Danmark i Arktis - Martin Breum
Danmark i Arktis - Martin Breum
Danmark i Arktis - Martin Breum
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Danmark</strong> i <strong>Arktis</strong><br />
Pernille Palmelund Sørensen<br />
Bachelorprojekt 2011<br />
Vejleder: Jens Ladefoged Morten<br />
Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
Abstract<br />
Climate changes pose an array of challenges to international society. However, there is another side to<br />
rising temperatures as the melting of the polar ice caps creates new opportunities for oil and gas produc-<br />
tion and new shipping routes. Denmark and other coastal states are currently laying the legal and organiza-<br />
tional foundations for sustainable development of Arctic societies now experiencing rapid change.<br />
This paper examines the foreign policy position of Denmark in this area. In cooperation with Greenland,<br />
Denmark will publish a new Arctic strategy in June. I will be scrutinizing the contextual factors that influ-<br />
ence this strategy through the use of adaptation theory which is a tool for analysis that combines external<br />
and internal factors in an explanation of foreign policy. More specifically, I will apply action space analysis;<br />
this model adds a third dimension to the mentioned two, namely the ambitions of a foreign policy. I there-<br />
fore intend to seek foreign policy explanations at three levels of analysis. Adaptation theory has often been<br />
used in analyses of Denmark’s foreign policy but it has never been applied to the Arctic. I have gathered<br />
empirical data in various qualitative interviews for this purpose.<br />
My analysis finds that Danish Arctic foreign policy has become much more ambitious in recent years. How-<br />
ever, the action space has not been reduced because the external and internal constraints are low. This<br />
causes the action space to relocate. Denmark is able to pursue what adaptation theory labels a balancing<br />
foreign policy strategy despite being a small state. Actually, some observers have even labeled Denmark an<br />
Arctic great power due to her diplomatic skills and achievements.<br />
I conclude my analysis with a few comments on the pros and cons of using adaptation theory in this analy-<br />
sis and the suggestion that Danish foreign policy makers should stay on an ambitious diplomatic route to<br />
maximize Danish Arctic influence and create a prosperous future for Greenland.<br />
3
Indholdsfortegnelse<br />
Abstract .............................................................................................................................................................. 3<br />
1 Indledning ....................................................................................................................................................... 7<br />
2 Analysestrategi ................................................................................................................................................ 9<br />
4<br />
2.1 Centrale begreber .................................................................................................................................... 9<br />
2.2 Afgrænsning ........................................................................................................................................... 10<br />
3 Metode.......................................................................................................................................................... 11<br />
3.1 Videnskabsteoretisk grundlag................................................................................................................ 11<br />
3.2 Casekonstruktion ................................................................................................................................... 11<br />
3.3 Interviews og anden empiri ................................................................................................................... 12<br />
3.4 Kodningsstrategi .................................................................................................................................... 14<br />
3.5 Undersøgelsens kvalitet ......................................................................................................................... 14<br />
4 Teori .............................................................................................................................................................. 16<br />
4.1 Adaptionsteori ....................................................................................................................................... 16<br />
4.2 Handlerum ............................................................................................................................................. 17<br />
4.3 Den neoklassiske arv .............................................................................................................................. 18<br />
4.4 Operationalisering af dimensionerne .................................................................................................... 19<br />
5 Casebeskrivelse ............................................................................................................................................. 21<br />
5.1 Havretskonventionen............................................................................................................................. 22<br />
5.2 Den nye strategi ..................................................................................................................................... 23<br />
6 Analyse .......................................................................................................................................................... 26<br />
6.1 Systemiske faktorer ............................................................................................................................... 26<br />
6.1.1 Geopolitik ........................................................................................................................................ 26<br />
6.1.2 Folkeretten ...................................................................................................................................... 27<br />
6.1.3 Polaritet .......................................................................................................................................... 28<br />
6.1.4 Samarbejde ..................................................................................................................................... 29<br />
6.1.5 Delkonklusion: Konsekvenser for handlerummet .......................................................................... 30<br />
6.2 Indenrigspolitiske faktorer ..................................................................................................................... 31<br />
6.2.1 <strong>Danmark</strong>-Grønland ......................................................................................................................... 31<br />
6.2.2 Embedsmændenes arbejde ............................................................................................................ 32<br />
6.2.3 Økonomi .......................................................................................................................................... 33<br />
6.2.4 Delkonklusion: Konsekvenser for handlerummet .......................................................................... 33
6.3 Ambitionerne i udenrigspolitikken ........................................................................................................ 34<br />
6.3.1 Ilulissat-erklæringen ....................................................................................................................... 34<br />
6.3.2 Grønlands ambitioner ..................................................................................................................... 35<br />
6.3.3 Den nye strategi .............................................................................................................................. 36<br />
6.3.4 <strong>Danmark</strong> som stormagt .................................................................................................................. 36<br />
6.3.5 Delkonklusion: Konsekvenser for handlerummet .......................................................................... 37<br />
7 Vurdering ...................................................................................................................................................... 38<br />
7.1 Handlerummet ....................................................................................................................................... 38<br />
7.2 Udenrigspolitisk strategi ........................................................................................................................ 39<br />
8 Diskussion ..................................................................................................................................................... 40<br />
8.1 En småstat som stormagt? .................................................................................................................... 40<br />
8.2 Teoriens anvendelighed ......................................................................................................................... 41<br />
9 Konklusion ..................................................................................................................................................... 43<br />
9.1 Perspektivering ...................................................................................................................................... 44<br />
10 Litteraturliste .............................................................................................................................................. 45<br />
10.1 Kort og illustrationer ............................................................................................................................ 45<br />
10.2 Akademisk litteratur ............................................................................................................................ 45<br />
10.3 Publikationer og andre internetressourcer ......................................................................................... 49<br />
10.4 Avisartikler ........................................................................................................................................... 50<br />
11 Bilagsoversigt .............................................................................................................................................. 51<br />
5
Figurer<br />
Figur 1: Politisk kort over <strong>Arktis</strong>k ....................................................................................................................... 8<br />
Figur 2: Analysestrategi ..................................................................................................................................... 9<br />
Figur 3: Interviewpersoner .............................................................................................................................. 12<br />
Figur 4: Kodestrategi ........................................................................................................................................ 14<br />
Figur 5: Udenrigspolitiske strategier ................................................................................................................ 17<br />
Figur 6: Dimensionerne i handlerummet ......................................................................................................... 18<br />
Figur 7: Operationalisering .............................................................................................................................. 20<br />
Figur 8: Tidslinje over udvalgte begivenheder ................................................................................................. 21<br />
Figur 9: Model over kontinentalsokkel ............................................................................................................ 22<br />
Figur 10: De arktiske staters kravområder ...................................................................................................... 23<br />
Figur 11: Nye sejlruter - Nordøst- og Nordvestpassagen ................................................................................ 24<br />
Figur 12: Indholdet i den nye strategi .............................................................................................................. 25<br />
Figur 13: De systemiske faktorers påvirkning af handlerummet ..................................................................... 31<br />
Figur 14: De indenrigspolitiske faktorers påvirkning af handlerummet .......................................................... 34<br />
Figur 15: Ambitionernes påvirkning af handlerummet ................................................................................... 37<br />
Figur 16: Påvirkningerne af handlerummet ..................................................................................................... 38<br />
Figur 17: Forskubbelse af handlerummet ........................................................................................................ 39<br />
6
1 Indledning<br />
”Havet stiger hurtigere end ventet” kunne man læse på forsiden af Politiken d. 2. maj i år – afsmeltningen af<br />
isen i <strong>Arktis</strong> sker meget hurtigere end antaget, og vandstanden vurderes til at ville stige tre gange så meget,<br />
som man hidtil har troet 1 . Klimaforandringerne er i fuld gang, og der er behov for handling…<br />
Men temperaturstigninger har også en anden side. For i takt med at jordkloden bliver varmere, bliver nye<br />
områder isfrie og farbare på Nordpolen. <strong>Arktis</strong> er en af de sidste hvide pletter på landkortet, men kyststa-<br />
terne 2 er i fuld gang med at trække grænser og skabe grundlaget for øget industriel aktivitet i fremtiden.<br />
Landenes territorialkrav er vigtige, for med dem følger udsigterne til store fund af olie og gas. Også Dan-<br />
mark-Grønland har travlt med at skaffe sig retten til kontinentalsokkelen så langt ud som muligt. Grænse-<br />
dragningen sker på baggrund af FN’s Havretskonvention, og på dansk initiativ har kyststaterne i Ilulissat-<br />
erklæringen eksplicit forpligtet sig til at følge de folkeretlige regler.<br />
<strong>Arktis</strong> er blevet et prioritetsområde i danske udenrigspolitik anno 2011 – og ser i fremtiden kun ud til at<br />
blive endnu vigtigere. Mange spørgsmål trænger sig på: Får <strong>Danmark</strong> det optimale ud af de muligheder,<br />
som de ændrede forhold i <strong>Arktis</strong> skaber? Hvorfor sværger alle kyststaterne til en folkeretlig løsningsmodel?<br />
Hvordan spiller forholdet til Grønland ind i det hele? Og hvad menes der med, at <strong>Danmark</strong> er en stormagt i<br />
<strong>Arktis</strong>?<br />
En forståelse af, hvad der motiverer og begrænser et land som <strong>Danmark</strong> udenrigspolitisk, kan bidrage med<br />
et kritisk blik på den danske strategi. Denne vil jeg undersøge med følgende problemformulering:<br />
Hvilke faktorer ligger til grund for den danske strategi i <strong>Arktis</strong>, og hvordan ser <strong>Danmark</strong>s handlerum ud?<br />
Jeg vil besvare problemformulering ved først at redegøre for konteksten for den dansk-grønlandske <strong>Arktis</strong>-<br />
strategi og dernæst give et bud på forklaring af <strong>Danmark</strong>s muligheder ved hjælp af inddragelse af adapti-<br />
onsteori og handlerumsanalyse.<br />
Opgaven er opbygget således, at jeg først gennemgår min analysestrategi, den anvendte metode samt den<br />
teoretiske ramme og operationalisering. Efter en kort redegørelse for casen følger analysen, som er bygget<br />
op af tre dele: Først undersøges de systemiske faktorers betydning for udenrigspolitikken, dernæst de in-<br />
denrigspolitiske og til sidst ambitionsniveauet. Herefter vurderer jeg handlerummet. I diskussionen tages<br />
1 <strong>Arktis</strong>k Råd anslår, at vanstanden vil stige 0,9-1,6 meter. De hidtidige vurderinger stammer fra FN’s Klimapanel og<br />
lyder på havstigninger på 0,19-0,59 meter (Rothenborg & Andersen 2.5.2011).<br />
2 Kyststaterne er: USA (qua Alaska), Canada, Norge (qua Svalbard), <strong>Danmark</strong> (qua Grønland) og Rusland.<br />
7
emnet om <strong>Danmark</strong> som stormagt i <strong>Arktis</strong> op samt teoriens anvendelighed på casen. I konklusionen samles<br />
der i op på resultaterne fra analysen og diskussionen, og der peges på yderligere perspektiver for emnet.<br />
Figur 1: Politisk kort over <strong>Arktis</strong>k<br />
8
2 Analysestrategi<br />
Min problemformulering indeholder to delspørgsmål: 1) Hvilke faktorer ligger til grund for den danske stra-<br />
tegi i <strong>Arktis</strong>, 2) og hvordan ser <strong>Danmark</strong>s handlerum ud?<br />
Den første del af problemformuleringen vil jeg besvare gennem en undersøgelse af forklarende faktorer på<br />
forskellige analyseniveauer for at få et samlet billede af handlerummet for udenrigspolitikken i <strong>Arktis</strong>. Den<br />
anden del af problemformuleringen vil jeg besvare gennem en vurdering af <strong>Danmark</strong>s handlerum i <strong>Arktis</strong>,<br />
som bygger på analysens resultater, samt en diskussion af hvorvidt <strong>Danmark</strong> er en stormagt i arktisk sam-<br />
menhæng. Min analysestrategi er skitseret i figur 2:<br />
Figur 2: Analysestrategi<br />
Analyse Diskussion<br />
Interne<br />
Faktor<br />
Faktor<br />
Faktor<br />
Ambitioner<br />
Faktor<br />
Faktor<br />
Eksterne<br />
Faktor<br />
Faktor<br />
Faktor<br />
Faktor<br />
Strategi<br />
Er <strong>Danmark</strong> småstat<br />
eller stormagt<br />
i <strong>Arktis</strong>?<br />
Jeg gør gennem hele analysen brug af adaptionsteori, som er et ofte anvendt redskab til analyser af dansk<br />
udenrigspolitik, men ikke appliceret på <strong>Arktis</strong> før. Denne teori fokuserer på et lands udenrigspolitik i kryds-<br />
feltet mellem systemisk og indenrigspolitisk pres. Mere specifikt anvender jeg Nikolaj Petersens handle-<br />
rumsanalyse, idet den tilføjer ambitionsniveauet til de eksterne og interne faktorer. Herved har man en<br />
model, som har blik for flere analyseniveauer og dermed flere af de faktorer, der påvirker udenrigspolitik.<br />
2.1 Centrale begreber<br />
Udenrigspolitik er et vigtigt begreb, idet jeg vil belyse dansk udenrigspolitik inden for et bestemt område.<br />
Udenrigspolitik kan bredt defineres som: ”The sum of official external relations conducted by an indepen-<br />
9
dent actor (usually a state) in international relations” (Hill i Smith m.fl.: 2). Adaptionsteoretikeren Helga<br />
Haftendorn bidrager med en yderligere indsnævring: ”Auβenpolitik wird verstanden als ein<br />
Interaktionsprozeβ, in dem ein politisches System („Staat“) seine grundlegenden Ziele und Werte in Konkur-<br />
renz zu denen anderer Systeme zu realisieren versucht“ (Haftendorn 1989: 33). Disse to citater indfanger<br />
min forståelse af udenrigspolitik.<br />
I forlængelse heraf er det nødvendigt at definere strategi. Strategi forstås på forskellige måder afhængig af<br />
kontekst. Jeg definerer begrebet på følgende måde: Strategi er den politisk og forvaltningsmæssigt fastlag-<br />
te kurs, der udstikker retningslinjer for udenrigspolitisk handling.<br />
Til sidst vil jeg definere geopolitik, og jeg anvender Virginie Mamadouhs definition: ”[…] geopolitics […] is<br />
about the effects of geographical location and other geographical features on the foreign policy of a state<br />
and its relations with other states. It is also concerned with the strategic value of geographical factors (re-<br />
sources, access to sea etc.)” (Gutzon Larsen 2011: 44).<br />
2.2 Afgrænsning<br />
Både kyststater ved Ishavet samt andre arktiske stater og interessenter søger indflydelse på udviklingen i<br />
<strong>Arktis</strong>. Jeg har afgrænset mig til at se på <strong>Danmark</strong> og den danske strategi. Jeg har fravalgt problematikker<br />
omkring klima, miljø, inuitter og andre oprindelige arktiske folkeslag. Tidsmæssigt ser jeg på en ramme, der<br />
løber op til Ilulissat-deklarationens vedtagelse i 2008 og frem til nu. Teoretisk kunne man have valgt en<br />
mere reflektivistisk tilgang for at fokusere på, hvordan <strong>Arktis</strong> som politikområde gives mening blandt aktø-<br />
rer og i medier. Eftersom området er nyt i dansk udenrigspolitik vurderer jeg imidlertid, at der mere end<br />
dekonstruktion og forståelse af social praksis er behov for en substantiel analyse af <strong>Danmark</strong>s handlerum i<br />
<strong>Arktis</strong>.<br />
10
3 Metode<br />
I mine metodiske valg har jeg ladet forskningsspørgsmålet bestemme analysetilgang, design og metode. En<br />
sådan proces vil altid være inspireret af forskerens eksisterende teoretiske begreber og empiriske viden<br />
(Nørgaard 2007: 243). Jeg valgte <strong>Arktis</strong> som udenrigspolitisk case, fordi grænsedragning af så stort et områ-<br />
de er en unik situation i international politik. Min forforståelse var præget af mediernes framing af kampen<br />
om ressourcer i <strong>Arktis</strong>. Det blev mig dog hurtigt klart, at kerneaktørernes opfattelse af situationen er ander-<br />
ledes. Derfor fandt jeg det hurtigt mere interessant at undersøge handlerummet for en småstat som Dan-<br />
mark.<br />
3.1 Videnskabsteoretisk grundlag<br />
Jeg arbejder med den grundlæggende ontologiske antagelse, at virkeligheden findes objektivt derude uaf-<br />
hængigt af teori og social interaktion. Epistemologisk trækker jeg på en positivistisk videnskabsforståelse,<br />
hvor den sociale verden kan observeres og studeres (Watt Boolsen 2009: 145). Dermed skriver jeg mig ind i<br />
en rationalistisk ontologi og epistemologi.<br />
Et casestudie egner sig til beskrivelsen af kausale mekanismer. Jeg nærer ingen ambitioner om måling af<br />
kausale effekter, dvs. at undersøge effekten på Y af en ændring i X. I stedet vil jeg foretage en grundig be-<br />
skrivelse af kausale mekanismer; hvordan X påvirker Y (Gerring 2004: 348). En sådan tilgang anbefaler Nør-<br />
gaard på områder, der som <strong>Arktis</strong> er nyt i dansk udenrigspolitik, og som der ikke foreligger mange teoretisk<br />
informerede analyser af: ”Er et forskningsfelt og teorien i sin vorden, kan det være mere frugtbart at lave<br />
eksplorative casestudier med det sigte at beskrive og forstå social handlen end at udrede og teste kausalte-<br />
ser, som vi kun har en svag begrundelse for” (Nørgaard 2007: 242). Jeg stiller dermed skarpt på de kausale<br />
mekanismer bag en udenrigspolitik strategi.<br />
3.2 Casekonstruktion<br />
Min case løber fra sommeren 2007 til nu: Perioden op til Ilulissat-erklæringens vedtagelse indtil foråret<br />
2011. De seneste og igangværende begivenheder vil ikke blive omtalt, idet deres udfald ikke kendes. Her<br />
tænkes der primært på topmødet i <strong>Arktis</strong>k Råd i Nuuk d. 12. maj 2011, samt det helt konkrete indhold i den<br />
nye danske <strong>Arktis</strong>-strategi, der udgives i juni 2011. Casen er synkron – dvs. uden tidsmæssig variation – da<br />
denne periode betragtes som et samlet udtryk for dansk strategi, men det synkrone element forstærkes<br />
også af, at alle interviews er gennemført inden for en kort tidsperiode.<br />
Min case er konstrueret således, at den indeholder betydelig variation på enhedsniveau; jeg har interviewet<br />
informanter fra Udenrigsministeriet, Forsvaret og Grønlands Repræsentation i <strong>Danmark</strong>. Disse er de tre<br />
11
mest markante interessenter i forbindelse med dansk arktisk strategi. Mest central er Udenrigsministeriet,<br />
fordi de står for udarbejdelsen af strategien. Her har casen yderligere variation på subniveau, idet jeg har<br />
interviewet personer fra tre forskellige kontorer (se figur 3). Repræsentanten fra Forsvaret er som chef for<br />
Grønlands Kommando Forsvarets øverste chef i Grønland. Repræsentanten fra de grønlandske myndighe-<br />
der er som chef for Grønlands Repræsentation den øverste officielle repræsentant i <strong>Danmark</strong>. Mine bag-<br />
grundsinterviews indeholder bredere variation; to norske statskundskabsforskere, en japansk havretsfor-<br />
sker ansat ved Københavns Universitet og en militærhistorisk forsker fra Forsvarsakademiet.<br />
Med Gerrings typologi over casestudier er der tale om et synkront casestudie med variation på enhedsni-<br />
veau, hvor de undersøgte enheder udgør dele af det overordnede undersøgelsesfelt (Gerring 2004: 343).<br />
Dette muliggør et eksplorativt studie; jeg opnår dybde frem for bredde og kan lave beskrivende inferens om<br />
kausale mekanismer frem for kausal inferens om kausale effekter (ibid.: 346).<br />
3.3 Interviews og anden empiri<br />
Af empirisk materiale har jeg inddraget både interviews, officielle publikationer og avisartikler i et forsøg på<br />
at danne mig overblik over min case og indsamle materiale til min analyse. Den overvejende vægt har dog<br />
været på interviews, fordi den nye <strong>Arktis</strong>-strategi ikke er udgivet endnu, så meget af den viden, som jeg<br />
behøver, findes kun blandt de embedsmænd, der arbejder med området. Anden empiri inddrages for at<br />
underbygge argumentationen.<br />
I mit valg af interviewpersoner inkluderede jeg både repræsentanter og informanter; førstnævnte for at<br />
indsamle empiri til en egentlig analyse og sidstnævnte for gennem baggrundsinterview at danne mig over-<br />
blik over casen, området og svært forståelige problemstillinger – f.eks. havretlige teknikaliteter. I de gen-<br />
nemførte interviews mødte jeg embedsmænd samt forskere. De kan karakteriseres som eliteinterviews,<br />
hvorfor jeg valgte en semistruktureret interviewmetode; jeg havde forberedt en interviewguide med pri-<br />
mært åbne spørgsmål og lod informanten være styrende, så længe vedkommende ikke bevægede sig ud på<br />
et sidespor i forhold til min problemstilling (Aberbach & Rockman 2002: 674).<br />
Figur 3: Interviewpersoner<br />
Interviewperson Stilling Dato Interviewtype<br />
Arild Moe Seniorforsker ved Fridtjof Nan-<br />
12<br />
sens Institutt i Oslo<br />
Rolf Tamnes Professor og direktør for Institutt<br />
for Forsvarsstudier i Oslo<br />
14.3.2011 Baggrund<br />
14.3.2011 Baggrund<br />
Jacob Skude Rasmussen Chefkonsulent i juridisk tjeneste i 15.3.2011 Repræsentant
(JSR) UM<br />
Yoshifumi Tanaka Adjunkt ved Det Juridiske Fakul-<br />
Christian Brix Møller<br />
(CBM)<br />
tet, KU<br />
Fuldmægtig i kontor for strategi<br />
og planlægning i UM<br />
Ole Samsing (OS) Chef i kontor for Nordeuropa i<br />
UM<br />
Lars Wille-Jørgensen Fhv. flotilleadmiral, forsker ved<br />
Tove Søvndahl Pedersen<br />
(TSP)<br />
Forsvarsakademiet<br />
Chef for Grønlands Repræsenta-<br />
tion<br />
Henrik Kudsk (HK) Kontreadmiral, chef for Grøn-<br />
lands Kommando<br />
16.3.2011 Baggrund<br />
18.3.2011 Baggrund (efter eget øn-<br />
ske)<br />
28.3.2011 Baggrund (efter eget øn-<br />
ske)<br />
15.4.2011 Baggrund<br />
19.4.2011 Repræsentant<br />
4.5.2011 Repræsentant<br />
Transskriptioner af interviews med JSR og TSP er vedlagt i bilagsmaterialet. CBM og OS bad om, at deres<br />
interview blev anvendt til baggrund. De indvilligede dog i, at jeg måtte anvende dem som referencer, hvis<br />
de fik lov at godkende det først. Alle andre interviewpersoner har ligeledes godkendt citater og referencer.<br />
HK optræder som repræsentant, men det var mig ikke muligt at optage og transskribere interviewet, da det<br />
foregik over telefon, fordi han bor i Grønland. Til gengæld tog jeg grundige noter, som referencerne bygger<br />
på. Enkelte af hans pointer har jeg fundet som udtalelser på skrift.<br />
Alle interviewguides blev udarbejdet gennem mit teoretiske begrebsapparat og var ens på nogle punkter,<br />
men var hver især tilpasset den enkelte informants arbejdsområde og ekspertise. De er vedlagt i bilagsma-<br />
terialet. Jeg har tilstræbt Kvales kriterier for den gode interviewer; at være velinformeret, strukturerende,<br />
klar, venlig, sensitiv, åben, styrende, kritisk, huskende og fortolkende (Kvale 1997: 152).<br />
De officielle publikationer, som jeg har inddraget, er den gamle dansk-grønlandske <strong>Arktis</strong>-strategi fra 2008,<br />
Forsvarsforliget for 2010-2014 og Forsvarets Efterretningstjenestes risikovurdering for 2009 og 2010. End-<br />
videre er en ny dansk-grønlandsk <strong>Arktis</strong>-strategi under udarbejdelse med forventet offentliggørelse i juni<br />
2011. Det var ikke muligt at få aktindsigt i den nye strategi pga. hensynet til Grønland og Færøerne og øn-<br />
sket om gensidighed i udarbejdelsesprocessen, men jeg har kendskab til dens generelle områder og mål-<br />
sætninger gennem de udførte interviews.<br />
13
3.4 Kodningsstrategi<br />
Kodning er klassificering gennem opdeling af empirisk materiale efter bestemte principper (Boolsen 2007:<br />
102). Min kodningsstrategi har været iterativ; jeg lagde ud med en deduktiv tilgang, hvor jeg identificerede<br />
de teoretiske overkategorier. Derefter kodede jeg mere induktivt for at lade empirien tale og derigennem<br />
identificere de faktorer, som jeg ville basere analysen på. Disse koder blev så løbende forfinet i retning af<br />
en endelig kategorisering og konceptualisering. I figur 4 findes en oversigt over min kodestrategi:<br />
Figur 4: Kodestrategi<br />
Trin i processen<br />
1. trin Grundig gennemlæsning af hele det empiriske materiale (Boolsen 2007: 114).<br />
2. trin Identifikation af teoretiske begrebslige dimensioner i det empiriske materiale:<br />
14<br />
• Systemiske faktorer<br />
• Indenrigspolitiske faktorer<br />
• Ambitioner<br />
3. trin Åben margenkodning af enkelte tekster fungerede som kvalitativ pilottest for at<br />
udarbejde de første koder (ibid.: 108); ved induktiv kodning startkodelisten tom<br />
(Jakobsen & Harrits 2010: 178).<br />
4. trin Overblik over mønstre og temaer i empirien dannes (Boolsen 2007: 105). De enkel-<br />
te kategorier inden for de 3 teoretiske dimensioner blev fundet i data.<br />
5. trin Kodning af hele det empiriske materiale (ibid.: 108). Kodelisten er vedlagt i bilags-<br />
materialet.<br />
6. trin Analysen gennemføres ved hjælp af kodningens kategorier. Se afsnit 4.4 om opera-<br />
tionalisering for sammenhængen mellem teori og empiri.<br />
Citaterne i analysen er udvalgt på baggrund af kategorierne for at repræsentere de generelle tendenser i<br />
det empiriske materiale. Den iterative kodningsproces har bidraget til at indfange både teoretiske og empi-<br />
riske nuancer i databehandlingen.<br />
3.5 Undersøgelsens kvalitet<br />
Validiteten i min undersøgelse er sikret ved, at de faktorer, der analyses i dybden, afspejler den bagvedlig-<br />
gende teori. Dette skete gennem en grundig operationalisering af teoriens enkelte begrebslige dimensioner<br />
i samspil med empirien. Herved opnås definitionsmæssig validitet (Hellevik 2003: 53).
Reliabilitet i kvalitative undersøgelser er et abstrakt kriterium, idet man aldrig i praksis vil kunne gentage et<br />
interview og få præcis det samme resultat. Derfor må reliabiliteten afhænge af, om data er produceret på<br />
en pålidelig måde (Dahler-Larsen 2002: 76). Reliabiliteten i min analyse er sikret ved, at så meget som mu-<br />
ligt af det interviewmateriale, som jeg har lagt mest vægt på, er transskriberet. Derudover har jeg fået god-<br />
kendt de gengivne citater. Kodereliabilitet er sikret gennem fremlæggelse af både kodestrategi og anvendte<br />
koder (Olsen 2002: 123).<br />
At jeg har baseret en stor del af min analyse på data, som jeg selv har indsamlet, har både fordele og ulem-<br />
per. Ulemperne er, at informanternes udsagn bliver styrende for konklusionerne. Men sådan vil det være<br />
med induktive undersøgelser af et nyt felt; på baggrund af min analyse vil det være muligt at opstille hypo-<br />
teser, som efterfølgende kan testes deduktivt (Nørgaard 2007: 242). Fordelene ved selv at samle empiri er,<br />
at jeg har fået adgang til viden, som ellers ikke er tilgængelig. Samtidig har jeg frembragt data beregnet<br />
præcis til mit formål. Det øger datavaliditeten, altså dataenes egnethed til at belyse problemstillingen (Hel-<br />
levik 2003: 52).<br />
Generelt har jeg tilstræbt høj transparens i min undersøgelse gennem eksplicit fremlæggelse af den an-<br />
vendte metode (Dahler-Larsen 2002: 80). Endvidere har jeg diskuteret fordele og ulemper ved mine meto-<br />
diske valg.<br />
15
4 Teori<br />
Udenrigspolitik som underfelt af international politik anerkender behovet for at kombinere det systemiske<br />
niveau med andre niveauer, hvis man skal forstå og forklare staters handlen i det internationale system.<br />
Således åbnes der op for den sorte boks gennem inddragelse af både stats- og individniveau.<br />
4.1 Adaptionsteori<br />
Adaptionsteoretisk udenrigspolitikanalyse forsøger at kombinere disse niveauer ved at inddrage eksterne<br />
såvel som interne forklaringsfaktorer. Retningen opstod med James N. Rosenau i 1970’erne som en reakti-<br />
on på det snævre neorealistiske fokus på en stats position i det internationale system som afgørende for<br />
dens udenrigspolitik. Indenrigspolitiske faktorer skulle have en lige så stor plads, og nationale lederes rolle i<br />
krydsfeltet mellem den hjemlige og den internationale politiske arena kom i centrum. Siden er adaptions-<br />
teori blevet videreudviklet af primært danske forskere – sandsynligvis fordi netop denne analyseramme har<br />
vist sig særligt relevant for en småstat som <strong>Danmark</strong> (Due-Nielsen og Petersen 1995: 14).<br />
Begrundelsen for at benytte sig af en adaptionsteoretisk udenrigspolitisk teoriramme ligger i følgende: ”In<br />
short, the political organism is always experiencing both continuities and changes, and thus it is always in<br />
motion, slipping behind, moving ahead, holding fast, or otherwise adjusting and changing in response to<br />
internal developments and external circumstances” (Rosenau 1981: 1). Et lands udenrigspolitik formes af<br />
både eksterne og interne faktorer, der begrænser og skaber muligheder og dermed former det handlerum,<br />
som en stat navigerer indenfor. For at forstå en stats udenrigspolitiske prioriteter og handlinger er det altså<br />
nødvendigt at undersøge hvilke faktorer fra det internationale system samt hvilke indenrigspolitiske fakto-<br />
rer, der sætter rammerne og dermed bestemmer graden af autonomi eller afhængighed.<br />
Adaptionsteori gør brug af en typologi, der karakteriserer staters udenrigspolitiske strategier efter to di-<br />
mensioner; indflydelseskapabiliteter og stressfølsomhed (Heurlin 2009: 298ff). Indflydelseskapabiliteter er<br />
en stats grad af kontrol over de eksterne omgivelser, mens stressfølsomheden er graden af sensitivitet over<br />
for disse. Indflydelseskapabiliteten udgøres af økonomisk og militær formåen såvel som prestige og diplo-<br />
matiske evner (Petersen 1995: 11f). Stressfølsomhed er en mere strukturel variabel som bestemmes af<br />
moderniseringsgrad forstået som afhængighed af og forbundethed med andre lande. Opstiller man de to<br />
dimensioner grafisk, får man følgende typologi, der viser fire udenrigspolitiske strategier:<br />
16
Figur 5: Udenrigspolitiske strategier<br />
Lav stressfølsomhed<br />
Med små indflydelseskapabiliteter og høj stressfølsomhed placerer <strong>Danmark</strong> sig traditionelt som en tilpas-<br />
ningssøgende småstat (Heurlin 2009: 299). Når et land fører tilpasningspolitik, efterligner det den stærkeste<br />
stat i de eksterne omgivelser. <strong>Danmark</strong> har dog i perioder fulgt en særligt aktiv udenrigspolitisk linje og<br />
været i stand til at føre balancepolitik; en udenrigspolitisk ”give and take”-strategi (Due-Nielsen & Petersen<br />
1995: 15f).<br />
4.2 Handlerum<br />
Inden for adaptionsteorien har Nikolaj Petersen udviklet en handlerumsanalyse. Det er en videreudvikling<br />
af adaptionsteorien først udfoldet af i studiet af tysk udenrigspolitik af blandt andre Helga Haftendorn<br />
(1989). Fokus flyttes her fra udenrigspolitikkens overordnede karakteristika til beslutningstagernes mulig-<br />
heder for at realisere deres muligheder udadtil (Petersen 2005: 46).<br />
Petersen imødekommer dette ved at tilføje en tredje dimension til de traditionelle eksterne og interne<br />
faktorer, som er ambitionsniveauet i udenrigspolitikken hos en stat. Handlerummet kan dermed illustreres<br />
som en trekant jf. figur 6 (ibid.: 48):<br />
Store indflydelseskapabiliteter<br />
Små indflydelseskapabiliteter<br />
Høj stressfølsomhed<br />
17
Figur 6: Dimensionerne i handlerummet<br />
Jo større værdi faktorerne har hver især, jo mindre bliver handlerummet; jo større henholdsvis eksterne og<br />
interne begrænsninger og jo større ambitioner, des mindre handlerum. De tre dimensioner defineres på<br />
følgende måde (ibid.: 46f):<br />
1) De ydre muligheder og begrænsninger forstås som en aktørens indflydelseskapacitet, dens stressfølsom-<br />
hed og graden af forenelighed mellem aktørens egne og andre spilleres interesser.<br />
2) De indre muligheder kan ses på lignende vis; jo større kontrolkapacitet beslutningstagerne har over sam-<br />
fundet, des større handlerum. Samme konsekvens har sammenfaldende interesser i modsætning til inte-<br />
ressekonflikter, der begrænser handlerummet.<br />
3) Beslutningstagerne ambitionsniveau kombineret med deres evner og ressourcer samt interessesammen-<br />
faldet med andre aktører er ligeledes bestemmende for udenrigspolitikken. Et højt ambitionsniveau er alt<br />
andet lige begrænsende for handlerummet.<br />
4.3 Den neoklassiske arv<br />
Som nævnt udsprang adaptionsteori af neorealistisk udenrigspolitikteori, først og fremmest som en kritik af<br />
kun at have blik for systemiske faktorer. De indenrigspolitiske faktorer på enhedsniveau fik en ligeværdig<br />
plads. Ikke desto mindre har adaptionsteorien fortsat bygget på en neorealistisk forståelse af kausale me-<br />
kanismer, hvilket kommer til udtryk i typologien over staters mulige udenrigspolitiske strategier i figur 5<br />
ovenfor. Statens sikkerhed og overlevelse er i centrum, og dens systemiske position er den altoverskyggen-<br />
de variabel i karakteristikken af udenrigspolitisk strategi, selvom variablen stressfølsomhed åbner lidt op for<br />
det neoliberale interdependens-begreb. Det dækker over, at stater i den moderne verden eksisterer i gen-<br />
sidig afhængighed, og interesser og handlinger er spundet tæt sammen (Sterling-Folker 2010: 119f).<br />
18<br />
Eksterne faktorer<br />
- de ydre muligheder og begrænsninger;<br />
andre landes<br />
politik og det internationale<br />
system<br />
Handlerum<br />
Ambitionsniveau<br />
- ambitioner i den officielle udenrigspolitik<br />
Interne faktorer<br />
- de indenrigspolitiske muligheder<br />
og begrænsninger
Adaptionsteori positionerer sig dog mere i retning af neoklassisk realisme end ren neorealisme, fordi den<br />
netop inkorporerer indenrigspolitiske faktorer gennem et stort fokus på det krydsfelt, som beslutningsta-<br />
gerne befinder sig i. Neoklasssisk realisme fokuserer på udenrigspolitiske processer og beslutningstagernes<br />
perceptioner under påvirkningen af det internationale system (Wivel 2002: 439). Denne arv er særligt tyde-<br />
lig i Petersens handlerumsanalyse, hvor ambitionsniveauet i udenrigspolitikken får sin egen dimension. Der<br />
er dog mere neoliberale faktorer såsom folkeret og interdependens, der spiller en afgørende rolle i uden-<br />
rigspolitik (Doyle 2008: 61), men som adaptionsteorien er en smule blind for. Disse har betydning i <strong>Arktis</strong><br />
såvel som på andre udenrigspolitiske felter, og de kan inkorporeres som systemiske faktorer uden at gøre<br />
vold mod den rationalistiske ontologi. Det tillader jeg mig derfor at gøre i min operationalisering af teorien,<br />
som bygger på kategorierne fra kodningen af det empiriske materiale.<br />
4.4 Operationalisering af dimensionerne<br />
På baggrund af Petersens (2005: 46f) definitioner vil jeg i det følgende lave en empirisk funderet operatio-<br />
nalisering af handlerumsanalysens dimensioner, som efterfølgende skal danne baggrund for analysen.<br />
De ydre muligheder og begrænsninger er eksterne faktorer. Her er det internationale systems betydning for<br />
udenrigspolitikken i kikkerten. I <strong>Arktis</strong> er det relevant at se på forskellige systemiske faktorer. Den første er<br />
geopolitik, hvor territorium og ressourcer er på spil, og staternes geografiske position betinger deres mulig-<br />
heder. Den næste er polaritet. Fordelingen af kapabiliteter i systemet har betydning i <strong>Arktis</strong>, såvel som re-<br />
sten af verden. Disse to første eksterne faktorer er traditionelle neorealistiske begreber.<br />
Den tredje faktor er folkeret. Der eksisterer et ganske fast internationalt lovgrundlag for fordelingen af hav-<br />
territorium, som styrer grænsedragningsprocessen i <strong>Arktis</strong>, nemlig FN’s Havretskonvention. Den fjerde eks-<br />
terne faktor er interdependens, fordi det i en moderne verden er uattraktivt for de arktiske kyststater at<br />
isolere sig; fordelene ved at samarbejde overskygger ulemperne. Disse sidste to eksterne faktorer trækker<br />
på neoliberal teori.<br />
De indre muligheder og begrænsninger er interne faktorer. Der åbnes op for statsniveauet og indenrigspoli-<br />
tikkens betydning.<br />
Når det kommer til <strong>Arktis</strong>, er der ingen tvivl om, at samspillet mellem <strong>Danmark</strong> og Grønland er centralt.<br />
Derfor er den første faktor Rigsfællesskabet. Dernæst er det vigtigt at undersøge, hvilke aktører der søger<br />
og udøver indflydelse. Den anden faktor er derfor politikerne, mens den tredje er embedsmandsværket. Til<br />
sidst inkluderes økonomi som en fjerde faktor, fordi dansk erhvervsliv og nationaløkonomiske fremtidsud-<br />
sigter ligeledes er en indenrigspolitisk faktor, der må forventes at yde indflydelse på udenrigspolitikken i<br />
<strong>Arktis</strong>.<br />
19
Ambitionsniveauet i udenrigspolitikken har fokus på beslutningstagerne, som fastslået i definitionen oven-<br />
for. Den første faktor er her strategi, fordi tilstedeværelsen eller fraværet af en strategi er en klar indikator<br />
for ambitionsniveauet. Den næste faktor er danske initiativer, forstået som dansk foranledigede tiltag. Initi-<br />
ativer viser nemlig, hvor visionær og aktiv udenrigspolitikken er. Den tredje og sidste interne faktor er<br />
udenrigsministrenes engagement, fordi udenrigsministrene som øverste chef for den danske udenrigspoli-<br />
tik står i spidsen for at tegne den danske kurs og ressourceforbruget på det arktiske område.<br />
Alle faktorerne på de enkelte dimensioner er opstillet i følgende model (figur 7):<br />
Figur 7: Operationalisering<br />
Petersen formulerer udgangspunktet for en analyse af handlerum således: ”Udgangspunktet, det ’normale’<br />
handlerum, vil være en figur, der svarer til middelværdier på alle tre dimensioner” (ibid.: 47). Det normale<br />
handlerum er markeret med stiplede linjer i mine modeller og udgør altså mit udgangspunkt for analysen.<br />
Det normale handlerum er ingen konkret udenrigspolitisk situation, men en teoretisk konstruktion, hvortil<br />
virkeligheden kan positioneres relativt. Mit mål er at afgøre, om de tre dimensioner antager lave, middel<br />
eller høje værdier og på den baggrund vurdere handlerummet.<br />
20<br />
Geopolitik<br />
Interdependens<br />
Eksterne faktorer Interne faktorer<br />
Polaritet<br />
Folkeret<br />
Strategi<br />
Handlerum<br />
Ambitionsniveau<br />
Initiativer<br />
Rigsfællesskabet<br />
Engagement<br />
Økonomi<br />
Politikerne<br />
Embedsmandsværket
5 Casebeskrivelse<br />
Da en russisk ubåd i sommeren 2007 plantede et russisk flag på havbunden på Nordpolen, gav det genlyd i<br />
hele verden. At Rusland foretog en så offensiv og nationalistisk handling i det arktiske ocean førte til man-<br />
gen en mistroisk udmelding om russernes intentioner og egensindighed, trods russiske toppolitikeres for-<br />
sikringer om det modsatte (Nonboe 2011: 27f).<br />
I kølvandet på denne meget medieomtalte begivenhed tog daværende danske udenrigsminister Per Stig<br />
Møller skridt til, at de fem kyststater skulle mødes i et nyt forum – Arctic Five. Det mundede i maj 2008 ud i<br />
et fælles standpunkt; Ilulissat-erklæringen. Heri forpligtede disse stater sig til en fredelig fordeling af områ-<br />
der efter FN’s Havretskonvention samt til en bæredygtig ressourceudvinding og hensyntagen til miljø og<br />
oprindelige folk i de arktiske områder. Selv USA, som ikke har ratificeret UNCLOS 3 , var medunderskriver<br />
(Young 2009: 435).<br />
Det traditionelle forum for arktiske spørgsmål har ellers hidtil været <strong>Arktis</strong>k Råd, som udover de fem kyst-<br />
stater udgøres af Island, Sverige og Finland samt oprindelige folk i <strong>Arktis</strong> repræsenteret gennem seks<br />
NGO’er 4 (Arctic Council). <strong>Arktis</strong>k Råd tager problematikker op af miljømæssig karakter. Flere aktører ban-<br />
ker på for at få observatørstatus i <strong>Arktis</strong>k Råd; EU, Kina, Japan, Sydkorea og Italien.<br />
Figur 8 viser en tidslinje over de vigtigste begivenheder i <strong>Arktis</strong> i forhold til dansk udenrigspolitik og den nye<br />
strategi:<br />
Figur 8: Tidslinje over udvalgte begivenheder<br />
3 United Nations Convention on the Law of the Sea<br />
4 Aleut International Association (bor i Rusland og Alaska), Arctic Athabaskan Council (Alaska og Canada), Gwich’in<br />
Council (Alaska og Canada), Inuit Circumpolar Council (Grønland, Canada, Alaska og Rusland), Raipon (41 oprindelige<br />
folk i Rusland) og The Saami Council (Norge, Sverige, Finland og Rusland).<br />
21
5.1 Havretskonventionen<br />
FN’s Havretskonvention blev indgået i 1982 (Evans 2010: 653). På grundlag af denne kan et land gøre krav<br />
på havterritorier, der ligger i forlængelse af kysten. Fra et land ratificerer traktaten, har det 10 år til at ind-<br />
samle videnskabelige data som bevis for, at dets kontinentalsokkel berettiger det til yderligere at udstræk-<br />
ke sit territorium. Kravområder indberettes til FN’s Havretskommision. <strong>Danmark</strong> ratificerede UNCLOS i<br />
2004 og skal altså indgive sine krav senest i 2014 (Potts & Schofield 2008: 163). Ud til 200 sømil kan kyststa-<br />
ten oprette en eksklusiv økonomisk zone. Sammen med retten til fiskeri i EØZ hører også retten til konti-<br />
nentalsoklen og de ressourcer, som havbunden måtte gemme på. En kyststat har i medfør af artikel 76 i<br />
UNCLOS mulighed for yderligere at udvide sin kontinentalsokkel, såfremt de geomorfologiske karakteristika<br />
i havbunden understøtter det (Spierman 2004, Evans 2010). Der findes forskellige måder at gøre krav på sin<br />
ydre kontinentalsokkel på – men det vil det være for omfattende at komme yderligere ind på her. Figur 9<br />
illustrerer begreberne:<br />
Figur 9: Model over kontinentalsokkel<br />
Som en sidste bemærkning til UNCLOS skal det nævnes, at denne konvention kun omhandler adskillelse af<br />
nationalt og internationalt farvand. I tilfælde af at FN’s Havretskommission godkender flere staters krav på<br />
22
samme område, må det efterfølgende forhandles på plads bilateralt. Kan staterne ikke blive enige, kan de<br />
indbringe sagen for en domstol: Det Internationale Tribunal for Havret (Proelss & Müller 2008: 680).<br />
På figur 10 ses kyststaternes forventede kravområder. De mørkeste områder er landenes EØZ. Lysere og<br />
skraverede områder er ydre kontinentalsokler, som landene henholdsvis har eller forventes at gøre krav<br />
på 5 .<br />
Figur 10: De arktiske staters kravområder<br />
5.2 Den nye strategi<br />
Udfordringerne i <strong>Arktis</strong> er imidlertid meget mere end grænsedragning; isens afsmeltning og tilbagetrækning<br />
skaber nye shippingruter nord om Canada og USA og nord om Rusland jf. figur 11.<br />
5 For yderligere signaturforklaring se International Boundaries Research Unit (2010).<br />
23
Figur 11: Nye sejlruter - Nordøst- og Nordvestpassagen<br />
Øget sejlads og industriel aktivitet medfører et større behov for regulering på diverse områder såsom far-<br />
tøjsinspektion, redningstjenester og andet katastrofeberedskab. De folk, der er bosat i <strong>Arktis</strong>, vil opleve en<br />
rivende samfundsudvikling, der ligeledes nødvendiggør reformer og opmærksomhed omkring deres levevil-<br />
kår. Disse problematikker er i fokus i den nye danske strategi for <strong>Arktis</strong>, som er under udarbejdelse. Den<br />
afløser den gamle strategi (Udenrigsministeriet m.fl. 2008). Den nye strategi kommer til at fokusere på føl-<br />
gende områder (Ole Samsing 6 ):<br />
6 Ole Samsing (OS) er chefkonsulent for kontor i Nordeuropa i Udenrigsministeriet, teamleder på <strong>Arktis</strong>, tidligere Grøn-<br />
landskonsulent og nuværende hvalkommissær.<br />
24
Figur 12: Indholdet i den nye strategi<br />
Den nye strategi<br />
Sikkerhed i <strong>Arktis</strong>; Forsvarets opgaver<br />
Maritim sikkerhed (f.eks. redningstjeneste)<br />
Planer for udnyttelse af råstoffer, energi og vedvarende ressourcer<br />
Miljøbeskyttelse<br />
Forskning<br />
Samarbejde på social- og sundhedsområdet<br />
Strategien laves i fællesskab mellem danske og grønlandske myndigheder, og de færøske inddrages på rele-<br />
vante områder. Den forventes færdig i juni 2011.<br />
25
6 Analyse<br />
På baggrund af de i teoriafsnittet operationaliserede dimensioner, vil jeg i det følgende analysere handle-<br />
rummet for dansk arktisk strategi.<br />
6.1 Systemiske faktorer<br />
De eksterne muligheder og begrænsninger, der betinger <strong>Danmark</strong>s udenrigspolitik, og som er identificeret i<br />
det empiriske materiale er: Geopolitik, folkeret, polaritet og interdependens. Disse faktorer analyseres i de<br />
følgende afsnit.<br />
6.1.1 Geopolitik<br />
Mange af de ting, der er årsag til klimaforandringerne i <strong>Arktis</strong>, er globale problemer og kræver globalt an-<br />
svarstagen og handling. Mange af de både positive og negative konsekvenser, som det skaber, er dog pri-<br />
mært er et anliggende for de stater og befolkninger, som befinder sig i regionen. Geografien får betydning –<br />
der bliver ført geopolitik.<br />
I takt med at <strong>Arktis</strong> kommer højere op på den internationale politiske dagsorden, ønsker flere aktører ob-<br />
servatørstatus i <strong>Arktis</strong>k Råd. Det skyldes for alles vedkommende interessen i øget industriel aktivitet i Ark-<br />
tis. For EU og Kina skyldes det sandsynligvis også den magtpolitiske trang til at gøre sin indflydelse gælden-<br />
de i al væsentlig international politik.<br />
Geografien er dog vigtig på endnu en måde; mange af de udfordringer, staterne møder i <strong>Arktis</strong>, er nemlig<br />
grænseoverskridende i den forstand, at en enkelt stat ikke er i stand til at overkomme dem alene. Dette<br />
gælder både forurening og miljøbeskyttelse, migrerende fisk og fangstdyr, shipping og sejlads, samt kryds-<br />
togtturisme. Grænseoverskridende problemer kræver løsningsmodeller udarbejdet i samarbejde mellem<br />
stater.<br />
Kampen om ressourcer i <strong>Arktis</strong> kan dog til tider virke meningsløs i lyset af US Geological Surveys estimater<br />
af ressourceforekomster i <strong>Arktis</strong>. Det estimeres, at omkring en fjerdedel af verdens uopdagede olie- og<br />
gasforekomster findes i <strong>Arktis</strong>, men at 97-99 % af disse ligger inden for de eksklusive økonomiske zoner<br />
(<strong>Breum</strong> 2011: 13f, Rothenborg 27.3.2011). Hvorfor har landene så så travlt med de ydre kontinentalsokler?<br />
– På grund af usikkerheden, for man kan jo aldrig være sikker på om USGS’ estimater er korrekte. Men også<br />
på grund af den folkeretlige mulighed.<br />
26
6.1.2 Folkeretten<br />
En helt afgørende ramme for samarbejdet finder man i FN’s Havretskonvention. Selve muligheden for at<br />
udvide den nationale jurisdiktion til at gælde det omkringliggende farvand stammer nemlig herfra, og det<br />
er således gennem UNCLOS, at stater kan få rettighederne til undergrundens naturressourcer. Det er netop<br />
denne chance, som hverken <strong>Danmark</strong> eller de andre stater vil forspilde. De står fast på at udnytte de mulig-<br />
heder, men også varetage de forpligtelser, som UNCLOS foreskriver.<br />
Heri ligger et tydeligt signal om, at <strong>Arktis</strong> ikke er et retstomt område (OS). De stemmer, der har ønsket en<br />
særlig traktat for <strong>Arktis</strong> – ligesom der er for Antarktis – har ikke fået deres ønske igennem (<strong>Breum</strong><br />
5.5.2011). Som Jakob Skude Rasmussen 7 formulerer det: ” […] forskellen mellem Antarktis og <strong>Arktis</strong>, det er<br />
for det første, at Antarktis er landterritorium og noget helt særligt, mens <strong>Arktis</strong> er hav. Det vil sige, fordi<br />
<strong>Arktis</strong> er hav, så er der også allerede en folkeretlig regulering af det efter Havretskonventionen. Havretskon-<br />
ventionen er indrettet på den måde, at alle ressourcer i udgangspunktet skal komme til at tilhøre kyststa-<br />
terne. […] Og tanken er, at der sker en mere effektiv forvaltning af ressourcer, hvis de enkelte lande selv har<br />
rådighed over dem.” (JSR: 1).<br />
I fællesskab slog kyststaterne i Ilulissat-erklæringen fast, at det er UNCLOS, der regulerer grænsedragningen<br />
i det arktiske ocean. Det blev enige om, at ”… det er ikke bare et stort ta’ selv-bord. Folkeretten skal følges<br />
og alle kyststaterne er enige om at ville følge folkeretten.” (JSR l. 11-12). Selv USA, som ellers ikke har ratifi-<br />
ceret UNCLOS, er medunderskriver. USA accepterer det meste af UNCLOS som sædvaneret (Young 2009:<br />
435) – store dele af Havretskonventionen er nemlig sædvaneret, hvilket vil sige, at det er bindende for alle<br />
stater (JSR: 2).<br />
At staterne således sværger til folkeretten – i en verden hvor dette jo langt fra altid er tilfældet – kan tilskri-<br />
ves i hvert fald to faktorer. Den første er som sagt, at Havretskonventionen åbner muligheden for, at sta-<br />
terne får de legitime rettigheder til de ressourcer, som områderne gemmer på. Denne udsigt til økonomisk<br />
gevinst tjener staternes egeninteresse. Den anden er, at UNCLOS er det måske mest velfungerende stykke<br />
folkeret: ”Men ja, Havretskonventionen er helt klart nok den mest detaljerede internationale konvention,<br />
der findes, og det er også sådan en eller anden slags ”havets grundlov”. Det er en enormt vellykket konven-<br />
tion” (JSR: 2).<br />
7 Jacob Skude Rasmussen (JSR) var chefkonsulent i Udenrigsministeriets juridiske tjeneste, da interviewet blev afholdt.<br />
Nyt job pr. 1. maj 2011.<br />
27
6.1.3 Polaritet<br />
Endnu en systemisk faktor, der har stor betydning for, hvilken udenrigspolitik <strong>Danmark</strong> kan føre i <strong>Arktis</strong>, er<br />
konstellation af stormagter i verden – polariteten. Dette fremstår tydeligst, hvis man anlægger et bredere<br />
tidsperspektiv.<br />
Under den kolde krig var <strong>Arktis</strong> et meget vigtigt militærstrategisk område og et potentielt kampområde for<br />
en nuklear udveksling. Der var væsentlige militære installationer mange steder i <strong>Arktis</strong> (Henrik Kudsk 8 ). I<br />
dag er kun Thule-basen tilbage, og dens tilstedeværelse er ikke blot berettiget i dens funktion som missil-<br />
skjold – det er ligeså meget fordi, at den har parabolantenner, der dataudveksler med satellitter i polære<br />
kredsløb (HK); en funktion af mere civil karakter. ”Under den kolde krig var <strong>Arktis</strong> en potentiel slagmark,<br />
fordi <strong>Arktis</strong> lå midt mellem de to hovedmodstandere – USA og Sovjetunionen. Det var den vej, atombomber-<br />
ne skulle, hvis de skulle noget. <strong>Arktis</strong> som sådan havde ringe værdi, den kolde krig gjaldt noget helt andet. I<br />
dag er situationen anderledes: <strong>Arktis</strong> har fået værdi i sig selv […]” (Kudsk i <strong>Breum</strong> 2011: 176). HK understre-<br />
ger altså, at <strong>Arktis</strong> i stigende grad får betydning i kraft af sig selv – og ikke som en brik i et spil i en bipolær<br />
verden.<br />
Også Tove Søvndahl Pedersen 9 kommer ind på, at opløsningen af den kolde krigs bipolaritet understøtter<br />
en meget mindre højspændt verden: ”Det spiller selvfølgelig også en rolle, at <strong>Arktis</strong> i dag er et lavspæn-<br />
dingsområde, hvor <strong>Arktis</strong> jo under den Kolde Krig virkelig var et højspændingsområde. Den opløsning af<br />
polaritet, der har været mellem USA og Sovjetunionen i tidligere tider […] – det betyder utroligt meget for de<br />
der meget konstruktive samarbejder, man ser i dag. Så derfor har vi da interesse i, at <strong>Arktis</strong> kan forblive et<br />
lavspændingsområde” (TSP: 7f); unipolaritet er gavnligt for <strong>Danmark</strong>.<br />
Den udprægede grad af samarbejde kyststaterne imellem kan tilskrives systemets struktur. Samtidig disku-<br />
teres risikoen for konflikt i <strong>Arktis</strong> igen og igen, og nye tiltag og indkøb af materiel i de nationale forsvar tol-<br />
kes rask væk som oprustning (Huebert 2010). Dette skete, da man i det danske forsvarsforlig for 2010-2014<br />
varslede en sammenlægning af Grønlands Kommando og Færøernes Kommando til en <strong>Arktis</strong>k Kommando<br />
samt dannelse af en arktisk indsatsstyrke (Forsvarsforliget: 10). Straks blev der skriblet løs om dansk op-<br />
rustning i <strong>Arktis</strong> (<strong>Breum</strong> 2011: 195ff)… Ikke desto mindre opstår <strong>Arktis</strong>k Kommando blot som en sammen-<br />
lægning, og ifølge Henrik Kudsk er det meget bevidst, at det i Forsvarsforliget er formuleret: ”Endvidere<br />
udpeges der ud fra forsvarets eksisterende kapaciteter en arktisk indsatsstyrke […]” (Forsvarsforliget: 10) –<br />
man vil altså finde folk og materiel i egne rækker og ikke gennem oprettelsen af nye enheder.<br />
8 Henrik Kudsk (HK) er chef for Grønlands Kommando.<br />
9 Tove Søvndahl Pedersen (TSP) er chef for Grønlands Repræsentation i København.<br />
28
Når der ligeledes er nervøse reaktioner over Ruslands nyerhvervelser, mener HK heller ikke, at man behø-<br />
ver være bange for fjendtlig oprustning fra russernes side: ”Der finder ikke oprustning sted i <strong>Arktis</strong>k i øje-<br />
blikket. Når nogen mener at se russisk optrapning i <strong>Arktis</strong>, ser de reelt, hvordan Rusland er ved at vende<br />
tilbage til en styrke, som Rusland som stormagt gerne vil have globalt. Man skal ikke se det som særlig Ark-<br />
tisk oprustning. […] Vi ser ingen militær trussel i <strong>Arktis</strong>” (Kudsk i <strong>Breum</strong> 2011: 180). En lignende udlægning<br />
findes i Forsvarets Efterretningstjenestes risikovurdering, hvor der højst ses risiko for diplomatisk konflikt<br />
(Forsvarets Efterretningstjeneste 2010: 41).<br />
Selvom eksperterne ikke ser nogen foruroligende oprustning eller risiko for konflikt i <strong>Arktis</strong>, viser de hidtidi-<br />
ge reaktioner, at en umage balancegang er essentiel. Man må være meget påpasselig med hvilke signaler,<br />
man udsender med sine militære kapaciteter i <strong>Arktis</strong>.<br />
6.1.4 Samarbejde<br />
Enigheden om det lave konfliktpotentiale skabes utvivlsomt gennem det udprægede samarbejde, som ses<br />
på rigtigt mange områder i <strong>Arktis</strong>. Et bemærkelsesværdigt eksempel på dette er det videnskabelige samar-<br />
bejde omkring dataindsamling til underbyggelse af de krav, som kyststaterne indsender til FN’s Hav-<br />
retskommision. Den danske videnskabelige LOMROG II-ekspedition inkluderede for eksempel forskere fra<br />
Rusland, Canada, USA og Sverige i besætningen (<strong>Breum</strong> 2011: 63).<br />
Multilateralt samarbejde i regi af eksempelvis <strong>Arktis</strong>k Råd kan være svært at etablere, når USA sidder med<br />
ved bordet, da de traditionelt har været tilbageholdende med denne slags samarbejder. TSP ser dog en<br />
positiv udvikling på dette område: ”Obamas administration har formået at ændre den måde USA agerer på<br />
ude omkring i verden som værende meget mere indstillet på multilateralt internationalt samarbejde. Meget<br />
mere imødekommende over for andre lande. Det spiller en rolle” (TSP: 7). De fora, der eksisterer for multila-<br />
teralt samarbejde i <strong>Arktis</strong>, er primært <strong>Arktis</strong>k Råd, Arctic 5, FN’s Havretskonventionen og IMO 10 . Disse sup-<br />
plerer hinanden: ”Jeg tror vi ser på alle disse fora som komplementære fora, som har deres force på hver<br />
deres mandatområde” (TSP: 8).<br />
Ellers lægger TSP vægt på, at der er rigtigt meget bilateralt samarbejde. Det samme gør HK; den vigtigste<br />
allierede i <strong>Arktis</strong> er uden tvivl USA, som forsvarede Grønland under hele den kolde krig, men i dag er der<br />
også udviklet et udpræget samarbejde med det canadiske forsvar og islandske myndigheder. At samarbej-<br />
det er stærkest med disse stater skyldes, at de er de nærmeste naboer. Med Rusland er der eksempelvis<br />
samarbejde om redningstjenester – selvom samarbejde med Rusland ikke er noget, der tidligere har været<br />
tradition for (HK).<br />
10 International Maritime Organisation<br />
29
Samarbejde blandt stater i moderne samfund er uomgængeligt i nutidens verden. Som HK formulerer det,<br />
er nationalstater fuldstændigt infiltreret i hinanden gennem handel, opsplitning af produktionskæden osv.<br />
Denne interdependens er med til at forklare det udprægede samarbejde i <strong>Arktis</strong>, hvor lignende mekanikker<br />
gør sig gældende, både som konsekvens af de grænseoverskridende problemer og i stordriftsfordelene ved<br />
samarbejde. Derudover deler de arktiske stater mange fælles udfordringer – og der er ingen grund til, at<br />
alle skal opfinde den dybe tallerken hver især.<br />
6.1.5 Delkonklusion: Konsekvenser for handlerummet<br />
De systemiske faktorers påvirkning af handlerummet kan opsummeres som følger:<br />
Den første faktor – geopolitik – er svær at konkludere på. Visse aktører afskærmes fra forhandlingsbordet –<br />
det kan være fordelagtigt for <strong>Danmark</strong>, hvis man ønsker det sådan, men det kan også være en ulempe i<br />
tilfælde, hvor en aktør kunne være en alliancepartner. Geopolitikken i <strong>Arktis</strong> er dog forbundet med stor<br />
usikkerhed, da ingen med sikkerhed kan vide, om og hvor ressourcer gemmer sig. Den forsigtige militære<br />
balancegang, der er nødvendig i <strong>Arktis</strong>, er ligeledes indskrænkende. Derfor virker geopolitik som begræn-<br />
sende faktor.<br />
Den anden faktor, polaritet, har på nuværende tidspunkt i verdenshistorien en udvidende effekt på handle-<br />
rummet. Det skyldes, at en unipolær verden muliggør samarbejde, fordi unipolen støtter en sådan interak-<br />
tion, samt at <strong>Arktis</strong> får betydning i sig selv – i stedet for den strategiske rolle, som området havde som brik i<br />
det bipolære stormagtsspil under den kolde krig.<br />
Både den tredje og den fjerde faktor – folkeret og interdependens – har ligeledes udvidende effekt, fordi de<br />
påvirker handlerummet på en måde, der er sammenfaldende med <strong>Danmark</strong>s interesser. Et lille land har<br />
nemlig fordel af, at stormagterne indlader sig på forpligtende samarbejde, hvilket både folkeret og interde-<br />
pendens bidrager til.<br />
30
Figur 13: De systemiske faktorers påvirkning af handlerummet<br />
Eksterne faktorer<br />
6.2 Indenrigspolitiske faktorer<br />
De indenrigspolitiske faktorer for <strong>Danmark</strong>s udenrigspolitiske strategi i <strong>Arktis</strong> er flere; men altoverskyggen-<br />
de er samspillet mellem <strong>Danmark</strong> og Grønland. Rigsfællesskabet, politikerne, embedsmandsværket og øko-<br />
nomi er de interne faktorer, der er identificeret i det empiriske materiale og analyseres i det følgende.<br />
6.2.1 <strong>Danmark</strong>-Grønland<br />
Grønland er ligesom Færøerne en del af Rigsfællesskabet 11 . Det er Grønland, der er <strong>Danmark</strong>s adgangskort<br />
til <strong>Arktis</strong> – men det er også <strong>Danmark</strong>, der hjælper Grønland med at føre sine ambitioner ud i livet. Det er en<br />
pligt: ”[…] I og med at Grønland ikke er en suveræn stat, så er det <strong>Danmark</strong>s forpligtelse at være med til at<br />
forfølge Grønlands materielle interesser” (TSP: 5).<br />
Karakteren af samarbejdet mellem <strong>Danmark</strong> og Grønland afhænger af, om det pågældende kompetence-<br />
område er hjemtaget til Grønland eller ej. Nogle områder af den nye arktiske strategi har Grønland hjemta-<br />
get, andre er under blandet kompetence, mens enkelte er under dansk kompetence – men også her er der<br />
nært samarbejde (OS).<br />
Interdependens<br />
Folkeret<br />
Geopoli-<br />
tik<br />
Det tætte samarbejde, som Udenrigsministeriet beretter om i forbindelse med udarbejdelsen af den nye<br />
strategi, understreges også fra grønlandsk side: ”Det foregår i et meget tæt samarbejde, og det har jo også<br />
noget at gøre med karakteren af de relationer, som vi indgår i for netop at styrke forskning i Grønland, for<br />
at styrke udviklingen af økonomien i Grønland og samarbejdet generelt i <strong>Arktis</strong>. Det afspejler, at vi jo fortsat<br />
er en del af et Rigsfællesskab” (TSP: 3).<br />
Polaritet<br />
Handlerum<br />
11 <strong>Danmark</strong>s Grundlov gælder for hele Rigsfællesskabet jf. Grundlovens § 1. I 1979 fik Grønland hjemmestyre, og efter<br />
en folkeafstemning i november 2008, fik landet selvstyre i 2009.<br />
31
Når man taler om Rigsfællesskabet mellem <strong>Danmark</strong> og Grønland, trænger spørgsmålet om selvstændighed<br />
sig på. De fleste aktører tæt på spillets center argumenterer for, at udsigterne hertil ikke er spor nært fore-<br />
stående, selvom der selvfølgelig eksisterer et brændende ønske herom. ”Der er en masse hype omkring<br />
[grønlandsk selvstændighed]. Det har jo selvfølgelig noget at gøre med, at enkle budskaber er dem som<br />
sælger bedst. Der er i høj grad behov for at spise brød til. Der går rigtigt, rigtigt mange år, før man kan fore-<br />
stille sig, at den efterforskningsaktivitet der foregår efter olie og gas faktisk – at vi begynder at få en kom-<br />
merciel produktion ud af det” (TSP: 4). Et samfund på knap 60.000 mennesker har fordel af at indgå i et<br />
Rigsfællesskab, der varetager økonomiske og sikkerhedspolitiske funktioner (Petersen 2008a: 334f).<br />
6.2.2 Embedsmændenes arbejde<br />
Udenrigsminister Lene Espersen og landsstyreformand Kuupik Kleist besluttede i fællesskab, at der skulle<br />
udformes en ny strategi for <strong>Arktis</strong>. Maskinrummet bag den nye strategi er embedsmandsværket. To af de<br />
personer, der har hovedansvaret for at skrive den, har jeg interviewet.<br />
Processen omkring strategien har båret præg af, at mange aktører skal høres og deres bidrag imødekom-<br />
mes. Strategien er blevet sendt frem og tilbage mellem <strong>Danmark</strong> og Grønland flere gange under forløbet.<br />
Derudover har flere ministerier ønsket at give deres besyv med; primært Klima- og Energiministeriet samt<br />
Miljøministeriet (OS). Også Forsvaret har holdninger til udviklingen i <strong>Arktis</strong>, som det kom til udtryk i For-<br />
svarsforliget for 2010-2014, hvor <strong>Arktis</strong> udgjorde et afsnit for sig (Forsvarsministeriet 2009: 10f). Fra 2009<br />
har <strong>Arktis</strong> endvidere været en del af Forsvarets Efterretningstjenestes risikovurdering (Forsvarets Efterret-<br />
ningstjeneste 2009: 20). Desuden har erhvervslivet vist interesse, især <strong>Danmark</strong>s Rederiforening (OS). De<br />
ansvarlige står tilbage med en større opgave, der består i at få interessenternes forskelligartede krav og<br />
detailkompetencer til at fremstå ensartet i strategiens endelige udformning.<br />
Sideløbende med denne proces på embedsmandsniveau er der foregået en politisk proces med orientering<br />
af Udenrigspolitisk Nævn, Forsvarsudvalget, Grønlandsudvalget og Udvalget for Færøerne. Kendetegnende<br />
herfor har været stor spørgelyst, men ikke på en kritisk måde. Bekymringerne har primært kredset om risi-<br />
koen for skibsforlis og de ringe muligheder for succesfuld redningsaktion (OS). Christian Brix Møller 12 har<br />
ligeledes oplevet en konstruktiv debat uden blokpolitik – der er enighed om, at <strong>Arktis</strong> er et centralt politisk<br />
felt.<br />
En særlig historisk begivenhed er med til at forme perceptionerne af udfordringerne i <strong>Arktis</strong>: Dengang tidli-<br />
gere udenrigsminister Per Hækkerup i 1964 forhandlede med Norge om grænsedragningen i Nordsøen og<br />
endte med at forære området Ekofisk væk, som Norge har bygget en stor velstand på. ”Alle var jo optaget<br />
12 Christian Brix Møller (CBM) er fuldmægtig i kontor for strategi og planlægning i Udenrigsministeriet.<br />
32
af ikke at lave en ’Per Hækkerup’”, udtaler en embedsmand (<strong>Breum</strong> 2011: 91). Dette fungerer som en for-<br />
stærkende faktor i forhold til den geopolitiske usikkerhed. Skulle det vise sig, at der gemmer sig store olie-<br />
ressourcer længere ude, vil ingen kunne bebrejdes for ikke at have gjort alt hvad de kunne, mens tid var.<br />
6.2.3 Økonomi<br />
En sidste vigtig faktor på den indenrigspolitiske dimension i handlerumsanalysen er den danske økonomi.<br />
<strong>Danmark</strong> er en skibsfartsnation. 10 % af hele verdenshandlen til søs er under danskejede eller dansk-<br />
flagede skibe (Wang 2008: 301). Derfor indebærer nye shippingruter gennem Nordvest- og Nordøstpassa-<br />
gen store muligheder for dansk industri. Som ovenfor nævnt peger Ole Samsing på, at <strong>Danmark</strong>s Rederifor-<br />
ening viser stor interesse for den nye arktiske strategi. Det er med til at forklare den store interesse for<br />
maritim sikkerhed i <strong>Arktis</strong> fra dansk side.<br />
Naturressourcer er et område som er hjemtaget til Grønland. Fremtidige olieressourcer vil komme Dan-<br />
mark til gode på den måde, at man med Selvstyreloven vedtog en fordelingsnøgle, der i store træk går ud<br />
på følgende: ”I det øjeblik at indkomsten at indkomsten fra olie- og mineraludvinding overstiger 75 mio. om<br />
året som ren profit, så deler man det, der er ud over de 75 mio., i to portioner. Den ene portion er med til at<br />
nedsætte bloktilskuddet og den anden portion kan vi jo så bruge som vi vil, og det vil så typisk være til at<br />
finansiere nye kompetenceområder” (TSP: 4). Dermed får <strong>Danmark</strong> indirekte gavn af Grønlands olieindtæg-<br />
ter gennem en nedsættelse af bloktilskuddet 13 .<br />
6.2.4 Delkonklusion: Konsekvenser for handlerummet<br />
De indenrigspolitiske faktorers betydning for handlerummet kan opsummeres som følger:<br />
Den første faktor, Rigsfællesskabet, er en kompleks størrelse. Det meget tætte samarbejde mellem Dan-<br />
mark og Grønland er selvfølgelig en kontrast til en fortid, hvor <strong>Danmark</strong> selv kunne bestemme. Men det er<br />
også et tegn på udvikling og en stærkere allieret, og der er enighed om målsætningerne. Uden Grønland,<br />
intet arktisk eventyr – derfor er Rigsfællesskabet en udvidende faktor.<br />
Politikerne, som er den anden indenrigspolitiske faktor, er ligeledes udvidende for handlerummet. Andre<br />
udenrigspolitiske områder deler vandene i den offentlige opinion og splitter blokkene – men det er ikke<br />
tilfældet med <strong>Arktis</strong>.<br />
Til gengæld ligger meget magt hos embedsmandsværket, idet de formulerer og implementerer den arktiske<br />
strategi. Denne tredje faktor er dermed begrænsende, hvilket i dette tilfælde blot skal forstås på den måde,<br />
at de har meget indflydelse på strategi og udenrigspolitik i <strong>Arktis</strong>.<br />
13 Bloktilskuddet til Grønland er i 2011 på ca. 3,5 mia. kr. (Finansministeriet 2011).<br />
33
Erhvervslivet støtter op om en aktiv dansk <strong>Arktis</strong>-politik, fordi det gavner deres egne fremtidsudsigter. På<br />
grund af fremtidige indtægter fra øget industriel aktivitet er økonomi ligeledes en faktor, der udvider hand-<br />
lerummet.<br />
Figur 14: De indenrigspolitiske faktorers påvirkning af handlerummet<br />
6.3 Ambitionerne i udenrigspolitikken<br />
I de seneste år er <strong>Danmark</strong> blevet en meget aktiv arktisk spiller. Faktorerne på ambitionsniveau, der vil<br />
blive analyseret i de følgende afsnit, er strategi, initiativer og engagement.<br />
6.3.1 Ilulissat-erklæringen<br />
Ilulissat-erklæringen fulgte som ovenfor nævnt i kølvandet på russisk flagplantning på Nordpolen og var et<br />
stykke politisk håndværk, der tjente til at slå kyststaternes intentioner fast over for hinanden og omverde-<br />
nen. På daværende udenrigsminister Per Stig Møllers initiativ skabtes samtidig Arctic 5-formatet, så kyst-<br />
staterne kunne mødes og diskutere fælles udfordringer. Dette danske initiativ fik det intenderede resultat<br />
og var et klart signal om fredeligt og fordrageligt naboskab i det høje nord. Udover at kyststaterne erklære-<br />
de, at de ville følge de havretlige regler, markerede de også, at al aktivitet i <strong>Arktis</strong> skal ske under hensyn til<br />
miljø og oprindelige folk.<br />
Men Ilulissat-erklæringen havde et væsentligt indhold mellem linjerne. At de fem kyststater skabte deres<br />
eget forum og udsendte en fælles erklæring var også et signal om, at udenforstående skal holde sig fra at<br />
blande sig. De arktiske stater vil beholde de territorier og ressourcer for sig selv, som tilfalder dem efter<br />
Havretskonventionen (<strong>Breum</strong> 5.5.2011). Med Ilulissat-erklæringen slog kyststaterne således fast med syv-<br />
34<br />
Rigsfællesskab<br />
Handlerum<br />
Politikere <br />
Embedsmænd <br />
Økonomi<br />
Interne faktorer
tommersøm, at der ikke er behov for nogen ny folkeretlig traktat til regulering af <strong>Arktis</strong> (Winkler 2009: 643,<br />
Winkler 2010: 482 14 ).<br />
Ilulissat-erklæringen er altså endt med at være et dansk initiativ, der fik en markant virkning internationalt,<br />
men også tjente til at vise den danske kunnen over for de andre arktiske kyststater.<br />
6.3.2 Grønlands ambitioner<br />
De danske ambitioner i <strong>Arktis</strong> flankeres af Grønlands ambitioner om selvstændighed. For grønlænderne er<br />
der rigtigt meget på spil med de nye muligheder, som klimaforandringerne medfører, og forhåbningerne er<br />
store (<strong>Breum</strong> 2011: 145ff). Men økonomisk vækst er nødvendig for grønlandsk selvstændighed, og det ved<br />
man godt. I forlængelse af snakken om en gradvis nedsættelse af bloktilskuddet ved store olieindtægter,<br />
siger Tove Søvndahl Pedersen: ”Så det har lange udsigter, før vi i virkeligheden bliver økonomisk selvbæren-<br />
de. Den generelle holdning i den grønlandske befolkning er, at det er utroligt vigtigt for os at være økono-<br />
misk selvbårne, fordi det at være politisk selvstændig giver ikke nogen mening, hvis ikke man er økonomisk<br />
selvbåren” (TSP: 4).<br />
At bloktilskuddet med Selvstyreloven endvidere fastfryses på det nuværende niveau (Finansministeriet<br />
2011) er en motivationsfaktor: ”[Det giver] jo også et incitament til virkelig at lave nogle strukturelle refor-<br />
mer i den grønlandske erhvervssektor og samfundet generelt, sådan så det lykkes os at få diversificeret vo-<br />
res økonomi, gøre den mindre sårbar og forøge vores indtjening på eksisterende erhverv, men også meget<br />
gerne nye erhverv” (ibid.).<br />
I Grønland sætter man sig altså ambitiøse mål for fremtiden. Samtidig er der en vis pragmatisme blandt<br />
grønlandske politikere: ”Først et spadestik dybere viser det sig, at stadig flere i regeringskontorerne i Nuuk<br />
og blandt Grønlands intellektuelle spekulerer over, om det politiske parløb med <strong>Danmark</strong> mon ikke er at<br />
foretrække frem for løsrivelse og usikre alliancer med f.eks. USA” (<strong>Breum</strong> 2011: 160). Samme observation<br />
gør Henrik Kudsk, idet han husker tidligere Landsstyreformand fra Siumut-partiet Lars Emil Johansen for at<br />
have udtalt, at i en fremtidig situation med et selvstændigt Grønland ville det stadig være bedst at være<br />
knyttet til <strong>Danmark</strong> udenrigspolitisk og forsvarsmæssigt.<br />
Man sporer et realistisk og pragmatisk billede af virkeligheden blandt grønlandske politikere og embeds-<br />
mænd. Men forhåbningerne og ambitionerne om selvstændighed lever og er en stærk drivkraft bag det<br />
grønlandske engagement i de nye, arktiske udviklinger.<br />
14 Thomas Winkler, ambassadør, er chef for Udenrigsministeriets juridiske tjeneste.<br />
35
6.3.3 Den nye strategi<br />
De andre kyststater har allerede en arktisk strategi (Geopolitics in the High North 2011). Initiativet til udar-<br />
bejdelsen af en dansk blev taget i september 2010 af udenrigsminister Lene Espersen og den grønlandske<br />
udenrigsminister Kuupik Kleist i fællesskab. Den danske <strong>Arktis</strong>-strategi fra maj 2008 var ikke en egentlig<br />
strategi; i titlen kaldes den for det første forslag til strategi, og for det andet består dens indhold primært af<br />
beskrivelser af aktiviteter inden for diverse områder (CBM).<br />
Den nye strategi kan mere korrekt benævnes sådan, fordi den udover beskrivelser af eksisterende aktivite-<br />
ter, også kommer til at formidle <strong>Danmark</strong>-Grønlands ambitioner inden for de enkelte områder af relevans<br />
for <strong>Arktis</strong> (OS). JSR ser den nye strategi som en klar manifestering af, at <strong>Arktis</strong> opprioriteres i dansk uden-<br />
rigspolitik: ”Det er jo et produkt, der er blevet iværksat af vores udenrigsminister og Kuupik Kleist i fælles-<br />
skab. De vil gerne have sådan en strategi. […] De vil gerne have, at <strong>Arktis</strong> bliver opprioriteret. […] Det at<br />
man går ud nu og laver en strategi med nogle meget konkrete målsætninger og pejlemærker for, i hvilken<br />
retning <strong>Arktis</strong> skal udvikle sig, det er også udtryk for, at <strong>Arktis</strong> stiger i betydning for dansk udenrigspolitik”<br />
(JSR: 6).<br />
Den overordnede ambition med den nye strategi er todelt: For det første skal den følges, det vil sige im-<br />
plementeres på de områder, som den gælder for, og for det andet skal den sælges til eksempelvis uden-<br />
landske aktører. I strategien er dette forsøgt sikret gennem et forslag om at oprette et sekretariat for <strong>Arktis</strong><br />
(OS).<br />
Den nye strategi er altså et klart udtryk for øgede danske ambitioner i <strong>Arktis</strong>. Den tjener både til at involve-<br />
re de relevante indenrigspolitiske aktører, samt som et signal til andre stater om retning og engagement.<br />
6.3.4 <strong>Danmark</strong> som stormagt<br />
”Med Ilulissat-erklæringen, kontinentalsokkelprojektet, krigsskibene og den stadige raffinering af Grønlands<br />
status i Rigsfællesskabet har <strong>Danmark</strong> markeret sig som en handlekraftig aktør i det nye <strong>Arktis</strong>” 15 (<strong>Breum</strong><br />
2011: 243) – således indleder <strong>Breum</strong> epilogen i sin bog, der i sin titel slår det an som et tema; <strong>Danmark</strong> som<br />
stormagt i <strong>Arktis</strong>. Den udenrigspolitik, som <strong>Danmark</strong> i de senere år har ført i <strong>Arktis</strong>, markerer <strong>Danmark</strong> på<br />
en sådan måde, selvom danskerne er vant til en anden slags udenrigspolitiske muligheder.<br />
HK gør sig fra sin position som chef for forsvaret i Grønland den samme observation; <strong>Danmark</strong> er en stor-<br />
magt i <strong>Arktis</strong>, også selvom det ikke er en del af vores selvforståelse. Men det er ikke på grund af militære<br />
kapaciteter, selvom forsvaret i <strong>Arktis</strong> i disse år opprioriteres; f.eks. har <strong>Danmark</strong> ingen ubåde, som er det<br />
klart bedste våben under arktiske forhold (HK). Det er i højere grad ved hjælp af soft power, at <strong>Danmark</strong><br />
15 Det danske kontinentalsokkelprojekt samler data til <strong>Danmark</strong>s kravområder (Kontinentalsokkelprojektet 2009).<br />
36
gør sin indflydelse gældende; som leder af forhandlinger og ved at gå i spidsen med skelsættende initiati-<br />
ver.<br />
6.3.5 Delkonklusion: Konsekvenser for handlerummet<br />
Den første faktor forbundet med ambitionerne i udenrigspolitikken, er strategi. Den nye danske strategi for<br />
<strong>Arktis</strong> er udtryk for en klar opprioritering af <strong>Arktis</strong> og udgør derfor en større begrænsning.<br />
Det samme gør den anden faktor, initiativer. Ilulissat-erklæringen har været det mest bemærkede danske<br />
initiativ i <strong>Arktis</strong>. Sådanne initiativer er et klart udtryk for en ambitiøs dansk udenrigspolitik, og uafhængigt<br />
af om de lykkes eller ej, indskrænker de handlerummet.<br />
Den sidste faktor, der er analyseret som udtryk for ambitionsniveauet i <strong>Arktis</strong>, er engagement. Over den<br />
seneste årrække har man set et markant større dansk engagement i <strong>Arktis</strong>, hvilket kommer til udtryk i op-<br />
prioriteringen af området, såvel som i de inderlige ønsker om en lys fremtid for Grønland.<br />
Et øget ambitionsniveau virker som en begrænsning på handlerummet, fordi det mindsker det udfaldsrum,<br />
der betragtes som succesfuldt.<br />
Figur 15: Ambitionernes påvirkning af handlerummet<br />
Strategi<br />
Handlerum<br />
Initiativer<br />
Ambitionsniveau<br />
Engagement<br />
37
7 Vurdering<br />
At drage konklusioner på baggrund af handlerumsanalysen må nødvendigvis bero på en vurdering af, hvor<br />
meget betydning de enkelte faktorer og dimensioner tillægges. I det følgende opsummeres analysens resul-<br />
tater i forhold til handlerummet samt adaptionsteoriens typologi over udenrigspolitiske strategier.<br />
7.1 Handlerummet<br />
For at få et billede af <strong>Danmark</strong>s handlerum i <strong>Arktis</strong> – og dets betydning for den danske strategi – må resul-<br />
taterne fra analysens delkonklusioner samles. Effekterne af de enkelte faktorer er opsummeres i figur 16:<br />
Figur 16: Påvirkningerne af handlerummet<br />
I kraft af at alle tre faktorer, der påvirker ambitionsniveauet, har en indskrænkende effekt, har denne di-<br />
mension samlet fået en høj værdi – og flytter sig indad. De to andre dimensioner er mere tvetydige, men da<br />
det for begge gælder, at 3 faktorer har en udvidende effekt, mens kun én virker begrænsende, må de sam-<br />
let set begge antages at få en lave værdier – og flytte sig udad. Handlerummet forskubber sig dermed fra<br />
den teoretiske normalsituation som vist i figur 17:<br />
38<br />
Eksterne faktorer Interne faktorer<br />
Interdependens<br />
Folkeret<br />
Geopoli-<br />
tik<br />
Strategi<br />
Polaritet<br />
Rigsfællesskab<br />
Handlerum<br />
Initiativer<br />
Ambitionsniveau<br />
Politikere <br />
Engagement <br />
Embedsmænd <br />
Økonomi
Figur 17: Forskubbelse af handlerummet<br />
At drage konklusioner om handlerummet kan ikke gøres uden forbehold. De enkelte faktorer er ikke blevet<br />
målt eksplicit; det er deres tendenser, der er blevet beskrevet, og effekten heraf. Deres absolutte størrelse i<br />
forhold til hinanden er det umuligt at konkludere sikkert på ud fra min analyse. Handlerumsmodellen er<br />
svær at applicere på virkeligheden, hvis man ønsker at drage sikre konklusioner. Til gengæld tjener den som<br />
en nyttig illustration til forklaring.<br />
7.2 Udenrigspolitisk strategi<br />
Adaptionsteori indeholder en typologi over udenrigspolitiske strategier, jf. figur 5. På begge de to dimensi-<br />
oner, indflydelseskapaciteter og stressfølsomhed, placerer <strong>Danmark</strong> sig højt i arktisk sammenhæng; Dan-<br />
mark har høj stressfølsomhed, som i alle andre udenrigspolitiske sammenhænge, fordi landet er en lille,<br />
åben økonomi, der indgår i mange forpligtende internationale samarbejder. <strong>Arktis</strong> er imidlertid et klart<br />
eksempel på, at <strong>Danmark</strong> har et alternativ til at føre ren tilpasningspolitik, som ellers tit er den eneste mu-<br />
lighed. <strong>Danmark</strong> kan føre balancepolitik 16 , hvilket det forskubbede handlerum illustrerer på anden vis. Ba-<br />
lancepolitik kan føres af en småstat med høj stressfølsomhed og store indflydelseskapabiliteter og er et<br />
passende billede på <strong>Danmark</strong>s udenrigspolitiske strategi i <strong>Arktis</strong>.<br />
16 Se afsnit 4.1.<br />
Handlerummet<br />
i <strong>Arktis</strong><br />
Det ”normale”<br />
handlerum<br />
39
8 Diskussion<br />
At en lille stat som <strong>Danmark</strong> kan øge sit ambitionsniveau i udenrigspolitikken så markant, uden at det fører<br />
til et mindre handlerum, er en interessant observation i international politik. Det giver anledning til efter-<br />
tanke, at en småstat lykkes med at yde indflydelse på sine omgivelser i en sådan grad, at handlerummet<br />
forskubbes frem for at mindskes. Hvad foranlediger dette? Er det <strong>Danmark</strong> selv? Er det <strong>Arktis</strong> som uden-<br />
rigspolitisk felt? Som nævnt i min analyse tøver flere observatører ikke med at kalde <strong>Danmark</strong> for en arktisk<br />
stormagt. Det er netop denne spænding mellem <strong>Danmark</strong> som henholdsvis småstat eller stormagt, som jeg<br />
vil diskutere i det følgende. Efterfølgende reflekterer jeg over teoriens anvendelighed i denne opgave.<br />
8.1 En småstat som stormagt?<br />
Anders Wivel (2009) stiller det samme spørgsmål: ”En småstat som stormagt?” Han undersøger, hvordan<br />
globaliseringen har påvirket den danske sikkerhedspolitiske model siden den kolde krig og finder, at kombi-<br />
nationen af den amerikanske verdensorden og globaliserings nedsatte transaktionsomkostninger og øgede<br />
interdependens muliggør en aktivistisk og værdipolitisk dansk sikkerhedspolitik (ibid.: 125). Der er simpelt-<br />
hen blevet plads til andet end blot magtpolitik, hvilket har udvidet det danske sikkerhedspolitiske handle-<br />
rum (ibid.: 133). Men prisen for at bruge disse muligheder for indflydelse er øget engagement og ansvar.<br />
Bredt i <strong>Danmark</strong> eksisterer en forventning om fortsat aktivisme (ibid.: 137).<br />
Nok har <strong>Danmark</strong> engageret sig militært mange steder i verden siden den kolde krig ophørte, men det er i<br />
højere grad gennem en diplomatisk indsats, at en småstat kan opnå mere indflydelse end dens størrelse<br />
umiddelbart giver anledning til: ”Både de danske erfaringer og erfaringerne fra andre små europæiske lan-<br />
de peger i retning af, at landene har opnået den største indflydelse, når de har fokuseret på ’bløde’ frem for<br />
hårde elementer i sikkerhedspolitikken, og når de har anvendt diplomatiske frem for militære midler for at<br />
nå deres mål” (ibid.: 140f).<br />
Af samme holdning er HK, som nævnt i analysen; han ser <strong>Danmark</strong> som en stormagt, men det er ikke i kraft<br />
af militære kapaciteter; det danske materiel kan bruges til opgaver som kystvagt, inspektion og suveræni-<br />
tetshævdelse (Kudsk 2008: 344ff). Hvis det kom til en reel militær konfrontation, ville <strong>Danmark</strong> være i van-<br />
skeligheder.<br />
Når det hævdes, at <strong>Danmark</strong> er en stormagt, sker det primært i kraft af Ilulissat-erklæringen. At skabe op-<br />
bakning blandt kyststaterne til denne fælles erklæring trak netop på diplomatiske ressourcer – på bløde<br />
frem for hårde midler. Wivel har fokus på sikkerhedspolitik, men pointen gælder også for udenrigspolitik.<br />
40
HK nævner imidlertid et lille ”men” ved <strong>Danmark</strong> som stormagt i <strong>Arktis</strong>; det er ikke en del af den danske<br />
selvforståelse. Landsstyreformand Kuupik Kleist undrer sig også over, at <strong>Danmark</strong> ikke udnytter Grønland<br />
bedre i det storpolitiske spil (Maressa 11.5.2011). Resultatet af min analyse, der viser, at det danske hand-<br />
lerum trods øgede ambitioner ikke er blevet mindre, men forskubbet, fordi de interne og eksterne be-<br />
grænsninger er små, antyder også at <strong>Danmark</strong> har mange muligheder i <strong>Arktis</strong>. De danske beslutningstagere<br />
bør derfor ikke forfalde til en småstatsselvforståelse, når det kommer til <strong>Arktis</strong>; handlerummet er ikke spor<br />
småt, og en fortsat aktiv diplomatisk indsats har gode muligheder for at få danske interesser ført ud i livet.<br />
Som den kendte danske polarforsker Knud Rasmussen sagde: ”Fremad! Den, der raster, ruster!” (<strong>Breum</strong><br />
2011: ref.). Det er ikke et sekund for tidligt, at <strong>Danmark</strong> opprioriterer <strong>Arktis</strong> og sætter store udenrigspoliti-<br />
ske kræfter ind.<br />
8.2 Teoriens anvendelighed<br />
Jeg valgte at bruge adaptionsteori, fordi den kombinerer eksterne og interne faktorer i en udenrigspolitisk<br />
analysemodel. Handlerumsanalysen tilføjer endvidere ambitionsniveau til de systemiske og indenrigspoliti-<br />
ske faktorer. Alle tre dimensioner har vist sig at indeholde forklaringskraft i forhold til <strong>Danmark</strong> i <strong>Arktis</strong>. Her<br />
er tale om en teori og model, der gør op med den realistiske præmis, at en småstats skæbne dikteres af det<br />
internationale system. <strong>Danmark</strong> kan føre balancepolitik i stedet for tilpasningspolitik.<br />
Anvendelsen af handlerumsanalysen er imidlertid ikke uden problemer. Det er svært at drage sikre og præ-<br />
cise konklusioner om ændringer i handlerummet; ikke desto mindre er den et godt værktøj til at få øje på<br />
og arbejde med vigtige faktorer. At det endelige handlerum er svært at definere skyldes, at det ”normale”<br />
handlerum, udgangspunktet, er upræcist defineret. Hvad er middelværdier på alle dimensioner? Det må<br />
bero på en vurdering. Handlerummets størrelse ville være nemmere at vurdere, hvis forskningsdesignet var<br />
en før-efter-analyse, f.eks. i forhold til en udenrigspolitisk begivenhed – såsom Petersen (2006) anvender<br />
den på Muhammed-krisen. I et studie som mit, hvor ambitionen var at analysere kausale mekanismer – og<br />
ikke kausale effekter – kan det dog alligevel sagtens forsvares at have brugt handlerumsanalysen.<br />
En anden kritik af handlerumsanalysen, som jeg kom ind på allerede i teoriafsnittet, er, at den bærer præg<br />
af neoklassisk arv og primært lægger vægt på denne skoles forklaringsfaktorer. I arktisk sammenhæng op-<br />
træder afgørende faktorer af mere neoliberal karakter ganske tydeligt. Den systemiske dimension synes<br />
underspecificeret. Adaptionsteori opstod som en syntese og vil blive styrket gennem en yderligere synteti-<br />
sering med begreber som interdependens og folkeret. Det ville kunne gøres uden at gøre vold mod den<br />
rationalistiske ontologi. Og det ville styrke teoriens forklaringskraft i forhold til småstater, som netop gen-<br />
41
nem neoliberale faktorer får udvidet sit udenrigspolitiske handlerum – og mulighed for at optræde som<br />
stormagt på visse politikområder.<br />
Disse er erfaringerne fra denne anvendelse af adaptionsteori og handlerumsanalyse. Teoriens begrænsnin-<br />
ger peger frem mod en videreudvikling af den; ikke desto mindre har analysen givet ganske markante og<br />
brugbare resultater, der giver forklaringer på flere analyseniveauer. Dette var netop ambitionen med case-<br />
studiet, hvor jeg ønskede at forklare de kausale mekanismer bag den danske udenrigspolitiske strategi i<br />
<strong>Arktis</strong>.<br />
42
9 Konklusion<br />
Klimaforandringernes konsekvenser skaber en ændret virkelighed i <strong>Arktis</strong>. Rigsfællesskabet med Grønland<br />
giver <strong>Danmark</strong> særlige muligheder, men også et ansvar for at imødegå fremtidens udfordringer. Der er rift<br />
om de naturressourcer, som <strong>Arktis</strong> forventes at gemme på, og <strong>Danmark</strong>-Grønland har travlt med at skaffe<br />
sig retten til kontinentalsokkelen så langt ud, som det kan lade sig gøre, og skabe gode rammer for øget<br />
industriel aktivitet i det høje nord. <strong>Arktis</strong> er blevet opprioriteret i dansk udenrigspolitik.<br />
I min opgave har jeg undersøgt problemformuleringen: Hvilke faktorer ligger til grund for den danske stra-<br />
tegi i <strong>Arktis</strong>, og hvordan ser <strong>Danmark</strong>s handlerum ud? Gennem indsamlingen af en række kvalitative elitein-<br />
terviews og den efterfølgende kodning heraf har jeg udledt de faktorer, der danner rammerne for den<br />
dansk-grønlandske <strong>Arktis</strong>-strategi. Dette er gjort ved hjælp af adaptionsteori og handlerumsanalyse, idet<br />
disse er velegnede til at belyse en småstats udenrigspolitik og ofte har været anvendt på <strong>Danmark</strong> – men<br />
aldrig i forbindelse med <strong>Arktis</strong>. Adaptionsteori kombinerer systemiske og indenrigspolitiske faktorer i for-<br />
klaringen af udenrigspolitik. Handlerumsanalysen tilføjer ambitionsniveauet i udenrigspolitikken som en<br />
tredje dimension.<br />
På baggrund af analysen af faktorerne i de tre dimensioner vurderer jeg, at <strong>Danmark</strong>s handlerum i <strong>Arktis</strong> er<br />
forskubbet i forhold til det teoretiske udgangspunkt. Dette er sket på trods af, at ambitionerne i udenrigs-<br />
politikken er øgede især i kraft af Ilulissat-initiativet, men også det store engagement fra dansk og især<br />
grønlandsk side, som kommer til udtryk i udarbejdelsen af den nye strategi. At handlerummet ikke ind-<br />
snævres, men forskubbes, skyldes, at både den systemiske og den indenrigspolitiske dimension udvides.<br />
Unipolariteten i nutidens verden understøtter den konstruktive udvikling i <strong>Arktis</strong>, og den høje grad af inter-<br />
dependens og tilslutning til en folkeretlig løsningsmodel er sammenfaldende med <strong>Danmark</strong>s interesser.<br />
Disse tre faktorers indflydelse overskygger geopolitikkens begrænsende effekter. De indenrigspolitiske fak-<br />
torer skaber samme effekt. Embedsmændene har stor indflydelse på processen og virker i den forstand<br />
begrænsende, men politikerne støtter deres arbejde, og <strong>Arktis</strong> er ikke et område, der på nogen måde deler<br />
vandene. Erhvervsmæssigt og nationaløkonomisk er der ligeledes opbakning til at forfølge de muligheder,<br />
der opstår i <strong>Arktis</strong>.<br />
Handlerumsanalysen er dog svær at drage præcise konklusioner på baggrund af. At bestemme dimensio-<br />
nernes værdier må bero på en vurdering. Ikke desto mindre giver teorien redskaber til at identificere vigtige<br />
faktorer på flere analyseniveauer, så det er her den har sin værdi i et studie som mit, der leder efter kau-<br />
salmekanismer bag en udenrigspolitisk strategi.<br />
43
Det forskubbede handlerum kan med adaptionsteorien også udtrykkes ved, at <strong>Danmark</strong> fører balancepolitik<br />
i stedet for den tilpasningspolitik, som ofte er småstaters eneste mulighed. Men balancepolitik er måske<br />
endda i underkanten af <strong>Danmark</strong>s reelle position i <strong>Arktis</strong>; flere iagttagere tøver ikke med at karakterisere<br />
<strong>Danmark</strong> som en arktisk stormagt. Dette er ikke i kraft af militære kapabiliteter, men i stedet <strong>Danmark</strong>s<br />
diplomatiske håndværk. Ilulissat-erklæringen er det bedste eksempel på, at <strong>Danmark</strong> stod i spidsen for en<br />
markant politisk begivenhed i <strong>Arktis</strong>. <strong>Danmark</strong> har store muligheder i <strong>Arktis</strong> – en bredere erkendelse af<br />
dette er vigtig, og det er afgørende for <strong>Danmark</strong> og især Grønlands fremtid at fortsætte den ambitiøse<br />
udenrigspolitiske kurs.<br />
9.1 Perspektivering<br />
På baggrund af min opgave kan der peges på mange spor, som det kunne være interessant at undersøge.<br />
Jeg vil fremhæve tre. For det første kunne undersøgelsesdesignet bredes ud til en komparativ analyse af<br />
alle kyststaternes strategiske handlerum for at få et bedre billede af de enkelte staters position. For det<br />
andet vækker det undren, at et udenrigspolitisk område under så rivende udvikling ikke tiltrækker sig mere<br />
opmærksomhed blandt politikere og medier, og det kunne være spændende at undersøge, hvad denne<br />
tilstand bygger på; og om den ser ud til at ændre sig. For det tredje og sidste peger mine analyseresultater<br />
på et behov for en videreudvikling af handlerumsteorien gennem en syntetisering med neoliberale begre-<br />
ber – samt yderligere specificering af de enkelte dimensioner, så de bliver lettere at drage konklusioner på<br />
baggrund af. En ting synes imidlertid sikker; <strong>Arktis</strong> ser i fremtiden kun ud til at vokse i betydning i dansk<br />
udenrigspolitik.<br />
44
10 Litteraturliste<br />
10.1 Kort og illustrationer<br />
Forsidebillede: Arctic Council Secretariat: Arctic Borders. Lokaliseret d. 21. maj 2011: http://arctic-<br />
council.org/filearchive/AHDRmap_gen.ai<br />
Figur 1: <strong>Breum</strong>, <strong>Martin</strong> (2011): Kort over det arktiske område, © Steen Frimodt. Lokaliseret d. 21. maj 2011:<br />
http://www.martinbreum.dk/index.asp?ID=31&TopID=1&ParentID=11<br />
Figur 9: Hydrographic and Oceanographic Department, Japan Coast Guard: Continental shelf with sediment.<br />
Lokaliseret d. 21. maj 2011:<br />
http://www1.kaiho.mlit.go.jp/e/KAIYO/image/Continental_shelf_with_sediment.png<br />
Figur 10: International Boundaries Research Unit, University of Durham (2010): Maritime jurisdiction and<br />
boundaries in the Arctic region. Lokaliseret d. 21. maj 2011:<br />
http://www.dur.ac.uk/resources/ibru/arctic.pdf<br />
Figur 11: <strong>Breum</strong>, <strong>Martin</strong> (2011): Nordvestpassagen der nu er en realitet, ©Steen Frimodt. Lokaliseret d. 21.<br />
maj 2011: http://www.martinbreum.dk/index.asp?ID=31&TopID=1&ParentID=11<br />
10.2 Akademisk litteratur<br />
Aberbach, Joel D. & Bert Rockman (2002): Conducting and Coding Elite Interviews. PS: Political Science and<br />
Politics, 35, s. 673-676. (4 sider)<br />
Boolsen, Merete Watt (2009): Den positivistiske metode. I: Vibeke Ankersborg & Merete Watt Boolsen<br />
(red.): Tænk selv! Videnskabsteori og undersøgelsesdesign i samfundsvidenskab. København: Forlaget Poli-<br />
tiske Studier, s. 143-166. (24 sider)<br />
Boolsen, Merete Watt (2007): Kvalitative analyser. At finde årsager og sammenhænge. København: Hans<br />
Reitzels Forlag, s. 99-114. (16 sider)<br />
<strong>Breum</strong>, <strong>Martin</strong> (2011): Når isen forsvinder. <strong>Danmark</strong> som stormagt i <strong>Arktis</strong>, olien i Grønland og kampen om<br />
Nordpolen. København: Gyldendal. (269 sider)<br />
Dahler-Larsen, Peter (2002): At fremstille kvalitative data. Odense: Odense Universitetsforlag, s. 69-82. (14<br />
sider)<br />
45
Doyle, Michael W. (2008): Liberalism and foreign policy. I: Steve Smith, Amelia Hadfield & Tim Dunne (red.):<br />
Foreign Policy. Theories, actors, cases. Oxford: Oxford University Press, s. 49-70. (22 sider)<br />
Due-Nielsen, Carsten & Nikolaj Petersen (1995): Denmark’s Foreign Policy since 1967: An Introduction. I:<br />
Carsten Due-Nielsen & Nikolaj Petersen (red.): Adaptation and Activism. The Foreign Policy of Denmark<br />
1967-1993. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, s. 11-54. (44 sider)<br />
Elklit, Jørgen & Henrik Jensen (2010): Kvalitative datakilder. I: Lotte Bøgh Andersen, Kasper Møller Hansen<br />
& Robert Klemmensen: Metoder i statskundskab. København: Hans Reitzels Forlag, s. 117-143. (27 sider)<br />
Evans, Malcolm D. (2010): The Law of the Sea. I: Malcolm Evans (red.): International Law (3. udg.). Oxford:<br />
Oxford University Press, s. 651-686. (36 sider)<br />
Gad, Ulrik Pram, Ida Hannibal, Kristine Holst & Rebecca Adler-Nissen (2011): EUs oversøiske lande og terri-<br />
torier: postkoloniale suverænitetsspil og Grønlands arktiske muligheder. Tidsskriftet Politik, 14(1), s. 15-24.<br />
(10 sider)<br />
Gerring, John (2004): What is a Case Study and What is it Good for?. American Political Science Review,<br />
80(1), s. 341-354. (14 sider)<br />
Gutzon Larsen, Henrik (2011): Geopolitikkens geografi. Tidsskriftet Politik, 14(1), s. 43-50. (8 sider)<br />
Haftendorn, Helga (1989): Auβenpolitische Prioritäten und Handlungsspielraum. Ein Paradigma zur Analyse<br />
der Auβpolitik der Bundesrepublik Deutschland. Politische Vierteljahrschrift, 30(1), s. 32-49. (18 sider)<br />
Harrits, Gitte Sommer, Carsten Strømbæk Pedersen & Bente Halkier (2010): Indsamling af interviewdata. I:<br />
Lotte Bøgh Andersen, Kasper Møller Hansen & Robert Klemmensen: Metoder i statskundskab. København:<br />
Hans Reitzels Forlag, s. 144-172. (29 sider)<br />
Hellevik, Ottar (2003): Forskningsmetode i sosiologi og statsvitenskap (7. udg.). Oslo: Universitetsforlaget, s.<br />
43-68. (26 sider)<br />
Heurlin, Bertel (2009): Krig og fred i det 21. århundrede. København: Samfundslitteratur, s. 297-310. (14<br />
sider)<br />
Huebert, Rob (2010): Cooperation or Conflict in the Arctic?. I: Myron H. Nordquist, Thomas H. Heidar &<br />
John Norton Moore (red.): Changes in the Arctic Environment and the Law of the Sea. Leiden: <strong>Martin</strong>us<br />
Nijhoff Publishers, s. 27-59. (33 sider)<br />
46
Jakobsen, Mads Leth & Gitte Sommer Harrits (2010): Kvalitativ analyse: kodning og dybtgående tekstanaly-<br />
se. I: Lotte Bøgh Andersen, Kasper Møller Hansen & Robert Klemmensen: Metoder i statskundskab. Køben-<br />
havn: Hans Reitzels Forlag, s. 173-191. (19 sider)<br />
Kudsk, Henrik (2008): Faktorer og parametre for den sikkerhedspolitiske udvikling omkring Grønland. Tids-<br />
skrift for Søvæsen, 179(5), s. 338-348. (11 sider)<br />
Kvale, Steinar (1997): InterView. Introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans Reit-<br />
zels Forlag, s. 129-158. (30 sider)<br />
Nonboe, Morten Larsen (2011): Is Russia an Arctic Status Quo Power?. Tidsskriftet Politik, 14(1), s. 25-32. (8<br />
sider)<br />
Nørgaard, Asbjørn S. (2007): Statskundskab: heksekunst eller håndværk?. Politica, 39(3), s. 233-255. (23<br />
sider)<br />
Olsen, Henning (2002): Kvalitative kvaler – kvalitative metoder og danske interviewundersøgelsers kvalitet.<br />
København: Akademisk, s. 110-126. (27 sider)<br />
Petersen, Nikolaj (1995): The Integration Dilemma and National Strategy. Århus: Department of Political<br />
Science, University of Aarhus. (29 sider)<br />
Petersen, Nikolaj (2005): <strong>Danmark</strong> som international aktør 705-2005. Et essay. Politica, 37(1), s. 44-59. (16<br />
sider)<br />
Petersen, Nikolaj (2006): Efter Muhammed: Handlerummet for den borgerlige udenrigspolitik. Militært<br />
Tidsskrift, 135(2), s. 153-185. (33 sider)<br />
Petersen, Nikolaj (2008a): <strong>Arktis</strong> – den nye dimension i dansk sikkerhedspolitik. Tidsskrift for Søvæsen,<br />
179(5), s. 305-337. (33 sider)<br />
Petersen, Nikolaj (2008b): Truslen i nord. I: Hans Mouritzen (red.): Helt forsvarligt? <strong>Danmark</strong>s militære ud-<br />
fordringer i en usikker fremtid. København: Gyldendal, s. 91-107. (17 sider)<br />
Petersen, Nikolaj (2009): The Arctic as a New Arena for Danish Foreign Policy: The Ilulissat Initiative and its<br />
Implications. I: Nanna Hvidt & Hans Mouritzen (red.): Danish Foreign Policy Yearbook 2009. København:<br />
Danish Institute for International Studies, s. 35-78. (44 sider)<br />
47
Proelss, Alexander & Till Müller (2008): The Legal Regime of the Arctic Ocean. Zeitschrift für ausländisches<br />
öffentliches Recht und Völkerrecht, 68, s. 651-687. (37 sider)<br />
Potts, Tavis & Clive Schofield (2008): Current Legal Developments in the Arctic. International Journal of<br />
Marine and Coastal Law, 23, s. 151-176. (26 sider)<br />
Rosenau, James N. (1981): The Study of Political Adaptation. London: Frances Pinter (Publishers) Limited, s.<br />
1- 87, 102-147, 199-218. (154 sider)<br />
Smith, Steve, Amelia Hadfield & Tim Dunne (2008): Introduction. I: Steve Smith, Amelia Hadfield & Tim<br />
Dunne (red.): Foreign Policy. Theories, actors, cases. Oxford: Oxford University Press, s. 1-8. (8 sider)<br />
Spiermann, Ole (2004): Moderne folkeret (2. udg.). København: Jurist- og Økonomforbundets forlag, s. 265-<br />
298. (34 sider)<br />
Sterling-Folker, Jennifer (2010): Neoliberalism. I: Tim Dunne, Milja Kurki & Steve Smith (red.): International<br />
Relations Theories, Oxford: Oxford University Press, s. 116-134. (19 sider)<br />
Strandsbjerg, Jeppe (2011): Geopolitik, naturlige grænser og ”kartopolitik” i <strong>Arktis</strong>. Tidsskriftet Politik, 14(1),<br />
s. 51-60. (10 sider)<br />
Wang, Nils C. (2008): Climate Change and Defence Policy. Tidsskrift for Søvæsen, 179(5), s. 301-304. (5 sid-<br />
er)<br />
Winkler, Thomas (2009): An International Governance Framework for the Arctic: Challenges for Interna-<br />
tional Public Law – A Danish Perspective. Zeitschrift für ausländisches öffentliches Recht und Völkerrecht,<br />
69(3), s. 641-645. (5 sider)<br />
Winkler, Thomas (2010): Danish Interests in the Arctic. I: Myron H. Nordquist, Thomas H. Heidar & John<br />
Norton Moore (red.): Changes in the Arctic Environment and the Law of the Sea. Leiden: <strong>Martin</strong>us Nijhoff<br />
Publishers, s. 477-486. (10 sider)<br />
Wivel, Anders (2002): Realismen efter Waltz: Udvikling eller afvikling?. Politica, 34(4), s. 431-448. (18 sider)<br />
Wivel, Anders (2009): En småstat som stormagt?. I: <strong>Martin</strong> Marcussen & Carsten Ronit (red.): Globaliserin-<br />
gens udfordringer. København: Hans Reitzels Forlag, s.122-143. (22 sider)<br />
Wohlforth, William C. (2008): Realism and foreign policy. I: Steve Smith, Amelia Hadfield & Tim Dunne<br />
(red.): Foreign Policy. Theories, actors, cases. Oxford: Oxford University Press, s. 31-48. (18 sider)<br />
48
Young, Oran R. (2009): The Arctic in Play: Governance in a Time of Rapid Change. The International Journal<br />
of Marine and Coastal Law, 24, s. 423-442. (10 sider)<br />
10.3 Publikationer og andre internetressourcer<br />
Arctic Council: Permanent participants. Lokaliseret d. 21. maj 2011: http://arctic-<br />
council.org/section/permanent_participants (10 sider)<br />
Akademisk litteratur i alt: 1274 sider<br />
Finansministeriet (2011): FINANSLOV for finansåret 2011. 7.31.01 Generelt tilskud til Grønlands Selvstyre<br />
(Lovbunden). Lokaliseret d. 23. maj 2011: http://www.oes-<br />
cs.dk/bevillingslove/doctopic?book=BEVPUBL.FL11A&topic=7.31.01&searchtype=3 (1 side)<br />
Forsvarets Efterretningstjeneste (2009): Efterretningsmæssig risikovurdering 2009. Lokaliseret d. 15. maj<br />
2011: http://fe-<br />
ddis.dk/SiteCollectionDocuments/FE/EfterretningsmaessigeRisikovurderinger/risikovurdering2009.pdf, s.<br />
20. (49 sider)<br />
Forsvarets Efterretningstjeneste (2010): Efterretningsmæssig risikovurdering 2010. Lokaliseret d. 15. maj<br />
2011: http://fe-<br />
ddis.dk/SiteCollectionDocuments/FE/EfterretningsmaessigeRisikovurderinger/risikovurdering2010.pdf, s.<br />
40-41. (52 sider)<br />
Forsvarsministeriet (2009): Forsvarsforliget 2010-2014. Lokaliseret d. 15. maj 2011:<br />
http://www.fmn.dk/videnom/Documents/Forligstekst%20inkl%20bilag.pdf (31 sider)<br />
Geopolitics in the High North, Norwegian Institute for Defence Studies (2011): Arctic Strategy Documents.<br />
Lokaliseret d. 22. maj. 2011:<br />
http://geopoliticsnorth.org/index.php?option=com_content&view=article&id=159&Itemid=69 (1 side)<br />
Inuit Circumpolar Council (2009): A Circumpolar Inuit Declaration on Sovereignty in the Arctic. Lokaliseret d.<br />
21. maj 2011: http://www.itk.ca/sites/default/files/20090428-en-Declaration-11x17.pdf (6 sider)<br />
Kontinentalsokkelprojektet (2009): Kontinentalsokkelprojektet. Lokaliseret d. 21. maj 2011: http://a76.dk/<br />
(1 side)<br />
Udenrigsministeriet & Namminersornerullutik Oqartussat (2008): <strong>Arktis</strong> i en brydningstid – Forslag til stra-<br />
tegi for aktiviteter i det arktiske område. Lokaliseret d. 15. maj 2011:<br />
49
http://www.um.dk/NR/rdonlyres/962AFDC2-30CE-412D-B7C7-070241C7D9D8/0/ARKTISK_STRATEGI.pdf<br />
(43 sider)<br />
50<br />
Publikationer og andre internetressourcer i alt: 194 sider<br />
10.4 Avisartikler<br />
<strong>Breum</strong>, <strong>Martin</strong> (2011, 5. maj): Skal Nordpolen være dansk?. Ræson, s. 48-49. (2 sider)<br />
Maressa, Jette Elbæk (2011, 11. maj.): Sneskovlen er på overarbejde i Nuuk. Jyllands-Posten, 1. sektion, s.<br />
12-13. (2 sider)<br />
Rothenborg, Michael (2011, 27. marts): <strong>Arktis</strong>k oliefeber overgearet. Politiken, 4. sektion, s. 1. (1 side)<br />
Rothenborg, Michael & Ellen Ø. Andersen (2011, 2. maj): Havet stiger hurtigere end ventet. Politiken, 1.<br />
sektion, s. 1. (1 side)<br />
Avisartikler i alt: 6 sider
11 Bilagsoversigt<br />
Alle bilag er vedlagt på cd-rom.<br />
Bilag 1: Interviewguide, Arild Moe og Rolf Tamnes<br />
Bilag 2: Interviewguide, Jacob Skude Rasmussen<br />
Bilag 3: Interviewguide, Yoshifumi Tanaka<br />
Bilag 4: Interviewguide, Christian Brix Møller<br />
Bilag 5: Interviewguide, Ole Samsing<br />
Bilag 6: Interviewguide, Lars Wille-Jørgensen<br />
Bilag 7: Interviewguide, Tove Søvndahl Pedersen<br />
Bilag 8: Interviewguide, Henrik Kudsk<br />
Bilag 9: Transskribering af interview med Jacob Skude Rasmussen<br />
Bilag 10: Transskribering af interview med Tove Søvndahl Pedersen<br />
Bilag 11: Kodeliste<br />
51