Stenrev – havbundens oaser

34
MILJØBIBLIOTEKET
Stenrev
Sukkertang.
Palmetang.
Fingertang.
Figur 4-3
Bladtang omfatter sukkertang,
palmetang og
fi ngertang. Fælles for de tre
brunalger er deres særlige
vækstform. Stilken er fl erårig,
og bladpladen kastes hvert år.
Bladet vokser ud fra et vækstpunkt
mellem stilk og plade.
Spidsen er derfor den ældste
del af bladet. Palmetang er
vist med et nyt blad under
fremvækst. Senere opspaltes
det, og planten vil ligne en
fi ngertang.
Tegninger: Susanne Weitemeyer.
Målinger fra de åbne dele af Kattegat viser, at lysniveauet
er reduceret til 10 % på 7-13 meters dybde i forhold til det lys,
der når havoverfl aden. Der er dog store variationer over tid
og sted, hovedsageligt fordi mængden af plankton i vandsøjlen
varierer. Lysniveauet er generelt bedst i den centrale del af
Kattegat, ringere langs kysterne, i Bæltområdet og i området
nord for Læsø, hvor vand fra Skagerrak blandes med vand fra
Kattegat i den såkaldte Kattegat-Skagerrak-front.
Når lyset trænger ned gennem vandsøjlen, sker der imidlertid
ikke blot en svækkelse, men også en ændring af dets farvesammensætning.
I vores farvande, hvor der er meget opløst
organisk materiale i vandet, svækkes rødt og blåt lys meget
hurtigt, hvorimod grønt lys trænger længst ned i vandsøjlen.
En tilværelse i vand rummer også fordele for planterne. Da
algers og vands massefylde ikke er så forskellig, er det kun i
begrænset omfang nødvendigt for dem at investere i strukturbærende
celler for at klare sig i konkurrencen om lyset.
Bladtang-arterne er undtagelser (fi gur 4-3). De satser netop
på, at deres karakteristiske stilk bringer bladarealet fri af den
øvrige algevegetation. Palmetang kan opnå en stilklængde på
1-2 meters længde ud for Vestnorge (fi gur 4-4) – men i danske
farvande kan velvoksne individer dog kun nå en stilklængde
på 15-30 cm. En anden fordel er at vandmangel af indlysende
grunde ikke forekommer.
Nogle brunalger har udviklet en helt anden strategi for at
komme op i lyset og fri af skyggerne fra sten og andre alger.
På bladenderne er der udviklet en eller fl ere luftblærer, som
øger plantens opdrift. Det gælder bl.a. for blæretang, som er
almindelig helt ind til vandkanten i alle vores farvande, men
også arter som f.eks. skulpetang og buletang (fi gur 4-5).
Endelig kan det nævnes, at de såkaldt epifyttiske alger har
specialiseret sig i at nå lyset ved at vokse på andre arter frem
for at sidde på stenene. De har så til gengæld den ulempe, at
hændelser i værtsplantens livscyklus også kan ramme dem;
f.eks. at værten afkaster det blad eller de celler, de sidder på,
eller at værten dør.
Produktion og biomasse
Klaus Lüning (se litteraturlisten) har sammenlignet de store
algers produktion med den produktion, der opnås i skove
eller på marker. Han opdagede, at tangskove kan være meget
produktive. Bladtangarter (fi gur 4-3) har f.eks. en årlig nettoproduktion
på 1.200-1.900 gram kulstof pr. m 2 . Tilsvarende
produktionstal for skovområder er 200-1.000 gram kulstof pr.