Arsskrift - Grindsted Kost –og Realskoles Elevforening

kom på en James Bond i mit liv.
Det kunne også være Mogens Hansen, specielt
hvis det var fredag, for da fik han og min
far en øl med snak.
Jeg lærte at a æse situationen. Hvornår jeg
skulle præsentere mig med håndsrækning,
hvornår jeg blot skulle nikke og gå ind i
stuen eller andre gange, hvor det var mere
eller mindre påkrævet at jeg skulle bænke
mig og deltage i samværet. Det var altid lidt
spændende at åbne den grønne hoveddør
og se hvad der gemte sig på bænken.
På den grønne hoveddør var der en dørhammer.
Der var aldrig nogen, som vovede
sig ind i " Privaten" uden først at have brugt
den. Jeg tog mig selv i nogle gange at bruge
den, bare for at høre slagene fra den anden
side af. Det var en mægtig god lyd, så jeg
forstår til fulde biologi læreren Jens Frydenlund,
når han gav den hele armen, og bankede
samtlige sjæle op under loftet, før han
kom brasende ind af døren.
Jeg har tit tænkt på, hvordan det måtte være
at starte på kostskolen. Det med at skulle
bænke sig i et køkken, som var fyldt med
krydderier, tingeltangel og et ubegribeligt
antal bunker af diverse blade og bøger.
Selvfølgelig havde familiens Metha ryddet
op i sådant et niveau at der var plads og
tilpas ryddeligt.
Men stadigvæk, man måtte virkelig føle, at
man trådte ind i et privat hjem. Pludselig
kommer en hund ind under bordet og sandelig
om ikke to andre følger den. Hvad
laver den overdimensioneret røde hankat
midt på bordet, i det som ellers ligner en
servietholder.
Lyden af en grøn papegøje, som forsøger at
mænge sig med de bortløbne hunde ved at
gø. Og ikke mindst en hoveddør, som bliver
åbnet og lukket i det uendelige af diverse
mennesker af vidt forskellige årsager.
Det er ikke helt forkert hvis jeg siger at de
15
var noget af et leben. Ikke kun for jer, som
overlevede besøget i køkkenet og trådte videre
ind i kostskolelivet, men også for mig.
Hele min barndom havde jeg skolen med
dens elever og lærere helt inde under huden,
og det tog mig mange år at erkende, at
det nok også blev min fremtid.
Det er mit barndomshjems fortjeneste, at jeg
i dag har fingrene begravet i skolens muld
og underviser på livet løs. For når jeg træder
ud i nutidens skolegård, finder jeg paralleller
af alle jeres skæbner i det uendelige.
Børn som aldrig bliver bænket i et privat
hjem, fordi det ikke er oppe i tiden. Det er
børn som får andre chancer i livet end I
gjorde og for nogle er det af det gode og for
andre ... tja!
Til tider har jeg lyst til at tage deres skæbner
i min lomme og lukke dem ud igen i mit barndoms
køkken og se hvad der sker.