Arsskrift - Grindsted Kost –og Realskoles Elevforening
Arsskrift - Grindsted Kost –og Realskoles Elevforening
Arsskrift - Grindsted Kost –og Realskoles Elevforening
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Mogens Howard Hø;rup, årgang 1974.<br />
Det sure med<br />
det søde!<br />
Jeg var lige fyldt<br />
tolv år dengang<br />
I!!!!!!!'-t - »Jeg følger dig<br />
til bussen« - vi<br />
bevægede os<br />
meget, meget<br />
langsomt - som<br />
for at få det sidste<br />
ud af vores<br />
venskab.<br />
Jeg havde allerede fået en klump i halsen og<br />
gråden stod på spring.<br />
Uden at sige så meget til hinanden, fulgtes<br />
vi højre om og forbi den store sten som stod<br />
der' bag ved bænken, på hjørnet uden for<br />
jord moderens hus ved vendepladsen over<br />
for den store skolegård. Vi havde valgt den<br />
»Iange« vej.<br />
Vi forlod nu sammen skolegade for sidste<br />
gang og bevægede os op ad Jernbanegade<br />
forbi dampvaskeriet på modsatte side, smøgen<br />
(den korte vej) og grillbaren på højre<br />
hånd og længere fremme biblioteket, inden<br />
vi skulle krydse Østerbrogade, den sidste<br />
Thomas Kulin, årgang 1983.<br />
Der er masser af minder der popper op, når<br />
jeg tænker tilbage på min skoletid i <strong>Grindsted</strong>.<br />
I starten havde jeg naturligvis en del hjemve.<br />
Det er langt at være 5000 km . hjemmefra.<br />
Men det gik nu meget godt. Det første<br />
halve år boede jeg hos Birte og Jørgen, så<br />
jeg havde jo nær familie omkring mig. Og<br />
jeg var på jagt med Jørgen et par gange,<br />
selvom jeg nu ikke brød mig så meget om<br />
at skyde dyr. Jeg tror at det var samtidigt, at<br />
Jørgen også lagde geværet på hylden - for<br />
han brød sig vist heller ikke om det.<br />
13<br />
gade som adskilte os fra at nå rutebilstationen.<br />
Vi var gået til bussen i god tid , fordi<br />
jeg endnu ikke vidste, hvordan jeg skulle<br />
fortsætte uden min ven. For at distancere<br />
mig fra min følelse af afmagt, købte jeg det<br />
sidste nye nummer af Anders And til ham,<br />
for at lette hans rejse til Silkeborg. Det blev<br />
han glad for.<br />
Jeg så ham aldrig siden!<br />
Sådan var betingelserne - Vi var mange<br />
sammen og på en eller anden måde alle<br />
sammen kammerater - tøser såvel som<br />
drengerøve. Jeg har mange gode oplevelser<br />
fra skolen, men husker specielt den rare<br />
fø lelse af fællesskab - bagsiden - eller noget<br />
af det værste var bestemt, at vi skulle tage<br />
afsked med hinanden.<br />
Jeg overlevede trods alt, man knytter sig jo<br />
hurtigt til sine nye venner i den alder, men<br />
det var hårdt ved mig.<br />
En morale kunne være - at vi skønner på det<br />
vi har, mens vi har det, og lever i nuet.<br />
De kærligste hilsener til alle!<br />
Siden hen yttede jeg over på kostskolen,<br />
hvor jeg delte værelse med Kim Anderson.<br />
Ham husker jeg tydeligt, og jeg har forsøgt<br />
at få kontakt med ham et par gange, men<br />
det er aldrig lykkedes. Det eneste jeg ved,<br />
er, at han bor i København. Han var en rigtig<br />
god ven.<br />
Der var også en anden rod, men jeg husker<br />
kun hans øgenavn, Brother Denmark,<br />
fordi han altid gik i en cowboyjakke med det<br />
danske ag syet på ryggen. Han var ryger<br />
og frygtede altid, at han derfor skulle dø af<br />
kræft.
Change language