Læs det afsluttende essay I krigens ruiner - Jens-Martin Eriksen

uhyggelig kvalitet, er den kendsgerning, at den føres helt uden nogen indsats, at den
bogstavelig talt ikke drejer sig om noget som helst.“ Enzensbergers fejltagelse bliver
dobbelt djævelsk af, at den bygger på en reel og interessant iagttagelse – nemlig at den
hooliganistiske, ideologiløse vold på mikroniveau reelt er et stigende problem. At denne
vold faktisk breder sig, gør ham blind for den kvalitativt forskellige ideologisk motiverede
vold på det storpolitiske plan, som de seneste års islamistiske terror nu er blevet det mest
aktuelle eksempel på.
Med denne påståede indsigt foretager teksten en symbolhandling idet den besværger en
afgrundsdyb civilisatorisk afstand til dette barbari – den kigger med kolonisatorens blik
på den koloniserede. Et blik den bosniske filosof og politiker Muhammed Filipovic peger
på i vores interview med ham i denne bog, idet han spørger om europæerne helt har glemt
deres egen fortid med det formål, at kunne glemme deres samtid? Hvorfor skal I gøre os
til barbarer, for selv at optræde som barbarer? En kritik Enzensberger og hans proselytter
naturligvis er immune over for, idet kritikken selv bliver fremsat af en barbar. Hvis en
samtale havde fundet sted dengang, kunne Filipovic have spurgt, om dette kneb ikke i
realiteten gjaldt om fra Enzensberger og hans proselytters side at forlene deres blaserte
fatalisme med en sidste ideologisk salve? Men nu var der dengang oprettet en cordon
sanitaire – i enhver forstand. Der fandt ingen samtale sted, heller ikke med de mennesker,
der kunne have reddet Bosnien fra undergang. De var alle smittede.
Det paradoksale ved Med udsigt til borgerkrigen er, at det er et dobbeltskrift. Det foregiver i
cifferkode at handle om et, en diagnose af en tilstand i den ganske verden, men drejer sig i
realiteten om noget ganske andet. Det er et forsvarsskrift for en tidsånd, der tilsiger at vi
og vore samfunds institutioner skal vende ryggen til det uudslukkelige folkemord i
Bosnien. Det er skriftets meddelelse til sin læser. Det prekære ved bogen som
skrifthandling er dog, at den ikke eksplicit vil stå ved sit budskab, men pakker det ind i en
omstændelig redegørelse for dels meningsløsheden og dels kompleksiteten i den vold, der
eksponeres for den ganske verden i begyndelsen af dette årti.
Kun sporadisk nævnes folkemordet i det sydøstlige Europa, og det endda kun i flæng med
større og mindre brændpunkter i den ganske verden. I forfatterens optik står den enkelte
hjælpeløse borger og er vidne til dette globale inferno. Sådan fremstilles scenariet. Hver og
én står vi enkeltvis over for et brændende kaos. Det er perspektivet. At et folkemord i et
europæisk naboland med hele instrumentariet og alle metoderne fra det 3. Rige kunne
være mere relevant at fremholde og behandle end alt muligt andet, og intervention over
for disse rædsler der foregik, var en sag for vore samfunds institutioner snarere end for
den enkelte borger, er fraværende i dobbeltskriftet af Enzensberger. Man kan spørge sig
selv hvorfor?
3