Hold kontakten - Polarfronten

LØSSALGSPRIS 25 kr. 

UDGIVET AF DANSK POLARCENTER • NR. 1/MARTS 2003 

Polar fronten 

Hjerte-kar-sygdomme lige så udbredt 

i Grønland som i Danmark, s. 9 

Børnedødelighed på vej ned i Grønland, s. 12 

UV-B-stråling hæmmer produktionen af plankton, s. 6

Dansk Polarcenter er en institution 

under Ministeriet for 

Videnskab, Teknologi og Udvikling 

og har til opgave at 

støtte og koordinere dansk 

polarforskning. 

Polarfronten udgives af: 

Dansk Polarcenter 

Strandgade 100H 

1401 København K 

Tlf.: 32 88 01 00 

Fax: 32 88 01 01 

E-mail: polarfronten@dpc.dk 

Internet: www.dpc.dk 

Udkommer 4 gange årligt 

Oplag: 6400 

Deadline for bidrag 

til næste nummer: 

19. maj 2003. 

Abonnement er gratis og tegnes 

gennem Dansk Polarcenter. 

Redaktionen: 

Hanne Petersen 

ansvarshavende redaktør 

Poul-Erik Philbert, 

redaktør, DJ 

Irene Seiten, layout, DJ 

Kirsten Caning 

Henrik Elling 

Jens Jørgen Kjærgaard, DJ 

Gabrielle Stockmann 

Henning Thing 

Produktion og tryk: 

Datagraf Auning AS 

Forsidefoto: 

Magnus Elander: 

Thulefanger flænser sæl 

Artikler i Polarfronten giver 

ikke nødvendigvis udtryk for 

Dansk Polarcenters holdning. 

Eftertryk er tilladt i uddrag 

med kildeangivelse. 

NORDISK MILJØMÆRKNING 

541 Tryksag 166 

Indhold 

Levevilkårsprojekt med lommesmerter 

Grønlands del af den arktiske levevilkårsundersøgelse 

mangler en mio. kr. . . . . . . . . 3 

Mens vi venter på det store gennembrud 

Diamantefterforskningen koncentrerer sig 

især om de små, runde søer i Vestgrønland . 4 

UV-B-stråling hæmmer plankton 

Det er nu dokumenteret, at øget UV-B-stråling 

hæmmer produktionen af plankton i 

havet omkring Grønland . . . . . . . . . . . . . . . 6 

Grønlandsk elite under dansk indflydelse 

Magtudredningen kaster lys over demokratiet 

i Grønland og magtfordelingen mellem 

grønlændere og danskere . . . . . . . . . . . . . . 7 

Dialog om bæredygtighed 

Ny kampagne skal bringe diskussionen om 

en bæredygtig udnyttelse af de levende ressourcer 

ud i den grønlandske befolkning . . 8 

En myte står for fald 

Hjerte-kar-sygdomme er ligeså udbredt i 

Grønland som i Danmark . . . . . . . . . . . . . . 9 

Havternen stadig på vingerne 

Havternen er i tilbagegang i Grønland, 

men situationen er måske ikke helt så 

kritisk som frygtet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 

Børnedødeligheden på vej ned 

Børnedødeligheden er stadig skyhøj i 

Grønland. Men alt tyder på, at den er 

på vej ned . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 

Klædt på til grønlandskursus 

Danmarks Tekniske Universitet arrangerer 

igen i år et kursus i arktisk teknologi . . . . 14 

Kommentar 

De tekniske uddannelser opruster i Grønland 

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 

Kristendom, åndetro og New Age i Grønland 

Fjernhealingen i Hjemmestyrets lokaler 

i januar viser, at globale, religiøse strømninger 

er nået til Grønland . . . . . . . . . . . . 16 

På rystetur i Antarktis 

DPC’s medarbejder Áka Lynge om sit 

møde med de store bæltekøretøjer, som 

klarer transportopgaverne i Antarktis . . . 24

Levevilkårsprojekt med lommesmerter 

Grønlands del af den omfattende, arktiske levevilkårsundersøgelse er trængt. Der mangler en mio. kr. for at 

kunne gennemføre den planlagte interviewundersøgelse. 

Af Poul-Erik Philbert 

Den cirkumpolare, arktiske levevilkårsundersøgelse 

er gået ind i den afgørende 

fase, hvor de syv deltagende lande skal i 

gang med dataindsamlingen. Faktisk er 

de mange tusinde interviews allerede i 

hus i Canada og Alaska, mens finansieringen 

er på plads i Norge og Sverige, 

hvor indsamlingen forventes gennemført 

i 2003. I Grønland, Finland og Rusland 

går det imidlertid mere trægt med 

at komme ud af starthullerne. 

Godt begyndt 

Det er Grønlands Statistik, der er ansvarlig 

for den grønlandske del af levevilkårsundersøgelsen, 

og som siden starten 

i 1997 har stået i spidsen som koordinator 

på det omfattende, internationale 

projekt. Statistikchef Birger Poppel beskriver 

situationen på følgende måde: 

- Vi er godt i gang med at finde de interviewere, 

som skal gennemføre de 2000 

interviews i Grønland, men er stærkt 

hæmmet af, at vi stadig mangler omkring 

en mio. kr. for at kunne finansiere dataindsamlingen, 

den efterfølgende analyse 

og publiceringen af resultaterne. 

Hvis Grønlands Statistik ikke finder 

pengene, vil det ikke være muligt at gennemføre 

den grønlandske undersøgelse 

som en integreret del af det store projekt. 

I første omgang har man forsøgt at 

minimere udgifterne ved at lade grønlandske 

studerende gennemføre interviewene, 

når de er hjemme på sommerferie. 

- Det er vanskeligt at få øje på andre 

besparelser, siger Birger Poppel. Vi er 

bundet af aftaler med de øvrige deltagere 

i undersøgelsen, og hvis vi alligevel ændrer 

metoden, vil det gå ud over mulighederne 

for at sammenligne vores resultater 

med de andre landes. Og dermed 

vil en stor del af idéen med undersøgelsen 

være gået fløjten. 

Det duer f.eks. ikke at erstatte personlige 

interviews med telefoninterviews el- 

ler reducere antallet af interviewede væsentligt. 

Begge dele vil gå ud over sammenligneligheden. 

Supplerende viden 

Der er bred politisk støtte til den cirkumpolare 

levevilkårsundersøgelsen. Både 

blandt nationale politikere og i Arktisk 

Råd er der enighed om, at det er vigtigt 

at øge vores viden om de arktiske folks 

levevilkår. 

Erfaringer fra tidligere undersøgelser i 

bl.a. Grønland tyder på, at de traditionelle, 

vesteuropæiske spørgeskemaundersøgelser 

med deres økonomiske og materielle 

tilgang ikke i tilfredsstillende grad 

kan afdække virkeligheden i Arktis. Der 

er derfor brugt mange ressourcer på at 

udvikle et fælles spørgeskema, som er 

tilpasset de materielle vilkår og levevis 

og kultur i Arktis. 

- Med levevilkårsundersøgelsen vil vi 

komme et spadestik dybere end de stati- 

stikker, vi har til rådighed i dag, siger 

Birger Poppel. Vi vil f.eks. få informationer 

om befolkningens holdning til vores 

forvaltning af naturen og de levende ressourcer, 

til subsistensøkonomien, til sundhedsproblemer 

og sundhedsvæsnet, til 

uddannelse, arbejde, ledighed og fritid. 

Så selvom Grønlands Statistik allerede 

i dag ligger inde med et godt, statistisk 

materiale, vil den store levevilkårsundersøgelse 

give ny viden, som vil være værdifuld 

for politikere og planlæggere, når 

de i fremtiden skal finde en farbar kurs i 

den igangværende omstilling af det 

grønlandske samfund. 

Projektet har tidligere fået støtte fra 

bl.a. Nordisk Ministerråd, Grønlands 

Hjemmestyre og en række nationale 

forskningsråd. 

Kontakt: Statistikchef Birger Poppel, 

Grønlands Statistik, tlf. + 299 34 55 64, 

birger@gh.gl 

En omfattende spørgeskemaundersøgelse vil give vigtig viden om levevilkårene i de arktiske lande, også om livet i 

de små, isolerede samfund som f.eks. Kaktovik i det nordlige Alaska, hvor der bor 256 mennesker. 

3 • Polarfronten 1 / 03

Diamantefterforskning i Grønland: 

Mens vi venter på det 

store gennembrud 

Grønland har det sidste årti været 

skueplads for intensiv diamantef- 

terforskning. Interessen koncen- 

trerer sig især om de små, runde 

søer, hvor geologerne mener, at 

chancerne er størst. Indtil videre 

er det dog kun blevet til små, 

værdiløse diamanter. 

Af Gabrielle Stockmann 

Jagten på diamanter i Grønland tog sin 

begyndelse i midten af 90’erne, efter at 

der havde vist sig store forekomster i Lac 

de Gras-området i nabolandet Canada. 

Grønland og Canada har i Jordens tidlige, 

geologiske historie stødt op til hinanden, 

og undergrunden er med stor sandsynlighed 

så ens, at når man finder diamanter 

i Canada, så er potentialet også 

til stede i Grønland. 

Oven på diamantfeberen i Canada gjorde 

Råstofdirektoratet i Nuuk og GEUS 

Diamanter dannes 150-200 kilometer 

nede i jordskorpen i bunden 

af de urgamle kontinenter 

og bjergkæder. Under vulkansk 

aktivitet vil lava bestående af 

bjergarten kimberlit rive diamanter 

og andre mineraler med 

sig fra dybet på sin vej op gennem 

jordskorpen. En del af lavaen 

kan nå helt op til jordoverfladen, 

hvor den eksploderer og 

skaber et gulerodsformet kimberlitrør. 

Toppen af røret bliver 

til lavninger i landskabet, og i 

Canada er der fundet flere diamantførende 

kimberlitrør under 

små runde søer. 

4 • Polarfronten 1 / 03 

(Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse) 

en ihærdig indsats for at promovere 

Grønland som potentielt diamantland. 

Det lykkedes, og i 1995-96 så 

Grønland sit hidtil største boom i antallet 

af tilladelser til mineselskaber, der 

ville efterforske diamanter i Grønland. 

Op fra dybet med elevator 

Råstofdirektoratet og GEUS følger mineselskabernes 

arbejde og resultater tæt, 

men har tavshedspligt over for offentligheden, 

så længe mineralefterforskning 

er i gang. GEUS er med i den geologiske 

kortlægning, der kan give mineselskaberne 

et vink om, hvor det er værd at lede 

efter diamanter. 

En af de geologer, der har været involveret 

i diamantefterforskningen, er post.doc. 

Henriette Hansen fra Afdeling for 

Geologisk Kortlægning på GEUS. Hun 

sidder med et stykke af bjergarten kimberlit 

og en lille bitte mikro-diamant foran 

sig og fortæller, at kimberlit er den 

bjergart, man først og fremmest sætter i 

forbindelse med diamanter. 

Kimberlit bliver populært kaldt for en 

’elevator’, fordi den via vulkansk aktivitet 

kan bringe diamanter og andre mine- 

Figur: GEUS 

raler fra 150-200 kilometers dybde op til 

Jordens overflade. Det forgår ofte med 

ufattelig høj hastighed, omkring 30 dage, 

og på sin eksplosive vej op igennem jordskorpen 

river kimberlit-lavamassen små 

stykker med af de bjergarter, den passerer 

på sin vej. Dette er til stor glæde for 

geologerne, for det giver dem en enestående 

mulighed for at se hvilke bjergarter 

og mineraler, der findes i de allerdybeste 

dele af jordskorpen. 

Tudsegamle diamanter 

Diamanter findes primært i de allerældste 

områder på jorden og kan være op til 

3,3 milliarder år gamle, hvilket er en 

betydelig alder i betragtning af, at jorden 

er 4,6 milliarder år gammel. Langt de 

fleste, naturligt dannede diamanter er ca. 

1 milliard år gamle eller ældre, og det 

vidner om, at dannelsen af diamanter er 

en meget langsommelig proces. 

Foruden rigeligt med tid kræves der de 

helt rigtige tryk og temperaturer for at 

danne diamanter. De perfekte betingelser 

findes i bunden af de gamle kontinenter 

og bjergkæder. Her finder vi det, man 

populært kalder kontinenternes ’kolde 

rødder’, nemlig kombinationen af enorme 

tryk og moderate temperaturer. 

Det fortælles, at man i det sydafrikanske 

diamantselskab De Beers satte sig 

med et verdenskort og indtegnede alle de 

ældste områder på Jorden for at indkredse, 

hvor der potentielt kunne være diamanter. 

Herefter gik man i gang med at 

undersøge bl.a. aflejringer i elve fra de 

mest lovende diamantområder. Og med 

stor succes. De Beers menes stadig at 

have næsten monopol på verdens diamanthandel. 

Toppen af guleroden 

Et af de urgamle, kontinentale områder 

findes i Vestgrønland fra Sisimiut i nord 

til området lige nord for Ivittuut i syd. 

De fleste diamanter i Grønland er da også 

fundet i trekantsområdet mellem Maniitsoq, 

Sisimiut og Kangerlussuaq. 

Indtil videre har høsten primært bestået 

af mikrodiamanter samt nogle en-

Svend Monrad Jensen kommer tirsdag den 6. maj 2003 kl. 15 i Polar Caféen i DPC, hvor han under 

overskriften ’Diamanter varer evigt’ holder foredrag om diamanter og diamantjagt i Grønland. 

kelte makrodiamanter (se boks). Henriette 

Hansen breder et stort kort ud over 

Vestgrønland, hvor en masse firkanter 

viser, hvor der er eller har været efterforskning 

i gang. 

Mange af firkanterne koncentrerer sig 

omkring små, runde søer, og det har en 

meget naturlig forklaring. Henriette forklarer, 

at kimberlitlava på vej op gennem 

jordskorpen kan få en nærmest gulerodsformet 

struktur. Det sker, fordi der 

frigives et stort indhold af gasser, efterhånden 

som lavaen arbejder sig op mod 

jordoverfladen, og trykket falder. Det får 

lavaen til at eksplodere i den sidste fase, 

inden det når jordoverfladen. Kimberlitbjergarten 

bliver pga. eksplosionen meget 

porøs, og vil danne naturlige lavninger 

og søer i landskabet. De små runde 

søer kan således være toppen af guleroden, 

hvorunder der gemmer sig diamantrigdomme 

(se figur). 

Nål i en høstak 

Kun ganske få kimberlit-forekomster på 

Jorden er diamantførende, og under 1% 

af dem er økonomisk rentable for minedrift. 

Og selv i de forekomster udgør diamanter 

kun en meget lille brøkdel. I det 

store og hele svarer jagten på diamanter 

til at finde nålen i høstakken. Derfor leder 

geologerne i første omgang efter andre 

mineraler som f.eks. krom-rige granater, 

der kan indikere, at der er diamanter 

tilstede. Disse indikatormineraler dannes 

under samme tryk og temperatur 

som diamanter, men findes i meget større 

mængde og er derfor lettere at finde 

end diamanter. Men de giver ingen garanti 

for, at der findes diamanter – kun 

et tegn. 

Mineselskaberne undersøger i første 

omgang aflejringer fra elve, jordprøver, 

isprøver og borekerner for disse mineraler 

ofte kombineret med geofysiske målinger 

fra luften, der kan afsløre tilstedeværelsen 

af kimberlit. Først derefter går 

diamantjagten i gang. 

Selvom verdensmarkedet i øjeblikket 

er inde i en økonomisk lavkonjunktur, 

fortsætter jagten på diamanter i Grønland, 

om end på noget nedsat kraft. Mineselskaberne 

tror stadig på, at der nede 

under en af de utallige, små, runde søer i 

Vestgrønland gemmer sig et kimberlitrør, 

der måske bærer diamanter. Det er 

kun et spørgsmål om tid inden det lykkes, 

siger mineselskaberne optimistisk. 

Mikro og makro 

Sisimiut 

Maniitsoq 

Nuuk 

De fleste diamanter i Grønland er fundet 

i trekantområdet mellem Sisimiut, 

Kangerlussuaq og Maniitsoq, som rummer 

nogle af Jordens ældste områder. 

Diamant er opbygget af grundstoffet kulstof, C. Det har en meget kompakt struktur og 

er verdens hårdeste, kendte mineral. Diamanter findes i klare varianter og mere sjældent 

i farverne blå, rød og grøn. Størrelsen for diamanter angives som under 0,5 mm 

for mikrodiamanter og over 0,5 mm for makrodiamanter. Mikrodiamanter er i det 

store hele værdiløse. Diamanters værdi angives med enheden karat, en vægtenhed (1 

karat = 0,2 gram). 

Kangerlussuaq 

Foto: Svend Monrad Jensen 

En geolog studerer randzonen mellem den mørke kimberlit, som kan indeholde diamanter, og de omgivende lyse 

bjergarter. Området ligger sydvest for Kangerlussuaq, hvor en af de største kimberlitforekomster i verden findes. 

Ivittuut 


UV-B-stråling hæmmer plankton 

Ozonlaget over Arktis svækkes i 

disse år og øger derved risikoen 

for mere ultraviolet stråling fra So- 

len. Et forskerhold har nu doku- 

menteret, at den øgede UV-B-strå- 

ling hæmmer produktionen af 

plankton i havet omkring Grønland. 


De seneste 20-30 år har forskerne observeret, 

at der er sket en udtynding af det 

beskyttende ozonlag omkring Jorden, og 

at det har øget risikoen for mere ultraviolet 

stråling (UV-B) fra solen. Det har 

skabt bekymring, fordi man ved, at en 

større UV-B-stråling kan skade både mennesker 

og dyre- og planteliv. 

Vand på poser 

Udtyndingen i ozonlaget er størst i polarområderne, 

og nu har et forskerhold 

fra DHI Institut for Vand og Miljø, DMI 

(Danmarks Meteorologiske Institut) og 

Foto: Institut for Vand og Miljø 


ASIAQ (Grønlandske Forundersøgelser) 

på feltkampagner i Qeqertarsuaq (Disko) 

og Nuuk undersøgt, hvordan UV-B-strålingen 

påvirker produktionen af plankton 

i havet. Det er sket med midler fra 

Miljøstyrelsens arktiske program Dancea. 

Kim Gustavson og Kristine Garde fra 

DHI fortæller, at målingerne er sket vha. 

et specialfremstillet udstyr, som består af 

nogle stålstænger, der fastholdes i forskellige 

dybder og bliver holdt oppe af to 

bøjer. På stængerne har forskerne fastgjort 

plastposer med vandprøver, hvoraf 

halvdelen er præpareret med en film, 

som holder UV-B-strålingen ude. 

Efter fire timer i vandet bliver plastposerne 

taget op, og i laboratoriet kan forskerne 

så beregne UV-B-strålingens indflydelse 

på produktionen af plankton ved 

at sammenligne vandprøver med og uden 

stråling og sammenholde resultaterne med 

UVB-strålingen i det pågældende tidsrum. 

Et fald i planktonproduktionen 

Målingerne har vist, at UVB-strålingen 

kan påvirke produktionen af planktonalger 

i havet ved Grønland helt ned til 4-6 

meters dybde på dage, hvor strålingen er 

høj. Ved de højeste UV-B-doser, bliver 

planktonproduktionen reduceret med ca. 

20%, men i ekstreme tilfælde falder produktionen 

med helt op til 60%. 

En reduktion af planktonproduktionen 

vil forringe hele fødegrundlaget i havet, 

og forskerne har lavet et regnestykke, 

der viser, at en 40% hæmning vil betyde 

en samlet reduktion på 9% for algeproduktionen 

i hele vandsøjlen. 

- Det vigtigste er egentlig, at vi har 

fundet en sammenhæng mellem UV-Bstrålingen 

og planktonproduktionen, så 

vi nu kan kortlægge, hvor store effekterne 

er f.eks. i de grønlandske have. I princippet 

kan vi ud fra UV-B-strålingen på 

en given dag beregne hvor stor effekt, 

det samlet vil have på produktionen i 

havet, siger Kim Gustavson. 

Strålingen svinger fra dag til dag 

Det har hidtil været et problem ved UV- 

B-målingerne i Grønland, at DMI’s og 

Asiaqs stationer bruger forskellige måleinstrumenter, 

hvis resultater ikke umiddelbart 

har været sammenlignelige. En 

vigtig del af projektet har derfor været 

at få gjort de to datasæt sammenlignelige 

og sikre fremtidige UVB-målinger i 

Grønland. 

DMI’s og Asiaqs UV-B-målinger i 

2001 viser, at strålingen var på samme 

niveau i Nuuk og Qeqertarsuaq. Samtidig 

viser målingerne, at intensiteten 

svinger kraftigt fra dag til dag. Det skyldes 

bl.a. det skiftende skydække og viser 

ifølge Kim Gustavson og Kristine Garde, 

at det er vigtigt at foretage målinger ved 

jordoverfladen, fordi de i modsætning til 

satellitmålinger registrerer hvor meget 

UV-B, der trænger igennem skyerne. 

En anden forklaring på de store udsving 

i koncentrationen af UV-B er, at 

mens man kan beskrive udtyndingen 

over Antarktis som et hul i ozonlaget, så 

er udtyndingen over Arktis mere som en 

si, hvilket får UV-B-intensiteten til at 

variere stærkt fra dag til dag. 

Kontakt: Kristine Garde, DHI, 

krg@dhi.dk 

UV-B-strålingens effekt på plankton måles vha. vandprøver 

i plastposer, som er ophængt på metalstænger 

ned gennem vandspejlet.

Grønlandsk elite under dansk indflydelse 

Den grønlandske del af Magtudredningen er afsluttet med en antologi, som bl.a. kaster lys over demokrati- 

ets trivsel og magtens fordeling mellem grønlændere og danskere i det grønlandske samfund. 

Af Jane Tolstrup 

Er det sandt, som kritikerne hævder, at 

det grønlandske samfund er domineret 

af en snævert sammenvævet elite, der 

rekrutterer fra egne rækker og således 

vedvarende sikrer sig magtfulde positioner 

i såvel erhvervsliv som forvaltning 

og politik? Sidder danskerne stadig på 

magten i den grønlandske administration 

på bekostning af grønlænderne selv? 

Og hvordan står det til med de unge 

grønlænderes mulighed for at opnå en 

placering i samfundets top? 

Det er blot nogle af de spørgsmål, som 

en række forskere søger at besvare i bogen 

’Demokrati og magt i Grønland’. 

Bogen sætter også fokus på de igangværende 

tendenser til grønlandisering og 

de konsekvenser, som denne kulturelle 

og politiske strømning kan få for demokratiets 

trivsel i fremtiden. 

Bæredygtigt demokrati, men…. 

I artiklen ’Grønlands elite’ konkluderer 

Lise Togeby og Peter Munk Christiansen, 

at det grønlandske demokrati i det 

store og hele trives og har det godt. Men 

et indbyggertal på små 56.000, en udstrakt 

geografisk spredning, og manglende 

uddannelse i befolkningen virker 

hæmmende på en bred rekruttering til 

samfundets ledende poster og grønlændernes 

mulighed for at erobre herredømmet 

i eget hus. 

Togeby og Christiansens undersøgelse 

viser, at mens den politiske magt i Grønland 

nærmest ubetinget er på grønlandske 

hænder, sidder danskerne fortsat på 

magten i administration og erhvervsliv. 

Samtidig påvises det, at den grønlandske 

elite er mere sammenspist end f.eks. 

den danske. Togeby og Christiansen vurderer 

dog, at problemet ikke er så stort, 

som det kunne frygtes. De forklarer sammenvævetheden 

med, at eliten i Grønland 

på grund af befolkningens størrelse 

nødvendigvis må rekrutteres fra en meget 

lille gruppe. 

Samtidig gør de dog opmærksom på, 

at et sådant sammenfald mellem samfundets 

magtgrupper betyder, at befolkningens 

mulighed for at udøve kontrol 

svækkes. Ikke mindst i en situation, hvor 

den igangværende grønlandisering øger 

risikoen for en koncentrering af magten 

hos en endnu mindre del af befolkningen, 

nemlig den grønlandsk-talende. 

Ikke overraskende vurderer Togeby og 

Christiansen, at sprogkundskaber,familierelationer 

og social baggrund spiller en 

vigtig rolle for grønlændernes mulighed 

for at nå til tops i samfundets magtelite. 

Den danske dominans inden for forvaltningen 

forklares samtidig med, at der 

stadig ikke uddannes tilstrækkeligt mange 

grønlændere til at varetage alle elitepositioner 

i samfundet. 

Kvalificeret grønlandisering 

Netop uddannelse og sprog fremhæves 

ofte i den grønlandske debat som de 

mest lyksaliggørende midler til at opnå 

selvstændighed. Sprogforskeren Karen 

Langgård slår imidlertid fast, at det ikke 

vil bringe grønlandsk uafhængighed, 

hvis man lader det danske sprog vige for 

det grønlandske. Snarere tværtimod! 

I sin artikel ’Magt og demokrati – og 

sprog’ har hun undersøgt, hvorledes den 

enkeltes sproglige formåen bestemmer 

graden af den indflydelse og status, det er 

muligt at opnå i det grønlandske samfund. 

Hun efterlyser i denne sammenhæng 

en politisk vilje til at erkende, at det ikke 

blot drejer sig om at fastholde grønlandsk 

som hovedsprog, men at en kvalificeret 

grønlandisering kræver befolkningens 

kendskab til fremmedsprog, herunder 

dansk. Ellers vil Grønland fortsat være 

afhængig af de udefra kommende eksperter, 

som man så brændende ønsker at 

slippe af med. 

Gorm Winther (red.): Demokrati og 

magt i Grønland, Aarhus Universitetsforlag 

2003, 258 sider, 248 kr. 

Frederik Lange fra IA spiller op til valgkamp i Narsaq ved det seneste valg. Magtudredningen 

konkluderer, at det grønlandske demokrati i det store og hele trives godt. 

Foto: John Rasmussen, Narsaq Foto 


Dialog om bæredygtighed 

Foto: Knud Josefsen 

Foto: Knud Josefsen 

Ny kampagne skal bringe diskussionen om bæredygtighed ud i den 

grønlandske befolkning og styrke ansvarsfølelsen over for naturen og 

dens ressourcer. 


Ti ud af de ca. 40 dyrearter, Grønland udnytter, 

er for øjeblikket enten i tilbagegang 

pga. overudnyttelse eller har brug 

for beskyttelse. Behovet for en bæredygtig 

udnyttelse af Grønlands levende ressourcer 

har derfor i stigende omfang 

presset sig ind på den politiske dagsorden. 

Senest skabte Kjeld Hansens bog 

om grønlændernes forhold til naturen 

og de levende ressourcer en meget negativ, 

international omtale af Grønland. 

Frem i lyset 

Nu har Grønlands Hjemmestyre sat gang 

i en kampagne, som skal sprede viden og 

skabe debat om de levende ressourcer. 

Den har fået navnet Tulugaq, som er det 

grønlandske ord for ravn. Kampagneleder 

er Tine Pars, og hun begrunder valget 

af navnet således: 

- Ravnen larmer og er meget synlig. 

Den er fræk og er ikke bange for at trække 

ting frem i lyset. Og så kom den ifølge 

et gammelt grønlandsk sagn med lyset. 


Meget tyder på, at symbolet er velvalgt. 

Det bliver ikke nogen let sag at få 

en kampagne om bæredygtighed til at 

slå igennem. 

Tine Pars havde i kampagnens spæde 

start i maj sidste år møder med flere interesseorganisationer 

og direktorater og 

deltog i borgermøder i Uummannaq og 

Ilulissat. Møderne viste, at der langtfra 

er enighed om, hvad der forstås ved bæredygtig 

udnyttelse, og at en kampagne 

uundgåeligt bevæger sig ind i et minefelt 

af interessekonflikter, som ikke kan 

løses bare ved at oplyse. 

- Vi fandt hurtigt ud af, at vi måtte 

bruge kampagnen til at få sat gang i en 

mere konstruktiv dialog med befolkningen 

om, hvordan vi sikrer en ansvarlig 

udnyttelse af de levende ressourcer, siger 

Tine Pars. Der er i dag lovmæssige begrænsninger 

i fangsten, men politikerne 

har erkendt, at lovgivning ikke er nok. 

Der er brug for en dybere forståelse for, 

at det er nødvendigt at følge lovene, 

fordi naturens ressourcer ikke er ubegrænsede. 

Tine Pars står i spidsen for Hjemmestyrets nye kampagne 

om grønlændernes forhold til de levende ressourcer. 

Mange aktiviteter på vej 

De næste par år får Tine Pars og miljøjournalist 

Jonna Odgaard, som er tilknyttet 

kampagnen, deres at se til. Kampagnen 

skal ud til alle 18 grønlandske kommuner. 

Der er planlagt dialogmøder, hvor 

den lokale befolkning bliver informeret 

om først og fremmest de ti arter, der er 

problemer med, og hvor der bliver mulighed 

for kritik og en diskussion af, 

hvorfor det er vigtigt at regulere fangsten. 

Det første dialogmøde har allerede 

været afholdt i Nuuk i oktober. 

- Vores foreløbige erfaringer er, at der 

dukker mange spørgsmål og uklarheder 

op på borgermøderne, og at det er vigtigt, 

at de bliver besvaret på stedet, siger 

Tine Pars. Derfor er det afgørende, at der 

både er biologer og repræsentanter for 

hjemmestyreforvaltningen til stede. 

Under besøgene i kommunerne, vil 

der også blive arrangeret møder med de 

lokale politikere, fangerorganisationer og 

eventuelle miljøorganisationer. 

Der er også planlagt ti tv-programmer a 

55 minutter, som vil blive sendt på det 

grønlandske tv, KNR, og vil indeholde 

faktuelle oplysninger og fortælle om Naturinstituttets 

rådgivning. Også her håber 

kampagneledelsen, at det vil være muligt 

at få biologer og embedsmænd med i 

studiet til at besvare spørgsmål fra seerne. 

Endelig er der oplysningsmateriale om 

nogle af de ti problemarter på vej, og en 

plakatkonkurrence er under stor bevågenhed 

gået i gang i de grønlandske skoler. 

Kampagnen har et budget på 5,5 mio 

kr. Den er finansieret af Grønlands Hjemmestyre 

og Miljøstyrelsen, ligesom der 

er kommer 600.000 kr. ind fra en række 

interessenter. 

Kontakt: Tine Pars, Tulugaq, +299 34 51 64, 

tulugaq@gh.gl

En myte står for fald 

Det er meget længe blevet opfattet som en indiskutabel sandhed, at 

hjerte-kar-sygdomme er mindre udbredt i de arktiske områder end i de 

vestlige samfund. Nu viser en undersøgelse, at den samlede dødelighed 

på området er større i Grønland end i Danmark. 


I mere end en menneskealder er det gang 

på gang blevet slået fast, at den traditionelle 

kost i de arktiske samfund forebygger 

hjerte-kar-sygdomme, og at det er 

forklaringen på, at blodpropper og hjertesygdomme 

er mindre udbredt i Arktis 

end i den vestlige verden. Muligvis er 

den traditionelle kost sund, men det er 

ikke rigtigt, at grønlændere og andre oprindelige 

folk i Arktis er mindre udsat 

for hjerte-kar-sygdomme. 

Højere samlet dødelighed 

Professor Peter Bjerregaard fra Statens 

Institut for Folkesundhed og hans kolleger 

T. Kue Young fra University of Toronto 

og Robert A. Hegele fra Robarts 

Research Institute har arbejdet sig igennem 

dødelighedsstatistikker fra Nordcanada, 

Alaska og Grønland og den tilgængelige 

litteratur på området. Resultatet 

var klart, også for Grønlands vedkommende: 

- Vi kan med sikkerhed sige, at den 

samlede dødelighed af hjerte-kar-syg- 

Foto: Magnus Elander 

domme i Grønland er højere end i Danmark, 

siger Peter Bjerregaard. Det er 

straks vanskeligere at konkludere, hvordan 

fordelingen er mellem blodprop i 

hjertet, andre hjertesygdomme og blodprop 

i hjernen. Men meget tyder på, at 

forekomsten af blodpropper i hjernen 

ligger betydeligt over det danske niveau. 

Problemet er, at dødelighedsstatistikkerne 

ikke er gode. Samtidig mangler der 

videnskabelige undersøgelser af de konkrete 

årsager til dødsfald pga. hjerte-karsygdomme. 

Men vi ved fra undersøgelser 

med røntgen og ultralyd, at åreforkalkning 

er udbredt blandt grønlændere. 

En sandhed opstår 

Det er ikke umiddelbart indlysende, hvordan 

myten om færre hjerte-kar-sygdomme 

blandt de arktiske folk er opstået. Dødelighedsstatistikkerne 

giver ikke belæg 

for påstanden, og de relativt få, videnskabelige 

undersøgelser har af samme 

grund svært ved at nå frem til en sikker 

konklusion. 

Peter Bjerregaard fortæller, at epidemiologiens 

fader i Grønland, Alfred Bertelsen, 

mente, at hjerte-kar-sygdomme 

var lige så udbredt i Grønland som i 

Danmark, og at det bliver bakket op i 

tidlige canadiske artikler. 

- Men der bredte sig på et tidspunkt 

den opfattelse i Alaska, at hjerte-kar-sygdomme 

ikke var så udbredte. Det byggede 

mest på kliniske indtryk fra hverdagen, 

men gav i 1970’erne anledning til 

artikler i autoritative, amerikanske tidsskrifter, 

og herfra har opfattelsen bredt 

sig internationalt, lyder Peter Bjerregaards 

forklaring på mysteriet. 

De grønlandske dødelighedsstatistikker 

viser, at der netop på dette tidspunkt 

pludselig skete et markant fald i antallet 

af de indberettede dødsfald af hjerte-karsygdomme. 

- Det er vel sandsynligt, at lægerne i 

Grønland har læst de amerikanske artikler 

og derfor er blevet mindre tilbøjelige 

til at bruge hjertesygdomme som diagnose, 

siger Peter Bjerregaard. 

Fiskeolier og dødelighed 

Det var også i midten af 1970’erne, at de 

danske læger H.O. Bang og Jørn Dyerberg 

indledte deres banebrydende forskning 

i fiskeolier, hvor de forklarede den 

lave forekomst af hjerte-kar-sygdomme 

blandt grønlændere med de såkaldte n- 

3-fedtsyrers forebyggende virkning. 

Deres hypotese er senere uddybet og 

har ført til udvikling af et enormt marked 

for marint fedt som kosttilskud. Der 

har været gennemført kontrollerede undersøgelser, 

men der er endnu ikke ført 

et endeligt bevis for, at fiskeolie reducerer 

dødeligheden af hjerte-kar-sygdomme. 

- Den gunstige virkning af fiskeolier 

kan godt være rigtig, den kan bare ikke 

bevises med henvisning til en lav dødelighed 

af hjerte-kar-sygdomme i Grønland, 

slutter Peter Bjerregaard. 

Kontakt: Peter Bjerregaard, Statens Institut 

for Folkesundhed, tlf. 30 27 12 22, 

p.bjerregaard@dadlnet.dk 

Den traditionelle, grønlandske kost forebygger 

øjensynlig ikke hjerte-kar-sygdomme. 


Af Tom Christensen 

Grønne Ejland, der er en mindre gruppe 

af øer i den sydlige del af Disko Bugt, er 

det yngleområde i Grønland, der huser 

flest havterner. 

- Øerne er lave, med flere småsøer, 

damme og kær, ligesom der på to af øerne 

findes kystlaguner med store mudderflader. 

Og så har øerne en stor artsrigdom 

af ynglefugle, fortæller biolog Carsten 

Egevang fra Grønlands Naturinstitut. 

Sammen med kollegerne David Boertmann 

og Anders Tøttrup fra Danmarks 


Havternen 

stadig på vingerne 

Havternen er i tilbagegang i Grønland, og på et tidspunkt frygtede man, 

at den var ved helt at forsvinde som ynglefugl i den største koloni i 

Diskobugten. En ny undersøgelse viser, at havternens situation måske 

ikke er helt så kritisk, og giver derudover ny viden om dens ynglebiologi. 

Miljøundersøgelser tilbragte han næsten 

to måneder af sommeren 2002 på øerne. 

Formålet med opholdet var, at de som de 

første nogensinde skulle foretage en detaljeret 

undersøgelse af havternens ynglebiologi 

i Grønland. 

Mindre dramatisk end ventet 

Tilbage i 1946 besøgte ornitologen Finn 

Salomonsen øerne og skønnede, at de husede 

omkring 100.000 ynglepar. Kolonien 

var dengang formodentlig verdens 

største havternekoloni. Siden har ternerne 

her og andre steder i Vestgrønland 

vist tegn på tilbagegang, og i sommeren 

2000 ynglede havternen formodentlig 

slet ikke på Grønne Ejland. 

Da forskerholdet ankom til Grønne 

Ejland i 2002 var situationen heldigvis 

ikke så dramatisk som frygtet: 

- Foråret var tidligt i området, og allerede 

få dage efter vi ankom d. 18. juni, 

klækkede de første unger, oplyser Carsten 

Egevang.

De tre forskere vurderede ud fra grundige 

optællinger ynglebestanden på Grønne 

Ejland i 2002 til 18.000 par. 

Tid til to æglægninger 

I de fleste arktiske områder er terneæg 

en delikatesse, og i Alaska, Canada og 

Island er indsamling af æg tilladt. Indsamling 

af terneæg i Grønland har siden 

2002 været forbudt, men var - og er måske 

stadig - meget intensiv på Grønne 

Ejland og i andre havternekolonier. 

Der er ingen tvivl om, at den ulovlige 

ægindsamling nedsætter ternens ynglesucces 

væsentligt. Det er da også den 

mest nærliggende forklaring på havternens 

tilbagegang i Grønland, selvom andre 

trusler som for eksempel ræve og 

ændring i adgangen til føde også kan 

have en betydning. 

Fra andre dele af verden ved man, at 

indsamling af havternens æg kan foregå 

bæredygtigt, hvis det gøres meget tidligt 

på sæsonen og samtidig gøres med omtanke. 

Man ved også, at havternen i sydligere 

egne kan lægge nye æg, hvis det 

første går tabt. Men der er aldrig tidligere 

foretaget undersøgelser af havternens 

ynglebiologi i Grønland. 

Sommerens undersøgelser afslørede, 

at op mod en tredjedel af de terner, der 

mister æg meget tidligt i ynglesæsonen 

kan nå at lægge nye æg og tilmed få en 

relativt stor procentdel af disse unger på 

vingerne. Faktisk tydede undersøgelserne 

på, at unger, der udklækkes sent på 

sommeren, kan klare sig lige så godt 

som de unger, der udklækkes tidligt, så 

længe fødebetingelserne er optimale. 

Undersøgelserne viste også, at unger fra 

det omlagte kuld sandsynligvis vil være i 

stand til at blive flyvefærdige, inden ternerne 

trækker bort. 

Store udsving i bestanden 

Ternernes antal i Grønland kan variere 

stærkt fra år til år. Man regner med, at 

svingningerne skyldes naturlige variationer 

i adgangen til føden. Havternen er 

på dette område mere sårbar end de fleste 

andre havfugle. 

For det første når havternen med sit 

styrtdyk næppe mere end en halv meter 

ned i havet og er derfor afhængig af småfisk 

i de øverste vandlag. For det andet 

har arten en begrænset fourageringsadfærd 

og kommer kun sjælden længere 

væk end 10 km fra ynglekolonien. Derfor 

kan havternen i dårlige år springe en 

hel ynglesæson over, hvilket blandt andet 

er set i nogle kolonier i somre, hvor 

havisen først er forsvundet sent. 

- Variationer fra år til år er sammen 

med den generelle nedgang i bestanden 

efter al sandsynlighed årsagen til, at der 

i enkelte år slet ikke er observeret terner 

på Grønne Ejland. Men denne kombination 

gør også overvågningen af bestanden 

langt vanskeligere, og vores viden 

om, hvad der betinger ternens bestandssvingninger, 

er yderst begrænset, siger 

Carsten Egevang. 

- Derfor vil Grønlands Naturinstitut i 

2003 fortsætte undersøgelserne og samtidig 

med støtte fra den danske Miljøbistand 

for Arktis udarbejde en moniteringsplan 

for havternen, således at der i 

fremtiden skabes et bedre grundlag for 

at overvåge og rådgive om bestanden i 

Grønland, slutter Carsten Egevang. 

Hvidbogen og resultaterne af forskernes 

undersøgelser af den grønlandske 

havterne offentliggøres i en rapport fra 

DMU i løbet af foråret. 

På langfart 

Biologernes undersøgelser viser, at op mod en tredjedel 

af de terner, som mister æg tidligt i ynglesæsonen, 

når at lægge nye æg, og at en relativt stor del af 

ungerne kommer på vingerne. 

Fotos: Carsten Egevang 

Kontakt: Carsten Egevang, Grønlands 

Naturinstitut, tlf. +299 32 10 95, 

egevang@natur.gl 

Havternen er vidt udbredt i hele Arktis, Nordamerika og Nordvesteuropa og yngler primært 

i kolonier, selvom enlige par også kan forekomme. I Grønland finder vi hovedsagelig 

havternen i området omkring Diskobugten og i Upernavik-området. Men der er 

også fundet havterner i det allernordligste Grønland, og meget tyder på, at havternen 

er den fugleart i verden, der yngler nordligst. 

Forskerne fra Grønlands Naturinstitut og Danmarks Miljøundersøgelser anslår, at der 

i år med mange ynglende terner findes mindst 65.000 par havterner i Grønland, men 

siger samtidig, at det er meget vanskeligt at opgøre bestanden. For det første er det kun 

meget få kolonier, der er optalt, for det andet varierer ternens antal i Grønland meget 

fra år til år. 

Havternen er nok det mest ekstreme eksempel på fugle med en lang trækrute. I 

Grønland forlader den yngleområdet i løbet af september måned. Ringmærkningsundersøgelser 

viser, at den grønlandske havterne på sin vej sydover flyver langs den 

europæiske og afrikanske vestkyst. Den ankommer til Sydafrika omkring novemberdecember, 

og herfra fortsætter sandsynligvis størstedelen af fuglene sydover for at overvintre 

i Antarktis pakisbælte. Hvor havternens efterårstræk er veldokumenteret, er 

returtrækket til yngleområderne praktisk taget ukendt. Flyveturen Arktis-Antarktis turretur 

løber samlet op på omkring 40.000 km. 


Børnedødeligheden på vej ned 

Børnedødeligheden i Grønland er 

stadig skyhøj, især i yderdistrikter- 

ne i Nord- og Østgrønland. Men 

alt tyder på, at tallet er på vej ned. 


Børnedødeligheden i Grønland er stadig 

alarmerende høj. Det viser en undersøgelse 

af dødeligheden fra 1987 til 1999, 

som læge Birger Aaen-Larsen har gennemført. 

I runde tal er spædbarnsdødeligheden 

i Grønland 3-4 gange så stor 

som i Danmark, 18,3 i forhold til 5,5 pr. 

1000 levendefødte. Blandt de 1-14-årige 

er dødeligheden 4 gange så stor. 

Og det er ikke kun i forhold til f.eks. de 

skandinaviske lande, at Grønland falder i 

øjnene. Også i sammenligning med f.eks. 

de oprindelige befolkninger i Alaska og 

Nordvestterritoriet i Canada er den grønlandske 

børnedødelighed ekstremt høj. 

Den gode nyhed i Birger Aaen-Larsens 

undersøgelse er, at børnedødeligheden 

som helhed er på vej ned i Grønland. Hvis 

man sammenligner perioden 1987-1991 

med 1992-1999 er dødfødsler og dødsfald 

inden for de første seks dage faldet 

med 21%, spædbarnsdødeligheden det 

første leveår med 27%, og dødeligheden 

Foto: Poul-Erik Philbert, PolarPhotos 


blandt de 1-14-årige med 34%. Det er en 

tendens, som bliver bekræftet, hvis man 

konsulterer Grønlands Statistiks seneste 

tal fra 2000 og 2001 (se figur 1). 

Et mål for sundheden 

Birger Aaen-Larsen har gennemført sin 

undersøgelse som et Master of Public 

Health-projekt ved Nordiska Hälsovårdshögskolan 

i Göteborg. Men han har også 

en fortid som distriktslæge i Maniitsoq 

og Qaqortoq og har det seneste års tid 

været helt tæt på problemerne som cheflæge 

i Kystledelsen, der står med det lægefaglige 

ansvar i de 16 sundhedsdistrikter 

uden for Nuuk. 

Spørger man cheflægen om en forklaring 

på de mange dødsfald, peger han i 

første række på problemer som dårlige 

boliger, alkoholmisbrug, rygning og lille 

viden om sundhed: 

- Der er ikke tvivl om, at mange af 

dødsfaldene sker på baggrund af de sociale 

og sundhedsmæssige forhold. Spædbarnsdødeligheden 

tager man generelt 

som et mål for sundhedstilstanden i et 

samfund. Jo højere spædbarnsdødelighed 

jo dårligere sundhedstilstand. 

Birger Aaen-Larsen mener også, at de 

sociale forhold spiller afgørende ind, når 

man skal forklare, hvorfor børnedødeligheden 

stiger, jo længere væk man kom- 

mer fra Nuuk. I Øst- og Nordgrønland 

er børnedødeligheden fire gange så stor 

som i Nuuk og ligger på omkring 60 døde 

spædbørn pr. 1000 fødte. I bygderne i 

Østgrønland når den helt oppe på næsten 

90 (se figur 2). 

Sundhedssystemets begrænsninger 

Det grønlandske sundhedssystem er relativt 

godt udbygget med 17 sundhedsdistrikter 

svarende til kommuneinddelingen 

og et landssygehus, Dronning Ingrids 

Hospital i Nuuk. Alligevel må en del 

af den høje børnedødelighed tilskrives 

sundhedsvæsnet. 

I undersøgelsen ’Toppen af isfjeldet’, 

som analyserede børnedødeligheden i 

perioden 1987-1991, gennemgik forfatterne 

systematisk dødfødsler og dødsfald 

op til 14-års-alderen og fandt, at 40% 

kunne være undgået, hvis fødslerne var 

sket på et provinshospital i Danmark. 

En af forskerne bag undersøgelsen, 

professor Peter Bjerregaard fra Afdeling 

for Grønlandsforskning på Statens Institut 

for Folkesundhed, siger, at den store 

geografiske spredning af den grønlandske 

befolkning er en af forklaringerne på 

den høje børnedødelighed: 

- Det er klart, at hvis der opstår komplikationer, 

så er det vanskeligt at gribe 

ind, når det sker i en by i Øst- eller Nord-

grønland, hvor der er langt til det store 

hospital i Nuuk. Det er for mig at se indlysende, 

at en decentral bosætning med 

et decentralt sundhedssystem er uforeneligt 

med en minimering af risikoen. 

En anden forklaring er, at det grønlandske 

sundhedssystem mangler ekspertviden. 

Der er ingen børneafdeling i 

Grønland, heller ikke på Dronning Ingrids 

Hospital i Nuuk. 

- Mange af de komplikationer, som i 

Danmark kan løses på de velbemandede 

og moderne børneafdelinger, kan derfor i 

Grønland ende med dødsfald, siger Peter 

Bjerregaard. Og det er vanskeligt at forestille 

sig, at Grønland kan komme op på 

dansk niveau. Det vil koste uforholdsmæssigt 

store investeringer, og det er 

også spørgsmålet, om det overhovedet 

vil være muligt at tiltrække de nødvendige 

eksperter. 

En kuldsejlet indsats 

I kølvandet på, at undersøgelsen ’Toppen 

af isfjeldet’ i begyndelsen af 1990’erne 

afdækkede den helt uacceptabelt høje børnedødelighed, 

besluttede Direktoratet for 

Sundhed i Grønland at sætte en række 

forebyggende foranstaltninger i gang, 

som skulle bringe tallet ned på et mere 

rimeligt niveau. Det blev besluttet at 

nedsætte en arbejdsgruppe til at overvåge 

børnedødeligheden, at igangsætte 

efteruddannelse af sundhedspersonalet, 

at indkøbe nyt udstyr og at sammenlægge 

fødsels- og dødsårsagsregister. 

Birger Aaen-Larsen har i sin undersøgelse 

evalueret indsatsen og er nået frem 

til, at projektet aldrig blev gennemført 

på grund af manglende projektledelse og 

manglende økonomiske ressourcer. 

- Det eneste punkt, som rigtig blev ført 

ud i livet, var efteruddannelsen af læger, 

sygeplejersker, sundhedsmedhjælpere. 

Men det blev ved den ene gang, og med 

det store gennemtræk i sundhedssektoren 

forsvandt effekten af efteruddannelsen 

hurtigt, fortæller Birger Aaen-Larsen. 

Hans undersøgelse viser, at der få år 

efter kun var omkring 30% af det efteruddannede 

personale tilbage i det grønlandske 

sundhedsvæsen. 

- Man kan selvfølgelig ikke afvise, at 

efteruddannelsesforløbet har haft en vis 

40 

35 

30 

25 

20 

15 

10 

5 

0 

1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 

Udviklingen i dødeligheden blandt spædbørn i Grønland 1985-2001. Pr. 1000 levendefødte. 

Kilde: Grønlands Statistik 

effekt, siger Birger Aaen-Larsen, men vi 

kan ikke se, at kurven er knækket nogen 

steder, så min konklusion er, at projektet 

ikke har haft nogen synlig effekt på børnedødeligheden. 

Faldet fortsætter 

Alligevel er børnedødeligheden i Grønland 

på vej ned, og det er en udvikling, 

som vil fortsætte de kommende år, mener 

både Birger Aaen-Larsen og Peter 

Bjerregaard. Et fortsat fald forudsætter 

dog, at der også fremover sættes fokus 

på problemet. 

Når de to forskere skal forklare faldet, 

finder de den store pensel frem og henviser 

til den almindelige samfundsudvikling 

og generelle forbedringer i sundhedsvæsnet. 

Og de finder en figur frem, 

100 

90 

80 

70 

60 

50 

40 

30 

20 

10 

0 

Figur 2 

Nuuk Sydvest Nordvest Øst Nord 

Byer 

Bygder 

Figur 1 

som viser, at udviklingen i spædbarnsdødeligheden 

i Grønland fra 1980-1999 

i store træk følger udviklingen i Danmark 

30 år tidligere. Konklusionen er 

klar: Faldet vil fortsætte i nogenlunde 

samme takt, som vi har oplevet i Danmark 

blot med 30 års forskydning. 

Men der bliver også taget initiativer 

fra Hjemmestyrets side, som kan være 

med til at bringe dødeligheden ned. Efter 

de to undersøgelser er der blevet lavet 

nye retningslinjer for graviditetsundersøgelser 

og fødsler, som betyder hyppigere 

kontrol igennem graviditeten, og 

at alle med risiko for fødselskomplikationer 

i fremtiden skal føde på Dronning 

Ingrids Hospital i Nuuk. 

Kontakt: Birger Aaen-Larsen, Kystledelsen, 

tlf. +299 34 52 56, aaen@gh.gl 

Regional fordeling af dødfødte 

og døde spædbørn i 

Grønland 1992-99. Dødsfald 

pr. 1.000 fødte. 

Kilde: Grønlands Statistik 


Klædt på til grønlandskursus 

Danmarks Tekniske Universitet arrangerer igen i år et kursus i arktisk teknologi. Kurset blev indledt med en 

introduktionsdag om Grønland, som skal ruste de studerende til sommerens feltarbejde. 


På en grå januardag tidligt om formiddagen 

kan det godt kræve et gedigent underholdningstalent, 

hvis man skal holde 

en gruppe studerende fanget. Men for 

Nanna Knudsen fra Sisimiut Sprogcenter 

var det øjensynlig ikke noget problem, 

da hun for nylig stod over for en 

gruppe DTU-studerende på Center for 

Arktisk Teknologi. 

Hun fortalte afdæmpet, men levende 

og åbent om Sisimiut og sisimiutterne, 

om unge, om klimaet og om problemer i 

det grønlandske samfund og den grønlandske 

kultur. Og de 38 DTU-studerende 

spidsede ører, for de var netop startet 

på årets kursus i arktisk teknologi og 

skal i august på tre ugers feltarbejde i 

netop Sisimiut-området. 

Introduktion til Grønland 

Det er første gang, at kurset er blevet indledt 

med et skud grønlandsk viden og kultur. 

Men for professor Arne Villumsen 

er det en både naturlig og nyttig start: 

- Det er vigtigt, at de studerende får 

en grønlandsk vinkel på deres arbejde i 

Grønland, og at de får en fornemmelse 

for de regler og holdninger, som findes i 

landet. Det drejer sig ikke blot om tre 

ugers indsamling af tekniske data, men 

om at begå sig og samarbejde i en fremmed 

kultur. 

Det er syvende gang Center for Arktisk 

Teknologi arrangerer et kursus i arktisk 

teknologi. Kurset er skruet sammen 

i dialog med centrets grønlandske samarbejdspartnere, 

som er kommet med 

ideer til relevante projekter. Det strækker 

sig over hele 2003, svarer til 1/3 årsværk 

og afsluttes omkring juletid med 

aflevering af en rapport. 

En lang vej 

Højdepunktet bliver som de tidligere år 

tre ugers feltarbejde omkring Sisimiut i 


Foto: Center for Arktisk Teknologi 

Også i år vil en gruppe studerende fra DTU på årets feltkursus i arktisk teknologi arbejde med planerne om en 

170 km lang vej mellem Kangerlussuaq og Sisimiut. 

august måned. De studerende har allerede 

fra kursets start fordelt sig på de 15 

projekter, som sommerens feltarbejde 

tager udgangspunkt i. 

Tolv af de studerende har kastet sig 

over projekter, som går ud på at undersøge 

mulighederne for at anlægge en 170 

km lang vej mellem Kangerlussuaq og 

Sisimiut. Der er ganske vist ikke tale om 

en ny idé, for det amerikanske militær 

har tidligere haft projektet på tegnebrættet. 

De senere år har Sisimiut kommune 

vist interesse for at blive forbundet med 

Grønlands vigtigste lufthavn i Kangerlussuaq, 

og Center for Arktisk Teknologi 

tog derfor hul på arbejdet allerede på sidste 

års kursus, hvor en af projektgrupperne 

gik i gang med at udvikle idéen. 

I år vil de studerende tage fat, hvor 

sidste års hold slap. Der skal tages luftfotos 

og udvikles terrænmodeller. Og der 

skal gennemføres en miljøvurdering, en 

såkaldt VVM-redegørelse (Vurdering af 

Virkning på Miljøet), som skal give et 

overblik over, hvor meget klippe, der 

skal sprænges bort og flyttes, og hvilke 

skader på luft- og vandmiljøet, der kan 

blive tale om. De studerende vil bl.a. 

vurdere, hvordan det vil påvirke vandkvaliteten 

i en drikkesø, hvis man anlægger 

en vej. 

På kurset vil en gruppe studerende også 

undersøge slammet i Sisimiut havn 

for bl.a. at få målt, hvor meget malingsrester 

fra skibsbunde forurener havbunden. 

Et tredje hold vil undersøge, hvordan 

det er muligt at nedbryde olie i det 

kolde, arktiske klima. 

Kontakt: Arne Villumsen, Center for 

Arktisk Teknologi, DTU, tlf. 45 25 21 65, 

av@byg.dtu.dk

Arktis bliver i stigende grad afhængig 

af udviklingen på det teknologiske 

område. Moderniseringen 

af samfundene stiller krav om etablering, 

vedligeholdelse, drift og videreudvikling 

af de mange tekniske installationer, 

som i dag præger hele området. 

Og hvis det skal fungere, er der brug for 

en arbejdskraft, som har de nødvendige, 

tekniske kvalifikationer. Hvis ikke de arktiske 

samfund møder denne udfordring, 

vil det på længere sigt være umuligt at 

opretholde den høje levestandard og få 

erstattet den tilkaldte arbejdskraft med 

lokale teknikere. 

Når man overhovedet kan tale om arktisk 

teknologi som noget særligt, må man 

tage udgangspunkt i den elementære 

kendsgerning, at jorden i det arktiske område 

altid er frosset i en bestemt dybde. 

Der er det, vi kalder permafrost. Jordlagene 

ovenover permafrosten kan ikke 

slippe af med vandet ved nedsivning, og 

når jorden fryser igen, giver dette nogle 

udfordringer for bl.a. bygge- og anlægsvirksomhed. 

Når man dertil lægger, at 

det arktiske klima er barsk, er der dækket 

op til en særlig udfordring for de 

tekniske discipliner. 

De senere år er der kommet gang i udviklingen 

af de tekniske uddannelser i 

Grønland. For 2,5 år siden blev der søsat 

et samarbejde mellem Grønland og Danmark 

på det nyetablerede Center for Arktisk 

Teknologi. Centret, som kendes under 

forkortelsen ARTEK, har flere forskellige 

opgaver: uddannelse, vidensopsamling, 

forskningsarbejde og støtte til 

det grønlandske erhvervsliv. Her er der 

kommet gang i en række uddannelsesaktiviteter: 

ingeniøruddannelse, diplomkurser, 

efteruddannelseskurser, suppleringskurser, 

feltkurser og lign. 

Ingeniøruddannelsen på ARTEK er en 

diplomingeniøruddannelse , hvis to første 

år foregår i Grønland. For øjeblikket 

har vi to hold i gang. Det første er netop 

sendt i praktik, og studieplanerne siger, 

at når de to første år er afsluttet i Grønland, 

fortsætter man på DTU (Danmarks 

Tekniske Universitet) i Kgs. Lyngby med 

de sidste to år. I de udmeldinger, vi hører 

fra de studerende, der har deltaget i uddannelsen, 

er der mange positive signaler. 

Desuden er det væsentligt at hæfte 

sig ved, at frafaldet til uddannelsen ikke 

er nær så stort som det, man ellers oplever, 

når grønlandske studerende starter 

på en uddannelse i Danmark. 

Ingeniørmæssigt er det arktiske en lille 

smule mere kompliceret end andre områder. 

Det betyder kort og godt, at tager 

man en uddannelse som ingeniør med 

specialisering i arktisk teknologi, kan man 

sagtens komme til at arbejde også uden 

for det arktiske. Men de kvalifikationer, 

man har opnået igennem uddannelsen, 

er bare lidt bredere end dem, normale 

ingeniører har haft anledning til at samle 

til sig. 

Ingeniøruddannelsen foregår i Sisimiut, 

som gennem de sidste par år har fået 

status som den tekniske uddannelsesby i 

Grønland. Her er der nu både en HTXuddannelse 

og et suppleringskursus for 

folk, der mangler nogle kvalifikationer 

for at komme ind på en videregående uddannelse. 

Og her kommer en gang om 

året et betydeligt antal studerende, der 

skal gennemføre feltarbejde i forbindelse 

med kurserne i arktisk teknologi på DTU. 

Centeret tilbyder også efteruddannelse 

til rådgivende ingeniører, tekniske assistenter 

og andre, som har behov for at få 

deres kvalifikationer opgraderet. Det er 

blevet til en lang række kurser allerede, 

og det eneste problem har været, at 

enkelte af holdene har været ret små, så 

det har været underskudsgivende. Forklaringen 

er efter alt at dømme, at det pga. 

de lange afstande er dyrt at sende medarbejdere 

på kursus i Grønland, og at de 

mange små arbejdspladser har svært ved 

at undvære personalet 1-2 uger. Der ar- 

Kommentar 

De tekniske uddannelser opruster i Grønland 

De tekniske uddannelser har fået et løft i Grønland de seneste 2-3 år. En 

af initiativtagerne til satsningen, professor Arne Villumsen fra Danmarks 

Tekniske Universitet, giver her nogle af de foreløbige erfaringer videre. 

Af Arne Villumsen 

Foto: DTU 

Arne Villumsen er leder af Center 

for Arktisk Teknologi og professor 

på BYG DTU, hvor han især arbejder 

med ingeniørgeologi og 

miljøspørgsmål. 

bejdes derfor på at udvikle fjernundervisning 

over Internettet for at give flere 

adgang til den tekniske efteruddannelse. 

Der har også været afholdt kurser for 

folkeskolens lærere, og sammen med Århus 

Dag- og Aftenseminarium har ARTEK 

igangsat en treårig liniefagsuddannelse i 

natur og teknik, som skal styrke folkeskolens 

undervisning på det tekniske og 

naturvidenskabelige felt. Ved at sætte ind 

her håber vi, at den grønlandske ungdom 

får øjnene op for, hvor spændende 

de tekniske fag er, og at det på længere 

sigt vil gøre det nemmere at tiltrække 

studerende til de tekniske uddannelser. 

ARTEK har også den opgave at opsamle 

viden og bidrage til at frembringe 

nye forskningsresultater inden for det 

tekniske område. GTO-tiden og de erfaringer, 

som siden er indhøstet af grønlandske 

firmaer, er særdeles nyttige at 

støtte sig til, når vi skal forsøge at løse 

denne opgave. Betydelig fondsstøtte til 

forskning eksempelvis i solenergi og lavenergibyggeri 

har virkelig givet os et løft. 

Undervisning, erfaringsopsamling og 

forskning i kombination giver ARTEK 

gode muligheder for at støtte det grønlandske 

erhvervsliv. Ambitionen er, at 

vellykkede, arktiske teknologiprojekter 

afprøvet i Grønland kan eksporteres til 

hele den øvrige del af Arktis. Ganske vist 

er det ikke så mange mennesker, der bor 

her, men når man tænker på, at det er op 

imod 1 /3 af jordkloden, som har disse 

klimaforhold, er det en kæmpeopgave, 

som teknikerne fra det grønlandske erhvervsliv 

bør stå i første række til at løse 

i fremtiden. 


Kristendom, åndetro og 

New Age i Grønland 

Globale religiøse strømninger er nået til Grønland. Det blev slået fast med fjernhealingen af 

Hjemmestyreadministrationens bygninger i januar. Men der var også politiske undertoner. 

Af Jane Tolstrup 

I begyndelsen af det nye år formåede det 

grønlandske Hjemmestyres administrerende 

direktør Jens Lyberth at tiltrække 

sig selv og Grønland den ganske verdens 

opmærksomhed. Han havde bestilt sin 

personlige healer Manguaq Berthelsen 

til at fjerne såkaldt negative energier fra 

Hjemmestyreadministrationens bygninger 

med det formål at skabe et nyt og 

mere positivt arbejdsklima. 

Furoren bredte sig hastigt. Flere officielle 

repræsentanter, herunder kirkens, opponerede 

imod det ukonventionelle forehavende, 

alt imens landsstyreformand 

Hans Enoksen manede til forståelse for 

seancen med henvisning til, at den slags 

’er blevet mere og mere almindeligt her 

i landet’. Et synspunkt som næres af, at 

de mest højlydte protester netop ikke 

syntes at komme fra den brede befolkning 

i Grønland. 

Mellem kristendom og åndetro 

I kølvandet på affæren har mange forskellige 

røster i den grønlandske offentlighed 

kæmpet om hhv. at fordømme og 

Foto: Magnus Elander 


forsvare handlingen. Men hvad var det 

egentlig, der gjorde, at mange grønlændere 

ikke fandt sagen så kontroversiel? 

Og hvilke politiske undertoner kan iværksættelsen 

af healingen siges at have haft? 

Ifølge religionssociologen Birgitte Sonne, 

der i en lang årrække har arbejdet 

med grønlandsk religion, kan healingaffæren 

ses som en udløber af de politiske 

idéer om øget selvstændighed og 

grønlandisering, der i øjeblikket præger 

det grønlandske samfund. 

– Ritualet må ses som en etnopolitisk 

handling, der kan findes tilsvarende blandt 

mange folkeslag, som søger at finde tilbage 

til deres oprindelige, etniske identitet. 

Endvidere afspejler hændelsen tendensen 

til at vægte åndelige frem for materielle 

værdier i det grønlandske samfund. 

Kirsten Thisted, der er minoritetsforsker 

og senest har arbejdet med fortællemateriale 

indsamlet i Grønlands yderdistrikter, 

har et bud på, hvorfor healingen 

ikke nødvendigvis faldt den brede grønlandske 

befolkning for brystet. 

- Særligt i bygderne og blandt den ældre 

generation lever åndetroen videre 

side om side med kristendommen som 

en naturlig del af tilværelsen. I byerne 

og blandt de unge er der endda en tendens 

til en mere bevidst flirten med New 

Age-inspirerede, alternative trosforestillinger 

og ritualer. 

Asien i Grønland 

Det hører netop med til historien, at 

Manguaq Berthelsen i den rituelle akt 

ikke trak på ældgamle, grønlandske måder 

at blive af med ødelæggende kræfter 

på, men i stedet benyttede sig af en såkaldt 

’Silva-metode’, hentet i junglen af 

primært asiatisk inspirerede New Agemetoder. 

Kirsten Thisted mener, at grønlænderne 

som så mange andre er blevet mere 

åbne over for alternative religiøse strømninger. 

En tendens, der kan sammenlignes 

med den udvikling, der i disse år 

udspiller sig i Danmark. Her strømmer 

folk i stort tal til New Age-messer og 

kaster sig over tv-programmer som 

’Åndernes Magt’ og ’Klarsyn’. 

Samtidigt understreger hun dog, at 

den brede interesse i Grønland for at søge 

alternativer til kristendommen nødvendigvis 

må ses i sammenhæng med 

det stadigt stigende ønske om at genfinde 

en oprindelig, grønlandsk identitet: 

- For mange grønlændere associeres 

kristendommen med den danske påvirkning, 

som man søger at gøre sig fri af. 

Den traditionelle religion eller moderne 

New Age-forestillinger, der påberåber 

sig at være autentiske og mere i tråd 

med den grønlandske åndetro, bliver redskaber, 

der kan bruges til at distancere 

sig fra al dansk og signalere tilslutning 

til grønlandiseringskampen. 

En fanger fra thuleområdet hilser den første sol velkommen.

Besøg fra Patagonien 

Den færøske fiskeskipper Olaf Sólsker 

gjorde den 23. november 2000 store øjne, 

da han tog et kig på dagens fangst ud for 

Grønlands vestkyst. I hans net lå en usædvanligt 

udseende fisk, der var 180 cm lang 

og vejede 70 kg. Sólsker besluttede sig 

snarrådigt til at nedfryse fisken, der efter 

undersøgelser på Zoologisk Museum 

i København nu har vist sig at være en 

patagonisk tandfisk, som normalt lever i 

de kolde, antarktiske vande omkring det 

sydlige Argentina. 

Efter at den færøske fiskeskipper forgæves 

havde forsøgt af afhænde fisken 

til Grønlands Naturinstitut, blev den overtaget 

af Naturhistorisk Museum i 

Den grønlandske blisgås er i tilbagegang, 

og den nuværende bestand på omkring 

27.000 fugle kan på længere sigt være 

truet. Det viser en ny undersøgelse, som 

fastslår, at bestanden er faldet med 25% 

gennem de seneste tre år. 

Den grønlandske blisgås yngler i Vestgrønland 

og trækker via Island til overvintringsområder 

i Storbritannien og Irland. 

En fredning i vinterkvartererne fik 

ellers antallet af blisgæs til at stige fra 

ca. 15.000 i 1970’erne til mellem 30.000 

og 35.000 i 1990’erne. Men seniorforsker 

Tony Fox fra Danmarks Miljøundersøgelser 

viser nu i sin doktorafhand- 

Thorshavn. Her lå den imidlertid længe, 

uden at biologer fik lejlighed til at se 

nærmere på den. I april sidste år fik zoologerne 

Peter Rask Møller og Jørgen G. 

Nielsen fra Zoologisk Museum nys om 

sagen, og fisken blev bragt til Danmark 

for nærmere udforskning. Forskerne har 

bl.a. undersøgt fiskens maveindhold med 

det formål at dokumentere, at den rent 

faktisk har bevæget sig den lange vej fra 

den sydlige del af oceanerne til de grønlandske 

farvande. Herudover er såvel en 

DNA-undersøgelse som en isotopundersøgelse 

af fiskens øresten planlagt. Sidstnævnte 

kan kaste lys over, hvor fisken 

har opholdt sig på bestemte tidspunkter. 

Biologerne bruger så mange kræfter 

på at fastslå fiskens fangststed, fordi det 

er første gang, den er fanget på den nordlige 

halvkugle. Hidtil er det nordligste en 

patagonisk tandfisk er gået i nettet ud 

for Uruguays kyst. Men Jørgen G. Nielsen 

og Peter Rask Møller er overbeviste 

om, at fisken har foretaget den lange tur 

til Grønland, og mener, at den sandsynligvis 

er drevet med en dybtliggende, 

kold understrøm, der har ført den bort 

fra dens normale opholdssted i det sydlige 

Atlanterhav. 

Kontakt: Peter Rask Møller, 

pdrmoller@zmuc.ku.dk 

Den grønlandske blisgås er truet 

ling, at den positive udvikling er vendt, 

og han forklarer ændringen med, at gæssene 

får for få unger på vingerne, og at 

der bliver skudt et stigende antal gæs i 

Island under efterårstrækket. 

Det er endnu uklart, hvorfor blisgåsens 

ynglesucces er faldet. Men det kan 

have været afgørende, at sommertemperaturerne 

er faldet i Vestgrønland, og at 

blisgåsen har fået konkurrence fra canadagåsen, 

som for nylig har etableret 

kolonier i Vestgrønland. 

Kontakt: seniorforsker Tony Fox, DMU, 

tlf. 8920 1505, tfo@dmu.dk 

Foto: Alyn Walsh 


KVUG fylder 125 år 

I 1878 blev Kommissionen for Videnskabelige 

Undersøgelser i Grønland (KVUG) 

grundlagt. I år kan kommissionen således 

fejres, at den i 125 år har stået i spidsen 

for arbejdet med at fremme forskning 

i Grønland. 

Festligheden fejres i Nuuk den 13. maj 

med deltagelse af blandt andre Kronprins 

Frederik, landsstyreformand Hans Enoksen 

og videnskabsminister Helge Sander. 

Arrangementet byder på forskellige jubilæumsforedrag 

i Nuuks kulturhus Katuaq 

samt festmiddag i Grønlands Naturinstitut 

for særligt indbudte gæster. 

Siden KVUG i 2000 fik en ligelig dansk 

og grønlandsk sammensætning, har dens 

formål været at rådgive den danske forskningsminister 

og det grønlandske landsstyremedlem 

for forskning i spørgsmål 

om grønlandsforskning og dansk-grønlandsk 

forskningssamarbejde. Som 

grundlag herfor udarbejder kommissio- 

Smeltende gletschere afdækker fortiden 

For de fleste forskere er den globale opvarmning 

et foruroligende fænomen, der 

betragtes som en trussel mod miljøet. I 

Yukon i Canada er bekymringen dog for 

en stund afløst af begejstring. Her har de 

stigende temperaturer nemlig været den 

indirekte årsag til, at arkæologerne uden 

brug af skovl og spade har fået adgang 

til en rigdom af ældgamle arkæologiske 

skatte, som kan kaste nyt lys over Nordamerikas 

historie. 

Det er de smeltende gletschere, der direkte 

forårsager, at buer, pile, spyd og andre 

historiske genstande åbenbarer sig i 

nærmest perfekt stand. Stykke for stykke 

fortæller de nye historier om de tu- 


nen jævnligt strategier for fremtidens 

polarforskning. 

Aktuelt er KVUG klar med en ny strategi 

for dansk-grønlandsk polarforskning 

2003-2007, der vil blive præsenteret på 

jubilæumsdagen. Heri lægges der op til 

at sikre forskning inden for områderne 

miljø og klima, naturressourcer, kulturmøder 

og globalisering samt samfundsudvikling, 

teknologi, levevilkår og helbred. 

Ud over generelt at arbejde for at sikre 

omfanget og kvaliteten af forskning i 

Grønland og de øvrige polarområder søger 

KVUG at medvirke til at styrke det 

dansk-grønlandske forskningssamarbejde 

med henblik på at frembringe ny viden, 

der kan forbedre livsbetingelser og 

livskvalitet i Arktis i almindelighed og 

Grønland i særdeleshed. 

Læs mere på www.kvug.dk 

sinder af år, der er gået siden den sidste 

istid. Antropologen og arkæologen Greg 

Hare fra Yukon Heritage Branch har indsamlet 

mere end 130 genstande inden 

for de seneste fem år. Fundene varierer 

fra 90 år gamle hestesko til 7000 år gamle 

jagtpile. Også fjer fra ænder og ørne, 

der er dukket op i forbindelse med jagtredskaberne, 

er blandt de mere interessante 

fund. Disse analyseres i øjeblikket 

af forskere i verdens eneste laboratorium 

for fjerforskning på Smithsonian Institute 

i Washington. 

At det ikke kun er redskaber fra fortiden, 

som arkæologerne får fingre i, vidner 

de mange fund af dyr og fossiler i- 

Foto: Gert Mulvad 

midlertid om. Biologen Rick Farnell, der 

koordinerer den arkæologiske indsamling 

i isområderne, fortæller, at der er 

fundet tusind år gamle, mumificerede 

bisonokser, bjerggeder, får og fugle samt 

efterladenskaber fra de mange rensdyr, 

som fortidens mennesker jagede. Dette 

giver både biologer og arkæologer en 

sjælden mulighed for at udforske knogler 

og bløddele, der stadig besidder intakt 

DNA. Ifølge Farnell er dyrene så godt 

bevaret, at det kan være svært at se, om 

de er døde inden for en uge eller for 

4000 år siden.

www.reklame.gl 

Air Greenland 

- arktisk specialist 

• Taxi-flyvning 

• Medicinske evakueringer 

• Efterforskning – support til videnskabelige 

efterforskningsprojekter 

• Redningsoperationer 

• Specielle transporter – herunder flyvning 

med underhængende last (slingflyvning) 

Fly- og helikopterflåde: 

1 Airbus 330-200 

1 Boeing 757 

6 De Havilland DASH 7 

2 De Havilland 6-300 (Twin Otter) 

1 Beech Super King Air 200 

2 Sikorsky S-61N 

4 Bell 212 

4 AS 350 B2 

Air Greenland Charter & Cargo 

P.O.Box 1012 

3900 Nuuk 

www.airgreenland.com 

Charter: 

Telefon +299 34 34 34 

Fax +299 32 08 98 

E-mail: glcharter@airgreenland.gl 

Cargo: 

Telefon +299 34 34 34 

Fax +299 32 61 48 

E-mail: gohfb@airgreenland.gl

TMA030228-doo 

ISBN 87-558-1696-7 

Kr. 122,50 (incl. moms) 

GRØNLAND ? 

Vandrekort og guider til Grønland. 

Også fantastiske rejsebeskrivelser om landet finder du hos 

Nordisk Korthandel i Studiestræde 26-30, 

1455 Kbh.K. Tlf: 33 38 26 38 eller se vores store udvalg på 

www.scanmaps.dk/grønland 

Billeder fra Grønland før og nu - 

Fangeren Jakob Danielsens fantastiske 

billedserier og beretninger fra 

svundne tiders Nordgrønland. Den 

nye udgave er redigeret af Birger 

Rosendahl, søn af tidligere landsfoged 

Ph. Rosendahl. Tekst på grønlandsk, 

dansk og engelsk og med tilhørende 

arbejdshæfte til skolebrug. 

Naturen er Kîstat Lunds store inspirationskilde, 

og alligevel er hun bestemt 

ikke nogen traditionel landskabsmaler. 

Endnu en smuk kunstbog 

føjer sig til serien om personligheder 

i grønlandsk billedkunst. Tekst 

på grønlandsk, dansk og engelsk. 

ISBN 87-558-1741-6 

Kr. 247,50 (incl. moms) 

Atuakkiorfik Grønlands Forlag Telefon +299 32 21 22 Fax +299 32 25 00 Postboks 840 3900 Nuuk www.atuakkiorfik.gl 

Hold kontakten 

– brug Tusass 

Tusass er et taletidskort uden 

abonnement til din mobil. 

Perfekt for folk som kun er 

i Grønland i kortere tid, men 

som samtidig gerne vil være i 

kontakt med omverdenen. 

Køb det i TELE-POST butikkerne.

For varmt til isbjørne 

Dr. Andrew Derocher fra University of Alberta i Edmonton, 

Canada, forudser, at isbjørnen kan være udryddet 

om 100 år. I takt med den øgede globale opvarmning 

smelter isen nemlig med foruroligende 

fart i de polare områder, og det vil gå ud over isbjørnens 

muligheder for at jage sæler. Forskerne anslår, 

at der hvert årti smelter ni procent af isen i Arktis. 

Varmerekord i Nuuk 

Nuuks indbyggere oplevede i januar sommerlignende 

temperaturer, da fønvinden bragte temperaturen 

op i nærheden af 16º C. Der var tale om en drastisk 

temperaturstigning på 15º, og alene inden for en time 

steg temperaturen 6º. Selvom et tocifret temperaturhop 

ses relativt ofte i Grønland, er de 15,3º i 

januar alligevel ny rekord. Gennemsnitstemperaturen 

for Nuuk i januar er –7,4º. 

Mylius-Erichsens papirer på auktion 

Den danske polarforsker Ludvig Mylius-Erichsens 

hidtil ukendte dagbogsnotater er på Bruun Rasmussens 

Auktioner i København blevet solgt til en privat 

samler for 60.000 kr. Notaterne afslører bl.a., at Mylius-Erichsen 

var deprimeret, kort tid før han i 1906 

begav sig ud på den fatale Danmark Ekspedition, 

hvor han omkom sammen med Høeg Hagen og Jørgen 

Brønlund og aldrig er blevet fundet. Endvidere 

indeholder papirerne interessante breve og telegrammer 

fra verdenskendte polarforskere som Knud Rasmussen 

og Fridtjof Nansen. 

Uddannelse af byggeteknikere lukker 

På grund af lærermangel vil der ikke blive uddannet 

flere byggeteknikere på Bygge- og Anlægsskolen i 

Sisimiut. Siden uddannelsen blev oprettet for to år 

siden, har der pga. lønniveauet været problemer med 

at tiltrække lærere, og på baggrund af den nuværende 

situation har det ikke været muligt at udbyde 

undervisning til et nyt hold efter sommerferien. 

Kaj Kleist ny topchef i Hjemmestyret 

Kaj Kleist er udnævnt til ny administrerende direktør 

i Hjemmestyret. Den 59-årige Kleist har tidligere 

siddet på posten i syv år fra 1992-1999. I de mellemliggende 

år har han bl.a. været direktør for udenrigskontoret, 

inden han satte sig i stolen som direktør 

for Landstingets Bureau i 2001. Kleist stammer fra 

Qaqortoq, hvor han en tid var ledende skoleinspektør. 

KORT NYT 

Hvidbog om grønlændere i Danmark 

Socialministeriet har offentliggjort en hvidbog om 

socialt udsatte grønlændere i Danmark. Den konkluderer, 

at selvom grønlændere er danske statsborgere, 

har de mest udsatte behov for samme tilbud som etniske 

minoriteter i landet. Især kan der være behov 

for sprogundervisning og tolkebistand. Hvidbogen 

foreslår også, at kommunale sagsbehandlere informeres 

bedre om den grønlandske kultur og mentalitet, 

således at de er bedre rustede til at forstå grønlændernes 

behov og problemer. 

Ørsted-DTU deltager i projekt SPICE 

Ørsted-DTU deltager i perioden 2003-2005 i det EUfinansierede 

SPICE-projekt. Hovedformålet med 

SPICE – som står for Space Borne Measurements of 

Arctic Glaciers and Implications for Sea Level – er at 

udvikle metoder til at kombinere forskellige typer af 

satellitdata, der kan give oplysninger om gletscheres 

og iskappers massebalance. Målinger af afsmeltning 

på gletschere og iskapper udføres traditionelt ved 

gentagne, meget arbejdskrævende registreringer af 

stager nedboret i isen. Den nye fjernmålingsmetode 

bestemmer ishastigheder ved hjælp af Syntetisk 

Apertur Radar-målinger (SAR) fra satellit, målinger 

af istykkelser fra fly med EMI’s 60 MHz isradar og 

flymålinger af overfladehøjder med laser-altimetri. 

Flere sexpiloter ønskes 

Trods talrige oplysningskampagner er aborttallet i 

Grønland stadig alt for højt. Det konkluderer embedslægen 

i sin seneste rapport, der anbefaler øget brug 

af unge såkaldte sexpiloter for at nedbringe antallet 

af aborter. Sexpiloter er unge, som uddannes til at oplyse 

andre unge om sikker sex. De seneste tal fra 2001 

viser, at der blev foretaget 812 aborter, og det er næsten 

lige så højt som fødselstallet på 939 børn. Udover 

sexpiloter lægger embedslægen også vægt på, at der 

fortsat er adgang til gratis prævention i hele landet. 

Fortsat HIV-vækst i Grønland 

At HIV stadig er et problem i Grønland, afslører den 

seneste rapport fra Embedslægen. Her fremgår det, 

at Grønland i dag tæller 113 hiv-smittede, heraf 40 

med AIDS. 36 er døde af sygdommen. Embedslægen 

advarer om, at HIV-epidemien kan fortsætte med at 

brede sig i Grønland. Til gengæld er der tegn på, at 

antallet af kønssygdomme er svagt faldende. Syfilis 

er næsten udryddet, antallet af gonore-tilfælde er 

steget lidt, mens antallet af clamydia-tilfælde er faldet, 

oplyser embedslægen. 


Meddelelse fra Institut 

for Eskimologi 

Nye tilvalgskurser ’Det 

moderne Grønland’ og 

’Arktisk naturforvaltning’ 

i efteråret 2003. 

Check 

www.hum.ku.dk/eskimo. 

Institut for Eskimologi 

har fået nyt telefonnummer: 

3532 9660. 

KORT NYT 


Kulde over Sydvestgrønland 

Det bliver koldere i Sydgrønland. John Cappelen fra 

DMI og Edward Hanna fra Universitetet i Plymouth 

har analyseret klimadata for de seneste 40 år og fundet 

frem til, at mens temperaturerne globalt er steget 

med 0,53º C, har der samtidig været tale om et 

fald på 1,29º i Sydvestgrønland. I Nuuk og Paamiut 

har afkølingen været på ca. 1,5º. Klimaforskerne mener, 

at temperaturfaldet kan skyldes fænomenet den 

nordatlantiske oscillation, som vi beskrev i Polarfronten 

nr. 1/2001. Se www.dpc.dk/PolarfrontenDPC/- 

1_01/trykpaaklimaet.html 

800.000 års klimahistorie i iskerne 

Iskerneprojektet EPICA har boret en stang is op af 

Antarktis’ iskappe, som kan give informationer om 

Jordens klima 800.000 år tilbage i tiden. Det er dobbelt 

så lang tid, som den hidtil længst dækkende iskerne, 

og det gør det muligt at dække otte istider og 

mellemistider. Nu skal forskere fra ti lande i gang 

med at analysere den 3.201 m lange iskerne, og 

blandt dem vil være glaciologerne på Niels Bohr Instituttet 

i København, som i forvejen er i gang med 

iskerneboringer på Indlandsisen. Forskerne søger deres 

oplysninger i små luftbobler, som ligger fanget 

inde i isen, og analyserne kan bl.a. kaste lys over, 

hvordan temperaturer og atmosfærens sammensætning 

har udviklet sig, og hvordan en tidligere polvending 

har påvirket Jorden. 

Glaciologer modtager rejselegat 

Glaciologerne Jørgen Peder Steffensen og Katrine 

Krogh Andersen fra Niels Bohr Instituttet i København 

har hver fået tildelt et rejselegat på 10.000 kr. 

Det er Allan Macintosh-fonden, der står bag uddelingen, 

som gives for hhv. god naturvidenskabelig 

formidling og god naturvidenskabelig forskning. De 

to forskere har endnu ikke besluttet, hvor de vil rejse 

hen for pengene. 

Flere penge til miljøovervågning 

Miljøovervågningen ved Zackenberg i Nordøstgrønland 

har fået en økonomisk indsprøjtning fra Miljøstyrelsens 

pulje til støtte for projekter med relation 

til AMAP’s (Arctic Monotoring and Assesment 

Programme) Climate Change Effects Programme. 

Det betyder, at der i 2003 vil være 3,1 mio. kr. mere 

til driften af de faste aktiviteter ved Zackenberg, som 

nu samlet råder over 6,4 mio. kr. De mange penge 

bliver fordelt med 1,1 mio. kr. ekstra til den geologiske 

del, GeoBasis, og 2 mio. til den marine del, 

MarinBasis. 

Fra top til top 

Den grønlandske avis AG har i marts måned under 

overskriften ’Fra top til bund’ bragt et sensationelt 

skud, som viser et isbjerg i fuld størrelse inklusiv den 

del, som indtil i dag altid har været skjult under vandoverfladen 

for de mange fotografer. Avisen henviser 

til en “marineekspert” fra St. Johns i Newfoundland, 

som skulle have taget billedet i det øjeblik, solen stod 

lige over isbjerget. AG skulle hellere have valgt Polarfrontens 

overskrift, for i virkeligheden er der tale 

om et computermanipuleret billede, og ikke om en fotograf, 

som har taget naturlovene på sengen. Ifølge 

fotografen bag spøgen, Ralph A. Clevenger, består 

det sælsomme isbjerg af løsdele fra fire forskellige 

fotos, heriblandt af to isbjerge fra hhv. Alaska og 

Antarktis. Skulle nogen – måske på AG – tvivle på 

Polarfrontens kedelige korrektion, henviser vi til internetsidenwww.users.bigpond.com/rdoolan/dinocamiceberg.html

Foto: Peter Freuchen 

Nye bøger 

Jørn Riel: Avigtat: Eskimoliv. Fotos 

ved Ib Tøpfer. Høst & Søn 2002. 95 

sider, 325 kr. 

Folkene i det højeste nord har fascineret 

Jørn Riel, siden han i 1951-53 var med på 

Lauge Koch-ekspeditionen. I denne bog 

viser han i en række øjebliksbilleder fra 

det eskimoiske hverdagsliv, hvordan eskimoerne 

opfatter tilværelsen med alle 

dens tildragelser og mysterier. Læs anmeldelse 

på Polarfrontens hjemmeside: 

www.dpc.dk/polarfronten. 

David Boertmann: Fugle i Grønland. 

Tegninger Jon Fjeldså. Ilinniusiorfik 

2003. 80 sider, 135 kr. 

I bogen beskrives de grønlandske fugle 

og deres forekomst. Endvidere indeholder 

den en række afsnit om fuglenes biologi 

og fugleforvaltning. Teksten er omskrevet 

af David Boertmann, der skrev 

teksten til den ’gamle fuglebog’, hvor også 

Jon Fjeldsås akvareller oprindelig figurerede. 

Endvidere prydes bogen af en række 

fotografier af fugle og naturområder. 

Elisabeth Lyneborg: Den sidste 

nordbo. Forlaget Hovedland 2002. 

157 sider, 198 kr. 

Bogen skildrer i korte, stemningsmættede 

historier nordboernes liv de sydgrønlandske 

dale fra 900-tallet og frem til 

kulturens undergang i 1400-tallet. Lyneborg 

giver et dokumentarisk billede af 

det lille folks liv og levned, der trues af 

både de barske naturforhold og de indfødte 

’skrællinger’, som til sidst viser 

sig at være mest tilpasningsdygtige. Læs 

anmeldelse på Polarfrontens hjemmeside: 


Finn Lynge: Den vanskelige tango. 

Atuagkat 2002. 70 sider, 248 kr. 

Bogen, som er med både dansk og grønlandsk 

tekst, er et indlæg i debatten om 

forholdet mellem Grønland og Danmark 

og om rigsfællesskabets fremtid. Lynges 

pointe er, at selvom grønlænderne har 

ret til selvstændighed, gør de af økonomiske, 

demografiske og uddannelsesmæssige 

årsager klogt i at fortsætte ’den 

vanskelige tango’ med danskerne. Læs 

anmeldelse på Polarfrontens hjemmeside: 


Frank Sejersen: Grønlands Naturforvaltning 

– Ressourcer og fangstrettigheder. 

Akademisk Forlag 2003. 

192 sider, 188 kr. 

Ved at vende tingene på hovedet puster 

bogen nyt liv i debatten om naturforvaltning 

i Grønland. Forfatteren opfordrer 

til, at man i stedet for kun at fokusere 

på miljømæssig bæredygtighed 

begynder at tage højde for social bæredygtighed. 

Bogen argumenterer således 

for, at lokal viden bør være et vigtigt element 

i naturforvaltning. 

Læs anmeldelse på Polarfrontens hjemmeside: 


Katastrofen i Ishavet 1777: Beretninger 

fra hval- og sælfangsten ved 

Grønland. Redigeret og kommenteret 

af Søren Mulvad. Fiskeri- og Søfartsmuseet 

2002. 190 sider, 165 kr. 

Søren Mulvad har bearbejdet Lorens 

Hanssens tekst fra 1806 om hvalfangerskibene 

og de hollandske, tyske og danske 

søfolk, der blev fanget i isen og forliste 

øst for Grønland i 1777. Mulvad har 

tilføjet flere kilder og beskrivelser af 

hval- og sælfangsten ved Grønland i 

slutningen af 1700-tallet. 

Jørgen Brønlund: Optegnelser fra en 

ekspedition 1902-1904. Det grønlandske 

Selskab 2002. 114 sider, 150 kr. 

Det grønlandske Selskab har i samarbejde 

med Arktisk Institut udgivet Jørgen 

Brønlunds optegnelser fra Den Litterære 

Grønlandsekspedition 1902-04. Optegnelserne 

er gengivet på gammel grønlandsk 

retskrivning. Det er hensigten 

med bogen at bidrage til øget kendskab 

om mennesket Jørgen Brønlund samt at 

markere, at det er 100 år siden, ekspeditionen 

blev indledt. 

Tidsskriftet Grønland nr. 1 – Januar 

2003. Det grønlandske Selskab. 

Oplysninger om abonnement og løssalg 

på www.groenlandselskab.dk. 

Dette nummer byder på landsstyreformand 

Hans Enoksens nytårstale samt 

artiklen ’Landstingsvalget 2002’ af Torben 

Lodberg. Derudover bringes artiklen 

’Nuuk: Fremmedgørelse i storbyen’ af Bo 

Wagner Sørensen, Hans Lange og Hulda 

Zober Holm. 

DPC-udgivelser 

Hunting, fishing and animal husbandry 

at The Farm Beneath The 

Sand, Western Greenland. Af Inge 

Bødker Enghoff. Meddelelser om 

Grønland, Man & Society 28. 104 

sider. Kr. 260. 

Bogen fortæller om dyr, der blev spist på 

Gården Under Sandet i den norrøne Vesterbygd. 

Gården var beboet fra ca. 1000- 

1400 og blev udgravet af danske og 

grønlandske arkæologer i 1990’erne. 

Den var forladt i største hast og rummede 

mange overraskelser. Denne bog er 

den første i en serie, som fortæller om 

fundene. 

Om DPC 

DPC fortsætter i foråret sin møderække 

i Polar Caféen, hvor polarforskere, studerende 

og andre med interesse for polarforskning 

mødes til et populærvidenskabeligt 

foredrag. Programmet ser sådan 

ud: 

- Tirsdag 1. april: ’Som spæk og vand’ – 

om det dansk-grønlandske kulturmøde 

ved Kirsten Thisted, Center for Minoritetsstudier. 

- Tirsdag 6. maj: ’Diamanter varer evigt’ 

- om diamanter og diamantjagt i Grønland 

ved Svend Monrad Jensen, GEUS. 

- Tirsdag 3. juni: ’Center for Arktisk 

Teknologi’ - en ny vej for det unge 

Grønland ved Arne Villumsen, DTU. 

Polar Caféen er åben den første tirsdag 

i hver måned kl. 15 - 16.30 i Dansk Polarcenters 

mødesal, Strandgade 100 H, 

1401 K. 


På rystetur i Antarktis 

DPC’s logistikmedarbejder Áka Lynge har været udlånt til en svensk 

antarktisekspedition. Her fortæller han om sit møde med de store bæl- 

tekøretøjer, som klarer de omfattende transportopgaver i den uvejsom- 

me isverden. 

Af Áka Lynge 

Ved 20-tiden den 19. december 2002 ankom 

vi til den svenske forskningsstation 

Wasa i Dronning Maud Land efter 150 

km og 26 timer med tre Hägglunds TL4 

bæltekøretøjer fra isbryderen Akademik 

Fedorovs anløbssted Rampen i Riiser- 

Larsen Isen. Som deltagere i den svenske 

antarktis-ekspedition SWEDARP 2002- 

2003 skulle vi ti mand arbejde på Wasa 

470 m over havet. 

Det antarktiske trækdyr 

Bæltekøretøjerne er med for- og bagvogn 

knap otte m lange og er uundværlige, 

når man skal transportere store 

godsmængder i Antarktis. Med last på 

3800 kg er deres totalvægt 9200 kg. 

To af de svenske køretøjer er til to 

mand med køje i kabinen. Det tredje har 

dobbeltkabine med plads til seks mand. 

Til tunge løft er de udstyret med en kran, 

og to har snesmeltningsanlæg med vandtanke 

tilsluttet kølersystemet. GPS, radio 

til kommunikation, elektrisk pumpe til 

Wasa 

Svea 

Antarktis 


brændstofpåfyldning, musikanlæg, gardiner 

og kaffemaskine er standardudstyr. 

Bag bæltekøretøjerne kobles to slæder. 

Den ene til en 20 fods container eller 40 

tromler brændstof og den anden til 40 

fods container. Samlet vægt med vogne, 

slæder og last er mere end 30 t. 

Antarktis er gennemskåret af gletscherspalter, 

så for at undgå at havarere i en 

spalte var der med GPS lagt en rute, som 

var inddelt i 16 afsnit, der zig-zaggede af 

sted gennem landskabet. 

Hastigheden var med to slæder og fuld 

last ca. 10 km/t. Det lyder ikke af meget, 

men i betragtning af at sneen er hård 

som beton og tit ujævn, blev kørslen alligevel 

ofte en ubehagelig affære. Selv 

med god affjedring blev vi kastet noget 

rundt inde i kabinen. 

Ensformigt, men spændende 

Et par dage senere kørte vi atter mod Akademik 

Fedorovs anløbssted for at hente 

det sidste gods og fragte affald tilbage til 

isbryderen. Der er strenge regler for af- 

faldshåndtering i Antarktis, og efter Miljøtraktaten 

fra 1991 må der end ikke 

brændes affald af. 

Det blev en lang tur med 300 km i ét 

træk. Da køretøjerne er forsynet med en 

stang, der holder gaspedalen på faste omdrejninger, 

skulle vi blot koncentrere os 

om selve kørslen. Efter nogle timer og 

efter et par skift kunne det knibe med at 

holde sig vågen i denne monotone ørken 

af is og sne. 

Mere spændende var turene til forskningsstationen 

Svea i begyndelsen af januar. 

To bæltekøretøjer trak hver en slæde 

med overnatnings- og køkkenmodul. 

Den tredje havde en slæde med snescootere 

og andet grej. 

Bestemmelsesstederne lå mere end 

300 km fra vores station Wasa i 1550 ms 

højde. Da vi kørte med ’let oppakning’ 

kunne vi holde en god fart på over 20 

km/t visse strækninger, men det betød 

endnu flere rystelser, da sneen og isen 

blev hårdere i de lavere temperaturer 

oppe i højderne. 

Atter kørte vi efter GPS og måtte i 

visse områder holde en sikkerhedsafstand 

mellem køretøjerne på 4-500 m, så 

ikke alle køretøjer skulle forulykke samtidig, 

hvis det gik galt. Takket være grundig 

ruteplanlægning gik turen helt uden 

problemer og uheld af nogen art. 

Jeg har kørt omkring 1200 km i Hägglunds 

TL4 og tilbragt omkring 100 timer 

bag rattet. Og jeg kan bare stadig sige, at 

jeg er vild med disse bæltekøretøjer! 

Foto: Áka Lynge / Polar Photos

Hold kontakten - Polarfronten

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template ?