Arsskrift - Grindsted Kost –og Realskoles Elevforening

elev fra skolen. I som var med til festen
husker sikkert hendes korte men gode og
humoristiske tale. Hvor var det dejligt at se
hende igen! Ikke mindst fordi hun nok også
er den eneste af vores gamle lærere som
stadig er i live.
Hr. Krogsgaard, som vi grinede af med
himmelvendte øjne, når han begyndte at
filosofere omkring Højskole sangbogen, alt
imens han svang brillerne frem og tilbage.
Det var vigtigt, sagde han , at vi lærte disse
sange udenad, at de ville få en hel speciel
betydning for os en dag - især hvis vi skulle
komme til at sidde langt fra fædrelandets kyster.
Jeg for mit vedkommende kan kun give
ham ret, for nu forstår jeg hvor "danske«
de er og hvor " dansk« jeg selv er på trods
af de næsten 44 år jeg har boet i Amerika.
Jeg kan dårligt høre, end sige synge, disse
sange uden at blive bevæget (hvilket de af
mine klassekammerater som jeg sad sammen
med i gymnastiksalen kan bekræfte).
Min far, Mogens Høirup, som gjorde historie
timerne så levende, at man næsten syntes,
at man i det øjeblik virkelig var iblandt
de gamle Romere f.eks. Og som også, når
der skete noget vigtigt i vores land eller ude
omkring i verden, lod hånt om pensum og
lektier (til vores store fryd selvfølgelig), og i
stedet kastede sig ud i, hvad der foregik her
og nu.
Jeg elskede Leo Kjær med hans specielle
humor og somme tider hvasse replikker.
Hvem husker vel ikke hans ord til Inger Jeppesen,
som vist sad og så lidt sur ud: " Har
du blandet cement i pudderet nu til morgen,
Inger?« Han var min første engelsk lærer og
ingen kunne jo vide dengang, at netop dette
sprog ville jeg komme til at tale i min hverdag
det meste af mit liv.
Til min store fortrydelse fik jeg aldrig lov
til at prøve at være med i nogen af de årlige
skolekomedier. Som skolebestyrerens datter
var det ikke "passende« (sagde mine
forældre) at jeg blev tildelt den ære. Hvem
ved, måske er der gået en stor skuespiller
tabt i mig' Det vil jeg aldrig finde ud af. Deri-
9
mod var jeg altid medlem af skolekoret, som
talte mange elever på det tidspunkt. Jeg kan
tydeligt huske da vi sang " Jerusalem«. Det
var fru Brinck som tog sig af indøvningen af
de forskellige stemmer (der var mindst fem
og selve koret var på over 50 tror jeg). Det
var altid min far som gav stykket de sidste
afpudsninger, for han forstod at begejstre
os og få det til at lyde af noget. Jeg havde
gåsehud over hele kroppen så smukt syntes
jeg det lød. Jeg var også med da " Lørdagspigerne«
(dem fra Grindsted altså) blev
stiftet. Vi var et lille 6 mands kor, ledet af min
søster Birte. Karen , Rete, Rita, Ella, Sysser
og jeg selv deltog. Vi sang populære sange,
var vældigt optagede af det og øvede os i
timevis, med Birte ved roret, uden at kny.
Og vi kom sandelig også til at optræde både
ved skolefester og i diverse forsamlingshuse
rundt omkring med blandt andet " Me
and my shadow«, " Show me the way to go
home«, " En rose så jeg skyde« og " Hven
skulle tro at jeg har set en ternet ko«.
Der var lejerskole ved Mørkholt i en hel
uge, og udenlandstur til Harzen. Da vi sluttede
på skolen med vores præliminær eksamen
var der som altid en dejlig afslutningsfest
med bespisning og dans (orkester leder
Ejvind Skov). Ved Midnatstid begav vi os til
fods mod Troensøen. Der var stort St. Hans
bål parat og det ammede og lyste medens
vi sang sange fra Højskolesangbogen. Den
nat havde de este af os fået lov til at blive
oppe ligeså længe vi ville af vores forældre.
Syrenerne duftede, vi havde overstået eksamen
og livet lå og ventede på os.
Ja, rigtig mange gode minder og jeg
kunne såmænd blive ved længe endnu.
Jeg vil ønske skolen og den selvejende
institution masser af medgang og succes
fremover.