Kronik i Jyllandsposten - Martin Breum

dommen faldt i Haag, havde den verdensberømte Knud Rasmussen skrevet en tale til dommerne
på nationens og ikke mindst grønlændernes vegne.
Knud Rasmussen rejste til Haag, hvor talen blev læst højt af den danske chefjurist Steglich-
Petersen, i det Knud Rasmussen ikke talte fransk. I talen beskrev Knud Rasmussen, der jo til
gengæld talte grønlandsk og som selv havde grønlandsk blod i årene, i overbevisende vendinger
grønlændernes varme forhold til danskerne og Danmark. Det var en fremragende depeche. Knud
Rasmussen efterlod ingen tvivl om, at menneskene på Grønland ønskede, at deres land skulle
forvaltes af danskerne. Også i denne sammenhæng havde han ordet i sin magt, og der er senere
skrevet en del om, hvordan hans tale angiveligt i høj grad var med til at overbevise domstolens 12
internationale dommere, herunder den japanske retsformand. Den nuværende præsident for
Videnskabernes Selskab, antropologen Kirsten Hastrup, noterer i sit store værk "Vinterens hjerte -
Knud Rasmussen og hans tid" fra 2010, at der i Knud Rasmussens samtid ikke herskede tvivl om,
at Knud Rasmussen havde stor indflydelse på dommen. Knud Rasmussen døde samme år, hvad
der formentlig har medvirket til at dæmpe eventuel tvivl om hans betydning i Haag.
I selve dommen fra 1933 findes der imidlertid ikke belæg for at tillægge ham betydning i denne
sammenhæng. Under arbejdet med bogen "Når isen forsvinder" har vi haft lejlighed til at se på
sagen. Det er slående, at Knud Rasmussen i sin tale skarpt afgrænsede sig til at skrive om
grønlændernes positive syn på Danmarks rolle i Grønland, mens grønlændernes syn på sagen
ikke nævnes med ét ord på de 57 sider, som dommen fra Haag fylder. Grønlændernes holdning til,
hvem der bestemmer i deres land, er ikke et tema, dommerne berører i den skriftlige version af
dommen.
Grønlænderne er stort set ikke nævnt. Knud Rasmussens tale har, så vidt vi kan finde, ikke sat sig
identificerbare spor i selve dommens tekst, selvom teksten i øvrigt indeholder myriader af detaljer
og indfaldsvinkler. Denne mangel på konkrete aftryk i teksten udelukker naturligvis ikke, at
dommerne i retssalen har været påvirket af Knud Rasmussens tilstedeværelse, hans karisma,
erfaring og berømmelse eller af den klare pointe i hans tale, men hvis påvirkning har fundet sted,
fremgår det ikke af dommens ordlyd. Domstolen beskriver i stedet, hvordan først norsk-islandske
søfarere, og siden især de danske konger, den danske stat, danske videnskabsmænd, danske
opdagelsesrejsende, den danske flåde og dansk diplomati har markeret sig i Grønland og dermed
grundfæstet dansk suverænitet, og hvordan Danmark og Norge uden held havde forsøgt at
forhandle sig til en løsning.
Vi har efterfølgende foretaget dyk i forskellige kildematerialer, spurgt kyndige forskere og kendere
af Knud Rasmussens tid og meritter. Ingen steder har vi fundet belæg for forestillingen om Knud
Rasmussens indvirkning på dommen. Sagen var ikke hovedsigtet i vores arbejde, og vi hævder
ikke at være trængt til bunds, men indtil andre forhåbentlig bidrager, må vi gå ud fra, at
forestillingen måske er falsk. Vi må derfor også gå ud fra, at årsagerne til Den International
Domstols anerkendelse af Danmarks krav på suverænitet over hele Grønland måske skal findes i
andre forhold end i fremstillingen af grønlændernes varme følelser for Danmark, rigsfællesskabet
og det danske folk.
Knud Rasmussens ekspeditioner, videnskabelige og litterære bedrifter var monumentale. Deres
betydning kan der ikke rokkes ved, og heldigvis anfægtes hans geni ikke en tøddel, selvom vi
måtte revidere vores opfattelse af hans rolle i Haag. Men i en tid hvor grænserne i Arktis endnu er
uafklarede, hvor Danmark forbereder nye krav til FN om udvidelse af kongeriget mod nord -
inklusive indlemmelse af selve Nordpolen i den danske geografi - og hvor Danmarks politiske,
økonomiske og militære engagement i Arktis i det hele taget vokser, er det væsentligt at forstå
dommen fra 1933 korrekt.
Den mulige overfortolkning af Knud Rasmussens indvirkning er ikke den eneste tvivlsomme