Download en gratis version af publikationen her

30 års
arbejde for
en verden
uden tortur
JUBILÆUMSSKRIFT
1 9 8 2 - 2 0 1 2

30 års arbejde for en
verden uden tortur
RCT – Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre
blev stiftet 30. oktober 1982 som det første center af sin slags i
verden. På jubilæumsdagen d. 30. oktober 2012 skiftede RCT
navn til DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur. Denne publikation
beskriver de første 30 år af organisationens historie.
Udgivelsen sker på FNs internationale dag til støtte for torturofre,
26. juni 2013. Mærkedagen er skabt af FN på anmodning fra
Danmark efter forslag fra RCTs stifter, læge Inge Genefke.
En særlig hilsen og en tak skal lyde til Inge Genefke på hendes
75-årsdag 6. juli 2013.

30 års arbejde for en verden uden tortur
© by DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur
www.dignityinstitute.dk
Publikationen er sat med DIN Light
og trykt hos Frederiksberg Bogtrykkeri A/S
Layout: Havas Worldwide Copenhagen
Fotos: DIGNITY, hvor andet ikke er angivet. Forsidefoto: Søren Forum-Jensen.
DIGNITY takker særligt følgende for økonomisk støtte til bogens udgivelse:
Lippmann Fonden, Dansk Sygeplejeråd og Erik & Marta Scheibels Legat
Printed in Denmark 2013
ISBN 978-87-9087-851-1
Det er vores alles ansvar! 6
Forord ved Thorkild Høyer
Tortur er en djævelsk gerning 10
Tale af Desmond Tutu
Verdens første rehabiliterings- og forskningscenter for torturofre 11
Af Inge Genefke og Bent Sørensen
Det internationale lægelige arbejde mod tortur 17
Af Jens Modvig
RCTs betydning set i en dansk kontekst 21
Af Marianne Kastrup
En ny mere fredelig udenrigspolitisk aktivisme? 29
Af Ole Espersen
Et tilbageblik på rehabiliteringen 34
Af Lone Jacobsen
Rehabiliteringen på DIGNITY i dag 40
Af Lene Jelbert og Charlotte Rehling
DIGNITY – en forskningsinstitution 43
Af Edith Montgomery
Fra sundhedsbaseret intervention til rettighedsbaseret udvikling 56
Af Jan Ole Haagensen
Verdens største bibliotek om tortur og dens konsekvenser 62
Af Sven Erik Baun
Fremtiden for DIGNITY 68
Af Karin Verland

det er vores alles ansvar!
Forord ved advokat Thorkild Høyer, bestyrelsesformand i DIGNITY
Da jeg var barn – jeg er født i 1947, et år før Verdenserklæringen om menneskerettigheder
blev vedtaget i FN – blev der aldrig talt om, hvorvidt en smule tortur kunne være i orden.
Der blev aldrig rejst nogen tvivl om torturforbuddet, der er den eneste menneskerettighedsregel,
hvorfra der ikke findes nogen undtagelse.
Min familie og mine forældre havde nære venner, der var blevet udsat for grov tortur under
krigen. De havde alle levet under trussel om at kunne blive udsat for tortur. Så for dem var det
ikke noget, der var til diskussion. Forbuddet mod tortur var i deres øjne en af de største sejre,
som krigens rædselsår medførte.
For et par år siden fandt jeg i nogle gamle retsbøger fra retsopgøret beretningen om, hvordan
en af mine forældres nærmeste venner var blevet tortureret. Jeg husker vennen som en
enspænder, der havde svært ved at knytte sig til nogen. Hvad mine forældres ven havde været
udsat for, blev aldrig diskuteret hjemme. Jeg tænker, at mine forældre ikke vidste, hvordan de
skulle forholde sig til det, og vennen var ikke i stand til at åbne sig om dette smertefulde emne.
På begge disse to områder – den ultimative fastholdelse af torturforbuddet og italesættelsen
af tortur – er der gennem årene sket store forandringer. Vi har siden den 11. september 2001
oplevet et USA, der løbende i den kamp, som de kalder en krig mod terror, har saboteret
respekten, ikke blot for grundlæggende værdier og rettigheder, men også for den almene
menneskelige anstændighed. Vi var mange, der fik rystet vort syn på USA, da billederne fra
Abu Ghraib kom, og senere beretninger fra Guantanamo om waterboarding, frarøvning af
søvn i dagevis, ophængning i stresspositioner i op til 40 timer og placering af mistænkte i små
kasser med insekter.
Med Danmarks aktive udenrigspolitik med deltagelse i krigsførsel i Iraq og Afghanistan, har vi
Danmark et foregangsland
Danmark blev et foregangsland i kampen mod tortur og for værdighed, da
Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i 1982 blev oprettet af
læge Inge Genefke. Det var verdens første rehabiliteringscenter for torturofre.
Det er nu 30 år siden, og verden over er der oprettet lignende rehabiliteringscentre,
og der eksisterer et globalt netværk af menneskerettighedsorganisationer, der
arbejder med at forebygge tortur og organiseret vold. Organisationen har i mellem
tiden også udviklet sig markant, og et navneskifte er det også blevet til. På sin
jubilæumsdag 30.oktober 2012 skiftede RCT således navn til DIGNITY – Dansk
Institut Mod Tortur. Bidragene i denne publikation afspejler også dette skifte, hvorfor
vores organisation både omtales som RCT og DIGNITY.
bevæget os ud i et felt, hvor der med rette bliver spurgt til, om vi har et medansvar. Det virkeligt
rystende for mig har været at opleve, hvordan verdens håndtering af terrortruslen med brug af
tortur har skubbet til den almene opfattelse af, om tortur må anvendes.
Da DIGNITY i 2011 tog temperaturen på den danske befolkning, viste det sig, at ca. hver fjerde
dansker var for tortur i enkelte tilfælde. Nogle måneder efter fulgte Berlingske op, og da
var tallet steget til ca. 30 procent. Det er hver tredje dansker. Det er et skred, der vil noget.
Et ildevarslende skred for retsstaten og den menneskelige værdighed. Hvorfor er det sket?
Der er sikkert mange faktorer, der spiller ind. Erfaringerne fra 2. Verdenskrig har fortonet
sig. Det er nærmest kun den ældre generation, der har nogen form for personlig relation til
torturofre. De unge og lidt ældre kender det måske kun som en konvention. Hvis de endda gør
det. Så fraværet af personlige erfaringer har betydning. En anden grund er den legitimering
som USA’s praksis med tortur har medført.
I den danske debat har der været fortalere for anvendelse af tortur. Vi har hørt mange argumentere
mod, at der bliver gennemført et regelret forbud mod anvendelse af tortur i straffeloven.
Faktisk har et flertal i Folketinget vendt sig mod det. Hvad er det for en virkelighed, som
dette flertal ikke ser? Ser de ikke, at der er sket et skred i befolkningens opfattelse? Hvorfor
ser de ikke behovet for – ikke blot overfor den danske befolkning, men også i forhold til andre
nationer – at markere, at vi i Danmark kriminaliserer anvendelsen af tortur? Det er blevet kaldt
signallovgivning. Måske ja, men det er et nødvendigt signal at udsende, og Folketinget er ikke
netop uvant med at anvende signallovgivning.
Og så den gode fortælling. Mine forældre og deres venner talte ikke om tortur. I dag kan der
tales om tortur. Torturofre kan modtage behandling. Der er en debat om tortur. Danmark er
oven i købet foregangsland, når det gælder forskningen i torturen, dens følger, og hvordan den
kan forebygges og ofrene kan rehabiliteres.
Vi ved nu, at tortur dramatisk nedbryder personligheden og har livslange konsekvenser for
livskvaliteten, og det ikke blot for det umiddelbare offer. Virkningerne rammer både den
nærmeste familie og efterfølgende generationer. Tortur er modbydeligt menneskenedbrydende,
og ofrene ønsker sig ofte hellere døde. Men tortur er ikke længere et ømtåleligt
emne, som vi ikke ved, hvordan vi skal forholde os til. Vi kan i dag, med den indsats som
DIGNITY og mange andre har stået for, sikre ofre og deres familier et tåleligt liv.
DIGNITY har i anledning af sit 30 års jubilæum inviteret en række mennesker, der har et stort
og langt kendskab til organisationen, til at hjælpe med at nedskrive historien. Af bidragene
fremgår det, at udfordringerne stadig er mange. Der er lang vej igen. For hver generation
skal slaget slås. Og hver generation skal erkende, at det også er deres ansvar, at der ikke
sker anvendelse af tortur. Det er den store udfordring, som DIGNITY bestandigt må finde
veje til at løfte.
Thorkild Høyer
6 7

Ct bliver til dIGnItY
RCTs 30 års jubilæum
Over 300 mennesker var 30. oktober 2012
samlet på National museet i København for at
fejre Rehabiliterings- og Forskningscentret
for Torturofre og 30 års arbejde for en verden
uden tortur. Skuespilleren Mille Lehfeldt
og redaktør Nikolaj Koppel var aftenens
værter. Med til arrangementet var særligt
indbudte gæster, som kunne overvære
tidligere ministre i debat om tortur i verden
i dag. Palle Mikkelborg, Hanne Boel og
Outlandish optrådte, mens der var videotaler
fra bl.a. udenrigsmi nister Villy Søvndal,
protektor ærkebiskop Desmond Tutu og
partnerorganisationer i Jordan og Hong Kong.
Et af aftenens højdepunker var overrækkelsen
af den nyindstiftede Verden uden Tortur
pris, som gik til journalist og instruktør
Jørgen Flindt Pedersen for 30 års bidrag til
torturdebatten. Sidst på aftenen afslørede
direktør Karin Verland, at RCT skifter navn til:
DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur.
8 9

tortur er en djævelsk GernInG
Tale af Desmond Tutu
På DIGNITY er vi meget stolte af at have menneske rettighedsaktivist,
Nobel prismodtager og ærkebiskop emeritus
Desmond Tutu som protektor. Det er en stor ære og et
privilegium, at en så vigtig person i kampen for menneskerettigheder
ønsker at støtte vores arbejde. Desmond Tutu
har sat et eksempel for alle som kæmper for en verden
med universelle men neske rettigheder.
I anledning af vores 30 års jubilæum sendte Desmond Tutu
en videohilsen fra Sydafrika, hvori han siger følgende:
“Tortur er et absolut mørke, som der skal kastes lys på.
Der er en grund til, at tortur ofte foregår bag tykke mure
og i mørke kældre langt væk fra offentlighedens søgelys.
Folk, som begår disse forfærdelige forbrydelser ved, at
deres handlinger nedbryder al integritet og menneskelig
værdighed.
Intet land, ingen demokratisk valgt leder, ingen selvbestaltet
hersker i noget land ønsker at indrømme, at vedkommende
har gjort brug af disse undertrykkende metoder. Det er
forståeligt, for når offentligheden får torturens sande ansigt
at se, så bliver folkestemningen vendt, akkurat som vi har
set det i forbindelse med den eskalerende brug af tortur i
lande som Syrien.
I nogle lande gør bødlerne brug af metoder, der efterlader
få eller ingen synlige ar. Men arrene er der. Af tortur opstår
kroniske smerter, flashbacks, angst, depression, og ofrene
mister troen på deres medmennesker og dette med god
grund. De er blevet forrådt på den mest forfærdelige måde
af den stat, som skulle beskytte dem. Tortur ødelægger og
hjemsøger os for resten af vores liv: I vores drømme, i vores
vågne øjeblikke og i vores forhold til andre mennesker.
Tortur er en djævelsk gerning – lav og foragtelig. At hævne
et terrorangreb kan ikke bringe fred til denne verden.
Det avler kun mere vold og modstand mod det fundament,
som demokratierne hviler på. Vi bør aldrig bekæmpe vold
med mere vold eller tortur. Vi bør bringe ansvarlige for
uafhængige domstole og lade dommerne afgive deres dom
baseret på grundigt bevismateriale.
Jeg er stolt over at være protektor for RCT og
værdsætter RCTs bidrag til at hjælpe os alle med at
blive mere humane, omsorgsfulde og medfølende ”
Overalt i verden er der mennesker og organisationer, der
forsøger at afhjælpe følgerne af tortur og forhindre, at det
nogensinde finder sted igen. Ofre søger tilflugt i de lande,
hvor der ikke er nogen tortur, og de opsøger rehabiliteringscentre
for at lære at leve med deres psykiske og fysiske ar.
Der er sådanne rehabiliteringscentre i Danmark. Et af dem
er RCT (nu DIGNITY, red.). Tillykke med 30 års forsøg
på at gøre verden til et lidt mindre ondt sted at være.
I udfører et stykke arbejde for en verden uden tortur, som
er risikabelt, op ad bakke og ofte ikke anerkendes. Flere
organisationer som jeres, der kæmper mod tortur, lever
i frygt for repressalier fra de regimer, der bruger tortur
som et magtmiddel. Jeg er glad for, at RCT bliver ved med
at forbedre sine metoder til brug i kampen mod tortur.
Jeg er stolt over at være protektor for RCT og værdsætter
RCTs bidrag til at hjælpe os alle med at blive mere
humane, omsorgsfulde og medfølende.
Men RCT kan ikke lykkes på egen hånd. Det kræver
støtte fra den danske offentlighed. Så jeg opfordrer alle
til at hjælpe i kampen for en verden uden tortur. Brug din
frihed og din evne til at tale imod den barbariske handling,
som tortur er.”
verdens første InternatIonale
rehabIlIterInGs- oG forsknInGsCenter
for torturofre
Af Inge Genefke og Bent Sørensen
Frimærkesamlere begynder ofte at samle på frimærker
fra før disse blev opfundet. Breve blev trods alt sendt
og modtaget før frimærkets opfindelse – og det er disse
breve, samlerne går efter. De er dyre og dyrebare. På
samme måde med det medicinske arbejde mod tortur.
Det var i gang otte år før det officielle RCT blev dannet, og
arbejdet var dyrebart. Bent Sørensen blev først tilknyttet
arbejdet i 1984. Det var som formand for bestyrelsen i
RCT. Inge Genefke var startet i 1974, hvorfor Inge Genefke
fortæller i det følgende:
Amnestys lægegruppe
- Jeg var medlem af Amnesty Internationals bestyrelse
i København. Denne havde besluttet, at foruden
det juridiske arbejde mod tortur, ønskede den også
det medicinske fremhævet. Og det var fordi, når der
en sjælden gang kom et offer for retten for at anklage
sin bøddel, hævdede anklagemyndigheden altid, at
de mærker, ofret måtte have, var en følge af selvmishandling
og ikke påført af en tredje person (gerningsmanden).
Jeg var jo forsker, så jeg tilbød Amnesty
International at prøve at løse opgaven: At bevise at
visse mærker er forårsaget af tredieperson og ikke
selvpåført.
Problemet blev aktualiseret af kuppet i Chile den 11.
september 1973, hvor den venstreorienterede præsident
Allende endte med at begå selvmord for åben TV-skærm.
Pinochet overtog magten, og et regime, som kun beholdt
magten ved systematisk undertrykkelse af menneskerettigheder,
overtog. Langt over 100.000 personer blev
torteret. Mange flygtede, heraf en hel del til Danmark.
Jeg tog det til efterretning og satte ord på i et indlæg,
der blev bragt i rubrikken Noter og Nyt, den 8. april 1974
i Ugeskrift for Læger. Tre personer meldte sig. Det var
Ole Vedel Rasmussen, Peter Moltke og Helmuth Stadler.
Deres portrætter hænger på 4. sal på repos’en i Domus
Parker, Borgergade 13.
Inge Genefke: Medstifter af Amnesty Internationals
første danske lægegruppe, og senere grundlægger
af RCT og IRCT. Inge Genefke er uddannet neurolog
og er endvidere æresdoktor i medicin ved Bologna
Universitet og Københavns Universitet.
Bent Sørensen: Professor dr.med. var formand
for bestyrelsen i RCT 1984-1990. Bent Sørensen
har været medlem af FNs komite mod tortur (CAT)
og Europarådets komite til forebyggelse af tortur
(CPT). Senest har han arbejdet som Senior Medical
Consultant for IRCT. Bent Sørensen er endvidere
internationalt anerkendt for sit videnskabelige
arbejde med behandling af brandsår.
Inge Genefke satte sig for at søge efter danske læger via en
annonce i Ugeskrift for Læger, 8.april 1974.
10 11

Helmuth Stadler,
praktiserende læge i
Helsingør, gav gruppen
en stor viden om dansk
almenpraksis og var i
hele livet dybt engageret i
forskning af tortur og dens
negative følgetilstande for
den almindelige patient.
Han fortsatte arbejdet, og
så sent som i 2010, året før
han døde, arbejdede han i et
projekt under IRCT.
Gruppen på fire blev hurtigt
udvidet til ti. De fleste af disse
er velkendte senere medlemmer
af RCT: Psykiater Inge Lunde,
neurolog Gudrun Boysen, men
også hårdt arbejdende Jørgen
Kjelstrup, alment praktiserende
læge og overlæge Erik Karup
Petersen. Lægegruppen, den
første i verden, blev etableret for
at have en officiel organisation til
opbakning.
Peter Moltke var først
læge, siden simultantolk
ved EU (dengang EF).
“Læge kan enhver blive,
men simultantolk kræver
intelligens” hævdede han.
Han støttede helhjertet
arbejdet mod tortur indtil
sin alt for tidlige død i 1984.
Ole Vedel Rasmussen
blev i 1990 dr.med. med
afhandlingen “Medical
Aspects of Torture”. Han
var speciallæge i urologi
og havde en slutstilling
på Universitetshospitalet,
inden han blev fuldtidsansat
i IRCT.
Inge Genefkes portræt hænger
for enden af gangen i Domus
Parker. Hun er initiativtageren
til lægegruppen og senere til
RCT. Billedet er malet af Barbara
Gress og er en gave fra Barbara
til Inges mor, Helen Genefke,
der også personligt gjorde en
meget stor indsats i arbejdet for
torturofre. Helen underviste dem
i dansk og gav ofte husly til dem,
ligesom hun materielt bidrog
til Inges samarbejdspartneres
velbefindende med mad, etc.
Helen ønskede, at billedet endte i
Domus Parker.
Læge Helmuth Stadler malet af Barbara Gress; Læge og tolk Peter Moltke malet af Clifford Wright; Speciallæge Ole Vedel Rasmussen malet
af Barbara Gress. Alle tre malerier er foræret til RCT af Bent Sørensen.
Behov for forskning
Amnesty International havde givet mig mandat til
at finde medicinske beviser for følgerne af tortur.
Alle, både Amnesty International, den københavnske
gruppe, jurister og den almindelige befolkning, mente
med dette: fysiske beviser på fysisk vold.
Jeg var selv forsker, og gruppen startede selvfølgeligt
med at søge i litteraturen. Og fandt et stort nul. Intet
var der om emnet. Konklusionen var, at så måtte
gruppen gøre det selv. Vi havde god kontakt med nogle
af de flygtede chilenere, specielt Miguel Lee, der havde
været fagforeningsformand i Chile. Flygtningene var
alle meget skræmte og frygtede enhver offentlighed.
Erfaringerne med sådanne var for forfærdelige. Jeg
aftalte derfor, at vi mødtes med de torturoverlevende på
gaden efter nærmere aftale. Vi tog dem op i vore biler og
kørte til privat praktiserende lægekonsultationer, hvor
undersøgelserne så fandt sted. Ca. 30% dukkede ikke
op, men de fortalte senere, at de godt nok havde set mig
i bilen, men havde ikke turde give sig til kende. Frygten
for efterretningstjenester var for stor.
Hele bevægelsen blev dengang betragtet som en
trussel mod visse stater Mange gjorde, hvad de
kunne for at modarbejde os ”
Undersøgelserne opfyldte alle datidens krav til videnskabelige
arbejder. Der var et fast spørgeskema, og
der var altid to læger samt en tolk til stede under hele
forløbet. Optagelse af en anamnese og udførelsen af
en objektiv undersøgelse tog adskillige timer. Vi opgjorde
resultaterne fra de første 15 torturoverlevende.
Selvfølgelig fandt vi nogle af de fysiske tegn, vi havde
ventet at finde såsom ar, ødelagte skuldre og fodsåler.
Men vi blev dybt rystede: Samtlige havde svære psykiske
skader. Søvnløshed og mareridt; angst og dyb depression;
ændret psyke, før optimistisk og glad, nu indadvendt
og totalt ændret fra “Loving husband and father” til
indesluttet og trist person. Det var for os, og for resten
af verden, total ny viden. Ingen var klar over dette. Det
er vanskeligt for en nulevende person, der arbejder mod
tortur at fatte dette, men det er faktisk rigtigt: Det var helt
ny viden!
Men hvor mange af symptomerne kunne skyldes det
faktum, at de alle var flygtninge? Det var næppe af den
store betydning, men det burde undersøges. Vi tog
derfor til Grækenland. Der var oberststyret, “Juntaen”,
lige blevet styrtet og erstattet af et demokratisk styre.
Også her havde tortur været udbredt under oberststyret,
men de torturoverlevende var ikke flygtet. De var stadig
i Grækenland. Vi gennemførte vor forskning på dem – og
fik nøjagtigt det samme resultat: Torturen havde efterladt
svære psykiske skader, og det hos næsten alle.
Det internationale netværk udbygges
Så at sige fra første færd vidste jeg, at der ikke var tale
om et nationalt fænomen, men om et internationalt – et
globalt. Der var jo ingen tortur i Danmark, men åbenbart
i masser af andre lande. Det lykkedes hurtigt at etablere
en god kontakt med en række lande, foruden Chile og
Grækenland, England, Frankrig, Holland, Sverige, Filippinerne,
Sydafrika og andre. Vi havde dels seminarer i
nogle af landene, dels sendte vi delegationer ud til nogle
eller inviterede til Danmark til studieophold eller træningsseminarer.
Hele bevægelsen blev dengang betragtet som en
trussel mod visse stater. Mange gjorde, hvad de kunne
for at modarbejde os. De fortalte potentielle ofre, at de
endelig ikke skulle sige noget til os – det gik direkte
til CIA, Mossad eller KGB. De forulempede ofrene
– hældte f.eks. hundelorte ind gennem brevsprækkerne.
Og de skar dækkene op på min bil. Alt i alt en meget
vanskelig periode, præget af frygt blandt ofrene. Vi
opbyggede derfor det internationale arbejde efter gamle
kommunistiske principper. Vi havde én arbejdsgruppe,
som vi stolede på i et land. Henvendte andre grupper
sig til os, lod vi den primære gruppe afgøre, om de
skulle accepteres.
Så bag mig havde jeg et solidt internationalt netværk
opbygget på basis af videnskabelige undersøgelser og
resultater, da vi vendte tilbage til Amnesty International
og meddelte, at vi havde fuldført den givne opgave: Ja!
Vi var i stand til at bevise, om mærkerne på en person
var en følge af tortur eller ej.
Samtidigt meddelte jeg, at forskningen havde givet et
for os helt nyt, og afgørende resultat: Så at sige alle
torturoverlevende havde svære psykiske skader. Vi
var jo læger – og dermed forpligtede til at iværksætte
en behandling. Amnesty International takkede for den
12 13

første del og accepterede den anden del. Men hvem
skulle behandle?
Problemet blev grundigt diskuteret og sluttelig meddelte
Amnesty International, at de fandt det uhensigtsmæssigt,
at de selv skulle stå for behandlingen. De
var jo dem, der kritiserede og angreb stater, og så var
det vanskeligt samtidig at udøve neutral lægegerning.
Så behandlingen måtte ske udenfor Amnesty Internationals
regi. De havde undersøgt de internationale
muligheder og var enige om, at det var Danmark der,
via mig, havde vist de største kompetencer, og at de
følgelig anbefalede, at jeg udviklede behandlingen af
torturoverlevende.
Det første forskningsgrundlag beskrives
Vi havde fået en slags internationalt mandat af Amnesty
International til at udvikle behandlingen, også internationalt.
Jeg henvendte mig derfor til Udenrigsministeriet
og fik fra første færd stor hjælp af det daværende R4
med Tyge Lehman i spidsen og Gert Overvad i centrale
roller, senere assisteret af Jens Færkel.
Udviklingen måtte ske nationalt. Jeg var ansat på
Rigshospitalet og under uddannelse til neurolog. Jeg
søgte assistance hos min chef, professor (senere rektor
magnificus) dr.med. Erik Skinhøj – og fik den. Jeg fik
af hospitalets direktør, Gleerup, lov til vederlagsfrit at
indlægge to torturoverlevende på afdeling 2084, ledet
af to særdeles dygtige sygeplejersker, Inger Olesen og
Maj-Britt Johannesen. Vi famlede os frem i en mulig
behandling og fandt hurtigt ud af, at der var mange
facetter i denne. De torterede havde en række klager
på så at sige alle områder. Og samtlige klager sattes
i forbindelse med tortur, og dennes følgetilstande.
De klagede over nedsat syn, nedsat hørelse, svære
følger i bevægeapparatet, “dårlig lever”, “dårlig milt”,
seksuelle problemer etc. etc.
Jeg udnyttede Rigshospitalets store videnskapacitet
og anvendte igen princippet fra det kommunistiske
system: I hver afdeling brugte jeg som ankermand én
person – den, som jeg havde tillid til. Andre i afdelingen
henvendte sig måske senere, professoren f.eks., og
spurgte om de kunne hjælpe, men jeg afslog.
Jeg fik fra starten god hjælp af en række personer
(nogle er formentlig ikke nævnt – jeg undskylder!): Inge
Lunde, psykiater, Frede Bro Rasmussen, anatom, Ole
Ålund, professor ved Landbohøjskolen, Ole Vedel
Rasmussen, urolog, Erik Karup Petersen, overlæge
fra Faxe og Lis Danielsen, hudlæge. Inge Lunde, Ole
Ålund og Erik Karup Petersen var en slags rådgivere,
og blev senere medlemmer af bestyrelsen.
Forskningen fortsatte: Ole Vedel noterede alt om klienterne
og startede derved indsamlingen af fakta om de
torturoverlevende til sin disputats, “Medical Aspects
of Torture”, forsvaret i 1990. Hans vejleder var professor
Poul Riis, en særdeles anerkendt figur i den danske
lægeverden, og som også spillede en rolle i etableringen
af RCT.
Inge Lunde sammen med Lis Danielsen og Ole Ålund
dannede “elektriker-gruppen”, der undersøgte om man
med biopsier fra ar efter elektriske brandsår kunne
påvise, at disse ar var følger af elektricitet – og intet
andet. Det lykkedes, og resultaterne blev publiceret i
to disputatser fra det medicinske fakultet i København.
Begge forfattere, Henning Karmark og Klem Thomsen,
blev senere hudlæger.
Denne forskning fik et sælsomt forløb. Selvfølgelig
brugte vi ikke mennesker til forsøgene. De var jo
smertefulde. Nej, vi brugte de dyr, hvis hud ligner
menneskets hud mest: Grise. Og så rejste der sig
et ramaskrig. Mest i USA og i Tyskland og anført af
Amnesty: “De mennesker, der hævder at arbejde mod
tortur, anvender den selv, og endog overfor helt uskyldige
grise, der jo ikke kan forstå noget og ikke give “informed
consent”. – Vi forklarede, at grisene blev bedøvet, både
når vi udsatte dem for elektricitet, og når vi senere tog
biopsier. Samt at grisene boede på Landbohøjskolen,
var under tilsyn af en professor, og de facto havde et
væsentligt bedre liv end almindelige danske grise; og
at forskningen var godkendt af det Etiske Nævn og
støttet af det Lægevidenskabelige Forskningsråd. USA
truede med “de største demonstrationer i New York
siden 2. Verdenskrig”. Først efter lange forhandlinger
og beslutningen om at sådan forskning ville være
helt adskilt fra den kliniske behandling, og samlet
under organisationen ATR, Anti Torture Research, der
fik adresse i den almindelige danske lægeforenings
domicil, Domus Medica, faldt der ro over feltet.
Anatomen Frede Bro Rasmussen undersøgte følger
efter falanga: slag under fodsålen. Han påviste, at de
sværeste følgetilstande, gangræn af tæerne, var følger
af det såkaldte “compartment syndrome”.
Der foregik en systematisk klinisk forskning, omfattende
alle, der modtog behandling. Vigtigheden af en generel
klinisk undersøgelse, der tog alle de torturoverlevendes
klager alvorligt, blev hurtig klarlagt. De somatiske følger
blev beskrevet udførligt, og de psykiske følger ligeledes.
Dette for første gang.
Behandlingen og organisationen videreudvikles
Sygeplejerskerne på afdeling 2084 henvendte sig
meget tidligt til mig med anmodning om at danne
en kvindegruppe. Kvinderne var dels torterede selv,
men også indirekte, på grund af mandens ændrede
opførsel og følgetilstande i øvrigt. Kort tid efter startede
undersøgelser af børnene, udført af børnelægen
Jørgen Cohn. Helt specielle rehabiliteringsmetoder blev
indført, bl.a. systematisk leg med keramik med den
helt specielle uruguayanske torturoverlever, Nestor
Guerrero, som inspirerende leder. Nestors malerier
pryder stadig mange af RCTs – nu DIGNITYs lokaler.
Baseret på forskningsresultaterne kunne vi udvikle
behandlingsprincipper og metoder, som stadig blev
revideret på ugentlige møder, hvor alle behandlere
diskuterede de enkelte patienter. Resultaterne udkom
som det første arbejde fra gruppen, i den lille bog
“Evidence of Torture” fra 1977.
Samtidigt med at behandlingen på Rigshospitalet fortsatte,
påbegyndte vi arbejdet for at skabe et forsknings-
og rehabiliteringscenter i København. I 1977 blev den
første person af Amnesty International-gruppen ansat.
Det var Gunhild Nielsen, som blev halvdagssekretær.
Hun blev senere heldags og fortsatte, indtil hun gik på
pension som min højt betroede sekretær.
Ved Amnesty International seminaret “Violation of
Human Rights: Torture and the Medical Profession”
1978 i Athen blev det anbefalet at styrke det lægelige
og juridiske arbejde med rehabilitering af torturofre.
Ideen til et rehabiliteringscenter var født. Ved seminaret
“Medical Seminar on Sequelae and Rehabilitation of
Concentration Camp Victims, Sailors from Second World
War, Hostages and Torture Victims” i København i 1979
blev det anbefalet:
• At oprette rehabiliteringscentre for torturofre.
• At søge FN om oprettelse af en fond for torturofre som
økonomisk baggrund for oprettelsen af ovennævnte
centre.
I tiden efter 1978 gik det “slag i slag” med udviklingen
af organisationen:
December 1981. United Nations Voluntary Fund for
Victims of Torture blev oprettet.
December 1981. Undervisningsministeriet, Direktoratet
for Videregående Uddannelser støtter Amnesty Internationals
rehabiliteringsgruppes forslag om oprettelse
af et rehabiliteringscenter for torturofre i København,
hvilket indebærer visse ydelser fra Rigshospitalet.
Direktoratet har underrettet Udenrigsministeriet.
I 1981 blev der dannet en forberedelseskomité bestående
af Erik Karup Petersen, Inge Lunde, Poul Riis og mig,
til oprettelse af et internationalt rehabiliterings- og
forskningscenter for torturofre. Der var forhandlinger
med Røde Kors om lokaler til forberedelseskomiteens
arbejde. Det blev ikke til noget, da Røde Kors ville
have større indflydelse på arbejdet, end det ønskedes.
Vi havde ingen steder at være. Jeg henvendte mig atter
til Rigshospitalets direktør, Gleerup, og fik tilbudt lokalerne
over Militærhospitalets portnerbolig.
Det fastslås i marts 1982, at rehabilitering af torturofre
ligger uden for menneskeretsorganisationen
Amnesty Internationals statutter. Det medicinske
arbejde i Amnesty International med hjælp til torturofre
har sprængt rammerne for organisationen, og
det er nødvendigt at finde andre rammer for dette
arbejde sideløbende med Amnesty Internationals
øvrige arbejde mod tortur. På denne baggrund arbejdedes
der på at få oprettet et rehabiliteringscenter i
København.
RCT grundlægges
30. oktober 1982 mødtes Erik Karup Petersen, Inge
Lunde, Poul Riis og jeg i forberedelseskomiteen til
14 15

Nestor Guerrero var med til at indføre leg med keramik i rehabiliteringen. Fotograf Heine Pedersen.
oprettelse af et internationalt rehabiliterings- og
forskningscenter for torturofre, RCT. På mødet udarbejdedes
stillingsbeskrivelse for administrator. På
grundlag af de udarbejdede, foreløbige, vedtægter
konstituerede gruppen sig som en selvejende institution.
Claus Arup, advokat tilknyttet Amnesty Internationals
danske afdeling, blev bedt om at udarbejde
de endelige vedtægter.
Poul Riis og Erik Karup Petersen aftalte møde med
undervisningsminister Bertel Haarder med henblik
på lokaler til centret. Planlægningschef John Rastrup
Andersen blev inddraget i forhandlingerne om lokalerne.
Det blev til de tidligere professorvillaer, Juliane Maries
Vej 28 og 34. Disse blev vort domicil indtil 1995.
Efter vor legendariske reception i december 1982, hvor
RCT officielt blev udråbt, arbejdede jeg sammen med
Gunhild Nielsen, den nyansatte administrationschef
Lis Ehmer Olsen og den ligeledes nyansatte Anette
Hart Hansen i militærhospitalets lokaler. Vi anvendte
en del tid på PR, ikke mindst i udlandet. Vi fik besøg af
Walter Cronkite fra de berømte “Sixty Minutes “ i USA,
og Antenne II, Frankrig. Begge lavede lange interviews
med mig – og bragte billeder af det kommende “headquarter”
for RCT: Det nye Rigshospital! Man troede, at
det var RCTs lokaler, og udlandet blev imponeret.
Vi fik besøg af Walter Cronkite fra de berømte
“Sixty Minutes “ i USA, og Antenne II, Frankrig
Begge lavede lange interviews med mig – og bragte
billeder af det kommende ”headquarter” for RCT:
Det nye Rigshospital! Man troede, at det var RCTs
lokaler, og udlandet blev imponeret ”
Vi fik dannet støttekomiteer. Blandt andet en politisk
organisation, som ambitiøst omfattede de nordiske
statsministre, den islandske præsident og andre centrale
personer og personligheder. I Danmark oprettede vi
en vennekreds, “RCTs venner” der kunne beskytte os i
de forventede kommende stormvejr. Det var ledende
forfattere, komponister, billedkunstnere, skuespillere,
politikere og i det hele taget “kendisser”. Vi forberedte
også indretningen af RCTs nye domiciler, Juliane Maries
Vej 28 og 34. Alt var velforberedt, så vi kunne flytte.
Ingen erindrer mere præcis hvornår!
det InternatIonale
læGelIGe arbejde
mod tortur
Af Jens Modvig
RCT blev grundlagt af læger, og i lighed hermed var
RCTs arbejde fra begyndelsen af stærkt præget af
lægeprofessionen og de øvrige sundhedsprofessioner.
Rehabilitering af torturoverlevere blev gennemført som en
tværfaglig indsats, hvor læger, psykologer, sygeplejersker,
fysioterapeuter og socialrådgivere arbejdede sammen
om at genskabe et liv for torturoverleveren. Denne
tværfagligt koordinerede rehabilitering var og er fortsat
organisationens særlige kendetegn.
Rehabiliteringsrådet
Internationaliseringen af RCTs arbejde kom i stand som
et svar på ønsker om at oprette lignende rehabiliteringscentre
i andre lande med støtte fra RCT. Endvidere var
der et stærkt ønske om at internationalisere kampen
mod tortur og gennem fortalervirksomhed bidrage til
forebyggelse af tortur. Det tidlige internationale arbejde
foregik i regi af RCTs internationale arm, IRCT (International
Rehabilitation Council for Torture Victims – Det
Internationale Rehabiliteringsråd). Også dette arbejde
havde et stærkt sundhedsprofessionelt islæt.
Da IRCT blev grundlagt i 1985 som RCTs internationale
arm, var der reelt tale om én integreret organisation,
RCT/IRCT. Det Internationale Rehabiliteringsråd, som
IRCT var og er, bestod af sundhedsprofessionelle
rehabiliteringseksperter fra hele verden, udpeget i
deres personlige egenskab.
Rådet mødtes- og mødes fortsat – en gang om året til
drøftelse af strategier for den videre udvikling af det
internationale arbejde, herunder først og fremmest international
fortalervirksomhed og international fundraising
– især i EU og FN – til fordel for arbejdet mod tortur.
Jens Modvig: Overlæge og ph.d. i Public Health.
Sundhedsfaglig teamleder i DIGNITY. Jens Modvig
var fra 1994 lægekonsulent i RCT/IRCT, fra 2000-
2004 genereal sekretær for IRCT, og fra 2004-2007
vicemissionschef for OSCE missionen i Kosovo.
Inden Jens Modvig vendte tilbage til RCT i 2008, var
han direktør for FNs kontor i Beograd.
Træningsseminarer og flere centre
En væsentlig måde at opnå international gennemslagskraft
på var gennem de internationale træningsseminarer,
der blev afholdt i København som årligt tilbagevendende
begivenheder med nye deltagere hvert år.
Læger og andre sundhedsprofessionelle, som blev
identificeret gennem eksplorative besøg til udviklingslande,
blev inviteret til Danmark til deltagelse i de årligt
tilbagevendende internationale træningsseminarer, hvor
RCTs erfaringer med en tværfaglig behandlingsindsats
blev præsenteret. Disse deltagere var ofte prominente
ledere i deres respektive lande, enten oppositionsledere
eller fremstående menneskerettighedsforkæmpere, og
ofte særdeles godt positioneret til at tage kampen mod
tortur op i deres land.
Deltagerne blev ikke alene eksponeret for den danske
tværfaglige behandlingsindsats, men blev også rystet
sammen og stærkt motiveret for at deltage i den internationale
bevægelse mod tortur. RCTs forsknings- og udredningsindsats
i form af bøger og artikler blev distribueret
som supplement til de mundtlige præsentationer. Der var
således tale om en massiv indholdsmæssig påvirkning,
som effektivt sikrede opbygning af et stærkt internationalt
netværk. Dette netværk udgjorde fødekæden
til to væsentlige internationale aktiviteter: Rekruttering
til IRCTs ekspertorgan – Rehabiliteringsrådet,
16 17

samt til grundlæggere af nye rehabiliteringscentre for
torturofre.
Inspireret af seminarerne, engagementet og den
professionelle indsats i RCT blev nogle af deltagerne
interesserede i at starte et rehabiliteringscenter for
torturofre i deres land. I mange tilfælde havde RCT/IRCT
mulighed for med danske udviklingsmidler at hjælpe
sådanne initiativer i gang. Man foretrak som regel, at
lederen af sådanne centre var læge (Medical Director),
hvilket sikrede, at de sundhedsmæssige aspekter altid
havde en høj prioritet.
Lægers medvirken i tortur
Fra erfaringerne med behandling af torturofre i
København var det efterhånden klart, at læger ikke
blot indtog rollen som behandlere af torturofre,
men i visse situationer kunne spille den diametralt
modsatte rolle, nemlig som medvirkende i tortur. Den
lægelige ekspertise kan f.eks. bruges af torturbødler
til at udforme mere raffinerede torturmetoder, der
Akvarel, der illustrerer torturmetoden “Submarino”.
ikke efterlader oplagte spor i form af mærker og ar.
Læger kan også være med til at sikre, at torturofret
ikke dør under torturen, eller til at sikre, at rapporter
om helbredsfølger af tortur (sår, brud, blå mærker
m.v.) bliver rapporteret som tilfældige fald ned ad
trappen eller følger af slagsmål med medfanger. Selv
obduktionsrapporter kan forfalskes af læger, således
at død som følge af tortur eller anden mishandling kan
beskrives som død som følge af hjertetilfælde eller
lignende.
Et billede, der er udfærdiget af et torturoffer og har
været meget brugt i undervisningen, viser en læge, der
overvåger torturmetoden “Submarino”. Metoden består
i, at torturofret fastspændes på et bræt og får hovedet
nedsænket i forurenet vand igen og igen til nær drukning.
Lægen, der sidder lige ved siden af vandtønden og tager
puls med kittel på, antages at skulle sikre, at torturofret
ikke drukner, idet det jo er hensigten, at han skal overleve
– med alle de følger, torturen har pådraget ham, til skræk
og advarsel for andre.
Erkendelsen af, at der findes disse to modsatte roller
for læger i tortur, gjorde det klart, at RCT havde et
kolossalt arbejde foran sig, og at det måtte foregå på
verdensplan. Ét var at forhindre, at læger medvirker i
tortur, noget andet var at involvere læger i dokumentation
af de helbredsmæssige følger af tortur, og desuden i
rehabiliteringen af torturofre og forebyggelsen af tortur.
Også andre nationale og internationale private organisationer,
især Physicians for Human Rights, var aktive i
at afklare og arbejde mod lægers medvirken i tortur,
og RCT fik etableret et samarbejde med disse organisationer.
Internationalt lægesamarbejde
Selvom der var mange læger involveret i RCTs arbejde
(Inge Genefke, Ole Vedel Rasmussen, Bent Sørensen
og mange flere) var det især med professor Erik Holsts
involvering i RCT/IRCT, at det internationale samarbejde
tog fart. Som tidligere formand for den danske
lægeforening udbyggede han samarbejdet med andre
landes lægeforeninger, især den britiske lægeforening
(BMA), og ikke mindst Verdenslægeforeningen (WMA).
Begge disse foreninger havde i forvejen en stærk
orien tering mod menneskerettigheder og lægelig etik,
og allerede i 1975 vedtog WMA den såkaldte Tokyo
deklaration, der definerer tortur og fordømmer lægers
medvirken i tortur. Samarbejdet indebar, at den britiske
lægeforening, og senere Verdenslægeforeningen, fik
plads i IRCTs styrende organer, og RCT/IRCT deltog
som fast observatør i Verdenslægeforeningens
generalforsamlinger og øvrige internationale møder.
Linjen var at forsøge at få Verdenslægeforeningen
til at presse de nationale lægeforeninger til at tage
aktivt stilling mod tortur og aktivt at bekæmpe lægers
medvirken i tortur.
Øvrige sundhedsprofessioner
Også de øvrige verdensorganisationer for sundhedsprofessionerne
blev RCT/IRCTs samarbejdspartnere:
Det Internationale Råd for Sygeplejersker (ICN) og
Verdensføderationen for Fysioterapeuter (WFPT).
Strategien var at få disse organisationer til at tage
klar stilling mod tortur i form af officielle deklarationer,
samt at disse sundhedsprofessioner var bevidste
om følger af tortur og klar til at behandle torturofre.
Specielt for fysioterapeuterne var målet at få udformet
internationale uddannelsesplaner og efteruddannelseskurser
i rehabilitering af torturofre.
I fortsættelse heraf var RCT og IRCTs langsigtede
strategi utrolig ambitiøs: nemlig at få indbygget kurser
og uddannelsesplaner vedrøende tortur og rehabilitering
af torturofre i samtlige sundhedsprofessionelle
grund uddannelser verden over. Udover sundhedsprofessionerne
var juristerne en oplagt samarbejdspartner,
og International Council of Jurists (ICJ) var og er en
væsentlig allieret i det internationale ‘Advocacy’ arbejde.
Istanbul protokollen
Et af de væsentligste resultater af det internationale
lægelige samarbejde blev til i 1999 i Istanbul, Tyrkiet,
hvor en lang række af de internationale lægelige, juridiske
og menneskeretlige organisationer – herunder
det tyrkiske center for torturofre (Human Rigts Foundation
Turkey) samarbejdede om at udforme retningslinjer
for undersøgelse af mulige tilfælde af tortur. Denne
retningslinje, eller protokol, giver anvisninger for,
hvordan sager om mulig tortur bør undersøges. Det
skal ske lægeligt, psykologisk og juridisk, for at det
bedst muligt kan afgøres, oftest via en retssag, hvorvidt
der var tale om tortur eller ej.
Istanbul protokollen blev til på baggrund af et sam -
arbejde, der bl.a. omfattede IRCT, Physicians for Human
Rights, Amnesty International, Verdenslægeforeningen
(WMA), den britiske lægeforening (BMA), den danske
lægeforening og mange andre. Den repræsenterer
dermed et væsentligt fremskridt i arbejdet mod tortur,
specielt den lægelige dokumentation af følger af tortur.
Protokollen er sidenhen blevet anerkendt af FN og
anbefalet som et velegnet instrument til at afklare sager
vedrørende mulig tortur.
Et af udgangspunkterne for Istanbul protokollen var, at
tortur fortsætter så længe, torturbødlerne ikke bliver
dømt, dvs. er straffri. Denne straffrihed (“impunity”) er
et signal til alle de, der udøver tortur, at de kan fortsætte,
for der sker dem ikke noget. Istanbul protokollen
tilstræber at kvalitetssikre den dokumentation, der
foregår af sager om tortur, således at retssagerne
mod torturbødler har større chance for at resultere i
en dom. På den måde er Istanbul protokollen med til at
forebygge tortur, fordi den kan bruges til at bekæmpe
18 19

straffrihed ved at give bedre chancer for domfældelse
af torturbødler og erstatning til torturofre.
Torture Journal
Et yderligere trin i RCT/IRCTs tiltag for at internationalisere
den lægevidenskabelige interesse for torturområdet
kom i 1991, da tidsskriftet Torture – Quarterly
Journal on Rehabilitation of Torture Victims and Prevention
of Torture blev søsat. I starten var formålet snarere
udveksling af små studier mellem rehabiliterings centre,
men specielt efter at overlæge Henrik Marcussen blev
udpeget som chefredaktør i 1993, tog udviklingen fart.
Torture Journal skulle opfylde to formål: Dels skulle
tidsskriftet profilere forskning i torturområdet og vise,
at denne forskning kunne bære sit eget dedikerede
tidsskrift. Dels skulle det fungere som udvekslingscentral
for mindre forskningslignende opgørelser fra
rehabiliteringscentre og dermed stimulere til fortsat
forskningsaktivitet.
Torture Journal var og er ikke begrænset til at publicere
lægevidenskabelig forskning – sigtet var tværtimod at
afspejle den generelle opfattelse, at tortur skal bekæmpes
tværfagligt ved samarbejde mellem mange forskellige
professioner. Alligevel var det de lægevidenskabelige
tidsskrifter, der dannede model for Torture Journal.
Udfordringen var at starte en positiv spiral ved at
tiltrække artikler baseret på god forskning for derved at
blive mere interessant og mere kendt, så der igen bliver
tiltrukket yderligere artikler osv. Et væsentligt kriterium
for at få de bedste forskningsartikler er, at tidsskriftet og
dets artikler registreres i de internationale databaser,
især Medline, baseret på Index Medicus.
Henrik Marcussen indførte således “peer review” af de
manuskripter, der skulle publiceres i den videnskabelige
sektion. Det vil sige, at manuskripter først skulle
vurderes af andre forskere i samme forskningsfelt,
før chefredaktøren tog endelig stilling. Efter adskillige
års systematisk arbejde med at kvalitetsforbedre
tidsskriftet og gøre det attraktivt som stedet, hvor
torturforskning publiceres, kom kronen på værket, da
Torture Journal blev indekseret i Index Medicus. I dag
er det IRCT, som udgiver Torture Journal, og hvor som
helst i verden, hvor der fra en computer søges på f.eks.
“tortur”, kommer der nu artikler frem fra tidsskriftet.
Uden Parker intet RCT RCTs nye domicil i Borgergade indvies 5.maj 1994. Inge Genefke navngiver huset “Domus Parker” efter Parker familien,
der siden 1985 og op til i dag generøst har støttet både IRCT, RCT og torturarbejdet på verdensplan. Fra venstre: Erik Holst, Alan Parker, Inge
Genefke, Jette Parker og Ole Espersen.
rCts betYdnInG set
I en dansk kontekst
Af Marianne Kastrup
Historisk udvikling
RCT har sine ideologiske og historiske rødder i Amnesty
Internationals danske lægegruppe, hvilket er vigtigt at
have in mente, når man skal forstå RCTs udvikling til
den verdensomspændende organisation, det er blevet til
i dag – nu med nyt navn som DIGNITY.
Lægegruppen blev etableret i 1974, da Inge Genefke skrev
et indlæg i Ugeskrift for Læger om lægers rolle i arbejdet
med at bekæmpe tortur. Et af resultaterne af indlægget
var, at Ole Vedel Rasmussen, Helmuth Stadler og Peter
Moltke reagerede på Inge Genefkes opfordring. Sammen
skrev de yderligere et indlæg i Ugeskrift for Læger, hvori
de udtrykte håb om, at danske læger sammen med
dem ville indgå aktivt i arbejdet med bekæmpelse af
tortur. Fokus var dengang især vendt mod betydningen
af lægelig dokumentation af tortur i det håb, at noget
sådant kunne medvirke til at reducere brugen af tortur.
De behandlingsmæssige aspekter fyldte mindre på det
tidspunkt.
Tanken var, at læger – som en del af Amnesty Internationals
lægegruppe – skulle ud på “fact finding missions”
rundt om i verden med det sigte at afdække og dokumentere
tilstedeværelsen af tortur. Intentionen var at koble
dette dokumentationsarbejde med forskning relateret
til de gjorte fund. Udover disse missioner til lande, hvor
der foregik menneskerettighedskrænkelser, var det hensigten,
at der i Danmark skulle arbejdes på en tilsvarende
dokumentation. Omdrejningspunktet var her at foretage
lægelige undersøgelser af asylansøgere.
Det var i disse undersøgelser, udført af lægegruppens
medlemmer, at afgørende viden om de helbredsmæssige
torturfølger kom frem, herunder at der var tale om ofte
komplicerede både fysiske og psykiske senfølger, hvis
behandling ikke i tilstrækkeligt omfang blev tilgodeset
Marianne Kastrup: Overlæge og leder af
Videnscenter for Transkulturel Psykiatri 2002-
2012. Har fra 1987-2010 været medlem af WHOs
ekspertpanel vedrørende psykisk sundhed.
Marianne Kastrup har tidligere været cheflæge
på RCT og har gentagne gange siden 1993 været
rådgiver for European Council Committee for
the Prevention of Torture, Inhuman or Degrading
Treatment and Punishment.
i det danske sundhedsvæsen. Genstanden for lægeundersøgelserne
var i de første år primært flygtninge fra Chile,
som gav lægegruppen viden om torturens medicinske
og psykologiske konsekvenser. Undersøgelserne blev
supple ret med undersøgelser af bl.a. græske torturoverlevere
fra juntatidens Grækenland, hvor der påvistes
ganske lignende helbredskonsekvenser. Undersøgelserne
var vigtige, dels for at demonstrere fysiske skader, som
der – forhåbentlig – kunne gøres noget ved, dels for at
kunne fjerne de pågældende flygtninges frygt for at have
fået varige fysiske følger. Det viste sig hurtigt, at mange
også havde fået svære psykiske følger, der var afgørende
for deres funktionsniveau. Og det stod klart, at torturofrene
havde helbredsproblemer, der ikke forsvandt af sig
selv, men krævede en intervention.
Arbejdet havde indtil da været frivilligt arbejde primært
udført af lægegruppens medlemmer. Men erkendelsen af
det udækkede behandlingsbehov gjorde, at ideen fødtes,
at der burde etableres et egentligt rehabiliteringscenter.
I 1981 åbnede RCT i beskedne lokaler stillet til rådighed
af Rigshospitalet, men behandlingen var ikke en del af
Rigshospitalets tilbud. Lokalerne blev hurtigt utilstrækkelige,
og RCT flyttede til de tidligere professorvillaer på
Juliane Maries vej.
Det er værd at bemærke, at der var tale om et initiativ,
taget af engagerede læger med Inge Genefke i spidsen,
20 21

som resulterede i en selvstændig behandlingsorganisation.
Der var ikke tale om et nyt tilbud som en del af det
etablerede sundhedsvæsen. Som forskningschef Edith
Montgomery tidligere har udtalt, ville RCT aldrig have
nået sin nuværende position, hvis det havde været en del
af det etablerede sundhedsvæsen. Først langt senere
besluttede det offentlige sundhedsvæsen at etablere
behandlings-/rehabiliteringstilbud til traumatiserede
flygtninge.
RCT etablerede et rehabiliteringstilbud som en tværfaglig
model med inddragen af fysiske, psykiske og
sociale aspekter. Hurtigt etableredes der flere andre
rehabiliteringstilbud rundt om i Danmark. Heraf blev
flere startet af personer, der havde været ansat ved RCT,
men som ønskede at afprøve nye behandlingsmodeller
og tilgange til arbejdet. Med årene ekspanderede
RCT yderligere og flyttede i 1994 til Domus Parker i
Borgergade, og indsatsen mod tortur voksede og nåede
det omfang, det har i dag.
Hvilken betydning har så den indsats, RCT har udført
gennem årene haft i Danmark?
Spørgsmålet er lettere at stille end at svare på. Mange
vil hævde, at der ikke ville have været særligt fokus
på tortur og torturfølger i Danmark, hvis ikke RCT var
blevet etableret. Andre vil måske fremføre, at RCTs
pionerarbejde reflekterede en international trend med
fokus på menneskerettigheder og krænkelser heraf,
så havde det ikke været RCT, havde det været en anden
organisation. Ligegyldigt hvad svaret er, står det klart,
at RCT har gjort sig markant gældende på en række
områder, herunder:
• som en organisation med fortalervirksomhed
• som en organisation, der har udviklet og til
stadighed udvikler rehabiliteringskonceptet
• som en organisation, der har et forskningsfokus
i indsatsen
• som en organisation, der har en formidlingsrolle
• som en organisation, der har internationalt
udviklingssamarbejde
• som en organisation, der har et præventivt sigte
Alle delaspekter er væsentlige i det samlede arbejde mod
tortur, men fokus skal her være på den danske kontekst,
hvorfor det internationale arbejde ikke omtales.
Karakteristika ved RCTs virke
Det har været karakteristisk for RCTs arbejde, at der
fra starten har været en fremhævelse af indsatsens
lægelige aspekter og nødvendigheden af en lægelig
ledet indsats. Dette medicinske fokus skal klart ses i
relation til den tætte relation til Amnesty Internationals
lægegruppe. Det er en tilknytning, der holdt sig i en
årrække, og som bl.a. er afspejlet i, at en række af de
personer, der har haft tilknytning til RCT, især i de tidlige
år, også har haft deres rod i Amnesty International.
Denne tætte relation har præget indsatsen, idet flere
ansatte i ledende stillinger har haft et klart ønske
om at sætte menneskerettighedsperspektivet højt.
Rehabiliteringsindsatsen blev således set som et led i
en større kamp mod krænkelser af rettigheder og ikke
blot som en behandlingsindsats, hvor berettiget en sådan
måtte være – men altid set fra et medicinsk perspektiv.
Udover de medicinske aspekter var der samtidigt fokus
på faglighed og dokumentation. Formålet med arbejdet
var som beskrevet først og fremmest at kunne bidrage
til at dokumentere tilstedeværelsen af tortur samt
afhjælpe følgerne heraf. Derimod fyldte det mindre i
rehabiliteringen at involvere torturoverleverne selv i et
mere politisk præget arbejde og hjælpe dem i en videre
politisk kamp. Denne tilgang – at have fokus på de mere
socio-politiske dimensioner – var fremherskende visse
andre steder i verden f.eks. i arbejdet med de chilenske
flygtninge. RCT valgte fra et tidligt tidspunkt at lægge
vægten på faglig dokumentation af torturoverlevernes
helbredsproblemer og ikke på at engagere dem i en
politisk sag. Set i lyset af dagens interesse for evidens
var det en meget interessant problemstilling, da det
blandt de stærkere politisk orienterede sås som en
svaghed, at RCT var så fokuseret på dokumentation
og i mindre grad på betydningen af, at de overlevende
skulle fortsætte en politisk kamp. Denne diskussion,
som måske i dag kan virke utidssvarende, skal ses i
lyset af, at en betydelig del af de chilenske flygtninge,
der var genstand for undersøgelserne, havde et politisk
engagement som baggrund for deres udsættelse for
tortur.
RCT valgte fra et tidligt tidspunkt at lægge vægten
på faglig dokumentation af torturoverlevernes
helbredsproblemer og ikke på at engagere dem
i en politisk sag Set i lyset af dagens interesse
for evidens var det en meget interessant
problemstilling, da det blandt de stærkere politisk
orienterede sås som en svaghed, at RCT var så
fokuseret på dokumentation og i mindre grad på
betydningen af, at de overlevende skulle fortsætte
en politisk kamp ”
Fortalervirksomhed
RCTs rolle som en aktiv debattør i kampen for afskaffelse
af tortur står meget centralt og er måske i offentligheden
og blandt meningsdannere noget af det, RCT
er mest kendt for. Få er i dag i tvivl om, at tortur ikke
er noget, der udelukkende finder sted i fjerne egne,
hvor afhøringsmetoderne lader meget tilbage at ønske.
Nej, tortur udøves også af vore alliancepartnere, og
Danmark har her haft en væsentlig rolle at spille ved at
gøre opmærksom herpå og tage afstand herfra. RCTs
hjemmeside afspejler dette, og aktuelt er indlæg som
“RCTs direktør blogger” og konstante nye presseklip
måder at signalere sin stillingtagen i kampen mod
tortur. RCT har også erkendt de sociale mediers
betydning i meningsdannelsen og som middel til at nå en
større offentlighed, og både på Facebook og Twitter kan
man blive informeret og tilkendegive sin interesse for
arbejdet, og et hurtigt check på Facebook viser, at mange
tilkendegiver sin støtte. RCT – nu DIGNITY har forstået
de elektroniske mediers betydning, og organisationen er
en respekteret debattør, hvis indflydelse på danskeres
holdning til og viden om tortur er markant.
Afgrænsning af torturfølger
I tidlige arbejder, relateret til Amnesty Internationals
lægegruppe og starten af RCT, finder vi overvejelser om,
hvorvidt følgetilstandene med størst naturlighed kunne
indplaceres som en særskilt nosologisk enhed. Der var
overvejelser om et organisk psykosyndrom (Abildgaard et
al. 1984). Og tidligt fremkom Rasmussen og medarbejdere
(1977) med overvejelser om, at der kunne eksistere et
egentligt “tortursyndrom”. Hypotesen var, at tortur per
se kunne resultere i en unik fænomenologi, formentlig ud
fra en forudsætning om, at man ikke kunne forestille sig,
at tortur som en menneskeskabt katastrofe kunne give
anledning til følgetilstande, der kunne sammenlignes med
følgerne af naturkatastrofer m.m.. Men det kan kritiseres,
at der ikke undersøgtes, om de fremkomne symptomer
naturligt kunne placeres i et cluster som et syndrom.
Mange af disse diskussioner fandt sted, inden anvendelsen
af PTSD var blevet udbredt som en diagnostisk
enhed, og ideen om et selvstændigt tortursyndrom
prægede også RCT (Somnier et al. 1992). Diskussionen
vedrørende den diagnostiske afgrænsning i de tidlige år
var også påvirket af, at der var en modstand at spore i
visse kredse mod overhovedet at placere tilstanden i en
diagnostisk referenceramme. Det var som at stemple
eller stigmatisere ofrene, mente visse, der især repræsenterede
gruppen, der var skeptisk overfor den
medicinske model. Blandt eksemplerne på RCTs overvejelser
om tilstedeværelsen af et tortursyndrom skal
fremhæves kapitlet ”Diagnosis of governmental torture”
(Genefke & Vesti 1998), hvor symptomatologien er
sammenlignet i en række undersøgelser udført over
hele verden, og hvor det ensartede billede på tværs af
kulturer understreges, men uden konsensus om et
tortursyndrom.
Over tid har fokuseringen på et specifikt tortursyndrom
mistet momentum, og interessen kan nu siges snarere
at fremkomme med bidrag til videreudviklingen af PTSD
diagnosen. Overvejelserne, der også pågår i Danmark
og RCT, er bl.a. centreret om nødvendigheden af at
etablere nye diagnostiske kategorier, der reflekterer
kompleksiteten i symptombilledet såsom diagnosen
Disorders of Extreme Stress Not Otherwise Specified
(DESNOS) (Berliner et al. 2005).
Monitorering
Behovet for ensartet dokumentation, som måske i dag,
hvor der ikke hersker tvivl om torturs anvendelse og
følgerne heraf, kan synes mindre betydningsfuld var
overordentlig væsentlig i arbejdets første år. I den
forbindelse skal fremhæves den indsats, RCT gjorde i
forbindelse med afgrænsning af en ensartet terminologi
ved at etablere en akademisk multidisciplinær
gruppe bl.a. for at fremme internationale sammenligninger
af rehabiliteringsindsatsen ved at udvikle
algoritmer, der skulle tjene til at fremme komparative
studier af bl.a. torturmetoder (Bøjholm et al. 1992).
Formålet var at etablere tilstrækkelig viden om, hvad
et rehabiliteringsprogram indeholder for at optimere
22 23

opnåelse af stillede mål. Monitoreringen skulle systematisk
omhandle input til rehabiliteringsprogrammet,
til selve processen og til resultatet af indsatsen. Dette
første forsøg, som gjordes på et tidligt tidspunkt i
rehabiliteringsarbejdet, har efter min mening ikke
været værdsat efter fortjeneste, men repræsenterer et
forsøg på at operationalisere dokumentationsarbejdet
på en måde, der var umiddelbart tilgængeligt og
sammenligneligt fra center til center.
Arbejdet kan ses som en forløber for de senere forsøg,
som RCT har været initiativtager/medinitiativer til, og
hvis formål har været at udvikle en ensartet monitorering
dels af torturmetoder, dels af den terapeutiske indsats
på tværs af organisationer og landegrænser. Dette
monitoreringsarbejde har været mødt af talrige snubletråde
og forhindringer af forskellig karakter som en
refleksion af, hvor kompliceret en proces det er at
udvikle en rutinemonitorering, der kan accepteres og
appliceres nationalt, såvel som internationalt.
RCT har nylig atter taget initiativ til at udvikle en monitorering,
der anvendes i den daglige kliniske hverdag.
Ikke mindst i lyset af den aktuelle akkrediteringsbølge
og den danske kvalitetsmodel vil det blive interessant
at følge, i hvilket omfang andre rehabiliteringscentre
i Denmark vil nyde gavn af dette arbejde og melde sig
som interessenter. Sker dette, vil vi få en mulighed for på
nationalt plan at sammenligne de forskellige rehabiliteringstilbud
og kvalitetssikre indsatsen til gavn for den
videre behandling. Med en tilknyttet forskningsmæssig
indsats med RCT som en naturlig central aktør vil der
skabes mulighed for at bidrage unikt til den internationale
debat.
Behandling
På baggrund af fundene fra undersøgelser af asylansøgere
og torturoverlevere fra Grækenland og Spanien
fremkom den hypotese, at eksponering overfor ekstrem
stress medfører følgetilstande, der uafhængig af kulturel
baggrund og setting er ganske sammenlignelige. Ole
Vedel Rasmussen (1990) analyserede i sin disputats, der
markerede en vigtig milepæl i arbejdets videnskabelige
udvikling, de medicinske aspekter og understregede,
hvordan forskellige stressorer synes at have overlappende
konsekvenser.
Fra de tidlige år skal også nævnes et af de første
arbejder, der omhandler de psykologiske følger, nemlig
Somnier & Genefke (1986). I dette arbejde fremhæves
den høje prævalens af en række psykologiske
problemer især angst, hukommelsesproblemer,
koncen trationsproblemer, depression, samt mareridt.
Sværhedsgraden og den markante påvirkning af
funktionsniveau understregedes ligeledes, og artiklen
har haft stor betydning for synliggørelsen af arbejdets
nødvendighed, hvilket også reflekteres i hvor ofte
artiklen er citeret.
RCTs rehabilitering har fra sin start fremhævet den
interdisciplinære indsats ud fra en bio-psyko-social
model. Allerede i 1984 så det første tværfaglige team
dagens lys bestående af speciallæger, psykologer,
socialrådgivere, fysioterapeuter og sygeplejersker. De
senere danske rehabiliteringscentre har i vid udstrækning
taget denne tværdisciplinære tilgang til sig.
Interessant er det at se, at det tværdisciplinære teams
sammensætning er tillempet den enkelte organisation
– dels hvad der er organisationens rehabiliteringsfokus,
dels hvad der lokalt er mulighed for, men komparative
analyser af de forskellige tilgange hilses velkommen,
især hvis der indføres ensartet monitorering.
Meget tidligt anvendtes termen rehabilitering for den
terapeutiske indsats i lyset af indsatsens bredde, hvor
ikke blot den enkelte torturoverlever var genstand for en
indsats, men hvor der rettedes fokus på hele familien.
Efterfølgende centre har for visses vedkommende valgt
også at anvende begrebet rehabilitering, mens andre
har valgt at tale om behandlingscentre eller klinikker.
Også behandlingsmodellerne har udviklet sig forskelligt
i de forskellige tilbud, men har især de første år i vidt
omfang ladet sig inspirere af RCT, uden dog at vælge en
identisk tilgang, og af og til med et ønske om at bevæge
sig i en lidt anden retning.
Der har også været forskellige tilgange, hvad angår
organisatorisk placering. RCT og nogle andre centre
– især de tidligt etablerede – har bibeholdt en selvstændig
placering uden for det offentlige sundhedstilbud,
men i 2006 kom visse – herunder RCT – dog
under Sundhedsloven med tættere tilknytning til det
offentlige system.
Andre centre er etableret som en del af det offentlige
psykiatriske sundhedsvæsen, hvortil der kan henvises
på lige fod som til andre dele af behandlingssystemet.
Disse modeller har kunnet trives side om side, og
der afholdes i dag regelmæssige fællesmøder med
deltagelse af alle behandlingsinstitutioner – dels for
ledelsesgrupperne og dels faglige konferencer for
medarbejderne.
Sammenlignet med forholdene ved RCTs start, er
der således ikke tvivl om, at vi er nået langt, og at
RCT har været en hovedaktør i denne udvikling ”
Med udgivelsen af MTV rapporten i 2008 om “Behandling
og rehabilitering af personer der led af PTSD, herunder
traumatiserede flygtninge” blev der imidlertid åbnet for
en diskussion mellem flere organisationer foranlediget
af de rekommandationer, MTV rapporten mundede ud i.
Her blev der bl.a. fra RCTs side understreget, at rapportens
resultater hviler på et spinkelt evidensgrundlag
(Jensen et al. 2011). Dette blev imødegået fra Region
Syddanmark, der havde taget initiativ til rapporten, og
herfra fremhævedes det, at rapporten opfyldte Sundhedsstyrelsens
kriterier for MTV rapporter og baseredes på
den foreliggende evidens (Ryttov et al. 2011).
Afslutningsvis må det også fremhæves, at Sundhedsstyrelsens
specialeplan for psykiatri fra 2010 omfatter
en beskrivelse af, at der i hver region skal være et
behandlingstilbud for traumatiserede flygtninge som et
led i det offentlige sundhedstilbud. Sammenlignet med
forholdene ved RCTs start, er der således ikke tvivl om,
at vi er nået langt, og at RCT har været en hovedaktør i
denne udvikling.
Udtalelser fra ledelser for udvalgte centre
For at få et indblik i hvad RCT har betydet behandlingsmæssigt,
er nogle nuværende og tidligere ledere af
andre behandlingsinstitutioner blevet forespurgt om,
hvilken rolle, de synes, RCT har spillet.
Overlæge Morten Ekstrøm, chef for Klinikken for Traumatiserede
Flygtninge, Region Hovedstaden udtaler, at RCT
har haft en væsentlig rolle inden for en række områder.
Blandt dem skal nævnes awareness raising; og fokus på
torturens politiske implikationer ved at sætte tortur på
dagsordenen. RCT har skabt stor respekt for området; og
har været klart ansvarlig for den bevågenhed, tortur har
fået. På det mere personlige plan har mange mennesker
fået stor inspiration ved samarbejdet med RCT. RCT har
i rehabiliteringsarbejdet haft stor fokus på at inkludere
og have fokus på de lægelige aspekter. Ligeledes har
RCT altid været meget forskningsorienteret og sat
disse aspekter højt, selv om der ikke indledningsvist var
mulighed for at starte forskningsprojekter.
RCT har også fundet det væsentligt at have en lægelig
ledelse i arbejdet mod tortur. Et andet særkende har
været, at RCT har haft fokus på mange aspekter af
arbejdet samtidigt: rehabilitering, forskning, formidling,
dansk og internationalt arbejde, awareness raising. Dette
samspil mellem forskellige aspekter er et særkende ved
RCTs virke.
Ifølge tidligere direktør for Oasis, Ulrik Jørgensen, har
RCT haft uomtvistelig betydning for rehabiliteringsarbejdet
i Danmark. Rehabiliteringsarbejdet er i høj
grad opstået ud fra de erfaringer, RCT har gjort. Det var
med udgangspunkt i RCT, at andre grupper begyndte
at prøve kræfter med rehabilitering af flygtninge og
torturoverlevende, og RCT har været en vigtig aktør
i videreudviklingen af feltet. RCT har haft et snævert
fokus på torturoverlevere som målgruppe, mens
andre organisationer som f.eks. Oasis har en bredere
målgruppe i en erkendelse af, at andre flygtninge end
torturoverlevere har psykiske problemer. En anden
forskel er, at RCT altid har været lægefokuseret, hvorimod
f.eks. Oasis har en mere psykologisk indfaldsvinkel.
Fra start har RCT fremhævet nødvendigheden af en
tværfaglig indsats, hvor forskellige discipliner spiller
sammen, og kun på denne måde udnyttes alles
kompetencer maksimalt. Dette er et særkende ved RCT,
som andre har ladet sig inspirere af.
Leder af Klinik for PTSD og Transkultural Psykiatri,
Region Midtjylland, Annemarie Gottlieb anfører, at
RCT oplevedes tidligere at have fokus rettet primært
uden for Danmark. Dette betød, at RCTs erfaringer i
mindre grad blev delt med indenlandske rehabiliteringsorgani
sationer. Dette gjorde sig gældende, både hvad
angår forskning som selve rehabiliteringsarbejdet. Til
gengæld har RCT især i de senere år vendt sig mere
indenlands og er dermed blevet en faglig medspiller og
inspirator for andre danske centre. Det er en fordel rent
24 25

metode udviklingsmæssigt, at forskellige centre har
forskellige tilgange til rehabiliteringsområdet. Dette
giver en mulighed for at sammenligne disse tilgange og
tilpasse dem til en given setting. Her har RCT en vigtig
rolle at udføre. RCT har også i modsætning til de øvrige
centre haft ressourcer til at udføre forskning i relation
til det kliniske arbejde. En forskning, hvor der først
i de senere år er ved at komme resultater til gavn for
rehabiliterings arbejdet generelt. Det skal derfor hilses
velkomment, at RCT er gået mere aktivt ind i samarbejdet
med de andre danske centre.
Forskning
Rækkevidden af RCTs forskningsindsats er forsøgt belyst
via en bibliometrisk analyse foretaget i samarbejde med
RCTs Dokumentationscenter. Fra databasen Web of
Knowledge (WoK) (Thomson Reuters) er udtrukket en
statistik over antallet af videnskabelige artikler forfattede
(som enkelt- eller medforfatter) af RCT-medarbejdere
siden 1982, samt en statistik, der viser det antal gange,
disse er citerede i efterfølgende publikationer.
En anvendelse af bibliometriske mål som afspejling
af en forskningsmæssig indsats har naturligvis sine
begrænsninger, men udsiger noget om, i hvilket omfang
De fem hyppigst citerede RCT-medarbejderpublikationer i WoK
I Medical aspects of torture: torture types and
their relation and symptoms and lesions in
200 victims, followed by a description of the
medical profession in relation to torture: a
monograph OV Rasmussen; Danish Medical
Bulletin; vol. 37, suppl. 1 (1990).
II Psychotherapy for victims of torture
FE Somnier and IK Genefke; British Journal of
psychiatry; vol. 149 (1986).
III Validity of childhood disintegrative psychosis:
general findings of a long-term follow-up
study S Mouridsen, B Rich, and T Isager; British
Journal of Psychiatry; vol. 172 (1998).
RCTs forskning citeres blandt andre forskere inden for
området. Der er dog ikke skelnet, om citaterne stammer
fra danske forskere, og de udsiger derfor mere om
RCTs forskningsmæssige indflydelse generelt end i en
dansk kontekst. Tidlige arbejder fra et område under
opbygning vil ofte blive flittigt citeret, hvad der også
fremgår af hvilke af RCTs arbejder, der ligger højest på
listen.
I Web of Knowledge er der i perioden 1982-2012 registreret
115 RCT-medarbejderpublikationer, der samlet
har modtaget 693 citationer (gennemsnit pr. publikation
6,03). Fig. 1 viser antallet af publikationer pr. år, mens
fig. 2 viser antallet af modtagne citationer pr. år.
IV Criterion-related validity of screening for
exposure to torture E Montgomery and A
Foldspang; Danish Medical Bulletin; vol. 41,
no. 5 (1994).
V Traumatic experience and sleep disturbance
in refugee children from the Middle East
E Montgomery and A Foldspang; European
Journal of Public Health; vol. 11, no. 1 (2001).
Fig 2 Antal citationer til RCT-medarbejderpublikationer registreret i Web of Knowledge 1982-2012, pr. år.
26 27
12
11
10
9
8
7
6
5
4
3
2
1
0
1982
1983
1984
1985
1986
1987
1988
1989
1990
1991
Fig 1. Antal RCT-medarbejderpublikationer registreret i Web of Knowledge 1982-2012, pr. år
110
105
100
95
90
85
80
75
70
65
60
55
50
45
40
35
30
25
20
15
10
5
0
1983
1984
1985
1986
1987
1988
1989
1990
1991
1992
1992
1993
1993
1994
1994
1995
1995
1996
1996
1997
Det skal understreges, at WoK ikke indeholder referencer til samtlige videnskabelige eller andre publikationer udgivet af RCTs medarbejdere.
Monografier og kapitler i disse findes således ikke i WoK, og basen dækker ikke verdens totale videnskabelige tidsskriftsproduktion.
1997
1998
1998
1999
1999
2000
2000
2001
2001
2002
2002
2003
2003
2004
2004
2005
2005
2006
2006
2007
2007
2008
2008
2009
2009
2010
2010
2011
2011
2012
2012

En klassiker
Listen afspejler det indlysende faktum, at det oftest tager
en længere årrække for en publikation at indhente et
større antal citationer. En nærmere analyse af citationsfrekvensen
for listens nr. 1, Ole Vedel Rasmussens banebrydende
afhandling fra 1990, giver et eksempel på, at
en publikation kan opnå status som en ‘klassiker’, der
uafbrudt er citeret hvert år igennem årtier.
Bibliometriske data kan ikke yde retfærdighed for
den betydning, RCT har haft og har som inspirator
for yngre læger og psykologer, der engagerer
sig i psykotraumatologisk forskning Ej heller
viser oversigten noget om betydningen af de
talrige videnskabelige møder RCT har afholdt
gennem årene, hvor interesserede klinikere
og forskere kunne udveksle erfaringer, hvortil
kommer det betydelige antal forskningsseminarer,
konferencer, m v hvortil RCT har ydet bidrag ”
Formidling af forskningsresultater finder som bekendt
sted på mange andre måder, og RCTs ansatte har været
flittige bidragydere til lærebøger, oversigtsværker m.m.
inden for flere discipliner og dermed ikke blot ydet en
værdifuld indsats i udbredelsen af kendskab til torturens
helbredsmæssige konsekvenser, men har også været
medvirkende til, at hele feltet er blevet mere mainstream
og ikke et område for de ganske få.
Formidlingsrolle
Skulle sundhedsprofessionelle have bedret deres kompetence
til at kunne identificere og afhjælpe torturfølger,
Referencer
Abildgaard U, Daugaard G, Marcussen H et al.: Chronic organic
psycho-syndrome in Greek torture victims. Danish Medical Bulletin
31, 239-241,1984.
Berliner P, Jacobsen L, Ianev P et al.: Psychotherapy with torture
survivors: Solution oriented methods. In Torture and organised
violence. Berliner P, Arenas J, and Haagensen JO (eds), Dansk
Psykologisk Forlag, Copenhagen, Denmark, 2005.
Bøjholm S, Foldspang A, Juhler M et al.: Monitoring the health and
rehabilitation of torture survivors. RCT, Copen¬hagen, Denmark,
1992.
Genefke I, Vesti P: Diagnosis of governmental torture. In: Jaranson J,
Popkin M (ed.): Caring for victims of torture. Washington: American
Psychiatric Press, 1998.
Jensen B Søndergaard, Nordin L, Harlacher U, Sjölund B: Hvordan
er kvaliteten i de danske MTV rapporter? Ugeskrift for Læger: 173:
1676-7, 2011.
betød det ved RCTs etablering opdyrkning af et nyt område
med deraf følgende betydelig undervisning og formidling.
RCT har tidligt erkendt betydningen heraf og taget
omfattende initiativer til undervisning. Utallige lærere
ved forskellige danske sundhedsfaglige uddannelser har
gennem årene modtaget undervisning med det formål at
videregive deres viden til deres studerende – “Teach the
teachers how to teach” har været den tilgang, der har haft
særlig bevågenhed, og viden om behandling har bredt sig.
Undervisningsinitiativerne har været mangfoldige og
tilpasset de forskellige institutioner – ikke blot sundhedsfaglige.
Som eksempler herpå kan nævnes, at RCT
bl.a. har haft en klar rolle ved uddannelsen af dansk
politi med fokus på forebyggelse af menneskerettighedskrænkelser
og måder at undgå disse. Også værnepligtige
med en sundhedsuddannelse har været genstand for
undervisningsindsats, hvilket ikke mindst kan have
betydning ved udsendelse af dansk personel.
Konklusion
RCT er i dag en velkonsolideret organisation med en
mangeartet indsats. En forståelse for, hvordan denne
indsats har nået sin nuværende placering, kræver et
indblik i den historiske og ideologiske baggrund, hvor
en lille gruppe stærkt engagerede personer satte det
som mål at kæmpe for at afhjælpe torturoverleveres
helbredsskader.
Rasmussen OV, Dam AM, and Nielsen IL: Torture: A study of Chilean
and Greek victims in evidence of torture. Amnesty International
Publications, London, UK, 1977.
Rasmussen OV: Medical aspects of torture. Danish Medical Bulletin
37, 1-88, 1990.
Ryttov O, Pedersen AM, and Lauritzen M: Kvaliteten i MTV rapport er i
orden. Ugeskrift for Læger; 173:2448-9, 2011.
Somnier F and Genefke I: Psychotherapy for victims of torture. British
Journal of Psychiatry 149, 323-329, 1986.
Somnier F, Vesti P, Kastrup M et al.: Psycho-social Consequences
of Torture: Current Knowledge and Evidence. In: Torture and its
consequences. Basoglu M (ed). Cambridge: Cambridge University
Press, Cambridge, UK, 1992.
en nY mere fredelIG
udenrIGspolItIsk aktIvIsme?
Af Ole Espersen
I mange år mente man, hvilket var naturligt nok efter
at have gennemlevet 1930erne og 2. Verdenskrigs
mishandlinger og tortur, at det primære måtte være at
sikre ofrene deres frihed. Det har ofrene sikkert også
ofte selv ment.
Det oplevede jeg ved selvsyn i forbindelse med den sag
for overtrædelser af den Europæiske Menneskerettighedskonvention,
som blev anlagt af de tre skandinaviske
lande mod den græske militærjunta. Sagen blev anlagt
samme år som kuppet fandt sted, i 1967, efter at juntaen i
mange måneder med usædvanlig brutalitet havde styret
landet, forfulgt kommunister, socialister og foreningsfolk.
Anklagen lød på brug af tortur osv. Konventionen
var dengang kun 16-17 år gammel, og var i sig selv
epokegørende, fordi man kunne indbringe spørgsmålet
om overtrædelse for Menneskeretskommissionen i
Strasbourg – en mulighed, der repræsenterede noget
helt nyt indenfor folkeretten.
Der oplevede jeg for første gang, hvordan NGO´er
og enkeltpersoner kunne spille en rolle, når det
drejede sig om en regerings overtrædelse af
basale menneskeretlige normer ”
Vi førte mange vidner. Mennesker, der var flygtet fra
Grækenland. Mennesker, der havde mulighed for at
komme efter vores anmodning osv. Danmark, Sverige
og Norge optrådte som en egentlig fælles anklagemyndighed
mod militærstyret med de pligter, der
fulgte heraf til indsamling af beviser, vurdering af
juntaens “undskyldninger”, kontakt til vidner og
sikring af deres personlige sikkerhed i den farlige
situation, de var i. Der oplevede jeg for første
gang, hvordan NGO´er og enkeltpersoner kunne
spille en rolle, når det drejede sig om en regerings
overtrædelse af basale menneske retlige normer. En
organisation, som Amnesty International og en enkelt
i mange henseender ressourcestærk person, som
Ole Espersen: Jurist og medlem af Folketinget
for Socialdemokratiet fra 1973-94. Justitsminister
fra 1981-82. Tidligere professor i folkeret og
menneskerettigheder ved Københavns Universitet.
Ole Espersen har tillige været formand for Den
Danske Helsinki Komité for Menneskerettigheder
fra 2001-2007. Siden 2005 har Ole Espersen været
tilknyttet DIGNITY som juridisk rådgiver.
Maria Becket, var de vigtigste kilder og uundværlige
for vores arbejde.
Det var en stærk oplevelse at se og høre de mishandlede
ofre for juntaens gerninger, som fik mulighed for
at optræde for kommissionen. Det var jo ikke overraskende.
Overraskende var det måske nok derimod,
at den glæde over at være sluppet fri og kunne bidrage
til juntaens senere fald, ikke afspejlede sig i deres ansigter.
Blikkene var ofte tomme og udsagnene forsigtige
og frygtsomme. Det var klart for os, der førte
sagerne, at der manglede et eller andet. Juraen var
klaret. Beviserne var fremlagte. Identifikationen sket.
Men det var helt åbenbart, at der manglede et eller
andet.
Blikkene var ofte tomme og udsagnene forsigtige
og frygtsomme Det var klart for os, der førte
sagerne, at der manglede et eller andet
Juraen var klaret Beviserne var fremlagte
Identifikationen sket Men det var helt åbenbart,
at der manglede et eller andet ”
Jura og fordømmelse er ikke nok
Hvad det var, fandt jeg egentlig først rigtigt ud af i
1980erne, da jeg fik kendskab til Amnesty Internationals
lægegruppe og Inge Genefkes store arbejde med at
kortlægge de helbredsmæssige, herunder psykiske,
følger af tortur, og i den forbindelse med vurderingen af,
hvilke muligheder for at afbøde virkningerne af tortur der
måtte være.
28 29

Havde vi haft denne viden i slutningen af 1960erne, havde
vi ikke været nødsaget til blot at se på den hjælpeløshed,
der erfaredes i mange af ofrenes øjne – vi ville kunne
have tilbudt mere end asyl i vore lande. Og ophold uden
frygt for fængsler og mishandling. Det var overordentlig
væsentligt, men jo ikke tilstrækkeligt i forhold til, hvad
der burde gøres.
Behovet dokumenteredes bl.a. derved, at adskillige af de
vidner, vi førte, og som vi for nogens vedkommende, havde
skaffet friheden på den ene eller anden måde, senere løb
ind i psykiske problemer, både når det drejede sig om
personer, der så snart som muligt på ny turde opholde
sig i Grækenland, og dem der gik i asyl i udlandet. Jeg
tør godt påstå, at det videncenter, der senere er bygget
op af RCT (nu DIGNITY), igennem mange år har været en
af de største lægelige bedrifter, vi har kunnet observere
indenfor humanitær bistand til mishandlede medborgere.
Det savnede vi i 1960erne og 1970erne.
Da Kommissionen var færdig med at få belyst sagen,
og da det stod klart, at den græske militærjunta ville
blive dømt som skyldig i udbredt tortur, trak juntaen sig
tilbage fra Europarådet – et skridt der var nødvendigt for
at undgå den forventede ydmygelse. Men også et skridt,
der gjorde situationen svær for USA og for et par andre
lande, der viste sig at have været en ikke ubetydelig
støtte for juntaen.
Også i begyndelsen af 1980erne var Danmark involveret
i en sag for Menneskerettighedskommissionen. Denne
gang i anledning af mistanke mod Tyrkiet for udbredte
handlinger af torturlignende karakter. Denne sag blev
afsluttet efter et forlig, og efter at militærstyret i 1982
var afløst af demokratisk styre.
Det, jeg har beskrevet, repræsenterer efter min opfattelse,
et af de klareste eksempler på behovet for tværfagligt
samarbejde om de grundlæggende problemer,
vi har set her. Juraen og fordømmelse er ikke nok.
Erstatninger er ikke nok. Skal det store komplicerede
apparat, som en statslig sag mod en anden stat er,
bære frugt i form af egentlig menneskelig lindring og
ikke blot juridiske sejre, må læger og jurister arbejde
sammen. Hertil kommer yderligere landes politikere
og regeringer.
Grækenland-sagen var det første eksempel på det
såkaldte Inter-State Complaints, altså et tilfælde, hvor
en stat indklager en anden stat for et juridisk organ.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra
1950 ikke blot tilrettelagde et menneskeretligt system
med beskyttelse mod tortur, slaveri, den personlige
frihed m.m. Det var også et enestående eksempel på en
ny form for mellemfolkeligt samarbejde, hvor staterne
tillod andre medlemsstater at intervenere i deres indre
anliggender. (Det var naturligvis ikke militærjuntaen, der
havde tilsluttet sig disse grundlæggende nye principper
men dens demokratiske forgængere).
Juraen og fordømmelse er ikke nok Erstatninger
er ikke nok Skal det store komplicerede apparat,
som en statslig sag mod en anden stat er, bære
frugt i form af egentlig menneskelig lindring og
ikke blot juridiske sejre, må læger og jurister
arbejde sammen Hertil kommer yderligere landes
politikere og regeringer ”
Menneskerettighedsarbejdet i nyere tid
Mange fremskridt er opnået siden da. FN har vedtaget
en speciel konvention mod tortur og en generel pagt til
beskyttelse af civile og politiske kulturelle rettigheder.
Disse to, for DIGNITY meget relevante konventioner,
indeholder også mulighed for Inter-State Complaints,
om end af en noget svagere karakter end den klagemulighed,
som samarbejdet igennem den Europæiske
Union byder på.
Derudover indeholder konventionen regler for komiteovervågning
af og kontrol med overholdelsen af forpligtelserne
efter konventionerne, men også i en svagere form
end den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Komiteerne består af enkeltpersoner, som er udpeget af
medlemslandene, men som arbejder uafhængigt.
Selvom kontrolreglerne er relativt svage, er der ingen
tvivl om, at en statsanklage vil kunne føles ganske
stærkt, fordi der ikke blot er tale om, at “embedsmænd”
kontrollerer landenes overholdelse af konventionerne.
Der er derimod tale om noget, der politisk set kan være
ubehageligt og betyde mere end komitebehandling uden
en anden stats indblanding.
Desværre kan man ikke konstatere, at krænkelser af
menneskerettighederne er blevet færre. Brugen af
tortur er udbredt, og der synes ikke klart at være nogen
positiv udvikling i sigte. De væbnede interventioner
(Irak især) har været baggrunden for, at selv lande som
Danmark har haft og har sager om overdragelse af
behandling af fanger, hvor der synes at være sket klare
brud på menneskeretlige forpligtelser. Man har ikke
undersøgt tilstrækkeligt grundigt, om de magter, man
har overdraget fanger til, kunne formodes at overholde
forbuddene mod mishandling.
Ingen retsforfølgelse stat og stat imellem
På trods af, at behovet for mellemstatslige retsskridt
mod en stat, der har foretaget krænkelser, er øget,
så er brugen af denne form for klager nærmest ikkeeksisterende.
Dette er en ulykkelig udvikling, fordi
der i et ret så stort omfang er tale om opgivelse af det
eneste, blot nogenlunde effektive skridt. Hvorfor har vi
været vidne til en sådan udvikling?
En af grundene kan jo ulykkeligvis være, at flere stater
med deltagelse i de senere års væbnede aktioner, er blevet
medskyldige i tortur og anden form for mishandlinger,
og derfor af naturlige grunde er tilbageholdende med
at indklage andre stater. Lande, der har deltaget i de
senere års krige, og herunder taget krigsfanger “får let
snavs på fingrene”, som det er blevet udtrykt. Men der
er de (naturligvis) andre mere vigtige grunde af mere
permanent karakter.
Brugen af FN konventionernes mulighed for at indklage
et land for at have foretaget torturhandlinger, forud sætter
ofte diplomatiets (det respektive Udenrigsministeriums)
medvirken. Det er ikke en rolle, der er sædvanlig for
diplomater. Tværtimod, det normale for disse er at
opretholde venskabelige forbindelser og ikke rejse
anklager mod hinanden. Uden råd og engagement fra
udenrigstjenesterne er chancen for, at der rejses sag
mod et andet land, ringe.
Internationale engagementer, f.eks. EU, forudsætter til
en vis grad og undertiden i ganske stor grad, enighed
mellem medlemslandene i den pågældende union. I hvert
fald når det drejer sig om større internationale sammenslutninger,
er det formentlig kun i meget få tilfælde, at en
sådan enighed vil foreligge.
Lande vil kunne forsvare og forklare sig med, at de nu
har oprettet komiteer i relation til de fleste internationale
konventioner mod tortur m.v., og at det så må være op til
disse komiteer at foretage den nødvendige kontrol med at
konventionerne overholdes.
Sådan kan der findes mange forklaringer eller undskyldninger
for ikke at bruge det mellemstatslige klagesystem,
altså det system hvor en eller flere stater anklager
en anden stat for brud på menneskerettighederne.
Ole Espersen på den internationale konference “Preventing torture
in places of detention through systems of regular visits – monitoring,
documentation and research” arrangeret af RCT i 2005, hvor 80
eksperter fra hele verden deltog.
Vi må spørge om disse forklaringer er tilstrækkelige og
rimelige? Eller kunne de lande, der i øvrigt generelt interesserer
sig meget for menneskerettigheders overholdelse,
fremover påtage sig en større rolle på dette
område? Det kunne jo ganske givet ske i samarbejde
med de NGO´ere, der er vokset op og har vist deres
30 31

styrke, siden tilblivelsen af f.eks. Den Euro pæiske
Menneske rettighedskonvention i 1950. Jeg vil gerne
her prøve at give et uddybende svar.
Hvorfor en uddøende konvention?
En lov, hvor vigtige bestemmelser ikke bruges i praksis,
eller en konvention, hvor det samme kan gælde, løber
den risiko at blive betragtet som “død” af de, der ellers
er deltagere i konventionen. Bestemmelserne bortfalder
med et gammelt juridisk udtryk, desvetudo – det betyder:
Ved lang tids ikke-brug.
I alt fald vil det blive mere og mere usædvanligt og
anses for mindre rimeligt at anvende bestemmelser, der
stort set har været negligeret i årtier. En anklage fra en
stat mod en anden stat vil politisk set være betydeligt
stærkere end en mere “fredsommelig” behandling i en
komite, hvilket i øvrigt for en stor dels vedkommende sker
på skrift ofte uden direkte førelse af vidner, som det skete
i Grækenland-sagen. Vidneførelse styrker interessen
omkring de rejste anklager. Dertil kommer, at lande, der
efterfølgende slutter sig til den pågældende konvention,
har kunnet lægge til grund, at risikoen for statslige klager
åbenbart ikke er eksisterende. Det er risikofrit så at sige.
Det bør aldrig glemmes, at hensigten med implementeringsbestemmelser
eller kontrolmekanismer, altså det
system vi drøfter her, jo er at beskytte enkeltpersoner,
der har været eller risikerer at blive udsat for voldsomme
fysiske og psykiske krænkelser. Det kan hævdes, at der
foreligger en ganske stærk moralsk forpligtelse – nogle
vil i visse situationer mene en juridisk forpligtelse.
De trods alt eksisterende komiteer risikerer at sande
til ud fra manglende interesse. Staterne opdager jo,
at komitebehandlingen ikke resulterede i nogen form
for statsligt engagement af mere alvorlig karakter
– hvorfor tage denne behandling så alvorligt?
Alt i alt vil jeg konkludere, at der foreligger stærke
argumenter for at konstatere det uheldige og ulykkelige
i denne passivitet, der i så stort omfang er blevet udvist
siden Grækenland-sagen. På trods af, at det i vore dage
ville være betydeligt enklere for en stat at føre en sag
om tortur, synes tilskyndelsen hertil at være ringe. Kan
der anføres fornuftige argumenter imod at føre sager af
denne karakter?
Det vil på nogen kunne virke lidt tilfældigt, hvis et land
rejser en sag mod et bestemt land, hvor en sag kunne
rejses af samme gode grunde mod andre eller en anden
stat. Den risiko er imidlertid kendt og var forudsat, da
konventionen blev til. Der er ingen mulighed for i det
internationale samfund, som der teoretisk set er i hvert
fald i de nationale samfund, at behandle alle ens.
Man risikerer, at den pågældende stat, der ønsker at
rejse sagen, gør sig politisk afhængig eller i hvert fald
en smule afhængig af private organisationers støtte. Det
er imidlertid en velkendt sag, at sådan er det – sådan
var det til en vis grad i den skandinaviske sag mod den
militære junta i Athen, og sådan vil det være i andre sager
også af mindre spektakulær karakter vedrørende tortur.
De fremførte betragtninger ovenfor betyder naturligvis,
at man ikke skal rejse “småsager” eller sager, der ikke
indebærer alvorlige eller meget alvorlige krænkelser.
Dette indskrænker risikoen for, at det land, der rejser
sagen med rette kan mistænkes for at handle “politisk” og
ikke blot at bistå enkelte personer i en ulykkelig situation.
Repressalier kan tænkes iværksat mod den anklagende
stat. Risikoen herfor mindskes dog i det omfang, at der
er tale om en mindre betydningsfuld stat (rent størrelsesmæssigt
eller politisk). Men i øvrigt er dette naturligvis
en risiko, der også var kendt og forudset, da
konventionerne blev vedtaget. Om fornødent kan der ske
henvendelse til FN for at få kompensation for de byrder,
man måtte påtage sig, fordi man har stillet sig i spidsen
for bekæmpelse af tortur i et andet land.
Danmarks vilje til udenrigspolitisk aktivisme
Danmark har i de senere år vist vilje til udenrigspolitisk
aktivisme, også i situationer, hvor det har kostet menneskeliv
og store ressourcer i øvrigt – for eksempel når
det gælder indsatsen i Afghanistan.
Man har sikret sig samarbejde med eller støtte fra
en eller flere store magter. Dette kan man ikke altid
regne med, når det drejer sig om kampen mod torturen
(således som Grækenland-sagen og den græske juntas
forhold til USA – og i øvrigt også til NATO – viste sig at
være).
Den store udenrigspolitiske aktivisme, som vi har rost os
selv en del for, burde vige for at få vores gamle ry tilbage
på udviklings- og menneskerettighedsområdet. Vi lever i
en verden, hvor der er stærkt behov herfor.
Som det danske folketings formand, forhenværende
udenrigsminister Mogens Lykketoft, skriver i forbindelse
med en anmeldelse af bogen “Et land i krig” (Halvskov og
Svendsen):
“Forhåbentlig er bundlinjen, at vi efter 10 år med en
såkaldt aktivistisk udenrigspolitik, der er blevet meget
militariseret, er på vej til en anderledes, mere fredelig
aktivisme, hvor Danmark igen er i spidsen med civil udviklingsbistand
og med fokus på FN-indsatsen, når det
gælder militære engagementer.”
Såfremt DIGNITY ønsker det, er jeg sikker på at folketingsformanden
gerne vil føje “torturindsatsen” til citatet som
et uundvigeligt område. Den politiske opbakning er og
har altid været vigtig for arbejdet mod tortur.
Prinsesse Alexandra var fra 2005 til 2007 RCTs protektor. Under et besøg med RCT i Sydafrika møder prinsessen Desmond Tutu og en
sydafrikansk familie.
32 33

et tIlbaGeblIk på
rehabIlIterInGen
Af Lone Jacobsen
De første erfaringer
Arbejdet med at rehabilitere torturoverlevere i Danmark
går tilbage til 1973, hvor Amnesty International appellerede
til den medicinske profession verden over om
hjælp til at bekæmpe tortur. Emnet blev diskuteret på
en konference afholdt af Amnesty International i Paris
i 1973, og året efter blev Amnesty Internationals første
lægegruppe dannet i Danmark under ledelse af læge
Inge Genefke. Gruppens første opgave var gennem
systematiske undersøgelser at påvise, om tortur havde
fundet sted, men også at beskrive torturmetoderne og
dens følger på kort og langt sigt.
De følgende år undersøgte gruppen chilenske torturoverlevere,
som levede i eksil i Danmark og græske
torturoverlevere i Grækenland. Flere faggrupper var
involveret. De første undersøgelser viste, at der var
meget alvorlige følger af torturen i form af både fysiske
og psykiske skader.
Lægegrupper under Amnesty International blev efterhånden
dannet i andre lande herunder i Holland, Frankrig,
Schweiz og Grækenland. Resultaterne af lægegruppernes
undersøgelser førte til, at Amnesty International afholdt
et internationalt seminar i Athen i 1978: Violation of
Human Rights- Torture and the Medical Profession. Flere
arbejdsgrupper blev dannet til at videreudvikle arbejdet.
En arbejdsgruppe skulle arbejde med en model for
rehabilitering af torturoverlevere. Denne internationale
gruppe mødtes i København i 1979 til fortsat drøftelse af
rehabilitering af torturoverlevere. Man inddrog herunder
erfaringer fra undersøgelse og behandling af KZ
overlevere og konvojsejlere fra 2. Verdenskrig.
En hovedkonklusion var, at man skulle arbejde for, at
der blev oprettet et rehabiliteringscenter for torturoverlevere,
og at dette skulle etableres i København
Lone Jacobsen: Sygeplejerske og psykoterapeut,
der siden 1984 har arbejdet med torturoverlevere
på RCT. Lone Jacobsen har ydet et stort bidrag
til den eksisterende faglitteratur om sygepleje af
torturoverlevere. Hun modtog i 1995 Det Internationale
Røde Kors’ Florence Nightingale medalje
for sit mangeårige arbejde og indsatsen for at gøre
undervisning i behandling af torturoverlevere til en
del af danske sygeplejestuderendes uddannelse.
og ligge udenfor Amnesty Internationals regi. I 1980 fik
Inge Genefke foranlediget, at de første torturoverlevere
kunne indlægges til undersøgelse og behandling på
neuromedicinsk afdeling på Rigshospitalet i København.
Læger og sygeplejersker fik her de første erfaringer
med at undersøge og behandle torturoverlevere, og man
fik et bedre kendskab til de psykiske reaktioner/følger af
torturen end man havde tidligere. Blandt andet så man,
at meget i hospitalsmiljøet let kunne vække minder om
torturen og dermed skabe stor angst og uro. Man indså,
at rehabilitering af torturoverlevere burde foregå i terapeutiske
rammer, som var mere rolige og ikke havde et
institutionelt præg. Dette blev grundstenen til etableringen
af RCT, som blev dannet i 1982 som en selvejende,
humanitær organisation.
Den tværfaglige tilgang udvikles
I de tidlige år havde lægegruppen anlagt en overvejende
somatisk tilgang til behandlingen. Som nævnt ovenfor fik
man på neuromedicinsk afdeling større kendskab til de
psykiske reaktioner og følger efter tortur. Man erfarede
samtidig om de store sociale problemer, der var forbundet
med at være torturoverlever og befinde sig i eksil.
Problematikkerne var så komplicerede og særegne
i forhold til den enkelte torturoverlever, at det var
nødvendigt at medinddrage både en psykisk og social
komponent i rehabiliteringen.
Ægtefæller og børn blev tidligt inddraget, og både børnelæger
og psykologer med specielt kendskab til børn
var en del af den professionelle stab. Senere, i 1994,
blev det første familieteam etableret med baggrund i
de særlige behov, som torturramte familier frembød.
Formålet var at metodeudvikle og skabe en tættere
forbindelse mellem det kliniske arbejde og RCTs
forskning på børneområdet.
Jeg blev ansat på RCT i 1984, men havde allerede
involveret mig i arbejdet mod tortur i Amnesty International.
Det var derfor et oplagt valg for mig at arbejde
med torturproblematikken på det netop etablerede RCT.
Viden om de forbrydelser mod menneskeheden, som
foregik under 2. Verdenskrig, var en drivkraft for mig til
at gå ind Amnesty Internationals arbejde mod tortur og
til at fortsætte som sygeplejerske og psykoterapeut for
torturoverlevere.
Det gav meget mening at være med til at udvikle et helt
nyt område som rehabilitering af torturoverlevere, og
det var spændende at være en del af et engageret hold på
dette felt. Inge Genefke som var lægechef prioriterede
fra starten af det internationale arbejde meget højt.
Der blev arrangeret internationale seminarer op til
flere gange om året, hvor man underviste og drøftede
vanskelige spørgsmål. Der blev knyttet faglige og
støttende bånd til mange fagpersoner rundt i verden,
som også forsøgte at hjælpe torturoverlevere, og nye
centre opstod.
På forskningsfeltet blev der rejst spørgsmål, som
burde undersøges, og forskningsprojekter tog form.
Som eksempel kan jeg nævne, at RCT i 1989 gennemførte
en dansk undersøgelse, hvis formål var at identificere
symptomer hos børn, der havde været udsat
for krænkelser af menneskerettigheder som f.eks.
tortur. Samme år blev resultaterne fremlagt på et
internationalt seminar i Filippinerne. Alle undersøgte
børn havde symptomer på psykisk ustabilitet.
De beskrevne grundlæggende principper er stadigt
vejledende for vores arbejde på DIGNITY, og dengang
som nu oplever vi, at der i hvert tilfælde er helt særlige
forhold, vi skal tage højde for, når vi undersøger
og behandler torturoverlevere.
De første principper for behandling
Principperne for behandlingen af
torturoverlevere afspej lede fra starten en
helhedsopfattelse af problematikkerne:
• Procedurer, som kan minde overleveren om
den tortur, han eller hun har været udsat for
kan fremkalde stor uro og angst. Disse må
derfor i bestemte situationer helt undgås –
eller der må tages særlige forholdsregler.
(Dette gælder dog ikke psykoterapien, hvor
eksponering kan være en del af behandlingen,
men på en kontrolleret måde).
• Behandlingen må være både somatisk og
psykisk og forløbe samtidig.
• Ikke blot torturoverlever, men også ægtefælle
og børnene skal inddrages i behandlingen.
• De sociale forhold skal tages i betragtning, og
socialrådgivning skal indgå i behandlingen.
I undersøgelsesfasen var og er det vigtigt at vide, at nogle
torturoverlevere f.eks. oplever det meget ubehageligt
at tage tøjet af. Mange små ting som metalliske lyde,
anvendelse af nåle, elektroder og elektriske ledninger
kan udløse kraftige angstreaktioner. Derfor tog vi EKG
på klienterne på centret (RCT), fordi det var indrettet
i terapeutiske rammer med så lidt klinisk præg som
muligt. Eksempelvis bar vi aldrig kitler, hvad der stadig
er gældende.
Selv ventetid kan minde torturoverleveren om de timer,
som han skulle vente på tortur. Andre undersøgelser
som gynækologiske undersøgelser kan være meget
belastende. Vi tilrettelægger undersøgelser og behandlinger,
så vi så vidt muligt undgår at fremkalde uro og
angst og dermed at traumatisere yderligere. Vigtigt er
det at være opmærksom på, at torturoverlevere har
været udsat for ufatteligt pres i mange situationer og
stadig lever i en øget stress tilstand. Vi undgår derfor
at udsætte dem for unødigt pres, da det i yderste
34 35

konsekvens kan betyde, at de udebliver helt fra behandling
eller at rehabiliteringsprocessen bliver sat tilbage.
I de tidlige år havde vi tandlæger tilknyttet centret, for
at undersøgelserne kunne foregå i kendte omgivelser
uden en masse klinikudstyr, stærkt lys og lignende. Vi
fulgte ofte overleverne til undersøgelser og behandling
på Rigshospitalet, som vi havde et udbygget og
værdifuldt samarbejde med. Vi gjorde en indsats for
at informere og undervise sundhedspersonale og
andre som kom i kontakt med torturoverleverne, så de
havde forudsætninger for at forstå deres reaktioner
ikke mindst angsten, og dermed undgå yderligere
traumatisering.
Torturoverlevere dengang og i dag
De problemer, som torturoverleverne kommer til os
med i dag, har i princippet ikke ændret sig. Vi ser dog, at
især de sociale forhold er blevet dårligere for mange og
dermed forværrer tilstanden og gør det vanskeligere at
forbedre denne.
Når jeg taler med mine klienter fortæller mange,
at det at være tvunget til at træffe ‘det umulige
valg’ har været det værste for dem “
Torturoverlevere er mærkede på krop og sjæl. De fysiske
symptomer er ofte en følge af de torturmetoder, der har
været anvendt. De medfører f.eks. nerve- og muskelskader
og kroniske smerter i kroppen. De psykiske
følgetilstande eller symptomer, vi ser, er i store træk de
samme, idet torturoverleverne lider af post traumatisk
belastningsreaktion (PTSD), angsttilstande og depressive
tilstande.
Torturoverlevere isolerer sig ofte pga. angst og depression.
Depression er en naturlig reaktion på de mange
tab, som de har lidt. De kan have mistet familiemedlemmer,
som er myrdet under tortur eller forsvundet i
massegrave i hjemlandet eller de kan være forsvundet
under flugten til eksillandet. Tilliden til andre mennesker
er alvorligt skadet, og de har ofte svært ved at være
sammen med andre mennesker, de ikke kender. De
kan endog isolere sig fra deres familie. Det betyder, at
deres livsudfoldelse bliver begrænset. Et udsagn fra en
tortur overlever som: “Jeg vil helst være alene, så har
jeg det bedst” er ikke sjælden at høre.
Angsten kan vise sig som panikanfald i situationer, der
minder om torturen f.eks. ophold i små rum, synet af
hospitalsudstyr, pludselige høje lyde eller mødet på
gaden tilfældigt med en uniformeret politibetjent. Sanseindtryk
kan aktivere flashbacks i vågen tilstand, hvor
det føles som om dele af torturen genopleves. De har
en meget dårlig nattesøvn med tilbagevendende voldsomme
mareridt.
Sygeplejerske Karen Fahnøe drøfter kostvaner med en klient. I de
tidlige år indgik kostvejledning i behandlingsforløbet. Fotograf:
Heine Pedersen.
Særligt angstskabende for torturoverlevere kan det
være at opleve sig selv som en person, der er blevet
en anden. Mennesker, der har været aktive i job i
deres hjemland, haft normale relationer til familie
og venner, oplever nu, at de ikke kan klare det. De
sidder derhjemme med smerter og tør ikke bevæge
sig for meget. De tør ikke gå ud af angst for mørke og
andre mennesker, og de taber let kontrollen og bliver
pludseligt vrede og skælder familien ud. De genkender
ikke sig selv og forstår ikke, hvad der er sket med
dem. Mange er bange for at blive sindssyge. De har
svært ved at koncentrere sig og husker dårligt. Den
tortur, de var udsat for, står derimod klart indprentet i
hukommelsen. Den dårlige hukommelse bidrager til,
at de har meget svært ved at integrere sig i samfundet
og lære det nye sprog.
Torturens formål er at nedbryde et menneske totalt.
Når jeg taler med mine klienter fortæller mange, at
det at være tvunget til at træffe “det umulige valg” har
været det værste for dem. Det umulige valg er det valg,
som torturoverleveren tvinges til at træffe af bødlen.
En fange kan f.eks. være blevet tvunget til at angive
sine venner eller udpege en af sine medfanger til en
forfærdelig død i syrebad. Hvis ikke han fulgte ordre,
ville man voldtage hustruen for øjnene af ham eller
tortere hans børn. Følgerne er lige forfærdelige hvad
der end vælges. Et offer for en sådan psykisk tortur
plages resten af livet af stor skyldfølelse. Hændelsen
vender tilbage igen og igen som et invaderende minde
og bevirker angst og vedvarende grublerier om hvorfor
det skete. Det er netop bødlens hensigt, at fangen skal
forblive som et hjælpeløst offer resten af livet.
Torturoverlevere lever i nutiden, men med fortidens
traumatiske oplevelser som konstant nærværende. Det
er oplevelser, de hele tiden forsøger at undgå og slippe
væk fra.
Fra offer til overlever
Det overordnede mål med rehabiliteringen er dengang
som nu at hjælpe torturoverleveren til at leve i nutiden,
til et bedre liv med fokus på funktion, deltagelse og
livskvalitet. Et mål med behandlingen er, at klienten
også kan føle ro eller endog glæde i sit liv f.eks. ved
at følge sine børn til børnehave eller skole eller forsøge
at være sammen med kammerater uden at tabe
kontrol i samtaler eller diskussioner, hvor uenighed
opstår. Andre vigtige mål handler om, at klienten får
indsigt i sin egen situation og forstår, hvorfor han har
de fysiske og psykiske symptomer efter torturen. I sig
selv kan det gøre klienterne meget rolige, når de f.eks.
forstår, at de ikke bliver sindssyge, fordi de pludselig
ser deres bøddel foran sig i et invaderende minde. På
samme måde kan det ændre dagligdagen, hvis klienterne
får mere kontrol over deres angst, så de tør gå
på gaden alene.
Den indledende fase i psykoterapien, hvor tillid og alliance
mellem klient og behandler etableres, tager ofte længere
tid, end tilfældet er med andre klientgrupper. Der kan gå
flere måneder, før man kan åbne for en bearbejdning
af de meget voldsomme traumatiske oplevelser, der
forfølger torturoverlevere. Bearbejdningen af traumerne
sigter mod at reducere angsten, den sociale isolation og
følelsen af at kunne blive sindssyg. Smertefulde følelser
som angst, afmagt og sorg, men også vrede, genopleves
i traumebearbejdningen op til flere gange, før klienten
efterhånden får kontrol over følelserne, og oplevelserne
lægger sig i erindringen og får mindre betydning. Man kan
tale om, at klienten har bevæget sig fra offer til at blive
overlever. Nogle klienter er for dårlige til at gennemgå
en bearbejdning af deres traumatiske oplevelser. I disse
tilfælde må vi hjælpe klienterne til at leve med dem på
bedst mulig måde.
Vidensgrundlaget vokser
I de tidlige år var grundlaget for meget af det faglige
arbejde som nævnt ikke så stort som i dag. Vi forstod
f.eks. ikke hvorfor torturoverlevere, der havde været
udsat for falanga (slag under fodsålerne) sagde, at de
følte det, som om de gik på brændende kul og havde
smerter. Deres sår var jo for længst lægte. Vi havde
Lone Jacobsen i konsultationen. Hun modtog i 1995 Det Internationale
Røde Kors’ Florence Nightingalemedalje for sit mangeårige
arbejde og indsatsen for at gøre undervisning i behandling
af torturoverlevere til en del af danske sygeplejestuderendes
uddannelse.
36 37

derfor også svært ved at afhjælpe dem. I dag ved vi,
at der er tale om kroniske smerter, og vi kan behandle
dem ved en tværfaglig indsats af læger, fysioterapeuter,
psykologer og socialrådgivere. Klienterne får indsigt i
hvad kroniske smerter er, og hvordan de bedst kan leve
med det vilkår, at de ikke kan forsvinde helt. De lærer,
hvordan de flytter fokus fra smerterne, hvordan de skal
røre sig og i videst muligt omfang gøre hvad de ønsker
at gøre, selv om det gør ondt- f.eks. følge deres børn
til skole og ikke blive siddende hjemme i sofaen uden
at røre sig af skræk for at få mere ondt. Når angst- og
stresstilstanden reduceres, aftager de kroniske smerter
også i nogen grad.
Det psykoterapeutiske arbejde er igennem årene
blevet videreudviklet i takt med vores erfaringer og de
forskningsresultater, der foreligger. Edna Foa’s metode
med at eksponere for traumer (Prolonged Exposure),
som er udviklet over mange år, er en af de nyere
tilgange, som vi nu anvender. Vi har imidlertid lært
at tilpasse traumeeksponeringen til denne sårbare
gruppe klienter, således at metoden er vejledende.
Traumeeksponeringen indebærer, at klienten skal
kunne tåle at føle angsten, sådan at denne efterhånden
reduceres. Dette er særligt vanskeligt og følsomt for
mennesker, der har været udsat for tortur, idet angsten
let bliver for voldsom i styrke under bearbejdningen og
dermed føles alt for belastende.
Som det er nævnt, er det vigtigt at inddrage familien i
behandlingen, da den også lider. Dette gjorde vi helt fra
starten. Men arbejdet med familien er nu systematiseret
og har fundet en form, så hele familien kan henvises fra
starten. Dette arbejde er udvidet sådan, at behandlerne
også inddrager det såkaldte netværk omkring familien,
socialforvaltning, skole mv.
Vores faglige viden er på alle områder vokset i dag, og
det samme er graden af specialisering. Siden RCTs
start har rehabiliteringen været multidisciplinær og har
bestået af læger, fysioterapeuter, psykologer, og socialrådgivere
(suppleret med specialister ved behov). I dag
er rehabiliteringen struktureret i teams, som er trænet i
at arbejde interdisciplinært, hvilket blandt andet betyder,
at vigtige beslutninger i behandlingen tages i fællesskab
og der udvikles fælles mål for og med klienten.
Ingen behandler sidder således “alene” i sit rum, og
hvad der arbejdes med er lagt åbent frem i teamet til
fælles sparring.
Demografi og traumer ændrer sig
I de tidlige år kom torturoverleverne fra militærdiktaturerne
Chile, Uruguay og Argentina. Billedet har gennem
tiden ændret sig alt efter hvilket regime, der har forfulgt
og torteret deres befolkning, og hvilke flygtninge vi har
modtaget i Danmark. Igennem årerne har vi blandt andet
mødt tyrkiske, kurdiske, bosniske, irakiske, iranske,
afghanske, kinesiske og somaliske torturoverlevere.
I de senere år er mange torturoverlevere kommet fra
Mellemøsten og Afghanistan. Her oplever jeg desværre
en slags forværring i traumerne og i klienternes historier.
Hvor de sydamerikanske torturoverlevere havde traumer,
der var mere begrænsede i tid, så er de traumatiske
Knækket under tortur- tiden er gået i stå. Akvarel malet af
torturoffer i terapi på RCT, 1993.
oplevelser, som f.eks. ofrene for Saddam Husseins
terrorregime i Irak har været ude for, meget massive. Det
er mennesker, som har været udsat for tortur og forfølgelse
hele livet eller i mange år. Familien har måske levet under
jorden eller været på flugt, og nære familiemedlemmer
er forsvundet i fængsler og massegrave. Traumerne i dag
synes tungere og problemstillingerne mere komplicerede.
Og derfor er der mere end nogensinde brug for organisationer
og behandlingscentre som DIGNITY, som kan
hjælpe overleverne tilbage til livet og bidrage med
forskning til udviklingen af behandlingsmetoder.
Det er vigtigt, at vi får kendskab til om vores
medborgere har været udsat for tortur, sådan at
behandling kan tilbydes så hurtigt som muligt, og
en kronisk tilstand af håbløshed kan forebygges
Opsporing af torturoverlevere og gerne så tidligt
som muligt, er derfor endnu en vigtig udfordring
for DIGNITY ”
Udfordringerne i dag er store
Indenfor rehabiliteringsfeltet på DIGNITY mangler vi især
klinisk forsk ning til dokumentation af behandlingsresultater
og som kan vejlede os i valget af de bedste og mest
effektive behandlingsmetoder. Dette felt er beskrevet
andetsteds i nærværende jubilæumsskrift.
I dag har vi ringe viden om, hvordan det går torturoverleverne
på længere sigt. Og hvordan går det dem, når de
bliver gamle? Er der brug for endnu en behandlende eller
støttende indsats, sådan som vi så det fra vores egne KZ
overlevere efter 2. Verdenskrig?
Litteratur
Basoglu M (ed.): Torture and mental health: current treatment
approaches, Cambridge University Press, 1992.
Foa E, Hembree E, and Rothbaum B: Prolonged Exposure Therapy
for PTSD, Oxford University Press, 2007.
Jacobsen L og Smidt-Nielsen K: Torturoverleveren – traume og
rehabilitering, International Rehabilitation Council for Torture
Victims, IRCT, 1996.
Montgomery E og Jacobsen L: Familieteamet på RCT, rapport om
det første år, 1.6. 94-31.5. 95, Rehabiliterings- og Forskningscentret
for Torturofre, København, 1995.
Gentagne undersøgelser viser, at viden generelt i
samfundet om tortur, og hvad den gør ved mennesker,
stadig er for lille. Der er derfor brug for formidling af en
sådan viden til mange grupper i det danske samfund.
Jeg tænker på sundheds- og socialområderne, på
skolerne, hvor torturoverlevernes børn går og er
mærkede af hvad der er sket med far eller mor.
Det kræver viden om tortur og dens følger både
i første og anden generation, så lærere og andre
ressourcepersoner kan være opmærksomme på, om
barnet trives eller har behov for hjælp.
Et udsagn, jeg indimellem hører fra tidligere mandlige
klienter, lyder: “Fokus var jo på mig, men min kone var
også udsat for voldsom tortur, imens jeg var i fængsel.
Og hun har aldrig fået hjælp.” Jeg har flere gange oplevet,
at tidligere mandlige klienter igen henvender sig til os
og spørger om hjælp til deres hustruer. Da de selv fik
behandling for år tilbage, vidste vi intet om dette, og det
selvom vi rent faktisk havde kontakt med hustruerne.
Torturoverlevere fortæller sjældent om deres baggrund
til andre. Ikke mindst kvinderne er tilbageholdende med
at oplyse, at de har været udsat for tortur, da det er
stærkt tabuiseret.
Det er vigtigt, at vi får kendskab til om vores medborgere
har været udsat for tortur, sådan at behandling kan
tilbydes så hurtigt som muligt, og en kronisk tilstand
af håbløshed kan forebygges. Opsporing af torturoverlevere
og gerne så tidligt som muligt, er derfor
endnu en vigtig udfordring for DIGNITY.
Asylansøgere i Danmark: en undersøgelse af nyankommne
asylansøgeres helbredstilstand og traumatiserings grad, Amnesty
Internationals Danske Lægegruppe, Dansk Røde Kors, 2008.
Violations of Human Rights: Torture and the medical profession,
Report of an Amnesty International medical seminar, Athens, 1978.
38 39

ehabIlIterInGen på
dIGnItY I daG
Af Charlotte Rehling og Lene Jelbert
Rehabiliteringsafdelingens målgruppe er som bekendt
traumatiserede flygtninge, indvandrere og deres familier.
Der arbejdes ud fra den bio-psyko-sociale model, hvor
der til stadighed er fokus på klientens samlede livssituation
og samspillet imellem forskellige faktorer.
Alle klienter er tilknyttet et tværfagligt team med psykolog,
fysioterapeut, socialrådgiver og læge. Familieteamet har
desuden en familieterapeut ansat. I alle teams arbejder
vi ofte tæt sammen med tolk, og afdelingen har et fast
korps af meget professionelle og kompetente tolke.
Rehabiliteringen foregår i et nært samarbejde imellem
de forskellige behandlere og klienten. Det er af afgørende
betydning for behandlingsforløbet, at klienten inddrages
i alle beslutninger vedrørende behandlingen– og at
afklaring af forventninger og mål med behandlingen sker
i et tæt samarbejde mellem klienten og behandlerne.
Organiseringen
Afdelingen består af følgende fire behandlingsteams:
To individuelle teams, hvor rehabiliteringen foregår som
individuelle seancer imellem behandler og klient.
Et gruppeteam, hvor den individuelle rehabilitering
suppleres med psykoedukation i mindre grupper med op
til otte deltagere. Fra gruppeteamets start har der været
lagt vægt på, at deltagerne i en gruppe taler samme
sprog og har samme køn. I gruppesessionerne arbejdes
med hovedsymptomerne indenfor PTSD som angst og
depression, søvnproblemer og smerteproblematikker.
Desuden berøres sociale udfordringer som for eksempel
migration – altså det at flytte eller flygte til et andet land
og finde sig til rette der.
Et familieteam, hvor fokus udover individuel behandling
til den/de traumatiserede – er hele familiens trivsel, og de
Charlotte Rehling: Speciallæge og specialeansvarlig
konstitueret overlæge på DIGNITY.
Lene Jelbert: Master of Public Health og
afdelingsleder for Rehabiliteringsafdelingen på
DIGNITY.
Den tværfaglige bio-psyko-sociale model
Rehabiliteringen tager udgangspunkt i klientmøder,
hvor psykolog, fysioterapeut, læge og
socialrådgiver løbende sætter mål sammen med
klienten. I modsætning til den multidisciplinære
tilgang foregår arbejdet ikke parallelt, men
koordineres udførligt på teammøder. Alle taler
med én stemme og går ind og støtter op omkring
det, som er vigtigt lige nu, f.eks. søvn. Psykologen
finder ud af, hvordan familien fungerer, så der
kan skabes rum for søvnen. Lægen giver indsigt
i søvnens betydning og undersøger, om der er
behov for medicin. Socialrådgiveren tager fat om
økonomiske problemstillinger, der kan nedbringe
bekymringerne. Fysioterapeuten hjælper klienten
med at graduere træningen af daglige aktiviteter
og underviser i kropsbevidsthed og afspænding.
Den biopsykosociale model følger den tværfaglige
tankegang bag Verdens sundhedsorganisationen
WHO´s internationale klassifikation af funktionsevne,
funktionsnedsættelse og helbredstilstand
(ICF). Klassifikationen er udviklet på tværs af
sprog, lande og faggrupper.
udfordringer der er i en familie, hvor et eller flere familiemedlemmer
er traumatiserede. Der lægges stor vægt
på at formidle et bedre samarbejde i det professionelle
netværk, der ofte allerede findes omkring familien.
Familieteamet har udviklet en model for netværksmøder,
som er introduceret i flere kommuner – ligesom det er
beskrevet i bogen “Mod en fælles indsats – Netværks arbejde
til forebyggelse af ungdomskriminalitet i trauma tiserede
flygtningefamilier” af Mette-Louise Johansen m. fl.,
som er en erfaringsopsamling fra et projekt i Karlebo
kommune.
I alle teams er der til stadighed opmærksomhed på hele
familiens trivsel, og ægtefællen forsøges som oftest
inddraget i behandlingen. Hos mange klienter er der dog
en stor skepsis overfor at involvere familien, da de fleste
bruger mange kræfter på at fremstå som “normale og
velfungerende”, og derfor ser det som skamfuldt at
skulle inddrage og involvere familien. Det er imidlertid
vigtigt altid at holde sig familiens trivsel og dynamikken i
familien for øje, for når en eller begge forældre kæmper
med følgerne af en traumatisk fortid, vil det altid påvirke
hele familien og ofte skabe meget vanskelige forhold for
børnene, som kan præge dem hele livet.
Vi arbejder til stadighed på at optimere vores rehabiliteringstilbud,
og har i den forbindelse valgt nogle
vigtige fokusområder, der drejer sig om ventetid på
behandling, visitation, monitorering samt udvikling og
kvalitetssikring af det faglige arbejde.
Ventetid og visitation
Ventetid på behandling har igennem mange år været
en udfordring. Lang ventetid er en stor belastning for
klienterne, som måske i forvejen har skullet overvinde
en barriere for at kunne indse behovet for behandling.
En lang ventetid kan desuden medvirke til, at klientens
symptomer forværres og tiltroen til effekt af behandlingen
og ressourcerne til at indgå aktivt i behandlingen
mindskes. Det er igennem de seneste år lykkedes at
nedbringe ventetiden fra 2-3 år til aktuelt op til 8 måneder
– i nogle tilfælde endnu kortere tid. En sådan reduktion
af ventetiden forudsætter en grundig visitation. Igennem
knap to år har vores praksis været, at alle henvisninger
behandles i et visitationsudvalg bestående af en erfaren
psykoterapeut samt afdelingens ledelse. Her afgør vi, om
klienten kan indkaldes direkte til en visitationssamtale,
om der skal indhentes supplerende oplysninger eller om
klienten falder udenfor DIGNITYs målgruppe, og derfor
skal tilrådes behandling i et andet regi.
Klienter, som vi vurderer at tilhøre DIGNITYs målgruppe,
indkaldes indenfor to uger til en visitationssamtale.
Samtalen er med to behandlere med forskellig faglighed.
Samtalen foregår som et semistruktureret interview af
to timers varighed med afklaring af, om klienten tilhører
DIGNITYs målgruppe,- om der er forhold, som taler
imod behandling – samt klientens forventninger, motivation
og ressourcer til at indgå i et tværfagligt behandlingsforløb.
Motivation og fremmøde
Som i andre grene af sundhedsvæsenet, har vi på DIGNITY
i perioder mange udeblivelser. Vores klientgruppe har
som led i deres sygdom ofte vanskeligheder med at over -
holde et stabilt fremmøde på grund af hukommelsesproblemer,
mange smerter eller angst og depression.
En del af behandlingen er derfor at arbejde på at overholde
aftaler, hvilket er vigtigt af hensyn til kontinuiteten i
behandlingen, men også for at udnytte ressourcerne bedst
muligt. Vi har indført SMS service, hvor patienterne automatisk
får tilsendt en SMS dagen før aftaler i DIGNITY.
I tilfælde med mange udeblivelser tages dette op med
klienten. Det er vigtigt med et løbende fokus på udeblivelser
og en analyse af årsagen, da det kan tydeliggøre,
hvordan det optimale rehabiliteringsforløb ser ud, set
fra klienternes synsvinkel.
Klientens motivation og ressourcer til at indgå aktivt i
behandlingen er af afgørende betydning for rehabiliteringens
succes. De mennesker, som henvises til DIGNITY
har uden undtagelse store vanskeligheder og et stort
behov for hjælp. Det er dog vigtigt at holde sig for øje,
at afdelingen ikke er i stand til at behandle alene, men
at klienten nødvendigvis må indgå som en aktiv partner
i behandlingen, hvis der skal ske fremskridt. Det forhold
står ofte i kontrast til klientens forventninger, da mange
kommer fra en kultur, hvor lægen er autoriteten, som
behandler en klient, som er stort set passiv i forløbet.
Det er derfor et vigtigt aspekt at få tydeliggjort og diskuteret
med klienten i starten af forløbet. I nogle tilfælde
er klienten ikke i stand til at se formålet med behandlingen
eller indgå aktivt i forløbet, hvilket er vigtigt at få
frem, da det så kan være rigtigt at afslutte forløbet.
40 41

Behandlingstiden har de sidste to år som hovedregel
varieret mellem 10-12 måneder, hvilket er en betydelig
reduktion i forhold til tidligere, hvor et forløb kunne
strække sig over flere år. Når der sættes et mål for
behandlingstiden, er det vigtigt, at der er mulighed
for at tage individuelle hensyn. Nogle klienter vil efter
ti måneder være inde i en udvikling, hvor der fortsat
sker store fremskridt, og de skal have mulighed for at
fortsætte, mens andre efter seks måneder har opnået,
hvad der er muligt.
Et andet væsentligt område har været monitorering. Det
har længe været et ønske at få objektive målemetoder
for behandlingens effekt. Dels for at vurdere det enkelte
rehabiliteringsforløb og dels som led i en stadig udvikling
og optimering af vores rehabiliteringstilbud. 1. januar 2012
indførte vi et nyt systematisk monitoreringsprogram,
hvor alle patienter monitoreres på en række udvalgte
para metre som smertepåvirkningen, angst, traumer,
PTSD symptomer og sociale forhold. Det sker ved
visitation, behandlingsstart, behandlingsafslutning samt
ni måneder efter endt behandling.
Indførelse af monitoreringsprogrammet er blevet godt
modtaget af behandlerne, som har efterlyst en sådan
kvalitetssikring af arbejdet. Udover gevinsten for rehabiliteringsafdelingens
arbejde har monitoreringen åbnet for
samarbejde med to andre behandlingscentre, OASIS og
RCT Jylland. Begge disse institutioner ønsker at benytte
det samme monitoreringsprogram. Afdelingen forventer
at kunne begynde at bearbejde data ultimo 2013 – og
forventer sig meget af arbejdet.
Kontinuerlig faglig udvikling
Faglig udvikling har i alle årene været en højt prioriteret
del af arbejdet i DIGNITY. Hver faggruppe har en fagudviklingsleder,
som har det overordnede ansvar for at
holde sig ajour med den nyeste udvikling inden for faget.
Fagudviklingslederne arbejder sammen om at koordinere
udviklingen af den tværfaglige indsats.
Aktuelt er de forskellige faggrupper i gang med at
beskrive deres arbejde med specifikke områder
såsom smerter, søvnproblemer, depression, m.m. Dette
arbejde skal fortsættes i den kommende tid og munde
ud i en beskrivelse af den tværfaglige indsats inden for
de enkelte områder, samt på længere sigt – en nøjere
beskrivelse af den tværfaglige behandling som samlet
indsats.
Samarbejdet på tværs af huset
Rehabiliteringsafdelingen samarbejder med international
afdeling om projekter i udlandet. Specielt fysioterapeutgruppen
har bidraget med undervisning og
supervision i eksempelvis Sierra Leone, Libyen, Jordan
og Tunesien. Et omfattende fysioterapifagligt materiale
foreligger nu på engelsk. Psykologgruppen har ligeledes
deltaget i internationalt arbejde ved deltagelse i mission
til Cambodja og supervision af behandling i Kosovo.
Forskning inden for rehabilitering foregår som et samarbejde
imellem forskningsafdelingen og rehabiliteringsafdelingen.
Der er aktuelt to medarbejdere, som har en
ansættelse, der er delt imellem de to afdelinger. Det er
håbet, at samarbejdet kan udbygges yderligere, og der
arbejdes i øjeblikket på en overordnet plan for de kommende
års kliniske forskning.
Afdelingen glæder sig til at blive endnu dygtigere til at
udvikle metoder til rehabilitering, der kan hjælpe denne
meget sårbare gruppe mennesker.
forsknInGen
Af Edith Montgomery
I 1999 blev en selvstændig forskningsafdeling etableret
på RCT med det formål at prioritere og fokusere på
forskning som del af hele RCTs virke. Etableringen var
en direkte følge af RCTs nye organisations- og strategiplan
fra 1998. Ifølge denne skulle RCT fremover
have fokus på forebyggelse, forskning, udvikling og
information samtidig med, at rehabiliteringsdelen blev
styrket. RCT udvidede sit mandat til både at omfatte
tortur og organiseret vold (TOV). Man ville fremover også
fokusere på at bekæmpe TOV ved at angribe årsagerne
til, at den opstår, fremfor hovedsagelig at dæmme
op for følgerne af den. Fra at være en organisation,
der primært havde til formål at lindre den fysiske og
psykiske smerte hos det enkelte torturoffer, blev RCT
også til en organisation, der arbejder på at fremme
en bæredygtig udvikling i samarbejdslande. Der kom
samtidig et øget fokus på lokalsamfund fremfor kun på
individer og familier.
Forskning var medtænkt fra starten
Forskning har fra starten været en del af RCTs virke.
I begyndelsen var det tænkt ind som en del af rehabiliteringsforløbet
i form af systematisk dokumentation og
monitorering af de helbredsmæssige følger af tortur.
Edith Montgomery: Dr. med., ph.d. og forskningschef
på DIGNITY. Specialist i børnepsykologi og
psykoterapi. Edith Montgomery har publiceret en
række artikler og bøger om flygtningebørn og unge,
traumatisering og psykisk sundhed.
Formålet med forskningen de første år var at “udforske
torturen og torturfølgernes art og omfang med henblik
på forebyggelse og behandling”. Forebyggelse handlede
på det tidspunkt om at blive bedre til at genkende torturen
gennem viden om torturens fysiske og psykiske følger.
De første ti år af RCTs historie handlede forskningen
altså om at dokumentere sammenhængen mellem
tortur og helbred for på den baggrund at kunne udvikle
effektive rehabiliteringsmetoder. Det er vigtigt at huske
på, at diagnosen PTSD på det tidspunkt var helt ny, og
der eksisterede praktisk taget ingen viden om følgerne af
TOV for menneskers psykiske og fysiske sundhed.
I 1990 forsvarede læge Ole Vedel Rasmusen sin disputats:
“Medical Aspects of Torture”. Disputatsen omfattede en
systematisk dokumentation af torturformer og deres
relation til specifikke symptomer og objektive fund hos
200 torturofre, der var blevet undersøgt af Amnesty
Internationals danske lægegruppe fra 1973-1982 forud
42 43

for RCTs etablering. Desuden indeholdt disputatsen en
gennemgang af den lægelige professions henholdsvis
deltagelse i og arbejde imod tortur.
Op gennem 90’erne blev en række forsknings- og metode -
udviklingsprojekter gennemført på RCT, f.eks. flere
projekter om børn af torturofre, om angstformer
hos torturofre, om den psykoterapeutiske proces,
dokumentation af falanga og lægers deltagelse i tortur.
Projekterne blev gennemført af sundhedsprofessionelle
eller af eksterne forskere, hvis hovedopgave var
behandling af klienter på RCT. Der blev desuden udviklet
et monitoreringssystem baseret på internationale klassificeringssystemer.
Endelig blev der afholdt en række
videnskabelige seminarer med internationale forskere
inden for tilgrænsende områder, f.eks. professor Susan
Folkman (stress og coping) og professor Leo Eitinger
(fordomme). Refleksion, udvikling og vidensopsamling
prægede således organisationen fra starten, og RCT har
altid stilet imod at være en ‘lærende organisation’.
Forskningsafdelingens etablering
Allerede i 1991 blev det fremhævet i RCTs årsrapport,
at “det er nødvendigt at opnormere forskningsområdet
for at igangsætte og sikre en målrettet og koordineret
gennemførelse af de enkelte projekter”. I 1999 lykkedes
det med etablering af forskningsafdelingen.
I den første RCT forskningsstrategi fra 1999 beskrives,
hvordan forskningen udføres primært inden for tre
forskningsområder:
• Rehabilitering og behandling: Herunder evaluering af
indsatsen inden for multidisciplinær rehabilitering,
kort- og langtids effekten af specialiserede behandlingsmetoder
samt udvikling af interventions metoder, som er
relevante i Syd.
• Symptomatologi og diagnose: Herunder udvikling af
viden om hvordan effekten af tortur relaterer sig til effekten
af andre traumatiske oplevelser, traumereaktionens
økologi samt effekten af TOV på særligt udsatte grupper,
herunder børn.
• Forebyggelse af tortur og organiseret vold: Herunder
grundårsagerne til tortur og organiseret vold samt
evaluering af specifikke præventive strategier.
Mens de to første områder var en direkte følge af den
sundhedsvidenskabelige forskning, der fandt sted på
RCT op gennem 80’erne og 90’erne, var det sidste område
nyt. Ny forskning blev igangsat. Den søgte at afdække
årsagerne til, at tortur og anden organiseret vold opstår,
voldens udbredelse og dens betydning for de ramte
samfunds sociale og økonomiske udvikling.
Formålet var at etablere en vidensbase om tortur og
organiseret vold, dens natur og udbredelse, årsager og
konsekvenser. Denne vidensbase skulle opbygges og
videreudvikles ved:
• Systematisk analyse og dokumentation af årsagerne
til og effekterne af tortur på individ, familie og samfundsniveau
• Systematisk monitorering og evaluering af RCTs indsats
i og uden for Danmark
• Udvikling af interventionsmetoder, der modvirker
årsagerne til og effekterne af tortur på individ, familie
og samfundsniveau
• At gøre forskningsresultaterne tilgængelige gennem
publikationer, præsentation på konferencer og deltagelse
i internationale rådgivende grupper
• At skabe opmærksomhed om tortur og anden organiseret
vold i videnskabelige fora.
Udvidelse af forskningsafdelingen
Ved udgangen af 1999 var der ansat tre forskere, en leder
og en sekretær i afdelingen, mens to nye forskere kom
til i starten af 2000. Det samlede budget til forskning
var i 1999 på godt en million kr. I løbet af de første
år blev byggestenene lagt til en gradvis opbygning af
forskningsafdelingen til et videnscenter. RCT åbnede nu
for alvor sine døre for praktikanter og specialestuderende,
og i løbet af de første fem år blev tre ph.d. projekter
gennemført: “Psykisk helbred, livskvalitet og social
funktion blandt torturofre: en forløbsundersøgelse”
(læge Jessica Carlsson), “Fysisk helbred og social
funktion blandt flygtninge under og efter behandling for
torturfølger” (læge Dorte Reff Olsen); og “Prison staff and
human rights training in Nigeria – studying identification
and learning” (psykolog Andrew M. Jefferson).
Etableringen af forskningsafdelingen medførte åbning
af videnskabelige perspektiver på tværs af fag, discipliner
og metoder. Således blev den kliniske lægevidenskab
og psykologi, som hidtil havde udgjort baggrunden
for de gennemførte projekter, suppleret med humanvidenskabelige
metoder, epidemiologi, biostatistik og
samfundsvidenskabelige metoder.
I 2005 gjorde en omorganisering af RCTs bevillinger det
muligt at gennemføre en stor udvidelse af forskningskapaciteten
med ansættelse af adskillige nye forskere
og udvikling af en ny forskningsstrategi i samarbejde
med det videnskabelige udvalg. Ifølge denne skal forskningen
bidrage til at udvikle kvaliteten og effekten af
interventioner inden for områderne rehabilitering og
forebyggelse. Det skal ske ved at udvikle og udbrede
viden om TOV (forekomst, årsager og konsekvenser) og
om de rehabiliterende og forebyggende interventioner,
der er rettet direkte mod torturoverlevere og udøvere.
Rehabilitering af ofre for og forebyggelse af TOV blev
således sidestillet som tematiske forskningsområder.
Fra at hver forsker arbejdede relativt isoleret inden for
sit eget område, blev forskningsafdelingen nu konsoli-
Antropologisk forskning. Genbegravelse i Nebaj, Guatemala. Foto: Henrik Rønsbo.
deret med to forskningsklynger: Rehabilitering og Forebyggelse,
hvor hver klynge var tilknyttet seniorforskere,
forskere og ph.d. studerende. Disse blev i 2006 udvidet
til tre klynger ved oprettelsen af befolkninger og fællesskabsklyngen.
Mens Rehabiliteringsklyngen primært var
funderet i det sundhedsvidenskabelige og forebyg gelsesklyngen
i det samfundsvidenskabelige, benytter Befolkninger
og Fællesskaber sig af begge typer viden skab.
Ansættelses- og bedømmelsesstrukturen i forsk ningsafdelingen
professionaliseredes, således at man for at
blive forsker skulle have gennemført en ph.d., og for at
blive seniorforsker gennemgået en ekstern bedømmelse
svarende til universiteternes lektorbedømmelse.
I årene herefter blev en del af forskningen omlagt, således
at den i højere grad udgjordes af sammenhængende
forskningsprogrammer, der blev gennemført i samarbejde
med universiteter og forskningsinstitutioner i og uden for
Danmark ofte med såvel ekstern som intern finansiering.
RCT understøttede endvidere kapacitetsopbygning i Syd
inden for forskningsområdet ved at flere programmer
omfattede lokale ph.d. studerende, der arbejder under
vejledning af en RCT seniorforsker.
44 45

Det tværfaglige fokus er opretholdt siden forskningsafdelingens
etablering, således at afdelingen i dag
spænder over discipliner som rehabiliteringsmedicin,
psykiatri, fysioterapi, epidemiologi, psykologi, antropologi,
sociologi og international udvikling.
Stigning i forskningsproduktionen
I takt med at ressourcerne til forskning blev øget,
er også omfanget af videnskabelig produktion
øget. Ifølge en bibliometrisk survey foretaget i maj
2012 i Web of Science og Web of Knowledge, er
antallet af publikationer, hvor en af forfatterne er
ansat på DIGNITY (før RCT), steget støt gennem
årene. Indtil 2007 er antallet af citationer til
DIGNITY artikler ligeledes øget fra under 30 pr. år
til over 105 i 2011 (ifølge Web of Knowledge). Det
skal nævnes, at de to databaser omfatter megen
litteratur, men ikke al den relevante litteratur.
Det videnskabelige udvalg
DIGNITYs videnskabelige udvalg, der består af et antal
aktive forskere på mindst seniorforskerniveau uden for
DIGNITY, har til formål at vejlede DIGNITYs bestyrelse
i spørgsmål om organisationens forskningspolitiske
linje. Udvalget blev udpeget første gang i 1983 og bestod
dengang af fire medlemmer: professor, dr. med. Povl Riis,
overlæge, dr. med. Gudrun Boysen, overlæge, dr. med.
Lis Danielsen og professor, dr. med.vet. Ole Aalund. De
forskningspolitiske retningslinjer, der blev udarbejdet det
første år havde som nøglebegreb: Metodologisk kvalitet
ud fra en erkendelse af, at høj kvalitet er nødvendig for at
skabe tilstrækkelig interesse for forskningsresultaterne
verden over.
Mens udvalget i 1980’erne og 90’erne blev udpeget
blandt støtter og samarbejdspartnere, efterhånden
også med ekspertise inden for andre områder end det
sundhedsvidenskabelige, blev det besluttet i forbindelse
med etableringen af forskningsafdelingen at formalisere
udvalgets arbejde og medlemskab. I 2002
vedtog bestyrelsen et kommissorium for et nyt udvalg
med fast definerede kriterier for udpegning, og
medlem skabet blev begrænset til maksimalt seks år.
Desuden blev udvalgets opgave udvidet i erkendelse
af, at der med en nyetableret forskningsafdeling og
øget fokus på forskningens rolle på RCT, var brug for
særlig støtte og opmærksomhed. De nye opgaver for
udvalget omfattede bl.a. rådgivning af RCT i valg af
strategier og metoder inden for forskning, medvirken
til at skabe forskernetværk, at følge kvaliteten af
forskningsprojekterne, at identificere forskningsbehov
og følge den overordnede ressource tilgang og – forbrug,
og at rådgive og støtte RCT i søgen efter nye ressourcer for
at understøtte forskningsaktiviteten. RCTs mangeårige
forskningsvejleder og samarbejdspartner professor,
dr. med. Anders Foldspang, Aarhus Universitet blev udpeget
til formand for det nye udvalg. Et væsentligt fokus
for udvalgets arbejde i årene herefter var at udvikle og
fastholde det tværfaglige perspektiv i forskningen. Det
afspejlede sig også i de udpegede medlemmers faglige
baggrund, som relaterede sig til de forskningsområder,
RCT kom til at fokusere på.
I 2011 indledtes endnu en ny fase i det videnskabelige udvalgs
arbejde. Forskningsafdelingen var da veletableret
med en række erfarne seniorforskere, som tog ansvar
for udvikling og kvalitetssikring af forskningsindsatsen
inden for hver deres område. Udvalgets arbejdsopgaver
fremover blev derfor redefineret til at omfatte følgende:
• at følge kvaliteten af RCTs forskning og sikre dens
viden skabelige uafhængighed
• at følge implementeringen af RCTs forsknings strategi
• at følge den overordnede ressourcetilgang og – forbrug
• at rådgive – og når nødvendigt aktivt støtte – RCT i
dets søgen efter nye ressourcer for at understøtte
forskningsaktiviteten.
Større forskningsområder
RCTs forskning har omfattet en lang række emner
inden for tortur og organiseret vold. I det følgende
eksemplificeres forskningen inden for en række områder,
som hver har været genstand for en række
projekter ofte udført i samarbejde med andre afdelinger
på RCT – nu DIGNITY – eller med eksterne partnere.
Falanga
Falanga er navnet på en bestemt torturmetode, der
består af systematiske gentagne slag mod fodsålerne.
Fra klinikken ved vi, at torturofre, der har været udsat for
falanga, ofte har kroniske smerter i fødder og underben.
Arbejdet med at afdække smertemekanismerne hos ofre
for falanga blev indledt i 1995 af læge Kirstine Amris og
fysioterapeut Karen Prip, der i samarbejde med Parker
Instituttet ved Frederiksberg Hospital gennemførte MRscanning
og balancetest samt ultralydscanning af et antal
torturofre. Samtidig indledtes et systematisk arbejde med
kvalitetssikring og monitorering af fysioterapien på RCT,
bl.a. med specifik fokus på falangafølger. Dette arbejde,
der efter forskningsafdelingens etablering gennemførtes
i samarbejde med rehabiliteringsafdelingen, førte
bl.a. til udviklingen af en manual for fysioterapien på
RCT. Undersøgelsesmetoderne er blevet udvidet senere
i samarbejde med tidligere direktør, professor Bengt
Sjölund og seniorforsker Ann Persson til at omfatte
kvantitative sensoriske tests af fødder hos torturoverlevere,
og en række videnskabelige artikler er produceret
på baggrund af dataindsamlingen.
Gennem disse projekter har vi påvist tegn på neuropatiske
smerter i ofrenes fødder, og det er vist, at torturofre,
der har fået falanga, har større daglige aktivitetsbegrænsninger
end torturofre, der ikke har fået falanga.
I de efterfølgende studier var formålet at tydeliggøre
underliggende smertemekanismer ved at kvantificere
føleforstyrrelser i fødderne hos torturofre med og uden
falanga. Resultatet viste ingen forskel på gruppeniveau.
Men ved at sammenligne vores fund hos torturofrene
med fund fra en rask etnisk matchet kontrolgruppe,
peger føleforstyrrelserne på, at centrale smertemekanismer
har en afgørende rolle.
En udvidet analyse af torturofrenes individuelle sensoriske
profiler viste tillige, at uanset om de havde været
udsat for falanga eller ej, rapporterede alle voldsomme
smerter ved gang. Dette var ofte forbundet med en øget
følsomhed for dybe mekaniske tryk og samtidig en nedsat
følsomhed for berøring af huden. Vi tolker disse
resultater som et tegn på ændringer i centralnervesystemets
sensoriske bearbejdning og som den samlende
kroniske og unormale smertemekanisme hos de undersøgte
personer.
Kroniske smerter
Kroniske smerter har været et fokusområde inden for
såvel forskning som den tværfaglige rehabilitering med
fokus på den bio-psyko-sociale model i smerterehabiliteringen.
Ofte er det ikke muligt og hensigtsmæssigt at
undersøge forskellige smertemekanismer på torturofre,
og derfor er en række register- og metodestudier
gennemført på andre typer af kroniske smerteklienter i
samarbejde med bl.a. en række svenske universiteter.
Et nyligt gennemført studie af kroniske smerteklienter,
gennemført af seniorforsker Ann Persson, tyder
på, at intensive symptomer som angst og depression
og en højere grad af funktionsevnenedsættelse er
sammen hængende med øget smerte-respons. En vigtig
inter vention ved kroniske smerter er smertelindrende
behand ling, og der arbejdes derfor bl.a. på at studere
effekten af akupunktur ved kronisk smerte.
Tværfaglig rehabilitering
Lige siden de tidlige år har der været et ønske om at
undersøge effekten af den tilbudte behandling. I et notat
fra det daværende forskningsudvalg i 1985 gøres der rede
for opfattelsen af de metodologiske vanskeligheder ved
gennemførelse af effektforskning og de etiske problemer
ved gennemførelse af randomiserede kontrollerede
forsøg, hvilket gjorde, at man afstod herfra. I stedet ville
man vurdere effekt gennem systematisk registrering af en
række forhold ved start og afslutning af rehabiliteringen
(systematisk monitorering).
Denne holdning til effektforskning har holdt sig langt op i
tiden, og først i 2011 blev det første forsøg igangsat. I dag
beklager vi, at vi i organisationen desværre ikke tidligere
har været i stand til at overvinde de etiske fordringer ved
gennemførelse af effektforskning.
Et sammenhængende system for systematisk monitorering
af torturofre blev udviklet i starten af 90’erne af
en gruppe af lægelige eksperter med hvert sit speciale
(Bøjholm, Foldspang, Juhler, Kastrup, Skylv & Somnier,
1992). Systemet er “skabt til at registrere og sammenligne
effekten af behandling, til at udbrede international
og interinstitutionel udveksling af erfaringer og til at
hjælpe prioriteringen i beslutningerne om ressourceanvendelse”.
Systemet blev brugt i en årrække og gjorde
det senere muligt at gennemføre en 10-års opfølgningsundersøgelse
af klienter i behandling.
46 47

I slutningen af 90’erne gennemførte professor Peter
Elsass en kvalitativ efterundersøgelse af den psykoterapeutiske
behandling (Elsass, 1995). Ti psykoterapeuter
blev bedt om hver at vælge to klienter, som havde afsluttet
behandlingen ca. seks måneder tidligere. Terapeut og
klient blev herefter interviewet på samme måde om,
hvad de havde fået ud af psykoterapien. Sytten af tyve
torturoverlevere vurderede behandlingsresultaterne
særdeles positivt, selvom mange tilføjede, at de ikke
var blevet fuldstændigt helbredte. Tilsvarende beskrev
terapeuterne, at overleverne stadig var præget af
torturen, men bedre i stand til at leve med følgerne.
I starten af årtusindet blev som nævnt to forløbsundersøgelser
iværksat (Carlsson, 2005; Olsen, 2006). De
bestod dels af en undersøgelse af klienter før behandling
samt ni og 22 måneder senere, dels en opfølgning af
klienter, der blev behandlet ti år tidligere. Undersøgelserne
omfattede fysisk og psykisk helbred, social funktion
og livskvalitet. Et resultat var, at torturofre, der ved henvisningen
havde fysiske, psykiske og sociale problemer
stadig mange år senere, var præget af deres oplevelser,
hvilket tydede på, at en tværfaglig sammenhængende
indsats er nødvendig.
I 2005 blev et desk-study, der omfattede en systematisk
gennemgang af den sundhedsvidenskabelige litteratur
om torturrehabilitering, afsluttet. Den viden, der blev
opnået gennem dette studie samt forløbsundersøgelserne,
dannede grundlag for videreudvikling af rehabiliteringsforskningen.
En feltmanual, hvor egne og andres
forskningsresultater blev omsat til letforståelig viden til
Edith Montgomery og Karen Prip ved udgivelsen af feltmanualen,
april 2008.
brug ved intervention i Syd, blev efterfølgende udviklet i
et samarbejde mellem forskningsafdelingen og rehabiliteringsafdelingen
(Sjölund, 2007).
I erkendelse af, at der mangler viden om effekten af indsatsen
specifikt over for torturoverlevere, organiserede
RCT i 2008 en international konference i København,
hvor en række førende forskere forelagde evidensbaseret
viden om elementer af de problemer, som torturoverlevere
har. Herudfra kunne det konkluderes, at den
bedste model ud fra den eksisterende viden var traumefokuseret
kognitiv adfærdsterapi og/eller eye movement
Fra den internationale konferencen ”Rehabilitating torture
survivors: an evidence-based international conference” arrangeret
af RCT i 2008.
desensitization and reprocessing (EMDR) kombineret
med interdisciplinær smerterehabilitering og med et
betydeligt fokus på kontekstuelle faktorer (Sjölund et
al., 2009).
I 2011 blev den første egentlige undersøgelse af effekten
af den omfattende, tværfaglige rehabilitering af torturerede
og traumatiserede flygtninge på RCT iværksat
af psykolog Linda Nordin og seniorforsker Marianne
Engberg. Sideløbende blev et kontrolleret klinisk forsøg
planlagt vedrørende en monofaglig, kortvarig psykoterapeutisk
intervention på RCT.
Børn og unge med flygtningebaggrund
RCT har altid haft fokus på børn af torturofre som en
gruppe, der havde brug for speciel opmærksomhed, og
fra starten blev forældre tilbudt, at deres børn kunne
undersøges af en pædiater. I 1988 blev systematiske
data indsamlet om 78 børn fra torturramte familier
i behandling analyseret. Den viste blandt andet, at
børn bruges som middel i torturen af deres forældre.
Eksempelvis blev børn slået under amningen for at
ramme moderen, og mange børn havde været fængslet
sammen med deres forældre. Børnene havde en
række psykiske, psykosomatiske og adfærdsmæssige
problemer og symptomer, der ligner deres forældres:
angst, hovedpine, mavesmerter, mareridt, tristhed,
depression og isolationstendens.
Resultaterne blev præsenteret på en tværfaglig, international
pædiatrisk kongres i London i 1988, og man
blev enige om at tage initiativ til en international
undersøgelse af problemerne hos børn af torturofre.
I december 1988 påbegyndtes en forundersøgelse i
Danmark på RCT og hos samarbejdspartnere i Asien,
Afrika og Latinamerika.
I 1989 gennemførtes den planlagte danske undersøgelse,
der havde til formål at identificere særlige
reaktions- og symptommønstre hos børn, der direkte
eller indirekte har været udsat for krænkelse af menneskerettighederne,
herunder tortur og væbnet konflikt.
En kvalitativ undersøgelse omfattende 11 børn viste, at
alle børn var psykiske ustabile. I november-december
1989 fremlagdes disse og partneres resultater på et
internationalt seminar om børn i krise på Filippinerne.
Seminaret resulterede blandt andet i, at psykolog Edith
Montgomery på RCT gik i gang med et ph.d.-projekt om
asylsøgende børn i Danmark. Under søgelsen omfattede
311 børn fra Mellemøsten og viste, at børnene havde
haft en lang række direkte eller indirekte oplevelser
af vold i deres hjemlande. Godt halvdelen levede i en
torturramt familie, og børnene var præget af en række
psykiske symptomer. Undersøgelsen viste desuden, at
livsomstændigheder karakteriseret af organiseret vold,
såsom at have boet i en flygtningelejr eller være opvokset
i en familie, hvor en eller begge forældre havde været
udsat for tortur, snarere end mere specifikke traumatiske
oplevelser, øgede risikoen for psykiske symptomer hos
børnene (Montgomery, 1998).
Efter 8-9 år gennemførtes en opfølgningsundersøgelse
af de børn, der sammen med deres familier havde fået
opholdstilladelse i Danmark. Denne undersøgelse viste,
at omfanget af de psykiske problemer var reduceret, og
at aspekter af belastende forhold i eksil synes at være af
stor betydning for børnenes evne til at komme sig over
tidlig traumatisering. I slutningen af 90’erne gennemførtes
en opfølgningsundersøgelse af palæstinensiske
børn og unge i Gaza i samarbejde med RCTs partner
Gaza Community Mental Health Programme og Helsinki
Universitet. Denne undersøgelse viste blandt andet betydningen
af den familiemæssige kontekst for børnenes
reaktioner på den fortsatte vold.
Da de videnskabelige undersøgelser alle pegede på, at
børn af traumatiserede flygtningeforældre har brug for
hjælp, gennemførtes sideløbende en række metodeudviklingsprojekter,
f.eks. et projekt om gruppeterapi og
et projekt om familievisitationssamtaler. RCT udvidede
i starten af 90’erne indsatsen på børne-/familieområdet
og gjorde behandling af børn til en integreret del af
rehabiliteringen af de torturramte familier.
I 2005 blev et metodeudviklingsprojekt for forebyggelse
af ungdomskriminalitet i traumatiserede flygtningefamilier
indledt. Projektets metode bygger på
arbejdet i RCTs familieteam, hvor netværksmøder er
en integreret del af rehabiliteringsforløbet. Gennem
projektet opnåede man et styrket samarbejde mellem
forældre og professionelle gennem dialog og netværksmøder
og oplevede endvidere positive forandringer i
nogle af børnenes adfærdsmønstre.
I 2008-12 gennemføres et implementeringsprojekt i
samarbejde med fem kommuner for at udbrede netværksmødemodellen
i arbejdet med udsatte børn og
48 49

unge i Danmark. Metoden søger at involvere alle relevante
parter omkring børnene i et tværfagligt forebyggende
samarbejde.
I 2011 forsvarede psykolog Edith Montgomery sin doktordisputats:
“Trauma, Exile and Mental Health in Young
Refugees” (Montgomery, 2011). I denne sammen fattes
RCTs forskning på børneområdet gennem godt 20 år.
Offerets historie
Forskningsprogrammet “Offerets historie” indledtes i
2005 under ledelse af seniorforskerne Steffen Jensen
og Henrik Rønsbo og blev afsluttet i 2010. Det omfatter
bl.a. to danske ph.d.-projekter og to ph.d.-projekter i Syd
og undersøger, hvordan offerkategorier skabes inden
for det internationale sundheds- og udviklingssystem,
og hvordan disse præger politik og policy på området.
Med offerkategorier menes eksempelvis målgrupper
for intervention samt inddelingen af disse målgrupper
i primære og sekundære ofre med henblik på at af gøre,
hvem der har mest brug for systematisk intervention og
hvordan. Kategorierne er løbende genstand for politiske
og økonomiske forhandlinger inden for regionale og
lokale udviklings- og sundhedsorganisationer. Projektet
udforsker også, hvordan de berørte befolkningsgrupper
overkommer og håndterer lidelse i hverdagen, og hvordan
sådanne strategier påvirker NGO’er og internationale
organisationer.
Samspillet mellem forskning og praksis har været i
højsædet under hele forskningsprocessen. Et af resultaterne
er indførslen af en ny måde at lave den indledende
undersøgelse af klienter og deres behov på hos
projektpartneren i Sydafrika. Det nye er, at man udvikler
metoder, der beskriver klientens samlede livsverden,
og ikke udelukkende beskriver vedkommendes identitet
som voldsoffer. Overordnet var det programmets ærinde
at medvirke til at styrke samarbejdet mellem RCT, RCTs
partnere og de befolkninger, som de arbejder med.
Partnerne var organisationer i Sydafrika, Guatemala,
Columbia og på Vestbredden.
I Guatemala har denne viden været anvendt til lobbyarbejde
på policyniveau samt til at fremlægge sager
med henblik på at opnå erstatninger for tab i forbindelse
med borgerkrigen. Fælles for disse resultater er, at
de er fremkommet gennem vedvarende samarbejde
og diskussion mellem programmets deltagere, der
bestod af psykologer, antropologer og socialarbejdere.
I Sydafrika har forskningsarbejdet medført en øget
refleksion inden for partnerorganisationen på en måde,
så partneren i visse tilfælde ændrede interventionspraksis.
Det understreger, at den fortsatte dialog mellem
alle interessenter i arbejdet mod TOV er nødvendig, hvis
forskningsresultater skal udmunde i forbedret praksis
og bedre forskningsmetoder.
Befolkningsundersøgelser af tortur og
politisk vold i konfliktramte områder
Et forholdsvist nyt forskningsområde, som er under
ledelse af seniorforsker Shr-Jie Sharlenna Wang,
handler om undersøgelser af vold og torturs udbredelse
i konfliktramte områder. Kasuistiske rapporter
om organiseret og politisk vold har fokuseret på individuelle
oplevelser og ofte handlet om højt profilerede
personer. Desuden tager disse sjældent den sundhedsmæssige
betydning af vold (herunder psykisk
tortur) på familiemedlemmer i betragtning og heller
ikke de langsigtede økonomiske og sociale konsekvenser
i lokalsamfundet.
Organiseret og politisk vold (OPV) er af en særdeles
afsmittende natur, og er et tema i fremvækst inden for
epidemiologien. Epidemiologiske metoder giver mulighed
for systematisk at estimere forskellige former for
OPV og menneskerettighedsovergreb på populationsniveau
og for at vurdere disses kort- og langtidseffekt
på sundhedstilstanden på individ-, familie- og lokalsamfundsniveau.
Før 2007 var der kun få undersøgelser,
der anvendte tilfældige nationale stikprøver til at måle
omfanget og konsekvenserne af OPV og menneskerettighedsovergreb.
Et multi-site befolkningsbaseret forskningsprogram
blev igangsat af RCT i 2008. Formålene var 1) at
estimere den lokale endemicitet og studere mønstret
i OPV; 2) At identificere risikofaktorer og beskyttende
faktorer; Og 3) at analysere disses sammenhæng med
sundhedskonsekvenser i den generelle population
og den familierelaterede økonomiske byrde. Målet
for programmet er at udvikle et simpelt værktøj til
brug for vurdering af sundhed, funktionsdygtighed og
sociale relationer i en undertrykt befolkning. Målet
er også at udforme og validere en generisk ‘rapid
assessment’ protokol til brug for undersøgelse af
OPV og menneskerettighedsovergreb, som kan hjælpe
praktikere med at prioritere de sundhedsmæssige og
legale interventioner.
Baseline-studiet for OPV og menneskerettighedsovergreb
i den generelle befolkning i voldsramte områder som
Bangladesh og Kosovo blev etableret ved brug af den
befolkningsbaserede survey-metode. Et omfattende
antal ‘silent victim families’ blev identificeret. RCT var
de første til at demonstrere sammenhængen mellem
OPV og menneskerettighedsovergreb og en årlig stigning
i antallet af personskader, OPV-relaterede personskader
og smerteklager i befolkningen. Resultaterne
viste, at voldsudøvelsen ikke var tilfældig, men ofte
blev den drevet af bestemte politiske og økonomiske
interesser. De viste desuden, at følgerne af vold og
menneskerettighedsovergreb ikke er begrænset til
individer, men også rammer ofrenes familier. Desuden
fandt vi, at vrede, had, militær- eller politifobi og
mindreværdskomplekser kunne forstærke smerteoplevelsen
blandt ofrene. Ofre med komorbide psykiske
og fysiske forstyrrelser søgte sjældnere hjælp og havde
dårligere muligheder på arbejdsmarkedet end andre, og
desuden havde de større økonomiske problemer og flere
funktionsbegrænsninger. Sunde familiemedlemmer blev
overbebyrdede, da de måtte overtage pligterne for det syge
familiemedlem. Resultaterne tyder på nødven digheden
af nye tilgange til rehabilitering og fredsopbygning,
herunder at de kollektive emotionelle skader i samfundet
adresseres.
Langtidsfølger af ekstreme belastninger
Seniorforsker Sven Arvid Birkeland fokuserer i et
forskningsprogram på langtidsfølgerne af ekstreme
belastninger. I nyere tid i Danmark har tortur kun
eksisteret under den tyske besættelse i 1940-45.
Mens der er gennemført en del forskning vedrørende
følgerne af ophold i tyske koncentrationslejre, findes
meget begrænset viden om langtidsfølgerne af tortur af
fængslede danske modstandsfolk under 2. Verdenskrig.
Gennem interview med gamle modstandsfolk, deres
børn og børnebørn og i nogle tilfælde oldebørn blandt
både ofre og bødler, viser han hvordan torturen har
50 51

sat spor gennem flere generationer i både ofrenes
og bødlernes familier. I et projekt om danske
krigssejlere fra 2. Verdenskrig og deres familier
uddyber han, hvordan oplevelserne både under og
efter krigen påvirker flere generationer. Et projekt
om danskernes deltagelse i krige på Balkan, i Irak og
Afghanistan handler om, hvorfor soldaterne deltog,
hvad de oplevede, og frem for alt hvordan oplevelserne
påvirkede dem og deres familier bagefter. Deltagelse i
krig giver voldsomme påvirkninger, og soldaterne har
ofte haft det svært med at videregive oplevelserne til
den nærmeste familie. Dette forskningsprogram har
i sin helhed bl.a. medvirket til at belyse og forstå de
intergenerationelle følger af tortur og organiseret vold
i den danske kontekst.
Fængselsforskning
I oktober 2012 var the International Centre for
Comparative Criminological Research (ICCCR) ved the
Open University i Storbritannien vært for et symposium
om fængselsetnografi, arrangeret i samarbejde med
Global Prisons Research Network (GPRN). Dette netværk
blev startet i december 2009 i København på initiativ
af Tomas Martin (Institut for Menneskerettigheder) og
Vestafrikansk fængsel. Foto: Andrew Jefferson.
Andrew M. Jefferson, seniorforsker på RCT- nu DIGNITY.
GPRN er et netværk af videnskabsfolk, som ønsker at
belyse livet i fængsel – specielt i udviklingslande. Dette
sker på basis af kritisk, forskningsbaseret forståelse
af fængselspraksis og fængselsaktører. Det omtalte
symposium vidner om, hvor langt forskning i fængsler
i det globale syd er kommet under det sidste årti og den
centrale rolle, som DIGNITY har spillet i denne udvikling.
DIGNITYs fængselsforskning begyndte i 2001 i
forbindelse med et ph.d.-projekt om fængselsansatte
og menneskerettighedstræning i Nigeria (Jefferson,
2004). Gennem langvarigt feltarbejde, der omfattede
observation af træning, interview med fængselsvagter
og rekrutter, besøg i mange fængsler og en periode med
ophold i en fængselstabskasserne, blev data indsamlet
og metoder udviklet. Dette lagde et fundament for det
senere arbejde. Projektet demonstrerede – uanset
påstande om det modsatte – at afrikanske fængsler
ikke er for farlige at studere eller for utilgængelige
eller for underudviklede til at sige noget meningsfuldt
om. Ph.d.-projektet demonstrerede, hvor centralt
det paramilitære hierarki er for den måde, hvorpå
fængselstjenesten fungerer. Det viste også, hvordan
træningsinterventioner, som undlader at tage
rodfæstede dynamikker alvorligt, risikerer at ramme
ved siden af og kun bidrage til en ’fiktiv fængselsreform’.
Dette første projekt kom også til at karakterisere vores
forskning i institutioner, der frihedsberøver (på engelsk
places of detention), nemlig et fokus på samspillet
mellem voldsudøvelse og reform praksis.
Et efterfølgende projekt, denne gang i Sierra Leone,
fokuserede mere på de indsattes oplevelser og inkluderede
både statslige og ikke-statslige former for
frihedsberøvelse. Ved hjælp af etnografiske metoder har
dette projekt været specielt vigtigt, fordi det fokuserede
på den måde nyligt løsladte oprørssoldater oplevede
deres ny vundne frihed, ikke som frihed men som en
anden form for indespærring. Inden for konteksten af
et meget fattigt land med en svag infrastruktur og et
skrøbeligt demokrati er det nemlig ikke kun fængsler,
som kan opfattes som frihedsberøvende. Fattige områder
og ghettoer har mange træk til fælles med
fængsler. Begge er områder med vold, stigmatisering
og eksklusion, hvor overlevelse er et centralt begreb.
DIGNITYs fængselsforskning har haft succes til at
tiltrække eksterne midler og til at facilitere interessen
i, hvad der stadig er et relativt uopdyrket akademisk
felt. Begrebsmæssigt har emner som for eksempel
fængselsklima, forestillingen om fængslet som en
antisocial institution og forståelsen af forviklingen af
for eksempel rollen som indsat eller vagt og institutionel
agent, påvirket arbejdet i den praktiske verden.
Et aktuelt forskningsprojekt involverer tre af DIGNITYs
internationale partnere i et komparativt studie af mødet
mellem fængsler og fængselsreforminstanser (NGO’er),
hvor indsigter udviklet over de sidste ti års forskning
deles og videreudvikles. I dag kan vi med sindsro sige,
at studiet af ikke-vestlige fængsler er kommet på
kortet, ikke mindst takket været DIGNITY.
Unge og voldelige politiske organisationer
Forskningsprogrammet om unge og voldelige politiske
organisationer, under ledelse af seniorforskerne Steffen
Jensen og Henrik Vigh, belyser radikaliseringen af
unge i spændingsfeltet mellem det lokale og globale.
Unge mennesker har en central placering i forhold
til konflikt og vold både som ofre og bødler. Mere end
syv millioner unge mennesker er blevet dræbt eller
såret igennem det sidste årti. Og tager vi et blik på
den globale politiske situation, er der ikke udsigter til
at tallet mindskes inden for det næste årti. Især i Syd
har globaliseringens politiske forandringer medført, at
mange unge er uden det sociale og identitetsmæssige
sikkerhedsnet, der tidligere blev leveret af familier og
statsinstitutioner. De er derfor nødt til at overleve og
navigere i ofte meget usikre og omskiftelige situationer
i deres forsøg på at sikre sig en værdig tilværelse.
Ved at analysere og sammenligne unges navigering i
forhold til illegale migrantnetværk af vestafrikanske
ekskombattanter i Lissabon, selvtægtsgrupper i Sydafrika,
paramilitære grupper i Belfast, bandelignende
broderskaber i Manila, etniske ungdomsbevægelser i
Nairobi, studenterpolitiske netværk i Bangladesh og
maoistiske bevægelser i Nepal forsøger dette program
at forstå et af omdrejningspunkterne for global
samfundsmæssig usikkerhed og konflikt, nemlig mobiliserings-
og radikaliseringsprocesser i ikke-statslige
bevægelser. Programmet bidrager dermed til en
forståelse af, hvordan vold genereres og regenereres
socialt i skæringspunktet mellem det lokale og globale.
Det bidrager teoretisk og metodisk til vores viden om
relationen mellem globale konflikter og måden, unge
bevæger sig i og forstår en omverden præget af
usikker hed og eksplosivitet.
Slumområde i Manila. Foto: Steffen Jensen.
52 53

Forskningsprogrammet: Unge og
voldelige politiske organisationer
Programforskere har udført projekter i syv
forskellige sammenhænge, hvoraf tre af dem
var ph.d.-projekter:
• Mungiki i Nairobi, Kenya. Politisk og voldelig
ungdomsbevægelse eller traditionalistisk
sekt?
• Mobilisering og social navigation inden
for studenterpolitik på Dhaka Universitet,
Bangladesh
• Politisk aktivisme i Nepals overgang til
demokrati: Mobilisering, håb og overlevelse
blandt unge i Kathmandu
• Broderskaber, vold og køn i Manila
• Selvtægtsgrupper i Sydafrika
• Paramilitære grupper i Nordirland
• Migrantnetværk i Guinea Bissa
Igennem forskningsprogrammet er det blevet klart, at det
ikke er produktivt at se på radikalisering som en faseproces
med stadig større grader af radikalisering og vold, som det
ofte er blevet beskrevet i litteraturen. I stedet er det mere
brugbart at se på, hvordan unge bevæger sig ind og ud af
voldelige organisationer – hvordan de er sporadisk radikale.
Ud af programmet er kommet fire afgørende temaer
omkring forståelsen af radikalisering og unge. Man skal
se unges forholden sig til fremtiden som et projekt, der er
evigt problematisk; Man skal se på, hvordan de voldelige
bevægelser giver adgang til ritualiseret mening; Man skal
se på køn, især maskulinitet, og sidst er det nødvendigt
at forstå hvordan magten – især stater – italesætter og
handler på de unge ud fra en bekymring om radikalitet.
Ofte er det således måden, de unge bliver behandlet på
som problematiske og farlige, der skaber den trussel, der
handles på. I den sammenhæng er forskningsprogrammet
vigtigt, fordi det muliggør en debat om måden at forholde sig
til radikalisering på i det omgivende samfund.
Forskningsprogrammet har søgt at skabe yderligere
diskussion om radikalisering ved at indgå i en række
offent lige sammenhænge udover de rent akademiske
cirkler, hvor resultaterne er publiceret. Forskere har deltaget
i debatter i Danmark og uden for landets grænser i
England og Canada. Der er blevet afholdt en international
konfe rence i København, og forskere har deltaget i diverse
mediesammenhænge. Der er endvidere indgået aftale
med et dansk forlag om en antologi omkring radikalisering,
rettet mod det danske og internationale marked. Endeligt
har forskere fra programmet deltaget i et forskningsprojekt
under Integrations- og Socialministeriet i Danmark, hvor
vi har kortlagt de erfaringer med radikalisering og unge,
som frontmedarbejdere i den danske stat har. I den
forbindelse har forskere fra programmet deltaget i danske
og internationale seminarer.
Militært relateret TOV
Den tortur og organiseret vold (TOV), der udøves af
statslige og ikke-statslige militære organisationer, er
stadig forskningsmæssigt undereksponeret. Desværre
ses vold fortsat som en integreret (legitim og legal) del
af etableringen og vedligeholdelsen af sociale ordener
og stater. Den vold, der udøves af soldater/kombattanter
kan imidlertid til tider overskride selv de legitime og
legale grænser og blive til TOV. Et program, der søger
at forstå disse statslige og ikke-statslige institutioner,
grupper og netværk, for at forklare deres andel i TOV,
er derfor i 2012 blevet iværksat af seniorforsker Claus
Kold. Arbejdet fokuserer på at opbygge et program,
der analyserer forholdet mellem soldaternes praksis,
rationaler, vold og tortur i og uden for staten.
Temaet, militære institutioner, forstås normalt som
undersøgelser af krige og militære institutioner, deres
historie, liberale erhverv som officerer, soldaternes liv,
værnepligt, livet i de besatte områder, menneskelige
omkostninger osv. Men organiseret vold forbindes i
stigende grad med partisaner, oprør og terrorisme, og
bliver dermed nødvendigt at inddrage i undersøgelser af
TOV. Programmet beskæftiger sig også med den rolle,
som militære systemer spiller i samfundet i forhold til
politik, jura, rekruttering, familier og massemedier.
Forskning og systematisk dokumentation har
været medtænkt fra vor organisations grundlæggelse,
og på mange områder, er vi nået langt
Alligevel er vores viden stadig begrænset, specielt
hvad angår udvikling af effektive rehabiliterende
og forebyggende interventioner Til gengæld har
vi dokumenteret, hvor komplekst og omfattende
problemet er, og hvordan TOV ikke kun har følger
på individniveau, men tillige på familie-, befolknings-
og samfundsniveau ”
Fremtidens forskning
Som det fremgår af dette kapitel spænder forskningen
på DIGNITY over mange områder relateret til tortur og
organiseret vold (TOV). Forskning og systematisk dokumentation
har været medtænkt fra vor organisations
grundlæggelse, og på mange områder, er vi nået langt.
Alligevel er vores viden stadig begrænset, specielt hvad
angår udvikling af effektive rehabiliterende og forebyggende
interventioner. Til gengæld har vi dokumenteret,
hvor komplekst og omfattende problemet er, og
hvordan TOV ikke kun har følger på individniveau, men
tillige på familie-, befolknings- og samfundsniveau.
Dette viser betydningen af den tværfaglige tilgang i
forskningen på DIGNITY, en tilgang som også kendetegner
DIGNITYs andre afdelinger, og som fremover bør
videreudvikles.
Referencer
Bøjholm S, Kastrup M, and Elsass P (red.): Conceptualizing anxiety in
torture survivors. Torture, supplementum no. 1, 1993.
Bøjholm S, Foldspang A, Juhler M, Kastrup M, Skylv G and Somnier
F: Monitoring the health and rehabilitation of torture survivors. A
management information system for a rehabilitation and research
unit for torture victims. Copenhagen: Rehabilitation and Research
Centre for Torture Victims, 1993.
Carlsson JM: Mental health and health-related quality of life in
tortured refugees. Rehabilitation and Research Centre for Torture
Victims and Faculty of Health Sciences, University of Copenhagen,
2005.
Elsass P: Tortur overleveren. Psykoterapi af den traumatiserede
flygtning. København: Gyldendal, 1995.
Jefferson AM: Confronted by Practice. Towards a critical psychology
of prison practices in Nigeria. Rehabilitation and Research Centre
for Torture Victims and Department of Psychology, University of
Copenhagen, 2004.
Montgomery E: Refugee children from the Middle East. Scandinavian
Journal of Social Medicine, Suppl. 54, 1998.
Montgomery E: Trauma, Exile and Mental health in Young Refugees.
Acta Psychiatrica Scandinavica, vol. 124, suppl. 440, 2011.
Olsen DR: Prevalent pain in refugees previously exposed to torture.
Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims and Faculty
of Health Sciences, University of Aarhus, 2006.
Rasmussen OV: Medical aspects of torture. Danish Medical Bulletin,
vol. 37 supplement no. 1, 1990.
Sjölund BH (Ed.): RCT Field Manual on Rehabilitation. Copenhagen:
RCT, 2007.
Sjölund BH, Kastrup M, Montgomery E, and Persson AL:
Rehabilitating Torture Survivors. Journal of Rehabilitation Medicine,
2009; 41: 689-696.
54 55

fra sundhedsbaseret InterventIon
tIl rettIGhedsbaseret udvIklInG
Fysioterapeutisk kapacitetsopbygning i Guatemala.
Af Jan Ole Haagensen
Torturoverlevere kommer fra hele verden, og RCT har
siden starten tænkt internationalt. I de første år kom
torturoverleverne fra Sydamerika, siden hen også fra
andre lande. RCT voksede ud af et behov, som Amnesty
Internationals første lægegruppe identificerede, mens
man arbejdede på at forbedre den lægelige dokumentation
af tortur. Det internationale perspektiv udmøntede sig
siden hen i etableringen af Det Internationale Rehabiliteringsråd
for Torturofre (IRCT) i 1985.
I begyndelsen af 1990erne begyndte Udenrigsministeriet
Jan Ole Haagensen: Ph.d. i Samfundsvidenskab
(Internationale Udviklingsstudier), har arbejdet i
DIGNITY siden 1999 og været leder af International
Afdeling siden 2001. Desuden har Jan Ole
Haagensen en baggrund som forsker fra Center for
Udviklingsforskning og har tidligere arbejdet for FN
med udstationeringer i Indien og Filippinerne.
at finansiere RCTs aktiviteter som udviklingsbistand,
og RCT kom senere på finansloven. I de år voksede de
internationale aktiviteter, hvor RCT/IRCT med Inge
Genefke i spidsen rejste rundt og mødtes med lægeforening
er, sygeplejeforeninger, regeringsrepræsen tanter,
folkevalgte m.m. Her mødte de engagerede sundhedsfaglige
folk, der var interesserede i at oprette lokale
rehabiliteringscentre, der byggede på den tværfaglige
model fra København, hvor man integrerede det
psykiske, det fysiske og det sociale i rehabiliteringen
af torturoverleveren.
Nyt fokus på udviklingsarbejdet
Da RCT og IRCT blev delt i 1997, forblev RCT en dansk
organisation med dansk bestyrelse, og med rehabilitering
og aktiviteter i udviklingslande. IRCT fik en international
bestyrelse domineret af dens mere end 100
medlemmer, hvoraf RCT var en.
Året efter vedtog RCTs bestyrelse organisationens første
politik: “RCT in a Developing World”. Den var, som titlen
antyder, på engelsk og afspejlede, at RCTs primære og
altdominerende finansiering stammede fra den danske
udviklingsbistand; RCTs indsats skulle komme fattige
i fattige lande til gavn. Man skulle nu gøre sig bevendt
med udviklingsbistandens termer, der indeholdt udtryk
som kapacitetsopbygning, bæredygtighed, effektivitet,
deltagerorientering, køn, partnere i Syd osv., sammen
med engelske termer som logical framework, reviews,
fact finding, appraisal, community, empowerment og
lignende. Med den nye politik kom der retning for RCTs
fremtidige arbejde. Politikken byggede på fremherskende
ideer i forhold til støtte til civilsamfundsorganisationer
i Syd og kom til at ligge naturligt inden for Danmarks
udviklingsstrategi: “Partnerskab 2000”. RCTs nye politik
var en radikal ændring af, hvordan RCT arbejdede
internationalt, og hvori arbejdet bestod i. Dette er stadig
fundamentet i det internationale arbejde.
Fra centre til partnere
Med den nye politik kom der et øget fokus på partnernes
bidrag. Før havde RCT været den part, som besad en
viden, der tog udgangspunkt i en dansk eller ‘vestlig’
kontekst og tankegang. Centrene i Syd blev set som den
modtagende part, der forventedes at kopiere modellen
fra Danmark. Politikken forholdt sig til de indvundne
erfaringer med RCTs danske rehabiliteringsmodel, der
byggede på et højt specialiseret sundhedscenter, der
tilbød tværfaglig behandling. Svagheden ved modellen
var, at den ikke tog højde for forholdene i udviklingslande,
hvor ressourcerne er få, og problemerne med
tortur fortsat er store.
Partnerskab og tæt samarbejde
Partnerskabet blev ikke udviklet fra den ene dag til den
anden. Det blev en lang proces, hvor især partnerskabsseminarerne
kom til at spille en stor rolle. Seminarerne
blev også stedet, hvor organisationer fra Syd kunne få
afløb for frustrationer i forhold til den generelle situation,
som de befandt sig i. Og det var også i dette forum,
at RCT fik feedback på sin indsats. Ikke alle partnere
mente, at vi hele tiden havde den rette forståelse af deres
situation. Selv om det var RCT, der videreformidlede
penge fra Danida, så syntes forholdet med årene at
blive mere ligeligt. RCT havde et udtalt behov for at have
dygtige og centrale partnere, sådan at organisationen
hele tiden fortsat kunne være på forkant med udviklingen
inden for området og rehabilitere og forebygge på den
bedst mulige måde.
Partnerskabet blev ikke udviklet fra den ene dag
til den anden Det blev en lang proces, hvor især
partnerskabsseminarerne kom til at spille en stor
rolle ”
Juan Almendares på partnerskabsseminar 2011 Foto: Anders
Bernhoft.
På et af de første årlige partnerskabsseminarer blev
partnerskabet defineret af Juan Almendares, læge og
direktør for CPTRT i Honduras: “Følelsen af at arbejde
sammen”. Det betød, at det ikke var nok, at vi arbejdede
sammen i projekter. Vi skulle også føle, at vi arbejdede
for det samme overordnede mål: At få udryddet tortur
og organiseret vold i verden! Hvis vi følte, at vi arbejdede
for de samme mål, ville tilliden til hinanden også være
i top, og der kunne fokuseres på at opnå de fælles mål.
Dette var med til at skabe større lighed mellem partnerne
og RCT – og skabte grobunden for faglig udvikling.
56 57

Tidligere havde mange partnere ukritisk taget RCTs
centermodel til sig. Når de fandt ud af, at den ikke altid
egnede sig godt til forholdene i deres egne lande, udviklede
de med RCTs støtte alternative modeller til at opnå
de fastlagte mål. Det betød blandt andet, at flere i stedet
for at have en mere medicinsk orienteret centertilgang
gik i retning af en mere psykosocial lokalsamfundstilgang,
der tog udgangspunkt i lokale problemer og ressourcer.
Flere overlevere kunne på den måde nås, og
derved opnå en større effekt af den samlede indsats.
Partnerne lærte ikke kun fra RCT, men i høj grad også
fra hinanden. Det blev i stadig højere grad partnere, der
delte deres erfaringer og viden. Der blev arrangeret Syd-
Syd besøg, hvor partnere så, hvad hinanden lavede, og
partnere blev inddraget i planlægningen af seminarer,
og flere af disse blev afholdt hos partnerne. Partnerne
fik gennem disse seminarer en betydelig indflydelse på
RCTs internationale arbejde, der igen blev mere relevant
for de lokale partnere i deres daglige arbejde.
Fra tortur til TOV
Hidtil havde FNs torturkonvention alene været retningsgivende
for det internationale arbejde. Hvis et emne eller
problem ikke faldt inden for konventionens mandat, så
lå det uden for RCTs mandat og derfor også udenfor
RCTs arbejdsområde. Flere partnere så mandatet i
dets daværende fortolkning for værende alt for snævert
og firkantet – ikke tilpasset de pågældende landes
realiteter, hvor det ofte kunne være tilfældigt eller svært
at vurdere, om et overgreb kom ind under konventionen
eller ej. Politikken fra 1998 udvidede derfor RCTs
mandat til også at omhandle ‘organiseret vold’, og den
nu anvendte forkortelse TOV (Tortur og Organiseret
Vold) blev født.
TOV – et tværfagligt problem
Politikken betød et paradigmeskifte i RCTs internationale
arbejde. Fra at se på tortur primært som et sundhedsfagligt
og juridisk problem, så vi nu tortur og organiseret
vold som et tværfagligt problem, der skulle løses
tvær fagligt ud fra en rettighedsbaseret tilgang med
udgangs punkt i FNs menneskerettighedskonventioner,
herunder FNs Konvention mod Tortur (1984) og Tillægsprotokollen
(2002) til denne. RCT har sammen med
partnere prioriteret arbejdet for ratifikationen af
Tillægs protokollen i mange lande, da den er et vigtigt
redskab til forebyggelse af tortur, hvor mennesker
holdes frihedsberøvet.
Men juridisk kompetence alene gjorde det ikke. På trods
af, at mange lande fik ratificeret konventionerne, måtte
vi konstatere, at problemet ikke blev mindre. Der skulle
mere til. Det drejede sig også om at udvikle og forandre
organisationer og institutioner, samt ikke mindst folks
holdninger til tortur. I forhold til partnere betød det, at
vi skulle bidrage til, at de blev til organisatorisk stærke
organisationer, der kunne fortsætte med arbejdet inden
for feltet, også når samarbejdet med RCT ophørte.
Forebyggelse og fortalervirksomhed
Bølgerne gik ofte højt på de første partnerskabsseminarer,
når stærke meninger kom til udtryk som
for eksempel de mere medicinsk og klinisk orienterede
deltagere overfor de mere community orienterede.
Kampagne mod tortur ved partnerorganisation Community
Association for Psychosocial Services(CAPS) i Sierra Leone.
Et andet modsætningsforhold var det mellem Nord og
Syd – de ‘rige’ lande overfor de ‘fattigere’ lande. Os fra
Nord kunne blive karikeret som de `skyldige’ til problemet
omkring fattigdom og tortur, mens dem fra Syd
repræsenterede de torturerede i de fattige lande. Som
RCT’er måtte man i de år lægge øret til meget og ikke
tage kritikken personligt. Diskussionerne var også ofte
politisk relateret, hvilket var naturligt, idet tortur og
organiseret vold er et politisk problem og skal som
sådan løses politisk. Forebyggelse er vigtig, og det er
aldrig nok alene at behandle.
Med RCTs nye politik fra 1998 fik forebyggelse en central
rolle i det internationale arbejde. Forebyggelsesaktiviteter
herunder fortalervirksomhed skulle fremover indgå i
samarbejdet, og forståelse af de lokale politiske forhold
fik en markant betydning. Hvis vi ikke var realistiske
og forstod den lokale kontekst, ville vi ikke kunne opnå
den ønskede effekt. Det ville alene blive til et spil for
galleriet, og det kunne udgøre en unødvendig risiko for
vores partnere. Det var en spændende tid, hvor RCTs
internationale program udviklede sig hastigt.
Mange partnere havde en afgrundsdyb – og oftest med
rette – mistro til staten. De stillede spørgsmålstegn
ved, at RCT fik så mange penge fra den danske stat.
For at vise, at RCT først og fremmest var knyttet til
sagen, og ikke bare i lommen på den danske stat,
anså vi fortalervirksomhed i Danmark for at være
et vigtigt element i partnerskabssamarbejdet. Dette
skulle vise, at RCT ikke var et lydigt redskab for den til
enhver tid siddende regering. Ansvaret for at forsøge at
påvirke de respektive myndigheder påhvilede ikke kun
partnerne. RCT havde som en dansk organisation også
en forpligtelse i Danmark, hvilket vi har forsøgt at leve
op til gennem alle årene.
Årtusindeskiftet
Efter de første stormfulde år blev partnerskabsseminarerne
mere tematisk orienterede. RCT og partnere
brugte seminarerne til at gøre status og skubbe udviklingen
videre indenfor en række felter som fysioterapi,
rehabilitering, counselling, forebyggelse i fængsler,
forskning, m.m.
I 2004 fik RCT en ny politik “Challenges and Targets in
a Changing World”. Den understregede endnu en gang
RCTs internationale rolle og opstillede en række ambitiøse
mål, som skulle være opnået i år 2015. De fleste
af målene var relaterede til vidensproduktion og forskning.
Med andre ord, når vi tænkte intervention i Syd,
så skulle vidensproduktion fremover være medtænkt.
RCT arbejdede nu i endnu højere grad på at være et
videnscenter.
Samarbejdsaftale med Udenrigsministeriet
Efter flere eksterne undersøgelser af sit virke fik RCT en
samarbejdsaftale med Udenrigsministeriet den 1. januar,
2005. Et mål, som RCT havde arbejdet for i næsten ti år,
var nået. Aftalen var et vigtigt fremskridt og betød, at RCT
nu kunne planlægge flere år ud i fremtiden og udnytte
ressourcerne bedre. Samtidig medførte det en fleksibilitet,
der var nødvendig, når man arbejder med tortur
og organiseret vold i udviklingslande, hvor de politiske
forhold kan ændre sig fra den ene dag til den anden.
Samarbejdsaftalen betød ressourcer til udviklingsprojekter
i Syd og til forskning. Med samarbejdsaftalen
og RCTs politik blev der sat en tyk streg under vigtigheden
af udvikling af ny viden, der kan bruges af andre internationale
aktører indenfor vores mandatområde.
Det internationale arbejde i dag
Politikken og støtten fra det danske Folketing har
betydet, at RCT – nu DIGNITY – har kunnet fortsætte
med at være en betydningsfuld global spiller, når det
gælder rehabilitering af torturoverlevere og forebyggelse
af tortur og organiseret vold. Fagligheden samt
de erfaringer og relationer, som DIGNITY har opbygget
sammen med partnerorganisationerne gør nu også
gavn i internationale fora. DIGNITY spiller i stadig
højere grad en rolle i disse fora og hjælper partnere til
at fremføre deres sager internationalt. Således samarbejder
DIGNITY tæt med FNs Torturkomite (CAT)
og FNs Subkomite til Forebyggelse af Tortur (SPT).
Det tætte forhold til lokale partnere har betydet, at
DIGNITY bliver set som en organisation, der ikke bare
er stærk med hensyn til konventionerne. Vi ved også,
hvad der er muligt, og er derved i stand til at virkeliggøre
ideerne lokalt og fortælle om, hvor det er skoen
trykker i forhold til gennemførelsen af konventioner i
partnerlande. DIGNITY er også med i flere internationale
netværk. DIGNITY er for eksempel blandt de kun
50 globale medlemmer af WHO’s Violence Prevention
Alliance og har ECOSOC status ved FN.
Det øgede fokus på forskning har blandt andet betydet,
at DIGNITY nu også støtter partnerne i systematisk
vidensopsamling, der igen styrker dem i deres intervention
herunder i deres fortalervirksomhed.
58 59

DIGNITYs internationale netværk
DIGNITY samarbejder tæt med FNs
Torturkomite (CAT) og FNs Subkomite til
Forebyggelse af Tortur (SPT). DIGNITY er
desuden blandt de kun 50 globale medlemmer
af WHO’s Violence Prevention Alliance. Endelig
skal også nævnes, at DIGNITY har ECOSOC
status ved FN.
Forskningen har desuden betydet, at DIGNITY har fået en
mere ydmyg, men også mere realistisk tilgang til arbejdet
med tortur. Forskningen viser, at mange flere end
man troede kan blive bødler under de forkerte forhold.
I vores arbejde må vi med åbenhed møde poten tielle
torturbødler f.eks. fængselsbetjente og politibetjente.
Verden er ikke sort og hvid, og vi kan ikke tillade os
at være så frelste. Tiden og forskningen har også vist,
Tortur og organiseret vold er globalt set er et fattigdomsproblem.
at tortur og organiseret vold globalt set er et fattigdomsproblem
på den måde, at det primært er de fattigste
og andre marginaliserede grupper samt de, der
kæmper for deres sag, der risikerer at blive forfulgt,
mishandlet og tortureret.
Muligheder og umuligheder i anti-torturarbejdet
På sin 30-årsdag har DIGNITY udviklingsaktiviteter i
tyve lande i henholdsvis Asien (fem lande), Europa (to
lande), Afrika (fire lande), Mellemøsten – Nordafrika
(syv lande) og Centralamerika (to lande).
DIGNITY har opnået meget igennem de sidste 30 år, men
udviklingen har desværre ikke kun været afhængig af
DIGNITYs og partneres indsats. Der har igennem årene
været op- og nedture i vores anti-torturarbejde.
I Zimbabwe måtte DIGNITY officielt trække sig ud i
2004-5 som følge af Præsident Mugabes misregimente,
der forbød lokale menneskerettighedsorganisationer at
arbejde frit. I Bangladesh ville regeringen pludselig ikke
tillade DIGNITYs lokale partner at arbejde med penge fra
EU og DANIDA. I Palæstina og Israel er det næsten kun
gået tilbage for menneskerettighedsorganisationer nes
muligheder for at arbejde. Tilsyneladende er der intet håb
for bedring, før der er fundet en permanent løsning på
Israel-Palæstina problematikken, så vi alle kan rejse ind
og ud af Palæstina og Israel uden at blive afvist eller på
anden vis ydmyget.
I Filippinerne, Ecuador, Honduras og Guatemala har
DIGNITY i forskellig grad sammen med partnere bidraget
til ratifikation af Tillægsprotokollen. I Nordafrika og
Mellemøsten har det arabiske forår medbragt nye vinde
for DIGNITY og ligesindede. Der er et stort behov for at
tage sig af overlevere for tidligere regimers torturovergreb
og for at forebygge, at overgrebene fortsætter.
Vi er fortsat entusiastiske i forhold til, at vi foruden Jordan,
Libanon og Palæstina/Israel nu også kan arbejde i lande
som Libyen og Tunesien. Vi håber også engang at kunne
arbejde i Iran og arabiske lande som Syrien, Bahrain
med flere. Det er lande, hvor problemet omkring tortur
fortsat er betydeligt. Mange af DIGNITYs nuværende
patienter i Danmark kommer fra denne region og intet
kunne glæde os mere end, hvis vi kunne være med til at
få stoppet ’fødekæden’ af torturoverlevere, der har brug
for behandling i Danmark og andre steder. Det vil ske,
når de mest basale menneskerettigheder overholdes i
de pågældende lande.
DIGNITY var det første center af sin slags og blev på et
meget tidligt tidspunkt en central international spiller
inden for rehabilitering og forebyggelse af tortur. Det
har DIGNITY fortsat mulighed for at være, hvis vi kan
fortsætte med at være på forkant med udviklingen
indenfor vort felt. Det drejer sig om at sørge for
dem, der har brug for hjælp efter TOV, sørge for at
overtrædelserne dokumenteres og at de skyldige
retsforfølges. Desuden drejer det sig om at sikre, at
de internationale konventioner er på plads, og at den
nationale lovgivning understøtter implementeringen
af denne og ikke mindst, at lovgivningen gennemføres
i praksis. Det er desværre ikke noget, der sker
automatisk, og derfor vil civilsamfundsorganisationer
som DIGNITY blive ved med at spille en meget central
rolle i det lokale og globale arbejde for en verden
uden tortur.
Demonstration i Gaza. Foto: Partner Gaza Community Mental
Health Programme.
Besøg i et jordansk fængsel. Foto: Anders Bernhoft.
Fængselsliv i Honduras.
60 61

verdens største bIblIotek om tortur
oG dens konsekvenser
Af Sven-Erik Baun Christensen
Den 1. oktober 1987 blev Dokumentationscenteret officielt
indviet, og det kan således markere sit 25-års jubilæum
samtidig med organisationens 30-års dag.
Men opbygningen af det, der i dag hedder DIGNITYs
Dokumentationscenter & Bibliotek var indledt allerede
to år før, og kimen var lagt endnu tidligere. Allerede
før RCTs åbning i 1982 var national og international
formidling af viden om torturs forekomst og følger
beskrevet som en del af målsætningen for det kommende
behandlingscenter. I 1985 blev vedtægterne
for RCT ændret på flere punkter. Ét af disse var, at
det blev indført som et af RCTs formål “at etablere
og drive et internationalt dokumentationscenter for
herigennem at udbrede kendskabet til tortur, torturfølger
og midler til rehabilitering af personer der har
været udsat for tortur”.
Med støtte fra Undervisningsministeriet blev to bibliotekarer
ansat til at starte opbygningen af Dokumentationscentret,
og i 1986 modtog RCT en bevilling fra
Egmont-Fonden, der i afgørende grad bidrog til at sikre
dets øjeblikkelige eksistens og lægge fundamentet til
dets udvikling frem til i dag.
I april 1986 foreslog en WHO-arbejdsgruppe, med deltagelse
af flere repræsentanter for RCT, at centralisere
informationsformidlingen indenfor området organised
violence, herunder tortur, et forslag der også spillede
en rolle som inspirationskilde for arbejdet med opbygningen
af Dokumentationscentret.
I 1987 gjorde en bevilling fra The L.C. Skaggs & Mary
Skaggs Foundation i USA det muligt at indkøbe udstyr
til at indlede det arbejde med elektronisk registrering
af den allerede dengang omfattende materialesamling,
som gør, at centret i dag kan stille en bibliografisk database
over den internationale litteratur om tortur frit til
rådighed for alle over Internettet.
Sven-Erik Baun Christensen: Bibliotekar og Cand.
scient.bibl. fra Danmarks Biblioteksskole. Ledende
bibliotekar i Dokumentationscentret fra 1998 til 2013.
Tidligere bibliotekar på Statsbiblioteket i Århus og
Aalborg Universitetsbibliotek. Fra 1986-92 medlem af
Bibliotekarforbundets Statsgruppes bestyrelse.
Udvikling og internationalt arbejde
De tidlige år var – som pionérår ofte er det i organisationer
– turbulente, og da en del af personalet forlod
organisationen i 1986, fulgte Dokumentationscentrets
to bibliotekarer med. Ved den officielle åbning i 1987 var
centret derfor under ledelse af en nyansat bibliotekar,
Svend Bitsch Christensen. I dette kapitel er det ikke
muligt at nævne alle de mange personer, der gennem
årene har ydet en værdifuld indsats for Dokumentationscentret,
men et historisk rids kan ikke gives uden
at fremhæve den rolle Svend, spillede for udviklingen
af centret i årene 1987-1998, herunder ikke mindst for
dets indflydelse i international sammenhæng. I årene
efter åbningen oplevede centret en voksende international
efterspørgsel, og med Svend som primus motor
indledtes derfor et arbejde for at støtte etableringen
af dokumentationscentre i rehabiliteringscentre andre
steder i verden.
De første sådanne centre åbnede i 1991 i Islamabad,
Pakistan og Bologna, Italien. I 1992 blev biblioteket i
BehandlungsZentrum für Folteropfer (BZFO) i Berlin
oprettet, og flere fulgte efter. I 1993 og 1994 afholdt
Dokumentationscentret i København to store undervisningsseminarer
for deltagere fra 31 lande. Det skete
i samarbejde med Danmarks Biblioteksskole, Dansk
Flygtningehjælp og Det Danske Center for Menneskerettigheder.
I de følgende år underviste Dokumentationscentret
i et bredt spektrum af dokumentationsprincipper
og –teknikker, både i København og i mange
lande rundt om i verden.
Formålet var at formidle færdigheder, der kunne
anvendes af både uddannede bibliotekarer og informationsspecialister
og af menneskerettighedsforkæmpere
uden erfaring i dette arbejde. RCTs Dokumentationscenter
blev dermed en kendt og anerkendt størrelse
næsten overalt i verden, hvor arbejdet mod tortur
havde antaget organisatorisk form. Svend blev som
dets frontfigur en højt værdsat partner og ven for
mange i det internationale arbejde mod tortur. Dette
kapitels forfatter, der overtog ledelsen af Dokumentationscentret
i 1998 og har et delvist navnesammenfald
med Svend Bitsch Christensen, husker den skuffelse
han i de første år ofte mødte rundt om i verden, når
‘Svend from the Documentation Centre’ viste sig ikke
at være den Svend, som man ventede og håbede at se.
Svend Erik Baun Christensen i DIGNITYs Dokumentationscenter &
Bibliotek.
HURIDOCS – en vigtig samarbejdspartner
Lige fra starten i 1985 har Dokumentationscentret
sam arbejdet med den Geneve-baserede organisation
HURIDOCS, Human Rights Information and Documentation
Systems International. Organisationen er
oprettet i 1982 med det formål at udbrede viden om
effektive metoder til dokumentation af menneskerettighedskrænkelser
og registrering og formidling af dokumenter
vedr. menneskerettigheder, samt at medvirke
til at udvikle redskaber og standarder på området.
HURIDOCS-udviklede standarder for registrering af
dokumenter, som blev indført fra starten og stadig bruges
af Dokumentationscentret, og alle DIGNITYs afdelinger
anvender fortsat HURIDOCS-koder i forbindelse
med registrering af information vedr. lande og regioner.
Igennem alle årene har HURIDOCS stillet organisationens
ekspertise til rådighed for RCTs og IRCTs undervisningsforløb
og dokumentationsprojekter, ligesom
Dokumentationscentrets personale har medvirket som
undervisere i HURIDOCS-sammenhæng. Det regionale
europæiske HURIDOCS-netværk, ECCHRD, European
Coordination Committee on Human Rights Documentation,
afholder årlige møder, som er en enestående
mulighed for at etablere og udvikle kontakter. I årene
1994 til 2001 varetog Dokumentationscentret sekretariatsfunktionen
for ECCHRD.
Organisationstilknytningsmæssige skift
I 1985 blev RCTs internationale arbejde formaliseret
gennem stiftelsen af fonden IRCT, det nuværende International
Rehabilitation Council for Torture Victims, der
indtil 1997 eksisterede i organisatorisk fællesskab
med RCT. Ved adskillelsen af de to organisationer
pr. 1.1.1997 blev Dokumentationscentret administrativt
tilknyttet IRCT, men med samme serviceforpligtelse
overfor såvel RCT som IRCT. Denne beslutning må ses i
lyset af den vigtige rolle centret havde haft i RCT/IRCTs
internationale arbejde. I de følgende år var der fortsat
bud efter centrets ekspertise i international sammenhæng,
ikke mindst i forbindelse med de to store, EUfinansierede,
‘Regional Strengthening Programmes’,
som IRCT gennemførte fra 1999-2004.
I 2004 vendte Dokumentationscentret tilbage til RCT
som led i en omfordeling af ressourcer og arbejdsopgaver
mellem de to organisationer, foranlediget
af Udenrigsministeriet. Samtidig ændredes navnet
officielt til ‘RCTs Dokumentationscenter & Bibliotek’,
først og fremmest for at tydeliggøre funktionen som
specialbibliotek – verdens mest omfattende – på torturområdet,
og at Dokumentationscentret står til rådighed
for offentligheden med alle et specialbiblioteks
tjenester.
I RCT blev Dokumentationscentret placeret formelt
under Forskningsafdelingen – som ved samme lejlighed
modtog en ressourcemæssig udvidelse med henblik
på styrkelse af RCTs forskningskapacitet – men med
lige vægt på serviceforpligtelserne overfor det øvrige
RCT og IRCT, og ledsaget af en ministeriel opfordring
til at fokusere yderligere på tjenester, der kan udnyttes
62 63

af brugere udenfor Danmark, og særligt i ikke-vestlige
lande med dårlig og/eller regeringsbegrænset adgang
til information.
Overblik over den internationale litteratur om
tortur – Dokumentationscentrets database
Dokumentationscentrets vigtigste og mest synlige
bidrag til det internationale arbejde mod tortur er den
bibliografiske database på Internettet, der i juni 2012
indeholder referencer til over 30.000 dokumenter af
alle typer. Det væsentligste formål med databasen er
at give en samlet opdateret bibliografisk indgang til
den internationale litteratur om tortur, uanset dens
emnemæssige/videnskabelige tilgang. Basen er et
unikt redskab for alle, der beskæftiger sig med tortur,
idet den som den eneste database i verden samlet
registrerer materialer om tortur, der ellers ville
skulle søges i baser, der dækker enkelte fagområder
(medicin, psykologi, socialvidenskaberne etc.) Samtidig
medtager basen referencer til rapporter, nyhedsbreve,
artikler i små tidsskrifter, film og lydoptagelser etc.,
ofte materialer, der ikke findes registrerede i nogen
anden bibliografisk base.
Den bibliografiske database
Et unikt redskab for alle, der beskæftiger sig
med tortur. Her kan man finde materialer om
tortur, der ellers ville skulle søges i baser,
der dækker enkelte fagområder som medicin,
psykologi og socialvidenskab. Herudover tilbyder
den referencer til rapporter, nyhedsbreve,
artikler i små tidsskrifter, film og lydoptagelser.
Det er materialer, der ikke findes registrerede
noget andet sted. I juni 2012 rummede databasen
referencer til over 30.000 dokumenter af
alle typer.
Dokumentationscentret tilstræber med basen at give
en hurtig og komplet dækning af den engelsksprogede
videnskabelige litteratur om tortur, og den bredest
mulige registrering af andre væsentlige publikationer
hvis hovedemne er tortur, uanset videnskabelig disciplin,
sprog eller oprindelsesland. Udover dette indeholder
den en stor mængde referencer til materialer fra diverse
faglige områder, udvalgt i samarbejde med RCTs –
nu DIGNITYs personale, hvor kriteriet er materialets
aktuelle eller langsigtede relevans for vort arbejde.
Basens indhold afspejler således den multidisciplinære
tilgang der er et særkende for vores behandlingsindsats,
internationale arbejde og forskningsprogrammer.
Tjenester og brugere
Dokumentationscenteret fungerer i det daglige som
et offentligt bibliotek, der er åbent tilgængeligt for
såvel besøgende som fjernbrugere fra ind- og udland.
Bibliotekets tjenester står gratis til rådighed for
alle, der henvender sig med ønsker om litteratur og
information om tortur og organiseret vold. Brugerne
af biblioteket repræsenterer et meget bredt spektrum
af nationaliteter og faglige områder. Cirka 40% af alle
henvendelser kommer fra brugere udenfor DIGNITY,
og ca. 15-20% fra brugere udenfor Danmark. Både
de danske og internationale brugere spænder vidt,
fra medarbejdere i andre rehabiliteringscentre og
organisationer der arbejder med flygtninge og deres
forhold, over journalister, filminstruktører og forfattere
til både fag- og skønlitterære bøger, til studerende og
elever på alle niveauer fra ph.d. til 6. klasse. Igennem
årene har både forskere og studerende fra ind- og
udland taget ophold i biblioteket i kortere eller længere
perioder, for at kunne udforske og udnytte dybden i
Dokumentationscentrets samlinger.
Den teknologiske udvikling medfører naturligvis
ændring er i måden biblioteket bruges på. Bibliotekets
nye database blev lanceret i 2006, med forbedrede
søgefaciliteter og – endnu vigtigere, særlig for
eksterne brugere – direkte adgang til et stort og stadig
voksende antal dokumenter i fuld tekst via links fra
de bibliografiske poster i basen. I årene siden har
brugen af basen været overvåget ved hjælp af Google
Analytics; brugen ses at være øget støt år for år, med
f.eks. en stigning i antallet af besøg i basen på over
60% i perioden juni 2011 – maj 2012 sammenlignet
med juni 2010 – maj 2011, mens antallet af personlige
henvendelser i en årrække har været stabilt.
Langt de største procentvise stigninger i brugen af
basen er i de seneste år kommet fra lande udenfor
Danmark. Det er vigtigt for os at nå ud til internationale
brugere, og i perioden juni 2011-maj 2012 registrerede
vi da også besøg i basen fra 149 lande. Der lægges stor
vægt på at betjene organisationer og personer i lande
udenfor Europa og Nordamerika, men det er imidlertid
tydeligt, at det er brugere i lande, der i forvejen er
informationsmæssigt og teknologisk velforsynede, der
oftest finder vej til basen; i den nævnte periode var de fem
lande, fra hvilke der registreredes flest besøg, USA, UK,
Tyskland, Sverige og Norge. At ændre dette mønster er
et centralt succeskriterie for Dokumentationscentrets
arbejde fremover.
Vigtige indsatsområder for fremtiden
I DIGNITYs nuværende politik er udpeget en række udfordringer,
som organisationen står over for. En af dem
er den utilstrækkelige udbredelse af den eksisterende
viden om forebyggelse af tortur og rehabilitering af torturofre.
Politikken sætter som målsætning, at DIGNITY
skal etablere sig som internationalt førende videncenter,
med den ultimative ambition at være den foretrukne
kilde til information om tortur og organiseret vold på
verdensplan. I bestræbelserne på at nå dette mål spiller
Dokumentationscentret en central rolle. Dokumentationscentrets
professionelle ekspertise og de initiativer,
der udgår fra det, vil – i løbende samspil med husets
øvrige afdelinger – fortsat være fokuserede på maksimal
udnyttelse af de midler, der er til rådighed for at
udvikle og forbedre spredningen af litteratur og information
om Tortur og Organiseret Vold (TOV). Blandt de
vigtige temaer og angrebspunkter i arbejdet er følgende:
Fri adgang til større mængder litteratur og
information
Det centrale bidrag fra Dokumentationscentret udbredelsen
af viden om TOV på verdensplan er og vil fortsat være
databasen, der tilstræber at give komplet bibliografisk
oversigt over den internationale (dvs. primært den
engelsksprogede) litteratur om tortur. I tilgift indeholder
basen links i den bibliografiske post til de dokumenter,
der er frit tilgængelige på internettet. Heldigvis stiger
mængden af åbent tilgængelige dokumenter år for år;
næsten 1/3 af publikationerne i basen med udgivelsesår
2011 kan downloades gratis. Men en meget stor del af
den videnskabelige litteratur om TOV er fortsat kun
tilgængelig i elektronisk form mod betaling, eller,
for bøgers vedkommende, slet ikke ‘på nettet’ trods
e-bøgernes stigende udbredelse.
I de seneste år har rimeligheden af et publiceringssystem,
hvor offentligt finansierede forskningsresultater
ikke er frit tilgængelige for offentligheden imidlertid
i stigende grad været sat til debat, og ‘Open Access’initiativer,
der stiler mod, at alle videnskabelige artikler
skal være universelt frit tilgængelige, vokser frem i både
nationalt og internationalt regi. Efterhånden som Open
Access publicering af artikler gradvist vinder indpas
på verdensplan, vil det betyde et stort fremskridt for
udbredelsen af viden om TOV. Alligevel vil en væsentlig
mængde af den litteratur, der ligger i form af manualer
og andre publikationer i bogform, kunne være til hjælp
for personer og organisationer, der arbejder mod tortur
og for rehabilitering af torturoverlevere, fortsat være
svært tilgængelig for mange. Dette gælder ikke mindst i
lande, hvor den nationale informationsstruktur er svag,
eller ikke-eksisterende; små organisationer i mange
lande er oftest uden økonomisk mulighed for selv at
indkøbe f.eks. centrale håndbøger til hjælp i arbejdet.
Mange vigtige dokumenter findes kun på ét sprog
En anden forhindring for udbredelsen af viden om TOV er
mangelen på oversættelser af engelsksproget litteratur
til lokale sprog. Mange NGOer og andre organisationer
på menneskerettighedsområdet bestræber sig på at
gøre relevante publikationer tilgængelige på flere sprog,
men ressourcemæssige hensyn sætter begrænsninger
på oversættelsesvirksomheden, og langtfra alle nyttige
manualer og vejledninger bliver oversat til, selv som
minimum, de seks FN-hovedsprog. Publikationer fra
kommercielle udgivere udkommer stort set udelukkende
på ét sprog, med engelsk som det dominerende for
videnskabelige publikationer udgivet med henblik på et
internationalt publikum.
Registrering på andre sprog
Det er ambitionen med Dokumentationscentrets
data base at tilbyde bibliografisk kontrol over den
internationale litteratur om tortur, idet der med ‘den
internationale litteratur’ primært sigtes til engelsksprogede
publikationer. Samtidig arbejder vi på at
indfange så mange relevante publikationer på andre
sprog som muligt. Men Dokumentationscentret må
erkende, at et anseligt antal vigtige publikationer,
især på ikke-vestlige sprog, er i fare for ikke at blive
indfanget og registreret i databasen. Det er vigtigt
konstant at være på udkig efter samarbejdsmuligheder
64 65

med personer og organisationer i andre lande, der kan
være med til at udvide den sproglige og geografiske
dækning af materialer i databasen.
Øget kendskab til tjenester
I 2011 lancerede DIGNITY sit nye website, og Dokumentationscentret
fik dermed en mere synlig platform for
præsentation af sine tjenester og materialer. Som nævnt
har antallet af besøgende på Dokumentationscentrets
eget site været stigende siden da, og selvom en analyse
af brugen viser, at en del af de besøgende snarere er
‘tilfældige forbipasserende’ end egentlig brugere af
biblioteket, så er både mængden og den geografiske
spredning af besøgende dog et tydeligt tegn på, at
Dokumentationscentret når ud til en ny og større kreds
af potentielle brugere gennem den mere markante
tilstedeværelse på det nye DIGNITY web. Men trods
denne fremgang, og trods årtiers indsats for at sprede
budskabet om Dokumentationscentret, vil der fortsat
være brug for ihærdig og kreativ ‘markedsføring’, med
det endelige mål, at ingen der har brug for information
og litteratur om TOV skal være uvidende om bibliotekets
tilbud.
Tesaurusprojektet
Der er, også i 2012, to udbredte myter vedr. adgangen
til information og viden. Den ene er, at al information
er tilgængelig online, gratis eller – om nødvendigt- mod
betaling. Den anden er, at al information let kan findes
frem ved at bruge en søgemaskine på Internettet – i
daglig tale at ‘Google’. Fritekstsøgning, som den Google
og andre søgemaskiner tilbyder, tager imidlertid ikke
højde for at både ‘ting’ og begreber kan have forskellige
navne, eller synonymer. I en database er det derfor
vigtigt at have et redskab der gør det muligt at finde
dokumenter om et givet emne i én søgning, uden at skulle
gætte sig frem – et såkaldt ‘kontrolleret ordforråd’, til
registrering af dokumenters emne(r).
Der eksisterer ikke i øjeblikket noget samlet og sammenhængende
terminologisk arbejdsredskab specielt målrettet
mod organisationer og personer, der arbejder med
dokumentation (forstået som informationslagring og
-genfinding) på torturområdet. Dokumentationscentret
tilføjer engelsksprogede emneord (‘indekstermer’) til alle
registrerede dokumenter, uanset dokumentets sprog.
Det har været tilstræbt at gøre indekseringen så ensartet
som muligt, men savnet af et kontrolleret ordforråd
tilpasset specielt til indeksering af dokumenter vedr.
DIGNITYs kerneområde, tortur og organiseret vold, og
den multidisciplinære mængde litteratur, der relaterer
sig til dette område, har været mærkbart, både for
brugere af databasen og Dokumentationscentrets medarbejdere.
Problemet har også været rejst internationalt af andre
organisationer, der arbejder med TOV og relaterede
emner, og har været diskuteret i ECCHRD (HURIDOCS’
europæiske sektion), og i samtaler med repræsentanter
for centre i det internationale rehabiliteringsnetværk.
På grund af Dokumentationscentrets internationale
position som den ældste og største dokumentations/
biblioteksenhed på torturområdet var det naturligt, at
et initiativ på dette område blev iværksat af DIGNITY.
Som resultat af dette kan Dokumentationscentret, efter
nogle års indsats i samarbejde med en international
arbejdsgruppe, i foråret 2013 publicere “Thesaurus of
Terminology related to Torture and Organised Violence”.
Hensigten har været at udarbejde et kontrolleret og
struktureret ordforråd, der er tilstrækkelig omfattende
og detaljeret til brug for indeksering og genfinding af
dokumenter om tortur, og som har et fagligt niveau der
er tilpasset specialister indenfor forebyggelse af tortur
og organiseret vold og rehabilitering af torturofre.
Tesaurussen vil blive gjort tilgængelig på vort website,
og vil være gratis til rådighed som arbejdsredskab for
alle organisationer, institutioner eller enkeltpersoner
indenfor området. Det er håbet, at den vil vise sig som et
nyttigt bidrag til international standardisering indenfor
informationslagring og -genfinding for arbejdsfeltet TOV.
At vide hvad vi ved
I 2012 står DIGNITYs Dokumentationscenter & Bibliotek
med mere end 25 års erfaring i arbejdet med indsamling,
registrering og formidling af viden om tortur. Biblioteket
rummer den mest omfattende samling i verden af
litteratur og andre dokumenter vedr. tortur. Databasen,
som er frit tilgængelig for alle med internetadgang, giver
en samlet indgang til den internationale litteratur om
tortur, torturens effekter på samfund og individ, rehabilitering
af torturoverlevere, og forebyggelse af tortur.
En væsentlig del af de dokumenter, der er registrerede
i databasen kan nås, gratis, fra links i basen. Personalet
er parat til at hjælpe alle, der henvender sig, besøgende
såvel som fjernbrugere fra alle egne af verden, med
ønske om assistance til søgning og fremfinding af
litteratur eller med faktuelle spørgsmål vedr. TOV.
Tjenesterne er gratis for alle. Dokumentationscentret er
en veletableret, velfungerende, nationalt og internationalt
søgt og værdsat serviceenhed, der gennem årene har
kunnet demonstrere sin værdi for både DIGNITY og IRCTs
arbejde og den internationale kamp mod tortur.
Dokumentationscentret står således godt rustet til de
kommende års arbejde.
Inge Genefke har sagt om arbejdet mod tortur, at
for at kunne udføre det, er det afgørende, ‘at vi ved,
hvad vi ved’ Dokumentationscentret blev oprettet
med dette mål før øje, som et sted, hvor ‘det vi ved’
om tortur indsamles, registreres og formidles
videre ”
Fremtiden for arbejdet mod tortur byder på mange udfordringer.
Det gælder også informationsgenfinding og
–spredning på området. For Dokumentationscentret vil
der være brug både for fortsat vedligeholdelse af det
grundlæggende arbejde som beskrevet i dette kapitel,
men i høj grad også for nytænkning og udnyttelse af
de muligheder, der ligger i den kraftigt accelererende
informa tionsteknologiske udvikling og de sociale platforme,
der for flere og flere er et vigtigt – og for nogle det
absolut foretrukne – medium for modtagelse og udveksling
af alle typer informationer.
Inge Genefke har sagt om arbejdet mod tortur, at for
at kunne udføre det, er det afgørende, ‘at vi ved, hvad
vi ved’. Dokumentationscentret blev oprettet med dette
mål før øje, som et sted, hvor ‘det vi ved’ om tortur
indsamles, registreres og formidles videre. Det vil også
fremover, være dét DIGNITYs Dokumentationscenter
& Bibliotek arbejder for: At yde den bedst mulige
indsats for, at al relevant viden er til rådighed for alle i
verden, der arbejder mod tortur og for rehabilitering af
torturens ofre.
66 67

dIGnItY I fremtIden
Af Karin Verland
– Vi har og har altid haft høje ambitioner i DIGNITY. Vi tog
de første banebrydende skridt og skabte RCT, verdens
første behandlingscenter for torturerede flygtninge.
Hvor der intet videngrundlag var, foretog vi de første
grundige undersøgelser. Vi var med til at igangsætte
den internationale kamp mod tortur, og vi gjorde
Danmark til et foregangsland i kampen mod tortur. Alt
dette betyder, at DIGNITY er en organisation, man lytter
til. En organisation, som nyder respekt blandt fagfolk,
ligesindede, beslutningstagere og deslige.
Verden er anderledes i dag, end den var for 30 år siden.
Udfordringerne ligner på nogle områder dem, vi havde
før i tiden – og så alligevel ikke. Tortur og organiseret
vold er stadig et udbredt fænomen, som vi internationalt
og nationalt må stå sammen om at bekæmpe. Metoder
til at behandle og lindre ofrenes traumer skal stadig
videreudvikles, og det samme skal nye interventioner,
som kan forebygge at tortur og organiseret vold i det
hele taget sker. For 30 år siden var vi tortursagens
pionerer i en verden, der betvivlede de udsagn, som
torturofre kom med. I dag kæmper vi stadig med at
gøre op med den uvidenhed, som torturbegrebet er
indhyllet i. Mange ved stadig ikke, hvad tortur gør
ved mennesker, og mange forbinder i dag automatisk
tortur med terrorisme. Hvis der for alvor skal handles
nationalt og internationalt, må vi gøre noget ved den
uvidenhed.
Når frygten tager over
Septemberdagen i 2001, hvor de to tvillingetårne i New
York blev angrebet, er en skelsættende dato i arbejdet
mod tortur. Forud var gået årtiers internationalt arbejde
med at sikre menneskerettighederne, og man var nået
langt i mange lande med at ratificere torturkonventionen.
De vestlige lande var et andet sted etisk og moralsk.
Her elleve år efter, er det som om, man har glemt, hvor
forfærdeligt tortur er og hvad det gør ved mennesket.
Terrorforskrækkelsen har gjort sit indtog og gør, at
lande og regeringer er villige til at give køb på vigtige
Karin Verland: Direktør i DIGNITY siden maj 2011,
er uddannet læge og certificeret som Executive
Coach. Med sig har hun mange års ledelseserfaring
fra erhvervslivet, senest som administrerende
direktør i Pfizer Danmark. Hun er tidligere medlem
af Etisk Råd og var igennem fem år formand for
Lægemiddelindustriforeningen.
principper, hvis der er udsigt til, at man kan forhindre et
potentielt terrorangreb.
Siden 2001 har vi oplevet, at de vestlige lande – og ikke
mindst Danmark – ryster på hånden, når det gælder
vedtagelsen af det absolutte forbud mod tortur. Det har
medført, at andre lande ser det som en undskyldning
og legitimerer egen brug af tortur. Sikkerhedsstyrker og
politikere i store lande som Pakistan og Indien henviser
direkte til den amerikanske torturpolitik, når de skal
legitimere deres egen anvendelse af tortur i forbindelse
med afhøringer af terrormistænkte. Og i Nordafrika fik
de nu afsatte diktatorer næsten alle som én legitimeret
Direktør Karin Verland taler på aftenen for RCTs 30 års jubilæum,
30. oktober 2012, og afslører, at RCT fremover hedder DIGNITY –
Dansk Institut mod Tortur.
deres torturregimer gennem den amerikanske stats
anvendelse af deres afhøringscentre.
Opfattelsen af brugen af tortur blandt almindelige
mennesker er også alarmerende. Vores undersøgelser
viser, at mere end hver femte dansker mener, at det
er i orden at bruge tortur i enkelte tilfælde. Næsten
halvdelen af danskerne tror desuden, at det primært
er terrormistænkte, som udsættes for tortur. Det er
en kobling mellem terror og tortur, som ikke har hold
i virkeligheden. Fra vores internationale arbejde ved vi,
at langt de fleste torturofre absolut ikke har noget med
terrorisme at gøre, men derimod er udsatte grupper af
mennesker. Mange er blot fattige og er på det forkerte
sted på det forkerte tidspunkt. De har måske en kriminel
fortid, eller de er blot uheldige og bliver opfattede som
kriminelle. En del er også politisk aktive eller tilhører et
forfulgt mindretal.
Det er en udbredt tanke, at man kan afværge terror med
tortur. Det er lige omvendt. Tortur er en del af problemet,
ikke løsningen. Intet kan retfærdiggøre brugen af tortur
– men det sker altså alligevel. Den tikkende bombe
er et gængs skræmmescenarie, som vi kender alt for
godt f.eks. fra amerikanske film. Det er blevet okay i
manges øjne at torturere én formodet terrorist, hvis
man kan forhindre et terrorangreb. Men tortur virker
ikke, for værdien af informationer, der er fremkommet
under tortur, er højest tvivlsom og kan ikke bruges til at
forhindre et terrorangreb. Der findes langt mere effektive
og humane afhøringsmetoder. Når det er sagt, så vil jeg
påpege, at fik enhver dansker indblik i hvad torturen
har gjort f.eks. ved en af de klienter, som får hjælp hos
DIGNITY, så ville de til enhver tid være imod tortur. Vi i
DIGNITY skal have sat torturdebatten tilbage på det spor,
hvor den hører hjemme.
Hvorfor DIGNITY?
DIGNITY ønsker at være endnu mere synlig og aktiv i
Danmark og internationalt. Derfor valgte vi i forbindelse
med vores organisations 30-årsdag at starte på ny
med en ny identitet og et nyt mere værdibaseret og
positivt navn, som også vil give mening internationalt.
Alle medarbejdere var med i processen og kom med
mange forskellige forslag til et nyt navn. Valget blev
DIGNITY – og hvorfor så det?
Tortur er det værste overgreb, man kan begå mod
mennesker. Det er et frontalangreb mod den menneskelige
værdighed. Værdighed er kernebegrebet i menneske
rettighedsdiskursen. Som der står i artikel 1 i
Verdens erklæringen om menneskerettigheder, så er alle
menne sker født frie og lige i værdighed og rettigheder.
De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør
handle mod hverandre i en broderskabets ånd.
Værdighed er kernebegrebet i menneskerettighedsdiskursen
Som der står i artikel 1 i
Verdenserklæringen om menneskerettigheder,
så er alle mennesker født frie og lige i værdighed
og rettigheder De er udstyret med fornuft og
samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en
broderskabets ånd ”
Værdighed sammenfatter det, som alle i DIGNITY
arbejder med. Vi arbejder for at give herboende
torturofre en værdig tilværelse i Danmark. Vi arbejder
for at sikre, at frihedsberøvede bliver behandlet med
værdighed, og vi arbejder for at forhindre at tortur
finder sted. Når man arbejder mod tortur handler det
ikke kun om torturofrenes værdighed, men om vores
allesammens værdighed. Hele samfundets værdighed.
For der er ikke noget så uværdigt som et samfund,
der benytter sig af tortur. Det er nedbrydende ikke
kun for mennesker, men også for de systemer, som
et velfungerende samfund hviler på. Man kan sige, at
vi arbejder for at indføre værdighed de steder, hvor
torturen og volden potentielt er til stede. De fattige,
de syge, de anderledes, de frihedsberøvede – de
mennesker, der synes at rangere nederst i et samfund,
skal kunne leve ordentlige og værdige liv. Og det vil
DIGNITY til hver en tid være garanten for.
Mod, stemme og handlekraft
I min tid på DIGNITY har det overrasket mig, hvordan
der gang på gang dukker nye sider af fænomenet tortur
frem. Tortur og organiseret vold er et så kontroversielt
og komplekst problem, at det må angribes fra mange
vinkler, hvis man vil grundigt hele vejen rundt om
det. For at kunne behandle torturofre effektivt må vi
kende følgerne og overlevernes situation. For at kunne
forebygge og intervenere må vi kunne forstå volden og
torturens væsen, metoderne, aktørerne og systemerne.
For at kvalificere det vi gør, må vi forske og dokumentere.
68 69

70
Og for at få gennemslagskraft nationalt og internationalt
må vi dele vores viden og formidle hvad vi gør, sådan at
omverdenen konsulterer os og vælger os som samarbejds-
og dialogpartner.
Vi arbejder for at give herboende torturofre en
værdig tilværelse i Danmark Vi arbejder for at
sikre, at frihedsberøvede bliver behandlet med
værdighed, og vi arbejder for at forhindre at tortur
finder sted Når man arbejder mod tortur handler
det ikke kun om torturofrenes værdighed, men om
vores allesammens værdighed Hele samfundets
værdighed ”
I en hvilken som helst organisations udvikling gennemgår
organisationen forskellige faser. DIGNITY har de senere
år gennemgået en professionaliseringsperiode, hvor
der har været særligt fokus på funktionskulturen og
forskningsindsatsen. Det har været et naturligt fokus,
fordi det har været nødvendigt, at vi skulle dokumentere
og forbedre vores indsatser. Det kan vi nu, og derfor er
det tid til, at organisationen for alvor udfolder sit fulde
potentiale. Nu er det tid til at få de forskellige fagligheder
og funktioner til at arbejde sammen i endnu højere grad.
Lige nu står DIGNITY overfor at skulle vedtage en ny
strategi for arbejdet.
Formidlingsopgaven er en særlig udfordring for DIGNITY
de kommende år. Vi skal fortælle, hvad vi gør, og hvorfor
vi gør det. Vi skal belyse omfanget af torturproblemet, og
hvad der kan gøres for at løse det. Vi skal i endnu højere
grad gå i dialog med omverdenen og skabe alliancer og
resultater.
Klinisk forskning i rehabilitering af torturofre er et af
de fokusområder, som DIGNITY fremover vil øge. Et
større monitoreringsarbejde er blandt andet igangsat,
og vi samarbejder tæt med andre centre i Danmark om
opgaven. Et andet fokusområde er fængsler og frihedsberøvede
i skrøbelige stater. Det er også et felt, hvor
DIGNITY har igangværende forskning og intervention.
Spørgsmålene er mange: Hvordan kan vi sikre frihedsberøvedes
sundhed og forebygge tortur? Hvordan er det
staten regulerer fængslet og de tilhørende instanser?
Hvilken betydning har det sociale og psykiske samspil
indenfor fængslets mure? Og hvilke muligheder for
effektiv intervention er der i dette univers? Et tredje
fokusområde er tortur og organiseret vold i slumområder.
Verdens befolkninger strømmer til byerne, som
vokser med en enorm kraft. Ifølge Verdensbanken lever
halvdelen af verdens befolkning allerede i storbyer, og
allerede i dag anslås det, at en fjerdedel af alle byboere
lever i slumområder. Som ulighederne vokser, vil flere
og flere mennesker leve i usikkerhed og fare. DIGNI-
TY har allerede stor viden om unge voldelige mænd i
udsatte slumområder. Arbejdet med at udarbejde effektive
interventioner, som kan forebygge, at slumområder
i skrøbelige stater bliver de rene heksekedler, vil fremover
blive prioriteret her på DIGNITY.
DIGNITY er en af få danske NGO’ere, hvis eksistens hviler
på et stærkt folkeligt mandat. Fremadrettet ønsker vi
at styrke organisationens økonomiske situation i svære
tider ved at balancere den offentlige finansiering med
frivillige støttemidler. Siden Inge Genefkes tid har vi
aldrig været blege for at hæve vor stemme. Og det vil vi
fortsætte med. Danmark er et af de ældste demokratier
i verden. Og et af demokratiets kendetegn er netop at
kunne have kritikere indenfor egne rækker. Vi vil have
regeringer og politikere nationalt og internationalt til at
arbejde for, at FNs torturkonvention overholdes. Vi vil øge
danskernes viden om tortur, og vi vil have alle til at sige
fra overfor tortur.
Nogen skal gå foran i kampen mod tortur. Det har
Danmark gjort i årtier, men i de senere år har man
desværre rystet på hånden, når det galdt det absolutte
forbud mod tortur og f.eks. fangeoverdragelsessagerne
i Irak og Afghanistan. DIGNITY stiller al sin ekspertise til
rådighed og håber, at Danmark, om end et lille land, igen
vil tage teten og vise sit mod som særligt mønsterland i
kampen mod tortur.

STøT DIGNITY
– FoRDI ToRTUR aLDRIG KaN accepTeReS
Tortur nedbryder mennesker på krop og sjæl. Den
ødelægger selvrespekten og tilliden til andre mennesker.
Tortur efterlader ofrene med livsvarige
traumer og indebærer store tab for individet,
familien og for hele samfundet. DIGNITY kan hjælpe
ofrene med at lære at håndtere traumerne og skabe
et væsentligt bedre liv for dem selv, deres familier
og børn. Men vi har brug for din hjælp:
• Læs mere om vores arbejde, og hvordan du kan
støtte DIGNITY på www.dignityinstitute.dk
• Her kan du også se, hvordan du kan blive MeDLeM
– både som virksomhed og privatperson
• Du kan også indbetale et valgfrit bidrag til vores
arbejde på konto 3001-4310821209 (Danske Bank)
eller sende os en SMS med teksten Tortur til 1241
og støtte med 100 kr.
DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur
DIGNITY har siden 1982 arbejdet for en verden uden tortur og organiseret vold. DIGNITY er en selvejende, uafhængig menneskerettighedsorganisation
og nationalt specialecenter for behandling af svært traumatiserede flygtninge. Vi udmærker os ved at
have rehabilitering, forskning og internationalt udviklingsarbejde under ét tag. DIGNITY er repræsenteret i over 20 lande, hvor vi
samarbejder med en række organisationer om at bekæmpe tortur og hjælpe torturofre og deres familier til et bedre liv.
www dignityinstitute dk – info@dignityinstitute dk