Læs det afsluttende essay I krigens ruiner - Jens-Martin Eriksen

Man havde virkelig med RAM-­‐‑planen været i stand til at forbedre nazisternes metoder
mht. dette aspekt: ved den formelle indforskrivelse af de paramilitære organisationer –
ikke bander – vandt man tid, og var uden forudgående kurser i stand til at kunne
implementere udryddelsesplanen. Derudover undgik man, at almindelige værnepligtige,
som havde forbindelse til samfundet, kontaminerede effektiviteten i forbrydelserne. Man
har sandsynligvis fra den serbiske ledelse forestillet sig, at man med de paramilitære
formationer og deres lille og hemmelige ledelse i Indenrigsministeriet har oprettet
vandtætte skotter mellem forbrydelserne og samfundet, så ingen information om
forbrydelserne for alvor ville kunne finde vej til relevante kilder. Denne strategi har indtil
videre vist sin – relative – gyldighed. Som det er tydeliggjort i denne bog, oprulles den
hemmelige logistik bag det, der viser sig at være en omfattende statsligt organiseret
folkemordskampagne sig ganske langsomt ved Haag-­‐‑domstolen. Men stadig benægter
mange planernes eksistens, også uden for Serbien.
Ideologisering af ondskaben
De to gamle partisaner Milovan Djilas og Adil Zulfikarpasic diskuterer i bogen The Bosniak
en af årsagerne til, at kommunismens sammenbrud blev efterfulgt af det nationalistiske
barbari. Oprindeligt har de begge to en baggrundshistorie som aktive partisaner i Titos
modstandsbevægelse mod den nazistiske besættelse. Men efter magtovertagelsen og
konsolideringen af kommunistpartiet som statsbærende, flygtede den demokratisk vakte
Zulfikarpasic til den anden side af jerntæppet, og har siden skabt sig en karriere som
forretningsmand i Schweiz, hvorfra han også har udgivet et politisk og demokratisk, ikke-­‐‑
nationalistisk tidsskrift viet til bosniske forhold. En ikke helt ufarlig aktivitet, idet flere
anti-­‐‑kommunistiske og stærkt nationalistiske oppositionskræfter – tjetnikker og kroatiske
fascister – flere gange har stræbt ham efter livet. Også den kommunistiske, jugoslaviske
efterretningstjeneste menes at have forsøgt at kidnappe Zulfikarpasic, idet man mente at
vide, at han besad værdifuld og fortrolig viden om bl.a. militære forhold i Jugoslavien.
Zulfikarpasic’ senere politiske engagement sammen med bl.a. Muhammed Filipovic er
skildret udførligt i denne bog.
Milovan Djilas blev kendt i Vesten i 1954, da han som dissident i kommunistpartiet faldt i
unåde, begyndte at kritisere socialismen og bl.a. udgav bogen Den nye klasse. Dette
medførte naturligvis repressalier, men som forfatter har Djilas været i stand til at fortsætte
en karriere med interessante værker om modstandskampens historie. Mindre kendt er det
dog, at han også har viet sin litterære interesse et helt værk om den serbisk-­‐‑
montenegrinske nationaldigter Njegos, hvori han – denne demokratiske dissident – har
nogle temmeligt dubiøse, for ikke at sige rædselsfulde udfald, og udtrykker hengivenhed
for Njegos’ voldelige og barbariske digt, Bjergkransen (1847) og hylder den etniske
massakre som det mest sublime udtryk for den ægte kærlighed til den serbiske
13