Kønnet gøres neutralt flere steder i Europa
Kønnet gøres neutralt flere steder i Europa
Kønnet gøres neutralt flere steder i Europa
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
isteligt Dagblad torsdag 22. marts 2012<br />
denne side er redigeret af Michael sørensen<br />
Jeg ved en<br />
lærkerede<br />
Dramatisk og dybt fascinerende<br />
beretning om tre generationer af<br />
tibetanske kvinder<br />
bog<br />
Penpa Andersen<br />
og heidi Korsgaard:<br />
frie hjerter.<br />
304 sider.<br />
300 kroner.<br />
lindhardt og<br />
Ringhof.<br />
Da Penpa er en lille pige i<br />
flygtningelejren i Rajpur, Indien,<br />
opdager hun en dag en<br />
fuglerede med fem små fugleunger.<br />
Der står hun ganske<br />
nær, rækker sig på tåen og<br />
holder på sit vejr. Men ingen<br />
får at vide, hvor fuglereden<br />
er.<br />
For som troende tibetansk<br />
buddhist er det helligbrøde<br />
at gøre skade på dyr, at dræbe<br />
dyr – selv insekter som<br />
myg eller fluer. Og alligevel<br />
kommer den unge pige en<br />
dag af vanvare til at koge en<br />
grøn frø ihjel, da hun for at<br />
glæde moderen vil koge vand<br />
til te. Moderen bebrejder hende<br />
det i skarpe vendinger, og<br />
pigen beder en bøn for frøen.<br />
Mange, mange år senere<br />
synger Penpa en sang for de<br />
børn, hun er dagplejemor for<br />
i Danmark: ”Jeg ved en lærkerede...”<br />
Ovenstående indblik i tibetansk<br />
buddhisme er blot et<br />
par episoder fra den uhyre fine,<br />
indsigtsfulde bog, som<br />
Penpa Andersen har skrevet<br />
sammen med journalisten<br />
Heidi Korsgaard. Bogen hedder<br />
”Frie hjerter” og omhandler<br />
tre generationer af tibetanske<br />
kvinder.<br />
Den tager sin begyndelse i<br />
1930’erne i Kham-området i<br />
det nordøstlige Tibet, hvor<br />
Penpas mormor og morfar og<br />
fire-fem halvnomadefamilier<br />
bor i 4000 meters højde i Himalaya.<br />
De lever af at passe<br />
yakokser, og klimaet er barsk<br />
og koldt. Men de får god næring<br />
af smørteen og den ristede<br />
bygmel. Penpas mor, den<br />
lille Pema, kan ikke forstå,<br />
hvorfor hun ikke må lære at<br />
læse og skrive, men det passer<br />
sig ikke for en pige. Denne<br />
ambitiøse drøm om at<br />
slippe ud af analfabetismen<br />
skal blive drivkraften i hele<br />
Pemas og Penpas liv.<br />
Det forholdsvis sorgløse liv<br />
i Himalayas bjergterræner afløses<br />
dog af voldsomme begivenheder,<br />
da den 13. Dalai<br />
Lama dør i 1933, og der begynder<br />
at blive uro fra kinesernes<br />
side. Familien pakker<br />
sine ejendele, og med en lille<br />
karavane af yakokser og heste<br />
flygter de ned ad bjerget.<br />
På dette tidspunkt er Pema<br />
cirka 20 år gammel, og da<br />
hun har særlige omsorgsevner,<br />
bliver hun bortgiftet som<br />
anden hustru til sin kusines<br />
mand. Kusinen har født <strong>flere</strong><br />
dødfødte børn, og det er nu<br />
meningen, at hun skal hjælpe<br />
kusinen igennem den næste<br />
fødsel, som heldigvis går<br />
godt.<br />
Ægteskabet går dog mindre<br />
godt, og selvom skilsmisse<br />
bestemt ikke er velset, så beslutter<br />
Pemas familie at opløse<br />
ægteskabet, da ægtemanden<br />
ikke opfylder de betingelser,<br />
der er stillet op. Pema<br />
bliver da gift med en anden<br />
mand, Dorjee, der dog dør<br />
kort tid efter.<br />
forinden har Pema født en lile<br />
dreng og i 1955 en lille pie:<br />
Penpa. I 1959 ændres tilærelsen<br />
atter: Den 14. Dalai<br />
ama flygter til Indien, og liet<br />
bliver for utrygt uden Laaens<br />
beskyttelse. Tusinder<br />
f tibetanere må flygte over<br />
imalayabjergene til Nepal.<br />
enne flugt går gennem uvejomt<br />
terræn, snedækkede<br />
jergpas og er beskrevet, så<br />
æseren fryser, sulter og lider<br />
ed den lille familie, der betår<br />
af mostre, onkler, morfar<br />
g kusiner.<br />
Pema og hendes to små<br />
ørn udholder en lang række<br />
trabadser og farefulde begienheder.<br />
Den ellers trofaste<br />
hvide yakokse stikker en dag<br />
WWAlle hendes<br />
ambitioner indfries<br />
på smukkeste vis, og<br />
bogen fremstår som<br />
en informativ, gribende,<br />
dramatisk og<br />
buddhistisk praktiseret<br />
fortælling. Tak for<br />
historien, Penpa!<br />
af med den lille pige, og det<br />
er noget af et under, at hun<br />
bliver fundet i live. Men stædig,<br />
det er Pema. Hun er mere<br />
end vanligt sej og når en dag<br />
til Rajpur i Punjab i Indien,<br />
hvor de først bor i en hule, senere<br />
i et faldefærdigt hus i en<br />
tibetansk flygtningebosættelse<br />
i Sataun.<br />
Moderen arbejder med at<br />
bryde sten, og det er sjældent,<br />
familien spiser sig<br />
mæt, men børnene bliver<br />
sendt i den velfungerende<br />
kristne flygtningeskole, hvor<br />
de bor alene væk fra familien<br />
en tid lang.<br />
Dog bliver Penpa syg og videresendes<br />
til et hospital, der<br />
er tilknyttet SOS-Børnebyerne.<br />
Her mister hun kontakten<br />
til moderen, men en onkel<br />
opsøger hende, da hun er 21<br />
år, blot for at informere hende<br />
om, at hun skal giftes med<br />
en ukendt mand, Nyima, der<br />
er 20 år ældre end hende.<br />
Pigen stiller ikke uddybende<br />
spørgsmål, for det gør en<br />
tibetansk kvinde ikke. Og<br />
uden at kny føder hun hans<br />
barn, hendes første dreng,<br />
Palden. Dette ægteskab fungerer<br />
slet ikke. Ægteparret<br />
rejser langt for at handle med<br />
uldtrøjer, men Penpa er en<br />
bedre sælger end ægtemanden,<br />
og det giver gnidninger.<br />
på et tidspunkt dukker en<br />
dansk rygsækrejsende op,<br />
Henrik, og han og Penpa finder<br />
et venskab sammen – og<br />
senere bliver de gift og hun<br />
skilt fra Nyima. Henrik og<br />
hans danske familie tager i<br />
1981 smukt imod Penpa og<br />
hendes efterhånden tre børn<br />
– på trods af, at Henrik ikke<br />
er faderen til dem alle.<br />
I buddhismen siger man, at<br />
alting er forgængeligt. Tilstande<br />
kan ændre sig, og<br />
man skal ikke knytte sig til<br />
ting. Denne buddhistiske lære<br />
praktiserer Penpa til fulde,<br />
og hun formår at tage det<br />
bedste fra den danske kultur<br />
og blande det med den tibetanske,<br />
der dog betyder mere<br />
og mere for hende. Hun har<br />
en spirituel gave, som hun i<br />
højere og højere grad bruger,<br />
når hun tager på rejser tilbage<br />
til Nepal og Tibet, hvor<br />
hun søger efter familien.<br />
På disse rejser bliver det<br />
også vigtigere end nogensinde<br />
for Penpa at oplyse om Tibets<br />
tilstand som en lus mellem<br />
kinesiske negle og om<br />
den tabte tibetanske kultur.<br />
Som formand for diverse Tibet-foreninger<br />
gør Penpa et<br />
stort og uegennyttigt arbejde.<br />
Stor er hendes stolthed, da<br />
hendes datter, der er opkaldt<br />
efter den gamle Pema, også<br />
går ind i kampen med den<br />
indsigt, at Tibet kun kan blive<br />
et frit og selvstændigt<br />
land, hvis tibetanernes engagement<br />
i politik og generhvervelse<br />
af rettigheder overgås<br />
af deres interesse for Dalai<br />
Lama.<br />
Hele fortællingens røde<br />
tråd er de seje kvinders kamp<br />
for at overleve – og ikke<br />
mindst Penpas ambitioner på<br />
børnenes vegne om uddannelse.<br />
Alle hendes ambitioner<br />
indfries på smukkeste<br />
vis, og bogen fremstår som<br />
en informativ, gribende, dramatisk<br />
og buddhistisk praktiseret<br />
fortælling. Tak for historien,<br />
Penpa!<br />
MAriA SJøqViSt<br />
kultur@k.dk<br />
Mendelsohns metode<br />
bog<br />
Daniel Mendelsohn:<br />
De mistede.<br />
På sporet af<br />
seks blandt seks<br />
millioner. oversat<br />
af jakob levinsen.<br />
655 sider.<br />
380 kroner. gyldendal.udkommer<br />
i dag.<br />
”Hvordan lugter tusind rædselsslagne<br />
mennesker, som<br />
bliver gennet i døden?”<br />
Sådan spørger forfatteren<br />
Daniel Mendelsohn halvvejs<br />
henne i ”De mistede”. Og<br />
svarer, at enhver genskabelse<br />
af nazisternes jødeudryddelser,<br />
ja af fortiden generelt,<br />
kun kan blive tilnærmelsesvis.<br />
Vi, der som Mendelsohn<br />
(født 1960) ikke selv var til<br />
stede, vil aldrig komme i<br />
nærheden af de virkelige lugte,<br />
de virkelige lyde, de virkelige<br />
syn.<br />
Så er der mindst tre muligheder.<br />
Man kan resignere og<br />
opgive at beskæftige sig med<br />
fortiden til fordel for nutiden,<br />
som er anderledes tilgængelig.<br />
Man kan gå roman- eller<br />
filmvejen og genskabe fortiden<br />
med brug af fiktive greb.<br />
Eller man kan, som Mendelsohn<br />
gør det med overvældende<br />
styrke i ”De mistede”,<br />
minutiøst samle kendsgerninger<br />
sammen om sin egen<br />
familie og stykke for stykke<br />
tegne et faktabaseret portræt<br />
af, i dette tilfælde, en helt almindelig<br />
jødisk familie på<br />
seks fra den ukrainske landsby<br />
Bolechow, der blev slået<br />
ihjel af nazisterne.<br />
Mendelsohns metode er<br />
baseret på kendsgerninger,<br />
men fremstår ingenlunde klinisk<br />
og kold. For at samle oplysninger<br />
sammen om familiemedlemmerne<br />
Shmiel og<br />
Ester Jäger og deres fire døtre<br />
rejser han rundt i hele verden<br />
og interviewer overlevende<br />
bekendte og fjerne familiemedlemmer.<br />
Med sig på rejserne<br />
rundt i USA og til Ukraine,<br />
Polen, Israel, Australien<br />
og Sverige (samt København<br />
på en kort visit) har han broderen<br />
Matt Mendelsohn, der<br />
er fotograf.<br />
Hermed er antydet to væsentlige<br />
sider af ”De mistede”,<br />
der ikke har direkte relation<br />
til holocaust: Bogen er<br />
både en klassisk rejseberetning<br />
om at rejse ind i det<br />
ukendte på jagt efter et dunkelt<br />
mål og en rørende historie<br />
om to jævnaldrende brødre,<br />
der aldrig har kunnet udstå<br />
hinanden før nu, hvor<br />
den fælles rejse tilbage i familiens<br />
historie bringer dem<br />
sammen. ”Af alt, hvad jeg har<br />
fundet i løbet af min søgen,<br />
er han det største klenodie,”<br />
skriver Mendelsohn til sidst<br />
om sin bror.<br />
forfatterens fascination af<br />
Ester og Shmiel Jäger begyndte<br />
allerede i barndommen,<br />
hvor hans bedstefar fortalte<br />
historier om sin afdøde<br />
bror. Historier, der var mere<br />
antydende end afslørende,<br />
mere cirklende end konkluderende,<br />
og som endte den<br />
dag i 1980, da Mendelsohns<br />
elskede bedstefar begik selvmord.<br />
Her begyndte forfatterens<br />
projekt måske med en<br />
dunkel erkendelse af, at nu<br />
var han på egen hånd i sin<br />
søgen efter familiens hemmeligheder.<br />
Hvornår og hvordan<br />
døde de? Tre af dem døde på<br />
vej til eller i udryddelseslejren<br />
Bełzec. Hvad var deres<br />
status i byen? Shmiel var<br />
slagter og anset i Bolechow,<br />
”en stor fisk i en lille dam”,<br />
som én siger; Ester var varm<br />
og venlig og sørgede for, at<br />
huset altid var rent. Er deres<br />
historie enestående? Både<br />
og: De var almindelige jøder<br />
fra en lille by i Østeuropa,<br />
hvorfra så mange amerikanske<br />
jøder stammer, men alle<br />
mennesker er unikke, og ved<br />
detaljeret at samle oplysninger<br />
sammen om dem viser<br />
Mendelsohn, at man ved at<br />
fokusere på blot seks kan<br />
nærme sig en forståelse af,<br />
hvorfor seks millioner jøder<br />
skulle udryddes. Dertil kommer,<br />
at Mendelsohn hele vejen<br />
igennem lader sin tekst<br />
bryde af afsnit, hvor han fortolker<br />
lærde rabbineres kommentarer<br />
til Mosebøgerne og<br />
sætter de bibelske tekster i<br />
relation til sin egen søgen. Et<br />
overbevisende eksempel på,<br />
hvordan Bibelen kan bruges<br />
som forståelsesramme i nutiden.<br />
Mange år efter bedstefaderens<br />
død blev projektet så<br />
fuldført i form af en bog, der<br />
er blevet rost og præmieret i<br />
alle de lande, den er udkommet<br />
i. Elie Wiesel, der for nylig<br />
blev interviewet her i avisen,<br />
roser eksempelvis ”De<br />
mistede” for at være ”en bemærkelsesværdig,<br />
personlig<br />
fortælling – meget omhyggelig<br />
i sin søgen efter sandhed,<br />
på en gang kærlig og krævende.”<br />
Det har han fuldkommen<br />
ret i. Mendelsohn er krævende<br />
at følge i sin intense og<br />
langstrakte jagt over hele verden.<br />
Som den akademiker og<br />
arkivrotte, han er (han er til<br />
daglig professor i antikkens<br />
kultur ved Bard College i<br />
USA), stiller han sig ikke tilfreds<br />
med lette svar. Som her,<br />
hvor han har et skuffende<br />
møde i Chicago med Shmiels<br />
søskendes endnu levende<br />
børn: ”Jeg ville have hårde<br />
kendsgerninger, detaljer, en<br />
historie eller anekdote, som<br />
havde noget af sandhedens<br />
ubehagelige symmetri over<br />
sig, men det eneste, jeg blev<br />
ved med at få, var den glatte<br />
lyd af beroligende banaliteter.”<br />
Men Mendelsohn er også<br />
opløftende at følge. Dels er<br />
bogen utroligt velskrevet,<br />
dels er den et langt vidnesbyrd<br />
om det personlige ansvars<br />
afgørende betydning.<br />
Det gælder både de mennesker,<br />
der uselvisk ofrede sig<br />
for andre under nazisternes<br />
monstrøse myrderier, og nazisterne<br />
selv. Som han skriver<br />
om en af udryddelsesaktio-<br />
nerne i Bolechow, hvor over<br />
1000 jøder blev dræbt med<br />
nakkeskud og hældt i massegrave:<br />
”Det er vigtigt at prøve<br />
at tænke på dette, på det øjeblik<br />
hvor skuddene faldt, for<br />
selvom vi er blevet vant til at<br />
tænke på drabene i form af<br />
”operationer” (...) og ”kamre”,<br />
hvad der er abstrakt klingende<br />
begreber, så var det<br />
(...) altid en enkelt person<br />
som faktisk gjorde det.”<br />
Ja, sandheden er konkret<br />
og der er ingen mellemvej,<br />
når afgørelsen skal træffes.<br />
Mendelsohn får læseren til at<br />
spørge sig selv: Er jeg den,<br />
der redder min næste, eller er<br />
jeg den, der hiver i aftrækkeren?<br />
Det er ikke alle bøger, der<br />
rører læseren så både blidt og<br />
Bøger | 7<br />
Med ukuelig respekt for kendsgerninger er den amerikanske forfatter Daniel Mendelsohn i ”De mistede” på sporet<br />
af sin forsvundne jødiske familie. Resultatet er en fremragende erindringsbog om holocaust<br />
0 Koncentrationslejren Bełżec i Polen blev oprettet som del af<br />
Aktion Reinhard (efter Reinhard Heydrich) med det ene formål at<br />
udrydde områdets jøder og – som her – sigøjnere. Under aktionen<br />
blev anslået to millioner, langt de fleste af dem jøder, henrettet i<br />
lejrene Bełżec, Sobibor og Treblinka. – Foto: Scanpix.<br />
Sådan var det på Utøya<br />
bog<br />
Siri Marie Seim<br />
Sønstelie og Erik<br />
h. Sønstelie: jeg<br />
lever, far. 368 sider.<br />
250 kroner.<br />
Politikens forlag.<br />
udkommer i dag.<br />
Når man får bogen ”Jeg lever,<br />
far” i hånden, tænker man<br />
først og fremmest: Hvorfor?<br />
Hvorfor fortæller far og datter<br />
den historie sammen? Kan de<br />
gøre det, uden at det bliver<br />
for sentimentalt og sensationsjagende?<br />
Kan de forløse<br />
en så følelsesladet og person-<br />
lig historie, så den er til at<br />
bære at læse for andre, og så<br />
den bliver relevant? Eller bliver<br />
det blot en flad aftapning<br />
af reality-programmernes tårevædede<br />
freak-show?<br />
Når det lykkes for far og<br />
datter Sønstelie at fortælle<br />
deres historie, skyldes det<br />
først og fremmest, at de er sig<br />
pinedød bevidst om, at de befinder<br />
sig i et personligt såvel<br />
som et presseetisk minefelt. I<br />
bogen argumenterer de begavet<br />
og indsigtsfuldt for, hvorfor<br />
deres historie skal fortælles.<br />
Erik Sønstelie føler som<br />
journalist en pligt til at rapportere<br />
og formidle. Han er<br />
tæt på både bombespræng-<br />
ningen i Oslo og på hændelserne<br />
på Utøya og balancerer<br />
fint mellem det selvoplevede<br />
og det distancerede. Sværere<br />
er det for hans datter, den<br />
20-årige Siri, der føler mediernes<br />
pres på en helt anden<br />
måde end sin far, men begge<br />
synes de at være bevidst om<br />
både formål, form og fælder i<br />
deres fortælling, der for det<br />
allermeste holder sig fra at<br />
falde i de sentimentale og<br />
melodramatiske grøfter.<br />
Bogen er struktureret omkring<br />
far og datters øjenvidneberetninger.<br />
Siri fortæller i<br />
jegform fra dagen før tragedien<br />
på Utøya, fra selve den 22.<br />
0 Daniel Mendelsohn kommer til Danmark i næste uge og holder blandt andet foredrag på kunstmuseet<br />
Louisiana nord for København om ”De mistede”, der blandt andet har modtaget National<br />
Book Critics Circle Award i USA. – Foto: Matt Mendelsohn/Gyldendal.<br />
juli, hvor det lykkedes hende<br />
at skjule sig i en sprække i en<br />
klippe og dermed undslippe<br />
Anders Behring Breiviks kugler,<br />
frem til oktober, hvor hun<br />
sidder i sin studenterhybel i<br />
Essex i England. Og hvor hun<br />
skal forsøge at tage hverdagen<br />
tilbage, forsøge at finde<br />
mening i det onde – og forsøge<br />
at overvinde den angst og<br />
skyld, som hun føler over<br />
selv at være i live, mens hendes<br />
kammerater er døde.<br />
Hendes fars version forløber<br />
parallelt med hendes.<br />
Han fortæller om ventetiden<br />
på et hotel ved Tyrifjorden og<br />
skildrer det forunderlige fællesskab,<br />
der opstår i kølvan-<br />
det på tragedien – og sin<br />
kamp for at hjælpe datteren i<br />
en sorg, som han ikke ved,<br />
hvad han skal stille op med.<br />
Der krydsklippes mellem de<br />
to stemmer, der fortæller i en<br />
slags dokumentarisk nutid,<br />
der dog for begges vedkommende<br />
bliver brudt af en række<br />
efterrationaliseringer, som<br />
kommer til at punktere den<br />
umiddelbare formidling og<br />
pege på bogens konstruktion.<br />
Det ændrer dog ikke ved, at<br />
deres fælles bog bærer et vigtigt<br />
vidnesbyrd om en både<br />
personlig og national helingsproces.<br />
Den skildrer en<br />
familie og et land, for hvem<br />
brysk, som Mendelsohn formår<br />
i ”De mistede” med sin<br />
faktabaserede metode. Man<br />
lærer meget om menneskelig<br />
ondskab i denne bog, men<br />
også om fortidens betydning<br />
for forståelsen af nutiden.<br />
Der er ingen tvivl om, at ”De<br />
mistede” indgår i den række<br />
af uomgængelige bøger om<br />
holocaust, som Mendelsohn<br />
selv har studeret for at kunne<br />
skrive sit originale erindringsværk.<br />
kristeligt dagblad bringer i næste<br />
uge et stort interview med daniel<br />
Mendelsohn.<br />
MichAel BAch henrikSen<br />
bach@k.dk<br />
Mens datteren Siri krøb i skjul for Anders Behring Breiviks kugler på Utøya, ventede hendes far i uvished om hendes<br />
skæbne. Sammen fortæller de fint og forsonende deres historie om den 22. juli og de svære måneder, der fulgte<br />
det lykkedes at mane til forsoning<br />
og fællesskab i stedet<br />
for hævn og had. I familien<br />
Sønstelie har tragedien formået<br />
at samle i stedet for at<br />
skille – og selvom det utvivlsomt<br />
ser anderledes ud i andre<br />
norske familier, er deres<br />
fortælling opbyggelig, både<br />
på et personligt og et nationalt<br />
plan. Som der står på<br />
mindestenen på Utøya: Hvis<br />
én mand kan vise så meget<br />
had, så tænk på, hvor megen<br />
kærlighed vi kan vise sammen.<br />
lotte kirkeBy hAnSen<br />
kultur@k.dk