Oplevelser i Rebild Kommune · April-maj 2011 - Kulturen

Interview med Niels Moes
Denne skribent klør sig i håret igen og er tæt ved at opgive. Årsag:
Emnet er for stort og for omfattende. Emnet er: Kalk, Kilder og
Kunst - Rebildcentret med Thingbæk Kalkminer (som også er
Bundgaards Museum) .... og et portræt af manden bag det enorme
projekt, Niels Moes.
Problemet er ikke bare, at projektet er så omfattende, at det har sin
egen tiårsplan og rummer så mange dele, at det vil fylde en side bare
at remse op i overskifter, hvad der skal komme, hvad der er planer
om, hvad det kan blive til. Nej, problemet er, at hver eneste del af
dette omfattende projekt, er en historie i sig selv. Det er ikke nok
bare at liste elementerne op. De vil fortælles hver især!
Tag nu bare f.eks. den ene “pind” om Rebildcentrets naturpleje. Den
Thingbæk
Side 16
har lige været bragt i Landbrugsavisen. Altså, om de her natur kvæg,
der har fået som job at forme landskabet, som vi vil have det, ved
at æde sig igennem uønsket opvækst, og som også har med i jobbeskrivelsen,
at de før eller siden må levere det saftige kvalitetskød,
som de fleste af os med glæde sætter tænderne i. Med til den historie
hører så, at man på et tidspunkt kommer til at kunne købe
den slags kød (og fisk fra eget dambrug) i centrets butik eller man
kan nyde det i den restaurant, som også er med i planerne om Rebildcentret.
I et brochureudkast står der således:
“Et specialtilbud vil blive grillede fisk efter tysk forbillede. Fisk fra
Thingbæk Mølle Dambrug føres levende til butikken gennem et rør,
og aflives og tilberedes her efterhånden som menuerne bestilles,
og køberne vil selv kunne udpege sin fisk i et bassin”.
Det er for vildt! Det når for vidt omkring! Niels Moes’ hjerne er
simpelthen for krøllet til almindelig spalteplads. Så er det sagt. Vil
du vide mere om projektet, så må du spørge Niels selv, han fortæller
gerne. Og det gør han godt. (Se www.rebildcentret.dk).
Denne her artikel kommer til at handle om manden bag det hele,
selv om han adskillige gange påpeger, at det jo ikke er et onemanshow,
han har planlagt. Tvætimod. Det er samarbejde, samarbejde,
samarbejde og netværk, netværk, netværk. Og hensigten
er, at det hele ender med at blive en selvejende institution. Niels
selv har ingen forfængelige interesser, eller for den slags skyld
økonomiske interesser, i foretagendet. Han er bare en mand med
en kalkmine, en urskov, to kilder, to dambrug, samarbejde om
600 får og 30 kreaturer, samt en masse juletræer og en naturskole
– en mand, der tænker i helheder, og så har han en Grand Plan
om at skabe en helhed af natur- og kulturoplevelser for mennesker
i dette helt fantastiske område (ude på Røde Møllevej), hvor han
har boet i de sidste 34 år som nabo til Thingbæk Kalkminer.
Mennesket og naturen
Niels Moes, er født i 1945, og kunne således i princippet godt få folkepension,
men det har han udskudt på ubestemt tid, når nu,
som han siger, han kan leve så udmærket af sine juletræer og sin
mine. Men han indrømmer gerne: “Jeg er en elendig forbruger og
føler ingen glæde ved bare at købe for at købe”. Og så ser han aldrig
serier i tv. For han vil ikke forpligtes til “næste afsnit”. Naturprogrammer
er heller ikke i høj kurs, for holdningen er, at “naturen
skal opleves i naturen”.
Selv om det efterhånden er meget længe siden, at Niels kom til verden,
så er det faktisk muligt at se en tyk, rød tråd løbende fra det,
han blev født ind i for 65 år siden, og så til det, som han er så lidenskabeligt
optaget af i dag. Man kan vist godt tale om en ubrydelig
social arv. Niels er (stærkt) arveligt belastet, når det gælder glæ-