Læs det afsluttende essay I krigens ruiner - Jens-Martin Eriksen

Private og offentlige sjæle
Hannah Arendt reflekterer over Eichmanns samvittighed: Vidner fortæller, at Adolf
Eichmann ikke var nogen ‘landsknægtenatur’, at han bl.a. altid talte høfligt til de
tysktalende jødiske funktionærer, som han samarbejdede med i forbindelse med ‘den
endelige løsning på det jødiske problem i Europa’. Han var ikke en type, der ønskede at
undslippe til et sted, „hvor de ti bud ikke gælder, og en mand kan føle tørst“. Han troede
derimod, ifølge vidner, på succes og på det såkaldte ‘gode samfund’, som han kendte det.
Vi må formode der dermed menes retsstaten – i en eller anden form, demokratisk eller ej.
Hans troskab over for Hitler tillagde han karakteristisk nok ikke det faktum, at han
ideologisk var overbevist om det rigtige i alt hvad Føreren stod for, men derimod det
forhold, at denne var steget op fra korporal til leder af et 80 millioner stort folk. Det var
derfor Eichmann vidste, at han skulle underkaste sig ham. Momir Nikolic, skolelæreren,
der organiserede sorteringen og transporten af muslimerne fra Srebrenica til deres
henrettelse uden for byen ligner skuffende en Eichmann.
At Eichmann selv bevidnede hvordan et helt samfund med dyd og begejstring også
underkastede sig Føreren, gav ham ingen anledning til samvittighedskvaler, ganske
påfaldende, når man betænker de planer som nazisterne stod for at implementere, og som
Eichmann selv var en ondartet detalje i som den endelige løsnings centrale bogholder.
Han havde ingen grund til at lytte til sin ‘indre stemme’ og komme i tvivl om sine
gerninger. Ikke fordi han ikke havde en sådan stemme, men fordi hans samvittighed talte
med den samme stemme som det respektable samfund. Der var, hævdede Eichmann,
ingen andre stemmer at lytte til.
Efter nazismens sammenbrud hævdede flere, som havde bestridt administrative og
politiske poster i det 3. Rige, at de ganske vist altid havde levet i en slags ‘indre
emigration’, at de hele tiden på et indre, mentalt plan havde været imod regimet. F.eks.
hævdede Gauleiter Arthur Greiser ved en polsk domstol i 1946, at de forbrydelser han
havde begået i Polen under den nazistiske besættelse decideret var udført af hans
‘offentlige sjæl’. Hans ‘private sjæl’ havde altid været imod dem. Retten tog imidlertid
ikke hensyn til denne subtile distinktion.
Ligeledes er det heller ikke muligt for eftertiden at vide om der reelt har været nogen
forskel mellem offentlige og private sjæle, om der virkelig har været en sondring mellem
hvad man har gjort og hvad ens samvittighed tilsagde én, der var det rigtige og det sande.
Man har levet i en ‘indre emigration’ og har derfor i sagens natur ikke tilkendegivet denne
sondring for nogen.
7