i det partipolitiske 

landskab og i det danske forenings- og kulturliv og ønskede detailviden 

om disse områder. Disse informationer indgik i den sovjetiske ambassades 

indberetninger til Moskva, hvor de dannede udgangspunkt for den øverste 

sovjetiske ledelses påvirkningsstrategier og kampagnetiltag i forhold til 

danskerne. 

DKP havde af ideologiske grunde interesse i at bidrage til den kommunistiske 

bevægelses vidensfond, men også en taktisk interesse i gennem konsultationer 

at påvirke SUKP’s opfattelse og dermed bane vejen for accept og påskønnelse 

af DKP’s egne kampagneforslag. Ud over den almindelige tilslutning 

til verdenskommunismen indgik det nemlig i DKP’s overvejelser på baggrund 

af indenrigspolitiske konstellationer, at visse kampagner tjente det danske 

parti bedre end andre. 

Der foregik en hyppig udveksling af informationer mellem medarbejderne 

ved den sovjetiske ambassade i København og danske politikere, journalister 

o.a. 36 Ud fra kildematerialet at dømme blev hovedparten af disse samtaler ført 

med ledende DKP-medlemmer. Især Ib Nørlund var gennem årene en fast 

gæst på ambassaden. Referater af disse samtaler viser, at DKP leverede informationer 

om 

34 „O svjasjakh i sotrudnitjestve KPSS s Kommunistitjeskoj partijej Danii v 1978 godu“ [Om forbindelserne 

og samarbejdet mellem SUKP og DKP i året 1978], Postanovlenije [Forordning] af 7. februar 

1978, RGANI f. 4, op. 24, d. 528, ll. 104-105; „O plane svjasej KPSS s Kompartijej Danii na 1979 

god“ [Om planerne for forbindelserne mellem SUKP og DKP for året 1979], Postanovlenije [forordning] 

af 20. marts 1979, RGANI f. 4, op. 24, d. 856, ll. 110-112. 

35 Formuleringerne er DKP’s egne og stammer fra papiret „De socialistiske lande og den ideologiske 

kamp – antisovjetisme og antikommunisme“, CK-seminar 11.-18./6. 1978, ABA, Kasse 465: CK-kurser 

og seminarer. 

36 Ifølge Mikhail Prosumensjtjikov fra RGANI gennemførte medarbejderne ved en sovjetisk ambassade 

op mod 250 samtaler årligt med borgere fra værtslandet. 


• Andre politiske partier (navnlig Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre) 

samt fagforbund, herunder delegationsudvekslinger og forsøg på at etablere 

fælles manifestationer 

• De danske regeringers udenrigs- og sikkerhedspolitik 

• Undervisningssektoren og ungdomsforeninger 

• Fredsbevægelsen, herunder kvindebevægelsen 

• Kontakter til journalister, videnskabsmænd, meningsdannere og politikere 

med sympati for østblokken 

DKP gav råd om timing og udformning af kampagner på baggrund af analyser 

af dansk politik, som for eksempel da Ib Nørlund op til folketingsvalget i 

1957 informerede om Det Radikale Venstres klassiske skisma om valg af koalitionspartnere. 

Ifølge Nørlund ville det kunne få betydning for de danske 

forsvarsbudgetter, om de radikale valgte at danne front med socialdemokraterne 

eller med Venstre. Han rådede derfor SUKP til i propagandaarbejdet at 

fokusere på målet om de lave forsvarsbudgetter: „Det ville være taktisk formålstjenligt 

i den nærmeste fremtid at holde sig til bestræbelserne på at få 

Danmark til at sænke forsvarsudgifterne, og dermed drive en kile ind imellem 

Danmark og NATO’s ledelse, og ikke i første omgang [arbejde for] Danmarks 

udtræden af NATO, som indtil nu har været urealistisk.“ 37 

Et andet eksempel på DKP’s vejledning var i forbindelse med lanceringen 

af SED’s kampagne om Østersøen som et Fredens Hav. Her tilrådede Nørlund, 

at man „ventede med et konkret forslag og i stedet som forarbejde fremhævede 

spørgsmålet om et øget økonomisk samarbejde mellem Østersølandene.“ 

38 

I konsultationerne med DKP indgik forventninger fra SUKP om, at DKP’s 

ledelse udlagde SUKP’s politik i positive vendinger til menige danske kommunister 

og i den danske offentlighed. Konsultationer var navnlig nødvendige i 

forbindelse med afskedigelse af ledende SUKP-medlemmer eller ved drastiske 

udenrigspolitiske indgreb, hvor SUKP forventede broderpartiernes ideologiske 

forsvar og forklaringer. Forventninger om disse forklaringer vakte 

ofte kvaler for DKP’s ledelse, der var bekymret for, at de politiske og ideologiske 

argumenter, partiet blev bedt om at anføre i Danmark, enten skabte forvirring, 

øgede den kritiske indstilling eller i værste fald førte til en splittelse 

af DKP. I øvrigt valgte DKP’s ledelse mere eller mindre konsekvent at videregive 

SUKP’s version af situationen. 

Aksel Larsen var således i vildrede i marts 1956, da han skulle redegøre for 

SUKP’s pludselige kritik af Stalin efter den 20. partikongres. Larsen bekla- 

37 Referat af samtale med medlem af DKP’s eksekutivkomité Ib Nørlund 6. september 1956, indberetning 

af A.S. Kaplin, 12. september 1956, RGANI f. 5, op. 28, d. 435, l. 237. 

38 Referat af samtale med medlem af DKP’s CK Ib Nørlund 3. oktober 1957, indberetning af N.V. 

Slavin, 8. oktober 1957, RGANI f. 5, op. 50, d. 20, l. 204. 


gede sig til ambassadør Slavin over, at SUKP ikke havde informeret ham om 

Khrusjtjovs Stalinopgør på Larsens nylige rejse til Moskva, og at dette havde 

vakt undren blandt menige DKP-medlemmer, som „havde det svært med Stalins 

fejl“. Men Larsen havde over for de menige, ifølge Slavin, gentaget SUKP’s 

opfordring til „at gøre op med fortiden.“ Problemet var, at DKP nu var i en 

svær krise, og at Larsen ikke vidste, hvad han skulle sige på DKP’s kommende 

kongres. Han ville af hensyn til arbejderbevægelsens enhed ikke stille sig til 

dommer over Stalins handlinger og bad derfor om anvisninger. 39 

Samme dilemma og samme loyale gengivelse af SUKP’s udlægning i den 

danske offentlighed kendetegnede DKP’s reaktion på meddelelsen om, at 

Khrusjtjov var blevet afsat i efteråret 1964. Knud Jespersen og Villy Karlsson 

var 1. november til samtale hos de ledende centralkomitémedlemmer B. 

Ponomarjov og M. Suslov, og havde undrende modtaget forklaringen om 

Khrusjtjovs „forkerte ledelsesmetoder“ og „undervurdering af partiorganisationernes 

ledelse“. På Knud Jespersens og Villy Karlssons forespørgsel, om det 

ikke havde været „muligt at stoppe denne udvikling – koncentreringen af den 

personlige magt – på et tidligere tidspunkt“, svarede Ponomarjov, at situationen 

skulle sammenlignes med omstændighederne omkring Aksel Larsens afsættelse, 

som skyldtes Larsens opportunisme. Man skulle nu glæde sig over 

den garanti der lå i, at et kollektiv kunne afsætte en leder, hvilket aldrig havde 

været muligt under Stalin. 

Denne fremstilling godtog Jespersen, men han var urolig for reaktionen 

hos danske kommunister. Khrusjtjovs nylige statsbesøg i Danmark havde tilmed 

været en succes, og Suslov beroligede: „Khrusjtjovs rejse til Danmark var 

god og udbytterig, ingen tvivl om, at den gavnede tilnærmelsen mellem de to 

landes folk. – Forholdet mellem vore to partier er urokkeligt og ikke bestemt 

af personer. Ideerne har altid været fælles“. Da Jespersen slutteligt ønskede 

en fortsat „kammeratlig atmosfære mellem vore to partier“, takkede Ponomarjov 

for DKP’s principfasthed og støtte. 40 

Også når Sovjetunionen skred til drastiske handlinger som nedkæmpelsen 

af det ungarske oprør i 1956, invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968 og invasionen 

i Afghanistan 1979 vidner kilderne om rådvildhed, men i sidste ende loyalitet 

i DKP’s ledelse, hvilket da også, som allerede Aksel Larsen frygtede, 

førte ikke blot til eksklusioner af medlemmer, der blev anset for illoyale, men 

også til en alvorlig svækkelse af det danske kommunistparti. 

Andre ideologiske anvisninger fra SUKP bekom DKP vel, som for eksempel 

fordømmelsen af den kinesiske ledelse efter bruddet mellem Peking og 

39 Referat af samtale med formand for det danske kommunistparti A. Larsen 23. marts 1956, indberetning 

af N.V. Slavin, 9. april 1956, RGANI f. 5, op. 28, d. 435, ll. 101-103. 

40 Referat af „Møde i Sovjetunionens kommunistiske partis centralkomités præsidium, søndag den 

1.11.1964, kl. 12.00, Moskva“, ABA, Kasse 397: SUKP Sovjet. 


Moskva i 1963. 41 Dette tema kunne DKP nemlig anvende i partiets hjemlige 

kamp for at samle venstrefløjen. Det var antagelig forklaringen på, at DKP i 

taler, resolutioner og presse med lettere hånd gengav denne del af SUKP’s 

ideologiske fortolkninger. 42 

Netop dette tema tog DKP afsæt i, når partiet i perioden talte for en samlet 

venstrefløj med kommunisterne ved roret og en udmanøvrering af „de 

værste opportunistiske og revisionistiske organisationer“ som maoister, trotskister 

og andre sekterikere blev benævnt i den kommunistiske presse. 43 

Som middel til samling af venstrefløjen modtog DKP også med entusiasme 

opfordringen fra østblokken om fra starten af 1970’erne at lægge større vægt 

på den „anti-imperialistiske kamp“. Dette var en sag, der kunne styrke partiet 

og lade DKP’s organisatoriske evner komme til deres ret. Det fremgår af en 

erklæring fra et partikursus i Polen i 1974: „I en tid, hvor imperialismen retter 

fornyede angreb mod de demokratiske kræfter overalt i verden, har vi som 

parti en særlig forpligtelse til ved en mere aktiv indsats at sørge for, at solidaritets- 

og fredsarbejdet ikke føres på vildspor af ekstremistiske grupper, som 

især er aktive på dette område. (...) Hidtil forsømte områder som Grækenland, 

Afrika og Mellemøsten, må inddrages langt stærkere i vort antiimperialistiske 

arbejde. Der må sættes kompetente kræfter ind på udformning af materiale 

og idéer til brug for solidaritetsarbejdet på disse områder (...) Med 

henblik på en højere grad af koordinering i solidaritetsarbejdet må der på 

længere sigt arbejdes hen mod en sammenslutning af de forskellige solidaritetskomitéer 

(f.eks. Vietnam 69-komitéer og Allendekomitéer), således, at der 

til enhver tid er et organ, der kan tage initiativer, når situationen kræver det. 

Udviklingen må gå i retning af freds- og solidaritetskontorer (som i Norge og 

Sverige). 44 DKP’s arkiv vidner om, at partiet gennem 1970’erne og 1980’erne 

satte kræfter ind i blandt andet Allende-komitéen, 45 Chilekomitéen og i 

Vietnambevægelsen. 46 

Ud over de ideologiske anvisninger giver kildematerialet også eksempler 

på, at de ledende kommunistpartier i østblokken bestemte indhold af og tidspunkt 

for lancering af kampagner i Danmark. Således anmodede Ib Nørlund 

og Knud Jespersen i februar 1963 den sovjetiske ambassade om godkendelse 

41 Jf. „Danmarks kommunistiske Partis forretningsudvalgs stillingtagen til den sovjetisk-kinesiske 

brevveksling“, udtalelse af 25. marts 1963, ABA, Kasse 397: SUKP Sovjet, DKP/ striden ml. SUKP og 

KKP. 

42 F.eks. „Principerklæring om fredelig sameksistens, international sikkerhed og samarbejde“ vedtaget 

i Warszawa oktober 1974, ABA, DKP’s arkiv, kasse 451: Sommerkurser 1975-1979; 

„Diskussionsoplæg om den internationale situation med hovedvægt på fredskampens problemer“, 2. 

september 1978, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 465: CK-kurser og seminarer. 

43 Arbejdsudvalgets beretning til Komitémødet 31.5.1974, ABA, Kasse 457: Freds- og solidaritetskurser 

i udlandet 1974-1983 (Anker Schjerning). 

44 Fra deltagerne i kurset i Polen til Freds- og Solidaritetsudvalget, 1974, ABA, Kasse 457: Freds- og 

solidaritetskurser i udlandet 1974-1983 (Anker Schjerning). 

45 DKP, sekretariatsmøde 5. august 1986, ABA, Kasse 135: Sekretariatsprotokol april 1980-april 1987. 

46 DKP, sekretariatsmøde 22. april 1985, ABA, Kasse 135: Sekretariatsprotokol april 1980-april 1987. 


af partiets forslag til en alternativ dansk sikkerhedspolitik. Hovedelementet i 

forslaget var en erklæring om, at Danmark skulle overgå til neutral status 

under forudsætning af, at denne neutralitet blev garanteret af de socialistiske 

lande og af vestmagterne. Efter forespørgslen bad SUKP gennem den sovjetiske 

ambassade i København de danske kommunister om at vente med at 

fremsætte forslaget til efter Gromykos besøg i Norge i februar 1963. 47 I starten 

af april fremsendte den sovjetiske ambassadør Knud Jespersens forslag, 

„Om et kommunistisk initiativ til en dansk afrustnings- og fredspolitik“, til 

SUKP’s CK. 48 Senere på måneden modtog SUKP’s ledelse DKP’s top, som 

ifølge den danske ambassadør i Moskva blev overdænget med ros for sit forslag, 

og i øvrigt „fik en så fornem placering, at en amerikansk udsending dårligt 

nok fik plads ved bordet. 49 

Et eksempel på Sovjetunionens indflydelse på timingen af DKP-kampagner 

er fra 1988. På det tidspunkt ønskede DKP at fremføre en række argumenter 

i spørgsmålet om en fredszone i Norden, men blev af SUKP bedt om at holde 

sig tilbage. 50 

Det østtyske materiale vidner om, at SED ønskede indflydelse på DKP’s politiske 

arbejde. Det kom blandt andet direkte til udtryk ved et møde mellem 

SED’s udenrigspolitisk ansvarlige Hermann Axen og Ingmar Wagner fra 

DKP’s forretningsudvalg i 1976. Ved mødet blev det vedtaget, at det østtyske 

udenrigsministerium skulle „udarbejde materiale for DKP vedrørende den 

danske regerings holdning til spørgsmål angående sikkerhed og samarbejde 

(hvad er hidtil opnået i de statslige relationer, hvor indtager den danske regering 

en negativ holdning, hvilke initiativer skal DKP tage). Derigennem 

skal sikres, at DKP kan markere sig endnu stærkere som det parti, der varetager 

Danmarks nationale interesser.“ 51 

Med til billedet af DKP’s politik hører også en række af partiets kampagner, 

der trods deres anknytning til Øst-Vest-konflikten tilsyneladende blev udtænkt 

i DKP’s ledelse uafhængigt af broderpartierne. Soldaterpolitikken kan tænkes 

at have været en ren national kampagne, skønt der fandt tilsvarende aktiviteter 

sted i andre europæiske lande. Det var DKU, der i de tidlige 1950’ere æggede 

til en forsvarsfjendtlig stemning blandt værnepligtige, blandt andet gen- 

47 V. Terjosjkin, vicechef i CK’s internationale afdeling, til CK, 23. februar 1963, RGANI f. 4, op.18, 

d. 335, ll. 56-59. 

48 Knud Jespersen til SUKPs CK, udat. Videresendt af K. Levytjkin til SUKP’s CK, 5. april 1963, 

RGANI f. 5, op. 50, d. 494, ll. 38-44. 

49 Danske kommunister på “officielt besøg“ i Moskva, indberetning af 27. april 1963, UM.119.K.4.b. 

50 „O pisme rukovodstva Kompartii Danii“ [Om brev fra DKP’s ledelse], postanovlenije [forordning] 

CK’s Sekretariat, 30. september 1988, RGANI f. 4, op. 34, d. 696, ll. 154, 163. 

51 SAPMO-Barch: DY 30/IV B 2/20/ 177: „Vermerk über ein Gespräch des Mitglieds des Politbüros 

und Sekretär des ZK der SED, Hermann Axen mit dem Mitglied des Politbüros der KP Dänemarks, 

Poul Emanuel am 6. Februar 1976.“ 9. februar 1976. 


nem illegal omdeling af bladet „Bassen“ på kaserner og gennem opfordringer 

til, at de indkaldte i organiserede masser rømmede fra tjenesten, se kapitel 

16. I 1960’erne og 1970’erne opfordrede DKU unge til blive militærnægtere 

eller til at optræde som „den politiske soldat“, hvilket dækkede over „organiseret 

arbejde blandt de kammerater i parti og ungdomsforbund, som er 

indkaldt til at aftjene værnepligt ved de militære værn“. 52 FE havde sin opmærksomhed 

rettet mod denne „nedbrydende virksomhed“, og udlagde 

DKU’s taktik til at være „pæn opførsel med henblik på at lukke så mange 

DKU’ere ind, der så skal organisere det politiske arbejde inde på forsvarets 

område. 53 

Støtten til den danske EF-modstand var antagelig også DKP’s eget værk, 

skønt kritikken af EF også optræder i sovjetiske overvejelser om kampagner i 

Danmark. Særligt var man opmærksom på, om Danmarks medlemskab af EF 

ville trække Danmark ud af den nordiske sammenhæng, og hvorvidt EF- og 

NATO- tilhængere på den ene side og „kræfter, der arbejder for neutralitet 

og en selvstændig dansk udenrigspolitik samt udvikling af forbindelserne til 

de socialistiske lande“ på den anden skabte så stor indenrigspolitisk ustabilitet, 

at Sovjetunionen stod sig bedst ved at forholde sig afventende. 54 EF var et 

tema, østblokken ikke selv havde bragt på bane, men som den søgte at udnytte 

i påvirkningsarbejdet for sikkerhedspolitikken. Den sovjetiske ambassade 

tilbød f.eks. det radikale folketingsmedlem Poul Overgaard Nielsen at finansiere 

en pjece med EF-modstanderes argumenter i 5.000 eksemplarer – et 

tilbud, som imidlertid blev afvist. 55 

DKP indledte EF-kampagnen i 1963, 56 og fremsatte – med succes – i 1967 

det ønske i den internationale kommunistiske bevægelse, at EF-modstanden 

blev en integreret del af østblokkens forslag om afholdelse af en europæisk 

sikkerhedskonference. DKP beskrev udvidelsen af EF „som led i NATO’s rolle 

for at stabilisere blokopdelingen“, mens der med en „udvikling af det økonomiske, 

tekniske, kulturelle samarbejde i fælles europæisk målestok ... kunne 

aftegne sig et reelt alternativ til Fællesmarkedspolitikken“ hvorved vi altså så 

52 Cirkulære af 10. januar 1977 til DKP’s distrikter og afdelinger, Kasse 146: DKP, CK. Sekretariatet. 

Cirkulærer 1970-1979. 

53 FE’s arkiv. Halvårsoversigt nr. 2/1967. 


fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1973]. MID, 27. februar 1974, Lietuvos Centrinis 

Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b.186, ll. 5-8; “Vypiska is politottjota posolstva SSSR v Danii sa 

1974 god“ [Sammendrag af politisk rapport fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1974], MID, 

6. marts 1975, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 195, ll. 23-27. 

55 Jacob Andersen, De røde spioner, 2002, s. 246; DIIS-interview med Arne Christiansen. 

56 DKP’s brev til lokalafdelingerne, 21. januar 1963, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 145: DKP, CK. 

Sekretariatet. Cirkulærer 1963-1969. 


at sige „erobrede Europæismens faner“ fra reaktionen.“ 57 Formuleringen om 

en fælleseuropæisk sikkerhedspolitik som et alternativ til EF-samarbejdet kom 

med i kommunistpartiernes erklæring fra et møde i Tjekkoslovakiet. 58 

På baggrund af vælgeranalyser af danske EF-modstandere vedtog DKP i 

1974 for det første øget skoling i spørgsmålet, for det andet oprettelse af lokale 

beboerforeninger, komiteer og lignende grupperinger med DKP’ere i 

styrelserne og for det tredje nedsættelse af et EF-udvalg. 59 

For DKP hang satsningen på EF-spørgsmålet i høj grad sammen med interne 

danske politiske forhold og vælgergevinster. PET fremhævede i sine 

rapporter, at DKP i EF-arbejdet havde den fordel at vinde genklang i den danske 

fagbevægelse, idet det i disse fora var oplagt at kombinere kampagner for 

fred med andre emner, som optog socialistiske kredse, for eksempel kampen 

mod „monopolkapitalismen“. Dermed blev EF-modstanden, ifølge PET, indirekte 

led i kampen mod det vestlige samarbejde og dermed også mod 

NATO. 60 En nutidig analyse bekræfter PET’s antagelse om DKP’s strategi i EFarbejdet 

via fagforeningerne. I disse kredse kunne NATO-modstanden også 

luftes. 61 

En samlet vurdering af DKP’s konsultationer med østblokken viser, at partiet 

i det store og hele bevægede sig „efter Moskvas taktstok“. Partiet tilstræbte 

måske nok at pleje egne interesser for overlevelse og for lancering af kampagner, 

der kunne trække vælgere. Kilderne peger dog på, at DKP’s ledelse gav 

høj prioritet til at tækkes SUKP og i meget vid udstrækning udviste loyalitet 

overfor SUKP’s ideologiske udlægninger og kampagneanvisninger. Denne loyalitet 

går igen i DKP’s selvkritik, sådan som den optræder i DKP’s interne 

skrivelser fra de mange og lange perioder med manglende gennemslagkraft 

og vælgertilbagegang. Ledelsen valgte aldrig at forklare partiets svækkelse 

med den skepsis, menige medlemmer til tider fik over for Sovjetunionens 

drastiske politik og ideologiske udsving. I stedet valgte den at placere skylden 

i vellykkede kampagner i modstanderens lejr og endog i partiets svigtende 

evne til at mobilisere opinionen for afspændingen, til at følge med på de 

internationale kommunistiske møder og til at bringe debatten ind i Danmark. 

Også „Land og Folk“ blev jævnligt kritiseret for ikke at være god nok til at omtale 

de socialistiske landes mange initiativer. Modoffensiven skulle gå gennem 

ideologisk oprustning, 62 og som partiet skrev i 1978, en mere velargumente- 

57 DKP’s notat til Warszawa, 1. februar 1967, ABA, Kasse 297: Europæiske kommunistpartier. 

58 „For fred og sikkerhed i Europa“, erklæring fra de europæiske kommunistiske partiers konference 

i Karlovy Vary den 24-26. april 1967. 

59 „Hvordan skal vi som parti føre kampen mod EF?“, partikurset i Polen, 1. juli 1974, ABA, DKP’s 

arkiv, kasse 457: Freds- og solidaritetskurser i udlandet 1974-1983 (Anker Schjerning). 

60 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr.185 og 174. 


62 „Problemer vedr. antisovjetiske og antikommunistiske kampagner. Antisovjetismen som hovedform 

for antikommunisme i Danmark“, CK-seminar 11.-18./6. 1978 ABA, Kasse 465. 


et linje over for „kammeraterne på venstrefløjen, der er begyndt at engagere 

sig mod „partibureaukratiet“ i de socialistiske lande.“ „Vi gør en alvorlig fejl, 

hvis vi bare afviser dem som ’intellektuelle flippere’ og undlader at gøre det 

seje arbejde at overbevise dem om, at de har ladet sig spænde for en forkert 

vogn, den internationale reaktions vogn.“ 63 

Økonomisk støtte fra østblokken 

En kontroversiel del af samarbejdet mellem DKP og de socialistiske lande var 

den støtte, kommunisterne modtog fra Sovjetunionen og dets allierede. Kritikken 

af DKP tog afsæt i den nærliggende antagelse, at partiet fik økonomisk 

støtte fra de socialistiske lande. Det var ifølge dansk lov ikke strafbart at modtage 

støtte fra udlandet til politisk virksomhed, men DKP oplevede, ligesom 

de øvrige vestlige kommunistpartier, at politiske modstandere udnyttede støtten 

til at sætte spørgsmålstegn ved partiets parlamentariske legitimitet. De 

nordiske kommunistpartier gjorde derfor hvad de kunne for at fremstå som 

nationale bevægelser, økonomisk uafhængige af Moskva. 64 

Den friere adgang til de tidligere sovjetiske og østtyske arkiver har imidlertid 

entydigt bevist, hvad man allerede i samtiden formodede, nemlig at DKP 

modtog omfattende støtte fra østlandene. Årsagen til støtten var den simple, 

at DKP som parti havde langt større ambitioner for sit arbejde, end det ved 

egen kraft var i stand til at opfylde. For at fungere optimalt skulle partiet have 

et professionelt funktionærapparat, skolede kadrer samt være i stand til at udgive 

både sit dagblad „Land og Folk“ og andre tryksager. Partiets relativt beskedne 

medlemsskare, vælgertal og de deraf følgende kontingentindtægter 

og offentlige støttekroner tilsagde ikke et sådant apparat. Der var et svælg 

mellem udgifterne og de indtægter, som salget af Land og Folk og dele af fagbevægelsens 

lejlighedsvise støtte kunne dække. Her trådte Sovjetunionen og 

de østeuropæiske lande til, fordi DKP som en del af den kommunistiske 

verdensbevægelse kæmpede for samme ideologiske sag som partierne i 

Østeuropa. Som medgift fik østlandene gennem DKP’s politiske arbejde en 

kanal til deres dagsaktuelle politiske budskaber, blandt andet på det udenrigspolitiske 

område. Styrkelsen af de kommunistiske partier uden for den socialistiske 

lejr var et højt prioriteret, selvstændigt mål og et effektivt dansk kommunistisk 

parti var direkte i de socialistiske landes interesse. 

For sin part havde DKP den fordel ved dette arrangement, at det kunne 

trække på de muligheder, der stod til rådighed for dets broderpartier i øst 

som følge af deres regeringsmagt. DKP kunne konkret regne med broderpartierne 

og deres staters hjælp som: 

63 Jf. „Diskussionsoplæg om den internationale situation med hovedvægt på fredskampens problemer“, 

CK-seminar 2. september 1978, ABA, kasse 465. 

64 Sven Holtsmark, „Udenlandsk finansiering af de nordiske kommunistpartier, 1917-1990“, i Guldet 

fra Moskva, Morten Thing (red.), 1993, s. 9-41. 


• hovedbidragyder 

• varelager 

• refugium og rekreationssted for de kæmpende kommunistiske kadrer 

• politisk træningslejr 

• rejsebureau 

Den store og tunge post i partistøtten var østlandenes direkte pengegaver til 

de danske kammerater. Denne form for finansiel håndsrækning var kendt tilbage 

fra Komintern-tiden. Sovjetunionen, der dengang var den eneste stat 

med kommunistisk ledelse, havde siden sin grundlæggelse finansielt og materielt 

støttet kommunistpartier og andre organisationer og bevægelser i udlandet. 

Midlerne til de udenlandske kommunistpartier faldt drastisk umiddelbart 

efter anden verdenskrig, da Sovjetunionen koncentrerede sig om at konsolidere 

de østeuropæiske landvindinger. 

SUKP ønskede imidlertid at rette op på manglen på både penge og uddannelse 

hos de vestlige kommunister, hvilket den sovjetiske ambassade i København 

i 1949 gjorde opmærksom på. 65 Sovjetunionen etablerede et fondssystem, 

der kunne understøtte kampen for socialismen i Vesten. Allerede i januar 

1950 grundlagde man fra sovjetisk side den såkaldte Fonden til støtte for 

venstreorienterede arbejderorganisationer. Skønt fonden formelt var underlagt det 

centrale sovjetiske fagforeningsforbund, var der tale om et rent partiforetagende, 

hvor SUKP’s centralkomites internationale afdeling stod for fordelingen 

af pengene til partier, organisationer og foreninger, som havde et venstreorienteret 

eller „progressivt“ tilsnit, herunder de prosovjetiske kommunistparter. 

66 

Godt et halvt år senere i juli 1950 stod SUKP bag oprettelsen af en hjælpefond, 

Den internationale fagforeningsfond for hjælp til venstreorienterede arbejderorganisationer. 

Fonden skulle ikke officielt have forbindelse til SUKP, og fik hjemsted 

i Bukarest, hvor den modtog bidrag fra alle de socialistiske lande – og 

indtil bruddet mellem Moskva og Peking også fra Kina. Det er muligt i et vist 

omfang at følge kassebeholdningen i fondet, som steg voldsomt fra 1950erne 

og op til 1970. På trods af de tilsyneladende stigninger forblev fondens kassebeholdning 

faldende gennem 1970’erne, hvorefter den stabiliserede sig i 

1980, 67 hvilket vil fremgå af grafen længere fremme. 

65 Spravka [indberetning] af A. Kaplin, 24. oktober 1949, P. Orlov, fungerende chef for MID’s 5. afdeling 

til SUKP’s CK. RGASPI f. 17, op.137, d. 388, l. 15. 

66 Sven G. Holtsmark, „Udenlandsk finansiering af de nordiske kommunistpartier“, 1917-1990, i 

Morten Thing (red.), Guldet fra Moskva. Finansieringen af de nordiske kommunistpartier 1917-1991, 2001, 

s. 25; „Polosjenije o Mesjdunarodnom otdele TsK KPSS“ [Vedtægter for SUKP’s CKs internationale 

afdeling] 6. maj 1986, RGANI f. 89, op.18, d.98, ll.1-7, i Ulunjan. A., Kommunistitjeskaja partija Gretsii. 

Istorija i politika, 1996, s. 240-244. 

67 Dobrynins notat af 21. november 1987, Soviet Archives at INFO-RUSS, link 0641, side 17, benyttet 

15. juni 2004. 


Kassebeholdning i den internationale fagforeningsfond for hjælp til venstreorienterede 

arbejderorganisationer 

1950 2 mio. $ 68 

1952 2,5 mio. $ 69 

1969/1970 16.550.000 $. 70 

1980 18 mio. $ 

1987 20 mio. $ 71 

1990 22 mio. $ 72 

Kassebeholdning i den internationale fagforeningsfond i US$ (2004-beløb, 

beregnet efter satser fra US Gov. Department of Labor). 

beløb i millioner $ 

120 

100 

80 

60 

40 

20 

0 

1950 

1952 

1954 

1956 

1958 

1960 

1962 

1964 

1966 

1968 

68 Sven G. Holtsmark i Morten Thing (red), Guldet fra Moskva, s. 31 

69 SUKP’s CK’s politbureau, beslutning om finansiel støtte til venstreorienterede arbejderorganisationer 

af 1. december 1951, RGANI f. 89, op. 38, d.26, ll. 1-5. 

70 Møde i politbureauet, protokol nr. 73 af 4. marts 1968. Soviet Archives at INFO-RUSS, link nr. 

0602; Møde i politbureauet, protokol nr. 111 af 8. januar 1969, Soviet Archives at INFO-RUSS, link 

0603, set 17. august 2004; Møde i politbureauet, protokol nr. 186 af 25. december 1970, RGANI f. 

89, op. 38, d. 32, l.1. 

71 Politbureauets postanovlenije [forordning] af 4. februar 1987, RGANI f. 89, op.38, d.53, ll.1-4, i A. 

Ulunjan, Kommunistitjeskaja partija Gretsii. Istorija i politika, 1996, s. 245-248. 

72 Postanovlenije [forordning] fra CK af 11. december 1989, Soviet Archives at INFO-RUSS, link. 

0644, side 8. Se også Holtsmark i Morten Thing (red.), Guldet fra Moskva, s. 28, note 109. 

346 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 

1970 

år 

1972 

1974 

1976 

1978 

1980 

1982 

1984 

1986 

1990

DKP var blandt de udenlandske kommunistpartier, som gennem 1950’erne 

modtog relativt beskedne støttebeløb fra østlig side på linje med de kommunistiske 

partier i eksempelvis Norge, Sverige, England og Israel. 73 Store støttebeløb 

tilgik derimod kommunistpartierne i lande, hvor partierne kunne tænkes 

af få udslagsgivende indflydelse som Italien og Frankrig. Ligeledes begavedes 

partierne i den kolde krigs grænseområder som Finland og Trieste med 

ganske store beløb. Det finske kommunistparti kunne således i 1951 hæve et 

beløb, der var hundrede gange større end danskernes. 74 Finnerne fik op gennem 

den kolde krig store beløb, 75 hvilket rimeligvis skulle tilskrives deres rolle 

som Moskva-allierede i et Finland, der forsøgte at balancere mellem blokkene. 

Udviklingen i udbetalinger til DKP fra den sovjetiske fagforeningsfond – i 

det omfang det er muligt at rekonstruere dem – fremgår af nedenstående 

graf: 

DKP’s andel af tilskud fra den internationale fagforeningsfond i DKK 

og US$, 2004 beløb, beregnet efter satser fra Danmarks Statistik (fast 

støtte fra fonden – yderligere bidrag ikke anført) 

Beløb i 1000$ 

900 

800 

700 

600 

500 

400 

300 

200 

100 

0 

2004 US$ 2004 DKK 

1951 

1955 

1957 

1961 

1965 

1968 

1973 

1979 

1981 

1983 

1985 

1987 

1989 

7000 

6000 

5000 

4000 

3000 

2000 

1000 

Det store udsving i danske kroner i 1980’erne skyldes dollarens ustabilitet på 

verdensmarkedet. 

73 Møde i Centralkomitéens præsidium, protokol nr. 186 af 3. februar 1956, RGANI, f. 89, op. 38, d. 

33, ll. 1-5. 

74 Møde i politbureauet, protokol no. 84, beslutning af 1. december 1951, RGANI f. 89, op. 38, d. 26, 

ll.1-5. 

75 Ponomarjov til Centralkomiteen, 26. december 1966, RGANI f. 89, op. 38, d. 9, ll. 1-6. 

DKP OG VENSKABSFORENINGERNE 347 

0 

Beløb i 1000 DKK

Som det fremgår af grafen, udgjorde støtten til DKP gennem 1950’erne et 

ganske betydeligt beløb, der kunne forlede til den slutning, at partiet var ganske 

velhavende. Det var imidlertid ikke tilfældet. Dagbladet „Land og Folk“, 

der var bundet forsvarligt til partiets skrantende finanser, kostede dyrt. Men 

bladet var en vigtig faktor i DKP’s politiske virksomhed, og en indskrænkning 

til eksempelvis ugedrift ville have været en alvorlig svækkelse af partiets arbejde. 

Følgelig kæmpede kommunisterne en hård kamp for at få det hele til 

at løbe rundt. Hvor svært det kunne være, viser en rapport fra DDR-ambassaden 

i København fra 1985: „Jørgen Christensen [DKP’s forretningsudvalg] informerede 

kammerat Hak om, at broderorganet Land og Folks situation er 

anspændt. Økonomien er fortsat kritisk. Underskud på 8-9 millioner kroner“. 

76 

DKP organiserede gang på gang indsamlinger til det skrantende dagblad. I 

den nævnte situation kunne DDR-ambassaden meddele, at indsamlingen 

havde indbragt 5 millioner kroner. 77 Det var et ganske flot indsamlingsresultat, 

men slet ikke tilstrækkeligt. Officielt skulle resten dækkes af folkelige tilløbsstykker 

som „Land og Folk-festivalerne“. Den nødvendige kapital kunne 

ikke rejses, og de socialistiske lande måtte dække, for at undgå den truende 

konkurs. En tidligere PET-medarbejder fortæller i sine erindringer, hvorledes 

det kunne gå til, når avisen søgte at undgå bladdøden. I en episode, der formodentlig 

stammer fra 1950’erne, beretter han, hvordan han fulgte efter en 

person „som rejste fra DDR mod Danmark med ca. en million danske kroner 

i en stor taske“. Tasken blev afleveret i et hus på strækningen mellem 

Østerbro og Hellerup, hvor et kendt DKP medlem også opholdt sig. Kort efter 

var Land og Folks indsamling gjort op, og det blev konstateret, at der var 

indsamlet penge nok til avisens fortsatte udgivelse. 78 

Som oprettelsen af den fælles østeuropæiske fond i juli 1950 viste, var den 

sovjetiske ledelse ret hurtig til at engagere de øvrige østlande i støtten til de 

vestlige kommunistiske partier. For det danske og de øvrige nordiske kommunistpartier 

fik det betydning, at SUKP i 1956 besluttede, at det østtyske kommunistparti 

SED skulle have en særlig rolle i forbindelse med støtte til de nordiske 

partier. 79 Det var en logisk beslutning i betragtning af, at tyske og nordiske 

kommunister havde et nært samarbejde, der strakte sig tilbage til 

Komintern-tiden. 

Præcis hvor mange penge det handlede om, og hvorledes overførslerne 

foregik, er ikke muligt at afgøre. Fra østtysk side er overleveringen af dokumenter, 

der angår faste økonomiske overførsler fra SED til DKP, meget ufuld- 

76 SAPMO-Barch: DY30/Vorl. SED/40756: „ZK-Tagung KPDä 8./9.1985“. 13.6.1985. 

77 SAPMO-Barch: DY30/Vorl. SED/40756: „Information über die Stärkung der Kampfkraft der KP 

Dänemarks im Rahmen des Jahres der Partei“. 1.10.1985. 

78 Ib S. Norgaard, Spionjæger i Danmark. En dansk spionjægers liv og oplevelser i PET, 2003, s. 140-141. 

79 Møde i Centralkomiteens præsidium, protokol no. 186 af 3. februar 1956, RGANI f. 89, op. 38, 

d.33, ll.1. 


stændig. Det skyldes, at SED’s centralkomités tophemmelige afdeling „transport“ 

varetog opgaven. Afdelingen for transport var en konspirativt fungerende 

enhed med et ukendt antal medarbejdere, der blandt andet varetog 

pengeoverførsler til vestlige kommunistpartier. 80 Denne afdelings arkiv, der 

allerede i samtiden var adskilt fra det øvrige partimateriale, blev destrueret efter 

murens fald og indgår derfor i dag ikke i SED’s partiarkiv. 

Der foreligger således kun sporadisk dokumentation af tilfælde, hvor 

penge fra Østberlin fandt vej til DKP. Et eksempel er SED’s sekretariats bevilling 

af et „lån“ til DKP på 200.000 kr. til at føre kommunal valgkamp for i 

1981. 81 Et andet stammer fra 1964, hvor DKP’s økonomiansvarlige – der praktisk 

nok også tog sig af en stor del af kontakterne til DDR – redegjorde for 

Land og Folks svage regnskab, på baggrund af hvilket han sluttede, at avisen 

dette år havde brug for en ekstra saltvandsindsprøjtning på 1,8 millioner kroner 

(2004-kroner: ca. 15,9 millioner kroner), hvoraf han forventede, at DDR 

skulle stille de 600.000. Ingmar Wagner erklærede i denne sammenhæng over 

for kammeraterne i Rostock, at selvom mange også ledende DKP’ere nægtede 

at se det i øjnene, havde SED’s ideologiske og ikke mindst materielle 

hjælp været en vigtig faktor for, at partiet var i stand til at stabilisere sig efter 

dets store valgnederlag i 1960. 82 Østtyskerne var her trådt til og havde blandt 

andet finansieret partivirksomhed gennem oprettelsen af Venskabsforeningen 

Danmark-DDR. 83 

Den praktiske overførsel af penge fra de socialistiske lande til DKP skete 

som nævnt ad hemmelige kanaler. I DDR løste konspirativt arbejdende partiorganer 

opgaven – i hvert fald indtil anerkendelsen i 1973 – mens den i 

Sovjetunionen senest fra 1953 blev løftet af KGB-residenturet på den sovjetiske 

ambassade. 84 Hemmelighedskræmmeriet havde naturligvis en god 

grund al den stund, at partiet ikke var interesseret i, at det kom pressen, vælgerne 

og muligvis skattekontorerne for øre. Det konspirative slør vakte interesse 

hos PET, som i en rapport fra 1986 konstaterede, at DKP’s formand 

Jørgen Jensen forud for valgkampe modtog ekstra bevillinger til kampagnekassen 

på henholdsvis 415.000 kr. og 227.000 kr. 85 (I 2004-kroner: ca. 649.000 

kroner og ca. 335.000 kroner, i alt ca. 984.000 nutidskroner). 

80 Heike Amos, Politik und Organisation der SED-Zentrale 1949-1963. Struktur und Arbeitsweise von 

Politbüro, Sekretariat, Zentralkomitee und ZK-Apparat, 2003, s. 82ff, 176. 

81 SAPMO/Barch: DY30/Vorl. SED/40759/2: „Ersuchen des Vorsitzenden der Kommunistischen 

Partei Dänemarks um ein Darlehen“. 25.8. 1981. 

82 Landesarchiv Mecklenburg-Vorpommmern: BL IV A/2.18-1073: „Unterhaltung mit dem 

Genossen Ingmar Wagner. Generalsekretär der Kommunistischen Partei Dänemarks“. 16.3. 1964. 

83 Se afsnittet „Venskabsforeningerne“; Thomas Wegener Friis, Den nye nabo. DDR’s forhold til Danmark 

1949-1960, 2001, s. 32. 

84 Holtsmark i Morten Thing (red), Guldet fra Moskva, 28-29; heri henvisning til V. Bakatin, Isbavlenije 

ot KGB [Frigørelsen fra KGB], 1992, s. 64-66. KGB-chefen Bakatin beskriver metoderne og kanalerne, 

som han fik beskrevet af „et vidne“. 



Håndskrevet beretning fra Ponomarjov til Centralkomiteen fra 1966. Heraf fremgår det, hvor 

mange penge de forskellige østlande skal yde til den internationale fond til støtte for arbejderpartier 

uden for østblokken. (RGANI). 


Fra DKP’s side gjorde man, hvad man kunne for at sløre „Moskva-guldets“ 

vej ind i partiets kasser. Ved hjælp af et system, der omfattede fonde, overførsler 

gennem private firmaer og til private konti, under- og overfaktureringer, 

høje provisionsbeløb, støtte gennem forlags- og trykkevirksomhed, støtte mv. 

Et konkret eksempel viser hvordan DKP via snyd med faktureringen gratis fik 

leveret to sættemaskiner til Land og Folks trykkeri til en værdi af 60.000 rubler. 

86 Disse tvivlsomme konstruktioner var det naturligvis oplagt for den borgerlige 

presse at afsløre, hvilket DKP da også frygtede. 87 

DKP’s økonomi var spredt over en række aktiviteter, der var vanskelige at 

gennemskue. Foruden partiavisen rådede partiet over en række fonde og 

virksomheder, der omfattede: 

• Trykkeriet Terpo-Tryk 

• Forlaget Tiden 

• Et ejendomsselskab til forvaltning af partiets bygninger 

• Fonden af 9.11.1919 

• Land og Folks genrejsningsfond 

• Land og Folks garantifond af 1948 

• Rejsebureauet Folketurist 

Uden de kontante overførsler til DKP ville partiets virksomhed have set 

ganske anderledes ud. Således ville det næppe have været muligt at drive flagskibet 

„Land og Folk“, der ikke uventet gik ned efter de politiske omvæltninger 

i Østeuropa. 

Alligevel er det rimeligt at antage, at de øvrige former for østlig partistøtte, 

der som tidligere nævnt havde nok så meget til formål at holde moralen og 

modet højt, var af måske større betydning end den direkte finansielle støtte. 

At østlandene stod til rådighed som varelager, opholdssted for de kæmpede 

kommunistiske kadrer, politisk træningslejr og rejsebureau havde en mere 

synlig effekt og kunne umiddelbart mærkes af partierne set i forhold til den 

direkte økonomiske støtte, som blot forsvandt som bidrag til den øvrige bundløse 

gæld. Kommunistpartiers greb om magten i de østeuropæiske lande betød, 

at DKP kunne trække på disse landes hjælp, når partiet behøvede alle 

disse vare- eller serviceydelser. Eksempler på naturaliestøtte og andre materielle 

håndsrækninger fra østlandene var mange og forskelligartede. De adskilte 

sig fra den kontante støtte ved at imødekomme aktuelle og håndgribelige 

ønsker fra de danske kommunister. Derudover rådede DKP tilsyneladende 

over bankkonti i de østeuropæiske statsbanker. 88 

86 Anmodning fra DKP’s CK, 29. maj 1956, RGANI f. 4, op. 16, d. 69, ll. 30-33. 

87 „Problemer vedr. antisovjetiske og antikommunistiske kampagner. Antisovjetismen som hovedform 

for antikommunismen i Danmark“, CK-seminar 11.-18./6.1978, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 465: 

CK-kurser og seminarer. 


Nedenstående skema giver et indtryk af pengestrømmen og det økonomiske 

samarbejde mellem DKP og de væsentligste danske organisationer, baseret 

på kildemateriale fra DKP’s arkiv i ABA’s arkiv, Landsforeningens arkiv 

og de tidligere DDR arkiver. 

Forlaget 

Tiden A/S 

Land og 

Folk 

TerpoTryk 

Foreningen 

Sovjetunionen- 

Danmark 

Landsforeningen 

til Samvirke 

mellem Danmark 

og Sovjetunionen 

Diverse 

kulturarrangementer 

Fonden af 19. 

november 1919 

Bogkiosk/ 

Sputnik/ 

Bibliotek 

SUKP 

DKP 

A/S 

Folketurist 

Intourist 

DKU 

Centrotourist 

Komm.S 

Den materielle del af denne naturaliehjælp bestod i stort set alt, hvad man 

kunne have brug for i forbindelse med politisk arbejde. Skulle der trykkes 

knaphulsmærker til 1. maj eller papirflag, indspilles plader med politiske 

sange eller bøger med taler af denne eller hin kommunistiske ideolog, stod 

Sovjetunionen og østlandene parat. 89 Støtten bestod også af farverige tiltag 

udbudt fra de socialistiske landes stande ved Land og Folk-festivalen, hvor eksempelvis 

DDR stillede pølser og tysk øl til rådighed for DKP-festen. 90 Den 

materielle støtte kom også DKP’s medievirksomhed til gavn. „Land og Folk“ 

88 Landesarchiv Mecklenburg/Vorpommern: BL IV/A/2.1073. Ingmar Wagner til Lia Ihns. 

21.9.1965. 

89 Eksempelvis: Referat af samtale med medlem af DKP’s CK’s Politbureau Ib Nørlund 18. marts 

1959, indberetning af Mikhajlov 26. marts 1959, RGANI f. 5, op. 50, d. 160, ll.78-81; Postanovlenije. 

„O svjasjakh s kompartijej Danii v 1973 godu“ [Forordning. Om forbindelserne med det danske 

kommunistparti i året 1973] CK’s Sekretariat, 17. april 1973, RGANI f. 4, op. 22, d.101, ll. 35-38; 

SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/547: „SED-Hausmitteilung: Simultananlage für die KP 

Dänemarks“. 1.11.1967; Paul Markowski til MfAA. 10.3.1969; SAPMO-Barch: DY 30/IV B 2/20/177: 

Diverse Vorlagen for SED’s Sekretariat vedrørende materiel støtte til DKP. 1976-77. 

90 SAPMO-Barch: DY30/Vorl. SED/ 40759/2: „Pressefest “Land og Folk“. 28.8.1984. 

352 DEL III · DÉTENTE 1963-1978 

SED 

Venskabsforeningen 

DDR-Danmark 

Venskabsforeningen 

Danmark-DDR 

Fast ejendom 

registreret hos 

privatpersoner 

Chile- og Vietnamkomiteer 

+ andet solidaritetsarbejde 

Samarbejdskomiteen for 

Fred og Sikkerhed + 

Verdensfredskongressen

modtog løbende forskellige typer af udstyr fra de socialistiske lande, såsom 

trykkerimaskiner, skrivemaskiner og fotografiapparater. 91 

Blandt de mere kuriøse eksempler på hjælp var leverancen af et stort parti 

vin og spiritus til Knud Jespersens 50-års fødselsdag. 92 Den type af støtte 

minder i sin karakter om østlandenes rolle som refugium for de danske kommunister. 

DKP havde mulighed for i begrænset omfang at trække på de socialistiske 

landes ferie- og kursteder. 93 Det skyldes den autoritet, som partiledelsen 

af et vestligt kommunistparti havde i forhold til partierne i øst. Den 

kunne få gennemført noget, der normalt var forbundet med stort besvær. 

Således kunne partiledelsen udvirke, at loyale partimedlemmer kunne få opholds- 

eller arbejdstilladelse i østlandene eller sørge for udrejse for østeuropæiske 

borgere, der havde forelsket sig i DKP-medlemmer. 94 De muligheder, 

der stod til partiets disposition, var med til at styrke ledelsen samt ikke mindst 

sammenholdet i DKP. Småprivilegier og smågaver fra øst til kammeraterne i 

broderpartierne i vest havde således dels en praktisk funktion, dels var de for 

danske kommunister en bekræftelse på, at de var en værdsat del af en større 

international politisk bevægelse. 

Kursusvirksomheden havde som tidligere beskrevet til formål at styrke 

DKP’s sammenhængskraft. Også denne virksomhed havde et økonomisk aspekt. 

DKP og tilknyttede organer som DKU, Komm.S. (Kommunistiske studenter), 

kommunistiske faggrupper og venskabsforeningerne fik stillet skolingsfaciliteter 

til rådighed af de socialistiske lande. 95 Denne type virksomhed 

var særligt en støtte, DDR kunne yde, fordi landet på grund af den korte afstand 

til Danmark kunne bruges til kortere ophold. DKP, der fik kurserne stil- 

91 SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/547: Poul Emanuel til Abt. Int. Ver. 15.12.1966; Se Morten Thing 

(red.) Guldet fra Moskva, s.180-181 for detaljeret gengivelse af objekter og priser. 

92 SAPMO/Barch: DY 30/IV B 2/20/177: „Geburtstag gen. Knud Jespersen“. 25.3.1976. 

93 DKP, sekretariatsmøder 6. september 1982 og af 5. august 1986, ABA, Kasse 135: 

Sekretariatsprotokol april 1980-april 1987; Udkast til protokol for samarbejde mellem SUKP og DKP 

i 1988, ABA, DKP’s arkiv, kasse 397: SUKP Sovjet.; Referat af samtale med formand for DKP K. 

Jespersen og medlem af DKP‘s CK‘s politbureau I. Nørlund 21. februar 1959, indberetning af K. 

Levytjkin, 28. februar 1959, RGANI f. 5, op. 50, d. 160, l. 54; Ottjot o pojesdke delegatsii Latvijskogo 

otdelenija Obsjtjestva drusjby „SSSR-Danija“ v Daniju s 5 do 12 nojabrja 1978 goda i o predvaritelnykh 

itogakh „Dnej SSSR“ v Danii s utjastijem Latvijskoj SSR“ [Rapport om en rejse for den lettiske 

del af venskabsforeningen USSR-Danmark i Danmark 5.-12. november 1978 og om de foreløbige resultater 

af sovjetiske dage i Danmark med deltagelse af LSSR] Latvijas Valsts Arhivs, 338 f., 2 apr., 4 

l., 12-21 lp. Ved enkelte lejligheder led kulturfremstødene under ferierende organisatorer, således 

var Allan Fridericia på Cuba og Ingmar Wagner i DDR i 1978, da sovjetiske dage i Danmark gerne 

skulle have været et større propagandamæssigt gennembrud. 

94Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/547: Knud Jespersen til SED/Abt. Int. Ver. 

17.8.1967. 

95 Eksempelvis fik DKP i 1963 stillet 290 skolingspladser til rådighed i distriktet Rostock i DDR, 

SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/547: SED/Abt. Int. Ver. til DKP. 15.2.1963. 

RGANI f. 4, op. 22, d.101, ll. 35-38. Postanovlenije [Forordning] 17. april 1973 fra CK’s Sekretariat. 

„Om forbindelserne med det danske kommunistparti i året 1973“. Godkendelse af forslag fra CK’s 

internationale afdeling om samarbejdet med DKP i 1973. 


let til gratis rådighed, havde i øvrigt her mulighed for at tjene lidt ekstra, idet 

kursusdeltagere i en del tilfælde betalte for tilmeldingen. 96 

Den sidste hovedfunktion, som de socialistiske lande udfyldte for de danske 

kommunister, var i stil med kurrejser og skolingsophold en række serviceydelser, 

DKP kunne trække på. De drejede sig om brugen af de socialistiske 

lande som rejsebureau. Såfremt partiet eller enkeltpersoner behøvede transport, 

havde partiledelsen mulighed for at rekvirere dette fra broderpartierne. 

97 DKP’s høje rejseaktivitet hang nøje sammen med partiets samhørighed 

med en international bevægelse. Som det var tilfældet med resten af støtten, 

var der her et umiddelbart interessesammenfald mellem DKP-ledelsen 

og de socialistiske lande. DKP havde brug for rejserne for at være en aktiv del 

af den kommunistiske bevægelse, og broderpartierne i de socialistiske lande 

ønskede at have DKP i folden og derved styrke de fælles målsætninger for den 

strategiske politiske udvikling i Danmark frem mod socialismen. 

Venskabsforeningerne 

For Politiets Efterretningstjeneste var disse foreninger arketypiske eksempler 

på såkaldte frontorganisationer, hvor kommunisterne bag en tilsyneladende 

ikke-kommunistisk facade trak i trådene og ledte grupper af befolkningen, 

der ellers ikke ville følge dem, bag lyset. 98 Det kildemateriale, der er tilgængeligt 

i dag, viser, at PET i mangt og meget havde ret i denne tolkning. 

Østblokkens ledelse havde det udtrykkelige mål, at foreningerne skulle være 

de vestlige kommunistpartiers ideologiske og praktiske medhjælpere. 99 

Kildemateriale fra DDR’s Liga für Völkerfreundschaft, fra de sovjetiske 

statsorganer VOKS og SSOD, som stod for koordination af de sovjetiske venskabsforeninger 

og de kulturelle forbindelser med udlandet, samt fra 

Landsforeningen Danmark-Sovjetunionens arkiv viser, at østblokkens venskabsforeninger 

virkede som udførende organer for disse landes udenrigspolitiske 

målsætning. Endvidere fungerede de som kulturinstitutter og informationskontorer 

på samme måde som de tilsvarende organer fra de vestlige 

lande. 

96 Eksempelvis: Orientering om partikurset i Lütten-klein 14.-28. juli, juni 1974, ABA, DKP’s arkiv, 

kasse 449: Sommerkurser 1972-1973). 

97 Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/547: Ib Nørlund til SED/Abt. Int. Ver. 16.2. 1963. 

Poul Emanuel til SED/Abt. Int. Ver. 6.7. 1966. 

98 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr.136 og 263. 

99 Det ses f.eks. i SSOD’s målsætninger, som 1. sekretær ved den sovjetiske ambassade overbragte 

Ingmar Wagner i 1959: Referat af samtale med medlem af CK’s politbureau og formand for den københavnske 

afdeling af DKP I. Wagner 24. februar 1959, indberettet 28. februar 1959, RGANI f. 5, 

op. 50, d.160, ll. 56-60; Venskabsforeningen Danmark-Sovjetunionen som Sovjetunionens vigtigste 

propagandakanal i Danmark, se „Ottjot missii SSSR v Danii sa 1949 god“ [Rapport fra det sovjetiske 

gesandtskab i Danmark for året 1949] marts 1950, RGASPI f.17, op. 137, d. 129, l. 88. 


En undtagelse var venskabsforeningen mellem Danmark og Polen. Her 

fandtes to forskellige foreninger. „Foreningen af polakker i Danmark“, der 

var oprettet i mellemkrigstiden, og som i 1960 rummede omtrent 300 medlemmer, 

havde ifølge Polens repræsentanter i Danmark et samarbejde med 

den polske ambassade. Derimod betragtede ambassaden „Foreningen af frie 

polakker i Danmark“, oprettet 1959 med i alt 1.200 medlemmer, som uafhængig. 

100 I 1968 skrev den polske ambassade om „Foreningen af frie polakker“, 

at den rummede folk, som ulovligt havde ophold i Danmark. Denne forening 

udførte ikke politisk, men socialt arbejde, og PET skulle ifølge Polens 

ambassade have informanter i foreningen gennem firmaet EVADO v. Evald 

Donnerstag. 101 DKP’s ledelse og den sovjetiske ambassade var stærkt utilfredse 

med denne sidstnævnte forening, som havde fremsat „antikommunistiske 

udtalelser“, og som havde afvist at få kommunister ind i ledelsen. 102 

Det følgende stiller skarpt på de to vigtigste danske venskabsforeninger, 

nemlig Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen 

(herefter landsforeningen), oprettet i 1924 – året for Danmarks anerkendelse 

de jure af Sovjetunionen, og venskabsforeningen Danmark-DDR, stiftet i 1960. 

De to foreningers virksomhed og ledelsesmekanismerne var meget lig hinanden. 

Analysen af deres virksomhed lægger derfor vægt på forskellige aspekter, 

således at beskrivelsen af DDR-foreningen koncentrerer sig om styringsmekanismerne, 

mens undersøgelsen af den sovjetiske landsforening vil fokusere på 

dens aktiviteter i forhold til den danske offentlighed. 

De to foreninger var skåret over samme læst. De havde en medlemsskare, 

der for en stor del, men ikke udelukkende, bestod af DKP’ere. Foreningernes 

bestyrelser var sammensat sådan, at foreningerne markerede en vis afstand til 

DKP, typisk ved, at formandsposter samt en række andre poster blev beklædt 

med helst relativt kendte ikke-kommunister. Desuden indgik i ledelsen en 

række kommunister, hvoraf én altid besatte den vigtige sekretærpost. Det var 

ikke mindst denne fordeling af poster og ansvar, og om man vil, magten i foreningerne, 

der fik PET til at placere foreningerne i kategorien frontorganisationer. 

På østlig side var foreningernes søsterorganisationer officielt henholdsvis 

venskabsforeningerne Sovjetunionen-Danmark og DDR-Danmark. De østlige 

kommunistpartier havde fuld kontrol over disse østligt baserede venskabsforeninger, 

men lod dem formelt fremstå som organiseret ved folkeligt initiativ. 

Ligesom den internationale fagbevægelse samt ungdoms- og kvindebevægelserne 

i østblokken havde deres moderorganisationer, havde også venskabs- 

100 Side 47-52 af en indberetning fra den polske militærattaché i København, udat. ca. 1960, IPN 

371/107. 

101 „Niektore dane dotyczace sytuacji wywiadowczej Danii“ [Nogle data vedr. efterretningssituationen 

i Danmark] udat. ca. 1968, IPN 389/455, s. 128. 

102 Referat af samtale 9. oktober 1959 med medlem af DKP’s CK’s politbureau Ib Nørlund, indberetning 

af ambassaderåd F. A. Mikhajlov 14. oktober 1959, RGANI f. 5, op. 50, d. 160, ll. 237-238. 


foreningerne det. I Sovjetunionen sorterede de østligt baserede venskabsforeninger 

under Sammenslutningen af Sovjetiske Venskabsforeninger (SSOD) 

og i DDR under Liga für Völkerfreundschaft. Når freds- og kulturarbejdet 

skulle sættes i værk og finansieres gennem venskabsforeningerne i Vesten gik 

aftalerne, som beskrevet i kapitel 15 om apparatet, gennem et fastlagt netværk, 

hvor SUKP’s CK var øverste styrende myndighed. 

De østligt baserede søsterorganisationer bestod af personer, udpeget af 

myndighederne. Det var dels mennesker, der via deres fag og stilling havde 

kendskab til det pågældende vestlige land, dels kulturpersonligheder, mønsterarbejdere 

og andre, der repræsenterede forskellige dele af samfundet. 

Ledelsen var fuldtidsfunktionærer i de statsstyrede, centrale venskabsforbund. 

Det billede fremgår af det sovjetiske kildemateriale, da SSOD i 1958 i 

Moskva etablerede en søsterorganisation til den danske landsforening. Ud 

over personer med „faglig indsigt i landet eller med personlige kontakter i 

Danmark“, udpegede den kommunistiske ledelse også kollektive medlemmer 

som fabrikker, skoler og aviser. 103 

Man kan således skelne mellem tre lag i venskabsforeningerne: Medlemmerne, 

den DKP-styrede ledelse og de østlige statsdirigerede partnerorganisationer. 

Indflydelsen på foreningernes målsætning og strategi var omvendt 

proportional med afstanden til medlemmerne selv. 104 

Venskabsforeningen Danmark-DDR: fjernstyret venskab 

Venskabsforeningen Danmark-DDR blev stiftet i 1960 ved et samarbejde 

mellem Danmarks Kommunistiske Parti og DDR. Tidspunktet for dens 

grundlæggelse faldt nøje sammen med, at DDR gennem et par år havde agiteret 

i Danmark for anerkendelse af den østtyske stat. 105 På dansk side faldt 

grundlæggelsen meget bekvemt sammen med, at DKP, der havde befundet 

sig i en eksistenskrise efter nedkæmpelsen af opstanden i Ungarn, mistede sin 

repræsentation i Folketinget. Dette nederlag var et hårdt slag for partiet, fordi 

det ikke blot mistede en platform, men også en vigtig finansieringskanal for 

DKP-funktionærerne. Her trådte de østtyske kammerater til og sikrede med 

venskabsforeningen erstatningsmidler til det fortsatte politiske arbejde. 106 

Et overvældende personsammenfald mellem betroede partikammerater 

fra DKP’s snævre cirkler på flere forskellige positioner i venskabsforening- 

103 „O predsedatelje pravlenija obsjtjestva SSSR-Danija“ [Om formanden for foreningen 

Sovjetunionen-Danmark] SUKP’s CK’s forslag til medlemsprofiler i den sovjetiske-danske forening, 

19. september 1956, RGANI f. 4, op. 16, d. 551, ll.1, 3-20. 

104 For yderligere litteratur se i øvrigt: Gerhard Kasper, Bernhard Köchner, Die Liga für 

Völkerfreundschaft 1961-1990, 2000; Hans Georg Golz, Verordnete Völkerfreundschaf, 2004. 

105 Se kapitel 17, afsnittet „Indsatsen fra DDR-staten“. 

106 Thomas Wegener Friis, Den nye nabo. DDRs forhold til Danmark 1949-1960, 2001, s. 32. 


erne vanskeliggjorde PET’s kortlægningsarbejde. 107 I venskabsforeningen 

Danmark-DDR var sammenkædningen af forskellige politiske aktiviteter og 

personlige bånd helt evident. De tre ledende personligheder i foreningen var 

nemlig ikke blot alle DKP’ere, men også i familie. Selskabets første – lønnede 

– sekretær var Københavns tidligere byggeborgmester Johannes Jens Hansen. 

Denne stilling overtog i 1971 hans datter Lisbeth Osborn, der havde en fortid 

i DKU. Hendes mand Harry Osborn, formand for de Københavnske murere 

og medlem af DKP’s politbureau, indtog i mange år formandsposten. 

Den hollandske historiker Carel Horstmeier har ikke uden humor kaldt venskabsforeningen 

Danmark-DDR for „Die Osborns: Familiesoap Freundschaftsgesellschaft“ 

med et satirisk hint til det kendte tv-show med den aldrende 

rock-musiker Ozzy Osbourne“. 108 Da venskabsforeningen samtidig var 

kollektivt medlem af Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed indgik venskabsforeningen 

i et netværk, der foruden venskabs- og fredsarbejdet også 

knyttede an til DKP’s partiledelse, fagforeningsarbejde, kommunalpolitik og 

ungdomsarbejde. 

Venskabsforeningen skulle i de første mange år af sin eksistens primært arbejde 

for dansk anerkendelse af DDR, og derved fungere som indflydelseskanal 

for DDR’s udenrigspolitik. Herunder var opgaven at støbe fundamentet 

for dette resultat ved at udbrede et positivt billede af DDR i Danmark. 109 Det 

var en ganske omfattende opgave, der hvilede på DDR-venskabsforeningerne 

i Vesten, hvilket ikke sjældent førte til uoverensstemmelser mellem de nationale 

venskabsforeninger og DDR om aktivitetsniveauet. Det viste sig blandt 

andet i Finland, hvor DDR-repræsentationen forsøgte at få den derværende 

forening, der blev drevet af frivillige, til at påtage sig flere servicefunktioner 

for den stedlige DDR-repræsentation. 110 I Danmark, hvor DDR betalte både 

sekretærlønning og materialer, var denne konflikt ikke mindre udtalt. De lokale 

DDR-repræsentanter på den østtyske handelsrepræsentation var utilfredse 

med foreningens aktivitetsniveau og gennemslagskraft. 111 Den østtyske 

handelsrepræsentation klagede for eksempel over, at Venskabsforeningen 

ikke var særlig aktiv, og at de „danske kammerater resignerer over for hetzen 

mod DDR“. 112 

107 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 137 og 130. 

108 Carel Horstmeier, Mit eine Annerkennung ist vorlaufig nicht zu rechnen. Die Annerkennungspolitik der 

DDR und die Beziehungen zu den Niederlanden, Belgien und Dänemark 1949-1973. Dissertation, 

Universiteit Groningen, 2005. 

109 SAPMO-Barch: DY60/4623: „Entwurf Grundorientierung für die Tätigkeit der Deutsch- 

Nordischen Gesellschaft in der DDR im Jahre 1964“. 

110 Dörte Putensen, Finland im Spannungsfeld zwischen Ost und West, 2000. 

111 Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/553: Mødereferat GO-Kopenhagen. 5.4.1965. 

DY 30/IV A 2/20/554: „Diskussion zur Wahlberichtsversammlung der GO der KV/VV am 

27.10.1966. 27.“ 

112 SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/ 547: „Kurzinformation über eine Einschätzung der Lage in 

Dänemark und über die Isländische Partei durch die dänischen Urlauber“. 30.5.1963. 


Betegnelsen kammeraterne om venskabsforeningen viser, at man fra østtysk 

side betragtede venskabsforeningen som en umiddelbar forlængelse af DKP. 

Følgelig var ledelsen af foreningen ikke en sag, som DDR turde overlade til medlemmerne, 

men derimod forhandlingstema på „topplan“ mellem SED og DKPledelsen. 

113 En tilsvarende holdning kom til udtryk i en indberetning fra 1983 

fra den østtyske ambassade i Danmark, hvor de progressive kræfter defineres som 

DKP, venskabsforeningen og „de fremskridtsvenlige dele inden for fredsbevægelsen“. 

114 Forbindelserne mellem parti og venskabsforening trådte ligeledes 

frem ved, at DKP ved et møde i DDR mellem kommunistpartierne fra Østersølandene 

lod sig repræsentere gennem medlemmer fra venskabsforeningen. 115 

For DDR var der både fordele og ulemper ved at lade det danske broderparti 

stå for venskabsforeningen Danmark-DDR. Fordelen var, at man derigennem 

var sikre på den politiske loyalitet. Ulempen var, at foreningen risikerede 

at udvikle det, SED betegnede som „Sekterikertum“, 116 en betegnelse, 

der dækkede over, at foreningen manglede politisk bredde og dermed også politisk 

gennemslagskraft. Den kritik gik igen i østtyskernes kritik af foreningens 

aktivitetsniveau og evne til at nå ud til befolkningen og beslutningstagerne. 

For DKP var grebet om venskabsforeningen en fordel, fordi det understøttede 

partiets skrantende finanser. De danske kommunister var ganske vist 

ikke afvisende over for kritikken fra østtysk hold, men deres løsningsforslag 

indeholdt en styrkelse af DKP’ernes egen position. Kritikken mod den aldrende 

Johannes Jens Hansen imødegik man fra DKP’s side med forslag om, 

at DDR blot kunne betale for endnu en funktionær. Begrundelsen for at beholde 

Hansen var hans hidtidige meritter inden for DKP, altså var der tale om 

en form for aftægtsjob. 117 Ønsket om større politisk bredde imødegik DKP 

med at foreslå, at østtyskerne lagde den politisk brede anerkendelseskomite 

ind under venskabsforeningen. 118 Anerkendelseskomiteen havde netop været 

en torn i øjet på DKP, fordi den lå uden for partiets politiske kontrol. Partiet 

havde over for østtyskerne kommenteret oprettelsen med ordene: „Nu har I 

jeres komité“. 119 

113 SAPMO-Barch: DY 30/IV B 2/20/175: „ Vermerk über die Beratung beim Vorsitzenden der KPDä 

Gen. Knud Jespersen am 13.4.1973 über die Arbeit der Freundschaftsgesellschaft“. 25.4.1973. 

SAPMO-Barch: DY 30/IV B 2/20/177: „ Bericht über den Aufenthalt einer Delegation des ZK der 

KP Dänemarks in der DDR vom 2.-5.5.1973“. 5.5.1972. 

114 SAPMO-Barch: DY30/Vorl. SED/ 27557: „ Entschliessung der Wahlberichtsversammlung der 

GO“. 12.11.1983. 

115 SAPMO-Barch: DY 30/J IV 2/201/730: „ Stenografische Niederschrift der Beratung der Abteilung 

Internationale Verbindungen mit Genossen von Bruderparteien zur Vorbereitung der Ostseewoche 

1966.“. 27.11.1965. 

116 SAPMO-Barch: DY 13. „Rede des Genossen Feist. Präsidiumstagung 24.11.1976“. 24.11.1976. 

117 SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/547: „Bericht über meine Reise nach Kopenhagen vom 14.- 

19.5.1965’“. 

118 SAPMO-Barch: DY 30/IV B 2/20/175: „Vermerk über die Beratung beim Vorsitzenden der KPDä 

Gen. Knud Jespersen am 13.4.1973 über die Arbeit der Freundschaftsgesellschaft“. 25.4.1973. 

119 Carel Horstmeier, „Særlige forbindelser ?“, Thomas Wegener Friis, Andreas Linderoth (red.), „DDR og 

Norden“, 2005, s. 135. 


Med Danmarks anerkendelse af DDR fik venskabsforeningen redefineret 

sin rolle. Hele det østtyske udlandsapparat var henvist til at benytte sig af utraditionelle 

påvirkningskanaler, hvilket den norske historiker Sven Holtsmark 

har givet betegnelsen paradiplomati. 120 En form for påvirkning, der går frem 

med en bred palet af politisk og kulturelt kontakt- og delegationsarbejde mindede 

meget om venskabsforeningernes og Liga für Völkerfreundschafts arbejdsmetoder. 

Anerkendelsen i 1973 betød et ombrud af det østtyske udlandsapparat. 

De nyvundne ambassader og udenrigsministeriet skulle sørge for at have en pæn 

og uangribelig linje. „Masseorganisationerne og de samfundsmæssige organisationer“ 

havde derimod fortsat muligheden for at indtage et „skarpere klassemæssigt“ 

synspunkt, som SED’s propagandasekretær Manfred Feist skrev til politbureaumedlemmet 

Albert Norden. 121 Det betød, at det statslige diplomati 

skulle sikre rammerne for den fredelige sameksistens med de vestlige regeringer, 

mens organisationerne kunne føre en mere skarp propaganda. Disse 

organisationer var fagforeningen FDGB samt Liga für Völkerfreundschaft og 

derigennem Venskabsforeningen Danmark-DDR. 

Den skarpere ideologiske profil kom til udtryk i de målsætninger, Ligaen 

satte sig for Venskabsforeningerne. Målene og de bagvedliggende overvejelser 

begrundede Ligaen således: 

„Vores hovedopgave i disse lande (de kapitalistiske industristater) består i 

at styrke socialismens og DDR’s position og i at befæste den fredelige sameksistens 

mellem lande med forskellig samfundsform. Arbejdet skal udvikles 

på to planer: det statslige plan og på organisationsniveau. Hertil kommer det 

kulturelle og kommercielle område i de kapitalistiske lande. 

Ved alle statslige kontakter må man forvente et modkrav om anvendelse af 

reciprocitetsprincippet. I forbindelse med organisationerne, i særdeleshed 

når det gælder venskabsforeningerne, er denne fare mindre. Det giver Ligaen 

og venskabsforeningerne et bredt virkefelt … 

Retningslinjerne for det udlandspropagandistiske område i det kapitalistiske 

udland var: 

• Et tæt samarbejde med de socialistiske lande for at koordinere aktiviteterne 

og styrke socialismens fortsatte tiltrækningskraft (fælles arrangementer). 

• Tættere forbindelse med de socialistiske og demokratiske kræfter i disse 

lande. 

• Udbygning af kontraktsamarbejde for at sikre DDR et større manøvrerum 

også for organisationerne. 

• Maksimal inddæmning af de kapitalistiske landes manøvrerum.“ 122 

120 Sven Holtsmark, Avmaktens diplomati, DDR i Norge, 1999, s. 24 

121 SAPMO-Barch: DY30/Vorl. SED/ 32445: „Gedanken für die Fortführung der Auslandsinformation“. 

23.1.1972. 

122 SAPMO-Barch: DY13. „Entwurf der Politischen Orientierung der Liga für Völkerfreundschaft der 

DDR zur Lösung ihrer Aufgaben 1975.“ 15.7.1974. 


Henvisningen til reciprocitetsprincippet var et vigtigt element til forståelsen 

af venskabsforeningernes arbejde. Udover at det havde en vis sløringseffekt, 

at foreningerne foregav en tværpolitisk bredde og derved håbede på accept, 

var fordelen ved at benytte sig af disse „private“ foreningsinitiativer for østlandene, 

at indtrykket af statslig styring blev nedtonet. Det kom derved ikke til 

at fremstå som et samarbejde, der kunne kategoriseres som en international 

aftale. Internationale aftaler lagde nemlig, som bekræftet af Helsinki aftalen, 

vægt på princippet om reciprocitet – eller gensidighed. Havde DDR ladet 

denne hårde systemkritiske propaganda gå via en statslig organisation, som 

for eksempel et kulturinstitut, kunne den anden stat kræve tilsvarende rettigheder 

i DDR. 123 Tanken om vestlige institutioner, der fuldt legalt under 

dække af kulturudveksling agiterede mod regimet og for et demokratisk-kapitalistisk 

system, ville være ødelæggende for det østlige system. 

Venskabsforeningsmodellen var taknemmelig, fordi danske statsborgere 

her på eget initiativ uden krav om gensidighed kunne styrke socialismen og 

modarbejde kapitalismen gennem profileringen af DDR. 124 Ud over samarbejdet 

med DKP og den finansielle støtte til venskabsforeningen sikrede 

Ligaen, at danskerne holdt sig til den rette politiske linje gennem konsultationer 

med de ledende personer i foreningen. Retledning og aktiviteter blev 

fastholdt gennem samarbejdsaftaler. 125 En aftale fra 1975 forpligtede blandt 

andet venskabsforeningen til at popularisere DDR’s realisering af SUKP’s og 

SED’s partikongresser og virkeliggørelsen af det socialistiske samfund i Østtyskland. 

Til gengæld lovede Ligaen at berette om de danske „progressive 

kræfter“ i den østtyske offentlighed. Efter denne hensigtserklæring nævnte aftalen 

konkrete aktiviteter som filmarrangementer, udstillinger og formidling 

af propaganda om DDR, modtagelse af østtyske kunstnere og forskere i 

Danmark samt et lang række delegationsbesøg fra Danmark i DDR. På den 

måde understøttede venskabsforeningen DDR’s påvirkningsvirksomhed på 

kultur- og undervisningsområdet. 126 Til støtte for denne virksomhed kunne 

DDR foruden foreningen trække på kræfterne i DDR’s kulturcentrum i 

Stockholm – den østtyske pendant til Goethe-Institutterne – der også havde 

ansvar for Norge og Danmark. 

123 Dette skete i Frankrig, der på baggrund af gensidighedsprincippet oprettedes et fransk kulturinstitut 

i Østberlin. DDR sørgede for at „pakke det ind“ i MfS for at undgå, at instituttet udviklede sig 

til et centrum eller en inspirationskilde for regimemodstand. Ulrich Pfeil, Die „andere“ deutsch-französischen 

Beziehungen. Die DDR und Frankreich 1949-1990, 2004, s. 548ff. 

124 SAPMO-Barch: DZ9/ 184.901: „Abschlussbericht über die “Begegnung von Vertretern der 

Freundschafts- und Friedensbewegung der Ostseeanliegerstaaten, Norwegen und Islands“. 11.7.1974. 

125 Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY13. „Notizen für die Ausführungen bei der Zusammenkunft der 

Präsidenten der Freundschaftsgesellschaften und Vorsitzende der Freundschaftskomitees.“27.5.1975. 

„Programm der Beratung mit Präsidenten der Nationalen Freundschaftsgesellschaften zur DDR zur 

21.-23.3.1975 in Berlin.“ 

126 SAPMO-Barch: DY13. „Entwurf des Jahresprotokoll für die Zusammenarbeit zwischen der 

Freundschhaftsgesellschaft Dänemark-DDR und der Gesellschaft DDR-Nordeuropa für 1976.“ 

12.1.1976. 


Dokumenter fra Ligaen viser, at man mente, at hjælp var tiltrængt. Selvom 

den danske venskabsforening i 1980 var blevet tildelt den forgyldte anerkendelse 

„Grosser Stern der Völkerfreundschaft“ og rost i de højeste østtyske organer 

for samlet set at have opnået voksende politisk tiltrækningskraft og 

styrke, vurderede Ligaen i 1983, at den „dårlige strategisk-politiske arbejdsstil“ 

ikke kunne overses og den manglende forståelse for vigtigheden af politisk 

og social bredde i ledelsen hæmmede mulighederne for, at foreningens 

kunne opnå yderligere vægt og betydning i samfundet. 127 

Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen 

Den brede repræsentativitet lykkedes bedre for den dansk-sovjetiske venskabsforening. 

DKP’erne i ledelsen drog omsorg for, at Landsforeningen formelt 

fremstod som uafhængig af kommunisterne. Udadtil fastslog hovedbestyrelsen, 

at Landsforeningens virksomhed i det danske offentlige rum kun 

skulle bestå af rene, upolitiske kulturaktiviteter. 128 Venskabsinstitutionens idé 

var gensidig formidling af de pågældende landes kultur. Landsforeningen varetog 

denne opgave med et væld af aktiviteter såsom foredragsarrangementer, 

studiekredse og debataftener med emner vedrørende sovjetisk politik, og 

desuden formidling af sovjetisk kultur gennem arrangementer med sovjetiske 

dansere, musikere og kunstudstillinger. Landsforeningen organiserede også 

sprogundervisning, drev biblioteks- og biografvirksomhed samt en boghandel. 

Dette image havde ledelsen i 1970’erne styrket ved at etablere et præsidium, 

der ifølge lovgrundlaget var „repræsentativt for dansk kultur og erhvervsliv, 

for politik og videnskab og for danske faglige og folkelige organisationer“. 

129 DKP’eren, landsretssagfører Carl Madsen havde forinden forsikret 

Ingmar Wagner om, at i udkastet til et lovgrundlag for præsidiet „får præsidiet 

absolut ikke noget at skulle have sagt og kan ikke gøre knuder i påkommende 

tilfælde, og det er vel også meningen.“ 130 

Landsretssagfører og medlem af Det Radikale Venstre, Hermod Lannung, 

fungerede som formand for foreningen 1974-1996. Et DKP-kontrolleret arbejdsudvalg 

varetog den daglige drift og kontakten til den sovjetiske ambassade. 

I den her behandlede periode var DKP’eren Ingmar Wagner hovedansvarlig. 

De sovjetiske kilder afspejler, at DKP’s ledelse havde en afgørende ind- 

127 SAPMO-Barch: DY13: „Plan für die Weiterentwicklung der Freundschaftsbewegung in Dänemark 

1983-1985.“ 15.6.1983. 

128 Skrivelse til redaktionen på Kolding Folkeblad 2. juni 1989 og til Ekstrabladet 8. juni 1989, 

Landsforeningens Arkiv. 

129 Love for Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen samt Ændringsforslag 

til Landsforeningens love, Landsforeningens Arkiv. 

130 Brev til Ingmar Wagner, Landsforeningen, 13. februar 1971, Landsforeningens Arkiv. 


flydelse på Landsforeningens ledelse, og at partiet delte sine overvejelser med 

den sovjetiske ambassade og SSOD. 131 

Den brede repræsentativitet afspejlede sig i nogen grad i de kollektive medlemskaber, 

som bl.a. omfattede virksomheder med økonomiske interesser i 

Sovjetunionen såsom Store Nordiske Telegrafselskab. Store Nordiske var det 

udenlandske selskab, der fik den første koncession på en ny undersøisk kabellinje 

mellem Sovjetunionen og Danmark i 1921. 

Landsforeningens ledelse beklagede, at det brede politiske spektrum af 

partimedlemskaber samt Dansk Arbejdsgiverforening, De Samvirkende 

Fagforbund (datidens LO) og AOF havde udmeldt sig i årene 1948-49 som 

følge af det anspændte Øst-Vest forhold i perioden. 132 Gennem resten af den 

kolde krigs periode fremhævede Landsforeningen offentligt de mange danske 

kulturpersonligheder og borgerlige politikere, som var medlemmer af 

foreningen. Foreningen kom dog ikke til at leve op til den sovjetiske ambassades 

forventninger om „en massebevægelse“. Når det i 1961 blev angivet, at 

den havde 14.000 medlemmer skyldtes det primært de mange kollektive medlemskaber 

ved virksomheder og foreninger. Gennem korrespondance 

mellem SSOD og ledelsen i den norsk-sovjetiske venskabsforening ses, at det 

var en bevidst politik at øge de kollektive medlemskaber, da summen af de 

individuelle medlemskaber ikke gjorde indtryk. 133 

For landsforeningens søsterorganisation med sæde i Moskva var formidlingen 

af dansk kultur ikke det primære. Planerne for kulturelt samarbejde 

mellem de to foreninger afspejler ganske vist en nogenlunde ligelig fordeling 

af information om Danmark i Sovjetunionen som omvendt. Typisk var det 

dog, at det især var danskerne, der skulle præsenteres for et positivt billede af 

Sovjetunionen. Her leverede de sovjetiske myndigheder informationerne. 

Store grupper af danskere skulle „gøre sig bekendt med det russiske folks tilværelse“ 

gennem rejser, bog- og filmmateriale, mens hovedaktiviteten fra sovjetisk 

hold var at sende sovjetiske foredragsholdere til Danmark, som lands- 

131 Referat af samtale 16. juli 1954 med medlem af DKP’s CK Ib Nørlund, indberetning af I. G. 

Sysojev 20. juli 1954, RGANI, f. 5, op. 28, d. 226, ll. 236-238; Referat af samtale med formand for det 

danske kommunistparti Aksel Larsen, 6. maj 1955, indberetning af I.G. Sysojev, 7. maj 1955, RGANI 

f. 5, op. 28, d. 332, ll. 102-104; referat af samtale med Landsforeningens næstformand Alfred Jensen 

og fungerende generalsekretær Ifrim Jensen 17. juli 1958] indberetning af V. Aleksandrov 31. juli 

1958, GARF f. 9576, op. 11, d. 6, ll. 171-173. 

132 Alfred Jensen (red.), „Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen“, Dansk-Russisk Samvirke i 75 år, 

1999, s. 5-10. 

133 „Sovetsko-datskije otnosjenija (kratkaja spravka)“ [De sovjetisk-danske relationer (kort notat)] af 

chef for skandinavisk afdeling i MID, N. Lunkov, 14. september 1961, AVP RF f. 85, op. 46, p. 169, 

d. 6, ll.39-42; Referat af samtale med medlemmer af en delegation fra landsforeningen Norge- 

Sovjetunionen M. Hejberg og A. Bielig, 25. september 1956, indberetning fra N.J. Vissjilin 2. oktober 

1956, RGANI f. 5, op. 28, d. 436, ll. 111-112. 


Kulturfremstød. Åbning af kirgisiske kulturdage 

på Københavns Rådhus, 1979. Fra venstre: 

Temirbek Kosjojev, Kirgisiens Øverste Sovjet, 

Landsforeningens formand Hermod Lannung, 

sekretær Asger Pedersen, overborgmester 

Egon Weidekamp, ambassadør Nikolaj Jegorytjev, 

kirgisisk danser, og rådhusforvalter 

Jens J. Lindsteen. (Landsforeningens arkiv). 

foreningen skulle lave aftaler for på 

danske skoler og kulturinstitutioner. 

134 

Små indikationer på denne vægtning ses eksempelvis af et udkast af 25. maj 

1959 til vedtægter for den sovjetiske del af venskabsforeningen, hvor „oplysninger 

om det danske samfund“ var strøget af formålsparagrafferne. 135 

Ligeledes fremgår det af Landsforeningens eget udkast til planen for 1972, at 

„udvikling af kontakter i bredest muligt omfang på alle samfundslivets områder“ 

blev slettet. 136 Formålet med venskabs- og kulturforbindelserne fremgår 

også af den sovjetiske ambassades perspektivplan for forbindelser med Danmark 

fra 1963: „Vi skal styrke arbejdet med at propagandere for den kommunistiske 

ideologi i Danmark. I den forbindelse er det nødvendigt at udnytte 

kulturaftalen mellem Sovjetunionen og Danmark, underskrevet 11. september 

1962, til at styrke vores ideologiske indflydelse i Danmark.“ 137 

Sovjetiske foredrag i danske foreninger var ifølge de sovjetiske ambassademedarbejdere 

et vigtigt redskab til en positiv formidling af Sovjetunionens 

udenrigspolitik. Ambassaden var i 1962 opmærksom på det danske netværk af 

„politiske partier, regeringsorganer, fagforeninger, ungdomsorganisationer 

samt militære og religiøse forbund“, som udover at oplyse om kultur og kunst 

var de „primære kanaler til spredning af den borgerlige ideologi“. „Herigennem 

støttes den danske nationalisme og der føres antikommunistisk agitation.“ 

De allerede etablerede strukturer gav ambassaden en lys idé: „Vi kan 

bruge kultur-oplysningsforbundene bredt til at fremføre foredrag om vores 

134 Planerne for kulturelt samarbejde 1962, 1966, 1968 og 1972, mellem Sammenslutningen af sovjetiske 

venskabsforeninger, Foreningen „Sovjetunionen-Danmark“ og Landsforeningen til Samvirke 

mellem Danmark og Sovjetunionen“, Landsforeningens Arkiv. 

135 Dokument nr. D 65, udkast af 25. maj 1959 til reglement for den sovjetiske del af venskabsforeningen 

„Sovjetunionen-Danmark“, http://www.kb.dk/kultur/expo./rusland/abm.htm, set 

25.april 2005. 

136 „Udkast til plan for kulturelt samarbejde mellem Sammenslutningen af sovjetiske venskabsforeninger, 

foreningen Sovjetunionen-Danmark og Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen. 

Udateret. GARF f. 9576, op. 11, d. 339, ll. 106-110. 


perspektivnyj plan [Om vores opgaver med henblik på udviklingen af sovjetisk-danske forbindelser 

i de kommende år. Orienterende perspektivplan] af K. Levytjkin, 5. august 1963, AVP RF f. 085, op. 

48, p. 173, d. 8, l. 48. 


fredelige udenrigspolitik og vindinger inden for landbruget“... „Det er en mulighed 

og nødvendighed at skabe tæt kontakt mellem danske oplysningsforbund 

... og Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen og Foreningen USSR- 

Danmark. Et samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke og Det danske selskab 

ville kunne spille en positiv rolle i udvidelsen af de kulturelle forbindelser 

mellem Sovjetunionen og Danmark“. 138 

Den sovjetiske attaché S.E. Sjuravljov glædede sig i 1964 over, at det danske 

teaterforbund ARTE havde modtaget sovjetiske foredragsholdere og 

formidlet dem til 21 danske skoler og seminarier, fortrinsvis i provinsen. 

Ved disse arrangementer var det „i langt de fleste tilfælde lykkedes at indføje 

betragtninger om Sovjetunionens holdning til væsentlige udenrigspolitiske 

spørgsmål som det tyske spørgsmål, nedrustning og dannelsen af et kollektivt 

sikkerhedssystem i Europa og en atomvåbenfri zone“. Foredragene 

faldt sammen med Krags besøg i Sovjetunionen, hvilket havde fået mange til 

at spørge om rejsen og handelssituationen mellem Danmark og 

Sovjetunionen. Sjuravljov konstaterede, at „danskerne er tilbageholdende 

over for politiske foredrag“, men at de ansatte på ambassaden „godt kan tage 

ud i provinsen og holde foredrag om andre emner“, f.eks. det sovjetiske uddannelsessystem. 

„Erfaringen viser, at foredragstemaet ikke er afgørende for 

temaerne for diskussionen der kommer bagefter, det er nærmest bare et påskud, 

og her kan man sagtens komme ind på det sovjetiske udenrigspolitiske 

program ... „. 139 

Ud over at være en velegnet formidler af denne type foredrag, var landsforeningen 

også ifølge de sovjetiske ambassademedarbejdere velegnet som central 

for undervisningsmateriale, som danske skolelærere kunne benytte. Det 

fremgår af en korrespondance fra 1957 mellem ambassadør Slavin og SSOD. 

Ambassaden fik mange henvendelser fra danskere, som ønskede information 

om Sovjetunionen, og det blev besluttet at stille et ajourført informationsmateriale 

til rådighed for „danske mellemskolelærere, lærerstuderende og i det 

hele taget folk med virke indenfor kultur og videnskab“. Det ville „styrke propagandaen 

om Sovjetunionen som modvægt til den vestlige presses løgnagtige 

propaganda“. Slavin mente, at „de danskere, der viser denne interesse, 

kan være en hjælp, især historie- og geografilærere, ved at anvende dertil 

egnet materiale i deres forelæsninger og undervisning“. SSOD mente, at 

landsforeningen skulle være mellemled, da det ville „styrke foreningens auto- 

138 „Osnovnyje kulturno-prosvetitelnyje organisatsii Danii. Spravka“ [De vigtigste kultur-oplysningsforbund 

i Danmark. Oversigt] Indberetning af 3. sekretær I. Vinnitjenko, 6.september 1962, GARF 

f. 9518, op. 1, d. 207, ll.1-11. 

139 „Ottjot o komandirovke v Jutlandiju s 26 fevralja po 16 marta 1964 goda“ [Rapport om tjenesterejse 

til Jylland 26. februar -16. marts 1964] Indberetning af attaché S.E. Sjuravljov 30. marts 1964, 

GARF f. 9518, op. 1, d. 207, ll. 65-70. 


itet som national dansk organisation“. Interesserede danskere skulle altså 

henvises til landsforeningen, som fik tilsendt materialet. 140 

Ambassadens henstillinger udførtes af den sovjetiske del af venskabsforeningen. 

I årsplanen for 1961 for foreningen Sovjetunionen-Danmarks arbejde 

fremgår det, at der skal arbejdes for kontakter til det pacifistiske 

Mellemfolkeligt Samvirke, samt at danske historie- og geografilærere skal 

modtage materiale om sovjetiske ungdoms uddannelse, liv og fritid. Der skal 

ifølge planen endvidere etableres kontakter til de danske oplysningsforbund, 

og man skal diskutere muligheder for kontakt til Det danske selskab. 141 

Styrket informationsudveksling mellem danske og sovjetiske skolelærere 

havde i øvrigt været ambassadens ønske siden begyndelsen af 1960’erne. Her arbejdede 

de sovjetiske repræsentanter på at fremme SUKP’s påvirkningsarbejde 

gennem faglige delegationsbesøg. I 1964 fremhævede ambassaden i en indberetning 

betydningen af danske lærerbesøg, idet „det ville være nyttigt, om der 

mellem dem var en række personer, som nærede loyale følelser til os.“ 142 

Landsforeningen fulgte i de følgende årtier op med „Dansk-sovjetiske lærerseminarer“. 

I 1970’erne indledte Landsforeningen et samarbejde med APN-kontoret 

i Danmark om hæfter vedrørende samfundsforhold i Sovjetunionen 143 og 

organiserede udstillinger med materiale fra det sovjetiske undervisningsvæsen. 

144 

Eksempler på, at Sovjetunionen pressede på for at Landsforeningens arbejde 

og kontakter mere direkte kunne understøtte østblokkens udenrigspolitik, 

var, da bestyrelsen i foreningen „USSR-Danmark“ i 1965 havde initiativer 

i forbindelse med „den amerikanske aggression i Vietnam“ på dagsordenen. 

Medlemmerne i den sovjetisk baserede søsterorganisation blev anbefalet, at 

„bruge deres korrespondance med danske foreninger og enkeltpersoner til at 

fordømme den amerikanske aggression i Vietnam“. 145 

Gennem 1970’erne engagerede landsforeningen sig i Sovjetunionens politik 

for neutralisering af, hvad SSOD omtalte som antisovjetisk propaganda 146 , 

140 Slavin til MID’s skandinaviske afdeling og VOKS’ skandinaviske afdeling, 22. februar 1957, GARF 

f.5283, op. 20, d. 55, ll. 44-45. Sjenikov, medlem af VOKS’ ledelse, til Slavin, 22. marts 1957, GARF f. 

5283, op. 20, d. 55, l. 46. 

141 „Plan raboty Obsjtjestva „SSSR-Danija“ na 1961 god“ [Plan for foreningen USSR-Danmarks virke 

for 1961] udat. GARF f. 9576, op. 11, d.120, ll.1,7. 

142 „Ottjot o komandirovke v Jutlandiju s 26 fevralja po 16 marta 1964 goda“ [Rapport om tjenesterejse 

i Jylland 26.februar – 16. marts 1964] Indberetning af attaché S.E. Sjuravljov 30. marts 1964, 

GARF f. 9518, op. 1, d. 207, ll.65-70. 

143 “Spravka o dejatelnosti Obsjtjestva „Danija-SSSR“ po sostojaniju na 1-oje ijulija 1973 goda.“ 

[Indberetning om Landsforeningen Danmark-Sovjetunionens virke pr. 1. juli 1973] Indberetning fra 

Ju. Samokhin, SSOD, og 1. sekretær ved ambassaden 21. juni 1973, GARF f. 9576-R, op. 20, d. 123, l.203. 

144 Brev fra Ingmar Wagner til foreningen Sovjetunionen-Danmark, SSOD, 1. oktober 1970, 


145 „Protokol no. 2 Sasedanija Pravlenija Obsjtjestva „SSSR-Danija“ ot 20 aprelja 1965 goda“ [Protokol 

nr. 2, møde i foreningen USSR-Danmarks ledelse 20. april 1965] GARF f. 9576, op. 11, d. 223, ll. 38. 

146 Hovedbestyrelsesmødet i Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen (28. januar 1974); 

„Uttalande“ fra de nordiske venskabsforeninger, 15. september 1974, Landsforeningens Arkiv. 


herunder tilbagevisning af dissidenters og menneskerettighedsgruppers kritik 

af østblokkens samfund, 147 og i promoveringen af østblokkens fredspolitik. 148 

Delegationer og politturisme 

Et vigtigt påvirkningsredskab for østblokken, hvor venskabsforeningerne spillede 

en betydelig rolle, var udveksling af besøgsgrupper. De politiske grupperejser 

til østlandene byggede på den overbevisning, at de besøgende ville udviske 

de „forkerte“ billeder, som den vestlige presse gav af de socialistiske lande, og i stedet 

gennem mødet med „repræsentative“ borgere, mønstervirksomheder og kollektivbrug 

kunne berette positivt om livet under socialismen i deres hjemland. 

Strategien bag denne vejledning af vestlige sandhedsvidner, kommer til orde i 

indberetninger og strategipapirer fra de sovjetiske og østtyske myndigheder. 149 

De personer, institutioner og organisationer uden for østblokken, der 

skulle sættes i stand til at videreformidle propagandabudskaberne, blev betegnet 

som „multiplikationsfaktorer“. 150 Målgrupperne for de nøje udarbejdede 

planer for delegationsbesøg var derfor dels nøglepersoner i den danske offentlighed 

som politikere, meningsdannere og offentligt kendte personer. 

Dertil kom foreningslivets repræsentanter (fagforeninger, fredsgrupper, ungdoms- 

og kvindebevægelser) og faglige grupper (kommunalpolitikere, arkitekter, 

videnskabsmænd, journalister, lærere, pædagoger m.fl.). 151 Det frem- 

147 Generalforsamling for Københavnsafdelingen den 23. januar 1974, beretning ved Allan 

Fridericia, Landsforeningens arkiv; Brev fra Carl Madsen til Landsforeningen angående kampagne 

mod Amnesty Internationals kampagne, 1. oktober 1974, Landsforeningens Arkiv. 

148 Fælles møde for de skandinaviske venskabsforeninger lørdag den 13. oktober 1973, 

Landsforeningens Arkiv; oversigt over mulige deltagere fra danske politiske partier i en international 

konference for fred og sikkerhed, udateret, Landsforeningens arkiv; Møder i København med 

Vl. Savko og Leningrad-professoren i forbindelse med Verdenskongressen for Fred og Sikkerhed i 

Moskva d. 25.10-31-10 1973, udateret, Landsforeningens Arkiv; Landsforeningens arbejde i lyset af 

den sovjetiske målsætning om fredelig sameksistens, Landsforeningens Arkiv. 

149 „Informatsija o prebyvanii delegatsii datskikh sjensjtjin v SSSR“ [Rapport om en delegation af danske 

kvinders ophold i USSR] Sovjetiske kvinders anti-fascistiske komité til SUKP’s CK, 26. maj 1953, 

RGANI f. 5, op. 28, d. 124, ll. 68-90; Referat af samtale med russisklærer på Københavns Universitet, 

S. Surland, 17. maj 1965, Indberetning af G. Motjalov, 1. sekr. på den sovjetiske ambassade 10. juni 

1965, GARF f. 9518, op. 1, d. 208, ll. 297-298; „Ottjot o rabote Obsjtjestva SSSR-Danija sa 1967 god“ 

[Rapport om Foreningen Sovjetunionen-Danmarks arbejde for året 1967] udateret, formentlig ultimo 

1967, GARF f. 9576, op. 11, d. 261a, ll.11,16; „Bericht über die Internationale Tätigkeit der 

VdgB im Jahre 1966.“ 20.10.1966, SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/ 98. 

150 SAPMO-Barch: DY 30/IV 2/2.115/28: „Information für die Aussenpolitische Kommission beim 

Politbüro des Zentralkomitees der SED. Betr.: Information über den erreichten Stand und die weiteren 

Vorhaben der Auslandsinformation der DDR gegenüber hochentwickelte kapitalistischen 

Ländern.“ 22.6.1987 

151 “O vypolnenii postanovlenija pravitelstva ot 19. janvarja 1956 g. po Danii i o realisatsii meroprijatij, 

predusmotrennykh sovetsko-datskim kommunike ot 6 marta 1956 goda. Spravka.“[Om implementeringen 

af regeringens forordning af 19. januar 1956 vedr. Danmark og om realisering af tiltag 

nævnt i det sovjetisk-danske kommunike af 6. marts 1956. Notat] af M. Gribanov, MID, 12. marts 

1956, AVP RF f. 085, op. 40, p. 158, d. 10, ll. 19-21.; „Ottjot o prijome v posolstve dlja predstavitelej 

molodjosjnykh organisatsij Danii 23 aprelja 1965 goda“ [Rapport om reception for repræsentanter 

for danske ungdomsorganisationer på den sovjetiske ambassade 23. april 1965] Indberetning af attaché 

S. Sjuravljov, 21. maj 1965, GARF f. 9518, op. 1, d. 208, ll. 256-260. 


Turistrejser til østlandene kunne anvendes i propagandaøjemed. 

Annonce for turistrejse til DDR, Aktuelt den 1. maj 

1979. 

gik endog, at det sovjetiske forsvarsministerium 

skulle invitere en gruppe repræsentanter fra de 

danske væbnede styrkers ledelse til at deltage i 1. 

maj paraden i Moskva i 1956. 152 

Det var således grupper, der både kunne virke 

som mulige informanter til bredere grupper i det 

danske samfund, og i propagandaøjemed alene 

ved deres rejseaktivitet udgøre beviser på, at „den 

sovjetiske regerings arbejde for at mindske den 

internationale spænding“ var lykkedes, og som det 

sovjetiske udenrigsministerium skrev, at „Danmark 

har opnået øget tillid til sovjetisk udenrigspolitik“, 

at „båndene mellem Danmark og NATO 

er svækkede“, og at „Danmark er begyndt at føre 

en mere uafhængig udenrigspolitik“. Kontakterne 

skulle styrke og udvikle denne kurs. 153 

Samtidig skulle gæsterne bruges i østlandenes 

interne propaganda. Folk fra Vesten kunne citeres 

i østlig presse for rosende omtale, der kunne 

højne systemernes legitimitet. Et eksempel er Villum 

Hansen, formand for den danske Samarbejdskomite 

for Fred og Sikkerhed, Hans Nebel 

fra Kristne for Fred og Jens Lorenzen fra Radikal 

Ungdom, som besøgte DDR og i en række DDRmedier 

fremhævede DDR’s vilje til fred og nedrustning. 

154 

Når delegationerne bestod af politikere, blev 

det tilstræbt at give dem højst mulig officiel status, 

også når det drejede sig om mindre officielle orienteringsrejser. 

Det var derfor gerne udenrigsministerierne 

eller de interparlamentariske grupper 

152 „Danija“.[Danmark] 4. januar 1956. Rapport om foreløbige resultater af arbejdet for at mindske 

spændingen og forslag om ny tiltag. Formentlig udformet af MID’s skandinaviske afdeling. AVP RF 

f. 085, op. 40, p. 158, d. 10, l.7. 

153 „Danija“. [Danmark] 4. januar 1956. Rapport om foreløbige resultater af arbejdet for at mindske 

spændingen og forslag om ny tiltag. Formentlig udformet af MID’s skandinaviske afdeling. AVP RF 

f.085, op. 40, p. 158, d. 10, ll. 4-9. 

154 SAPMO-Barch: DZ9/ K 304.1638: „Bericht über den Aufenthalt einer Delegation des 

Zusammenarbeitskomitees für Frieden und Sicherheit Dänemarks in der DDR, 3.3.-5.3.1980“. 

21.3.1980. 


i de østlige parlamenter som Sovjetunionens Øverste Sovjet, DDR’s 

Volkskammer eller den polske Sejm, der var værter i disse sammenhænge. 

Besøg på lavere niveauer blev vedtaget med en forordning fra Instansen 

(politbureauet). Med MID’s skandinaviske afdeling som tilsynsførende blev 

de praktiske dele af besøgene varetaget af østlandenes centrale forbund 

SSOD eller Liga für Völkerfreundschaft og af den stedlige sovjetiske ambassade. 

Instansen besluttede eksempelvis, at der skulle etableres forbindelser 

med ungdomsorganisationer i Socialdemokratiet og Venstre, efter at medlemmer 

herfra havde været med en dansk ungdomsdelegation på rejse i 

Sovjetunionen. 155 Også andre østlige organisationer som ungdomsforbund 

(Komsomol, FDJ), fagforeninger, kvindeorganisationer eller såkaldt ikke-socialistiske 

partier (for de af østlandene, der ikke formelt var etpartisystemer) 

var engageret i delegationsarbejdet. Men venskabsforeningernes delegationsarbejde 

adskilte sig fra de nævnte specialorganisationer ved, at deres arbejde 

ikke var begrænset til en særlig målgruppe. Landsforeningens delegationsarbejde 

rettede sig generelt mod et bredt spektrum, der også inkluderede 

de personer, der var interessante for de øvrige organisationer. Som 

hovedregel tog specialorganisationerne sig af udviklingen af længerevarende 

kontakter eller kontakter over et vist niveau. 

Foruden besøg, der var kendetegnet ved deltagelse af personer, der spillede 

en politisk rolle i deres hjemlande, stod venskabsforeningerne for udviklingen 

af den såkaldte politturisme til østlandene. Dette begreb dækkede over 

„almindelige“ borgere i Vesten, der rejste på en blanding af ferie- og dannelsesrejser 

til østlandene. Disse rejser spillede en vigtig rolle for finansieringen 

af venskabsforeningernes arbejde. Fra overordnet politisk hold mente man 

ikke, at masseturismen grundlæggende ændrede folks politiske indstilling, 

men dog „indskrænkede mulighederne for den borgerlige propaganda“. Der 

var med andre ord tale om at lægge et fundament, der nødvendigvis skulle 

bygges videre på. 156 Landsforeningen rådgav ambassaden om turismens fordele, 

og ambassaden fik en vis bekræftelse på, at turismetiltagene havde en 

god effekt. Af en samtale med tre medlemmer af landsforeningens bestyrelse 

fremgik det, at „det er nødvendigt på alle måder at udvikle turismen. 

Betingelserne for udenlandske turister i Sovjetunionen skal være de samme 

som eller bedre end i Vesten. Denne hær af turister vil med egne øjne se det 

155 „Postanovlenije presidiuma SSOD“ „O meroprijatijakh v svjasi s 20-letijem Mesjdunarodnoj 

Demokratitjeskoj Federatsii sjensjtjin“ [Forordning fra SSOD’s præsidium. Om tiltag (over for udlandet) 

i forbindelse med 20 års jubilæet for International Demokratisk Føderation af kvinder 

(WIDF), 23. marts 1965, GARF, f. 9576, op. 11, d. 223, ll. 44-47; Indberetning vedr. MID’s påbud om, 

at ambassaden skal udarbejde information om udførelsen af Instansens forordning af 19. januar 

1956, N. Slavin til chefen for MID’s skandinaviske afdeling, I.I. Iljitjov, 31. juli 1956. AVP RF f. 085, 

op. 40, p. 158, d. 10, ll. 27-32; Bemærkninger til SSOD’s skandinaviske afdelings arbejdsplan for året 

1959, K. Rodionov, chef for skandinavisk afdeling i MID, til Je.P. Gorlinskij, leder af skandinavisk afdeling 

i SSOD, 28. marts 1959, GARF f. 9576, op. 11, d. 46a, ll. 82-88. 

156 SAPMO-Barch: DY13: „Rede des Genossen Feist. Präsidiumstagung 24.11.1976.“ 24.11.1976. 


fredelige liv i Sovjetunionen, og vil kunne blive en hær af propagandister for 

Sovjetunionen. Når de kommer hjem, vil de fortælle sandheden om 

Sovjetunionen som modvægt til den løgnagtige antisovjetiske propaganda“. 157 

Rejserne indeholdt foruden afslapning et omfattende kulturprogram med 

blandt andet besøg på virksomheder, kollektivbrug, filmforevisninger og foredrag. 

Hele programmet skulle sammensættes under hensyntagen til, at turisterne 

skulle få en grundlæggende positiv politisk forståelse af det socialistiske 

system samt østblokkens udenrigspolitik. 158 Et typisk eksempel var en specialdelegation 

bestående af en gruppe af danske ungdomsrepræsentanter, ungdomspolitikere 

og fagligt aktive unge, der besøgte DDR. Her indgik blandt 

andet organiseret diskussion af DDR’s indenrigs- og udenrigspolitik med en 

repræsentant fra Venskabsforeningen DDR-Danmark, møde med en FDJ-repræsentant 

vedrørende østtysk ungdomspolitik og besøg ved det nationale 

mindesmærke KZ-Sachsenhausen. Dertil besøgte man DDR’s statsgrænse ved 

Brandenburger Tor, holdt seminarer om ungdomsspørgsmål og møde med 

en skoleleder fra en Polytechnische Oberschule, der kæmpede for at blive opkaldt 

efter en modstandsmand mod Hitler. Der blev talt om antifascisme, skoledrift 

og FDJ, afholdt møde med repræsentanter fra Kraftwerk Boxberg vedrørende 

ungdomsarbejdet i virksomheden, aflagt besøg på virksomhedens 

sportsanlæg og arrangeret en rundtur i Berlin med fremvisning af nybyggeri 

og restaureringsarbejder. Modtagelsen afsluttedes med evaluering under deltagelse 

af repræsentanter fra venskabsforeningen DDR-Danmark. Programmet 

indeholdt desuden kulturarrangementer, shopping og ikke mindst 

interviews med de dansksprogede propaganda-medier „DDR-revy“, „Radio 

Berlin International“ samt lokalpressen. 159 

Besøg på virksomheder og andre institutioner i de socialistiske lande skulle 

give en vestlig besøgende en oplevelse, der fremstod som et eksklusivt indblik 

i „almindelige menneskers dagligdag“. Efter et besøg kunne deltagerne rejse 

hjem med fornemmelsen af at „have set med egne øjne“, et indtryk, der måtte 

virke stærkt, ikke mindst fordi de færreste i Vesten følte at ligge inde med 

sikre informationer om livet bag jerntæppet. Således besøgte skandinaviske 

delegationer i tidens løb kollektivbruget Boltenhagen ved Østersøkysten. De 

besøgende boede enten på velfungerende FDGB-feriehjem eller på interhoteller, 

der var godkendt til vestlige besøgende. Men det var ikke kun punk- 

157 Referat af samtale med H. Loft, Inger Gamburg og I. Jensen 18. december 1956. Indberetning fra 

N.T. Golub, 2. sekretær ved den sovjetiske ambassade i København. 24. december 1956, GARF f. 

5283, op. 20, d. 55, ll. 12-13. 

158 SAPMO-Barch: DY13: „Konzeption für die politische Arbeit mit studientouristischen Gruppen aus 

Dänemark, Schweden und Norwegen, Juni-August 1977 in Kühlungsborn (Ostseetourismus).“ 

4.4.1977; vedrørende målsætningerne i Inturists arbejde med turister, Fakta om Sovjetunionen 3. marts 

1979. 

159 SAPMO-Barch: DY 13: „Programmempfehlung für den Studienaufenthalt von Vertretern der 

Jugendpolitik, Funktionäre von Jugend und Freizeitorganisationen Dänemarks zum Thema: 

Jugendpolitik, Arbeit und Leben junger Leute in DDR 15.-21.9.1985“. 10.7.1985. 


terne på turen, der var tilpasset. Det gjaldt også de svar, som danskerne fik på 

rejsen i det socialistiske land. Fra kommunistpartiet forelå retningslinjer for 

argumentationen over for vestlige besøgende, og svar på en række ofte stillede 

spørgsmål var således forberedt. 160 „Forkerte“ spørgsmål skulle umiddelbart 

imødegås offensivt. Særligt kritiske gæster skulle statssikkerhedstjenesten 

tage sig af eksempelvis i form af efterfølgende indrejserestriktioner, således, 

at de ikke kom til at ødelægge billedet for de andre besøgende. 161 

De ansvarlige for modtagelsen og rundvisningen af gæster fra de ikke-kommunistiske 

lande fik forud nøje instrukser om politiske mål og fremgangsmåder. 

Denne grundige forberedelse gjaldt både specialdelegationerne og masseturismen. 

Rapporter fra Litauens Turistkontor Inturist, vidner om, at guiderne 

over for de besøgende blev pålagt at være „aktive propagandister for 

den sovjetiske virkelighed og den sovjetiske livsform.“ Citatet er fra en rapport 

fra 1972, der også indeholder en advarende liste over „tendentiøse“ spørgsmål, 

som turisterne har stillet guiderne. Således havde en dansk turist ønsket 

at vide, hvor mange litauere, der blev sendt til Sibirien 1945-1950. Rapporten 

indeholdt også en huskeliste over, hvorledes guiderne kunne afsløre udenlandske 

agenter blandt turisterne. 162 En anden rapport påminder guiderne, 

der præsenteres som „grundigt ideologisk skolede“, at de skal „berette om de 

storslåede fremskridt i Litauen siden den socialistiske revolutions sejr i landet 

(1940).“ 163 

Ifølge den sovjetiske journalist og efterretningsagent Boris Tjekhonin arbejdede 

mange journalister som han selv ud fra instrukser fra SUKP’s CK og 

KGB med modtagelse af udlændinge fra Vesten. Tjekhonin skrev for det månedlige 

tidsskrift “De sovjetiske fagforeninger taler“, hvor han skulle propagandere 

for det sovjetiske system og de sociale landvindinger. Han skulle endvidere 

drive propaganda over for udenlandske delegationer, udpege vestlige 

efterretningsfolk i delegationer og hverve fagforeningsfolk under ophold i 

Sovjetunionen. Tolken leverede informationer om alle de delegeredes holdninger 

og indtryk. 164 

160 Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY60/ 4626: „ Anlagen zur Argumentation 15. Ostseewoche 1972“. 

DZ9/ 444.2332: „ Hinweise nzur Gesprächführung“. 17.8.1982. 

161 Landesarchiv Mecklenburg-Vorpommern: BL. 1292, Oberstløjtnant Neuthe til Karl Mewis, 17. juli 

1959. 

162 “Ottjot ob informatsionno-propagandistkoj rabote, provedjonnoj Otdelenijem VAO “Inturist“ po 

Litovskoj SSR s inostrannymi turistami“ [Indberetning om informations-propaganda arbejde med 

udenlandske turister, gennemført af Afdeling VAO “Inturist“ i den litauiske sovjetrepublik] 27. januar 

1972, Lietuvos Ypatingasis Archyvas, f. K1, ap. 46, b.771, ll. 241-270. 

163 “Ottjot ob informatsionno-propagandistkoj rabote, provedjonnoj Otdelenijem VAO “Inturist“ po 

Litovskoj SSR s inostrannymi turistami v 1969 godu“ [Information om informations-propaganda arbejde 

med udenlandske turister, gennemført af Afdeling VAO “Inturist“ i den litauiske sovjetrepublik 

i 1969] Indberetning af 22. januar 1970, Lietuvos Ypatingasis Archyvas, f. K1, ap. 46, b. 771, ll. 

171-201. 

164 Boris Tjekhonin, Sjurnalistika i rasvedka, [Journalistik og efterretningstjeneste], 2002, s. 24 ff. 


De store anstrengelser, som østlandene udfoldede for at påvirke de vestlige 

besøgende med de rette indtryk, ses af en rapport vedrørende propagandatiltag 

i en international sømandsklub i den lettiske havneby Ventspils. De sovjetiske 

myndigheder havde oprettet sømandsklubben „med det formål at udbrede 

sovjetisk propaganda, herunder om Sovjetunionens fredelige udenrigspolitik 

og socialismens fortrin frem for kapitalismen og om den succesrige nationalitetspolitik.“ 

Betydningen af klubben fremgår af besøgstallene; der var for året 1966 anløb 

af 692 skibe, heraf 17 danske, 70 svenske og 47 norske. Det samlede mandskabstal 

var 14.981 personer, og heraf besøgte 73% sømandsklubben. Her anviste 

myndighederne regler for de samtaler, de lettiske sømænd indgik med 

vestlige kolleger. Samtaler blev betragtet som „én af de mest effektive propagandaformer“, 

idet de „skaber en god og venlig stemning, som adskiller sig 

fra anmassende propaganda.“ Ved „samtaler på fartøjet“, som foretrækkes 

frem for opsøgende arbejde i byen, idet mandskabet føler „sig mere fri ombord“, 

tilrådedes det at kontakte kaptajnen først, fortælle om byen, vise fotos, 

forære gæsterne souvenirs, osv. Ved samtaler i klubben skal det fremgå, at 

klubben har „gamle venner“ blandt udlændinge. Det vil „skabe en atmosfære 

af tillid og objektivitet“. Man kan bemærke, hvis disse gamle venner har udtalt 

sig til fordel for Sovjetunionen, især skal det fremdrages hvis andre vestlige 

kolleger har udtaler sig provokerende. For eksempel havde to udenlandske 

kaptajner udtalt sig om „hvor højt uddannelsesniveauet var i byen“, og at 

„det hele er meget bedre end derhjemme“. Sådanne videregivelser vurderedes 

som nyttige, idet de kom fra en vesterlændings mund. 

Rapporten indeholdt således citater fra vestlige sømænd, som de lettiske søfolk 

kunne gengive over for besøgende, for eksempel fra en norsk matros: 

„Kun her i sømandsklubben føler jeg mig hjemme. Her vil folk mig det oprigtigt 

godt“. Eller fra en svensk sømand: „Kun her finder vi kultur og moralsk 

renhed“. Endelig var invitationer af vestlige sømænd til koncerter, skuespil og 

folkeensembler ønskværdige i propagandaens øjemed. Rapporten foreslog 

også hyggeaftener med skak, tv og dans samt organiserede foldboldkampe, 

dog med henblik på den gode stemning med blandede hold, idet vestlige sømænd 

ikke spillede lige så godt som lettiske. 165 

Dokumenter fra DDR’s Liga für Völkerfreundschaft giver tilsvarende detaljerede 

anvisninger til de ansvarlige ledsagere på grupperejserne. Deltagerne 

skulle bibringes „følelsen af at de selv var med til at forme programmet“, og i 

evalueringen var det vigtigt at finde punkter, hvor de østlige og vestlige deltagere 

var enige. 166 

165 “Spravka ob opyte raboty internatsionalnogo kluba morjakov v g. Ventspilse Latvijskoj SSR“ 

[Indberetning om erfaringerne fra arbejdet i den internationale sømandsklub i Ventspils i den lettiske 

sovjetrepublik], direktør Subatnijeks til SUKP’s CK, 23. februar 1967, Latvijas Valsts Arhivs, f. 

PA-101, apr. 31, l. 81, lp. 6-26. 

166 SAPMO-Barch: DY13: „Thesen zur weiteren Gestaltung der Delegationspolitik“ 5.9.1978. 


På baggrund af de stærkt styrede evalueringer udvirkede østblokken resolutioner 

og kommunikéer, der efterfølgende i presse og officielle skrifter 

skulle give udtryk for en fælles opfattelse af, at det socialistiske system og dets 

målsætninger skulle understøttes, og kapitalismen kritiseres. Dette blev i forbindelse 

med et delegationsbesøg i DDR af nordiske kulturpersonligheder 

formuleret således: 

„På grund af kapitalismens generelle krise befinder kunst og kultur i de tre 

lande (Danmark, Sverige, Finland) sig i en dyb krise. Den socialistiske kulturpolitik 

ved arbejderklassen og for arbejderklassen vil foregå med et godt eksempel 

og udgøre en ledestjerne for de kommunistiske partier og progressive 

kræfter i modsætning til kapitalismens moralske og kulturelle forfald. De bestræbelser, 

som først og fremmest socialdemokratisk orienterede fagforeningsfolk 

og funktionærer gør for at finde løsninger inden for rammerne af 

det eksisterende udbyttersamfund, er dømt til forlis og kan kun føre til lappeløsninger.“ 

167 

De sovjetiske kilder giver et eksempel på, at repræsentanter for en delegation 

af danske typografer ikke ville godkende en række sovjetiske formuleringer 

om de „fælles holdninger“ og den „venskabelige atmosfære“ i et kommuniké 

efter sovjetisk mønster, eftersom det ikke var det indtryk, de danske 

fagfæller havde af begivenheden. Danskerne var dog ifølge det sovjetiske dokument 

endt med at acceptere de sovjetiske formuleringer. 168 

Omfanget af delegationsarbejdet var ganske omfattende. I 1976 modtog 

DDR’s Liga für Völkerfreundschaft ni delegationer fra Danmark med hver ca. 

100 deltagere. Derudover havde venskabsforeningen Danmark-DDR mulighed 

for at arrangere rejser for uddannelses-institutioner med egenbetaling 

samt at formidle studiepladser for tysklærere ved Herder-Instituttet i Leipzig. 

169 Sproguddannelsen blev set som et middel til at indpode lærerne et positivt 

billede af socialismen. 170 En række af disse kurser blev betalt af skolerne 

i Vesten. Der foreligger ikke undersøgelser af disse programmer for 

Danmarks vedkommende, men Sverige sendte hundredvis af lærere på skoling 

i DDR. Fra østtyske side glædede man sig over at være „repræsenteret“ på 

167 SAPMO-Barch: DY13: „Konzeption für die Einreise einer Delegation zum Studium der sozialistischen 

Kulturpolitik der DDR aus Finnland, Schweden, Dänemark in der Zeit vom 17.2.-24.2.1976. 

Delegations-Nr. I/27 E.“ 6.1.1976. 

168 Referat af samtale med Ib Nørlund 3. oktober 1957, indberetning af Slavin, sovjetisk ambassadør 

i Danmark, 8. oktober 1957, RGANI f. 5, op. 50, d. 20, l. 203. 

169 SAPMO-Barch: DY13: „Entwurft des Jahresprotokoll für die Zusammenarbeit zwischen der 

Freundschaftsgesellschaft Dänemark-DDR und der Gesellschaft DDR-Nordeuropa für 1976“. 

12.1.1976. 

170 SAPMO-Barch: DY 13: „Information über die Durchführung der Internationalen Hochschulferienkurse 

für Germanistik (MHF und MfK) 1986 und Schlussfolgerungen für 1987.“ 18.11.1986; 

DY 13: „Information über die IHFK 1982 und die Aufgaben der Liga für die Durchführung der 

Kurse 1983“. 26.11.1982. 


næsten alle svenske folkeskoler. 171 Ligaen modtog andre organisationer og 

også delegationer fra Danmark, således at det samlede antal danskere, der 

under organiserede former stiftede bekendtskab med DDR var mindst dobbelt 

så stort. Hertil var ikke medregnet de DKP-funktionærer, der i partisammenhæng 

blev sendt til kurser eller lignende. 

Med henblik på organisering af besøgsdelegationer fra Danmark til Sovjetunionen 

anvendte SSOD kontakterne til de såkaldt „progressive“ organisationer, 

f.eks. Danmarks Demokratiske Kvinder, komitéen til fredens forsvar og 

komitéen af krigsveteraner. 172 Allerede fra 1950’erne havde den sovjetiske 

ambassade på DKP’eres opfordring fået øje på Mellemfolkeligt Samvirke, der 

„udmærkede sig ved at have bred politisk appel, ikke mindst for radikale“, og 

som kunne tænkes at „få større succes end fredsbevægelsen, som lider under 

udviklingsbegrænsninger.“ 173 Mellemfolkeligt Samvirke var interesseret i kontakten, 

omend ud fra andre motiver, og Sovjetunionen så den umiddelbare 

fordel i organisationens „pacifistiske virke“. 174 

Landsforeningen fik af SSOD som én af sine primære opgaver at organisere 

besøgene, både special- og masseturismen. Fra midten af 1950’erne arrangerede 

foreningen større turistrejser såsom „krydstogter“ over Østersøen 

til Riga og Leningrad. Fra 1961 afgik de første jetfly med charterturister fra 

Danmark til Moskva. 175 De positive beretninger udgav Landsforeningen i sit 

blad Sovjetunionen i Dag med et oplag på 1.000 i 1950’erne. Umiddelbart efter 

Ungarnskrisen skrev den sovjetiske ambassade i en indberetning efter en samtale 

med repræsentanter fra Landsforeningens bestyrelse, at det forekom tilrådeligt 

at øge bevillingerne til „besøg på favorable vilkår“ med henblik på at 

øge medlemstallet i Landsforeningen. 176 

For at skabe og forbedre grundlaget for, at vestlig journalistik kunne formidle 

østblokkens synsvinkler, var journalister efterspurgte til delegationsbe- 

171 Nils Abraham, Das DDR-kulturzentrum Stockholm und die Freundschaftgesellschaft Schweden-DDR als 

Instrumente der Public Diplomacy der DDR gegenüber Schweden nach der Annerkennung der DDR 1972, 

Universität Greifswald, 2005. 

172 Forslag fra MID til SUKP’s CK om foranstaltninger til at „aktivere kampen i de skandinaviske 

lande for at få Norge og Danmark ud af NATO“, 11. juni 1959, AVP RF f. 0116, op. 49, p. 191, d. 16, 

ll. 34-35; „O meroprijatijakh v svjasi s 20-letijem Mesjdunarodnoj Demokratitjeskoj Federatsii sjensjin“, 

[Om tiltag i forbindelse med International Demokratisk Føderation af Kvinders 20-års jubilæum] 

Postanovlenije [Forordning] fra SSOD om tiltag over for udlandet for at promovere kvindernes 

rolle i folkenes kamp for fred, 23.marts 1965, GARF f. 9576, op. 11, d. 223, ll. 44-47. 

173 Referat af samtale 18. december 1951 med Mogens Fog og Elin Appel, indberetning fra den sovjetiske 

gesandt i København, M.S. Vetrov, 21. december 1951, AVP RF, f. 07, op. 26, p. 45, d. 100 ll. 

57-59. 

174 Referat af samtale med medlem af styrelsen i Mellemfolkeligt Samvirke, direktør Arne Fremm, 

16. juni 1954, indberetning af A. Nikitin, 1. sekretær på den sovjetiske ambassade i København, 18. 

juni 1954, RGANI f.5. op. 28, d. 225, ll.44-45; „Plan raboty Obsjtjestva „SSSR-Danija“ na 1961 god“ 

[Plan for foreningen USSR-Danmarks virke for 1961] udat. GARF f. 9576, op. 11, d.120, ll.1,7. 

175 Alfred Jensen (red.) „Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen“, Dansk-Russisk Samvirke i 75 år, 

1999, s. 5-10. 

176 A. Kovaljov, chef for MIDs skandinaviske afdeling, til N.V. Popova, formand for SSOD, 7. marts 

1962, GARF f. 9576, op. 18, d. 165, l. 62. 


Den danske delegation på en rejse 

arrangeret af den sovjetiske forfatterforening 

i 1976. Fra venstre slavisten, 

dr.phil. Eigil Steffensen, forfatteren 

Inger Christensen, forlæggeren 

Erik Vagn Jensen og professor, 

dr.phil. Søren Egerod. 

(Landsforeningens arkiv). 

søg fra SSOD’s side. De fik tilbudt kreditter, når de i deres hjemland trykte 

bøger på baggrund af sovjetisk materiale, og i øvrigt fik de finansiel støtte. 177 

DKP’s ledelse og landsforeningen rådgav den sovjetiske ambassade om velegnede 

og velplacerede danske journalister til sådanne opsøgende rejser. 178 

Både DKP og landsforeningen synes at have udført det praktiske arbejde i 

forbindelse med rejseplaner, programsammensætning for delegationerne, 

indstilling af deltagergrupper og information om de enkelte deltageres professioner 

og interesse for propagandaarbejdet. 179 Fordelen ved at landsforeningen 

udførte det store praktiske arbejde var, at DKP og dermed Sovjetunionen 

kunne føre kontrol med tiltagene uden officielt at blive forbundet 

med dem. Sovjetunionen ønskede, at det praktiske arbejde skulle fremstå som 

en national dansk interesse fra en frivillig forenings side. 180 Imidlertid påtog 

DKP’s ledelse sig at korrigere landsforeningens arbejde, hvis det ikke tjente 

177 Rapport fra det sovjetiske APN-bureau med forslag til modpropaganda i Frankrig, 28. november 

1970, dokument gengivet i Nicolas Werth og Gaël Moullec, Rapports Secrets Soviétiques 1921-1991, 

1994, ss. 442-443. 

178 Referat af samtale med næstformand i DKP A. Jensen, indberetning fra ambassaderåd A.S. 

Kaplin, 30. december 1955, RGANI f. 5, op. 28, d. 435, l. 11; „Danija“ [Danmark] Status over tiltag 

og resultater i Danmark, formentlig udarbejdet i MID, 4. januar 1956, AVP RF f. 085, op. 40, p. 158, 

d. 10, ll. 4-9. 

179 Referat af samtale med formand for DKP Aksel Larsen og næstformand A. Jensen 4. oktober 

1952, indberettet af A.I. Denisov, leder af VOKS, RGASPI f. 17, op. 137, d. 935, ll. 172-173; skrivelser 

af 20. maj 1964 og 17. maj 1965, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 448: Sommerkurser 1963-1971; brev til DKP 

fra A. Lainova, ansv. sekr. for den pædagogiske Sektion, 26. februar 1965, ABA, DKP’s arkiv, Kasse 

448: Sommerkurser 1963-1971; DKP, sekretariatsmøder 26. april 1985, ABA, Kasse 135: 

Sekretariatsprotokol april 1980-april 1987); „Oplysninger om delegations deltagere til Letland“ og 

„Oplysninger om Studiegruppen til at studere sociale spørgsmål“, brev til kulturattaché Samochin 

udateret; Brev fra Ingmar Wagner til foreningen Sovjetunionen-Danmark, SSOD, 1. oktober 1970, 


180 Referat af samtale med medlem af CK’s politbureau og formand for den københavnske afdeling 

af DKP I. Wagner 24. februar 1959, indberetning fra A. Nikitin, 1. sekretær ved den sovjetiske ambassade 

i København, 28. februar 1959, RGANI f. 5, op. 50, d.160, ll. 56-60; A. Kovaljov, chef for 

MID’s skandinaviske afdeling til N.V. Popova, formand for SSOD, 7. marts 1962, GARF f. 9576, op. 

18, d. 165, l. 62; “Spravka o dejatelnosti Obsjtjestva „Danija-SSSR“ po sostojaniju na 1-oje ijulja 1973 

goda.“ [Notat om Landsforeningen Danmark-Sovjetunionens arbejde pr. 1. juli 1973] Indberetning 

til SSOD fra Ju. Samokhin, SSOD og 1.sekretær ved ambassaden, 21. juni 1973, GARF f. 9576-R, op. 

20, d. 123, ll. 200-206a; A. Koroljov, vicechef i skandinavisk afdeling i SSOD til Samokhin, 27. august 

1973, GARF f. 9576-R, op. 20, d. 123, l. 207. 


Sovjetunionens interesser. Det fremgår blandt andet af et løfte fra Knud 

Jespersen og Ib Nørlund til den sovjetiske ambassadør Levytjkin i 1961, der 

gik ud på at fratage den delegationsansvarlige i landsforeningen, Ifrim 

Jensen, hans post og erstatte ham med den af DKP udpegede Rasmussen. 

Jensens brøde bestod bl.a. i, at han i en gruppe turister, der skulle til Sovjetunionen 

på favorable vilkår, havde inkluderet „pensionister, russiske emigranter, 

husmødre og uvirksomme personer, hvis ophold i Sovjetunionen ingen vil 

have glæde af, hverken ambassaden, foreningen eller vennerne“. 181 

Kommunale forbindelser 

Mens politikerbesøg på højere niveau blev varetaget af statslige organisationer, 

stod Venskabsforbundene for besøg af kommunalpolitikere. Allerede fra 

1960’ernes første afspændingssignaler arbejdede man fra de socialistiske landes 

side på at etablere faste kontakter mellem Øst og Vest. 

Forbindelserne mellem to byer skulle give indtryk af at være lokale initiativer, 

men var fra østlig side styret fra centralt hold. Formålet med forbindelserne 

var, at de skulle kunne mobiliseres som støtte i konkrete kampagnesammenhænge. 

De venskabsforbindelser, der eksisterede mellem Danmark 

og DDR, var næsten alle etableret som en udløber af anerkendelseskampagnen 

i 1960’erne. Eksempelvis skulle venskabsbyforbindelserne på lokalt og regionalt 

plan i Danmark sikre opbakning bag en anerkendelse af DDR. 182 I 

samme ånd blev venskabsbyforbindelserne aktiveret i 1980’ernes kampagner 

for de socialistiske landes fredspolitik og mod NATO. 183 

Landsforeningen gjorde i sine indberetninger særlig opmærksom på de 

kommunalpolitikere blandt danske delegationsdeltagere, der kunne tænkes 

at ville indgå venskabsbyaftaler. 184 Den første venskabsbyaftale, der kom i 

stand, var mellem Brøndby og Gagarin-distriktet i Moskva sommeren 1972. 

Kun Ålborg og Rønne nåede i den kolde krigs tid at få en formel venskabsaftale 

med sovjetiske distrikter. I 1980’erne kom venskabsby-projektet også ind 

under DKP’s politiske program, 185 og aftaler med Århus kom under forberedelse. 

181 Referat af samtale med formand for DKP’s CK [Knud] Jespersen og medlem af DKP’s CK’s politbureau 

[Ib] Nørlund 23. maj 1961, indberetning fra K.D. Levytjkin, 30. maj 1961, RGANI f. 5, op. 

50. d. 326, ll. 101-105. 

182 Landesarchiv Mecklenburg-Vorpommern, BL IV/A /2/18/1086 , Bericht über die Kommunale 

beziehungen der Städte des Bezirkes Rostock zum nichtsozialistischen Ausland im Jahre 1965, 15. 

november 1965. 

183 SAPMO-Barch: DY 13: „Entwicklung der Auslandsbeziehungen der Bezirke und Städte“, marts 

1985. 

184 Brev fra Ingmar Wagner til foreningen Sovjetunionen-Danmark, SSOD, 1. oktober 1970, Brev til 

kulturattaché Samokhin, 5. marts 1971, Landsforeningens Arkiv. 

185 DKP, sekretariatsmøde 17. februar 1986, ABA, Kasse 135, sekretariatsprotokol april 1980 – april 

1987. 


I perioderne mellem de store kampagner blev venskabsrelationerne benyttet 

til at styrke de socialistiske landes propaganda-arbejde og image på regionalt 

plan, ligesom man intensiverede det politiske kontaktarbejde rettet mod 

ikke-kommunistiske partnere. En venskabsbyaftale lettede kommunikationen 

med de regionale medier og åbnede muligheder for afholdelse af større politisk-kulturelle 

„Komplexaktionen“, som eksempelvis afholdelsen af de såkaldte 

DDR-uger, der flere gange fandt sted i Wismars mangeårige venskabsby 

Aalborg. 

Velfungerende venskabsby-relationer havde den håndgribelige fordel, at 

venskabsbyen kunne inddrages i finansieringen af konkrete propagandafremstød. 

Det var eksempelvis tilfældet i 1983 med en DDR-uge i Aalborg. 186 

Desuden kunne aktive kontakter medvirke til en øget udveksling med partnerbyen. 

Efterhånden som den økonomiske situation i Østeuropa strammede 

til, blev man i stigende grad opmærksom på, at den form for udveksling foruden 

en propagandagevinst også rummede chancen for et afkast i vestvaluta. 

187 

Finansiering af venskabsforeningernes virksomhed 

Finansieringen af venskabsforeningernes virke og dermed spørgsmålet om, 

hvis interesser de tjente, optog PET. 188 Efter åbningerne af de østlige arkiver 

er det blevet klart, at østlandene opfattede venskabsforeningerne til henholdsvis 

Sovjetunionen og DDR som lokale service- og propagandaorganer. 

Under den kolde krig var formodningen, at østlandene finansierede venskabsforeningerne, 

da de rådede over et apparat med egne lokaler, funktionærer 

og trykt materiale, der ikke stod mål med medlemstallet og kontingentindbetalingerne. 

For de danske kommunister, der indtog centrale poster i 

foreningerne, var virksomheden desuden et middel til at finansiere deres 

eget politiske arbejde, som de kommunistiske regimer i øvrigt gerne ville 

støtte, da det blev betragtet som værende i deres egen interesse. 

For de ledende kommunistpartier var venskabsforeningerne og dermed temaet 

„udvikling af kulturelle forbindelser med vestlige lande“ en paraply 

under hvilken man kunne kanalisere penge til venligtsindede partier og 

grupper i Vesten. 

Østlandene rådede over et bredt repertoire af muligheder for at hjælpe 

venskabsarbejdet på vej. Støtten bestod primært af: 

186 SAPMO-Barch: DY 13. „Erfahrungen bei Entwicklung der kommunalen Auslandsbeziehungen 

und der Tätigkeit der Bezirkskomitees der Liga für Völkerfreundschaft der DDR“, 1983. 

187 SAPMO-Barch: DY 13: „Entwicklung der Auslandsbeziehungen der Bezirke und Städte“, marts 

1985. 



• Direkte finansiering af funktionærer 

• Levering af tryksager og andre materialer til foreningernes arbejde 

• Levering af propagandatidsskrifter, der skaffede venskabsforeningerne 

overskud gennem salg 

• Subvention af turistrejser solgt af venskabsforeningerne 

• Finansiering af delegationsrejser 

• Udsending af kulturpersonligheder til deltagelse i venskabsforeningernes 

arrangementer 

Landsforeningen fik materiel støtte i form af kunsthåndværk, bøger, grammofonplader 

o.l., som gav indtjening ved lotteri og videresalg. 189 Sovjetunionen 

ydede også direkte støtte samt varer til forretningen Sputnik, der havde til 

huse i landsforeningens bygning. Støtten kom på DKP’s anmodning og udgjorde 

for eksempel for 1974 250.000 kroner og en kredit på 20.000 valutarubler. 

I 1976 fik foreningen yderligere hjælp på 15.000 valutarubler, og i 

1980 fik Sputnik eftergivet en gæld for levering af varer fra Sovjetunionen på 

93.325 valutarubler (800.725 danske kroner). Desuden modtog Sputnik 

31.806 valutarubler (270.000 danske kroner) til etablering af en ny boghandel, 

der skulle være under direkte kontrol af DKP. Det ville „muliggøre en 

mere effektiv spredning af sovjetisk litteratur på det danske bogmarked“. 

Udgifterne blev pålagt udenrigshandelsministeriet og blev posteret under „finansiering 

af eksportoperationer“. 190 

Hertil kom direkte støtte til landsforeningen, herunder betaling af husleje. 

I slutningen af 1970’erne havde SSOD hævet støttebeløbet fra 84.000 til 

171.000 valutarubler (ca. 1.710.000 danske kroner årligt.) Samme beløb tilfaldt 

de norske og svenske venskabsforeninger årligt. 191 I 1975 besluttede 

SSOD at anskaffe en bygning beliggende Vester Voldgade 11 til landsforeningens 

aktiviteter. I den forbindelse bevilgede Moskva, hvad der svarede til 

500.000 danske kroner samt for de kommende år „de nødvendige midler i 

udenlandsk valuta til den endelige afregning for anskaffelse og reparation af 

udstyr til ovennævnte bygning“. Gosplan og finansministeriet skulle indregne 

. 

189 Referat af samtale med næstformand for DKP og i dansk-sovjetisk forening Alfred Jensen 27. november 

1957, indberetning af Nikitin, 1. sekretær ved den sovjetiske ambassade i København, 3. december 

1957, GARF f. 5283, op. 20, d. 55, ll. 138-141; „O dopolnitelnykh meroprijatijakh po rasvitiju 

kulturnykh svjasej mesjdu SSSR i Danijej“ [Om yderligere forholdsregler til at udvikle de kulturelle 

forbindelser mellem Sovjetunionen og Danmark] Terjosjkin, vicechef for Centralkomiteens internationale 

afdeling til SUKP’s CK, 28. maj 1962, RGANI f. 4, op.18, d.144, ll.1-9. 

190 “O prosbe rukovodstva Kompartii Danii“ [Om anmodning fra DKPs ledelse.] Postanovlenije [forordning] 

fra SUKPs CK, 15. august 1980, RGANI f. 4, op. 24, d. 1365, ll. 53, 56-62. 

191 „Ob uvelitjenii pasmera finansovoj pomosjtji obsjtjestvam drusjby s Sovetskim Sojusom v 

Skandinaskikh stranakh“ [Om forhøjelse af den finansielle hjælp til venskabsforeninger med 

Sovjetunionen i de skandinaviske lande]. Forordning fra SUKP’s Centralkomites sekretariat, 8. juni 

1976, RGANI f. 4. op. 24, d. 57, ll. 40-41. 


eløbet i deres budgetter fra og med 1976. 192 I 1977 „udlejede“ den sovjetiske 

ambassade ejendommen gennem landsretssagfører Hermod Lannung, der 

var formand for landsforeningen, på den betingelse, at ejendommen blev anvendt 

til boghandel, kulturaktiviteter mm. „viet det sovjetiske folks liv og 

virke“. 193 

DDR leverede også råstofferne til venskabsindustrien samt penge til driften. 

I 1973 havde Liga für Völkerfreundschaft afsat 32.000 valutamark, altså 

hård vestlig valuta, i direkte driftsstøtte til den danske venskabsforening. 194 

Året før havde danskerne modtaget 52.500 kr. Kontanterne modtog venskabsforeningens 

folk direkte under besøg på den østtyske repræsentation i 

København. 195 Derudover rådede foreningerne over nogle produkter, de 

kunne sælge i Danmark. Det drejede sig primært om turistrejser samt propagandatidsskrifterne 

„DDR-revy“ og „Fakta om Sovjetunionen“. Cirka halvdelen 

udsendtes gratis til modtagerne, den anden halvdel blev solgt og indtægterne 

tilgik venskabsforeningerne. 196 Salget af „DDR-revy“ indbragte i 1972 

15.700 kr. 197 

Af landsforeningens arkiv fremgår det, at politturismen var af væsentlig betydning 

for landsforeningens økonomi. 198 SSOD og fra 1970’erne 

Sovjetunionens LO dækkede stort set samtlige udgifter i forbindelse med kultur- 

og turistudvekslinger mellem Danmark og Sovjetunionen. 199 

SUKP’s CK bevilligede i 1977 til det danske firma HANSA Folketurist en 

kredit på 80.000 valutarubler (ca. 800.000 danske kroner), som skulle tilbagebetales 

over 10 måneder. 200 Engagementet i rejsebranchen kostede dyrt for 

østlandene. Da først firmaet Folketurist og dernæst HANSA krakkede, kostede 

det DDR tab på 300.000 kroner. Da firmaet på trods af dette ikke overlevede, 

led østtyskerne yderligere et økonomisk tab på 400.000 Mark. 

192 „O priobretenii sdanija v g. Kopengagene dlja Obsjtjestva „Danija-SSSR“ [Om erhvervelse af en 

bygning i København til landsforeningen Danmark-Sovjetunionen“, Postanovlenije [forordning] fra 

SUKP’s CK’s sekretariat, 6. maj 1975, RGANI f. 4, op. 22, d. 236, ll. 64-65. 

193 Lejekontrakt 6. september 1977, Landsforeningens Arkiv. 

194 SAPMO-Barch: DY 13: „Sekretariatsvorlage. Valutaplan 1973“. 26.9.1973. 

195 Landesarchiv Mecklenburg-Vorpommern: BL/IV C/2/18/708: „Information über 

Freundschaftgesellschaft Dänemark-DDR“. 24.5.1973. 

196 SAPMO-Barch: DY 30/IV 2/2.115/28: „Information für die Aussenpolitische Kommission beim 



Ländern.“ 22.6.1987 

197 Landesarchiv Mecklenburg-Vorpommern: BL/IV C/2/18/708: „Information über 

Freundschaftgesellschaft Dänemark-DDR“.1972. 

198 For eksempel Ingmar Wagners brev til foreningen Sovjetunionen-Danmark, SSOD, 30. april 1970 

samt brev til Juri Samochin, kulturattache ved den sovjetiske ambassade, 26. marts 1971, 

Landsforeningens arkiv. 

199 Til Arbejdsudvalget. Referat af møder i Moskva ugen 15.-20/8 1976 I.W. Landsforeningens Arkiv. 

Brev til Ministeriet for kulturelle anliggender, juni 1985. Landsforeningens Arkiv. 

200 „O predostavlenii kredita datskoj firme „Folketurist“„ [Om kredit til det danske firma 

„Folketurist“] Postanovlenije [forordning] fra SUKPs CK af 21. oktober 1977, RGANI f. 4, op.24, d. 

446, l. 141. 


Efter det danske Hansas konkurs i 1984 kunne PET via dette bureau afdække 

hvidvaskningsmetoderne gennem 1970’erne. PET udpegede Ingmar 

Wagner, Anker Schjerning og Preben Møller Hansen som nøglepersoner i 

pengetransaktionerne. 201 HANSA var blevet oprettet i 1978 af en kreds af 

DKP’ere og havde styrelsesmedlemmer fra landsforeningen. Kapitalen til 

Hansas etablering blev fremskaffet gennem det kommunistiske rejsebureau 

“Hansa-turist“ i Hamburg. Til DKP’s, Hansas og Landsforeningens konti indgik 

ifølge PET penge, som de tre danske parter ikke leverede fulde modydelser 

for. Overførslerne bestod af forudbetalinger for tilrejsende grupper, 

hvoraf størstedelen kom fra Østtyskland. På denne måde modtog Hansa løbende 

indbetalinger i størrelsesordenen 30.000 og 100.000 DM. De manglende 

modydelser blev tilbagebetalt til Ingmar Wagner, ved at Hansa udstedte 

checks, typisk i størrelsen 50.000 kr., til Landsforeningen. 

I regnskabsåret 1984 androg forudbetalingerne i alt 1.152.994,90 kr. En 

efterfølgende revision konstaterede, at de til Landsforeningen udbetalte 

penge hverken kom tilbage til SUKP eller til de udenlandske rejsearrangører 

i DDR. PET formodede i 1986, at SUKP’s illegale apparat for længst havde 

fundet nye veje til afløsning for HANSA og Ingmar Wagner. En rapport pegede 

på planer om at oprette et firma i Vaduz i Liechtenstein på grund af den 

liberale indstilling til international udveksling. 202 

Hvor afgørende rejseindtægterne fra østblokken var, fremgår af protester 

fra DKP venskabsforeningen Danmark-DDR, da de årlige Østersøuger blev 

indstillet fra 1975. 203 Da ugerne ophørte, var DDR nødt til at garantere de 

danske kammerater, at de ville modtage en passende økonomisk kompensation. 

204 Kompensationen kostede DDR 81.000 DM til venskabsforeningerne i 

Sverige, Norge og Danmark. Danskerne modtog blot 5.000 DM af den samlede 

pulje. Til gengæld fik de stillet 200 turistrejser til disposition, mens svenskerne 

kun fik 150. 205 

Rejsebureauvirksomheden var ikke kun et gode for DKP og de danske venskabsforeninger. 

Også for østlandene var denne ordning en fordel, fordi den 

betød, at de ikke behøvede at tære på deres beskedne valutareserver. De 

kunne her levere serviceydelser, der internt blev betalt i deres egen valuta, 



203 Eksempelvis: SAPMO-Barch: DY 13: „Vorlage an das Sekretariat der Liga für Völkerfreundschaft. 

Betr. Einschätzung der Ergebnisse des Wirkens der Liga für Völkerfreundschaft und der Deutsch- 

Nordischen Gesellschaft mit den Repräsentante der Anerkennungskomitees und der Nationalen 

Freundschaftsgesellschaften sowie im Touristenzentrum Kühlungsborn“. 1972. 

204 SAPMO-Barch: DY 30/IV B 2/20/ 177: „Vermerk über ein Gespräch des Mitglieds des Politbüros 

und Sekretär des ZK der SED, Hermann Axen mit dem Mitglied des Politbüros der KP Dänemarks, 

Poul Emaunel am 6. Fanbruar 1976.“ 

205 SAPMO-Barch: DY30/J IV 2/2/1632: „Massnahmen zur weiteren Arbeit gegenüber Nordeuropa 

nach der Beendigung der Ostseewoche“. 5.2.1976. 


men som i den anden ende af arrangementet kunne trækkes ud som danske 

kroner. Samtidig undgik man alt for åbenlys støtte. 

Selvom støtte til venskabsforeningerne kom fra flere forskellige kanaler og 

ofte gik via formelt „ikke-statslige“ institutioner, eksempelvis de centrale venskabsforbund, 

var der tale om en massiv statsstøttet virksomhed fra østlandenes 

side. 

Ifølge det sovjetiske kildemateriale begrundede man hemmeligholdelsen 

med frygten for den borgerlige presse. 206 Havde støtten været fuldt offentligt 

kendt, havde det ikke blot yderligere undergravet venskabsforeningernes troværdighed 

og derved hæmmet deres mulighed for politisk bredde. Støtten 

kunne også have underbygget forestillingen om, at foreningerne i virkeligheden 

var en form for statslige kultur- og propagandainstitutioner. 

Gennemslagskraft 

De to undersøgte venskabsforeninger var forskellige. Den østtyske venskabsforening 

var et „datterselskab“ af Danmarks Kommunistiske Parti, mens den 

sovjetiske i nogen grad formåede at engagere både socialdemokratiske og 

borgerlige medlemmer. Forskellene i sammensætning betød, at resultaterne 

af foreningernes arbejde må bedømmes ud fra deres forskellige forudsætninger. 

Fra de danske myndigheders side holdt man øje med venskabsforeningerne, 

om end vurderingen var, at foreningerne med deres begrænsede medlemstal, 

venskabsforeningen Danmark-DDR med 1.050 medlemmer (1972) 

og Landsforeningen med eksempelvis 14.000 medlemmer i 1961207 ikke udgjorde 

nogen trussel mod den eksisterende samfundsorden. 

PET fulgte også rejsebureauvirksomheden nøje, da man betragtede den 

som en indtægtskilde for DKP. 208 Som påvist blev den brugt til at generere 

hård valuta til venskabsforeningernes – og dermed til kommunisternes arbejde. 

Foreningernes pr-arbejde for østlandene var ikke kun en tjeneste, som 

kommunisterne gjorde disse lande eller udtryk for, at de danske kommunister 

blot adlød ordrer fra Moskva. Østlandene og kommunisterne havde fælles 

interesser i, at den østlige socialismes image var så godt som muligt. Alligevel 

viser eksemplet med venskabsforeningen Danmark-DDR, at der ikke var fuld 

enighed om linjen. Hvor DKP ønskede at fastholde foreningen under kontrol 

som en partivirksomhed, pressede østtyskerne ikke sjældent på for en bredere 

politisk aktivitet. 

206 Eksempelvis referat af samtale med næstformand i DKP A. Jensen 4. februar 1956, indberetning 

fra A. Kaplin, 20. februar 1956. RGANI, f. 5, op. 28, d. 435, l. 93. 

207 „Sovetsko-datskije otnosjenija (kratkaja spravka)“ [Sovjetisk-danske relationer, kort notat] af chef 

for skandinavisk afdeling i MID, N. Lunkov, 14. september 1961, AVP RF f. 85, op. 46, p. 169, d. 6, 

ll. 39-42. 

208 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 176, 178. 


Diskussionerne mellem DKP og de østtyske partnere dækkede over det 

grundlæggende skisma mellem masseappel og ideologisk homogenitet, eller 

med østtyskernes egne ord mellem opportunisme og sekterisme, som man 

heller ikke fra DDR’s side formåede at løse. 209 Selvom man i Østberlin fra tid 

til anden af kortsigtede politiske hensyn kunne ønske sig det første, var det 

nok primært det andet, der var venskabsforeningens virkelighed. 

Samme skisma gjaldt for Landsforeningen. På den ene side lagde den sovjetiske 

side vægt på, at den danske forening fremstod som et rent nationalt 

foretagende med bred politisk opbakning“. 210 På den anden side ønskede 

SSOD ofte at bruge landsforeningen i mere direkte ideologiske fremstød i 

Danmark. Her advarede de danske medlemmer om, at det ville ødelægge det 

upolitiske image. 211 

Betragter man, udover organisationerne og deres bagland, venskabsforeningernes 

konkrete aktiviteter, bliver billedet af gennemslagskraften mindre 

klart. For mens foreningernes organisationsliv må betragtes som begrænset til 

et snævert politisk miljø, fortrinsvis i København, rettede deres aktiviteter sig 

mod en bredere offentlighed. Her var de et indspark i kulturkampen mellem 

socialisme og kapitalisme. Ligesom den trykte østpropaganda søgte venskabsforeningerne 

først og fremmest at forbedre østlandenes image i Danmark. 

Set fra østlig side var de enkelte arrangementer hver gang en succes. De besøgende 

delegationer var altid ifølge afrapporteringen i behørigt omfang imponerede 

over det, de blev præsenteret for. 212 De sovjetiske vurderinger af 

landsforeningens propagandaindsats var rosende og rummede statistikker 

med det høje antal bøger og film, som danskere havde fået kendskab til. 213 

209 SAPMO-Barch: DY 13. „Rede des Genossen Feist. Präsidiumstagung 24.11.1976“. 24.11.1976. 

210 Sjenikov, medlem af VOKS ledelse, til ambassadør Slavin 22. marts 1957, GARF f. 5283, op. 20, d. 

55, l. 46.; Referat af samtale med medlem af CK’s politbureau og formand for den københavnske afdeling 

af DKP I. Wagner 24. februar 1959, indberetning fra A. Nikitin, 1. sekretær ved den sovjetiske 

ambassade i København, 28. februar 1959, RGANI f. 5, op. 50, d.160, ll. 56-60. 

211 Brev fra Allan Fridericia, formand for Landsforeningen til generalsekretæren i foreningen 

Sovjetunionen-Danmark angående Tjekkoslovakiet, 25. august 1968, GARF f. 9576, op. 11,d. 274, ll. 

121-122; Referat af samtale med Landsforeningens næstformand Alfred Jensen og generalsekretær 

Ifrim Jensen, indberetning af V. Aleksandrov 31. juli 1958, GARF f. 9576, op.11, d. 6, ll. 171-173. 

212 „Informatsija o prebyvanii v SSSR delegatsii datskikh utjitelej“ [Information om en dansk delegation 

af læreres ophold i Sovjetunionen] Indberetning fra K. Tjugunov, VOKS, 15. marts 1954, herunder 

følgebrev til CK SUKP, RGANI f. 5, op. 28, d.251, ll. 27-29; A. Kovaljov, chef for MIDs skandinaviske 

afdeling til N.V. Popova, formand for SSOD, 7. marts 1962, GARF f. 9576, op. 18, d. 165, l. 

62; SAPMO-Barch: DY 13: „Bericht über den Aufenthalt einer Studiendelegation der 

Freundschaftsgesellschaft Dänemark-DDR von Kunst- und Kulturschaffenden zum Thema „Die DDR 

nach dem XI Parteitag der SED unter besonderer Berücksichtigung der Rolle der sozialistischen 

Kulturpolitik bei der weitere Gestaltung der entwickelten sozialistischen Gesellschaft 21.-27.9.1986.“ 

213 “Spravka o dejatelnosti Obsjtjestva „Danija-SSSR“ po sostojaniju na 1-oje ijulija 1973 goda.“ 

[Information om Landsforeningen Danmark-Sovjetunionens virke pr. 1 juli 1973)] Indberetning til 

SSOD fra Ju. Samokhin, SSOD og 1.sekretær ved ambassaden, 21. juni 1973, GARF f. 9576-R, op. 20, 

d. 123, l.200-206a; A. Koroljov, vicechef i skandinavisk afdeling i SSOD til Samokhin, 27.august 1973, 

GARF f. 9576-R, op. 20, d. 123, l.207; „Vypiska is polititjeskogo ottjota posolstva SSSR v Danii sa 1973 

god“[Sammendrag af politisk rapport fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1973],MID, 27. februar 

1974, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 186, ll. 5-8. 


Dog var det ikke det samme indtryk af succes der fremstod i indberetningerne 

fra ambassaden. Her bedømtes landsforeningens arbejde gennemgående 

som alt for useriøst og slapt, dårligt organiseret og med mange uudnyttede 

muligheder. 

Men det optimistiske billede i de højere afdelinger af østblokkens statsadministration 

prægede typisk Moskva og Østberlin. Her glædede man sig over, 

at venskabsforeningerne bidrog til, at forståelsen og interessen for de socialistiske 

samfund var konstant voksende. 214 Disse generelle succesmeldinger var 

udtryk for, at der i systemet lå en forventning om positiv afrapportering. 

Beklagelser over venskabsforeningerne samt over de borgerlige mediers hetz 

hørte til andre steder; typisk i forbindelse med forhandlingerne med danskerne. 

Det er ikke muligt at give en præcis vurdering af venskabsforeningernes 

virksomhed, ikke mindst fordi aktiviteterne strakte sig over et meget langt 

tidsrum, hvor de nationale og internationale politiske konjunkturer skabte 

forskellige forudsætninger for den danske befolknings modtagelighed for påvirkningsforsøg 

fra de østeuropæiske lande. Givet lykkedes det gennem arrangementer 

og delegationer at forbedre det socialistiske image, når det gjaldt 

afspænding, antifascisme eller offentlig velfærd – særligt over for de persongrupper, 

der var forudset til delegationsbesøg. Disse personer var som meningsdannere 

i stand til at videreformidle deres indtryk til en større kreds af 

personer. I de mindre kulturarrangementer som film- eller foredragsaftener 

må venskabsforeningernes betydning vurderes til at være meget lille og forbeholdt 

en begrænset kreds. 

214 „O nasjikh otnosjenijakh s Danijej“ [Om vores forbindelser med Danmark] MID,10. august 1953, 

AVP RF, f. 085, op. 37, p. 147, d. 11, ll. 7-29; “Spravka o dejatelnosti Obsjtjestva „Danija-SSSR“ po sostojaniju 

na 1-oje ijulija 1973 goda.“ [Indberetning om Landsforeningen Danmark-Sovjetunionens 

virke pr. 1 juli 1973)] Indberetning til SSOD fra Ju. Samokhin, SSOD og 1.sekretær ved ambassaden, 

21.juni 1973, GARF f. 9576-R, op. 20, d. 123, l.200-206a; A. Koroljov, vicechef i skandinavisk afdeling 

i SSOD til Samokhin, 27.august 1973, GARF f. 9576-R, op. 20, d. 123, l.207; SAPMO-Barch: DY 13: 

„Einschätzung über Entwicklungsprozesse in der freundschaftsbewegung und Aktivitäten der 

Gesellschaften für Freundschaft mit der DDR im Jahre 1976“, december 1976. 


44 · Østlig propaganda 

I østlandenes terminologi dækkede begrebet i almindelighed den information, 

de socialistiske lande selv valgte at videregive i Vesten. En TASS- journalist 

erindrer, hvordan chefen for pressesektoren i SUKP’s CK, Ivan Aleksejevitj 

Subkov opdrog journalisterne til skærpet „offensiv politisk propaganda“ i 

1970erne: „Vi skal benytte alle informationsgenrer til at demonstrere den 

leninistiske idés triumf. Information er først og fremmest agitation. Ikke en 

tandløs, lidenskabsløs opremsning af facts, men et udvalg sammensat på en 

sådan måde, i en sådan form, at de agiterer for os, for vores sag!“. 1 

Det er værd at bemærke, at ordet „propaganda“ i østlig selvforståelse ikke 

i sig selv havde nogen negativ eller subversiv konnotation, men blev anset 

for et helt legalt og nødvendigt element i klassekampen. Betegnelsen propaganda 

var dækkende for den samlede informationsstrøm, såvel skreven 

som æterbåren. Den havde form af envejskommunikation med færdigpakkede 

budskaber, der var fastlagt i centralkomiteernes internationale medieafdelinger 

på baggrund af Warszawapagtlandenes vedtagne politiske linje og 

tilrettelagt for videregivende kanaler. Disse kunne være dels de relevante 

fagministerier, dels samfundsorganisationer og komiteer med tilknytning 

til partiet og dels KGB. Kommandovejene fra de øverste sovjetiske instanser 

til samarbejdende organisationer og partier i Vesten er beskrevet i kapitel 

15. 

Et eksempel er tilrettelæggelsen i 1980 af kampagnen mod NATO’s dobbeltbeslutning. 

Her fremgår det, at „de sovjetiske organisationer skal fuldt ud 

udnytte de planlagte forbindelser og udvekslinger med de vesteuropæiske 

lande og ligeledes de supplerende forslag fra de sovjetiske ambassader i disse 

lande med det formål at intensivere kampagnen mod NATOs militaristiske 

planer, så kampagnen kan få den største intensivitet op til forårsmøderne i 

denne bloks ledende organer (maj-juni i år)“. 2 

Dette kapitel behandler de ressourcer og kanaler, østlandene anvendte til 

propagandaarbejdet. Det redegør endvidere for formen og indholdet af den 

løbende informations- og propagandastrøm rettet mod Danmark, og foretager 

en vurdering af dens gennemslagskraft. Hvor store ressourcer østlandenes 

1 Boris Tjekhonin, Sjurnalistika i rasvedka, [Journalistik og efterretningstjeneste] 2002, s. 153-54. 

2 „O dopolnitelnykh meroprijatijakh po aktivisatsii vystuplenij obsjtjestvennosti protiv resjenija 

NATO o proisvodstve i rasmesjtjenii novykh amerikanskikh raket v sapadnoj Jevrope“ [Om yderligere 

forholdsregler til aktivering af offentligheden mod NATO’s beslutning om produktion og stationering 

af nye amerikanske raketter i Vesteuropa]. Postanovlenije [forordning] af 15. april 1980 

fra SUKP’s CK’s sekretariat, RGANI f. 89, op. 39, d. 1, ll. 1-4. Se endvidere organisationernes betydning 

i Politbureauets postanovlenije [forordning] af 4. februar 1987, RGANI f. 89, op.38, d.53, ll.1- 

4, i A.Ulunjan, Kommunistitjeskaja partija Gretsii. Istorija i politika, 1996, s. 245-248. 

ØSTLIG PROPAGANDA 383

ledelse afsatte til denne klassiske propaganda, giver østtyske kilder en idé om. 

Nedenstående skema fra 1977 er udarbejdet af chefen for det østtyske kommunistparti 

SED’s centralkomités afdeling for udlandspropaganda. Det indeholder 

hele DDR-statens udgifter til det internationale arbejde bortset fra de 

væsentlige udgiftsposter til udlandsrepræsentationerne og spionageapparatet, 

og det viser østtyskernes høje prioritering af det systematiske propagandaarbejde 

i påvirkningsstrategierne. Skemaet viser også bredden af påvirkningsarbejdet 

fastsat i SED, der på linje med de øvrige østlandes ledende 

kommunistpartier aktiverede en lang række organisationer og statslige institutioner. 

Skemaet giver således et overblik over, hvor de forskellige propagandaprodukter 

udgik fra, eksempelvis det internationale fredsarbejde, fagforeningssamarbejdet 

og forbindelserne til vestlige venskabsforeninger. 

Sidstnævnte sorterede under Liga für Völkerfreundschaft med skemaets største 

post på omtrent 30 millioner mark. 

Ved siden af de enkelte organisationers udgivelse af tryksager såsom som 

„FDGB-Rundschau“, udenrigsministeriets „Aussenpolitische Korrespondenz“, 

Fredsrådets informationsblade og tematiske brochurer, afsatte SED midler til 

informations- og propagandamaterialer. Det drejede sig om finansieringen af 

udlandspresseagenturet Panorama DDR, Forlaget Zeit im Bild i Dresden – 

der blandt andet stod for oversættelsesbureauet Intertext og trykningen af 

tidsskriftet DDR-revy samt udsendelsen af Radio Berlin International. 

Sammenlagt udgjorde disse udgifter alene 45,2 millioner mark af DDR’s samlede 

udgifter til arbejdet i forhold til Vesten. Det svarede til 37 % af budgettet. 

Hvis man hertil lægger organisationernes tryksager, ville propagandaens 

andel rimeligvis overstige halvdelen af det samlede budget. 

Forklaringen på den høje prioritering af den trykte propaganda i østlandene 

skal søges i, at den udgjorde det faste fundament, som hele påvirkningsvirksomheden 

byggede på. Den kunne udvikles med en klart defineret afsender 

og videregives i store oplag, og den var båret af troen på den socialistiske samfundsmodels 

evne til at konkurrere med det vestlige system, når blot den ud 

fra en østlig optik blev formidlet korrekt. 

Påvirkningskanaler 

Der kan sondres mellem den periodiske og den ikke-periodiske informationsvirksomhed. 

Den første gruppe omfattede de store dagblade som det sovjetiske 

Pravda og Isvestija og en række engelsksprogede ugemagasiner, beregnet 

for det vestlige publikum. Ikke-periodisk propaganda var tryksager, der 

tog stilling til aktuelle problemer i international politik eller leverede baggrundsmateriale 

om staterne og livet i de socialistiske lande som for eksempel 

brochuren Die DDR stellt sich vor, der var en introduktion for folk i Vesten 

om Østtyskland. Til denne kategori af informations- og propagandamateriale 

hørte også den række bøger, der særligt fra slutningen af 1970’erne blev trykt 


Tabel 44.1. DDR’s udgifter til udlandspropaganda (1977) 

Organisation Beløb i millioner Mark 

Liga für Völkerfreundschaft 29,5 

Panorama DDR 4,5 

Verlag Zeit im Bild 

(tryk af propagandamateriale) 19,5 

Intertext 6,6 

Friedensrat (DDR’s fredsråd) 1,1 

Radio Berlin International, RBI 14,6 

Freier Deutscher Gewerkschaftsbund, 

FDGB (fagforeninger) 17,6 

Freie Deutsche Jugend, FDJ (ungdomsorganisation) 4,8 

Nationalrat (politisk paraplyorganisation) 1,4 

Demokratischer Frauenbund Deutschlands, 

DFD (kvindeorganisation) 0,5 

Journalister 0,3 

Skoler 0,7 

Vereinigung der gegenseitigen Bauernhilfe, 

VdgB (landbrugssammenslutning) 0,7 

Røde Kors 0,14 

Udenrigsministeriet 

(minus udgifter til repræsentationer i udlandet) 9,4 

Ministeriet for udenrigshandel 0,2 

Trafikministeriet 

(minus reklamer og repræsentationer i udlandet) 0,9 

TV 0,6 

Ministeriet for højere uddannelse 0,2 

Kulturministeriet 0,15 

Sundhedsministeriet 0,15 

På regionalt plan (Bezirke) 7,8 

I alt (Millioner Mark) 121,36 

af eksempelvis det østtyske militær om NATO. 3 Disse ret omfattende udgivelser 

havde såvel en funktion internt som i forhold til vestlige fredsgrupper. 

3 For eksempel: Hans Peter/Alvin Ramme, Die innere Funktion imperialistischer Streitkräfte, 1979; Klaus 

Engelhard m.fl., Militarismus von Heute, 1979; Reinhard Brühl m.fl., Imperialistische Millitärblockspolitik. 

Geschichte und Gegenwart,, 1980. 


Et tidligt forsøg på oplysning om ”tingenes virkelige tilstand” (ABA). 

I den omfattende østtysk-polske udgivelse „NATO-Chronik-Fakten-Dokumente“ 

fra 1982 var det erklærede mål „på baggrund af kendsgerninger at 

vise læseren, at NATO har et aggressivt væsen, der retter sine fredstruende aktiviteter 

mod de socialistiske lande“. Samtidig vises også perspektivløsheden i 

NATO’s politik og militære strategi. Grundlaget for de begivenheder, der beskrives 

i udgivelsen, er „fakta og udvalgte dokumenter af samtidshistoriske kilder 

af såvel marxistisk-leninistisk som borgerlig proveniens“. 4 

I Danmark deltog DKP og Landsforeningen i udsendelsen af den skriftlige 

propaganda med både dagblade, tidsskrifter og småtryk. 5 Begge disse parter 

modtog opfordringer til særlige artikelserier eller irettesættende kommentarer 

fra kommunistpartiernes ledelse i østblokken. Det sidste var tilfældet, når 

østlandenes aktører fandt propagandamaterialet for uhensigtsmæssigt formuleret 

i forhold til de østlige regimer eller den internationale kommunistiske 

bevægelse. Irettesættelserne var ofte vedlagt „dokumentation for forholdenes 

virkelige tilstand“, eksempelvis vedrørende udrejseforholdene i DDR. 6 

4 Tibor Dobias, NATO -Chronik-Fakten-Dokumente, 1982. 

5 Eksempelvis Nikita Khrusjtjovs Danmarksbesøg, cirkulære af 29. maj 1964, ABA, Kasse 145: DKP, 

CK. Sekretariatet. 

6 Brev fra SED til DKP’s centralkomité, 13. juli 1957, ABA, Kasse 356: Korrespondance med og materiale 

om kommunistiske og andre partier: SED, PDS, DDR. 


I samråd med DKP foretog den sovjetiske ambassade et opsøgende arbejde 

blandt danske redaktører, journalister og meningsdannere med henblik på at 

disse skulle fremstille østlandenes synsvinkel i den borgerlige presse. 7 

Desuden forfattede østlandenes nyhedsbureauer artikler til den vestlige 

presse og rundsendte dem til redaktionskontorerne. Der er eksempler på, at 

sovjetiske APN-kontorer tilbød betaling til den vestlige presse for at få trykt 

deres eget stof. 8 Danske dagblade bragte jævnligt artiklerne som led i den almindelige 

dagspolitiske kommentering. Dagbladet Aktuelt havde gennem 

1970’erne og 1980’erne afsat en fast klumme til en APN-journalist. 

Propagandaens indhold 

Østblokkens opfattelse af propagandaen som det faste og kontrollerede fundament 

i påvirkningsarbejdet gjorde, at den ikke alene byggede på aktualitetsprincipper. 

Det fremgår blandt andet af en retningslinje til det sovjetiske 

nyhedsbureau APN, hvori SUKP’s CK lod den sovjetiske propaganda understøtte 

af tre søjler: „1. Information om den sovjetiske livsform og levevilkår; 2. 

Kontrapropaganda mod den udenlandske presse; 3. Materiale om bilaterale 

forhold“. 9 

Det var ikke tilfældigt, at informationen om levevilkårene i socialismen stod 

på førstepladsen. Foruden beskrivelser af, hvad der var opnået rent materielt 

efter den sovjetiske magtovertagelse, skulle beskrivelserne dække de forskellige 

nationaliteters fredelige og homogene samliv og det høje intellektuelle 

og kulturelle stade, som befolkningen befandt sig på. Propagandamaterialet 

havde oftest karakter af baggrundsinformation, der skulle ændre den overvejende 

negative – og ifølge de kommunistiske regimer ukorrekte – beskrivelse 

af de socialistiske landes livsform og levevilkår. Korrektionen af socialisme-billedet 

var således grundstenen i anstrengelserne. 

Sovjetunionen fik i 1946 en fast TASS-repræsentant i Danmark. Gennem 

1950’erne kom en række forslag til udgivelser med positive oplysninger om 

Sovjetunionen, f.eks. „gesandtskabets bulletin“, der skulle trykkes i 10.000 eksemplarer. 

10 I 1957 oprettede ambassaden en repræsentation for Sovinform- 

7 Slavins indberetning vedr. „dansk opfattelse af principperne for fredelig sameksistens“, 12. juli 

1956, AVP RF, f. 085, op. 40, p. 158, d. 10, ll. 24-26; SUKP’s CK’s forordning „Om forholdsregler rettet 

mod at svække Danmarks og Norges forbindelser med NATO“, 11. juni 1969, AVP RF f. 0116, op. 

49, p. 191, d. 16, s. 47. 

8 Et eksempel er „Rapport fra det sovjetiske APN-bureau med forslag til modpropaganda i Frankrig“, 

28. november 1970, dokument gengivet i Nicolas Werth og Gaël Moullec, Rapports Secrets Soviétiques 

1921-1991, 1994, s. 442-443. 

9 “Ottjot litovskogo otdelenija APN sa 1974 god“ [Rapport fra den litauiske afdeling af APN for 1974] 

Om udlandspropagandaens art og omfang, 28. januar 1975, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, 

Litauen, f. R-1019, ap. 3, b. 244, ll. 29-31. 

10 „O nasjikh otnosjenijakh s Danijej“ [Om vore forbindelser med Danmark] MID, 10. august 1953, 

AVP RF, f. 085, op. 37, p. 147, d. 11, ll. 7-29. 


ureau i Danmark, der udgav Fakta om Sovjetunionen – et illustreret ugentligt 

tidsskrift med et oplag på 2000 – samt en daglig bulletin med „sandfærdig information 

om USSR“ til den danske presse. 11 I 1960 foreslog ambassaden at 

åbne et bibliotek og en filmudlejning, og at avisen Sovetskaja Rossija fik en 

korrespondent i Danmark. 12 

En betydelig del af propagandaen eller oplysningsarbejdet over for Vesten 

var viet det lange seje træk for at ændre faste forestillinger. Hvor grundlæggende, 

langsigtet og principiel den propagandaindsats var, fremgår blandt andet 

af de tre faktorer i DDR’s propaganda, den østtyske SED’s propagandachef, 

Manfred Feist, fastslog i SED’s politbureaus udenrigspolitiske kommission 

i 1987: 

„For det første: 

Vores generallinje, alt for folkets vel og for et liv i fred, skaffer til stadighed 

os (DDR) nye venner, aftvinger forskellige politiske gruppers respekt og forstærker 

derigennem objektivt DDR’s politiske autoritet og tiltrækningskraft. 

Den øver hele tiden positiv indflydelse, også på folk, der ikke er fortalere for 

vores samfundsform, der til tider sågar har en antikommunistisk verdensopfattelse, 

men alligevel anerkender DDR’s fredspolitik. 

For det andet: 

Kan vi gå ud fra, at DDR har skabt noget, som dets venner anerkender, og dets 

fjender ikke kan overse. Vores dynamiske og stabile udvikling, vores succes på 

det økonomiske, sociale og kulturelle område samt udviklingen af det socialistiske 

demokrati er uomgængelig. På den måde styrkes vores betydning i 

den ideologiske klassekamp. Nye og gunstige betingelser for at udbrede sandheden 

om DDR og den reelt eksisterende socialisme modnes endeligt og 

hjælper stadig bredere masser i kapitalens lande til deres gennembrud. 

For det tredje: 

Det fremgår tydeligere, at imperialismen er en hæmsko for den samfundsmæssige 

udvikling og for udvidelse af det videnskabelige og teknologiske potentiale. 

Under kapitalismen tårner modsætninger sig op – massearbejdsløshed, ny fattigdom 

og de smertefulde følger af de sociale nedskæringer – der beviser dens 

rådne karakter og undergang. Jo tydeligere det fremgår, desto mere lysende 

skal vores propaganda afsløre imperialismens menneskefjendtlige væsen.“ 13 

11 Sovjetunionens kulturministerium til CK SUKP’S CK på opfordring fra Slavin, 12. februar 1957, 

RGANI f. 4, op. 16, d. 202, ll. 14-15, 17-18; Information 5. juli 1957, „Russerne åbner nu informationskontor 

i København“. 

12 “Danija. Meroprijatija po rassjireniju sovetsko-datskikh svjasej i ulutjeniju polititjeskikh otnosjenij“[Danmark. 

Forholdsregler til at udvide de sovjetisk-danske forbindelser og til at forbedre de politiske 

relationer] forslag og anmodning fra Khudolij, den sovjetiske ambassade i København, til 

Moskva , 31. december 1960, AVP RF f. 085, op. 45, p. 167, d. 8, ll. 97-100. 

13 SAPMO-Barch: DY 30/IV 2/2.115/28: „ Information für die Aussenpolitische Kommission beim 



Ländern.“ 22.6.1987. 


Det ses, at propagandaen har fokus rettet mod systemkonflikten. Vestens 

borgere skulle præsenteres for socialismens fortrin, og heraf skulle umiddelbart 

udspringe en forståelse for de socialistiske landes udenrigspolitik. Dette 

blev formuleret som „forståelse for DDR’s fredspolitik“, der var synonymt 

med udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Men informations- og propagandamaterialets 

langsigtede funktion var at skabe forudsætningerne for, at borgerne 

i de vestlige lande vendte kapitalismen ryggen og hengav sig til den 

samfundsmodel, der skabte de goder, som blev beskrevet. For landene i østblokken 

gjaldt det om konstant at være til stede i den vestlige offentlighed i 

en situation, der allerede i starten af 1970’erne blev beskrevet som „informationseksplosionen“. 

De samarbejdede derfor i forsøget på offensivt at sætte 

dagsordenen. Det skulle blandt andet ske ved at udnytte Vestens „sociale og 

politiske uretfærdighed“ og „åndelige degenering“, som det hed i oplægget 

til et koordineringsmøde mellem kommunistiske partier i østlandene. 14 Rent 

praktisk betød det, at der flød en jævn strøm af udvalgte informationer fra Øst 

mod Vest. Således modtog Danmark eksempelvis i 1963 alene fra DDR over 

hundrede tusinde brochurer. 15 Beholdningen af ikke-periodisk sovjetisk propagandamateriale 

på dansk i Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv (ABA) 

omfatter i tidsrummet fra 1970 til 1989 ca. 33 forskellige publikationer. Af 

dette udvalg er en til to publikationer udgivet årligt i 1970’erne, fire er fra 

1981 og ni udgivelser fra 1983. Resten består af tre-fire publikationer årligt fra 

til 1989. 

Tematisk var publikationerne fra 1970’erne koncentreret om at fremstille 

socialismen som garanten for et fredeligt og højt udviklet samfund. Den type 

publikationer var typisk fremstillet af landsforeningen Danmark-Sovjetunionen. 

16 De mere udenrigspolitisk orienterede publikationer blev typisk 

udgivet af pressebureauet Novostis forlag i Moskva, trykt af Terpotryk, forlaget 

Tiden, forlaget Sputnik, eller presseafdelingen ved Sovjetunionens ambassade. 

Oplagstallet blev opgivet til 2000 eksemplarer på to af publikationerne. 

17 På publikationer fra 1970’erne er ordene „fred“ og „socialisme“ gennemgående 

i alle titler, og forsiderne er prydet af billeder fra fredsmarcher 

og virksomme sovjetiske landbrug. Fra 1981 er tonen ændret og forsiderne viser 

nu soldater med gasmasker, dødningehoveder, en verden knust af missiler, 

og ord som „skyld“, „trussel“, „fare“, og „vildfarelser“. Fra 1986, sammen- 

14 SAPMO-Barch: DY30/IV B 2/20/656: „Probleme der Koordinierung der ideologischen Arbeit 

und Auslandspropaganda“. 17.12.1973. 

15 Carel Horstmeier, „Særlige forbindelser? Danmark og DDR 1959-1973“, i: Thomas Wegener Friis, 

Andreas Linderoth (red.), DDR og Norden, 2005, s. 126. 

16 Eksempelvis Sovjetunionen, 1970, udgivet af Landsforeningen til samvirke mellem Danmark og 

Sovjetunionen i samarbejde med APN. „Kontakt og kendskab til Sovjetunionen – landet med stigende 

betydning for fred og fremskridt – er tidens løsen“, hedder det på bagsiden. 

17 Vladlen Kusnetsov, Sovjetunionen foreslår, Tiden 1983; Hvordan fjernes truslen fra Europa? Den sovjetiske 

komité for europæiske sikkerhed og samarbejde og Videnskabsrådet for freds- og nedrustningsforskning, 

Sputnik 1983. 


faldende med Gorbatjovs forsøg på at reetablere dialogen mellem Øst og 

Vest, flyver fredsduen igen på forsiderne sammen med appeller om oprettelse 

af atomfri zoner. 

Ensartetheden og mængden af publikationer indicerer, at materialet er repræsentativt 

for de holdninger, Sovjetunionen ønskede at påvirke danskerne 

med i perioden. Appellen i fredssagen kunne måske vinde bred opbakning på 

nogle områder, og støtteorganisationer i Vesten bidrog også til at popularisere 

budskaberne gennem østligt inspirerede kampagner. Men selv om 

Sovjetunionen på enkelte områder fik nogen succes, var Vestens tillid på et 

bredere plan alligevel ikke så nem at vinde. En af årsagerne var formentlig, at 

fredsprogrammet ikke var ensbetydende med, at man havde givet afkald på 

klassekamp og de revolutionære standpunkter: „Kampen mellem arbejdere 

og bourgeoisiet vil, ligesom den historiske kappestrid mellem de to sociale 

systemer på den internationale arena, først ophøre når [det] mere progressive 

socialistiske samfundssystem vinder en fuldstændig sejr“, hed det i en sovjetisk 

pamflet, som blev uddelt i Danmark. 18 Videre hed det, at fredsprogrammet 

blev støttet af „socialister, kommunister og andre progressive kræfter“, og 

vestlige regeringskredse var „nødt til at tage hensyn til den sovjetiske politiks 

popularitet blandt folkene.“ Eventuel vestlig skepsis blev gjort til skamme 

med løftet om, at Sovjetunionen var „imod eksport af revolution“. Men igen 

blev dette vigtige forbehold noget udvandet med budskabet om, at „USSR altid 

var rede til at yde hjælp til ofrene for eksport af kontrarevolution.“ 

Som en fortsættelse af fredspolitikken blev et omfattende „Fredsprogram“ 

vedtaget på SUKP’s 24. kongres i foråret 1971. Det blev fundamentet og den 

retoriske ramme for den sovjetiske aktivitet over for Vesteuropa i resten af sovjetimperiets 

levetid. Sovjetunionen fremstillede sig selv som repræsentant for 

verdens folk og tilførte billedet af Sovjetstaten den moralske renhed, de humanistiske 

værdier og den garanti for sikkerhed, som denne rolle indebar. 

Programmet indeholdt punkter om afskaffelse af krig og angav et kodeks for 

staters adfærd i det internationale liv, hvor vold og trusler skulle afskaffes. Der 

skulle skabes kollektiv sikkerhed, og kaprustningen skulle standses. Desuden 

skulle FN’s beslutninger om afskaffelse af koloniherredømmer realiseres, og 

man skulle udvikle „gensidigt fordelagtige samarbejdsrelationer med stater, 

der stræbte efter denne orden“. Efter denne opskrift indgik Sovjetunionen 

samarbejdsaftaler indenfor økonomi, kultur, teknik og videnskab med vesteuropæiske 

lande. De fleste stater kunne ikke være uenige i de overordnede 

visioner for en fredelig verden, og Fredsprogrammet og samarbejdsaftalerne 

blev grundlaget for Sovjetunionens praktiske kontakt med udlandet på højere 

såvel som på lavere niveau. Fredsprogrammet lagde op til en uddybelse af 

samarbejdet via de bilaterale samarbejdsaftaler, som udover at skabe forståelse 

og indsigt, blev anset for at „underbygge politiske deklarationer om styr- 

18 Vladlen Katjanov, Socialisme betyder fred, Pressebureauet Novosti’s forlag, Moskva 1975, s. 9. 


kelse af freden og fredelig sameksistens, idet de danner et solidt økonomisk 

grundlag for dem.“ 19 

Demonstrationer og fredsmøder spillede en lige så vigtig rolle som topmøder 

og internationale aftaler i den sovjetiske propaganda. Verdensfredskongressen 

i Moskva i 1973 demonstrerede „den store rolle og betydning, som de 

offentlige organisationer, der kæmper aktivt for fred, spiller“, og blev „med 

rette kaldt verdensfolkenes kongres“. 20 Også her blev fredelig sameksistens 

ophøjet til det eneste fornuftige grundlag for international sikkerhed. 

Efter 1975 fejrede man resultaterne af Helsingfors-konferencen, der fra 

sovjetisk side blev præsenteret som et østligt initiativ. Afspændingsprocessen 

havde banet vejen til Helsingfors, og afspændingen var i sovjetisk optik kommet 

i stand på grund af en generel ændring i styrkeforholdet på internationalt 

plan til fordel for socialismens, fredens og fremskridtets kræfter. 

Østblokkens forsvarsevne var nu så stor, at vestlige ledere måtte „afstå fra tidligere 

tale om muligheden for væbnet tilintetgørelse af socialismen i Europa,“ 

og Frankrig blev fremhævet som „det første land, som slog hul i en enig antisovjetisk 

front“. I den sovjetiske propaganda trak man herfra en lige linje tilbage 

til Warszawapagtlandenes politisk rådgivende komites konference i 

1966, hvor man vedtog „Deklaration om styrkelse af fred og sikkerhed i 

Europa“, og de Europæiske kommunist- og arbejderpartiers konference i 

Karlovy Vary i april 1967, som vedtog „at forvandle Europa til et samarbejdets 

og fredens kontinent“. De kapitalistiske staters accept af Slutakten fra Helsingfors-konferencen 

satte kronen på værket. Mens de socialistiske landes 

standpunkt fra starten havde været klart og konstruktivt, nemlig at „uddybe 

og forankre afspændingsprocessen“, havde politiske kredse i Vest blot „søgt at 

finde kanaler til ideologisk indtrængen i det socialistiske samfund.“ 21 

Fremstillingen af modsætningen mellem Østs og Vests motiver til Helsingfors-processen 

blev genstand for konklusioner, som passede ind i billedet af 

Sovjetunionen som indehaver af initiativet – „levende og dynamisk“ i modsætning 

til en „træg og passiv“ vestlig verden. 22 Sovjetunionen førte „konsekvent 

en politik, der styrede mod udvidelse af de kulturelle forbindelser“. Sådanne 

kontakter og udvekslinger skulle realiseres i overensstemmelse med hvert 

lands forfatning og gældende love og regler, og i Slutakten blev det understreget, 

at „hvert land skulle respektere hinandens ret til at lave egne love og administrative 

regler“. 23 På den måde forsøgte Sovjetunionen samtidig at beskytte 

sig fra borgerlig antisovjetisk propaganda og at imødegå åbenhedskra- 

19 Katjanov, Socialisme betyder fred, 1975, s. 12. 

20 Katjanov, Socialisme betyder fred, 1975, s. 27. 

21 K. Jurjev, Fredens vej – fornuftens vej, International panorama M 76, Pressebureauets Novosti’s forlag, 

1976, s. 6, 14, 16. 

22 Vladlen Kusnetsov, Sovjetunionen foreslår. Den internationale situation og sovjetiske fredsinitiativer, 

Forlaget Tiden 1983, s. 89. 

23 Jurjev, Fredens vej – fornuftens vej, 1976, s. 43, 49-50. 


Kommunistisk arrangement om Afghanistan, 

februar 1980. (ABA). 

vet fra Vest. Vestens krav om fri cirkulation 

af information og ideer var i 

klar modstrid med Sovjetunionens 

interesser. 

I argumentationen mod de vestlige 

menneskerettighedskrav blev fremført 

det synspunkt, at der i Sovjetunionen 

blev lagt vægt på de økonomiske 

rettigheder, som Vesten angiveligt 

ikke kunne leve op til. 24 Samtidig 

blev respekten for „indre anliggender“ 

ofte trukket frem fra sovjetisk 

side som et fredet område i internationale 

relationer. Respekten for 

indre anliggender blev nedfældet i de 

fleste officielle aftaler med udlandet. 

Det var et punkt, som Sovjetunionen 

understregede over for udlandet, at 

det altid overholdt, hvilke gjorde det 

nemmere at kræve reciprocitet på området. 

Da Sovjetunionen invaderede Afghanistan 

i 1979, blev det således an- 

set for at være et internt anliggende og et anliggende alene mellem de to 

lande. Moskva retfærdiggjorde interventionen med henvisning til, at regeringen 

i Kabul havde anmodet om den og med, at det var Sovjetunionens 

internationale pligt at støtte et kommunistisk regime i vanskeligheder. Man 

var bange for at miste ikke kun et venligsindet naboland, men hvad der blev 

kaldt et „næsten socialistisk land“. 25 Propagandaen formidlede billedet af den 

samtidige brudte afspænding som USA’s ansvar. USA havde forladt afspændingen, 

som andre nationer har kæmpet for i overensstemmelse med den fredelige 

sameksistens politik. 26 

Information om livet under socialismen 

I beskrivelsen af propagandaen, som den var tilrettelagt for danskerne, vil 

dette afsnit tage udgangspunkt i den periodiske propaganda, der var rettet 

24 Sst. s. 60-71. 

25 Georges-Henri Soutou, La guerre de Cinquante Ans, Les relations Est-Ouest 1943-1990, Fayard 2001, s. 

616; IMEMO / O.N. Bykov (red.) Mesjdunarodnyj Jesjegodnik 1980. Politika i ekonomika, 1980, s. 207; 

Oleg Grinjevskij, Tajny sovetskoj diplomatii, 2000, s. 329. 

26 Hvorfra trues freden? Særnummer af „Fakta om Sovjetunionen“, Militærforlaget, USSR’s forsvarsministerium, 

Moskva 1982, APN (Novosti) København 1982, s. 3. 


mod danskerne på deres eget modersmål. Her var navnlig to tidsskrifter af betydning: 

Det sovjetiske Fakta om Sovjetunionen og det østtyske DDR-Revy samt 

radiokanalerne Radio Moskva og Radio Berlin International (RBI). 

Ledelsen i Sovjetunionen og DDR anvendte radiostationerne Radio Moskva 

og Radio Berlin International (RBI) til at give danskerne et indtryk af „livet i socialismen“, 

samtidig med, at de havde en dagspolitisk profil. Programindholdet 

i den faste aftensendetid mellem kl. 18.00 og 20.00 var: „Nyheder 

fra Sovjetunionen“, „Kommentarer til international politik“ og „Videnskab og 

teknik“, „Ungdomsprogrammer“ samt en fast sendetid, hvor „danske besøgende, 

fagforeningsfolk, politikere, kulturpersoner osv.“ berettede om deres 

indtryk af Sovjetunionen. 27 Redaktionerne på de to radiostationer bestod af 

danske oplæsere og oversættere og en fast lokal redaktion bestående af funktionærer 

fra kommunistpartierne. De sovjetiske og østtyske myndigheder 

søgte danske medarbejdere til radioen gennem DKP, for Moskvaredaktionens 

vedkommende blandt danskere som skulle på længerevarende skolingsophold 

i Moskva. 28 Den østtyske radiostation var inddraget i DDR’s støtte til 

DKP, idet den finansierede Land og Folks korrespondent i Berlin. 29 Radio Berlin 

International udsendte som sin sovjetiske pendant nyheds- og baggrundsinformation 

om DDR på kortbølge til lande kloden rundt og til danskerne fra starten 

af 1960’erne hver dag ca. halvanden time. 30 Der var således tale om en 

omfattende og omkostningskrævende virksomhed, hvilket fremgår af RBI’s 

store andel af det samlede østtyske propagandabudget, jf. tabel 44.1. 

De tidlige numre af Fakta om Sovjetunionen, som Sovjetunionens ambassade 

siden 1951 havde stået bag, om end det officielt var produceret af nyhedsbureauet 

APN, bragte hovedsagelig optryk af oversatte artikler fra Pravda og 

Isvestija, partiledernes taler og erklæringer fra Sovjetunionens regering. Den 

politiske stil slog ikke rigtig an i den danske offentlighed og supplerede kun 

dårligt Land og Folk. Det kom også til udtryk i den sovjetiske ambassadørs indberetninger, 

hvor han pressede på for at trække mere sportsstof ind i tidsskriftets 

spalter, fordi sporten som trækplaster kunne få dansk ungdom til at „etablere 

forbindelser til Sovjetunionen og kan bringe dem med til ungdomsfestivaler 

i Sovjetunionen og Østeuropa.“ 31 I 1963 lagde redaktionen stilen om og 

præsenterede et nyt farvestrålende blad, der ville udkomme to gange månedligt 

og „på objektiv måde som hidtil belyse Sovjetunionens inden- og uden- 

27 APN-redaktionens programpræsentation i Fakta om Sovjetunionen, 1968, nr. 20 og 1971, nr. 7. 

28 Jf. brev fra Ib Nørlund til SUKP’s CK, 30. oktober 1968 samt brev fra Ib Nørlund til instituttet for 

Samfundsvidenskaber i Moskva, 8, januar 1976, ABA,Kasse 397: SUKP Sovjet. 

29 SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/547: „ Vorlage für das Sekretariat. Betr.: Akkreditierung und 

Bezahlung des DDR-Korrespondenten des Zentralorgans der KP-Dänemark “Land og Folk“, John 

Wilken“. 15.2.1968. 


Andreas Linderoth (red), DDR og Norden, 2005, s.126. 

31 Referat af samtale med medlem af DKP’s CK I. Wagner, formand for DKU I. Grot og sekretær i 

DKU P. Emanuel, indberetning af N. Slavin, 25. oktober 1957, RGANI f. 5, op. 50, d. 20, ll. 215-218. 


igspolitik med det formål at bidrage til den gensidige forståelse og udvidelse 

af forbindelserne mellem vore folk og styrke arbejdet for verdensfreden. 

Tidsskriftet vil bringe stof om tilværelsen i Sovjetunionen og udviklingen af 

produktionslivet.“ 32 Fakta om Sovjetunionen stilede mod at nå ud over den 

snævre kommunistiske læserskare, der abonnerede på Land og Folk. De behandlede 

emneområder fik i de næste årtier omtrent følgende fordeling: 1/5 

rejsebeskrivelser, 1/5 sport, 1/5 kunst og kultur, 1/5 teknik og økonomi, og 

1/5 mere direkte politiske emner. Derved fik tidsskriftet mest karakter af en 

rejsebrochure eller et livsstilsmagasin, i hvert fald med det billede af tilværelsen 

i det socialistiske samfund, som regimet ønskede at videreformidle. 

Partitoppens taler blev herefter kun trykt på gult papir som tillæg. Fremstillinger 

af femårsplaner og SUKP’s resolutioner veg efterhånden pladsen for 

tillokkende fotos af sovjetborgere på ski, på fabrikken, i kolkhosen, i skolen 

eller i pionerlejren. 

Som det fremgik af den tidligere nævnte udgiftspost til Verlag Zeit im Bild (se 

tabel 44.1) der udgav DDR-revy, var det ikke billigt at udgive bladet. Både Fakta 

om Sovjetunionen og den østtyske pendant DDR-revy blev trykt i god kvalitet. 

DDR-revy var med hensyn til produktionskvalitet endog flottere end den sovjetiske 

publikation. Tidsskriftet var trykt på glittet papir med udstrakt brug af 

farvefotos. Det overgik her danske ugeblade i den pågældende periode 

(1963-78) og sigtede mod en kvalitet, der mindede om vestlige livsstilsmagasiner. 

Herved stod det i modsætning til det almindelige indtryk af østlandene 

og deres produkter, der generelt havde ry for at være billige og af dårligere 

kvalitet end varer i Vesten. Dette var ikke tilfældigt. Tidsskriftet skulle netop 

være med til at beskrive DDR som en fuldt moderne industristat, der levede 

op til verdensmarkedets standarder. Udgifterne hertil blev dækket af DDR-staten 

selv, idet halvdelen af oplaget var gratis og blev tilsendt modtagerne. Den 

anden halvdel blev solgt på kommercielle vilkår. Udbyttet herfra bidrog til at 

drive de nationale DDR-venskabsforeninger. 33 DDR-revy var det primære organ 

for DDR’s propaganda rettet mod de „højt udviklede kapitalistiske 

lande“. Det udkom i perioden 1956-1990 på dansk, svensk, finsk, engelsk, 

fransk, italiensk, græsk og naturligvis på tysk. Bladet kredsede om fire hovedtemaer, 

idet det atter og atter søgte at slå fast, at DDR var en succesrig, moderne 

og menneskevenlig stat, en stat, der kæmpede for freden, en antifascistisk 

stat og en kulturstat med historiske traditioner. 34 DDR-revy udkom på 

32 Fakta om Sovjetunionen, 1963, nr. 1. 

33 SAPMO-Barch: DY 30/IV 2/2.115/28: „ Information für die Aussenpolitische Kommission beim 



Ländern.“ 22.6.1987. 

34 Nils Abraham, „Die Selbstdarstellung der DDR im Rahmen der Public Diplomacy gegenüber 

Schweden nach der völkerrechtlichen Anerkennung 1972: Das Beispiel des Magazins DDR-Revue“ i 

Heiner Timmermann (red.), Das war die DDR, 2004, s. 432. 


dansk fra 1961 frem til statens sammenbrud i 1990, og modtagergruppen var 

på lidt over tusinde personer og institutioner. 35 Tidsskriftet var en oversættelse 

af et tysk forlæg, men indeholdt i sin danske version et tillæg, der særligt 

beskæftigede sig med det dansk-østtyske forhold. Ligesom Fakta om Sovjetunionen 

indeholdt det østtyske tidsskrift også særlige spalter med udgiverlandets 

aktuelle holdning til international politik, men det var stadig domineret 

af livsstilsartikler. 

Stofområdet „livet i socialismen“ var det største og mest dominerende i 

både Fakta om Sovjetunionen og DDR-revy. Her blev det demonstreret, at borgerne 

i de socialistiske lande virkelig nød tilværelsen i deres samfund. 

Optimismen var stor og siderne fyldt med glade og tilfredse mennesker. 

Individvinklen var typisk i tidsskrifternes artikler trukket frem gennem udvalgte 

DDR- eller sovjetborgeres oplevelser af denne eller hin generelle tendens 

i socialismen. Overordnet betragtet handlede artiklerne om livet i socialismen 

med vægt på følgende temaer: socialismens og planøkonomiens succes 

med besøg på virksomheder, velfærdsgoder under socialismen, det høje 

kulturniveau i de socialistiske samfund og ferie og fritid i de socialistiske 

lande. 

Beskrivelsen af den socialistiske økonomi skulle ses som et indlæg i kampen 

mellem systemerne under den fredelige sameksistens, hvor målestokken for 

deres succes i vidt omfang blev deres evne til at skabe økonomisk vækst og en 

højere levestandard for deres borgere. Ifølge den marxistisk-leninistiske ideologi 

var planøkonomien en mere rationel produktionsform end den kapitalistiske. 

Denne forestilling så man i øst særligt i 1950’erne og 1960’erne bekræftet 

i de ofte forskønnede produktionstal og vækstrater. Dette førte til en 

optimisme, som regimet reflekterede ved at opstille nye, endnu højere planmål 

for fremtidig vækst og effektiviseringer af produktionen. Troen på planøkonomiens 

vækstpotentiale, der som tidligere nævnt ikke var noget isoleret 

østligt fænomen, fik i starten af 1960’erne regimerne i Sovjet og i DDR til at 

proklamere, at landenes produktion i en overskuelig fremtid ville overhale 

USA og Vesttyskland. Denne kappestrid kom meget tydeligt til udtryk gennem 

direkte sammenligninger med levevilkårene i de store vestlige samfund, 

som eksempelvis når Fakta om Sovjetunionen proklamerede, at „Sovjetunionens 

fremgang er fire gange hurtigere end USA’s“. 36 Den økonomiske vækst blev 

ofte underbygget med et statistisk materiale, der ikke var kontrollerbart, men 

så godt ud og virkede ligeså illustrativt som tidsskrifternes mange farvebilleder: 

„Den støtte udvikling af den socialistiske industri og landbruget har bevirket, 

at landets nationalindkomst i 1970 vil udgøre 275 milliarder rubler, 

næsten 50 gange så meget som i 1913. Denne hurtige vækst har gjort det mu- 

35 Carel Horstmeier, „Særlige forbindelser? Danmark og DDR 1959-1973“, i: Thomas Wegener Friis, 

Andreas Linderoth (red.), DDR og Norden, 2005, s.126. 



ligt at hæve industri- og bygningsarbejdernes realløn med godt 600 pct. Og 

bøndernes realindtægter med hen ved 1000 pct.“ 37 

Selv om der i realiteten var et svælg mellem visionerne hos de økonomiske 

planlæggere i de statslige planmyndigheder og realiteterne på fabriks- og ikke 

mindst butiksgulvene, var tidsskrifterne fyldt med positive evalueringer af 

fem- eller syvårsplanerne. DDR-revyen trykte eksempelvis i 1960’erne artikelserien 

„7 år forvandler et land“ om 7-års planen (indtil denne plan blev opgivet 

og erstattet af nedjusterede femårsplaner). Karakteristisk handlede mange 

artikler om „mere kød, mere mælk og flere æg“, der lovpriste produktionsfremgangen 

i de statslige kollektivbrug. Tendensen til at kvantificere fremskridtet 

i forbrug var ligeså udpræget i Fakta om Sovjetunionen, der i 1963 stolt 

erklærede, at „i dag producerer Sovjetunionen ca. 50 kg kød om året pr. indbygger“. 

38 Også med hensyn til vandkraft lå Sovjetunionen foran alle andre 

lande, idet den samlede kapacitet blot i de store floder blev anslået til 300 millioner 

kilowatt. 39 

Som vist i det foregående var energi-forbruget et væsentligt succesparameter 

i den østlige propaganda. Et højt energiforbrug og tilsvarende produktion 

skulle demonstrere, at Sovjetunionen var et højt udviklet og moderne industrisamfund. 

Hvad propagandaen så bort fra, var, at det større forbrug var et 

udslag af systemets ineffektivitet og frådseriet med energireserverne. Et system, 

der betragtede det som en succes at bruge mest mulig energi, var ikke 

tilskyndet til at udnytte ressourcerne rationelt. På papiret tegnede DDR’s 

brunkulsproduktion sig også som et stort fremskridt, men i virkelighedens 

verden var produktionen udtryk for et stort ressourcespild. 40 

De nævnte eksempler på fremhævelsen af „forbrugsfesten under socialismen“ 

havde deres baggrund i de kommunistiske regimers vækst- og fremskridtstro. 

I Vesten, hvor en lignende tiltro til industrialiseringen ligeledes i 

mange år var fremherskende, eksisterede en skepsis og et politisk modspil, 

der klart påpegede, at den fortsatte vækst havde en bagside med forurening 

og rovdrift på råstoffer. Den kritik var i Sovjetunionen og de øvrige lande i 

Warszawapagten primært båret af grupper uden for det kommunistisk organiserede 

magtapparat og derfor udsat for regimernes undertrykkelse. Da 

denne kritik ikke var kommunistpartiernes politik, lagde propagandatidsskrifterne 

ikke bånd på sig selv i dækningen af „erhvervsstoffet“. Historier om 

planøkonomiens enorme industrianlæg var fast stof i bladene. 41 Fra sovjetisk 

side kom det blandt andet til udtryk i forbindelse med besøget af en amerikansk 

delegation med indenrigsminister Udall i spidsen i september 1962. 




40 I kapitel 60 gennemgås den videre betydning af disse fundamentale mangler ved den socialistiske 

økonomi. 

41 „Leuna – den syntetiske fremtid“, DDR-revy nr. 7, 1964. 


Propagandaen lagde vægt på at fremstille østlandene som teknologisk veludviklede, et indtryk 

billeder som disse skulle fremme. Opførelse af atomkraftværk i Sovjetunionen, udateret. (FN). 

Delegationslederen udtalte efter rundrejsen, at sovjetiske ingeniører havde 

udarbejdet nye og originale metoder til anlæg af store vandkraftværker og 

dæmninger“. 42 Lovprisningen af socialismens landvindinger af personer fra 

Vesten var i øvrigt et yndet redskab. De kunne paradoksalt nok anvendes som 

sandhedsvidner, og skulle dermed hæve artiklernes troværdighed. 43 

Fremhævelsen af østlandenes højtudviklede teknologi og veludviklede industri 

skulle medvirke til at fremstille socialismen som et moderne, fremgangsrigt 

og succesrigt system. Men da der i plansystemet og den sovjetiske industriform 

ikke var stor mulighed for at tage højde for følgevirkninger og 

problemer i form af økologiske katastrofer, må propagandaen i stigende grad 

have virket fremmedgørende på en vestlig læser. Dette forhold fremgår eksempelvis 

af Fakta om Sovjetunionens temanummer om atomkraft, der i 1979 


43 Fra østlig side havde man normalt travlt med at underminere Vestens troværdighed – vel vidende 

at vestlige repræsentanter havde større troværdighed i en vestlig offentlighed. Tendensen kommer 

eksempelvis tydeligt til udtryk i det faste indlæg i DDR-revy „andere über uns“, hvor folk fra Vesten 

udtaler sig positivt om forskellige aspekter af DDR og SED’s politik. Se Nils Abraham, „Die 

Selbstdarstellung der DDR im Rahmen der Public Diplomacy gegenüber Schweden nach der völkerrechtlichen 

Anerkennung 1972: Das Beispiel des Magazins DDR-Revue“, i Heiner Timmermann, Das 

war die DDR. DDR-Forschung im Fadenkreuz von Herrschaft, Aussenbeziehungen, Kultur und Souveränität, 

2004, s. 440. 


fremstilles som „en særdeles lovende energikilde“. Bladet kunne fortælle sine 

læsere, at „Erfaringerne fra isbryderen „Lenin“ og kraftværket i Novovoronesh 

har vist en særlig vigtig fordel ved atomkraften fra disse reaktorer – 

de er ufarlige for miljøet“ og „Det er særdeles vigtigt, for det er altså muligt at 

bygge sådanne atomkraftværker inden for storbyers grænser“. 44 På dette tidspunkt 

var netop kampen mod atomkraft i Danmark tiltagende med krav om 

lukning af det svenske a-kraftværk Barsebäck. 

Selvom den østlige propaganda til stadighed fremhævede socialismens og 

planøkonomiens velsignelser, havde den svært ved at imødegå de vestlige befolkningers 

opfattelse af, at landene i øst var fattigere end dem selv. Selv særdeles 

loyale danske fremstillinger måtte erkende, at der til tider var visse økonomiske 

problemer bag jerntæppet. Det kom for eksempel til udtryk i bogen 

DDR – Samfund og økonomi fra DKP’s forlag Tiden. Bogen forklarede fænomenet 

Intershops eller dollarbutikker med, at DDR meget mod magthavernes 

ønske var nødt til – og altså befandt sig i en økonomisk tvangssituation – at 

opretholde disse særlige forretninger, hvor der mod vestlig valuta kunne købes 

varer, der for normale borgere var umulige at købe. 

Konfronteret med realiteterne om, at den vestlige forbruger var økonomisk 

og materielt bedre stillet end forbrugerne i de socialistiske lande, var 

den østlige propaganda nødsaget til at udvide levestandard-begrebet til at omfatte 

andet og mere end rent forbrug. Ud over at portrættere den socialistiske 

velfærdsmodel beskrev propagandaen også de socialistiske landes særligt høje 

vidensniveau og kulturelle stade. Mht. velfærden var navnlig tre temaer dominerende: 

borgernes adgang til moderne og billige boliger, adgangen til et udbygget 

og gratis sundhedssystem samt adgangen til en ligeledes gratis uddannelse. 

Resultaterne af de store boligprogrammer ses stadig i Østeuropa. Alle 

Østlande igangsatte fra 1960’erne et moderne og billigt elementbyggeri, og 

overalt skød boligblokke af beton op og skaffede borgerne en boligform, der 

på trods af den dårlige kvalitet var relativ attraktiv, idet byggerierne var moderne 

med fjernvarme og nye sanitære anlæg modsat det ældre byggeri. I propagandaen 

berettedes gerne og ofte om de nye boliger: „Alle vegne i Sovjetunionen 

flytter folk ind i nye lejligheder. Flytninger under festlige udfoldelser 

er blevet daglig foreteelse i den sovjetiske tilværelse .. . I de kapitalistiske 

lande må arbejdets mennesker betale en stor del af deres indtægt i huslejer: 

i USA godt 30 pct, i Vesttyskland 23 pct, og i Frankrig 25 pct. I Sovjetunionen 

er huslejen den laveste i verden“. 45 Netop de kunstigt meget lave huslejer blev 

gennem hele den kolde krig et af propagandaens flagskibe. 

I beskrivelsen af den socialistiske velfærdsmodel var de to tidsskrifter opmærksomme 

på den kvindelige del af læserskaren. Sovjetiske repræsentanter 

i Danmark havde siden 1950’erne diskuteret charmeoffensiven over for dan- 

44 „Energi. Nu og i fremtiden.“ Fakta om Sovjetunionen, 1979. 



ske kvinder i informationsmaterialet. I 1969 fremhævede den sovjetiske ledelse 

over for repræsentanter for kommunist- og arbejderpartier på et møde 

i Moskva i 1969 et „vigtigt karaktertræk ved vores epoke“, nemlig „kvinders 

massedeltagelse i klassekampen“, „det voksende antal kvinder, som er beskæftiget 

i produktion og andre aktiviteter“, „deres politiske bevidsthed og kamp 

for økonomiske og sociale rettigheder“. Tanken var, at „kvinders rettigheder 

og lighed i de socialistiske lande“ måtte stå som „et forbillede for kvinderne i 

de kapitalistiske lande.“ 46 Det illustreredes af et eksempel fra APN-redaktionen 

i Danmark, som i Fakta om Sovjetunionen, 1963 nr. 5 citerede en sovjetisk 

kvinde: „Sovjetstyret ophøjede kvinden og gav hende rettigheder på lige fod 

med manden (...) I dag er vi sovjetiske kvinder lykkelige over den udvikling, 

vi og vore børn oplever. Det er naturligvis tungt at vide, at der endnu er adskillige 

lande på vor skønne planet, hvor kvindernes skæbne den dag i dag er 

meget hård“. I de følgende årtier optog artikler om kvinders vilkår, moderne 

børneopdragelse, mode, karriere en stor del af spaltepladsen. 

Den dansksprogede propaganda var imidlertid ikke skræddersyet til danske 

modtagere. For størsteparten af artiklerne gjaldt det, at de blot var oversat fra 

et forlæg på russisk eller tysk. Undtagelser var diskussioner af de nordiske landes 

velfærdsmodel. Her var udfordringen til tidsskrifternes redaktioner, at 

lovprisningen af de sociale systemer i de socialistiske lande i forhold til de 

skandinaviske mødte nogle vanskeligheder, idet flere af kerneydelserne som 

uddannelse og gratis sygehuse også var integrerede dele af den nordiske velfærdsmodel. 

Forsøg på at gøre op med den nordiske model kom blandt andet 

til udtryk i den østtyske presseudgivelse Horizont, der op gennem 

1970’erne netop førte en kampagne mod den nordiske model. Her ønskede 

man gennem den østtyske propaganda for det første at påvise, at velfærdsmodellens 

rygte overgik de faktiske realiteter. Den svenske model blev her afvist 

som et socialistisk alternativ og socialdemokraterne kåret som „kapitalismens 

apologeter“. For det andet påpegede østtyskerne fænomener som ungdomskriminalitet 

og narkomani – skyggesider, som man nægtede at kende til i øst. 

Østtyskerne erklærede, at narkoproblemet var udryk for velfærdssystemets 

svigt, idet det „skyldtes ungdomsarbejdsløsheden, højt arbejdstempo, ensformigt 

arbejde og svig i en verden af borgerlig karrieretænkning og skånselsløs 

konkurrence“. 47 

46 „O meroprijatijakh v svjasi s 20-letijem Mesjdunarodnoj demokratitjeskoj federatsii sjensjin“, [Om 

tiltag i forbindelse med International demokratisk føderation af kvinders 20-års jubilæum] 

Postanovlenije [Forordning] fra SSOD om tiltag over for udlandet for at fremme kvindernes rolle i 

folkenes kamp for fred, 23.marts 1965, GARF f. 9576, op. 11, d. 223, ll. 44-47; „Sadatji borby protiv 

imperialisma na sovremennom etape (...)“ Kommunike vedtaget af den internationale kommunistiske 

bevægelse, 17. juni 1969, Dok. 140 i Ministerstvo inostrannykh del SSSR, Sa mir i besopasnost narodov 

– Dokumenty vnesjnej politiki SSSR 1969, 1987, s. 344. 

47 Astrid Hedin, „Wandel durch Annäherung, Förandring genom närmande ? Sverige och DDR i 

Östpolitikens era“, i Thomas Wegener Friis, Andreas Linderoth (red.), DDR og Norden, 2005, s. 347. 


Kontrapropaganda mod den udenlandske presse 

Selv om det var målet for den østlige propaganda at bestemme, hvordan socialismen 

skulle betragtes og diskuteres i Vesten, måtte ledelsen i Warszawapagtlandene 

erfare, at det langtfra lykkedes. Et indirekte udtryk herfor, var 

den anden søjle i propagandaen, som regimerne fandt det nødvendigt at etablere. 

Det var den såkaldte „kontrapropaganda“ mod informationsmateriale, 

der blev til i de kapitalistiske lande. 

KGB gjorde i 1965 SUKP’s CK opmærksom på miskrediteringskampagner i 

Vesten, der var resultat af en „højt udviklet propagandatjeneste med specialafdelinger 

for hvert enkelt emneområde“. Som modvægt foreslog Moskva „en 

sammenlægning og effektivisering af APN og Kulturkomitéen for tilvirkningen 

af udenlandske propagandastrategier, oprettelse af „udvalg for 

ideologi i hvert enkelt fagministerium“, og endelig „oprettelse af et propagandainstitut 

med sociologer, psykologer, filosoffer, historikere og etnografer, der 

kan udvirke forslag til at imødegå Vestens undergravende virksomhed“. 48 

Kontrapropagandaen skulle fortrænge Vestens kritiske billede af undertrykkende 

politistater, hvor befolkningen affandt sig med lange køer, en stadig 

mangel på forbrugsgoder og dertil ytrings- og rejseforbud. SUKP’s CK’s internationale 

afdeling havde siden 1949 produceret hæfter og materiale på dansk 

for den såkaldte modpropaganda, dvs. materiale der skulle fortælle danskerne 

„sandheden om Sovjetunionen.“ I 1950 angav ambassaden tallet til 50- 

60.000 bøger og artikelsamlinger samt Sovinformbureaus såkaldte materialemapper 

og 250 artikler tilrettelagt for den danske presse. 49 

Forklaringerne på socialismens svagheder og mangler var ofte ganske opfindsomme. 

Alligevel fandtes forhold, der ikke var til at komme uden om, eksempelvis 

den vedvarende ustabile forsyningssituation. Fakta om Sovjetunionen 

reagerede i kommentaren „Levestandard i Øst og Vest“ med at slå fast, at „levestandard 

ikke kun er et spørgsmål om vareudbuddet i butikkerne“ – hvori 

der lå en implicit anerkendelse af problemet. Den ytrede ikke kritik af tilstandene 

i Sovjetunionen, bortset fra erkendelsen af, at „biler er dyre, meget 

dyre“. Læseren fik beregnet, at sovjetborgeren anno 1979 i virkeligheden var 

økonomisk bedre stillet end amerikanerne, og østpropagandaen slog herefter 

på den gratis sundhedstjeneste, gratis uddannelse og den lave huslejer. 

De bugnende menukort blev brugt i DDR-revy som et modargument mod 

rygter i den vesttyske presse om den ustabile fødevaresituation i Østtyskland 

1961. I artiklen „Hungersnød ? – Latterligt“ i oktobernummeret udtalte en 

48 KGB-rapport til SUKP’s CK om modforanstaltninger til „fjendens styrkede imperialistiske spionage 

og ideologiske centre“, 3. marts 1965, Dokument nr 41, gengivet i Nicolas Werth og Gaël Moullec, 

Rapports Secrets Soviétiques 1921-1991, 1994, s. 430-440. 

49 „Ottjot missii SSSR v Danii sa 1949 god“ [Rapport fra USSR’s gesandtskab i Danmark for året 1949] 

Ambassadeindberetning, marts 1950, RGASPI f. 17, op. 137, d. 129, ll. 31-88. 


gruppe af „eksperter“ sig om fødevaresituationen. Her refererede mesterkokken 

Dieter Elsholtz fra restauranten „Frankfurter Tor“ i Berlin til de famøse 

menukort: „Vi har hver dag over tusinde gæster. Maden smager dem alle og 

alle roser vor righoldige spiseseddel. Man skulle sende løgnhalsene et menukort, 

måske rødmer de så af skam“. En handlende redegjorde for det store 

udbud af fiskekonserves, mens den „tilfældigt udvalgte“ bygningsarbejder 

Leo Wilhelm fra Berlin-Hohenschönhausen skulle have udtalt: „Vore penge 

stemmer og der findes nok at købe. Skal det kaldes hungersnød?“ 50 

Generelt var det vanskeligt at danne sig et fuldstændigt billede af vareforsyningen 

i det tilknappede DDR. Ikke mindst da Berlin og hovedbyerne i distrikterne 

som Rostock og Leipzig, som en del danskere besøgte i forbindelse 

med Østersøugerne, var relativt bedre forsynet med varer end resten af landet. 

Den velvilligt indstillede læser fik testet sin positive indstilling under opførelsen 

af Berlin-muren i 1961. DDR-revy behandlede ikke opførelsen i noget 

stort omfang, men anlagde dog et østtysk perspektiv på de „politiske sider“ af 

Berlin-problematikken. Bladet forsøgte sig også med et modtræk i novemberudgaven 

i 1961 med artiklen „700.000 flygtninge kom fra Vesttyskland“. Det 

var et svar på Vestens tolkning af Berlin-muren som en brutal stopper for den 

smutvej, der truede med at dræne DDR’s arbejdsstyrke. I artiklen vendte forfatteren 

problematikken på hovedet, idet han påstod, at vandringen i 

Tyskland ikke gik fra øst mod vest, men derimod den anden vej. Alligevel må 

artiklens ord have lydt noget hule, så kort tid efter murens bygning: „Hvad 

tvinger hundrede tusinder af flittige kvalificerede mennesker til at forlade deres 

hjemstavn? „Deutsche Woche“, som udkommer i München (Vesttyskland) 

giver efter et omfattende rundspørge følgende svar herpå: „et repræsentativt 

gennemsnit af de adspurgte angav dårlige arbejdsmuligheder, for høje leveomkostninger 

og skatter, for få muligheder til at skaffe sig en finansiel reserve. 

En meget ofte angivet grund er afvisning af militærtjeneste. Også efter 

de forholdsregler, som DDR’s regering har foretaget til beskyttelse af sine 

grænser, vedvarer tilstrømningen af overflyttere fra Vesttyskland uformindsket“. 

51 

Da Vesten som tidligere nævnt indledte sin menneskerettighedskampagne 

med afsæt i CSCE-aftalens kurv 3, blev der i østblokkens dansksprogede tidsskrifter 

ført artikelkampagner, der skulle tage brodden af den skarpeste vestlige 

kritik og om muligt vende den mod disse lande selv. Et eksempel var en 

artikelserie fra Fakta om Sovjetunionen, hvor APN-redaktionen opsøgte de 

„ofre“ for undertrykkelse, som den vestlige presse havde udpeget og drejede 

historien 180 grader, som f.eks. artiklen med overskriften „Som de dog lyver!“, 

der indledtes med følgende: „Med passende mellemrum bliver vestlige 

50 „Hungersnød ? – Latterligt“, DDR-Revy. Nr. 10, 1961. 

51 DDR-Revy, nr. 11, 1961. 


avislæsere belemret med mærkværdige og gruopvækkende beretninger om, 

hvordan sovjetborgere, der tillader sig den luksus at mene noget andet det 

dét, der er „tilladt fra officielt hold“ (hvad det så end er!) bliver maltrakteret 

af myndighederne. Beretningerne er udstyret med tilsyneladende pålidelig 

dokumentation – såsom navn, alder, civilstand, uddannelse m.m. Og så må de 

vel være sandfærdige. Eller må de nu også det?“ 52 

Partiledelsen i DDR spekulerede over, hvordan menneskerettighedskritikken 

kunne vendes mod Vesttyskland i stedet. En miskreditering af Vesttyskland 

havde længe været et hovedmål i DDR’s propaganda. En mulighed, DDR 

udnyttede, var Vesttysklands Berufsverbot mod venstreorienterede i offentlig 

tjeneste. 53 . På menneskerettighedsområdet havde SED således allerede i starten 

af 1960’erne arbejdet for „skånselsløst“ at afsløre menneskerettighedskrænkelse 

i Vesttyskland, og DKP samarbejdede i samme periode med Verdensfredsrådet 

og Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed om kampagner 

mod Berufsverbot i Vesttyskland. 54 

Valget af en offensiv linje fra østtysk side betød også, at vigtige konkrete sager 

blev fortiet af DDR-revy. Det gjaldt ikke mindst DDR’s udvisning af den 

kritiske sangskriver Wolf Biermann. 55 Men ligesom Biermann ikke ophørte 

med at være et problem for DDR, efter at statsledelsen havde nægtet at lade 

ham vende tilbage efter en koncert i Forbundsrepublikken i 1976, ligeså lidt 

lykkedes det de socialistiske lande at tale det østlige menneskerettighedsproblem 

ihjel. Problematikken virkede ikke kun som en platform for generel fordømmelse 

af østblokken, den trængte endog ind i den kommunistiske 

verdensbevægelse og medvirkede til, at mere kritiske kommunistpartier som 

det franske distancerede sig fra Sovjetunionen. Herfra var svaret, som det 

fremgår af en samtidig sovjetisk skrivelse, at øge indsatsen i propagandaindsatsen 

over for Vesten i de periodiske tidsskrifter. 56 

Et yndet udstillingsobjekt i kontrapropagandaen var de nationale minoriteter. 

Da deres vilkår var en del af Vestens menneskerettighedskritik, gjaldt det 

for propagandaen om at vise, hvor godt de mange forskellige mindretal faktisk 

trivedes under socialismen. Fakta om Sovjetunionen havde i 1978 og 1979 

52 Fakta om Sovjetunionen, 1977, nr. 23-25. 

53 SAPMO-Barch: DY30/Vorl.SED/32445: „Betr.: Erste Erfahrungen bei der Realisierung des 

Politbürobeschlusses vom 25.1.1977 zur Verstärkung der Konterpropaganda im nichtsozialistischen 

Ausland“. 5.4.1977. 

54 „Verdensfredsrådets internationale Menneskerettighedskommission“, 22. oktober 1977; Kasse 426: 

Berufsverbotkomiteen, materiale 1973-, Fredssekretariatet. Berufsverbotarbejde/ -komite (vedr. 

BRD) 1977 samt Cirkulære af 27. juni 1978, Kasse 146: DKP, CK. Sekretariatet. Cirkulærer 1970-1979. 

55 Nils Abraham, „Die Selbstdarstellung der DDR im Rahmen der Public Diplomacy gegenüber 

Schweden nach der völkerrechtlichen Anerkennung 1972: Das Beispiel des Magazins DDR-Revue“ i 

Heiner Timmermann (red.), Das war die DDR, Münster 2004, note 362, s. 444. 

56 „Ottjot litovskogo otdelenija APN sa 1974 god“ [Rapport fra den litauiske afdeling af APN for 

1974] Om udlandspropagandaens art og omfang, 28. januar 1975, Lietuvos Centrinis Valstybes 

Archyvas, f. R-1019, ap. 3, b. 244, ll.29-31. 


en artikelserie med fokus på jødernes rettigheder i Sovjet. 57 Dette træk lå i logisk 

forlængelse af, at kritiske kredse i Vesten nærede den mistanke, at flere 

af de kommunistiske regimer i Østeuropa ikke havde lagt antisemitismen bag 

sig. Indimellem bidrog danske kommunister til at imødegå sådanne anklager. 

I 1956 anmodede den sovjetiske ambassade DKP’s ledelse om gennem artikler 

og andre former for offentlige indlæg at imødegå en sovjet-kritisk pressekampagne 

igangsat i Studentersamfundet angående jødernes forhold i 

Sovjetunionen. DKP’s Ib Nørlund lovede at påtage sig opgaven med hjælp fra 

jødiske DKP’ere. 58 Det indgik i Landsforeningens kulturelle virksomhed i 

samarbejde med APN-kontoret i Danmark at udgive tryksager om jødernes 

forhold i Sovjetunionen, 59 og dermed, ifølge bestyrelsen, gennem „reelle oplysninger“ 

at aflive „en række af de beretninger, der har fyldt danske massemedier 

vedrørende jødernes stilling i Sovjetunionen“. 60 

APN-redaktionen fremhævede også de muslimske mindretals rettigheder i 

Sovjetunionen. Fakta om Sovjetunionen inviterede sine læsere indenfor hos 

mufti Babakhan, formanden for det muslimske råd for Centralasien og 

Kasakhstan, der kunne berolige vestlige læsere, der var bekymret for religionens 

stilling under socialismen, med at „Artikel 52 i Sovjetunionens forfatning 

garanterer samvittighedsfrihed for alle borgere, ret til at bekende sig til 

enhver religion“. 61 Sovjetunionen havde med sine mange folkeslag de bedste 

forudsætninger for at drive propaganda for et vellykket multikulturelt samfund 

– uagtet den undertrykkelse og russificering disse folk havde været udsat 

for. Netop russificeringen blev fremstillet som et gode, idet USSR’s indsats 

for at få „nationaliteterne“ i fjerne egne lært det russiske sprog blev hilst velkommen 

som en del af menneskerettighederne. 62 

En mindre del af den sovjetiske modpropaganda behandlede forureningsproblemet, 

som var blevet genstand for stigende opmærksomhed i Vesten. 

Forurening havde en direkte betydning for det danske og skandinaviske publikum, 

fordi Østersøen op gennem den kolde krig blev belastet af de omkringliggende 

stater. Fra nordisk side blev de socialistiske stater i syd og øst 

kritiseret for at pumpe forurenet spildevand og affaldsstoffer gennem floderne 

og direkte ud i det fælles hav. Det sovjetiske nyhedsbureau APN i 

Danmark havde siden 1970 arbejdet med samme tema, hvor den gamle parole 

fra 1950’erne „Østersøen som fredens hav“ herefter fik den aktualiserede 

ordlyd „Østersøen – det rene hav“. Karakteristisk for den sovjetiske behand- 

57 Eksempelvis Fakta om Sovjetunionen, 7. juli 1979. 

58 Referat af samtale med medlem af DKPs eksekutivkomité Ib Nørlund 6. september 1956, indberetning 

fra A.S. Kaplin, 12. september 1956. RGANI f. 5, op. 28, d. 435, l. 238. 

59 Ingmar Wagners breve til Juri Samochin, Sovjetunionens ambassade, 5. marts 1971 og 12. august 

1971, Landsforeningens arkiv. 

60 Bestyrelsens beretning, 16. september 1971, Landsforeningens arkiv. 

61 „Muslimer i Sovjetunionen“. Fakta om Sovjetunionen, oktober 1979. 

62 Eksemplet er fra Fakta om Sovjetunionen, 9. september 1979. 


ling af dette emne var, at den afviste enhver skyld og i stedet med højtidelige 

erklæringer forsøgte at stemme skandinaverne mildt. Det var eksempelvis 

kendetegnende for det sovjetiske udspil, lanceret i 1978, om en totalstandsning 

af spildevandsudledning i floder og vandløb med forbindelse til Østersøen. 

63 Det var et propagandaforslag, der gav indtryk af, at østblokken havde 

initiativet på dette område, men reelt var det uden chancer for at blive gennemført. 

Miljødækningen i propagandabladene var også udformet, så den bidrog til 

at skabe et positivt socialismebillede i Vesten. I den ånd kunne Fakta om 

Sovjetunionen hævde over for miljøbevidste danskere, at „Smog er ukendt på 

russisk.... . Vort samfund har med et modeudtryk været ’økologisk bevidst’ fra 

sine første dage. Lenin lagde i Sovjetstyrets første dage stor vægt på bevarelse 

af naturen selv under borgerkrigen og midt i efterkrigstidens ødelæggelser. 

Der vedtoges i disse år bestemmelser om bevarelsen af naturen, af parker og 

haveanlæg, en lov om forstvæsenet og oprettelse af et centralt organ for beskyttelse 

af vandressourcerne osv.“ 64 For at demonstrere den sovjetiske miljøbevidsthed, 

lancerede Fakta om Sovjetunionen temaet mennesket og naturen. 

I det sovjetiske udenrigsministerium var man opmærksom på, at miljøsamarbejde 

omkring Østersøen var et område, hvor danskerne var til at tale 

med. 65 Det må imidlertid betragtes som tvivlsomt, om danskerne købte de til 

tider meget opfindsomme sovjetiske forklaringer på miljøproblemerne i 

Østersøen. Således foreslog Fakta om Sovjetunionen i artiklen „Havene i er fare“ 

fra 1970 en forklaring, der placerede ansvaret på Danmarks NATO-partnere: 

„Hvad er de nye kilder til forurening? Det er først og fremmest skibe, der lukker 

olieholdigt vand ud i havet. Sovjetunionen har truffet flere foranstaltninger... 

. Østersøen skal være ren. Den skal være et fredens, venskabets og 

samarbejdets hav mellem alle Østersø-lande til fælles gavn for befolkningerne. 

I øvrigt er det de amerikanske strategiske bombemaskiner, der sviner.“ 66 

Med henblik på at koble sikkerhedspolitikken til forureningsbekæmpelsen 

foreslog bladet året efter, at miljøet skulle sikres gennem en aftale, der lukkede 

bælterne og Kielerkanalen for krigsskibe og kampfly fra lande, der ikke 

havde kyster langs Østersøen. 67 En sådan ordning havde naturligvis ikke nogen 

reel udsigt til at blive gennemført, fordi den helt overvejende rettede sig 

mod de store NATO-allierede. Alligevel var en sådan udelukkelsespolitik en 

del af de forslag, Sovjetunionen havde stillet op gennem 1960’erne – tidligere 

dog uden at kæde det sammen med miljøet. Miljøvinklingen blev efterføl- 

63 “Red Østersøen“. Fakta om Sovjetunionen. Nr. 1, 1978. 

64 Fakta om Sovjetunionen. Nr. 15-16,1970. 

65 “Vypiska is politottjota posolstva SSSR v Danii sa 1974 god“ [Sammendrag af politisk rapport fra 

Sovjetunionens ambassade i Danmark for året 1974], MID, 6. marts 1975, Lietuvos Centrinis 

Valstybes Archyvas, f.R-1019, ap. 4, b.195, ll. 23-27. 

66 Fakta om Sovjetunionen. 1970, nr. 13-14. 

67 Fakta om Sovjetunionen. 1971, nr. 11. 


gende kædet sammen med nedrustningstemaet i Sovjetunionens forslag på 

FN’s 35. generalforsamling i 1980 „Om staternes historiske ansvar for bevarelsen 

af naturen for den nuværende og de kommende generationer“. 

Kernen i Moskvas holdning var „at miljøbeskyttelse ikke blot er et økologisk 

problem, men også et politisk. Løsningen af det afhænger af oprustningen, 

afskaffelse af kolonialismen, som udplyndrer naturressourcerne i andre 

lande, af det brede internationale samarbejde og af kampen for økonomisk 

og socialt fremskridt“. 68 

Forholdet til Danmark og aktuel politik 

Som den tredje propagandasøjle efter fremhævelse af livet under socialismen 

og gendrivelse af den vestlige kritik af østlandene opererede det sovjetiske 

APN-kontor som ovenfor nævnt med søjlen „materiale om bilaterale forhold“. 

69 Ambassadør Levytjkin foreslog i 1963, at Sovjetunionen med fordel 

kunne øge den offentlige informationsmængde vedrørende det nære dansksovjetiske 

forhold, herunder Danmarks interesse for østblokkens udenrigspolitiske 

initiativer og i det hele taget opfattelsen af den aktuelle internationale 

politik, og endelig de positive beretninger om venskab mellem det danske og 

russiske folk. Disse emner ville nemlig indirekte også fremme de to første propagandasøjler, 

som primært sigtede mod at skabe et fundament af generel 

velvilje over for systemet i de socialistiske lande og forbedre den kommunistiske 

ideologis stilling i Danmark. 70 

Statsbesøg var ifølge SUKP en ideel mulighed for at få formidlet østlandenes 

budskaber. Således viderebragte den sovjetiske ambassadør i Danmark, N. 

Slavin, den vurdering til chefen for MID’s skandinaviske afdeling, I.I. Iljitjov, 

at H.C. Hansens undertegnelse af det dansk-sovjetiske kommuniké i marts 

1956 tjente Sovjetunionens „propaganda for principperne i den fredelige 

sameksistens“, om end østlandene burde øge offentlighedsarbejdet for disse 

principper. 71 Presseomtale i forbindelse med statsbesøg i Danmark var i det 

hele taget anledning til, som SUKP’s CK’s ideologiske afdeling skrev i 1964, 

„at styrke propagandaen over for de skandinaviske lande“. Under forbere- 

68 Vladlen Kusnetsov, Sovjetunionen foreslår. Den internationale situation og sovjetiske fredsinitiativer, 

Forlaget Tiden, 1983, s. 36. 

69 „Ottjot litovskogo otdelenija APN sa 1974 god“ [Rapport fra den litauiske afdeling af APN for 

1974] Om udlandspropagandaens art og omfang, 28. januar 1975, Lietuvos Centrinis Valstybes 

Archyvas, f. R-1019, ap. 3, b. 244, ll.29-31. 


perspektivnyj plan [Om vore opgaver med henblik på udviklingen af sovjetisk-danske forbindelser i 

de kommende år. Orienterende perspektivplan] af K. Levytjkin. 5. august 1963, AVP RF f.085, op. 

48, p. 173, d. 8, ll. 41-56. 

71 Slavin til chefen for MID’s skandinaviske afdeling, I.I. Iljitjov, 12. juli 1956, AVP RF, f. 085, op. 40, 

p. 158, d. 10, ll. 24-26. Indberetningen omhandler dansk opfattelse af principperne for fredelig sameksistens. 


delserne til Khrusjtjovs besøg i Danmark i sommeren 1964 skulle de centrale 

aviser på afrejsedagen offentliggøre artikler og materialer om forholdet mellem 

Sovjetunionen og de skandinaviske lande. 72 

Når regeringsrepræsentanter kom på besøg i Moskva, udnyttede SUKP alle 

muligheder for mediemæssig opmærksomhed på emner, den vestlige presse 

ellers ikke ofrede megen spalteplads på. De officielle medier og kommunikeer 

kunne fremhæve det nære og venskabelige forhold mellem Sovjetunionen 

og europæiske NATO-lande, bilateralt samarbejde på en række felter 

og ikke mindst opbakning bag østlandenes alternative sikkerhedspolitiske 

forslag. Jens Otto Krag overvejede inden sin Moskvarejse i februar 1964, 

hvilke af SUKP’s propagandamål han ville acceptere at være med til at 

fremme og hvilke ikke. Danmarks glæde ved Sovjetunionens imødekommenhed 

og villighed til at indgå handelsaftaler: ja. Dette emne plejede samtidig 

Danmarks image som brobygger mellem Øst og Vest. 73 Men dansk støtte til 

Østersøen som fredens hav og Skandinavien som atomfri zone skulle propandamaskinen 

ikke vikle ham ind i. 74 Isvestija gengav 18. februar 1964 et interview 

med Krag, hvor han skulle have sagt angående nedrustning, at de nordiske 

lande satte sig for i FN at arbejde for nedrustning, og “at det ikke var 

nødvendigt at gøre yderligere end det, der allerede er blevet gjort for at sikre 

freden i Nordeuropa.“ 

Propagandatidsskrifterne holdt af at understrege Danmarks erklærede 

overordnede mål om afspænding i Europa og endnu bedre de elementer af 

dansk udenrigspolitik, der stemte overens med de mål, som de socialistiske 

lande også havde. Her fremdrog man de områder, hvor der var formel enighed, 

og nedtonede sider, der udtrykte forskellige forestillinger og vanskelige 

forhindringer. Det kom for eksempel til udtryk i forbindelse med forberedelsen 

og gennemførelsen af den europæiske sikkerhedskonference. APN-redaktionen 

i Danmark skrev med udgangspunkt i dette tema i 1966, at Danmark 

et år tidligere „som et af de første lande i Vesteuropa havde et positivt 

standpunkt til tanken om afholdelse af en fælleseuropæisk sikkerhedskonference, 

og skønt det danske forslag i den fase ikke fik støtte fra andre NATOlande, 

opnåede det en bemærkelsesværdig international resonans. Alt i alt 

fremmede det interessen for en konference.“ Bladet fremhævede de styrkede 

bilaterale forbindelser mellem Danmark og Østlandene, som „udløber af at 

Krag havde været i Polen, samt Hækkerups rejser til de østeuropæiske lande... 

72 “O meroprijatijakh v svjasi s visitom t. Khrusjtjova N.S. v Daniju, Svetsiju i Norvegiju.“ [Om tiltag i 

forbindelse med Khrusjtjovs besøg i Danmark, Sverige og Norge]. Beslutning fra Centralkomiteens 

præsidium, 29. april 1964, RGANI f. 3, op. 18, d. 246, ll. 69-71. 


74 Krags overvejelser ifølge den danske ambassade i Moskva, meddelt den franske ambassade i telegrammet 

„Du sejour en URSS du Premier Ministre danois (19.-28. fev. 1964)“, Archives diplomatiques. 

Udenrigsministeriet. Frankrig, Europe, Danemark, 1944-1970, vol. 93, politique étrangère, 

Relations Danemark avec l’URSS, 13-23-7. 


Oprettelsen af forretningsmæssige og politiske forbindelser er til gavn for det 

fælleseuropæiske samarbejde og bidrager til at stabilisere en fredelig atmosfære 

over kontinentet“. 75 

En lære, tidsskrifterne gerne uddrog af forholdet til de nordiske lande, var 

den grundlæggende enighed mellem de nordiske folk og folkene i de socialistiske 

lande i spørgsmål om fred og fordragelighed: „Den sovjetiske offentlighed 

mener, at de nordiske lande sammen med andre små vesteuropæiske 

lande kan yde et væsentligt bidrag til international afspænding og til udvikling 

af ligeberettiget og gensidigt fordelagtigt samarbejde mellem stater med 

forskelligt samfundssystem“. 76 I forbindelse med, at det „rolige og stabile 

Norden“ blev anset for et oplagt sted at skabe såkaldte fredszoner udtalte 

Bresjnev 17. maj 1977: „Det er tydeligt, at små stater har mulighed for at arbejde 

meget mere aktivt og med større nytteeffekt for fred og afspænding“. 77 

Fakta om Sovjetunionen roste i de følgende år „dialogpolitikken“, som 

Danmark fremmede gennem sin støtte til den sikkerhedskonference, de socialistiske 

lande tidligere havde foreslået. 78 Redaktionen koblede ikke kun konferencetanken 

sammen med et såkaldt „sikkerhedsfælleskab blandt Østersølandene“, 

men også til spørgsmålet om anerkendelsen af DDR. Det skete 

blandt andet i omtalen af en to-dages konference i Landstingssalen på 

Christiansborg i maj 1971 med titlen „Fred i Østersøområdet“, hvor repræsentanter 

fra offentligheden i Finland, Danmark, Norge, Sverige, Forbundsrepublikken, 

Sovjetunionen, DDR og Polen ifølge det sovjetiske tidsskrift udtalte 

sig til fordel for anerkendelse af „status quo i Europa, der genspejler de 

territoriale og politiske resultater af den anden verdenskrig.“ Der blev omtalt 

en forberedelseskomité, nedsat i Danmark med dette formål, og det hed videre: 

„Den sovjetiske offentlighed modtog med interesse forslaget om at 

holde de næste fredsdage i København. Kendte mennesker fra de sovjetiske 

Østersøstaters kulturliv, store videnskabsmænd, der arbejder med Østersøens 

problemer, har udtrykt ønske om at deltage i møderne i København og i en venskabelig 

meningsudveksling med deres kolleger og naboer fra andre lande.“ 79 

Alternativet til NATO blev i Fakta om Sovjetunionen fremhævet gennem perspektivet 

om en kollektiv europæisk sikkerhedsproces eller om „et skandinavisk 

fællesskab“, som kobledes til idéen om et fællesskab mellem de stater, der 

grænsede op til Østersøen og til idéen om en atomfri zone i Norden. I den 

sammenhæng greb man ivrigt om forskellige sovjet-inspirerede forslag som 

„Kekkonens smukke forslag til konsolidering af freden i det høje Nord.“ 80 



77 P. Krymov, Sovetskij sojus i severnyje strany [Sovjetunionen og de nordiske lande], 

Mesjdunarodnaja Sjisn nr. 8, 1979, s. 17. Citatet blev bragt i Pravda 17. maj 1977. 

78 Fakta om Sovjetunionen, 1967, nr. 4 og 1971, nr. 4. 




Billedet af Danmark som småstaten, der trådte op mod de store, var yndet 

i materialet fra de socialistiske lande. 81 I 1974 skrev det sovjetiske udenrigsministerium 

i sit sammendrag om dansk politik, at det var en „succes at invitere 

Anker Jørgensen til Sovjetunionen og modtage ham på højeste niveau. På 

den måde har man „signaleret, at Sovjetunionen retter lige så stor opmærksomhed 

mod små, som mod store lande“. Man konstaterede, at der havde været 

en meningsudveksling om internationale problemer, som blev „udnyttet“ 

til brug for „påvirkning af den danske regering“. 82 I forbindelse med hans besøg 

glædede sovjetpressen sig over enigheden om den forestående CSCE-konference. 

83 Man beklagede dog samtidig, at Danmark „i realiteten fulgte 

samme vej som USA, England og Frankrig, der ville gøre den tyske fascisme 

tilpas. Det er i hvert fald sovjetiske forskeres syn på dette problem.“ 84 

I dette citat lå ikke så meget en kritik af Danmark som af NATO’s stormagter. 

Deres fremfærd blev brugt til at kontrastere de positive sider af socialismen. 

Samtidig levede propaganda-bladene op til et af hovedmålene i østlandenes 

udenrigspolitiske virksomhed – nemlig at „afsløre kapitalismen“. I den 

forbindelse associerede man sympatiske træk i Danmarks udenrigspolitik til 

den sovjetiske politik og modstillede disse til de øvrige vestmagter. Sovjetunionen 

ønskede i den forbindelse også at bruge en traditionel modvilje mod 

vestmagternes kolonipolitik. APN-redaktionen i Danmark roste i artikelserier 

den danske FN-politik som udtryk for solidaritet med den tredje verden, som 

gav sig udslag i rundhåndet u-landsbistand – „helt på linje med sovjetisk politik“. 

85 

Internt vurderede den sovjetiske ledelse, at dækningen af den tredje verden 

var en god sag. Den skandinaviske afdeling i udenrigsministeriet hæftede 

sig i 1977 ved, at den danske regering gik ind for en mere nuanceret og kompromissøgende 

vestlig holdning i spørgsmålet om økonomiske forbindelser 

til udviklingslande, ønskede at normalisere forholdet til Angola, og havde „en 

radikal linje i spørgsmålet om kampen mod kolonialisme“. 86 

81 “O nekotorykh osobennostjakh vnesjnej politiki Danii“. Spravka. [Om nogle særegenheder ved 

Danmarks udenrigspolitik“. Indberetning] af 2. sekretær N. Sjtjeklein, den sovjetiske ambassade i 

København, 19. april 1963, AVP RF f. 085, op. 48, p. 173, d. 8, ll. 1-7. 


fra Sovjetunionens ambassade i Danmark for året 1973], MID , 27. februar 1974, Lietuvos 

Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 186, ll. 5-8. 



85 MID hæftede sig ved dette træk i dansk politik, jf. „Vnesjnjaja politika Danii i jejo mesjdunarodnoje 

polosjenije v 1963 gody“ [Danmarks udenrigspolitik og dets udenrigspolitiske forhold i året 

1963], MID sammendrag på grundlag af ambassadeindberetninger fra København, MID, 30. marts 


86 „Vypiska is polititjeskogo ottjota posolstva SSSR v Danii sa 1976 god. Vnesjnjaja politika Danii.“ 

[Sammendrag af politisk rapport fra Sovjetunionens ambassade i Danmark for året 1976. Danmarks 

udenrigspolitik], 28. marts 1977, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 207, 

l. 22-25. 


Vestlige landes til tider problematiske engagement i den tredje verden var 

et af de punkter, sovjetpropagandaen med størst effekt kunne brug i sin „afsløring 

af kapitalismen.“ Fra 1966 gennemførte Fakta om Sovjetunionen en protest 

mod Portugals fortsatte kolonipolitik i Afrika og samme nummer fremførte 

kritikken af USA’s engagement i Vietnam. 87 Uhyggelige billedreportager 

fra Vietnam optrådte i bladets årgang 1968, nr. 10 og igen 1970, nr. 7-8. 

Om USA’s politik i Chile skrev bladet i 1971: „De demokratiske og venstreorienterede 

kræfters sejr i Chile kom uventet for Washington. USA havde gjort 

alt for at hindre det. Agenter for CIA strømmede til landet, og reaktionen 

greb til åbne terroristiske handlinger. Med disse handlinger ville højrekræfterne, 

opmuntret af Washington, sprede panik, skabe en atmosfære af frygt 

og tilskynde hæren til statskup.“ 88 En kritik af Sydafrika som en minimodel af 

USA startede i bladets spalter i 1971: „Bladets fakta om uhyrlig udbytning af 

den oprindelige befolkning i Sydafrika anklager jo ikke alene USA’s imperialisme. 

I de sidste år er der på udenlandske investeringer opflasket en sydafrikansk 

imperialisme ... . Den herskende klike føler den voksende overspænding 

i landets politiske atmosfære og skynder sig at sikre sig støtte og at anråbe 

om NATO’s militære og politiske protektion“. 89 

Med til det bilaterale propagandaarsenal hørte understregningen af samhørigheden 

mellem det danske og sovjetiske folk. Den danske APN-redaktion 

anvendte typisk statistikker over telefonsamtaler og brevforsendelser mellem 

Rusland og Danmark, artikler med erindringer om den sovjetiske „befrielse“ 

af Bornholm i jubilæumsskrivelser „for 20 år siden“, „for 25 år siden og „for 

30 år siden“, og med indlæg vedrørende sovjetisk-skandinavisk samarbejde 

om søredningstjeneste i Østersøen. Dette samarbejde var et eksempel på en 

rent praktisk bilateral foranstaltning, som sovjetiske publikationer ofte heviste 

til. 90 

I DDR, der jo ikke som stat havde deltaget i den begivenhed, som også de 

socialistiske lande omtalte som befrielsen af Danmark, søgte ledelsen her ad 

anden vej at etablere en historisk forståelse mellem de to folk. I den sammenhæng 

var statens anti-fascistiske grundlag et brugbart redskab. Kommunistpartiet 

SED anså sig selv som født ud af modstanden mod Hitler, og som den 

legitime åndelige arvtager til antifascismen i Tyskland – naturligvis i stærk 

modsætning til Vesttyskland. Forbindelsen til Danmark var den danske modstandsbevægelse. 

Der blev fremstillet reportager om danske modstandsfolks 

rejse til antifascistiske mindehøjtideligheder i DDR, hvor danskere blandt an- 




90 Eksempelvis Fakta om Sovjetunionen, 1968, nr. 13-14; „Predlosjenija posolstva po rasvitiju svjasej 

mesjdu SSSR i Danijej“ [Ambassadens forslag til udvikling af forbindelserne mellem USSR og 

Danmark] den sovjetiske ambassade i København til MID, 9. juni 1958, AVP RF f. 085, op. 42, p. 162, 

d.6, l. 35. 


Eksempel på konkurrence fra Fakta om Sovjetunionen, 1972. 

det fra tid til anden gæstede de nationale mindesmærker i de tidligere KZlejre 

Buchenwald og Sachsenhausen. 91 Den anden vej rejste østtyskere – kommunister 

– der havde kæmpet mod Hitler og helst nogle af de tyske flygtede 

kommunister, der under besættelse havde arbejdet sammen med den danske 

modstandsbevægelse. 92 Den historiske fællesskabsfølelse blev som regel i artiklerne 

omsat til sympati for DDR’s udenrigspolitik og/eller en fordømmelse af 

NATO. De danske modstandsrepræsentanter var næsten altid DKP’ere. 

Fakta om Sovjetunionen offentliggjorde ligeledes vindere af rejser til Sovjetunionen, 

som havde deltaget i de stilekonkurrencer, Landsforeningen til 

Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen havde udskrevet i samarbejde 

91 “Sachsenhausen“, DDR-Revy nr. 4, 1963; “Modstandsfolkenes indsats er ikke glemt“, DDR-revy nr. 6, 

1985. 

92 “Solidariteten glemmer vi aldrig“, DDR-Revy nr. 5, 1978; “Et gensyn med Danmark efter 40 år“, 

DDR-revy nr. 8, 1984. 


med det danske Undervisningsministerium. Koordineringen med de danske 

myndigheder hang alene sammen med behovet for at få adresserne på skolerne, 

men APN-journalisterne understregede dette samarbejde med henblik 

på at øge legitimiteten. I 1966 var emnet „Hvad jeg ville se, hvis jeg fik en rejse 

til Sovjetunionen“. 93 Et andet eksempel med samme førstepræmie var en stilekonkurrence 

i 1978 udskrevet af Landsforeningen i samarbejde med Direktoratet 

for Gymnasieskolerne og HF. Kandidaterne kunne vælge at skrive om 

1) „Udviklingen i Sovjetunionen i de forløbne år siden revolutionen inden for 

forskellige områder af samfundslivet“, 2) Forholdet mellem kirke og stat i 

Sovjetunionen og 3) En skildring af livet i Rusland før revolutionen på basis 

af Maxim Gorkis forfatterskab“. 94 

Gennemslagskraften 

Direkte succes for propagandaen er vanskelig at påvise, da dens funktion var 

en langsigtet imageforbedring snarere end en kortsigtet kommentar til den 

aktuelle udvikling. Sidstnævnte rolle udfyldte den østlige og den vestlige kommunistiske 

presse – i Danmark Land og Folk – bedre. En første indikator på 

succes for den østlige propaganda var, at den kunne slå ud til de danske kommunisters 

fordel på valgdagen. Fik Fakta om Sovjetunionens glædesstrålende 

kosmonauter og folkedansere, DDR-revyens fremgangsrige befolkning eller 

Radio Moskvas læsning af den politiske lektie danskerne til at flytte deres kryds 

på stemmesedlen over til DKP? Der findes ingen konkrete undersøgelser af 

spørgsmålet, men der er intet, som tyder på, at svaret er andet end et klart 

nej. 

Et problem ved såvel den trykte som den æterbårne propaganda var, at det 

stod klart for modtageren, at der ikke så meget var tale om fakta om 

Sovjetunionen som om nøje udvalgte fakta. Den positive glansbilledversion af 

socialismen, som tidsskrifterne udstillede, måtte stemme en kritisk læser skeptisk. 

Socialismen havde også et andet ansigt. Et, der viste tænder, og som de 

fleste havde svært ved at glemme. Denne side af den sovjetiske socialisme viste 

sig eksempelvis ved invasionen i Ungarn 1956, opførelsen af Berlin-muren 

1961 og i Tjekkoslovakiet 1968. Hvor alvorlige ridser disse begivenheder gav 

i Sovjetunionens og de øvrige socialistiske staters image kunne blandt andet 

aflæses i de rystelser, som de tre begivenheder afstedkom langt ind i rækkerne 

af loyale kommunistiske partimedlemmer. Således førte angrebet på Ungarn 

til spaltningen af det danske kommunistparti og til, at mange medlemmer 

meldte sig ud af partiet. 

En tidligere ledende medarbejder i Radio Berlin International, RBI, har i en 

bog skrevet efter genforeningen hævdet, at RBI generelt havde en bred gen- 

93 Fakta om Sovjetunionen ,1966, nr. 1. 

94 Annonce fra Fakta om Sovjetunionen, 1978, nr. 1. 


nemslagkraft og blev lyttet til af en trofast og omfattende lytterskare på selv de 

fjerneste kontinenter. Herfra modtog radiostationen dagligt breve fra taknemmelige 

og interesserede lyttere. 95 Denne beskrivelse går udmærket i 

spænd med den måde, hvorpå RBI præsenterede sig selv over for sine politiske 

opdragsgivere i DDR. Det fremgår for eksempel af en rapport fra RBI til 

SED’s centralkomite i 1963. Her forklarede den danske redaktion, at en 

dansk skoleelev havde henvendt sig med forespørgsel om mere materiale om 

DDR til brug for en præsentation i skolen. Desuden kunne redaktionen 

glæde sig over en lytter, der nød RBI, fordi den adskilte sig fra de danske medier, 

der fik deres stof fra „ret så nazistiske vesttyske kilder“. 

RBI havde imidlertid også været opmærksom på, at succesen nok var begrænset. 

Årsagen så man deri, at man var kommet til at sende den danske udsendelse 

samtidig med dansk tv’s nyhedsudsendelse. 96 En lignende vurdering 

af RBI’s manglende succes med at få tag i de danske radiolyttere stammer fra 

et møde mellem lederen af SED i Rostock, Karl Zylla, og DKP-ledelsen i 1965. 

Meldingen fra de danske kommunister var, at praktisk taget ingen lyttede til 

RBI. 97 På samme måde sendte Aksel Larsen en skarp kritik af Radio Moskvas 

dansksprogede udsendelser og vedlagde et brev fra frustrerede DKP’ere, der 

fandt programmerne kedelige, uaktuelle og uegnede til et dansk publikum. 98 

Efterhånden som tv for alvor vandt frem i Danmark, er det rimeligt at antage, 

at behovet for østtysk radio ikke nødvendigvis steg uden for en snæver gruppe 

af rettroende DKP’ere og andre særligt interesserede. Til denne snævre 

gruppe af lyttere hørte udenrigsministeriet og de danske efterretningstjenester, 

som her fandt gode indicier for kampagner og presseangreb. 99 

Østlandenes egne vurderinger af effekten af informations- og propagandamaterialet 

var ofte negativ. Efter Krags besøg i Moskva, oktober 1965, var evalueringen 

hos de sovjetiske repræsentanter i Danmark moderat. 

Propagandaen skulle være „mere konkret og letfattelig“ for den danske befolkning, 

og „den savner forståelse for synspunkterne hos den del af befolkningen, 

som den henvender sig til“. 100 Hvad angår DDR diskuterede SED 

95 Heinz Odermann, Wellen mit tausend Klägen. Geschichte rund um den Erdball in Sendungen des 

Auslandsrundfunks der DDR Radio Berlin International, 2003, s.10. 

96 SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/2.028/52: “Auszüge aus Hörerbriefen des Monats Oktober 

1963“.13.11.1963. 

97 SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/ 547: „Bericht über meine Reise nach Kopenhagen vom 14.- 

19.5.1965“. 

98 Aksel Larsen til SUKP’s CK, 30. november 1954, RGANI f. 5, op. 28, d. 138, ll. 146-154. 

99 Eksempelvis (telegram) fra ambassaden i Moskva, modt. 8/4-57, 8. april 1957, UM.105.T.1.b/4; 

Betragtninger vedrørende Ruslands politik over for Norden, 1949-72, 24. januar 1949, UM. 

Ad.5.D.30.a; Vedr. oversigterne over russiske presseangreb mod Danmark, referat af 17. november 

1952, UM.105.M.28.b. 

100 „Predlosjenija o dalnejsjem rasvitii sovetsko-datskikh otnosjenij, vytekajusjtjije is itogov visita premjerministra 

Kraga v Sovetskiij Sojus“ [Forslag til yderligere udvikling af de sovjetisk-danske relationer 

efter statsminister Krags besøg i Sovjetunionen] indberetning af 23. december 1965, AVP RF f. 

085, op. 50, p. 177, d. 7, ll. 73-83. 


jævnligt propagandaen med de danske kammerater i DKP, som også gjorde 

opmærksom på, at propagandaen havde problemer med at slå bredt igennem. 

Således vurderede den ledende DKP’er Ingmar Wagner i 1963 i en samtale 

med den daværende chef for SED’s afdeling for udenrigspolitik Peter 

Florin, at DDR-propagandaen var virkningsløs, mens Berlin-muren fortsat 

havde en negativ virkning endog helt ind i partiets egne rækker. 101 

Det forhold, at propagandaen ofte ikke blev vurderet til at være virkningsfuld 

nok, faldt på stengrund eller i værste fald virkede komisk, må rejse 

spørgsmålet, hvorfor de socialistiske lande fortsatte med at pumpe så mange 

penge i propagandamaskineriet. Forklaringen er, at propagandaen rørte ved 

et hovedpunkt i den kolde krig, nemlig kampen om sjælene, det store slag 

mellem kommunismen og kapitalismen. For ledelsen i de socialistiske lande 

var den fortsatte agitation for socialismen en grundsøjle i påvirkningsarbejdet. 

Propagandaen var derfor et nødvendigt element i fortsættelsen af den 

politiske kamp, og det var i Øst at betragte som en kapitulation, hvis denne 

politiske offensiv tog af i forhold til Vesten. Meldinger om den begrænsede 

virkning kunne derfor ikke føre til spørgsmål om propagandaens eksistensberettigelse. 

Som nævnt var informationsmaterialets langtidsvirkning på sovjetkommunismens 

image et forhold, der ikke umiddelbart kunne aflæses i læser- eller 

lyttertallene. Det væsentlige var, at propagandaen blev videreformidlet af andre. 

Staterne og de statskontrollerede institutioner havde et informationsmonopol, 

som det var meget vanskeligt at komme uden om. På den ene side 

skulle ubehagelige emner ties ihjel ved, at man i Vesten ikke fik adgang til troværdige 

og repræsentative informationer. På den anden side skulle regimernes 

gode sider overeksponeres, så kritiske røster stod over for en mur af „dokumentation“. 

I den forbindelse havde østlandene den fordel, at de i meget 

vid udstrækning kunne styre informationsstrømmen fra øst mod vest. 

Mængden af tilgængeligt kildemateriale om de emner, man fra de socialistiske 

landes side ønskede til debat – for eksempel socialistisk skolepolitik eller 

sundhedsvæsen – kunne medvirke til at fortrænge emner som det sovjetiske 

Gulag-system. Kunne østlandene således på den måde påvirke eksempelvis 

indholdet i vestlige bogudgivelser, blev det anset for at være medvirkende 

til imageplejen. 

Når østpropagandaen på enkelte punkter satte sig spor i de vestlige befolkningers 

bevidsthed, var det på et område som socialismens evne til at 

skabe konkrete velfærdsgoder, og trods den overvejende vestlige skepsis på 

området, var respekten for østlandenes samfundsmodel i Vest formentlig 

størst i den her behandlede periode. Hvorvidt dette skabte en grundlæg- 

101 SAPMO-Barch: DY 30/IV A 2/20/547: „Aktennotiz über die Aussprache, die vom Genossen 

Florin mit dem Genossen Ingmar Wagner – Sekretär der KP Dänemarks am 23.1.1963 durchgeführt 

wurde.“ 1.2.1963. 


gende velvilje over for den socialistiske model, som østlandene kunne trække 

på i andre sammenhænge hos de vestlige befolkninger, må dog anses for 

mere end tvivlsomt. Den automatiske kobling mellem socialisme, fred, vækst 

og velfærd, som Øst forsøgte at foretage, trængte ikke igennem til en bred 

vestlig offentlighed, og socialismen i den sovjetiske udgave forblev i Danmark 

en drøm i en lille og marginaliseret subkultur. 


45 · Vurdering og sammenfatning 

Datidige vurderinger af påvirkningsforsøgenes 

gennemslagskraft 

Østlandenes ledelse havde generelt en tendens til at fremstille påvirkningsarbejdet 

i de vestlige lande som succesfuldt. Der var imidlertid forskel på de 

positive vurderinger på højt niveau og de typisk noget mere negative vurderinger 

fra lavere niveauer som den sovjetiske ambassade i Danmark. Ambassaden 

indberettede fyldigt om forslag og strategier for påvirkning, men 

kom oftest med negative vurderinger af dens virkning. 

Østlandene erkendte sjældent, at det kunne skyldes svigtende ideologisk 

tiltrækningskraft eller manglende evne til planlægning af strategierne. De 

mindre tilfredsstillende resultater blev typisk tilskrevet enten det „aggressive 

Vestens modkampagner“ eller det „utilstrækkelige arbejde“ i Sovjetunionens 

lokale støttegrupper som DKP og venskabsforeningen. En sjælden gang fandt 

ambassaden dog den dybereliggende årsag i, at kendskab til kommunistisk 

styring forhindrede „den helt store støtte fra danske organisationer og fagforeninger“. 

Det gjaldt eksempelvis en ambassadeindberetning om effekten af 

Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerheds arbejde. 1 Men jævnligt var det 

DKP’s og Landsforeningens indsats, som fik hårde ord med på vejen. 2 Særligt 

DKP tog ofte bebrejdelserne til sig af loyalitet og anvendte dem til indre disciplinering. 

Efter de danske efterretningstjenesters opfattelse var det DKP, der med sin 

organisationserfaring havde potentiale til at gennemføre påvirkningspolitikken, 

hvis de rette omstændigheder var til stede. Gennem 1970’erne diskuterede 

man ofte i vestlige regeringskredse, om man burde undersøge landenes 

kommunistpartier for såkaldt „undergravende virksomhed“. Herom var de 

1 “O dvisjenii sa jevropejskuju besopasnost v Danii“ [Om bevægelsen for europæisk sikkerhed i 

Danmark]. Indberetning fra 3.sekretær ved ambassaden i København, Tjebotok, til SSOD, 20. juni 

1974, GARF f. 9576-R, op. 20, d. 449, ll. 126-130. 

2 Referat af samtale med medlem af DKP’s CK Svend Nielsen 29. maj 1961, indberetning fra 1.sekretær 

ved ambassaden i København A.A. Rylnikov, 9. juni 1961, RGANI f. 5, op. 50, d. 326, ll. 111-115; 

“Spravka o dejatelnosti Obsjtjestva „Danija-SSSR“ po sostojaniju na 1-oje ijulija 1973 goda.“ [Notat 

om Landsforeningen Danmark-Sovjetunionens virke pr. 1. juli 1973] Indberetning til SSOD fra Ju. 

Samokhin, SSOD og 1. sekretær ved ambassaden, 21. juni 1973, GARF f. 9576-R, op. 20, d. 123, l. 200- 

206a; A. Koroljov, vicechef i skandinavisk afdeling i SSOD til Samokhin, 27. august 1973, GARF f. 

9576-R, op. 20, d. 123, l.207; Ottjot o pojesdke delegatsii Latvijskogo otdelenija Obsjtjestva drusjby 

„SSSR-Danija“ v Daniju s 5 do 12 nojabrja 1978 goda i o predvaritelnykh itogakh „Dnej SSSR“ v Danii 

s utjastijem Latvijskoj SSR“ [Rapport om en rejse for den lettiske del af venskabsforeningen USSR- 

Danmark til Danmark 5.-12. november 1978 og om de foreløbige resultater af sovjetiske dage i 

Danmark med deltagelse af den lettiske sovjetrepublik] Latvijas Valsts Arhivs, 338 f., 2 apr., 4 l., 12- 

21 lp. 

VURDERING OG SAMMENFATNING 415

enkelte NATO-lande ikke enige. Flere medlemslande, heriblandt Frankrig, 

fandt det problematisk og ømtåleligt at overvåge politiske partier, hvis der 

ikke var tale om kriminel virksomhed. Storbritannien derimod fandt opmærksomheden 

på kommunistisk virksomhed relevant, og Norge og Danmark 

betegnede dette arbejde som værdifuldt og nødvendigt, men understregede 

samtidig, at det ikke skulle blive rutine at beskrive lovlige partier, deres 

medlemstal og aktiviteter. Det ville være vanskeligt at legitimere over for offentligheden, 

og også PET anbefalede mådehold med systematiske overvågninger. 

Dog forblev efter PET’s opfattelse DKP en hovedmodstander på hjemmefronten, 

hvis aktiviteter burde følges nøje. 

DKP’s eksistens og virksomhed var lovlig og en del af det danske parlamentariske 

system. PET og FE begrundede i 1976 derfor overvågningen af partiet 

med, at DKP arbejdede til fordel for en fremmed magt. „Såvel Sovjetunionens 

Kommunistiske Parti som nationale kommunistpartier forsøger fortsat at påvirke, 

kontrollere og udvikle den undergravende virksomhed, og at udnytte 

de internationale politiske udviklingstendenser til dette formål. I forbindelse 

hermed bør det erindres, at DKP igennem mere end 25 år har optrådt som et 

af de mest Moskva-tro politiske partier i Vesteuropa“. 3 Både NATO og de danske 

efterretningstjenester betegnede DKP’s aktiviteter i Danmark som „undergravende 

virksomhed“. Aktiviteter som propaganda, sabotage og spionage, 

som DKP udførte, var en del af den „efterretningsmæssige trussel imod 

Danmark fra Warszawapagten“. 4 Den kommunistiske bevægelses overordnede 

mål blev beskrevet som „at underminere en nations militære, økonomiske og 

politiske styrke eller psykologiske moral, samt splitte og svække det eksisterende 

samfundssystem med nationens totale sammenbrud som det endelige 

mål“. 5 

I forsøget på at beskrive DKP’s virksomhed udfærdigede PET gennem hele 

perioden opgørelser over partiets politik, ideologi, medlemstal, styrke, organisationsopbygning, 

økonomi, presse og skolingsvirksomhed. De systematiske 

rapporter vedrørte også DKP’s indflydelse på andre grupper, bevægelser og 

foreninger, der var kommunistisk styrede eller infiltrerede, ligesom de gengav 

PET’s viden om den internationale kommunisme, navnlig om samarbejdet 

med de øvrige kommunistpartier i Norden, Vesttyskland, DDR, Sovjetunionen 

og Polen. Efter de danske tjenesters vurdering var DKP’s politiske indflydelse 

langt større, end partiets lave medlemstal lod formode på grund af dets 

internationale forbindelser og partiets erfaringer i subversion. Dertil kom 

DKP’s evne som „initiativtager til aktioner i det danske foreningsliv, besættelse 

af nøgleposter i ledelsen, dannelse af nye komitéer, aktionsgrupper, demon- 

3 „Fokus på spionage, sabotage & undergravende virksomhed“, Fokus nr. 6/76, FE’s arkiv. 

4 Halvårsoversigt nr. 1, 9. maj 1965, FE’s arkiv. 



strationer mv. 6 I en række andre danske foreninger fandt ifølge de danske 

efterretningstjenester lignende indirekte styring sted fra DKP. 

FE rapporterede i 1964 om venskabsforeningerne, at de havde til formål at 

fremme de venskabelige forbindelser mellem to lande gennem oplysningsvirksomhed, 

som dog „let forvandles til en ikke ønskværdig propagandapolitik, 

som udnyttes i den psykologiske krigsførelses tjeneste“. 7 Men det var imidlertid 

efter begge efterretningstjenesters vurdering alligevel ikke gennem venskabsforeningerne, 

at partiet vandt indflydelse. PET’s rapporter fra perioden 

giver det indtryk, at den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet 1968 og Sovjetunionens 

deraf følgende prestigetab i den vestlige offentlighed gav bagslag til 

foreningerne, således at hverken venskabs- eller fredsforeningerne vakte den 

store sympati i den brede befolkning. 8 

DKP’s styrke lå efter PET’s vurdering i partiets tradition for kadreskoling, 

som er beskrevet i kapitel 43. Skolede personer blev placeret højere i partiorganisationen 

eller i infiltrerende funktioner i ikke-kommunistiske foreninger. 

9 De økonomiske tilskud til DKP fra østblokken betød ekstra midler til illegalt 

arbejde og styrkede også efter PET’s opfattelse i betydelig grad DKP’s 

propagandaevne. 10 Hertil kom indirekte pengeoverførsler fra både Sovjetunionen 

og DDR gennem DKP’s ejendomme, forlagsvirksomhed og rejsebureauer, 

11 tilførsler gennem venskabsforeningerne 12 og indtægterne fra skolings- 

og kursusvirksomheden. 13 PET rapporterede også om, at DKP arbejdede 

med „skinskolingsprogrammer“, hvor store antal deltagere figurerede 

på lister, uanset om de mødte op eller ej. 14 

Hen mod slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne dukkede 

nye revolutionære grupperinger frem i Vesten, som distancerede sig fra den 

sovjetiske kommunisme. Det var i USA borgerrettighedsgrupper, der protesterede 

mod de sortes vilkår i USA og f.eks. dannede Black Power-bevægelsen. 

Det var socialistiske kredse i Europa, blandt andet trotskister, som solidariserede 

sig med Cuba og Kina imod Sovjetunionen. Og der var i Storbritannien 

intellektuelle marxister, såkaldte „Nye Venstre“-grupper, der brød med 

det britiske kommunistparti og dannede deres egen anti-atombevægelse Ban 

the Bomb vendt mod begge supermagter. Disse strømninger nåede også Danmark 

og førte til en modificering af efterretningstjenesternes trusselsvurderinger 

af den danske venstrefløjs aktiviteter. PET kunne i slutningen af 

6 Halvårsoversigt nr. 1/1968, FE’s arkiv. 

7 Halvårsoversigt nr. 1/1964, Oktober 1963 – april 1964, FE’s arkiv. 


9 PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 264, 263 og 160. 







1960’erne konstatere, at denne trængsel på venstrefløjen både havde forvirret 

og hæmmet DKP’s påvirkningsarbejde. 

Mens PET så dannelsen af SF med Aksel Larsen i spidsen som en reel 

videreførelse af den sovjettro linje, 15 kom den opfattelse til udtryk i såvel 

PET’s som FE’s rapporter gennem 1960’erne, at der ikke var grund til den 

store bekymring i forbindelse med de mange yderligtgående græsrodsbevægelser 

såsom Black Panthers Party, Kampagnen mod Atomvåben, Vietnambevægelsen, 

Revolutionære Socialister m.fl. PET og FE fulgte magtkampene på venstrefløjen 

gennem 1960’erne, men så ingen decideret trussel i grupperingerne, 

da disse græsrodsbevægelser, trods manges sympati for Maos Kina, ikke som 

DKP koordinerede deres politik og propagandaarbejde med en fremmed 

magt. Desuden pointerede efterretningstjenesterne, at de nye venstreorienterede 

grupper ikke havde samme organisationserfaring og led af indre stridigheder 

og samlet set ikke evnede at skabe masseopbakning. 16 Denne vurdering 

stemte overens med internationale analyser af samme spørgsmål fra 

starten af 1970’erne. 17 Desuden konstaterede PET og FE i den første halvdel 

af 1960’erne, at de nye bevægelser svækkede DKP’s gennemslagskraft. Denne 

vurdering faldt sammen med DKP’s egen, der udtrykte bekymring for, at 

„maoistkredse søgte at ødelægge DKP indefra“. PET fulgte eksklusioner af 

„prokinesere“ fra DKP’s top samt udrensninger af trotskister, navnlig blandt 

aktive DKU’ere. Det vakte f.eks. ubehag i DKP’s ledelse, at enkelte yngre medlemmer 

havde kontakter til den trotskistiske „IV. Internationale“ i Vesttyskland 

og Frankrig: „DKP har forgæves forsøgt at kontrollere gruppen ved at 

kræve, at DKP’s CK på forhånd godkender deres aktioner.“ De unges afvisning 

af dette krav førte til ekskludering af de pågældende fra partiet, skrev 

PET i 1963. 18 Endelig noterede PET sig, at den sovjetiske presse med tilfredshed 

citerede det loyale danske partis formand Knud Jespersen fra Land og 

Folks spalter vedrørende den kinesiske kulturrevolution: “Det har hverken 

med kultur eller revolution at gøre, og har derfor ingen forbindelser til en 

kulturel revolution. Det er simpelthen anarki. Det forekommer mig særdeles 

tragisk, at noget sådant kan foregå i et gammelt, civiliseret land“. 19 

DKP’ virksomhed var og forblev efter PET’s og FE’s vurderinger en undergravende 

fare for det danske samfund. Faren bestod i partiets evne til at infiltrere 

de øvrige venstreorienterede grupper og dreje deres dagsorden bort fra 

de store utopier og over i retning af mere konkrete anti-NATO-kampagner. 20 

DKP’s styrke var partiets kamperfaring, gruppedisciplin og veludrustede propagandapparat, 

som gav stor mulighed for gennem infiltration i danske akti- 


16 Halvårsoversigt nr. 1/1964, Oktober 1963 – april 1964, FE’s arkiv. 

17 Materiale i PET. 



20 Halvårsoversigt nr. 1, 1966, 9. maj 1966, FE’s arkiv. 


Østblokkens vel nok bedste kort indtil Gorbatjov: Khrusjtjov, der af mange blev set som mindre 

formel og autoritær end de andre ledere i østblokken. Her ved morgenmaden på SAS-hotellet 

under sit Danmarksbesøg i juni 1964. Fra Khrusjtjov ses med uret Nina Khrusjtjova, ambassadørparret 

Levytjkin, Andrej Gromyko, Jelena, Julija, Rada og Adsjubej. (FE). 

vistkredse at hægte sig på de strømninger, der udviklede sig i det danske politiske 

landskab. Og det lykkedes ifølge PET og FE for partiet mod slutningen 

af 1960’erne at koble sig på græsrodsbevægelserne f.eks. ved at udnytte deres 

demonstrationer mod USA’s krig i Vietnam, mod Grækenlands politik, mod 

imperialismen og lignende til også at propagandere for „Danmark ud af 

NATO“. 21 

Vellykket infiltration efter 1968 

I perioden 1960-1966 gik infiltrationsarbejdet ifølge PET trægt. For eksempel 

havde DKP stået rådvild over for den nye venstrefløjs anti-atombevægelse og 

var endt med at acceptere protesten mod atomvåben både i Øst og i Vest. 

DKP havde desuden uden stor succes søgt at tage patent på en anden dansk 

massebevægelse, modstanden mod dansk medlemskab af EF, som DKP efter 

21 Halvårsoversigt nr 2, 1967, 2. november 1967, FE’s arkiv; PET’s arkiv, DIIS-samling, dokument nr. 

194. 


ådslagning med østblokkens kommunistpartier havde søgt at koble sammen 

med anti-NATO-kampagnen. 22 

Mod slutningen af 1960’erne registrerede PET fremgang på en række områder 

for DKP. Aksel Larsens påstand om, at SF var infiltreret af kommunister 

kunne ifølge PET bekræftes, og det vurderedes, at det efterhånden var lykkedes 

partiet gennem infiltration at sætte sit præg på SF’s sikkerhedspolitiske 

linje. Ifølge PET var infiltrationsarbejdet i SF ledet af partisekretærerne 

Ingmar Wagner og Poul Emanuel, der havde nære kontakter til SF’erne 

Hanne Reintoft, Pia Dam, Erik Sigsgaard og Holger Vivike. Ved hovedbestyrelsesmødet 

i SF 5. november 1967 havde DKP ventet, at Aksel Larsen ville redegøre 

for udenlandsk og indenlandsk infiltration, men det skete ikke, og 

venstrefløjen inden for partiet fik således ikke brug for den erklæring, som 

Vivike ifølge PET havde fået den sovjetiske ambassade til at fremstille. Denne 

erklæring skulle have indeholdt en tilbagevisning af Aksel Larsens påstand 

om udenlandsk infiltration. Venstrefløjen i SF havde ifølge PET hele tiden 

vidst, at Holger Vivike holdt snæver kontakt med den sovjetiske ambassade. 23 

PET fulgte også med nogen bekymring kommunisternes kamp for at 

trænge ind i den danske fagbevægelse fra 1968. PET beskrev i 1969 den danske 

fagforeningsbevægelse som „dybt rodfæstet i det danske socialdemokrati“ 

og den samlede organisation for hovedparten af landets fagforbund LO som 

„fri for kommunistisk indflydelse“. Det samme gjorde sig gældende for de enkelte 

fagforbund, hvorimod nogle fagforeninger – fortrinsvis i hovedstadsområdet 

– ifølge PET’s notat havde „kommunistisk dominans i ledelsen“. PET 

konkluderede, at den sovjetiske indflydelse på danske fagforeningsforhold på 

daværende tidspunkt var „uden nævneværdig betydning, og at de kontakter, 

der søgtes knyttet fra russisk side, i væsentlig grad havde et informativt sigte. 

Men man hæftede sig ved, at arbejdsattaché Valentin Lomakin i sin kontakt 

med DKP havde foreslået, at DKP styrkede Preben Møller Hansens position i 

ledelsen, eftersom dette medlem havde opnået en stærk kontakt i fagbevægelsen. 

24 I 1970 skrev PET, at Preben Møller Hansen havde været til samtale i 

Moskva hos SUKP angående politiske strategier over for den socialdemokratiske 

del af fagbevægelsen, ligesom PET sluttede, at Preben Møller Hansen 

var blevet en ledende figur i den kommunistiske del af fagbevægelsen. 25 

Samtidig advarede forskellige internationale vurderinger mod kommunisternes 

bestræbelser fra slutningen af 1960’erne på at anvende en “enhedsfronttaktik“ 

i forhold til fagbevægelsen, og at spænde disse massebevægelser for 

østblokkens propagandavogn. 

Et andet positivt resultat for DKP i slutningen af 1960’erne var ifølge PET 






„overtagelsen“ af den danske Vietnambevægelse. PET vurderede på det tidspunkt, 

at DKP justerede sin politik fra en tilbageholdende attitude over for 

trotskisternes Vietnamkomitéer i retning af en mere kritisk indstilling til amerikanernes 

bombning. Hensigten var ifølge PET reelt at bruge Vietnamkritikken 

til NATO-modstanden, der lå kommunisterne på sinde. Det var ifølge 

PET et gennembrud for DKP, at Carl Scharnberg, der få år forinden havde 

sikret DKP’s indflydelse på Kampagnen mod Atomvåben, også var gået ind i 

Vietnambevægelsen. 26 PET citerede fra DKP’s egen beretning om kommunisternes 

arbejde i Vietnambevægelsen, „at de overalt er med i ledelserne, og at 

de på en smidig og klog måde stærkt medvirker til at give bevægelsen indhold 

og retning.“ Det var kommunisternes taktik at „skabe en fornuftig balance i 

tingene, således at de mange ikke-kommunister, vi samarbejder med, kan føle 

sig sikre på, at beslutninger kun træffes efter grundig diskussion“. Næste 

skridt ville så være, at NATO blev inddraget i diskussionen. DKP mente, at 

netop medlemskabet af NATO var meget farligt i denne forbindelse, fordi 

denne „aggressive organisation giver Danmark et medansvar for krigen i 

Vietnam“. PET’s vurdering var imidlertid, at selvom DKP selv mente, at arbejdet 

var forløbet nogenlunde det forløbne år, så stod denne vurdering ikke for 

en nærmere prøvelse. Ifølge PET var der i 1967 tale om stagnation i form af 

nedgang i medlemstal og ringe indsamlingsresultater, og det til trods for, at 

der af flere indenrigspolitiske årsager skulle have været gunstigere vilkår for 

DKP. 27 

En succes for Sovjetunionen, som PET registrerede, var en stadig større 

indflydelse på den internationale Vietnambevægelse. Såvel den 5. Stockholmskonference, 

28.- 30. marts 1970, som den internationale kommission til 

undersøgelse af amerikanske krigsforbrydelser var ifølge PET’s oplysninger typiske 

eksempler på sovjetkommunistisk organisationsstyring. Verdensfredsrådet 

havde i 1967 overtaget den første Stockholmskonference, som fandt sted 

i juli 1967, „hvor de ikke-kommunistiske deltagere på dreven vis udmanøvreredes 

af de erfarne taktikere fra Verdensfredsrådet“, og undersøgelseskommissionen 

blev til takket være en anden sovjetisk styret organisation, 

International Association of Democratic Lawyers (IADL). En 3. session var berammet 

til afholdelse i København i oktober 1967 med det formål „at stemple 

USA i verdensoffentligheden“. Vietnam 69, der hidtil havde været styret af VS, 

var nu ifølge PET’s analyse også overtaget af DKP gennem en forberedelseskomité 

med en række DKP’ere og fremtrædende kulturpersonligheder. 28 

Ifølge internationale vurderinger havde de øvrige kommunistpartier i NATOlande 

samme held med at udnytte såvel Vietnambevægelsen som kampagnen 

mod EF til kommunisternes fordel. 29 






Øget selvtillid i DKP fra 1970 

I 1973 noterede PET den ros, DKP høstede på kongressen for sit arbejde med 

den danske Vietnambevægelse. 30 Året efter havde DKP ifølge PET også taget 

styringen i Chilekomiteen oprettet samme år samt Salvador Allende-komiteen, hvor 

det i begge tilfælde drejede sig om at „skæmme USA offentligt“. Det var DKP’s 

organisations-erfaring og midler, der på lidt længere sigt sejrede, skrev PET i 

1974. 31 DKP’s øgede gennemslagskraft i kampagnerne hang ifølge PET sammen 

med stigende medlemstal og navnlig øget interesse blandt ungdommen 

for et parti, der efter lang tids stilstand atter opnåede status som det eneste 

realistiske alternativ til den borgerligt-kapitalistiske samfundsmodel. Ifølge 

internationale vurderinger var DKP stort set det eneste kommunistparti, der 

havde forbedret sin stilling væsentligt i begyndelsen af 1970’erne. 32 PET så 

det også som et tegn på DKP’s øgede aktivitet, at Danmark i denne periode 

atter var udsat for strejker foranstaltet af kommunistiske tillidsmænd. 33 

I sine rapporter fra starten af 1970’erne pointerede PET den øgede risiko 

for, at DKP evnede at mobilisere det store antal unge, som meldte sig ind i 

kommunisternes rækker. I 1972 så Kommunistiske Studenter dagens lys med afdelinger 

på samtlige universiteter, De Uddannelsessøgendes Samarbejdsudvalg 

(DUS), oprettet 1967 var nu kommunistisk ledet, Lærlingenes Landsorganisation 

(LLO) var nærmest at betragte som en kommunistisk opposition til LO, og 

Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) – paraplyorganisationen for danske ungdomsorganisationer 

med tilsammen omkring 900.000 medlemmer – havde nu fået 

delvis kommunistisk styring i kraft af DKP-medlemmer på vigtige poster i ledelsen. 

Det kommunistiske islæt sås ifølge PET allerede i arbejdet med forberedelse 

af stor dansk deltagelse i Østberlinfestival 1973. 34 

PET og FE så DKP’s tilbagevundne styrke i 1970’ernes mange anti-NATOinitiativer. 

Samarbejdsudvalget mod NATO og andre samarbejdskomitéer for 

fred var DKP-styrede, ligesom den gamle fredsbevægelse Aldrig mere Krig var 

effektivt DKP-infiltreret. FE beskrev i 1976 faren for, at DKP dygtigt påvirkede 

„politiske forhold, som har indflydelse på dansk forsvarspolitik og relationer 

til NATO“, „mistænkeliggør det danske forsvar“, „bidrager til at stimulere oppositionen 

imod dansk forsvar og NATO“ og samtidig „medfører en tilsløring 

af kendsgerningerne vedrørende Warszawapagten“. I spændingsperioder risikerede 

denne „psykologiske krigsførelse at være den farligste og mest uberegnelige 

faktor“, idet den „nedbryder tilliden til forsvaret“ og „skaber mistillid 

og adskillelse mellem befolkningen og regering og folketing“ ved udspred- 



32 Materiale i PET. 




ning af rygter, etablering af ulovlige strejker og trusler mod nøglepersoner.“ I 

den forbindelse fremhævede FE, at Warszawapagten anså Danmark for særligt 

sårbar over for undergravende virksomhed. 35 

Det foruroligede PET, at DKP i samme periode i NATO-modstandsgrupper 

opnåede større lydhørhed og opbakning, f.eks. gennem Komitéen til bekæmpelse 

af NATO. Denne komités mål var at „udbrede Sovjetunionens propaganda“ 

under dække – ligesom i Vietnambevægelsen – af en moderat linje, således at 

emnerne Grækenland, Tyrkiet, Portugal, Grønland, Færøerne og Island, 

NATO-landenes våbenproduktion og militærudgifter kunne nå ud til en 

bred, ikke-kommunistisk del af den danske befolkning. 36 Og det var desuden 

slående for PET, at de sovjetisk styrede internationale kultur- og fredsorganisationer 

nu gjorde sig gældende i dansk foreningsliv på langt stærkere vis end 

i 1960’erne. Som eksempler nævnte PET Dansk-Vietnamesisk forening, stiftet 31. 

januar 1977 som afløser for Vietnam 69, og De danske Vietnamkomitéer (DDV). Som 

formand sad den DKP-loyale Kate Fleron og i hovedbestyrelsen sad DKP’eren 

Ingmar Wagner side om side med socialdemokraten Ole Espersen. 37 

Gennem den kolde krig var det blevet en rutine for PET at følge de danske 

kommunister i opgang og nedgang, og man så sine formodninger om partiets 

store indflydelse bekræftet gennem 1970’erne. Efterretningstjenesternes 

detailviden om partiets aktiviteter var med til at gøre det let at spore, hvorfra 

aktiviteter og kampagner rettet mod Danmarks deltagelse i det vestlige samarbejde 

og mod NATO-medlemskabet stammede. 

Samlet vurdering af den østlige påvirkning 

At måle politiske aktørers indflydelse er en kompliceret affære. Beslutninger 

bliver typisk til i et samspil af en række bevidste og ubevidste overvejelser og 

hensyn. For Sovjetunionen og de socialistiske lande var det ud fra deres ideologiske 

forestillinger uproblematisk at fremstille CSCE- og afspændingsprocessen 

som en ensidig succes for deres politik. De havde gennem mange år 

arbejdet for dette mål. At fremstille CSCE som en sovjetisk påvirkningstriumf 

over for Vesten var dog allerede set med samtidige briller i 1975 uholdbart. 

Vestlig afspændingspolitik blev formuleret på vestlige præmisser, som både 

var forskellige fra og overlappende med østsidens. 

Et tilsvarende eksempel var anerkendelsen af DDR og det tyske spørgsmål. 

Atter blev løsningen af problemet fremstillet som en succes for de socialistiske 

landes propaganda-apparater. De havde – i særdeleshed naturligvis det østtyske 

– ført en årelang kampagne mod isolationen af DDR. Anerkendelsen var 

imidlertid led i den nye vesttyske østpolitik, som indebar en ny strategi og tak- 





tik over for DDR. Alligevel var de østlige kampagner ikke virkningsløse, fordi 

den aktive propaganda var med til at fastholde temaet anerkendelse på 

dagsordenen, udstyre debattørerne med argumenter og anledninger til at 

tage spørgsmålet op i offentligheden, i nationale politiske fora eller internationalt, 

som det var tilfældet, da Danmark stillede sig kritisk over for forskellige 

ordninger vedr. rejser mellem de to dele af Tyskland. 

Den umiddelbare konklusion på effekten af påvirkningen må være, at den 

østlige påvirkning i sig selv havde vanskeligt ved at fremkalde ændringer i den 

politiske linje i Danmark og i Vesten. I det omfang den østlige politik og deraf 

følgende påvirkningsindsats var delvist sammenfaldende med politiske interesser 

i Vesten kunne de understøtte en udvikling, der måske kunne føre til et 

resultat af fælles interesse. Konfronteret med en kontant afvisning fra vestlig 

side havde østpåvirkningen dårlige vilkår. 

Det bliver ikke mindre vanskeligt at måle effekten af forsøg på at ændre almindelige 

forestillinger i tilfælde, hvor man ikke fra østlig side førte konkrete 

kampagner. Som beskrevet i det foregående kapitel havde hovedparten af 

den østlige påvirkning ikke til formål at slå til lyd for en bestemt enkeltsag. 

Den rettede sig imod en langsigtet påvirkning i Vesten. Det var de socialistiske 

staters image eller socialismebilledet, det drejede sig om. Målet var, at danskerne 

skulle bringes til at forstå Sovjetunionen og de øvrige socialistiske 

lande på et mere positivt grundlag. Den ønskede nyttevirkning af dette lange 

påvirkningstræk fordelte sig over en bred skala. I den ene ende af skalaen håbede 

man på at skabe klangbund for prosovjetiske eller antivestlige kampagner. 

I den anden ende lå ønsket om at skabe forudsætningerne for overgangen 

til socialisme i Danmark efter en marxistisk-leninistisk model. Dette 

ultimative succeskriterium for påvirkningsarbejdet viser, at dette område var 

kampplads for den kolde krigs vigtigste og mest grundlæggende strid – den 

fundamentale politiske og ideologiske konkurrence mellem den marxistiskleninistiske 

og den kapitalisitisk-markedsorienterede samfundsmodel. 

Når en hurtigere og nemmere overgang til socialismen blev opstillet som 

endemålet for påvirkning i Danmark, var det klart, at propagandaapparatet 

ikke stod over for nogen let opgave. Sovjetunionens nærmeste politiske allierede, 

DKP, der som det eneste danske parti på baggrund af marxismen-leninismen 

opstillede et klart udenrigs- og indenrigspolitisk alternativ til den 

valgte politik, havde ganske svært ved at begejstre danskerne. Partiet var ikke 

i stand til at udnytte det politiske apparat, der faktisk stod til dets rådighed 

med støtten fra broderpartierne i Østeuropa. Samlet set lykkedes det efter alt 

at dømme ikke østlandene at vinde indflydelse på dansk sikkerhedspolitik. I 

påvirkningsarbejdet gennem organisationer og foreninger var det imidlertid 

til gavn for østblokken, at USA havde et dårligt image i perioden, navnlig 

under Vietnamkrigen 1965-1975. Østlandenes kampagner kunne hægte sig 

på antiamerikanske stemninger i befolkningen og på agitationen mod NATO 

og for alternative sikkerhedsordninger. Størst succes havde østlandene gen- 


nem 1960’erne og første halvdel af 1970’erne formentlig med at diskreditere 

USA og Vesttyskland. Der var også visse muligheder for at fremme østblokkens 

sikkerhedspolitiske visioner på grund af yngre årgange, der engagerede 

sig i organisations- og foreningslivet, og som ikke havde 1950’ernes frygt for 

Sovjetunionen som en del af deres umiddelbare baggrund. Østlandene havde 

også vanskeligt ved at tilbagevise den vestlige kritik af undertrykkelsen i øst. I 

samme periode voksede det indtryk i de vesteuropæiske befolkninger, at østblokkens 

styrende eliter ikke tjente befolkningernes interesser, men i stedet 

anvendte samfundets ressourcer til oprustning. 

Det er altid vanskeligt at udskille den østlige påvirkning fra de hjemlige 

vestlige impulser. Politisk og bureaukratisk vil der være faktorer, som både 

kan tendere mod at overvurdere og undervurdere påvirkningen. Det gør det 

ikke mindre vigtigt at identificere karakteren og omfanget af østlig påvirkning, 

men det gør, at man bør være forsigtig med at omfavne hurtige konklusioner. 

Spørgsmålet diskuteres nærmere i sidste del af kapitlet. 

Perspektivering 

Formålet med kapitel 42-45 har været at få et overblik over østlige påvirkningsforsøgs 

strategi og metode. Dels er der præsenteret et stort nyt materiale 

fra arkiverne, dels foretaget en opsamling og systematisering af også tidligere 

tilgængeligt materiale. Derimod er der ikke tale om en egentlig analyse 

af disse påvirkningsforsøgs direkte indvirkning på den brede politiske meningsdannelse 

i Danmark. Selv hvis man indsnævrede emnet og koncentrerede 

sig om debat og politikformulering på det sikkerhedspolitiske område, 

ville det som nævnt være vanskeligt at nå frem til en utvetydig bestemmelse af 

effekten af de enkelte omstændigheder og påvirkninger, som udgjorde forudsætningen 

for den sikkerhedspolitiske meningsdannelse. 

Grundlæggende indgår ret faste værdiopfattelser og politisk-ideologiske 

orienteringer i den politiske meningsdannelse med betydelig vægt. Der skal 

som regel ske omfattende forandringer i omgivelserne for at rykke markant 

på grundorienteringerne. Det indebærer, at der kun er et begrænset spillerum 

for propaganda og andre former for holdningspåvirkning. Udviklingen 

viste, at det var et grundvilkår for de østlige, bredt orienterede forsøg på holdningspåvirkning, 

at det danske samfund i det væsentlige var præget af en ganske 

fast funderet afvisning af den sovjetiske samfundsmodel. Dette gælder 

også for dele af den politiske venstrefløj, men naturligvis med DKP som en 

oplagt undtagelse. For de fleste danskere var Øst ensbetydende med ensretning 

og undertrykkelse, persondyrkelse og militærparader. I en tid præget af 

langt hår og løse gevandter var de østlige signaler helt forkerte. De venstrerevolutionære 

og kommunistiske grupper i Europa i 1970erme fik en overproportional 

indflydelse og blev katalysatorer for politiske og kulturelle pro- 


cesser, der rakte langt ind i statsapparaternes og samfundenes midtzone og 

afstedkom en veritabel revolution på en lang række områder. Men vurderet i 

lyset af systemkonflikten i den kolde krig havde disse bevægelser kun sjældent 

noget med østsympatier at gøre. 

Til uddybning af den mere generelle karakteristik af den brede opinions 

holdninger til de østlige systemer må det nævnes, at disse holdninger var 

underkastet forandringens lov. Der var i 1960’erne en vis nysgerrighed mht. 

de økonomiske resultater, og netop i begyndelsen af 1960’erne opstod forestillingen 

om en mulig konvergens mellem de økonomiske systemer i øst og 

vest. Egentlig begejstring for den økonomiske udvikling i øst var der kun få, 

som gav udtryk for, mens majoriteten vist må siges at have forholdt sig interesseret, 

men nøgternt iagttagende, afventende svaret på om de østlige systemer 

var leveringsdygtige på længere sigt i konkurrencen med de vestlige forbrugerog 

velfærdssamfund. Ligeledes kunne man i 1960’erne notere den samme 

iagttagende, afventende holdning med hensyn til, om østlandene langsomt 

ville bevæge sig ud af stalinismens skygger i retning af socialisme med et menneskeligt 

ansigt. Med bl.a. Tjekkoslovakiet 1968 og med de menneskelige tragedier, 

der til stadighed udspilledes ved den tyske zonegrænse efter Berlinmurens 

opførelse, var det i store træk slut med den forsigtige venten på svar. 

I 1970’erne stillede problemet sig væsentlig anderledes set fra den brede 

opinions side: Kunne man finde måder at regulere forholdet på til den våbenstruttende, 

men politisk, økonomisk, socialt og humanitært retarderede kæmpe 

i øst? Afspændingspolitikken med bl.a. CSCE og våbenkontrolaftaler blev 

prøvet, men de indkapslede, stagnerende systemer satte begrænsninger for, 

hvor langt man kunne nå ad den vej, og mod slutningen af årtiet blev systemkonflikttemaet 

mere fremtrædende, mens man forsøgte at redde stumperne 

af afspændingspolitikken. I ideologisk farvede erklæringer fra øst vedblev 

klassekamps- og revolutionstemaer at spille den vante rolle, men i de mere 

pragmatiske østlige policyovervejelser vedrørende Norden og Danmark synes 

de herskende politiske vilkår at være blevet erkendt, således at der ikke var 

forventninger om store socialistiske samfundsomvæltninger inden for nogen 

overskuelig fremtid. Snarere sigtede man mod det mere beskedne mål at 

skabe et større spillerum af modtagelighed for østlige forslag og ideer på det 

udenrigspolitiske område og mod så vidt muligt at forbedre sit image. 

Hvis vi trods alt, med den forsigtighed, som de foregående overvejelser tilsiger, 

skulle forsøge at karakterisere den bredt anlagte østpropagandas effekt, 

så ville det være, at den kun i beskedent omfang formåede at påvirke den danske 

opfattelse af de østlige samfund. At finde dem attraktive forblev set ud fra 

dette helhedsbillede en politisk kuriositet forbeholdt de få DKP’ere og i en 

kort overgangsperiode måske nogle få SF’ere. Forsøg på ved hjælp af østpropaganda 

at ændre på denne grundorientering i Danmark var dømt til at mislykkes. 

Dette blev forstærket af, at meget propagandamateriale havde et markant 

præg af østlig husflid og var udformet uden større sans for, hvad der 


Dronning Margrethe modtages i Sovjetunionen 

i maj-juni 1975. (Søværnets Fototjeneste/ 

Marinens Bibliotek). 

gjorde sig i Danmark. Forfatterne 

manglede tit førstehåndskendskab 

til vestlige samfund og havde størstedelen 

af deres viden fra hjemmeproduceret 

propagandamateriale. 

Anderledes forholder det sig 

med muligheden af, at den østlige 

propagandaindsats kunne give et 

forøget spillerum for østlige politiske 

initiativer på det sikkerhedspolitiske 

område. Propagandaen kunne 

finde en vis klangbund i, at der 

hos de fleste var et element af afspændingstænkning, 

knyttet til sik- 

kerhedsdilemmaet. Med andre ord, at mange følte sig tilskyndet til at overveje 

de chancer, der kunne synes at være for i det mindste at dæmpe, hvad der 

kunne forekomme at være de mest risikable udslag af systemkonflikten. 

Østlige henvisninger til fredens krav og den massive, i hovedsagen vestligt 

genererede kritik af USA under Vietnamkrigen indebar i almindelighed 

næppe en mere positiv holdning til den sovjetiske samfundsmodel, men betød 

en forskydning af fokus i den danske debat, hvilket gjorde, at østlandene 

i perioder kunne ligge ganske bekvemt i læ af især USA-kritikken. En tilsvarende 

læeffekt blev formentlig skabt gennem Land og Folk-festivaler og lignende 

arrangementer, som tiltrak en del unge med underholdning og samvær. 

Det sidste forblev dog dråber i et hav af almindelig flower power-kultur 

og andre tendenser inden for ungdomskulturen, der af Øst blev fordømt som 

udslag af vestlig dekadence. Ser vi bort fra begrænsede miljøer, ville det være 

en fundamental misforståelse af den brede venstreorienterede scene i 

Danmark i 1970’erne at se den som sympatisk indstillet over for den sovjetiske 

samfundsmodel, eller som skabt af eller blot næret af østaktiviteter og østunderstøttelse. 

Den havde sine rødder andre steder, først og fremmest i den 

ungdomskultur, der voksede frem i de vestlige velfærdssamfunds efterkrigsgeneration 

i et substrat af primært anti-autoritær kritik af vestlige institutioner 

og livsformer og kritik af krigen i Vietnam. 

Den særlige del af påvirkningsproblematikken, som er knyttet til sikkerhedspolitikken 

og ’fredskampen’, bliver behandlet i et senere kapitel med 

fokus på 1980’erne, hvor dette tema blev særlig prægnant. Her skal vi blot 

nævne holdningerne til NATO-medlemskabet og afspændingsprocessen i 

Europa. I forhold til den foregående periode, hvor Øst havde forsøgt at forhindre 

fornyelsen af NATO-medlemskabet i 1969, var der i årene 1973-1979 

både flere tilhængere og flere modstandere af NATO-medlemskabet, 52 procent 

tilhængere og 21 procent modstandere, men modstanden var i mellemtiden 

trængt ganske langt ind i Socialdemokratiets politiske organer og i Det 


Radikale Venstre. I periodens sikkerhedspolitiske oplæg fra Socialdemokratiet 

er det svært at finde en positiv argumentation for NATO-medlemskabet, 

hvorimod et moralsk argumenteret ubehag ved medlemskabet kom frem, når 

det, ofte med tydelig beklagelse, konstateredes, at medlemskab nu engang var 

det realistiske grundlag for dansk sikkerhedsog afspændingspolitik. 

Blandt de påvirkningsmetoder og –temaer, som er behandlet i det foregående, 

kunne man være tilbøjelig til at anse DKP’s kadrearbejde og specielt 

kursusvirksomheden i udlandet som det mest virksomme. Selv om kursusdeltagerne 

ikke altid var lige tilfredse med deres udlandsophold, får man alligevel 

indtryk af, at der på den måde blev skabt en ganske vist ikke voldsomt stor, 

men til gengæld målbevidst og disciplineret partielite, der gjorde sin indflydelse 

gældende i bl.a. uddannelsesinstitutioner, medier, kulturliv, ungdomsorganisationer 

og fagforeninger. Derimod forekommer effekten af arbejdet i 

venskabsforeningerne og med propagandabladene at have været særdeles beskeden. 

I perioden blev der oversat en række sovjetiske værker inden for 

psykologi, pædagogik mv., hvilket må ses i lyset af den i pædagog- og universitetskredse 

ret stærke marxistiske orientering af vestlig aftapning, snarere 

end som udslag af egentlige påvirkningsforsøg fra Øst. 

Gennemgangen af materialet efterlader umiddelbart indtrykket af en ret 

omfattende propagandaindsats fra østlig side, og man må spørge, hvorfor 

denne indsats blev opretholdt, hvis effekten af den var beskeden. Når Øst opretholdt 

indsatsen, skyldtes det måske blandt andet, at det ikke var let at 

danne sig et klart billede af propagandaens virkning, og at der var skiftende 

konjunkturer for østpropagandaen. Uden et klart billede af propagandaens 

samlede effekt over tid kunne man fra østlig side fortsætte indsatsen ud fra 

forestillinger om, at konjunkturerne ville vende, at man havde historien på 

sin side, og at man på langt sigt ville indkassere belønningen for sin ihærdighed. 

Dertil kommer det mere subtile forhold, at der er et element af selvlegitimering 

for et regime i at have en udlandspropaganda. Endelig stræber propagandamaskinerier 

ligesom andre bureaukratiske systemer efter at opretholde 

deres egen eksistens, uanset om de har succes eller ej. 


Politisk og teknisk-videnskabelig 

efterretningsvirksomhed 1963-1978 

46 · Efterretningsaktiviteten 

Til trods for afspænding og dialog foregik der i détente-perioden stadig en 

omfattende efterretningsvirksomhed fra Warszawapagtlandenes side. Omfanget 

af denne aktivitet blev klart demonstreret, da Storbritannien i 1971 udviste 

105 sovjetiske diplomater. Også de øvrige østlande tiltrak sig negativ opmærksomhed. 

I Vesttyskland måtte forbundskansler Willy Brandt opgive sit 

embede som følge af en spionagesag, og vesttyskerne advarede de allierede 

om spionagefaren fra det tidligere DDR. 

Kommunisterne, der i den foregående periode var blevet opfattet som et 

særligt problem, optog fortsat de vestlige tjenester. De mente, at kommunisterne 

trods vigende tilslutning indtog uforholdsmæssigt stærke positioner. 

Partierne blev fremdeles anset for at være loyale propagandainstrumenter for 

de socialistiske lande. Uroen på den europæiske venstrefløj og den voksende 

aktivisme og systemkritik i forbindelse med studenteroprøret og Vietnamkrigen 

var fænomener, som de vestlige landes efterretningsvæsner drøftede. 

De var opmærksomme på, at det ikke drejede sig om den klassiske sovjet-kommunisme, 

men at den i vidt omfang var båret frem af grupper som trotskister, 

maoister, anarkister m.fl. Dog frygtede man, at den revolutionære grøde 

kunne skabe et miljø, hvor de østlige tjenester fik lettere ved at hverve nye 

agenter, særligt perspektivagenter, i den socialistisk orienterede ungdom. 

PET i 1960’erne og 1970’erne 

PET’s virksomhed ændrede sig tilsyneladende i 1960’erne og 1970’erne. Hvor 

organisationen i perioden 1945-1962 overvejende synes at have overvåget 

DKP og i mindre grad fokuseret på spionage, rettede den nu i stigende grad 

blikket mod udenlandske efterretningstjenesters virke i Danmark. 1 Den ændrede 

vægtning i PET’s arbejde betyder, at det er lettere at følge organisationens 

vurderinger af de østlige tjenesters virke i Danmark i afspændingsårene 

1 En lignende udvikling fandt sted i Norge. 

EFTERRETNINGSAKTIVITETEN 429

mellem 1963 og 1979 end i den foregående periode. 2 Samtidig indebærer ændringen, 

at PET’s rapporter er så forskellige, at det på dette grundlag er vanskeligt 

at foretage en sammenligning af den østlige efterretningsvirksomhed 

i de to perioder. 3 Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) begyndte i 1960’erne 

at inddrage sager af kontraefterretningsmæssig interesse i sine periodiske rapporter. 

En række sager blev beskrevet i både PET’s og FE’s rapporter, men på 

forskellig måde. PET’s kilder er ofte rige på detaljer, men uden dyberegående 

analyse. Det er således svært at se ændringer fra „normalbilledet“ ud fra eksempelvis 

de periodiske rapporter om de sovjetiske efterretningstjenesters 

aktiviteter. FE’s materiale indeholder derimod analyser af konkrete sager og 

referencer til sammenlignelige udenlandske tilfælde. Det er mindre detaljerigt, 

men rummer ofte de vurderinger og analyser, som ikke findes i PET’s 

rapporter. Dermed supplerer de to typer materiale hinanden. Begge tjenester 

har i visse tilfælde berørt de samme sager i deres rapporter. Man kan derfor 

undertiden se den samme sag beskrevet på forskellige niveauer og fra forskellige 

vinkler. Der er ikke fundet åbenlyse meningsforskelle i de to tjenesters 

vurderinger. 4 Dette kan naturligvis være et resultat af, at efterretningstjenesterne 

har afstemt deres vurderinger, inden de har færdiggjort deres rapporter 

og videregivet dem til de respektive ministre og ministerier. 

Dette kapitel beskriver de danske efterretningstjenesters syn på de østlige 

efterretningsaktiviteter i Danmark i årene mellem 1963 og 1979. Tjenesternes 

samtidige vurderinger vil løbende blive sammenlignet med den viden, som litteraturen 

og udenlandsk kildemateriale giver. 

De danske tjenester havde kun begrænsede muligheder for at få fuldt indblik 

i de østeuropæiske efterretningsorganers arbejde i Danmark. „Deres efterretningsindsats 

overstiger i omfang forholdsmæssigt, hvad der findes i de 

fleste demokratiske lande, og deres funktion og beføjelser rækker langt videre 

end de vestlige tjenesters – både i relation til egne statsborgere og til andre 

landes statsborgere,“ bemærkede FE om de østlige efterretningstjenester. 5 

PET’s modspil til de østlige tjenester 

Kontraefterretningsarbejdet var én af PET’s vigtigste opgaver. Man opererede 

med særlige hold, der havde ansvaret for at overvåge og kontrollere de øst- 

2 At vi kan følge de østlige efterretningsaktiviteter på tættere hold, betyder ikke nødvendigvis, at de 

nu var mere aktive end i 1950’erne. Muligvis afspejler PET’s rapporter blot organisationens forandrede 

virksomhed. 

3 Til dette kan nævnes, at østtyske efterretningsaktiviteter kun har sat sig begrænsede spor i PET’s arkiv 

i modsætning til aktiviteter udført af sovjetiske og polske efterretningstjenester. 

4 I et enkelt tilfælde havde de to tjenester forskellige vurderinger. Det drejede sig om tilstedeværelsen 

af den østtyske militære efterretningstjeneste, som FE ikke mente opererede i Danmark, mens 

PET anså det for sandsynligt, at den var til stede i Danmark. 

5 „Fokus på polsk efterretnings- og sikkerhedstjeneste“, Fokus nr. 8/76, s. 22, FE’s arkiv, 1167/76. 


europæiske efterretningstjenester. De såkaldte russerhold og polakhold bestod 

af politifolk og kontorpersonale, der dog talmæssigt var de østeuropæiske 

efterretningstjenester underlegne. Mens den sovjetiske repræsentation 

skønnedes at have 30-40 efterretningsofficerer tilknyttet, bestod PET’s russerhold 

i 1960’erne og 70’erne af 10-12 politi- og kontorfolk. De to grupper, som 

fokuserede på henholdsvis Polen og DDR, havde hver især 4-5 mand tilknyttet, 

mens en lille afdeling fulgte de ungarske, rumænske, bulgarske og tjekkoslovakiske 

efterretningstjenester i Danmark. 6 Disse grupper og afdelinger 

blev med jævne mellemrum omstruktureret med hensyn til såvel arbejdsområder 

som antallet af tilknyttede politifolk. I første halvdel af 1980’erne havde 

man tilsyneladende bevaret russerholdet og slået de øvrige afdelinger sammen 

i en satellit-sektion. 7 Satellit-sektionen kan meget vel have haft undersektioner, 

som var specialiserede i håndteringen af de forskellige østlandes tjenester. 

Gennem sit arbejde konstaterede PET, at de østlige efterretningstjenester i 

næsten tre årtier gjorde brug af bestemte og klart definerede fremgangsmåder 

i deres kontakter til danskere. Under efterforskningen af flere sager, som 

blandt andet førte til udvisning af i alt syv sovjetiske efterretningsofficerer fra 

henholdsvis GRU og KGB, gjorde PET sig i midten af 1970’erne „mange erfaringer 

om de sovjetiske efterretningsfolks konspirative adfærd“. Man havde i 

en årrække vidst, at KGB-residenturet i København aflyttede den danske 

radiokontakt i forbindelse med overvågningen af sovjetiske efterretningsofficerer 

og deres aktiviteter. 8 KGB’s aflytning af PET’s radiokommunikation er 

siden blevet bekræftet af flere KGB-officerer. 9 Disse aflytninger gav formentlig 

KGB en vigtig indsigt i PET’s kontraefterretningsmæssige arbejde. Udvisningssagerne 

gav PET ny viden om de sovjetiske tjenesters arbejdsmetoder, og 

man havde bemærket ændringer i den sovjetiske metodik. Når et møde med 

en samtalepartner skulle afholdes på en restauration, blev der bestilt bord i 

samtalepartnerens navn, hvorved efterretningsofficererne slørede deres egen 

tilstedeværelse. 10 

PET’s undersøgelser viste, at de sovjetiske efterretningsofficerer tilrettelagde 

deres arbejde således, at de opererede uden for normale arbejdstid, på 

de tidspunkter, hvor PET måtte formodes at have mindst mulighed for at opdage 

dem. Det søgte PET’s russerhold at indrette overvågningen af de sovjetiske 

efterretningsofficerer efter. 11 

6 Jyllandsposten, 18. oktober 1998. 

7 Det er disse to sektioner, Sovjet-sektionen og satellit-sektionen, som afgiver rapporter. 

8 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 143. 

9 Boris Grigorjev, Skandinavija s tjernogo khoda. Sapiski rasvedtjiki: S serjosnogo do kurjosnogo, [Skandinavien 

ad bagindgangen. En efterretningsofficers beretning: Fra seriøst til kuriøst], 2002, s. 194. 

Oleg Gordievsky, Next Stop Execution, 1995, s. 162-63. 




I midten af 1970’erne fik PET en vigtig trumf i bekæmpelsen af de sovjetiske 

efterretningsaktiviteter i Danmark. Under sit ophold ved KGB-residenturet 

i København blev den sovjetiske efterretningsofficer Oleg Gordijevskij 

hvervet af den britiske efterretningstjeneste. Dette skete på baggrund af et vist 

forarbejde fra dansk side. Hvervningen fandt formentlig sted i 1974. I sin tid 

som agent videregav Gordijevskij en række interne KGB-dokumenter. Derudover 

kunne han i kraft af sin position som ledende officer på KGB’s politiske 

linje i København også berette om KGB’s danske kontakter og deres anvendelse 

i indhentnings- og påvirkningsoperationer inden for det politiske 

område. Derved gjorde Oleg Gordijevskij det muligt for den britiske og danske 

efterretningstjeneste i slutningen af 1970’erne at få et enestående indblik 

i planerne for KGB’s arbejde i blandt andet Danmark samt i de bagvedliggende 

overvejelser og hensigter. Flere af disse dokumenter er i dag offentliggjort 

i uddrag eller i deres helhed. 12 Ganske vist stammer dokumenterne 

hovedsagelig fra 1977-78 og kan derfor kun i begrænset omfang bruges til at 

vurdere KGB’s aktiviteter under hele afspændingsperioden, men KGB-residensen 

i København var et typisk eksempel på, hvordan KGB arbejdede og 

udførte sine operationer i de vestlige lande. 13 

Afspænding mellem efterretningstjenesterne? 

Perioden 1963-1979 var kendetegnet af afspænding og forsøg på politisk tilnærmelse 

mellem de to blokke, men de danske efterretningstjenester vurderede, 

at afspændingsperiodens politiske bestræbelser ikke havde medført en 

reduktion i de østlige efterretningstjenesters arbejdsindsats. 14 De fortsatte deres 

arbejde og øgede deres tilstedeværelse i Danmark. Som det fremgår 

nedenfor, vurderede FE, at afspænding var central for begge supermagter, 

men at Sovjetunionen ikke af den grund havde opgivet at virkeliggøre sine 

globale ambitioner. Allerede i midten af 1960’erne bemærkede man fra 

12 Oleg Gordijevskij har udgivet flere af disse dokumenter sammen med den britiske historiker 

Christopher Andrew i bøgerne Comrade Kryuchkov’s Instructions – Top Secret Files on KGB Foreign 

Operations 1975-1985, 1993, Instructions from the Centre: Top Secret Files on KGB Foreign Operations 1975- 

1985, 2. udg., 1993 og More Instructions from the Centre – Top Secret Files on KGB Global Operations 1975- 

1985, 1992. 

13 Andrew & Gordievsky, More Instructions from the Centre. Bogen indeholder et afsnit omhandlende 

KGB’s tilstedeværelse og arbejde i Danmark i 1970’erne og baserer sig på en række KGB-dokumenter. 

Dokumenterne er formentlig identiske med de dokumenter, som vestlige efterretningstjenester 

fik indsigt i via Oleg Gordijevskijs rolle som dobbeltagent i årene frem til 1985. 

14 Det østtyske Ministerium for Statssikkerhed havde i 1970’erne en stigning i antallet af ansatte. En 

mulig forklaring er, at man i denne periode intensiverede arbejdet med at analysere sig frem til, 

hvilke konsekvenser détente-politikken og den øgede kontakt med Vesttyskland ville få. M. E. 

Sarotte, „Spying Not Only On Strangers: Documenting Stasi Involvement In Cold War German- 

German Negotiations“ i Lori Lyn Bogles, The Cold War, vol. 4: Cold War Espionage and Spying, 2001, 

s. 73. 


dansk side, at der fra udlandet var talrige eksempler på, at de østeuropæiske 

efterretningstjenester var engageret i såkaldt „nedbrydende virksomhed“. 

Den „nedbrydende virksomhed“ var de aktiviteter, som med eller uden de østlige 

efterretningstjenesters tilskyndelse havde til formål at destabilisere og 

skabe uro i de vestlige samfund, og som dermed var en del af „kampen om 

sjælene“. 

De østtyske efterretningstjenester brugte efter vestlige vurderinger alene i 

Vesttyskland et tocifret millionbeløb på den nedbrydende virksomhed. 15 På 

grund af erfaringerne fra Vesttyskland lød vurderingen fra FE, at de østlige 

paroler om afspænding og fredelig sameksistens ingen betydning havde på 

det efterretningsmæssige område, men at den nedbrydende virksomhed derimod 

ville tage til i de kommende år. 16 Det overordnede mål med de kommunistiske 

landes aktivitet på dette område var ikke afspænding, men en langsom 

nedbrydning af de vestlige landes sammenhold og forsvarsvilje, mente 

man fra dansk side. I midten af 1960’erne advarede FE om, at den nedbrydende 

virksomhed i Danmark var styret af fjendtlige efterretningstjenester, 

men bemærkede samtidig, at det var meget vanskeligt at skelne mellem den 

af fremmede tjenester styrede virksomhed og den nedbrydende virksomhed, 

der udførtes af personer, „som af idealisme, naivitet eller frygt handler ud fra 

en overbevisning, som tilfældigvis falder sammen med de kommunistiske landes 

ønsker“. 17 Nogle år senere konstateredes det, at de østlige efterretningstjenester 

stadig var yderst aktive, og det pegede på en entydig konklusion: 

„Der synes ikke på nuværende tidspunkt at være tegn på, at afspændingsbestræbelser 

eller Øst-Vest-dialogen har haft nogen virkning på efterretningsaktiviteten 

i nedadgående retning.“ 18 

Til trods for forhandlingerne mellem Øst og Vest var billedet i slutningen 

af 1970’erne uændret. Såvel danske som udenlandske analyser pegede på, at 

særligt afspændingsperioden, som opstod i kølvandet på SALT-aftalerne og 

CSCE-konferencen, havde forbedret de østeuropæiske efterretningstjenesters 

muligheder for at operere i Vesten. 19 I en rapport om de østlige efterretningstjenesters 

udnyttelse af afspændingen blev det konkluderet, at den konstante 

stigning i antallet af kontakter mellem østblokken og NATO-landene, som af- 

15 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1964, Oktober 1963 – april 1964, s. 35. 

16 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1965, 1. oktober 1964 – 31. marts 1965, s. 87. Senere slog FE fast, 

at den danske befolkning igennem nogle år var blevet „udsat for bevidste psykologiske og politiske 

påvirkninger under forskellige slogans som „fredelig samexistens“, „antimilitarisme“, „nedrustning“, 

„Danmark ud af NATO i 1969“, „nedsættelse af tjenestetiden“ o.s.v.“ FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 

1/1966, s. 110. 

17 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1966, s. 110. 

18 FE’s arkiv, SikNyt 1971 (dateret april 1972), s. 6. Om denne vurdering også gjaldt vestlige aktiviteter, 

vides ikke. 

19 FE’s arkiv, SikNyt januar 1977, s. 18. Vurderingen stammer fra de norske sikkerhedsmyndigheder. 

Særligt det teknisk-videnskabelige område blev fremhævet. På hvilken måde de østlige tjenester 

havde fået forbedrede arbejdsforhold i Vesten, oplyses ikke. 


spændingen havde ført med sig, blev udnyttet af de østeuropæiske „efterretningstjenester 

for at øge deres angreb på NATO-lande.“ 20 Netop afspændingen 

og de øgede kontakter mellem Øst og Vest var blevet brugt som argument 

for de konstante udvidelser af de østeuropæiske repræsentationer i flere 

NATO-lande op gennem 1970’erne. 21 Også antallet af østlige diplomater og 

funktionærer, som udførte efterretningsvirksomhed, var i stigning, ligesom 

firmaer og virksomheder ejet af de østeuropæiske lande blev anvendt til økonomisk 

og industriel spionage. 22 Det stigende antal kontakter besværliggjorde 

de vestlige kontraefterretningstjenesters muligheder for at føre kontrol med 

de østlige efterretningstjenesters aktiviteter, idet man antog, at der blandt turister 

og besøgende fra de østeuropæiske lande var en stor gruppe personer, 

som enten havde fået tildelt opgaver af de østlige efterretningstjenester, eller 

som var direkte tilknyttet disse tjenester. 23 

Tilstedeværelsen af østlige tjenester 

Som anført i kapitel 19 var det navnlig de sovjetiske, polske og østtyske tjenester, 

der var aktive i Danmark. Med hensyn til udviklingen i de sovjetiske aktiviteter 

konstaterede Politiets Efterretningstjeneste, at de – nu som tidligere – 

overvejende udsprang fra ambassaden. Derfor var det i første omgang opgaven 

at afklare, hvornår ambassaden udførte almindelig diplomatisk aktivitet, 

og hvornår og i hvilke situationer den fungerede som hjemsted for efterretningstjenesterne. 

I årene mellem 1963 og 1979 bemærkede PET en konstant udvidelse af den 

sovjetiske repræsentation i Danmark, og samtidig vurderedes det, at antallet 

af efterretningsofficerer i dækstillinger fulgte denne udvikling. 24 Parallelt hermed 

var det dog opfattelsen, at antallet af identificerede GRU- og KGB-officerer 

udgjorde en faldende andel af det samlede antal ansatte ved repræsentationen. 

Dette indtryk kunne skyldes to ting: Enten havde man fra sovjetisk 

side virkelig begrænset antallet af efterretningsofficerer i Danmark, eller også 

var det ikke lykkedes PET at identificere samtlige officerer. 25 Med dette forbehold 

var det dog PET’s egen vurdering, at efterretningsofficererne igennem 

perioden udgjorde ca. 25-40% af de ansatte på ambassaden og hen ved 60- 

80% af repræsentationens diplomater. Efterretningstjenesternes mange offi- 




23 De østlige repræsentationer voksede gennem 1960’erne og 1970’erne og øgede derfor også de 

vestlige tjenesters arbejdsmængde med hensyn til kontrol og overvågning af repræsentationernes ansatte. 

24 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 95, 99, 100 og 102. 



cerer og deres faktiske virke i Danmark er siden hen blevet bekræftet af tidligere 

KGB-officerer, som har arbejdet på den sovjetiske ambassade i København. 

26 Hertil kom de diplomater og ansatte ved repræsentationerne, som 

ikke var tilknyttet efterretningstjenesterne, men som alligevel udførte opgaver 

for tjenesterne. 

Ifølge en opgørelse fra december 1972 havde de kommunistiske lande tre 

til fire gange flere diplomater, funktionærer og øvrige ansatte ved deres repræsentationer 

i NATO-landene end omvendt. Af de 6.673 østlige embedsmænd 

og funktionærer, som opholdt sig i NATO-landene, var 1.797 efterretningsofficerer 

i dækstillinger, hvilket svarer til ca. 27%. Dette tal svarede nogenlunde 

til de tal, PET kom frem til i sin løbende undersøgelse af bl.a. de 

sovjetiske og polske repræsentationer, selv om tallet for den sovjetiske ofte var 

højere, mens det var lavere for flere af de øvrige østlige repræsentationer. Af 

de 996 sovjetiske diplomater, som befandt sig i NATO-lande, var 452 identificeret 

som efterretningsofficerer, altså 45%. 27 

Den fortsatte udvidelse af den sovjetiske repræsentation i Danmark sandsynliggør, 

at de sovjetiske tjenester anvendte samme strategi over for PET, som 

de benyttede over for MI5 i Storbritannien. 28 Her havde Moskva sendt så 

mange diplomater og efterretningsofficerer til London, at antallet af nyankomne 

officerer oversteg de britiske tjenesters muligheder for kontrol og 

overvågning. På grund af den stadige strøm af sovjetiske officerer var PET ofte 

sat i en lignende situation. Uanset hvordan PET fik undersøgt de nyankomne 

– med eller uden hjælp fra samarbejdende tjenester – var det normalt, at en 

hjemsendt KGB-officer blev afløst af en ny KGB-officer. Ikke alle sovjetiske diplomater 

fik dog lov til at rejse ind i landet. Enkelte blev nægtet visum og indrejse, 

fordi de allerede i udlandet havde gjort sig bemærket i forbindelse med 

ulovlig efterretningsvirksomhed. 29 Om de sovjetiske tjenesters interesser var 

det PET’s samtidige vurdering, at de navnlig rettede sig mod politiske og 

teknisk-videnskabelige forhold, mens indhentning af militære efterretninger 

fyldte mindre. KGB-folkene gjorde i deres arbejde særligt brug af samtaler 

med politikere, journalister, embedsmænd og folk fra forsvaret (jf. nedenfor). 

26 En interessant beskrivelse af KGB’s arbejde i Danmark er KGB-officeren Boris Grigorjevs erindringer, 

som vil blive omtalt mere udførligt nedenfor. Grigorjev, Skandinavija s tjernogo khoda. Se også 

Gordievsky, Next Stop Execution, s. 152. Ifølge Gordijevskij var 14 ud af 20 diplomatstillinger på ambassaden 

i København besat af officerer fra KGB og GRU. Den tidligere KGB-resident i København, 

Mikhail Ljubimov, har i sine erindringer bekræftet, at de „ægte“ diplomater udgjorde et mindretal i 

forhold til KGB- og GRU-officererne. Se Helen Womack (red.), Under Cover Lives – Soviet Spies in the 

Cities of the World, 1998, s. 185. 


28 Christopher Andrew & Vasili Mitrokhin, The Mitrokhin Archive – The KGB in Europe and The West, 

1999, s. 500 og 543. 

29 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 100 og 102. 


Planer for KGB’s arbejde i Danmark 

Gordijevskijs overdragelse af hemmelige KGB-dokumenter har formentlig 

gjort PET i stand til at følge KGB’s arbejde inden for den politiske linje i 

Danmark. 30 Det må formodes, at PET har kendt til en plan, som KGB-residenten 

i København, Mikhail Ljubimov, i 1976 udarbejdede til KGB-centeret i 

Moskva, og hvori han fremlagde linjerne for KGB’s arbejde i Danmark sidst i 

1970’erne. Ljubimov understregede i planen, at KGB’s forsøg på at penetrere 

det danske statsministerium og udenrigsministerium fortsat var en af residensens 

hovedopgaver. 31 Det intensive arbejde rettet mod de to ministerier skulle 

blandt andet styrkes gennem diverse kontakter inden for disse. 32 Et af de vigtige 

mål var at finde ud af, hvordan nyansat personale i afdelingen for kryptering 

blev undersøgt og godkendt. Sådanne oplysninger skulle med stor 

sandsynlighed anvendes til hvervningsforsøg eller placering af agenter. 33 Denne 

viden skulle KGB skaffe sig via sine formelle kontakter i de to ministerier og 

ad den vej fik russerne også informationer om ministeriernes opbygning og 

retningslinjer samt forholdsregler vedrørende ansættelser. 34 Her ses således et 

eksempel på, hvordan KGB benyttede i øvrigt helt legale forbindelser mellem 

KGB-officerer i dækstillinger og danske embedsmænd. 

I en senere plan for KGB’s arbejde i 1978 hed det blandt andet, at man 

havde i sinde at øge effektiviteten af kanalen, igennem hvilken man måske 

kunne øve indflydelse på den danske statsminister. 35 Residenturet havde – 

30 Det må formodes, at PET allerede i samtiden kendte til de dokumenter, som Oleg Gordijevskij år 

senere udgav i diverse bøger. 

31 Andrew & Gordievsky, More Instructions from the Centre, s. 25. Rapporten er dateret den 13. oktober 

1976 og fokuserer mest på udenrigsministeriet. KGB’s fokus på udenrigsministeriet og statsministeriet 

kan enten antyde, at man endnu ikke har haft den ønskede succes med en sådan penetrering, 

eller også kan det tolkes således, at det målrettede arbejde med disse to ministerier havde været så 

udbytterigt, at det skulle fortsættes. 

32 Andrew & Gordievsky, More Instructions from the Centre, s. 26. „To use the Residency’s confidential 

contacts and operational contacts...“ Det oprindelige sovjetiske dokument indeholdt ifølge 

Gordijevskij navnene på de omtalte kontakter og efterretningsofficerer. KGB-residenten foreslog, at 

man i udenrigsministeriet fokuserede på de tre sektioner i den politiske afdeling, den politisk-økonomiske 

afdeling, den administrative afdeling, som havde at gøre med kommunikation og kryptering, 

samt afdelingen, som havde ansvaret for de økonomiske forbindelser til de østeuropæiske 

lande. 

33 Andrew & Gordievsky, More Instructions from the Centre, s. 27. Mikhail Ljubimov foreslog, at KGB rettede 

en del af indsatsen mod den del af udenrigsministeriets personale som havde med kryptering 

at gøre. Man skulle derfor indhente informationer om oplæring og træning af udenrigsministeriets 

tekniske personale, ligesom det måtte have KGB’s interesse at finde ud af, hvorfra udenrigsministeriets 

personale hovedsageligt blev rekrutteret. Med den indhentede viden som ballast foreslog 

Ljubimov, at man blandt udenrigsministeriets tekniske personale fandt et egnet emne med henblik 

på en senere hvervning. 

34 Andrew & Gordievsky, More Instructions from the Centre, s. 27. 

35 Andrew & Gordievsky, More Instructions from the Centre, s. 31. „We aim to increase the efficiency of 

the channel through which influence may be exerted on the Prime Minister...“ 


eller ønskede at lade hovedcenteret i Moskva tro at det havde – kontakt til enten 

en højtstående embedsmand eller en politiker, til hvem man havde så 

godt et forhold, at denne var villig til at viderebringe de sovjetiske synspunkter 

til og måske søge at påvirke den danske statsminister Anker Jørgensen. 

Desuden viser KGB-planerne, at residenturet havde kontakter i en række ministerier, 

i det politiske liv og i den danske medieverden. Dette billede bekræftede 

PET’s samtidige opklarende undersøgelser. Et problem ved KGB-materialet 

er, at det overvejende drejer sig om planer og derfor kun i begrænset omfang 

er anvendeligt som kilde til at beskrive, hvad KGB faktisk foretog sig i 

Danmark i slutningen af 1970’erne. Planerne var en form for hensigtserklæringer, 

men de satte alligevel PET i stand til at følge KGB’s politiske arbejde i 

Danmark på en måde, der må betegnes som meget ønskværdig for enhver 

kontraefterretningstjeneste. 

Kontakten til journalister, embedsmænd, politikere og officerer 

Det var ikke altid let at skelne de konspirative aktiviteter fra normale diplomatiske 

kontakter mellem de østlige ambassader og deres danske forbindelser, 

og der forekom formentlig også glidende overgange. Samtalepartnere blev 

overordnet anvendt af de østlige tjenester til to formål (der mindede en del 

om de „rene diplomaters“ opgaver): 

1) Indhentning af oplysninger 

2) Påvirkning af holdninger og synspunkter. 36 

Alle politiske kontakter var af interesse for de østlige efterretningstjenester. 37 

Dertil kom samtaler med journalister, embedsmænd og i visse tilfælde også 

med folk fra forsvaret. For danske embedsmænd i centraladministrationen 

36 Der var naturligvis ingen garanti for, at de oplysninger, som de sovjetiske efterretningsofficerer 

modtog, var korrekte, eller at de ønskede budskaber rent faktisk blev bragt videre. I 1974 fik KGBresidenturerne 

ordre om at fokusere mere på åbne kontakter frem for det krævende arbejde med 

hemmelige agenter. KGB-officererne skulle nu til at udvide netværket af åbne kontakter, og disse 

kontakter skulle bestå af personer i de respektive lande, som var villige til at tale åbent om „officielle 

hemmeligheder“. For Danmarks vedkommende afspejler dette sig i kilderne, og måske var der i 

Danmark et særligt behov for en øget indsats for at skabe sådanne kontakter. Meget tyder på, at de 

østeuropæiske efterretningstjenester aldrig formåede at hverve en højtplaceret dansk agent i politiske 

eller militære kredse. Christopher Andrew & Oleg Gordievsky, KGB – dets agenter og hemmelige 

virke, 1990, s. 561. 

37 Sådanne kontakter kunne i yderste konsekvens udvikle sig og medføre en decideret hvervning af 

en politiker eller partimedarbejder, hvorfor kontakter ud over den almindelige informationsindhentning 

var så vigtige for de østlige efterretningstjenester. 


var kontakten til udenlandske diplomater en naturlig del af arbejdet. 38 Det 

samme gjaldt i udstrakt grad for politikerne på Christiansborg. 39 For journalisters 

vedkommende kunne samtaler med østlige diplomater være et redskab 

til at indhente oplysninger til almindelig nyhedsdækning, men de kunne fra 

diplomaternes side bruges til forsøg på at „plante“ historier i den danske 

presse, historier hvormed man kunne håbe at påvirke holdningen i offentligheden. 

40 For både embedsmænd og politikere gjaldt, at også de forsøgtes anvendt 

af de østlige efterretningstjenester til indhentning af efterretninger og 

forsøg på påvirkning. 

Langt fra alle har været klar over, at det var efterretningsofficerer og ikke 

diplomater i klassisk forstand, de havde samtaler med. I enkelte tilfælde udviklede 

kontakterne sig til forbindelser af mere privat og venskabelig karakter. 

41 Det, som enkelte embedsmænd, politikere, journalister, officerer og 

andre kan have opfattet som et venskabeligt forhold til en sovjetisk embedsmand 

stationeret i Danmark, var som regel et professionelt og nøje tilrettelagt 

forsøg fra sovjetisk side på at bearbejde, kultivere og motivere den danske 

samtalepartner og derved gøre ham eller hende mere modtagelig for et senere 

hvervningsforsøg og tilbøjelig til at videregive de ønskede informationer. 

De østlige efterretningsofficerer udviste ifølge PET’s rapporter stor interesse 

for samtaler med journalister. De var anvendelige for russerne af to årsager: 

For det første havde journalisterne en bred kontaktflade, der gav dem 

mange informationer om politik og enkeltpersoner; det var selvsagt viden, 

som også KGB kunne have glæde af. For det andet kunne russerne forsøge at 

bruge journalisterne til at sprede informationer, der støttede Sovjetunionens 

politik. Disse aktiviteter gik meget bredt under betegnelsen aktive foranstalt- 

38 Det gælder således, at danske embedsmænd også var i kontakt med tyske myndigheder forud for 

besættelsen i 1940. Dette var frem for noget andet et forsøg på at skærme Danmark mod den tyske 

fare. Matias Seidelin, Mellem tilpasning og aktiv modreaktion. Dansk kultur, turist og propagandapolitik i 

Tyskland 1933-1940, 1999. Se også Henning Gottlieb, I Kronens Tjeneste – politiske erindringer, 2001. 

Henning Gottlieb vier et helt kapitel til beskrivelse af sin mangeårige kontakt til skiftende sovjetiske 

efterretningsofficerer. 

39 Fra slutningen af 1960’erne forsøgte den vesttyske socialdemokratiske udenrigsminister – og siden 

kansler – Willy Brandt at fremme international afspænding gennem en såkaldt Ostpolitik. Denne politik 

og danske politikeres tilslutning hertil omtales nærmere i kapitel 28. For den vesttyske Ostpolitik 

se Gottfried Niedhart, Revisionistische Elemente und die Initiierung friedlichen Wandels in der neuen 

Ostpolitik 1967-1974, Geschichte und Geschellschaft, vol. 28, 2002, s. 233-266; Wilfried Loth, Overcoming 

the Cold War. A History of Détente, 2002, s. 102-127. Mange danske politikere mente i 1960’erne 

og 1970’erne, at man kunne og skulle fremme international afspænding blandt andet gennem dialog 

mellem Øst og Vest. For et dansk eksempel se Gert Petersen, Inden for systemet – og uden for, 1998, 

s. 245-249. 

40 Som allerede nævnt blev embedsmænd, politikere, journalister og andre advaret, hvis PET havde 

mistanke om, at kontakten med den fremmede diplomat kunne få mere konspirativ karakter. 

41 Dette var tilfældet for Henning Gottlieb, der som embedsmand i både statsministeriet og udenrigsministeriet 

havde mange møder med skiftende sovjetiske diplomater. Enkelte af disse kontakter 

udviklede sig til mere venskabelige forbindelser. Gottlieb blev informeret af PET om de forskellige 

diplomaters faktiske tilknytning til KGB og antyder, at han måske var objekt for et sovjetisk hvervningsforsøg. 

Gottlieb, I Kronens Tjeneste, s. 153-194. 


ninger eller misinformation og bestod oftest af en blanding af ægte og falske 

oplysninger med det formål at styrke Warszawapagtlandenes politik, svække 

den vestlige politik og vestlige organisationer samt at kompromittere enkeltpersoner. 

42 Denne form for politisk spin blev af de østlige tjenester spredt i de 

vestlige medier, hvorfor betydningen af gode pressekontakter og potentielle 

påvirkningsagenter var stor for de østlige efterretningsofficerer. Det var 

blandt andet med dette mål for øje, at KGB-officerer søgte kontakter inden 

for danske medier, de politiske partier, fagbevægelsen og forskellige ministerier. 

43 

I begyndelsen af 1960’erne kunne PET notere, at de østlige ambassader og 

efterretningstjenester førte samtaler med journalister på stort set alle de store 

københavnske dagblade, Danmarks Radio, lokalaviser samt flere mindre udgivelser. 

Set fra PET’s kontorer kunne kontakten mellem de sovjetiske officerer 

og danske journalister få uheldige konsekvenser, for sidstnævnte videregav 

undertiden – formentlig uden at tænke videre over det – oplysninger om 

danske politikere og embedsmænd, der var brugbare for KGB. Det kunne 

være informationer om det interne partihierarki, eller hvilke embedsmænd 

inden for et bestemt ministerium, der havde med NATO-forhold at gøre. 44 I 

begyndelsen af 1970’erne konstaterede PET således, at KGB anvendte sine 

kontakter inden for pressen til at finde frem til, hvilke embedsmænd i udenrigsministeriet 

som havde at gøre med den europæiske sikkerhedskonference. 

Sådanne oplysninger kunne være af stor værdi for efterretningstjenesterne, 

fordi såvel spionage som kontraspionage i vidt omfang drejede sig om 

at klarlægge spørgsmålet „hvem er hvem“. På et tidspunkt vurderede PET en 

redaktør som „særdeles meddelsom (...) med hensyn til orientering om interne 

forhold inden for Socialdemokratiet og DKP samt vurderende oplysninger 

om flere af regeringens medlemmer“. 45 I et andet tilfælde nævnte en 

journalist navne på flere politikere, som den pågældende KGB-officer „kunne 

have gavn af at træffe“. 46 Omkring årsskiftet 1967/68 bemærkede PET, at en 

KGB-officer brugte et af sine gentagne møder med en journalist til at indhente 

oplysninger om forholdet mellem Socialdemokratiet og SF. 47 

Aktiviteterne i residenturet på ambassaden i København demonstrerede, at 

KGB var aktiv i „kampen om sjælene“. Dog er der mange spørgsmål omkring 

de østlige efterretningstjenesters rolle i forhold til at staternes overordnede 

42 Markus Wolf, Manden uden ansigt: en mesterspions selvbiografi, 1998, s. 281-82. Et eksempel på en udførlig 

plan for miskrediteringen af den amerikanske CIA-chef Allen Dulles findes i Vladislav M. 

Zuboks artikel „Spy vs. Spy: The KGB vs. The CIA, 1960-1962“ i Cold War International History Project 

Bulletin, nr. 4, 1994. 

43 Gordievsky, Next Stop Execution, s. 193. 






politik, der endnu ikke er fuldt afklarede og dermed fortsat udgør et vigtigt 

forskningsområde. 

Overvågningen af de østlige efterretningsofficerer viste, at de undertiden 

gjorde sig umage for at skjule kontakten til journalister. Det var dog ikke kun 

journalister fra større medier, som var i efterretningstjenesternes søgelys. 

Også nogle af de mindre syntes at have kontakter til skiftende KGB-officerer, 

kontakter som blev holdt ved lige via et konspirativt mønster. 48 I visse tilfælde, 

hvor PET skønnede, at kontakten kunne få alvorlige konsekvenser, valgte 

man at tage en samtale med journalisterne. Disse samtaler havde til tider en 

advarende karakter, men ikke alle tog dog PET’s advarsler lige alvorligt. I et 

enkelt tilfælde gik den indkaldte person tilbage til den sovjetiske ambassade 

og satte de sovjetiske diplomater ind i situationen. 49 Det var dog, konstaterede 

PET, langt fra alle journalister, der videregav de ønskede oplysninger til de 

sovjetiske officerer. 50 I visse tilfælde kunne journalister også anvendes af PET 

til at indhente oplysninger om de sovjetiske officerer og deres virke i 

Danmark. Kontakten til de sovjetiske efterretningsofficerer kunne med andre 

ord være til gavn for PET. 

I administrationen var det især udenrigsministeriets og statsministeriets 

embedsmænd, som de sovjetiske efterretningsofficerer knyttede kontakter 

til. 51 Som nævnt var og er sådanne kontakter en del af embedet. Ifølge PET’s 

månedsrapporter havde efterretningsofficerernes kontakt til højerestående 

embedsmænd til formål at indhente oplysninger af politisk karakter. 52 Disse 

kontakter blev undertiden holdt ved lige hver måned i form af mere eller 

mindre formelle møder. 53 Gennem embedsmændene kunne de østlige tjenester 

komme tæt på den politiske ledelse i regeringen, ligesom sammenkomster 

og middage på forskellige repræsentationer blev brugt til at mødes 

med ledende skikkelser i det politiske liv. 54 

PET var overbevist om, at KGB-officererne havde en hemmelig dagsorden 

over for embedsmændene i de tilfælde, hvor officererne forsøgte at skjule 

kontakten. 55 I det danske udenrigsministerium ville KGB forsøge at udnytte 

sine mange kontakter til at opnå bedre resultater med hensyn til infiltrering 

af ministeriet og tilegnelsen af oplysninger af efterretningsmæssig betyd- 




51 Som allerede nævnt havde de sovjetiske efterretningsofficerer ofte indhentet oplysninger hos deres 

forskellige kontakter om embedsmænd og ministerier, inden forbindelsen til disse blev etableret. 

52 Som altid har KGB’s mere langsigtede mål givetvis rettet sig mod hvervninger af de danske samtalepartnere 

tilknyttet diverse ministerier. 





ning. 56 PET modtog oplysninger om, at en sovjetisk presseattaché skulle dyrke 

en embedsmand fra statsministeriet. Dette gik ud på at udvide kontakten til 

den pågældende og gøre den mere intim end den strengt professionelle kontakt. 

Når PET opdagede sådanne forsøg på en tættere kontakt, blev embedsmændene 

advaret imod forbindelsen og i visse tilfælde opfordret til at nedtrappe 

kontakten. 57 Det skete, at KGB-residenten under samtaler blev udsat 

for en række spørgsmål fra dansk side. En kontorchef fra udenrigsministeriet 

udspurgte under en samtale KGB-chefen om en række personlige oplysninger 

vedrørende hans baggrund. 58 

Kvindeligt kontorpersonale i de danske ministerier var af særlig interesse 

for de østlige tjenester 59 , og der findes eksempler på, at østeuropæiske officerer 

gik målrettet efter denne personalegruppe. 60 Tilsvarende søgte de østlige 

tjenester kontakt til studentermedhjælpere. Målene med disse kontakter var 

efter PET’s skøn langsigtede, idet sådanne personer over tid kunne blive 

brugbare i efterretningsmæssig sammenhæng. 

Efter den kolde krigs afslutning er der kommet en række sager frem omkring 

den østtyske udlandstjeneste HVA, der hvervede sekretærer for at få adgang 

til chefernes hemmelige papirer. 61 Disse sager har bl.a. fået megen omtale, 

fordi kærlighedsforhold blev udnyttet i en efterretningsmæssig sammenhæng. 

Den type hvervninger indeholdt imidlertid også andre interessante 

efterretningsmæssige aspekter end selve den spektakulære hvervningsform. 

Hvervning af administrativt personale var således ikke nogen ualmindelig metode, 

eftersom dette personale ofte havde adgang til hemmeligt materiale 

uden nødvendigvis at være underlagt helt samme strenge kontrol som deres 

mere eksponerede chefer. 

PET konstaterede kontakter mellem politiske partier og de østlige tjenester, 

ligesom disse tjenester udviste interesse for de politiske partiers ung- 

56 Det fremgår af de to planer for det efterretningsmæssige arbejde, som residensen hjemsender til 

KGB-centeret i Moskva i slutningen af 1970’erne. Se Andrew & Gordievsky, More Instructions from the 

Centre, s. 25-34. 


58 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 95. Dette var formentlig foranlediget af PET. 

59 Offentliggjorte KGB-dokumenter giver forklaringen på, hvorfor flere KGB-officerer i København 

tilsyneladende gik målrettet efter at etablere kontakt til det kvindelige personale i de danske ministerier. 

Af KGB-residensens plan for det efterretningsmæssige arbejde i 1978 fremgik det, at specielt 

det kvindelige personale i statsministeriet skulle tildeles særlig opmærksomhed med henblik på 

etableringen af kontakt med mulighed for et efterfølgende dybdestudie. Sådanne dybdestudier blev 

foretaget for at finde ud af, om det enkelte emne var påvirkeligt og åbent over for en hvervning fra 

KGB’s side. Ved sådanne hvervninger fik emnet dog meget sjældent at vide, at han eller hun arbejdede 

for KGB. Andrew & Gordievsky, More Instructions from the Centre, s. 33. 

60 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 95 og 103. En af de sovjetiske diplomater havde kontakt 

til en ung kvinde i udenrigsministeriet, som han sendte julekort og gaver. Kvinden modtog derefter 

„en fornyet sikkerhedsbelæring“, blandt andet fordi hun havde været ret åben i sine samtaler 

med officeren, hvorefter kontakten indskrænkede sig til at omhandle rent tjenstlige emner. 

61 Se eksempelvis Marianne Quoirin, Agentinnen aus Liebe. Warum Frauen für den Osten spionierten, 

1999. 


domsorganisationer. 62 Af PET’s oplysninger synes det at fremgå, at KGB kun 

sjældent søgte kontakt til ledende skikkelser i partierne. 63 Derimod gik KGB 

tilsyneladende mere målrettet mod ansatte i partiorganisationerne, partisekretærer 

og politikere, der endnu ikke indtog nogen central placering i det 

interne partihierarki. På den måde håbede man at få kontakt til folk, der 

kunne tænkes at have samme indsigt i et givet spørgsmål som fremtrædende 

politikere, men som samtidig havde den fordel, at de ikke skabte opsigt i selskab 

med en sovjetisk diplomat. Hvis de pågældende personer samtidig var 

ambitiøse og avancerede i partihierarkiet, kunne dette måske udnyttes af 

KGB. 64 En anden forklaring på interessen for de unge politikere kunne være, 

at de havde mindre at miste ved deres kontakter til de sovjetiske repræsentanter 

end deres ældre mere etablerede kolleger. 

Selvom KGB ifølge PET interesserede sig for alle partier, var de ikke alle 

lige vigtige. Således bemærkede PET, at de sovjetiske tjenester gennem hele 

perioden blev stadig mere interesseret i Socialdemokratiet – og især i personer, 

som kunne give oplysninger fra partiets udenrigspolitiske inderkreds. 65 I 

starten af 1970’erne fik en KGB-officer således etableret kontakt til en politiker, 

som han blandt andet talte med om partiets holdning til sikkerhedskonferencen 

i Helsinki. 66 I tillæg hertil ville officeren høre om „EF-afstemningen, 

omstændighederne ved statsminister Krags afgang samt om kildens kendskab 

til den nye statsminister Anker Jørgensen samt andre fremtrædende politikere.“ 

67 KGB’s interesse for Socialdemokratiet var naturlig i lyset af partiets 

store indflydelse. Med Socialdemokratiets engagement i eksempelvis CSCEprocessen 

og dets opfattelse af, at afspænding ikke alene skulle foregå i diplomatiske 

sammenhænge, men også på lavere politiske niveauer, blev dialog 

mellem socialdemokratiske politikere og sovjetiske udsendinge i Danmark set 

som en naturlig del af det internationale samkvem. 68 

Anvendelsen af aktive foranstaltninger 

I takt med, at særligt de sovjetiske efterretningsofficerer op gennem 1960’erne 

og 1970’erne fokuserede på åbne kontakter, og at de aktive foranstaltninger 


63 Det forekom naturligvis, at man søgte kontakt til partiernes fremtrædende medlemmer, men oftest 

var det yngre og endnu ukendte politikere, som havde tjenesternes interesse. 

64 De østlige efterretningstjenester gik målrettet efter at tale til samtalepartnerens forfængelighed og 

snakkede ofte den pågældende efter munden. Det kunne eksempelvis gøres ved gentagne gange at 

understrege samtalepartnerens vigtighed og betydning. 

65 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 99. Den særlige interesse for Socialdemokratiet er senere 

blevet bekræftet af offentliggjorte KGB-dokumenter. 



68 Ole Nørgaard, Per Carlsen og Nikolaj Petersen, „Danish Ostpolitik 1967-1993: Breakdown of 

Stability – Unknown Challenges“ i Carsten Due-Nielsen & Nikolaj Petersen (red.), Adaptation & 

Activism. The Foreign Policy of Denmark 1967-1993, 1995, s. 133-161, især s. 137f. 


kom til at spille en stadig større rolle i de sovjetiske tjenesters arbejde rettet 

mod Vesten, voksede betydningen af kontakten til vestlige journalister, politikere, 

embedsmænd og meningsdannere. 69 KGB gjorde brug af såkaldte påvirkningsagenter 

for at få de sovjetiske budskaber igennem i de vestlige lande. 

Påvirkningsagenter kunne for eksempel være danskere, som i kraft af deres 

position inden for medierne, erhvervslivet eller politiske kredse kunne befordre 

sovjetiske holdninger. Målet med påvirkningsagenter var naturligvis at 

skjule de faktiske ophavsmænd til de fremsatte tanker, synspunkter og ideer. 

Offentliggjorte KGB-dokumenter viser, at de aktive foranstaltninger blev 

iværksat for i danske kredse at kunne øve indflydelse på spørgsmål som afspænding, 

CSCE-arbejdet og Øst-Vest-forholdet. De aktive foranstaltninger 

skulle desuden sættes ind for at skabe støtte til sovjetiske fredsforslag, kampagnen 

mod neutronbomben, afrustning osv. 70 En række foranstaltninger 

havde til formål at sætte de vestlige landes politik i et dårligt lys. Hertil ville 

KGB i København ifølge egne oplysninger gøre brug af sine kontakter og 

agenter inden for pressen og tv samt i Folketinget. 71 

Danskernes generelt positive indstilling til afspændingsprocessen blev i 

visse tilfælde udnyttet af blandt andre KGB til at gennemføre hvervninger. 72 

Da en umiddelbart harmløs og naturlig kontakt mellem udenlandske diplomater 

og indflydelsesrige danskere let kunne blive misbrugt af efterretningsofficerer, 

som udgav sig for at være diplomater, holdt PET øje med de 

østlige officerer og deres kontakter. 73 

Ifølge den tidligere KGB-arkivar Vasilij Mitrokhin kan danske kontakter 

også have været anvendt i KGB’s kamp mod den sovjetiske systemkritiker 

Andrej Sakharov. I 1975 planlagde KGB en international kampagne, som 

69 Som allerede nævnt tog KGB i 1974 skridt til, at KGB-residenserne fremover, og i højere grad end 

tidligere, skulle fokusere mere på åbne kontakter frem for det besværlige arbejde med hemmelige 

agenter. Måske var det de stadig mere vanskelige forhold med hensyn til hvervning og håndtering af 

hemmelige agenter, som førte til det pludselige skift i fremgangsmåden for de sovjetiske efterretningsofficerer. 

Andrew & Gordievsky, KGB – dets agenter og hemmelige virke, s. 561. 

70 Andrew & Gordievsky, More Instructions from the Centre, s. 30. KGB-residensen i København fremhævede 

blandt andet Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed som en vigtig brik, fordi flere af 

KGB’s kontakter sad i komiteens ledelse. I rapporten understreges det også, at den jyske komité for 

fred og sikkerhed angiveligt skulle være blevet skabt med hjælp fra KGB og at denne komité ville 

komme til at spille en vigtig rolle i KGB’s arbejde på denne front. 

71 Andrew & Gordievsky, More Instructions from the Centre, s. 31. „In order to perform these tasks we 

intend to make use of speeches and broadcasts, based on our theses, by our agents and contacts in 

Parliament, in the press and on television and to complete the publication and distribution of a 

pamphlet which condemns the opponents of détente...“. 

72 Ofte blev hvervninger af agenter foretaget under „falsk flag“. Den hvervende efterretningsofficer 

udgav sig for at være fra et andet land eller en anden tjeneste end det rent faktisk var tilfældet. Et 

eksempel på en sådan hvervning under „falsk flag“ kan findes i Wolf, Manden uden ansigt, s. 170-74. 

Helmut Müller-Enbergs, Inoffizielle Mitarbeiter des Ministeriums für Staatssicherheit, vol. 2, 1999, s. 140ff. 

73 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 103. For eksempler på anvendelse af politikere i sådanne 

kampagner, se Jakob Andersen & Oleg Gordievsky, De Røde Spioner: KGB’s operationer i 

Danmark. Fra Stalin til Jeltsin, fra Stauning til Nyrup, 2002, s. 217-18 og 223-29 samt Andrew & 

Gordievsky, KGB – dets agenter og hemmelige virke, s. 559. 


havde til formål at miskreditere tildelingen af Nobels fredspris til Andrej 

Sakharov, og Danmark spillede her en særlig rolle, fordi der i oktober 1975 

blev afholdt en høring i København om Sakharov. Samme efterår fik KGB i 

Danmark og flere andre vestlige lande til opgave at arbejde for, at kendte personligheder 

og politikere præsenterede taler og artikler med et budskab om, 

at tildelingen af fredsprisen til Andrej Sakharov var et forsøg på at svække afspændingen. 

Desuden skulle KGB forsyne den danske presse med kompromitterende 

materiale, som påpegede Sakharovs forbindelser til vestlige efterretningstjenester. 

74 Mitrokhins beskrivelse bekræftes af kildefund i de russiske 

arkiver om Sakharov-høringen i København 1975. Som beskrevet i kapitel 42 

udarbejdede det sovjetiske kommunistpartis centralkomité – på foranledning 

af DKP’s ledelse og den sovjetiske ambassade i København – forholdsregler til 

„imødegåelse af den antisovjetiske aktion i København“. Disse forholdsregler 

indebar blandt andet, at danske journalister skulle bearbejdes med henblik 

på at få fremført de sovjetiske synspunkter. 75 

KGB’s politiske kontakter 

De østlige efterretningstjenester havde tilsyneladende ikke altid lige let ved at 

gennemføre deres operationer. Af Gordijevskijs udgivelser fremgår det, at det 

var besværligt og til tider umuligt at gennemføre hvervninger i Danmark. 

Også Gordijevskijs kollega i København, KGB-officeren Boris Grigorjev, 

husker de besværlige danskere. Ifølge Grigorjev var det langt fra alle samtaler 

med de danske kontakter, der gav resultater. Han betegner mange af sine 

samtalepartnere som uproduktive, fordi danskerne meget sjældent forstod at 

hemmeligholde kontakten til KGB-officeren. Danskerne var ofte for åbenmundede 

– et forhold der i en efterretningsmæssig sammenhæng både 

kunne være en fordel og en ulempe. 76 Ifølge Oleg Gordijevskij skilte 

Danmark sig i denne periode ud ved, at KGB ikke havde kontakt til en eneste 

højt placeret politiker, sådan som det var tilfældet i andre vesteuropæiske 

lande. 77 Selv om Oleg Gordijevskijs viden om danske forhold må antages at 

have været begrænset til perioderne 1966-1970 og 1972-1978, hvor han var 

udstationeret i København, har hans oplysninger ikke desto mindre gjort PET 

i stand til at følge flere af KGB’s politiske forbindelser på tæt hold. 

74 Andrew & Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, s. 420-22. 

75 Spørgsmålet om aktive foranstaltninger er et af de områder, hvor efterretningstjenesternes arbejdsopgaver 

mindede om arbejdet i andre dele af påvirkningsapparatet. Arbejdsdeling og kompetencer 

på dette område er ikke fuldstændig klarlagt. 

76 Grigorjev, Skandinavija s tjernogo khoda, se blandt andet s. 71-72 og 91-92. 

77 Gordievsky, Next Stop Execution, s. 217. Andrew & Gordievsky, KGB – dets agenter og hemmelige virke, 

s. 593. 


PET’s arkiv bekræfter, 

at de østlige efterretningstjenester 

arbejdede målrettet 

for at etablere kontakter. 

Enkelte har 

måske ligefrem været 

agenter for KGB, 

og en af dem er siden 

hen blevet identificeret. 

Den tidligere 

DKP’er og senere 

SF’er Holger 

Vivike bekræftede 

over for historikeren 

Kurt Jacobsen, at han 

igennem en årrække havde arbejdet for KGB og havde til opgave at informere 

KGB om de politiske diskussioner inden for SF’s ledelse. 78 

Med en vis indsigt i KGB’s hemmelige dokumenter samt oplysninger givet 

af Oleg Gordijevskij blev PET i stand til at følge KGB’s politiske arbejde i 

Danmark på tæt hold. KGB’s til tider langsigtede arbejde kom antydningsvis 

frem i enkelte sager. PET bemærkede, at KGB i et forsøg på at kultivere en 

dansk politiker havde gjort brug af den samme person med 13 års mellemrum. 

I slutningen af 1970’erne havde den pågældende radikale politiker været 

„under dybt studium“ med henblik på med tiden at kunne anvendes af 

KGB som indflydelsesagent. 79 Politikeren var under et besøg i Moskva i 1977 

blevet kultiveret af en navngiven sovjetisk person med forbindelse til KGB. 

Forbindelsen til KGB varede ved i hvert fald til 1990. 80 PET’s opfattelse var, at 

den danske politiker „har været brugt ulovligt efterretningsmæssigt af KGB. 

Men der er ikke noget bevis for at påstå, at det efterretningsmæssige samarbejde 

har været bevidst.“ 81 

Invitation til cocktail-party på ambassaden. (Privateje). 

78 Kurt Jacobsens interview med Holger Vivike fandt sted i februar 1991. Kurt Jacobsen, Aksel Larsen 

– en politisk biografi, 1993, s. 693, note 49. Andersen & Gordievsky, De Røde Spioner, s. 156-202. Andrew 

& Gordievsky, KGB – dets agenter og hemmelige virke, s. 593. Holger Vivike fungerede som livvagt for 

Aksel Larsen ved dennes første møde med en repræsentant for allierede myndigheder i 1958, jf. udredningens 

bilag 5 og Jacobsen, Aksel Larsen, s. 556f. Det rejser spørgsmålet, om Vivike – efter i 1966 

at være blevet hvervet af Anatolij Lobanov – informerede KGB om dette møde. 





Polske aktiviteter 

De polske efterretningstjenester opererede på samme måde som deres sovjetiske 

kolleger. Polske efterretningsofficerer havde base på ambassaden, og 

derfor udviste PET også interesse for den polske ambassade i København. De 

polske efterretningstjenester anvendte den samme metodik som deres sovjetiske 

kolleger og blev vurderet til at være blandt de bedste tjenester inden 

for Warszawapagten. Planlægningen var langsigtet, og tjenesternes professionelle 

standard var høj, mente i hvert fald FE. 82 

Mens de sovjetiske efterretningstjenester løbende gjorde sig bemærket i 

PET’s rapporter, synes det at have forholdt sig anderledes med de polske og 

østtyske tjenester. I begyndelsen af 1960’erne gjorde de polske efterretningsofficerer 

ikke meget væsen af sig med hensyn til udførelse af efterretningsmæssige 

opgaver. Personer fra den polske militærrepræsentation – ansatte 

som ellers tidligere var aktive i konspirative anliggender – havde ifølge en rapport 

fra 1963 „endnu ikke gjort sig særligt bemærket“. En nærmere undersøgelse 

af den polske handelsafdeling havde givet indtrykket, „at de polske handelsrepræsentanter 

med en enkelt undtagelse synes at være optaget af legal 

forretningsvirksomhed. Dog skal det i denne forbindelse tilføjes, at flere af 

dem har haft en vis kontakt med militærattachéen, for hvem de selvfølgelig 

må være naturlige efterretningskilder“, som det blev konkluderet. 83 En række 

polske organisationer og virksomheder, som PET ellers formodede blev anvendt 

til efterretningsmæssige formål, havde i begyndelsen af 1960’erne været 

„præget af normal formidling af det handels-, luftfarts- og turistmæssige 

samkvem mellem Danmark og Polen og har ikke givet anledning til mistanke.“ 

84 I tillæg hertil konstaterede PET ingen videre kontakt mellem de polske 

repræsentanter og danske statsborgere, hvilket kan tilskrives, at de polske 

tjenester enten var dygtigere til at skjule deres konspirative forbindelser end 

deres sovjetiske kolleger, eller også udgjorde det konspirative arbejde i første 

halvdel af 1960’erne en mindre del af de polske repræsentanters arbejde. 85 

Senere hen – fra omkring 1967 – begyndte der at tegne sig et billede, som 

mindede om de sovjetiske aktiviteter. Flere ansatte ved den polske repræsentation 

blev identificeret som tilknyttet enten UB eller Z-II. Om det var udtryk 

for en ændring i den polske fremgangsmåde, eller om det afspejlede PET’s 

forandrede arbejdsmetoder, er vanskeligt at vurdere. Som det allerede er beskrevet 

i kapitel 20, og som det vil fremgå af kapitel 54, udførte de polske 

efterretningstjenester en række aktiviteter forskellige steder i Danmark. PET 

synes efter ovenstående at dømme ikke at have kendt meget til disse aktivite- 

82 „Fokus på polsk efterretnings- og sikkerhedstjeneste“, Fokus nr. 8/76, s. 28. FE’s arkiv, 1167/76. 





ter, hvilket dog ikke rimer med de polske attacheers egne indberetninger om, 

at de ganske ofte var under tæt PET-overvågning. 

I 1967 konstaterede PET, at „militærrepræsentationen har i det sidste år 

været præget af en stærk rejseaktivitet“. Det var blandt andet Stevnsfortet og 

militære aktiviteter, som påkaldte sig polakkernes interesse. Geografisk var 

interessen rettet mod „den sydlige og østlige del af Sjælland, Lolland-Falster 

samt Syd-, Midt- og Vestjylland“. 86 Hertil kom også de løbende indkøb af landkort 

over Danmark og etableringen af døde postkasser. Som det fremgår af 

undersøgelsen af Warszawapagtens øvelsesmateriale fra 1960erne (jf. kapitel 

52 og 53) afspejlede denne interesse de østlige militære opgaver i tilfælde af 

krig. 

Ifølge PET synes der at have været en klar opdeling mellem de sovjetiske 

og polske tjenesters arbejdsområder. Den politiske indhentning og kontakten 

til den danske presse blev hovedsagelig styret af KGB, mens Z-II og SB (navnet 

på UB efter en omstrukturering) havde kontakt til egne statsborgere i 

Danmark. 87 Oplysninger tydede på, at de polske tjenester studerede og siden 

hen rekrutterede udlændinge under deres ophold i Polen. „Den offensive 

indsats på polsk jord har vist sig at være den mest givtige kilde til heldigt gennemførte 

rekrutteringer.“ 88 Sådanne rekrutteringer blev blandt andet gennemført 

ved hjælp af pres eller falske anklager. For at mindske risikoen for indblanding 

fra PET’s side foretrak de polske tjenester tilsyneladende at lade møder 

mellem agenter og polske efterretningsofficerer finde sted i Polen. 89 

I slutningen af 1970’erne vurderede PET, at de polske efterretningstjenester 

på ét punkt adskilte sig fra deres sovjetiske kolleger, nemlig med hensyn til de 

grupper som man fokuserede på at skabe kontakter til i Danmark. Mens de 

sovjetiske tjenester gjorde ihærdige forsøg på at etablere kontakter til danske 

politikere, embedsmænd, journalister og officerer, så man fra dansk side ikke 

samme iver hos de polske tjenester efter at få skabt kontakter med „rene danskere“. 

Faktisk blev de på dette område anset for at være tilbageholdende. 

PET konstaterede, at de polske tjenester hovedsageligt „satser på egne landsmænd, 

der allerede bor her i landet, planlægger at tage ophold i Danmark 

eller blot kommer hertil som turister og erhvervsfolk.“ 90 

86 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 10. Enkelte af officerernes rejseaktiviteter viste også, at 

det ikke kun var mål i Danmark man rettede sig mod, men også i Norge, hvor Polen ikke havde nogen 

militærattaché på det pågældende tidspunkt. 

87 Forholdet mellem tjenesterne beskrives i Mr. X (med Bruce E. Henderson & C.C. Cyr), Double 

Eagle – the autobiography of a Polish spy who defected to the West, 1979, s. 110-122. 





DDR’s efterretningsvirksomhed 

I perioden 1963-1979 indtraf der flere begivenheder, der medførte, at DDR’s 

efterretningsvirksomhed blev mere nærværende. Afsløringen af kanslerspionen 

Günter Guillaume i 1974 i Vesttyskland medvirkede til at etablere MfS’ 

udlandstjeneste HVA’s ry som en af verdens førende efterretningstjenester. I 

Danmark oplevede man aldrig afsløringen af en sådan topspion. Dog demonstrerede 

Holm Haase-sagen i 1968 og Jörg Meyer-sagen i 1979 for den 

danske offentlighed, at illegale østtyske netværker også virkede i Danmark. 

Det østtyske ønske om anerkendelse blev flere gange fremført som et argument 

for, at man fra dansk side endnu ikke havde konstateret omfattende og 

løbende aktivitet i Danmark udført af de østtyske efterretningstjenester. 

Denne antagelse viste sig kun delvis korrekt. De danske tjenester manglede 

håndfaste beviser på, at først DDR’s handelsrepræsentation og senere ambassaden 

var involveret i efterretningsarbejde, men til gengæld havde deres 

undersøgelser vist, at østtyske illegale på forskellig vis var aktive i Danmark, 

hvilket kom til udtryk i en PET-rapport i slutningen af 1970’erne. Ved samme 

lejlighed understregede PET det store besvær, man havde med at dæmme op 

for netop denne form for efterretningsaktivitet. „At der udøves en omfattende 

aktivitet gennem det illegale apparat ligger uden for al tvivl, men de anvendte 

metoder, som vi kender dels af egen erfaring og dels gennem, hvad vi 

erfarer i samarbejdet med vore bilaterale forbindelser, gør det særdeles vanskeligt 

at afsløre agenterne og deres aktiviteter,“ konstaterede PET. 91 Gennem 

en kombination af målrettet arbejde, et godt samarbejde med andre vestlige 

tjenester og held lykkedes det imidlertid som nævnt PET at opklare nogle af 

disse aktiviteter. 

Afsløringen af DDR-borgeren Gustav Holm Haase var et eksempel på frugterne 

af samarbejdet mellem de vestlige efterretningstjenester. 92 Sådan fremstod 

sagen imidlertid ikke i samtiden. PET havde behov for at beskytte sine 

samarbejdsrelationer, eftersom eksponering i offentligheden både kunne 

skade tilliden hos de venligtsindede tjenester og blotlægge kontraspionagens 

metoder for modstanderne i øst. En følge af disse hensyn var, at sagen fik et 

særligt forløb i pressen. Sagen mod Holm Haase var den første større spionsag, 

der drejede sig om DDR, siden PET godt ti år forinden mente at kunne 

kæde kurererne om bord på skibet „Runa“ sammen med de østtyske efterretningsorganer. 

Pressen øjnede derfor en god historie om østspionagen og 

lagde med overskrifter som „Det bliver en stor sag“, „Agentnet trævles op“ og 

„Spionoffensiven mod hele Norden“ op til, at der var noget helt stort i 

gærde. 93 I den efterfølgende retssag faldt de store forventninger noget til jor- 


92 DIIS-interview med Jørn Bro, 19. maj 2005. 

93 „Illegalt agentnet skulle opbygges i Skandinavien“, Information, 27. marts 1968. „Det bliver en stor 

spionsag“, Ekstra Bladet. 28. marts 1968. „Agentnet trævles op“, BT, 23. marts 1968. 


den. Holm Haase var ikke nogen James Bond type, men derimod en menneskelig 

agent, der åbenlyst led under presset fra afsløringen. 94 Da BT i DDR 

fandt frem til hans kone, som frygtede for at miste sin mand, blev historiens 

menneskelige aspekter yderligere styrket, hvorved det hele fremstod mindre 

farligt. 95 Den fornemmelse blev bekræftet, da dommen faldt, og Haase slap 

med 2 1 ⁄2 års fængsel, hvoraf han afsonede under halvdelen, inden han blev udvist 

til DDR. På den baggrund mente BT at kunne konkludere, at „Haase var 

uskadelig“. 96 I takt med at forestillingen om en afsløring af en farlig spion fortog 

sig, tog PET sig stadig dårligere ud i medierne. Dagbladet Information 

mistænkte myndighederne for, at affæren havde været et PR-stunt. 97 Således 

endte sagen med at blive lidt latterliggjort i stedet for at give points til PET, 

der i disse år ofte havde en dårlig presse. 

Havde offentligheden fået kendskab til det faktiske sagsforløb, kunne dette 

billede have set anderledes ud. Ganske vist var Gustav Holm Haase ikke nogen 

Guillaume, der sad med i magtens centrum. Haase hørte til spionagens 

fodfolk, idet han var en af dem, som HVA betegnede som instruktører. Det 

var agenter, oftest DDR-borgere, der opretholdt forbindelsen til agenterne i 

Vesten eller i operationsområdet, som det benævntes i den østtyske tjenestes 

terminologi. 98 Instruktørerne var vigtige brikker i HVA’s arbejde, og de medvirkede 

til at gøre de østtyske agentnetværker operationsdygtige. Instruktørerne 

kunne i forbindelse med deres rejser også løse andre småopgaver, hvilket 

Holm Haase også gjorde ved for eksempel at udlægge såkaldte „døde postkasser“. 

Det var således ikke, fordi Holm Haase var en „stor fisk“, at offentligheden 

skulle have ændret sin bedømmelse af PET’s indsats i sagen. Det var 

derimod PET’s håndtering af sagen, der, hvis den havde været kendt, formodentlig 

ville have bidraget til en større forståelse af sikkerhedstjenestens arbejde. 

På grund af efterretningstjenestens indsats lykkedes det at neutralisere 

Holm Haases virksomhed. 

Haase skæbne var faktisk beseglet, inden han i 1963 lod sig hverve for HVA. 

Han blev nemlig en brik i et såkaldt „agentspil“ mellem HVA på den ene 

side og danske PET, vesttyske Bundesamt für Verfassungsschutz (BfV) og 

svenske SÄPO på den anden. Et agentspil var betegnelse for en omfattende 

operation, hvor afslørede agenter i stedet for at blive arresteret og straffet blev 

søgt inddæmmet og kontrolleret, så deres aktiviteter ikke gjorde skade, samtidig 

med at spillet afslørede modstanderens metoder og organisation. Spillet 

vil typisk omfatte en eller flere dobbeltagenter. I Holm Haases tilfælde lykkedes 

det de vestlige tjenester at infiltrere det netværk, som han opretholdt forbindelsen 

til. Det drejede sig om en DDR-borger, der var indsluset til Sverige 

94 „Grædende spion helt ud i den kolde sne“, Ekstra Bladet, 22. maj 1968. 

95 „Hindrer Østtyskland spionens hustru i at rejse op til sin mand?“, BT, 3. september 1968. 

96 „Spiondommen mild: Haase var uskadelig“, BT, 10. juli 1968. 

97 „Belejlige spioner“, Information, 27. marts 1968. 

98 Müller-Enbergs, Inoffizielle Mitarbeiter des Ministeriums für Staatssicherheit. vol. 2, s. 63. 


via Vesttyskland, samt en dansker, som Haase selv havde været med til at 

hverve. Begge var imidlertid blevet vendt af de vestlige efterretningstjenester 

som dobbeltagenter. Da HVA ikke opdagede, at deres agenter var styret af de 

vestlige tjenester, kørte operationen videre helt frem til Holm Haases arrestation 

i 1968. I den mellemliggende periode tildelte HVA den indslusede østtysker 

– der i mellemtiden arbejdede som dobbeltagent – en fortjenstmedalje 

og overvejede endog kort før afslutningen af spillet at udbygge dette netværk 

ved at overdrage den indslusede, der i mellemtiden havde slået sig ned i 

Sydsverige, føringsansvar for andre agenter. PET, BfV og SÄPO fik på deres 

side viden om HVA’s arbejdsmetoder. Den viden omfattede blandt andet informationer 

om HVA’s mulige krigs- og kriseplaner, idet den indslusede østtysker 

fik til opgave at udsøge steder i Øresundsregionen, hvor den østtyske 

efterretningstjeneste kunne nedgrave radioudstyr. Derved imødegik man meget 

direkte den østtyske efterretningstjenestes muligheder for at operere i en 

internationalt tilspidset situation. 99 

Ti år senere, i 1978, opnåede PET endnu en succes i samarbejde med vesttyskerne. 

100 Tjenesten fandt frem til, at DDR-borgeren Jörg Meyer levede i 

København med den falske identitet „Rudolf Samiec“. Den virkelige Samiec 

var en vesttysk sømand, der nogle år tidligere var død i den belgiske havneby 

Brügge. Meyer nåede at operere i Danmark i godt fire år, før han blev afsløret. 

Han var udsendt af HVA’s Amerika-afdeling, og PET vurderede, at målet 

med hans indsats i Danmark var en forberedelse af en senere indsats i USA. 

Under opholdet i Danmark fik han imidlertid mulighed for at udvide sit repertoire. 

Gennem et kæresteforhold til en studentermedhjælper lykkedes det 

Meyer at skaffe dokumenter fra udenrigsministeriet. 101 Studentermedhjælperen 

var blot i stand til at skaffe dokumenter, der havde relativt lav fortrolighedsgrad. 

Ifølge Oleg Gordijevskij lykkedes det ikke KGB at infiltrere de danske 

ministerier. 102 For østtyskerne skulle det imidlertid ikke blive sidste gang, 

de fik foden indenfor i det danske udenrigsministerium. Allerede året efter, 

at Jörg Meyer var blevet dømt, lykkedes det HVA-agenten „Lenz“, at opnå ansættelse 

i ministeriet ligeledes som studentermedhjælper. Jörg Meyer-sagen 

blev allerede omfattende kendt i samtiden, dels gennem pressens dækning og 

dels i bogen „Muldvarpekrigen“, hvis forfatter, den tidligere „Land og Folk“journalist 

Bent Christiansen, østtyskerne mistænkte for at være agent for 

PET. 103 Bogens dækning af sagen svarede på mange måder til PET’s, men der 

var dog et enkelt aspekt, der hverken blev behandlet i bogen eller i pressen. 

99 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 226 og 255. DIIS-interview med Jørn Bro, 19. maj 2005. 

100 Werner Grossmann, Den sidste spionchef, 2004, s. 124. 


102 Gordievsky, Next Stop Execution, s. 216-217. Gordijevskij henviser specifikt til Treholt og Haaviksagen 

i Norge samt til Stig Bergling i Sverige. 

103 Telegram fra ambassadør Heinz Oelzner til Egon Winkelmann, SED’s CK, og Kurt Nier, MfAA, 

18. marts 1980. SAPMO-Barch: DY 30/IV B 2/20/ 177. 


Således var det ikke kendt i samtiden, at Jörg Meyer under sit ophold i 

Danmark etablerede kontakt til personer omkring partiet „Sinn Fain“, den 

politiske gren af terrororganisationen IRA i Nordirland. Det lykkedes imidlertid 

ikke PET at blotlægge, hvorvidt kontakten til de personer var blevet til på 

initiativ fra HVA i Østberlin. 104 Dog har det efterfølgende vist sig, at DDR’s ministerium 

for statssikkerhed opretholdt hemmelige forbindelser til terrororganisationer 

som „Rote Armee Fraktion“ i Vesttyskland, PLO i Mellemøsten 

og sydafrikanske ANC, der på daværende tidspunkt endnu ikke var alment 

anerkendt som befrielsesorganisation. 105 

Mulige DDR-agenter 

I 1970’erne indledte PET en omfattende aktion for blandt andet at afdække 

DDR’s efterretningsaktiviteter, herunder anvendelsen af stipendiater, emigranter 

og illegale. I den forbindelse fik man en række oplysninger om den 

østtyske aktivitet mod Danmark og andre vestlige lande. Da der ikke var udrejsekontrol 

i Danmark, blev landet af østtyske agenter og efterretningsofficerer 

brugt som transitland til hele den vestlige verden. I sin årsberetning for 

1979 omtalte PET „den massive, offensive indsats mod Danmark, som kan 

spores tilbage til DDR“. 106 På baggrund af egen efterforskning og oplysninger 

fra samarbejdende tjenester var det PET’s opfattelse, at den østtyske udlandstjeneste 

HVA under Ministeriet for Statssikkerhed (MfS) ikke bare brugte 

Danmark som mødested for sine agenter, men i sidste halvdel af 1970’erne 

også „i stærk grad har infiltreret hele det danske samfundssystem“. 107 Jörg 

Meyer-sagen var et resultat af et større arbejde rettet mod de østtyske efterretningsaktiviteter, 

men selv om Jörg Meyer ikke havde røbet det mindste om 

sine opgave i Danmark, havde PET’s efterforskning alligevel ført til afdækning 

af dele af de østtyske aktiviteter. „Vi må på nuværende tidspunkt konstatere, 

at det formentlig kun er „toppen af isbjerget“ vi har kendskab til,“ noterede 

PET. 108 PET afsluttede sin beretning for 1979 med at konstatere, at de 

østtyske efterretningstjenesters interesse for Danmark og de danske allianceforbindelser 

var betydelig. 109 

I løbet af 1980’erne fortsatte PET med at holde øje med de østeuropæiske 

efterretningstjenesters anvendelse af egne statsborgere, som kom til Danmark 

i forbindelse med for eksempel arbejde, uddannelse eller ægteskab. De danske 

efterretningstjenester var af den opfattelse, at udrejsetilladelse kun blev 

104 PET’s Arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 159. 

105 Jens Gieseke, Mielke-Konzern. Die Geschichte der Stasi 1945-1990, 2001, s. 222-24. 






givet til østeuropæiske statsborgere, hvis de blev vurderet politisk pålidelige af 

myndighederne. 110 Forskere, studerende, fagspecialister, stipendiater samt 

andre personer fra Østeuropa mentes at udgøre et problem, fordi de formentlig 

havde fået tildelt opgaver af efterretningsmæssig karakter af de østlige 

tjenester. 111 PET havde fået oplyst, at østtyske forskere og videnskabsmænd, 

forud for deres rejse til Danmark, blev indkaldt til møde hos MfS, hvor 

de angiveligt fik „en sikkerhedsbelæring, samt blev tildelt „uofficielle“ arbejdsopgaver“. 

112 

Blandede ægteskaber mellem danskere og østeuropæere blev af PET ligeledes 

betragtet som et potentielt sikkerhedsproblem. 113 PET anså det for konstateret, 

at alle DDR-borgere, som søgte om udrejse af DDR i forbindelse med 

for eksempel ægteskab, skulle underskrive en „MfS-samarbejdserklæring“, 

hvoraf det fremgik, at „pågældende DDR-statsborger på et hvilket som helst 

tidspunkt vil støtte staten DDR, når den udtrykker „ønske“ derom“. På baggrund 

af tidligere erfaringer i konkrete sager vurderede PET, at østtyske MfS 

blandt de udrejsende personer plantede illegale agenter til placering i Danmark 

eller tredjelande, ligesom det var konstateret, at MfS-agenter i Danmark 

var blevet pålagt opgaver rettet mod danske interesser. Oplysningerne fik PET 

til at konkludere, „at enhver herboende DDR-statsborger må betragtes som 

en potentiel MfS-agent i enten aktiv eller hvilende position.“ 114 Ganske vist var 

der ikke tale om „“toptrænede“ agenter“, men de pågældende personer var 

dog stadig i stand til at indsamle nyttige oplysninger og udføre diverse opgaver 

for de østlige tjenester. 115 

En PET-operation blev iværksat for at undersøge mistanken om, at den østtyske 

efterretningstjeneste udnyttede blandede ægteskaber mellem danskere 

og østtyskere til at „plante“ agenter i Danmark. Mistanken blev bekræftet. 

PET’s undersøgelser viste, at østtyske kvinder, der ønskede at blive gift med 

danske mænd, blev kontaktet af den østtyske efterretningstjeneste, og at 

kvinderne blev presset til at underskrive en samarbejdserklæring. I et konkret 

tilfælde blev en østtysk kvinde brugt i diverse efterretningsoperationer mod 

udlændinge, inden hun fik til opgave at finde en dansk mand, som hun skulle 

gifte sig med. Dette lykkedes, hvorefter hun flyttede med sin danske mand til 

Danmark. Efter en periode blev den østtyske kvinde pålagt at lade sig skille 

fra sin danske mand og „tage ophold i Odense eller København, hvor hun 

skulle infiltrere de danske fredsbevægelser.“ 116 

PET’s operation bekræftede formodningen om, at tilrejsende østtyskere 

110 FE’s arkiv, SikNyt, nr. 4, 1982, s. 22. 




114 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 141. Samme holdning kommer til udtryk i nr. 137. 




kunne være blevet pålagt opgaver af den østtyske efterretningstjeneste. Løbende 

dukkede der oplysninger op om, at de østtyske efterretningstjenester 

på forskellig vis anvendte Danmark som både base og mål for efterretningsmæssige 

operationer. 

Den PET-operationen, som i slutningen af 1970’erne havde ført til afsløring 

af Jörg Meyer, var på ny blevet aktuel i 1982, fordi personer, som havde været 

i PET’s søgelys under efterforskningen af Meyer-sagen, senere hen havde vist 

sig at være illegale østtyske efterretningsagenter på lige fod med Jörg Meyer. 

I årsrapporten for 1982 behandlede PET en sag med et vesttysk ægtepar, som 

fra 1974 til 1979 havde boet i Danmark. PET’s oplysninger viste, at der var tale 

om illegale, det vil sige efterretningsofficerer med en falsk identitet. I den 

femårige periode havde ægteparret levet „et stille og roligt liv“, inden de i 

1979 flyttede til Schweiz. „Det „ægte“ ægtepar Schultz har siden 1974 opholdt 

sig i DDR, hvortil de flyttede fra BRD. Agentægteparret Schultz’ opgaver i 

Danmark er ukendte, og sagen efterforskes fortsat,“ skrev PET. 117 Da Jörg 

Meyer-sagen blev kendt i Danmark, forsvandt parret endnu engang fra sit 

opholdssted. Ægteparret var kommet i PET’s søgelys i forbindelse med 

netop Jörg Meyer-sagen men det var altså først i 1982, at de blev afsløret som 

illegale. 

De illegale i Danmark 

På grund af destruktionen af størstedelen af HVA’s arkivmateriale har det 

endnu ikke været muligt at foretage en fuldstændig be- eller afkræftelse af 

ovenstående PET-vurderinger. PET’s mistanke til store dele af de DDR-borgere, 

det enten slog sig ned i Danmark eller rejste til landet i tjenstligt øjemed, 

kan således ikke bekræftes, men de såkaldte Rosenholz-akter, som USA 

kom i besiddelse af og siden har udleveret til Tyskland, sandsynliggør nogle 

af PET’s mistanker. Alene HVA rådede således over et agentnet på over 20.000 

DDR-borgere. 118 Hertil kom de øvrige afdelinger i MfS, der ved DDR-statens 

sammenbrud rådede over cirka 174.000 agenter. Kontakt med og rejser til det 

såkaldt „ikke socialistiske udland“ – altså Vesten – blev af MfS principielt betragtet 

som enten en sikkerhedsrisiko eller en operativ mulighed. Dette syn 

afspejlede sig for eksempel i MfS’ rivende vækst i netop afspændingsårene, 

hvor Øst-Vest-kontakterne voksede. 119 Det er derfor overvejende sandsynligt, 

at en ikke uvæsentlig andel af de DDR-borgere, der blev sendt til Danmark eller 

på anden måde havde med danskere at gøre, havde tilknytning til en del 


118 „Heer der Geheimen“, Der Spiegel, nr. 10, 2004, s. 46-50. 

119 Jens Gieseke, Die Hauptamtliche Mitarbeiter der Staatssicherheit. Personalstruktur und Lebenswelt 1950- 

1989/90, 2000, s. 294. 


af sikkerhedsapparatet. 120 Der forestår endnu et meget omfattende analysearbejde 

for præcist at fastslå, hvilken rolle særligt de kortvarigt udsendte 

DDR-agenter spillede for den østtyske udlandsefterretningsvirksomhed. 

Efter afslutningen af den kolde krig har det været muligt at identificere enkelte 

østtyske agenter i Danmark ud over de sager, der allerede var kendt i 

samtiden. Atter har ødelæggelsen af arkiverne fra HVA, der havde det primære 

ansvar for arbejdet med spionagen mod Vesten, vanskeliggjort en nøje 

og omfattende undersøgelse af spionagen mod Danmark, og det er derfor på 

det nuværende grundlag ikke muligt med sikkerhed at vurdere holdbarheden 

og vægtningen af PET’s udsagn fra 1979 om en stærk DDR-infiltration af hele 

det danske samfund. På det eksisterende grundlag – eksempelvis ud fra HVAdatabasen 

SIRA, der i nogen grad dækker den her beskrevne periode – må en 

foreløbig vurdering være, at infiltrationen ikke havde det nævnte omfang. 121 

Derimod har det siden den kolde krigs afslutning vist sig, at det vesttyske samfund, 

der var DDR’s foretrukne efterretningsmæssige arena, var infiltreret fra 

top til bund. 122 Det betød rimeligvis, at DDR’s behov for at hverve danske 

agenter inden for den politiske spionage svækkedes. 

Rent kvantitativt bekræfter SIRA-database 12, det vil sige oversigten fra 

HVA’s politiske analyseenhed afdeling VII, at Danmark ikke først og fremmest 

blev dækket af danske agenter, men derimod af HVA’s vesttyske netværk. I en 

top ti over de agenter, der leverede mest om Danmark til SIRA, står fire legalister, 

fem vesttyskere og blot én dansker, nemlig „Lenz“. De fem vesttyskere 

var fremtrædende agenter, der alle er blevet afsløret efter den kolde krig. De 

var placeret i Vesttysklands udenrigsministerium, forsvarsministeriet, BND, 

den vesttyske socialdemokratiske parlamentsgruppe og NATO’s hovedkvarter. 

123 Den sidstnævnte var den særdeles godt placerede spion Rainer Rupp 

alias „Topas“. Betydningen af hans arbejde mod Danmark fremgår af karaktergivningen 

for de indleverede rapporter og dokumenter. Af 24 indhentninger, 

der angik Danmark, modtog 10 den bedste karakter 1. Blandt topdokumenter 

var en række NATO-vurderinger af Danmarks forsvarsevne og forsvarsplanlægning. 

124 Omfanget og kvaliteten af HVA’s vesttyske netværker re- 

120 Dette forhold skinner igennem i to bøger udgivet i 1990’erne i Danmark. I disse bøger Stasi og 

Danmark og Ugræs identificeres en række MfS-agenter fra forskellige enheder i MfS i forbindelse med 

kontakter til Danmark. 

121 Denne foreløbige konklusion skal forstås med det forbehold, at kildematerialet er usikkert. 

122 Hubertus Knabe, Die unterwanderte Republik. Stasi im Westen, 2001. 

123 Thomas Wegener Friis, Den usynlige front. DDR’s militære spionage i Danmark under den Kolde Krig, 

2005, s. 110. 

124 „Topas“. BStU: SIRA Tdb. 12. Blandt andet: „NATO-Information-Statistischer Anhang NATO- 

Dokument DPC/D /78) 19 Dänemark“, „NATO-Dokument DPC/D(86) 10 – Dänemark – Streitkräfte-Pläne/Streitkräfteziele“, 

„NATO-Dokument JGP(86) 106 – Multilaterale Verteidigungsüberprüfung 

Dänemark“, „NATO Dokument JPG (85) 3; Erklärung auf der Multilateralen Prüfung 

der Streitkräftepläne Dänemarks“, „NATO-Dokumente – PN (84) 57 und PN (84) 58 – Einschätzungen 

Verteidigungsplanung – Dänemark“. 


ducerede i betydelig grad behovet for at hverve kilder i den danske administration, 

især når det tages i betragtning, at Danmarks internationale betydning 

var overskuelig. 

SIRA-databasen og Rosenholz har vist en tendens, der kunne synes overraskende. 

At den østtyske efterretningstjeneste indsamlede informationer om 

dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik var forventeligt 125 ; og på dette område 

var de danske myndigheder opmærksomme og tog deres forholdsregler. 

Derimod var det ikke umiddelbart i samme grad forventeligt, at HVA beskæftigede 

sig indgående med den danske venstrefløj. Både Socialdemokratiet, 

Socialistisk Folkeparti, Danmarks Kommunistiske Parti og forskellige mindre 

grupper, fortrinsvis maoistiske, var under østtyskernes lup. Med hensyn til 

Socialdemokratiet kunne HVA’s interesse begrundes med dette partis ofte afgørende 

indflydelse på den danske politik. Det gjaldt imidlertid ikke eller kun 

i begrænset omfang for de øvrige venstrefløjspartier. Ikke desto mindre blev 

også deres udvikling fulgt løbende af HVA. 

Baggrunden for denne interesse var den særlige ideologiske karakter, som 

DDR’s og de øvrige kommunistiske landes politik havde. Det klare ideologiske 

element i politikken gik igen i den nære forbindelse til de ofte marginaliserede 

vestlige kommunistpartier. Fremme af et positivt billede af de kommunistiske 

lande og af de partier, der i Vesten var fortalere for disse landes 

system, indgik som en integreret del af de socialistiske landes udenrigspolitiske 

virksomhed. Modsatrettede tendenser gjaldt det derfor om at være opmærksom 

på og i givet fald at modarbejde. Splittelsestendenser på venstrefløjen 

var i denne sammenhæng et onde, idet de udfordrede Moskva-kommunismens 

tolkningsmonopol og svækkede de prosovjetiske grupper. En af de 

østtyske hovedaversioner på den vesteuropæiske venstrefløj var maoisterne. 

Om dem skrev HVA i 1976 i en rapport til den østtyske ledelse: „De vesteuropæiske 

maoistiske organisationer har fået til opgave af Kinas Kommunistiske 

Parti at understøtte den officielle kinesiske udenrigspolitik, at infiltrere, nedbryde 

og indspore de kommunistiske partier på den kurs, Peking har fastlagt. 

Desuden har de til opgave at fastlægge arbejderklassen og dens allierede på 

en antisovjetisk kurs.“ HVA mente, at maoisterne søgte at nedbryde de kommunistiske 

partier og afspændingsprocessen, samt desuden at bagvaske 

Warszawapagtlandene i den vestlige offentlighed. 126 Som om dette ikke var 

nok, mente tjenesten, at dette skete i samarbejde med de vestlige efterretningstjenester. 

127 Året efter betegnede Boris Ponomarjov fra SUKP’s politbureau 

på et udenrigspolitisk topmøde i Warszawapagten maoismen som den 

125 Eksempelvis: BStU: SIRA Tdb. 12. 

126 „Aktivitäten und Struktur maoistischer Organisationen in Westeuropa“, 15. maj 1976. BStU: HVA 

124. 

127 Hvilket senere har vist sig at være delvist korrekt, i hvert fald i Holland. Frits Hoekstra, In dienst 

van de BVD, 2004, s. 164ff. 


største fare siden Trotskij. 128 Modviljen mod de ikke-moskvatro dele af venstrefløjen 

kom også til udtryk i forhold til SF, om hvem HVA i 1961 skrev, at 

„gruppen omkring Lange og Møller vil forsøge kraftigere end hidtil at udnytte 

SF til at nedbryde Danmarks Kommunistiske Parti. Gruppen er entydigt 

modstander af den socialistiske lejr og af marxismen-leninismen. De vil påvirke 

de progressive kræfter, som SF til dels indeholder, i deres retning“. 129 

Med de bedømmelser in mente kan det således næppe undre, at HVA 

brugte en hel del ressourcer på livet på den danske venstrefløj, som tjenesten 

anvendte flere agenter på end eksempelvis den danske centraladministration. 

Dette gjaldt i særdeleshed i 1970’erne hvor en række agenter leverede informationer 

om den fragmenterede venstrefløj. Tydeligst sås det i hvervningen i 

1972 af agenterne „Solist“, „Elan“ og „Lerche“, der alle helt overvejende leverede 

informationer vedrørende venstrefløjen. „Elan“ rapporterede således i 

1973 blandt andet om indre udviklinger i DKP, maoistiske grupperinger i 

Danmark, Vietnam-solidaritetsbevægelsen og oprettelsen af en anti-NATOkomité 

i Jylland. 130 Foruden de tre nævnte leverede også en række andre danske 

agenter informationer vedrørende venstrefløjen til HVA op gennem 

1970’erne. 

I 1980’erne synes både fokus og i nogen grad metoderne at ændre sig. En 

del af byrden fra indhentningsarbejdet syntes at overgå fra det illegale netværk 

til DDR-ambassaden. Fokus skiftede fra venstrepartierne til fredsbevægelsen 

og socialdemokratiet. Dette skift svarede til Østtysklands og østblokkens 

øgede satsning på en aktiv fredspolitik. I kampen omkring, hvem der 

skulle have den afgørende indflydelse i den danske og den europæiske fredsbevægelse 

– kommunisterne eller andre typiske venstrefløjsgrupperinger – 

var også andre tjenestegrene inden for MfS end HVA i aktion. Det drejede sig 

om MfS’ Hovedafdeling (HA) XX, der var ansvarlig for bekæmpelsen af DDRoppositionen. 

131 Det fremgår for eksempel af den danske fredsaktivist Troels 

Toftkærs MfS-sagsakter, der viser, at MfS både overvågede ham og den danske 

fredsbevægelse, hvor „Nej til Atomvåben“ blev anset for at være særlig ondartet 

og DDR-fjendtlig. 132 I et MfS-dossier om den danske fredsbevægelse kan 

desuden ses, hvorledes HVA og HA XX i en ikke fuldstændig klar afgræsning 

128 „ Niederschrift über ein internes Treffen der für internationale und ideologische Fragen veranwortlichen 

Sekretäre der Zentralkomitees der KPdSU, BKP, PVAP, SED, USAP, KPC am 1. März 

1977.“ SAPMO-Barch. 

129 „Einzelinformation über Verbindungen der 4. Internationale zur Sozialistischen Volkspartei 

Dänemarks“, 7. januar 1961. BStU. 

130 BStU: SIRA Tdb. 12. XV/1713/72. 

131 Se eksempelvis: Beatrice de Graf, „The Stasi and the Dutch peace movement“, The Journal of 

Intelligence History, vol. 3 (2), 2002, s. 9-20. 

Hubertus Knabe, „MfS und die Friedensbewegung“, i Jürgen Maruhn & Manfred Wilke, Die verführte 

Friedensbewegung. Der Einfluss des Ostens auf die Nachrüstungsdebatte, 2002, s. 167-214. 

132 BStU: MfS 33271/192, Troels Toftkær. Stillet til rådighed for udredningen af Troels Toftkær. 


mellem udland og indland samarbejdede om at indsamle informationer om 

den danske fredsbevægelse. 133 

Foruden at understøtte DDR’s udenrigspolitiske målsætninger kunne HVA 

og andre dele af det østtyske efterretningsvæsens tilstedeværelse i danske venstreorienterede 

miljøer have operative fordele. Således har den tidligere 

HVA-chef Werner Grossmann efter den kolde krig fremhævet 68-generationens 

venstreorienterede som et gunstigt hvervningsgrundlag. 134 

Blandt de HVA-agenter, der er identificeret siden 1990, er den mest beskrevne 

Flemming Sørensen, som den østtyske efterretningstjeneste førte 

under dæknavnet „Flame“, indtil 1966 for HVA og derefter indtil 1979 for 

MfS Hovedafdeling II, der egentlig havde ansvaret for kontraspionagen i 

DDR, men også var aktiv i Vesten. 135 I forbindelse med denne sag afsløredes 

yderligere et antal andre agenter. Det drejede sig om Flemming Sørensens 

tyske kone „Karin“ og hans ven Klaus Lorenzen, som HVA førte i perioden 

1964-1965 under dæknavnet „Depot“. 136 Derudover gav sagsakterne fra 

„Flame“-sagen henvisning til en unavngiven journalist ved Politiken, som 

HVA havde tildelt dæknavnet „Ferry“. 137 

„Flame“ var som nævnt i det foregående kapitel hvervet under Østersøugen 

1959. Sagen demonstrerede, hvorledes vestlige journalister kunne være et 

praktisk redskab for en østlig tjeneste. „Flame“ var ikke personligt i en position, 

hvor han lå inde med hemmeligt materiale. Gennem hans journalistiske 

arbejde havde han imidlertid mulighed for at orientere sig bredt inden for 

emner, der også interesserede østtyskerne. „Flames“ operative muligheder 

fremgik af en orientering om sagen, som HVA’s afdeling i Rostock sendte til 

HVA-chef Markus Wolf i 1961. Rostock, der havde foretaget hvervningen, indsatte 

„Flame“ til „indhentning af politiske og militære informationer samt til 

at tippe [det ville sige foreslå nye agenter] og opklare operativt interessante 

personer. I øjeblikket arbejder den hemmelige medarbejder [agenten] på at 

etablere en forbindelse til Bonns ambassade i København“. Imidlertid anså 

Rostock det på daværende tidspunkt ikke for tilrådeligt at lancere pressehistorier 

gennem „Flame“. 138 Hensigten med „Flames“ virksomhed var tilsyneladende, 

at hans fokus skulle være på Danmark. Han nåede imidlertid kun at 

løse enkelte opgaver, idet han få år efter hvervningen flyttede til først 

Vestberlin og derefter Vesttyskland. MfS vurderede derfor i 1982 i tilbageblik 

„Flames“ værdi som liggende på fire punkter, nemlig i kontakter, som han 

133 BStU: MfS 3919: Friedensbewegung Dänemark. 

134 Grossmann, Den sidste spionchef, s. 55. 

135 Per Michaelsen & Mette Herborg, Ugræs: danske Stasi kontakter, 1999, s. 226. Wegener Friis, Den 

usynlige front, s. 83ff. 

136 „Verpflichtung“, 30. december 1962. BStU: AIM 175/87 I Bd.2. „Abschlussvermerk“, 14. januar 

1972. AIM 2093/72. 

137 „Überprüfungsplan für den GM Flame“, 2. juni 1960. BStU: AIM 175/87, I Bd. 1. 

138 „Erfassung von Presseverbindungen“, 7. april 1961. BStU: AIM 175/87, I Bd 1. 


havde afklaret med MfS, den vesttyske kontraefterretningstjeneste BfV og 

danske FE samt opklaring af personer og samfundsforhold i Vesttyskland. 139 

DDR’s ambassade 

Efter Danmarks anerkendelse af DDR i 1973 etablerede østtyskerne en ambassade 

i København. Derved fik de på lige fod med de øvrige østlande mulighed 

for at lade deres efterretningsfolk operere fra en fast beskyttet base. DDR 

havde ganske vist siden slutningen af 1950’erne haft både en handelsrepræsentation 

og senere også en trafikrepræsentation i København. De ansatte her 

havde imidlertid ikke som diplomater immunitet, hvorfor de østtyske tjenester 

var hæmmet i deres mulighed for at benytte sig af disse tidlige repræsentationer. 

På grund af den udestående anerkendelse var brugen af efterretningsfolk 

i handels- og trafikrepræsentationerne politisk problematisk. En 

spionafsløring eller udvisning af medarbejdere ville have virket kontraproduktivt 

for den omfattende indsats, som den østtyske stat udfoldede for at forbedre 

sit image med henblik på anerkendelse. DDR havde i Norge oplevet, at 

mulighederne for at agere fra repræsentationerne var begrænsede, idet nordmændene 

havde udvist en funktionær på en mistanke for spionage, fordi han 

løste politiske opgaver i stedet for handelsmæssige. 140 

Efter murens fald har det været muligt at konstatere, at både MfS og den 

militære efterretningstjeneste i begrænset omfang benyttede sig af de ikkediplomatiske 

repræsentationer i Vesten før 1973. 141 Der foreligger imidlertid 

ikke nogen håndfaste beviser for, at det skulle have været tilfældet i Danmark. 

Ej heller mente PET, at der udgik nogen særlig efterretningsaktivitet fra 

DDR’s handels- og trafikrepræsentation. Alligevel havde PET mistanker til enkelte 

medarbejdere, og var også opmærksom på østtyskernes virksomhed. 142 

Billedet i PET’s arkiver bekræfter, at østtyskerne i hvert fald var meget forsigtige 

med at belaste deres repræsentationer med efterretningsopgaver. Disse 

blev rimeligvis i stedet løst af illegale netværker, der opererede uafhængigt af 

de officielle DDR-repræsentanter. 

Selvom DDR i 1973 fik mulighed for at oprette et aktivt legalt residentur på 

ambassaden, ændrede PET ikke væsentligt sit indtryk af det lave efterretningsmæssige 

aktivitetsniveau. Endnu fire år efter anerkendelsen måtte PET’s sagsbehandler 

på DDR nøjes med at vurdere, at det var „overvejende sandsynligt“, 

139 „Auskunftbericht IMS „Heinrich“, 5. september 1982. BStU: AIM 175/87, I Bd 2. 

140 Trond Bergh & Knut Einar Eriksen, Den hemmelige krigen. Overvåkning i Norge 1914-1997, 1998, s. 

117. 

141 Se eksempelvis: Kurt Berliner, Der Resident. Ein Diplomat im Dienst der HVA erinnert sich, 2002. 

Walter Richter, Die militärische Nachrichtendienst der DDR und seine Kontrolle durch das Ministerium für 

Staatssicherheit, 2002, s. 369. 



at der var personer ved ambassaden, der var tilknyttet MfS eller den militære 

efterretningstjeneste. 143 Dog var PET opmærksom på enkeltpersoner på ambassaden, 

som man mente at kunne kæde sammen med MfS. 144 

De DDR-dokumenter, der er blevet frigivet efter 1990, bekræfter i et vist 

omfang det billede, PET havde i samtiden. SIRA-kartoteket viser således, at 

HVA var til stede på ambassaden som tidligere på handelsrepræsentationen. 

145 Titlerne på de dokumenter og rapporter de sendte til centralen i 

Berlin antyder, at de informationer, som efterretningsfolkene på ambassaden 

var i stand til at levere, var af alment orienterende karakter og byggede på 

åbne kilder samt samtaler med danske partnere. Det fremgår af nedenstående 

liste over 11 rapporter om danske forhold, som periodens mest indberettende 

resident sendte hjem i perioden 1973-1975. 146 

29.12.1973 Det danske udenrigsministeriums interne vurdering af EF-udvidelsen. 

Situationen i Socialdemokratiets ledelse. 

17.1.1974 Det danske udenrigsministeriums stillingtagen til EF-udvidelsen. 

4.4.1974 Den danske udenrigsministeriums interne tolkning af modsætningerne 

mellem USA og EF. 

6.4.1974 Danmarks socialdemokratiske partis beslutning om at afvise partirelationer 

til SED. 

10.12.1974 Om den aktuelle udvikling i dansk udenrigspolitik. 

6.1.1975 Vedrørende nogle aspekter af Danmarks aktuelle udenrigs- og 

indenrigspolitik. 

4.4.1975 Danmarks Forsvarspolitik. 

13.5.1975 Om Danmarks planlagte køb af jagerfly og vedrørende nogle 

spørgsmål angående Danmarks udenrigshandelspolitik. 

21.5.1975 Om oprettelsen af officielle kontakter mellem SED og Danmarks 

Socialdemokratiske Parti. 

5.6.1975 Danmarks anskaffelse af 58 F-16 jagerfly. 

11.10.1975 Dokumenter fra Folketingsudvalget for uddannelse, kultur og 

oplysning vedrørende NATO’s parlamentarikerkonference i 

København i september 1975. 

Der har formodentlig ikke været noget pres på efterretningsfolkene på ambassaden 

for at kaste sig i ud konspirative aktiviteter. Staten var ikke ivrig 

efter at sætte sin nyvundne internationale status over styr. Derudover havde 

DDR’s efterretningstjenester brugt de forudgående 20 år på at opbygge et 

illegalt netværk uden for ambassadens regi. Derved rådede de både over men- 



145 BStU: SIRA Tdb. 12: Thesaurus: Danmark. XV/135/70, XV/200/66, XV/2001/61, XV/2244/73, 

XV/369/72. 

146 BStU: SIRA Tdb. 12: Thesaurus: Danmark. XV/369/72. 


Efterretning uden agenter: Sovjetisk sonarbøje, 

der blev lagt ud i danske farvande for at lytte 

med på f.eks. NATO-øvelser. (Orlogsmuseet). 

neskelige ressourcer samt en 

knowhow, der betød at tjenesterne 

ikke var afhængige 

af, ambassadernes medvirken. 

Rapporter, der har overlevet 

HVA’s arkivdestruktion, viser, 

at den østtyske tjeneste i hvert 

fald selv syntes at være ganske 

godt tilfreds med de resultater, 

den kunne skabe i samspillet 

mellem sine forskellige indhentningsmetoder. 

En rapport 

til den udenrigspolitiske ledelse 

om den danske stillingtagen 

til DDR fra 1970 indledtes 

med ordene, „i denne orientering 

vil der blive berettet på 

grundlag af troværdige informationer 

fra førende politiske 

kredse“. Herefter overgår rapporten 

til blandt andet at gengive 

overvejelser i det udenrigspolitiske 

nævn. 147 I en lignende 

senere rapport henvises 

atter til et møde i udenrigspoli- 

tisk nævn, også denne gang på baggrund af „informationer fra førende politiske 

og regeringskredse“ i Danmark. 148 At der ikke blot var tale om almindeligt 

tilgængelige kilder som avisartikler, påpegede HVA, idet den indskærpede 

over for læserne, at de af hensyn til kildernes sikkerhed ikke offentligt måtte 

gengive indholdet. De to rapporter var skrevet på et tidspunkt, hvor PET 

mente at aktivitetsniveauet på repræsentationen var meget lavt, og viser således, 

at HVA formentlig også uden ambassadens hjælp var i stand til at 

sammenstille sine analyser. 

147 BStU: HVA 172: „Information über die Haltung der dänischen Regierung und der Parteien 

Dänemarks zur DDR“. 1970. 

148 BStU: HVA 174: „Die Haltung der dänischen Regierung zur DDR und zu den Vier-Mächte- 

Botschaftergesprächen über Westberlin“. 1970. 


47 · De østeuropæiske emigranter 

De østeuropæiske efterretningstjenester fokuserede alle i varierende grad på 

danske statsborgere, der oprindelig var kommet fra Østeuropa og Sovjetunionen. 

Som illustreret ved hjælp af polske kilder i kapitel 20, så de østlige 

efterretningstjenester grupperne af emigranter og flygtninge som en potentiel 

kilde til udførelse af efterretningsvirksomhed, ligesom de blev anset for at 

være en potentiel trussel mod de kommunistiske lande. Emigrantkredse 

kunne anvendes til flere forskellige efterretningsmæssige formål. Af mere offensiv 

karakter kan nævnes opgaver såsom talentspejdning (udpegning af mulige 

agentemner) og indhentning af oplysninger om mållandet, de befandt 

sig i. 

Emigrantforeningerne i de vestlige lande blev overvåget af de østeuropæiske 

efterretningstjenester, fordi man mente, at de vestlige tjenester her hvervede 

agenter, som blev indsat i Østeuropa. 1 Erfaringerne fra de første efterkrigsår 

havde vist, at vestlige efterretningstjenester gjorde brug af flygtninge 

og emigranter fra Østeuropa til udførelse af hemmelige operationer bag jerntæppet. 

2 Et af KGB’s vigtigste arbejdsområder var derfor kontrol med udrejste, 

udviste og flygtede russere. 3 Emigrantgrupper vurderedes at udgøre en 

trussel mod de kommunistiske regimer i Østeuropa, hvis de begyndte at blive 

politisk aktive eller gik til de danske efterretningstjenester med deres viden 

om militære forhold i deres hjemland eller andet. De østlige efterretningstjenester 

brugte derfor en del ressourcer på at kontrollere, at flygtninge i Vesten 

ikke arbejdede aktivt for at svække det kommunistiske styre i deres hjemlande. 

Hvervning af polske emigranter i Danmark blev blandt andet brugt til 

at skaffe oplysninger om de herboende polakker, deres politiske observans, 

og om de udgjorde en trussel eller et efterretningsmæssigt potentiale. 4 

Emigrantforeningerne i Danmark blev tilsyneladende både brugt til hvervning 

af agenter og til overvågning af systemkritikere. 5 Også det østtyske ministerium 

for statssikkerhed havde øjnene rettet mod de østeuropæiske emigrantmiljøer, 

der blev anset for at være arnesteder for såkaldt „politisk ideo- 

1 David Murphy, Sergei Kondrashev & George Bailey, Battleground Berlin – CIA vs. KGB in the Cold War, 

1997, s. 296. 

2 Gregory Mitrovich, Undermining the Kremlin – America’s Strategy to Subvert the Soviet Bloc, 1947-1956, 

2000. For en kort gennemgang, se Jeffrey T. Richelson, A Century of Spies – Intelligence in the Twentieth 

Century, 1995, s. 244-48. 

3 Christopher Andrews & Vasili Mitrokhin, The Mitrokhin Archive – The KGB In Europe And In The West, 

1999, s. 727. 


5 Dette bekræftes af en polsk afhopper. Mr. X med Bruce E. Henderson & C. C. Cyr, Double Eagle – 

the Autobiography of a Polish Spy who Defected to the West, 1979, s. 80-83. 

DE ØSTEUROPÆISKE EMIGRANTER 461

logisk diversion“, der var betegnelse for politisk negativt indstillede grupper. 

6 

De polske emigranter var løbende i PET’s søgelys, men også de øvrige østeuropæiske 

nationaliteter var genstand for interesse. I PET’s satellit-sektion, 

som beskæftigede sig med de østeuropæiske lande og deres aktiviteter i 

Danmark, bemærkede man, at blandt andre bulgarske diplomater, der var 

identificeret som efterretningsofficerer, jævnligt havde kontakt til herboende 

landsmænd. 7 På tilsvarende vis forlød det, at en officer fra det rumænske 

Securitate havde herboende rumænere under opsyn „med henblik på hvervning. 

Disse exil-rumænere ønskes udnyttet fortrinsvis til immigrantspionage.“ 8 

Hvervninger skulle således ikke altid bruges direkte mod danske interesser, 

men til at kontrollere rumænere i Danmark. 

Hvervning af polske emigranter 

Det var imidlertid først og fremmest den store polske gruppe, der tiltrak sig 

de danske myndigheders opmærksomhed. De polske efterretningstjenester 

synes at have haft en stor interesse i herboende polakker, og sådanne aktiviteter 

blev gentagne gange nævnt i PET’s rapporter. Assimilerede polakker i vestlige 

lande blev set som potentielle agentemner for de polske efterretningstjenester, 

fordi de i visse tilfælde havde fået enten betydningsfulde stillinger eller 

kontakter i de respektive lande og derfor ville kunne bruges til at fremskaffe 

oplysninger. 9 Med 20-25.000 herboende polakker blev ovenstående 

problematik i midten af 1970’erne betegnet som „særdeles aktuel“, hvorfor 

man fra dansk side fulgte de polske bestræbelser på at kontrollere de herboende 

emigranter. 10 

Emigrantkredsen blev overvåget af efterretningsofficererne med det formål 

at skabe et „grundlag for en udskilning af sympatisører for og opponenter 

mod det polske styre.“ 11 Med en målrettet indsats mod emigranterne blev 

de polske efterretningstjenester i stand til at udpege personer, som kunne 

blive mål for talentspejdning, og personer, som skulle registreres som kritikere 

af det polske regime. Den polske interesse for emigrantforeningerne 

blev tydeliggjort af en afhopper-kilde, som i 1968-69 havde arbejdet for den 

polske efterretningstjeneste i Danmark. Den pågældende afhopper havde 

haft til opgave at indsamle oplysninger om herværende polske emigranter og 

6 Hubertus Knabe, Westarbeit des MfS. Das Zusammenspiel von „Aufklärung“ und „Abwehr“, 1999, s. 94ff. 



9 FE’s arkiv, SikNyt, januar 1977, s. 8. 




flygtninge. Den ulovlige efterretningsvirksomhed blev drevet af en polsk konsul, 

som efterfølgende blev udvist og erklæret „persona non grata“ af den 

danske regering. 12 Den civile polske efterretningstjeneste SB blev fremhævet 

af FE for den betydelige opmærksomhed, som SB viede polske emigranter. 

Fra dansk side vidste man, at SB’s afdeling 5 udelukkende beskæftigede sig 

med dette spørgsmål. 13 Den store polske interesse for emigranterne understregedes 

af, at afdelingen i 1950’erne havde det største antal ansatte inden 

for efterretningstjenesten. Afdelingen var ikke som mange andre afdelinger 

inddelt efter geografiske principper, men efter de polske emigranters politiske 

tilhørsforhold. Man opererede dermed målrettet mod potentielle tilhængere 

og potentielle modstandere. 14 

Mens det tidligere kun havde været den civile polske efterretningstjeneste, 

som bekæmpede systemkritiske aktiviteter i emigrantkredsene, vurderede 

PET i begyndelsen af 1970’erne, at både den civile og den militære polske 

efterretningstjeneste havde ændret holdning til polakker boende i udlandet. 

„Den polske efterretningsaktivitet her i landet har i de sidste tre år tydeligt 

vist, at såvel de polske foreninger som konsulattjenesten anvendes som talentspejdningsplatforme 

for de polske tjenester,“ lød det fra PET’s polakhold. 15 

Netop fordi PET vidste, at det polske konsulat „benyttes som basisstation i udlandet 

til indhentning af oplysninger, hvervning af personer og infiltration af 

immigrantkredse“, blev nyankomne konsulatmedarbejdere principielt mistænkt 

for at tilhøre den polske efterretningstjeneste. 16 

Emigranter kunne udsættes for pression fordi de ofte endnu havde familie 

og slægtninge i det land, hvorfra de var emigreret. 17 Trusler om repressalier 

mod slægtninge i det tidligere hjemland blev brugt for at få herboende emigranter 

til at udføre efterretningsmæssige opgaver for de østlige efterretningstjenester. 

Polske emigranters ønske om at rejse tilbage og besøge familie 

og venner i Polen blev også ifølge FE udnyttet af de polske efterretningstjenester 

til at gennemføre hvervninger, idet lovning om udstedelse af visum 

kunne bruges som lokkemad for at få enkeltpersoner til at indgå i et samarbejde. 

18 Tjenesten skrev således i 1979: „Den mulighed er her i landet til tider 

blevet udnyttet hæmningsløst af f.eks. polsk efterretningstjeneste.“ 19 I andre 

tilfælde kom herboende polakker først under pres fra de polske efterretnings- 

12 FE’s arkiv, Supplement til halvårsoversigt nr. 1 + 2 1969, s. 94. 

13 FE’s arkiv, SikNyt, januar 1977, s. 7-8. 

14 Mr. X med Henderson & Cyr, Double Eagle, s. 80-83. Afdelingen blev oprettet inden den polske 

efterretningstjeneste UB gennemgik en omstrukturering og ændredes til den ny tjeneste SB. 




18 FE’s arkiv, SikNyt, januar 1979, s. 9. „Fokus på polsk efterretnings- og sikkerhedstjeneste“, Fokus 

nr. 8/76, s. 34, FE’s arkiv, 1167/76. 



tjenester, når de var kommet på besøg i Polen og dermed ikke kunne gå til de 

danske myndigheder. 20 

I forbindelse med en udvisning af en polsk diplomat i januar 1977 kom der 

fokus på de polske efterretningstjenesters udnyttelse af herboende polakker. 

21 Den hvervede polak havde hovedsageligt været involveret i efterretningsvirksomhed 

i udlandet, men fik siden hen pålagt opgaver i Danmark. 

Dette førte til udvisning af den polske konsul, der havde fungeret som hans 

sidste føringsofficer. Sagen om de polske efterretningstjenesters brug af afpresning 

kom til offentlighedens kendskab, da den herboende polak fortalte 

til B.T., hvordan han var blevet presset til at arbejde for efterretningstjenesten. 

22 

For begge de polske tjenester var arbejdet med herboende polakker af største 

betydning. 23 Den polske interesse for danskere var således mindre end 

interessen for polakker eller danske statsborgere af polsk oprindelse. 24 Igennem 

en årrække havde PET såvel herhjemme som i udlandet set talrige eksempler 

på, at polakker i Vesten var kommet i et afhængighedsforhold til de 

polske efterretningstjenester, som indebar, at de skulle fremskaffe oplysninger 

af forskellig karakter. Hvis de forsøgte at bryde kontakten til de polske 

efterretningstjenester, ville dette formentlig medføre, at de afskar enhver forbindelse 

med hjemlandet. 25 

De østlige efterretningstjenester kunne også gøre brug af, at særligt polske 

og sovjetiske emigranter havde „en stærk følelsesmæssig tilknytning til fædrelandet“. 

Mens de polske tjenester i de første år havde gjort brug af pression i 

deres hvervninger, valgte tjenesterne senere hen i højere grad at gøre brug af 

„den stærke polske nationalfølelse og hjemstavnskærlighed i deres offensive 

virksomhed“. 26 

Skulle man fra dansk side have større føling med de polske tjenesters efterretningsmæssige 

aktiviteter, måtte man blandt andet fokusere på de herboende 

polakker og deres forbindelser til den polske repræsentation. I begyndelsen 

af 1970’erne bemærkede PET, at indhentning på det teknisk-videnskabelige 

område ikke bare blev udført af polske efterretningsofficerer i dækstillinger 

ved repræsentationen, men også af tilrejsende polakker og herboende 

polske flygtninge og emigranter. PET bemærkede i 1974, at det polske „agentmateriale“ 

var blevet gradvist bedre gennem de seneste ti år, og at dette tilsyneladende 

skyldtes, at de polske tjenester foretog talentspejdning på polske 



22 B.T., 12. januar 1977. 




26 Denne vurdering bekræftes af en afhoppet polsk efterretningsofficer, som selv i en periode arbejdede 

med emigrantspørgsmålet. Se Mr. X med Henderson & Cyr, Double Eagle, s. 80-83. 


universiteter og læreanstalter. 27 Ifølge PET var det polske arbejde inden for 

den polske koloni blevet intensiveret i begyndelsen af 1980’erne. 28 Det blev 

dog stadig sværere for PET at konstatere og overvåge de polske tjenesters føring 

og håndtering af agenter. PET noterede sig, at tjenesterne foretrak at 

„lade alle vigtige gøremål foregå i Polen“. 29 Hvervede agenter i de polske miljøer 

i Danmark forventedes at afrapportere og få nye opgaver af de polske tjenester 

under besøg i Polen. Deres polske føringsofficerer rejste fra ambassaden 

eller konsulatet i København til Polen for at deltage i sådanne møder. 

PET havde flere eksempler på, at denne fremgangsmåde blev anvendt af de 

polske tjenester i deres arbejde med personer af polsk afstamning i 

Danmark. 30 Hvis herboende polakker rejste til Polen samtidig med efterretningsofficerer 

fra den polske repræsentation, kunne det være en indikation 

på, at der var en efterretningsmæssig forbindelse. 31 

Emigranter som østligt sikkerhedsproblem 

At de østlige efterretningstjenester så med største alvor på systemkritiske aktiviteter 

udført af østeuropæiske flygtninge og emigranter i Vesten illustreres af 

to sager. 32 I april 1974 forsvandt den bulgarske flygtning Boris Arsov fra sit 

hjem i Århus. 33 Senere dukkede han op i Bulgarien, hvor han blev fremvist på 

bulgarsk tv. 34 Tre år forinden var Arsov flygtet fra Bulgarien og havde fået politisk 

asyl i Danmark. Her udgav han en lille antikommunistisk avis, „Levski“, 

og var således politisk aktiv og kritisk indstillet over for det bulgarske styre. 

Den bulgarske efterretningstjeneste DS udarbejdede flere planer for, hvordan 

man skulle få stoppet Arsovs aktiviteter i Danmark, og der blev fra den bulgarske 

regering givet samtykke til en udarbejdet plan om at dræbe Arsov. Det 

blev dog DS’s kidnapningsplan som blev taget i anvendelse. To bulgarske 

efterretningsofficerer tog til Århus og fik bragt Arsov tilbage til Bulgarien. 

Baggrunden for denne operation var en række ubegrundede antagelser om, 

at han planlagde terroraktioner mod bulgarske interesser. Omstændighe- 


28 Se eksempelvis FE’s arkiv, SikNyt nr. 4, 1982, s. 23. Heraf fremgår det, at de østlige tjenesters fokus 

på emigrantmiljøerne ifølge de danske tjenester havde flere forklaringer. Dels blev for eksempel polske 

emigranter i Danmark betragtet som en latent undergravende trussel mod det polske styre, og 

dels udgjorde emigranterne potentielle agentemner for de polske efterretningstjenester. 




32 I sin bog The Third Secret – The KGB, Solidarity and the KGB’s Plot to Kill the Pope, 2001, beskriver Nigel 

West blandt andet de østlige tjenesters aktiviteter rettet mod flygtede systemkritikere. 

33 Andrews & Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, s. 506-507. 

34 West, The Third Secret, s. 50. Berlingske Tidende, 31. oktober 1999. 


derne omkring Arsovs hjemrejse er fortsat uklare, og efter at være blevet 

idømt 15 års fængsel blev han fundet død i sin fængselscelle. 

Endnu en flygtet systemkritiker var mål for den bulgarske efterretningstjeneste. 

Nogle år senere, i 1978, blev eksilbulgareren Georgi Markov myrdet i 

London. Markov arbejdede for BBC og lavede kritiske radioudsendelser om 

de bulgarske kommunister. Under en spadseretur midt i London blev Markov 

forgiftet med en lille spids anbragt på en specialfremstillet paraply. 35 Kidnapninger, 

drabsforsøg og drab udført af de østlige efterretningstjenester var 

kendt fra andre lande og har givetvis haft en vis præventiv effekt over for flygtede 

østeuropæeres vilje til at kritisere styret i deres hjemlande. 

Som det fremgår af ovenstående, blev herboende polakker ikke bare set 

som et efterretningsmæssigt potentiale. De blev også set som en kilde til uønsket 

kritik af det polske styre. For de polske efterretningstjenester var det derfor 

lige så vigtigt – hvis ikke vigtigere – at holde øje med emigrerede og flygtede 

polakker, der blev betragtet som en trussel, fordi de kunne „skade eller 

underminere de kommunistiske regimer i Østlandene“ ved anti-kommunistisk 

propaganda og andre aktiviteter. 36 

I årsrapporten for 1982 vurderede PET’s polakafdeling, at man grundet situationen 

i Polen ville se den polske efterretningsvirksomhed i Danmark rette 

sig mod tilhængere af den uafhængige fagbevægelse Solidaritet boende i 

Danmark. Fra polakafdelingens side blev det anbefalet, at PET rettede større 

opmærksomhed mod netop denne gruppe, fordi det ville skabe fordele i forhold 

til de polske tjenester. På den måde ville PET ikke bare kunne få et indblik 

i de specifikke polske operationer mod herboende dissidenter, men også 

kunne få en større og mere generel viden om de polske tjenesters „indsats 

mod Danmark samt deres prioriterede målområder.“ 37 I de efterfølgende år 

ser det af PET’s materiale ud til, at antallet af polske asylansøgere, som kom 

til Danmark, steg som følge af lempede udrejseregler i Polen. Polske flygtninge 

i Danmark blev fulgt af de polske myndigheder. Mens nogle valgte at 

rejse til Danmark uden at have haft direkte problemer med de polske myndigheder, 

så var der stadig personer, som havde støttet forskellige oppositionsgrupper 

i Polen, heriblandt Solidaritet. Det var særligt disse polakker, som 

polske efterretningstjenester var interesserede i, og „vi er af den formening, 

at SB gør sig store anstrengelser for at infiltrere netop denne gruppe,“ skrev 

PET i 1985. 38 

35 Angiveligt havde Georgi Markov arbejdet for den bulgarske efterretningstjeneste, men havde 

siden ladet sig hverve af den britiske tjeneste. Om det samme gjorde sig gældende for Boris Arsov, 

vides ikke. West, The Third Secret, s. 49. 





Emigranter som dansk sikkerhedsproblem 

De polske tjenester havde også andre grunde til at infiltrere flygtningegruppen. 

Herom skrev PET: „Det vides da også med sikkerhed, at de polske sikkerhedsmyndigheder 

„planter“ agenter i de danske asylcentre, hvorfra disse så 

foretager en indhentning blandt de derværende polakker. Flere af disse agenter 

har efter f.eks. 3 måneders ophold trukket deres asylansøgning tilbage og 

er udrejst til Polen.“ 39 At østlige efterretningstjenester udnyttede flygtningestrømme 

til deres egen taktiske fordel, var et kendt fænomen. Ikke mindst 

DDR’s MfS havde haft held til at plante fremtidige agenter blandt de godt to 

millioner DDR-borgere, der flygtede til Vesttyskland, inden muren blev bygget. 

En af disse „flygtninge“ var den senere kanslerspion Günther Guillaume. 

Østeuropæere i Danmark blev generelt anset for at være et potentielt sikkerhedsproblem. 

FE advarede om, at kun personer, der blev betragtet som 

politisk pålidelige, fik tildelt udrejsetilladelser. 40 Derved kastede man en mistanke 

på en meget bred gruppe af borgere. Hvordan mistænksomheden 

gjorde sig gældende i forhold til polakkerne, fremgår af en PET-rapport fra 

1982, der satte spørgsmål ved de tilflyttendes baggrund: „Denne potentielle 5. 

kolonne af polakker blandt hvilke der vel næppe er mere end en promille, 

der med rette kan benævnes „politiske flygtninge“, vil i årene fremover være 

et godt mål for de polske efterretningstjenester.“ 41 

Når man fra dansk side vidste, at østlige emigranter var mål for efterretningstjenesterne 

var det oplagt, at PET forsøgte at have føling med de østlige 

tjenesters aktiviteter for at få indsigt i aktiviteternes karakter. Den store koloni 

af herboende polakker blev af PET vurderet til at være et af de mest betydningsfulde 

arbejdsområder for begge de polske efterretningstjenester. 42 I lyset 

af, at Polen bar sin væsentlige part af spionagen og de militære forberedelser 

mod Danmark, måtte størrelsen af gruppen af etniske polakker udgøre 

et problem for de danske myndigheder. Med ca. 25.000 personer af polsk afstamning 

boende i Danmark i 1979 og ca. 20.000 besøgende polakker havde 

de polske efterretningstjenester gode muligheder for at udføre operationer i 

Danmark, uden at sådanne blev opdaget af de danske tjenester. Selvom PET’s 

polak-hold satte sig for at ville foretage en „endnu mere konstant og nærmere 

føling med alle herboende af polsk afstamning end tidligere“, så var det, når 

man sammenlignede afdelingens og den polske befolkningsgruppes størrelse, 

de facto en illusion. 43 


40 FE’s arkiv, SikNyt nr. 4, 1982. 





En særlig type af østeuropæere var dem, der blev familiesammenført. Fra 

dansk side vidste man, at ægteskab på tværs af østlige og vestlige grænser 

kunne give efterretningsmæssige problemer. Det var allerede kendt i både 

Vesttyskland og Holland, og i Danmark gjorde man lignende erfaringer. 44 

Man havde i slutningen af 1970’erne bemærket „en væsentlig stigning“ i antallet 

af dansk-polske ægteskaber. De danske erfaringer viste, at flere af de polske 

kvinder, som havde indgået ægteskab med danske mænd, forud for rejsen 

til Danmark var blevet kontaktet af den polske efterretningstjeneste med henblik 

på at få udført opgaver i Danmark. 45 

Herboende østeuropæere udgjorde i de danske tjenesters optik et særligt 

sikkerhedsproblem, hvis de havde med klassificeret materiale at gøre. Enkelte 

østeuropæiske emigranter havde adgang til klassificeret materiale, mens flere 

var gift med personer, som havde adgang til materiale og dokumenter med 

den højeste klassifikationsgrad Cosmic Top Secret/Yderst Hemmeligt. I en 

årsrapport blev det understreget, at dette ikke i sig selv var nok til at mistænke 

de pågældende for at blive udnyttet efterretningsmæssigt, men PET advarede 

om, at „vore undersøgelser har vist, at flere af emigranterne er mere end villige 

til at give oplysninger, som de enten selv er i besiddelse af – eller som de 

vil kunne skaffe gennem „bekendte“.“ 46 

I en rapport for 1982 fokuserede PET på polakker i „nøglestillinger“, som 

samtidig havde nære forbindelser til efterretningsofficerer på det polske konsulat. 

„Deres placeringer spænder over et bredt spektrum af institutioner og 

dermed interesseområder i det danske samfund,“ konstaterede PET. Derved 

ville de polske efterretningstjenester i værste fald være i stand til at indhente 

oplysninger i specifikke sager på forskellige områder, samtidig med man 

kunne holde sig informeret om, hvad der rørte sig i samfundet som helhed 

og i de polske miljøer i særdeleshed, mente PET. Der var blandt andet tale om 

personer i stillinger af en vis betydning inden for det offentlige, forsvaret, erhvervslivet 

og forskningsverdenen. For at understrege omfanget af udfordringen 

fastslog PET: „Rækken af eksempler er ikke udtømmende, og skulle 

vi opregne de forbindelser med efterretningsmæssigt sigte til emigranter placeret 

længere nede i den danske samfundspyramide, ville det vise sig, at den 

polske efterretningstjenestes net her i landet er ganske finmasket.“ 47 

De polske efterretningstjenesters arbejde rettede sig ikke blot mod emigrerede 

polakker. Også børn af polske forældre bosiddende i Danmark kunne 

være af interesse for de polske tjenester. Dette førte i februar 1983 til en PETvurdering 

rettet mod en polsk kvinde. Den pågældende kvinde havde over for 

44 FE’s arkiv, SikNyt, april 1979, s. 18-21. 


46 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 141. Den konkrete sag rettede sig mod ungarske emigranter. 



PET afvist, at hun havde samarbejdet med den polske efterretningstjeneste, 

men PET havde gjort observationer, som satte spørgsmålstegn ved kvindens 

udsagn. „Vi finder det imidlertid betænkeligt, at hun gennem den årrække, 

hun har været her i landet, har haft kontakt til de skiftende chefer for den civile 

polske efterretningstjeneste i Danmark.“ 48 

Man fandt det nærliggende, at den polske efterretningstjeneste også havde 

kvindens søn i søgelyset. Forskellige omstændigheder gjorde, at han teoretisk 

måtte fremstå som „prototypen på en fremtidig polsk agent, der vil kunne arbejde 

på et højt niveau i det danske samfund“. PET understregede overvejelsernes 

hypotetiske karakter, men byggede sine overvejelser på erfaringer 

fra tidligere sager. 49 

Som den konkrete sag viste, så byggede PET’s mistænksomhed over for 

emigrantmiljøet i vidt omfang på en grundlæggende antagelse om, at det udgjorde 

en efterretningsmæssig risiko. Fra marts 1988 synes der imidlertid ikke 

længere at være tale om en hypotese. I årsberetningen for 1987 hedder det, 

at der i kølvandet på en styrket PET-indsats over for emigrant-området ikke 

længere var tvivl om, at de polske tjenester havde penetreret emigrant-kredsene 

og „at der blandt 2. og 3. generationspolakker er agenter, som arbejder 

i Danmark.“ 50 Det var PET-afdelingens håb, at man med en yderligere målrettet 

indsats over for disse ville kunne afdække aktiviteterne. 

Også det østtyske HVA undersøgte mulighederne for at hverve børn af de 

tyske flygtninge. Det drejede sig om de tyske kommunister, der i 1930’erne og 

1940’erne havde søgt tilflugt i Skandinavien. 51 Når DDR på denne måde forsøgte 

at udnytte potentielt eksisterende eller tidligere kontakter til lande i 

Vesten, kom Ministeriet for Statssikkerheds (MfS) store arkiver udlandsarbejdet 

til gode. På lignende vis søgte HVA at mobilisere de ressourcer, som MfS’s 

vidt forgrenede indlandsapparat havde. Således gennemførte MfS omfattende 

søgninger i sit indenlandske agentnetværk for at finde egnede kandidater, 

der kunne bruges i efterretningsarbejdet i Vesten. Derved søgte MfS at 

kompensere for HVA’s svigtende hvervninger op gennem 1980’erne. 52 

For PET var det vanskeligt at imødegå den type af operationer, der trak på 

„hukommelsen“ i MfS’ arkiver. Hvad angår de tidligere emigranters kontakter 

og familieforbindelser i Skandinavien, var de ganske vist i sin tid registreret 

hos PET, men på grund af de regler, der begrænser opbevaringstiden for 

gamle personsager, vil disse sager oftest være destrueret. 




51 Michael F. Scholz, „Remigranten und Spionage“, Deutschland Archiv, nr. 5/2000, s. 748. 

52 Hubertus Knabe, West-arbeit des MfS, s. 111ff. 


48 · Teknisk-videnskabelig 

efterretningsvirksomhed 

En af de østlige efterretningstjenesters vigtigste opgaver i de vestlige lande var 

at skaffe oplysninger af teknisk-videnskabelig karakter. Område omfattede to 

aktiviteter: for det første den klassiske industrispionage – illegal tilegnelse af 

virksomheders knowhow, forskningsresultater og fortrolige firmainformationer, 

for det andet fremskaffelse af embargobelagte produkter. Allerede i 

mellemkrigstiden havde de sovjetiske efterretningstjenester haft indhentning 

af vestlig teknologi og viden som en prioritet. 1 

Østblokkens behov for vestlig viden og teknologi voksede gennem hele den 

kolde krig. Allerede i løbet af 1950’erne og 1960’erne blev den teknisk-videnskabelige 

indhentning og dens betydning bemærket af de vestlige kontraefterretningstjenester. 

2 Da industrispionagen fra østlandene voksede, følte en 

række vestlige efterretningstjenester – deriblandt den danske – sig i midten af 

1970’erne nødsaget til at træffe „særlige foranstaltninger“ for at dæmme op 

for problemet. 3 I 1970’erne og 1980’erne styrkede de danske tjenester deres 

indsats over for den teknisk-videnskabelige efterretningsvirksomhed. 

Medvirkende til at øge østlandenes behov for industrispionage var den 

udenrigshandelspolitik, som de vestlige lande førte. Med USA som drivkraft 

indgik de vestlige lande i 1949 en aftale om eksportbegrænsninger over for de 

kommunistiske lande. Som følge heraf nedsatte landene den såkaldte Coordinating 

Committee, hvis engelske forkortelse CoCom skulle blive synonym 

med det samlede vestlige handelsregime over for østblokken. CoComs overordnede 

mål var at forhindre, at Warszawapagtlandene og Folkerepublikken 

Kina styrkede deres militære kapabilitet gennem indkøb af vestlig teknologi. 

Periodevis – i 1950’erne og 1980’erne – virkede CoCom ligeledes som et redskab 

for økonomisk krigsførelse mod de kommunistiske lande med det formål 

at undergrave regimernes fundament. I en sikkerhedspolitisk sammenhæng 

var gevinsten, at en eroderet sovjetisk samfundsøkonomi ville kunne 

afse færre ressourcer til oprustning. 4 

Det var ikke nogen let manøvre at finde fælles fodslag mellem de vestlige 

stater på dette strategisk-økonomiske område, der rummede en konflikt 

mellem sikkerhedspolitiske og økonomiske hensyn. For den enkelte virksomhed 

talte hensynet til ordrebogen imod alt for hårde begrænsninger i sam- 

1 Christopher Andrew & Vasili Mitrokhin, The Mitrokhin Archive – The KGB In Europe And In The West, 

1999, s. 140-41. 


3 FE’s arkiv, SikNyt, oktober 1975, s. 12. Det fremgår ikke, hvad disse “særlige foranstaltninger“ indebar. 

4 Michael Mastanduno, Economic Containment. CoCom and the politics of East-West trade, 1992. 

TEKNISK-VIDENSKABELIG EFTERRETNINGSVIRKSOMHED 471

handlen, og i en national sammenhæng skulle regeringerne ikke kun føre sikkerhedspolitik, 

men også tænke på de lokale firmaers konkurrenceevne, beskæftigelsen, 

handelsbalancen og den offentlige mening. Det i Danmark 

bedst kendte eksempel på konflikten mellem de to hensyn var 1950’ernes sager 

om salg af tankskibe til Sovjetunionen. 5 

I kampen om den vestlige teknologi stod på sovjetisk side en række forskellige 

organer. „Komiteen for rustningsindustriens anliggender“ (VPK) under 

Sovjetunionens ministerråd koordinerede indsamlingen i de øvrige involverede 

institutioner, som på den „legale“ linje omfattede statskomiteen for 

udenrigsøkonomiske anliggender (GKES), ministeriet for udenrigshandel, videnskabsakademiet 

og statskomiteen for videnskab og teknologi (GKBT). 

Sidstnævnte forestod blandt andet udarbejdelsen af den såkaldt „Røde Bog“ 

til de sovjetiske ambassader, hvori der var lister over Sovjets aktuelle teknologibehov. 

Bogen indeholdt desuden nyttige råd om, hvordan den vestlige embargo 

kunne omgås. 6 

Foruden de ovennævnte institutioner var efterretningstjenesterne KGB og 

GRU inddraget i såvel embargobrud som klassisk industrispionage. I KGB var 

dette organiseret i forvaltning T i det første hoveddirektorat, der bar det primære 

ansvar for spionagen i Vesten. GRU rådede tilsvarende over den 12. forvaltning 

med ansvar for militærteknologi. 7 Idet begge sovjetiske tjenester særligt 

interesserede sig for militær teknologi, eksisterede der på det teknisk-videnskabelige 

område i meget vidt omfang et interessesammenfald, som ikke 

i tilsvarende omfang gjorde sig gældende på andre områder. I den operative 

praksis i Vesten virkede det, som om de to tjenester var dårlige til at koordinere 

og derfor risikerede at krydse hinandens spor. 8 

Indhentningen af vestlig teknologi foregik i et samspil mellem det legale og 

det konspirative apparat. Denne vekselvirkning gik igen i den praksis, som de 

vestlige efterretningsorganer kunne observere. FE bemærkede, at den overvejende 

del af indhentningen foregik fuldt legalt ved hjælp af blandt andet 

besøg på messer og biblioteker, gennemgang af magasiner og tidsskrifter samt 

udveksling af videnskabsfolk. Sovjetunionen vurderedes at sende ti gange så 

mange eksperter og videnskabsfolk til Vesten, som Vesten sendte til Sovjetunionen, 

og FE mente, at nogle af disse kontakter på et senere tidspunkt blev 

udnyttet af de sovjetiske efterretningstjenester. 9 

I et åbent samfund var det muligt at indhente en række informationer via 

diverse udgivelser og tidsskrifter, hvorfor teknisk-videnskabelige medarbejdere 

fra ambassaderne ofte var at finde på biblioteker. Sovjetiske attachéer var 

5 Poul Villaume, Allieret med forbehold, 1997, s. 819. 

6 Rainer O.M. Engberding, Spionageziel Wirtschaft. Technologie zum Nulltarif, 1993, s. 94ff. 

7 Engberding, Spionageziel Wirtschaft, s. 27-29. 

8 Dette mener PET i hvert fald at sikkert at vide for København i 1978. PET’s arkiv, DIIS-samlingen, 

dokument nr. 143. 



således ret flittige gæster på biblioteket på atomforsøgsstation Risø og rekvirerede 

fotokopier af uklassificerede dokumenter. På et halvt år havde månedlige 

besøg ført til i alt 275 kopier. 10 Fra sovjetisk side foreligger blandt andet 

et notat fra 1960, hvori det blev påpeget, at „sovjetiske specialister, der har besøgt 

Danmark, siger, at Danmark har information/erfaringer fra de førende 

vestlige lande, og at vi bør skaffe dem“. 11 

Den teknisk-videnskabelige indhentning var blandt andet afhængig af en 

vis kontakt til danske ministerier, offentlige styrelser, universiteter og højere 

læreanstalter. Hertil kom den vigtige kontakt til erhvervslivet, hvor firmaer, 

der beskæftigede sig med højteknologi, syntes at være af størst interesse. 12 Det 

skete, at PET fik oplysninger om sovjetiske forsøg på at indkøbe teknisk udstyr 

og elektronik fra danske firmaer. Ofte fik de sovjetiske diplomater afslag 

med henvisning til, at det ønskede udstyr var på embargobelagt. 13 

Østlig interesse for dansk forskning 

De danske efterretningsorganer var tidligt opmærksomme på en gruppe af 

udlændinge, som man mistænkte for at medvirke til illegal videnstransfer. 

PET holdt øje med forskere og videnskabsfolk, som de østeuropæiske lande 

sendte til Danmark enten på studierejser eller i forbindelse med udveksling 

af forskere. De østlige forskere interesserede sig for en række områder såsom 

køleteknisk forskning, betonindustri, skibsværfter og elektriske måle- og kontrolapparater. 

Nogle var optaget af „svingninger i krumtapaksler“, mens andre 

studerede fremstilling af dieselmotorer. 14 Svingninger i krumtapaksler 

havde blandt andet betydning for udviklingen på ubådsområdet. 

I 1967 havde PET bemærket en ændring i arbejdet hos den civile polske 

efterretningstjeneste SB i Danmark. Tidligere havde SB hovedsagelig beskæftiget 

sig med sikkerhedsmæssige opgaver rettet mod blandt andet herboende 

polakker, men nu så man også en øget industrispionage, og en navngiven 

efterretningsofficer blev i den sammenhæng fremhævet. PET havde ingen 

oplysninger om, at den pågældende efterretningsofficer havde danske kontakter, 

„hvilket heller ikke skulle være påkrævet når det store antal af polske 

stipendiater og praktikanter her i landet tages i betragtning.“ 15 


11 Spravka o nautjno-tekhnitjeskihk svjasakh mesjdu SSSR i Danijej“ [Information om tekninsk-videnskabelige 

forbindelser mellem USSR og Danmark] indberetning af N. Golub 21. november 1960, 

GARF f. 9518, op. 1, d. 204. 






Det mest prominente eksempel på sammenblanding af legal vidensudveksling 

og efterretningsvirksomhed vedrører den sovjetiske fysiker Jakov Terletskij, 

der udsendt af sikkerhedschefen Lavrentij Berija besøgte Niels Bohr i 

1945 i et forsøg på at udfritte ham om vestlige atomhemmeligheder. 16 Det 

skete under konspirativt dække, uagtet at Bohr var erklæret fortaler for fri og 

åben forskning på området og forelagde forskningsresultater, der dels var 

kendt fra hans egne publikationer, dels allerede offentliggjort af amerikanske 

myndigheder. 17 

Østeuropæiske stipendiater – en voksende trussel? 

Den teknisk-videnskabelige indhentning foretaget af efterretningsofficerer 

suppleredes ifølge PET af tilrejsende specialister, som på legal vis var på studieophold 

og besøgte udstillinger og tekniske erhvervsvirksomheder i Danmark. 

Enkelte besøgende havde en baggrund, som gjorde det relevant at 

holde et vågent øje med dem. 18 Stipendiater fra Østeuropa blev flere gange 

fremhævet i PET’s rapporter som et efterretningsmæssigt problem, idet de på 

lige fod med andre østeuropæere forventedes at være pålagt forskellige efterretningsmæssige 

opgaver. Ud over indhentning af informationer på det 

teknisk-videnskabelige område findes der kun få oplysninger i de danske 

efterretningstjenesters materiale om, at øststipendiaterne skulle have udført 

opgaver af efterretningsmæssig karakter. Der var dog nogle enkelte indikationer 

af, hvad stipendiaterne også kunne bruges til. 

Østlige stipendiater havde således gjort sig bemærket i forbindelse med terrænrekognoscering, 

og ud over dette mente PET også, at stipendiaterne blev 

anvendt til talentspejdning med det formål at finde frem til egnede agentemner 

i Danmark, „der i en kommende fremtid formentlig vil beklæde interessante 

stillinger i samfundet“. 19 Som det vil fremgå nedenfor, synes talentspejdningen 

at have været en af hovedopgaverne for de østlige stipendiater. Også 

hvad angik interessen for danske forskningsinstitutioner, så PET sammenfald 

mellem de østlige aktiviteter. Danmarks Tekniske Højskole og universiteterne 

(herunder særligt Niels Bohr Instituttet og H.C. Ørsted Instituttet) var af 

interesse for såvel den sovjetiske som de østtyske og polske efterretningstjenester, 

hvorfor stipendiater med forbindelse til tjenesterne fra disse lande var 

at finde ved de nævnte forskningsinstitutioner. 20 

16 Blandt andet beskrevet hos: Bent Jensen, Bjørnen og Haren, 1999, s. 120. Berija til Stalin, november 

1945, Niels Bohr Arkivet, Særligt dossier nr. 1-1. 

17 Niels Bohr & John Wheeler, “The Mechanism of Nuclear Fission“, Physical Review, september 1939. 

Henry DeWolf Smyth, Atomic energy for military purposes, 1945. 



20 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142. Se også nr. 128. 


PET’s efterforskning pegede på, at den østtyske ambassade blev brugt til at 

videreformidle de indhentede oplysninger til efterretningsofficerer i DDR. 

Hertil kom, at to østtyske attacheer i 1979 havde fungeret som føringsofficerer 

for østtyske videnskabsfolk i København og Århus. Talentspejdningen 

havde tilsyneladende været så succesrig, at man ifølge PET både havde hvervet 

danske forskere og havde yderligere personer i søgelyset med henblik på hvervning. 

„Yderligere er der i operationerne identificeret flere danske videnskabsfolk, 

som står foran den endelige hvervning eller allerede er blevet hvervet.“ 21 

Senere forlød det, at placering af østtyskere på danske læreanstalter havde 

høj prioritet for den østtyske efterretningstjeneste. 22 Om de østtyske stipendiater 

havde PET fået oplyst, at de havde haft efterretningsmæssige opgaver i 

forbindelse med deres udlandsophold. De østtyske stipendiater ville derfor 

fortsat være genstand for PET’s opmærksomhed, som man bemærkede. 23 

Østtysk udnyttelse af kulturaftalen 

På baggrund af den indhentede viden om de østtyske aktiviteter mente PET, 

at DDR udnyttede en indgået kulturaftale, som blandt andet omfattede udveksling 

af stipendiater, til at anbringe MfS-agenter i Danmark og til at godkende 

danske stipendiater, som man fra østtysk side fandt egnede til hvervning. 

At danske embedsmænd ikke havde større forståelse for dette, blev kritiseret 

i en årsrapport for 1981. 24 PET’s beklagelser blev gentaget i den følgende 

årsrapport for 1982, hvor den indgåede aftale „igen“ havde medført, at 

østtyske forskere og stipendiater forud for deres rejse til Danmark blev hvervet 

af MfS for at indsamle oplysninger om universiteterne og Niels Bohr 

Instituttet. 25 Ud over indhentning havde stipendiater og forskere angiveligt 

også fået tildelt andre opgaver såsom talentspejdning og overvågning af andre 

udenlandske forskere. Dokumenter fremfundet efter den kolde krigs afslutning 

bekræfter, at DDR brugte kulturaftalen til for eksempel at placere 

agenter i Danmark permanent, hvilket blandt andet var tilfældet, da hververen 

„Veran“ hoppede af i Danmark. 26 

I forbindelse med indrejse af østtyske videnskabsfolk advarede PET: „Det 

kan oplyses, at ingen DDR-videnskabsmand så vidt vides kan rejse til et vestligt 

land, uden først at underskrive en „samarbejdserklæring“ med MfS.“ 27 

Om de østtyske efterretningstjenester udnyttede de danskere, der rejste til 






26 Thomas Wegener Friis, Den usynlige front. DDR’s militære spionage i Danmark under den Kolde Krig, 

2005, s. 232ff. 



DDR som en del af stipendieordningen, vidste PET ikke. I en beklagende 

tone bemærkede sagsbehandlerne på det østtyske område, at PET „ingen mulighed 

har for at efterforske i sagen, da vi end ikke kan få oplyst navnene på danske 

stipendiater i DDR.“ 28 I december 1980 var der blevet afholdt et møde i 

„embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål“, hvor problemet var blevet 

drøftet, og hvor der havde været enighed om sådanne oplysningers væsentlige 

betydning for PET’s arbejde. To år senere måtte PET til sin store fortrydelse 

konstatere, at der ikke var indtrådt nogen ændring i praksis. 29 PET havde med 

andre ord endnu ikke fået mulighed for at undersøge, om den østtyske efterretningstjeneste 

HVA havde foretaget hvervninger blandt de danskere, som 

igennem de seneste år havde besøgt DDR som stipendiater. Derfor gentog 

PET’s sagsbehandlere på det østtyske område deres „bøn“ om, at „visse højtstående 

embedsmænd“ blev overbevist om det helt naturlige i, at PET fik udleveret 

navnene på de danskere, som i henhold til kulturaftalen rejste til DDR 

som stipendiater. 30 

Hvordan sagen endte, fremgår ikke tydeligt af de efterfølgende årsrapporter. 

I rapporten for 1985 blev det bemærket, at man nu forgæves havde forsøgt 

at komme i kontakt med de danskere, som havde fået tildelt stipendier i 

de østeuropæiske lande. Formålet med dette havde været at foretage en „præventiv 

briefing før udsendelse samt en debriefing efter hjemkomst“ af de danske 

stipendiater for imødegå østlig talentspejdning og anden efterretningsmæssig 

aktivitet, som danske stipendiater kunne udsættes for under deres ophold 

i udlandet. En sådan kontakt var ifølge PET blevet mødt med „nogen 

modstand fra de ansvarlige statsinstitutioner med den begrundelse, at man 

handler i Helsingforsaftalens ånd“. 31 Set fra et politisk og videnskabeligt synspunkt 

blev tanken om „videnskabens bevægelsesfrihed på tværs af landegrænserne“ 

betegnet som „en smuk formålsparagraf“, mens det fra et sikkerhedsog 

kontraefterretningsmæssigt synspunkt var en naiv opfattelse af tingenes tilstand, 

mente PET’s afdeling for kontraspionage. 32 Episoden afslørede en kulturforskel 

mellem PET og andre statslige institutioner. 

Fokus på polske stipendiater 

Mens fokus havde været rettet mod de østtyske forskere og stipendiater i slutningen 

af 1970’erne, synes det i 1980’erne også at være de polske og sovjetiske 

besøgende, som bekymrede PET. PET lå inde med oplysninger om, at 

28 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 142. Den her i kursiv gengivne understregning stammer 

fra PET-rapporten. 






polske studenter i forbindelse med deres studier i Polen skulle gennemgå militæruddannelse, 

hvorfor der var tale om personer med en vis militær baggrund, 

når polske studerende og stipendiater kom til Danmark. PET havde 

ikke umiddelbart ment, at det ville skabe efterretningsmæssige problemer. 33 

Denne vurdering ændrede sig dog. En nærmere analyse af polske stipendiaters 

tilstedeværelse i Danmark var blevet iværksat af PET’s polakhold, og analysens 

resultat havde „i allerhøjeste grad chokeret holdet“. På fem måneder 

var mindst 72 polske stipendiater indrejst og havde taget ophold i Danmark. 

Af disse havde ca. 20 procent haft en ifølge PET mistænkelig kontakt til en ledende 

efterretningsofficer ved den polske repræsentation. Stipendiaterne 

havde været tilknyttet uddannelses- og forskningsinstitutioner, som arbejdede 

med emner af teknisk-videnskabelig interesse. På polakholdet ville man styrke 

arbejdet med polske stipendiater i Danmark, „idet holdet føler sig overbevist 

om, at nogle af disse udnyttes rent efterretningsmæssigt.“ 34 

Det blev efterfølgende konstateret, at polske attachéer, i lighed med de østtyske, 

havde kontakter til stipendiater på danske institutioner, og at man gennem 

denne kontakt skaffede sig „et kvalificeret indtryk af institutionernes arbejdsområde 

og niveau, fysiske opbygning samt medarbejderstaben.“ 35 

At det udefra var forbundet med en vis usikkerhed at fastslå efterretningsaktivitet 

kom til udtryk i PET’s årsberetning for 1982. Heri mente tjenesten, 

at det ikke var sandsynligt, at en større del af de polske stipendiater og videnskabsmænd 

i Danmark var involveret i operativ efterretningstjeneste. De 

var derimod indblandet i talentspejdning – udpegning af potentielle agenter 

– og indhentning via åbne kilder, mente PET. 36 Nogle år senere bemærkedes 

en stigning i antallet af tilrejsende polske stipendiater, ligesom de danske 

myndigheder kunne iagttage en forøgelse af deres formodede efterretningsmæssige 

aktiviteter. På det tidspunkt havde hver fjerde af de polske stipendiater 

„gjort sig bemærket på en sådan måde, at der har været grundlag for registrering,“ 

noterede PET’s polakhold. 37 

Intet nyt til dansk forskning 

Stipendiaterne fra Østeuropa fortsatte med at uddanne sig i Danmark, og faktisk 

voksede antallet. „I alt har der i 1984 været 231 stipendiater, hvilket betyder, 

at næsten alle områder har haft et øget antal,“ bemærkede PET. 38 I midten 

af 1980’erne foretog PET en sammenfatning af den østlige anvendelse af 








stipendiater i Danmark. Ifølge PET var det et generelt træk, at østblokstipendiaterne 

ikke var i stand til at tilføre dansk forskning noget nyt, „idet de pågældendes 

videnskabelige niveau ikke er på „højde“ med studiestedets“. 39 På 

linje hermed bemærkede FE, at de østlige institutioners materielle og videnskabelige 

niveau ofte var „flere år efter Vesten“, og at sovjetiske forskere og stipendiater 

således fik adgang til „langt mere udviklede forskningsområder i 

Vesten, end vestlige forskere har mulighed for i øst“. 40 PET kunne nu supplere 

sin viden om de østtyske og polske stipendiater med tilsvarende oplysninger 

om sovjetiske stipendiater, som kom til Danmark. Hvor danske stipendiater 

i Sovjetunionen hovedsagelig beskæftigede sig med sprog og andre humanistiske 

fag, fokuserede de sovjetiske stipendiater i stedet på fysik og kemi 

eller på teknologisk udvikling og gik uden om de humanistiske områder. 41 

PET havde bemærket, at de sovjetiske stipendiater var pålagt mødepligt på og 

jævnlig indberetningspligt over for KGB-residenturet i København og sædvanligvis 

blev holdt i kort snor af KGB-officererne. Dette kunne tyde på, at KGBofficererne 

måske i højere grad kontrollerede end førte deres stipendiater. 

PET havde også konstateret en forbindelse til nogle sovjetiske stipendiater 

på Danmarks Tekniske Højskole og Niels Bohr Instituttet, ligesom en sovjetisk 

stipendiat formentlig havde udført efterretningsvirksomhed ved universitetet 

i Odense. 42 Omkring de sovjetiske stipendiater og besøgende vurderede PET, 

at disse i et samarbejde med KGB og GRU havde „ualmindeligt let spil“ i 

Danmark, blandt andet fordi sikkerhedsbevidstheden på universiteter, forskningsinstitutioner 

og lignende højere læreanstalter ifølge PET var begrænset, 

hvad angik besøgende udlændinge. Derudover påpegede tjenesten, at den 

manglede midler til at kunne levere et kvalificeret modspil.“ 43 

Afpresning som metode 

Afgørende for indhentning af oplysninger vedrørende viden og teknologi var 

den personlige kontakt. I enkelte tilfælde bemærkede PET, at de østlige efterretningsofficerer 

havde gjort brug af pression eller trusler for at få deres kontakter 

til at udføre de ønskede opgaver. 44 

En polsk efterretningsofficer i en dækstilling som assisterende handelsattaché 

forsøgte at skaffe sig visse „elektroniske komponenter“ samt „know how“ 

om den tekniske udvikling i Danmark via en polsk statsborger, der arbejdede 

her som ingeniør. Metoden var pression over for den pågældende og hans fa- 








milie i Polen. Såfremt han ville gøre sig forhåbninger om at få udstedt pas til 

sin kone og barn i Polen, skulle han foretage indhentninger på det teknisk-videnskabelige 

område som modydelse. Han skulle blandt andet videregive informationer 

om den tekniske udvikling i Danmark i al almindelighed samt 

fremskaffe nogle specifikke elektroniske komponenter. 45 Også den sovjetiske 

ambassade gennemførte indhentning af oplysninger vedrørende videnskabelige, 

tekniske og handelsmæssige forhold. 46 Kendte konspirative metoder blev 

anvendt og antog efter nogen tid den sædvanlige efterretningsmæssige karakter. 

Indhentningen rettede sig mod oplysninger vedrørende danske firmaers 

produktion og interne forhold, elektronisk udstyr samt oplysninger om det 

europæiske rumprogram og europæisk flyindustri. Gennem mellemmænd 

havde de sovjetiske efterretningsofficerer opkøbt embargobelagte transistorer 

og komponenter fra især amerikanske firmaer. Efterretningsofficererne 

havde dog også forsøgt at få oplysninger af mere politisk karakter vedrørende 

handelsaftaler og handelsforhold. Dette var en af de mere alvorlige sager, da 

en af de implicerede forretningsmænd var blevet „truet med at „han ville 

blive knækket“, såfremt han svigtede og ikke hemmeligholdt samarbejdet.“ 47 

Også danskere på rejse i Sovjetunionen og Østeuropa kunne blive udsat for 

hvervningsforsøg. Under et ophold i Sovjetunionen var en medarbejder ved 

en større dansk virksomhed, som blandt andet fremstillede komponenter til 

F-16 fly, blevet forsøgt hvervet. Han blev udsat for et indirekte pres fra KGB’s 

side, men fik afvist KGB’s hvervningsforsøg ved at fortælle alle i sin nærhed 

om efterretningstjenestens henvendelse og ved at true en KGB-officer med at 

gå til pressen, når han vendte hjem til Danmark. 48 En lignende sag udspillede 

sig i Polen, hvor en dansk ingeniør blev tilbageholdt af politiet og under pres 

blev forsøgt hvervet af den polske efterretningstjeneste. 49 I begge sager var 

danskerne blandt andet blevet bedt om at give en fyldig beskrivelse af deres 

virksomheder og de ansatte ved disse. I disse to tilfælde synes det at have været 

ansættelsen i danske industri- og teknologi-virksomheder, der var årsag til 

interessen. 

Når PET kunne konstatere, at de østlige tjenester ved hvervninger på det 

teknisk-videnskabelige område i flere tilfælde benyttede sig af pres, ville det 

være naturligt at tro, at den metode var særligt anvendt. Åbningen af de østtyske 

efterretningsarkiver har imidlertid vist, at afpresning ganske vist blev anvendt, 

men at dette hvervningsgrundlag var sjældent i forhold til andre metoder. 

50 Årsagen var, at frygt på længere sigt var et labilt fundament at bygge 


46 FE’s arkiv, SikNyt, januar 1976. 


48 FE’s arkiv, SikNyt, juli 1976, s. 7-8. 

49 FE’s arkiv, SikNyt, nr. 2, 1985, s. 23-28. 

50 Helmut Müller-Enbergs, Inoffizielle Mitarbeiter des Ministeriums für Staatssicherheit, 1998, s. 134. 


den fortrolighed på, som et konspirativt samarbejde ofte forudsatte. 51 

Hvorvidt de øvrige østlige tjenester tænkte ligesom østtyskerne, er det i dag 

ikke fuldt muligt at opklare. PET’s opklaring af disse sager viser, at frygten 

ikke var nogen holdbar drivkraft. Folk, der blev truet ind på en agentløbebane, 

var mere disponerede for at melde sig selv til de danske myndigheder 

end agenter, der solidariserede sig med østlandene eller blev betalt for deres 

ydelser. 

Salg af embargobelagt elektronik 

Efter den kolde krig har den afhoppede KGB-arkivar Vasilij Mitrokhin oplyst, 

at KGB-folk udstationeret i Danmark havde til opgave at arbejde specifikt 

mod amerikanske mål på det teknisk-videnskabelige område. 52 Det havde de 

danske myndigheder imidlertid allerede i samtiden fået øjnene op for. I 1975 

afslørede PET således en dansker, der bistod KGB med at skaffe amerikansk 

embargobelagt elektronik. 

I januar 1975 kunne PET’s russerafdeling konstatere, at en af de sovjetiske 

repræsentanter „fortsat“ havde en vis konspirativ forbindelse med en dansk 

forretningsmand, der ejede et elektronikfirma. 53 Denne forbindelse endte 

med anholdelse og domfældelse. 54 

Allerede i juni 1974 blev PET opmærksom på, at forretningsmanden afholdt 

et møde på en restauration med den sovjetiske handelsattaché Viktor 

Kedrov. Mødet var blevet afviklet under konspirative former, og det førte til 

en nærmere efterforskning af forretningsmandens forhold til den sovjetiske 

handelsattaché. 

Efter at forbindelsen var blevet etableret, blev forretningsmanden „en meget 

aktiv, energisk og villig agent for det russiske efterretningsvæsen,“ bemærkede 

de danske efterretningstjenester efterfølgende. Forbindelsen fik gradvist 

mere og mere konspirativ karakter, og den danske forretningsmand begyndte 

at vise interesse for amerikanske virksomheder og deres produkter. 

KGB frygtede tilsyneladende, at PET kendte til den hemmelige forbindelse, 

for nu anmodede man forretningsmanden om at komme til møde i et 

tredjeland. I perioden december 1975 og april 1976 blev der afholdt tre møder 

i Helsingfors mellem agenten og forskellige KGB-officerer. Et nyt møde 

var planlagt til afholdelse i juni 1976, men mødet nåede aldrig at finde sted. 

I en tre og et halvt år lang periode nåede forretningsmanden at afholde 48 

møder med skiftende efterretningsofficerer, inden PET opdagede forbindelsen 

og skred ind. 

51 Werner Grossmann, Den sidste spionchef, 2004, s. 62. 

52 Andrew & Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, s. 246. 

53 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 102 og nr. 143. 

54 Bygger hovedsagelig på SikNyt, januar kvartal 1978, s. 21-26. FE’s arkiv. 


Den 11. maj 1976 blev forretningsmanden fængslet og sigtet for ulovlig 

efterretningsvirksomhed. Under afhøringerne kom det frem, at forbindelsen 

til Kedrov var etableret allerede i 1972 – to år før sagen kom til de danske 

efterretningstjenesters kendskab – og at salget af elektroniske komponenter 

var centralt for forbindelsen. Afhøringerne viste, at forretningsmanden i de 

sidste 18 måneder havde været bekendt med, at han havde arbejdet for den 

sovjetiske efterretningstjeneste. Fra dansk side bemærkedes det, at han igennem 

perioden havde „udvist en omfattende aktivitet med hensyn til indhentning 

og videregivelse af oplysninger samt salg af varer til KGB“, og man antog, 

at hans beslutning om at samarbejde med KGB var økonomisk motiveret. 

55 De varer, som var blevet solgt til KGB, omfattede blandt andet „militært 

betydningsfulde genstande“. 

Et nævningeting i Østre Landsret idømte den 12. september 1977 forretningsmanden 

otte års fængsel. Ud over at få konfiskeret en fortjeneste på 

212.000 kr. fra de ulovlige aktiviteter, blev han også dømt til at betale sagens 

omkostninger. 56 Sagen var med til at give PET ny viden om den sovjetiske modus 

operandi. 

Østlig anvendelse af vestlige firmaer 

Efterforskningen mod forretningsmanden og KGB-agenten havde tydeliggjort 

for PET, at Warszawapagten havde et behov for vestlig teknologi for at 

følge med udviklingen i Vesten. PET havde i denne sammenhæng fundet ud 

af, at KGB- og GRU-officerer opererede fra såvel ambassaden som handelsafdelingen. 

57 

I 1977 havde de danske tjenester fra en samarbejdspartner desuden modtaget 

oplysninger om, at KGB hvervede og uddannede sovjetiske videnskabsfolk 

og forskere til at indhente efterretninger under deres ophold i Vesten. 

Fra samme kilde lød vurderingen, at cirka 40 procent af det sovjetiske efterretningsarbejde 

i udlandet var rettet mod at indhente teknisk-videnskabelige 

oplysninger, og at de østlige efterretningstjenester havde udnyttet afspændingen 

til at få adgang til vestlig viden og teknologi. 58 Samme synspunkt var 

FE også nået frem til, da man i en rapport for 1972 konstaterede, at østlandenes 

efterretningsmæssige indsats – „uden hensyn til de igangværende afspændingsbestræbelser 

og under udnyttelse af stadig udvidelse af kontakterne med 

NATO-landene på kulturelle, turistmæssige, videnskabelige og handelsmæs- 

55 FE’s arkiv, SikNyt, januar kvartal 1978. 



58 FE’s arkiv, SikNyt, januar 1977, s. 19-20 + 22. 


sige områder“ – gradvist var blevet intensiveret med øget vægt på „den industrielle 

sektor og her specielt den elektroniske industri“. 59 

En anvendt metode til at få adgang til vestlig teknologi var opkøb af vestlige 

virksomheder. Vestlige firmaer med en ustabil økonomi kunne således få 

henvendelser fra firmaer i østlandene, som foreslog et partnerskab. 60 Dette 

medførte på sigt, at de oprindelige indehavere blev købt ud af firmaet af de 

østeuropæiske kompagnoner, og at det vestlige firma med tiden blev overtaget 

af det østeuropæiske. Virksomhederne beholdt det oprindelige navn, og 

på den måde kunne for eksempel en hollandsk virksomhed blive østtysk uden 

mærkbare ændringer udadtil. 61 

„Firmaerne, som samtidig forestår helt legal handel med østlandene, har 

ofte filialer i flere vestlige lande. Et sådant internationalt net muliggør, at embargovarer 

kan indkøbes legalt og under foregivende af videreeksport til en 

filial i stedet udføres til den rette modtager i et østland.“ 62 

Ved hjælp af denne fremgangsmåde kunne østblokken få adgang til vestlige 

markeder, teknologi og viden, ligesom de kunne bruge de overtagne firmaer 

som basis for andre efterretningsmæssige aktiviteter. Dette var medvirkende 

til, at østlandene kunne spare ressourcer ved ikke at skulle udføre egne 

undersøgelser og egen forskning på forskellige områder. PET gættede således 

på, at DDR gennem 1970’erne havde sparet et milliardbeløb ved at bedrive 

teknisk-videnskabelig spionage. 63 Det skøn stemte overens med samtidige 

udenlandske vurderinger af Sovjetunionen. En CIA-rapport fra 1982 anslog, 

at Sovjetunionen formentlig havde sparet adskillige hundrede millioner dollars 

ved på lovlig og ulovlig vis at skaffe sig vestlig teknologi – et millionbeløb 

som ellers skulle have været brugt på forskning i og udvikling af egen sovjetisk 

viden og teknologi. 64 Senere information fra KGB-arkivar Mitrokhin bekræftede 

det datidige vestlige skøn. 65 

DDR og den teknisk-videnskabelige spionage 

Alle Sovjetunionens satellitstater i Østeuropa var aktive på det teknisk-videnskabelige 

område. Deres indsats skete i overensstemmelse med de sovjetiske 

tjenester, og det var fortrinsvis Sovjetunionen, der lukrerede på dette arran- 

59 FE’s arkiv, SikNyt, 1972 (april 1973), s. 14. 

60 FE’s arkiv, SikNyt 1971 (april 1972), bilag s. 1. Jeffrey T. Richelson. Sword And Shield – Soviet 

Intelligence and Security Apparatus, 1986, s. 172-174. 

61 FE’s arkiv, SikNyt 1971 (april 1972), bilag s. 1-2. 

62 FE’s arkiv, SikNyt, Nr. 2 1985, s. 30. 

63 PET’s arkiv, DIIS-samlingen 127. 

64 Richelson. Sword And Shield, s. 183. 



gement. Det er således kendt, at KGB selv kun skaffede godt halvdelen af sine 

informationer på det teknisk-videnskabelige område. 66 

Den del af de socialistiske landes teknisk-videnskabelige spionage, der i dag 

er bedst belyst, var den, der udgik fra DDR. De vestlige efterretningstjenester 

og den vestlige offentlighed blev allerede gjort opmærksom på denne problematik, 

da løjtnant Werner Stiller, der havde været en betroet medarbejder i 

MfS’ HVA’ Sektor Wissenschaft und Technik, som var den østtyske pendant til 

KGB’s afdeling T, i 1979 hoppede af til Vesttyskland. 67 Med sig bragte Stiller 

en omfattende insiderviden om den østtyske industrispionage samt om de 

agentnet, som DDR’s ene efterretningstjeneste havde opbygget i Vesten. 

Denne afhopning var et ganske hårdt slag for den østtyske industrispionage, 

idet en lang række agenter i Vesttyskland enten blev arresteret eller trukket 

tilbage til DDR. 68 

PET’s kontra-arbejde over for DDR’s industrispionage oplevede i 1979 et 

gennembrud. 69 Tjenesten kom på sporet af flere agenter. På det traditionsrige 

Niels Bohr Institut var danskerne i stand til at identificere en gæsteforsker 

som agent. 70 Det samme gjaldt syv stipendiater, der havde studeret på 

blandt andet Niels Bohr Instituttet og Danmark Tekniske Højskole i København 

samt en afdeling på Århus Universitet. 71 Samtidig fik tjenesten også nys 

om en dansker med tilknytning til instituttet, der muligvis var hvervet af den 

østtyske efterretningstjeneste HVA, samt at samme tjenestes afdeling med ansvar 

for kemi og biologi i 1978 havde hvervet en agent i Århus. 72 Desuden fik 

PET et klarere overblik over de folk, der arbejdede med teknisk-videnskabelig 

spionage på ambassaden, 73 og det blev muligt at afsløre en gruppe vesttyskere, 

der gennem DDR-ambassaden i København ønskede at levere østtyskerne 

information om den vesttyske Leopard-kampvogn. 74 Foruden de konkrete 

spor kom PET på dette tidspunkt i besiddelse af materiale, der generelt 

kastede lys over HVA’s måde at arbejde på. 75 

På et enkelt punkt synes PET med eftertidens øjne at have famlet i mørke. 

Tjenesten havde nemlig en udviklet mistænksomhed over for stipendiater, 

hvilket som allerede nævnt ikke var ubegrundet. Det har yderligere vist sig, at 

MfS’ HVA – altså alene udlandstjenesten – internt i DDR rådede over en net 

66 Kristie Macracis, “Das Ringen um wissenschaftlich-technischen Höchststand: Spionage und 

Technologietransfer in der DDR“ i Dieter Hoffmann & Kristie Macrakis (red.), Naturwissenschaft und 

Technik in der DDR, 1997, s. 65. 

67 Werner Stiller, Im Zentrum der Spionage, 1986. 

68 Markus Wolf, Spionagechef im geheimen Krieg, 1998, s. 301-302. 









med tyvetusind agenter, der kunne sendes til Vesten for at løse konkrete opgaver. 

76 Det drejede sig typisk om de såkaldte Reisekader, altså DDR-borgere 

med den usædvanlige ret at kunne rejse i det kapitalistiske udland. PET antog, 

at Reisekader underskrev en forpligtelse til at hjælpe statssikkerheden, 

inden de rejste ud. Det var givetvis ofte tilfældet, men ikke altid. Hvad der 

yderligere vakte PET’s mistænksomhed over for de rejsende østtyskere var, at 

de ved hjemkomsten udfærdigede en rejserapport, samt at de under opholdet 

skulle rapportere til ambassaden. PET tolkede dette således, at DDR-borgerne 

var udsendt på indhentningsopgaver og var styret af ambassaden. 77 Den 

tolkning bundede i en udenforstående analyse af et handlingsmønster, der i 

en dansk kontekst virkede umiddelbart uforståeligt, hvorfor man mente, at 

der måtte stikke noget konspirativt under. En formodentlig mere sandsynlig 

forklaring går ud fra SED-styrets mistænksomhed over for Vesten og over for 

egne borgere. DDR-borgere i det kapitalistiske udland var udsat for en uønsket 

påvirkning, hvorfor det var nødvendigt at fastholde kontrollen med dem. Det 

gjaldt både under opholdet – mødepligten på ambassaden – og efter – afrapporteringen 

til hjeminstitutionen. MfS var sandsynligvis involveret, blandt andet 

ved at de ansvarlige personer på DDR-ambassaden var efterretningsofficerer, 

men deres funktion var snarere forebyggende og sikkerhedsmæssig, end 

udfarende og relateret til spionage. 78 

Efter den kolde krigs afslutning har emnet været behandlet i en række fortrinsvis 

tyske fremstillinger, skrevet af tidligere aktører og af forskere. 79 Beskrivelserne 

har afdækket et omfattende apparat, der var involveret i industrispionage 

og omgåelse af Vestens teknologiske embargo. Dette arbejde blev i 

fællesskab udført af: 

1. MfS/HVA/SWT 

2. MfS/HA XVIII 

3. Verwaltung Aufklärung 

4. KoKo 

De fire organer befandt sig hver sit sted i det østtyske system. Verwaltung Aufklärung 

var underlagt forsvarsministeriet. KoKo – en forkortelse for Kommerzielle 

Koordinierung – var en specialenhed med tilknytning til Ministeriet 

for Udenrigshandel, men refererede direkte til chefen i den østtyske planøkonomi, 

politbureaumedlemmet Günter Mittag. Samtidig var KoKos forbin- 



78 Rainer Eppelmann (red), Lexikon des DDR-Sozialismus, 1996, s. 487ff. 

Siegfried Suckut, Das Wörterbuch der Staatssicherheit, 1996, s. 311-12. 

79 Helmut Müller-Enbergs, “Die Erforschung der Westarbeit des MfS – Stand und Perspektiven“ i 

Siegfried Suckut & Jürgen Weber (red.), Stasi-Akten zwischen Politik und Zeitgeschichte. Eine 

Zwischenbilanz, 2003, s. 252ff. 


delse til Ministeriet for Statssikkerhed stærk, idet adskillige af de ledende 

medarbejdere var såkaldte officerer i særlig indsats (OibE – Offiziere im besonderen 

Einsatz). KoKo udførte først og fremmest embargobrud, mens de 

øvrige organer både arbejdede med embargounddragelse og udførte industrispionage. 

80 

HVA og HA XVIII var begge underlagt Ministeriet for Statssikkerhed. 

HVA’s SWT var det vigtigste og mest fremtrædende organ i industrispionagen. 

Den særlige betydning udsprang af HVA’s rolle som MfS’ primære og 

centrale udlandsefterretningstjeneste. Inden for HVA udgjorde SWT – forkortelse 

for Sektor Wissenschaft und Technik – en egen enhed, som samlede 

de afdelinger, der var beskæftiget med industrispionage. SWT forestod industrispionage 

inden for stort set alle områder af teknologisk udvikling og 

forskning, men hovedvægten i virksomheden lå dog på områder, der kunne 

have militær betydning. Med en stab på 400 medarbejdere i centralen i Berlin 

var apparatet endog særdeles omfattende. Til sammenligning rådede KGB’s 

afdeling T over 500 medarbejdere. 81 ‘ 

MfS’ afdeling XVIII var ikke oprindelig tænkt som et organ for industrispionage 

i Vesten. Afdelingen tilhørte det interne sikkerhedsapparat og 

havde ansvaret for kontra-arbejde inden for „folkeøkonomien“. Der eksisterede 

imidlertid en tendens i MfS-apparatet til, at også kontraspionagen søgte 

at overtage spionageopgaver i udlandet. Således benyttede HA XVIII sit fodfæste 

med agenter i østtyske virksomheder – det drejede sig ofte om medarbejdere 

der havde kontakt med eller rejste i det kapitalistiske udland – til også 

at operere i Vesten. Denne indsats skete i en vis koordination med bestræbelserne 

i HVA og KoKo. 82 

Foruden de nævnte eksempler på formodet HVA/SWT-virksomhed har det 

været muligt at konstatere, at både HVA/SWT, HA XVIII og KoKo var til stede 

og virksomme i Danmark. Derimod foreligger der ikke indikationer på, at 

den militære efterretningstjeneste var aktiv i Danmark med hensyn til industrispionage. 

Fra PET’s Stasisag, som kom til Danmark i 1990’erne, 83 foreligger der eksempler 

på agenter fra SWT, nemlig „Gast“, „Nielson“ og ægteparret „Hagen“. 

De tre agenters virksomhed kan i dag kun i begrænset omfang rekonstrueres. 

Således havde „Gast“ været registreret for SWT siden 1972, men i SIRA 84 står 

han blot registreret for tre indleveringer fra slutningen af 1980’erne. Det 

80 Hubertus Knabe, Die unterwanderte Republik. Stasi im Westen, 2001, s. 417ff. 

81 Kristie Macrakis, “Das Ringen um wissenschaftlich-technischen Höchststand: Spionage und 

Technologietransfer in der DDR“ i Hoffmann & Macrakis (red), Naturwissenschaft und Technik in der 

DDR, s. 64. 

82 Hubertus Knabe, West-Arbeit des MfS. Das Zusammenspiel von “Aufklärung“ und “Abwehr“, 1999, s. 

244ff. Maria Haendcke-Hoppe-Arndt, Die Hauptabteilung XVIII: Volkswirtschaft, 1997. 

83 Svarer til det tyske Rosenholz. Materialet er beskrevet i kapitel 76. 

84 Beskrevet i kapitel 2. 


drejede sig dels om informationer vedrørende kryptologi, der primært fandt 

anvendelse inden for Ministeriet for Statssikkerhed samt et uddannelsesprogram 

fra Management Center Europe. Sidstnævnte dokument var udtryk for 

en målrettet indhentning, der dækkede et konkret behov i SWT’s oversigt 

over efterspurgt materiale. 85 

SIRA-oversigterne fra HVA viser, at tjenesten stod i forbindelse med slutbrugerne 

af efterretningsmaterialet. Det ses dels af, at der er henvisninger til 

et bestemt „bestillingsnummer“, dels af en fordelingsnøgle for det indgåede 

materiale. Den indeholder foruden afdelinger i MfS og HVA samt allierede 

nationer – primært Sovjetunionen – også de østtyske virksomheder, der skulle 

nyde godt af industrispionagen. Således tilgik materiale fra agentparret 

„Hagen“ hovedsagelig VEB Kombinat Plast und Elastverarbeitung i Berlin. 86 

„Hagen“, der var registreret hos HVA fra 1981, leverede hovedsagelig informationer 

vedrørende produktion af kileremme. 87 „Nielsson“ leverede blandt 

andet informationer om økonomiske forhold i Schweiz, men hans styrke lå 

formodentlig på et andet område. Han var tilknyttet Firmaet „Allimex“, som 

DDR benyttede i forbindelse med embargobrud. 

I materialet fra de tyske arkiver, kan det konstateres, at HA XVIII var aktiv 

i Danmark. Det skete gennem det såkaldte „Gemischte Gesellschaft“ eller 

joint venture-selskab „Ulf Olsen A/S“. Den østtyske virksomhed Carl Zeiss 

Jena opkøbte størstedelen af firmaet, hvorefter det var muligt at placere østtyske 

erhvervsfolk på virksomheden. 88 I 1979 fik PET bekræftet en mistanke 

om, at der fra østtysk side blev satset på blandede selskaber i Danmark med 

henblik på at skaffe sig adgang til vestlig teknologi og viden. Erfaringerne 

viste, at de østtyske joint ventures ville blive tømt for værdier og viden. 89 PET 

advarede mod de handels- og sikkerhedspolitiske farer, det indebar, når danske 

firmaer udnyttedes til efterretningsmæssige formål af de østtyske efterretningstjenester. 

90 Det har hidtil været muligt at identificere tre østtyske efterretningsfolk, 

der var udstationeret til „Ulf Olsen“. 91 

Ved hjælp af MfS’ kildemateriale har man efter 1990 undersøgt, om danske 

virksomheder hjalp DDR med at omgå embargobestemmelserne. Således 

kom det i 1990’erne frem, at Firmaet Plon A/S havde entreret med KoKo, 

uden at det imidlertid lykkedes myndighederne at finde fældende beviser for 

embargobrud. 92 

85 “Gast“, BStU, SIRA Tdb. 11. 

86 VEB – Volkseigener Betrieb – var betegnelsen for en statsejet virksomhed. Kombinat var betegnelsen 

for en koncern. 

87 “Hagen“, BStU, SIRA Tdb. 11./TdB. 12. 

88 “Übersicht bestehender Gemischter Gesellschaften im NSW“, 27. august 1981, BStU, HA XVIII Nr. 

13215. 



91 BStU: Gera X/202/87. Gera X/573/84. AIM 6346/83. 

92 Per Michaelsen & Mette Herborg, Stasi og Danmark, 1996, s. 68ff. 


Det tidligere omtalte „Allimex“ havde PET allerede under den kolde krig 

haft mistanke til. Således fortalte tjenesten i en rapport fra 1982, at en undersøgelse 

af Allimex havde vist, hvordan østlandene anskaffede sig embargobelagt 

materiale fra Vesten. Elektroniske komponenter blev indkøbt i USA, 

Japan og andre lande, og derefter videreeksporterede det danske firma de 

indkøbte komponenter til østlandene. „Der blev i firmaet foretaget „fupfaktureringer“, 

således at de indkøbte varer over for f.eks. toldvæsenet fremstod 

som lovlige.“ 93 Allimex havde direkte forbindelse til en medarbejder i MfS, 

som blandt andet sørgede for, at det danske firma ikke skulle betale told, når 

man indrejste i DDR med varerne. Ifølge PET-rapporten var der indsamlet beviser 

nok til at gennemføre af en sag mod firmaet, som angiveligt havde gjort 

sig skyldigt i blandt andet ulovligt salg af embargobelagte varer, toldsvindel, 

skatteunddragelse og svindel med fakturaer. Rigsadvokaten vurderede dog, at 

en overtrædelse af straffelovens § 108 ikke var bevist, hvorfor sagen blev indstillet. 

Allimex fortsatte efterfølgende sine aktiviteter, og firmaets ejer oprettede 

lignende firmaer i udlandet med samme formål. 94 I en tidligere årsrapport 

havde PET’s sagsbehandlere i anledning af denne sag bemærket „det 

paradoks“, at der i Danmark blev givet strenge straffe for „efterretningsmæssig 

indhentning“ af embargovarer, mens „udsmugling“ af sådanne varer 

– „også selv om dette sker på foranledning af en efterretningstjeneste i østblokken“ 

– ikke blev anset for at være strafbar efter spionagebestemmelserne 

med risiko for fængselsstraf. 95 I pressen fremstod sagen som et nederlag for 

den danske efterretningstjeneste. 96 

PET udfærdigede en omfattende liste over betænkelige transaktioner, som 

Allimex var involveret i. Det strakte sig fra slips med indbygget kamera og 

mikroelektroniske komponenter til specialudstyrede helikoptere. 97 Det nu tilgængelige 

østtyske MfS-materiale synes at bekræfte Allimexs indblanding i systematisk 

embargobrud via datterselskaber i for eksempel Liechtenstein. 98 

Foruden DDR servicerede firmaet også andre lande i øst. 99 

Effekten af industrispionagen 

Det er et åbent spørgsmål, hvilken effekt den østlige industrispionage og de 

dermed forbundne embargobrud havde. Umiddelbart er industrispionagen 




96 “Våbensag mod dansk EDB-firma må opgives“, Aktuelt, 16. februar 1984. 


98 For eksempel “Fa. Allimex“, 6. oktober 1978; Rapport IM “Olaf“, 14. oktober 1981; 

“Tonbandabschrift“, 15. marts 1983. Alle fra BStU, HA XVIII 11850. 

99 “Information (603) entsprechend SVA 5.4.“, 15. oktober 1985, BStU, HA XVIII 11850. 

PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 254. 


et af de områder, hvor det forekommer lettest at kvantificere effekten, om 

end måske kun i meget grove træk, og hvor nyttevirkningen fremstår klarest, 

idet der ved hjælp af spionage kunne spares udgifter til egen forskning og 

produktudvikling. Samtidig tjente industrispionage som krykke for østlandenes 

produktion, således at den særligt inden for rustningsindustrien ikke sakkede 

for langt agterud i forhold til Vesten. Den illegale videnstransfer var dog 

samtidig et tveægget sværd for Warszawapagtlandene, idet den medvirkede til 

at fastholde deres afhængighed af vestlig udvikling. Samtidig forstærkede den 

svagheder, der allerede eksisterede i den måde, østlandene havde organiseret 

deres produktion på. 

MfS’ Allimex-sag leverer et eksempel på de problemer, der var forbundet 

med afhængigheden og embargoen. Således tog det DDR to år at fremskaffe 

en særlig type silicium, der var underlagt streng embargo, og som DDR-firmaet 

Carl Zeiss Jena behøvede for at kunne producere et vigtigt parti computere 

til den sovjetiske mikroelektronik-industri. I det konkrete eksempel lykkedes 

det først østtyskerne at skaffe leverancen i elvte time. Var dette ikke lykkedes 

kunne det have medført et stop i produktion og udviklingsarbejde. 100 

Mikroelektroniske var et af de områder, hvor Warszawapagtlandene særligt 

i 1980’erne kæmpede for at holde trit med Vesten. Industrispionagen betød, 

at DDR’s computerproduktion allerede fra 1970’erne i det væsentlige drejede 

sig om plagiat af IBM-produkter. 101 Dog med det minus, at DDR-produktionen 

haltede et godt stykke bag Vestens, idet det ganske enkelt tog tid at aflure 

den vestlige teknologi og derefter omsætte den i produktion. På computerområdet 

var dette problem pinligt tydeligt, ikke mindst fordi det var et særligt 

satsningsområde, der slugte mange milliarder mark, og af den østtyske ledelse 

betragtedes som værende af afgørende betydning. Den østtyske statsleder var 

således svært tilfreds, da han i 1988 kunne overbringe Mikhail Gorbatjov en 

østtysk 1 megabit-chip, om end den som nedenstående skema viser, snarere 

dokumenterede østlandenes tilbageståenhed end viste styrke. 102 

Mikrochip DDR – DDR – (forventet) International 

forskningseksemplar masseproduktion masseproduktion 

64 KB 1981 1988 1979/1980 

256 KB 1987 1990 1983 

1 MB 1988 1992 1986/87 

4 MB 1991 1994/1995 1989/1990 

16 MB 1994 - 1993/1994 

100 “Bericht“, 26. april 1986, BStU, HA XVIII 11850. 

101 Jens Gieseke, Mielke-Konzern, 2001, s. 212. 

102 Skema efter Reinhard Buthmann, Kadersicherung im Kombinat VEB Carl Zeiss Jena, 1997, s. 28. 


”Almindelig” samtale om de økonomiske forbindelser mellem Danmark og Sovjetunionen. I midten 

den sovjetiske fiskeriminister A.A. Isjkov, tv. den danske kollega, A.C. Normann. Billedet er 

optaget hjemme hos Normann i 1963. Th. den danske tolk. (Privateje). 

Det østlige efterslæb demonstrerede også en anden ulempe ved afhængigheden 

af industrispionage. Risikoen ved at „skaffe“ teknologi i stedet for selv 

at udvikle var, at det reducerede samfundets egen innovationsevne. 103 Derved 

hjalp spionage måske nok på kort sigt østlandene fremad i samme spor som 

Vesten, men de betalte for denne udvikling med en svækkelse af mulighederne 

for at opnå en egen selvstændig kapacitet. 

Den østlige hightech-udvikling led i forvejen under en manglende evne til 

fornyelse. En af årsagerne var den strenge hemmeligholdelse, der gjaldt 

inden for denne produktion, ikke mindst fordi den ofte havde et militært islæt. 

De bånd, der var med til at hæmme forskningen, blev yderligere strammet 

som en umiddelbar følge af industrispionagen. Forskere, der arbejdede 

med indhentede informationer eller vestlig teknologi, blev underlagt særlig 

tavshedspligt og som følge heraf kontrol. Denne forskningssituation, der tog 

mere hensyn til national sikkerhed end til forskningens frie udfoldelsesmuligheder 

og nyttiggørelse i produktionen, medvirkede til at skabe en situation, 

hvor østlandene blev svækket i forhold til den mere dynamiske udvikling i 

Vesten. 104 

103 Kristie Macrakis, “Führt effektive Spionage zu Erfolgen in Wissenschaft und Technik?“ i Georg 

Herbstritt & Helmut Müller-Enbergs (red.), Das Gesicht dem Westen zu… DDR-Spionage gegen die 

Bundesrepublik Deutschland, 2003. 

104 Reinhard Buthmann, Kadersicherung im Kombinat VEB Carl Zeiss Jena, 1997, s. 7, 85 og 132. 


49 · En femte kolonne på venstrefløjen? 

Ud over at overvåge de fremmede tjenesters aktiviteter havde PET til opgave 

at imødegå den såkaldte indre trussel. 1 På venstrefløjen stiftedes op gennem 

1960’erne nye partier, og mens efterretningstjenesterne var overbevist om 

DKP’s tilhørsforhold til Moskva, var man mere usikker med hensyn til de nye 

venstrefløjsgrupperinger og deres tilknytning til diverse socialistiske lande; så 

vidt det kan ses, satte man dem ikke i forbindelse med femtekolonnevirksomhed. 

Dannelsen af SF i 1959, fremkomsten af maoister og trotskister samt den 

senere etablering af Venstresocialisterne (VS) gjorde det ifølge FE stadig 

mere besværligt for grupperne på den danske venstrefløj at samarbejde med 

hinanden. 2 Disse grupper var blandt andet uenige om de midler, hvormed 

det danske samfund skulle ændres: Var den voldelige revolution en mulighed 

eller ej? 3 

PET bredte sit arbejde ud for at kunne danne sig et overblik over de mulige 

revolutionære kræfter i Danmark for at få afeller bekræftet, om de østlige 

tjenester udnyttede dem til efterretningsmæssige formål. 4 Grænsen 

mellem retorik og faktiske intentioner skulle undersøges nærmere. Hvad betød 

det, når der blandt de forskellige grupperinger på venstrefløjen blev talt 

om revolutionære ændringer af det danske samfund? Som national sikkerheds- 

og kontraefterretningstjeneste var det PET’s opgave at søge afklaret, om 

grupperinger på den danske venstrefløj ville forsøge at gennemføre en revolution 

eller støtte fremmede invasionsstyrker i tilfælde af en krig. 

Mange på venstrefløjen så de danske efterretningstjenester som deres direkte 

modstandere. De rejste derfor en debat om særligt PET’s registre og arbejdede 

for en begrænsning af disse. 5 Tidsskriftet Politisk Revy informerede 

om efterretningstjenesternes brug af telefonaflytning og beskrev i en artikelserie 

de tekniske sider af aflytning. Læserne fik også at vide, hvordan de 

1 På dette tidspunkt arbejdede PET stadig efter Justitsministeriets instruks af 30. november 1953, 

hvoraf det fremgik, at „efterretningstjenestens formål er at overvåge, forebygge og modvirke foretagender 

og handlinger, som må antages at rumme en fare for rigets selvstændighed og sikkerhed og 

den lovlige samfundsorden, herunder i første række de i straffelovens kapitler 12 og 13 omhandlende 

forbrydelser.“ Understregningerne stammer fra den af Justitsministeriet afklassificerede kopi 

af instruksen fremlagt i Justitsministeriets udaterede skrivelse til retsudvalget. J.nr. 1998-760-599. 

2 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 2/1964, s. 84. I 1964 anslog de danske efterretningstjenester, at trotskistbevægelsen 

i Danmark, de Revolutionære Socialister, kun talte et par hundrede personer. Ikke desto 

mindre fandt FE det indiskutabelt, at de danske trotskister på længere sigt ville forsøge at overtage 

SF og SUF eller, hvis dette ikke var muligt, at udnytte dem mest muligt til egne formål. 


4 Fra andre lande vidste man, at venstrefløjen, ofte intetanende, blev udnyttet af de østlige efterretningstjenester 

til blandt andet udførelse af spionage, indhentning af information og meningspåvirkning. 

5 Politisk Revy nr. 9, 27. december 1963. Se eksempelvis Mads Nissen Styrks bøger De Hemmelige 

Kartoteker, 1964, og De mange Kartoteker, 1967. 

491

kunne beskytte sig mod den. 6 Politisk Revy oprettede også kartotek over „civile 

politispioner, som optræder ved demonstrationer“. Man havde skaffet sig billeder 

af og navne på disse meddelere og opfordrede bladets læsere til at indsende 

lignende materiale. Målet var at trykke og distribuere oplysninger og billeder, 

så man i forbindelse med fremtidige demonstrationer kunne genkende PET’s 

folk. „Vi er rede til at samarbejde med hvem som helst om denne sag,“ lød opfordringen 

fra bladet. 7 PET’s undersøgelser viste i forsommeren 1968, at personer 

inden for Vietnam-komiteerne gennem en årrække havde foretaget en 

fotografering og registrering af politifolk og „højreorienterede personer“, og at 

enkelte af sådanne fotos af højreorienterede personer var blevet videregivet 

til „forbindelser i Østtyskland“. 8 Også DKP skulle være i besiddelse af et lignende 

billedarkiv. Ved hjælp af det kunne partiet gardere sig mod infiltration. 

Ungdomsoprør og demonstrationer 

Op gennem 1960’erne skærpede PET efter alt at dømme overvågningen af den 

danske venstrefløj. Baggrunden var venstrefløjens retorik, der ofte var voldsom 

og fremkaldte uro i dele af befolkningen. Hertil kom, at studenterurolighederne 

i den sidste halvdel af 1960’erne kunne give indtryk af, at venstrefløjen 

havde indledt en ny aktivistisk linje. Urolighederne havde været særligt voldsomme 

i Frankrig, England og Tyskland, mens de i Sverige og Danmark opfattedes 

som mere afdæmpede. 9 Demonstrationer mod Vietnamkrigen, USA, NATO 

og protester mod det bestående samfund blev dog i den sidste halvdel af 

1960’erne og starten af 1970’erne stadig mere almindelige i Danmark. 10 Enkelte 

gange bemærkede PET, at partisansøm, røgbomber, stinkbomber og andre 

genstande var blevet anvendt ved de forskellige aktioner. 11 Blandt de mere toneangivende 

aktivister i 1960’erne var trotskisterne, der ganske vist ikke var så 

mange, men dog forstod at pådrage sig politiets opmærksomhed. Trotskisternes 

indflydelse forblev imidlertid, som det vil fremgå nedenfor, begrænset. 

Uenighed mellem de forskellige partier og fraktioner på venstrefløjen prægede 

det politiske arbejde, men det udelukkede ikke samarbejde ved enkelte 

lejligheder. 12 Det var tilfældet i forbindelse med Verdensbankens møde i 

6 Politisk Revy nr. 142, 20. februar 1970. Politisk Revy nr. 143, 6. marts 1970. Politisk Revy nr. 144, 20. 

marts 1970. 

7 Politisk Revy nr. 135. 21. november 1969, s. 4. 



10 Ikke kun USA blev genstand for venstrefløjens demonstrationer. Også Sovjetunionen blev mål for 

aktioner efter Warszawapagtens indmarch i Tjekkoslovakiet i sommeren 1968. 


12 Den splittelse, som prægede venstrefløjen i slutningen af 1960’erne, blev dog glemt for en stund, 

da man i fællesskab arrangerede en landsdækkende „Anti-NATO-uge“ i august 1969. FE’s arkiv, 

Supplement til halvårsoversigt nr. 1 + 2 1969, s. 98. 


København den 21.-25. september 1970, som endte i voldsomme sammenstød 

mellem politi og venstrefløjsaktivister. Næsten et halvt år i forvejen havde PET 

erfaret, at „ekstremistmiljøer“ havde i sinde at foretage aktioner og demonstrationer 

i forbindelse med verdensbankmødet. 13 Aktionerne udviklede sig 

til de værste siden 2. Verdenskrig. Slagvåben, benzinbomber, sten, flasker, 

jernbolte og møtrikker blev anvendt mod politiet og mødets delegerede. 14 

Flere banker, flyselskaber og virksomhedskontorer fik knust ruder. 15 

Der var også grupper, der ikke begrænsede deres aktiviteter til demonstrationer. 

PET havde ved flere lejligheder opdaget, at små grupper planlagde aktioner, 

som i værste fald kunne komme til at koste menneskeliv. I marts 1965 

planlagde aktivister med rødder i det trotskistiske miljø i forbindelse med en 

militærøvelse med udenlandsk deltagelse på Randers-egnen bl.a. at sprænge 

det til øvelsen oprettede NATO-hovedkvarter i luften. Bomben gik dog af i 

utide, mens den endnu blev opbevaret i en lejlighed midt i Randers by. 16 I en 

anden sag blev syv personer anholdt i oktober 1969 og sigtet for ulovlig besiddelse 

af sprængstof og røgbomber. 17 Sprængstoffet havde de fra en af gruppemedlemmerne, 

der havde været i forsvaret. Ifølge efterretningstjenesternes 

oplysninger havde de syv anholdte til hensigt at anvende det stjålne sprængstof 

til attentater mod militære installationer og civile firmaer, som leverede 

til forsvaret. 18 Det var dog kun en af de sigtede, som kom til at afsone en fængselsstraf. 

19 

VS, sabotage og svækkelsen af forsvaret 

„Sabotageaktioner“ mod virksomheder i Danmark blev debatteret hos Venstresocialisterne 

(jf. VS-Bulletin nr. 62 af 5. marts 1971). PET oplyste i en rapport, 

at VS på et hovedbestyrelsesmøde i februar 1971 havde drøftet et forslag 

fra flere hovedbestyrelsesmedlemmer om udførelse af sabotageaktioner mod 


14 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 194. Også udenlandske aktivister deltog i urolighederne. 

Det var angiveligt nogle af de udenlandske aktivister, der inspirerede de danske aktivister til 

at tage „et her hidtil ukendt kasteskyts“ i brug bestående af kartofler med isatte barberblade. 

15 Aktivisternes indsats blev blandt andet styret via radio. Politiets radiomeldinger blev aflyttet af en 

radiostation oprettet af aktivisterne, og herfra videregav man disse meldinger samt ordrer til forskellige 

aktivistgrupper i København. Ifølge PET var dette med til at forøge urolighedernes omfang. 

16 H.B. Christiansen, Muldvarpekrigen. Østtysk spionage i Danmark, 1980, s. 67ff. 


18 FE’s arkiv, Supplement til halvårsoversigt nr. 1 + 2 1969, s. 99 samt PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument 

nr. 194. Efterforskningen afslørede en forbindelse mellem den anholdte gruppe og en fremtrædende 

person fra Revolutionær Aktion. Ifølge FE havde Revolutionær Aktion stået bag en række militante 

aktioner. Afhøringerne pegede i retning af, at røgbomberne skulle anvendes ved demonstrationer, 

mens det var mere uklart, hvad man ville anvende sprængstoffet til. Det havde dog været på 

tale at anvende sprængstof ved næste års Rebild Fest samt til aktioner mod virksomhederne TERMA 

i Århus og DISA i Herlev. 

19 Flere blev idømt fængselsstraffe men af så kort varighed, at retten skønnede, at de allerede under 

varetægtsfængslingen havde afsonet straffen. 

493

amerikanskejede virksomheder i Danmark. Retningslinjerne for den mulige 

sabotage og spørgsmålet om, mod hvilke virksomheder den skulle rettes, diskuteredes 

på mødet, og forslaget skulle have fremkaldt voldsomme reaktioner. 

20 Det blev indgående drøftet, hvordan man forud for sabotagen måtte 

„forberede befolkningen gennem propaganda, så befolkningen lettere ville 

forstå/godkende eventuelle sabotagehandlinger og især baggrunden for sådanne,“ 

skrev PET. 

Krigen i Sydøstasien rasede og bredte sig. På grund af de vestlige landes 

økonomiske afhængighed af USA satte ingen sig op mod den amerikanske 

fremfærd, og derfor mente VS’s hovedbestyrelse, „at vi må tage sagen i egen 

hånd. Protesterne må eskalere i takt med den amerikanske aggression. Den 

dag amerikanerne kaster den første taktiske atombombe, må det besvares 

med omfattende sabotage mod amerikansk ejendom i Danmark,“ lød budskabet 

fra hovedbestyrelsen. 21 Udtalelsen satte gang i diskussionerne i VS. I en 

række indlæg tog medlemmer afstand fra udtalelsen og ideen om sabotage. 

Beslutningen om eventuel voldsanvendelse var ifølge et indlæg blevet taget 

henover hovedet på medlemmerne, selv om så vigtige spørgsmål måtte lægges 

ud til diskussion blandt medlemmerne. Udtalelsen var blevet til i modstrid 

med den demokratiske fremgangsmåde, man havde valgt i partiet. 

Andre argumenterede for, at brugen af „aktivt militante kampformer“ blot 

ville fjerne partiet fra det store flertal i befolkningen, hvis ikke folket var blevet 

bevidstgjort. 

Det blev forklaret medlemmerne, at sabotage kunne være mange ting lige 

fra rudeknusninger til bombeattentater, ligesom det kunne betegnes som sabotage, 

hvis arbejderne på amerikanske virksomheder arbejdede langsomt. 

Partiet kunne ikke umiddelbart stå for organisering og igangsættelse af sabotage. 

Partiets rolle var at bevidstgøre folket. „VS’s rolle som formidler i denne 

proces må altså være at forsøge at skabe så stor klarhed og stringens i aktionerne 

som muligt, samt når aktionerne har fundet sted at forklare over for 

befolkningen, hvorfor sådanne aktioner finder sted, i hvilken sammenhæng 

de skal ses osv.“ 22 

Diskussionerne i VS fortsatte og blev til tider meget teoretiske. 23 Det blev 

dog klart, at hovedbestyrelsens udtalelse ikke havde opbakning i partiet. På 

partiets 4. Kongres blev det besluttet, at udtalelsen skulle annulleres. I alt 54 

stemte for en annullering, tre stemte imod, mens 21 undlod at stemme. 24 

20 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 194. Ifølge PET’s oplysninger blev der under drøftelserne 

fremført et argument om, at „man i alt fald i begyndelsen burde sikre sig, at menneskeliv 

ikke gik tabt“. 

21 VS-Bulletin, nr. 62, 5. marts 1971. 

22 VS-Bulletin, nr. 63, 18. marts 1971. 

23 Et eksempel på dette kan ses i VS-Bulletin, nr. 70, 20. juli 1971 og VS-Bulletin nr. 75, 1. december 

1971. 

24 VS-Bulletin, nr. 76, 10. januar 1972. DIIS-interview med Steen Folke, 16. november 2004. 


Trods udtalelsens annullering forblev VS i efterretningstjenesternes søgelys. 

FE havde bidt mærke i det program, som VS havde vedtaget på samme 

kongres, som havde annulleret hovedbestyrelsens sabotage-udtalelse. En socialistisk 

revolution kunne medføre, at de herskende klasser i en given situation 

ville sætte hæren ind mod arbejderklassen, og derfor var „det nødvendigt, at 

det revolutionære parti også arbejder i hæren for at svække dens funktionsdygtighed.“ 

VS skulle – ud over at forbedre soldaternes rettigheder og arbejdsforhold 

– udbrede revolutionær propaganda inden for hæren, organisere 

de meniges modstand mod officererne og arbejde aktivt for, at dele af 

det menige mandskab i tilfælde af en revolution enten nægtede at adlyde ordrer 

eller deltog i kampene på arbejderklassens side. „De revolutionære må 

derfor aftjene deres værnepligt, dels for at kunne løse disse opgaver, dels for 

at lære en vis elementær våbenbrug.“ 25 

FE gengav ukommenteret ovenstående, men havde inden da bemærket, at 

der var tale om en stramning af det politiske program i forhold til tidligere. 

Efterretningstjenesternes vurderinger af venstrefløjen 

Med baggrund i efterretningstjenesternes viden om venstrefløjens aktiviteter 

forsøgte de at vurdere, hvor langt de forskellige partier og grupperinger var 

parat til at gå for at ændre det danske samfund. Det kan straks slås fast, at 

ifølge efterretningstjenesternes vurderinger var udviklingen på venstrefløjen 

ikke alarmerende. Selv om der blev afholdt mange demonstrationer, kunne 

tjenesterne iagttage uændrede tendenser inden for venstrefløjen op gennem 

1960’erne. Eksistensen af en række fælles mål var ikke nok til at skabe enighed 

og forbedre samarbejdet på venstrefløjen, og uenigheden syntes ikke at 

have udsigt til at blive løst foreløbig. 26 Splittelsen havde allerede vist sig i forbindelse 

med det forværrede forhold mellem Kina og Sovjetunionen i begyndelsen 

af 1960’erne. 27 FE vurderede allerede i 1964, at der ikke var grobund 

for „den revolutionære sæd“ i Danmark, og at udsigterne for DKP, maoisterne 

eller andre revolutionære kræfter derfor ikke var videre gunstige. 28 Der var 

heller ikke umiddelbare tegn på international finansiering af de danske protestbevægelser 

og ej heller udenlandsk kontrol med urolighederne. 29 

I efteråret 1969 blev det afsløret, at FE havde placeret en aflytningscentral 

i en bygning i Kejsergade tilhørende Københavns Universitet. Centralen var 

25 FE’s arkiv, SikNyt, marts 1972. 


27 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1964, oktober 1963 – april 1964, s. 46. Splittelsen viste sig blandt 

front- og dækorganisationerne, der i den første halvdel af 1960’erne havde været ude af stand til at 

nå til enighed på grund af sammenstød mellem prokinesiske og prosovjetiske grupper. 

28 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1964, oktober 1963 – april 1964, s. 38. 


495

oprettet med godkendelse fra universitetets ledelse og havde formentlig til 

formål at følge telekommunikationen til og fra udenlandske repræsentationer. 

Kejsergade-sagen skabte en vis politisk uro, og man kunne frygte, at der 

stod udenlandske kræfter bag Kejsergade-centralens afsløring og de efterfølgende 

demonstrationer. 30 Det mente FE ikke, at der gjorde, og man havde 

heller ingen indikationer på, at aktionen mod Kejsergade-centralen var „bevidst 

styret“. FE så afsløringen af Kejsergade-centralen som et resultat af den 

tidsånd, der herskede blandt de unge på det pågældende tidspunkt i Europa, 

og det måtte antages, at lignende aktioner ville forekomme i fremtiden. 31 Ved 

udgangen af 1969 fik ungdomsoprøret i Danmark følgende kommentar fra 

FE: „Ungdomsoprøret som sådan er antagelig kulmineret, og frafaldet af 

mere eller mindre tilfældige medløbere er derfor stort. Tilbage står kun den 

lille og ideologisk fanatiske kerne.“ 32 

FE bemærkede samme år, at selv om venstreorienterede grupperinger dagligt 

fik stor presseomtale, afspejlede denne omtale ikke deres faktiske betydning. 

„På grund af en presseomtale, der ikke står i forhold til bevægelsernes 

tilslutning, vil menigmand ofte få det indtryk, at bevægelserne har større tilslutning 

end tilfældet er,“ fastslog FE. 33 Resultaterne af venstrefløjens aktiviteter 

blev anset for „ret små“, fordi så stor en del af den samlede indsats blev 

brugt på at bekæmpe rivaliserende grupperinger. 34 Heller ikke urolighederne 

omkring Verdensbankens møde i København i 1970 fik PET til at 

komme med advarende bemærkninger om venstrefløjens aktiviteter. I tiden 

efter Verdensbankens møde bemærkede tjenesterne den interne splittelse og 

svigtende tilslutning, som prægede den danske venstrefløj. 35 PET konkluderede, 

at selv om der var tale om en forholdsvis bred kreds af danske aktivister 

fra venstrefløjen, som stod bag urolighederne i september 1970, førte de voldelige 

uroligheder efterfølgende ikke til en større fælles forståelse, men derimod 

til en skærpelse af de interne konflikter og uenigheder i de involverede 

partier og organisationer. PET ville ikke afvise, at det kunne ende med en 

dybtgående splittelse. 36 „Det skete har givet stof til eftertanke hos den politisk 

modne del af venstrefløjen, der nok udadtil vil forsøge at bibringe offentligheden 

den opfattelse, at volden må tilskrives gadens pøbelelementer, men 

som indadtil underkaster sig en selvransagende analyse ud fra en indre tvivl 

om berettigelsen og hensigtsmæssigheden af de af dem selv iværksatte voldelige 

begivenheder,“ hed det om urolighederne ved Verdensbankens møde. 37 

30 Tage Kaarsted, De danske ministerier 1953 – 1972, 1992, s. 434-36. 

31 FE’s arkiv, Supplement til halvårsoversigt nr. 1 + 2 1969, s. 99. 




35 FE’s arkiv, SikNyt 1971 (dateret april 1972), s. 11-12. 




Ledende kræfter på venstrefløjen havde forgæves forsøgt at mobilisere kræfterne 

fra de forskellige grupperinger. 38 I den efterfølgende tid bemærkede 

PET en „tydelig afmatning m.h.t. deltagelse i demonstrationer“, og at de politiske 

aktiviteter kun kunne samle få hundrede deltagere. 39 Efterretningstjenesterne 

vurderede, at der i den brede befolkning kun var „ringe interesse“ 

for aktionerne og demonstrationerne, og urolighederne i forbindelse med 

Verdensbankens møde havde haft den konsekvens, at aktivisterne ikke længere 

havde en lige så bred opbakning som tidligere. 40 Brugen af voldelige 

midler havde ført til en yderligere splittelse på den danske venstrefløj, og det 

resulterede blandt andet i manglende samarbejde og koordinering. 41 Den udvikling 

betød, at efterretningstjenesternes interesse for venstrefløjen kølnedes. 

Op gennem 1970’erne forsvandt den danske venstrefløj i nogen grad ud 

af efterretningstjenesternes rapporter til fordel for andre emner som international 

terrorisme og fredsbevægelsen. 

Splittelsen på venstrefløjen blev i samtiden drøftet af de forskellige grupperinger 

og fraktioner ud fra den betragtning, at de jo stort set alle havde de 

samme mål. De ønskede en ændring af samfundet og indførelse af socialisme. 

„Vi må lære at kæmpe sammen for det, vi er enige om, og at diskutere det, vi 

ikke er enige om på en ordentlig måde,“ skrev Ib Nørlund i begyndelsen af 

1970’erne. 42 Det fik gang i diskussioner og drøftelser, som imidlertid blot 

understregede uenigheden. 43 

Selv om splittelsen besværliggjorde mulighederne for indflydelse, afholdt 

det ikke venstrefløjens forskellige partier fra at gøre sig overvejelser om, hvordan 

et fremtidigt samfund skulle se ud, når de en dag kom til magten. I vinteren 

og foråret 2003 viste en artikelserie i Weekendavisen, at man inden for 

Kommunistisk Arbejderparti (KAP) gjorde sig overvejelser om, i hvilken retning 

et nyt og bedre samfund skulle bevæge sig, når Kommunistisk Arbejderparti 

kom til magten. 44 Nogle af disse overvejelser kunne have fået alvorlige 

konsekvenser for de politiske modstandere, hvis KAP’erne havde haft 

38 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 194. For bedre at kunne forberede aktivisterne blev der 

fremstillet lærebøger i udførelse af aktioner, demonstrationer og aktivistisk politisk arbejde. VS besluttede 

i december 1970 at fremstille en sådan bog. 


40 FE’s arkiv, SikNyt 1970 (dateret april 1971), s. 10. 

41 FE’s arkiv, SikNyt 1970 (dateret april 1971), s. 11. Se også SikNyt september 1971 (dateret oktober 

1971), s. 3. 

42 Politisk Revy, nr. 183. 29/10-71. 

43 Se eksempelvis drøftelserne under overskriften „Samling på venstrefløjen?“ i Politisk Revy, nr. 192, 

194, 195, 196, 197 og 198. 

44 Weekendavisen, 3.-9. januar 2003, 10.-16. januar 2003, 17.-23. januar 2003, 24.-30. januar 2003, 31. 

januar-6. februar 2003 og 7.-13. februar 2003. Af disse artikler fremgår det blandt andet, at en af de 

interviewede havde modtaget våbentræning tilbage i 1970’erne og kendte til lignende forhold hos 

søsterpartiet i Norge. En af de interviewede påpegede, at de militære egenskaber blev tilegnet for at 

kunne imødegå en sovjetisk invasion. Også kamp- og skydetræningen hos søsterpartiet i Norge blev 

nævnt af flere. Weekendavisen 3.-9. januar 2003, 17.-23. januar 2003 og 31. januar-6. februar 2003. 

497

magt, som de havde agt. En af de interviewede, Jørgen Ramskov, husker drøftelser 

om, hvordan samfundet skulle ændres. „Domstolene skulle sættes ud af 

kraft, det samme gjaldt pressen og militæret, og bankerne skulle nationaliseres,“ 

fortæller han. Også „genskoling“ af anderledes tænkende blev drøftet, 

og i dag påpeger han de ubehagelige konsekvenser, dette kunne have fået. 

„Genopdragelseslejr har vist sig ofte at være synonymt med udryddelseslejr,“ 

bemærker han. 45 

Andre partier og grupperinger skabte tvivl om, hvorvidt de var parate til at 

anvende vold for at ændre samfundet. Udtalelser om det nødvendige i en bevæbning 

af arbejderklassen, anvendelsen af sabotage, væbnet kamp og revolutionens 

uundgåelighed har formentlig alle bidraget til at skabe en uro og 

usikkerhed om disse partiers og grupperingers midler til at nå deres mål samt 

medvirket til forøget overvågning fra efterretningstjenesternes side. I hvilket 

omfang de skarpe udtalelser blev omsat til handling i form af træning og uddannelse 

er fortsat ikke helt afklaret. Hvis det har fundet sted, har de danske 

efterretningstjenester enten ikke kendt til det eller fundet det for ubetydeligt 

at nævne i de periodiske rapporter. 

45 Interview med Jørgen Ramskov, Weekendavisen 10.-16. januar 2003. 


Den militære trussel mod Danmark 

1963-1978 

50 · FE’s vurderinger af østlige kapabiliteter 

og intentioner 1963-1970 

De danske militære efterretningsvurderinger blev i 1960’erne – som i den 

foregående periode – udarbejdet af Forsvarsstabens Efterretningsafdeling, 

der i 1967 blev direkte underlagt forsvarsministeriet og fik navnet Forsvarets 

Efterretningstjeneste (FE). Vurderingerne blev som i den spændingsfyldte periode 

i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne udsendt i form 

af ugeoversigter (lejlighedsvis som situationsrapporter). Fra juni 1964 udsendtes 

de som 14 dages-oversigter, der efterfølgende sammenfattedes i store halvårsoversigter 

(i et antal af ca. 80 eksemplarer). 

Denne udvikling må ses i forbindelse med afspændingen mellem USA og 

Sovjetunionen, der ifølge efterretningstjenesten kom til udtryk gennem 

undertegnelsen i juni 1964 af en aftale om genoprettelse af de konsulater, der 

havde været holdt lukket siden 1948, samt gennem en aftale om meteorologisk 

og medicinsk samarbejde på rumforskningsområdet. 1 Det blev ved omlægningen 

tilkendegivet af efterretningstjenesten, at man ville vende tilbage 

til en ugentlig udsendelse, om nødvendigt hyppigere, hvis situationen nødvendiggjorde 

det. 2 Den sidste fase i denne udvikling startede i året 1970, fra 

hvilket tidspunkt den løbende rapportering skete gennem månedsoversigter 

(plus en årsoversigt). En vigtig plads i rapporteringen indtog fra 1965 arbejdet 

„Truslen mod Danmark“, der fokuserede på de østlige kapabiliteter, der 

kunne sættes ind mod Danmark og nærområdet. Det her skildrede forløb 

omkring frekvensen af efterretningsvurderingerne illustrerer formentlig 

efterretningsbehovets omfang hos danske myndigheder og institutioner i den 

mere forhandlingsprægede og mindre spændingsfyldte periode, der afløste 

Berlinkrisernes tid. 

Som tidligere baserede FE sine analyser og vurderinger på efterretningsmateriale, 

der kom fra venligtsindede nabolande og særlige samarbejdspartnere, 

fra deltagelse i Alliancens arbejde med udarbejdelsen af den årlige rapport 

om Warszawapagtens intentioner og kapabiliteter (MC 161) samt ikke mindst 

1 Ugeoversigt 24/1964 (4.-10. juni 1964), s. 5. FE’s arkiv. 

2 Sst., s. 4. 

FE’S VURDERINGER AF ØSTLIGE KAPABILITETER OG INTENTIONER 499

fra egen indhentning i form af SIGINT, ELINT (elektronisk efterretningsindhentning) 

samt fotorekognoscering m.m., til sammen aktiviteter der havde et 

betydeligt omfang og dækkede centrale dele af Østersøen samt det nordlige 

Polen og DDR. Ifølge danske efterretningsfolk var Danmark en hovedleverandør 

af efterretninger fra det geografiske område, man havde specialiseret sig i. 

FE’s vurderinger af kapabiliteter på europæisk niveau 

Økonomi 

I efterretningstjenestens analyse af Sovjetunionens økonomiske formåen tegnedes 

allerede fra begyndelsen af 1960’erne et i forhold til 1950’erne afvigende 

billede. Sovjetunionen blev stadig betragtet som verdens næststørste 

industrination, men det konstateredes, at de høje økonomiske vækstrater, der 

havde kendetegnet 1950’erne (på ca. 7 %), var afløst af en meget mere moderat 

vækst (i 1963 på 3 % årligt). Som forklaring blev der især peget på landbrugssektorens 

„træghed“. Man hæftede sig ved, at Sovjetunionen i 1963 – for 

at opretholde levestandarden efter en fejlslagen høst – så sig tvunget til at importere 

hvede fra Vesten. 3 I slutningen af 1960’erne vurderedes situationen 

dog at være lysere for landbruget efter nogle år med god høst som følge af 

forbedringer med hensyn til korndyrkningen. I det samlede billede var det nu 

industrien, der fik skylden for den lavere økonomiske vækst. Som forklaring 

på industriens lavere stigningstakt blev der bl.a. peget på, at det tog alt for 

lang tid at få gennemført investeringer, og at det var vanskeligt at få produktivitetsforbedringer 

til at slå igennem. 4 

Den af Sovjetunionen i 1955 indledte bistands- og lånepolitik over for den 

tredje verden – der under betegnelsen „penetrationspolitikken“ til stadighed 

blev fulgt i efterretningsrapporterne – toppede på låneområdet i 1960, hvorefter 

låneindsatsen aftog noget. Undtagelsen var Cuba, der indtog en særstilling 

som hovedmodtager af sovjetisk økonomisk bistand. Fra 1964 tales dog 

om voksende sovjetisk aktivitet i Afrika og Asien og om et skarpt konkurrenceforhold 

Sovjetunionen og Kina imellem. Kina søgte nu også at vinde international 

indflydelse gennem långivning. FE’s vurdering i anden halvdel af 

1964 var, at Sovjetunionens Asien-politik var bestemt af, at landet på den ene 

side ikke ønskede at skade forholdet til USA og på den anden side ikke ville 

overlade det kommunistiske initiativ til Kina. 5 

3 Halvårsoversigt (i det følgende Halvårsov.). 1/1964, s. 18ff. FE’s arkiv. 

4 Halvårsov. 2/1968, s. 40; Halvårsov. 1/1969, s. 19. FE’s arkiv. 

5 Halvårsov. 1/1962, s. 17f; Halvårsov. 2/1964, s. 22f. FE’s arkiv. 


Forbundsfæller 

Som i 1950’erne fulgte efterretningstjenesten nøje udviklingstendenserne 

inden for den verdenskommunistiske bevægelse. Sovjetunionens kamp med 

Peking-regimet om førerpositionen blev fulgt i dens forskellige faser, ligesom 

bevægelserne på den europæiske scene registreredes. Den generelle tolkning 

synes at have været, at problemerne i forhold til Kina begrænsede og svækkede 

Sovjetunionens muligheder for at føre en interessebetonet politik. Det 

bemærkedes i 1963, at disciplinen syntes løsnet inden for østblokken, hvilket 

blev sat i forbindelse med Sovjetunionens forsoning med Jugoslavien og konflikten 

med Kina. 6 

Sovjetunionens politik over for Vesten i perioden efter Cubakrisen blev tolket 

som en videreførelse af Khrusjtjovs politik fra 1950’erne om fredelig sameksistens 

med Vesten. Gennem sin politik under Cubakrisen og justeringen af 

Tysklandspolitikken demonstrerede Sovjetunionen, at den ikke ville følge det 

kinesiske krav om en aggressiv politik over for Vesten. I en interessant vurdering 

fra efteråret 1963 hedder det således: „Østblokkens verdenspolitiske aktivitet 

har i udpræget grad været influeret af den sovjetisk-kinesiske konflikt. 

Man aner en proportionalitet i forværringen af forholdet til Kina og forbedring 

af forholdet til Vesten. I sidstnævnte henseende synes det overraskende 

at konstatere, at Sovjetunionens forbedrede relationer til Vesten ikke så 

meget er resultatet af en øjeblikkelig politisk omvurdering som en aktivisering 

af en latent politisk målsætning, der har været hæmmet af hensyn til 

Kina. Mange hensyn faldt formentlig allerede på grund af kinesernes holdning 

under Cuba-krisen, men først i april/maj 1963 fornemmer man viljen til 

gennemførelse af den fredelige sameksistenspolitik på bekostning af forholdet 

til Kina. Dette i forbindelse med Sovjetunionens store propagandamæssige 

udnyttelse af prøvestopaftalen gør nye skridt i retning af den kolde krig 

vanskeligere og kan derfor opfattes som tegn på, at Sovjetunionen virkelig 

har vilje til forhandling og løsning af store internationale spørgsmål. I modsætning 

til tidligere synes Sovjetunionen nu at være indstillet på at løse problemerne 

enkeltvis“. 7 

Fra midten af 1960’erne står det klart, at den kommunistiske verdensbevægelse 

var blevet spaltet i to lejre eller – som det udtryktes i en rapport – at der 

eksisterede en voksende „polycentrisme“. Det bemærkedes, at Sovjetunionen 

i 1964 – det år hvor grænseforhandlingerne mellem de to stater brød sammen 

– udfoldede en stærk retorik i forhold til Kina og bl.a. i en regeringserklæring 

trykt i Pravda i begyndelsen af maj 1964 beskyldte kineserne for at drive racepolitik 

som de nazistiske ledere. 8 

6 Halvårsov. 2/1963, s. 9. FE’s arkiv. 


8 Ugeoversigt 19-20/1964 (dækkende perioden 27. april til 10. maj), s. 7. FE’s arkiv. 


Khrusjtjovs fald i oktober 1964 forbedrede ikke afgørende klimaet mellem 

de to magter. Det blev snart konstateret, at den nye kollektive ledelse i Kreml 

ønskede at videreføre den fredelige sameksistens med Vesten og lagde vægt 

på at opbygge et positivt forhold til den nye amerikanske præsident Johnson, 

og at den efter nogle måneders afventende politik befandt sig i samme dybe 

modsætningsforhold til Kina som Khrusjtjov-styret havde gjort. I 1965 vurderede 

man dog, at den amerikanske udvidelse af Vietnam-krigen dette år 

ville forhindre en yderligere sovjetisk-amerikansk tilnærmelse, idet situationen 

i så fald ville blive udnyttet propagandamæssigt af Kina. 9 

Betydningen af de følgende års gentagne incidenter og sammenstød 

mellem sovjetiske og kinesiske tropper især ved Ussuri floden blev ikke overbetonet 

i de danske rapporter, hvor man så dem som en af konsekvenserne af 

den russiske ekspansionspolitik i området i tsartiden og af en uklar grænsedragning. 

Man ventede derfor heller ikke, at grænsetræfningerne skulle udvikle 

sig til en storkrig mellem Sovjetunionen og Kina, noget man anså for 

udelukket af ideologiske grunde. „Den konventionelle udbygning af de sovjetiske 

væbnede styrker langs den kinesiske og sovjetiske grænse kan derfor 

snarest ses som led i den kendte sovjetiske sans for overdimensionerede sikkerhedsdispositioner“. 

10 

Sovjetunionen søgte gennem 1960’erne at vinde tilslutning til en verdenskonference, 

der kunne gennemføre det endelige ideologiske opgør med 

Maos Kina og befæste Sovjetunionens ledende rolle inden for verdenskommunismen, 

men fandt kun begrænset lydhørhed. Fra dansk side forudså man 

dog, at de vestlige kommunistpartier ville støtte Moskva, men man stillede sig 

tvivlende overfor om lande som Rumænien og Jugoslavien kunne acceptere 

en fordømmelse af Kina, som kunne få konsekvenser for dem selv, idet de derved 

kunne siges at have godkendt et princip om „begrænset suverænitet“. 11 

Konferencen, der gennemførtes i Moskva i juni 1969, vurderedes kun som en 

begrænset sejr for det sovjetiske kommunistparti – og som et nederlag for 

verdenskommunismen – idet slutdokumentet var tvetydigt og ikke tog stilling 

til afgørende spørgsmål som invasionen i Tjekkoslovakiet og konflikten 

mellem Sovjetunionen og Kina. 12 

Krise i Øst: Invasionen af Tjekkoslovakiet 1968 

Sovjetunionens stadige problemer med at bevare kontrollen over udviklingen 

inden for Østblokken blev også i 1968 fulgt nøje af den danske efterretnings- 




12 Halvårsov. 2/1969, s. 15f. FE’s arkiv. 


tjeneste. Uenigheden mellem Sovjetunionen og Rumænien var et tilbagevendende 

tema i oversigterne, men ifølge FE indledtes en ny urofase fra sommeren 

1967, idet der både i Polen og Tjekkoslovakiet blev tilkendegivet utilfredshed 

med Østblokkens holdning under 1967-krigen mellem Israel og de 

arabiske lande. 

I begyndelsen af året 1968 hæftede FE sig især ved studenterurolighederne 

i Polen, der snart viste sig at være uden folkelig støtte og blev slået ned med 

hård hånd af myndighederne. De påfølgende udrensninger, der også var antisemitisk 

farvede, blev styret af den nationalistiske „partisangruppes“ leder, 

indenrigsminister Moczar, hvem det dog under en intern magtkamp i partiet 

ikke lykkedes at få besat forsvarsministerposten med en af sine tilhængere; 

posten blev i stedet besat med viceforsvarsminister og generalstabschef 

Wojciech Jaruzelski. 13 Det vurderedes efterfølgende, at tildragelserne ikke 

havde indflydelse på Polens stilling inden for Østblokken og Warszawapagten. 

Fra marts 1968 kom imidlertid det politiske systemskifte i Tjekkoslovakiet – 

det, der senere blev kaldt „foråret i Prag“ – i centrum af efterretningstjenestens 

opmærksomhed. 

Uden at det specifikt blev præciseret i rapporterne, stod efterretningstjenesten 

som under tidligere kriser i Øst med en væsentligt forøget varslings- og 

efterretningsopgave, hvor man i første række skulle svare på, om der var indikationer 

på, at krisen ville få konsekvenser for Vesten og dermed nødvendiggøre 

politiske og militære forholdsregler. Kunne NATO-landene blive direkte 

involveret i den krise, der aftegnede sig for Sovjetunionen og 

Warszawapagten? Men andre spørgsmål rejste sig naturligt også for beslutningstagere 

og analytikere i Vesten. Skulle der fortsat herske kronisk uro i 

Østblokken? Hvor langt ville Sovjetunionen gå for at hævde sin autoritet 

inden for sin egen kreds etc.? Hvordan end disse spørgsmål blev besvaret, 

skulle man på et tidspunkt tage stilling til det overordnede spørgsmål om, i 

hvilket omfang de disciplinære problemer i øst ville få indflydelse på 

Sovjetunionens hele autoritet og Østblokkens militære styrke. Med andre ord: 

indebar den fornyede uro i satellitlandene og uenigheden inden for verdenskommunismen 

en svækkelse af den politiske og militære udfordring, 

Sovjetunionen udgjorde for Vesten? 

I analysen af den tjekkoslovakiske ledelseskrise, der førte til udskiftning af 

det gamle stalinistisk prægede regimente i Prag i begyndelsen af året 1968, 

var det i starten den danske tolkning, at den af Aleksander Dubček indledte 

reformpolitik i Tjekkoslovakiet kunne være acceptabel for Sovjetunionen, der 

formodedes at have tillid til, at partiets nye førstesekretær kunne styre den. 

Dubček, der havde levet og var blevet skolet i Sovjetunionen, blev tolket som 

en Sovjetunionens mand, der næppe ville ændre på landets udenrigspolitik. 14 

13 Efterretningsoversigt (forkortet EO) 9/1968, s. 7f. FE’s arkiv. 

14 EO 2/1968, s. 8f. FE’s arkiv. 


Allerede i marts 1968 registreredes imidlertid i København de kommunistiske 

nabostaters voksende utilfredshed med udviklingen i Tjekkoslovakiet, hvor 

især forslaget om at give parlamentet øgede beføjelser (på kommunistpartiets 

bekostning) samt de frihedsgrader, som den tjekkoslovakiske presse hurtigt 

havde tiltaget sig, skabte uro. Tysksprogede tjekkoslovakiske aviser blev snart 

tilbageholdt i DDR. 

Det politiske pres fra andre Warszawapagtlande udviklede sig i maj 1968 til 

et egentligt tvangsdiplomati over for Tjekkoslovakiet, idet Sovjetunionen fra 

8. maj iværksatte omfattende troppebevægelser. Hermed blev krisen også militært 

et internationalt anliggende. I en udsendt situationsrapport fra 22. maj 

1968 betegnede FE de forskellige aktiviteter mod Tjekkoslovakiet i form af 

presseadvarsler, møder og militære bevægelser som „psykologisk krigsførelse“, 

der havde som mål at bremse reformprocessen i Tjekkoslovakiet og gøre det 

muligt for Dubcek at styre udviklingen ind i mere acceptable baner. Det vurderedes, 

at det ikke var Sovjetunionens hensigt i den nuværende situation at 

gennemføre en militær intervention, men at udbredelse af rygter om en sådan 

kunne være led i den psykologiske krigsførelse. 15 

I en efterfølgende oversigt blev det påpeget, at Sovjetunionen siden generalsekretær 

Bresjnevs tale af 30. marts 1968 – der rummede indirekte kritik af 

den tjekkoslovakiske ledelse – havde iværksat en omfattende kampagne mod 

ideologiske afvigelser. Man bemærkede også fra dansk side, at Polen (og 

DDR) i modsætning til flere andre østlande i stigende grad kritiserede udviklingen 

i Tjekkoslovakiet, og at Gomulka-regimet helt stillede sig på 

Sovjetunionens side. 16 Hermed antydede FE en formodning om, at de reformistiske 

tendenser i Østblokken ikke ville brede sig til Polen og dermed implicere 

et Danmark nærtliggende østland. 

Efter sovjetisk pres gik Tjekkoslovakiet med til en Warszawapagt-øvelse på 

landets jord i dagene fra 20.-30. juni 1968. Der var tale om en stabsøvelse med 

begrænset troppedeltagelse, der ifølge FE strakte sig fra Böhmen-Mähren til 

det sydlige Polen og måske også omfattede en del af Østtyskland. Såvel i den 

tjekkoslovakiske presse som fra militært hold i Tjekkoslovakiet blev det betonet, 

at der alene var tale om en stabsøvelse, der ikke ville blive efterfulgt af 

fast stationering af Warszawapagt-tropper i landet. 17 

I juli bedømte man fra dansk side udviklingen omkring Tjekkoslovakiet 

som „alvorlig“, idet den tjekkoslovakiske ledelse afviste et topmøde med de øvrige 

Warszawapagt-lande samtidig med, at der stadig befandt sig sovjetiske 

tropper i landet. 18 Først efter Bratislava-topmødet den 3. august 1968 – der 

15 EO 12/1968 af 22. maj 1968. Rapporten er på to sider, der alene er viet situationen omkring 

Tjekkoslovakiet. FE’s arkiv. 

16 EO 13/1968, s. 9. FE’s arkiv. 

17 EO 15/1968, s. 8 og 14f; en fyldig gennemgang af faserne i øvelsen „Böhmerwald“ findes i EO 

16/1968, dateret 11. juli 1968, s. 11-14, 25. I oversigten findes to kort over øvelsens faser. FE’s arkiv. 

18 EO 16/1968 af 11. juli 1968, s. 4. FE’s arkiv. 


lagde stærke bånd på det tjekkoslovakiske kommunistparti – forlod de sidste 

sovjetiske styrker landet. FE’s vurdering efter dette møde var, at krisen var bilagt 

„indtil videre“, men at den tjekkoslovakiske ledelse også befandt sig i en 

meget vanskelig situation på grund af befolkningens krav til den. Det blev 

også påpeget, at der befandt sig ekstra Warszawapagt-styrker i grænseområderne 

til Tjekkoslovakiet i en størrelsesorden af 12-15 divisioner (alle sovjetiske 

på nær to polske divisioner), dvs. ca. 150.000 mand. Styrkens tilstedeværelse 

var ifølge FE udtryk for den sovjetiske vurdering, at det stadig kunne 

blive nødvendigt med en militær indgriben. 19 

På dette tidspunkt (den 23. juli) havde Sovjetunionen ifølge FE også påbegyndt 

en „logistisk øvelse“ i de vestlige militærdistrikter af landet. Denne 

øvelse udstraktes 30. juli til Polen og Østtyskland. Logistikøvelsen afsluttedes 

10. august og fortsattes med en stabsøvelse i tiden 11.-20. august. Øvelserne 

viste sig senere ved invasionen af Tjekkoslovakiet i august måned at have tjent 

som dække for en skjult mobilisering af reservestyrker samt for tilførsel af 

ekstra styrker og forsyninger til DDR. Lukning af polske og østtyske jernbaner 

for godstransport konstateredes også og vurderedes at skjule forlægning af 

sovjetiske styrker. FE konstaterede ligeledes forøget beredskab ved de østtyske 

og polske styrker samt forlægning af en østtysk stab til Warszawapagt-hovedkvarteret 

i Legnica i Polen og satte alt dette i forbindelse med situationen omkring 

Tjekkoslovakiet. 20 

Warszawapagt-styrkerne i de til Tjekkoslovakiet grænsende områder voksede 

ifølge FE i løbet af august til ca. 24 divisioner, hvortil kom en flystyrke på ca. 

260 sovjetiske fly. Det var disse styrker på formentlig mellem 225.000 og 

250.000 mand, der – forstærket gennem indsættelse af et stort antal sovjetiske 

transportfly – foretog invasionen af Tjekkoslovakiet natten mellem den 20. og 

21. august 1968 og besatte landet uden at møde væbnet modstand. Invasionen 

kom, som det fremgår af ovenstående, på ingen måde uventet for de 

vestlige efterretningstjenester. Invasionen blev gennemført som en koordineret 

Warszawapagt-hær- og flyoperation, hvori deltog styrker fra alle medlemslande 

med undtagelse af Rumænien. De ungarske og bulgarske styrkebidrag 

var dog kun symbolske og tjente til demonstration af enighed. FE foretog 

en samlet gennemgang af de militære bevægelser i forbindelse med invasionen 

i en efterretningsoversigt, der blev udsendt 12. september 1968. 21 

En mere omfattende vurdering af operationens militære detaljer blev ikke 

foretaget i efterretningsoversigterne. Det fremgår således ikke af dette materiale, 

om operationen bekræftede de forestillinger, man havde sig dannet sig 

i de vestlige efterretningstjenester om Sovjetunionens og Warszawapagtens 

evne til at samle tropper og deployere dem hurtigt. 

19 EO 18/1968 af 8. august 1968, s. 4ff. FE’s arkiv. 

20 EO 18/1968 af 8. august 1968, s. 17ff. – EO 17/1968 (om Tjekkoslovakiet) og EO 19/1968 af 16. 

august 1968 mangler i FE’s arkiv. FE’s arkiv. 

21 EO 21/1968, s. 16-26 (med tre kort). FE’s arkiv. 


Det blev dog bemærket, at Prag blev besat af en luftbåren styrke, ligesom 

der blev kastet luftbårne styrker ned ved flere flyvepladser. Man hæftede sig 

også ved, at besættelsen af de tjekkoslovakiske flyvepladser foregik „gnidningsløst 

og med stor præcision, således landede An-12 transportfly i Prags 

lufthavn med ca. 1 minuts mellemrum i de første timer efter invasionen“. Det 

tilføjedes dog samtidigt, at der ikke fra tjekkoslovakisk side blev taget modforholdsregler. 

22 Det rapporteredes også, at den i Danmark velkendte polske 6. 

luftbårne division havde deltaget i operationerne og formentlig været under 

sovjetisk kommando. Det påpegedes også, at invasionsstyrkerne efter få dage 

fik problemer med forsyninger af proviant og drivmidler. Der blev ikke foretaget 

nogen afvæbning af de tjekkoslovakiske styrker. 

FE formodede, at store sovjetiske styrker ville forblive i landet som besættelsesmagt 

under den fortsat uafklarede politiske situation og fik ret i antagelsen. 

Efter afslutningen af en påtvungen stationeringsaftale mellem Sovjetunionen 

og Tjekkoslovakiet af 16. oktober, der blev ratificeret allerede to 

dage efter, begyndte de mindre Warszawapagtlandes styrker at forlade landet, 

og sovjetiske styrker gik i gang med at overtage kaserner i den vestlige del af 

landet, samtidig med at tjekkoslovakiske styrker sendtes østpå. Stationeringsaftalen 

havde i den offentliggjorte tekst samme indhold som lignende aftaler 

med Polen, Rumænien, Ungarn og DDR fra 1950’erne, men sagde intet om 

den sovjetiske besættelsesstyrkes omfang. Dette punkt skulle bestemmes gennem 

særskilt overenskomst. 23 


23 EO 24/1968 af 24. oktober 1968, s. 7. FE’s arkiv. 

Kort over sovjetiske indflyvninger 

ved invasionen 

af Tjekkoslovakiet i 1968, 

udarbejdet af FE. (FE). 


Den ekstra årvågenhed, der udvistes fra de vestlige efterretningstjenesters 

side i forbindelse med den tjekkoslovakiske krise, skyldtes bl.a., at det ikke 

kunne udelukkes, at krisen kunne få konsekvenser for Vesten. Som vi skal se 

i det følgende, indgik det både i 1960’erne og 1970’erne som en – om end 

ikke specifikt fremhævet – mulighed i det vestlige trusselsbillede, at en Øst- 

Vest-konflikt kunne vokse ud af en opstand i et østland. Set på afstand i 2005 

forekommer denne mulighed måske ikke særlig sandsynlig, al den stund en 

sovjetisk militæroperation, der tjente til undertrykkelse af en forbundsfælle, 

militært set ville udgøre en umulig udgangsposition for offensive operationer 

mod Vesten. Vesten havde også som tidligere beskrevet allerede i 1950’erne 

fraskrevet sig muligheden af at gribe ind militært i Østblokkens indre anliggender. 

Men det kunne selvsagt ikke udelukkes, at det kunne komme til episoder 

eller til en direkte konfrontation, f.eks. hvis østlige militære enheder 

søgte at overgive sig til vestlige lande i forbindelse med en intern konflikt 

inden for Warszawapagten, eller hvis Sovjetunionen mistolkede intentionerne 

bag vestlige beredskabsforanstaltninger. 

Det stod antagelig ret hurtigt i kriseforløbet klart for de vestlige efterretningstjenester, 

at udviklingen ikke behøvede at implicere Vesten. Der er ingen 

varsler i det danske efterretningsmateriale om, at krisen omkring Tjekkoslovakiet 

skulle få direkte implikationer for Vesten. Det vil sige, at den danske 

efterretningstjeneste og de øvrige vestlige efterretningstjenester kun havde 

iagttaget et begrænset antal af de indikatorer, der kunne tolkes som tegn på 

opbygning af et østligt aggressionsberedskab. Det må vel på den baggrund opfattes 

som en rutinealarmering, når danske styrker ifølge oplysninger fra danske 

officerer i forbindelse med invasionen rykkede ud af garnisonerne udstyret 

med skarp ammunition. 

Fra østlig side opretholdtes i august i perioden op til invasionen normal 

øvelsesvirksomhed i Østersøen og i DDR samtidig med, at der i DDR som 

„unormale træk“ blev konstateret forlægning af „væsentlige dele af de sovjetiske 

styrker i Østtyskland“ samt forlængelse af afspærringstiden for to områder, 

der var lukket for de allierede militærmissioner. Sovjetunionens store 

flådeøvelse i Atlanterhavet i juli 1968, „Sever“, blev mod sædvane annonceret. 

24 Uden at det specifikt blev præciseret af FE, kunne dette forhold og 

den fortsatte øvelsesvirksomhed i Østersøen opfattes som et signal fra Øst til 

NATO-landene om, at normalbilledet var fremherskende. Omkring invasionen 

iagttoges øget beredskab ved styrkerne i Østtyskland og ved de tre Østersøflåder. 

I Danmark konstateredes som ved tidligere kriser rejseaktivitet hos 

de østlige diplomater, men det var vurderingen hos FE, at de meget sent var 

blevet orienteret om invasionen. Der blev ikke iagttaget nogen agentvirksomhed 

i Danmark under hele forløbet. 

24 EO 16/1968, s. 4. FE’s arkiv. 


De mest konkrete østlige kriseforanstaltninger uden for egne områder blev 

iagttaget i Østersøen og de danske farvande, idet man fra østside fra 21. august 

supplerede de normale patruljer ved Sundets sydlige del (øst for Møn og 

i Femer Bælt) med nye patruljer ved Skagen (sovjetisk ELINT-trawler, dvs. 

trawler til elektronisk efterretningsindhentning), i Kiel Bugt (sovjetisk minestryger), 

syd for Langeland (østtysk ELINT-skib), syd for Trelleborg i Skåne 

(sovjetisk antiubådsfartøj) og i farvandet syd for Bornholm (polsk landsætningsfartøj). 

Samtidig foretog sovjetiske, østtyske og polske enheder på skift 

daglige omsejlinger af Sjælland. Efter 25. august blev den østlige patruljering 

gradvis formindsket, og 5. september var den tilbage på normalt niveau. 25 

Den 23. august blev der over Østersøen og Bornholm konstateret forsøg på 

at forstyrre danske radarstationers virksomhed gennem „chaff“ (også kaldet 

„window“), dvs. udkastning af stof, der indvirkede på radarens funktion. Det 

betegnedes i rapporten som et nyt middel til passiv forstyrrelse af radar. Det 

lykkedes ikke ifølge FE at opsamle dette stof og konstatere årsagen til radarforstyrrelsen. 

26 Der var ingen vurdering af dette forsøg på at vanskeliggøre 

dansk efterretningsindhentning. 

Der var heller ingen FE-vurdering i oversigterne af årsagerne til den udvidede 

østlige patruljeaktivitet i de danske farvande – en aktivitet, vi som tidligere 

nævnt også så udfoldet i perioden umiddelbart efter Cubakrisen i 1962. 

Den mest sandsynlige forklaring er i dag, at der var tale om rapportering og 

varsling for Øst i en fase, hvor Warszawapagtens ledelse var usikker med hensyn 

til Vestens reaktioner – i en situation, hvor der fandt NATO-manøvrer sted 

i Forbundsrepublikken Tyskland (øvelserne „Sorte Løve“ og „Grå Bæver“) – 

og selv skønnede at være sårbar på grund af det tjekkoslovakiske engagement. 

Med omsejlingerne af Sjælland har man formentlig søgt at få overblik over 

den danske flådes og andre vestlige flåders beredskabsforanstaltninger i stræderne. 

Det var givetvis en præmis for den østlige varsling i Østersø-området, 

at Vesten under en tilspidsende international krise ville øge aktiviteterne i 

stræderne og i alvorligste tilfælde forberede udlægning af miner. 

Den danske vurdering af krisens årsager var efter besættelsen af Tjekkoslovakiet, 

at der var tale om en intern krise, hvor ledelsen i Kreml af hensyn til 

de indenrigspolitiske følger i Østeuropa ikke ville tillade divergerende tolkninger 

af den kommunistiske ideologi. Udviklingen ville også indebære en 

for Sovjetunionen uacceptabel ændring af status quo i Europa til USA’s fordel. 

Det var – som FE var klar over – i hovedsagen samme tolkning som sovjetiske 

myndigheder selv fremlagde. 27 

25 EO 21/1968 af 12. sept. 1968.- Her gives på s. 26-28 en oversigt over den østlige flådetrafik og den 

østlige civile sejlads i de danske farvande. FE’s arkiv. 

26 EO 25/1968 af 7. november 1968. FE’s arkiv. 

27 EO 21/1968, s. 5. FE’s arkiv. 


Det konstateredes efter invasionen af Tjekkoslovakiet, at den havde resulteret 

i direkte protester i Sovjetunionen i form af en mindre demonstration 

på Den Røde Plads (!) samt mere indirekte protester fra sovjetiske forfattere 

og intellektuelle. Lignende reaktioner var set i andre østlande og kunne 

ifølge FE resultere i stramninger fra myndighedernes side. I en senere kommentar 

fra 1969 etablerede efterretningstjenesten en vis kobling mellem disse 

års gæring i det sovjetiske kulturliv og den kulturelle udvikling i 

Tjekkoslovakiet, idet man mente, at det sovjetiske kommunistparti frygtede, 

at den fra Tjekkoslovakiet udgående kulturelle frigørelse ikke kunne holdes i 

tømme og kunne brede sig til Polen og Sovjetunionen. 28 

Det var en kendsgerning, at der efter indgåelsen af aftalen af 16. oktober 

ville blive stationeret sovjetiske styrker i Tjekkoslovakiet, og man vurderede, 

at de ville forblive i landet en rum tid. Man regnede med, at styrken, der benævntes 

„Centralgruppen“, ville bestå af enheder fra de vestlige militærdistrikter 

i Sovjetunionen, der ville blive suppleret med nye styrker. Styrken 

blev i det tidlige forår 1969 opgjort til at omfatte to armeer, der bestod af to 

panserdivisioner og 4-5 motoriserede infanteridivisioner. 29 

Det viste sig ikke helt let for FE at gøre det sikkerhedspolitiske facit op 

efter invasionen af Tjekkoslovakiet. Efterretningstjenesten ønskede ikke i situationen 

umiddelbart efter invasionen at tage konkret stilling til, om stationeringen 

indebar, at truslen mod Vesten var øget, og henholdt sig til manglende 

viden om besættelsesmagtens størrelse, men også til usikkerheden med 

hensyn til det tjekkoslovakiske forsvars effektivitet efter invasionen. Derimod 

hæftede man sig ved den uden tvivl for de vestlige efterretningstjenester tankevækkende 

kendsgerning, at Sovjetunionen havde formået at gennemføre 

en delvis mobilisering under dække af øvelse („logistikøvelsen“), samt at det 

lykkedes delvis skjult at fremføre større styrker fra baglandet til Østtyskland. 

FE udtrykte det teknisk ved at sige, at to varslingsmæssige indikatorer var vanskeligere 

at konstatere end hidtil antaget. 30 

Først i september 1968 præsenterede FE sin vurdering af invasionen. Det 

hed sig nu, at de øgede sovjetiske styrker demonstrerede den sovjetiske vilje 

til at fastholde status quo politisk og militært i Centraleuropa. Ifølge FE 

kunne den øgede styrke dog ikke umiddelbart opfattes som en øget trussel 

mod NATO-området, idet styrkens primære opgave i hvert fald foreløbig var 

af besættelsesmæssig karakter. Der blev ikke givet nogen eksplicit vurdering af 

de trusselsmæssige implikationer for Vesten af det forhold, at Sovjetunionen 

på ny havde set sig nødsaget til at gribe militært ind i en forbundsfælles indre 

forhold og stationere besættelsesstyrker på dennes territorium. Spørgsmålet, 

om Sovjetunionen overhovedet ville være i stand til at føre en offensiv krig, 

28 OE 24/1968, s. 7ff., Halvårsov. 1/1969 af 29. april 1969. FE’s arkiv. 

29 Halvårsov. 1/1969 af 29. april 1969, s. 10. FE’s arkiv. 

30 EO 21/1968, s. 6. FE’s arkiv. 


hvis det samtidig skulle undertrykke opsætsige allierede, blev heller ikke rejst. 

Gik Warszawapagten under alle omstændigheder ikke ind i en periode, hvor 

de eksisterende krigsplaner måtte revideres? 

FE vurderede det som tillige „lidet sandsynligt“, at Sovjetunionen ville 

iværksætte en lignende pludselig aggression mod et NATO-land. Dette ventedes 

ikke at ske, „så længe Sovjetunionen tror på magtbalancen i Europa“, hed 

det. Men hvis denne balance forrykkedes til Sovjetunionens favør, f. eks. ved 

antydningen af svigtende NATO-solidaritet eller hvis de sovjetiske styrker ikke 

forlod Tjekkoslovakiet efter at have fået fuld kontrol over landet, ville sandsynligheden 

for en sovjetisk aggression stige. 31 

Denne vurdering af sammenhængen mellem ringe konfliktsandsynlighed 

og tilstedeværelsen af en troværdig magtbalance i Europa optræder også, som 

det vises nedenfor, i et næsten samtidigt FE-papir fra 16. oktober 1968, og afspejlede 

en tolkning, der havde været gængs i Storbritannien og i NATOkredse 

siden 1950’ernes begyndelse, men formentlig var blevet aktualiseret af 

de seneste begivenheder. 

Den overordnede vurdering var altså, at de sovjetiske divisioner, der nu var 

stationeret i Tjekkoslovakiet, ikke i sig selv udgjorde en øget trussel for 

Vesten, men at de kunne udvikle sig til at blive det, hvis de forblev i Centraleuropa, 

efter at situationen i Tjekkoslovakiet var stabiliseret. En ny statusopgørelse 

måtte således foretages på et tidspunkt. Selvom invasionen af 

Tjekkoslovakiet således ikke i sig selv – og også fordi de sovjetiske motiver til 

at beslutte den var så klare – ændrede på trusselsbilledet, så faldt den i en periode, 

hvor dette billede – som det nærmere skal blive beskrevet nedenfor – 

blev underkastet en vis justering som følge af Sovjetunionens øgede internationale 

aktiviteter og voksende kapacitet på forskellige militære felter. 

Invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968 bidrog utvivlsomt til at rette opmærksomheden 

mod nye kapabiliteter i det sovjetiske militærapparat, der til stadighed 

blev udvidet og forbedret, herunder den voksende kapacitet til lufttransport 

og gennemførelse af luftlandsætninger samt evnen til at mobilisere hemmeligt. 

Det bør også bemærkes – det omtales ikke i de periodiske rapporter – 

at en videre følge af besættelsen af Tjekkoslovakiet var, at den omfattende sovjetiske 

propagandakampagne mod de vesteuropæiske staters fornyelse af 

NATO-medlemskabet i 1969, der også gav sig udslag i Danmark, helt mistede 

slagkraft. 

Allerede kort efter besættelsen af Tjekkoslovakiet konstaterede den danske 

efterretningstjeneste, at Sovjetunionen udfoldede omfattende bestræbelser 

på at bortlede opmærksomheden fra Tjekkoslovakiet, og at selvom 

Sovjetunionen „selvbevidst og næsten aggressivt“ forsvarede invasionen, så 

søgte det snart på de fleste storpolitiske områder at vende tilbage til den nor- 

31 EO 21/1968 af 12. sept. 1968, s. 5-6. FE’s arkiv. 


male rutine, „som om intet var hændt“. Man bemærkede også, at Sovjetunionen 

fastholdt, at besættelsen af Tjekkoslovakiet ikke havde ført til nogen 

ændring af status quo i Europa. I den første halvårsoversigt fra FE fra 1969 siges 

det, at Sovjetunionen søgte at reducere det skete til et „internt familieskænderi“ 

og bestræbte sig på at holde dialogen med USA i gang. 32 

Militære forhold 

På det militærstrategiske område registrerede de danske rapporter først mod 

1960’ernes slutning afgørende nyudviklinger. Det påpegedes nu, at det sovjetiske 

interesseområde igennem de seneste år var blevet udvidet til at omfatte 

hele kloden og man hæftede sig i rapporterne især ved følgende tendenser, 

der alle – fraset udviklingen med hensyn til strategiske kernevåben – 

havde direkte konsekvenser for Danmark. De var: 

– udvidelse af den sømilitære aktivitet til det globale niveau; 

– øget prioritering af strategisk mobilitet; 

– etablering af en nuklear magtbalance på de interkontinentale missilers 

område; 

– øget interesse for konventionel krigsførelse. 

De nye tendenser vil blive behandlet mere udførligt nedenfor. 

Hærstyrker 

De periodiske oversigter påpegede en vis reduktion af de sovjetiske landmilitære 

styrker i årene frem til midten af 1960’erne. Medens de samlede sovjetiske 

styrker i 1962 blev anslået til mellem 3,2 og 3,5 millioner mand og omfattede 

en hær på 150 divisioner (med i alt 2,2 millioner mand), var disse tal 

i den anden halvårsoversigt fra 1964 sat ned til 140 divisioner med en personelstyrke 

på 1,9 millioner mand. 33 I 1965 blev den samlede styrke anslået til 

at være på 1,6 mio. mand fordelt på 138 divisioner, af hvilke de 106 hørte til 

kategori I og II (med henholdsvis 85 % og 60 % personelstyrke) og derfor 

kunne indsættes straks eller med få dages varsel. 34 Med relativt få ændringer 

bibeholdtes dette billede 1960’erne ud. 

Bag de anførte tal gemte der sig ifølge rapporterne imidlertid også en omstrukturering 

af styrkerne, idet de motoriserede infanteridivisioner angaves at 

være reduceret fra 114 divisioner til 91 i perioden, medens antallet af panser- 


33 Halvårsov. 2/1962, s. 33f; Halvårsov. 2/1964. FE’s arkiv. 



divisioner til gengæld var vokset fra 28 til 40. Hertil kom syv luftbårne divisioner. 

Væksten i antallet af de mere slagkraftige panserdivisioner gjorde, ifølge 

FE’s analyser, at den samlede kampkraft blev opretholdt. 35 

Af de sovjetiske divisioner opgaves i 1964 de 116 til at være disloceret vest 

for Ural, medens der skulle befinde sig 24 divisioner øst for Ural. Tjenestetiden 

for hovedparten af de sovjetiske hærstyrker blev i 1967 nedsat fra tre til 

to år. Denne ændring blev vurderet til at give mindre effektive styrker, men 

indebar omvendt at et større antal modtog en militær uddannelse og øgede 

derved mobiliserings-muligheden. 

Flådestyrker 

I Danmark fulgte man som tidligere nøje udviklingen på flådeområdet og påpegede, 

at den sovjetiske flådetilstedeværelse på verdenshavene i 1960’erne 

antog helt nye former. De første omfattende flådeøvelser uden for egne farvande 

(i 1961 og 1962) videreførtes op igennem 1960’erne og voksede til stadighed 

i omfang. Øvelserne fandt sted i farvandene mellem Skotland og Island. 

Flådeøvelsen „Sever“ i juli 1968 var ifølge FE bemærkelsesværdig, idet 

der for første gang sideløbende blev afholdt flådeøvelse i Atlanterhavet, ud 

for den norske kyst og i Østersøen. Sovjetunionen øvede ligeledes for første 

gang amfibieangreb ved den norske kyst. 36 

I Middelhavet konstateredes således en permanent tilstedeværelse af et voksende 

antal sovjetiske enheder (30-40). I 1969 registreredes forbigående hele 

65 sovjetiske flådefartøjer der. 37 

Den overordnede vurdering af den maritime udvikling var op igennem 

1960’erne, at Sovjetflådens opgaver var defensive og bestod i afprøvning af 

doktriner for afvisning og bekæmpelse af den trussel for Sovjetunionen, der 

udgik fra den amerikanske Strike Fleet og af den amerikanske ubådsflåde. I 

det danske nærområde kunne Sovjetflåden – inden for den overordnede defensive 

orientering – have offensive optioner. 38 Uden at det blev sagt direkte, 

måtte dette indebære, at Sovjetflåden i en forsvarskamp mod den amerikanske 

flåde kunne få brug for at besætte stræderne og det danske søterritorium. 

Som det skal ses i det følgende afsnit om perioden efter 1970, ændres vurderingen 

af Sovjetflådens opgaver omkring 1970 til en større betoning af det 

offensive aspekt. 

35 Sst. 

36 Halvårsov. 2/1968, s. 84ff. Her også to kort over øvelsesområderne. FE’s arkiv. 


38 Halvårsov. 2/1965, s. 42. FE’s arkiv. – Endnu i oktober 1968 hedder det, at det endnu i nogen tid 

må være sådan, at „Sovjets øgede aktivitet i sømilitær henseende, ud fra en global betragtning må karakteriseres 

som defensiv“. FE’s arkiv. K/p Danmark, 16. oktober 1968: Hvilken trussel eksisterer i dag 

og forventes at ville eksistere i de nærmeste kommende år? (Oktober 1968), s. 4. 


Som indikator på de nye tendenser på det maritime område anførte FE, at 

antallet af passager af sovjetiske flådehjælpeskibe gennem de danske farvande 

blev fordoblet fra 1967 til 1968. I oversigten fra andet halvår 1969 blev der på 

den baggrund givet en almindelig oversigt over den sovjetiske hjælpeskibsflåde, 

der angaves at omfatte 270 skibe. I denne flåde indgik mere end tyve 

forskellige kategorier af fartøjer omfattende bl.a. forskningsskibe, slæbebåde, 

forsyningsskibe, værkstedsskibe etc. Som vi skal se i det følgende, var man fra 

dansk side forsigtig med at drage for vidtgående konklusioner med hensyn til 

konsekvenserne for Danmark af denne forøgede trafik gennem de danske 

stræder. Man fremførte dog forsigtigt, at man måtte drage den slutning, at 

Sovjetunionen i forbindelse med en ny flådestrategisk målsætning „har set sig 

nødsaget til at udvide Østersøflådens opgaver til også at omfatte forsyninger 

af udenfor værende flådestyrker“. 39 

Fly 

Warszawapagtlandenes samlede flystyrke blev efter en begrænset reduktion, 

der indledtes i efteråret 1963, i midten af 1964 anslået til at omfatte ca. 14.200 

fly, af hvilke de 11.200 var sovjetiske. Den sovjetiske strategiske flystyrke, der 

var organiseret i tre luftarmeer, omfattede i alt 1.220 fly, hovedparten af disse 

var mellemtunge bombefly af typen Tu-16 (der i løbet af 1960’erne afløstes af 

Tu-22, i NATO-sprog „Blinder“). 40 Den sovjetiske prioritering af missiler bevirkede, 

at styrken i de følgende år var præget af en nedadgående tendens 

rent talmæssigt. I 1968 spåede man, at antallet af tunge og mellemtunge bombefly 

ville falde med 50 % i årene op til 1975. I 1970 opgav man den strategiske 

flystyrke i de vestlige militærdistrikter – fra 1968 undlod FE at føre regnskab 

over styrkeantallet i Asien – til 120 tunge bombefly og 600 mellemtunge 

bombefly, der alle kunne medføre kernevåben; de mellemtunge bombefly 

skønnedes primært at have opgaver i Vesteuropa. 41 

Den strategiske flystyrke forventedes – uden begrundelse – ikke indsat mod 

Danmark, men den kunne ifølge en rapport udgøre en „overflyvningstrussel“. 42 

Mod den her skildrede periodes slutning konstateredes en opprioritering 

af strategisk mobilitet i form af kapacitet til at flytte troppestyrker over store 

afstande ved hjælp af transportfly. Det bemærkes i 1969, at den sovjetiske 

transportkapacitet på 600 fly kunne flytte de 7 sovjetiske luftbårne divisioner 

over 1500 km (med fuld udrustning dog kun 2-3 divisioner), hvorved også 

Danmark kom inden for rækkevidde af luftbårne operationer. 43 

39 Halvårsov. 2/1969, s. 53, 57f, 60. FE’s arkiv. 


41 Halvårsov. 1/1968, s. 73; Supplement til halvårsov. 1-2/1969, s. 86. FE’s arkiv. 


43 Ændringer i de land-, sø- og luftmilitære styrkeforhold i Østersøområdet siden medio 1966, s. 3. FE’s arkiv. 

350.01, stemplet „13. januar 1969“. 


Sovjetisk „Blinder“-fly. (Flyvevåbnets Historiske Samling). 

ABC-våben 

De danske rapporter fulgte nøje den sovjetiske kernevåbendiskussion og påpegede 

allerede i 1965 – i den nedenfor behandlede studie Truslen mod 

Danmark fra 1965 – at den russiske tænkning på dette punkt ikke stod stille. 

Efter analyser af nye sovjetiske diskussionsbidrag var det i 1967 FE’s vurdering, 

at den sovjetiske strategi „forudser en langt mere fleksibel anvendelse af 

de militære magtmidler end for få år tilbage“. FE antog, at et felttog mod 

NATO’s centrale del ville ske med indsættelse af taktiske kernevåben fra starten. 

Derimod var det ikke sikkert, at man ville anvende kernevåben ved angreb 

i „sekundære retninger“. Det beskrives ikke på dette sted, hvad der blev 

forstået ved „sekundære retninger“, men det blev antydet, at dansk territorium 

ikke betragtedes som et sekundært område. 44 Billedet var således ved at 

ændre sig, men muligheden for indsættelse af kernevåben under en operation 

mod Danmark blev ikke udelukket. 

Navnlig synes brugen af kernevåben under Warszawapagt-øvelserne at have 

gjort indtryk på de danske efterretningsfolk. De fandt det bemærkelsesværdigt, 

at det angribende parti – og dermed det supponerede vestlige parti – 

under den store stabsøvelse „Odra-Nysa 69“ i Vestpolen i september 1969 på 

øvelsens tredje dag kunne gøre brug af kernevåben uden at det medførte en 

øjeblikkelig mærkbar eskalation fra de forsvarende styrkers side. Omfanget af 

den „østlige“ indsættelse af kernevåben stod dog ikke helt klart for efterret- 



ningsfolkene, ud over at man vidste, at der blev indsat enkelte kernevåben til 

nedkæmpelse af „fjenden“ på øvelsens sidste dag. 45 

Oplysningerne fra denne nøje dokumenterede øvelse kan have bidraget til, 

at man – i 1970 – justerede tolkningen endnu en gang, idet det blev antaget, 

at Sovjetunionen havde bevæget sig yderligere i retning af en konventionalisering 

af krigsførelsen under en eventuel krig mellem Øst og Vest. Den nu eksisterende 

nukleare magtbalance havde ifølge tolkningen bidraget til „en betydelig 

formindskelse af troen på nødvendigheden af at iværksætte et præemptivt 

angreb på Vesten“. De sovjetiske strateger formodedes at tro på en 

højere eskalationstærskel, således at en konventionel indsats ikke umiddelbart 

ville eskalere til en altomfattende kernevåbenkrig. Selv indsættelse af taktiske 

kernevåben behøvede ikke umiddelbart at medføre en nuklear eskalation, 

selv om der var stor risiko herfor. Som der nærmere skal redegøres for i 

det følgende, så de danske analytikere i denne udvikling en øget trussel mod 

Danmark. 46 

I rapporterne fulgtes opbygningen af den sovjetiske styrke af ICBM’er, der 

i 1963 blev vurderet til at omfatte 70 operative ICBM’er, af hvilke hovedparten 

udgjordes af det nyudviklede SS-7-missil. Årsproduktionen blev anslået til 

ca. 100 stk. 47 Dette var sat for højt, for i de følgende år synes produktionen at 

være stagneret. I 1968 præsenteredes et mere foruroligende billede, uden 

tvivl efter at man havde modtaget nye informationer fra udenlandske efterretningstjenester. 

Det hed nemlig nu, at Sovjetunionen „med næsten eksplosiv 

hast“ havde udbygget sit arsenal af ICBM’er. Inden for det sidste halvandet år 

havde Sovjetunionen fordoblet antallet af ICBM’er. Man anslog, at antallet af 

deployerede sovjetiske missiler ved udgangen af 1968 ville være 800-900 stk. 48 

Amerikanerne havde fortsat en klar overvægt med hensyn til ubådsbaserede 

ballistiske missiler, hvor Sovjetunionen i 1968 vurderedes at have 120 

(af typerne SS-N-4 og SS-N-5), medens amerikanerne på deres ubåde havde 

640 strategiske missiler. På mellemdistanceområdet blev det i 1965 opgivet, at 

Sovjetunionen havde 25 IRBM-stillinger (rækkevidde på ca. 4.000 km) og 143 

MRBM-stillinger (rækkevidde ca. 2.000 km) med i alt ca. 1300 operationsklare 

kernevåbenmissiler, der især var rettet mod Europa. I Baltikum formodedes 

der at være ca. 310 operationsklare missiler af disse typer. 49 En mere betænkelig 

udvikling formodedes imidlertid at være indledt med den sovjetiske 

satsning på mobile strategiske missiler inden for IRBM- og MRBM-klasserne. 

Tre systemer var kendte, af hvilke dog kun en MRBM (Scamp/Scapegoat) 

med en rækkevidde på ca. 3.000 km og et sprænghoved på 500 KT (kiloton) 

45 Supplement til Halvårsov. 1-2/1969, 1970, s. 55. FE’s arkiv. 

46 Ændringer i truslen i løbet af 1960’erne. K/p Danmark, 18. februar 1970. FE’s arkiv. 

47 Halvårsov. 1/1963, s. 97. – En række nye detaljer om missilet gives i Halvårsov. 2/1963, s. 94. FE’s 

arkiv. 

48 Halvårsov. 1/1968, s. 86. – De nyeste typer hed SS-9 og SS-11. FE’s arkiv. 



lev anset for operativ. De mobile mellemdistancemissiler betegnedes som 

„Europas farligste våben“, men der pegedes i samme åndedrag på amerikanernes 

nedslående erfaringer med at fremstille fungerende typer af mobile 

mellemdistancemissiler. 50 

Hertil kom det stærkt voksende antal taktiske kernevåben på flådefartøjer, 

på fly og ved hærenheder. 

Med hensyn til kemiske og bakteriologiske våben var det i 1963 efterretningstjenestens 

vurdering, at Sovjetunionen var indstillet på kemisk krigsførelse 

som et alternativ eller komplement til kernevåben, „hvis og når den ser 

sin fordel ved det“. Lagrene af kemiske kampstoffer vurderedes medio 1962 

til at omfatte 200.000 til 230.000 tons, omfattende hovedsageligt nervegas 

men også sennepsgas fra 2. verdenskrig. Hertil kom en ikke dødbringende 

giftgas (psykofarmaka), der formodedes klar til begrænset anvendelse i 1965. 

Der var ligeledes et omfattende program for bakteriologisk krigsførelse i 

gang, men intet tydede i 1962 på oplagring af bakteriologiske kampstoffer. 

Det bemærkedes, at bakteriologiske kampstoffer effektivt ville kunne indgå i 

5-kolonnevirksomhed. Satellitstaterne formodedes kun at udfolde en begrænset 

indsats på B- og C-området, men deres artilleri og fly kunne sprede kemiske 

kampstoffer. 51 I 1966 rapporteres det, at der er øget interesse for udvikling 

af giftstoffet botulinumtoksin, den farlige såkaldte „pølsegift“. I dette udviklingsarbejde 

deltog Polen også. 52 

Ved årsskiftet 1969/70 meldes om oprettelse af et „centraldepot“ for kemiske 

kampstoffer ved Milovice i Tjekkoslovakiet. Depotet var under kontrol 

af sovjetiske og tjekkoslovakiske officerer. 53 

FE’s vurderinger af kapabiliteter i nærområdet 

Warszawapagten 

I 1963 erkendtes det åbent, at „Warszawapagtens kommandostruktur er 

endnu et uløst problem“. Det vurderedes – og helt korrekt, som det senere 

skulle blive afsløret – at den operative planlægning blev udført af den sovjetiske 

generalstab, og at satellitstaternes officerer i staben kun havde en rådgivende 

funktion. 54 

Først i 1969/70 blev der udsendt mere udbyggede informationer om aktiviteterne 

inden for organisationen, hvis virke var omgivet med streng hemmeligholdelse. 

Det blev nu påpeget, at pagtens militære ledelse „Den forenede 

overkommando“ havde sæde i Moskva, og at såvel chef som stabschef var sov- 




53 Supplement til halvårsov. nr. 1 og 2/1969, s. 41f. Dateret 1. april 1970. FE’s arkiv. 



jetiske officerer. Fra 1961 indgik tillige „Fælleskommandoen for søkrigsførelse“ 

i overkommandoen. Som tidligere var det tolkningen, at der ikke var 

tale om en integreret stab, og det blev formodet, at dens hovedopgave bestod 

i koordination med hensyn til organisation og uddannelse. 

Som en konsekvens af den seneste udvikling, der ifølge FE i marts 1969 

havde ført til etablering af en forsvarsministerkomité og et militærråd (af forsvarschefer) 

mentes det, at satellitlandenes indflydelse på den samlede planlægning 

var øget noget. Det blev dog samtidig bemærket, at den øverste politiske 

ledelse lå i „Den politisk rådgivende komité“ (Den Politiske Konsultative 

Komité), der i praksis kun holdt møder, når Sovjetunionen ønskede det. 55 

Samtidig vurderedes det, at der i 1960’ernes slutning eksisterede et pres fra 

de mindre pagtmedlemmers side med henblik på at få gennemført en reorganisering 

af det militære samarbejde. Både fra Rumæniens og Tjekkoslovakiets 

side fremførtes ønsker om større hensyntagen til de mindre landes interesser. 

Denne kritik hørte op for en tid efter invasionen af Tjekkoslovakiet i 

1968, der medførte Albaniens udtræden af organisationen. Vurderingen efter 

invasionen af Tjekkoslovakiet var, at Sovjetunionen måtte komme de mindre 

medlemmer i møde, men at de begrænsede indrømmelser, der ville blive givet, 

i realiteten ville være uden værdi for folkedemokratierne. 56 

Hærstyrker 

De vestlige efterretningstjenester var som tidligere primært interesseret i styrkeudviklingen 

ved de sovjetiske styrker i Østtyskland – GSST. Disse styrker, der 

i begyndelsen af 1963 blev anslået til at omfatte 360.000 til 370.000 mand fordelt 

på 20 divisioner, blev tilsyneladende også omfattet af reduktionerne, idet 

de i anden halvårsoversigt fra 1964 ansloges til ca. 290.000 mand, den laveste 

sovjetiske mandskabsstyrke i Tyskland efter 1945. 57 Dette tal forblev uændret 

1960’erne igennem. Det samme gjaldt den sovjetiske styrke i Polen på to divisioner 

med støtteenheder (ca. 40.000 mand). Samtidig med reduktionen formodedes 

gennemført (fra juni 1964) en ændring af de forskellige divisioners 

tilhørsforhold til armeerne. Denne ændring blev dog opfattet som en „naturlig 

udvikling med hensyn til opgavefordeling“ og det vurderedes ikke, at „ændringen 

har haft til formål at gøre GSST’s rolle i Østtyskland mere offensivt 

præget“. 58 

Troppebilledet blev fra 1967 præget af, at der blev foretaget halvårlig udskiftning 

af tropperne som følge af en ny sovjetisk værnepligtslov. Dette havde 

55 Supplement til halvårsov. nr. 1 og 2/1969, s. 44ff. Dateret 1. april 1970. FE’s arkiv. 


57 Halvårsov. 1/1963, s. 38; 2/1964, s. 37. FE’s arkiv. 



som konsekvens, at de store efterårsmanøvrer blev sjældnere og i stigende 

grad afløstes af regimentsøvelser inden for divisionen. 59 

Den øgede kampværdi, der i oversigterne blev tillagt de sovjetiske styrker i 

Østtyskland – og i øvrigt også de polske og østtyske styrker – begrundedes især 

med den løbende udskiftning af materiellet, der pågik i perioden, specielt 

med hensyn til kampvogne, artilleri/missiler samt nye pansrede mandskabsvogne. 

Opmærksomheden var her navnlig rettet mod den nye middeltunge 

kampvogn T-62, der i 1969 fandtes i et antal på ca. 1000 ved GSST, og blev anset 

for afløseren af T-54/55. En betydelig interesse blev viet det fra 1961 operationsklare 

mobile taktiske missil Scud-B, der forsynet med kernevåbenladning 

mentes at have en rækkevidde på 300 km (ellers 500 km – og med en 

træfsikkerhed inden for 300 m). Det samlede antal af Scud-affyringsramper 

ved GSST var i slutningen af 1960’erne i alt 54 ramper fordelt på seks brigader. 

Kernevåben kunne også fremføres med Frog-missilet, af hvilke der var 60 

affyringsramper. Det samlede antal taktiske kernevåbenladninger ved GSST 

blev i 1968 opgjort til 578. Af disse ville 156 blive afleveret af ligeså mange jagerbombere 

og 422 af de nævnte Scud- og Frog-våbensystemer. 60 

En bemærkelsesmæssig udvikling på våbenområdet blev konstateret i 1969, 

hvor det påpegedes, at en stærk udvidelse af det konventionelle artilleri var 

gennemført inden for de sidste 18 til 24 måneder og med gennemgribende 

konsekvens fra regiment til divisionsartilleri. I alt var GSST blevet styrket med 

800 pjecer af bedre kvalitet. Dette var et brud på udviklingen siden 1961, hvor 

artilleriets rolle blev reduceret og erstattet af atomvåben og kampvogne til 

passage af de nukleart forurenede områder. Dette tydede på en ændret taktik 

med større vægt på konventionelle våben, men der blev i 1969 ikke draget anden 

konsekvens af udviklingen, end at der kun ville være ammunitionsbeholdninger 

til ca. 17 dages kamp for de 89 divisioner, der ventes indsat på 

Vestfronten, mod tidligere 22 dage. 61 Først i 1970 blev styrkelsen af artilleriet 

direkte relateret til en ny sovjetisk „tro“ på den øgede mulighed for konventionel 

krigsførelse. 62 

Efter besættelsen af Tjekkoslovakiet i 1968 gennemtvang Sovjetunionen 

som tidligere nævnt ved en ikke tidsbegrænset aftale af 16. oktober 1968 en 

stationering af sovjetiske styrker i Tjekkoslovakiet. Styrkerne opgjordes i 1969 

til to armeer og en flystyrke på ca. 100 fly. FE’s vurdering var dog, at denne 

ret omfattende styrke ikke „i væsentlig grad“ havde medført en ændring af 

den militære trussel mod NATO i Centraleuropa, i alt fald ikke så længe de 

usikre forhold i Tjekkoslovakiet varede ved, som det hed. 63 I 1969 tilkendegav 


60 Halvårsov. 1/1969, s. 47 og 2/1968, s. 102. FE’s arkiv. 


62 Ændringer i truslen i løbet af 1960’erne. K/p Danmark, 18. februar 1970. FE’s arkiv. 

63 Halvårsov. 1/1969, s. 6 og 39ff. FE’s arkiv. 


apporten dog en vis overraskelse over, at russere og tjekkoslovakker i maj 

1969 gennemførte en fælles stabsøvelse og hermed tilkendegav, at forholdene 

var ved at være normaliserede inden for Warszawapagten. 64 

Fra dansk side blev der som tidligere vist stor interesse for den polske hær, 

der i en krigssituation formodedes indsat mod Danmark. Fra 1963 blev der registreret 

tegn på såvel reorganisering som udbygning af hæren. I 1964 vurderedes 

de tidligere antagelser at være blevet bekræftet, idet der blev fastslået en 

opgradering af de lette polske divisioner, der som konsekvens heraf betegnedes 

som mekaniserede divisioner, og altså var såvel mere bevægelige som 

mere slagkraftige. Man formodede ud fra forskellige oplysninger, at de vestlige 

polske militærdistrikter Pommern og Schlesien (Ÿl˛ask) som følge af udbygningen 

ville kunne opstille en armé hver, således at det pommerske militærdistrikt 

opstillede en mekaniseret armé, medens det schlesiske militærdistrikt 

opstillede en panserarmé. Endelig vurderedes det, at Warszawas militærdistrikt 

ville opstille en armé til 2. echelon, dvs. opstillet bag de to andre armeer. 

Den danske vurdering var i 1970, at de polske styrker kun på sekundære 

områder (territorialforsvar, grænse- og kystbevogtning) ville blive ført af egne 

stabe. 65 Med andre ord: polakkerne skulle gå i krig ledet af sovjetiske stabe. 

Som vi skal se i det følgende, var det ikke aftalen mellem polakker og russer 

efter 1961. 

Den polske hærs styrketal blev i 1960’erne sat til ca. 185.000 mand i felthæren 

og op til ca. 80.000 mand i territorialforsvaret. Vurderingen af det samlede 

styrketal i det polske forsvar var mere svingende; det sattes i 1969 til ca. 

275.000 mand. Af den polske felthærs 15 divisioner formodedes de 10 at være 

designeret til Warszawapagten og således indgå i de styrker, der ville få frontopgaver 

ved starten af en krig. 66 Siden 1964 gik man ud fra, at den polske hær 

var udrustet med Scud- og Frog-missiler, men man konstaterede samme år, at 

det ikke kunne bekræftes, at der eksisterede depoter for atomkrigsladninger 

til disse missiler hverken i Polen eller Østtyskland. 67 I øvrigt syntes vurderingen 

af den polske hærs kampevne at være voksende, idet det i 1969 hed: 

„Kampværdien af de polske styrker vurderes – specielt forsvarsmæssigt – at 

være høj“. 68 

Den østtyske hær blev i 1968 anslået til at omfatte ca. 145.000 mand, af 

hvilke de ca. 90.000 var egentlig kampstyrke. Det var på dette tidspunkt vurderingen, 

at de østtyske styrkers kampværdi stadig blev øget, og at de teknisk 

hørte til blandt de bedste hære inden for kredsen af folkedemokratier. Det 

anførtes i 1969, at de to østtyske panserdivisioner var udrustet med T-55- 


65 Supplement til halvårsov. 1 og 2/1969, s. 47. FE’s arkiv. 

66 Halvårsov. 2/1964, s. 43ff; Halvårsov. 2/1969, s. 51. FE’s arkiv. 




kampvogne og den samlede vurdering var i 1969, at den østtyske hær „materielt 

set rådede over et helt tidssvarende panservåben“. 69 

Hvor store styrker kunne Warszawapagtlandene så rette mod Vesten i en 

krig? I 1964 er det antagelsen, at de samlede Warszawapagt-styrker til indsættelse 

i begyndelsen af en „større offensiv“ udgjorde 44-46 divisioner, hvortil 

kom yderligere 16-20 divisioner, der kunne tilføres hurtigt (inden seks dage), 

således at der alt i alt ville være 60-66 divisioner til rådighed til en offensiv 

mod Vest. 70 

Flådestyrker 

Ifølge oversigterne var det østlige flådebillede op gennem 1960’erne præget 

af en „rolig udvikling“. Bag den rolige overflade gjorde en række nye tendenser 

sig dog gældende, således generelt en større østlig årvågenhed og mere 

aktiv efterretningsindhentning. Fra januar 1964 indførtes således en skærpet 

østlig overvågning, dvs. konstant tilstedeværelse, i området Falsterbo-Stevns. 71 

I 1965 hæfter man sig ud over den voksende amfibiekapacitet i Øst over tilgangen 

af Osa-missilfartøjer til den polske og den østtyske flåde, der ifølge 

vurderingen indebar „en ret betydelig forøgelse af den østtyske og den polske 

flådes slagkraft“. 72 De to flåder havde i slutningen af 1960’erne hver 12 enheder 

af denne type. 73 

I 1969 bemærkes det, at den sovjetiske østersøflåde var inde i en udvikling, 

hvor de store missilbærende enheder (krydsere og destroyere) blev flyttet 

bort fra Østersøen, men hvor det stadig var usikkert, hvem der skulle overtage 

deres opgaver. Der blev som mulighed peget på såvel udvikling af mindre fartøjstyper 

som på brug af fly og landbaserede missiler. I den samlede afvejning 

hæftede man sig dog især ved indførelsen (fra sommeren 1969) af den nye 

hurtigtgående missilkorvet af Nanuchka-klassen, der vurderedes at have øget 

den maritime trussel i Østersøen, idet denne klasse ikke besad de begrænsninger, 

der kendetegnede de ovenfor nævnte Osa-missilfartøjer, der havde 

nedsat operationsduelighed i dårligt vejr. Samtidig gjorde man opmærksom 

på, at de sovjetiske nybygninger ikke blev udstyret til minelægning og så dette 

som en indikator af, at Sovjetunionen enten ikke betragtede minekrigsførelse 

69 Halvårsov. 1/1968, s. 49-51; Halvårsov. 2/1969, s. 50. FE’s arkiv. 


71 Ugeoversigt 4/1964. FE’s arkiv. – I Ugeoversigt 5/1964 hedder det kort, at den nye overvågningspraksis 

muligvis skal sættes i forbindelse med de nyligt foretagne ændringer i dansk sømilitær organisation. 

72 Halvårsov. 2/1965, s. 7. FE’s arkiv. Ifølge samme oversigt (henholdsvis s. 42f, 46ff, 48) var der i den 

sovjetiske Østersøflåde fem krydsere, 23 jagere, 21 fregatter, 71 ubåde, 44 motormissilbåde, 119 motortorpedobåde, 

158 amfibieskibe og –både; i den polske flåde: tre jagere, 11 ubåde, fire motormissilbåde, 

24 landgangsfartøjer; i den østtyske flåde: fire fregatter, 27 motortorpedobåde, ni motormissilbåde, 

18 landgangsfartøjer. 

73 Halvårsov. 1/1969, s. 64 og 67. FE’s arkiv. – Hver missilbåd var udrustet med fire „Styx“-missiler. 


Russisk landsætningsfartøj 

af Polnocny-klassen. 

(Søværnets Fototjeneste/ 

Marinens Bibliotek). 

som lønnende eller også anvendte civile skibe til dette formål (eksempelvis 

trawlere). Det konstateredes dog straks, at man ikke har set trawlere inddraget 

i flådeøvelser. 74 

Den overordnede tolkning var fortsat, at østflåderne i første række skulle 

løse defensive opgaver i form af sikring af egne kyster samt ødelæggelse af 

vestlige enheder, der trængte ind i Østersøen. Den østlige amfibievirksomhed 

blev som tidligere nøje fulgt, men vurderedes i begyndelsen og midten af 

1960’erne af efterretningstjenesten ikke at have antaget urovækkende dimensioner. 

Det er dog tydeligt, at man havde visse vanskeligheder med at tolke intentionerne 

bag udvidelsen af den østlige amfibiekapacitet. Indtil midten af 

1960’erne synes man at have tolket den voksende amfibieudvikling i Øst i defensiv 

retning. Til grund for denne vurdering lagde man ikke mindst, at man 

ikke havde iagttaget større offensivt betonede landsætningsoperationer med 

deltagelse af støtteenheder. 75 De forskellige analyser og tolkninger af denne 

udvikling vil blive behandlet særskilt i det følgende afsnit om analysearbejdet 

Truslen mod Danmark fra 1965. Her vil vi blot følge udviklingen inden for amfibiekapabiliteten 

frem til 1970. 

Vurderingen var allerede i 1963, at østsiden tilstræbte „en større amfibiekapacitet“ 

med hensyn til større og mindre landgangsfartøjer. 76 I 1964 registreredes 

det, at den polske flåde havde fået tilgang af to enheder af et større 

landgangsfartøj af Polnocny-klassen, og at yderligere tilgang ventedes. Polakkerne 

byggede også en mindre landgangsbåd (Plemewo-klassen), der havde 

foretaget prøvesejlads i sommeren 1963, men endnu ikke var tilgået flåden. 77 

74 Halvårsov. 2/1969, s. 6 og 60f. FE’s arkiv. 

75 Dette betones i Halvårsov. 2/1965, s. 49. FE’s arkiv. 




Pr. 1. oktober 1965 var der tilgået den polske flåde ni enheder af Polnocnyklassen 

og et tilsvarende antal syntes leveret til den sovjetiske flåde. I 1969 rådede 

den polske flåde over hele 19 enheder af denne moderne landsætningsfartøjstype, 

medens den sovjetiske østersøflåde besad 16 landgangsfartøjer af 

Polnocny-klassen og to af Alligator-klassen. 78 I vurderingen af den polske udvikling 

taltes i 1969 om både „en hastig forøgelse af amfibieløftekapacitet“ og 

om „en mere avanceret amfibietaktik“. 79 

I 1963 konstaterede man, at østtyskerne havde bygget 12 stk. landsætningsskibe 

af Labo-klassen, og at et nyt og større fartøj af Robbe-klassen havde foretaget 

prøvesejlads. I 1969 rådede østtyskerne over sammenlagt 18 landsætningsfartøjer. 

80 

En ny tendens var ligeledes den sovjetiske opbygning af et marineinfanteri i 

Østersøområdet. I 1964 bemærkede FE, at marineinfanteriet tilsyneladende 

var blevet genoprettet efter at have været nedlagt siden midten af 1950’erne; 

FE valgte ved den lejlighed at knytte et vist forbehold til betegnelsen „marineinfanteri“. 

Det vurderedes, at den nye styrke var beregnet til amfibieoperationer 

på ganske kort afstand – hvormed det antydedes, at styrken ikke 

havde særlig relevans for Danmark og at den kun omfattede mindre enheder. 

81 Senere hed det: „Bemærkelsesværdig er genoprettelsen af et sovjetisk 

marineinfanteri. Oplysningerne herom er imidlertid så sparsomme, at det 

ikke er muligt at vurdere størrelse og opgaver for disse enheder“. 

En lignende forsigtighed kom til orde, efter at det i 1964 blev registreret, 

at den 23. polske mekaniserede division var under omdannelse til en specialenhed 

med marineinfanteriopgaver (bærende lyseblå baretter). I en 14-dages 

oversigt fra august 1964 blev det meddelt, at dele af divisionen første gang optrådte 

offentligt i den nye funktion ved paraden den 22. juli 1964 i Warszawa. 

Specielt hæftede man sig i FE ved, at styrken var tildelt det sovjetiske amfibietransportkøretøj 

K-71, hvilket affødte følgende kommentar: „Tildelingen af 

K-71, der kun i begrænset omfang er observeret ved de sovjetiske styrker, angiver 

den betydning, der fra sovjetisk side tillægges denne formation“. 82 I den 

senere halvårsoversigt var det dog den foreløbige vurdering, at der ikke var 

tale om „en egentlig offensiv styrke“, men om en styrke, der kunne sættes ind 

til kystforsvarsopgaver. 83 Den formodedes således også kun at have begrænset 

relevans for Danmark. Først i 1970’erne blev det klart for FE, at disse polske 

specialenheder havde Danmark som hovedopgave. 

78 .Halvårsov. 2/1965, s. 47; Halvårsov. 2/1969, s. 57. FE’s arkiv. 

79 Halvårsov. 2/1969, s. 57. FE’s arkiv. – Her sigtes muligvis til de indhentede oplysninger om 

Warszawapagtøvelsen „Odra-Nysa 69“ afholdt i Vestpolen i september 1969, hvor en omfattende brug 

af helikoptere i forbindelse med amfibieoperationer blev dokumenteret (Supplement til Halvårsov. 

1-2/1969, 1970, s. 48ff. FE’s arkiv). 



82 14 dages-oversigt 33-34/1964. FE’s arkiv. 

83 Halvårsov. 2/1964, s. 44f.s FE’s arkiv. 


I august 1964 meddelte FE tillige, at der var iagttaget amfibieuddannelse 

ved to regimenter under den 8. østtyske motoriserede infanteridivision. 

Styrkerne havde øvet ind- og udladning af landsætningsfartøjer. En nærmere 

vurdering blev ikke givet. 84 

Flystyrker 

En hovedopgave for efterretningstjenesten var til stadighed at følge aktivitetsniveauet 

på flyområdet i øst. Dette skete primært ved at følge og analysere de 

spor, flyene satte på radarskærme under deres flyvninger. Herigennem kunne 

det konstateres, om der skete svingninger med hensyn til totalaktiviteten fra 

periode til periode og fra område til område. Specielt blev der holdt øje med 

natflyvningsprocenten. Formålet var at konstatere indikatorer på en eventuel 

styrkeopbygning, der kunne være tegn på angreb, men også at konstatere ændringer 

med hensyn til træning og øvelser m.m. 85 Generelt tegnede der sig et 

billede af en uafladelig øvelsesaktivitet, hvor der øvedes såvel offensive missioner 

(herunder bombninger) som defensive (luftforsvarsøvelser). 

Den samlede flystyrke i Østtyskland, Polen og Baltikum militærdistrikt udgjorde 

i anden halvdel af 1964 3986 fly, hvilket svarede til 25 % af Sovjetblokkens 

samlede antal fly. Den samlede styrke af sovjetiske taktiske fly ved de tre 

sovjetiske luftarmeer i det danske nærområde (DDR, Polen og Baltiske militærdistrikt) 

opgjordes i 1969 til henholdsvis 1038, 365 og 280 fly. Det polske 

luftvåben rådede på samme tidspunkt over ca. 900 kampfly og DDR over 254. 86 

Vurderingen på flyområdet var, at Sovjetunionen i begyndelsen af 

1960’erne havde startet en konvertering til moderne fly, der var afsluttet i 

1966. Konverteringen ville indebære en øget kampkraft på grund af overgang 

til overlydsfly og fly med altvejrsudstyr. Ved de andre østlige flyvevåben fandt 

konverteringen først sted i slutningen af 1960’erne. I 1969 var ca. 80 % blevet 

konverteret ved det østtyske luftvåben, medens kun ca. 33 % var blevet konverteret 

ved det polske luftvåben. 87 

Studien Truslen mod Danmark (1965) 

I foråret 1965 udarbejdede Forsvarsstabens Efterretningssektion som det 

danske bidrag til en efterretningskonference under NATO’s Nordkommando 

84 14 dages-oversigt 33-34/1964, s. 15. FE’s arkiv. 

85 Til illustration hedder det i en 14 dages oversigt fra november 1964 om flyaktiviteten: „Imidlertid 

udgjorde aktiviteten over Polen mere end 2/3 af den samlede aktivitet. (Den normale fordeling af 

radarspor i de tre områder er som følger: Østtyskland 55 %, Polen 40 % og Baltikum MD 5 %)“. FE’s 

arkiv. 14 dages-oversigt 46-57/1964, (dækkende 5.-18. november 1964), s. 19. FE’s arkiv. 

86 Halvårsov. 1/1969, s. 74ff og Tillæg 1. FE’s arkiv. 

87 E.reg. 76/69 af 13. januar 1969. Arkiv 350.01. Ændringer i de land-, sø- og luftmilitære styrkeforhold i 

Østersøområdet siden medio 1966, s. 3. FE’s arkiv. 


(AFNORTH) studien Truslen mod Danmark. Studien, der også udkom i en 

identisk engelsksproget version, var på 42 sider, hvortil kom 11 bilag. Studien 

imødekom tilsyneladende et øget behov for en bredere anlagt trusselsvurdering. 

Det blev i den følgende tid imødekommet gennem udsendelse af reviderede 

udgaver, af hvilke den første kom i 1968. De (gennem rettelsesblade) 

reviderede versioner frem til 1974 er dog tilintetgjort af FE, således at det første 

hele eksemplar af studien efter 1965-udgaven daterer sig fra 1978. 88 Den 

trusselsvurdering, der var nedlagt i de tilintetgjorte versioner, fremgår dog af 

FE’s øvrige materiale. 

Medens studien fra 1965 er en relativt kortfattet undersøgelse af en mulig 

amfibietrussel mod Sjælland under krig, skiftede de senere udgaver karakter, 

idet de fra 1970’erne fik en funktion som reference- og planlægningsinstrument 

for civile og militære myndigheder. 89 Denne funktion bibeholdtes også 

efter, at den kolde krig var afsluttet. Såvel emneudvalg som omfang voksede 

stærkt, således at 1978-udgaven var på hele 18 kapitler med ca. 200 sider tekst, 

hvortil kom 10 bilag; studien behandlede nu også truslen mod Grønland og 

Færøerne. Udvidelsen af brugerkredsen bevirkede, at kun de mere følsomme 

emner (således bl.a. vurderingerne af de mulige fjendtlige angrebsoperationer 

mod Danmark) fik højeste klassifikationsgrad, medens andre emner var 

klassificeret „Fortrolig“ eller „Hemmelig“ eller uklassificeret og dermed kunne 

udnyttes f.eks. i den militære undervisning. 

1965-udgaven fokuserer – efter at have behandlet de overordnede strategiske 

faktorer og de østlige militære kapabiliteter specielt i Danmarks nærområde 

– på det, der blev kaldt „Sjællandsoperationen“, dvs. en af Warszawapagtlandene 

iværksat landsætnings- og luftlandeoperation mod den sjællandske 

øgruppe, medens det forudsete angreb op i Jylland og over på Fyn ikke 

behandledes nøjere i studien. Det må forudsættes, at operationen mod 

Jylland er blevet behandlet mere indgående i den tilsyneladende samtidigt 

udarbejdede tyske studie, der forgæves er søgt i FE’s arkiv. Fra norsk side ud- 

88 Reg.nr. 6349/65 I; Arkiv: K1p. Danmark. FE’s arkiv. Udarbejdet i 30 eksemplarer. Hertil kom en 

identisk engelsksproget version The Threat against Denmark fremstillet i 25 eksemplarer. (FE’s arkiv: 

Reg.nr. 6349/65; Arkiv:350.22). Den oprindelige klassifikation var „Yderst hemmeligt“. En række af 

bilagene er 2005 fortsat klassificerede. – Den arkivmæssige status for studien er ifølge det af FE udarbejdede 

papir „“Oversigt over status for „Truslen mod Danmark“ 1965-1991“„ følgende: En revideret 

version udsendtes i 1968. Den er brændt. Rettelsesblade udsendt 1969, 1971 (2) og 1972 (2) er ligeledes 

brændt. Rettelsesbladene for 1974 (to udgaver), 1975, 1976 (to udgaver) findes bevaret i mere 

eller mindre rudimentær tilstand. Fra 11. rettede udgave 1978 er studien komplet. I 1980erne udsendtes 

studien under en ny form. Udgivelsesårene er 1980/81, 1984, 1985, 1986, 1988 og med separate 

dele for truslen mod Færøerne og Grønland i 1980 og 1985. 

På en vedhæftet note er skrevet i hånden: „Tilsvarende arbejdsgrundlag udarbejdes af CHOD/NOR- 

WAY og HOD/GERMANY for det nordlige område (FINMARKEN) hhv. den jyske halvø“. 

89 Jf. forordet til udgaven fra 1978 (FE’s arkiv), hvor det hedder, at studien „er udarbejdet til brug 

for overordnede nationale civile og militære myndigheders planlægning i forbindelse med totalforsvaret 

af dansk område, dvs. Danmark, Færøerne og Grønland“. Oplaget er nu 70 eksemplarer. 


arbejdedes en studie af truslen mod Finmarken til samme konference. Den 

har heller ikke kunnet opspores i FE’s arkiv. 

Truslen mod Danmark fra 1965 beskæftiger sig overvejende med en gennemgang 

af konfliktmodeller og med de kapabiliteter, Øst i tilfælde af en større 

krig mellem Øst og Vest forventedes at gøre brug af mod Danmark. Den går 

derimod ikke ind på spørgsmålet om Sovjetunionens intentioner eller om risikoen/sandsynligheden 

for en sådan storkrig. 

I det vigtige spørgsmål om varslet, der blev defineret som kompromittering 

af overraskelsesmomentet, forudsås det, at der fra Sovjetunionens side ville 

blive givet et strategisk varsel i form af erkendbare civile og militære forberedelser 

forud for en total krig. Det blev vurderet, at kun en direkte fejlvurdering 

ville kunne udløse en krig, uden at det strategiske varsel var blevet givet. 

Det blev ikke angivet, hvilken tidsperiode det strategiske varsel omfattede. 

Om det taktiske varsel var det tolkningen, at der i ugunstigste tilfælde ikke ville 

blive givet noget. 

Konfliktmodeller 

Studien byggede på en række forudsætninger og præmisser for et konfliktforløb, 

der blev fremlagt og begrundet, nemlig: 

– Offensiven ville være det bærende princip for Øst; 

– Strategisk betydning for Sovjetunionen havde – ud over bekæmpelsen af 

NATO-landenes kernevåbenstyrker – felttoget mod Centralfronten og afskæring 

af Vestens forbindelseslinjer over Atlanten; 

– Dansk område var ikke et strategisk mål for Sovjetunionen i en totalkrigs 

indledende fase, men betydningen af at beherske området ville være voksende 

fra D+20; 

– Sverige ville ikke blive angrebet i en krigs indledende fase; 

– Begrænset østlig indsættelse af taktiske kernevåben – derimod ikke af 

strategiske kernevåben – mod dansk og slesvig-holstensk område var en 

mulighed. 

En bærende tanke i studien var, at Sovjetunionen var tvunget til at skabe forudsætninger 

for succes på Centralfronten i en konflikts allerførste dage og 

derfor ville afstå fra en tidlig operation mod Danmark, der kunne bidrage til 

at splitte ressourcerne. Altså nogenlunde samme vurdering af Danmarks rolle 

i konfliktforløbet som i 1950’erne. Danmark forventedes dog at mærke krigen 

allerede fra første dag, idet Øst forventedes at søge at sætte en række danske 

nøglepunkter (stabe, radarstationer, flyvepladser m.m.) ud af kraft fra en 

krigs begyndelse. Desuden forudsatte analysen, at Øst ville søge at forhindre, 

at minering af de danske stræder fandt sted. Kampe kunne således forventes 

omkring indløbene til stræderne. Den egentlige Danmarksoperation formo- 


dedes først startet, når Warszawapagten kunne overskue udfaldet af operationerne 

på Centralfronten. Indtil da ventedes man at bruge hovedkræfterne 

mod vest og opretholde en ikke ressourcekrævende flankesikring mod Jylland 

udført af måske tre sovjetiske divisioner. Denne styrke forventedes senere styrket 

med en armé med henblik på det egentlige angreb på Jylland. 

Studien vurderede som nævnt, at fremgang – eller udsigt til fremgang – på 

Centralfronten i en almindelig krigs første dage ville være en nødvendig forudsætning 

for iværksættelse af et egentligt angreb på Danmark. Opfyldtes 

denne forudsætning imidlertid, kunne der imødeses et forsøg på besættelse 

af Danmark på et tidspunkt inden D+10. I den sammenhæng vurderede studien, 

at to hovedoperationer kunne forventes, nemlig „Jyllandsoperationen“ 

(omfattende også Slesvig-Holsten og Fyn) og „Sjællandsoperationen“(omfattende 

også Lolland-Falster, Møn og Bornholm). De yderst relevante spørgsmål 

om valg af hovedangrebsretning og angrebstidspunkt blev belyst under 

en gennemgang af fire mulige militære udviklinger, nemlig: 

– (a) Samtidig Jyllandsoperation og Sjællandsoperation på D-dag; 

– (b) Sjællandsoperation mellem D+2 og D+10, Jyllandsoperation senere; 

– (c) Jyllandsoperation mellem D og D+10, Sjællandsoperation senere; 

– (d) Jyllandsoperation og Sjællandsoperation fra D+10. 

Af disse fire muligheder blev et meget tidligt (a) og et sent angreb (d) skønnet 

mindre sandsynlige. Mulighed (a) fordi Sovjetunionen ifølge studien ikke 

kunne påregne sø- og luftoverlegenhed i det danske område fra starten af en 

krig, hvorfor en landsætningsoperation ville være for risikabel; mulighed (d) 

fordi den ville give Vesten mulighed for at forstærke Jylland, og fordi man 

ville komme for sent i gang med at rydde stræderne for miner inden D+20, 

fra hvilket tidspunkt behovet for gennemsejling som nævnt skønnedes voksende. 

Mulighed (d) udelukkedes dog ikke helt ud fra den begrundelse, at en 

næsten afgjort offensiv på Centralfronten ville skabe forudsætninger for hurtigt 

at etablere kontrol over Danmark. Tilbage stod (b) og (c), der af studien 

skønnedes lige sandsynlige, men af hvilke kun operationen mod Sjælland 

nøjere analyseredes. 

Når Jyllandsoperationen og Sjællandsoperationen ikke kunne iværksættes 

samtidigt, men formodedes forskudt med op til en uge i forhold til hinanden, 

blev det set i sammenhæng med, at udviklingen på Centralfronten formodedes 

at være udslaggivende. Hvis der opstod problemer for Øst på denne front, 

formodedes Sjælland at blive angrebet først. Havde angrebet mod Vesteuropa 

imidlertid fremgang, ville Jylland komme først. Men Jylland kunne først angribes, 

efter at 2. echelon-styrker var ført frem. Man udelukkede ikke, at 

Jyllandsoperationen ville blive videreført over Fyn til Sjælland. 

Hvorfor skulle Danmark besættes? Studien pegede på betydningen af 

etablering af flankesikring, på behovet for brug af de danske stræder, samt for 


hindring af NATO-styrkers indtrængen i Østersøen. Betydningen af rådigheden 

over stræderne påpeges, men overbetones på ingen måde for startfasen af 

en krig, idet der under omtalen af mulighed (c) blot tales om „Warszawapagtflådernes 

begyndende behov for kontrol med gennemsejlingsfarvandene“. 

Når analysen i Truslen mod Danmark valgte at fokusere på mulighed (b) og 

således ikke ventede en invasion af Sjælland i en krigs startfase, hvilede det på 

en afvejning, der igen byggede på følgende forudsætninger: 

– at en amfibieoperation mod Danmark ville være en „krævende operation“; 

– at operationens succes afhang af lokal luft- og søoverlegenhed. Denne 

ville ikke være sikret i de første dage af en krig; 

– at udviklingstendenserne på amfibieområdet i Øst ikke gav anledning til 

at tro, at Øst prioriterede en tidlig amfibieoperation. 

Den afgørende præmis i studien var, at Øst under den formentlig forvirrede 

og uafklarede situation i de første dage af en totalkrig ikke kunne påregne 

den luftoverlegenhed, der ville være en hovedforudsætning for landsætningsoperationens 

succes. Det påpegedes også, at såvel den øvelsesmæssige som 

den kapabilitetsmæssige udvikling på amfibiesiden ikke syntes at styrke antagelsen 

om en tidlig invasion. Man hæftede sig udtrykkeligt ved, at Warszawapagt-øvelserne 

i 1963 og 1964 havde været ret begrænsede på amfibiesiden. 

Som det i et efterfølgende kapitel vil blive beskrevet, var der netop i midten 

af 1960’erne en flerårig pause i Warszawapagtens amfibieøvelser. Hvilket alt i 

alt førte til den for forsvarsforberedelserne meget afgørende konklusion, at 

den øjeblikkelige amfibiemæssige effektivitet i en større operation vurderedes 

at være „forholdsvis ringe“(s. 21); effektiviteten kunne dog styrkes gennem 

2-3 måneders øvelser. 

Substansen i studien var, som det kunne ventes, analysen af en landsætningsoperation 

mod den sjællandske øgruppe. Ud fra militærgeografiske forudsætninger 

forudså man, at hovedangrebet ville blive rettet mod Stevns, 

men at der ud fra spredningshensyn også ville ske landsætninger på Møn, 

Lolland-Falster og – senere – på Bornholm. Som det vil fremgå af det næste 

kapitel om den østlige operationsplan, var man med hensyn til landsætningsstederne 

på rette spor. Det afgørende spørgsmål var selvfølgelig: hvor mange 

og hvilke styrker kunne overføres i første omgang for at etablere det nødvendige 

brohoved på den sjællandske kyst? 

Efter grundige beregninger blev den til rådighed stående styrke af østlige 

landsætningsfartøjer (i alt 96) pr. marts 1965 anslået til maksimalt at kunne 

laste og overføre i én bevægelse en styrke på ca. 5000 mand med kampvogne 

og pansrede mandskabsvogne (i alt henholdsvis 112 og 194), dvs. en reduceret 

motoriseret infanteridivision. Med denne styrke – der forventedes forstærket 

med to luftbårne regimenter og op til to marineinfanteribataljoner – 


formodedes Øst at kunne præstere et vellykket overraskelsesangreb på selve 

D-dag mod den sjællandske dækningsstyrke på kun én brigade. Og med en sådan 

styrke, der dog betragtedes som en minimumsstyrke, ville Øst altså kunne 

bide sig fast i et brohoved. Men man skønnede fra dansk side ikke den mulighed 

for særlig sandsynlig på grund af de risici og ulemper, der var knyttet til 

et sådant hurtigt angreb. 

Hvis de sjællandske styrker blev mobiliseret (fra D+2), således at der kunne 

optræde tre danske brigader mod en angrebsstyrke, skulle Øst overføre væsentligt 

flere styrker for at kunne danne brohoved. I så fald vurderedes minimumsstyrken 

til etablering af et brohoved at skulle beløbe sig til en hel østlig 

division (ca. 10.000 mand) forstærket med en luftbåren division, dvs. en 

styrke, der ikke kunne overføres i én bevægelse med den til rådighed stående 

amfibiekapacitet. Denne styrke skulle yderligere forstærkes med en division 

1-2 dage efter. Det blev ikke berørt i studien, men konsekvensen af denne model 

ville være, at angrebsstyrken skulle bruge flere sejladser eller basere sig på 

handelsskibe, hvilket indebar en yderligere risiko. 

Under understregning af kompleksiteten i forskellige beregningsforsøg 

valgte studien i sidste ende at begrænse sig til at stille de to maksimalstyrker 

over for hinanden, nemlig 22.500 mand danske feltstyrker (plus 18.500 mand 

fra hjemmeværnet) mod en invasionsstyrke på ca. 25.000 mand (inklusive en 

luftbåren division) og gøre opmærksom på, at selv om den danske styrke nok 

talmæssigt ville være stærkere end en invasionsstyrke, så ville den sidstnævnte 

være bedre uddannet og på papiret stærkere udrustet med kampvogne og 

pansrede mandskabsvogne. 

Hermed havde man givet et bud på et worst case-styrkemål, der kunne bruges 

som en grov parameter i kommende forsvarsplanlægning, men undladt at 

gå ind på komplekse scenarier for de kampe, der ville udspille sig i forbindelse 

med en landgangsoperation. På dette punkt blev det ved antydninger. 

De risici, der knyttede sig til gennemførelsen af en større landsætningsoperation, 

er dog ikke ladt helt uomtalt. Således påpeges det, at lokal luftoverlegenhed 

ville være nødvendigt for en invasions succes. Det skønnedes, at Øst ville 

kunne opnå en sådan med de ca. 200 fly, man formodede indsat i forbindelse 

med angrebet på Danmark. Men samtidig blev det sagt, at Øst ikke ville 

kunne opnå totalt luftherredømme over f.eks. et landsætningssted. Det ville 

ifølge studien stadig være muligt at trænge igennem med et lille antal vestlige 

fly udrustede med taktiske atomvåben, som ville kunne udrette betydelig 

skade under selve landsætningen. Hermed sagde det danske forsvar, at det 

ikke stod i Østs magt at forhindre, at Danmark og dets allierede brugte kernevåben 

i antiinvasionsforsvaret. 

Her var man tæt på de midler, der fra dansk og allieret side ville blive anvendt 

til afværgelse af et østligt invasionsforsøg. Den mulige anvendelse af 

kernevåben under landsætningsoperationen fra Østs side blev dog ikke tematiseret 

i studien, heller ikke konsekvenserne for forsvaret. Muligheden af en 


egrænset indsættelse af østlige taktiske kernevåben blev opretholdt, medens 

man udelukkede – og formentligt fejlagtigt som det fremgår af de østlige operationsplaner 

– at der kunne blive anvendt strategiske kernevåben mod 

Danmark i en krigssituation. Men studien rummer ingen gennemgang af kernevåbenscenarier, 

herunder vurdering af effekten af gentagne kernevåbenangreb 

mod en invasionsflåde. 

Sammenfattende var det vurderingen, at Øst ikke havde kapabilitet til at 

vende sig mod Danmark med egentlige operationer i den indledende fase af 

en krig. Over for Jylland ville man nøjes med en flankesikring, og med hensyn 

til en amfibieoperation mod Sjælland ville man formentlig kun vove en så 

krævende og hidtil ikke særligt højt prioriteret operationsform et stykke tid 

ind i en krig, og hvis en række operative forudsætninger var faldet på plads. 

Ændret dansk trusselsvurdering omkring 1968 

I slutningen af 1968 udbad Forsvarsudvalget sig – i forbindelse med udarbejdelsen 

af en ny forsvarslov – af Forsvarsministeriet en redegørelse for NATO’s 

vurdering med hensyn til ændringer i det militære styrkeforhold i Østersøområdet 

siden midten af 1966. FE blev i januar 1969 sat til på få dage at udarbejde 

en redegørelse, der fik overskriften Ændringer i de land-, sø- og luftmilitære 

styrkeforhold i Østersøområdet siden medio 1966. 90 Det hedder lidt kryptisk i 

redegørelsens indledning, at „redegørelsen bygger på oplysninger tilgået fra 

NATO-myndigheder og dækker tillige Forsvarets Efterretningstjenestes opfattelse“. 

FE synes at have valgt at bidrage med sin egen tolkning og ikke blot referere 

de vurderinger, som fandtes i NATO-papirer. 

1969-redegørelsen udtalte sig ikke om krigsrisikoen eller om sovjetiske intentioner, 

men skitserede med baggrund i de seneste sovjetiske aktiviteter og 

kapabilitetsudviklinger et lidt mere dystert trusselsbillede end i Truslen mod 

Danmark fra 1965, svarende til de forhold, der i de seneste år var blevet fremhævet 

i FE’s periodiske oversigter. Den ændrede trusselsvurdering blev begrundet 

med styrkelsen af de sovjetiske sømilitære kapabiliteter (bl.a. nye 

skibstyper) samt med udvidelsen af de sovjetiske sømilitære aktiviteter på 

verdenshavene især i de seneste tre år. Sovjetunionen havde udvidet sit interesseområde 

for at understrege sin rolle som stormagt, men også for at kunne 

imødegå truslen fra den amerikanske flåde. Konklusionen for Danmark af udviklingen 

var: „I en krisesituation vurderes denne udvikling at medføre et øget 

sovjetisk behov for kontrol over bl.a. adgangsvejene til Østersøen“. 

Vurderingen blev underbygget ved at påpege opbygningen af sovjetisk og 

polsk marineinfanteri i 1960’erne samt en „gennemgribende modernisering 

90 E.reg. 76/69 af 13. januar 1969; Arkiv 350.01. Den er på 4 sider og stemplet „Hemmeligt“. FE’s arkiv. 


og forøgelse af amfibiekapaciteten ved de tre Warszawapagtflåder i Østersøen“. 

Det blev understreget, at moderniseringen og forøgelsen især havde 

fundet sted i tiden fra de store Warszawapagt-amfibieøvelser i Østersøen i 

1966 og til nu. Warszawapagten havde imidlertid ikke blot fået flere og bedre 

amfibiefartøjer. Øvelsesbilledet havde ifølge papiret ændret sig gennem afholdelsen 

af omfattende flådeøvelser såvel i Atlanten som i Østersøen gennem 

de sidste tre år. En meget intens øvelsesaktivitet blev fra 1968 en daglig 

foreteelse tæt ved de danske farvande, i enkelte tilfælde i danske farvande. 

Konklusionen herpå var, at der var skabt „et øvelsesmønster, der betragtes 

som „normalt“, men muliggør aktioner mod dansk område med minimale 

muligheder for varsling“. Hvad der specifikt kendetegnede det nye øvelsesmønster 

i forhold til det gamle, blev der ikke nærmere redegjort for. Ordlyden 

må tages som udtryk for, at muligheden for at få et taktisk varsel vurderedes 

som reduceret i forhold til 1965. 

Med hensyn til de landmilitære forhold var der ifølge redegørelsen ikke 

sket væsentlige ændringer med hensyn til personelstyrke og troppernes dislocering 

i Danmarks nærområde. Det bemærkedes dog, at nye typer af pansrede 

mandskabsvogne i hovedsagen var blevet leveret til de sovjetiske enheder 

disloceret i den vestlige og nordvestlige del af Østtyskland. Heri måtte 

ligge en uudtalt vurdering af, at den sovjetiske landmilitære kapabilitet var 

øget på et afsnit, der havde betydning for Danmark. På flysiden påpegedes 

den øgede sovjetiske troppetransportkapacitet samt jagerstyrkernes øgede 

kampeffektivitet som konsekvens af ny udrustning. 

Alt i alt var den danske vurdering ved årsskiftet 1968/1969, at Sovjetunionen 

havde indledt et omfattende forsøg på konsolidering af sin fremskudte 

forsvarslinje, og at det derfor i højere grad end tidligere havde interesse i 

at beherske de danske stræder under krig. Med denne konstatering kunne 

de vurderinger, der var fremsat i Truslen mod Danmark næppe opretholdes. 

Sovjetunionen blev tillagt et øget incitament, hvilket næppe kunne undgå 

at få konsekvenser i retning af en tidligere indsats såvel i kampen om herredømmet 

over stræderne som med hensyn til en eventuel amfibieoperation. 

De videre konsekvenser for dansk forsvar blev dog ikke draget i dette korte 

papir. 

Først et af FE udarbejdet papir fra februar 1970 sagde klart, at truslen mod 

Danmark måtte vurderes som værende „forøget“, idet mulighederne for at 

gennemføre et angreb mod dansk område var øget, ligesom et angreb kunne 

gennemføres uden nævneværdigt varsel såvel af sovjetiske styrker som af 

„stedfortrædende“ ikke-sovjetiske styrker. I dette papir fokuseredes ikke 

mindst på ændringen af den sovjetiske militærstrategi, som havde gjort denne 

mere globalt præget og offensiv. Dette gav adgangsvejene til Østersøen øget 

betydning. Østersøen var også hjemsted for 40 til 50 % af den sovjetiske handelsflåde, 

hed det. Som tidligere blev det betonet, at truslen mod Danmark 

var vokset gennem udbygning af et marineinfanteri og af amfibiekapaciteten. 


Hertil kom at øvelser og patruljeaktivitet var blevet kraftigt intensiveret i 

Østersøen og samtidig flyttet længere og længere vestpå. 91 

Papiret fra 1970 udbyggede desuden den nationale trusselsvurdering med 

et nyt element, idet det gjorde gældende, at truslen mod Danmark nu skønnedes 

øget i kraft af, at Sovjetunionen havde ændret sin kernevåbenstrategi 

ved at tro på en højere eskalationstærskel, dvs. ved at tro på muligheden af en 

konventionel indsats mod et begrænset område, uden at denne indsats startede 

eskalering til en generel kernevåbenkrig. Uden at det nærmere blev begrundet 

blev denne udvikling vurderet at indebære en øget trussel for såvel 

et direkte militært angreb på Danmark som for sovjetiske politiske pressionsforsøg 

i fredstid. Den ikke udtalte argumentation må antages at bygge på forestillingen 

om, at den nu eksisterende balance med hensyn til strategiske kernevåben 

ville give Sovjetunionen militære og politiske handlemuligheder, 

som den ikke havde haft, medens USA havde overvægt med hensyn til de strategiske 

våben. 

Fokuserer vi specielt på situationen på amfibieområdet ved årsskiftet 1969- 

1970, var den, som omtalt under flådekapabiliteter, kendetegnet ved en ganske 

stor tilgang af moderne, relativt store landsætningsfartøjer til den sovjetiske 

og den polske flåde inden for de seneste år. Denne udvikling gav dog ikke 

anledning til nogen alarmistisk vurdering af den trussel mod Danmark, der 

kunne siges at udgå fra den voksende østlige amfibiekapacitet. Amfibieoperationerne, 

der dog nu i modsætning til vurderingen omkring 1965 blev karakteriseret 

som „offensive“, blev set som én af de opgaver, de østlige flåder 

skulle løse inden for et helt spektrum af opgaver, herunder også mere defensive 

opgaver i form af forsvar af egne kyster og imødegåelse af vestlige flådeangreb 

ind i Østersøen. Det blev ikke sagt, at Danmark var det sandsynligste 

angrebsmål, og den samlede vurdering var på den baggrund den forholdsvis 

afdæmpede, at „kun den samlede WP-styrke vil være tilstrækkelig til udførelse 

af et søbåret angreb, og da kun mod ét område, såfremt operationens gennemførelse 

ønskes sikret“. 92 Med andre ord sagde FE, at hvis Øst ville foretage 

en invasion af Sjælland og være nogenlunde sikker på succes, kunne det alene 

ske ved indsættelse af den samlede østlige amfibiekapacitet. 

Set ud fra interessemæssige og kapabilitetsmæssige overvejelser tegnede FE 

således et ændret og lidt mere dystert trusselsbillede på overgangen til det nye 

årti, men det var billedet på kapabilitetssiden. Hvorledes stillede det sig på intentionssiden? 

Indebar udviklingen, at sandsynligheden for krig var voksende? 

Dette spørgsmål havde efterretningstjenesten taget stilling til i et papir fra 

oktober 1968, der formentlig var affødt af begivenhederne i Tjekkoslovakiet, 

og hvor den udtalte sig om truslen, som den så ud for øjeblikket og forvente- 

91 Ændringer i truslen i løbet af 1960’erne. 5 sider. Klassifikation: „Til tjenestebrug“. K/p Danmark, 18. 

februar 1970. FE’s arkiv. 



des at se ud de nærmest kommende år. I dette papir fra oktober 1968 hed det, 

at sandsynligheden for en konflikt mellem NATO og Warszawapagt-landene 

„var ringe“, men at man på grund af Warszawapagtens betydelige konventionelle 

overlegenhed og en ændring til Sovjetunionens fordel i det strategiske 

nukleare magtforhold ikke kunne udelukke muligheden for en konflikt i 

fremtiden. Denne vurdering af sandsynligheden for en konflikt mellem Øst 

og Vest viste sig at være levedygtig. Den blev bibeholdt i de bevarede udgaver 

af Truslen mod Danmark fra 1970’erne. 

Hvis vurderingen af sandsynligheden for en Øst-Vest-konflikt var relativt beroligende, 

var præmisserne for vurderingen det i mindre grad. Det blev fremhævet 

– dog uden specifik begrundelse – at der var større fare end tidligere 

for, at Sovjetunionen ville anvende sin styrke „som politisk afpresningsmiddel“ 

– og med en konventionel konflikt som muligt resultat. Det blev også 

slået fast, at der ikke var tegn på varig afspænding mellem Øst og Vest i sigte. 

Vel havde Sovjetunionen indtil dato indtaget en „afventende holdning“ over 

for Vesteuropa, men det skyldtes vestlig beslutsomhed eller fysisk styrke. Ud 

fra den leninistiske situationsbedømmelse ekspanderede Sovjetunionen nemlig, 

hvor den følte, at der eksisterede et magttomrum, hed det. 

Fremtidige konflikter mellem Øst og Vest var ifølge efterretningstjenesten 

mulige, hvis: 

– Sovjetunionen opnåede en klar overvægt på kernevåbenområdet; 

– hvis Warszawapagten tvivlede om solidariteten inden for NATO eller på 

alliancens evne til at forsvare sig; 

– hvis indre uro afgørende svækkede et eller flere NATO-lande. 

Endelig vurderedes det, at en konflikt kunne opstå som følge af strid inden 

for Warszawapagten eller som følge af en fejlberegning af Vestens hensigter. 93 

Sammenfattende må det betones, at det nok er vigtigt at lægge nogle 

distinktioner og en tidsdimension ind i billedet for at forstå den danske trusselsvurdering 

omkring 1970. Det var helt klart, at den internationale spænding 

i 1960’ernes slutning var mindsket betydeligt i forhold til Berlinkrisernes tid 

– selv udsendelsen af efterretningsrapporterne vidnede om dette forhold, 

idet de fra 1970 kun udsendtes hver måned. Dette skyldtes bl.a., som FE antydede, 

at den trussel, der udgik fra Sovjetunionens spændingsskabende forkøbsstrategi 

fra 1950’erne var mindsket, i og med at landet nu besad mere eller 

mindre usårlige kernevåben. Truslen om forkøbsslag var således mindsket. 

Som vi skal se i det nærmest følgende, var det vedblivende opfattelsen, at krigssandsynligheden 

var ringe og kunne holdes på dette niveau, hvis Vesten optrådte 

samlet. 

93 Hvilken trussel eksisterer i dag og forventes at ville eksistere i de nærmeste kommende år? (Oktober 1968). K/p 

Danmark, 16. oktober 1968. FE’s arkiv. 


Det er vigtigt at slå fast, at når truslen i 1970-papiret anses for øget, skal det 

ses i forhold til den kapabilitets- og intentionsbeskrivelse, der var givet i 

Truslen mod Danmark fra 1965, der må opfattes som referencerammen – og 

ikke f.eks. forholdene i 1950’erne. Østblokken øvede omkring 1970 til forskel 

fra 1965 offensive og mere avancerede amfibieoperationer med en voksende 

flåde af landsætningsfartøjer, fordi de nu fandt, at en hurtig besættelse af 

Danmark var nødvendig i tilfælde af krig. At truslen vurderedes som øget i 

1970 var en relativ vurdering, der betød, at hvis krigen kom, ville Danmark 

blive hurtigere involveret end i 1965 og ville også blive angrebet af en flåde 

med større kapabilitet. At truslen om politisk pression i fredstid var vokset 

blev også påpeget, men ikke begrundet. Det skal tillige bemærkes, at der ikke 

i det her anførte materiale fra omkring 1970 blev foretaget egentlige styrkesammenligninger. 

Det blev heller ikke sagt, at Danmarks forsvarsevne – der jo 

gennem 1960’erne styrkedes ved forsvarssamarbejdet med Vesttyskland – nu 

skønnedes ringere. 



51 · FE’s vurderinger af østlige kapabiliteter 

og intentioner 1971-1979 

Et hovedtema i efterretningstjenestens rapportering gennem 1970’erne var 

som i 1960’erne udviklingen i forholdet mellem Sovjetunionen og USA. Den 

grundlæggende præmis var som tidligere, at dette forhold havde afgørende 

betydning for Danmarks sikkerhed. Begge supermagter skildredes af FE som 

interesserede i fastholdelse af detentepolitikken frem til anden halvdel af 

1970’erne, men fra 1977 vurderedes Sovjetunionens detentepolitik i forhold 

til USA at være genstand for en „mærkbar afkøling“. 

Baggrunden var ifølge FE den menneskerettighedspolitik, som den nyvalgte 

amerikanske præsident Jimmy Carter havde anlagt og gjort til et hovedelement 

i amerikansk udenrigspolitik. Denne politik, der skabte „vrede og 

forvirring“ i Moskva, blev efter omfattende sovjetiske analyser tolket som en 

ideologisk oprustning vendt mod Sovjetunionen med det formål at skabe baggrund 

for vestlig militær oprustning. Den køligere sovjetiske holdning over 

for USA voksede i 1979 til „direkte mistro og vrede“, der ifølge FE yderligere 

forstærkedes ved de stærke amerikanske reaktioner på den sovjetiske invasion 

i Afghanistan. Ved begyndelsen af året 1980 blev forholdet mellem de to supermagter 

beskrevet „som det dårligste i mange år“. 1 

Som årsager til den skærpede sovjetiske holdning blev der ud over Carteradministrationens 

menneskerettighedspolitik anført uro over samarbejdet 

mellem USA og Kina, stigende amerikansk indflydelse i Mellemøsten samt 

moderniseringen af amerikanske nukleare våbensystemer. Moskva havde svaret 

igen med den størst anlagte propagandakampagne i mange år rettet mod 

den såkaldte „neutronbombe“ (1977). Den blev i 1979 efterfulgt af en endnu 

mere omfattende kampagne mod de nye amerikanske mellemdistancekernevåben 

(Theater Nuclear Forces, TNF). En konsekvens af forværringen af relationerne 

mellem supermagterne var ifølge FE tydelige sovjetiske forsøg på 

tilnærmelser til Vesteuropa bl.a. ved at idyllisere relationerne mellem 

Sovjetunionen og de vesteuropæiske lande. 

Økonomi 

I FE’s analyser af den sovjetiske økonomiske udvikling påpegedes supermagtens 

faldende vækstrater op igennem 1970’erne, der endte med en markant 

forværring af billedet i 1978 og 1979. Landbruget var som tidligere plaget af 

kroniske problemer, der skærpedes af en katastrofal høst i 1975, som nødvendiggjorde 

omfattende kornopkøb i udlandet. Tendensen inden for industri- 

1 Efterretningsoversigter for 1977 og 1979 (årsoversigter), begge steder s. 9. FE’s arkiv. 


produktionen, der allerede i 1970’ernes første halvdel afspejledes i femårsplanernes 

lave forventningsniveau, vurderedes dog at være udslaggivende for 

totalbilledet. I 1975 planlagde man således en bruttovækst på 4,3 % i industrien 

– den laveste vækst siden 1946. Men selv disse tal kunne ikke nås. I starten 

af året 1980 vurderede FE, at den sovjetiske økonomi var „kommet ind i 

en overordentlig vanskelig periode med 1979 som foreløbigt lavpunkt“. 

Væksten i den materielle produktion dette år, der viste sig at være under halvdelen 

af den planlagte vækst (på 4,3 %), betegnedes som økonomisk stagnation. 

Det blev fremhævet, at en række vigtige industriområder (kul, stål, træ, 

lokomotiver, traktorer) viste direkte tilbagegang, medens andre områder stagnerede. 

Kun på olie- og naturgasområdet var der lyspunkter. Andre krisesymptomer 

var problemer i transportsektoren, tilbagegang i byggeriet og stagnation 

eller fald i den reelle levestandard. 2 

I analysen af den økonomiske misere i Sovjetunionen fokuserede FE på regimets 

stærke optagethed af den økonomiske problematik i anden halvdel af 

1970’erne, men påpegede også regimets manglende evne til at foretage andet 

end blotte justeringer af et centralistisk ledet økonomisk system, der ikke 

fremmede lokalt initiativ. Som specifikke årsager inden for systemet udpeges 

– med lidt vekslende betoning fra år til år – den høje prioritering af forsvarssektoren 

og en fejlslagen effektiviserings- og investeringspolitik. 

Det billede, der mod periodens slutning blev tegnet af den økonomiske udvikling 

i de to andre øststater i nærområdet, var lysere, men dog ikke meget. 

Det stod klart, at også DDR og Polen var ude af stand til at nå deres planlægningsmål. 

Polen havde tilmed negativ økonomisk vækst i 1979, idet nationalindkomsten 

faldt med 2 %. Landet befandt sig fra midten af 1970’erne i en 

åbenlys økonomisk krise, og i slutningen af 1970’erne eksisterede der ifølge 

FE en latent utilfredshed i befolkningen, som der i varierende grad også 

gjorde det i de andre østlande. 3 Det kan bemærkes, at FE’s vurdering af DDR 

var mørkere end den vurdering, der var fremherskende i den danske offentlighed, 

hvor DDR for mange fremstod som et velfungerende socialistisk samfund. 

FE’s analyser forudså ikke umiddelbare strategiske konsekvenser af den 

økonomiske nedtur i østlandene, men var opmærksomme på de mulige langtidseffekter. 

De sovjetiske forsvarsudgifter, der sættes til 11-13 % af nationalproduktet, 

blev set som én årsag til den vanskelige økonomiske situation, men 

analyserne rummer ikke formodninger om, at supermagten ikke skulle kunne 

bære de høje forsvarsudgifter fremover. Først på længere sigt forventedes en 

fortsat anspændt økonomi at få indflydelse på forsvarspolitikken. Det står i 

dag klart, at de vestlige efterretningstjenester anslog de sovjetiske forsvarsudgifters 

andel af nationalproduktet for lavt, og at de ligeledes tog fejl, når de i 

2 Efterretningsoversigt for 1979, s. 26ff. FE’s arkiv. 

3 Efterretningsoversigt for 1979, s. 29ff. FE’s arkiv. 


1970’erne anslog den årlige vækst i udgifterne til forsvaret til 4-5 % med svag 

faldende tendens, hvad der formodedes at svare nogenlunde til den gennemsnitlige 

økonomiske vækst – og således ikke udgjorde nogen forøget byrde – 

ser vi bort fra 1970’ernes sidste år. 4 Derimod er analyserne bevidste om den 

undergravning af de østeuropæiske regimers legitimitet, som de økonomiske 

og forsyningsmæssige problemer kunne bevirke. I 1976 vurderedes det, at 

Sovjetregimet ville komme ud for udfordringer fra afvigende socialistiske retninger, 

hvis det ikke magtede at tilfredsstille kravene til et bedre liv fra den 

højtuddannede klasse af sovjetborgere. 5 

På samme vis fulgte FE nøje brudfladerne i det kriseplagede polske samfund. 

Det kommunistiske regime i Polen måtte affinde sig med strejker i befolkningen, 

og i juni 1976 led regeringen et sviende nederlag, da det inden 

for én dag måtte tilbagekalde en prisforhøjelse på fødevarer. I 1979 så regeringschefen 

Edward Gierek sig nødsaget til at henvende sig til de samfundsbærende 

lag i landet og appellere om befolkningens tålmodighed i spørgsmålet 

om løsning af forsyningsproblemerne. Udviklingen resulterede i 1976 i 

dannelsen af oppositionsgruppen „Arbejdernes Forsvarskomité“ (KOR), der 

i 1977 suppleredes med en menneskerettighedsorganisation (ROPCO). Der 

fandtes nu oppositionelle strømninger i landet i form af såvel kirken – der 

stod styrket efter valget af kardinal Karol Wojtyla til pave i 1978 og sammes besøg 

i landet sommeren 1979 – som inden for de intellektuelle kredse i Polen. 

Det fremhæves af FE som et hidtil ukendt fænomen i et Warszawapagtland, at 

der fandtes en vis organisering blandt de oppositionelle. 6 

Den sovjetisk-kinesiske strid 

Den sovjetisk-kinesiske strid om førerpositionen inden for den verdenskommunistiske 

bevægelse fortsatte i sit tilsyneladende helt fastlåste spor – også 

efter formand Maos død i 1976 – op gennem 1970’erne. FE hæftede sig ved 

flere lejligheder ved karakteren af den debatform, der anvendtes fra kinesisk 

side, således i slutningen af 1975 en stadig hyppigere karakteristik af den sovjetiske 

ledelses vestpolitik som „hitleristisk“. 7 Man bemærkede også efter midten 

af 1970’erne kinesernes gentagne advarsler til især de vesteuropæiske stater 

om Sovjetunionens aggressive hensigter. Fra 1978 ventede FE øget spænding 

mellem de to stater som følge af en stærkt aktiveret og pragmatisk kinesisk 

udenrigspolitik, der modarbejdede sovjetiske interesser overalt og ikke 

mindst i Sovjetunionens grænseområder. Tolkningen var, at kineserne søgte 

4 Efterretningsoversigt for 1976, s. 22; Efterretningsoversigt (dvs. månedsoversigt – forkortes i det følgende 

til EO) juli 1978, s. 12. FE’s arkiv. 

5 Efterretningsoversigt for 1976, s. 21. FE’s arkiv. 

6 Efterretningsoversigt for 1976, s. 23f og 1977, s. 27ff. FE’s arkiv. 

7 EO november 1975, s. 9. FE’s arkiv. 


at inddæmme Sovjetunionen som en konsekvens af sovjetiske bestræbelser på 

at inddæmme Kina. 8 Den voksende spænding mellem de to magter kunne 

ikke undgå at få militære konsekvenser i form af styrkeopbygning, jf. nedenfor. 

Den sovjetiske invasion i Afghanistan 1979 

I Afghanistan – der i en række år havde været under sovjetisk indflydelse – 

herskede siden et kup i april 1978 et kommunistisk orienteret styre. Det nye 

styre iværksatte en radikal socialiseringspraksis, der mødte voldsom modstand 

i befolkningen, og til sidst så Moskva sig nødsaget til at intervenere militært 

(27. december 1979) for at forhindre regimets sammenbrud; landets ministerpræsident 

(Hafizulla Amin) blev henrettet af sovjetiske specialstyrker 

under invasionen. Ifølge FE var der allerede i september 1979 indikationer på 

en intervention. Invasionen gennemførtes af en sovjetisk luftbåren division 

samt to motoriserede infanteridivisioner, men allerede i januar 1980 omfattede 

styrken ca. 6 divisioner og i alt ca. 100.000 mand. Allerede på dette tidspunkt 

havde de sovjetiske styrker lidt tilbageslag i forsøget på at skaffe sig kontrol 

over landet. 

FE’s vurdering var, at den militære intervention „væsentligst må opfattes defensivt 

om end med ekspansionistiske implikationer“, og man accepterede tilsyneladende 

den officielle sovjetiske begrundelse for interventionen, der 

understregede såvel ideologiske som sikkerhedspolitiske hensyn, idet den betonede 

den sovjetiske frygt for, at den „antifeudale, demokratiske revolution“ 

i Afghanistan skulle blive elimineret af USA, Kina og Pakistan samt det uacceptable 

for Sovjetunionen i dannelsen af en „reaktionær bastion“ ved landets 

sydgrænse. Interventionen vurderedes ikke af FE at være starten på et fremstød 

mod Det Indiske Ocean eller mod oliefelterne i den arabiske verden, således 

som en række internationale iagttagere tolkede de sovjetiske motiver. 

Ifølge FE var det dog ikke udelukket, at det kunne komme til konfrontationer 

på stormagtsniveau over Afghanistan i den kommende tid. 9 

Rumænien 

Den løbende uoverensstemmelse mellem Sovjetunionen og Rumænien gik 

ind i en skærpet fase i slutningen af 1970’erne. Under mødet i Warszawapagtens 

politisk-konsultative komité i Moskva i november 1978 – i realiteten 

et østligt topmøde – opponerede Rumænien mod sovjetiske ønsker om øget 

militær integration i Østblokken og øget oprustning, der begrundedes med 

NATO-landenes bestræbelser på at opnå militær overlegenhed. Det var FE’s 

8 EO august 1978, s. 8-9. FE’s arkiv. 

9 Efterretningsoversigt for 1979, s. 41-43 og 65. FE’s arkiv. 


tolkning, at Rumænien på disse punkter i realiteten udsagde, hvad de mindre 

Warszawapagtlande også tænkte. Den påfølgende rumænske afsløring af 

uenigheden på topmødet tolkedes som en åben udfordring af Sovjetunionen 

og en afsløring af dennes nedrustningspropaganda. Efterretningstjenestens 

endelige vurdering var dog, at Sovjetunionen ikke ville invadere Rumænien 

på grund af geopolitiske forhold, styrets kommunistiske karakter og de politiske 

omkostninger forbundet med en invasion. 10 

Militære forhold 

1970’ernes efterretningsoversigter er præget af de overordnede militærstrategiske 

udviklinger, der allerede havde gjort sig gældende i 1960’erne. Oversigterne 

indeholder en løbende beskrivelse af Sovjetunionens deltagelse i den 

accelererende våbenteknologiske udvikling med fokus på kernevåben, missilteknologi, 

satellitopsendelser og elektronisk krigsførelse. Derudover følges 

den militære styrkeudfoldelse i form af de øvelser og aktiviteter, som de sovjetiske 

styrker foretog uden for Sovjetunionen. En omfattende rapportering 

dækkede ikke mindst de sovjetiske flådeaktiviteter på verdenshavene og de 

politisk/militære kontakter til tredjeverdenslande, der samlet tolkedes som et 

forsøg på at tilkæmpe sig en global magtposition i konkurrence med primært 

USA og Kina. 

På de strategiske kernevåbens område var udviklingen i 1970’erne karakteriseret 

ved Sovjetunionens opnåelse af paritet i forhold til USA. Med Vladivostok-aftalen 

i 1974 etablerede de to supermagter et loft over antallet af strategiske 

kernevåbensystemer (på 2400) og bestemte, at hver af parterne måtte 

have ét ABM-anlæg. Aftalen var baseret på det såkaldte „lighedsprincip“. 

Dette blev bibeholdt i SALT II-aftalen fra juni 1979, der indeholdt en række 

især kvantitative men også kvalitative begrænsninger af våbenkapløbet samt 

verifikationsforanstaltninger. Ifølge FE illustrerede stadfæstelsen af „lighedsprincippet“ 

den massive opbygning af den sovjetiske strategiske styrke, der 

havde fundet sted i 1970’erne gennem indførelse af delsprænghoveder 

(MIRV), medens de amerikanske strategiske kernevåben var forblevet på 

samme styrkeniveau som i 1968. 11 Det var dog vurderingen, at de sovjetiske 

missilers vægt og bæreevne „rigeligt“ blev modsvaret af de amerikanske missilers 

træfsikkerhed. 12 

De sovjetiske strategiske kernevåbenstyrker omfattede ifølge FE i 1978 ca. 

1.250 ICBM’er, 864 affyringsramper (på 60 ubåde) for søbaserede ballistiske 

missiler (SLBM) samt 140 tunge bombefly. Mellemdistancekernevåbenstyr- 

10 EO november 1978, s. 9-12. FE’s arkiv. 

11 EO juni 1979, s. 9-11. FE’s arkiv. 

12 Truslen mod Danmark 1978, s. C-5. FE’s arkiv. 


kerne omfattede 120 IRBM (med rækkevidde op til 4.600 km), 460 MRBM 

(rækkevidde 2000 km), 39 launchere på 13 ældre ubåde (rækkevidde fra 550 

til 1.600 km) samt 580 mellemtunge bombefly. Kernevåben med rækkevidde 

på under 1000 km defineredes som „taktiske“ af Sovjetunionen. 13 

På kernevåbenområdet fulgtes udviklingen inden for prøvesprængningsområdet 

nøje, og det samme gjaldt den sovjetiske missiludvikling. Med 

års mellemrum opsamlede FE udviklingen på kernevåbenområdet, således i 

årsoversigten for 1977, der kort behandlede Sovjetunionens afprøvning af 4. 

generation af ICBM’er (i form af typerne SS-16, SS-17, SS-18, SS-19) samt det 

nye mellemdistancemissil SS-20. For alle missilernes vedkommende gjaldt 

det, at de kunne fremføre sprænghoveder med individuelt styrbare delladninger 

(MIRV). Opmærksomheden rettedes i den følgende tid især mod de 

seneste varianter af SS-18-missilet, der med sine 10 delsprænghoveder og en 

gennemsnitlig målpræcision (CEP) på 180 meter vurderedes at udgøre den 

største trussel. Det var vurderingen i slutningen af 1978, at halvdelen af de 

ældre sovjetiske ICBM-siloanlæg (til SS-9-missilet) var blevet erstattet med 

SS-18. 14 

SS-20-missilet, der fra 1970’ernes slutning blev genstand for intens international 

opmærksomhed og strid, omtales af FE i august 1975, hvor det hedder 

om missilet, at der var gennemført ni vellykkede prøveafskydninger siden 

efteråret 1974, og at det i øvrigt ventedes klar til indsættelse i slutningen af 

indeværende år 15 – hvilket ikke kom til at passe. I årsoversigten for 1977 blev 

det ret kortfattet meddelt, at missilet bestod af første og andet trin af 

ICBM’eren SS-16, og at det var medtaget, fordi det dels „vil udgøre den primære 

trussel mod Europa“, dels fordi det på grund af sit slægtskab med 

SS-16’eren indtager en særlig plads i drøftelserne om en ny aftale om begrænsning 

af de strategiske våben. Det betegnedes som afløser for de ældre 

mellemdistancemissiler SS-4 og SS-5, og det fremstillede antal blev i begyndelsen 

af 1978 sat til nogle få stykker. Det vurderedes, at det endelige antal 

ville komme op på 300-400. 16 Hvis denne formodning kom til at holde stik, 

ville Sovjetunionen med SS-20-missilet – der besad tre delsprænghoveder – 

have fordoblet sin kapacitet på mellemdistancekernevåbenområdet. 

FE fremhævede i begyndelsen af 1978 „som det afgørende moment i SS-20problematikken“ 

missilets mobilitet, der vanskeliggjorde lokaliseringen af afskydningspositionen. 

Det vurderedes ikke som sandsynligt, at hele SS-20-styrken 

ville rykke ind i de gamle afskydningsområder for SS-4 og SS-5 eller (øst 

for Ural) SS-7- og SS-8-stillingerne. 17 Hvad der ikke klart kom til orde i disse 

13 Truslen mod Danmark 1978, s. C-1ff. FE’s arkiv. 

14 Efterretningsoversigt for 1977, s 49 og 50B; en tidligere opsamling på kernevåbenområdet i 

Efterretningsoversigt for 1975, s. 17; EO oktober 1978, s. 15f. FE’s arkiv. 

15 EO august 1975, s. 14. FE’s arkiv. 

16 Efterretningsoversigt for 1977, s. 49 og 50B med tabel 1 og 2. FE’s arkiv. 

17 EO januar 1978, s. 26-28, FE’s arkiv. 


formuleringer, var det forhold, at de ældre sovjetiske mellemdistancemissiler 

på grund af deres lange klargøringstid før affyring og deres begrænsede mobilitet 

(SS-5’eren var tilmed stationær) havde udgjort en overskuelig trussel, 

som USA i en krigssituation formentlig regnede med at kunne eliminere ved 

et forkøbsslag. Denne mulighed ville ikke eksistere i samme omfang som tidligere. 

Hvad angik de øvrige masseødelæggelsesvåben, var det i 1970’erne opfattelsen, 

at Warszawapagtens væbnede styrker ikke rådede over offensive biologiske 

våben, men at der forskedes systematisk i emnet, ligesom der fandtes egnede 

fremføringsmidler. Der blev i den sammenhæng peget på, at 

Sovjetunionen i 1972 havde underskrevet en konvention mod udvikling, produktion 

og oplagring af biologiske våben. Konventionen blev ratificeret af 

Sovjetunionen i 1975. 

Med hensyn til kemisk krigsførelse blev situationen vurderet anderledes af FE. 

Det blev slået fast, at Sovjetunionen gennemførte en intensiv forskning med 

hensyn til kemiske kampstoffer med hovedvægt på udvikling af nervegasser. I 

forbindelse hermed søgte man også at udvikle forebyggende midler mod nervegasser. 

Produktionen af kemiske kampstoffer (med vægt på VR-55, Soman 

og Sarin) vurderedes som „betydelig“, og beholdningerne af kampstofferne 

blev skønsmæssigt anslået til ca. 300.000 tons. Det blev understreget, at øststyrkerne 

gjorde store anstrengelser for at beskytte sig mod kemiske kampstoffer. 

Sporing af og beskyttelse mod kampstoffer var indbygget i den militære 

organisation og uddannelse ned til den enkelte soldat. FE vurderede, at 

Øst rådede over alarmudstyr, der satte dem i stand til at erkende og identificere 

de fleste af de kampstoffer, der var til rådighed for de vestlige lande. 

Det vurderedes, at Warszawapagtstyrkerne i „ret betydelig grad“ var udrustet 

til offensiv kemisk krigsførelse, idet et stort antal våben kunne sprede kemiske 

kampstoffer. Med hensyn til den taktiske indsættelse af disse våben formodede 

man i 1970’erne, at det sovjetiske feltreglement af 1962 stadig var 

gældende, i hvilket det blev slået fast, at grundlaget for ildstøtteplanen – dvs. 

for artilleriets deltagelse i den pågældende operation – var atomvåben og kemiske 

våben, og hvor der specifikt blev nævnt indsættelse i forbindelse med 

flodovergange, ved forfølgelse, ved sø- og luftlandsætninger. 

Det forekommer i dag ikke uproblematisk at lade det med henblik på den 

totale kernevåbenkrigs forhold udarbejdede feltreglement fra 1962 fortsat 

have gyldighed i 1978. Emnet er stadig uafklaret. Det må antages, at ildstøtteplanen 

– efter den kraftige styrkelse af det sovjetiske konventionelle artilleri i 

1970’erne – i samme periode blev justeret og „konventionaliseret“. Brugen af 

taktiske kernevåben var i 1970’erne ikke forskrift, men en option; indtil videre 

er det dog uklart, hvilke konsekvenser udviklingen med hensyn til brug 

af kernevåben i dette årti har haft for brugen af kemiske kampstoffer. Det er 

muligt, at man fra sovjetisk side har betragtet indsættelse af disse våben som 

en mere uskyldig option end indsættelse af kernevåben. Harald Nielsen går i 


sin studie om DDR og kernevåbnene (fra 1998) ud fra, at der „vel“ indtil slutningen 

af 1970’erne har været en indsatsoption for sovjetiske kemiske våben, 

men peger samtidig på, at det østtyske feltreglement fra 1983 – i modsætning 

til det fra 1962 – ikke behandler østtysk brug af kemiske våben. Ifølge Harald 

Nielsen har det heller ikke kunnet afklares, om Sovjetunionen nogensinde 

oplagrede kemiske våben i DDR eller først ville hente dem ind i forbindelse 

med en krise. 18 

FE gik ud fra, at brugen af masseødelæggelsesvåben krævede politisk godkendelse 

og ville blive autoriseret samtidig med anvendelse af atomvåben. 

Mere interessant var det måske, at FE også og lidt i modstrid med tanken om 

en samtidig autorisation vurderede, at kemiske kampstoffer ville blive anvendt 

i en konventionel fase af en storkrig til gennemførelse af operationer, 

der ikke kunne gennemføres som planlagt, og måske navnlig mod en modstander, 

der ikke kunne svare igen. 

Uden at det blev sagt direkte og uden at det blev overbetonet, anså man det 

altså fra dansk side for sandsynligt, at Warszawapagten ville benytte sig af kemisk 

krigsførelse fra første færd under deres operationer mod Danmark 

under en i øvrigt konventionel storkrig. Særlig sandsynlig ud fra denne forudsætning 

var vel forsøg på at lamme danske flyvestationer samt antiinvasionsforsvaret 

ved Køge og Fakse Bugt. 

Megen spalteplads i efterretningsoversigternes faste afsnit om „Videnskab 

& teknik“ – der også inkluderede den generelle udvikling på kernevåbenområdet 

– indtog en detaljeret dækning af rumfart og især af satellitområdet, der 

demonstrerede Sovjetunionens omfattende bestræbelser på feltet. I marts 

1978 opsendtes således satellit nr. 1000, og ved periodens slutning var der 

konstant op imod 100 militære sovjetiske satellitter i kredsløb. Som eksempel 

kan nævnes, at der i oktober 1977 omtales 92 sovjetiske satellitter i omløb, af 

hvilke de 47 var kommunikationssatellitter, 30 fotorekognosceringssatellitter 

og resten tjente elektronisk indhentning og navigation. 19 Alt i alt kan det dog 

undre, at FE gav satellitområdet så megen spalteplads, som tilfældet var, da 

oplysningerne med deres tekniske karakter må antages kun at have haft begrænset 

relevans for brugerne af oversigterne. 

Voksende dækning fik i oversigterne op igennem 1970’erne emnet „elektronisk 

krigsførelse“, dvs. den øgede brug af elektronisk opklaring eller ESM 

(Electronic Support Measures), der typisk er en overvågnings- og pejlingsopgave, 

og elektronisk krigsførelse eller ECM (electronic countermeasures), der 

er et kampmiddel som sættes ind mod fjendens elektroniske udstyr, i særdeleshed 

hans radarsystemer og missilstyring. Den øgede opmærksomhed afspejlede, 

at uddannelses- og øvelsesbilledet også i Øst i vidt omfang blev præ- 

18 Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen – Die nukleare Rolle der Nationalen Volksarmee im 

Warschauer Pakt, 1998, s. 162f. 

19 Efterretningsoversigt oktober 1977, s. 25ff., FE’s arkiv. 


get af indøvelser af rutiner med henblik på elektronisk krigsførelse. Det gjaldt 

ikke mindst på flyområdet. 

Introduktion af nye større våbenplatforme omtales nedenfor i afsnittene 

om hærstyrker, flådestyrker og flystyrker. 

Hærstyrker 

Sovjetunionens disponible mandskabsstyrke voksede kvantitativt kun lidt i perioden, 

medens de vestlige efterretningstjenester mente at iagttage en betydelig 

kvalitativ udvikling. Denne udvikling vil blive behandlet i afsnittet om nærområdet. 

Sovjetunionens antal af linjedivisioner anslås i 1972 til 169, af hvilke de 120 

formodedes at kunne anvendes mod NATO-landene i en eventuel konflikt. 

Antallet af linjedivisioner var svagt voksende i tiåret og sættes i 1979 til 175 divisioner, 

af hvilke de 83, ja, måske 101 divisioner var opstillet på en måde, så 

de i en krigssituation kunne anvendes mod NATO. 20 Rapporten fra 1979 er 

således kendetegnet ved en ret iøjnefaldende afvigelse fra vurderingen fra begyndelsen 

af 1970’erne med hensyn til de styrker, der kunne siges at udgøre 

en trussel for Europa. Kildegrundlaget for de østlige styrketal er formentlig 

som tidligere NATO’s kollektivt udarbejdede årlige oversigt over Warszawapagtens 

styrker og intentioner, men den omtalte afvigelse gøres mod forventning 

ikke til genstand for kommentarer fra FE’s side. Med hensyn til ét specifikt 

område lå tallene dog fast: i satellitstaterne i Østeuropa. Tallene var for 

dette område i 1970’erne uforandret 20 divisioner i Østtyskland (ca. 372.000 

mand), seks divisioner i Tjekkoslovakiet (80.-90.000 mand), fire divisioner i 

Ungarn (ca. 60.000 mand) og to divisioner i Polen. Det var vurderingen i 

oversigterne, at divisionerne i Sovjetunionen generelt stod „markant lavere“ 

end de sovjetiske divisioner i Østeuropa med hensyn til kampværdi og beredskabsstatus. 

21 

1970’ernes første år var vidne til en yderligere udbygning af den sovjetiske 

militære position ved den kinesiske grænse. De sovjetiske styrker her blev medio 

1971 anslået til 37 divisioner og i 1979 til 45 divisioner, der vurderedes at 

være udrustet med det nyeste militære udstyr og kineserne kvalitativt – men 

ikke kvantitativt – overlegne. Det var FE’s vurdering gennem 1970’erne, at såvel 

den sovjetiske som den kinesiske styrkeopbygning havde defensiv karakter, 

og at man søgte at undgå en militær konfrontation. 

Selv om det var en ganske betydelig sovjetisk styrke, der var opstillet i det 

fjerne østen, var det ikke den danske vurdering i begyndelsen af 1970’erne, at 

udbygningen mod Kina havde nogen betydning for det militære billede i 

Tyskland, ud over at stigningstakten i den militære modernisering af GSST 




måske havde været en smule lavere end forventet. 22 Her kunne det dog i dag 

tilføjes, at de ca. 40 divisioner, der befandt sig ved den kinesiske grænse, i tilfælde 

af krig ikke uden videre kunne overføres til Europa, og at deres fravær 

fra området vest for Ural indebar en lettelse af situationen for NATO. 

Flådestyrker 

På flådesiden fulgte oversigterne løbende de verdensomspændende sovjetiske 

maritime aktiviteter, der betød en konstant sovjetisk flådetilstedeværelse – 

hvis størrelse var afhængig af den internationale situation og årstiden – i 

Atlanterhavet, Middelhavet, Stillehavet og Det Indiske Ocean. I 1979 bemærkes 

det, at Sovjetunionen havde opnået basefaciliteter i Vietnam. 

En vigtig rolle for den strategiske magtbalance spillede efterhånden supermagternes 

patruljer med strategiske missilubåde. Ifølge FE havde Sovjetunionen 

i 1970’ernes slutning deployeret fem Yankee-klasse ubåde ud for 

USA’s øst- og vestkyst. Disse ubåde vurderedes at være sårbare på grund af deres 

nærhed til amerikanske styrker, men det strategiske billede ændredes fra 

1974, fra hvilket år sovjetiske Delta-ubåde udstyret med SS-N-8/18 missiler 

kunne nå USA fra mere sikre affyringspositioner i Barentshavet, Norskehavet 

og Atlanterhavet. 23 Det indebar, at Sovjetunionen havde udviklet en kapacitet 

til at gøre gengæld, selv om amerikanerne gennemførte et altomfattende missilangreb 

mod Sovjetunionen, med andre ord opnået en sikret andetslagsevne. 

Denne nukleare kapacitet var primært tilknyttet den sovjetiske Nordflåde, 

hvis aktiviteter vel blev dækket af efterretningstjenesten, men af gode grunde 

ikke på samme udførlige vis som den sovjetiske Østersøflådes aktiviteter. Det 

var også fortsat FE’s vurdering, at Sovjetunionens årlige store flådeøvelser i 

Nordatlanten og Norskehavet skulle opfattes som indøvelse af defensive foranstaltninger, 

der i krig havde til mål at søge at standse indtrængende amerikanske 

flåder i deres bevægelser mod Norskehavet og Barentshavet. Den overordnede 

vurdering var nu, at Sovjetunionen ikke kunne klare denne opgave, 

i alle tilfælde ikke i starten af en krig. Det hedder herom: „Generelt må det siges, 

at Sovjetunionens manglende mulighed for effektivt at kunne yde taktisk 

luftstøtte, specielt jagerstøtte, i større omfang, i hvert fald ved en krigs begyndelse, 

over det meste af det nordatlantiske område i meget høj grad vil vanskeliggøre 

et positivt resultat af deres luft- og søoperationer.“ 24 Denne vurdering 

ændres ikke igennem 1970’erne. 

Med andre ord: hvis ikke Sovjetunionen meget hurtigt kunne erobre det 

sydlige Norge med dets flyvepladser og herfra etablere luftstøtte over havet, 

22 Efterretningsoversigt for 1971, s. 98f. FE’s arkiv. 


24 Truslen mod Danmark, marts 1974, s. P-8. FE’s arkiv. 


Billedserien viser et sovjetisk og et dansk orlogsfartøj ved siden af hinanden i Østersøen. 

Billederne er taget fra det danske skib. De er udaterede, men er formentlig fra slutningen af 1979 

eller begyndelsen af 1980. (Privateje). 

stod det i en taberposition i kampen om herredømmet over Nordatlanten og 

Norskehavet. Hermed fik besiddelsen af Sydnorge tildelt en afgørende betydning 

for udfaldet af en storkonflikt, men det samme gjorde selvsagt også de 

to springbrætter til Sydnorge, nemlig Nordnorge og Jylland. 

I efteråret 1976 overførte Sovjetunionen seks ældre Golf II klasse kernevåbenbærende 

missilubåde fra Nordflåden til Østersøen, hvor de i de følgende 

år gennemførte en lejlighedsvis patruljering, der var genstand for vestlig 

interesse. Ifølge årsoversigten for 1978 forelå der nu observationer, „som muliggør 

en fastlæggelse af disse ubådes patruljemønster i Østersøen“. Der er i 

de periodiske oversigter ingen vurdering af, hvad sigtet med overførelsen af 

denne nukleare kapacitet til Østersøen kunne være, men FE sluttede ved 


overgangen til året 1980 – ud fra ubådenes deltagelse i missilskydning og deres 

patruljetjeneste – at de fortsat havde operativ status. 25 Forklaringen er 

måske, at FE ikke har set sig i stand til at pege på én tolkning, der var mere 

plausibel end andre blandt dem, der bød sig til. 

Det står i dag klart, at Warszawapagten allerede fra 1976 – som det fremgår 

af indlæggene på dette års møde (december 1976) i Warszawapagtens forsvarsministerkomité 

– så dystert på den vestlige militære moderniseringsproces 

og allerede da forberedte sig på det worst case-scenarie, der skulle blive 

det altoverskyggende for Øst fra omkring 1980, nemlig det nukleare overraskelsesangreb 

fra et med nye kernevåben udrustet Vesten. Mødet i forsvarsministerkomiteen 

mundede ud i en stærk anbefaling af opprioritering af alle 

sider af militær efterretningstjeneste. 26 Dette er et noget andet billede end 

det, der optræder i mange fremstillinger af den kolde krig, hvor det skildres, 

at Sovjetunionens bekymring for et nukleart angreb var rykket i baggrunden, 

efter at landet havde opnået en sikret andetslagsevne i 1970’erne. Emnet vil 

blive taget op i kapitel 79. Det er med den nuværende kildeadgang i Rusland 

ikke muligt at konstatere, om der eksisterer en forbindelse mellem den tilsyneladende 

øgede frygt for et nukleart angreb fra Vesten og overflytningen 

af de med kernevåben bestykkede Golf-ubåde til Østersøen, men det tidslige 

sammenfald er bemærkelsesværdigt. Forklaringen på overflytningen kan med 

andre ord have været et ønske om i lyset af et revideret trusselsbillede at styrke 

den sovjetiske afskrækkelseskapacitet i området. 

Den verdensomspændende øvelse „Okean“ i 1975 vurderedes at have 

samme omfang som øvelsen „Okean“ i 1970. I begge øvelser deltog mere end 

200 sovjetiske enheder. FE vurderede, at øvelsen var den mest betydningsfulde 

øvelse, Sovjetflåden nogensinde havde foretaget, og anskuede den som 

en demonstration af Sovjetunionens evne til at kunne forlægge enheder globalt. 

27 

Fra 1970’ernes slutning vurderedes Sovjetunionen at udnytte NATO’s store 

flådeøvelser til afprøvning af sine operative planer og overvågningsplaner. 

Dette foregik på en særdeles koordineret måde i øvelsen „Ocean Safari“ i 

Norskehavet i september 1979, hvor de sovjetiske enheder tilsyneladende profiterede 

af kendskabet til NATO’s øvelsesplaner. I oversigten erkendte FE 

„Sovjetunionens tilsyneladende kendskab til NATO’s øvelsesplaner“, der blev 

forklaret ud fra en række forhold, heriblandt tidlig overvågning og monite- 

25 Efterretningsoversigt for 1978, s. 58; 1979, s. 73f., FE’s arkiv. 

26 I et foredrag holdt af chefen for den østtyske militære efterretningstjeneste, T. Gregori, på mødet 

i 1976 om NATO-styrkernes vigtigste udviklingstendenser og tilstand i den vestlige retning hed det bl.a. i konklusionen: 

„NATO’s øgede anstrengelser for at forhøje styrkernes aggressionsberedskab vidner om, 

at imperialismen alvorligt og vedholdende forbereder sig på en krig“, jf. Records of the Committee 

of the Ministers of Defense, mødet i Sofia 10.-11. december 1976, på Parallel History Project on 

NATO and the Warsaw Pact (PHP) website: http://www.isn.ethz.ch/php/documents/collection, set 

6. maj 2005. 

27 EO april 1975, s. 16 og Efterretningsoversigt for 1975, s. 67f. FE’s arkiv. 


ing af NATO’s øvelser samt presseomtale. Hertil skal føjes, at det i dag står 

klart, at Sovjetunionen i et stadig ukendt omfang gennem 1970’erne og frem 

til 1985 kunne læse den amerikanske flådes hemmelige signaltrafik og således 

havde mulighed for at tilrettelægge sine operationer under øvelser på kendskabet 

til de udsendte amerikanske ordrer. Hvad den tilsyneladende også 

gjorde. En række sovjetiske politiske og militære dispositioner fra 1970’erne 

og 1980’erne kan forklares ud fra dette forhold. 28 

På materielområdet fulgtes den fortsatte udbygning af den sovjetiske storskibsflåde. 

Ved periodens udgang rådede Sovjetunionen over to hangarskibe 

(„Minsk“ og „Kiev“), der repræsenterede en videreudvikling af de tidligere introducerede 

helikopterhangarskibe. To yderligere enheder af denne klasse 

var under bygning, men ventedes først indsat i 1980’erne. Evnen til at anvende 

de medførte fly vurderedes dog som begrænset. I sin vurdering afstod 

FE bevidst fra at sammenligne dem med de større amerikanske hangarskibe 

og skønnede dem især tjenlige som et „politisk virkemiddel“ til indsættelse i 

fredstid eksempelvis i den tredje verden. 

Mere spektakulær end bygningen af hangarskibene var måske den fortsatte 

udbygning af missilkrydserflåden gennem den påbegyndte bygning af en meget 

stor missilkrydser (Bal-Com-1), der var dobbelt så stor som de amerikanske 

missilkrydsere og nærmest måtte betegnes som et missilslagskib. Bygningen 

af så stort et missilfartøj rejste også mange spørgsmål. Var det også et „statusskib“ 

med begrænset nytte i krigstid? Eller skulle det bruges som ledsageskib 

til nye hangarskibe med samme potentiel som de amerikanske? Til dette 

store overfladeskib sluttede sig ud over et omfattende program for bygning af 

oceangående ubåde mindre missilkrydsertyper (Bal-Com-2 og -3) samt en 

unavngiven type, der blev bygget i Sortehavet. FE’s tolkning op gennem 

1970’erne var, at byggeriet af disse store enheder skete på bekostning af fornyelsen 

af de mellemstore og mindre enheder og kystubådene, og at udviklingen 

ville nødvendiggøre et betydeligt erstatningsbyggeri i begyndelsen af 

det kommende tiår. 29 Byggeriet af mellemstore enheder var dog på ingen 

måde gået i stå. Således introduceredes i 1970’erne missiljagere af Krivak-klassen, 

af hvilke der i 1978 var bygget 19 enheder i Østersøen. 30 

28 EO oktober 1979, s. 25f. FE’s arkiv. – Sovjetunionens evne til at læse den amerikanske flådes signaltrafik 

på grundlag af amerikanske kryptografiske nøgler, manualer m.m., som man gennem årene 

erhvervede fra den amerikanske flåde via Walker-spionringen, er behandlet af den CIA nærstående 

forfatter John Barron i bogen Breaking the Ring. The bizarre Case of the Walker Family Spy Ring, 1987, der 

bl.a. bygger på 55 bind udskrifter fra retssagen mod en af de hovedanklagede. Ifølge Barron stod 

KGB-operationen på i 17 år (frem til 1985). Sovjetiske kilder, der er citeret hos Barron (s. 138ff), betegnede 

operationen som KGB’s største og mest succesrige under den kolde krig. Ifølge den amerikanske 

flådeminister John F. Lehman kunne sagen i tilfælde af krig med Sovjetunionen have medført 

de samme katastrofale konsekvenser, som Ultra havde for Tyskland i 2. verdenskrig (sst. s. 212). 

29 Efterretningsoversigt for 1973, s. 51; Efterretningsoversigt for 1979, s. 80ff. FE’s arkiv. 

30 EO november 1978, s. 26. FE’s arkiv. 


I den sammenfattende vurdering af Sovjetunionens flådemagt hæftede FE 

sig med god grund ved dennes kvantitative omfang, men vurderingen af det 

kvalitative aspekt er væsentlig mere forbeholden. Medens de sovjetiske hærstyrker 

ikke gøres til genstand for kritiske kommentarer i Truslen mod Danmark 

er dette tilfældet for flystyrkerne og navnlig for flådestyrkerne. Det er tydeligt, 

at man vurderede, at Sovjetflåden kvalitativt stod tilbage for Vestens flådestyrker. 

Det udtales vel ikke direkte, at flådeområdet udgjorde Sovjetunionens 

akilleshæl, men det er sigende, når det i en vurdering af det maritime forhold 

i nærområdet hedder, at Sovjetflåden anses for at kunne løse sine opgaver i 

fredstid og i spændingsperioder, medens det for krigstid gælder, at især vestlig 

minekrig og ubådskrigsførelse „på afgørende vis rammer WP-flåderne 

inden for områder med væsentlige svagheder“. 31 Det var ganske stærke ord, 

der blev taget i anvendelse her, og de afspejlede uden tvivl en sømilitær styrkevurdering 

af stor betydning for dansk forsvar. 

Til sidst i dette afsnit skal omtales truslen mod Færøerne og Grønland, der 

normalt ikke blev behandlet i de periodiske efterretningsoversigter. Fra 1974 

fik de to danske nordlige områder separate afsnit i Truslen mod Danmark. Disse 

afsnit byggede helt på den ovenfor nævnte vurdering, at det hverken ville 

være i Sovjetunionens magt at opnå søherredømme eller en vis luftoverlegenhed 

i en krigs indledende fase. For Færøerne betød det, at der måtte 

forventes kampe omkring øerne i tilfælde af krig, men at en generel besættelse 

ikke kom på tale. Sovjetunionen ville være henvist til at søge at gøre de 

primære militære mål i form af radar-, radio- og loranstationer ubrugelige for 

Vesten gennem luftangreb. Hvis det kom til en kernevåbenkrig, kunne det 

ikke udelukkes, at der ville blive anvendt kernevåben, især mod radarstationen. 

32 

Grønland vurderedes i 1970’erne at have formindsket strategisk betydning, 

især hvad angik luftforsvaret af Nordamerika. Som for Færøernes vedkommende 

formodede FE, at Sovjetunionen ikke ville gøre forsøg på besættelse 

(men vel på oprettelse af vejrstationer), samt at de primære militære installationer 

ville blive søgt ødelagt gennem luftangreb. I en kernevåbenkrig forventedes 

kernevåben indsat mod enkelte af de vigtigste militære installationer. 

Som følge af de militære installationers beliggenhed vurderedes der ikke at 

være nogen trussel mod den grønlandske civilbefolkning i tilfælde af krig. 33 

Uden at det blev sagt direkte, vurderedes truslen mod Færøerne og Grønland 

således at være mindre end mod det syddanske område. Heri var vel intet 

mærkeligt. Syddanmark lå meget tættere på Warszawapagtens hovedstyrker 

end de nordlige områder gjorde og forventedes at blive scene for omfattende 

krigshandlinger, der ikke kunne undgå at få konsekvenser for civilbe- 

31 Truslen mod Danmark, 1978, s. E-25. FE’s arkiv. 

32 Truslen mod Danmark, okt.1974, s. P-3 og P-6. FE’s arkiv. 

33 Truslen mod Danmark, okt.1974, s. Q-5 og Q-6. FE’s arkiv. 


folkningen, medens de nordlige områder med deres meget mindre befolkninger 

i vidt omfang var beskyttet af en amerikansk-britisk forsvarslinje. 

Flystyrker 

De sovjetiske strategiske flyvestyrker bestod af tre luftarmeer, af hvilke de to 

befandt sig i den vestlige del af Sovjetunionen og forventedes indsat mod mål 

i Europa. I de to luftarmeer indgik i 1978 703 fly, heraf 558 bombefly; hovedparten 

var mellemtunge bombefly. Det samlede antal tunge bombefly i de tre 

luftarmeer var 140. Disse fly betragtedes i Vesten som forældede, og de blev 

ikke erstattet af nyere typer. Flyene fra de strategiske luftstyrker vurderedes i 

Danmark primært at udgøre en overflyvningstrussel for landet. 

Større plads i det danske trusselsbillede indtog flyene fra Østersøflådens flyvevåben, 

der i slutningen af 1970’erne rådede over 128 mellemtunge bombefly 

(samt 35 jagerbombere). FE ventede, at bombefly fra Østersøflåden ville 

blive indsat mod Danmark i tilfælde af krig, men forventede hovedparten af 

de mellemtunge bombefly indsat mod de vestlige flådestyrker i Nordsøen og 

Nordatlanten. 34 

De mellemtunge bombefly (af typerne Badger og Blinder) var ikke så avancerede 

som de tilsvarende vestlige fly, men med Backfire-flyet (sovjetisk betegnelse 

Tu-22M, Tu-26) introducerede Sovjetunionen i midten af 1970’erne et 

mellemtungt bombefly, der hurtigt vandt respekt i Vesten på grund af sin rækkevidde, 

hastighed (Mach 2) og bombelast. Det indgik i SALT-forhandlingerne 

og udgjorde i flere år et problem for disse på grund af uenighed, om 

flyet var et taktisk eller et strategisk fly. Flyet, der i 1975 vurderedes at være det 

eneste sovjetiske bombefly i serieproduktion, indgik i operative enheder fra 

1975. Produktionen af flyet var dog ikke stor, og ved udgangen af 1979 formodedes 

kun ganske få fly at være tilgået de strategiske luftstyrker, medens 

Østersøflådens luftvåben havde modtaget mindst 30 stk. af flyet, der udgjorde 

en forøgelse af den sovjetiske offensive kapacitet i området. 35 

Fra 1969 gennemførte sovjetiske bombefly fra de strategiske luftstyrker og 

fra Østersøflådens luftvåben rutinemæssigt såkaldte „penetreringsflyvninger“, 

hvor de fløj fra flyvestationer i Baltikum til Rügen-området og vendte om. 36 

Betegnelsen „penetreringsflyvninger“ var måske næppe en dækkende betegnelse 

for flyvningerne, idet der ikke var tale om indtrængen på NATO-landes 

eller neutrale staters luftrum. Der er ikke vurderinger fra FE’s side af baggrunden 

for gennemførelse af disse østlige flyvninger. Ifølge FE udgjorde 

34 Truslen mod Danmark, 1978, s. F-1ff. FE’s arkiv. 

35 EO maj 1975, s. 24-26 (teknisk gennemgang); Efterretningsoversigt for 1975, s. 74ff; 

Efterretningsoversigt for 1979, s. 93. FE’s arkiv. 

36 EO juni 1979, s. 34. FE’s arkiv. – Således f.eks. i juni 1979 fire flyvninger af Østersøflådens flyvevåben 

med i alt 10 fly og to flyvninger fra det strategiske luftvåben med fire fly. 


disse gentagne flyvninger, der nåede helt frem til dansk luftrum, et varslingsmæssigt 

problem, idet de – som det bl.a. påpegedes i Truslen mod Danmarks 

varslingsanalyser – bidrog til at reducere varslingstiden ved et angreb på landet 

til et begrænset antal flyveminutter. Hertil kan vel tilføjes i dag, at de 

nævnte flyvninger havde rutinekarakter, og at de i reglen blev gennemført af 

så få fly, at det ikke var muligt at fejltolke dem som indledning til et angreb. 

Vestlige rekognosceringsfly foretog lignende rutineflyvninger i Østersøen, 

langs jerntæppet og i de tre luftkorridorer til Berlin. 

I dag står det klart, at flyvningerne indgik i et større mønster af flyvninger 

foretaget af såvel Øst som Vest, hvor man ved at flyve såvel langs med som ind 

mod modpartens område bl.a. varetog efterretningsmæssige funktioner og 

indøvede elektronisk krigsførelse. For de vestlige flyvninger i Østersøen og 

langs med zonegrænsen specielt i 1980’erne se kap. 78. 

Warszawapagtens kapabiliteter i nærområdet 

Hærstyrker 

Ifølge FE var det den sovjetiske tolkning, at udviklingen inden for de sovjetiske 

styrker i Østtyskland i 1970’ernes begyndelse prægedes af en helt ny 

udvikling – „den tekniske revolution“ – der blev beskrevet som den samlede 

betegnelse for introduktionen af nye typer af materiel, ændrede organisationsformer 

m.m. Resultatet af bestræbelserne vurderedes fra dansk side i 

1974 at være øget ildkraft og mobilitet ved de sovjetiske styrker samt frigørelse 

for behovet for kernevåbenstøtte under operationerne. 37 I 1978 gik man så 

vidt som til at sige: „Kvalitativt er der imidlertid i løbet af de seneste års „teknologiske 

revolution“ sket en markant forøgelse af specielt de sovjetiske divisioners 

kampkraft“. 38 

De nye militære optioner havde ifølge FE konsekvenser for Sovjetunionens 

kernevåbenpolitik. I 1975 antydedes, at Sovjetunionen syntes at overveje en 

mere smidig brug af kernevåben, end den gældende doktrin foreskrev. Det 

blev antaget, at Sovjetunionen nu var gået bort fra massiv anvendelse af kernevåben 

som svar på NATO’s brug af enkelte taktiske kernevåben. Det mentes, 

at de sovjetiske styrker havde opnået større handlefrihed og kunne vælge 

såvel det konventionelle niveau som flere nukleare niveauer. 39 

Senere præciserede FE, at Sovjetunionen i en krigssituation ville søge at udnytte 

sin konventionelle overlegenhed og udsætte indsættelsen af kernevåben, 

indtil det skønnes nødvendigt for at bevare initiativet, eller hvis man 

skønnede, at NATO havde besluttet at bruge dem. Sovjetunionen formode- 


38 Truslen mod Danmark, 1978, s. D-3. FE’s arkiv. 



des at ville søge at komme et vestligt kernevåbenangreb i forkøbet gennem 

forkøbsslag. De danske konfliktmodeller byggede i overensstemmelse hermed 

på en krig mellem Øst og Vest, der åbnede konventionelt, jf. næste afsnit 

om „Vurderinger af intentioner“. 40 

Det var først i slutningen af 1970’erne, at FE bragte en mere omfattende 

gennemgang af elementer af sovjetisk hærtaktik. Behandlingen syntes affødt 

af diskussionerne blandt vestlige militæreksperter, hvor man på dette tidspunkt 

mødte påstande om en ny sovjetisk taktik med vægt på mindre centraliseret 

føring. I sin fremstilling af regimentets kampformer lagde FE vægt på, 

at den sovjetiske taktik fortsat byggede på offensiven og mere specifikt det 

frontale gennembrudsangreb som hovedelement efterfulgt af omfattende 

manøvrer i forsvarets dybde. Afgørende var opnåelse af lokal styrkeoverlegenhed 

i gennembrudssektoren, hvilket for kampvogne skulle betyde et styrkeforhold 

på 3-5:1, for infanteri på 4-5:1 og for artilleri på 6-8:1. Det var vurderingen, 

at tidligere tiders maksimale officielle fremrykningshastigheder på 

100 km pr. døgn – vel at mærke under A- eller C-krigsvilkår (!) – og 30-50 km 

under konventionelle vilkår ikke mere var gældende. Under øvelser anvendtes 

nu højst 50 km under fremrykning til kontakt og ved let modstand. 

Der var dog ifølge FE intet, der tydede på, at man i 1970’erne forventede 

denne hastighed opretholdt, og i den selvstændige trusselsvurdering Truslen 

mod Danmark omtales helt andre fremrykningshastigheder, nemlig på 15-20 

km pr. døgn i gennembrudsfasen ved konventionel krig og på 25-35 km, hvis 

der blev anvendt kernevåben eller kemiske våben. Gennemgangen var som 

ovenfor skildret primært baseret på konventionel krigsførelse, men omtalte 

kort de modifikationer brug af kernevåben ville medføre for angrebsoperationerne 

i form af spredning og en udvidelse af angrebssektorens bredde. 

Afslutningsvis bemærkede FE, at man ikke kunne se nogen væsentlige ændringer 

i forhold til de doktriner, der blev udarbejdet i begyndelsen af 

1960’erne. En ny sovjetisk militær taktik var således ikke indført, men de sovjetiske 

styrker syntes nu at have fået midler til at gennemføre de doktriner, 

man vedtog dengang. 41 

Medens personelstyrken ved de sovjetiske styrker i DDR ikke blev ændret i 

løbet af 1970’erne – den lå fast på 10 panserdivisioner og 10 motoriserede infanteridivisioner 

eller i alt i 1979 ca. 372.000 mand – konstaterede FE i samme 

tidsrum som nævnt en styrket mobilitet og evne til at kæmpe under såvel konventionelle 

som ABC-vilkår. Vurderingen byggede ikke mindst på styrkelse af 

det pansrede mandskabsvognelement og kampvognselementet samt af artilleriet 

ved GSST. I perioden 1968 til 1977 var ifølge FE antallet af pansrede 

40 Truslen mod Danmark, 1976, afsnit B; Truslen mod Danmark, 1978, afsnit B. FE’s arkiv. 

41 EO august 1978, s. 27ff, september 1978, s. 21ff, oktober 1978, s. 27-32; Truslen mod Danmark, 1978, 

s. D-20. FE’s arkiv. 


mandskabsvogne øget med ca. 90 %, antallet af kampvogne med 25 % og artilleriet 

med ca. 95 %. 42 

Med hensyn til de pansrede mandskabsvogne indførtes forbedrede typer af 

den pansrede mandskabsvogn (Btr-60), der nu også blev indført i en amfibisk 

variant. 

I begyndelsen af 1970’erne introduceredes tillige det avancerede amfibiske 

gruppekampkøretøj Bmp, der var udstyret med en 73 mm kanon og kunne 

transportere en gruppe på otte mand. I slutningen af 1970’erne var halvdelen 

af det motoriserede infanteri udrustet med forskellige typer af dette køretøj, 

der betegnede overgangen fra et udpræget transportkøretøj (pansret 

mandskabsvogn) til et egentligt kampkøretøj og gav øget beskyttelse mod angreb 

med kernevåben eller kemiske våben. 43 

Det samlede antal kampvogne ved GSST udgjorde i 1979 7750 stk. med i alt 

6710 stk. ved de egentlige kampenheder. Billedet blev i 1970’erne bestemt af 

introduktionen af den nye (og lavere) middeltunge kampvogn T-64, der i 

1979 var indført i halvdelen af kampvognsenhederne (T-62 udgjorde ca. 33 % 

og T-55 ca. 17 %). 44 I midten af 1970’erne øgede den sovjetiske hærledelse tillige 

antallet af kampvogne ved de motoriserede infanteridivisioner med ca. 35 

% gennem opstilling af en selvstændig panserbataljon ved regimenterne, således 

at denne divisionstype nærmede sig panserdivisionens antal af kampvogne 

(henholdsvis op til 265 og 325 kampvogne) og også panserdivisionens 

operationelle kapacitet. 

Den af den sovjetiske ledelse i december 1979 påbegyndte tilbagetrækning 

fra DDR af 20.000 mand og 1.000 kampvogne blev ikke betragtet som et konkret 

nedrustningstiltag, idet man gjorde opmærksom på, at de enheder, der 

blev trukket tilbage, allerede for år tilbage var ophørt med at få tildelt de nye 

våben og således formentlig længe havde været udset til at blive trukket tilbage. 

45 

Fra 1971 konstateredes udover en opstilling af nye motoriserede enheder 

ved GSST en oplagring af kampvogne, der ikke blev udfaset. Denne udvikling 

fremkaldte i 1972 alarm i vestlige efterretningskredse. I årsrapporten fra 1972 

hedder det således: „Det må anses for hævet over enhver tvivl, at Gruppens 

samlede kampkraft er hævet betydeligt i 1972. Det nøjagtige omfang kan dog 

endnu ikke erkendes.“ De opgivne tal for de nævnte lagre varierer i de følgende 

år, men anslås ved periodens slutning til at omfatte til 300 sovjetiske og 

1100 østtyske kampvogne. Man gav dog ikke noget bud på, hvad denne udvikling 

betød, men antydede muligheden af fremtidige organisatoriske ændrin- 




45 Efterretningsoversigt for 1979, s. 12, 62. FE’s arkiv. 


ger. I 1974 erkendtes det åbent, at man ikke kendte det egentlige formål. 46 I 

2005 ville man nok parallelisere med tilsvarende depotdannelser i Sovjetflåden 

af ældre enheder, der tilsyneladende udsprang af en filosofi om, at der 

kunne forudses situationer, hvor selv ældre krigsmateriel kunne få betydning. 

På artilleriets område indførtes ved siden af en vækst i antallet af trukne 

pjecer selvkørende artilleri i 1974 samt en raketkaster med større kapacitet 

(Bm-21). 47 I 1979 forøgedes desuden antallet af mobile missilaffyringsramper 

fra 12 til 18 ved de tre (kernevåbenbærende) Scud-brigader, der direkte var 

underlagt GSST. I alt skulle der nu findes 114 missilaffyringsramper ved de 

sovjetiske styrker i DDR. Afløsere var desuden på vej. Afløseren for Scud – SS- 

23 – ventedes dog først at være færdigudviklet i 1980, medens den tidligere 

omtalte Scaleboard ventedes afløst af SS-22, der vurderedes allerede at være 

indført i Sovjetunionen. 48 

På luftforsvarsområdet var det den vestlige opfattelse, at tidligere tiders 

svagheder nu i høj grad var elimineret gennem udbygning og modernisering. 

Luftforsvaret vurderedes at udgøre „en effektiv luftsikring af WP-territorium“ 

og ville frembyde „store vanskeligheder for NATO-fly“, hed det. Specielt 

havde man opmærksomheden rettet mod frontarmeernes såkaldte „rullende 

SAM-bælte“, dvs. mobile enheder med jord-til-luft-missiler, der vurderedes at 

kunne dække mindst 50 km i dybden. De nævnte missilenheders indsatsmåde 

indebar, at egne luftforsvarsfly ikke kunne operere i området og derfor stod 

til rådighed for andre kampopgaver, jf. under fly. 49 

Den elektroniske krigsførelses voksende betydning gjorde sig også gældende 

ved GSST. I 1978 rapporteredes det, at der ved GSST eksisterede 

mindst tre bataljoner, der var specialiseret i elektronisk krigsførelse og kunne 

ventes indsat mod vestlige landmilitære enheder og stabe. Herudover fandtes 

en kapacitet i divisionernes opklaringsbataljoner. 50 

Hertil kom også en videre udbygning af ammunitionsdepoter og drivmiddeldepoter 

i DDR. I 1977 bragtes kort over de større sovjetiske og østtyske ammunitionsdepoter, 

der udviste en koncentration af depoter i den mellemste 

og sydlige del af DDR. Den totale ammunitionskapacitet deponeret på østtysk 

grund blev i 1977 opgjort til 845.000 tons svarende til krigsbehovet i mindst 

20 dage. 51 

Øvelser i DDR foregik som tidligere i hovedsagen i områder, der var permanent 

afspærret for fremmede. Disse øvelsesområder dækkede efter en begrænset 

reduktion i 1974 ca. 35 % af landet, hvortil også kom områder, der 

46 Efterretningsoversigt for 1972, s. 100f; Efterretningsoversigt for 1979, s. 69; Efterretningsoversigt 

for 1974, s. 50. FE’s arkiv. 



49 Truslen mod Danmark, 1978, s. G-8f. FE’s arkiv. 


51 Efterretningsoversigt for 1977, s. 61-63. FE’s arkiv. 


midlertidigt blev afspærret af hensyn til øvelser, beredskabsforanstaltninger 

eller af andre grunde. 1970’erne blev kendetegnet ved fraværet af de store 

mere demonstrative øvelser. Den fortsat meget omfattende øvelsesaktivitet 

blev i stedet gennemført fra divisionsniveau og nedefter, hvortil kom de talrige 

stabsøvelser uden tropper. Disse gennemførtes også på frontniveau og 

kontrolleredes lejlighedsvis direkte fra generalstaben i Moskva. 52 Hyppige 

øvelsesformer var som tidligere forlægningsøvelser og angreb med flodovergang, 

især over Elben. Fra 1976 notificerede Sovjetunionen større øvelser i 

henhold til Helsinki-slutdokumentet. Til et begrænset antal af disse øvelser – 

dog for denne periodes vedkommende ikke øvelser afholdt i DDR og Polen – 

blev der indbudt vestlige observatører. 

De halvårlige troppeudskiftninger (af ca. 100.000 mand) ved GSST, der også i 

tidligere perioder af den kolde krig var blevet fulgt med stor opmærksomhed 

af vestlige efterretningstjenester, fordi de repræsenterede en forstærkningsmulighed, 

blev fra 1971 i voksende grad gennemført som flytransporter af selskabet 

Aeroflot. I 1974 forudsås det, at flytransport fremover ville være den 

dominerende transportform. I slutningen af 1970’erne blev kun 10 % af personelstyrken 

transporteret pr. jernbane. Det var dog FE’s opfattelse, at togtransporter 

ville blive videreført for at bibeholde retten til at føre transporter 

gennem Polen og dermed legitimere det sovjetiske kontrolelement. 53 FE 

gjorde lejlighedsvis i de følgende år opmærksom på, at de rutinemæssige 

troppeflyvninger havde militær betydning, idet de demonstrerede Sovjetunionens 

evne til flytning af store troppeelementer. 

Polen 

I 1970’erne synes FE at have fået udvidet adgang til oplysninger om polske militære 

forhold, muligvis direkte fra polske militærpersoner. Oplysningerne 

om oprettelsen af en polsk front i krigstid og de kapabilitetsmæssige problemer, 

der knyttede sig hertil, var i arbejdet Truslen mod Danmark – formentlig 

for at beskytte en kilde – belagt med den højeste klassifikationsgrad („Yderst 

hemmeligt“) og således kun tilgængelige for en begrænset personkreds. 54 Det 

skal tilføjes, at de nævnte oplysninger var generelle og ikke behandlede frontens 

konkrete operationsplaner. 

Den polske felthær, der omfattede tre armeer (i alt 15 divisioner eller ca. 

195.000 mand) vurderedes for hovedpartens vedkommende direkte at kunne 

sættes i bevægelse og kamp. Undtagelsen var de tre mekaniserede divisioner 

i Warszawa militærdistrikt, der var mobiliseringsdivisioner og desuden svagere 

udrustet. I FE’s analyser blev de polske hærstyrker under vurderingerne af øst- 

52 EO august 1979, s. 24f. FE’s arkiv. 


54 Truslen mod Danmark, 1978, s. M-1f, M-6, M-9. FE’s arkiv. 


styrkernes kampværdi normalt sat på tredjepladsen efter de sovjetiske og østtyske 

styrker, men det påpegedes også, at der eksisterede en ikke ubetydelig 

spredning mellem de polske divisioner med hensyn til udrustning og uddannelse. 

Det blev desuden i 1973 kritisk bemærket, at Polen i modsætning til andre 

lande inden for Warszawapagten var handicappet af at skulle anvende 

mange våben- og køretøjstyper. Betegnende for forholdene var, at den primære 

kampvogn ved de polske styrker i 1979 stadig var T 54/55. 55 

En række polske enheder var imidlertid eliteenheder og vurderedes at 

have samme kampegenskaber som de bedste sovjetiske styrker, det gjaldt bl.a. 

de styrker, der forudsås indsat under en landsætningsoperation mod de danske 

øer. Disse omfattede, som tidligere omtalt den luftbårne division i Krakow 

(fem luftbårne bataljoner) samt den 7. polske landgangsdivision (ca. 3300 

mand fordelt på tre landgangsregimenter) samt en række kampstøtteenheder. 

En analyse af et af de polske landgangsregimenter under den 7. polske 

landgangsdivision afsluttedes med en vurdering af dens kampværdi som værende 

„meget høj“. 56 

I 1974 nævntes – og stærkere end tidligere – den mulighed, at der kunne 

blive etableret en ren polsk front i krigstid. Det blev dog vurderet, at planen 

var på et forberedende stadium. Baggrunden for den justerede opfattelse var 

konstateringen af eksistensen af et polsk signalregiment, der udgjorde så stor 

en signalenhed, at det forudsatte en funktion på frontniveau. Man gjorde dog 

straks opmærksom på, at der fortsat manglede en række faglige enheder i 

Polen, som nødvendiggjorde sovjetisk deltagelse i en af polakkerne ledet 

frontoperation. 57 

I efteråret 1977 omtaler FE oprettelsen af en brigade udstyret med taktiske 

kernevåbenmissiler (Scud) under det polske forsvarsministerium. Polen rådede 

dermed over fire Scud-brigader, hver med ni stk. Scud-missiler. Vurderingen 

var, at de polske hærstyrker havde fået „en anselig nuklear kapacitet“, 

hvilket udgjorde en væsentlig forudsætning for de polske bestræbelser 

på at opstille en national polsk front. 58 I parentes kan det dog bemærkes, at 

de polske styrker ikke havde rådighed over de atomladninger, hvis indsættelse 

i en krigssituation til stadighed blev øvet. Atomladningerne befandt sig i lighed 

med de tilsvarende ladninger til de østtyske missiler under fast sovjetisk 

kontrol, jf. nedenfor under „DDR“. 

I 1978 formodedes det, at det polske forsvarsministerium kunne udskille en 

frontstab, der kunne blive føringselement for den polske felthær. Det blev 

55 Efterretningsoversigt for 1973, s. 84; Efterretningsoversigt for 1979, s. 66. FE’s arkiv. – Selv den 7. 

landgangsdivisions panserbataljon disponerede i 1979 alene over den svagt bestykkede Pt-76 amfibiekampvogn 

(jf. Efterretningsoversigt for 1979. s. 66). 

56 EO januar 1978, s. 29ff. FE’s arkiv. – Det vurderedes, at regimentet kunne fastholde et brohoved 

på 6 gange 5 km i 24 timer. 


58 EO september 1977, s. 31ff. FE’s arkiv. 


dog af FE fortsat betonet, at polakkerne havde behov for sovjetisk støtte. 

Afhængigheden på dette punkt blev i 1978 præciseret gennem den formulering, 

at sovjetisk kampstøtte og logistisk støtte ville være nødvendig, hvis en 

polsk front skulle kæmpe i længere tid. 59 

Som det kan ses, var det først i 1970’erne, at FE seriøst begyndte at beskæftige 

sig med muligheden af den polske front, der som skildret tidligere havde 

været i funktion siden første halvdel af 1960’erne, men også havde været omgærdet 

med stærk hemmeligholdelse. Det var tydeligt, at man i FE havde 

store vanskeligheder med at acceptere tanken om en af polakkerne ledet og 

gennemført frontoperation. Det var da også fortsat den danske hovedopfattelse 

vedrørende Kystfronten, at de sovjetiske styrker skulle have hovedrollen 

i en front, der bestod af sovjetiske, polske og østtyske styrker, men man udelukkede 

på den anden side ikke mere en variant, hvor polakkerne havde kommandoen. 

Spørgsmålet om Kystfrontens sammensætning vil blive taget op i det følgende 

afsnit om intentioner. 

DDR 

Den østtyske hærs styrketal forblev relativt uændret gennem 1970’erne. Med 

hensyn til kampkraft rangerede den højt inden for Warszawapagtstyrkerne, 

og den blev i vurderingerne kun overgået af GSST. De østtyske styrker var som 

de polske udrustet med fremføringsmidler til taktiske atomvåben i form af 

Scud-missiler, ligesom hver af divisionerne havde en Frog-bataljon. Det blev 

bemærket i København, at de østtyske styrker blev udstyret med de nyeste sovjetiske 

våben, hvilket man tolkede som en indikator på den betydning, der 

blev tillagt dem fra sovjetisk side. I januar 1976 rapporteredes det således, at 

de østtyske styrker var i færd med at blive udstyret med den nye selvkørende 

122 mm kanonhaubits. FE’s kommentar var typisk nok, at hvis det 29. motoriserede 

regiment i Prora (på Rügen) – der som eneste østtyske enhed fik 

landsætningsuddannelse og ventedes indsat mod Danmark – fik tildelt det 

nye våben, ville dets muligheder for at give ildstøtte ved en brohoveddannelse 

være øget. Fra dansk side havde man opmærksomheden rettet mod dette regiment 

og fulgte det nøje. I en analyse fra 1977 vurderedes det, at en bataljonskampgruppe 

fra regimentet kunne fastholde et brohoved på en ikke befæstet 

kyst på 5 gange 4 km i 10 timer. 60 

I rapporterne nævnes som omtalt kernevåbensystemerne i den østtyske hær 

(den østtyske flåde fik aldrig tildelt kernevåben) i form af operativt-taktiske og 

taktiske missiler. Vi ved i dag, at i det normale fredstidsberedskab var de øst- 


60 EO januar 1976, s. 19; EO december 1977, s. 21-25. FE’s arkiv. – I Prora var også stationeret 2. østtyske 

faldskærmsjægerbataljon direkte underlagt det østtyske forsvarsministerium. 


tyske missiler (som de polske missiler) ikke bestykket med atomsprængladningerne, 

der blev holdt under nøje kontrol af sovjetiske enheder i særlige 

depoter. Den komplicerede og sårbare udleveringsprocedure er nøje rekonstrueret 

af den tyske forsker Harald Nielsen. 61 

Flådestyrker 

Den generelle opfattelse i rapporterne i 1970’ernes begyndelse synes at være, 

at flådebilledet i Østersøen – uagtet lejlighedsvise episoder – stort set var 

uændret og måtte vurderes som „roligt“. Dette på trods af en omfattende 

øvelses- og efterretningsaktivitet fra såvel Øst som Vest. Gennemgangen i 

efterretningsoversigterne af de forskellige incidenter i søen (østlig opbringelse 

af fiskefartøjer, indtrængen på dansk territorialfarvand samt lejlighedsvise østlige 

chikanerier i søen) ender typisk med: „ingen af hændelserne synes at indikere 

nogen væsentlig ændring af forholdene i Østersøen“. 62 Formuleringen 

mødes ikke i anden halvdel af 1970’erne, men vurderingen syntes ikke ændret. 

Der kan således i denne periode siges at have eksisteret et særligt flåderegime 

i Østersøen, hvor man omgikkes hinanden på et ikke konfrontatorisk 

niveau. 

Øvelsesbilledet inden for Warszawapagten var 1970’erne igennem præget 

af omfattende sovjetisk og østtysk øvelsesaktivitet og væsentlig mere begrænset 

aktivitet fra den polske flådes side. Flere gange om året afholdtes ganske 

omfattende såkaldte „indtrængningsøvelser“, hvor østlige enheder forlagt til 

Gedser/Rügen-området simulerede et vestligt angreb ind i Østersøen og 

under deres sejlads østover passerede forskellige forsvarsbarrierer, herunder 

omfattende flyangreb. 63 Hyppige østlige antiubådsøvelser vidnede ligeledes 

om, i hvilken retning man tolkede en vestlig hovedindsats i tilfælde af 

krig. 

Nye træk i 1970’erne var en markant udvidelse af de østlige efterretningsaktiviteter 

til søs – globalt som i nærområdet. I 1970 fik en patrulje i Skagerrak 

og Nordsøen permanent karakter og gennemførtes i de kommende år primært 

i sommerhalvåret med enten en fregat eller minestryger. Det var FE’s 

vurdering at hensigten med patruljen var hurtig etablering af en overvågningsoperation, 

hvis noget indtrådte, samt kontinuerlig elektronisk efterretningsindhentning 

i Skagen-området. I 1972 indførte østtyskerne den såkaldte 

„Stubbenkammer-patrulje“, der opererede mellem Dornbusch og Greifswalder 

61 Jf. Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen. Die nukleare Rolle der Nationalen Volksarmee im 

Warschauer Pakt, s. 127ff. – Højtrangerende officerer fra de tidligere østtyske missiltropper og artilleri 

forsikrede i interviews Harald Nielsen (sst. s. 127), at de aldrig havde set en ægte atomsprængladning. 


63 For en omfattende gennemgang af en sådan øvelse i september 1979 se Efterretningsoversigt september 

1979, s. 22f. FE’s arkiv. 


Oie og supplerede den allerede i en række år aktive østtyske patrulje mellem 

Lolland og østtysk territorium (Hyllekrog-patruljen). Fra 1973 opretholdtes 

desuden i sommerperioden en ny patrulje med fast position ved Kriegers Flak 

(ca. 25 km øst for Møns klint), der på skift blev besat med et sovjetisk, polsk 

og østtysk fartøj. Fra dansk side blev der gættet på, at patruljens oprettelse 

skyldtes den tætte trafik i området. 64 

Et fast træk i flådebilledet var de østlige omsejlinger af Sjælland, af hvilke 

de fleste blev foretaget af DDR-fartøjer. I 1977 konstateredes 26 omsejlinger 

og i 1978 24 omsejlinger. Det var FE’s opfattelse, at en begrænset del af disse 

sejladser tjente efterretningsindhentning, medens de øvrige blev gennemført 

for at gøre personellet bekendt med de danske farvande. Sejladserne registreredes 

relativt lidenskabsløst af FE, der synes at have betragtet dem som rutineforeteelser. 

Det samme gjaldt polske „lystfartøjers“ sejladser i de danske 

farvande, der også havde et betragteligt omfang. I 1978 var der således besøg 

af 65 polske lystfartøjer, der foretog 257 havneanløb, hvilket var en betydelig 

stigning i forhold til de to foregående år, hvor der havde været besøg af 40 

lystfartøjer med henholdsvis 169 anløb (1976) og 156 anløb (1977). Selv om 

det ikke udtrykkeligt udsiges af FE, har man næppe været i tvivl om, at „lystsejladserne“ 

udgjorde såvel efterretningsindhentning som en uddannelse, der 

bl.a. skulle give polske officerer og befalingsmænd et lokalkendskab, der 

kunne være vigtigt under en invasion af Danmark. 65 

Danmark var ikke eneste mål for disse aktiviteter. I 1972 besejlede den polske 

generalstabsofficer Ryszard Kuklinski – der fra 1972 var amerikansk agent 

og i november 1981 af CIA blev smuglet ud af Polen – med kolleger den nordtyske 

og hollandske kyst med yachten „Legia“. Han foretog også i de følgende 

år sejladser med dette fartøj. 66 Ifølge en hollandsk forsker blev hollandske 

havne regelmæssigt besøgt af lystfartøjer fra polske statsinstitutioners 

yachtklubber. Årligt sejlede fem eller seks lystfartøjer også forbi den vigtigste 

flådestation „Den Helder“ på vej til eller fra Amsterdam. Sejladserne betragtedes 

fra hollandsk side som rutineefterretningsoperationer. 67 En omtale af 

de polske efterretningsoperationer mod Danmark baseret på nye kilder findes 

i kapitel 53. 

64 Efterretningsoversigt for 1972, s. 115f og Efterretningsoversigt for 1973, udsendt 24. april 1974, s. 

51f. FE’s arkiv. 

65 Efterretningsoversigt for 1978, s. 65f. FE’s arkiv. – Det oplystes (s. 66), at polakkerne i 1978 havde 

søgt at udvide sejladsen med lystfartøjer til også at omfatte Grønland (!), hvilket var blevet afvist. Det 

samme gjaldt ansøgningen om gennemsejling af Limfjorden. To anløb på Færøerne var blevet 

accepteret. 

66 Jf. Nigel West, The Third Secret. The CIA, Solidarity and the KGB’s Plot to kill the Pope, 2001, s. 88. – 

Vedrørende Ryszard Kuklinski henvises generelt til Benjamin Weiser, A Secret Life. The Polish Officer, 

His Covert Mission, and the Price He Paid to Save His Country, 2004. 

67 Personlig meddelelse 21. januar 2004 fra Wies Platje, der indtil 1994 var efterretningsofficer i den 

hollandske flåde. Platje henviser desuden til sin og M.W. Jensens bog om den hollandske flådes efterretningstjeneste 

De MARID, Haag, 1997, s. 165. 


Efter den kolde krigs ophør er det kommet frem, at afgangsklassen på det 

polske generalstabskursus fast deltog i en sejlads rundt om Sjælland. 68 Var det 

en lysttur eller en indvielse til krigsopgaven? Eller begge dele? Spørgsmålet 

kan ikke besvares uden adgang til polske kilder, men det er selvsagt ikke uden 

interesse, at den polske militære ledelse tog den danske opgave så alvorligt, at 

den beordrede eliten inden for det polske officerskorps til i fredstid at kigge 

ind i det land, der skulle erobres, hvis det kom til krig. 

Et nyt træk var ligeledes, at enheder af de tre østlige flåder i juli 1971 for 

første gang blev deployeret til Skagen-området for at afholde antiubådsøvelser. 

I sommeren 1972 afholdt østtyskerne en flådeøvelse ved Anholt, hvorunder 

en dansk motortorpedobåd blev generet. I den forbindelse vurderede 

FE, at det bagvedliggende ønske havde været at manifestere retten til at operere 

i danske farvande, hvor disse folkeretligt kunne betegnes som internationalt 

farvand. 69 

På amfibieområdet udvistes stærk aktivitet i forbindelse med øvelsen „Waffenbrüderschaft“ 

i 1970, men i de efterfølgende år faldt de offensive landsætningsøvelser 

ud. Grunden hertil kunne efterretningstjenesten kun gisne om, 

men man antydede en sammenhæng med den europæiske sikkerhedskonference, 

der var bragt på dagsordenen. 70 Det blev dog bemærket, at østtyskere 

og polakker stadig afholdt landsætningsøvelser. I 1973 omtales polske landsætningsøvelser 

– med et halvt års mellemrum – der vurderedes at have „rutinemæssig 

karakter“, men det vurderedes dog samtidig, at øvelserne havde 

haft til formål at træne ombordtagning og landsætning. 71 

Dette forholdsvis beroligende billede ændrede sig i 1974. Dette år vendte 

Warszawapagten med flådeøvelsen „Val 74“ tilbage til de stort anlagte offensive 

øvelser, der i en årrække havde været lagt på hylden. Ifølge FE mindede 

øvelsen om „Waffenbrüderschaft“, den indeholdt således en landsætningsøvelse, 

der afvikledes i samme område som denne øvelse. FE gjorde også opmærksom 

på, at de polske landsætningsskibe i ca. 10 tilfælde havde øvet 

landsætningsoperationer dette år, og at enheder af den 7. landgangsdivision 

i flere tilfælde havde deltaget. I årene 1974 til 1976 deltog også andre hærenheder 

i disse øvelser, men derefter begrænsedes øvelsesdeltagernes antal 

tilsyneladende. 72 

Den sidste store Warszawapagtøvelse i perioden var øvelsen „Val 77“, der afsluttedes 

med en landsætning ved Peenemünde og var genstand for betydelig 

vestlig interesse. Det hed i årsoversigten, at den i „mangt og meget“ kunne 

sammenlignes med øvelserne i 1970 og 1974, men også at øvelsen repræsen- 

68 Samtale med en oberst i det danske flyvevåben 17. december 2003. Oplysningen stammede ifølge 

obersten fra en polsk general. 

69 Efterretningsoversigter for 1971 og 1972, henholdsvis s. 124 og 116. FE’s arkiv. 



72 Efterretningsoversigt for 1974, s. 56; Efterretningsoversigt for 1979, s. 24. FE’s arkiv. 


Kort over Warszawapagt-øvelsen Val-77. (Militærarkivet, Freiburg). 

terede den hidtil største samlede løftekapacitet på østlig side. I efterretningsoversigten 

for juni blev givet en ganske detaljeret beskrivelse af øvelsesforløbet, 

der omfattede samling af landsætningsskibene (i alt 29), indledende 

bombeangreb (med polske og sovjetiske jagerbombere) over landsætnings- 


området, indsats af polske og østtyske taktiske fly, nedkastning af luftbårne 

tropper (i alt 1200) umiddelbart før landsætningen samt endelig landsætning 

i fire bølger og sikring af brohovedet gennem helikopteroperationer. I de 

landsatte styrker, der blev opgjort til 2200 mand, indgik soldater fra de tre deltagende 

Warszawapagtlande. Det var dog FE’s opfattelse, at løftekapaciteten 

ikke blev udnyttet fuldt ud. 73 

Det stod klart for FE, at der var tale om offensive øvelser. At Danmark skulle 

være målet udtales dog ikke og kunne næppe heller sluttes ud fra det begrænsede 

efterretningsmateriale, der har stået til disposition. Vi ved i dag – efter 

åbningen af de østtyske militærarkiver – at en række af de store Warszawapagtøvelser 

i 1970’erne (således også „Val 74“ og „Val 77“) omfattede de operationer 

som den polskledede Kystfront og den sovjetisk ledede samlede 

Østersøflåde i tilfælde af en storkrig skulle iværksætte for at erobre Danmark 

(som et led i det store fremstød mod Forbundsrepublikken Tyskland, Holland 

og Belgien) og foretage et gennembrud mod Nordsøen og Norge, jf. mere 

indgående beskrivelser i kapitel 53. 

Et større indtryk end „Val 77“ synes de nationale sovjetiske landsætningsøvelser 

øst for Baltijsk i foråret og sommeren 1978 at have gjort. Under 

øvelserne i juni-juli konstaterede FE tilstedeværelsen af den hidtil største sovjetiske 

amfibieløftekapacitet i Østersøen og – formodedes det – uden for Østersøen; 

i alt 33 landsætningsenheder var involveret. Den teoretiske løftekapacitet 

under øvelserne blev opgjort til ca. to marineinfanteriregimenter (ca. 

3.600 mand). Øvelsesbilledet opviste i øvrigt en række enkeltheder, der ikke 

var konstateret tidligere. Således deltog for første gang landsætningsskibe fra 

Nordflåden og fra Sortehavsflåden i en øvelse i Østersøen. Desuden omfattede 

øvelsen næsten alle Østersøflådens Polnocny-klasse landsætningsfartøjer, 

af hvilke halvdelen normalt ikke var aktive. I øvelsen deltog også fem handelsskibe, 

blandt hvilke indgik et roll-on-roll-off-fartøj (Ro/Ro). Ifølge FE var det 

første gang, at et sådant fartøj deltog i en amfibieoperation. 

Øvelsen var præget af en stærk deltagelse af fly, bl.a. af det nye Backfirebombefly. 

Efterfølgende blev det konstateret, at øvelsen havde varslingsmæssig 

relevans, idet Sovjetunionen havde kunnet gennemføre den omfattende 

sammendragning af styrker, uden at det i forvejen kunne erkendes. 74 

FE gjorde mod periodens slutning opmærksom på, at det sovjetiske marineinfanteri 

blev styrket i anden halvdel af 1970’erne. Personelstyrken i Østersøflådens 

marineinfanteriregiment blev forøget med 25 % til ca. 2350 mand og 

dets panserbataljon blev styrket gennem tilførsel af 30 middeltunge kampvogne 

(til 40 i alt). FE’s vurdering var, at regimentet nu rådede over betyde- 

73 EO juni 1977, s. 18-20, Efterretningsoversigt for 1977, s. 70f. FE’s arkiv. 

74 EO juni og juli 1978, henholdsvis s. 18-19 og 21-22.; Efterretningsoversigt for 1978, s. 60f. FE’s 

arkiv. 


lig større slagkraft og evne til selvstændig kamp end tidligere. 75 Mindre nummer 

gjorde man ud af, at man i en række år havde tillagt Østersøflåden dobbelt 

så stor en marineinfanteristyrke (nemlig to regimenter à 2200 mand), 

som tilfældet var. I 1976 blev det uden kommentar slået fast, at der indgik ét 

marineinfanteriregiment i Østersøflåden, med en mandskabsstyrke på ca. 

1880 mand. 76 

På materielsiden vurderede man i 1973, at det sovjetiske Polnocny-program 

– der repræsenterede hovedfartøjet på landsætningsområdet – havde en usikker 

fremtid, idet Sovjetunionen i 1973 havde overdraget fem enheder til 

Sydyemen og Egypten. Man forventede derfor, at der til erstatning af programmet 

ville blive indført et nyt landsætningsskib med en kapacitet på 12 

kampvogne. Denne antagelse blev bekræftet i april 1974 med søsætningen af 

det første eksemplar af den nye og væsentlig større Ropucha-klasse, der havde 

en anslået løftekapacitet på 15-18 amfibiekøretøjer mod Polnocny-klassens 

fem til seks. I begyndelsen af 1975 ventedes den tredje enhed søsat og derefter 

forudsås en årlig tilgang på tre til fire enheder. Forventningen var, at 

den nye klasse skulle erstatte Polnocny-klassen, og vurderingen var, at der var 

tale om en „væsentlig fornyelse“, som på længere sigt ville indebære en forøgelse 

af Sovjetunionens løftekapacitet på amfibieområdet. 77 

I 1976 rapporterede FE om en ny østtysk type af landsætningsskibe (Froschklassen) 

med et deplacement på 1700 tons og en amfibisk løftekapacitet på 

ca. 11 Pt-76 amfibiekampvogne. Den nye løftekapacitet førte imidlertid ikke 

til en udvidelse af de østtyske landsætningsøvelsers omfang. Øvelsesprogrammet 

fortsattes dog, men i 1979 faldt det ud. 78 

1970’erne sluttede formentlig forholdsvis beroligende for FE med en konstatering 

af, at byggeriet af landsætningsskibe til den sovjetiske flåde var „stagneret“, 

og at det eneste tilbageværende byggeprogram, nemlig Rogov-klassen 

– Sovjetunionens hidtil største landsætningsskib – kun skred langsomt frem. 

Rogov-klassen skønnedes på grund af sin størrelse ikke at være bygget til 

Østersøen. Østtyskerne havde afsluttet en serie på 12 af Frosch-klassen, der 

dækkede løftebehovet for deres amfibisk uddannede 29. motoriserede infanteriregiment. 

Foruroligende for FE var tilsyneladende en oplysning om, at 

der nu dukkede „diversionsbrigader“ (specialstyrker uddannet til bl.a. sabotage 

og mord og hidtil kun kendt ved hærstyrker) op ved de sovjetiske flåder. 

Ifølge FE var det endnu ikke bekræftet, at de eksisterede ved Østersøflåden, 

men hvis de gjorde, indebar det, at truslen mod vigtige mål måtte vurderes 

højere end hidtil. 79 


76 Truslen mod Danmark, 1974, s. D-4.; 1976, s. D-ff. FE’s arkiv. 


78 EO april og maj 1976, henholdsvis s. 25 og 26f; Efterretningsoversigt for 1979, s. 74. FE’s arkiv. 

79 Efterretningsoversigt for 1979, s. 84 og 86. FE’s arkiv. 


Landsætningsfartøj fra Warszawapagten af Alligator-klassen, 1974. (FE/Orlogsmuseet). 

Sammenfattende kan det vel siges, at selvom FE i 1978 vurderede 

Warszawapagtens samlede landsætningskapacitet som „betragtelig“ med en 

løftekapacitet svarende til tre sovjetiske marineinfanteriregimenter (dvs. i alt 

ca. 6.000 mand) og samme år mente, at en „væsentlig kapacitetsforøgelse“ 

fandt sted som konsekvens af indførelse af Ro/Ro-skibe, 80 så kunne udviklingen 

have været værre, og det var et faktum, at der ikke var sket nogen udvidelse 

af kapaciteten gennem det meste af 1970’erne. Hvad Ro/Ro-skibene 

angik, havde man kun set ét sådant fartøj deltage i en øvelse, og en fremtidig 

vurdering måtte afhænge dels af omfanget af tilførsler af disse fartøjer dels af 

en eventuel udvidelse af marineinfanteristyrkerne. 

Flystyrker 

De sovjetiske luftstyrker i DDR (16. luftarmé) omfattede ved årsskiftet 1975/76 

i alt 908 kampfly og 717 hjælpefly, medens den sovjetiske luftstyrke i Polen 

(37. luftarmé) omfattede 324 kampfly og 134 hjælpefly. Derudover rådede 

DDR og Polen over henholdsvis 350 og 781 kampfly. Fra midten af 1970’erne 

indledte Sovjetunionen en omfattende konvertering af luftstyrken i DDR til 3. 



generationsfly i form af den avancerede altvejrsjager „Flogger B“ og jagerbombere 

(Fitter og Flogger D). Konverteringen afsluttedes foreløbigt i begyndelsen 

af 1977. 81 I sommeren 1978 begyndte Flogger B tillige at indgå i de østtyske 

flystyrker, ved årsskiftet 1980 begyndte den tillige at tilgå det polske flyvevåben. 

Det var den overordnede vurdering, at indførelsen af 3. generationsfly 

tilførte Warszawapagtens flystyrker øget aktionsvidde og udvidede bombelaster 

og også afhjalp de hidtidige mangler med hensyn til bombnings- og navigationsudstyr. 

82 

En anden vigtig udvikling på flysiden hang sammen med den tidligere omtalte 

styrkelse af luftforsvaret ved Warszawapagt-styrkerne. Indførelsen af 

SAM-missiler m.m. ved luftforsvaret frigjorde betydelige jagerstyrker til kampopgaver 

foran tropperne på jorden. Det var et nyt element i krigsbilledet, at 

man nu forventede massive og koncentrerede såkaldte „counter-air“-operationer 

udført fra begyndelsen af en konflikt. Disse angreb ventedes også indsat 

mod danske mål. 83 

Den sammenfattende vurdering var allerede i 1975, at truslen mod dansk 

område – forstået som evnen til indsats – var steget som konsekvens af fleksibiliteten 

ved de nye fly samt jagerpiloternes træning i sekundære opgaver. 

Endvidere vurderedes jagerregiment Peenemündes træning i supplerende 

angrebsroller at udgøre en trussel mod danske flådeenheder. 84 

På helikoptersiden gennemførtes en stærk forøgelse af antallet af kamphelikoptere 

ved GSST mod slutningen af perioden. I året 1979 øgedes antallet 

af kamphelikopterregimenter her fra tre til fem. Ifølge FE var styrken af disse 

helikoptere dermed forøget med ca. 55 % til ca. 350 kamphelikoptere. 85 

I øvrigt var rapporteringen på flysiden ud over den faste beregning af de 

østlige luftstyrkers aktivitetsniveauer stærkt præget af analyser af de uafladelige 

luftforsvars- og flystøtteøvelser, der blev holdt over Østtyskland og Polen 

året igennem bortset fra vintermånederne. Luftforsvaret, der var højt prioriteret, 

blev til stadighed udbygget og afprøvet. I 1979 meldes om mulig genoptagelse 

ved de sovjetiske flystyrker i Polen efter års pause af de specielle 

øvelser, der indicerede aflevering af atomvåben. 86 Oplysningen blev ikke kommenteret. 

Sovjetiske fly gennemførte i 1970’erne fast flyvninger langs Østersøen og 

frem til det nordlige DDR med henblik på signalopklaring og indøvelse af 

elektronisk krigsførelse. Det polske luftvåben gennemførte lige så regelmæssigt 

flyvninger ved Bornholm med sigte på de danske radarinstallationer på 


82 Truslen mod Danmark, 1978, s. F-25. FE’s arkiv. 

83 Truslen mod Danmark, 1978, s. F-29. FE’s arkiv. 

84 Truslen mod Danmark, 1975: „Bemærkninger til ændringer“, s. 3 (Bilag nr. 2 til FE nr. 1690/75). FE’s 

arkiv. 


86 EO oktober 1979, s. 29f. FE’s arkiv. 


øen, i juli måned 1975 gennemførte polakkerne således 25 flyvninger på 16 

dage. I sommeren 1979 meldtes for første gang om omfattende polsk brug af 

chaff, dvs. udkastet materiale til forstyrrelse af radaropklaring, jf. kapitel 51. 

Det var vurderingen, at der var tale om nyt ECM-udstyr til det polske flyvevåben 

med det formål at sikre polske offensive missioner gennem oprettelse af 

særlige chaff-korridorer, dvs. etablering af omfattende barrierer for vestlig elektronisk 

efterretningsvirksomhed, bag hvilke missioner uset kunne indledes. 87 

Der er ikke i FE’s materiale omtale af de tilsvarende vestlige flyaktiviteter i 

Østersøen, således at en sammenligning af respektive aktivitetsniveauer ikke 

kan foretages på dette grundlag. 

Vurderinger af intentioner 

Sandsynligheden for krig 

FE’s samlede vurdering af sandsynligheden/risikoen for krig mellem Øst og 

Vest i 1970’erne var konstant og ikke ændret i forhold til det billede, der tegnedes 

i 1960’ernes slutning. I trusselsanalysen Truslen mod Danmark fra 

1970’erne (seneste udgave 1978) hedder det med helt enslydende formulering: 

„Sandsynligheden for en væbnet konflikt mellem NATO og Warszawapagtlandene 

må vurderes som værende ringe, men muligheden herfor består 

dog. En sådan konflikt kunne tænkes som følgevirkning af militær pression, 

der igen kunne være resultat af en sovjetisk opfattelse af, at 

– solidariteten inden for NATO og dermed Alliancens vilje og evne til forsvar 

var blevet væsentligt forringet, eller at 

– indre uro afgørende havde svækket et eller flere NATO-lande.“ 

FE formodede, at det indgik i de sovjetiske overvejelser forud for et pressionsforsøg, 

at landet besad konventionel overlegenhed i Europa, og at en konflikt 

kunne holdes på et niveau under det strategiske, dvs. ikke ville medføre kernevåbenudvekslinger 

mod de to supermagters eget territorium. Ifølge FE 

kunne det heller ikke udelukkes, at krig kunne opstå som følge af en afledemanøvre 

i tilfælde af en magtkamp inden for kredsen af Østlande eller som 

en udløber af episoder eller tekniske uheld. 88 Det forhøjede vestlige forsvarsberedskab 

i forbindelse med invasionen i Tjekkoslovakiet i august 1968 – hvor 

danske tropper blev forsynet med skarp ammunition og rykkede ud af garni- 

87 EO juli 1975, s. 27; EO juni 1979, s. 34. FE’s arkiv. 

88 Truslen mod Danmark, 1974, s. A-3; 1976, s. B-2f; 1978, s. B-2f. – Afsnittet om vurderingen af krigssandsynligheden 

blev udsendt med klassifikationen „Hemmeligt“, således at kun få kunne få kendskab 

til den. Det er vel sandsynligt, at man fra dansk side i dette vigtige spørgsmål har fulgt den sandsynlighedsvurdering, 

man var blevet enig om inden for NATO, og at klassifikationen afspejlede et 

hensyn hertil. 


sonerne – skal ses i lyset af tankegange som de her skildrede, hvor man ikke 

udelukkede, at Sovjetunionen kunne finde på at søge at kvæle en intern krise 

ved at fremprovokere en international konflikt. Disse tankegange forekommer 

i dag ikke særligt velbegrundede. 

FE’s overordnede tolkning var klart, at Sovjetunionen fortsat havde globale 

ambitioner, men at landet stadig anså detentepolitikken over for Vesten som 

den bedste ramme for virkeliggørelse af sine mål. NATO besad evnen til at afskrække 

Sovjetunionen fra militære eventyr, hvis det bevarede sin sammenhængskraft 

og kampevne. Det skal i den forbindelse fremhæves, at truslen om 

politisk pression, der som tidligere omtalt blev opvurderet i FE’s papir fra februar 

1970, udtrykkeligt blev nedvurderet igen i 1974-udgaven af Truslen mod 

Danmark med den ledsagende kommentar, at man nu anså denne trussel for 

mindre sandsynlig end tidligere. Politisk pression blev nu primært behandlet 

under varianten „Begrænset krig“, jf. det følgende afsnit om konfliktmodeller. 

Med hensyn til varslet var det nu hovedopfattelsen, at der kunne forventes 

et politisk varsel. Det skete ud fra den overvejelse, at de af detenten skabte 

fredsforventninger i den sovjetiske befolkning nødvendiggjorde en psykologisk 

omstilling af den sovjetiske befolkning til en krigs vilkår. Samtidig påpegedes 

muligheden af, at Sovjetledelsen kunne vælge at gå i krig uden denne 

psykologiske forberedelse. Konsekvensen heraf var, at de politiske indikatorer 

på krig måtte suppleres med militære indikatorer, og her navnlig flytning af 

styrker. Til sidst nåede studien frem til, at der kunne ventes et varsel på 

mellem 48 timer og 8 dage. Med hensyn til det taktiske varsel var situationen 

som fra slutningen af 1960’erne, dvs. at der i værste tilfælde ikke ville blive givet 

noget varsel. 89 

Konfliktmodeller 

Som for 1960’ernes vedkommende begrænsede FE sig til en diskussion af hovedkonfliktmodeller 

og undlod at gå ind i mere detaljerede scenarier (konventionelle 

som nukleare) for operationernes forløb, som må forudsættes at 

have været opgave for andre danske myndigheder. 

Hvad angik konfliktmodeller behandledes – med nøje begrundelse – kun 

to varianter af krig, der ville berøre Danmark, nemlig 

– et i alle tilfælde fra starten konventionelt angreb mod Vesteuropa inklusive 

Danmark, samt 

– et begrænset angreb mod danske øer. 

Hovedmodellen for en stormagtskonflikt – der altså vurderedes at have ringe 

sandsynlighed for sig – er også i 1970’erne et sovjetisk angreb mod de alli- 

89 Truslen mod Danmark, 1978, s. O-1ff. FE’s arkiv. 


erede styrker i Forbundsrepublikken gennemført af tre fronter (og syd herfor 

en „operativ gruppering“), af hvilke „Kystfronten“ udgjorde den nordligste. 

Kystfrontens hovedangreb formodes rettet mod Belgien-Holland med sideangreb 

mod Slesvig-Holsten og Jylland og landsætning på den sjællandske 

øgruppe. 

Styrkemæssigt formodedes Kystfronten på hærsiden at omfatte de sovjetiske 

og østtyske styrker i det nordlige DDR, hele den polske felthær samt tilførte 

sovjetiske divisioner fra Baltikum. Angrebsstyrken blev sat til minimum 

29 divisioner (12 sovjetiske, 14 polske og tre østtyske), hvortil kom landsætningsstyrkerne. 

90 Som nævnt tidligere svarer disse styrkeangivelser ikke til de 

styrker, der indgik i operationsplanen for Kystfronten, selv om det selvfølgelig 

ikke kan udelukkes, at Sovjetunionen havde udarbejdet alternative planer 

for styrkeindsættelse. 

Det vurderedes som sandsynligt, at Sovjetunionen ville lede Kystfrontoperationen, 

og at de polske og østtyske divisioner ville indgå i sovjetisk dominerede 

fronter, polakkerne muligvis som en „operativ gruppering“, dvs. en mere 

selvstændig styrke. 91 

Som det er beskrevet ovenfor i kapitel 51 var konfliktmodellen igennem 

1960’erne præget af den tolkning, at man ikke forudså en større angrebsoperation 

mod Danmark fra starten af en storkrig mellem Øst og Vest, men 

først ventede den, hvis Warszawapagt-styrkerne havde fremgang under de første 

dages angreb ind i Forbundsrepublikken. Dette er ikke forudsætningen i 

1970’erne. Efter revisionen af trusselsbilledet i slutningen af 1960’erne var 

det opfattelsen, at de sovjetiske militære ledere nu lagde afgørende vægt på 

erobringen af det dansk/nordtyske område (den nordlige flanke) og derfor 

ville søge at erobre Østersøudgangene „på det tidligst mulige tidspunkt af en 

konflikt“. Herigennem ville der blive skabt de bedste betingelser for videre sømilitære 

fremstød og for sikring af Kystfrontens operationer og egne maritime 

hovedbaser i Østersøområdet mod primært flyangreb fra amerikanske 

hangarskibsgrupper. 92 Præmissen fra 1960’erne – at angrebet på Sjælland 

ville være afhængigt af succes andre steder – er forkastet, og angrebet fremtræder 

som en højtprioriteret operation, der vel stadig ikke blev tillagt egentlig 

strategisk karakter i sig selv, men indgik som element i en frontoperation 

og hvilede på egne forudsætninger, herunder især en sikret flystøtte til gennemførelsen. 

Tidsmæssigt blev angrebet på Sjælland lagt efter angrebet på Slesvig-Holsten 

– og på Centralfronten – der forventedes at åbne krigen. Når angrebet på 

Slesvig-Holsten formodedes iværksat inden (dvs. blot nogle få timer inden) 

angrebet på Sjælland og den sjællandske øgruppe, var det ud fra overvejelsen, 

90 Truslen mod Danmark, 1978, s. D-19. FE’s arkiv. 

91 Truslen mod Danmark, 1978, s. B-9f. FE’s arkiv. 

92 FE’s arkiv. „Truslen mod Danmark“ 1978, s. B-9, M-1. 


at overraskelsesmomentet for angrebet på selve Centralfronten ville gå tabt, 

hvis krigen indledtes med en amfibieoperation, der ville give et taktisk varsel. 

Man anførte i studien den mulighed, at en invasionsstyrke først ville afsejle, 

efter at Holsten var angrebet. 

Hvad angrebet på Slesvig-Holsten (og Jylland) angik, formodedes angrebet 

mod Holland og Belgien stadig at have hovedprioriteten, men den i 1960’erne 

omtalte flankesikringsoperation var dog afløst af en noget større operation, 

der ventedes hurtigt ført frem til Kielerkanalen, der skulle erobres og holdes, 

men i første fase næppe længere. Angrebet her ville blive anført af sovjetiske 

tropper, der blev bistået af polske og østtyske tropper. 

For Jyllandsoperationens vedkommende regnedes med to varianter, afhængigt 

af om krigen startede med eller uden forberedelse. Ved den første 

mulighed vurderede man det sandsynligt, at operationen blev lagt i hænderne 

på polakkerne og udført som et kraftigt panserangreb af styrker fra 

mindst to polske militærdistrikter (4-5 divisioner). Et angreb på Fyn kunne 

muligvis tidligt sættes ind under anvendelse af luftbårne styrker. Som vi skal 

se, svarede det ikke til de polske øvelsesplaner, ifølge hvilke Jylland skulle erobres 

af styrker fra det pommerske militærdistrikt. 

Den anden variant var, at krigen kom hastigt og uden forberedelse; i så fald 

ville de polske enheder ikke straks kunne nå frem. Man forventede i den situation 

en indsats af en mindre østtysk/og eller sovjetisk styrke med et begrænset 

mål, nemlig erobring af Elben-Trave-kanalen. Først i næste fase ville 

– muligvis – polske styrker skride til erobring af Kielerkanalen. Der var ingen 

diskussion af de videre faser for erobringen af Slesvig-Holsten og senere 

Jylland og heller ikke vurderinger af muligheden for at gennemføre disse 

operationer. 

Landsætningsoperationen mod Sjælland opfattedes af FE i Truslen mod Danmark 

fra 1970’erne som en af den sovjetiske militære ledelse højt prioriteret operation, 

der ikke kunne iværksættes tidligt nok, hvis der udbrød en storkrig. Som 

i 1960’erne var operationens udførelse genstand for mange danske overvejelser 

og beregninger. Som tidligere var det den danske vurdering, at 

Warszawapagten kun havde kapabilitet til at foretage én regulær landsætning 

med brohoveddannelse, og at den ville ske i Fakse Bugt, der ud fra en række 

kriterier opfattedes som det mest velegnede sted. Man mente også, at opgavens 

omfang nødvendiggjorde, at samtlige uddannede amfibietropper og 

disponible landsætningsfartøjer fra alle tre Warszawapagtlande indgik i den 

styrke, der skulle foretage landsætningen og søge at etablere brohovedet. Ud 

fra disse forudsætninger ville der ikke være østlig kapacitet til at foretage andre 

landsætninger, selv om muligheden af landsætninger på Falster eller Møn 

ikke helt blev udelukket. På dette punkt tog man uden tvivl fejl. Både i 

1960’erne og i 1970’erne var det i alle Warszawapagtøvelser forudsætningen, 

at de østtyske landsætningsstyrker på ét regiment gik i land på Falster og ikke 

var til rådighed for operationen mod Sjælland. Der er således i dag næppe 


tvivl om, at Warszawapagten forberedte sig på mindst to landsætninger mod 

de danske øer. 

Landgangen i Fakse Bugt forudsås gennemført ved, at de deltagende 

Warszawapagtlande gik i land nationsvis. Invasionsstyrken blev vurderet til at 

omfatte hovedparten af de østlige landsætningsstyrker, man havde interesseret 

sig for i årevis, og som man forventede indsat opdelt i syv bataljonskampgrupper 

(tre sovjetiske, to polske og to østtyske), hvortil kom faldskærmsstyrker, 

dvs. formentlig højst 6.-8.000 mand i alt. Landsætningsstyrkerne, der 

skulle etablere brohovedet, forventedes overført til Sjælland i én omgang ved 

indsættelse af den eksisterende østlige kapacitet af landsætningsskibe på ca. 

65 fartøjer. 93 

Det siges ikke direkte i Truslen mod Danmark, hvor længe en sådan invasionsstyrke, 

hvis den nåede i land, kunne holde ud i sit brohoved. Dette ville jo 

også afhænge af en lang række forhold, herunder ikke mindst hvor store tab 

styrken havde lidt under selve overfarten og landsætningen. Hvilke forudsætninger 

man end gik ud fra, 94 måtte hurtige forstærkninger være afgørende 

for operationens succes. Forstærkningsstyrkerne, der skulle konsolidere og 

udvide det oprindelige brohoved, forventedes at være polske infanteristyrker 

(1-2 divisioner), der ventedes overført på handelsskibe. Men en sådan operation 

ville tage tid og vurderedes af FE ikke afsluttet på mindre end 1-4 døgn. 

Hertil kunne man føje, at der til forstærkningsoperationens gennemførelse 

selvsagt også måtte knytte sig talrige risici og usikkerhedsfaktorer. Og først efter 

forstærkningsstyrkernes ankomst kunne den egentlige kamp om herredømmet 

over Sjælland begynde. 

Der er ikke i „Truslen mod Danmark“ nogen eksplicit vurdering af Warszawapagtlandenes 

muligheder for at kunne gennemføre en landsætning på 

Stevns i 1970’erne, men man har fra dansk side næppe givet operationen 

store chancer for at lykkes. Det var vestlig politik, at Øst ikke måtte bryde 

igennem de danske stræder, og man synes i 1970’erne at have haft tillid til at 

man kunne forhindre det. Dette skyldtes ikke bare det forhold, at de i første 

omgang indsatte landsætningsstyrker ikke var flere, end at de kunne isoleres 

inden for et begrænset område og måske nedkæmpes, men snarere at NATOstyrkerne 

i området rådede over en betydelig afværgekapacitet. Sjælland opfattedes 

fra dansk side som „velforsvaret“, 95 men Truslen mod Danmark var som 

tidligere nævnt også af den generelle opfattelse, at Warszawapagtflåderne 

ville få vanskeligheder ved at løse deres krigstidsopgaver. Her er vi formentlig 

93 Truslen mod Danmark, 1978, s. E-22f og M-13ff. FE’s arkiv. – I dette arbejde defineres „løfteevne“ 

som den eksisterende kapacitet til at foretage én vending (sejlads). „Den totalt ubegrænsede løfteevne“ 

opfattedes som en funktion af flere vendinger, kamptab samt andre forhold. 

94 Det sovjetiske marineinfanteriregiment (ca. 1900 mand fordelt på tre bataljoner) vurderedes i en 

FE-analyse at kunne fastholde et brohoved på hele 10 gange 6 km i 24 timer (EO august 1977, s. 30. 

FE’s arkiv). 



ved sagens kerne, således som den tog sig ud for danske militære analytikere, 

selv om trusselsstudien ikke selv drog de konkrete implikationer for landsætningsoperationens 

vedkommende. 

I dag vil man formentlig sige, at den planlagte landsætning på Sjælland var 

et militært vovestykke, der for at krones med succes krævede, at en lang række 

elementer faldt på plads under en kompliceret og risikabel operation. Bl.a. 

forudsattes ud over kraftig og vedvarende flystøtte til selve invasionsflåden tilkæmpelse 

af østligt søherredømme i den vestlige Østersø og iværksættelse af 

en effektiv minestrygning ind mod landsætningsområdet. Både i søen og 

under etablering af brohovedet ville Warszawapagtens styrker være tvunget til 

at foretage koncentrationer, som gjorde dem stærk sårbare over for indsættelse 

af vestlige taktiske kernevåben. Fra østlig side var man helt på det rene 

med disse forhold. 

Begrænset krig 

Som den anden krigsmulighed behandledes en isoleret militær operation 

mod Danmark eller udøvelse af politisk pression ved at true med en sådan 

operation. Denne østlige option havde fra den kolde krigs start spillet en rolle 

for danske militære planlæggere, der navnlig frygtede for Bornholms skæbne. 

I 1974 foretog FE – og formentlig i forlængelse af en ny NATO-bedømmelse 

– en revurdering af sandsynligheden for politisk pression mod NATO, 

der nu vurderedes for mindre sandsynlig end tidligere. Det mentes ikke, at 

Øst ville tage politisk pression i „mere eller mindre militant form“ i brug, så 

længe NATO fungerede. Men muligheden af en sådan aktion en gang i fremtiden 

blev ikke udelukket. 

Igen havde man især en situation for øje, hvor NATO stod svækket på 

grund af splid, eller hvor problemerne inden for Warszawapagten kunne tilskynde 

ledelsen i Moskva til en udadrettet aktion, der kunne samle pagten. 

Rent operativt forestillede man sig en kuplignende landsætnings-/luftlandeoperation, 

der – dog kun for en mindre operations vedkommende – eventuelt 

kunne gennemføres af stedfortrædertropper, dvs. polske eller østtyske styrker. 

Operationen skulle etablere et hurtigt fait accompli for ikke at føre til 

eskalation. En lidt større operation vurderedes at kræve deltagelse af sovjetiske 

tropper. De mest truede områder opfattedes at være Bornholm, 

Lolland-Falster-Møn samt Sjælland. Selvom der var tale om begrænset krig, 

forudsattes det, at mål over hele Danmark – heriblandt radarstationer – ville 

blive søgt sat ud af spillet. Der forventedes ikke indsættelse af kemiske kampstoffer. 

Brug af kernevåben omtales ikke, heller ikke som trussel. 

Det er interessant, at Sjælland fra og med trusselsvurderingen i 1974 blev 

udeladt som potentielt mål i en eventuel begrænset krig. FE’s begrundelse 

var, at man skønnede en erobring af Sjælland uden for mulighederne af en 

begrænset operation. Sjælland kunne ikke erobres i en fait accompli-aktion 


og gled ud af dette scenarie. 96 Heri – kan det tilføjes i dag – lå der selvsagt en 

positiv vurdering af Sjællands forsvarsberedskab i 1970’erne. 

Stod det til vesttyskerne i 1974 gled Lolland, Falster og Møn imidlertid også 

ud af scenariet. Ifølge FE havde forsvarsministeriet i Bonn „i AFNORTH tilsvarende 

studie“ opponeret mod muligheden af et angreb på Lolland, Falster 

og Møn ud fra den overvejelse, at faren for involvering af Forbundsrepublikken 

Tyskland i denne situation ville være så stor, at man fra Warszawapagtens 

side ville vige tilbage for et sådant angreb. Ifølge Bonn ville således 

kun Bornholm være truet. Danskerne ændrede dog ikke opfattelse og bibeholdt 

muligheden af angreb på alle fire øer i scenariet for begrænset krig. 97 

Danskere og tyskere havde således forskellige opfattelser i spørgsmålet om 

omfanget af en begrænset krig, og generelt rejser behandlingen af temaet i 

„Truslen mod Danmark“ en række spørgsmål, der selvfølgelig også er betinget 

af emnets hypotetiske karakter, herunder de tvivlsomme forudsætninger, 

der blev lagt til grund. Var det overhovedet særligt sandsynligt, at Øst 

ville starte en begrænset militær aggression, hvis NATO stod stærkt svækket? 

Vel næppe. Øst ville i den situation have nået et politisk hovedmål med få omkostninger 

og kunne høste fordelene heraf. Snarere har man formentlig fra 

dansk side som tidligere haft den situation for øje, at Øst kunne tænkes at 

foretage en repressalie f. eks. mod Bornholm som gengæld for en vestlig 

handling, som Øst opfattede som udfordrende eller truende. Denne mulighed 

blev formentlig aldrig helt glemt i de danske trusselsvurderinger. 

Sammenfatning 

Ifølge FE fandt modsætningsforholdet mellem Øst og Vest et mindre spændingsfyldt 

leje ret hurtigt efter Cuba-krisen. Sovjetunionen ændrede sine prioriteringer 

specielt i Tysklandsspørgsmålet og valgte at løse sine problemer i 

forhold til Vesten gennem forhandlinger med USA. I Europa søgte Sovjetunionen 

nu at fastholde status quo, hvad der bl.a. førte til invasionen i 

Tjekkoslovakiet i 1968. FE satte det afspændingspolitiske skel ved året 1964 

under henvisning til de to supermagters aftale om genoprettelse af konsulater 

dette år samt det indledte samarbejde på områder som f.eks. rumforskning. 

Samtidig betonede man, at Sovjetunionen opretholdt systemkonflikten 

under navn af „fredelig sameksistens“ og videreførte en skarp konkurrence 

med USA og Vesten på en lang række områder (videnskab, rumforskning, 

våbenteknologi). Fra 1977 vurderedes afspændingspolitikken at 

være under voksende pres på grund af ændrede amerikanske udenrigspoli- 

96 Rettelsesblad til Truslen mod Danmark udsendt 10. november 1974, s. A-6. FE’s arkiv. 

97 Truslen mod Danmark, 1978, s. N-2; Rettelsesblad til Truslen mod Danmark udsendt 10. oktober 1974. 

FE’s arkiv. 


tiske prioriteringer. Ifølge FE skabte Carter-administrationens menneskerettighedspolitik 

forvirring og vrede i Sovjetunionen, og ved udgangen af 1979 

– efter den sovjetiske invasion af Afghanistan – vurderede FE, at forholdet 

mellem de to supermagter var det dårligste i mange år. 

FE fulgte nøje udviklingen af relationerne mellem Sovjetunionen og Kina, 

der fra ca. 1963 var fastlåst i et åbent politisk og ideologisk modsætningsforhold. 

Dette blev tolket som en politisk svækkelse af Sovjetunionen, hvis ideologiske 

hovedrolle inden for verdenskommunismen fra nu af var omstridt. 

Derimod vurderedes Sovjetunionens stationering af et voksende antal styrker 

ved den kinesiske grænse ikke at udgøre en nævneværdig svækkelse af 

Sovjetunionens muligheder for at føre krig i Europa. På samme vis skønnedes 

Sovjetunionens voksende økonomiske problemer i 1970’erne ikke på kortere 

sigt at udgøre et problem for opretholdelse af et omfattende rustningsniveau 

og for videreudvikling af sovjetiske militære kapabiliteter til global indsættelse. 

I dag kan det ses, at FE som de andre vestlige efterretningstjenester ikke 

klart fattede skarpheden i den sovjetisk-kinesiske konfrontation – i alle tilfælde 

i de første mange år – ligesom man undervurderede højden af de sovjetiske 

militærudgifter og dermed også vægten af forsvarsbyrden for det sovjetiske 

samfund. 

I FE’s analyser tegnedes gennem detenteperioden og specielt i 1970’erne 

billedet af en dynamisk sovjetisk våbenudvikling inden for de fleste hovedområder 

og præget af de lejlighedsvise spring, som modernisering og introduktion 

af nye generationer af våbenplatforme gav. På de strategiske missilers område 

opnåede Sovjetunionen fra midten af 1970’erne paritet med USA, hvad 

der åbnede for perspektivet om en kernevåbenkrig begrænset til Europa eller 

en krig, der startede konventionelt og indebar muligheden af en selektiv brug 

af taktiske kernevåben. FE skønnede, at den sidste variant var den mest sandsynlige 

og lagde den til grund for sin konfliktmodel i 1970’erne. 

Minelæggeren 

„Sjælland“ (med 

N83 på stævnen) 

ved siden af et 

polsk landsætningsfartøj 

af 

Polnocny-klassen 

i dansk farvand. 

Udateret, fra 

1970’erne. 

(Søværnets Fototjeneste/Marinens 

Bibliotek). 


På hærområdet blev det fastslået, at de sovjetiske styrker i Østtyskland blev opretholdt 

igennem hele perioden i samme omfang som tidligere (20 divisioner), 

men vurderingen var, at de og i mindre omfang de polske og østtyske 

styrker kvalitativt blev styrket op igennem 1970’erne gennem tilførsel af et 

øget antal nye kampvogne, artilleri, pansrede mandskabsvogne og kamphelikoptere. 

Den samlede vurdering var ved periodens slutning i 1979, at de sovjetiske 

armeer i DDR (GSST) udgjorde en styrke på et meget højt niveau ud 

fra de fleste militære kriterier (uddannelse, føring, kampkraft). Styrkerne 

blev holdt i højt beredskab og magtede med kort varsel at skifte fra en konventionel 

til kemisk/bakteriologisk og nuklear krigsførelse. 

Det blev også vurderet, at de sovjetiske flystyrker i Østtyskland og i Baltikumområdet 

var blevet styrket i 1970’erne, dels gennem modernisering af jagerne 

og introduktion af et avanceret bombefly (Backfire), dels som en konsekvens 

af styrkelsen af det missilbårne luftforsvar, der frigjorde dele af jagerstyrken til 

offensive opgaver foran de fremrykkende tropper. Fra dansk side hæftede 

man sig tillige ved Sovjetunionens betydelige kapacitet til at flytte tropper ad 

luftvejen som demonstreret ved invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968 og ved 

de halvårlige udskiftninger af styrkerne i DDR. 

FE’s vurdering af Warszawapagtens flådestyrker i Østersøen var meget mere 

reserveret. Flådestyrkernes betydelige kvantitative omfang blev ikke underkendt, 

men opfattelsen var i 1970’erne, at den sovjetiske Østersøflåde var blevet 

forsømt gennem mange års opprioritering af store oceangående enheder, 

der ifølge FE primært havde en politisk og statusskabende funktion i fredstid. 

Den overordnede vurdering var i 1970’erne, at Warszawapagtens flådestyrker 

i nærområdet kunne løse deres opgaver i fredstid og i en spændingsperiode, 

men det blev betvivlet, at de kunne gennemføre deres krigsopgaver, dvs. bl.a. 

erobre den vestlige del af Østersøen og gennembryde de danske stræder. Men 

hermed manglede en af hovedforudsætningerne for at kunne gennemføre 

den landsætningsoperation mod de danske øer, der siden 1960’ernes begyndelse 

blev forberedt i Sovjetunionen, Polen og DDR. 

I analysen af udviklingen inden for de væbnede styrker i Sovjetunionen tegnedes 

således et billede af en militærmagt med globale politiske aspirationer, 

der var indrettet til at kæmpe såvel konventionelt som nukleart og besad en 

betydelig offensiv kapacitet på det landmilitære område, men som også havde 

udprægede svaghedspunkter især på flådeområdet. Hvad de polske styrker 

angik, vurderedes det, at de kvalitativt var blevet forbedret, men det blev betvivlet, 

at de med egne kræfter kunne gennemføre den Kystfrontoperation, 

som man havde indikationer på. 

Spørgsmålet om krigssandsynligheden og om de konfliktmodeller, der 

skønnedes relevante for Danmark, blev ikke behandlet i de periodiske rapporter, 

men blev tematiseret i FE’s samlede trusselsvurdering Truslen mod 

Danmark (1965), der holdtes ajourført fra slutningen af 1960’erne og er fuldstændig 

bevaret fra 1978. Tolkningen var i dette arbejde i 1970’erne, at en 


storkrig ikke var sandsynlig, idet Sovjetunionen forventedes at forfølge sine 

mål i Europa ad forhandlingens vej, så længe Vesten stod samlet. En sovjetisk 

aggression tolkedes som en hypotetisk størrelse, der dog kunne blive en realitet, 

hvis at en NATO-magt – der blev ikke nævnt navne – var kommet i krise, 

eller hvis det vestlige sammenhold brød sammen. Det er vel sandsynligt, at 

man i det vigtige spørgsmål om krigssandsynligheden ret nøje har fulgt den 

sandsynlighedsvurdering, man var blevet enig om i NATO-samarbejdet. 

Med andre ord: Sovjetunionen blev under detenten i 1960’erne og 1970’erne 

stadig opfattet som en potentielt farlig og aggressiv magt, der kunne tænkes 

at udnytte en gunstig chance til at udvide sit herredømme og ændre på status 

quo i Europa. Hvis den rådende magtbalance mellem Øst og Vest imidlertid 

blev opretholdt – dvs. hvis NATO-samarbejdet kunne bevares, og Vesten ikke 

sakkede agterud militært – ville en østlig aggression mod Vesteuropa imidlertid 

være usandsynlig, idet den ville være for farlig for Moskva. 

For FE var den mest sandsynlige konfliktmodel i hele perioden en storkrig 

mellem Øst og Vest, hvor østlige landstyrker, primært sovjetiske og polske, angreb 

Danmark som led i Warszawapagtens angreb ind i Forbundsrepublikken 

og Holland og Belgien. Warszawapagtens flådestyrker ville søge at gennembryde 

de danske stræder for at etablere fri passage til Atlanten. Det var FE’s 

tolkning, at erobringen af Danmark fik voksende betydning for Sovjetunionen 

fra anden halvdel af 1960’erne bl.a. som en konsekvens af den sovjetiske 

globale flådepolitik. Det danske trusselsbillede blev i overensstemmelse hermed 

justeret i slutningen af 1960’erne. Som en følge heraf vurderedes det i 

trusselsvurderingerne fra 1970’erne, at Sjælland ville blive søgt invaderet allerede 

fra starten af en Øst-Vest-konflikt og i realiteten blot få timer efter angrebet 

mod Jylland gennem Slesvig-Holsten. Det synes at have været en generel 

antagelse, at der på grund af operationens kompleksitet var gode muligheder 

for at afvise en invasion af Sjælland. I sidste instans ville der uden tvivl blive 

brugt kernevåben. Denne opfattelse blev opretholdt op gennem 1970’erne. 

Ud fra de tidligere nævnte forudsætninger om et eventuelt svækket NATO 

udelukkede FE heller ikke muligheden af en sovjetisk aggression mod 

Danmark alene – eller truslen om en sådan – i form af en kuplignende aktion 

mod Sjælland, Bornholm eller øerne syd for Sjælland. Fra 1974 skønnedes 

det fra dansk side ikke muligt for Øst at gennemføre en sådan operation mod 

Sjælland, tilsyneladende ud fra den tankegang, at Sjælland var for stærkt forsvaret 

til, at en fait accompli-operation kunne gennemføres. 

Den af FE i 1970’erne iagttagne kvalitative styrkelse af Sovjetunionen på 

hær- og flyområdet i nærområdet blev af FE ikke uden videre set som en øget 

trussel mod NATO-landene. Begrebet „trussel“ bruges sjældnere end tidligere 

og i overensstemmelse med tidligere praksis er der sædvanligvis tale om et relativt 

begreb, hvor der ikke foretages en direkte styrkesammenligning mellem 

Øst og Vest, men alene konstateres en kapabilitetstilvækst på østlig side i forhold 

til en tidligere erhvervet kapabilitet. Som en undtagelse kan nævnes ud- 


skiftningen af forældede sovjetiske mellemdistancemissiler med de nye, mobile 

SS-20-missiler, der på grund af disse våbens egenskaber betragtedes som 

en øget trussel mod Vesteuropa. 

Den inden for afgrænsede områder ganske betydelige styrkelse af NATO, 

der blev foretaget i 1970’erne gennem organisering af forstærkningsstyrker 

(bl.a. til Danmark og Norge) og indsættelse af avancerede våbenplatforme 

(flådefartøjer, fly, kamphelikoptere m.v.) ses ikke afspejlet i FE’s analyser. 


52 · Vurderingen i dag: øvelser, krigsplaner 

og intentioner i Øst 

Den følgende beskrivelse af Warszawapagt-landenes planlægning af militæroperationer 

mod Danmark og det danske nærområde i 1960’erne og 

1970’erne bygger især på det omfattende materiale fra medlemslandenes 

stabsøvelser, der er blevet tilgængeligt efter Warszawapagtens opløsning – i 

Bundesarchiv-Militärarchiv i Freiburg og (med en række begrænsninger) 

også i polske militære arkiver. Igennem næsten en menneskealder blev den 

såkaldte „Nordfronts“ (eller „Kystfronts“) operationer mod Danmark, 

Nordtyskland og Nederlandene gennemspillet, ligesom de Forenede 

Østersøflåders samtidige operationer mod de danske farvande blev indøvet. 

Dette for undersøgelsen vigtige kildemateriale er tidligere omtalt i kapitel 2 

om historiografi og kilder og i kapitel 24 om den militære trussel mod 

Danmark under den tidlige kolde krig. Da der som tidligere omtalt ikke er ad- 

Kort over krigsscenarie i Danmark fra Warszawapagt-øvelsen „Val-74“. (Militærarkivet, Freiburg). 

VURDERINGEN I DAG: ØVELSER, KRIGSPLANER OG INTENTIONER I ØST 577

gang til de originale operationsplaner i de russiske og polske arkiver, har det 

været nødvendigt at basere rekonstruktionen af de oprindelige overvejelser 

og planer på materialet fra stabsøvelserne og andre kilder. Disse andre kilder 

omfatter bl.a. de hemmelige militærtidsskifter i Warszawapagt-landene, kildemateriale 

fra de nationale østtyske og polske militære stabe samt udsagn fra 

militærpersoner. Materialet fra militærarkiverne og fra militærtidsskrifterne 

er som omtalt meget omfattende og langtfra analyseret af forskningen. 

I kap. 52 og 53 er hovedvægten lagt på en rekonstruktion af Warszawapagtlandenes 

planlægning af militære operationer mod Danmark og det danske 

nærområde samt på en fremdragelse af nogle af de militærteoretiske overvejelser, 

der blev gjort i sammenhæng hermed. Hovedspørgsmålene har været: 

Hvilken forbindelse eksisterede mellem stabsøvelser og egentlige krigsplaner? 

Under hvilke omstændigheder ville Sovjetunionen trække Østblokken 

ind i krig og Nordfront-operationen blive indledt? Hvornår og i hvilket omfang 

ville der blive anvendt kernevåben? Hvorledes planlagde Warszawapagtens 

generalstabe at gøre sig til herre over Slesvig-Holsten og det danske område 

i tilfælde af en krig mellem Øst og Vest, og hvilke militærfaglige overvejelser 

knyttede man til operationerne? Fokus er således lagt på det operative 

aspekt, og den nye og efterhånden voksende viden om forskellige sider af 

Warszawapagt-landenes militærpolitik, herunder ikke mindst om det politiskmilitære 

samarbejde inden for Warszawapagten, men også om våbensystemer, 

militære strukturer m.m. er alene inddraget, hvor det skønnes at have haft 

operativ betydning. 

Militærøvelser og krigsplaner 

Warszawapagt-landene afholdt gennem 1960’erne og 1970’erne et stort antal 

stabsøvelser med henblik på at træne de højere stabe i deres føringsfunktioner 

under krigsforhold. Øvelserne fandt sted på alle niveauer: på det strategiske, 

det operative og det taktiske niveau og varierede med hensyn til længde 

og deltagerantal. 1 De større øvelser med deltagelse fra Sovjetunionen, Polen 

og DDR krævede mange måneders forberedelse og inddrog tusinder af mennesker. 

Hovedparten af disse øvelser foregik som „papirøvelser“ i store sammenbragte 

stabe og omfattede ikke flytning af tropper, fly eller flådefartøjer. 

I nogle øvelser indgik dog som tidligere nævnt operationer med egentlige 

styrker for bl.a. at demonstrere udførelsen af landsætningsoperationer for et 

udvalgt publikum. Som et eksempel på en øvelse, hvor der også var inddraget 

egentlige kampstyrker, kan nævnes flådeøvelsen „Val-74“ (3.-13. september 

1 For en generel men på ingen måde udtømmende behandling af Warszawapagtens øvelser se 

Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen – Die nukleare Rolle der Nationalen Volksarmee im Warschauer 

Pakt, 1998, s. 165ff. 


1974), der blev ledet af Warszawapagt-chefen marskal I.I. Jakubovskij. I denne 

øvelse indgik alene fra den østtyske Volksmarine 107 kampskibe, 67 hjælpeskibe 

og i alt 9680 mand. 2 Øvelsernes tema var altid nøje præciseret. I en 

række tilfælde var øvelsen begrænset til at omfatte ét hovedaspekt af operationerne, 

og hovedvægten blev oftest lagt på den ifølge teorien helt afgørende 

overgangsfase fra fred til krig samt på operationerne i de første dage af en almindelig 

krig mellem Øst og Vest. 

De fleste øvelser rummede – i overensstemmelse med sovjetisk militær øvelsespraksis 

– et større indledende afsnit om øvelsens „idé“, der indeholdt oplysninger 

om øvelsens forudsætninger, forløb og sigte. I disse afsnit mødes 

ofte en længere beskrivelse af den internationale spændingstilstand og den 

vestlige styrkeopbygning, der gik forud for det vestlige angreb på Warszawapagtens 

medlemslande, der var det næsten ufravigelige udgangspunkt. I øvelsesoplæggene 

blev det til stadighed forudsat, at det danske område og de danske 

stræder ville indtage en fremtrædende plads som opmarchområde og udgangspunkt 

for offensive vestlige operationer ind i Østersøen. 

Stabsøvelserne var beregnet for Warszawapagt-landenes militære elite. Man 

behøvede derfor ikke at forstille sig med hensyn til styrkeforholdene og byggede 

normalt på de reelle styrkeforhold og de eksisterende operative doktriner 

på begge sider. Det var et tilbagevendende kritikpunkt under øvelsesgennemgangene, 

hvis der ikke under øvelsen var taget udgangspunkt i de vestlige 

doktriner. Disse forhold er selvsagt vigtige i en rekonstruktionssammenhæng. 

Til gengæld blev de østlige enheders navne og dislocering som regel ændret 

under øvelserne. 3 

Det skal bemærkes, at selv om en Warszawapagt-øvelse havde et afgrænset 

tema og var begrænset til et enkelt værn, var øvelsen ofte indlejret i den bredere 

ramme, som de deltagende officerer ville møde under en storkrig. Henvisningerne 

i øvelsesoplæggene til denne bredere ramme (oftest fronten), 

som øvelserne forudsattes indfattet i, bevirker, at f.eks. en specifik flådeøvelse 

også kan rumme oplysninger om den samlede frontoperation på landjorden 

og kan tjene som kilde til denne. 

Som eksempel kan tages Warszawapagt-øvelsen „Rügen“ (15.-22. april 

1968), der blev ledet af chefen for den østtyske Volksmarine. „Rügen“ var en 

typisk flådeøvelse, hvor der som hovedtema blevet øvet føringsaspektet af en 

landsætning på Sjælland og Falster. I materialet fra denne øvelse blev der 

under øvelsens „idé“ givet et rids også af den samlede operation på land og 

2 Bundesarchiv Militärarchiv in Freiburg (i det følgende forkortet BA-MA) DVM 10/33860. – 

Øvelsens tema var „Tilintetgørelse af modpartens forenede flådestyrker med henblik på at vinde søherredømme 

i Østersøen samt yde støtte til de i kystretningen handlende frontenheder.“ 

3 Disse forhold påpeges i en polsk kilde: Do´swiadczenia i wnioski z ćwiczenia „Mazowsze“ [Erfaringer og 

konklusioner fra øvelsen „Mazowsze“], Warszawa 1963, s. 11. Archiwum Akt Nowych. KC PZPR, sign.: 

XI B/3. – Arbejdet har klassifikationen „Tajne spec. Znaczenia“ („Yderst hemmeligt“) og det tilgængelige 

eksemplar har nummer 10. 


anført, at Øst – efter at Vesten havde begyndt fjendtlighederne uden brug af 

kernevåben – ved kamphandlingernes begyndelse planlagde at gennemføre 

en angrebsoperation med Kystfronten i den nordtysk-nederlandske og jyske 

retning. Styrker fra en armé af Kystfronten skulle om aftenen D+3 – d.v.s. på 

krigens fjerde dag – forcere Kielerkanalen og dag D+6 nå linjen Esbjerg- 

Kolding. Det hed videre, at angrebet skulle fortsættes i retning af Skagen, og 

dag D+9 skulle Jylland være besat etc. 4 

Ud over de normalt større øvelser i Warszawapagt-ramme afholdt de enkelte 

Warszawapagt-lande løbende et stort antal rent nationale øvelser, der 

også kan belyses gennem kildemateriale i østtyske og polske militærarkiver. 

Hovedvægten i det følgende er dog lagt på de store fællesøvelser med sovjetisk, 

polsk og østtysk deltagelse. Polske og østtyske bidrag til planlægningen 

af disse øvelser blev ifølge polske og østtyske officerer ned i detaljer kontrolleret 

af den sovjetiske generalstab. 

Når stabsøvelserne inden for Warszawapagten i denne undersøgelse bruges 

som en hovedkilde til de for flertallets vedkommende stadig hemmeligholdte 

sovjetiske og polske operationsplaner, bygger det på opfattelsen, at specielt 

disse øvelser i vidt omfang afspejlede elementer af de reelle sovjetiske operationsplaner 

(eller krigsplaner). Denne antagelse beror ud over den fra militærhistorien 

kendte – og logiske – tætte forbindelse mellem generalstabsøvelser 

og operationsplaner på følgende forhold: 

– Den bevidnede stærke hemmeligholdelse af stabsøvelsernes indhold; 

– Den stadige gentagelse over årtier af de samme hovedoperationer; 

– Kongruensen mellem indholdet af de to frontoperationsplaner fra 

Warszawapagten (den polske og den tjekkoslovakiske fra henholdsvis 

1961/63 og 1964) 5 og øvelsesmaterialet; 

– Kongruensen mellem det i nærværende undersøgelse fremlagte materiale 

tæt på den polske operationsplan anno 1972 6 og øvelsesmaterialet; 

– vidnesbyrd fra polske generalstabsofficerer. 7 

4 Forschungsstudie zum „Thema Kommandostabs- und Truppenübungen der Seestreitkräfte/Volksmarine 1956- 

1970“, Bl. 167. BA-MA. – Som næstkommanderende ved øvelsen fungerede stabscheferne ved den 

sovjetiske Østersøflåde og den polske flåde. 

5 For den polske operationsplan henvises til Pawe¢ Piotrowskis artikel „Desant na Dani ˛e“ [Landgang i 

Danmark] i Wprost nr. 25, 23. juni 2002, s. 82-84. Dansk oversættelse findes på DIIS’ hjemmeside. 

Den tjekkoslovakiske plan, der ifølge Vojtech Mastny må betegnes som en „autoritativ sammenfatning“ 

til brug for den tjekkoslovakiske præsident, er aftrykt under titlen „Supreme Commander of 

the Armed Forces of the CSSR Antonin Novotny 1964, Plan of Actions of the Czechoslovak People’s Army 

for War Period“ på PHP’s hjemmeside (http://www.isn.ethz. Ch/php/documents/collection_1/ 

docs/warplan-engl.htm, set 6. maj 2005). Samme sted introduktion og analyse ved Vojtech Mastny 

og Petr Lunak og diskussion med Peter Veleff og Hans Werner Deim. 

6 Plan przegrupowania wojsk Frontu Pó¢nocnego [Plan for deployering af Nordfrontens styrker]. 

6155/76/11. Archiwum Wojsk Lotniczych i Obrony Powietrznej. Warszawa. Planen behandles indgående 

i kap. 53. 

7 Józef Szaniawski, Samotna misja – pu¢kownik Kukliński i zimna wojna [Den ensomme mission – oberst 

Kukliński og den kolde krig], 2003, s. 127, 130. – Szaniawskis arbejde er på 735 sider. – Angrebet på 


I denne undersøgelse vil der specifikt blive lagt vægt på betydningen af kontinuiteten 

med hensyn til de hovedelementer eller hovedparametre, vi møder 

såvel i det østlige operative materiale som i øvelsesmaterialet. Ved „hovedelementer“ 

forstås de militære mål, der opereres med i materialet, den valgte militære 

strategi, operationsområdet samt de operationer, Warszawapagt-styrkerne 

skulle kunne udføre i området. Her møder vi en overraskende kontinuitet 

med hensyn til parametrene, idet der gennem årene opereres med 

samme mål og midler – stort set. Der var i hele perioden tale om samme angrebsoperation 

mod Danmark og det danske nærområde, selv om planerne 

som ventet i et vist omfang blev modificeret under indflydelse bl.a. af den militærteknologiske 

udvikling. Kontinuiteten vil fremgå af følgende oversigt: 

– Den militære strategi eller kampformen var til ind i 1980’erne offensiven, om 

end større defensive operationer i Polen og DDR ikke blev udelukket i 

visse faser; 

– Operationsområdet omfattede i perioden hele Danmark og Nordtyskland 

fra Bornholm til Nordsøen. Det omfattede ifølge øvelsesmaterialet ikke 

svensk territorium, derimod udvides det i anden halvdel af 1970’erne tilsyneladende 

til også at omfatte Sydnorge; 

– De militære mål omfattede tilintetgørelse af danske og vestlige styrker i området 

samt besættelse af det danske land- og søterritorium som et led i 

den østlige hovedoffensiv mod Vesteuropa og en åbning til Nordsøen og 

Atlanten; 

– Hovedoperationerne omfattede tilkæmpelse af søherredømme i Østersøen, 

gennembrud af de danske stræder efterfulgt af fremstød til Nordsøen og 

oprettelse af et baseområde i Tyske Bugt. På landjorden erobring af 

Sjælland gennem en luftlande- og amfibieoperation samt hurtig besættelse 

af Bornholm og Falster. Endelig skulle en polsk armé erobre Jylland 

og i en sideoperation besætte Fyn med omgivende øer. 

Når det ovenfor siges, at stabsøvelserne afspejlede substansen af de reelle 

krigsplaner betyder det ikke, at øvelserne ikke kunne afvige fra hinanden 

med hensyn til en række detaljer. Det gjorde de afhængigt af øvelsens størrelse 

og specifikke formål og vist navnlig i øvelser på nationalt plan. Men de 

ovenfor nævnte hovedelementer eller parametre i de store Warszawapagtøvelser 

forblev relativt uforandrede fra 1961 og frem til første halvdel af 

1980’erne. Denne kontinuitet er slående og vidner ifølge denne undersøgelse 

om, at de scenarier, der udvikledes under stabsøvelserne inden for Warszawapagten, 

havde dybe rødder i de reelle krigsplaner. 

Jylland berøres også kort i flere af de af Vojtech Mastny organiserede PHP-interviews med polske 

generaler, jf. note 19. Disse samtaler er dog helt igennem præget af, at generalerne stadig har følt 

sig forpligtet til ikke at afsløre substansen af de polske operative planer. 


Landsætningsoperationer mod Sjælland og Falster på et kort fra øvelsen „Priliv-63“. Signaturer 

for anvendelse af kernevåben over Amager, nord og vest for København, samt ved Køge Bugt og 

Fakse Bugt. Der er tale om store våben på flere hundrede Kt. (Militærarkivet, Freiburg). 

Af de nævnte grunde har vi heller ikke kunnet følge de tankegange, der – 

præget af den diskursanalytiske tilgang – bærer professor Carl-Axel Gemzells 

i øvrigt fortjenstfulde pionerarbejder om de østlige øvelsesplaner fra den 

kolde krig. Gemzell så i hovedsagen øvelsesplanerne som „tankemateriale“, 

der skulle bidrage til at strukturere alternative former for militær optræden 

fra den sovjetiske ledelses side. De kunne ifølge hans fortolkning have spillet 

en katastrofal rolle, hvis de var blevet fulgt i en krisesituation. Der var imidlertid 

kun tale om diskurser. 8 

8 Ifølge Gemzells oprindelige tolkning, der primært var baseret på en gennemgang af det østtyske 

kildemateriale, var der intet, der tydede på, at ideen om at erobre Danmark havde vundet fodfæste 

i den sovjetiske generalstab eller var blevet lagt til grund for politisk sanktionerede planer. Gemzell 

fortolkede i en vis udstrækning planlægningsprocessen i lyset af den sovjetiske flådechefs Gorsjkovs 

prioriteringer under „kampen om en maritim operationsplan“ (undertitlen på Gemzells artikel fra 

1996). Der forudsattes i studierne en langvarig konflikt mellem de sovjetiske marskaller og admiraler, 

hvor flåden udfordrede hærens førerposition og i den forbindelse søgte at vinde allierede inden 

for Warszawapagtens militære ledelse, jf. Carl-Axel Gemzell, „Warszawapagten, DDR och Danmark. 

Kampen för en maritim operationsplan“, Historisk Tidsskrift 96:1, 1996, s. 32-84; „Kontinentalmakten 

och Danmark“, i: Fra mellemkrigstid til efterkrigstid. Festskrift til Hans Kirchhoff og Henrik S. Nissen på 65årsdagen 

oktober 1998, red. af Henrik Dethlefsen og Henrik Lundbak, 1998, s. 782ff. 


Over for Carl-Axel Gemzell må der fremføres betænkeligheder ved en for 

håndfast brug af diskursanalyser i forbindelse med Warszawapagtens øvelser. 

Det er opfattelsen i denne undersøgelse, at en supermagt som Sovjetunionen 

ikke kunne leve uden en krigsplan, der var helt uundværlig såvel for strukturering 

af det militære apparat som for mobilisering, 9 og at der under 

øvelserne vel blev eksperimenteret i et vist omfang, men at der generelt ikke 

kunne være en tydelig forskel mellem øvelsesplaner og krigsplaner. Et for 

stort spænd mellem disse ville være en sikker opskrift på katastrofe i en krigssituation. 

Afgørende er, at vi nu har kendskab til såvel indholdet af den polske 

operationsplan fra 1961/63 (og i et vist omfang også til planen anno 

1972) som til de omstændigheder, under hvilke den oprindelige operationsplan 

blev sanktioneret af den sovjetiske generalstab i Moskva i 1961. Dette er 

grundigt belyst i de af the Parallel History Project on NATO and the Warsaw 

Pact (PHP) udgivne interviews med polske generaler. Planen om Danmarks 

erobring i tilfælde af krig havde et solidt fodfæste i den sovjetiske generalstab, 

og ud fra vort kendskab til relationerne mellem den politiske ledelse og militæret 

i Khrusjtjov-perioden kan vi roligt antage, at planen også var politisk 

sanktioneret. 

Det skal bemærkes, at operationsplanen eller krigsplanen i Warszawapagtlandene 

efter sovjetisk mønster var et helt kompleks af planer – svarende til 

opgavernes kompleksitet. Forholdet var det samme i Vesten. At der var tale 

om en flerhed af planer fremgår af materialet fra stabsøvelserne og entydigt 

af den sammenfatning af materialet fra den vigtige polske kernevåbenøvelse 

„Mazowsze“, som det polske forsvarsministerium publicerede for en indviet 

kreds i 1963. Denne øvelse vil nedenfor blive omtalt. Ifølge publikationen 

skulle operationsplanen bestå af en operationsdel, af en mobiliseringsdel, af 

en materiel-teknisk plan, en aktivitetsoversigt og en kalenderplan for tiltag til 

9 Udarbejdelsen af de sovjetiske krigsplaner er ret indgående behandlet i de forelæsninger fra det 

sovjetiske generalstabsakademi (fra årene 1973-75), der blev smuglet ud af Sovjetunionen af den afghanske 

generalstabsofficer Ghulam Wardak og under titlen „The Voroshilov Lectures“ publiceret i 

USA i 1989, jf. Ghulam Wardak m.fl. (Ed.), The Voroshilov Lectures. Materials from the Soviet Staff 

Academy. Issues of Soviet Military Strategy, Vol. I-II, 1989. – Emnet krigsplaner blev behandlet i forelæsningerne 

under overskriften „Planlægning af strategiske operationer“ (hvorved i sovjetisk sprogbrug 

blev forstået operationer i et „krigsteater“, TVD). Det hedder herom (Vol. I, s. 267), at planlægningsprocessen 

blev betragtet som en statshemmelighed. Om planlægningssamarbejdet med de mindre 

Warszawapagt-lande hedder det: „Warszawapagt-landenes generalstabe deltager kun i den del af 

planlægningsprocessen, der relaterer til brugen af deres styrker og forberedelsen af deres områder 

i TSMA“ (dvs. TVD). Videre hedder det (s. 267-68): „Uden hensyn til, hvorledes en krig starter, udarbejdes 

en samlet plan for strategiske operationer. I en sådan plan angives et samlet mål for operationen, 

og angrebszoner udpeges for fronter og armeer. Med eller uden brug af kernevåben. Samtidig 

angives for begge varianter hovedangrebsretninger og sideangrebsretninger og styrkernes umiddelbare 

og følgende opgaver. Desuden angives forholdsregler til støtte for de strategiske operationer og 

detaljer demonstreres i planen for begge typer krig. Den samlede plan for operationen bør være 

fleksibel, men samtidig tilstrækkelig klar og specifik. Under alle omstændigheder bør den indeholde 

en bestemt angivelse af de indledende opgaver… Planen for en strategisk operation bliver til stadighed 

vurderet, om nødvendigt korrigeret, og opdateret.“ 


udførelse i de enkelte afsnit af trusselsperioden samt af direktiver og konkrete 

iværksættelsesordrer. 10 Alle disse planelementer vil man møde i materialet fra 

stabsøvelserne. 

Det har ikke været muligt på grund af det tilgængelige materiales begrænsede 

karakter at afklare alle spørgsmål om kommandoforholdene på højeste 

niveau i forbindelse med operationerne mod Nordtyskland og Danmark. 

Formålet med oprettelsen af Nordfronten eller Kystfronten var fra polsk side 

at sikre en vis selvstændighed i forhold til Sovjetunionen, således at Polen bevarede 

en national rolle og gik i krig som leder af sin egen front i henhold til 

en aftale med Sovjetunionen. Den sovjetiske generalstab udøvede i denne periode 

sin indflydelse gennem forbindelsesofficerer, der sad i de overordnede 

polske stabe. Under disse vilkår var kommandoforholdet reguleret gennem 

1960’erne og 1970’erne, om end der til stadighed synes at have været diskussioner 

om ordningen på grund af dens uformelle karakter. Fra 1977 pressede 

Sovjetunionen på for at få etableret en centraliseret ledelse allerede i fredstid 

– som for længst i NATO – og fik det efter stærkt pres på de mindre pagtmedlemmer 

vedtaget i 1979. Herved blev der skudt en i fredstid oprettet overkommando 

ind mellem frontstabene og den sovjetiske generalstab, og Polen fik 

en ændret og mere underordnet militær rolle. 11 Ifølge den polske generalstabsofficer 

Ryszard Kukliński – for hvem den nye kommandostruktur indebar 

tab af de sidste rester af polsk suverænitet – ville de polske armeer i krig 

blive underordnet den sovjetiske „Baltiske Front“, der skulle angribe mellem 

Berlin og Østersøen. Medens den „Hviderussiske Front“ skulle angribe 

mellem Berlin og den tjekkoslovakiske grænse. 12 Dette er nye oplysninger om 

den sovjetiske frontinddeling i den kolde krigs sidste fase. De er ubekræftede 

og svarer ikke til den frontinddeling, der findes i undervisningsmaterialet fra 

de østtyske generalstabskurser. 

Krigsplaner og intentioner 

Det karakteristiske træk ved såvel de tidligere nævnte frontoperationsplaner 

fra 1960’erne og 1970’erne som ved hovedparten af øvelserne er den offensive 

ånd, der præger operationerne. Den sovjetiske militære teori, der dominerede 

planlægningen inde for Warszawapagten, byggede som nævnt i et tid- 

10 Do´swiadczenia i wnioski z ćwiczenia „Mazowsze“ [Erfaringer og konklusioner fra øvelsen „Mazowsze“], 

(jf. note 3), s. 62. 

11 For ændringen af kommandoforholdene inden for Warszawapagten se Harald Nielsen, Die DDR 

und die Kernwaffen, s. 41ff. – Det sovjetiske pres og de polske forsøg på bevare en uformaliseret ordning 

er bl.a. skildret i Benjamin Weisers biografi af Ryszard Kukliński, A Secret Life. The Polish Officer, 

His Covert Mission, and the Price He Paid to Save His Country, 2004, s. 142ff. 

12 Józef Szaniawski, Samotna misja – pu¢kownik Kukliński i zimna wojna [Den ensomme mission – oberst 

Kukliński og den kolde krig], 2003, s. 104, 130. 


ligere kapitel på offensiven som den afgørende militære operation. Dette var 

i overensstemmelse med den sovjetiske statsledelses teori for forholdet til omverdenen 

– den tidligere behandlede militærdoktrin – der bestod af to dele, 

nemlig den civile del, der altid var defensiv og således i overensstemmelse 

med FN-pagtens ord om det ulovlige i væbnet aggression, medens den underordnede 

del, den militærspecifikke del, var offensivt orienteret. 13 

Fra vestlig side var man vel vidende om den defensive karakter af den officielle 

sovjetiske statsdoktrin, men man havde begrænset tillid til den og hæftede 

sig ved, at den militærspecifikke del var styrende for den sovjetiske styrkeopbygning 

og skabte en række militære optioner, som Vesten måtte forholde 

sig til. Som skildret i afsnittet om de samtidige vurderinger af den militære 

trussel mod Danmark (kap. 77) blev denne forskel mellem de to sider af 

den sovjetiske militærdoktrin afgørende for den afvisning, man i NATOkredse 

gav Gorbatjovs overraskende udspil i 1987, hvor han som noget helt 

nyt fremlagde en defensiv forsvarsdoktrin for Warszawapagten. 

Warszawapagt-øvelserne havde i overensstemmelse med den sovjetiske militærdoktrin 

en helt typisk karakter, idet de som berørt tidligere altid blev indledt 

med et vestligt angreb, som bragtes til standsning, hvorefter Warszawapagt-styrkerne 

gik i offensiven og efter egen tolkning søgte at umuliggøre 

fortsat vestlig aggression gennem tilintetgørelse af de vestlige hovedstyrker på 

den europæiske krigsskueplads samt ved besættelse af dele af Vesteuropa, herunder 

Danmark. Med disse forudsætninger kunne øvelserne uagtet deres offensive 

karakter også siges at foregå inden for rammerne af FN-pagten. Dette 

havde en vis betydning for Polen, hvis forfatning udelukkede deltagelse i angrebskrige. 

Det skal bemærkes, at det er opfattelsen i nærværende undersøgelse, at de 

offensive krigsscenarier, der var fast inventar i Warszawapagtens stabsøvelser 

og generalstabskurser og generelt var styrende for hele den militære uddannelse 

i øst, ikke i sig selv udsiger noget om eksistensen af aggressive intentioner 

mod Vesten inden for den sovjetiske ledelse. Både historikere og militære 

planlæggere har understreget, at det er nødvendigt at skelne mellem udenrigspolitiske 

mål og militær planlægning af krig. Her skal blot citeres den 

tyske militærhistoriker Beatrice Heuser, der i begyndelsen af 1990’erne kritiserede, 

hvad hun opfattede som journalistisk misbrug af det kildemateriale, 

man havde fundet i de nyligt åbnede østtyske militærarkiver, og understregede: 

„Eksistensen af øvelser og militær planlægning alene, uagtet dets natur, 

tillader ikke den konklusion, at der var nogen som helst intention om at realisere 

disse planer uden en konkret provokation.“ 14 

13 Raymond L. Garthoff, Deterrence and the Revolution in Soviet Military Doctrine, 1990, s. 38ff. – Begrebet 

“militærdoktrin“ blev ifølge Garthoff slået fast autoritativt 1962-63. 

14 Beatrice Heuser, “Warsaw Pact Military Doctrines in the 1970s and the 1980s: Findings in the East 

German Archives“, Comparative Strategy 12:43 (1993). 


I virkeligheden behøver militær planlægning ikke i sig selv at fortælle noget 

afgørende om en stats udenrigspolitiske mål. En militær tankegang baseret 

på offensiven er ikke uforenelig med et status-quo orienteret eller defensivt 

politisk system. Stormagter som Frankrig og Rusland havde offensive militære 

planer i de sidste år før den 1. verdenskrig, selv om deres udenrigspolitik 

sigtede mod at bevare status quo. Den franske krigsplan, der var virksom 

fra 1911, beskrives som „offensive à outrance“, dvs. offensiv til det yderste. 15 

Under den kolde krig spillede afskrækkelseshensynet en hovedrolle såvel i 

Vest som i Øst, og afskrækkelsens troværdighed formodedes bl.a. at bygge på 

en evne til at kunne indlede offensive operationer med kort varsel. Den amerikanske 

Strategic Air Command var udelukkende offensivt indstillet under 

hele den kolde krig, og den amerikanske flåde antog en stærkt offensiv strategi 

i 1980’erne. Hverken de talrige offensive stabsøvelser inden for Warszawapagten 

eller de to tidligere nævnte frontoperationsplaner fra 1960’erne 

kan derfor tages som bevis på sovjetiske intentioner om at indlede krig på et 

gunstigt tidspunkt, således som planerne typisk blev det, da de kom til offentlighedens 

kendskab i begyndelsen af 1990’erne. Disse påstande om de sovjetiske 

intentioner dukker til stadighed også op i den danske debat. Udsagn 

om udenrigspolitiske intentioner må imidlertid baseres på informationer om 

den politiske ledelses tænkemåde og samlede udenrigspolitiske optræden 

over en tidsperiode. 

Som berørt betragtes stabsøvelserne inden for Warszawapagten i denne 

undersøgelse både som vidnesbyrd om og genspejling af sovjetisk planlægning 

af operationer i tilfælde af krig med Vesten. Der er imidlertid ikke fremkommet 

kildemateriale, der indicerer, at de sovjetiske ledere efter Stalin 

havde til hensigt at starte en krig med Vesten, der ville have medført helt uberegnelige 

risici for Sovjetunionen på grund af kernevåbnenes udbredelse. 

Den udenrigspolitiske beslutningsproces i Kreml i denne periode er velbelyst 

bl.a. gennem interviews. I sin kerne byggede den på bestræbelser på at etablere 

konsensus mellem medlemmerne af politbureauet, der kunne se ret forskelligt 

på tingene. Ifølge en kilde tæt på processen førte behovet for at etablere 

konsensus hyppigt til kompromiser og til fragmentering af Sovjetunionens 

udenrigspolitik. Det er belysende for den sovjetiske beslutningsproces 

i strategiske spørgsmål, at da det sovjetiske politbureau i 1969 – efter at kinesiske 

tropper havde dræbt et antal sovjetiske soldater på en ø i grænsefloden 

Ussuri – overvejede forsvarsminister marskal Andrej A. Gretjkos forslag 

om at bruge kernevåben mod Kina, kørte politbureauet fast i interne diskussioner 

i måneder. Forslaget faldt til sidst, dels fordi det sovjetiske militær fra- 

15 Terence Zuber, Inventing the Schlieffen Plan. German War Planning 1871-1914, 2002, s. 255. 


ådede det, dels og især fordi amerikanerne – som der blev taget føling til – 

truede med en kraftig reaktion, hvis Kina blev overfaldet. 16 

Meget tyder på, at den sovjetiske ledelse gennem 1960’erne og 1970’erne 

havde som sit overordnede udenrigspolitiske og militærpolitiske mål at undgå 

en atomkrigs rædsler og ønskede en global kappestrid mellem de to systemer 

inden for rammerne af „fredelig sameksistens“. 17 Generalsekretær Leonid 

Bresjnev var personligt stærkt forpligtet på at videreføre den fredelige sameksistens. 

Det synes at have været opfattelsen i Moskva til langt op i 1970’erne, 

at de overordnede internationale tendenser pegede i retning af, at Sovjetunionen 

ville vinde denne fredelige kappestrid. Ifølge de seneste undersøgelser 

skal vi frem til 1981, førend KGB i en analyse pegede på, at disse tendenser 

(„korrelationen af kræfter“ i sovjetisk sprogbrug) viste, at Sovjetunionen 

stod til at tabe kappestriden med Vesten. 18 

Men systemmodsætningen bestod jo, og den sovjetiske ledelse har givetvis 

ikke set bort fra, at en større krig kunne blive uundgåelig. Selv om relationerne 

mellem Øst og Vest forbedredes væsentligt efter Cuba-krisen – hvor 

man efterhånden begyndte at tale om „den kolde krig“ som et tilbagelagt stadium 

og gældende alene for perioden 1948-62 – befandt man sig i en global 

konkurrence med USA på mange områder, og perioden manglede ikke internationale 

kriser (1968, 1973). Muligheden af en krig kunne ikke udelukkes. 

Forberedelser måtte altså træffes for et worst case-scenarie – eller som en 

polsk general udtrykte det i et i 2003 udsendt interview – der måtte træffes 

forberedelser for den „mørke time“. 19 For de sovjetiske planlæggere var worst 

case formentlig en situation, hvor østlandene ville blive genstand for et af supermagten 

USA ledet angreb med henblik på at befri Østeuropa og tilintetgøre 

Sovjetkommunismen. 20 

Allerede inden opstanden i Ungarn 1956 havde de amerikanske strateger 

dog opgivet enhver tanke om at befri Østeuropa med magt. Det skønnedes 

simpelt hen for farligt, efter at Sovjetunionen havde fået kernevåben. 21 Ideen 

16 For beslutningsprocessen i Kreml i perioden efter Khrusjtjovs fald se Richard Ned Lebow and 

Janice Gross Stein, We all Lost the Cold War, 1994, s. 152ff (med litteraturhenvisninger). Den omtalte 

citerede kilde er generalsekretær Leonid Bresjnevs nære medarbejder, ambassadør Leonid Samjatin. 

For krisen i forhold til Kina 1969 se Arkady N. Shevchenko, Breaking with Moscow, Ballantine Books, 

New York 1985, s. 217-20. 

17 For Sovjetunionens politiske målsætninger henvises til Michael McGwire, Military Objectives in 

Soviet Foreign Policy, The Brookings Institution, 1987 samt Vladislav Zubok and Constantine 

Pleshakov, Inside the Cremlin’s Cold War. From Stalin to Krushchev, 1996. 

18 Jf. Ben B. Fischer, A Cold War Conundrum: The 1983 Soviet War Scare, Center for the Study of 

Intelligence, 1997, s. 3 med litteraturhenvisninger. 

19 Vojtech Mastny, Warsaw Pact Generals in Polish Uniforms: Oral History Interviews, publiceret på PHP 

website (http://www.isn.ethz.ch/php/ collections/coll_9.htm). 

20 Den amerikanske og britiske “psykologiske krigsførelse“ mod Sovjetunionen i 1940’erne og 

1950’erne er dækket med stor detaljerigdom i Richard J. Aldrich, The Hidden Hand. Britain, America 

and Cold War Secret Intelligence, 2001, s. 269ff. 

21 Jf. Gregory Mitrovich, Undermining the Kremlin. America’s Strategy to Subvert the Soviet Bloc, 1947-1956, 

2000, s. 177ff. 


var om muligt endnu mere fjern i 1970’erne, hvor Sovjetunionen havde opnået 

paritet på kernevåbenområdet med USA. Men magtbalancen mellem 

Øst og Vest var en dynamisk størrelse, der blev influeret af mange elementer, 

herunder ikke mindst den kontinuerlige forskning og udvikling på alle våbenområder. 

Her kan bl.a. nævnes udviklingen af meget præcise missiler (med såvel 

konventionelt som nukleart sprænghoved). Muligheden af et teknisk gennembrud, 

der kunne få indflydelse på magtbalancen og måske friste til eventyrpolitik, 

kunne ikke afvises. Både Vest og Øst var sig tillige bevidst, at en krig 

kunne opstå som følge af misforståelser eller tekniske fejl. Denne mulighed 

prøvede man på at minimere i de tidlige 1970’ere gennem de lidt oversete aftaler 

mellem USA og Sovjetunionen, der indførte forbedrede kontakt- og krisestyringsredskaber 

(1971: „The Accidents Agreement“ og „The Revised Hot 

Line Agreement“) og banede vejen for SALT-aftalen i 1972, den første egentlige 

aftale, der begrænsede antallet af strategiske kernevåbensystemer. 

For at sammenfatte det ovenstående: De offensive krigsscenarier, som mødes 

i øvelse efter øvelse inden for Warszawapagten fra 1961 og til op i 

1980’erne, tolkes i denne undersøgelse som afspejlinger af de planer for gennemførelsen 

af en almindelig krig (general war) mellem Øst og Vest, som den 

sovjetiske generalstab havde udformet omkring 1960 og løbende reviderede 

under hensyntagen til den militære udvikling. Planerne forudså tilsyneladende 

en erobring af centrale dele af Vesteuropa gennem en lynkrig af en varighed 

på 14 dage til tre uger. For så vidt angår de frontoperationer, der vedrørte 

Danmark og Nordtyskland/Nederlandene, kan der konstateres en påfaldende 

kontinuitet i planlægningen, idet vi – stort set – møder samme 

operationer igennem en menneskealder. Planerne antages at bygge på en 

worst case-scenarie af en storkrig, dvs. en situation hvor Vesten planlagde og 

indledte en krig for at afvikle Sovjetkommunismen. Derudover må det antages, 

at Sovjetunionen har udformet en række planer – contingency-planer for 

at bruge et vestligt udtryk – med henblik på reaktioner under opståede kriser, 

der ikke pegede i retning af almindelig krig (f.eks. for Berlin og Mellemøsten). 

Indtil videre har vi kun en begrænset viden om disse planer. 

På samme vis som Sovjetunionen havde forberedt planer for almindelig 

krig, havde NATO-landene og det amerikanske forsvarsministerium gjort det, 

selv om disse planer var meget forskellige fra Østs. De amerikanske krigsplaner 

er udgivet for perioden frem til 1950. Det vestlige forsvarssamarbejde byggede 

fra starten (som beskrevet ovenfor i kap. 23) også sin forsvarsplanlægning 

på worst case-analyser ud fra den overvejelse, at intentioner hurtigt kan 

ændres, medens kapabiliteter består. Den planlægningsmæssige konsekvens 

af denne tankegangs dominans både i Øst og Vest var, at så længe en worst 

case-mulighed ikke kunne udelukkes, blev den i praksis lagt til grund for 

krigsplan, styrkeopbygning og øvelser. 

Som belyst ovenfor under gennemgangen af trusselsvurderingerne fra 

Forsvarets Efterretningstjeneste var det tolkningen i 1960’erne og 1970’erne, 


at en storkrig var rykket på afstand i forhold til den mere spændte situation i 

1950’erne og under Berlin-kriserne. Tolkningen var som nævnt, at hvis det 

vestlige forsvarssamarbejde kunne opretholdes, ville en almindelig krig mellem 

Øst og Vest ikke være særlig sandsynlig. Worst case-scenariet i form af almindelig 

krig skønnedes af militære eksperter i Vesten og formentlig også i 

Øst at være en relativt fjern mulighed. 22 Inden for Warszawapagten kunne 

man i alle tilfælde frem til 1979 leve med en kommandostruktur, der var 

relativt uformel og ud fra en militær synsvinkel ikke særlig hensigtsmæssig. 

Warszawapagtens „Forenede Kommando“ tog sig udelukkende af fredstidsopgaver, 

selv om dens sovjetiske element tilsyneladende var tildelt en føringsrolle 

i krig. Men en egentlig krigsstab var forudset først at skulle dannes ved 

en krigs udbrud og skulle således overtage opgaverne med begrænset erfaring 

og i en måske kritisk fase. Men selvom man havde afspænding, prægede 

tillempningen af worst case-princippet ned i detaljer militærapparaternes 

hverdag i begge lejre. Bl.a. på grund af dominansen af denne forsigtighedsfilosofi 

– der er en klassisk militær betragtningsmåde – opstod den markante 

forskel mellem teoretiske og dystre øvelsesscenarier og den i forhold til tidligere 

mere afslappede tone, der kendetegnede relationerne mellem Øst og 

Vest i perioden fra 1963 til ca. 1975/76. 

Retrospektivt må dette internationale system, der byggede på afskrækkelse 

og eksistensen af store konventionelle og nukleare militærapparater, karakteriseres 

som forbløffende stabilt. Dette var i vidt omfang også opfattelsen hos 

datidens politikere (iberegnet de danske, der dog først og fremmest havde 

øje for balancen i Europa). I de befolkninger, hvor der var en fri meningsdannelse, 

og måske navnlig i de vesteuropæiske befolkninger, var mange mennesker 

dog imod at skulle bygge deres egen og deres børns fremtid på den såkaldte 

„terrorbalance“, der i deres øjne tværtimod udgjorde et skrøbeligt og 

muligvis katastrofalt redskab. Brede kredse opponerede derfor mod de for- 

22 Jf. den danske militære efterretningstjenestes vurdering – omtalt ovenfor i kapitel 51 – i Truslen 

mod Danmark (FE’s arkiv, udgaverne 1974, 1976 og 1978), at sandsynligheden for en væbnet konflikt 

mellem NATO og Warszawapagt-landene kunne vurderes som begrænset, om end den eksisterede. 

Den danske vurdering afspejlede uden tvivl NATO-vurderingen i disse år. – Som et eksempel på de 

datidige vurderinger kan nævnes en til nærværende undersøgelse frigivet amerikansk National 

Intelligence Estimate (Number 20-66, 12 May 1966) med titlen „Western Europe: Problems and 

Prospects“. I vurderingen, der var præget af den franske tilbagetræden fra den integrerede NATOkommando, 

hedder det: „Tidligere var en fælles følelse for truslen om sovjetisk aggression den cement, 

der gjorde NATO mulig. Den gav samtidig en tilskyndelse til andre regionale udviklinger. 

Følelsen af trussel er veget, og uden den er tilskyndelsen til at slutte sig sammen til kollektivt forsvar 

blevet svækket. Der eksisterer to tankeretninger i Vesteuropa med hensyn til, hvorfor den sovjetiske 

trussel synes at være blevet mindre. Den ene siger, at kommunismen og Sovjetunionen har ændret 

karakter, at militær aggression i ordets sædvanlige forstand ikke længere er mulig eller overvejes af 

Sovjetunionen. Det andet standpunkt siger, at den sovjetiske trussel er mindsket ikke på grund af forandringer 

med hensyn til kommunistisk ideologi eller den sovjetiske motivation, men på grund af 

USA’s styrke og garantierne gennem NATO“. Kilden findes i LBJ Library. NSF, National Intelligence 

Estimates, Box 5. 


skellige vestlige initiativer på kernevåbenområdet (således eksempelvis mod 

indførelsen af den såkaldte „neutronbombe“ i 1970’ernes anden halvdel) og 

fik derigennem indflydelse på forsvarspolitikken i en række NATO-lande. 

Krigsplanerne under den kolde krig blev såvel i Øst som i Vest udarbejdet 

efter ordre af den politiske ledelse og repræsenterede militærets løsning af én 

mulig situation i fremtiden, nemlig almindelig krig mellem Øst og Vest. 

Denne løsning var indøvet og forberedt og kunne iværksættes med kort varsel 

efter et signal fra den politiske ledelse. Den prægede også afgørende fredsberedskabet, 

idet navnlig kernevåbenstyrkerne opretholdt et meget højt beredskab. 

Det skal dog til stadighed holdes for øje, at for den politiske ledelse 

repræsenterede krigsplanen kun ét handlingsalternativ, som den vel havde 

sanktioneret i fredstid – men selvsagt ikke var bundet af. Navnlig var brug af 

kernevåben udelukkende et prærogativ for den sovjetiske partileder i dennes 

egenskab af øverstbefalende. Lederen kunne helt afhængigt af situationen, af 

modpartens optræden og egne personlige egenskaber vælge en anden og 

måske mindre omkostningskrævende løsning, end den de foreliggende planer 

repræsenterede. Billedet blev dog i høj grad præget af kernevåbnene og 

de meget hurtige indsatsmuligheder, der gjaldt for disse våben Der udgik fra 

kernevåbnene et handlingspres, som var ukendt for tidligere tiders beslutningstagere. 

Konfliktmodeller. Kernevåbenkrig eller konventionel krig 

Op til 1965 var det den fremherskende sovjetiske opfattelse – der afgørende 

var præget af ministerpræsident Khrusjtjov – at konkurrenceforholdet 

mellem Øst og Vest ikke behøvede at føre til krig, men hvis den kom, ville den 

udvikle sig til en almindelig kernevåbenkrig, der også omfattede supermagternes 

territorium. Opfattelsen kan opfattes som en slags sovjetisk omskrivning 

af den da gældende amerikanske strategi om massiv gengældelse og 

rummede som denne et stærkt element af afskrækkelse. Den sovjetiske statsleder 

var imod krig og imod konventionel oprustning, der forekom ham alt 

for ressourcekrævende, og satsede tilsyneladende på at løse Sovjetunionens 

sikkerhedsproblemer gennem opbygning af et omfattende kernevåbenberedskab. 

Han syntes i det hele at have betragtet kernevåben som en positiv ting, 

der kunne skaffe Sovjetunionen en slags „våbenhvile“ med de vestlige magter. 

23 

I overensstemmelse med denne opfattelse var Warszawapagtens øvelser i 

denne periode kendetegnet ved scenarier, der indeholdt en omfattende indsættelse 

af kernevåben fra begge sider fra fjendtlighedernes start. 

23 Vladislav M. Zubok and Hope M. Harrison, “The Nuclear Education of Nikita Khrushchev“, i: Cold 

War Statesmen Confront the Bomb. Nuclear Diplomacy since 1945, 1999, s. 141ff. 


Sovjetunionen ventede, at USA ville starte en krig med et omfattende kernevåbenangreb 

udført af Strategic Air Command og forberedte sig på at svare 

igen. Krig mellem Øst og Vest opfattedes, medens Khrusjtjov var ved magten, 

som ensbetydende med strategiske kernevåbenslag og global kernevåbenkrig. 

Som et særdeles illustrativt eksempel på denne periodes tænkning – hvor 

Danmark forudsattes inddraget fra krigens første øjeblik gennem et nukleart 

angreb – kan nævnes den store polske stabsøvelse „Mazowsze“ fra 18.-22. april 

1963, under hvilken polske officerer og embedsmænd øvede „organisering og 

føring af forsvaret af landets territorium i begyndelsesfasen af en kernevåbenkrig“. 

Under øvelsen blev bl.a. gennemgået overgang til krigsberedskab, sikring 

af gennemførelse af mobilisering, sikring af de sovjetiske styrkers gennemmarch, 

mindskelse af effekten af kernevåbenangreb på landet, analyser 

af strålingsfare, fjernelse af virkningerne af masseødelæggelsesvåben samt endelig 

sikring af mål mod fjendtlige specialstyrkers indsats. 24 

Ifølge øvelsesoplægget startede krigen med et vestligt atomangreb på områderne 

Szczecin, Gdansk, Warszawa samt Ÿl˛ask (Schlesien) samtidig med, at 

Vesten gennem atomangreb søgte at stoppe troppebevægelser gennem Polen 

ved at skabe tre „atombarrierer“ ved Wis¢a og Oder (Odra) samt ved den 

polsk-sovjetiske grænse. Disse „atombarrierer“ indgik – som det også fremgår 

af den polske generalstabsofficer Kuklińskis erindringer – på en fremtrædende 

plads i de polske (skræk)scenarier for en konflikt mellem Øst og Vest. 

Det skal bemærkes, at det østlige kernevåbensvar indledtes præcist på samme 

tidspunkt (kl. 03.00 om morgenen efter atomalarm til civilbefolkningen kl. 

02.30), som det vestlige kernevåbenangreb fandt sted. 25 Dette samtidige svar 

kunne ikke siges at være et forkøbsslag (preemption) – den kernevåbenstrategi 

der synes at have domineret kernevåbentænkningen i Sovjetunionen i 

måske hele den kolde krigs forløb, jf. den mere detaljerede behandling af temaet 

nedenfor. Men det var måske så tæt man kunne komme inddragelse af 

et forkøbsslag i en øvelse, der foregik uden for Sovjetunionens grænser og 

hvor man ikke måtte fremstille sig selv som aggressor. 26 Det østlige angreb 

omfattede 276 kernevåbenslag mod mål i den vestlige verden med en styrke 

på ikke mindre end 188 megaton (forkortet Mt – en megaton svarer til 

sprængkraften af 1 mio. ton trotyl). Hovedangrebet blev rettet mod mål i USA 

(180 Mt), medens 190 kernevåbenslag svarende til i alt 8290 kiloton (forkortet 

Kt – 1 Kt svarer til sprængkraften af 1.000 ton trotyl) blev rettet mod mål 

24 Do´swiadczenia i wnioski z ćwiczenia „Mazowsze [Erfaringer og konklusioner fra øvelsen “Mazowsze“], 

jf. ovenfor note 3. 

25 Sst. s. 23. 

26 Denne tolkning bestyrkes af Ryszard Kukliński, der kaldte det i en række øvelser brugte „samtidige 

kernevåbenangreb“ for en fiktion. I virkeligheden ville Sovjetunionen ifølge oberst Kukliński slå til 

først med et forkøbsslag (Józef Szaniawski, Samotna misja – pu¢kownik Kukliński i zimna wojna, s. 127). 


Den operative baggrund for den polske øvelse „Mazowsze“. (Arkivet for nye akter, Warszawa). 

i Forbundsrepublikken Tyskland, i Danmark, Nederlandene og Storbritannien. 

27 Slagene mod landene i Vesteuropa blev ikke nærmere specificeret. 

Øvelsen „Mazowsze“ blev af de polske myndigheder betragtet som så skelsættende 

ikke mindst for tilrettelæggelsen af civilforsvaret i Polen i forbindelse 

med en kernevåbenkrig, at øvelsens forskellige faser blev gennemgået i 

en særlig, højt klassificeret publikation, der blev udsendt i et antal nummererede 

eksemplarer. Sigtet med udsendelsen var, som det fremgik af forordet, at 

gøre erfaringer og nogle konklusioner tilgængelige og muliggøre udnyttelsen 

af dem i uddannelse og studier. Hertil vil vi i dag tilføje: for en særdeles indviet 

og betroet kreds af officerer og embedsmænd. 

Vi vil her blot hæfte os ved et enkelt afgørende aspekt af den polske øvelse, 

nemlig det forhold, at det indledende vestlige kernevåbenangreb på Polen 

ikke forudsattes at umuliggøre den østlige krigsførelse. Man kalkulerede med 

et – vil vi i dag sige – utroværdigt lavt antal af civile sårede (875.000) og døde 

(429.000) i de polske hovedområder eller i alt 1.304.000 ofre efter kernevåbenhovedangrebet. 

Man regnede tillige med, at 50 % af forbindelseslinjerne 

til DDR og 25 % af forbindelseslinjerne til Sovjetunionen ville blive afbrudt, 

men at disse skader relativt hurtigt kunne udbedres. Samfundets hovedfunktioner 

gik heller ikke i stå. Som i alle øvelser fra perioden blev det vestlige angreb 

ind i Østtyskland uagtet brugen af kernevåben bragt til standsning, hvor- 

27 Do´swiadczenia i wnioski z ćwiczenia „Mazowsze [Erfaringer og konklusioner fra øvelsen „Mazowsze“], 

s. 23. 


efter den østlige modoffensiv satte ind, bl.a. med angreb op i Jylland. I det 

store billede var resultatet af kernevåbenkrigen ifølge øvelsesoplægget, at 

USA strategisk blev isoleret fra Europa og som følge af egne store tab ikke 

kunne blive den udslaggivende kraft og derfor tabte krigen. 

Den her citerede – for nogle vanskeligt forståelige – tolkning af muligheden 

af at gennemføre omfattende militære operationer og også at videreføre 

samfundsfunktionerne, efter at et større antal kernevåben var blevet indsat, 

mødes som forudsætning i øvelse efter øvelse inden for Warszawapagten (som 

i Vesten), og også i den militærfaglige litteratur. Det må forudsættes at have 

været den fremherskende tolkning inden for Warszawapagten på dette tidspunkt, 

at kampvogne og pansrede mandskabsvogne muliggjorde operationer 

i nukleart forurenede områder, samt at operationerne kunne gennemføres 

hurtigere, hvis der blev brugt kernevåben. Som det nedenfor vil blive vist, var 

det en generel forudsætning i øvelserne i 1960’erne og 1970’erne, at Danmark 

kunne erobres et par dage hurtigere, hvis der blev brugt kernevåben. 

Østsiden havde en overvægt af pansrede køretøjer i forhold til NATO-styrkerne 

og baserede formentlig kalkulen på dette forhold. I et i kap. 53 nærmere 

omtalt studie om den polske flådes opgaver i begyndelsen af en krig forfattet 

af kommandør Jan Pinkiewicz i 1963 forudsættes det tilsvarende, at selv 

en atomeksplosion af meget stor kaliber over polske flådehavne ikke i princippet 

ville ændre havnenes grundlæggende struktur, og at de ødelagte kajer 

ved en energisk indsats kunne gøres brugbare i løbet af nogle dage efter et 

atomangreb. 28 

Khrusjtjovs stærke satsning på kernevåben og strategiske kernevåbensoperationer 

– der tilsyneladende i hans forestilling kunne erstatte de konventionelle 

styrkers kamprolle og betydning – var ikke populær i den sovjetiske generalstab, 

og allerede inden hans fald i oktober 1964 var en vis revision af strategien 

sat ind. Stærke interesser i officerskorpset og i det militærindustrielle 

bureaukrati fik ændret den indledte nedskæringspolitik og gennemført, at 

ikke blot kernevåbnene men også de konventionelle styrker blev styrket. 

Interessen blev igen til en vis grad forskudt fra det strategiske til det operative 

og det taktiske niveau. Derfor indledtes sideløbende med udviklingen af nye 

kernevåben også en konventionel oprustning, hvis betydning for styrkeforholdet 

mellem de to blokke dog først blev mærkbar i 1970’erne. 

Revisionen af den sovjetiske strategi efter Khrusjtjovs fald fik snart konsekvenser 

for de militære øvelser. I 1965 kom der nye øvelsesdirektiver, der også 

indførte øvelser uden indsættelse af kernevåben. 29 Dette gav sig udslag i øvel- 

28 Jan Pinkiewicz, Dzia¢ania si¢ Marynarki Wojennej w pocz˛atkowym okresie wojny [De polske flådestyrkers 

aktiviteter i krigens start]. Archiwum Marynarki Wojennej 3616/79/4 af 30. august 1963. 

29 Petr Lunak har vist i „The Warsaw Pact War Plan of 1964“, note 16 (PHP’s hjemmeside, jf. note 5), 

at den tjekkoslovakiske folkearme i 1965 udsendte retningslinjer – uden tvivl på ordre fra Moskva – 

om også at øve operationer uden brug af kernevåben. 


sesvirksomheden i Østersøområdet fra sommeren 1966, hvor landsætningsøvelsen 

„Brise“ (27. juni – 2. juli 1966), der blev ledet af den polske flådechef, 

viceadmiral Zdzis¢aw Studziński, blev gennemført som en konventionel 

øvelse, men med en nuklear option, hvis Vesten gjorde brug af kernevåben i 

et forsøg på at hindre landsætningen på Sjælland. Den efterfølgende øvelse 

„Bajkal“ (21.-27. juli 1966), der også som hovedtema havde en kombineret 

landsætnings-/luftlandeoperation på Sjælland og blev ledet af Warszawapagtens 

øverstkommanderende marskal Andrej A. Gretjko, blev gennemført 

som en rent konventionel øvelse. 30 

Hermed indledtes en 20-årig fase i Warszawapagtens øvelsesvirksomhed, 

hvor der blev øvet krig mod Vesten både med og uden brug af kernevåben – 

og ofte begge dele inden for samme øvelse, idet man først gennemspillede 

den konventionelle variant og derefter gik over til den nukleare. Denne praksis 

afspejlede, at man ikke mere tog udgangspunkt i forudsætningen om et 

omfattende kernevåbenangreb fra Vesten ved starten af en krig. Med den 

amerikanske forsker Raymond L. Garthoffs ord er der fra midten af 

1960’erne og nogle år frem tale om en „overgangsfase“ i den sovjetiske kernevåbenstrategi, 

idet Sovjetledelsen tilsyneladende følte, at Sovjetunionens 

øgede evne til at nå mål i USA gjorde en kernevåbenkrig uacceptabel for 

USA. Under indtryk af NATO’s nye strategi (fra 1967) om det „fleksible gensvar“ 

(flexible response) diskuterede sovjetiske teoretikere nu muligheden af 

konventionelle krige eller begrænsede kernevåbenkrige også i Europa. 

Ifølge Garthoffs tolkning var det imidlertid i slutningen af 1960’erne afgjort, 

at den overordnede prioritet i Moskva lå på konventionelle krige, hvilket 

også gav sig udtryk i ændrede udgaver af det militærteoretiske hovedværk 

marskal Sokolovskijs Den militære strategi. Den afgørende konsekvens af denne 

udvikling var en ændring af militærdoktrinen og af hele den militære opbygning 

med henblik på at kunne føre krige uden brug af kernevåben kombineret 

med en beslutning om, at sovjetiske kernevåben først ville blive indsat, 

efter at Vesten havde besluttet at bruge dem. 31 Siden 1974 gjaldt for det sovjetiske 

militær et hemmeligt direktiv fra Centralkomiteen om, at Sovjetunionen 

ikke ville være den første til at bruge kernevåben. Det blev først offentliggjort 

i 1982. 32 

I 1970’erne kan der spores en yderligere udvikling i den sovjetiske kernevåbenpolitik, 

idet Sovjetunionen tilsyneladende søgte at sikre en rent konventionel 

krigsførelse ved at få USA overtalt til at gå ind på en aftale om ikke før- 

30 Forschungsstudie zum Thema “Kommandostabs- und Truppenübungen der Seestreitkräfte/Volksmarine 1956- 

1970“, henholdsvis Bl. 134-140 og Bl. 141-148. BA-MA. – Under „Brise“ disponerede frontens missiltropper 

og fly over 10 kernevåbenladninger, der skulle bruges mod mål i landsætningsområdet, hvis 

Vesten gik over til at bruge kernevåben (jf. Bl. 137). 

31 Raymond L. Garthoff, Deterrence and the Revolution in Soviet Military Doctrine, 1990, s. 52ff, 71. 

32 Ghulam Wardak m.fl. (udg.), The Voroshilov Lectures. Materials from the Soviet General Staff Academy, 

Vol. 1, 1989, Introduction s. 13 (ved Raymond L. Garthoff). 


stebrug af kernevåben. En række følere blev forsøgt over for USA på dette 

punkt, og i 1976 fremlagde Warszawapagt-landenes partichefer inden for 

rammen af Helsinki-processen et udkast til en traktat, der forbød førstebrug 

af kernevåben. 33 Det eneste resultat af disse bestræbelser var indgåelsen af en 

Prevention of Nuclear War Agreement i 1973, som USA ikke tillagde nogen 

betydning. De sovjetiske tilbud blev generelt afvist som propaganda af Vesten, 

der ikke ønskede at opgive kernevåbenoptionen og den svækkelse af forsvaret 

af Vesteuropa, der kunne blive følgen. Konsekvensen af styrkelsen af 

Warszawapagt-landenes konventionelle optioner i 1970’erne var i stedet en vis 

vestlig konventionel oprustning og justering af kernevåbenstrategier foretaget 

af Carter-administrationen i USA. Oprustningen blev videreført i 

1980’erne i væsentlig større målestok af Reagan-administrationen, jf. nedenfor 

kap. 78 og 79. 

Den her givne oversigt over den sovjetiske kernevåbenstrategi strider ikke 

mod tolkningen hos den fremtrædende polske generalstabsofficer oberst 

Ryszard Kukliński, der i 1981 flygtede til Vesten – efter i ni år at have udleveret 

et stort antal af Warszawapagtens mest sensitive hemmeligheder til CIA. 

Ifølge oberst Kukliński var Sovjetunionen i 1970’erne ikke interesseret i brug 

af kernevåben, idet supermagten havde konventionelle våben i overflod og 

kunne vinde en krig med dem. Der var derfor ingen grund til at kaste sig ud 

i et nukleart eventyr. Den sovjetiske strategi gik ifølge Kukliński ud på hurtigt 

at føre krigen over i fjendens lejr, idet fjenden ikke ventedes at ville bruge kernevåben 

mod vesttysk, belgisk og andet vestligt territorium. De sovjetiske officerer 

var overbevist om, at de kunne vinde krigen på kort tid ved at føre dybe 

slag ind i NATO-området med de såkaldte „operative manøvregrupper“ bestående 

af mobile pansrede styrker, fly og helikoptere. Sovjetunionen ville ifølge 

Kukliński først slå til med kernevåben, hvis man var overbevist om, at NATO 

ville bruge dem, og man ville benytte sig af et forkøbsslag. 34 

Det problem, der tyngede Oberst Kuklińskis gennem årene – og som han 

opfattede som Polens hovedproblem – var, at Vesten i polsk optik formodedes 

kun at kunne stoppe Sovjetunionens hemmelige våben i form af dets store 2. 

echelon-styrker ved at rette massive atomangreb mod forbindelseslinjerne 

gennem Polen. Han hævdede at vide, at NATO ville rette mellem 400 og 600 

kernevåben mod Polen for at stoppe den sovjetiske offensiv, og Polen ville gå 

til grunde herunder. 35 Omfanget af det vestlige angreb forekommer højt sat, 

men vi har i 2004 begrænsede muligheder for at kontrollere det. Ved at udlevere 

alle Warszawapagtens hemmeligheder håbede polakken på at kunne få 

33 Sst. s. 85. – Forslaget blev offentliggjort i Pravda den 28. november 1976. 

34 Józef Szaniawski, Samotna misja – pu¢kownik Kukliński i zimna wojna, s. 127. 

35 Sst. s. 130. Jf. også Benjamin Weiser, A Secret Life, s. 325. – Af Benjamin Weisers bog, der er skrevet 

i samarbejde med CIA, fremgår ret detaljeret, hvilket Warszawapagt-materiale, Kukliński overlod til 

CIA i form af planer, manualer etc. 


indflydelse på vestlig strategi og redde Polen. Der var på det personlige plan 

tale om et meget højt spil, men tilsyneladende et spil der fik konsekvenser for 

planlægningen af forsvaret af Vesteuropa. 

Ifølge præsident Carters sikkerhedspolitiske rådgivere Zbigniew Brzezinski 

og general William E. Odom fik oplysningerne fra Kukliński betydning for 

den ændring af såvel den militære som den politiske strategi over for 

Sovjetunionen, der kendetegnede Carter-administrationen. Man lagde ikke 

mindst vægt på oplysningerne om den fremherskende følelse af strategisk 

overlegenhed, der rådede i Moskva i midten af 1970’erne, men også på rationalet 

bag den i 1979 gennemførte kommandoændring i Warszawapagten, der 

lagde al mobilisering i hænderne på Moskva med henblik på at fremme muligheden 

af at gennemføre en lynkrig. Ifølge general Odom havde de amerikanske 

administrationer forud for Carter-administrationen ikke forstået tankegangen 

bag den sovjetiske krigsplanlægning. Kuklińskis oplysninger fik 

ifølge generalen indflydelse på det nye amerikanske koncept for forsvaret af 

Europa, der nu i højere grad kom til at bygge på konventionelle styrker og 

forstærkninger. 36 

Men hvad betød udviklingen af den sovjetiske kernevåbenstrategi for 

Danmark? Der må her skelnes mellem de kernevåben mod mål i Danmark, 

der ville blive leveret af de sovjetiske strategiske kernevåbenstyrker, og de operativt-taktiske 

eller taktiske kernevåben samt kemiske våben, som Warszawapagt-armeerne 

under deres fremrykning kunne gøre brug af. De sovjetiske 

strategiske kernevåbenstyrker havde formentlig opgaver i Danmark og i hele 

Vesteuropa frem til den kolde krigs afslutning – hvis krigen gik ind i en nuklear 

fase – men ud over deres optræden i en række øvelsescenarier vides ikke 

meget om deres mulige operationer mod Danmark. Hvad angik frontoperationerne, 

indførte Warszawapagt-landene i 1966 en særskilt kernevåbenoperation 

for disse i form af „Frontens første kernevåbenslag“ (jf. kapitel 24), der 

ikke må forveksles med de strategiske styrkers første kernevåbenangreb. 

Dispositionen afspejlede uden tvivl, at man nu havde eller forudså inden for 

36 Benjamin Weiser, A Secret Life, s. 326; Józef Szaniawski, Samotna misja – pu¢kownik Kukliński i zimna 

wojna, s. 435-37. – Kukliński citerede i et af sine breve til CIA interessante passager fra en tale holdt 

af en sovjetisk general på Vorosjilov-akademiet i Moskva, hvor Kukliński i 1975 deltog i et tomåneders 

stabskursus: “ Det er en illusion at tro, at Vesten har overlegenhed, selv med hensyn til flystyrker“, 

sagde generalen. „Vi har overlegenhed på landjorden, i luften og på havet“. Han sagde at 

Warszawapagten kunne realisere de operative mål på 10-12 dage og eliminere de vigtigste europæiske 

NATO-lande uden at bruge kernevåben i det europæiske krigsteater. „Vi har overlegenhed med 

hensyn til konventionelle styrker“, havde generalen sagt. „Vi vil ikke bruge kernevåben først. Hvis 

Vesten bruger kernevåben først, uden hensyn til type, det være sig en atommine eller et tilfældigt 

skud, er der kun et svar – en global ripost“ (Benjamin Weiser, A Secret Life, s. 122). – Den sovjetiske 

generals noget flotte udtalelser har formentlig størst interesse som vidnesbyrd om eksistensen af en 

vis militær overlegenhedsfølelse i Moskva på det pågældende tidspunkt. Udtalelsen om, at blot 

Vesten gjorde brug af et enkelt kernevåben, ville det medføre et hurtigt globalt svar, svarer ikke til 

den sovjetiske kernevåbenstrategi (jf. nedenfor) på dette tidspunkt og skal måske snarere ses som et 

konkret udslag af den sovjetiske afskrækkelsespolitik. 


en overskuelig fremtid at kunne disponere over en kernevåbenkapabilitet på 

frontniveau. 37 Dette havde umiddelbare implikationer for Danmark, der 

navnlig risikerede at blive mål for frontens kernevåbenstyrker. 

Det står nu klart, at der fra midten af 1960’erne indgik masseødelæggelsesvåben 

i det polske forsvar beregnet til indsættelse mod mål i Danmark i form 

af kernevåben (raketter og flybomber) samt kemiske kampstoffer. Indførelsen 

af disse våben må ses i sammenhæng med Polens overtagelse af ansvaret 

for gennemførelsen af Nordfront-operationen. Masseødelæggelsesvåbnene 

indgik i de polske armeers operativt-taktiske raketbrigader (polsk forkortelse: 

Abrot), der rådede over raketter med sprænghoveder af forskellig 

styrke rækkende fra 3 kiloton (forkortet Kt) til 100 Kt, jf. nedenfor specielt 

under beskrivelsen af angrebsoperationen mod Jylland. Fra 1964 rådede 

Polen desuden over jagerbombere af typen Su-7 (NATO-betegnelse: Fitter), 

der var stationeret i Bydgoszcz og specielt udstyret til at foretage angreb med 

kernevåben. Denne flyenhed omtales allerede i materialet fra øvelsen 

„Mazowsze“ fra april 1963. 38 Som omtalt i en række kilder – bl.a. i det af PHP 

foretagne interview med general Wojciech Jaruzelski – blev der også i Polen i 

1960’erne opbygget to hemmelige lagre for kernevåben til Polens kernevåbenstyrker. 

39 Som de tilsvarende lagre i DDR beregnet for kernevåbenstyrkerne 

i den østtyske hær stod de til stadighed under sovjetisk kontrol. 

Hvor mange kernevåben, der i givet fald ville nå mål i Danmark, ville selvsagt 

afhænge af udviklinger på krigsskuepladsen og ikke mindst af, hvor 

mange østlige kernevåben NATO-styrkerne kunne nå at tilintetgøre, inden de 

blev affyret. Men det fremgår af en række øvelser, hvor mange kernevåben og 

andre masseødelæggelsesvåben, der forudsattes disponible til indsættelse mod 

mål i Danmark. Dette emne vil blive taget op i kap. 53 under beskrivelsen af 

de enkelte operationer mod Danmark. 

Spørger vi om implikationerne af øvelsesscenarierne for Sovjetunionens 

optræden i en reel krig mellem Øst og Vest, tegner der sig et kompliceret billede. 

At afskrækkelseselementet indgik som en meget betydelig faktor i den 

sovjetiske militærstrategi og atomstrategi i alle årene, er uden for tvivl. 

37 Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen, s. 70f. – Der var tale om to adskilte kernevåbenoperationer, 

der dog skulle søges gennemført så tæt på hinanden som muligt. 

38 Józef Szaniawski, Samotna misja – pu¢kownik Kukliński i zimna wojna, s. 125; Do´swiadczenia i wnioski z 

ćwiczenia “Mazowsze“ [Erfaringer og konklusioner fra øvelsen „Mazowsze“], s.17 (se note 3). – Fra 

1970’erne omtales en hemmelig polsk flyenhed stationeret i Powidz (ved Poznań), der havde til opgave 

i givet fald at rette kernevåbenangreb mod mål i Danmark (Jf. Józef Szaniawski, Samotna misja 

– pu¢kownik Kukliński i zimna wojna, s. 126: „I 70’erne foretog en superhemmelig polsk lufteskadre 

stationeret i Powidz rekognoscering med henblik på eventuelle mål for atomangreb i Danmark. Det 

skete fra et til formålet særligt udrustet, tilsyneladende forældet transportfly af typen Il-14, som kredsede 

over Østersøen. Denne eskadres personale måtte ikke kontaktes af nogen. Den dag i dag lever 

der dog stadig mennesker, der var med til at iværksætte og lede denne operation, som var forsynet 

med kodenavnet „Beryl“. De detaljerede planer for Polens nuklearisering var også blandt det materiale, 

som oberst Ryszard Kukliński udleverede til amerikanerne“). 

39 Vojtech Mastny, Warsaw Pact Generals in Polish Uniforms: Oral History Interviews, jf. ovenfor note 19. 


Sovjetunionens kernevåbenarsenal havde fra starten som hovedopgave at 

afskrække Vesten fra at begynde en kernevåbenkrig. Ifølge Harald Nielsen 

fik den sovjetiske afskrækkelse så høj en troværdighed, fordi det selektive 

atomare svar, som NATO opererede med, aldrig fandt indpas i den sovjetiske 

strategi. 40 I alle tilfælde på det deklaratoriske plan var det den sovjetiske linje, 

at selv en meget begrænset indsættelse af kernevåben fra Vestens side ville 

blive mødt med et langt mere omfattende svar. Modparten – dvs. Vesten – 

skulle ikke være i tvivl om, at den overskred en helt afgørende tærskel ved at 

bruge kernevåben, selv i små doser. 

Sovjetunionen afviste i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne kategorisk 

vestlige tanker om „begrænset atomkrig“ ud fra den opfattelse, at en sådan 

krig hurtigt ville eskalere og således blot var starten på en almindelig atomkrig. 

Man var tydeligt nok ikke interesseret i at give nogen støtte til vestlige 

opfattelser om det mulige i at føre denne form for krig. Ifølge Harald Nielsen 

var afvisningen bl.a. betinget af frygten for at miste initiativet på kernevåbenområdet 

til modparten. Ifølge sovjetiske forestillinger kunne dette ske, hvis 

man indlod sig på NATO’s atomstrategi i form af graduerede atomare svar, 

idet man herved ville afsløre sit beredskab og blot gøre sig sårbar over for et 

senere større angreb. Derfor var frontens kernevåbenplanlægning altid anlagt 

på at besvare ethvert af fjendens kernevåbenslag med en massiv kernevåbenindsats, 

dvs. besvare det med det „første kernevåbenslag“. 41 Dette er dog 

formentlig en for skematisk fremstilling af forholdet, som det fremgår af de 

af den amerikanske regering i 1989 offentliggjorte Vorosjilov-forelæsninger 

fra det sovjetiske generalstabsakademi fra årene 1973-75, der gennemgår de 

vigtigste scenarier for en krig. 

Af denne særdeles vigtige kilde fremgår, at Sovjetunionen ville søge at 

holde en eventuel konflikt med Vesten på det konventionelle niveau, men at 

man imødeså en begrænset brug af kernevåben fra Vestens side i Europa. En 

krig kunne begynde på forskellige måde, og en forståelse af begyndelsesfasen 

var ifølge forelæsningerne fundamental. Megen plads blev brugt på omtalen 

af en almindelig kernevåbenkrig, der involverede de strategiske våbensystemer. 

Vi vil dog i denne undersøgelses sammenhæng navnlig rette opmærksomheden 

mod den europæiske scene, dvs. mod et enkelt krigsteater. Krigen 

kunne her begynde med et vestligt konventionelt angreb, men i en afgørende 

fase ville NATO-styrkerne være tvunget til at bruge kernevåben for at klare sig. 

Dette tidspunkt blev med baggrund i vestligt øvelsesmateriale sat til krigens 

femte eller sjette dag. 42 Dette er en til to dage senere end det tidspunkt, der 

typisk handles ud fra i det østlige øvelsesmateriale fra 1960’erne. 

40 Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen, s. 181. 

41 Sst. s. 79. 

42 Ghulam Wardak m.fl. (Ed.), The Woroshilov Lectures, s. 74. 


Ifølge forelæsningerne ville et vestligt kernevåbenangreb blive besvaret, 

men man ville ikke eskalere ud over krigsteatret. 43 Sovjetunionen ville altså 

ikke eskalere til det interkontinentale niveau. Det fremgår således, at den sovjetiske 

strategi – i nogen modsætning til, hvad man tilkendegav offentligt – på 

dette tidspunkt navnlig byggede på optionen om et (geografisk) begrænset 

nukleart svar. Samtidig var man dog fortsat klart pessimistisk med hensyn til 

at kunne holde krigen på dette niveau. Svarende til fremstillingen i Vorosjilov-forelæsningerne 

møder man i det af den sovjetiske generalstab udarbejdede 

undervisningsmateriale til DDR’s generalstabskurser fra begyndelsen af 

1980’erne omtale af en „periode af kamphandlingerne med begrænset indsats 

af kernevåben“. Det fremgår af dette østtyske materiale, at der er tale om 

„gennemførelse af selektive kernevåbenslag gennem operativt-taktiske og 

under særlige omstændigheder også en del af de strategiske kernevåbenstyrker“. 

44 

Med „selektive kernevåbenslag“ forstås formentlig i første række frontens 

første kernevåbenslag og næppe den såkaldte „selektive“ og „kontrollerede“ 

indsats af kernevåben, som NATO-landene regelmæssigt øvede under deres 

Wintex/Cimex-øvelser. Om Sovjetunionen i 1970’erne havde en option med 

indsættelse af meget få kernevåben vides ikke. Under alle omstændigheder er 

der ikke tvivl om, at frontens første kernevåbenslag bibeholdt sin plads som 

rygraden i kernevåbenoperationer på operativt-taktisk og taktisk niveau. Som 

det skal berøres i det følgende, var omfanget af det første kernevåbenslag fastlagt 

i forvejen i fredstid og omfattede i henhold til det højt klassificerede polske 

materiale, der anvendtes under en øvelse i 1972 18 angreb eller i alt 343 

Kt for den armé, der skulle gå mod Jylland. 45 

Det afgørende spørgsmål var selvfølgelig, hvornår indsats af kernevåben på 

frontniveau ville ske. 

Af en østtysk forelæsning fra Friedrich Engels-militærakademiet i Dresden 

om „frontens første kernevåbenslag“ fremgår, at man afhængigt af tidspunktet 

for kernevåbenangrebet skelnede mellem „førsteslag“, „mødeslag“ (dvs. 

samtidigt slag) og „svarslag“. Den sidstnævnte variant blev beskrevet som den 

mest ugunstige for Øst, idet NATO’s styrker var kommet i forkøbet og havde 

svækket Warszawapagt-styrkerne så meget, at hele frontoperationen kom i 

fare, medens egne styrker ved „mødeslaget“ – der er omtalt ovenfor under 

gennemgangen af øvelsen „Mazowsze“ – blev for svækket til at fortsætte de opfølgende 

kernevåbenoperationer. 46 „Førsteslaget“ var således ubetinget at 

foretrække i situationen, idet fjenden derved blev afgørende svækket, og det 

43 Ghulam Wardak m.fl. (Ed.), The Voroshilov Lectures, s. 14. 

44 Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen, s. 80. 

45 Bilaget: 4. Przydzia¢, podzia¢ rakiet i bomb j˛adrowych [Tildeling og fordeling af kernevåbenraketter og 

bomber]. Archiwum Wojsk Lotniczych i Obrony Powietrznej. 6155/76/11. Jf. kap. 53 note 2. 

46 Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen, s. 77f. 


En østtysk opfattelse af, hvor NATO ville forvente angreb fra Warszawapagtens Forenede 

Østersøflåder. (Militærarkivet, Freiburg). 


er givet, at den sovjetiske kernevåbenstrategi gik ud på at føre et sådant slag, 

hvis der var sikre tegn på, at Vesten i løbet af kort tid ville bruge kernevåben. 

Hermed er vi inde på emnet forkøbsslag (preemption). Fra 1950’erne viede 

sovjetiske strateger (såvel som de amerikanske) emnet stor opmærksomhed 

ud fra den overvejelse, at et forkøbsslag kunne være afgørende for krigens 

udfald. En entydig sovjetisk bekendelse til forkøbsslag er blevet fremdraget 

i forbindelse med nærværende undersøgelse i form af forsvarsminister 

marskal Sjukovs hemmelige tale i Berlin i marts 1957, der var præget af 

NATO’s opstilling af kernevåben i Tyskland og Sovjetunionens begrænsede 

kapabilitet på kernevåbenområdet på dette tidspunkt. 47 Med Sovjetunionens 

voksende kapabilitet i 1960’erne og efterhånden sikrede andetslagsevne blev 

forkøbsslag på det strategiske niveau i mindre grad et spørgsmål om liv eller 

død for Sovjetunionen og blev i første række en opgave for frontarmeerne. 

Ifølge Vorosjilov-forelæsningerne fra 1970’erne skulle man søge at foretage 

forkøbsslag med operationelle og taktiske kernevåbenstyrker, men dog kun 

hvis fjenden havde slået til, eller det stod klart, at han ville gøre det. Det skal 

bemærkes, at Sovjetunionen betragtede forkøbsslag og den såkaldte „launch 

on warning“ som påtvungne operationer, der ikke stred mod den principielle 

doktrin om ikke førstebrug. 

Den altafgørende faktor ved forkøbsslag ville være præcis viden om, hvilket 

klargørings- og beredskabsniveau modpartens styrker befinder sig på. En sådan 

viden måtte fremskaffes gennem alle tænkelige kanaler. Af østtysk materiale 

fremgår ret detaljeret, hvad man betragtede som „Kendetegn på den 

forestående overgang til kernevåbenindsats ifølge NATO’s øvelsespraksis“, og 

hvad der ville være afgørende for ens egen beslutning om at bruge kernevåben. 48 

At dømme ud fra øvelsesmaterialet og forelæsningsmaterialet mente 

Sovjetunionen det tilsyneladende alvorligt, når den i 1970’erne erklærede, at 

den ikke som den første ville bruge kernevåben og altså ikke tænkte i baner 

af et præventivslag, blot fordi der var opstået en international krise. Derimod 

er der næppe tvivl om, at forholdsordren foreskrev forkøbsslag i det enkelte 

krigsteater, hvis det stod klart, at Vesten stod umiddelbart over for at gøre alvor 

af sin option om førstebrug af kernevåben. Frontens kernevåbenstyrker 

ville her få en hovedopgave. Dette siges klart i Vorosjilov-forelæsningerne, 

hvor det hedder: „Afhængigt af situationen bør man forpurre fjendens brug 

af kernevåben ved at rette slag med operativt-taktiske kernevåben, slag med 

fly og med konventionelle våben, og hurtigt udvikle angrebet for at fuldende 

fjendens tilintetgørelse og gribe vitale strategiske områder“. 49 

47 Superpower under Pressure: The Secret Speech of Minister of Defense Marshal Zhukov in East Berlin, March 

1957. By Svend Aage Christensen and Frede P. Jensen. Findes på PHP’s hjemmeside 

(http://www.isn.ethz.ch/php/documents/collection_19/texts/Zhukov.pdf). 

48 Harald Nielsen, Die DDR und die Kernwaffen, s. 78. Her bygges på materiale fra øvelsen Jug-78. 

49 Ghulam Wardak m.fl. (Ed.), The Voroshilov Lectures, Vol. I, s. 248. 


Det fremgår af højt klassificeret polsk materiale brugt under en øvelse i 

1972, jf. nedenfor, at de polske kernevåbenstyrker i tilfælde af krig ville blive 

bragt hurtigt frem til positioner nær zonegrænsen i Tyskland uden tvivl med 

henblik på også at kunne stå til disposition for forkøbsslag. 

Det skal bemærkes, at Sovjetunionen og Polen uddannede styrker, der på 

forskellig vis skulle træde i funktion i en situation, hvor forkøbsslag meldte 

sig. Agenter (heriblandt radiooperatører) var uddannet til at varsle om indikatorer 

på et forestående kernevåbenangreb, en virksomhed der fik et omfattende 

omfang i begyndelsen af 1980’erne, hvor den sovjetiske ledelse mente 

at leve under en øget trussel om et vestligt atomangreb, jf. fremstillingen i kapitel 

79. Hertil kom specialstyrker, der i hemmelige operationer skulle indsættes 

mod vestlige kernevåbenstyrker med henblik på at forstyrre deres opgaver. 

Sovjetunionen uddannede sådanne styrker fra koreakrigens tid. 50 De fik senere 

navnet „spetsnas“. Polen gik på et tidspunkt også over til at uddanne sådanne 

specialstyrker. 

Sammenfatning (se kap. 53) 

50 Pavel Sudoplatov og Anatolij Sudoplatov, Uønsket vidne. Special Tasks. En sovjetisk spionchefs erindringer, 

1994, s. 376ff. 


53 · Vurderingen i dag: planlægningen 

af operationer mod Slesvig-Holsten 

og Danmark 

Da den polske generalstab i 1961 foreslog og fik accepteret i Moskva at lede 

Nordfront-operationen mod Nordtyskland/Nederlandene og Danmark som 

en (relativt) selvstændig frontoperation inden for de samlede Warszawapagtoperationer 

i dette krigsteater, skete det som nævnt i kap. 24 efter overordnede 

retningslinjer udstukket af den sovjetiske generalstab. Denne har givetvis 

også gennem årene holdt øje med den polske planlægning og sørget for, 

at de nødvendige kurskorrektioner blev foretaget. 

Planen foreskrev som omtalt en indsættelse af tre polske armeer i en frontoperation 

med to akser. Den ene armé skulle trænge gennem Nordtyskland, 

besætte den nordlige del af Nederlandene og nå frem til Nordsøen, medens 

den anden skulle gå op i Jylland. Disse to armeer skulle umiddelbart indsættes 

mod deres mål, medens den tredje polske armé skulle danne 2. echelon 

og først indsættes efter ca. en uges kampe med henblik på at bekæmpe 

NATO’s Centralregions mobiliserede reserver og gå frem mod den belgiskfranske 

grænse. 

En nærmere beskrivelse af de polske armeers planlagte operationer i de 

første faser af en krig mellem øst og vest i 1970’erne findes i et i forbindelse 

med undersøgelsen fremdraget nyt, vigtigt polsk kildemateriale. Der er tale 

om en „Operationsbefaling for Nordfronten nr. 001“ dateret „Warszawa den 

10. april 1972“, hvortil slutter sig en „Plan for deployering af Nordfrontens 

styrker“. De er begge udsendt af den polske generalstabschef og hans næstkommanderende 

og må betragtes som materiale fra en polsk stabsøvelse på 

højeste niveau. Der er tale om et kildemateriale, der tilsyneladende er tæt på 

den polske operationsplan, hvilket navnlig fremgår af en række bilag, der 

bl.a. indeholder yderst sensitive oplysninger om antal og typer af de masseødelæggelsesvåben, 

der var tildelt de polske armeer. 1 

Det fremgår af et styrkesammenligningspapir, der indgår som et af bilagene 

til den nævnte deployeringsplan for Nordfronten, at polakkerne i den samlede 

Nordfront-operation på dette tidspunkt forudså at indsætte 16 divisioner 

– heraf fem panserdivisioner – svarende til 138.401 mand, 3.182 kampvogne 

og 508 fly. Over for disse styrker ventedes at stå NATO-styrker omfattende i alt 

11 divisioner, heraf én panserdivision, eller en samlet styrke på 161.825 mand, 

1 Dyrektywa operacyjna Frontu Pó¢nocnego nr 001, Warszawa, dnia 10 kwietnia 1972 r.[Operationsbefaling 

for Nordfronten nr. 001, Warszawa, den 10. april 1972]. 6155/76/11. Archiwum Wojsk Lotniczych i 

Obrony Powietrznej [Flyvevåbenets og luftforsvarets arkiv]. 

VURDERINGEN I DAG: PLANLÆGNINGEN AF OPERATIONER 603

2.136 kampvogne og 657 fly. Det indebar, at Warszawapagt-styrkerne mandskabsmæssigt 

var underlegne, men at de havde en fordel på kampvognsområdet 

på 1,5:1, og igen var underlegne på flyområdet, hvor styrkeforholdet var 

1:1,3. 2 Med mindre de polske styrker fik hjælp fra østtyskere eller fra sovjetiske 

styrker, havde de ifølge den gængse teori inden for Warszawapagten ikke 

basis for en angrebsoperation. Det skal måske ses i sammenhæng med det her 

skildrede styrkeforhold, at man under øvelsen „Val-74“ forberedte forstærkning 

af de polske styrker i det nederlandske rum gennem overførsel af en 

kampvognsdivision fra Esbjerg (!). 3 Denne overførsel skulle ske på fire danske 

færger. Her som i flere andre øvelsessammenhænge optræder de danske 

færger som en betydelig sømilitær transportressource. 

I virkeligheden var der forudsat en tæt polsk-sovjetisk koordination, idet 

Sovjetunionen ikke blot skulle levere kernevåben og mange af de indsatte fly, 

men også påtog sig at lede de sømilitære operationer (med undtagelse af 

landsætningsoperationen) i forbindelse med tilkæmpelsen af søherredømmet 

over den vestlige Østersø og de danske farvande. Hovedparten af den østtyske 

og den polske flåde ville ved krigsudbruddet blive underlagt chefen for 

den sovjetiske østersøflåde. Samarbejdet og underlæggelsesforholdet i den situation 

blev fastlagt gennem en stadigt revideret dokumentsamling „Baltika“ 

– som der er hyppige referencer til i øvelserne. 4 En egentlig formel krigs- 

2 Bilaget: 3. Stosunek si¢ [Styrkeforhold]. 6155/76/11. Archiwum Wojsk Lotniczych i Obrony 

Powietrznej. – Dette underbilag indgår sammen med fem andre som bilag til dokumentet Plan przegrupowania 

wojsk Frontu Pó¢nocnego [Plan for deployering af Nordfrontens styrker]. Af bilagene til deployeringsplanen 

er det mest omfattende Za¢˛acznik nr 1 do planu operacji Frontu Pó¢nocnego [Bilag 

nr. 1 til operationsplanen for Nordfronten], der har titlen Tabela przegrupowania wojsk Frontu Pó¢nocnego 

[Oversigt over deployering af Nordfrontens styrker], der over 10 sider detaljeret viser de polske 

styrkers flytning i krigssituationen fra deres hjemsted til deres forberedte udgangsområde i DDR. Til 

denne oversigt slutter sig Za¢˛acznik nr 2 do planu operacji Frontu Pó¢nocnego [Bilag nr. 2 til operationsplanen 

for Nordfronten] med titlen Przebazowanie jednostek 14 AL do rejonu wyj´sciowego do operacji 

[Flytning af 14. Luftarmés enheder til deres operative udgangsområde]. 

Der findes således samlet i arkivet: (1) en operationsbefaling for Nordfronten udsendt af den polske 

generalstabschef og dennes næstkommanderende, (2) en plan for deployering af Nordfrontens 

styrker udsendt af den polske generalstabschef og dennes næstkommanderende, (3) en række bilag 

til deployeringsplanen. – Klassifikation for dokumenterne er „Tajne spec. znaczenia“ [„Yderst hemmeligt“]. 

Ifølge stempel er der tale om eksemplar nr. 3. – Alle dokumenterne har, som det fremgår 

af en påstemplet formulering, været brugt i øvelsessammenhæng, men vurderingen er i denne 

undersøgelse, at de alle – med deres høje klassifikation og specifikationsgrad – står den da gældende 

polske operationsplan ret nær. Stabsøvelserne tog, som nævnt, typisk udgangspunkt i de reelle styrkeforhold, 

egne som modpartens. (1) operationsbefalingen og (2) planen for deployering kan være 

i forvejen udarbejdede dokumenter, eller hvad der i den danske militærterminologi kaldes en 

„Foreløbig befaling“. En sådan udgør en slags skabelon, der kan passes til efter situationen og hurtigt 

iværksættes. Bilagene med deres mylder af yderst sensitive enkeltoplysninger, bl.a. om de tildelte 

masseødelæggelsesvåben og om hvor mange af disse, der skulle anvendes i det første kernevåbenslag, 

kan være – som deres overskrift lyder – hentet fra den da gældende polske operationsplan. 

Samtlige papirer må vurderes at være nye og særdeles vigtige kilder til belysning af Polens planlagte 

operationer i krig i 1970’erne. 

3 DVM 10/33857. BA-MA. 

4 For dokumentsamlingen „Baltika“, som i 1980’erne omfattede mere end 40 dokumenter, se 

Friedrich Elchlepp m.fl., Volksmarine der DDR. Deutsche Seestreitkräfte im Kalten Krieg, 2000, s. 103 ff. 


tidsorganisation blev som tidligere omtalt først indført efter den her skildrede 

periodes slutning (i 1979) under indtryk af, hvad man opfattede som en voksende 

militær trussel fra Vestens side. 

Det fremgår af øvelsesscenarierne og af det omfattende kortmateriale fra 

øvelserne, at angrebet på Danmark omfattede indsættelse af fly, flåde- og 

landstyrker med henblik på besættelse af landet og gennembrud af de danske 

stræder inden for en periode af 10-12 dage. I de første timer af en storkrig 

ville sovjetiske fly angribe militære nøglepunkter (hovedkvarterer, radarstationer, 

flåde- og flyvestationer, kystforter, raketbatterier m.m.). Samtidig ville et 

angreb af østtyske og sovjetiske enheder blive sat ind mod den vestlige 

Østersø med henblik på at rense den for flådefartøjer fra NATO-landene og 

efterfølgende skabe et gennembrud af stræderne i en kombination af angrebsoperationer 

og minerydningsoperationer. Når søherredømmet var blevet 

etableret i den vestlige Østersø og i indløbet til de danske stræder, ville der 

blive indledt landsætningsoperationer mod Sjælland og Falster. På krigens 

tredje dag skulle Slesvig-Holsten angribes af en polsk arme, der var blevet forlagt 

til Mecklenburg fra Pommern. Denne skulle i hurtige operationer trænge 

over Kielerkanalen og ind i Jylland, der skulle erobres efter få dages kamp. I 

begyndelsen af 1960’erne øvedes som nævnt ovenfor kernevåbenkrig fra 

fjendtlighedernes start. Fra 1960’ernes anden halvdel tog man som regel udgangspunkt 

i konventionelle operationer, der kunne gå over i en nuklear fase. 

Eller man øvede konventionel krig og kernevåbenkrig som to separate øvelsesfaser. 

Det siger sig selv, at der forestod den polske generalstab i Warszawa ganske 

omfattende opgaver af planmæssig og efterretningsmæssig karakter, idet den 

som nævnt havde det overordnede ansvar for erobringen af såvel det danske 

landområde som af Nordtyskland og Nederlandene. Undersøgelser af den generelle 

krigsplanlægning i Polen – herunder også af den løbende kontakt 

med generalstaben i Moskva – vanskeliggøres desværre stadig af begrænsninger 

med hensyn til kildeadgang. Kun for den polske flådes vedkommende 

har det været muligt at give et vist indblik i nogle af de mange opgaver af forberedende 

karakter, der skulle løses. 

I det følgende vil der med udgangspunkt i det nu tilgængelige ganske omfattende 

østtyske og polske materiale blive søgt at kaste lys over de planlagte 

operationer mod Danmark, der vil blive behandlet under hovedoverskrifterne 

„Gennembruddet af stræderne“, „Operationen mod Sjælland“ og 

„Operationen mod Jylland“. Da der som nævnt ikke har været adgang til de 

russiske militærarkiver fra Sovjetperioden, har det ikke været muligt mere detaljeret 

at behandle det sovjetiske luftvåbens omfattende operationer i det 

danske luftrum i en konflikts forskellige faser. 


Gennembruddet af stræderne 

De Forenede Østersøflåders gennembrud af de danske stræder for at kunne 

komme ud til Kattegat, Skagerrak og Nordsøen var en hovedoperation, der 

blev indøvet i øvelse efter øvelse fra 1961 og helt op i 1980’erne. Som et eksempel 

blandt mange skal blot nævnes den store operativt-taktiske øvelse „Val- 

77“ (27. juni-7. juli 1977), der som øvelsestema havde: „Forberedelse og føring 

af frontens angrebsoperation i kystretningen i samvirke med flådestyrker 

for at tilintetgøre grupperinger af land- og søstridskræfter og indtage Bælt- og 

Sundzonen“. Erobring af de danske stræder indgik som øvelsestema – sideordnet 

med de operative manøvregruppers omfatning af modparten – sidste 

gang i en Warszawapagt-øvelse i den operativt-strategiske stabsøvelse „Sojus-83“ 

(30. maj-10. juni 1983), der som overordnet tema havde planlægning og føring 

af den strategiske operation på den vestlige krigsskueplads. Erobring af 

stræderne blev kort nævnt i en taktisk landsætningsøvelse fra juni 1986 ledet 

af den polske admiral K. Bossy. 5 

Fra sovjetisk side var gennembruddet af stræderne fra 1960’erne dikteret af 

behovet for at kunne føre flådestyrker, både overfladeenheder og ubåde, ud 

i Nordsøen og videre ud i Atlanten. Der var overordnet set tale om en defensiv 

foranstaltning, hvor man skød det sømilitære forsvar langt frem for at 

kunne rette slag mod vestlige overfladestyrker og forstærkningskonvojer på 

vej til Danmark og de danske stræder. Hovedsigtet var at svække angreb fra de 

frygtede vestlige hangarskibsgrupper, hvis kernevåbenbærende fly opfattedes 

som den største trussel mod såvel det østlige bagland som mod de fremrykkende 

østlige styrker. Derudover ønskede man med udgangspunkt i besiddelsen 

af Jylland at skabe en flankesikring for det landmilitære fremstød gennem 

Nordtyskland og Nederlandene. 

Denne problematik spillede en stor rolle i de forskellige militærteoretiske 

overvejelser, der blev gjort i Warszawapagt-landene i begyndelsen af 

1960’erne, således i den tidligere omtalte studie fra sommeren 1963 af den 

polske kommandør Jan Pinkiewicz om den polske flådes aktiviteter i krigens 

start. At dømme ud fra studiens afsluttende bemærkninger rummede den 

„flådens generelle synspunkter på udnyttelsen af flådestyrker i begyndelsen af 

en krig“. 6 Det siger sig selv, at de overordnede rammer for studien ikke var 

5 Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Volksmarine 1971-1987“, Bl. 86 

(øvelse “Val-77“); Bl. 184 (øvelse “Sojus-83“); Bl. 218, 221 (øvelse 9.-14. juni 1986). BA-MA. 

6 Jan Pinkiewicz, Dzia¢ania si¢ Marynarki Wojennej w pocz˛atkowym okresie wojny [De polske flådestyrkers 

aktiviteter i krigens start] (31pp). Archiwum Marynarki Wojennej 3616/79/4 af 30. august 1963. – 

Studien er vedlagt kontreadmiral Ludwik Janczyszyns brev til oberst E. Wi´sniewski, redaktør af My´sl 

Wojskowa [Den militære tanke] og Biuletyn Informacyjny Sztabu Generalnego [Generalstabens informationsbulletin], 

i hvilket admiralen anbefaler studien til optagelse i en af de nævnte publikationer. 

Ifølge dette brev blev der i studien behandlet problemer vedrørende blokaden (!) af de danske stræder 

samt overførsel af styrker til Nordsøen, „hvilket ikke hidtil var blevet nævnt i vore publikationer“. 


polske, men var tidens sovjetiske sømilitære doktriner, som studien således 

også bliver en kilde til. 

Ifølge Pinkiewicz’s studie havde de Forenede Østersøflåder følgende hovedopgaver 

under en fremtidig krigs betingelser: 

– Tilintetgørelse af fjendens styrker i eller på vej til Østersøen; 

– Besættelse af de danske stræder. Skabelse af betingelser for at overføre 

flådestyrker til Nordsøen gennem minestrøgne render, skabelse af et observations- 

og varslingssystem og opbygning af et basesystem i området; 

– Overførelse af de forenede flåder til operationer i Nordsøen og Atlanten; 

– Operationer mod fjendens forbindelseslinjer til søs og sikring af egne forbindelseslinjer 

i Østersøen. 

Under en uddybning af disse punkter siges det, at de østlige flåders opgaver 

burde rettes mod likvideringen af de „grundlæggende trusler“, hvorved der 

navnlig blev forstået den trussel, der udgik fra vestlige hangarskibsgrupper. 

Hvis ikke disse blev svækket eller tilintetgjort ville egne styrkers aktiviteter på 

land og eller vand være paralyseret, hed det (s. 9). Som en anden grundlæggende 

opgave blev nævnt tilintetgørelsen af fjendens flådestyrker i Østersøen. 

Studien understregede den tætte sammenhæng mellem forceringen af de 

danske stræder og en heldig gennemførelse af landsætningsoperationen mod 

Sjælland – som var hovedopgaven for den polske flåde. Det hedder herom (s. 

10): „Forcering af de danske stræder med det mål at sikre udgang til 

Nordsøen for de Forenede Østersøflåder er betinget af og tæt knyttet til opnåelse 

af succes for landsætningsoperationerne og erobring af øerne. Man 

må tage i betragtning, at udførelse af denne opgave vil forløbe under betingelsen 

af stærk modstand fra fjenden og brug på den ene side af kernevåben 

og fly især i Sundet og Storebælt, på den anden side af ubåde og overfladefartøjer 

i områderne Skagerrak og Kattegat og ved udgangen til Nordsøen“. 

Samtidig blev det understreget, at den påfølgende rensning af vandveje, 

havne og baseområder ville være en meget vanskelig opgave. 

Studien rummer omfattende kommentarer om gennemførelsen af en 

landsætningsoperation. Disse vil blive omtalt nærmere nedenfor i det særlige 

afsnit om denne operation. Det skal her blot understreges, at gennemførelsen 

af den betragtedes som afgørende for at nå de maritime mål, „for kun 

ved hjælp af landsætningsoperationer kan man nå det grundlæggende mål“ 

(s. 9). 

Kernevåben ville spille en hovedrolle ved såvel gennemførelsen af landsætningsoperationen 

som ved de angreb, der skulle rettes mod NATO’s flådestyrker 

i området. Den hurtige udvikling af kerne- og missilvåbnene sammen 

med hurtigt gennemførte operationer bevirkede, at man kunne svække eller 

tilintetgøre flådestyrker i et første angreb, hed det. Til angrebet mod stræderne 

burde der indsættes styrker, der havde stor manøvreevne og mulighed 


for at holde sig i højt beredskab. Der blev specielt nævnt større og mindre 

missilfartøjer, torpedobåde og undervandsbåde. 

Efter besættelsen af de danske stræder kunne man vente at få opgaven at 

føre angrebsstyrkerne ud i Nordsøen. Hertil krævedes indsats af specialgrupper 

af minefartøjer og mindre enheder (s. 21). Ifølge studien viste teoretiske 

undersøgelser, at der krævedes 7 dage til at føre styrkerne ud i Nordsøen. 

Så meget for den sømilitære analyse, hvis enkelte temaer uden vanskelighed 

kan følges i de følgende års øvelsesmateriale. Det fremgår af såvel øvelser 

som af de militærteoretiske overvejelser at betænkelighederne ved at iværksætte 

landsætningsoperationen er voksende i 1970’erne, selv om planerne aldrig 

opgives. Til gengæld synes Jylland at få øget østlig opmærksomhed i 

1970’erne og – måske i endnu højere grad – i 1980’erne. 

Om dette vidner et papir fra 1975 fra den polske flådestabs operationsafdeling 

med titlen „Den jyske halvø og de danske øer. Nogle problemer forbundet 

med den operative forberedelse af krigsteatret“. Papiret rummer 

sammenfatningen af et stort efterretningsmateriale i form af en gennemgang 

af kystbyer/havne (herunder også havnebyerne i Slesvig-Holsten), samtlige 

forter (med koordinater og udførlige oplysninger om bevæbning), landsætningsområder 

med opregning af geografiske karakteristika m.m. Teksten er 

klart desillusioneret med hensyn til at gennemføre landsætningsoperationer 

i Danmark. I de afsluttende bemærkninger (s. 48f) blev det således påpeget, 

at det var meget lettere at gennemføre forsvarsopgaver end angrebsopgaver i 

det område, der omfattede den jyske halvø og de danske øer. Hverken Jylland 

eller øerne var velegnede som landsætningsområder. Disse lå hovedsageligt i 

afskærmede bugter eller var velforberedt til antiinvasionsforsvar. I stedet blev 

det påpeget, at afsnit af de danske kystområder på grund af deres karakteristika 

med samme held kunne anvendes til udladning af tropper og materiel 

som til landsætning. Et godt kendskab til områderne ville derfor have væsentlig 

betydning ikke blot for forberedelse til landsætningsoperationer, men 

også for organiseringen af eget forsvar mod landsætning. 7 

At de danske stræder kunne spille en rolle som udgangspunkt for vestlige 

landsætningsoperationer mod polske kyster spillede tilsyneladende også i 

1970’erne en rolle i polsk planlægning, således som det navnlig havde gjort i 

1950’erne. I den tidligere omtalte „operationsbefaling for Nordfronten“ fra 

april 1972 omtales ud over imødegåelse af et vestligt angreb i aksen Hannover-Stendal-Berlin-Torun 

afvisning af en vestlig luftlandsætnings-/landsæt- 

7 Pó¢wysep Jutlandzki i wyspy duńskie. Niektóre problemy operacyjnego przygotowania teatru [Den jyske halvø 

og de danske øer. Nogle problemer forbundet med den operative forberedelse af krigsteatret]. 

Gdynia 1975, 50pp. Archiwum Marynarki Wojennej. 4109/99/9. Sztab Marynarki Wojennej. Oddzia¢ 

Operacyjny [Flådestabens operationsafdeling] 


ningsoperation i Ko¢obrzeg-området (80-90 km nordøst for Szczecin) i størrelsesordenen 

op til to divisioner. 8 

Flådestabens papir fra 1975 sluttede med nogle betragtninger om Jylland, 

der blev tildelt stadig voksende betydning for NATO. „Man skal være opmærksom 

på“, hedder det (s. 50), „at i forhold til tidligere er Jyllands rolle vokset 

væsentligt og vil fortsætte med at vokse. I Atlantpagtens strategiske planer 

vinder dette område voksende betydning som forsyningsområde for NATO’s 

samlede styrker i Europa.“ Den voksende betydning sættes i forbindelse med 

Frankrigs udtræden af det integrerede militære samarbejde, der har ført til 

kompenserende investeringer uden for Frankrig. „Disse investeringer er i meget 

stort omfang lokaliseret på den jyske halvø“, hedder det noget overdrevet. 

Kampopgaver 

Warszawapagt-landenes opgaver under krig var fordelt således, at DDR’s 

Volksmarine og den sovjetiske Østersøflåde havde ansvaret for at bryde forsvaret 

af de danske stræder og for overførelsen af enheder til Nordsøen, medens 

den (svagere) polske flåde som hovedopgave havde ansvaret for landsætningsoperationen 

mod Sjælland. Til at udføre operationerne sammensattes 

af de tre østflåder et stort antal såkaldte „skibsslaggrupper“ og „flyslaggrupper“(hvor 

ordet „slaggruppe“ svarer til NATO-landenes „task force“), under 

øvelsen „Val-77 (27. juni-7. juli 1977) således 22 skibsslaggrupper og fire flyslaggrupper. 

9 

En afgørende opgave hvilede på Volksmarine, der jo befandt sig tæt ved 

kampzonen. Det fremgår af øvelsesmaterialet, at den havde meget vigtige opgaver 

at løse allerede inden et krigsudbrud. Volksmarine skulle gennemføre 

omfattende efterretningsoperationer forud for krigen for at bestemme og lokalisere 

de vestlige aktiviteter. Umiddelbart efter krigsudbruddet havde den 

som hovedopgave i hurtige operationer at rense den vestlige Østersø for 

fjendtlige enheder – om nødvendigt støttet af sovjetiske enheder – og deltage 

i gennembruddet og besættelsen af stræderne ved at gå mod Storebælt og 

den sydlige indgang til Sundet. 

En anden hovedopgave for Volksmarine var at yde flankesikring for landsætningsoperationen 

mod Sjælland, således at vestlige enheder ikke gennem 

Femer Bælt kunne angribe landsætningsflåden i siden. Hertil burde der 

ifølge admiral Gorsjkovs udtalelser under øvelsen „Taifun“ (15.-25. august 

8 Dyrektywa operacyjna Frontu Pó¢nocnego nr 001, Warszawa, dnia 10 kwietnia 1972 r. [Operationsbefaling 

for Nordfronten nr. 001, Warszawa, den 10. april 1972], s. 1. Archiwum Wojsk Lotniczych i Obrony 

Powietrznej, 6155/6/11. 

9 Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Volksmarine 1971 bis 1987“, Bl. 

90. BA-MA. 


1967) afsættes to til tre skibsslaggrupper. 10 En lignende flankesikring af invasionsflåden 

skulle ydes af den sovjetiske flåde mod angreb fra øst. I mange 

øvelser forberedes også en afskærmning mod Grønsund – i form af en angrebsminespærring 

ved sundets sydlige udgang, evt. også i dele af Femer Bælt 

– for at forhindre, at vestlige torpedobåde kunne foretage et flankeangreb ad 

denne vej. 11 

I rensningsfasen skulle man trænge ind i Kiel Bugt og tilintetgøre de vestlige 

flådestyrker her, og samtidig umuliggøre vestlige forberedelser til landsætning. 

Dette skulle ske under dække af jagerfly og jagerbombere. 12 Volksmarine 

formerede til dette formål en række slaggrupper (5-6) bestående af 

missilbåde og motortorpedobåde, der havde som opgave at rette angreb mod 

de vestlige enheder, indtil de var tilintetgjort eller fordrevet. Opnåelse af søherredømmet 

var forudsætning for indledning af minerydningsoperationerne 

i de danske farvande, hvor østtyskerne havde ansvaret for rydning af en 

passage gennem Storebælt (foretaget af en minerydningsbrigade bestående 

af et antal grupper 13 ). Rydningen skulle dækkes af et antal slaggrupper samt 

af artilleri (om muligt fra Lolland og Sjælland). Sovjetunionen havde ansvaret 

for at rydde en passage gennem minespærringerne i Øresund. I alle tilfælde 

i 1970’erne synes man umiddelbart forud for et krigsudbrud at have 

flyttet skibsslaggrupper til såvel Kiel Bugt som til indsejlingen til Øresund 

med henblik på en meget hurtig indsættelse mod vestlige slaggrupper og formentlig 

også danske minelægningsaktiviteter. 

Alt i alt havde såvel Volksmarine som den sovjetiske Østersøflåde store og 

krævende opgaver at udføre ved et krigsudbrud i form af angreb på forsvarspositionerne 

i Øresund og Storebælt og måtte påregne at lide betydelige tab 

i en krigs første dage. Når man alligevel forventede at kunne løse opgaven, 

byggede det på flere forhold. For det første var det klart, at øst skibstype for 

skibstype gennem årene besad i alle tilfælde en kvantitativ overvægt. Under 

øvelsen „Val-77“ blev det fremhævet, at der for at opnå søherredømme skulle 

tilstræbes et styrkeforhold på 2:1. Dette blev for den vestlige Østersøs vedkommende 

under denne øvelse opnået ved, at Volksmarine fik tildelt de nødvendige 

skibsslaggrupper og jagerbombere fra den sovjetiske Østersøflåde. 14 

Men hertil kom for denne periodes vedkommende tilstedeværelsen af nye 

militære optioner foranlediget af den militærteknologiske udvikling eller 

10 Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Seestreitkräfte/Volksmarine 1956- 

1970“, Bl. 163. BA-MA. 

11 Således i øvelsen „Sever-73“ (26.-31. marts 1973), jf. Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabsund 

Truppenübungen der Volksmarine 1971 bis 1987“, Bl. 27. BA-MA. 

12 Således øvelsen den 7.-12. september 1964, jf. Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und 

Truppenübungen der Seestreitkräfte/Volksmarine 1956-1970“, Bl. 121. BA-MA. 

13 Under øvelsen „Val-77“ indsatte Volksmarine i rydningsarbejdet fire af sine egne og seks tildelte 

rydningsgrupper, to sprængningsafdelinger samt fire helikoptere. DVM 10/36851. BA-MA. 

14 Jf. DVM 10/36851. BA-MA. 


Udsnit af Slesvig- 

Holsten og Nordtyskland 

fra øvelsen 

„Val-77“. 

(Militærarkivet i 

Freiburg). 

mere specifikt den nye missilteknologi, hvor Sovjetunionen var førende. 

Warszawapagt-landene introducerede i begyndelsen af 1960’erne sømålsmissilet 

P-15 (NATO-betegnelse Styx) på deres hurtigtgående missilbåde af typen 

„Projekt 205“ (NATO-betegnelse Osa-1). Volksmarine havde i 1965 fået 12 af 

disse fartøjer (i 1971 havde man 15), der hver havde fire missiler med sig. Af 

disse enheder skulle otte altid teknisk være klar til indsættelse. De østtyske 

missilbåde udgjorde hovedvåbenet i de (5-6) skibsslaggrupper, som Volksmarine 

ville formere ved en krigs begyndelse og bruge i offensive operationer. 

Den afgørende pointe er, at disse missilbåde var førende internationalt 

set, 15 og først i midten af 1970’erne fik de vestlige flåder med Harpoon- og 

Exocet-missilerne et tilsvarende våben. Den danske flåde indførte Harpoonmissilet 

i 1979. Øst havde altså en våbenmæssig overlegenhed i forbindelse 

med angrebsoperationer i Østersøområdet frem til anden halvdel af 

1970’erne og kunne planlægge offensive operationer i et omfang, man ikke 

havde kunnet tidligere på basis af det gængse skibsartilleri. 

På andre områder var billedet ved at ændre sig i begyndelsen af 1970’erne. 

Problemet synes at være voksende vestlig flåde- og flykapacitet på en række 

områder. Allerede fra 1950’erne var de avancerede vestlige ubåde – der i 

1970’erne ventedes indsat i Østersøen i en størrelsesorden af ca. 20 – blevet 

betragtet som et hovedproblem. Den vestlige ubådstrussel var ikke blevet mindre 

i årenes løb og blev fra Warszawapagt-landenes side søgt imødegået gennem 

omfattende, men tilsyneladende forgæves ubådsbekæmpelsesinitiativer. 

I 1980 erklærede den polske militære efterretningstjeneste sig i realiteten ude 

af stand til at spore de vestlige ubåde. 16 

Et andet hovedproblem var det fremtidige vestlige forspring på mineområdet, 

der allerede nu aftegnede sig. Dette problem blev behandlet på et kilde- 

15 Friedrich Elchlepp m.fl., Volksmarine der DDR. Deutsche Seestreitkräfte im Kalten Krieg, s. 186f. – Værket 

giver en grundig introduktion til Volksmarines opbygning og tekniske udvikling, men er tilbageholdende 

med at diskutere operationerne mod Danmark. 

16 Ocena aktualnego stanu si¢ i ´srodków rozpoznania Marynarki Wojennej oraz przedsi ˛ewzi˛ecia zmierzaj˛ace do 

jego usprawniania w latach 1981-85 [Vurdering af den aktuelle status for flådens efterretningsstyrker 

og -midler samt tiltag, der stiler mod at forbedre den i perioden 1981-1985]. Archiwum Marynarki 

Wojennej 3892/90/3. 


mæssigt velbelyst ekspertmøde i Kaliningrad 27.-30. september 1976. Her var 

fokus på den trussel, avancerede vestlige miner ville udgøre fra midten af 

1980’erne. I et papir med titlen „Die Vorbereitung der dänischen 

Seestreitkräfte auf den Einsatz der Minenwaffe in der Sund-Beltzone [Danske 

søstridskræfters forberedelse på indsættelse af minevåbnet i Sund-Bæltzonen] 

peges bl.a. på muligheden af indsættelse af amerikanske miner med 

nukleare sprænghoveder. 17 Under øvelsen „Baltika-72“ (31. maj-7. juni 1972), 

der blev ledet af admiral Gorsjkov, beskæftigede man sig med den – som det 

betegnedes – „nye“ problematik“ omkring gennemførelse af aktive blokadehandlinger 

for at forhindre, at modparten førte nye reserver ind i Østersøen. 

Under den afsluttende øvelsesgennemgang krævedes en teoretisk og praktisk 

behandling af spørgsmålet. 18 Under denne som under andre øvelser rejstes 

også spørgsmålet om behovet for organisering af en mere virksom luftstøtte 

på havet, specielt dækning af de østtyske flådestyrker med jagerbombere. 

Disse jagerbombere fik DDR, som det vil fremgå af det følgende, først i slutningen 

af 1980’erne. Der er således næppe tvivl om, at der i 1970’erne opstod 

en række nye udfordringer for Warszawapagt-flåderne i Østersøen med henblik 

på at kunne løse opgaverne i krigstid. 

I den variant af øvelserne, der omfattede kernevåbenindsats, indgik i 

1970’erne også et antal kernevåbenangreb mod mål på havet for at ændre på 

styrkebilledet her. Indsættelse af kernevåben mod maritime mål havde dog et 

mærkbart lavere omfang end mod andre mål. I øvelserne „Sojus-72“, „Sever- 

73“ og „Val-74“ kunne den samlede Østersøflåde disponere over 4-5 kernevåben, 

hvis krigen gik ind i den nukleare fase. Under øvelsen i 1972 var der beregnet 

fire kernevåben til indsættelse mod vestlige missil- og artilleriskibe i 

området Kiel bugt og Storebælt, medens der de følgende to år var beregnet 

to missiler (hver 10 Kt) mod fjendens skibsgrupperinger i dybden af operationsretningen 

(Kattegat, Skagerrak og Nordsøen) samt mod Langelandsfortet. 

Langelandsfortet indgik i mange øvelser, og neutraliseringen af det 

eventuelt gennem kernevåben er et fast tema i øvelserne (således i „Sever“-73“ 

en bombe med 40 Kt-sprængkraft; en bombe af samme størrelse blev holdt 

som reserve). 19 

Det var som nævnt ovenfor i denne periode af afgørende betydning for 

Warszawapagten at få åbnet en minestrøget rute ud til Nordsøen for at kunne 

etablere positioner her til imødegåelse af NATO’s flådestyrker, specielt hangarskibe 

men også konvojer med forstærkninger til Danmark og Nordtyskland. 

Hvis krigen trak ud, ville der også hurtigt blive behov for at føre 

17 En række dokumenter fra mødet findes i DVM 10/36834. BA-MA. 

18 Forschungsstudie zum Thema “Kommandostabs- und Truppenübungen der Volksmarine 1971 bis 1987“, Bl. 

23. BA-MA. 


16 (øvelsen „Sojus-72“); Bl. 27 (øvelsen „Sever-73“) samt Bl. 43 (øvelsen „Val-74“). BA-MA. 


skibe tilbage til Østersøen for at få dem repareret og gjort kampklare igen. 

Gennembruddet af stræderne antog en anden karakter i 1970’erne, idet øst 

på grund af voksende vestlig kapacitet (især miner) imødeså voksende vanskeligheder 

for såvel en gennembrudsaktion som en landsætningsoperation, dels 

havde andre våben at indsætte til operationer mod mål i Nordsøen, eksempelvis 

langtrækkende jagerbombere. Det indebar dog ikke, at de to nævnte 

operationer var opgivet, men at de formentlig havde en lavere prioritet i starten 

af en krig. 

Fra sovjetisk side blev det betragtet som en af forudsætningerne for 

Nordfront-operationens succes, at der kunne foretages en hurtig åbning af 

Kielerkanalen med henblik på overførelse af orlogsfartøjer til Nordsøen. Det 

blev skønnet afgørende vigtigt, at der meget hurtigt kunne oprettes en flådebase 

for Warszawapagt-styrker i den sydlige del af Nordsøen (Tyske Bugt), 

samtidig med at der blev oprettet en flådebase i Kiel Bugt. Flådebasens enheder 

skulle støtte Nordfrontens divisioner under deres bevægelse frem mod 

Den Engelske Kanal og skulle samtidig forhindre, at vestlige forstærkninger 

nåede Nederlandene eller den sydlige del af Jylland (Esbjerg). Allerede i den 

første store fælles flådestabsøvelse inden for Warszawapagten (30. september 

til 10. oktober 1961) er åbningen af Kanalen omtalt med henblik på etablering 

af et forpost- og sikringssystem i Helgoland Bugt. 20 Under den af admiral 

Gorsjkov ledede øvelse „Priliv“ (10.-16. august 1963) skulle rydning af 

Kanalen begynde allerede D+2, og D+5 skulle luftforsvaret være på plads for 

støttepunkterne i Tyske Bugt. 21 

Ved at indsætte luftbårne tropper mod udvalgte punkter ved Kielerkanalen 

ville man uden tvivl søge at hindre, at danske tropper kunne operere syd for 

Kanalen, men målet var også at hindre ødelæggelse af installationer ved 

Kanalen og forhindre sænkning af skibe i den m.m. I en række teoretiske studier 

foretaget af såvel den polske som den østtyske flåde blev de forskellige 

aspekter af dette problem indgående behandlet. Muligheden af at overføre 

orlogsskibe fra Østersøen til Nordsøen – de måtte i så fald være små – ad landevejen 

blev også inkluderet i overvejelserne. 

Som baseringspunkter i Nordsøen nævnes i øvelsesmaterialet fra 1970’erne 

Cuxhaven, Wilhelmshaven og Borkum. Det nævnte basesystem skulle være 

klart fra D+10/12 og være under ansvar af chefen for en østtysk eskadre. 22 Det 

skal nævnes, at Cuxhaven var et af de første mål for den polske armé, der 

skulle gå syd om Hamburg. 

20 MA-VA. Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Seestreitkräfte/ 

Volksmarine 1956-1970“, Bl. 86. MA-BA. 

21 DVM 10/5572. Side 000117 findes et kort over rydning af Kielerkanalen. MA-BA. 

22 Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- under Truppenübungen der Volksmarine 1971-1987“, 

Bl. 44 (øvelsen „Val-74“ 3.-13. september 1974). BA-MA. 


Fra 1977 omtales som en „grundlæggende opgave“ for østflåderne også afbrydelse 

af olie og gasleverancer fra felterne i Nordsøen. 23 

Det må forudsættes, at indsats af ubåde mod de vestlige overfladefartøjer i 

Nordsøen – i første række hangarskibe og større landsætningsskibe – gennem 

alle årene spillede en hovedrolle i den sovjetiske sømilitære strategi. Denne 

indsats var imidlertid i hovedsagen en opgave for Sovjetunionen og omtales 

kun sjældent i øvelsesmaterialet fra Warszawapagt-øvelserne. I øvelsesmaterialet 

fra 1970’erne omtales dog oprettelse i Nordsøen af „ tre ubådsvægge“. Det 

kan formodes at disse „vægge“ i forlængelse af ubådstaktikken fra anden 

verdenskrig har bestået af rækker af angrebsubåde på tværs af de ruter, de 

vestlige flådestyrker formodedes at ville befare. 24 

Af uddannelsesprogrammerne for de polske ubådsbesætninger fra midten 

af 1960’erne fremgår det, at polakkerne ud over at øve blokering af de danske 

stræder med ubådene også forberedte sig på opgaver fjernt fra egne baser. 

Af en rapport fra november 1965 fremgik, at hovedtemaet for 1965 havde 

været yderligere træning i løsning af de problemer, der knyttede sig til den 

operativt-taktiske indsættelse af ubåde under krig i området den vestlige 

Østersø, Nordsøen og Nordatlanten. Man havde således i 1965 bl.a. løst en 

taktisk opgave om afbrydelse af de vestlige forbindelseslinjer i Nordsøen og 

Nordatlanten, hvor man dels arbejdede selvstændigt dels sammen med enheder 

fra den sovjetiske Østersøflåde. 25 

I en papirøvelse i 1966 fortsatte man i dette spor, idet ubådscheferne i en 

første fase af øvelsen skulle fremlægge forslag til nyttiggørelse af ubådene 

under rekognosceringer omkring fjendens forbindelseslinjer i Nordsøen 

forud for et krigsudbrud og i starten af en krig. De polske ubåde skulle altså 

ifølge de her fremlagte forudsætninger være forlagt til Nordsøen inden starten 

af fjendtlighederne. Under øvelsen blev det foreslået at fremføre de fire 

ubåde til operationsområdet i Nordsøen i grupper med to i hver. Nået hertil 

blev det videre foreslået at indsætte ubådene efter „krydsermetoden“ og efter 

at have modtaget rekognosceringsoplysninger indsætte dem afhængigt af de 

vestlige konvojers sandsynlige kurser. Disse forslag til løsning af ubådenes 

operative opgaver blev ikke genstand for kommentarer og synes således at 

have været acceptable. Afslutningsvis behandledes muligheden af at basere 

ubåde på den norske kyst, efter at Danmark var erobret. I forbindelse med 

denne del af øvelsen – der vist som helhed ikke forløb helt tilfredsstillende – 

måtte øvelsesledelsen konstatere, at deltagerne udviste et utilstrækkeligt 

23 Sst. Bl. 93 (øvelsen „Val-77“ 27. juni-7. juli 1977). 

24 DVM 10/36851. BA-MA. 

25 Sprawozdanie o przebiegu i wynikach studiów operacyjnych w 1. Brygadzie Okr ˛etów Podwodnych w roku 1965 

[Rapport om forløbet og resultaterne af de operative studier i 1. Undervandsbådseskadre i året 

1965]. 3 pp. – Rapporten er stilet til flådechefen viceadmiral Zdzis¢aw Studziński og underskrevet af 

eskadrens chef kommandør Henryk Pietraszkiewicz. Archiwum Marynarki Wojennej. Korespondencja 

dot. Studiów TDW: 3351/70/65. 


kendskab til den pågældende regions militære geografi. Øvelsen omfattede 

også forcering af en ubådsbarriere mellem Orkneyøerne og Shetlandsøerne 

for at komme ud i Atlanten. 26 

I takt med at det vestlige forsvar af stræderne i 1970’erne blev mere effektivt, 

har man fra østside ikke kunnet basere ubådsoperationerne i Nordsøen 

alene på ubåde fra Østersøen og har uden tvivl i fredstid forberedt tilførsel af 

ubåde til området fra Nordflåden. I det foreliggende øvelsesmateriale er der 

meget få indikationer på Nordflådens optræden i Nordsøen, men den omtales 

kort i øvelsen „Val-81“ (17. marts-4. april 1981). 27 Fra vestlig side ventede 

man – som omtalt i kap. 51 – ligeledes, at et antal sovjetiske jagerbombere 

under krig ville passere Danmark på vej mod bombemål i Nordsøen. 

Der er i øvelsesmaterialet fra disse år ikke omtale af operationer mod 

svensk område eller mod svenske enheder. NATO udelukkede ikke, som vi 

har set i et tidligere afsnit, at Warszawapagten satte sig i besiddelse af den 

svenske Øresundskyst i forbindelse med et gennembrud af stræderne. Der findes 

dog ikke antydninger af dette i øvelsesmaterialet, og formentlig havde 

Warszawapagt-flåderne tilstrækkeligt med opgaver at udføre i Østersøen og 

strædeområdet og har været tilfredse med, at Sverige opretholdt sin neutrale 

status i tilfælde af krig. Under evalueringen af øvelsen „Val-74“ påpegede den 

østtyske flådechef, admiral Wilhelm Ehm, betydningen af at erobre Danmark 

hurtigt for at holde Sverige neutralt. 28 Ifølge oplysninger fra den svenske forsker 

Wilhelm Agrell forelå der hemmelige aftaler om, at det svenske flyvevåben 

i en krigssituation skulle bistå Danmark med forsvaret af Sjælland. 29 Det 

siger sig selv, at denne militære bistand, der må antages at være udsprunget 

af Sveriges hemmelige kontakter til USA – om hvilke der indtil videre vides 

meget lidt – i høj grad ville være betinget af situationens udvikling på Sjælland. 

Lidt overraskende kom Norge ind i billedet i anden halvdel af 1970’erne, 

idet der blev tilføjet landsætningsoperationer mod Sydnorge i umiddelbar 

forlængelse af erobringen af Danmark. Under øvelsen „Val-77“ beordredes 

denne videreførelse af operationerne – der i realiteten er den eneste udvidelse 

af operationsområdet igennem alle årene – iværksat fra D+13 eller 

26 Notatka s¢u^bowa [Tjenstligt notat]. Archiwum Marynarki Wojennej. Sprawozdania z wyszkolenia i 

omówienia z ćwiczeń 1966-67 [Rapporter om uddannelse og vurdering af øvelser]. – Notatet omhandler 

en øvelse på kort afholdt 1.-3. februar 1966 med temaet „Gennemtrængning af en forsvarslinje 

mod ubåde i Atlanterhavet og gennemførelse (sic!) og tilintetgørelse af fjendens kommunikationslinjer 

i Nordsøen“. Ifølge notatet, der er underskrevet af kommandør Stefan Tomiak, blev der 

under øvelsen vist „dårlig stabskultur“ i udfærdigelsen af dokumenterne. 

27 Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Volksmarine 1971-1987“, Bl. 

152. BA-MA. 

28 DVM 10/33860. Øvelsesgennemgang s. 64. BA-MA. 

29 Oplysning meddelt under konferencen NATO, the Warsaw Pact and the European non-aligned 1949- 

1975: Threat Assessments, Doctrines and War Plans. Longyearbyen (Spitzbergen), Norge 12.-14. juni 

2003. 


D+14. Otte amfibiefartøjer skulle dirigeres mod Norge. 30 Det er vanskeligt på 

det foreliggende grundlag at vurdere, hvilken vægt der skal lægges på denne 

udvidelse af operationsområdet, idet den nye landsætningsoperation dukker 

op på et tidspunkt, hvor man fra østside måske ikke har tillagt gennemførelsen 

af landsætningsoperationen mod Sjælland samme rolle som tidligere, 

jf. nedenfor. Måske skal indføjelsen af operationen mod Sydnorge i øvelsesmaterialet 

opfattes som en tilkendegivelse af, hvad man havde på ønskelisten 

og ville gennemføre, hvis en række brikker uventet faldt på plads. Det skal i 

den forbindelse bemærkes, at den polske flåde, som omtalt ovenfor, i 

1960’erne beskæftigede sig med muligheden af at basere ubåde på den norske 

kyst for derfra i en krig at kunne rette angreb mod de vestlige kommunikationslinjer. 

Operationen mod Sjælland 

Den polske generalstabs og flådestabs arbejde med planlægning af en landsætningsoperation 

mod Sjælland kan på nogle punkter følges gennem et til 

undersøgelsen indhentet materiale fra det polske flådearkiv. Materialet kaster 

især lys over de efterretningsmæssige opgaver, der skulle løses forud for 

operationerne, over styrkeopbygning især af landsætningsfartøjer, samt endelig 

over forsøg på en teoretisk afklaring af de mange problemer, som en landsætning 

på Sjælland og en forcering af stræderne indebar. 

Efterretningsoperationer mod Danmark 

Som det nærmere er beskrevet i det næste kapitel om de østlige efterretningstjenesters 

aktiviteter over for Danmark, voksede aktiviteterne betydeligt fra 

slutningen af 1950’erne. På dette sted skal der blot omtales de meget omfattende 

indhentningsaktioner, som den polske militære efterretningstjeneste 

gennemførte i de danske kystområder som led i den operative forberedelse af 

et angreb på Danmark. Det står i dag klart, at under disse aktioner, der strakte 

sig over årtier, blev alle sømilitært relevante områder løbende besøgt, undersøgt 

og gennemfotograferet. Som følge heraf findes i det polske flådearkiv i 

Gdynia et meget omfattende kort- og billedmaterialemateriale vedrørende 

danske (og sydsvenske) kystforhold ud over det materiale, der i øvrigt dækker 

de militære forhold i Danmark. 

De polske efterretningsoperationer mod Danmark var inddelt i kategorier 

og omfattede ud over besøg af efterretningsfolk på militært interessante lokaliteter 

indsats af særlige hydrografiske fartøjer f.eks. i farvandet ud for Stevns 

30 DVM 10/36851. BA-MA. 


– der også blev besøgt af østtyske hydrografiske fartøjer. En særlig kategori af 

operationer udførtes af polske militærfolk, der forklædt som lystsejlere under 

omfattende efterretningsoperationer sommer efter sommer besøgte kyststrækninger 

og havne i Danmark, og derudover også i Sverige, Forbundsrepublikken 

Tyskland, Holland og Belgien. Sejladserne i de danske farvande 

blev som tidligere nævnt foretaget i alle tilfælde fra anden halvdel af 

1950’erne – men meget muligt også tidligere – og blev gennemført til ind i 

1980’erne. 31 Polske skoleskibe besejlede også tidligt hjemmevant danske farvande 

og havne. Som en sidste efterretningsindhentningskanal kan nævnes 

polske officerers praktikophold på handelsskibe, der også var startet i 

1950’erne og igennem 1960’erne og 1970’erne havde et omfattende omfang. 

I perioden 1976-80 gennemførte mere end 130 officerer praktikophold af en 

måneds varighed i den polske handelsflåde. 32 

I det følgende vil der blive set på de polske „lystsejleres“ aktiviteter i danske 

farvande, der i alle tilfælde i 1960’erne var direkte relateret til den operative 

planlægning i den polske generalstab og affødte en korrespondance, der blev 

ført på højeste militære niveau. 

I et brev fra den polske flådestab til generalstaben i Warszawa fra august 

1964 omtales en „Rejseplan for flådefartøjer til udenlandske havne i 1964“. I 

den sammenhæng nævnes, at den polske flåde i indeværende måned gennemfører 

et togt med den „operativt-efterretningsmæssige jagt Kaper“ til danske 

havne. Målet for rejsen er at indhente oplysninger til brug for den operative 

forberedelse vedrørende de danske øer og stræder, især vedrørende 

Sjælland og Bornholm. 33 I et andet brev fra flådestaben til generalstaben fra 

1965 omtales ligeledes rejseplanen og specielt den sejlads, som jagten 

„Hetman“ foretog til Danmark i tidsrummet 4.-31. august 1965. 34 Rejseruten 

var: Møn, Falster, Storebælt, Fyn med besøg i Faaborg, Svendborg, Nyborg, 

31 En ret omfattende omtale af disse sejladser findes i Benjamin Weisers bog A Secret Life (2004) om 

Ryszard Kukliński. Kukliński udnyttede sin deltagelse i sejladserne i 1970’erne til at vedligeholde 

kontakten til CIA, hvis repræsentanter han blandt andre steder mødte i København. 

32 Ocena aktualnego stanu si¢ i ´srodków rozpoznania Marynarki Wojennej oraz przedsi ˛ewzi˛ecia zmierzaj˛ace do 

jego usprawniania w latach 1981-1985 [Vurdering af den aktuelle status for flådens efterretningsstyrker 

og -midler samt tiltag, der stiler mod at forbedre den i perioden 1981-1985]. Archiwum 

Marynarki Wojennej, 3892/90/3. – Dokumentet er en tale holdt af flådens stabschef på et møde med 

flådens ledende efterretningspersonel den 6. november 1980. 

33 Kontreadmiral Ludwik Janczyszyn til Brigadegeneral Marian Graniewski (Generalstaben) af 27. august 

1964. Archiwum Marynarki Wojennej. Korespondencja operacyjna ze Sztabem Generalnym 

[Operativ korrespondance med Generalstaben]. 3596/78/5 – I brevet gives besked om, hvorledes 

man skulle klare besøg af danske havnemyndigheder, politi og sejlklubber: „Den bedste og hurtigste 

måde at ordne alle formaliteter på, er en lille forfriskning. Hvis man ikke bruger denne skik, fører 

det negative konsekvenser med sig, så som begrænset opholdstid, begrænset bevægelsesfrihed i havn 

og endda forbud mod at gå i land“. 

34 Kontreadmiral Ludwik Janczyszyn til Generaloberst Jerzy Bordzilowski (Generalstaben) af 12. – 

månedsangivelsen kan ikke læses – 1965. Archiwum Marynarki Wojennej. Korespondencja operacyjna 

ze Sztabem Generalnym [Operativ korrespondance med Generalstaben]. 3596/78/5. 


Skitser over landsætningsforholdene ved Køge Bugt og på Falster, udarbejdet af polske efterretningsfolk. 

Der er bl.a. informationer om bundforhold og om strandens beskaffenhed. En oversættelse 

af skitsens oplysninger findes i bilagene, bind 4. (Den polske flådes arkiv). 


Odense, Aarhus. Tilbagerejsen foregik via Sundet med besøg i Holbæk, 

Helsingør, København, Rødvig, Fakse Ladeplads. 

Det nævnte brev fra 1965 rummer en udførlig omtale af de efterretningsopgaver, 

der ønskedes løst. „Kaperen“ havde således i 1964 taget billeder af Køge 

Bugt og indhentet værdifulde oplysninger af operativ taktisk betydning, som 

det hed. „Hetman“ skulle gennemføre et mere ambitiøst efterretningsprogram, 

idet den skulle: 

– undersøge muligheden af en sølandsætning i Fakse Bugt; 

– fastslå muligheden af at basere krigsskibe i havnene; 

– undersøge muligheden af at overføre tropper fra de fynske havne til Sjælland; 

– bestemme de navigationsmæssige/hydrografiske vilkår i de danske øers 

kystområder, især i Fakse Bugt. 

Det fremgår af brevet, at „Hetman“ i 1965 havde udført følgende opgaver: 

– Udført fotografiske optagelser af kysten på strækningen Fakse Ladeplads- 

Rødvig og fotopanorama fra havet af denne strækning samt undersøgt 

muligheden af en sølandsætning i dette område; 

– Udført optagelser af havnene i Rødvig og Fakse, fastslået dybden, kajens 

længde, havnens indretning og adgang fra havsiden, beskrevet veje og 

jernbaner i begge havnes bagland; 

– Fastslået muligheden af at basere og udruste i havnene i Faaborg, 

Svendborg, Nyborg, Odense og Holbæk; 

– Fastslået lokaliteten og udført fotografiske optagelser af torpedostationen 

i den vestlige del af Isefjorden samt af ikke nærmere indkredsede lokaliteter 

på Isefjordens østkyst; 

-– Udført optagelser af radarstationerne på Møn, Falster (ved Gedser) samt 

på den østlige tange ved indsejlingen til Isefjorden i området ved 

Spodsbjerg; 

– Fastslået eksistensen af en havn i Isefjorden i området ved Nebbe [?] i 

den vestlige del af Isefjorden og af en færgehavn i den østlige del, som 

ikke er synlige på kortene eller beskrevet i lodsbøgerne; 

– Udført fotopanorama af Møns og Falsters kyst fra Møns fyr til Gedser fyr. 

Det står klart, at formålet med disse års sejladser, der som nævnt blev kompletteret 

af undersøgelser på landjorden i de pågældende områder, var at levere 

oplysninger til brug for den polske generalstab ved detailplanlægningen af 

landsætningsoperationer mod Sjælland, men derudover også at bidrage til de 

egentlige sømilitære operationer ved at undersøge baseringsmuligheder i de 

enkelte havne etc. med henblik på konsolidering af erobringer og videreførelse 

af operationerne ud i Nordsøen. At dømme ud fra et spredt polsk efterretningsmateriale 

havde Bornholm ikke uventet høj prioritet. 


Efterretningssejladserne med lystjagter blev gennemført år efter år. Til rådighed 

for undersøgelsen har stået materiale frem til 1980. Fra dette år kendes 

en opgaveinstruktion for jagten „Mat“, der i juni-juli skulle besøge nordtyske 

havne fra Schleimünde til Lübeck, og for jagten „Bosman“, der i dagene 

10. august til 5. september skulle anløbe havnene Rønne, København, 

Stubbekøbing, Korsør, Schleswig, Kiel, Travemünde, Lübeck. Interessen synes 

i denne periode at knytte sig til den vestlige Østersø. I denne fase af den kolde 

krig – hvor samtlige mål i Slesvig-Holsten og ved de danske kyster må antages 

at have været besøgt mange gange – synes opgaverne dog i højere grad at have 

karakter af uddannelse af søofficerer end af at være primære efterretningsoperationer. 

35 

Der blev så vidt vides ikke fra danske myndigheders side lagt egentlige hindringer 

i vejen for de polske sejladser i danske farvande og besøg i danske 

havne. Ifølge polske kilder blev fartøjerne dog undertiden nøje overvåget, når 

de lå i havn. 36 Det kan måske i dag undre, at der ikke blev grebet yderligere 

ind fra dansk side, da det efterretningsmæssige og planlægningsmæssige formål 

med sejladserne uden tvivl stod klart for de danske myndigheder, og da 

sejladserne havde et stort omfang. Meget muligt har de danske efterretningstjenester 

uden at slække på overvågningen til en vis grad set gennem fingre 

med operationerne, der også blev udstrakt til Færøerne, for at undgå, at danske 

handelsskibe og fiskefartøjer blev chikaneret af polske myndigheder. Som 

det fremgår af polske kilder benyttede Forsvarets Efterretningstjeneste og tilsyneladende 

med udgangspunkt i Bornholms Marinedistrikt fiskefartøjer i sit 

indsamlingsarbejde i Østersøen – i alle tilfælde i året 1970. 37 

Militærteoretiske overvejelser omkring gennemførelsen af en 

landsætningsoperation 

Ser vi på de militærteoretiske betragtninger, der blev anstillet fra polsk og østtysk 

side omkring gennemførelsen af en landsætningsoperation i Danmark, 

35 Ifølge en polsk efterretningsoversigt fra 1980 (dokumentet „Ocena aktualnego stanu…“), jf. note 16, 

blev der i perioden 1976-1980 gennemført 10 efterretningssejladser med lystjagter. 

36 Det fremgår af en rapport „Dotyczy sytuacji wywiadowczej Danii [Vedrørende efterretningsituationen 

i Danmark] af 8. august 1971, der findes i Warszawa, Institut Pami˛eci Narodowej [Instituttet for 

den nationale erindring], 389/455, s. 56. Rapporten skildrer omstændighederne omkring den rejse 

til danske havne, som efterretningsjagten „Bosman“ havde foretaget i sommeren 1971. I havnene i 

København, Vejle, Fredericia, Kolding og Åbenrå forløb told- og politikontrol efter gældende regler. 

I Hundested blev der dagen efter den normale toldkontrol foretaget en ny kontrol af to personer, 

der var kørt hen til jagten og havde taget tolduniform på. De to danskere, der ifølge polakkerne ikke 

var særligt kyndige med hensyn til udfærdigelse af tolddokumenter, havde foretaget en ganske grundig 

undersøgelse af fartøjet og havde spurgt, om polakkerne kom fra militæret eller var civile. I Vejle 

blev fartøjet nøje overvåget, idet der holdt en bil i nærheden under hele besøget. I Fredericia havde 

en ekspedient i en boghandel afvist at sælge et detaljeret bykort med den begrundelse, at det ikke 

måtte sælges til udlændinge. 

37 Institut Pami˛eci Narodowej, 389/455, s. 133 rummer en efterretningsnotits dateret 14. oktober 

1970 om „o´srodek wywiadu na Bornholmie“ [Efterretningscenter på Bornholm]. Ifølge notitsen blev 


er det tydeligt, at overvejelserne fra starten i høj grad fokuserede på de vanskeligheder, 

der var forbundet med at få en sådan operation til at lykkes. 

Et polsk papir fra den tidlige planlægningsfase – fra maj 1963 – med titlen 

„Nogle problemer omkring organisering, planlægning af og gennemførelse 

af landsætningsoperationer“ behandler nogle af spørgsmålene omkring en 

landsætning i Danmark, der var forberedt ved et kernevåbenangreb. Papiret 

etablerede en klar sammenhæng mellem det heldige forløb af frontoperationen 

på landjorden og landsætningsoperationens succes. Landsætningsoperationen 

var mulig, hed det, hvis frontoperationen havde fremgang, hvis 

modparten brugte de fleste af sine fly på landfronten (her menes formentlig 

fronten i Tyskland), og hvis flådestyrkerne blev delvis berøvet deres baser, som 

blev indtaget af egne hærenheder (her tænkes formentlig på flådeinstallationerne 

i Slesvig-Holsten). Hvis man ikke kunne opnå en gunstig situation i 

landoperationen, og hvis man ikke fik en effektiv fjernelse af fjendens muligheder 

for at indsætte kernevåben (til lands, til søs eller i luften), ville landsætningsoperationen 

være dømt til fiasko og kunne resultere i meget mærkbare 

tab (s. 8). 

Efter at disse forbehold var taget, blev såvel samlingen af landsætningsstyrkerne 

som selve landsætningsoperationen beskrevet ret udførligt. Umiddelbart 

efter det indledende kernevåbenangreb skulle missilfartøjer og andre enheder 

yderligere svække eller tilintetgøre antiinvasionsforsvarets stillinger. 

Tilsvarende skulle jagerfly og jagerbombere 10-20 minutter efter kernevåbenangrebet 

angribe antiinvasionsforsvaret. Selve invasionen skulle gennemføres 

i angrebsbølger med ikke mere end én bataljon i hver bølge. Afstanden 

mellem angrebsbølgerne burde være 2-3 sømil. 15-30 minutter efter kernevåbenangrebet 

burde man foretage luftlandsætninger i baglandet for at lamme 

og tilintetgøre fjendens reserver og lette landsætningen af styrkerne. 38 

I et papir fra den polske flådestab fra 1964 „Nogle problemer ved at gennemføre 

maritime operationer i dag“ blev der arbejdet videre på den ovenfor 

centeret ledet af den danske kommandørkaptajn Jørgen Alfred Hviid. Det hedder videre, at Hviid i 

indhentningsarbejdet brugte danske fiskerkuttere, der udførte efterretningsarbejde i de områder, 

hvor de fiskede. Denne taktik var blevet ændret for ca. to måneder siden, idet centeret nu udpegede 

de områder af den polske kyst, hvor fiskeriet og efterretningsindhentningen skulle foregå. Det oplystes 

også, at der var gemmesteder i kutterne til særlige kort, og at de identificerede objekter først 

blev indtegnet på kortene, efter at man havde forladt polsk territorialfarvand. I en anden notits (Sst. 

s. 64) af 10. november 1970 bringes en „Charakterystyka Jørgena Alfreda Hviida“ [Karakteristik af 

Jørgen Alfred Hviid] med personlige oplysninger, karriereforløb, sprogkundskaber etc. Det oplystes, 

at han var chef for Marinedistrikt Bornholm og for kongeskibet „Dannebrog“ under dette års sommerkrydstogt. 

– Oplysningerne var korrekte. Kommandørkaptajn J.A. Hviid (f. 1916) var 1968-72 

chef for Bornholms Marinedistrikt. 

38 Niektóre problemy organizacji, planowania i prowadzenia morskich dzia¢ań desantowych [Nogle problemer 

omkring organisering, planlægning af og gennemførelse af landgangsoperationer], 32pp. Med 

mange rettelser. Archiwum Marynarki Wojennej. Referaty dotycz ˛ace spraw operacyjnych Marynarki 

Wojennej [Referater vedrørende Marinens operative sager], 3616/79/4. 


eskrevne problematik. 39 Papiret fremhævede både de planlægningsmæssige 

og udførelsesmæssige vanskeligheder, der knyttede sig til gennemførelse af 

landsætningsoperationer, der hævdedes at høre til de mest komplicerede 

operationer, der fandtes. Kompleksiteten blev begrundet med henvisning til 

koordineringsopgaven, men også med nødvendigheden af at komme fjendens 

styrker i området, ikke mindst hans kernevåbenstyrker, i forkøbet. 

Hovedopgaven bestod i at tilintetgøre antiinvasionsstyrkerne i området samt 

at svække de kernevåbenstyrker, der var egnet til indsættelse mod en landsætningsoperation. 

– Det skal bemærkes, at litaniet over landsætningsoperationernes 

vanskelige karakter blev et tilbagevendende fænomen under 

øvelserne i de kommende år. 

Svækkelsen af antiinvasionsstyrkerne blev primært set som en opgave for 

frontens kernevåbenstyrker i form af missilenheder og fly. Lammelsen af de 

af fjendens enheder, der udgjorde en trussel mod landsætningen, skulle 

starte allerede før indskibningen og bestod i angreb på fjendens raketstillinger, 

flyvepladser og flådebaser. Under overførelsen til landsætningsstedet 

skulle der også gennemføres angreb med kemiske våben og kernevåben på 

opdagede og sejlende objekter i hele antiinvasionsforsvarets dybde og i landsætningsområderne. 

Angreb på kernevåben i antiinvasionsforsvaret skulle 

gennemføres inden landsætning i form af kernevåbensprængninger i luften. 

Ifølge papiret skulle kemiske våben især bruges mod reserver. Selve landsætningen 

og forcering af forhindringer på stranden var også nøje beskrevet. 

Ifølge papiret ville kernevåben også være hovedmidlet til forhindring af en 

landsætning i Polen og ville blive leveret af en række våbenplatforme (herunder 

også af ubåde). Kemiske våben i form af ikke permanente giftmidler 

kunne bruges til at forurene udskibningsområdet ved en sådan operation. 

Det blev derimod anbefalet (s. 28) at bruge permanente giftmidler til forurening 

af fjendens indskibningsområde – dvs. i Danmark! Studien indeholdt 

desuden overvejelser over transporten af styrker til operationsområdet. 

Problemet var her, at man ikke havde landsætningsfartøjer nok til at overføre 

den styrke, der skønnede nødvendig til besættelse af Sjælland og derfor var 

nødt til at bruge handelsfartøjer, hvilket skabte en særlig problematik. 

Dette problem havde plaget den polske flådeledelse, formentlig lige siden 

den i 1961 fik den store opgave at varetage gennemførelsen af landsætningsoperationen 

i Danmark. Den polske flådeledelse havde på opfordring 

behandlet spørgsmålet om de materielmæssige ressourcer til at gennemføre 

landsætningsoperationen i et brev til generalstabschef og viceforsvarsminister 

39 Niektóre problemy prowadzenia wspó¢czesnych morskich operacji [Nogle problemer ved at gennemføre 

maritime operationer i dag], 34pp. Med enkelte tilskrivninger. Archiwum Marynarki Wojennej. 

Referaty dotycz˛ace spraw operacyjnych Marynarki Wojennej, 3616/79/5. 


Jerzy Bordzilowski af 23. oktober 1962. 40 Det hed her, at anvendelse af handels- 

og fiskefartøjer til landsætningsoperationer endnu ikke var gennemprøvet. 

Der blev lavet forsøg med lastning af fiskefartøjer, men ikke med landsætning 

fra handels- eller fiskefartøjer. Derefter blev der givet en oversigt over 

den samlede polske bestand af fiskefartøjer (281) og anvendelige handelsskibe 

(i alt 40 fordelt på fire forskellige typer). Ifølge flådestaben kunne der 

højst mobiliseres 7 skibe af typen „B-54“(der hver kunne transportere to motoriserede 

infanteribataljoner eller en kampvognsbataljon og en motoriseret 

infanteribataljon), højst 7 skibe af typerne „Mickiewicz“, „B-55“ og „B-59“ (der 

hver kunne transportere en motoriseret infanteribataljon og en artilleriafdeling), 

samt 30 reservetransportskibe. Den endelige konklusion var, at der 

kunne afses omkring 15 handelsskibe til landsætningsoperationer, og at der i 

alt på handels- og fiskerifartøjer kunne transporteres en motoriseret division. 

Meget mere betænkeligt var det formentligt, at indskibningen af en division 

vurderedes at ville tage fire dage, og udskibning i en erobret dansk havn tre 

dage. Skulle styrkerne udskibes fra en åben red, kunne det tage fem til seks 

dage. Der er ikke i dette brev kommentarer til den lange udskibningsperiode, 

men det siger sig selv, at den under de fleste krigsforhold ville være uacceptabel. 

En østtysk undersøgelse forfattet af Korvettenkapitän F. Wehofsky om sølandsætning 

på en ikke indrettet kyst fra 1966 behandlede de østtyske overvejelser 

om en amfibieoperation mod en dansk kyst. DDR havde som omtalt 

fået opgaven i tilfælde af krig at foretage en landsætning på Falsters kyst. I artiklen 

blev det fastslået, at kysterne på de danske øer i reglen var flade og 

frembød gode landsætningsmuligheder, men at det ubetinget var nødvendigt 

at tage hensyn til variationer med hensyn til vejr-, strøm- og dybdeforhold 

etc. 41 I det koncise, ret matematisk prægede studie blev der advaret mod at 

bruge handelsskibe under operationen, idet de på grund af deres ubevægelighed 

ville tiltrække ild. „Faren for en fuldstændig tilintetgørelse af disse enheder 

er altså meget stor (øvelser viser, at vejret ofte gør en udladning så godt 

som umulig)“, hedder det (s. 19). Studien kom ind på forberedelse af alle faser 

af en landsætningsoperation, herunder også brug af kernevåben fra begge 

sider. Som i det ovenfor nævnte polske papir – og uden tvivl afspejlende sovjetiske 

instruktioner for taktisk landsætning – forudsås indsættelse af kernevåben 

en halv time før landgangen, hvis brug af kernevåben kom på tale, efterfulgt 

et kvarter efter af angreb af jagerbombere mod fjendens ildstillinger. 

Muligheden af kernevåbenangreb mod landsætningsflåden er omtalt i artiklen, 

men spiller en relativt begrænset rolle, muligvis fordi det blev forud- 

40 Flådechef viceadmiral Zdzis¢aw Studziński til generalstabschef Generaloberst Jerzy Bordzilowski af 

10. – månedsnavnet kan ikke læses – 1962. Klassifikation: “Yderst hemmeligt“. Archiwum Marynarki 

Wojennej. Referaty dotycz˛ace spraw operacyjnych Marynarki Wojennej, 3596/78/5. 

41 F. Wehofsky, Zur Landung von Seelandungstruppen an einer nicht eingerichteten Küste, 

Militärwesen, 1966, hæfte 10, s. 13-22. 


sat, at denne trussel i hovedsagen var elimineret, inden operationen blev 

iværksat. Hvis der imidlertid eksisterede en trussel om et kernevåbenangreb 

mod landsætningsflåden, skulle den sejle i spredt formation, og der skulle 

træffes forholdsregler vedrørende passage af – eller undvigelse af – områder, 

der var inficeret med radioaktive kampstoffer. Dette tema blev ret indgående 

behandlet. 

Afslutningsvis påpegede den østtyske søofficer, at man i de hidtidige øvelser 

var gået for teoretisk til værk og ikke havde skænket den konkrete situation i 

landsætningsområdet tilstrækkelig opmærksomhed. Der herskede endnu 

„uklare forestillinger“ om modpartens spærringer mod landsætninger, hed 

det. Der var heller ikke hidtil afprøvet midler og metoder til at overvinde sådanne 

spærringer, ligesom det blev fremhævet, at rekognoscering af et sådant 

spærringssystem krævede et langt og vanskeligt arbejde. 

Sjællandsoperationen i øvelsesbilledet 

Operationen mod Sjælland blev fra 1961 planlagt som landsætning af tropper 

på Sjællands kyst med henblik på etablering af et eller flere brohoveder. 

Brohovedet eller brohovederne skulle konsolideres og udvides gennem hurtige 

tilførsler af nye tropper. Samtidig med landsætningen ville der blive nedkastet 

luftbårne tropper forskellige steder på Sjælland, bl.a. ved Ringsted, 

med henblik på at vanskeliggøre den danske mobilisering og opbygning af 

antiinvasionsforsvaret og i øvrigt for at skabe forvirring. Der forudsattes også 

omfattende flyoperationer med henblik på at tilintetgøre en række vigtige 

militære mål – eventuelt med kernevåben – samt for at sikre gennemførelsen 

af landsætningsoperationen bedst muligt. I en mindre landsætningsoperation 

på Falster skulle østtyske styrker gå i land på Marienlyst strand, sikre sig 

Gedser havn og hurtigt støde frem mod Nykøbing Falster. Bornholm ville 

blive erobret af polske tropper allerede på krigens anden dag. 

Øvelserne foregik – som ikke sjældent i Warszawapagt-øvelser – i et vist omfang 

under indsættelse af planlagt men endnu ikke disponibel kapabilitet. 

Det gjaldt i begyndelsen af 1960’erne i spørgsmålet om landsætningsfartøjer, 

men senere tilsyneladende også med hensyn til det store antal sovjetiske 

transportfly, der skulle transportere faldskærmstropper til Danmark i givet 

fald. Hertil krævedes et betydeligt antal fly. Det var i alle tilfælde for polske officerer 

efter den kolde krig et spørgsmål, om Sovjetunionen havde disponeret 

over et tilstrækkeligt antal transportfly til at løse denne transportopgave. 42 

Det skal bemærkes, at de store Warszawapagt-flådeøvelser blev indstillet i 

årene 1964 og 1965 (med undtagelse af en lille stabsøvelse fra 23. marts til 26. 

42 Jf. Vojtech Mastny, Warsaw Pact Generals in Polish Uniforms: Oral History Interviews, på PHP website. 


marts 1964). Dette kan hænge sammen med indre udviklinger i 

Sovjetunionen (Khrusjtjovs fald), men kan også være betinget af overvejelser 

omkring udformningen af en ny militær strategi med ændret brug af kernevåben. 

Derimod blev der i de enkelte østlande gennemført nationale øvelser, 

og østtyskerne gennemførte en amfibieoperation for egne styrker, først som 

en præliminær stabsøvelse i august 1964 og siden i en flådeøvelse, hvor der 

blev foretaget en landsætning på øen Usedom. I begge tilfælde blev det supponeret, 

at landsætningen foregik på Falster. 43 

Først i sommeren 1966 blev de større Warszawapagt-øvelser genoptaget 

med øvelserne „Brise (27. juni-2. juli 1966) og „Bajkal“ (21.-27. juli), i hvilken 

sidste der også indgik en egentlig landsætningsoperation. Disse øvelser fokuserede 

i høj grad på de taktiske problemer, der var forbundet med en landsætning 

på Sjælland, i form af bl.a. indsættelse af fly og kernevåben, rydning 

af miner og antiinvasionsspærringer, forsvar af landsætningsområdet etc. 

„Bajkal“ faldt ikke heldigt ud, og øvelsens næstkommanderende (den blev ledet 

af marskal Gretjko), den sovjetiske flådechef admiral Gorsjkov, var stærkt 

kritisk over for den taktiske gennemførelse af landsætningsoperationen og 

specielt over, at operationen tog for lang tid. Landsætningen burde kunne 

gennemføres på 1 time og 20 minutter, medens den polske flådechef internt 

udtrykte utilfredshed med den pause, der havde været i øvelserne, (og uden 

tvivl skyldtes omstændigheder i Sovjetunionen). 44 Fra sommeren 1966 og 

frem til 1980 medtoges landsætning under stabsøvelserne i Warszawapagtramme, 

en sidste stabsøvelse med indøvelse af taktisk landsætning blev som 

nævnt ovenfor gennemført i juni 1986 under ledelse af en polsk admiral. På 

dette tidspunkt indtog en operation mod Sjælland og andre danske øer (på 

nær Bornholm)formentlig en beskeden rolle i planlægningen. Allerede i 

1970’erne stod det klart for officererne i de overordnede Warszawapagt-stabe, 

at landsætningsoperationen skulle gennemføres under stadig vanskeligere 

forhold og indeholdt flere og flere risici bl.a. på grund af øget dansk og vesttysk 

kapabilitet på mineområdet samt den vesttyske stationering af jagerbombere 

i Schleswig-Holstein med opgaver over hele den vestlige Østersø. 

Ud over Warszawapagt-øvelserne gennemførte Sovjetunionen, Polen og 

Østtyskland deres egne nationale landsætningsøvelser, der i alle tilfælde for 

Sovjetunionens og Polens vedkommende var talrige. Tallet for de sovjetiske 

øvelser kendes ikke, men de polske øvelser havde et meget betydeligt omfang. 

Alene i årene 1962-1965 gennemførte den polske flåde 170 landsætningsøvelser, 

hvoraf de 60 omfattede udsejling på havet, 95 antiinvasionsøvelser, 

hvoraf de 38 omfattede udsejling på havet, samt 12 øvelser i forsvar af egne 


1970, Bl. 111-16 (øvelsen i marts 1964, der var sovjetisk ledet, havde som mål havde tilintetgørelse af 

fjendtlige ubåde og overfladeskibe i Østersøen og stræderne i begyndelsen af en krig; Bl. 117-22 

(øvelsen 25.-26. august 1964); Bl. 123-28 (øvelsen „Woge“ 7.-12. sept. 1964). BA-MA. 

44 DVM 10/19682 (øvelsen „Brise“) og DVM/10/684 (øvelsen „Bajkal“). BA-MA. 


sejlruter og fire i operationer på fjendens sejlruter. 45 Der kan ikke herske tvivl 

om, at polske styrker i disse år opøvede en betydelig kunnen inden for området 

„taktisk landsætning“, og at der blev brugt betydelige ressourcer på at uddanne 

eliteenhederne. DIIS har i forbindelse med undersøgelsen i marinearkivet 

i Gdynia gennemgået et større materiale, der omhandlede de polske 

landsætningsstyrkers forcering af antiinvasionsforhindringer svarende til 

dem, de polske styrker ventede at møde på danske kyster. 

Amfibiekapacitet 

Polen skulle starte fra bunden, da landet gik i gang med at opbygge amfibieenheder, 

men synes at have givet opbygningen af en amfibiekapacitet en betydelig 

prioritet. 

Fra starten af opbygningsperioden er der i forbindelse med denne undersøgelse 

blevet fremdraget en oversigt, der giver et indtryk af den påbegyndte 

kapacitetsopbygning. Der er tale om den ovenfor omtalte oversigt, som flådechef 

Zdzis¢aw Studziński i 1962 sendte til generalstabschef Jerzy Bordzilowski. 

Flåden oplyste her, at den 1. januar 1963 ville kunne landsætte to kompagnier 

infanteri (250 mand) og en kampvognsdeling (seks kampvogne), idet det 

samtidig blev bemærket, at de til rådighed stående landsætningsfartøjer kun 

kunne betragtes som skoleskibe. Den 1. januar 1964 ville man kunne landsætte 

en fodfolksbataljon (500 mand) og to kampvognsdelinger (12 kampvogne 

af mellemstørrelse); af fartøjer ville man da råde over to Odd (770D) 

og 12 Kd (709). Den 1. januar 1965 ville man kunne landsætte to bataljoner 

infanteri (ca.1000 mand) og to kampvognskompagnier (30 kampvogne); af 

fartøjer ville man råde over 6 Odd (770D) og 18 Kd (709). Endelig ville man 

den 1. januar 1966 kunne landsætte tre bataljoner fodfolk (1500 mand) og en 

kampvognsbataljon (50 kampvogne); af fartøjer ville der nu være 10 Odd 

(770D) og 18 Kd (709). 

Dokumentet giver oplysninger om tempoet på opbygningen af den styrke 

af fartøjer og specialuddannede landsætningstropper, Polen havde aftalt med 

Sovjetunionen at opstille. Det er klart, at der her er tale om de specialstyrker, 

der skulle foretage den egentlige landsætning og etablere et brohoved i 

Danmark. Samtidig demonstrerer det som omtalt ovenfor, at man for at gennemføre 

en større landsætning i Danmark var afhængig af andre transportmidler 

end de nævnte 28 landsætningsfartøjer. Det var nødvendigt at indsætte 

et antal civile fartøjer, der skabte en særlig problematik på grund af fartøjernes 

sårbarhed og forsinkende effekt. 

45 Jf. Bogdan Zalewski, Polska morska my´sl wojskowa 1918-1989 [Den polske sømilitære tænkning 1918- 

1989], Zeszyty Naukowe [Videnskabelige hæfter – en skriftrække udgivet af Det polske flådeakademi], 

årg. XLI, nr. 141A, Gdynia 2000, s. 411. Her nærmere angivelse af, hvilke akter der citeres fra. 


Hvad angår de indsatte styrker, synes det at stå klart, at Polen skulle stille 

med tre divisioner, af hvilke de to særligt uddannede divisioner, nemlig den 

luftbårne division og marineinfanteridivisionen, kun var divisioner af navn, 

idet de sammenlagt ikke nåede op på en fuld divisions størrelse (der var på 

10.-11.000 mand). Den tredje deltagende polske enhed var en almindelig motoriseret 

infanteridivision og således ikke en eliteenhed. 

Specifikke tal for de styrker, der skulle indsættes i 1970’erne, findes i det 

tidligere omtalte styrkesammenligningspapir fra 1972, der indgår som bilag 

til „Plan for deployering af Nordfrontens styrker“. I bilaget angives, hvor 

store styrker polakkerne planlagde at føre til Danmark i en landsætningsoperation, 

nemlig 18.412 mand, der svarede til tre divisioner. Det oplyses samme 

sted, at landgangsstyrken vil stå over for en dansk division, der blev angivet til 

18.000 mand. Styrkeforholdet på mandskabssiden vurderedes altså til 1:1, derimod 

stod Polen ifølge bilaget bedre på kampvognsområdet, idet de polske 

styrker ville kunne mønstre 252 kampvogne mod 94 danske, hvilket ifølge det 

polske dokument gav et styrkeforhold til Polens fordel på 2,7:1. 46 Styrkesammenligningen 

på kampvognsområdet må dog betegnes som misvisende, 

idet mange af de polske kampvogne var lette amfibiekampvogne, der ikke 

kunne matche danske Centurion-kampvogne. Det skal også bemærkes, at de 

til rådighed stående polske og sovjetiske landsætningsfartøjer kun havde kapacitet 

til at transportere de egentlige specialstyrker i form af marineinfanteri 

til Sjælland. Til forstærkning af styrkerne i det oprettede brohoved måtte 

transporteres forstærkninger på handelsskibe eller på de landsætningsfartøjer, 

der var i stand til foretage en ny sejlads. Dette udgjorde en yderligere 

usikkerhedsfaktor. 

Ud over de polske styrker ville efter alt at dømme et sovjetisk marineinfanteriregiment 

transporteret på sovjetiske landsætningsfartøjer fra Østersøflåden 

deltage i landsætningen på Sjælland. 47 Den sovjetiske enhed ville 

umiddelbart før starten på landsætningoperationen blive operativt underlagt 

chefen for den polske flåde. 

DDR indgik også i de sovjetiske planer om landsætningsoperationer mod 

Danmark. I papirerne fra flådestabsøvelsen i oktober 1961 – ved hvilken lejlighed 

som nævnt den østtyske Volksmarine for første gang blev underlagt 

den sovjetiske Østersøflåde – omtaltes 6 store og 12 små landsætningsfartøjer, 

der var forudset for Volksmarine. Beslutning om opbygning af denne kapacitet 

var tilsyneladende taget på dette tidspunkt. Det fremgår, at denne kapacitet 

var tilstrækkelig til overførsel af en bataljon. Da der kunne være behov for 

overførsel af et regiment, måtte der også gribes til brug af civile skibe. 48 

46 Bilag 3. Stosunek Si¢ [Styrkeforhold], jf. note 2. 

47 Jf. f. eks. Forschungsstudie zum Thema „Kommandostabs- und Truppenübungen der Seestreitkräfte/Volksmarine 

1956-1970“ (Stabsøvelsen „Rügen“ 15.-22.april 1968), Bl. 169. BA-MA. 

48 DVM 10/14974. BA-MA. 


Styrken blev operativt underlagt chefen for den polske flåde. I slutningen af 

1960’erne øvede man, at landsætningsstyrken skulle formeres i „rum Rügen“ 

D+2 og overføres om natten med landsætning på Falsters østkyst om morgen 

(øvelsen „Taifun“ 15.-25. august 1967). 49 

Gennemførelse af landsætningsoperationen 

Selve planlægningen af landsætningsoperationen mod Danmark lå hos den 

polske flåde, der leverede staben for operationen. Formentlig for at afhjælpe 

nogle af de føringsproblemer, der havde vist sig, fokuserede man i øvelsesåret 

1968 under flere øvelser på at øve de praktiske færdigheder hos den polske 

flådestab med henblik på at planlægge og gennemføre de forskellige faser af 

landsætningsoperationer. 50 

Da landsætningsøvelser kombineret med Nordfront-operationen startede i 

1961 (øvelse 30. sept.-10. okt. 1961), var det planen, at landsætningen på de 

danske øer skulle finde sted tidligt i krigen, på krigens tredje dag (D+2) tidligt 

om morgenen. Det var en optimistisk tidsramme, der forudsatte, at så vigtige 

elementer af antiinvasionsforsvaret som fly og flådeaktiviteter herunder 

minelægningen kunne neutraliseres på krigens første to dage, men indebar 

den fordel, at landsætningen måske kunne finde sted, inden de danske landmilitære 

styrker var blevet mobiliseret og kommet på plads i invasionsområdet. 

Fra 1968 (som illustreret i stabsøvelsen „Rügen“ 15.-22. april 196851 ) ses 

landsætningen på Sjællands kyst at være udskudt fra D+2 til D+4. I 1970’erne 

og 1980’erne mødes tidspunktet D+5 som tidspunktet for landsætningen. 

Ændringen indebar, at man regnede med at skulle anvende fem dage til at 

erobre såvel søherredømmet som luftherredømmet over indsejlingen til de 

danske stræder samt over den vestlige Østersø som en uomgængelig forudsætning 

for at starte den risikable operation. Ændringen indebar den væsentlige 

ulempe for den angribende part, at det danske antiinvasionsforsvar på land 

måtte betragtes som værende på plads. Samtidig måtte det antages at være afklaret, 

om krigsførelsen havde bevæget sig ind i den nukleare fase, hvilket 

helt ville bestemme udførelsen af landsætningen. 

Selve sammendragningen af landsætningsstyrkerne og indskibningen 

skulle ifølge materialet fra 1972 finde sted i Stralsund-Rostock-området og 

tropperne disloceres i området Rostock-Damgarten-Richtenberg, medens 

luftlandetropperne skulle sammentrækkes til Leszno-området (mellem 

49 Forschungsstudie zum Thema “Kommandostabs- und Truppenübungen der Seestreitkräfte/Volksmarine 1956- 

1970“, Bl. 159. BA-MA. 

50 DVM 10/19707 (Øvelsen „Koralle-68“ fra 19.-24. august 1968 der blev ledet af den polske flådechef 

viceadmiral Studziński). BA-MA. 


1970“, Bl. 167. BA-MA. 


Poznań og Wroc¢aw) og på sovjetiske transportfly flyves fra tre flyvepladser 

der (Gostyń, Wolsztyn og Wschowa). 52 

Hvad angår valget af landsætningssteder på den sjællandske kyst, optræder 

der i Warszawapagt-landenes øvelsesmateriale kun to steder, nemlig Køge 

Bugt og Fakse Bugt. Disse lokaliteter blev, som vi har set i det foregående, 

grundigt undersøgt af den polske militære efterretningstjeneste i 1964 og 

1965 og uden tvivl også senere. Andre ikke forberedte landsætningslokaliteter 

på Sjælland synes ikke at have været taget i betragtning. Derimod var man 

uden tvivl interesseret i at kunne udnytte tilgængelige havne, idet flådefartøjer 

og handelsskibe var henvist til at skulle anløbe havne i forbindelse med 

udlosning af tropper og krigsmateriel. Som tidligere nævnt skulle man på 

efterretningstogterne i 1965 også undersøge muligheden af at overføre tropper 

fra fynske havne til Sjælland. Man har åbenbart ikke villet udelukke muligheden 

af eventuelt at kunne erobre Sjælland eller afslutte kampene på 

Sjælland gennem troppeoverførsler fra Fyn. 

Køge Bugt synes mindre fremtrædende i øvelsesbilledet fra 1960’ernes slutning, 

der i højere grad koncentrerede sig om en samlet landsætningsoperation 

mod Fakse Bugt. Hvad der lå bag ændringen, står ikke helt klart, men 

styrkemæssige overvejelser kan have spillet ind. Den styrke, der kunne indsættes 

i første omgang til etablering af et brohoved på Sjælland, var ikke overvældende 

stor, og hvis den blev delt, kunne den måske ikke holde stand mod de 

danske styrker. Men som det fremgår af den senere chef for Østersøflåden admiral 

I.M. Kapitanets erindringer, havde man i Sovjetunionen på ingen måde 

glemt Køge Bugt. Da Kapitanets som næstkommanderende ved Østersøflåden 

under et flådebesøg kom til København i september 1978 fik han som opfyldelse 

af sit højeste ønske sovjetambassaden til at transportere sig til Køge og 

Fakse Bugter for at se landsætningsstederne ved selvsyn. Admiralen fandt 

dog, at ingen af lokaliteterne var særligt velegnet til landsætning på grund af 

sten, den lette adkomst for forsvarsstyrker og på grund af kystforsvaret i form 

af forter og kystbatterier. Disse forhold og minetruslen krævede et omhyggeligt 

studium og analyse, skriver han. 53 

Jokeren i spillet var indsættelse af masseødelæggelsesvåben under landsætningsoperationen 

– og muligvis fra begge sider. De østlige teoretiske overvejelser 

om dette punkt er blevet behandlet ovenfor, og der er ingen tvivl om, 

at man var yderst bevidst om de katastrofale effekter, en vestlig indsættelse af 

kernevåben mod en landsætningsoperation kunne have. Konsekvensen af 

overvejelserne var uden tvivl en forudsætning om, at landsætningsoperationen 

først ville blive iværksat, efter at truslen fra vestlige kernevåben var elimineret. 

Den i øvelsesmaterialet mærkbare udskydelse af landsætningsoperatio- 

52 Plan przegrupowania wojsk Frontu Pó¢nocnego [Plan for deployering af Nordfrontens styrker], s. 3-4. 

Archiwum Wojsk Lotniczych i Obrony Powietrznej, 6155/76/11, jf. ovenfor note 2. 

53 I. M. Kapitanets, Na slusbje Okeanskomu Flotu 1946-1992. Sapiski komandusjtjego dvumja flotami [På tjeneste 

for Oceanflåden. Optegnelser af chefen for to flåder], Moskva 2000, s. 452f. 


nen til D+4 eller D+5 skal vel ses også i dette lys. Men hvornår kunne den vestlige 

kernevåbentrussel siges totalt at være elimineret? Øst udelukkede som 

nævnt i 1970’erne tilsyneladende ikke, at Danmark kunne udlægge atomare 

miner i invasionsområdet. Fjernelsen af antiinvasionsminerne ville kræve søog 

luftherredømme i området. Her skulle uden tvivl træffes nogle afgørende 

valg i et måske uoverskueligt krigsbillede. Vi skal i det følgende omtale den 

indsættelse af kernevåben i forbindelse med landsætningsoperationen, vi møder 

i øvelsesmaterialet. Kvantiteten varierer en smule over tid. 

I de tre østflåders fælles øvelse „Brise“ (27. juni til 2. juli 1966) øvedes 

„Organisering og ledelse af landsætningsoperationer under vilkår af trussel 

om indsættelse af masseødelæggelsesvåben ved en krigs begyndelse“ – en titel 

der demonstrerede det ændrede syn på kernevåbenstrategi efter Khrusjtjovs 

afgang. Forudsætningen var, at „vest“ begyndte krigen uden brug af masseødelæggelsesvåben. 

I denne øvelse fik landsætningsstyrken som nævnt tildelt 

10 kernevåben til brug mod landsætningsområdet. De skulle leveres af frontens 

rakettropper og flystyrker og indsættes, hvis fjenden gik over til at bruge 

kernevåben. I den af marskal Gretjko ledede landsætningsøvelse „Bajkal“ 

(21.-27. juli 1966) tildeltes landsætningsstyrkerne imidlertid kun seks kernevåben 

til at holde fjenden nede i landsætningsområdet. 54 

Dette ændrede sig imidlertid i 1970’erne. I en polsk oversigt over tildeling 

af masseødelæggelsesvåben (fra det nævnte bilag til „Plan for deployering af 

Nordfrontens styrker“) er der til landsætningsoperationen tildelt denne hele 

17 kernevåbenladninger (12 missiler og 5 bomber) ud over de 41 missiler, der 

i øvrigt var tildelt den polske armé, der skulle gå op i Jylland. De 12 missiler 

bestod af fem på 3 Kt, fire på 10 Kt, en på 20 Kt og to på 40 Kt. Bomberne udgjordes 

af tre på hver 30 Kt og to på 50 Kt. 55 Det var mange og store kernevåben 

at indsætte mod det begrænsede stevnske kystområde, der, hvis våbnene 

blev indsat, ville være endt som et nukleart inferno. 

De mange usikkerhedsfaktorer og risici, der eksisterede omkring iværksættelsen 

af en landsætningsoperation var – som vi har set i analyserne i det militærteoretiske 

afsnit – velkendte i de østlige stabe. Denne operation kunne 

kun falde på plads, hvis en række forhold og omstændigheder var optimale. 

Man kunne komme til at befinde sig i en situation, hvor det ganske enkelt var 

for risikabelt at gennemføre den, og hvor tropper og materiel i stedet for at 

blive ofret kunne gøre nytte andre steder. Såvel udsættelse som ændring af 

operationen var tænkelig. Man kunne forestille sig landgangen flyttet til 

Lolland-Falster-Møn-området – hvor østtyskerne i forvejen skulle foretage en 

landgang. 


1970“, Bl. 137 (øvelsen „Brise“), BA-MA; DVM 10/19684 (øvelsen „Bajkal“). BA-MA. 


bomber], jf. ovenfor note 2. 


I et polsk værk om polsk flådestrategi hedder det, at „i midten af 70’erne 

viste det sig, at flådestyrkernes opgaver stadig voksede, men mulighederne for 

at gennemføre dem blev stadig mindre, især hvad angik deres deltagelse i en 

landsætningsoperation med den forenede Østersøflåde. Tanken om at gennemføre 

en sådan operation på Østersøen med styrker fra Warszawapagtens 

Forenede Østersøflåde gled i baggrunden på grund af voksende minefare fra 

1971 og frem“. 56 Ifølge et interview med den østtyske admiral Theodor 

Hoffmann blev landsætningsoperationen opgivet i 1980 – vel at mærke den 

østtyske landsætningsoperation (se vedrørende dette punkt kap. 80) – idet 

østtyskerne havde draget den slutning, at en sådan operation ikke kunne gennemføres. 

57 Dette sandsynliggøres af, at østtyskerne i 1980’erne opgav at 

træne marineinfanteri. Såvel Sovjetunionen som Polen opretholdt dog deres 

amfibiekapacitet, og landsætning i Danmark optræder som ovenfor omtalt 

også i øvelsesmaterialet efter 1980, men dog i stærkt reduceret omfang i forhold 

til tidligere. 

Kunne øst bryde gennem de danske stræder med overfladefartøjer og foretage 

et gennembrud til Nordsøen via Kattegat og Skagerrak, hvis det ikke 

kunne foretage en landsætning i Fakse Bugt? Ifølge den i begyndelsen af 

1960’erne udviklede militære teori skulle det ikke kunne lade sig gøre. Et forsøg 

ville dog sandsynligvis blive gjort, hvis en gunstig situation bød sig. 

Styrkelsen af det danske mineforsvar måtte dog af sig selv rette opmærksomheden 

mod Kielerkanalen som det sted, hvor der var størst chance for at foretage 

et gennembrud til Nordsøen. Rydning af Kielerkanalen blev da også øvet 

så sent som i 1982 (øvelsen „Herbstwind-82“). 

Operationen mod Jylland 

I næsten alle Warszawapagt-øvelser i 1960’erne og frem til 1970’ernes slutning 

var det forudsætningen, at Jylland skulle erobres af en polsk armé, der rykkede 

ind i Slesvig-Holsten fra Schwerin-området i DDR, passerede Kielerkanalen 

og gik videre op i Jylland. 58 I modsætning til, hvad de vestlige efter- 

56 Bogdan Zalewski, Polska morska my´sl wojskowa 1918-1989 [Den polske sømilitære tænkning 1918- 

1989], Zeszyty Naukowe, årg. XLI, nr. 141A, Gdynia, 2000, s. 401. 

57 PHP-interviews med østtyske admiraler og generaler ved Klaus Böhme (upubliceret materiale). 

Interviewet med admiral Theodor Hoffmann blev foretaget 24. oktober 2002 i Berlin. 

58 En undtagelse er den nationale polske stabsøvelse „Kraj-73“ fra 1973, hvor de polske armeer 

skulle gå mod Nederlandene, medens Jylland ifølge øvelsens kortmateriale besættes af „forbundsfæller“. 

Archiwum Akt Nowych, XXX. Ministerstwo Obrony Narodowej. Inspektorat Obrony 

Terytorialnej [Forsvarsministeriet]. Territorialforsvarsinspektoratet]: Âwiczenie „KRAJ-73“ [Øvelsen 

„Kraj-73“]. – Øvelsesmaterialet er udgivet i en række hæfter. Hæftet, der beskriver den politisk-strategiske 

baggrund for krigsudbruddet, er klassificeret „Yderst hemmeligt“; øvrige hæfter er klassificeret 

„Hemmeligt“. Materialet har ifølge påtegning været tilstillet „Kammerat Edward Gierek“, dvs. 

statslederen. 


etningstjenester formodede, optrådte sovjetiske divisioner således ikke i den 

oprindelige angrebsopstilling mod Danmark, hvilket også ville have betydet, 

at de skulle have været underlagt en polsk frontchef. 

Den polske deployering af styrker fra Pommern til Mecklenburg er gengivet 

på kortmaterialet fra de forskellige stabsøvelser, men derudover findes 

ikke mange detaljer om denne ganske omfattende flytning af styrker, der tilsyneladende 

betragtedes som en relativt uproblematisk styrkeforskydning, 

uagtet den fandt sted under krig. Hovedopgaven var for den polske generalstab 

at flytte 16 divisioner ad de i forvejen udvalgte og forberedte veje frem til 

de valgte udgangspositioner ved zonegrænsen i Tyskland. 

Et sårbart punkt under denne operation udgjorde transportkorridorerne 

frem til zonegrænsen i vest i form af hovedveje/jernbanelinjer og ikke mindst 

broerne over floden Oder (polsk Odra), der måtte betragtes som et naturligt 

angrebsmål i krig. For at forhindre, at større polske styrker blev fanget på 

Oders østbred efter vestlige angreb på broerne, udsendte den polske forsvarskomité 

under øvelsen „Mazowsze“ i april 1963 et direktiv om, at en betydelig 

del af styrkerne skulle overflyttes til Oders vestbred inden udbruddet af 

fjendtlighederne. Ifølge øvelsesoplægget lykkedes det at overføre de øvrige 

styrker på nye pontonbroer over floden, efter at vestlige angreb havde beskadiget 

broerne. 59 Den ovennævnte forsigtighedsregel var muligvis typisk for 

første halvdel af 1960’erne, hvor man fra sovjetisk side ventede, at krigen ville 

starte med et vestligt kernevåbenangreb, og gjaldt næppe for den efterfølgende 

periode. 

En oversigt over forlægningen af de tre polske armeer fra Polen til zonegrænsen 

i Tyskland findes i de tidligere nævnte kildemateriale fra øvelsen i 

april 1972. Som største bilag til den tidligere nævnte plan for deployering af 

Nordfrontens styrker findes en „Oversigt over deployering af Nordfrontens 

styrker“, der for hver enkelt enhed angiver hjemsted, beredskabskategori, 

marchrute frem til zonegrænsen, hvilested (med angivelse af hviletidens 

længde) etc. 60 Af denne oversigt er det muligt at danne sig et ret detaljeret 

billede af flytningen af de mange enheder fra garnisonerne i Polen og 

gennem DDR, af marchvejene (15 i Polen og 9 i DDR), om enhederne var 

selvtransporterende eller brugte jernbane etc. Gennemsnitshastigheden for 

forlægningen blev sat til 25 km i timen. 

Det fremgår af papiret, at den armé, der skulle gå mod Danmark (betegnet 

11. armé) skulle forlægges til Schwerin-området i Mecklenburg ca. 50-80 km 

sydøst for Lübeck med to panserdivisioner og to motoriserede infanteridivisioner 

m.m. Tropperne kom fra det pommerske militærdistrikt. De to panser- 

59 Do´swiadczenia i wnioski z ćwiczenia „Mazowsze“[Erfaringer og konklusioner fra øvelsen “Mazowsze“], 

Warszawa 1963, s. 21. Archiwum Akt Nowych. KC PZPR, sign.: XI B3. 

60 Za¢˛acznik nr 1 do planu operacji Frontu Pó¢nocnego [Bilag nr 1 til operationsplanen for Nordfronten] 

med titel Tabela przegrupowania wojsk Frontu Pó¢nocnego [Oversigt over deployering af Nordfrontens 

styrker], 12 pp. Jf. ovenfor note 2. 


Operation mod Slesvig-Holsten fra øvelsen ”Sojus-72”. (Militærarkivet i Freiburg). 

divisioner skulle indtage stillinger ved henholdsvis Bützow (ankomst: D+3 kl. 

24 – efter jernbanetransport) og Hagenow (ankomst: D+2 kl. 4), der begge er 

lokaliteter i Schwerin-området, medens de to motoriserede infanteridivisioner 

skulle begive sig til henholdsvis området vest for Schwerin (ankomst D+2 

kl. 4) og til Wismar (ankomst D+1 kl. 20). Grænsen til naboarmeen løb fra 

Ludwigslust over Lauenburg til Elben og videre langs floden til dens udløb. 61 

Af de her angivne tidspunkter fremgår, at panserdivisionen fra Elbl˛ag ifølge 

planen først kunne indsættes til kamp mod de vesttyske og danske styrker på 

krigens femte dag, medens de andre tre divisioner ville kunne indsættes som 

planlagt på krigens tredje dag. Angrebsbeslutningen var under øvelsen i april 

1972 i overensstemmelse hermed at angribe ind i Holsten med tre divisioner. 

62 Polakkerne ville altså ikke kunne krydse zonegrænsen med fuld styrke, 

men ventede som nævnt i afsnittet om styrkeforhold heller ikke at møde modparten 

fuldtallig i de første dage af en krig. 

61 Sst. s. 7. 

62 Plan przegrupowania wojsk Frontu Pó¢nocnego. II. Decyzja do przegrupowania i zadania wojsk Frontu 

Pó¢nocnego [Plan for deployering af Nordfrontens styrker. II: Beslutning om deployering og opgaverne 

for Nordfronten], s. 2, jf. ovenfor note 2. 


Aftalen mellem Sovjetunionen og Polen gik tilsyneladende ud på, at den 

polske armé skulle overskride zonegrænsen D+2 eller D+3 fra området omkring 

Schwerin i DDR og gå mod Bad Oldesloe i Slesvig-Holsten og Flensburg 

og videre over den dansk-tyske grænse. Forløbet af fremrykningen gennem 

Slesvig-Holsten og Jylland er i kortmaterialet fra de forskellige øvelser angivet 

ret skitseagtigt. Det blev i øvrigt forudsat i alle øvelser, at den dansk-tyske modstand 

kunne brydes på kort tid. Hastigheden pr. døgn for de indledende 

kampoperationer, hvis dybde blev sat til 250 km, angives i et bilag til deployeringsplanen 

fra 1972 til 63 km under brug af kernevåben og til 42 km 

uden brug af kernevåben. 63 

Det var et vigtigt mål for Sovjetunionen i den første fase af kampene at 

sikre overgangene over Kielerkanalen og forhindre alt for omfattende ødelæggelser 

på kanalen og sluseanlæggene. Dette blev afspejlet på forskellig vis 

i såvel øvelserne som i den teoretiske litteratur. Allerede i en tidlig østtysk 

øvelse (24. sept.-6. oktober 1962) blev det forudsat, at den angribende armé 

skulle gå mod Bad Bramstedt, Heide og Kiel. Det udtrykkelige mål var gennem 

et hurtigt fremstød at nå Kielerkanalen, at forhindre ødelæggelsen af de 

vigtigste overgange og sluseanlæg og allerede D+2 besætte rummet 

Flensburg, Tønder, Schleswig. I den af admiral Gorsjkov ledede øvelse „Priliv“ 

(10.-16. august 1963) skulle Kielerkanalen ryddes i 40 meters bredde og seks 

meters dybde „på korteste tid og under maksimal anspændelse af kræfterne“, 

som det hed. I en forøvelse (25.-26. august 1964) til øvelsen „Woge“ fra 1964 

skulle den angribende armé sammen med (sovjetiske) luftlandetropper besætte 

de vigtigste overgangssteder. Fra dette tidspunkt optræder indsats af 

(sovjetiske) luftlandetropper som et fast element ved forceringen af 

Kielerkanalen. 64 

Operationsbilledet fra 1950 og gennem 1960’erne og 1970’erne var således 

en indrykning i Slesvig-Holsten og krydsning af den danske grænse, der stort 

set svarede til den, Hitlertysklands styrker havde foretaget i 1940, men suppleret 

med nødvendige sideoperationer til Kielerkanalens udløb i Nordsøen og 

Østersøen. 

Som vi har set i det foregående kapitel om de danske efterretningsvurderinger, 

var det opfattelsen i vestlige efterretningskredse i denne periode, at 

sovjetiske tropper (med bistand af polske og østtyske tropper) i tilfælde af 

krig ville gå mod Slesvig-Holsten og Jylland, og at man i første omgang ville 

tage en position op ved Kielerkanalen i noget, der kunne minde om flankesikring. 

Denne tolkning kan ikke opretholdes, for øst havde brug for kanalen 

til oprettelse af sin flådebase i Tyske Bugt hurtigst muligt, og i alle øvelser mø- 

63 Bilaget: Rozmach operacji Frontu Pó¢nocnego [Operationsomfang for Nordfronten], jf. ovenfor note 2. 


1970“ Bl. 96 (øvelsen 24. sept.-6. okt. 1962); Bl. 108 (henvisningen til øvelsen „Priliv“); Bl. 119 (henvisning 

til øvelsen 25.-26. august 1964). BA-MA. 


der vi da også en nordgående operation op i Jylland uden afbrydelser med 

henblik på en hurtig erobring af den jyske halvø. I slutningen af 1960’erne 

skulle den polske armé være ved Kielerkanalen D+3 og stå i linjen Esbjerg- 

Kolding D+6, medens hele Jylland skulle være erobret D+9. Under den forudsætning, 

at der ikke blev indsat kernevåben, forudsattes erobringen af Jylland 

at ville vare yderligere nogle dage. I øvelsen „Waffenbrüderschaft“ (12.-17. oktober 

1970) skulle de polske styrker med konventionelle midler nå den danske 

grænse D+6 og hele Jylland være erobret D+11. 65 

Selve gennemførelsen af operationerne i Jylland er som nævnt holdt ret 

skitseagtigt, idet man under øvelserne typisk – i overensstemmelse med den 

sovjetiske militære teori – beskæftigede sig med operationerne i de første 

dage af en krig. Af oversigtkort fra de store øvelser får man derfor mindre et 

indtryk af eventuelle kampe og sammenstød med forsvarerne end af de mål, 

de enkelte østenheder skulle nå. Det fremgår af dette materiale, at en motoriseret 

infanteridivision forudsås adskilt fra hovedstyrken ved Lillebælt og 

sendt til Fyn med henblik på at erobre øen og indtage positioner ved Storebælt. 

Den resterende styrke havde ordre til at bevæge sig over Silkeborg, 

Viborg, Ålborg med retning mod Frederikshavn/Skagen. Undervejs gik enheder 

fra til besættelse af Djursland, medens andre blev sendt mod Holstebro. 

(Således ifølge kortet fra øvelsen „Val-77“). 

Det fremgår af øvelserne allerede fra 1961, at Volksmarine havde en række 

opgaver at løse i forbindelse med erobringen af Fyn. Det var typisk opgaver 

for de østtyske kommandotropper. Marinen skulle søge at erobre Lillebæltsbroen 

for at lette de polske styrkers erobring af Fyn. Hvis broen blev ødelagt, 

skulle Volksmarine sørge for overførslen af styrkerne til Fyn. Man skulle ligeledes 

foretage en landsætning på Langelands vestside og besætte de militære 

anlæg på sydspidsen af øen samt lette de polske styrkers overførsel til Tåsinge 

og Ærø. 66 

Det er i dag lidt vanskeligt at forstå, at en ikke specielt stærk polsk armé forventedes 

at kunne gennemføre Slesvig-Holstens og Jylland erobring under 

noget, der lignede en parademarch. En sådan havde muligvis kunnet gennemføres 

i 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne, i hvilken periode Danmark 

generelt i øst blev betragtet som en svag militær modstander, men senere 

måtte man regne med kvalificeret modstand og med udenlandske forstærkninger. 

Blandt de forudsætninger, der har ligget til grund for forventningen 

om en hurtig afslutning på operationen i den her skildrede periode, 

har formentlig (for 1960’ernes vedkommende) ligget vilje til hensynsløs indsættelse 

af kernevåben mod modstanderen, en formodning om en større mi- 


1970, Bl. 221. BA-MA. – Øerne Sjælland, Møn, Falster og Bornholm skulle være besat inden udgangen 

af D+7. 

66 En ret detaljeret gennemgang i materialet fra øvelsen 30. september-10. oktober 1961, hvor Volksmarine 

for første gang blev underlagt den sovjetiske Østersøflåde, findes i DVM 10/14974. BA-MA. 


litær professionalisme, men også en vurdering af, at det militære styrkeforhold 

var til polakkernes fordel. Den tidligere citerede polske kilde fra 1972 

om styrkeforholdet under operationen mod Danmark rummer også oplysninger 

om styrkeforholdet mellem danske og polske styrker under et angreb 

på Jylland. 

Under operationen mod Jylland, der blev betegnet som „hjælpeangrebsretning“ 

i modsætning til „hovedangrebsretningen“ mod Nederlandene og 

Nordsøen, møder vi også her i den polske opstilling en vis vestlig overvægt på 

mandskabssiden med tre divisioner og i alt 42.619 soldater mod 35.904 polske 

soldater. Ved fjendtlighedernes begyndelse ventedes dog kun 34.619 

NATO-soldater at være rede til kamp. Mere interessant er det vel, at polakkerne 

angav at have en udtalt overvægt med hensyn til kampvogne, nemlig 

948 mod 322, svarende til en overvægt på 2,9:1. 67 Her var de tæt på den overvægt 

på 3:1, der ifølge den i øst gældende militære teori var ønskværdig for at 

sikre en angrebsoperations succes. Som nævnt ovenfor kunne den ene polske 

panserdivision dog først indsættes på krigens femte dag. Det skal også bemærkes, 

at der ikke i dette regnskab tages hensyn til den mulighed, at de danske 

styrker kunne blive forstærket, hvorved billedet ville tegne sig anderledes. 

Indsættelse af kernevåben 

Indsættelse af kernevåben mod mål i Slesvig-Holsten og Jylland var, i lighed 

med tilsvarende operationer mod mål på Sjælland, omhyggeligt forberedt i 

fredstid gennem efterretningsarbejde og klar til at blive udført på basis af de 

nyeste efterretningsoplysninger om bl.a. styrkeforskydninger, hvis man ovenfra 

fik signalet om at overgå til brug af kernevåben. Under øvelserne i slutningen 

af 1960’erne og i 1970’erne ventedes dette som nævnt at ske på krigens 

3. eller 4. dag, på hvilket tidspunkt NATO-styrkerne formodedes at 

komme i vanskeligheder og måtte gå over til brug af kernevåben. 

Indsættelsen skete som ved mål på Sjælland gennem bombardementer udført 

af de strategiske kernevåbenstyrker mod hovedmål i det jyske område, omfattende 

de jyske flyvestationer, kommandocentret i Karup, brændstoflagrene 

etc. Mod disse mål var planlagt indsat kernevåben med stor sprængkraft. 

Hertil kom det store antal taktiske kernevåben, der befandt sig ved frontens 

kernevåbenstyrker og rykkede frem sammen med de angribende armeer. Det 

tidligere citerede bilag til den polske operationsplan, der blev brugt som 

grundlag under øvelsen i 1972, indeholder også en oversigt over de til rådighed 

stående masseødelæggelsesvåben. 68 Ifølge denne var hele Kystfronten til- 

67 Bilaget: 3. Stosunek sil [Styrkeforhold], jf. ovenfor note 2. 


bomber], jf. ovenfor note 2. 


delt 205 missiler med kernevåben samt 53 atombomber, hvortil kom 160 missiler 

med kemiske kampstoffer. Af disse våben kunne den armé, der skulle gå 

mod Slesvig-Holsten og Jylland, disponere over 41 missiler, der er specificeret 

i oversigten. Af missilerne var de 29 taktiske (rækkevidde ca. 100 km) og de 

12 operativt-taktiske (rækkevidde ca. 300 km). Kilden giver desuden et sjældent 

indblik i såvel typebetegnelser som sprængkraftstørrelser for disse masseødelæggelsesvåben 

– begge dele højt klassificerede militære oplysninger. 

Sprænghovederne omfattede et med typebetegnelsen R-30 på 3 kiloton (Kt), 

to R-30 (hver med 10 Kt), 14 R-70 (hver med 10 Kt), 12 R-70 (hver med 20 

Kt), seks R-170 (hver på 20 Kt), seks R-170 (hver på 40 Kt). Denne armé rådede 

ikke over de store R-300-sprænghoveder (på 40 og 100 Kt), der dog indgik 

i fronten i et antal af 22. Armeen, der skulle gå mod Jylland, var desuden 

tildelt 22 missiler med kemiske kampstoffer omfattende missiler af typen R-70 

og 6 af typen R-170. 

En sammenligning mellem de polske 1.echelon-armeer baseret på oversigtens 

oplysninger viser, at den armé, der skulle gå mod Jylland var tildelt en 

kernevåbenkapacitet på 41 missiler eller 763 Kt til de indledende operationer 

(af hvilke de 343 skulle anvendes i det første kernevåbenslag), medens armeen, 

der gik mod Holland, var stærkere og disponerede over 962 Kt (af 

hvilke de 353 skulle anvendes i første kernevåbenslag). Den tredje polske 

armé havde 24 missiler, af hvilke dog 14 besad meget stor sprængkraft (40 Kt 

og 100 Kt) og rådede i alt over 1340 Kt. Armeen, der gik mod Jylland, rådede 

desuden over 16 taktiske og seks operativt-taktiske missiler med kemiske 

kampstoffer, medens armeen, der gik mod Nederlandene disponerede over 

20 taktiske og 6 operativt-taktiske missiler med kemiske kampstoffer. 

Det er slående, at armeens kernevåbenstyrker ifølge deployeringsplanen 

fra 1972 planlagdes forskudt hurtigt til sit indsatsområde. Kernevåbenenheden 

(7. Abrot), der lå i Choszczno øst for Szczecin skulle allerede D+1 

kl.16 være klar til indsættelse fra en position ved Güstrow ca. 35 km syd for 

Rostock, hvorfra den kunne nå mål såvel på Sjælland som i Slesvig-Holsten. 

Det samme tidspres gjorde sig gældende for den sydfor opererende polske 

armé, hvis kernevåbenenhed (23. Abrot) skulle bevæge sig fra sit opholdssted 

i Boles¢awiec til Wittenberge tæt ved zonegrænsen og være klar til indsættelse 

D+1 kl.18. 69 For begge armeer gjaldt således, at kernevåbenenhederne blev 

hastet frem og var klar til indsættelse før andre polske enheder. Indsatsen var 

altså højt prioriteret, men enhederne ville dog først være indsatsklare sent på 

en krigs anden dag. 

Som det fremgår af en tidligere undersøgelse var tildelingen af kernevåben 

til flankefronterne – den polske i nord og den tjekkoslovakiske i syd – mindre 

end til de sovjetiske armeer i det centrale Tyskland. Det er en mulighed, at 

69 Bilaget: Tabela przegrupowania wojsk Frontu Pó ¢nocnego [Oversigt over deployering af Nordfrontens 

styrker], s. 7, 9. Jf. ovenfor note 2. 


denne forskel afspejlede overvejelser over det relative styrkeforhold på de forskellige 

krigsskuepladser. 

De ovenfor citerede tal fra bilaget fra 1972 viser formentlig det polske arsenal 

af masseødelæggelsesvåben i begyndelsen af 1970’erne. Et arsenal der 

som det tilsvarende østtyske i fredstid stod under sovjetisk kontrol. I de enkelte 

øvelser optræder der varierende beholdninger af masseødelæggelsesvåben 

(herunder også strategiske), som det vil fremgå af nogle eksempler. I 

øvelsen „Meridian-75“ fra 1975 har den polske armé, der skulle gå op i 

Jylland, således 55 kernevåben (ca. 1550 Kt) til rådighed, af hvilke de 29 var 

beregnet til mål i angrebsretningen i form af stabe, divisioner og fremføringsmidler 

til kernevåben. 70 Det bemærkes, at sprængvirkningen var mere end 

fordoblet i forhold til 1972, hvilket måske kunne tyde på, at der var flere og 

større mål at neutralisere end i 1972. – Det siger sig selv, at uanset om man fra 

polsk side havde brugt det ene eller det andet antal kernevåben, ville konsekvenserne 

have været fatale for befolkningen i indsættelsesområderne. 

Sammenfatning for kap. 52 og 53 

Detenteårene i 1960’erne og 1970’erne var præget af et lavere spændingsniveau 

mellem øst og vest end i koreakrigens og berlinkrisernes tid. USA og 

Sovjetunionen startede våbenkontrolforhandlinger på kernevåbenområdet 

og indledte et begrænset samarbejde på en række områder. Dette skete dog 

inden for systemkonfliktens rammer: øst og vest og i særdeleshed de to supermagter 

konkurrerede verdensomspændende med hinanden og fortsatte et 

ubønhørligt kapløb med henblik på at udvikle nye og mere effektive våben. 

Selv om frygten for en verdenskrig var aftagende fra 1963, og en storkrig i 

NATO’s trusselsvurderinger blev betragtet som ikke særlig sandsynlig, fortsatte 

begge supermagter og dertil hørende alliancesystemer med at opdatere 

store plankomplekser med henblik at honorere afskrækkelseslogikkens krav 

og i givet fald at kunne gennemføre en omfattende krig mod hinanden. Det 

foreliggende kapitel fokuserer på Warszawapagt-landenes planer og specielt 

på deres relevans for Danmark. 

Kapitlet bygger på forudsætningen om en vidtgående overensstemmelse 

mellem de sovjetiske planer for optræden under en almindelig krig og de 

stabsøvelser, der blev gennemført i Warszawapagten. Som nævnt flere gange 

er der fortsat ikke adgang til de sovjetiske operationsplaner for den kolde 

krigs periode. For det danske og det nordtyske områdes vedkommende var 

der tale om de operationer, som den af Polen ledede „Nordfront“ (også be- 


67. BA-MA. 


tegnet „Kystfront“) og den af Sovjetunionen ledede „De forenede Østersøflåder“ 

øvede gennem en menneskealder. Fortolkningen baserer sig ud over 

vidnesbyrd fra enkeltpersoner (specielt den til USA i 1981 flygtede polske 

generalstabsofficer Ryszard Kukliński) bl.a. andet på slægtskabet mellem to 

kendte frontoperationsplaner fra 1960’ernes første halvdel og det øvelsesmateriale, 

der findes i de østtyske og polske militærarkiver. 

Undersøgelsen er desuden i stand til at udvide det af forskningen hidtil 

kendte originale kildemateriale med nyt i form af dokumenter, der ligger tæt 

opad den polske operationsplan fra begyndelsen af 1970’erne. Hertil hører 

en „Operationsbefaling for Nordfronten“ dateret 10. april 1972, der giver en 

enestående oversigt over de polske armeers operationer og mål under et angreb 

på Vesteuropa i 1970’erne. Endelig giver en række bilag, af hvilke flere 

betegnes som „bilag til operationsplanen for Nordfronten“, nye oplysninger 

om de polske divisioners forskydning til zonegrænsen i Tyskland, om deres 

beholdninger af kernevåben og kemiske kampstoffer etc. Disse særdeles vigtige 

bilag, der har tjent som det direkte underlag for en polsk kommandostabsøvelse 

i april 1972, viser også styrkeforholdet i den „jyske sideangrebsretning“ 

og i „landgangsretningen“, der nærmere bestemmes gennem en parentetisk 

tilføjelse („kun de danske øer“). 

Det påpeges også i undersøgelsen, at de store stabsøvelser inden for 

Warszawapagten baseredes på de til enhver tid gældende doktriner og disponible 

styrker i øst og vest, samt at stabsøvelsernes hovedparametre (mål, strategi, 

operationsområde, hovedoperationer) forblev relativt uændrede til ind 

i 1980’erne, selv om landsætningsoperationen mod Sjælland synes at glide i 

baggrunden i 1970’erne. Ifølge den østtyske flådechef admiral Hoffmans oplysninger 

skulle østtyskerne i 1980 have opgivet deres landsætningsoperation, 

der formentlig blev umuliggjort af det vesttyske forsvars øgede offensive kapacitet. 

Kontinuiteten i øvelsesbillede må betegnes som slående og tolkes som 

vidnesbyrd om indflydelsen fra de underliggende krigsplaner. 

Det påpeges i undersøgelsen, at de offensive scenarier, der findes såvel i de 

egentlige frontoperationsplaner som i stabsøvelserne, ikke kan tolkes som vidnesbyrd 

om krigeriske intentioner over for Vesten fra den sovjetiske ledelses 

side, selv om denne uden tvivl havde godkendt indholdet af krigsplanerne. 

Sovjetstaten opretholdt ganske vist i detenteårene en intens konkurrence 

med Vesten ideologisk/politisk, økonomisk og militært inden for rammerne 

af det, man kaldte „fredelig sameksistens“. Sovjetunionen var heller ikke sart 

i valget af midler for at nå sine udenrigspolitiske mål, men der er ikke tegn 

på, at en storkrig med Vesten blev overvejet som middel. Der findes ikke belæg 

i kildematerialet fra Sovjetperioden for at antyde, at den sovjetiske ledelse 

blot afventede en gunstig situation for at angribe Vesten med Warszawapagtens 

samlede militære styrke. Beslutningsprocessen i det sovjetiske politbureau 

er relativt velbelyst og byggede tilsyneladende på at etablere konsensus 

mellem personer, der kunne se ret forskelligt på tingene. Ser vi bort fra 


Khrusjtjov-perioden (1957-64), må den sovjetiske udenrigspolitik over for staterne 

i den atlantiske alliance betegnes som generelt forsigtig. 

De offensive scenarier, vi møder i stabsøvelserne, tolkes i undersøgelsen som 

afspejlinger af de planer, som den sovjetiske generalstab efter ordre fra den politiske 

ledelse havde udarbejdet omkring 1960 og løbende reviderede, og som 

var baseret på et worst case scenarie for udbruddet af en krig mellem øst og vest. 

At dømme ud fra de under øvelserne fremlagte ret stereotype forudsætninger 

om vestlig aggression var krigsplanernes rationale sandsynligvis en 

hypotetisk situation, hvor Warszawapagt-landene ville blive genstand for et af 

USA ledet angreb. Selv om krigsplanerne byggede på en stærkt hypotetisk situation, 

må de som de tilsvarende vestlige planer antages at have haft en vigtig 

styrende funktion i forhold til den militære struktur, uddannelsen og beredskabet. 

– Var en krig mellem øst og vest således en relativt fjern størrelse i 

en række år, er det dog tillige klart, at Sovjetunionen opfattede Carter-administrationens 

forskellige initiativer som en forværring af trusselsbilledet. Fra 

1977 pressede Sovjetunionen på for at effektivisere den overordnede føring i 

krig gennem en i fredstid oprettet overkommando for krigsskuepladsen (gennemført 

1984) og for en ny af Sovjetunionen ledet mobiliseringsordning. 

Warszawapagt-landenes øvelser fulgte – som det kunne ventes – udviklingen 

af den sovjetiske kernevåbendoktrin i dens fluktuationer fra Khrusjtjovperiodens 

doktriner om en altomfattende kernevåbenkrig fra fjendtlighedernes 

start via en mellemfase frem til 1970’ernes og 1980’ernes position. Fra 

slutningen af 1960’erne ændres militærdoktrinen til at lægge hovedvægt på 

konventionel krigsførelse. I 1974 modtog de sovjetiske styrker fra Centralkomiteen 

et direktiv om, at de ikke som de første skulle bruge kernevåben. I 

denne sidste periode foreskrev doktrinen formentlig en gennemførelse af 

krigsplanen med rent konventionelle midler, samtidig med at kernevåbenstyrkerne 

blev holdt i højt beredskab med henblik på indsættelse, hvis Vesten 

valgte at gøre brug af kernevåben. Stabsøvelserne afspejlede denne udvikling 

ved enten at være rent konventionelle øvelser eller ved både at øve den konventionelle 

og den nukleare variant. 

Den af Sovjetunionen valgte linje var altså ikke-førstebrug af kernevåben, 

hvilket indebar, at et vestligt konventionelt angreb ville blive besvaret med et 

østligt konventionelt modangreb. Der er næppe tvivl om, at Sovjetunionen i 

1970’erne mente at kunne vinde en konventionelt ført krig i Europa i løbet 

af kort tid. Hvis Vesten begyndte at bruge kernevåben, og krigen gik ind i den 

nukleare fase, ville angrebet blive besvaret med sovjetiske kernevåben, men 

inden for det afgrænsede krigsteater – i dette tilfælde Vesteuropa. Den sovjetiske 

doktrin rummede således et (geografisk) begrænset nukleart svar, der 

typisk ville blive leveret gennem frontarmeernes taktiske og operativt-taktiske 

missiler i form af „frontens første kernevåbenslag“, der var en i fredstid nøje 

planlagt kernevåbenoperation (fra ca. 1967). Dette gjaldt som påvist i undersøgelsen 

også for den polske armé, der skulle gå mod Danmark. 


Doktrinen foreskrev, at et forestående fjendtligt kernevåbenangreb skulle 

søges forpurret gennem et forkøbsslag (preemption), så snart man havde vished 

for, at det vestlige angreb var besluttet. Beslutningen om at udføre et forkøbsslag 

på forskellige niveauer lå udelukkende hos Sovjetunionen, men 

udførelsen blev fra slutningen af 1960’erne også relevant for de mindre 

Warszawapagt-lande i og med, at de i krigstid skulle disponere over egne kernevåbenstyrker. 

Det fremgår af østtyske forelæsninger, at en række indikatorer 

på fjendens umiddelbart forestående overgang til brug af kernevåben 

skulle foreligge, før beslutningen om at vælge forkøbsslag blev taget. Det var 

den sovjetiske opfattelse, at et forkøbsslag var en handlemåde, man blev 

tvunget ud i som konsekvens af de forberedelser, fjenden gjorde med henblik 

på at klargøre sine kernevåben. Ifølge den sovjetiske teori ville et forkøbsslag 

således være en af fjenden påtvungen handling og stred ikke mod doktrinen 

om ikke at være den første til at bruge kernevåben. 

De i planerne forudsete land- og sømilitære operationer mod Danmark kan 

i et vist omfang rekonstrueres på basis af øvelsesmaterialet og de ovenfor 

nævnte polske dokumenter fra begyndelsen af 1970’erne. Centralt i planerne 

stod erobringen af Danmark inden for et tidsrum af ca. 12 dage gennem en 

landsætnings-/luftlandeoperation mod Sjælland samt erobring af Jylland og 

Fyn gennemført af en polsk armé. Østtysk marineinfanteri skulle gå i land på 

Falster og erobre de omliggende øer, og østtyske kommandotropper havde 

hovedopgaver i forbindelse med erobringen af Fyn og omliggende øer. Landsætningsoperationen 

mod Sjælland blev fra begyndelsen af 1960’erne højt 

Det sydlige Danmark og Nordtyskland i øvelsen „Kraj-73“. (Archiwum Akt Nowych). 


prioriteret i Polen og blev genstand for operative forberedelser på forskellige 

planer, herunder ikke mindst en omfattende sovjetisk, polsk og østtysk spionage 

mod danske militæranlæg og kyster. De forskellige problemer, der knyttede 

sig til iværksættelsen af en landsætningsoperation, blev fremlagt i militærteoretiske 

undersøgelser, der ikke lagde skjul på, at der var tale om en 

operation med mange risici, der kun kunne lykkes, hvis antiinvasionsforsvaret 

blev lammet, eventuelt gennem indsættelse af kernevåben. Fra 1968 blev operationens 

iværksættelse i øvelserne forskudt fra krigens tredje til krigens 

femte dag, og i 1970’erne synes den bl.a. på grund af voksende vestlig antiinvasionskapacitet 

at være blevet nedprioriteret, men dog næppe helt opgivet 

førend ind i begyndelsen af 1980’erne. 

Til gengæld fremstod Jyllandsoperationen i denne periode som en tilsyneladende 

relativt uproblematisk operation, hvorunder Jylland skulle erobres 

på under en uge. Denne optimisme byggede tilsyneladende på, at polakkerne 

ifølge deres egne styrkeberegninger besad en overvægt på kampvognsområdet 

på ca. 3:1. Det ses ikke reflekteret i øvelsesmaterialet, at tyngden i det danske 

forsvar i løbet af perioden blev flyttet til Jylland, samt at der forelå aftaler 

om forstærkninger. En vigtig rolle spillede en hurtig erobring af Kielerkanalen, 

hvis omgående udnyttelse opfattedes som en af forudsætningerne 

for etablering af en stærk sømilitær position i den sydlige del af Nordsøen. 

Samtidig med angrebet på Jylland skulle sovjetiske og østtyske flådestyrker 

tilintetgøre de vestlige flådestyrker i Østersøen, bryde gennem de danske 

stræder med henblik på at etablere en stærk position i Nordsøen og – i planerne 

fra 1970’erne – muliggøre en landgang i Norge. En meget vigtig rolle 

i det samlede billede indtog ubådsoperationer i Nordatlanten og Nordsøen 

med henblik på at afskære de vestlige forbindelseslinjer. Dette tema er kun 

svagt belyst i det tilgængelige materiale, idet hovedopgaven her tilfaldt de sovjetiske 

ubådsstyrker, men det fremgår dog, at polske ubåde også forberedte 

sig på at deltage i disse missioner, der bl.a. skulle forhindre, at forstærkninger 

kunne komme til Danmark ad søvejen. 

Af det nævnte bilag til deployeringsplanen fra 1972 fremgår arten og omfanget 

af de kernevåben og kemiske kampstoffer, som Polen kunne indsætte 

i en operation mod Danmark, hvis en krig gik ind i en fase, hvor der ville blive 

anvendt masseødelæggelsesmidler. Den polske armé, som skulle gå mod 

Jylland, og landgangsstyrken disponerede selv over 58 kernevåben og 22 missiler 

med kemiske kampstoffer (heri ikke iberegnet frontens nukleare reserve). 

Derudover var planlagt indsættelse af et antal kernevåben fra de sovjetiske 

strategiske styrker og (muligvis) fra de sovjetiske flådestyrker. Det var 

et betragteligt antal kernevåben at indsætte i et relativt begrænset område. 

Hertil kom ydermere de kernevåben, NATO-styrkerne forventedes at indsætte 

i deres forsvarskamp. I de fleste øvelser, der omfattede brug af kernevåben, 

var antallet af østlige kernevåben angivet som lavere end antallet af de 

kernevåben, Vesten indsatte. 


54 · Militær efterretningsvirksomhed 

Dette kapitel vil overvejende se på de polske og østtyske efterretningsaktiviteter 

på det militære område. Selv om de sovjetiske efterretningstjenester på grund 

af deres størrelse, aktivitetsniveau, erfaringsgrundlag og potentiale synes at 

have udgjort den største trussel mod Danmark, har det hovedsageligt kun været 

muligt at dokumentere deres aktiviteter på baggrund af vestlige kilder. 

Polske og østtyske aktiviteter mod og i Danmark kan derimod beskrives på 

grundlag af både danske og østlige kilder, hvorfor der nedenfor er fokuseret 

på en mere dybtgående beskrivelse af aktivitetsniveauet og formålet med de 

to landes aktiviteter i Danmark. Hertil kommer, at den sovjetiske militære 

efterretningstjeneste GRU ifølge PET’s kilder for perioden 1963-78 i højere 

grad end tidligere synes at koncentrere sig om indhentning af teknisk-videnskabelige 

oplysninger. GRU’s aktiviteter på dette felt er beskrevet i kapitel 48, 

hvorfor den sovjetiske tjeneste kun i begrænset omfang vil indgå i dette kapitel. 

Kapitlet vil blandt andet behandle følgende emner: 

– Begrænsede sovjetiske militæraktiviteter; 

– Polske aktiviteter i Danmark; 

– Østtyske aktiviteter i Danmark; 

– DDR’s militære efterretningstjeneste og Danmark; 

– Hemmelige operationer og subversive aktiviteter i krise- og krigstid; 

– Sabotage og specialstyrker mod Danmark. 

Fra dansk side var man vel vidende om at Sovjetunionen, Polen og DDR havde 

overvågningsskibe placeret på forskellige poster i farvandene omkring Danmark, 

jf. også kapitel 51. Skibstrafikken i Storebælt, Øresund, Kielerkanalen og 

Nordsøen blev overvåget af skibe fra de tre østlande, og man gik ud fra, at skibene 

også bedrev elektronisk spionage, en form for indhentning som man fra 

dansk side havde svært ved at værge sig imod. „Det kan ligeledes antages, at der 

under flådemanøvrer, der afholdes af såvel NATO- som Warszawapagt-landene 

i eller nær danske farvande indsættes yderligere et antal efterretningsskibe til 

en elektronisk overvågning“, hed det i en dansk efterretningsrapport. 1 

Denne antagelse var korrekt. Den polske flåde havde ved observation af 

NATO’s flådeøvelser efter egen opfattelse fået indblik i den vestlige alliances 

taktiske og operative principper. 2 Igennem en årrække havde de danske efter- 


2 „Ocena aktualnego stanu si¢ i ´srodków rozpoznania Marynarki Wojennej oraz przedsi˛ewzi˛ecia 

zmierzaj˛ace do jego usprawniania w latach 1981-1985“ [Vurdering af den aktuelle status for flådens 

efterretningsstyrker og -midler samt tiltag, der stiler mod at forbedre den i perioden 1981-1985], manuskript 

til tale holdt d. 6. november 1980 af chefen for den polske flådestab, AMW, Plany zasadniczych 

przedsi˛ewzi˛ec i sprawozdania z ich realizacji, 3892/90/3. 

643

etningstjenester – „ifølge pålidelige oplysninger“ – vidst, at Danmark siden 

1960 havde været angrebsmål for polske styrker. 3 Derfor havde man fra dansk 

side også rettet opmærksomheden mod de polske tjenester og deres aktiviteter 

i Danmark. Når man fra østlig side – og måske særligt Polen – rettede blikket 

mod Danmark, hang dette sammen med, at man vurderede, at de danske 

stræder og øvrige kystområder ville blive en hovedarena under en væbnet 

konflikt mellem Øst og Vest. 4 For at forberede sig bedst muligt på opgaverne 

under en krig måtte man fremskaffe alle relevante oplysninger om danske militære 

forhold. 

Danske farvande blev hvert år besejlet af polske handelsskibe, som alle 

havde efterretningsofficerer ombord. Officerernes tilstedeværelse tjente flere 

formål. FE påpegede, „at skibene kan anvendes som platform for efterretningsmæssige 

aktiviteter af visuel, fotomæssig og elektronisk art samt formidling 

af personkontakter.“ 5 Fra østtysk side foreligger en retningslinie fra den 

militære efterretningstjeneste til handels- og fiskeriflådens kaptajner. Ifølge 

denne skulle kaptajnen eller en navngiven stedfortræder efter et bestemt 

mønster foretage observation ved anløb ved vestlige havne. 6 De danske myndigheder 

anså også østeuropæiske lystsejlere som en potentiel efterretningsmæssig 

risiko. Ifølge FE var det blevet bekræftet, at „højtstående officerer fra 

den polske hær og flåde har foretaget ture med disse fartøjer for ved selvsyn 

(...) at betragte de strækninger af den danske kystlinie, der er velegnede til 

polske landgangsoperationer.“ 7 

Polske lystbåde i danske farvande 

År Antal lystbåde Antal havneanløb 

1975 68 233 

1976 40 196 

1977 40 156 

1978 65 259 

1979 41 165 

1980 34 111 

1981 16 40 

1982 7 23 


4 „Operacyjne przygotowanie morskiego zachodniego TDW“ [Operativ forberedelse af det maritime 

vestlige krigsteater], rapport fra 1974, AMW, Operacyjne przygotowanie zachodniego morskiego 

teatru dzia¢ań wojennych, 4109/99/5. 


6 Thomas Wegener Friis, Den usynlige front. DDR’s militærspionage i Danmark under den Kolde Krig, 2005, 

s. 153. 



I slutningen af 1970erne vurderede PET, at en del af de polske lystsejlere, der 

sejlede i danske farvande, var ansat af de polske militære efterretningstjenester. 

Denne vurdering byggede uden tvivl på, at man som borger i et østeuropæisk 

land ikke fik lov til at forlade landet, hvis ikke man havde indvilget 

i at hjælpe de lokale efterretningstjenester, ligesom FE mente, at kun østeuropæiske 

statsborgere, som blev vurderet politisk pålidelige, fik tildelt udrejsetilladelse 

af de østlige myndigheder. 8 I 1980’erne faldt antallet af polske lystbåde 

i danske farvande i takt med, at både fra Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet 

dukkede op. Vedrørende de tjekkoslovakiske sejlere blev det i 1983 bemærket, 

at ingen af disse havde de nødvendige godkendte sejlplaner og anløbstilladelser. 

9 

Polsk kildemateriale viser, at de danske efterretningstjenester havde ret i 

deres antagelser om, at de polske lystsejlere udførte spionage mod Danmark. 

Ud over de kilder, der allerede er beskrevet i forrige kapitel, kan nævnes et 

notat fra 1969, hvoraf det fremgår, at den polske lystbåd „Kaper“ skulle undersøge, 

om der fandtes militære installationer på Bornholm, og i så fald hvilke. 

Dette notat viser desuden, at de polske efterretningsofficerer under sejladsen 

søgte at knytte kontakter til personer, som senere ville kunne udnyttes operativt. 

10 To andre kilder, der begge bærer titlen „Vedrørende efterretningssituationen 

i Danmark“ omhandler modtagelsen af polske lystbåde i danske 

havne. I den ene beskrives grænsekontrollen som meget sporadisk, 11 mens 

den anden beretter, at båden blev holdt under konstant opsyn af de danske 

myndigheder. 12 

Begrænsede sovjetiske militæraktiviteter 

Sovjetunionen øgede i 1970’erne visse af sine militæraktiviteter i Østersøen. 

Det betød, at FE fik sværere ved at fastsætte et normalbillede. 13 Til gengæld 

voldte den sovjetiske militære efterretningstjeneste GRU tilsyneladende de 

danske efterretningstjenester mindre besvær i disse år. Igennem perioden 

1963-1978 synes GRU enten at have mindsket sine indhentningsoperationer i 

Danmark eller også har man formået at holde dem hemmelige for de danske 


9 FE’s arkiv, SikNyt, nr. 1. 1983, s. 11-14. SikNyt, nr. 1, 1985, s. 29-30. 

10 „Notatka operacyjna z przebiegu rejsu s/y ’Kaper’ do Danii i NRF w okresie od 07.07. do 

16.08.1969r.“ [Operativt notat om forløbet af en sejlads med s/y ’Kaper’ til Danmark og Vesttyskland 

i perioden fra 07.07 til 16.08.1969], efterretningsnotat, 1969, udarbejdet af kommandørkaptajn 

Ciechowski. IPN, Teczka sytuacji wywiadowczej Danii, 389/455. 

11 „Dot: sytuacji wywiadowczej Danii“ [Vedrørende efterretningssituationen i Danmark], udateret bilag, 

ingen forfatter. IPN, Teczka sytuacji wywiadowczej Danii, 389/455. 

12 „Dotyczy sytuacji wywiadowczej Danii“ [Vedrørende efterretningssituationen i Danmark], afskrift 

af brev, 9. august 1971, ingen forfatter. IPN, Teczka sytuacji wywiadowczej Danii, 389/455. 

13 Hans A. Schrøder, Det sku’ vær’ saa godt – Danmarks Luftforsvar under Den Kolde Krig, 2002, s. 279-80. 

645

tjenester. GRU fylder således ikke meget i de danske rapporter for denne tid. 

Dog var GRU som tidligere nævnt aktiv på det teknisk-videnskabelige område. 

I de gennemgåede PET-rapporter og indberetninger for perioden 1963-1979 

er det sjældent, at den sovjetiske militære efterretningstjeneste GRU gør sig 

bemærket i form af traditionelt efterretningsarbejde. 

I enkelte tilfælde viste PET’s undersøgelser dog, at GRU gjorde forsøg på 

at indhente militære oplysninger om danske forhold ved hjælp af kontakter 

til danske officerer. Danske officerer var i lighed med embedsmænd, politikere 

og journalister mål for de østlige efterretningstjenester. Den sovjetiske 

interesse var at indhente oplysninger om USA, NATO og det danske forsvar. 

Ofte gik danske officerer direkte til PET eller FE og fortalte om deres oplevelser, 

når de havde talt med de sovjetiske officerer. Dette fik dog ikke GRU 

til at afholde sig fra at forsøge sådanne kontakter. I begyndelsen af 1970’erne 

etablerede en sovjetisk efterretningsofficer således kontakt til en officer fra 

den danske hær. Efter at han havde talt med den danske officer i flere omgange 

og havde været på besøg i officerens hjem, tilbød han danskeren „forskellige 

økonomiske fordele“ for at fremskaffe klassificeret materiale. PET var 

opmærksom på relationen mellem den danske officer og den sovjetiske efterretningsofficer, 

og da det nu stod klart, at GRU-officeren havde konspirative 

hensigter, valgte man fra de danske myndigheders side at skride ind over for 

ham. Den sovjetiske ambassadør fik besked om, at den pågældende attaché 

ville blive udvist. 14 

I en lignende sag havde en sovjetisk efterretningsofficer igennem et år 

plejet forbindelse til en dansk officer. Kontakten var blevet etableret ved en 

festlig sammenkomst arrangeret af den sovjetiske militærrepræsentation og 

havde gradvis udviklet sig til en „direkte konspirativ efterretningsmæssig forbindelse“. 

PET havde konstateret mindst 16 møder i parker, på parkeringspladser 

og andre steder i København og omegn, og ved disse møder havde 

den danske officer udleveret klassificerede dokumenter vedrørende blandt 

andet uddannelsen af danske piloter. Som betaling havde danskeren modtaget 

penge, spiritus og cigaretter. Dette førte i oktober 1977 til endnu en udvisning 

af en sovjetisk militærmedarbejder. 15 

Et punkt, hvor de østlige militære efterretningstjenester dog gjorde sig bemærket, 

var ved den såkaldte terrænrekognoscering. I begyndelsen af 

1960’erne bemærkede man fra dansk side et samarbejde mellem den polske 

og den sovjetiske militærrepræsentation i Danmark. Samarbejdet, som især 

omfattede rekognosceringsrejser og indsamling af militære oplysninger, fortsatte 

tilsyneladende frem til den kolde krigs afslutning. 16 I en månedsrapport 

vedrørende polske efterretningsaktiviteter i Danmark hed det om de polske 





En sovjetisk besætning i dansk farvand, 1978. (FE/Orlogsmuseet). 

rejser på Midt- og Sydsjælland, at det var en landsdel, der „i den polske militære 

planlægning betragtes som et meget vitalt område, og hvor der i øvrigt 

bor adskillige interessante personer af polsk afstamning.“ 17 Man havde erfaret, 

at det var Z-II residenturets opgave blandt andet at rekognoscere for skjulesteder 

og angrebsmål samt hverve lokale medhjælpere til støtte for disse 

operationer. Endnu en gang havde de danske tjenester således fået bestyrket 

deres formodninger om årsagerne til de polske efterretningsofficerers interesse 

for rekognosceringsture, militære anlæg rundt omkring i landet og de 

polske foreninger i Danmark. 18 

I sommeren 1974 vurderede PET, at de østlige tjenester havde afsluttet 

kortlægningen af Danmark. Dette betød dog ikke, at polske og sovjetiske officerer 

af den grund hørte op med at rejse rundt i landet. Rejserne rundt i 

Danmark blev ifølge PET brugt til at præsentere nyankomne efterretningsofficerer 

for væsentlige militære nøglepunkter i landet, fylde og tømme døde 

brevkasser samt finde egnede steder til afholdelse af møder. I 1970’erne 

mente PET, at „mødestederne er øjensynligt udvalgt efter en grundig forudgående 

rekognoscering, således at man har fundet frem til steder, hvor al observation 

har været vanskelig.“ 19 




647

Polske aktiviteter i Danmark 

Som beskrevet i kapitel 20 havde polske efterretningsofficerer i begyndelsen 

af 1960’erne udfoldet en vis rejseaktivitet i det sønderjyske område, uden at 

PET dog havde fundet frem til officerernes ærinde. PET vurderede, at der var 

tale om konspirativt arbejde. Årsagen til den polske interesse for Sønderjylland 

blev blotlagt nogle år senere, da PET fandt ud af, at polske efterretningsofficerer 

gennem en længere periode havde afholdt møder med en 

udenlandsk agent, der løbende fik stillet opgaver af militær karakter. De døde 

brevkasser, som forskellige steder i Sønderjylland blev anvendt af de polske 

efterretningsofficerer og deres tyske agent, blev igennem en årrække overvåget 

af PET. 20 Den polske efterretningsvirksomhed blev fotografisk dokumenteret. 

De tre involverede polakker i Danmark var tilknyttet den polske militære 

efterretningstjeneste Z-II. Affæren førte i 1964 til, at alle tre, heriblandt 

den polske militærattaché, blev udvist af Danmark. 

I den polske efterretningstjeneste forsøgte man efterfølgende at få klarlagt, 

hvordan de polske officerer var blevet opdaget. Man betragtede det som 

usandsynligt, at de danske myndigheder kunne være i besiddelse af konkret 

bevismateriale, eftersom alle operationer var blevet udført under iagttagelse 

af store sikkerhedsforanstaltninger. Militærattachéens medarbejder, major 

Gasperowicz, forklarer i et notat, at efterretningsopgaverne altid blev udsat, 

når der var tegn på overvågning, og at fotografering, kikkertobservation og 

lignende aldrig blev udført uden omhyggelig camouflering. 21 

Udvisningen synes at have lagt en dæmper på de polske tjenester. Som 

nævnt i kapitel 46 bemærkede PET i hvert fald en pludselige nedgang i det 

polske aktivitetsniveau. Nogle få år senere – i 1967 – fandt danskerne dog ud 

af, at den polske repræsentation som helhed var blevet styrket på det efterretningsmæssige 

felt, og at den militære repræsentation atter var kommet op på 

fuld styrke. PET drog den konklusion, „at de polske militærfolk er meget sikkerhedsbevidste 

og konspirative i deres adfærd samt yderst agtpågivende over 

for observation, hvilket gør overvågningen af dem til en overmåde vanskelig 

opgave.“ Den polske militærrepræsentation var tilsyneladende kommet sig 

oven på den omtalte udvisning. 

Polsk militær spionage i Danmark 

Det yderst detaljerede polske materiale fra 1960’erne og 1970’erne giver et 

unikt indblik i de polske efterretningstjenesters arbejde og bekræfter PET’s 

20 Ib S. Norgaard, Spionjæger i Danmark – en spionjægers liv og oplevelser i PET, 2003, s. 108-18. 

21 „Notatka s¢u˙zbowa dot.: Przypuszczalnych przyczyn wydalenia z Danii oraz zachowania si˛e policji 

dunskiej“ [Tjenstligt notat vedrørende de formodede årsager til udvisningen fra Danmark og det 

danske politis adfærd], notat af 3. december 1964, udarbejdet af major Gasparowicz, IPN, Teczka 

sytuacji wywiadowczej Danii, 389/455. 


formodninger om, at de polske tjenester var aktive i Danmark og travlt beskæftiget 

med konspirativt arbejde. 

Efterretningsopgaverne omfattede indhentning af materiale og efterretninger 

om den politiske, økonomiske, strategiske, materielle og personalemæssige 

udvikling i NATO og det danske forsvar. Soldaternes uddannelse, de 

danske styrker til lands, til vands og i luften samt det territoriale forsvar var 

ligeledes nogle af de emner, som efterretningsofficererne forventedes at 

kunne dække. Antallet af officerer, soldater og materiel skulle kendes, ligesom 

man ønskede at kende til de vanlige mønstre for øvelser og inspektioner. 

22 

Udover de udarbejdede planer for efterretningsarbejdet fik den polske militærattaché 

også løbende henvendelser fra den polske generalstab. I marts 

1964 anmodede generalstaben eksempelvis om fremskaffelse af militære tidsskrifter, 

diverse sø- og landkort over Danmark samt oplysninger om Slesvig- 

Holsten og Norge. Hertil kom ønsket om en besvarelse af en række tekniske 

og operativt-taktiske spørgsmål vedrørende det danske forsvar, dets materiel 

og organisering. 23 

En metode til at fremskaffe nogle af de ønskede oplysninger var de føromtalte 

terrænrekognosceringer, som blev udført af de sovjetiske og polske efterretningsofficerer. 

Fra dansk side formodede, at rejserne rundt i Danmark 

havde et efterretningsmæssigt formål, hvilket man dog langt fra altid var i 

stand til at bekræfte. 

Ofte blev turene af PET betegnet som familieudflugter, selv om man vidste, 

at sådanne udflugter også kunne anvendes til efterretningsmæssige formål. 

Svampeplukning kunne eksempelvis finde sted i nærheden af et militært depot. 

Erindringslitteraturen og nyt kildemateriale bekræfter da også de danske 

tjenesters mistanke om formålet med rejserne. I sine erindringer beretter den 

sovjetiske KGB-officer Boris Grigorjev, at besøgene på de forskellige kirkegårde 

rundt om i Danmark, heriblandt Bornholm, var et skalkeskjul for at besigtige 

forskellige militærinstallationer. 24 Det samme var ofte tilfældet, når 

polske efterretningsofficerer besøgte kirkegårde på deres rejser, som det vil 

fremgå nedenfor. 

En polsk rejseplan fra 1964 med titlen „Plan for ture i marken i 1964“ viser, 

hvordan de polske efterretningsofficerer fra Z-II tilrettelagde deres rejser 

22 „Zadania wywiadowcze na teren Danii“ [Efterretningsopgaver på dansk område], ordre af 4. december 

1964, udarbejdet af Cz. Sochal/Generalstaben. IPN, Korespondencja z Attachatami 

Wojskowymi Państw Skandynawskich, 371/451. „Zadania wywiadowcze na teren Danii na rok 1964“ 

[Efterretningsopgaver på dansk område for året 1964], ordre af 2. december 1963. IPN, 

Korespondencja z Attachatami Wojskowymi Państw Skandynawskich, 371/451. 

23 Brev af 16. marts 1964 fra chefen for Generalstabens militærattachéafdeling til militærattaché 

Kuckowski ved den polske ambassade i København. IPN, Korespondencja z Attachatami Wojskowymi 

Państw Skandynawskich, 371/451. 

24 Boris Grigorjev, Skandinavija s tjernogo khoda. Sapiski rasvedtjiki: S serjosnogo do kurjosnogo, [Skandinavien 

ad bagindgangen. En efterretningsofficers beretning: Fra seriøst til kuriøst], 2002, s. 194. 

649

undt i Danmark med henblik på at indhente efterretninger om det danske 

forsvar. 25 Planen beskriver, hvilke rejser militærattachéen og hans folk skulle 

gennemføre i årets løb, hvilke byer der skulle besøges, hvornår disse rejser 

skulle finde sted, og hvilke objekter man skulle observere. Rejseplanen er 

unik, fordi den både beskriver turens officielle formål – den begrundelse man 

over for de danske myndigheder gav for at legitimere rejser til eksempelvis 

Fyn og Jylland – og turens faktiske formål – indhentning af efterretninger om 

danske militærinstallationer og andet af interesse for de polske efterretningstjenester. 

De polske efterretningsofficerer skulle blandt andet studere og kontrollere 

følgende militære mål i Danmark: 

– flyvepladser, 

– flådestationer, 

– kaserner, 

– magasiner og depoter, 

– radaranlæg. 

Af en arbejdsplan fra december 1964 fremgår det, at Z-II skulle fremskaffe 

skitser og fotos af sådanne objekter. 26 Rejseplanen viser, hvordan de fra Polen 

fremsatte ønsker er blevet forsøgt indhentet af efterretningstjenestens officerer 

i Danmark. Et tilbagevendende punkt i planen var studiet af „gunstige 

lokaliteter for indsættelse af landsætningsstyrker og luftlandestyrker“. Det var 

dog ikke kun åbenlyse militære objekter, der blev studeret. Infrastruktur såsom 

broer, trafikknudepunkter, rørledninger, raffinaderier og igangværende 

anlægsarbejde indgik også i rækken af objekter, som skulle iagttages. 

Enkelte ture gik til Norge og havde til formål at iagttage forskellige militære 

objekter og indhente efterretninger om det norske forsvar. Også her 

havde man til opgave at iagttage „vigtige trafikknudepunkter og broer“. 

Rejserne blev som regel kun udført af officerer, men når det officielle formål 

eksempelvis var en turist- eller familieudflugt, medbragte man officerernes 

familier, selv om der var tale om et efterretningsmæssigt formål med rejsen. 

I visse tilfælde valgte man fra polsk side forskellige overfarter for henholdsvis 

ud- og hjemrejsen, hvilket kan have været et forsøg på at minimere 

PET’s mulighed for at følge polakkernes færden. Blev det konstateret, at man 

25 „Plan wyjazdów w teren na rok 1964“ [Plan for ture i marken i 1964], arbejdsplan af 28. april 1964, 

udarbejdet af H. Kuckowski/militærattaché i København. IPN, Korespondencja z Attachatami 

Wojskowymi Państw Skandynawskich, 371/451. Planen rækker fra marts til udgangen af oktober 

1964. 

26 „Zadania wywiadowcze na teren Danii“ [Efterretningsopgaver på dansk område], ordre af 4. december 

1964, udarbejdet af Cz. Sochal/Generalstaben. IPN, Korespondencja z Attachatami 

Wojskowymi Państw Skandynawskich, 371/451. 


lev overvåget, skulle de planlagte opgaver såsom observation af militære 

objekter eller fotografering ikke udføres. 27 

Som allerede nævnt forventede PET, at polakkerne på deres rejser i 

Danmark rekognoscerede for mødesteder til brug for de polske efterretningsofficerer 

og deres agenter og kontakter. Polske dokumenter viser, at en sådan 

udpegning af mødesteder fandt sted, og at de polske efterretningsofficerer på 

deres rejser i Danmark indhentede oplysninger og materiale til etablering af 

„personbaserede kontaktsystemer“ og „ikke-personbaserede kontaktsystemer“ 

(kontakt via døde brevkasser), som det teknisk kaldtes. Sådanne kontaktsystemer 

blev etableret i en række danske byer. Den polske efterretningstjeneste 

var i hvert fald i perioden februar – november 1968 og fra april 1971 til juni 

1973 beskæftiget med at etablere sådanne kontaktsystemer forskellige steder 

i Danmark. I Jylland, på Fyn, Sjælland og Falster etableredes disse systemer, 

som var nødvendige, for at de polske efterretningsofficerer kunne kommunikere 

med deres agenter, uden at PET fik kendskab til forbindelsen. Kontaktstederne 

og postkasserne placeredes i både skovområder og parker såvel 

som inde midt i byerne, og de polske officerer fotograferede og beskrev systemerne 

nøje, så hovedkvarteret i Polen kunne følge med i det efterretningsmæssige 

arbejde. 

Kontaktsystemerne blev formentlig udarbejdet af polske sagsbehandlere i 

Polen, og deres beskrivelser af systemerne redegør i detaljer for, hvordan de 

polske efterretningsofficerer skulle komme i forbindelse med deres danske 

og udenlandske agenter, når de skulle mødes i Danmark. Kodeord, diverse 

tegn og advarsler samt mødesteder er med støtte fra fotos og tegninger nøje 

beskrevet i det polske materiale. 

I Slagelse, Åbenrå, Kolding, Vejle, Sønderborg og København havde de 

polske efterretningstjenester forberedt både mødesteder og brevkasser. 28 




28 For eksempel „Opis systemu ¢˛aczno´sci osobowej ’Buty’“ [Beskrivelse af det personlige kontaktsystem 

’Sko’], 22. juni 1973, udarbejdet af løjtnant Grabiszewski. „Opis trzyelementowego systemu 

¢˛aczno´sci bezosobowej ’Granica’“ [Beskrivelse af det tredelte upersonlige kontaktsystem ’Grænse’], 

22. juni 1973, udarbejdet af løjtnant Grabiszewski. „System ¢˛aczno´sci osobowej ’Deptak’“ [Det personlige 

kontaktsystem ’Strøget’], 20. september 1972, udarbejdet af løjtnant Grabiszewski. „Pi˛ecioelementowy 

system ¢˛aczno´sci bezosobowej ’Las’“ [Det femdelte upersonlige kontaktsystem ’Skov’], 

16. august 1972, udarbejdet af løjtnant Grabiszewski. „Opis systemu ¢˛aczno´sci osobowej ’Pasa˙z’“ 

[Beskrivelse af det personlige kontaktsystem ’Passage’], 17. marts 1972, udarbejdet af løjtnant 

Grabiszewski. „System ¢˛aczno´sci bezosobowej ’Park’“ [Det upersonlige kontaktsystem ’Park’], 19. november 

1971, udarbejdet af løjtnant Grabiszewski. „Zasadnicze i zapasowe miejsca spotkań w m. 

Vejle“ [Primære og alternative mødesteder i Vejle], 13. august 1971, udarbejdet af major Jaworski. 

„System ¢˛aczno´sci bezosobowej ’Fiord’ w m. Vejle“ [Det upersonlige kontaktsystem ’Fjord’ i Vejle], 

13. august 1971, udarbejdet af major Jaworski. „Miejsca spotkań w m. ’A’ przeznaczone dla ag. 

’August’“ [Mødesteder i byen ’A’ beregnet for agenten ’August’], 23. april 1971, udarbejdet af major 

Jaworski. „System ¢˛aczno´sci bezosobowej ’Fiord’ w m. ’A’ proponowany dla ag. ’August’“ [Det 

upersonlige kontaktsystem ’Fjord’ i byen ’A’ foreslået til agenten ’August’], 23. april 1971, udarbej- 

651

Derudover fandtes der brevkassesystemer i Holte, Odense, Næstved, Århus og 

Nykøbing Falster 29 , mens der i Lyngby/Charlottenlund og Frederikshavn var 

fastlagt personlige mødesteder. 30 I Slagelse havde man valgt byens – ifølge polakkerne 

– mindre attraktive biograf, Scala, som signalsted i kontakten med 

en agent, og i Kolding havde man etableret et møde- og postkassesystem som 

anvendtes i kontakten med den ikke nærmere identificerede agent „August“. 

Det fremgår dog, at „August“ arbejdede i Forbundsrepublikken Tyskland. I 

København etableredes et lignende kontaktsystem for efterretningstjenestens 

forbindelse med „agent Walter“. 31 

Eftersom den polske og den sovjetiske arbejdsmåde har været lig hinanden, 

må de sovjetiske efterretningstjenester formodes at have haft lignende kontaktsystemer. 

De såkaldte „upersonlige forbindelser“ er ligeledes velkendte i 

en DDR-sammenhæng. 32 I Danmark ser man eksempelvis brugt hos HVAagenten 

„Depot“, der, når han fandt et stykke hæfteplaster under håndtaget 

på sin bil, skulle begive sig til sin døde postkasse i Mindeparken i Århus. 33 I 

modsætning til de polske og sovjetiske havde det østtyske forbindelsessystem 

imidlertid ikke noget med ambassaden at gøre. 

Østtyske aktiviteter i Danmark 

De danske efterretningstjenester havde længe kun få indikationer på, at 

Danmark havde større efterretningsmæssig interesse for de østtyske efterretningstjenester. 

Østtyske efterretningsaktiviteter på dansk jord var i de danske 

efterretningstjenesters bevidsthed nærmeste ikke-eksisterende op gennem 

det af major Jaworski. „Opis systemu ¢˛aczno´sci ’Centrum’“ [Beskrivelse af kontaktsystemet 

’Centrum’], oktober 1968, udarbejdet af Rafal. „Miejsce spotkania ’Pos˛ag’“ [Mødestedet ’Statue’], 

februar 1968. „System ¢˛aczno´sci bezosobowej ’Po¢udniowy’ w ’A’“ [Det upersonlige kontaktsystem 

’Sydlig’ i ’A’], februar 1968, ingen forfatter. Alle ovennævnte kilder stammer fra IPN, Teczka systemów 

¢˛aczno´sci Danii, 389/104. 

29 For eksempel „Trzyelementowy system ¢˛aczno´sci bezosobowej ’Kro’“ [Det tredelte upersonlige 

kontaktsystem ’Kro’], 14. marts 1973, ingen forfatter. „Pi˛ecioelementowy system ¢˛aczno´sci bezosobowej 

’Bajka’“ [Det femdelte upersonlige kontaktsystem ’Eventyr’], 15. november 1972, udarbejdet af 

løjtnant Grabiszewski. „Schowek i sygna¢ówka ’Tårnet’ w rejonie m. ’A’“ [Gemmested og signalsted 

’Tårnet’ i området ved byen ’A’], april 1968, ingen forfatter. „System ¢˛aczno´sci nieosobowej ’Café’“ 

[Det upersonlige kontaktsystem ’Café’], maj 1968, ingen forfatter. „System schowków ’Sport’ w ’A’“ 

[Gemmestedssystemet ’Sport’ i ’A’], 1968, ingen forfatter. Alle ovennævnte kilder stammer fra IPN, 

Teczka systemów ¢˛aczno´sci Danii, 389/104. 

30 „System ¢˛aczno´sci osobowej ’Fona’“ [Det personlige kontaktsystem ’Fona’], 21. januar 1972, udarbejdet 

af løjtnant Grabiszewski. IPN, Teczka systemów ¢˛aczno´sci Danii, 389/104. „Miejsce spotkania 

’Sten’“ [Mødestedet ’Sten’], 1968, ingen forfatter. Begge kilder stammer fra IPN, Teczka systemów 

¢˛aczno´sci Danii, 389/104. 

31 „Opis systemu ¢˛aczno´sci ’Centrum’“ [Beskrivelse af kontaktsystemet ’Centrum’], oktober 1968, udarbejdet 

af Rafa¢. IPN, Teczka systemów ¢˛aczno´sci Danii, 389/104. 

32 Helmut Müller-Enbergs, Inoffizielle Mitarbeiter des Ministerium für Staatsicherheit. Anleitung für die 

Arbeit mit Agenten, Kundschaftern und Spionen in der Bundesrepublik Deutschland, 1998, s. 181. 

33 „Bericht über Treff mit Paul am 30.8.1964“, BStU, AIM 2093/72. 


1960’erne. Runa-sagen fik i slutningen af 1950’erne de danske efterretningstjenester 

til at slutte, at Østtyskland blev brugt som base for efterretningsvirksomhed 

rettet mod Danmark, og man vidste desuden, at de østlige tjenester 

var aktive under Østersøugerne. De første indikationer på en større østtysk 

interesse for Danmark kom i sommeren 1965, hvor en dansk reserveofficer 

blev idømt fængselsstraf for at have ladet sig hverve af den østtyske efterretningstjeneste 

og derefter forsøgt at lade sig hverve af FE som dobbeltagent. 34 

På forskellig vis blev FE informeret om, at reserveofficeren allerede havde 

videregivet oplysninger om det danske forsvar. Derfor blev reserveofficeren 

sigtet og senere hen også dømt for spionage. 35 

På trods af disse eksempler på østtysk interesse for Danmark vurderede 

man fra dansk side, at det østtyske ønske om en dansk anerkendelse af staten 

DDR afholdt de østtyske tjenester fra at drive efterretningsvirksomhed i 

Danmark. 36 Den 16. marts 1968 viste denne vurdering sig at være forkert, idet 

DDR-borgeren Gustav Holm Haase blev anholdt for spionage mod 

Danmark. 37 Han havde gennem en årrække rejst som forbindelsesmand til 

agenter i Danmark under falsk navn og identitet. Sagen blev af FE betegnet 

som „bemærkelsesværdig“, fordi det var første gang man havde entydigt bevis 

for, at østtyske efterretningstjenester opererede på dansk jord. På grund af de 

manglende afsløringer havde de danske tjenester indtil da ikke regnet spionage-risikoen 

fra DDR som overhængende. Som i næsten alle andre sager 

vedrørende illegales aktiviteter blev den østtyske efterretningsvirksomhed på 

dansk jord opdaget ved et tilfælde. Også sagen mod Jörg Meyer afslørede en 

årrække senere, at de danske antagelser om østtysk tilbageholdenhed var forkerte. 

Jörg Meyer var sendt til Danmark som illegal og opererede i 5 år under 

dække af at være vesttysk sømand. Han nåede at hverve en ung dansk kvinde, 

som udleverede fortroligt materiale, og videresende dette materiale til DDR, 

inden han i efteråret 1978 blev pågrebet. 38 

Begge sager var givetvis medvirkende til, at FE i slutningen af 1970’erne 

vurderede, at størstedelen af den østtyske efterretningsaktivitet blev udført af 

illegale, og ikke af efterretningsofficerer på repræsentationen som hos de øv- 

34 FE’s arkiv, Ugeoversigt nr. 13, 17. juni 1965. Reserveofficeren henvendte sig til FE og fortalte om 

hvervningen i DDR, men FE troede ikke på reserveofficerens forklaring. Efterfølgende undersøgelser 

viste da også, at det var reserveofficeren selv, som af egen drift havde kontaktet den østtyske 

efterretningstjeneste. FE mistænkte ham for med økonomiske motiver for øje efterfølgende at forsøge 

at lade sig hverve af FE og derved fungere som dobbeltagent. 

35 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1965, s. 81-83; Ugeoversigt nr. 19, 9. september 1965. To år senere 

kom det frem, at en dansk antikvitetshandler igennem en årrække havde arbejdet som agent for den 

østtyske efterretningstjeneste MfS. Hans opgaver havde hovedsagelig rettet sig mod NATO-mål. Selv 

om den hvervede tilsyneladende ikke havde videregivet oplysninger om danske styrker eller NATOinstallationer 

på dansk grund, viste sagen, at danske statsborgere også var af interesse for de østtyske 

efterretningstjenester. Halvårsoversigt nr. 2/1967, s. 115-116. 



38 FE’s arkiv, SikNyt Januar 1979, s. 7. 

653

ige østlande. 39 Særligt Jörg Meyer-sagen havde desuden vist, at sådanne illegale 

ofte blev styret af føringsofficerer via møder i tredjelande. 40 Ikke en 

eneste ansat ved den østtyske repræsentation var af FE blevet identificeret 

som tilknyttet de østtyske efterretningstjenester i 1979, men ikke desto mindre 

blev DDR sammen med Sovjetunionen og Polen vurderet til at udgøre 

den væsentligste efterretningsmæssige trussel mod Danmark. 41 

DDR’s militære efterretningstjeneste og Danmark 

De danske myndigheders vurdering af de østtyske efterretningstjenesters forsigtighed 

med at benytte sig af DDR’s ambassade i det operative arbejde fremstår 

også ud fra en nutidig betragtning som rimelig korrekt. Som tidligere beskrevet 

etablerede MfS’ udlandstjeneste HVA sig senest i 1973 med et legalt 

residentur på ambassaden. 42 Dog herskede der i de østtyske tjenester som 

nævnt en vis tilbageholdenhed over for at udnytte mulighederne i det legale 

residentur fuldt ud. Hvorvidt DDR’s militære efterretningstjeneste, der i 

denne periode arbejdede under navnet Verwaltung Aufklärung – ikke at forveksle 

MfS Hauptverwaltung Aufklärung (HVA) – ligeledes etablerede et legalt 

residentur på ambassaden, er endnu ikke fuldt afklaret. En oversigt over 

tjenestens semilegale residenturer på handelsrepræsentationerne i Vesten før 

anerkendelsen viser, at tjenesten endnu ikke havde officerer på DDR’s handels- 

og trafikrepræsentation i København i slutningen af 1960’erne. 43 

At Verwaltung Aufklärung ønskede at få foden inden for i Danmark var 

ganske klart. DDR ønskede at få akkrediteret en militærattaché i København. 

I Østberlin stod kommandørkaptajn Peter Schreiber fra den militære efterretningstjeneste 

parat til at overtage posten. 44 Militærattache-embedet gav den 

militære efterretningstjeneste mulighed for at bedrive efterretningsvirksomhed 

i Vesten. Den anden mulighed var at lade efterretningsofficererne fungere 

i en civil dækfunktion. Førstnævnte havde den fordel at attachéen helt 

åbenlyst kunne beskæftige sig med militære og sikkerhedspolitiske spørgsmål, 

mens ulempen var at de danske efterretningstjenester ville være opmærksomme 

på ham fra starten. En civil dækfunktion kunne skjule – i hvert fald i 

nogen tid – at det drejede sig om en efterretningsmand. Til gengæld måtte 

han fare med lempe i forbindelse med sine indhentningsopgaver. De danske 

39 FE’s arkiv, SikNyt April 1979, s. 17. 

40 Jörg Meyer havde for eksempel haft flere møder med sine føringsofficerer i både Sverige og 

Finland. 

41 FE’s arkiv, SikNyt Juli – oktober 1979. 


43 Walter Richter, Der militärische Nachrichtendienst der DDR und seine Kontrolle durch das Ministerium für 

Staatssicherheit, 2002, s. 369. 

44 Richter, Sst., s. 371. 


tjenester PET og FE var på det rene med, at de med en militærattaché inviterede 

en fjendtlig efterretningstjeneste indenfor. Dog var det ikke udelukkende 

et problem. De vidste fra attacheens ankomst, hvad de havde at gøre 

med, hvilket umiddelbart lettede deres arbejde. Samtidig åbnede akkrediteringen 

i København for, at danskerne ville kunne stille krav om et tilsvarende 

arrangement i Østberlin. 45 I sidste ende valgte Danmark samme kurs som 

hovedparten af NATO-landene og accepterede ikke en østtysk militærattaché 

i Danmark. Det er særdeles sandsynligt, at Verwaltung Aufklärung reagerede 

ved at placere sine folk i andre stillinger på ambassaden. PET mistænkte således 

i tiden fra ambassadens oprettelse til DDR’s opløsning i 1990 en relativt 

stor del af de akkrediterede diplomater for at være efterretningsfolk. 46 

Danskerne manglede imidlertid ofte vished, fordi østtyskerne optrådte forsigtigt. 

En entydig identifikation af tjenestens såkaldte legalister foreligger imidlertid 

endnu blot fra slutningen af 1980’erne. 

Østtyskernes tilbageholdenhed med at udnytte deres nye ambassade fuldt 

ud i efterretningsarbejdet skyldtes ikke, at DDR ikke interesserede sig for 

Danmark. Særligt DDR’s militære efterretningstjeneste prioriterede Danmark 

ganske højt. Netop ved indgangen til perioden for dette kapitel satte 

Verwaltung Aufklärung for alvor fokus på Danmark, der gik fra at være et land 

af almindelig interesse til at være et kerneområde for tjenestens arbejde. Den 

definerede således fra midten af 1960’erne sit hovedarbejdsfelt som NATOkommandoerne 

Centraleuropa og BALTAP. I denne definition lå også forklaringen 

på DDR’s interesse for Danmark. Det var ikke fordi landet i sig selv udgjorde 

nogen frygtindgydende modstander for Warszawapagten og for DDR’s 

Nationale Folkehær (NVA), men på grund af nøglepositionen ved stræderne. 

47 

Verwaltung Aufklärung havde umiddelbart tre årsager til at sætte Danmark 

på dagsordenen i starten af 1960’erne. Den første og mest markante grund 

var Danmarks samarbejde med Vesttyskland i Enhedskommandoen, BALTAP. 

Vesttyskland var landets hovedmodstander og en fjende, som den østtyske ledelse 

var rede til at tillægge alle mulige motiver. To på hinanden følgende østtyske 

forsvarsministre og medlemmer af SED’s politbureau advarede den 

østtyske ledelse om konsekvenserne af oprettelsen af BALTAP. De profeterede, 

at det dansk-vesttyske forsvarssamarbejde ville føre til vesttysk kontrol, 

som det vesttyske militær, der blev fremstillet som Hitlers revanchistiske arvtagere, 

ville udnytte som udgangspunkt for en krig mod DDR. Set med østtyske 

briller undergik Danmark dermed en forvandling fra en relativt harmløs 

nabo til en umiddelbar trussel mod DDR’s sikkerhed. 48 



47 Thomas Wegener Friis, Den usynlige front, s. 289ff. 

48 Sst., s. 64ff. 

655

Den anden grund til, at Verwaltung Aufklärungs interesse for Danmark 

steg, var at DDR i begyndelsen af 1960’erne blev integreret i Warszawapagtens 

krigsplaner mod Danmark. DDR’s militær fik i den sammenhæng tildelt en 

rolle – om end ikke hovedrollen – i forbindelse med en invasion af de danske 

øer, der var en vigtig brik i Sovjetunionens planer om erobring af Vesteuropa 

i krigstilfælde. Det medførte et øget ansvar for efterretningsarbejdet i forhold 

til Danmark for Verwaltung Aufklärung. Dette skete i koordination med de 

øvrige Warszawapagtlande. I retningslinier for den østlige alliances efterretningsarbejde 

havde Verwaltung Aufklärung specifikt fået tildelt hovedansvaret 

for efterretningsarbejdet i Vesttyskland og et delansvar for Danmark. 49 Til 

gengæld tilsagde koordinationen af efterretningsopgaver mellem Warszawapagt-landene 

ikke, at østtyskerne skulle tage sig af de øvrige nordiske lande. 

Arkivmaterialet i militærarkivet i Freiburg bekræfter denne fordeling, idet det 

viser at østtyskerne var omfattende informeret om Danmark, men kun i begrænset 

omfang lå inde med oplysninger om de andre lande i Norden. 

En sidste og mindre årsag til, at Verwaltung Aufklärung satsede mere på 

Danmark, var, at tjenesten i 1964 overtog de østtyske værns tidligere selvstændige 

efterretningsafdelinger. Dermed kom også Folkemarinens efterretningsafdeling 

under tjenestens direkte kontrol. Folkemarinens hovedmodstander 

var BALTAP og dermed også Danmark. Den betydning, som BALTAP spillede 

for det østtyske efterretningsarbejde generelt, fremgår i øvrigt af en alenlang 

liste over MfS’ HVA’s hovedmål. Af over 1500 efterretningsmål var blot to danske, 

nemlig BALTAP’s hovedkvarter samt hovedkvarteret for landstyrkerne i Jylland. 50 

DDR’s maritime indhentning 

Med overtagelsen af værnenes efterretningsafdelinger fik Verwaltung 

Aufklärung en række værktøjer stillet til sin rådighed, som tjenesten indtil da 

ikke havde rådet over. Det drejer sig om mulighederne for at benytte sig af signalopklaring 

(SIGINT) samt af rekognoscering (RECINT), der i DDR gik 

under fællesbetegnelsen operativ-taktisk opklaring. Disse to metoder kan 

virke lidet glamourøse, men ikke desto mindre er det vanskeligt at overvurdere 

SIGINT og RECINT’s betydning for DDR’s militære efterretningsarbejde. 

På grund af nærheden mellem DDR og Danmark var det muligt for 

østtyskerne simpelthen at se og lytte sig til store mængder af informationer. 

Dette gjaldt ikke mindst til søs, hvor skibe fra Volksmarine og den danske 

marine befandt sig ansigt til ansigt. De tre flåder i Warszawapagtens Forenede 

Østersøflåde delte ansvaret for rekognosceringen i de nærliggende farvande 

49 Sst., s. 47. 

50 „Zielobjekte der HVA“ aftrykt som Dokument 21 hos: Hubertus Knabe, Westarbeit des MfS. Das 

Zusammenspiel zwischen „Aufklärung“ und „Abwehr“, 1999. 


mellem sig. De sovjetiske styrker tog sig af Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. 

Polakkerne holdt øje med Østersøen øst for Bornholm, mens den østtyske folkemarine 

virkede som bindeled mellem de to zoner. Således havde østtyskerne 

ansvaret for Storebælt, Kieler-bugten, Mecklenburger-bugten og Arkona- 

Bækkenet. 51 Overvågningen af NATO-enheder og deres aktiviteter i dette område 

blev varetaget af et omfattende system, der omfattede grænsetroppernes 

vagttårne og radar på land, en net af marinens skibe til søs samt af marinens 

helikoptere og luftvåbnets 3. luftforsvarsdivision i luften over Østersøen. 

Overvågningssystemet skulle sikre, at det østtyske forsvar på ethvert givet 

tidspunkt havde styr på NATO-enhederne i folkemarinens operationsområde. 

Efter østtyskernes eget skøn drejede det sig om godt 600 flådeenheder 

og installationer. Ved et krigsudbrud havde østtyskerne forpligtet sig til have 

styr på 70 % heraf inden for 12 timer og 85 % efter 24. 52 Denne overvågning 

skulle sikre det østtyske fuld viden om NATO’s „order of battle“. Derudover 

skaffede den konstante overvågning af NATO-styrkerne løbende informationer 

om deres øvelsesaktiviteter, der blev analyseret for at give et billede af, 

hvorledes de vesttyske og danske styrker forventedes at reagere i krigstilfælde. 

Til brug for den tekniske spionage eller signalopklaringen disponerede 

Verwaltung Aufklärung dels over lyttestationer i DDR, dels over fire specialbyggede 

efterretningsskibe, „Hypograph“ (1961), „Comet“ (1972), „Meteor“ 

(1972) og „Jasmund“ (1985). Ved hjælp heraf aflyttede Verwaltung Aufklärung 

NATO’s radiokommunikation i en radius, der nåede ud til linjen 

Skagen-Cuxhaven-Den Helder-Ostende-Metz-Basel. 53 Dermed var hele Danmarks 

territorium omfattet. Ved hjælp af efterretningsskibene kunne Verwaltung 

Aufklärung samt MfS’ Hovedafdeling III (Funkaufklärung), som militæret 

samarbejdede med på dette område, også aflytte radiokæde-forbindelser 

– altså den æterbårne telefoni – i Danmark og Nordtyskland. Derved 

kunne østtyskerne lytte med på langdistancetelefonsamtaler. I den sammenhæng 

foreligger for eksempel rapporter, der viser at østtyskerne periodevis 

havde mulighed for at lytte med på ACE HIGH, NATO’s kommunikationsnet. 

Efterretningsskibene rådede desuden over fotografisk udstyr til optisk opklaring 

af de danske kyster. 54 Den type af efterretningsvirksomhed optog en 

anselig andel af Verwaltung Aufklärungs personaleressourcer. Den sidste østtyske 

efterretningschef Alfred Krause vurderede, at den leverede godt en femtedel 

af tjenestens informationer. 55 I Danmarks tilfælde har denne procentsats 

formodentlig været noget højere. 

51 Thomas Wegener Friis, Den usynlige front, s. 140. 

52 Sst., s. 141. 

53 Joachim Schunke, „Feindbild und Beurteilung des Gegners in der NVA“ i Wolfgang Wünsche 

(red.), Im Gleichschritt? Zur Geschichte der NVA, 2001, s. 165. 


55 Hans Rudolf Fuhrer, “Die Schweiz und Österreich im Fadenkreuz des militärischen 

Nachrichtendienstes der DDR?“, Jahrbuch für internationale Sicherheitspolitik, 1999, s. 512. 

657

Opprioriteringen af Danmark blandt DDR’s militære efterretningstjenestes 

opgaver slog ret hurtigt igennem i det analysemateriale, som tjenesten udfærdigede. 

Endnu i starten af 1960’erne var det mangelfuldt. Analytikerne påpegede 

i denne sammenhæng, at de fattedes andre kilder end de offentligt 

tilgængelige. De beklagelser svandt op gennem 1960’erne, hvilket umiddelbart 

kan tolkes som en tilfredshed med de informationer, som de operative 

enheder fremskaffede. I forbindelse med den løbende forbedring af analysesituationen 

og dermed for sikkerheden, som tjenesten selv betragtede det, i 

billedet af Danmark kan der fremhæves tre højdepunkter. Det første var 1965, 

da det for første gang lykkedes DDR’s militære efterretningstjeneste at fremskaffe 

papirer, der behandlede NATO’s alarmeringsplaner for BALTAP-området. 

Indtil dette tidspunkt havde østtyskernes vurdering heraf hvilet på „kvalificerede 

gæt“, som de støttede på de indhentede materiale om for eksempel 

øvelser. 

Det andet højdepunkt var Verwaltung Aufklärungs medvirken til et stort 

forskningsprojekt i det østtyske forsvar omkring problematikken „blokade af 

Østersøudfaldsvejene“ i 1977. Dette projekt var det største af sin art, der blev 

gennemført omkring Danmark. Det sammenfattede mere omfattende og systematisk 

end tjenestens løbende analyser information om NATO’s forsvar af 

Danmark og stræderne. Materialet indeholdt desuden forudsigelser af operationsmønstre 

for forskellige typer af flådeenheder under BALTAP samt forudsigelser 

om, hvilken vej det danske og vesttyske militær ville udvikle sig i årene 

fremover. 56 

Det tredje og sidste højdepunkt var, da den militære efterretningstjeneste i 

1984 udgav det omfattende værk „Die Streitkräfte der NATO auf dem Territorium 

der BRD“ (3. udg. 1989). Med værket tog tjenesten skridtet fra at producere 

hemmelige analyser til offentligt og i meget stort oplag at løfte sløret 

for en del af sin viden om modstanderen. Sammenlignes informationer i 

denne bog, der ikke blot behandlede Vesttyskland men hele den militære 

efterretningstjenestes kerneområde nemlig NATO’s kommando for 

Centraleuropa og BALTAP, med rapporter fra indgangen til den her behandlede 

periode, ses et klart sammenfald. Tjenesten havde efter godt tyve år med 

Danmark som en del af stamrepertoiret opnået en viden, der gjorde det muligt 

at fortælle alverden, hvad der ved indgangen til 1960’erne var hemmelig 

militær viden. 

HUMINT i Danmark 

Med hensyn til Verwaltung Aufklärungs HUMINT – brugen af agenter og informanter 

– er informationer for perioden 1960-1980 ganske mangelfulde. 

56 Thomas Wegener Friis, Den usynlige front, s.195ff. 


Det hænger sammen med, at tjenesten ved DDR’s opløsning bevidst søgte at 

tilintetgøre materiale, der kunne bringe agenterne i fare for strafforfølgelse. 

Enkelte agenter er siden hen blevet kendt, størstedelen af disse er behandlet 

i et senere afsnit, idet deres hvervningstidspunkt ikke med sikkerhed kan 

fastslås, men det vides, at de var aktive i 1980’erne. Der foreligger imidlertid 

troværdige informationer om en af Verwaltung Aufklärungs agenter i den her 

behandlede periode. Det drejer sig om en østtysk mand, der blev indsluset i 

Danmark i 1961. Han bosatte sig i Jylland i nærheden af to danske militærenheder. 

57 Denne agent virkede her som såkaldt „Objektbeobachter“, dvs. en 

agent, der qua sin fysiske placering havde mulighed for at overvåge militære 

installationer udefra. Han havde derigennem mulighed for at holde styr på 

aktiviteten ved enhederne. Denne funktion havde særlig betydning i krisesituationer. 

Her kunne NATO-troppernes reaktionsmønstre give Østberlin et 

fingerpeg om, hvor alvorligt situationen skulle betragtes. Den militære efterretningstjeneste 

havde med dette for øje udarbejdet check-lister over opførsel, 

der kunne virke foruroligende. Der drejede sig for eksempel om inddragelse 

af soldaternes orlov eller forhøjet beredskab på hospitaler, der kunne 

antyde, at en krig kunne være lige om hjørnet. 58 Foruden disse opgaver havde 

objektbeobachteren typisk også mulighed for forsigtigt at udfritte personer 

med relation til forsvaret. 

Om end objektbeobachter var en agenttype, der overvejende arbejdede for 

den militære efterretningstjeneste, hvervede MfS’ HVA omtrent samtidig den 

danske agent „Depot“, som denne tjeneste søgte at bringe i stilling i nærheden 

af BALTAP’s hovedkvarter i Karup. 

På baggrund af det foreliggende materiale er det ikke muligt entydigt at afeller 

bekræfte, hvorvidt Verwaltung Aufklärung rådede over kilder internt i 

det danske forsvar. En kilde fra 1968 tyder imidlertid på, at den militære efterretningstjeneste 

ikke havde opnået et sådan hvervningsgennembrud i Danmark. 

Således blev en østtysk agent sendt til København i 1968 for at finde 

frem til adressen på COMLANDZEALAND – ledelsen for landstyrkerne på 

Sjælland og Øerne. Hvis Verwaltung Aufklärung på dette tidspunkt havde 

haft et gennembrud i Danmark og måske endda havde en agent placeret centralt 

i det danske militær, synes rejsen overflødig. 59 

Hvor stammede da Verwaltung Aufklärungs forbedrede oplysninger om 

Danmark fra? For at kunne besvare dette spørgsmål er det væsentligt at erindre, 

at forsvarssamarbejdet mellem Vesttyskland og Danmark ikke blot var et 

problem for DDR. Enhedskommandoen rummede også muligheder for de 

østtyske efterretningstjenester. Vesttyskland var gennem hele den Kolde Krig 

deres foretrukne operationsområde. Det var her, de havde den helt domi- 

57 PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr 262. 


59 Sst., s. 102. 

659

En Ivan Rogov-båd har været lidt for langt inde på dansk område omkring Hesselø og 

følges nu pænt ud af minelæggeren Falster og fregatten Peder Skram. Fra 1980’erne. 

(Søværnets Fototjeneste/Marinens Bibliotek). 

nerede andel af deres agenter samt alle deres hidtil kendte topagenter. I et 

senere kapitel vil der blive redegjort for, hvorledes disse agenters indberetninger 

også i vidt omfang bidrog til Østberlins efterretningsbillede af Danmark. 

60 



55 · Hemmelige operationer og subversive 

aktiviteter i krise- og krigstid 

Hvilke forberedelser havde de østlige efterretningstjenester parat med henblik 

på at operere i og mod Danmark i tilfælde af en international krise eller 

krig? For Polens vedkommende findes en plan fra 1968, som beskriver, hvordan 

man skulle bevare kontakten mellem de herværende polske efterretningsofficerer 

og deres hovedkvarter i Polen i tilfælde af krise eller krig. Planen giver 

indblik i, hvordan man ved hjælp af radio og personlig kontakt i udlandet 

skulle holde hovedkvarteret informeret om efterretningsarbejdet i Danmark. 1 

Hertil kom et kontaktsystem udarbejdet af den polske efterretningstjeneste, 

således at den herværende resident kunne afholde et hemmeligt møde på forskellige 

lokaliteter midt i København med en tilrejsende repræsentant for 

efterretningstjenestens hovedkvarter i Polen. 2 

Som førsteprioritet var der udpeget et mødested i Gothersgade tæt på 

Kongens Nytorv og Store Kongensgade. Passagen med søjlerne på højre side 

af Gothersgade var udset som mødested, fordi der blandt andet var mange 

butikker i området, og man derfor kunne opholde sig dér under påskud af at 

kigge på vinduer. I ly af søjlerne kunne et kort møde finde sted, men var der 

behov for en længere samtale, skulle man anvende en af de nærliggende restaurationer. 

Området ved Sortedam Dossering blev udpeget som et alternativt mødested. 

I det polske dokument blev det fremhævet, at mange mennesker gik tur 

i området, og at „man kan opholde sig i dette område selv igennem længere 

tid uden at give anledning til mistænksomhed“. 3 

Var den aktuelle situation af en sådan karakter, at det var ønskeligt ikke at 

gennemføre et personligt møde mellem residenten og den tilrejsende repræsentant 

fra Polen, måtte et alternativt kontaktsystem tages i anvendelse. 

I Øregårdsparken havde man etableret en død postkasse, således at kontakten 

mellem residenten og den tilrejsende repræsentant kunne opretholdes 

uden personlige møder. Ved en bro i parken havde den polske efterretningstjeneste 

etableret den døde postkasse med det ene formål at kunne udveksle 

meddelelser og materiale af forskellig art, uden at PET konstaterede en di- 

1 „$˛aczno´sć mi˛edzy central˛a i rezydentur˛a w Danii w okresie zagrozenia lub konfliktu zbrojnego“ 

[Kontakt mellem centralen og residenturet i Danmark under krise eller væbnet konflikt], efterretningsnotat, 

november 1968, ingen forfatter. IPN, Teczka systemów ¢˛aczno´sci Danii, 389/104. 

2 „System ¢˛aczno´sci osobowej i nieosobowej dla ¢˛aczno´sci mi˛edzy rezydentem i przedstawicielem 

Centrali“ [Personligt og upersonligt kontaktsystem til kontakt mellem resident og repræsentant for 

Centralen], 1968, ingen forfatter. IPN, Teczka systemów ¢˛aczno´sci Danii, 389/104. 

3 „System ¢˛aczno´sci osobowej i nieosobowej dla ¢˛aczno´sci miedzy rezydentem i przedstawicielem 



661

Polsk efterretningsmateriale. Det omtalte polske mødested i Gothersgade til venstre og det 

alternative mødested ved Sortedamssøen til højre. 1968. (IPN, Warszawa). 

rekte kontakt mellem de to personer. Når gemmestedet var blevet anvendt, og 

det materiale, som skulle udveksles, var blevet placeret, skulle et signal placeres 

i form af et kridt- eller blyantstegn. Tegnet skulle placeres på den sekskantede 

avis- og bogkiosk som befandt sig på den lille plads mellem Østerbrogade og 

Skt. Jakobs Gade i København. 4 

Sabotage og specialstyrker mod Danmark 

Tanken om en egentlig „femte kolonne“ fik stadig mindre betydning gennem 

årene. Hvor man tidligere frygtede, at kommunisterne ville udgøre en væbnet 

trussel i tilfældet af en krig mellem Øst og Vest, synes truslen at være blevet 

mere kompleks i 1960’erne og 1970’erne, i takt med at man fik større viden 

om og indsigt i de østeuropæiske planer. Begrebet „femte kolonne“ kom i 

1960’erne og 1970’erne til at omfatte en større og måske mere uoverskuelig 

gruppe personer, som i en krise- eller krigssituation ville kunne udgøre en 

trussel. Femtekolonnevirksomhed defineredes af Forsvarets Efterretningstjeneste 

(FE) som den „aktivitet, der inden for landets grænser – umiddelbart 

før og i forbindelse med et angreb på Danmark – udføres af danskere eller 

4 „System ¢˛aczno´sci osobowej i nieosobowej dla ¢˛aczno´sci miedzy rezydentem i przedstawicielem 




udlændinge, til fordel for fremmed statsmagt, i forbindelse med ulovlig efterretningsvirksomhed, 

planlægning og gennemførelse af sabotage, attentater 

og lignende“. 5 Denne definition betød, at man i højere grad end tidligere rettede 

fokus mod udlændinge, som var bosat i Danmark. De danske efterretningstjenester 

stillede spørgsmålet, om herboende østeuropæere ville støtte 

de specialstyrker, hvis indsættelse man fra dansk side i stigende omfang betragtede 

som en risiko. 6 Som nævnt i kapitel 47 var emigranter fra Østeuropa 

i PET’s søgelys, især hvis de havde kontakt til de østlige repræsentationer. 

Oplysninger fra udlandet understregede, at den indre trussel i fredstid blev 

stadig sværere at identificere. DDR skulle i 1950’erne have iværksat opbygningen 

af „sovende sabotagenet“ i Vesttyskland. I fredstid havde netværket til 

hovedopgave at indhente efterretninger og videregive disse, ligesom udførelse 

af sabotage lejlighedsvis kunne komme på tale. 7 De indhentede efterretninger 

skulle indgå i planlægningen af sabotageaktioner. Endelig skrev FE 

også, at netværket havde til opgave at nedgrave depoter i nærheden af de vigtigste 

sabotageobjekter. Depoterne skulle kunne anvendes af indsatte specialenheder 

fra øst. De vestlige efterretningstjenester havde kun i begrænset omfang 

fået indsigt i netværket og dets arbejdsmetoder, men de mente at kunne 

kæde særmeldinger fra en af MfS’s radiosendere sammen med eksistensen af 

et sådant netværk. 

Fra den vesttyske militære efterretningstjeneste havde FE modtaget en vurdering 

af de østeuropæiske efterretningstjenester og deres aktiviteter, som pegede 

i retning af, at de østlige tjenester ikke udførte målbevidst sabotage i 

fredstid, sådan som man havde mistænkt dem for. 8 De østlige tjenester nøjedes 

formentlig med i fredstid at foretage en indgående planlægning og forberedelse 

af senere sabotageaktioner. I Vesttyskland vurderede man, at der 

formentlig blev udarbejdet detaljerede planer for den sabotage, som skulle 

iværksættes i forbindelse med et krigsudbrud. Illegale netværk til indhentning 

af oplysninger, der var nødvendige for udførelse af sådanne sabotageaktioner, 

var blevet afsløret i Vesttyskland, og dette havde over for den vesttyske 

kontraefterretningstjeneste bekræftet, at hvervede agenter var blevet instrueret 

i at udføre sabotage mod en række mål – militære installationer, 

kraftværker, skibsværfter, kommunikationsmidler, havne og broer samt diverse 

industrielle mål – i tilfælde af krig. 9 Materiale, der efter den kolde krigs op- 

5 FE’s arkiv, SikNyt, januar kvartal 1978. Det er værd at bemærke, at det ikke uddybes, hvilken aktivitet 

der er tale om. Det er med andre ord ikke fastslået, om der udelukkende er tale om militære aktiviteter, 

eller om der også kan være tale om propaganda „til fordel for en fremmed statsmagt“. 

Femtekolonne-begrebet anvendes kun i meget få og sjældne tilfælde af PET i 1960’erne og 

1970’erne. 



8 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1964, oktober 1963 – april 1964, s. 35. 

9 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1966, s. 116. FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1964, oktober 1963 – 

april 1964, s. 35. 

663

hør er fremkommet fra MfS’s arkiver i Tyskland, har dokumenteret, at i hvert 

fald DDR havde sådanne planer over for Vesttyskland. 10 Eksistensen af sabotageplanerne 

mod Forbundsrepublikken gør det sandsynligt, at der – landets 

strategiske betydning taget i betragtning – forelå lignende forberedelser over 

for Danmark. 

Ét var sabotage i krigstilfælde, noget andet lignende aktiviteter i fredstid. 

Herom er der endnu ikke fremkommet ny viden fra de østeuropæiske arkiver. 

I Danmark overvejede tjenesterne, hvorvidt det var en reel risiko, idet 

man både i Danmark og i Vesttyskland havde været vidner til hærværk og andre 

besynderlige episoder mod skibe. I Vesttyskland havde myndighederne 

endog anholdt og sigtet flere personer på et skibsværft for at arbejde for en 

fremmed efterretningstjeneste. 11 Oplysningerne om de vesttyske sabotageaktioner 

foranledigede FE til også at kigge nærmere på episoder i Danmark, 

der måske kunne rubriceres som sabotage. Der var hændelser på danske værfter, 

som i høj grad mindede om den tyske sabotage. FE så sig derfor ikke i 

stand til at afvise, at der også i Danmark eksisterede et sabotagenet som det 

vesttyske. 12 FE bemærkede, at de sabotagelignende hændelser på de danske 

værfter ikke i samme omfang havde fundet sted efter optrevlingen af sabotagenettet 

i Vesttyskland, og antydede dermed, at fremmede efterretningstjenester 

kunne stå bag lignende sabotagegrupper herhjemme. 

De danske tjenesters syn på sabotagetruslen ændrede sig en anelse op gennem 

1960’erne, hvor de fik større indsigt i, hvad man i Danmark kunne forvente 

i tilfælde af en krise- eller krigssituation. Via udenlandske samarbejdspartnere, 

og måske også egne operationer, fik de danske efterretningstjenester 

bestyrket antagelsen om, at Warszawapagten i fredstid foretog en indhentning 

med henblik på planlægning og forberedelse af senere sabotageaktioner. 

13 Disse sabotageaktioner blev planlagt og forberedt til at blive iværksat 

i forbindelse med internationale kriser eller umiddelbart forud for et 

krigsudbrud, og i den henseende udgjorde Danmark ingen undtagelse som 

mål. 14 „En del af den indhentning, der er konstateret i Danmark, forekommer 

ligeledes anvendelig til sådant formål,“ skrev FE i 1971 om Warszawapagtens 

forberedelse af sabotage. 15 Indhentningen måtte forventes blandt andet 

at blive anvendt til, hvad man betegnede som „lejlighedssabotage“ med det 

10 Se Thomas Auerbach, Einsatzkommandos an der unsichtbaren Front. Terror- und Sabotagevorbereitungen 

des MfS gegen die Bundesrepublik Deutschland, 1999. 



13 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1964, oktober 1963 – april 1964, s. 35. Nye oplysninger pegede på, 

at de østlige tjenester ikke udførte målbevidst sabotage i fredstid, sådan som man havde mistænkt 

dem for. 

14 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1965, 1. oktober 1964 – 31. marts 1965, s. 85. Nogle år senere fik 

man via den sovjetiske efterretningsofficer Oleg Ljalins afhopning bekræftet Warszawapagtens 

sabotageplaner. Ljalin havde netop haft forberedelse af sabotage i Storbritannien som en af sine opgaver. 

15 FE’s arkiv, SikNyt 1970 (dateret april 1971), s. 9. 


formål i en krise- eller krigssituation at virke lammende på det danske totalforsvar. 

Sådan sabotage kunne forventes udført af uddannede sympatisører eller 

herboende østeuropæere, og man frygtede, at de østlige efterretningstjenester 

havde infiltreret „voldeligt inspirerede aktivistorganisationer“ for derigennem 

at kunne hverve mulige sabotører til gennemførelse af lejlighedssabotagen. 

„Der må dog ikke ses bort fra, at den politiske udvikling i den vestlige verden 

har åbnet mulighed for WP-E-tjenesterne [Warszawapagtens efterretningstjenester] 

til – gennem infiltration af de voldeligt inspirerede aktivistorganisationer 

– at hverve de sabotører, der kan udføre den lejlighedssabotage, der 

måtte være nødvendig for at skabe de lammelser af totalforsvaret, som tidligere 

har været tiltænkt de oprettede „hvilenet“.“ 16 

Støtte fra danske grupper? 

FE’s vurdering fra 1971 antyder, at østlige styrker kunne vente støtte fra visse 

grupperinger, som kunne være parate til at udføre sabotage mod eksempelvis 

forsvaret, men de danske efterretningstjenesters rapporter indeholder ingen 

konkrete oplysninger om støtte fra enkeltpersoner eller grupper. Der var heller 

ingen umiddelbare tegn på, at der fandtes væbnede grupper, som ville bistå 

østlige styrker. Særligt i de tidlige år af den kolde krig havde efterretningstjenesterne 

set tyverier af våben som en mulig indikation på, at der måske befandt 

sig en væbnet femte kolonne i Danmark. Men i 1971 fastslog FE, at der 

– så vidt man vidste – ikke lå politiske motiver bag de indtrufne våbentyverier. 

17 Også PET fulgte med i rapporteringen af våbentyverier uden at kunne 

påvise nogen efterretningsmæssig baggrund for tyverierne. 18 I perioden 1. 

april 1978 til 1. august 1980 var der ifølge forsvarskommandoens oplysninger 

forsvundet lidt over 100 skydevåben af forskellig type. Nogle få af våbnene 

blev atter fundet, og som i de foregående år blev det afvist, at der lå politiske 

eller efterretningsmæssige motiver bag våbentyverierne. 19 I de senere årsrapporter 

omtales våbentyverier ikke, hvorfor det må antages, at de enten er aftaget 

voldsomt, eller at man har vurderet, at de ikke havde nogen efterretningsmæssig 

betydning. 

Hærværk mod forsvarets materiel var et tilbagevendende fænomen, som 

stod på under hele den kolde krig. 20 Selv om man i Danmark ikke var i stand 

16 FE’s arkiv, SikNyt 1970 (dateret april 1971), s. 10. De omtalte hvilenet er formentlig et udenlandsk 

fænomen. Der er ikke i det anvendte materiale fundet oplysninger om, at de danske efterretningstjenester 

havde kendskab til eksistensen af et sådan hvilenet i Danmark. Omvendt må det anses som 

forventeligt, at de østlige efterretningstjenester har forsøgt at opbygge sådanne net bestående af herboende 

østeuropæere, østeuropæiske illegale eller danske sympatisører. 

17 FE’s arkiv, SikNyt 1971. 



20 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1967, s. 98. Se også SikNyt 1975 (dateret januar 1976), s. 10. 

665

til at fastslå, at østlige tjenester skulle have stået bag sabotage i fredstid, gav 

det dog anledning til hævede øjenbryn, at der i begyndelsen af 1970’erne 

havde været en række tilfælde af hærværk og sabotage inden for forsvaret og 

mod civile virksomheder, som udførte arbejde for forsvaret. FE skønnede i 

1976, at det var noget, man ville se mere af i fremtiden. 21 I nogle sager fandt 

forsvaret det nødvendigt at foretage tekniske undersøgelser samt at tilkalde 

auditørerne. 22 Men da det kun var i få tilfælde, at gerningsmændene blev pågrebet, 

kan det ikke siges, om hærværket var ideologisk begrundet. 23 Da det 

ikke var muligt ved hjælp af informationer fra udlandet at fastslå, hvorvidt 

Warszawapagtens efterretningstjenester var involveret, sluttede FE, at der formodentlig 

var tale om aktiviteter udført af lokale danske venstreekstremister. 24 

I en spændingsperiode regnede FE med, at man i Danmark kunne risikere 

„hærværk og anden form for ødelæggelse, udført af forskellige ekstremistgrupper 

og evt. 5. kolonnefolk“. Ved udbrud af krig ville de østlige efterretningstjenester 

formentlig „med større frimodighed anvende danske sympatisører 

(5. kolonnefolk) i direkte Warszawapagt-kontrolleret virksomhed.“ 25 FE 

frygtede dog i denne sammenhæng særlig specialtrænede østeuropæiske 

kampgrupper i samarbejde med et eventuelt dansk hvilenet, der måtte være 

opbygget i fredstid. 26 

Om de muligvis forberedte danske ventegrupper sagde Forsvarets Efterretningstjeneste: 

„Om end tanken må forekomme ubehagelig, kan det ikke udelukkes, 

at der allerede i fredstid eksisterer herboende grupper, som ville 

kunne indsættes eller medvirke ved sådanne operationer, og uddannelsen 

kan måske tilmed være givet af forsvaret selv gennem aftjening af værnepligten 

eller gennem et kortere eller længere medlemskab af hjemmeværnet.“ 27 

Det, den danske tjeneste advarede mod, var med andre ord trænede ventegrupper 

og østlige specialstyrker, som udførte en form for specialiseret og 

professionaliseret sabotage, der ikke havde meget at gøre med den ovenfor 

beskrevne lejlighedssabotage og hærværk. 28 FE gik så langt, at tjenesten i 1976 

fastslog, at man i Danmark ikke i fredstid havde konstateret udførelse af sabotagevirksomhed 

kontrolleret af Warszawapagtens efterretningstjenester. 29 De 

specialtrænede kommandogrupper skulle først aktiveres i krigstilfælde forud 

21 „Spionage, sabotage og undergravende virksomhed“, Fokus nr. 6/76, s. 22, FE’s arkiv, 462/76. 

22 FE’s arkiv, SikNyt 1975 (dateret januar 1976), s. 10. Resultaterne af undersøgelserne kendes ikke. 

23 I en årsrapport for 1970 skrev FE dog, at „(d)e sabotagelignende hændelser inden for det sidste 

år må betragtes som politisk inspireret hærværk eller systemfjendtlige elementers chikanerier i overensstemmelse 

med den militante og voldelige udvikling, der har baggrund i en form for heltedyrkelse 

af guerrillabevægelserne i U-landene.“ SikNyt 1970, dateret april 1971, s. 9. 

24 FE’s arkiv, SikNyt, Oversigt 1971 (april 1972), s. 10. 



27 FE’s arkiv, SikNyt juli – oktober 1980, s. 10. 

28 FE’s arkiv, SikNyt 1970 (dateret april 1971), s. 9-10. 



for eller samtidig med indsættelsen af regulære Warszawapagt-styrker. 30 FE lå 

inde med oplysninger om, at både Sovjetunionen, Polen og DDR havde særlige 

enheder til at løse specialopgaver bag modstanderens linjer. 31 

FE’s beskrivelser af specialstyrker og deres mulige danske hjælpere fremstår 

i materialet som vurderinger. Det var og er ikke muligt at slutte, hvor håndfaste 

beviser tjenesten egentlig lå inde med. 

Oleg Ljalin hopper af 

Det var vanskeligt for de vestlige efterretningstjenester at indhente informationer 

fra landene i øst, der generelt var meget lukkede. Dette synes også at 

have gjort sig gældende i spørgsmålet om specialstyrker, og i et vist omfang 

må der således være tale om formodninger, muligvis støttende sig på erfaringer 

fra udlandet. Derudover kunne signalopklaring (SIGINT) være en klar 

mulighed. Den korte afstand mellem Danmark og DDR hhv. Polen har i hvert 

fald gjort det praktisk muligt at benytte sig af SIGINT. 32 Desuden fik man i 

Vesten nyttige informationer fra afhoppere. Det var blandt andet tilfældet, da 

den sovjetiske KGB-officer Oleg Ljalin skiftede side i Storbritannien i efteråret 

1971. 33 Han havde været tilknyttet Departement V som stod for udførelsen 

af en række opgaver såsom drab, sabotage og terrorhandlinger, men 

denne type opgaver var gradvist gledet i baggrunden til fordel for „forberedelser 

af operationer, som kun vil blive bragt til udførelse i tilfælde af krig eller 

stærkt øget international spænding“. 34 Som påpeget af Nigel West, 

Christopher Andrew og KGB-arkivar Vasilij Mitrokhin gav Oleg Ljalins afhopning 

et afslørende indblik i KGB’s planlægning og forberedelse af krigsplaner. 

35 Oleg Ljalin havde haft til opgave at forberede sabotageoperationer i 

Storbritannien og havde blandt andet hvervet personer, som indgik i forberedelsen 

af diverse opgaver, som skulle udføres af østlige specialenheder, såsom 

infiltration og angreb på vitale objekter. 36 Oplysningerne fra Oleg Ljalin bekræftede 

FE’s og andre vestlige efterretningstjenesters formodninger om, at 

de østlige tjenester forberedte sabotage i de vestlige lande. Ljalin kunne angivelig 

give detaljerede beskrivelser af KGB’s forberedte operationer i en række 

30 FE’s arkiv, SikNyt nr. 4, 1982. 

31 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1966, s. 113-114. 

32 Det er desuden kendt, at østtyskerne brugte SIGINT til at overvåge dansk og vesttysk æterbåren 

kommunikation. Thomas Wegener Friis, Den usynlige front. DDR’s militærspionage i Danmark under den 

Kolde Krig, 2005, s. 154ff. Andreas Schmidt: „Aufklärung des Funkverkehrs und der Telefongespräche 

in Westdeutschland – Die Hauptabteilung III“ i Hubertus Knabe (red),Westarbeit des MfS, 1999, s. 205ff. 

33 FE’s arkiv, SikNyt, Oversigt 1971 (april 1972), s. 9-11. 

34 FE’s arkiv, SikNyt, Oversigt 1971 (april 1972), s. 10. Nigel West betegner den omtalte afdeling som 

„Section V“. Nigel West, Games of Intelligence, 1990, s. 99. 

35 Christopher Andrew & Vasili Mitrokhin, The Mitrokhin Archive – The KGB in Europe and the West, 

1999, s. 499. West, Games of Intelligence, s. 99. 

36 FE’s arkiv, SikNyt, Oversigt 1971 (april 1972), s. 10. 

667

vestlige hovedstæder. Ljalins afhopning og kompromittering af KGB’s hemmelige 

aktiviteter førte til en beslutning fra den politiske ledelse i Sovjetunionen 

om at hjemkalde en række KGB-officerer fra de vestlige lande. 37 

I periodiske rapporter og diverse skrivelser bliver antallet af oplysninger 

om specialstyrkerne stadig større, ligesom detaljeringsgraden vokser. I løbet 

af 1970’erne synes de danske efterretningstjenester at have fået bedre indsigt 

i de østeuropæiske specialstyrker. På hvilket grundlag denne viden er fremkommet 

vides ikke. 

Da FE i 1976 lavede en mere generel analyse af anvendelsen af spionage, 

sabotage og undergravende virksomhed i freds-, krise- og krigstid, bemærkede 

man, at overraskelsesfaktoren blev tillagt vægt i den sovjetiske militærdoktrin. 

Af den grund fandt forsvaret det ikke sandsynligt, at de østlige efterretningstjenester 

ville iværksætte sabotageaktioner umiddelbart inden eller 

samtidig med iværksættelsen af krigshandlinger. 38 Dog mente FE, at nogle patruljer 

ville operere på dansk grund „adskillige dage før fjendtligheders udbrud.“ 

39 

De østlige diversionsenheder 

Som beskrevet ændrede trusselbilledet angående væbnede grupper sig i den 

indeværende periode fra den klassiske femte kolonne, der var ideologisk motiverede 

amatører, til de specialtrænede kommandostyrker. Opgaverne for 

disse enheder var i krigstid at „udføre sabotagehandlinger eller sabotagelignende 

angreb, for derved at berede vejen for de øvrige offensive handlinger.“ 

40 I 1970’erne begyndte betegnelsen „diversionsbrigader“ og „diversionspatruljer“ 

at indgå i efterretningstjenesternes beskrivelser af den østlige planlægning 

af sabotageaktioner mod Vesten. FE bemærkede, at diversionsbrigader 

ifølge det sovjetiske militære leksikon fra 1977 skulle udføre operationer 

i fjendens bagland „med det formål at lamme militære, industrielle og andre 

vigtige objekter, at genere de militære kommandonet, at ødelægge transportvæsen, 

kommunikationssystemer, krigsmæssige forsyninger, at myrde særligt 

udpegede personer samt at nedbryde den moralske og psykiske modstandskraft 

i befolkningen.“ 41 

I eftertiden er efterretningstjenesternes specialstyrkers opgaver blevet beskrevet 

af den tyske historiker Thomas Auerbach. På baggrund af materiale 

fra de nyåbnede arkiver dokumenterer han, at MfS’s moderne partisaner i 

krig og krise ville søge at rette lammende angreb mod vigtige militære og ci- 



39 Skrivelse af 13. oktober 1983. Bilag 3, FE’s arkiv, 1336/83. 

40 FE’s arkiv, Halvårsoversigt nr. 1/1966, s. 113-114. 

41 Skrivelse af 13. oktober 1983; bilag 1 af november 1979, FE’s arkiv, 1336/83. 


vile knudepunkter (såkaldt „neuralgische Punkte“) samt likvidere centrale 

nøglepersoner. 42 For at være forberedt på „dag X“ var det nødvendigt allerede 

i fredstid at have kortlagt de installationer, der skulle rammes. Auerbach kan 

i denne sammenhæng fremlægge lister over objekter, for eksempel en transformerstation 

nær Ulm i Sydtyskland, som MfS ønskede undersøgt med sabotage 

for øje. 43 I Danmark var forsvaret senest i slutningen af 1970’erne opmærksomt 

på, hvilke typer installationer og personer de østlige specialenheder 

ville gå efter i tilfælde af krig. 44 

Sovjetunionen mentes at råde over 200-2.000 mand i diversionsstyrkerne afhængigt 

af den internationale situation, mens polakkerne rådede over 400 

mand i mellem 40 og 50 diversionspatruljer, og østtyskerne havde 425 mand 

fordelt på ca. 50 patruljer. 45 Indsatte specialstyrker forventedes at være inddelt 

i patruljer på 3-15 mand, hvor patruljen var sammensat således, at de enkelte 

medlemmer var specialiseret til at udføre forskellige opgaver såsom 

sprængning af objekter, radiokommunikation, førstehjælp eller tolkning. 46 

FE forventede i 1980, at der til dansk område var afsat omkring 30-40 sovjetiske, 

polske og østtyske diversionspatruljer. 47 Efter FE’s foreliggende oplysninger 

måtte det antages, at det for Sovjetunionens vedkommende var diversionsenheder 

fra det baltiske militærdistrikt, som i tilfælde af krig ville blive 

indsat mod Danmark. 48 

Betingelserne for indsættelse af specialstyrker vurderedes som særdeles 

gunstige, blandt andet på grund af den danske geografi. 49 Når de var indsat 

bag de danske linjer, forventede FE, at østlige de specialstyrker ville bære danske 

eller NATO-uniformer, civilt tøj eller politiuniformer. 50 

Ødelæggelse af nukleare installationer og våbensystemer mentes at have 

topprioritet for de østlige specialstyrker. Yderligere vurderede FE, at regeringsanlæg, 

flyvestationer, depoter og diverse militære installationer også var 

sabotagemål for i hvert fald de sovjetiske diversionspatruljer. 51 Ud over allerede 

udpegede mål havde diversionspatruljer en stående ordre om, at kommunikationslinjer, 

elkabler, rørledninger og lignende mål skulle ødelægges, 

hvis de blev passeret. 52 Polske jægerenheder ventedes i tilfælde af krig også at 

42 Auerbach, Einsatzkommandos an der unsichtbaren Front, s. 24ff. 

43 Sst, s. 69. 

44 Skrivelse af 13. oktober 1983; bilag 1 af november 1979, s. 6; bilag 2 af februar 1978, s. 25; bilag 4 

af april 1979, s. 38, FE’s arkiv, 1336/83. 

45 Skrivelse af 13. oktober 1983; bilag 1, 2, 3 og 4, FE’s arkiv, 1336/83. For de sovjetiske styrkers vedkommende 

svinger tallene i de forskellige kilder. 


47 FE’s arkiv, SikNyt juli – oktober 1980, s. 11. 



50 Skrivelse af 13. oktober 1983; bilag 1 af november 1979, s. 3; bilag 2 af februar 1978, s. 25; bilag 4 

af april 1979, s. 38; SikNyt, FE’s arkiv, 1336/83. 

51 Skrivelse af 13. oktober 1983; bilag 3 af juli 1978, FE’s arkiv, 1336/83. 


669

indgå i bekæmpelse af lokale modstandsgrupper og partisaner. 53 Det var 

blandt andet sådanne operationer, som i fredstid blev forberedt af enten østeuropæiske 

efterretningsofficerer med falsk identitet, af østeuropæere bosat 

i Vesten eller af personer blandt lokalbefolkningen. 54 Man regnede også med, 

at der kunne være etableret skjulte forsyningsdepoter i Danmark til brug for 

de østlige specialstyrker. 55 Igen er det uklart, i hvor høj grad oplysningerne i 

de foreliggende kilder er blevet til på baggrund af sikker viden hos de danske 

tjenester eller formodninger baseret på generelle NATO-betragtninger om 

østlige specialstyrkers anvendelse i krig. Hvad angår skjulte depoter, kan vi i 

dag se, at efterretningstjenesternes antagelser faktisk havde noget på sig. 

Blandt de frigivne polske dokumenter findes således to detaljerede vejledninger 

i nedgravning af radioapparater i nærheden af Fåborg. 56 Det fremgår 

dog ikke entydigt, om disse depoter faktisk blev etableret, eller der blot fandtes 

planer om det. 

For at østlige specialstyrker har kunnet udføre deres opgaver mod mål i 

Danmark, må det forventes, at en del af den efterretningsmæssige indhentning 

og terrænrekognoscering, som blev udført af de herværende efterretningsofficerer, 

har haft til formål at indhente oplysninger om udpegede mål. 

PET vurderede, at medlemmer af de østeuropæiske diversionsenheder i 

fredstid kunne „foretage rekognosceringsrejser til et målland f.eks. som lastbilchauffør, 

turist, delegationsmedlem, idrætsmand eller på anden vis“. 57 På 

den måde kunne enkeltpersoner få lejlighed til selv at besigtige deres mulige 

fremtidige operationsområde og mål. Som tidligere omtalt viser kilder fra 

den polske efterretningstjeneste, at de polske militærattachéer i Danmark 

havde til opgave at finde egnede områder til indsættelse af styrker fra søsiden 

og fra luften. Attachéerne havde også til opgave at studere broer, militæranlæg, 

raffinaderier, brændstofdepoter og magasiner samt diverse rørledninger 

til brændstof. 58 I hvert fald polske efterretningsofficerer har således haft 

til opgave at besigtige objekter i Danmark, som i en krigssituation kunne blive 

mål for de østlige specialstyrker, og det var nærliggende at tro, at også de sovjetiske 

og østtyske foretog lignende besigtigelser. 

53 FE’s arkiv, SikNyt oktober 1977, s. 7-8. 


55 Forsyning af de indsatte diversionsenheder kunne ifølge FE ske på to måder: enten ved en udefrakommende 

tilførsel af diverse nødvendigheder eller „ved i fredstid etablerede illegale (nedgravede) 

depoter.“ „Spionage, sabotage og undergravende virksomhed“, Fokus nr. 6/76, s. 25, FE’s arkiv, 

462/76. 

56 „Schowek mobilizacyjny ’Wiatrak’ pod ’A’“ [Mobiliseringsgemmestedet ’Vindmølle’ ved ’A’], instruks, 

1968, ingen forfatter. IPN, Teczka systemów ¢˛aczno´sci Danii, 389/104. „Schowek mobilizacyjny 

’Kota’ pod ’A’“ [Mobiliseringsgemmestedet ’Kote’ ved ’A’], instruks, 1968, ingen forfatter. IPN, 

Teczka systemów ¢˛aczno´sci Danii, 389/104. 






Den viden, som de danske efterretningstjenester og deres samarbejdspartnere 

havde indsamlet om de østlige tjenester og specialstyrker, stemmer på en 

række punkter overens med de oplysninger, som den afhoppede KGB-arkivar 

Vasilij Mitrokhin har fremlagt. Såvel KGB som GRU var aktive i 1950’erne og 

1960’erne med hensyn til planlægning og forberedelse af sabotage i Vesten. 

Sabotageaktioner ville blive udført både i krise og krig. 59 Det var 13. Departement 

i KGB’s første hoveddirektorat, senere omdøbt til Departement V, som 

havde til opgave at gennemføre „særlige operationer“ hvilket blandt andet 

dækkede over kidnapning og drab samt forberedelse og gennemførelse af sabotage. 

Også udlægning af våbendepoter og udvælgelse af indsættelsessteder 

for de såkaldte diversionspatruljer hørte angiveligt til opgaverne. Vigtigst var 

dog udpegning af vestlige mål samt forberedelse af deres ødelæggelse. 60 

Depoter med radioer, våben og andet materiel til gennemførelse af de planlagte 

operationer blev etableret i de vestlige lande, ligesom lokale uniformer 

fra forsvar, statsbaner og andre institutioner blev indsamlet til brug for de indsatte 

diversionspatruljer. 61 I 1959 blev de mest sårbare punkter såsom strømforsyning, 

olieledninger, kommunikationssystemer samt større industrikomplekser 

kortlagt af KGB i formentlig alle NATO-lande blandt andet med henblik 

på sabotage. 62 Ødelæggelserne skulle gennemføres af diversionspatruljer 

samt af lokale kommunistiske modstandsgrupper. 63 

Danske modforanstaltninger 

Diversionspatruljernes operationer mod danske mål skulle imødegås af blandt 

andet politiet og hjemmeværnet ved skærpet bevogtning af politiske og militære 

ledere, større hovedkvarterer, vigtige installationer m.m. Opgaven var 

vanskelig, og bevogtningen måtte udføres med stor omhu, hvis diversionspatruljerne 

skulle forhindres i at gøre uoprettelig skade, hed det fra FE. 64 

Ifølge en analyse fra juli 1978 havde eksistensen af de østlige diversionsenheder 

føjet en ny dimension til truslen mod Danmark, fordi disse veluddannede 

specialister kunne forventes at operere dybt inde i det danske bagland i 

tilfælde af krig. At stadfæste, identificere og nedkæmpe sådanne diversions- 

59 Andrew & Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, s. 467 og 474. 

60 Indtil 1963 havde det ifølge den afhoppede KGB-arkivar Vasilij Mitrokhin også været Departement 

13’s opgave at udføre industrispionage og stjæle vestlig teknologi og viden. Andrew & Mitrokhin, The 

Mitrokhin Archive, s. 467-468. 


62 Sovjetiske delegationers officielle besøg i vestlige lande blev blandt andet brugt til at besigtige de 

forskellige udpegede mål. 

63 Andrew & Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, s. 467. Andrew og Mitrokhin redegør ikke nærmere 

for de omtalte kommunistiske modstandsgrupper. 


671

patruljer ville blive vanskeligt. 65 Denne vurdering synes ikke at have ændret 

sig, da chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, kommandør Mogens 

Telling, fem år senere besvarede en anmodning fra Forsvarsministeriet om at 

kommentere en artikel skrevet af den sovjetiske afhopper Viktor Suvorov. 66 

Ud over at oplyse, at FE’s og Suvorovs oplysninger stemte overens, betonede 

oberst Telling specialstyrkernes betydning. 67 „Den trussel, specialstyrkerne repræsenterer, 

er en trussel mod sammenhængen i det militære forsvar og det 

civile beredskab.“ 68 

Fordi man fra dansk side vidste, at de østlige specialstyrker i krigstid ville 

komme til at spille en mulig rolle på dansk jord, fulgte de danske tjenester 

med i udviklingen hos de forskellige enheder, så godt det nu lod sig gøre. En 

af måderne, hvorpå man fra dansk side kunne få indsigt i de østlige aktiviteter, 

var ved hjælp af signalopklaring. 

De østlige specialstyrker kommunikerede med deres hovedkvarter via High 

Speed sendinger og havde således et fællestræk med de såkaldte radioagenter. 

Anvendelsen af High Speed sendinger skete for at nedsætte risikoen for 

at blive opdaget ved hjælp af pejlinger. Allerede i fredstid blev diversionsenhedernes 

radiokommunikation aflyttet fra dansk side. Dette skete dels for 

at kunne identificere enhedernes sendesignaler og dels for at holde de danske 

tjenester underrettet om udvikling i de forskellige enheder. 69 

Østlige specialstyrker på Bornholm? 

Fra dansk side forventede man, at østlige specialstyrker ville blive indsat i 

Danmark i tilfælde af krig, men hvad med i fredstid? Kunne tilstedeværelsen 

af østlige specialstyrker forekomme i Danmark i fredstid? Vedvarende rygter 

havde i en årrække fortalt om frømænd og specialstyrker, som fra tid til anden 

opererede på Bornholm. Rygterne havde fået næring af fund af diverse 

effekter på øen. I 1976 kunne danske aviser og blade på baggrund af en artikel 

i den svenske avis Expressen fortælle, at sovjetiske frømænd sneg sig i land 

på Bornholm og hentede sten fra Hammershus-ruinen. 70 Denne landsætning 

65 Skrivelse af 13. oktober 1983; bilag 3 af juli 1978, FE’s arkiv, 1336/83. 

66 Viktor Suvorov var et pseudonym. Afhopperen hed i virkeligheden Vladimir B. Resun og havde givet 

de vestlige tjenester en række vigtige oplysninger og ny viden om den sovjetiske militære efterretningstjeneste 

GRU, som i en årrække forblev lidt af et mysterium for de vestlige tjenester. Resun 

er sammen med Sergej Bokhan blevet anset som den mest værdifulde GRU-afhopper. West, Games of 

Intelligence, s. 103-105. 

67 Skrivelse af 13. oktober 1983, FE’s arkiv, 1336/83. Af brevet fremgår det, at FE’s oplysninger vedrørende 

specialstyrker tilknyttet flåden stammede fra Viktor Suvorov. Der var dog overensstemmelse 

mellem Viktor Suvorovs oplysninger og de af FE’s oplysninger, som ikke stammede fra ham. 

68 Skrivelse af 13. oktober 1983, FE’s arkiv, 1336/83. 


70 Politiken, 2. maj 1976. 


var angiveligt et led i uddannelsen af sovjetiske frømænd. 71 Fundet af blandt 

andet en filtrator, formentlig til en gasmaske, havde været med til at sætte 

gang i rygterne. Et år senere kunne Politiken fortælle om nye fund på 

Bornholm. Igen havde man fundet to filtratorer samt en kampvognshjelm, 

begge dele af østeuropæisk oprindelse. Hjemmeværnsbladet fremviste i maj 

1977 et billede af den sovjetiske kampvognshjelm og filtratoren. 72 

FE udfærdigede i september 1977 en notits om fundene på Bornholm. 73 

Efter en gennemgang af trafikintensitet omkring øen, strømforhold og 

mange andre elementer konkluderede FE, at det måtte anses for overvejende 

sandsynligt, at de fundne genstande – også genstande som ikke kunne flyde – 

var blevet ført til Bornholm ad vandvejen uden at dette indebar en krænkelse 

af dansk suverænitet. 

Det stod samtidig klart, at de danske efterretningstjenester formentlig kun 

havde kendskab til en begrænset del af de genstande, som gennem tiden var 

blevet fundet på Bornholm. „Det må anses for givet, at der findes en række 

fund i privat besiddelse, fund som aldrig er kommet til tjenestens kundskab,“ 

konstaterede FE. 

Selv om muligheden for landsætning af enkeltpersoner eller små grupper 

på Bornholm måtte betegnes som særdeles god, havde FE endnu aldrig konstateret, 

at landsætning af personer fra Østeuropa havde fundet sted. Ifølge 

FE’s vurderinger kunne „gennemførelsen af en egentlig „manddomsprøve“ 

for specialtrænede styrker godt finde sted uden danske myndigheders erkendelse“. 

74 Den danske tjeneste mente dog ikke, at den uddannelsesmæssige 

værdi ved at landsætte specialstyrker på Bornholm stod mål med de konsekvenser, 

som en opdagelse eller pågribelse kunne få. Sagt med andre ord: Fra 

sovjetisk side var man formentlig ikke parat til at sætte forholdet til Danmark 

på spil for at uddanne sine specialstyrker. 

Fem år senere blev diverse fund på Bornholm atter vurderet i forhold til 

FE’s oplysninger om Warszawapagtens diversions- og specialstyrker. 75 I en notits 

af 3. juni 1982 bemærkede FE, at en del af de fundne effekter kunne være 

drevet i land, mens man i andre tilfælde ikke kunne udelukke, at effekter 

med vilje var blevet efterladt af forskellige årsager. 76 Fire effekter blev i FE’s 

notits fremhævet som effekter, der „med vilje er efterladt i chikane- eller anden 

hensigt“. 77 På en strand havde man fundet en uskadt strimmel fra en 

71 Bornholmeren, 3. maj 1976. 

72 Hjemmeværnsbladet, maj 1977. 

73 Notits af 2. september 1977, FE’s arkiv, påstemplet M7222 (433357 –2.9.77). 

74 Notits af 2. september 1977, FE’s arkiv, påstemplet M7222 (433357 –2.9.77). 

75 Notits af 3. juni 1982, FE’s arkiv, påstemplet M7222 (09.jun1982 061361). Gennem 1970’erne og 

begyndelsen af 1980’erne havde man fundet såvel sovjetiske som østtyske marinehuer, uniformsmærker 

fra en menig, der havde gjort tjeneste i sortehavsflåden, logbøger fra østeuropæiske skibe, en gasmaske 

med tilhørende filtrator, løse filtratorer, radiojournaler og meget andet. 

76 Notits af 3. juni 1982, FE’s arkiv, påstemplet M7222 (09.jun1982 061361). 

77 Notits af 3. juni 1982, FE’s arkiv, påstemplet M7222 (09.jun1982 061361). 

673

En af konsekvenserne af kommunistisk agitation ved en dansk kaserne. (ABA). 

polsk propagandafilm i et ikke-vandtæt plastichylster, ligesom en metalbeholder 

med russisk tekst indeholdende tre instruktioner på russisk ligeledes var 

blevet fundet på en strand. 78 En plasticampul påført russisk tekst var blevet 

analyseret nærmere, og disse analyser havde vist, at ampullen ikke kunne 

være skyllet i land. Endelig fremhævede FE fundet af en tilsyneladende intakt 

faldskærmsraket. 

Trods nye fund på Bornholm var FE tilsyneladende ikke i stand til at 

komme en forklaring nærmere. FE fandt det vanskeligt at fremsætte vurderinger 

på grundlag af det foreliggende, men alligevel lod man rapporterne 

om diverse fund på Bornholm indgå i sine løbende vurderinger af Warszawapagtens 

diversions- og specialstyrker. 

Hos FE kan der skimtes et holdningsskift fra 1977 til 1982. Mens man i 1977 

afviste, at de fundne effekter kunne være blevet bragt til øen på anden vis end 

af havet, synes FE’s sagsbehandlere i 1982 at have indtaget en mere uafklaret 

holdning til diverse fund på øen. 

78 Notits af 3. juni 1982, FE’s arkiv, påstemplet M7222 (09.jun1982 061361). Instruktionernes ordlyd 

eller emne fremgår ikke af kilden. 


Vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 

1963-1978 

56 · Vestlige vurderinger af dansk 

sikkerhedspolitik 

Indledning 

I det følgende tages tråden op fra kapitel 25, hvor en række karakteristiske 

træk ved de større NATO-allieredes vurderinger af dansk sikkerhedspolitik i 

perioden 1945-1962 blev identificeret. 1 Det overordnede indtryk fra den første 

periode er, at selvom de allierede på ingen måde så med velvilje på den 

’lave danske profil’ i NATO, så blev den i det store og hele accepteret, bl.a. ud 

fra den betragtning, at alliancemedlemskabet repræsenterede en meget stor 

omvæltning for dansk udenrigspolitik, og at landet derfor havde brug for en 

vis tilpasningsperiode. Der var forståelse for, at den tankegang, der udsprang 

af den særlige danske neutralitetstradition, stadig havde stor udbredelse i befolkningen, 

og at politikerne i deres udformning af udenrigspolitikken måtte 

tage hensyn hertil. Der var samtidig en påskønnelse af, at Danmark ikke lod 

sig skræmme af østlige påvirkningsforsøg, men tværtimod i kritiske situationer 

– med NATO-medlemskabet som rygstøtte – udviste fasthed i sine relationer 

med Sovjetunionen. 

På den baggrund er det interessant at følge udviklingen i perioden 1963- 

78, hvor præmisserne for de vestlige vurderinger på flere punkter er ændret: 

Danmark har nu haft en længere årrække til at vænne sig til alliancemedlemskabet; 

med etableringen af Enhedskommandoen i 1961 er Danmark blevet 

dybt militært integreret i alliancen og har samtidig fået større sikkerhed for at 

blive forsvaret i krigstilfælde; og dansk udenrigspolitik får med den begyndende 

afspænding fra 1963 et nyt og mere aktivt indhold. Alle de tre nævnte 

forhold giver anledning til, at hidtidige vestlige vurderinger tages op til revision. 

Men det er påfaldende, at der samtidig med de ændrede præmisser kan 

konstateres en vis kontinuitet i vurderingerne, og at det i en samlet betragtning 

ikke kan siges, at de allierede ser med mildere øjne på dansk udenrigs- 

1 I store træk følges samme systematik som i kapitel 25, men overskrifterne er tilpasset den nye 

periode. 

VESTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 675

og sikkerhedspolitik. Det gælder især i årene omkring 1970, at man i materialet 

kan finde adskillige skarpe udfald mod sider af den danske politik og af 

danske holdninger til vigtige alliancespørgsmål. 

Indledningsvist skal også erindres om, at analysen i vid udstrækning bygger 

på materialet fra de allieredes repræsentationer i København, og at de vurderinger, 

der fremgår af dette materiale, kan være afvigende fra dem, der er 

foretaget på centralt hold. Dette forbehold er især relevant i forbindelse med 

de afsnit nedenfor, hvor der gengives en til tider meget negativ amerikansk 

vurdering af dansk sikkerhedspolitik. 2 

Generelle vurderinger: Aktivisme, moraliseren og 

småstatskompleks 

Der sker i 1960’erne en klar revision i den hidtil dominerende vestlige grundopfattelse 

af Danmark som en lille, forsigtig stat, der helst vil blande sig uden 

om de stores konflikter og undgå unødig stillingtagen til internationale 

spørgsmål. Dette skift i vurderingen af Danmarks rolle på den internationale 

scene sættes ikke mindst i sammenhæng med Per Hækkerups overtagelse af 

udenrigsministerposten i 1962. Den amerikanske ambassadør skriver således 

i 1964, at dansk udenrigspolitik „has been in the process of shifting from 

passive low gear to active high gear“, og at den nye linje „can be traced directly 

to the country’s hard-driving Foreign Minister“. 3 Og næste år parallelliseres 

udviklingen i Danmark ligefrem med USA’s egen: „Like the US Denmark has 

moved successfully from a pre-world War II policy of „isolationism“ to one of 

active participation in the collective defense of democracy.“ 4 

I den britiske årsberetning om 1963 bemærkes det aktive danske kontaktdiplomati 

over for Sovjetunionen og Østeuropa, og også at Danmark inden 

for FN tager en række initiativer, bl.a. vedrørende Sydafrika. Selv om disse ini- 

2 Se især afsnittene om NATO-medlemskabets forankring og om det dansk-amerikanske forhold. 

Kildeværdien af ambassadematerialet er mere indgående kommenteret i kapitel 25. Som eksempel 

på at vurderingerne kan være afvigende kan henvises til den i note 70 refererede opfattelse hos 

udenrigsminister Rogers i 1972. 

3 „A Look at the New Look in Danish Foreign Policy“, AmEmbassy til Dep. of State, 5. april 1964, 

NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2111. Året efter 

fremhæver amerikanerne igen Hækkerups betydning for „the new look“ i den danske udenrigspolitik: 

„There is little doubt that among the Nordic Foreign Ministers, Per Haekkerup is today the 

most dynamic and bestknown internationally. … Others continue to be amazed that the hard-drinking, 

hard-eating Foreign Minister doens’t [end] up and „explode“! „More on Danish Foreign Policy“, 6. 

maj 1965, sst. 

4 „Politico-Economic Assessment“, AMEmbassy til Dep. of State, 1. april 1965, NARA, RG 59, General 

Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2112. I konklusionen på denne indberetning 

fremhæves samtidig visse konstanter i den danske politik, der trækker i en anden retning: 

„At the same time, due to their natural caution and desire for compromise, they are reluctant to play 

an active role in problem areas where major power interests clash.“ 


Hækkerup modtog ros fra Danmarks allierede for sin aktive udenrigspolitiske linie. Her ses han 

i FN’s forum i selskab med ambassadør Hans Tabor. (FN). 

tiativer ikke anses for at få nogen større effekt, så viser de, „that the Danes are 

moving away from their tendency to regard themselves as too insignificant to 

concern themselves with international problems of no direct relevance to 

Denmark.“ 5 Svarende til den amerikanske vurdering er Danmark altså nu i 

den britiske fortolkning ved at kaste ‘den radikale tradition’ af sig. Og det sættes 

der pris på – også selv om det i spørgsmål som Sydafrika kan føre til uoverensstemmelser 

mellem Danmark og dets alliancepartnere. I 1967 noterer briterne, 

at der efter Jens Otto Krags genovertagelse af udenrigsministeriet alene 

af tidsmæssige grunde er ringe udsigt til, at den hidtidige aktivistiske linje vil 

blive videreført, men at der på den anden side ikke er tegn på, at Danmark 

vender tilbage „to the purely mercantile foreign policy of the pre-Haekkerup 

era; nor should we wish her to do so.“ 6 

Går man det samlede materiale igennem, er der imidlertid ikke tvivl om, at 

5 „Denmark: Annual Review for 1963“, Heathcote-Smith til Butler, 18. januar 1964, PRO, FO 

371/171642. Allerede året efter stiller ambassadøren imidlertid spørgsmålstegn ved, hvor dybt den 

nye aktivisme stikker. Han mener, at den danske skuffelse over EFTA i forbindelse med indførelsen 

af den britiske ekstratold viser, „what a tender plant an active and positive foreign policy is in this 

small country.“ „Denmark: Annual Review for 1964“, Henniker-Major til Stewart, 18. februar 1965, 

PRO, FO 371/180034. 

6 Denne afsluttende vurdering kommer, efter at dansk-amerikanske uoverensstemmelser i Vietnamspørgsmålet 

er omtalt, „Denmark: Annual Review for 1966“, Wright til Brown, 17. januar 1967, PRO, 

FCO 9, 263/113855. 


såvel Danmarks amerikanske som landets nærmeste europæiske allierede stiller 

sig både kritiske og uforstående over for mange af de måder, hvorpå den 

nye danske aktivisme kommer til udtryk – især når det drejer sig om spørgsmål, 

der mere direkte vedrører NATO-samarbejdet. Det hænger sammen 

med, at alliancepartnerne er tilbøjelige til at anskue aktivismen som et udslag 

af en dansk tendens til moralisme og missionering i udenrigspolitikken, en 

tendens, der betragtes som skadelig i alliancesammenhæng og som samtidig 

modarbejder Danmarks egne interesser. 

Et meget illustrerende eksempel på denne tolkning af den danske politik 

findes i den tyske ambassadørs kommentarer til statsminister Hilmar Baunsgaards 

åbningstale i Folketinget i oktober 1969. 7 I talen skelner Baunsgaard 

mellem to udenrigspolitiske målsætninger: Som det ene bibeholdelse af landets 

frihed og sikkerhed og som det andet at bidrage til løsning af internationale 

problemer, herunder sikring af freden og mindskelse af menneskelig 

nød. Ambassadøren hæfter sig ved, at i den danske offentlighed står det andet 

mål i forgrunden og giver som eksempler herpå optagetheden af problemerne 

i Vietnam, Biafra og Grækenland. Herefter hedder det: 

„Die Einsicht in die Notwendigkeit, für die Erhaltung der eigenen Freiheit 

Opfer zu bringen und Anstrengungen auf sich zu nehmen, um das westliche 

Bündnis zu stärken, tritt demgegenüber auffallend zurück. Dies hat 

seinen Grund einmal in der weit verbreiteten Meinung, die Bedrohung des 

Westens durch den Kommunismus sei einer Bereitwilligkeit Moskaus zur 

friedlichen Koexistenz gewichen, zum anderen in der Auffassung, dass ein 

kleines land wie Dänemark mit seiner geringen Bevölkerungszahl doch 

nichts Effektives zur Sicherheit beitragen könne. Diese verschiedenen 

Stimmungen in der Bevölkerung bleiben selbstverständlich nicht ohne 

Wirkung auf die Einstellung der Parteien und auf die Regierungspolitik.“ 

Altså opfattelsen af at dansk udenrigspolitik er præget af en småstatstankegang, 

der giver sig udslag i negligering af den centrale, tunge del af sikkerhedspolitikken. 

Aktivismen kommer til udtryk i form af afspændingspolitik og 

i de nævnte perifere, mere moralske spørgsmål. Resultatet er, at Danmark 

ikke er parat til at bringe ofre for at sikre sin egen frihed og sikkerhed, d.v.s. 

ikke gør nok for at opfylde den første af de to målsætninger opstillet af 

Baunsgaard. 8 

7 Kommentaren indgår i det materiale, der blev udarbejdet forud for forbundskansler Willy Brandts 

besøg i Danmark i februar 1970. „Besuch des Bundeskanzlers in Kopenhagen. Grundzüge der dänischen 

Aussenpolitik“, Simon til Auswärtiges Amt, 12. januar 1970, Auswärtiges Amt, B 31, Bd. 356. 

8 Senere i skrivelsen tales om udenrigspolitikkens ideologisering, der bl.a. betyder, at der rettes langt 

mere kritik af diktaturforholdene i øststater end af tilsvarende forhold i den ikke-kommunistiske verden. 

Socialdemokratiet kritiseres for at prioritere ideologiske målsætninger over strategiske, når partiet 

stiller spørgsmålstegn ved det juntastyrede Grækenlands fortsatte NATO-medlemskab. 


Tilsvarende tolkninger af dansk udenrigspolitik i den nye, mere aktive fase 

genfindes i ambassadørindberetningerne fra andre af Danmarks allierede. I 

1971 kritiserer den britiske ambassadør danske standpunkter vedrørende 

Biafra, Grækenland og Sydafrika. 9 I de franske indberetninger tales der om, 

at danskerne går mere op i skandinavisk samarbejde, FN og hjælp til ulandene 

end i NATO-forhold. Militærattachéen skriver i sin årsberetning om 

1967, at der i Danmark hersker en stemning af pegefingermoral, og at politikerne 

ligger under for den stærke moralistiske trang i folkeopinionen. 10 

Også amerikanerne udtrykker sig i disse år stærkt kritisk om den moraliserende 

danske udenrigspolitik. Den officielle danske kritik af den græske 

junta siges at være illustrerende for „the proclivity of Denmark to take a 

highly idealistic posture on some international issues to the point of almost 

damning the consequences.“ 11 Forud for statsminister Baunsgaards besøg i 

Washington i april 1970 udfærdiges et memorandum i State Department, 

hvor karakteristikken og holdningen til dansk udenrigspolitik opsummeres 

på følgende måde: 

„This combination of an inclination (a) to temporize in the face of opposition 

pressures, (b) to adopt moralistic stands on foreign policy matters in 

which their own interests are not involved, and (c) to pursue détente with 

more enthusiasm than realism, makes Danish foreign policy attitudes sometimes 

troublesome.“ 12 

Det er mere tydeligt i de amerikanske vurderinger end i de øvrige vestmagters, 

at den danske tendens til moraliseren i udenrigspolitikken ses som en afspejling 

af landets størrelse. Der tales i de amerikanske indberetninger gen- 

9 „Denmark: Annual Review for 1970“, MacLehose til the Secretary of State for Foreign and 

Commonwealth Affairs, 11. januar 1971, PRO, FCO 33, 1314/113855. 

10 „Rapport annuel 1963“ af 23. januar 1964, „Rapport annuel 1964“ af 15. november 1964, „Rapport 

annuel sur le Danemark au 1er janvier 1967“ af 31. januar 1967, „Rapport annuel sur le Danemark 

année 1967“ af 8. december 1967. Indberetninger fra den franske militærattaché i Kbh., Service 

Historique de l’Armée de Terre, 14 S 53. 

11 „US Policy Assessment – Denmark“, AmEmbassy til Dep. of State, 4. september 1970, NARA, RG 

59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2239. 

12 „Memorandum for the President; Baunsgaard Visit: Perspectives“, 9. april 1970, NARA, RG 59, 

General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2238. De følgende års mere 

udtalte kritik af den amerikanske Vietnam-politik sættes naturligt nok også ind i denne sammenhæng. 

Et år senere advares mod at tro, at et evt. dansk EF-medlemskab vil betyde, at der bliver mindre 

tid og energi til danskerne traditionelle optagethed af fjerne problemer i Afrika og Asien. „While 

that is a consummation devoutly to be wished, Danish intellectuals and journalists will not easily 

abandon the simplicities and moral certitudes of Vietnam and Angola for the murky complexities of 

threshold prices and the Werner Plan.“ „US Policy Assessment – Denmark –1971“, AmEmbassy, 13. 

februar 1971, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 

2112. 


tagne gange om et dansk småstatskompleks, en enkelt gang ligefrem om 

dansk småstats-chauvinisme. 13 

Henvisninger til småstatskomplekset optræder i flere sammenhænge, og 

det menes at få ganske alvorlige konsekvenser for danskernes generelle holdning 

til hele Øst-Vest konflikten. I en oversigtsindberetning fra midten af 

1967, hvor de dansk-amerikanske relationer ellers siges at være i en „excellent 

state“, fremhæves endnu engang tendenserne til pacifisme og neutralisme, 

der siges at ligge lige under overfladen. Og herefter hedder det: 

Eagerness to bury the burdens and fears of Soviet military intervention in 

Europe is widespread. The „small country“ complex leads many Danes, 

through a submerged sense of inferiority, to judge harshly large and powerful 

countries, such as the United States, and instinctively identify virtue with 

weakness. The myth is widely believed that the United States is an immature 

country, hysterically afraid of communism and/or zealously bent 

on forcing the „American way of life“ on the entire world. A curious double 

standard of judging external events leads many Danes to view leftist 

dictatorships more or less sympathetically, even though these regimes may 

be an international threat, while viewing rightist dictatorships, or even 

Governments presumed to be „right“ of Denmark’s, uncompromisingly 

even though they may threaten no other country.“ 14 

Ligesom i den tidligere citerede vesttyske indberetning vurderes danskerne 

her at prioritere moralismen i udenrigspolitikken over egne sikkerhedsinteresser, 

men den danske småstatstankegang får her endnu større betydning. 

Den er – i samspil med den fortsatte neutralitetstradition – ansvarlig for den 

danske tro og vægt på afspænding, og den får i det store spil mellem Øst og 

Vest i visse tilfælde danskerne til at holde med ’de forkerte’. Ikke kun når det 

drejer sig om at fordømme diktaturlande i Øst og Vest, men også når det 

drejer sig om vigtige spørgsmål, som landets hovedallierede, USA, er involveret 

i. I stedet for at se Vietnamkrigen som et led i den kolde krig ses den 

som en kamp mellem David og Goliat, hvor det danske mindreværdskompleks 

bestemmer hvilken side, der tildeles størst sympati. 15 

13 I en indberetning fra 1972 hedder det: „The Danes, in fact, continue to show some signs of „smallpower 

chauvinism“ and are likely to be quite difficult to deal with in the immediate future.“ „US 

Policy Assessment – Denmark – 1972“, AmEmbassy, 28. juni 1972, NARA, RG 59, General Records of 

the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2112. Også franskmændene er inde på småstatsfaktoren. 

Militærattachéen sætter således i sin årsberetning om 1966 det danske ønske om at blive 

hørt internationalt i sammenhæng med det mindreværdskompleks som danske politikere tillægges. 

„Rapport annuel sur le Danemark au 1er janvier 1967“, 31. januar 1967, Service Historique de 

l’Armée de Terre, 14 S 53. 

14 „US Policy Assessment“, AmEmbassy, 2. juni 1967, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of 

State, Central Foreign Policy Files, Box 2043. 

15 Året efter genfinder man den samme tolkning: „Sensitive to her own diminutive size, Denmark 

tends to see the struggle as one between a super power and a mini-power and instinctively identifies 


For amerikanerne gennemsyrer småstatskomplekset i den grad den danske 

tankegang, herunder også hos ledende politikere, at det får betydning i forbindelse 

med planlægningen af danske statsbesøg i USA. Det kom bl.a. til udtryk 

i forbindelse med statsminister Hilmar Baunsgaards besøg i Washington 

i april 1970. State Department giver her præsidenten følgende gode råd: 

„One note of caution may be useful. The Danes, like the people of many 

small countries, sometimes worry that the world does not take them 

seriously. While the Danes have capitalized on quaintness and mythology in 

attracting tourists, they tend to resent broad-brush characterizations of 

Denmark as the land of Canute, Hamlet, and Hans Christian Andersen. In 

public statements, therefore, the President may wish to minimize references 

to the picturesque aspects of Danish life and literature.“ 16 

Selv om Danmark i denne skrivelse parallelliseres med andre småstater, skinner 

det dog igennem, at en særlig varsomhed er påkrævet ved omgangen med 

danske statsledere. 

Af det foregående er allerede fremgået, at der i de vestlige vurderinger er 

en tilbøjelighed til at tillægge opinionen en stor rolle, når indholdet i den 

danske politik, herunder ikke mindst dens meget moraliserende side, skal forklares; 

jf. de citerede amerikanske og tyske vurderinger fra 1967 og 1969. 17 I 

den tidligere nævnte britiske kritik fra 1971 gør ambassadøren sig umage med 

at påpege, at kritikken ikke skal rettes mod udenrigsministerens person. 

„… the pressure to be contrary or to strike a moral attitude on issues apparently 

remote from Danish interests arises from factors which are typically 

Danish and have nothing to do with Poul Hartling.“ 18 Også i de franske vur- 

with the latter.“ „U.S. Policy Assessment“, AmEmbassy til Dep. of State, 2. juli 1968, NARA, RG 59, 

General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2044. I en indberetning fra 

1972 tolkes den danske holdning til USA igen i sammenhæng med småstatskomplekset, der her også 

siges at føre til „highly simplistic notions about complicated world problems.“ „U.S. Policy 

Assessment – Denmark – 1972“, AmEmbassy til Dep. of State, 28. juni 1972, NARA, RG 59, General 

Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2238. 

16 „Memorandum for Mr. Henry Kissinger, The White House. Baunsgaard Visit: Public Statements“, 

Theodore L. Eliot, Jr, 6. april 1970, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central 

Foreign Policy Files. 

17 Det kan tilføjes, at i hvert fald de amerikanske diplomater efter ‘oprørsåret’ 1968 også tillægger 

ungdommens holdninger stor indflydelse på politikformuleringen. I 1972 mener ambassaden ligefrem, 

at hovedårsagen til den lave forsvarsindsats er mange danske politikeres „wish to associate 

themselves with the rising tide of young voters“ De siges at være ramt af et ‘Abishag complex’: „The 

symptoms include a strongly felt need to warm themselves on the adultation of young people by 

uncritically expounding whatever views are currently popular among them.“ Sst. 

18 „Denmark: Annual Review for 1970“, MacLehose til Foreign and Commonwealth Office, 11. januar 

1971, PRO, FCO 33, 1314/113855. I næste årsberetning synes kritikken mere rettet mod personen. 

Her skriver ambassadøren: „in December, mr. K.B.Andersen, as a new Foreign Minister, decided 

against all advice to lead the attack on the Greek Colonels.“ „Denmark: Annual Review for 1971“, 

Andrew Stark til Foreign and Commonwealth Office, 1. januar 1972, PRO, FCO 33, 1706/113855. 


deringer lægges vægt på opinionens betydning, især hvad angår den danske 

forsvarspolitik. 19 

Man kan heri vælge at lægge en opfattelse af, at udenrigspolitikken i 

Danmark bliver til på et meget demokratisk grundlag. Der er dog nok snarere 

tale om, at udenlandske diplomater deler deres danske kollegers ikke altid 

lige store begejstring for de politiske hensyn, der skal tages højde for ved valget 

af officielt standpunkt. 20 Under alle omstændigheder er den pågældende 

forståelse af den måde, politikformuleringen foregår på i Danmark, med til 

at befæste opfattelsen af, at den danske politik har et stærkt ideologisk præg 

og ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til den kolde krigs hårde kendsgerninger. 

NATO-medlemskabets forankring og dansk østpolitik 

Konklusionen fra kapitel 25 om, at det danske NATO-medlemskab – trods lav 

profil i form af beskedne forsvarsudgifter samt base- og atomvåben-reservation 

– af de vestlige allierede blev betragtet som fast forankret, kan for denne 

periodes vedkommende kun delvist opretholdes. Der er i hvert fald tale om, 

at opfattelserne er varierende – både mellem de allierede og over tid. 

Flere forhold er i perioden frem til begyndelsen af 1970’erne medvirkende 

til, at der anstilles mere eller mindre bekymrede overvejelser om karakteren 

og dybden af det danske NATO-engagement. I forlængelse af det foregående 

afsnit kan her for det første nævnes den danske hang til missioneren og moraliseren, 

der ofte sættes i forbindelse med eksistensen af fortsatte neutralistiske 

tendenser i især den danske offentlighed. Den stadig mere udtalte danske 

kritik af USA’s Vietnam-politik op mod 1973 optræder også i denne 

sammenhæng og bliver et par steder tolket som en trussel mod det danske 

NATO-tilhørsforhold (se afsnittet nedenfor om det bilaterale forhold). 

En anden vigtig faktor er den aktive danske øst- og afspændingspolitik i 

Europa, der præger denne periode, og som nok i en vis udstrækning accepteres 

– i hvert fald af amerikanerne, men som i stigende grad vækker irritation 

og tolkes som en manglende dansk forståelse af NATO’s centrale formål. 

Hertil kommer så en opfattelse hos de allierede af, at udløbet af NATO’s 20- 

19 F.eks. „Directives donnée à l’armée danoise en cas d’aggression“, indberetning fra militærattachéen, 

19. oktober 1951,Archives diplomatiques, Europe, Danemark, défense nationale, Serié 9, 

sous-sérié 4. Her fremhæves, hvor svag den udøvende magt er i forhold til både Folketinget, partierne 

og den offentlige mening. 

20 Som illustration heraf kan nævnes den britiske årsberetning for 1960, hvor ambassadøren under 

omtalen af danske holdninger til afrikanske spørgsmål oplyser, at det danske udenrigsministerium 

„indicated to us that a widespread if ill-informed sentiment prevails in political circles in Denmark, 

which the Government are obliged to take into account, that white men in Africa can do no right 

and black men no wrong.“ „Denmark: Annual Review for 1960“, Montagu-Pollack til The Earl of 

Home, 2. januar 1961, PRO, FO 371, 159257/113855. 


års frist i 1969 spiller en væsentlig politisk rolle i Danmark. I den forbindelse 

anses Frankrigs udtræden af det integrerede militærsamarbejde for at have 

stærkt uheldige konsekvenser, ikke mindst fordi der i Danmark menes at eksistere 

en fortsat stor frygt for tysk dominans i Europa. Endelig kan nævnes, 

at spørgsmålet om dansk medlemskab af EF omkring 1970 igen aktualiseres, 

og at amerikanerne – i lyset af de øvrige nævnte forhold – ser muligheden for 

en manglende dansk optagelse som en trussel mod Danmarks generelle vestorientering 

og dermed også mod landets medlemskab af den vestlige forsvarsalliance. 

Ovenstående vurderinger vil i det følgende blive søgt underbygget gennem 

brug af det udenlandske arkivmateriale. Heraf vil fremgå, at materialet ofte 

peger i forskellige retninger, og at en fyldestgørende belysning af emnet vil 

kræve en mere omfattende analyse, end det er muligt at foretage her. De 

nævnte udledninger repræsenterer på mange måder forenklinger, hvor nuancer 

er udeladt. Men den overordnede tendens peger i retning af en mere forbeholden 

vurdering af den danske NATO-forankring, end tilfældet var i den 

første periode. 

Heroverfor skal en vigtig nuance straks betones. Der er en fortsat tro på, at 

Danmark ikke lader sig presse af Sovjetunionen, og at den politik, der føres 

over for stormagtsnaboen mod øst, snarere skal ses som et udslag af egne prioriteringer 

end som en ny form for eftergivenhedspolitik – à la den der tidligere 

i historien blev praktiseret over for Tyskland. En sådan vurdering er 

indeholdt i den tidligere citerede indberetning fra den vesttyske ambassadør 

Berger i 1963 (se kapitel 25), hvor den danske fasthed over for Sovjetunionen 

roses, samtidig med at der vises forståelse for ikke-provokationspolitikken. En 

lignende opfattelse kommer til udtryk i det forberedende materiale, der udarbejdes 

til brug ved forbundskansler Erhards besøg i Danmark i juli 1964. 21 

Det forbedrede dansk-sovjetiske forhold omtales, ligesom den sovjetiske tilfredshed 

med, at det nu er blevet muligt at gennemføre et besøg af Khrusjtjov 

i Danmark, bliver fremhævet. På linje med de tidligere vurderinger bliver det 

samtidig noteret, at Danmark har stillet sig afvisende over for sovjetiske forsøg 

på at svække det vestlige forsvarsforbund. Her omtales en forstærket sovjetisk 

aktivitet over for Skandinavien siden efteråret 1962 med hovedvægten 

på forslaget om skabelsen af en atomfri zone. Den negative danske holdning 

hertil, herunder kravet om at en sådan zone i givet fald også måtte omfatte 

sovjetisk territorium, noteres med tilfredshed. 

De amerikanske vurderinger er på dette punkt mindst lige så tydelige som 

de tyske. I 1965, hvor USA’s tiltro til den danske NATO-forankring fortsat er 

uanfægtet, skriver ambassadøren således i en oversigtsindberetning: „Despite 

a relatively active campaign by the Soviets to exploit underlying pacifistic 

21 „Sowjetisch-dänische Beziehungen“, pkt.6 i ambassadens håndakter, juli 1964, Auswärtiges Amt B 

26/245. 


feelings, the Danish Government has shown no signs of weakening in its 

resolve to keep Denmark firmly in NATO and to preserve its close ties with 

the western world.“ 22 Mere konkret noterer ambassaden med tilfredshed 

forud for Khrusjtjovs besøg i 1964, at regeringen har afvist kampagnen for 

„Østersøen som et fredens hav“ og idéen om Norden som atomfri zone. „Mr. 

Khrustjev should have no illusions as to the firmness of the Danish attitude on 

this following the recent visits to the USSR of both Mr. Haekkerup and Mr. 

Krag, nor should he expect to make any headway on these points during his 

visit here June 16-20.“ Tilsvarende hedder det i en amerikansk indberetning 

fra 1966: „Soviet attempts to exploit latent neutralist feelings in Denmark 

have been generally unsuccessful as applied to the Baltic area, despite the 

generally-held Danish view that the threat of Soviet attack has diminished.“ 23 

Ligesom i det tyske materiale er der også i det amerikanske tegn på accept 

af, at den danske fasthed over for Sovjetunionen er kombineret med en hensyntagen 

til østlige interesser på visse punkter. Det hedder således opsummerende 

i en af indberetningerne fra 1965: „The Danes are acutely aware of 

their proximity to the Soviet Union. While fully desirous of maintaining their 

ties with NATO, they strongly feel that a certain „balance of interests“ has 

been created in the Scandinavian area and hence would resist any development 

which could change the present status quo.“ 24 I denne formuleringsmåde 

synes i det mindste at kunne indfortolkes en stiltiende accept af den 

danske balancepolitiske ikke-provokationsstrategi (jf. begreberne i kapitel 3). 

Hvad Danmarks generelle NATO-forankring angår, er det amerikanske materiale 

mest omfattende, og det vil først blive gennemgået. Herefter vil enkelte 

vurderinger fra de øvrige allierede blive trukket ind for at nuancere billedet. 

Som det allerede delvist er fremgået, ser amerikanerne i midten af 1960’erne 

med stor tilfredshed på den danske udenrigspolitik i almindelighed og loyaliteten 

over for alliancen i særdeleshed. I den citerede indberetning fra 1965 

hedder det i den indledende opsummering: „Denmark continues to give constructive 

support to the strengthening of Atlantic solidarity and its basic 

22 „Politico-Economic Assessment: Denmark „, AmEmbassy til Dep. of State, 1. april 1965, NARA, RG 


23 „Danish-American Relations in Retrospect“, AmEmbassy til Dep. of State, 16. maj 1964, NARA, RG 

59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2113 og „U.S. Policy 

Assessment“, AmEmbassy til Dep. of State, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, 

Central Foreign Policy Files, Box 2112. Også i dette spørgsmål er det imidlertid vanskeligt at udlede 

éntydige konklusioner. Den franske militærattaché mener således i en årsrapport om 1964, at 

Sovjetunionen med en vis succes udøver pres over for Danmark, og anfører i den forbindelse, at der 

skal betales af til Sovjet for at have forladt Bornholm i 1946. Han mener, at det danske forbehold i 

atompolitikken skal forstås på denne baggrund. „Rapport annuel 1964, 15. november 1964, Service 

Historique de l’Armée de Terre, Les rapports des attachés au Danemark, 14 S 53. Der er ikke fundet 

britiske kilder fra denne periode til belysning af spørgsmålet. 

24 „Politico-Economic Assessment: Denmark „, AmEmbassy til Dep. of State, 1. april 1965, NARA, RG 



foreign policy places strong emphasis on the UN, NATO, European integration 

and Nordic cooperation.“ Og senere siges om NATO-modstanden: 

„There are some scattered elements of public opinion which are trying to 

rally support for Danish withdrawal from NATO in 1969. These efforts have 

not thus far met with any success.“ Hertil kan føjes, at ambassadøren i en 

statusrapport året før skriver, at „neutralist and pacifist tendencies no longer 

play an important role in Danish defense policies“ og efterfølgende citeres 

Per Hækkerup for at have udtalt „that had it not been for NATO, Denmark 

would have lost its freedom.“ 25 

Det er helt i tråd med denne stærke tiltro til Danmarks NATO-forankring, 

at betydningen af den samtidige offentlige diskussion om muligheden af at 

genoplive planerne for en skandinavisk forsvarspagt kraftigt nedtones. Generelt 

siges det i en anden rapport fra 1965 om den danske debat om NATO’s 

fremtid: „While official and public support for NATO remains firm, responsible 

Danes (in both the Government and the Opposition) – for political reasons – 

are going to have to put up with this „debate“ on the future of NATO, largely 

sponsored by neutralist and anti-defense elements in Denmark.“ 26 

En anden udløber af de positive vurderinger er, at amerikanerne på dette 

tidspunkt synes at have fuld tillid til Danmark, hvad angår de aktive bestræbelser, 

der på dansk side udfoldes for at forbedre forholdet til ’fjendelandene’ 

i øst. Bestræbelserne omtales som den danske brobygningspolitik, og State 

Department beroliges i 1966 om, at den danske regering „takes care in keeping 

the United States fully informed of the result of official visits.“ 27 Men allerede 

året efter er der på dette punkt tegn på en begyndende amerikansk omvurdering. 

Det fremgår nu, at det aktive danske østdiplomati ikke kun sker med 

USA’s fulde opbakning, idet ambassdøren skriver: „... it will probably be 

necessary to continue to remind the Danish Government that early consultation 

with regard to Eastern initiatives is appreciated.“ Forinden har han advaret 

om, at USA’s støtte til den danske afspændingspolitik risikerer at føre til 

nye og endnu mere radikale initiativer – hvor det underforstås, at sådanne initiativer 

vil komme på tværs af USA’s interesser. Endelig fremgår det af samme 

dokument, at Danmark hidtil er blevet betragtet som frontfigur i Norden som 

talsmand for amerikanske mål, men at der heri er sket et mindre tilbageslag. 28 

Denne nye, mere forbeholdne tone, der bliver stadig mere udtalt i de følgende 

år, synes i første omgang at være udløst af valgresultatet i 1966 og den 



26 „More on Denmark and NATO“, AmEmbassy til Dep. of State, 14. oktober 1965, NARA, RG 59, 

General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 1621. Den offentlige diskussion 

af en skandinavisk forsvarspagt, der refereres til, var startet på initiativ af dagbladet Information. 

27 „Politico-Economic Assessment“, AmEmbassy til Dep. of State, 1.april 1965, NARA, RG 59, General 


28 „U.S. Policy Assessment“, AmEmbassy til Dep. of State, 2. juni 1967, NARA, RG 59, General 



efterfølgende regeringsomdannelse med Hækkerups fratræden som udenrigsminister. 

Den ændrede parlamentariske situation, hvor den socialdemokratiske 

regering er blevet afhængig af SF som støtteparti, får nu pludselig 

ambassaden til at stille spørgsmålstegn ved karakteren af den danske NATOtilknytning. 

Det noteres i indberetningen herom, at regeringen bedyrer, at 

den nye situation ikke vil influere på udenrigspolitikken, men herefter hedder 

det: „Under present circumstances, it appears doubtful that the Government 

will be moved to desert NATO entirely [fremhævet her], but the leftward 

swing of Danish politics does leave the Government vulnerable to pressure to 

loosen the Alliance ties.“ I en afsluttende opsummering af ’problemer’ siges, 

at presset for at trække Danmark ud af NATO og løsne båndene til USA har 

udsigt til at blive øget. 29 

På samme tidspunkt begynder amerikanerne at udvise en stigende skepsis 

over for hele den danske afspændingspolitik; en skepsis der også manifesterer 

sig på højeste politiske plan. Da Jens Otto Krag i juni 1967 er på besøg i 

Washington, bliver præsident Johnson forud for mødet med den danske statsog 

udenrigsminister i et briefing-paper mindet om, at „Denmark is among the 

most enthusiastic of NATO’s East-West bridge builders“. Umiddelbart efter 

anmodes præsidenten om at fortælle Krag, at den aktuelle krise i Mellemøsten 

og Sovjetunionens adfærd i denne forbindelse „serve as a reminder that 

our bridges to the East must be constructed on the base of solid realities and 

not on illusory grounds of wishful thinking.“ State Departments noget kritiske 

syn på den danske afspændingspolitik skinner her igennem. 30 

Men den kritiske holdning bliver mere udtalt året efter – i hvert fald på ambassaden 

i København. Og det sker vel at mærke på et tidspunkt, hvor årsagen 

til den danske politik, efter regeringsskiftet i februar, ikke længere kan tilskrives 

venstrefløjsindflydelse. I en indberetning fra sommeren 1968 nøjes 

ambassaden ikke kun med at henvise til den danske forkærlighed for brobygning, 

men fastslår, at „ Denmark is in the front ranks of those who would have 

NATO exercise a different, basically non-military role in the future.“ Herefter 

noteres fraværet af en tro på NATO’s militære nødvendighed andet end som 

en vigtig faktor i magtbalancen. Alt sammen menes at være udtryk for en stigende 

agitation for „a radical reappraisal of Denmark’s continued membership.“ 

På den baggrund fremkommer ambassaden med følgende anbefaling: 

29 Sst. Mere specifikt omtales den danske atompolitik, hvor der er udsigt til, at regeringen kan blive 

presset til at kræve forsikringer af besøgende amerikanske flådefartøjer om ikke at medbringe kernevåben. 

„If they should be successful, the United States has no alternative under present policy but 

to cancel further visits.“ 

30 „The President’s meeting with Danish Prime Minister and Foreign Minister Krag“, State 

Department [?], 23. juni 1967, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign 

Policy Files, Box 2043. I samme paper roses Hans Tabor for en „outstanding performance“ som præsident 

for Sikkerhedsrådet under Mellemøstkrisen, og det siges videre: „Tabor has presided over the 

Security Council with consumate skill, dignity, and impartiality, to the credit of both Denmark and 

himself.“ 


„The continuing military utility of NATO ought to be made clear in terms 

of the specific dangers inherent in Soviet encroachments into the Mediterranean 

and especially in Soviet emergence as a maritime power. In this 

regard, Denmark should be made aware on a continuing basis of the Soviet 

and Chinese threat, subversive as well as military, and of the changing 

nature of the Soviet threat since the 1949 period.“ 

Til sidst i indberetningen anbefales en meget større indsats for at påvirke den 

danske ungdom. 31 

Senere samme år skaber Warszawapagt-invasionen af Tjekkoslovakiet øget 

folkelig opbakning bag NATO, og hele diskussionen i forbindelse med 20-årsperiodens 

udløb ophører stort set. Men da ambassaden et år efter gør status, 

hæfter man sig ved den underliggende negative udvikling i den danske 

NATO-opbakning: 

„Czechoslovakia probably temporarily altered but did not reverse the 

Danish trend toward reduced participation in NATO and a gradual weakening 

of its defense capability. Denmark will probably continue to be one of the 

softer members of NATO …“ 

Hvor negativt udviklingen vurderes, fremgår af de afsluttende anbefalinger, 

hvor regeringen i Washington opfordres til at lytte til nogle af de danske ønsker 

for ikke at risikere en dansk udmelding af NATO. Således mener ambassadøren, 

at „insistance upon Spanish membership in NATO … would 

probably cause Denmark to leave the Alliance.“ 32 Man kan stærkt betvivle, om 

denne vurdering blev delt på centralt hold i State Department, men udsagnet 

er et vidnesbyrd om, at den danske moralisme i udenrigspolitikken ikke kun 

blev betragtet som skiftende regeringers leflen for en folkelig opinion. Den 

risikerede – ligesom den tyske ambassadør i en omtrent samtidig indberetning 

antydede (se kilden i note 7 foran ) – efter disse rapportørers mening at 

kunne få direkte konsekvenser for varetagelsen af Danmarks basale sikkerhedspolitiske 

interesser. 33 

Det må ses i forlængelse af denne stigende tvivl om dybden i det danske 

NATO-engagement, når amerikanerne fra 1970 så tydeligt sætter den forny- 

31 „U.S. Policy Assessment“, AmEmbassy til Dep. of State, 2. juli 1968, NARA, RG 59, General Records 

of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2044. 

32 „U.S. Policy Assessment – Denmark“, AmEmbassy til Dep. of State, 10. september 1969, NARA, RG 


33 Heroverfor står dog en anden vurdering fra januar 1973, hvor det siges, at danske regeringer føler 

sig presset til at udtale sig negativt om græsk og portugisisk medlemskab og fremtidigt spansk. 

„This, in a sense, is part of the price which pro-NATO leaders in Denmark have to pay to preserve 

their position of leadership.“ Det skal bemærkes, at denne vurdering gives, efter at amerikanerne er 

lettede over Danmarks optagelse i EF, jf. nedenfor. „U.S. Interests and Goals in Denmark“, 

AmEmbassy til Dep. of State, 18. januar 1973, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, 

Central Foreign Policy Files, Box 2239. 


ede udsigt til en dansk optagelse i EF ind i en sikkerhedspolitisk sammenhæng. 

En mere principiel analyse af de perspektiver, som den forestående EFbeslutning 

rejser, gennemføres i en indberetning fra februar 1971. 34 

Danmark siges at stå over for „a historical watershed which could well make it 

one of the most decisive years in its history.“ Forståelsen for EF-modstanden 

kan ligge på et meget lille sted: „… it is painfully apparent to all but the 

ideologists that to refuse membership once the U.K. is accepted would confront 

Denmark with disaster.“ Her er det primært de økonomiske konsekvenser, 

der tænkes på. I den videre analyse, hvor USA’s egne interesser vurderes, 

fokuseres først og fremmest på sikkerhedspolitikken, og det anføres bl.a., at 

den stærke danske trang til at gå foran i afspændingspolitiske spørgsmål, især 

vedrørende indkaldelse af en europæisk sikkerhedskonference, sandsynligvis 

vil blive dæmpet gennem et medlemskab af EF. Ambassaden nævner den 

overordnede amerikanske interesse i et forenet Europa, der gør fremskridt 

mod politisk enhed. Det må ses som en illustration af denne interesse, når det 

i de afsluttende anbefalinger siges: 

„We feel strongly that Denmark’s commitment to NATO will be greatly 

enhanced by entry into the Common Market. Conversely, failure to enter 

can only, over time, weaken Denmark’s NATO ties and contribute to the 

centrifugal forces already deeply entrenched here. It behoves the U.S., 

therefore, to use our influence discreetly in the councils of Europe, both 

with the Six and the British, to emphasize the great strategic and political 

value of tieing the northern flank of NATO irrevocably to a united Europe 

compared to the short term economic costs which might be involved.“ 

Med omtalen af de dybt rodfæstede centrifugale kræfter knytter indberetningen 

an til den linie i de amerikanske vurderinger, der allerede et par år 

havde været fremherskende. Halvandet år senere, da tidspunktet for folkeafstemningen 

i Danmark er ved at nærme sig, og udfaldet synes uvist, bliver 

denne linje markant forstærket. Der tales nu om, at Danmark i tilfælde af et 

nej ved afstemningen risikerer at havne i selskab med det neutrale Sverige. 

Efter en påpegning af sammenfaldet mellem anti-NATO og anti-EF holdninger 

siges det i en indberetning fra juni 1972: 

„It is also in our interest for Denmark to enter the European Community, 

where its existing commitment to Western objectives can be reinforced and 

perhaps placed under greater discipline. Failure to enter the EC at this 

time could conceivably lead to sweeping changes in Denmark’s political 

and economic orientation. Eventually, this could even lead to a retreat 

34 „U.S. Policy Assessment – Denmark – 1971“, AmEmbassy til Dep. of State, 13. februar 1971, NARA, 

RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2239. 


toward neutralism and an international stance similar to that of Sweden, 

permitting a strengthening of Soviet influence throughout Scandinavia.“ 35 

På den baggrund kan det ikke undre, at amerikanerne er lettede over afstemningens 

resultat. Efter Danmarks formelle optagelse i De Europæiske Fællesskaber 

i januar 1973 gør ambassaden i en indberetning status over amerikanske 

interesser og mål i relation til Danmark. Det siges, at det danske EF-medlemskab 

gør det endnu tydeligere end før, at USA’s primære interesser ligger 

på det multilaterale og ikke på det bilaterale område. Om de videregående 

udenrigs- og sikkerhedspolitiske konsekvenser af medlemskabet hedder det 

fortrøstningsfuldt: 

„Danish membership in the EC can serve to tie Denmark closer to NATO, 

making the Danes less vulnerable to pressure and persuasion from the 

USSR. It may also tend to reduce the present excessive influence of Swedish 

media on Danish public opinion, which is particularly significant in the key 

Copenhagen area. In general, the exposure of Danish opinion leaders to 

economic and political realities in EC fora should lead them toward a more 

sophisticated view of world realities and might eventually reduce their 

tendency to adopt simplistic and moralistic attitudes to complicated international 

problems. As the „EC Bridgehead to Scandinavia“, Denmark 

should also play an important reverse role in bringing its Nordic brethren 

to a less insular view of the world. Finally, although Denmark will probably 

remain a comparatively weak link in NATO, its EC membership should 

prevent its defense posture from eroding as fast as it might otherwise do. 

The Danes already seem sensitized to criticism from the British and West 

Germans, their two most important economic partners within the EC, and 

they may, in consequence, be willing to make some gestures toward sharing 

the common defense burden more evenly.“ 36 

Når man betænker den ringe vægt, der i den danske debat forud for folkeafstemningen 

– i hvert fald fra tilhængerside – blev lagt på EF-medlemskabets 

politiske implikationer, kan man roligt sige, at den amerikanske ambassadør 

her tager munden fuld. Medlemskabet giver USA mulighed for at få fremmet, 

eller måske endda opfyldt, en lang række centrale målsætninger over for 

Danmark: En stærkere forankring i NATO, herunder større modstandskraft 

over for sovjetisk indflydelse og svensk neutralistisk påvirkning; et mere realistisk 

og mindre missionerende syn på verden; en større villighed til at dele 

35 „U.S. Policy Assessment – Denmark – 1972“, AmEmbassy til Dep. of State, 28. juni 1972, NARA, 


36 „U.S. Interests and Goals in Denmark“, AmEmbassy til Dep. of State, 18. januar 1973, NARA, RG 



forsvarsbyrderne med sine allierede; og oveni kunne amerikanerne endda 

håbe på, at Danmark som nordisk brohoved i Europa ville få en gunstig udenrigspolitisk 

indflydelse på sine broderfolk. 

Konkluderende om det syn, amerikanerne fra begyndelsen af 1960’erne og 

frem til 1973 havde på Danmarks stilling i verden, herunder især landets position 

i den vestlige alliance, kan anføres, at den netop fremhævede tro på de 

positive effekter af dansk EF-medlemskab vidner om labiliteten i de amerikanske 

vurderinger. De gengivne opfattelser fra januar 1973 viser på den ene 

side, at amerikanerne har været bekymrede for stabiliteten i den danske vestorientering, 

og på den anden side, at markante begivenheder og ændrede 

forudsætninger kan få situationen til at vende. Det svarer til udviklingen op 

gennem 1960’erne, hvor vurderingerne svinger fra det stærkt optimistiske i 

midten af årtiet til en udtalt skepsis over for den danske NATO-forankring 

omkring 1970. Hertil kan så føjes, at selv i den mere skeptiske periode er det 

muligt at finde vurderinger, der fastholder et positivt syn på Danmarks rolle 

inden for NATO og en stærk tro på Danmarks opbakning bag NATO. 37 

Heller ikke de øvrige allieredes vurderinger af Danmarks forankring i 

NATO-alliancen er entydig. Franskmændene synes gennemgående at vurdere 

forankringen som værende høj, men samtidig anses danskerne endnu i 1964 

for at være neutralistiske og pacifistiske af natur, og medlemskabet menes at 

være svært foreneligt med neutralitetstraditionen. Det giver sig udslag i, at 

Danmark konstant er optaget af at forekomme så lidt engageret i alliancen 

som muligt. 38 Men da så danskerne blander sig noget mere i sidste del af 

1960’erne med egne standpunkter vedrørende afspændingspolitikken, er 

franskmændene mindre tilbøjelige end amerikanerne – og tyskerne (se nedenfor) 

– til at se det som en trussel mod NATO-forankringen. I den franske 

tolkning ses afspændingspolitikken snarere som led i danske bestræbelser på 

at befæste landets medlemskab af alliancen, hvilket hænger sammen med den 

betydning, deres egen udtræden af den integrerede kommandostruktur i 

1966 tillægges. 

Opfattelsen er den, at der herigennem opstår en trussel ikke alene mod 

selve NATO’s eksistens, men i Danmark også en trussel mod befolkningens 

37 Da Danmark i begyndelsen af 1972 skrider til diplomatisk anerkendelse af Nordvietnam efter forudgående 

stærke advarsler fra USA, ønsker præsident Nixon som straf at hjemkalde ambassadøren 

i Kbh. Men udenrigsminister Rogers fraråder og fremhæver Danmarks tætte samarbejde med USA 

inden for alliancen, og at landet lever op til sit ansvar. „Memorandum for the president“, William P. 

Rogers, 14. januar 1972, Box 673, Nixon Presidential Materials Project, National Security Council 

Files, Country Files – Europe, Denmark, Vol.1. Et andet eksempel er fra den tidligere citerede analyse 

fra februar 1971 om perspektiverne ved et dansk EF-medlemskab (se note 34) hvor der – samtidig 

med skepsisen – tales om Danmark som „an active and effective member of the Atlantic 

Alliance“. 

38 „Rapport annuel 1964, 15. november 1964, Service Historique de l’Armée de Terre, Les rapports 

des attachés au Danemark, 14 S 53. I konklusionen fremhæves de danske aftaler med satellitstaterne 

i øst, og herefter hedder det: „Modvægten er, at danskerne viser stor troskab til NATO.“ 


opbakning bag NATO. Det sidste skyldes, at for danskerne er fjenden stadig i 

høj grad Tyskland, 39 og at der derfor hersker en udbredt frygt for tysk dominans 

i NATO – en dominans der vil blive mere fremtrædende med den franske 

udtræden. Befolkningen vil som følge heraf søge mod andre sikkerhedspolitiske 

løsninger. Hækkerup citeres i 1966 for, at en urealistisk nordisk 

union igen vil virke tiltrækkende. Det er for at imødegå sådanne tendenser og 

samtidig for at give NATO et nyt eksistensgrundlag, der har appel i befolkningen, 

at danske politikere kaster sig så aktivt ud i afspændingspolitikken. 40 

Også briterne ser det danske østdiplomati i sammenhæng med en bekymring 

for NATO’s fremtid efter Frankrigs udtræden. Men det er ikke kun den 

tyske dominans, danskerne frygter: „An organisation dominated at the 

European end by Germany and under pressure from the Americans to 

endorse their policy all round the world, especially in Viet-Nam, would be 

unacceptable to Denmark.“ 41 Herudover er det småt med britiske vurderinger 

af den danske NATO-politik i denne periode. Det er dog værd at bemærke 

kontinuiteten i vurderingerne sammenholdt med den tidligere periode. 

I 1964-årsberetningen hedder det således i konklusionen, at medlemskab 

af en militær organisation stadig er nyt i Danmark, „and the need to 

make sacrifices for an appararently ailing NATO is increasingly questioned.“ 

I 1965 omtales den fornyede diskussion af en nordisk forsvarspagt. Men selv 

om regeringens bestemte afvisning af tanken fremhæves, afsluttes omtalen 

med følgende bemærkning: „The desire to be able to opt out of the need to 

take sides is, however, always near the surface of much Danish thinking and 

such neutralist ideas have a strong emotional appeal.“ 42 

De vesttyske kilder til belysning af den danske NATO-forankring i den her 

behandlede periode vedrører kun årene 1968-70, hvor vurderingen – i lighed 

med den amerikanske på dette tidspunkt – er præget af stærke forbehold. Det 

kommer meget tydeligt til udtryk i en intern optegnelse i Auswärtiges Amt i 

marts 1968, hvor der foretages en vurdering af det danske NATO-medlem- 

39 Et gennemgående træk i militærattachéens årsrapporter fra slutningen af 1960’erne. I den franske 

opfattelse er det en væsentlig grund for Danmark til at være trofast mod NATO, at man kan overvåge 

Tyskland indefra. Se årsrapporterne for 1966 og 1967, sst. 

40 „Rapport mensuel mars 1966“, 31. marts 1966, Service Historique de l’Armée de Terre, Les rapports 

des attachés au Danemark, 14 S 53. I den franske fortolkning sigter afspændingspolitikken også 

på at undgå en splittelse af NATO, som danskerne er bange for vil blive resultatet, hvis de Gaulle får 

lov til at videreføre sin egen charmeoffensiv over for østblokken. Iflg. udtalelser af Krag er det 

NATO, der skal være formidleren ml. Øst og Vest, og iflg. en fransk indberetning senere i 1966 er 

de danske initiativer netop afstemt med NATO-rådet og forhåndsgodkendt af USA og 

Storbritannien. „Rapport mensuel mois de mai 1966, 2. juni 1966, Service Historique de l’Armée de 

Terre, Les rapports des attachés au Danemark, 14 S 53. Jf. også kapitel 37. 

41 „Denmark: Annual Review for 1966“, Wright til Brown, 17. jaunuar 1967, PRO, FCO 

9/263/113855. Ambassaden mener også, at danskerne frygter en sammenhæng ml. den franske 

NATO-politik og Frankrigs holdning til Danmarks og Storbritanniens optagelse i EF. 

42 „Denmark: Annual Review for 1964“, 18. februar 1965 og „Denmark: Annual Review for 1965“, 14. 

januar 1966, Henniker-Major til Stewart, PRO, FO 371/180034 og 371/185683. 


skab efter regeringsskiftet i Danmark. Efter først at have konstateret, at selve 

medlemskabet ikke er i fare, anstilles følgende betragtning: 

„Voraussehbar ist jedoch, dass Dänemark in Zukunft noch geringere Aktivität 

[fremhævet her] als NATO-Mitglied entfalten wird. Dafür sprechen Bestrebungen, 

Verteidigungsausgaben nicht unerheblich zu senken und die 

kürzliche Entscheidung dänischer Regierung, Beteiligung an den NATO- 

Manövern in diesem Jahr zu verringern.“ 

Det er altså underforstået, at den danske NATO-aktivitet til trods for det fælles 

dansk-tyske militærsamarbejde har været ringe, og nu vurderes det så – 

med en borgerlig regering i Danmark – til at blive endnu ringere. At Danmark 

kan siges at have været aktiv inden for NATO, hvad angår organisationens 

afspændingspolitiske bestræbelser, herunder Harmel-rapport og europæisk 

sikkerhedskonference, synes ikke at tælle i denne vesttyske vurdering. I 

afskrækkelses-sammenhæng er Danmark fortsat et svagt led. 43 

Det er helt i tråd med denne opfattelse, når vesttyskerne mener, at den danske 

argumentation for fortsættelse af NATO-medlemskabet efter 1969 er præget 

af negative begrundelser. Ambassadør Simon mener i en oversigt fra begyndelsen 

af 1970, at det både for regeringen og oppositionen har været 

afgørende, at der ikke er noget alternativ til NATO. Samtidig er denne argumentation 

kædet sammen med en betoning af, at NATO frem for alt skal være 

et instrument for afspænding. 44 

Vurderinger af forsvarsindsatsen inden for NATO 

Der gives fra allieret side i denne periode fortsat udtryk for utilfredshed med 

den danske indsats. Bekymringen er især udtalt hos vesttyskerne, der ikke 

mindst ser med stor mistillid på den socialdemokratiske indflydelse på forsvarsområdet. 

Om den socialdemokratiske regerings forsvarsforslag i 1972 

skriver ambassadøren i sin årsrapport, at det drejer sig om en reform, „die im 

Detail der NATO-Konzeption widerspricht.“ 45 Næste år søger efterfølgeren at 

opsummere den diskussion, der fører til indgåelse af et nyt forsvarsforlig, og 

de perspektiver der herigennem rejses. Følgende passus i beretningen synes 

43 „Vortrag des Herrn Staatssekretärs beim Herrn Bundeskanzler am 19. März 1968“, notat af 18. 

marts 1968, Auswärtiges Amt, B 31, Bd. 355, Jf. ambassadør Klaus Simons opfattelse af Danmarks 

manglende forståelse af sammmenhængen ml. afskrækkelse og afspænding i en oversigt fra 1970, se 

foran note 7. 

44 „Besuch des Bundeskanzlers in Kopenhagen“, Simon til Auswärtiges Amt, 12. Januar 1970, 

Auswärtiges Amt B 31, Bd. 356. 

45 „Politischer Jahresbericht 1972“, Scholl til Auswärtiges Amt, 19. januar 1973, Auswärtiges Amt, B 

32, nr. 101389. 


at afspejle såvel en vis undren som en vis bekymring over, hvad der kendetegner 

den sikkerhedspolitiske tænkning i Danmark: 

„Als hintergründiges Element in den sicherheitspolitischen Diskussionen 

war die Frage spürbar, weshalb die UdSSR eigentlich einen Anlass zu einer 

Aggression gegenüber Westeuropa haben sollte. Man weist darauf hin, dass 

die Sowjetunion in zufriedenstellendem Umfang über Menschen, Rohstoffe 

und Raum verfüge und sie in Wirklichkeit durch eine Eroberung Resteuropas 

sich lediglich größere Lasten auferlegen würde.“ 46 

Set med vesttyske øjne er de danske nedskæringer på forsvarsområdet resultat 

af en overoptimistisk trusselsopfattelse, der i et videre perspektiv ikke er 

egnet til at fastholde danskernes tro på det militære forsvars og NATO-medlemskabets 

berettigelse. 

Netop på dette tidspunkt udtrykkes der også hos amerikanerne tvivl om, i 

hvor høj grad danskerne forstår den dybere mening med NATO-alliancen (se 

forrige afsnit). Men her har denne tvivl mindre med det danske forsvarsbidrag 

at gøre. De amerikanske vurderinger på dette punkt er i denne periode 

påfaldende lidt alarmistiske, og det skinner endnu tydeligere igennem end 

for første periodes vedkommende, at for USA er bekymringen om den danske 

forsvarsindsats underordnet andre hensyn. 

Indberetningerne fra midten af 1960’erne tyder på, at amerikanerne nu 

har affundet sig med, at danskerne i økonomisk henseende ikke er parate til 

at yde mere til det fælles forsvar. Flere år i træk gentages stort set enslydende, 

at der ikke er udsigt til nye stigninger i forsvarsudgifterne, og at det heller 

ikke er sandsynligt, at et regeringsskifte vil føre til ændringer. Opfattelsen deles 

i State Department, hvilket fremgår af et memorandum fra udenrigsminister 

Rusk til præsident Johnson forud for Krags besøg i juni 1964. Her konstateres 

igen, at de danske bidrag forbliver lave og ikke kan forventes at stige, 

men i umiddelbar forlængelse heraf bemærkes, at „Denmark regards, with 

justification, the rent-free base rights which the United States enjoys in 

Greenland as a significant contribution to Western security“ (fremhævet her). 

Præsidenten advares her indirekte mod at kritisere Krag for de lave forsvarsudgifter, 

idet han gøres opmærksom på, at basefaciliteterne på Grønland 

tjener som kompensation. 47 

46 „Politischer Jahresbericht 1973“, Ahrens til Auswärtiges Amt, 22. januar 1974, Auswärtiges Amt, B 

32, nr. 101389. 

47 „Memorandum for the President“, Dean Rusk, 6. juni 1964, NARA, RG 59, General Records of the 

Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2113. I en statusrapport fra ambassaden kort tid efter 

hedder det tilsvarende: „Denmark quite rightly continues to regard Greenland and our activities 

there as a major contribution to NATO.“ „Danish-American Relations in Retrospect“, AmEmbassy til 

Dep. of State, 16. maj 1964, sst. 


Denne sammenkædning af vores forsvarsbidrag til NATO og vores imødekommenhed 

over for amerikanerne på Grønland går igen i flere vurderinger 

fra denne periode. Den gentages i en orientering forud for Hækkerups besøg 

i Washington i januar 1965, og her bliver det tydeligt, hvordan prioriteringen 

er mellem de forskellige dele af Danmarks bidrag til det vestlige forsvar. Efter 

at have nævnt det ønskelige i, at danskerne ydede noget mere til forsvaret, siges 

det: 

„On the other hand, Denmark makes a substantial contribution to Western 

security through its furnishing of rent-free base facilities for the United 

States in Greenland. Our facilities in Greenland (primarily a BMEWS site 

at Thule and DEW Line stations across southern Greenland) are a vital 

element in our military security system, and far outweigh in importance any 

strictly military contribution which Denmark might make within NATO.“ 48 

Ud fra supermagtens perspektiv er det beskedne bidrag, som lille Danmark 

yder til forsvaret på selve det europæiske kontinent, helt underordnet bidraget 

i det arktiske område – og det gælder også, selv om det ville være muligt 

at presse Danmark til at yde mere. Det danske bidrag vil under alle omstændigheder 

ikke i sig selv kunne ændre væsentligt på sikkerhedssituationen i 

Danmarks nærområde. 

Det danske forsvars marginale betydning optræder igen i en senere analyse 

fra 1972, hvor ambassaden advarer mod kritik af de nedskæringer på forsvarsbudgettet, 

som den kommende nye forsvarsaftale lægger op til. Den afsluttende 

argumentation har følgende ordlyd: 

„in the Embassy’s view, Denmark’s principal contributions to NATO have 

been and hopefully will continue to be more geographic and political than 

military. It would be unwise to risk the solidity of Denmark’s real contributions 

by a quixotic attempt to prevent any changes in its marginal 

defense capabilities, especially at this critical time of decision, when its 

entire politico-military orientation may be in the balance.“ 49 

Her sammenlignes det danske forsvarsbidrag ikke med baserne på Grønland, 

men derimod med den geografiske og politiske betydning af landets medlemskab 

af NATO. Disse forhold er vigtigere, end hvad landet kan yde militært. 

Interessant er imidlertid også den sidste tilføjelse, hvor der hentydes til den 

tidligere refererede amerikanske usikkerhed på dette tidspunkt om Dan- 

48 „Visit of Danish Foreign Minister Per Christian Haekkerup“, Benjamin Read til Office of Vice 

President-elect Humphrey, 8. Januar 1965, sst. 




marks grundlæggende udenrigspolitiske orientering. Ambassaden opererer 

med, at denne orientering vil kunne ændre sig, og at et amerikansk pres, hvad 

angår de danske forsvarsudgifter, risikerer at virke kontraproduktivt. 

Det kan tilføjes, at også i perioder, hvor amerikanerne er mindre bekymrede 

for Danmarks NATO-forankring, erkender de, at deres muligheder for 

at øve indflydelse på størrelsen af det danske forsvarsbidrag er ringe – eller 

nærmest ikke-eksisterende. I 1966, hvor den generelle tilfredshed med dansk 

udenrigspolitik stadig er uanfægtet, og hvor forholdet til danske beslutningstagere 

er i top, må ambassaden konstatere, at den har været ude af stand til 

overtale regeringen til at øge forsvarsudgifterne. Endnu engang henvises til 

de stærke anti-militaristiske strømninger, der gør det umuligt for politikerne 

at foreslå stigninger, og der konkluderes opgivende: „Very strong pressures 

will have to be brought to bear, or incentives introduced, in order to obtain 

any increase in defense expenditures.“ Man synes at erkende, at der på dette 

område ikke er noget at komme efter. 

De amerikanske indberetninger synes – i nogen grad i modsætning til de 

tyske – at efterlade det indtryk, at spørgsmålet om det danske forsvarsbidrag 

inden for NATO ikke er særlig væsentligt, og at man bl.a. af den grund udviser 

en vis forståelse for de indenrigspolitiske vilkår, der er forklaringen på det 

ringe bidrag. Disse vilkår omfatter også, som allerede nævnt, den tilsyneladende 

udbredte politiske konsensus på området. Der er ingen tro på, at der 

vil ske ændringer, efter at en borgerlig regering er kommet til i 1968. Da 

Baunsgaard i en orientering forud for sit besøg i Washington i april 1970 skal 

præsenteres for præsidenten, nævnes – som sædvanlig – det danske bidrag i 

Grønland, og herefter hedder det om hans regering: „they tend to be relaxed 

about making other contributions.“ 50 Man aner i en indberetning fra 

København et år tidligere, at ambassadøren i virkeligheden godt kan følge 

den tankegang, der ligger bag de lave forsvarsbevillinger; i hvert fald refererer 

han uden kritisk stillingtagen følgende begrundelse: „... few Danes believe 

conventional forces, particularly for a country the size of Denmark, would 

have much meaning in a future war involving the superpowers.“ 51 

Hvor det af det vesttyske og især det amerikanske materiale er muligt at udlede 

nogle forholdsvis klare tendenser i vurderingerne af det danske forsvarsbidrag, 

er det britiske og franske materiale sværere at tolke i bestemte retninger. 

Generelt synes der i første halvdel af 1960’erne, efter etableringen af 

50 „Memorandum for the President. Baunsgaard Visit: Perspectives“, The Secretary of State, 4. september 

1970, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 

2238. 

51 „U.S. Policy Assessment – Denmark“, AmEmbassy til Dep. of State, 10. september 1969, NARA, RG 

59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2044. Forud har han givet 

en nærmere begrundelse for, at der ikke er støtte til øgede forsvarsudgifter i nogen politisk gruppering: 

Socialdemokratiet vil have mere velfærd, Venstre og Konservative vil reducere de offentlige 

udgifter – samtidig med at realindkomsten længe ikke er steget. 


Enhedskommandoen, at være en større tilfredshed med den danske indsats. 

I 1963 vurderer den franske militærattaché dog stadig, at „det er sikkert og 

vist, at det danske militære potentiale ikke er i stand til at leve op til at modsvare 

truslen fra Østersøen og i stræderne. … Den dag, hvor den amerikanske 

hjælp skal støde til, er det ikke sikkert at Danmark kan yde de ofre, som 

et forsvar kræver.“ 52 I en senere opregning af Danmarks militære bidrag til 

NATO undlader den franske repræsentant helt at nævne Danmarks egen forsvarsindsats: 

„Den væsentligste interesse for NATO af dansk medlemskab er landets strategisk 

høje betydning, den høje kompetence i landets efterretningstjeneste, 

Danmarks trædestensrolle mod Øst, Danmarks trusselsvurderinger i NADGEsystemet 

og den vigtige rolle Danmark spiller som modtagelsesland og depotland 

for de nødvendige forsyninger i tilfælde af konflikt.“ 53 

Briterne hæfter sig i slutningen af 1960’erne fortsat ved den lave folkelige opbakning 

bag det militære forsvar. I årsberetningen om 1968 søger ambassadøren 

en forklaring i det forhold, at dansk historie i generationer er blevet 

undervist af radikale, d.v.s. pacifistiske, skolelærere, og at landets historie i de 

sidste 400 år hovedsageligt har handlet om tabte slag til først svenskerne og så 

tyskerne. „All Danish Governments have therefore a difficult task persuading 

Danes to pay taxes to support armed services which have won no victories for 

centuries.“ 54 

Nærmere om det dansk-amerikanske forhold 

Perioden 1963-78 er – som det allerede delvist er fremgået – præget af udtalte 

svingninger i det dansk-amerikanske forhold. Mens der omkring 1965 kan siges 

at være nået et toppunkt i efterkrigstidens dansk-amerikanske relationer, 

overvejes blot syv år senere, på initiativ af præsident Nixon, en afbrydelse af 

de diplomatiske forbindelser; og i 1973 gennemgår State Department i en 

længere skrivelse, hvilke øvrige pressionsmuligheder USA har over for 

Danmark. Kort tid efter synes forholdet imidlertid igen at være fuldt normaliseret. 

52 „Rapport annuel 1963“, 23. januar 1964, Service Historique de l’Armée de Terre, Les rapports des 

attachés au Danemark, 14 S 53. Et par år senere roser militærattachéen forsvarets tilstand: „Danmark 

har gjort det godt. Forynget kadrene, demokratiseret hæren … Danmark kan naturligvis ikke forsvare 

sig selv, men der sker ikke en gentagelse af 9. april.“ „Rapport annuel sur le Danemark 1967“, 

8. december 1967, sst. 

53 „Rapport annuel 1973, 1. december 1973, Service Historique de l’Armée de Terre, Les rapports 

des attachés au Danemark, 14 S 53. 

54 „Denmark: Annual Review for 1968“, Wright til Stewart, 6. januar 1969, PRO, FCO 33, 

454/113855. 


I dette afsnit vil fokus være på dette udviklingsforløb, og Danmarks bilaterale 

forhold til de øvrige allierede vil kun blive sporadisk berørt. 55 Da det 

dansk-amerikanske forhold ikke specifikt blev behandlet i kapitel 25, indledes 

med nogle enkelte betragtninger om forholdets udvikling siden krigens slutning. 

Der er i ambassadematerialet kun få kilder til at belyse, hvordan amerikanerne 

i den første efterkrigsperiode betragtede forholdet til Danmark. Men 

der er ingen tvivl om, at udgangspunktet for de nye og tætte relationer, der 

skulle opbygges mellem de to lande efter krigen – og ikke mindst efter 1949 

– blev opfattet som yderst positivt af amerikanerne. 

Ambassaden fik lejlighed til at overveje karakteren af forholdet, da den i 

februar 1948 skulle udarbejde et memorandum til brug for forhandlingerne 

om fornyelse af Grønlands-overenskomsten fra 1941. Heri hedder det: 

„Denmark is fundamentally friendly toward the United States. Our reservoir 

of good-will in Denmark is probably larger than that of any other major 

power, including Great Britain.“ 56 Når man betænker, hvor positivt det danskbritiske 

forhold i disse år i almindelighed blev betragtet 57 , er der her tale om 

en ganske stærk tilkendegivelse. Lidt malurt i bægeret bliver der imidlertid 

også strøet. På ambassaden er man godt klar over, at ikke alle kredse i det danske 

samfund er lige begejstrede for alt, hvad der forbindes med det amerikanske 

samfund og dets kulturelle indflydelse. Det noteres således efterfølgende, 

at fænomener som „Hollywood witchhunt“ og „the negro problem“ får liberalt 

tænkende danskere til at spekulere over, hvor ’god’ USA egentlig er. 

De politiske relationer på regeringsplan præges fra starten af dette grundlæggende 

gode udgangspunkt. Og det synes i denne periode ikke væsentligt 

anfægtet af hverken bekymringen over neutralistiske understrømninger, 

manglende opfyldelse af forsvarsforpligtelserne inden for NATO eller modvilje 

over for sider af den amerikanske kultur. De danske beslutningstagere er 

fra starten omhyggelige med at pleje relationerne til supermagten på den anden 

side af Atlanten 58 , hvilket også bemærkes på amerikansk side. Påfaldende 

er her den socialdemokratiske leder Hans Hedtofts gode relationer til USA’s 

ambassadører i København – både som statsminister og som oppositionsleder. 

59 Kort efter sin udnævnelse som statsminister i november 1947 har han 

en samtale med ambassadør Marvel, hvor hovedindtrykket refereres på følgende 

måde i indberetningen: „The whole conversation was most friendly, 

frank, open and confiding. There is no doubt in my mind that Hedtoft 

55 Sml. kapitel 25, næstsidste afsnit hvor der blev valgt at fokusere på det dansk-vesttyske forhold. 

56 „Greenland Base Agreement“, Marvel til Marshall, 11. februar 1948. NARA, RG 84, Denmark. 

Copenhagen Embassy, Box 1. 

57 Jf. bl.a. de britiske indberetninger omtalt i kapitel 25, afsnittet om bilaterale relationer. 

58 Den atlantiske orientering prægede dog langt fra alle dele af udenrigsministeriet, jf. Bo Lidegaard, 

I kongens navn. Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919-1958, 1996. 

59 Jf. kapitel 25. 


desires to cooperate fully with America and I believe that the other members 

of his Cabinet are likewise inclined.“ 60 Hedtoft følger denne linie op med 

Marvels efterfølger, Eugenie Anderson, med hvem han bevarer et fortroligt 

politisk forhold til efter sin afgang som statsminister i 1950. I resten af første 

periode kan ikke noteres nogen mærkbar ændring i de fundamentalt set 

gode relationer mellem de to lande. 

I 1960’erne får nye vilkår indflydelse på udviklingen i det dansk-amerikanske 

forhold. Mens rygraden i de gode relationer i 1950’erne – udover den 

danske imødekommenhed i Grønlands-spørgsmålet – udgjordes af en relativt 

passiv, men klart vestorienteret, dansk udenrigspolitik, skulle amerikanerne i 

1960’erne begynde at vænne sig til, at Danmark lod sin røst høre meget mere 

i verdenspolitikken. Det er tidligere fremhævet, at både briter og amerikanere, 

i hvert fald i starten, hilste dette skifte i dansk udenrigspolitik meget velkomment. 

61 Det fremgår tydeligt af indberetningerne, at for amerikanernes 

vedkommende hang den positive vurdering sammen med, at de langt op i 

1960’erne oplevede en stor overensstemmelse i interesser mellem Danmark 

og USA. 

I sin bog fra 1965 formulerer Per Hækkerup udførligt sin opfattelse af, at 

dansk udenrigspolitik hviler på fire, mere eller mindre ligeværdige, søjler: 

den globale, den atlantiske, den vesteuropæiske og den nordiske. 62 Men allerede 

ved sin fratrædelse i 1964 omtaler ambassadør McCormick Blair søjlerne 

i en statusrapport om de dansk-amerikanske relationer, og det sker på følgende 

bifaldende måde: 

„It is interesting to note that the four basic cornerstones of Danish foreign 

policy as listed by Foreign Minister Haekkerup, the UN, NATO, the 

economic and political association of Europe, and Nordic cooperation, are 

in fact complimentary to our own objectives in Denmark.“ 63 

Den samme opfattelse af søjlerne gentages de følgende år, hvor deres forankring 

på tværs af kommende regeringsskift understreges. 64 I 1966 tilføjes 

en ganske interessant vurdering af Danmarks nordiske orientering: 

60 „Conversation with Danish Prime Minister Hans Hedtoft, November 15, 1947“, Marvel til Secretary 

of State, 17. november 1947, NARA, RG 84, Denmark, Copenhagen Embassy, General Records, 1947- 

1954, Box 1. 

61 Se afsnittet foran om de generelle vurderinger af Danmark og dansk politik. 

62 Per Hækkerup, Dansk udenrigspolitik, 1965. 



64 I 1967 hedder det således: „These main policies support, or are compatible with, United States 

interests and are unlikely to be changed by any probable successor to the present Danish 

Government.“ „U.S. Policy Assessment“, AmEmbassy til Dep. of State, 2. juni 1967, NARA, RG 59, 

General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2043. 


„The officially proclaimed four pillars of Danish foreign policy – membership 

in the UN, European political and economic integration and Nordic 

cooperation – are consistent with U.S. interests. Even Nordic cooperation, 

which operates in a limited regional sphere and essentially avoids international 

political issues, bears a direct relationship to the U.S. interest that 

the Baltic remain a stable area oriented to the West.“ 65 

I ambassadens øjne varetager NATO-landet Danmark gennem sin nordiske 

politik en regional amerikansk interesse i at sikre stabilitet i Østersøområdet 

– og trække landene (Sverige og Finland) mod vest. 66 I hvor høj grad en tilsvarende 

amerikansk interesse gør sig gældende i forbindelse med 1960’ernes 

danske østpolitik, er omtalt tidligere i dette kapitel og skal derfor ikke gentages 

her. 

Det er først fra 1968, at der i indberetningerne kan spores en opfattelse af, 

at forholdet mellem Danmark og USA er på vej mod en forværring. Mere end 

noget andet synes Vietnam-spørgsmålet her at spille en vigtig rolle. 

Med stadig større irritation skriver ambassaden om, hvordan USA’s 

Vietnampolitik behandles i de danske medier. I sommeren 1968 hedder det 

således, at „press, radio and TV treatment of America’s role ranges from tolerant 

concern to polemic disapproval“; og året efter får den en tand til, idet 

behandlingen af spørgsmålet generelt siges at være ubalanceret – med følgende 

tilføjelse: „especially in TV where distortion is often carried to a grotesque 

level.“ 67 

I disse år er der imidlertid stadig en ros til danske politikere – i såvel regering 

som opposition – for deres forsøg på at fastholde et mere positivt billede 

af USA og dets udenrigspolitik. 68 Heri sker der først en ændring, efter at socialdemokraterne 

i 1971 igen har overtaget regeringsmagten og kort efter 

skrider til diplomatisk anerkendelse af Nordvietnam – imod amerikanernes 

åbent udtalte ønske. I de næste 1 1/2 år er der tale om yderst anstrengte relationer 

mellem de to lande; i januar 1973 skriver ambassadøren, at relationerne 

aktuelt befinder sig på et historisk lavpunkt. 69 

65 „U.S. Policy Assessment“, AmEmbassy til Dep. of State, 15. april 1966, NARA, RG 59, General 


66 Jf. den ofte givne fortolkning af dansk Baltikum-politik efter den kolde krigs afslutning som et redskab 

for enesupermagtens udenrigspolitik; se f.eks. Poul Villaume, „Denmark and NATO Through 

50 Years“ i Heurlin og Mouritzen (eds.), Danish Foreign Policy Yearbook 1999, 1999. 

67 „U.S. Policy Assessment“, AmEmbassy til Dep. of State, 2. juli 1968, NARA, RG 59, General Records 

of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2044 og „U.S. Policy Assessment – Denmark“, 

AmEmbassy til Dep. of State, 10. september 1969, sst. 

68 I indberetningen fra 1968 (se forrige note) siges det: „… prominent members of both the former 

government and the present one have done yeoman work in keeping the level of critical debate 

within reasonable bounds.“ 

69 „U.S. Interests and Goals in Denmark“, AmEmbassy til Dep. of State, 18. januar 1973, NARA, RG 



Der anes dog i denne kritiske periode en vis tvetydighed i de amerikanske 

vurderinger af forholdet til Danmark. Mens præsident Nixon straks efter den 

danske anerkendelse af Hanoi ønsker ambassadøren i København hjemkaldt, 

advarer State Department i en skrivelse underskrevet af udenrigsminister 

Rogers stærkt herimod. Helt i tråd med opfattelsen i 1960’erne fremhæves i 

skrivelsen det gode militære samarbejde mellem Danmark og USA (igen 

Grønland), og der henvises også til, at der eksisterer et tæt samarbejde 

mellem de to lande inden for alliancen, og at Danmark lever op til sit ansvar. 70 

Det er tydeligt, at den danske Vietnam-kritik er en kilde til stor irritation i 

Washington, og at der ses på den med stor alvor, men det er samtidig tydeligt 

at der på amerikansk side er blik for, at dette spørgsmål kun er en facet i et 

større billede, der fortsat præges af positive relationer. 

Denne tvetydighed kommer også til udtryk i en indberetning fra sommeren 

1972. Her omtales igen den ensidige medieomtale af USA’s politik, og det 

siges, at venstreorienterede synspunkter har fået uforholdsmæssig stor 

dækning og mindsket USA’s indflydelse. I den forbindelse omtales nylige opinionsmålinger, 

der viser „that many Danes do not see any great difference 

between the United States and the Soviet Union when asked which is the 

greater threat to peace or the greater contributor to peace!“ Men der er samtidig 

i indberetningen en tro på, at det grundlæggende gode forhold ikke er 

sat over styr. Efter henvisning til midt-60’ernes gyldne æra i de dansk-amerikanske 

relationer gives der udtryk for, at „much of the ground lost since then 

can probably be recovered“, og det vurderes til slut, at det negative omdømme, 

USA for tiden har i Danmark, gradvist vil forsvinde, efterhånden som 

USA trækker sig ud af Vietnam. 71 

I efteråret 1972, efter Anker Jørgensens overtagelse af statsministeriet, blev 

der i første omgang tale om en yderligere forværring af relationerne. Den nye 

statsminister provokerede amerikanerne, da han kort efter sin indsættelse 

bød det af USA stærkt kritiserede Russell-tribunal velkommen i Danmark, og 

senere skriver ambassaden, at de voldsomme amerikanske julebombninger af 

Hanoi i december 1972 „led to a new outbreak of bitter criticism of U.S. policy, 

with the personal participation again of the Prime Minister.“ 72 På dette tidspunkt 

er USA skredet til den tidligere omtalte hjemkaldelse af sin ambassdør 

i København. 

Alligevel kan man også i denne fase tale om en vis tvetydighed i de amerikanske 

vurderinger af forholdet til Danmark. I amerikanernes øjne tegner 

Anker Jørgensen ikke hele billedet. Især udtrykkes der en udtalt tillid til, at 

70 „Memorandum for the President. Norwegian and Danish Recognition of North Vietnam“, William 

P. Rogers, 14. januar 1972, Nixon Presidential Materials Project, National Security Council Files, 

Country Files – Europe, Folder Denmark Vol.I. 



72 Indberetning af 18. januar 1973, se note 69. 


Trods en dårlig start: Anker Jørgensen på besøg hos præsident Ford. (Ford Library). 

udenrigsminister K.B. Andersen vil kunne bidrage til at bringe forholdet tilbage 

på ret køl. I december 1972, hvor lavpunktet i relationerne ellers er 

nået, hedder det i en ambassadeindberetning: 

„Embassy believes that Andersen has conducted himself in responsible 

fashion as foreign minister and should be encouraged to continue along 

those lines. We think that he can, over time, have moderating influence on 

prime minister Jorgensen, whose simplistic and moralistic attitudes towards 

world problems have recently complicated U.S. – Danish relations.“ 73 

Allerede i marts 1972 har man i Washington med tilfredshed kunnet notere 

K.B. Andersens mere moderate linie i Vietnam-spørgsmålet. Under en samtale 

i København med den amerikanske viceudenrigsminister for europæiske 

anliggender undskylder han nærmest den danske anerkendelse af Hanoi 

efter at være blevet informeret om de pågående hemmelige amerikansk-nordvietnamesiske 

fredsforhandlinger. Det hedder i det amerikanske notat om 

samtalen, at K.B. Andersen angav pres fra Norge som en af årsagerne til den 

danske anerkendelse. 74 

73 Telegram af 1. december 1972 fra ambassaden i Kbh. i anledning af et forestående NATO ministerrådsmøde, 

NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, 

Box 2239. 

74 „Memorandum of Conversation“, samtale Andersen-Hillenbrand på Christiansborg, 25. marts 

1972, NARA, RG 59, General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2239. 


Endnu større ros får K.B. Andersen i en indberetning fra september 1973: 

Foreign Minister K.B. Andersen has grown greatly in his understanding of 

world developments since his appointment to the cabinet two years ago. 

While occasionally constrained by the need to conciliate the left-wing of his 

Social Democratic Party, Andersen has been an outspoken advocate of cooperation 

with the United States, support for NATO, and an open-minded 

European Community.“ 

Det siges videre, at han distancerer sig fra de partimedlemmer, „who tend to 

see the world through Olof Palme’s eyes.“ 75 

Vurderingen af de danske beslutningstagere i denne kritiske fase af de 

dansk-amerikanske relationer er således langt fra entydig. Yderligere er det 

bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt man fra amerikansk side vurderer, at forholdet 

igen er normaliseret. I ovenciterede indberetning fra efteråret 1973, 

der er skrevet efter besøg af udenrigsminister Rogers i København og genbesættelse 

af ambassadørposten, gives følgende statusvurdering – efter først at 

have omtalt de foregående års problemer: „The Embassy can now report an 

almost complete recovery from that unfortunate period.“ 

På den baggrund blev der ikke brug for det notat, der måneden efter udarbejdedes 

i State Department med en opregning af mulige sanktionsmuligheder 

over for Danmark. Notatet må være blevet til ud fra de erfaringer, der 

var indhøstet de foregående par år, men havde ikke længere nogen politisk 

relevans. Indledningsvist hed det da også, at der i forhold til Danmark ingen 

aktuelle bilaterale problemer er. 76 Det tilgængelige ambassademateriale kan 

ikke give svar på, i hvor høj grad amerikanerne opfattede situationen på 

samme måde i resten af perioden. I den forbindelse kan der dog være grund 

til at pege på, at for USA var der positive forventninger knyttet til Danmarks 

ændrede internationale placering efter optagelsen i EF. 77 Knap tre uger efter 

optagelsen vurderes betydningen af dette nye grundlag for relationerne på 

følgende måde: 

75 „Annual Assessment 1973“, AmEmbassy til Dep. of State, 28. september 1973, NARA, RG 59, 

General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 2239. Om Anker Jørgensen 

siges det her, at han „remains more of a problem, although in the Embassy’s view he is still educable.“ 

76 „Possible Pressure Points on Denmark“, Springsteen til The Secretary of State, NARA, RG 59, 

General Records of the Dep. of State, Central Foreign Policy Files, Box 22239. Der blev opregnet flg. 

9 sanktionsmuligheder fra amerikansk side: (1) Restrict or end US Cooperation with Denmark in 

scientific and cultural fields; (2) Close MAAG Copenhagen; (3) Cut Denmark’s cheese quota; (4) 

End participation at Rebild; (5) End Intelligence Exchange; (6) Stop USN port visits; (7) Cancel 

foreign minister Andersen’s trip to the US; (8) Freeze Danish Ambassador Bartels; (9) Recall 

Ambassador Crowe. For hvert skridt angives fordele og ulemper. Der synes ikke at være tale om nogen 

egentlig eskalationsstige, men om pkt. 9 hedder det dog: „This would be the single and most 

dramatic slap we could take at the Danes.“ 

77 Jf. afsnittet ovenfor om den danske NATO-forankring. 


„Denmark is likely to be a minor but increasingly important influence 

toward flexibility and openness within the enlarged Community, and to 

be generally closer to U.S. positions than some of the more influential 

countries of the original Six.“ 78 

Overordnet synes det muligt at konkludere, at de belastninger, som Vietnamspørgsmålet 

afstedkom i de bilaterale dansk-amerikanske relationer i perioden 

1969-73, var krusninger på overfladen i et grundlæggende godt og tillidsfuldt 

forhold. Det fremgår af den hast, hvormed de hidtidige positive relationer 

blev genetableret; og endvidere af at de andre kritikpunkter USA havde 

af dansk udenrigspolitik, bl.a. i forbindelse med det fælles samarbejde inden 

for NATO, ikke synes at have haft nævneværdig indflydelse på de rent bilaterale 

relationer – i hvert fald i den her undersøgte periode. 

Konklusioner 

Det er påfaldende, i hvor høj grad den historiske arv i form af neutralistiske 

og pacifistiske tendenser i perioden 1963-78 fortsat tillægges stor betydning i 

de vestlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik. Og det sker ikke mindst fra 

slutningen af 1960’erne, hvor Danmark i stigende grad indtager selvstændige 

standpunkter, der går på tværs af andre NATO-landes interesser, især USA’s. 

Det gælder i forbindelse med kritik af diktaturstater som Grækenland og 

Spanien og efterhånden også i Vietnam-spørgsmålet. 

Men endnu tydeligere end for den første periodes vedkommende må der 

her skelnes mellem de danske regeringers holdninger og befolkningens. Der 

er i hvert fald fra både amerikansk og fransk side i udgangspunktet en forståelse 

af, at den socialdemokratiske regerings afspændingslinie i midten af 

1960’erne og dens aktive østdiplomati ikke skal ses som udslag af bestræbelser 

på at fjerne Danmark fra NATO, men snarere som det modsatte (jf. kapitel 37 

og 38 om den danske politikformulering). Netop erkendelsen af traditionens 

fortsatte eksistens – kombineret med en erkendelse af danske regeringers følsomhed 

over for strømninger i befolkningen – gør det muligt at tolke den 

førte politik som grundlæggende NATO-loyal. 

Heri synes der dog hos amerikanerne at indtræde en vis skepsis, når vi når 

frem til slutningen af 1960’erne. De socialdemokratiske regeringers stigende 

afhængighed af venstrefløjen i dansk politik, de stadig mere markante antiamerikanske 

demonstrationer vendt mod krigsførelsen i Vietnam, de radikales 

fornyede indflydelse under VKR-regeringen og den generelt stærke tro på 

afspændingen hos både politikere og befolkning, får i hvert fald den amerikanske 

ambassade til i årene omkring 1970 at stille spørgsmålstegn ved karak- 

78 Se note 69. 


teren af den danske NATO-forankring. Vurderingen har dog sandsynligvis 

været noget anderledes på centralt hold i Washington. 

Når de dansk-amerikanske relationer i 1972-73 når et hidtil ukendt lavpunkt 

– med hjemkaldelse af den amerikanske ambassadør i København på 

ubestemt tid og udarbejdelse af et udførligt dokument med opregning af mulige 

sanktionstiltag over for Danmark – skal det således ikke fra USA’s side tolkes 

som en krise i det danske NATO-tilhørsforhold. Og heller ikke som en 

krise, der anfægter de fundamentalt gode relationer, der har karakteriseret 

Danmarks forhold til USA under den kolde krig. Det ses alene af, at forholdet 

kort tid efter er tilbage i de vante spor. 

Overordnet kan siges, at de vestlige vurderinger i denne periode i højere 

grad er præget af kritik end i den foregående periode, men at der frem til 

midten af 1960’erne også er flere positive vurderinger end tidligere. Det sidste 

kommer til udtryk i USA’s tydeligt markerede tilfredshed med den danske 

velvilje, hvad Grønland angår, men også i alliancepartnernes påskyndelse af 

den aktive udenrigspolitiske linie, der anlægges efter Per Hækkerups overtagelse 

af udenrigsministerposten i 1962. Som udgangspunkt vurderes aktivismen, 

herunder østdiplomatiet, positivt, idet den danske regering menes at 

forfølge vestlige interesser og støtte vestlige værdier i sin udenrigspolitik. Men 

fra slutningen af 1960’erne vender billedet. Fra tysk side er man især betænkelig 

ved den danske forsvarsindsats, og fra amerikansk side med den generelle 

orientering i udenrigspolitikken. Aktivismen bliver nu sat i forbindelse 

med traditionstolkningen, og der henvises ofte – med en stærk negativ undertone 

– til det danske småstatskompleks. 


57 · Østlige vurderinger af dansk 

sikkerhedspolitik 1963-1978 

Det sovjetiske kildemateriale fra denne periode er mindre omfattende end 

for perioden 1945-1962. Det gælder især 1970’erne. Vedrørende den ideologiske 

ramme og sprogbrugen i dokumenterne gælder det, der er anført i kapitel 

26. Til forskel fra det vestlige kildemateriale, der ofte giver indblik i interne 

overvejelser og vurderinger i landenes regeringer og på embedsmandsplan, 

hvilket generelt er et spændende supplement til det, offentligheden fik 

at vide, er de sovjetiske dokumenter som helhed mere ensartede forstået på 

den måde, at de interne sovjetiske vurderinger ikke adskiller sig fra de officielle 

erklæringer, der blev udsendt af MID og partiets ledende organer. Der er 

dog nogle sovjetiske dokumenter, der indeholder interne vurderinger. De er 

mere realistiske end dem, der udadtil skulle give udtryk for landets officielle 

politik. Et eksempel er en rapport fra SUKP’s CK til Finlands præsident, 

Kekkonen, om resultaterne af Khrusjtjovs besøg i Skandinavien i sommeren 

1964. Heri siges det direkte, at den sovjetiske ledelse udmærket godt er klar 

over, at det er usandsynligt, at Danmark og Norge vil forlade NATO, men at 

den alligevel fortsat vil arbejde for de to landes overgang til neutral status (se 

nedenfor). Den slags interne vurderinger er sjældne i det sovjetiske kildemateriale. 

Så meget vigtigere er det at lægge mærke til dem, når de findes. De viser, 

at den sovjetiske ledelse ikke var helt så urealistisk i sin opfattelse af forholdene 

i verden, som man skulle tro, hvis man udelukkende havde de officielle 

erklæringer at holde sig til. 

Perioden 1963-1978 var præget af afspændingsbestræbelser både i Øst og 

Vest. Den kolde krig varede fortsat ved, men spændingsniveauet var mindre 

end i den foregående periode. Détenten betød ikke, at Sovjetunionen afveg 

fra sin overordnede udenrigspolitiske målsætning over for Vesten. For den 

sovjetiske regering var det væsentligt at udnytte détenten til at fremme egne 

formål. Der skete generelt i perioden en stærk udvidelse af Sovjetunionens 

samarbejde med de vestlige lande, herunder en kraftig udvidelse af de bilaterale 

relationer til Danmark. De gav øgede muligheder for at videreføre den 

sovjetiske påvirkningspolitik. 

Sovjetunionens opfattelse af dansk sikkerhedspolitik var i perioden 1963-1978 

grundlæggende den samme som siden midten af 1950’erne. Også Sovjetunionens 

politik over for Danmark forfulgte de samme mål som tidligere. Disse 

emner bliver behandlet i dette kapitel. Endvidere beskrives de bilaterale relationer 

samt Sovjetunionens vurdering af Danmarks militære styrke og af den 

danske afspændingspolitik. 

ØSTLIGE VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1963-1978 705

Sovjetunionens vurdering af Danmarks medlemskab af NATO 

I de sovjetiske vurderinger af Danmarks sikkerhedspolitik blev det ligesom i 

den foregående periode understreget, at den danske regerings politik havde 

to sider. På den ene side opførte Danmark sig som et loyalt medlem af NATO, 

og på den anden side indtog landet på nogle punkter en selvstændig holdning 

inden for alliancen. Et eksempel på denne vurdering findes i en indberetning 

april 1963 fra den sovjetiske ambassade i København til MID. Den er 

skrevet af 2. sekretær ved ambassaden, N. Sjtjeklein. Selv om forfatteren ikke 

er ambassadøren selv, men en medarbejder længere nede i hierarkiet, må 

indholdet betragtes som karakteristisk for det officielle sovjetiske syn på dansk 

udenrigs- og sikkerhedspolitik. Indberetningen indledes således: 

„Den danske regerings udenrigspolitiske kurs bestemmes i betydeligt omfang 

af Danmarks medlemskab af NATO og dets økonomiske, politiske og 

militære forbindelser med de førende magter i denne aggressive organisation. 

Regeringen tilslutter sig tanken om „atlantisk solidaritet“ og støtter 

NATO’s politik. I kraft af de forpligtelser, den har påtaget sig, og i nogle tilfælde 

under økonomisk pres fra sine større allieredes side, går regeringen 

ind for at udvide samarbejdet med de vestlige magter og for at forøge sit bidrag 

til NATO, ligesom den støtter Vestens holdning i de vigtigste internationale 

spørgsmål. I de seneste år er det lykkedes NATO’s ledelse at opnå 

meget med hensyn til at udnytte det i strategisk henseende vigtige danske 

territorium i sine militære planer, hvis skarpe æg er rettet mod Sovjetunionen 

og landene i den socialistiske lejr, hvilket utvivlsomt har bidraget 

til at øge spændingen i Østersø-området“. 1 

Denne vurdering af Danmark bliver suppleret på følgende vis: „Samtidig er 

det nødvendigt at bemærke, at Danmark af en hel række grunde objektivt er 

interesseret i at bevare fred og rolige forhold i Europa. De danske ledende 

kredse forstår, at en politik, der som sit mål har en tilspidsning af relationerne 

mellem Øst og Vest, ikke kan føre til noget godt. Fremtrædende personer i 

statens ledelse har gentagne gange erklæret over for os, at de i NATO går ind 

for en mere fleksibel og blød politik over for Sovjetunionen, dvs. at de ikke 

støtter en magtpolitik“. 2 Det tilføjes, at Krag september 1962 i en artikel i 

Børsen skrev, at Vesten i sin politik over for Sovjetunionen altid skal holde forhandlingsdøren 

åben, og at Hækkerup i en tale under Gromykos besøg marts 

1963 sagde, at der i de vigtigste internationale spørgsmål var mere, der forenede 

Danmark og Sovjetunionen, end der adskilte dem, og at det kunne 

1 „O nekotorykh osobennostjakh vnesjnej politiki Danii“ [Om nogle særegenheder ved Danmarks 

udenrigspolitik], 19. april 1963, AVP RF f. 085, op. 48, p. 173, d. 8, l. 1. 

2 Sst. 


være et godt grundlag for et yderligere samarbejde. Udenrigsministeriets direktør, 

Fischer, udtalte sig dog mere forsigtigt ved at bemærke, at selv om der 

var meget fælles i det danske og sovjetiske syn på slutmålet, så kunne man 

ikke betragte synspunkterne som sammenfaldende, før end der var opnået 

enighed om de pågældende spørgsmål mellem NATO og Warszawapagtlandene. 

Den indledende vurdering af Danmark som et loyalt NATO-medlem bliver 

senere i indberetningen modereret med en konstatering af, at „hvad angår bidraget 

til NATO kan man ikke sige, at Danmark beredvilligt går med til at forøge 

militærudgifterne“. 3 Ligeledes konstateres det, at „den danske regering 

efter vores opfattelse viser en vis tilbageholdenhed i NATO, når der tales om 

at sætte tempoet op i rustningskapløbet“. Det fremgår især af, at regeringen 

til trods for pres fra NATO ikke har accepteret amerikanske atomvåben og 

kort- og mellemdistanceraketter på dansk territorium, og at den fortsat fastholder 

denne politik, ligesom den som tidligere ikke går med til stationering 

af udenlandske tropper i Danmark. Denne omtale af den danske atomvåbenog 

basepolitik ledsages af den næsten obligatoriske bemærkning om, at 

Sovjetunionens advarsler til Danmark utvivlsomt her har spillet en positiv 

rolle. 

En anden kilde, der viser Sovjetunionens opfattelse af den danske NATOpolitik, 

er de sammendrag af den sovjetiske ambassades årsrapporter om 

Danmark, der af MID i Moskva blev udsendt til en lang række adressater, herunder 

regeringerne i sovjetrepublikkerne og de sovjetiske ambassader i de 

europæiske lande (altså en form for cirkularskrivelser). Man må gå ud fra, at 

MID’s sammendrag af ambassaderapporterne indeholder nogle hovedpunkter 

til orientering for adressaterne, og at de derfor kan betragtes som en god 

og repræsentativ kilde. Vurderingen af Danmarks NATO-medlemskab i MID’s 

sammendrag er helt på linje med den ovennævnte vurdering. Den lyder således: 

„Den danske regerings udenrigspolitiske kurs har i 1963 ligesom i de foregående 

år først og fremmest været bestemt af Danmarks tilhørsforhold til 

NATO. Samtidig har denne kurs været mere elastisk som følge af landets økonomiske 

situation, dets interne problemer og de i den internationale situation 

stedfundne ændringer i retning af afspænding“. 4 Det anføres, at regeringen 

som helhed har opfyldt de forpligtelser, der er en følge af landets medlemskab 

af NATO, at Danmarks bidrag til NATO ikke er blevet udsat for kritik 

på organisationens møde i december, og at Danmark i 1963 har fortsat sit 

aktive militære samarbejde med de andre NATO-lande, i første række Vest- 

3 Sst., l. 8. 

4 „Vnesjnjaja politika Danii i jejo mesjdunarodnoje polosjenije v 1963 godu“ [Danmarks udenrigspolitik 

og dets internationale stilling i 1963], 30. marts 1964, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. 

R-1019, ap. 4, b. 108, l. 36. 


tyskland, England og USA. Men det bemærkes også, at Danmark, samtidig 

med at det loyalt opfylder sine forpligtelser inden for NATO, ikke bestræber 

sig på at være særligt aktiv i organisationen. Som regel støtter Danmark de andre 

landes forslag i NATO-rådet i spørgsmål om Øst-Vest forhandlinger. 

Danmark optræder dog efter sovjetisk opfattelse ikke med tilstrækkelig fasthed 

over for blokkens militære planer, selv om den danske regering heller 

ikke bifalder dem. Således vil Danmark ikke tage del i NATO’s multinationale 

atomslagstyrke, men heller ikke protestere mod styrkens oprettelse. Det nævnes, 

at danske ministre i 1963 adskillige gange har erklæret, at de ikke ser nogen 

grund til at ændre regeringens atomvåbenpolitik, og at den danske afvisning 

af atomvåben ifølge forsvarsminister Gram også betyder, at amerikanske 

ubåde med Polarisraketter ikke vil få adgang til dansk territorialfarvand. 

Da afvigende holdninger kan være tegn på begyndende splittelse, blev det 

bemærket i Moskva, når Danmark indtog særstandpunkter inden for NATO. 

I en sovjetisk rapport om NATO november 1970 nævnes det, at Danmark, 

Holland og Norge gik imod en forøgelse af medlemslandenes forsvarsudgifter, 

selv om forsamlingen anbefalede en forøgelse med 5 %. Ifølge rapporten 

skulle Danmark endda have truet med at træde ud af NATO. 5 I Moskva noterede 

man sig også, at Danmark ikke ændrede holdning, da det på mødet i 

NATO-rådet december 1972 blev udsat for kritik fra USA, Storbritannien og 

andre lande på grund af de danske planer om en forsvarsreform, der ville 

medføre en nedskæring af de væbnede styrker. 6 

Målene for Sovjetunionens politik over for Danmark og 

sovjetiske vurderinger af mulighederne for at nå målene 

Levytjkins „orienterende perspektivplan“ 1963 

Vedrørende Sovjetunionens politik over for Danmark var målene helt de 

samme som i foregående periode. I en „orienterende perspektivplan“, som 

den sovjetiske ambassadør i Danmark, Levytjkin, august 1963 sendte til MID, 

henvises der til, at det i instansens forordning af 19. januar 1956 om den sovjetiske 

regerings kommende forholdsregler over for Finland og de skandinaviske 

lande „blev fastlagt som en opgave at udvikle og styrke de sovjetisk-danske 

relationer, at bidrage til at svække Danmarks forbindelser til NATO og at 

bidrage til dets overgang til neutral status“. 7 Det 15 sider lange dokument fra 

5 „Ob itogakh sessii parlamentskoj assemblei NATO“ [Om resultaterne af mødet i NATO’s parlamentariske 

forsamling], 18. november 1970, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 

156, l. 40. 

6 „K itogam dekabrskoj (1972 g.) sessii soveta severoatlantitjeskogo sojusa“ [Vedrørende resultaterne 

af decembermødet (1972) i det nordatlantiske forbunds råd], 19. december 1972, Lietuvos Centrinis 

Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 173, l. 95. 


Levytjkins hånd er et udførligt katalog 

over de midler, der de næste seks 

år – inden udløbet af Atlantpagttraktatens 

20-årsperiode – bør tages i 

anvendelse for at nå målene. Som en 

af ambassadens vigtigste opgaver 

nævnes en betydelig udvidelse af forbindelserne 

med brede kredse i det 

danske samfund, herunder de politiske 

partier, erhvervslivet, fagforeningerne 

samt kvinde- og ungdomsorganisationerne. 

De økonomiske 

forbindelser skal udvides, således 

at Danmarks samhandel med 

Sovjetunionen i 1969 kommer til at 

udgøre 10-12% af den danske udenrigshandel. 

Det må siges at være et 

yderst ambitiøst mål; den sovjetiske 

andel af Danmarks udenrigshandel 

nåede aldrig over et par procent. 

Også kontakterne og udvekslingen 

på det kulturelle område skal intensiveres 

og kulturaftalen fra 1962 skal 

udnyttes til at styrke Sovjetunionens 

ideologiske indflydelse i Danmark. 

Planen indeholder også Levytjkins 

vurdering af mulighederne for at nå 

K.D. Levytjkin, sovjetisk ambassadør i Danmark 

i årene1958-1966. (Den russiske ambassade). 

målene. Han er ganske optimistisk. Efter de ugunstige betingelser, der fandtes 

i de skandinaviske lande efter „begivenhederne i Ungarn“ (i sovjetisk 

sprogbrug anvendtes denne eufemisme) i oktober 1956, er der nu sket store 

ændringer både i den internationale situation og internt i de skandinaviske 

lande, hvilket med Levytjkins ord „begunstiger en aktivering af vort virke, rettet 

mod en løsning af de opgaver, der er anvist i forordningen. Situationen er 

nu den, at til trods for de ledende NATO-magters bestræbelser på at styrke 

denne aggressive bloks nordflanke og omdanne den til et militært brohoved 

mod Sovjetunionen og de andre socialistiske lande er dette område fortsat et 

7 „O nasjikh sadatjakh v rasvitii sovetsko-datskikh otnosjenij na blisjajsjije gody (orientirovotjnyj perspektivnyj 

plan) [Om vore opgaver vedrørende udviklingen af de sovjetisk-danske relationer i de 

kommende år (orienterende perspektivplan)], 5. august 1963, AVP RF f. 085, op. 48, p. 173, d. 8, l. 

41. Også Levytjkins forgænger, Slavin, henviste til denne forordning, se kapitel 26. Når Levytjkin 

nævner den, viser det, at forordningen fra 1956 stadig i 1963 var rettesnor for Sovjetunionens politik 

over for de skandinaviske lande. 


forholdsvis svagt led i NATO-systemet, hvilket vækker en vis uro i den nævnte 

bloks ledelse“. 8 Levytjkin fremhæver sin egen arbejdsmarks betydning med 

ordene: „Det forekommer os, at man i planen for vort virke for at opløse 

NATO burde rette større opmærksomhed mod netop det nordeuropæiske 

område, som er mere perspektivrigt end NATO’s sydflanke muligvis vil være 

det. Denne omstændighed må tages i betragtning i arbejdet i de nordiske 

lande og i Danmark, der indtager en nøgleposition i NATO’s militære planer 

i Østersø-området“. 9 Videre opregner Levytjkin de faktorer, der „vanskeliggør 

en udvikling af de sovjetisk-danske relationer og Danmarks overgang til neutral 

status, og de faktorer, der med held kan udnyttes af os til dette formål“. 

Til de sidste hører Danmarks voksende økonomiske problemer, den voksende 

utilfredshed i forskellige kredse med regeringens ensidigt NATO-venlige politik, 

mistillid til den vesttyske imperialisme og stigende bekymring for at 

Danmark kan blive trukket ind i de vesttyske revanchisters hasarderede planer. 

Endvidere det forhold at der er en vis forskel mellem den danske regerings 

og vestmagternes regeringers syn på en række internationale problemer. 

Disse forskelle i synspunkter kommer foreløbig kun svagt til udtryk i officielle 

danske erklæringer, men alligevel „kan de udnyttes effektivt i vort diplomatis 

virke for at forbedre de sovjetisk-danske relationer og for at svække 

Danmarks forbindelser med NATO og opnå dets overgang til neutral status“. 10 

Levytjkin har en positiv holdning til et nordisk forsvarsforbund. Han mener, 

at der i den seneste tid har været en voksende stemning for at oprette et 

sådant forbund med tilhørende dansk og norsk udtræden af NATO, og han 

opfordrer til en revision af den negative sovjetiske holdning til et nordisk forsvarsforbund, 

da der siden 1949 er sket store ændringer både i den internationale 

situation og i de skandinaviske lande. „Det forekommer os“, skriver 

han, „at der nu ikke er nogen fare forbundet med Finlands situation, og at 

Danmarks og Norges udtræden af NATO nok ville være en positiv holdning 

til et nordisk forsvarsforbund fra vores side værd“. 11 For at gøde jorden foreslår 

Levytjkin, at man skal „råde vennerne [dvs. DKP’s ledere] til selv at fremsætte 

erklæringer om dette spørgsmål eller endnu bedre til at inspirere indflydelsesrige 

personer fra de demokratiske organisationer til at gøre det“. 

Det er interessant, at den sovjetiske ambassadør her viderefører de forestillinger 

om et nordisk forsvarsforbund som et mindre onde end NATO, der 

blev fremført internt i den sovjetiske udenrigsledelse i 1950’erne (se kapitel 

26). At han bringer et nordisk forsvarsforbund på banen viser, hvor urealistiske 

hans forestillinger om mulighederne for at ændre dansk sikkerhedspolitik 

var. Selv om emnet indgik i den danske debat i 1960’erne, var det fortsat 

uaktuelt for de nordiske landes regeringer. 

8 Sst., ll. 41-42. 

9 Sst. 

10 Sst., l. 43. 

11 Sst., l. 54. 


Levytjkin har således en optimistisk vurdering af mulighederne for at opnå 

de fastsatte udenrigspolitiske mål og svække Danmarks forbindelser til 

NATO. Man skal her tage i betragtning, at han er nødt at være positiv, når han 

indberetter til sine foresatte i Moskva. Ellers ville der ikke være meget at foretage 

sig for ham og hans medarbejdere på ambassaden. 

Den fortrolige rapport til Kekkonen 1964 

En betydeligt mere realistisk vurdering af Danmarks sikkerhedspolitik findes 

i en rapport fra SUKP’s CK til Finlands præsident, Kekkonen, om resultaterne 

af Khrusjtjovs besøg i de skandinaviske lande sommeren 1964. Rapporten er 

et fortroligt dokument, stilet til en person, der qua sin stilling som leder af 

landet beliggende mellem Sovjetunionen og Skandinavien og sin rolle som 

formidler af budskaber fra den sovjetiske regering til skandinavisk offentlighed 

og regeringer må formodes at få overbragt essensen af Moskvas opfattelse 

af forholdet til Skandinavien. Om Danmarks og Norges NATO-medlemskab 

hedder det: „I de officielle erklæringer og i samtalerne blev der givet udtryk 

for den sovjetiske regerings negative holdning til NATO og til Norges og 

Danmarks deltagelse i denne blok. Der blev anført argumenter for, at Norge 

og Danmark skulle gå over til en neutralitetspolitik. Men ved en realistisk vurdering 

af situationen forstår vi naturligvis, at Norges og Danmarks udtræden af NATO 

i den nærmeste fremtid forekommer lidet sandsynlig“ [fremhævet her]. 12 Og i modsætning 

til den vanlige bragesnak om brohoveder for NATO’s aggressive planer 

beskrives situationen i Skandinavien kort og klart: „Det blev med tilfredshed 

konstateret, at Nordeuropa er et forholdsvis fredeligt hjørne af verden“ [fremhævet 

her]. Det svarer til den danske regerings opfattelse af Skandinavien som et 

lavspændingsområde sammenlignet med Central- og Sydeuropa. 

Det er som nævnt sjældent, at dokumenter fra de russiske arkiver giver indblik 

i interne vurderinger, der adskiller sig fra de officielle udenrigspolitiske 

erklæringer. Som regel er der i det sovjetiske kildemateriale overensstemmelse 

mellem hvad der siges indadtil og udadtil. På dette punkt er rapporten 

til Kekkonen en spændende undtagelse. Det rejser spørgsmålet: Hvorfor blev 

man fra sovjetisk side under hele den kolde krig ved med at arbejde for en 

dansk og norsk udtræden af NATO, når det erkendtes, at dette var usandsynligt? 

Ved svaret på det spørgsmål kommer den ideologiske faktor ind i billedet. 

Ifølge marxismen-leninismen ville socialismen i sidste ende sejre i den 

verdensomspændende kamp mellem østlig og vestlig ideologi. Hvis den sovjetiske 

ledelse udadtil tvivlede på det, ville den save den gren over, den selv 

12 „Khelsinki. Sovposol“ [Til den sovjetiske ambassadør i Helsinki], udateret, RGANI f. 3, op. 18, d. 

270, l. 6. Den sovjetiske ambassadør får instruks om at informere Kekkonen om rapporten og udlevere 

den til ham, hvis han ønsker det. Rapporten er ikke signeret, men arkivsammenhængen viser, 

at den er forfattet i SUKP’s CK’s apparat. 


sad på. Derfor blev bestræbelserne på at opnå dansk og norsk udtræden af 

NATO fortsat både i den officielle sovjetiske politik og i propagandapolitikken. 

Mål og opgaver for Sovjetunionens politik 

over for Danmark 1965 

Oversættelse af notat udarbejdet i MID. 

11. december 1965, AVP RF f. 085, op. 50, p. 177, d. 7, ll. 55-56. 

Sovjetunionens vigtigste udenrigspolitiske opgave over for Danmark i de 

kommende år bestemmes af den samlede opgave for sovjetstatens udenrigspolitik 

over for hele regionen af nordeuropæiske lande, der støder 

op til USSR’s nordvestlige flanke og som er et vigtigt strategisk område, 

eftersom den korteste vej fra Vesten til USSR og også den korteste luftvej 

fra USA til USSR går gennem netop denne region. Følgelig er det for 

Sovjetunionen yderst vigtigt at hindre eller i det mindste at vanskeliggøre 

processen med at omdanne hele denne region og især Danmark til et 

brohoved for et angreb mod Sovjetunionen. Med det formål er det nødvendigt 

at bestræbe sig på så meget som muligt at svække Danmarks forbindelser 

med NATO, dvs. de førende lande i dette forbund – USA, 

England og Forbundsrepublikken – og at støtte de kræfter i Danmark 

der går ind for Danmarks udtræden af NATO og landets tilbagevenden 

til neutral status samt at udvide de sovjetisk-danske forbindelser ved at 

udnytte den i de sidste år konstaterede tendens i Danmark til en aktivering 

af disse forbindelser. 

Med udgangspunkt i dette ville det være i overensstemmelse med 

interesserne for den sovjetiske udenrigspolitik over for Danmark i de 

kommende år at styrke og udvide de politiske kontakter mellem regeringslederne, 

at arrangere gensidige besøg af ministre fra de to lande og 

at invitere fremtrædende politikere til USSR. Yderst vigtigt med henblik 

på at styrke vore positioner i Danmark er det at udvide handelsforbindelserne. 

Selv om der inden for disse for to år siden kunne konstateres 

et kvalitativt opsving som følge af indgåelsen af en seksårig handelsaftale 

er handelsforbindelserne som tidligere yderst begrænsede, og de er 

endnu ikke en aktiv løftestang i vores politik over for Danmark. Derfor 

er en udvidelse af handelen en af de vigtigste opgaver for sovjetisk udenrigspolitik, 

især handel med de varer, som Danmark er stærkt interesseret 

i at afsætte eller anskaffe. 

Det siger sig selv, at parallelt med udvidelsen af de politiske kontakter 

og handelsforbindelserne skal også de kulturelle og videnskabelige for- 


indelser mellem de to lande udvikles aktivt. Et godt grundlag for dette 

er den for tre år siden underskrevne tosidede overenskomst. 

Ud fra det ovennævnte ville det blandt de vigtigste udenrigspolitiske 

tiltag over for Danmark være hensigtsmæssigt inden for de kommende 

to-tre år at gennemføre et besøg af USSR’s ministerpræsident i Danmark 

og at invitere danske regeringsledere til USSR, at udveksle parlamentsdelegationer, 

at arrangere gensidige besøg af ministre og at oprette et sovjetisk-dansk 

handelskammer (ligesom det sovjetisk-finske). 

De dansk-sovjetiske relationer 

Det er en gennemgående vurdering i adskillige sovjetiske dokumenter fra 

midten af 1960’erne, at relationerne mellem Sovjetunionen og Danmark var 

blevet bedre. Det viste sig bl.a. ved det stigende antal besøg på højt niveau. 

Khrusjtjov var i Danmark i 1964, Krag aflagde besøg i Sovjetunionen i 1964 og 

1965, og de to landes udenrigsministre og andre ministre udfoldede en ganske 

stor besøgsvirksomhed. Fra sovjetisk side blev der lagt stor vægt på dette 

besøgsdiplomati med de tilhørende kommunikéer. Også kontakterne på de 

lavere niveauer blev intensiveret med udveksling af delegationer med deltagere 

fra snart sagt alle samfundslivets områder. Det kulturelle samarbejde blev 

sat i system med en kulturaftale fra 1962, og samhandelen mellem de to lande 

udvidedes, selv om den på intet tidspunkt nåede det omfang, Levytjkin forestillede 

sig i den ovennævnte indberetning. 

Det kan ikke undre, at Khrusjtjovs besøg i Skandinavien sommeren 1964 er 

yderst positivt omtalt i de sovjetiske dokumenter. Det er karakteristisk for den 

sovjetiske selvforståelse, at besøget ifølge den fortrolige rapport til Kekkonen 

„bekræftede det frugtbare og livskraftige i den fredelige sameksistens-politik“. 

Vi får også at vide, at „samtalerne var åbenhjertige og i det store og hele foregik 

i en atmosfære af venligsindethed og bestræbelse på gensidig forståelse“, 

selv om der under drøftelserne af de internationale problemer var „en forståelig 

forskel mellem Sovjetunionens holdning på den ene side, og Danmarks, 

Norges og Sveriges holdning på den anden side“. 13 At Krag ifølge rapporten 

fungerede som budbringer mellem præsident Johnson og Khrusjtjov 

i det ømtålelige spørgsmål om de amerikanske overflyvninger af Cuba viser, 

at den sovjetiske ledelse havde tillid til den danske statsminister. 

Den sovjetiske ambassades vurdering af Krags besøg i Sovjetunionen oktober 

1965 var ligeledes yderst positiv. I en indberetning december 1965 over- 

13 Sst., l. 3. 


går Levytjkin sig selv i et fyrværkeri af forslag til udvidelse af de bilaterale kontakter. 

14 Vibrationerne mellem parterne var dog ikke varmere, end at Krag i 

de officielle taler under besøget blev foreholdt, at NATO-medlemskabet satte 

„et negativt aftryk på udviklingen af det sovjetisk-danske forhold“, og at idelige 

NATO-øvelser i Østersøen „kun var til gavn for visse kredse i Vesten, der 

nærede planer om revanche“. 15 

Som tidligere var formålet med de udvidede kontakter fra sovjetisk side 

bl.a. at opnå bedre muligheder for at udøve påvirkning. En vigtig del af påvirkningspolitikken 

var bestræbelserne på at etablere kontakter til de politiske 

partier i Danmark. I en indberetning fra ambassaden august 1965 opfordres 

der til, at fremtrædende medlemmer af Det Radikale Venstre bliver inviteret 

til Sovjetunionen, da der i det parti „er stærke anti-NATO stemninger og 

neutralistiske stemninger“. 16 Også ledende medlemmer af Venstre og Det 

Konservative Folkeparti skal inviteres „for at der kan udøves den for os nødvendige 

indflydelse på dem“. 17 Ligeledes skal man søge at forbedre forholdet 

til Socialdemokratiet ved at invitere repræsentanter for dette parti. I et notat 

fra MID’s skandinaviske afdeling nævnes det, at Socialdemokratiet marts 1965 

efter beslutning i centralkomitéen blev opfordret til at sende en delegation til 

Moskva og etablere kontakt til SUKP. Opfordringen blev dog afvist af Krag, 

der ikke mente, at tiden var inde dertil. 18 At mulighederne for resultater af 

partikontakter vurderedes som beskedne fremgår af samme notat, hvor det 

konstateres, at danskerne „bestræber sig på at begrænse kontakterne til at 

omfatte handelsmæssige, kulturelle og teknisk-videnskabelige forbindelser, 

mens de bremser for en udvidelse af de politiske kontakter. En sådan politik 

fra de ledende danske kredses side kan utvivlsomt forklares med Danmarks 

deltagelse i NATO og de forpligtelser, Danmark har påtaget sig over for 

denne aggressive organisation“. 19 Denne vurdering af Danmarks holdning til 

det bilaterale samarbejde går igen i flere dokumenter. I et MID-notat fra 

marts 1967 hedder det, at selv om „der i de sidste to-tre år i den danske of- 

14 „Predlosjenija o dalnejsjem rasvitii sovetsko-datskikh otnosjenij vytekajusjtjije is itogov visita premjer-ministra 

Kraga v Sovetskij Sojus [Forslag til en videre udvikling af de sovjetisk-danske relationer 

ud fra resultaterne af statsminister Krags besøg i Sovjetunionen], 23. december 1965, AVP RF f. 085, 

op. 50, p. 177, d. 7, ll. 73-83. 

15 „Retj ot imeni sovetskogo pravitelstva na savtrake (obede) v tjest premjer-ministra Danii Je.O. 

Kraga. Projekt“ [Den sovjetiske regerings tale til frokosten (middagen) til ære for Danmarks statsminister 

J.O. Krag. Forslag], udateret, AVP RF f. 85, op. 55, p. 66, d. 14, ll. 19, 23. 

16 „O sovetsko-datskikh otnosjenijakh i osnovnykh napravlenijakh ikh dalnejsjego rasvitija“ [Om de 

sovjetisk-danske relationer og hovedretningerne for deres videre udvikling], 21. august 1965, AVP RF 

f. 085, op. 50, p. 177, d. 7, l. 4. 

17 Sst. 

18 „Rost doverija k sovetskoj vnesjnej politike i rasvitije otnosjenij SSSR s etimi stranami“ [Øget tillid 

til den sovjetiske udenrigspolitik og USSR’s relationer til de lande], 11. december 1965, AVP RF f. 

085, op. 50, p. 177, d. 7, l. 55. Under Gerhardsens besøg i Sovjetunionen november 1955 blev det 

første sovjetiske forsøg gjort på at få etableret kontakter mellem SUKP og et nordisk socialdemokrati. 

Det blev afvist af nordmændene. 

19 Sst., ll. 52-53. 


fentlighed er sket en styrkelse af stemningen for at revurdere den danske regerings 

udenrigspolitik i retning af at svække landets afhængighed af NATO 

og udvide kontakterne til de socialistiske lande ... tillader Danmarks store militære, 

politiske og økonomiske afhængighed af de store NATO-lande ikke 

den danske regering af drage de passende konklusioner af denne situation“. 20 

Vurderingen af den danske offentligheds holdning i denne sag er præget af 

sovjetisk ønsketænkning, mens konstateringen af den danske tilbageholdenhed 

over for Sovjetunionen er en dækkende beskrivelse af de faktiske forhold, 

skønt det næppe var NATO, der dikterede den danske politik. 

Anker Jørgensens besøg i Sovjetunionen 1973 

I vurderingen af Anker Jørgensens besøg i Sovjetunionen oktober 1973 bliver 

det i MID’s sammendrag af årsrapporten fra den sovjetiske ambassade i 

Danmark understreget, at den omfattende meningsudveksling om aktuelle 

internationale problemer „blev udnyttet til at udøve den for os nødvendige 

påvirkning af den danske regerings holdninger“, og at besøget viste, at der var 

„gode muligheder for at udvikle de sovjetisk-danske relationer og for at øve 

indflydelse på den danske regerings holdning til internationale problemer“. 21 

Dette må – ligesom de mange tilsvarende udsagn i det sovjetiske kildemateriale 

om, hvad russerne efter egen formening har formået i den henseende – 

tages med det største forbehold. 

I det danske kildemateriale om besøget tegnes et andet billede. Det fremgår, 

at forhandlingerne om teksten til det afsluttende kommuniké var uhyre 

vanskelige og langtrukne (i alt over 30 timer!). Det siges direkte, at „forhandlingerne 

med viceudenrigsminister Zemskov var ubehagelige på grund af 

dennes aggressive og truende forhandlingsmetode“. Embedsmændene fra 

MID havde nogle bestemte forestillinger om, hvad der skulle med og hvad 

der ikke skulle med i kommunikéet. Da man fra sovjetisk side „insisterede på, 

at kommunikéet kun gav udtryk for fælles standpunkter“, fik teksten et ret generelt 

præg. Anker Jørgensen havde under forhandlingerne lagt stor vægt på 

menneskerettighederne og de menneskelige kontakter i forbindelse med omtalen 

af sikkerhedskonferencen. De sovjetiske embedsmænd ønskede imidlertid 

ikke – „efter resolution på allerhøjeste plan“ – at der skulle henvises til 

disse emner i kommunikéet, da det efter deres mening ville foregribe resultatet 

af forhandlingerne under konferencens 2. fase. Et sovjetisk ønske om, at 

20 „Voprosy polititjeskogo polosjenija v Danii, sovetsko-datskikh otnosjenij i positsii Danii po osnovnym 

mesjdunarodnym problemam“ [Spørgsmål vedrørende den politiske situation i Danmark, de 

sovjetisk-danske relationer og Danmarks stilling til de vigtigste internationale problemer], 6. marts 

1967, AVP RF f. 085, op. 52, p. 181, d. 6. l. 18. 


fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1973], 27. februar 1974, Lietuvos Centrinis Valstybes 

Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 186, ll. 5-6. 


der skulle henvises til „fredelig sameksistens“ fik man fra dansk side ændret 

til „fredeligt samarbejde“ under henvisning til at „man i Europa for længst 

burde være kommet ud over det stadium, hvor målsætningen alene skulle 

være, at staterne ikke førte krig mod hinanden“. Fra dansk side undgik man 

også en udtalelse, hvorefter „der i Nordeuropa skulle bestå et særligt (politisk) 

samarbejdsforhold“, ligesom man „fik renset teksten for karakteristisk 

sovjetisk sprogbrug såsom „alle fredselskende folk“ etc.“ 22 Notitsen viser således 

tydeligt, at danskerne har måttet værge sig mod den anmassende og omklamrende 

sovjetiske fredsretorik. 

Fra sovjetisk side søgte man endog at inddrage historien i fredspropagandaens 

tjeneste. Det fremgår af forhandlingerne om planlægningen af en historisk 

udstilling om de dansk-russiske relationer gennem tiderne i forbindelse 

med Khrusjtjovs besøg i Danmark i 1964. De sovjetiske forhandlere ønskede, 

at udstillingen skulle hedde „Fred og venskab gennem fem hundrede 

år“. Det kunne ikke accepteres fra dansk side, da det „i datidens åndelige og 

politiske klima ville være et dansk knæfald for og tilslutning til den russiske 

fredspropaganda“. Resultatet blev, at udstillingen kom til at hedde „Danskrussiske 

forbindelser i 500 år“. 23 

De bilaterale relationer i 1970’erne 

Generelt beskrives forholdet mellem Danmark og Sovjetunionen i 1970’erne 

i positive vendinger i de sovjetiske dokumenter. Således nævnes det med tilfredshed, 

at Danmark i 1976 gik med til en dansk-sovjetisk aftale om regelmæssige 

konsultationer angående internationale problemer og bilaterale forhold. 

24 Ved statsbesøg både i 1971 og i 1973 var der fra sovjetisk side blevet 

fremsat et ønske herom, men danskerne ville på det tidspunkt ikke indgå en 

bindende aftale, da de ikke ønskede at være afhængige af faste terminer og 

emnekredse for gensidige drøftelser. 25 Når det danske udenrigsministerium i 

1976 accepterede det sovjetiske ønske om en fast konsultationsaftale skyldtes 

det dels, at der allerede eksisterede tilsvarende aftaler mellem Sovjetunionen 

og en række vestlige lande, dels at aftalen blot var en kodificering af gældende 

praksis. Ikke desto mindre var der i det norske og svenske udenrigsministerium 

bekymring for, at der nu også over for Norge og Sverige ville blive 

fremsat et sovjetisk ønske om konsultationsaftaler. 26 

22 Notits af Ole Bierring, 26. oktober 1973, UM 5.D.30.a. 

23 Henning Gottlieb, I Kronens tjeneste. Politiske erindringer, 2001, s. 148-49. 


fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1976], 28. marts 1977, Lietuvos Centrinis Valstybes 

Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 207, l. 25. 

25 Brev fra Kurt Ebert til Christian Faber-Rod, 7. november 1976, UM 5.D.30.a. 

26 Brev fra Jørgen Adamsen til Ole Bierring, 9. november 1976; brev fra Ole Bierring til Jørgen 

Adamsen, 29. november 1976, UM 5.D.30.a. 


Der er også flere eksempler på, at den danske regerings politik vakte misnøje 

i Moskva. Det gælder f.eks. den danske støtte til „NATO’s propagandistiske 

kampagne om Warszawapagtlandenes øgede militære aktivitet i Østersøen“ 

og udenrigsminister K.B. Andersens karakteristik af de seneste sovjetiske 

nedrustningsforslag som „urealistiske og propagandistiske“ på NATOrådsmødet 

december 1976. Endvidere benyttede danskerne efter sovjetisk opfattelse 

Helsinki-aftalens tredje kurv til at blande sig i de socialistiske landes 

indre anliggender. 27 Og i forbindelse med retssagen mod Krasin og Jakir i 

1973 udsendte den danske regering en officiel erklæring, i hvilken „den fordømte 

de sovjetiske myndigheders holdning til de „anderledestænkende“ og 

betragtede denne holdning som et brud på menneskerettighederne“. 28 

I særdeleshed var det en kilde til irritation for den sovjetiske regering, at de 

danske myndigheder ikke gjorde noget for at forhindre Sakharov-høringen i 

København i 1975. 29 Ifølge et dokument fra SUKP’s CK skulle der efter forslag 

fra DKP’s ledelse og den sovjetiske ambassade i København iværksættes 

„en række præventive kontrapropagandistiske forholdsregler“, herunder arbejde 

med danske journalister. 30 Hele sagen viser, hvor ømskindet den sovjetiske 

ledelse var i spørgsmål, hvor Sovjetunionens image over for omverdenen 

stod på spil. Der er flere lignende eksempler på sovjetiske forsøg på at påvirke 

den offentlige mening i udlandet, bl.a. efter invasionen i Tjekkoslovakiet 

i 1968. 31 

Sovjetunionens vurdering af Danmarks militære styrke 

I 1963 blev der i MID udarbejdet et omfattende dokument (ca. 50 sider), der 

skulle forsyne de ledende sovjetiske politikere med baggrundsviden om 


fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1976], 28. marts 1977, Lietuvos Centrinis Valstybes 

Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 207, ll. 22-23. 


fra USSR’s ambassade i Danmark for året 1973], 27. februar 1974, Lietuvos Centrinis Valstybes 

Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 186, l. 6. 

29 „O t.n. ’Slusjanii o narusjenii prav tjeloveka v SSSR’, planirujemom v Danii (kratkaja spravka)“ 

[Om den såkaldte ’høring om brud på menneskerettighederne i USSR’, der planlægges i Danmark 

(kort notat)], MID’s skandinaviske afdeling, 11. september 1975, RGANI f. 5, op. 68, d. 2040, ll. 115- 

17. 

30 „O merakh protivodejstvija antisovetskoj aktsii v Kopengagene“ [Om forholdsregler til at imødegå 

den antisovjetiske aktion i København], skrivelse fra vicechefen for CK’s internationale afdeling v. 

Sjaposjnikov, 8. oktober 1975, RGANI f. 4, op. 22, d. 1603, ll. 182-83. 

31 Telegram fra SUKP’s CK til den sovjetiske ambassadør i København, 3. december 1968, RGANI f. 

4, op. 20. d. 1025, ll. 85-87. I anledning af, at to ledende jugoslaviske kommunister skal holde et foredrag 

i København om „den internationale situation efter begivenhederne i Tjekkoslovakiet august 

1968“, får ambassadøren instruks om at anmode DKP’s ledelse om at „tage mulige forholdsregler til 

at neutralisere dette arrangement“ og sørge for, at „de tjekkoslovakiske begivenheder bliver belyst 

korrekt under diskussionen“. 


Danmark til brug under deres samtaler med danske politikere. I dokumentet 

findes en ganske detaljeret redegørelse (seks sider) for Danmarks militære 

formåen som medlem af NATO. Redegørelsen bærer overskriften „Danmarks 

omdannelse til et militært brohoved for NATO i Nordeuropa“. 32 Herudover 

foreligger der et betydeligt østligt efterretningsmateriale, som inddrages andre 

steder i udredningen. Det drejer sig om artikler i de sovjetiske, polske og 

østtyske klassificerede militære tidsskrifter samt de militære efterretningsmaterialer, 

som er fundet i polske og østtyske arkiver (se kapitel 24, 52, 53, 79 og 80). 

I det følgende vil hovedpunkterne i MID’s redegørelse blive præsenteret. 

Den indeholder en kontant konstatering af den militære opbygning i 

Danmark, sådan som den så ud fra Moskva: 

„NATO’s ledelse betragter Danmark som et gunstigt strategisk brohoved. 

Ved at beherske det og støtte sig til det kan NATO’s væbnede styrker holde 

Østersøstræderne under kontrol, forhindre den sovjetiske flåde i at sejle 

gennem stræderne for at bryde NATO’s livsvigtige sømilitære kommunikationslinjer 

i Atlanterhavet og dække nordflanken for NATO’s hovedstyrke i 

Centraleuropa. Danmarks territorium betragtes også som NATO’s brohoved 

og fremskudte base til at gennemføre angrebsoperationer mod Sovjetunionen 

og den socialistiske lejrs lande i den nordlige del af Centraleuropa 

og i Østersøområdet. I betragtning af dette tildeles Danmark en vigtig plads 

i „NATO’s fremskudte strategi“, og den operative militære indretning af 

dets territorium og opbygningen af dets væbnede styrker vies stor opmærksomhed“. 

„Indretningen af Danmarks territorium til en kommende skueplads for 

NATO’s militære operationer er i det store og hele nu tilendebragt“, hedder 

det videre i redegørelsen. Der er bygget seks store flybaser (Karup, Ålborg, 

Skrydstrup, Værløse, Tirstrup og Vandel), der er indrettet til at modtage og 

betjene NATO’s atomvåbenbærende kampfly. Der er bygget to flådebaser 

(Korsør og Frederikshavn) med specialdepoter til brug for skibe fra de andre 

NATO-lande. Til NATO’s landtropper bygges der fem store militærdepoter. 

Der er bygget fire rørledninger til at forsyne luftvåbenets og flådens baser 

med brændstof og smøremidler, og i områder, hvor der mangler rørledninger, 

er der etableret underjordiske depoter til disse materialer. Der et bygget 

et net af radarstationer, der er forbundet med NATO’s enhedsnet, og der er 

etableret et omfattende net til militær kommunikation. Siden 1952 er der i 

Danmark ifølge infrastrukturprogrammet bygget militære anlæg for 400 millioner 

kr., og 1961-64 er det planen at bruge 128 millioner kr. hertil. Alle be- 

32 „Vnesjnjaja politika Danii i sovetsko-datskije otnosjenija (Materialy k besedam)“ [Danmarks udenrigspolitik 

og de sovjetisk-danske relationer (Materialer til samtaler)], 30. december 1963, AVP RF f. 

085, op. 48, p. 173, d. 8, ll. 74-79. 


tingelser er til stede for at modtage NATO-tropper i Danmark. Ifølge et program 

for 1963 skal der alene fra England ankomme 28 underenheder af landtropper, 

herunder raketafdelinger, tungt artilleri og luftlandetropper. På den 

måde „kompenseres der for den danske regerings officielle afvisning af at stationere 

udenlandske tropper i Danmark i fredstid“. 

Samtidig med at dansk territorium forberedes til stationering af NATOtropper, 

er der taget vigtige skridt til at styrke de danske væbnede styrker og 

indrette dem, så de hurtigt kan underlægges NATO’s kommandoorganer og 

udføre kamphandlinger sammen med andre landes tropper. Juli 1962 trådte 

BALTAP i kraft (dens struktur gennemgås grundigt). Den danske hær, luftvåbenet 

og flåden bliver udstyret med nye våbentyper (disse beskrives indgående). 

Danske firmaer bliver inddraget i produktionen af raketdele, og 

Danmarks militærudgifter stiger drastisk årene 1962-67. Danske tropper „forberedes 

til krig med anvendelse af masseødelæggelsesvåben“. Danmark har 

fremføringsmidler til atomvåben: F-100 fly, raketterne Honest John og Nike 

og 203,2 mm haubitser. „Ud fra erklæringer fra ledende NATO-officerer 

(Pyman, Andersen) er det kendt, at der i NATO er udarbejdet planer, som betyder, 

at der kan leveres atomvåben til Danmark i løbet af 8-12 timer“. Så selv 

om regeringen har erklæret, at den ikke vil tillade stationering af atomvåben 

i Danmark i fredstid, har den „sanktioneret en militær planlægning og en træning 

af tropper med henblik på brug af kernevåben“. I de danske væbnede 

styrkers kamptræning får angrebsøvelser voksende betydning. Landtropperne 

har sammen med dansk og vesttysk flåde og luftvåben øvet kamphandlinger 

med landsætninger på modstanderens kyst. „Under alle militære øvelser 

og manøvrer underforstås det altid, at Sovjetunionen og den socialistiske lejrs 

lande er de danske væbnede styrkers modstandere“. 

Den sovjetiske regering har således ikke blot vidst, at Danmark kunne få tilført 

atomvåben, men også at dette ville kunne ske inden for 8-12 timer. 

Vedrørende Danmarks basepolitik er det ifølge MID’s „materialer til samtaler“ 

opfattelsen, at den danske regerings erklærede holdning om ikke at ville 

acceptere udenlandske tropper i Danmark i fredstid bliver udhulet, fordi der 

næsten konstant befinder sig NATO-tropper i Danmark enten på militærbesøg 

eller som et led i fælles manøvrer med de danske væbnede styrker. 33 I 

dokumentet bruges udtrykket „ikke-permanent stationering“ om dette fænomen. 

Det må siges at være en kraftig overdrivelse, da der ikke var tale om 

længerevarende øvelser. 

USA’s militære aktiviteter i Grønland og også på Færøerne blev fulgt fra 

sovjetisk side. I et notat udarbejdet i MID september 1965 oplyses det, at der 

i Grønland „er bygget to store baser for USA’s strategiske luftstyrker, en række 

lufthavne, et early-warning radarnet i et antiraketforsvarssystem for det nordamerikanske 

kontinent samt nogle radarposter for luftforsvarsstyrkerne og 

33 Sst., l. 73. Denne vurdering findes også i flere andre dokumenter fra MID. 


kommunikationsstationer for USA’s og NATO’s luftvåben og flåde. Der er 

konstant stationeret USA-tropper (ca. 6-7 tusind mand) i Grønland. På 

Færøerne er der en station for fjernradionavigation af systemet „Loran-C“ til 

brug for de amerikanske atomubådes kamphandlinger i Norskehavet, 

Nordsøen og Nordatlanten“. 34 

Sovjetunionens vurdering af Danmarks medlemskab af 

NATO 1976 

Oversættelse af uddrag af årsrapporten om Danmark for 1976. 

28. marts 1977, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 

207, l. 22. 

Den danske regering betragter som tidligere medlemskabet af NATO 

som en nødvendig betingelse for en sikring af landets forsvar, og samtidig 

tilskriver den NATO en rolle som instrument for afspænding. Den er 

imod en „ensidig nedsættelse af NATO’s kampkraft“ og er tilhænger af 

en styrkelse af denne bloks væbnede styrker over for en påstået alarmerende 

forøgelse af det sovjetiske militære potentiale. 

Danmark har deltaget aktivt i NATO’s militære organer og militære og 

politiske tiltag, herunder fælles øvelser, militære delegationsbesøg og flådebesøg, 

og har lagt store anstrengelser i udarbejdelsen af samordnede 

militær-politiske beslutninger. Samtidig har den danske regering været 

tilbageholdende over for kravene fra NATO’s ledelse om en forøgelse af 

militærudgifterne. Danmark har således anerkendt nødvendigheden af 

at der etableres et luftovervågningssystem (AWACS), men har foreløbig 

ikke givet tilsagn om deltagelse i finansieringen af dette system. 

Den danske regerings holdning i spørgsmålet om militærudgifter har 

fremkaldt kritik fra NATO’s ledelse, der har forsøgt at få danskerne til at 

øge deres bidrag til forsvaret af NATO’s nordflanke. I forbindelse med 

forhandlingerne om et nyt dansk forsvarsforlig efter 1. april 1978 har 

NATO-kredse støttet kravene fra de væbnede styrkers ledelse om en forøgelse 

af udgifterne til militære formål. 

Den danske regering har aktivt støttet NATO’s politiske og propagandistiske 

aktioner. Den har således været medvirkende i den omfattende 

propagandistiske kampagne omkring „Warszawapagtlandenes øgede militære 

aktivitet i Østersøen“ og har rejst dette spørgsmål under kontak- 

34 „O vnesjnej politike Danii i sovetsko-datskikh otnosjenijakh (spravka)“ [Om Danmarks udenrigspolitik 

og de sovjetisk-danske relationer (notat)], 23. september 1965, AVP RF f. 085, op. 50, p. 177, 

d. 7, l. 36. 


terne med de socialistiske lande på regeringsniveau. Efter aftale mellem 

NATO’s organer og den danske regering er der for første gang blevet 

gennemført en sådan aktion som øvelser for NATO’s faste flådestyrker i 

Østersøen i november 1976. 

Danmarks atomvåbenpolitik set fra Moskva 

Den danske atomvåbenpolitik bestod som bekendt af to led: En afvisning af 

atomvåben i Danmark og et forbehold, der præciserede, at afvisningen gjaldt 

under de nuværende omstændigheder. Fra sovjetisk side viede man den danske 

atomvåbenpolitik den allerstørste opmærksomhed. Lige siden H.C. 

Hansens erklæring i Folketinget maj 1957 med den berømte tilføjelse „under 

de foreliggende forudsætninger“ var man i Moskva på vagt over for det mindste 

tegn på ændringer af den danske atomvåbenpolitik. Og det var naturligvis 

et oplagt mål for Sovjetunionen at få fjernet forbeholdet, således at det kunne 

tolkes, som om den danske regering havde bundet sig til ikke på noget tidspunkt 

at ville acceptere atomvåben i Danmark. 

Et eksempel på den sovjetiske interesse for sagen anføres af Bo Lidegaard 

i Krag-biografien. Her gengives Krags optegnelse af en ordveksling med 

Levytjkin december 1962. Den sovjetiske ambassadør udtrykte bekymring for, 

at der ville ske ændringer i den danske atomvåben- og basepolitik. Herefter 

lød ordene ifølge Krags notat: „Jeg svarede ham, at vor hidtidige politik på 

dette område ville blive fortsat. Der finder ingen overvejelser sted om ændringer 

heri. Han sagde, at en ændring i det danske forsvar ville i Moskva 

blive opfattet som mistillid til Sovjetunionen. Jeg svarede, at hvis vi virkelig 

følte os truet, ville vor politik med hensyn til anbringelse af atomraketter m.v. 

her i landet jo være en ganske anden“. 35 Lidegaard har i den forbindelse en 

elegant formulering af Danmarks politik over for Sovjetunionen: Den danske 

regering „var fremkommelig i alle spørgsmål, der ikke vedrørte vitale sikkerhedsspørgsmål 

eller alliancesolidariteten, og venligt ufremkommelig i spørgsmål, 

der gjorde“. 

I de sovjetiske dokumenter om Danmarks atomvåbenpolitik nævnes som 

regel både afvisningen og forbeholdet. I MID’s ovennævnte „materialer til 

samtaler“ citeres forsvarsminister Gram for i september 1963 at have erklæret, 

at „man ikke skal betragte den danske regerings afvisning af at stationere kernevåbenladninger 

i Danmark på den måde, at Danmark for altid har sagt nej 

til atomvåben. Hvis omstændighederne kræver det, vil vi sige ja til vores alli- 



erede“. 36 I et notat udarbejdet i MID september 1965 understreges det, at 

„forbeholdet „under de nuværende betingelser“ i betydelig grad afsvækker 

det positive indhold i den danske holdning til dette spørgsmål. Faktisk er forbeholdet 

en skjult trussel om at revidere denne holdning afhængigt af situationen, 

dvs. stille Danmarks territorium til rådighed for stationering af kernevåben, 

når den danske regering anser det for nødvendigt“. 37 Det nævnes også, 

at forbeholdet „under de nuværende betingelser“ ikke blev medtaget i teksten 

til de sovjetisk-danske kommunikéer efter Krags besøg i Sovjetunionen februar 

1964 og Khrusjtjovs besøg i Danmark juni samme år. „Danskerne gik 

ikke uden betænkeligheder og først efter lange forhandlinger med os med til 

at fjerne forbeholdet“, hedder det i notatet. 38 At dette blev betragtet som en 

sejr for det sovjetiske diplomati fremgår af den fortrolige rapport til 

Kekkonen om resultaterne af Khrusjtjovs besøg i Skandinavien 1964. Her er 

sagen beskrevet således: „I Moskva anser man det for værdifuldt, at både danskerne 

og nordmændene afgav uforbeholdne erklæringer om ikke at stationere 

kernevåben på deres landes territorium. Vi fandt det formålstjenligt officielt 

at udtrykke vores forståelse for denne holdning i Danmark og Norge 

for på den måde at give de danske og norske erklæringer en mere forpligtende 

karakter“. 39 Dette fremgår også af det uddrag af kommunikéerne fra 

besøgene i 1964, der er gengivet i MID-notatet september 1965. Det lyder som 

følger: „Fra sovjetisk side blev der udtrykt forståelse for, at Danmarks regering 

ikke har stationeret og ikke har til hensigt at stationere kernevåben på dansk 

territorium“. 40 Videre hedder det i notatet: „I Danmark og i andre lande blev 

det opfattet som den danske regerings overgang til en uforbeholden afvisning 

af kernevåben“. Imidlertid konstateres det samme sted, at forbeholdet „under 

de nuværende betingelser“ alligevel begyndte at dukke op i senere erklæringer 

fra danske ministre. Det er således nævnt i en indberetning fra ambassaden 

august 1965, at Hækkerup i Folketinget 21. oktober 1964 om den danske 

atomvåbenpolitik erklærede, at der i den danske afvisning „ikke er noget, 

der binder os i en mere fjern fremtid, eftersom vi ikke kan vide, hvordan situationen 

vil være til den tid“. 41 Så i Moskva har man måttet affinde sig med, 

36 „Vnesjnjaja politika Danii i sovetsko-datskije otnosjenija (Materialy k besedam)“ [Danmarks udenrigspolitik 

og de sovjetisk-danske relationer (Materialer til samtaler)], 30. december 1963, AVP RF f. 

085, op. 48, p. 173, d. 8, l. 67. 


og de sovjetisk-danske relationer (notat)], 23. september 1965, AVP RF f. 085, op. 50. p. 177, 

d. 7, l. 37. 

38 Sst. 


270, l. 7. 


og de sovjetisk-danske relationer (notat)], 23. september 1965, AVP RF f. 085, op. 50. p. 177, 

d. 7, l. 37. 

41 „Positsija Danii po osnovnym mesjdunarodnym voprosam“ [Danmarks holdning til de vigtigste 

internationale spørgsmål], 23. august 1965, AVP RF f. 085, op. 50, p. 177, d. 7, l. 19. 


Jens Otto Krag og Helle Virkner i Kreml under besøget i Sovjetunionen i februar 1964. (Den russiske 

ambassade). 

at det danske forbehold eksisterede i bedste velgående, selv om det ikke optrådte 

i kommunikéerne efter statsbesøgene februar og juni 1964. 

Spørgsmålet om atomvåbenfri zoner 

Vedrørende atomfri zoner i Europa og i Norden konstateres det i de sovjetiske 

dokumenter, at der ikke i 1960’erne er sket nogen ændringer i den 

danske regerings syn på det spørgsmål. I den fortrolige rapport til Kekkonen 

om resultaterne af Khrusjtjovs besøg i Skandinavien sommeren 1964 hedder 

det, at „de skandinaviske landes regeringsledere endnu ikke er rede til at 

støtte idéen om at oprette en atomfri zone i Nordeuropa“. 42 I indberetningen 

fra ambassaden august 1965 kædes spørgsmålet sammen med Danmarks 

atomvåbenpolitik generelt: „Da regeringen ikke ønsker at binde sig med forpligtelser 

vedrørende en permanent afvisning af stationering af atomvåben på 

dansk territorium, afviser den også at underskrive en overenskomst om at erklære 

Nordeuropa for en atomfri zone“. 43 Sammesteds citeres Hækkerup for 

i Folketinget 21. oktober 1964 at have sagt: „Vi er imod Kekkonen-planen, 


270, l. 7. 

43 „Positsija Danii po osnovnym mesjdunarodnym voprosam“ [Danmarks holdning til de vigtigste 

internationale spørgsmål], 23. august 1965, AVP RF f. 085, op. 50, p. 177, d. 7, l. 20. 


som kun kan have positiv betydning som en bestanddel af en bredere fælleseuropæisk 

løsning“. Og det nævnes, at Krag ifølge Aktuelt 14. juni 1965 betegnede 

Rapacki-planen som urealistisk. Konklusionen i indberetningen lyder, 

at den danske regerings vigtigste argument mod idéen om Skandinavien som 

atomfri zone er, at dette område i forvejen ikke har atomvåben, og at emnet 

derfor er uaktuelt. Om en atomvåbenfri zone i Norden hedder det i MID’s 

sammendrag af årsrapporten om Danmark for 1963, at den danske regering 

maskerer sin afvisende holdning til Kekkonen-planen ved at knytte udførelsen 

af planen sammen med en generel løsning af nedrustningsspørgsmålet. 44 

Sovjetunionens syn på den danske afspændingspolitik 

Siden midten af 1960’erne arbejdede Sovjetunionen for at der skulle indkaldes 

en europæisk sikkerhedskonference. Et af formålene med disse bestræbelser 

var at skabe splittelse mellem Vesteuropa og USA – oprindeligt var det 

Sovjetunionens hensigt, at USA ikke skulle deltage i konferencen; dette ændredes 

dog under Nixons besøg i Moskva i 1972. Et andet sovjetisk mål med 

konferencen var at få accept af 2. verdenskrigs landvindinger i Østeuropa. 

Den sovjetiske regering var naturligvis interesseret i at få støtte i Vesteuropa 

til idéen om en sikkerhedskonference, og fra sovjetisk side blev holdningen 

til dette spørgsmål hos de vesteuropæiske landes regeringer fulgt nøje. Da 

den danske regering førte en aktiv afspændingspolitik, gik den ind for en 

hurtig indkaldelse af konferencen, hvilket blev noteret med tilfredshed i 

Moskva. 

De vestlige regeringers holdning til sikkerhedskonferencen blev drøftet 

på møder i NATO-rådet. Ifølge en sovjetisk rapport om et sådant møde i 

Bruxelles december 1970 insisterede den danske udenrigsminister Hartling 

på, at man skulle gå i gang med de forberedende møder til konferencen uden 

at afvente en løsning af Berlinspørgsmålet. Heri fik Hartling støtte af udenrigsministrene 

fra Norge og Island. 45 

I det sovjetiske udenrigsministeriums rapporter om NATO-rådsmødernes 

drøftelser af en sikkerhedskonference fokuseres der på modsætningerne 

inden for NATO. Det gælder f.eks. rapporten om NATO-rådets møde december 

1971. 46 Her sættes NATO-landenes holdninger op mod hinanden: På den 

ene side står USA, der med støtte fra Storbritannien og Vesttyskland ønsker, 

44 „Vnesjnjaja politika Danii i jejo mesjdunarodnoje polosjenije v 1963 godu“ [Danmarks udenrigspolitik 

og dets internationale stilling i 1963], 30. marts 1964, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, 

f. R-1019, ap. 4, b. 108, ll. 36-37. 

45 „Dekabrskaja Sessija NATO“ [NATO’s decembermøde], 13. januar 1971, Lietuvos Centrinis 

Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 166, l. 5. 

46 „K itogam 52-oj Sessii Soveta NATO“ [Vedrørende resultaterne af møde 52 i NATO-rådet], 21. december 



at de forberedende møder til konferencen først skal påbegyndes, når en aftale 

om Vestberlin er underskrevet, og som har særlige ønsker til konferencens 

dagsorden (Europas deling skal ikke gøres permanent). På den anden 

side står en række andre lande, i første række Frankrig, der får støtte af 

Danmark, Norge og Island. Det nævnes, at Frankrig, Danmark og Norge gik 

ind for, at konferencen skulle afholdes i 1972, og at den danske udenrigsminister 

Andersen i et interview udtrykte håb om en konference i 1972, mens 

USA og Vesttyskland – til dels støttet af Storbritannien – mente, at det næppe 

kunne blive før end i 1973. 

I det hele taget blev den danske positive holdning til afspændingsprocessen 

gang på gang fremhævet fra sovjetisk side. I en tidsskriftsartikel om de dansksovjetiske 

relationer nævnes det, at Danmark allerede i 1966 gik ind for en 

europæisk sikkerhedskonference, og at Danmark til trods for NATO’s negative 

holdning gav udtryk for samme opfattelse under et nordisk udenrigsministermøde 

i København i 1969. 47 

Ikke blot vedrørende afspændingsprocessen, men også i andre internationale 

spørgsmål bemærkedes det fra sovjetisk side, når Danmark havde synspunkter, 

der afveg fra de gængse vestlige. I ovennævnte artikel hedder det således, 

at Danmark forholder sig yderst forsigtigt til planerne om en yderligere 

udvidelse af den politiske integration og styrkelsen af de overnationale organer 

inden for EF. Også i spørgsmål, der drøftedes i FN, og i nedrustningsproblematikken 

noteredes det med tilfredshed i Moskva, når Danmark indtog 

holdninger, der afveg fra de vestlige og var mere eller mindre sammenfaldende 

med de sovjetiske. Omtalen heraf er fast inventar i det sovjetiske kildemateriale. 

Sammenfatning 

Sovjetunionens politik over for Danmark havde stadig som sit vigtigste mål at 

opnå dansk udtræden af NATO eller en svækkelse af det danske engagement 

i alliancen. Det erkendtes dog på højeste niveau i Moskva, at det ikke var sandsynligt, 

at Danmark ville forlade alliancen, og det var fortsat den sovjetiske regerings 

vurdering, at Danmark var fast forankret i NATO. Danmarks militære 

styrke og de danske muligheder for at få forstærkninger – herunder med 

atomvåben – fra NATO-partnerne blev fulgt nøje. Fra sovjetisk side søgte man 

at fastholde den danske regering på atomvåbenforbeholdet fra 1957 og om 

muligt at få formuleringen af dette ændret, således at tilføjelsen „under de 

47 Ju. Denisov, „Sovetskij Sojus – Danija: rasvitije dobrososedskikh svjasej“ [Sovjetunionen – 

Danmark: udviklingen af gode naboforbindelser], Mesjdunarodnaja Sjisn [Internationale relationer], 

7, 1986, s. 103. 


foreliggende forudsætninger“ bortfaldt. Selv om tilføjelsen ikke indgik i de 

dansk-sovjetiske kommunikéer i forbindelse med statsbesøgene i 1964, skete 

der dog ingen ændring i den danske regerings holdning på dette punkt, hvilket 

senere udtalelser af danske ministre klart viste. Også hvad angår spørgsmålet 

om atomfri zoner måtte den sovjetiske regering konstatere, at den danske 

holdning var uændret. 

Sammenlignet med den foregående periode indtrådte der 1963-78 en kraftig 

udvidelse af de bilaterale kontakter. Det var karakteristisk, at Sovjetunionen 

fortsat var langt mere interesseret end Danmark i denne udvikling, og at 

der fra sovjetisk side gang på gang blev presset på, mens danskerne var 

tilbageholdende. Den sovjetiske interesse i de bilaterale kontakter skal som 

tidligere ses i forbindelse med, at de var en forudsætning for at kunne udøve 

en påvirkningspolitik. Især i 1970’erne spillede det også en rolle, at Sovjetunionen 

kunne udnytte det økonomiske og teknisk-videnskabelige samarbejde 

med Danmark – på linje med kontakterne på disse områder til de andre 

vestlige lande – til at afstive den sovjetiske økonomi. 

Det er i øvrigt karakteristisk, at man i Moskva nøje fulgte den danske politik 

ikke blot inden for NATO, men også i EF og FN, over for de østeuropæiske 

lande og den tredje verden samt vedrørende emner som afspænding og 

nedrustning. Kildematerialet efterlader det indtryk, at hver gang, der fra 

dansk side blev givet udtryk for synspunkter, der var mere eller mindre 

sammenfaldende med de sovjetiske, fik Danmark „et plus i karakterbogen“ i 

Moskva. 


58 · Periodekonklusion 1963-1978 

Den internationale situation (se kapitel 28). Under Cuba-krisen i oktober 1962 

havde verden bevæget sig på randen af en atomkrig. Både Øst og Vest tog ved 

lære af den potentielt skæbnesvangre begivenhed og begyndte en forsigtig tilnærmelsesproces. 

Perioden blev præget af forskellige afspændingsinitiativer, 

ikke mindst våbenkontrolaftaler på det nukleare område, og er efterfølgende 

blevet betegnet som détenten eller afspændingsperioden, en betegnelse der 

ikke skal overbetones. Det ville være misvisende at opfatte disse 15 år som en 

generel afspændingsperiode eller i det hele taget som en helhed. Perioden 

var kendetegnet ved en usvækket konkurrence mellem Øst og Vest på mange 

niveauer, ikke mindst det politiske og det våbenteknologiske. Der opstod ligeledes 

internationale kriser omkring Tjekkoslovakiet 1968 og Mellemøsten 

1973, og spændingen mellem supermagterne var lejlighedsvis høj. 

Centrale begivenheder fandt sted uden for den europæiske scene. I 1961 

opstod den alliancefri bevægelse, der søgte at styrke kolonifrigørelsen og 

holde sig uden for Øst-Vest-modsætningen ved at anvise en tredje vej. Næsten 

samtidig spaltedes den verdenskommunistiske bevægelse endeligt som en 

konsekvens af bruddet mellem Kina og Sovjetunionen (1963). Efter kampene 

ved Ussuri-grænsefloden i 1969, hvor kinesiske soldater dræbte et antal sovjetiske 

soldater, overvejede det sovjetiske politbureau, om det skulle starte en 

kernevåbenkrig mod Kina, men valgte at indtage en defensiv position bag en 

stærkt forsvaret grænse. De iskolde relationer mellem de to kommunistiske 

magter svækkede generelt kommunismen og var medvirkende til skabelse af 

alternative venstrefløjsbevægelser overalt i Vesten. Statsminister Hartlings besøg 

i Kina i 1974 var tydeligt præget heraf. Kort efter Hartlings besøg bemærkede 

en tilfreds Henry Kissinger i en samtale med Deng Xiaoping, at kineserne 

ordentlig havde forskrækket Hartling med deres bemærkninger om 

atomkrigens mulighed og Sovjetunionens farlighed. Denne linje opfordrede 

Kissinger kineserne til at følge også ved fremtidige vestlige besøg. Fra 1965 

udvidede amerikanerne drastisk deres engagement i Vietnam i en krig, der 

skulle komme til at belaste supermagtsforholdet og også svække det vestlige 

sammenhold. 

Væsentlige tilskyndelser til afspændingsprocessen kom imidlertid fra 

Europa, hvor Øst-Vest-modsætningen vel ikke mistede sin skarphed, men 

efterhånden fik et vist ritualiseret præg. Her gav afspændingsbestræbelserne 

sig udslag i Harmel-rapporten fra 1967 om NATO’s fremtidige opgaver, der 

fastslog, at både forsvar og afspænding skulle være alliancens hovedopgaver. I 

forlængelse heraf accepterede NATO-landene i begyndelsen af 1970’erne de 

forslag om en europæisk sikkerhedskonference, der siden 1954 havde været 

en fast bestanddel af sovjetisk udenrigspolitik. På europæiske NATO-landes 

initiativ blev konferencens dagsorden og den påfølgende Helsinki-slutakt 

PERIODEKONKLUSION 1963-1978 727

(1975) imidlertid udvidet i demokratisk retning til også at omfatte friere informationsspredning 

og lettelser i menneskelige kontakter på tværs af jerntæppet 

samt respekt for menneskerettigheder. Herigennem tilføjedes afspændingsprocessen 

i Europa en dynamik, der kunne opretholdes under de følgende 

års nye spændinger. 

Parallelt hermed udviklede den socialdemokratisk-liberale vesttyske regering 

under ledelse af Willy Brandt en ny politik over for Øst, der i tæt 

sammenhæng med en ny Tysklandspolitik skulle bidrage til afvikling af Øst- 

Vest-konflikten og lette forholdene for befolkningerne i det delte Tyskland. 

Gennem Moskvatraktaten af 1970 og senere aftaler banedes vejen for en forsoning 

mellem Forbundsrepublikken Tyskland og de østeuropæiske lande og 

for en anerkendelse af DDR. Endelig blev Firemagtsaftalen om Berlin på ny 

bekræftet i 1971. Bag Willy Brandts østpolitik lå en skjult dobbeltstrategi, der 

ved at anerkende den territoriale status quo i Europa og den faktiske eksistens 

af to tyske stater søgte at starte en proces, der kunne føre til dybtgående 

ændringer inden for den sovjetiske magtsfære i Østeuropa. 

I slutningen af 1970’erne kom afspændingsprocessen under pres. I USA 

konkluderede politikere og rustningskontroleksperter, at forestillinger om at 

stabilisere terrorbalancen og kontrollere farlige rustningsspiraler hvilede på 

naive forestillinger om Sovjetunionen og ignorerede den fortsatte sovjetiske 

oprustning. Samtidig fangede nye sovjetiske militære aktiviteter i den tredje 

verden amerikanske politikeres opmærksomhed og blev udlagt som bevis på, 

at Sovjetunionen sigtede mod global indflydelse og eventuel dominans. De 

fleste europæiske iagttagere valgte at fortolke den sovjetiske optræden i et 

mindre truende perspektiv. Dog vakte de nye sovjetiske mellemdistanceraketter 

SS-20, der begyndte at blive deployeret fra 1977, bekymring for udviklingen 

af de militære balanceforhold i Europa. Alt i alt kan det siges, at selv 

om afspændingsprocessen i Europa var mere substantiel og robust end den 

bilaterale supermagtsafspænding, betød det ikke, at den var upåvirket af den 

militære udvikling og den nye amerikanske holdning. 

Truslen fra Øst (se kapitel 42-49 og 50-53). I perioden efter Cubakrisen blev offentlighedens 

frygt for en krig mellem Øst og Vest i nogen grad reduceret, 

om end fornemmelsen af en trussel udgående fra Sovjetunionen var udbredt. 

Intensiteten af denne trussel varierede dog i høj grad afhængig af bl.a. 

Sovjetunionens aktuelle politik. Fra FE’s side påpegedes i slutningen af 

1960’erne, at der foregik omfattende østlige militæraktiviteter nær på 

Danmark, og at varslingsmulighederne af samme grund var blevet forringet. 

Man regnede dog med at kunne give landets ledelse et varsel, i værste fald 

dog kun nogle få dages varsel, om en forestående aggression. Generelt var 

det opfattelsen hos FE og andre vestlige efterretningstjenester, at en aggression 

fra Øst ikke var særlig sandsynlig, hvis NATO kunne bevare sit sammenhold. 


Undersøgelsen har på det tilgængelige grundlag ikke kunnet påvise eller 

sandsynliggøre østlige intentioner om et uprovokeret angreb på Vesten. 

Derimod er det klart dokumenteret, at Øst i tilfælde af krig ville føre denne 

på vestlig grund og søge at erobre Vesteuropa gennem en lynkrig. I den forstand 

kan der tales om en betydelig potentiel trussel fra Warszawapagten. På 

grundlag af et omfattende polsk og østtysk kildemateriale er de planlagte operationer 

specielt mod det danske område blevet analyseret. I dette billede 

skulle Danmark erobres primært af polske tropper i et hurtigt felttog af 10-12 

dages varighed, mens Warszawapagtflåderne skulle forcere Kielerkanalen og 

de danske stræder og åbne adgangen til Nordsøen og Atlanterhavet. 

De østlige operative planer var ledsaget af en storstilet planlægningsindsats 

(specielt på amfibieområdet) og en omfattende efterretningsindsats over for 

Danmark fra sovjetisk, østtysk og polsk side mod militære anlæg i Danmark og 

ikke mindst de danske kystområder. Derudover blev de øgede muligheder for 

forbindelser mellem Øst og Vest brugt til at etablere kontakter i Danmark for 

et politisk efterretningsarbejde, hvor målet var indhentning af oplysninger og 

viderebringelse af synspunkter. Her gjorde et bevidst element af påvirkningspolitik 

sig gældende. En sådan politik blev dog navnlig drevet gennem 

Danmarks Kommunistiske Parti, der med usvækket loyalitet propagerede de 

sovjetiske paroler for fred og dansk neutralitet og mod NATO, USA, EF, kapitalismen, 

etc. I erkendelse af partiets isoleret set relativt begrænsede indflydelse 

søgte de socialistiske lande, bl.a. gennem den store fredskampagne i 

1970’erne at etablere kontakter til ikke-kommunistiske grupper. Dette lykkedes 

også, og partiet fik på den måde alligevel en ikke ubetydelig indflydelse 

gennem infiltration af dele af fagbevægelsen, fredsbevægelsen og den organiserede 

EF-modstand, men det er dog vanskeligt at fastlægge, i hvilket omfang 

initiativerne opstod som følge af østlig påvirkning, og i hvilket omfang de var 

udtryk for allerede eksisterende holdninger i de pågældende grupper. KGB 

gennemgik en personalemæssig og metodemæssig modernisering og blev 

med opgradering af det politiske målområde og disinformationsvirksomheden 

en vigtig udenrigspolitisk aktør. Indhentning på det teknisk-videnskabelige 

område fik nu ligeledes en fremtrædende rolle. Specielt fra de østtyske 

tjenester blev Vesttyskland udsat for en efterretningsoffensiv uden sidestykke 

i fredstid. Den samlede efterretningsmæssige belastning af NATO-landene var 

alvorlig. De engelske myndigheder skred i 1971 til udvisning af 105 sovjetiske 

efterretningsfolk i dækstillinger og grundlagde hermed en ny NATO-kurs. 

Revolutionære grupperinger på den yderste venstrefløj forårsagede med 

mellemrum betydelig indre uro i de vestlige lande, der også under indtryk af 

økonomiske kriser og terrorismens indtog følte sig under pres. 

Den sikkerhedspolitiske debat i Danmark (se kapitel 29-35). Debatten i Danmark 

blev i perioden høj grad præget af, at det politiske system var under forandring. 

Med 1968 ophørte den lange periode, hvor Socialdemokratiet havde 


haft føringspositionen, og i 1973 førte et opbrud i vælgerskaren til at folketinget 

blev udvidet med tre nye partier, af hvilke det nye Fremskridtsparti blev 

tingets næststørste parti. De hyppigere valg i 1970’erne kan også tages som 

tegn på en øget ustabilitet. 

Markante indslag i debatten kom i perioden fra det „nye venstre“, der var 

en samlebetegnelse for en række nye venstreorienterede partier, der så dagens 

lys fra slutningen af 1950’erne. Fælles for det nye venstre var en afvisning 

af sovjetkommunismen som model for et fremtidigt samfund, men der er 

næppe tvivl om, at det til en vis grad fremmede forståelsen for sovjetiske synspunkter 

gennem den kritik, der rettedes mod de vestlige samfundssystemer. I 

den forstand kom det nye venstre og DKP således i nogle henseender til at 

trække på samme hammel. 

Den væsentligste udvikling på holdningsområdet og debatområdet var ændringer 

inden for såvel den danske befolkning som i det partipolitiske system 

med hensyn til opfattelsen af Sovjetunionen og USA. Frem til 1968 herskede 

en noget mere positiv indstilling til Sovjetunionen end i 1950’erne. Khrusjtjov 

opfattedes som sympatisk. Ved en gallupundersøgelse i 1964 gav 50 % udtryk 

for en „positiv indstilling“ til statslederen. Billedet af Sovjetunionen ændrede 

sig navnlig som følge af invasionen af Tjekkoslovakiet i sommeren 1968, men 

i begyndelsen af 1970’erne havde danske politikere igen forhåbninger til 

sovjetisk udenrigspolitik. Fra midten af 1970’erne og især i slutningen af 

1970’erne tegnedes billedet som følge af en række udviklinger igen mørkere. 

Den anden væsentlige tendens var en i stigende grad kritisk opfattelse af 

den amerikanske udenrigspolitik. Denne kritik, der var et hovedanliggende 

for det nye venstre, bredte sig op igennem 1960’erne til midten af dansk politik, 

og i begyndelsen af 1970’erne kunne man også møde kritik af specielt 

den amerikanske Vietnampolitik i den borgerlige presse. Den stigende reservation 

syntes oprindeligt at bygge på ønsker om en mere markant afspændingspolitik 

over for Sovjetunionen, end den USA og NATO stod for. I takt 

med optrapningen af Vietnam-krigen og afsløringen af den hemmelige 

Vietnampolitik gennem den såkaldte Pentagon-rapport, øgedes kritikken – 

og forværringen af det dansk-amerikanske forhold. Et lavpunkt blev nået i 

1973, hvorefter forholdet snart igen forbedredes. 

Et særlig vigtigt debatemne var selvsagt, om landet skulle træde ud af 

NATO. Det blev navnlig rejst af de radikale og SF, der begge slog på, at der aldrig 

havde været en folkelig debat om alliancetilslutningen. Under indtryk af, 

at befolkningen ikke syntes at have taget afstand fra alliancemedlemskabet, 

skiftede venstrefløjsblade som „Politisk Revy“ til en indirekte fremgangsmåde 

ved snarere at fremstille alliancepartnerne i kritisk lys end at kritisere det danske 

engagement direkte. I den forbindelse indtog USA’s krig i Vietnam samt 

den britiske og franske afvikling af deres koloniriger en fremtrædende plads. 

Bladenes strategi synes dog ikke at have båret frugt, for ifølge Gallups løbende 

undersøgelser blev den folkelige tilslutning til NATO ikke mindre i 


den periode, tværtimod. Med dannelsen af VKR-regeringen i 1968 blev de 

radikale forpligtet på alliancemedlemskabet. Partiet fastholdt dog tanken om 

en folkeafstemning og fik gennemført, at det skulle undersøges i en udredning, 

om der eksisterede sikkerhedspolitiske alternativer til medlemskabet 

(den såkaldte Seidenfaden-rapport, 1970). Med Warszawapagtlandenes invasion 

af Tjekkoslovakiet i august 1968 blev det endeligt afklaret, at det gjorde 

der ikke. Partierne tilsluttede sig efter denne begivenhed, at alliancemedlemskabet 

skulle forlænges, hvorefter det kunne opsiges med et års varsel. Andre 

større debattemaer var atomvåben (1963-1968), sikkerhed og samarbejde i 

Europa (1971-1975) og neutronbomben (1977-1978). Antiatomkampagnen, 

der skabte størst opmærksomhed, havde et højdepunkt med atommarchen i 

1962, men derefter mistede bevægelsen tilslutning. 

Formuleringen af dansk sikkerhedspolitik (se kapitel 36-41 og 90). Etableringen af 

Enhedskommandoen i 1961 havde ført til skarpe sovjetiske reaktioner over 

for Danmark. Et mål for den danske politik var i den følgende periode at berolige 

Sovjetunionen, hvilket også til dels lykkedes under den afspændingsfase, 

der nu satte ind. På den baggrund opstod et øget samkvem med 

Sovjetunionen, og Khrusjtjov besøgte i juni 1964 Danmark. Fra midten af 

1960’erne blev den danske indsats over for Øst i højere grad lagt mod de mindre 

østeuropæiske lande, som i disse år tilkendegav interesse for tilnærmelse 

til Vesten. Fra dansk side fokuserede man øjensynligt – ud over de almindelige 

afspændingsperspektiver – på muligheden for at løsne disse landes bånd 

til Sovjetunionen. 

Den danske politik over for Sovjetunionen havde i starten af perioden helt 

bevidst tyngden på det bilaterale aspekt, og først fra 1966 øgede man indsatsen 

omkring alliancens afspændingspolitiske rolle dels ved at rejse et kontroversielt 

spørgsmål – dog i vid udstrækning inspireret fra amerikansk side – om 

en sikkerhedskonference, dels ved senere at deltage i arbejdet med den såkaldte 

Harmel-rapport fra 1967, der definerede alliancens opgaver som forsvar 

og afspænding, og tillige som opgaver, der supplerede hinanden. Danmark 

hørte under arbejdet med Harmel-rapporten til de lande, der aktivt 

søgte at markere alliancens afspændingspolitiske opgave. I begge sager var 

det for Danmark vigtigt at forbedre alliancens image, ikke mindst med henblik 

på muligheden af en alvorlig indenrigspolitisk holmgang om Danmarks 

alliancemedlemskab efter 1969. 

Det danske arbejde for etablering af en europæisk sikkerhedskonference 

fortsatte ind i 1970’erne, hvor CSCE-projektet blev et omdrejningspunkt for 

dansk afspændingspolitik. Denne politik var højprofileret og baseret på et 

stort flertal i folketinget, om end partierne lagde vægt på forskellige aspekter 

af sikkerhedsproblemerne i Europa. Især USA var længe skeptisk over for 

konferencen, men Nixon-administrationen indtog efterhånden en mere positiv 

holdning til ideen, hvorefter NATO-landene og de alliancefri lande 


kunne fremføre en række sammenfaldende ønsker om Helsingfors-konferencens 

dagsorden og mål. Under konferencens tre faser i årene 1973-1975 fik 

Danmark en særlig opgave med hensyn til den omstridte kurv 3 om friere 

forbindelser mellem mennesker på tværs af Jerntæppet. Helsingfors-slutaktens 

bestemmelser fra 1975 blev i de sidste 10-15 år af den kolde krig et 

centralt holdepunkt for kritikken af de kommunistiske landes mangelfulde 

praksis med hensyn til overholdelsen af menneskerettighederne og for ønskerne 

om gradvis at fjerne de kunstige skranker mellem befolkningerne i 

Europa. 

Samtidig med de afspændingspolitiske bestræbelser fortsatte den danske 

regering roligt Danmarks integration i alliancen. Forbeholdene blev fastholdt 

stort set uændret gennem perioden. Den største turbulens kom formentlig i 

forbindelse med atomvåbenpolitikken, hvor drøftelserne omkring etablering 

af en atomslagstyrke i NATO samt om oprettelse af en atomvåbenfri zone i 

Norden var med til at fastholde den østlige fokus på dansk atomvåbenpolitik. 

Sammen med en lang valgkamp i 1964, bl.a. i atomvåbnenes tegn, bidrog 

disse sager muligvis til en midlertidig, kosmetisk skærpelse af dansk atomvåbenpolitik. 

Hvad årsagen end var, ser det ud til, at planerne om at tilføre 

atomvåben til danske styrker begyndte at fortone sig i 1960’erne. I oktober 

1980 satte udenrigsminister Kjeld Olesen i en udtalelse i Folketinget lighedstegn 

mellem den traditionelle, officielle formulering af dansk atomvåbenpolitik 

og formuleringen „i fredstid“, som var blevet anvendt i den offentlige 

debat: „Både hvad angår fremmede styrker og atomvåben er det som bekendt 

den danske holdning, at tilstedeværelsen på dansk område ikke kan finde 

sted under de nuværende omstændigheder, det vil sige i fredstid.“ Udenrigsministeren 

tilføjede dog senere i debatten, at „enhver regering må have et minimum 

af handlefrihed til at kunne vurdere en situation, også den situation, 

hvor en konflikt er så truende nær, at man kan tale om, at vi står i en nødsituation.“ 

I 1970’erne blev spørgsmålet om NATO’s forstærkningspolitik et centralt 

emne. Forsvarsforliget i 1973 mellem „de fire gamle partier“ medførte en 

række ændringer med hensyn til målsætninger og struktur for dansk forsvar, 

bl.a. ved at muligheden for allierede forstærkninger i en krise- og krigssituation 

blev fremhævet. Fokus på forstærkningsspørgsmålet skærpedes i midten 

af 1970’erne af den opmærksomhed, som den øgede østlige militære opbygning 

og aktivitet havde fremkaldt. Efter forhandlinger med USA blev der i 

1976 og 1979 truffet aftale om i en given situation at overføre amerikanske jagerfly 

til Danmark og oplagre ammunition og reservedele til flyene i depoter 

i Jylland. Et andet vigtigt led i 1970’ernes forsvarspolitik var beslutningen i 

1975 om køb af 58 F-16-fly. Bag denne beslutning stod tre af de gamle partier, 

idet de radikale stemte imod. Den forsvarspolitiske konsensus, som de tre partiers 

beslutning var udtryk for, blev dog nuanceret af diskussionen i og 

mellem disse partier. 


Eksterne vurderinger af Danmarks sikkerhedspolitik (se kapitel 56 og 57). I de vestlige 

vurderinger af dansk sikkerhedspolitik i perioden blev der fortsat i påfaldende 

grad lagt vægt på eksistensen af en historisk arv i form af neutralistiske 

og pacifistiske strømninger. Dette gjorde sig ikke mindst gældende fra slutningen 

af 1960’erne, hvor Danmark i højere grad end tidligere indtog selvstændige 

standpunkter, der gik på tværs af andre NATO-landes interesser, 

især USA’s. Det gælder især i forbindelse med kritik af diktaturstater som 

Grækenland (1967-1974) og Spanien (til 1976), men også i Vietnam-spørgsmålet. 

Tydeligere end i 1950’erne skelnede vurderingerne mellem de danske regeringers 

holdninger og befolkningens. Både fra amerikansk og fransk side 

var der en forståelse for, at den socialdemokratiske regerings afspændingslinje 

i midten af 1960’erne og dens aktive østdiplomati ikke skulle ses som forsøg 

på at fjerne Danmark fra NATO, men snarere som det modsatte. Med andre 

ord: erkendelsen af traditionens fortsatte eksistens og en forståelse for 

danske regeringers følsomhed over for strømninger i befolkningen gjorde, at 

udenlandske iagttagere tolkede den førte politik som grundlæggende NATOloyal. 

Frem til midten af 1960’erne mødes flere positive vurderinger end tidligere. 

Det kom til udtryk i USA’s markerede tilfredshed med den danske velvilje 

angående Grønland, men også i alliancepartnernes påskønnelse af den 

aktive udenrigspolitiske linje, der blev anlagt i 1962 i Per Hækkerups tid som 

udenrigsminister. Aktivismen, herunder også østdiplomatiet, vurderedes som 

positivt udtryk for, at Danmark forfulgte vestlige interesser og støttede vestlige 

værdier i sin udenrigspolitik. 

En vis skepsis synes dog at være indtrådt hos amerikanerne i slutningen af 

1960’erne. De socialdemokratiske regeringers afhængighed af venstrefløjen i 

dansk politik, de stadig mere markante antiamerikanske demonstrationer 

vendt mod krigsførelsen i Vietnam, de radikales fornyede indflydelse under 

VKR-regeringen og den generelt stærke tro på afspændingen hos både politikere 

og befolkning fik i hvert fald den amerikanske ambassade i København 

til i årene omkring 1970 at stille spørgsmålstegn ved karakteren af den danske 

NATO-forankring. De dansk-amerikanske relationer nåede i 1972-1973 et 

hidtil ukendt lavpunkt med hjemkaldelse af den amerikanske ambassadør i 

København på ubestemt tid og udarbejdelse af et udførligt amerikansk tænkepapir 

med opregning af pressionsmuligheder mod Danmark. Krisen var foranlediget 

af de kritiske danske holdninger og handlinger med relation til 

USA’s politik i Vietnam, herunder tilladelse til afholdelse af Russell-tribunalet 

og kritik af julebombardementerne. Der var ubestrideligt tale om en krise i 

det bilaterale forhold, men det skal næppe på dette tidspunkt forstås som 

amerikansk bekymring for soliditeten af det danske NATO-tilhørsforhold. 

Kort tid efter var forholdet tilbage i det vante spor, og krisen kan kun betragtes 

som en episode i de fundamentalt gode relationer, der havde eksisteret 

mellem Danmark og USA siden 1945. Mens man fra amerikansk side i begyn- 


delsen af 1970’erne var betænkelig ved den generelle orientering i udenrigspolitikken, 

var man fra tysk side især bekymret over den danske forsvarsindsats. 

Den sovjetiske vurdering af Danmarks sikkerhedspolitik var i denne periode 

den samme som for 1950’ernes vedkommende. Efter sovjetisk opfattelse var 

Danmark fast forankret i NATO, og man forstillede sig ikke realistisk, at landet 

ville træde ud af alliancen. På den anden side fremhævede man til stadighed 

de danske forbehold med hensyn til baser og atomvåben og den særstilling 

inden for NATO, disse forbehold betød. Fra sovjetisk side blev forholdet 

mellem de to lande vurderet positivt. I overensstemmelse med den sovjetiske 

definition af begrebet fredelig sameksistens fremstod Danmark som et eksempel 

på, at det var muligt at etablere normale relationer til lande med et andet 

samfundssystem. Den sovjetiske regering udfoldede store anstrengelser for at 

udvide de bilaterale kontakter på det politiske, økonomiske og kulturelle område. 

Det var en forudsætning for at kunne udøve en påvirkningspolitik, der 

kunne fremme opnåelsen af de sovjetiske mål over for Danmark. Hvad angik 

etablering af bilaterale kontakter, var den danske regering betydelig mere 

tilbageholdende end den sovjetiske.

Bind 2 - DIIS

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?