Folketingets Ombudsmands beretning 2008

Generelle forvaltningsretlige spørgsmål mv.
om inhabilitet. Blandt disse er grundsætningen
om at myndigheder som sådan kan være
inhabile efter retningslinjer som er beslægtede
med reglerne i forvaltningsloven.
a) Et stift afgjorde i sag 5-1 at en borger, som
var medlem af et provstiudvalg, burde have
været erklæret inhabil i en sag om finansiering
af en ny kirke. Kirken skulle ligge på en
grund som var købt af den kommune hvor
borgeren var ansat som økonomichef. Stiftet
mente at der forelå en interessekonflikt mellem
provstiudvalgets og kommunens interesser
da grunden var købt på vilkår om at
grunden blev tilbageleveret for salgsprisen
hvis der ikke blev bygget inden en vis frist,
og at borgeren derfor var inhabil efter forvaltningslovens
§ 3, stk. 1, nr. 5.
Jeg gav borgeren medhold i en klage over
at han var blevet erklæret inhabil, og lagde
herved vægt på at kommunens interesse i sagen
ikke primært var udsigten til gensalg af
grunden med fortjeneste, men en bredere og
mere almen interesse i at der blev opført en
kirke på grunden; et forhold som blev bestyrket
af at kommunen siden 1980’erne havde
vist interesse for kirkebyggeri i de vedtagne
lokalplaner, at kommunen havde solgt
grunden til et kirkebyggeri, og at tilbagekøbsklausulen
var sædvanlig.
b) Baggrunden for sag 15-1 var at Færdselsstyrelsen
havde givet flere virksomheder der
foretager rustbeskyttelse, tilladelse til at
foretage syn af køretøjer. En advokat, der repræsenterede
en sammenslutning af autoreparationsværksteder,
bad mig se på om det
var lovligt at give firmaer der tilbyder rustbeskyttelse,
tilladelse til at godkende biler.
Ifølge lov om godkendelse og syn af køretøjer,
§ 5, kan Færdselsstyrelsen give tilladelse
til at private virksomheder foretager syn
eller omsyn af køretøjer. Ifølge § 6 må indehavere
af tilladelser til at foretage syn (i
modsætning til omsyn) ikke erhvervsmæssigt
reparere køretøjer. I bekendtgørelsen
om virksomheder der foretager syn af køre-
48
tøjer, § 17, stk. 1, står der at forvaltningslovens
kapitel 2, 4, 5, 6 og 7 og offentlighedslovens
kapitel 2, 3 og 4 skal overholdes når
en virksomhed foretager syn eller omsyn.
§ 17, stk. 2, indeholder følgende bestemmelse:
”En synsvirksomhed må således navnlig
ikke syne eller omsyne køretøjer, som virksomheden
selv er ejer eller bruger af eller på
anden måde råder over eller har væsentlig
økonomisk interesse i.”
Jeg udtalte at jeg var enig med Transport- og
Energiministeriet i at rustbeskyttelsesbehandling
er en forebyggende foranstaltning
og dermed ikke omfattet af forbuddet i lovens
§ 6 mod erhvervsmæssig reparation.
Tilladelsen til at rustbeskyttelsescentre foretager
syn, var således ikke i strid med denne
bestemmelse.
Efter min opfattelse ville det derimod stride
imod grundsætningen om myndighedsinhabilitet
at en synsvirksomhed der tillige
fungerer som rustbeskyttelsescenter, tager
stilling til fejl og mangler ved et køretøj som
kan skyldes mangelfuld behandling mod
rustbeskyttelse der tidligere er udført af
samme virksomhed. Da lovgrundlaget imidlertid
ikke giver tilstrækkelig sikkerhed for
at antage at disse virksomheder er underlagt
de almindelige retsgrundsætninger om
myndighedsinhabilitet, havde jeg ikke
grundlag for at kritisere at Færdselsstyrelsen
ikke hidtil havde krævet disse regler overholdt.
I en vejledning fra Færdselsstyrelsen om
syn af køretøjer står at § 3 i forvaltningsloven
betyder at ”en synsvirksomhed ikke må syne
køretøjer, hvis virksomheden har en særlig
økonomisk interesse i synsresultatets udfald
eller der i øvrigt foreligger omstændigheder
som er egnede til at vække tvivl om synsvirksomhedens
upartiskhed …”. Denne formulering
mente jeg var misvisende fordi § 3
kun gælder den personlige inhabilitet og således
ikke for virksomheder der ikke drives
som enkeltmandsvirksomhed. Da reglerne
om myndighedsinhabilitet som anført heller