Kirkegårdskultur 2005 - Foreningen for Kirkegårdskultur

etholdt man de fint opkastede, firkantede eller runde tuegrave,
for så at stive af med kantplanter som f.eks. buksbom
eller lavendel. Især de runde pladser blev forsynet med faste
kranse i bemalet zink, kobber, cement eller andre af de nye
kunstmaterialer, hvorpå den afdødes navn og årstal var skrevet.
På selve gravjorden kunne der plantes en rose eller andre
sommerblomster. Og endelig sluttede man om muligt af med
et gravminde, der som regel var korsformet og ofte udstyret
med en indskriftplade.
Dette forrykkede gradvist interessen for gravstedet, og de
mange tanker, der kunne knyttes til hver blomst og hver
plante. Kirkegården var på vej til at forvandles til noget mere
parkagtigt, hvor man helst skulle komme en gang om ugen,
for at sørge for at alt lignede et kønt anlagt blomsterbed, som
man passede om fredagen sammen med nogle andre fra
menigheden. Langt op i 1800-tallet forblev hovedindtrykket
dog forholdsvis ensartet, selv om der også kan udpeges tydelige
egnsprægede varianter.
Det almene er et par hovedstier til kirkedørene, et græsdække
over det meste, mens gravstederne var omlagt som beskrevet,
og endelig var der plantet træer rundt langs hegnet
og desuden som allé-træer.
Den almene hygge ved at mødes på kirkegården og udveksle
nogle af ugens nyheder blev et fremtrædende træk, skønt
man selvfølgelig også kendte til de ujævne, græsdækkede
kirkegårde i Nord- og Vestjylland, som i værste fald var op
til et hundrede år forsinkede.
De opretstående gravminder
Ser man på de tidlige, ca. knæhøje gravminder, kan man
groft taget skelne mellem de ældre dele fra ca. 15-1700-tallet
og frem, og mellem de nyere former, der gradvist sætter igennem
fra o. 1800.
Det afgørende brud er forskelle i materialevalg, træ eller jern,
og håndværkerens formåen. En mindre rejse til den nærmeste
købstad var ikke usædvanlig, hvis man ville erhverve et
af de mere fornemme, der udskåret i ret forskelligartede former
og farver, i mange henseender levede op til begreber om
folkekunst.
Forbillederne kunne let være hentet i det nære opland, hvor
håndværkerne havde en rigt varieret håndbog, som de kunne
plukke i. De var ikke bundet af de fælles modelbøger o.l., der
fra århundredets midte cirkulerede over det meste af Europa.
De blev først den altdominerende mode op mod 1900-tallet,
hvor lighederne mellem de store og ofte meget kostbare 97