den ved ophold i naturen, ved jagt, ved at være ude under åben himmel. Hans farfar var skovfoged på Wedelsborg Gods fra sit 21’ år, og bevarede samme sted funktioner som skovfoged til sin død som 93 årig. Hans far var skovfoged i 45 år – lige midt i smørhullet på Kalø, hvor “alting” opstod netop i årene omkring 1950, lige rundt om Niels’ familie. Både Kalø Jægerskole og Vildtbiologisk Station, som var vugge for dansk jagt- og vildforskning. Barndomshjemmet i skoven med yndig udsigt over Kalø Vig, var præget af unge mænd i grønne gummistøvler og ofte med et jagtgevær over skulderen, idet der hos skovfogeden og hans frue, i 25 år altid var fire skovfogedelever på kost og tilsvarende fem jagtelever på Kalø Jægerskole. Der var et leben af unge mennesker, ud og ind ad dørene. Unge mænd med interesse i jagt og skovbrug, vildtforskning, miljøundersøgelser og den slags grønne aktiviteter. Når faren tog nogle feriedage, brugte han den på sin hobby – og gik ud på jagt. Niels’ holdning til naturen er, at den er til for menneskets skyld. Til dets gavn og glæde. Det gælder derfor om at finde den rette afvejning mellem at beskytte og benytte naturen. Niels understreger, at det er os mennesker, der sætter rammerne. For som han påpeger, er der ikke i naturen selv noget der er mere værd end andet – skarnbasser og rotter er her ligeværdige med isfugle og oddere. Det er derfor os mennesker, der skal afgøre, hvordan vi vil have at naturen skal tage sig ud. Ikke for naturens egen skyld, men for vores egen skyld. Naturen er, som Niels ser det, “over det hele”. Vi mennesker er selv en del af den, og den forsvinder ikke, men bliver “bare” anderledes, alt efter hvordan den præges. Spørgsmålet er, hvilken natur vi ønsker? Niels synes, det er vigtigt, at vi forsøger at skabe gode naturoplevelser, der kan tiltrække børn og unge og børnefamilier, fordi det med hans ord er “godt at prøve at få våde sokker og fiskeblod på hænderne”, og det er gennem sådanne oplevelser, at den nye generation skal få interesse for naturen og være med til at passe på den. Naturens dynamik er god ved mennesker. <strong>Oplevelser</strong>ne, den friske luft, det at røre sig og komme træt hjem med gode indtryk. Naturen stiller ikke krav til mennesker. Det gør de rum vi ellers opholder os i, både på arbejde og derhjemme, men man bliver ikke mødt med forventninger, når man færdes i naturen. Det er godt, og det giver livskvalitet og modvirker depressive tanker. Trods alt dette gode ved ophold i naturen, skal det dog have et formål at gå ud i den for Niels’ eget vedkommende. Men formål er der nu også en del af i Niels’ verden: Det kan være for at gå på jagt, eller fiske, eller sejle i kano, eller samle svampe, eller se en bestemt fugl, dyrke motion .... eller lufte hunden. En vaskeægte 68’er Det er han da, den gode Moes. Og langhåret var han, dengang da han skulle i gang med studenterkursus på Århus Akademi i 1968: Der var 28 elever i klassen, da han startede. Deres unge, ligeledes langhårede klasselærer spåede den første dag, at de kun ville være 14 tilbage i klassen, inden de nåede frem til sommerferien. Det kom til at holde stik. Det var den tid, hvor man var imod alt, hvad der var af traditioner.... Men, som Niels funderer, “Eksamen var jo stadigvæk det samme, så måske derfor så mange faldt fra.....”. Men “ånden” i den periode var en slags vækkelse for den unge Niels. Det med, at det nu var tilladt at tænke: “Hvad har jeg lyst til? I stedet for automatisk bare at gøre det, som andre forventede”. Uddannet blev han imidlertid. Som Skovtekniker og som Landinspektør. Og på Kalø Jægerskole, som Herregårdsjæger. Det var også dengang omkring 1970, at man så småt begyndte at få mere interesse for miljøet og menneskets negative påvirkning på naturen. Det skete bl.a. fordi bogen, Det Tavse Forår, udkom. Den handlede om brugen af livsfarlige sprøjtegifte, pesticider mod in - sekter og herbicider mod ukrudt. Så Niels var et barn af tiden. Han lærte at gå egne veje i stedet for Side 18 at gøre som “plejer” og traditionen foreskriver, og han blev styrket i en holdning om at gøre noget selv, og om at “være med”, i stedet for bare at læse om, hvad andre kunne udrette. Gennem sine mange gøremål fik han den holdning, at der helst skal være sammenhæng i det hele. Hans interesser og kundskaber gik i retning af natur, energi, miljø, kunst og kultur. Lige netop de elementer som hans sene livsværk, <strong>Rebild</strong>centret, har som omdrejningspunkt. Spor i landskabet For omkring syv år siden faldt flere ting sammen, som gav idéen til <strong>Rebild</strong>centret. Dels begyndte forhandlingerne om at overtage Thingbæk Kalkmine, efter at have fuldt med i driften via sine gode venner og naboer, som havde ejet minen tidligere. Og så var der en opgave, han skulle skrive i forbindelse med en Masteruddannelse på Moesgaard. Den skulle handle om kulturmiljøer. Det fængede. Niels forklarer, at kulturmiljøer kan ses på gamle kort. Det er der, hvor mennesker har arbejdet med og i naturen, i fortiden. Førhen var al beboelse, alle bygninger, alle veje, alt menneskeskabt en del af et miljø. Man kan simpelthen se en mening med, at tingene ligger placeret på en given måde. Der er ingen tilfældigheder i det. Det hele skal forstås i sammenhæng med landskabet. Og grænserne mellem natur og kultur er udflydende. Ude i landskabet ses de gamle kulturmiljøer, som spor i landskabet. Som levn af gamle bygninger og driftsformer. Sådan et kulturmiljø er der i høj grad også omkring Thingbæk Kalkminer. Kilderne er kommet pga. kalken i undergrunden og der har her været en lille industri i gamle dage, da man havde kalkbrydning i åbent brud og siden kalkindvending ved minedrift, kalkbrænding i ovne og vandmølledrift til maling af korn og produktion af el, foruden et dambrug. Niels ser en udfordring i at forstå og se disse sammenhænge i sin velkendte baghave, og han brænder for at formidle disse fortællinger i landskabet. Han har i gennem flere år købt jord op omkring kalkminen, så der i dag er 50 ha naturarealer. Ikke for at eje jord, men for at skabe sammenhænge og anlægge stier i det unikke landskab, som han ønsker formidlet i sammenhæng med Naturstyrelsens arealer i Gravlevdalen og <strong>Rebild</strong> Bakker. Lige igennem det hele løber den tidligere hovedvej, nu vej nr. 180. Og det er måske sådan – som når man tager kortet frem på bilturen, at man bedst kan forstå Niels Moes tankegang for området. For når man ser det sådan – helt fra oven, og i sammenhæng – som er Niels’ yndlingsperspektiv – så er det pludseligt soleklart, hvordan det hele hænger sammen og hvordan det kan formidles: Kør ikke på motorvejen. Kør ad den gamle hovedvej, vej 180! Så sparer du ikke alene fem km. Du får tilmed tilbudt et væld af helt særlige oplevelser. Der findes sågar et nyt turismeprodukt, der simpelthen hedder: “RUTE 180, din genvej til oplevelser”, som bygger på Niels’ idé. På <strong>Rebild</strong>centret vil man kunne byde på en kalkmine fuld af kunst og levende flagermus. Man har klukkende kildevæld med magiske kræfter i baghaven (formidlet via den lokale heks). Man får en Museumsbygning, der tager udgangspunkt i den berømte billedhugger Anders Bundgaard, der ejede minen og i 1935 åbnede den for offentligheden. Man får en kulturhistorisk rekonstrueret vandmølle – Thingbæk Mølle, tillige med Den Møllehistoriske Samling, der rummer mere end 10.000 registrerede vand- og vindmøller i Danmark. Man får en “planteskole” med bl.a. en anlagt krydderurte- og lægeurtehave, samt en pilehave med dertil knyttet pilefletterlaug. Man vil kunne tilbyde gåture på de anlagte stier igennem unik natur som overdrev, enge, kilder og en urskov og forbi et museumsdambrug (med jordvolde) i produktion. Man kan besøge det økologiske Skillingbro Dambrug med Skillingbro Naturskole og Skillingbro Kilde, og endelig vil man på sigt kunne gå en tur ind i en smuk velindrettet udstillingsbygning, der formidler kalk,
kilder og Anders Bundgaards værker, foruden flere hundred malerier, af bl.a. Ørnebjergkolonien, en malergruppe, der malede de lokale landskaber i begyndelsen af 1900-tallet. En butik med sou - venirs og med salg af lokale, økologiske råvarer (lam, rådyr, krondyr, okser, ørreder) og den føromtalte restaurant, hvor man kan vælge lige den fisk, man især kunne tænke sætte tænderne i. Det er mageløst! Tålmod og vilje Niels Moes erkender, at hans fem børnebørn vil være en hel del ældre end de er i dag, inden det hele står færdigt. Det tager lang tid. Fordi der er en del miljø- og fredningssager han skal igennem, for at kunne gennemføre projektet i det sårbare område. Der er økonomiske midler der skal rejses og lokalplaner der skal vedtages. Men han er godt på vej. Det går planmæssigt, her tre år inde i tiårsplanen. Og han tror på sig selv, på ideen!!! Han bevarer engagementet, forsøger at gøre benarbejdet med at skabe samarbejde med naboer og samarbejdsparterne og projektets styregruppe, og der er da også en rigtig god opbakning til projektet. Han forsøger, efter eget udsagn, at være vedholdende på en positiv måde. Når noget bremser projektet for en stund, tænker han altid på, hvad han så kan gøre .... hvordan han så kan komme videre. Som oftest er konklusionen. “Så må jeg jo være bedre til at formidle, hvad det er, det handler om”. For det er ikke hovedidéen, der er problemet. Den er fantastisk! Side 19 Tekst: Charlotte Meng Christensen Fotograf: Anne Mette Welling www.kulturen.net
Change language