Interview med Niels Moes Denne skribent klør sig i håret igen og er tæt ved at opgive. Årsag: Emnet er for stort og for omfattende. Emnet er: Kalk, Kilder og Kunst - <strong>Rebild</strong>centret med Thingbæk Kalkminer (som også er Bundgaards Museum) .... og et portræt af manden bag det enorme projekt, Niels Moes. Problemet er ikke bare, at projektet er så omfattende, at det har sin egen tiårsplan og rummer så mange dele, at det vil fylde en side bare at remse op i overskifter, hvad der skal komme, hvad der er planer om, hvad det kan blive til. Nej, problemet er, at hver eneste del af dette omfattende projekt, er en historie i sig selv. Det er ikke nok bare at liste elementerne op. De vil fortælles hver især! Tag nu bare f.eks. den ene “pind” om <strong>Rebild</strong>centrets naturpleje. Den Thingbæk Side 16 har lige været bragt i Landbrugsavisen. Altså, om de her natur kvæg, der har fået som job at forme landskabet, som vi vil have det, ved at æde sig igennem uønsket opvækst, og som også har med i jobbeskrivelsen, at de før eller siden må levere det saftige kvalitetskød, som de fleste af os med glæde sætter tænderne i. Med til den historie hører så, at man på et tidspunkt kommer til at kunne købe den slags kød (og fisk fra eget dambrug) i centrets butik eller man kan nyde det i den restaurant, som også er med i planerne om <strong>Rebild</strong>centret. I et brochureudkast står der således: “Et specialtilbud vil blive grillede fisk efter tysk forbillede. Fisk fra Thingbæk Mølle Dambrug føres levende til butikken gennem et rør, og aflives og tilberedes her efterhånden som menuerne bestilles, og køberne vil selv kunne udpege sin fisk i et bassin”. Det er for vildt! Det når for vidt omkring! Niels Moes’ hjerne er simpelthen for krøllet til almindelig spalteplads. Så er det sagt. Vil du vide mere om projektet, så må du spørge Niels selv, han fortæller gerne. Og det gør han godt. (Se www.rebildcentret.dk). Denne her artikel kommer til at handle om manden bag det hele, selv om han adskillige gange påpeger, at det jo ikke er et onemanshow, han har planlagt. Tvætimod. Det er samarbejde, samarbejde, samarbejde og netværk, netværk, netværk. Og hensigten er, at det hele ender med at blive en selvejende institution. Niels selv har ingen forfængelige interesser, eller for den slags skyld økonomiske interesser, i foretagendet. Han er bare en mand med en kalkmine, en urskov, to kilder, to dambrug, samarbejde om 600 får og 30 kreaturer, samt en masse juletræer og en naturskole – en mand, der tænker i helheder, og så har han en Grand Plan om at skabe en helhed af natur- og kulturoplevelser for mennesker i dette helt fantastiske område (ude på Røde Møllevej), hvor han har boet i de sidste 34 år som nabo til Thingbæk Kalkminer. Mennesket og naturen Niels Moes, er født i 1945, og kunne således i princippet godt få folkepension, men det har han udskudt på ubestemt tid, når nu, som han siger, han kan leve så udmærket af sine juletræer og sin mine. Men han indrømmer gerne: “Jeg er en elendig forbruger og føler ingen glæde ved bare at købe for at købe”. Og så ser han aldrig serier i tv. For han vil ikke forpligtes til “næste afsnit”. Naturprogrammer er heller ikke i høj kurs, for holdningen er, at “naturen skal opleves i naturen”. Selv om det efterhånden er meget længe siden, at Niels kom til verden, så er det faktisk muligt at se en tyk, rød tråd løbende fra det, han blev født ind i for 65 år siden, og så til det, som han er så lidenskabeligt optaget af i dag. Man kan vist godt tale om en ubrydelig social arv. Niels er (stærkt) arveligt belastet, når det gælder glæ-
manden Side 17 www.kulturen.net
Change language