Danmark i Arktis - Martin Breum

Danmark i Arktis 

Pernille Palmelund Sørensen 

Bachelorprojekt 2011 

Vejleder: Jens Ladefoged Morten 

Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Abstract 

Climate changes pose an array of challenges to international society. However, there is another side to 

rising temperatures as the melting of the polar ice caps creates new opportunities for oil and gas produc- 

tion and new shipping routes. Denmark and other coastal states are currently laying the legal and organiza- 

tional foundations for sustainable development of Arctic societies now experiencing rapid change. 

This paper examines the foreign policy position of Denmark in this area. In cooperation with Greenland, 

Denmark will publish a new Arctic strategy in June. I will be scrutinizing the contextual factors that influ- 

ence this strategy through the use of adaptation theory which is a tool for analysis that combines external 

and internal factors in an explanation of foreign policy. More specifically, I will apply action space analysis; 

this model adds a third dimension to the mentioned two, namely the ambitions of a foreign policy. I there- 

fore intend to seek foreign policy explanations at three levels of analysis. Adaptation theory has often been 

used in analyses of Denmark’s foreign policy but it has never been applied to the Arctic. I have gathered 

empirical data in various qualitative interviews for this purpose. 

My analysis finds that Danish Arctic foreign policy has become much more ambitious in recent years. How- 

ever, the action space has not been reduced because the external and internal constraints are low. This 

causes the action space to relocate. Denmark is able to pursue what adaptation theory labels a balancing 

foreign policy strategy despite being a small state. Actually, some observers have even labeled Denmark an 

Arctic great power due to her diplomatic skills and achievements. 

I conclude my analysis with a few comments on the pros and cons of using adaptation theory in this analy- 

sis and the suggestion that Danish foreign policy makers should stay on an ambitious diplomatic route to 

maximize Danish Arctic influence and create a prosperous future for Greenland. 

3

Indholdsfortegnelse 

Abstract .............................................................................................................................................................. 3 

1 Indledning ....................................................................................................................................................... 7 

2 Analysestrategi ................................................................................................................................................ 9 

4 

2.1 Centrale begreber .................................................................................................................................... 9 

2.2 Afgrænsning ........................................................................................................................................... 10 

3 Metode.......................................................................................................................................................... 11 

3.1 Videnskabsteoretisk grundlag................................................................................................................ 11 

3.2 Casekonstruktion ................................................................................................................................... 11 

3.3 Interviews og anden empiri ................................................................................................................... 12 

3.4 Kodningsstrategi .................................................................................................................................... 14 

3.5 Undersøgelsens kvalitet ......................................................................................................................... 14 

4 Teori .............................................................................................................................................................. 16 

4.1 Adaptionsteori ....................................................................................................................................... 16 

4.2 Handlerum ............................................................................................................................................. 17 

4.3 Den neoklassiske arv .............................................................................................................................. 18 

4.4 Operationalisering af dimensionerne .................................................................................................... 19 

5 Casebeskrivelse ............................................................................................................................................. 21 

5.1 Havretskonventionen............................................................................................................................. 22 

5.2 Den nye strategi ..................................................................................................................................... 23 

6 Analyse .......................................................................................................................................................... 26 

6.1 Systemiske faktorer ............................................................................................................................... 26 

6.1.1 Geopolitik ........................................................................................................................................ 26 

6.1.2 Folkeretten ...................................................................................................................................... 27 

6.1.3 Polaritet .......................................................................................................................................... 28 

6.1.4 Samarbejde ..................................................................................................................................... 29 

6.1.5 Delkonklusion: Konsekvenser for handlerummet .......................................................................... 30 

6.2 Indenrigspolitiske faktorer ..................................................................................................................... 31 

6.2.1 Danmark-Grønland ......................................................................................................................... 31 

6.2.2 Embedsmændenes arbejde ............................................................................................................ 32 

6.2.3 Økonomi .......................................................................................................................................... 33 

6.2.4 Delkonklusion: Konsekvenser for handlerummet .......................................................................... 33

6.3 Ambitionerne i udenrigspolitikken ........................................................................................................ 34 

6.3.1 Ilulissat-erklæringen ....................................................................................................................... 34 

6.3.2 Grønlands ambitioner ..................................................................................................................... 35 

6.3.3 Den nye strategi .............................................................................................................................. 36 

6.3.4 Danmark som stormagt .................................................................................................................. 36 

6.3.5 Delkonklusion: Konsekvenser for handlerummet .......................................................................... 37 

7 Vurdering ...................................................................................................................................................... 38 

7.1 Handlerummet ....................................................................................................................................... 38 

7.2 Udenrigspolitisk strategi ........................................................................................................................ 39 

8 Diskussion ..................................................................................................................................................... 40 

8.1 En småstat som stormagt? .................................................................................................................... 40 

8.2 Teoriens anvendelighed ......................................................................................................................... 41 

9 Konklusion ..................................................................................................................................................... 43 

9.1 Perspektivering ...................................................................................................................................... 44 

10 Litteraturliste .............................................................................................................................................. 45 

10.1 Kort og illustrationer ............................................................................................................................ 45 

10.2 Akademisk litteratur ............................................................................................................................ 45 

10.3 Publikationer og andre internetressourcer ......................................................................................... 49 

10.4 Avisartikler ........................................................................................................................................... 50 

11 Bilagsoversigt .............................................................................................................................................. 51 

5

Figurer 

Figur 1: Politisk kort over Arktisk ....................................................................................................................... 8 

Figur 2: Analysestrategi ..................................................................................................................................... 9 

Figur 3: Interviewpersoner .............................................................................................................................. 12 

Figur 4: Kodestrategi ........................................................................................................................................ 14 

Figur 5: Udenrigspolitiske strategier ................................................................................................................ 17 

Figur 6: Dimensionerne i handlerummet ......................................................................................................... 18 

Figur 7: Operationalisering .............................................................................................................................. 20 

Figur 8: Tidslinje over udvalgte begivenheder ................................................................................................. 21 

Figur 9: Model over kontinentalsokkel ............................................................................................................ 22 

Figur 10: De arktiske staters kravområder ...................................................................................................... 23 

Figur 11: Nye sejlruter - Nordøst- og Nordvestpassagen ................................................................................ 24 

Figur 12: Indholdet i den nye strategi .............................................................................................................. 25 

Figur 13: De systemiske faktorers påvirkning af handlerummet ..................................................................... 31 

Figur 14: De indenrigspolitiske faktorers påvirkning af handlerummet .......................................................... 34 

Figur 15: Ambitionernes påvirkning af handlerummet ................................................................................... 37 

Figur 16: Påvirkningerne af handlerummet ..................................................................................................... 38 

Figur 17: Forskubbelse af handlerummet ........................................................................................................ 39 

6

1 Indledning 

”Havet stiger hurtigere end ventet” kunne man læse på forsiden af Politiken d. 2. maj i år – afsmeltningen af 

isen i Arktis sker meget hurtigere end antaget, og vandstanden vurderes til at ville stige tre gange så meget, 

som man hidtil har troet 1 . Klimaforandringerne er i fuld gang, og der er behov for handling… 

Men temperaturstigninger har også en anden side. For i takt med at jordkloden bliver varmere, bliver nye 

områder isfrie og farbare på Nordpolen. Arktis er en af de sidste hvide pletter på landkortet, men kyststa- 

terne 2 er i fuld gang med at trække grænser og skabe grundlaget for øget industriel aktivitet i fremtiden. 

Landenes territorialkrav er vigtige, for med dem følger udsigterne til store fund af olie og gas. Også Dan- 

mark-Grønland har travlt med at skaffe sig retten til kontinentalsokkelen så langt ud som muligt. Grænse- 

dragningen sker på baggrund af FN’s Havretskonvention, og på dansk initiativ har kyststaterne i Ilulissat- 

erklæringen eksplicit forpligtet sig til at følge de folkeretlige regler. 

Arktis er blevet et prioritetsområde i danske udenrigspolitik anno 2011 – og ser i fremtiden kun ud til at 

blive endnu vigtigere. Mange spørgsmål trænger sig på: Får Danmark det optimale ud af de muligheder, 

som de ændrede forhold i Arktis skaber? Hvorfor sværger alle kyststaterne til en folkeretlig løsningsmodel? 

Hvordan spiller forholdet til Grønland ind i det hele? Og hvad menes der med, at Danmark er en stormagt i 

Arktis? 

En forståelse af, hvad der motiverer og begrænser et land som Danmark udenrigspolitisk, kan bidrage med 

et kritisk blik på den danske strategi. Denne vil jeg undersøge med følgende problemformulering: 

Hvilke faktorer ligger til grund for den danske strategi i Arktis, og hvordan ser Danmarks handlerum ud? 

Jeg vil besvare problemformulering ved først at redegøre for konteksten for den dansk-grønlandske Arktis- 

strategi og dernæst give et bud på forklaring af Danmarks muligheder ved hjælp af inddragelse af adapti- 

onsteori og handlerumsanalyse. 

Opgaven er opbygget således, at jeg først gennemgår min analysestrategi, den anvendte metode samt den 

teoretiske ramme og operationalisering. Efter en kort redegørelse for casen følger analysen, som er bygget 

op af tre dele: Først undersøges de systemiske faktorers betydning for udenrigspolitikken, dernæst de in- 

denrigspolitiske og til sidst ambitionsniveauet. Herefter vurderer jeg handlerummet. I diskussionen tages 

1 Arktisk Råd anslår, at vanstanden vil stige 0,9-1,6 meter. De hidtidige vurderinger stammer fra FN’s Klimapanel og 

lyder på havstigninger på 0,19-0,59 meter (Rothenborg & Andersen 2.5.2011). 

2 Kyststaterne er: USA (qua Alaska), Canada, Norge (qua Svalbard), Danmark (qua Grønland) og Rusland. 

7

emnet om Danmark som stormagt i Arktis op samt teoriens anvendelighed på casen. I konklusionen samles 

der i op på resultaterne fra analysen og diskussionen, og der peges på yderligere perspektiver for emnet. 

Figur 1: Politisk kort over Arktisk 

8

2 Analysestrategi 

Min problemformulering indeholder to delspørgsmål: 1) Hvilke faktorer ligger til grund for den danske stra- 

tegi i Arktis, 2) og hvordan ser Danmarks handlerum ud? 

Den første del af problemformuleringen vil jeg besvare gennem en undersøgelse af forklarende faktorer på 

forskellige analyseniveauer for at få et samlet billede af handlerummet for udenrigspolitikken i Arktis. Den 

anden del af problemformuleringen vil jeg besvare gennem en vurdering af Danmarks handlerum i Arktis, 

som bygger på analysens resultater, samt en diskussion af hvorvidt Danmark er en stormagt i arktisk sam- 

menhæng. Min analysestrategi er skitseret i figur 2: 

Figur 2: Analysestrategi 

Analyse Diskussion 

Interne 

Faktor 

Faktor 

Faktor 

Ambitioner 

Faktor 

Faktor 

Eksterne 

Faktor 

Faktor 

Faktor 

Faktor 

Strategi 

Er Danmark småstat 

eller stormagt 

i Arktis? 

Jeg gør gennem hele analysen brug af adaptionsteori, som er et ofte anvendt redskab til analyser af dansk 

udenrigspolitik, men ikke appliceret på Arktis før. Denne teori fokuserer på et lands udenrigspolitik i kryds- 

feltet mellem systemisk og indenrigspolitisk pres. Mere specifikt anvender jeg Nikolaj Petersens handle- 

rumsanalyse, idet den tilføjer ambitionsniveauet til de eksterne og interne faktorer. Herved har man en 

model, som har blik for flere analyseniveauer og dermed flere af de faktorer, der påvirker udenrigspolitik. 

2.1 Centrale begreber 

Udenrigspolitik er et vigtigt begreb, idet jeg vil belyse dansk udenrigspolitik inden for et bestemt område. 

Udenrigspolitik kan bredt defineres som: ”The sum of official external relations conducted by an indepen- 

9

dent actor (usually a state) in international relations” (Hill i Smith m.fl.: 2). Adaptionsteoretikeren Helga 

Haftendorn bidrager med en yderligere indsnævring: ”Auβenpolitik wird verstanden als ein 

Interaktionsprozeβ, in dem ein politisches System („Staat“) seine grundlegenden Ziele und Werte in Konkur- 

renz zu denen anderer Systeme zu realisieren versucht“ (Haftendorn 1989: 33). Disse to citater indfanger 

min forståelse af udenrigspolitik. 

I forlængelse heraf er det nødvendigt at definere strategi. Strategi forstås på forskellige måder afhængig af 

kontekst. Jeg definerer begrebet på følgende måde: Strategi er den politisk og forvaltningsmæssigt fastlag- 

te kurs, der udstikker retningslinjer for udenrigspolitisk handling. 

Til sidst vil jeg definere geopolitik, og jeg anvender Virginie Mamadouhs definition: ”[…] geopolitics […] is 

about the effects of geographical location and other geographical features on the foreign policy of a state 

and its relations with other states. It is also concerned with the strategic value of geographical factors (re- 

sources, access to sea etc.)” (Gutzon Larsen 2011: 44). 

2.2 Afgrænsning 

Både kyststater ved Ishavet samt andre arktiske stater og interessenter søger indflydelse på udviklingen i 

Arktis. Jeg har afgrænset mig til at se på Danmark og den danske strategi. Jeg har fravalgt problematikker 

omkring klima, miljø, inuitter og andre oprindelige arktiske folkeslag. Tidsmæssigt ser jeg på en ramme, der 

løber op til Ilulissat-deklarationens vedtagelse i 2008 og frem til nu. Teoretisk kunne man have valgt en 

mere reflektivistisk tilgang for at fokusere på, hvordan Arktis som politikområde gives mening blandt aktø- 

rer og i medier. Eftersom området er nyt i dansk udenrigspolitik vurderer jeg imidlertid, at der mere end 

dekonstruktion og forståelse af social praksis er behov for en substantiel analyse af Danmarks handlerum i 

Arktis. 

10

3 Metode 

I mine metodiske valg har jeg ladet forskningsspørgsmålet bestemme analysetilgang, design og metode. En 

sådan proces vil altid være inspireret af forskerens eksisterende teoretiske begreber og empiriske viden 

(Nørgaard 2007: 243). Jeg valgte Arktis som udenrigspolitisk case, fordi grænsedragning af så stort et områ- 

de er en unik situation i international politik. Min forforståelse var præget af mediernes framing af kampen 

om ressourcer i Arktis. Det blev mig dog hurtigt klart, at kerneaktørernes opfattelse af situationen er ander- 

ledes. Derfor fandt jeg det hurtigt mere interessant at undersøge handlerummet for en småstat som Dan- 

mark. 

3.1 Videnskabsteoretisk grundlag 

Jeg arbejder med den grundlæggende ontologiske antagelse, at virkeligheden findes objektivt derude uaf- 

hængigt af teori og social interaktion. Epistemologisk trækker jeg på en positivistisk videnskabsforståelse, 

hvor den sociale verden kan observeres og studeres (Watt Boolsen 2009: 145). Dermed skriver jeg mig ind i 

en rationalistisk ontologi og epistemologi. 

Et casestudie egner sig til beskrivelsen af kausale mekanismer. Jeg nærer ingen ambitioner om måling af 

kausale effekter, dvs. at undersøge effekten på Y af en ændring i X. I stedet vil jeg foretage en grundig be- 

skrivelse af kausale mekanismer; hvordan X påvirker Y (Gerring 2004: 348). En sådan tilgang anbefaler Nør- 

gaard på områder, der som Arktis er nyt i dansk udenrigspolitik, og som der ikke foreligger mange teoretisk 

informerede analyser af: ”Er et forskningsfelt og teorien i sin vorden, kan det være mere frugtbart at lave 

eksplorative casestudier med det sigte at beskrive og forstå social handlen end at udrede og teste kausalte- 

ser, som vi kun har en svag begrundelse for” (Nørgaard 2007: 242). Jeg stiller dermed skarpt på de kausale 

mekanismer bag en udenrigspolitik strategi. 

3.2 Casekonstruktion 

Min case løber fra sommeren 2007 til nu: Perioden op til Ilulissat-erklæringens vedtagelse indtil foråret 

2011. De seneste og igangværende begivenheder vil ikke blive omtalt, idet deres udfald ikke kendes. Her 

tænkes der primært på topmødet i Arktisk Råd i Nuuk d. 12. maj 2011, samt det helt konkrete indhold i den 

nye danske Arktis-strategi, der udgives i juni 2011. Casen er synkron – dvs. uden tidsmæssig variation – da 

denne periode betragtes som et samlet udtryk for dansk strategi, men det synkrone element forstærkes 

også af, at alle interviews er gennemført inden for en kort tidsperiode. 

Min case er konstrueret således, at den indeholder betydelig variation på enhedsniveau; jeg har interviewet 

informanter fra Udenrigsministeriet, Forsvaret og Grønlands Repræsentation i Danmark. Disse er de tre 

11

mest markante interessenter i forbindelse med dansk arktisk strategi. Mest central er Udenrigsministeriet, 

fordi de står for udarbejdelsen af strategien. Her har casen yderligere variation på subniveau, idet jeg har 

interviewet personer fra tre forskellige kontorer (se figur 3). Repræsentanten fra Forsvaret er som chef for 

Grønlands Kommando Forsvarets øverste chef i Grønland. Repræsentanten fra de grønlandske myndighe- 

der er som chef for Grønlands Repræsentation den øverste officielle repræsentant i Danmark. Mine bag- 

grundsinterviews indeholder bredere variation; to norske statskundskabsforskere, en japansk havretsfor- 

sker ansat ved Københavns Universitet og en militærhistorisk forsker fra Forsvarsakademiet. 

Med Gerrings typologi over casestudier er der tale om et synkront casestudie med variation på enhedsni- 

veau, hvor de undersøgte enheder udgør dele af det overordnede undersøgelsesfelt (Gerring 2004: 343). 

Dette muliggør et eksplorativt studie; jeg opnår dybde frem for bredde og kan lave beskrivende inferens om 

kausale mekanismer frem for kausal inferens om kausale effekter (ibid.: 346). 

3.3 Interviews og anden empiri 

Af empirisk materiale har jeg inddraget både interviews, officielle publikationer og avisartikler i et forsøg på 

at danne mig overblik over min case og indsamle materiale til min analyse. Den overvejende vægt har dog 

været på interviews, fordi den nye Arktis-strategi ikke er udgivet endnu, så meget af den viden, som jeg 

behøver, findes kun blandt de embedsmænd, der arbejder med området. Anden empiri inddrages for at 

underbygge argumentationen. 

I mit valg af interviewpersoner inkluderede jeg både repræsentanter og informanter; førstnævnte for at 

indsamle empiri til en egentlig analyse og sidstnævnte for gennem baggrundsinterview at danne mig over- 

blik over casen, området og svært forståelige problemstillinger – f.eks. havretlige teknikaliteter. I de gen- 

nemførte interviews mødte jeg embedsmænd samt forskere. De kan karakteriseres som eliteinterviews, 

hvorfor jeg valgte en semistruktureret interviewmetode; jeg havde forberedt en interviewguide med pri- 

mært åbne spørgsmål og lod informanten være styrende, så længe vedkommende ikke bevægede sig ud på 

et sidespor i forhold til min problemstilling (Aberbach & Rockman 2002: 674). 

Figur 3: Interviewpersoner 

Interviewperson Stilling Dato Interviewtype 

Arild Moe Seniorforsker ved Fridtjof Nan- 

12 

sens Institutt i Oslo 

Rolf Tamnes Professor og direktør for Institutt 

for Forsvarsstudier i Oslo 

14.3.2011 Baggrund 


Jacob Skude Rasmussen Chefkonsulent i juridisk tjeneste i 15.3.2011 Repræsentant

(JSR) UM 

Yoshifumi Tanaka Adjunkt ved Det Juridiske Fakul- 

Christian Brix Møller 

(CBM) 

tet, KU 

Fuldmægtig i kontor for strategi 

og planlægning i UM 

Ole Samsing (OS) Chef i kontor for Nordeuropa i 

UM 

Lars Wille-Jørgensen Fhv. flotilleadmiral, forsker ved 

Tove Søvndahl Pedersen 

(TSP) 

Forsvarsakademiet 

Chef for Grønlands Repræsenta- 

tion 

Henrik Kudsk (HK) Kontreadmiral, chef for Grøn- 

lands Kommando 


18.3.2011 Baggrund (efter eget øn- 

ske) 

28.3.2011 Baggrund (efter eget øn- 

ske) 


19.4.2011 Repræsentant 

4.5.2011 Repræsentant 

Transskriptioner af interviews med JSR og TSP er vedlagt i bilagsmaterialet. CBM og OS bad om, at deres 

interview blev anvendt til baggrund. De indvilligede dog i, at jeg måtte anvende dem som referencer, hvis 

de fik lov at godkende det først. Alle andre interviewpersoner har ligeledes godkendt citater og referencer. 

HK optræder som repræsentant, men det var mig ikke muligt at optage og transskribere interviewet, da det 

foregik over telefon, fordi han bor i Grønland. Til gengæld tog jeg grundige noter, som referencerne bygger 

på. Enkelte af hans pointer har jeg fundet som udtalelser på skrift. 

Alle interviewguides blev udarbejdet gennem mit teoretiske begrebsapparat og var ens på nogle punkter, 

men var hver især tilpasset den enkelte informants arbejdsområde og ekspertise. De er vedlagt i bilagsma- 

terialet. Jeg har tilstræbt Kvales kriterier for den gode interviewer; at være velinformeret, strukturerende, 

klar, venlig, sensitiv, åben, styrende, kritisk, huskende og fortolkende (Kvale 1997: 152). 

De officielle publikationer, som jeg har inddraget, er den gamle dansk-grønlandske Arktis-strategi fra 2008, 

Forsvarsforliget for 2010-2014 og Forsvarets Efterretningstjenestes risikovurdering for 2009 og 2010. End- 

videre er en ny dansk-grønlandsk Arktis-strategi under udarbejdelse med forventet offentliggørelse i juni 

2011. Det var ikke muligt at få aktindsigt i den nye strategi pga. hensynet til Grønland og Færøerne og øn- 

sket om gensidighed i udarbejdelsesprocessen, men jeg har kendskab til dens generelle områder og mål- 

sætninger gennem de udførte interviews. 

13

3.4 Kodningsstrategi 

Kodning er klassificering gennem opdeling af empirisk materiale efter bestemte principper (Boolsen 2007: 

102). Min kodningsstrategi har været iterativ; jeg lagde ud med en deduktiv tilgang, hvor jeg identificerede 

de teoretiske overkategorier. Derefter kodede jeg mere induktivt for at lade empirien tale og derigennem 

identificere de faktorer, som jeg ville basere analysen på. Disse koder blev så løbende forfinet i retning af 

en endelig kategorisering og konceptualisering. I figur 4 findes en oversigt over min kodestrategi: 

Figur 4: Kodestrategi 

Trin i processen 

1. trin Grundig gennemlæsning af hele det empiriske materiale (Boolsen 2007: 114). 

2. trin Identifikation af teoretiske begrebslige dimensioner i det empiriske materiale: 

14 

• Systemiske faktorer 

• Indenrigspolitiske faktorer 

• Ambitioner 

3. trin Åben margenkodning af enkelte tekster fungerede som kvalitativ pilottest for at 

udarbejde de første koder (ibid.: 108); ved induktiv kodning startkodelisten tom 

(Jakobsen & Harrits 2010: 178). 

4. trin Overblik over mønstre og temaer i empirien dannes (Boolsen 2007: 105). De enkel- 

te kategorier inden for de 3 teoretiske dimensioner blev fundet i data. 

5. trin Kodning af hele det empiriske materiale (ibid.: 108). Kodelisten er vedlagt i bilags- 

materialet. 

6. trin Analysen gennemføres ved hjælp af kodningens kategorier. Se afsnit 4.4 om opera- 

tionalisering for sammenhængen mellem teori og empiri. 

Citaterne i analysen er udvalgt på baggrund af kategorierne for at repræsentere de generelle tendenser i 

det empiriske materiale. Den iterative kodningsproces har bidraget til at indfange både teoretiske og empi- 

riske nuancer i databehandlingen. 

3.5 Undersøgelsens kvalitet 

Validiteten i min undersøgelse er sikret ved, at de faktorer, der analyses i dybden, afspejler den bagvedlig- 

gende teori. Dette skete gennem en grundig operationalisering af teoriens enkelte begrebslige dimensioner 

i samspil med empirien. Herved opnås definitionsmæssig validitet (Hellevik 2003: 53).

Reliabilitet i kvalitative undersøgelser er et abstrakt kriterium, idet man aldrig i praksis vil kunne gentage et 

interview og få præcis det samme resultat. Derfor må reliabiliteten afhænge af, om data er produceret på 

en pålidelig måde (Dahler-Larsen 2002: 76). Reliabiliteten i min analyse er sikret ved, at så meget som mu- 

ligt af det interviewmateriale, som jeg har lagt mest vægt på, er transskriberet. Derudover har jeg fået god- 

kendt de gengivne citater. Kodereliabilitet er sikret gennem fremlæggelse af både kodestrategi og anvendte 

koder (Olsen 2002: 123). 

At jeg har baseret en stor del af min analyse på data, som jeg selv har indsamlet, har både fordele og ulem- 

per. Ulemperne er, at informanternes udsagn bliver styrende for konklusionerne. Men sådan vil det være 

med induktive undersøgelser af et nyt felt; på baggrund af min analyse vil det være muligt at opstille hypo- 

teser, som efterfølgende kan testes deduktivt (Nørgaard 2007: 242). Fordelene ved selv at samle empiri er, 

at jeg har fået adgang til viden, som ellers ikke er tilgængelig. Samtidig har jeg frembragt data beregnet 

præcis til mit formål. Det øger datavaliditeten, altså dataenes egnethed til at belyse problemstillingen (Hel- 

levik 2003: 52). 

Generelt har jeg tilstræbt høj transparens i min undersøgelse gennem eksplicit fremlæggelse af den an- 

vendte metode (Dahler-Larsen 2002: 80). Endvidere har jeg diskuteret fordele og ulemper ved mine meto- 

diske valg. 

15

4 Teori 

Udenrigspolitik som underfelt af international politik anerkender behovet for at kombinere det systemiske 

niveau med andre niveauer, hvis man skal forstå og forklare staters handlen i det internationale system. 

Således åbnes der op for den sorte boks gennem inddragelse af både stats- og individniveau. 

4.1 Adaptionsteori 

Adaptionsteoretisk udenrigspolitikanalyse forsøger at kombinere disse niveauer ved at inddrage eksterne 

såvel som interne forklaringsfaktorer. Retningen opstod med James N. Rosenau i 1970’erne som en reakti- 

on på det snævre neorealistiske fokus på en stats position i det internationale system som afgørende for 

dens udenrigspolitik. Indenrigspolitiske faktorer skulle have en lige så stor plads, og nationale lederes rolle i 

krydsfeltet mellem den hjemlige og den internationale politiske arena kom i centrum. Siden er adaptions- 

teori blevet videreudviklet af primært danske forskere – sandsynligvis fordi netop denne analyseramme har 

vist sig særligt relevant for en småstat som Danmark (Due-Nielsen og Petersen 1995: 14). 

Begrundelsen for at benytte sig af en adaptionsteoretisk udenrigspolitisk teoriramme ligger i følgende: ”In 

short, the political organism is always experiencing both continuities and changes, and thus it is always in 

motion, slipping behind, moving ahead, holding fast, or otherwise adjusting and changing in response to 

internal developments and external circumstances” (Rosenau 1981: 1). Et lands udenrigspolitik formes af 

både eksterne og interne faktorer, der begrænser og skaber muligheder og dermed former det handlerum, 

som en stat navigerer indenfor. For at forstå en stats udenrigspolitiske prioriteter og handlinger er det altså 

nødvendigt at undersøge hvilke faktorer fra det internationale system samt hvilke indenrigspolitiske fakto- 

rer, der sætter rammerne og dermed bestemmer graden af autonomi eller afhængighed. 

Adaptionsteori gør brug af en typologi, der karakteriserer staters udenrigspolitiske strategier efter to di- 

mensioner; indflydelseskapabiliteter og stressfølsomhed (Heurlin 2009: 298ff). Indflydelseskapabiliteter er 

en stats grad af kontrol over de eksterne omgivelser, mens stressfølsomheden er graden af sensitivitet over 

for disse. Indflydelseskapabiliteten udgøres af økonomisk og militær formåen såvel som prestige og diplo- 

matiske evner (Petersen 1995: 11f). Stressfølsomhed er en mere strukturel variabel som bestemmes af 

moderniseringsgrad forstået som afhængighed af og forbundethed med andre lande. Opstiller man de to 

dimensioner grafisk, får man følgende typologi, der viser fire udenrigspolitiske strategier: 

16

Figur 5: Udenrigspolitiske strategier 

Lav stressfølsomhed 

Med små indflydelseskapabiliteter og høj stressfølsomhed placerer Danmark sig traditionelt som en tilpas- 

ningssøgende småstat (Heurlin 2009: 299). Når et land fører tilpasningspolitik, efterligner det den stærkeste 

stat i de eksterne omgivelser. Danmark har dog i perioder fulgt en særligt aktiv udenrigspolitisk linje og 

været i stand til at føre balancepolitik; en udenrigspolitisk ”give and take”-strategi (Due-Nielsen & Petersen 

1995: 15f). 

4.2 Handlerum 

Inden for adaptionsteorien har Nikolaj Petersen udviklet en handlerumsanalyse. Det er en videreudvikling 

af adaptionsteorien først udfoldet af i studiet af tysk udenrigspolitik af blandt andre Helga Haftendorn 

(1989). Fokus flyttes her fra udenrigspolitikkens overordnede karakteristika til beslutningstagernes mulig- 

heder for at realisere deres muligheder udadtil (Petersen 2005: 46). 

Petersen imødekommer dette ved at tilføje en tredje dimension til de traditionelle eksterne og interne 

faktorer, som er ambitionsniveauet i udenrigspolitikken hos en stat. Handlerummet kan dermed illustreres 

som en trekant jf. figur 6 (ibid.: 48): 

Store indflydelseskapabiliteter 

Små indflydelseskapabiliteter 

Høj stressfølsomhed 

17

Figur 6: Dimensionerne i handlerummet 

Jo større værdi faktorerne har hver især, jo mindre bliver handlerummet; jo større henholdsvis eksterne og 

interne begrænsninger og jo større ambitioner, des mindre handlerum. De tre dimensioner defineres på 

følgende måde (ibid.: 46f): 

1) De ydre muligheder og begrænsninger forstås som en aktørens indflydelseskapacitet, dens stressfølsom- 

hed og graden af forenelighed mellem aktørens egne og andre spilleres interesser. 

2) De indre muligheder kan ses på lignende vis; jo større kontrolkapacitet beslutningstagerne har over sam- 

fundet, des større handlerum. Samme konsekvens har sammenfaldende interesser i modsætning til inte- 

ressekonflikter, der begrænser handlerummet. 

3) Beslutningstagerne ambitionsniveau kombineret med deres evner og ressourcer samt interessesammen- 

faldet med andre aktører er ligeledes bestemmende for udenrigspolitikken. Et højt ambitionsniveau er alt 

andet lige begrænsende for handlerummet. 

4.3 Den neoklassiske arv 

Som nævnt udsprang adaptionsteori af neorealistisk udenrigspolitikteori, først og fremmest som en kritik af 

kun at have blik for systemiske faktorer. De indenrigspolitiske faktorer på enhedsniveau fik en ligeværdig 

plads. Ikke desto mindre har adaptionsteorien fortsat bygget på en neorealistisk forståelse af kausale me- 

kanismer, hvilket kommer til udtryk i typologien over staters mulige udenrigspolitiske strategier i figur 5 

ovenfor. Statens sikkerhed og overlevelse er i centrum, og dens systemiske position er den altoverskyggen- 

de variabel i karakteristikken af udenrigspolitisk strategi, selvom variablen stressfølsomhed åbner lidt op for 

det neoliberale interdependens-begreb. Det dækker over, at stater i den moderne verden eksisterer i gen- 

sidig afhængighed, og interesser og handlinger er spundet tæt sammen (Sterling-Folker 2010: 119f). 

18 

Eksterne faktorer 

- de ydre muligheder og begrænsninger; 

andre landes 

politik og det internationale 

system 

Handlerum 

Ambitionsniveau 

- ambitioner i den officielle udenrigspolitik 

Interne faktorer 

- de indenrigspolitiske muligheder 

og begrænsninger

Adaptionsteori positionerer sig dog mere i retning af neoklassisk realisme end ren neorealisme, fordi den 

netop inkorporerer indenrigspolitiske faktorer gennem et stort fokus på det krydsfelt, som beslutningsta- 

gerne befinder sig i. Neoklasssisk realisme fokuserer på udenrigspolitiske processer og beslutningstagernes 

perceptioner under påvirkningen af det internationale system (Wivel 2002: 439). Denne arv er særligt tyde- 

lig i Petersens handlerumsanalyse, hvor ambitionsniveauet i udenrigspolitikken får sin egen dimension. Der 

er dog mere neoliberale faktorer såsom folkeret og interdependens, der spiller en afgørende rolle i uden- 

rigspolitik (Doyle 2008: 61), men som adaptionsteorien er en smule blind for. Disse har betydning i Arktis 

såvel som på andre udenrigspolitiske felter, og de kan inkorporeres som systemiske faktorer uden at gøre 

vold mod den rationalistiske ontologi. Det tillader jeg mig derfor at gøre i min operationalisering af teorien, 

som bygger på kategorierne fra kodningen af det empiriske materiale. 

4.4 Operationalisering af dimensionerne 

På baggrund af Petersens (2005: 46f) definitioner vil jeg i det følgende lave en empirisk funderet operatio- 

nalisering af handlerumsanalysens dimensioner, som efterfølgende skal danne baggrund for analysen. 

De ydre muligheder og begrænsninger er eksterne faktorer. Her er det internationale systems betydning for 

udenrigspolitikken i kikkerten. I Arktis er det relevant at se på forskellige systemiske faktorer. Den første er 

geopolitik, hvor territorium og ressourcer er på spil, og staternes geografiske position betinger deres mulig- 

heder. Den næste er polaritet. Fordelingen af kapabiliteter i systemet har betydning i Arktis, såvel som re- 

sten af verden. Disse to første eksterne faktorer er traditionelle neorealistiske begreber. 

Den tredje faktor er folkeret. Der eksisterer et ganske fast internationalt lovgrundlag for fordelingen af hav- 

territorium, som styrer grænsedragningsprocessen i Arktis, nemlig FN’s Havretskonvention. Den fjerde eks- 

terne faktor er interdependens, fordi det i en moderne verden er uattraktivt for de arktiske kyststater at 

isolere sig; fordelene ved at samarbejde overskygger ulemperne. Disse sidste to eksterne faktorer trækker 

på neoliberal teori. 

De indre muligheder og begrænsninger er interne faktorer. Der åbnes op for statsniveauet og indenrigspoli- 

tikkens betydning. 

Når det kommer til Arktis, er der ingen tvivl om, at samspillet mellem Danmark og Grønland er centralt. 

Derfor er den første faktor Rigsfællesskabet. Dernæst er det vigtigt at undersøge, hvilke aktører der søger 

og udøver indflydelse. Den anden faktor er derfor politikerne, mens den tredje er embedsmandsværket. Til 

sidst inkluderes økonomi som en fjerde faktor, fordi dansk erhvervsliv og nationaløkonomiske fremtidsud- 

sigter ligeledes er en indenrigspolitisk faktor, der må forventes at yde indflydelse på udenrigspolitikken i 


19

Ambitionsniveauet i udenrigspolitikken har fokus på beslutningstagerne, som fastslået i definitionen oven- 

for. Den første faktor er her strategi, fordi tilstedeværelsen eller fraværet af en strategi er en klar indikator 

for ambitionsniveauet. Den næste faktor er danske initiativer, forstået som dansk foranledigede tiltag. Initi- 

ativer viser nemlig, hvor visionær og aktiv udenrigspolitikken er. Den tredje og sidste interne faktor er 

udenrigsministrenes engagement, fordi udenrigsministrene som øverste chef for den danske udenrigspoli- 

tik står i spidsen for at tegne den danske kurs og ressourceforbruget på det arktiske område. 

Alle faktorerne på de enkelte dimensioner er opstillet i følgende model (figur 7): 

Figur 7: Operationalisering 

Petersen formulerer udgangspunktet for en analyse af handlerum således: ”Udgangspunktet, det ’normale’ 

handlerum, vil være en figur, der svarer til middelværdier på alle tre dimensioner” (ibid.: 47). Det normale 

handlerum er markeret med stiplede linjer i mine modeller og udgør altså mit udgangspunkt for analysen. 

Det normale handlerum er ingen konkret udenrigspolitisk situation, men en teoretisk konstruktion, hvortil 

virkeligheden kan positioneres relativt. Mit mål er at afgøre, om de tre dimensioner antager lave, middel 

eller høje værdier og på den baggrund vurdere handlerummet. 

20 

Geopolitik 

Interdependens 

Eksterne faktorer Interne faktorer 

Polaritet 

Folkeret 

Strategi 

Handlerum 


Initiativer 

Rigsfællesskabet 

Engagement 

Økonomi 

Politikerne 

Embedsmandsværket

5 Casebeskrivelse 

Da en russisk ubåd i sommeren 2007 plantede et russisk flag på havbunden på Nordpolen, gav det genlyd i 

hele verden. At Rusland foretog en så offensiv og nationalistisk handling i det arktiske ocean førte til man- 

gen en mistroisk udmelding om russernes intentioner og egensindighed, trods russiske toppolitikeres for- 

sikringer om det modsatte (Nonboe 2011: 27f). 

I kølvandet på denne meget medieomtalte begivenhed tog daværende danske udenrigsminister Per Stig 

Møller skridt til, at de fem kyststater skulle mødes i et nyt forum – Arctic Five. Det mundede i maj 2008 ud i 

et fælles standpunkt; Ilulissat-erklæringen. Heri forpligtede disse stater sig til en fredelig fordeling af områ- 

der efter FN’s Havretskonvention samt til en bæredygtig ressourceudvinding og hensyntagen til miljø og 

oprindelige folk i de arktiske områder. Selv USA, som ikke har ratificeret UNCLOS 3 , var medunderskriver 

(Young 2009: 435). 

Det traditionelle forum for arktiske spørgsmål har ellers hidtil været Arktisk Råd, som udover de fem kyst- 

stater udgøres af Island, Sverige og Finland samt oprindelige folk i Arktis repræsenteret gennem seks 

NGO’er 4 (Arctic Council). Arktisk Råd tager problematikker op af miljømæssig karakter. Flere aktører ban- 

ker på for at få observatørstatus i Arktisk Råd; EU, Kina, Japan, Sydkorea og Italien. 

Figur 8 viser en tidslinje over de vigtigste begivenheder i Arktis i forhold til dansk udenrigspolitik og den nye 

strategi: 

Figur 8: Tidslinje over udvalgte begivenheder 

3 United Nations Convention on the Law of the Sea 

4 Aleut International Association (bor i Rusland og Alaska), Arctic Athabaskan Council (Alaska og Canada), Gwich’in 

Council (Alaska og Canada), Inuit Circumpolar Council (Grønland, Canada, Alaska og Rusland), Raipon (41 oprindelige 

folk i Rusland) og The Saami Council (Norge, Sverige, Finland og Rusland). 

21

5.1 Havretskonventionen 

FN’s Havretskonvention blev indgået i 1982 (Evans 2010: 653). På grundlag af denne kan et land gøre krav 

på havterritorier, der ligger i forlængelse af kysten. Fra et land ratificerer traktaten, har det 10 år til at ind- 

samle videnskabelige data som bevis for, at dets kontinentalsokkel berettiger det til yderligere at udstræk- 

ke sit territorium. Kravområder indberettes til FN’s Havretskommision. Danmark ratificerede UNCLOS i 

2004 og skal altså indgive sine krav senest i 2014 (Potts & Schofield 2008: 163). Ud til 200 sømil kan kyststa- 

ten oprette en eksklusiv økonomisk zone. Sammen med retten til fiskeri i EØZ hører også retten til konti- 

nentalsoklen og de ressourcer, som havbunden måtte gemme på. En kyststat har i medfør af artikel 76 i 

UNCLOS mulighed for yderligere at udvide sin kontinentalsokkel, såfremt de geomorfologiske karakteristika 

i havbunden understøtter det (Spierman 2004, Evans 2010). Der findes forskellige måder at gøre krav på sin 

ydre kontinentalsokkel på – men det vil det være for omfattende at komme yderligere ind på her. Figur 9 

illustrerer begreberne: 

Figur 9: Model over kontinentalsokkel 

Som en sidste bemærkning til UNCLOS skal det nævnes, at denne konvention kun omhandler adskillelse af 

nationalt og internationalt farvand. I tilfælde af at FN’s Havretskommission godkender flere staters krav på 

22

samme område, må det efterfølgende forhandles på plads bilateralt. Kan staterne ikke blive enige, kan de 

indbringe sagen for en domstol: Det Internationale Tribunal for Havret (Proelss & Müller 2008: 680). 

På figur 10 ses kyststaternes forventede kravområder. De mørkeste områder er landenes EØZ. Lysere og 

skraverede områder er ydre kontinentalsokler, som landene henholdsvis har eller forventes at gøre krav 

på 5 . 

Figur 10: De arktiske staters kravområder 

5.2 Den nye strategi 

Udfordringerne i Arktis er imidlertid meget mere end grænsedragning; isens afsmeltning og tilbagetrækning 

skaber nye shippingruter nord om Canada og USA og nord om Rusland jf. figur 11. 

5 For yderligere signaturforklaring se International Boundaries Research Unit (2010). 

23

Figur 11: Nye sejlruter - Nordøst- og Nordvestpassagen 

Øget sejlads og industriel aktivitet medfører et større behov for regulering på diverse områder såsom far- 

tøjsinspektion, redningstjenester og andet katastrofeberedskab. De folk, der er bosat i Arktis, vil opleve en 

rivende samfundsudvikling, der ligeledes nødvendiggør reformer og opmærksomhed omkring deres levevil- 

kår. Disse problematikker er i fokus i den nye danske strategi for Arktis, som er under udarbejdelse. Den 

afløser den gamle strategi (Udenrigsministeriet m.fl. 2008). Den nye strategi kommer til at fokusere på føl- 

gende områder (Ole Samsing 6 ): 

6 Ole Samsing (OS) er chefkonsulent for kontor i Nordeuropa i Udenrigsministeriet, teamleder på Arktis, tidligere Grøn- 

landskonsulent og nuværende hvalkommissær. 

24

Figur 12: Indholdet i den nye strategi 

Den nye strategi 

Sikkerhed i Arktis; Forsvarets opgaver 

Maritim sikkerhed (f.eks. redningstjeneste) 

Planer for udnyttelse af råstoffer, energi og vedvarende ressourcer 

Miljøbeskyttelse 

Forskning 

Samarbejde på social- og sundhedsområdet 

Strategien laves i fællesskab mellem danske og grønlandske myndigheder, og de færøske inddrages på rele- 

vante områder. Den forventes færdig i juni 2011. 

25

6 Analyse 

På baggrund af de i teoriafsnittet operationaliserede dimensioner, vil jeg i det følgende analysere handle- 

rummet for dansk arktisk strategi. 

6.1 Systemiske faktorer 

De eksterne muligheder og begrænsninger, der betinger Danmarks udenrigspolitik, og som er identificeret i 

det empiriske materiale er: Geopolitik, folkeret, polaritet og interdependens. Disse faktorer analyseres i de 

følgende afsnit. 

6.1.1 Geopolitik 

Mange af de ting, der er årsag til klimaforandringerne i Arktis, er globale problemer og kræver globalt an- 

svarstagen og handling. Mange af de både positive og negative konsekvenser, som det skaber, er dog pri- 

mært er et anliggende for de stater og befolkninger, som befinder sig i regionen. Geografien får betydning – 

der bliver ført geopolitik. 

I takt med at Arktis kommer højere op på den internationale politiske dagsorden, ønsker flere aktører ob- 

servatørstatus i Arktisk Råd. Det skyldes for alles vedkommende interessen i øget industriel aktivitet i Ark- 

tis. For EU og Kina skyldes det sandsynligvis også den magtpolitiske trang til at gøre sin indflydelse gælden- 

de i al væsentlig international politik. 

Geografien er dog vigtig på endnu en måde; mange af de udfordringer, staterne møder i Arktis, er nemlig 

grænseoverskridende i den forstand, at en enkelt stat ikke er i stand til at overkomme dem alene. Dette 

gælder både forurening og miljøbeskyttelse, migrerende fisk og fangstdyr, shipping og sejlads, samt kryds- 

togtturisme. Grænseoverskridende problemer kræver løsningsmodeller udarbejdet i samarbejde mellem 

stater. 

Kampen om ressourcer i Arktis kan dog til tider virke meningsløs i lyset af US Geological Surveys estimater 

af ressourceforekomster i Arktis. Det estimeres, at omkring en fjerdedel af verdens uopdagede olie- og 

gasforekomster findes i Arktis, men at 97-99 % af disse ligger inden for de eksklusive økonomiske zoner 

(Breum 2011: 13f, Rothenborg 27.3.2011). Hvorfor har landene så så travlt med de ydre kontinentalsokler? 

– På grund af usikkerheden, for man kan jo aldrig være sikker på om USGS’ estimater er korrekte. Men også 

på grund af den folkeretlige mulighed. 

26

6.1.2 Folkeretten 

En helt afgørende ramme for samarbejdet finder man i FN’s Havretskonvention. Selve muligheden for at 

udvide den nationale jurisdiktion til at gælde det omkringliggende farvand stammer nemlig herfra, og det 

er således gennem UNCLOS, at stater kan få rettighederne til undergrundens naturressourcer. Det er netop 

denne chance, som hverken Danmark eller de andre stater vil forspilde. De står fast på at udnytte de mulig- 

heder, men også varetage de forpligtelser, som UNCLOS foreskriver. 

Heri ligger et tydeligt signal om, at Arktis ikke er et retstomt område (OS). De stemmer, der har ønsket en 

særlig traktat for Arktis – ligesom der er for Antarktis – har ikke fået deres ønske igennem (Breum 

5.5.2011). Som Jakob Skude Rasmussen 7 formulerer det: ” […] forskellen mellem Antarktis og Arktis, det er 

for det første, at Antarktis er landterritorium og noget helt særligt, mens Arktis er hav. Det vil sige, fordi 

Arktis er hav, så er der også allerede en folkeretlig regulering af det efter Havretskonventionen. Havretskon- 

ventionen er indrettet på den måde, at alle ressourcer i udgangspunktet skal komme til at tilhøre kyststa- 

terne. […] Og tanken er, at der sker en mere effektiv forvaltning af ressourcer, hvis de enkelte lande selv har 

rådighed over dem.” (JSR: 1). 

I fællesskab slog kyststaterne i Ilulissat-erklæringen fast, at det er UNCLOS, der regulerer grænsedragningen 

i det arktiske ocean. Det blev enige om, at ”… det er ikke bare et stort ta’ selv-bord. Folkeretten skal følges 

og alle kyststaterne er enige om at ville følge folkeretten.” (JSR l. 11-12). Selv USA, som ellers ikke har ratifi- 

ceret UNCLOS, er medunderskriver. USA accepterer det meste af UNCLOS som sædvaneret (Young 2009: 

435) – store dele af Havretskonventionen er nemlig sædvaneret, hvilket vil sige, at det er bindende for alle 

stater (JSR: 2). 

At staterne således sværger til folkeretten – i en verden hvor dette jo langt fra altid er tilfældet – kan tilskri- 

ves i hvert fald to faktorer. Den første er som sagt, at Havretskonventionen åbner muligheden for, at sta- 

terne får de legitime rettigheder til de ressourcer, som områderne gemmer på. Denne udsigt til økonomisk 

gevinst tjener staternes egeninteresse. Den anden er, at UNCLOS er det måske mest velfungerende stykke 

folkeret: ”Men ja, Havretskonventionen er helt klart nok den mest detaljerede internationale konvention, 

der findes, og det er også sådan en eller anden slags ”havets grundlov”. Det er en enormt vellykket konven- 

tion” (JSR: 2). 

7 Jacob Skude Rasmussen (JSR) var chefkonsulent i Udenrigsministeriets juridiske tjeneste, da interviewet blev afholdt. 

Nyt job pr. 1. maj 2011. 

27

6.1.3 Polaritet 

Endnu en systemisk faktor, der har stor betydning for, hvilken udenrigspolitik Danmark kan føre i Arktis, er 

konstellation af stormagter i verden – polariteten. Dette fremstår tydeligst, hvis man anlægger et bredere 

tidsperspektiv. 

Under den kolde krig var Arktis et meget vigtigt militærstrategisk område og et potentielt kampområde for 

en nuklear udveksling. Der var væsentlige militære installationer mange steder i Arktis (Henrik Kudsk 8 ). I 

dag er kun Thule-basen tilbage, og dens tilstedeværelse er ikke blot berettiget i dens funktion som missil- 

skjold – det er ligeså meget fordi, at den har parabolantenner, der dataudveksler med satellitter i polære 

kredsløb (HK); en funktion af mere civil karakter. ”Under den kolde krig var Arktis en potentiel slagmark, 

fordi Arktis lå midt mellem de to hovedmodstandere – USA og Sovjetunionen. Det var den vej, atombomber- 

ne skulle, hvis de skulle noget. Arktis som sådan havde ringe værdi, den kolde krig gjaldt noget helt andet. I 

dag er situationen anderledes: Arktis har fået værdi i sig selv […]” (Kudsk i Breum 2011: 176). HK understre- 

ger altså, at Arktis i stigende grad får betydning i kraft af sig selv – og ikke som en brik i et spil i en bipolær 

verden. 

Også Tove Søvndahl Pedersen 9 kommer ind på, at opløsningen af den kolde krigs bipolaritet understøtter 

en meget mindre højspændt verden: ”Det spiller selvfølgelig også en rolle, at Arktis i dag er et lavspæn- 

dingsområde, hvor Arktis jo under den Kolde Krig virkelig var et højspændingsområde. Den opløsning af 

polaritet, der har været mellem USA og Sovjetunionen i tidligere tider […] – det betyder utroligt meget for de 

der meget konstruktive samarbejder, man ser i dag. Så derfor har vi da interesse i, at Arktis kan forblive et 

lavspændingsområde” (TSP: 7f); unipolaritet er gavnligt for Danmark. 

Den udprægede grad af samarbejde kyststaterne imellem kan tilskrives systemets struktur. Samtidig disku- 

teres risikoen for konflikt i Arktis igen og igen, og nye tiltag og indkøb af materiel i de nationale forsvar tol- 

kes rask væk som oprustning (Huebert 2010). Dette skete, da man i det danske forsvarsforlig for 2010-2014 

varslede en sammenlægning af Grønlands Kommando og Færøernes Kommando til en Arktisk Kommando 

samt dannelse af en arktisk indsatsstyrke (Forsvarsforliget: 10). Straks blev der skriblet løs om dansk op- 

rustning i Arktis (Breum 2011: 195ff)… Ikke desto mindre opstår Arktisk Kommando blot som en sammen- 

lægning, og ifølge Henrik Kudsk er det meget bevidst, at det i Forsvarsforliget er formuleret: ”Endvidere 

udpeges der ud fra forsvarets eksisterende kapaciteter en arktisk indsatsstyrke […]” (Forsvarsforliget: 10) – 

man vil altså finde folk og materiel i egne rækker og ikke gennem oprettelsen af nye enheder. 

8 Henrik Kudsk (HK) er chef for Grønlands Kommando. 

9 Tove Søvndahl Pedersen (TSP) er chef for Grønlands Repræsentation i København. 

28

Når der ligeledes er nervøse reaktioner over Ruslands nyerhvervelser, mener HK heller ikke, at man behø- 

ver være bange for fjendtlig oprustning fra russernes side: ”Der finder ikke oprustning sted i Arktisk i øje- 

blikket. Når nogen mener at se russisk optrapning i Arktis, ser de reelt, hvordan Rusland er ved at vende 

tilbage til en styrke, som Rusland som stormagt gerne vil have globalt. Man skal ikke se det som særlig Ark- 

tisk oprustning. […] Vi ser ingen militær trussel i Arktis” (Kudsk i Breum 2011: 180). En lignende udlægning 

findes i Forsvarets Efterretningstjenestes risikovurdering, hvor der højst ses risiko for diplomatisk konflikt 

(Forsvarets Efterretningstjeneste 2010: 41). 

Selvom eksperterne ikke ser nogen foruroligende oprustning eller risiko for konflikt i Arktis, viser de hidtidi- 

ge reaktioner, at en umage balancegang er essentiel. Man må være meget påpasselig med hvilke signaler, 

man udsender med sine militære kapaciteter i Arktis. 

6.1.4 Samarbejde 

Enigheden om det lave konfliktpotentiale skabes utvivlsomt gennem det udprægede samarbejde, som ses 

på rigtigt mange områder i Arktis. Et bemærkelsesværdigt eksempel på dette er det videnskabelige samar- 

bejde omkring dataindsamling til underbyggelse af de krav, som kyststaterne indsender til FN’s Hav- 

retskommision. Den danske videnskabelige LOMROG II-ekspedition inkluderede for eksempel forskere fra 

Rusland, Canada, USA og Sverige i besætningen (Breum 2011: 63). 

Multilateralt samarbejde i regi af eksempelvis Arktisk Råd kan være svært at etablere, når USA sidder med 

ved bordet, da de traditionelt har været tilbageholdende med denne slags samarbejder. TSP ser dog en 

positiv udvikling på dette område: ”Obamas administration har formået at ændre den måde USA agerer på 

ude omkring i verden som værende meget mere indstillet på multilateralt internationalt samarbejde. Meget 

mere imødekommende over for andre lande. Det spiller en rolle” (TSP: 7). De fora, der eksisterer for multila- 

teralt samarbejde i Arktis, er primært Arktisk Råd, Arctic 5, FN’s Havretskonventionen og IMO 10 . Disse sup- 

plerer hinanden: ”Jeg tror vi ser på alle disse fora som komplementære fora, som har deres force på hver 

deres mandatområde” (TSP: 8). 

Ellers lægger TSP vægt på, at der er rigtigt meget bilateralt samarbejde. Det samme gør HK; den vigtigste 

allierede i Arktis er uden tvivl USA, som forsvarede Grønland under hele den kolde krig, men i dag er der 

også udviklet et udpræget samarbejde med det canadiske forsvar og islandske myndigheder. At samarbej- 

det er stærkest med disse stater skyldes, at de er de nærmeste naboer. Med Rusland er der eksempelvis 

samarbejde om redningstjenester – selvom samarbejde med Rusland ikke er noget, der tidligere har været 

tradition for (HK). 

10 International Maritime Organisation 

29

Samarbejde blandt stater i moderne samfund er uomgængeligt i nutidens verden. Som HK formulerer det, 

er nationalstater fuldstændigt infiltreret i hinanden gennem handel, opsplitning af produktionskæden osv. 

Denne interdependens er med til at forklare det udprægede samarbejde i Arktis, hvor lignende mekanikker 

gør sig gældende, både som konsekvens af de grænseoverskridende problemer og i stordriftsfordelene ved 

samarbejde. Derudover deler de arktiske stater mange fælles udfordringer – og der er ingen grund til, at 

alle skal opfinde den dybe tallerken hver især. 

6.1.5 Delkonklusion: Konsekvenser for handlerummet 

De systemiske faktorers påvirkning af handlerummet kan opsummeres som følger: 

Den første faktor – geopolitik – er svær at konkludere på. Visse aktører afskærmes fra forhandlingsbordet – 

det kan være fordelagtigt for Danmark, hvis man ønsker det sådan, men det kan også være en ulempe i 

tilfælde, hvor en aktør kunne være en alliancepartner. Geopolitikken i Arktis er dog forbundet med stor 

usikkerhed, da ingen med sikkerhed kan vide, om og hvor ressourcer gemmer sig. Den forsigtige militære 

balancegang, der er nødvendig i Arktis, er ligeledes indskrænkende. Derfor virker geopolitik som begræn- 

sende faktor. 

Den anden faktor, polaritet, har på nuværende tidspunkt i verdenshistorien en udvidende effekt på handle- 

rummet. Det skyldes, at en unipolær verden muliggør samarbejde, fordi unipolen støtter en sådan interak- 

tion, samt at Arktis får betydning i sig selv – i stedet for den strategiske rolle, som området havde som brik i 

det bipolære stormagtsspil under den kolde krig. 

Både den tredje og den fjerde faktor – folkeret og interdependens – har ligeledes udvidende effekt, fordi de 

påvirker handlerummet på en måde, der er sammenfaldende med Danmarks interesser. Et lille land har 

nemlig fordel af, at stormagterne indlader sig på forpligtende samarbejde, hvilket både folkeret og interde- 

pendens bidrager til. 

30

Figur 13: De systemiske faktorers påvirkning af handlerummet 

Eksterne faktorer 

6.2 Indenrigspolitiske faktorer 

De indenrigspolitiske faktorer for Danmarks udenrigspolitiske strategi i Arktis er flere; men altoverskyggen- 

de er samspillet mellem Danmark og Grønland. Rigsfællesskabet, politikerne, embedsmandsværket og øko- 

nomi er de interne faktorer, der er identificeret i det empiriske materiale og analyseres i det følgende. 

6.2.1 Danmark-Grønland 

Grønland er ligesom Færøerne en del af Rigsfællesskabet 11 . Det er Grønland, der er Danmarks adgangskort 

til Arktis – men det er også Danmark, der hjælper Grønland med at føre sine ambitioner ud i livet. Det er en 

pligt: ”[…] I og med at Grønland ikke er en suveræn stat, så er det Danmarks forpligtelse at være med til at 

forfølge Grønlands materielle interesser” (TSP: 5). 

Karakteren af samarbejdet mellem Danmark og Grønland afhænger af, om det pågældende kompetence- 

område er hjemtaget til Grønland eller ej. Nogle områder af den nye arktiske strategi har Grønland hjemta- 

get, andre er under blandet kompetence, mens enkelte er under dansk kompetence – men også her er der 

nært samarbejde (OS). 


Folkeret 

Geopoli- 

tik 

Det tætte samarbejde, som Udenrigsministeriet beretter om i forbindelse med udarbejdelsen af den nye 

strategi, understreges også fra grønlandsk side: ”Det foregår i et meget tæt samarbejde, og det har jo også 

noget at gøre med karakteren af de relationer, som vi indgår i for netop at styrke forskning i Grønland, for 

at styrke udviklingen af økonomien i Grønland og samarbejdet generelt i Arktis. Det afspejler, at vi jo fortsat 

er en del af et Rigsfællesskab” (TSP: 3). 

Polaritet 

Handlerum 

11 Danmarks Grundlov gælder for hele Rigsfællesskabet jf. Grundlovens § 1. I 1979 fik Grønland hjemmestyre, og efter 

en folkeafstemning i november 2008, fik landet selvstyre i 2009. 

31

Når man taler om Rigsfællesskabet mellem Danmark og Grønland, trænger spørgsmålet om selvstændighed 

sig på. De fleste aktører tæt på spillets center argumenterer for, at udsigterne hertil ikke er spor nært fore- 

stående, selvom der selvfølgelig eksisterer et brændende ønske herom. ”Der er en masse hype omkring 

[grønlandsk selvstændighed]. Det har jo selvfølgelig noget at gøre med, at enkle budskaber er dem som 

sælger bedst. Der er i høj grad behov for at spise brød til. Der går rigtigt, rigtigt mange år, før man kan fore- 

stille sig, at den efterforskningsaktivitet der foregår efter olie og gas faktisk – at vi begynder at få en kom- 

merciel produktion ud af det” (TSP: 4). Et samfund på knap 60.000 mennesker har fordel af at indgå i et 

Rigsfællesskab, der varetager økonomiske og sikkerhedspolitiske funktioner (Petersen 2008a: 334f). 

6.2.2 Embedsmændenes arbejde 

Udenrigsminister Lene Espersen og landsstyreformand Kuupik Kleist besluttede i fællesskab, at der skulle 

udformes en ny strategi for Arktis. Maskinrummet bag den nye strategi er embedsmandsværket. To af de 

personer, der har hovedansvaret for at skrive den, har jeg interviewet. 

Processen omkring strategien har båret præg af, at mange aktører skal høres og deres bidrag imødekom- 

mes. Strategien er blevet sendt frem og tilbage mellem Danmark og Grønland flere gange under forløbet. 

Derudover har flere ministerier ønsket at give deres besyv med; primært Klima- og Energiministeriet samt 

Miljøministeriet (OS). Også Forsvaret har holdninger til udviklingen i Arktis, som det kom til udtryk i For- 

svarsforliget for 2010-2014, hvor Arktis udgjorde et afsnit for sig (Forsvarsministeriet 2009: 10f). Fra 2009 

har Arktis endvidere været en del af Forsvarets Efterretningstjenestes risikovurdering (Forsvarets Efterret- 

ningstjeneste 2009: 20). Desuden har erhvervslivet vist interesse, især Danmarks Rederiforening (OS). De 

ansvarlige står tilbage med en større opgave, der består i at få interessenternes forskelligartede krav og 

detailkompetencer til at fremstå ensartet i strategiens endelige udformning. 

Sideløbende med denne proces på embedsmandsniveau er der foregået en politisk proces med orientering 

af Udenrigspolitisk Nævn, Forsvarsudvalget, Grønlandsudvalget og Udvalget for Færøerne. Kendetegnende 

herfor har været stor spørgelyst, men ikke på en kritisk måde. Bekymringerne har primært kredset om risi- 

koen for skibsforlis og de ringe muligheder for succesfuld redningsaktion (OS). Christian Brix Møller 12 har 

ligeledes oplevet en konstruktiv debat uden blokpolitik – der er enighed om, at Arktis er et centralt politisk 

felt. 

En særlig historisk begivenhed er med til at forme perceptionerne af udfordringerne i Arktis: Dengang tidli- 

gere udenrigsminister Per Hækkerup i 1964 forhandlede med Norge om grænsedragningen i Nordsøen og 

endte med at forære området Ekofisk væk, som Norge har bygget en stor velstand på. ”Alle var jo optaget 

12 Christian Brix Møller (CBM) er fuldmægtig i kontor for strategi og planlægning i Udenrigsministeriet. 

32

af ikke at lave en ’Per Hækkerup’”, udtaler en embedsmand (Breum 2011: 91). Dette fungerer som en for- 

stærkende faktor i forhold til den geopolitiske usikkerhed. Skulle det vise sig, at der gemmer sig store olie- 

ressourcer længere ude, vil ingen kunne bebrejdes for ikke at have gjort alt hvad de kunne, mens tid var. 

6.2.3 Økonomi 

En sidste vigtig faktor på den indenrigspolitiske dimension i handlerumsanalysen er den danske økonomi. 

Danmark er en skibsfartsnation. 10 % af hele verdenshandlen til søs er under danskejede eller dansk- 

flagede skibe (Wang 2008: 301). Derfor indebærer nye shippingruter gennem Nordvest- og Nordøstpassa- 

gen store muligheder for dansk industri. Som ovenfor nævnt peger Ole Samsing på, at Danmarks Rederifor- 

ening viser stor interesse for den nye arktiske strategi. Det er med til at forklare den store interesse for 

maritim sikkerhed i Arktis fra dansk side. 

Naturressourcer er et område som er hjemtaget til Grønland. Fremtidige olieressourcer vil komme Dan- 

mark til gode på den måde, at man med Selvstyreloven vedtog en fordelingsnøgle, der i store træk går ud 

på følgende: ”I det øjeblik at indkomsten at indkomsten fra olie- og mineraludvinding overstiger 75 mio. om 

året som ren profit, så deler man det, der er ud over de 75 mio., i to portioner. Den ene portion er med til at 

nedsætte bloktilskuddet og den anden portion kan vi jo så bruge som vi vil, og det vil så typisk være til at 

finansiere nye kompetenceområder” (TSP: 4). Dermed får Danmark indirekte gavn af Grønlands olieindtæg- 

ter gennem en nedsættelse af bloktilskuddet 13 . 


De indenrigspolitiske faktorers betydning for handlerummet kan opsummeres som følger: 

Den første faktor, Rigsfællesskabet, er en kompleks størrelse. Det meget tætte samarbejde mellem Dan- 

mark og Grønland er selvfølgelig en kontrast til en fortid, hvor Danmark selv kunne bestemme. Men det er 

også et tegn på udvikling og en stærkere allieret, og der er enighed om målsætningerne. Uden Grønland, 

intet arktisk eventyr – derfor er Rigsfællesskabet en udvidende faktor. 

Politikerne, som er den anden indenrigspolitiske faktor, er ligeledes udvidende for handlerummet. Andre 

udenrigspolitiske områder deler vandene i den offentlige opinion og splitter blokkene – men det er ikke 

tilfældet med Arktis. 

Til gengæld ligger meget magt hos embedsmandsværket, idet de formulerer og implementerer den arktiske 

strategi. Denne tredje faktor er dermed begrænsende, hvilket i dette tilfælde blot skal forstås på den måde, 

at de har meget indflydelse på strategi og udenrigspolitik i Arktis. 

13 Bloktilskuddet til Grønland er i 2011 på ca. 3,5 mia. kr. (Finansministeriet 2011). 

33

Erhvervslivet støtter op om en aktiv dansk Arktis-politik, fordi det gavner deres egne fremtidsudsigter. På 

grund af fremtidige indtægter fra øget industriel aktivitet er økonomi ligeledes en faktor, der udvider hand- 

lerummet. 

Figur 14: De indenrigspolitiske faktorers påvirkning af handlerummet 

6.3 Ambitionerne i udenrigspolitikken 

I de seneste år er Danmark blevet en meget aktiv arktisk spiller. Faktorerne på ambitionsniveau, der vil 

blive analyseret i de følgende afsnit, er strategi, initiativer og engagement. 

6.3.1 Ilulissat-erklæringen 

Ilulissat-erklæringen fulgte som ovenfor nævnt i kølvandet på russisk flagplantning på Nordpolen og var et 

stykke politisk håndværk, der tjente til at slå kyststaternes intentioner fast over for hinanden og omverde- 

nen. På daværende udenrigsminister Per Stig Møllers initiativ skabtes samtidig Arctic 5-formatet, så kyst- 

staterne kunne mødes og diskutere fælles udfordringer. Dette danske initiativ fik det intenderede resultat 

og var et klart signal om fredeligt og fordrageligt naboskab i det høje nord. Udover at kyststaterne erklære- 

de, at de ville følge de havretlige regler, markerede de også, at al aktivitet i Arktis skal ske under hensyn til 

miljø og oprindelige folk. 

Men Ilulissat-erklæringen havde et væsentligt indhold mellem linjerne. At de fem kyststater skabte deres 

eget forum og udsendte en fælles erklæring var også et signal om, at udenforstående skal holde sig fra at 

blande sig. De arktiske stater vil beholde de territorier og ressourcer for sig selv, som tilfalder dem efter 

Havretskonventionen (Breum 5.5.2011). Med Ilulissat-erklæringen slog kyststaterne således fast med syv- 

34 

Rigsfællesskab 

Handlerum 

Politikere 

Embedsmænd 

Økonomi 

Interne faktorer

tommersøm, at der ikke er behov for nogen ny folkeretlig traktat til regulering af Arktis (Winkler 2009: 643, 

Winkler 2010: 482 14 ). 

Ilulissat-erklæringen er altså endt med at være et dansk initiativ, der fik en markant virkning internationalt, 

men også tjente til at vise den danske kunnen over for de andre arktiske kyststater. 

6.3.2 Grønlands ambitioner 

De danske ambitioner i Arktis flankeres af Grønlands ambitioner om selvstændighed. For grønlænderne er 

der rigtigt meget på spil med de nye muligheder, som klimaforandringerne medfører, og forhåbningerne er 

store (Breum 2011: 145ff). Men økonomisk vækst er nødvendig for grønlandsk selvstændighed, og det ved 

man godt. I forlængelse af snakken om en gradvis nedsættelse af bloktilskuddet ved store olieindtægter, 

siger Tove Søvndahl Pedersen: ”Så det har lange udsigter, før vi i virkeligheden bliver økonomisk selvbæren- 

de. Den generelle holdning i den grønlandske befolkning er, at det er utroligt vigtigt for os at være økono- 

misk selvbårne, fordi det at være politisk selvstændig giver ikke nogen mening, hvis ikke man er økonomisk 

selvbåren” (TSP: 4). 

At bloktilskuddet med Selvstyreloven endvidere fastfryses på det nuværende niveau (Finansministeriet 

2011) er en motivationsfaktor: ”[Det giver] jo også et incitament til virkelig at lave nogle strukturelle refor- 

mer i den grønlandske erhvervssektor og samfundet generelt, sådan så det lykkes os at få diversificeret vo- 

res økonomi, gøre den mindre sårbar og forøge vores indtjening på eksisterende erhverv, men også meget 

gerne nye erhverv” (ibid.). 

I Grønland sætter man sig altså ambitiøse mål for fremtiden. Samtidig er der en vis pragmatisme blandt 

grønlandske politikere: ”Først et spadestik dybere viser det sig, at stadig flere i regeringskontorerne i Nuuk 

og blandt Grønlands intellektuelle spekulerer over, om det politiske parløb med Danmark mon ikke er at 

foretrække frem for løsrivelse og usikre alliancer med f.eks. USA” (Breum 2011: 160). Samme observation 

gør Henrik Kudsk, idet han husker tidligere Landsstyreformand fra Siumut-partiet Lars Emil Johansen for at 

have udtalt, at i en fremtidig situation med et selvstændigt Grønland ville det stadig være bedst at være 

knyttet til Danmark udenrigspolitisk og forsvarsmæssigt. 

Man sporer et realistisk og pragmatisk billede af virkeligheden blandt grønlandske politikere og embeds- 

mænd. Men forhåbningerne og ambitionerne om selvstændighed lever og er en stærk drivkraft bag det 

grønlandske engagement i de nye, arktiske udviklinger. 

14 Thomas Winkler, ambassadør, er chef for Udenrigsministeriets juridiske tjeneste. 

35

6.3.3 Den nye strategi 

De andre kyststater har allerede en arktisk strategi (Geopolitics in the High North 2011). Initiativet til udar- 

bejdelsen af en dansk blev taget i september 2010 af udenrigsminister Lene Espersen og den grønlandske 

udenrigsminister Kuupik Kleist i fællesskab. Den danske Arktis-strategi fra maj 2008 var ikke en egentlig 

strategi; i titlen kaldes den for det første forslag til strategi, og for det andet består dens indhold primært af 

beskrivelser af aktiviteter inden for diverse områder (CBM). 

Den nye strategi kan mere korrekt benævnes sådan, fordi den udover beskrivelser af eksisterende aktivite- 

ter, også kommer til at formidle Danmark-Grønlands ambitioner inden for de enkelte områder af relevans 

for Arktis (OS). JSR ser den nye strategi som en klar manifestering af, at Arktis opprioriteres i dansk uden- 

rigspolitik: ”Det er jo et produkt, der er blevet iværksat af vores udenrigsminister og Kuupik Kleist i fælles- 

skab. De vil gerne have sådan en strategi. […] De vil gerne have, at Arktis bliver opprioriteret. […] Det at 

man går ud nu og laver en strategi med nogle meget konkrete målsætninger og pejlemærker for, i hvilken 

retning Arktis skal udvikle sig, det er også udtryk for, at Arktis stiger i betydning for dansk udenrigspolitik” 

(JSR: 6). 

Den overordnede ambition med den nye strategi er todelt: For det første skal den følges, det vil sige im- 

plementeres på de områder, som den gælder for, og for det andet skal den sælges til eksempelvis uden- 

landske aktører. I strategien er dette forsøgt sikret gennem et forslag om at oprette et sekretariat for Arktis 

(OS). 

Den nye strategi er altså et klart udtryk for øgede danske ambitioner i Arktis. Den tjener både til at involve- 

re de relevante indenrigspolitiske aktører, samt som et signal til andre stater om retning og engagement. 

6.3.4 Danmark som stormagt 

”Med Ilulissat-erklæringen, kontinentalsokkelprojektet, krigsskibene og den stadige raffinering af Grønlands 

status i Rigsfællesskabet har Danmark markeret sig som en handlekraftig aktør i det nye Arktis” 15 (Breum 

2011: 243) – således indleder Breum epilogen i sin bog, der i sin titel slår det an som et tema; Danmark som 

stormagt i Arktis. Den udenrigspolitik, som Danmark i de senere år har ført i Arktis, markerer Danmark på 

en sådan måde, selvom danskerne er vant til en anden slags udenrigspolitiske muligheder. 

HK gør sig fra sin position som chef for forsvaret i Grønland den samme observation; Danmark er en stor- 

magt i Arktis, også selvom det ikke er en del af vores selvforståelse. Men det er ikke på grund af militære 

kapaciteter, selvom forsvaret i Arktis i disse år opprioriteres; f.eks. har Danmark ingen ubåde, som er det 

klart bedste våben under arktiske forhold (HK). Det er i højere grad ved hjælp af soft power, at Danmark 

15 Det danske kontinentalsokkelprojekt samler data til Danmarks kravområder (Kontinentalsokkelprojektet 2009). 

36

gør sin indflydelse gældende; som leder af forhandlinger og ved at gå i spidsen med skelsættende initiati- 

ver. 


Den første faktor forbundet med ambitionerne i udenrigspolitikken, er strategi. Den nye danske strategi for 

Arktis er udtryk for en klar opprioritering af Arktis og udgør derfor en større begrænsning. 

Det samme gør den anden faktor, initiativer. Ilulissat-erklæringen har været det mest bemærkede danske 

initiativ i Arktis. Sådanne initiativer er et klart udtryk for en ambitiøs dansk udenrigspolitik, og uafhængigt 

af om de lykkes eller ej, indskrænker de handlerummet. 

Den sidste faktor, der er analyseret som udtryk for ambitionsniveauet i Arktis, er engagement. Over den 

seneste årrække har man set et markant større dansk engagement i Arktis, hvilket kommer til udtryk i op- 

prioriteringen af området, såvel som i de inderlige ønsker om en lys fremtid for Grønland. 

Et øget ambitionsniveau virker som en begrænsning på handlerummet, fordi det mindsker det udfaldsrum, 

der betragtes som succesfuldt. 

Figur 15: Ambitionernes påvirkning af handlerummet 

Strategi 

Handlerum 

Initiativer 


Engagement 

37

7 Vurdering 

At drage konklusioner på baggrund af handlerumsanalysen må nødvendigvis bero på en vurdering af, hvor 

meget betydning de enkelte faktorer og dimensioner tillægges. I det følgende opsummeres analysens resul- 

tater i forhold til handlerummet samt adaptionsteoriens typologi over udenrigspolitiske strategier. 

7.1 Handlerummet 

For at få et billede af Danmarks handlerum i Arktis – og dets betydning for den danske strategi – må resul- 

taterne fra analysens delkonklusioner samles. Effekterne af de enkelte faktorer er opsummeres i figur 16: 

Figur 16: Påvirkningerne af handlerummet 

I kraft af at alle tre faktorer, der påvirker ambitionsniveauet, har en indskrænkende effekt, har denne di- 

mension samlet fået en høj værdi – og flytter sig indad. De to andre dimensioner er mere tvetydige, men da 

det for begge gælder, at 3 faktorer har en udvidende effekt, mens kun én virker begrænsende, må de sam- 

let set begge antages at få en lave værdier – og flytte sig udad. Handlerummet forskubber sig dermed fra 

den teoretiske normalsituation som vist i figur 17: 

38 

Eksterne faktorer Interne faktorer 


Folkeret 

Geopoli- 

tik 

Strategi 

Polaritet 

Rigsfællesskab 

Handlerum 

Initiativer 


Politikere 

Engagement 

Embedsmænd 

Økonomi

Figur 17: Forskubbelse af handlerummet 

At drage konklusioner om handlerummet kan ikke gøres uden forbehold. De enkelte faktorer er ikke blevet 

målt eksplicit; det er deres tendenser, der er blevet beskrevet, og effekten heraf. Deres absolutte størrelse i 

forhold til hinanden er det umuligt at konkludere sikkert på ud fra min analyse. Handlerumsmodellen er 

svær at applicere på virkeligheden, hvis man ønsker at drage sikre konklusioner. Til gengæld tjener den som 

en nyttig illustration til forklaring. 

7.2 Udenrigspolitisk strategi 

Adaptionsteori indeholder en typologi over udenrigspolitiske strategier, jf. figur 5. På begge de to dimensi- 

oner, indflydelseskapaciteter og stressfølsomhed, placerer Danmark sig højt i arktisk sammenhæng; Dan- 

mark har høj stressfølsomhed, som i alle andre udenrigspolitiske sammenhænge, fordi landet er en lille, 

åben økonomi, der indgår i mange forpligtende internationale samarbejder. Arktis er imidlertid et klart 

eksempel på, at Danmark har et alternativ til at føre ren tilpasningspolitik, som ellers tit er den eneste mu- 

lighed. Danmark kan føre balancepolitik 16 , hvilket det forskubbede handlerum illustrerer på anden vis. Ba- 

lancepolitik kan føres af en småstat med høj stressfølsomhed og store indflydelseskapabiliteter og er et 

passende billede på Danmarks udenrigspolitiske strategi i Arktis. 

16 Se afsnit 4.1. 

Handlerummet 

i Arktis 

Det ”normale” 

handlerum 

39

8 Diskussion 

At en lille stat som Danmark kan øge sit ambitionsniveau i udenrigspolitikken så markant, uden at det fører 

til et mindre handlerum, er en interessant observation i international politik. Det giver anledning til efter- 

tanke, at en småstat lykkes med at yde indflydelse på sine omgivelser i en sådan grad, at handlerummet 

forskubbes frem for at mindskes. Hvad foranlediger dette? Er det Danmark selv? Er det Arktis som uden- 

rigspolitisk felt? Som nævnt i min analyse tøver flere observatører ikke med at kalde Danmark for en arktisk 

stormagt. Det er netop denne spænding mellem Danmark som henholdsvis småstat eller stormagt, som jeg 

vil diskutere i det følgende. Efterfølgende reflekterer jeg over teoriens anvendelighed i denne opgave. 

8.1 En småstat som stormagt? 

Anders Wivel (2009) stiller det samme spørgsmål: ”En småstat som stormagt?” Han undersøger, hvordan 

globaliseringen har påvirket den danske sikkerhedspolitiske model siden den kolde krig og finder, at kombi- 

nationen af den amerikanske verdensorden og globaliserings nedsatte transaktionsomkostninger og øgede 

interdependens muliggør en aktivistisk og værdipolitisk dansk sikkerhedspolitik (ibid.: 125). Der er simpelt- 

hen blevet plads til andet end blot magtpolitik, hvilket har udvidet det danske sikkerhedspolitiske handle- 

rum (ibid.: 133). Men prisen for at bruge disse muligheder for indflydelse er øget engagement og ansvar. 

Bredt i Danmark eksisterer en forventning om fortsat aktivisme (ibid.: 137). 

Nok har Danmark engageret sig militært mange steder i verden siden den kolde krig ophørte, men det er i 

højere grad gennem en diplomatisk indsats, at en småstat kan opnå mere indflydelse end dens størrelse 

umiddelbart giver anledning til: ”Både de danske erfaringer og erfaringerne fra andre små europæiske lan- 

de peger i retning af, at landene har opnået den største indflydelse, når de har fokuseret på ’bløde’ frem for 

hårde elementer i sikkerhedspolitikken, og når de har anvendt diplomatiske frem for militære midler for at 

nå deres mål” (ibid.: 140f). 

Af samme holdning er HK, som nævnt i analysen; han ser Danmark som en stormagt, men det er ikke i kraft 

af militære kapaciteter; det danske materiel kan bruges til opgaver som kystvagt, inspektion og suveræni- 

tetshævdelse (Kudsk 2008: 344ff). Hvis det kom til en reel militær konfrontation, ville Danmark være i van- 

skeligheder. 

Når det hævdes, at Danmark er en stormagt, sker det primært i kraft af Ilulissat-erklæringen. At skabe op- 

bakning blandt kyststaterne til denne fælles erklæring trak netop på diplomatiske ressourcer – på bløde 

frem for hårde midler. Wivel har fokus på sikkerhedspolitik, men pointen gælder også for udenrigspolitik. 

40

HK nævner imidlertid et lille ”men” ved Danmark som stormagt i Arktis; det er ikke en del af den danske 

selvforståelse. Landsstyreformand Kuupik Kleist undrer sig også over, at Danmark ikke udnytter Grønland 

bedre i det storpolitiske spil (Maressa 11.5.2011). Resultatet af min analyse, der viser, at det danske hand- 

lerum trods øgede ambitioner ikke er blevet mindre, men forskubbet, fordi de interne og eksterne be- 

grænsninger er små, antyder også at Danmark har mange muligheder i Arktis. De danske beslutningstagere 

bør derfor ikke forfalde til en småstatsselvforståelse, når det kommer til Arktis; handlerummet er ikke spor 

småt, og en fortsat aktiv diplomatisk indsats har gode muligheder for at få danske interesser ført ud i livet. 

Som den kendte danske polarforsker Knud Rasmussen sagde: ”Fremad! Den, der raster, ruster!” (Breum 

2011: ref.). Det er ikke et sekund for tidligt, at Danmark opprioriterer Arktis og sætter store udenrigspoliti- 

ske kræfter ind. 

8.2 Teoriens anvendelighed 

Jeg valgte at bruge adaptionsteori, fordi den kombinerer eksterne og interne faktorer i en udenrigspolitisk 

analysemodel. Handlerumsanalysen tilføjer endvidere ambitionsniveau til de systemiske og indenrigspoliti- 

ske faktorer. Alle tre dimensioner har vist sig at indeholde forklaringskraft i forhold til Danmark i Arktis. Her 

er tale om en teori og model, der gør op med den realistiske præmis, at en småstats skæbne dikteres af det 

internationale system. Danmark kan føre balancepolitik i stedet for tilpasningspolitik. 

Anvendelsen af handlerumsanalysen er imidlertid ikke uden problemer. Det er svært at drage sikre og præ- 

cise konklusioner om ændringer i handlerummet; ikke desto mindre er den et godt værktøj til at få øje på 

og arbejde med vigtige faktorer. At det endelige handlerum er svært at definere skyldes, at det ”normale” 

handlerum, udgangspunktet, er upræcist defineret. Hvad er middelværdier på alle dimensioner? Det må 

bero på en vurdering. Handlerummets størrelse ville være nemmere at vurdere, hvis forskningsdesignet var 

en før-efter-analyse, f.eks. i forhold til en udenrigspolitisk begivenhed – såsom Petersen (2006) anvender 

den på Muhammed-krisen. I et studie som mit, hvor ambitionen var at analysere kausale mekanismer – og 

ikke kausale effekter – kan det dog alligevel sagtens forsvares at have brugt handlerumsanalysen. 

En anden kritik af handlerumsanalysen, som jeg kom ind på allerede i teoriafsnittet, er, at den bærer præg 

af neoklassisk arv og primært lægger vægt på denne skoles forklaringsfaktorer. I arktisk sammenhæng op- 

træder afgørende faktorer af mere neoliberal karakter ganske tydeligt. Den systemiske dimension synes 

underspecificeret. Adaptionsteori opstod som en syntese og vil blive styrket gennem en yderligere synteti- 

sering med begreber som interdependens og folkeret. Det ville kunne gøres uden at gøre vold mod den 

rationalistiske ontologi. Og det ville styrke teoriens forklaringskraft i forhold til småstater, som netop gen- 

41

nem neoliberale faktorer får udvidet sit udenrigspolitiske handlerum – og mulighed for at optræde som 

stormagt på visse politikområder. 

Disse er erfaringerne fra denne anvendelse af adaptionsteori og handlerumsanalyse. Teoriens begrænsnin- 

ger peger frem mod en videreudvikling af den; ikke desto mindre har analysen givet ganske markante og 

brugbare resultater, der giver forklaringer på flere analyseniveauer. Dette var netop ambitionen med case- 

studiet, hvor jeg ønskede at forklare de kausale mekanismer bag den danske udenrigspolitiske strategi i 


42

9 Konklusion 

Klimaforandringernes konsekvenser skaber en ændret virkelighed i Arktis. Rigsfællesskabet med Grønland 

giver Danmark særlige muligheder, men også et ansvar for at imødegå fremtidens udfordringer. Der er rift 

om de naturressourcer, som Arktis forventes at gemme på, og Danmark-Grønland har travlt med at skaffe 

sig retten til kontinentalsokkelen så langt ud, som det kan lade sig gøre, og skabe gode rammer for øget 

industriel aktivitet i det høje nord. Arktis er blevet opprioriteret i dansk udenrigspolitik. 

I min opgave har jeg undersøgt problemformuleringen: Hvilke faktorer ligger til grund for den danske stra- 

tegi i Arktis, og hvordan ser Danmarks handlerum ud? Gennem indsamlingen af en række kvalitative elitein- 

terviews og den efterfølgende kodning heraf har jeg udledt de faktorer, der danner rammerne for den 

dansk-grønlandske Arktis-strategi. Dette er gjort ved hjælp af adaptionsteori og handlerumsanalyse, idet 

disse er velegnede til at belyse en småstats udenrigspolitik og ofte har været anvendt på Danmark – men 

aldrig i forbindelse med Arktis. Adaptionsteori kombinerer systemiske og indenrigspolitiske faktorer i for- 

klaringen af udenrigspolitik. Handlerumsanalysen tilføjer ambitionsniveauet i udenrigspolitikken som en 

tredje dimension. 

På baggrund af analysen af faktorerne i de tre dimensioner vurderer jeg, at Danmarks handlerum i Arktis er 

forskubbet i forhold til det teoretiske udgangspunkt. Dette er sket på trods af, at ambitionerne i udenrigs- 

politikken er øgede især i kraft af Ilulissat-initiativet, men også det store engagement fra dansk og især 

grønlandsk side, som kommer til udtryk i udarbejdelsen af den nye strategi. At handlerummet ikke ind- 

snævres, men forskubbes, skyldes, at både den systemiske og den indenrigspolitiske dimension udvides. 

Unipolariteten i nutidens verden understøtter den konstruktive udvikling i Arktis, og den høje grad af inter- 

dependens og tilslutning til en folkeretlig løsningsmodel er sammenfaldende med Danmarks interesser. 

Disse tre faktorers indflydelse overskygger geopolitikkens begrænsende effekter. De indenrigspolitiske fak- 

torer skaber samme effekt. Embedsmændene har stor indflydelse på processen og virker i den forstand 

begrænsende, men politikerne støtter deres arbejde, og Arktis er ikke et område, der på nogen måde deler 

vandene. Erhvervsmæssigt og nationaløkonomisk er der ligeledes opbakning til at forfølge de muligheder, 

der opstår i Arktis. 

Handlerumsanalysen er dog svær at drage præcise konklusioner på baggrund af. At bestemme dimensio- 

nernes værdier må bero på en vurdering. Ikke desto mindre giver teorien redskaber til at identificere vigtige 

faktorer på flere analyseniveauer, så det er her den har sin værdi i et studie som mit, der leder efter kau- 

salmekanismer bag en udenrigspolitisk strategi. 

43

Det forskubbede handlerum kan med adaptionsteorien også udtrykkes ved, at Danmark fører balancepolitik 

i stedet for den tilpasningspolitik, som ofte er småstaters eneste mulighed. Men balancepolitik er måske 

endda i underkanten af Danmarks reelle position i Arktis; flere iagttagere tøver ikke med at karakterisere 

Danmark som en arktisk stormagt. Dette er ikke i kraft af militære kapabiliteter, men i stedet Danmarks 

diplomatiske håndværk. Ilulissat-erklæringen er det bedste eksempel på, at Danmark stod i spidsen for en 

markant politisk begivenhed i Arktis. Danmark har store muligheder i Arktis – en bredere erkendelse af 

dette er vigtig, og det er afgørende for Danmark og især Grønlands fremtid at fortsætte den ambitiøse 

udenrigspolitiske kurs. 

9.1 Perspektivering 

På baggrund af min opgave kan der peges på mange spor, som det kunne være interessant at undersøge. 

Jeg vil fremhæve tre. For det første kunne undersøgelsesdesignet bredes ud til en komparativ analyse af 

alle kyststaternes strategiske handlerum for at få et bedre billede af de enkelte staters position. For det 

andet vækker det undren, at et udenrigspolitisk område under så rivende udvikling ikke tiltrækker sig mere 

opmærksomhed blandt politikere og medier, og det kunne være spændende at undersøge, hvad denne 

tilstand bygger på; og om den ser ud til at ændre sig. For det tredje og sidste peger mine analyseresultater 

på et behov for en videreudvikling af handlerumsteorien gennem en syntetisering med neoliberale begre- 

ber – samt yderligere specificering af de enkelte dimensioner, så de bliver lettere at drage konklusioner på 

baggrund af. En ting synes imidlertid sikker; Arktis ser i fremtiden kun ud til at vokse i betydning i dansk 

udenrigspolitik. 

44

10 Litteraturliste 

10.1 Kort og illustrationer 

Forsidebillede: Arctic Council Secretariat: Arctic Borders. Lokaliseret d. 21. maj 2011: http://arctic- 

council.org/filearchive/AHDRmap_gen.ai 

Figur 1: Breum, Martin (2011): Kort over det arktiske område, © Steen Frimodt. Lokaliseret d. 21. maj 2011: 

http://www.martinbreum.dk/index.asp?ID=31&TopID=1&ParentID=11 

Figur 9: Hydrographic and Oceanographic Department, Japan Coast Guard: Continental shelf with sediment. 

Lokaliseret d. 21. maj 2011: 

http://www1.kaiho.mlit.go.jp/e/KAIYO/image/Continental_shelf_with_sediment.png 

Figur 10: International Boundaries Research Unit, University of Durham (2010): Maritime jurisdiction and 

boundaries in the Arctic region. Lokaliseret d. 21. maj 2011: 

http://www.dur.ac.uk/resources/ibru/arctic.pdf 

Figur 11: Breum, Martin (2011): Nordvestpassagen der nu er en realitet, ©Steen Frimodt. Lokaliseret d. 21. 

maj 2011: http://www.martinbreum.dk/index.asp?ID=31&TopID=1&ParentID=11 

10.2 Akademisk litteratur 

Aberbach, Joel D. & Bert Rockman (2002): Conducting and Coding Elite Interviews. PS: Political Science and 

Politics, 35, s. 673-676. (4 sider) 

Boolsen, Merete Watt (2009): Den positivistiske metode. I: Vibeke Ankersborg & Merete Watt Boolsen 

(red.): Tænk selv! Videnskabsteori og undersøgelsesdesign i samfundsvidenskab. København: Forlaget Poli- 

tiske Studier, s. 143-166. (24 sider) 

Boolsen, Merete Watt (2007): Kvalitative analyser. At finde årsager og sammenhænge. København: Hans 

Reitzels Forlag, s. 99-114. (16 sider) 

Breum, Martin (2011): Når isen forsvinder. Danmark som stormagt i Arktis, olien i Grønland og kampen om 

Nordpolen. København: Gyldendal. (269 sider) 

Dahler-Larsen, Peter (2002): At fremstille kvalitative data. Odense: Odense Universitetsforlag, s. 69-82. (14 

sider) 

45

Doyle, Michael W. (2008): Liberalism and foreign policy. I: Steve Smith, Amelia Hadfield & Tim Dunne (red.): 

Foreign Policy. Theories, actors, cases. Oxford: Oxford University Press, s. 49-70. (22 sider) 

Due-Nielsen, Carsten & Nikolaj Petersen (1995): Denmark’s Foreign Policy since 1967: An Introduction. I: 

Carsten Due-Nielsen & Nikolaj Petersen (red.): Adaptation and Activism. The Foreign Policy of Denmark 

1967-1993. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, s. 11-54. (44 sider) 

Elklit, Jørgen & Henrik Jensen (2010): Kvalitative datakilder. I: Lotte Bøgh Andersen, Kasper Møller Hansen 

& Robert Klemmensen: Metoder i statskundskab. København: Hans Reitzels Forlag, s. 117-143. (27 sider) 

Evans, Malcolm D. (2010): The Law of the Sea. I: Malcolm Evans (red.): International Law (3. udg.). Oxford: 

Oxford University Press, s. 651-686. (36 sider) 

Gad, Ulrik Pram, Ida Hannibal, Kristine Holst & Rebecca Adler-Nissen (2011): EUs oversøiske lande og terri- 

torier: postkoloniale suverænitetsspil og Grønlands arktiske muligheder. Tidsskriftet Politik, 14(1), s. 15-24. 

(10 sider) 

Gerring, John (2004): What is a Case Study and What is it Good for?. American Political Science Review, 

80(1), s. 341-354. (14 sider) 

Gutzon Larsen, Henrik (2011): Geopolitikkens geografi. Tidsskriftet Politik, 14(1), s. 43-50. (8 sider) 

Haftendorn, Helga (1989): Auβenpolitische Prioritäten und Handlungsspielraum. Ein Paradigma zur Analyse 

der Auβpolitik der Bundesrepublik Deutschland. Politische Vierteljahrschrift, 30(1), s. 32-49. (18 sider) 

Harrits, Gitte Sommer, Carsten Strømbæk Pedersen & Bente Halkier (2010): Indsamling af interviewdata. I: 

Lotte Bøgh Andersen, Kasper Møller Hansen & Robert Klemmensen: Metoder i statskundskab. København: 

Hans Reitzels Forlag, s. 144-172. (29 sider) 

Hellevik, Ottar (2003): Forskningsmetode i sosiologi og statsvitenskap (7. udg.). Oslo: Universitetsforlaget, s. 

43-68. (26 sider) 

Heurlin, Bertel (2009): Krig og fred i det 21. århundrede. København: Samfundslitteratur, s. 297-310. (14 

sider) 

Huebert, Rob (2010): Cooperation or Conflict in the Arctic?. I: Myron H. Nordquist, Thomas H. Heidar & 

John Norton Moore (red.): Changes in the Arctic Environment and the Law of the Sea. Leiden: Martinus 

Nijhoff Publishers, s. 27-59. (33 sider) 

46

Jakobsen, Mads Leth & Gitte Sommer Harrits (2010): Kvalitativ analyse: kodning og dybtgående tekstanaly- 

se. I: Lotte Bøgh Andersen, Kasper Møller Hansen & Robert Klemmensen: Metoder i statskundskab. Køben- 

havn: Hans Reitzels Forlag, s. 173-191. (19 sider) 

Kudsk, Henrik (2008): Faktorer og parametre for den sikkerhedspolitiske udvikling omkring Grønland. Tids- 

skrift for Søvæsen, 179(5), s. 338-348. (11 sider) 

Kvale, Steinar (1997): InterView. Introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans Reit- 

zels Forlag, s. 129-158. (30 sider) 

Nonboe, Morten Larsen (2011): Is Russia an Arctic Status Quo Power?. Tidsskriftet Politik, 14(1), s. 25-32. (8 

sider) 

Nørgaard, Asbjørn S. (2007): Statskundskab: heksekunst eller håndværk?. Politica, 39(3), s. 233-255. (23 

sider) 

Olsen, Henning (2002): Kvalitative kvaler – kvalitative metoder og danske interviewundersøgelsers kvalitet. 

København: Akademisk, s. 110-126. (27 sider) 

Petersen, Nikolaj (1995): The Integration Dilemma and National Strategy. Århus: Department of Political 

Science, University of Aarhus. (29 sider) 

Petersen, Nikolaj (2005): Danmark som international aktør 705-2005. Et essay. Politica, 37(1), s. 44-59. (16 

sider) 

Petersen, Nikolaj (2006): Efter Muhammed: Handlerummet for den borgerlige udenrigspolitik. Militært 

Tidsskrift, 135(2), s. 153-185. (33 sider) 

Petersen, Nikolaj (2008a): Arktis – den nye dimension i dansk sikkerhedspolitik. Tidsskrift for Søvæsen, 

179(5), s. 305-337. (33 sider) 

Petersen, Nikolaj (2008b): Truslen i nord. I: Hans Mouritzen (red.): Helt forsvarligt? Danmarks militære ud- 

fordringer i en usikker fremtid. København: Gyldendal, s. 91-107. (17 sider) 

Petersen, Nikolaj (2009): The Arctic as a New Arena for Danish Foreign Policy: The Ilulissat Initiative and its 

Implications. I: Nanna Hvidt & Hans Mouritzen (red.): Danish Foreign Policy Yearbook 2009. København: 

Danish Institute for International Studies, s. 35-78. (44 sider) 

47

Proelss, Alexander & Till Müller (2008): The Legal Regime of the Arctic Ocean. Zeitschrift für ausländisches 

öffentliches Recht und Völkerrecht, 68, s. 651-687. (37 sider) 

Potts, Tavis & Clive Schofield (2008): Current Legal Developments in the Arctic. International Journal of 

Marine and Coastal Law, 23, s. 151-176. (26 sider) 

Rosenau, James N. (1981): The Study of Political Adaptation. London: Frances Pinter (Publishers) Limited, s. 

1- 87, 102-147, 199-218. (154 sider) 

Smith, Steve, Amelia Hadfield & Tim Dunne (2008): Introduction. I: Steve Smith, Amelia Hadfield & Tim 

Dunne (red.): Foreign Policy. Theories, actors, cases. Oxford: Oxford University Press, s. 1-8. (8 sider) 

Spiermann, Ole (2004): Moderne folkeret (2. udg.). København: Jurist- og Økonomforbundets forlag, s. 265- 

298. (34 sider) 

Sterling-Folker, Jennifer (2010): Neoliberalism. I: Tim Dunne, Milja Kurki & Steve Smith (red.): International 

Relations Theories, Oxford: Oxford University Press, s. 116-134. (19 sider) 

Strandsbjerg, Jeppe (2011): Geopolitik, naturlige grænser og ”kartopolitik” i Arktis. Tidsskriftet Politik, 14(1), 

s. 51-60. (10 sider) 

Wang, Nils C. (2008): Climate Change and Defence Policy. Tidsskrift for Søvæsen, 179(5), s. 301-304. (5 sid- 

er) 

Winkler, Thomas (2009): An International Governance Framework for the Arctic: Challenges for Interna- 

tional Public Law – A Danish Perspective. Zeitschrift für ausländisches öffentliches Recht und Völkerrecht, 

69(3), s. 641-645. (5 sider) 

Winkler, Thomas (2010): Danish Interests in the Arctic. I: Myron H. Nordquist, Thomas H. Heidar & John 

Norton Moore (red.): Changes in the Arctic Environment and the Law of the Sea. Leiden: Martinus Nijhoff 

Publishers, s. 477-486. (10 sider) 

Wivel, Anders (2002): Realismen efter Waltz: Udvikling eller afvikling?. Politica, 34(4), s. 431-448. (18 sider) 

Wivel, Anders (2009): En småstat som stormagt?. I: Martin Marcussen & Carsten Ronit (red.): Globaliserin- 

gens udfordringer. København: Hans Reitzels Forlag, s.122-143. (22 sider) 

Wohlforth, William C. (2008): Realism and foreign policy. I: Steve Smith, Amelia Hadfield & Tim Dunne 

(red.): Foreign Policy. Theories, actors, cases. Oxford: Oxford University Press, s. 31-48. (18 sider) 

48

Young, Oran R. (2009): The Arctic in Play: Governance in a Time of Rapid Change. The International Journal 

of Marine and Coastal Law, 24, s. 423-442. (10 sider) 

10.3 Publikationer og andre internetressourcer 

Arctic Council: Permanent participants. Lokaliseret d. 21. maj 2011: http://arctic- 

council.org/section/permanent_participants (10 sider) 

Akademisk litteratur i alt: 1274 sider 

Finansministeriet (2011): FINANSLOV for finansåret 2011. 7.31.01 Generelt tilskud til Grønlands Selvstyre 

(Lovbunden). Lokaliseret d. 23. maj 2011: http://www.oes- 

cs.dk/bevillingslove/doctopic?book=BEVPUBL.FL11A&topic=7.31.01&searchtype=3 (1 side) 

Forsvarets Efterretningstjeneste (2009): Efterretningsmæssig risikovurdering 2009. Lokaliseret d. 15. maj 

2011: http://fe- 

ddis.dk/SiteCollectionDocuments/FE/EfterretningsmaessigeRisikovurderinger/risikovurdering2009.pdf, s. 

20. (49 sider) 

Forsvarets Efterretningstjeneste (2010): Efterretningsmæssig risikovurdering 2010. Lokaliseret d. 15. maj 

2011: http://fe- 

ddis.dk/SiteCollectionDocuments/FE/EfterretningsmaessigeRisikovurderinger/risikovurdering2010.pdf, s. 

40-41. (52 sider) 

Forsvarsministeriet (2009): Forsvarsforliget 2010-2014. Lokaliseret d. 15. maj 2011: 

http://www.fmn.dk/videnom/Documents/Forligstekst%20inkl%20bilag.pdf (31 sider) 

Geopolitics in the High North, Norwegian Institute for Defence Studies (2011): Arctic Strategy Documents. 

Lokaliseret d. 22. maj. 2011: 

http://geopoliticsnorth.org/index.php?option=com_content&view=article&id=159&Itemid=69 (1 side) 

Inuit Circumpolar Council (2009): A Circumpolar Inuit Declaration on Sovereignty in the Arctic. Lokaliseret d. 

21. maj 2011: http://www.itk.ca/sites/default/files/20090428-en-Declaration-11x17.pdf (6 sider) 

Kontinentalsokkelprojektet (2009): Kontinentalsokkelprojektet. Lokaliseret d. 21. maj 2011: http://a76.dk/ 

(1 side) 

Udenrigsministeriet & Namminersornerullutik Oqartussat (2008): Arktis i en brydningstid – Forslag til stra- 

tegi for aktiviteter i det arktiske område. Lokaliseret d. 15. maj 2011: 

49

http://www.um.dk/NR/rdonlyres/962AFDC2-30CE-412D-B7C7-070241C7D9D8/0/ARKTISK_STRATEGI.pdf 

(43 sider) 

50 

Publikationer og andre internetressourcer i alt: 194 sider 

10.4 Avisartikler 

Breum, Martin (2011, 5. maj): Skal Nordpolen være dansk?. Ræson, s. 48-49. (2 sider) 

Maressa, Jette Elbæk (2011, 11. maj.): Sneskovlen er på overarbejde i Nuuk. Jyllands-Posten, 1. sektion, s. 

12-13. (2 sider) 

Rothenborg, Michael (2011, 27. marts): Arktisk oliefeber overgearet. Politiken, 4. sektion, s. 1. (1 side) 

Rothenborg, Michael & Ellen Ø. Andersen (2011, 2. maj): Havet stiger hurtigere end ventet. Politiken, 1. 

sektion, s. 1. (1 side) 

Avisartikler i alt: 6 sider

11 Bilagsoversigt 

Alle bilag er vedlagt på cd-rom. 

Bilag 1: Interviewguide, Arild Moe og Rolf Tamnes 

Bilag 2: Interviewguide, Jacob Skude Rasmussen 

Bilag 3: Interviewguide, Yoshifumi Tanaka 

Bilag 4: Interviewguide, Christian Brix Møller 

Bilag 5: Interviewguide, Ole Samsing 

Bilag 6: Interviewguide, Lars Wille-Jørgensen 

Bilag 7: Interviewguide, Tove Søvndahl Pedersen 

Bilag 8: Interviewguide, Henrik Kudsk 

Bilag 9: Transskribering af interview med Jacob Skude Rasmussen 

Bilag 10: Transskribering af interview med Tove Søvndahl Pedersen 

Bilag 11: Kodeliste 

51

Danmark i Arktis - Martin Breum

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?