Kronik i Jyllandsposten - Martin Breum

Myten om Knud Rasmussen
Martin Breum, journalist og forfatter, Klaus Christensen, cand. mag, researcher
Offentliggjort 03.03.11 kl. 03:01
I takt med at polarisen forsvinder, vokser Danmarks engagement i Arktis politisk,
økonomisk og militært. Det er vigtigt, at vi bygger på realiteter - ikke myter.
Måske tager vi på et enkelt punkt fejl, når det drejer sig om Knud Rasmussen. Siden 1933 har den
opfattelse hersket, at Knud Rasmussen havde en væsentlig del af æren for en skelsættende dom
ved Den Internationale Domstol, der sikrede hele Grønland for rigsfællesskabet. Vi tror, at denne
opfattelse måske er grundløs.
I 1931 okkuperede Norge en stor del af Østgrønland. Norge hævdede, at området var terra nullius
- et ingenmandsland - og søndag den 28. juni 1931 sendte fem norske fangstmænd på Grønlands
østkyst et telegram til de førende aviser i Norge: »Det norske flag er i dag blevet hejst i Myggbukta.
Landet mellem Carlsberg Fjord mod syd og Besselfjord mod nord er okkuperet i Hans Majestæt
Kong Haakons navn. Vi har navngivet landet Erik den Rødes Land.«
I Oslo besluttede den norske regering at gøre okkupationen til officiel politik, og den 10. juli 1931
kundgjorde Norge et formelt krav på næsten hele den tilgængelige del af Østgrønlands nordkyst
nord for Scoresbysund.
Norge ville eje alle de dybe fjorde og de store, bjergrige landområder over lange strækninger på
kysten. Besøger man området, opdager man, hvor storladent projektet var. Carlsberg Fjord skærer
sig ind i Grønlands østkyst lige nord for den 71. breddegrad et par dages slæderejse nord for
Illoqqortoormiut - det gamle Scoresbysund. Fra bunden af Carlsberg Fjord strakte nordmændene
armene mod nord forbi det dybe, rige fjordkompleks med Kong Oscar Fjord, Alpefjord med de
2.000 meter høje Staunings Alper, den dybe, brede Kejser Franz Joseph Fjord, videre op forbi
selve Myggbukta, Clavering Ø, og Daneborg, hvor Siriuspatruljen i dag har hovedsæde, forbi
Shannon Ø og hele vejen til selve Besselfjorden nord for den 75. breddegrad.
Nordmændene havde dengang næppe anelse om olien eller naturgassen under havbunden ud for
dette vældige stykke kyst, men set med nutidens briller ramte de plet. Det havområde, der ville
have hørt til det norske Grønland, regnes i dag med til et af klodens mest lovende olie- og
gasområder. Nordmændene gjorde krav på et areal, der var omtrent dobbelt så stort som Jylland,
Sjælland og Fyn tilsammen. Havde de haft held med sig, ville forestillingen om Grønland som
dansk område ikke længere have givet mening. Ydermere kunne andre nationer begynde at se på
Grønland og tilhørsforholdet til Danmark med nye øjne. En del amerikanske politikere drømte
stadig om at købe Grønland af Danmark; en tanke, der blev højaktuel i forbindelse med Anden
Verdenskrig.
Den danske regering bragte derfor straks den norske okkupation for Den international Domstol i
Haag med krav om en blank afvisning. Regeringen i København præsenterede domstolen for et
materiale, der skulle dokumentere, at Danmark i mere end 400 år havde hævdet sin suverænitet
ikke bare over de beboede kolonier på vestkysten, men over hele Grønland, inklusive det stort set
ubeboede Nordøstgrønland. Den 5. april 1933 faldt afgørelsen i Haag. Der var ingen tøven. Et
flertal af dommerne slog fast, at suveræniteten over hele Grønland tilhørte Danmark.
Danskerne var uhyre lettede. I 1930'erne var Danmarks suverænitet over alle hjørner af Grønland
ikke uden for diskussion, men med dommen fra Haag blev nationens hele udstrækning slået fast,
og i sejrrusen opstod forestillingen om Knud Rasmussens store indflydelse på domstolen. Før

dommen faldt i Haag, havde den verdensberømte Knud Rasmussen skrevet en tale til dommerne
på nationens og ikke mindst grønlændernes vegne.
Knud Rasmussen rejste til Haag, hvor talen blev læst højt af den danske chefjurist Steglich-
Petersen, i det Knud Rasmussen ikke talte fransk. I talen beskrev Knud Rasmussen, der jo til
gengæld talte grønlandsk og som selv havde grønlandsk blod i årene, i overbevisende vendinger
grønlændernes varme forhold til danskerne og Danmark. Det var en fremragende depeche. Knud
Rasmussen efterlod ingen tvivl om, at menneskene på Grønland ønskede, at deres land skulle
forvaltes af danskerne. Også i denne sammenhæng havde han ordet i sin magt, og der er senere
skrevet en del om, hvordan hans tale angiveligt i høj grad var med til at overbevise domstolens 12
internationale dommere, herunder den japanske retsformand. Den nuværende præsident for
Videnskabernes Selskab, antropologen Kirsten Hastrup, noterer i sit store værk "Vinterens hjerte -
Knud Rasmussen og hans tid" fra 2010, at der i Knud Rasmussens samtid ikke herskede tvivl om,
at Knud Rasmussen havde stor indflydelse på dommen. Knud Rasmussen døde samme år, hvad
der formentlig har medvirket til at dæmpe eventuel tvivl om hans betydning i Haag.
I selve dommen fra 1933 findes der imidlertid ikke belæg for at tillægge ham betydning i denne
sammenhæng. Under arbejdet med bogen "Når isen forsvinder" har vi haft lejlighed til at se på
sagen. Det er slående, at Knud Rasmussen i sin tale skarpt afgrænsede sig til at skrive om
grønlændernes positive syn på Danmarks rolle i Grønland, mens grønlændernes syn på sagen
ikke nævnes med ét ord på de 57 sider, som dommen fra Haag fylder. Grønlændernes holdning til,
hvem der bestemmer i deres land, er ikke et tema, dommerne berører i den skriftlige version af
dommen.
Grønlænderne er stort set ikke nævnt. Knud Rasmussens tale har, så vidt vi kan finde, ikke sat sig
identificerbare spor i selve dommens tekst, selvom teksten i øvrigt indeholder myriader af detaljer
og indfaldsvinkler. Denne mangel på konkrete aftryk i teksten udelukker naturligvis ikke, at
dommerne i retssalen har været påvirket af Knud Rasmussens tilstedeværelse, hans karisma,
erfaring og berømmelse eller af den klare pointe i hans tale, men hvis påvirkning har fundet sted,
fremgår det ikke af dommens ordlyd. Domstolen beskriver i stedet, hvordan først norsk-islandske
søfarere, og siden især de danske konger, den danske stat, danske videnskabsmænd, danske
opdagelsesrejsende, den danske flåde og dansk diplomati har markeret sig i Grønland og dermed
grundfæstet dansk suverænitet, og hvordan Danmark og Norge uden held havde forsøgt at
forhandle sig til en løsning.
Vi har efterfølgende foretaget dyk i forskellige kildematerialer, spurgt kyndige forskere og kendere
af Knud Rasmussens tid og meritter. Ingen steder har vi fundet belæg for forestillingen om Knud
Rasmussens indvirkning på dommen. Sagen var ikke hovedsigtet i vores arbejde, og vi hævder
ikke at være trængt til bunds, men indtil andre forhåbentlig bidrager, må vi gå ud fra, at
forestillingen måske er falsk. Vi må derfor også gå ud fra, at årsagerne til Den International
Domstols anerkendelse af Danmarks krav på suverænitet over hele Grønland måske skal findes i
andre forhold end i fremstillingen af grønlændernes varme følelser for Danmark, rigsfællesskabet
og det danske folk.
Knud Rasmussens ekspeditioner, videnskabelige og litterære bedrifter var monumentale. Deres
betydning kan der ikke rokkes ved, og heldigvis anfægtes hans geni ikke en tøddel, selvom vi
måtte revidere vores opfattelse af hans rolle i Haag. Men i en tid hvor grænserne i Arktis endnu er
uafklarede, hvor Danmark forbereder nye krav til FN om udvidelse af kongeriget mod nord -
inklusive indlemmelse af selve Nordpolen i den danske geografi - og hvor Danmarks politiske,
økonomiske og militære engagement i Arktis i det hele taget vokser, er det væsentligt at forstå
dommen fra 1933 korrekt.
Den mulige overfortolkning af Knud Rasmussens indvirkning er ikke den eneste tvivlsomme

udlægning. Blandt danske flådeofficerer er afgørelsen fra 1933 blevet til en fortælling om, at
dommerne i Haag ligefrem pålagde den danske stat at styrke sin suverænitetshævdelse i
Grønland. I den udlægning bliver dommen i dag til et argument for, at flåden bør have flere skibe til
patruljering langs Grønland kyster, men denne fortolkning udgør formentlig også en stramning.
Dommen beskrev fire århundreders aktiv indsats for at håndhæve dansk magt og suverænitet i
Grønland frem til 1933, men dommerne udstedte, så vidt vi har fundet, ingen konkrete
retningslinjer for fremtiden.
I takt med isens forsvinden i Arktis og det forøgede internationale fokus på Arktis melder en række
muligheder, forpligtelser og risici sig for Danmark og Grønland. Hvis disse udfordringer skal mødes
på ansvarlig vis, er det vigtigt, at vi genopfrisker vores indsigt i historien og magtforholdene i Arktis.
Det er afgørende, at vi tænker i realiteter og ikke myter, mens vi ser kritisk på, hvilken rolle vi som
nation har spillet og ønsker at spille i Grønland og det øvrige Arktis.
Martin Breum udgiver i dag bogen ”Når isen forsvinder - Danmark som stormagt i Arktis, olien i
Grønland og kampen om Nordpolen” (Gyldendal). Cand. mag. Klaus Christensen har foretaget
research til bogen, der er udgivet af Gyldendal.