Læs det afsluttende essay I krigens ruiner - Jens-Martin Eriksen

problematisk fordi det fuldstændig afhænger af videns sikkerhed – vi har ikke set
dokumentation for nogen irakisk krigsplanlægning, der med interventionen er blevet
forhindret, og det er i øvrigt et standard skinargument i krigsførelse siden tidernes
morgen at man måtte angribe fjenden før han angreb én selv. Det beslægtede argument
med Saddam Husseins forbindelse med Al-­‐‑Qaeda, som store dele af amerikansk
offentlighed tror på, takket være indrangeringen af begge under almenbegrebet om
„international terrorisme“, synes at være opfundet til lejligheden. Faktisk synes de fleste af
koalitionens eksplicitte argumenter for indgrebets nødvendighed at være uholdbare.
Alligevel har man på den anden side væltet en grusom diktator og demonteret et
autoritært styre, der har kostet hundredtusinder livet, kan man med stor ret anføre i et
konsekvens-­‐‑etisk argument. Men indtræder der nu demokrati? Otte år efter Dayton og
fem år efter NATOs indgreb mod Serbien er der endnu ikke almindeligt demokrati i
Bosnien og Serbien, og selv om USA nu vil trække sig tilbage hurtigere end planlagt og
gennemføre irakiske valg i en fart, så er der intet som helst, der tyder på, at sådanne valg
vil give noget der minder om et demokrati i almindelig forstand – et flertal af shia-­‐‑
muslimer, undertrykt i Saddam-­‐‑perioden, ser frem til at vinde valget og indsætte aura-­‐‑
ombruste ayatollaher med planer, det er meget svært at opfatte som demokratiske. Igen
synes det at være en vis neoliberal naivitet – at demokrati bare er lig med valgprocedure
plus en stat, der sikrer basal lov og orden – der er på færde.
Konklusionen på dette argument er, at legitimiteten af indgreb således er betydelig tættere
forbundet med nation building-­‐‑spørgsmålet end vi måske er vant til at tænke. Man kan
måske sige det sådan, at nødretsargumentet går frem for alt – selv Bosniens aktuelt
miserable tilstand er på enhver måde at foretrække for den massive rædsel i 1992.
Nødretsargumentet gælder helt uanset spørgsmålet om karakteren af den efterfølgende
nation building. Men hvis først nødretargumentet ikke gælder, så træder nation building-­‐‑
argumentet til gengæld frem med fuld kraft. Er der noget vundet ved at gå ind og med
store menneskelige og økonomiske omkostninger vælte en diktator blot for hastigt at
trække sig ud og foranstalte valg, der bringer en ny diktator til magten? Overvejelserne
pro et contra militære indgreb er således helt uadskillelige fra muligheden for og viljen til
bagefter at implementere nation building i et omfang, der måske strækker sig over de
mange år det tager at tilvejebringe demokratiets ikke blot formelle, men også materielle
forudsætninger: territorial kontrol, nedbrydning af antidemokratiske strukturer,
oplysning, uddannelse, økonomisk vækst og tilvejebringelse af det økonomiske og
dannelsesmæssige mellemlag, der med sin oplyste karakter – og sin magelighed – kan
være en afgørende stopklods for fanatisme. Besidder man ikke midler og tålmodighed til
denne nation building, er det måske bedre at lade være med at gribe ind overhovedet.
Disse generelle overvejelser har naturligvis ikke skelet til, hvem der foretager indgrebet. I
de seneste ti års indgreb har USA oftest stået centralt i forskellige koalitioner, NATO eller
ad hoc, og med eller uden FN-­‐‑godkendelse. Det ligger i sagens natur, at går man ind på
argumentet med kriterier som demokrati og menneskerettigheder, så er det kun de lande
22