Hent Bibelmaraton-noter

Bibelmaraton 

i Bethaniakirken, 2008‐2009 

Kommentarer/noter til de bibelske skrifter 

Ved Erik Mortensen

Kommentarer til de Bibelske skrifter i forbindelse med bibelmaraton ved Erik Mortensen i Bethaniakirken 2008 

1. Mosebog ........................................................................................................................................... 2 

2. Mosebog ......................................................................................................................................... 16 

3. Mosebog ......................................................................................................................................... 32 

4. Mosebog ......................................................................................................................................... 40 

5. Mosebog ......................................................................................................................................... 47 

Josvabogen ......................................................................................................................................... 61 

Dommerbogen .................................................................................................................................... 70 

Ruths Bog ........................................................................................................................................... 77 

Første Samuelsbog ............................................................................................................................. 79 

2. Samuelsbog .................................................................................................................................... 87 

1. Kongebog ....................................................................................................................................... 94 

2. Kongebog ..................................................................................................................................... 102 

1. Krønikebog................................................................................................................................... 109 

2. Krønikebog................................................................................................................................... 114 

Ezras Bog ......................................................................................................................................... 121 

Nehemias’ Bog ................................................................................................................................. 124 

Esters Bog ........................................................................................................................................ 128 

Jobs Bog ........................................................................................................................................... 131 

Salmernes bog .................................................................................................................................. 142 

Ordsprogenes bog ............................................................................................................................ 153 

Prædikerens Bog .............................................................................................................................. 161 

Højsangen......................................................................................................................................... 164 

Generelt om profeter! ....................................................................................................................... 166 

Esajas ............................................................................................................................................... 172 

Jeremias’ Bog ................................................................................................................................... 185 

Klagesangene ................................................................................................................................... 198 

Ezekiels Bog .................................................................................................................................... 200 

Daniels bog ...................................................................................................................................... 212 

Hoseas’ Bog ..................................................................................................................................... 219 

Joels Bog .......................................................................................................................................... 222 

Amos’ Bog ....................................................................................................................................... 223 

Tidstavle over profeternes virke: ..................................................................................................... 224 

Mikas Bog ........................................................................................................................................ 225 

Nahum’s Bog ................................................................................................................................... 228 

Habakkuks Bog ................................................................................................................................ 229 

Sefanias’ Bog ................................................................................................................................... 231 

Haggajs Bog ..................................................................................................................................... 232 

Zakarias’ Bog ................................................................................................................................... 234 

Malakias’ Bog .................................................................................................................................. 237 

Matthæus Evangeliet ........................................................................................................................ 239 

Markus Evangeliet ........................................................................................................................... 248 

Lukas Evangeliet .............................................................................................................................. 255 

Johannes Evangeliet ......................................................................................................................... 264 

Apostlenes Gerninger ....................................................................................................................... 271 

Romerbrevet ..................................................................................................................................... 283 

Paulus’ 1. brev til Korintherne ......................................................................................................... 290 

Paulus 2. brev til Korintherne .......................................................................................................... 295 

Galaterbrevet .................................................................................................................................... 300 

Paulus’ brev til Efeserne .................................................................................................................. 303 

Filipperbrevet ................................................................................................................................... 306 

Paulus’ brev til Kolossenserne ......................................................................................................... 308 

Paulus’ 1. brev til Thessalonikerne .................................................................................................. 310 

1


Paulus’ 2. brev til Thessalonikerne .................................................................................................. 313 

Paulus’ 1. Brev til Timotheus .......................................................................................................... 314 

Paulus’ 2. Brev til Timotheus .......................................................................................................... 316 

Paulus’ Brev til Titus ....................................................................................................................... 319 

Paulus’ Brev til Filemon .................................................................................................................. 320 

Hebræerbrevet .................................................................................................................................. 322 

Jakobs Brev ...................................................................................................................................... 327 

Peters 1. Brev ................................................................................................................................... 330 

Peters 2. Brev ................................................................................................................................... 333 

Johannes 1. Brev .............................................................................................................................. 334 

Johannes’ 2. Brev ............................................................................................................................. 336 

Johannes’ 3. Brev ............................................................................................................................. 337 

Judas’ Brev ....................................................................................................................................... 338 

Johannes’ Åbenbaring ...................................................................................................................... 339 

1. Mosebog 

Gud arbejder 

Alt – bogstaveligt talt alt – begynder her 

”Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, 

han havde udført, da han skabte” (2:3). 

Som bekendt begynder Bibelen med de velkendte ord: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og 

jorden”. 

Vores første information om Gud er, at han formede og dannede universet, som en kunster skaber 

sit kunstværk. Hvordan skal vi kunne fatte, hvor ubegribeligt storslået dette er. Michelangelo, som 

måske er historiens største kunstner, kan måske give os en fornemmelse til en forståelse. Han maled 

Roms berømte Sixtinske Kapel for at genfortælle 1. Mos. skabelsesberetning. Hans oplevelse 

beviser i hvert fald en ting: Hvordan det er når kreativiteten fungerer. 

Michelangelo havde godt 600 kvadratmeter loft, som skulle males. Hvis man har prøvet at male et 

loft med en rulle eller en pensel, ved lidt om, hvilke fysiske vanskeligheder man er op imod ved en 

sådan opgave. Mechelangelos plan var at male 300 forskellige, detaljerede portrætter af mænd og 

kvinder. I mere end 3 år viede kunstneren al sin arbejdskraft til dette udmattende arbejde at male 

loftet oven over ham med små pensler. 

Nogle gange malede han, mens han stod på et kæmpemæssigt stillads og en pensel i hånden. Nogle 

gange sad han med næsen nogle få centimeter fra loftet. Nogle gange lå han på ryggen, mens han 

malede. Hans ryg, skuldre, nakke og arme smertede af krampe. 

I de lange sommerdage var der lys nok til, at han kunne male i 17 timer i døgnet. Han tog mad og en 

natpotte med op på det 20 m høje stillads. I 30 dage i træk sov han i sit tøj, og tog ikke engang sine 

støvler af. Malingen dryppede ned i hans øjne, så han døjede med at se. Han frøs om vinteren, og 

svedte om sommeren. Han malede og malede indtil loftet ikke længere så ud som et loft. Han havde 

forvandlet det til et skabelsesdrama med skabninger, der forekom så virkelige, at de så ud til at 

trække vejret. Aldrig før eller siden er noget lignende sket. 

2


Men som Michelangelo kun vidste alt for godt, så var hans arbejde kun et fattigt og svagt genskin af 

det Gud havde skabt. Over taget i Det sixtinske Kapel rejste Guds ufattelige kuppel sig mod himlen, 

ufattelig i sin enkle skønhed. Bjerge, have og kontinenter – det er alt sammen plus uendeligt meget 

mere Guds kreative arbejde. Han er Mester Kunstneren. 

Guds verden er så meget større og smukkere end Michelangelos mesterværk. Guds værk er 

produktet af en usammenlignelig større energi. Som forfatteren Eugene Peterson har skrevet: 

”Bibelen begynder med bekendtgørelsen ”I begyndelsen skabte Gud”. Den begynder ikke med, at 

han sad majestætisk i Himlen og ikke med, at han var fyldt af skønhed og kærlighed. Han skabte! 

Han arbejdede og udførte sit værk. Ordet Gud møder vi 30 gange i kap. 1. Vi slås af forundring over 

Guds formåen og virketrang. Hele 1. Mosebog indeholder beretninger om Guds fantastiske virke og 

gentagne indgreb. Men også om menneskets gøren og laden, der dog er katastrofalt anderledes. 

Menneskers aktiviteter virker næsten, som om de kun tilstræber at tilsvine Guds skaberværk med 

hæslige former for graffitihærværk. 

Der er ikke kun tale om Adam og Evas ulydighed. Kain dræber sin bror Abel med koldt blod, 

verdens hæslige ondskab og fordærv leder til vandfloden, og menneskets hovmod fører til 

Babelstårnet. 

1. Mosebog er også beretningen om, at Gud straks går i gang med at hele skårene. Vi får en 

fornemmelse af hans ubegribelige plan. I begyndelsen er den ikke særligt detaljere beskrevet, men 

alligevel klar nok til, at mennesker får løfter at tro på og forholde sig til, allerede inden de må 

forlade Paradisets have. Det står mennesket frit for, om de vil tro Guds løfte om en frelser, eller 

de vil kaste vrag på det. Alting står og falder imidlertid med deres tro, for i troen viser man sin 

tillid og indstilling til Gud, og det er den indstilling Gud ærer, og det er den tro som retfærdiggør. 

1. Mos. viser klart, hvor forfærdelige konsekvenser det har at kaste vrag på Guds løfter, og bogen 

viser ligeså tydeligt, hvor velsignet det er at stole på Guds løfter. Mennesket er i sandhed skabt i 

Guds billede. Valg har afgørende betydning. Mennesket er ikke kun en marionetdukke. 

I begyndelsen – altså fra starten af 1. Mos.- er der kun få streger og farver i maleriet, og det kan 

være svært at se, hvad billedet skal forestille. Datidens mennesker havde naturligvis ikke 

udtømmende kundskab, ligesom vi ikke har, men som vi forstår det, havde de tilstrækkelige 

informationer til at tro Guds løfter. De vidste også mere, end vi ved, de vidste. Gang på gang gør de 

ting og foretager sig ting, som kræver forudsætninger og viden, som vi ikke har kendskab til, men 

derfor kunne de jo godt have haft indsigt. Så de har haft en større forståelse af mange ting, end den 

vi ved, de havde. 

På sin vis er de første 3 kapitler i 1. Mosebog forbundet med slutningen af Åbenbaringsbogen. De 

mellemliggende kapitler af Bibelen, som er menneskehedens tragiske historie, er en slags parentes, 

der viser, hvordan syndens hærgen fører til elendighed, død, lidelse og had. I 1. Mosebog får vi at 

vide, at sådan var det aldrig tænkt, og i Åbenbaringsbogen får vi at vide, at sådan kommer det ikke 

til at slutte. 

1. Mosebog er en af de mest fornøjelige GT bøger at læse. Den er fuld af gode historier om 

mennesker og begivenheder. Det er også en vigtig bog at kende til, for resten af Bibelen referer ofte 

tilbage til denne bog. 

1. Mosebog fortæller historien om de mange forskellige slags begyndelser. Universets begyndelse, 

syndens begyndelse og måske det allervigtigste: Begyndelsen på Guds værk med at genoprette og 

forløse en syndig menneskeslægt. 

1. Mosebog er delt op i to sektioner. De første 11 kapitler giver os det store overblik. De giver os 

oprindelsen til samfundet, inkl. de velkendte beretninger om Adam og Eva, Kain og Abel, Noas ark, 

Babelstårnet. I dette afsnit kan nogle få ord have enorm betydning. Man må læse langsomt og 

reflektere over det, man læser, for det som siges i en enkelt linie, kan have betydning for 

begivenhedernes gang i de kommende århundreder. Således var det fx med Adam og Evas synd 

Fra og med kapitel 12 fortæller 1. Mos. en anden historie – beretningen om en enkelt familie. Det 

går nu lidt langsommere, og vi hører om de store personligheder som Abraham, Isak, Jakob og 

3


Josef. Disse fædre og sønner er mennesker på godt og ondt. De har deres skavanker og fejl. På den 

måde kan vi jo sagtens genkende os selv i dem. 

Det er vigtigt, at vi forstår, at Gud havde planer med disse mennesker på trods af deres skavanker 

og mærkværdigheder. Og disse planer havde at gøre med forløsningen af menneskeslægten. 

1. Mos. 1:31 

Hvorfor skulle Gud bruge ”seks dage” til at skabe verden? Hvorfor gjorde han det ikke på et øjeblik 

– som han uden tvivl kunne have gjort? 1. Mos. introducerer os til Guds normale måde at arbejde 

på: gennem en proces. Arbejde, som begynder med et ord, kan tage tid at gøre færdig. På samme 

måde blev Israel friet fra slaveriet på en nat, men det tog dem 40 år at nå det forjættede land. 

Kristne bliver født på ny på et øjeblik, men det tager et langt liv at gøre dem til nye skabninger. Den 

ny Himmel og den nye jord har længe været undervejs, men Gud er i gang med at gøre alting nyt. 

1. Mos. 2:23-25 

I dette skriftafsnit har vi grundlaget for ægteskabsinstitutionen. Både Jesus og Paulus citerer fra de 

vers, når de kommenterer og beskæftiger sig med ægteskab og samliv. (Matt. 19:5, Mark. 10:7-8 og 

1 Kor. 6:16, Ef. 5:31). Ægteskabet er altså ikke en ”jødisk” eller en ”kristen” opfindelse. 

Institutionen har sin oprindelse i Paradisets have blandt de to første mennesker. Man kan sige, at det 

er en almen menneskelig institution, som har med selve skabelsesordningen at gøre. 

1. Mos. 3:7 

Da Adam og Eva var ulydige mod Gud, blev de øjeblikkelige skamfulde over deres legemer og 

ønskede at gemme sig. Lige siden har syndige mennesker ”gemt” sig for hinanden og for Gud. 

Gud stillede Adam og Eva 3 spørgsmål, der er typiske for de spørgsmål, han stiller til alle, som 

gemmer sig: 1) Hvor er du? (Og hvorfor gemmer du dig fra mig?) 2) Hvem fortalte dig, at du var 

nøgen? (Og hvorfor troede I på en anden, og ikke mig?) 3)Hvad er det I har gjort? (Og er I parate 

til at stå til ansvar for det?) 

Mos. 4:4. Vi ved ikke, hvorfor Gud fandt behag i Abels offer og ikke i Kains. Senere i 

Mosebøgerne skal vi se, at såvel dyreofringer som afgrødeofre var blandt de forordninger, som 

indgik i ceremonierne i Tabernaklet. Vi må formode, at det var Kains indstilling, som udgjorde den 

afgørende forskel. Den, som ikke kommer til Gud i tro... (se Hebr. 11:4 ”I tro frembar Abel Gud et 

rigere offer....). ”I tro” er det altafgørende. Som vi allerede har nævnt, er det åbenbart, at Abel 

vidste mere om ofringer og deres betydning, end Bibelen fortæller os, at han vidste. 

Vi kan fantasere om, hvor godt Abel og Kain forstod Guds klare løfte til Adam og Eva om, at en 

person skulle komme, som skulle knuse slangens hoved...., og hvor klart var det, at et uskyldigt dyr 

havde måttet lade livet, for at Adam og Eva kunne dække (dække og sone er lidt det samme) deres 

nøgenhed (synd) over for en hellig Gud.... Det ligger imidlertid fast, at fra nu af spiller ofringer en 

altafgørende betydning i både GT og NT. Vi må forstå, at tingene hænger sammen! Abels blod 

skriger på ”dom, dom”. Og naturligvis må Gud dømme, fordi han er en hellig Gud. Hvis han blot 

trak på skuldrene og var ligeglad, så var der ingen moral og ingen rigtigt og forkert at forholde sig 

til. Hebræerbrevet føjer en yderligere dimension til, som vi bør notere os. Der er nemlig en anden 

vej, som grunder sig i Jesu blod og hans stedfortrædende død. ”og til det rensende blod (Jesu), der 

taler stærkere end Abels.” (Hebr. 12:24) Hvordan taler det stærkere? Abels blod råbte på dom, 

hævn og retfærdighed. Jesu blod forkynder ikke blot retfærdighed. Det tilbyder ”nåde og 

barmhjertighed”. Det råber ”frelse” på basis af Jesu død til alle, som vil lytte. Derfor taler Jesu blod 

stærkere end Abels. 

1.Mos. 6:2! 

Til alle tider har man undret sig over udtrykket ”gudssønnerne”. Hvem var de?? 

Det enkle svar er: ”Vi ved det ikke”, men måske er der to muligheder! Enten er det efterkommerne 

af slægten af de mennesker, som vi læser om i 1. Mos. 4:26, der frygter Gud og stoler på ham, eller 

4


også er det engle, som vi læser om i Job 1:6. Uanset hvordan vi fortolker det, er pointen, at 

menneskenes ondskab tog til i en grad, der førte til syndfloden og Guds dom. 

1. Mos. 8:11! 

Duen med et olivenblad er blevet et symbol på fred. Symbolet stammer fra denne beretning, hvor 

fred på ny blev genetableret mellem Gud og hans skabning. Olivenbladet fortalte Noah, at de lavere 

liggende områder, hvor oliventræet groede, nu var over vand og var sprunget ud med nyt liv. 

1. Mos. 9: 1-7! 

For første gang siden skabelsen giver Gud nu tilladelse til, at mennesker også må sætte kød på 

menukortet, hvis man undlader at spise blodet. Blodet forbindes i GT med liv, og derfor er det en 

gennemgående opfattelse, at forordningen med ikke at spise blodet skal tjene som respekt for 

dyrelivet. Afsnittet gør det krystalklart, at et menneskeliv har en særlig værdi. Mange kristne, der 

går ind for dødsstraf, henter deres begrundelser og argumenter i disse vers. At slå ihjel er i 

virkeligheden et angreb på ”Guds billede”. En sådan forbrydelse er så alvorlig, at den kun kan 

straffes på én måde, nemlig ved at man selv må bøde med sit liv. 

1. Mos. 9:12 

Gennem hele Bibelen, indgår Gud pagtsaftaler med de mennesker, han elsker. Den først nedskrevne 

pagt blev markeret med et passende symbol – regnbuen. Pagter, der blev indgået senere, gjaldt 

specifikt til israelitterne, så gjaldt denne og gælder stadig alle levende skabninger. 

Abraham 

Gud begynder sin genopbygning 

”Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. ….. I dig skal alle jordens slægter velsignes” 

(12:2-3). 

Efter de første 11 kapitler i 1. Mos. begynder en helt ny æra i frelseshistorien i og med, at Abraham 

træder ind på scenen. Abraham er en historisk skikkelse i den forstand, at arkæologer har fundet og 

udgravet hans hjemby Ur, som efter datidens forhold var et højtudviklet og imponerende samfund. 

Fra Bibelens side er fokus nu ikke længere først og fremmest på verdenshistorien, men på denne 

Guds udvalgte og hans slægt. I modsætning til hvad man måske skulle forvente, var Abraham 

hverken konge eller en rig jordbesidder. Tværtimod. Han var en barnløs nomade, som Gud 

suverænt udvalgte til at være stamfader for sit folk. 

Ved en række bemærkelsesværdige tilfælde åbenbarede Gud sig for Abraham, talte til ham og gav 

ham løfter. Gud lovede hans familie det land, han strejfede om i, og desuagtet han var barnløs (både 

hans kone Sara og Abraham var højt oppe i årene), lovede Gud ham også så mange efterkommere, 

at de ville blive talløse som havets sand og himlens stjerner. Menneskeligt set forekom begge dele 

komplet umuligt. Ikke desto mindre troede Abraham Gud for det. 

Det er interessant at bemærke, at Abraham ikke var fuldkommen. Han begik en lang række fejltrin, 

som i vore øjne ville have gjort ham uegnet til at sidde i et menighedsråd. Men i de afgørende 

øjeblikke troede han Gud og slog sin lid til hans løfter. Hans efterkommere har for altid være kendt 

som ”Guds folk”. 

Abrahams forhold til Gud er et ”nede på jorden praktisk forhold”. Det bærer ikke præg af teologiske 

finesser, men handler om, at Gud kan tale til og velsigne et svagt fejlende menneske ud over alle 

grænser, hvis det menneske vil og tør tro Gud for hans løfter. Man kan ikke undre sig over, at NT 

nævner Abraham mere end 80 gange, og Paulus siger, at de sande efterkommere efter Abraham er 

de kristne. (Gal. 3: 6-9). 

5


Løftet fra 1. Mos. 3:15 vil finde sin endelige løsning gennem Abraham, som Gud nu har udvalgt til 

at være stamfader til den slægt, hvori ”kvindens sæd” skal fødes. Dvs. jøderne. 

Det er endvidere i de kristne, at Guds løfte ”i dig skal alle jordens slægter velsignes” opfyldes. Vi 

er altså i dag – omkring 4000 år senere – en del af opfyldelsen af Guds løfte til Abraham. Gud 

tænker langsigtet. I Galaterbrevet 3:8 siger Paulus faktisk, at Abraham ved at tro dette løfte fik et 

indblik i og en forsmag på evangeliet. 

1. Mos. 12:13. Sara var faktisk Abrahams halvsøster (1. Mos. 20:12), men sagen var jo, at hun også 

var hans kone. Halve sandheder tenderer til at være hele løgne!! Abraham gentog sin løgn engang 

til i kap. 20. Inden vi er for hurtige til at dømme Abraham, må vi ikke glemme, at Abraham i begge 

tilfælde med god grund frygtede for sit liv. Sara må have været meget smuk! 

1. Mos. 13:3 

Hovedhandelsruten gennem Kana’an gik fra nord til syd gennem Sikem, Betel, Hebron og 

Beersheba. På deres rejse var det kun naturligt, at Abraham og hans børn gjorde holdt ved disse 

steder. Disse stednavne dukker igen og igen op i folkets historie. 

1. Mos. 14:17-20. 

Melkisedek er en mystisk skikkelse, som helt uventet træder ind på scenen og er genstand for 

Abrahams tilbedelse og udelte opmærksomhed. Vi møder Melkisedek to gange senere i Bibelen. 

Først i Sl. 110 og siden i Hebr. 7:11-17. Han fremstilles som et billede på Kristus, for han var både 

præst og konge. Selv om det var utænkeligt for de skriftlærde og jøderne, at Messias kunne være 

både præst og konge, for præsterne kom fra Levi stamme og kongerne fra Juda stamme, så lades vi i 

GT ikke i tvivl om, at Messias skulle være både konge, præst og profet. Hos hedningerne var 

kongen også ofte præst, men det var altså utænkeligt for jøderne. Melkisedek dukker imidlertid op 

som et symbol på Kristus og viser, at det sagtens kan lade sig gøre. 

1. Mos. 15:6. 

Dette vers er særdeles centralt i Bibelsk sammenhæng og vigtigt for vores forståelse af forholdet 

mellem mennesker og Gud. Verset er citeret 3 gange i NT: Rom. 4:3, Gal. 3:6 og Jakob 2:23. Gud 

accepterede og var tilfreds med Abraham, ikke fordi han levede et fuldkomment og fejlfrit liv, men 

fordi han troede Guds løfter. Såvel i GT som i NT ser Gud på vores tro og ikke på, hvor gode 

moralske mennesker vi er. 

1. Mos. 16:2 

Det var sædvanen, at en mand kunne sove med en af tjenestefolkene og lade hendes børn indgå i 

hans børneflok. Abraham prøvede at få de børn han og hans kone længtes efter ved ”at hjælpe Gud” 

med at opfylde løftet om en søn. Arbrahams vej var imidlertid ikke Guds vej, og Abrahams forsøg 

førte til ikke så lidt jalousi og sorg. Den samme måde at løse tingene på, førte også til 

vanskeligheder for Jakobs familie (kap. 30). 

1. Mos. 17:17. 

Abraham var en troens mand, som vi har set, men til trøst for os var hans tro ikke 100 procent. I 

dette vers, hvor han er tæt på de 100 år, ler han hjerteligt af Guds løfte om, at han skal blive far. Der 

er gået 25 år siden Gud sidst fremsatte løftet, så hans reaktion er vel forståelig. Og han demonstrerer 

derudover sin manglende tro ved at foreslå, at Ismael bliver den lovede ”løftets søn”. I næste kapitel 

(18:12) er det Sara, som morer sig over Guds løfte. 

1. Mos. 18:18 

6


Gud forudsagde her (og adskillige andre steder), at alle nationer på jorden ville blive velsignet 

gennem Abraham. Omkring 2 tusind år senere skrev apostlen Paulus, fordi han i disse ord så en 

forudsigelse af, at Gud gennem jøderne ville nå ud til ikke-jøder med kristendommens budskab, at 

Gud havde ”på forhånd forkyndt det evangelium for Abraham” (Gal. 3:8). 

En katastrofe, som Gud sendte 

Sodoma: En by, som fortjente at blive ødelagt 

”Hvis der er andre her, som hører dig til, svigersønner, sønner eller døtre, ja, enhver der hører dig 

til i byen, så før dem bort herfra, for vi skal ødelægge dette sted” (19:12-13) 

Er naturkatastrofer Guds straf? Kommer oversvømmelser, jordskælv, vulkanudbrud, orkaner, etc. 

fordi Gud er vred? Bibelens svar er meget enkelt: Nogle gange er det Guds straf, andre gange ikke. I 

1. Mos. ser vi adskillige katastrofer, som bare sker. Der var tilsyneladende ikke tale om en straf 

eller noget lignende, selv om sådanne begivenheder sagtens kan fremme hans sag. Lad os nævne 3 

”katastrofer”, som tilsyneladende bare kom: kap. 41, hvor vi hører om hungersnøden i Ægypten, 

som jo bragte Josef til tops i det Ægyptiske politiske system, kap. 14, hvor Abraham går i krig, fordi 

Lot er blevet taget til fange. Endelig kan vi nævne voldtægten i kap. 34. 

Men katastrofen, hvor Sodoma og Gomorra blev udslettet, var Guds straf. Vi får ikke fortalt 

hvordan, men kun hvorfor. Måske var det et vulkanudbrud, måske noget andet. Med al 

sandsynlighed lå Sodoma og Gomorra, hvor vi i dag finder Dødehavet. 

Sodoma og Gomorra var et jammerligt sted. Fremmedes besøg blev betragtet som en anledning til 

et fælles homoseksuelt voldtægtsorgie. Fra Ezekiel 16:49 ved vi, at der var andre problemer i 

byerne. Gud lovede Abraham, at han ville spare byerne, hvis der havde været blot 10 retfærdige 

mennesker i byen. Det var der tilsyneladende ikke! Tidligere havde Abraham i 14: 21-24 nægtet at 

tage imod en velfortjent belønning fra kongen i Sodoma, fordi han ikke ville have noget med dens 

fordærvede indbyggere at gøre. Lot derimod havde slået sig ned i Sodoma, fordi han var tiltrukket 

af lette penge og gode forretninger. Og Lot havde gjort karriere og var blandt ”de ældste” på stedet 

og var så glad for at høre til der, at han først blev reddet i sidste øjeblik. Det hele endte både tragisk 

og sørgeligt. Hans kone blev til en saltstøtte og selv tog han ophold i en hule, hvor hans døtre drak 

ham så fuld, at han ikke var klar over, at de havde tiltvunget sig samleje med ham først den ene og 

så den anden. De to drenge, der kom ud af det, blev stamfædre til dels moabitterne og 

ammonitterne. Folkeslag, der igen og igen kom til at volde israelitterne bøvl og vanskeligheder og 

blev en kilde til afgudsdyrkelse og frafald. 

Jesus henleder vores opmærksomhed på Sodoma og Gomorra. Han lader os ikke blot forarges på 

”disse forfærdelige syndere”, men han siger, at de mennesker, der har været vidner til hans 

gerninger, vil på dommens dag få en endnu hårdere straf end den folkene i Sodoma og Gomorra fik. 

(Matt. 11:24). 

1. Mos. 19:1 

Englene fandt Lot i byporten ind til Sodoma – et faktum af en vis betydning. Traditionelt samledes 

mændene i byporten for at træffe vigtige afgørelser. Lots tilstedeværelse antyder, at han var blevet 

”en af dem” i den tid, han havde boet i Sodoma, hvilket også kan forklare, hvorfor han måtte 

kæmpe med at forlade stedet. 

1. Mos 19:26 

Lot og hans familie fandt det vanskeligt at forlade deres hjem i Sodoma på trods af byens umoral. 

Englebudbringerne advarede dem og sagde, at de skulle skynde sig, og at de ikke måtte stoppe op 

og se sig tilbage. Da Lots kone var ulydig, blev hun forvandlet til en saltstøtte – måske blev hun 

fanget i vulkanske eksplosioner, som Sodoma blev begravet i. Hun er siden blevet et symbol på 

7


ubeslutsomhed. Jesus opfordrede sine efterfølgere til at huske på hendes eksempel, når de selv ville 

komme i vanskeligheder (Luk. 17:32). 

1. Mos. 19:37 

Lots beslutning om at nyde livet i Sodoma sluttede på den mest tragiske måde her. Døddrukken 

begik han incest. De sønner, som kom ud af denne skændsel, grundlagde nabolandene Moab og 

Ammon, som i århundreder kæmpede med deres fjerne slægtninge i Israel og fristede dem til at 

begå synd. 

1. Mos. 22 

I dette kapitel har vi den mærkværdigste og forunderligste beretning. Først havde Guds løfter været 

ubegribeligt forunderlige, men også utænkelige. Hvordan skulle Sara og Abraham kunne få en søn! 

Men på en eller anden måde troede Abraham Gud, også selv om ventetiden må have været ulidelig. 

Og Gud regnede ham det til retfærdighed. 

Da Abraham var omkring 100 år blev sønnen født, og så forlangte Gud det umulige. ”Bring ham 

som et brændeoffer på Morija bjerg”. 

I tro adlød Abraham Gud og viste den ultimative hengivenhed. Hvad skal en sådan historie betyde?? 

Der er en række punkter, som er værd at notere sig! 

• Gud vidste, at han en dag skulle ofre sin egen søn! Ville han på en eller anden måde dele 

oplevelsen eller fornemmelsen med sin ven og fortrolige Abraham? 

• Abraham fik et indblik i det, der en dag skulle ske på to måder. For det første mærkede han 

på sin egen krop, hvor stor en pris det var at bringe sin søn som et offer. 

• Og for det andet oplevede han på en meget virkelighedsnær måde, hvad en stedfortræder 

var. For en vædder blev ofret i Isaks sted. 

• Endelig skete det hele på Morija bjerg, som var det sted, hvor Jesus mange hundrede år 

senere blev korsfæstet. 

Da Abraham døde, var Guds løfter langt fra blevet opfyldt. Abraham havde godt nok fået Isak. Men 

der var langt til det antal, han var blevet stillet i udsigt! Da han skulle begrave Sara, måtte han købe 

et stykke jord, fordi han, der skulle få landet i eje, måtte låne sig frem til steder, hvor han kunne slå 

sit telt op. Men han døde fuldt forvisset om, at Guds løfter stod til troende. Vi lever midt i 

opfyldelsen af disse løfter. 

Kap. 23 giver os et fantastisk indblik i, hvordan man handlede og købslog i mellemøsten, og 

hvordan det psykologiske spil foregik. 

Det er også interessant at notere sig, at i forbindelse med Guds løfte om et talrigt afkom finder vi 

ikke blot, at Sara er ufrugtbar. Det er Isaks kone Rebekka også. Og det er Rakel også. Man spørger 

uvægerligt sig selv, om det var Djævelens forsøg på at forpurre, at løftet gik i opfyldelse, og at 

Messias blev født! 

Løfter, Løfter 

Gud lovede at give Abraham alt det, han længtes efter….. og meget mere 

”Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig” (22:18) 

Menneskenes børn har ikke ændret sig meget på 4.000 år. Længslen efter børn og ønsket om land 

trænger sig stadig på med en overraskende følelsesmæssig kraft. 

8


Hvis vi tænker på de mange par, som ikke er i stand til at få børn, så er langt de fleste dybt 

fortvivlede. Eller tænk på de mange, hvor både mand og kone knokler og arbejder over i håbet om 

at kunne købe deres eget hjem i stedet for at sidde til leje. 

Det ville Abraham have forstået. Da Gud ville have hans opmærksomhed, lovede han ham land og 

flere sønner end han kunne tælle. For en babylonisk immigrant på 75 år og uden børn, der ikke 

ejede andet end hans telte og dyr, var disse løfter uforlignelige. I virkeligheden har de lydt umulige. 

Men fordi Gud selv afgav dette løfte, ”troede Abram Herren, og han regnede ham det til 

retfærdighed” (15:6). 

For den Gud, som havde skabt himlen og jorden, ville det vel ikke have været sværere at opfylde 

løftet end at lave en håndevending. Men Gud gjorde det ikke let for Abraham. Først 25 år senere, da 

Abraham var 100, gik løftet om en søn i opfyldelse. Og utroligt nok, bad Gud så Abraham om at 

bringe sin lille dreng som en menneskeofring. Det var at bede om for meget. 

Forbavsende nok fulgte Abraham Guds anmodning. Og Gud gav ham hans søn tilbage. 

Da Abraham døde, var Guds løfter langt fra realiseret fuldt ud. Abraham havde kun den ene søn at 

klynge sig til. Det eneste stykke land, han ejede, var et gravsted. Han boede stadig i et telt. Det 

eneste nagelfaste han ejede var altre, der var rejst for at han kunne tilbede den Gud, som havde givet 

ham alle løfterne. 

Gud, som havde lovet Abraham alt, hvad et menneske på den tid kunne ønske sig, ønskede 

øjensynligt, at Abraham skulle tænke endnu større tanker. Han havde flettet nogle ord ind mellem 

løfter om efterkommere og land: ”I dig skal alle jorden slægter velsignes” (12:3). Gud ønskede at 

velsigne, ikke kun Abraham, men hele verden. Tusinder af år senere - på Jesu tid - blev den fulde 

betydning af disse ord tydelig og klar (Gal. 3:6-9, 16-18). 

1. Mos. 23:15 

Dette kan sagtens være den ældste nedfældede handelsaftale, vi har. Den veltalende høflighed lyder 

præcis, som når man handler i Mellemøsten i dag. Bag de fine ord og vendinger, foregår der en 

snedig forhandlingstaktik. Hittitterne var sandsynligvis tilbageholdende med at tillade Abraham, 

som var en fremmed, at erhverve sig ejendom af nogen slags, for at han ikke skulle få en foden 

indenfor i deres land. Abraham koncentrerede sig om Efron, som ville drage økonomisk fordel af 

handlen. 

1. Mos. 24:3 

Allerede fra denne tidlige periode af Israels historie, blev der lagt vægt på, at man ikke giftede sig 

med fremmede. Grunden havde at gøre med religion og tro, ikke race – i mange tilfælde var de 

fremmede jo fjerne slægtninge. Når fremmede var villige til at tilbede Israels Gud, var de velkomne 

(se fx Ruths Bog). 

1. Mos. 25:33 

Esaus førstefødselsret, som han solgte for et måltid mad, var hans arveret som den førstefødte søn. 

Det var ham, som skulle være overhoved for en stor familie og dens besiddelser. Selv om hans bror 

bedrog ham, giver Bibelen ikke Esau megen sympati, selv om han var et offer. Han ”viste ringeagt 

for sin førstefødselsret” (vers 34) ved at lade sin sult rangere over interessen for de langt vigtigere 

varige goder. På grund af disse forhold, blev han senere betegnet som ”gudløs” (Hebr. 12:16). 

1. Mos. 27:27 

Den gamle mand, Isak, havde mistet sit syn og tilsyneladende også meget af følelsen ved berøring. 

Men der var ikke noget galt med lugtesansen, og han troede han kunne genkende sin søn ved lugten 

fra hans tøj. I en tidsalder, hvor ingen vidste, hvad en deodorant var, og hvor tøjvask i moderne 

forstand endnu ikke hørte til dagens orden, havde folk særlige lugte. 

En svindler i Guds familie? 

9


Bibelen forsøger ikke at dække over Jakobs intriger 

”Nu er det anden gang, han bedrager mig; han tog min førstefødselsret, og nu har han også taget 

min velsignelse” (27:36) 

Hvad er det for mennesker Gud bruger, og som spiller en central rolle i at viderebringe stafetten? Er 

det superhellige mennesker uden brist og fejl. Nej langtfra! Jakob var en af dem. Han udmærker sig 

igen og igen ved at bedrage og snyde andre. Alligevel velsigner Gud ham rigt. Når mennesker igen 

og igen giver udtryk for, at kristne ikke er bedre end andre, må vi erkende, at de har ret. Man kan 

spørge sig selv, hvordan det kan lade sig gøre, at en religion som kristendom med så høj en moralsk 

standard, kan inkludere så mange mennesker med lave moralske standarder. Svaret er vel enkelt: Vi 

tilhører gruppen! 

Bibelen forsøger ikke at skjule Jakobs mange fejltrin og moralske brist! Han bedrog sin bror flere 

gange på skelsættende måder. Men han kom også til at betale for det. Han måtte flygte fra sit hjem i 

20 år, og hos Laban fik han igen af samme skuffe, som han selv havde benyttet sig af. Senere gjorde 

han forskel på både sine hustruer og også børnene. Josef fik i særdeleshed særbehandling. Men 

Jakob var Guds valg hans moralske habitus til trods. Han var heller ikke den ældste af sønnerne. 

Men ligesom Gud valgte Abel og senere Set frem for Kain, så valgte han også Isak frem for Ismael, 

og sådan blev også Jakob valgt. 

I beretningerne om Jakob ser vi, hvordan Gud flere gange forvisser Jakob om, at Gud er med ham. 

Da han måtte flygte for sit liv, fordi han havde bedraget sin bror, åbenbarer Gud sig for ham i 

ørkenen. Jakob havde fortjent bebrejdelser, men han så en Himmelstige – en forbindelse mellem 

Gud og ham. Jakob havde ikke søgt Gud, men Gud søgte Jakob. Man kan sige, at Himmelstigen var 

et forvarsel om, at Gud en dag endegyldigt ville sørge for at bygge bro mellem mennesker og ham 

selv. 

Kap. 32 og kap. 33 er et fantastisk psykologisk studie i Jakobs møde med sin fortid. Det bliver en 

følelsesmæssig barsk oplevelse, hvor han må kæmpe med sigselv og med Gud. Frygt og angst 

driver ham til forskellige taktiske overvejelser. I sidste instans frygter han sit liv. Han er på vagt, 

forsøger sig med forskellige tricks og er mistænkelig indtil det sygelige. 

1. Mos. 34. Kapitler handler om en regulær voldtægt mod en af Jakobs døtre, Dina. Voldtægten bli- 

ver hævnet på en grufuld måde af Dinas brødre, Simeon og Levi. 

Dette får senere betydning, da Jakob udsiger velsignelser og forbandelser på sit dødsleje. Ordene fra 

Jakobs mund (1. Mos. 49:5-7) var barske: 

”Simeon og Levi er brødre, deres knive er voldsredskaber. Jeg vil ikke møde op i deres råd, ikke 

deltage i deres forsamling; for i deres vrede dræbte de mænd, i deres selvrådighed skamskar de 

okser. Forbandet være en vrede så heftig, en harme så voldsom som deres. Jeg vil splitte dem i 

Jakob, sprede dem i Israel.” 

Forbandelsen, som her lyses over Simeon og Levi, har sin baggrund i, at de for at hævne sig på 

indbyggerne i Sikem, fordi deres søster Dina var blevet skændet, slog dem ihjel efter først at have 

indgået en falsk pagt med indbyggerne der. Så møder Guds dom også Levi og hans slægt: De skal 

ikke få del i det lovede land. De skulle spredes, ja, kastes rundt i landet. 

Men ser vi på lovgivningen om præstetjenesten og om levitterne, da ser vi, at Herren vender det om 

på forunderlig vis: 

”Herren sagde til Aron: ”Du får ingen arvelod i deres land, og du får ikke del blandt dem; jeg er din lod og 

del blandt israelitterne” (4. Mos. 18: 20-21.) 

Levis arv bliver større og bedre: Deres arv er Herren selv og tjenesten i helligdommen. Guds dom er 

vendt til velsignelse. Ved at få frataget ”det alle andre fik”, fik Levi i stedet for en rigdom, ingen 

andre fik del i. Det kan vække til eftertanke: Når Herren tager noget fra os her i livet, kan det 

være, at hans tanke er at give os del i en større arv og en rigere velsignelse. 

1. Mos. 28:12 

10


Guds nåde. Det var den Jakob oplevede, da han fartede alene rundt i ørkenen. Som et resultat af sine 

griske planer havde han erhvervet sig familiens førstefødselsret, og ironisk nok førte det til, at han 

måtte løbe væk fra sin familie. Alligevel kom Gud til ham med alle sine løfter – helt ufortjent. 

Jakob havde ikke søgt efter Gud, men Gud søgte Jakob. Jakobs syn af himmelstigen peger frem 

imod Jesus, som jo er broen mellem himlen og jorden (Johs. 1:51). 

1. Mos. 29:25 

Da Jakob løb ind i Laban, var det den ene bedrager, som mødte den anden. Præcis ligesom Jakob 

havde draget fordel af sin broders glæde ved mad (25:33), snød Laban Jakob ved at benytte sig af 

hans kærlighed til Rakel. Dertil kommer ironisk nok, at Jakob lærte sit bedrageri af sin moder, 

Labans søster. Og i slutfasen var det Labans datter Rakel, som gjorde Jakob i stand til at flygte fra 

hendes faders bedrageriske undertrykkelse. 

1. Mos. 29:30 

Gennem hele sit liv, forårsagede Jakobs forskelsbehandling problemer i familien. Han må have lært 

uvanen fra sine egne forældre (se 25:28). Her favoriserer han det ene kone frem for den anden. 

Senere forkælede han sin søn Josef med gaver, der gjorde de andre sønner så jaloux, at de ønskede 

at dræbe Josef (se 37: 4;18). 

Kvinderne i 1. Mosebog 

På trods af deres lave status, så var de fuldt ud alles ligemænd 

”Da sagde Adam: Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinde, for af 

manden er hun taget” (2:23) 

Partner søges til ekstraordinær kreativ opgave. Fremtidsudsigterne er globale. Ubegrænset 

kompensation. Ansvarsområdet vil øjeblikkelig indbefatte vedligeholdelse af større besiddelser, 

omsorg for og overherredømme over alle slags skabninger – både dem der flyver, går, kryber og 

kravler. Der vil blive tale om teamwork og fællesskab. Kun kvinder har interesse. Kontakt Adam 

Ingen kvinde, som kom efter Eva, fik en sådan chance. Efter at synden kom ind i billedet, blev 

ægteskabets oprindelige idé forvrænget. ”At elske og ære” blev til ”at begære og dominere”, som en 

forfatter udtrykte det. Gennem hele GT får vi kun glimt af den oprindelige spontane glæde med 

hvilken, man hilste kvinden og betragtede hende som en partner. Indrømmet, Guds folk havde et 

ædlere syn på kvinden, end deres hedenske naboer havde. Men kvinden havde alligevel kun anden 

klasses værdi i forhold til mændene, hvis børn de fødte, og hvis længsler de opfyldte. 

Alligevel ser vi, at kvinderne i 1. Mosebog ikke sådan lod sig herse med. De var stærke 

personligheder med markante karaktertræk, og de kunne tænke selv. 

Igen og igen udøvede de al den indflydelse, som omstændighederne tillod dem. 

Sara. 

Sara, som var Abrahams hustru, blev taget i at le af Guds overvældende løfte (18:12-15). Hun 

mente, hun vidste bedre end at blive gravid med en baby i en alder af 90. Hun havde siden hen 

humor nok til at erkende, at det var hende, man måtte le af (21:6). Selv om NT roser hende for at 

være en ideel underdanig hustru (1. Pet. 3:5-6), så gav hun uden omsvøb udtryk for sine 

synspunkter til Abraham. To gange fik hun sin rival Hagar drevet bort fra deres hjem og ud i 

ørkenen. 

Hagar. 

11


Selv om Hagar kun var en tjenestepige, så viste hun, at hun havde ben i næsen. Efter hendes første 

fordrivelse fra Abrahams og Saras hjem, mødte hun Gud selv, som trøstede hende og sendte hende 

tilbage til Abraham med løfter om en storslået fremtid. Senere viste hun karakterstyrke nok til at 

opdrage sin søn alene i ørkenen 

Rebekka 

Rebakka dukker op i kap. 24 som en ung pige, der hiver vand op til en fremmed mands kameler. 

Den næste dag ved vi allerede, at hun har sine egne meninger – og mod nok til at drage af sted med 

en fremmed for at gifte sig i et ukendt territorium. Hendes mand Isak elskede hende, og det gjorde 

hendes søn Jakob også. Det ser ud til, at det var fra hende, Jakob havde fået sin stærke, intrigante 

personlighed. Hun var ophavskvinde til planen om at indsætte ham som familieoverhoved på tværs 

af den sædvane, at det skulle være den førstefødtes ret – og imod hans faders vilje. Uheldigvis for 

Rebekka, så gav planen delvis bagslag, og hun kom aldrig mere til at se sin mand, Jakob igen. 

Rakel og Lea 

De to var søstre, og de kæmpede i årevis om at få Jakob. Rakel så godt ud, og havde vundet Jakobs 

kærlighed. Jakob afviste Lea, som han allerede fra starten havde nægtet at gifte sig med. Men for at 

imødegå den forbigåelse, gav Gud Lea børn – fire sønner på rad. Rakel tog hver enkelt af dem som 

et slag i hovedet, hvilket var lige præcis det Lea også havde til hensigt. Efter nogen tid så det ud, 

som om Jakob kun var et redskab de to søstre ville anvende i kampen om at opnå dominans, specielt 

da Lea koldt informerede Jakob om, at hun havde købt ham for en nat (30:16). 

Hvem vandt? Det er svært at sige. Rakel bevarede Jakobs kærlighed helt til slut, og hendes to 

sønner var hans favoritter, selv om de var hans yngste. Men Leas sønner fik deres egne 

fremtrædende positioner, specielt Juda, som blev forfader til kongerne og Jesus. Lea ville have 

fornøjet sig over at vide, at hun og ikke Rakel, blev tip-tip-tip-tip osv. oldemor til Kongernes 

Konge. 

Kort sagt, kvinderne i 1. Mos. var ikke pyntedukker, men i langt højere grad pionerkvinder. Man 

kan langt fra bifalde alt, hvad de gjorde. Men deres råstyrke og mod maner enhver teori i jorden om, 

at de af natur er svage. De brugte samtlige de anledninger de havde med enten ærlige eller uærlige 

midler, men de gjorde det dygtigt. Rakel viste for eksempel en klassisk frejdighed, der grænsede til 

frækhed, da hun pacificerede sin far, da han søgte efter nogle afguder, hun havde stjålet. Hun sagde 

blidt, at hun ikke kunne rejse sig, fordi hun havde sin menstruation. Sandheden var, at hun sad på 

disser guder, og hun vidste til fulde, at selv ikke Laban havde modet til at forsøge at få en kvinde til 

at flytte sig med hvem, det var sådan fat. (31:25-35). 

De var på lige fod med deres mænd. Både hvad angik mod, karakteregenskaber, uafhængighed, 

beslutsomhed og umedgørlighed. I deres kultur var de kun anden klasses borgere. Men i det 

virkelige liv var disse kvinder, som Gud også havde tænkt det, alles ligemænd. 

1. Mos. 30:33 

I dette klassiske møde mellem to snedige planer, hvor den ene prøver at drage fordel af den anden, 

stolede Jakob fuldt og helt på et avler trick. Mange mennesker har forsøgt sig med lignende metoder 

op gennem tiden. Moderne genetiske forsøg indikerer, at Jakobs resultater intet havde at gøre med 

en bestemt teknik. Guds indgreb og kraft gjorde forskellen, sådan at Jakobs flok øgedes i antal. Det 

var jo også det Jakob selv erkendte (31:7-9). 

1. Mos. 31:35 

De ”guder” Rakel havde stjålet fra sin far (vers 19), var små afguder eller ”lykkeamuletter”, som 

man antog ville beskytte familien mod ulykker. De kan også have haft til formål at tjene som en 

slags familieskøde, der gik i arv. Sådanne afguder fortsatte med at udvande Israels helhjertethed og 

overgivelse til Gud i mange generationer ud i fremtiden. 

12


1. Mos. 32:24 

Dette natlige møde, ligeså mærkeligt som noget i Bibelen, forekommer lidt ligesom Jakobs tidligere 

møde med Gud i en drøm, da han var på rejse (28:12). Men denne gang efterlod Gud Jakob med et 

bevis på, at Gud havde været fysisk til stede – Jakob haltede bagefter. 

1. Mos. 33:15 

På overfladen var Jakob og Esau blevet forligt. Men under alle de venlige attituder fortsatte 

mistroen imidlertid – i hvert fald for så vidt angik Jakob. Han ønskede ikke, at Esau skulle ledsage 

ham på vejen. Og han ønskede heller ikke, at Esau skulle efterlade nogle af sine mænd for at 

”beskytte” ham. Han lod sin bror tro, at han var på vej til Se’ir (vers 14), men han drejede af mod 

nord til Sukkot, så snart Esau var ude af syne. 

1. Mos. 35:22 

Dette skriftafsnit giver os ingen indikation af, at det Ruben gjorde var forkert og heller ikke, at han 

var hjemfalden til straf. Men hans handling blev ikke glemt. Årtier senere, da Jakob kaldte sine 

sønner ind for at velsigne dem for sidste gang, dukkede denne synd op igen (49:4). I velsignelsen 

forudsagde Jakob, at lederskabet ville blive taget fra Ruben, selv om han var den førstefødte. 

1. Mos. 37:8 

Gud åbenbarede Josefs fremtid gennem to drømme. Det var tåbeligt af Josef at fortælle det hele til 

sine brødre, som blot kom til at hade ham endnu mere. Den forkælede, naive Josef, vi møder her, 

har en helt anden personlighed end den omsorgsfulde, kloge og forsigtige leder, som kommer ud af 

fængslet flere år senere for at styre Egypten. 

1. Mos. 38:8 

Det var så vigtigt at få børn på GT tid, at hvis en mand døde barnløs, krævedes det, at hans bror sov 

med enken for at sikre, at hans familie fik børn. (Regulativerne finder vi i 5. Mos. 25:5-10). Onans 

synd var, at han bevidst nægtede at behandle sin broders enke fair ved at sørge for, at hun fik børn. 

Familiestridigheder havde ødelagt forholdet mellem Jakob og Esau. Stridighederne havde sendt 

Jakobs søn Josef i slaveri; nu fortsætter næste generation efter samme mønster. 

Familiestridigheder 

Jo tættere man er på hinanden, jo hårdere kæmper man 

”Dér kommer den drømmemester! Lad os slå ham ihjel” (37:19-20) 

Josef og hans brødre kæmpede bittert – næsten til døden. Ingen synes at kunne kæmpe ligesom 

brødre og søstre. Deres nærhed synes at gnide salt i sårene. 

Josefs historie er den sidste af de broderlige tvister i 1. Mosebog. Kain og Abel, Isak og Ismael, 

Jakob og Esau skændtes alle og blev uvenner. Josef fik sine elleve brødre imod sig ved at fortælle 

om sine drømme om hvordan de skulle bukke sig for ham. Han var sin faders favoritsøn og pralede 

måske af det. Så da hans brødre fik chancen, betalte de ham tilbage. De solgte ham som slave til 

omrejsende købmænd, som tog ham med til Egypten. De forventede aldrig at få ham at se igen, så 

de opdigtede en historie om, at han var blevet dræbt af vilde dyr. 

Gud havde andre planer. I Egypten gav Gud Josef tydningen af adskillige drømme. Det var 

adgangsbilletten til forfremmelse og værdighed. Egypterne var dengang fascineret af drømme. 

13


Arkæologer har fundet lange lærebøger om drømmetydning. Josef befandt sig snart i toppen af 

Faraos administration. 

Men succes var ikke det hele. Bibelfortællingen fortsætter herfra, for Gud ønskede tilgivelse inden 

for familien. En hungersnødkatastrofe drev Josefs brødre ud af Israel; de kom til Egypten for at 

søge efter mad. Da de knælede foran Josef – der jo nu var egypter, og derfor genkendte de ham ikke 

– bad de om lov til at købe mad. 

Da begyndte en af de mærkeligste tvister i hele Bibelen. Josef kunne have gjort op med sine brødre 

lige på stedet og budt dem velkommen med åbne arme. Eller han kunne have taget hævn og slået 

dem ihjel. Han gjorde ingen af delene. Han startede på en række velformulerede tests, idet han 

stillede krav til dem, lavede numre med dem og anklagede dem. I næsten to år spillede han dette 

spil. Det bragte forvirring og medførte frygt hos hans brødre og i tilgift en fornemmelse af skyld. 

Tyve år havde ikke slettet Josef ud af brødrenes hukommelse. I det øjeblik deres vanskeligheder 

begyndte, dukkede deres skyld op. ”De sagde til hinanden: ”Vi bliver straffet på grund af vores 

bror. Vi så, hvor ulykkelig han var, da han bad os om nåde, men vi ville ikke høre på ham. Derfor er 

denne ulykke kommet over os” (42:21). For Josef førte dramaet en kolossal følelsesmæssig 

spænding med sig. Fem gange beretter 1. Mos. at han brød ud i tårer. En af gangene græd han så 

højt, at mennesker i et tilstødende lokale hørte det. 

Josef følte presset om at tilgive. Han ønskede at forlige sig med sine brødre, som han elskede, men 

det var ikke let. Først da de var blevet presset til det punkt, hvor de indrømmede og accepterede 

deres skyld, kunne forligelsen finde sted. Deres synder havde sået dybe rødder af bitterhed, og kun 

en følelsesmæssig smertelig kamp kunne rive dem fri. 

På denne måde er beretningen om Josef beretningen om Gud og hans folk. Det er kampen om at 

rive fri fra syndens magt, som begyndte i 1. Mos. 3. Sejren over synd sker ikke automatisk eller let. 

I sidste ende krævede det Guds søns død. 

Josefs historie peger frem mod Jesus – et menneske Gud sendte for at frelse sit folk, en som var 

hadet og blev forrådt af dem præcis som Josef blev. Men Guds ønske om at frelse overvinder alt. 

Som Josef fortalte sine brødre: ”I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode ….for at 

holde mange mennesker i live” (50:20). 

Josef lukkede et kapitel i fortællingen om Israel. Abrahams børn blev forvandlet fra en række af 

enkeltindivider til en nation. Gud valgte ikke Josef frem for hans brødre, som han heller ikke valgte 

Abraham frem for Lot, eller Isak frem for Ismael eller Jakob frem for Esau. Brødrene forligelse 

åbnede vejen for dem til at blive en familie af 12 stammer – der blev en nation. 

Men beretningen fortsætter. Selv om de 12 havde fremgang og blev talrige, så havde de ikke noget 

land. Og så slutter 1. Mos. lykkeligt, men alligevel lidt uforløst. Hvornår vil Josefs ben blive bragt 

til det land Gud lovede? Hvornår vil Guds løfter blive opfyldt? 

1. Mos. 40:2 

Da Josef blev smidt i fængsel på en falsk anklage, syntes hans fremtid ødelagt. Men i fængslet kom 

han i kontakt med mennesker, som på et senere tidspunkt hjalp ham til at få den højeste post i hele 

Egypten. Kongens bager og mundskænk var vigtige personer ved Faraos hof. 

1. Mos. 40:23 

Josef havde omhyggeligt beredt vejen for sin egen løsladelse fra fængslet (versene 14-15). Alt 

fungerede tilsyneladende efter planen, hvis det bare ikke havde være for en enkelt lille nok så vigtig 

detalje: mundskænken glemte alt om Josef. Menneskeligt talt var Josef en glemt mand, der sad 

indespærret i fængslet uden et eneste håb om nogensinde at komme ud. Gud huskede, som den 

eneste, at han var der. 

1. Mos. 41:45 

14


De stolte Egyptere var ligeglade med hebræerne. I et forsøg på at udslette Josefs etniske fortid så 

hurtigt som muligt, gav Farao Josef et Egyptisk navn og lod ham gifte ham ind i en fornem egyptisk 

familie. Josef gav imidlertid sine egne sønner hebræiske navne, hvilket kunne antyde, at han 

personligt bevarede sin egen identitet. 

1. Mos. 41:56 

Hungersnød er et almindeligt forekommende fænomen i Mellemøsten. Der foreligger beretninger 

om to Egyptiske hungersnødkatastrofer, som var så alvorlige, at sultne mennesker dræbte og spiste 

hinanden. Men det var sjældent, at en hungersnødkatastrofe ramte både Egypten og Israel på samme 

tid, for de var afhængige af to helt forskellige vandresurser. Egypterne var afhængige af Nilen og 

Israel af almindelig nedbør. 

1. Mos. 42:24 

1. Mos. fortæller 5 gange om, at Josef græd, når han havde kontakt med sine brødre (43:30; 45:2, 

14-15; 50:17). De havde solgt ham til slaveriet, og alle disse år havde ikke helet sårene og stillet 

vreden. Men han elskede sine brødre og ønskede at blive forligt. Han følte den emotionelle konflikt 

intenst: kærlighed over for anger – tilgivelse over for bitterhed. 

1. Mos. 43:11 

Hvilken gave skal man sende til et menneske, som har alt? Egypten var blandt de rigeste og mest 

sofistikerede lande i verden, og Israel (Jakob) var en ørkennomade. Han valgte klogeligt enkle 

gaver, der bestod af noget, de selv havde produceret – ting, som man efter al sandsynlighed ikke 

kunne få i Egypten. 

1. Mos. 43:32 

På trods af sin høje rang følte Josef sig stadig som et offer for de egyptiske fordomme. De ville ikke 

spise ved samme bord som en hebræer. Kapitel 46 (versene 33-34) tilføjer, at egypterne foragter 

fårehyrder – og hebræerne avlede får. 

1. Mos. 45:2 

Dette er en af Bibelens stærkeste og mest intense følelsesmæssige scener. Den viser Josef, der 

græder så voldsomt og højt, at mennesker i de tilstødende lokaler hørte det, og Josefs brødre stod 

lamslåede fyldte af frygt og skyld. Selv om scenen endte med omfavnelser og kys (versene 14-15) 

var brødrene mange år senere stadig bange for, at Josef skulle tage hævn (50:15). 

1. Mos. 48:14 

Jakob gav den velsignelse, som tilkommer den ældste til den yngste af Josefs brødre, præcis som 

det var sket i Isaks tilfælde over for broderen Ismael, og i Jakobs tilfælde over for broderen Esau og 

i Josefs tilfælde over for broderen Ruben. Ved at adoptere både Manasse og Efraim som sine egne 

sønner, gav Jakob også Josefs familie en dobbelt del af arven. Disse to sønnesønner fik hver fuld 

arveret som Jakobs andre 11 sønner. Israels ”12 stammer” var Jakobs sønner slægter. Ved at 

Manasse og Efraim erstattede Josef blev det i alt 13. 

1. Mos. 50:3 

Josefs politiske status bliver understreget af den grundige balsameringsproces, som fandt sted med 

faderen. Jakobs sørgeperiode var kun to dage kortere end den, som en farao fik. Alle hoffets 

velærværdigheder kom til begravelsen – en ikke ubetydelig rejse (vers 7). 

1. Mos. 50:19 

15


Josefs opsummering af sine oplevelser og erfaring passer ind i mange andre menneskelige forhold. 

”I udtænkte ondt, men Gud vendte det til det gode”. Josefs tro på, at Gud kan få noget godt ud af 

håbløse situationer, gjorde ham til slut i stand til at tilgive sine brødre. Dommen tilkommer Gud. 

2. Mosebog 

Side 13 – 18 Prædiken i Tylstrup 

19. sept. 2004 

Emne: Tabernaklets betydning for os 

Tekst: 2. Mos. 25: 8-9 - Johs. 1:14 

Endelig fri 

Slaverne i Egypten får en befrier 

”Så sagde Herren: ’Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over 

slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde’” (3:7). 

Der findes næppe personer, der gennem årene har haft så stor betydning for forskellige nationer, 

som frihedshelte. De bliver fejret og løftet op mange år efter deres bedrifter. Vi kender alle 

Churchill og Montgommery, der var afgørende skikkelser, da verden blev befriet fra nazismens åg. 

Montgommery blev fejret, som en stor helt, da han nåede København i maj 1945. På samme måde 

skabte Abraham Lincoln lovgrundlaget for, at 3 millioner slaver blev sat fri i Amerika. For disse 

slaver var Lincoln en ægte befrier. 

Andre lande har også deres frihedshelte. Indien gav en lille splejset mand, der hed Gandhi, for 

tilnavnet ”Mahatma”, der betød ”den store”, fordi han førte sit land i frihed. Og Polen ærer Lech 

Walesa, fordi han gik i spidsen, da Polen smed det kommunistiske åg af sig og på den måde blev 

årsag til kommunismens kollaps i Østeuropa. 

For israelitterne er der en frihedshelt, Moses, som overgår dem alle på grund af sine bedrifter, da 

Israel blev befriet fra slaveriet i Egypten. 

Moses er ikke blot en af de helt store skikkelser i Bibelen. Han er uden tvivl en af de mest 

betydningsfulde personer, der nogensinde har levet. Beretningerne om Moses og hans virke fylder 

1/8 af samtlige Bibelens sider og 2/3 af det, NT fylder. Da Jesus siden trådte ind på scenen, som den 

endegyldige befrier, der satte menneskeheden i frihed, drog NT paralleller til Moses i et forsøg på at 

sammenligne begivenhederne (Hebr. 3:1-6). 

Tiden var moden til en befrier. 1. Mosebog slutter med, at Jakob og hans 70 personers store familie 

flytter til Egypten. Og så er der et gab på 350 år, som vi stort set ikke har informationer om. Det er 

ikke enkelt, når Gud er tavs og tilsyneladende ikke giver lyd fra sig, alt mens denne verdens 

tyranner, hvad enten de hedder Hitler, Saddam Hussein eller Farao uhindret får lov til at sætte 

dagsordenen og udøve deres rædselsregimer. Perioden har uden tvivl haft sine helte og storslåede 

historier, selv om de aldrig blev nedfældet på papyrus. Men vi kan ikke være i tvivl om, at de 

virkelige helte var rækken af trofaste jødiske mødre og fædre, som igen og igen bragte sandheden 

om Gud videre til de næste generationer i tro og tillid til, at Guds løfter og hans ord til Abraham i 

bl.a. 1. Mos. 15: 13-16 en dag ville gå i opfyldelse. Disse løfter har naturligvis været en trøst for 

mange, når lidelserne forekom uudholdelige, og fremtiden syntes meningsløs og uoverskuelig. Men 

der har også været mange negative og kritiske røster. Hvorfor sendte Gud ikke en ny Josef? Hvad 

med alle de storslåede løfter til Abraham, Isak og Jakob? 

Da Moses træder ind på scenen, var der således en basisviden, som mennesker i tro havde givet 

videre fra generation til generation, og det var uden tvivl det fundament, der til en vis grad gjorde 

16


hans budskab forståeligt. Den lykkelige tid, hvor Josef og senere også hans brødre var helte og 

selvskrevne ved Faraos selskabeligheder, var ovre. Tiden ændrer alting. Nu var efterkommerne 

slaver og dagligdagen ubarmhjertig barsk. 

Det hører til en af historiens mest forunderlige sammentræf og koordineringsmanøvrer, at da en 

brutal Farao beordrede alle jødedrenge dræbt ved fødslen, blev Moses reddet af Faraos datter og 

senere opdraget i paladset. Forordningen om, at alle nyfødte jødedrenge skulle dræbes, førte på den 

måde på forunderlig vis til udfrielsen af jøderne fra trældommen i Egypten. 

Det er også uhyre interessant at notere sig, hvordan Bibelen prioriterer stoffet og formidler historie. 

Vi har til mange forskeres store fortrydelse ikke navnet på en eneste Farao i Bibelen, selv om 

hebræerne var i Egypten i 400 år. Det må åbenbart have været ret ligegyldigt. Vi har derimod 

navnene på to af de jordmødre (1:15), der trodsede Faraos pålæg. 

Opdragelsen i Faraos paladser gav Moses en klassisk egyptisk dannelse og en nyttig indsigt i 

forhold, som senere skulle blive en uvurderlig ballast i forhandlingerne med de egyptiske 

embedsmænd og Farao. Men Gud sørgede for, at denne verdslige opdragelse hele tiden blev 

afbalanceret af hans egen moders kærlige omsorg og belæring. Så i sin visdom sørgede Gud for, at 

Moses, skønt han var søn af hebræiske slaver, blev opdraget i magtens centrum. Kombinationen 

betød som sagt en perfekt forberedelse til de overvældende opgaver, der var i vente. 

Moses forlod Egypten både som en eftersøgt forbryder og flygtning. I 40 år vogtede han får i 

ørkenen. Guds time er Guds time, og han har sjældent hastværk. Da han vendte tilbage 40 år senere, 

havde han næppe meget mere med sig end en kæp, et æsel og Guds løfter. 

Med den udrustning stod Moses ansigt til ansigt med en formidabel opgave, som må have 

forekommet komplet umulig. Han skulle først og fremmest vinde sit folks tillid og indgyde dem håb 

om og tro på, at Gud nu ønskede at opfylde sine løfter og fri dem fra deres lidelser og af slaveriets 

lænker. Han skulle bevise, at Gud ikke havde glemt sit folk. Opgaven lykkedes, og til slut faldt 

Farao på sine knæ og tryglede folket om at gå, alt mens folket blev overøst med sølv, guld og andre 

kostbare gaver. Der står direkte, at ”de plyndrede Egypten” uden, at de skulle bede om noget! 

Egypterne læssede det over på dem. 

Gud brugte Moses på en mægtig måde. Han er den første person vi møder i Bibelen, der udfører 

mirakler. Han omgikkes Gud på en måde, som det aldrig senere er forundt mennesker at gøre, og 

han blev forfatter til de første fem bøger i Bibelen. Han blev Guds enestående redskab, da folket 

skulle udfries af slaveriet i Egypten og føres ind i det forjættede land. 

De første 20 kapitler i 2. Mosebog er både spændende og på sin vis grundlæggende for en forståelse 

af meget af det øvrige stof, vi møder i Bibelen. Det er meget givende at læse om Moses, som uden 

tvivl er en af denne verdens virkelig store ledere. Vi kan genkende mange menneskelige svagheder 

fra os selv hos Moses, forhold som tilsyneladende ikke var en hindring, for at Gud kunne bruge 

ham. Da Gud kaldte Moses ved Den brændende Tornebusk, var det ikke selvtillid og troen på egne 

evner, der prægede Moses. Han følte sig uværdig og uden autoritet. Han frygtede folkets reaktion, 

han fokuserede på talevanskeligheder og bad til slut Gud sende en anden. 2. Mos. viser, hvad Gud 

kan få ud af et menneske med mindreværdsfølelser og et lavt selvværd. Nogle af de 

ledelsesmæssige principper, som Moses lærte og gjorde brug af, kunne være hentet fra et moderne 

management kursus. (2. Mos. 18). Hans omgang og kommunikation med Gud er enestående, og vi 

finder intetsteds i Bibelen noget, der blot minder om det. (2. Mos. 32-35). Ser vi bort fra 

evangelierne er 2. Mos. det sted, hvor vi er vidner til flest mirakuløse indgreb fra Gud. 

Sidste halvdel af 2. Mos. består af love og forordninger, som Moses fik på Sinaj, og som skulle 

sikre, at folket kunne blive en nation og et samfund, der fungerede. Forordningerne og lovene 

berørte alle dele af dagliglivet og kan deles op i klumper: 

• Moralske forordninger som fx de 10 bud 

• Sociale og civilretslige anordninger, der fungerede som en slags straffelov 

• Religiøse og ceremonielle forordninger 

17


De mange religiøse ritualer virker vel nok fremmedartede på os. Det var de naturligvis ikke 

dengang. Det umiddelbare mål med alle lovene og forordningerne var naturligvis at skabe en nation 

og et folk med en identitet ud af praktisk talt ingenting. Det lykkedes. Men det overordnede mål var 

naturligvis at bane vejen for FORLØSEREN, Jesus Kristus. I 1. Mos. så vi de første penselstrøg på 

lærredet. Nu føjes der nye detaljer til og billedet bliver tydeligere. Når vi læser skrifterne og ser i 

bakspejlet, forstår vi, at alting var grundig planlagt fra tidernes morgen, og vi ser, at Guds 

åbenbaring og plan skrider langsomt, men sikkert frem. Gud var i gang med at bane vejen for en 

forløser, større end Moses, hvis opgave skulle blive endegyldigt at befri mennesker fra et åg og 

slaveri større end det jøderne oplevede i Egypten. Messias skulle løskøbe mennesker fra syndens åg 

og Djævelens tyranni. 

2. Mos. 1:16 

Diktatorer lader ofte deres vrede gå ud over en hjælpeløs minoritet. Vi kender det fra Hitler, der 

valgte jøderne som syndebukke og fra Saddam Hussein, der lod sin vrede gå ud over kurderne. Til 

at begynde med bød farao de hebræiske gæster velkommen, og Gud brugte de fredelige og rolige 

omgivelser i Egypten, som var fjernt fra det kævleri, som var karakteristisk for stammerne i 

Kana’an, til at skabe og danne Israels folk. Men nu var israelitternes størrelse og styrke blevet en 

trussel for de nye faraoer, som skånselsløst strammede deres greb. 

2. Mos. 2:10 

2. Mos. illustrerer, hvor selektiv Bibelen er i sin håndtering af historien. I det første kapitel får vi fx 

ikke at vide, hvad navnet var på den Egyptiske Farao (og det har forskere så diskuteret lige siden). 

Godt 350 år bliver, som antydet, presset sammen til nogle få vers, mens 2. mos. derimod afsætter 

kap. 3 - 40 til et enkelt års begivenheder. I modsætning til 1. mos. store skare af personligheder 

fokuserer 2. mos hovedsageligt på en eneste personlighed, Moses. 

2. Mos. 3:11 

Moses havde store tvivlsspørgsmål for så vidt angik hans evner som leder. Han satte sig op mod 

Gud og lagde vægt på sin uværdighed og mangel på autoritet (vers 13), hans frygt for folkets mistro 

(4:1), hans talevanskeligheder (4:10), og hans blotte fejhed skinner også igennem (4:13). Den 

resterende del af 2. mos. burde give folk, der på samme måde lider af mangel på selvværd, fornyet 

håb, for det viser Moses’ personlige udvikling fra en vaklende ubehjælpsom start til at blive en af 

historiens mest beslutsomme og mægtige ledere. 

2. Mos. 5:10 

Arkæologer, som har gravet i jorden i det gamle Egypten, har blotlagt tre typer soltørrede sten. 

Nogle, der har iblandet gode strå, andre som kun har nogle rødder og stumper af strå og nogle helt 

uden strå. På denne måde blive beretningerne om slavearbejdet bekræftet. 

2. Mos. 6:9 

Med Egypten på toppen af sin storhedstid, brugte Faraoerne slaverne til at bygge kolossale 

monumenter. Regeringsmagten blev understøttet af veludrustede soldater med heste og vogne, der 

også var dygtige bueskytter. Egyptiske hieroglyffer brugte et symbol for ”fremmed”, der viste en 

mand, som var bundet, og hvis blod flød fra et sår i hans hoved; israelitterne fornemmede fuldt ud 

vægten af en sådan undertrykkelse. For en stund bevirkede de egyptiske fogeders grusomhed, at 

israelitterne vendte sig mod Moses og hans kampagne for at sætte dem i frihed. Men 

undertrykkelsen gjorde dem også motiverede til at komme væk. 

Græshoppernes dag 

De ti plager udgjorde et bevis for både jøder og egyptere 

18


”Egypterne skal forstå, at jeg er Herren, når jeg løfter min hånd imod Egypten og fører 

israelitterne bort fra dem” (7:5) 

Græshopper lever normalt et ensomt liv, hvor de hopper fra plante til plante, mens de gnasker løs på 

blade og blomster. Så sker der pludselig noget! Måske skyldes det klimaforandringer, eller en større 

tilgængelighed af mad eller måske er der blot blevet for mange. Men der sker en forandring. 

Græshopperne bliver urolige og udvikler en ildevarslende lyserød farve og begynder at samles i 

flokke. 

De bliver en plage. Store larmende horder, sværme med millioner af græshopper, der gør himlen 

sort og lukker sollyset ude. Store grupper falder til jorden som klyngebomber og spreder sig kun for 

at ødelægge al tilgængelig vegetation. Pesticid gifte vil måske dræbe nogle få millioner, men selve 

sværmen er så stor, at tabet næppe vil mærkes. Således har man observeret en enkelt sværm 

græshopper, der krydsede Det røde Hav, der var 27 km bred, 5½ km tyk og 180 km lang. Da de 

landede, fortærede græshopperne afgrøder, læder, hegn og selv skafterne på redskaber. Et område 

på 6.500 km² (som Vendsyssel) var totalt udraderet og ødelagt. 

De ti plager var ikke kun en demonstration af Guds magt og kraft og et pressionsmiddel, der skulle 

gøre Farao blød i knæene. Plagerne var først og fremmest et opgør med Egyptens falske guder 

(12:12). Nogle kommentatorer mener uden tvivl med rette, at hver enkelt plage ganske enkelt var et 

opgør med en specifik egyptisk Gud. Gud demonstrerede ganske enkelt, hvem der var stærkest. Den 

Gud Moses forkyndte eller egypternes guder. Nogle af plagerne var også velkendte fænomener i 

Egypten.. 

Vi ved ikke meget om, hvordan plagerne blev sat i værk. De var ganske vist naturlige fænomener, 

men hvordan Gud udvirkede, at de pludselig blev en virkelighed, ja det aner vi ikke. Der kan 

imidlertid ikke herske tvivl om, at de var mirakuløse manifestationer, der demonstrerede Guds kraft 

og magt, og formålet har både været at overbevise hebræerne om Guds kraft og besegle Moses 

autoritet, men også at tvinge Farao i knæ. En nation fødes ikke sådan uden videre, og Farao giver 

ikke frivilligt slip på hundredtusindvis af slavearbejdere, der gør hans prestigebyggeri muligt. Mere 

end en halv snes gange slås det fast i 2. Mos., at plagerne havde til formål, at overbevise både 

hebræerne og egypterne om Guds kraft. 

2. Mos. 8:15 

Bibelen beskriver Faraos hårdhjertethed på 2 måder. I 8:15 står der: ”Men Farao gjorde sig hård...” 

og i 10:1: ”jeg (Gud) har forhærdet hans hjerte”. Denne tankegang er helt i overensstemmelse med 

GT’s synspunkt: Gud er historiens Gud, og han gør det, der skal til, for at hans planer til fulde kan 

blive gennemført. Vi får normalt ikke yderligere beskrivelser af forfatterne for så vidt angår 

spørgsmålet om, hvem der forårsagede hvad. 

2. Mos. 8:27 

Efterhånden som presset på Farao tog til, gav han sig mere og mere. 8:21: ”Gå hen og bring ofre til 

jeres Gud her i landet”. 8:24 ”Jeg vil lade jer gå, så I kan ofre til Herren jeres Gud i ørkenen”. 

10:11: ”I mænd kan gå og dyrke Herren”. 10:24: ”Alle personer kan drage af sted minus får og 

køer”. 12:32: Til slut - efter den 10. plage giver Farao efter og imødekommer alle Moses 

anmodninger. 

Forhandlingstaktikken følger tilsyneladende et ældgammelt mønster, som det har været kendt i 

mellemøsten. Jo større trykket bliver, jo mere giver farao sig. 

2. Mos. 9:7 

Som fjernstyrede bomber, der rammer målet præcist, påvirkede de fleste af plagerne egypterne, men 

ikke israelitterne. Det var jo et mirakel i sig selv. Alene det faktum burde have overbevist Farao om, 

at han kæmpede med overnaturlige magter, og ikke kun mod naturens luner. Men det krævede altså 

10 plager alt i alt at overbevise ham om, at han skulle lade den billige arbejdskraft forlade deres 

områder, og selv da beslutningen var taget, blev han i tvivl og satte efter dem (14:5). 

19


Uafhængighedsdagen 

En usædvanlig måde at fejre friheden på 

”I hele Egypten skal der lyde så højt et skrig, at noget lignende aldrig har lydt og heller ikke skal 

lyde igen;” (11:6). 

I Danmark har vi ikke en nationaldag på samme måde, som man har i Norge og USA. I Norge fejres 

17. maj med pomp og pragt og parader. Der er musik, optog og fest. Man fejrer friheden og 

selvstændigheden, som blev en realitet ved uafhængigheden fra Danmark og Sverige. I Frankrig er 

der fyrværkeri og politiske taler 

Jøderne fejrer deres frihedsdag, nationens fødsel på en helt anden måde. Nationen fødtes den sidste 

aften, man opholdt sig i Egypten, og fejringen finder den dag i dag sted i hjemmene omkring et 

bord, hvor man spiser forskellige retter. Mellem hver ret læser man afsnit op, som fortæller om 

begivenhederne i forbindelse med udfrielsen fra Egypten, og man gennemlever endnu engang 

hændelserne i tankerne. Man afholder ikke et party. Man fejrer Gudstjeneste. Man fejrer, at ”Gud 

gjorde det”. Det var ikke en israelitisk hær, som havde vundet et slag mod den egyptiske hær. 

Friheden blev erhvervet i den mørkeste nat, mens man i hast spiste med oppakningen klar. I Guds 

time skænkedes de friheden. Hele det egyptiske folk bad dem gå, mens de overøste dem med gaver. 

Jøderne havde ingen grund til hovmod. Gud gjorde det. Og da de nogle dage senere stod med havet 

foran sig og den egyptiske hær bagved, gjorde Gud det igen. Den egyptiske hær blev ødelagt, uden 

at nogen israelit løftede så meget som en finger. Uafhængighed af Egypten betød afhængighed af 

Gud. Siden hen kom det til at lyde hele vejen gennem Bibelen: ”Jeg er Herren din Gud, som førte 

dig ud af Egypten”. Mønstret for afhængigheden fortsatte hele vejen gennem 2. Mosebog. Når de 

ikke havde vand, sørgede Gud for vand til dem. Når de ikke havde mere mad, sørgede Gud for mad 

til dem. Når banditter angreb dem, sørgede Gud for dem. Uafhængighedsdagen angav tonen for en 

fantastisk historie, der skulle blive beretningen om Guds stadige hjælp og omsorg. 

Udfrielsen af Egypten var kun indledningen til og en skygge af det, der skulle ske påskenat mange 

år senere i Jerusalem. Tusinder af påskelam blev gennem århundrederne et billede på 

”påskelammet”, som blev ofret for hvert eneste menneske, men ordene fra den første påskenat, 

havde ikke mistet deres kraft: ”Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer” (12:13). Vi er derfor led i en 

vidunderlig kæde, hver gang vi sætter os ved Herrens bord. Så spiser vi også måltidet, og Kristus 

er vores påskelam. Vi fejrer også vores frihed, og vi fejrer ”at Gud gjorde det”. 

2. Mos. 12:11 

Guds instruktioner om, hvordan påsken skulle foregå, understreger behovet for, at alting skulle ske i 

hast. Det går hurtigere at grille kød over ild, end hvis det skal koges, og det kræver ingen pande 

eller ovn, som hvis det skulle steges eller bages. På samme måde kræver brød uden gær ikke tid for 

at hæve. Understregningen af fart indikerede over for israelitterne, at plagen ville blive forfærdelig, 

og ligeledes, at de i hast måtte forlade Egypten. 

2. Mos. 13:1 

Da den første påske fandt sted i forbindelse med udvandringen fra Egypten, introducerede Gud et 

vigtigt princip: Alle førstefødte af hankøn, inkl. dyr, skulle tilhøre ham. Senere blev levitterne 

indsat symbolsk som erstatning for de førstefødte efter en nøje optælling (4. Mos. 3:40-51). 

2. Mos. 14:21 

Lukket inde af bjerge, af havet og af den egyptiske hær, syntes israelitterne håbløst fortabt, indtil 

Gud åbnede en forunderlig vej gennem havet. Dette mirakel var afslutningen på et vigtigt kapitel i 

israelitternes historie. Det mægtige Egyptiske rige ville aldrig mere komme til at regere over dem; 

de fleste af deres fremtidige fjender dukkede op fra nord og øst. 

20


2. Mos. 15:1 

Moses skrev en sang for at fejre denne enestående og mindeværdige begivenhed, at en flok slaver 

undflyede verdens mægtigste magt. Salmedigterne blev aldrig siden trætte af at skrive sange, der 

mindedes begivenheden (fx. Sl. 78 og 105), og profeterne vendte tilbage til begivenheden. I nyere 

tid har specielt de sorte slaver i Amerika identificeret sig med Israels folks lidelser og prøvelser i 

Egypten, og adskillige Negro Spirituals sammenligner jødernes situation med negernes i Amerika. 

2. Mos. 16:15 

Ordet manna betyder bogstaveligt talt ”hvad er det?”, og det genkalder israelitterne første reaktion, 

da de så mannaen (vers 15). Manna er et tydeligt eksempel på israelitternes tvungne afhængighed af 

Gud; det var nødvendigt for dem at slå deres lid til ham hver eneste dag i 40 år blot for at overleve. 

Guds tilvejebringelse af manna gjorde griskhed umuligt. Det kunne ikke oplagres og blev delt ud 

med lige meget til hver (versene 17-21). 

Vagtler, som der bliver henvist til her og i 4. Mos. 11, trækker stadig over Sinajhalvøen, mens de 

flyver i store flokke mellem Europa og Arabien. Udmattede efter deres lange flyvetur, hviler de ud 

på jorden eller i lave buske natten over, og det gør det let at fange dem. 

2. Mos. 17:1 

Til forskel fra Sahara og Saudi Arabiske ørkener, er Sinaihalvøen ikke kun en tør, sandet gold 

ørken. Et højt plateau mod nord danner et bredt bælte af sandsten og sand, og mod syd er der 

forrevne klipper og bjerge, der når op til en højde af ca. 3.000 meter. Planter og akacietræer kan gro 

her, og spredte kilder gør det muligt at drive en smule landbrug, selv om Sinai ikke kan brødføde en 

særlig stor befolkning. Moses’ 40 år i ørkenen som fårehyrde ville uden tvivl have lært ham en hel 

del om, hvordan man overlever et sådant sted. 

2. Mos. 17:14 

Man mestrede skrivekunsten i det mindste 3.400 år f.Kr., da et samfund ikke langt fra vores dages 

Iraq gjorde os bekendt med kunsten. Men her hører vi første gang om, at Moses skriver 

begivenhederne ned. Man ved, at man var kendt med skrivekunsten, og der kan ikke herske tvivl 

om, at Moses’ uddannelse i Egypten også indebar, at han lærte at skrive på papyrus. Det var en 

kurv, der grundlæggende var lavet af samme slags materiale som papyrus, der mange år tidligere 

havde reddet Moses’ liv. 

Pagten 

Hvilken forskel gør en stentavle? 

”Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene” (19:5). 

Mange bibelforskere har kaldt de næste kapitler for det mest centrale skriftafsnit i GT. Israelitterne, 

der blev kaldt sammen foran et rystende og rygende bjerg af høje trompettoner, stod lige overfor at 

skulle modtage noget helt enestående i hele historien. Et dokument skrevet på stentavler, der skulle 

opbevares i det mest værdifulde skrin i hele landet: Pagtens Ark. Hvad var det, der gjorde disse 

stentavler så værdifulde? Den pagt, som de var en opsummering af, var hellig, og de var signeret af 

Guds egen finger. 

Og alligevel er det vel sådan, at hvis man blot slog op i 2. Mosebog for at læse indholdet af pagten, 

ja så kunne man godt undre sig over, hvad meningen var med hele postyret. Pagten begynder med 

de velkendte Ti Bud. Derfra fortsætter det med regler, der forbander forældre og noget om at slå 

21


tænder ud. Dette blandes på en mærkelig måde med regler om ågerrenter og forbud mod at tilberede 

gedekid i deres moders mælk. Hvad specielt er der, når alt kommer til alt, med de love og 

anordninger, som beskrives her? 

Eftersom vi normalt ikke kommunikerer på stentavler i dag, kan spørgsmålet ”Hvorfor er en 

stentavle så værdifuld?” bedre formuleres: ”Hvad gør et stykke papir til noget særligt?” Når vi ser 

tingene i det lys, forstår vi måske, at vort samfund præcis som det var tilfældet for israelitterne, 

nedfælder en hel del vigtige aftaler og anordninger på papir. Vi kan blot tænke på vores Grundlov, 

fødselsattester og ægteskabspapirer. 

Når man besøger Christiansborg, ser vi forskellige vigtige lovbøger udstille i en glasmontre. Vi kan 

bl.a. se Jyske Lov og Grundloven. Disse papirer hører til blandt de mest værdifulde i vores land, for 

de udgør grundlaget for samfundsordningen. De love, der er bestemmende for vort samfund, skal 

være i fuld overensstemmelse med Grundloven. Grundloven er rettesnoren for vort retssystem og 

garantien for den enkelte borger. Ingen kan idømmes en straf efter en lov, der er i 

uoverensstemmelse med Grundloven. Sådan fungerer vort demokrati. 

For Israels vedkommende var Pagten deres grundlov. De forskellige elementer af loven blev til 3 

forskellige steder. Her i Sinai (2. Mos. og 3. Mos.). Under ørkenvandringen (4. Mos.) og på Moabs 

sletter (5. Mos.). Hele lovkomplekset, som er noget mere omfattende end vores Grundlov, 

omfattede de store overordnede forordninger såvel som småting, der angav regler for, hvordan man 

levede sammen. Gud var i gang med at forme et helt sæt af forordninger og regler, der skulle danne 

grundlaget for en ny nation af hjemløse pilgrimme. Man har regnet ud, at der i alt er 613 forskellige 

forordninger, som skulle styre nationens politiske, sociale og åndelige liv. 

Andre nationer led under deres guders uforudsigelighed. Ingen kunne forudsige, hvad der ville 

behage disse guder eller forårsage deres vrede! Men på grund af pagten vidste israelitterne nøjagtig, 

hvilke krav Gud stillede, og hvor de som folk og enkeltpersoner stod i forhold til ham. De havde et 

grundlagt for tillid og sikkerhed som en nation. 

En fødselsattest ligger i skuffen i mere end 99 procent af tiden. Men når man virkelig har brug for 

den, er den altafgørende. En sådan attest kan bevise, hvem vi er. Det er dokumentet for vort 

statsborgerskab. 

For Israel var pagten nationens fødselsattest. Gud sagde, at han havde udvalgt Israels Folk som sin 

ejendom, ene af alle folkene (19:5-6). Han ønskede, de skulle være en nation som ingen andre. De 

skulle være en model, der levede i fuld overgivelse til ham. Han ønskede et rent folk, der var 

helliget ham. 

De næste bøger i Bibelen beskriver vilkårene, men også de belønninger, der fulgte med at være 

Guds udvalgte folk, hans ”familie”. Hvis folket adlød, ville de blive fri for alskens sygdomme, 

deres afgrøder ville være overvældende, deres kvinder ville blive frugtbare, deres hære ville slå 

fjenderne. Kort sagt ville de blive velsignet med hidtil uset velstand og sikkerhed (23:20-28). 

Pagten beskrev disse velsignelser, og det var alt sammen et resultat af, at de var født som Guds 

børn. 

Ægteskabet er for vist langt mere end et stykke papir. Det indebærer kærlighed og tillid, seksualitet 

og de tusindvis af øvrige detaljer, som to menneskers samliv fører til. Men for så vidt angår loven 

nødvendiggør ægteskabet et stykke papir. Dokumentet gør det mest inderlige og personlige forhold 

mennesker imellem, som vi overhovedet kender, til noget formelt og lovformeligt. 

Senere ville profeterne Hoseas, Jeremias og Ezekiel på hjertegribende vis sammenligne pagten med 

ægteskabet. De pointerede, at Israels måde at tackle forholdet til Gud på, grænsede til utroskab, og 

de tryglede folket om at vende tilbage til den oprindelige pagt. Alle anordningerne og budene, som 

bliver opremset i loven, er kun det formelle udtryk for kærlighedsforholdet mellem Gud og hans 

folk. 

Papir afstikker grænserne for et forhold, men papir kan på ingen måde give et tilfredsstillende 

udtryk for forholdet. Hvis man læser Den Danske Grundlov, får man ikke et tilstrækkelig billede af 

22


det danske samfund. Man kan heller ikke forstå ægteskabets mysterier og dybder ved at studere en 

ægteskabsattest. På samme måde efterlader Pagtens love og regler ikke et fuldstændigt billede af en 

nation, som har givet sig Gud i vold. Men Pagten og omstændighederne under hvilke, den blev 

givet, viser meget om, hvad Gud ønsker af sine efterfølgere. 

Moses’ usædvanlige format og historiske betydning bestod altså ikke blot i at føre folket ud af 

Egypten! Det var gennem Moses, Gud formidlede ”loven” - verdens vigtigste moralkodeks - til 

jøderne, og hele folket var vidner til chokerende og mærkværdige hændelser på Sinaj Bjerg, 

beskrevet i 2. Mos 19, da Moses fik disse to stentavler overdraget med de 10 bud. 

Lovens tavler udgjorde det synlige dokument på den fantastiske pagt, Gud indgik med jødefolket. I 

kølvandet på De 10 Bud fulgte en lang række andre regler og forordninger om alverdens ting, som 

vi kan have vanskeligt ved at forholde os til. Men der er ingen tvivl om, at vi kan drage stor nytte 

af en forståelse af de principper, der lå til grund for de mange forordninger, der kom til at 

udgøre jødefolkets grundlov. De 10 Bud udgør den centrale og væsentlige del af loven, og i forhold 

til de love og forordninger, man i øvrigt kender fra dengang og fra andre folkeslag, er man enige 

om, at lovene, Moses gav, var en så væsentlig nyskabelse, og at de på alle måder udgjorde så 

enestående moralske regler, at de i virkeligheden har holdt indtil i dag og stadig regnes for de mest 

grundlæggende moralske principper, vi har. 

Vi er tilbøjelige til kun at betragte de 10 bud som et sæt regler, Gud i sin tid gav jøderne, og som vi 

i dag kan have et afslappet forhold til, fordi vi jo har Ny Testamente. Sådan forholder det sig ikke. 

Loven er en åbenbaring af Guds hellighed. Men mere end det. Den er en åbenbaring og et udtryk for 

Guds væsen og karakter. Loven er et udtryk for, hvordan Gud er. I det perspektiv kommer alle 

forordningerne i GT og indretningen af Tabernaklet til at handle om, hvordan jeg som en synder, 

kan nærme mig en hellig Gud, og hvordan jeg som en synder, kan få min synd sonet. 

Det korte svar er: Det sker gennem soning via en mellemmand. 

Jan Bygstad skriver i ”Skriften vidner om Kristus”: 

Det er en grundlov i Den hellige Skrift, at der ikke findes samfund med Gud uden om forsoningen. 

Derfor ser vi, at alteret følger menneskeslægten gennem hele bibelhistorien. I Det Nye Testamente er Jesu 

kors det egentlige alter, og alle andre altre har dette som forbillede. 

Årsagen til ordningen med alter og soning er den hellige Guds dom over synden. Synden er skyld i, at offer 

og soning er en nødvendighed, hvis vi i det hele taget skal kunne have med Gud at gøre. Derfor var dette 

noget af det første, som meldte sig for Guds folk efter åbenbaringen ved Sinaj (2. Mos. 19-20), Når Herren 

åbenbarer sin lov for folket, åbenbarer han dermed også sin hellighed og majestæt. Loven er ikke kun en 

åbenbaring af bud og leveregler, som mennesker skal efterleve. Dybest set er den en åbenbaring af Guds 

væsen, hvem han er: han er en Gud, som ikke kan forliges med synd, som ikke hverken tåler eller 

tolererer det onde, fordi hans væsen er uforeneligt med dette. Dermed bliver det et akut problem, hvordan 

den hellige Gud og synderen kan have noget at gøre med hinanden: De står over for hinanden som to 

størrelser, der ikke passer sammen. Derfor lyder det også til Moses: 

”Intet menneske kan se mig og beholde livet” (2. Mos. 33:20). For vor Gud er en fortærende ild (jfr. Hebr. 

12:29, 5. Mos 5:22ff., Es. 33:14). Det er åbenbaringens vidnesbyrd om, hvem Gud er (Bibelens 

”gudsbillede”, som man siger i teologien), som gør det klart, at skal vi have med ham at gøre, kan det ikke 

ske uden en mellemmand og uden et alter. Loven åbenbarer hermed afstanden mellem Den Hellige og 

synderen. Mellemmanden er den, der bygger bro over denne kløft, alteret udgør fundamentet under 

broen. 

2. Mos. 20:1-17 

De ti Bud, som bliver givet her og i 5. Mos. 5, udgør en central moralsk kerne, som på alle måder 

står langt over andre af datidens kendte lov kodeks. Man taler om en ”jødisk-kristen etik” og 

refererer dermed til de principper, som vi har fået fra de love, der skitseres her og i de næste bøger. 

2. Mos. 21:2 

Mange af disse love sætter en ny standard for moral. Samfundene på den tid undertrykte de 

fremmede, mishandlede slaver, udnyttede de fattige og tilkendte mistede dyr til dem, der fandt dem. 

De israelitiske love, der angav regler for slaveri fx var usædvanlige for den tid. Andre gamle 

23


samfund fra den tid behandlede slaver som ting mere end som personer. Israelitterne var de første til 

at udstyre dem med formelle rettigheder. Ved på den måde at nedfælde love, der også beskyttede de 

laveste på den sociale rangstige, viste Gud, at alle mennesker er værdifulde. 

2. Mos. 22:9 

I modsætning til de straffe, der blev iværksat for overtrædelser på basis af lovkodeks i andre af 

samtidens lande (sumererne og babylonerne), lægger de straffe for overtrædelser, der beskrives i de 

næste kapitler, vægt på, at straffen skal tilpasses forbrydelsen. De lægger vægt på erstatning i højere 

grad end hævn. Moderne retssystemer er igen begyndt at idømme folk en slags erstatning fx ved at 

lade kriminelle lave samfundstjeneste, etc. 

Når der stort set ikke findes ateister, 

men mange oprørere og genstridige 

”For israelitterne så Herrens herlighed ud som en fortærende ild på bjergets top” (24:17) 

Hvorfor griber Gud ikke mere ind? Hvorfor sørger han ikke for, at de, som sulter, får mad? At de 

som er syge bliver helbredt? Hvorfor stopper han ikke alle krige? Hvis Gud virkelig fandtes, 

hvorfor gør han så ikke sig selv blot en lille smule mere synlig? Mennesker, som stiller den slags 

spørgsmål, formoder ofte, at hvis Gud virkelig åbenbarede sig selv dramatisk, ja så ville al tvivl 

forsvinde, og alle ville stille sig i kø for at tro på ham. 

2. Mos. fortæller om en periode, hvor Gud ikke lod nogen i tvivl om, at han var der. Plagerne i 

Egypten åbenbarede hans mægtige magt og kraft. Et helt usædvanligt mirakel ved Det Røde Hav 

bevirkede en sensationel udfrielse. Et tilbagevendende mirakel sørgede for den nødvendige tilførsel 

af mad hver morgen. Og hvis spørgsmål om Guds eksistens skulle opstå, ja så behøvede tvivlere 

blot at vende blikket mod den til stadighed nærværende sky og ildsøjle. Det må have været svære 

vilkår for ateisterne dengang. 

Alligevel ser det også ud til at samtlige tegn på Guds trofasthed, som folket oplever, fører til et 

forbavsende stort antal eksempler på menneskelig svigt. De selv samme israelitter, som havde set 

Gud knuse Farao, skælvede tilsyneladende, da de fik øje på de egyptiske vogne. Tre dage efter at 

Gud havde reddet dem mirakuløst gennem Det Røde Hav, knurrede de over for Moses og Gud over 

manglende adgang til vand. 

Ca. en måned senere, da sulten begyndte at fornemmes i de tomme maver, blev de bitre og 

beklagede sig: ”Gid vi var døde for Herrens hånd i Egypten, da vi sad ved kødgryderne og kunne 

spise os mætte! Nu har I ført os herud i ørkenen for at lade hele denne forsamling dø af sult.” 

(16:3). Gud svarede ved at tilvejebringe manna (og det fortsatte de næste 40 år) og vagtler, men 

israelitterne knurrede snart igen over den manglende tilgang til vand. 

2. Mos. 32 viser israelitterne, når de var som værst. Mennesker, som havde spist manna til 

morgenmad, som kort for inden højtideligt havde lovet at ville holde hvert eneste ord i pagten, som 

netop nu befandt sig ved det bjerg, hvor Gud havde givet sig til kende – disse selv samme 

mennesker gik nu i gang med at smelte alle deres guldsmykker og derved tilsidesatte de åbenlyst det 

første bud. 

”Stivnakkede” kaldte Gud israelitterne, da hans vrede brændte mod dem. Det var alene Moses’ 

veltalende appel til Gud, som reddede deres liv. 

Israelitternes historie slog en pæl igennem den opfattelse, at imponerende udtryk for Guds kraft 

ville udvirke tro hos mennesker. Jesus sagde mange år senere: ”Hvis de ikke hører Moses og 

profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde” (Luk. 16:31). 

Mennesker, som dagligt oplevede beviser på Guds eksistens, demonstrerede kun en eneste ting: Den 

menneskelige naturs monotone uforanderlighed. 

24


De mennesker, som satte sig op imod Gud, kom til at betale for deres handlinger ved en 40 års 

ørkesløs ørkenvandring, mens en ny generation voksede op, som kunne erstatte dem. Men der 

syntes efterhånden at danne sig et vist mønster: Hvis israelitterne svigtede Gud ved foden af Sinai, 

hvordan skulle de så kunne modstå de fremmede kulturers forsøg på forførelser, som de ville møde 

i det Forjættede Land? Den næste generation ville også svigte Gud, ligesom alle deres 

efterkommere ville. Den gamle pagt, som Paulus så overbevisende argumenterede i Brevet til 

Galaterne, havde hovedsagelig til formål at bevise behovet for og nødvendigheden af en ny pagt. 

2. Mos. 24:8 

Dette kapitel giver os et indblik i en af de vigtigste handlinger i Israels historie. Eftersom Aron og 

hans sønner endnu ikke havde fået deres særlige opgaver betroet, så tjente Moses som præst ved det 

dramatiske personlige møde med Gud. Et enestående offer udskilte formelt Israel som Guds folk og 

lagde grundvolden for alle de ofringer, som siden fulgte. 

Det Ny Testamente anvender ordene fra denne højtidelige ceremoni i forbindelse med Den Ny Pagt, 

der blev gjort mulig ved Kristi offer. Ordene ”pagtens blod” dukker op seks gange i NT, og i hvert 

tilfælde refererer det til Kristi død. Jesus brugte selv frasen ved Den Sidste Nadver (Matt. 26:28), og 

det er blevet en del af den ceremoni, vi anvender i forbindelse med nadveren. 

2. Mos. 25:8 

Jakobs børn var kommet til Egypten som en flok nomader. Men 400 år som beboere blandt 

mennesker i en højt udviklet kultur, gjorde det muligt for dem at tilegne sig forskellige teknikker og 

dygtiggøre sig til fremstilling kunst og anden foretagsomhed. Da de skulle fremstille udstyret til 

Tabernaklet, fik de brug for alle talenterne og håndelaget. Dertil kom, at Gud på en helt særlig måde 

udrustede nogle arbejdere med helt særlige evner (31:1-6). 

2. Mos. 29:20 

Som en del af den renselsesproces, man skulle gennemgå, strøg præsterne blod på deres ører (som 

skulle høre Guds love), på deres hænder (som skulle udføre hans vilje) og på deres tæer (som skulle 

være parate til at følge i hans fodspor). 

2. Mos. 32:4 

Først i 1990 fandt arkæologer den første guldkalv i Israel, og til deres overraskelse var den ikke 

særlig høj (kun nogle centimeter). Modsat populære fremstillinger i film og historiske bøger, har 

Arons massive Guldkalv sikkert også kun været en lille figur, der har stået på et eller andet, så den 

bedre kunne ses. 

Israelitterne har uden tvivl kendt til tyre-guden Apis, som var en af Egyptens vigtigste guder. 

Moses blev på Sinaj i næsten 6 uger (24:18), hvilket jo også forklarer årsagen til israelitternes 

paniske opførsel. Var Moses død, eller var han forsvundet? Ville han nogensinde komme tilbage? 

De bestod imidlertid ikke testen under den nye pagt med Gud, for det var helt åbenbart, at de brød 

det andet bud. 

2. Mos. 33:3 

Denne bemærkelsesværdige scene viser, hvordan Moses tryglede Gud om ikke at kaste vrag på 

israelitterne, hans udvalgte folk. Til slut indvilligede Gud i at føre dem videre (vers 17). Hvorfor 

blev Israels folk udvalgt af Gud? Hvorfor ikke et andet folk? Når Bibelen engang imellem kommer 

lidt ind på spørgsmålet, giver den ikke et udtømmende svar. Normalt bliver svaret kogt ned til noget 

i retningen af: ”Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil.” (vers 19). 

Gud forbeholder sig ret til at vælge, hvem han vil. Men 2. Mos. slår en ting fast. Israelitterne blev 

ikke valgt, fordi de var bedre eller gjorde et særligt indtryk eller var mere tro. Valget var alene et 

udslag af Guds nåde; ingen kan tage æren for noget som helst. 

2. Mos. 34:6-7 

25


Denne selvbeskrivelse af Gud, som vi har i disse to vers, blev for jøderne en grundlæggende 

opsummering og stadfæstelse af Guds væsen. GT citerer eller henviser til dette skriftafsnit mere end 

til noget andet sted. 

En transportabel domkirke 

Et usædvanligt syn i ørkenen 

”Og alle, der følte sig tilskyndet og ville give frivilligt, kom med afgift til Herren til arbejdet på 

Åbenbaringsteltet og til hele tjenesten i det og til de hellige klæder” (35:21) 

I 1144 e. Kr. begyndte en stor flot bygning at tage form i en landsby i det nordvestlige Frankrig. 

Entusiasme for projektet spredte sig snart over hele landet, og frivillige arbejdere strømmede til 

stedet. Ved et enestående samarbejde lykkedes det disse folk at konstruere og rejse en af de 

smukkeste bygninger i verden, den vældige og uovertrufne domkirke i Chartres. 

Halvtreds år senere, efter en forfærdelig brand, genopbyggede landsbyboerne i Frankrig deres 

domkirke fra bunden. I dag strømmer turisterne til for at beundre det, som engang for længe siden 

blev bygget til Guds ære. 

På lignende vis tog et kunstværk form tusinder af år tidligere end Chartres, og de sidste kapitler af 

2. Mos. giver os en rigdom af detaljer omkring byggeriet. I et fjendtligt ørkenlandskab byggede en 

flok netop frigivne slaver en speciel bolig af en helt usædvanlig skønhed: En transportabel 

domkirke eller ET TABERNAKEL eller ÅBENBARINGSTELTET. 

Gud styrede personligt hele projektet og gav på en særlig måde de håndværkere og kunstnere den 

snilde, som var nødvendig (31:1-6). Gud tilvejebragte selv de nødvendige detaljer om farver, 

længde på gardiner og måden filigranarbejdet af guld skulle udføres på. Israels folk stod sammen 

om opgaverne og fulgte omhyggeligt Guds forskrifter. Et helt ton guld blev brugt til projektet og 

omkring 4 tons sølv. Derudover var der stabler af ædelt, sjældent træ og kostbare ædelstene. 

Efter beskrivelsen af konstruktionen af Tabernaklet giver Bibelen plads til 5 vers (de sidste 5 vers i 

2. Mos.), og de udgør kulminationen, for her tager Gud bolig i tabernaklet. Gud havde vist sig for 

Moses og folket ved en række lejligheder i det forgangne, og det var tilsyneladende så 

overvældende, at folket anmodede om, at Gud ikke talte til dem direkte (20:19). Ved afslutningen af 

byggeriet tog Gud bolig i Tabernaklet. Hans herlighed fyldte teltet, og nu dvælede Gud blandt sit 

folk. Ritualerne handler om, hvordan syndere kan nærme sig en hellig Gud. (Jeg har tilladt mig at 

vedlægge en prædiken, der handler om, hvordan Tabernaklets indretning var, og hvordan ritualerne foregik. Det hele er 

naturligvis skyggebilleder, der dybest set peger frem mod Kristus.) 

Fra og med dette tidspunkt gjaldt det, at hvor som helst israelitterne gik eller slog lejr, stod deres 

transportable domkirke lige i midten af lejren med teltene fordelt i en planlagt orden hele vejen 

rundt stamme for stamme. Tabernaklet gav dem et synligt bevis på Guds centrale placering. Hver 

eneste dag skulle præsterne udføre funktioner, der havde med ofringer og tilbedelsen at gøre. 

Beretningen om Tabernaklet, som fylder en tredjedel af 2. Mosebog, åbenbarer væsentlige sider af 

Guds væsen. Man kan aldrig tage Gud letsindigt – ritualerne her og i de næste tre bøger viser, at 

man må nærme sig Gud med omhu og i ærefrygt. Almindelige dødelige kan ikke omgås Gud 

direkte. En hellig Gud er ganske enkelt for overvældende. Selv ikke Moses, siger 2. Mos., kunne 

ikke se Guds ansigt og leve (33:20). 

Og dog er faktum, at den samme Gud, som virkede så fjern, han kom nær. På trods af den afgrund 

der adskiller Gud og menneskeheden – en afgrund, som alle reglerne om hellighed og renhed kun 

giver en antydning af – så tillod Gud, at mennesker fik personlig adgang til ham. Han gjorde sig 

selv tilgængelig. 

2. Mos. 36: 8-38 

26


Nogle kommentatorer anslår, at beskrivelser af tabernaklet udgør det største enkelt emne, som 

behandles i Bibelen. Da tidspunktet kom, hvor det skulle konstrueres, gik israelitterne til opgaven 

med en sådan entusiasme, at de fik at vide, at de skulle begrænse sig og ikke bringe flere ofringer 

(vers 5). De, som ikke havde råd til at give materielle gaver, gav af deres tid og arbejdskraft. 

2. Mos. 38:9 

Til forskel fra en kirke eller en synagoge fungerede hverken Tabernaklet eller templet som et fælles 

offentligt samlingssted. De, som kom for at tilbede, gik ind i en stor, åben forgård for at præsentere 

deres ofringer. Efter at præsten havde modtaget ofringerne, gik præsterne ind i Det Hellige, hvor en 

del af det hellige inventar befandt sig. Kun Ypperstepræsten kunne gå længere ind i Det 

Allerhelligste, hvor Pagtens Ark var. Og det var kun engang om året på Den Store Forsoningsdag, 

han gik derind. 

2. Mos. 39:32 

De sidste få kapitler i 2. Mosebog gentager næsten ordret, det som er gået forud. Kapitlerne siger 

ganske enkelt, at israelitterne fulgte alle Guds tidligere instruktioner om at bygge Tabernaklet. 

Frasen ”ganske som Herren havde befalet” går igen i hele afsnittet som en trommesolo. Et folk, der 

var kendt for ikke at følge de ordrer, de fik, tog Tabernakelprojektet meget seriøst. Det blev ikke 

kun et symbol, men Tabernaklet gav folket en fornemmelse af den virkelighed, at Gud levede i 

deres midte. Tabernaklet blev et fokuspunkt for tilbedelse i 300 år, indtil templet blev bygget. 

Senere brugte apostlen Paulus dette billede, da han kaldte de troende for Guds ”tempel” eller 

Prædiken i Tylstrup 

19. sept. 2004 

Emne: Tabernaklets betydning for os 

Tekst: 2. Mos. 25: 8-9 - Johs. 1:14 

NT kan ikke forstås uden, at vi har en vis indsigt i GT. Og vi kan ikke forstå GT, hvis vi ikke ser 

det i lyset af NT. Således er NT og GT hver især hinandens nødvendige forudsætninger. 

Vi skal i dag se nærmere på Tabernaklet, som Moses lod konstruere og rejse i ørkenen på direkte 

anvisning fra Gud knap et år efter udgangen af Ægypten. Og jeg understreger: På direkte anvisning 

af Gud! Dette Tabernaklet blev centrum for israelitternes gudsdyrkelse de næste mange hundrede 

år, og det var stedet, hvor Gud gav løfte om, at han ville tage bolig, og hvorfra han ville tale til 

Moses og dermed til sit folk. Men mere end det! 

Opgaven, jeg har givet mig selv, er at påvise, at ca.1500 år før Jesus kom, gav Gud ikke blot 

israelitterne Tabernaklet og alle de forordninger, som hørte til deres gudsdyrkelse. Han gav dem 

også en skygge, et billedmæssigt rigt symbol og en profetisk illustration af den virkelighed, der en 

dag ville komme med Kristus. 

Målet er, at denne gennemgang vil skabe forundring og ærefrygt hos os, præcis som når vi ser en 

stjernehimmel eller et blomsterbed, og sammen vil vi glædes over, at Gud fra evighedernes 

evigheder har haft alting tilrettelagt, og alting har været gjort klart til vores forløsning og 

retfærdiggørelse. 

Tabernaklet og alle forordningerne er altså som en skygge, en forsmag eller et symbol. Den reelle 

vare var Kristus! 

I Johs. 1:14 læser vi: ”Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en 

herlighed, som den enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” 

27


Jesus tog bolig iblandt os.... Udtrykket betyder bogstaveligt talt: Han ”tabernaklede” iblandt os. Han 

blev vores tabernakel!!! Ikke som en skygge, men som en herlig, virkelig frelser, hvis fuldbragte 

værk på Golgata har ændret alting. 

(Det altafgørende spørgsmål siden syndefaldet har været: Hvordan kan et syndigt menneske nærme 

sig en Hellig Gud! Tabernaklet og hele dets indretning giver os et godt svar.) 

Tabernaklet lå midt i israelitternes lejr. 

Rundt om selve teltet, var der en indhegning ca. 3 m høj af hvidt vævet linned. Bag indhegningen 

var der en FORGÅRD og i den vestre ende af forgården modsat indgangen, lå TABERNAKLET 

med to rum: Det hellige og Det Allerhelligste. Indhegningen afskar altså mennesker fra at komme 

direkte ind til Tabernaklet. I virkeligheden var det Guds godhed, for intet syndigt menneske kan 

nærme sig en hellig Gud uden at dø. 

Mod øst var der imidlertid en dør, der skilte sig ud fra den øvrige indhegning. Døren var lavet af et 

farvestrålende klæde i 4 forskellige farver (rødviolet, rosenrød, hvid og mørkeblå), hvis symbolske 

betydning klart peger hen mod den salvede Kristus som konge, præst og profet. Desuden målte 

indgangen 100 kvadratalen, som i symbolsprog er det fuldkomne tal. 

I Johs. 10:9 siger Jesus om sig selv, at ”han er døren, og den, der går ind gennem mig, skal blive 

frelst!” 

Den første vigtige pointe er altså: Skal vi nærme os en hellig Gud er alle veje ikke lige gode! Der er 

kun en vej. Jesus er døren! Der er ikke andre indgange. Der er ikke andre muligheder. 

Aldrig så snart var man kommet ind i FORGÅRDEN, før man stod ansigt til ansigt med 

BRÆNDOFFERALTERET. 

Brændeofferalteret 

Det var her alle ofringerne fandt sted. Det var her blodet blev udgydt, og det var her dyrene blev 

brændt. 

Man bragte ofringer for at sone synd. Sone er et svært ord. Vi kan også bruge ordet dække. Synden 

skulle dækkes. Dagligt blev der bragt ofre morgen og aften. Og dagen igennem kom mennesker for 

at bringe personlige ofre. 

Når mennesker kom med et lam eller en kvie, trådte præsterne til for at sikre, at alt foregik efter 

forskrifterne. Folket måtte ikke komme direkte til Gud. Præsten var en nødvendig mellemmand. 

Først skulle man lægge sine hænder på dyret og bekende sine synder. I præstelige vejledninger man 

har bevaret, hedder det, at ”det ikke skal gøres forsigtigt, men med hele ens vægt.” Man skulle 

fornemme, at hele byrden af synd blev lagt over på dyret. Når det var gjort, blev det uskyldige dyr 

dræbt, blodet blev udgydt og smurt på alterets horn. 

Den ofrende vidste, at dyret, der var blevet dræbt og nu blev brændt, døde som det skyldfrie for den 

skyldige. Den ofrende vidste, at der nu var skaffet soning for hans eller hendes overtrædelser og 

synd, og den ofrende vidste, at såfremt han tog imod det i tro, ja da gik han tilgivet bort i kraft af 

Guds nåde og barmhjertighed. Sådan blev ritualerne gentaget i 1500 år. Det var skyggen. 

Jesu kors er naturligvis det egentlige alter, og alle andre altre peger blot frem mod Jesu kors. 

Kristus er det Guds lam, som borttager verdens – din og min – synd. 

Vil vi nærme os Gud, er Jesus ikke blot døren. Han er det offerlam, der bærer vores synd. Vil jeg 

nærme mig Gud, må jeg overføre min synd til ham og slå min lid 100 % til ham – der er ikke andre 

veje til samfund med en hellig Gud. Min synd må sones. 

Ved Jesu kors bliver vi i tro på grund af Jesu stedfortrædende død retfærdiggjort. Vi bliver ikke 

retfærdige, men vi bliver gjort retfærdige. Det er de bedste nyheder en synder kan høre! 

28


Tvætningskarret 

Efter BRÆNDOFFERALTERET på vej hen mod Tabernaklet, kommer man til 

TVÆTNINGSKARRET eller VANDKUMMEN. 

Når præsterne blev indviet til deres tjeneste i templet, skulle de bade sig over hele kroppen ved dette 

tvætningskar. Det var en engangsforeteelse, som kun fandt sted for en præst denne ene gang. 1500 

år før Jesus gav sine disciple befaling om at gå ud i alverden og forkynde evangeliet og døbe 

mennesker i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, havde Gud i stikordsform givet råskitsen. 

De mennesker, som er kommet til tro, og hvis synd er blevet overført til det uskyldige lam, skal som 

et synligt tegn lade sig døbe, som tegn på renselse og fuld overgivelse og indvielse til vores Herre 

og Mester. 

Men vandkarret havde også en anden funktion! 

Hver gang præsterne gik ind og ud af Helligdommen skulle de vaske deres hænder og fødder. 

Der kom nemlig uvægerligt støv og smuds på, som måtte vaskes af. 

Der var ingen tæpper eller gulv i Tabernaklet – og præsterne gik i bare tæer på den nøgne jord. I 

selve Tabernaklet var alt af guld og vægge og loft var af tæpper af en uovertruffen skønhed med 

indvævede billeder af keruber. 

Måske skulle de midt i al herligheden og skønheden mindes om, at de stadig var på jorden. Og de 

skulle mindes om, at de til stadighed havde brug for renselse, så den daglige smuds kunne vaskes af. 

Det var skyggebilledet. 

I virkeligheden må vi på samme måde erkende, at vi stedse har et akut behov for at få syndens støv 

og snavs vasket af. Selv om alt er blevet sonet i kraft af Kristi stedfortrædende død på Golgata, 

hænger der uvægerligt meget smuds ved os. Ved Kristi kors bliver vi retfærdiggjort. Ved 

vandkummen bliver vi helliggjort! Dagen lang opdager vi, hvordan smuds klæber sig til os. 

Uoverlagte ord, trælse tanker, manglende omsorg for vores næste, magelighed og fejltrin – listen er 

uendelig lang! Vi skal ikke fortvivle! Gud kender realiteterne. Han kender vore svagheder og 

skrøbelighed. Han ved, vi har brug for et tvætningskar, for han er en nådig Gud, der kender alle 

vore behov. Dagligt må vi lade støvet og snavset tvætte af og det forunderlige løfte lyder: ”Jesu 

Kristi Guds søns blod renser for al synd” 

Når nu vore synder er blevet forladt, når vi offentligt har bekendt vores tro på Kristus ved at lade os 

døbe, når vi dagligt søger hans tilgivelse for alle vore mangler, svagheder og overtrædelser, er det 

så ikke det? 

Nej, vi er stadig kun i forgården! 

Der findes et vidunderligt liv skjult med Kristus tilgængeligt for alle troende, som vi udfordres til at 

få del af. Skyggen af det ser vi i selve Tabernaklets første rum. 

Tabernaklet – Det Hellige 

Så vi bevæger os hen til selve teltet eller bygningen. Det var kun præsterne, dvs. Aron og hans 

sønner, som havde adgang til Tabernaklet. Ingen andre måtte nærme sig bygningen. NT gør det 

klart, at de kristne er det nye præsteskab, og derfor ligger vejen åben for os ind i Helligdommen.. 

I Forgården, som vi har talt om, var alt synligt og tilgængeligt. Det forholder sig helt anderledes 

inde i selve Tabernaklet. 

For det første har Tabernaklet ingen ydre skønhed, der skulle tiltrække menneskers opmærksomhed. 

Taget på Tabernaklet bestod af 4 store tæpper, der lå i lag oven på hinanden. Det yderste havde den 

funktion, at det skulle være vind- og vandtæt, og det var trist og gråt at se på. 

Det skjulte liv med Kristus har heller ingen ydre pragt og for udenforstående forekommer det 

hverken særligt tiltrækkende eller interessant. 

Der var ingen vinduer eller åbninger i Tabernaklet, og derfor kunne ingen naturligt lys trænge ind 

og ingen udefra kunne se ind. 

29


Døren ind til Det Hellige er interessant. 

Sammenligner vi døren ind til FORGÅRDEN med døren ind til DET HELLIGE, ser vi straks, der 

er en sammenhæng. Det er det samme slags stof med de samme 4 symbolske farver, der er anvendt 

til døråbningen, og kvadratmålet er 100 kvadratalen. Jesus er vores fuldkomne frelser. Ganske vist 

er døren lidt smallere, men den er til gengæld lidt højere. 

Lektien vi bør notere os er ganske enkelt: Ligesom døren ind til FORGÅRDEN er Kristus, er døren 

ind til DET HELLIGE også Kristus. Der er ikke andre indgangsmuligheder. Der findes ikke 

tilgængelige velsignelser i kristenlivet uden gennem Kristus. ”For ingen kommer til Faderen uden 

gennem mig” 

I samme øjeblik man træder fra FORGÅRDEN ind i DET HELLIGE, skifter metallet fra kobber til 

guld, og vi mødes af en skønhed og vellugt og herlighed, som overstrålede alt andet israelitterne 

omgave sig med, og som ingen udefra vil kunne gøre sig nogen forestillinger om. 

Skuebrødsbordet 

Skuebrødsbordet var et lille rektangulært bord af akacietræ beklædt overalt med guld. Øverst oppe 

var der en fin pyntelig guldkant. På bordet lå der 12 brød i 2 rækker, og der stod en kande vin. Når 

brødene blev skiftet hver sabbat, holdt præsterne måltid, hvor de spiste de brød, der havde ligget på 

bordet den foregående uge, og de drak vinen. 

Det er svært ikke at få associationer til den nye pagts måltid, nadvermåltidet, når vi læser og hører 

om skuebrødene og vinen, men der er langt mere. 

Skuebrødene var kun skyggen! JESUS ER DET VIRKELIGE LIVETS BRØD, der skænker os 

kraft og næring til den daglige vandring. Kristus vil ikke blot sørge for vore åndelige behov. Han vil 

tilgodese alle vore behov og fornødenheder. Udfordringen til os er, at vi skal tro ham for at gøre det 

i vore liv. 

”Du dækker bord for mig”. 

Han tilbyder os sig selv, som det brød, der dagligt giver os kraft. Kraft til at gå den anden mil, kraft 

til at elske, kraft til at være udholdende, kraft til at modstå modstand, kraft til at tjene, kraft og evne 

til at bære frugt, kraft til at sige nej og kraft til at sige ja. 

Når Jesus tilvejebringer brød, synes der altid at være et element af overflod. 

Da Jesus forvandlede vand til en udsøgt årgangsvin, blev det ikke kun til et enkelt glas til hver, men 

der var spandevis ekstra vin i rigelige mængder. 

Da Jesus skaffede mad til 5000 mænd foruden kvinder og børn ved at velsigne 5 brød og 2 fisk, og 

da ingen kunne få en krumme mere ned, var der et dusin kurve til overs fyldt med mad. 

Og hvem af os husker ikke Peters fiskedræt! Jesus sagde: ”Kast jeres garn ud”, og de måtte hidkalde 

hjælp, for garnene var sprængfyldte af fisk. 

Indtil Jesus kom, var det kun skyggen og symboler. Jesus er den virkelige vare. Hos ham findes der 

tilgængelige ressourcer i overflod, hvis vi vil tage imod i tro. 

Salmisten siger: Du mætter mig med glæde for dit ansigt 

Du har givet mig en glæde større end deres, hvis lader flyder over af korn og most.. 

Han giver os sig selv, og han er alt, hvad vi behøver. Han alene kan tilfredsstille alle vore behov: 

åndelige, sjælelige, fysiske og psykologiske. Tror vi ham for det, vil han give os dette forunderlige 

brød, for af sine skatte han giver og giver og giver igen. 

I DET HELLIGE var der kun lyset fra den pragtfulde syvarmede GULDLYSESTAGE. Den var 

lavet af rent guld og vejede 43 kg. Vi kender den jo fra utallige reproduktioner, og vi har jo også en 

stående. 

Morgen og aften skulle lysestagen tilses, vægerne skulle renses, og der skulle hældes ny og frisk 

olie i lamperne. Men det var kun en skygge. 

Jesus er det virkelige lys, og det er i det lys, han udstråler, at vi ser skønheden i alt det, han er for os. 

30


Hvor har vi brug for hans lys. Vi er så tit i vildrede, vi står tvivlende og usikre, vi føler os 

utilstrækkelige. Opfordringen til os er: Gå ind i DET HELLIGE. Slår vi vores lid til ham, som er 

verdens lys, vil han lyse for os. 

I salmerne står der: Om natten får jeg vejledning i mit indre. 

Om nogen frygter Herren, ham viser han den vej, han skal vælge! 

Jeg vil lære og undervise dig om den vej, du skal gå 

Det skjulte liv med Kristus er et forunderligt velsignet liv, hvor vi glimtvis ser og forstår ting, fordi 

han kaster sit lys over de ting, vi tumler med. Det her er ikke teori! Personligt har jeg oplevet det 

konkret adskillige gange. Vi bruger vendingen, ”at få kastet lys over ting”. Det er vores behov. Det 

er det, Jesus vil gøre for os. 

Røgelsesalteret 

Det sidste stykke inventar vi møder i Det Hellige, er røgelsesalteret, der står helt op mod 

FORHÆNGET til Det Allerhelligste. Det var et relativt lille alter lavet af akacietræ og beklædt 

med guld og med en guld pyntekant hele vejen rundt. 

På alteret lå der glødende kul, der var hentet på brændeofferalteret i forgården, og herpå blev den 

allerfineste røgelse brændt, så der konstant var en forunderlig vellugt i hele rummet, der også har 

fyldt Det allerhelligste. Røgelsesalteret blev tilset to gange om dagen. 

Røgelsen er et billede på de Helliges bønner. Virkeligheden er, at det er vores privilegium ud over 

alle grænser og en væsentlig del af det skjulte liv med Kristus, at vi må vende os til Gud i bøn i Jesu 

navn. Det er ikke noget, vi pålægges at skulle, men et privilegium vi får lov til. 

Vore bønner er en liflig duft for Herren, og vi glæder Guds hjerte, når vi vender os til ham i 

tilbedelse, lovprisning og tak. Vores Herre og Mester fryder sig, når vi udøser vore hjerter for ham 

og frembærer vore længsler og ønsker, for han ved, at kun han kan opfylde hjertets længsel. 

Intet er for stort, og intet er for småt. 

Det er en mærkelig tanke, at vi kan være med til at ændre forhold, at vi kan påvirke situationer og 

beslutninger, at vi kan herliggøre og glæde Gud, at vi kan formidle kaskader af velsignelser ved at 

vende os til Gud i bøn. Faktum er, at vore bønner er som en liflig, vellugtende røgelsesduft, der 

stiger op for hans åsyn. Gud understregede det allerede for 3.500 år siden. 

Det Allerhelligste 

Vi har ikke tid til at fordybe os i Det Allerhelligste. Ultimativt er rummet et billede på Himlen. Vi 

finder kun Pagtens Ark derinde, som var et symbol på Guds nærvær. Og Guds Herlighed fyldte 

rummet. Ingen måtte bevæge sig derind, bortset fra Ypperstepræsten, og det var kun en gang om 

året. Forhænget skilte mennesker fra den Hellige Guds nærvær. 

Da Jesus døde på Golgata Kors skete der noget forunderligt. Forhænget gik i stykker fra øverst til 

nederst, og derfor hedder det nu: 

”Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og 

finde nåde til hjælp i rette tid.” 

Jesus har taget bolig, han har tabernaklet midt i blandt os. Vi har ikke kun symbolerne. Vi har den 

virkelige vare. Alt ligger åbent for os. Intet – heller ikke vores synd - behøver længere at skille os 

fra en hellig Gud. Vi kan frit få del i alle velsignelserne. 

(Det hele blev beskrevet 1500 år før Jesus kom. 

Det hele blev virkeliggjort, da Jesus kom. 

Og det hele er blevet bekræftet utallige gange i millioner af menneskers liv siden.) 

Derfor hedder det også, som vi hørte det fra Hebræerbrevet: 

31


Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende 

vej, som han har åbnet for os gennem forhænget .... 

3. Mosebog 

At leve med ild 

Farligt materiale med mere kraft i sig end et atom 

”Jeg vil opslå min bolig iblandt jer, og jeg vil ikke vrage jer. Jeg vil vandre midt iblandt jer, og jeg 

vil være jeres Gud, og I skal være mit folk” (26:11-12) 

3. Mosebog er uden tvivl en af de sværeste bøger at komme igennem. Mange af os kan være fristet 

til at tabe pusten. Der er ikke mange ”gode historier”, og den er spækket med detaljerede love og 

retsregler. Hvis vi skal gøre os et forsøg på at forstå bogen, kan det være nyttigt at sammenligne 

bogens mange forskrifter og regler med dem, som gælder på et atomkraftværk. Der er en slående 

lighed på en lang række områder. Specielt tøj, renlighedsforskrifter og forsigtig, omhyggelig 

omgang med visse dele af materialet. Hvis der sker forurening på området (både inventar og 

mennesker) må alt renses omhyggeligt. På denne måde giver sammenligningen en vigtig indføring 

til forståelse af 3. Mosebog. 

På atomkraftværker er der overmåde store og gennemgribende sikkerhedsforanstaltninger. 

Materialet, man anvender, bliver opbevaret i særlige sikre rum i messingbeholdere, der igen er 

sikret med mange lag plastik. Hvis det radioaktive materiale skal flyttes, ifører specielt trænede 

arbejdere sig beskyttelsesdragter og specielle masker til at trække vejret igennem. De kommer 

aldrig i direkte berøring med materialet undtagen vha. specialudstyr. Hvis der sker en fejl eller en 

ulykke, må hele området renses omhyggeligt med sæbe og vand. Specialtrænede folk tager sig af 

det vand, man har brugt til at rengøre området med, så det bliver lagret på et specielt indrettet 

giftdepot. Hvis nogen har været i berøring med det forurenede område, må de også igennem en 

renselsesproces. I ekstreme tilfælde kommer man i karantæne i flere måneder, hvor al kontakt med 

andre mennesker er udelukket. 

Disse firkantede regler er blevet til på basis af bitter erfaring. I årtier var der ingen, der kendte til 

farerne fra radioaktiv bestråling. De arbejdere, der fx brugte radioaktivt materiale til at håndmale de 

første selvlysende ure, slikkede tit på deres malerpensler for at gøre den spids. Deres overordnede 

påstod, at de på denne måde ville få et særligt ”sex-appeal”. I stedet fik de kræft. Da man fik 

atomvåben og atomkraftværker øgedes mængden af radioaktivt materiale, som man skulle håndtere. 

Lidt efter lidt forstod videnskabsmændene, at hvis man skal gøre brug af atomet, må man udarbejde 

procedurer, der kan håndtere den kraft, atomet har i sig. 

3. Mos beskriver omgangen med og håndteringen af ”det hellige” i Tabernaklet og med Gud på 

noget nær samme måde, som moderne manualer foreskriver omgangen med højradioaktivt 

materiale. Blot handler det i 3. Mos. om en langt større kraft. Ligesom det kan være kedelig læsning 

at læse en brochure om ”hvordan man overlever en atomulykke”, hvis den læses i en sommerferie, 

kan 3. Mos. også være lidt træg læsning. Men arbejder man på et atomkraftværk, er det højst nyttig 

og værdifuld læsning. På samme måde må vi have fat i pointen omkring 3. Mos. Det handler om, 

hvordan en nation skulle lære at omgås en almægtig og hellig Gud, som har skabt universet, og som 

har besluttet at tage bolig blandt et lille og ubetydeligt folk. Alt måtte indrettes efter dette og tage 

hensyn til dette. Maden de spiste, deres sexliv og deres økonomiske forhold, etc. Det var ikke kun 

vigtigt for præsterne, men for alle i folket. 

32


Hvis man ignorerede manualerne og forordningerne kunne det være dødsens farligt. Det var det fx 

for Arons to sønner (kap. 10). 

I dag har Jesus, som det fuldkomne offer, erstattet alle de andre ofre. Derfor lever vi ikke mere i 3. 

mosebogs virkelighed. Han har taget ypperstepræstens plads som vores stedfortræder og 

repræsentant ind for Gud. Jesus renser kilden til den virkelige forurening, vores syndige natur. Ikke 

desto mindre er det vigtigt, at vi forstår nogle af de principper, 3. Mos. lærer os om Guds hellighed 

og om, hvordan vi nærmer os en hellig Gud. 

I nogle afsnit af Bibelen er detaljerne vigtige. I 3. Mos. er det principperne og ikke detaljerne, der er 

vigtige for os. Vi har også brug for at blive mindet om, at Gud er ”en fortærende ild” (Hebr. 12:29). 

Han har belært os om, hvordan vi lever med denne ild, ikke fordi vi har fortjent at vide det, men 

fordi han ønsker vort fællesskab. 

Mange velmenende mennesker, som har besluttet at læse Bibelen fra start til slut, stopper op når de 

når til 3. Mosebog. Det er en lovbog, en praktisk manual, der som sagt fortæller, hvordan man 

omgås en hellig og almægtig Gud. Detaljerne kan forekomme dybt kedelige, specielt hvis man ikke 

fanger pointen bag de beskrevne forordninger. 

Nogle af lovene og forordningerne forstår vi ganske enkelt ikke i dag. De giver ikke mening. (fx. ”I 

må ikke klippe håret kort, og du må ikke studse skægget”). Lovene tjente bl.a. det vigtige formål at skille 

Israels folk ud fra alle andre folk. 

3. Mos. 1:9 

Ordet ”holocaust”, som vi finder i vers 9, og som ganske enkelt betyder ”brænde helt”, stammer fra 

den sædvane, at israelitterne skulle ofre hele dyret inkl. ben, hoved og indre organer. Senere kom 

ordet til at betyde en ”stor katastrofe”, der specielt var forårsaget af ild. Efter 2. Verdenskrig 

begyndte jøderne at henvise til Hitlers masseødelæggelse af hele den jødiske race i gaskamrene og 

ovne som Holocaust 

3. Mos. 4:3! 

En præst skulle bringe en tyrekalv for sine egne synder. Det var præcis det samme offer, der skulle 

bringes for folkets synd (4: 13-14). De to ”synder” kunne så at sige ligestilles, for ypperstepræsten 

repræsenterede hele folket for Gud. Ideen om, at en enkeltperson kan repræsentere et helt folk, 

banede vejen for en forståelse af, at Jesus, den syndfrie, kan tage vores plads ind for Gud. 

3. Mos. 4:13 

”Jeg havde ikke set skiltet med 60 km, og der var næsten ingen trafik!” Der er mange 

undskyldninger, når bilister bliver stoppet af færdselsbetjente. Men undskyldninger gælder ikke, for 

loven er klar. Kapitler her og det næste handler om uforsætlige synder. Selv om man holdes 

ansvarlig for disse forseelser, så kunne israelitterne komme af med deres skyld ved at bringe de 

foreskrevne ofre. 

3. Mosebog opererer med begrebet ”at synde uforsætligt”. I den anledning skriver Jan Bygstad i sin 

bog ”Skriften vidner om Kristus”: 

Når der her tales om uforsætlig synd, sigter udtrykket, som bruges i grundteksten, egentlig ikke til det, vi 

mener, når vi taler om, at noget er gjort uforsætligt (af vanvare). Det ser vi fra andre sammenhænge, hvor 

udtrykket bruges. Det kan betyde synd, som i høj grad er bevidst, som f.eks. at aflægge falsk vidnesbyrd i en 

retssag (3. Mos 5:20ff). Udtrykket ”at synde uforsætligt” står i den hebraiske tekst i modsætning til et andet 

udtryk: at synde mod Herren ”med oprakt hånd” eller ”med vilje” (4. Mos. 15:27ff). Den knyttede, løftede 

hånd er et oprørstegn. Synd, som udtrykker det bevidste og villede oprør mod Herren og mod hans lov, fandtes 

der ikke soning for i den gamle pagt. 

Forskellen på disse to slags synder, ”uforsætlig synd” eller ”med oprakt hånd”, ser ud til at svare til 

forskellen på den første og den anden af lovens tavler. Synden med oprakt hånd bliver dermed det, man 

kalder ”den religiøse synd”, dvs. åbenbar trods mod et af de tre første bud. Dette ser vi et eksempel på i 

33


fortællingen, som følger i næste afsnit i 4. Mos. 15: 32-41, og som antageligt står her netop for at 

konkretisere, hvad der menes med ”oprakt hånd”. Vi ser det også i 4. Mos 15:30, hvor der udtrykkeligt 

siges, at ”han håner Herren”. 

Synden med oprakt hånd er et forbillede på den synd, som vi finder hos farisæerne på nytestamentlig tid: 

her tales om en bevidst og villet forhærdelse mod åbenbaringens Gud, og som kun kan beskrives ved at 

kaldes et oprør.” 

Årsagen til ofringer 

Hvis retfærdighed skal ske fyldest, nå nogen betale 

”På den måde skaffer præsten ham soning for den synd, han har begået, så han får tilgivelse 

(4:35) 

I en retssal hjælper det ikke, at man, hvis man har begået en forbrydelse, siger: ”Det er jeg ked af - 

jeg vil aldrig gøre det mere”. Retfærdighed fordrer, at man betaler for det, man har gjort. Det er 

tankegangen bag ofringerne. 

Israelitterne kunne derfor ikke kun vade ind for Guds åsyn for at have fællesskab med ham. Der 

måtte betales eller sones for utilstrækkelighederne. Faktum er, at en tyrekalv eller en ged 

repræsenterede en vis værdi. De fattige kunne klare sig med mindre, fx et par duer eller en portion 

mel. Men under alle omstændigheder ville alle føle, at der måtte betales en pris, 

På den måde gik der for anselige summer op i røg plus en masse arbejde med at samle brænde, osv. 

Man kunne stort set altid dufte røgen fra brændeofferalteret rundt om i lejren for Tabernaklet lå i 

midten af lejren, og mens mange næppe havde råd til at spise kød, duftede de aromaen fra ofrene til 

Gud. Pointen var klar. Gud var det værd. Gud skulle have først, og han skulle have det bedste. 

Der var 3 kategorier af ofringer. 

• Det første var skyld og syndofre, der blev ofret først, fordi de rensede folket fra deres synd. 

• Så kom brændeofferet, hvor hele dyr blev brændt til aske. Disse ofringer signalerede fuld 

overgivelse til Gud, og de blev bragt mindst to gange om dagen. 

• Og endelig var der takofrene, der virkede som en slags familiemåltid, man indtog i Guds 

nærvær. 

Målet med ofringerne var naturligvis fællesskab med Gud, og derfor måtte synden først borttages, 

og siden måtte der ske en fuld overgivelse til Gud. 

For os kan alle ritualerne, blodet og præsterne virke fremmedartet og vanskelige at forstå. Der er 

kun én ting at sige. Det var sådan, Gud ville det. Den præcise fremgangsmåde hjalp mennesker til at 

have den rette indstilling. Man kunne ikke nærme sig Gud skødesløst og useriøst. Og de mange 

ofringer peger uomtvisteligt frem mod offeret – Jesus Kristus, som overflødiggjorde alle de andre 

ofringer. Hans offer kunne alene sone for vores synd. Prisen for et dyr var betragtelig, men den 

virkelige pris, selv for os, er ufatteligt meget højere. Og alligevel er sandheden, at vi ikke behøver at 

betale den pris, for Jesus betalte alting. 

Det interessante er jo, at tempeltjenesten med alle ofringerne i virkeligheden ophørte kun relativt få 

år efter Jesu død på Golgata. 

3. Mos. 5:24-25 

En israelit, som begik en forbrydelse mod et andet menneske (som fx at stjæle) måtte gøre op med 

to personer. Først måtte overtræderen tilvejebringe fuld erstatning, plus 20 procent ekstra i straf til 

den person, som var blevet snydt. For det andet måtte vedkommende frembringe et specielt offer til 

Gud. En forbrydelse mod et andet menneske talte også som en synd mod Gud. 

3. Mos. 7:34-35 

Præsterne nød visse privilegier, som fx at være fritaget for militærtjeneste. Desuden havde de ret til 

at tage noget af kødet fra visse af offerdyrene som mad til dem selv. Men præsterne var ikke 

”særligt hellige”. De måtte selv ofre regulære ofre for deres egne synder præcis, som de måtte ofre 

34


for folkets synder (9:7-12). Hebræerbrevet i NT henviser til dette faktum for at understrege, at 

Kristus rangerede langt over præsterne. Han var lydefri og uden synd, og derfor ofrede han et 

fuldkomment offer en gang for alle på vegne af alle andre. 

3. Mos. 8:2 

Gud havde udvalgt Levi stamme til at udføre de religiøse ritualer og ceremonier for hele folket. I 

dette skriftafsnit får Moses’ bror Aron overdraget den nye tjeneste som ypperstepræst. Den 

imponerende offentlige ceremoni varede i alt 8 dage og kulminerede med en dramatisk, påviselig 

anerkendelse fra Gud (9:24). Fra og med det tidspunkt forblev præstetjenesten i Arons familie. 

3. Mos 9:23-24 

Israelitterne havde før stiftet bekendtskab med ”Herrens herlighed”, men hidtil havde de kun 

iagttaget ”Herrens herlighed” på afstand, som den nu manifesterede sig på Sinaj Bjerg. Selv på en 

vis afstand havde de været grebet af ængstelse. (2. Mos. 19:16-22). Nu havde Herrens herlighed 

taget bolig i Tabernaklet midt i lejren. Gud var i sandhed i deres midte, og Gud tændte selv offeret. 

Ved en række skelsættende begivenheder i Israels historie, svarede Gud med ild. 

3. Mos. 10:2 

I begyndelsen gjorde Aron og hans sønner alt i overensstemmelse med de instruktioner Gud havde 

givet, og Gud anerkendte deres lydighed. (8:36; 9:24). Men det varede ikke længe, inden Arons 

sønner omgikkes Guds forordninger skødesløst. Det blev øjeblikkelig fatalt. Vi ved ikke, hvori 

deres brøde bestod, men nogle fortolkere mener, at svaret skal findes i vers 9-11 i samme kapitel. 

Var de berusede, mens de udførte jobbet? Den forfærdelige straf var utvetydig i sit budskab til de 

andre præster: De var indsat for at udføre Guds planer og hans vilje, ikke deres egne. 

3. Mos. 11:47 

Forskere har altid undret sig over den tilsyneladende ulogiske skelnen mellem ”rent” og ”urent” 

mad. Hvorfor er det tilladt folket at spise visse fisk, men ikke rejer; køer, men ikke grise? Den 

bedste forklaring er sandsynligvis, at Gud i allerhøjeste grad var ulogisk. Målet var at danne et folk, 

der var forskelligt fra alle andre folk (20:26). I Ap. G. 10 viser Gud, at der ikke er noget som helst 

galt med de dyr, der har fået betegnelsen ”urene” i 3. Mosebog. 

3. Mos. 12:8 

Dette alternative offer gjorde fattige kvinder i stand til at leve op til deres forpligtelser over for Gud. 

Maria bragte et sådant offer efter Jesu fødsel (se Luk. 2:24) – en klar indikation af, at Jesus’ familie 

ikke var velhavende. 

En usynlig fare 

At tage sig sine forholdsregler, som en kirurg, der forbereder sig på en operation 

” …så I kan skille det urene fra det rene, og dyr, der må spises, fra dyr, der ikke må spises” (11:47) 

I mange år var kirurgi den sidste nødløsning for de håbløst syge. Kirurger anede ingenting om 

bakterier. Uden at vaske sig ville de iføre sig operationstøjet, som ofte var en gammel kittel med 

masser af blodpletter og rester af betændelse fra adskillige tidligere operationer. Man ville tage fat i 

skalpellen, der var blevet tørret af med en gammel klud efter den forrige operation, og gå i gang 

med arbejdet. Halvdelen af dem, man opererede, døde. 

Den ene pioner efter den anden forsøgte sig med en eller anden form for sterilisationsteknik. Men 

de andre læger havde kun hovedrysten og latterliggørelse til overs for sådanne forsøg. Professor 

Ignaz Semmelweis var en af de læger, som opdagede, at hvis man fik lægerne til at vaske deres 

hænder, ville det formindske dødsfaldene mærkbart på fx fødestuerne. Hans kolleger gik imidlertid 

35


kraftigt mod disse idéer, og selv om han hele sit liv argumenterede for, at man burde vaske hænder, 

så døde han uden at se, at hans idéer slog igennem. 

Hvorfor var læger så sløve til og ligegyldige med at adoptere sterile teknikker? Svaret er enkelt. 

Man havde endnu ikke opdaget bakterier. Læger kunne ikke se – og pionerer som Semmelweis 

kunne ikke forklare, hvorfor det at vaske hænder ville gøre en forskel. 

Så opdagede Louis Pasteur ved at kigge i et mikroskop, at der fandtes mikroorganismer. Procedurer 

for sterilisation gav pludselig mening. Man indledte en krig mod bakterier. På trods af disse 

opdagelser blev reformer som anvendelse af gummihandsker og masker kun accepteret modvilligt 

og med betragtelig modstand. Det var, som om læger havde lidt svært ved at huske, at noget 

usynligt kunne være så ødelæggende. 50 års konstant uddannelse og reformer var nødvendig, før 

sterilisationsteknikker blev rutine, og bakterier blev ”en virkelighed”, man tog hensyn til. 

”Urenhed” i 3. Mosebog kan sammenlignes bakteriers rolle for en kirurg. Kapitlerne 11-15 giver en 

levende beskrivelse af forskellige forholdsregler – hvilke dyr man skal undgå, og hvordan man skal 

behandle ”urene” hudsygdomme, muggent tøj og mugne vægge og forskellige former for udflåd. 

Forskere pointerer, at mange af lovene omkring ”rent” og ”urent” er særdeles fornuftige 

sundhedsregler, som fx en karantæneperiode for et menneske, der har en eller anden form for 

infektionssygdom eller reglen om ikke at spise svinekød, som ofte har parasitter i sig. 

Andre siger, at love om spiseregler kun havde til formål at skille israelitterne ud fra andre 

omkringboende folkeslag. Grise var fx vigtige dyr for kana’anæerne i deres gudsdyrkelse. Derfor 

måtte israelitterne ikke spise grisekød. Forskellige spiseregler ville ganske enkelt afholde de to 

grupper fra at blande sig, for en af måderne man viste gæstfrihed på i mellemøsten, og en af 

måderne at have fællesskab på, er jo ved at spise sammen. 

Andre forskere er af den opfattelse, at reglerne omkring ”urent” ganske enkelt stemmer overens 

med det, som israelitterne syntes, var passende. Gud forstærkede en naturlig fornemmelse af afsky 

mod krybende insekter, rovfugle, udflåd fra kroppen og hudsygdomme. 

Alle disse forklaringer er naturligvis en tanke værd, men den underlæggende årsag til ”rent og 

urent” har først og fremmest en religiøs betydning. Det var hverken farligt eller forkert at blive 

erklæret ”uren”. I virkeligheden kunne man ikke undgå det. Alle blev ”urene” fra tid til anden, men 

det var utænkeligt at nærme sig Gud, hvis man var uren, og man kunne ikke bringe noget urent ind 

for hans åsyn. Det ville medføre fatale konsekvenser– også for den person, der var uren, fordi Gud 

er hellig (15:31). 

Så 3. Mosebog træner Guds folk i at iagttage deres liv ligeså omhyggeligt, som kirurger sikrer, at 

deres redskaber er sterile. De må opøve en vane til at vise forsigtighed, selv over for det, man ikke 

kan se eller mærke. De må hele tiden tænke på deres stilling ind for Gud, og ikke kun gøre det ”de 

føler” er rigtigt. Jøderne måtte konstant tænke i disse baner og konstant gøre deres yderste for ikke 

at røre urent eller blive urene. Hvis det skete, måtte de øjeblikkeligt sørge for renselses. 

Det var ikke kun et spørgsmål om, hvordan de ”følte” de skulle handle over for Gud, ligesom en 

kirurg ikke reagerer i forhold til, hvordan han ”føler” det over for bakterier. Klare og absolutte 

standarder beskrev, hvad der var acceptabelt for en Gud, som var fuldkommen ren og uforanderlig. 

Præcis som kirurger måtte kæmpe med at tage bakterier alvorligt, måtte Guds folk lære at ”rense sig 

selv” ind for Gud. 

Reglerne om urenhed i 3. Mosebog er forældede i dag, fordi Jesus har erklæret, at alt er rent 

(Mark. 7:19; se også Ap.G. 10:9-16). Men den lektie og visdom, der ligger bag disse regler, har 

stadig værdi. Vi kan stadig ikke nærme os Gud letfærdigt og skødesløst. Den enkelte af os må 

være opmærksom på sit eget liv og forvisse sig om, at Guds renhed og hellighed ikke bliver 

krænket. 

Indtil Jesus kom var det uundgåeligt, at urenhed spredtes. Det var bogstaveligt talt umuligt ikke 

at komme i kontakt med noget urent, hvorved man selv blev uren. Visse sygdomme, som fx 

36


spedalskhed, hvilede der en dobbelt forbandelse over. Sygdommen var både farlig, og man blev 

uren. Derfor holdt man sig på lang afstand af mennesker, der var spedalske. 

Men da Jesus kom, rørte han ved de spedalske, og de blev rene. Jesus rørte en kvinde, der led af 

indre blødninger, og derfor var uren.Hun blev helbredt. For første gang oplevede man, at det nu 

var renhed, der spredtes og ikke urenhed. Anordningerne i 3. Mosebog fortæller, hvordan man 

undgår at blive uren. Kontakt med Jesus ændrer imidlertid det urene til at blive rent. 

3. Mos. 14:7 

Det er vanskeligt at anføre en bestemt symbolsk betydning i forbindelse med alle detaljerne i denne 

ceremoni, der angår renselse for spedalskhed. Mange forskere mener, at fuglen, som blev dræbt, 

repræsenterer renselse gennem at bringe et offer, mens fuglen, der bliver sluppet fri, repræsenterer 

den nye frihed efter en lang karantæne. Da Jesus helbredte en mand fra hans spedalskhed (Matt. 

8:4), bad han ham om at følge disse instruktioner. 

3. Mos. 15:2 

Nogle af de anordninger, der angår sex og forskellige former for udflåd, undrer og forvirrer 

moderne læsere, men israelitterne anså det for en selvfølge, at Gud også skulle indblandes i de mest 

private områder af menneskers liv. Bibelen giver os ikke en detaljeret logisk begrundelse for disse 

regulativer. Nogle har uden tvivl at gøre med helbredshensyn og hygiejne. Hvis man fx fulgte disse 

anordninger, ville man i stor udstrækning undgå de kønssygdomme, som nabofolkene var plaget af. 

I mange af de hedenske religioner var tempelprostitution også almindelig udbredt. Reglerne 

tilsigtede uden tvivl også, at israelitterne skulle holde gudsdyrkelse og sex adskilt. 

3. Mos. 16:20 

Ordet ”syndebuk” blev dannet for at mennesker skulle begribe den væsentlige pointe i denne 

altafgørende ceremoni, i hvilken en ged symbolsk bar alle Israels synder ud i ørkenen. I dag bruges 

ordet mere om en eller anden, som tager skylden for noget, andre har gjort. 

3. Mos. 17:10 

Selv i dag undgår de fleste jøder kød, der ikke er blevet fuldt og helt drænet for blod. Blodet, som 

repræsenterede selve livet i levende skabninger, skulle sone eller ”dække” for synder. Derfor havde 

Jesu blod, som betegnede hans død, speciel betydning for de kristne. Det er det blod, som er det 

ultimative offer for synd. 

De første kristne debatterede, hvor store dele af loven man skulle kræve overholdt af ikke-jøder, 

som blev kristne (Ap.G. 15). Af de 4 krav man endte med at fastholde, var de to ”kosher”. 

3. Mos. 18:21 

Denne advarsel mod at ofre børn (gentaget og udvidet i 20:1-5) synes lidt malplaceret i midten af et 

kapitel om regler, der angår sex. Men for israelitterne var der en forbindelse. Deres naboer, som 

ofrede deres børn som et led i deres gudsdyrkelse, praktiserede også tempelprostitution. For disse 

naboreligioner var sex en måde at komme i kontakt med deres guder på. Guds advarsler imod 

forskellige seksuelle adfærdsmønstre begynder og slutter med advarsler om, at folket skal opføre sig 

anderledes end disse naboer (versene 3 og 24). 

3. Mos. 19:9 

Guds lov tog igen og igen hensyn til de fattiges vilkår. Jorden skulle dyrkes og høstes, så de fattige 

kunne få deres del. Grunden er helt klar. Guds folk skulle afspejle Guds karakter (19:2). Han havde 

et hjerte, der bankede for de fattige, og man skulle elske sin næste som sig selv (19:18). Reglerne i 

3. Mos 19 er ufatteligt smukke. 

3. Mos. 20:7-8 

37


Disse vers, sammen med vers 26, opsummerer baggrunden for mange af de love, som er beskrevet i 

3. Mosebog. Gud ønskede, at israelitterne skulle være anderledes og forskellige i forhold til de 

andre folk. NT gør det klart, at nogle af disse regulativer – at spise urene dyr, at røre ved urene 

personer – ikke gælder til alle tider. Men på dette tidspunkt i historiens gang, hvor Guds folk står 

klar til at indtage deres nye land, ønskede Gud, at de skulle udskille sig fra de lande og folkeslag, 

som var bosiddende rundt om Det forjættede Land (versene 22-24). Det er imidlertid tragisk, at der 

kun gik kort tid, inden israelitterne efterlignede deres hedenske naboer på næsten alle måder. 

Guds lovs fortrin 

Israel skulle være udskilt fra sine naboer 

”I skal være hellige for mig, for jeg, Herren, er hellig, og jeg har skilt jer ud fra folkene, for at I 

skulle være mine” (20:26) 

Hvis GT’s love, som er gengivet i 3. Mosebog (og i de øvrige Mosebøger) forekommer at være 

trælse og langtrukne, så må vi huske at holde os perspektivet klart. Disse forordninger – lidt over 

600 i alt – var, så vidt vi ved, hele lovkomplekset for et land. Den mest slående kendsgerning for en 

jurist er deres kortfattethed og enkelhed. Man behøver ikke en juridisk embedseksamen for at forstå 

dem i modsætning til vort eget lands love, som jo også i omfang forekommer ufatteligt omfattende. 

Lovene er ikke skrevet i nogen logisk rækkefølge. En lov mod trolddom bliver efterfulgt af en lov 

mod upassende hårlængde, som igen bliver efterfulgt af en lov mod tatoveringer, som igen bliver 

efterfulgt af en lov om ikke at udlevere ens datter til prostitution. Denne blanding åbenbaring nogle 

vigtige kendetegn ved måden man tænkte på i GT. Livet skal ikke anskues i separate ”kasser”, men 

ses på som et hele. 

For israelitterne eksisterede en adskillelse mellem stat og religion ikke. Alle elementer af 

tilværelsen – politik, familieliv, økonomi, diæter – var ikke uden betydning for Gud. Selv De 10 

Bud (2. Mos. 20) viser dette, for de indebærer påbud, som har med vort forhold til både Gud og vor 

næste at gøre. De to ting kan ikke adskilles. 

Det bliver igen og igen påpeget i skrifter og bøger, at lovene i Mosebøgerne har klare fortrin i 

forhold til de love, man kender fra andre kulturer på den tid. Faktum er jo, at mange af disse love 

har påvirket vort eget lands love. Lad os notere os følgende omkring Moselovene, som gør dem 

enestående i forhold til love, vi i øvrigt kender fra den tid: 

• Mennesker var altid vigtigere end ejendom. Fx er der aldrig dødsstraf for en 

forbrydelse begået mod nogens ejendom eller ejendele. Slaver blev også behandlet som 

mennesker. Ikke som ting. Dette gjaldt ikke i omkringliggende samfund. 

• Der var intet klasseopdelt samfund. I antikkens lande blev de fornemme behandlet 

anderledes end almindelige mennesker. I Israel var alle ens for loven. Selv fremmede 

havde rettigheder. 

• Straffen passede til forbrydelsen. Grusomme og hævnagtige straffe var ikke tilladt. 

”Øje for øje og tand for tand” sikrede to ting: De privilegerede i samfundet kunne ikke 

slippe ”billigere”, og straffen for en forbrydelse måtte højest være ”et øje for et øje og 

en tand for en tand”. Det begrænsede hævn og selvtægtens grusomheder. 

• Seksualitet betød noget. I de omkringliggende lande betød det ikke noget, om man sov 

med sin nabos kone. I Israel blev der værnet om den enkelte – selv børnene og de 

forsvarsløse svage. 

• De fattige og svage nød beskyttelse. Særlige rettigheder beskyttede dem mod de 

mægtige og velhavende. Velfærdssystemer sikrede dem overlevelse. I 3. Mos. 19:9, 

13-14, 32-33 er der vidunderlige beskrivelser om Guds omsorg for både de fattige og 

de svage, som ikke kunne forsvare sig. Fra Ruths Bog ved vi, at det virkede i praksis. 

38


• Lovens ånd og ikke kun dens bogstav betød noget. I 3. Mos 19:18 har vi de kendte 

ord, der siger: ”Du skal elske din næste som dig selv”. Det var ikke nok at opfylde 

lovens bogstav. Det handlede dybest set om kærlighed i praksis. 

Der kan som sagt være mange af lovene, vi ikke ser nogen mening i, med mindre meningen 

simpelthen var at udskille Israels folk fra de øvrige nationer. Den dybere hensigt med lovene er vi 

imidlertid ikke i tvivl om. Lovenes overordnede hensigt var at skabe et folk, der kunne vise 

medlidenhed, var konsekvente og retsindige. Meningen var, at den enkelte skulle forholde sig 

positivt og kærligt til sine naboer og specielt mod dem i nød. Grunden var klar. Gud havde taget 

bolig i deres midte. Og han var både retfærdig og barmhjertig, og derfor må hans folk også være 

det. 

3. Mos. 22: 19-22 

I Israel som i Danmark betød dyrenes værdi naturligvis noget for bønderne. Det ville til enhver tid 

have været en fristelse at udvælge svage dyr til ofringerne. Budet var klart. Gud skulle have det 

bedste. På samme måde skulle Gud, hver gang de høstede, have førstegrøden, dvs. det første, der 

blev høstet (23:10). Princippet er klart og er aldrig ændret: Gud skal have førstepladsen i vore liv. 

Det viser vi ved at give ham det bedste først. 

Helligdage og festdage 

Jødiske festdage havde kun et fokuspunkt 

”I skal glæde jer for Herren jeres Guds ansigt i syv dage” (23:40) 

Antropologer, der studerer afsides stammer, interesserer sig for disse folks fester, fordi de afslører 

væsentlige elementer af stammens tro, opfattelser og værdigrundlag. Hvis en eller anden skulle 

studere danskernes fester, ville man nok hæfte sig ved måden, vi fejrer jul, påske og pinse på. 

Konfirmationen ville sikkert også blive bemærket. 

I 3. Mos. får vi beskrevet 5 fester, der alle sætter fokus på Gud. Der skulle bringes specielle ofre, og 

man skulle samles ved Tabernaklet. Man gav ikke hinanden gaver. Man gav Gud gaver. Nogle af 

festerne var deciderede glædesfester. ”I skal glæde jer for Herren jeres Guds ansigt i syv dage” 

(23:40). På Den store Forsoningsdag (3. Mos. 16 og 23:26-32) var det en anderledes alvor, der 

prægede begivenhederne. Der var balance i tingene, men det er vigtigt at forstå, at selv om troen er 

en alvorlig sag, er grundtonen glæde. Hvert år holdt israelitterne fx denne ugelange fest, der var 

præget af glæde. 

Arbejde var utænkeligt på festdagene. På den måde kunne hellig- og festdagene og sabbatten være 

en bekostelig affære, hvis det faldt sammen med fx gode høstdage. 

Princippet var klart: Gud var vigtigere end velstand og penge. Den ugentlige sabbat understregede 

samme tema. Man måtte lægge arbejdet fra sig for at dyrke og tilbede Gud. 

Det kommer endnu klarere frem i forordningen om Sabbatåret og Jubelåret. Hver syvende år måtte 

man ikke dyrke jorden overhovedet. Man levede af det, jorden frembragte af sig selv. Det ville 

svare til, at vi skulle lukke virksomheder og fabrikker i et helt år hvert syvende år! Efter 49 år kom 

Jubelåret. Det betød, at to år hengik uden, at jorden blev dyrket. Jord, der var blevet købt eller solgt 

i de foregående 49 år, skulle i Jubelåret leveres tilbage til de familier, der oprindeligt havde retten til 

jorden. Oprindelig var landet jo blevet fordelt, så hver familie fik sin del, og denne ordning betød, at 

ingen for alvor blev meget rige, og ingen blev for alvor berøvet alt, de ejede. Alle israelere, der 

havde solgt sig selv som slaver i samme periode, blev også frigivet. 

Selv om man under ingen omstændigheder ringeagtede flid og hårdt arbejde, var det klart, at 

overflod og velstand kom som en velsignelse fra Gud. Festdagene og sabbatterne, som var specielle 

39


dage, som var sat til side, hjalp mennesker til at huske på og lovprise Gud for, at han havde givet 

dem så meget. 

Så vidt vi ved, blev Jubelåret aldrig praktiseret, og festerne blev heller ikke altid afholdt, som det 

var foreskrevet. Det havde fatale konsekvenser til følge (26:34). Lidt ligesom vi kender til det med 

jul, påske og pinse. 

3. Mos. 24:20 

Jesus, som henviste til denne lov i Matt. 5:38, fortalte sine efterfølgere, at de ikke skulle sætte sig til 

modværge mod onde mennesker. Øjensynligt havde mennesker opfattet ”øje for øje” som basis for 

privat hævn – som nogle jo også gør i dag. Lovens oprindelige hensigt var imidlertid at sætte en 

standard for udmøntningen af straf i retten. Det begrænsede muligheden for hævn og sikrede, at 

både rige og fattige, indfødte og fremmede fik samme straf for deres overtrædelse. 

3. Mos. 25:28 

Guds lov banede vej for en slags genudlodning af værdier hvert 50. år, når al jord skulle 

tilbageleveres til dets oprindelige ejere. Tendensen til, at de rige købte al ejendom og jord (som jo 

oprindeligt var blevet delt ligeligt mellem familierne), blev vendt op og ned i Jubelåret. I 

virkeligheden kunne man ikke sælge land, man kunne kun lease det ud. 

3. Mos. 26:34 

Der er ikke noget, der tyder på, at israelitterne nogensinde fulgte reglerne for sabbatsåret og 

jubelåret. Ikke desto mindre, som det ildevarslende forudsiges her, så ville landet under alle 

omstændigheder få sin hvile. Israelitterne blev som bekendt fanger i Babylon langt væk fra deres 

hjemland i 70 år. Da fik landet sin hvile, som Gud havde foreskrevet det skulle have. 

3. Mos. 26:41 

Omskærelse var det ritual, som gjorde en mand til jøde så at sige. Men denne skrifthenvisning til 

uomskårne hjerter viser, at helt fra begyndelsen var både ”hjertets omskærelse” (dvs. indstillingen) 

og selve det udvortes tegn afgørende. 600 år senere fordømte Jeremias israelitterne for at være 

uomskårne på hjertet (Jer. 9:26); yderligere 600 år senere kom Stefanus med den samme anklage 

(Ap.G. 7:51). På baggrund af dette skrev apostlen Paulus: ”For jøde er man ikke i det ydre, og 

omskærelse er ikke det, som ses på kroppen. Jøde er man i det indre, og omskåret er den, som er det 

i sit hjerte, i Ånden, ikke efter bogstaven” (Rom. 2:28-29). 3. Mos. handlede om mere end love og 

paragraffer; disse anordninger handlede om det enkelte menneskes fællesskab og daglige 

vandring med Gud. 

4. Mosebog 

40 års elendighed 

Et glædesfyldt, spændende oplevelse ender tragisk 

”Engang gav folket ondt af sig, og det hørte Herren. Da han hørte det, flammede hans vrede op” 

(11:1) 

Der er nu gået ca. 1 år efter udgangen af Egypten. Stærke oplevelser af Guds mirakuløse indgreb og 

omsorg ligger bag. Loven er blevet givet, pagten er blevet indgået, åbenbaringsteltet (Tabernaklet) 

er etableret og præsternes og levitternes tjeneste oprettet. Alt er klart til, at landet kan indtages. 4. 

Mosebog er beretningen om ulydighed, oprør og synd og de efterfølgende konsekvenser, der førte 

til 40 års ørkenvandring. Det er på sin vis dybt deprimerende læsning, og de 40 år har i sandhed 

ikke været nogen ferietur. 

40


Aldrig så snart er der opbrud fra Sinaj i kap. 10, før vanskelighederne starter. Folket længtes ganske 

enkelt tilbage til, hvad de anser for at være Egyptens herligheder. Mindst 10 gange giver de 

umiskendeligt udtryk for deres fortvivlelse og rejser sig i åbent oprør. Folket gør oprør mod Moses, 

og de retter anklager mod Gud. Modstanden og oprøret kommer fra præsterne, fra spejderne (det 

hemmelige efterretningsvæsen), fra Moses’ egen familie og fra Moses selv. 

Den oprindelige israelitiske titel på 4. Mos. var ”I ørkenen”, og det signalerer lidt af de 

vanskeligheder Israels folk kom ud for under 38 års vandring. De var omgivet af fjendtligt 

indstillede folkeslag, de skulle vandre med fuld oppakning plus alle ejendele, plus de gamle og børn 

i 45 graders varme, alt mens de var bevidste om kryb som slanger og skorpioner. De skulle konstant 

tænke på at drikke tilstrækkeligt i et område, hvor vand stort set ikke fandtes! Folk, der i dag 

besøger Sinaj ørken, undres ud over alle grænser over, at en hel nation af mennesker udholdt 

strabadserne i alle disse år. 

Man har anslået, at turen gennem ørkenen burde have taget ca. 2 uger. I stedet kom vandringen som 

sagt til at tage ca. 40 år. 4. Mos. strækker sig over disse mange år og ender, hvor den begynder. 

Kadesh var stedet, hvorfra de skulle have indtaget landet. Men Kadesh blev i stedet det sted, hvor 

de 10 spejdere spredte et uhyggeligt mismod blandt hele folket, der igen skabte den ulyksalige 

vantro. Af de hundredtusinder, der forlod Egypten, var der imidlertid kun to voksne, der til slut 

nåede det forjættede land. 

4. Mos. ligner ikke de fleste andre bøger og beretninger fra den antikke verden, hvor man mest 

hører om helte og deres bedrifter. 4. Mos. giver os et realistisk billede af et folk, der svigter igen og 

igen og til slut slet ikke står distancen som følge af utilfredshed, knurren, oprør og vantro. Selv 

Moses og Aron svigtede og var ulydige mod Guds bud, og det medførte, at de heller ikke fik lov at 

komme ind i løftets land. Folket mistede ikke troen på sig selv, men de valgte ikke at tro og stole på 

Gud. Alene på grund af Moses’ forbøn tilintetgjorde Gud ikke folket. Men som straf for 

ulydigheden skulle folket vandre i ørkenen i disse 40 år, og derfor ligger en hel generation begravet 

i Sinajs sand. 

4. Mos. handler om det, der gik galt, og i al fremtid kom ”ørkenvandringen” til at stå som et 

skræmmende eksempel på svigt og vantro og konsekvenserne heraf. 1. Korintherbrev kap. 10:11-12 

tager emnet op, og Paulus siger: ”Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende 

eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået. Derfor skal den, som 

tror, at han står, se til, at han ikke falder”. På den måde bliver ørkenvandringen næsten en 

dommedagsprædiken! 

Mennesker, som læser 4. Mos. igennem i et stræk, bliver ofte en lille smule forvirret eller 

mismodige. Bogen begynder med en lang beskrivelse af en folketælling og fortsætter med 

opremsninger af love og ritualer. Dette var officielle beskrivelser for nationen, og derfor havde de 

stor betydning for israelitterne. 

I modsætning til 3. Mosebog så indeholder 4. Mosebog ikke kun disse lange beskrivelser. Bogen 

fokuserer også på fortællinger, og så bliver der puttet lidt love og ritualer ind forskellige steder. 

Fortællingerne er spændende, og nogle af dem, som fx beretningen om Bileam, er ret 

bemærkelsesværdige. 

Man kan dele 4. Mosebog op i 3 større afsnit. 

1. Kap. 1-14 begynder der, hvor 2. Mosebog ender: Ved foden af Sinaj Bjerg. 

2. Kap. 15-19 dækker en periode på ca. 37 år - ørkenvandringen . I 4. Mos. 33 

opregner Moses 42 opholdssteder i ørkenen, men vi hører kun om meget få af disse 

steder i 4. Mos. i øvrigt. 

3. Kap. 20-36 vedrører en helt ny generation af israelitter, som er i gang med de 

forberedelser, der går forud for indtagelsen af landet. 

Når man læser 4. Mos. er det vigtigt at have ord og begreber som oprør og knurren i baghovedet. Vi 

finder eksempler på oprør og knurren i kapitlerne 11, 12, 13, 14, 16, 20 og 21. Der er i hvert fald 10 

41


forskellige tilfælde af oprør og knurren. Man bør naturligvis mærke sig årsagerne til disse oprør og 

folkets knurren og Guds reaktion. 

4. Mos. giver os et interessant indblik i Moses talent for at lede og håndtere problemer og kriser. Vi 

kan heller ikke undgå at bemærke, hvor afhængig Moses var af Guds vejledning. Over 80 gange 

læser vi, at ”Herren sagde til Moses”. Moses havde helt ekstraordinære kvaliteter som leder. Han 

var et enestående menneske, men Bibelen lægger ikke skjul på, at han også havde sine svagheder og 

fejl. Han var Guds helt specielle redskab til at kunne klare en ekstraordinær opgave. 

4. Mos. 1:32. 

Man taler ikke om Josefs stamme. Josef havde to sønner Efraim og Manasse, som Jakob 

adopterede, som sine sønner (1. Mos. 48:5-6). Disse to sønner fik hver sin arvelod, så på den måde 

fik Josef dobbelt arvelod, da landet skulle deles. Der var altså på en måde 13 stammer. 

Levi stamme blev altid behandlet specielt, fordi de havde særlige privilegier på grund af deres 

specielle tjeneste i Tabernaklet. De fik ingen jord i det forjættede land, men skulle i princippet leve 

af de ofre, folket bragte, når de kom for at tilbede i Tabernaklet. Dette var en gudgivet ordning, men 

det er jo interessant at se, hvordan præste 

skabet i mange religioner – også i Egypten, hvor israelitterne selv havde oplevet det, blev en uhyre 

rig og jordbesiddende klasse, der kunne styre alting. Dette hindrede Guds forordninger i Israel. 

I 1. Mos. 49: 5-7 lyste Jakob en forbandelse over sønnerne Simeon og Levi, og dette skal vel ses på 

baggrund af den hævn, de foretog på indbyggerne i Sikem, fordi deres søster Dina var blevet 

skændet. Det var en fej og uhæderlig hævn, hvor de først indgik en falsk pagt og derefter faldt 

Sikems folk i ryggen. (1. Mos. 34). Derfor lyses denne forbandelse over Simeon og Levi. De vil 

ikke få del i det lovede land. 

Ser vi på lovgivningen om præstetjenesten og om levitterne, da ser vi, at Herren vender det om på 

forunderlig vis. ”Herren sagde til Aron: ”Du får ingen arvelod i deres land, og du får ikke del 

blandt dem; jeg er din lod og del blandt israelitterne” (4. Mos. 18:20-21). Levis arv bliver større og 

bedre: Deres arv er Herren selv og tjenesten i helligdommen. Guds dom er vendt til velsignelse. 

Ved at få frataget ”det alle andre fik”, fik Levi i stedet for en rigdom, ingen andre fik del i. 

4. Mos. 2:2 

Israelitterne vandrede ikke gennem ørkenen som en udisciplineret flok mennesker. Tværtimod! 

Hver stamme havde en angivet plads, hvor de skulle slå lejr. I centrum for lejren stod Tabernaklet – 

en synlig påmindelse om det, der skulle være midtpunkt i deres liv, hver gang de slog deres telte op. 

4. Mos. 2:32 

Debatten har raset mellem forskere omkring det kolossale antal israelitter, der omtales i 4. Mos. 

folketællinger. Kunne toogenhalvmillion mennesker (inkl. kvinder og børn) have forladt Egypten på 

en dag og siden have overlevet i en øde ørken i 40 år? De, som forsvarer de store antal, påpeger, at 

de klimatiske forhold dengang kan have været noget anderledes. Egypten var trods alt verdens 

kornkammer. (Derudover giver Bibelen jo mange eksempler på Guds mirakuløse forsyninger af 

mad og vand). Andre forskere peger på, at hebræerne havde andre måder at tælle på, og at 

udtrykket, der er oversat ”tusind” kan have haft en anden betydning, hvilket ville føre til noget 

mindre tal. Uanset, vil der være tale om meget store skarer af mennesker, der vandrede rundt i 

ørkenen i meget lang tid. 

4. Mos. 3: 40-51. 

Da man første gang fejrede påske i Egypten, knæsatte Gud det princip, at alt det førstefødte af 

hankøn skulle tilhøre ham. I dette kapitel ser vi, hvordan princippet holdes i hævd, ved at Levi 

stamme bliver udtaget som erstatning for de førstefødte. Tallet passer ikke helt, for man er meget 

nøjeregnende. Der var for få levitter. Derfor må alle de førstefødte betale en afgift for de 273 

førstefødte, som oversteg levitternes antal. 

42


4. Mos. 4:15 

De meget nøjagtige instrukser for, hvordan man skulle flytte de hellige ting, viser den ærefrygt og 

respekt, som alene tilkom Gud. Mange år senere ignorerede Davids mænd skamløst disse instrukser, 

hvilket medførte, at en mand, Uzza, døde som følge heraf. Tidligere i 4. Mos. var to af Arons 

sønner døde, fordi de havde forsøgt sig med deres egen form for gudsdyrkelse, der jo viste, at de 

ignorerede Guds anvisninger (3:4, også 3. Mos. 10:1-5). Det synes, som forekommer disse drastiske 

afstraffelser i Bibelen, når Guds folk påbegynder en ny fase af Guds folks historie (se Josva 7; 2. 

Sam 6:7; Ap.G. 5:1-11). Der er ingen kompromisser for så vidt angår Guds hellighed. 

4. Mos. 5:16 

Vi får ingen nærmere forklaring på denne mærkelige prøve på, om utroskab har fundet sted. Måske 

er prøven tænkt som en slags løgnedetektor, der formodes at medføre et reaktionsmønster, som skal 

afsløre vedkommende, eller sørgede Gud for, at der fulgte umiskendelige beviser på utroskaben, når 

vedkommende havde drukket vandet? Det handlede både om at finde den skyldige, men i ligeså høj 

grad om at frikende uskyldige. 

4. Mos. 6:6 

Renhed spiller en stor rolle. 4. Mos opregner 3 tilfælde, hvor man bliver urene. Mennesker, der har 

haft bestemte sygdomme (fx spedalskhed); mennesker, der har haft udflåd (måske i forb. m. 

kønssygdomme) og endelig mennesker, der har været i berøring med lig. Anordningerne, der skulle 

iagttages, når man var blevet urene, havde i hvert fald to formål: Der var helt klart tale om 

forebyggende sundhedsforanstaltninger, men reglerne havde også til formål at sætte et skæl mellem 

israelitternes gudsdyrkelse og de øvrige religioner. Egypterne tilbad de døde og andre nabolande i 

området inddrog sex i deres religiøse ritualer. 

4. Mos. 6:21 

Samson og Johannes Døberen er to af de mest berømte nasiræere i Bibelen. Apostlen Paulus aflagde 

også et nasiræer løfte i Jerusalem (Ap.G. 21:21-29) for at vise, at han overholdt den jødiske lov. 

4. Mos. 7:55 

De sølvfade og skåle, der blev skænket til og brugt i Tabernaklet, fik i de efterfølgende år en 

fortumlet tilværelse. Man mener, de fleste forsvandt i de mørke år i Dommerperioden. David 

sørgede for at nye blev lavet, som hans søn Salomon installerede i templet (2. Krøn. 5:1). Det hele 

blev senere taget som krigsbytte, da babylonerne ødelagde Jerusalem (2. Kong. 25:15). Til slut blev 

de returneret til Jerusalem, da den persiske kong Kyros lod jøderne vende tilbage (Ezra 1:9-10). 

4. Mos. 8:1 

4. Mos. understreger igen og igen, at Gud talte direkte til Moses, (man har optalt det til mere end 

150 gange) og gennem ham videre til Israels folk. Da der blev sat spørgsmålstegn ved Moses’ 

lederrolle, slog Gud fast, at hans omgang med Moses var enestående (4. Mos. 12: 6-8). 

Nationale påmindelser 

Renhed og hellighed 

”Aron skal udtage levitterne fra israelitterne og foretage svingningen med dem for Herrens ansigt. 

Så kan de gøre tjeneste for Herren” (8:11) 

Der er naturligvis også mange forordninger og regler i 4. mos., vi har svært ved at forholde os til, og 

som virker meget fremmedartet. Ikke desto mindre efterlades vi med en klar forståelse af, at renhed 

og hellighed er to afgørende faktorer for alle israelitter. Princippet, vi kan notere os, er, at de måtte 

være rene, før de kunne nærme sig Gud. Og deres kald var at demonstrere Guds hellighed over for 

43


deres nabofolk. Behovet for både renhed og hellighed kom klart til udtryk i fx det israelitterne måtte 

spise, have på og det kom til udtryk ved, hvordan de opførte sig. 

Udvælgelsen af Levi stamme til at forestå al tjenesten og ceremonierne i Tabernaklet var en 

konstant påmindelse om denne renhed og hellighed. En bestemt gruppe af Levi stamme havde 

ansvar for bestemte opgaver, når Tabernaklet skulle flyttes, og en anden gruppe havde et andet 

ansvar. Tusinder af mennesker havde specielle opgaver. 

4. Mos. beskriver også en anden gruppe, som kaldtes nasiræerne. (kap. 6) Det var folk fra alle de 

andre stammer, som på en særlig måde indviede sig til Herrens tjeneste i en bestemt periode, som 

kunne være en uge, en måned eller mere, og som påtog sig særlige renlighedsforskrifter. De afholdt 

sig fra vin og lod håret vokse og kom på den måde til at skille sig ud fra alle øvrige. 

Men fordringen om hellighed gjaldt alle. Festerne, de daglige ofringer og specielle ofringer var 

obligatorisk. Når en familie bragt en tyr op til Tabernaklet, der skulle ofres, og de så den blive 

dræbt, flået og skåret i stykker og siden brændt på alteret, så blev de tvunget til at reflektere over 

det, der foregik. Synd var et alvorligt anliggende og det var dødsens alvor, for det skabte en dyb 

afgrund til Gud. 4. Mos. forkynder på både den ene og anden måde side op og side ned, hvordan 

synd igen og igen forårsager denne forfærdelige adskillelse mellem Gud og mennesker. Vi vil aldrig 

forstå NT forkyndelse, hvis vi ikke forstår kravet om renhed og hellighed. 

Livsstilen, der er beskrevet i 4. Mosebog, adskiller sig på mange måder fra vores egen tid, der er 

præget af en afslappet påklædning, uformel gudsdyrkelse, og en masse snak om ”venskab” med 

Gud. Mange år efter 4. Mosebog beskrev NT Gud som vores far, som vi kan komme til når som 

helst. Som vores far er han interesseret i selv detaljerne i det enkelte menneskes liv. Men 4. Mos. 

tjener som en nyttig baggrund til forståelse af dette inderlige fællesskab. Det viser i malende 

beskrivelser, hvor stor afgrunden var mellem mennesker og Gud, og det hjælper os til fuldt ud at 

værdsætte alt det, Jesus gjorde for at slå bro over den afgrund 

4. Mos. 9: 15-23 og 4. Mos. 10: 29-36 

Det må have været forunderligt at se, når skyen løftede sig fra Tabernaklet. Det er gået som en 

løbeild gennem lejren: Nu skal vi af sted! Og de vidste præcis, hvor de skulle gå, for skyen gik 

foran dem, og de vidste, når de skulle gøre holdt. Skyen ledte dem. Så der er dette fantastiske 

guddommelige element i vandringen. Selv om folket var ulydige mod Gud på næsten alle tænkelige 

måder, så ser de ud til at have fulgt skyen, som et udtryk for Guds særlige ledelse. 

Men i 4. Mos. 10: 31 trygler Moses alligevel sin svoger om at blive hos dem, for han ved alt muligt 

om ørkenen og kan give nyttige tips, bl.a. hvor de kan slå lejr. 

Det ene udelukker ikke det andet. I alt hvad vi gør som kristne, priser vi Gud for det guddommelige 

element, men det fratager os ikke et ansvar. Moses var klar over det, og det er vilkårene for os. 

4. Mos. 10:36 

Moses bøn bliver stadig gentaget i jødiske gudstjenester, når bogrullen bliver taget frem af sit 

hylster. En anden bøn fra 4. Mos., velsignelsen i 6:24-26, bliver sagt både i jødiske og kristne 

gudstjenester. Ifølge den tids tankegang, så var et menneskes navn et udtryk for det menneskes 

personlighed, inkl. personens dyder og styrke, og velsignelsen i 6:27 viser, hvordan Gud knytter sit 

navn til israelitterne 

4. Mos. 11: 21-23 

Selv om Moses’ tro og lederevner var formidable, strakte hans fantasi sig ikke til at begribe, at om 

det så blot var mændene i lejren, hvordan skulle så stor en flok så kunne spise sig mætte i kød. Men 

Gud sagde til ham, at han skulle få det at se! 

4. Mos. 11:29 

44


I denne mærkelige samtale med Gud bekender Moses den forfærdelige byrde han fornemmer ved at 

lede et jamrende folk, der til stadighed gav udtryk for deres utilfredshed. Selv om hans tålmodighed 

var nær bristepunktet, så viste han overbærenhed og barmhjertighed mod rivaler. Hans indstilling 

her til andre profeter minder om Jesu indstilling mod andre arbejdere (Mark. 9:38-41). Og sådan var 

Paulus’ indstilling (Fil. 1:18). 

4. Mos. 12:2 

Selv om mangt og meget har ændret sig i årenes løb, er der også meget, som ikke har. Mirjam, 

Moses’ ældste søster, havde bistået med at redde Moses’ liv, da han var en baby. Men nu nærede 

hun og broderen Aron regulær misundelse overfor deres lillebror. Så disse velkendte, menneskelige 

træk har ikke ændret sig spor i årenes løb. De to satte spørgsmål ved, om Gud kun talte til Moses. 

Antagelig døjede de med at tåle Moses’ etiopiske kone! Kvindejalousi er jo heller ikke et ukendt 

fænomen på vore breddegrader. Moses forsvarede ikke sig selv, men Gud forsvarede ham, og Gud 

gjorde det klart, at der herskede et særligt forhold mellem Gud og Moses. Hebr. 3:1-6 henviser til 

Guds hyldest og anerkendelse af Moses, at ligesom Moses havde et nært forhold til Gud, ja så 

fortjente Jesus endnu større ære. 

4. Mos. 14 

Kap. 14 er et skelsættende og tragisk kapitel, der viser, at de valg vi træffer, har betydning og får 

konsekvenser. Folket traf forkerte afgørelser, og det blev skæbnesvangert de næste mange år. 

Som følge af spejdernes flertalsindstilling gribes folket af et forfærdeligt mismod, og de brokker sig 

atter og mener, det ville være bedre at dø i ørkenen, eller måske ligefrem at vende tilbage til 

Egypten. Josva appellerer til folket om at ændre beslutningen; men de svarer med at ville stene 

ham! Folkets hån og vantro får Gud til at ville udrydde folket. Men atter går Moses i forbøn og 

beder om tilgivelse. Gud tilgiver, men nægter at lade folket komme ind i landet. Det skal dø i 

ørkenen, som det selv ønskede. Men de børn, som de brugte som undskyldning for ikke at drage ind 

i landet, skal få lov at kende og opleve landet. Flertallet af spejderne dræbes straks. Deres 

handlingers konsekvenser får folket til at ændre beslutning, og på trods af Moses’ advarsel drager 

de på eget initiativ op mod landet. Nu kan det ikke gå hurtigt nok at få indtaget landet. Angrebet får 

fatale følger og mislykkes fuldstændigt (14:39). 

4. Mos. 15:38 

Israelitterne havde specielle påmindelser om Gud – som fx ildsøjlen. Og de havde små påmindelser. 

De skulle sætte små kvaster i hjørnerne af deres kapper og en purpurblå snor i hver kvast til 

påmindelse om Herrens bud. Gud nævner specielt denne praksis som en forsikring mod begær. En 

påmindelse som man umuligt kunne overhøre og undgå, hvis man blev fristet til ægteskabsbrud. 

4. Mos. 16-17 

Levitten Kora plus et par andre stykker plus 250 ansete ledere laver et komplot mod Moses i et 

forsøg på at stække Aron-slægten og deres eneret til præsteskabet. De kan ikke tåle Arons 

førerstilling og er regulært misundelige. Endnu engang bliver tingene sat på plads, og Guds straf 

rammer de implicerede. Det var imidlertid lykkedes disse indflydelsesrige mennesker at påvirke 

mange andre, og nu blusser utilfredsheden op, fordi de 250 ansete og ledere omkom. Havde det ikke 

været for Moses’ forbøn, havde Gud udryddet dem alle. Ved en hurtig reaktion hindrer Aron, at en 

plage breder sig til alle, men næsten 15.000 mennesker dør. 

Som en endelig stadfæstelse af Arons særstilling og levitternes særlige tjeneste slutter dette anslag 

mod Moses og den gudgivne ordning med, at hver stamme skal komme med en stav, som skal 

lægges ind i Åbenbaringsteltet ved arken. Den stammes stav, som blomstrer og bærer frugt, skal 

have præstetjenesten. Arons stav bærer næste dag blade og blomster og modne mandler. Hermed 

skulle sagen for altid være afgjort, og der skulle være sat en stopper for det genstridige folks 

opsætsighed mod det aronitiske præsteskab. Staven blev gemt i arken, som var det væsentligste og 

helligste symbol på Guds nærvær, sammen med en krukke manna og lovens tavler med de 10 bud. 

45


4. Mos. 20:12 

Det er interessant, at Bibelens helte aldrig fremstilles som overmennesker uden svagheder. Selv de 

største af Guds tjenere udviser svagheder. I 4. Mos. kammer det over for Moses. Det kan være lidt 

vanskeligt at forstå, hvad det præcist var, der bragte ham i miskredit hos Gud. Var det fordi han slog 

på klippen i stedet for at tale til klippen, som Gud havde sagt han skulle? I vers 12 bebrejder Gud 

ham for manglende tro og ”for ikke at agte Guds hellighed for øjnene af israelitterne”. (se også 5. 

Mos. 32:51). 

Dette førte til et tragisk endeligt for den Guds mand Moses. Gud bebudede, at Moses heller ikke 

ville komme ind i det forjættede land. Der gives yderligere detaljer i 5. Mos. 3: 24-29. 

4. Mos 20:21 

Israel bad høfligt om at få lov til at passere gennem Edom og tilbød også at betale for retten til at få 

vand. Eftersom edomitterne var fjerne slægtninge, efterkommere efter Jakobs bror Esau, forventede 

Israel et gunstigt svar. I stedet betød Edoms afvisning af anmodningen en lang besværlig omvej. 

Moses advarede israelitterne om ikke at lægge edomitterne for had. De var jo trods alt deres 

slægtninge (5. Mos. 23:7-8). Men i den resterende del af bibelens historie var der krig og had 

mellem de to nationer. 

4. Mos. 21:9 

Jesus valgte denne begivenhed som et af eksemplerne fra GT, der kan bidrage til forståelse af hans 

person og gerning (Johs. 3:14). Gennem slangen og gennem Jesus tilvejebragte Gud en vej ud af 

miseren, som kun krævede tro af folket. Helt typisk forvanskede israelitterne betydningen af denne 

hændelse ved at beholde kobberslangen som en afgud, man kunne dyrke. Århundreder senere, 

ødelagde kong Hizkija dette afgudsbillede (2. Kong. 18:4). 

4. Mos. 21:14 

Dette citat kommer fra en bog, som ikke længere eksisterer. Bibelen nævner ikke sjældent bøger, 

som for længst er forsvundet. Josva 10:13 og 2. Sam. 1:18 nævner fx ”De Retskafnes Bog”. Der er 

henvisninger til skrifter fra forskellige profeter og seere (Gad, Ahija, Shemaiah) og mange 

henvisninger til kongelige skrifter, som fx Israels Kongers Bog (1. Krøn. 9:1). Israel må have haft et 

ret anseeligt bibliotek. 

Gammel Testamentes love 

Marts 2008 

Stikord! 

Lovene i GT er en åbenbaring af Guds væsen 

• Åbenbarer hans væsen: hans hellighed, hans retfærdighed og hans kærlighed 

• Loven er altså mere end en række regler 

Lovene i GT er leveregler for hans folk 

• Ved at overholde lovene viste man sin hengivenhed og kærlighed til Gud 

• Overholdelse betød velsignelse. Brud på lovene og ligegyldighed betød forbandelse 

(jf. Eva og Adam i Paradisets Have) 

Lovenes virkninger 

46


• Jøderne blev udskilt som et særligt folk 

• Jøderne var et vidnesbyrd om den levende Gud 

• Jøderne skulle aflægge sig Egyptens skikke og kultur 

• Jøderne skulle afholde sig fra den kana’anæiske kultur og religion 

Hvordan skal vi forholde os til disse love? 

• Umuligt - Templet og helligdommen væk 

• Ulovligt – dansk lov ville ikke tillade slagtninger, som dem vi læser om 

Hvordan skal vi forholde os til Jesu ord: 

”Før Himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste gøddel forgå af loven, før 

alt er sket”. Matt. 5:18! 

GT’s lov er en pagt 

• En pagt en bindende kontrakt mellem to parter 

• ”Overherre-pagten” på GT’s tid 

• Pagtsdokumentet beskrev aftalebetingelser og repressalier 

GT er ikke vores testamente 

• Testamente og pagt er synonymer 

• Vi er ikke forpligtet på GT’s pagt med mindre bestemmelserne er gengivet i NT 

• Rom. 6:14-15 

5. Mosebog 

Side 11 – 16 omhandler temaet ”Moselov og os” som går på tværs af 4. og 5. mosebog 

En personlig anmodning 

Moses’ sidste chance med det folk han elskede 

”Men derude skal I søge Herren din Gud; du skal finde ham, hvis du søger ham af hele dit hjerte og 

af hele din sjæl” (4:29) 

Man kan sige, at 5. Mosebog er Moses’ åndelige testamente til sit folk. Han havde gennemlevet 

kriser, mødt modstand og oplevet ufattelige vanskeligheder med dette folk, men også oplevet Guds 

vidunderlige omsorg, vejledning og konkrete hjælp igen og igen. Ved afslutningen af sit liv, 

umiddelbart inden folket skal indtage landet, holder Moses en række alvorlige og højtidelige taler 

47


med formaninger og vejledninger. Disse taler er enestående i Bibelen både på grund af deres 

længde, men også fordi de er så følelsesladede. De er for en stor dels vedkommende gentagelser af 

2. og 3. Mosebogs stof, men fremsagt i en helt anden form. Der går en understrøm af vemod 

gennem disse taler: Moses vidste, at han ikke ville komme til at opleve triumfen ved at komme ind i 

Det forjættede Land. Gud havde åbenbaret, at Moses ville dø inden. 

Der er sket meget med Moses i de foregående år. I starten mødte vi ham med et heftigt 

temperament, og han vægrede sig ved at tale. Nu møder vi en ydmyg og særdeles veltalende mand. 

Den generation Moses taler til er opvokset i ørkenen. Det kan ikke undre, at Moses er bekymret for 

fremtiden på basis af, hvad han har oplevet i det forgangne. Hvordan vil disse mennesker klare 

mødet med totalt anderledes kulturer, religioner og ikke mindst den velstand, de vil få. Vil de holde 

fast ved Guds pagt og hans love og anordninger. Eller vil de lade sig bedrage og forføre af de 

fremmede religioner? Han vidste med sikkerhed, at han ikke ville være der med råd, vejledning, 

hjælp og formaning 

Da han havde udøst sit hjerte, gik han op på Nebobjerget, hvor Herren lod ham se det forjættede 

land. Så døde Moses, og en måned senere gik folket under Josvas ledelse ind i Kana’ans land. 

I sine taler gentog Moses loven med henblik på livet i Kana’an. Den nye generation trængte til at få 

loven indskærpet med al den autoritet og varme, som prægede deres 120 år gamle leder. 

Indtrængende understregede han betydningen af lydighed mod Gud og hans vilje, og med stor alvor 

talte han om følgerne af vantro og frafald. 

Moses’ første tale (kap. 1-4) er et tilbageblik på ørkenvandringen. Han minder om Guds trofasthed 

og ledelse, men også om, at den gamle generation måtte dø i ørkenen på grund af ulydighed. Han 

genkalder sig meget af det, der er sket og nævner detaljer fra tiden i Egypten som fx deres 

vandingssystem. Men også den hurtige afgang, den barske ørken med slanger og skorpioner og de 

forbavsende mirakler Gud udvirkede. Denne tale rummer også formaninger om at holde loven. 

Moses’ anden tale (kap. 5-26) handler om den lov, der blev givet ved Sinaj. Talen introduceres med 

nogle historiske oplysninger samt omtale af tid og sted (4:44-49). Selve talen falder i to hoveddele. 

Første del er en udlægning af De Ti Bud (kap. 5-11). Moses taler til en generation, der ikke var med 

på Sinaj. Derfor er der brug for en forklaring af det, Gud dengang gav sit folk. Han samler alle 

budene i det ene store kærlighedsbud (6: 4-5). Anden del er den praktiske udmøntning af de 

grundlæggende principper, der er indeholdt i De Ti Bud (kap. 12-26). Den anden tale slutter med en 

højtidelig pagtserklæring, hvor Gud erklærer Israel for sit særlige ejendomsfolk, og hvor folket 

bekender sig til Herren og forpligter sig til at holde alle hans bud og befalinger. 

Moses’ tredje tale (kap. 27-30) er rettet mod fremtiden. Den handler om indtagelsen af Det 

forjættede Land. Moses fornyer pagten ved at indskærpe Guds løfter og advarsler. Udfrielsen fra 

Egypten var Guds ubetingede gave til folket. Såfremt folket ønsker at blive i befrielsens forhold til 

Gud, skal de opfylde pagtens bestemmelser. I denne forbindelse taler Moses alvorligt om 

velsignelse ved lydighed og forbandelse ved ulydighed. Han taler om livets vej og dødens vej. 

Moses’ fjerde tale (kap. 31-33) er hans egentlige afskedstale, hvor han giver sine sidste formaninger 

til folket og dets nye leder, Josva. Moses’ sang (32: 1-43), der er en del af 

pagtsfornyelsesceremonien, fremhæver Guds omsorg og godhed ved at stille den over for folkets 

utaknemmelighed og utroskab. Moses slutter sin tale og dermed sin gerning ved at efterlade folket 

med det bedste, han kan efterlade. Han velsigner Israels stammer, inden han dør. 

Da Moses dør, begraver Gud ham, og folket græd. Josva overtog ledelsen, og nekrologen over 

Moses blev skrevet (kap. 34). 

5. Mosebog handler i høj grad om vort forhold til Gud og vor næste. Moses henviser ofte til, hvem 

Herren er, og hvad han har gjort for sit folk. Det er værd at notere sig, i hvor høj grad Moses 

pålægger folket et særligt ansvar og en speciel omsorg for fattige, fremmede, enker og faderløse. 

Det var mildt sagt ikke tidens trend. 

48


NT indeholder mere end 80 citater fra 5. Mosebog. 21 ud af 27 af NT’s bøger citerer fra 5. Mos. De 

mest kendte er fra Jesu fristelse i ørkenen, hvor han afviser Djævelens tredobbelte fristelse med tre 

citater fra 5. Mos. (Matt. 4: 1-11), og fra Jesu stridssamtale med farisæerne om det største bud i 

loven, hvor han ligeledes citer 5. Mos. (Matt. 22: 37-40). 

5. Mos. 1:37, 3:26, 4:21 

Moses betalte en høj pris for at være leder. Han ville ikke komme ind i Det forjættede Land pga. 

den hændelse vi læser om i 4. Mos. 20. 3 gange vender han tilbage til årsagen til, at han aldrig 

skulle komme ind i det forjættede land, og alle 3 gange mere end antyder han, at folket har deres 

store andel i årsagen hertil. 

Det er interessant, at selv om folket er en væsentlig del af årsagen til, at Moses ikke vil komme ind i 

landet, fratager det ikke Moses et ansvar. Folket var nok årsag til, at Moses handlede forkert, men 

det fratager ikke Moses et ansvar. Gud stiller Moses personligt til regnskab. 

5. Mos. 2:14 

Da Moses repeterede Israels historie, genkaldte han sig med en vis bitterhed den serie af oprør, som 

førte til de 40 års straf i ”den store og frygtelige ørken” (1:19). Vi skal naturligvis huske, at de folk, 

som lyttede til Moses, kun havde været børn, da de skæbnesvangre oprør fandt sted (1:39). Deres 

forældre var dem, der var blevet forment adgang til Det forjættede Land. Altså undtagen Josva, 

Kaleb og Moses egen familie. Alle, som lyttede til Moses, var vokset op i ørkenen. 

5. Mos. 4:2 

Her stadfæster Gud et vigtigt princip. Der må hverken føjes til eller trækkes fra Guds befalinger. 

Det mest fristende kan sommetider være ”at føje til”. Det fører til ”lovtrældom”, som får os til at 

synes særdeles godt om os selv, når vi spejler os i vores egen fromhed. 

5. Mos. 4:6 

Jøderne var Guds udvalgte folk, som vi har set. Ikke fordi de var bedre eller værdigere end andre 

folk, men alene fordi han elskede dem, og fordi de skulle have nogle specielle opgaver, som skulle 

komme hele menneskeheden til gavn. I dette vers ser vi et eksempel på, at de er udvalgt til at være 

Guds særlige kanaler for hans velsignelse. Folkeslag vil i virkeligheden, såfremt israelitterne lever 

efter Guds love og regler, kunne iagttage deres visdom og indsigt og dermed undres over Guds 

storhed og vælde. Andre steder læser vi om andre konkrete velsignelser, Gud vil udøse over sit folk, 

og som andre folkeslag vil kunne se og som følge heraf blive tiltrukket af Gud 

5. Mos. 4:35 

Kapitel 4 følger et typisk mønster i 5. Mos. Moses tager sit udgangspunkt i israelitternes egne 

oplevelser, og så viser han, hvordan pagtens love direkte relaterer til denne oplevelse. I dette kapitel 

minder han dem på en levende måde om deres eget møde med Gud, specielt ved Sinaj. Hvordan 

åbenbarede Gud sig for dem? ”I så ikke nogen skikkelse”, konkluderer Moses (vers 15); som følge 

heraf vil afguder lavet af menneskehænder være en fornærmelse og devaluere en sådan Gud. Så 

beskriver han det enestående privilegium, israelitterne har: at kende den Gud personligt, som har 

skabt universet. 

5. Mos. 6:4-9 

Disse 6 vers kan vel være de mest citerede i hele skriften. De er kendt som Shema og er i 

århundreder blevet citeret hver morgen og hver aften af ortodokse jøder. De understreger malerisk 

vigtigheden af Guds love for israelitterne. 

5. Mos. 7:7 

5. Mos. gør det lysende klart, at Gud valgte Israel ene og alene på grund af nåde. Han valgte dem 

ikke, fordi de var et folk, som gjorde særligt indtryk (7:7), deres godhed (9:5) eller deres trofasthed 

49


(9:24). Grunden til, at Gud valgte Israel, var, at han elskede dem, og han havde afgivet indiskutable 

løfter til deres forfædre. 5. Mos. lover israelitterne nyt land 69 gange. 

5. Mos. 8:3 

Da Jesus blev fristet af Satan (Luk. 4:1-13), imødegik han ham med 3 forskellige citater fra 5. 

Mosebog. Dette vers og 5. Mos. 6:13, 16. I ørkenen havde israelitterne lært, at Gud ville sørge for 

deres behov. I ørkenen citerede Jesus også skriften for kraftigt at minde Satan om denne lektie. 

5. Mos. 9:4 

Det har ind imellem skabt vanskeligheder for mennesker i vores tid at forstå Guds klare bud om, at 

israelitterne brutalt skulle gøre det helt og fuldt af med andre nationer. Her får vi en af 

forklaringerne, der skal ses i sammenhæng med fx 1. Mos. 15:16, hvor forklaringen grundlæggende 

er den samme. Vi kan ikke stærkt nok pointere, at Gud er en hellig Gud. Det er baggrunden for at 

forstå syndfloden, ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, straffedommene i 4. Mos., etc. Det er også 

noget af baggrunden for at forstå Guds bud om at ødelægge og udslette visse af de andre folkeslag. 

Men der er også andre årsager. I 5. Mos. 20: 16-18 angives en anden af årsagerne at være af 

præventiv karakter. Risikoen for at visse folkeslags afskyeligheder og sædvaner vil smitte og på den 

måde føre til synd, ødelæggelse og fordærv blandt Guds folk, var ganske enkelt for stor. 

Israelitterne fulgte aldrig disse bud fuldt ud, og deres land blev ultimativt svækket og ødelagt netop 

pga. af det fordærv de omkringliggende lande blev årsag til. 

Sundere, rigere og klogere 

Oplever gode mennesker kun gode ting?? 

”Når dine køer og får bliver talrige, når du får meget sølv og guld, når al din ejendom øges, bliv da 

ikke hovmodig, så du glemmer Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset (8:13- 

14) 

Kommer kristne ud for trafikuheld? Får de kræft? Bliver de fyret og kan de gå ned med deres 

forretninger? Al erfaring viser, at svaret er et entydig ”ja”. Men dette svar giver af og til nogle 

kristne visse vanskeligheder. Lover Bibelen ikke, at Gud vil tage hånd om og sørge for dem, som 

følger ham? Hvorfor sker disse grufulde ting så også for kristne? 

Når vi tumler med disse spørgsmål, er det bl.a., fordi vi kan læse, hvordan Gud lovede israelitterne 

succes, velstand og beskyttelse. I 5. Mos. gør Moses rede for Guds løfter i detaljer. De handler bl.a. 

om, at israelitiske kvinder vil få mange børn. At israelitternes afgrøder – korn, druer, oliven – vil 

give frugt i overflod. At kvæg og får vil øges i antal. Og tænk på løftet i 5. Mos. 7:15 ”Herren vil 

tage enhver sygdom bort fra dig ....” 

Vi skal huske, der var tale om et pagtsforhold, hvori der indgår betingelser. Hvad var betingelserne? 

Israelitterne skulle kun overholde Guds bud og den pagt, de havde indgået med ham. Der var et 

særligt forhold mellem Gud og hans folk. Moses undrede sig igen og igen over Guds generøsitet og 

pagt. ”Spørg dog, om der nogen sinde, i gamle dage, før din tid, fra den dag Gud skabte menneskene på jorden, 

nogetsteds, fra den ene ende af himlen til den anden, har været noget så stort som dette, eller om man har hørt magen 

til. Mon noget folk har hørt Gud tale inde fra ilden, sådan som du har, og har bevaret livet? Eller har nogen gud før 

forsøgt at hente sig et folk ud af et andet folk ved hjælp af prøvelser, tegn og undere, med krig, med stærk hånd og løftet 

arm ....... sådan som Herren jeres Gud gjorde med jer i Egypten for øjnene af dig?” 5. Mos. 4:32-34. 

Moses lovede, at alt godt ville tilflyde israelitterne, hvis de blot levede op til deres del af pagten. 

Altså ”hvis ...” Det er naturligvis ordet ”hvis, alting hænger på! Tvivl og ængstelse dukker op hele 

vejen igennem bogen. Vil israelitterne holde deres del af aftalen? Vil de være lydige? 

Mærkeligt nok ser Moses ud til at ængstes mere for den fremgang og velstand, som Det forjættede 

Land vil føre med sig end for ørkenens strabadser og vanskeligheder. Hans velbegrundede 

ængstelse kommer til udtryk i 5. Mos. 8: 11-20. Faren for at glemme Gud er latent til stede sammen 

50


med faren for, at de selv vil tage æren for deres succes. Igen og igen lyder det: ”Husk...” , ”glem 

ikke” ... 

Virkeligheden tegner sig så dyster, at Moses ikke viger tilbage for at forudsige situationen: 

”For når jeg fører dem ind i det land, jeg lovede deres fædre, et land, der flyder med mælk og honning, og de spiser sig 

mætte og fede, vil de vende sig til andre guder og dyrke dem, og de vil lade hånt om mig og bryde min pagt. Når de så 

bliver ramt af talrige ulykker og trængsler, skal denne sag ....” 5. Mos. 31: 20-21 

Som de efterfølgende bøger i GT fortæller, kom det til at gå, som det var blevet forudsagt. Pagten 

blev brudt så eftertrykkeligt, at israelitterne aldrig for alvor oplevede velstand og lykke, men 

nærmere trældom og lidelse. 

Løfterne i 5. Mos. blev naturligvis givet til et bestemt folkeslag, jøderne, med hvem Gud indgik en 

særlig pagt – en pagt (den gamle pagt eller det gamle testamente), som også Gud forudsagde ville 

blive brudt. Betingelserne var, som vi har set, enkle: Gør det gode og bliv belønnet. Gør det onde og 

bliv straffet. Kristne i dag kan ikke uden videre overføre alle disse løfter til deres eget liv. Vi må 

udlede principper og mest af alt, se løfterne i lyset af den Nye Pagt, som Jesus indstiftede, og som vi 

har i Det Nye Testamente. Jesus gav os bestemte løfter, men han forudsagde også, at kristne ville 

komme til at opleve fattigdom, hån, forfølgelse og latterliggørelser. Jesu disciple var tro imod hans 

ord og levede i forvisninger om disse løfter. Deres hverdag var præget af fattigdom, forfølgelse og 

alle minus én led martyrdøden. For dem ventede lønnen i Himlen. 

I 5. Mos. får vi muligvis en slags forklaring på, hvorfor Gud ikke skåner sine børn for lidelser og 

smerter. Ironisk nok viser al erfaring, at velstand og sundhed tilsyneladende gør det vanskeligere at 

slå sin lid helt og fuldt til Gud. Det var Moses’ ængstelse for sit folk, og han fik ret. I ørkenen havde 

de i det mindste været tvunget til at stole på Gud for deres daglige fornødenheder, ja for deres 

overlevelse. Men efter bare kort tid i landet, glemte de alt om Gud og om pagten, de havde indgået 

med ham med Moses som mellemmand. 

Man kan undre sig over, at der faktisk ser ud til at være en alvorlig og reel fare i at opnå og få det, 

man mest begærer og ønsker. 

5. Mos. 10:12 

Nogen har fundet ud af, at 5. Mos. tolv gange siger, ”at vi skal elske Gud”. Sagen er jo den, at Jesus 

citerede 5. Mos. 6:5, da han bekendtgjorde, at det vigtigste bud var, ”at du skal elske Herren din 

Gud af hele dit hjerte ....” Hvordan kan man elske, hvis man ikke lige føler for det? I Bibelen er 

kærlighed mere end en følelse. Det er en viljesbeslutning om at ville tilgodese en anden persons 

behov. Dette kan kun lade sig gøre ”af hele hjertet” med Guds hjælp og i hans kraft. 

5. Mos.11:18 

Mange bibelkyndige, både jødiske og kristne læser disse sætninger som billedsprog i overført 

betydning. Men strenge ortodokse jøder tager linierne bogstavelige. De bærer håndskrevne afsnit fra 

GT (fx 5. Mos. 6: 4-9 og 11:18-20) i små æsker bundet til deres pander, og de sætter også sådanne 

æsker op ved siden af dørene i deres hjem. Man taler om ”bederemme”. Jesus henviser til denne 

skik (Matt. 23:5) og siger, at det hele let kan ende med bare at blive noget, man vil vise andre. En 

slags åndelig hovmod. 

5. Mos. 12:2 

Israelitterne fulgte ikke disse instruktioner fuldt ud. De ødelagde ikke de centre for afgudsdyrkelse, 

som fandtes ”på de høje bjerge og på bakkerne”. Men mange hundrede år senere indtraf en 

dramatisk begivenhed sted. Da man stod midt i en renovation af templet, kom arbejderne til at finde 

en gammel skriftrulle, som indeholdt ”lovbogen”. Opdagelsen af denne bog havde en dybtgående 

indvirkning på hele folket. Da kong Josijas hørte bogen læst op, græd han og sønderrev sine klæder. 

Han sammenkaldte folkets ældste, for at de også skulle høre bogen læst op. Begivenheden førte til 

en gennemgribende åndelig vækkelse, som bl.a. indebar en kampagne mod afgudsdyrkelse og 

51


”offerhøjene”. Mange forskere tror, at 5. Mos. var det skrift, som rystede et helt kongerige (se 2. 

Kong. 22 – 23, hvor hele beretningen findes). 

Hvem har brug for love? 

Kærlighed gør hele forskellen i denne bog om regler 

”Lyt omhyggeligt til alle disse ord, som jeg befaler dig, for at det i al fremtid må gå dig og dine 

efterkommere godt, fordi du gør, hvad der er godt og ret i Herren din Guds øjne” (12:28). 

5. Mos. gentager ordret mange af de love, der er blevet givet i 2. Mos., 3. Mos. og 4. Mos. Men det 

er langt fra bare en bog om en masse regler. Der er en helt anden ånd, som præger bogen: 

Kærlighedens ånd. Forordningerne i 5. Mos. virker mere som en slags guide om ”Hvordan man får 

en lykkelig familie” end om en manual, der fortæller, hvordan man vedligeholder sin bil. For at 

holde bilen ved lige skal man kun følge manualens regler. For at bevare gode menneskelige 

relationer er det ikke nok med regler. Der er brug for kærlighed. 

5. Mos. fokuserer på motiver og årsager. Hvorfor skal man lyde lovene? De tre foregående bøger 

har knap nok nævnt Guds kærlighed til sit folk, men det gør 5. Mos. igen og igen (se 4:37; 7:7-8; 

10:15; 23:5). Forfatteren portrætterer Gud som en fader, der tager sig af sine børn, som en moder, 

der giver dem liv, som en ørn, der svæver over sine unger. 

Til gengæld forlanger Gud lydighed, der bunder i kærlighed, ikke en lydighed, der kommer af 

simpel pligt. Mindst 15 gange i bogen fortæller Moses israelitterne, at de skal elske Gud og holde 

sig til ham. Gud ønsker ikke blot en ydre religiøs skal og form, men en lydighed, som kommer fra 

hjertet. (Mange år senere, da Jesus skulle opsummere budene i GT, citerede han det første og største 

bud fra 5. Mos.: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit 

sind” (Matt. 22:37; 5. Mos. 6:5). 

5. Mos. antyder også årsagen til at love overhovedet er nødvendige. Moses slog princippet fast 

direkte: ”Og Herren befalede os at følge alle disse lov og at frygte Herren vor Gud til vort eget 

bedste alle dage, så han kunne holde os i live, som han har gjort indtil i dag” (6:24). Med andre ord 

så blev loven givet for israelitternes eget bedste. 

De fleste af De Ti bud blevet givet i negativ form ”Du må ikke”. Men hver enkelt af disse negative 

udsagn er en beskyttelse af et værdsat fællesskab mellem to mennesker eller en person og Gud. Fx 

”Du må ikke slå ihjel” kunne genformuleres: ”Menneskelivet er helligt og har uendelig værdi. 

Respekter menneskelivet, som skabt i Guds billede og forsvar det”. Andre af budene beskytter 

ægteskabet, privat ejendom, ærlighed og den dag, som er sat til side for at dyrke og tilbede Gud. 

Moses kunne ikke have understreget betydningen af lovene stærkere. ”Disse ord, som jeg i dag 

befaler dig, skal ligge dig på sinde”, sagde han, ”og du skal gentage dem for dine sønner; du skal 

fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op” (6:6- 

7). 

Moses ønskede at sikre sig, at israelitterne ikke under nogen omstændigheder glemte lovene. Han 

instruerede præsterne i at samle hele folket for at høre lovene blive læst op hvert syvende år (31:9- 

13). Man stillede krav om, at alle Israels konger, som en af deres første handlinger, skulle skrive 

hele loven i hånden (17:18-19). 

En sidste synlig påmindelse havde også til hensigt at fæstne lovene i israelitternes sind. Præsterne 

skrev dem med flot håndskrift på sten, der var kalket. Når stammerne så marcherede over 

Jordanfloden og ind i det nye land, passerede de forbi de sten, hvor der var skrevet på (27:1-8). 

Ingen i Israel kunne påberåbe sig uvidenhed om de krav, Gud stillede – hans regler og forordninger 

var mejslet ind i sten. Som historien senere skulle vise, så var det en helt anden ting at adlyde disse 

love og anordninger. 

52


5. Mos. 13:1 

Når vi møder mennesker, som påstår, Gud har talt til dem på den ene eller anden måde, siger 

Bibelen ikke, at vi skal afvise dem på stedet. 5. Mos. lærer os, at der er to prøver eller test, vi kan 

sætte i værk. For det første skal en forudsigelse fremsagt i Guds navn naturligvis gå i opfyldelse. 

Hvis det ikke sker, er manden falsk (5. Mos. 18: 21-22). Men der er yderligere en prøve, som er 

ligeså vigtig. Hvis forudsigelsen faktisk går i opfyldelse, men profeten prøver at lede folk til at 

tilbede og dyrke en anden gud, så skal man også afvise profeten. 

5. Mos. 14: 28-29 

Israelitterne gav hvert år tiende af det de dyrkede og af det, de ejede som et offer til Gud. De bragte 

tienden til Tabernaklet, hvor de selv tog del i et måltid og efterlod resten til levitterne. De kunne 

også sælge tienden, og i stedet komme med pengene. Hvert tredje år skulle de distribuere tienden til 

de fattige. Gud accepterede, at gaven til de fattige var som et offer til ham. Jesus understreger dette 

princip umiskendeligt i lignelsen i Matt. 25: 31-46, hvor det lyder: ”Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad 

I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig”. 

5. Mos. 15:11 

Ved første blik synes der at være en modsigelse mellem vers 11 og vers 4, som siger ”at der ikke 

skal være fattige hos dig”. Moses kendte forskellen på, hvordan det burde være, og hvordan 

virkeligheden ville være. Hensigten var, at Guds velsignelse i det forjættede land skulle have 

hindret fattigdom, hvis folket have været lydige og fulgt Guds anordninger fuldt og helt. Men 

virkeligheden er altid en anden, og derfor blev fattigdom en del af virkeligheden. 

5. Mos. 17:15 

Indtil dette tidspunkt har Bibelen ikke nævnet muligheden for, at Israel skulle have en konge. Men 

her, længe før nationen faktisk fik en konge, fastlægger Gud en beskrivelse af en god konge. Listen 

af kvaliteter passer næppe til den almindelige forestilling om en konge – eller den slags person man 

fik mange år senere. 

5. Mos 18:9 

Hvad var de afskyelige ting, som israelitterne ville møde, når de kom ind i det forjættede land. En af 

de forfærdeligste skikke var børneofringer, som var almindelige som et led i ka’ananæernes 

gudsdyrkelse. Vi har allerede set, at israelitternes forestående invasion bl.a. skulle tjene som Guds 

straffedom over disse afskyeligheder. 

5. Mos. 20:5 

Der har tilsyneladende været krig til alle tider. Organisationer som FN og Røde Kors har erkendt, at 

det er virkeligheden. Derfor har man forsøgt at lave internationale regler, der skal gøre forholdene i 

en krigssituation blot en lille smule mere tålelige. I kap. 20 er det interessant at se, at Moses 

tilsyneladende så samme virkelighed i øjnene. Krig er uundgåeligt, men ragnarok skal forsøges 

minimeret. Soldater, der netop havde stiftet hjem, lavet nye vingårde, og som var forlovet eller som 

blot var bange, blev fritaget for at gå i kamp. Og før en by blev angrebet, skulle man forsøge, om 

man ville acceptere overgivelse. I 20:19 formaner Moses, at man viser respekt for naturen. Hvis en 

by belejres, skal man være forsigtig med, hvilke træer man fælder. Vi skal huske, at dette er 3300- 

3400 år før ordet økologi blev opfundet. I 22: 1-7 ser vi anordninger, der følger samme mønster, og 

som udviser en kolossal respekt for naturen. Guds omsorg for de svage og hjælpeløse udvides til at 

omfatte dyr, for loven beskyttede okser, æsler og endog fugle. 

5. Mos. 24:6-15 

Disse vers viser bedre end noget andet, at lovens vigtigste formål var at bringe velsignelse. Versene 

er ganske enkelt herlig læsning ud over alle grænser. Gud ønsker at beskytte den svage. Man kunne 

ikke tage renter fra hinanden i forbindelse med et lån. Der var stærke begrænsninger for at tage 

53


pant. Man måtte fx ikke tage en håndkværn, for den var nødvendig for livets opretholdelse. Man 

måtte ikke engang gå ind i en mands hus og forlange pant, for det man havde lånt ham. 

5. Mos. 24:19 

Kap. 24 indeholder nogle af de forordninger, som udtrykkeligt er bestemt til at skulle beskytte de 

fattige. Disse forordninger er fantastiske og sikrede, at de fattige ikke led nød. Fra Ruths bog ved vi, 

at det virkede i praksis. Guds love havde en indbygget omsorg for de fattige i deres dagligdag. 

5. Mos. 26:16 

Hvis de mange regler og anordninger kun forblev ”bogstav” og kolde regler, var de til ingen nytte. 

5. Mos. slår igen og igen fast, at det i virkeligheden handler om ”hjertets og sindets” indstilling. 

5. Mos. 27:12 

Josva udførte Moses’ instruktioner omkring velsignelserne og forbandelserne, som det fremgår af 

Josva 8:31-35. Ebals bjerg havde speciel betydning for israelitterne, som troede, at Abraham første 

gang tilbad Gud nær dette bjerg, efter at han havde modtaget det oprindelige løfte om landet (1. 

Mos. 15) 

5. Mos. 28: 36-37 

Moses advarede israelitterne om, at hvis de ikke adlød Guds lov, ja så ville de blive rykket op med 

rode fra deres nye land og spredt over hele jorden. Advarslen i disse vers gik i opfyldelse mindst 3 

gange efterfølgende. Da Assyrerne indtog landet, da Babylonerne indtog landet og endelig, da 

Romerriget ødelagde alt. Vi oplever, at denne sidste ”diaspora” nu går mod sin afslutning, og 

jøderne er på vej hjem efter at have været spredt og under den forbandelse i 2000 år, som Moses 

udtalte og forudsagde uvægerligt ville komme, hvis de fraveg Guds veje og forbrød sig mod hans 

lov. 

En fornemmelse af dom 

Alle jublede på nær en mand 

”Du undlod at tjene Herren din Gud med glæde og af hjertens lyst, fordi du havde rigeligt af alt; 

derfor skal du trælle for den fjende, Herren sender imod dig” (28:47-48 

Det er svært at komme af med gamle vaner. Fire årtier i Sinaj ørken havde været som et 

fængselsophold eller som en prøvetid. Nu kom så den længe ventede dag, der skulle føre dem i 

frihed. Alle i Israels lejr jublede – på nær en mand, Moses. Moses så lidt længere end til den 

øjeblikkelige glæde. Da han talte til folkeskaren, talte han med en fornemmelse af dom. Han kendte 

folket godt nok til at vide, at geografi ville ændre deres gamle vaner. 

I 40 år havde Moses ledt denne mærkelige gruppe af stammer. Han havde lyttet til deres 

beklagelser, udholdt deres sladder og overlevet deres opstande og oprør. Nu havde han en sidste 

mulighed for at advare dem mod ikke at gentage deres fejltrin. 

Man kan ikke læse de sidste kapitler af 5. Mosebog uden at ane en sørgmodig tone af fatalisme i 

Moses’ ord. Chancen for at israelitterne ville slå sig ned og leve et roligt liv i lydighed mod Guds 

anordninger var lig nul. Det var slået fejl for mange gange i det forgangne; og det ville heller ikke 

lykkes fremover. 

Moses gjorde alt, hvad der var menneskeligt muligt. Han iscenesatte en dramatisk ”happening”, 

som de aldrig nogensinde ville glemme. Begivenheden fandt i virkeligheden først sted efter Moses’ 

død, og vi har beretningen i Josva 8:30-35. Repræsentanter fra alle stammerne klatrede op på to 

bjerge med en snæver dal mellem. De udpegede talere råbte forbandelser og velsignelser ud over 

54


israelitterne (se 11:26-32; 27-28). Da de senere gik ind i det nye land, kunne de stadig høre 

mislydene ringe for ørene om herlige velsignelser og forfærdelige forbandelser. 

Moses opsummerede ret præcist fremtiden for det jødiske folk. ”Herren skal give dig et uroligt 

hjerte, udslukte øjne og et ængsteligt sind. Dit liv skal hænge i en tråd; du skal være bange nat og 

dag og ikke være sikker på dit liv. Om morgenen siger du: ”Gid det var aften,” og om aftenen: 

”Gid det var morgen;” så stor er den rædsel, der fylder dit hjerte, over det, dine øjne får at se.” 

(28:65-67). Hans beskrivelser af deres fremtid findes ikke magen til, for så vidt angår forfærdelse 

og rædsel. 

Hvis israelitterne nu ikke skulle have fået fat i budskabet, lærte Moses dem en sang, som han havde 

fået fra Gud (kap. 32). Det blev en slags nationalsang, som alle lærte udenad, og som de sang, da de 

marcherede ind i Kana’ens Land. Men sangen ligner ikke de nationalsange, vi ellers kender. Den 

har praktisk talt ikke et opmuntrende ord eller antydninger om håb i sig – kun dom. 

Moses vidste, at selv ikke Det forjættede Land ville ændre hans folks indgroede vane med ikke at 

lyde Gud. De ville mislykkes i Det forjættede Land, præcis som de var mislykkedes i ørkenen. Han 

afsluttede sin ”farvel-tale” til folket med disse ord: ”Det er ikke nogen ligegyldig sag for jer, det 

gælder jeres liv” (32:47). Og på den selv samme dag steg han op på et bjerg for at dø. Han var 

blevet forbudt af Gud at krydse over grænsen til landet, fordi han havde været ulydig. 

Denne bedrøvelige afsluttende scene er måske den, der har gjort det stærkeste indtryk af alle. Ingen 

kunne slippe fra at gøre oprør mod Gud, selv ikke Moses ”hvem Herren omgikkes ansigt til ansigt” 

(34:10). 

5. Mos. 29: 5-6 

Som bekendt har en sag altid to sider. Vi har hørt om israelitternes mange fejltrin og svigt. Vi har 

hørt om oprør og utilfredshed. Ørkenvandringen var en ørkenvandring. Men den var også noget 

mere. På trods af at ørkenvandringen var selvforskyldt, på trods af svigt og vantro fortæller disse 

vers en fantastisk historie om Guds omsorg og velsignelse. Gud sørgede for dem på helt 

usædvanlige måder. Han gav den deres daglige rationer af mad og drikke, og han sørgede også for, 

at deres tøj ikke blev slidt! 

5. Mos. 29:29 

”Jeg forstår ikke, hvorfor Gud gør dette”, siger mennesker. Men Gud har ikke fortalt os alt. Vores 

begrænsede forståelse kan umuligt fatte alting, og en hel del informationer er ganske enkelt 

unødvendige eller nytteløse for os at kende til. Men det, som Gud har fortalt os i sin lov for 

eksempel, det ønsker han, at vi skal adlyde. 

5. Mos. 30:14 

Nogle gange får mennesker et fællesskab med Gud til at virke umuligt. Moses understreger 

enkelheden. Man må ikke først svømme tværs over oceaner eller stige op til himlen; man må blot 

forstå, tro og lyde det ord, Gud har givet. I et kendt NT skriftafsnit, anvendte apostlen Paulus denne 

indsigt fra Moses på bekendelsen på troen på Jesus Kristus. 

5. Mos. 32:11 

De ømme ord i denne sang i dette kapitel udtrykker Guds helhjertede kærlighed til Israel. Og dog 

indeholder sangen også forfærdelige realistiske ord. Gud vidste, at israelitterne ville svigte ham, og 

denne sang ville være et vidnesbyrd imod dem, når de vendte sig bort fra ham. (32:21). Apostlen 

Paulus citerede faktisk fra denne sang i sin kvalfulde beretning om jødernes afvisning af Jesus 

(Rom. 10:19). 

5. Mos. 32:35 

NT citerer dette vers to gange på to forskellige måder. Apostlen Paulus understreger, at fordi 

hævnen tilkommer Herren og ikke os, ja så bør vi aldrig selv søge at hævne (Rom. 12:19). Men 

55


Hebræerbrevets forfatter citerede også disse ord for at pointere det alvorlige i at afvise Gud, som 

helt sikkert vil dømme sit folk (Hebr. 10:30). 

5. Mos. 33:1 

Lige før Moses døde sagde han nogle ord til israelitterne, hvoraf de fleste havde levet det meste af 

deres voksne liv under hans lederskab. Nu ville de ikke længere have ham at støtte sig til. Nu da de 

forberedte sig på at gå ind i Det forjættede Land uden ham, testamenterede han noget til dem, som 

var langt mere værdifuldt end penge, stærkere end kraft og dybere end visdom: en velsignelse. 

Stamme for stamme, talte Moses om Guds personlige omsorg og frelse for Israels folk. 

5. Mos. 34:5 

Til sin store skuffelse kunne Moses ikke føre sit folk ind i det nye land af grunde, som er beskrevet i 

32:48-52. Men Gud lod ham skue en sidste gang ind over Det Forjættede Land. Og på en ret uventet 

måde realiserede Moses senere sin drøm om at sætte sine fødder i landet. Over et tusind år senere 

vendte han nemlig tilbage med profeten Elias og besøgte landet sammen med Jesus på Forklarelsens 

Bjerg (Matt. 17; Mark. 9; Luk. 9). 

56


Bibelmaraton 

Kommentarer til 4. og 5. Mosebog 

Mose lov og os! 

I Mosebøgerne finder vi godt 600 love. 

Disse love åbenbarede vigtige elementer af Guds væsen. 

De afspejlede fx hans hellighed, hans retfærdighed og hans kærlighed. 

Lovene havde afgørende betydning for jøderne som et folk, for det udskilte israelitterne fra alle 

andre folk, og det lagde afstand til Egypten. 

”Når andre folk hører om alle disse love, vil de sige: ”Hvor dette store folk dog er et klogt og 

forstandigt folk!” 5. Mos. 4: 6-7. 

Ved at efterleve disse love, ville israelitterne uvægerligt blive et vidnesbyrd om den levende Gud. 

Man kan dele Mose lov op i 3 forskellige kategorier: 

De ceremonielle love. 

Disse love, hovedsageligt beskrevet i 3. Mosebog, udgør langt hovedparten af lovene i 

Mosebøgerne. De har i hovedsagen at gøre med måden, man skulle tilbede og dyrke Gud på. 

De giver bl.a. retningslinier for præsternes ansvar og fortæller om proceduren og 

ceremonierne i forbindelse med ofringerne! 

Da Jesus en gang for alle blev ”lagt på alteret” som Guds lydefri lam i et fuldkomment offer, 

overflødiggjorde han fuldstændig alle GT ofringer. Derfor ophørte disse mange forskellige 

ofringer med at være en del af de kristnes gudstjeneste. 

Det er interessant at notere sig, at der er overleveringer fra den jødiske litteratur, 

der fortæller, at præsterne og ypperstepræsterne undrede sig over, at ofringerne mistede deres 

kraft ca. 40 år før templets ødelæggelse. 

I virkeligheden ophørte alle disse ofringer bogstaveligt talt i år 70, fordi templet blev 

ødelagt og jødefolket ført i landflygtighed. Og de har ikke været praktiseret siden. 

De civilretslige love. 

De handler om, hvordan dagliglivet skulle fungere i Israel, og om, hvordan relationerne 

mennesker imellem skulle være. 

Disse love havde stor indflydelse på dagliglivet i Israel for Guds folk og var i høj grad 

kulturbærende. 

Disse love angik i det væsentlige israelitterne dengang, men i en række tilfælde er de stadig 

nyttige og interessante for os pga. de principper, der tydeligvis ligger bag lovene. 

3. Mos. 19: 9-14, 5. Mos. 22:8, 3. Mos. 19:32 

(Sml. love vedr. lån, jordbesiddelse, fattiges vilkår, slaver og trælles vilkår, etc.) 

De moralske love. 

Denne kategori vedrører først og fremmest de 10 bud. De udgør den højeste moralske 

standard og retfærdighed, menneskeheden nogensinde har kendt! 

Det er ikke enkelt at skulle forklare og forholde sig til lovens relevans i relation til evangeliet. 

Teologer siger, at det er et af de vanskeligste emner at give sig i kast med! 

Problemet 

”I er jo ikke under loven, men under nåden” Rom 6:14 

”For Kristus er enden på loven” ”Lovens ophør” Rom. 10:4 

”Så er også I, mine brødre, gjort døde for loven ved Kristi legeme…” Rom. 7:4 

57


Spiller loven overhovedet en rolle mere??? 

Det altafgørende spørgsmål kan formuleres således: 

Eftersom Kristus har opfyldt loven til punkt og prikke, er der så også et krav til os om at skulle 

holde loven? 

Vi bliver frelst ved tro! 

Hvorfor skal vi så beskæftige os med og bekymre os om loven lovgerninger? 

”Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus 

Kristus, ….” Gal. 2:16; Ef. 2:8-9 

Skal vi ikke nøjes med at fokusere på og koncentrere os om Guds altomfattende nåde?? 

Lad mig forsøge med nogle antydninger til et svar! 

Hvordan blev de frelst i den gamle pagt? 

Ved tro! 

Ingen kan frelses ved lovgerninger. Det er ikke sådan, at loven gjaldt i GT og nåden i NT. 

Det er umuligt at nogen skulle kunne frelses ved lovgerninger! Ingen kan honorere lovens krav. 

Derfor er der ingen retfærdighed ved loven! 

Vi har set, hvordan Gud gav Adam og Eva løfter at tro på! 

Fra generation til generation blev perspektivet klarere og åbenbaringen fuldere. 

Men det handlede hele tiden om at tro Guds løfter. 

Det var det israelitterne gjorde, da Moses dukkede op i Egypten 

2. Mos. 4:31, 2. Mos. 12:27-28. Folket troede og adlød 

Hvad så med ofringerne! De var ikke noget i sig selv. De var kun virkningsfulde, så langt som de 

blev ledsaget af tro og blev udført i tro! Mekaniske, liturgiske handlinger uden tro var uden 

virkning. Amos 5:22, Hoseas 6:6 

Hvad var den egentlige hensigt med loven? 

”Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld…” Gal. 3:19 

Føjet til. Den var der ikke fra starten. Synd og retfærdighed blev ikke først introduceret i og med at 

loven kom. Synd og retfærdighed var en kendsgerning lang tid før loven kom til – 

”For vel fandtes der synd i verden før loven…” Rom. 5:13 

• Mord var synd før loven kom (1. Mos. 4:1-12) 

• Ægteskabsbrud var synd før loven (1. Mos. 39:9) 

Vi kan derfor sige, at loven kom til for at præcisere ”rigtigt/forkert” – altså overtrædelser og 

synd. Loven skulle gøre det enklere for folket at få styr på deres opførsel og handlemåde. 

Vi har jo læst, hvor hurtige folket var til at lave en guldkalv, da Moses var oppe på bjerget et lille 

stykke tid. 

Loven præciserer altså, hvad der er rigtigt og forkert! 

Men motivet til at følge loven er altid frygten for straf. Det er lovens væsen og egenart. Og det 

skal vi ikke kimse ad, for det er særdeles virkningsfuldt og afslørende, og vi kender kun alt for godt 

58


til det selv. Det er langt fra altid af kærlighed til loven, at vi overholder lovene. Motivet er frygt for 

at blive afsløret. 

Hensigten med Mose lov er som sagt at åbenbare Guds væsen, at vise os hans hellighed. Loven 

åbenbarer Guds standarder, der er uforanderlige og ubøjelige. De 10 bud er de 10 bud! 

På den måde er loven den objektive standard, den meterstok, som alle andre målebånd laves 

efter! Derfor er loven også fuldt og helt i harmoni med den indre morallov, som er en del af vores 

væsen, og som vi alle sammen kender til. 

Loven har til hensigt at overbevise os om syndens alvor. Vi ved, vi har syndet, fordi loven siger 

det. Vi ved det også, fordi samvittigheden vidner om det, men loven er konkret. 

Loven gør det klart for os, at Gud hader synd, og at det er alvorligt at synde. 

Den ceremonielle del af loven viser os, at mennesket ikke kan sone sin egen synd 

• Et blodoffer er nødvendigt (Hebr. 9:22, 3. Mos. 17:11) ”For kødets liv er blodet, og det har jeg givet jer 

til at komme på alteret for at skaffe soning for jer; det er blodet, der skaffer soning, fordi det er livet” 

• En stedfortræder er påkrævet 

Loven kom til som en parentes! 

Rom. 5:20 ”Loven kom til….” 

Gal. 3:19 ”Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men den skulle kun være gyldig, indtil det 

afkom, som havde fået løftet, var kommet.” 

Evangeliet og løftet om en frelser var allerede gjort klart for Abraham! ”Abraham fik evangeliet 

forkyndt..” Gal. 3:8 

Abraham er prototypen på et menneske, der er blevet retfærdiggjort ved tro, hvorfor alle troende 

også er Abrahams børn. Rom. 4:12. 

Jesus sagde: ”Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og 

glædede sig.” Johs. 8:56 

Det er derfor NT går tilbage til Abraham og ikke til Moses, for så vidt angår retfærdiggørelsen 

Loven kom jo også 430 år efter Abraham (Gal. 3:17) 

Parentesen betyder altså: 

• Loven blev føjet til som noget ekstra 

• Loven var ikke permanent – den havde en begrænset periode 

• Helheden kan forstås uden parentesen, men parentesen øger forståelsen 

• Loven ville en dag blive opfyldt 

I denne periode – i parentesen indtil Kristus kom – var loven en tugtemester, der viser 

• Guds retfærdighedskrav og normer 

• Syndens alvor 

• Behovet for en stedfortræder 

Da Kristus kom, var der ikke længere brug for en opdrager og tugtemester 

”Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager” (Gal. 3:25) 

Loven var nu opfyldt af Kristus til punkt og prikke 

Et af de mest epokegørende og skelsættende ord i hele Bibelen er Matt. 5:17: 

”I skal ikke tro, at jeg er kommet for at tilintetgøre Toraen eller Profetbøgerne. Nej, jeg er 

kommet for at opfyldet det, der står i dem” (Bibelen på Hverdagsdansk) 

59


”Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at 

nedbryde, men for at opfylde”. (gammel oversættelse). 

Jesus opfyldte loven! Han overholdt – han opfyldte - den for os! ”Jeg er kommet for at opfylde 

loven” 

• Loven blev opfyldt ved hans liv. Han overholdt alle dens forordninger og krav til punkt og 

prikke. Da Jesus sagde, at han var kommet for at opfylde loven, havde han 2½ år tilbage, hvor 

alle kunne iagttage og se, at der ikke var synd i hans liv. 

• Loven blev opfyldt ved hans død for så vidt de ceremonielle krav angik. Alt blev sonet. Han 

var det Guds lam, som sonede al synd. 

Så lovens krav er opfyldt til fulde af Kristus. 

Det forklarer, hvordan Gud kan være retfærdig og nådig på en og samme tid. ”Da Jesus havde fået 

eddiken, sagde han: ”Det er fuldbragt.” Og han bøjede hovedet og opgav ånden.”(Johs. 19:30) 

Gud er retfærdig. Al verdens synd blev straffet efter lovens forskrifter! 

Gud er nådig. Han tager imod os, fordi Kristus har levet et fuldkomment liv for os. 

På den måde blev han vores stedfortræder. Det han gjorde for os, kan blive vores gennem tro. 

Når vi tror ham, bliver det, som om vi har opfyldt loven. 

Lovens relevans for os! 

A. Loven gjorde det klart, hvad der krævedes 

Spørgsmålet var: Ville Kristus kunne opfylde loven? Vi kunne ikke! 

B. Loven viser, hvad vi ejer i Kristus 

Han opfyldte loven. 

Dels ved sit pletfrie liv i fuld lydighed 

Og dels ved, at han tog den straf, som loven krævede af os på grund af vores overtrædelser 

Alt det bliver vores ved tro 

C. Loven kan altså ikke frelse os! 

D. Troen på Kristus bringer os derimod i en situation, hvor det er, som vi har opfyldt 

loven. 

”For Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, der tror” Rom. 10:4 

Retfærdiggørelsen opfylder lovens krav! Og dermed har loven ikke flere krav på os!!! 

Troen formidler den retfærdighed loven kræver (Gal. 2:16ff) 

Troen betyder, at Gud tilregner os en retfærdighed, som om vi havde holdt hele loven. 

E. Loven har relevans for os, fordi den viser minimumsstandarden af den retfærdighed, 

som kræves af os. 

Jesus kom med en anden chokerende udtalelse: 

”For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke lang overgår de skriftkloges og farisæernes, 

kommer I slet ikke ind i Himmeriget” Matt. 5:20 

Jesus afslører de skriftkloges og farisæernes retfærdighed og åndelighed som overfladisk og 

hyklerisk, der gik ud på at tækkes mennesker og nyde deres beundring. 

Jesus fortolker og skærper visse dele af loven, så alle forstår, hvordan man kunne overgå de 

skriftkloges og farisæernes retfærdighed. 

Mord var ikke kun en fysisk handling. Det havde dybest set med hjertets indstilling at gøre! 

Han inkluderede had og onde tanker. 

60


Jesus siger: ”Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, som forfølger jer, for at I 

må være jeres himmelske faders børn…” Matt. 5:44! 

Paulus fortsætter: ”Altså opfylder man loven, når man viser kærlighed” Rom. 13:10 

Ægteskabsbrud begynder med et usynligt begær i hjertet! Matt. 5:27-28 

Selv om Kristus har opfyldt loven for os, viser disse eksempler, hvordan loven ved 

åndens kraft skal opfyldes i vore liv. 

”Men hvis I virkelig er ledet af Helligånden, behøver I ikke loven til at holde styr på jer” 

Gal. 5:16-18 (hverdagsdansk) 

1. Vi blev ikke retfærdiggjort, for at vi kunne forblive i synd (Rom. 6:1 ff) 

• Troen, som blev formidlet os af ånden, fører til et liv i hellighed (Rom. 

6:22) 

• Det liv i hellighed, som ånden leder os ind i, er et liv i pagt med lovens 

retfærdighed (De 10 bud) 

2. Det skal kendes/synes på vores retfærdighed, hvis vi vandrer i ånden (Gal. 5:16) 

• Alle, som mener at vandre i ånden, må vise det med deres liv 

• Hvis den daglige vandring altså matcher lovens retfærdighed, er det et godt 

tegn på, at man vandrer i ånden. 

3. Kendetegnene på lovens retfærdighed i vore liv er ikke en forudsætning for at 

være retfærdiggjort af tro 

• Her går mange kristne galt i byen, og det fører til et liv i trældom 

• Lovretfærdighed er ikke et krav for at blive frelst, men en 

taknemlighedsreaktion! 

Helliggørelse er ikke et produkt af lovgerninger, men følgerne af 

taknemlighed over frelsen 

• Er helliggørelse et krav? Ja!! 

Men ikke et krav, der er nødvendigt for frelse, men en slags 

minimumsstandard, som viser, at noget er sket, at vi er frelst og evigt 

taknemlige for det. 

Pinsen, som fejres 50 dage efter påske, er en fest til minde om, at loven blev givet. Det var som 

bekendt også ved pinsefesten, at ånden blev givet, og det skete, fordi Jesus var blevet 

herliggjort, efter at han havde opfyldt loven fuldt og helt. Ånden afløste loven, som aldrig havde 

tilvejebragt hellighed. Det var ikke, fordi loven var ufuldkommen, men pga. af vores syndige 

natur (Rom. 8:3-4). Det vi gør af frygt for straf leder ikke til helliggørelse. 

Helliggørelse forårsages af taknemlighedshandlinger. Det er Ånden, som fører os ind i et 

helligt liv. (Rom. 8:4). 

Ånden leder os til at leve efter Jesu normer, som er kærlighedens lov (Johs. 13:34). 

Og hvis vi lever efter kærlighedens lov, opfylder vi loven (Rom. 13:8-10). 

Josvabogen 

Den forskel 40 år kan gøre 

De stod over for uoverskuelige vanskeligheder med et fornyet håb 

61


”Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig 

overalt, hvor du går” (1:9). 

Moses, som havde betydet alt, og med hvem Gud talte ansigt til ansigt, var der ikke længere. Han 

havde ledt dem, så de nu stod umiddelbart på grænsen til det forjættede land. For 40 år siden havde 

folket også stået få kilometer fra det forjættede land. Dengang blev de grebet af panik, modet 

svigtede dem, og de gjorde oprør. De valgte ikke at tro Guds løfter med det resultat, at de aldrig fik 

lov at komme ind i løftets land og samtlige over 20 år minus to døde i ørkenen. Nu står de der igen. 

De har stadig alle odds mod sig. Ingen krigsvogne eller heste. Kun primitive våben, en ny og 

relativt uerfaren leder og så en marchordre fra Gud samt fantastiske løfter om, at han vil bane vejen 

på alle måder. 

Selv om mangt og meget ikke var ændret, var der dog også forhold, der var ændret. Ældre israelitter 

med en frygtsom slavementalitet var nu døde i ørkenen. Måske havde Moses’ sidste taler efterladt 

sig et uudsletteligt indtryk, måske hang ørkenen, mannaen, etc. dem efterhånden langt ud af halsen, 

måske havde de reelt ændret sindelag! Uanset årsagen ved vi, de havde besluttet sig for at stole helt 

og fuldt på Gud. Tænk blot på forskellen i indstilling hos de ti spejdere i 4. Mos. 13 sammenlignet 

med de 2 spejderes indstilling i Josva 2: 24 ” Herren har givet hele landet i vores hånd, og alle 

landets indbyggere skælver i angst for os.” 

Det er også interessant at notere sig, at vi ikke en eneste gang møder oprørstendenser mod Josva 

eller utilfredshed med Gud. Josvas bog bærer præg af ”gode nyheder” og er en helt lettelse i forhold 

til den mismodige tone i 4. Mosebog og 5. Mosebogs fatalisme. De 40 år havde ændre ikke så lidt. 

Som ny leder for israelitterne stod Josva ansigt til ansigt med to kolossale opgaver: Han skulle dels 

stå i spidsen for en militær manøvre, der skulle indtage landet, Gud havde lovet dem. Og han skulle 

fordele landet mellem de tolv stammer. 

Da de først var gået over Jordan og befandt sig i landet, fulgte de Guds plan til punkt og prikke, selv 

når det må have sat deres tro på den yderste prøve. Indbyggerne i Jeriko lukkede sig selv inde bag 

tykke stenmure, mens de ængstelige ventede på israelitternes stormløb. De må have undret sig 

overmåde, da de iagttog israelitternes aktiviteter den første uge på vestsiden af Jordan. Først lavede 

de et stenmonument nær Gilgal til et minde om og et vidnesbyrd for alle og enhver om overgangen 

over Jordan. Så foretog de masseomskæringer med flinteknive!! Guds strategi er mærkværdig. 

Hvem ville foretage et operativt indgreb på soldater nogle ganske få dage inden, de skulle i kamp!!! 

Man kan levende forestille sig, hvordan de har haft det de næste dage. Endelig fejrede de 

påskehøjtiden med alt, hvad det indebar. Folkene i Jeriko må have undret sig såre, såfremt de fik 

pålidelige underretninger. 

Josvabogen lader os ikke et øjeblik i tvivl om, at pointen med det, vi læser, er at folket skal forstå, at 

Gud konstant havde fat i den lange ende. Josvabogen dækker et tidsforløb på ca. 7 år. De 24 kapitler 

nævner langt fra alle de større militæroperationer. I kapitlerne 10-11 er der kun nogle få linier om 

voldslomme begivenheder. Til gengæld gør bogen meget ud af nogle af nøglebegivenhederne fx 

indtagelsen af Jeriko, idet det bliver understreget, at succesen vil være en kendsgerning, såfremt 

man slog liden 100 % til Gud og ikke stolede på militær styrke. De få historier, der beretter om 

mislykkede militæroperationer (fx kampen om Aj og Gibeonitternes tricks) understreger kun, hvad 

der skete, når israelitterne ikke stolede på Gud. 

Bibelens beretninger og historiefortælling er praktiske og åndelige lektier, vi kan tage ved lære af. 

Heldigvis er de lektier, vi lærer fra Josvas bog særdeles positive. Under Guds ledelse oplevede den 

nyfødte nation hidtil uset succes. I sandhed konkluderer bogen: ”Ikke ét af alle de gode ord, Herren 

talte til Israels hus, faldt til jorden; alt gik i opfyldelse” (21:45) 

Josvabogen er som et frisk pust af håb. Bogen har historisk set været en uudtømmelig 

inspirationskilde for sangskrivere og gospelmusikere, og den har været en hjælp for Guds folk. 

62


Bogen har igen og igen formidlet håb, trøst og mod på og tro til at satse og tro Gud for nye 

”erobringer”. Det er i virkeligheden muligt at tro Gud for sejre. Det virker i praksis. Josvabogen 

viser hvordan. 

Nogle af sætningerne i de første afsnit i Josvabogen rammer meget godt den tone, som vi møder 

senere i bogen: ”Hvert sted, hvor I sætter foden, giver jeg jer”. ”Vær modig og stærk, for du skal 

give dette folk det land i eje, jeg lovede deres fædre at give dem”. ”Følg omhyggeligt loven, som 

min tjener Moses har pålagt dig…. så vil du have lykken med dig overalt, hvor du går”. Som oftest 

har israelitterne været eksempler på noget, vi ikke skal gøre. Både 2. Mos., 4. Mos og 5. Mos. har 

givet sådanne negative eksempler, og de historiske bøger, som kommer senere, vil yderligere 

beskrive mange fejltrin i detaljer. Men GT giver os også nogle få glimt af håb, og i Josvabogen 

træder de tydeligt frem. 

I kapitler 1-11 handler det mest om lyn-erobringer, hvorimod de sidstekapitler handler om at fordele 

landet. Man kan naturligvis læse om Josvabogens militære felttog, men hvis man virkelig skal have 

noget ud af bogens beretninger, så må man kigge i et kort eller Bibelatlas, mens man læser. 

Josvabogen er en bog fyldt af geografi. Der er stednavne i hvert eneste kapitel, der beskriver den 

militære fremmarch og også landets deling mellem Israels tolv stammer. 

Når man læser Josvabogen skal man have to hovedtemaer i tanke: Josvas lederskab, og Guds 

direkte indgreb i historien. Josvas liv er et eksempel på lederskab, som er et studie værd. Hvad var 

grunden til hans få fejltagelser, bl.a. i kap. 7 og 9? Der er masser af baggrundsstof i 2. Mos. 17; 24; 

32 og 33) og i 4. Mos. 11; 13 og 26). Hvad har Josva lært sig i disse særdeles vigtige situationer? 

Josva 1: 5, 8 

Josva må have bævet ved tanken om at skulle efterfølge Moses! 3 gange i de første få vers af 

Josvabogen opmuntrer Gud Josva til at være ”modig og stærk”. Hvad var hemmeligheden til, at det 

lykkedes for Josva? Gud lovede ham de nødvendige ressourcer. For det første lovede Gud i vers 5 at 

være med ham: ”Ligesom jeg var med Moses, vil jeg være med dig; jeg lader dig ikke i stikken og 

svigter dig ikke.”. Den anden ressource var Guds lovbog. I v. 8 læser vi: ”Denne lovbog skal du 

altid have på dine læber; du skal grunde på den dag og nat og omhyggeligt gøre alt, hvad der står i 

den; da vil det gå dig godt, og du vil have lykken med dig”. 

Josva 2:12 

Fra andre steder i Bibelen ved vi, at Rahab fik en enestående position i jødisk og kristen historie. 

Hun og hendes familie var de eneste, der overlevede Jerikos fald. Hun giftede sig med Salmon, som 

vist nok var i nær familie med helten Kaleb, og hun blev herefter stammoder til Jesus (Matt. 1:5). 

Både i Jakobs Brev (2:25) og i Hebræerbrevet (11:31) fremholdes hun som en troshelt, hvis 

eksempel vi bør følge. 

Josva 3:16 

I 1927 forårsagede et jordskælv, at Jordans lerbredder styrtede sammen med det resultat, at vandet 

blev opstemmet i 21 timer. Vi ved ikke, hvordan Gud fik Jordan til at standse sit løb, da den i 

forvejen var så vandfyldt, at den var gået over sine bredder. Men uanset hvordan og hvorledes, så 

gik israelitterne tørskoet over. Underet frembragte minder fra overgangen over Det røde Hav 40 år 

tidligere, og det stadfæstede, at Josva var en værdig afløser til Moses. Lokaliteten for overgangen 

var for øvrigt meget tæt på det sted, hvor Jesus mange år senere blev døbt. 

Josva 5:12 

I 40 år havde Gud sørget for manna, et mirakuløst fødevareprodukt, som viste sig som dug på 

jorden hver aften. Manna var nødvendig, hvis israelitterne skulle overleve i ørkenen. I Det 

Forjættede Land var det imidlertid slut med de gratis måltider. Nu ville man kunne klare sig selv, 

for landet flød med mælk og honning. 

63


Josva 6:26 

Det er interessant at bemærke sig, at Josvas forbandelse tilsyneladende gik bogstaveligt i 

opfyldelse, da en mand forsøge at genopbygge Jeriko i Kong Akabs dage (1. Kong. 16:34). 

Josva 7:7 

Aj var lokaliseret meget tæt på det sted, hvor Gud havde lovet Abraham landet flere hundrede år 

tidligere. (1. Mos. 12:8). Det militære nederlag her, som kom så hurtigt efter indtagelsen af Jeriko, 

fik selv Josva til at skælve. Uden Guds beskyttelse var israelitterne militært set sårbare. 

Vanskelighederne ved Aj var forårsaget af en enkelt mand, hvis griskhed havde gjort ham ulydig 

mod det påbud, Gud havde givet i forbindelse med kampen. Hans straf var drastisk. Tilsyneladende 

var det nødvendigt at statuere et indiskutabelt eksempel, så alle i den nye nation forstod, hvad det 

handlede om, ligesom det mange år senere var nødvendigt at statuere et lignende eksempel i den 

første menighed (Ap. G. 5: 1-10). 

Josva 8:2 

Rent militærstrategisk var Josvas ideer og taktik fænomenal. Ideen med at indtage først Jeriko og 

senere Aj var klar. Han drev ganske enkelt en kile ind i landet og gik fra lavlandet op på 

højdedraget. Kilen splittede landet op i nord og syd. Han havde naturligvis stor glæde af de 

observationer, han havde gjort sig, da han i sin tid drog rundt i landet som spejder. Han havde uden 

tvivl overblik over byernes beliggenhed og kendte til højdedrag og dale. Han flyttede sine tropper 

om natten, foretrak bagholdsangreb frem for lange belejringer og koncentrerede sig hele tiden om 

centrale og strategisk vigtige byer. 

Josva 8:30 

Begivenhederne i dette skriftafsnit, hvor man fører Moses’ instruktioner fra 5. Mos. 27-28 ud i livet, 

var en afgørende symbolsk begivenhed i israelitternes historie. Begivenheden gjorde det lysende 

klart, hvad der ville ske, hvis de var lydige mod pagten, og hvis de var ulydige. De to bjerge, Ebal 

og Garizim, dannede et naturligt amfiteater, der var ideelt for en offentlig ceremoni, som den man 

skulle foretage. Fra toppen af disse bjerge kunne man se store dele af Det Forjættede Land. Bjerget 

Garizim blev senere hjemsted for samaritanernes gudsdyrkelse, hvilket jo også fremgår af Jesus’ 

samtale i Johannes 4. 

Josva 9:14 

Gibeonitterne frelste sig selv ved at iscenesætte et smart nummer, hvor de snød de israelske soldater 

ved at foregive, at de kom langt væk fra. Israelitterne forsøgte at efterprøve deres historie, men 

afviste den vigtigste prøve af alle: de ”rådspurgte ikke Herren”. Gennem hele Josvabogen viser 

Gud, at han har fat i den lange ende, og at den eneste vej til sejr er at følge ham. 

Gibeonitternes trick reddede deres liv, men de blev tvunget til at blive tjenere/slaver. Nogle af dem 

omvendte sig senere til jødedommen. Nehemias bog nævner gibeonitterne (de bliver også kaldet 

hivitter) blandt dem, som hjalp med at genopbygge Jerusalems mure. Og mindst en af Kong Davids 

”udsøgte mænd/helte” var en gibeonit. (se også begivenheden, der gengives i 2. Sam 21:1-14). På 

trods af det nævnte forårsagede gibeonitterne også ofte vanskeligheder for Israels Folk. 

Josva 10:24 

Dette var den ultimative måde at ydmyge en konge på, når man satte foden på hans nakke. Det var 

et udtryk for fuldstændig påtvunget undertrykkelse. Man ser ofte egyptiske og assyriske skulpturer, 

som fremstiller denne undertrykkende handling. 

Kan krig nogensinde retfærdiggøres? Er der noget, der hedder ”hellig krig”? 

Hvorfor beordrede Gud et ubarmhjertigt felttog? 

”Men Herren sagde til Josva: ”Vær ikke bange for dem; i morgen ved denne tid vil jeg lade dem 

alle ligge dræbt foran israelitterne” (11:6) 

64


Hellig krig. Ironisk nok passer udtrykket på de mest ondskabsfulde og blodige krige, verden har set. 

Og ofte, ja alt for ofte, har kristne været i centrum for den slags hellige krige. 

Der er noget ulogisk og endda modbydeligt over en hellig krig. Det dræner en religion for dens 

allerbedste energi, der så bliver brugt til en af de væmmeligste handlinger, den menneskelige natur 

kan finde på. Og faktum er altså, at når vi læser Bibelen, kan vi ikke ignorere de hellige krige, vi 

læser om i GT. 

Der er skrevet tykke bøger om problemet, og en kort lille artikel kan naturligvis ikke sige bare noget 

tilnærmelsesvis fyldestgørende om problemet. Men det ændrer ikke ved, at vi har brug for lidt 

baggrundsviden, der kan hjælpe os til at forstå årsagen til, at en ubarmhjertig hellig krig bliver 

fremstillet i et positivt lys. 

Hvordan forholder vi os til Guds bud om at drive de bosiddende indbyggere i landet ud i en 

skånselsløs militær erobring af landet? 

Josvabogen er en lang beretning om sådanne krige. Vi har svært ved at forholde os til det, og det 

forekommer frastødende og modbydeligt. Der gives ingen lette og enkle svar på de spørgsmål, der 

rejser sig i den anledning. 

Måden israelitterne kæmpede på afveg ikke meget fra datidens krigsførelse. Fra egyptiske og 

assyriske kilder kender vi til pralerier over massakrer, tortur og en fuldstændig tilintetgørelse af 

byer. Men når vi blander Gud ind i disse aktiviteter, og når Guds velsignelse udvides til, at den 

slags kan lykkes, stejler vi naturligvis. Personligt beordrede Gud total ødelæggelse og udslettelse af 

7 kana’anitiske folkeslag uden efterlade overlevende. Hvorfor? 

For det første gør GT det klart, at kana’anitterne ikke blev fordrevet pga. en pludselig indskydelse. 

Gud havde lovet israelitterne landet over 400 før Josvas erobringer. Gud kaldte Abraham, for at han 

skulle blive grundlæggeren af det udvalgte folk. Abraham fik først løftet, og siden blev løftet om 

landet gentaget igen og igen (1. Mos. 12:1-3; 15:5-18; 17:2-8; 26:3, 23-24; 28:13-14). Til slut 

udfriede Gud israelitterne fra Egypten, for at de skulle få det forjættede land i eje. Kana’an var altså 

helt fra begyndelsen en vigtig brik i Guds plan. 

Denne arvelod, som Gud gav israelitterne, betød altså, at Kana’anæerne blev sparket ud eller 

tilintetgjort. Hvordan kunne uskyldige behandles på den måde! Bibelen gør det klart, at disse folk 

aldeles ikke var uskyldige. Som følge af grufuld synd gennem mange år, var bægeret nu fuldt, og 

derfor mistede de retten til landet. Den dråbe, der fik bægeret til at flyde over, var nu en 

kendsgerning! 400 år før Josva havde Gud fortalt Abraham, at hans efterfølgere ikke ville få landet, 

”før målet for amonitternes synd var fuldt” (1. Mos. 15:16). Blot nogle ganske få uger og dage før 

Josva gik i gang med at indtage landet, slog Moses fast: ”Det er ikke på grund af din egen 

retfærdighed, at Herren har ført dig ind i dette land, for at du skulle tage det i besiddelse; nej, det 

er på grund af disse folks uretfærdighed, at Herren driver dem bort foran dig” (5. Mos. 9:5) 

Arkæologer og historikere har afdækket mange forskellige beviser på denne uretfærdighed og 

ondskab. Kana’anæiske templer havde ikke blot prostituerede! De afholdt orgier og ofrede 

mennesker. Man har fremgravet tavler med overdimensionerede perverse sex organer, som klart 

antyder noget om den moral, som var kendetegnende for Kana’an. Disse tavler viser klart, at deres 

afgudsdyrkelse og praksis var i direkte modsætning til og i oprør mod Guds normer. 

De kana’anæiske guder som Ba’al og hans kone Anat (Astarte) fornøjede sig over myrderier, 

mishandlinger og sadisme. Arkæologer har fundet et stort antal krukker, der indeholder små knogler 

af børn, der er blevet ofret til Ba’al. Man mente, at et nyt hjem ville opleve familielykke, hvis de 

ofrede et af deres børn og gemte ligdele i mørtelen i væggene. På den måde var Kana’an ikke 

anderledes end Sodoma og Gomorra. 

Bibelen er krystalklar og siger, at Guds langmodighed kun varer en tid over for dekadente og 

degenererede samfund. En dag vil der være en dråbe, der får bægeret til at flyde over. Og så vil Gud 

kræve, at regnskabet gøres op. I Sodoma og Gomorra skete det ved, at det regnede med ild og svovl. 

På Noas tid var det en syndflod. I Kana’an skete det gennem Josvas hærenheder. Senere hen lod 

65


Gud sit eget udvalgte folk blive hærget af indtrængende hærenheder som straf for deres synd. Den 

dom, som blev Kana’an til del, kan synes barsk og ubarmhjertig, men vi må huske på, at den ikke 

var værre end den dom, som senere blev Israel selv til del. Og heller ikke værre end den dom, som 

en dag vil ramme vort eget samfund. 

Jesus gør det klart i Luk. 21:24, at ”Jerusalem skal nedtrampes af hedninger”. Hvor længe? I den 

græske tekst står der: ”Indtil målet er fuldt”. I ”NT på hverdagsdansk”: ”... indtil den fastsatte 

periode er udløbet”. I Luk. 17: 26-30 siger Jesus ligeud, ” Som det var i Noahs dage .....Eller som i 

Lots dage...”. Åb. 19:11-16 beskriver endnu tydeligere, hvordan Guds dom uvægerligt vil komme. 

Gud er barmhjertig. Mængden af verdens synd, hvor forfærdelig og omfattende den end måtte være, 

har endnu ikke fået bægeret til at flyde over. Endnu er det nådens tid, og Gud står med åbne arme 

for at tage os i sin favn. 

Israelitterne kunne ikke blot slå sig ned som nye naboer blandt de allerede eksisterende 

Kana’anæiske byer. Siden den dag stammerne fik Aron til at lave en ”Guld Kalv”, mens Moses var 

på bjerget for at få tavlerne med De 10 Bud, havde israelitterne vist en skæbnesvanger sårbarhed og 

svaghed for påvirkninger udefra. De syntes oven i købet særligt modtagelige for synd, der havde 

med sex og afgudsdyrkeri at gøre, og det var jo netop kana’anitiske specialiteter. 

Israels senere historie lader os ikke i tvivl om, hvorfor Gud forlangte et totalt opgør med 

kana’anitterne. Det gøres klart for os i Josvas bog, at israelitterne langtfra fordrev alle, da de indtog 

landet. I Dommerbogen lades vi ikke i tvivl om, at det gav problemer igen og igen med fatale 

resultater til følge. Israelitterne faldt dybere end nogensinde, fordi de ikke opfyldte den oprindelige 

mission, som var at rense landet for synd og vederstyggeligheder. 

Vi skal endvidere se kampen om indtagelsen af landet i et videre perspektiv and blot erobringer af 

landområder. Det var en kamp mellem dem, som fulgte Guds anordninger og troede på ham, og 

dem som var vantro og modstandere. 

Det interessante er, at det ser ud til, at mange selv valgte deres skæbne. På Noahs tid, da Gud dømte 

en hel gruppe og i Sodoma og Gomorra, da hele byen blev dømt, var der en vej ud for de få trofaste, 

som forblev oprigtige mod Guds ord. I Josvas bog er der to vidunderlige historier om mennesker, 

der valgte at tro Gud, og det fik herlige konsekvenser. Den ene var skøgen Rahab, som ikke var 

jøde, og de andre var løgnerne fra Gibeon. Der kan ikke herske tvivl om, at begge grupper blev 

reddet på grund af deres tro på Gud. De havde hørt noget, som ikke blot var løse rygter og på basis 

af det, de havde hørt, valgte de at tro. Troen fik dem til at handle. Og det reddede dem. Deres 

moralske kvaliteter og ufine metoder betød tilsyneladende langt mindre end deres tro. Rahab 

hævdede, at de andre i hendes by Jeriko havde rystet i bukserne af angst i 40 år, mens de havde 

ventet på Israels Guds dom (2:9-11). Men hun var den eneste, som tog skridtet fuldt ud og søgte 

hjælp. Hvis andre i Kana’an havde omvendt sig og vendt sig mod Gud, så kunne de meget vel være 

undsluppet dommen, som Rahab gjorde. Tænk på, hvordan det gik i Ninneve, da byen omvendte 

sig. Begge grupper fik en eventyrlig fremtid i Israel, som vi ikke skal studere nærmere her. Blot skal 

vi nævne, at Rahab blev gift med en fornem israelit, og hun blev stammoder til Jesus. På samme 

måde var en af Davids betroede mænd gibeonit, og da de kom hjem fra landflygtigheden hjalp 

gibeonitterne med at bygge muren. 

Et faktum om ”hellig krig” står imidlertid tilbage. Vi kan ikke hente argumenter, der taler for krig, 

fra Josvabogen, hvor Gud helt specifikt beordrede krig. I GT tog Gud sig specielt af en nation, 

israelitterne, af helt klart definerede grunde. Da Messias på et tidspunkt trådte frem af dette folk, 

ændredes alting. 

Jesu efterfølgere levede alle i det samme territorium, som blev indtaget af Josva, Det Forjættede 

Land. Men fire gange i sine allersidste ord, bød Jesus sine disciple at gå ud af Jerusalem til hele 

verden. Gå, fortalte han dem, ikke som en hær der erobrer, men som dem, der kommer med de gode 

nyheder, der angår alle mennesker, alle racer og alle nationer. 

66


Hvis nogen føler sig tilskyndet til at studere Josvabogen med henblik på at retfærdiggøre en hellig 

krig, må de blade lidt videre til Jesus. Selv om han opfordrede til et helligt felttog, så frasagde han 

sig enhver form for voldelige tiltag. Virkeligheden er, at han valgte lidelse og død. Der er ikke 

noget i NT som støtter religiøs krig. 

Så vi fører ikke ”hellig krig” i Jesu navn! Men vi er i krig mod ondskaben og ondskabens 

åndemagter. Det er interessant, at mange af vore sange og en del af vort kristne sprogbrug henter sit 

ordforråd fra, hvad man kunne kalde en ”krigssituation”. Derfor har kristne også let kunnet 

identificere sig med Josvabogens tankegang. 

Josva 11:9 

Hvis en guerrillagruppe i fx et land i Afrika fik kapret en F-16 jetjager, hvad skulle de så med den? 

De kunne sandsynligvis ikke bruge den til noget som helst med mindre, de havde nogle trænede 

piloter. Israelitterne stod overfor en lignende situation. Heste og vogne var avancerede hjælpemidler 

i en krig, som israelitterne ikke ville kunne håndtere de næste mange hundrede år. Josva gjorde 

sandsynligvis disse heste ukampdygtige for at være sikker på, at de ikke ville komme i hænderne på 

fjender igen. Militært og økonomisk set var israelitterne op imod folkeslag, der var langt mere 

avancerede og sofistikerede, end de selv var. 

Josva 11:23 

Set fra en synsvinkel er det naturligvis sandt, at Josva erobrede hele landet, og at de militære angreb 

var en stor succes, men når vi kommer til Dommerbogen kap. 1, ser vi situationen fra en anden 

synsvinkel. Arbejdet blev aldrig gjort færdig. Måske er det lidt som situationen i Irak. Krigen blev 

vundet og var en stor succes, men det er tilsyneladende langt mere kompliceret at vinde freden. 

(13:2-7, 16:10, 23:4 og Dom. 1). Enkelte af stammerne fik sandsynligvis slet ikke deres område og 

måtte tage til takke med at bo blandt de andre. Under alle omstændigheder var konsekvensen, at 

israelitterne i de næste mange år kom til at lide under den hedenske indflydelse kana’anæerne 

forvoldte med deres afskyelige hedenske skikke, fordi ”de ikke fik fordrevet kana’anæerne”. Der er 

imidlertid flere indikationer af, at israelitterne faktisk kunne have gjort arbejdet færdigt. Se fx 

17:13, og 18:3. Der var angiveligt to grunde til, at de ikke drev kana’anæerne ud. Den første var, at 

de gjorde kana’anæerne til hoveriarbejdere (det gav rigdom). Den anden var, at de var trætte af 

krigsførelsen (de ville have fred). Dette er interessant, for det er vel præcis de samme to grunde, der 

hindrer os i ”at erobre hele landet”. Dvs. fuldt og helt leve det liv, Gud har lovet os. Når der er så 

lidt frugt, så lidt hengivenhed og begejstring for Guds sag selv blandt kristne i dag, kan vi uden 

tvivl spore årsagerne tilbage til simpel materialisme og trangen efter et behageligt liv. På den måde 

får vi bekræftet, at mennesker er mennesker, og der er ikke meget ændret fra Josvas dage til i dag. 

Josva 13:1 

I kapitel 13 skiftes der scene. Der er nu gået ca. 7 år siden man krydsede Jordan, og i de næste 

kapitler hører vi om, hvordan landet fordeles. 1. Mos. 48 – 49 og 5. Mos. 33 giver os 

baggrundsmaterialet. Vi bør notere os, at Rubens stamme mistede retten til at vælge først på grund 

af Rubens seksuelle synd, og Simeon og Levi mistede deres ret pga. af deres udåd, som vi allerede 

har nævnt. Juda blev derfor den stamme, som fik lov at vælge først. 

Josva 14:10 

Hvor lang tid tog erobringen af Det Forjættede Land? Josvabogen fortæller det ikke direkte, men 

lidt regning viser, at kampene må have fundet sted i ca. 7 år. Kaleb var 40, da Moses første gang 

sendte ham ind i landet for at udspionere (vers 7). Israel tilbragte 38 år i ørkenen efterfølgende (5. 

Mos. 2:14), så Kaleb må have været 78, da invasionen fandt sted. Eftersom han nu var 85, må de 

sidste syv år af hans liv være gået med at kæmpe. Han var en af de to ældste israelitter; alle de andre 

fra hans generation var døde i ørkenen. 

Josva 15:63 

67


Adskillige steder i Josvabogen (13:2-7; 16:10; 23:4) og i Dommerbogen 1, gør Bibelen det klart, at 

man lod flere kana’anitiske lommer blive liggende i landet. Israelitterne kunne ikke fjerne dem eller 

også lod man dem blive af grunde, vi ikke kender. Disse stammer forblev i årene fremover en stadig 

kilde til vanskeligheder for Israel. 

Josva 17:4 

Den historiske baggrund for disse kvinders anmodning finder vi i 4. Mos. 27:1-11 og 36. 

Josva 18:3 

Vers som 17:13 og 18:3 indikerer, at israelitterne kunne have drevet Kana’anitterne ud, men det 

valgte de ikke at gøre. De brugte i stedet kana’anitterne som hoveriarbejdere og krævede skatter af 

dem – måske var det lidt for komfortabel blot at slå liden til en sådan levemåde. Der var også nogle 

af stammerne, som veg tilbage fra flere felttog, fordi de var bange (17:16). 

Josva 20:2 

Tilflugtsbyerne var beregnet som en tilflugt for personer, som var kommet for skade at forårsage en 

andens død ved et uheld. Disse byer udgjorde et ”helle” eller et tilflugtssted, hvor man ikke kunne 

hævne en afdød. De beskyttede imidlertid ikke en person, som havde begået et overlagt, bevidst 

udført mord (se 4. Mos. 35:6 og 5. Mos. 4:41-42; 19:1-21) 

Josva 21:8 

Som en del af Guds plan fik levitterne ikke deres eget landområde. De fik derimod 48 byer spredt 

rundt i de andre stammers landområde. De fik 4 byer hos hver stamme. Dette tvang dem til at være 

afhængige af Gud i stedet for af landjord (4. Mos. 18:20). Præsterne blev på denne måde spredt 

blandt hele Israels folk, og det gjorde dem naturligvis i stand til at instruere stammerne i Guds lov 

og lede dem i tilbedelsen og dyrkelsen af Gud. 

Josva 22:10 

Lykkeligvis er det ikke altid, at ”hvad der kan gå galt, går galt”. Kap. 22 beretter om en 

misforståelse, som kunne være endt i en tragedie, ja måske i en borgerkrig i Israel. De 2½ stamme, 

der havde fået deres arvelod på østsiden af Jordan, byggede et stort alter ved Jordans bredder, da de 

drog hjem efter indtagelsen af landet. Dette vakte de andre stammers vrede, fordi det blev opfattet 

som et voldsomt brud på Guds lov og hans anordninger. Dels var offertjenesten forbeholdt 

præsterne, og dels skulle tilbedelsen foregå i Tabernaklet, som var blevet rejst permanent i Shilo. 

Spørgsmålet var, om disse 2½ stamme allerede havde sat de anordninger for tilbedelse til side, som 

Moses og Josva havde etableret. Eller havde de rejst alteret på vestsiden af Jordan, fordi de pønsede 

på mere land?? Der blev mobiliseret og sendt delegationer af sted, og man var bestemt på at gøre 

kort proces, hvis de ikke havde en god forklaring. Det havde de! Sandheden var, at disse 2½ 

stamme nok havde bygget noget, der mindede om et alter, men forklaringen var, at det var et slags 

monument eller mindesmærke, der frem for at skille, skulle symbolisere, at alle 12 stammer var 

forenede under Gud. En åben konfrontation og borgerkrig blev undgået efter nogle ophedede 

møder. Episoden viser, hvordan misforståelser, usikkerhed, mistro, etc. ligger latent under 

overfladen og i sig har kimen til at kunne føre til forfærdelige kriser, selv efter man har kæmpet 

sammen, stået last og brast side om side og udholdt strabadser sammen i 7 år. 

Josva 24:15 

Igen og igen bliver Guds folk stillet over for et afgørende valg. Det er ligesom, vi fornemmer 

Moses’ og Josvas bankende hjerte. Hvordan skal det gå? Man kan også undre sig over, at der i det 

hele taget skulle være noget valg efter alt det, de har set Gud gøre i tiden, der er gået. Men valget 

var reelt nok. Ville de tilbede og tjene deres fædres Gud, der havde udfriet dem fra slaveriet og ført 

dem gennem ørkenen ind i landet og givet dem hver deres arvelod, eller ville de følge 

kana’anæernes guder og skikke og tilbede de guder deres forfædre havde tjent i Egypten eller 

68


Mesopotamien. Det ene ville udelukke det andet. Lidt af hvert ville være et fatalt valg. Igennem et 

langt liv havde Josva vist vejen, og i de seneste år havde han været deres fantastiske leder. For 

Josva var sagen klar. Der var ingen vaklen. ”Jeg og mit hus vil tjene Herren”. Folket bekendte det 

samme med munden, men Dommerbogen viser, at Josvas bekymring var velbegrundet. Det var kun 

ord. Igen og igen overgav de sig selv til den afskyelige afgudsdyrkelse og de væmmelige skikke, 

som de oprindelige beboere i landet praktiserede. 

At udfylde Moses’ sko 

Josva kunne både følge en ordre, og give en 

”Israel dyrkede Herren, så længe Josva levede” (24:31) 

Josva kom ligesom israelitterne fra enkle kår og simple omgivelser. Han var født som slave i 

Egypten og fulgte Moses gennem Det Røde Hav til frihed. Han dukker første gang op i Bibelen som 

en militær leder. Ikke længe efter flugten fra Egypten, stod israelitterne over for en ny fjende, og 

Moses vendte sig til Josva og bad ham stå i spidsen for deres første felttog (2. Mos. 17:9-15). 

En måned senere, da Moses klatrede op af det stejle og ujævne bjerg Sinaj for at mødes med Gud, 

var Josva med. Han var den første, der rapporterede til Moses, at der kom mistænkelige lyde fra 

lejren, lyde som viste sig at bunde i israelitternes store åndelige frafald (2. Mos. 32:17). Josva steg i 

graderne og endte med at blive Moses’ betroede nr. 2. Han bistod Moses hver gang en større krise 

dukkede op. Moses ændrede hans navn fra Hoseas, som betyder ”hjælp” eller ”frelse” til Josva, som 

betyder ”Herren frelser”. (Den græske form af Josva er Jesus). 

Umiddelbart inden de skulle ind i Det Forjættede Land, vendte Moses sig til Josva igen og valgte 

ham som en af de 12 spioner, der blev sendt ind i landet for at indsamle informationer. De ti kom 

tilbage fyldte af frygt og bange for den skæbne, som ventede dem. Det var kun Josva og Kaleb, som 

havde tro til Gud på, at han ville holde sine løfter til israelitterne uanset de militære odds. 

Josva fik kendskab til de farer lederskab indebar fra dette spiontogt. Da han vendte tilbage, var der 

tusindvis af vrede israelitter som krævede en offentlig stening (4. Mos. 14). Men han stod fast, og 

Gud belønnede ham. Af alle de israelitter, der forlod Egypten, var det kun Josva og Kaleb, der fik 

lov til at komme ind i Det Forjættede Land. Ikke engang Moses blev den ære vist. Da Moses 

nærmede sig døden, var det et uomtvisteligt valg for Gud og Moses at indsætte Josva som den nye 

leder. Tidspunktet var kommet til, at nr. 2 blev nr. 1. 

Josvas skifte til at blive leder gik forbavsende glat. I virkeligheden var der mange paralleller mellem 

Josvas liv og Moses’. Det mirakel, som overgangen over Jordan udgjorde, er en ret præcis 

gentagelse af Moses’ overgang over Det Røde Hav. Moses mødte Gud direkte ved Den brændende 

Tornebusk; Josva mødte Guds specielle repræsentant ”Herrens hærfører”, og tog også sine sko af 

fødderne ved mødet (5:13-15). 

Både Moses og Josva skrev loven på sten: Moses tilvejebragte en permanent beretning for Israel, og 

Josva skabte et monument for nationen, som de skulle passere forbi på vej ind i det nye land (8:32). 

Begge ledere bønfaldt Gud på vegne af folket. Og begge afsluttede deres virke med udfordrende 

taler, som repeterede historien og udfordrede folket til at træffe et rigtigt valg. 

Det er jo helt åbenbart, at Moses, som voksede op ved Faraos hof, modtog en bedre uddannelse end 

Josva. Moses viste tendenser til filosofiske overvejelser. Josva derimod, var en handlingens mand 

og praktisk, den fuldendte militærmand. Han havde den sjældne gave, at han vidste, hvordan han 

skulle kombinere evnen til at modtage en ordre og give en ordre. 

Bibelen, som aldrig kan beskyldes for at dække over sine heltes skavanker, åbenbarer nogle af 

Josvas fejltrin. Ved en bestemt lejlighed i ørkenden var han lidt forhastet (4. Mos. 11:26-30). Ved 

det første slag ved Aj og ved forhandlingerne med gibeonitterne, handlede han meget impulsivt 

uden først at søge Guds vejledning. Og da han stod overfor sit første større nederlag ved Aj, blev 

69


han lidt usædvanligt for ham grebet af stor frygt, og han blev genstand for Guds utvetydige 

irettesættelse: ”Rejs dig op! Hvorfor kaster du dig til jorden?” (7:6-12). 

Bortset fra disse få undtagelser var Josvas liv kendetegnet af en usædvanlig tro og lydighed. Josva 

lod aldrig presset fra de militære handlinger gribe ind i tilbedelsen og fornyelsen af pagten. Da han 

delte landet op (en kolossal bureaukratisk opgave, som fylder den sidste halvdel af bogen), gjorde 

han det med visdom, indsigt og retfærdighed, og han valgte først sin egen del, da alle de andre 

havde fået. 

Bibelen slår ganske enkelt fast: ”Israel dyrkede Herren, så længe Josva levede” (24:31). Historien 

kom til at vise, hvor sjældent det senere skulle forekomme i denne plagsomme nation. 

Josva 24:26 

Israelitterne etabledere mindst syv mindesmærker for at kommende generationer kunne blive 

mindet om, hvad Gud havde gjort for dem. (Andre stenmonumenter bliver beskrevet i kapitlerne 4, 

7, 8, 10, 22). Selv hvis folk glemte, at de stod i gæld til Gud, så ville landet tale sit eget tydelige 

sprog. 

Dommerbogen 

Frihedskæmpere 

Disse ”dommere” greb til våben for at forsvare deres hjemland 

”Hver gang Herren lod en dommer fremstå blandt dem, var Herren med ham og frelste dem fra 

deres fjender, så længe dommeren levede” (2:18) 

De ”dommere”, der fremstod efter Josva, vil vi i dag vel nærmest betegne som frihedskæmpere eller 

guerilla soldater. Disse mænd og en kvinde blev ikke først og fremmest kendt for deres rolle i 

tvister mellem israelitterne (altså dommere, som vi forstår ordet), men for deres militære bedrifter 

mod fremmede folkeslags indtrængen og hærgen. Som alle militære ledere afgjorde de af og til 

tvister; men Dommerbogen er ikke først og fremmest optaget af jura og retssager, men her gælder 

det den medrivende kamp for frihed. 

Den nye nation oplevede en svær tid, som langt hen ad vejen var selvforskyldt. Disse dommere 

holdt sig sjældent til ”de internationale regler, som i dag gælder for krigsførelse”. Nogle af 

beretninger er barske, og der bruges ufine metoder, som da den kejthåndede Ehud (Dom. 3:12-30) 

skulle betale en skat til moabitterkongen Eglon og meddelte ham, at ”han havde et ord til ham fra 

Gud” under fire øjne. Da de var alene, stak han sit sværd i maven på kongen, der var så fed, at 

sværdet forsvandt og blev siddende i den døde mand. Beretningen om Gideon er så spændende og 

usædvanlig, at når man har hørt den en gang, ja så vil man ingensinde glemme den igen. Med sine 

300 mand var Gideon årsag til, at der faldt 120.000 våbenføre midjanitter, som i årevis havde 

plaget, røvet og hærget blandt israelitterne. Samson stod aldrig i spidsen for en hær. Historien er så 

speciel, at der har været lavet operaer og skuespil om hans liv og bedrifter. I den sammenhæng er 

det jo nok ikke mindst hans svaghed for kvinder, det er spændende at gøre et stort nummer ud af 

(14-16). 

Det meste af tiden gemte israelitterne sig i bjergområdet, mens deres fjender med langt bedre våben, 

kontrollerede de store sletter. (Krigsvogne er som tanks altødelæggende i et fladt område, men er 

næsten ubrugelige i mudret eller bjergrigt terræn). Israelitterne, der var få i antal, slog deres lid til 

bagholdsangreb og smarte indfald. De kendte hver en krog, for de kæmpede for deres hjemland. 

Strategi gjorde det ud for størrelse og styrke. 

70


Mange af disse dommere var nok helte, der på én måde både fascinerer og inspirerer, men det var 

også mennesker med store brist. Hvis man kun læser, fordi man er på udkig efter helte, så må man 

ignorere halvdelen af Dommerbogen – og man vil gå glip af en af bogens vigtigste pointer for så 

vidt angår Guds gerning blandt israelitterne. 

Samson var et ynkværdig muskelbundt, hvis svaghed for kvinder blev hans sørgelige endeligt. 

Gideon vandt i Guds kraft en af historiens mest bemærkelsesværdige sejre, og ledte bagefter hele 

folket ind i afgudsdyrkelse. Jefta, der var en tidligere fredløs, kendte tilsyneladende meget lidt til 

den Gud, man formodede, han ville tjene. 

Hertil kommer det stof, som ikke har med heltene at gøre. Abimelek, Gideons søn, som 

massakrerede 70 halvbrødre, så han kunne blive udnævnt til konge; Jefta og Gideon, som 

nedslagtede grupper fra deres eget folk, fordi de ikke støttede dem; og de ynkelige personer fra de 

sidste frem kapitler i Dommerbogen. Her møder vi nogle af Bibelens hæsligste historier om drab på 

søskende, frafald, umoral, homoseksuelle voldtægtsforsøg, borgerkrig, voldtægt og mord. Jo 

længere frem vi kommer i bogen, jo værre bliver det. Man kan godt fristes til at undre sig over, 

hvorfor noget sådant overhovedet skal med i Bibelen. Men ethvert billede har skygger, selv 

spændende bøger har trælse kapitler. I beretningen om Gud og hans folk er Dommerbogen et sådant 

kapitel. Helte dukker op sporadisk, men mennesker i al almindelighed er og bliver langt fra altid 

helte. 

Gud havde håbet på bedre vilkår for sit folk, end det vi bliver præsenteret for i Dommerbogen. De 

var blevet reddet fra slaveriet i Egypten. Han havde givet dem et rigt land og introduceret dem for et 

storslået system, der indebar tilbedelse og dyrkelse af ham, som den eneste sande og levende Gud. 

Han ville ikke være en fjern Gud i Himlen – han ville bo og leve blandt dem. 

Når alt kommer til alt, er det vel også blot en afspejling af den virkelighed, vi er omgivet af. 

Hvorfor vælger mennesker i dag, der skulle vide bedre, som de gør! Det er der naturligvis mange 

grunde til. Når vi betænker, hvor godt alting kunne være i det land, Gud havde givet Israels folk. De 

lod sig lokke og friste af de vederstyggeligheder, de så hos de folk, der stadig boede iblandt dem og 

hos nabofolkene. Det var folk, der bl.a. tilbad afguderne gennem sex-orgier og børnofringer. 

Israelitterne havde de bjergrige områder, men de fremmede boede hyppigt i de dale, som skar 

gennem landet og adskilte de enkelte stammer fra hinanden. Det varede derfor ikke længe, inden 

hver enkelt stamme begyndte at handle uafhængigt af de andre. Der blev på den måde indbyrdes 

rivalisering blandt stammerne, og fornemmelsen af fælles nationalitet forsvandt også. Det blev 

almindeligt at tilbede både Ba’al og Gud. Selv om de nedstammede fra 12 brødre, brugte de mere 

tid på at bekæmpe hinanden end på at bekæmpe fremmede undertrykkere. De gjorde sig skyldige i 

at overtræde bogstaveligt talt hver eneste moralsk standard, og bogen slutter med de nedslående ord, 

som vel også kunne kendetegne vores tid: ”Enhver gjorde, hvad han fandt for godt.” 

Fremmede folkeslags invasioner var altså ingen tilfældighed. Dommerbogen lader os ikke i tvivl 

om, at de var sendt fra Gud som straffeekspeditioner, præcis som Moses og Josva havde forudsagt, 

at det ville blive, hvis man veg fra Guds veje. Der dannede sig et fast mønster. Gud tillod lidelse 

som en konsekvens af israelitternes ulydighed. Når forholdene så blev grumme nok, vendte folket 

sig mod Gud og råbte om hjælp, og Gud sendte en ”frelser”, som reddede dem. Men omvendelsen 

var sjældent så dybtgående, at den skabte varige forandringer til det bedre. Og så begyndte det 

forfra igen. 

Konklusionen må være, når vi har læst Dommerbogen, at selv om folket igen og igen glemte Gud, 

glemte han aldrig dem. Gud slog aldrig hånden af sit folk. Hans kærlighed var utrættelig, og han 

holdt ud altid parat til at begynde om igen og igen. Det er den selvsamme Gud, vi tjener. Og han 

alene er også håbet for vores land. 

Dom. 1:7 

71


En person som mangler tommelfingre og storetæer kan ikke gribe et våben, og vedkommende kan 

heller ikke løbe af sted. Så når man skar disse vedhæng af, var man sikker på, at de tilfangetagne 

fjender aldrig ville komme til at slås igen. 

Dom. 1:19 

Hvorfor lykkedes det ikke israelitterne at indtage hele det territorium, som var blevet lovet dem? En 

af grundene var en indædt modstand mod alt militærvæsen. Israelitterne havde aldrig udviklet en 

avanceret teknik, der indebar brug af vogne, som ville svare til vore dages kampvogne. Israel 

kontrollerede højdedragene, hvor vogne var uhåndterlige, men de fik ikke fodfæste i lavlandet på 

sletterne. Det lykkedes heller ikke israelitterne at erobre Jerusalem (vers 21); byens placering på et 

bjergplateau gjorde så at sige byen uindtagelig. 

Dom. 2: 13-14 

Israels naboer dyrkede og tilbad Ba’al og Astarterne, som var henholdsvis mandlige og kvindelige 

frugtbarhedsguder. Ved disse guders helligdomme var sexritualer i forskellige former en del af 

gudsdyrdelsen. Man troede fx., at sex med tempelprostituerede førte til bedre afgrøder og mange 

børn. Afgudsdyrkerne ofrede også af og til deres børn til disse guder. Israelitterne var 

tilsyneladende tiltrukket af disse hedenske religioner i stort set hele den Gammel Testamentlige 

periode. 

Dom. 3:6 

Dette skriftafsnit viser, hvorfor GT var imod blandede ægteskaber, som det var sædvanen i 

dommertiden. Etniske forskelligheder var ikke problemet. I virkeligheden har vi jo en vidunderlig 

historie fra denne periode, hvor moabitinden Ruth, som jo var ikke-jøde, giftede sig ind i en jødisk 

familie uden problemer af nogen art. Det var problemløst af en eneste grund. Ruth havde accepteret 

Israels Gud. Når blandede ægteskaber betød religionsblanding, så blev troen på Gud fuldstændig 

udvandet. 

Dom. 4:9 

Den eneste kvindelige leder i Dommerbogen, Debora, havde vundet sig en indiskutabel respekt. 

Hun sendte bud efter Barak, for at han skulle lede hæren, men han satte sig imod at indlede et 

felttog uden Debora. Debora indvilligede, men sagde så også, at han måtte finde sig i, at den 

virkelige helt i kampen ville blive en kvinde. 

Dom. 6:5 

Her hører vi første gang i Bibelen, at kameler bliver brugt i krigstjeneste. Midjanittiske fjendtligt 

indstillede grupper lod israelitterne dyrke deres afgrøder, og når disse afgrøder var klar til at høste, 

drog de hærgende ind og berigede sig med hele udbyttet. Uden et effektivt forsvar gemte 

israelitterne sig i huler og på øde steder. 

Guds råmateriale 

Gud fik det skjulte potentiale frem i Gideon 

”Men Herren sagde til ham: ”Fred være med dig! Vær ikke bange, du skal ikke dø!”” (6:23) 

Man kan ikke sige, at Gideon – frygtsom og tilbageholdende - var en typisk kriger. Første gang vi 

møder ham, tærskede han hvede i smug i vinpersen. Hvis han havde gjort det åbenlyst, ville 

midjanitterne straks have konfiskeret det, han havde. Midjanitterne dominerede israelitternes 

dagligdag i en grad, så de sjældent fik høstet deres afgrøder; mange søgte tilflugt i huler af frygt for 

midjanitterne. 

Gideon førte sig mildest talt ikke frem. Da Herrens engel trådte ind på scenen, kom paraderne op. I 

første hånd var Gideon ikke imponeret over at få et så fornemt besøg. Tværtimod havde han en 

72


række eksistentielle spørgsmål, som brændte sig på! ”Hvor er Gud i dag! Har Gud, der førte os op 

fra Egypten, forkastet os? Hvorfor har alt dette ramt os?” 

På sin vis var det vel fair at stille alle disse spørgsmål. På den anden side lå forklaringen lige til. 

Hele hans familie og landsbyen tilbad og dyrkede Ba’al og ikke Herren. 

Men Gud var stadig Gud. Han, der havde friet dem mirakuløst fra slaveriet i Egypten, ville også fri 

dem mirakuløst fra midjanitternes tyranni. Gideon fik uigendrivelige forsikringer om, at Gud ville 

stå bi. 

Det er ikke altid enkelt at søge Guds hjælp og assistance. Specielt ikke, når han ønsker 

indsatsstyrken reduceret fra 32.000 kampklare mænd til en lille overskuelig flok på 300, der drikker 

vand som hunde. Hvis de ville kunne klare en veludstyret hær på over 100.000 mand, kunne der 

ikke herske tvivl om, at Gud stadig var Gud. 

Gud kendte Gideons potentiale, og med stor tålmodighed fik han indgydt Gideon mod. Gud 

opmuntrede ham, ledte ham og forvandlede ham. På en nat blev Gideon en stærk og beslutsom 

general, og det førte til en af de mest bemærkelsesværdige sejre med de mest forunderlige midler og 

våben, der nogensinde er blevet vundet i krigshistorien. Den, der var mest overrasket, kunne sagtens 

have været Gideon selv. Hvorom alting er, så nød Israel igen frihed fra deres fjender i en periode. 

Beretningen om Gideon viser et mønster. På en tid, hvor kvinder blev regnet som andenrangs 

mennesker (9:54, 19:24), valgte Gud Debora som leder. Jefta, som også blev dommer, levede som 

en udstødt, og han var leder for en gruppe fredløse, før Gud valgte ham som leder for sit folk. 

Mønstret er det samme hele vejen gennem Bibelen. Gud valgte heller ikke Israel pga. dets størrelse 

eller pga. særlige fortrin. Tilsyneladende valgte Gud ikke nødvendigvis de mest velegnede og heller 

ikke dem, der naturligt var ”moralsk uanfægtelige”. Han valgte en ubetydelig, svag slavestamme 

uden megen kultur og med en usædvanlig ringe korttidshukommelse, hvad angik Guds 

velgerninger. Igen og igen demonstrerede israelitterne deres mangler og ufuldkommenhed. Og det 

gjorde deres ledere også. Med dette lidet overbevisende materiale gjorde Gud vældige ting, sådan at 

verden kunne se og umiskendeligt forstå, at herligheden og æren alene tilhørte Gud. 

Situationen er vel ikke meget anderledes for os. I 1. Kor. 1:26-31 gør Paulus det klart, at vi er i den 

præcis samme situation. Vi har ikke noget at rose os af overhovedet. Hvis nogen føler grund til 

stolthed, skal han være ”stolt i Herren”. Vi er i samme båd som skøgen Rahab og løgnerne 

gibeonitterne. 

Dom. 6:30 

Vi undres, når mennesker vender Guds ord op og ned. Ifølge 5. Mos. 13: 6-10 skulle afgudsdyrkere 

stenes. Men her ser vi, at israelitterne var parate til at stene Gideon, fordi han ødelagde afguderne. 

Dom. 6:37 

Hvor meget bevis skal et menneske have for at kende Guds vilje? Selv om Herrens engel havde 

forsikret Gideon om, at succesen var hjemme, blev han ængstelig og ønskede at dobbelttjekke, og 

senere ønskede han at tjekke yderligere en gang ved at bede om et mirakel. I nogle kredse i dag er 

der også en tendens til at foretage ”fåreskinsprøven” i et forsøg på at bede Gud om et eller andet 

usædvanligt for at få bekræftet hans ledelse. Gideons handling synes imidlertid mere at pege i 

retning af en markant mangel på tro end på end en generel model, vi kan benytte, når vi vil søge 

Guds ledelse. 

Dom. 8:14 

Nogle forskere argumenterer, at meget af GT blev givet videre ved hjælp af mundtlige 

overleveringer. Man mener således, at det først blev skrevet ned på et langt senere tidspunkt. Denne 

korte bemærkning om, at en ung mand gjorde nogle skrevne notater, viser, at skriftsprog og 

skrivekunst var vidt udbredt også på dette tidspunkt – og på denne måde er der intet i vejen for, at 

GT’s bøger kunne være blevet skrevet ned kort tid efter, at begivenhederne, de fortæller om, fandt 

sted. 

73


Dom. 8:23 

Til forskel fra de fleste andre nationer havde Israel ikke nogen konge på dette tidspunkt. Gideon, 

som afslog en anledning til at komme til at styre, forklarer hvorfor. Gud alene skal styre og regere. 

Generationer senere, da israelitterne insisterede på at få en konge som leder, fortolkede Samuel 

folkets ønske som en afvisning af Gud (1. Sam. 10:19). 

Selv efter at Israel fik en konge, var kongens magt begrænset; regenterne stod til regnskab over for 

Gud, den ultimative regent. Dette var en usædvanlig tankegang på et tidspunkt, hvor mennesker 

tilbad konger som guder. 

Dom. 9:23 

Den ”onde ånd” ,Gud sendte, var ikke nødvendigvis et ”overnaturligt fænomen”. ”Ånd” i Bibelen 

betyder bogstaveligt talt ”vind” eller ”åndedrag”, og denne bemærkning kan oversættes: ”Gud 

sendte en dårlig vind” eller ”en bitterhedens ånd”. Måske voksede der en indstilling frem præget af 

bitterhed og mistro mellem Abimelek og folkene i Sikem. Karakterisktisk nok tilskriver Bibelen, at 

denne udvikling skyldes Gud, selv om menneskelige årsager sandsynligvis også var involveret. 

Dom. 9:54 

Abimelek foretrak at dø øjeblikkeligt frem for, at det skulle siges, at en kvinde havde dræbt ham. 

Mandschauvinistiske indstillinger havde kronede dage dengang Dommerbogens hændelser fandt 

sted, selv om det også er klart, at kvinder gjorde deres indflydelse gældende på godt og ondt. Her og 

i beretningen om Jael (4:21) brugte kvinder de redskaber de nu kunne finde til at dræbe farlige 

mænd. (Det blev traditionelt betragtet som ”kvinders arbejde” at male korn med en kværnsten og at 

sætte telte op med pløkke). Debora, en dommer og general, og Dalila, som forførte Samson, brugte 

henholdsvis deres indflydelse på en god og en dårlig måde. 

Dom. 11:6 

Jefta var, som det også var tilfældet med kong David, en fredløs, som efterhånden fik ledererfaring 

ved at stå i spidsen for en lille gruppe eventyrer. Israel vendte sig mod ham, da de havde brug for en 

militær leder, som det senere skete, da de søgte Davids hjælp. Jeftas omdømme blev imidlertid 

aldrig af samme karat som Davids, og grunden har uden tvivl at gøre med hans udprægede mangel 

på kløgt og visdom. Hans uoverlagte ed til Gud (vers 31) og hans udiplomatiske svar på en klage 

(12:3) fik negative følger. 

Dom. 12:1 

”Mildt svar afvender vrede”, siger Ordsprogsbogen 15:1. Vi kan sammenligne Jeftas svar til 

efraimitterne med Gideons langt mildere svar til den samme type beklagelse i Dom. 8:1-3. I 

Gideons tilfælde lagde vreden sig. I dette tilfælde var resultatet en borgerkrig, hvor 42.000 

israelitter døde. Ordet ”shibbolet” (vers 6), som efraimitterne ikke kunne udtale pga. deres accent, 

er et af de få hebræiske ord, som også er blevet en del af både det engelske og danske sprog. 

Dom. 14:1 

Timna var kun 7-8 km tværs over dalen fra Samsons hjemby. Tilsyneladende bevægede filistrene 

og israelitterne sig uhindret frem og tilbage, og det var bestemt ikke alle israelitterne, som var i 

opposition til filistrene (se 15:1). Samson, som begav sig ud på den korte spadseretur, blev 

tiltrukket til en ung filisterkvinde. Hans manglende forståelse af vigtigheden af religiøse forskelle 

og hans manglende villighed til at underordne sig sine forældre var dårlige varsler. 

Samson: Svaghed over for kvinder 

Generationens stærkeste mand levede aldrig op til den lovende start 

”Jeg har set en filisterkvinde i Timna. Lad mig få hende til kone!” (14:2) 

74


Samson, som var sin generations stærkeste mand, var tragisk nok ude af stand til at kontrollere sit 

begær. Når han så en attraktiv kvinde, så ville han have hende. Han faldt først for en ung kvinde, 

som han så i en filisterlandsby, der lå tværs over dalen fra hans hjem. Hans forældre prøvede at tale 

ham fra det, eftersom hendes religion og kultur var uacceptable, men han ville høre på dem. Han lod 

sig styre af sit begær. Ægteskabet varede kun nogle få dage og resulterede i snesevis af døde. 

Den berømte Dalila var mindst den tredje kvinde, som han fjantede rundt med i henhold til 

Dommerbogen. Hun var. ligesom hans første kærlighed, filister, og hun boede ikke langt fra hans 

hjem. Det er interessant, at selv om tusindvis af mænd ikke kunne klare Samson, så lykkedes det for 

en indsmigrende kvinde, der brugte list. Takket være hende blev han taget til fange, fik øjnene 

stukket ud og sat til slavearbejde med at trække en kværn. Hans sidste triumf var ironisk nok meget 

passende. Blind og bundet i lænker blev han trukket frem som en kuriositet til morskab for en 

hujende skare af mennesker. Han ødelagde sig selv, samtidig med han lod sin hævn ramme skaren 

af mennesker. Ved sin død, såvel som i sit liv, er det svært at sige, hvem der led mest på grund af 

Samsons voldsomme temperament: filistrene eller Samson. 

Når man betænker, hvad Gud havde forestillet sig, at Samson skulle blive til, så forekommer hans 

liv usædvanligt tragisk. I Israel var der et desperat behov for en stærk og tillidsfuld leder, for 

filistrene blev mere og mere nærgående og gjorde sig til herrer, og mange israelitter var 

tilsyneladende villige til at lade filistrene sætte dagsordenen. Gud gjorde sig store tanker om 

Samson. Af alle dommerne var Samson den eneste, hvis fødsel blev bekendtgjort, før han blev født 

(13:3). Han blev opdraget til at tilhøre den specielle gruppe af mennesker, der var kendt som 

nasiræerne (beskrevet i 4. Mos. 6), hvis liv var specielt indviet til Gud. Nasiræerne drak aldrig vin, 

kom aldrig nær et dødt legeme, og de lod heller ikke deres hår klippe. 

På trods af Samsons svagheder brugte Gud ham. Han bliver nævnt i Bibelens kapitel over troshelte 

(Hebr. 11:32) sammen med Gideon, Barak, Jefta, som alle er omtalt i Dommerbogen. Selv om 

Samson vel næppe var sig bevidst om, hvad det betød at leve for Gud, og selv om han ikke kunne 

styre sit begær og temperament, så havde Samson stadig stor fysisk styrke, som var en overnaturlig 

gave fra Gud. Med denne styrke slog han filistrene tilbage – mere ved et uheld end fordi han ville – 

og Israel forblev intakt. 

Samson ligner et tog, hvis lokomotivfører er faldet af lokomotivet, hvorfor toget tromler frem og 

smadrer alt, det møder på dets vej. Men for så vidt angår Gud, så er der ingen rigtige ulykker. Han 

brugte de tragedier Samson påførte sig selv til noget godt. 

Dom. 15:14 

Fire gange (se også 13:25; 14:6,19) er Dommerbogens kommentar, at ”Herrens ånd greb ham”. 

Den samme betegnelse bliver brugt om andre af dommerne, selv om det ikke sker så tit. Men Ånden 

formidlede kun en usædvanlig styrke til Samson, så vidt vi kan se; han synes fuldstændig at mangle 

Åndens frugt som kærlighed og besindelse (selvbeherskelse). 

Dom. 16:30 

Arkæologer har udgravet templer fra Samsons tid. Det er typisk, at store træsøjler blev placeret tæt 

sammen for at støtte taget. Af og til var der placeret en balkon til tilskuere under taget. Det er ret 

sandsynligt, at denne struktur allerede knagede under vægten af 3.000 mennesker, som alle ville 

samle sig i den ene side for at kigge på Samson. Det lykkedes imidlertid Samson at skubbe søjlerne 

af deres stensokler, og derfor brasede taget sammen. 

Dom. 17:6 

Fire gange nævner de sidste kapitler i Dommerbogen, at der ”ikke var nogen konge”. To gange 

tilføjer Dommerbogen, at ”alle gjorde, hvad de fandt for godt”. Denne redaktionelle bemærkning er 

sikkert blevet føjet til senere, efter at monarkiet var indført under Saul og David; en konge samlede 

nationen. Forskellige problemer fra denne periode er åbenbare, som det fremgår af vers 5: 

75


afgudsdyrkelse og indsættelsen af en præst, som ikke kommer fra den præstelige familie. 

Beretningen, som følger, viser, hvordan en gruppe af israelitter hærger en anden, som om de var 

fjender og ikke slægtninge. 

Når det hele hænger i en tynd tråd 

Tyveri, voldtægt, mord, afgudsdyrkelse: Israel havde nået lavpunktet og var ved at ødelægge 

sig selv. 

”På den tid var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde, hvad han fandt for godt” 17:6 

Der kommer et tidspunkt, hvor man ikke kan give andre skylden. Det er situationen, når vi nærmer 

os de sidste kapitler af Dommerbogen. Kameraet zoomer ind mod slutningen af filmen for at 

fokusere på det interne forfald. Det er ikke de ydre fjender, der betyder noget længere. Israel selv er 

blevet sin egen værste fjende. 

De sidste 5 kapitler giver os et forfærdeligt portræt af situationen. Meningsløst og voldeligt 

begynder disse sidste kapitler med en søn, som stjæler fra sin moder, og kapitlerne ender med 

forældre, der bliver enige om at lade deres døtre blive kidnappet. Ind imellem møder vi homosexuel 

og ”almindelig” gruppevoldtægt, mord, afgudsdyrkelse, væbnet røveri og massedrab. Det er ikke 

ydre fjender, som forestår disse ugerninger. Israelitterne gør det mod hinanden. Det turde være 

indlysende, at Guds udvalgte folk, som alene skulle tjene Gud og følge hans anordninger, at de nu 

er faldet så dybt, som et folk overhovedet kan falde. 

De første 16 kapitler af Dommerbogen fortæller gentagne gange om fjendtlige invasioner, som fik 

Israel til at råbe til Gud. Gud lyttede til sit folk og sendte dommere og frihedskæmpere, som frelste 

folket fra deres fjender. 

I modsætning hertil ser vi, at Gud ikke sendte ”frelsere” i de sidste 5 kapitler. Ingen nok så dygtig 

militær leder kunne redde dem fra sig selv. I stedet gentager disse kapitler flere gange de 

alvorsfulde ord: ”På den tid var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde, hvad han fandt for godt.” 

Vi vægter individualisme, men Gud vægtede, at folket var forenet i kærlighed til ham og til 

hinanden. Guds lov skulle binde folket sammen, så de var forenede i tilbedelsen af ham i 

Tabernaklet og i et fælles mål af omsorg for hinanden. Det erstattede israelitterne med en 

livsholdning, der gik ud på ”at gøre det, du har lyst til”. Det splittede samfundet, og den enkelte 

familie eller gruppe kæmpede for dens egne rettigheder. Resultatet var katastrofalt. De sidste 

kapitler i Dommerbogen fortæller den trøstesløse historie. 

Som sagt slutter de sidste kapitler i Dommerbogen med den sørgelige beretning om israelitternes 

indbyrdes strid. De har tilegnet sig deres fjenders skikke. De tilbeder afguderne. Deres liv er 

seksuelt umoralske. De har ingen respekt for deres forældre. De har glemt de anordninger og regler, 

Gud har givet. Det er vanskeligt i slutningen af Dommerbogen at finde overbevisende grunde til, at 

Gud skulle frelse Israel fra deres fjender. Det er i virkeligheden vanskeligt at sige, om israelitterne 

er blot den mindste smule forskellige fra deres fjender mere. Israel var i realiteten blevet sin egen 

værste fjende. Den forfærdelige episode i kap. 19: 15 viser, at forholdene i Israel kunne 

sammenlignes med de forhold, der herskede i Sodoma og Gomorra (1. Mos. 19:6-8) 

Der er kun et lille glimt af håb. Israelitterne blev trods alt chokeret over Benjamitternes 

gruppevoldtægt. Folket havde stadig rygrad nok til at kunne samles og straffe en sådan 

skændselshandling. Men i deres livsforståelse, gudstro og opførsel er de milevidt fra den lovende 

gruppe af mennesker Josva førte ind i Det Forjættede Land. 

Dom. 18:24 

Mikas ramaskrig giver os en sørgelig kommentar til situationen i Israel. Selv om hans stjålne guder 

angiveligt var ude af stand til at beskytte sig selv, og da slet ikke ham, så kendte Mika ikke til andre 

tilflugtssteder. Dagens orden var anarki og afgudsdyrkelse. 

76


Dom. 19:15 

I Mellemøsten på denne tid tog mennesker gæstfrihed meget alvorligt. Når en mand som levitten 

satte sig på byens torv i en israelsk by, forventede han, at folkene i byen (hans slægtninge) tilbød 

ham et sted at være og overnatte. Men kun en gammel mand fra hans hjemstavn tilbød levitten 

gæstfrihed. De lokale var ugæstfrie, og det var et ildevarslende tegn. 

Den gamle mand tog øjensynligt gæstfrihed alvorligt. Uheldigvis tog han kvinder endnu mindre 

alvorligt. I virkeligheden opfordrede han den fjendtligt indstillede menneskemængde til at voldtage 

hans datter og hans gæsts medhustru som en slags erstatning for gæsten selv, som de havde udtrykt 

ønske om ”at få fingrene i”. Tilbudet var næsten identisk med det, som Lot gav den aften Sodoma 

blev ødelagt (1. Mos. 19:6-8). Historien antyder, at Israel nu var blevet ligesom Sodoma. 

Ruths Bog 

Usædvanlige kærlighedsbånd 

Ruth og No’omi mistede alt undtagen deres omsorg for hinanden 

”Nej, hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min 

Gud. Hvor du dør, vil jeg dø, og der vil jeg begraves. Herren ramme mig igen og igen; Kun døden 

skal skille os!” (1:16-17). 

Det var højst besynderligt, at Ruth og No’omi skulle blive venner. I alder tilhørte de hver sin 

generation. Den ene var ung og stærk, den anden midaldrende til den gode side. Men det mest 

mærkværdige var måske, at den ene var den andens svigermoder, og hun kom fra en helt anden 

etnisk og religiøs baggrund. Hvordan var de blevet knyttet uløseligt sammen? 

De havde mistet alt, da deres mænd døde. Uden deres mænds beskyttelse og arbejdskraft måtte de 

leve et liv i frygt og ængstelse, for tiderne var hårde. Der var ikke andre til at tage sig af dem. De 

havde kun hinanden. 

Ruths Bog handler ikke om to kvinder fyldt af vrede over livets tilskikkelser og uretfærdigheder. 

Den handler tværtimod om, hvordan disse kvinder tager initiativ til ved Guds hjælp at finde en 

mand, som vil sørge for dem. 

Initiativet fra en kvinde opleves sjældent så direkte som i Ruths Bog. Ruths svigermoder var 

hjernen bag projektet, der gik ud på at finde ud af, hvor Boaz, som var en slægtning, camperede i 

forbindelse med høsten. Da de nødvendige forberedelser var gjort, ventede Ruth indtil det blev 

mørkt, krøb ind under hans kappe ved fodenden og lagde sig. Da Boaz vågnede og fandt hende der, 

var det ikke nødvendigt, at nogen fortalte ham, hvad hun ville. Hun ønskede, at han skulle blive 

hendes mand. Han var smigret, og inden solen var gået ned, havde han iværksat de nødvendige 

lovformelige foranstaltninger for at kunne indgå ægteskab. 

Gud havde sørget for, at samfundet fungerede således, at velstående mænd som Boaz kom til at 

tilgodese og hjælpe de nødlidende. Ifølge GT-lov skulle en bonde nemlig efterlade noget af kornet 

på marken, så at fattige folk som Ruth kunne få lidt høst. Og ifølge samme lov skulle en hjælpeløs 

enke indlemmes som hustru i hjemmet hos en af hendes mands slægtninge. Det var ifølge denne 

lov, at Boaz ”gjorde krav” på Ruth (4:1-12) 

Under overfladen til denne dejlige historie om Ruth fornemmes konturerne af en anden hjælper – 

Gud. Beretningen siger ikke noget om, at han greb ind i begivenhedernes gang. Men Ruths Bog 

lader os ikke i tvivl om, at man var fuldt bevidst om, at livets tilskikkelser skred frem under Guds 

77


ledelse og velsignelse. Det var Herren, som Ruth sværgede ved, da hun erklærede No’omi sin 

kærlighed (1:17), og det var Herren No’omi tilskrev årsagen til, at Ruth havnede på Boaz’ mark 

(2:20). Det var Guds lov, som lå til grund for ægteskabet mellem Ruth og Boaz. Endelig gav Herren 

dem en søn, som både mor, far og bedstemor glædede sig usigeligt over. 

De sidste vers i Ruths Bog viser endvidere, at Guds plan gik langt ud over Ruths og No’omis 

personlige problemer. Ruth tilhørte det foragtede folk moabitterne, som var Israels fjender. Gud 

ikke bare tog imod hende i sin familie, men brugte hende også som stammoder i tilvejebringelsen af 

Israels største konge. Ruths oldebarn blev David. Til alle, som mente, at Guds kærlighed kun gjaldt 

israelitterne, beviste Ruths liv det modsatte. 

Ruths Bog er et lille hurtigt læst skrift. Den tyske digter Goethe sagde: ”Vi ejer intet i 

verdenslitteraturen, som i elegance kan sammenlignes med den episke og idylliske poesi i Ruths 

Bog”. Hvad ville forfatteren til Ruths Bog med dette lille skrift?? Er der en dybere mening? 

Vi må først og fremmest koncentrere os om de tætte kærlighedsbånd, der er mellem Ruth og 

No’omi. Denne kærlighed, som synes at trives desto bedre jo værre de ydre forhold var, er 

grundtonen i skriftet. På den måde bringer den håb til mennesker, som også har det svært. 

Forfatteren forudsætter, at læserne forstår den kulturelle og historiske baggrund for denne periode af 

jødernes historie. Vi finder noget af baggrundsmaterialet i bl.a. i 5. Mos. 25:5-10, som beskriver 

forpligtelsen til at gifte sig med en enke, såfremt man er i familie med enkens afdøde mand – 

forløserforpligtelsen. 3. Mosebog 25:23-28 beskriver regler for de fattiges ejendom og 3. Mos. 

19:9-10 beskriver de fattiges rettigheder. Dommerbogen giver det historiske perspektiv og er en 

slags oversigt over den forfærdelige tid, som Ruth levede i. 

1:22 

Forfatteren lægger vægt på at Ruth var moabitinde. Det var et faktum, som ville have gjort et 

voldsomt indtryk på de første læsere. Moab og Israel var bitre fjender, og Ruth løb en vis risiko ved 

at immigrere til et land, som kunne finde på at behandle hende som en foragtet fremmed. Denne 

beretning om familiekærlighed loyalitet fandt sted under dommertiden, da mord, umoral og anarki i 

al almindelighed dominerede. 

2:3 

I Det gamle Testamente brugte Gud adskillige velfærdsprogrammer for at hjælpe de fattige. En af 

disse foranstaltninger, som vi møder i dette skriftafsnit, var forordningen om at efterlade noget af 

høsten på marken, som de fattige så kunne have nytte af. Fattige mennesker tiggede ikke for at få 

almisser. De måtte tværtimod arbejde for det, de fik. (3. Mos. 19:9-10 og 5. Mos. 24:19-22 giver 

retningslinierne). 

De fattiges indsamling af aks var et både ydmygende og farligt arbejde. Ruth, som gik alene og 

også var fremmed, viste stort mod ved at arbejde på markerne, og det varede ikke længe, inden 

formanden blev opmærksom på hendes flid. 

4:1 

For at kunne ægte Ruth måtte Boaz gennem en indviklet juridisk procedure i byporten, som var det 

offentlige samlingssted for landsbyens folk. Jødernes love tilsigtede, at ejendom skulle forblive i 

familien, og de samme love skulle ligeledes beskytte familiemedlemmer, som var kommet i 

økonomisk uføre eller på anden måde var hårdt ramt. Som en fjern slægtning havde Boaz mulighed 

for erhverve eller ”løse” No’omis familiebesiddelser, men kun såfremt en slægtning tættere på, den 

lovformelige ”løser”, havde afstået fra sin forpligtelse. Boaz endte med at erhverve sig 

besiddelserne og retten til at gifte sig med Ruth, No’omis slægtning. 

78


Første Samuelsbog 

Behovet for lederskab 

Israel, der kæmpede for sin overlevelse, havde brug for en leder 

”Ingen vinder sejrer ved egen kraft. Herrens modstandere forfærdes, den Højeste tordner i himlen” 

(1. Sam. 2:9-10). 

Man kan sige, at intet land og ingen organisation, ja end ikke en familie er andet og mere end de 

ledere, der står i spidsen. Men hvordan får man gode ledere? Israel var tvunget til at stille sig selv 

spørgsmålet, da man på et tidspunkt måtte gøre noget eller gå til grunde. Samuelsbøgerne fortæller 

os om 3 forskellige ledere, som nåede toppen, og som alle var Guds gave til israelitterne. Samuel, 

Saul og David. Alle 3 havde hver især deres fortrin. De var stærke personligheder, som påkaldte sig 

folkets respekt og beundring. To af dem, Samuel og David, fik stor succes. Den sidste, Saul, havde 

en løfterig start, men endte som en fuldstændig fejltagelse. 

Israel kæmpede for sin overlevelse. Filistrene var indvandret til området på omtrent samme tid, 

som israelitterne var udvandret fra Egypten. Disse filistre (ordet Palæstina stammer faktisk fra 

betegnelsen ”filistre”) boede langs middelhavskysten, og de bevægede sig længere og længere ind i 

landet. De havde bedre våben (jern) end israelitterne (bronze). De havde vogne, som i høj grad 

gjorde dem overlegne. De var langt færre i indbyggertal end Israel, men de var angiveligt bedre 

organiseret. 

Israel havde hverken en central administration eller en regulær hær. De bestod af et forbund af 12 

løst sammenknyttede stammer, der kun anmodede om hinandens hjælp i nødstilfælde. Vi har hørt 

om, hvordan ”dommerne” fra tid til anden gjorde rent bord, når fjenderne gjorde indfald og livet 

blev uudholdeligt. Sådan var det gået i godt et par hundrede år, og stammerne syntes alt for 

uafhængige af hinanden til at ændre på disse forhold. Men filistrenes pres øgedes dag for dag. Der 

opstod endnu engang et voldsomt behov for en leder, der kunne samle og forsvare landet. Israel var, 

hvis noget ikke blev gjort, måske truet på selve sin eksistens. 

1. Samuelsbog starter ikke med et nationalt problem, men med en vidunderlig historie om en enkelt 

kvindes altoverskyggende problem, som aldeles ikke er os fremmed så mange år senere. Historien 

tager sit udgangspunkt i to jaloux kvinder, hvoraf den ene håner og mobber den anden, fordi hun er 

barnløs. Hanna, den barnløse, vender sig i sin fortvivlelse til Gud og beder og bønfalder Gud om at 

få et barn, som hun vil overgive helt og fuldt til Gud. Resultatet blev en lille dreng ved navn 

Samuel. Hanna holdt sit løfte til Gud, og Samuel voksede til og endte med at blive en af de største 

ledere, Israel nogensinde fik. Han havde en tredobbelt rolle. Han tjente som profeten, der kunne 

skønne, hvad der var Guds vilje; og han tjente som præst, der førte Israel an i tilbedelsen af Gud; og 

han fungerede som militær leder. 

Han valgte, under Guds ledelse, Israels to første konger. Samuels stærke personlighed går som en 

rød tråd gennem hele 1. Samuelsbog, skønt han officielt fratrådte efter kap. 15. 

Hvorfor begynder 1. Samuelsbog med Hanna? Hannas historie og kampe er i virkeligheden Israels i 

miniatureform. Og på mange måder kan vi vel også selv spejle os i hendes kampe og genkende os 

selv i hendes fortvivlelse, når vi tænker på de vanskeligheder og problemer, vi står i. Hendes 

fortvivlelse tvang hende til at se hen til Gud for hjælp. Resultatet blev som sagt Samuel, der tjente i 

Tabernaklet i stedet for at følge i sin faders fodspor som landmand. Hannas historie viser os, at der 

kan komme rige løfter og megen velsignelse ud af bitter smerte, hvis den smerte leder os til Gud. 

Israelitterne behøvede (ligesom vi gør) Hannas eksempel, for der var mange vanskeligheder i vente 

forude, der kun kunne finde en tilfredsstillende løsning, hvis man som Hanna vendte sig ærligt og 

oprigtigt til Gud med sin nød. 

79


Beretningen om Hanna viser os også, at Guds ledere ikke nødvendigvis kommer gennem de 

forventede kanaler. Hvis det skulle have gået, som man kunne forvente, skulle Elis korrupte sønner 

have overtaget lederskabet. Men Gud forkastede dem. I stedet velsignede han en kvinde, der i sin 

kvide havde vendt sig til ham, og så længe den søn slog sin lid til Herren, var han under Guds 

velsignelse. Gud valgte en leder efter sit eget hoved; en leder, som ville lytte til ham. ”Kun dem, der 

ærer mig, vil jeg ære, men de, der ringeagter mig, skal blive til skamme”. (2:30). 

Samuel glemte aldrig den lektie. Han salvede Saul som den første konge, og da Saul veg tilbage fra 

at ære Gud, blev hans autoritet frataget ham. Siden hen lod Samuel sig ikke friste af en række 

imponerende mænd, som han tog grundigt i øjesyn! Samuel valgte David, en ung hyrdedreng, som 

ham, der skulle træde i Sauls sted. Tænk, hvis Samuel ikke havde givet sig tid til at lytte og forstå 

Guds stemme! Under David ændrede Israel sig til at blive et velstående kongerige, der ydede sin 

befolkning sikkerhed mod fjenderne. Var det alene fordi David havde enestående lederegenskaber? 

Samuel antyder i hvert fald, at der også var andre årsager. David lykkedes, fordi Gud valgte ham til 

jobbet, og fordi David vedvarende vendte sig til Gud for hans ledelse. Det ultimative lederskab 

hører Gud til. 

Nogle af beretningerne i 1. Samuel – som fx David og Goliat – er med rette kendte, fordi de er 

enestående. Men der er mere at hente end eventyragtige beretninger. Vi skal være på udkig efter de 

karakteregenskaber, der kræves for at kunne være ledere. Samuel og David var mægtige ledere. 

Saul var derimod en elendig fejltagelse. 

1. Sam. 1:13 

Eli tog fejl. Hanna var ikke beruset. Men hans formodning lader antyde, at folk af og til kom 

berusede til Tabernaklet. Måske var tiderne så usle, at det var mere almindeligt at beruse sig, end 

det var at hengive sig i bøn. Hanna bad og var i stor sjælekvide, fordi hun ikke havde børn. Hun er 

blot en af en lang række ufrugtbare kvinder i Bibelen, som Gud hjalp. Tænk på Sara (1. Mos. 

11:30), Rebekka (1. Mos. 25:21), Rakel (1. Mos. 29:31) og Elisabeth (Lukas 1:7). 

1. Sam. 2:25 

Elis sønner var ulydige, siger Bibelen, fordi Gud ønskede at de skulle dø. Betyder det, at Gud 

fjernede deres mulighed for at foretage et frit valgt? For forfatterne i GT betød denne ”modsigelse” 

tilsyneladende ikke så meget, som den af og til kan gøre for os. For dem skete alle begivenheder 

ultimativt set, fordi Gud lod det ske. Mennesker kunne handle frit inden for Guds overordnede 

kontrol. I dette tilfælde betød det, at Elis sønner var frit stillede til at adlyde eller til at være ulydige. 

Forfatteren ønsker imidlertid, at vi skal vide, at Gud var opmærksom på deres ulydighed, og hans 

kraft ville sikre, at deres onde handlinger blev dømt. 

1. Sam. 2:30 

I filmen ”Viljen til sejr” er dette vers specielt fremhævet. ”Kun dem, der ærer mig, vil jeg ære” 

stod der på en lille seddel, som blev rakt til Eric Liddell umiddelbart ført han skulle løbe ved de 

Olympiske Lege. I det sprinterløb, som fulgte, blev Liddell belønnet, fordi han offentligt havde æret 

Gud. 

Men for Eli var erklæringen dårlige nyheder. Han blev holdt ansvarlig for sine sønners vanærende 

opførsel i Tabernaklet. Eli irettesatte dem, ”men han fik ikke sine sønner talt til rette” (3:13). Som 

præsten, der var chef for aktiviteterne i Tabernaklet, var det hans opgave at sætte en stopper for 

ethvert misbrug der. 

1. Sam. 3:19 

Mens Samuel stadig var en dreng, hørte han Gud tale. Han videregav Guds budskab, selv om det 

irettesatte Eli, den mand, som havde opdraget Samuel fra hans tidligste barndom. Dette var en 

80


vigtig indikation af, at Samuel var en ægte profet, for falske profeter fremsagde almindeligvis kun 

gode nyheder. Samuels budskab stemte overens med den profeti, som en Guds mand tidligere havde 

fremsagt (2:27-36), og det kunne kun bekræfte, at Gud i sandhed havde talt til ham. 

1. Sam. 4:12 

Filistrenes sejr kan have ført til Shilos fald (Tabernaklets ødelæggelse), for næste gang vi møder 

Elis familie, er de flyttet til Nob. Flere gange senere i Bibelen møder vi vers, der fortæller, at Shilos 

ødelæggelse skyldtes synd. (Jer. 7:12,14; 26:6, 9; Sl. 78:60). Hvis Shilo i virkeligheden blev ødelagt 

på dette tidspunkt, må det have forårsaget megen fortvivlelse, for Shilo var stedet, hvor man tilbad 

Gud. 

1. Sam. 6:5 

Den strategi, som filistrene anvendte, viser hvordan tankegangen bag traditionel magi fungerer. 

Dette er stadig almindeligt i nogle okkulte eller voodoo-troldoms ritualer. Ved at sende modeller af 

guld af bylderne og af musene ud af landet, håbede filistrene, at de dermed også sendte de originale 

bylder og mus ud af landet. Dette svarer til den adfærd som voodoo-tilhængerne stadig praktiserer, 

når de stikker små pinde ind i voksmodeller af deres fjender. 

I stedet for at søge efter en magisk løsning appellerede israelitterne til Guds overvældende kraft, 

som magi ikke kunne manipulere med. 

1. Sam. 8:5 

Når man betænker, hvor uorganiseret de tolv stammer, som Israel bestod af, var, er det ikke 

vanskeligt at forstå, at de nærede et stærkt ønske om at få en konge. En konge ville samle magten 

og i højere grad gøre nationen i stand til at forsvare sig selv. Men både Gud og Samuel var 

modstandere af ideen, specielt pga. israelitternes egentlige begrundelse: De ønskede en konge, ”til 

at herske over os, ligesom hos alle de andre folk”. Israels kald var, at de skulle adskille sig fra de 

andre folkeslag. Uanset arten af deres styreform, så skulle de stole på Gud som deres leder. 

Måske var Samuel også lidt imod idéen, for det ville jo tilsidesætte hans egne sønner. Vi skal aldrig 

undervurdere de menneskelige aspekter. Uanset Samuels motiver og afstandtagen til et 

kongedømme ligger det klart, at Guds indvending var, at Israel ved at vælge en konge, stod i fare 

for at fravælge Gud som den egentlige leder. Gud bad også Samuel advare Israels folk om, hvad det 

i realiteten ville betyde at få en konge. Skat, værnepligt, slaverilignende tilstande, etc. 

Var Gud imod en konge? Der er forskellige opfattelser. Nogle mener, at monarkiet er et klassisk 

eksempel på, at Gud anvender et forkert valg positivt. Israelitternes valg var oprindeligt ikke efter 

hans vilje, men Gud vendte det alligevel til noget konstruktivt. Gud frarådede Israel en institution, 

der trods alt endte med at tilvejebringe kong David og endnu senere gennem ham, Jesus, kongernes 

konge. 

Eller var Gud kun imod motivet bag kravet om en konge? 5. Mos. 17:14-20 havde jo allerede 

forudset og forudsagt, at Israel engang ville få en konge. Folkets ønske var at blive som de andre 

nationer. Guds ønske var det stik modsatte. Han ønskede, at de skulle adskille sig fra de andre 

nationer. 

Men Gud lod dem altså få en konge, ja mere end det. Han udvalgte selv manden. I 12:14 siger han 

oven i købet: ”.... og hvis både I og den konge, der regerer over jer, følger Herren jeres Gud, er det 

godt”. 

Israels konge stod ikke til ansvar for et parlament eller en forsamling, men Samuel havde alligevel 

lavet en slags håndfæstning, der blev opbevaret ved arken i Tabernaklet. Kongen stod alene til 

ansvar overfor Gud. Israels første konge blev kasseret, fordi han var ulydig mod Gud. På samme 

måde gik Gud i rette med og straffede hans efterfølger, David. De fleste nationers konger havde 

absolut magt. I Israel var der ingen over Gud. Kongen kunne aldrig blive mere end hans tjener. 

1. Sam. 9:3 

81


Saul, der var ude at lede efter æsler, som var blevet væk, gik ikke og pønsede på en chance til at 

blive konge. Han var så politisk uvidende, at han ikke engang vidste, hvem den uforlignelige 

Samuel var. På samme måde var Samuel selv en lille dreng, da Gud kaldte på ham, og David blev 

salvet til konge, mens han stadig vogtede får (16:11-13). De ledere, Gud udvælger sig, er ikke 

nødvendigvis dem, som selv søger magten og indflydelsen. 

1. Sam. 10:5 

I dette vers hører vi måske for første gang om profeter i Bibelen. Under de israelittiske konger, som 

vi senere skal høre om, fik profeterne langt større betydning, måske fordi de ofte talte kongerne 

imod. Beskrivelsen af profeternes musikalske procession er spændende, skønt vi for en stor del kun 

kan gætte os til, hvad der i virkeligheden foregik. Det er dog uden for enhver tvivl, at Åndens 

kraftfulde indflydelse og virkning, ville skabe mærkbare forandringer i Saul. Profetisk henrykkelse 

har ganske givet været en form for ekstase, hvor Guds ånd på en særlig måde har grebet mennesker, 

og der kan ikke herske tvivl om, at der har været gang i den, når vi bemærker antallet og arten af 

musikinstrumenter. Der har dog ikke været koblet strøm til! 

1. Sam. 10:25 

Selv om Samuel var tilbageholdende med at udpege Saul som den første konge, insisterede han på 

at træffe de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Sauls rolle og magtbeføjelser blev defineret og 

begrænset af nedskrevne regler, som Samuel placerede i Tabernaklet som et permanent dokument. 

1. Sam. 12:4 

I modsætning til diverse politiske og religiøse ledere, som bliver taget i uregelmæssige økonomiske 

forhold, der fører til skandaler, mente Samuel, at han skulle stå til ansvar offentligt. Han begyndte 

sin afskedstale med at give anledning til alle om at rejse sig og be- eller afkræfte om han, Samuel 

havde været uærlig eller havde udnyttet sine magtbeføjelser som leder til personlig vinding. Før han 

fortsatte, bad han de tilstedeværende om at bekræfte hans oprigtighed og ærlighed højt. 

1. Sam. 13:19 

Et af de negativt ladede ord, som har bidt sig fast fra den tidlige barndom hos mange af os, var ordet 

filister. Under Samuels lederskab var det lykkedes at holde filistrene fra at besætte landet (7:13). 

Ingen kunne imidlertid sætte spørgsmålstegn ved filistrenes militære styrke og dominans. De havde 

sikret sig forposter i adskillige centralt beliggende israelittiske byer (10:5, 13:3) og, hvad der sikkert 

var endnu vigtigere, bevarede de et monopol på at tilvirke våben af jern ved at udmanøvrere lokale 

smede. Det var således kun i den kongelige familie (13:22), at man tilsyneladende havde et 

jernsværd og jernspyd, som sikkert var blevet smuglet ind i landet og gemt. 

1. Sam. 14:24 

I dette vers afslører Saul sit kæmpe-ego på to måder. For det første udtaler han impulsivt en 

forbandelse eller ed, uden at han har tænkt sig om. Denne forhastede udtalelse gjorde hans forsultne 

hær yderst ineffektiv og bragte hans egen søn i fare. For det andet betragtede Saul kampen som en 

chance til at få personlig blodhævn over sine fjender. En kløgtigere leder ville have forstået, at det 

handlede om Guds ære og hans folks beskyttelse og sikkerhed. 

1. Sam. 15:2 

Israelitterne havde første gang stiftet bekendtskab med amalekitterne, som var en gruppe 

ubarmhjertige og angrebslystne nomader, da de drog ud af Egypten. Dengang havde amalekitterne 

uden grund angrebet israelitternes bagtrop, og som følge heraf havde Moses erklæret, at Gud ”ville 

udslette mindet om amalekitterne under himlen” (2. Mos. 17:8-16, 5. Mos. 25:17-19). 

Fjendtligheden fortsatte. Det var kendetegnende for amalekitterne, at de foretog strejftog ind i 

dårligt forsvarede byer og landsbyer på grænsen til ørkenen mod syd, hvor de dræbte og plyndrede 

og efterlod de overlevende uden forsyninger og mad. Som vi før har set, er Samuels ordre til Saul 

82


ikke let for os at forholde sig til, selv om det måske nok er lidt mere spiseligt, når vi ved, at det er 

amalekitterne, det går ud over. De fleste forholdt sig jo også positivt til ”de allieredes” 

udbombninger af tyske byer i slutningen af krigen, også selv om disse bombetogter ikke tjente andet 

formål end hævn og ødelæggelse. 

Hvorfor blev Saul forkastet? 

En leder, som ikke kunne klare presset 

”Fordi du har forkastet Herrens ord, har han forkastet dig som konge” (15:23) 

Saul så ud til at have haft alle fortrinene på sin side. Høj og med et flot ydre faldt folk alene for hans 

udseende. Gud valgte ham til at være den første konge for Israel. Ikke længe efter blev han 

hemmeligt salvet, og Guds ånd kom over ham – en oplevelse så stærk, at den påvirkede hele hans 

personlighed. 

Hurtigt herefter førte Saul an i en succesfuld redningsoperation, der reddede folkene i en belejret by 

fra at lide overlast. Så blev han offentligt kronet til konge, selv om han ikke personligt søgte denne 

status. Han undlod viseligt at lade sine modstandere blive straffet. I stedet lykkedes det ham at få de 

12 stammers opbakning, skønt han selv kom fra en lille og ubetydelig stamme (der få år før var 

blevet næsten udryddet). 

Saul valgte de bedste unge mænd til at gøre tjeneste i sin hær. En af dem, David, var ikke kun en 

begavet officer af høj rang (faktisk blev han general), men også en loyal undersåt, som aldrig gik 

imod Saul, selv når han havde særdeles gode grunde til at gøre det. David blev gift med Sauls 

datter, og Sauls ældste søn, Jonatan, blev Davids bedste ven. Dette burde jo have cementeret en 

stærk alliance til gavn og glæde for alle. 

Alting gik imidlertid galt for Saul. Det første tegn på forestående vanskeligheder kom ikke længe 

efter, at Saul var blevet konge. Mens han forberedte et felttog mod filistrene, blev Saul utålmodig. 

Samuel, der var bestilt til at lede ceremonien, der skulle gøre soldaterne åndeligt udrustede til 

kampen, blev 7 dage forsinket. Der blev uro i lejren. Nogle af Sauls mænd begyndte at desertere, og 

Saul syntes ikke, han kunne vente længere. Han begyndte derfor selv at bringe de foreskrevne ofre, 

som Samuel alene havde mandat til at forestå og sætte i værk. Og så dukkede Samuel op. Han gav 

Saul en voldsom overhaling (13: 13-14). Sauls utålmodighed, endskønt den kan synes ubetydelig, 

viste en indre svaghed hos manden: I pressede situationer var han villig til at gå på kompromis med 

Guds anvisninger. 

Hurtigt herefter startede kampen, og Israel vandt mirakuløst. Men midt i glæden over sejren 

handlede Saul både ubeslutsomt og overilet. Han fremsatte en overmodig ed, der splittede den 

israelske hær, og det gjorde det muligt for filistrene at flygte. 

Nogen tid senere gik Saul igen på kompromis i en højspændt situation og undlod at følge de præcise 

instruktioner, Gud havde givet for felttoget (15:3). Igen var Samuel der, og Saul blev ”taget på fersk 

gerning”, og Samuel beskyldte Saul for ulydighed mod Gud. Samuels ord til Saul må have ringet i 

hans ører resten af hans liv: ”Fordi du har forkastet Herrens ord, har han forkastet dig som konge” 

(15:23). 

Uden Guds og Samuels opbakning, mistede Saul også enhver selvtillid. En ond ånd begyndte at 

plage ham. I stedet for at indgå en alliance med David, drev Saul David bort fra sig, og David søgte 

ud i ørkenen i håb om at redde sit liv. Til slut reducerede frygt og ængstelse Saul til et skælvende, 

hjælpeløst menneske, som var ude af stand til at være leder. I den sindstilstand tabte han og hæren 

et vigtigt slag mod filistrene, der førte til, at filistrene genvandt en vis kontrol. I det slag blev både 

Saul og Jonatan dræbt. 

I 1. Sam. bliver der ikke foretaget en psykoanalyse af Sauls personlighed; bogen rapporterer kun 

det, som skete. Kendsgerningerne peger imidlertid i retningen af en klar morale. Saul lagde ud med 

83


adskillige appelsiner i sin turban. Det ser blot ud, som om han manglede en stærk længsel efter at 

adlyde Gud uanset omstændighederne. Når han var under pres tilpassede han reglerne efter sit eget 

hoved. Han mistede derfor Guds opbakning. Han blev frygtsom, forhastet og jaloux. 

Sauls elendige lederskab efterlod Israel i en værre situation, end de var i, da han begyndte som 

konge. Det kongedømme, David arvede efter Saul, var endnu engang under militær dominans af 

filistrene, og det var delt op i nord og syd. Saul er et eksempel på en elendig leders tragiske 

endeligt. Det gik ikke blot ud over ham selv. Mange andre måtte også bøde og fik del i lidelsen. 

1. Sam. 16:7 

Hvilke kvalifikationer berettigede David til at blive konge? Tilsyneladende gjorde han ikke et 

imponerende førstehåndsindtryk, men Gud så til hjertet og værdsatte skjulte, indre kvaliteter langt 

højere end det, øjet så. Gennem hele sit liv demonstrerede David, at han elskede og stolede på Gud 

af hele sit hjerte, som loven i 5. Mos. 6: 4-6 krævede. 

1. Sam. 17:4 

I gamle dage blev krige sommetider afgjort af ”repræsentative kampe”. Vindertyper fra begge sider 

kæmpede mod hinanden, og resultaterne af deres kampe afgjorde slagets udfald. Folk mente, at 

resultatet af slaget afhang af de kæmpendes guder i langt højere grad end af de to siders militære 

styrke. I kampen mod Goliat manglede Saul tillid til, at Gud ville støtte og hjælpe. Hans frygt 

demoraliserede den israelittiske hær. I modsætning hertil havde David en barnlig tiltro til Gud, og 

han lod sig nærmest opildne af Goliats spot og ukvemsord imod Gud. At Goliat ikke havde skyggen 

af en chance, da David sendte stenen af sted med omkring 180 km i timen, er en anden sag. 

1. Sam. 17:40 

De fem glatte sten, som David tog fra bækken, var sandsynligvis på størrelse med tennisbolde. En 

øvet slyngekaster kunne sende en sådan sten af sted med tæt ved 180 km i timen. 

1. Sam. 18:27 

Denne blodige pris, som minder lidt om ”de skalpe”, som indianerne og de hvide nybyggere 

samlede i deres kampe, beviste, at Davids påstande om sejre ikke var overdrevne. Forhuderne kom 

fra filistrene, eftersom mange af de andre stammer i området praktiserede omskærelse ligesom 

Israel. 

1. Sam. 19:23 

Profeter bliver sædvanligvis forbundet med lidt dystre skikkelser. 1. Sam. viser os en anden 

virkelighed: Profeternes tjeneste blev også fulgt af ekstatisk henrykkelse sommetider. Saul havde 

mødt et musikband af sådanne profeter ikke længe efter, han var blevet salvet til konge (10:5-11). I 

dette skriftafsnit, hvor han planlagde ondt, fik mødet med Guds ånd ham til fuldstændig at miste 

kontrollen. 

1. Sam. 21:4 

David var desperat, da han nåede Nob. Han havde heller ingen proviant. Han løg om sin situation. 

Så spiste han af det indviede brød, som kun præsterne måtte spise. (Tusind år senere nævnede Jesus 

episoden med det indviede brød og slog til lyd for, at det var vigtigere, at David overlevede, (Matt. 

12:3-4) end at de rituelle love blev overhold. 

David erkendte senere, at det havde været forkert af ham at drage til Nob og bringe præsternes liv i 

fare. Saul, som var mistænkelig omkring præsternes indblanding, myrdede dem (22:17-18). 

1. Sam. 22:3 

84


David var bange for, at Saul ville tage hans familie som gidsler, og derfor bragte han dem i 

sikkerhed til nabolandet Moab. Hvorfor Moab? Måske var det, fordi han havde fjerne slægtninge 

der. Hans tipoldemor stammede fra Moab. 

1. Sam. 22:20 

Ebjatar var den eneste overlevende efter Sauls drab på præsterne. Dette var en forfærdelig og 

tåbelig massakre, som har bragt ved til et fjendskab mod Saul fra en lang række af hans potentielle 

støtter. Nedslagtningen opfyldte delvis Guds forudsigelse i 2:31-36 om, at Elis familie ville lide og 

blive frataget den ypperstepræstelige tjeneste. 

Efter at have overlevet denne dags forfærdelige trauma blev Ebjatar præst for David og hans mænd 

(23:6,9; 30:7-8). Da David blev konge, udnævnte han Ebjatar til den ene af to ypperstepræster. 

Senere blev Ebjatar afsat og sendt i landflygtighed, fordi han havde støttet en oprørsgruppe mod 

Salomon. Den forudsigelse, der var blevet fremsagt, da Eli levede, gik i opfyldelse (1. Kong. 2:26- 

27). 

1. Sam. 23:16-17 

Davids og Jonatans venskab står som noget helt specielt i verdenslitteraturen. Her mødes de for 

sidste gang, hemmeligt. Mødet viser dybden i deres venskab. Deres kærlighed og hengivenhed for 

hinanden var modnet og stod i fuldt flor trods Sauls had til David. Netop i en situation, hvor David 

havde allermest brug for hjælp, dukkede Jonatan op for at opmuntre David. Besøget ”fik ham til at 

hente nyt mod hos Gud”. På trods af at Jonatan var Sauls ældste søn og vel mere eller mindre arving 

til tronen, ja så tilbød han David at blive nr. 2, når David blev konge. Hvilken gestus! Men Jonatans 

død førte snart til en brat ende på den drøm (31:2). 

1. Sam. 24:5 

Davids samvittighed nagede ham, efter at han havde skåret en flig af Sauls kappe. Hvorfor? Måske 

var det, fordi den tids mennesker syntes, at man så latterlig ud, når tøjet var kortet af. I 2. Sam. 

10:4-5 har vi et tilfælde, hvor man bevidst skar et stykke af tøjet. Det var en så stor fornærmelse, at 

det førte til krig. 

1. Sam. 24:21 

Massedrab på en rivals familie var normal praksis, når en bejler til tronen udmanøvrerede en anden. 

Den slags handlinger mindskede sandsynligheden for, at den rivaliserende familie ville forsøge at 

komme til magten igen. Jonatan, Davids nærmeste ven, anmoder David om ikke at følge denne 

praksis, når han bliver konge. Som følge af deres venskab, lod David Jonatans søn Mefiboshet leve 

(2. Sam. 9). 

En fornemmelse af Guds time 

To ledere, der var låst fast i en dødskamp – men den ene nægtede at kæmpe 

”Jeg har ikke forsyndet mig mod dig. Det er dig, der tragter mig efter livet. Herren skal dømme os 

imellem” (24:12-13) 

Saul var Israels retsmæssige konge, der levede sit liv i relativ luksus, som konger nu gør. David var 

i al hemmelighed blevet salvet til konge med det mål, at han skulle erstatte Saul, men David levede 

i ørkenen, hvor han gjorde sit bedste for at overleve. Saul havde en professionel hær, mens David 

kun havde en mindre gruppe, der hovedsagelig bestod af familiemedlemmer og et tvivlsomt udvalg 

af fredløse. 

To gange var Saul fuldstændig i Davids hænder, men David nægtede at gøre det af med Saul. Han 

følte, at det ville være i uoverensstemmelse med Guds vilje. Han ville ikke bruge sit sværd for at 

blive konge. Han kæmpede ikke for at vinde, men for at overleve. Og det var ikke let at overleve. 

85


De sidste 10 kapitler i 1. Samuelsbog er et stort voldsomt drama. Selv om Saul svækkes mere og 

mere, er spørgsmålet alligevel: Vil David fortsat kunne modstå presset? 

I begyndelsen farer David rundt fra et sted til et andet, alene og særdeles sårbar. Senere, da 400 

fredløse slutter op om ham, bliver han to gange forrådt af de lokale (23:19; 26:1). Måske er de 

bange for, at Saul skulle myrde dem, som han gjorde med præsterne i Nob (22:6-23) 

David overlevede og holdt sammen på sin lille hær. Det lykkedes ham endda at få en vis støtte, 

fordi han sørgede for militær beskyttelse til de naboer, der boede rundt omkring i de egne, hvor 

David og hans mænd færdedes. Til slut indså han imidlertid, at hans situation var håbløs. ”En 

skønne dag mister jeg livet for Sauls hånd”, sagde han. (27:1). Han forlod Israel med sin lille hær 

og lod sig hyre af en af filisterkongerne. Dette gav David nye voldsomme problemer. Før eller 

senere ville Davids dobbeltrolle blive afsløret. Han undgik således kun med nød og næppe at blive 

bragt i en situation, hvor han skulle kæmpe mod sit eget folk. 

I denne periode var Davids situation igen og igen desperat. Hvad holdt ham oppe? Guds løfter! Gud 

havde lovet, at han skulle blive konge. David troede dette løfte, selv når det så værst ud. Han 

ventede på Guds time. 

Man siger, at ”timing” er afgørende i ethvert lederskab. Man må kunne skønne, når man skal handle 

med frimodighed, og når man skal vente med tålmodighed. Når man skal bøje sig, og når man skal 

stå fast. David havde denne fintfølende fornemmelse af den rette ”timing”, fordi han stolede på, at 

Gud i sidste ende havde kontrol over begivenhederne. 

1. Sam. 25:25 

Et enkelt menneske, der kan holde hovedet koldt, kan afvæbne en yderst farlig situation. David 

havde mistet besindelsen over en tåbes uoverlagte ord og var parat til at dræbe. Det var heldigt for 

ham, at Nabals kone, Abigajil, brugte sine fremragende diplomatiske evner til at overbevise David 

om, at han skulle stille sin vrede. David forstod hurtigt, at hun havde ret, og han takkede Gud for, at 

han havde sendt hende. Senere giftede David sig med hende. 

1. Sam. 27:8 

Filistrene accepterede David, fordi de tænkte, han ville kæmpe mod sit eget folk. Havde de vidst, at 

han havde bibeholdt sin loyalitet over for Israel, ja så ville de aldrig have stolet på ham. Så David 

måtte fingere, at han drog i felttog mod israelitterne, mens han i virkeligheden foretog strejftog mod 

Israels nomadiske fjender. For at skjule sine egentlige hensigter, tog han ingen fanger, for man ville 

hurtigt have opdaget, at ingen af dem var israelitter. 

1. Sam. 28:4 

Da filistrene angreb fra Shunem prøvede de en ny taktik. Tidligere havde de udkæmpet slag i 

bjergene. Det var et barskt terræn, hvor deres vogne i praksis havde været næsten ubrugelige. Nu 

havde de valgt et vigtigt strategisk fladt område, som Israel måtte forsvare. Jizre’eldalen er det 

eneste sted i Israel, hvor man kan komme fra vest til øst uden at skulle krydse bjerge. En sejr til 

filistrene her ville dele Israel i to dele. 

1. Sam. 28:12 

Det var forbudt at konsultere et medium eller en spiritist (3. Mos. 20:6, 27; 5. Mos 18:10-12), og det 

vidste Saul udmærket. Tidligere havde han forbudt medier at praktisere i sit kongerige. Men på 

grund af sin ulydighed havde Saul mistet kontakten med Gud, og han var desperat for at få noget at 

vide om fremtiden. Om nu Samuel i virkeligheden viste sig eller om kvinden bare foregav, at det 

var Samuel, ja så var resultatet det samme. Saul drog bort mere frygtsom, end da han kom. 

1. Sam 29:8 

For at overleve var David blevet lejesoldat i filistrenes hær. Men han havde endnu ikke kæmpet 

mod sit eget folk, og det er yderst tvivlsomt, om han nogensinde ville have gjort det. Nu, da han var 

blevet kasseret, fordi man ikke stolede på ham i forbindelse med det forestående slag, opførte David 

86


sig bedrøvet. Var han i virkeligheden oprørt? Det er ret oplagt at forestille sig, at han havde håbet, 

at han kunne have afgjort slagets gang ved at angribe filistrene bagfra og indefra. Filistrenes 

befalingsmænd viste helt afgjort, at de havde en god dømmekraft ved at sende ham væk. 

1. Sam. 31:11 

Sauls første militære bedrift som konge havde været at redde Jabesh i Gilead (kap.11). Det havde 

byens borgere aldrig nogensinde glemt. Da de hørte om den vanærende udstilling af Sauls og hans 

sønners legemer, begav de sig ud på en farlig natmission, hvor de stjal disse døde legemer og gav 

dem en ordentlig begravelse. 

2. Samuelsbog 

Kong Davids liv 

Fra at vogte får til at regere over et land 

”Jeg har hentet dig fra græsgangen, hvor du vogtede får, til at være fyrste over mit folk Israel” (2. 

Sam. 7:8) 

Bibelen er fyldt af beskrivelser af stærke personligheder, men ingen overgår David. Hans liv var 

ekstraordinært på alle måder. De billeder vi får, når vi tænker på David, er billeder af en mand, der 

spiller harpe, skriver digte, udkæmper krige, spiller vanvittig og åndssvag og som danser fuld af 

lovprisning til Gud. Vi ser hans tårevædede kind, da han hører om sin bedste vens død. Vi ser ham 

på taget af sit hus, mens han stirrer fyldt af begær på Batseba, der er ved at tage et bad. Vi ser 

Natan, der peger direkte på ham, mens han beskylder ham for både mord og ægteskabsbrud. Vi 

hører den skyldbetyngede David i stor sjælekvide bønfalde Gud om, at det nyfødte barn må beholde 

livet. Vi ser Davids fortvivlelse og elendighed, da han vakler ud af Jerusalem, forfulgt af sin 

morderiske søn. 

David overlevede igen og igen voldsomme kriser. På en eller anden forunderlig måde kom han altid 

til overfladen igen. På en eller anden forunderlig måde bevarede han en lidenskabelig tillid til og tro 

på Gud. Samuelsbøgerne maler ham ikke som en helt hævet over fejl, laster og brist, men heller 

ikke som en super åndelig person, der altid var fyldt af styrke og mod. David havde slående 

svagheder. Og alligevel er vi fascineret af hans person og væsen, præcis som israelitterne var. Det 

han gjorde, hvad enten det var rigtigt eller forkert, det gjorde han af hele sit hjerte. Han var 

uforlignelig i sin lidenskabelige kærlighed til Gud. 

2. Samuelsbog fokuserer på David, der som konge ledte, forenede og inspirerede sit folk. Tiden 

som fører for en flok fredløse i ørkenen var ovre. Nu, hvor han var konge, var der andre egenskaber, 

der var brug for. 

David blev konge for et land, der var splittet i stumper og stykker. I første omgang var det kun hans 

brødre i sydlandet, som anerkendte ham som konge. Sauls søn, effektivt støttet af en indflydelsesrig 

general, startede en borgerkrig om retten til tronen. Dette førte til hårde, ubarmhjertige kampe, hvor 

alle kneb gjaldt. Intriger, mord og forræderi. 

Selv efter at Davids rivaler var skaffet af vejen, var freden usikker og skrøbelig. Medmindre David 

kunne hele borgerkrigens sår, lurede krænkelser og uvilje i hjerterne på nordrigets folk. Davids 

beslutsomhed signalerede både visdom og fasthed. Han straffede retfærdigvis mordere, som troede, 

de havde gjort en god gerning. Han viste respekt for sine fjender ved at sørge over deres døde. Fra 

87


første dag på tronen viste David, at han var konge for hele folket – ikke kun for sine loyale støtter. 

Nordrigets stammer kom snart over på hans side og underlagde sig hans lederskab (5:1-3). 

Davids næste træk var at erobre Jerusalem. Folk sagde, at det var umuligt. Bjergbyen Jerusalem var 

uindtagelig. Men David gjorde det, og gjorde Jerusalem til sin nye politiske og religiøse hovedstad. 

Jerusalem var placeret på grænsen mellem nord og syd, og byen kom derfor til at symbolisere en ny 

national enhed, som var bygget på tilliden til Gud. 

Men det var kun begyndelsen. David ledte disse forenede stammer til bedrifter, de næppe havde 

turdet drømme om i deres vildeste fantasi. De slog de frygtede filistre engang for alle. Inden man 

næsten nåede at opdage det, var det truede Israel sikret mod sin værste fjende. Grænserne blev 

sikre, og David udvidede sit rige. Der var gunstige tider. Det kan ikke undre, at Davids popularitet 

voksede. 

Men Davids regeringstid bød også på ironiske tragedier. 2. Samuelsbog gør ikke noget forsøg på at 

skjule dem. David kunne lede en nation, men ikke styre sine egne børn. Hans manglende evner til at 

opdrage sine børn var lige ved at ødelægge alt det, han havde bygget op, da hans hjerteløse søn 

Absalom førte an i et oprør. 2. Samuelsbog portrætterer David uden at pynte på hans svagheder. 

Han begik mord, han begik ægteskabsbrud, og han førte an i lidet glorværdige grusomheder. 

Han var ikke desto mindre Israels største konge. Selv når barometeret stod på storm, så viste han 

usædvanlig karakterstyrke. Han var aldrig hævngerrig mod sine fjender. Han påtog sig det fulde 

ansvar for sine fejltrin. Han glemte aldrig, at det hele startede på Betlehems marker blandt fårene. 

Han forblev i sin position alene i kraft af Guds nåde og omsorg – og han var ikke i tvivl om, at Gud 

havde al ret til at tage magten fra ham. 

Gennem sin kærlighed til Gud og gennem en forbløffende fornemmelse af taknemlighed for alt det, 

Gud havde gjort for ham, blev David et levende eksempel på det Israel, Gud ønskede sig. Landet og 

folket trivedes ikke alene på grund af det, han gjorde, men også i kraft af den, han var. 

2. Sam. 2:5 

I et forsøg på at opnå personlig sikkerhed udrydder diktatorer ofte deres konkurrenter. I den antikke 

verden gjorde regenterne det samme. Sædvanligvis dræbte en ny konge den tidligere konges familie 

og slægtninge, eftersom de var potentielle rivaler. Men det gjorde David ikke! Han dræbte den 

mand, som hævdede, at han havde dræbt hans gamle fjende kong Saul (1:14-15). Han skrev og sang 

en smertefuld klagesang over Sauls og Jonatans død, og han velsignede folkene i Jabesh i Gilead for 

deres storhjertethed ved at give Saul en anstændig begravelse. David forkastede aldrig sin kærlighed 

til Sauls familie. 

2. Sam. 3:7 

På Davids tid var kvinder politiske symboler. Når Abner gik ind til Sauls medhustru og sov med 

hende, så antyder det, at han selv forsøgte at blive konge. Senere, da Absalom drev sin far David ud 

af Jerusalem, lagde han ikke skjul på, at han sov med sin far Davids medhustruer, der gjorde det 

klart for alle, at han nu havde taget over fra sin far (16:22). 

David kan også have giftet sig af politiske grunde. En af hans koner, Absaloms mor (vers 3), var 

prinsesse fra et naboland. Ægteskabet fremmede uden tvivl gode naborelationer landene imellem. 

Davids anmodning om, at Mikal blev givet tilbage til ham (selv hun var blevet gift igen, versene 14- 

16) havde også politiske undertoner. En alliance med Sauls datter ville knytte stærke bånd mellem 

paladset og Sauls familie. 

2. Sam 3:30 

Efter at David havde indgået fred med Abner, en tidligere fjende, bedrog Davids hærfører Joab 

Abner og dræbte ham. Denne handling var med til at undergrave Davids politik og ønske om at 

bringe harmoni til det delte land. Selv om David forbandede Joab for hans udåd, straffede han ham 

ikke, og han fratog ham heller ikke hans magt. Hvorfor ikke? Måske følte David, han havde brug 

for Joabs evner, og han frygtede måske også, hvad Joab kunne finde på at gøre, hvis han blev lagt 

88


på is. Mange år senere, da David lå og skulle dø, anmodede han Salomon om at straffe Joab for sin 

forbrydelse (1. Kong. 2:5-6). 

2. Sam. 5:6 

I et forsøg på at forene de nordlige og de sydlige stammer, ønskede David en hovedstad, som ikke 

kunne blive en anstødssten for nogen af parterne. Han fandt, at den ideelle hovedstad var Jerusalem, 

der lå på grænsen mellem nord og syd, og som ikke tilhørte nogen af parterne. Senest har vi set, at 

tyskerne har gjort noget af det samme ved på ny at lade Berlin blive hovedstaden. 

2. Sam. 5:19 

De fleste antikke konger søgte tegn hos Gud. David gik noget længere, og han søgte regelmæssigt 

Guds ledelse omkring militære og regeringsmæssige projekter og beslutninger. Davids tro var ikke 

fjern og upersonlig. Han havde et nært, praktisk og inderligt forhold til Gud. 

2. Sam. 7:16 

Herrens løfte om, ”at din trone skal være grundfæstet til evig tid” lader os formode, at Israel aldrig 

ville komme til at mangle det nødvendige lederskab. Løftet var et af en serie af pagter mellem Gud 

og hans folk. Først med Abraham (1. Mos. 12), siden med Moses på Sinai (2. Mos. 20) og nu med 

David. NT lader os ikke i tvivl, at disse løfter blev opfyldt i Jesus, Davids søn og Kongernes konge 

til evig tid (Lukas 1:32-33). 

2. Sam. 8:4 

Krigsvogne var en epokegørende opfindelse, ligesom geværer var århundreder senere. Men vogne 

krævede dygtige og veltrænede kuske. Hvorfor uskadeliggjorde David disse heste, og hvorfor 

brugte han ikke vognene? Davids militære styrke og forsvarsevne ville være blevet øget betydeligt, 

såfremt man havde taget disse nye våbentyper i brug. Måske manglede han øvede kuske. Måske 

finder vi forklaringen i 5. Mos. 17:16, hvor Gud forbyder mange heste. Israel skal alene slå sin lid 

til Herren. 

2. Sam. 9:7 

Selv om Saul havde været Davids værste fjende, så vedblev David konsekvent med at vise 

venlighed og storsind mod Sauls familie. I de omkringliggende lande på den tid ville alle 

slægtninge af den tidligere konge være blevet dræbt. David satte en eftersøgning i gang efter 

overlevende af Sauls slægt og fandt Mefiboshet. Han gav Mefiboshet Sauls ejendomme tilbage og 

gav ham permanent plads ved det kongelige bord – en betragtelig ære. Senere, da Mefiboshet lidt 

mistænkeligt ikke lykkedes at flygte sammen med David under Absaloms opstand, lod David 

tvivlen komme ham til gode (19:24-30). Beretningen om Mefiboshet er en fantastisk illustration af 

Guds godhed og nåde imod os. I sin godhed og af nåde alene inviterer Gud os til at tage plads ved 

sit veldækkede bord både her og hisset. 

2. Sam. 11:11 

Israelske soldater havde ingen seksuelle forhold, når de forberedte sig på krigsførelse (1. Sam. 

21:5). Urias ville ikke sove med sin kone, fordi han satte pligten over personlige ønsker. Urias 

bliver nævnt i 23:39 som en af ”De Tredive”, en gruppe af Davids krigshelte. 

2. Sam. 12:13 

David, som besad absolut magt, kunne så let som ingenting have fået Natan dræbt for hans modige 

offentlige konfrontation. Eller han kunne have gjort grin med ham og fået ham smidt ud af paladset. 

Men David vidste, at Natan talte på Guds vegne, og i, hvad der sagtens kan have været det største 

øjeblik i Davids liv, erkendte han ”Jeg har syndet mod Herren”. David viste, hvad der gjorde ham 

til manden efter Guds eget hjerte. Selv om han var konge, ydmygede han sig for Kongernes Konge. 

89


Ægteskabsbrud og mord 

Kongen kunne gøre præcis, som han ville – eller det mente han i hvert fald 

”Davids vrede flammede voldsomt op mod den mand, og han sagde til Natan: ”Så sandt Herren 

lever: Den mand, der gør sådan, skal dø…” Da sagde Natan til David: ’Du er manden’ ” 

(12:5,7). 

Fra gammel tid har det været kendt, at det er mennesker på toppen af pyramiden, der sætter 

normerne og laver reglerne – men de vælger ikke nødvendigvis selv at efterleve deres egne 

regler. Historien er rig på eksempler, der viser, at de øverste gør, som det passer dem. Det 

gælder deres forhold til kvinder, penge og privilegier. 

Der var derfor heller ingen, der udfordrede Davids ret til at sove med en anden mands kone. 

David så Batseba, begærede hende og sendte bud efter hende. Så vidt vi ved, var der ingen, der 

kom med indvendinger, hverken tjenerne eller Batseba selv. Det var først, da Batseba blev 

gravid, at der opstod problemer. Først på det tidspunkt følte David sig i klemme. Han 

hjemkaldte Urias fra slagmarken til orlov, idet han håbede, at Urias ville benytte anledningen til 

at sove med sin kone. Senere, når der kom et barn ud af det, var forhåbningen, at ingen så ville 

bekymre sig om, hvem faderen var. 

Urias’ udelte loyalitet mod David spolerede planen. Til gengæld var Davids belønning at myrde 

Urias. Heller ikke denne gang lyder der protester. Det, kongen ønskede, fik kongen. Der blev 

ikke stillet spørgsmål. Mordet på Urias tog andre med i købet, men David viste ingen tegn på 

anger. Vi får et indblik i Davids værste sider. Han var kold som is og arrogant i sin magtbrynde. 

Efter en sørgetid kom Batseba ind i Davids hus, og David giftede sig med hende. Der må have 

været temmelig mange mennesker, der kendte til den nederdrægtige historie. Tjenerne har i 

hvert fald været godt underrettet. Bibelen siger ikke et ord om, at de var misfornøjede eller gav 

deres mishag til kende. Det, Bibelen siger, er: ”Men det, David havde gjort, var ondt i Herrens 

øjne” (11:27). 

Hvem ville have modet eller autoriteten til at udfordre kongen? I de fleste nationer ville der ikke 

være nogen. Men der var det særlige ved Israel, at dets ultimative konge ikke var David, men 

Gud. Og Gud havde sine folk, profeterne. Han sendte Natan til David. 

På en genial måde tryllebandt Natan David med en hjertegribende historie om en rig mand, som 

havde misbrugt sin magt. Han fremførte sagen for David, som var den højeste dommer i Israel. 

David var ikke i tvivl om, hvordan sagen skulle pådømmes: Manden måtte dømmes til døden! 

Da David sagde det, vendte Natan øjeblikkeligt ordene mod David selv: ”Du er manden”. 

I denne dramatiske scene får vi et glimt af Davids storhed. Han besad absolut magt i Israel og 

kunne så let som ingenting have gjort det af med Natan for hans bramfri og utilslørede afsløring. 

Eller han kunne have slået sig selv på lårene af grin og smidt ham ud af paladset. I stedet sagde 

David til Natan: ”Jeg har syndet mod Herren” (12:13). David anerkendte i det, der måske var 

det største øjeblik i hans liv, at Gud var den virkelige konge i Israel. 

Natans møde med David blev skelsættende og kom til at sætte standarden i århundrede for 

profeternes rolle over for de israelittiske konger, når der var konflikter. Igen og igen gik de 

israelittiske profeter op til paladset, ikke sjældent med risiko for deres liv, for at fortælle 

kongen, at Gud ville straffe ham, for det han havde gang i. Kongerne, der jo var rige og 

mægtige, behøvede ikke at lægge øre til profeternes udsagn. Virkeligheden var da også, at de tit 

undlod at lytte. Vi fornemmer og ser Davids storhed i det faktum, at han ikke reagerede stolt og 

overlegent, som det var kutymen. Da han blev konfronteret med sandheden, omvendte han sig. 

2. Sam. 13:29 

90


Hvad var det, der gik galt med Davids børn? Amnon begik voldtægt mod sin søster Tamar. 

Absalom dræbte Amnon, som hævn for voldtægten. Til slut arrangerede Absalom et komplot 

mod sin far og drev David bort fra Jerusalem. Gennem disse forskellige begivenheder – 

voldtægt, mord og oprør – lykkedes det ikke David at styre sine børn. I henhold til loven stod de 

til alvorlige straffeforanstaltninger, men David talte dem knap nok imod og løftede vel næppe 

en finger. Man kan spørge sig selv, om hans egen skyldfølelse over affæren med Batseba havde 

undergravet hans fornemmelse for moralsk autoritet. 

2. Sam. 13:38 

Absalom løb til Geshur, et nabo kongerige. Han valgte sandsynligvis netop Geshur, fordi hans 

mor var datter af kongen der, og derfor kunne han også føle sig ret sikker i det land. 

2. Sam. 15:22 

Davids hær bestod ikke kun af loyale israelitter; han havde også lejesoldater. Gatitterne kom fra 

filisterbyen Gat. David havde sikkert rekrutteret dem, da han opholdt sig der (1. Sam. 27:2), og 

de havde loyalt fulgt ham lige siden. 

2. Sam. 16:22 

Det var bevidst, at Absalom helt åbenlyst sov med sin fars medhustruer – af politisk taktiske 

årsager. Hans handlinger viste klart, at han gjorde krav på tronen (se 3:6 for et parallelt 

tilfælde), og det var en voldsom offensiv mod David. Israelitter, som havde været 

tilbageholdende med at vælge side, fordi de vel formodede, at far og søn ville blive forligt og få 

udjævnet uoverensstemmelser, vidste nu, at bruddet var permanent. Man måtte vælge side. 

2. Sam. 17:11 

Hushaj og Akitofel var top-toprådgivere. Det bliver oven i købet antydet, at Akitofel var i en 

klasse for sig, selv om han tilsyneladende begik en bommert ved at vælge side til fordel for 

Absalom. Hushaj var derimod tro imod David, men lod som om han sluttede sig til Absalom. 

Han meldte sig rent fysisk under Absaloms faner. Med uhyre veltalenhed gik han imod Akitofel, 

indsmigrede sig hos Absalom og gav ham bevidst et dårligt råd. Hushaj foreslog, at hvis 

Absalom forsinkede sin forfølgelse af David, ja så ville Absalom kunne samle en gigantisk hær, 

som han kunne stå i spidsen for. Absalom lod sig smigre, og denne forsinkelse førte to ting med 

sig. David nåede at flygte og samle sig den nødvendige støtte. Akitofel, der nu vidste, at alt var 

tabt, drog til sit hjem, hvor han ordnede nogle få ting, inden han hængte sig. 

Synd er som kræft 

Først David, så hans familie og så hele nationen. 

”Min søn, Absalom, min søn, min søn, Absalom! Gid det var mig og ikke dig, der var død! 

Absalom, min søn, min søn! (19:1) 

Mange af os ser måske på synd, som man ser på hastighedsoverskridelser. De er ikke til at 

undgå, uanset hvor påpasselig man er. Og skulle det værste ske, at man bliver taget i at køre lidt 

for stærkt, ja så er det det, og man betaler sin bøde, hvor træls end det måtte være. 

Bibelen anskuer synd fra en lidt anderledes synsvinkel. Synd er mere som spedalskhed eller 

onde kræftceller. Og kræftceller gør som bekendt en væsentlig forskel – som forskellen mellem 

liv og død. Kræftceller deler sig og øges i antal, og efterhånden overtager de vitale organers 

funktioner, og derfor kan det blive nødvendigt med operative indgreb, hvis man skal redde livet. 

2. Samuelsbog 11-20 er ligesom en historie om kræft, der spreder sig. I begyndelsen var David 

på magtens tinder, og det var Israel også. De indre spændinger i landet var bilagt, landet havde 

fred, og Israel oplevede hidtil uset velstand. Gud havde givet David forunderlige løfter om, at 

91


hans efterfølgere for altid skulle regere. Hvad var der mere at stræbe efter og håbe på? Tiden 

fremover syntes at skulle forme sig som en lang, lys og herlig fremtid. 

Sådan skulle det ikke blive! En aften blev Davids blik – måske tilfældigt - fanget af synet af 

Batsebas smukke nøgne krop, og han sendt bud efter hende. Forsøget på at skjule affæren 

nødvendiggjorde et mord. Ingen kunne benægte, at det var nederdrægtigt og beskidt. Selv David 

erkendte det, da Natan konfronterede ham med fakta. Tingene faldt imidlertid hurtigt på plads 

igen. David omvendte sig, og han giftede sig med Batseba. Så kunne han i det mindste ikke 

falde for den fristelse igen. 

Men konsekvenserne af Davids synd var langt fra ovre. Selv om David ikke var sig det bevidst, 

voksede kræften i hans egen familie. Davids ældste søn Amnon havde også et godt øje til 

kvinder. Han narrede sin halvsøster Tamar ind i sit sovegemak, hvor han voldtog hende. 

Bagefter fyldtes han af væmmelse og smed hende ud. 

David var rasende. Men han straffede ikke sin søn, måske fordi han følte, at hans egen synd 

havde gjort ham sårbar og frarøvet ham hans autoritet. I henhold til loven (3. Mos. 18:9,29) 

skulle Amnon have været landsforvist eller det, der var værre, men han slap fri. David ønskede 

at dysse sagen ned. 

Det så alt sammen kun pænt ud på overfladen. Absalom ventede i et par år, inden han hævnede 

voldtægten på sin søster. Han myrdede ganske enkelt Amnon med koldt blod. Endnu engang 

ramte det David umådeligt hårdt, men straffen udeblev. Han græd over Amnons død, og dybt 

nede følte han måske sin egen andel i hele affæren. Efter 3 år lod David Absalom vende tilbage 

til Jerusalem uden at straffe ham og uden at mødes med ham. To år senere kogte Absaloms 

vrede over, og han bad David om enten at få lavet en retssag, eller også forlangte han fuld 

genoprejsning. (14:32). David bøjede sig, kyssede ham, og alt skulle være godt igen. 

Igen så det ud til, at man havde fået has på kræften. Men den var der stadig. Og den voksede. 

Nu satte den arrogante Absalom en charmeoffensiv ind, der kun havde til formål at få ham til at 

tage sig godt ud i forhold til den aldrende far. I løbet af en 4 års periode blev han temmelig 

populær, og til slut startede han et komplot imod sin far. Dette kom fuldstændig bag på David, 

der blev forvist fra Jerusalem og drevet ud i ørkenen. 

Chokket syntes at vække David. Skønt han var omtumlet og opløst i gråd, da han forlod sit 

elskede Jerusalem, så havde han fatning nok til stadig at lægge geniale planer. Da kampen gik i 

gang, vandt Davids hær, og Absalom blev fanget og dræbt. 

For David som konge, var Absaloms nederlag en stor triumf. For David som far, var det en 

forfærdelig tragedie. Det værste, som kan times en far, var sket for ham. Hans egen søn havde 

forsøgt at dræbe ham og var selv blevet dræbt derved. David græd og sørgede hæmningsløst 

(man siger, at beskrivelsen af hans gråd er noget af det mest hjertegribende, man kender til i 

litteraturen) over sin søns død, indtil Joab, hans general, advarede ham om, at han ved sin 

opførsel fornærmede de tropper på det groveste, som havde kæmpet og sat deres liv på spil for 

ham. 

David havde endnu engang udstillet sin svaghed, der gjorde det vanskeligt for ham at være den 

leder, jobbet krævede. 

Joabs henvendelse fik David til at tage sig sammen. Endnu engang fik han samlet landet. Han 

sendte forsonende budskaber til de oprørske ledere fra hans egen stamme. Han belønnede sine 

støtter. Han tog ikke hævn på nogen gruppe, men viste en bemærkelsesværdig godhed. Senere 

brød der et mindre oprør ud, men det blev hurtigt nedkæmpet. Kræften syntes endelig at være 

blevet stoppet. 

Men det var stadig kun tilsyneladende. David oplevede ikke flere oprør i sin levetid, men efter 

sin død dræbte Salomon en broder, som han mente kunne være en eventuel bejler til tronen. (1. 

Kong. 2:25). Efter Salomons regeringsperiode, dukkede de gamle stammespændinger op igen, 

92


og stammerne i nord og stammerne i syd, som David så dygtigt havde fået til at fungere 

sammen, blev splittet for altid. (1. Kong. 12). 

Davids historie viser os, at konsekvenserne af synd kan være uoverskuelige ikke blot for den 

eller de implicerede, men også for utallige andre. 

2. Sam. 19:1 

Man siger, at Davids grådkvalte råb er et af de mest hjerteskærende overhovedet i 

verdenslitteraturen. Det, vi imidlertid ser endnu engang, er, at Davids kærlighed til sine børn 

kolliderer med hans effektivitet som leder. Han græd så ukontrolleret og hjerteskærende over 

Absalom, at det demoraliserede tropperne, som umiddelbart forinden havde sat deres liv på 

spil for kongen (19:6ff). 

2. Sam. 19:30 

Mefiboshets tjener Siba havde fortalt David, at Mefiboshet var en forræder, der nærede 

drømme om, at han som Sauls barnebarn en dag ville blive konge (16:1-4). Da David hørte det, 

havde han givet Siba alle Mefiboshets besiddelser. 

Nu hører vi Mefiboshets version af historien. Han hævdede, at Siba havde forrådt ham, 

øjensynligt ved at tage hans æsel, så han ikke, fordi han var krøbling, kunne følge efter David. 

Hans udseende var endnu mere overbevisende end hans ord. Han havde ikke vasket sig og 

overskæget var ikke nytrimmet. Han så ud, som om han havde sørget og ikke som en, der 

efterstræbte tronen. 

Troede David på ham? Måske ikke fuldstændig. Han beordrede Siba til at give ham halvdelen 

af hans ejendom tilbage, men altså ikke alt. 

2. Sam. 20:2 

Etniske spændinger viste sig mellem Nord (Israel) og Syd (Juda). Saul kom fra Benjamins 

stamme i nord; David var fra syd. David arbejdede ihærdigt på at hele disse sår, men denne 

opstand viser, at mange i ”nord” var utilfredse. Det lykkedes David og hans søn Salomon at 

bevare de to regioner sammen, men efter Salomons død blev de delt for altid. 

2. Sam. 21:6 

Er der nogen undskyldning for, at David gik med til, at henrette Sauls efterkommere? Måske. 

Man må huske, at David havde visse retslige forpligtelser som Israels konge. Efter at 

Gibeonitterne have fået tilbudt kompensation for den mishandling, de havde været udsat for 

under Saul, så kan han have været under en retslig forpligtelse til at samarbejde omkring deres 

krav om blodhævn. På GTs tid blev en familie anset for at være ansvarlig for de forbrydelser 

enkeltindivider i familien havde været udsat for. Efter moderne standarder synes disse 

henrettelser imidlertid at være skudt langt over målet og unødvendige. 

2. Samuelsbog 22:1 

Denne lovprisningssang blev indlemmet i Salmernes Bog som Sl. 18. Mange af salmerne 

tilskrives David, og nogle af dem har titler, der lader antyde, hvilke begivenheder, der 

inspirerede dem. Disse salmer kan være en god kommentar til hændelserne, og de kan anskue 

begivenheder fra en lidt anden vinkel, end den vi får fra beretningerne om Davids liv 

Salmen 3: (2. Sam. 15:13) Da David flygtede fra sin søn Absalom 

Salmen 18: (1. Sam. 19–31). Da Herren udfriede David fra sine fjender og Saul 

Salmen 51: (2. Sam. 12). Efter Natan konfronterede David med Batseba affæren 

Salmen 52: (1. Sam. 22: 9-10) Da Do’eg sladrede om præsternes hjælp til David 

Salmen 54: (1. Sam. 23:19-20, 26:1-25) Da Zifitterne lod Saul vide, at David gemte sig i deres 

område. 

93


Salmen 56: (1. Sam. 21: 10-15) Da David spillede vanvittig for Akish, kongen i Gat. 

Salmen 57: (1. Sam. 22:1-2) Da David flygtede for Saul ind i hulen 

Salmen 59: (1. Sam. 19:11) Da Saul sendte mænd til Davids hus for at bevogte huset og dræbe 

David. 

Salmen 60: Skrevet efter et vigtigt slag 

Salmen 63: Da David var i Judas ørken 

Salmen 142: Da han var i hulen for at skjule sig for Saul 

2. Sam. 23:1 

Mennesker lægger vægt på deres næres og kæres sidste ord, for det sker af og til, at de 

opsummerer et eller andet vigtigt om hans eller hendes liv. Dette digt, som er Davids sidste, 

viser Davids dybe længsel efter at være en konge, som behager Gud. Han hævder, at en leder, 

som er i harmoni med Gud, altid vil være en velsignelse for Guds folk, og han genkalder sig 

Guds løfte om, at hans efterkommere altid vil regere. 

Efter sangen følger en lovprisning af Davids krigshelte. Det var mænd, som havde udvist 

usædvanligt mod, mens de havde kæmpet side om side med David. Hittitten Urias, som David 

havde ladet myrde, står på listen, men det gør den hævngerrige hærfører Joab ikke! 

2. Samuelsbog 23: 13-17, 24:24 

Disse to episoder viser os væsentlige sider af Davids personlighed. Han er impulsiv og hurtig til 

at handle efter en pludselig indskydelse, men han er også helhjertet, ydmyg og nidkær i sin 

gudsdyrkelse. Der er kun ganske kort afstand fra fejltrin til anger og bøn om tilgivelse. 

Aldrig så snart var de 3 helte draget af sted med livet som indsats til cisternen i Betlehem for at 

hente vand til David, før han var klar over fadæsen. Måske drog de af sted, uden at David vidste 

det. Måske kendte David ikke den fare, de var udsat for. Men da de kom tilbage med vandet, 

blev det ”ofret” til Herren, som et dyrebart offer. David nægtede at drikke af det. 

I 24:24 ser vi David demonstrere et klart princip for alle troende: Tilbedelse som ikke koster 

noget, er ikke sand tilbedelse. David vidste, at han havde begået en synd. Vi ved ikke helt, 

hvorfor denne folketælling var synd. Var det stolthed? Ønskede han at oprette en stående hær, 

som ville erstatte hans afhængighed af Guds omsorg og beskyttelse. Vi ved fra andre 

skriftafsnit, at der blevet lavet folketællinger med Guds velsignelse. Men David blev hurtigt klar 

over, at denne folketælling var synd. Derfor søgte han Guds tilgivelse. 

1. Kongebog 

Manden, som havde alt 

Sin tids rigeste, klogeste og mest succesombruste mand 

”Men hvis I og jeres sønner efter jer vender jer fra mig og ikke holder mine befalinger og love, som 

jeg har lagt frem for jer, men går hen og dyrker andre guder og tilbeder dem, så vil jeg udrydde 

Israel fra den jord, jeg har givet dem, og jeg vil forkaste det hus, jeg har helliget til mit navn” 1. 

Kong. 9:6-7 

Første halvdel af 1. Kongebog fortæller om en mand, som fik livet og uendelige muligheder rakt på 

et sølvfad. Kong Davids og dronning Batsebas søn, Salomo, voksede op i det kongelige palads. 

Allerede tidligt duperede han andre med sit talent for at skrive sange og for diverse andre 

discipliner. Han skrev over 1000 sange og forfattede i omegnen af 3000 ordsprog (vi har jo et 

passende udvalg i Ordsprogsbogen). 

94


Salomo blev konge i Israel, og Gud gav ham visdommens specielle gave. Han blev anset for den 

viseste mand i verden, og konger og dronninger rejste i hundredvis af kilometer for at møde ham. 

Efter besøgene drog de af sted forundret over Israels konges geni og landets velstand. 

Israel nåede sin gyldne æra under Kong Salomo. Jøder har lige siden tænkt tilbage på denne periode 

med en særlig nostalgi. Næsten hele det lovede forjættede land var i Israels hænder, og nationen 

oplevede fred i en periode. Litteratur og kultur blomstrede. I 4:20 læser vi om folket: ”De spiste og 

drak og var glade”. Og i 10:27: ”Kongen gjorde sølv lige så almindeligt i Jerusalem som sten, og 

cedertræ lige så almindeligt som morbærfigentræ...” 

Af alle Salomos bedrifter er der en, der udmærker sig frem for alle de andre. Han byggede Herren et 

tempel, som måske var den mest imponerende bygning i datidens verden. En flok på næsten 

200.000 mand arbejdede i syv år for at fuldføre projektet. 

På trods af mange succeshistorier fra Salomos regeringstid, ja så endte det hele i en gevaldig nedtur. 

Nedturen førte til, at landet faldt sammen omkring ham, og anden halvdel af 1. Kongebog fortæller 

den tragiske historie om den forfærdelige splittelse af landet, som efterhånden blev uundgåelig. 

Hvordan kunne dette ske? Hvordan kunne den mest velfungerende, velhavende og mest veltilfredse 

nation på den tid forpasse sine muligheder og privilegier så katastrofalt, at det hele gik i opløsning i 

løbet af blot en generation. 

1. Kong. fortæller, at Salomo syntes ude af stand til at håndtere sin overflod. Han var opdraget i et 

palads, og han elskede angiveligt luksus. Da Israel for første gang fik skibe i søen, blev der lavet 

ekspeditioner, der kun havde til formål at hjembringe eksotiske varer som guld, elfenben, aber, 

påfugle og sølv. Gulvet i templet blev belagt med guld. Man kan sige, at det var lidt spild at 

beklæde kostbare cedertræsplanker og elfenbens figurer med guld. Hvad formål tjente det at lave 

skjolde af guld, som var ubrugelige til militære formål. 1. Kong. beskriver med mange detaljer, at 

det tog 7 år at færdiggøre templet. Det tog derimod 13 år at bygge kongens palads, som var dobbelt 

så stort!! (7:1) 

Salomo praktiserede samme ødselhed i sit ægteskabelige engagement. Han startede med at gifte sig 

med en egyptisk prinsesse. Det var nok ikke kærlighed alene. Man har en klar fornemmelse af 

militærtaktiske undertoner og en nyttig alliance. Men det var jo også en afsløring af, at Salomon 

stolede mere på militære alliancer end på Guds beskyttelse og omsorg. Og så var han direkte ulydig 

ved at gifte sig med prinsesser fra Moab, Ammon, Edom, Sidon og mange flere. Syv hundrede 

koner i alt plus 300 medhustruer. Forholdene ved hoffet ændrede sig fuldstændig. Det blev ikkejødisk 

og fremmed. Salomo tog, for at behage sine koner, et skæbnesvangert skridt. Han byggede 

altre til konernes guder. Den samme mand, som havde bygget det flotteste og mest imponerende 

monument til Gud, var faldet så dybt, at han tilbad afguder. 

For at kunne betale for alle byggeaktiviteterne, iværksatte Salomo Israels første nationale 

skattesystem. Han udskrev folk til at gøre arbejdet, og det betød i realiteten, at disse mennesker 

fungerede som rene slaver. Da stakken af regninger blev for stor, gik han så langt, at han afstod en 

række byer i den nordlige del af riget til en anden konge (9:10-14). Dermed var der åbnet op for 

vrede og uvilje mellem nord og syd i Israel. 

Men den afgrund, der skilte Israel fra Gud, var endnu farligere. Tidligere havde Israels folk set hen 

til Gud som deres leder. Nu så det imidlertid ud til, at fokus skiftede fra Himlens Gud til Jerusalems 

konge. Salomon havde gjort sig selv til den uofficielle religiøse leder i landet, og da han tragisk nok 

gled ud i uføret, så fulgte nationen snart efter. 

Salomo startede med alle appelsinerne i sin turban. Han var rig, mægtig og vis. Men 1. Kong. 

drager denne triste konklusion: ”Salomo gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han var ikke 

fuldt og helt med Herren, som hans far David havde været”. (11:6). 

95


Salomo ville overgå alle andre på alle måder. Men det lykkedes ham ikke at gøre Gud til centeret i 

sit liv. Han efterlod sig stor berømmelse, men som et negativt eksempel. Jesus henviser til Salomo 

og afsiger den endelige dom over al hans rigdom og overflod og herlighed ved at pege på en lille 

blomst, som voksede på marken: ”End ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem”. (Matt. 

6:29) 

Første Kongebog handler om Israels guldalder, hvor Kong Salomon bragte fred og fremgang til 

nationen. Men han plantede også frøet til de katastrofer, som fulgte. Kapitel 12 markerer 

begyndelsen til en borgerkrig, der sprængte landet i to dele: Israel i nord og Juda i Syd. Resten af 

kongebøgerne beretter, hvordan regent efter regent, 19 konger i Nordriget og 19 konger og 1 

dronning i Sydriget. 

En anden bog, 2. Krønikebog dækker over den præcis samme historiske periode som Kongebogen. I 

nogle tilfælde tilføjer 2. Krønikebog flere detaler, så hvis man fatter interesse for en beretning, kan 

man med fordel læse parallelberetningen der. Disse historiske bøger danner baggrunden for 17 

andre bøger i bibelen: Profeterne. Berømte profeter som Esajas, Jeremias, Hoseas og Amos 

prædikede, mens kongerne regerede. 

Det er ikke en enkel øvelse at holde rede på 39 regenter, specielt ikke eftersom bogen springer frem 

og tilbage mellem to lande. Vi bør altså huske på¨: 

Israel var Nordriget, der havde sin hovedstad i Samaria. Dette lands konger var ikke 

tro mod Gud og hans bud. 

Juda var det Sydriget med hovedstad i Jerusalem. Næsten halvdelen af dets konger 

var helt eller delvist tro mod Gud. Resten var ulydige mod Gud og hans bud. 

1. Kong. 2:5 

Baggrunden for Davids kommentarer om Joab finder vi i 2. Sam. 3:17-30 og 20:4-11 

1. Kong. 2:17 

Salomos gensvar var mildt sagt temmelig barskt (v.23), da Adonija rettede henvendelse om 

tilladelse til at gifte sig med den unge, smukke kvinde, Abishag fra Shunnem, som blev indkaldt til 

at varme kong Davids fødder på hans gamle dage. Det kan vel være, at denne henvendelse var 

Adonijas slet skjulte forsøg på at genvinde den kongemagt, som gik ham af hænde, da Salomo blev 

valgt til konge. På den tid var det skik i mellemøsten, at en person, ved at gifte sig med en af den 

afdøde konges hustruer eller medhustruer, offentligt gjorde krav på denne konges rettigheder (2. 

Sam. 12:8, 16:21-22). Adonija kan således på sin egen listige facon have været i fuld gang med at 

udtænke en sammensværgelse; det ser i hvert fald ud til, at Salomo har været af den opfattelse. 

1. Kong. 2:46 

I kap. 2 og 3 ser vi to modsatrettede personlighedstræk hos Salomo. I de magtkampe, der beskrives i 

kap. 2, viser han sig mere ubarmhjertig og skånselsløs, end vi nogensinde så det hos hans far David. 

Disse uheldige sider af hans personlighed vækkede vrede hos stammerne i nord, og dette førte i 

sidste instans til borgerkrig. Men kap. 3 viser også, at Salomo kunne være trofast, vis og endog 

ydmyg. Tragisk nok gav han mere og mere efter for de mørkere sider af sit væsen. 

1. Kong 3:9 

Ved at anmode om visdom til at blive en god konge, viste Salomo, at han allerede var vis. Man kan 

vel stadigvæk tale om ”Salomonisk visdom”. Gud fandt stort behag i Salomos uselviske 

anmodning, og derfor gav Gud Salomo så meget mere. Uheldigvis var det ikke ydmyghed, der kom 

til at kendetegne Salomos regeringsperiode. 

1. Kong. 4:21 

96


Under Davids og Salomos regeringstid, strakte Israel sig fra Egyptens grænse til Babyloniens 

grænse. Landet var omtrent 3 gange størrelsen af det moderne Israel, og det indbefattede 

landområder, som nu tilhører Jordan, Syrien og Libanon. 

1. Kong. 6:3 

Bibelen beskriver arkitekturen i templet, som Salomo byggede, uden at henfalde til alt for mange 

detaljer. Fx har vi ikke detaljerede instruktioner direkte fra Gud, som tilfældet var, da Tabernaklet 

blev konstrueret. Salomos tempel stod i ca. 380 år, og det måtte flere gange gennemgå større eller 

mindre renovationer. Babylons kong Nebukadnezar ødelagde templet, men det blev delvist 

genopbygget under ledelse af Ezra og Nehemias, og senere blev det rekonstrueret af kong Herodes 

på Jesu tid. Jesus gik således i ”Salomos søjlegang”. De første kristne mødtes i templet og Peter 

prædikede der. Ananias og Safira døde sandsynligvis også der. I vore dage ligger der en muslimsk 

moske på tempelområdet. 

1. Kong. 7:1 

Det storslåede tempel og palads, som Salomo byggede, blev symbolet på Israels ”guldalder”. 

Salomo byggede også mange vigtige byer og fik på den måde kontrol over vigtige handelsruter. 

Han befæstede hovedstaden Jerusalem med en bymur så tyk, at dele af den stadig står tilbage. Han 

moderniserede den Israelske hær med 12.000 heste og en brigade af vogne, og indgik mere eller 

mindre listige og fiffige alliancer med nabostaterne. 

1. Kong 8:11 og 8:27 

Templet, Salomo byggede, skulle være et passende symbol for Herrens tilstedeværelse. Almindelige 

mennesker, ja ikke engang alle præster havde adgang til templet. Templet var først og fremmest for 

Gud. Men samtidig vidste Salomo godt, hvad det handlede om. I sin tale og bøn i kap. 8 gør han det 

klart, at universets Gud naturligvis ikke kan begrænses til at være i en bygning. Ikke desto mindre 

ville Gud være til stede ved sit nærvær i templet. Hans herlighed ville fylde stedet. Dette var uden 

tvivl også grunden til, at Salomo begyndte den praksis, som stadig gør sig gældende blandt jøder, at 

vende ansigtet mod Jerusalem, når man beder (v. 29). 

1. Kong. 9:13 

Salomos voldsomme investeringer satte ham i en voldsom gæld, og det førte til, at han gav noget af 

det forjættede land væk til en fremmed konge, Hiram fra Tyrus, i alt 20 byer. Dette kan meget vel 

have ægget stammerne fra nord til vrede mod stammerne fra syd. Kong Hiram var ikke imponeret 

over de 20 galilæiske byer, han fik overdraget. Han kaldte dem ”Kabul-landet”, som betød 

”ubrugeligt”. Det er interessant at bemærke sig, at det var netop det område, Jesus valgte som fokus 

punkt for den første del af sin offentlige virksomhed. 

1. Kong. 10:14 

Dette skriftafsnit (10: 14-29) viser med al ønskelig tydelighed, hvor langt Salomo havde fraveget 

Guds idealer. I 5. Mos. 17:14-20 havde Moses ligefrem advaret mod de fejltrin og farer, der lurede 

for en konge. Det lykkedes Salomo at se stort på og bryde samtlige advarsler, Moses havde givet. 

Han anskaffede sig store mængder heste, han indlod sig på handel med fremmede magter, han 

giftede sig med et utal af fremmede kvinder, og han anskaffede sig enorme mængder af guld og 

sølv. 

1. Kong. 11:3 

Salomos 700 koner var fra fremmede nationer, og de tilbad derfor afguder og havde helt andre 

normer for ”rigtigt og forkert”, end man havde i Israel. Han giftede sig formodentlig som led i en 

strategi, der gik ud på at etablere fredstraktater. Et kongeligt bryllup skulle angiveligt stadfæste de 

gode relationer mellem de to implicerede lande. Disse ægteskaber var imidlertid en imødegåelse af 

Guds lov (5. Mos. 7:3-4, 17:17), og ultimativt set førte disse hustruer Salomo bort fra Gud. Hans 

97


koners afgudsdyrkelse førte til slut til, at Salomo byggede offerhøje og tændte offerild for disse 

guder. Salomo gik selv i spidsen for denne afgudsdyrkelse, og den fandt sted i Jerusalem. 

1. Kong. 11:41 

Der henvises ofte til andre kilder, som vi ikke kender i dag. Nogen har regnet ud, at Kongebøgerne 

henviser til kilder, skrifter og bøger, som vi ikke kender til i dag i alt 34 gange. 

1. Kong. 13:7 

Jeroboam var sikkert bange for, at folket i nordriget, Israel skulle føle sig tiltrukket af 

tempeltjenesten og gudsdyrkelsen i Jerusalem, som lå i sydriget Juda. Derfor var han tåbelig nok til 

at gentage fadæsen fra 2. Mos. 32:1-4, hvorfor han lod fremstille to guldkalve, der skulle være 

centrum for folkets gudsdyrkelse (12:32). Men Gud har sine profeter. Her møder vi en anonym 

gudsmand, som i utvetydige vendinger vender sig mod denne afgudsdyrkelse. 

Jeroboam tilbyder ham en gave, som han vel håber, vil formilde profeten, men han lader sig ikke 

købe. Nogle af kongerne har uden tvivl haft professionelle profeter ansat, der blot talte kongen efter 

munden. Men denne anonyme gudsmand vil ikke vide af kongen og tager ikke imod indbydelsen til 

at besøge kongen. Selv om afgudsdyrkelsen hærgede landet, og selv om ugudeligheden var udbredt, 

og folket var faldet fra Guds vej, var der altid Gudsmænd og trofaste troende, der turde stå for 

sandheden og turde sige sandheden direkte til lederne. Måtte vort eget land aldrig fattes slige mænd 

og kvinder. 

1. Kong. 14:23 

Ashera-pælene blev indført i Rehabeams regeringstid og var en del af landskabets karakteristiske 

kendetegn. De var indviet til gudinden Astarte (på hebræisk Ashera), og pælene blev ofte rejst ved 

siden af de altre, der var indviet til Gud. De blev synonyme med Judas afgudsdyrkelse. Når 

kongebøgernes forfatter skulle vurdere kongernes fejltrin, så var kommentaren ofte: ”.... men 

offerhøjene forsvandt ikke” inkl Ashera-pælene. Pælenes egentlige betydning er ukendt, men disse 

pæle var vistnok kun afkvistede pæle. 

Landet deles i to 

En opstand fører til borgerkrig 

”Der var hele tiden krig” (14:30) 

Kapitel 12 i 1. Kongebog beskriver et vendepunkt for nationen Israel. I 120 år havde Saul, David og 

Salomo befæsted landet, udvidet grænserne og skabt et stærkt styre. Men umiddelbart efter Salomos 

død begyndte alting at gå i opløsning. En ulmende fjendtlig indstilling hos stammerne i nord kogte 

til sidst over, og stammerne i nord løsrev sig og formede deres egen nation. 

Ti stammer gik sammen under Jeroboam for at forme en nation mod nord, som blev kaldt Israel. 

Kun to stammer, Juda og Benjamin stamme, forblev loyale mod Salomos arving i Jerusalem. Disse 

to stammer mod syd tog navnet Juda og gjorde Jerusalem, hjemsted for templet, til deres hovedstad. 

Fra og med dette tidspunkt ophørte Israels stammers fælles land med at eksistere. 

Oprøret fra nord medførte en frygtelig borgerkrig i Israel, som kom til at vare i mere end 50 år. Selv 

om der blev indgået fredstraktater, brød krigen igen og igen ud. 

Kongebøgerne gengiver begge nationers historie. Handlingen i kongebøgerne skifter frem og 

tilbage mellem Israel mod nord og Juda mod syd. Kongebøgerne forsøger ikke at give en fuldt 

udtømmende beskrivelse af begge landes historie. Vægten lægges først og fremmest på deres 

konger og dronninger. Som repræsentanter og vogtere for pagten med Gud, symboliserede kongen 

eller dronningen nationernes åndelige sundhedstilstand. Som kongen, sålunde også hans 

undersåtter. Alle regenterne får en kortfattet summarisk vurdering ofte kun i en enkelt sætning. Man 

fulgte enten i Davids spor, som ”gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne” eller man handlede 

ligesom nordrigets konge Jeroboam, som ”forledte Israel til synd”. 

98


Nordriget 

Ironisk nok, udtrådte stammerne mod nord af fællesskabet som led i en reformbevægelse for at 

imødegå nogle af de udskejelser, man havde været vidne til under Salomos regeringstid. Hvis man 

imidlertid starter med den første konge, Jeroboam, er der ikke en eneste af kongerne i nordriget, 

”der gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne”. Kongebøgerne fordømmer samtlige nordrigets 

konger. 

Nordrigets konger tillod og medvirkede til, at afgudsdyrkelse blev blandet med dyrkelsen af den 

eneste sande Gud, og korruption blev en del af den politiske dagsorden. De antog efterhånden 

samtlige af de belastende byrder og kvaler, som oprindeligt havde ført til opstanden: grov 

beskatning, underkuelse af profeterne og misbrug af magt. Ud af 19 af nordrigets konger blev 8 

enten myrdet eller begik selvmord. En af kongerne, Zimri, holdt kun i 7 dage. 

De værste to på tronen var kong Akab og dronning Jezabel, som indførte Ba’al tilbedelsen i landet. 

Under Akab nåede Israel sit absolutte nulpunkt. Efter Akabs regeringstid blev Jeroboam erstattet af 

Akab, som symbolet på ondskab. De konger, der fulgte Akab, blev kaldt ”Akabs”, ligesom vi kan 

finde på at kalde en forræder for en quisling, fordi Quisling var en forræder. Det stod snart klart, at 

nationen Israels dage var talte. Efter Akab og Jezabel var det kun et spørgsmål om tid. 

Sydriget 

Mens Israel, der jo som sagt blev grundlagt som et resultat af en reformbevægelse, bevægede sig 

hastigt mod afgrunden, var de to stammer mod syd mere trofaste i deres forhold til Gud. Vi læser i 

det mindste om en lille håndfuld gode konger. Selv når andre nationer benyttede sig af Judas 

svagheder og plyndrede Jerusalem, så holdt folket sammen. 

Afgudsdyrkelse plagede også Juda, men ikke i nær den grad som i nordriget. Templet forblev et 

magtfuldt symbol på tilbedelsen af den eneste sande Gud. Gang efter anden fremstod der en 

helhjertet og hengiven konge, som gjorde rent bord i forhold til forgængernes ugudelige 

handlemåder. Forfatteren til kongebøgerne lægger ikke skjul på, at disse gode konger normalt 

levede længere end de dårlige konger. 

Der gik 250 år inden nordriget, Israel, var udslettet. Juda overlevede endnu 135 år før dette land på 

samme måde faldt i hænderne på invasionsstyrker. På sin vis var begge landes skæbne afgjort 

allerede fra det tidspunkt, hvor de var blevet delt. Profeten Esajas tænkte tilbage på denne splittelse, 

som den værste katastrofe, der var hændt Guds folk. (Esajas 7:17). 

1. Kong. 16:21 

Kong Omri bliver i alt tildelt 8 vers i 1. Kong., selv om verdslige historikere anser ham for at være 

en af Israels mest magtfulde konger. Efter hans konsekvente styre blev Israel kaldt ”Omriland” i 

assyriske annaler. Han byggede hovedstaden Samaria på et sted, hvor man kunne kontrollere alle 

ruter, der gik syd-nord. Men han startede også de religiøse vranglærer, som førte til nationens 

udslettelse. Politisk durkdreven som han var, bortgiftede han sin søn til en nabokonges datter 

(Jezabel). Kongebøgerne er imidlertid først og fremmest optaget af regenternes åndelige helse, og 

der fik Omri ikke en høj score. 

1. Kong. 16:34 

Josva 6:26 gengiver den forfærdelige erklæring om det, som vil ske den eller dem, som forsøgte at 

genopbygge Jeriko. Forbandelsen havde tragiske konsekvenser for Hiel. 

1. Kong. 17:12 

Elias’ usædvanlige fødekilder krævede en helt usædvanlig tro på Gud. Først blev maden bragt til 

ham af ravnene. Da hans vandressourcer så slap op, beordrede Gud Elias til et meget usædvanligt 

sted. Han skulle gå til en udsultet, fattig enkes hjem. Enken, som ikke engang var en israelit, boede i 

Jezabels hjemegn, som må have været et særdeles farligt territorium for en jaget profet. Ikke desto 

mindre viste enken i Sarepta tillid nok til profeten og hans Gud til, at hun ville bruge sine sidste 

99


sparsomme ressourcer. Resultatet viser, at hendes tillid var velbegrundet. Jesus henviste til denne 

beretning som et eksempel på Guds omsorg også for hedningerne (Luk. 4:25-26). 

1. Kong. 18:33 

Elias tilrettelagde prøven, der skulle afsløre Ba’al, som man påstod var gud for vejret, og som ofte 

blev afbilledet med en tordenkile. Elias overøste sit eget alter med 12 store spande vand – vand var 

jo et kostbart klenodie efter tre års tørke – før han vendte sig til Gud i bøn. Ild fra himlen fortærede 

offeret, brændet, stenene, jorden og selv vandet i grøften blev slikket op. 

Styrkeprøven 

En ensom profet mod over tusind præster 

”Da trådte Elias frem for hele folket og sagde: ”Hvor længe vil I halte til begge sider? Hvis det er 

Herren, der er Gud, så følg ham; hvis det er Ba’al, så følg ham!” (18:21) 

Der er kun få hændelser i Bibelen, der er ligeså dramatiske som styrkeprøven på Karmels bjerg. 

Ondskabens åndehære og Guds kraft kolliderede frontalt. Hændelsen på Karmels bjerg er ikke 

nogen myte, som vi ser det i konfrontationerne i film som ”Ringenes Herre” og ”Star Wars”. Den 

dag tog en snusket profet fra ørkenen sig egenhændigt af en konge og næsten et tusinde magtfulde 

præster. 

Elias havde gjort sin imponerende entré 3 år tidligere. Han var en forbløffende skikkelse og et 

usædvanligt fænomen, der pludseligt gik op og ned af de stejle gader i velstående Samarie. Han var 

klædt i sorte kameluldsklæder, og fremstod således som en slående kontrast til Ba’als 

profeter/præster i deres hvide linnedkjortler og fine, høje hovedprydelser. Hans domsbudskab var 

enkelt og upopulært: ”Der skal i disse år hverken falde dug eller regn, før jeg befaler det.” (17:1). 

Dette var en direkte krænkelse af Ba’als efterfølgere, som troede deres gud havde kontrol over 

vejret! 

Da Elias havde afleveret sit budskab, forsvandt han. I tre år var han den mest eftersøgte mand i 

Israel, for han alene havde nøglen til at åbne for himmelens sluser. I scenen i kap. 18, vender 

profeten Elias tilbage til Samaria. 

Elias’ styrkeprøve 

Israel stod ved en korsvej. Tidligere konger havde indført afgudsdyrkelse i Israels religion, men 

kong Akab og den berygtede dronning Jezabel var gået langt videre. De ønskede at fjerne alle spor 

efter dyrkelsen af den eneste sande Gud. 

Profeten Elias udgjorde en fuldgod modstander. Hans navn betød ”Herren er min Gud”. Han 

foreslog en styrkeprøve, den ultimative prøve, der skulle vise, hvem den sande Gud var. Første 

Kongebog gengiver et spektakulært sceneri med Ba’als præsters påkaldelser af Ba’al og et 

formidabelt hysteri på den ene side, og Elias’ spot og spydige kommentarer på den anden side. Til 

syvende og sidst var det vel ikke nogen reel styrkeprøve. Gud åbenbarede sig umiskendeligt med en 

sjældent set kraft og demonstration. 

Elias var en af de mest farverige af alle Israels profeter. Men selv de allerstørste er svage. Elias led 

af depressionsanfald og mangel på selvtillid, men i krisetider viste han et usædvanligt mod. 

Styrkeprøven på Karmels bjerg var kun et af tegnene på, at der foregik et højspændt drama. I 

Bibelsk tid var der, så vidt vi ved, på intet tidspunkt en periode med flere mirakler end dem, Elias 

og hans efterfølger Elisa oplevede og erfarede. Gud gav Israel en sidste advarsel. 

De virkelige helte i Israel 

Forfatteren til Kongebøgerne lagde ud med at fortælle de salvede lederes historie. Men da først 

lederne og siden præsterne blev mere og mere korrupte, sætter bøgerne fokus på profeter som Elias. 

Disse mænd ender med at fremstå som Israels virkelige helte. 

For Israel var profeterne ikke kun prædikanter og forfattere. De var først og fremmest kanaler, 

gennem hvem Guds kraft flød både i ord og handling. De tjente ved frontlinien, hvor kampen 

100


mellem ondt og godt blev udkæmpet. Som tiden gik, oversteg profeternes betydning kongernes. 

Kongerne kom og gik, men profeternes budskab har vi den dag i dag. 

Stemmer i ørkenen 

Hvad enten de tjente i regeringen eller fra tid til anden dukkede op fra ørkenen, stod de sande 

profeter kun til regnskab for Gud. De udråbte andre profeter, ansat af kongen, som ”falske 

profeter”, og disse ”falske profeter” fortalte almindeligvis kun kongen det, som han gerne ville 

høre. 

Det var langt fra alle profeter, der efterlod sig skrevet materiale (Elias og Elisa efterlod sig fx ikke 

skrevet materiale). Men vi har som bekendt også skriftligt profetisk materiale, som udgør 17 af 

GT’s bøger, og de fleste af disse profeter levede i perioden, som kongebøgerne dækker. 

Profeterne fortæller om en Gud, som er historiens Gud. En Gud, som styrer historiens gang mod 

helt konkrete mål. Engang imellem kan han synes tavs og langt borte. Andre gange er det svært at 

se sporene, og vi undres over, hvad der sker, og hvor historien er på vej hen. Men profeterne 

forsikrer os om, at Gud har alting under kontrol. Til tider træder Gud så pludseligt ind på scenen 

direkte, overbevisende og spektakulært og viser med stor kraft, at han er Gud. Og når det sker, er 

der som regel en profet midt i centrum for begivenheder, som Elias var på Karmels bjerg. 

1. Kongebog 19:3 

Dronning Jezabel havde et sådant omdømme, at Elias løb for at komme væk fra hende, selv efter at 

Gud i sin vælde havde stillet sin magt til skue på Karmels bjerg. Den romerske historiker, jøden 

Josefus, fortæller om Jezabel. Hendes far, som havde tjent som ypperstepræst i et hedensk tempel i 

Tyrus, dræbte kongen og regerede 32 år. Hans regeringstid var kendetegnet af en blodtørstig 

afgudsdyrkelse og en hensynsløs foragt for menneskerettigheder. 

Jezabel fulgte i sin fars fodspor. Da hun blev gift med Akab som led i en politisk alliance, fik hun 

ansat 950 Ba’als profeter, samtidig med at hun beordrede en fuldstændig nedslagtning af de Guds 

profeter, som tog til orde mod hende. Akab valgte at bøje sig for hende. Uden hende får vi det 

indtryk, at han kunne udvise en vis hæderlighed og samvittighedsfuldhed. Men hans svaghed og 

Jezabels indflydelse gjorde ham til den værste af alle Israels konger. 

1. Kong. 21:1 

Hændelsen om Nabots vingård viser noget væsentligt om de holdninger, GTs forfattere havde, når 

de skrev Israels historie. Set ud fra en vinkel var tyveriet en ligegyldig hændelse under kong Akabs 

regeringstid. Og dog afsætter 1. Kongebog mere plads til denne beretning end til beretningerne om 

flere af de kongers regeringsperiode, vi senere hører om. Beretningen her viser kongens misbrug af 

magt og ligegyldighed for pagten med Gud. Alle israelitter havde ret til at eje en bid af det 

forjættede land – selv ikke en konge kunne tilsidesætte denne ret. I virkeligheden kunne man ikke 

sælge land uden at bryde loven, Gud havde givet til Moses (3. Mos. 25: 23-31). Akabs grådighed og 

Jezabels frækhed førte til mord og ultimativt set førte det til Guds dom over landet. 

1. Kong 22:4 

Efter mange år i krig blev der endelig sluttet fred mellem Israel og Juda. Ironisk nok bragte det en af 

Israels værste konger, Akab sammen med en af Judas bedste, Kong Joshafat. Den uhellige alliance 

med Akab førte til en skæbnesvanger kamp mod Aram, som nær havde koste Joshafat livet (versene 

29-33). Judas’ konge afviste senere hen hånligt tilbud om samarbejde (vers 49), men hans søn 

derimod giftede sig med Kong Akabs datter. Dette ukloge ægteskab banede vej for hæslige og 

syndige levemåder i Juda, som kom fra Nordriget, og dette førte ultimativt set til et kongeligt 

blodbad. 

101


2. Kongebog 

Israels store krige 

Det Forjættede Land bliver til en blodig slagmark 

”Derfor sagde han: ”Også Juda vil jeg fjerne fra mine øjne, sådan som jeg fjernede Israel, og jeg 

vil forkaste denne by, Jerusalem, som jeg har udvalgt, og det hus, hvor jeg har sagt, at mit navn 

skal være.” (23:27) 

2. Kongebog omhandler en mørk periode i det forjættede lands historie. Først faldt Nordriget, Israel, 

til udefra kommende invasionsstyrker. Siden blev Juda, Sydriget, erobret. Det er svært for os at 

forstå, hvor meget disse to begivenheder betød i jødisk historie. Måske kan vi sammenligne det med 

forrige århundredes to store krige. 

I 1918 fandt en af de blodigste af alle krige sin afslutning. Samtlige klodens mange nationer havde 

valgt side. Alt i alt anslår man, at 9 millioner soldater døde. Hvis vi dertil lægger, at den pest der 

hærgede i samme periode, krævede ca. 50 mio. ofre, ja så har vi et billede af en katastrofesituation, 

der langt overgår de rædsler, vi læser om i kongebøgerne, hvor grusomme de end er. De 

overlevende fra 1. verdenskrig var overbeviste om, at intet nogensinde igen ville kunne matche 1. 

verdenskrigs grusomhed og ødelæggelser. Man talte om ”krigen, der ville gøre en ende på alle 

krige”. 

Faktum er, at Stalin allerede var i gang med det værste folkemord verden nogensinde havde set. 

Tallet er ikke kendt, men man anslår, at Stalin dræbte et sted mellem 30 mio. og 50 mio. russere 

(som var hans eget folk) i perioden efter 1. verdenskrig. 

Mindre end 20 år efter 1. verdenskrigs afslutning dukkede Adolf Hitler op på verdensscenen. Hans 

bedrifter er velkendte. I 2. verdenskrig strakte grusomhederne sig fra Danmark i vest til Japan i øst 

og videre gennem Rusland. Krigen sluttede, da to paddehatteformede skyer rejste sig over Nagasaki 

og Hiroshima. Et ildevarslende signal om fremtiden. 

Uanset hvad der i øvrigt sker, så vil det 20. århundrede være permanent mærket af ovennævnte store 

skampletter. Alt andet – kunst, litteratur, videnskab, opfindelser, bedrifter og medicinske 

landvindinger vil uvægerligt rykke i baggrunden. 

2. Kongebog fortæller på sin vis, at de samme forfærdelige katastrofer, som er beskrevet ovenfor, 

indtraf i Israels historie. To ubeskriveligt forfærdelige hændelser indtraf. Mægtige nationer 

invaderede landet. I jødernes lange turbulente historie fremstår disse to invasioner som ”de store 

krige”, der overskygger alt andet. 

Israel faldt først 

Som vi har set, var landet allerede blevet delt i to. 1. Kongebog fortæller den historie. Dens 

fortsættelse, 2. Kongebog, fortsætter beskrivelsen af endnu forfærdeligere tragedier. 

Fra de allerførste kapitler kan man fornemme den verserende krise i Nordriget. Ikke en af kongerne 

i Nordriget fulgte Guds veje. Politisk var det en endeløs glidebane af fjendskab, intriger og blodige 

revolter. I samme periode intensiverede Elias og Elisa deres angreb på kongerne, mens mirakler og 

forunderlige hændelser fandt sted i en hidtil uset grad. 

Assyriens felttog bliver beskrevet i 2. Kong. 15-18. Ikke-bibelske kilder fra perioden fortæller om 

grusomme og voldsomme kampe. Samaria, som var Israels hovedstad, holdt stand mod en belejring 

i et heroisk forsøg på at undgå katastrofen i to år. Men til ingen nytte. Til slut måtte de udhungrede 

indbyggere overgive sig, og en god del af Israels folk blev slæbt i landflygtighed i 722 f. Kr. 

102


Assyrerne blandede sig med resten af folket, og der blev skabt et blandingsfolk, som vi i dag kender 

som samaritanerne. 

Kun to israelittiske stammer (Juda og Benjamin stammer) blev tilbage i det lille Sydrige, Juda. Men 

også dette lille land forsøgte assyreren, Sankerib at ødelægge. Han drog gennem det lille land helt 

til Jerusalems porte. Samtidige beretninger fortæller, at han jævnede 46 byer med jorden og tog 

200.150 jøder med i fangenskab, unge såvel som ældre foruden heste, muldyr, kvæg og andre 

ejendele. 

Juda 

Kunne den meget lille nation Juda overleve et så voldsomt angreb? Ja, Jerusalem klarede frisag. 

Den fantastiske beretning læser vi i 2. Kongebog 19: 35-37. På en eller anden forunderlig måde 

gjorde Hizkija et bemærkelsesværdigt comeback, og Juda overlevede endnu 135 år. Og dog lærte 

Juda ikke af den dramatiske lektie, Israels ødelæggelse i nord jo var. De fleste af de konger, som 

fulgte Hizkija, mislykkedes totalt med at adlyde Gud. Den anden invasionsmagt, Babylon, sluttede 

en 400 år lang æra med at jævne Jerusalem med jorden. I år 587 f. Kr. gør Babylons konge, 

Nebukadnesar det af med landets selvstændighed. Folket deporteres til Babylon. Salomos Jerusalem 

lægges totalt i grus. Al pomp og pragt forsvinder, og folket sidder og græder ved Babylons floder. 

Kongebøgerne slutter med et trist billede: flygtninge, der smårapser i Jerusalems ruiner og 

israelitter, der endnu engang er blevet gjort til slaver af fremmede magter. Da støvet har lagt sig 

efter 587 f. Kr., er jøderne spredt rundt om på hele jorden. Alt håb synes at være slukket. 

Kun i profetiske kredse bevares et håb. Der var lagt et tungt åg på Israels folk, og deportationen til 

Babylon fornemmedes som en straf for alle Israels overtrædelser i fortiden. Gennem tugtelsen ville 

Gud Herren lutre folket, så et nyt folk kunne fremstå. Over dette folk skulle herlighedstiden 

oprinde, når tiden var inde. 

Profeterne havde hele tiden givet indtrængende advarsler om det, der uundgåeligt ville ske, hvis 

nationen vendte Gud ryggen. Intet gør større indtryk, end historiens egen lektie. Lige siden 

Jerusalems undergang, har jøderne set tilbage på deres historie og set to uhyggeligt grimme pletter. 

De mørke dage, hvor Assyrien og Babylon forårsagede, at alt sank alt i grus. 

De første 8 kapitler af 2. Kong. er spændende og begivenhedsrige, og de er lette at læse. De 

fokuserer på profeten Elias sidste dage og på hans efterfølger Elisas lange liv og tjeneste. Men fra 

og med kapitel 9 bliver bogen noget forvirrende. Den springer frem og tilbage mellem to historier: 

Israels mod nord og Judas mod syd. 

Israel var oprindelig et stærkt land, hvor 10 af de 12 stammer var forenede. Men de viste sig at være 

mindre tro mod Gud, og de blev til sidst ødelagt af Assyrien. Kapitlerne 18-25 dækker perioden 

efter den assyriske invasion, da det kun var Juda, som eksisterede. 

En af de gode grunde til at studere Kongebøgerne og Krønikebøgerne er, at de giver den historiske 

baggrund for at forstå profeterne. Elias og Elisa dukkede op på scenen ved et afgørende vendepunkt 

i Nordrigets historie, netop som Akab var ved at ændre den officielle religion fra at tilbede Gud til 

at tilbede Ba’al. Andre profeter, som skrev nogle af Bibelens bøger, var også aktive i denne 

tidsperiode. 

Amos og Hoseas koncentrerede sig om en tjeneste i Nordriget Israel. Følgende af profeterne boede 

og prædikede i Sydriget Juda: Obadias, Joel, Esajas, Mika, Nahum, Sefanias, Jeremias og 

Habakkuk. Der dukkede flere profeter op, da israelitterne stadig var i fangenskab i Babylon, eller 

efter de var vendt tilbage til deres hjemland. 

2. Kong. giver korte og gennemgribende domme af samtlige konger og dronninger. Vi skal notere 

os det, som behager Gud og det, som mishager ham. De 39 regenter udgør et fint og omfattende 

studie i forskelligartet lederskab, der spænder fra det inspirerende til det degenererende. 

2. Kong. 2:12 

103


Elisas sidste ord til Elias var ganske givet en kompliment, men hvad betød de ord. Sandsynligvis 

refererer de til Elias kraft, og ordene indikerer, at han var mere værd for nationen Israel end et helt 

kompagni af vogne og heste. Det er interessant at bemærke sig, at en af Israels konger sagde præcis 

de samme ord til Elisa, da han lå for døden. (13:14) 

2. Kong. 2:23 

Ved en første gennemlæsning er den lille beretning på tre vers ikke så ligetil. En profet, som kalder 

på assistance fra et par bjørne til at maltraktere en gruppe børn! Lidt historisk baggrundsviden kan 

måske kaste lys over beretningen. Betel var et arnested for Ba’al-tilbedelsen, og dens indbyggere 

var i en stadig kamp på liv og død med Guds sande profeter. Drengene fra byen råbte: ”Kom herop, 

skaldepande!” Det er ikke usandsynligt, at de tænkte på det, som netop var sket med Elias. De råbte 

med andre ord til Elisa, at han skulle forsvinde op i skyen! Eller sagt med andre ord: ”Forsvind og 

dø.” Man siger, at det ord, der er oversat ”små drenge” ligeså godt kunne betyde ”unge sidst i 

teenageårene”. Reelt har vi måske en gruppe (et gang) teenagere, der truer Elisa på livet. Elisa 

forbander dem, fordi hans liv er i fare, og for så vidt angår bjørnene, står der ikke noget om, at han 

rekvirerede deres assistance, selv om de jo dukkede op fra skoven. 

Elias’ efterfølger 

Hvem kunne tage stafetten op efter den vældige Elias 

”Da de var kommet over, sagde Elias til Elisa: ”Sig mig, hvad jeg skal gøre for dig, før jeg bliver 

taget bort fra dig.” Elisa svarede: ”Lad mig få to dele af din ånd!” (2:9) 

Når en profet, som Elias forlader scenen, er spørgsmålet, hvem der tør tage hans plads. Da tiden 

kom, søgte Elias efter en af en helt anden støbning, end han selv var. Han valgte en trofast discipel, 

en landmand ved navn Elisa. 

De to havde hver sin stil, selv om deres navne minder om hinanden. Elias’ navn betød: Herren er 

min Gud. Elias tog konfrontationerne med både konge og Ba’als præster. Han levede alene og 

prædikede dom og omvendelse. 

Elisa, som betyder ”Gud er frelse”, havde en lidt anderledes stil. Han levede blandt andre 

mennesker, foretrak de fattige og de udstødte og lagde vægt på liv, håb og Guds nåde. Alle sociale 

klasser havde adgang til Elisa, fra fattige enker til fremmede konger. Han havde et spændende liv, 

der blandt andet indebar et job som spion, udførelse af mirakler, rådgivning for kongen, leder for en 

profetskole, plus at han salvede revolutionære. 

Elisa kom vidt omkring, og hans skaldede isse og stav blev hans kendetegn. Nyhederne om hans 

mirakler spredte sig overalt og gjorde ham til en kendt figur i mere end 50 år. Da Elisa lå på sin 

dødsseng, knælede en forvirret israelsk konge ved siden af ham og tryglede om et godt råd. 

Elisas bedrifter falder groft sagt i to kategorier. Den ene gruppe af beretninger angår situationer, 

hvor mennesker har åbenbare dagligdags behov. Elisa viste stor forståelse for de lidende, og de 

bedrøvede. Vi ser, hvordan han bogstaveligt hjalp sådanne på en mirakuløs måde: Han sørgede for 

mad, helbredte sygdomme, ja selv en død dreng opvakte han fra de døde. Han var langt mere 

skånsom over for de fattige og underkuede, end han var over for generaler og konger. 

En anden gruppe beretninger relaterer til nationen. Israel ravede rundt på må og få efter Akabs 

korrupte styre. Politisk overlevede Israel kun på nabolandet Arams (nuværende Syrien) nåde, som 

ganske vist foretog periodiske strejftog over grænsen ind i landet. Nogle gange hjalp Elisa den 

israelittiske hær ud af en knibe ved at bruge den særlige indsigt, han havde til at afsløre og opspore 

fjendernes strejftog. 

To gange forudsagde han mirakler, der ville få den israelittiske hær ud af umulige situationer med 

det resultat, at fjenden blev tilføjet nederlag. Han nægtede at blive ”hof-profet” for blot at bakke 

kongens indfald op. I mindst et tilfælde fornærmede han højlydt en af Israels konger (3:13-14). Ved 

104


en anden lejlighed salvede han en general med det formål at lave revolution og afsætte en siddende 

konge. 

Begivenheder fra Elisas liv – Naamans helbredelse, ildvognen og enkens olie – hører til blandt de 

mest kendte GT beretninger. På en måde tilhører Elias og Elisa en uddøende race. Profeter, som 

dukkede op siden hen, var knap så spektakulære i deres virksomhed som disse to, idet de i højere 

grad ”nøjedes” med at bruge ord fra Gud i deres tjeneste. 

Alle kendte Elias’ og Elisas kraft. Specielt kongerne, som søgte deres råd, men som bestemt også 

andre gange forsøgte at dræbe dem. Ironisk nok, ja så er alle kongerne og de politiske ledere væk, 

selv om de anså sig selv for historiens centrum, mens de levede. Beretningerne om profeterne og 

profeternes ord derimod, har vi stadig, og selv i dag har deres budskaber forunderlig aktualitet. 

2. Kong. 4:8 

Elisa bad om ”to dele af Elias’ ånd” (2:9), og når vi tæller efter, viser det sig, at Bibelen faktisk 

gengiver omkring dobbelt så mange mirakler udført gennem Elisa. Mange af disse mirakler, specielt 

dem i kapitel 4, minder om de mirakler Jesus selv udførte mange år senere. Miraklerne viser, 

hvordan Gud viser omsorg for almindelige mennesker. Selv om Elisa var velkendt på hans egen tid, 

så er hans navn kun omtalt en gang uden for Kongebøgerne (Luk. 4:27). I modsætning hertil er 

Elias ofte nævnt, og Johannes Døberen bliver ofte sammenlignet med ham. 

2. Kong. 5:3 

Hun var blevet taget til fange under en razzia. Hun blev bragt til et fremmed land. Hun blev gjort til 

slave. Vi kender ikke hendes navn. Alligevel er det ikke bitterhed, der præger hende. Vi læser 

faktisk, at hun havde medlidenhed med sin herre. Hun ønskede, han skulle blive helbredt, og hun 

var overbevist om, at hendes Gud ville gøre det. Gud brugte denne piges tragedie til at helbrede og 

omvende hendes fjende. Vi har her et fantastisk eksempel på, hvor langt kærligheden kan gå og nå 

ud. 

2. Kong 5:10 

Elisas måde at tackle Na’aman på står i skarp kontrast til hans overbærenhed og mildhed mod de 

fattige og undertrykte. Elisas anbefalede kur vakte tilsyneladende anstød og sårede Na’amans 

stolthed. Og Elisa nægtede tydeligvis at modtage betaling fra den velhavende general, som var vant 

til, at man kunne betale sig fra alting. I forbindelse med denne hændelse og i forbindelse med en 

anden (8:7-15), gjorde Elisa kongeriget Aram en god tjeneste, selv om Aram var Israels fjende. 

2. Kong. 6:17 

Elisas tjener var fortvivlet, fordi de var omringet af en hær. Han udbrød: ”Ak, Herre, hvad skal vi 

gøre?” Da Elisa bad, kunne tjeneren imidlertid pludselig se, at Guds styrker, usynlige for alle 

andre, var langt flere i tal end fjenden. Beretningen viser os et sjældent glimt af den ”usynlige 

verden” og af Guds ”overnaturlige styrker”. Gud har ressourcer rede, som vi ikke kan se. 

2. Kong. 8:27 

Akab foranledigede meget kløgtigt arrangerede ægteskaber for at cementere alliancer med Israels 

naboer. Hans kone Jezabel stammede for eksempel fra Fønikien, der på denne måde blev en af 

Israels allierede. Akab fik også en af sine døtre bortgiftet til Judas konge, og det skabe fred mellem 

de to krigsførende lande. Senere, da Jehu gjorde oprør og nedslagtede alle i Akabs familie, vakte 

han disse allieredes vrede og kuldkastede dermed Israels udenrigspolitik fuldstændigt. 

2. Kong. 9:30 

105


Jezabel døde, som hun havde levet, og mindet om hende efterlod et dybt indtryk. Hun bad ikke om 

nåde; næsten som var det et improviseret skuespil, klædte hun sig på til styrkeprøven og ventede 

ved vinduet for at håne den mand, som var kommet for at tage sig af hende. Hun viste ingen tegn på 

anger og blev smidt ud af vinduet af sine egne tjenere. Og som Elias havde profeteret (1. Kong. 

21:23), åd hundene i byen hendes døde legeme. 

2. Kong. 10:14 

Jehus angreb på Sydriget Judas kongesønner havde alvorlige konsekvenser. For at beskytte Israel 

mod hævn fra Judah og deres allierede, måtte Jehu betale afgift til Assyrien. Det er faktisk sådan, at 

Jehu er den eneste jødiske konge, vi har et billede af. På en tavle, der er blevet fundet ved 

arkæologiske udgravninger, ser vi ham betale tribut til Assyrien. Skønt Gud havde valgt Jehu til at 

rense ugudeligheden bort i Israel, gør Bibelen det klart, at han i sin voldsomme fremfærd langt 

overskred sit oprindelige mandat. Gud selv fordømmer ham i Hoseas 1:4. 

2. Kong 11:2 

Dronning Atalja var meget tæt på at udslette den kongelige slægtslinie, som stammede fra kong 

David. Profeterne forudsagde, at Jesus Messias ville komme fra Davids slægtslinie, så set fra en 

side var hele Guds plan afhængig af, om det lykkedes at gemme Joash og senere få ham tilbage på 

tronen. 

2. Kong. 13:4 

Ligesom alle de andre konger i Nordriget Israel, begyndte Joakaz ”med at gøre, hvad der var ondt i 

Herrens øjne”. Men til forskel fra alle de andre, så omvendte han sig. Gud, der ikke higer efter at 

straffe nogen, og altid er villig til at lade sig formilde, så i nåde til kongens sindsændring. 

Uheldigvis smittede Joakaz’ omvendelse ikke af. Israelitterne fortsatte deres afgudsdyrkelse i 

ulydighed mod Guds bud. 

1. Kong. 13:20 

Moab og Aram (Syrien) dukker ofte op i Kongebøgerne. De var små kongeriger, der var 

sammenlignelige med Juda og Israel. Sommetider kæmpede de mod Israel eller Juda, og 

sommetider gik de sammen i alliancer for at modstå større trusler. På verdensscenen var der 

konstante trusler fra Egypten og Assyrien. Assyrien satte sit umiskendelige præg på historien, inden 

imperiet gik til grunde. Senere blev Babylon regionens altdominerende magt. 

1. Kong. 14:23 

Ikke-bibelske (verdslige) historikere beretter, at Omri og Jeroboam var Israels mægtigste konger. 

Under disse regenter nåede landet nye højder af magt og prestige. Men kongebøgerne undlader 

konsekvent at tillægge politisk magt særlig opmærksomhed. Kongerne dømmes på basis af deres 

gudsfrygt, og således bliver både Omri og Jeroboam II affærdiget med nogle få vers. 

Vi kan både fornemme landets velstand, men også den florerende korruptionen i både Amos’ og 

Hoseas’ bøger. De to profeter var aktive i denne tidsperiode, og begge profeterede i den smukke 

hovedstad Samaria. (Jonas levede også på denne tid (vers 25), men han profeterede i Ninneve, 

hovedstaden i Assyrien. Israel spottede disse radikale mænds dommedagsprofetier, men i løbet af 

30 år var alle deres dystre forudsigelser gået i opfyldelse. 

2. Kong. 16:1 

Kong Akaz får en stor plads i Israels og Judas historie. Da Israel truede hans kongedømme Juda, 

indhentede han militær assistance fra Assyrien. Til gengæld udslettede Assyrien Israel og gjorde i 

realiteten Juda til en marionetstat. Det værste af det hele var, at Akaz kopierede og lod sig påvirke 

af de hedenske religioner hos de nabofolk, der blev erobret. Således lod han sin søn ofre i ilden. 

2. Kong 17:17 

106


Overfladisk set kunne det synes uretfærdigt, at Gud lod assyrerne, som alt i alt var et meget 

grusommere folk end Israel, erobre Israel og føre hele nationen i landflygtighed. Hvorfor? Israel 

blev dømt efter en højere standard på basis af de store privilegier, Gud havde givet dem. Jesus 

sagde det mange århundreder senere: ”Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så 

meget mere af.” (Luk. 12:48) 

En hårrejsende liste af Israels synder (17: 7-23) viser, hvorfor de fortjente dom: De havde overtaget 

naboernes frugtbarhedsreligioner og var gået så langt, at de ofrede deres egne børn. Assyrien havde 

ikke Israels privilegier, men de ville også blive dømt, som historien klart viser. 

Hvorfor er der sådan et vrøvl med afguder? 

Denne mærkværdige handlemåde førte til et kongeriges fald 

”De fulgte de tomme guder og endte i tomhed..” 17:15 

Man kan ikke læste langt i GT uden at møde afguder, for afgudsdyrkelse er et af de almindeligste 

emner i Bibelen. Et nagende spørgsmål trænger sig på, når vi læser Kongebøgerne: Hvorfor afskrev 

israelitterne den Gud, som havde ført dem ud af Egypten til fordel for udskårne træstammer og 

bronzestatuer? Hvad var det, som havde en sådan tiltrækningskraft? 

I vores vesterlandske kultur har vi svært ved at forholde os til afgudsdyrkelse. I dag har vi 

tilsyneladende intet forhold til afguder bortset fra, hvis de bliver brugt som rekvisitter i en film. 

Hvem tror i virkeligheden på den slags mere? Hvorfor får de så megen plads i GT? 

Faktum er, at afgudsdyrkelse trives i bedste velgående i både Afrika og Asien den dag i dag, og den 

indflydelse, det har på mennesker i dag, kaster lys over og GTs afgudsdyrkelse. I Indien har hver by 

og landsby fx sin egen favorit gud. Man anslår, at der således er over 1000 forskellige guder, som 

bliver tilbedt. Transportable afguder står på gadehjørner i de vigtigste byer. 

Afgudsdyrkelse tilfører en dimension af magi til livet for en from hindu. Hinduer tror, at guderne 

har kontrol over alle begivenheder, og det inkluderer katastrofer som monsunstorme, 

oversvømmelser, sygdomme og trafikulykker. Man må sørge for, at disse magtfulde guder til 

enhver tid og for enhver pris bliver gjort tilfredse. 

Det, der imidlertid tilfredsstiller en gud, afhænger af den guds karakter, og guderne kan være både 

grusomme og voldsomme. Nogle stammer tilbeder afguder i form af en slange; andre tilbeder 

koppergudinden. Den største by i Indien, Calcutta, har adopteret den morderiske og grusomme 

gudinde Kali, som bærer en krans af frygtindgydende hoveder rundt om livet. Hengivenheden til 

sådanne guder kan let føre til en lammende frygt. Hvis man ikke sørger for, at Kali er lykkelig, ja så 

tror hendes efterfølgere, at hun vil straffe dem på den værst tænkelige måde. 

Andre knap så fromme hinduer har en lidt anden opfattelse. De behandler deres guder næsten som 

en slags lykkeamuletter. En taxachauffør sætter måske en lille statue af en abegud på frontpanelet i 

bilen. Engang imellem dekorerer han statuen med blomster. Hvis man spørger ham, siger han 

sikkert, at han beder til statuen om, at han må være sikker i trafikken – men tilføjer med et smil, at 

alle kender jo den trafikale situation i Indien. 

Afgudsdyrkelsen havde samme virkning på israelitterne på Kongebøgernes tid. Nogle israelitter 

havde samme opfattelse som den indiske taxachauffør: Måske vil afguden yde sin hjælp, måske 

ikke, men det er vel et forsøg værd! De skiftede guder, som man skifter underbukser, alt afhængig 

af, hvilken gruppe af mennesker, der syntes at have størst succes med deres dyrehold, hære eller 

familie! 

En sådan indstilling kunne ikke være fjernere fra det, som den eneste sande Gud fordrede. Han 

havde valgt israelitterne som et kongeligt præsteskab, som et kostbart klenodie, der alene skulle 

tjene ham. Som universets Herre ønskede han ikke en skødesløs og tilfældig hengivenhed, men helt 

og fuld troskab. Han var ikke en lykke-amulet-Gud. 

107


Alt for ofte havde de israelske afguder en langt mere fordærvelig form, der giver mindelser om den 

onde gudinde i Calcutta. Historierne vi har overleveret om Ba’al fx handler om fordrukkenhed og 

udsvævelser. Hans efterfølgere tilbad ham ved at dyrke sex i templet med prostituerede af begge 

køn og ved at ofre små børn. 

Ved at tilbede Ba’al frasagde man sig fuldstændigt det specielle fællesskab med Gud, som Gud 

havde stillet israelitterne i udsigt – en forbrydelse, som er sammenlignelig med ægteskabsbrud, som 

profeterne jo også påpegede. Ba’al tilbedelsen kunne umuligt eksistere sammen med tilbedelsen af 

Gud. 

Hvorfor virkede Ba’al og de andre afguder så tiltrækkende på israelitterne? Som klodsede bønder, 

der kommer ind til en storby, kom israelitterne efter 40 års ørkenvandring ind i et land med byer og 

den moderne ”teknologi”, som hørte til byliv. De havde været nomader og fårehyrder uden et 

fædreland. Da de slog sig ned for at blive bønder, blev de gjort bekendt med den ka’ananitiske gud 

Ba’al, og ham tilbad de for om muligt at sikre sig gode afgrøder. De søgte med andre ord en genvej 

gennem magi. 

Det var på samme måde, når en mægtig hær stod truende ved grænsen. Så benyttede man 

anledningen til at smugle nogle af hærens favoritafguder ind bare for at sikre sig i tilfælde af, at 

deres egen religion ikke bragte militær succes. 

Afgudsdyrkelsen fik en sådan indflydelse i både Israel og Juda, at Gud måtte gøre en ende på begge 

riger. 2. Kongebog giver helt klart afgudsdyrkelsen som den væsentligste synd skylden for dette 

forfærdelige sammenbrud. Historien viser, at straffen faktisk virkede. Efter den Assyriske og 

Babylonske invasion faldt israelitterne aldrig for alvor igen for afgudsdyrkelsens svøbe. 

2. Kong. 17:24 

Da Assyrien først begyndte at føre krig var politikken at dræbe alt og alle i de erobrede lande. Alt 

blev ganske enkelt ødelagt. Når vi ind imellem har undret over de israelske kongers brutalitet, må vi 

forstå, at det var for intet at regne mod den grusomhed andre lande udøvede. 

Senere ændrede Assyrien taktik, idet de gik over til at bortføre indbyggerne i de lande de erobrede 

til Assyrien og til forskellige af de lande, de allerede havde indtaget. Der fandt altså en genhusning 

sted på kryds og tværs af forskellige folkeslag. På den måde ødelagde de eksisterende kulturer, og 

de sikrede sig, at de erobrede områder ikke kunne samle deres befolkninger til opstand. 

Dette vers fortæller os om samaritanernes oprindelse. Samaritanerne var netop folk fra andre lande, 

der var blevet forflyttet til Israel, og med tiden blandede de sig med de tilbageblevne jøder. Som vi 

ved, eksisterede samaritanerne stadig på NT’s tid, og efter sigende skulle de stadig findes i Israel. 

De kombinerede deres egne religiøse overbevisninger med en vis ærefrygt for den sande Gud. 

1. Kong. 18:16 

Set under et var Hizkija en god konge, der stolede på Gud. Men hans liv bestod af en blanding af 

visdom og dårskab, dyder og laster. På den positive side tæller, at Hizkija ”stolede på Herren” 

(vers 5), at han rensede Juda for afgudsdyrkelse og gjorde landet uafhængigt af de mægtige 

nabonationer. Da han bad om helbredelse blev han forlenet en forlænget levetid, som ikke havde 

noget fortilfælde (20:1-11). 

På den negative side tæller, at Hizkija var så tåbelig, at han forsøgte at bestikke assyrerne med guld, 

der var fjernet fra templet. Senere, da der dukker repræsentanter op fra Babylon (20:13), så blev han 

hovmodig og viste dem alle sine skatte. Og da profeten Esajas advarede ham og sagde, at Babylon 

ville vende tilbage og tage alle disse skatte plus en del mere, tænkte Hizkija gladelig og selvtilfreds, 

at der så ville ”være fred og tryghed i min levetid” (20:19). 

108


2. Kong. 19:31 

Jerusalem så ud til at være totalt fortabt under assyrernes belejring. Men to hændelser fandt sted, 

som fik betydning for opfyldelsen af denne profeti. For det første blev assyrerne ramt af en voldsom 

pest eller epidemi (vers 35, som også er omtalt hos historikeren Herodot). For det andet blev 

Assyriens leder myrdet, og det medførte internt kaos i landet, og dermed var truslen fra Assyrien 

annulleret. Denne mirakuløse redning fik nogle af israelitterne til at tro, at Jerusalem, Guds by, var 

uindtagelig, og at ingen magt kunne ødelægge byen. Denne opfattelse viste sig senere at være falsk. 

2. Kong. 20:20 

Tunnellen, en af Hizkijas væsentligste bedrifter, kan man stadig se i Jerusalem i dag. På Hizkijas tid 

havde Jerusalem ingen tilgang til vand inden for murene, og det gjorde byen sårbar, hvis en 

belejring trak ud. Hizkijas gennemførte et imponerende stykke ingeniørarbejde, hvor man lykkedes 

med at få vand fra en kilde udenfor byen ledt ind i byen til et reservoir. I slutningen af 1800 tallet 

svømmede nogle drenge rundt i Siloams dam, hvor de fandt en tavle med en udhugget tekst, som 

stammede fra Hizkijas tid, der fortalte, hvordan tunnellen var blevet lavet. 

2. Kong. 22:11 

De fleste bibelkendere tror, at den bog, som blev fundet, var 5. Mosebog eller i det mindste en del 

af 5. Mosebog. Fundet, som blev bekræftet af en profetinde, medførte den mest gennemgribende 

religiøse vækkelse eller reformation, Juda nogensinde oplevede. 

2. Kong. 23:28 

Josija blev konge, da han kun var 8 år gammel. Da han var 26, stod han i spidsen for en 

gennemgribende reformbevægelse. På trods af disse positive tiltag, stod Guds beslutning ikke til at 

ændre. Manasses og andre kongers grufulde styre (v. 26) havde medført, at målet var fuldt. 

Ondskaben var efterhånden så dybt integreret en del af folket og dets måde at tænke på, at en god 

konges ypperste indsats ikke slog til. Og det viste sig da også, at da Josija døde, så vendte folket 

tilbage til deres onde veje. 

2. Kong. 24:1 

De sidste to kapitler, som næsten er en parallel til Jeremias 52, viser os den indflydelse, som 

profeten Jeremias havde på tilblivelsen af Kongebøgerne. Nogle bibelfortolkere har af samme grund 

konkluderet, at det var Jeremias, som skrev denne historiske beretning. 

2. Kong. 25:22 

Judas sidste opstand mod mægtige Babylon slog fejl, og resultatet var en 18 måneders lang 

belejring, der sluttede af med en forfærdelig ødelæggelse af Jerusalem. Overlevende blev bragt til 

Babylon i det, vi betegner som ”det babylonske fangenskab”, der udgør et tragisk kapitel i jødisk 

historie. Grundene til katastrofen bliver der gjort rede for i 2. Kong. 21: 10-16. 

1. Krønikebog 

En familie krønike 

De nedtegnede kendsgerninger var en påmindelse til israelitterne om deres plads i Guds plan 

”Hvem er som dit folk Israel, det eneste folkeslag på jorden, som Gud kom og udfriede og gjorde til 

sit folk for at skabe dig et navn ved store og frygtindgydende gerninger” (17:21). 

109


Første Krønikebog skildrer Israels historie som en ”kirkehistorie” og en ”familiekrønike”. Der 

lægges specielt vægt på den største af alle Israels konger, David og hans bedrifter. Ved første 

øjekast ser 1. Krønikebog ud til at være et opkog af Davids liv, som det er gengivet i 2. Samuelsbog 

og 1. Kongebog. Nogle af de mest dramatiske episoder i Davids liv – hans kamp mod Goliat og 

hans synd mod Batseba – bliver ikke genfortalt. Der gøres derimod detaljeret rede for Davids 

planlægning af byggeriet af templet, og lange, udførlige slægtsregistre fylder over halvdelen af 

bogen. Det kan jo nok afholde en og anden fra at læse 1. Krønikebog. De fleste af os interesserer sig 

mere for personer end for institutioner og slægtsregistre. 

Pointen er, at 1. Krønikebog er mere interesseret i Davids holdbare og varige resultater end i hans 

personlige op- og nedture. Den nation, han var leder for, var langt mere end en samling af 

forskelligartede enkeltindivider. Den var grundlagt på Guds urokkelige løfter til Abrahams børn. 

Han havde lovet at være med dem. Han havde lovet at tilvejebringe ledere. Han havde lovet at gøre 

dem til en velsignelse for verden. Disse løfter blev anskueliggjort i holdbare institutioner, hvoraf 

templet og monarkiet var de mest bemærkelsesværdige. 

De første ni kapitler af 1. Krønikebog fører Israels slægtstavler tilbage til Adam. Forfatteren har 

samlet flere slægtsregistre, end vi finder noget andet sted i Bibelen. Slægtsregistre er først og 

fremmest for specialister. Vi kender det fra slægtsforskning i Danmark. Selv om et betragteligt antal 

mennesker bruger umådelige mængder af tid på denne disciplin, er det alligevel kun relativt få 

mennesker, der fornøjer sig med hobbyen. 

For Israels folk – som Guds udvalgte folk - var det imidlertid vigtigt at kende til rødderne. 

1. Krønikebog 1:28 

De to Krønikebøger, som har fokus på kongerne, der havde regeret i den periode, der var gået 

umiddelbart forud, foregiver ikke at ville give en udtømmende beretning om Israels historie. Men 

ved at gengive enkeltpersoners navne helt tilbage til Adam understreger bøgerne, at Gud har holdt 

sin hånd over denne slægtslinie af mennesker helt fra begyndelsen. Evangelierne fuldender de 

slægtsregistre, som vi har her. Mathæus fører Jesu slægt tilbage til Abraham, og Lukas fører Jesu 

slægtsregister tilbage til Adam. 


Navne som Batseba, Absalom og Tamar bringer usmagelige og ubehagelige minder frem fra Davids 

liv (2. Sam. 11-18). Forfatteren kendte uden tvivl til disse historier, men valgte at udelade dem. Vi 

skal huske på, at han skrev til forknytte landflygtige, som han ønskede at opmuntre og inspirere 

med gode forbilleder. Han ønskede at pege på, hvad landet kunne udvikle sig til, ikke hvordan ting 

var slået fejl i det forgangne. 


Krønikebogen er skrevet til Israels folk, der ikke længere har nogen konge, fordi vi er efter 

landflygtigheden i Babylon. Man er sig imidlertid stadig bevidste om den royale linie. De stolede 

stadig på Guds løfter om en kongelig leder ”til evig tid”. De forventede, at en af Davids 

efterkommere igen ville blive konge. Det er uden tvivl også en af grundene til, at Det Nye 

Testamente påviser, at Jesus nedstammede fra David. Han var den konge. 


De to slægter, der gøres mest ud af i slægtsregistrene i Krønikebogen, er først Juda stammes slægt, 

fordi det er slægten, David og alle de andre konger kom fra, og dernæst Levi stammes slægt, fordi 

det var slægten, som ledede Israels folk i gudsdyrkelsen. 

Det er mere end sandsynligt, at det var præsten Ezra, der skrev begge Krønikebøger, for de stammer 

fra hans tid. Jødiske landflygtige var vendt hjem til Israel efter landflygtigheden i Babylon, og 

110


ledere som Ezra forsøgte at inspirere de hjemvendte til at genetablere deres land og genopbygge 

templet. 


Sangen og musikken spillede en vigtig rolle for forfatteren til Første Krønikebogen. Han nævner 

flere gange Davids rolle i at etablere musikgrupper til brug for gudsdyrkelsen i templet, og her gør 

han endog rede for deres slægt. 


Josef, Jakobs søn, havde retten til at få en arvelod, fordi han var forfader til en af de tolv stammer, 

som nationen byggede på. Josef lod imidlertid den ære gå videre til sine sønner Efraim og Manasse, 

hvis slægt bosatte sig i et af de største områder af landet. De konkurrerede så indbyrdes med 

hinanden om at få størst indflydelse og om at besidde størst prestige. Det er interessant, at de 

nævnes her, for disse stammer var en del af Nordriget. Sårene var ved at blive helet, og lederne i 

Sydriget i Jerusalem var efterhånden villige til at byde de fremmedgjorte slægtninge velkommen 

tilbage. 


Saul, Israels første konge, kom fra Benjamins stamme. Under normale forhold ville den kongelige 

slægt så have fulgt hans slægtslinie og stamme. Efter den bedrøvelige forestilling med Saul vendte 

Gud sig imidlertid i stedet mod Juda stamme og udvalgte David, som blev en af Jesu forfædre. 


Forfatteren til 1. Krønikebog erkender, at han hentede sine informationer fra ældre skrifter. I 1. og 

2. Krønikebøger (som oprindeligt var én bog), bliver der nævnt omkring 14 forskellige kilder. 

Under eksilet i Babylon var meget historisk materiale gået tabt, og familieinformationer var blevet 

glemt (Ezra 2:59). Første Krønikebog sammenskriver de vigtigste slægtsregistre. Ideen var uden 

tvivl at hjælpe israelitterne til at genetablere deres identitet som Guds folk. I versene 2-34 springer 

1. Krønikebog 500 år frem, da en lille gruppe jøder er vendt tilbage til Israel fra eksilet i Babylon. 

1. Krønikebog 9: 2-34 

Selv om 1. Krøn. handler mest om Davids tid, springer dette korte skriftafsnit (versene 2-34) 500 år 

frem i tiden til det tidspunkt, hvor en lille gruppe jøder var vendt tilbage fra fangenskabet. (Der er 

langt mere information om disse tilbagevendte flygtninge i Ezras Bog, Nehemias Bog, Haggajs Bog 

og Zakarias’ Bog). 


Første Krønikebog dækker i store træk det samme stof som 1. Samuelsbog, men der er en anden 

vægtlægning. Første Samuelsbog giver flere detaljer omkring Sauls fejltrin, mens Første 

Krønikebog hovedsagelig interesserer sig for de moralske lektier, man kan drage af fejltrinene. 

Første Samuelsbog fortæller fx. om baggrunden for, at Saul kontakter en spåkvinde. Første 

Krønikebog hentyder kun til selve hændelsen(de fleste læsere dengang ville uden tvivl have kendt 

historien) og forbinder ulydighedshandlingen med Sauls død. 


Krønikebøgerne gør sig store anstrengelser for at understrege behovet for enhed blandt ”alle 

israelitterne”. Denne enhed var et vigtigt tema for et land, som var sønderrevet af 

stammeproblemer og borgerkrig. Her påpeger forfatteren, at selv Sauls egne slægtninge sluttede sig 

til Davids oprør. Senere i kapitlet (versene 23-38) gør han sig umage med at nævne landsmænd fra 

samtlige stammer i Israel. 

111



Når vi læser om Uzzas død, især i 2. Sam. 6:6-7, undres vi over, hvorfor han døde i et forsøg på at 

undgå, at Guds ark væltede og led skade. I 1. Krønikebog får vi en slags forklaring, selv om det 

også fremgår, at David (v. 11) stod uforstående og reagerede med at blive vred. Senere i 15:13 

forklarer David, at Gud Herren var blevet vred på dem, fordi de havde flyttet arken på en måde, der 

ikke var foreskrevet i Guds lov. 

4. Mos. 4:14-15 og 2. Mos. 37:5 redegør for, at det var levitterne, der skulle bære arken i 

bærestængerne, og at de, hvis de rørte arken, ville blive straffet med døden. Uzza og hans bror, der 

ikke var levitter, stod for transporten på en vogn trukket af okser, som for øvrigt var den samme 

type vogn, som filistrene havde benyttet (1. Sam. 6:7). Da okserne snublede, og Uzza sprang til for 

at hindre arken i at vælte af vognen, ja så var det dråben, der fik bægeret til at flyde over. Uzzas død 

var altså et resultat af længere tids (og sandsynligvis bevidst) ulydighed mod Guds forordning. Gud 

havde fortalt, hvordan de skulle håndtere og ære arken, som var et symbol på hans nærvær. Deres 

sjuskeri og ligegyldighed viser, at de var ligeglade med Guds ære. 


Det meste af Krønikebøgerne opsummerer og fortolker stof, som er grundigere beskrevet i 

Samuelsbøgerne. Men dette kapitel indeholder for en stor del nyt stof, der reflekterer noget af 

forfatterens hensigt. Det var noget af en milepæl, da David bragte arken til Jerusalem. Det 

signalerede Guds nærvær i nationen på en ny og stærk måde (Salmen 132). Forfatteren til 

Krønikebøgerne længtes efter, at en fornyelsens ånd på samme måde skulle gøre sig gældende i 

hans samtid. 


I en årrække havde Israel to tabernakler. David havde ladet et nyt telt konstruere til at huse Pagtens 

Ark, da det kom til Jerusalem. Men det gamle telt, helt tilbage fra Moses’ tid, stod stadig i Gibeon, 

8-10 km væk. Der blev bragt ofre begge steder. Da Davids søn, Salomon, byggede templet, blev 

tilbedelsen centraliseret i Jerusalem. 

Håb midt i håbløsheden 

Et folk, som starter forfra, har brug for at kende Guds løfter 

”Hvem er jeg, Gud Herre, og hvad er mit hus, siden du har ladet mig nå så vidt?” (17:16) 

Første Krønikebog blev skrevet for de israelitter, som levede århundrede efter David. I de 

mellemliggende år havde nationen Israel oplevet ubeskrivelig sorg. Ikke en eneste af de konger, 

som var fulgt efter David, havde kunnet måle sig med ham. Israel havde været i konstant forfald, 

indtil Gud lod Babylon indtage og ødelægge Jerusalem og ved samme lejlighed føre folket i eksil i 

Babylon. 

Efter et halvt århundrede som landflygtige, vendte en lille gruppe af israelitterne tilbage til deres 

tidligere hjem. De havde i de mellemliggende, nedslående år mistet deres fornemmelse af identitet. 

De var ikke længere selv herrer i eget hus. De havde ingen konge, der kunne følge i Davids fodspor. 

Deres slægter var spredt ud over det meste af mellemøsten. Krønikebøgerne blev skrevet for at 

hjælpe dem til at få en fornemmelse af, hvad Israel engang havde været, og hvad det endnu engang 

kunne blive. 

Efter at have viet ni kapitler til slægtsregistre, fortæller 1. Krønikebogen om Davids liv. Vi 

fornemmer, at målet med at opmuntre konstant holdes for øje, og derfor udelader Krønikebogen 

beretningerne om Davids fejl og synd. Vi bliver heller ikke fortalt om Davids liv, før han blev 

konge. I stedet koncentrerer bøgerne sig om de bedrifter og resultater, David efterlod sig til glæde 

for fremtidige generationer. 

112


David lagde vægt på gudsdyrkelsen som Israels grundvold. Aldrig så snart havde han erobret 

Jerusalem, før han bragte pagtens ark til Jerusalem. Han gjorde forberedelser til at bygge templet og 

gjorde foranstaltninger til at præsterne og levitterne kunne tjene der. Han etablerede store 

musikkorps, der skulle medvirke i lovprisningen. Til gengæld gav Gud David det løfte, at en række 

ledere, som stammede fra hans slægtslinie, ville efterfølge ham (17: 10-14). 

Davids regeringsperiode var højdepunktet i Israels historie. Under David havde man oplevet en 

velstand, fred for fjender og over alt andet: en hengivenhed til og helhjertethed for Gud, som man 

aldrig siden tilnærmelsesvis kom til at opleve. Hvordan kunne de tilbagevendte fra landflygtigheden 

genopleve og fornemme storheden fra dengang? Hvad var de resurser, de havde til rådighed, når de 

nu skulle i gang igen? Første Krønikebog peger på, at de i virkeligheden havde de nødvendige 

resurser. De havde Jerusalem, og de kunne bygge et nyt tempel, hvor det gamle havde ligget. De 

havde præsterne og levitterne, som var uundværlige i ceremonierne og gudsdyrkelsen. Så de havde 

resurserne, som var nødvendige for, at de endnu engang kunne rejse sig og blive Guds folk i Guds 

land. 

Og det vigtigste af alt. De havde Gud. De kunne finde styrke i at tilbede ham, som David altid 

havde gjort. Gud havde gjort dem til en stor nation før. Han kunne gøre det igen, og give dem en ny 

leder fra Davids slægtslinie. Et folk uhjælpeligt grebet af håbløshed kunne begynde forfra på de 

gamle fundamenter – fundamenter, som alene afhang af en uforanderlig Gud og hans urokkelige 

valg af dem. 

1. Krønikebogen 17:16 

Kong David besad til overflod to af de sjældneste af alle kvaliteter hos en magtfuld hersker: 

ydmyghed og helhjertethed. Han var sig altid bevidst, at han kom fra enkle kår, og derfor tilskrev 

han Guds nåde alene og ikke egen fortjeneste, at tingene var lykkedes. David kunne så let som 

ingenting være blevet fornærmet over Natans budskab; når alt kom til alt var profetens melding, at 

Gud afslog hans tilbud om at bygge et tempel. I stedet tog David imod nyheden med ydmyghed og 

tak. 


Krige kan forårsages af de mærkeligste grunde. I moderne tid er der beretninger om, at krig brød ud 

i Mellemamerika på grund af en dårlig dømt fodboldkamp. I denne episode fejlbedømte kongen i 

Ammon motiverne hos en begravelsesdelegation, som David havde sendt. David blev vred over den 

behandling og fornærmelse, som hans folk blev udsat for. En fornærmelse, som i dag måske nok 

forekommer mere humoristisk end ydmygende. Episoden førte til en krig, der knuste en af Israels 

nederdrægtigste fjender, ammoniterne, der var efterkommere af det incestlignende forhold mellem 

Lot og hans datter. (1. Mosebog 19) 


Det var ikke forkert i sig selv at lave en folketælling. Gud befalede det i 4. Mosebog 1:26. Denne 

folketælling udsprang imidlertid af Davids ønske om at få et overblik over sit kongerige, der nu 

havde fred for sine fjender. Han gjorde det vel for at kunne prale over størrelsen af sine besiddelser 

og landets militære formåenhed. Gud ønskede, at han fortsat skulle gøre sig afhængig af 

guddommelig hjælp og vejledning, ikke af nationens størrelse. Selv barske Joab, som var 

topgeneral, fornemmede, at David begik en alvorlig fejl (vers 3). 


David forklarede Salomo, at Herren ikke ville tillade ham selv at bygge templet, fordi han havde 

udgydt så meget blod. Dette er ikke ensbetydende med, at David havde begået fejl, når han førte 

Israel i krig. Gud havde op til flere gange ledt David til at gå i krig. Ikke desto mindre var krig og 

113


blodsudgydelse, selv når det var uundgåeligt, langt fra at være Guds ideal. Han ønskede templet 

bygget af en fredens mand. 


Lige siden Moses’ tid havde det været levitterne, som havde ansvar for tabernaklet – det 

transportable telt, hvor man tilbad Gud. Men eftersom Arken nu var blevet placeret permanent i 

Jerusalem, hvor templet også skulle bygges, så måtte levitterne have nye opgaver. Kapitlerne 23-26 

beskriver disse pligter. 


Den bedste måde at få frivillige på, er ved at give dem tilstrækkelig opmærksomhed. 1. Krønikebog 

overser ingen frivillige, som havde været med til at opbygge landet. Efter at have sat fokus på Kong 

David i adskillige kapitler, retter bogen opmærksomheden mod dem, som udførte mere trivielle 

opgaver: forvaltere, bureaukrater, bagere, skatteopkrævere, regnskabsførere, musikere, vagtfolk, 

skrivere, etc. 


Til at bistå i gudsdyrkelsen i templet, udpegede David 4.000 portvagter og 4.000 til at lovprise Gud 

(23:3-4). Antallet lader os ane, hvor vigtigt man anså gudsdyrkelsen for at være i Israel. David var i 

gang med at forberede nationen på den dag, da hans søn, Salomo, ville bygge templet. 


Guds løfte til David om efterkommere på tronen til evig tid var så vigtigt for Israel, at det blev 

gentaget på forskellig vis adskillige gange. (Se fx kap. 17). Nogle gange kunne man næsten få den 

opfattelse, at Gud ville velsigne Davids slægtslinie, uanset hvordan de opførte sig. Her forklarer 

David imidlertid, at Guds gunst ville være afhængig af Salomos hengivenhed til Gud. 


Davids bøn viser endnu engang, hvorfor han var en mand efter Guds hjerte. På trods af alle sine 

bedrifter var han kendetegnet af en reel ydmyghed. Han ønskede, at Gud skulle have al æren. 

Skriftafsnittet ville uden tvivl have bibragt de oprindelige læsere af Krønikebogen, som var kommet 

tilbage fra landflygtigheden og nu ikke længere havde nogen konge, forståelse for, at Davids 

vigtigste anliggende var templet, hvor folket kunne samles og tilbede og dyrke Gud. Hans 

efterfølgere behøvede således ikke en konge, for at videreføre det, der lå David mest på sinde. 

1. Krønikebog 29:21-25 

Det forudsættes, at læserne er velbekendt med familiestridighederne, som vi kender fra 1. 

Kongebog 1, så derfor referer forfatteren til indsættelsen med ordene ”på ny”. Den første ”kroning” 

fandt sted, da David fandt ud af, at Salomos ældre bror havde lavet en sammensværgelse med det 

formål at blive konge. David kaldte øjeblikkeligt folk sammen for at lave en privat indsættelse eller 

”kroning” (1. Kong. 1:32-40). Først meget senere fandt denne offentlige ceremoni sted, hvor den 

genstridige bror også svor sin loyalitet. Typisk for Krønikebogen udelades de beskidte politiske 

affærer, og det er kun det positive resultat, som bliver betonet. 

2. Krønikebog 

114


Fornyet håb 

At genskabe stolthed til en gruppe landflygtige 

”Hvis mit folk, som mit navn er nævnt over, ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om 

fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra himlen og tilgive deres synd og læge deres land” (7:14) 

Der var et kolossalt behov hos israelitterne for at få et fornyet og renoveret syn på deres fortid efter 

hjemkomsten fra landflygtigheden i Babylon. Deres forfædre var blevet revet væk fra deres hjem, 

slået og trukket bort i lænker for at tjene som slaver i et fremmed land. I Babylon voksede der en 

generation op, hvis kendskab til Israels fortid var meget anderledes end hos tidligere generationer. 

Det gjaldt ”pagten med Gud”, forholdet til rækken af konger, oplevelsen af ceremonierne i det 

storslåede tempel i Jerusalem og hele det religiøse liv. 

Da de tilfangetagne israelitter endelig fik lov til at vende tilbage, fandt de kun dynger af 

murbrokker. Byen lå i ruiner. I Israels gyldne periode havde mennesker rejst tusinder af kilometer 

for at se Jerusalems skønhed og det herlige tempel. Men til de landflygtiges forfærdelse var der ikke 

sten på sten tilbage. De omhyggeligt udhuggede bjælker var alle savet i småstykker, guldet og 

elfenbenet var pillet af, og inventaret var forsvundet eller ødelagt. 

Uden for hovedstaden var mange landsbyer helt forsvundet. De vigtigste religiøse ceremonier var 

ikke blevet varetaget og udført i 70 år. Den jødiske kultur stod i fare for at forsvinde. 

Krønikebogen blev som sagt skrevet til de landflygtige, som vendte tilbage. Det var til disse 

desillusionerede mennesker forfatteren forsøgte at genkalde en fornemmelse af Israels herlige 

fortid. Han ønskede at genoprette stolthed hos disse folk og bringe håb for fremtiden. 

Krønikebøgerne fortæller de gamle beretninger i et nyt lys. Forfatteren gentager ikke kun fakta. Han 

fremsætter ord og sætninger, der skal skabe håb, en slags ”pep-talk” til de hjemvendte landflygtige. 

Nogle mennesker har beskyldt Krønikebøgerne for at være ”renvasket” historie, specielt når man 

sammenligner med Bibelens andre historiebøger. Det er sandt, at Krønikebøgerne sjældent nævner 

israelitternes store fejltrin – den nævner fx intet om Davids og Salomos fejl. De landflygtige kendte 

uden tvivl til disse mere mørke sider i nationens fortid: Samuels- og Kongebøgerne, der var i 

omløb, havde uden omsvøb beskrevet disse fejltrin. 

På samme måde ignorerede Krønikebøgerne de kaotiske forhold i det nordlige rige, Israel og den 

borgerkrig, Juda udkæmpede mod Israel. Der var nu intet tilbage af de ti spredte stammer fra nord, 

og Krønikebøgerne bruger ikke mange ord på disse stammer. Krønikebøgerne har et højere mål. 

Målet er endnu engang at løfte nationen op til fordoms storhed og stolthed. 

Juda riges gode konger, der var 8 i alt, dominerer fuldstændigt. Over 2/3 af Anden Krønikebog er 

helliget deres regeringsperioder. Krønikebogen fokuserer på det specielle forhold, der er og har 

været mellem Gud og israelitterne og fokuserer på den pagt, der havde ført til den gyldne tidsalder. 

Den lægger vægt på de religiøse reformer, som den enkelte konge iværksatte, og mere end noget 

andet sætter bogen fokus på templet, det sted, hvor Gud havde dvælet ved sit nærvær. Hvis Gud 

havde haft bolig hos dem i det forgangne, hvorfor skulle han så ikke kunne gøre det igen. 

Vi vil kunne genkende mange af historierne i 2. Krønikebog – omkring halvdelen følger tæt andre 

bibelafsnit. Forfatteren lægger ikke skjul på, at han har været afhængig af Mosebøgerne, Samuels 

Bøgerne og Kongebøgerne. Han citerer også fra Dommerbogen, Jeremias, Salmerne, Esajas og 

Klagesangene og fra bøger, som er gået tabt i historiens løb. 

Men 2. Krønikebog er ikke blot en gentagelse. Bogen væver beretninger og fakta sammen med et 

specielt mål for øje: En jødisk historiefilosofi. Krønikebogen kaster nyt lys over historien ved at 

fokusere på sjældne øjeblikke, hvor man oplevede fred og fremgang. Tilbedelsen af den eneste 

sande Gud havde gjort Israel stærkt. Når vi læser, skal vi notere os, hvordan 2. Krønikebog 

understreger dette faktum ved at understrege værdien af templet og præsterne. En sammenligning 

med parallelberetningerne i Kongebøgerne vil godtgøre det helt specielle formål, forfatteren har 

haft med at skrive Krønikebogen. Vi skal se længere end til beretningerne om de forskellige konger 

115


og begivenheder. Det handler om de konger, som var gudfrygtige og handlede ret. Hvorfor 

oplevede de medgang og succes? Hvad er det for lektier omkring troen, vi kan lære af dem? 


Kong Salomon udskrev arbejdere til sine byggeprojekter lidt ligesom et land udskriver soldater til 

hæren. Hans politik med at udskrive disse tvangsarbejdere skabte modvilje i hans kongerige, 

specielt hos de vrangvillige stammer i Nordriget. Helt i overensstemmelse med bogens opfattelse af 

byggeprojekterne har 2. Krønikebog ikke meget dårligt at sige om Salomon. Forfatteren nævner 

Salomons velstand (1:14; 9:22-25) uden kommentarer, selv om en sådan overflod trodser 

kongeloven (5. Mos. 17:15-17). Krønikebogen har heller ikke henvisninger til Salomons palads, 

som Kongebøgerne udtrykkeligt havde beskrevet som en bygning, der i herlighed overgik selv 

templet. 


Præcis som det havde været tilfældet i Tabernaklet, var der også et forhæng i templet, som adskilte 

Det Hellige fra Det Allerhelligste. Forhænget symboliserede afstanden mellem Gud og mennesker. 

Det var endog forbudt præster at passere forhænget ind i Guds nærvær undtagen på Den Store 

Forsoningsdag. Da Jesus døde på korset, blev forhænget i templet mirakuløst flænset i to dele. 

Denne begivenhed havde også symbolsk betydning: Kristus havde banet vejen til Gud (Hebr. 9:7- 

12). 


Det synlige bevis på Guds pagt var naturligvis ”lovens tavler”, som befandt sig i det helligste af alle 

templets genstande, arken. Arken gik, så vidt man ved, tabt under det babylonske fangenskab – og 

er aldrig siden blevet fundet. 


Kapitel 6 beskriver højdepunktet for Salomo som leder og giver os også et ”hint” til at forstå hans 

potentiale. Takket være Davids erobringer havde Israel fred for sine fjender og nød stor materiel 

fremgang. Salomos storslåede bøn viser os både hans specielle visdom og åndelige følsomhed. Men 

fra og med dette punkt går det ned ad bakke for Salomo, som i realiteten nok havde potentialet til at 

være blevet Israels største leder. Han bliver optaget af selvforherligelse, selvtilfredsstillelse og 

overdreven nydelse. Hans fejltrin fører nationen ind i umoral, afgudsdyrkelse og til slut borgerkrig. 


Salomos bøn i kapitel 6 og Guds svar i kapitel 7 markerede et højdepunkt i Israels eksistens som 

nation. Landet, som nu var forenet, samledes foran det strålende ny tempel. De så ild komme ned 

fra himlen, og Herrens herlighed fyldte templet. Senere, da denne bygning blev ødelagt, gik Ezra i 

spidsen i forsøget på at bygge et nyt tempel. Men den dramatiske scene, hvor Guds herlighed kom 

ned, blev aldrig gentaget. 


Salomo holdt samvittighedsfuldt faraos datter, som jo var en ægyptisk hedning, væk fra Israels 

hellige steder. Og alligevel sker det uundgåelige, som Kongebøgerne beretter, at han til slut lader 

sine hustruer tage afguder med op i templet, og det havde naturligvis katastrofale følger for Israel. 


Vi ved ikke om Dronningen af Saba blev en af Salomos elskerinder, men legenden lever. Som 

bekendt havde kongen 700 hustruer og 300 medhustruer, men Dronningen af Saba var ikke en af 

dem. 

Dronningens personlige besøg efter en rejse på hundredvis af kilometer viser Jerusalems omdømme 

som den mest pragtfulde udstillingsgenstand i hele Mellemøsten. Vi må formode, at hun var på en 

116


vigtig diplomatisk mission. Salomos rige udgjorde en voldsom trussel mod hendes land, som 

tidligere havde siddet på handelsmonopolet over den landrute, som gik gennem Israel. 

Salomo finansierede sine byggeprojekter gennem jern- og kobberfremstilling. Han handlede med 

disse produkter med Arabien og Afrika og fik til gengæld guld, sølv, elfenben og eksotiske dyr. På 

et tidspunkt nåede Salomo og dronningen til enighed i de politiske spørgsmål. 


Anden Krønikebog tager ikke særlig notits af de ti nordlige stammers oprør mod de to stammer i 

Juda. Som vi så i Kongebøgerne eksisterede de to kongeriger side om side, og Nordriget Israel 

opnåede ofte mere magt end Sydriget. Men Krønikebøgerne, som blev skrevet til de efterladte i 

Sydriget, ignorerer praktisk talt Nordrigets historie. Sandheden er faktisk, at navnet Israel 

adskillige steder faktisk bliver brugt til at henvise til Sydriget Juda. 


Det er typisk, at Krønikebøgerne maler et lidt rosenrødt billede af Judas konger. Beretningen om 

Abija i Kongebøgerne fortæller for eksempel intet om denne tale og affærdiger hans 

regeringsperiode som ”ikke helhjertet med Herren” (1. Kong. 15:1-8) 


I de første 50 år efter Jeroboams oprør var der borgerkrig mellem Israel og Juda. Juda var mindre i 

størrelse og langt færre i tal, men havde en stor fordel: De havde Guds tempel i Jerusalem. Mange 

af nordrigets Israels konger havde opstillet forskellige former for afguder på ”højene”, som var 

centrale steder og alternative tilbedelsessteder for at fratage indbyggerne lysten til at tage på 

pilgrimsture til Jerusalem. Men når en af de gode konger i syd, som fx Asa blev årsag til vækkelse, 

ja så kom nogle af nordstammernes folk til Jerusalem. 


Verset kræver en forklaring. Kong Asa led af en alvorlig sygdom i fødderne, som nogle lærde 

mener var vattersot (væskeansamling i benene). Bibelen anklager ham for at søge lægehjælp, men 

det skyldes uden tvivl, at læger på den tid var hedenske medicinmænd, som brugte ritualer, der var 

uforenelige med Guds lov. 


Når man iagttager situationen fra et moderne perspektiv, er det vanskeligt at forestille sig den 

forvirring, som omgav de gamle profeter. Hvem var de sande profeter, og hvem var de falske? I 

dette tilfælde insisterede 400 profeter på, at Gud sagde en ting; der var kun en frimodig mand, som 

modsagde dem. Kong Joshafat fornemmede, at de 400 profeter talte falsk og insisterede på at lytte 

til den ene sande profet. Men af uforklarlige grunde fulgte han ikke Mikas advarsel. Den beslutning 

havde nær kostet ham hans liv. I 5. Mos. 18:17-22 bliver der givet gode råd om, hvordan man 

skelner mellem sande og falske profeter. 


2. Krønikebog indeholder to store bønner: Salomons bøn i kapitel 6 og Kong Joshafats her. 

Kommentatorer har ofte henvist til disse bønner som modelbønner. Joshafat begyndte med at 

tilbede Gud. Så mindede han Gud om hans løfter, inden han fremførte sit problem og bad om hjælp. 

I fuld tillid takkede Joshafat Gud for svaret endnu inden, han havde modtaget svar. 

De store reformatorer 

Judas heroiske konger 

”Herren er med jer, når I er med ham. Hvis I søger ham, finder I ham, men hvis I svigter ham, 

svigter han jer” (15:2). 

117


Sydriget, Juda, gled længere og længere væk fra tilbedelsen af den eneste sande Gud. Det krævede 

ekstraordinært mod at kæmpe mod strømmen og vise vejen tilbage til Gud. Et antal af kongerne i 

sydriget gjorde sig ikke først og fremmest bemærket på grund af militære bedrifter, men på grund af 

deres trofasthed mod Gud. Disse bemærkelsesværdige reformatorer kom til magten, når det så aller 

vanskeligst ud. Igen og igen lykkedes det, ganske vist kun midlertidigt, at stoppe nationens tragiske 

kurs bort fra Gud. 

Asa: (kap. 14-16) 

Asa arvede et land fuld af kriminalitet og anarki. Han stod i spidsen for en fængende vækkelse, der 

resulterede i, at hele nationen bakkede op om ham i en mægtig lovprisningsfestival i Jerusalem. 

Alligevel blev Asa selvsikker i sine senere år. Han smed en af Guds profeter i fængsel og tilbragte 

sine sidste år plaget med krig og sygdom. Han gjorde meget godt, men manglede det mod, der kan 

føre en nation gennem en krise. 

Joshafat: (kap. 17-20) 

Joshafat gik et skridt videre end Asa. Han var klar over, at hvis ændringer skulle have en blivende 

effekt, måtte der dybtgående forandringer til. Han uddannede borgere i lovbøgerne og opbyggede et 

nationalt retssystem. Han organiserede en hær. Men han manglede format for så vidt angik 

udenrigspolitikken, for han indgik tåbelige alliancer med kong Akab, nordrigets værste konge. 

Joash: (kap. 23-24) 

Joash kom på tronen i en alder af kun 7 år. Han regerede 40 år og blev årsag til meget godt. 2. 

Krønikebog fokuserer hovedsageligt på hans reparationer på templet, hvis tidligere herlighed han 

forsøgte at genskabe. 

Jojada: (kap. 23-24) 

Kong Joash gør sig ikke fortjent til en kompliment, uden at vi også skal nævne præsten Jojada. Han 

gemte drengen Joash fra en skrækkelig, blodtørstig dronning. Senere stod Jojada i spidsen for et 

oprør mod denne dronning. Da han døde i en meget høj alder, viste nationen ham den 

ekstraordinære ære, at han blev begravet, hvor kongerne blev begravet. Da Jojada var død, gik alt 

ned ad bakke. Den unge konge, som havde vist så lovende takter, slog Jojadas søn ihjel. En 

skændselsdåd, som gik over i historien som en af de største forbrydelser i Israels historie. Det stod 

efterhånden klart, at de gunstige forhold i kongeriget skyldtes den gamle præst og ikke den unge 

konge. 

Hizkija: (kap. 29-32) 

2. Krønikebog bruger flere sider til at beskrive Hizkijas regeringstid end på nogen af de andre 

reformatorer. Han sponsorerede en kæmpemæssig lovprisningsfestival, som først blev mødt med 

foragt og spot. Men projektet lykkedes, og nationen forenedes i lovprisning og glæde for Herrens 

ansigt. ”Der blev meget stor glæde i Jerusalem, for noget sådant var ikke sket i Jerusalem siden 

Israels konge Davids søn Salomos tid.” (30:26). 

Josija: (kap. 34-35) 

Josija var antagelig den mest reformbevidste af alle Judas konger. Da ”Lovbogen” (sandsynligvis 5. 

Mosebog) blev fundet, forstod Josija pludselig, hvor langt hans rige var gledet fra Guds ideal. Han 

sønderrev sine klæder og græd og førte Juda tilbage til Gud. Et tåbeligt militært felttog førte til 

Josijas død og ødelagde mulighederne for en permanent forandring i Juda. Han blev kendt som 

”den gode konge Josija”, og hele nationen sørgede over ham. Profeten Jeremias skrev sange eller 

rettere klagesange til minde om ham. 


Efter Joshafats gunstige regeringsperiode fik Juda en af sine værste konger nogensinde, Joram. 

Hans ægteskab med Atalja, som var datter af en foragtet hedensk konge, forårsagede uden tvivl et 

oprør. For at undgå rivaler dræbte Joram straks sine brødre tillige med nogle af ”Israels stormænd” 

(muligvis mænd, som stod i spidsen for oprøret). Senere blev Atalja Judas eneste regerende 

dronning – og hun begik endnu værre grusomheder (22:10). 

118



Atalja, som var datter af Jezabel, introducerede Ba’al-dyrkelsen i Juda og var lige ved at ødelægge 

hele Davids kongelige slægtslinie. Forholdene i Juda blev så forfærdelige, at en præst ved navn 

Jojada tog det helt usædvanlige skridt at bevæbne levitterne for at lave et kup i paladset. De fik sat 

den retsmæssige arving Joash på tronen. 


Joash så lovende ud i sine yngre år. Men som så mange andre konger, kunne han ikke tolerere de 

fordømmende ord fra en af Guds profeter. Det efterfølgende mord på profeten, som fandt sted på 

kongens ord, førte til fjendtlige hæres indtrængen og senere til sammensværgelse mod Joash, og 

hans omdømme blev ødelagt for altid. Jesus hentydede uden tvivl til denne hændelse (Luk. 11:51, 

Matt. 23:35). 


Arkæologiske udgravninger har godtgjort, at der var stor velstand i Juda under kong Uzzijas 

regeringstid. Men som i så mange andre tilfælde blev han offer for hovmod, der førte til fordærv. 

Han tilranede sig præsternes rolle og kom siden til at lide af en smitsom sygdom. 


Fortalerne for ”en hellig/retfærdig krig opfattelse” citerer sommetider den fascinerende beretning i 

dette kapitel. Gud sanktionerede Israels angreb på Juda, Men invationsstyrkerne fra Nord gik alt for 

langt. De nedslagtede mange civile og tog andre med i landflygtighed som krigsfanger. En profet 

irettesatte Israels hær for de forbrydelser, der var blevet begået ”i et raseri, der når til himlen”. 

Israelitterne havde udkæmpet en retfærdig krig – og derved været redskaber i Guds straffedom – 

men de havde brugt ondsindede og uretfærdige midler til at nå målet. 

Profeten overbeviste israelitterne om, at de skulle opgive plyndringen og tilfangetagelserne og sørge 

for erstatninger. De gav fangerne fra Juda mad og klæder, sandaler og medicin og satte dem på 

æsler, så de kunne drage hjem. Denne scene er en af de få i 2. Krønikebog, som fremstiller 

Nordriget i et gunstigt lys. 


Ved at flytte datoen for påskefejringen en måned fik præsterne ekstra tid til at forberede sig og 

Hizkija gjorde det muligt for pilgrimme at planlægge og forberede rejsen. Hizkija inviterede 

desuden stammer fra det hærgede nordrige til at deltage. For første gang i 200 år fejrede hele 

nationen en religiøs fest sammen. 

Judas krige 

Hvorfor vandt Juda nogle krige og tabte andre? 

”Vær modige og stærke! Vær ikke bange, og lad jer ikke skræmme af assyrerkongen og hele den 

hær, han har med sig; for den, der er med os, er større end den, der er med ham!” (32:7) 

Der var ingen af Judas konger, der kun oplevede en fredelig regeringsperiode. Derfor befinder vi os 

også hyppigt på slagmarken i 2. Krønikebog. Sagt i en nøddeskal er bogens krigsfilosofi som følger: 

”Ydmyg jer og slå jeres lid fuldstændig til Gud, uanset hvor broget det ser ud. Hvis I slår jeres lid 

til egen militær formåen eller til jeres naboers støtte og styrke, så vil I tabe”. 

I kapitel 12 står Judas allerførste konge ansigt til ansigt med en alvorlig krise. 5 år inde i 

Rehabeams regeringsperiode marcherede en mægtig militærmaskine fra Ægypten ind i landet med 

vogne, murbrækkere og utallige soldater. Da de var omringet, søgte Rehabeam et trøstens ord, der 

119


kunne give grund til håb, fra en profet. I stedet blev han irettesat: ”Dette siger Herren: I har svigtet 

mig, derfor har jeg også svigtet jer og givet jer i Shishaks hånd” (12:5). 

Gud brugte Ægyptens hære til at straffe Juda for deres fejltagelser. Denne første invasion satte en 

standard: Når som helst en ugudelig og umoralsk konge fordærvede nationen, sendte Gud en 

invasionshær som straf. 

Ofte ignorerede Judas konger profeternes barske råd. Men i dette tilfælde omvendte og ydmygede 

Rehabeam sig, og det reddede hans land fra en endnu grummere skæbne end den, de blev udsat for. 

Det var kun få af kongerne, som udelukkende slog deres lid til og troede på Gud, når der var fare på 

færde. Selv de bedste af kongerne gik i skatkammeret og købte sig hjælp fra nabolandene. Når det 

skete, så endte Juda som regel med at være en svagere nation end før. 2. Krønikebog koncentrerer 

sig imidlertid om de gode øjeblikke, når kongerne vendte sig mod Gud. 

Kong Joshafat var et skoleeksempel på en konge med den rigtige indstilling. Han sammenkaldte 

hele nationen til et gigantisk bedemøde (20: 4-28). Da kampen sluttelig stod foran sin begyndelse, 

sendte han et kor foran hæren for at lovprise Gud i sang. Judas fjender vendte sig mod hinanden, og 

Joshafats hære marcherede sejrrige hjem. 

Det bedst kendte eksempel på en konge, der fulgte en profets råd, fandt sted under Hizkijas 

regeringsperiode. Bibelen gengiver beretningen på 3 steder: 2. Krønikebog 32, 2. Kongebog 18-19, 

og Esajas 36-37. Judas situation så ganske enkelt håbløs ud. Mægtige Assyrien havde allerede 

erobret 27 byer og landsbyer i Juda og var nu ved at belejre Jerusalem. 

Hizkija viste sand moralsk styrke ved sammen med profeten Esajas at ydmyge sig og gå ind for 

Herrens ansigt i bøn. Gud udvirkede et mirakel, som gjorde det af med den assyriske hær. 

2. Krønikebog lægger vægt på hændelser som disse, som god undervisning for de første læsere af 

bogen, som netop var kommet hjem til et land i ruiner. Når de så tilbage på deres lands historie, 

kunne de se, hvad der var gået galt: nationen havde glemt eller afvist at stole på Gud. Hvis landet 

skulle opbygges igen, måtte de på ny lære at stole på Gud og tro ham, som havde bragt store og 

bemærkelsesværdige sejre i det forgangne. 

2. Krønikebog 32:1-21 

Sankeribs militærinvasion er veldokumenteret, for han gjorde omhyggelige optegnelser over sine 

militære felttog. Da han invaderede Palæstina i år 701, erobrede hans hære 46 byer i Juda, og han 

belejrede Jerusalem. Som tidligere nævnt læser vi om begivenheden 3 steder i Bibelen: Her i 

Krønikebogen, i 2. Kong. 18 og i Esajas 36. 


Ulig de andre historiebøger gengiver Krønikebogen hyppigt de store øjeblikke, hvor troen spiller en 

særlig rolle, selv når disse øjeblikke ikke får nogen særlig betydning for nationen som sådan. 

Således får vi en særlig vinkel på Manasses regeringstid i Krønikebogen. Manasse var som bekendt 

en af de ugudeligste og værste konger i Juda. Krønikebogen lægger ikke skjul på hans svagheder, 

men føjer alligevel til, at han mod slutningen af sit liv oplever en usædvanlig omvendelse. 


Nogle historikere mener, at Megiddos dal har været vidne til flere kampe og blodsudgydelse end 

noget andet sted på kloden. Eftersom dalen er placeret på begge sider af hovedhandelsruten fra nord 

mod syd i Kana’an, så har den stor strategisk betydning. Åbenbaringsbogen forudsiger, at det sidste 

store slag, slaget ved Harmageddon, vil finde sted her. (Åb. 16:16). 


I omkring 70 år var jøderne uden et tempel. Det var muligvis i denne periode, at de første synagoger 

dukkede op som samlingssteder, hvor jøderne kunne høre bøger fra Det Gamle Testamente læst op, 

og hvor de kunne bede. De sidste få vers i Krønikebøgerne antyder, at en lysere tid forestår, hvor 

120


templet igen vil blive bygget. Disse vers gentages i starten af Ezras Bog. De fleste lærde mener, at 

Krønikebøgerne, Ezras bog og Nehemias’ Bog oprindeligt udgjorde en bog. 

Ezras Bog 

At begynde igen 

For de landflygtige fra Babylon var det nyheder, der var næsten for gode til at være sande 

”Mange af de præster og levitter og overhoveder for fædrenehusene, der var gamle, og som havde 

set det første tempel, græd højt, da de så grunden til dette tempel blive lagt. Men der var også 

mange, der løftede røsten i jubel og glæde…” (3:12) 

Ezras Bog starter med, at landflygtige vender tilbage til en by i ruiner. En spøgelsesby, der var 

blevet udbrændt og plyndret 50 år tidligere af den overmægtige Babylonske hær. Ville Jerusalem nu 

opleve en ny begyndelse? 

Salmen 126 gengiver de tilbagevendte landflygtiges følelser: ”Da Herren vendte Zions skæbne, var 

det, som om vi drømte. Da fyldtes vor mund med latter, vor tunge med jubel.” Det var nu perserne, 

der dominerede verdensscenen, og de havde erobret mægtige Babylon, og under kong Kyros blev 

jøderne tilbudt at vende tilbage til deres land. Det var næsten for godt til at være sandt. 

Under eksilet havde en af digterne skrevet: ”Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem, så gid min højre 

hånd må lammes;” (Salmen 137:5). Disse tilbagevendte landflygtige tilhørte den minoritet, som 

snesevis af år senere ikke havde glemt Jerusalem. De værdsatte deres åndelige arv mere end de huse 

og forretninger, de havde etableret i Babylon. De ønskede at bo og dyrke Gud på det sted, Gud 

havde givet sit folk. Intet offer var for stort. Det første de satsede på, da de vendte tilbage, var at 

genopbygge templet, Guds hus. 

De tolerante persere, (hvis officielle politik det var at opmuntre folk til at dyrke den lokale religion 

på hvert sted, de havde erobret), havde endog fremskaffet de tempelkar og redskaber af sølv og 

guld, som omhyggeligt var blevet opbevaret i et babylonisk tempel, som om sagerne blot ventede på 

Guds time. Da de hjemvendte landflygtige lagde grundstenene til det nye tempel, kunne deres 

glædesråb (og gråd) høres på lang afstand (3:13). Templet var, når alt kom til alt, det sted, hvor de 

kunne møde Gud. Begivenheden signalerede en ny begyndelse med Ham. 

Gud havde banet vejen, men de landflygtige havde brug for ”gå-på-mod” for at klare strabadserne. 

Ezras bog kan inddeles i tre afsnit, der hver for sig beskriver besværligheder, som opstod. Den 

første del fortæller, hvordan de hjemvendte landflygtige straks efter hjemkomsten oplevede, at 

indbyggerne i landet blev meget fjendtligt sindede. Efter at deres falske tilbud om ”hjælp” var 

blevet afvist, igangsatte disse naboer en modstandsbevægelse. Det lykkedes dem at stoppe videre 

byggeri på templet. 

Templet lå i ruiner i endnu 20 år. Først da profeterne Haggaj og Zakarias (hvis budskaber jo findes i 

de respektive bøger), trådte frem, blev der skabt en fornyet interesse for byggeriet, og man gik igen 

i gang.. Dette ”træk nr. 2” bliver beskrevet i kap. 5 og 6. Da modstanden også rejste sig denne gang, 

lykkedes det dog jøderne at fortsætte arbejdet – igen med assistance fra den persiske konge. 

Bogens sidste 4 kapitler er optaget af endnu et problem. Ezra, som bogen har fået navn efter, ankom 

til Jerusalem i denne periode, 80 år efter den første delegation. Templet havde nu været 

færdigrestaureret i et halvt århundrede. ”Den ny begyndelse” var i overhængende fare igen. Jøderne 

var begyndt at sammenblande (og gå på kompromis) med de fjendtligt indstillede nabofolk. Ezras 

lederskab, som sprang ud af en dyb bibelsk tro og en oprigtig anger over synd, fremtvang en 

radikal, smertefuld løsning. 

121


Ezras bog indleder en helt ny periode i Israels historie – en periode, hvor de mere blev en slags 

kirke end en nation. Før eksilet var det meste af energien gået til at bekæmpe fjendtlige hære. Nu 

var kampen en strid mod synd og åndelige kompromisser. 

Den minoritet, der vendte tilbage, kunne kun genopbygge templet med tilladelse fra en fremmed 

regering i Persien. De havde mistet politisk uafhængighed, men de klyngede sig til deres religion, 

specielt til Det Gamle Testamente og til gudsdyrkelsen i templet. De var ængstelige for, at de skulle 

komme til at gentage de fejl, som havde ført dem i eksil, selv om de flirtede med kompromisser. 

Men når Guds profeter talte, var der tilsyneladende et positivt gensvar. 

Den lille flok, som havde valgt et ruineret Jerusalem frem for et velstående Babylon, så hen til Gud 

og ikke til en regering for at få hjælp. Og så drømte de mere end nogensinde om, at den mægtige 

Messias, som profeterne havde lovet, ville komme. Denne drøm og deres beslutning om at adlyde 

Guds lov, fortsatte helt til det tidspunkt, hvor Jesus kom, omkring 450 år efter Ezras sidste ord. 

Ezra 1:2 

Den profeti, som var gået i opfyldelse var sandsynligvis Jeremias 29:10, som var Guds løfte om at 

hjemføre Israel til Jerusalem efter 70 år. Dertil kommer, at Esajas 44:28 og 45:1,13 havde navngivet 

Kyros fra Persien som Guds redskab, der skulle sørge for, at Jerusalem og templet blev 

genopbygget. Dette er ikke det samme som at sige, at kong Kyros tilbad Gud. Hans politik var 

ganske enkelt religiøs tolerance, og han medvirkede til at adskillige nationers templer blev 

genopbygget. 

Ezra 2:63 

Urim og Tummim var sandsynligvis noget, der kunne minde om terninger. Præsterne i GT brugte 

dem til at afgøre, hvad der var Guds vilje. Indtil man kunne benytte Urim og Tummim, var det 

umuligt for de familier, hvis slægtsregistre var gået tabt at godtgøre (vers 62), at de tilhørte en af 

præstelinierne. For et folk, der var fast besluttet på at følge Guds ord helt præcis, var dette helt 

afgørende. Gud havde sagt, at det kun var Arons efterkommere, som måtte røre de hellige ting i 

helligdommen – der var dødsstraf ved lovbrud (4. Mos. 18:1-7) 

Ezra 4:1 

Kapitel 4 beskriver 3 forskellige strategier, der blev brugt til at sætte hindringer for Guds folk. 

1. Ved at tilbyde hjælp, som vil føre til kompromisser eller endog ved, at de vantro 

overtager projektet fuldstændig (vers 1-3). 

2. Ved at påføre Guds folk mismod, frygt og frustration (vers 4-5) 

3. Ved at bruge officiel magt, der vil fremtvinge en standsning (versene 23-24) 

I dag som dengang bruger regeringer og modstandsgrupper de samme strategier til at lægge 

hindringer i vejen for de troende. 

Ezra 4: 6-23 

Dette afsnit giver et indblik i fremtiden. Jøderne ville fortsat opleve modstand fra deres naboer selv 

længe efter, at det var lykkedes at fuldføre templet. Den strid, som beskrives her, som fandt sted i 

Ahasverus’ og Artaxerxes’ regeringstid, gjaldt ikke templet, men forsvarsmuren, der skulle bygges 

rundt om Jerusalem – en mur, som Nehemias med Ezras hjælp, fuldførte byggeriet af år senere. 

Ezra 6:2 

Det er interessant, at man fandt den eftersøgte bogrulle på det afsidesliggende sted Ekbatana. 

Historiebøgerne fortæller, at kong Kyros faktisk tilbragte den første sommer, han regerede, i 

Ekbatana. Så detaljerne passer, og det antyder, at Ezras bog bygger på præcise og detaljerede 

historiske kilder. 

122


Ezra 6:11 

Statholderen Tattenaj havde skrevet et brev til centraladministrationen for at chikanere og forstyrre 

restaurering af templet, som på ny var sat i gang. Men strategien mislykkedes. 

Fundet af kong Kyros’ dokument i Ekbatana fører til, at arbejdet med at genopbygge templet kan 

fortsættes. Ja mere end det. Alle udgifter til byggeriet vil blive dækket af midler skænket af 

perserkongen. På den måde førte modstanden mod genopbygningen ikke blot til, at templet kunne 

genopbygges, men det førte også til, at alle udgifter blev dækket. ”Alle ting samvirker til gode for 

dem, som elsker Gud”. Beskeden var klar. Hvis ikke de lokale myndigheder støttede byggeriet, 

skulle de enkeltpersoner, som satte sig imod, ”have en bjælke revet ud af sit hus; på den skal han 

hænges op og nagles fast, og hans hus skal lægges i grus” 

Ezra 

Manden, der selv efterlevede Guds ord, inden han prædikede det for andre 

”Mens Ezra grædende kastede sig ned foran Guds hus og bad og aflagde bekendelse, samledes en 

meget stor skare af israelitter omkring ham, mænd, kvinder og børn, og folket græd højt” (10:1) 

Ezra var på alle måder et usædvanligt udrustet menneske. Han var Guds mand på rette sted og 

plads. Ezra vidste, hvordan man gjorde! Han havde den politiske kløgt til at vinde den persiske 

konges opbakning, så han kunne foretage turen til Jerusalem. Han havde evnen til at overbevise de 

jødiske familiers ledere om at slutte trop, og endelige havde han det organisatoriske talent, der 

gjorde det muligt at begive sig i kast med den lange, komplicerede og farlige ekspedition. 

Samtidig var Ezra en præst, der lod alting være afhængig af Gud. Han satte dage af til faste og bøn. 

Han kendte og levede i overensstemmelse med GTs lov og lod den være vejen til et dybtgående 

fællesskab med Gud. Når han studerede skriften, tilegnede han sig først og fremmest ordene selv, 

inden han pålagde andre dem (7:10). 

Ezras gruppe nåede til Jerusalem 80 år efter de første landflygtige vendte tilbage. Og alligevel gik 

der kun 4 måneder, inden de jødiske ledere bad denne efternøler om råd og vejledning i de meget 

følsomme sager. 

De fortalte Ezra, at israelitterne rask væk giftede sig med deres afgudsdyrkende naboer. Da Ezra 

hørte disse nyheder, mistede han fuldstændig fatningen. Han sønderrev sine klæder og satte sig ned 

stiv af rædsel (9:3). Hans bøn, præget af sorg og omvendelse, inspirerede en stor skare mennesker 

til at slutte op om ham i bitter gråd. På stedet besluttede de at splitte disse ægteskaber. Kvinder og 

børn skulle sendes bort. Ezra, som var en kontant og praktisk mand, selv når han var 

følelsesmæssigt involveret, satte apparatet i gang, og sådan blev det. Desuden var det naturligvis 

ekstra alvorligt, at det ser ud til, at præsterne og levitterne, som var de religiøse ledere, havde større 

procentvis antal blandede ægteskaber end resten af folket. 

Hvorfor reagerede Ezra så negativt mod disse blandede ægteskaber? Hvordan kunne han få over sit 

hjerte, at børn blev sendt væk fra deres fædre, og hvordan nænnede han, at familier blev splittet op? 

Nogle mennesker ser beviser på, at han var racistisk orienteret og kun ude på at ekskludere ikkejøder 

fra Israel. 

Men det var ikke racistisk udrensning, der var Ezras bekymring. Ikke-jøder som Rahab og Ruth, 

som havde omvendt sig til jødedom, havde længe været accepteret i Israel. Ezra 6:21 antyder, at 

ikke-jøder, som søgte Herren, blev budt velkommen i fællesskabet. Ezras anliggende og bekymring 

var, at de blandede ægteskaber repræsenterede en tro, som var gået på kompromis, og som truede 

selve Israels eksistens. 

Ægteskab dengang var langt mere end et personligt anliggende. Et ægteskab betød indgåelse af en 

politisk og religiøs alliance mellem to familier. Disse blandede ægteskaber bandt israelitterne til 

andre trosretninger, for Israels naboer dyrkede afguderne, som var en vederstyggelighed i Guds 

øjne. Ezra vidste, at hans Gud alene måtte have pladsen i folkets hjerter. De måtte være et særligt 

folk, der også havde en klar fornemmelse af, at de var Guds udvalgte folk, udvalgt med specielle 

123


mål for øje. Loven gjorde det klart, at de ikke måtte indgå blandingsægteskaber (2. Mosebog 34:15- 

16, 5. Mosebog 7:3-6). (I en parallel situation instruerede Paulus de kristne, at de ”ikke skulle 

trække på samme hammel som de vantro!” 2. Kor. 6:14, selv om han også fortalte kristne, der 

allerede var gift med ikke-kristne, at de ikke skulle lade sig skille 1. Kor. 7:12-16). 

Ezras bøn viser os, at selv mindre tekniske detaljer i loven måtte der ikke tages let på. Hans 

anliggende angik hjertet. Han så, at folket var ved at glide ind i det samme mønster af 

kompromisser, som havde ført til, at Gud havde overgivet dem til babylonierne mange år tidligere. 

Hvorfor havde de ikke lært lektien under landflygtigheden. Var de nu ved at smide en enestående 

chance for en ny start over borde engang til? 

Ezra 8:22 

Der rådede wild west tilstande i Palæstina. Ezra havde utallige værdigenstande med, så rejsen var 

ikke uden risiko og faremomenter. Det havde været oplagt at få en militær eskorte med, men Ezra 

havde fortalt den persiske konge om Gud og Guds omsorg, og derfor ville det være en 

selvmodsigelse, hvis Ezra nu pludselig bad om militær eskorte. Det bragte hans tro på prøve. Men 

beslutningen var klar. Han slog sin lid til Gud, bad og fravalgte soldaternes beskyttelse. 

Ezra 10:1 

Ezras sorg over Israels åndelige kompromisser lignede den, mange profeter havde haft. Men folkets 

gensvar til Ezra var uden fortilfælde. Profeter som Amos og Jeremias, der havde virket før eksilet, 

oplevede aldrig en så gennemgribende anger og omvendelse. Landflygtigheden havde angiveligt 

haft en dybtgående virkning. 

Ezra 10:17 

Det problem, som Ezra tilsyneladende havde forventet, han kunne løse på en dag (vers 13), tog i 

virkeligheden to måneder at løse. Fænomenet blandede ægteskaber må have været langt mere 

udbredt, end han formodede. Listen over de involverede viser, at præsterne og levitterne, som var 

de religiøse ledere, havde en højere andel af blandede ægteskaber end den øvrige del af 

befolkningen. 

Nehemias’ Bog 

En handlingens mand 

Han startede med at bygge en mur, men efterlod sig et varigt vidnesbyrd om lederskab 

”Vær ikke bange for dem! Husk på den store og frygtindgydende Herre, og kæmp for jeres brødre, 

jeres sønner, døtre, koner og jeres hjem!” (4:8) 

I Nehemias’ bog får vi et indblik i en stor leders personlighedstræk, tanker og handlemønstre. Hans 

stil bliver umiddelbart afsløret. Han havde et helt usædvanligt organisationstalent og var en 

pragmatisk leder. Det er sandsynligvis også grunden til, at han havde fået en topposition i det 

persiske imperium, som hører til blandt de største i verdenshistorien. 

Og så havde han alligevel sit hjerte et helt andet sted – i Jerusalem, som i forhold til Persien var et 

lille, besværligt og bøvlet sted langt væk fra magtens centrum. Da han hørte om de vanskeligheder, 

som hans folk stod i der, tog hans sin egen karriere og måske endda sit liv op til overvejelse og talte 

med kongen om det. Ikke længe efter inspicerede han ved nattetide Jerusalems nedbrudte og 

forfaldne mure. 

Der var nu gået næsten hundrede år siden hans folk var vendt tilbage til Jerusalem fra 

landflygtigheden. Selv om templet var blevet genopbygget, var byen stort set ikke beboet. Der 

124


boede langt flere jøder i de omkringliggende landsbyer og byer end i den hellige by. De blandede 

sig med alle slags fremmede. De stod i fare for at miste deres identitet. Hvorfor? Delvist fordi byen 

manglede en mur. 

Nu om stunder kan det være svært at forstå betydningen af en bymur, men vi kan blot tænke på 

nogle af de tyske middelalderbyer, vi stadig kan besøge, hvor bymuren udgjorde et uvurderligt 

forsvarsværn imod fremmede og uønskede indtrængende. Uden en mur stod jøderne i fare for at 

blive opslugt og blandet med nabofolkenes kulturer. Desuden var en by uden en mur et let bytte for 

røverbander. Af sikkerhedsmæssige årsager havde mange derfor søgt ly i de omkringliggende byer, 

der i højere grad kunne yde beskyttelse. Men det betød også blandede ægteskaber og et gradvist tab 

af sproget, af den særegne kultur og allervigtigst, deres egen religion. En mur ville bevirke en langt 

større sandsynlighed for, at Jerusalem kunne etableres som en ægte jødisk by, der ville yde 

sikkerhed for sine indbyggere, og hvor man kunne kontrollere, hvem der kom og gik. 

Hvad havde afholdt dem fra at gøre noget ved den nedbrudte mur i næsten 100 år? En af grundene 

var ganske givet lokal modstand. Magtfulde politikere og bevægelser var fast besluttet på at holde 

jøderne fra fadet. En anden grund var ganske enkelt mangelen på en leder som Nehemias. I hans 

memoirer, som fylder det meste af bogen, viser han bemærkelsesværdige lederskabskvaliteter: 

lidenskabelige talegaver, en bønnens mand, organisationstalent, beslutsomhed, tillid til Gud, hurtig 

og beslutsom imødegåelse af problemer, uselviskhed. Der kan nok ikke herske tvivl om, at årene 

ved det persiske hof havde været gode læreår. Det syntes ikke at falde ham svært at skulle 

organisere det vanskelige byggeprojekt og at skulle imødegå voldsom modstand. 

Nehemias var langt mere end en dygtig forretningsmand. Han var en gudsmand. Han handlede 

aldrig uden at have været i bøn, og han bad aldrig uden bagefter at handle. Hans bønner 

gennemsyrer bogen. Han var sig bevidst om Guds rolle i alt det som skete, og han glemte aldrig at 

give Gud æren. Han søgte ikke menneskers anerkendelse og ære – hvis han havde gjort det, ville 

han aldrig være rejst fra Persien. 

Nehemias var et usædvanligt menneske og en helt igennem ekstraordinær leder. Vi finder måske 

ikke andre Bibelske personligheder, der i samme grad viser os, hvad det vil sige ”at leve i 

bevidstheden om Guds nærvær”, mens han samtidig var en betydningsfuld lederskikkelse. Vi skal 

naturligvis notere os de kvaliteter, som gjorde Nehemias til en betydningsfuld leder og Gudsmand. 

Han var som Ezra Guds mand på rette tid og sted. Han var vidt forskellig fra Ezra, men netop 

manden, der var brug for i den givne situation. Ezra og Nehemias var et tandempar, men havde hver 

sin stil. Nehemias var aktivisten, Ezra var den lærde. Nehemias var åbenhjertig, Ezra mere 

reserveret. Begge stod ansigt til ansigt med de samme problemer, og begge havde succes. Disse to 

Gudhengivne mennesker ydede en enestående indsats side om side med stor velsignelse til følge. 

Navnelisterne i Nehemias kan hurtigt skimmes igennem. Det vigtigste er at notere sig, hvordan 

jøderne var blevet lutrer gennem landflygtigheden, og det havde gjort dem rede til at møde nye 

udfordringer, nu da de vendte hjem. 

Nehemias 2: 4-5 

Nehemias bad som en selvfølge til Gud, selv mens han udførte sit arbejde. I versene her får vi et 

glimt af den kommunikation, vi altid og når som helst kan have med Gud. Nehemias ved, at de 

næste sætninger bliver altafgørende for hans egen og folkets fremtid. Derfor sukker han til Gud, 

inden han sekunder senere åbner sin mund. Han indsætter bønner adskillige gange i sine memoirer: 

1: 5-11; 4: 4-5; 5:19; 6:9, 14; 13: 14, 22, 31. 

Nehimias 2:10 

Både Sanballat og Tobija var indflydelsesrige lokalpolitikere. Sanballats familie styrede Samaria, 

og det var tilsyneladende lykkedes ham at blive gift ind i den ypperstepræstelige familie (13:28). 

Tobija, en embedsmand i Ammon, som var et lille land øst for Juda, havde familiebånd ind i og 

indflydelse blandt de øverste jødiske familier (6:17-19; 13:4-5). Der er endog ting, der tyder på, at 

125


begge mænd havde jødisk baggrund, men at de foretrak at være politisk neutrale. På den måde var 

de således medvirkende til, at den jødiske identitet blev udvandet. 

Nehemias 3:28 

Arkæologer skulle angiveligt værdsætte dette kapitel, fordi det antyder og beskriver, hvordan 

Jerusalem så ud dengang. Almindelige læsere synes vel nok, at disse detaljer er mindre interessante, 

men de giver et indblik i Nehemias’ organisatoriske geni. På en eller anden måde lykkedes det ham 

at få dygtige håndværkere til at arbejde sammen med almindelige arbejdere, og han fik selv børnene 

til at tage fat. For at øge motivationen, organiserede han byggeriet således, at de enkelte familier 

arbejdede på de dele af muren, der lå uden for deres eget hjem. Kapitlet er, som små indsatte 

kobberplader, en varig dokumentation for, hvem der gjorde hvad. 

Nehemias 4:3 

Nehemias havde ikke vanskeligheder med at forene bøn og handling, som verset viser: ”Vi bad til 

vor Gud og satte vagtposter... ”. Vers 8 giver på samme måde en ligefrem sammenstilling af 

åndelig og militær taktik: ”Husk på den store og frygtindgydende Herre, og kæmp...”. 

Nehemias 5:14 

Nehemias stod ansigt til ansigt med en afskrækkende opgave, der ikke var ulig den, som møder 

mange ledere i udviklingslandene i dag. Landet lå øde, og al velstanden var koncentreret i hænderne 

på nogle få magtfulde familier. Jøderne pantsatte og belånte deres ejendomme, ja de gik så langt 

som til at sælge deres børn til slaveri for at skaffe penge til at betale skatterne. Nehemias, som 

angiveligt havde oplevet stor velstand, der hvor han kom fra, kunne have draget yderligere stor 

fordel af sin politiske position. Han fremstod i stedet som et enestående, selvopofrende og 

storhjertet eksempel, som gjorde et dybt indtryk på hans undertrykte landsmænd. 

Nehemias 6:5 

Efter at have afværget latterliggørelse og trusler om vold fra fjenderne (kap. 4), stod Nehemias 

pludselig overfor en ny farefuld taktik. Forfatteren pointerer, at dette fordømmende brev kom som 

”et åbent” brev, dvs. et brev, som var kendt af offentligheden. Normalt var breve sammenrullet, 

bundet, forseglet med voks, og de blev afleveret i en silketaske for at sikre fortrolighed. 

Modstandere prøvede uden tvivl at skræmme Nehemias ved åbent at sprede rygter for om muligt at 

skabe mistænksomhed hos hans persiske overordnede. Som sædvanligt lod Nehemias sig ikke 

skræmme. 

Nehemias 7:6 

Jøderne i Ezras og Nehemias’ bog holdt nøje rede på deres rødder, fordi deres kulturelle identitet 

var truet. Alle jøder havde et ønske om, at de kunne føre deres slægtstavler tilbage til Abrahams 

barnebarn Jakob for at kunne påvise, at de var jøder. Dertil kom, at efterkommere af præstelinien af 

Levi stamme og efterkommere af kong David, gjorde et stort nummer ud af at kunne fastslå deres 

slægtslinie. Der var store vanskeligheder med disse slægtsregistre, fordi Nebukadnesar havde 

brændt Jerusalem ned, og det havde ødelagt mange registre (v. 61, 64). Listen i kap. 7 er en næsten 

identisk liste med den i Ezra 2. 

Bogens folk 

Ezra stod på en platform lavet af træ og læste fra en enkel skriftrulle 

”Ezra kom med loven til forsamlingen.. han læste den op fra det blev lyst til midt på dagen” (8:2-3) 

Det har været et fantastisk sceneri. En stor, tavs skare af mennesker, der iagttog Ezra, da han steg op 

på den til situationen konstruerede platform på torvet. Da han lukker bogen op, rejser hele folket 

126


sig. De priser Gud med løftede hænder; så bøjer de sig med ansigterne ned i støvet, og Ezra 

begynder at læse. Hans hjælpere går rundt i flokken, mens de forklarer og fortolker Guds ord, som 

Ezra læser. Folket lytter meget opmærksomt. En mærkværdig lyd kan pludselig høres, og 

efterhånden spreder den sig til hele menneskemængden. Det er lyden af folk, der græder og hulker. 

Loven, Ezra læste op, var meget gammel, men dagen markerede, at noget helt nyt begyndte. 

Jøderne var på vej til at blive, hvad de aldrig havde været før, bogens folk. De var på vej til at blive 

et folk på ny i kraft af de gamle skrifter, der var ligeså stærke som de sten, der var blevet muret ind i 

den nyligt færdiggjorte mur. 

Gennem hele folkets historie, havde de fået styrke fra to kilder ud over loven. Den ene var templet, 

hvor de tilbad Gud. Det var som bekendt en storslået og overvældende smuk bygning, hvor Gud 

gav dem møde. Det andet var deres lederskab. Først Moses, så Josva, så dommerne og endelig 

David og hans efterkommere, kongerne. 

Men disse holdepunkter havde ikke reddet dem fra vanæren og skammen. 

Templet! På trods af dets herlighed var det blevet et meningsløst symbol for de fleste jøder. De 

havde endog placeret afguder i det, og til slut havde Gud tilladt babylonerne, at de brændte templet 

ned. 

Efter landflygtigheden havde jøderne givet genopbygningen af templet første prioritet (Ezra 1-6). 

Men man forstod nu, at det ikke var en automatisk forsikring. Det gik ikke an at se på denne 

bygning som en erstatning for ægte overgivelse til og hengivenhed for Gud. 

Og deres ledere! Ikke en af deres konger var i flere hundrede år kommet blot nogenlunde i 

nærheden af Guds idealer. De fleste af deres konger havde været håbløse slyngler og uslinge og kun 

efterkommere af David af navn. Efter landflygtigheden havde Israel ikke deres egen konge. 

Israelitterne var under persisk overherredømme, og den magt delte de ikke med nogen. 

Nu vendte folket sig mod en anden kilde til kraft. Guds ord! Den store samling i Nehemias kap. 8 

står i stærk kontrast til templer og konger. Pragten fra juveler og kongekroner er blevet erstattet af et 

enkeltmenneske, der står på et platform af træ og læser fra en almindelig bogrulle. Og dog viser 

ordene, han læser op, og som omhyggeligt forklares til tilhørerne, deres enorme kraft ved den måde, 

de gør deres indvirkning på dem, der lytter. Tilhørerne bevæges til at lovprise Gud, til at græde over 

deres synder, til at ændre deres væremåde og opførsel og til på ny at afgive løfter til Gud. 

Fra dette øjeblik bliver jøderne kendt som ”bogens folk”. De levede under en fremmed magt, så 

derfor kom deres politiske ledere kun i anden række. Skønt deres tempel stadig var vigtigt, blev det 

aldrig igen en garanti for Guds nærvær. I højere og højere grad studerede de Guds lov og satte alt 

ind på at adlyde denne. En ny type ledere dukkede op i Ezras fodspor: de skriftlærde. Det land, vi 

ser ved afslutningen af Nehemias’ periode, er på mange måder sammenligneligt med det land, vi 

ser, da Jesus træder frem på scenen. I de mellemliggende 400 år er der ikke føjet nye skrifter til den 

bibelske kanon. Israelitternes enestående styrke blev nu hverken fundet i et stærkt styre eller i 

gudsdyrkelsens ritualer, men i ærefrygt for Guds skrevne ord. 

Nehemias 8:9 

Mennesker er sommetider af den opfattelse, at GT er både mørkt og trist. I disse vers (9-12) 

opfordrer Israels ledere folket til at standse deres gråd. Bedrøvelse og vemod passede ikke sammen 

med en dag, der ”var hellig for Herren”. Den efterfølgende dag opdagede de da også, at den lov de 

græd over ikke krævede sørgmodighed, men en 8 dages lang fest og campering. 

Nehemias 9:6 

I middelalderkatedralerne i Europa tjente glasmosaikruderne et dobbelt formål: 1) Kunstnerne 

designede dem, for at de skulle tjene som et hjælpemiddel i tilbedelsen af Gud; 2) Scener lavet i 

glas bidrog endvidere til, at mennesker, der var analfabeter, lettere fik lært bibelhistorien. 

GT forbød alle former for afbildninger, men deres bønner tjente ofte præcis samme formål: Disse 

bønner var et led i gudsdyrkelsen og mindede tilhørerne om Guds omsorg i det forgangne. Det 

127


vidunderlige eksempel, vi har her, genopliver væsentlige episoder fra hele menneskehedens historie 

– og det var en vigtig lektie for et folk, der stod på tærskelen til et nyt liv. 

Nehemias 10:31 

Ifølge Guds lov skulle jøderne holde sabbatten hellig og afstå fra arbejde. Men ikke kun det. Hvert 

syvende år skulle landet hvile, og det måtte ikke dyrkes. Og al gæld skulle annulleres. (3. Mos. 

25:1-7; 5. Mos. 15:1-11). Men disse regler for det syvende år blev sjældent eller aldrig efterlevet. 

Her bliver folket ikke blot mindet om disse forordninger, de skriver under på, at de vil overholde 

dem. 

Nehemias 11:1 

Overalt i verden flokkes mennesker for at komme til at bo i store byer. Faktum er vel, at de fleste 

mennesker i dag bor i store byer. Sådan var det ikke på Nehemias’ tid. Israelitterne havde lært, at 

store byer som Jerusalem var hovedmålet for invaderende hære. For at få folk til at bosætte sig i 

Jerusalem igen måtte lederne ty til et lodtrækningssystem og karakteristisk for Nehemias, så 

sørgede han også for, at de nyetablerede fik en slags belønning. 


Ezra, som jo var den religiøse leder, forsøgte i adskillige år at få muren omkring Jerusalem 

genopbygget. Nehemias, der var en handlingens mand og langt mere praktisk anlagt, fik arbejdet 

organiseret og gjort færdigt på 52 dage (6:15). Da det kæmpemæssige job var ovre, arrangerede han 

en række festligheder, der blandt andet indebar, at to kor gik hver sin vej rundt om byen. Ezra gik i 

spidsen for det ene kor; Nehemias sluttede ydmygt bagtroppen hos det andet. Da de mødtes i midten 

nær tempelområdet, holdt de en taksigelses- og lovprisningsgudstjeneste, som Jerusalem ikke havde 

oplevet magen til i over hundrede år. 


Eventyr ender som regel med, at ”så levede de lykkeligt til deres dages ende”, men sådan foregår 

det aldrig i virkeligheden. Det er derfor også interessant, at Nehemias’ Bog ikke slutter med 

triumfen i kapitel 12, men med at forudskikke, at vanskeligheder med lederskab ville høre til 

dagens orden også i fremtiden. Gamle problemer ville komme op til overfladen igen, nye problemer 

ville dukke op, og Nehemias tacklede begge slags med både mod og visdom. 

Esters Bog 

En modig fremtoning 

Helte handler, mens de fleste andre blot er tilskuere 

”Derefter vil jeg gå til kongen, selv om det er mod loven. Skal jeg dø, så lad mig dø!” (4:16). 

Hvad er en helt? Hvis vi spørger en af slagsen, ville vi sikkert få et svar, der går noget i retning af: 

”Jeg er ret sikker på, at andre mennesker ville have gjort det samme som mig! Jeg var bare der, hvor 

jeg var på det rigtige tidspunkt.” 

Mennesker bliver helte, fordi de handler beslutsomt på det rigtige tidspunkt. Andre af os ville 

måske blot kigge lamslået på. Den sande helt tager notits af krisen og gør noget for at imødegå 

følgerne. Det var det mod og den handlekraft, der gjorde Ester til en helt usædvanlig person – fuldt 

ud værdig til at få beretningen optaget i Bibelen. 

128


Som følge af, at Ester tilfældigvis havde et usædvanligt smukt ydre, og fordi den tidligere dronning 

tilfældigvis blev detroniseret, blev Ester forunderligt nok dronning i et af de største riger, denne 

verden har set. Da alting syntes fryd og gammen, kom det altafgørende øjeblik i hendes liv. 

Dette øjeblik har verden hørt ekkoet af mange gange siden. Esters folk var blevet en betydningsfuld 

minoritetsgruppe i det persiske rige, og dette folk, jøderne, var ikke smeltet sammen med 

omgivelserne. Nogle mennesker var temmelig jaloux på grund af jødernes åbenbare succes, og fordi 

de skilte sig ud fra alle andre. En hævngerrig statsminister, Haman, besluttede sig for at gøre det af 

med jøderne. Han udstedte en forordning, der indebar et regeringsstøttet folkedrab på jøderne. 

Ville dronning Ester gribe ind og gøre noget? Hvis hun gjorde noget, risikerede hun sit eget liv. Og 

kunne hun i det hele taget gøre en forskel? Hun var vel blot en magtesløs sexpartner for en konge, 

som først og fremmest foretrak kvinder, som ikke blandede sig i hans affærer. Hun kom kun, når 

hun blev bedt om at komme, og han havde ikke bedt hende komme i en hel måned! Og alligevel var 

hun den eneste af alle jøder, der havde adgang til kongen. 

Esters farbroder Mordokaj mindede hende om den enestående position, hun havde: ”Og hvem ved, 

om det ikke var med henblik på en situation som denne, du opnåede kongelig værdighed?” Esters 

gensvar var handling. Hendes modige svar er et klassisk udtryk for heltemod: ”... jeg vil gå til 

kongen, selv om det er mod loven. Skal jeg dø, så lad mig dø!” (4:16) 

Esters bog viser, måske nok indirekte, at Guds hjerte banker for jøderne på en særlig måde. 

Fortællingen om Ester er bygget op over en række usædvanlige ”tilfældigheder”. Ester blev 

”tilfældigvis” udvalgt til at blive den nye dronning. Kongen kunne ”tilfældigvis” ikke sove, og da 

han skulle lytte til lidt oplæsning den samme nat, så blev der ”tilfældigvis” læst en beretning om en 

god gerning, som Esters farbroder havde begået. Den onde Haman kom ”tilfældigvis” forbi i dette 

afgørende øjeblik. Disse tilfældigheder sammen med Esters mod afværgede de frygtelige 

begivenheder, og alt blev i stedet vendt til jødernes gunst. 

Var det alt sammen kun tilfældigheder? Eller stod Gud bag? Esters bog giver os ikke svaret direkte: 

Gud bliver fx ikke nævnt en eneste gang, og i nogle tilfælde synes hans navn udelukket helt bevidst. 

Men troende, både jøder og kristne, er ikke i tvivl. Gud holder alting i sin mægtige hånd. Der er 

ikke noget, som bare lige sker. Disse ”tilfældigheder” var en del af Guds plan for at frelse jøderne. 

Gud beskyttede sit folk, fordi han elskede dem – fordi han havde udvalgt dem fra begyndelsen. Selv 

deres fjender vidste, at jøderne ”var noget særligt”. (Se fx Esther 6:13). Beretningen om Esther er 

endnu et kapitel i den forbavsende historie om Guds endeløse kærlighed til jøderne. Selv om de 

langt fra altid fulgte hans vilje, havde denne ubetydelige ofte uglesete minoritet overlevet og klaret 

sig ned gennem århundrederne. 

Fra Haman til Hitler har hævngerrige ledere hadet jøderne. Der findes næppe nogen anden gruppe, 

som har været så hadet og næppe nogen gruppe, der har haft så få venner, der var villige til at vise 

storsind og træde til med hjælp, når modstanden var overvældende. Der findes heller ikke nogen 

anden eksisterende etnisk gruppe i dag, der kan spore deres aner så langt tilbage, som jøderne kan. 

De har overlevet som et enestående og stort folk. Hvordan? Esters Bog viser, hvordan Guds 

fantastiske timing – kombineret med enkeltindividers mod, mennesker som ”tilfældigvis” var på det 

rigtige sted på det rigtige tidspunkt – fik det udvalgte folk til at overvinde vanskelighederne. 

Esters Bog udgør så spændende læsning, at de fleste mennesker vil finde det vanskeligt at stoppe, 

når man først er i gang. Som i en detektivhistorie væves den ene detalje efter den anden ind i 

hinanden. Man ved ikke, når man læser fra den ene side til den anden, hvordan dramaet vil udvikle 

sig. 

Esthers Bog lægger hovedvægten på nogle få enkeltpersoner. Man skal være særlig opmærksom på 

Esther, Mordokaj, Haman og Ahasverus. Hvad slags mennesker var de? Hvad var deres ambitioner? 

Hvad var deres styrker og svagheder? Hvilke afgørende øjeblikke viste deres sande karakter? Hvad 

kan vi lære af dem, som kan føre til, at vi klarer udfordringerne, når vi løber ind i ”at være den rette 

person på rette sted og tid”? 

129


Ester 1:7 

Ikke-bibelske kilder bekræfter antydningen i dette vers. Den græske historiker Herodot skrev, at 

perserne ”er glade for vin, og drikker det i store mængder... Det er også almindelig kutyme at rådslå 

og drøfte vigtige sager, når de er berusede...Nogle gange er de imidlertid ædru under den første 

rådslagning, men normalt revurderer de altid sager under indflydelse af vinen”. 

Ester 2:6 

Ezra og Nehemias’ bøger fortæller den inspirerende historie om de jøder, der vendte tilbage til 

Jerusalem efter årene i landflygtighed. I virkeligheden kom der faktisk kun ca. 50.000 jøder tilbage 

til deres udplyndrede land. Mange flere – blandt dem Mordokajs familie – forblev tilbage og nogle 

af disse havde virkelig vind i sejlene. Beretningen om Ester finder sted i disse fremmede 

omgivelser, hvor perserne styrede. Der findes den dag i dag enklaver af jøder i Irak og Iran, som 

stammer fra disse israelske flygtninge. 

Ester 2:16 

Der gik ca. 4 år mellem dronning Vashtis detronisering og Esters ophøjelse til dronning. Hvorfor 

mon Ahasverus ventede så længe. Historikere siger, at han i disse 4 år var på et fejlslaget 

militærtogt, hvor han forsøgte at erobre Grækenland. Den seks måneder lange konference, som er 

beskrevet i kapitel 1, var sandsynligvis en rådslagning, der skulle forberede invasionen. 

Ester 3:13 

Persien kunne prale af at have et af de første effektive kommunikationssystemer. Kongen havde 

heste og mænd udstationeret med en dags hesteridt fra hinanden på alle de vigtigste veje. Disse 

beredne ilbud red i en dag og videregav budskabet til næste station. ”Intet dødeligt væsen rejser så 

hurtigt som disse persiske budbringere”, skrev historikeren Herodot. Deres effektivitet var 

altafgørende for Mordokaj og Ester, da de skulle have skrivelser sendt rundt i hele riget så hurtigt 

som muligt, der imødegik kongens tidligere forordninger. 

Ester 4:13 

Eftersom Ester levede i sit eget sikkerheds- og luksuselfenbenstårn i paladset, var hun muligvis den 

eneste jøde i Persien, som ikke havde hørt om udryddelsesplanerne. Hun ville sikkert også være 

blevet skånet, men som Mordokaj advarede, så kunne kongen så let som ingenting have vendt sig 

mod hende. Mordokaj var ikke i tvivl om Guds omsorg, men forfaldt aldrig til fatalisme. Han var 

overbevist om, at Gud på en eller anden måde ville bevare sit folk; og samtidig vidste han også, at 

Gud sagtens kunne finde på at løse den skæbnesvangre situation gennem menneskers velovervejede 

og modige handlinger, der indbefattede både ham selv og Ester. 

Ester 6:1 

Forskellige historiske kilder portrætterer Ahasverus som en både farlig og impulsiv konge. Da en 

bro, som han havde beordret skulle bygges, blev ødelagt i en storm, befalede han at havet skulle 

have 300 piskeslag, og bagefter blev de mennesker, der havde bygget broen, halshugget. Da en af 

hans loyale undersåtter bistod med en stor sum til et militært felttog, var Ahasverus i en sådan 

sindstilstand, at han returnerede pengene inklusiv en pæn gave fra ham selv. Men da den samme 

mand bad Ahasverus om at fritage en af sine sønner fra værnepligt, beordrede en rasende 

Ahasverus, at sønnen blev skåret i to dele, og han lod bagefter hæren marchere mellem stykkerne. 

Ester 7:1 

Ester kendte kun alt for godt de risici, der var forbundet med at gå imod enevældige Ahasverus: 

Hun havde trods alt fået sit job som følge af kongens forfærdelige vrede over, at dronningen havde 

affærdiget ham (1:12-2:7). Esthers ”frokost komplot” viser, at hun mestrede de kneb, som var 

nødvendige for at blødgøre jordbunden. Hun blev mere og mere frimodig og direkte og overbeviste 

130


til sidst kongen om, at han skulle udstede en forordning, der imødegik den, der tidligere var udstedt 

mod jøderne – en uhyre sjælden omkringvending for en persisk regent (8:8). 

Ester 8:16 

Hvorfor nævnes Guds navn ikke i Esters Bog - specielt på et oplagt sted som her? Lærde 

bibelfortolkere har flere svar på denne gåde. Nogle mener at kunne læse mellem linierne, at Ester og 

Mordokaj ikke er de største pragteksemplarer for jødernes tro. De var endog villige til at holde 

Esters jødiske slægtskab skjult. Ester viste tilsyneladende ingen modvillighed mod at lade sig gifte 

med en hedensk konge og blive en del af hans harem. Det mest kritisable punkt er måske, at 

Mordokaj og Ester (samt de andre jøder nævnt i Esters Bog) havde valgt ikke at vende tilbage til 

Jerusalem med den første bølge ca. et halvt århundrede før. De, som forblev i Persien, bekymrede 

sig tilsyneladende mere om deres egne finanser end om Guds planer for jøderne om at vende tilbage 

fra landflygtigheden. Det er måske nogle af årsagerne til, at Esters Bog bliver fortalt næsten som en 

verdslig historie. Men også for at illustrere, at Guds omsorg naturligvis gjaldt de mere 

”verdsliggjorte” jøder. 

Ester 9:19 

Ligesom kristne igen og igen fortæller juleberetningen hvert år til jul, laver krybbespil og 

staldscener, således mindes jøder også de store øjeblikke fra deres historie. Jødiske familier læser 

Esters Bog højt ved purimfesten. Festen fik sit navn, fordi der blev kastet pur (det er lod), hvornår 

jøderne skulle udryddes (3:7). Udåden viste sig senere at ramme Haman selv. Forfatteren forklarer 

grunden til, at man fejrer Purimfesten på to forskellige dage; selv i dag fejrer jøderne alle steder 

Purim på den 14. undtagen i Jerusalem, som fejrer den på den 15. 

Ester 10:2 

På grund af de mange heldige sammenfald i Esthers Bog, har adskillige ment, at det blot var ”en 

god historie”, der kun havde lidt eller ingen historisk værdi. Alligevel forholder det sig således, at 

efterhånden som arkæologerne har fået kendskab til den antikke persiske historie, jo mere har det 

vist sig, at Esthers Bog har været påfaldende pålidelig. Der kan ikke herske tvivl om, at Esthers Bog 

selv regner sig for at være historisk korrekt. Her forsikrer forfatteren ligeud, at læserne kan 

kontrollere de historiske fakta med de eksisterende historiebøger. Disse skrifter er gået tabt, men de 

var angiveligt kendte og tilgængelige for de mennesker, som først læste Esthers Bog. 

Jobs Bog 

Når det går skidt for et godt menneske 

Ingen led mere end Job ; ingen fortjente det mindre 

”Lagde du mærke til min tjener Job? Hans lige findes ikke på hele jorden; han er en retsindig og 

retskaffen og gudfrygtig mand, der holder sig fra det, der er ondt” (1:8) 

Hvordan kunne det ske? På en gang faldt Jobs verden fuldstændig sammen! Det var den ultimative 

uretfærdighed. Først var der røvere som stjal, overfaldt og dræbte Jobs tjenere. Så fortærede ild fra 

himlen Jobs får og karle. En orkanlignende storm ødelagde Jobs hus og dræbte hans sønner og 

døtre. Endelig blev Job ramt af en frygtelig, smertefuld sygdom. Job spurgte sig selv, hvad han 

havde gjort, siden han blev offer for en slig forfærdelig lidelse. 

131


Måske kan man sige, at Jobs bog er som en slags detektivhistorie, i hvilken læserne ved langt mere 

end de centrale personer i handlingen. Det allerførste kapitel besvarer Jobs vigtigste spørgsmål: Han 

havde ikke foretaget sig noget, der gjorde ham fortjent til den umenneskelige lidelse. Det ved vi 

som læsere, men Job og hans venner vidste ikke det, vi ved. 

Job var ubekendt med, at han var involveret i en kosmisk styrkeprøve, som tog sin begyndelse i 

Himlen, men som udspandt sig på jorden. Jobs tro blev sat på prøve i en helt ekstrem grad. Jordens 

bedste mand led de værst tænkelige fortrædeligheder og ulykker. Satan havde påstået, at folk som 

Job kun elskede Gud, alene fordi Gud var god imod dem. ”Fjern de gode ting”, udfordrede Satan 

Gud, ”og så vil Jobs tro forsvinde ligeså hurtigt som hans rigdomme og gode helbred”. 

Det var Guds omdømme, der var på spil. Ville Job fortsat tro Gud, selv når alt faldt fra hinanden. 

Dette er bogens altafgørende spørgsmål: ”Hvordan ville Job reagere. Ville han vende sig mod 

Gud?” 

Jobs kone gjorde nar af ham: ”Holder du stadig fast ved din retsindighed? Forband Gud, og dø!” 

(2:9). Hans venner var endnu værre. De argumenterede for, at Job blev straffet, og at det var fuldt 

fortjent, at alle tragedierne væltede ind over hans liv. Men Job kæmpede for, hvad der syntes 

umuligt: At stole og tro på en kærlig, retfærdig og fair Gud, selv om alt syntes at vidne om det stik 

modsatte. 

Vi kan forestille os bogen som et drama i retten, hvor en række mennesker kommer med lange, 

veltalende indlæg. I det meste af bogen sidder Job i den sagsøgtes stol og lytter til vennernes 

svadaer og højtidelige taler. Han kender ikke til uigendrivelige modargumenter. På den ene side 

virker deres argumenter om, at lidelse er en velfortjent straf, tilforladelige. Og dog ved han fra 

dybet af sin sjæl, at de har uret. Han fortjener ikke den behandling, som han får. Der må være en 

anden forklaring. Som alle ulykkesramte og sørgende mennesker gennemgik Job følelsesmæssige 

traumer. Han klynkede og klagede, reagerede voldsomt, smigrede og brød sammen i 

selvmedlidenhed. Han var sommetider enig med sine venner, så skiftede han stillingtagen og 

modsagde sig selv. Engang imellem fremkom han med ord og sætninger, der vidnede om et lysende 

håb. 

I det store og hele bad Job kun om en ting: At Han, som alene kunne forklare hans elendige 

situation, at han åbenbarede sig for ham. Han ønskede at møde Gud ansigt til ansigt. Til slut fik Job 

sit ønske opfyldt; Gud viste sig for ham. Og da Gud endelig talte, var der ingen – hverken Job eller 

hans venner – der var forberedt på det, der blev sagt. 

Før eller siden vil vi alle finde os selv i en situation, som på den ene eller anden måde minder om 

Jobs. Vores verden kan synke i grus. I sådanne situationer er der ikke noget, som synes at give 

mening mere. Det, som i gode tider havde syntes umuligt, er pludselig en realitet: Gud synes fjern 

og tavs. 

I sådanne krisesituationer bliver den enkelte af os prøvet. På en måde bliver vi deltagere i en test, 

som den Job blev udsat for. Jobs bog gennemgår hvert enkelt trin i den proces med fuldstændig 

ærlighed. Jobs liv står som et eksempel for alle, der skal gennem usædvanlige lidelser. 

Jobs bog bliver anset for at være et af verdens virkelig store mesterværker. Den indeholder nogle af 

de fineste og mest udtryksfulde digte i Bibelen. Og så er det alligevel sådan, at førstegangslæsere af 

Jobs Bog let kan føle sig lidt fortabt, fordi selve historien foregår i de to første kapitler og i det 

sidste. Alt det imellem består af en serie af taler. 

Det er måske ikke så klogt at læse større afsnit ad gangen. Man bør begrænse sig til at læse en tale 

ad gangen og det gensvar, som talen får fra en af Jobs venner. 

Man skal også være opmærksom på, at man dengang lagde mere vægt på veltalenhed for ganske 

enkelt at imponere tilhørerne end på streng logik, så derfor kan talerne godt forekomme lidt 

blomstrende. De emner Job og hans venner imidlertid beskæftiger sig med, har at gøre med liv og 

død. 

132


Når vi læser Jobs venners taler, må vi naturligvis huske, at deres synspunkter ikke nødvendigvis 

afspejler Guds synspunkter. Jobs Bog gengiver kun vennernes synspunkter; bogen giver ikke sin 

tilslutning til synspunkterne. 

Job 2:6 

Jobs Bogs beskrivelse af Satan giver ekkoer fra beretningen i 1. Mos. 3. Han har overnaturlig kraft 

til at undertrykke mennesker, men er begrænset af Gud. Som John Newton sagde: ”Satan kan kun 

gå til enden af sin lænke”. Bibelen gengiver mindst et andet tilfælde, hvor Satan helt specifikt bad 

om tilladelse til at angribe et enkeltmenneske (Luk. 22:31-32). 

Job 2:13 

Betegnelsen ”Jobs venner” er vel en slags betegnelse for, hvordan man ikke skal trøste et menneske, 

som lider. Disse tre venner viste sig at være til ingen verdens hjælp for Job, og de blev affærdiget af 

Gud selv i slutningen af bogen. Dette vers åbenbarer imidlertid disse venners oprigtige følelser for 

Job. De sad med ham i hele syv dage i tavs deltagelse over hans sorg og nød. Det skulle senere vise 

sig, at denne medlidende tavshed, var den bedste hjælp, de kom til at give Job, og det er måske en 

god lektie at huske på for andre, som får anledning til at trøste mennesker, der lider. 

Job 4:13 

I Jobs bog er der paralleller til de fleste af de moderne svar, vi også giver til folk med lidelser. For 

at gøre indtryk med sin religiøse autoritet på de andre tilhørere, henviste Elifaz til et overnaturligt 

syn i hvilket en mystisk skikkelse bekræftede Elifaz’ egne synspunkter. I næste kapitel hentyder han 

til, at Job måske burde opsøge et guddommeligt mirakel (5:8-10) 

Job 5:17 

Jobs venner lød så fromme og veltalende, at det er let at antage deres ord som den fulde og hele 

sandhed. Nogle kristne har citeret dette vers som et ordsprog, der kritikløst passer til mennesker, der 

lider. I virkeligheden var Elifaz fuldstændig forkert på den. Gud var ikke i gang med at irettesætte 

og opdrage Job. Gud havde allerede fremholdt Job som en mand, hvis godhed var så speciel, at man 

kunne bruge ham som model. 

Job 6:9 

Job havde stædigt holdt fast ved, at han ikke ville forbande Gud, men han forbandede den dag, han 

blev født. I dette vers beder han om en hurtig død, fordi han forstod, at han ikke magtede at 

vedblive at stole på Gud. Hvis han fik en hurtig død, ville han trods alt dø med troen i behold. Disse 

vers indeholder nogle af de mest dybtgående udsagn om smerte og fortvivlelse, der overhovedet 

findes i vores litteraturskatte. 

Der er ting man ikke skal sige til en person, der rammes af modgang og ondt! 

Jobs venner gjorde det kun værre 

”Ja, nu er I blevet til intet (på engelsk: nu har I vist jer at være til ingen hjælp)” (6:21) 

Ja, det er spørgsmålet. Hvad siger man til et menneske, der lider? Jobs bog giver eksempler på side 

efter side. Jobs tre venner, som så Jobs fortvivlelse, gav højlydt udtryk for deres ”gode råd”. Men 

uheldigvis blev det, de sagde, for altid en model for, hvad man ikke skal sige. Den vigtigste pointe i 

deres argumenter fik kun Job til at føle sig endnu mere elendig, og til slut affærdigede Gud dem. 

Jobs bog giver os kun få detaljer om tid og sted, men den fremstiller Job som en meget rig 

mellemøstlig ”sheik”. Hans tre venner fra nabolandene var også velhavende og højt respekterede. 

Da de så Job første gang, græd de højt og satte sig hos ham på jorden i tavshed i syv dage og nætter 

overvældet af sorg og medfølelse (2:13). 

133


Efter at Job endelig brød tavsheden, så holdt hver af vennerne en tale fyldt med billedsprog, som 

handlede om Jobs dilemma. Der er tre omgange med taler, hvor Elifaz, Bildad og Sofar på skift 

siger det, de har på hjerte, og hver gang får Job lejlighed til at svare hver enkelt. Elifaz, som lægger 

ud, havde stærke og noble idéer. Bildad var mere kortfattet og lidt mindre sympatisk. Sofar, som 

ikke havde ordet i tredje omgang, viste lidenskabeligt engagement og ildhu. 

Vennerne syntes at tale med en stadig voksende følelsesmæssig intensitet. I den første omgang (kap. 

4-14) synes de at nære håb om, at Job også vil godtage deres synspunkt. I anden omgang (kap. 15- 

21), blev udsagnene skarpere og mere truende. Og da de havde nået de afsluttende udsagn (kap. 22- 

25), kom Jobs venner med direkte anklager mod ham. 

Jobs venner troede på en kærlig og retfærdig Gud; det er udgangspunktet for deres argumenter. For 

vist vil en retfærdig Gud ikke tillade en uskyldig mand at lide så meget, ræsonnerede de. De fleste 

af deres kommentarer kan koges ned til et enkelt synspunkt: Job må have begået en eller anden 

betydelig syndig handling, som Gud nu straffer ham for. Alle tre troede fuldt og fast på, at gode 

mennesker går det godt for og dårlige mennesker må undgælde; derfor må lidelse nødvendigvis 

afsløre skjult synd. 

”Nej, Gud vil aldrig forkaste en retsindig, onde mennesker tager han ikke ved hånden”, siger de til 

Job (8:20). ”Omvend dig”, formanede de ham, ”så vil Gud tilgive dig og gøre alt godt igen”. Deres 

ord fik dette gensvar fra Job: ”I er kun hyklere, kvaksalvere er I alle” (13:4). Job troede også på en 

kærlig Gud, men han vidste, at han var uskyldig. 

Da Gud til slut trådte ind på scenen, affærdigede han de tre venner i en sætning til Elifaz: ”Min 

vrede er flammet op mod dig og dine to venner, fordi I ikke har talt sandt om mig, sådan som min 

tjener Job har gjort”. (42:7). 

Selv om Bibelen andre steder giver os eksempler på lidelser forårsaget af et menneskes synd, viser 

Jobs Bog os, at en sådan tankegang ikke altid passer på enhver situation. Det er ikke vores opgave 

at finde ud af eller skønne, hvad grunden måtte være til et menneskes lidelse. Det er ganske enkelt 

uden for vores begrebsverden. Gud holder den indsigt for sig selv. 

Job 8:4 

Selv om Gud overordnet forkastede Jobs venners argumenter, så er det også sandt, at de både sagde 

noget, som var direkte forkert, men også noget, som var sandt. Bildad appellerer til sund fornuft. I 

fx v. 20: ”Nej, Gud vil aldrig forkaste en retsindig”. Hos Bildad er det underforstået, at Job havde 

syndet og derfor fortjente sin straf. Men faktum er, at Gud helt specifikt havde sagt om Job, at ”han 

var en retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand”. (2:3). Derudover finder vi, at Elifaz’ udsagn i 

5:11-13 bliver citeret og anerkendt i Ny Testamente. (1. Kor. 3:19). 

Job 9:4 

En gospel musical, som var baseret på Jobs Bog, fik titlen ”Alt for korte arme til at bokse med 

Gud”. Helt fra begyndelsen vidste Job, at han ikke havde en chance, hvis han skulle diskutere med 

Gud. Derudover ville han ikke vide, hvad han skulle diskutere – det meste af tiden viste Job, at han 

havde en bedre forståelse af teologi, end hans venner havde (hans ord i dette kapitel viser fx en 

slående lighed med det, Gud siger i slutningen af bogen). Men en god forståelse og indsigt ændrede 

ikke ved Jobs fornemmelse af at være svigtet og forladt af Gud. Hans troskrise var i højere grad 

personlig end intellektuel). 

Job 9:33 

Job var fuldt ud klar over den enorme afgrund, der var mellem Gud og mennesker. Det er 

hjertegribende at høre, hvordan han beder om en ”voldgiftsmand”, som ”kan mægle mellem os”. 

Disse længselsfulde sukke hos Job efter en advokat blev opfyldt i og med, at Jesus kom, som blev 

kaldt for ”mellemmand mellem Gud og mennesker” (1. Tim. 2:5) 

Job 10:8 

134


En mand, som havde den forfærdelige oplevelse at se 3 af sine sønner dø i deres ungdom, sagde: ”I 

mørket skal man ikke glemme, hvad man har lært i lyset”. Job levede efter samme princip. Selv om 

han ikke forstod Gud overhovedet, som situationen var, underkendte han aldrig de Guds 

velsignelser, han havde haft i det forgangne. I en forståelig vrede kan man høre en fraskilt sige: ”Jeg 

har for øvrigt heller aldrig rigtig elsket ham”; Job vendte aldrig nogensinde ryggen til Gud på den 

måde. 

Job 11:14 

Sofar, som ikke var en særlig taktfuld ven, fremkom med direkte anklager mod Job, idet han gentog 

det velkendte refræn, at Job blev straffet for en eller anden synd. I hans tale, som er gengivet i kap. 

12, giver Job ham for så vidt ret i det princip, at Gud belønner den retfærdige og straffer den onde. 

Men for så vidt angår ham selv, ved han, at han er uskyldig. Uanset hvor overbevisende vennerne er 

i deres argumenter, måtte han protestere over for dem. 

Job 12:5 

Da Alexander Solzhenitsyn blev løsladt fra et Siberisk fængsel, opnåede han på en gang 

verdensberømmelse som romanforfatter. En dag blev han bedt om at komme op på en overordnet 

sovjet-russisk leders overdådige kontor, fordi han var en beundrer af Solzhenitsyn. I disse 

komfortable omgivelser syntes kvalerne i de sovjetiske fangelejre langt borte. ”Det er umuligt for et 

menneske, som sidder varmt og godt at forstå dem, som fryser”, konkluderede Solzhenitsyn. Job 

anklagede sine venner – ja endog Gud – for den samme mangel på sympati. Hans anklager mod 

Gud blev først endegyldigt besvaret og imødegået ved inkarnationen (da Jesus blev født). Da lod 

Gud sig frivilligt underkaste kulde, sult og enhver anden tænkelig menneskelig fornedrelse. 

Job 13:15 

Dette udsagn viser mere end noget andet dybden af Jobs tro, og det beviste, at Gud havde ret i sin 

antagelse om Job, da Satan blev udfordret. Job satte endog sin tro på Gud over sit eget liv. Det 

eneste han bad om, var ”en dag i retten”, hvor han kunne stå ansigt til ansigt med Gud og høre Guds 

forklaring. 

Job 15:4 

Job talte frit fra leveren i sine anklager mod Gud. Som et resultat af disse bramfri udtalelser 

beskyldte hans venner ham for at undergrave et fromhedsideal og for ikke at vise andagt over for 

Gud. Det er værd at notere sig, at Gud i sin opsummerende tale ikke fordømte Job for hans 

humørsvingninger; han affærdigede derimod Jobs venners fromme ord. 

Sjælesørgere ved, at undertrykt vrede og skuffelse ikke sådan bare forsvinder. Normalt vil det nage 

indvendigt og vokse til noget endnu værre og farligere. Job gav åbent udtryk for sine følelser til sine 

venners store utilfredshed. 

Job 16:9 

I sine traumatiske oplevelser kunne Job ikke andet end føle, at han var genstand for Guds vrede. 

Mange mennesker, som gennemgår stor smerte, føler det samme. I Jobs tilfælde ved vi imidlertid 

helt sikkert, at Gud ikke var vred på ham. Gud havde brugt ham som eksempel over for Satan som 

”er en gudfrygtig mand, der holder sig fra det, der er ondt”. 

Job 17:12 

Falske ”gode råd” kan i virkeligheden gøre mere skade end gavn, når man vil trøste et menneske, 

der lider. I Jobs følelser her kan man høre ekkoet fra Ordsprogsbogen 25:20: ”At tage tøjet fra en 

på en kold dag, som eddike på et sår, er den, som synger festsange til et trist hjerte”. 

Job 18:13 

Efter Jobs udfald mod sine fjender (17:10-12), gav Bildad igen af samme skuffe, fulgt af Sofar i 

kap. 20. Disse to taler, som hører til de mest nederdrægtige i Jobs bog, viser mere end noget andet 

135


risikoen ved et bittert argument, også inden for teologi. De venner, som i første hånd var overvældet 

af medlidenhed, da de troppede op, er nu i gang med på forfærdelig vis at læsse mere sorg og 

elendighed over på Job – i et forsøg på at forsvare deres egne teologiske synspunkter – som jo 

aldeles ikke var den rene, ædle og sande lære. 

Job 19:25 

Midt i Jobs dybeste smerte og vånde, gav han udtryk for et fantastisk håb. Denne profeti skal ses i 

lyset af to andre glimt af håb i Jobs Bog (9:33; 16:19-21). Job forsøgte ikke at skjule sin fortvivlelse 

og kval, men som vi ser i dette vers, så slukkede prøvelserne aldrig håbet. 

Job 21:7 

I de fleste af sine taler accepterede Job det generelle princip, at mennesker lider under deres onde 

handlinger allerede i dette liv. Men i denne tale begynder han at stille spørgsmål ved denne teori. 

Han gav eksempler på onde mennesker, som levede et særdeles behagelig og succesrigt liv. 

Konklusionen på disse overvejelser var så overbevisende, at han konkluderede, at hans venners råd 

var falske og tomme (v. 34). 

Job 22:6 

Da Elifaz erfarede, at hans argumenter ikke kunne overbevise Job, ændrede han taktik til mere 

personlige angreb om Jobs livsførelse. Denne taktik var måske den nederdrægtigste overhovedet, og 

Job gendrev hans angreb et for et i sin afsluttende tale (kap. 29-31). 

Job 23:13 

Jobs venner holdt sig igen og igen til de samme temaer, mens Job, som de fleste mennesker, der 

oplever smerte, var noget vægelsindet og usikker på, hvad han i virkeligheden skulle tro og mene. I 

de første vers af kapitel 23 er han parat til at begive sig i lag med Gud; i de næste vers giver han 

udtryk for tvivl på, om han nogensinde vil finde Gud, så han kan fremsætte sin klage. I de sidste 

vers bæver han af rædsel ved tanken om, hvad der ville ske, hvis han faktisk fik lokaliseret Gud. 

Job 25:6 

I talen, som gengives i kap. 23-24, beskriver Job med bevægende ord den manglende følelse af 

Guds nærvær, da han havde allermest brug for det. Han sagde også, at Gud må også synes langt 

væk for de fattige, de faderløse og alle, der lider uden fornemmelsen af lindring. Bildad svarede 

med den korteste tale i Jobs Bog (kap. 25). Han satte spørgsmålstegn ved, om et menneske 

overhovedet, (som jo blot er en maddike), havde nogen ret til at udfordre Gud så direkte. 

Job 26:14 

Jobs Bog indeholder nogle meget fine naturiagttagelser og beskrivelser af naturen. Bogen henviser 

ofte til naturen som et af beviserne på Guds eksistens. Job selv benægtede aldrig Guds storhed og 

kraft. Alle naturens undere, sagde han, er ”kun fligen af hans værk” – en svag hvisken af Gud. Han 

beklagede sig ikke over Guds magt og kraft, hans anliggende gjaldt retfærdighed. Hvordan kunne 

en så mægtig Gud behandle ham så uretfærdigt. 

Job 28:1 

Midt i en af Jobs flotte taler, indsatte Job et selvstændigt digt om visdom. I digtet anvender Job et 

billede fra mineindustrien for at slå fast, at visdom ikke er noget, man kan lede efter og finde. (v.1- 

19). Gud alene ved, hvor den befinder sig. I resten af digtet, erkender Job, at der er ting, som er 

udenfor hans forstand, og så glider han over i erindringen af, hvordan hans liv var før prøvelserne 

satte ind. 

Job 29:11 

136


Job opfrisker forsigtigt minderne om ”gamle dage” i vers 2, inden prøvelserne begyndte. Job kunne 

ikke finde årsager, som ville retfærdiggøre, at han ”fortjente” en sådan behandling – hvilket jo er 

hele Jobs Bogs pointe. Hans erindringer om livet dengang tilbageviser hans venners anklager imod 

ham. Han havde vist omsorg for de fattige og de undertrykte – et faktum, som må have øget hans 

forundring over den uretfærdige behandling, han selv var udsat for. 

Job 31:1 

Dette kapitel, som var Jobs sidste forsøg på et forsvar, er skrevet på en måde, der antyder, at det 

havde juridisk betydning for hans tilhørere. Job sværgede alvorsfuldt på, at han var uskyldig i den 

lange række af anklager, som var blevet fremført. Han nedkaldte forbandelser over sig selv, hvis det 

kunne bevises, at han var forkert på den. Den måde, han sværgede på, kan minde om den måde man 

sværger på i en amerikansk retssal, hvor man med hånden på Bibelen højhelligt lover, ”at man vil 

fortælle sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden”. Det gjorde et dybt indtryk på 

Jobs tre venner, og det satte en stopper for debatten. Men så dukkede der en ny person op, Elihu. 

Job 31:16 

Dette kapitel giver os indsigt i de bærende elementer i Jobs åndelige liv. Han havde trænet sig selv i 

at være lydig mod Gud. Nu, hvor alle de faste holdepunkter var fjernet, vendte han sig stadig mod 

Gud for at få styrke, selv om Gud syntes uendelig fjern. Det var næsten, som han formåede at 

trække på nogle ekstra ressourcer af tillid til Gud: Den tillid han havde kunnet akkumulere i 

gunstigere tider hjalp ham til at overleve, nu hvor det var uoverskueligt vanskeligt. 

En tavs ven beslutter sig for at tage ordet 

Elihu, som vi ikke har hørt om før, kommer med nye vinkler på lidelsen 

”Jeg gav agt på jer, men ingen af jer kunne irettesætte Job eller gendrive hans ord” (32:12) 

Indtil nu har handlingen i Jobs Bog drejet sig om Job og hans tre venner. Deres indbyrdes debat, 

som blev stadig mere ophedet, bliver bragt til ophør, og der bliver en slags midlertidig pause. Job 

vil ikke erkende, at han skulle have begået en synd, som skulle retfærdiggøre den frygtelige straf, 

han har været genstand for, og hans tre venner vil ikke ændre deres opfattelser om lidelse. 

Pludselig høres en ny røst. En ung mand ved navn Elihu, har lyttet i tavshed under hele debatten, og 

nu kan han ikke holde sig tilbage længere. Han bruser frem, først imod Job, fordi han mener, at han 

er alt for selvretfærdig, og siden imod de tre venner, fordi de ikke har givet Job ordentlige svar på 

hans spørgsmål. 

Elihu er chokeret over Jobs energiske selvforsvar. Han insisterer på, at Gud naturligvis ikke kan 

være uretfærdig og fortsætter: Underkast dig smerten, selv om du ikke forstår den. Skyd ikke 

skylden på Gud; lovpris ham. Gud har åbenbaret så meget af sin visdom og fuldkommenhed, 

specielt i naturen, at ingen kan tvivle på ham. 

Elihu kommer med en ny forklaring på Jobs lidelse. Hans udspil er, at Gud måske sendte lidelsen til 

Job ikke som en straf, men som en renselsesproces. Gud kan bruge lidelse til at lutre og 

fuldkommengøre, hvis det modtages i den rette ånd. 

Hvor kom Elihu fra? Hvem er han? Er hans teorier rigtige? Manden er lidt af et mysterium. Hans 

taler står alene, og der er ingen, der giver ham et gensvar. Og derfor giver Jobs Bog ikke et 

fingerpeg i retningen af, om Elihu i virkeligheden gav udtryk for et acceptabelt synspunkt. Faktum 

er, at de fleste af Elihus synspunkter er temmelig fornuftige. 

Nogle kyndige mennesker tror derfor, at Elihu danner en slags bro mellem Jobs tre venners 

fejlagtige teorier og Guds egen tale. Måske baner hans taler vejen for Guds tilsynekomst på scenen! 

Andre mener kun, han gentager de samme velklingende, men langtfra fuldt-ud-sande meninger, 

som Jobs tre venner gav udtryk for. 

137


Da Gud til sidst træder ind på scenen, affærdiger han Jobs venner og har en mild form for 

irettesættelse til Job. Men han ignorerer Elihu fuldstændig. Så Elihu forbliver lidt af et mysterium. 

Job 33:19 

Elihu havde angiveligt siddet i tavshed under de hidtidige diskussioner (i ærbødighed over for de 

andre taleres alder, som han forklarer). Alene det faktum viser, at han har et lidt roligere væsen. 

Han havde ingen trang til absolut at skulle deltage i enhver ophedet diskussion. Selv om Elihu 

bringer nogle nye ideer på banen, så følger han stort set de allerede fremsatte synspunkter – ”Job, 

du bliver straffet på grund af dine synder” (se versene 17-22) – netop det, som Gud til slut 

imødegår. 

Job 33:30 

Elihu forsvarede ikke Job som uskyldig. Men hans argumentation flyttede vægtlægningen af lidelse 

fra at blive anset som en straf til at være en advarsel. Han foreslog, at Gud måske lader et menneske 

lider for at ”føre ham tilbage fra graven”. Elihu forsvarede imidlertid primært Guds handlinger. 

”Gud handler bestemt ikke uretfærdigt, den Almægtige fordrejer ikke retten.” (34:12). 

Job 35:14 

Læsere er ikke enige om, i hvor høj grad Elihus ord står til troende. Men i dette kapitel synes han at 

sige, at Job ikke havde nogen ret til at argumentere med Gud eller at bede om, at Gud skulle vise sig 

personligt for Job. Han spørger, hvorfor Gud skulle bekymre sig om et enkelt menneskes ondskab 

eller retfærdighed (vers 8). Åbningskapitlerne i bogen viser imidlertid, at meget afhang af Jobs 

indstilling. Og da det kom til stykket, trådte Gud ind på scenen og viste sig. Faktum er i 

virkeligheden, at Gud trådte ind på scenen, netop som Elihu var ved at forklare, hvorfor Gud ikke 

ville vise sig. 

Hvad lærer Jobs Bog os om lidelse 

Lidelsens problem og Jobs Bog 

”Men han udfrier de hjælpeløse i deres nød og taler til dem i deres trængsel” (36:15) 

Hvorfor mig? Stort set alle mennesker stiller dette spørgsmål, når en forfærdelig lidelse rammer 

uanset arten. 

Vi spørger uvægerligt: Hvorfor tillader Gud dette? 

Op gennem historien har kristne, som blev hårdt ramt, fået hjælp og trøst ved at studere Jobs Bog. 

Jobs Bog giver ikke en endegyldig teori om, hvorfor gode mennesker lider ondt. Ikke desto mindre 

kan vi udlede en række nyttige synspunkter fra Jobs Bog, der giver lidt indsigt i problemet. 

1. Der er nogle former for lidelse, som skyldes Satan. 

Kapitel 1 og 2 gør det klart, at Gud ikke forårsagede Jobs problemer. Han tillod lidelsen, 

men det var Satan, som forårsagede lidelsen og smerten. 

2. Gud er almægtig og god. 

Jobs Bog antyder ingen steder, at Gud ikke skulle være god, eller at han skulle være 

magtesløs. Nogle mennesker siger, at Gud må være svag og magtesløs, eftersom han ikke 

kan forhindre menneskelig lidelse. Andre formoder, at han holder universet kørende sådan 

lidt på afstand uden at involvere sig personligt. Men i Jobs Bog stilles der aldrig spørgsmål 

ved Guds almagt; kun ved hans retfærdighed. Og i sin afsluttende opsummerende tale, 

brugte Gud fantastiske illustrationer fra naturens verden for at illustrere sin magt. 

3. Lidelse er ikke altid et resultat af synd. 

Bibelen støtter generelt set det synspunkt, at ”hvad et menneske sår, skal det også høste”, 

selv i dette liv (Gal. 6:7; Salmen 1:3; 37:25). Men andre mennesker har ingen ret til at 

138


overføre dette generelle princip til en konkret person. Det var det, Jobs venner prøvede at 

overbevise om af al deres magt. Da Gud imidlertid fremkom med den endelige kendelse, lød 

det simpelthen: ”I har ikke talt sandt om mig, sådan som min tjener Job har gjort”. (42:7). 

Det Gamle Testamente giver andre eksempler på mennesker som led, uden at det var deres 

egen skyld. Eksempler er Abel (1.Mos 4) og Urias (2. Sam. 11). Og Jesus talte mod den 

opfattelse, at lidelse som en selvfølge nødvendigvis skyldes synd (Johs. Ev. 9:1-5, Luk. 

13:1-5). 

4. Gud vil belønne og straffe retfærdigt ved en afsluttende dom efter døden. 

Jobs venner havde ikke, som de fleste andre mennesker i GT, en klart formuleret tro på et liv 

efter døden. Derfor slog de deres lid til, at Guds retfærdighed – hans billigelse og 

misbilligelse af mennesker – ville ske fyldest allerede i dette liv. 

5. Gud fordømmer ikke tvivl og fortvivlelse. 

Gud fordømte ikke Jobs kvalfulde reaktion, kun hans uvidenhed. Job bar ikke sin smerte 

med sagtmodighed; han udøste sin kval og fortvivlelse mod Gud. Hans bramfri 

bemærkninger vanærede hans venner (15:1-16), men ikke Gud. Ironisk nok, og på trods af 

hans bitre taler, så opnåede Job Guds anerkendelse, mens hans fromme venner blev grundigt 

irettesat. 

6. Intet enkeltindivid kender alle sandhederne om lidelse. 

Hverken Job eller hans venner havde tilstrækkelige fakta. Jobs konklusion var, at Gud var 

uretfærdig og behandlede ham som en fjende. Hans venner hævdede, at Gud var i opposition 

til Job pga. af Jobs synd. Senere måtte de alle sande, at de havde anskuet situationen fra et 

særdeles snæversynet perspektiv, blinde for den virkelige kamp, som foregik i Himlen. 

7. Gud er aldrig fuldstændig tavs. 

Elihu slog den pointe fast med overbevisning, idet han mindede Job om drømme, syner, 

velsignelser i det forgangne, ja selv tegnene på Guds mange handlinger i naturen (kap. 33). 

Gud appellerede også til naturen som et væsentligt bevis for hans visdom og kraft. Selv om 

han kan forekommer tavs, kan der stadig findes beviser på ham. En nulevende forfatter har 

udtrykt sig på denne måde: ”Glem ikke i mørket, hvad du har lært i lyset”. 

8. Velmenende ”gode råd” kan sommetider gøre mere skade end gavn. 

Jobs venner var klassiske eksempler på mennesker, som lod deres stolthed og fornemmelse 

af at have retten på deres side gribe forstyrrende ind over for deres medfølelse. De gentog 

fromme fraser og argumenterede teologi med Job. Hans gensvar: ”Gid I ville tie stille, så 

kunne man tiltro jer visdom!” (13:5) 

9. Gud anmoder om tro. 

Gud flyttede fokus til sagens kerne fra årsagen til Jobs lidelse til hans måde at tackle den 

på. Det forekommer at være et mysterium, at Gud aldrig gav en forklaring på lidelsens 

problem. Han informerede ikke engang Job om årsagen, der lå bag: Kampen, som bliver 

gengivet i kapitlerne 1 og 2. Han synes kun at fokusere på Jobs gensvar. Det sagen i 

virkeligheden syntes at handle om, var Jobs tro – om han fortsat ville stole på Gud, selv når 

alting syntes at gå galt. 

139


10. Lidelse kan være et led i en højere plan. I Jobs tilfælde, brugte Gud en periode med 

megen smerte til at vinde en vigtig, nærmest kosmisk sejr over Satan. Ved at se tilbage, men 

kun ved at se tilbage, kan vi se den ”fordel” Job fik ved vedholdende at stole på Gud. Job 

bliver ofte anset som et Gammelt Testamente billede på Jesus Kristus, som levede et 

fuldkomment retskaffent liv, men som udholdt stor smerte og død. Den frygtelige 

begivenhed, som Jesu død var, blev også forvandlet til en kæmpemæssig sejr. 

Tusinder af år senere er Jobs spørgsmål ikke ændret. Mennesker, som rammes af lidelse, 

finder igen og igen, at de drager nytte af Jobs ord, når de vender sig i vånde mod Gud og 

hans tilsyneladende ligegyldighed og mangel på medfølelse. Men Job bekræfter, at Gud ikke 

vender det døve øre til vore anråbelser, og at han har kontrol med denne verden, uanset hvor 

broget det ser ud. Gud fremkom ikke med et svar på alle Jobs spørgsmål, men hans 

åbenbaring forårsagede, at Jobs tvivl smeltede bort. Job lærte, at Gud havde omsorg for 

ham, og at Gud har hele verden i sin hånd. Det var nok for ham. 

Job 37:7 

Vi kan alle bekræfte Elihus ord om ”snevejr” i vers 6. En snestorm ”sætter segl (lukker dem inde i 

uvejret) for alle menneskers virke”. Når skoler og virksomheder ligger stille, når busser og tog ikke 

kører, ja så siger Elihu, at det er en påmindelse om Guds ubestridelige kraft. 

Gud taler til Job 

Til sidst får Job det, han bad om 

”Vil den, som klager over den Almægtige, føre sag mod ham? Den, som går i rette med Gud, må 

give svar” (40:2). 

I løbet af nogle få dage oplevede Job mere tragedie end de fleste mennesker møder i et helt liv. Han 

skrabede sig selv med potteskår og begræd den dag, han blev født. Han magtede ikke engang at lide 

med en vis værdighed; han udsatte sig selv for sin kones spydige bemærkninger og for sine venners 

vidtløftige synspunkter. 

Gennem alle prøvelserne nægtede Job vedholdende at vende Gud ryggen. Han havde kun et 

andragende. Han ønskede, at Gud selv gav lyd fra sig. Han ønskede en eller anden forklaring 

direkte fra selve kilden. Til sidst fik Job sin anmodning opfyldt. Gud svarede Job med en tale, der 

ofte er blevet citeret for sin ophøjethed og skønhed. Med et stænk af ironi gjorde Gud sin entré, 

netop som Elihu var i gang med at forklare, hvorfor Job ikke kunne forvente et direkte svar fra Gud. 

Job havde samlet en lang række spørgsmål, men nu var det Gud, som stillede spørgsmålene, ikke 

Job. ”Spænd bæltet om lænden som en mand,” begyndte han, ”og giv mig svar, når jeg spørger 

dig!” 

En forfatter har opsummeret det, der fulgte: ”Gud kommer ikke med en forklaring. Men snarere 

med en formidabel forskrækkelse. Han spørger Job, hvem han er, når alt kommer til alt. Han siger, 

at hvis han skulle forsøge at forklare Job noget af det, han gerne vil have en forklaring på, så er det 

ligesom at prøve at forklare Einsteins teorier for en fnatmide.” Gud havde ikke brug for Jobs eller 

nogen som helst andens gode råd om, hvordan verden skal køres. 

Guds svar var en slags biologilektion mere end en forklaring på lidelsens problem. Han fremdrog en 

række forskellige skabninger og pointerede, hvilke af disse, som gjorde ham virkelig stolt. Kort sagt 

spurgte Gud Job: ”Kunne du tænke dig at prøve at styre universet et stykke tid? Du kan bare gå i 

gang. Prøv at designe en struds eller en bjergged eller for den sags skyld et snefnug!” 

Forbavsende nok kom selve spørgsmålet om lidelse slet ikke på tale. Og dog ser det ud til, at Job 

syntes at være tilfreds – måske en kende ydmyget. ”Jeg har talt om noget, jeg ikke forstod, om ting, 

der var for underfulde til, at jeg kunne vide besked.” (42:3). 

140


Job havde båret sine forfærdelige lidelser i mørket. Da han havde allermest brug for Gud, var Gud 

forblevet tavs. Og det var jo netop pointen af prøvelsen i begyndelsen af bogen i kap. 1. Satan 

havde stillet Gud i udsigt, at Job ganske givet ”ville forbande Gud op i hans åbne ansigt!” Han 

tabte udfordringen. Trods alt det, der skete, forbandede Job ikke Gud. Han klyngede sig til troen på 

en retfærdig Gud selv da alt, hvad han erfarede syntes at modsige dette. 

Gud havde nogle få irettesættelser til Job. Ingen, hverken Job og da slet ikke hans venner, havde 

den fornødne kundskab og udrustning, der var nødvendig for at kunne afsige domme om, hvordan 

verden skal styres. Men Gud havde stort set kun lovprisning til overs for Job. Han kaldte ham ”min 

tjener”, og i en ironisk 180 graders drejning beder Gud de tre venner om at gå til Job og anmode 

om hans barmhjertighed (42:7-8). Langt senere i Ezekiels Bog (14:14) medtager Gud Job på en 

liste, der indeholder navnene på de fineste menneskelige eksempler på retfærdighed. 

Jobs Bog slutter af med en lille overraskelse. Jobs venner, som havde fremsagt alle de rigtige 

åndelige fraser og fromhedsklicheer, beder om tilgivelse. Job, som i modsætning hertil har givet frit 

løb for sin vrede og råbt sin utilfredshed ud, bliver givet dobbelt så meget, som han nogen sinde har 

haft før. Og ”så døde Job gammel og mæt af dage” (42:17). 

Job 38:21 

Det er ikke fri for, at der er et stænk af sarkasme i dette vers. Hele talen lægger vægt på den enorme 

forskel mellem Gud, som al skabningens Gud og en ubetydelig lille mand som Job. ”Er du så stærk 

som Gud?” spurgte han (40:9). 

Job 39:9 

Gud synes at have en særlig forkærlighed for dyr, der har et anstrøg af vild natur over sig: 

stenbukke, løver, vildæsler, høge og vildokser. De tjener som påmindelse om, at mennesker ikke 

har helt så fuld kontrol over verden, som de måske tror. 

Job 40:15 

Der er ingen, der rigtig ved, hvad dyrenavnene Behemot og Livjatan dækker, så derfor bliver de 

ikke oversat. Behemot betyder sandsynligvis en flodhest eller en elefant. Leviathan (40:25) har 

påmindelser om en krokodille og måske elementer af en drage. Andre steder refererer Bibelen til 

Livjatan som enten et hvallignende dyr (Sl. 104:26) eller en slange eller et søuhyre (Es. 27:1). Gud 

brugte Livjatan som et symbol på noget stort, mægtigt og ukontrollabelt. Job forstod budskabet: 

hvis du ikke kan gå i lag med en af Guds frygtindgydende skabninger, så kan du langt mindre gå i 

lag med Gud. 

Job 42:5 

En personlig oplevelse med Gud bragte Job fuldstændig til tavshed for så vidt angik hans spørgsmål 

om uretfærdighed. Da han så Gud, var der ikke mere at sige. Det er kun få mennesker i historien, 

der har haft et så direkte, synligt møde med Gud, men Jobs Bog bebuder en tid, hvor Gud aflagde 

jorden et meget længere personligt besøg. I Jesus kom Gud ikke i magt og majestæt, men i 

fattigdom og smerte. Job fremstår som det klareste GT eksempel på uretfærdighed: en helt igennem 

hæderlig mand som led forfærdeligt. Jesus står som NT’s eksempel: en fuldkommen mand, som led 

endnu mere. Begge antyder, at der trods alt bliver en lykkelig slutning. 

Job 42: 10 

Det er bemærkelsesværdigt, at Job udtalte sine angerfulde ord (vers 6) før nogle af tabene var blevet 

givet ham tilbage, og mens han stadig sad i en bunke aske, nøgen og dækket af sår. Fordi han havde 

set Gud, havde han lært at stole på Gud selv midt i lidelsen uden nogen garanti for lindring. 

141


Salmernes bog 

Kommentarer til Salmerne I 

Salmerne består af inspirerende bønner og sange. Der er altså tale om poesi – følelser, billedsprog 

Eks. 19:15; 27:10; 61:3; 63; 65:5!! 

Vi har læst beretningerne og fortællingerne. Dels er der jødefolkets historie, dels er der en lang 

række enkeltfortællinger. 

Vi har tygget os igennem sider med love, regler og forordninger for samfundsliv og gudstjenesteliv. 

Salmerne viser os, hvordan jødernes – såvel folkets som enkeltpersoners – personlige forhold var til 

Gud i praksis. I salmerne ser vi, hvordan det foregik i praksis. I salmerne ser vi, om det fungerede 

og hvordan! 

Historisk set blev Salmernes Bog brugt som en salme- og bønnebog. I virkeligheden var det Jesu 

Salmebog og Jesu bønnebog. 

Det interessante er, at vi langt hen ad vejen kan identificere os med de problemer, som folk til 

enhver tid har haft. Menneskers basale problemer er grundlæggende set de samme til enhver tid. 

Livsvilkårene kan variere, men grundlæggende set kan en ethiopisk analfabet, der aldrig har set 

rindende vand fra en hane eller brugt en batteridrevet fnugrenser forholde sig lige så godt til 

salmerne, som vi kan af den enkle grund, at de beskæftiger sig med basale problemer. 

Salmerne bærer i høj grad præg af at være følelsesmæssige bekendelser og udsagn. Salmerne giver 

os et indblik i menneskers hengivenhed for Gud. Nogle gange er det næsten som personlige breve 

til Gud eller næsten som en dagbog. Vi får et kig ind bag forhænget i menneskers personlige 

forhold. Vi får en fornemmelse af en række menneskers personlige liv med Gud. 

Salmerne er personlige bønner skrevet af vidt forskellige mennesker: bønder, konger og 

professionelle musiker. 

Når vi læser Salmerne konfronteres vi umiddelbart med et problem, som ikke er så enkelt at 

forholde sig til: 

Hvordan skal vi forholde os til sandhedsværdien af de enkelte udsagn. Vi diskuterer ikke om 

Salmerne ikke er Guds ord. Det er de naturligvis. Det har gudfrygtige og kloge mænd bestemt for 

mange, mange år siden. 

Nej, problemet er præcis det samme, som vi havde, da vi læste Jobs Bog! 

Jobs venner gav ikke udtryk for den skinbarlige teologiske sandhed i deres samtaler med Job. 

Tværtimod! Nogle gange sagde de noget rent vrøvl, andre gange var deres udtalelser uskyldige og 

atter andre gange sagde de noget rigtigt. Det samme gælder for øvrigt for det Job sagde. Men det er 

alt sammen Guds ord. 

Vi har samme problem for så vidt angår Salmernes Bog. Vi kan ikke læse Salmerne, som vi læser 

Bjergprædiken. 

Umiddelbart definerer vi Bibelen, som Guds ord til mennesker. Salmerne er langt hen ad vejen ord, 

der er talt til Gud af mennesker eller det er ord om Gud. 

Det ændrer intet ved, at det er Guds ord, men det er vigtigt at vi er os bevidst om dette forhold. 

Sagen i en nøddeskal er jo så: Hvordan bliver ord, der er talt til Gud af mennesker, hvordan bliver 

de ord Guds ord til os? Det er det Salmernes Bog handler om. 

142


Svaret er på sin vis enkelt: Salmerne er en kolossal hjælp til at forstå, hvordan vi i vores situation 

kan udtrykke glæder, begejstring, sorger, succeser, skuffelser, tvivl, fiaskoer, håb, håbløshed og 

anger. 

Salmerne er som sagt poesi! 

Sproget er følelsesbetonet og der tales i billeder. 

Sl. 46:2. Når der står, at vores Gud, han er en borg, så er det naturligvis billedligt. Det er enkelt at 

forstå. 

Når Salmen 51:7 taler om, at ”skyld fra jeg blev født, og i synd fra min mor undfangede mig…..” så 

er det vel også billedsprog. Der er ikke tale om at undfangelsen eller at seksualakten er syndig. 

Det Salmen 51:7 siger i et poetisk billedsprog er vel alene, at salmisten er en vaskeægte synder. 

Det samme gælder fx Salmen 59: 8 og 64:4. Sværd på læberne er en metafor, og det betyder vel på 

jævnt dansk: fra læberne kommer skarpe smerter som følge af bagtalelser og løgnehistorier. 

Salmen 23 siger som bekendt, at vi er får. Det betyder ikke at vi af salmen 23 automatisk kan 

udlede, at Bibelen går imod byliv og rindende vand i haner. 

Poesi kræver en bestemt form! 

Engang var den traditionelle danske form mest præget af rytme og rim. 

Hebræisk poesi er karakteriseret ved synonym parallelisme. De vil sige, at 2 på hinanden følgende 

linier udtrykker samme tanke. Anden linie forsøger altså ikke at sige noget nyt, men kan forstærke 

og tydeliggøre første linie. 

Eks. 19:2-3 

På almindelig prosa forsøger digteren vel at sige, at Gud åbenbares i sit skaberværk, især i 

himmellegemerne. Prosaen er er farveløs i forhold til salmernes poesi. 

Teknikken er altså ikke, at ovenstående 4 linier giver udtryk for 4 forskellige tanker, men en tanke 

sagt på 4 forskellige måder. 

Der kan også være tale om modsætninger i to linier, men det er langt fra så almindeligt. 

Fx Sl. 20:9. 

Vi skal også notere os, at den enkelte salme kun giver os en del af billedet eller en del af sandheden. 

Hvis vi læser Salmen 91 og tror, at det er hele sandheden går vi fejl i byen. 

Vi må læse fx Salmen 22 for at få balance i vores forståelse. 

Salmerne 8 og 9 må sættes op imod Salmen 10. 

Vi kan sagtens finde en salme, der giver udtryk for den herlige sandhed, at under Guds vingers 

skygge vederfares der kun et gudfrygtigt menneske alt muligt godt. Men vi har altså brug for for 

andre salmer til at fortælle os, at under de samme vingers vederfares der sommetider forfærdelige 

ting til ærkegode mennesker. 

Gribende billeder, der siger tingene bedre end almindeligt sprog ville kunne gøre. 

I Salmen 69: 2-4 giver salmisten udtryk for fortvivlelse. Hvilken ordrigdom og hvilke billeder! 

Salmen 22 bliver efterfulgt af Sl. 23 

Men kan vist ikke finde voldsommere kontrast end mellem disse to salmer. 

Salmernes Bog II 

Salmen 77:3 

Søvnløshed rammer millioner, og denne salme viser os, at fænomenet ikke er nyt. Salmisten var 

plaget af bekymringer, mens han lå vågen om natten. Hvad skulle han gøre? Han valgte helt bevidst 

at vende sine tanker mod det forgangne og ihukomme det, Gud havde gjort for ham og for hans 

folk. 

143


At huske det forgangne 

Det forgangne kan give håb for fremtiden 

”Jeg husker dine undere i fortiden” (Salmen 77:12) 

Ægtefolk husker med glæde tilbage på, hvordan deres kærlighed til hinanden begyndte. Bestemte 

bryllupsdage bliver fejret. Vielsesringe minder ægtefolk om deres løfter. Bryllupsbilleder hænger på 

væggen og minder om det øjeblik, hvor ”de to blev et”. Ved at man på denne måde tænker tilbage 

på starten af den gensidige kærlighed, man følte for hinanden, finder par ofte nyt håb for fremtiden. 

Glemmer man derimod særlige mindedage grænser det til forræderi. Hvis den ene af parterne 

glemmer en vigtig bryllupsdag, kan det sagtens føre til både tårer og vrede. 

Salmernes bog husker også tilbage. Når det var dårlige tider, henviser disse digte ofte til det 

forgangne – specielt til de afgørende begivenheder, da den Israelske nation fødtes under Moses’ 

lederskab. Gud befriede israelitterne fra slaveriet i Egypten, førte dem gennem Rødehavet, gav dem 

anordninger, de skulle leve efter og førte dem ind i dette forjættede land. Denne overnaturlige start 

var ligeså vigtig for jøderne, som korset er for de kristne. 

Israelitterne fejrede denne dag – som faldt sammen med påsken – for altid at ihukomme, det Gud 

gjorde. Hvert forår mindede påsken dem om deres udfrielse af Egypten på samme måde, som vi 

fejrer vores udfrielse i påsken. 

Der var ikke kun positive minder. Israelitterne var faktisk temmelig åbenhjertige omkring deres 

fejltagelser i starten. I samme postgang, som de mindedes Guds vedholdende trofasthed, så huskede 

de også, hvor oprørske, glemsomme og fyldte med beklagelser, de havde været. Faktum er, at de 

havde en stor, vidunderlig grund til at feste: Gud havde holdt sit løfte om at vise dem sin kærlighed. 

Salmen 77 er et ”erindringsdigt”. Det starter med fortvivlelse. ”Forstøder Herren for al evighed? 

Vil han ikke længere vise nåde? Har Gud glemt at være nådig? Holder han i vrede sin 

barmhjertighed tilbage?” (77: 8, 10). Tænk, hvis en kone stillede den slags spørgsmål om sin 

mand! 

Så ændres tankegangen helt bevidst imod det forgangne. Husk bøvlet og oprøret på strandbredden 

ved Rødehavet. Kunne man tænke sig en værre situation? Men midt i fortvivlelsen og turbulensen 

havde man set Herrens kraft: Han havde ført dem sikkert gennem havet. Han ville gøre det samme 

igen! 

De historiske salmer (77, 78, 105 og 106) inviterer os til sammen med israelitterne at genoplive 

historien. Som ægtefolk tænker tilbage, kan vi genkalde os Guds værk – hans forunderlige sejre, 

som de er gengivet i hele skriften og hans løfter og beviser på hans kærlighed til sit folk. Og vi kan 

tænke tilbage på Guds gerninger i vore individuelle liv på samme måde. Hvem kan ikke tælle Guds 

mange velsignelser? Hans gunst imod os, som ikke har gjort os fortjent til noget som helst. Gennem 

den slags tilbageblik bliver vi styrket til at stå ansigt til ansigt med fremtiden og til på ny igen at 

overgive os til at stole på hans omsorg. 

Salmen 78:2 

Mattæus anså dette vers for at være en forudsigelse af den lignelsestale, Jesus ofte benyttede sig af. 

(Matt. 13:35). En ”lignelse” eller et ”ordsprog” – det hebræiske ord er det samme – sammenligner 

ganske enkelt en ting med en anden. Denne salme sammenligner nutiden med det forgangne. Ved at 

reflektere over de mægtige ting Gud har gjort – og den åbenbare ligegyldighed Guds folk ofte har 

vist – advarer salmisten mod at begå de samme fejl en gang til. 

Salmen 78:64 

Fra det tidspunkt israelitterne gik ind i det forjættede land til det tidspunkt, hvor Saul blev salvet til 

deres første konge, havde israelitterne ikke noget centralt ledet styre. De blev i stedet ledet af 

dommere, som var farverige, frivillige ledere som Debora, Gideon og Samson. Israel havde ikke 

144


mange nostalgiske minder fra den periode. Salmen 78 beskriver perioden som en tid, hvor Israel 

forkastede Gud – og Gud forkastede Israel. Versene fra 59 – 64 handler om begivenhederne i 1. 

Sam. 4. 

Salmen 80:14 

GT beskriver ofte Guds folk som en vingård. Jesus brugte også billedet (Mark. 12:1-9; Johs. 15:1- 

5). Det var ligeså almindeligt for israelitterne at dyrke vin, som det er for danskere at dyrke 

kartofler. Prædikener har ofte hentet illustrativt materiale fra vindruedyrkningserhvervet. 

Salmen 82:1 

Mennesker kan tænke store tanker om sig selv og opføre sig som små guder – med magt til at gøre 

lige præcis, som det passer dem. Mange bibelfortolkere mener, at denne salmes gevaldige foragt er 

rettet mod menneskelige ”dommere” og ”mægtige”, som fører sig frem som små guder. Hvad vil 

deres arrogance blive til, hvis de byder Gud trods? De vil ”dog dø som mennesker” (v 7). Graven, 

som venter, er et passende svar på deres fremturen. 

Da Jesus blev anklaget for blasfemi, fordi han gjorde krav på at være Guds søn, henviste han sine 

kritikere til denne salme (Johs. 10:35). Hvis skriften kunne anvende så højtravende ord om syndige 

mennesker, kunne det da ikke være svært at forstå, at et fuldkomment menneske kunne være Guds 

egen søn. 

Salmen 84:11 

”Hjem, mit kære hjem” er et velkendt udtryk, som de fleste af os sætter positivt pris på. Hjemmet er 

det sted, hvor vi kan finde hvile for vore trætte legemer og ødelagte egoer. Salmen 84 går i samme 

retning, men med en væsentlig forskel. Hjemmet er i Guds hus, et sted som bringer lindring helt ind 

i marven af vore knogler. Det er bedre at tilbringe en dag i Guds nærhed med at lovprise ham, end 

tusind dage alle mulige andre steder. 

Salmen 85:11 

I sin lille bog ”Babettes Gæstebud” henter Karen Blixen forklaringen på, hvad nåde er, i dette vers. 

Miskundhed og sandhed (gammel oversættelse) kan ikke mødes. De er som vand og olie. Sandheden 

om os som syndere udelukker miskundhed og kærlighed. Kærlighed og miskundhed har ikke en 

chance, fordi sandheden er, at vi er syndere. Men en dag skal de to mødes, præcis som de gjorde, da 

Jesus sagde til kvinden grebet i hor: ”Heller ikke jeg fordømmer dig”. Og som det skete i Kristus på 

Golgata. Resultatet af mødet kalder vi NÅDE. Det er den Karen Blixens fantastiske bog handler om 

og beskriver. 

Salmen 86:11 

David beder om et udelt hjerte, så han kan give det helt og fuld i hengivenhed for Gud. ”Hjerte” i 

Bibelen hentyder ikke kun til følelser, men til hele personligheden. Davids bøn betyder derfor: 

”Hjælp mig til kun at bevæge mig i en retning”. 

Salmen 88:1 

Salmen 88 er den sidste af 12 salmer, som tilskrives ”Kora-sønnerne”. Kora, som gjorde oprør mod 

Moses lederskab, måtte lade livet som følge af dette oprør (4. Mos. 16). Hans børn blev sparet, og 

mange år senere valgte David deres klan til at danne et kor i templet (1. Krøn. 6:31-37). Disse 

salmer er angiveligt en del af den musikalske samling, de brugte. 

Salmen 89:46 

Gud havde, som denne salme påpeger, givet fantastiske løfter til David og til hans efterfølgere (2. 

Sam. 7:4-17). Men hvad gør man, når Guds løfter ikke matcher den virkelighed, vi oplever og 

erfarer? Denne salme blev sandsynligvis skrevet, efter at babylonierne havde deporteret den unge 

konge Jojakin (2. Kong. 24:8, 15) og revet Jerusalem ned (se vers 40 og 2. Kong. 25:10). Vi får 

145


ingen forklaring på, hvordan Guds løfter kan passes sammen med denne ydmygelse og lidelse. Men 

den giver os en model til, hvordan vi skal forholde os. Vi kan for det første henvende os direkte til 

Gud i bramfri vendinger med problemerne. For det andet vil Guds løfter altid blive opfyldt. Først da 

Jesus kom århundreder senere, fik Israel lov at se, hvordan Gud opfyldte disse løfter. Han ærede og 

løftede i sandhed en ”af Davids sønner” op som sin egen søn (v. 25- 30). Øvelsen er altså at tro Gud 

og hans løfter, selv når vores aktuelle virkelighed ikke synes at kunne forenes med de løfter, Gud 

har givet. 

Salmen 91: 12 

Djævelen kender skriften. Han citerede dette løfte for Jesus, da han fristede ham til at vise åndelig 

hovmod (Matt. 4:6). Jesus var straks opmærksom på, at Djævelen havde fordrejet meningen med 

verset. Verset forsikrer os på vidunderlig vis om, at vi kan slå vor lid til Gud – ikke teste ham. 

Salmen 95:8 

Et af de minder, som gjorde mest ondt i Israel, var forbundet med navnene Meriba og Massa. Det 

var der, israelitterne løb tør for vand (2. Mos. 17:1-7) og efterfølgende gjorde oprør mod Moses og 

Gud. På grund af deres manglende tro, lod Gud dem vandre 40 år i ørkenen. 

Hundreder af år senere advarer salmen 95 en ny generation af israelitter om, at de ikke skal gentage 

denne fejltagelse, som havde bevirket, at deres forfædre ikke var ”kommet ind til hans hvile”. I NT 

argumenterer Hebr. 4:1-13, at ”Guds hvile” ikke kun betyder det forjættede land. Det betyder også 

en sindstilstand, hvor man lever i en fredfyldt forening med Gud. Advarslen gælder stadig. 

Salmen 98:7-8 

Have, floder og bjerge deltager i lovprisningen af Herren. Guds frelse har ikke kun betydning for 

mennesker. Når oprøret og modstanden mod Gud engang vil ophøre, så vil naturen deltage i 

fejringen af forløsningen. Rom. 8: 18-22 tager dette tema op og ser det som en del af den 

vidunderlige frelse, Gud har stillet os i udsigt. 

Salmen 101:7 

Nogle venner er med til at opmuntre, andre holder os nede. Det gælder også for mennesker i 

indflydelsesrige stillinger. Man siger, at ”politik fører til, at man får mærkelige 

samarbejdspartnere”, fordi en politiker må arbejde med mennesker fra forskellige politiske partier 

og fraktioner, hvad enten man nu kan eller ikke kan lide disse mennesker. Men her anmoder David, 

rigets leder, om at man holder sin sti ren fra alle tvivlsomme alliancer. Han ønsker en uplettet 

administration fra den øverste til den nederste. 

Salmen 102:27 

Varer en diamant for evigt? Ikke ifølge salmisten, som forudsiger, at universet, som Gud skabte, vil 

slides op som gamle klæder. Men Gud forbliver den samme til evig tid – og han vil bevare sit folk, 

som han har givet sig hen for i langt højere grad end for universet. 

For økologi 

Skabelsen synger lovprisning til Gud 

”Hvor er dine værker mange, Herre! Du har skabt dem alle med visdom, jorden er fuld af dit 

skaberværk” Salmen 104:24 

Økologi er et forholdsvis nyt begreb, men idéerne bag er ældgamle. De grundlæggende principper 

blev allerede beskrevet i Salmen 104. Salmen værdsætter vidt forskellige aspekter ved naturen, inkl. 

skabninger som vildæsler, løver, stenbukke, storke og Livjatan (måske en krokodille eller måske et 

ukendt søuhyre). Israelitterne havde, som hyrder og landmænd, ingen romantiske forestillinger om 

146


naturens liv. Ingen, som vogter får, tænker på dem som dunede og bløde kæledyr. Men for den 

digter, som skrev Salmen 104, har skabninger, som tilsyneladende ikke er til nogen nytte for nogen 

som helst, stadig reel værdi – specielt for Gud. 

Forfatteren forstod, hvordan tingene i naturen hænger sammen. Der er enhed og forskellighed i en 

vidunderlig harmoni. Om natten jager vilde dyr; ved daggry går mennesker på arbejde. Regnen 

falder og nærer afgrøder til gavn for mennesker og til gavn for kvæget, der skal græsse, men skoven 

bliver også vandet, så den kan skaffe redebygningsmuligheder for fugle. 

Salmisten anskuer ikke naturens indbyrdes afhængighed og indviklede beskaffenhed som en 

indviklet maskine, der er særdeles følsom. Tingene passer sammen og hænger sammen, fordi en 

engageret, personlig Gud passer på sin skabning. Dyrene spiser ikke blot til tiden, fordi deres 

område har tilstrækkelig føde, men fordi Gud giver dem deres føde ”til rette tid”. Alt, hvad der 

ånder og har liv afhænger af Guds vilje. Og det gør vejret, vindene og skyerne, vandforsyningen og 

selve jordens stabilitet. Salmisten undrer sig ikke kun over naturens komplekse beskaffenhed og 

skønhed; han ser naturen som Guds fantastiske værk. 

Når moderne mennesker tænker på økologi, er de optaget af frygten for overbefolkning, forurening, 

olieudslip i havene og giftige kemikalier. Salmerne kender ikke til den form for frygt af 

selvindlysende årsager, for problemerne eksisterede ikke i den førindustrielle civilisation. Det er 

imidlertid interessant at bemærke, at salmen slutter med et ønske om, at Gud vil rense denne klode 

– rense den for syndere, som ødelægger dens fuldkommenhed ved at være ligegyldige over for 

Guds vilje. Jordens skønhed, skabt af Gud, kræver renhed – hjertets renhed. 

Salmen 104:26 

Hvorfor skabte Gud Livjatan (måske en hval eller en krokodille – men under alle omstændigheder 

et frygtindgydende søuhyre for folk, der kun havde hørt rygtet og aldrig set)? Til hvad nytte? Verset 

siger ”til at lege”. Gud skaber og fornøjer sig over den enkelte skabning. Hver enkelt skabning har 

værdi for sin egen skyld. 

Salmen 106:12 

Når israelitterne ”sang hans pris”, var det naturligt for dem at tænke tilbage på den tid, da Gud 

gennem Moses friede dem fra slaveriet og gav dem et land, der var deres eget. Det var alt sammen 

ene og alene Guds forunderlige værk. De havde ikke gjort noget, der skulle gøre dem fortjent til 

deres frihed; Gud havde gjort det for dem i sin godhed. På samme måde har kristne altid set tilbage 

på Jesu død og opstandelse, som også var den egentlige årsag til, at de blev befriet fra syndens 

slaveri. 

Salmen 107:28 

Der er ikke noget problem, som er for stort for Gud. Denne salme beskriver de værste ulykker en 

jøde kunne forestille sig: hjemløshed og sult (v. 4-5), tilfangetagelse (v. 10-12), selvforskyldt 

sygdom og besvær (v. 17-18), og den ultimative ulykke – et truende skibsforlis (v. 23-27). Eftersom 

Israel ikke var en søfartsnation, så havde jøderne kun lidt erfaring med et oprørt hav – og derfor 

forekom det desto mere frygtindgydende. I alle de nævnte tilfælde, var Gud i stand til at redde dem, 

som anmodede om hans hjælp. 

Salmen 109:8 

Peter lod dette vers passe på Judas (Ap.G. 1:20). NTs forfattere så Davids liv som et mønster og en 

skygge af Messias, Davids søn. Det hensynsløse forræderi, som bliver gengivet i dette digt, viser, 

som så mange andre salmer også gør, at uforklarlige lidelser kommer til selv de mest hengivne af 

Guds folk: først til David, så til Jesus. 

Salmen 110:1 

147


Jesus citerede dette vers i Markus 12:35-37 for at vise, at Messias ikke kun ville være en 

menneskelig militær leder, som så mange jøder forventede. Her henviser David til den kommende 

konge (Davids efterkommer) som ”min herre”. Hvis Messias kun skulle være hans kødelige 

efterkommer, så ville David ikke henvende sig til ham med så stor respekt. 

Den ukendte 

Han kom ”fra ingen steder” og vandt sig stor gunst 

”Du er præst for evigt på Melkisedeks vis” Salmen 110:4 

Melkisedek er en mærkelig skikkelse, som kun bliver nævnt 3 gange i Bibelen, men alligevel har en 

temmelig stor betydning. Melkisedek kom ud af ingenting i 1. Mos. 14:18-20 som en præst, 

Abraham viste ære. Melkisedek dukkede aldrig siden op. Men salmen 110 nævner ham i forbindelse 

med Messias, kongen som israelitterne ventede. Og i NT vier Hebræerbrevet mere en et kapitel til 

Melkisedek og hans betydning. Hvorfor? Svaret har uden tvivl forbindelse med Israels længsel efter 

en stor leder. 

Israel havde 3 typer ledere. Profeter, præster og konger. Profeterne fortalte folket sandheden og 

åbenbarede Guds retfærdighed. Kongerne skulle, som overhoveder for regeringen, udmønte og 

virkeliggøre retfærdigheden. Præsterne skulle sørge for og stå i spidsen for gudsdyrkelsen og sikre, 

at Gud mødte sit folk i tilbedelsen af ham: de gjorde Gud nærværende for folket og folket for Gud. I 

henhold til den Gudgivne israelske forfatning, kom konger og præster altid fra forskellige stammer: 

Præsterne kom fra Levi stamme og kongerne kom fra Judas slægt. Normalt kunne en konge ikke 

være præst. 

Messias skulle imidlertid være den fuldkomne leder: en fuldkommen konge, der regerede 

retfærdigt, en fuldkommen profet, der åbenbarede Guds sandhed og en fuldkommen præst, der 

bragte Gud og folket sammen. Men hvordan kunne han være alle tre dele, når præster og konger 

efter reglerne skulle komme fra forskellige slægter? Ville det ikke være en overtrædelse af Guds 

lov? 

Salmen 110 antyder et svar (og Hebræerbrevet behandler emnet yderligere). Melkisedek viser, at en 

præst ikke nødvendigvis behøver at komme fra den ”rigtige” familie. Melkisedek var ikke engang 

israelit, og slet ikke fra Levi stamme. Han kendte intet til templet eller GT lov, for disse ting kom 

først længe efter hans levetid. Og dog gjorde hans åndelige kraft indtryk på Abraham. Melkisedek 

var et forbillede på det lederskab, der ville komme med Kristus. Han var både en præst og konge. 

Salmen 110s korte lovprisning skaber en forbindelse mellem NT og GT. Salmen hentyder til, at 

Messias vil blive større end David og alligevel en efterkommer af David. Og ved at spore Messias 

rødder til Melkisedek, så blev hans troværdighed som både præst og konge godtgjort. 

Salmen 113:1 

Salmerne 113 til 118 blev traditionelt sunget ved påskemåltidet – de første to før måltidet og de 

sidste fire efter. Disse sange var efter al sandsynlighed de sidste sange, som Jesus sang med sine 

disciple før han døde (Mark. 14:26). 

Salmen 116:15 

Gammel oversættelse: ”Kostbar i Herrens øjne er hans frommes død”. 

Dette vers er traditionelt ofte blevet læst ved begravelser, men det indebærer ikke på nogen måde, at 

Gud fornøjer sig over de frommes død! Til gengæld betyder det, at han omhyggeligt holder et øje 

med deres død, og at han er dybt berørt af det. Hele salmen lovpriser Gud, fordi han frelser fra 

døden. Salmen 72:14 bruger en lignende frase på samme måde: ”... deres blod er dyrebart i hans 

øjne”. 

Salmen 118:22 

148


Gud har for vane at vende op og ned på folks status. De fattige og nødlidende ender med at være 

tilfredse, mens de rige og stolte mister deres position. Som Jesus sagde: ”Men mange af de første 

skal blive de sidste, og de sidste de første” (Matt. 19:30). Denne salme udtrykker denne sandhed i 

billedsprog: en sten, som bygmestrene anså for at være ubrugelig ender med at holde hele 

bygningen sammen. Jesus anvendte billedet på sig selv, og Peter citerede verset som en profeti, der 

blev opfyldt ved Jesu død og opstandelse. (se Matt. 21:42; 1. Pet. 2:7; Ap.G. 4:11). 

Et kærlighedsdigt til Guds lov 

Hvordan kunne skriften inspirere til et sådant digt 

”Jeg løfter mine hænder mod dine befalinger, som jeg elsker” Salmen 119:48 

Salmen 119 har en særdeles systematisk form. Det fremgår ikke af den danske Bibel, men på 

hebraisk er salmen skrevet alfabetisk, således at de første otte vers alle begynder med det første 

bogstav i alfabetet, de næste otte alle med andet osv. 

Men emnet for salmen er endnu mere interessant. Salmen 119 er et langt, lidenskabeligt 

kærlighedsdigt om Guds lov. 

Hvordan bliver man forelsket i en lov? De fleste mennesker erkender, at regler er nødvendige, og 

værdsætter dem modstræbende. Men man har endnu ikke hørt om nogen, som har skrevet 

kærlighedsdigte til en eller anden lov, der fastsætter regler om, hvordan man må bygge garager i 

skel. 

Ordet, der er oversat med ”lov”, betyder ikke kun regler. Ordet udtrykker totaliteten af alle Guds 

skrevne anordninger. Digteren anskuer livet fra den vinkel, at det er fyldt af usikkerhed, af fjender 

og af smerte. Men Gud har givet en pålidelig guide for den måde, vi skal leve på. Næsten som en 

fast sti under fødderne, når man har vadet i pløre og mudder. For salmisten er lydighed mod Guds 

lov ikke slaveri – det er nærmere frihed. ”Ad den vej, du befaler, vil jeg løbe, for du har gjort mit 

hjerte fri” (vers 32). 

Salmen 119 er ikke skrevet i ”et elfenbenstårn” uden kontakt med virkeligheden. Digteren har 

øjensynligt været døden nær (vers 87), og selv mens han skriver, siger han, ”at de ugudelige lurer 

på at tilintetgøre mig” (vers 95). Men i denne yderste fare siger salmisten, at han har lært at klynge 

sig til Guds visdom. Prøvelsen eller lektien har været så værdifuld, at han er blevet taknemlig for 

sine lidelser: ”Det var en lykke for mig, at jeg blev ydmyget, så jeg kunne lære dine love” (v. 71). 

Fra salmistens synsvinkel er loven ganske enkelt ikke en støvet og kold bog om regler. Han hører 

Guds elskelige stemme i den. ”Jorden er fuld af din miskundhed, Herre, lær mig dine vedtægter!” 

(vers 64 gammel oversættelse). ”Dine formaninger ......... er mit hjertes fryd” (vers 111). 

Guds love kanaliserer Guds kærlighed ind i digterens liv. De afholder ham fra at gøre ondt og giver 

ham visdom til at forstå hans situation. De lader nyt liv tilflyde ham. Det kan ikke undre, at han 

skriver med en sådan taknemlighed. I Guds ord finder han mere end retningslinier. Han finder Gud 

selv. 

Salmen 119:55 

Salmerne indeholder alle synsvinkler af tilværelsen – selv de tanker, som kommer, mens man ligger 

i sengen om natten. Man kan såre let blive optaget af andre menneskers ondsindede handlinger mod 

én. Men man kan også vende tankerne mod Gud og finde hvile for bekymringerne, mens man på ny 

overgiver sig fuldt og helt til ham. Andre salmer som henviser til den slags nattevågne tanker, gode 

eller dårlige er følgende: 4:4; 6:6; 16:7; 17:3; 63:6; 77:2; 102:7 og 119:62,148. 

Salmen 119:96 

Mennesker spekulerer sommetider på, om det begrænser et menneske at følge Guds lov, men al 

erfaring viser, at Guds lov frigør – ved at sætte os fri af den ødelæggende indflydelse af syndig 

levevis, og ved at indvie os i en bevidsthedsudvidende sfære forårsaget af Guds visdom. Ligesom 

149


forfatteren til Prædikerens bog havde salmisten draget den erfaring, at alt havde sin begrænsning. 

Men han havde også set, at kun ved at følge Guds befalinger, kunne en person frigøre sig fra den 

frustrerende fornemmelse af begrænsninger. 

Salmen 119: 150-151 

Salmisten påstår ikke, at Gud sørger for, at problemmennesker forsvinder. Han gør kun opmærksom 

på, at hvis de fornemmes alt for mærkbare, ja så er Gud det i endnu højere grad. Store problemer vil 

uvægerligt komme til at synes i et helt andet lys, når vi husker på betydningen af en endnu større 

Guds nærvær. 

Salmen 124:7 

Med nogle vanskeligheder går det hurtigt – et blink, og de er ovre. Hvis man f.eks. bliver taget for 

at køre for hurtigt, betaler man sin bøde, og så er den sag ude af verden. Men det forholder sig 

anderledes med andre vanskeligheder. Hvis man prøver at undslippe, bliver det hele blot endnu 

mere indviklet. Sladder fx kan føre til alle mulige uhensigtsmæssige konsekvenser jo mere det 

spredes. Prøver man at komme ondet til livs, gør man måske blot tingene værre. 

Det er præcis situationen med billedet af ”fuglefængerens fælde”. Fuglen, hvis hals bliver fanget i 

løkken, strammer kun fælden til ved at kæmpe for at komme fri. Fuglen kan ikke komme fri ved sin 

egen kraft. Men i dette tilfælde siger David, er fælden mirakuløst gået i stykker, og fuglen er fløjet i 

frihed og sikkerhed. Når man kan komme ud af vanskelighederne på denne måde, ja så er der kun 

en person at sige tak: Herren 

Salmen 129:3 

Man kan ikke forbedre på det billedsprog og de vendinger, der findes i gode digte. Hvis man skulle 

spørge: ”Hvad handler det om?” kan man kun svare ved at citere digtet. Salmerne er fulde af den 

slags uforglemmelige vendinger. En vending som ”De pløjede min ryg og trak lange furer”, får os 

til at skære tænder i bevidstheden om en forfærdelig undertrykkelse. Det kan ikke siges bedre end 

”de skal blive som græs på tagene, der visner, før det skyder op” (vers 6). Man kan sagtens bruge 

andre ord som ”Lad ikke deres succes føre til noget”, men det oprindelige billedsprog har en styrke, 

friskhed og rigdom, som ikke kan erstattes. 

Salmen 131:2 

Et barn er ubetinget tillidsfuldt. Selv om de små ganske vist kan græde voldsomt, så snart de 

fornemmer den mindste sult, så skal der normalt ikke megen trøst til fra en mor, før de falder til ro. 

Det lidt ældre barn, som er vendt fra, har også lært at stole på og have tillid til sin mor. Der er ingen 

grund til at klynke, for moderen skal nok sørge for både mad og de øvrige fornødenheder. Klynkeri 

er noget pjat. David bruger denne enkle sandhed om simpel tillid og omsorg som en model for, 

hvordan han og hele Israel, bør bie på Herren. Apostlen Paulus kommenterer på lignende måde: 

”For jeg har lært at nøjes med, hvad jeg har....Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft.” (Fil. 

4:12-13) 

Salmen 132:11 

Guds pagt med David indebar et løfte om, at han og hans efterkommere altid ville regere over 

Israel. For Israel betød dette løfte, at Gud aldrig ville lade nationen gå i opløsning, at han altid ville 

sørge for en leder. Som århundrederne gik, og Israel kom til at lide under fremmede nationers 

herredømme, så huskede jøderne dette løfte, og derfor så de hen imod en Messias eller ”en salvet” 

(en konge), som Gud ville lade fremstå som en leder. Dette er grunden til, at NT ofte henviser til 

Jesus som Davids søn. 

Salmen 136:1 

Lærde bibelfortolkere mener, at de fleste af salmerne blev brugt i gudsdyrkelsen og tilbedelsen i 

templet, men de er usikre på, hvordan de blev sunget. Denne salme er et eksempel på den type sang, 

150


som vi også kender fra andre sammenhænge, hvor en forsanger synger selve sangen, og 

forsamlingen svarer igen med et rytmisk refræn. 

Hvordan skal vi forholde os til forbandelser og ”hævnsalmerne”? 

Når bitre følelser kommer til udtryk i sorg 

”Lykkelig den, der griber dine spædbørn og knuser dem mod klippen!” Sl. 137:9 

De såkaldte ”hævnsalmer” kan næsten ikke undgå at virke chokerende. Salmen 137 er den mest 

kendte. I en vældig jammerklage fra landflygtigheden, når digteren sit klimaks med et ønske om, at 

Gud vil velsigne alle som knuser babylonske babyer mod klippen. 

Mange mennesker er af den opfattelse, at et sådant ønske er for forskrækkeligt til at høre til i 

Bibelen. Formodes kristne ikke at skulle elske deres fjender og bede for dem som forfølger dem 

(Matt. 5:44) Selv i GT fremgik det klart, at fjender ikke skulle behandles dårligt og uvenligt (2. 

Mos. 23:4). Hvordan passer dette vredesudbrud ind i Guds ord? 

Lad os tænke os ind i en retssal for at svare på dette spørgsmål. Flere og flere dommere (i hvert fald 

i USA) tillader ofrene for en forbrydelse at vidne under retssagen. En mor, som har mistet sit barn 

for en morders hånd, vil ikke sjældent fremkomme med hårde, ja selv hævngerrige følelsesmæssige 

udbrud, mens hun kræver de allerværste straffe tilkendt forbryderen. Selv om sådanne udsagn ikke 

nødvendigvis lyder fromt og særligt næstekærligt, må retten nødvendigvis lytte. Hun er den eneste 

som til fulde ved, hvad hun har mistet. Hun alene har skoene på, og hun alene kender 

skændselsgerningen og de smertefulde konsekvenser fuldt ud. 

Hævnsalmerne giver på samme måde stemme til sådanne ofres vidnesbyrd ind for Gud, som 

dommeren. Disse salmer forudsætter altid, at den straf, de anmoder om, er velfortjent. Salmen 109 

nedkalder fx forbandelser over en mand som ”forfulgte den hjælpeløse og fattige og ville dræbe den 

modløse. Han elskede forbandelse...” (Sl. 109:16-17). 

. 

Et yderligere eksempel på, at langt de fleste mennesker reagerer præcis som hævnsalmerne 

beskriver, er danskernes reaktion mod tyskerne i slutningen af krigen. Der var et had og en 

uforsonlighed, som vi har svært ved at forstå i dag. Selv da tyske flygtninge kom gennem Danmark 

efter krigen, var der ingen, der bistod med hjælp. Disse tyskere var forkomne, sultne og klædt i 

pjalter. Ingen tilbød hjælp. Tværtimod blev de hånet og spyttet på. I dag kan vi ikke forstå det. 

Dengang var det en naturlig reaktion. 

Salmen 137 blev skrevet på grundlag af en lignende sjælekvide. Som nation, havde Babylon været 

følelseskold og myrdet. Derfor var opfattelsen, at de fortjente en voldsom straf. Bibelen siger, at 

Gud hører de uskyldiges råb. Han lover at straffe dem, som har forvoldt det onde 

Med alt det Jesus lærte om tilgivelse af fjender in mente, må vi ikke glemme, at Jesus ikke ændrede 

på opfattelsen af idéen om retfærdighed. Han lærte, at Gud vil se til, at retfærdighed vil ske fyldest 

efter døden. (se fx. Matt. 25:31-46). Men israelitterne i GT havde kun lidt forståelse om livet efter 

døden. For dem gjaldt det, at retfærdighed må ske fyldest i dette liv her og nu. Det er anmodningen 

om denne retfærdighed, vi møder i hævnsalmerne. 

Hvad med barmhjertighed? Er det ikke vores pligt at tilgive vore fjender og elske dem? Hvordan 

passer hævnsalmerne ind i det mønster? 

Der er tre ting at sige. 

For det første, selv om vi ikke kan få øje på barmhjertighed i hævnsalmerne, så betyder det ikke, at 

de mennesker, som skrev dem kun var ubarmhjertige. David, som tilskrives nogle af de stærkeste af 

hævnsalmerne, viste ekstraordinær barmhjertighed mod Saul, hans hævngerrige fjende. 

151


Hævnsalmerne er ubeherskede kvalfulde lidelsesråb. De gengiver, så oprigtigt som de kan, det 

mennesker i situationen følte. 

For det andet skrev salmisterne før Jesus stillede tilgivelse i udsigt ved at dø som Guds søn i 

menneskers sted. Selv i dag finder mange mennesker det vanskeligt at acceptere Jesu undervisning 

om at tilgive fjenderne, for det betyder, at voldtægtsforbrydere, børnemishandlere og massemordere 

også skal tilgives. I dag kan vi have idealet om at tilgive den slags mennesker, fordi Jesus betalte 

prisen for deres forbrydelser. Salmisterne levede før den pris blev betalt. 

For det tredje banede hævnsalmerne vejen for tilgivelse. Man kan kun være barmhjertig af hjertet, 

hvis man til fulde forstår, hvad skyld og uretfærdighed er. Den dommer, som med en 

håndbevægelse løslader en kriminel forbryder, fx på grund af en procedurefejl, viser ikke 

barmhjertighed. Måske mangler en sådan dommer ganske enkelt sympati for offeret for 

forbrydelsen. Man kan kun tale om ægte barmhjertighed, når ofrene selv vender sig mod og tilgiver 

de mennesker, som har forbrudt sig mod dem. På den måde bliver de sat virkelig fri. 

Hævnsalmerne giver udtryk for den skrækkeligste vold og uretfærdighed. Med mindre vi føler 

dybden af dette, kan vi heller ikke forstå dybden af Guds tilgivelse, som tilbydes frit og for intet til 

alle, som trygler om nåde. Gud ser ikke blot gennem fingrene med menneskers synd på grund af 

procedurefejl. Han hører ofrenes skrig og endnu mere: han deler smerten og lidelsen. I Jesus, blev 

Gud selv offeret, der blev slået, forbandet og dræbt. 

NT citerer faktisk to af hævnsalmerne, som handler om Judas’ forræderi af Jesus. Disse salmer 

handler om bitter uretfærdighed, og Jesus led den ultimative uretfærdighed. Men det afgørende ord 

kommer fra Jesus selv: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. 

Hvis vi følger Jesus’ eksempel, tør vi ikke selv bruge ordlyden af hævnsalmerne, når vi tænker på 

vore fjender. Det er ikke meningen, at vi skal låne ordene fra disse salmer, som vi gør med andre 

salmer. Og alligevel minder disse hævnsalmer os om den forfærdelige lidelse, mange oplever, og 

når vi læser dem, kan de tilskynde os til at kæmpe for retfærdighed. Men endnu mere minder de os 

om at tilgive. For Gud, der selv har lidt og derfor hører disse råb fra ofrene, tilgiver. Og det kan vi 

også. 

Salmen 139:13 

Begynder livet ved undfangelsen eller ved fødslen? Verset her besvarer ikke spørgsmålet direkte, 

men det gør det helt klart, at Guds kærlige engagement i vores liv begynder længe før vores fødsel. 

Intet kan ifølge denne salme undgå Guds opmærksomhed. Intet menneske, ingen tanke, intet sted og 

intet tidspunkt. 

Salmen 140:13 

I samfundene på GT-tid (og på de fleste steder i verden i dag) har fattige mennesker ingen status. 

Mennesker med indflydelse har ingen interesse i de fattige og deres forhold. Men i Bibelen 

understreger Gud sin omsorg for de fattige. Han vil sørge for, at de endegyldigt får en retfærdig 

behandling. Han forventer som følge heraf, at hans efterfølgere gør det samme. 

Salmen 147:11 

Herren er en Gud, der viser styrke, som denne sang til overflod viser. Men styrken som sådan 

vækker ikke hans behag, som vers 10 viser. Det, han frem for alt sætter pris på, er et tæt fællesskab 

med mennesker, som giver et gensvar på hans kærlighed. 

Særlige salmer 

En liste over nogle af de bedst kendte og mest elskede salmer. 

En indtrængende bøn om hjælp i vanskelige tider: 5, 17, 25, 31, 61 

En bøn, når fortvivlelsen råder: 39, 42, 43, 55, 73, 77, 86, 88, 102, 130 

En bøn om tilgivelse og hjælp: 6, 32, 38, 51, 143 

152


Hvile i, at Gud er god: 4, 11, 23, 27, 63, 67, 91, 115, 121, 125, 139 

Israels sjælekvide som følge af Guds vrede: 44, 74, 80, 85 

Lovprisning med råb og sang: 33, 47, 66, 81, 95, 96, 98, 149, 150 

Lovprisning over Guds personlige velsignelser: 18, 30, 34, 40, 92, 103, 107, 113, 116, 118, 146 

Lovprisning over Guds velsignelser til Israel: 68, 77, 100, 108, 124, 126, 129 

Lovprisning over Guds overvældende majestæt: 8, 24, 29, 46, 50, 90, 93, 114, 145 

Lovprisning over Guds lov: 19, 119 

Sange om krig og retfærdiggørelse: 35, 58, 76, 79, 83, 109, 137 

Historien om Gud og Israels folk: 78, 105, 106 

Naturen: 19, 65, 104, 147, 148 

Messias: 2, 16, 22, 45, 69, 89, 110, 132 

Jerusalem og templet: 48, 84, 87, 122 

De ondes og de retfærdiges skæbner: 1, 15, 37, 49 

Ordsprogenes bog 

Usædvanlig fornuft 

En helt igennem jordnær bog 

”Ja, hvis du råber på indsigt og løfter din røst efter forstandighed, hvis du leder efter den som efter 

sølv, søger efter den som efter skatte, da forstår du, hvad det er at frygte Herren, da opnår du 

kundskab om Gud.” Ordsp. 2: 3-5 

Ordsprogsbogen handler om visdom. Størstedelen af bogen er en samling af små sætninger, der 

skifter fra et emne til et andet uden nogen tilsyneladende logisk rækkefølge. Et ordsprog behager 

øret, og det er pr. definition kendetegnet ved at være kort, fornuftsbetonet og spidsfindigt samt 

”krydret” i et forsøg på at presse livsvisdom ind i rammerne af en lille håndfuld ord. Det 

overordnede mål bag de mange ordsprog er klart. Hvis man bruger tid på at studere indholdet, vil 

man opnå en nyttig og praktisk forståelse af livet. 

Ordsprogsbogen er sandsynligvis den mest jordnære og nøgterne bog i Bibelen. Lærdommen fra 

bogen er ikke højtravende stof beregnet for studerekammeret. Den gør derimod én velskikket til at 

begå sig blandt ”almindelige” mennesker. (Ordsprogsbogen 1: 20-21 udtrykker dette poetisk). 

Bogen giver de gode råd, man normalt vil få, hvis man vokser op i en god familie. Praktisk 

vejledning om, hvordan man skal klare sig godt i verden. Bogen håndterer store spørgsmål såvel 

som små: noget om at snakke for meget, noget om risikoen ved at besøge naboer for ofte og noget 

om ikke at være for irriterende glad tidligt om morgenen. 

De første ni kapitler, som forklarer formålet med Ordsprogsbogens visdom, er en faders tale til sin 

søn. Femten gange lyder det fra faderens stemme: ”Min søn”. Nogle af rådene forekommer særligt 

velegnede for unge mennesker. Der er fx advarsler om at slutte sig til bander og løftede pegefingre, 

der advarer mod udenoms ægteskabeligt sex. Men hovedbudskabet i Ordsprogsbogen gælder alle, 

gamle såvel som unge: ”Søg visdom for enhver pris”. Det er ganske enkelt en opfordring til at 

bruge hovedet og ørerne i et forsøg på at finde den bedste måde at leve på. 

Alle med en lille smule omtanke i knolden kan finde undtagelser til Ordsprogsbogens generelle 

udsagn. Ordsprogsbogen 28:19 proklamerer fx: ”Den, der dyrker sin jord, kan spise sig mæt, den, 

der forfølger tomme mål, mættes med armod”. Faktum er imidlertid, at landmænd, som arbejder 

både hårdt og samvittighedsfuldt, også vil komme til at lide nød og mangel under en tørkeperiode 

som alle andre, og dagdrømmere vinder kæmpegevinsten i lotto. 

153


Ordsprogsbogen fortæller ganske enkelt, hvordan livet normalt fungerer. Man kan kun forholde 

sig til alle undtagelserne, når man har forstået hovedreglerne. Hovedreglerne er normen. 

Hovedreglen er, at den gudfrygtige, den moralsk uantastelige, den hårdtarbejdende og kloge mand 

vil se megen frugt af sin møje. De mennesker, som tager Ordsprogsbogens praktiske og gudfrygtige 

visdom til sig, sover ikke kun bedre. De vil lykkes og vil være i stand til at gøre noget for deres 

familier og venner. Tåber og spottere vil, når alt kommer til alt komme til at betale prisen for den 

livsstil, de har valgt, selv om de for nærværende ser ubekymrede og lykkelige ud, 

Gud bliver langtfra indblandet i de fleste af de gode råd, som Ordsprogsbogen giver, og 

afhængigheden af succes kan derfor forekomme en kende verdslig. Men tager man bogen under et, 

så ligger det helt klart, at den livsstil Ordsprogsbogen fremholder, er helt afhængig af en naturlig 

respekt for Gud (1:7), der vil have indflydelse på alle områder af livet (3:5-7). Ordsprogsbogen 

forsøger ikke at skjule, at den klogeste vej at vælge ikke vil blive valgt af de mange; det vil til 

enhver tid være lettere at leve et gudløst liv i håbet om, at alting er ligegyldigt, og ingenting betyder 

noget. Men de mennesker, som vælger at leve, som Ordsprogsbogen foreskriver, vil få medgang og 

opleve Guds omsorg, ja endnu mere: de vil lære Gud selv at kende. ”Da forstår du, hvad det er at 

frygte Herren, da opnår du kundskab om Gud.” (2:5). 

Nogle mennesker kan godt lide at citere fra Ordsprogsbogen. Disse ordsprog udtrykker ofte 

sandheder om livet på en elegant og vittig måde. Der er mere humor i Ordsprogsbogen end i nogle 

af de andre bøger i Bibelen. 

Men Ordsprogsbogen kan også sagtens være den mest misbrugte bog i Bibelen. Mennesker citerer 

ofte ordsprog, som om de var endegyldige løfter fra Gud eller stive leveregler. Det er i 

virkeligheden sikkert kun få af ordsprogene, som man kan læse på denne måde. Og hvis man kun 

læste nogle bestemte ordsprog ville de faktisk give en et forvrænget billede. 

Hvis man skal forstå Ordsprogsbogen er det ikke en god idé at jage igennem side op og side ned for 

at finde de ordsprog, vi bedst synes om. Men må sætte sig ind i hele bogen for at få overblikket og 

hele bogens vinkel. Den slags tager tid, for Ordsprogsbogen går i dybden med snesevis af emner. 

Hvert eneste af de mere end 500 ordsprog er som en hård nød, der skal knækkes, før man får det ud 

indeni, som kan spises. Man må læse Ordsprogsbogen langsomt, men ikke i for store stræk ad 

gangen. 

Der er nogle mennesker, som kan lide at læse et mindre antal ordsprog hver dag som et supplement 

til deres daglige regelmæssige bibellæsning. Andre koncentrerer sig om at memorere ordsprog, 

sådan at de kan sige dem for sig selv i løbet af dagen. Uanset hvad man gør, bør man huske, at man 

skal tænke grundigt over hvert enkelt ordsprog, og man skal prøve at placere dem i den større 

sammenhæng, som udgør Ordsprogsbogens tankegang. 

Ordsprogsbogen er delt op i to hoveddele: en indledning, som fylder de først ni kapitler, og selve 

ordsprogene i de resterende 22 kapitler. Hvis man springer indledningen over, vil man ikke forstå 

pointen med Ordsprogsbogen, som en bog. Indledningen giver os en indføring i ”fru visdom”, og 

forklarer, hvad hun kan gøre for den enkelte af os. 

Ordspr. 1:22 

Gammel oversættelse: ”Hvor længe vil I tankeløse elske tankeløshed, spotterne finde deres glæde i 

spot og dårerne hade kundskab?” 

”Tankeløse, spottere og dårer”: Ordsprogsbogen vender igen og igen tilbage til disse ord for at 

definere de karakteregenskaber, vi skal holde os på afstand af. Hvad slags mennesker er de? 

De tankeløse hører til de mindst skadelige. De lever uden omtanke og er for dovne til at ændre 

noget som helst. Men de vil, ligesom de andre, fortryde engang. 

Dårer har flere smertefulde oplevelser. De har bevidst besluttet sig for at leve efter deres egne 

normer, uafhængige af Gud og uafhængige af gode råd. 

154


Spottere er de værste. De er i oprør mod Gud, som ikke hindrer, at deres hoverende holdninger 

bliver kendt af alle. De spotter Gud, men Gud vil spotte dem, når rædslen kommer over dem til slut 

(v. 26). 

Ordspr. 3:6 

På hebræisk betyder ordene ”hav ham i tankerne på alle dine veje” egentlig: ”kend ham på alle 

dine veje”. Denne grundlæggende erklæring, som gør rede for, hvordan man relaterer til Gud, 

indebærer mere end den blotte ærefrygt. Det er ikke nok at pege i Guds retning. Man må kende ham 

ved at leve nær ham og ved personligt at have omgang med ham på alle områder af ens liv. 

Ordspr. 4:7 

En faders gode råd kan let begrænse sig til: ”Gør ikke dette og hint”. Men den faderlige omsorg i 

Ordsprogsbogen er ikke optaget af regler. I stedet prøver denne fader at hjælpe sin søn til at 

fremelske en kærlighed for de bedste ting i livet – præcis, som hans far gjorde for ham. En sådan 

kærlighed til det allerbedste – og i første række til visdom, begynder med at lytte til sin faders råd, 

men det går langt videre end at tage imod instrukser. For kærlighed til visdom bliver en livslang 

søgen, som kan gøre et menneske endnu visere end dets fader. 

Ordspr. 6:1-2 

Ordsprogsbogen advarer imod ”at stille sikkerhed” for en nabo – noget i retning af at være 

medunderskriver på et lån for en ven, som ellers ikke ville kunne låne. Ordsprogsbogen går ind for 

gavmildhed, men ikke ubegrænset godhed, hvor beløbet, der skal punges ud med og tidspunktet, 

bestemmes af omstændigheder, som man ikke har kontrol over. Det kan alt for let føre til en 

uoverskuelig katastrofe. (Se også 11:15; 17:18; 22:26-27). 

Ordspr. 7:2 

Udtrykket ”din øjesten” er et gammelt udtryk for øjets centrum eller pupil. Hele kroppen er 

indrettet på at beskytte pupillen fra at lide skade. Øjenlågene vil lukke sig lynhurtigt som en 

reflekshandling ved det mindste tegn på fare; tårekanaler bader vores øjne med en rensende væske, 

hvis der er kommet noget irriterende ind i øjet; nervetråde signalerer ”fare” ved den mindste smerte 

eller et afvigende tryk. Ordsprogsbogen opmuntrer os til at være ligeså opmærksom på bogens 

kundskab, som kroppen er opmærksom på øjet. 

Ordspr. 8:13 

Frasen ”at frygte Herren” betyder ikke ængstelse eller forfærdelse. Det betyder ”et godt forhold til 

Gud”, baseret på ærefrygt og respekt for ham og hans bud. Her betyder ”at frygte Herren” fx at 

leve et retskaffent liv. 

Gud og ”vejen til succes” 

Er Ordsprogsbogen mere optaget af succes end af Gud? 

”At frygte Herren er begyndelsen til visdom” (Ordsp. 9:10) 

Boghandlere er fulde af ”gør-det-selv” bøger, der hver for sig giver løfte om, at man kan lære, 

hvordan man skal gøre ved at følge nogle simple regler. Er Ordsprogsbogen blot en gammel ”gørdet-selv” 

bog? Ved første øjekast ser det ud til, at den er mere interesseret i, hvordan vi lykkes og 

får fremgang end i selve Gud. Alle, også de, som ikke nærer nogen særlig interesse for Gud, kan 

tage ordsprogene til sig. 

Men hvis man ser på Ordsprogsbogen som et hele mere end på en samling enkeltdele, bliver det helt 

åbenbart, at dens mange ”hvordan- man- gør” råd om en fornuftig og vis livsstil ikke kan adskilles 

155


fra Gud. Det er sandt, at en lang række ordsprog forholder sig til livets barske kendsgerninger – at 

det betaler sig at bestikke, eller at man kan skaffe sig venner gennem penge – så bifalder bogen 

aldrig nogensinde succes kriterier, som indbefatter umoralitet. Og hvad der er endnu vigtigere, 

Ordsprogsbogen er gennemsyret af en grundlæggende fornemmelse af menneskers synd, svagheder 

og deres fuldstændige afhængighed af Gud. Visdom er et altafgørende redskab til et godt liv, og det 

begynder med at frygte Herren, og det fører til kundskab om Ham. 

Ordene ”Herre” og ”Gud” bliver faktisk nævnt næsten 100 gange, så et fuldstændigt studie af Guds 

placering i Ordsprogsbogen, kræver en gennemgang af hele bogen. 

Ordsprog, der handler om Guds forhold til visdom: 1:7; 2:5-9; 8:22-31; 9:10; 22:17-19 

Ordsprog, der handler om synd: 15:8; 16:6; 20:9; 24:11-12; 28:9, 13. 

Ordsprog, der handler om at stole på Gud: 3:5-12; 14:26-27; 16:20; 18:10; 19:21; 21:31; 29:25- 

26; 30:5-9 

Ordsprog, der handler om Guds velsignelse: 10:22,27,29; 15:16 

Andre ordsprog, der har særlig interesse: 11:1; 17:3; 19:3; 20:12; 21:3; 28:5. 

Ordspr. 10:1 

”Parallelisme” er en teknisk betegnelse for den form for hebræisk digtning, som gentager den 

samme tanke på en lidt anderledes måde og med lidt andre ord. ”Synonym parallelisme” kan man 

finde i 15:30: ”Øjnenes glans glæder hjertet, godt budskab styrker legemet”. ”Antitetisk 

parallelisme” i hvilken en tanke følges af den modsatte tanke, kan man finde i 14:30: ”Sagtmodigt 

hjerte er liv for legemet, avind er edder i benene” (gammel oversættelse). 

Når man beskæftiger sig med parallelisme, er det nødvendigt at sammenligne hver del med den 

tilhørende del i den anden halvdel af ordsproget. Hvis man for eksempel tager 14:30, så danner 

”Sagtmodigt hjerte” par med modsætningen ”avind” eller ”misundelse”, og ”edder i benene” er 

det modsatte af ”liv for legemet”. Sommetider blotlægger disse sammenligninger raffinerede 

nuancer i meningen. 

Ordspr. 10:12 

Hvis vi regner med, at begrebet kærlighed er begrænset til NT, så har Ordsprogsbogen et par 

overraskelser i vente. Her bliver kærligheden fremstillet som universalhelbredelsesmidlet, der kan 

dække over alle fortrædeligheder. Kærligheden er alting værd. 

Nogle af de ordsprog, der handler om kærlighed, kan findes i følgende vers: 3:3-4; 9:8; 10:12; 

14:22; 15:17; 16:6; 17:9; 19:22; 20:6,28; 21:21; 27:5 

Hvad gør et menneske fattigt? 

Et klarøjet syn på velstand og fattigdom 

”Den riges velstand er hans befæstede by, de fattiges armod fører til deres undergang.” ( 10:15) 

”Fattige mennesker er dovne”, kan man høre folk sige. Man kan også høre det modsatte: ”Folk er 

fattige, fordi de rige sidder på flæsket”. Mennesker har en tendens til at forenkle tingene, når man 

diskuterer rigdom og fattigdom. Mærkværdigvis kan man citere ordsprogsbogen til støtte for begge 

synspunkter. 

Man må læse hele Ordsprogsbogen for at få fat i de underfundige pointer. Den siger, at der er en 

lang række årsager til, at mennesker er fattige: Det kan skyldes dovenskab, drikkeri, men grunden 

kan også være, at de bliver undertrykt af rige. Der er også forskellige årsager til, at mennesker 

bliver rige: Det kan skyldes hårdt arbejde, Herrens velsignelse, eller det kan skyldes snyderi. 

Ordsprogsbogen giver en upartisk vurdering af, hvad penge kan gøre for mennesker. Bogen siger, at 

rigdom har visse fordele, bl.a. letkøbte venner. Men penge medfører også bekymringer og 

vanskeligheder. Ordsprogsbogen opfordrer i stærke vendinger de rige og mægtige til at være 

gavmilde og fair mod de fattige. Bogen er bemærkelsesværdig klarsynet omkring de indviklede 

årsager til fattigdom og omkring farerne og fordelene ved rigdom. 

156


Ordsprogsbogen om penge: 10:4,15,22; 11:4,16,28; 13:8,18,22-23; 14:20,23,31; 15:16; 18:23; 

19:1,4,17; 20:13; 21:5,17; 22:1-2,4,7,9,16,22-23; 23:5; 28:3,6,8,11,19,20,22,27; 29:7,14; 30:7-9. 

Ordspr. 11:22 

Gennem hele Ordsprogsbogen er det en persons karakteregenskaber, der tæller. Når den ikke 

matcher med en indre skønhed, så forekommer et pænt ydre at være latterligt, som dette ordsprog 

humoristisk understreger. 

Ordspr. 12:17 

Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske vidne kommer med svig (gammel oversættelse). 

Nogle ordsprog er ved første øjekast umiddelbart let forståelige, men ofte ligger der en dybere 

sandhed bag, når man tænker efter. 12:17 synes således at gengive en helt selvfølgelig sandhed. 

Men under overfladen finder vi den forståelse, at det er et menneskes karakter, som er afgørende for 

dette menneskes handlinger. Det er nok en tanke værd at reflektere nærmere over, hvad det egentlig 

betyder for årsagerne til, at vi gør det vi gør. 

Den uforlignelige visdommens gave 

Lær først at lytte 

”Plej omgang med vise, så bliver du vis, den der omgås tåber, går det ilde.” (Ordspr. 13:20) 

Ordsprogsbogen vurderer og dømmer samtlige tanker og handlinger ud fra en eneste standard: ”Er 

det vist?” Ordet visdom fremkalder måske billeder af gråhårede gamle mænd, som fremkommer 

med højtravende, indviklede tanker i uklare vendinger. Men det er den stik modsatte betydning, 

Ordsprogsbogen fremholder. Visdom er først og fremmest et praktisk og ”nede på jorden” begreb. 

Unge såvel som gamle både kan og burde besidde denne visdom, for den lærer os, hvordan vi skal 

leve. Den knytter forståelse sammen med disciplin – den slags disciplin, som en sportsmand har 

brug for, når han/hun skal træne. Desuden indebærer visdom en ret god del sund fornuft. 

Hvordan bliver man vis? Det første er at lytte. Visdom er frit tilgængelig for dem, som vil holde 

inde med at snakke for i stedet at lytte opmærksomt til Gud og hans ord, til forældre og til kloge 

vejledere. Alle kan erhverve sig visdom, siger Ordsprogsbogen. Visdom er ikke forbeholdt en 

intellektuel elite. Men visdom kræver selvdisciplin, så man udnytter det gunstige øjeblik og ydmygt 

søger visdom ved alle givne anledninger. 

Ordsprog om at søge visdom: 2:1-6; 9:1-10; 10:1,5,8,14,19,23; 11:2; 12:18; 13:10,20; 14:8; 

15:7,31; 16:23; 17:24; 18:15; 19:11,20; 20:1; 21:11,20,30; 23:4; 29:3,8,11,15; 30:5-6. 

Ordspr. 14:12 

Ordsprogsbogen handler om sund fornuft, men den opfordrer os ikke kun til at slå vores lid til vores 

egen fornuft. Valg og beslutninger, som synes selvklare, kan sagtens være katastrofale. Det er netop 

derfor, det er så vigtigt at dyrke visdom: Det, som ser godt ud, er det ikke nødvendigvis. 

Et spørgsmål om liv og død 

Mere end den blotte overlevelse 

”En vej kan forekomme en mand rigtig og dog ende med at føre til døden.” Ordspr. 14:12 

Ordsprogsbogen beskæftiger sig ofte med emner om livet og døden. Lever man vist, siger den, er 

der en tendens til, at man lever længere, mens en tåbelig og ufornuftig livsførelse vil skubbe folk i 

graven alt for tidligt. 

Hvis man tager denne iagttagelse for pålydende, står vi tilbage med et problem: Der er masser af 

mennesker, som lever ufornuftigt, men alligevel bliver meget gamle. Men idéen om liv og død i 

Ordsprogsbogen indebærer meget mere end fysisk overlevelse. Med ”liv” mener Ordsprogsbogen 

”et godt liv” fyldt af fred, glæde og visdom. Med ”død”, mener bogen åndelig såvel som fysisk 

157


forfald. Et menneske, som ikke begiver sig ind på visdommens vej er levende død, selv om 

vedkommende stadigt bevæger sig rundt. 

Ordsprog om ”at leve til fulde”: 3:18,21-22; 4:23; 8:34-36; 10:11,16; 12:28; 13:12; 14:27,30; 

15:4,27; 18:21; 19:23; 21:21; 28:16. 

Ordsprog om ”at være levende død”: 2:16-18; 5:3-6, 22-23; 10:21; 14:12,32; 15:10; 19:16; 

21:25; 27:20. 

Ordspr. 14:20-21 

Velstående mennesker har mange venner, mens den fattige ofte helt ignoreres. Sådan er livet. Men i 

henhold til ordsproget i vers 21, er det ikke meningen, at livet blot skal ”forblive, som det er”. I vers 

31 ser vi, hvordan Gud er opmærksom på, hvordan vi tager os af de fattige. 

Ordspr. 15:25 

I samfundet på GT-tid var enkerne de mest hjælpeløse personer. Der var ingen, som tog sig af 

hende, og ingen som beskyttede hende, og derfor måtte hun magtesløs bevidne, at hendes afdøde 

mands ejendele og land blev stjålet og frataget hende af nabotyranner. Men en enke var aldrig helt 

forladt og hjælpeløs. Herren var på hendes side. Når alt kom til alt var hendes situation langt bedre 

og mere tryg end situationen for hendes stolte, rige nabo. 

Ordenes magt 

Selv sande ord kan forvolde ødelæggelse 

”En svigefuld mand sår splid, bagtaleren skiller venner.” (Ordspr. 16:28) 

Hvad er der galt ved blot at snakke, når man afholder sig fra at lyve direkte? Ordsprogsbogen ser 

adskillige faresignaler. Ord er som dynamit; de kan ødelægge menneskers tilværelse. Ordene må 

vægtes omhyggeligt, før de siges. Selv sande ord kan forvolde skade. Men de kan også redde en god 

ven fra at begå en fatal fejltagelse. Ordsprogsbogen taler i stærke vendinger om både faren ved 

sladder og det gode, der kan komme ud af det, når en eller anden fuldt berettiget går i rette med 

hans eller hendes ven. 

”Liv og død er i tungens vold”, siger Ordsprogsbogen 18:21, ”de, der er venner med den, nyder 

dens frugt”. Ordsprogsbogen lærer os om kundskaben at tale, så det fører til liv. 

Ordsprogsbogen om vigtigheden af ord: 10:11,20; 12:14; 15:4; 17:10; 18:21; 25:11. 

Ordsprogsbogen om forkert tale: 6:16-19; 11:9,12-13; 12:18; 13:3; 16:27-28; 18:8,13; 26:23-28; 

29:5. 

Ordsprogsbogen om den rette tale: 10:14,21,32; 12:25; 15:1,23,28; 16:13,23-24; 17:27-28; 

25:12,15; 27:5-6; 28:23. 

Ordsprogsbogen om faren ved ord: 10:19; 14:23. 

Ordsprogsbogen 17:8 

Ordsprogsbogen er helt igennem realistisk omkring livets barske vilkår. En af kendsgerningerne er, 

at bestikkelse virker. Det er ganske enkelt et faktum, at sådan er det! Men gør det bestikkelse rigtig? 

Nej – blot nogle få vers længere fremme (vers 23) fordømmer Ordsprogsbogen bestikkelse. 

Ordsprogsbogen 17:17 

GT lægger stor vægt på nære familierelationer. Overraskende nok, regner Ordsprogsbogen en god 

ven for endnu mere værd, for han eller hun ”kan være mere trofast end en bror” (18:24). 

”Medgangsvenner” er et hyppigt fænomen (14:20), og den forkerte slags kammesjukker vil 

forårsage vanskeligheder. Men en ægte ven vil til enhver tid vise hengivenhed, selv når det går 

skidt. 

158


Nogle nøgleordsprog om at være en god ven og næste findes i følgende vers: 3:27-28; 11:12; 

12:26; 17:9,17; 18:24; 22:24-25; 25:20; 26:18-19; 27:6,9-10,14,17; 28:23; 29:5 

Hvem bør man gifte sig med? 

En partner kan enten hele eller ødelægge dit liv 

”Hellere bo i en krog på taget end dele hus med en stridbar kone.” (Ordspr. 21:9) 

På GTs tid blev kvinder ofte anset for at være mænds ejendom, gode til at føde børn og ellers ikke 

meget andet bevendt. Ordsprogsbogen, som henvendte sig til unge mænd, der nærmede sig 

ægteskabsalderen, har et andet syn på tingene. Ordsprogsbogen løfter ægteskabet op til at være et 

altafgørende valg, som skal foretages med stor omhu. 

En god kone (eller mand for den sags skyld) vil enten være til glæde og gavn for eller smadre den 

andens liv. Hendes pligter er grundlaget for hendes families velbefindende (14:1; 31:10-31). 

Sammen med sin mand deler hun det betydningsfulde hverv at lære deres børn visdommens vej 

(1:8-9; 6:20). Derfor er hendes karakteregenskaber også langt vigtigere end hendes fysiske skønhed. 

Ikke at Ordsprogsbogen ignorerer den fysiske side af kærlighed. Bogen opildner ægtefolk til at 

fornøje sig over kærligheden og blive helt igennem indfanget af den (5:18-19). Den advarer unge 

mennesker mod seksuel synd, fordi sex forbliver en utilfredsstillende handling uden et kærligt 

forhold. Sex hører hjemme indenfor rammerne af et glædesfyldt, langtidsholdbart ægteskab. 

Ordsprog om seksuelle synder: 2:16-19; 5:1-23; 6:20-35; 7:6-27; 23:26-28 

Ordsprog om ægteskabet: 5:15-19; 12:4; 1½4:1; 18:22; 19:13-14; 21:9,19; 27:15-16; 31:10-31. 

Ordspr. 21:11 

De enfoldige og ufornuftige – dem, som ikke gør sig bemærket ved megen tankevirksomhed – er 

det svært at overbevise om nogen som helst forandring, ganske enkelt fordi de ikke vil lytte. Men 

der er et budskab, som ofte trænger igennem: Når man ser en kværulant eller en ”spotter” blive 

afstraffet. Den vise lærer på en langt mindre smertefuld måde. Når han/hun bliver belært, formidles 

det gennem kundskab. 

Ordspr. 22:6 

Et enkelt ordsprog bør ikke læses som ufravigelige regler eller som klippefaste løfter fra Gud. 

Ordsprogsbogen 10:4 generaliserer, hvad sandt er: ”flittig hånd gør rig”, men man skal ikke se sig 

langt omkring for at finde en undtagelse til den regel. Vers 6, som er et kendt ordsprog, understreger 

vigtigheden af at starte tidligt, når et menneskes livslange karakteregenskaber skal formes. Men 

man kan sagtens finde enkeltpersoner, som har fået en god opdragelse, men som kaster vrag på 

denne opdragelse. Ordsprogsbogen bedømmer og evaluerer livet, som det normalt udarter og finder 

sted. Hovedreglen er: gode forældre opdrager også gode børn. 

Hvordan skal børn opdrages? 

Familiemedlemmer bør være allierede og ikke modarbejde hinanden 

”Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå, selv når han bliver gammel, vil han ikke vige fra 

den.” (Ordspr. 22:6) 

Ordsproget ”Den, der sparer på stokken, hader sin søn”, er måske et af de kendteste ordsprog i 

Bibelen. Ordsprogsbogen regner straf for at være en form for kærlighed og siger, at forældre, der 

ikke straffer deres børn, ganske enkelt er godt på vej til at ødelægge dem (29:15). Men det ovenfor 

citerede ordsprog, er kun en lille del af det, Ordsprogsbogen har at sige om emnet 

”børneopdragelse”. 

Den altoverskyggende vægt i Ordsprogsbogen lægges på opmuntring og undervisning.. Hele bogen 

er tænkt som en faders ord til sin søn, hvor han forsøger at lære ham om de realiteter i livet, som 

159


ikke har noget med biologi at gøre. Igen og igen trygler han: ”Lyt, min søn”. Moderen har på 

samme måde vigtige ord (1:8; 6:20). Forældre-barn samtalen er en varm samtale, og af 17:6 

fremgår, hvad der er underforstået i hele bogen: Det er ikke meningen, at forældre og børn skal 

være modstandere, men snarere allierede, hvor man har grund til at være stolte af hinanden. 

Ordsprog om forældre-barn forholdet: 3:11-12; 10:1,5; 13:1,24; 14:26; 15:20; 17:6,21; 19:18,26- 

27; 20:20; 22:6,15; 23:13-16, 22-25; 27:11; 29:15,17; 31:28 

Ordspr. 23:35 

Vin var almindelig drik på bibelsk tid, men man var klar over farerne. 

Ordsprogsbogen indeholder nogle af Bibelens stærkeste advarsler mod frådseri: 20:1; 21:17; 

23:20-21, 30-35, 31:4-7 

Dovenskabens problem 

Det kræver ikke en stor indsats at blive en dovenkrop 

”Lidt søvn, lidt hvile, lidt hænderne i skødet”, men så kommer armoden over dig som en 

landstryger, nøden som en røver. (Ordspr. 24:33) 

Dovenkroppen er mere lad end et svin på ferie. Alt, hvad han foretager sig, er at vende sig på 

sengen; Ordsprogsbogen siger, at ”han er hængslet til den” (26:14). En hvilken som helst ”søgt” 

undskyldning - ”der er en løve derude”, vil afholde ham fra at tage på arbejde. Ordsprogsbogen ler 

en lille smule af dovenkroppen, men bruger ham også til at lære os vigtige lektier. Man kan let blive 

ligesom ham, for det kræver ikke meget: ”Lidt søvn, lidt hvile, lidt hænder i skødet”. Hvem af os 

falder ikke sommetider for fristelsen og tendensen til at udskyde ting, til dårlige undskyldninger og 

til at sove længe? 

Resultatet af et sligt liv? Fattigdom, frustration og brudte forhold. Dovenkroppen forlanger stadig 

noget af den luksus, som kun hårdt arbejde kan bane vej for, men han får den aldrig. ”Den dovnes 

ønsker bliver hans død, for hans hænder nægter at arbejde”. (21:25). 

Ordsprog om dovenskab: 6:6-11; 10:4,26; 12:24,27; 13:4; 15:19; 19:15,24; 20:4; 21:25; 22:13; 

24:30-34; 26:13-16. 

Hvordan man bliver en tåbe 

Selv et geni kan ende med at blive en tåbe 

”Som en hund, der vender tilbage til sit bræk, er en tåbe, der gentager sine dumheder” (Ordspr. 

26:11) 

Nu til dags er tåber mennesker, der mangler hjernekapacitet. Men ordet havde en anderledes 

betydning i Bibelen. Tåber kunne godt have en høj intelligenskvotient. Man kunne oven i købet 

beundre deres renomme og succes. Men en vis mand anser dem for at være en katastrofe. 

En af Bibelens værste forhånelser er udtrykket ”Du tåbe!” Mennesker bliver tåber ved at 

tilsidesætte den visdom, Gud har stillet frit til rådighed for i stedet at følge flokken eller deres egne 

indbildske idéer. Det kan godt være, de betragter sig selv som noget helt særligt, men deres egen 

klogskab vil føre direkte til vanskeligheder. 

Ordsprogsbogen retter sine skarpeste advarsler, ikke mod et umoralsk levned, men mod at blive en 

tåbe. Hvis man udvikler den slags karakteregenskaber, så kan ingen regler uanset hvilke forhindre 

vanskeligheder. Et vist menneske bør kunne opdage en tåbe på lang afstand, og holde sig borte fra 

hans eller hendes sti. 

Skarpe ordsprog om tåbelighed: 1:7; 10:8; 12:15-16,23; 14:8-9,16,24; 15:14; 17:10,12,16; 

18:2,6; 20:3; 26:3,11; 27:22; 28:26; 29:11. 

160


Ordspr. 26:13 

Ved første øjekast kan man synes, at nogle ordsprog, som 26:13, er ufuldstændige og uden en 

egentlig pointe. Men ordsproget præciserer meget fint en doven mands vane med altid at se 

forskellige farer, når der skal planlægges, og mængden af undskyldninger er ubegribelig. Han 

begiver sig ikke nogen steder hen (ud på nogen vej), fordi hans fantasi udtænker alt det, som kunne 

gå galt. 

Ordspr. 29:5 

Der er nogle, som mener, at smiger kan lukke døre op, hvor som helst. Men smiger – kunsten at få 

nogen til at føle sig godt tilpas ved at omgås sandheden letsindigt – kan være direkte skadelig. Det 

kan efterlade en skattet ven uforberedt på vanskeligheder, som måtte dukke op. I stedet for smiger 

burde vi advare vore venner, hvis situationen taler for det. 

Fem farlige reaktioner 

Vores indre indstilling kan ødelægge os 

”En tåbe giver luft for al sin vrede, men den vise holder den i ave”. (Ordspr. 29:11) 

Vrede vil ødelægge os selv, før den ødelægger andre. Få styr på dit temperament. 

Læs Ordsprogsbogen 14:17, 14:29; 15:18; 19:19; 22:24-25; 29:11; 29:22. 

Stolthed vil føre til fald. Ydmyghed lønner sig langt mere. 

Se Ordspr. 3:34; 11:2; 13:10; 16:5,18-19; 18:12; 21:4. 

Jalousi vokser ligesom kræft. 

Læs Ordsprogsbogen 14:30; 23.17; 24:1; 27:4 

Menneskefrygt er unødvendigt, hvis vi stoler på Gud. 

Læs Ordsprogsbogen 3:25-26; 29:25. 

Indbildskhed er væmmelig. En indbildsk person glemmer Guds plads i hans eller hendes liv. 

Læs Ordsprogsbogen 16:2; 25:27; 26:12; 27:2; 28:11,13. 

Ordspr. 31:8 

Den tyske præst Dietrich Bonhoeffer citerede hyppigt dette vers i årene før 2. verdenskrig. Han 

opfordrede sine medkristne til at gå i brechen for Hitlers ofre, særligt for jøder, som var blevet 

frataget deres borgerlige rettigheder. 

Prædikerens Bog 

Når livet forekommer meningsløst 

En bog, der passer på vor tid 

”Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed”. (Præd. 1:2). 

Den irske forfatter Oscar Wilde sagde de berømte ord: ”I denne verden er der kun to tragedier. Den 

ene er, at man ikke kan få det, man gerne vil have. Den anden er, hvis man kan få det”. Dette 

paradoks af et ordsprog har ofte vist sig at være sandt. Lad os et øjeblik kigge på et af de 

mærkværdigste mennesker i det 20. århundrede – en mand som hed Howard Hughes. 

Da Hughes var 45 år, var han en af de mest glamourøse skikkelser i USA. Han omgikkes 

skuespillere, styrede selv sine fly, der skulle testes og arbejdede på tophemmelige projekter og 

161


kontrakter for CIA. Han ejede en lang række hoteller rundt om i verden inkl. et flyselskab – TWA – 

der kunne bringe ham på globale udflugter, når han ønskede det. 

Tyve år senere – i en alder af 65 – havde Howard Hughes stadig masser af penge, måske i omegnen 

af 20-30 milliarder kr. Men verdens rigeste mand var blevet en af de mest ynkværdige. Han boede i 

små, mørke rum på toppen af sine hoteller uden vinduer til det fri og uden glæde. Han var 

usoigneret: et pjusket, uredt skæg nåede til taljen og håret gik langt ned på ryggen og hans negle på 

fingrene var flere centimer lange. Han var blevet en lille indskrumpet og ynkelig skikkelse. 

Denne berømte mand tilbragte det meste af sin tid med at kigge på de samme film igen og igen, i 

nogle tilfælde helt op til 150 gange. Han lå nøgen i sin seng dødsensangst for at blive smittet af 

bakterier. Livet gav ikke nogen mening for ham længere. Da han til sidst var både udtæret og 

afhængig af stoffer, døde han i en alder af 67 som følge af mangel på medicinsk behandling, som 

hans egne selskabet havde været med til at udvikle. 

Howard Hughes er et ekstremt eksempel på et syndrom, som kan ramme de rige og berømte. Hans 

indstilling til livet er sammenligneligt med en anden succesrig mands tanker, en stor konge, som 

regerede i Israel for længe siden 

Prædikerens Bog handler om det, der skete med den mand, som havde alt, hvad man kunne ønske 

sig. 

Forfatteren til Prædikerens Bog havde som sagt smagt næsten alt, hvad livet havde at byde på. 

Rigdom? Ingen kunne overgå ham i luksus og overflod (2:4-9). Visdom? Han var verdenskendt 

(1:13-18). Berømt? Han var konge, og den kendteste mand på sin tid (1:12). Systematisk afprøvede 

han alle livets muligheder og fornøjelser og faktum er, at alt til syvende og sidst skuffede ham. Alt 

viste sig at være meningsløst. 

”Hvad er meningen med livet?” spurgte han. Man arbejder måske hårdt, og så ender det alligevel 

med, at en anden løber med fortjenesten. Man prøver at være et godt menneske, og så bliver man 

alligevel udnyttet af onde mennesker. Man samler penge, og de bliver efterladt til forkælede 

arvinger. Man søger fornøjelse og ender med at blive forbitret. Og alle og enhver – rige og fattige, 

onde og gode mødes til slut ved samme punkt. Vi skal alle sammen dø. Der er ifølge Prædikeren 

kun et ord til at beskrive dette liv: meningsløshed! 

Prædikerens Bog anslår en tone, som giver gensvar i vores tid. Dens ord dukker op i moderne sange 

og ved en række andre anledninger, hvor citater bringes. Intet århundrede har set så mange 

fremskridt som vores og så megen fortvivlelse. Hvad er meningen med livet, når alt kommer til alt? 

Er der en endegyldig mening? ”Er det alt, hvad der er?” spurgte en sangskriver efter at have 

opremset lives fornøjelser. 

Et nøgleord i denne bog er ”under solen”. Frasen beskriver verden levet på et niveau uden Gud og 

uden nogen som helst tro på et liv efter døden. Hvis man lever på det niveau, kan man let nå til den 

konklusion, at livet er meningsløst. 

Prædikeren giver os nogle fortrøstningsfulde ord, herunder den afsluttende opsummering: ”Frygt 

Gud, og hold hans bud, det skal alle mennesker!” (12:13). Det er det positive budskab, ”lektien” 

som Prædikerens Bog giver os. Men disse positive ord bliver næsten overskyllet af forfatterens 

overvældende negative personlige eksempel. Man kan næsten opsummere hele hans livshistorie i 

Jesus’ erklæring: ”For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?” 

(Matt. 16:26). 

Prædikerens Bog kalder på ekstreme reaktioner. I adskillige hundrede år havde jødiske lærde 

voldsomme debatter om Prædikerens Bog overhovedet skulle med i GT kanon. En amerikansk 

romanforfatter Thomas Wolfe siger om Prædikerens Bog: ”Prædikerens Bog er det største stykke 

enkeltlitteratur, jeg nogensinde er stødt på og den visdom, der er udtrykt i bogen er af både blivende 

og grundlæggende værdi.” 

Bogen har sin egen stil og kendetegn, som det er vigtigt at have i tankerne, når skriftet læses. 

Prædikeren gik på opdagelse i forskellige slags livsfilosofier og benyttede sig af forskellige 

162


metoder. Bogen gengiver ærligt forfatterens erfaringer, uden at den nødvendigvis bifalder 

konklusionerne. 

Nogle af konklusionerne går faktisk direkte imod, hvad Bibelen i øvrigt ellers siger. Tænk blot på 

frasen: ”Alt er tomhed”. Udsagnet skal naturligvis ses i den sammenhæng, hvori det er sagt. 

Prædikerens Bog opfylder to vigtige funktioner. For det første stimulerer bogen os til at prøve at 

forstå dem, som er fanget i fortvivlelse, er alene og uden Gud og oplever, at denne verden ikke 

giver nogen mening. Forfatteren fanger på fornemste vis formålsløsheden og meningsløsheden i et 

sådan livssyn, som også er vidt udbredt i det 21. århundrede. 

Men der er ikke kun fortvivlelse i bogen. Der er også adskillige ordsprog spredt rundt i bogen, der 

skarpsindigt fortæller, hvordan livet bør leves. Det er værd at kigge efter disse små perler af visdom 

specielt hen mod slutningen af bogen. 

Ved at stille spørgsmålene hjalp forfatteren til Prædikerens Bog med at bane vej for de svar, Gud i 

sidste instans kom med. Prædikeren konkluderede: ”Alt er tomhed” under solen, men da Jesus 

Kristus kom, lovede han liv – ja ”liv i overflod” (Johs. 10:10). 

Præd. 2:1 

De første to kapitler i Prædikerens Bog fortæller om Prædikerens egen oplevelse af fortvivlelse, 

meningsløshed og tomhed. Det liv, som beskrives i dette selvbiografiske afsnit genspejler Kong 

Salomos liv. I resten af Prædikerens Bog, analyserer Prædikeren verden omkring ham for at se, om 

andre har funder svar på livets gåder ”under solen”. Til sin skuffelse finder han det samme mønster 

gentaget igen og igen. 

Præd. 3:4 

I starten klager Prædikeren over, at intet nogensinde ændres (1:10-14). I dette skriftafsnit, som blev 

særdeles kendt på grund af en sang i tresserne, indikerer han, at livet er fyldt af ændringer. Det 

franske ordsprog: ”Jo mere tingene ændrer sig, jo mere forbliver de uændret”, udtrykker det samme 

paradoks. For et fortvivlet menneske, som ikke kan se nogen mening med livet, ser alt det, som 

sker, ud til at være en endeløs gentaget cyklus af ørkesløshed. 

Præd. 3:20 

GTs forfattere sagde meget lidt om et liv efter døden. Først med Jesus åbenbarede Gud detaljer om 

Himlen og Helvede. I dette skriftafsnit tænker forfatteren højt og undrer sig over, om døden vil 

blive afslutningen på alting. Men han tilføjer også nogle spændende hints om fremtiden. Gud ”har 

også lagt evigheden i menneskenes hjerte”, erklærer han (3:11). Han henviser også til en fremtidig 

dom (vers 17). 

Præd. 5:10 

Engang var der en, der spurgte John D. Rockefeller, som var den rigeste, mens han levede, hvornår 

nok penge var nok! Han svarede og gav samtidig en perfekt definition på grådighed: ”Bare en lille 

smule flere!” En vaskeægte finansbaron sagde noget lignende: ”Jeg kunne ikke tænke mig alt det 

jord, der findes i verden, bare det, som grænser op til mit”. 

Præd. 5:18 

Efterhånden som han smagte forskellige forlystelser i tilværelsen – arbejde, mad, drikke, succes – 

nåede Prædikeren til den konklusion, at ”alt er tomhed”. Der var intet, som gav blivende 

tilfredsstillelse. Men i en passage som denne, erkender han, at sådanne goder gaver er fra Gud, og at 

de har en begrænset værdi. Nogle ting er bedre end andre. Visdom er bedre end uvidenhed, og livet 

er bedre end døden. 

Præd. 7:15 

Visse afsnit i Prædikerens Bog lyder på sælsom vis som Jobs Bog. Begge bøger er ”filosofiske” i 

den forstand, at de stiller de vanskeligste spørgsmål om livet. Begge forfattere kæmpede med 

163


fortvivlelse, men af vidt forskellige grunde. Job var overvældet af tragedier og smerte, hvor 

Prædikeren derimod var træt af luksus og succes. Uanset situationen i deres liv, må begge stå ansigt 

til ansigt med de samme grundlæggende forhold: Er der en Gud? Er livet uretfærdigt? Er der en 

mening? 

Præd. 8:17 

Trods ligheder er der også vigtige forskelle hos Job og Prædikeren. Som verset her viser, forventede 

Prædikeren aldrig helt at kunne løse livets gåder; hans resignerende indstilling står i skarp kontrast 

til Jobs kampberedthed. I sin pinefulde kval stillede Job også sommetider spørgsmål ved selve Guds 

karakteregenskaber og forlangte i den anledning en personlig forklaring. På intet tidspunkt skylder 

Prædikeren Gud for de uretfærdigheder og den meningsløshed, han så overalt. Han konkluderer: 

”Kun det fandt jeg ud af, at Gud har skabt menneskene enfoldige, men de gør sig alle mulige 

spekulationer” (7:29). 

Præd. 9:11 

Kapitlerne 8 og 9 udtrykker med stor veltalenhed noget om livets uretfærdighed. Folk får ikke, hvad 

de fortjener, hævder Prædikeren. Gode mennesker lider, mens onde mennesker har fremgang. Ting 

synes alene at ske som følge af tid og tilfældighed. Prædikerens tvivl om livet efter døden (3:20) 

påvirkede al hans tænkning, for overalt iagttog han uretfærdighed rundt om sig. I modsætning hertil 

har NTs forfattere med en solid tro på livet efter døden, fuld tillid til, at Gud på den yderste dag 

ville dømme alle mennesker retfærdigt. 

Præd. 11:5 

Selv Prædikeren, en mand som besad ekstraordinær indsigt og visdom og evne til at observere, 

måtte konkludere, at der er ting, som er uden for vores fatteevne. 

Så da hans forsøg på ”at finde ud af livet” slog fejl, så slog han sig til tåls med et simpelt råd: frygt 

Gud og adlyd ham, uanset hvordan livet ser ud. I virkeligheden drog han den konklusion, at et liv i 

tro var at foretrække. For ham selv, som nu var en gammel mand, var det meste af livet gået; i et 

smukt formuleret digt beskriver han det forfald, som allerede er i fuld gang i hans krop (12:1-7). 

Således understregede han: ”Husk på din skaber i ungdommens dage”. 

Præd. 12:13 

Efter at have prøvet alt det, livet kan byde på, så vender Prædikeren tilbage til denne ukomplicerede 

formulering, der viser, at livet på jorden har mening. Selv om Prædikerens Bog kun udviser lidt af 

den tillidsfuldhed, som Ordsprogsbogen giver udtryk for, ja så når begge bøger til nøjagtig den 

samme konklusion (Ordspr. 1:7). 

Matematikeren og filosoffen Blaise Pascal fra det 17. årh., som på samme måde kæmpede med 

tanker, der relaterede til meningsløshed, konkluderede, at troen sommetider ligner et væddemål. 

Han fortalte sine venner: ”Hvis jeg tror på Gud og livet efter døden, og I ikke gør, og hvis det viser 

sig, at der ikke er nogen Gud, ja så taber vi begge parter, når vi dør. Hvis der imidlertid er en Gud, 

så vil I stadig tabe, og jeg vil vinde alt.” 

Højsangen 

En berusende kærlighed 

Et digt om kærlighed, der viser os, hvordan kærlighed skulle fungere i virkeligheden 

164


”Vældige vande kan ikke slukke kærligheden, floder kan ikke skylle den bort. ” 8:7 

Uanset hvilken kanal på radioen vi vælger, er vi ret sikre på at høre en eller anden form for 

kærlighedssang. Sange, der handler om nyvunden kærlighed! Sange, der handler om desillusioneret 

kærlighed! Sange der udtrykker taknemlighed for kærligheden og sange, der handler om alle mulige 

aspekter ved kærligheden. 

Tiderne skifter, men op gennem historien er strømmen af kærlighedssange tilsyneladende konstant. 

Mange mennesker er blevet overrasket over, at der som bekendt findes en kompromisløs 

kærlighedssang i Bibelen – fuldendt i sit emne med erotisk lyrik. Men det er præcis det Højsangen 

er. Der vises ikke nogen forlegenhed over at omtale elskende, der nyder hinandens legemer. Derfor 

har der også fra tid til anden været gjort ihærdige forsøg på at fjerne Højsangen fra Bibelen eller på 

kun at lade den være ”for voksne”. Professor Fray Luis de Leon fra Spanien blev fx trukket ud af 

klasseværelset i det 16. århundrede og fængslet i 4 år. Hvad var hans forbrydelse? Han oversatte 

Højsangen til spansk. 

Hyppigere er Højsangen imidlertid blevet læst og opfattet, som om den slet ikke havde noget at 

gøre med jordnære elskende. Mange har fortolket bogen som en kærlighedsallegori (en slags 

billede/lignelsestale) mellem Gud og hans folk. Nogle af disse fortolkninger identificerer hver 

eneste poetisk detalje med en eller anden korresponderende facet af vores relation til Gud. Brudens 

hår kan fx fortolkes til at være alle ikke-jødiske nationer, som kommer til Kristus. Den berømte 12. 

årh. munk Skt. Bernard of Clairvaux, som brugte denne allegoriske metode, skrev 86 prædikener ud 

fra de første 2 kapitler i Højsangen. 

Nu til dags er det kun få, som gør brug af denne metode. De fleste bibelfortolkere mener, at digtet 

var beregnet til at hylde kærligheden mellem et nygift par. Gud sætter pris på kærligheden mellem 

en mand og en kvinde. Dette alene er grund nok til, at han sørgede for, at Højsangen kom med i 

Bibelen. Det kan være, at den første gang er blevet sunget ved et bryllup. 

Disse elskende glæder sig over at se på hinanden. Og de kan godt li’ at fortælle hinanden, hvad de 

føler. De svælger i det sensuelle: naturens skønhed, duften af parfume og krydderier. De er åbne 

omkring deres erotik. Deres beruselse af kærlighed lyder næsten nutidig og er ikke meget forskellig 

fra det, vi hører i radioen. Og dog bibringer Højsangen os en nogen anden fornemmelse, end den vi 

får fra moderne kærlighedssange. Den bramfrie lyrik bliver aldrig nogensinde blot antydningsvis 

fræk og snavset. Den kærlighed, der beskrives, kommer fra Edens Have, hvor både manden og 

kvinden var nøgne uden at skamme sig. Den er øm, fyldt med fryd og glæde og naturlig. Man 

fornemmer ingen skam eller skyld; man føler, at Gud er med de to i deres intime kærlighed. 

De elskende handler som ligemænd. Både kvinden og manden tager initiativer i lovprisningen af 

hinanden. De flirter ikke og spiller ikke et spil: de siger det, de mener. 

Og alligevel viser de forsigtighed og værdighed i deres kærlighed. På toppunktet af deres glæde, 

advarer de elskende gentagne gange andre om ikke at vække kærligheden i utide (2:7; 3:5; 8:4). De 

vedkender sig den yderst farlige og eksplosive kraft kærlighed også er. ”For kærligheden er stærk 

som døden, lidenskaben er grum som dødsriget, dens flammer er flammer af ild, en voldsom 

brand.” (Høj. 8:6). 

Vi skal være opmærksomme på sproget i Højsangen, som kan virke fremmedartet og lidt svært at 

forstå. Ingen vil i dag komme godt fra at sige til sin elskede: ”Dit hår er som en gedeflok” (4:1) 

eller ”din næse er som Libanontårnet” (7:5). 

Billederne er ikke først og fremmest visuelle, men følelsesladede. Når den elskende fx fortæller sin 

elskede, ”dine bryster er som hjortekalve, gazelletvillinger, der græsser blandt liljerne” (4:5), så 

siger han ikke, at hendes bryster ligner hjortekalve, men at de fremkalder de samme ømme følelser, 

som hjortekalve fremkalder. Det vi skal tænke på, når vi læser om fremmedartede billeder, det er de 

følelser og fornemmelser, de elskende havde, når de tænkte på de pågældende billeder. 

165


Højsangen har ikke nogen logisk rækkefølge, og det er derfor svært at få mening i tingene. 

Højsangen er mere som billeder, der er taget, og som man kigger på i vilkårlig rækkefølge. Men når 

man har kigget på alle billederne, får man en klar fornemmelse af de dybsindige tanker nygifte 

elskende har for hinanden. 

Men Højsangen handler naturligvis også om Guds kærlighed. Det var sandsynligvis ikke 

forfatterens oprindelige hensigt, men det er en helt igennem acceptabel og inspirerende måde at 

anskue bogen på. Når alt kommer til alt, er det jo Gud, der har skabt menneskelig kærlighed, og 

andre steder i Bibelen gøres det klart, at kærlighed mellem mennesker kan sammenlignes med Guds 

kærlighed til os. (Hoseas 1-3 og Efeserbr. 5:22-33). Højsangen laver aldrig selv denne 

sammenligning, men den fremstiller en kærlighed så rig, så fuld og så ubekymret, at det falder helt 

naturligt at tænke på Gud og hans kærlighed til os. 

Højsangen 2:4 

Et banner var et stort militært flag, som holdt en kæmpende enhed sammen, når de var i kamp. I 

kampens hede og larm havde soldaterne brug for et synligt tegn til at holde dem orienteret. For disse 

elskende virker deres indbyrdes kærlighed som et offentligt og synligt banner, der signalerer, at de 

holder sammen. 


Hvis kærligheden er så vidunderlig, som dette digt så smukt beskriver det, burde folk så ikke 

efterstræbe den uden noget som helst hensyn til noget som helst? Det advarer den elskede dem 

imidlertid til ikke at gøre. Tre gange opfordrer hun andre til ikke at fremprovokere kærlighed, men i 

stedet at holde den i ave, så den ikke udvikler sig før tiden er inde. 

Højsangen 5:2-8 

Dette korte skriftafsnit og de første fem vers af kapitel 3 er mærkelige og bekymrende mellemspil. 

Mange bibelfortolkere mener, de er en slags drømmesekvenser eller mareridt, der viser, at 

kærlighedens skønhed også bringer en forøget sårbarhed over for smerte og frygt. Her er den 

elskede lidt langsom til at komme ud af sengen for at byde hendes elsker velkommen. Som følge 

heraf er han borte, da hun når døren. 


I orientens kultur kunne selv ikke et ægtepar give udtryk for deres kærlighed offentligt. Kun en bror 

og en søster kunne kysse hinanden åbent. Den elskede ville ønske, hun havde mulighed for at vise 

deres kærlighed til verden. 


Døden fejer alting bort. Den giver ikke særlige vilkår til nogen frem for andre, og er man først i 

dens greb, kan man ikke flygte. Sådan er det også med kærlighed. Den tager magten over ens liv og 

som en kæmpemæssig ildebrand, kan den ikke slukkes. Kærlighed må derfor håndteres med den 

størst mulige forsigtighed og respekt. 

Generelt om profeter! 

Som vi tidligere har været inde på, er der mange gode grunde til at læse disse GT-bøger. 

Den væsentligste er naturligvis, at GT er en del af Guds åbenbaring til os, og gennem disse skrifter 

får vi en dybere forståelse af, hvem Gud er! Hvordan Gud ser på verden, hvordan Gud ikke er 

ligeglad, og hvordan Gud, uanset hvor kaotisk det ser ud, har styr på tingene! 

Hos profeterne møder vi det bibelske historiesyn, hvor vi ikke lades i tvivl om, at Gud er verdens 

konge, og at hans skaberværk står til hans rådighed. Selv krigens forfærdelige gru er underlagt hans 

166


overherredømme. Krig er således ikke et udtryk for, at Gud har sluppet verden. Krig kan være et 

redskab i Herrens hænder, som han betjener sig af, når han gør op med modstanden imod sig selv. 

Der kommer umådelig let ubalance i vores måde at tænke på og anskue ting på, fordi forskellige 

generationer vægter ting forskelligt. 

Det er vigtigt, at vi læser hele Guds ord, fordi det giver os den fulde forståelse og den nødvendige 

balance! 

Det er naturligvis ikke sådan, at den Gud vi læser om i GT, er anderledes end den Gud, vi læser om 

i NT. 

Profeterne lærer os, at det ikke blot er velsignelserne, som kommer fra Gud. Gud er retfærdig og 

hellig, derfor straffer han synd. Gud var jo heller ikke en god Gud, hvis han var ligeglad med det 

onde og med alskens uretfærdigheder. En god Gud må nødvendigvis gøre noget ved det onde, fordi 

det onde er forfærdelig ondt! En god og retfærdighed Gud må nødvendigvis gøre noget ved 

ulydighed og synd. Derfor gentager profeterne igen og igen, at synd, afgudsdyrkelse og brud på 

pagten vil få alvorlige konsekvenser. Og det ligger jo helt i pagt med ”velsignelserne og 

forbandelserne”, som ville blive udløst alt efter, hvordan folket ville forholde sig til pagten. 

Profeterne var Guds vækkerøst, og de brugte alle mulige virkemidler for at gøre deres budskab 

klart. Profeterne satte ord på frafaldet, de afslørede synden i håb om at åbne folks øjne – og de 

beskrev de forfærdende konsekvenser, som frafaldet ville føre med sig. 

I den sammenhæng skal vi heller ikke glemme, at det voldsomste og forfærdeligste Gud nogensinde 

har gjort ved det onde, var da straffen blev lagt på Kristus, og han i dyb fortvivlelse belemret med 

synd råbte: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? 

Det er umuligt at læse noget profetskrift, der fremstiller og udstiller synd værre, end de 

begivenheder vi kender fra evangelierne, der beskriver Jesu død. 

Profetskrifterne, hvor barske de end måtte være, er kun vage forsøg på at beskrive synden og 

ondskaben i verden, sammenlignet med den forståelse vi får, når vi ser, hvad der skete på Golgatha. 

Det næste, vi må forstå, er, at profeternes prædikener var vækkerøster. De var som vægterne. De 

blev også kaldt seere, fordi de kunne se ting, de færreste kunne se. De så farerne, som lurede på 

grund af de mange overtrædelser – en virkelighed, som folket ikke selv forstod – og den virkelighed 

og den fare beskrev de i utvetydige vendinger i et forsøg på at kalde folket til omvendelse. 

Profeterne var selv dybt fortvivlede og havde svært ved at forholde sig til deres egne budskaber. 

Men Guds hånd lå tungt på dem, og de havde ikke noget valg. 

Men profeterne prædikede også håb. De var herolder. Når straffen var ført til ende og folket var 

blevet lutret ville en ny tid oprinde. Løftet om Messias går som en rød tråd gennem alle profeternes 

skrifter. Vi kan ikke altid skelne mellem hans første og andet komme, men en ny tid vil oprinde. En 

herlig tid. Jøderne vil få deres land tilbage, Gud vil skabe alting nyt. Selv de hårde stenhjerter vil 

blive forvandlet og hans herlighedsrige vil bryde frem. 

Så selv om profeterne overfladisk set virker lidt forvirrende og mærkelige og selv om de på mange 

måder ser ud til at ligne hinanden, udgør de en femtedel af Bibelen. Det interessante er, at de faktisk 

stiller en lang række af de samme spørgsmål, som vi selv stiller, og de stod over for en lang række 

af de samme problemer, som vi står over for og skal tage stilling til! Guds tavshed! Uretfærdigheder 

i verden! Økonomisk uligheder! Habakkuk udbryder: ”Hvordan kan du roligt se på de troløse? 

Hvordan kan du tie, når uretfærdige opsluger retfærdige?” Lyder det ikke bekendt? 

Profeterne giver os en klar forståelse af, hvad Gud føler dybt i sit hjerte. Et sted læste jeg følgende 

beretning, som er et forsøg på at gengive Guds følelser: 

Jeg vil gøre rede for mine følelser. Jeg har det ligesom en forældre, som finder en lille pige, 

der ligger efterladt og døende i en grøft. Jeg tager pigen med hjem og tager hende til mig 

som en datter. Jeg vasker hende, sørger for hendes daglige fornødenheder og finder plads 

til hende, så hun kan komme i skole. Hun bliver mit et og alt. Jeg køber flot tøj til hende og 

fine smykker. Men en dag løber hun væk. Jeg hører rygter om hendes udsvævende liv. Hun 

167


tager stoffer, der hvor hun er. Hun er blevet tatoveret flere steder på kroppen, og hun er 

blevet provokerende piercet overalt. Når nogen nævner mit navn, forbander hun mig. Det 

føles, som om hun vrider en kniv rund i maven på mig. 

Jeg vil gerne beskrive, hvordan jeg har det. Jeg har det som en mand, der er blevet forelsket 

i den smukkeste og dejligste kvinde på hele jorden. Jeg finder hende en dag. Udmagret, 

ynkelig og misbrugt, men jeg tager hende med hjem for at pleje hende og genskabe hendes 

ynde. Hun er min øjesten, og jeg er ødsel med gaver til hende og overøser hende med 

kærlighed. På trods af alt dette svigter hun mig på ny. Hun vrænger på hovedet af mine 

bedste venner og opfører sig tåbeligt over for enhver. Hun står på en offentlig vej for at 

tilbyde sex; men til forskel fra de sædvanlige prostituerede, så får hun ikke engang penge 

for sine tjenester! Jeg føler mig forrådt, svigtet og taget ved næsen. 

Guds svar på folkets spørgsmål midt i elendigheden var profeterne! Gud er nemlig ikke tavs. Hans 

hjerte banker for det enkelte menneske. Gud er en lidenskabelig Gud, der begejstres, frustreres og 

bliver vred. Han græder og bedrøves, når han chokeret ser, hvordan mennesker opfører sig: 

afgudsdyrkeri, seksuelle orgier, ofringer af børn. Profeternes utvetydige budskab er derfor, at vi 

betyder noget for Gud! At Gud elsker os 

Generelt om PROFETERNE 

De profetiske bøger hører til de vanskeligste dele af Bibelen at fortolke og læse og forstå. 

Mange misforståelser omkring deres funktion og form! 

De profetiske bøger handler ikke kun om forudsigelser af det, der vil ske i fremtiden! Men det gør 

de naturligvis også. 

I tidernes løb har de fleste generationer troet, at profetierne netop gjaldt deres tid. 

Profetier er vanskelige at forstå og forholde sig til! 

De jødiske skriftlærde kendte GT-messiasprofetierne, men de fattede alligevel ikke et kuk, da det 

kom til stykket. For os forekommer de selv samme profetier selvindlysende, fordi vi ser det hele i 

bakspejlets ulideligt klare lys. Gør det samme sig gældende for så vidt angår profetierne omkring 

Jesu andet komme??? 

Mindre end 2 procent af GTs profetier er messianske. Mindre end 5 procent beskriver specifikt den 

nye pagts tid. Mindre end 1 procent har at gøre med begivenheder, der i vores tid stadig er 

fremtidige. 

Profeterne forudsagde ganske vist fremtiden. Men det var i reglen Israels, Judas og de omgivende 

folks umiddelbare fremtid, de bekendtgjorde, snarere end det var vores fremtid. En af nøglerne til at 

forstå profeterne er derfor, at vi, for at vi kan se, hvordan disse profetier blev opfyldt, må se tilbage 

til de tider, der stadig var fremtid for dem, men som er fortid for os. 

Profeternes primære opgave var at tale på Guds vegne til deres egne samtidige! 

Kun 16 af de i hundredvis af profeter, som trådte frem på GTs tid fik samlet og nedskrevet deres 

profetier i de bøger, vi kender fra GT. 

I disse profetiske bøger hører vi fra Gud igennem profeterne. Guds røst kommer til os gennem 

profeterne. 

Det er ikke umiddelbart let at læse en af de længere profetbøger igennem på en gang! Det har aldrig 

været meningen, at de skulle læses i en smøre. De store profeters bøger er ganske enkelt samlinger 

af en række mundtlige profetier, der ikke nødvendigvis står i en særlig logisk rækkefølge, og de er 

ikke altid i kronologisk rækkefølge! Vi får heller ikke altid oplyst, hvornår en konkret profeti 

slutter, og hvornår en ny starter. Og i mange tilfælde kender vi ikke den historiske baggrund. 

Desuden er mange af profetierne redigeret i en eller anden bestemt poetisk form! 

Esajas prædikede håb trods udsigten til en både katastrofal og herlig fremtid, hvor alt ville foregå på 

Guds præmisser. Udfordringen var: Stol på Gud! Stol på at han er kærlig, almægtig, selv når 

168


alting forekommer kaotisk. Tyrannerne, sadisterne ja ondskaben kommer ikke til at få det sidste 

ord. Gud vil lade sin herlighed fylde jorden. (11:9). Retfærdighed vil ske fyldest. (32:15-18). 

Esajas var en af giganterne i jødisk historie. Højt begavet, af kongelig byrd, velformulerende med et 

ordforråd, som er helt usædvanligt. NT citerer ham mere end nogen anden, ja mere end alle de 

øvrige profeter tilsammen. 

Esajas færdedes i magtens korridorer og var rådgiver for konger i sydriget Juda. Han blev ved flere 

lejligheder afgørende for landets skæbne, som var i et hastigt moralsk forfald. Han levede, da 

Nordriget blev løbet over ende af Assyrien i 722 f. Kr. 

I Juda oplevede man mere end nogensinde, at de fattige led under udnyttelsen af de rige 

Der var umådeholdent drikkeri. 

Kvinderne gik mere op i deres tøj end i naboernes velbefindende. 

Folk var kun optaget af ydre religiøsitet og udvortes gudsdyrkelse. 

Ydre farer lurede fra flere sider. 

Det er i den situation, at Esajas skal tale Guds ord. 

Hans budskab var enkelt: Stol ikke på militærmagt og rigdom. Stol alene på Gud. Alt andet vil 

være katastrofalt. 

Profeternes funktion. 

1. Profeterne var formidlere af pagtens håndhævelse. 

Israels lov udgjorde en pagt mellem Gud og hans folk. Denne pagt eller traktat rummede 

bestemmelser og sanktioner. Pagten indeholdt ikke kun regler og statutter, som skulle 

overholdes, men også beskrivelser over de sanktioner, der hørte til overholdelsen eller 

overtrædelsen af loven. Både velsignelserne, der fulgte, hvis man overholdt loven, men 

også de forbandelser eller straffe, som uvægerligt ville følge, hvis folket ikke fulgte loven. 

Det er her profeterne kommer ind! 

Gud bekendtgjorde og mindede folket om de sanktioner – om håndhævelsen positivt og 

negativt – der ville følge alt eftersom folket levede eller ikke levede i pagt med loven! 

Velsignelserne: (3. Mos. 26:1-13, 5. Mos. 4:32-40, 5. Mos. 28:1-14) 

Forbandelserne: (3. Mos. 26:14-39, 5. Mos. 4:15-28, 5. Mos. 28:15-32:42). 

Profeterne opfandt altså ikke selv de velsignelser eller forbandelser, som de 

bekendtgjorde. De har uden tvivl formuleret disse velsignelser og forbandelser på nye og 

fængende måder efter som de nu blev inspireret til at gøre det. Men det var Guds ord, de 

reproducerede, ikke deres egne! 

De profetiske bøger i GT beskæftiger sig i det væsentligste med perioden fra det 8. årh. f. 

Kr. til omkring det 4. årh. f. Kr. I starten af denne periode talte de stort set kun dom og 

katastrofe, idet de forudsagde, at både nordriget Israel og sydriget Judah ville gå til grunde 

som følge af store fjendtlige magters indtrængen. Israel gik til grunde i 722 f. Kr. og Judah i 

587 f. Kr. 

Efter Judahs fald ændrede profeterne deres domsforkyndelse til at tale om de kommende 

velsignelser, som Gud ville overøse den rest med, som ville være tilbage. 

Gud ville opfylde sit løfte om en forløser. Messias vil komme 

2. Profeternes budskab var ikke deres eget, men Guds. 

Hver af profeterne har sin unikke stil, sit eget ordforråd, sine egne betoninger, sine egne 

udtryk og sine egne anliggender. Profeterne var mennesker, Gud brugte. De var ikke 

mekaniske nikkedukker. Men når de sagde ”Dette siger Herren” eller ”lyder det fra Herren” 

var de kanaler gennem hvilke Gud talte sit ord. Men det var aldrig uafhængigt af disse 

menneskers personlighed. 

Man kan også sige, at profeterne havde en slags samfundsfunktion. 

169


Som allerede sagt mindede de folket om den pagt, de havde indgået med Gud. De pålagde 

folket at overholde pagtens bestemmelser. Som sådan var der ikke noget nyt i det, de sagde. 

De sociale reformer og de religiøse tanker, som Gud ønskede at viderebringe til folket, var 

allerede blevet åbenbaret i pagtsloven mange år tidligere. 

3. Profeternes budskab var originalt. 

Indholdet i profeternes budskab var altså ikke nyt, men det var formuleringerne, stilen og 

ordvalget uden tvivl. 

Profeternes opgave var at få folks opmærksomhed omkring det, Gud allerede havde sagt 

mange år tidligere. Så der var ikke nye læresætninger, der ikke allerede var kendte. 

I Hos. 4:2 (750-722 f. Kr.) bliver 5 af De 10 Bud opsummeret (se Bøgernes Bog side 207). 

De Messianske profetier er heller ikke nye. Detaljerne og enkeltheder kan være nye. Men 

Messiastanken er ikke ny. En dag vil Gud på basis af Messias’ gerning indgå en pagt med 

sit folk. Det ligger klart allerede i 5. Mos. 18:18 ”Jeg vil af deres egen midte lade en profet 

som dig fremstå for dem, og jeg vil lægge mine ord i hans mund. Han skal forkynde dem alt 

det, jeg befaler ham”. 

Bibelen er Guds ord til os. Helligånden er vores vejleder, når vi læser og studerer, men det betyder 

ikke, at det, vi læser, er selvindlysende og let at forstå. Der er mange bøger og meget stof, som 

kræver et dybtgående studium, for at vi kan forstå det, der bliver sagt. 

De profetiske bøger kræver et nøje studium, fordi de fra første færd er talt ind i historiske, kulturelle 

og politiske miljøer og sammenhænge, der er meget forskellige fra vores. Vi har brug for 

baggrundsoplysninger for at kunne fange pointen i meget af det, som siges. Derfor er kommentarer 

og bibelhåndbøger nyttige. 

Man kan spørge: Hvor meget forstod profeterne selv af det, de sagde? 

De var i hvert fald selv meget usikre omkring mange forhold. Hvorfor den megen uretfærdighed? 

Økonomisk ulighed. Hvorfor var Gud tavs? Hvorfor krig og ondskab? 

Profeterne giver udtryk for tvivl og smerte. 

Hvorfor går det de gudløse nationer godt? 

Hvorfor er der så mange naturkatastrofer? 

Den profetiske aktivitet fra ca. år 800 f. Kr. og 400 år frem er påfaldende. Hvorfor var der en sådan 

aktivitet? 

En del af svaret er uden tvivl, at netop denne periode på en særlig måde var kendetegnet af frafald 

og afgudsdyrkelse og derfor krævede det en særlig formidling af de betingelser, Guds pagtsfolk var 

undergivet. 

Derudover er det åbenbart, at Gud ønskede at disse profeters budskaber blev optegnet og bevaret for 

eftertiden. Hvor havde vi været fattige, hvis vi ikke havde haft disse bøger. Blaise Pascal sagde fx, 

at han mente, at profetierne var det største Gudsbevis, vi havde. 

Da profeterne startede deres aktivitet, var Nordriget Israel i en forfatning, der aldrig før var set. 

Ulydigheden mod pagten overgik langt, hvad man hidtil havde set og oplevet, og der var langt 

forfærdeligere forhold end i Sydriget Judah. Derfor forkyndte profeterne straf. Landet ville blive 

ødelagt og indtaget af fjendtlige hære. Landet faldt i 722 f.Kr., da det blev indtaget af den tids 

supermagt Assyrien. 

Esajas plus en række andre profeterede på samme måde Judas undergang. I 587 blev Juda således 

ødelagt på grund af sin ulydighed. 

Vi må forstå, at hver profeti blev overbragt i en specifik historisk sammenhæng. Gud talte gennem 

sine profeter til folk på et givet tidspunkt og sted og under givne omstændigheder. Et kendskab til 

tidspunktet, publikummet og situationen bidrager derfor, når de er kendt, væsentligt til vores evne 

til at forstå en profeti. 

170


Eksempel på en bestemt form. 

I Es. 3:13-26 og en del andre steder (4:1-19) ser vi en bestemt form, hvor profeten forestiller sig en 

retssag, hvor Gud afbildes som enten sagsøger, anklager, dommer eller retsbetjent. Israel er 

sagsøgte, som er under anklage. 

I v. 13-14a træder retten sammen og sagen mod Israel præsenteres 

v. 14b-16: tiltalen udtales 

v. 17-26 udtales domskendelsen. 

Straffen vil blive effektueret, og den vil blive streng. 

Nogle gange dramatiserer profeten sine profetier. 

Es. 20 er et godt eksempel 

Profeternes tidshorisont 

Hos profeterne er der altid tale om et ”nu”, et ”senere” og et ”meget senere”. 

Nuet var det vigtigste. 

Assyrien vil invadere Moab 

Israel skal for alt i verden undgå enhver alliance med Egypten 

Stol på Gud 

Senere 

Assyriens endeligt 

Babyloniens og alle tyranners endeligt 

En rest vil overleve og bringe Guds løfter til opfyldelse til punkt og prikke 

Messias vil komme i tidens fylde 

Meget senere 

En verdens vid trængsel 

Jøderne vil vende tilbage 

Der venter Guds folk ufattelige velsignelse i et kommende herlighedsrige 

Det interessante er, at profeterne sjældent skelner mellem disse 3 tidsepoker. Vi kan derfor ikke se, 

hvad der ligger tusinder af år ud i fremtiden, og hvad der vil ske i morgen. Se Es. 13. 

Nogle gange er der også tale om en dobbelt opfyldelse af profetierne. En her og nu og så en senere 

opfyldelse. Se. Es. 7:14 

Det er som et bjerglandskab. Man kan ikke bedømme afstande, når man ser ind over bjergtoppene. 

Tilsyneladende er tidsfølgen ikke vigtig for profeterne. 

Det ligger imidlertid fast, at det meste af det, profeterne sagde, gav mening for samtiden. 

Samtiden så, hvordan profetier gik i opfyldelse få år efter, de var fremsagt. Det gav troen et 

fundament, så man også kunne tro, hvad man ikke så opfyldt umiddelbart. 

Præcis som vi ser glimt i dag. 

Men det ligger fast, at profetierne virker bedst i bakspejlet ulideligt klare lys. 

Profeterne slår igen og igen fast, at vi mennesker betyder noget for Gud! 

På den ene side er Gud den almægtige, som skaber solsystemer ved sit ord og styrer de største 

imperier, som han vil. De er alene redskaber i hans hånd. Samtidigt er det tilsyneladende 

altafgørende, hvordan enkeltindivider tager sig af enker og faderløse. 

171


Esajas 

Profet, digter og politiker 

Da riget stod ved en korsvej, stod Esajas frem og mødte udfordringen 

”Han ventede ret, men der kom retsløshed. Han ventede retfærdighed, men der kom nødskrig” Es. 

5:7 

Profeten Esajas var en af giganterne i jødisk historie. Han var af ligeså stor betydning for jødisk 

litteratur, som en H.C. Andersen er for Danmark. Det kan derfor ikke undre, at NT citerer Esajas 

hyppigere end alle de øvrige profeter til sammen. Ingen af de andre bibelske forfattere står mål med 

hans rigt varierede ordforråd og brug af billeder. 

Esajas tilbragte ikke sin tid i et isoleret elfenbenstårn langt væk fra virkelighedens verden. Han 

befandt sig i magtens centrum. Han var rådgiver for sydrigets, Judas, konger, og bistod på den måde 

med at sætte kursen for sit land. 

Esajas levede i en særdeles afgørende periode for landet. Tidsmæssigt var det perioden midt 

mellem, at landet blev samlet og grundlagt som nation under Saul og David og så dets endegyldige 

ødelæggelse. En borgerkrig havde opdelt landet i et nordrige (Israel) og et sydrige (Juda), og Esajas 

levede og virkede i det mere fromme Sydrige. 

Da Esajas begyndte sit arbejde forekom nationen stærk og velstående. Men Esajas så tegn på mørke 

skyer i horisonten. Mennesker brugte deres magt til at udnytte og chikanere de fattige. Mænd gik 

fordrukne rundt; kvinder gik mere op i deres udseende og deres tøj end i deres naboers sult. Folk 

gik i det store og hele kun op i ydre religiøse formaliteter og ritualer uden alvor og indhold. 

Uden for landets grænser lurede endnu større farer. Naboerne til nationen raslede med deres sværd 

og spyd langs med grænserne. På flere sider voksede gigantiske monsterriger frem. Specielt 

Egypten og Assyrien. Juda var fanget i en knibtangssituation. Skulle landet vælge et af disse riger til 

sin allierede. 

Esajas sagde, at nationen Juda stod ved en korsvej: Landet kunne enten genvinde fodfæste eller 

begynde på en skæbnesvanger glidebane. Profeten afdæmpede ikke sit budskab i håb om at vinde 

nogle billige popularitetspoint. Hans ord var skrappe, skarpe og ubøjelige. Han gjorde det ikke blot 

lysende klart, at forandringer var nødvendige. Han pegede også på de forhold, som skulle forandres. 

Selv om han færdedes i de indflydelsesrige, kongelige kredse, kan man ikke sige, at Esajas var en 

eftersnakker politisk set. Sommetider stod han helt alene mod en flodbølge af optimisme. Hans 

navn betød ”Herren frelser”, og han advarede konger, at hvis man slog liden til militær styrke, eller 

rigdom eller til nogen anden magt end Gud selv, ville det føre til en katastrofe. 

Esajas overlevede 4 konger, men han fornærmede til slut en så grundigt, at sårene ikke kunne heles. 

Kong Manassa (kendt bl.a. fordi han indførte og selv praktiserede børneofringer) kunne til slut ikke 

udholde Esajas bramfrie udgydelser og stærke ord. Overleveringerne fortæller, at han dræbte Esajas 

ved at fæstne hans krop mellem to planker af træ, der blev savet igennem, således at hans krop blev 

delt i to! 

Manassa er for længst gledet over i ubemærkethed og glemsel, mens Esajas gennem sin bog er 

forblevet en af alle tiders største forfattere. Sommetider er pennen et mægtigere våben end sværdet. 

Esajas havde sit virke og skrev sin bog i det 8. årh. f. Kr. på noget nær samme tid som Homer skrev 

Illiaden og Odysseen. Esajas’ Bog er uden tvivl den ”mest veltalende” bog i GT, og bibellæsere vil 

genkende mange fraser og ord fra bogen. 

Esajas er særdeles fortrolig med en grundlæggende og dybtgående forståelse af Guds væsen, Guds 

tanker og planer for denne klode. Men som følge af bogens længde og måden stoffet er organiseret 

på, kan bogen imidlertid være vanskelig at forholde sig til. 

172


Vi skal huske på, at Esajas’ Bog består af en samling af mange budskaber om forskellige emner 

samlet i nogle afsnit. For at forstå Esajas er det måske en hjælp at tænke på vejskilte, som peger i 

retning af de større afsnit. Her er der en opsummering af disse afsnit: 

• Esajas 1-12: Esajas kaldelse og budskaber om advarseler til Juda, mens kongeriget oplever 

opgangstider. (Disse budskaber blev hovedsagelig fremsagt under Jotam og Akaz. 

• Esajas 13-23: Esajas’ budskab til alle Judas omkringliggende nationer – inklusiv fjender og 

nære allierede 

• Esajas 24-35: Synspunkter på jordens fremtid (24-27) og specifikke budskaber til Juda 

riges folk i en situation, hvor de stod ansigt til ansigt med Asyriens overhængende 

invasion 

• Esajas 36-39: Et mellemspil, hvor der fortælles om de kolossale kriser Kong Hizkijas stod 

overfor. Bogens fokus ændres nu fra at beskæftige sig med Assyrien til at beskæftige sig 

med Babylonien. 

• Esajas 40-48: Profetier målrettet en helt anderledes situation 200 år frem i tiden. Nu er 

Babylon, og ikke Assyrien den store fjende. 

• Esajas 49-55: Profetier om håb om den endelige udfrielse gennem ”Herrens lidende tjener” 

• Esajas 56-66: Almindelige advarsler til Juda og synspunkter om fremtiden. 

Esajas 1:14 

Er Gud færdig med Israel? Han erklærer dem for ”Sodoma og Gomorra” (v.10), idet han erklærer 

deres gudsdyrkelse for værdiløs og deres bønner for en forhånelse. Men netop da hans ordstrøm når 

et klimaks, inviterer Gud Israelitterne til ”at komme ... og gå i rette” med ham. Synder som 

”skarlagen” skal blive ”hvide som sne” (v. 18). Guds dom over folket er ikke at ødelægge dem, 

men at lede dem til omvendelse, tilgivelse og forløsning. 

Esajas 1:23 

Esajas 1 maler et slående billede af forholdene i Juda. Beskrivelser af luksus indikerer, at nationen 

oplevede økonomisk velstand. Der var ikke mangel på ofringer, bønner og religiøse ceremonier (v. 

11-17). Men Esajas fordømte Juda, fordi de ikke lod gudsdyrkelsen få praktiske konsekvenser ved 

at forsvare de svage, som fx enker og de faderløse. Landets velstand var tilvejebragt på de fattiges 

bekostning. 

Esajas 3:6 

Esajas forudser, at der vil komme dom over Juda med det resultat til følge, at der vil opstå 

fuldstændig anarki. Ledere vil blive valgt på lykke og fromme, og det vil tynde ud i tilgangen af 

unge mænd pga. af krig (v.25). Den levende beskrivelse af Zions stolte og hoverende kvinder (3:16- 

4:1)viser bl.a. årsagen til, at denne bog bliver beundret for den måde, der er skrevet på. 

Esajas 5:4 

”Sangen om vingården” opsummerer i smukke vendinger Guds budskab til Juda. Selv om han 

havde gjort alt, hvad der var muligt for at vise omsorg for nationen, som var ”hans vingård”,, så 

havde Israels hus kun produceret vilde druer. Hvad kunne han yderligere gøre udover at lade den 

vokse vildt og udyrket? Jesus brugte lignende billeder i nogle af sine lignelser (Matt. 20:1-16; 

21:33-46; Mark. 12:1-12; Luk. 13:6-9; 20:9-19). 

Esajas 6:2 

Esajas oplevede et dramatisk kald fra Gud til at blive profet. Budskabet blev personligt overbragt af 

Serafer, et udtryk, som kun findes her, og som betyder ”noget som brænder og blænder”. Serafer 

var åbenbart engle, som virkede som talsmænd for Gud. 

173


Esajas 7:14 

Denne profeti havde sandsynligvis, ligesom så mange andre profetier, to betydninger: En for 

Esajas’ tid og en anden beregnet på en senere tid. Esajas opfordrede kong Akaz til at søge et tegn 

fra Gud, som havde at gøre med Judas sikkerhed fra naboerne. Akaz, som ganske enkelt var både 

dum og ugudelig, nægtede. 

Esajas fortalte ham om tegnet alligevel: En dreng skulle fødes, og inden han blev voksen ville Judas 

frygtede fjender blive tilintetgjort. Kun 12 år efter denne forudsigelse blev nordriget Israel udslettet. 

NT ser en dybere betydning af denne profeti, idet den bliver knyttet sammen med Jesus’ fødsel 

(Matt. 1:23). 

Esajas 8:20 

Kong Akaz og hans folk søgte råd og vejledning fra stort set alle kilder bortset fra den eneste rigtige 

og fornuftige. De konsulterede medier, spiritister, ja selv de døde. Esajas foreslog ironisk, at de også 

forsøgte Gud. ”Til belæringen og til budskabet!” siger han – dvs. til skriften, hvor Guds bud er, og 

hvor vidnesbyrdet om hans store gerninger er nedskrevet. 

Esajas 9:5 

Esajas inkluderer mange direkte forudsigelser om den kommende Messias bl.a. denne passage, som 

slår fast, at Messias vil komme fra Galilæa (v. 1). De lande, som Esajas nævner som ”mørkets land” 

i vers 1 er de selv samme områder, der blev hærget af de Assyriske hære (2. Kong 15:29). Således 

stiller Esajas et fremtidigt håb i udsigt for de dele af landet, som blev hårdest ramt af krigen. 

Esajas 10:7 

I denne kommentar åbenbarer Gud, hvordan han arbejder gennem historien på skjulte og indirekte 

måder. Det hedenske imperium Assyrien havde ingen anelse om, at det blev brugt af den eneste 

sande Gud - Jerusalem ville blive dømt præcis som alle andre nationer, og dets afguder ville blive 

dømt (v. 11). Ikke desto mindre ville Assyrien optræde som Guds tjener, der uden at vide det ville 

sørge for, at Guds hensigter og planer blev ført ud i livet, men en dag ville Assyrien selv blive 

straffet for sit hovmod og stolthed. 

Esajas 11:1 

For at kunne nå igennem med sit budskab om håb til Israels folk, appellerede Esajas til deres 

skønneste minder. Dette kapitel henter billeder fra tre af de største begivenheder i det forgangne: 

Først opgangstiden under David, da Israel blev forenet til en nation (vers 1); så Edens have (versene 

6-9); og endelig underne i forbindelse med udgangen af Egypten (vers15). Uanset hvordan det var 

”i de gode gamle dage”, så vil den periode med fred, som vil komme engang i fremtiden langt 

overgå den forgangne tids herlighed. 

Esajas 12:6 

De første 12 kapitler indeholder specielle budskaber til Juda. Men nu ændrer Esajas fokus og retter 

blikket mod de omkringliggende nationer. Han afslutter den første afdeling med at referere til 

”Israels hellige”, som er et nøglebegreb, som hentyder til det specielle forhold, der er mellem Gud 

og hans pagtsfolk. Udtrykket forekommer kun fem gange i resten af GT, men 26 gange i Esajas. 

Esajas 14:12 

Et af de navne, som bruges om Djævelen, ”Lucifer” eller ”du strålende morgenstjerne”, kommer 

fra dette vers. Ordet ”Lucifer” hentyder til Venus, et af de klareste himmellegemer. Og så er 

kendsgerningen alligevel, at når solen står op, så forsvinder selv lyset fra den klareste morgenstjerne 

fuldstændig. 

Når vi ser på sammenhængen, så beskrev Esajas den onde, tyranniske babylonske konge, som 

svælgede sig i stolthed, men som ville blive bragt til fald. Det er imidlertid mere end sandsynligt, at 

174


Esajas også hentydede til den magt og kraft, der stod bag kongen: Djævelen personligt. Esajas’ 

billede af den blegnende morgenstjerne beskriver meget aktuelt den hovmodige babylonske konges 

fald til glemsel – og naturligvis Satans. 

Skal man tro på Gud eller militæret? 

Hvor skal en svag og underlegen nation søge hjælp 

”Det er den plan, der er lagt for hele jorden, det er den hånd, der er løftet mod alle folkene” 

(14:26) 

I 1944 blev de russiske tanks hilst med vild begejstring, da de rullede ind i Polen. Russerne befriede 

Polen fra Nazisterne, og taknemlige polakker overdængede de russiske soldater, som kom som 

befriere, med friske blomster. Men 45 år senere havde de russiske tropper mistet deres good-will, og 

den polske regering bad dem om at forlade landet. Den polske oplevelse og erfaring giver os et 

glimrende bevis på en af de smertelige lektier, mange har erfaret ned gennem historien: militær 

hjælp fra stærke nationer gives ikke uden betingelser. 

Hvad kan et lille land gøre, når det står ansigt til ansigt med en kæmpemæssig militærmagt? Juda 

befandt sig i netop den vanskelige stilling tidligt under Esajas’ virke. Da to nabolande invaderede 

Juda, led det lille kongedømme store tab. Kong Akaz og Judas’ folk var rystede, og der står, at da 

”skælvede hans hjerte og hans folks hjerte, som skovens træer skælver for blæsten” (7:2). 

Panikslagne Akaz søgte Esajas råd. 

Esajas var blevet kaldet til tjeneste på en mere dramatisk måde, end nogen anden vi læser om (kap. 

6). Kong Akaz vidste, at Esajas ville fremkomme med et budskab direkte fra Gud, uanset hvor 

upopulært, det ville være. Desuagtet var Akaz næppe forberedt på det, som Esajas sagde: Forhold 

dig roligt, du skal ikke bekymre dig, stol blot på Gud. 

De angribende konger var blot ”to rygende stykker træ”, erklærede Esajas (7:4). Uanset hvad der 

sker, så søg ikke hjælp fra et imperium som Assyrien; hvis I gør det, vil I invitere en hær indenfor, 

som en dag vil forårsage katastrofal ødelæggelse. 

Men Akaz, der vaklede på grund af invasionen, ønskede hurtig lindring. Esajas’ advarsler blev 

ignoreret. I stedet blev der forhandlet en traktat med mægtige Assyrien på plads, idet tempelskattene 

i Jerusalem blev brugt som lokkemiddel. 

På kort sigt førte Akaz’ beslutning til resultater. På den tid kunne ingen hære matche den assyriske 

krigsmaskine, og alle Judas’ fjender led nederlag som følge af det voldsomme angreb. Israel mod 

nord blev fjernet fra kortet. Endelig havde Juda fred. Men på hvilke betingelser? 

Som følge af traktaten med Assyrien begyndte Akaz sandsynligvis at korrumpere Judas religion. 

Han fik først umuliggjort gudsdyrkelsen ved at lukke dørene til templet, og senere fik han erstattet 

det hellige alter, som var rejst til Guds ære, med et fremmed alter. Officielt antog man Assyriens 

statsreligion, og Akaz gik så vidt, at han foranstaltede et menneskeoffer, hvor han ofrede en af sine 

sønner i ild. På alle måder blev kong Akaz en marionetkonge, der fuldstændig lod sig styre af 

Assyrien. Fremmede hære forblev udstationeret i Juda. Den militære hjælp var i sandhed ikke uden 

betingelser. 

Profeten Esajas var rasende. Han var vokset op under en højkonjunktur i Juda under en god konge. 

Pludselig blev han vidne til, at landet blev pantsat til Assyrien, og at man indgik aftaler, hvor den 

rige religiøse arv blev sat over styr. 

Kapitlerne 7-19 gengiver hans lidenskabelige ord, ikke kun imod Juda, men også imod alle 

naboerne. Han berettede om en regnskabets dag, hvor hver enkelt land ville blive straffet for dets 

synd og oprør. Den umiddelbart forestående fremtid så trist ud, og Esajas lagde ikke fingrene 

imellem, når han beskrev det. 

175


Men det var ikke alt, hvad Esajas sagde. Han skuede langt ind i fremtiden og brugte jævne ord, som 

stadig skaber håb og længsel. Dette afsnit begynder med et spørgsmål fra en konge, der søgte råd 

om, hvor han skulle søge hjælp. Det ender med at berøre hele historien. 

Esajas 16:9 

Selv om Esajas oftest kom med dårlige nyheder til landende rundt om Israel, så var det ham aldrig 

en fornøjelse at gøre det. Det er bemærkelsesværdigt, at han ofte identificerede sig helt og fuldt med 

den smerte de ikke-israelske lande som fx Moab måtte udstå (15:5). Kap. 15-16 blev sikkert brugt 

som kilde af Jeremias, som det fremgår af Jer. 48. (Jeremias var jo selv en profet, som gennemgik 

store lidelser.) 

Esajas 18:2 

Esajas forsøgte aldrig at afslå direkte politisk indblanding. Han forsøgte vedvarende at advare imod 

alliancer med fremmede magter. Her advarede han mod dem, som drog ”af sted i sivbåde hen over 

vandet”. De kom fra Nubien, et område tæt ved Etiopien og Sudan. Judas konge blev ofte fristet til 

at lave alliancer med Etiopien eller Egypten, men ifølge Esajas ville begge nationer møde ulykke og 

katastrofe. 

Esajas 20:2 

Esajas var en veluddannet og kultiveret profet, der var hjemmevant i magtens korridorer. Hans 

omdømme må have bevirket, at denne anskuelsesundervisning sendte chokbølger af sted: I tre år 

gik han afklædt og barfodet i skikkelse af en slave for at protestere mod en planlagt alliance med 

Egypten og Nubien. Han havde oprindeligt modsat sig og protesteret mod en alliance med Assyrien. 

Nu protesterede han også mod en traktat med andre nationer. 

Katastrofer set fra Guds synsvinkel 

En endeløs serie af krig og død – hvad var meningen? 

”Derfor ryster mine lænder og skælver, veerne kommer over mig som over en fødende, jeg kan ikke 

høre af angst, jeg kan ikke se af rædsel” (Es. 21:3) 

Måske er der en meget enkel måde at forestille sig Mellemøsten på Esajas’ tid! Man kan ganske 

enkelt læse overskrifterne i dagens aviser og så føre dem tilbage i tiden. Mellemøsten ligner sig 

selv. Det ene naboland pønser på at invadere sit nabolands territorium, alt mens byer smadres og 

lande og folkeslag lægges øde. Profeten Esajas længtes efter, at disse forhold skulle bringes til 

ophør, præcis som mange mennesker i Libanon, Israel og Iraq længes i dag. 

Esajas anskuede verdenssituationen med et splittet sind. Rundt om sig så han åndeligt forfald og den 

triste cyklus af krig og død. Og alligevel havde Gud givet ham en klar vision af det, hans land en 

dag ville komme til at opleve: Hans land ville blive beboet af et ”rent” folk, der var tro imod Gud, 

og som levede i fred og i velsignelsen af ”aldrig mere krig”. 

Med en fremtid klart lysende foran sig, men set ud fra Guds synsvinkel, tog Esajas fat på at 

genfortolke historien. Andre i Juda så på militære invasioner som frygtelige katastrofer. I kontrast 

hertil – selv om han følte voldsomme kvaler ved det – så Esajas glimt af en højere mening. 

Esajas sagde, at Juda måtte lide kvaler og lidelser for at blive renset. Hans råd var indiskutabelt at 

afstå fra at indgå politiske alliancer for at komme straffen i forkøbet. Guds folk måtte gennem ilden, 

og gennem prøvelsen ville en rest – en lille gruppe mennesker – fremstå, som Gud så kunne bruge 

til at fuldende sit værk. Esajas gik så langt som til at navngive sin egen søn ”en rest vender om”, 

som en levende illustration af hans budskab til Juda (Esajas 7:3, fodnote). 

176


Hvad var den egentlige grund til, at Gud overhovedet havde kaldet jøderne? De skulle være et ”lys 

for hedningene”, sagde Esajas, en nation, der blev brugt af Gud til at bringe hans sandhed til andre 

nationer. Og fra Judas land ville Gud oprejse en betydningsfuld prins, som ville komme til at regere 

over hele jorden. 

Kort sagt – Gud havde ikke forkastet sit folk, uanset hvor trist situationen forekom. Israelitterne 

ville ultimativt set blive et missionerende folk, der fortalte andre om Gud. 

Frem for alle andre budskaber, understregede Esajas dette ene: Gud har hånd om historiens gang. 

For Juda, der var omringet af fjender, lamslået af invasioner og trætte af blodsudgydelser, syntes 

Gud langt borte og fjern. Esajas forsikrede dem om, at de mægtige riger på jorden kun var 

redskaber i Guds hænder; han ville bruge dem og siden kyle dem ud til venstre. 

Esajas 22:12 

Kapitel 22 har måske at gøre med Jerusalems redning, som vi får det fortalt i Esajas 36-37. Esajas 

var bedrøvet, for selv om der var blevet profeteret om stor ødelæggelse, så var Jerusalem ikke i 

sorg, de festede. Folkene i byen havde forstærket murene og bygget vandreservoirbassiner, hvis der 

kom krig, men de havde ikke vendt sig mod Gud for at få hjælp (v.11). 

Man nærede den skråsikre opfattelse, at Gud aldrig ville tillade, at Jerusalem faldt i fjendens 

hænder. 

Esajas 23:1 

På Esajas tid var byen Tyrus en betydelig magtfaktor, der dominerede handlen til søs i den østlige 

del af Middelhavet. Tyrus havde adskillige kolonier bl.a. Cypern, og købmændene fra Tyrus rejste 

til så fjerne steder som Det indiske Ocean og Den engelske Kanal. Ikke længe efter denne profeti 

erobrede Assyrien byen, og Tyrus’ konge flygtede til Cypern. 

Esajas 25:6-8 

GT har kun få hentydninger til opstandelsen og det evige liv. Disse vers giver imidlertid en klar 

beskrivelse af det håb, der venter Guds folk. I det foregående kapitel har Esajas fremsagt 

forfærdelige profetier om Guds dom over hele jorden (kap. 24), og det efterfølges her af det 

opmuntrende løfte om et fremtidigt liv, hvor døden og smerten ikke vil være mere (vers 7-8 og 

26:19), og Gud vil regere i retfærdighed. 

Esajas 26:3 

Esajas, som levede i en tid, der var præget af endeløs elendighed og tummel, forudsagde mere af 

samme skuffe. ”Gudfrygtige mennesker ville mærke lidelsen og elendigheden som alle mulige 

andre”, var hans budskab. Hvordan skulle de troende tackle den situation? Esajas opfordrede dem til 

at fokusere på en virkelighed, der var større end deres øjeblikkelige vanskeligheder: Hold jeres blik 

fæstnet på Gud og stol på ham, som aldrig mister kontrollen over begivenhedernes gang. 

Esajas 27:1 

Det meste af Esajas 1-39 henvender sig direkte til bestemte nationer, der eksisterede på profetens 

tid. Men kapitlerne 24 til 27 udgør en enhed, som synes at opsummere hele verdens historie. Disse 

kapitler indeholder nogle af Esajas’ stærkeste billeder. 

Esajas 28:24 

Med en analogi fra landbruget, viser Esajas, at Gud ikke kæmmer alle under en kam. Hver enkelt 

nation bliver behandlet særskilt afhængig af forholdene. Ligesom forskellige afgrøder – korn, byg, 

dild og kommen – kræver forskellige arbejdsmetoder og teknikker, sådan skal også hver enkelt 

nation behandles særskilt. De, som villigt omvender sig, kræver kun ubetydelig straf, mens 

genstridige nationer har brug for yderligere disciplin. 

177


Esajas 29:13 

Esajas kommer igen og igen med voldsomme udfald mod israelitterne for deres overfladiske tro – 

ord og ord uden et bankende hjerte bag. Hundredvis af år senere citerede Jesus dette vers og sagde, 

at det passede præcis på hans tids mennesker (Mark. 7:6-7) 

Esajas 30:1 

Esajas forkyndte budskaberne i kapitlerne 28-35 på højdepunktet af sin tjeneste under Hizkija. Han 

fremsagde 6 store ”veer” eller advarsler: (1) til fordrukne, spottende politikere, 28:1; (2) til dem, 

som kun har religionens ydre form uden ægte tro, 29:1; (3) til dem, som ”gemmer” deres planer for 

Gud (der henvises sikkert til hemmelige politiske aftaler) 29:15; (4) til de grupperinger, der arbejder 

for en Egyptisk politisk alliance, 30:1; (5) til dem, som stoler på militær magt (heste og vogne) i 

stedet for på Gud, 31:1; og (6) til den assyriske ødelægger, 33:1. Selv om det var umuligt at se på 

dette tidspunkt, så ville Det Assyriske Imperium også blive konfronteret med ”dommens dag”. 

Esajas 30:27 

Esajas taler rent ud af posen i sine voldsomme beskrivelser af den straf, som Juda har i vente. Men 

som dette kapitel viser, så vil straffen få ende, og så vil Gud vende sig mod de omkringliggende 

onde nationer. Dommens ild vil kulminere i ”et ildsted”, som er en oversættelse af ordet Topheth 

(vers 33), en dal nær Jerusalem, hvor menneskeofre blev ofret til guden Molek. 

Krisetider 

Nederlag syntes åbenbart for alle undtagen for Esajas 

”Assyrien skal falde for sværdet, men ikke for en mands sværd” (Es. 31:8) 

Efter to dystre årtier under Kong Akaz, øjnede Juda endelig et glimt af håb, da Hizkija kom på 

tronen. 2. Kongebog opsummerer hans regeringstid på denne måde: ”Hverken før eller siden så 

man én som ham blandt alle Judas konger” (2. Kong. 18:5). 

Esajas nåede højdepunktet af sin tjeneste under Kong Hizkija, som ofte søgte hans råd. Kongen 

havde brug for Esajas’ hjælp; han havde arvet et kongerige i dødelig fare fra Assyrien. 

Hvordan kunne Juda frigøre sig fra den Assyriske dominans? Som andre konger før ham, tænkte 

Hizkija på at indgå alliancer med andre lande. Både Egypten og Babylon, som gjorde sig mere og 

mere gældende, syntes ivrige efter at få Juda som allieret. 

Men Esajas sagde ”nej”. Han opfordrede Hizkija til kun at stole på Gud. For at understrege sin 

pointe, tog hofprofeten et temmelig chokerende skridt: han gik nøgen og barfodet rundt i 3 år som 

en protest mod den lobby, der gik ind for et samarbejde med Egypten (20:1-6). Denne protest 

danner baggrunden for nogle af de stærkeste budskaber i Esajas’ Bog (kap. 18-20; 30-31). 

Esajas’ protest var imidlertid til ingen nytte. Selv ikke Hizkija kunne modstå fristelsen til at sætte 

sig op imod Assyrien. Først forstærkede han Jerusalems forsvarsværker og udbyggede byens 

vandforsyninger. Så dannede han en alliance med en række mindre kongedømmer og førte an i et 

direkte oprør mod Assyrien. 

Assyrien mobiliserede. Dets hære masede ind i Juda, og 46 byer med tykke mure omkring blev 

jævnet med jorden. De tog 200.150 fanger med i landflygtighed. Den Assyriske konge krævede 

store pengesummer af Hizkija, som han spottende beskrev som ”en fugl i et bur”. 

Hizkija, der krøb sammen i Jerusalem under belejringen, vendte sig endnu engang til Esajas for 

gode råd. Skulle han overgive sig? Assyriske soldater pressede allerede på rundt om murene, mens 

de slyngede fornærmelser op imod de demoraliserede indbyggere inden for murene. 

Esajas afstod fra en ”hvad sagde jeg attitude”. Imod alle odds anbefalede han endnu engang bøn, og 

han sagde, at tillid til og afhængighed af Guds kraft var svaret. ”Ha’ tro”, sagde han; ”overgiv jer 

ikke, frygt ikke. Assyrerne vil vende om og begive sig hjem, såret” (37:5-7). 

178


Esajas’ enestående mod og optimisme højnede moralen i hele Jerusalem, og på en højst 

bemærkelsesværdig måde (37:36; også 2. Kong. 19) tog Gud sig af den Assyriske hær. 

Kap. 18-35 indeholder Esajas’ budskaber fra denne periode, og de inkluderer mange af de selv 

samme ord, som opmuntrede en desperat nation til tro. Uden hans inspirerende ord og gå-på-mod 

havde Jerusalem måske overgivet sig. 

Mange af Israels og Judas profeter var ensomme mennesker, hvis røster ”råbte i ørkenen”. Esajas 

var en undtagelse. Han havde kongens lydhørhed på et kritisk tidspunkt i Judas historie. På grund af 

hans gennemslagskraft anså eftertiden ham for en stor statsmand og helt. 

Esajas 34:1 

Esajas’ Bog indeholder mange henvisninger til nationer og ledere fra hans tid. Esajas havde vel nok 

mere end nogen anden profet en vigtig fornemmelse for historien. Faktisk skrev han en beretning 

om Kong Uzzijas’ liv og ligeledes en om Israels og Judas regenter (se 2. Krøn. 26:22; 32:32). Skønt 

ingen af disse bøger har overlevet, så giver den bog, som bærer hans navn, en yderst detaljeret 

analyse af hans tids nationer. 

Esajas 36:1 

Efter et meget smukt digt, der beskriver den genfødte verden, som Gud vil tilvejebringe, dykker 

Esajas ned i en historisk beretning om Judas vanskeligheder med supermagten Assyrien. Disse 

næste fire historiske kapitler (som følger 2. Kong. 18:13 - 20:19) danner en bro mellem 

problemerne med Assyrien (kap. 1 – 35) og problemerne med Babylon (kap. 40 – 66). De gengiver 

nogle af de største krister i Esajas’ og Kong Hizkijas liv. Det begynder med Assyriens endelige 

angreb på Jerusalem og slutter med Hizkijas største fadæse. Denne fadæse førte til Esajas’ 

forudsigelse om, at Babylon en dag vil ødelægge Juda. 

Esajas 36:11 

Den assyriske kommandant viste store færdigheder i, hvordan man demoraliserede de belejrede 

beboere i Jerusalem. Kong Hizkijas egne embedsmænd var hundeangste (36:22-37:4). Det var kun 

Esajas, som stod fast i troen på, at Gud kunne frelse byen. Tidligere (se 22:15-25) havde Gud 

gennem Esajas udtrykt dyb foragt for netop Hizkijas embedsmænd. 

Esajas 38:1 

Når lægen alvorsfuldt erklærer, at en sygdom vil føre til døden, hvem ønsker så ikke inderligt endnu 

en chance? Efter at Esajas bekendtgjorde over for Hizkija, at hans sygdom var fatal, gav Hizkija 

ikke op. Han græd sine salte tårer og bad Gud om at huske hans hengivenhed og helhjertethed. Som 

svar på bøn sendte Gud Esajas tilbage med et overraskende budskab: Han havde skænket Hizkija 

yderligere 15 år. Her ser vi altså, som så ofte ellers i Bibelen, at Gud ændrer begivenhedernes gang 

på grund af bøn. 

Esajas 40:3 

Her ændres Esajas’ vægtlægning. Det skifter fra dom til trøst. Trøsten vil sluttelig komme gennem 

Guds herlige tilsynekomst, som Guds folk skulle bane vejen for ved at jævne en vej, som Gud 

kunne færdes af. I NT identificerede Johannes Døberen sig selv med ”den stemme”, som kaldte 

mennesker til at bane denne vej (Johs. 1:23). ”Arbejdet”, som han opfordrede til, var omvendelse 

fra synd, som ville være forberedelsen til Jesu komme. 

En ny sang 

En dramatisk ændring i tonen: trøst og håb i de værst tænkelige tider. 

”Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive 

trætte, de vandrer uden at udmattes.” (Es. 40:31) 

179


Man fornemmer forandringen i de allerførste ord i kap. 40: ”Trøst mit folk, trøst det! siger jeres 

Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt.” 

Ømme, anerkendende ord erstatter de barske advarsler i Esajas tidligere kapitler. 

Gennem hovedparten af Esajas’ liv var Juda tryg og stærk. Men de profetier, der begynder i kapitel 

40, er fremadskuende mod en radikal anderledes scene. Landet Juda er blevet lagt øde, og jøderne 

er blevet taget til fange. Jerusalem ligger i ruiner. 200 år adskiller de ting, der bliver beskrevet i den 

første del af Esajas fra det, der beskrives i den sidste del. (Mange bibelfortolkere tror, disse senere 

profetier blev fremsagt af en anden profet). 

For at forstå resten af Esajas Bog, er det nødvendigt, vi forstår noget af det, der skete i disse 200 år. 

Den trygge nation, Esajas engang kendte, gled mere og mere fra Guds vej. På samme tid vandt et 

nyt imperium mere og mere magt. Denne nye fjende invaderede Juda. 

Babylons hære lykkedes med noget, ingen hære var lykkedes med at gøre siden Kong David tid: de 

erobrede selveste Jerusalem. Belejringsmaskiner gennembrød murene. Judas konge blev ført ud af 

Jerusalem, efter han var blevet gjort blind. Deres hjem var blevet ødelagt og de fleste af byens 

indbyggere måtte følge deres konge lænket til hinanden. Den mørke og dystre periode af det 

Babylonske fangenskab var begyndt. 

Profeterne på denne tid og dem, som profeterede forud om de kommende katastrofer, stod ansigt til 

ansigt med overvældende spørgsmål. Havde Gud opgivet Davids trone, som skulle stå ”til evig 

tid”? Hvordan kunne Gud i tavshed se på, at hans eget land – hans eget tempel – blev plyndret og 

molesteret fuldstændigt af hedenske hære? 

Med tanke på ændringerne i omstændighederne, skifter Esajas 40 – 66 tonart fra mol til dur. De 

glædesløse og dystre forudsigelser om dom over jøderne var slut. I stedet for bryder der et 

majestætisk budskab frem, der domineres af håb, glæde og lys, og som vi får en fornemmelse af 

allerede med de trøstende ord i åbningsversene. Profeten lægger ud med, at troen på Gud 

genoprettes. 

Esajas påpeger, at det, der skete med Juda, ikke var Guds nederlag. Gud havde noget helt nyt i 

tanke, en plan langt vidunderligere end noget, der før var set. 

Forfatteren til Esajas fremlægger planen som en serie af herlige begrundelser for at skabe håb. Først 

siger han, at der vil komme udfrielse fra det babylonske fangenskab. En ny stjerne, en regent, som 

hedder Kyros, vil fremstå i østen og sætte jøderne fri. Han vil give dem tilladelse til at vende tilbage 

til Jerusalem for at begynde den overvældende opgave at genopbygge byen og nationen. Kapitlerne 

40-48 beskriver detaljeret Guds fortrøstningsfulde forudsigelser om Kyros og den støtte, han ville 

give tilfangetagne jøder. 

Sandheden er, at netop en sådan regent besteg tronen i fortidens Persien (det vi kalder Iran). Kyros 

smadrede Babylons hære i et afgørende slag. I Ezra 1:1-4 bliver det fortalt, hvordan han gav jøderne 

tilladelse til at vende tilbage til deres by og genopbygge den. 

Med ord, som er blevet velkendte, fortæller Esajas’ Bog om yderligere to ting at håbe på i 

fremtiden. En mystisk skikkelse, som kaldes ”Herrens tjener” dukker op i kapitel 49. Den tjener 

vil, gennem sin lidelse, bane vej for hele verdens frelse. Til slut, som en slags konklusion, vender 

profeten sig mod en meget fjern tid, hvor Gud vil indlede en fredens tid for alle i en ny Himmel og 

på en ny jord. ”Israels Hellige” (et af Esajas’ favoritnavne for Gud) vil regere som Gud over hele 

jorden. 

Esajas 40-66 havde kolossal betydning for de folk, som først hørte det. Jøderne, som stod ansigt til 

ansigt med en serie af store kriser, havde brug for profetens budskab om håb: tilgivelse var på vej; 

jøderne ville, selv om de var spredt, en dag blive samlet ”en og en”. 

Endvidere lærer Esajas, at uanset hvor vanskelige omstændighederne er, så kan Gud bruge sit folk 

til glæde for os. Igen og igen ser vi i Israelitternes historie, at gode tider førte til en periode af 

180


forfald. I modsætning hertil ser vi også, at i en tid med lidelse blev Guds sande folk testet og lutret. 

I sidste instans ville lidelse føre til hele verdens frelse. 

Esajas 41:4 

Kapitlerne 40-46 er som et ekko fra de majestætiske kapitler i slutningen af Jobs Bog. Gud 

fremtræder som universets Herre. Ind for Ham er nationerne ligesom en dråbe i en spand (40:15), 

og mennesker er som græshopper (40:22). Han skoser alle andre såkaldte ”guder”: sådanne afguder 

er skåret ud af dette samme træ, som bruges, når der laves aftensmad! (44:12-20). Den sande Gud, 

Israelitternes Gud, er Ham, som har skabt universet (45:12,18), som kaldte Abraham (41:8), som 

frelste Israelitterne ud af slaveriet i Egypten. For de forknytte jødiske overlevende efter Babylons 

invasion, var dette en påmindelse om, at den højt ophøjede Gud hverken havde forskudt eller svigtet 

dem. 

Esajas 42:1 

Efter at Esajas har beskrevet chokerende uretfærdigheder, giver han nu en løsning: Guds tjener vil 

på en rolig, venlig og sikker måde tilvejebringe retfærdighed ikke kun til Israel, men til 

”nationerne” – dvs. til hele jorden. Matt. 12:18-21, som citerer dette afsnit, identificerer Jesus som 

denne tjener. 

Esajas 42:14 

Efter at Gud har fortalt om sin mægtige styrke, fortsætter han med at beskrive sine dybe følelser for 

sit folk. Han bruger et ømt, følsomt og somme tider chokerende sprog, specielt i denne 

sammenligning, hvor hans smerte beskrives som en fødende kvindes smerte. 

Esajas 43:3 

Gud taler om, at han vil tilvejebringe landene Egypten, Nubien og Seba som løsepenge eller 

belønning for at tillade jøderne at vende tilbage til deres land. Historisk lod Kyros af Persien 

jøderne genopbygge landet i det 6. århundrede f. Kr. Kort tid herefter erobrede Persien de 

territorier, der bliver nævnt her. 

Esajas 43:8-13 

Esajas forestiller sig et drama i retten, hvor hele verden samles for at tage stilling til, hvem der i 

virkeligheden er Gud. Præcis som alle de påståede guder kalder vidner frem efter tur, kalder Israels 

Gud sit folk frem som vidne for ham. De havde hørt Guds forudsigelser om, at han ville bringe sit 

folk, som har været spredt over hele Mellem Østen, tilbage, for at genetablere deres land. Som hans 

vidner er alt, de skal gøre, blot at bevidne, at han har gjort det, som han forud lovede. 

Esajas 45:1 

Gud demonstrerede, at han havde kontrol over historiens gang ved at bruge en fremmed, kejseren af 

det nye Persiske Imperium til at fuldføre sin vilje. ”Jeg kaldte dig ved navn; jeg gav dig 

hædersnavn”, sagde Gud, ”skønt du ikke kender mig” (45:4). Som forudsagt i 44:28 løslod Kyros 

de jødiske landflygtige i Babylon, gav dem deres frihed og lod dem vende tilbage til Jerusalem for 

at genopbygge templet. 

Esajas 45:9 

Uenighed med Skaberen er langt mere end den livlige dialog som Moses, Job og Jeremias 

engagerede sig i. Esajas beskriver et uforskammet angreb på Guds duelighed. Det er ikke kun 

forkert, det er tåbeligt – ligeså tåbeligt som det ville være, hvis et kar klagede over den form, 

pottemageren har givet det. I Rom. 9:20 anvender Paulus denne analogi over for anklager om, at 

Gud havde behandlet jøderne uretfærdigt. 

181


Esajas 45:21 

Esajas indeholder mange forudsigelser om fremtidige begivenheder. Disse kapitler fortæller om 

Kyros, der dukker op fra østen og træder ind på verdensscenen. På andre steder giver profeten 

specielle forudsigelser om Messias og hans komme og om begivenheder i endetiden. Gud bruger 

disse forudsigelser som bevis på hans magt og indsigt, og udfordrer de hedenske guder til også at 

forudsige noget (41:23). 

Esajas 46:4 

Er religion en byrde? Det er det i hvert fald for afgudsdyrkere på en helt bogstavelig måde: deres 

ubehjælpelige guder måtte bæres rundt på vogne (vers 1). I kontrast hertil bærer Gud sit folk, og det 

har han gjort lige siden deres undfangelse og fødsel. Han stopper ikke; han vil støtte, bære oppe og 

bringe dem i sikkerhed på deres gamle dage. 

Esajas 47:7 

I århundrederne som fulgte, blev ordet Babylon hos jøderne et foragteligt tilnavn for alt ondt, for det 

var nationen, som havde ødelagt Jerusalem og dets tempel. Salmen 137, som blev skrevet af 

landflygtige jøder i Babylon, giver udtryk for deres kvaler og sjælekvide. Men i dette kapitel 

forudsiger Gud, at den store dronning vil blive prostitueret og overrasket over en pludselig 

katastrofe. Det samme tema lyder som et ekko i Åbenbaringsbogen, som overfører symbolismen fra 

”Babylon den store” til et andet ondt imperium (Åben. 18). 

Esajas 49:6 

Esajas Bog gør rede for Israels ultimative skæbne: at være et lys for hedningene og at bringe frelse 

til jordens yderste ender. Esajas fremkommer ikke med en fuldstændig ny tanke – Gud havde gjort 

sine intentioner klar i den oprindelige pagt (1. Mos. 22:18). Men som tiden gik, havde Israels og 

Judas trang og higen efter politisk storhed nedtonet og tilsløret deres oprindelige kald. 

Esajas 51:9 

Den Rahab vi møder hos Esajas (her og i 30:7) må ikke forveksles med den Rahab, som hjalp 

Josvas spejdere i Jeriko (Josva 2). Ordet referer derimod til et havuhyre, som dukker op i meget af 

den mellemøstlige mytologi. Dette mytologiske havuhyre levede i områderne ved Nilen, og derfor 

kan Rahab sammenlignes med Egypten, som det bliver her. 

Esajas 52:7 

Esajas beskriver glæden ved at bringe gode nyheder til dem, som desperat håber på sådanne 

nyheder – måske en by, der venter på nyheder fra et slag, hvor alle deres unge mænd er i stor fare. 

Men Esajas’ nyheder handler ikke om krig; det handler om Guds folk, der vender hjem fra 

landflygtighed med Gud selv i spidsen. I Rom. 10:15 anvender Paulus denne overvældende glæde 

på de budbringere, der ligesom ham selv forkyndte de gode nyheder om Jesus Kristus. 

Esajas 53:5 

I hele NT bliver den ”Herrens lidende tjener”, som beskrives her, opfattet som Jesus. I dette 

forbløffende vers påstås det, at hans sår helbreder os. Peter forklarede det på denne måde: Da Jesus 

døde på korset, ”helbredte” hans lidelse og død os fra vore synder og gjorde os i stand til at leve for 

retfærdigheden (1. Pet. 2:24). 

Herrens lidende tjener 

En stor sejr, som først så ud til at være et nederlag 

”Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom” (Es. 53:3) 

182


Kapitler 49-55 i Esajas fortæller om en ”lidende tjener”, som vil komme fra Israel for at bringe lys 

til alle nationer. Hvem er denne ”lidende tjener?” 

Jødiske lærde tumlede med disse skriftafsnit i århundreder. Mange anså disse afsnit for at være 

nogle de mest betydningsfulde i hele GT, og alligevel kunne man ikke blive enige om præcis, hvad 

profeten mente. (Det er specielt fire skriftafsnit, som henregnes for at tilhøre disse ”Herrens lidende 

tjener”- afsnit: 42:1-9; 49:1-13; 50:4-9; 52:13-53:12). 

Sommetider taler versene om nationen Israel: ”Du er min tjener Israel, ved dig viser jeg min 

herlighed” (49:3). Men på andre steder synes tjeneren at henvise til et specielt menneske, en stor 

leder, som lider frygteligt. 

Esajas fremstiller tjeneren som frelseren for hele menneskeheden. Ikke desto mindre bliver han 

fremstillet mere som en tragisk skikkelse end som en helt: ”Foragtet og opgivet af mennesker, en 

lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for 

noget….han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til 

slagtning” (53: 2,7) 

Nogle jødiske lærde gættede på, at profeten måske beskrev sig selv eller en anden profet, som fx 

Jeremias. Andre derimod slog deres lid og håb til, at der var tale om den lovede Messias, som en 

dag ville dukke op. De forventede, at han skulle være en konge, men fra en meget ydmyg baggrund, 

og hvis magt og indflydelse ikke ville være afhængig af sværdet, men af de menneskers indstilling, 

som sluttede op om ham. 

Ideen om en lidende tjener slog ikke rigtig an blandt jøderne i landet. De længtes efter en stærk og 

sejrende Messias, ikke én, som led. Billedet af en lidende tjener blev på den måde undertrykt, og 

tanken indtog på sin vis en slags dvaletilstand i århundreder. 

Så skete der det, at Jesus i en meget dramatisk scene i begyndelsen af hans offentlige fremtræden, 

citerede fra et af disse afsnit i Esajas (Luk. 4:18-19. ”Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og 

satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og 

sagde: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse” (Luk. 4:20-21). 

NTs forfattere fulgte hans eksempel og kaldte Jesus for ”tjeneren” mindst 10 gange. I et tilfælde 

måtte Filip irettesætte en Etiopisk embedsmand, som spekulerede over, om ”den lidende tjener” 

henviste til en gammel profet (Ap.G. 8:26-35). 

Esajas 49-55 beskriver levende scener af tjenerens lidelser. Det var forudsigelser, som blev opfyldt i 

Jesu død på korset. De blev skrevet, som var de øjenvidneskildringer, men de var jo i virkeligheden 

nedskrevet århundreder før Kristi død. 

Ifølge Esajas døde denne tjener af helt konkrete grunde: ”Men han blev gennemboret for vore 

overtrædelser” (53:5). Gennem sine sår vandt den lidende tjener en stor sejr. Hans død muliggjorde 

en fremtid, hvor alt det, som er galt på denne jord, vil blive ændret. Det er bemærkelsesværdigt, at 

Esajas Bog ikke ender med billedet af den lidende tjener. Den går et skridt videre og beskriver et 

vidunderligt liv i en ny himmel og på en ny jord, som kun er blevet mulig på grund af denne tjeners 

død. 

Esajas 54:6 

Esajas bog insisterer på, at Gud ikke vil fraskrive sig Israel permanent. Den forudsiger en tid, når 

den hovedstad, som lå i ruiner, ville blive genopbygget og opnå en storhed, den aldrig før har kendt. 

Og dog går beskrivelserne i disse kapitler langt videre end det, der nogensinde har været gældende 

for Jerusalem. Det smelter sammen i en vision om fremtiden, hvor synd og sorg ikke vil findes 

mere, og hvor mennesker for altid vil leve i fred med Gud. 

Esajas 55:1 

183


Gennem Esajas udfærdigede Gud en åben invitation til ”alle …der tørster”. Hvem som helst kan 

spise og drikke dette måltid – gratis. Det eneste krav er at komme. I vers 6 opfordrer Esajas hvem 

som helt til at benytte sig af muligheden for tilgivelse, så længe den er frit tilgængelig. 

Esajas 56:10 

Dette skriftsted giver en af de mest sønderlemmende fordømmelser af Israels korrupte åndelige 

ledere i hele Bibelen. 

Esajas 58:6 

Esajas Bog begynder i kapitel 1 med at afdække falsk religiøsitet, som godt nok havde den rette 

form og de rigtige ritualer, men ingen oprigtighed. Dette kapitel viser sagen fra den anden side: Den 

åndelige indstilling Gud værdsætter. Jakobs Brev anskuer tingene på en lignende måde (Jak. 1:27). 

Esajas 61:1 

Da Jesus var klar til at træde frem og starte sit virke, begyndte han på dramatisk vis med at citere 

dette skriftafsnit (Luk. 4:18-19). Man bør notere sig, at han standsede midt i en sætning, lige før han 

nåede sætningen ”og en hævndag fra vor Gud”. Jesus lærte, at denne hævndag så sandelig ville 

finde sted, men først ved hans andet komme, ikke ved hans første. 

Et glimt af det, som skal komme 

Når alle vore vildeste drømme går i opfyldelse 

”Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og 

ingen skal tænke på det” (Esajas 65:17) 

Alle kan føle en trang til at få et glimt ind i fremtiden, og sidste del af Esajas giver os et sådant 

glimt. Den fortæller os om det, der vil ske mod slutningen af menneskehedens historie her på 

jorden. Det er imidlertid ikke enkelt at forstå beretningerne, fordi profeten skifter frem og tilbage 

mellem hans egen tid og de afsluttende begivenheder på jorden. 

Esajas gør det helt klart for sine oprindelige tilhørere: Gud vil ikke for altid skille sig af med Israel. 

”Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage” (54:7). Der er en 

fremtid for hans udvalgte folk. 

Esajas gør det klart, at Israels fremtid også indbefatter andre nationer. Fremmede vil flokkes i 

Jerusalem: ”Og de fremmede, der har sluttet sig til Herren for at tjene ham og elske hans navn og 

være hans tjenere……fører jeg til mit hellige bjerg, og jeg giver dem glæde i mit bedehus;” (56:6- 

7). Forkyndelsen om Gud vil nå ud til nationer både i nær og fjern, og til afsidesliggende øer, som 

aldrig har hørt om ham (66:18-21). 

Således åbner den sidste del af Esajas, der i første hånd blev talt til et folk, der stod ansigt til ansigt 

med dyb fortvivlelse, døren for jødefolket til at blive en gave til hele menneskeheden. Denne profeti 

blev opfyldt i Jesus, som gav sine disciple missionsbefalingen om, at de skulle bringe budskabet om 

de gode nyheder til alle folkeslag. Gennem sit liv og sin død blev evangeliet i sandhed forkyndt til 

hele verden gennem Herrens lidende tjener. 

Esajas Bog går et skridt videre og forkynder en ny begyndelse, en tid, der vil ende i triumf og fred. 

På den dag vil der ikke være behov for tårer. Vilde dyr vil ligge tamme side ved side. Solen og 

månen vil miste deres betydning, fordi lyset fra Herrens Herlighed vil overstråle alting. 

I kapitlerne 60 og 65 beskriver profeten fremtiden med en sådan veltalenhed, at Åbenbaringsbogen 

og andre bøger i NT ikke kunne finde bedre ord; Esajas blev blot citeret. Selv i dag indgår nogle af 

disse sætninger og fraser – ”smede deres sværd om til plovjern” – populært i sproget som et udtryk 

for menneskets dybeste længsel efter fred. 

184


Vi drømmer om en tid, hvor der råder fred, uden smerte eller frygt eller sygdom eller død. Esajas 

forsikrer os, at disse drømme en dag vil gå i opfyldelse. 

Esajas 63:8 

Det babylonske fangenskab medførte en voldsom krise for israelitterne. Det var Guds hæderlighed, 

der var på spil for dem. De havde en pagt eller en aftale med ham. Havde han fraskrevet sig dem? I 

dette kapitel, genoplever profeten alle de gode ting, Gud har gjort for israelitterne og siger, at selv 

da det så som værst ud, ”blev han en frelser for dem i al deres nød”. Hvis Gud havde været med 

dem i det forgangne, så ville han også være med dem i fremtiden. Så vender han sig direkte mod 

Gud og appellerer lidenskabeligt om hjælp: ”Gid du ville flænge himlen og stige ned” (64:1) 

Esajas 65:3 

I denne tale angriber Gud direkte den mest modbydelige skik i Juda, som angiveligt var deres 

afgudsdyrkelse. ”Haverne” henviser til de haver, som sædvanligvis omgav de hedenske altre. Vers 4 

nævner den overtroiske skik, de havde med at sidde på kirkegårde for at søge de dødes hjælp. Og de 

spiste svinekød som en del af et offermåltid, de indtog for en hedensk gud – helhjertede jøder spiste 

ikke svinekød! 

Esajas 65:17 

Mennesker har altid længtes efter et Utopia. Det er præcis det, Esajas gentagne gange lover, både 

her og i kapitlerne 11 og 35. Det han tænker på er en helt ny jord, hvor mennesker vil bygge og 

dyrke jorden, arbejde og opdrage børn – men uden den medfølgende frustration, som vi kender så 

godt i dag. Den vold og bedrøvelse, som kendetegner vores jord i dag, vil forsvinde. Nøglen til 

denne nye æra vil blive et inderligt fællesskab med Gud. ”Før de kalder, svarer jeg, endnu mens de 

taler, hører jeg” (vers 24). 

Esajas 66:9 

På intet tidspunkt minimerer Esajas Bog den smerte Israel måtte igennem; profeten tog selv del i 

nationens kvaler og smerte. Men Gud gør det klart, at smerten ikke var tilfældig eller formålsløs. 

Som når børn fødes, vil smerten føre til noget godt og lykkeligt. ”Som en mor trøster sit barn, 

trøster jeg jer” (vers 13). I et afsluttende triumfudbrud bekræfter Gud, at Israels lidelser en dag vil 

føre til et mægtigt missionsfremstød blandt hele menneskeheden (versene 19, 23). 

Jeremias’ Bog 

Jeremias 2:13 ”To onde ting har mit folk gjort: De har forladt mig, en kilde med levende vand, og 

de har udhugget cisterner, cisterner, der slår revner og ikke kan holde vand” 

Jeremias 9:1 ”Gid der var et herberg for vejfarende i ørkenen”. 

Vi så sidste gang, hvordan den tidsperiode, Jeremias talte ind i, i høj grad havde paralleller til vores 

egen tid. 

Pointen var, at Guds udvalgte folk, jødefolket, som bl.a. havde fået Guds ord betroet, som skulle 

være Guds tjener og leve i pagt med Guds lov til et vidnesbyrd for alle andre folkeslag, bevidst 

havde vendt sig bort fra Gud til afguderne, præcis som det er sket i vores eget folk!!! 

Jeremias’ Bog og Klagesangene viser os Guds reaktion. Gud kan aldrig være ligeglad. Gud er en 

person, og selv om han er højt hævet over os, så forstår vi Jeremias Bog og Guds gøren og laden, 

fordi vi kender det fra vore egne reaktionsmønstre! Forældre vil altid være dybt påvirket og 

følelsesmæssigt involveret i de beslutninger og valg, deres børn foretager. I Jeremias’ Bog og i 

Klagesangene får vi et indblik i Guds reaktion på folkets svigt og i de konsekvenser, som følger, når 

185


et folk og en kultur vender sig bort fra ham, som har båret dem, værnet dem og udøst kaskader af 

velsignelser over dem… 

På den måde bliver disse bøger højaktuelle, og vi får et alvorligt og hjertegribende perspektiv på 

vores egen tid, når den ses i lyset af det, Jeremias’ siger! Hvis vi skal blive til nytte, og hvis der 

skal lyde en profetrøst ind i vores egen generation, er det derfor vigtigt, at vi lytter til Jeremias Bog! 

Der kan ikke herske tvivl om, at Jeremias’ budskaber og domsord havde det primære formål at 

vække og lede til omvendelse. 

Jer. 36:3,7. Gud længtes efter at tilgive og starte på ny. Jer. 18. Leret og pottemageren!!! 

Jeremias’ Bog kaster altså et helt nyt lys på historiens gang. Når vi læser Jeremias’ Bog forstår vi 

lige pludselig, at historiens gang ikke kun er forårsaget af de normale årsags/virknings 

sammenhænge, der har med økonomi, militær magt og sociologi og psykologi og en masse andre 

ting at gøre. Jeremias’ Bog siger, at historiens gang dybest set bunder i de beslutninger, Gud tager. 

Det betyder ikke, at økonomiske kræfter, kulturelle forhold, militær styrke osv. ikke indgår. I 

Jeremias’ Bog møder vi mægtige nationer som Ægypten og Babylon. Men de er altid redskaber i 

Guds hænder. Historiens gang er derfor ikke bestemt af disse voldsomme kræfter alene. Disse 

mægtige nationer er på forunderlig vis underlagt Guds vilje. Som oftest er dette uudgrundeligt for 

os, men glimtvis lukkes døren på klem, så vi får et lille indblik i disse forhold. 

Jeremias’ Bog siger i utvetydige vendinger, at Gud er en hellig og kærlig Gud og på basis af disse 

karakteregenskaber – på basis af den, han er, at han er hellig – styrer han historiens gang, og når 

hans folk og den kultur, de er en del af, vender sig fra ham og nægter enhver tanke om omvendelse, 

så styrer han historiens gang, så der bliver udøvet dom. Jerremias’ Bog lærer os, at det ikke kan 

være anderledes. Historiens gang er ikke et resultat af tilfældigheder og af økonomiske og 

psykologiske og sociologiske kræfter. Gud havde sin finger med i spillet. Ting sker aldrig tilfældigt. 

Det er ikke sikkert, vi forstår det, som sker, men det ændrer ikke ved det faktum, at Gud styrer 

historiens gang og alting vil nå den bestemmelse, som Gud ønsker. 

Jeremias’ person 

Jeremias fremstår for os som en heftig og inderlig personlighed. Han er et menneske, som vi 

umiddelbart fatter sympati for, og som vækker vores medfølelse. Han er et menneske, der er 

udrustet med en helt usædvanlig, næsten mystisk kraft fra det høje, sådan vi uvægerligt forundres 

over hans ædelmodighed og storhed. 

Jeremias er på en og samme tid menneskeligt svag og gudbenådet urokkelig og standhaftig i sine 

synspunkter; hans sindelag kommer til udtryk i en kærlig omsorg og medmenneskelig ømhed; men 

på samme tid går han aldrig på kompromis med Guds hellighed; hans øjne er fyldt med tårer, når 

han ser de prøvelser og lidelser, der vil vælte ind over hans folk, men øjnene er også optændt af 

hellig vrede over folkets mange synder og overtrædelser; hans læber strømmer over af ord, der viser 

dyb medfølelse og sympati for Zions datter, mens han i samme åndedrag udtaler en retfærdig og 

forfærdelig dom og fordømmelse. I sandhed en bemærkelsesværdig og kraftfuld personlighed, der 

får vores fulde sympati, fordi vi ikke kan undgå at observere, at han på alle måder er enestående og 

Guds udvalgte instrument, Gud selv har udrustet med en særlig nåde og kraft og visdom. 

Hvordan talte Gud til Jeremias! 

Hvordan taler Gud! Hvordan fik Jeremias sine syner og ordene 

Jeremias 32 er interessant! 

Først et ord fra Herren om, hvordan det vil gå med Jerusalem og kong Sidkija! 

Bagefter et ord fra Herren om, at købe et stykke jord! En tåbelig investering! 

Jeremias farbror vil komme til ham…..v. 6 og 7. 

Ordet går i opfyldelse. v. 8b: Og jeg vidste, at det var Herrens ord! Fordi det gik i opfyldelse!!! 

Jeremias Bog 

186


• Israels folk, jøderne er et frafalden folk. De har begået synd og gjort sig skyldige i forfærdelige 

overtrædelser imod Gud selv. Jeremias prædiker, at de skal omvende sig til Herren (36:3,7). Og 

hvis det ikke sker, vil jøderne blive spredt og ført i landflygtighed af Babylonierne. Der bliver 

refereret til babylonierne flere gange i Jeremias bog, end i resten af Bibelen til sammen. 

• Jeremias Bog indeholder mange profetier om fremtidige begivenheder. Vi har forudsigelsen i 

25:11 om landflygtigheden i Babylon. Men der bliver ikke tale om en tilintetgørelse (5:18). 

Jøderne vil derimod vende hjem fra Babylon efter 70 år (29:10-14). Men mægtige Babylon vil 

selv falde (25:12-14). Enkelte steder får vi utrolige detaljer. (Jer. 51:8) I et nu!!! Skete på en nat! 

(Jer. 50:26). I v. 26 lægges ordene symbolsk i munden på perserne! Lagrene skal lukkes op! Og 

der var tale om mægtige lagre. Man siger, at der var forsyninger til 20 års belejring!!! Derfor 

troede man, at Babel var uindtagelig. Men det skete på få timer! Babylon vil blive dynget op 

som korn!! Da man udgravede området, fandt man, at ruinerne var dækket af fra 12-15 meter 

sand og murbrokker. Den retfærdige spire ”Messias” vil komme til jorden (23:5) og 

tilvejebringe en helt ny pagt (31:31-34), hvorved frelsen vil blive åben for alle, der vil tage 

imod. 

• Jeremias er den profet i Bibelen som må døje den værste forfølgelse. Han var som et lam, der 

intetanende føres til slagtning (11:18f); hans brødre opførte sig forræderisk mod ham (12:6); han 

blev konfronteret med falske profeter (14:13); hans brødre forbandede ham (15:10); han blev 

slået, sat i blokken og anklaget for falske beskyldninger (20:1ff); hans hjerte blev knust (23:9); 

han blev tilfangetaget og truet med døden (28:8,24); hans profetier blev imødegået med 

modstand (28:1ff; 29:1ff); han blev sat i fængsel (32:2,3); han blev forfulgt (36:26); han blev 

slået og fængslet (37:15); han blev smidt i en cisterne (38:6); han blev bundet i lænker (40:1); 

han blev udsat for falske anklager (43:2); han blev tvunget med til Ægypten (43:6,7), hvor han 

ifølge traditionen led en forsmædelig død. 

• Jeremias Bog bevidner direkte og indirekte, at Guds ord er guddommeligt inspireret. For det 

første værdsætter Jeremias på alle måder de bibelske dokumenter, som var skrevet før hans 

levetid. Der er således 66 afsnit fra 5. mos., som vi fornemmer ekkoet fra hos Jeremias. For det 

andet hævder Jeremias, at han er under profetisk inspiration i sine udsagn. 151 gange har vi 

udtrykket ”Herrens ord kom”. For det tredje får han betegnelsen ”profeten Jeremias” i NT (Matt. 

2:17; 27:9). Jer. 31:31ff bliver citeret i Hebr. 8:8 med henvisning til, at det er Gud som har talt, 

og der er 96 gengivelser fra Jeremias’ Bog i NT. 

Nyttige lektier fra Jeremias’ Bog 

1. Bogen understreger Guds alvidenhed. Gud vidste fx hvilket materiale profeten Jeremias var 

gjort af. Han vidste, at han kunne klare jobbet, lang tid inden han som foster blev formet i 

sin moders mave. Gud vil altid respektere vores frihed til at vælge; og alligevel ved han alt. 

Han er Gud! 

2. Når et menneske er villig til at blive brugt i Gud den almægtiges tjeneste, så kan Gud tage 

alle svaghederne hos en sådan person og vende dem til styrker. Jeremias var en ængstelig, 

følsom ung mand, som i begyndelsen veg tilbage fra den voldsomme opgave og det 

overvældende ansvar, som han blev udfordret med. Men han endte med at blive en af 

Herrens største og mest modige mænd. 

3. Når et menneske eller et folk svigter den pagt, som man har indgået med Gud og bliver 

optaget af religiøse aktiviteter, som ikke er sanktioneret af Gud, så er det et voldsomt onde, 

som der kun er en vej ud af. Man må frasige sig det falske og vende tilbage til det sande. 

4. Ydre religion, påtaget fromhed uden hjertets fulde overgivelse, er værdiløs. Ydre 

formalisme er Herren en vederstyggelighed. 

187


5. Oprigtig omvendelse kræver afstandtagen til og ophør med det onde samt at man vender sig 

til Gud. Det ene uden det andet er nytteløst. 

6. Synd er aldrig en ligegyldig foreteelse. Synd i et menneskes liv har altid sin pris. Det 

ruinerer et menneske indefra, ødelægger udadtil og er skæbnesvangert for evigheden. 

7. Guds retfærdige sag vil til slut triumfere over al ondskab. Sandhed, som undertrykkes, vil 

komme til sin ret. 

8. Verdens eneste håb er Messias og den nye pagt ved ham 

9. De, som kompromisløst forkynder Guds sandheder, og nægter at bøje sig for ondskaben, vil 

lide modstand og forfølgelse. 

10. Ethvert menneske uden undtagelse vil en dag skulle træde frem foran universets dommer, 

hvor han/hun skal stå til regnskab for sit liv. 

Guds modvillige budbringer 

Jeremias følte sig bange og usikker, men der brændte et budskab i ham. 

”Du skal ikke frygte dem, for jeg er med dig og frelser dig,” siger Herren. (1:8) 

Jeremias levede et af de mest dramatiske liv, vi hører om i Bibelen, og det siger jo ikke så lidt. Men 

han fandt sig aldrig til rette med sin rolle. Trods spændingen forblev han modvillig og 

tilbageholdende, usikker på sig selv og ofte ulykkelig. 

Gud udvalgte ham til at have ”myndighed over folkene og rigerne til at rykke op med rode og til at 

rive ned, til at ødelægge og til at jævne med jorden, til at bygge op og til at plante.” (1:10). For at 

fuldføre dette hverv havde Jeremias kun et middel til rådighed: Hans munds ord! Hvad var hans 

gensvar til en så vældig udfordring? ”Ak, Gud Herre, jeg er ung; jeg forstår ikke at tale!” (1:6). 

Han pressede sig ikke på; det var ikke mere end til, han blev ved. Han ville helst være fri for jobbet. 

Hans eneste opmuntring var tilsyneladende Guds løfte: ”Jeg gør dig i dag til en befæstet by, en 

søjle af jern, en mur af bronze mod hele landet” (1:18). I 40 år videregav Jeremias advarsler til 

topembedsmændene, som de ikke brød sig om at høre og nægtede at rette sig efter. Adskillige gange 

arresterede og fængslede de ham; de var på nippet til at dræbe ham. 

Hvad var hans budskab? Med Guds billigelse ville de frygtindgydende babyloniere feje ind over 

Juda. Jeremias kundgjorde, at smarte alliancer med andre stormagter som Egypten ikke ville gøre 

nogen forskel. Og det ville Judas halvhjertede religion heller ikke. Judas eneste håb bestod i at lave 

en fornyet alliance med den levende Gud. 

Et foruroligende blik ind i Jeremias sind 

Jeremias Bog er ikke noget særligt på grund af særlig smuk poesi eller store nyskabende tanker. 

Dens vægt og betydning har at gøre med det foruroligende indblik vi får i Jeremias sind. Jeremias 

talte som et menneske, der netop er vågnet fra et mareridt, overbevist om, at mareridtet ikke vil ske 

i virkeligheden. Hans ord var som slag med en forhammer beregnet til at ruske op i selv det mest 

ligegyldige ”kranium”. Selv om han helst ville holde mund, oplevede han, at ”der i mit hjerte kom 

en brændende ild, den rasede i mine knogler” (20:9). 

Ingen profet udstillede sine følelser mere end Jeremias gjorde. Hans omgang med Gud havde 

anstrøg af skænderier, bebrejdelser og vredesudbrud. Han fortalte Gud, at han ønskede, at han var 

død (20:14-18). Han skyldte Gud for at være upålidelig (15:18). Men Gud havde ikke nogen 

sympati for hans synspunkter. Tværtimod! Han lovede mere af samme skuffe, og mindede Jeremias 

om sit løfte om, at han ville være med ham (12:5-6; 15:19-20). På trods af tvivl og det hele, giver 

deres fællesskab os et af de bedste eksempler i Bibelen på, hvad det vil sige at følge Gud uanset 

omstændighederne. 

188


Jeremias frygtede i bogstaveligste forstand døden. Han var træt af at blive latterliggjort. Han syntes, 

det var forfærdeligt at stå ene mand over for flokken. Han fortalte Gud, hvordan han havde det med 

det. Alligevel adlød han Gud, og slutteligt viste det sig, at hans budskab var sandt. Han står tilbage 

som en langt større mand end kongerne i deres luksuriøse paladser, som fængslede ham og brændte 

hans skrifter. Han prædikede et dystert budskab i en dyster tid, og som følge heraf er hans ord ikke 

altid særligt rare at læse. Han minder også os om, der lever i en tid med megen overfladiskhed og 

kunstig glæde og tv-smil, at budskabet fra Gud ikke altid er trøsterigt og opmuntrende. Mennesker, 

som ignorerer Gud, vil have grund til at frygte. For en verden, der trodser ham, planlægger han 

dom. Og ikke en eneste, selv ikke hans udvalgte budbringere, vil kunne undslippe lidelser. Guds 

nærvær vil gøre dem stærke nok til at stå imod. 

Lad os forestille os, at en eller anden fandt en bunke breve i en gammel kasse, som var skrevet af 

bedstefaderens onkel. Man ville hurtigt opdage, at brevene ikke lå i nogen som helst orden. Man 

fandt et, der var skrevet i en skyttegrav i Frankrig under 1. verdenskrig. Det næste man fandt 

refererede også til en krig, men fordi premiereminister Winston Churchill var nævnt i brevet, ville 

man hurtigt forstå, at det nu handlede om 2. verdenskrig, som foregik 20 år senere. 

Sådanne breve kunne let fortælle mange væsentlige træk fra denne onkels liv, men for at få et klart 

billede af hændelserne i hans liv, ja så måtte man læse hele stakken af breve. Når man læser 

Jeremias befinder man sig i en lignende situation. Bogen er en samling af profetier, der er blevet 

fremsagt på forskellige tidspunkter. De springer frem og tilbage i historien, og hvis man begår den 

fejl at tro, at bogen er skrevet i kronologisk orden, vil man blive noget forvirret. Det er heldigvis 

ikke svært at rekonstruere rækkefølgen af hovedbegivenhederne i Jeremias’ liv. 

Jeremias forkyndte sit budskab til et land, som stod overfor at skulle ødelægges i en krig. Tre 

hundrede år tidligere var Israel blevet delt op i to lande, Israel i nord og Juda i syd. Assyrien havde 

erobret Nordriget omkring hundrede år før Jeremias. Denne katastrofe var ”1.verdenskrig” i GTs 

historie. 

Og nu, mens Jeremias levede, truede ”2. verdenskrig”. Et andet frygtindgydende land, Babylon, 

samlede tropperne mod det tilbageværende sydlige rige. Ville Gud redde sit udvalgte folk? I mere 

end 20 år insisterede Jeremias højlydt på, at Gud ville straffe Juda, præcis som han havde straffet 

Israel, ved at lade Babylon tage dem i fangenskab. Han levede længe nok til at se, at hans 

forudsigelser gik i opfyldelse. 

Mange af afsnittene i Jeremias Bog refererer til de 5 konger, han kendte. Når vi ser deres navne, kan 

vi bruge dem som fixpunkter, til at få lidt orden på begivenhederne: 

Josijas (17 år) 

Joakaz (3 måneder) 

Jojakim (12 år) 

Jojakin (3 måneder) 

Sidkija (11 år) 

I 2. Kongebog 23-25 eller i 2. Krønk 34-36 får vi et historisk overblik og en opsummering af deres 

regeringsperiode. Jo bedre vi forstår de historiske begivenheder Jeremias levede i, jo mere indsigt 

får vi naturligvis i det, han forkyndte. 

Jeremias 1:18 

Jeremias’ gensvar til Guds kald var, ligesom Moses’ svar havde været mange år tidligere, 

modvilligt. ”Jeg er ung”, protesterede han, fordi han følte sig alt for uerfaren til at påtage sig et 

sådant ansvar (vers 6). Men Gud gik imod ham. Alder og erfaring betød ikke noget; Det 

altafgørende var Guds nærvær (vers 8). Ansigt til ansigt med en overvældende modstand, ville Gud 

gøre Jeremias stærk som jern. 

Jeremias 2:13 

Jeremias fremkommer med billede efter billede i sin søgen efter en forklaring på det faktum, at 

israelitterne har ombyttet den levende Gud med deres naboers afguder. Her sammenligner han det, 

189


de har gjort med at skifte en kilde med levende vand ud med en cisterne, der ikke kan holde vand. I 

vers 20 sammenligner han på en særdeles gribende måde afgudsdyrkeri med seksuel løssluppenhed. 

I en interessant samtale, tilbød Jesus ”levende vand” til en seksuel løssluppen samaritansk kvinde i 

Johs. 4:10. 

Jeremias 3:2 

Hvis en minister eller fremtrædende præst havde været utro, ville nyhederne vel stadig selv i dag 

sende chokbølger gennem visse dele af samfundet. Men Israels naboer indflettede faktisk utroskab i 

deres religiøse ritualer. Hedningene tilbad deres guder gennem kultisk prostitution, idet de troede, at 

sex ville bringe dem i berøring med den guddommelige kraft. Disse rituelle seksuelle handlinger 

fandt sted ved helligsteder, der var placeret på ”højene”, som ofte var højtliggende punkter. Da 

Israels folk hengav sig til deres naboers måder at tilbede på, kaldte Gud det ganske enkelt utroskab, 

både fysisk og åndeligt. Israel gav sig i lag med hver eneste gud i byen. 

Indvendinger fra en forelsket 

En forsmået elskers voldsomme følelser 

”Og du, som horede med mange elskere, vil tilbage til mig! siger Herren” 

Opkaldet kommer måske så sent, at det er efter midnat, når politiet bliver kontaktet. Politiet bryder 

sig ikke om det og ryster på hovedet. Men de blå blink tændes, og man drøner mod stedet. Naboer 

har hørt en kvindes skrig. En eller anden så manden true med en kniv. Da politiet når frem til huset, 

hører de hendes skingre skrig. Hun trygler om nåde – fra sin mand! 

Den slags tilfælde kaldes husspektakler, og de finder sted hver eneste aften og specielt i weekender. 

Politiet bryder sig ikke om at blive indblandet. Både manden og kvinden kan finde på at vende sig 

mod dem, der blander sig. 

Elskendes skænderier kan se latterlige ud for udenforstående, men de er dødsens alvorlige for dem, 

som er involveret. Nogle bliver voldelige og endda farlige. Faktum er, at den mest eftertragtede og 

mest kostbare gave nogen kan tilbyde, er blevet misbrugt. Kærligheden er blevet forrådt. Elskende 

reagerer med voldsomme følelser. 

Det er en elskendes indvending og trætte, som Jeremias blotlægger i kapitel 2 og 3, og følelserne er 

voldsomme og situationen forekommer håbløs. Igen og igen fremfører Gud sine anklager mod Juda. 

Han havde valgt netop Juda frem for alle andre nationer; han havde ømt tilbudt sin beskyttelse og 

omsorg. Men hun fortsætter med at sove med andre mænd. Han advarer hende igen og igen, men 

hun ignorerer ham. Hun så, hvordan han lod sig skille fra sin søster Israel. Ved hun ikke, at han vil 

gøre det samme mod hende? 

Guds ord smerter. Han fordømmer, fordi han ikke kan andet, selv om han ved, at ordene vil smerte i 

hans eget hjerte. Først er han øm, fyldt af dejlige minder: ”Jeg husker din trofasthed, da du var ung, 

din kærlighed, da du stod brud. Du fulgte mig i ørkenen… ”(2:2). Men så ”sprang du dine lænker. 

Du sagde. ”Jeg vil ikke være træl!” Men på alle høje bakker og under alle grønne træer lagde du 

dig og horede” (2:20). I væmmelse sammenligner Gud Juda med et vildæsel i ørkenen, som 

”snapper efter vejret i brunst. Hvem kan holde hendes begær tilbage? De, der søger hende, bliver 

ikke trætte … ” (2:24). Men sammenligningen rammer og sårer ham mere end hende. Hans 

kærlighed, ikke hendes, er blevet hånet og foragtet. 

Profeten Hoseas var den første, der anvendte billedet af Gud som gift med en prostitueret. Jeremias 

uddyber det. Sammenligningen fremstiller den lidenskabelige kærlighed umiskendeligt, som Gud 

føler for sit folk og den frygtelige, sårede smerte, han føler ved deres forræderi. Jeremias’ 

billedsprog er voldsomt og malet i mørke farver, men bag det alt sammen skinner der noget 

vidunderligt frem: Guds ømme og personlige kærlighed for sit folk. 

190


Det ”ægteskabsbrud” som Jeremias skrev om, fokuserer på tilbedelsen af afguder. De fleste 

moderne mennesker finder det vanskeligt at forstå, hvorfor israelitterne følte nogen som helst trang 

til at knæle ned foran træ- eller metalfigurer i tilbedelse, eller hvorfor sådanne handlinger gjorde 

Gud så vred. Men når Jeremias henviser til denne praksis som ”ægteskabsbrud”, så bliver Guds had 

til afgudsdyrkelse pludselig forståelig. Det var Guds hensigt, at hans folk kun skulle nære én sand 

kærlighed i deres liv – Gud selv. Gud, som den elskende, vil ikke nøjes med andenpladsen; han 

nægter at dele sin brud med nogen. 

Jeremias 3:10 

Kong Josijas, en af de få gode konger i Judas historie, stod i spidsen for en gennemgribende religiøs 

reform (se 2. Kong. 22 og 23). Det er uomtvisteligt, at Josijas var oprigtig og mente det alvorligt, 

men Jeremias iagttog også, at nationens tilbagevenden til Gud ikke var seriøs. Jeremias’ 

beskyldninger blev fremsagt efter kong Josijas’ død: Juda vendte hurtigt tilbage til tidligere tiders 

frafald. 

Jeremias 4:4 

Alle drengebørn blev omskåret, som et tegn på, at de var ”udskilt” til at være Guds udvalgte folk. 

Men ofte blev omskærelsen blot et tomt ritual, der ikke reflekterede nogen virkelig forskel i måden, 

som folk levede på. Jeremias brugte et forbløffende billede – ”fjern jeres hjerters forhud” – for at 

minde israelitterne om, at det at tilhøre Guds familie burde gøre en forskel i et menneskes indre, og 

ikke kun en overfladisk forskel. Apostlen Paulus skrev, at Kristus udvirkede denne indre 

omskærelse (Kol. 2:11) 

Jeremias 4:23 

Jeremias brugte ord fra 1. Mos. 1:2 for at beskrive virkningen af israelitternes synd. Det var som om 

israelitterne bragte sig i en situation, hvor de befandt sig i det kaos, der herskede før skabelsen, og 

hvor de havde ødelagt al den skønhed og den orden, Gud havde tilvejebragt. 

Jeremias 5:1 

I 1. Mos. 18:22-33 prøvede Abraham at overtale Gud til ikke at ødelægge Sodoma og Gomorra, 

hvis der blot kunne opstøves en lille flok på 10 retfærdige mennesker. Gud gik med på ideen, men 

tilsyneladende fandtes der ikke 10. Her tilbyder Gud at tilgive Jerusalem, hvis blot der fandtes en 

enkelt ærlig person. Guds folk var sunket så dybt, at der var tale om Sodomas niveau (23:14) 

Jeremias 5:12 

Der er ingen, der kan li’ dårlige nyheder, og hvis man kan finde en måde at negligere dem på, ja så 

gør man det. Så Judas folk behandlede Jeremias’ dystre profetier, som om det var varm luft. For at 

beskytte deres letsindige og komfortable måder at leve på, så forestillede de sig en Gud, som var 

ligeglad, enten fordi han var ude af stand eller uvillig til at gribe ind. 

Jeremias 6:12 

En god læge må sommetider formidle dårlige nyheder til en patient. Det kan være en diagnose, der 

siger kræft, men i Juda kom de åndelige ”læger” (profeter og præster) kun med gode nyheder. De 

dækkede ganske enkelt over alvorlige sår og sygdomme. 

Jeremias 7:11 

Israelitterne på Jeremias’ tid følte sig i sikre på, at der ikke ville komme nogen invasion så længe, 

de havde templet. Når alt kom til alt, tænkte de, at Gud ikke ville lade sit hjem blive ødelagt (vers 

4). Men Herren sagde gennem Jeremias, at templet var blevet en ”røverkule” og ville blive 

nedrevet. Denne forudsigelse blev til virkelighed i Jeremias’ levetid. Jesus citerede henvisningen til 

røverkulen, da han drev vekselererne ud fra det genopbyggede tempel (Mark. 11:17). 

191


Jeremias 9:1 

Jeremias trådte aldrig ud på sidelinien som en streng moralist, der kunne fornøje sig over andres 

velfortjente lidelser. Han følte selv bitterheden ved den dom, han forkyndte. ”På grund af mit 

lemlæstede folks datter er jeg knust, jeg sørger, jeg er grebet af gru” (8:21). Jeremias trak ikke 

fribillet. Da det brød løs, måtte Jeremias sluge landflygtighedens bitre pille ligesom alle andre. 

Jeremias minder os om en anden ”lidelsernes mand”. Ligesom Jesus, græd Jeremias over 

Jerusalem. Ligesom Jesus, blev han afvist af sin egen hjemby (11:18-23). Jeremias sammenlignede 

sig endog med et lam, der føres til slagtning (11:19), en formulering, som senere ville blive brugt 

om Jesu offer for vores synd. 

Jeremias 9:23 

I skrækkelige situationer, som dem Jeremias forudsagde, hvad er det da, som tæller? Visdom? 

Styrke? Penge? Når man står midt i en ødelæggende invasion, gavner den slags ting absolut 

ingenting. Så er der kun en ting, der tæller: et levende tillidsfuldt fællesskab med Gud. Hvis man 

har det, er det værd at prale af. Paulus citerede dette vers, da han skrev til Korintherne (1. Kor. 

1:31); han sagde, at det synes, som om Gud foretrækker at arbejde gennem de svage og fattige, som 

ikke rigtig har andet at prale af. 

Jeremias 11:8 

Hvis man skriver under på en slutseddel om at købe et hus, så må man stå ved det. Hvis man 

undlader at indbetale de regelmæssige rater, vil banken sætte én på gaden. Sådan var det også med 

Israel. Hundreder af år før Jeremias tid, havde Gud lavet en pagt med Israel – en aftale, hvor han 

havde bundet sig til at være deres Gud mod, at de til gengæld var lydige. Denne pagt blev formelt 

ratificeret. Som en del af pagten indgik der en række velsignelser og forbandelser. Der var gode 

konsekvenser, hvis de var lydige, og der var negative konsekvenser for ulydighed, alt sammen 

beskrevet i 5. Mos. 28. Nu meddeler Gud, fordi pagten er blevet brudt, at der vil komme en 

forfærdelig straf. 

Jeremias 11:21-23 

Jeremias liv var i fare adskillige gange pga. hans budskab. I den her situation var det mænd fra hans 

hjemby, som lagde råd op imod ham. Selv om Jeremias var fuldstændig uforberedt på deres angreb, 

så beskyttede Gud ham. Sagen er imidlertid, at andre profeter var blevet dræbt (2:30). 

Jeremias 12:16 

Gennem det meste af GT, synes Israels hedenske naboer ikke at have del i Guds plan. Men her giver 

Gud klart disse mennesker løfter om hans frelse. 


Gud gav Jeremias disse grufulde instruktioner, som vi ikke møder noget andet sted i Bibelen: ”Gå 

ikke i forbøn for dette folk …. for jeg vil ikke høre” (11:14). Han gentog dette budskab to gange 

(7:14; 14:11). Han fortalte Jeremias: ”Om så Moses og Samuel stod for mit ansigt, ville jeg ikke 

have med dette folk at gøre; send dem bort fra mig” (15:1). 

Jeremias 16:8 

Jeremias var en mand, der var helt opslugt af sit arbejde. Han havde ikke nogen familie og næsten 

intet socialt liv, fordi Gud fortalte ham, at han ikke skulle gifte sig, ikke deltage i bryllupper, 

begravelser eller andre ceremonielle begivenheder (vers 1-9). Guds budskab gennem ham var så 

negativt og deprimerende, at ve råb og beklagelser helt op til vor tid har fået betegnelsen 

”jeremiader”. Andre profeter blev ved at forudsige fred (14:13), men Jeremias var ikke den, der blot 

sagde, hvad folk gerne ville høre. Han fortalte sandheden, og sandheden var barsk. Ikke desto 

192


mindre erfarede Jeremias også glæden og fornøjelsen ved at modtage Guds ord og bære Guds navn 

15:16) 

Jeremias 17:6 

Hvis man køber to identiske planter i en planteskole og planter den ene i en ørken og den anden ved 

en flod, så vil de se ens ud i nogle få dage, men hvordan vil det være på lidt længere sigt? Det er det 

billede Jeremias bruger. De, der slår deres lid til andre mennesker, vil ende med at være en vissen 

indskrumpen busk (vers 6), mens det menneske, som stoler på Gud, vil være som et træ, der har 

sine rødder dybt plantet ved bækken (vers 8). 

Jeremias 18:6 

Gud har kontrol over situationen! Det er det budskab, som levende bliver beskrevet for Jeremias, 

mens han kiggede på en pottemager, der startede forfra på et kar, som ikke havde fået den form, 

som han ønskede det. Israelitterne havde efterhånden fået den opfattelse, at når Gud havde valgt 

dem som sit folk, ja så var han også forpligtet til at beskytte dem. Men deres mærkværdige opførsel 

og indstilling havde bragt Gud til det punkt, hvor overvejelserne gik i retning af ”at starte forfra”. I 

Rom. 9:21 vendte Paulus tilbage til dette billede for at give et svar til folk, som påstod, at Gud var 

uretfærdig. 

Afgudsdyrkelse 

Emnet er stadig aktuelt selv uden figurerne 

”De har svigtet mig og misbrugt dette sted og tændt offerild for andre guder” Jeremias 19:4 

Hvis man antog, at man havde en ven, som sad og snittede en lille statue ud af et stykke træ og 

spurgte ham: ”Hvad skal du bruge den til?” og svaret var: ”Jeg vil tilbede den! Jeg har et hjørne i 

mit soveværelse, hvor jeg kan knæle ned og bede den om ting!” 

Eller lad os forestille os en forstadsgade, hvor folk samlede deres vielsesringe og smykker for at 

lave en statue, som de kunne placere i parken. Ideen var så, at de skulle dræbe dyr og efterlade 

kødet foran statuen. 

I moderne menneskers øjne er afgudsdyrkelse ligeså mærkværdigt som kannibalisme; vi fristes ikke 

til at begive os i lag med det. Men eftersom afgudsdyrkelse meget ofte blive behandlet og beskrevet 

i GT, så har vi brug for at få en fornemmelse af, hvad mennesker så i det – og ligeledes forstå, 

hvorfor Gud fordømte det. 

På Jeremias’ tid praktiserede stort set alle afgudsdyrkelse. Israelitterne havde svært ved at se, at 

nogle få statuer kunne gribe forstyrrende ind i fællesskabet med den eneste sande Gud. De tilbad 

Abrahams Gud, men blandede det med dyrkelsen af de omkringliggende landes guder. De havde 

afguder placeret i selveste Jerusalems tempel (7:30). De kunne finde på at tilbede Gud umiddelbart 

efter, de havde brændt røgelse til Ba’al (7:9-10). 

De havde bygget altre og små helligdomme på toppen af mange ”høje” og under de højeste træer, 

sådan at tilbedelsen og dyrkelsen kunne gøres en lille smule bekvemmere uden en tur til Jerusalem. 

De ignorerede profeternes advarsler om, at Gud hadede denne sammenblanding af religioner. 

Judas’ naboer troede på mange guder, der hver især havde deres indflydelsesområde. Jøderne var 

selv begyndt at undre sig over, hvorfor deres Gud skulle være så meget anderledes? Hvad skulle 

grunden være til, at han slet ikke ønskede nogen form for konkurrence? Hvis afguder var et 

vaskeægte bedrag, der kun bestod af udskårne træfigurer (10:4), hvad skulle Gud vel så have imod 

dem? 

Men afguder var langt fra uskyldige, ligegyldige figurer. De repræsenterede modbydelige, vrede 

guder, som kunne skade én med mindre, man byttede sig til fred. Det ypperste offer? Dræb dit eget 

barn. Israelitterne havde hengivet sig til denne praksis (19:5) 

193


Ifølge disse afgudsdyrkende religioner lykkedes man gennem naturens frugtbare kraft og guderne. 

Man kunne få del af denne kraft ved at dyrke sex med de specielle tempelprostituerede, hvad enten 

der var tale om mænd eller kvinder. Israelitterne efterlignede også denne praksis (2. Kong. 23:7). 

Disse ideer vakte Israels Guds væmmelse og afsky. Ved at blande alle mulige afskygninger af 

afgudsdyrkelse med hengivenhed til den eneste sande Gud, blev Guds folk mere og mere forvirrede 

og forstod mindre og mindre af, hvordan hans karakteregenskaber i virkeligheden var. 

NT udvider definitionen på afgudsdyrkelse, sådan at det også gælder os, selv om vi ikke tilbeder 

små eller store statuer. Paulus sagde, at begær er afgudsdyrkelse (Ef. 5:5; Kol. 3:5). Det, som 

mennesker begærer og gør dem griske, såsom penge, sex, magt, ja selv mad, kan sagtens fungere 

som små afguder. Når vi føler os nedtrykte, så søger vi trøst i disse ”afguder”. Når vi er lykkelige, 

giver vi dem skylden. Lidt efter lidt bliver vi deres trælle. Men det er præcis de områder, Gud gerne 

vil dominere i vore liv, og Gud alene. Hvis noget andet kommer i hans sted, så er vi ligeså skyldige 

i afgudsdyrkelse som de mennesker, Jeremias talte til. Gud kan ikke dele os med nogen. Han er 

enten den eneste Gud, eller også er han slet ikke Gud. 

Jalousi er en væmmelig følelse, men i en række situationer er det den eneste anstændige og 

fornuftige måde at reagere på. En fader er jaloux på sine børn; han vil kæmpe til sidste blodsdråbe, 

for at de ikke skal tages fra ham og flyttes til en anden familie. En ægtemand er jaloux på sin kone; 

han vil ikke dele hendes inderligste kærlighed med nogen som helst anden. Det er sådan, Gud føler 

for sit folk. De hører ham til og ham alene. 

Jeremias 20:9 

Når Jeremias talte til Gud, beklagede han sig ofte i vrede vendinger over den rolle, Gud havde givet 

ham. Her påstår han, at Gud ”lokkede” ham til at frembære et budskab, som folk latterliggjorde 

(vers 7). Jeremias forbandede den dag, han blev født og ønskede, at han havde været dødfødt 

(versene 14-18). Hvordan var det lige præcis, Gud lokkede Jeremias? Guds budskab var som en ild i 

hans knogler, der rasede så stærkt, at han umuligt kunne afstå fra at fortælle det videre. Guds 

lokkemiddel overfor Jeremias var sandhedens kraft. 

Jeremias 21:7 

Bøn ændrer ting og forhold, men resultatet afhænger af, hvem der beder, og hvad motiverne er. 

Ansigt til ansigt med en krise bad kong Sidkija Jeremias om at bede til Gud på hans vegne. Han 

håbede på et mirakel, men det svar Jeremias modtog, var alt andet end gode nyheder. Det var ikke 

blot sådan, at Gud ikke ville hjælpe, han ville kæmpe mod Sidkija og hans folk. Hvorfor var Guds 

svar så negativt? Fordi ingen havde bekymret sig om alle Guds advarsler. Juda ønskede at blive 

reddet – ikke at ændre sin opførsel. 

Jeremias 23:6 

Lang tid tidligere havde Gud lovet David, at hans efterkommere altid ville regere Israel. Men de 

konger, som fulgte efter David, var mere at sammenligne med ulve end med hyrder for Guds folk. 

Jeremias forudsagde, at de konger, som regerede, mens han levede, enten ville blive dræbt eller 

taget med i landflygtighed – og det var jo det, der i virkeligheden skete. Men han forudsagde 

ligeledes, at en god konge ville komme i deres sted – Messias. 


For den tilfældige iagttager må det have været svært at skille de virkelige profeter fra de falske 

profeter på Jeremias’ tid. Jeremias var talmæssigt underlegen i forhold til optimisterne, som påstod, 

Gud gav dem drømme og budskaber. I virkeligheden havde deres drømme intet at gøre med Guds 

ord, og hvem som helst, som sammenlignede deres budskab med skriften, kunne have set 

forskellen. De forudsagde fred, når Gud havde stillet gennemgribende straf i udsigt for sit folks 

synd. 

194



Gud forudsagde 70 års fangenskab. Dette er sandsynligvis udtryk for et afrundet tal; den præcise 

længde af landflygtighedsperioden kan man udregne på forskellig vis, eftersom der var adskillige 

bølger af tilfangetagne, der blev bortført, og adskillige bølger af landflygtige vendte tilbage. 

Men tallet 70 har en dybere mening. Det fortæller, at straffen, skønt den var lang og 

gennemgribende (mindst to generationer ville dø i det fremmede), ikke ville vare for altid. Til 

forskel fra andre nationer, som blev ført i landflygtighed, ville Israel vende tilbage. Guds straf er 

begrænset, men hans barmhjertighed varer for evigt. 


Jeremias foragt for templet blev anset for helligbrøde og kunne have kostet ham livet. (En anden 

profet, Urija, blev snigmyrdet for at sige det samme – se versene 20-23.) Men nogle af de ældste 

huskede den måde, man havde behandlet Mika på nogle år tidligere. Hizkija, som var en god konge, 

havde lagt øre til Mika. På grund af denne tidligere hændelse fik Jeremias lov at leve. 


På det tidspunkt da Sidkija kom til magten, havde Israel to gange overgivet sig til Babylon. To 

israelitiske grupper var allerede ført i landflygtighed og blandt dem kong Jojakin. Længslen og 

ønsket om uafhængighed døde imidlertid ikke så let. Sidkija, som var kommet til magten som en 

marionet konge, begyndte snart at planlægge revolution. Jeremias rådgav vedholdende, at man 

skulle underlægge sig Babylon. Det var upopulært, og hans rådgivning havde nær kostet ham livet, 

da han blev anklaget for landsforræderi. 

Jeremias 29:5 

Under de sidste år af Jeremias virke boede der allerede en anseelig flok af landflygtige i Babylon. 

Blandt dem var Daniel, en ung mand, som nåede en usædvanlig magtposition ved hoffet og profeten 

Ezekiel. Ezekiel prædikede på samme tid som Jeremias, og deres budskaber er på mange måder lig 

hinanden. Eftersom ingen af dem nævner hinanden, kan vi ikke være sikre på, om de var bekendte. 

Det folk, som nægter at dø 

Folkets mægtige naboer er forsvundet –men jøderne lever i bedste velgående 

”For jeg bringer dig frelst hjem fra det fjerne, dine børn fra fangenskabets land. Jakob skal vende 

hjem og leve roligt og trygt, ingen skal jage ham bort.” Jer. 30:10 

Et af de steder i verden, hvor man kan møde et usædvanligt skue, er i Brooklyn i New York. 

Drengene, der løber rundt der og spiller baseball, ser mærkelige ud: langt uklippet hår, der krøller, 

hænger fra ørerne ned til brystkassen. Mænd i sort tøj med langt utrimmet fuldskæg styrer spillet fra 

sidelinien. Alle kvinderne i området bærer parykker, fordi de har barberet deres hår af fuldstændigt. 

Man kunne tro, at dette var en ny sekt eller den sidste ”punkermode” fra London. 

Det er ganske enkelt et samfund af ortodokse jøder. De lever ikke efter de sidste modeluner, men 

efter de ældgamle regler baseret på GT love. De følger komplicerede kostregulativer. De har én 

slags skåle til kød og en anden til mejeriprodukter. Unge mænd hengiver sig i timevis til at studere 

det hebræiske GT. Selv om man kan sige, de er amerikanere, der bor i New York, så er deres 

kulturelle kompas rettet ind efter Sinaj Bjerg, hvor Gud gav Moses loven. 

Det er forbavsende, at det jødiske folk har overlevet. Hvem på Jeremias’ tid kunne have forudsagt 

denne udholdenhed og overlevelsesevne, når de var omringet og truet med fuldstændig 

ødelæggelse? Babylonierne erobrede dem og førte dem i landflygtighed. Men hvor er babylonierne i 

dag? De er sporløst forsvundet. Ørkensandet skjuler deres hovedstad. 

195


Jødernes historie er en lang krønike, der er domineret af diskrimination, landflygtighed, straf og 

drab. Der er ikke noget andet folk, der har måttet stå model til så grusomme ødelæggende kræfter. 

Ikke desto mindre har de overlevet og haft fremgang. Deres sprog er bevaret. Deres bog, GT, er en 

del af den til alle tider største bestseller. De har genopbygget deres land. 

Men det er endnu mere forbavsende, at denne overlevelsesevne blev forudsagt på skrift for mere 

end 2.500 år siden. Gud lovede i det klarest tænkelige sprog, at han aldrig ville svigte og forlade sit 

folk. 

Jeremias, som var kendt for sin sviende fordømmelse og gentagne forudsigelser af forfærdelig 

ødelæggelse, fremsagde også ord om Guds evige trofasthed og om en ny pagt, der skulle erstatte 

den gamle, som var blevet brudt. Jeremias sagde, at den nye pagt ville være en generøs forbedring 

af den gamle. Gud ville ikke længere blot opregne regler, som hans folk skulle adlyde. Han ville 

putte disse regler i deres hjerter, så de ville ønske at adlyde (31:33). Det enkelte menneske ville 

kende Herren personligt. Gud ville tilbyde syndernes forladelse. 

Jeremias lovede mere end det. Han sagde, at en ny konge fra Davids linie ville komme til at regere. 

Han ville blive kaldt ”Herren er vor Retfærdighed” (23:5-8). Israel ville vende tilbage fra 

landflygtigheden til deres land. De ville komme til at dyrke deres land igen. De ville genopbygge 

Jerusalem, og de ville igen dyrke Gud der. Jeremias skrev disse rosenrøde vendinger, mens Israel 

stod ansigt til ansigt med den værst tænkelige katastrofe. 

Jeremias fremsagde ikke blot disse budskaber. Han illustrerede budskabet ved sine handlinger. Han 

foretog sig, hvad der enten var en af de tåbeligste finansielle investeringer nogensinde eller et 

usædvanlig skridt i tro. Han købte jord fra en slægtning, da den babylonske belejring var på sit 

højeste (kap. 32). Gud havde lovet Jeremias, at en dag ville jorden være penge værd igen til glæde 

for hans børn og børnebørn. Han troede Gud og investerede, selv om resultatet først ville blive 

mærkbart et stykke tid ud i fremtiden. Han væddede på Israels overlevelse. 

Kristne er enige om, at den nye konge, som Jeremias forudsagde ville komme, var Jesus. De er 

enige om, at Jesus etablerede den nye pagt, hvor loven skrives på menneskers hjerter og gør dem i 

stand til at kende Gud. Men for så vidt angår genoprettelsen af Israel har kristne divergerende 

opfattelser. Nogle mener, at det moderne Israel er, i hvert fald delvist, den genfødte nation Jeremias 

skrev om. Andre mener, at NT lærer, at kristne fra alle lande danner Jeremias ”nye Israel” af Guds 

folk, og at løfterne billedligt talt gælder dem. 

Men alle er enige om, at det, Jesus begyndte på, endnu ikke er afsluttet. Der kommer en dag, hvor 

han vil ødelægge ondskabens magter og helt og fuldt etablere sit nye rige. 


Skønt Jeremias hovedsagelig talte om Guds dom, så stillede han også håb i udsigt efter dommen. 

Der ville komme en dag, hvor Israel ville være fri igen. Profetien i dette vers er blevet opfyldt: Ikke 

en af de mægtige kulturer, der omgav Israel, har overlevet, men jøderne har overlevet med deres 

sprog, skikke og religion i behold. 


Babylonierne brugte Rama, som er en lille by nord for Jerusalem, som samlingssted for de 

tilfangetagne, som skulle sendes i landflygtighed. Rakel, Israels moder, var begravet i nærheden af 

stedet, og hun bliver beskrevet her som en, der græder over de landflygtige. Men Herrens stemme 

svarer hende og giver hende håb om, at de vil vende tilbage. Mattæus henviser til dette vers i forb. 

m. kong Herodes’ myrderier af alle drengebørnene i Bethlehems nabolag (Matt. 2:18). Selv i den 

dybeste sorg er Gud ikke fraværende: han planlægger forløsning. 


Hebræerbrevet citerer dette skriftafsnit (Hebr. 8:8-12) for at forklare, hvorfor kristne ikke længere 

lever efter GT’s forordninger. Den skrevne lov var nyttig og givet af Gud. Men som Israels historie 

196


beviste, så magtede den ikke at ændre menneskers inderste sindelag. Der var brug for noget mere. 

Gud måtte nødvendigvis ændre sit folk indefra ved at lægge sin lov i deres hjerter ved Helligånden. 

Jeremias 32:7 

Jerusalem, som var under belejring af verdens stærkeste og mægtigste hær, forekom ikke at være 

det meste oplagte sted at købe jord. Ikke desto mindre bad Gud Jeremias om at købe familie 

tilliggender op, som for nærværende var besat af babylonierne. Selv om det var værdiløs på kort 

sigt, så ville det vokse i værdi, når Jeremias’ slægtninge og arvinger vendte tilbage fra 

landflygtigheden. Som følge af sin uhyrlige investering anbragte Jeremias sine penge, hvor hans 

mund var. Han viste på denne måde praktisk tro. Han vidste, at Gud ville bringe sit folk tilbage. 


Fundamentet for Israel var pagten med Gud. Det bandt begge parter sammen på basis af klart 

definerede forventninger. Men Israel havde i virkeligheden aldrig levet op til pagten. Her (og i 

31:31-34) lovede Gud en ny pagt langt bedre end den gamle. Den ville ændre folks tankegang. 

Paulus forstærkede kontrasten i 2. Kor. 2:12-3:18. Den Nye Pagt kom med Kristus. 


Jerusalem var reduceret til murbrokker, og de overlevende vil ganske givet have undret sig over, om 

pagterne med Gud var uigenkaldeligt bragt til ophør. Gud siger i dette budskab gennem Jeremias, at 

hans løfter står ved magt. Israel vil altid have en arving efter David, som vil fremstå som leder og 

præster til at stå for gudsdyrkelsen. NT og specielt Hebræerbrevet lærer, at disse løfter for altid er 

opfyldt i Jesus, som er både præst og konge. 

Levendegjort lignelser 

Jeremias’ bizarre måde at protestere på 

”I lyttede ikke til mig og hørte ikke på mig” Jeremias 35:15 

Fra tid til anden viser tv-avisen billeder af en eller flere menneskers bizarre måde at protestere på. 

Anti-militære folk demonstrerer og hælder måske svineblod ud på fortovet. Munke sætter ild til sig 

selv. Miljøaktivister lænker sig selv til træer eller andre genstande for at hindre forurening. Man kan 

have mange forskellige indstillinger til den slags handlinger. Mange føler et vist ubehag. Vi har i 

hvert fald svært ved at forestille os, at en seriøs politiker eller en respektabel præst ville handle på 

den måde. 

Men Jeremias’ liv var fuld af den slags protestehandlinger, og det var efter udtrykkelig besked fra 

Gud. Han lavede et åg, som dem okser bar, og gik rundt med det overalt, indtil den falske profet 

Hananja tog det af ham en dag og slog det i stykker i templet. (Jeremias profeterede Hananjas død, 

og inden der var gået 2 måneder, døde han). Hvad var Jeremias’ pointe? Han ønskede at 

understrege, at Babylons konge ville lægge et landflygtighedsåg på Judas skuldre. Beretninger er 

omtalt i kap. 27-28. 

Ved et andet tilfælde (kap. 35) inviterede Jeremias en gruppe velkendte afholdsfolk ind i et værelse 

i templet og tilbød dem vin at drikke. Det nægtede de, og det gav stof til endnu en prædiken. Hvis 

de kunne huske deres løfter om ikke at ville drikke, hvorfor kunne Judas og Jerusalems indbyggere 

så ikke huske den levende Guds ord? 

Intet var for uværdigt 

Jeremias købte en smukt bælte af hørlinned og begravede det i et hul, indtil det var ødelagt (kap. 

13). Han inviterede lederne i Jerusalem på en tur uden for byen, og midt i en prædiken om Guds 

vrede smadrede han en krukke af ler i stumper og stykker (kap. 19). Og i sin mest berømte 

illustration, hvor han foretog sig et eller andet, købte Jeremias en gård, mens den babyloniske hær 

praktisk talt bankede på Jerusalems døre (kap. 32). Han kunne for den sags skyld ligeså godt have 

197


været en jøde, der købte jord i en tysk koncentrationslejr under 2. verdenskrig i håb om, at han en 

dag ville kunne udnytte det. Men Jeremias’ handling demonstrerede frimodigt hans håb. En eller 

anden dag ville hans familie dyrke denne jord igen. 

Hvorfor foretog Jeremias sig disse mærkværdige aktiviteter? Ja, det siger mindre om Jeremias, end 

det gør om den Gud, som gav beskederne til at handle, som han gjorde. Gud ville ikke give afkald 

på sit folk, før han havde gjort alt, der stod i hans magt for at få dem til at omvende sig. Intet var for 

uværdigt; intet kreativt påfund var for mærkværdigt. Så lang tid han havde det mindste håb om at 

trænge igennem til dem, ville han forsøge at vække dem. 


Rekabitterne havde en familiær tradition, der gik ud på, at de ikke drak vin, og intet af det, Jeremias 

sagde eller gjorde, kunne rokke dem fra det. Han gjorde deres standhaftighed til udgangspunkt for 

en prædiken. Hvis familietraditioner kan videreføres i generationer, hvorfor skulle Guds traditioner 

så ikke kunne? 

Klagesangene 

I Klagesangene 1:1 beskrives situationen. Indflydelsesrige mennesker har truffet forkerte valg, og 

nu er resultatet klart for alle. 

I Klag. 1:9 bliver miseren levende beskrevet i et stærkt billede: ”Urenheden hænger ved hendes 

skørter”. Guds elskede var utro! Urenheden hang ved hendes skørter. Hun har gjort sig skyldig i 

åndeligt ægteskabsbrud. Jerusalem har været utro!! ”Hun tænkte ikke på, hvordan det ville ende”. 

Udtrykket er voldsomt! Synd og overtrædelse har konsekvenser! Det har det, når det gælder ganske 

almindelige menneskelige sammenhænge. Og det har det i vort forhold til Gud. 

Målet var at elske Gud. Guds folk skulle leve i henhold til pagten og den åbenbaring Gud havde 

givet. I 5. mos. var retningslinierne og konsekvenserne blevet udstukket. Velsignelserne, der ville 

følge i kølvandet på at leve i pagt med Gud og de anordninger, han havde givet, men også 

forbandelserne, hvis man vendte Gud ryggen og valgte et liv i tilbedelse af afguderne. 

I det forgangne havde velsignelserne været utallige og ubeskriveligt herlige for Israels folk, men nu 

har folket vendt sig fra Gud mod afguderne, præcis som vores generation har vendt sig fra Gud. 

Jeremias siger: ”Urenheden hænger ved hendes skørter, hun tænkte ikke på, hvordan det ville ende; 

dybt er hun faldet, ingen trøster hende.” 

Når et folk vender sig bort fra den levende Gud helt bevidst i et hovmod og i en 

selvtilstrækkelighed, som ingen grænser kender, så kan vi kun sige med Jeremias: ”Hun er faldet 

dybt, og der er ikke nogen til at trøste”. 

Hvad kendetegner vores egen generation. Vor generation er faldet dybt. Jeremias’ generation havde 

forladt den levende Gud for at tilbede afguderne. Vores generation er på sin vis faldet endnu dybere. 

Ikke blot tilbeder vi alle former for afguder. Vist er afguder ikke guder på nogen måde, men man 

var dog af den formening, at nogen eller noget måtte være der. Vores generation er faldet så dybt, at 

vi siger, der ingenting er! Der er ingen. Alting er tilfældigt. Alting er uden mål, og der er ingen 

mening, og der er ingen rettesnor. Eller som Bertrand Russel siger: ”Hvis du ikke forudsætter Guds 

eksistens, er spørgsmålet om livets mening uden relevans”. Ultimativt set er der derfor ingenting 

rigtigt og ingenting forkert. Kun hvad der er nyttigt og praktisk – kun hvad man evt. kan blive enige 

om, fordi det gavner fællesskabet og i særdeleshed, hvad der gavner mig selv. Der er ingen i 

universet. Kun døde grundstoffer. Ingen til at elske os, ingen til at trøste….. Ingen røst, som ved 

Jesu dåb: ”Du er den elskede!!!” Selv om mennesket beviseligt føler en kolossal trang til at blive 

elsket og trøstet, fordi vi er skabt af Gud med et grundlæggende behov for kærlighed. Men vores 

198


generation har kasseret Gud, og derfor søger og søger man, men der er ikke noget, der slukker 

tørsten, for man søger ikke hos livets kilde. Jødefolket havde søgt i Ægypten og i Babylon og vores 

generation har søgt i tusinder af Ægyptener og Babyloner med alt hvad de to kulturer indebærer, og 

derfor er vi faldet dybt, og der er derfor ikke nogen til at trøste… 

Klagesangen 1:11! 

Jerusalem var under belejring! Folk sultede fysisk; de betalte, hvad som helst for brød. 

Vores problem er ikke fysisk sult. Vi har overflod af materielle goder. 

Men fordi vi er skabt i Guds billede, har vi en hunger og tørst efter Gud. En hunger og tørst, som 

kun Gud selv kan stille, fordi han er livets brød og livets vand. Vi hungrer efter hans kærlighed og 

hans trøst. Vores generation har vendt sig mod sex og tror, man kan finde kærlighed der. Man har 

vendt sig mod det materielle, men det giver ingen tilfredsstillelse. Man hungrer efter svar. 

Intellektuelt tilfredsstillende svar. Men der findes ingen svar udenom Gud. Efter skønhed, men i 

vores griskhed er vi i gang med at ødelægge Guds skaberværk. Efter moral, der vil skabe ordentlige 

forhold, hvad enten det er på plejehjemmene eller på gaderne. Men der bliver ingen moral uden 

Guds absolutte normer. Efter mening med tilværelsen. Men der er ingen mening udenom ham til 

hvem og for hvem alting er skabt og er til. 

Vort folk hungrer og lider sult. Måske er Guds straf og dom over vores generation, at folk får lov at 

vælge de sprukne brønde og døje konsekvenserne af giftigt og råddent vand. Konsekvenserne af 

tåbelige valg. Årsags og virkningsmekanismerne vil i deres yderste konsekvens få forfærdelige 

følger, og vi har måske kun set toppen af isbjerget! 

Klagesangen 1:16! 

Menneskene på Jeremias’ tid søgte trøst, men fandt ingen. De søgte tilfredsstillelse, men fandt 

ingen. Hvorfor? Fordi de havde fravalgt Gud. Fordi de havde kasseret den levende Gud, som alene 

er den, som kan stille og opfylde alle vore behov! Og så er der ingen trøst. Den er langt borte! 

Menneskets herlighed, underet over alle undere er, at vi er skabt i Guds billede, og derfor kan vore 

længsler alene stilles af Gud selv. Han er det ultimative, skaberen. Han kender vore behov, vores 

psykologi, han ved, hvordan vi fungerer. Det er også derfor, han er den eneste, som kan stille disse 

behov på et hvilket som helst niveau. 

Klagesangen 1:18 

Her er situationen trukket endnu skarpere op! 

Jøderne har kastet vrag på de ord, Gud har talt. ”Jeg har trodset hans ord”. 

Det er årsagen til den forfærdelige situation. Derfor er Gud langt borte. 

På samme måde har vort folk vent Guds åbenbarede sandhed ryggen. Cp. fx Esajas 53!!! Tænk, 

hvad Gud har åbenbaret! Samt hans moralske love. At livet er helligt! 

Klagesangen 1:19 

De forsøgte at stille sulten, men der var ingen mad! 

Når vi læser Jeremias’ Bog og Klagesangene melder spørgsmålet sig uvægerligt: 

Hvad skal vi gøre? 

Det første er, at vi skal græde, fordi vi ser det, Jeremias så: Vores kultur og eksistensgrundlag er i 

gang med at blive ødelagt. Utallige enkeltindivider fravælger Gud, og det er tragisk og forfærdeligt 

ud over alle grænser, for alle er hjælpeløst fortabte uden Gud. 

For det andet må vi forstå, at det ikke er spor mærkeligt, at vores land og kultur er ved at gå i 

opløsning, fordi det grundlag, vi har bygget på, er forsvundet. Uden Guds ords fundament er der 

ikke nogen sammenhængskraft i vort samfund, og alting vil gå i opløsning. De kristne bør forstå!!! 

Det siger sig selv! Vi har haft et kristent fundament i århundreder. Det var altafgørende for alle 

områder af vort samfund. Hvis det fundament bliver fjernet, vil der uvægerligt ske noget. Og vi ser 

det over alt. Katastrofen er voldsom. 

199


Når et folk vender sig fra ham, som alene kan stille alle behov, når man vender sig fra Ham, der 

alene kan trøste, Ham som alene kan opfylde vore dybeste behov inkl. vores behov for kærlighed. 

Når vi vender os fra hans åbenbarede ord, som grundlag for rigtigt og forkert, så vil det naturligvis 

få katastrofale resultater. 

Konsekvenserne for Israels folk på Jeremias’ tid var voldsomme. Historiens gang skyldtes ikke 

stærke militærmagter eller økonomiske markedskræfter. Gud er hellig, og det har konsekvenser, når 

mennesker vender sig fra ham som et folk! 

Konsekvenserne har været fatale for vort folk, og de vil blive uoverskuelige, hvis ikke vort folk 

besinder sig og endnu engang vender sig til Gud. 

Alting kan, som vi har set, ændres for enkeltindivider, når de vender sig mod Gud. Og det er det håb 

og den længsel, vi har for vort folk. 

Ezekiels Bog 

Vigtige årstal 

605 f. Kr. Slaget ved Karkemish – Babylons hære slår Egyptens hære 

Babylon får verdensherredømmet 

Daniel og hans venner føres i landflygtighed 

597 f. Kr. Jerusalem belejres af Babylonerne 

Kong Jojakim dør under belejringen 

Jojakin (Jojakims søn) indsættes som konge og overgiver sig efter få måneder 

Kongen og hans familie føres i landflygtighed 

10.000 betydningsfulde jøder føres i landflygtighed 

Ezekiel føres i landflygtighed 

Efter 4 år begynder Ezekiel sit virke, der varer i 7 år 

Jerusalem spares, men templet plyndres 

Sidkija (Josias’ søn) indsættes som konge 

586 f. Kr. Jerusalem falder 

Templet plyndres, rives ned og brændes 

Bymurene ødelægges 

En ny gruppe jøder føres i landflygtighed 

Gedalja indsættes til at styre landet med hovedkvarter i Mispa 

At skue den usynlige 

Gud viste sig for Ezekiel i en overjordisk stråleglans 

”Rundt om ham var der stråleglans; som regnbuen, der viser sig i skyerne en regnvejrsdag, sådan 

så den stråleglans ud, der var om ham” Ez. 1:28. 

200


Ezekiel begynder med en beskrivelse så overjordisk, at der findes dem, som har ment, at profeten så 

en UFO. Og vist er der ligheder: glødende, strålende lys, hurtige bevægelser, ikke-menneskelige 

skikkelser indhyllet i ild. Men der er i hvert fald en tydelig forskel, der gør Ezekiels historie 

anderledes. UFO’er viser sig typisk i afsides liggende områder, og så forsvinder de på mystisk vis, 

uden at man hører mere til dem. Det majestætiske væsen, som Ezekiel beskriver fór ikke i vej for så 

at forsvinde. Han ønskede at gøre sig selv kendt for alle. 

Ezekiel var temmelig sikker på, at han havde set og hørt Bibelens Gud. Selv om der kun er få, der 

har været så privilegeret at se Gud, som Ezekiel så ham, så har samme Gud talt direkte og i 

forståeligt sprog i generationer. Hans ord var skrevet ned. 

Ansigt til ansigt med en sådan pragt følte Ezekiel sig både svag og utilstrækkelig, præcis som 

Esajas havde følt, da han havde en vision af sammenlignelig karakter (Es. 6). Han faldt på sit ansigt 

igen og igen. Men Gud rejste Ezekiel op og gav ham et budskab at formidle. 

Da Ezekiel forsøgte at beskrive det kald, Gud havde givet ham, ledte Ezekiel efter ord. Han 

portrætterede en Gud af overvældende, betagende storhed, som var over og udenfor vores verden. 

Men samtidig var denne overnaturlige Gud umiddelbar nærværende og virkelig. Han forlangte 

fuldstændig lydighed. Overraskende nok, viste han sig for Ezekiel i Babylon – det sidste sted en 

israelit forventede at se ham. Denne Gud kunne ikke begrænses af nationale eller geografiske 

kasser. Han styrede over hele jorden. 

Ezekiel gentog følgende klassiske budskab over 60 gange: ”Så skal de forstå, at jeg er Herren”. 

Gud sagde det, når han forudsagde Jerusalems ødelæggelse i de første 24 kapitler. Han sagde det, 

når han forudsagde Israels naboers endeligt i kapitler 25 til 32. Og efter at Jerusalem var faldet, 

sagde Gud det, da han gav løfter om en herlig fremtid i de sidste 16 kapitler. Gud ønskede ikke at 

forblive svag eller langt borte fra nogen. Han ønskede, at hans folk skulle kende ham. Men mere 

end det! Ezekiels Gud ønskede at leve med sit folk. Han ønskede at være til stede lige midt i deres 

by. 

Ezekiel er kendt for at være lidt mærkelig. Til dels skyldes det vel de overjordiske visioner, som 

hans bog begynder og slutter med, og dels skyldes det vel, at Ezekiel demonstrerede Guds 

budskaber gennem en mærkværdig opførsel. (For eksempel lå han i flere måneder af gangen i fuld 

offentlighed på den ene side, bundet af reb og kiggede på en lermodel af Jerusalem. Mærkværdigt? 

Hvis en bil drøner ned af vejen og føreren ikke er opmærksom på, at en bro er blevet skyllet bort, så 

kan man vel finde på at tage mærkelige midler i anvendelse for at fange førerens opmærksomhed. 

Man kan skrige og lave underlige bevægelser i en grad, så mennesker må tro, at man ikke er ved 

sine fulde fem. Det var sådan Ezekiel havde det. Hans budskab blev frembåret på de mest 

usandsynlige måder for om muligt at vække folks opmærksomhed. 

Ezekiel levede i, hvad der måske var den mest tragiske periode af hans folks eksistens. De havde 

fristet skæbnen i generationer ved at ignorere Guds budbringere (profeter som Mika, Amos og 

Esajas), som havde advaret, at hvis de ikke lyttede til Gud, ville de blive ødelagt. Til slut fejede de 

babylonske hære gennem Juda, hvilket førte til, at store grupper af borgerne blev deporteret. 

Ezekiel var kommet i landflygtighed i en af de første grupper. Daniel havde været med blandt de 

allerførste. Ezekiel blev Guds budbringer i landflygtigheden i Babylon. Hans røst lød i stereo 

sammen med Jeremias’, som stadig var i Jerusalem. Begge profeter advarede folket (som blev ved 

med at udtænke planer, som skulle kunne bryde Babylons åg), at de skulle belave sig på at blive i 

landflygtighed i Babylonien i meget lang tid. De forudsagde oven i købet, at Babylons 

undertrykkelse ville blive endnu værre: Jerusalem og templet ville blive ødelagt. Eftersom Judah 

havde tilsidesat Guds gentagne advarsler, ville Gud nu bruge en anden metode til at få deres 

opmærksom: lidelse. 

Et nyt Jerusalem 

Mens Gud således straffede dem, forblev Gud mål dog det samme: at gøre sig selv kendt. Gud 

havde advaret Ezekiel, at israelitterne højst sandsynligt ikke ville lytte (3:7). selv ikke i 

201


landflygtighed. De foretrak afguderne frem for den levende Gud. Men Ezekiels budskaber, 

dramatiseringer og visioner blev ved at komme, år efter år. Det var, som om Gud sagde gennem 

ham: ”På en eller anden måde, en eller anden gang, så vil mit budskab nå dem. Hvis budskabet ikke 

når deres hjerter på den ene måde, vil jeg prøve en anden”. 

Ezekiels bog slutter med håb. De afsluttende kapitler viser et nyt Jerusalem, der rejser sig ud af 

ruinerne på det gamle. Den genopstandne by vil aldrig forsvinde og dø, for den ville blive bygget på 

en uforanderlig virkelighed: ”De vil forstå, at jeg er Herren”. Den brændende vision af Gud, som 

Ezekiel havde set, ville blive tilgængelig for alle. Gud vil være til stede ved sit nærvær der for altid. 

Det sidste vers i Ezekiel siger det hele: ”Og byen skal for fremtiden hedde: ’Herren er her’”. 

En af de vanskeligheder vi møder, når det gælder Ezekiels Bog, er de mange forskellige former han 

bruger for at få sit budskab givet videre. Bogen er som et multimedie show – en blanding af 

visioner, budskaber, dramaer og digte. Men der er 3 bemærkelsesværdige visioner, som Gud giver 

ham, der indrammer bogen. Begyndelsen, midten og slutningen (1:1-3:15; 8:16 og 11:16-25; 40:1-4 

og 43:1-9). Og hele vejen igennem er der en linie som gentages: ”Så vil de forstå, at jeg er 

Herren”. Alle Guds budskaber har til hensigt at chokere hans folk, så der kan genetableres et 

levende fællesskab med ham. 

Husk at Ezekiels bog indeholder budskaber, Gud gav over en periode af 22 år. Tænk på det indtryk 

hvert eneste budskab havde på de mennesker, som først hørte eller så det. 

Det meste af det, Ezekiel sagde i Babylonien, angik en dramatisk militær situation hundredvis af 

kilometer væk i Jerusalem. Hans budskaber ændrede sig fra dom til håb i kapitel 33. Vendepunktet 

kom med nyhederne om Jerusalems fald. Vi læser om den historiske situation i 2. Kong. 23:36 – 

25:12. 

Det er et fascinerende, men yderst vanskeligt tilgængeligt studie at beskæftige sig med det 

genopbyggede tempel, som Ezekiel beskriver i kapitlerne 40-43. 

Ez. 1:3 

De fleste gamle religioner tilbad stammeguder, som kun havde deres udbredelse inden for 

stammens territorium. Som landflygtig har Ezekiel uden tvivl spekuleret på, om Israels Gud stadig 

ville tale og åbenbare sig så langt hjemmefra. Men det var i Babylon, at Gud åbenbarede sig. Det 

frygtindgydende syn i en storm åbenbarede en Gud, som regerede over hele verden, 

ærefrygtindgydende, vældig, strålende og ophøjet og langt mere magtfuld end de babylonske hære. 

Ez. 3:3 

Bogrullen med ve-råbene så uspiselig ud, men smagte sød som honning, da Ezekiel spiste den. De 

fleste af Guds profeter gav bitre budskaber med advarsels- og domsord, men Guds ord holdt dem i 

gang og styrkede dem, mens de tjente ham (se også Jeremias oplevelse i Jeremias 15:16). På samme 

måde fortæller Åbenbaringsbogen om en bogrulle, som bliver spist (Åbenbaringen 10:9-11). Mange 

af Ezekiels billeder har paralleller i den bog. 

Ez. 5:5 

Kort som stammer tilbage fra Middelalderen viser ofte Jerusalem og Israel som centrum i en 

verden, der er flad. Denne sædvane stammer sandsynligvis fra adskillige vers som dette, der 

refererer til Jerusalem som ”centeret for nationerne”. Det var imidlertid ikke geografi Gud havde i 

tankerne. Jerusalem var centrum for hans kærlighed. En elskende kunne vel finde på at sige noget 

lignende: ”Du er centrum i mit univers”. 

Ez. 6:9 

Ezekiel havde kun lidt at sige om udnyttelse af israelitterne i Babylon og om uretfærdigheder. Han 

koncentrerede sig om Israels afvisning af fællesskabet med den levende Gud; de foretrak afguder i 

stedet. Det hebræiske ord, som oversættes med ”afguder” eller ”møgguder”, bliver brugt 38 gange i 

202


Ezekiel og ni gange i resten af GT. Nogle bibelfortolkere tror, at ordet stammer fra et ord, der 

betyder ”gødningsklumper”, der indikerer Ezekiels spot. 

Ez. 8:6 

Ezekiel, som var præst, var særligt bekymret for det misbrug, som fandt sted i templet. I det syn, 

som han har her, ser han smertefulde detaljer af det, man har gang i, ikke mindst afgudsdyrkelsen 

(v. 5,10) og soltilbedelsen (v. 16). Israels ledere havde mistet troen på Gud og prøvede desperat at 

finde alternativer. Her og på andre steder fordømmer Ezekiel lederne ved navns nævnelse. Hans 

tilhørere dengang ville have været fortrolige med navnene. 

Ez. 9:4 

Manden der var iført en linneddragt, skulle sætte et kryds i panden på dem, som var frelst. Mærket 

var et ”tav”, det sidste bogstav i det hebræiske alfabet, som i de ældste manuskripter er skrevet som 

et ”x” – et kors, som kristne med en vis interesse har noteret sig. 

Ez. 10:18 

Hvad ville der mon ske, hvis Dronning Margrethe blev så forarget og sur på den danske regering, at 

hun besluttede sig for at flytte ud af Amalienborg og forsvinde. Tv-aviserne ville nok ikke 

beskæftige sig med ret meget andet den aften, avisernes forsider ville blive ryddet, og hele nationen 

ville befinde sig i en særdeles alvorlig krise. Ezekiels syn indikerer endnu større problemer for 

israelitterne. Gud – den samme mægtige Gud, som viste sig for Ezekiel i Babylon (kap. 1) – 

forlader templet. Folkets fordærv efterlader ikke andre muligheder. Gud forlader templet. 

Ez. 12:12 

Ezekiels forudsiger, at Jerusalems leder vil forlade byen gennem et hul i væggen. Forudsigelsen 

blev bogstaveligt talt opfyldt. Vi læser om hændelsen i 2. Kong. 25: 4-7 og Jer. 39: 4-7. 

Ez. 13:10-16 

Det hebræiske ord, som er oversat med ”kalke” betyder noget i retning af ”at klistre over”. Billedet, 

vi bliver præsenteret for, er af en dårligt bygget væg, som omhyggeligt klistres over, så den ser 

stærk og god ud. Falske profeter, som ønskede, at alle skulle være lykkelige, talte opmuntrende om 

fremtiden. Men de dækkede kun overfladen af de egentlige og fundamentale problemer. Gud 

advarer om, at en storm vil rive overfladekalken af, og den læderede mur vil falde sammen. I 

modsætning hertil vil virkelige profeter ufortrødent blotlægge sandheden, uanset hvor barsk den 

måtte være, for kun på den måde kunne problemerne afhjælpes. 

Ezekiel 13:6-9 hævder, at de falske profeter selv fandt på deres budskaber, hvorefter de tilskrev 

dem til Gud. På den anden side var Ezekiel gentagne gange grebet af en overnaturlig magt. 

Eksemplerne er mange: Ez. 8:1-5; 10:1-2; 24:1-2 og 33:21-22. 

Ezekiel 16:26 

I denne malende beskrivelse sammenligner Ezekiel Jerusalem med en forladt baby, som Gud redder 

og opdrager med stor ømhed. Pigebørn, der kunne være uønskede, lod man sommetider være for 

blot at dø). Men det barn, Gud har reddet og taget sig af, gør oprør og vælger det vilde liv. Hun 

bliver prostitueret og synker endnu lavere. Hun bliver ikke engang betalt for sine tjenester; i 

virkeligheden betaler hun kunderne for sex (vers 34). Ezekiel giver et billede af Israels iver efter at 

tilegne sig de religiøse skikke, som praktiseres af hendes naboer. 

Ez. 16:49 

203


Hvorfor ødelage Gud Sodoma og Gomorra? Beretningen i 1. Mos. 19 angiver seksuel perversion 

og vold som årsagen. Ezekiel tilføjer her endnu en interessant årsag: arrogance, hovmod og velstand 

uden omtanke for de fattige. Forsøget på at arrangere en homoseksuel massevoldtægt, som 

beskrevet i 1. Mos., var, som det forstås, kun toppen af isbjerget. 

Ez. 18:2 

Dette ordsprog, som antyder en måde, hvorpå man mente, at børn kan betale for deres forældres 

synd, blev også citeret af Jeremias (Jer. 31:29). Mens Ezekiel udførte sin gerning i Babylon, var 

Jeremias optaget af en lignende gerning i Jerusalem. Ingen af de to nævner hinanden, men deres 

budskaber har mange lighedspunkter. Følgende passager hos Jeremias, har adskillige lighedspunkter 

hos Ezekiel: Jeremias 1:14-19; 3:6-13; 6:27-30; 8:10-11; 15:1-2; 16:5-8; 23:16-40; 24; 29; 31:27- 

34; 39. 

Ez. 18:25 

Udtrykket ”Herren handler ikke rimeligt” er måske snarere et udtryk for troen på skæbnens 

uafvendelighed end en egentlig klage. Lidt ligesom hvis vi siger: ”Livet er uretfærdigt”. Mennesker 

havde mistet enhver forståelse for, at de led pga. deres synder. De sagde, at det ikke gjorde nogen 

forskel, hvordan de levede. Gud ønskede at ændre en sådan indstilling, og derfor garanterede han 

tilgivelse for alle dem, som vendte sig fra deres synd. 

Ez. 20:3 

Ønsker Gud altid, at mennesker skal bede? I henhold til dette skriftafsnit rinder tiden sommetider ud 

for bøn. Da ”de ældste” kom til Ezekiel for at rådspørge Gud, sagde Gud: Det skal I ikke bryde jer 

om! Hvad nytte skulle det være til, når han igen og igen har fortalt dem, hvad problemet er. Gud har 

ikke mere at sige. 

Ez. 20:32 

”Det må alle de andre”, siger børn ikke sjældent, når de forsøger at få deres vilje hos forældrene. 

Gode forældre lader sig imidlertid ikke dirigere med. De ønsker, at deres børn skal leve op til deres 

egen formåenhed. Målet er ikke at gøre og være som alle andre. 

Ligesom sådanne børn blev israelitterne trætte af deres enestående kald. De ønskede at slappe af og 

leve som alle de andre nationer. Men Gud sværger, at han aldrig vil tillade, at det sker. Han vil 

forblive streng, ja han vil endog lade dem få endnu en ørkenoplevelse for at rense og lutre dem, men 

han vil under ingen omstændigheder tillade, at de tilpasser sig. 

Ez. 21:26-27 

Dette vers viser, hvordan de babylonske konger søgte vejledning hos deres guder. At kaste lod med 

pile betød åbenbart, at man mærkede pile med forskellige kendetegn, inden man satte dem i 

koggeret og tog en ud. Når man søgte råd hos afguderne, bad man til dem og håbede måske på en 

drøm eller et varsel. Leveren af et dyr, ligesom teblade i dag, blev ofte studeret nøje på den tid; 

deres form eller farve ville angiveligt fortælle noget om fremtiden. 

En beretning, der skal få os til at væmmes 

”Hun begår ægteskabsbrud, den udlevede skøge! Nu horer de igen med hende!” Ez. 23:43 

Denne beretning, som bevidst bruger seksuelt sprogbrug, er ikke opbyggelig læsning. Tværtimod. 

Den fortæller om to søstre, som bevidst valgte promiskuøs sex. Deres forehavender synes på ingen 

måde at kunne tilfredsstille dem. De går fra den ene mand til den anden. Gud kalder dem 

prostituerede, men de gør det ikke for penge. De gør det, fordi de kan lide at leve et perverst liv. 

204


Til sidst, i græmmelse og frustration, overlader Gud dem til de elskere, de har valgt, selv om de 

bliver behandlet som affald. Det synes, som Gud i sin vrede har et vist behag i at lade dem få det, 

som de helst vil have det. Kærlighed gør ham vred – vred nok til at græde. 

Et billede på kærlighed 

Ezekiel foregiver ikke, at disse to søstre er virkelige mennesker. Fra starten af identificerer han dem 

med hovedstæderne i de to halvdele Israel er delt op i – Samaria mod nord, som Assyrerne havde 

fjernet fra landkortet over 100 år tidligere, og Jerusalem mod syd. Ezekiel siger, at Samaria blev 

fuldt ud belønnet for sin prostitution, og det vil Jerusalem også blive. På en måde er beretningen om 

de to søstre endnu en illustrativ måde at give udtryk for, at Gud har vist sin langmodighed med 

Jerusalem længe nok. (I Ezekiel 16 er der en lignende beretning.) 

Gud havde lovet israelitterne alt, hvad deres hjerter kunne begære, hvis de holdt sig til ham. Men de 

fedtede altid for andre nationer, hvis velstand og magt de misundte. På den tid kunne en lille nation 

som Israel ikke blot indgå en venskabstraktat med en stormagt. Politiske alliancer betød, at man 

skulle acceptere stormagtens religion og dyrke dets guder på samme måde, som man dyrkede sine 

egne. Gud advarede Israel imod dette igen og igen, men de ignorerede hans advarsler. Derfor siger 

Ezekiel, at de vil få deres ønske opfyldt. De vil få lov at erfare deres ”babylonske elskeres omsorg 

og beskyttelse” på egen krop. 

Gud handler som en far, der til slut har opgivet at styre sine døtres dårlige vaner. Han fortæller 

hende: ”Skrid! Find selv ud af, hvordan livet er på gaden!” Gud siger: ”Din søsters bæger skal du 

drikke, det dybe og brede; fordi det rummer så meget, bliver du til latter og spot. Drukkenskab og 

elendighed skal fylde dig; et bæger med gru og ødelæggelse er din søster Samarias bæger. Du skal 

drikke det til bunds, du skal gnave skårene og flænge dine bryster. Jeg har talt, siger Gud herren”. 

(Ez. 23: 32-34). 

Han siger det i vrede, men også med det håb, at en så bitter sorg vil vække Israel til at forstå de 

katastrofale valg, hun foretog sig ved at vende sig fra Guds omsorg. 

Ez. 24:2 

For Ezekiel, som boede i Babylon, tog det måneder inden nyhederne fra Israel nåede ham. Ved at 

nedskrive den dato, hvor Gud fortalte ham, at den endegyldige belejring af Jerusalem var begyndt, 

ville Ezekiel have bevis på, at han var en ægte Guds profet. 

Lige hvad de fortjente 

Gud vil dømme samtlige nationer på denne klode 

”Jeg tager en grusom hævn over dem, en frygtelig gengældelse. Så skal de forstå, at jeg er Herren, 

når jeg tager hævn over dem.” (Ez. 25:17) 

2. verdenskrig endte som bekendt med Tysklands totale kapitulation. De ældre iblandt os kan 

fortælle om jubelscenerne og euforien i gaderne d. 4. maj om aftenen. 

Men de allierede sejrherrer kunne ikke blot pakke sammen og tage hjem. De havde taget tusindvis 

af nazister til fange. Blandt nogle af disse fanger var de mest brutale mordere verden nogensinde 

har set – i virkeligheden monstre, som havde beriget sig selv med guld og smykker fra millioner af 

jøder, som de havde udryddet. 

Et af de spørgsmål, som rejste sig, var: Under hvilket lands lov kunne nazisterne dømmes? Den 

amerikanske, den britiske eller den franske lov? Disse love gjaldt jo ikke for tyskere. Da man stod 

over for dette dilemma, fandt de allierede på noget nyt: Nürnberg processerne for 

krigsforbrydelserne. Domsafsigelserne blev baseret på troen på en højere lov – en international 

forståelse af ”rigtigt og forkert”, som kan tillempes alle mennesker, uanset sted og land. På basis af 

denne uskrevne lov blev mange Naziledere dømt til døden. 

205


Ezekiel præsenterer os for et lignende retfærdighedskoncept, som begynder i kap. 25. I de første 24 

kapitler har han talt skarpe og grove ord til israelitterne, som igen og igen havde brudt den lov Gud 

havde givet dem. Men nu udvides Ezekiels syn sig til at gælde nationer, som aldrig havde kendt til 

denne lov. Ezekiel tager ammonitterne, moabitterne, edomitterne og filistrene under behandling – 

fire nationer, som når man tager Israels geografi i betragtning, kan ses med det blotte øje fra 

Jerusalem. 

Hver af nationerne får deres tid i retten, og hver af landene bliver dømt for deres umenneskelige 

ondskabsfuldhed imod Israel. (De domme Ezekiel afsagde blev historisk set hurtigt ført ud i livet. 

De nationer, der var med på listen, forsvandt fra Jordens overflade, idet de blev ofre for den terror 

og vold, som de selv havde brugt mod Israel). 

Ezekiel fortsætter med at nævne Tyrus små 200 km længere oppe ad kysten. I Tyrus handlede det 

om profit; købmændene i Tyrus kontrollerede al handel i Middelhavet. På grund af deres velstand 

og succes anså de reelt sig selv for at være guder (28:2,6). De havde skadefro og følelseskoldt 

fornøjet sig over Jerusalems erobring og ødelæggelse, og havde straks øjnet chancen for at udvide 

deres interessesfære (26:2). Gud ville dømme dem for en så ufølsom arrogance og et så åbenbart 

hovmod. Nebukadneser begyndte at eksekvere dommen allerede på Ezekiels tid, og nogle 

århundreder senere afsluttede Alexander den Store jobbet ved at udslette byen. Tyrus blev, som 

Ezekiel havde forudsagt ”til en nøgen klippe….en tørreplads for fiskenet” (26:14). 

Efter at Ezekiel ganske kort har udtalt en dom over Sidon, tager han fat på Egypten. Hans ord må 

have virket næsten komiske. Hvem tror han egentlig, han er ham Ezekiel, at han vil udtale en dom 

over en af de største magtfaktorer på den tid? Det virkede nærmest, som om Ezekiel, der var en 

landflygtig fra et ubetydeligt land, som stod overfor at blive løbet over ende, havde været en 

flygtning fra Estland, der knyttede sin næve mod USA. Ikke desto mindre hævder Ezekiel 

frimodigt, at Egypten kan begynde sin sørgeklage nu. Og det var det, som skete! Egypten, en 

dominerende magtfaktor i mange århundreder, mistede sin dominans, og den er aldrig senere blevet 

genvundet (29:15). 

Disse domsafsigelser over nationerne viser, at Jerusalem ikke var blevet specielt udvalgt til en 

retfærdig dom. Alle nationer ville blive dømt på basis af den forståelse af ”rigtig og forkert”, som 

de både kendte og praktiserede. Hvis Gud var hårdere med Juda, ja så var det kun, fordi Juda vidste 

så meget mere om Gud og hans forventninger. 

Ezekiel 26:14 

Tyrus, som var en by ved Middelhavskysten, indbefattede to klippeøer, som lå lidt ude i havet. 

Nebukadnesar erobrede selve byen i 572 f. Kr. tolv år efter Jerusalems fald. Men øerne blev ikke 

taget før Alexander den Store ødelagde dem to århundreder senere. Helt i overensstemmelse med 

denne profeti, er byen aldrig senere blevet genopbygget. 

Ezekiel 28:3 

Den Daniel, der er tale om, og som også bliver nævnet i 14:14, er sandsynligvis ikke profeten 

Daniel, men en langt tidligere patriark, som blev agtet for sin visdom. Profeten Daniel, Ezekiels 

medlandflygtige i Babylon, ville højst sandsynligt ikke have vundet sig et så gunstigt ry allerede så 

tidligt. Hans navn staves også på en lidt anden måde på hebræisk. 

Ezekiel 29:7 

Når Israel blev truet af en af datidens supermagter (Babylon eller Assyrien), vendte de sig ofte til 

Egypten for at få hjælp. Hver eneste gang svigtede Egypten imidlertid Israel. Helt frem til 

ødelæggelsen af Jerusalem forventede israelitterne, at Egypten skulle komme og redde dem, men 

dets mægtige hære dukkede aldrig op. 

Ezekiel 30:11 

206


Babylonerne havde et fuldt fortjent negativt renomme på grund af deres grusomhed. Da de til sidst 

indtog Jerusalem efter 2½ års belejring, henrettede de alle Hizkijas sønner, mens han så på det. 

Bagefter stak de hans øjne ud og bragte ham til Babylon (se 2. Kong. 25:7). 

Ezekiel 33:7 

Man hyrer ikke en vægter, for at han skal kæmpe mod røverne alene. Han er ansvarlig for at slå 

alarm. Gud giver Ezekiel vægterens rolle både her og tidligere (3:18). Det er tragisk, når nogen dør 

for sine egne synder, men når han eller hun dør uden at blive advaret, så kan det ikke undskyldes – 

for vægteren var netop hyret, for at man skulle blive opmærksom på omvendelsens mulighed. 

Vendepunktet 

Fra og med dette punkt fremsiger Ezekiel gode nyheder 

”I det tolvte år efter at vi var blevet ført i eksil … kom en flygtning til mig fra Jerusalem og sagde: 

”Byen er faldet!” (Ez. 33:21). 

Forældre kan synes forfærdelige inkonsekvente over for deres børn. I det ene øjeblik griber en far 

om håndleddet på sin søn og råber et eller andet efter ham. I det næste øjeblik, når straffen er ovre, 

foreslår han måske, at de skal tage på en campingtur sammen den følgende sommer. Hvordan kan 

der ske en så drastisk ændring? Hvordan kan han være så vred det ene minut og så kærlig det 

næste? 

Den pludselige forandring giver kun mening, hvis man forstår, at de fleste forældre hader at skulle 

straffe deres børn. De straffer alene for at rette op på noget, som de ser, kan harme og ødelægge. 

Bagefter lægger de straffen bag sig så hurtigt som muligt, fordi de drømmer om noget skønnere 

fremover. 

Ezekiel fremstiller en ligeså drastisk ændring mellem Gud og Israel. Indtil kapitel 33 har det mest 

handlet om trusler og anger. I vers 21 når nyheden om Jerusalems fald pludselig Ezekiel. Den straf, 

som har truet så længe, er fuldbyrdet. Fra og med dette punkt blev Ezekiels budskab fra Gud 

domineret af drømme om fremtiden – lykkelige drømme. Ezekiels liv blev også lykkeligere. Efter 7 

år, hvor han bogstaveligt talt var tavs (3:26-27 – han fremsagde kun det, som Gud gav ham at sige), 

åbnede han sin mund og talte frit igen. 

Gud, som talte gennem Ezekiel, begynde at male fremtiden med de samme levende farver, som han 

havde brugt, da han lovede straf. Han talte om Israel som en flok får og om sig selv som deres 

kærlige fårehyrde (kap. 34). Han beskrev Israels bjerge, som de vil tage sig ud under hans 

endegyldige velsignelse (kap. 36) – en hel del anderledes end den forudsigelse, han var kommet 

med i kapitel 6. 

Gud viste Ezekiel en dal med tørre ben, der rejste sig og fik liv (kap. 37), et syn, som har inspireret 

musikere og prædikanter lige siden. Han forudså en fantastisk kamp mod ondskabens hære fra nord, 

Gog og Magog, en kamp i hvilken Guds folk ville triumfere mægtigt (kap. 38-39). Og endelig i sit 

sidste syn, viste Gud Ezekiel nationen Israel som et genoprettet land med dets grænser udvidet langt 

ind i fjendtligt territorium og med templet genopbygget med ny herlighed (kap. 40-48). Herren ville 

igen tage bolig iblandt dem for at bo hos sit folk. 

For Israel var templet et tegn på Guds kærlighed. Ved at tage bolig i templet overgav Gud sig selv 

til at være hos dem permanent – ikke til at komme og gå, men ved at være til stede og tilgængelig 

for hans folk når som helst. Da han forlod templet (10:18) og lod det blive raseret af babylonerne (2. 

Kong. 25:9), gjorde han det klart, at Israel havde forspildt enhver ret til hans omsorg. 

Så Ezekiels syn om et genopbygget tempel, som blev fyldt af Guds herlighed, var et løfte om nyt 

håb. Templet er aldrig blevet genopbygget i overensstemmelse med den præcise beskrivelse Ezekiel 

gav (kap. 40-43), og mange bibelfortolkere og lærde anser hans beskrivelse for at være symbolske. 

Templets afgørende skønhed er: ”Herren er der”. Den herlige, ubegribelige Gud, som Ezekiel først 

207


gang så i den Babylonske ørken, vil tage bolig midt i landet. Han vil ikke for altid være vred. Han 

har store planer for sit folks lykke og velfærd. 

Ezekiel 33:22 

I næsten 8 år, fra starten af sin tjeneste, havde Ezekiel været tavs undtagen, når han videregav 

budskaber fra Gud. Nu var det så, at en landflygtig ankom til Babylon med dårlige nyheder fra 

Jerusalem: Templet var blevet brændt og byen ødelagt. Med Guds tilladelse tog Ezekiels lange 

periode i tavshed nu slut. Hans domsbudskaber ophørte også, for hans forudsigelser om straf var 

gået i opfyldelse. Fra og med dette punkt bliver temaerne i Ezekiels profetier optimistiske og fyldte 

af håb. Et nedbrudt folk vil blive genopbygget. 

Ezekiel 33:32 

Ezekiels popularitet steg efter Jerusalems fald, for hans advarsler var jo gået i opfyldelse. På trods 

af det lyttede hans publikum mest for at blive underholdt, som om det var musik, det handlede om. 

Gud minder Ezekiel om, at det virkelige mål med profetierne er at ændre menneskers liv, ikke at 

samle en skare mennesker. 

Ezekiel 34:11 

Ezekiel, som brugte stærke billede i alt det han skrev, beskæftigede sig mere detaljeret med 

forestillingen om Gud som en hyrde end nogen anden forfatter i Bibelen. En sådan sammenligning 

havde en kolossal indflydelse på folk, hvis levebrød det var at passe får. 

Den samme sammenligning bruges gentagne gange hele vejen gennem Bibelen. En af de velkendte 

passager er Salmen 23, der begynder ”Herren er min hyrde”. Jesus kaldte sig selv for ”Den gode 

Hyrde” (Johs. 10:11-16), og han havde medynk med folkeskarerne, fordi de var ”som får uden 

hyrde” (Mark. 6:34). Billedet af Gud som en hyrde begynder med Jakob (1. Mos. 48:15 og slutter 

med Åb. 7:17). 

Den bedrøvelige sandhed 

Ezekiel vandt sig pludselig berømmelse – men beundringen var tom 

”Så stimler de (Ezekiels landsmænd) sammen hos dig, og mit folk sætter sig foran dig; de hører på 

dine ord, men de handler ikke efter dem…” (Ez. 33:31) 

Gud advarede Ezekiel om, at det ville blive et frygteligt job, han ville blive betroet. Ingen ville lytte 

til hans budskab. Han ville opleve sit folk som nogle ”med hårde pander og hårde hjerter” (3:7). 

Og hvordan ville Gud bistå ham? ”Jeg gør dit ansigt lige så hårdt som deres ansigt og din pande 

lige så hård som deres pande” (3:8). 

Som følge heraf levede Ezekiel et ensomt liv. De få, som troede på hans profetier, forventede ikke, 

at der ville ske noget, mens de levede (12:27). Folk anså Ezekiel for en, som bare fortalte historier 

(20:49). De kunne ikke begribe, at Gud ville lade Jerusalem falde, som Ezekiel hårdnakket 

prædikede. 

Efter adskillige år, hvor Ezekiel havde fremsagt disse profetier, kom nyhederne, at Babylon havde 

erobret Jerusalem (33:21). Og det gjorde pludselig Ezekiel populær. Folk talte om ham og flokkedes 

om ham for at høre hans ord og gav skin af en vis hengivenhed. Men de lyttede til Ezekiel uden at 

de ændrede deres hjerter. Han var blot som en, der synger om elskov med dejlig stemme til smuk 

musik” (33:32). Folket hørte hans ord, men de praktiserede dem ikke. 

I nogle tilfælde kunne Ezekiel sympatisere med folkets negative indstilling. Han kunne heller ikke 

selv lide sit eget budskab. Nogle gange fyldtes han af rædsel. To gange, da han så Guds dom, faldt 

han på sit ansigt i frygt og bæven og under gråd (9:8; 11:13). Da Gud bad ham om at lave mad, hvor 

menneskeafføring skulle bruges som brænde, et symbol på urenhed, var han for chokeret til at 

208


kunne adlyde (4:14). Da hans kone, ” dine øjnes lyst”, døde, gav Gud ham ikke engang lov til at 

græde (24:15-24). 

Ezekiel måtte undertrykke almindelige ordinære menneskelige følelser over for den ubehagelige 

opgave, Gud havde givet ham: At fortælle sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden 

og at fortælle den på en måde, som israelitterne ikke kunne ignorere. ” Så sandt jeg lever, siger Gud 

Herren: Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin 

vej, så han bevarer livet. Vend om, vend om fra jeres onde veje! Hvorfor vil I dø, Israels hus?” 

(33:11). 

De falske profeter stod i skærende kontrast til Ezekiel, og de havde som bekendt en tendens til at 

være optimister. De så gennem fingrene med den korrupte nations tilstand, og de forudsagde, at alt 

nok skulle gå. Kapitel 13 gengiver Ezekiels ord mod dem. ” Ve de tåbelige profeter, som følger 

egen indskydelse uden at have haft syner” (13:3). De ville ”kalke” en ynkværdig situation med 

påstande om, at Gud aldrig ville kunne lade Jerusalem blive ødelagt (13:10-16). 

Til slut begyndte Ezekiel at bringe ægte gode nyheder: Løftet om et genoprette liv. Han så et syn, 

som stadig lever i vore sange: spredte, tørre ben som kom til live! (37: 1-14). I et andet syn så han 

Gud vende tilbage for at tage bolig i Jerusalem (43:1-5). Ezekiel levede ikke længe nok til at se 

disse håbefulde forudsigelser gå i opfyldelse. Men der kan ikke herske tvivl om, at det var ham en 

noget større fornøjelse at komme med disse positive forudsigelser end katastrofeforudsigelserne. 

Ez. 35:5 

Der var uvenskab mellem de to klaner helt fra begyndelsen, da Jakob snød sin broder Esau for 

førstefødselsretten. Gennem århundrederne blev Esaus efterkommere til nationen Edom, og Jakobs 

blev Israel. Det dårlige forhold vedblev. For israelitterne var denne episode imidlertid den 

ultimative anstødssten: Da babylonerne nedbrændte Jerusalem, plyndrede edomitterne byen og 

tiljublede babylonerne 

Ez. 36:27 

Ezekiel forstod ligesom Jeremias, at Israel havde brug for langt mere end en ny begyndelse. For at 

undgå at lave den samme fejl engang til, havde de brug for ny motivation og en anderledes 

orientering. Gud måtte lave et radikalt indgreb på dem for at implantere et nyt hjerte og en ny ånd. 

Jesu efterfølgere var overbeviste om, at dette begyndte, da Helligånden kom på Pinsedagen (Ap.G. 

2:17-21). 

Ez. 37:9 

Dette uforlignelige syn begynder med, at der ligger en samling ben hulter til bulter på jorden i en 

dal. For øjnene af Ezekiel begynder disse ben at røre på sig, og de samles og bliver til skeletter, 

hvor der kommer kød og hud på. Legemerne forbliver imidlertid uden liv, indtil Gud i et dramatisk 

øjeblik puster livsånde i dem. Det hebræiske ord for ”puste” betyder også ”ånd”, og synet ville have 

mindet enhver jøde om 1. Mos. 2:7, hvor Gud pustede livsånde i det første menneske. 

Gud minder Ezekiel om, at det vil kræve intet mindre end et mirakel at bringe den rest af Israel 

tilbage fra de mange områder, hvortil de var spredt. Men hvis de skal opleve virkeligt liv, vil Israel 

have behov for et endnu større mirakel: en ny ånd pustet ind af Gud selv. Dette er behovet, hvis 

Israel skal genrejses, og det er også alle andres behov. 

Ez. 37:22 

Israel længtes efter at blive genforenet. Jøderne var blevet opsplittet i to nationer (der endog havde 

været i krig med hinanden) siden Salomos dage over 300 år tidligere. Det var lidt ligesom Øst- og 

Vesttyskland, der jo blev forenet og Nord og Sydkorea i dag. Man kan ikke glemme, at man i 

virkeligheden hører sammen. Gud lovede at genforene de to – selv om den ene havde været i 

landflygtighed og spredt i mange lande i over 100 år. 

209


Ez. 39:1 

Hvem er Gog og Magog? Bibelfortolkere er ikke enige. Det mest sikre, man kan sige, er, at de 

repræsenterer et ondskabens rige, som angriber Israel fra nord. De er langt mere end ”normale” 

fjendtligt indstillede folk. De er en personificering af ondskaben – den ondskab, som har kæmpet 

mod Guds folk helt fra begyndelsen. Disse kapitler viser, at Gud udfrier sit folk ved at ødelægge 

Gog. De to navne, Gog og Magog, dukker op igen i Åbenbaringsbogen 20:8, hvor de er en del af 

den endegyldige kamp mod ondskaben. 

Ez. 40:5 

Da Moses og senere Salomon stod for byggeriet af Guds boliger (Tabernaklet og Templet), lagde de 

stor vægt på, at specifikationerne blev opfyldt til mindste detalje. Ezekiel gør det samme, selv om 

det tempel, han opmålte med så stor omhu, aldrig blev konstrueret. Nogle bibelfortolkere anser 

detaljerne for at være symbolske, idet de lægger vægt på, hvor vigtig en fornyet tilbedelse i templet 

vil være. Symmetrien og skønheden i det nye tempel vidner om Guds fuldkomne plan for sit folk. 

Ez. 41:2 

Det vil være lettere at forestille sig Ezekiels tempel, hvis man ser på en skitse fra fx et 

bibelleksikon. Ezekiels beskrivelse åbenbarer en fascinerende indsigt. Antallet af trappetrin op mod 

det hellige sted øges fx for hvert afsnit, sådan at en som vil tilbede stiger betragteligt højere. Men 

døråbningerne bliver snævrere (40:48; 41:2-3). Dette antyder, at jo nærmere man kommer til Gud, 

jo snævrere er den sti man må følge. 

Ez. 43:4 

Der var gået 19 år siden Ezekiel havde set Herrens Herlighed forsvinde fra templet (11:22-23). 

Dette tempel var nu kun støv, aske og ruiner; de babylonske erobrere havde brændt og ødelagt det. 

Det nye tempel, Ezekiel så i dette syn, symboliserede, at Gud igen ville leve med sit genoprettede 

folk. 

Ez. 45:10 

Bibelen, som altid er en praktisk bog, besværer sig ikke med at definere ”ærlighed” i filosofiske 

vendinger. Den siger ganske enkelt: Snyd ikke med vægten! Den slags snyderi var et almindeligt 

forekommende fænomen i Juda (se fx Mika 6:10-12). Arkæologer har fundet mange vægte, som 

engang blev brugt på jødiske markedspladser, men meget få viser præcis den vægt, som 

inskriptionerne tilsiger. 

Ez. 47:12 

Denne flod, som flyder fra templet, havde mirakuløse egenskaber: Den vendte op og ned på 

Dødehavets giftvirkninger og goldhed og producerede helbredende frugter på dens bredder. De 

første kristne brugte lignende symboler; i Johannes’ syn om et nyt Jerusalem (Åb. 22), så han livets 

flod, der flød fra Guds trone. 

Ez. 48:30 

Disse 12 porte, som er opkaldt efter de 12 stammer i Israel, bliver også beskrevet i det Ny Jerusalem 

(Åb. 21:12). Der er også et ekko af andre af detaljerne fra Ezekiels syn i Åb. 21-22: For eksempel 

udsigten fra et højt bjerg (Ez. 40:2), engleguiden (40:3) og den helbredende flod (47:12). Den 

vigtigste lighed reflekteres i navnet på Ezekiels by: ”HERREN ER HER” (48:35). Som 

Åbenbaringen udtrykker det: ”Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem” (Åb. 21:3). 

Ezekiels tempel! 

Gennem årene har evangeliske kristne diskuteret, hvordan de skal forholde sig til Ezekiel 40-47, der 

beskriver det syn, hvor Ezekiel så et nyt, storslået tempel i al sin herlighed! 

210


Nogle har ment, at beskrivelsen af Ezekiels tempel skal forstås bogstaveligt, og at det en dag i 

fremtiden vil blive bygget i forbindelse med tusindårsriget, hvor Kristus vil regere i Jerusalem. En 

af begrundelserne for denne opfattelse er, at templet er beskrevet meget detaljeret med de præcise 

mål, som Ezekiel så i sine visioner. Ezekiels syn af templet havde uden tvivl til hensigt at opmuntre 

jøderne til at tænke tilbage på Salomos tempel, som nu var ødelagt og lå i ruiner i Jerusalem. Gud 

var ikke færdig med sit folk. Der var en herlig fremtid at længes efter og tænke på. 

Vi har igen og igen set, hvordan profeterne først taler dom til folket, men siden ændres tonen til 

trøst. Det ødelagte tempel var en voldsom anstødssten, der gav en følelse af håbløshed. Folket 

nærede fortvivlelse og der var mismod. Nu træder Ezekiel frem med trøst og håb! Han siger til de 

landflygtige, at det sidste ord ikke er sagt. Gud er ikke færdig med sit folk. Tværtimod! Han 

kommer med løfter om herlige velsignelser, som han vil overøse sit folk med i fremtiden. Nogle af 

disse velsignelser er ikke langt ude i fremtiden. De vil allerede blive folket til del i deres generation. 

Det er således interessant at bemærke sig, at løfterne i Ezekiel 39:25-29 går umiddelbart forud for 

synet af det storslåede tempel. 

Man antager, at Kyros’ berømte dekret blev udstedt i 539 f. Kr. Hovedformålet med dette dekret var 

at genopbygge templet i Jerusalem. Dette byggeri blev fuldført over en periode af omkring 24 år. 

Templet blev bygget færdig midt under en vækkelse, som var påbegyndt under indtryk af Haggaj og 

Zakarias’ forkyndelse. Vi skal imidlertid notere os, at dette tempel, som går under betegnelsen 

”Zerubbabels tempel” ikke var opfyldelsen af Ezekiels tempel-vision. Det var kun en delvis 

opfyldelse af hans vision. Der var tale om et ”allerede/endnu ikke” aspekt af Ezekiels profeti. Dette 

fremgår klart af de løfter, Gud gav gennem Haggaj, mens man fuldførte byggeriet af dette tempel. 

Haggaj 2:3-9. 

Hvad er ”allerede/endnu ikke” aspektet af Guds løfter gennem Haggaj? 

I Haggaj 2:6-7 læser vi, at Hærskarers Herre vil få ”jorden til at skælve” og ”at han vil få folkene 

til at skælve”! Dette skete ikke længe efter, at Haggaj havde fremsat sine profetier. Det var 

perserne, der havde magten, da Haggaj levede og profeterede. De angreb på et tidspunkt de græske 

bystater og led i den forbindelse forsmædelige nederlag. Verden stod over for en brat opvågning 

som aldrig før. Først erobrede Alexander den Store hele verden på rekordtid, og hans rige blev 

senere afløst af det mægtige Romerske Imperium. Gik profetien i Haggaj 2:7 i opfyldelse? Kom 

folkene med deres skatte til templet, som Haggaj havde forudsagt? 

Ja, det skete på flere måder! 

For det første boede der nu jøder spredt rundt i hele den antikke verden. Disse grupper af jøder 

samlede sig store rigdomme, som jøder altid har gjort i kraft af deres handelstalenter og dygtighed. 

Disse jøder havde for skik at rejse til Jerusalem engang om året på en pilgrimsrejse for at ofre og 

betale tempelskat. Derved blev der tilført templet store midler! 

For det andet opfyldte Gud det løfte, han havde givet gennem Haggaj, ved at oprejse Herodes den 

Store! Han blev som så mange andre Guds redskab uanset hans personlige, moralske habitus. 

Herodes den Store gjorde ganske enkelt brug af de rigdomme, som romerne havde tilranet sig rundt 

omkring i verden. Han øste disse midler ind i en restaurering og udbygning af Zerubbabels tempel. 

Selv om Herodes den Store sagde, at det var en udbedring og udbygning af Zerubbabels tempel, han 

var optaget af, var det i virkeligheden en total ombygning. 

Zerubbabels tempel var større end Salomos tempel. Herodes’ tempel var endnu større. 

Havde Herodes den Store en modeltegning, som han fulgte? 

Kyndige folk siger, at der ikke kan herske tvivl om, at Herodes den Store langt hen ad vejen fulgte 

og var under indflydelse af de beskrivelser, som vi finder i Ezekiel 41:1-43:17. Under ombygningen 

af Zerubbabels tempel benyttede Herodes den Store sig altså langt hen ad vejen af de mål og 

beskrivelser, som Ezekiel havde set i sine visioner. 

Dette opfyldte altså et stykke hen ad vejen både Haggajs og Ezekiels profetier. 

211


Den endelige opfyldelse af Ezekiels syn om et uovertruffent storslået tempel blev imidlertid opfyldt 

på en helt anden måde. 

Hvad er så denne egentlige opfyldelse? 

Svaret gives os måske i slutningen af begge profetier. Haggajs profeti slutter med ordene i Haggaj 

2:9: ”Husets kommende herlighed bliver større end den tidligere, siger Hærskarers Herre. På dette 

sted giver jeg fred, siger Hærskarers Herre” 

Det var i Herodes den Stores udbedrede tempel, at Jesus kom og gik, mens han underviste om 

frelsens vej! Og det var i dette storslåede tempel, at den Nytestamentlige menighed blev skabt! 

(Ap.G. 2:46). Og det er denne selv samme menighed, som er Guds tempel på jorden i dag! (1. Kor. 

3:16-17; Ef. 2:19-22; 1. Pet. 2:4-5). Evangeliets budskab tilført Helligåndens kraft er den eneste 

kraft på jorden , som i sandhed kan forlene fred til mennesker; og det er den eneste kraft, som kan 

skabe liv af døde. 

Den overstrålende, storslåede herlighed ved Zerubbabels tempel var den herlighed, som Kristus 

tilførte ”templet” gennem det, han lærte og forkyndte, men også ved at lade menigheden bryde frem 

og vokse ud af Kristi gerning.. 

Mon ikke dette skulle være den egentlige betydning af Ezekiel 47:1-12. 

De troende, som lever i den Nye Pagts tid, er privilegerede derved, at de har set opfyldelsen af en 

stor del af Ezekiels og Haggajs profetier. Opfyldelsen vil blive endnu tydeligere i takt med at 

evangeliets gode nyheder fortsætter med at flyde ud af Guds nye tempel – menigheden. (Es. 2:1-4; 

Rom. 16:25-27). Guds ultimative velsignelser har vi stadig til gode indtil den dag, hvor Kristus 

kommer igen. (1. Kor. 15:20-26). 

Artiklen er hentet fra internettet! www.caledonianfire.org 

Daniels bog 

Kommentarer til Daniels Bog 

I Juda havde Jeremias virket helt frem til Jerusalems fald i 586 og også i tiden efter. 

I landflygtigheden havde Ezekiel virket! 

Og nu skal vi se nærmere på profeten Daniel, som også virkede i Babylon og Persien under 

landflygtigheden. 

. 

Daniels Bog er en fantastisk bog. Gennem Daniel åbenbarer Gud de store linier i historiens gang. 

Daniels Bog bør læses sammen med Åbenbaringsbogen. Åbenbaringsbogen forklarer Daniels Bog, 

og Daniels Bog er grundlaget for Åbenbaringsbogen. 

Indholdet i disse bøger er ikke enkle at gå til, for budskaberne er iklædt symbolsk billedsprog. 

Mærkværdige figurer og underlige dyr dukker op igen og igen, og det forekommer uvant for os. 

De første 6 kapitler af Daniel er forholdsvis lette at gå til og spændende læsning. Der er ikke mange 

kapitler, som har været til større hjælp og opmuntring op gennem historien, fordi kristne også lever 

i et verdsligt og gudsfjendtligt samfund, hvor vi som Daniel konstant konfronteres med hedenskabet 

og udfordres til at leve et anderledes liv. Daniel er et fantastisk eksempel og forbillede, der har stået 

som et fyrtårn i 2.500 år. 

Fars gennemgang af Daniels Bog i søndagsskolen 

Daniels tro, hans trofasthed, hans karakterfasthed, hans helhjertethed og teologi er enestående og en 

stadig kilde til inspiration, fordi Daniels situation på mange måder også er vores situation. (2:20- 

22). 

212


Gennemgang af Daniel! 

Kap. 2 

Nebukadnesar havde haft en drøm, som foruroligede ham. Han kunne tilsyneladende huske sin 

drøm, men han forstod ikke tydningen. Så mirakelmagerne, besværgerne, troldmændene og 

stjernetyderne blev tilkaldt, og beskeden var klar: Fortæl mig, hvad jeg har drømt! Hvis I ikke kan, 

er I svindlere og bedragere og konsekvenserne vil være skæbnesvangre (v. 5). Mirakelmagernes 

reaktion: v.10! 

Det er her Daniel kommer ind i billedet! Han foretager sig en række velovervejede dispositioner, 

hvoraf den væsentligste var bøn (v. 18). 

I et nattesyn åbenbarer Gud Nebukadnesars drøm for Daniel, og Daniels reaktion er interessant, for 

den bærer præg af en overvældende ydmyghed og et fantastisk vidnesbyrd. V. 27-29. 

Selve drømmen og tydningen! 

Billedstøtten er 4 riger! 

Hovedet af guld er det babyloniske rige (v.38). (612-538) 

Det andet rige var det medo-persiske – arme og bryst af sølv! (538-333) 

Det tredje rige var maven og hofterne af kobber – det var det græske rige! (333-146) 

Det fjerde rige er ikke navngivet – et anderledes rige end de andre! Ingen synes at være i tvivl om, 

at dette fjerde rige er romerriget, som fulgte efter det græske rige! Dette rige er både historisk og 

profetisk! Om dette rige hedder det, at det var riget ”som var og ikke er og skal komme igen”. Dette 

rige skal bryde frem igen som en mægtig magtfaktor mod afslutningen af tidshusholdningen, og der 

er jo mange, der mener at se konturerne af dette rige tage form i vores tid. 

Det afgørende ved Nebukadnesars syn er imidlertid v. 44 og stenen, som kun kan symbolisere 

Kristus. 

Kap. 7 

I dette kapitel får Daniel et syn, der underbygger og giver en fuldere forståelse af den drøm 

Nebukadnesar havde i kap. 2. 

4 dyr stiger op af havet – Middelhavet! Disse 4 dyr er 4 riger! (v. 17). Der er tale om de samme 4 

riger som i kap. 2. 

Igen bemærker vi, at det 4. rige er anderledes end de 3 andre (v. 7). Bibelfortolkere er enige om, at 

når dette rige genopstår hen mod slutningen af denne tidsalder, ja så vil det være Antikrists rige, 

som vil herske over hele området omkring Middelhavet! 

Det er interessant, at disse riger fremstilles som rovdyr. Det første var som en løve, det næste som 

en Bjørn og det tredje som en Panter! Det fjerde var som en frygtindgydende dinosauer! 

Signalet er klart, og disse dyr siger noget om denne verdens rigers væsen. Man kan sige, at denne 

verdens natur, verdensmagten i sit inderste væsen er dyrisk. 

Hvis vi tænker på bare de 2-3 store riger eller magtsystemer, som vi har oplevet i nyere tid, ja så 

passer billedet perfekt. Nazismen og kommunismen i Rusland og Kina (Stalin og Mao). 

Menneskelig magt uden Gud er forfærdende og grusom, og vi kan konstatere, at det ofte moralsk 

befinder sig på et dyrisk plan. 

I Nebukadnesars drøm så han disse riger i deres ydre glans! Daniel ser i sit syn de samme riger 

indefra, dvs. han får et indblik i deres væsen, måske som Gud ser disse riger. Som rovgriske, vilde 

dyr, der kun pønser på at dræbe og fortære hinanden. 

Dyrenes væsen passer på de 4 riger, men det fjerde dyr kan ikke sammenlignes med noget andet 

dyr. I v. 9-11 ser Daniel Himmelens dom over dyret. I v. 13-14 ser Daniel, hvordan 

menneskesønnen overtager magten over alle riger på hele jorden. 

Men Daniel kan ikke slippe tankerne om det fjerde dyr. I v. 19ff får vi en uddybning. Citat fra John 

Holens bog ”Daniel” side 75-76!! Sammenlign Åb. 13, hvor der er tale om en religiøs og verdslig 

magt. I vers 20, 24 og 25 får vi Bibelens første beskrivelse af Antikrist. 

213


Der er 3 ting, som kendetegner ham: Han spotter den levende Gud. Han forfølger de hellige, og han 

er fremstillet som den lovløse. 

Kap. 8 

Begivenhederne i Daniels Bog er ikke fremstillet i kronologisk rækkefølge. Kap. 8 omhandler 

således det andet og tredje rige. Det medo-persiske og det græske! 

Det andet verdensrige var et dobbeltmonarki, og derfor er det vel fremstillet med to horn. 

Broderfolkene mederne og perserne. Først havde mederne magten i kraft af kong Darius, og senere 

fik perserne magten ved kong Kyros. Af de to var kong Kyros langt den mægtigste. 

En gedebuk dukker op fra vest. Den farer hen over hele jorden, men uden at røre jorden. Det 

mægtige, uovervindelige medo-persiske rige blev løbet over ende af makedoneren Alexander. Med 

bare 35.000 mand begyndte han sine erobringer i foråret 334 f. Kr. Om efteråret samme år var det 

mægtige perserrige løbet over ende, og 3 år senere var den 25 årige Alexander den Store herre over 

hele mellemøsten og den dakendte verden. 

Men det varede kort. Alexander døde som 33 årig i Nebukadnesars palads. 

Alexanders rige gik på sin vis i opløsning efter Alexanders død, og hans rige blev delt mellem hans 

fire generaler. Men de tanker og den kultur som opstod i kølvandet på Alexanders erobringer 

levede videre i den kulturforståelse, som vi kalder hellenismen. Og det fik afgørende betydning for 

evangeliets udbredelse. Verden oplevede for første gang en slags fælles kultur og forståelse. Græsk 

blev verdenssprog. Man forstod hinanden og kunne tale sammen. Og det har præget verden lige 

siden. Oltidskundskab, græsk sprog, græsk kultur, måden at bygge på, måden at tænke på! 

For så vidt angår kap. 8 fører disse begivenheder til en magt, som er den mest gudsbespottende, der 

nogensinde har eksisteret. Fra et af de 4 horn skyder et lille horn frem. Vi får beskrivelsen i v. 22- 

24. Prototypen på Antikrist: Antiokus Epifanes! Hans væmmelige gudsbespottelse og forfærdelige 

forfølgelse af Guds folk, hans grusomhed og ryggesløse gerninger er uden sidestykke i historien. 

Han er prototypen på Antikrist og vil kun blive overgået af ham, når han en dag dukker op. 

Vi får at vide, at der vil ske tre ting: Ofringerne til Gud i templet vil blive afskaffet (v. 11). Templet 

vil blive vanhelliget (v. 11). Sandheden vil blive trådt under fode (v. 12). 

Hvordan gik det så? 

1. Makk. 1: 34-50 læser vi om Antiokus’ skændsler! 

Desuden blev templet skændet på alle tænkelige måder. Røgelsesalteret af guld, den syvarmede 

lysestage og forhænget mellem det hellige og Det allerhelligste blev fjernet fra templet. På Pagtens 

ark satte han et lille alter, som var viet til den øverste af de olympiske guder Zeus, som var 

Antiokus’ yndlingsgud. Ødelæggelsens vederstyggelighed var blevet placeret midt i Guds 

helligdom. 

Man siger, at Israel som folk aldrig har været så nær sin undergang, som under Antiokus Epifanes. 

Dette er et forvarsel om det, som er i vente! 

Men ondskaben og de forfærdelige forhold varede kun en begrænset tid. Ca. 3 år, som Daniel også 

havde forudsagt. 

Lad os opsummere. 

Antiokus Epifanes og det som skete i forbindelse med hans regeringsperiode, er altså et forbillede. 

Han er prototypen på Antikrist. Sammenligner vi profetordet om den kommende Antikrist med det, 

vi nu har set, finder vi store ligheder, bare i et langt videre omfang og af en lang mere forfærdende 

karakter. Antikrists regime vil omfatte hele verden og karakteren af hans gerninger kan ikke 

beskrives med ord. 

Extra: 

Som under Antiokus, da Israels hær blev overgivet til ødelæggelse, vil antikrist føre krig mod de 

hellige (Israel) og sejre over dem (Åb. 13:7; Dan. 7:21) 

Det lille horn voksede sig stort, helt op til himlens hær (Dan. 8:10). Det hedder om Antikrist, at han 

skal ophøje sig over alt som kaldes Gud (2. Tess. 2:4). Om Antiokus står det videre, at han fjernede 

214


det daglige offer. I forbindelse med Antikrists gerninger læser vi, at i midten af ugen skal 

slagteoffer og madoffer ophøre. 

Antiokus kastede sandheden til jorden (Dan. 8:12). Antikrist skal i Satans kraft åbenbares med al 

løgnens magt, tegn og undere og al uretfærdighedens forfærelse (2. Tess. 2:9-10). 

Antiokus vanhelligede helligdommen (Dan. 8:11). Antikrist skal sætte sig selv i Guds tempel. 

Antiokus havde held med alt, hvad han gjorde (Dan. 8:12). Om Antikrist hedder det, at ”hele jorden 

undrede sig og fulgte efter dyret” og ”det fik givet magt over hver stamme og folk, tungemål og 

folkeslag” (Åb. 13:7). 

Årsagen til elendigheden og den forfærdelige tid under Antiokus Epifanes var ganske enkelt folkets 

frafald, og på samme måde vil frafaldet også bane vej for Antikrists komme og føre til, at der skal 

blive en trængsel så stor, at der ikke har været noget lignende siden verdens begyndelse og heller 

ikke siden skal komme (Matt. 24:21). Israel vil ved Antikrists komme være så forblindet, at de tager 

imod ham som deres Messias (Johs. 5:43). Og så vil deres synders mål være fuldt! 

De udryddede den salvede (Dan. 9:26), og de vil oprette en pagt med den falske (Dan. 9:27). 

Som det vil være for Israel, således vil det også være for nationerne i verden. Frafaldet fra Gud vil 

komme. Tidsbilledet er malet i mørke og dystre farver. Trængselstiden indgår i det profetiske 

program, og den kommer ikke til at vare længere, end han har bestemt den til at vare. 

Kap. 9 

Daniel 9 hører helt sikkert til et af de specielle kapitler i Bibelen. 

For det første møder vi Daniels tro og fulde fortrøstning på Guds ord. Han var ikke et sekund i tvivl 

om pålideligheden af Jeremias’ ord. Jeremias’ Bog var Guds åbenbaring til Jeremias!! 

Det næste vi møder, er Daniels forbøn. 

En og anden kunne måske være fristet til at tænke: Når nu Gud har sagt, at Israels folk vil komme 

hjem efter 70 år, og når den dato netop nu er ved at oprinde, hvorfor så bede og gå i forbøn! 

Det er rigtigt, at Gud ved alt! Gud kender også vore behov! Hvorfor så bede? 

Vi kan kun sige, at det er sådan det fungerer! Det er sådan, Gud har villet det. Bønnen er det 

mægtige våben, som Gud har givet sit folk i kampen, så hans sag kan føres til sejr. 

Og Daniels bøn er gribende læsning. 

Det er en hjerteskærende syndsbekendelse, hvor han siger ”vi”. 

Hans syndsbekendelse kommer tydeligt frem i v. 5, 6, 7 og 13. 

Daniel er sig meget bevidst om syndens alvor. Vi er tilbøjelige til at tage kolossalt let på synd. Ja, vi 

betragter vel nærmest synd, som når vi har skåret os i fingeren. 

Daniel forstod syndens alvor og konsekvenser. Han var opmærksom på Guds hellighed og 

retfærdighed. 

Daniel ved, at den straf Gud har ladet ramme hans folk, er fuldt ud retfærdig. men han er også fuldt 

ud klar over Guds barmhjertighed. v. 9: ”Men barmhjertigheden og tilgivelsen tilhører Herren vor 

Gud;” 

Derfor er afslutningen på Daniels bøn en indtrængende anmodning om, at Gud vil gribe ind og på 

ny lade folket komme hjem, så Jerusalem og templet kan blive genopbygget.. v. 18-19 

Daniel er 90 år gammel – og fuldt ud klar over opgaven og udfordringen. 

Sidste del af kap. 9 er en fantastisk forudsigelse om tidspunktet for Kristi fødsel. 

v. 25: Fra den tid ordet om at genopbygge Jerusalem udgik ….se hverdags dansk! 

Ifølge Nehemias 2:1-8 kan dette tidspunkt kun være år 444 B.C. 

Perioden opdelt i 3 portioner: 7 uger – 62 uger – 1 uge. Der er tale om et begreb, der hedder åruger, 

hvilket betyder, at en uge er lig med 7 år. 

De første 7 åruger udgør derfor 49 år! 

Det var den tid, det tog at genopbygge Jerusalem! 

215


Det er også interessant at bemærke, at Malakias var den sidste profet, og hans skrift afslutter GT’s 

kanon 49 år efter år 444 B.C. 

Hvis Daniels profeti er korrekt, vil der gå (7 + 62) åruger = 69 åruger, der er lig med 483 år, inden 

Kristus kommer. Men hvert år tæller kun 360 dage, fordi der er tale om profetiske år (det var sådan 

man regnede). Det giver i alt 173.880 dage. 

Hvis vi nu siger, at indtoget i Jerusalem palmesøndag var den dag vi stiler efter (Za.9:9), så er 

regnstykket som følger. 

Forskellen mellem 444 B.C. og år 33 e. Kr. er 476 normale år. 

Hvis vi ganger 476 med 365.24219879 (365 dage, 5 timer, 48 minutter og 45,975 sekunder = 

varigheden af et år), så når vi frem til 173.855 dage, 6 timer, 52 minutter og 44 sekunder = 173.855 

dage. Det giver en margin på 25 dage op til 173.880 dage. 

Udgangspunktet var d. 5. marts 444 B.C. Lægger vi 25 dage til d. 5. marts kommer vi til d. 30. 

marts, år 33, som var den dag Jesus red ind i Jerusalem. 

Vismændene har uden tvivl kendt til Daniels udregninger, og de har sikkert også vidst mere end vi 

ved. Vi kan derfor regne med, at de har formodet, at Messias ville påbegynde sin offentlige 

virksomhed, når han var omkring de 30 år. Og så har de regnet tilbage. Desuden har de kendt 

beretningen om stjernen over Jakob. Så de har været på udkig. 

Men vi mangler stadig den sidste åruge. Mellem uge 69 og 70 skal der ske to ting: 

• En salvet vil blive fjernet uden dom (Dan. 9:26) 

• Jerusalem og templet vil blive ødelagt (Dan. 9:26) 

Der er grundlæggende to tolkninger om den sidste åruge, dvs. den halvfjerdsindstyvende åruge. 

Den ene fortolkning mener, at denne åruge på en eller anden måde fulgte direkte efter den 69. 

åruge. Det er imidlertid vanskeligt at få til at passe med virkeligheden. 

Den anden tolkning er langt mere sandsynlig. 

Her mener man, at den 70. åruge stadig er fremtidig og peger frem imod Antikrists tid. Det er de 

syv år som både Daniel og Åbenbarigsbogen taler om, og som man placerer i Antikrists regime på 

jorden. Disse syv år deles i to dele med tre og et halvt år i hver halvdel. Denne ene uge – den 70. og 

sidste åruge - er sat for sig selv, og tidsrummet mellem de foregående 69 åruger og den sidste åruge 

er af ubestemt længde. Dette tidsrum af ubestemt længde udgør menighedens tid på jorden. 

Menigheden var en hemmelighed under den forrige pagt og lå ikke indenfor synsfeltet af den 

gammeltestamentlige profeti. Derfor omtales denne tidsepoke mellem den 69. og den 70. åruge 

ikke. Disse 70 åruger har nemlig kun med Israel at gøre. (se John Holen ”Daniel” side 111) 

Konklusion: 

Flere hundrede år før begivenhederne fandt sted, forudsagde Daniel følgende: 

• Messias komme 

• Messias død 

• Jerusalems og templets ødelæggelse 

Daniels Bog 9:23-27 

Nedenstående fremgår ikke nødvendigvis helt tydeligt af den danske oversættelse! 

Men kloge folk siger, at der i grundteksten er belæg for at fortolke disse vers som følger! 

v.24 

216


70 uger (åruger) er fastsat: 70x7 år = 490 år! 

Efter det antal år vil følgende begivenheder finde sted: 

• overtrædelserne vil så blive tøjlet (hverdagsdansk: ophøre) 

• synden vil blive bragt til ophør (gammel oversættelse: syndens mål fuldt) 

• skylden vil blive sonet (hverdagsdansk: blive betalt) 

• den evige retfærdighed vil komme 

• profeternes syner vil blive beseglet (hverdagsdansk: opfyldt) 

• den (det) højhellige vil blive salvet 

v. 25 

Udgangstidspunktet for de 490 år: 

”fra den tid ordet om at genopbygge Jerusalem udgik” 

Jf. Nehemias 2:1-8 vil dette tidspunkt sandsynligvis være år 444 f. Kr. 

Efter 69 åruger (483 år) vil ”en salvet fyrste komme” (hverdagsdansk: en salvet konge) 

Tidsperioden er opdelt i 7 uger (49 år) – 62 uger (434 år) – 1 uge (7 år) 

De første 7 uger (49 år) gik med at genopbygge templet og Jerusalem! 

Malakias den sidste profet i GT – afslutter sit skrift, dvs. GT-kanon 49 år efter 444 f. Kr. 

v. 25 

Jerusalem skal stå genopbygget i 62 uger (434 år) 

v. 26 

Efter disse 62 uger, men inden den sidste uge, vil 3 begivenheder finde sted: 

• den salvede konge vil blive fjernet 

• den salvede vil blive fjernet uden dom 

• Jerusalem og templet vil blive ødelagt af en fyrste med sin hær 

v. 26 

Tidsperspektivet 

Udgangspunktet var 444 f. Kr. 

Inden begivenhederne i v. 26 vil der gå 7 uger + 62 uger = 69 åruger (483 år) 

Et profetisk år var kun på 360 dage (det var sådan man regnede)! 

483 år er derfor det samme som (483 x 360) dage = 173.880 dage 

Der skal altså gå 173.880 dage fra år 444 f. Kr. (helt nøjagtigt fra d. 5. marts år 444 f. Kr.) 

til at ”den salvede bliver fjernet uden dom” 

Hvis vi nu kigger på den almindelige kalender og lægger f.eks. 

476 almindelige kalenderår til år 444 f. Kr., når vi frem til år 33 e. Kr. 

Et år er præcis 365 dage, 5 timer, 48 minutter og 45,975 sekunder 

476 år svarer derfor til (476 x 365,24) dage = 173.855 dage! 

Men der skulle gå 173.880 dage. 

Der mangler altså 173.880-173.555 = 25 dage 

Udgangstidspunktet var d. 5. marts. 

25 dage til den 5. marts giver d. 30. marts! 

D. 30. marts år 33 e. Kr. var Palmesøndag!!! 

I henhold til Zakarias 9:9 var det den dag, hvor Kristus præsenterede sig selv for jøderne som 

Messias!! 

Kristus blev altså korsfæstet fredagen efter Palmesøndag, dvs. d. 3. april år 33 e. Kr. 

Ret godt gået af Daniel!! 

217


v.27 

Den sidste uge er beskrevet i v. 27 

Denne uge udgør et problem, som det ikke er enkelt at forholde sig til 

Mange bibelkyndige mener, at v. 27 handler om både en anden person 

og et andet tidspunkt end det omtalt i v. 26 

Fyrsten i v. 27 vil således ”bringe slagtoffer og afgrødeoffer til ophør” 

mens fyrsten i v. 26 netop har ødelagt templet! 

Denne fyrste vil derfor efter al sandsynlighed dukke op på scenen på et senere tidspunkt, f. eks. 

efter at templet er blevet genopbygget. (Men vil templet blive genopbygget???) 

Det betyder altså, at den sidste 70. åruge stadig er fremtidig! 

Begrundelsen for denne antagelse er, at der er en adskillelse i tid mellem de 69 uger og den sidste 

uge! Denne tidsepoke udgør ”menighedens periode”. 

Menigheden var en hemmelighed for profeterne under den gamle pagt 

og lå derfor ikke inden for synsfeltet af den gammeltestamentlige profeti. 

Derfor omtales menighedens tidsepoke mellem den 69. og den 70. åruge ikke. 

De 70 åruger har nemlig fortrinsvis med Israel at gøre. 

Det er præcis samme fænomen, som når profeterne ikke skelnede (eller ikke forstod) tidsafstanden 

mellem Jesu første og andet komme!! 

Daniels Bog 9:23-27 

Nedenstående fremgår ikke nødvendigvis helt tydeligt af den danske oversættelse! 

Men kloge folk siger, at der i grundteksten er belæg for at fortolke disse vers som følger! 

v.24 

70 uger (åruger) er fastsat: 70x7 år = 490 år! 

Efter det antal år vil følgende begivenheder finde sted: 

• overtrædelserne vil så blive tøjlet (hverdagsdansk: ophøre) 

• synden vil blive bragt til ophør (gammel oversættelse: syndens mål fuldt) 

• skylden vil blive sonet (hverdagsdansk: blive betalt) 

• den evige retfærdighed vil komme 

• profeternes syner vil blive beseglet (hverdagsdansk: opfyldt) 

• den (det) højhellige vil blive salvet 

v. 25 

Udgangstidspunktet for de 490 år: 

”fra den tid ordet om at genopbygge Jerusalem udgik” 

Jf. Nehemias 2:1-8 vil dette tidspunkt sandsynligvis være år 444 f. Kr. 

Efter 69 åruger (483 år) vil ”en salvet fyrste komme” (hverdagsdansk: en salvet konge) 

Tidsperioden er opdelt i 7 uger (49 år) – 62 uger (434 år) – 1 uge (7 år) 

De første 7 uger (49 år) gik med at genopbygge templet og Jerusalem! 

Malakias den sidste profet i GT – afslutter sit skrift, dvs. GT-kanon 49 år efter 444 f. Kr. 

v. 25 

Jerusalem skal stå genopbygget i 62 uger (434 år) 

v. 26 

Efter disse 62 uger, men inden den sidste uge, vil 3 begivenheder finde sted: 

• den salvede konge vil blive fjernet 

• den salvede vil blive fjernet uden dom 

• Jerusalem og templet vil blive ødelagt af en fyrste med sin hær 

218


v. 26 

Tidsperspektivet 

Udgangspunktet var 444 f. Kr. 

Inden begivenhederne i v. 26 vil der gå 7 uger + 62 uger = 69 åruger (483 år) 

Et profetisk år var kun på 360 dage (det var sådan man regnede)! 

483 år er derfor det samme som (483 x 360) dage = 173.880 dage 

Der skal altså gå 173.880 dage fra år 444 f. Kr. (helt nøjagtigt fra d. 5. marts år 444 f. Kr.) 

til at ”den salvede bliver fjernet uden dom” 

Hvis vi nu kigger på den almindelige kalender og lægger f.eks. 

476 almindelige kalenderår til år 444 f. Kr., når vi frem til år 33 e. Kr. 

Et år er præcis 365 dage, 5 timer, 48 minutter og 45,975 sekunder 

476 år svarer derfor til (476 x 365,24) dage = 173.855 dage! 

Men der skulle gå 173.880 dage. 

Der mangler altså 173.880-173.555 = 25 dage 

Udgangstidspunktet var d. 5. marts. 

25 dage til den 5. marts giver d. 30. marts! 

D. 30. marts år 33 e. Kr. var Palmesøndag!!! 

I henhold til Zakarias 9:9 var det den dag, hvor Kristus præsenterede sig selv for jøderne som 

Messias!! 

Kristus blev altså korsfæstet fredagen efter Palmesøndag, dvs. d. 3. april år 33 e. Kr. 

Ret godt gået af Daniel!! 

v.27 

Den sidste uge er beskrevet i v. 27 

Denne uge udgør et problem, som det ikke er enkelt at forholde sig til 

Mange bibelkyndige mener, at v. 27 handler om både en anden person 

og et andet tidspunkt end det omtalt i v. 26 

Fyrsten i v. 27 vil således ”bringe slagtoffer og afgrødeoffer til ophør” 

mens fyrsten i v. 26 netop har ødelagt templet! 

Denne fyrste vil derfor efter al sandsynlighed dukke op på scenen på et senere tidspunkt, f. eks. 

efter at templet er blevet genopbygget. (Men vil templet blive genopbygget???) 

Det betyder altså, at den sidste 70. åruge stadig er fremtidig! 

Begrundelsen for denne antagelse er, at der er en adskillelse i tid mellem de 69 uger og den sidste 

uge! Denne tidsepoke udgør ”menighedens periode”. 

Menigheden var en hemmelighed for profeterne under den gamle pagt 

og lå derfor ikke inden for synsfeltet af den gammeltestamentlige profeti. 

Derfor omtales menighedens tidsepoke mellem den 69. og den 70. åruge ikke. 

De 70 åruger har nemlig fortrinsvis med Israel at gøre. 

Det er præcis samme fænomen, som når profeterne ikke skelnede (eller ikke forstod) tidsafstanden 

mellem Jesu første og andet komme!! 

Hoseas’ Bog 

Hoseas Bog åbenbarer, som de fleste andre profetiske skrifter, påtrængende, elementær og 

livsnødvendig kundskab om Gud. Det betyder ikke, at Hoseas’ Bog er let tilgængelig. Snarere 

tværtimod. Men det er jo derfor, vi er med i Bibelmaraton! 

Lad os begive os i kast med Hoseas! 

219


Han er en af de tidligste profeter. Måske den tidligste! Han prædikede i Nordriget, Israel, i årene 

inden dette rige gik til grunde i 722 f. Kr., og folket blev ført i landflygtighed til Assyrien. Han 

kalder for det meste Israel for Efraim, sikkert fordi det var den største stamme i Nordriget, 

Grundlæggende var alle konger i Nordriget ugudelige, som I måske husker, fra da vi læste Konge- 

og Krønikebøgerne, men midt i al ugudeligheden havde Gud altså sine vidner, der frimodigt 

fremførte Guds ord til folket. 

Selv om Hoseas’ Bog er en barsk bog, der bl.a. omhandler Guds forfærdelige dom, så er det måske 

også i den bog, vi får lov at se længst ind i Guds hjerte. Og det vi ser, er en kærlighed så 

overvældende, at det er næsten ubegribeligt. 

Når vi betænker den baggrund af frafald, afgudsdyrkelse, umoral og svigt folket har levet i gennem 

århundreder, ja så er det ubegribeligt, at Gud kan udtrykke sig som i Hos. 11:8-9 (hverdagsdansk). 

Måske har Gud tænkt, at hvis folket nu ikke til fulde har forstået, at han mener det alvorligt med sin 

kærlighed, ja så beder Gud Hoseas om at foretage sig en chokerende handling, som på os – og 

givetvis også på hans samtid – har virket utrolig barsk, ja næsten uforståelig! 

Kun ved at handle, som Gud bad Hoseas handle, ville Hoseas selv kunne forstå Guds smerte over 

folkets svigt, men også hans overstrømmende kærlighed til folket. Og kun på den måde ville Hoseas 

kunne give budskabet videre til folket med den lidenskabelighed og forståelse, som er nødvendig, 

hvis man skal kunne kommunikere. 

Guds overvældende budskab til Hoseas i kap.1 er, at han skal gifte sig med en protistueret kvinde 

ved navn Gomer. Det gør Hoseas. Denne kvinde føder ham tre børn, som han giver symbolske 

navne, så de konstant går rundt som levende prædikener. Det ligger ikke helt klart, om Hoseas er far 

til alle tre børn, men sandsynligheden er, at han kun er far til den første! 

Men hermed er historien ikke slut. 

På et tidspunkt forlader hans hustru Gomer ham til fordel for en anden mand. Hun holder sig ikke til 

denne mand, men lever et udsvævende liv som prostitueret, og så kommer Gud i kap. 3 og giver 

Hoseas denne chokerende besked: 

Hos. 3:1: ”Så sagde Herren til mig: ”Gå tilbage til den kvinde, som er dig utro! Vis din kærlighed 

til hende, ligesom Herren viser sin kærlighed til Israel, på trods af at dette folk har 

vendt sig til fremmede guder med ofre, der skal bringe dem velstand”. 

Dette er kærnen i profeternes budskab. Guds kærlighed er komplet ubegribelig. Igen og igen 

vælger Gud bevidst at kaste sig ud i en uhæmmet, lidenskabelig kærlighed, hvor han står med 

vidt åbne arme for at tage imod dem, hvis blot folket ville vende sig om fra deres onde veje. Hans 

domsprofetier er derfor altid betingede. De bliver kun opfyldt, hvis mennesker ikke lytter til dem. 

Hvis mennesker derimod omvender sig, så tilgiver Gud dem og lader være med at straffe. For 

Gud er en nådig Gud, der har medlidenhed med de mennesker, han selv har skabt. 

Er der en her på jorden, der har forstået det ”ulykkelige ægteskab” Gud havde indgået med Israels 

folk, ja så var det Hoseas. Han lærte på sin egen krop, hvad Gud følte for sit troløse folk. 

Med en usvigelig kærlighed elsker Herren det folk, han har udvalgt sig, men som har vendt sig fra 

ham i troløshed. Derfor kæmper han nu for at vinde sit elskede folk tilbage fra vrede og undergang. 

Alt i Hoseas’ Bog står under Guds kærligheds fortegn. 

Folket har bestandig brudt pagten, den aftale Gud indgik med dem. De ydre former – fernissen – 

havde de godt nok bevaret, men hjertet og hengivenheden var langt fra Herren (6:6; 7:14). Derfor de 

alvorlige konsekvenser; derfor dommen. 

Et af de afgørende elementer i frafaldet var afgudsdyrkelsen. 

Israels folks ritualer, ofringer og dyrkelse af Jahweh blev ikke erstattet af afgudsdyrkelsen, men 

afgudsdyrkelsen indgik som et supplement. Det var både og! Og det var især den kana’anæiske 

220


frugtbarhedsreligion, dvs. dyrkelsen af Ba’al, som var på mode. Ba’al kender vi jo fra beretningerne 

om Elias, der hundrede år tidligere kæmpede mod af Ba’aldyrkelsen, som Jesabel bragte med sig, 

da Akab indgik ægteskab med hende. 

Hoseas’ budskab er klart: Hos. 6:6: ”Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre, kundskab om Gud, ikke 

brændofre”. 

Folket dyrkede Ba’al, fordi de troede, at det ville fremme landets frugtbarhed. Man mente, det 

sorterede under ham, ikke under Herren. Hoseas går voldsomt i rette med folket og fortæller, hvad 

den rette sammenhæng er, som det fremgår af 2:8; 

Ba’al dyrkelsen var som sagt en frugtbarhedskult, hvor det var Ba’als seksuelle aktivitet, der var det 

bærende element, der skulle fremme familiernes og landets frugtbarhed – og det førte til de 

forfærdelige udskejelser med helligskøger, seksuelle orgier, etc. , som profeterne igen og igen 

fordømmer. 

Hoseas derimod beskriver Israels forhold til Gud som et ægteskab, men det er værd at bemærke, at 

beskrivelsen er kemisk renset for seksuelt sprog og for antydninger af seksuelle motiver, men 

billedet er uden tvivl gået rent ind, og billedsproget vil uden tvivl have bidraget til at folket forstod 

forskellem mellem at dyrke Ba’al og den levende Gud. 

Herren tog Israel til sig i ørkenen som en brud. Men Israel svigtede Herren som en troløs kvinde og 

vendte sig til andre guder. 

Afgudsofferstederne er som tredjeparten, der bryder ind i ægteskabet og lokker med rigdom og 

lykke (2:5). Israel bedriver Hor mod Herren ved at dyrke andre guder. Hor blev for Hoseas ordet for 

al Israels utroskab mod Herren. Men Herren lod ikke uden videre den hustru løbe, som han havde 

indgået ægtepagt med. For at vinde sin elskede hustru tilbage, måtte han straffe folket og forhindre 

dette folk i at løbe efter lokkerne (2:6). Han tager deres rigdom og frugtbarhed fra dem for at vise 

dem, at det alt sammen kommer fra Ham. Og siden, ligesom Hoseas selv får befaling til i det 3. 

kapitel, tager Herren sin utro hustru tilbage. For hun er hans på trods af synd. Herren giver ikke op, 

for han har udvalgt dette folk. Begrundelsen er enkel: Herren elsker Israel, som en brudgom elsker 

sin brud. Derfor har Israel på en eller anden måde en herlig fremtid. 

Hoseas’ billedsprog 

Hoseas’ Bog er fyldt med billedsprog. Billederne er ikke kun illustrationer til hans forkyndelse. 

Billederne giver en rigere dimension til forkyndelsen, for billedsproget kan noget, som ord alene 

ikke kan. Gud og Guds tanker om Israel kan ikke rummes i noget sprog. Det er præcis som med 

Jesu lignelser. Hoseas’ ønsker at undgå et tørt foredrag om Gud, og derfor maler han forskellige 

dramaer, der anskueliggør, hvem Gud er, og hvad Guds hensigter med Israel er. 

Så vi har Hoseas’ ægteskab med Gomer i kap. 1 og 3, som en stærk og overbevisende symbolik af 

Guds følelser for Israel. I kap. 2 beskrives pagten mellem Gud og Israels folk som et ægteskab 

mellem mand og hustru. Man siger, at en sådan beskrivelse ikke er overgået i verdenslitteraturen. 

Vi vil prøve at se på en række af de andre billedlige udtryk i Hoseas. 

Vi kan starte med 11:1-3b. Her møder vi billedet af en far, der vogter over sin søns første vaklende, 

usikre skridt. 

I 11:3; 14:5 bruger Hoseas billedet af en læge. Israels svigt, frafald og afgudsdyrdelse er som en 

alvorlig sygdom, der kun kan helbredes af en ekspert. Gud siger, at han vil og kan helbrede. 

Når Herren dømmer folket fremstiller Hoseas Gud som 

en jæger (7:12) 

en løve (5:14, 13:7-11) 

en panter, en bjørn 

eller han er et sår og en infektion (5:13-15) 

Når han frelser er han som dug (14:6) 

og som frugtbare træer (14:9) 

221


Herren betragter Israel som en hjord (13:5-6), en kvie (10:11) og som en vinstok (10:1) og som 

druer og tidligmodne figner (9:10). 

I sin syndighed er folket som en syg (5:13) og som en tankeløs due, let at lokke (7:11). 

De er som en genstridig ko (4:16) og som et ufødt barn (13:13) eller som en kage, 

der ikke er vendt (7:8). 

Israels folk er som morgentåge, som duggen, der tidligt svinder, som avner, der blæses fra lo, som 

røg fra røghul (13:3). 

Når Israel frelses, vil det være som de skønne planter på Libanons bjerge, de skal blomstre som 

liljen, slå rod som poplen, bugne af skud, stå med olietræets pragt (14:6-7) 

Konklusion! 

Guds dom er en kendsgerning – en uundgåelig følge af frafald, svigt og synd. Men det Hoseas siger, 

og som er vigtigt for os at forstå, er, at Guds domsord kun er hans andet sidste ord. Det er ikke hans 

sidste ord. 

Selv om Gud den almægtige er en vraget elsker, så fortæller Hoseas os, at Guds hjerte er fyldt med 

kærlighed og længsel efter og kun venter på, at folket skal vende om, så han kan forbarme sig. 

”Jeg vil vise barmhjertighed mod Ikke-Fundet-Barmhjertighed og sige til Ikke-Mit-Folk: Du er mit 

folk”, og han skal sige: ”Du er min Gud”. 

Hoseas 11:8-9 

”…for jeg er Gud, ikke et menneske”! 

Hvilken linie!! Vi ved, hvordan mennesker ville reagere. Det kender vi!! Men Gud er ikke et 

menneske! 

Hoseas minder os om 3 ting: 

• Det afgørende, som adskiller mig fra Gud, er ikke først og fremmest min synd, men min 

vægring ved at tage imod hans tilgivelse. 

Synd er et problem! Men Guds ord viser os, at det kun er indtil den bliver bragt til korset og 

tilgivet. ”Hos dig finder faderløse barmhjertighed” (14:4). 

• Selv det størst tænkelige frafald og den værst tænkelige synd overgås og opvejes langt af Guds 

barmhjertighed, nåde og tilgivelse. Hoseas’ Bog starter med ordene i kap. 1 vers 2, ”at landet 

horer sig bort fra Herren”. Værre kan det ikke siges. Alligevel lyder det i 7:13 hverdagsdansk: 

”Jeg ønskede at udfri dem”. Det er trøsterigt, at hvor synden blev større, er nåden blevet så 

meget desto større, som Paulus siger. 

• Opskriften er klar. I Hoseas 14:1-3 står det utvetydigt klart: ”Vend om, Israel, til Herren din 

Gud”. Vers tre siger, at det blot er at sige det. Det er alt! Bekendelse! ”Gør bod, og søg mit 

ansigt” (5:15). 

Hoseas’ Bog er en fantastisk trøsterig påmindelse om Guds hengivende kærlighed til os. Hoseas 

ægteskab med Gomer minder os om Guds måde at tænke på. Hans kærlighed til os på basis af en 

ufattelig nåde, er betingelsesløs. Ikke fordi vi er fuldkomne og uden synd. Tværtimod. Vores 

opgave er at række troens tomme hænder frem og tage imod. Jeg skal ikke først forbedre mig og 

lave om på alting for at kunne være værdig. ”Just som jeg er …., hvis jeg skal finde helse og liv. 

Det er bogens vidunderlige budskab. 

Joels Bog 

Joel tager i sine profetier udgangspunkt i en katastrofal græshoppeplage, der har ramt landet. I Joels 

Bog kommer denne græshoppeplage til at stå som et forvarsel om Herrens Dag, der skal komme til 

dom og frelse. Hovedanliggendet i Joels Bog er at berede folket til at møde denne dag. Han kalder 

folket til bod og bøn i templet, fordi Herrens dag er nær. 

222


Joels Bog er tilsyneladende skrevet i en periode af Israels historie, der var præget af oprigtig 

gudsfrygt og trosliv, for bogen taler ikke imod synd, ugudelighed og frafald, som vi møder hos de 

andre profeter. Men den kalder alligevel til årvågenhed mod den Herrens Dag som uvægerligt vil 

komme. Og når den dag kommer, bliver det en dommens dag, som bliver mange gange værre end 

den græshoppeplage, man netop har måttet gennemleve. 

Denne græshoppeplage er altså ikke en tilfældig naturkatastrofe, men et forvarsel fra Herren selv 

om det, der skal ske i fremtiden, og som folket skal sørge for at være rede og beredt til. 

Bogen er også en beskrivelse af Guds folks herlige fremtid. Det er i Joels Bog, vi har den 

forjættende beskrivelse af åndens udgydelse over hele Guds folk. Bogen sammenfletter således GT 

og NT, idet det er en tekst fra Joel, der er udgangspunkt for den første prædiken i NT. 

Bogen lader os ikke i tvivl om, at centrum for Guds gøren og laden i historien er Zion. ”På Zions 

bjerg og i Jerusalem skal der være frelse, sådan som Herren har lovet, for dem, han kalder” (3:5). 

Bogen rejser det evigt aktuelle spørgsmål: Hvordan skal vi forholde os til usædvanlige 

begivenheder – både naturkatastrofer, som tilsyneladende rammer tilfældigt – men også 

begivenheder, som rammer os personligt af både den ene og den anden art. 

Joel erklærer, at Gud stod bag græshoppeplagen. Den var Guds dom, der manede folket til bod og 

anger. 

Faktum er, at det ikke altid er så enkelt. Bibelen er ikke entydig. Den siger, at der er flere måder at 

anskue tingene på. Johs. 9:1-3; Luk. 13:1-5. 

Amos’ Bog 

For mindre end 20 år siden besluttede en gruppe studerende, som netop havde færdiggjort deres 

uddannelse ved et af USA’s store og kendte universiteter, at tilbringe sommeren sammen. De afgav 

løfte om, at de denne sommer ville have alting fælles og leve til gensidig glæde og gavn for 

hinanden. Megen tid skulle bruges til bøn, men den væsentligste aktivitet skulle være beslutningen 

om hver dag at hengive sig i studiet af Amos’ Bog. Gud talte til dem på en forunderlig måde. Ud af 

dette studium af Amos og ud af fællesskabet voksede der en bevægelse (Bayshore Christian 

Ministry) (bayshore.org), hvis hovedopgave det er at tage sig af forsømte, hjemløse og 

underprivilegerede børn. Resultatet har været forbavsende. Tusinder af børns liv er blevet 

forvandlet ved evangeliets kraft. Det er potentialet hos en profet som Amos. 

Det har ikke været let at være fårehyrden Amos fra Tekoa. Som de fleste andre profeter var han en 

ener og outsider i et veletableret og velkørende system. Han var, som de andre profeter, en seer og 

en herold. Han så, hvad andre ikke ville se eller kunne se. Og Gud gav ham mod til i bramfri 

vendinger at sætte ord på de svigt og skavanker og på det hykleri, som prægede hans tid. Han var 

fra Sydriget, men virkede i Nordriget i årene op til Samarias fald i 722 f. Kr. 

På et tidspunkt bad den øverste præst ved helligdommen ham forsvinde og tage tilbage til Juda 

(7:13-15). 

Amos var bondeknold, men han kommer med nogle af de stærkeste og mest provokerende 

budskaber i hele skriften. Essensen i hans budskab var, at Guds omsorg i høj grad gælder de fattige, 

og det skal de velstående notere sig. 

Amos henvender sig især til overklassen og de velhavende i Nordriget, og dem var der blevet 

mange af. Samfundet var præget af optimisme, opgangstider og velstand. (3:15; 5:11; 6:4-6). 

Disse overklasse rige behandler de fattige efter forgodtbefindende. Kan de fattige ikke betale deres 

gæld, bliver de solgt som slaver; man nedgør de svage; man bestikker dommerne, så 

mindrebemidlede ikke har en chance i retssager. Og man underkuer de sårbare. 

Det forkastelige er imidlertid, at denne livsførelse på ingen måde lægger en dæmper på 

gudsdyrkelsen ved helligstederne i Gilgal og Bethel. Hele det religiøse apparat fungerer 

upåklageligt. 

223


Amos ligger ikke fingrene imellem i en af de kendte passager: 5:21-24! 

Og Amos lægger ikke skjul på konsekvenserne af folkets synd. Pagten med Gud er blevet brudt – 

og uden omvendelse betyder dette forbandelse! 

Amos påpeger en lang række uregelmæssigheder: 

• De stærkes udnyttelse af de svage og de riges udnyttelse af de fattige. Landet oplevede velstand 

og fremgang, men rigdommen blev koncentreret hos nogle få. Men det værste var, at de rige 

benyttede deres indflydelse og magt til at udnytte og misbruge de fattige og mindrebemidlede. 

(2:6-7) 

• Amos nævner også deres tøjlesløse orgier. (2:7; 4:1; 6:3-6) 

• Amos siger, at deres indstilling og livsførelse vil få forfærdelige konsekvenser. På denne måde 

bliver seeren også herold. På et tidspunkt, hvor ingen kunne forestille sig katastrofale ændringer, 

går Amos ind og fortæller, hvad der snart vil ske. Ingen troede det. 2:13-16; 3:1-2; 3:11; 3:13- 

15; 4:2; 5:18, 27; 

• Amos forkynder også håb. Et fantastisk håb! 3:7; Guds kald til omvendelse gennem forskellige 

hændelser 4: 6; ”Men I vendte ikke om til mig”! 5:4,6; 5:14-15; 8:9-10; 9:11-15. 

Gennemgang Obadias og Jonas: Se artikler fra ”Ordet og Israel” 

Tidstavle over profeternes virke: 

ca. 860 – 800 Elias og Elisa 

ca. 775?? Jonas 

ca. 740 – 700 Esajas og Mika 

722 Nordriget Israels undergang 

ca. 640 – 610 Nahum og Sefanias 

ca. 620 – 600 Habakkuk og Jeremias 

586 Sydriget Judas undergang 

ca. 592 – 570 Ezekiel 

538 Jøderne får lov at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon 

ca. 538 – 515 Haggaj, Zakarias, Malakias 

Generelle kommentarer: 

Det ser ud til, at Gud kan have haft mindst 4 formål, da han indgav profeterne at skrive og tale til Israels 

folk: 

• De skulle tale Guds ord meningsfuldt og aktuelt til deres samtid i den situation, de nu befandt sig i. 

• De skulle føje yderligere detaljer til beskrivelsen af HAM, som Gud allerede havde lovet Adam og Eva, 

Abraham, Moses, David og mange flere skulle komme. Denne verdens forløser og Messias ville komme 

i Guds time, og så ville alt ændres. Dette skulle profeterne tale om, så folk kunne bevare og nære troen, 

og så mennesker kunne forstå, at historiske begivenheder ultimativt set kun havde det formål at bane vej 

for ham. 

• De skulle sige noget meningsfuldt, nogle evigt gyldige åndelige sandheder til den NT menighed, de ikke 

havde fantasi til at forestille sig, hvad var – det vil blandt andet sige til os her i Tylstrup 2.500 år senere! 

Det har de naturligvis ikke selv haft nogen forståelse for, men det er jo interessant, at der i aften sidder 

millioner af mennesker over den ganske verden og studerer fx Habakkuk! 

224


• De skulle sige noget afgørende om de endetidsbegivenheder, som vil gå forud for Kristi andet komme og 

om denne tidsalders afslutning. 

Mikas Bog 

Lys i mørket 

Ondskab og vold banede sig vej sydover mod Jerusalem 

”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle 

retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud” 6:8. 

Unge mænd fra landet kan forholdsvis let blive benovet i en stor by. De glor dumt på de høje 

bygninger, det mærkelige tøj og de mange pralende symboler på magt. Mika var en ung mand fra 

Moreshet ude på landet. Den lille landsby lå sydvest for Jerusalem. Mens hans samtidige, Esajas, 

gik ud og ind af kongens palads, så viser Mika ingen tegn på, at han nogensinde færdedes i sådanne 

kredse. 

Ikke desto mindre holdt denne bondeknold sig målet for øje. Blodsudgydelserne og volden, som 

hørte til dagens orden, tog ikke pusten fra ham, og han lod sig heller ikke gå på af indflydelsesrige 

og velhavende mennesker. Han talte som en person, som havde set verden gennem Guds øjne. 

Mika levede i en af de mørkeste perioder af Israels historie. Det var en periode præget af brutale 

krige. Landet havde længe været opsplittet i Nord og Syd. Mika blev vidne til krig mellem disse to 

parter. 120.000 døde alene i Sydriget (2. Krøn. 28:6). Så smadrede Assyrien, den brutale og 

mægtigste magtfaktor på den tid, Nordriget efter en 3-års belejring af dens hovedstad, Samaria. Det 

var alene et mirakel, som afholdt de selvsamme assyriske hære fra at indtage Jerusalem (2. Krøn. 

32). Men hvor længe ville Sydriget gå fri? 

Mika var ikke i tvivl om, hvordan man skulle fortolke disse kaotiske begivenheder. Gud havde 

straffet Nordriget for synder, der bliver opregnet i 2. Kong. 17:16-17: afgudsdyrkelse, Ba’al 

tilbedelse, børneofringer, magi og trolddom. Nu banede disse forskellige aktiviteter sig vej ned mod 

syd og ind i Juda – og det i en sådan grad, at Mika henviste med væmmelse til Jerusalem som en 

offerhøj. Det var det navn, der blev brugt om de traditionelle steder for den hedenske 

afgudsdyrkelse (1:5). Den samme dom, som var overgået Nordriget, ville komme til Juda, hvis folk 

fortsatte med at være ulydige mod Gud. 

Der er andre historiske beretninger, som giver flere detaljer om det syndige liv i Sydriget. De 

beskriver, hvordan Kong Akaz rejste et fremmed alter i Guds tempel, og på denne måde forandrede 

tempelindretningen. ”Alt dette gjorde han på grund af assyrerkongen” (2. Kong. 16:18). Han 

skænkede sine egne børn som menneskeofre og lukkede Herrens tempel og satte altre op på hvert 

gadehjørne som erstatning (2. Krøn. 28:3, 24-25). I tillæg til denne religiøse korruption kom alle 

mulige andre slags synder: uærlighed (Mika 6: 10-11), bestikkelse (3:11), uretfærdigheder (2:2) og 

mistro, som ødelagde familier (7:5-6). 

På trods af alle disse fortrædeligheder, øjnede Mika lys forude. Han var overbevist om, at der var en 

majestætisk Gud, der rådede over alle begivenhederne, som kun straffede sit folk for at lutre og 

genoprette dem. På en og samme tid, som Mika fremsætter nogle af Bibelens mest ligefremme 

forudsigelser om ødelæggelse, giver han også nogle af de klareste forudsigelser om Messias, 

lederen, som vil komme og frelse Israel. Mikas udsyn og forståelse omfattede ikke kun 

begivenheder på hans egen tid, men begivenheder langt ind i fremtiden, hvor nationer ”skal smede 

deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive” (4:3). 

225


Mika overså ikke mørket, som rådede på hans tid og heller ikke mørket, som ville komme i 

fremtiden. Men hans perspektiv, som også var Guds perspektiv, gjorde ham i stand til at se videre 

og forbi mørket. ”Du skal ikke glæde dig over mig, fjende, for jeg faldt, men rejser mig igen, jeg 

bor i mørke, men Herren er mit lys” (7:8). 

Mika havde det store udsyn over historien, og derfor er hans profetier omfattende. Hans bog, som 

kun er på 7 kapitler, er fyldt af erklæringer om begivenheder, der strækker sig over adskillige tusind 

år. Når så meget er presset sammen på så lidt plads, så kan det godt være lidt forvirrende at læse 

Mika. Et lille skriftafsnit handler for eksempel om Messias, og under nogen varsel så skifter de 

næste få vers måske til kampen mod Assyrien. Hvis man vil forstå Mikas budskab, er det måske 

nyttigt at tænke på bogen som en samling af korte taler. Den ene tale fører ikke nødvendigvis til den 

næste. I stedet for at læse hurtigt fra starten til slutningen, er det måske en god idé at holde en pause 

efter hver af de korte afsnit for at se, om man har forstået, hvad stykket siger. Vi skal forsøge at 

bemærke, hvem der taler. Nogle gange er det Gud, som taler, nogle gange Mika og nogle gange det 

oprørske folk. 

Generelt set følger Mika denne disposition: kapitlerne 1-3 rejser tiltale mod både Nordriget og 

Sydriget inklusiv deres ledere; kapitlerne 4 og 5 vender sig mod den vidunderlige fremtid, som Gud 

har planlagt; de sidste to kapitler beskriver rettergangen, straffen og håbet for de anklagede 

nationer. 

Det er nyttigt at kende Mikas historiske baggrund. Mika 1:1 nævner de konger i Juda, som regerede, 

mens han var aktiv. Vi læser om disse konger og de tilsvarende i Nordriget i 2. Kong. 15:27 – 20:21 

og 2. Krøn. 27 – 32. 

Mika 1:10 

Ordspil er enhver oversætters mareridt. I versene 10-16 spiller Mika på navnene fra en serie af 

israelitiske byer – måske for at udstikke den vej de assyriske invasionsstyrker vil følge. Ordspillene 

skulle ikke være morsomme. Navnene på de steder, hvor invasionen havde fundet sted, fik folk til at 

blive kede af det. Betydningen af disse ordspil er imidlertid usikker, og det er næsten umuligt at 

oversætte sådanne ordspil. 

Mika 2:11 

”Skattestigninger” er blevet et negativt ladet ord, som politikere gør alt for at undgå at nævne. De 

vil hellere tale om ”flere uddannelsespladser” og ”mere rengøring til de ældre”. Profeterne på Mikas 

tid havde det på samme måde. De insisterede på, at Mika skulle holde op med at forudsige dårlige 

nyheder (2:6; 3:5) for i stedet at slutte sig til deres ”optog”, hvor der blev proklameret fred. I 

virkeligheden, siger Mika sarkastisk, ville den ideelle profet for ”et bedre Israel” forudsige tider, 

hvor øl og vin flød i stride strømme. 

Mika 3:12 

Et hundrede år efter denne utvetydige profeti om Jerusalems ødelæggelse, stod byen der stadig. På 

dette tidspunkt fremkom Jeremias med lignende forudsigelser, som førte til hans arrestation for 

landsforræderi. Nogle af de ledende folk i byen citerede imidlertid Mikas ”gamle” profeti, og de 

gjorde det klart, at eftersom Mika ikke var blevet dømt til døden, var der heller ikke nogen grund til, 

at Jeremias blev det (Jer. 26:18-19). Deres gode hukommelse og påmindelse reddede sandsynligvis 

Jeremias liv. 

Omkring 20 år senere gik både Mikas og Jeremias forudsigelser i opfyldelse, og Jerusalem blev 

reduceret til en dynge murbrokker. 

Mika 4:3 

Mika 4:1-3, som beskriver den herlige fremtid, som en dag vil komme, er en næsten parallel tekst til 

Esajas 2:2-4. Esajas må have citeret Mika eller omvendt, eller måske citerede de begge en tredje 

ukendt profet. Begge profeter talte og var aktive i Jerusalem på ca. samme tid. 

226


Mika 5:2 

Da vismændene søgte den nyfødte ”jødernes konge”, spurgte Kong Herodes de lærde udi skriften, 

hvor de skulle søge. De henviste til dette skriftafsnit (Matt. 2:6), som forudsagde, at Messias ville 

komme fra denne lille by, Betlehem. Mika beskriver også Kristus som en fårehyrde, der ikke kun 

vil bringe fred, men være Israels fred. 

Flere dimensioner 

Når der ikke er stor forskel mellem næste uge og de næste tusind år 

”De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive” (4:3). 

Når man ser en bjergkæde på afstand, er det meget svært at sige, hvilken bjergtop, der er højest. Et 

mindre bjerg kan tone frem større ganske enkelt, fordi det er tættere på én end en højere top. 

Det var sådan Mika og mange andre af GT profeterne så på fremtiden. De skelnede ikke mellem de 

begivenheder, der kom næste uge og begivenheder, som lå tusind år ude i fremtiden. Det synes som 

om, de anskuede fremtiden med en begrænset forståelse for ”dybdeperspektivet”. 

Inden for blot et vers skifter Mika fx fra en forudsigelse om (3:12), at Jerusalem vil blive til en 

dynge murbrokker – en profeti, der gik i opfyldelse omkring 100 år senere – til en profeti om (4:1), 

at det samme bjerg vil blive løftet op som ”urokkeligt højt over bjergene” – noget som måske endnu 

venter på sin opfyldelse eller som kun delvist gik i opfyldelse på Jesu tid. I 5:1 er der en 

forudsigelse, som Matt. 2:6 gengiver som opfyldt ved Jesu fødsel i Betlehem 700 år senere. 

I Mikas Bog er afstanden på disse mange år mellem opfyldelsen af profetierne uklare og dunkle. De 

ser alle ud til at skulle ske på ca. samme tid i fremtiden. Der kan næsten ikke herske nogen tvivl om, 

at Mika også selv så det hele uklart. 1. Pet. 1:10-11 kommenterer, at ”profeterne … grundede 

nemlig over, hvornår og hvordan den tid ville komme, som Kristi ånd i dem pegede på, når den 

forud vidnede om Kristi lidelser og den herlighed, der skulle følge”. 

Mika 6:5 

Når Mika talte, talte han til et folk, som kendte deres egen historie godt, og derfor behøvede Mika 

kun nævne navne som Bileam og Balak for at genopfriske Guds godhed og menneskers ulydighed. 

4. Mos. 22-24 fortæller historien om Bileam, i hvilken Balak prøvede at få Bileam til at forbande 

Israel. Bileam gav dette berømte svar: ”Hvordan skulle jeg forbande, når Gud ikke forbander?” (4. 

Mos. 23:8). Turen fra Shittim til Gilgal henviser øjensynligt til Israels mirakuløse overgang over 

Jordan floden (Josva 3:1; 4:19-20), den afsluttende del af deres færd fra slaveri i Egypten til frihed i 

Det Forjættede Land. Disse begivenheder, som havde fundet sted omkring 500 år tidligere, var 

ligeså virkelige for israelitterne, som hvis de havde fundet sted dagen før. 

Vers 16 aktiverer hukommelsen på en anden måde: ”Omris forordninger og alle Akabslægtens 

gerninger”. Det var almindelig anerkendt, at Omri og hans søn Akab var to af de mest onde konger 

i Israelsk historie (1. Kong. 16:21-33). Akab gik så langt som til at gifte sig med Jezabel, en fønitisk 

prinsesse, og han rejste et tempel for hendes gud Ba’al i den nye hovedstad Samaria. Han støttede 

hendes massakre af de ægte profeter. 

Mika 6:8 

Mikas kendteste udtalelse opsummerer de kvaliteter, som betyder noget for Gud. Jesus talte på 

samme måde til farisæerne om deres religiøse hykleri: de gav tiende til Gud endog af deres 

krydderier, men de ignorerede retfærdighed, barmhjertighed og trofasthed (Matt. 23:23). 

Mika 7:18 

Teologer bruger store ord for at beskrive Guds enestående kvaliteter: almægtig, alvidende, 

allestedsnærværende. Større end noget vi kan sammenligne med og større end noget, vi kan 

227


forestille os. Mika forundrede sig endnu mere over ”Guds tilgivelse”. Det var ikke som de andre 

nationers vrede guder. Israels Gud glædede sig over at vise barmhjertighed. 

Nahum’s Bog 

Guds svar på uretfærdighed 

”Hvem kan holde stand mod hans harme, hvem kan bestå mod hans glødende vrede?” (1:6). 

Er livet retfærdigt? Sådan virker det ikke, især ikke når man ser på international politik. De mest 

ryggesløse diktatorer klarer sig tilsyneladende godt, og rå magt er en af de vigtigste ingredienser, 

hvis man skal have succes i udenrigspolitikken. Svage mennesker bliver trådt på. 

Som indbygger i Juda fornemmede profeten Nahum styrken af denne uretfærdighed. Hans budskab 

fra Gud angik den tids største by, Nineve. Denne by, hovedstaden i Assyrien, repræsenterede rå, 

brutal magt – ”din ondskab”, som Nahum udtrykker det (3:19). Selv om Nineve lå hundredvis af 

kilometer nordøst for Juda, så var det Assyriens magt, som dominerede mellemøsten. Som kontrast 

hertil var Juda en smal, skrøbelig stat, der kun med nød og næppe klyngede sig til uafhængighed. 

Judas søsternation mod nord, Israel, var allerede blevet besejret af Assyrien, og folket var blevet 

bragt i landflygtighed. Kun Guds mirakuløse indgreb havde frelst Juda ved den lejlighed. Og nu, på 

Nahums tid, var assyrierne vendt tilbage. De trak af sted med Manassa, kongen, med en krog i hans 

næse (2. Krøn. 33:11). Juda var blevet tvunget til at betale tribut, fordi landet var blevet en vasalstat. 

Kun få mennesker kan stirre ind i ansigtet på en sådan rå magt og slippe fra det og stadig være 

uimponeret. Det gjorde Nahum, alene fordi han havde set en langt større magt – Guds magt, hvis 

vrede kunne sprede klippestykker. Hvis Gud var vred, hvordan kunne Nineve så holde stand? 

Nahums fuldstændige tiltro til Gud understreges gennem hele bogen. 

Det kræver mod at turde forudsige Assyriens undergang. Det var trods alt den mægtigste og mest 

magtfulde nation i verden. Trods det lyder Nahum næsten frygtløs i sin bog, næsten som er det ham, 

der bestemmer. Han talte med overbevisning, fordi han kendte Guds væsen: ”Herren lader ingen 

ustraffet” (1:3). 

I løbet af nogle få år gik Nahums forudsigelser i opfyldelse. Nineve faldt og rejste sig aldrig siden. 

Den største by i verden blev en samling murbrokker, der blev overgroet med græs. Både Alexander 

den Store og Napoleon slog lejr tæt ved byen, men de havde ingen idé om, at der havde ligget en 

mægtig by der. Stedet blev kendt som ”de mange fårs høj”. 

Navnet Nahum betyder ”trøst”. Selv om Nahum beskriver Guds vrede, så giver hans budskab håb 

om trøst til dem, som må leve og udholde uretfærdigheder og ondt. ”Herren er god, et værn på 

nødens dag; han tager sig af dem, der søger tilflugt hos ham, når vandfloden bruser frem. Han 

tilintetgør sine modstandere, sine fjender jager han ud i mørket” (1:7-8). Nineve er borte, men 

Nahums vidnesbyrd har vi stadig, og det minder os om, at selv om Guds retfærdighed kan synes sen 

og langsom, så vil den til slut ske fyldest. 

Nahum udmærker sig i forhold til de andre korte profetiske bøger på to måder: Han henvendte sig 

til en fremmed by – Nineve – i stedet for til sin egen nation, og han brugte et usædvanligt livligt 

sprog. Baggrunden for Nahum og forholdet til Nineve er beskrevet i 2. Kong. 17-19 og 2. Krøn. 32- 

33:13. Denne baggrundsviden vil hjælpe os til at forstå, hvorfor Gud var så vred på Nineve. 

Når vi læser Nahum, skal vi specielt bemærket det livlige sprog. Her er nogle eksempler: 

Beskrivelser af krig: 2:3-7; 3:1-3 

Nineve, som en dam, hvorfra vandet løber ud: 2:9 

Nineve, som en løvegrotte fuld af ben: 2: 12-13 

228


Nineve, som en prostitueret, der gøres til skam i gaderne: 3:5-6 

Nineves fæstninger, som figentræer, hvis frugter rystes af i munden på dem, der angriber: 3:12 

Nineves utallige indbyggere, som græshopper: frugtbare, grådige og hurtigt ude af syne: 3:15-17. 

Nahum 1:3 

Guds vrede mod Nineve var ikke en pludselig indskydelse. Assyrien havde været den 

altdominerende verdensmagt i mindst 300 år. Tidligere havde Jonas afleveret et domsbudskab til 

hovedstaden Nineve. Som det var sædvane for Guds profeter, havde Jonas’ fordømmelse lydt som 

en endegyldig dom. Men i virkeligheden var der en ”kattelem”. I Jeremias 18:7-10 havde Gud gjort 

det klart: ”Men hvis det folk, jeg har truet, vender om fra sin ondskab, så fortryder jeg den ulykke, 

som jeg har planlagt mod det”. Da folk i Nineve hørte Jonas, omvendte de sig, og Gud havde sparet 

deres by. 

Men omvendelsen havde imidlertid kun kortvarig effekt. På Nahums tid var Nineve vendt tilbage til 

et syndigt liv. Guds vrede var uafvendelig, selv om den var længe om at blive effektueret. 

Nahum 2:6 

For de fleste folk syntes Nineve uindtagelig. En tyk beskyttende mur 13 km lang omgav byen, og 

for i det hele taget at nå muren må angribere krydse en voldgrav, der var ca. 50 m bred. Bag disse 

fæstningsværker ventede de assyriske tropper, der var kendt for deres grusomhed. En af de 

assyriske konger havde pralende rejst en pyramide af afhuggede hoved foran en fjendes by. Nahum 

var upåvirket, og han forudsagde Nineves fuldstændige tilintetgørelse. 

Nahum 3:8 

Omkring 663 f. Kr. overfaldt Assyrien Thebes, den ældgamle, velhavende hovedstad i det øvre 

Egypten. Sejren var helt klart udtryk for Assyriens absolutte magt. Efterretningerne var imidlertid 

udtryk for en helt anden beretning for Nahum. Hvis Thebes var sårbar, så var Nineve det også i høj 

grad. Omkring 50 år efter, at Thebes var blevet indtaget, faldt Nineve til babylonerne. Oplysningen 

om Thebes undergang gør os i stand til at datere Nahums budskab indenfor en 50 års periode. 

Habakkuks Bog 

Det ondes problem 

Habakkuks spørgsmål: ”Hvorfor er Gud tavs, alt mens det går de ondsindede godt?” 

”Men den retfæridge skal leve i tro” 2:4 

Habakkuks Bog begynder med en klage. Profeten så uretfærdighed, vold og ondskab i hans eget 

land, og alligevel forblev Gud tavs og usynlig. Hvorfor greb Gud ikke ind? Hvorfor svarede han 

ikke, når Habakkuk råbte om hjælp? Habakkuk bragte disse spørgsmål direkte til Gud i bøn. 

Gud svarede ham, men næppe på den måde, som Habakkuk havde forventet. Gud sagde, at han 

sendte babylonerne for at straffe Juda. Guds ord beskrev en hensynsløs, brutal hær, som ville 

smadre Israel. 

Så beklagede Habakkuk sig igen. Kunne dette være udtryk for retfærdighed – at Juda blev straffet af 

en endnu ondere nation? Habakkuk var grundigt forvirret og rådvild og ventede spændt på, hvilket 

svar Gud ville give til den nye anklage. 

Vi ved ikke, hvor lang tid han måtte vente. Men Gud gav ham et svar, og svaret er måske den 

bedste forklaring, vi har om Guds indstilling til det onde. Habakkuk slog sig i hvert fald til tåls med 

svaret, og hans bog, der som sagt begynder med en klage, slutter af med en af de smukkeste sange i 

hele Bibelen. 

229


Gud understregede to ting for Habakkuk, som med sikkerhed stod fast. For det første ville de 

voldsomme, stolte babylonere blive betalt tilbage med de selv samme våben, som de havde brugt 

mod andre. Præcis, som de ødelagde andre nationer, ville de selv blive ødelagt. ”Folkenes slid går 

op i luer, og deres møje bliver til intet. Er dette ikke Hærskarers Herres værk?” (2:13). 

Det andet som stod klippefast var Guds karakter. Han kan godt være tavs en tid, men ikke for evigt. 

”Jorden skal fyldes med kundskab om Herrens herlighed, som vandet dækker havets bund.” (2:14). 

I kapitel 3 ”så” Habakkuk denne forunderlige herlighed, og det fik hans hjerte til at slå. Og det 

ændrede hans indstilling fra beklagelser til glæde. 

Netop fordi fremtiden tilhører Gud, kan den troende klynge sig til den sandhed, der er indeholdt i 

2:4: ”Men den retfærdige skal leve af tro”. Habakkuk udtrykte på smukkeste vis denne 

trosopfattelse i de sidste 3 vers af sin bog: Ligegyldigt hvor hårdt livet måtte være og blive, så ville 

han glæde sig og finde sin styrke i Herren. 

Forklarede Habakkuk, hvorfor Gud tillader, at det onde sker? Ikke særligt præcis. Han bekræftede, 

at Gud ikke har mistet kontrollen. Det onde er på vej mod dets egen selvødelæggende logiske 

endeligt, og Guds herlighed vil en dag fylde jorden. Habakkuk giver os ikke noget bevis på dette, 

kun beretningen om Guds tale til ham. En troende kan finde håb og glæde gennem troen på Gud, 

uanset omstændighederne. Habakkuks korte melding om tro, blev citeret ved 3 vigtige anledninger i 

NT: Rom 1:17, Gal. 3:11 og Hebr. 10:38. 

Skønt Habakkuk sandsynligvis ikke levede længe nok til at opleve det, blev babylonerne ødelagt. I 

dag er de kun et minde i historiebøgerne. Vi andre venter, som Habakkuk, i tro på, at vi skal se 

jorden ”fyldt med kundskab om Herrens herlighed”. 

De fleste andre profeter kom med budskaber fra Gud til menneskeheden; Habakkuk henvendte sig 

kun til Gud. Han funderede dybt over livets gåder, mens han kæmpede med to frygtelige 

kendsgerninger: Hans egen nations degenerering og visheden om, at de snart ville blive løbet over 

ende af en endnu værre nation. Hvordan kan en retfærdig Gud tillade – og bruge – en sådan 

ondskab? Hvis man vil gå i dybden med Habakkuks spørgsmål, er det en god idé at læse Jobs Bog 

og Salmen 73, som udforsker relaterede emner. 

De første to kapitler i Habakkuk beretter om to ”klager” og to svar. Vi må forestille os den 

følelsesmæssige forandring Habakkuk oplevede, mens han talte med Gud. Herefter følger den 

oplivende salme i kapitel 3, og her må vi spørge os selv: Hvor kom denne glæde og begejstring fra? 

Hab. 1:5 

Det føltes ubegribeligt for Habakkuk og hans landsmænd, at Gud kunne overgive sit eget folk til en 

ondsindet og arrogant nation som Babylon. Men utrolige forandringer i opfattelse kan ske for 

mennesker, som tror, de har en automatisk ret til Gud. Hundredvis af år senere citerede apostlen 

Paulus dette vers til en forsamling i en synagoge (Ap. G. 13:41), idet han opfordrede dem til ikke at 

lade selvtilfredshed holde dem fra at acceptere Jesus. 

Hab. 1:11 

Babylonerne havde deres egne guder, men Habakkuk hævdede, at de i virkeligheden blot tilbad 

deres ”net” (vers 16), hvilket vil sige deres egen militære magt. Gud sagde, at de var skyldige, 

derved at ”de gjorde deres egen kraft til deres gud!” 

Hab. 2:4 

Mon der er noget kortere slogan, som har haft større virkning end dette ene? For Habakkuk betød 

”men den retfærdige skal leve i tro”, at retfærdige mennesker tålmodigt må stole på Gud i 

vanskelige tider og situationer. NT citerede Habakkuk i en videre betydning (Rom. 1:17; Gal. 3:11; 

Hebr. 10:38-39) ved ikke blot at sige, at troende skal leve i tro, men at de bliver frelst af nåde ved 

230


tro. Da Martin Luther læste det citat i Romerbrevet, ændrede det hans liv, og ”retfærdiggørelse af 

tro” blev det gennemgående tema i den protestantiske reformation. 

Hab. 3:14 

”Med dit spyd gennemborer du hans hoved (gammel oversættelse)”. Sådan ser Habakkuk, at 

lederen af ondskaben bliver overvundet. Tidligere (2:6-7) har Habakkuk demonstreret, hvordan det 

vil ske i virkeligheden: Babylonernes egne fjender ville behandle babylonerne selv, præcis som de 

havde behandlet andre. Vold rammer tilbage på de voldelige. På overfladen er Guds kraft ikke altid 

synlig, men troens folk ved, at Gud altid står bag. 

Sefanias’ Bog 

På den anden side af mørket 

En verdensomfattende katastrofe og et skinnende lys 

”Herren…… han fryder sig i glæde over dig og viser dig sin kærlighed på ny” (3:17) 

Sefanias skrev ikke længe efter, at Manasse havde afsluttet sin 50 års regeringsperiode i Juda. 

Manassa havde, som en af de værste konger overhovedet, indført afgudsdyrkelse og børneofringer 

som almindelig praksis. Han havde bygget altre, hvor man tilbad stjernerne i Guds tempel og havde 

billiget, at man indførte homoseksuel prostitution som en del af det religiøse ritual. Han havde også 

”udgydt så meget uskyldigt blod, at Jerusalem blev fyldt til randen af det” (2. Kong 21:16). Hans 

søn Amon fortsatte på samme måde i hans korte regeringstid. 

Bagefter kom kong Josias, som overtog tronen i en alder af blot 8 år, efter at hans far blev 

snigmyrdet. Bibelen siger, at ”der ikke tidligere havde været nogen konge som Josias” (2. Kong. 

23:25). Han stod i spidsen for en reform, hvor man fik ødelagt alle de hedenske afguder, og hvor 

man restaurerede templet. Han organiserede, at man kunne afholde den først påskefejring, der havde 

fundet sted i generationer. Sefanias, som sandsynligvis var i familie med kongen gennem sin tipoldefar 

Hizkija, stod øjensynligt frem og talte Guds ord umiddelbart inden de store forandringer. 

Nationens fremtidige skæbne lå i vægtskålene, og Sefanias’ ord kan meget vel have gjort sit til, at 

vægtskålen tippede over til fordel for en fornyet tro på Gud. 

Sefanias’ Bog begynder i dyb mørke. Som så mange andre profeter fordømte han sit lands synder 

og forudsagde Guds dom. Men han gik et stort skridt videre. Han talte gentagne gange om ”Herrens 

dag” og så, at det ville blive en overnaturlig begivenhed, som ville rense hele planeten. Sefanias lod 

ikke en dør stå åben for, at katastrofen kunne undgås. Herren havde fremsagt advarsler og tryglet, 

men til ingen nytte (3:6-7). Sefanias øjnede kun håb for en minoritet. En trofast, ydmyg rest kunne 

blive beskyttet fra ulykken, hvis de ville søge Gud. 

På den anden side af dommedagsilden så Sefanias et bemærkelsesværdigt lyspunkt. Han 

forudsagde, at en lutret rest af Guds folk, sanddru og ydmyge, ville stole på Gud. Han forudså en 

gendannet verden, som ville tilbede Gud. 

Derfor ender denne korte bog, som starter med et grufuldt mørke, med en ekstatisk glædessang: en 

forventning om et kongerige, der vil komme efter dommen. Guds velsignelse vil flyde frit parallelt 

med, at nationerne tilbeder Gud. Sefanias’ ord kan sagtens have haft en opmuntrende indflydelse på 

Josias’ reform, men hans visioner gik langt videre. NT taler ofte, ligesom Sefanias, om den 

verdensomfattende dom og en kommende ny jord. 

Sefanias’ Bog vil forekomme mere interessant, hvis vi forstår lidt af baggrunden og den historiske 

situation, i hvilken han skrev. For så vidt angår ugudeligheden, som førte til kong Josias’ reform, 

231


kan man læse 2. Kong 21. Josias historie bliver fortalt i kapitlerne 22 og 23. 2. Krønk. 33-35 

fortæller den samme historie blot vinklet lidt anderledes og med andre detaljer. 

Sefanias’ Bog er let at forstå. Den har en klar og symmetrisk struktur. Den starter (efter en kort 

introduktion) med en advarsel om dom for Juda og hovedstaden Jerusalem. Så udstrækkes dommen 

til Judas naboer og endelig sluttes der af i kap. 3 med de gode nyheder om Jerusalem. 

Sef. 1:1 

Profeter blev håndplukket af Gud. Uddannelse og familiemæssig baggrund kvalificerede ingen til 

jobbet. Sefanias kom imidlertid fra en imponerende familie. Han tipoldefar var Kong Hizkija. På 

trods af det kongelige blod var Sefanias ligefrem og kompromisløs; han havde ikke de hvide 

handsker på, når han profeterede. 

Sef. 1:12 

Folk i Juda foretog sig frygtelige ting. De tilbad bl.a. Molok (eng. oversættelse), som var 

ammoniternes gud, som sommetider krævede, at børn blev ofret. Sefanias udpegede imidlertid også 

en anden synd, som var ligeså ødelæggende: selvtilfredshed. Formelt set var de ikke ateister, men 

sådan fungerede det i praksis. 

Sef. 3:12 

I dagens Danmark gælder det ofte, ”at den stærkeste overlever”. Det kunne sagtens have været 

mottoet i Jerusalem. Embedsmændene var som glubske ulve, der fortærede alt, de kom i nærheden 

af (vers 3). Var det kun de hensynsløse, som kunne overleve? Sefanias sagde ”nej”. I virkeligheden 

hævdede han, at det kun var ”de hjælpeløse og svage”, dem som stolede på Gud og holdt sig til 

sandheden, som ville leve i tryghed. Jesus sagde noget lignende: ”Salige er de sagtmodige, for de 

skal arve jorden” (Matt. 5:5). 

Haggajs Bog 

Profeten, som opnåede resultater 

For en gangs skyld lyttede Guds folk. 

”… og alle, der var tilbage af folket, lyttede til Herren deres Gud og til profeten Haggajs ord, da 

Herren deres Gud havde sendt ham til dem, og folket blev grebet af frygt for Herren” (1:12) 

På særligt afgørende tidspunkter kan en enkelt stemme sommetider forårsage, at en tvivlrådig skare 

af mennesker går i aktion. Det er velkendt, at premiereminister Winston Churchills inspirerende 

taler måske frelste Storbritannien under 2. Verdenskrig. Den amerikanske præst og 

borgerretsforkæmper Martin Luther Kings prædikener og taler greb Amerikas samvittighed i 

1950erne og tresserne. 

Haggajs ord lød også klart i en tid, hvor forvirringen var stor. Jøderne var kommet tilbage fra deres 

landflygtighed i Babylon næsten 20 år tidligere. Men nu syntes de at have glemt årsagen til, at de 

var vendt tilbage. Efter en fejlslået start på at genopbygge templet, brugte de tilbagevendte 

landflygtige deres iver og hengivenhed til at bygge deres egne huse. Ruinerne fra Salomos tempel 

stod som en nagende påmindelse om, at de havde forsømt Gud. 

Det er her Haggaj kommer ind i billedet, for han opildnede disse pionerer til at tænke alvorligt over 

situationen. Han for ikke frem med vrede som Jeremias eller sammenstykkede flotte digte som 

Esajas. Han fremlagde sagen enkelt og logisk. De havde arbejdet hårdt, men til hvad gavn? Deres 

afgrøder var bestemt ikke noget særligt og deres penge forsvandt aldrig så snart, som de havde tjent 

232


dem. ”Hvorfor”, spurgte Haggaj! Ganske enkelt fordi de havde prioriteret forkert. Sagen var, at Gud 

skulle have førstepladsen. Det var nødvendigt, at de genopbyggede templet. 

Folket kom med et gensvar til Haggaj øjeblikkeligt. Profeter før ham, som fx Amos, Esajas og 

Jeremias havde talt i årtier uden at se en sådan gennemgribende reaktion. Haggajs budskaber strakte 

sig kun over ca. 4 måneder, men han fik fuldført alt det, han havde sat sig som mål. På 4 år stod 

templet færdigt. 

Hvorfor var templet så vigtigt? Når alt kom til alt kunne ofrene og ritualerne jo sagtens udføres på 

ordentlig vis på midlertidige altre. Men det var Guds omdømme, der var på spil. Han kunne ikke 

blive ordentligt æret så lang tid, som det hus, han ønskede at tage bolig i, lå i ruiner. Templet var 

symbolet på Guds nærvær og Israels måde at prioritere på. 

Ville genopbygningen af templet ændre Israels finansielle situation? Haggajs første ord gav ikke 

nogen løfter. Han sagde ganske enkelt: ”Læg mærke til, hvordan det går jer”, og han pointerede, at 

Israels forskellige mangler og bristen på velstand skyldtes Gud. De havde arbejdet hårdt, men Gud 

havde tilbageholdt den regn, deres afgrøder behøvede. En måned senere (2:1-9) sagde Haggaj, at 

Gud havde vidunderlige planer for Israel, planer, som ville ryste hele jorden. Men han henviste til 

Guds nærvær, ikke til gode afgrøder. 

Først den sidste dag, hvor Haggaj fremførte sit budskab, som vi har i denne korte bog, vendte 

Haggaj tilbage til emnet om høsten. Han sagde, at Gud ønskede, at hans folk skulle ”lægge mærke 

til” noget helt andet nu. Der var sket en dramatisk ændring på markerne. Afgrøderne stod helt 

anderledes, efter at de havde sat Gud på førstepladsen. ”Fra i dag vil jeg velsigne”, sagde Gud 

gennem Haggaj (2:18-19). 

Haggajs Bog, som er en af de korteste i Bibelen, kan let læses i et stræk. Haggajs ord kom på et 

kritisk tidspunkt i Israels historie. Det er bemærkelsesværdigt, at Haggajs ord blev taget alvorligt. 

Det var en af de få gange, hvor Gud talte og folket adlød hurtigt og uden at stille spørgsmål. Den 

historiske baggrund til bogen finder vi i Ezra 1-6. Haggajs altafgørende budskab bliver nævnt i Ezra 

5:1-2. 

Hag. 1:13 

I ca. 20 år havde israelitterne ignoreret Guds stærke ønske til dem om at genopbygge templet. Da de 

imidlertid endelig gav et gensvar og gik i gang med arbejdet, smeltede Guds hårdhed øjeblikkeligt. 

”Jeg er med jer”, var Guds melding. Og selv om det nye tempel, der blev rejst, kun var en ringe 

efterligning af Salomons mesterværk, så talte Gud med ømhed og venlighed (2:2-5). Haggaj, som 

var en af de sidste profeter, peger på Guds iver til at vise barmhjertighed. 

Hag. 2:12 

Man siger, at et råddent æble, ødelægger hele kassen; men et enkelt godt æble ændrer ikke noget, 

hvis alle de andre er rådne. På lignende vis spørger Haggaj: ”Hvad er smitsomt? Er det godt eller 

ondt? Fra loven i GT var det klart, at indviet kød, som var helliget til at skulle ofres ved 

gudsdyrkelsen, ikke ”spredte” dets ”hellighed”. Men et menneske, som var blevet ”uren”, spredte 

hans eller hendes urenhed. Under loven i GT spredte ondskaben sig, men det gjorde godhed ikke. 

Israelitternes fejltrin ved ikke at genopbygge templet havde forurenet alt det, de rørte ved – selv 

deres gode gerninger. 

Hag. 2:23 

Ca. 78 år tidligere var kong Jojakim blevet taget til fange og slæbt til Babylon. Gud havde afvist 

ham: ”…Judas konge…..skal ikke længere være seglring på min højre hånd. Jeg river dig af min 

finger” (Jer. 22:24). 

Men nu var hans barnebarn Zerubbabel kommet tilbage til Jerusalem, udvalgt til igen at være ”en 

seglring”. Sådan en ring blev brugt i stedet for en underskrift, for at efterlade kongens segl på 

vigtige dokumenter. Gud havde igen accepteret mænd fra Davids kongelige slægtslinie som sine 

233


udvalgte ledere. Den fuldstændige opfyldelse af denne profeti måtte vente til Zerubbabels 

efterkommer, Jesus kom, Davids søn, som helt og fuldt signerede Guds billede på det han gjorde og 

sagde. Virkningen har lige siden været ubegribeligt forunderlig. 

Zakarias’ Bog 

Hvordan kan man bygge med stumperne? 

”Jeg vender tilbage til Jerusalem i barmhjertighed; mit hus skal bygges dér, siger Hærskarers 

Herre” (1:16) 

Når jøderne kastede et tilbageblik på deres historie, forekom det at være en lang glidetur ned ad 

bakke. De havde konsekvent imødegået Guds kærlighed ved at knurre mod ham, ved ikke adlyde 

hans lov og ved at tilbede afguder. Efter i hundredvis af års advarsler var straffen til slut kommet. 

Jerusalem var blevet tromlet ned. De overlevende marcherede af sted i lænker til et land langt borte. 

De havde ikke kun tabt et slag. De havde tilsyneladende mistet deres plads i Guds hjerte og en 

fremtid som hans udvalgte folk. 

Men i landflygtigheden kom håbet om en ny start. Da den persiske kejser Kyros kom til magten, så 

tilbød han jøderne muligheden for at vende tilbage til deres land og genopbygge templet. Nogle 

sprang til og tog chancen. De begav sig ud på den lange rejse til et hjemland, de fleste af dem aldrig 

havde set, (vi læser om rejsen i det første kapitel af Ezras Bog). De ønskede ikke kun at geopbygge; 

de ønskede også på en eller anden måde at ændre den nedadgående anti-Gud tendens, som havde 

plaget nationen helt fra begyndelsen. 

De fandt en nedslående scene. Deres engang så smukke by var en spøgelsesby. Alt af værdi var 

blevet ødelagt. Frugtbare marker var overgroet af ukrudt. Området var næsten tomt for mennesker. 

Den lille gruppe af hjemvendte landflygtige byggede et alter på stedet, hvor ruinerne af templet lå. 

Men det varede ikke længe, før de blev grebet af mismod for så vidt angik genopbygningen. De 

havde besvær nok med at finde ly for dem selv, og det var møjsommeligt nok at opstøve 

tilstrækkeligt med afgrøder til livets ophold. Og da deres ikke-jødiske naboer bekæmpede forsøget 

på at genopbygge templet, ja så gav de tidligere landflygtige op. Håbet om en herlig ”ny 

begyndelse” begyndte at fortabe sig. 

Templet forblev i en tilstand af forfald de næste 20 år, indtil profeten Haggaj og Zakarias opildnede 

til fornyet interesse. Disse profeter forstod, at så længe templet lå i ruiner, så ville Israels særlige 

status som Guds folk også ligge i ruiner. På deres opildnende opfordring kom jøderne i gang med at 

bygge igen. 

Zakarias Bog er en beretning fra den kritiske periode, hvor genopbygningen finder sted. Det første 

gengivne budskab daterer sig ca. to måneder efter, at templets grundsten var blevet lagt. Templet 

blev færdiggjort 4 år senere, og dette skyldtes for en stor del Zakarias’ opmuntrende ord. 

Zakarias var imidlertid ikke først og fremmest interesseret i byggerier. Forholdet til Gud, som 

templet symboliserede, var langt vigtigere for ham. I de første ord af Zakarias, vi har gengivet, 

advarede han sit folk om ikke at være som deres forfædre. Hvad godt havde templet gjort dem. En 

virkelig ny begyndelse fordrede, at hjerterne blev ændret. ”Vend om til mig! siger Hærskarers 

Herre, så vil jeg vende om til jer” (1:3). 

Den sidste del af Zakarias Bog udvider sit synsfelt til at gælde hele verden. Det lille samfund af 

jødiske flygtninge, siger Zakarias, holder verdens fremtid i deres hænder. Deres nye begyndelse 

ville blive verdens håb. 

De fleste bibellæsere finder det svært at forstå Zakarias. Gennem hele bogen er der henvisninger til 

mennesker og begivenheder, som er svære at fortolke. En kommentar kan være til stor hjælp i 

234


opklaringen af betydningen af disse detaljer. Den historiske baggrund til Zakarias tid finder vi i 

Ezra 1-6. Zakarias er nævnet ved navn i Ezra 5:1. 

Zakarias’ Bog er opdelt i 3 afsnit. De første 6 kapitler gengiver 8 symbolske syner, som havde til 

hensigt at opmuntre dem, som genopbyggede templet. Disse syner er til en vis grad ikke så svært 

tilgængelige, hvis man studerer dem et for et og ikke jager for hurtigt gennem. Hovedvægten ser ud 

til at være: Gud arbejder igen med sit folk. Hans planer er at leve med sit folk i Jerusalem. Han vil 

beskytte dem mod deres fjender, rense dem fra deres synd og fjerne ondskaben. Han vil give dem 

en ny start. 

Kapitlerne 7 og 8 beskriver kvaliteten af det liv, Gud ønsker, at hans fornyede folk skal glæde sig 

over. Disse par kapitler indeholder mange opmuntrende løfter til Israel. 

De sidste seks kapitler er fyldt med finurlige henvisninger til de kampe Israel må igennem for at 

blive det, Gud ønsker. Vi finder forudsigelser om frygtelige lidelser, men også om endegyldig sejr. 

Disse kapitler, uanset hvor vanskelige de måtte være, hjalp forfatterne af evangelierne til at forstå 

Jesu lidelse, død og opstandelse. Disse forfattere citerede fra disse kapitler, da de skrev om Jesus’ 

sidste dage. Åbenbaringsbogen, som fortæller om historiens afslutning, hentede også inspiration fra 

Zakarias’ forudsigelser. 

Zak. 1:18 

I et landsbrugssamfund, som pløjer sin jord med okser, er der ikke noget stærkere end en tyr. Det er 

sandsynligvis derfor, at horn hyppigt bliver brugt som symboler for kraft og magt i GT. Det ville 

måske give bedre mening, hvis vi sagde ”bulldozer”. 

Zak. 3:1 

Henvisninger til ypperstepræsten Josva dukker også op hele vejen gennem Haggajs Bog. Mens 

Zakarias bruger ham som et symbol på den oprørske nation, fortæller Haggaj om Josvas senere 

forvandling og lydighed mod Gud. Selv om Haggaj og Zakarias dækker den samme tidsperiode, så 

har de vidt forskellig stilarter. Haggaj lægger vægt på det positive og kommer med et ligefremt 

budskab; Zakarias advarer mod farer og kommer med sit budskab i syner og symboler. 

Zak. 5:1 

Den flyvende bogrulle symboliserer sandsynligvis Guds lov, som fordømmer synd. Den er rullet ud 

og flyver som et banner, alle kan læse – ikke kun rullet ud og tilgængelig for præsterne, så kun de 

kunne læse. 

Zak. 7:3 

Mens de var i landflygtighed, havde jøderne fastet og sørget på visse dage for ikke at glemme 

belejringen og indtagelsen af Jerusalem. Efter at de nu var vendt tilbage til Jerusalem, ønskede de at 

vide: Skal vi blive ved med at faste? Zakarias svar kom i 8:19: faste skulle nu erstattes med fest. 

Men Zakarias advarede om, at alle religiøse ceremonier, uanset hvor passende, var meningsløse 

medmindre menneskers liv var styret af Gud. 

Zak. 8:4 

For flygtninge, der beboede en by, der var løbet over ende af erobrere, syntes løftet om sikre gader 

for de ældre og legende børn næsten at være for meget at bede om. Men Gud forsikrede dem, at 

Jerusalem endnu engang ville blive sikker og stabil. ”Fordi dette folks rest i de dage finder det 

umuligt, skulle jeg så også finde det umuligt?” spørger han med et stænk af ironi (v. 6). 

Zak. 9:9 

Forfatterne til evangelierne henviser til dette vers i forbindelse med Jesus’ triumferende indtog i 

Jerusalem (Matt. 21:5; Johannes 12:15). Generaler og andre ledere red normalt på hingste, men 

Zakarias bemærker lidt skarpt, at den kommende konge vil tilintetgøre vogne og krigsheste (vers 

235


10). Jesus fulgte samvittighedsfuldt mønstret for den konge, der bliver beskrevet her – ofte med det 

resultat til følge, at han skuffede sine efterfølgere, som efterlyste en mere militaristisk leder. 

En ny konge – et nyt kongerige! 

Paradokset med en leder, som triumferer gennem lidelse. 

”Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en 

æselhoppes føl” (9:9). 

Zakarias Bog tager en radikal vending i kap. 9. En serie af budskaber fra Gud, udtrykt i opdelte 

(fragmenterede) billeder, fortæller om verdens fremtid – og den rolle, som Guds folk vil spille. 

Disse kapitler er svære at forstå selv i vor tid. Den ultimative fremtid er uden diskussion god. Men i 

stedet for at vedblive at være en lille nation, afhængig af andre, vil Guds folk ryste verden. 

Nationerne vil tilbede i Jerusalem. ”Da skal Herren være konge over hele jorden” (14:9). 

Hvordan ville det kunne ske? Selv for israelitterne lød en sådan drøm lidt langt ude… På Zakarias’ 

tid skulle de have grønt lys fra den fjerne persiske regering, blot de skulle genopbygge templet. 

Persien var centrum i deres verden. Jerusalem betød ingenting. Hvordan skulle Israel kunne blive en 

stor nation? 

Disse kapitler i Zakarias viser Israels storhed, der dukker frem gennem kampe og lidelse. Ingen som 

læser disse ord, kan vedblive at have en overfladisk og letkøbt idé om, at det hele blot er enkelt og 

let for Gud. Ondskab og elendighed triumferer i bogstaveligste forstand forud for Guds endelige 

indgreb. 

Nøglen til Israels fremtid er en kommende leder – en højst usædvanlig leder. Helt naturligt 

forventede folk, at Messias ville blive en triumferende militærleder, specielt fordi mange GT 

profetier talte om ham i sådanne vendinger. Men denne konge ville komme på et æsel i stedet for på 

en krigshest (9:9). Zakarias taler om en fårehyrde – en betegnelse for en leder – som ville blive 

afvist af nationen (11:4-17). Den beskriver en nation i sorg for ”ham de har gennemboret” (12:10). 

Alle disse forudsigelser om en kommende leder blev citeret i NT og tillagt Jesus: en konge uden en 

hær, hvis krone var lavet af torne. I hele GT var det kun Esajas (specielt i kap. 53), som fangede 

paradokset så fuldt og helt om Jesus’ liv: En nænsom ledelse, der triumferer gennem lidelse. 

Zak. 11:7 

Profeternes budskaber havde ofte en dobbelt betydning: en for de mennesker, som var de første til 

at høre dem, og en anden dybere mening beregnet på fremtiden. I dette skriftafsnit spiller Zakarias 

rollen som den gode hyrde, som bliver vraget, en skikkelse som Jesus senere overførte til sig selv. 

På samme måde havde jøderne på Zakarias’ tid mange ”tåbelige fårehyrder – ledere”, men denne 

beskrivelse (versene 15-17) kan også være et varsel om NTs ”antikrist”. 

Zak. 13:7 

Lige før han døde, sagde Jesus, at dette vers angik ham selv (Matt. 26:31). Nogle kommentatorer 

mener, at hans ord om fårehyrden, som ”sætter sit liv til for fårene” (Johs. 10:11) også stammer fra 

dette skriftafsnit. Zakarias profetier spillede en vigtig rolle for forfatterne til evangelierne: 9:9 bliver 

citeret i Matt. 21:5; 12:10 i Johs. 19:37; og 11:12-13 i Matt. 27:9. 

Zak. 14:9 

Lærde bibelfortolkere er uenige om, hvordan man skal forstå synerne i dette kapitel. For nogle får 

betydningen af de katastrofer, som beskrives – et bjerg, der spaltes i to, en dag uden lys eller kulde, 

mennesker, hvis legemer rådner (versene 4, 6, 12) – yderligere betydning i en tid, hvor vi har 

kernevåben, og hvor drivhuseffekten er mere end en talemåde. Andre fortolker disse billeder mere 

symbolsk. Uanset hvad, så gør Zakarias det klart, at slutresultatet på jordens prøvelser vil blive gode 

nyheder for Guds folk. 

236


Zak. 14:20-21 

Præsterne og templet havde altid været adskilt og mere hellige end resten af Israel. HELLIGET 

HERREN stod der skrevet på præsternes turbaner (2. Mos. 28:36) som et symbol på dette. Men 

Zakarias forudsagde, at i fremtiden vil sådanne ord blive skrevet selv på hestene. Helt almindelige 

gryder, potter og pander vil blive ligeså hellige, som de hellige kar, der blev brugt i templet. Der vil 

ikke længere være forskel mellem det hellige og det verdslige, for alt vil være helligt. 

Malakias’ Bog 

Når troen mister pusten 

”En søn ærer sin far og en træl sin herre. Men er jeg far, hvor er da min ære?” (1:6) 

Succes har sine egne faldgruber. Når man når toppen, har man en tendens til at slappe af. På samme 

måde kan det åndelige liv også sløves. 

Malakias prøvede i denne korte bog at vække Israel fra slaphed i deres forhold til Gud. Nogle år 

tidligere var de optimistisk vendt tilbage til Jerusalem efter en lang landflygtighed. Deres tro havde 

vokset sig dybere gennem vanskeligheder. På trods af voldsom modstand havde de genopbygget 

templet, symbolet på deres fortrøstning til Gud. De havde forventet, at Gud på en overnaturlig måde 

ville fylde templet med sin herlighed og gøre deres nation til verdens centrum. 

Da Malakias stod frem, var Israels håb tonet ned. De kunne ikke forstå, at Gud elskede dem (1:2), 

og de følte ikke, at det gav nogen belønning og mening at tjene Gud (2:17; 3:14). 

Folk i Jerusalem var blevet lunkne. Deres beklagelser viste det, og det gjorde deres handlinger også. 

De var ikke ”store” syndere, som folk var før landflygtigheden, hvor man havde praktiseret 

børneofringer og anbragt afguder i templet. Folk på Malakias tid havde bevaret deres religion, men 

de havde mistet kontakten med den Gud, som religionen handlede om. 

Det er sandt, at Malakias nævnede de samme uretfærdigheder og onde handlinger som tidligere 

profeter havde fremført (3:5), men det er også sandt, at han koncentrerede det meste af sin energi på 

problemer, som syntes ubetydelige i sammenligning: blandede ægteskaber, skilsmisser og 

overfladisk gudsdyrkelse (der kom frem ved, at de kun bragte andenklasses ofringer). Gennem 

Malakias øjne ser vi, hvordan israelitterne går gennem troens følelsesmæssige register, idet de kun 

gav og gjorde det absolut minimale. 

Hvordan varmer man en lunken tro op? Malakias anvendte forskellige former for taktik. Han 

begyndte med Guds kærlighed. Hans tilhøreskare syntes ikke det var særligt indlysende. Men hvis 

de sammenlignede deres situation med nabolandet Edoms situation, så ville de forstå, at Gud havde 

vist folket omsorg altid. 

Så udfordrede Malakias jøderne til at tage lydighed alvorligt. De bragte sårede og syge dyr som ofre 

til Gud. ”Prøv at bringe det til din statholder! Tror du, han vil tage nådigt imod dig og vise dig 

velvilje?” (1:8). Malakias opfordrede dem til at bringe de fuldkomne dyr, som Guds lov foreskrev, 

og som hans ære tilkom. Malakias krævede endvidere, at de holdt op med at gifte sig med kvinder 

fra andre religioner, en praksis som uundgåeligt medførte religiøse kompromisser. De måtte også 

slutte med skilsmisser. Og endelig måtte de komme med hele tienden af deres indkomst til Gud i 

templet. Deres nærighed var at sammenligne med røveri – røveri fra Gud. 

Malakias krævede ikke disse forandringer, blot fordi de stod beskrevet i loven. Det var handlinger, 

som symboliserede en indre indstilling. Folket måtte praktisere deres tro med alvor. ”Sæt mig på 

prøve”, siger Hærskarers Herre, ”om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse 

uden mål over jer” (3:10). 

237


Malakias var den sidste GT stemme. Den gav genlyd gennem 400 eller endnu flere år, hvorfra vi 

ikke har bibelske skrifter. I disse mange år vandt i det mindste noget af Malakias budskab indpas. 

Med farisæerne i spidsen blev et stigende antal jøder hengivne i deres iver efter at overholde GT 

lov. Uheldigvis var der mange af dem, som overså Malakias vigtigste pointe. De glemte, at loven 

ikke var et mål i sig selv. Loven var et middel, som kunne tjene til at give Gud den ære han 

fortjener. 

Guds stemme dominerer Malakias Bog. Det er stemmen fra en kærlig fader, som går i rette med 

sine børn. Folkets gensvar gives i form af syv spørgsmål eller beklagelser. Resultatet er en slags 

dialog – næsten et argument – som lader os fornemme nogle af Guds egne personlige anskuelser. 

Mal. 1:2 

Elskende husker, da de første gang faldt for en anden. De husker også, hvordan den anden person 

reagerede, specielt hvis kærligheden blev afvist. 

I Malakias begynder Gud samtalen: ”Jeg elsker jer”. Så fører han alle Israels synder tilbage til den 

underlæggende foragt, de har vist denne kærlighed. De har ikke æret ham som en far (vers 6) eller 

tilbedt ham som den store Konge, han er (vers 11 og 14). I stedet har de vist foragt og bragt 

andenrangs ofre (vers 8), mens de sagde: ”Hvilket besvær!” og samtidig havde blæst på det hele! 

(vers 13). 

Mal. 2:16 

Skilmisser var lovlige i Israel (5. Mos. 24:1-4), så det var måske derfor, at folk ikke skelnede 

mellem de vanskeligheder, de stod i og skilsmissestatistikkerne. Malakias gør rede for 

sammenhængen. Gud hader skilsmisser, hvad enten de er lovlige eller ikke. Ægteskabspagten 

mellem en mand og en kvinde skal holdes i ære, og trofasthed rangerer højest. Jesus sagde mere 

eller mindre det samme i Matt. 19:1-9. 

Mal. 2:17 

Her og i 3:14 beklager folk sig voldsomt, fordi de ikke kan se nogen pointe i at tjene Gud, når man 

ikke får nogen særlig belønning. Som gensvar prøvede Gud ikke at overbevise dem om, at de 

retfærdige i virkeligheden havde det bedre. Han fortalte dem, at Gud holdt regnskab i en bog (3:16) 

i hvilken han nedtegner dem, som frygter ham og agter hans navn, og at han en eller anden gang i 

fremtiden vil komme som dommer, hvor de onde vil blive udslettet og hvor de, som frygter ham, vil 

blive bevaret. Værdien af at tjene ham vil blive åbenbar engang, selv om det ikke nødvendigvis er 

det i dag. 

Mal. 3:10 

Som en sælger, der tilbyder et eksemplar kvit og frit, opfordrer Gud israelitterne til at teste ham. 

Hvis de bringer tienden til templet, vil de se, hvordan Gud vil velsigne dem ved at ”åbne himlens 

vinduer” for at udøse velsignelse uden mål. ”Tiende” var mindst en tiendedel af deres indkomst, 

som blev brugt til at lønne præsterne, betale for udgifter til templet og til at hjælpe de fattige. 

Mal. 3:23 

Malakias forudsagde, at profeten Elias ville komme forud for Herren. Denne profeti blev 

omhyggeligt noteret i NT. Jesus identificerede Johannes Døberen, som den der var tale om (Matt. 

11:14; 17:9-13). 

238


Matthæus Evangeliet 

En bro fra det gamle til det nye 

Hvorfor starte med en navneliste 

”Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres 

synder” (Matt. 1:21). 

I fire hundrede år blev der ikke føjet noget nyt til Bibelen. Profeterne forblev tavse. I løbet af denne 

periode opstod imperier i Mellemøsten og imperier faldt, og den lille nation Israel led under de store 

landes dominans fx stormagter som Grækenland og Romerriget. 

Og så skete der noget betydningsfuldt. En baby blev født – en baby, som var anderledes end nogen 

anden baby, der nogensinde var blevet født. I forbindelse med præsentationen af denne baby, som 

voksede til og blev manden Jesus, åbner Matthæus sin bog en helt ny afdeling af Bibelen – Det Nye 

Testamente. 

Matthæus klargør sine hensigter fra den allerførste sætning: Han binder Jesus’ ankomst sammen 

med GT’s historiske forløb. Jesus var en jøde, siger han, Abrahams søn. Men også en konge, 

Davids søn. Herefter forsøger Matthæus at bevise en dristig påstand: Denne Jesus, fra den ydmyge 

lille by Nazareth, er selveste ”Messias”, forløseren, der blev givet løfter om i GT. (Kristus er det 

græske ord for det hebræiske Messias). 

Folk over hele verden, specielt jøder, havde længselsfuldt ventet på Messias. Hans komme ville 

forandre verdens historie fuldstændig, troede man. Kunne denne tømrers søn være den længe 

ventede Messias? For at svare på det spørgsmål starter Matthæus med et slægtsregister. 

Slægtsregistre, som jo er lange lister med navne – forekommer ikke at være særligt interessante for 

nogen som helst bortset fra de mennesker, som er direkte involveret. Men hvad angå netopr de 

mennesker, er listerne imidlertid alt andet end kedelige. 

Prøv at lytte til en moderne forfatter, som beskriver, hvordan det føltes for ham at stifte bekendtskab 

med et gammelt slægtsregister: ”Der er et udtryk ”en kulminationsoplevelse”, som er et øjeblik, der 

aldrig nogensinde mere kan genkaldes følelsesmæssigt i ens liv. Jeg havde en sådan oplevelse, den 

første dag jeg var i landsbyen Juffure i det sorte Vestafrika….. Jeg fik gåsehud over hele kroppen på 

størrelse med små kugler”. Med disse ord genkalder Alex Haley, forfatter til ”Rødder”, den dag han 

første gang hørte fortællingen om den unge Kunta Kinte, som blev taget til fange af slavehandlere i 

1752, fortalt af en aldrende historiefortællers læber. 

Haleys forfædre i Tennessee og Virginia nedstammede direkte fra en indfødt Afrikaner, der blev 

taget til fange i en lille landsby i Gambia. Den dag han lyttede til den venlige gamle afrikaner, der 

reciterede: ”Og den og den tog den og den til kone og fik den og den,” ja da faldt det sidste led på 

plads i Haleys familiekæde. Bogen ”Rødder” fortæller historien om denne forbindelse. 

På samme måde begynder Matthæus ikke med Jesu fødsel, men går langt tilbage for at godtgøre 

hans rødder. Hvis Jesus i virkeligheden er Messias, ja så må hans forfædre matche den påstand. 

Som enhver dansker ved, kan konger ikke blot udnævne sig selv; de må tilhøre den kongelige 

familie og slægt. Matthæus fører Jesu slægt tilbage til jødernes stamfader, Abraham – som var en af 

de første, der modtog løftet om Messias – og til jødernes store konge David. 

Da Matthæus har gengivet Jesu stamtavle efter blodet, beretter han historien om Jesu liv her på 

jorden. Han bygger igen og igen på GT og citerer hyppigere fra GT end nogen anden NT forfatter. 

(Man kan blot notere sig sådanne fraser som ”Således blev det opfyldt, som var sagt ved 

profeterne”. 

Den første bog i NT fremstår således som evangeliet, der knytter tingene sammen – bindeleddet 

mellem det gamle og det nye. Matthæus starter med Jesu rødder, men han stiller også Jesus op som 

239


modsætning til det traditionelle jødiske billede af Messias. Jesus, en konge, var afslutningen på 

tusinder af års engageret venten. Men han kom for at etablere et helt nyt slags rige – et rige 

anderledes, end nogen havde ventet. 

Alle, der kender lidt til revisorer og regnskabsførere, ved, at de elsker lige rækker af tal, hvor 

udgifter og indtægter står pænt i kolonner, hvor hver enkelt tal er beskrevet, så intet kan misforstås. 

Derfor er det ikke svært at forstå, at det evangelium, som den tidligere skatteopkræver og 

toldembedsmand Matthæus skrev, reflekterer en systematisk ”regnskabsbogstænkning”. Han 

fortæller ikke Jesu historie kronologisk; han grupperer efter emner. 

Matthæus samler Jesus’ tanker og ytringer i 5 hovedområder. Først kommer den velkendte 

”Bjergprædiken” i kap. 5-7. Kapitel 10 gengiver Jesu instruktioner til hans disciple om deres 

mission; i kapitel 13 er der samlet en serie lignelser om Guds rige; kapitel 18 drejer sig om Kristi 

ord til kirken som et samfund; og kapitlerne 23-25 drejer sig om Jesu tanker om religiøs hykleri og 

hans forudsigelser om fremtiden. Imellem disse fem store taler finder vi scener, der viser forskellige 

sider af Jesus’ aktiviteter, der har tilknytning til disse taler. 

Den omhyggelige blanding, der beskriver både Jesu handlinger og undervisning har medført, at 

dette evangelium har fået en agtet plads i litteraturen. Kunstnere har ofte været tiltrukket af netop 

dette evangelium som en koncentreret opsummering af Jesu gerning: Bachs største korværk 

”Matthæus Passionen”, musicalen ”Godspell” og Pasolinis film ”Matthæus Evangeliet”. Den 

franske skeptiker Renan lovpriste Matthæus Evangeliet som ”kristenhedens vigtigste bog – den 

vigtigste bog, som nogensinde er blevet skrevet”. 

Det kan være nyttigt at have to ting i baghovedet, når man læser Matthæus Evangeliet. Hvordan 

adskiller det sig fra de 3 øvrige evangelier; det vil give en forståelse af, hvad Matthæus særligt 

havde i tankerne, da han skrev. Og så er det trosstyrkende at slå mange af henvisninger til GT 

profetierne op i GT. 

Matt. 1:6 

Matthæus’ slægtsregister adskiller sig fra mange jødiske slægtsregistre ved at medtage kvinder. 

Men mere end det. Det er et forbløffende valg af kvinder. Tamar var en hedensk kvinde, der snød 

og forførte sin svigerfar og blev mor til to uægte tvillinger (1. Mos. 38); Rahab, endnu en hedensk 

kvinde, der engang arbejdede som prostitueret (Josva 2; 6); Ruth, der også voksede op som hedning 

(Ruth 1-4); og Urias’ kone Batseba, som var utro med Kong David (2. Sam. 11 – 12). Mange af de 

mænd, som er med i listen, havde også en usmagelig fortid; taget under et demonstrerer 

slægtsregistret altså på en levende måde Guds evne til at få noget godt ud af alle mulige slags 

mennesker. 

Matt. 1:18 

På Josefs og Marias tid var det jødisk skik, at man blev ”trolovet”. Det var en mellemting mellem 

det, vi kalder forlovelse og ægteskab. En trolovelse var mere bindende end en forlovelse. Man 

kunne fx kun bryde trolovelse ved en skilsmissehandling. Hvis en trolovet kvinde blev gravid, blev 

hun betragtet som ægteskabsbryder. 

Matt. 2:11 

Af de fire evangelister var det kun Matthæus, som fortæller om ”De vise mænds besøg”. Hændelsen 

viser, at folk fra andre dele af verden, altså ikke kun fra Israel, ventede Messias. Vismændenes 

besøg understreger, at Jesus kom for alle mennesker, ikke kun for jøderne. De sidste ord i Matthæus 

Evangeliet gør dette utvetydigt klart i ”Missionsbefalingen”. 

Matt. 4:17 

Matthæus skrev hovedsagelig med henblik på en jødisk læserskare. Allerede fra det første kapitel 

slår han fast, at Jesus er Messias, og denne påstand bakker han op ved konstant at henvise til GT. 

Ofte undlader Matthæus at forklare jødiske fraser og sædvaner, fordi han ganske enkelt går ud fra, 

240


at hans læsere er bekendt med dem. Og hvor de andre evangelister siger ”Guds rige”, bruger 

Matthæus frasen ”Himmeriget” i respekt for jøderne, som aldrig skrev ordet ”Gud”. 

Matt. 5:17 

I denne udtalelse gør Jesus sit forhold til Moseloven klart. De næste vers bliver mere specifikke. 

Her sættes Jesu lære i kontrast til mange af de gængse fortolkninger af Loven. ”I har hørt, at der er 

sagt…” begynder han og konkluderer, ”men jeg siger jer ….”. Jesus åbenbarer den reelle hensigt 

med GT loven i forhold til de blotte lovmæssige fortolkninger. 

Matt. 5:44 

Jesus fik selv en chance for at praktisere disse ord, da han naglet til et kors bad for sine forfølgere 

(Luk. 23:34). Stefanus’ eksempel, han var den første kristne martyr (Ap.G. 7:60) viser, at nogle af 

Jesu efterfølgere også praktiserede Jesu bud – et faktum, som virkelig gjorde indtryk på en af 

forfølgerne ved navn Saul. 

Det indre skal matche det ydre 

Er alle hyklere? 

”Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig” (6:4) 

Næsten alle uden undtagelse lever to liv: Det, som mennesker ser i det ydre og det, som er 

virkeligheden i det indre. I skolen lærer vi fx hurtigt, hvilke ydre tegn på opmærksomhed og 

interesse, der vækker lærerens tilfredshed. På vores arbejde lærer vi hurtigt ”at spille rollen”, når 

vores arbejdsgiver tilfældigvis kommer forbi. Det tenderer næsten en maskering, når vi ordner vores 

hår, vælger vores tøj og bruger et kropssprog for at gøre indtryk på dem, der omgiver os. 

Efterhånden bliver vi fremragende til at skjule vore alvorlige problemer. 

Mennesker har en tendens til at vurdere på basis af det, man ser dvs. det ydre, og derfor kan man let 

blive taget ved næsen. Bekendtskabskredsen bliver ofte chokeret, når en lovovertræder bliver 

arresteret. ”Han virkede som sådan en rar mand!” insisterer man. Det ydre matchede ikke den indre 

virkelighed. 

Kapitel 5-7 påpeger, at tiden er kommet, hvor vi ikke blot skal ændre det ydre, men også det indre. 

På Jesu tid prøvede religiøse mennesker at gøre indtryk på hinanden ved at fremvise deres egne 

fortræffeligheder. De så udmagrede og forsultede ud, når de havde fastet et par dage; de bad 

storstilet, hvis der var mennesker, der kiggede, og de gik så langt som til at bære bibelvers, der var 

bundet til deres pander og rundt om venstre arm. 

I sin berømte Bjergprædiken fordømmer Jesus hykleriet bag den slags tilsyneladende harmløse 

gøremål. Gud lader sig ikke bedrage af ydre påtagethed. Vi kan ikke gøre indtryk på ham med en 

påtaget væremåde. Han ved, at selv bag facaden hos de bedste lurer hadets mørke tanker, stolthed 

og begær – indre problemer, som kun han kan gøre noget ved. Jesus fortsætter med at præsentere en 

ægte radikal livsstil, der er helt fri for påtagethed og forstillelse. 

Disse 3 kapitler, som er blandt de mest analyserede i hele Bibelen, giver os et frisk syn på verden. 

Vi genkender uden tvivl mange velkendte afsnit, bl.a. ”Den gyldne Regel” og ”Fadervor”. 

Jesus siger på en måde, at sandhederne, han fremkommer med, ikke er nye: De opfylder, snarere 

end de ophæver, GTs lov. Set fra en anden synsvinkel er den livsstil, der beskrives, endnu mere 

radikal end noget, der er sagt hverken før eller siden. Jesu ord vender op og ned på mange normale 

opfattelser. Med udsagn som, ”Salige er de fattige i ånden …. de som sørger … de sagtmodige 

(ydmyge) … de, som stifter fred … de, som forfølges”, angriber Jesus dem, som stræber efter at 

fremstille sig selv som magtfulde, succesrige og selvsikre. 

Det mest radikale er måske, at Bjergprædiken præsenterer os for muligheden for at leve helt og 

fuldt for Gud og ikke for syns skyld for at imponere andre. Endelig kan vi på den måde bringe 

harmoni mellem det ydre og det indre. 

241


Matt. 7:12 

Andre religioner (jødedommen, hinduisme, buddhisme) havde i en eller anden form også denne 

regel, men de fleste var udformet negativt: ”Gør ikke mod andre, hvad du ikke vil have dem til at 

gøre mod dig”. Jesu version er i langt højere grad uden begrænsninger og udfordrende. 

Matt. 8:14 

Typisk for Matthæus sammenblander han Jesu ord og handlinger. Kapitel 5-7 indeholder Jesu 

længst gengivne tale, Bjergprædiken, en tale, som i den grad gjorde indtryk på tilhørerskaren. De 

næste få kapitler nævner ti mirakler, som Jesus udførte, og som yderligere slog hans autoritet fast. 

De, som oplevede Guds indgreb – et foragtet offer for spedalskhed, en romersk officer, en 

husmoder, to voldelige dæmonbesatte, en lam og en synagogeforstander, demonstrerer bredden i 

Guds barmhjertighed og omsorg, som Jesus netop har beskrevet. 

Matt. 9:9 

Toldere som Matthæus var endnu mindre populære på Jesu tid end nu. Mange jøder anså dem for at 

være forrædere, der var i tjeneste for de hadede romere. For at gøre ting værre arbejdede de på 

provisionsbasis, der tillod dem at fastsætte deres egne rater, og det førte jo ofte til pengeafpresning. 

I denne hjertegribende scene fortæller evangeliet, hvordan Jesus først kaldte Matthæus og bagefter 

kom til hans hus for at blande sig frit med ”toldere og syndere”. Ved at følge Jesus vendte 

Matthæus ryggen til et lukrativt embedsmandsarbejde. Han blev gradvist forvandlet til en loyal 

discipel, som brugte sin sans for orden, da han senere skulle nedfælde beretningen om Jesu liv på 

skrift. 

Matt. 11:2 

Johannes’ spørgsmål her kan måske reflektere forvirring over Messias’ rolle. Hvis Johannes, 

ligesom mange jøder, forventede en politisk Messias, som ville overmande romerne og smide dem 

ud, så kan hans fængsling have fået ham til at undre sig over, hvorfor Jesus ikke greb til handling. I 

Jesu svar gør han det klart, hvad slags rige han var kommet for at etablere: et rige som bragte 

lindring, frihed og gode nyheder – men ikke nødvendigvis politisk magt. 

Matt. 11:20 

Overraskende nok førte det at overvære og se overnaturlige mirakler ikke folk til omvendelse og til 

at følge Jesu lære. Gennem hele forløbet af sin offentlige fremtræden viste Jesus ærgrelse over 

skarerne, som flokkede sig om ham for at se en populær leder gøre noget overnaturligt. Han 

ønskede ikke bifaldsytringer fra dem, men overgivelse og hengivenhed. Efterhånden slog han mere 

og mere sin lid til lignelser, som han senere under mere private former forklarede betydningen af til 

sine disciple (13:11-17). 

Matt. 12:12 

Kapitel 12 giver indsigt i, hvorfor farisæerne blev forargede og stødte på Jesus. For det første 

samlede disciplene korn på en sabbat (versene 1-7), noget som farisæerne forbød. Så fulgte en 

provokerende helbredelse om sabbatten. Jesus fordømte farisæerne for at gå mere op i lovens 

bogstav end ånden. Det gjorde de så meget, at de i virkeligheden viste mere omsorg for dyr end for 

menneskers ve og vel. 

Hvordan skal en leder være? 

Det var ikke alle, som ønskede den slags rige Jesus forkyndte. 

”Hvorfra har han denne visdom og kraften til at gøre mægtige gerninger?” 13:54-55 

242


Vigtige ledere, som fx statsministre, arbejder hårdt for at give indtryk af tillid og magt. De 

formoder, at en leder skal se ud som en leder, og nogle af disse ledere ansætter en 

”personlighedsspecialist” for at lære dem hvordan. Uanset hvor de færdes, så følger pressefolk, 

bodyguards og loyale embedsmænd, og skarer af ivrige beundrere følger i kølvandet. 

Matthæus beskriver Jesus som en ægte leder – en konge i virkeligheden – men en som brød med 

den gængse opfattelse. Jesus havde ubestrideligt en speciel kraft. Han kunne få en voldsom storm til 

at lægge sig og kunne endog gå på overfladen af en sø. Alligevel brugte han denne kraft fuld af 

medynk alene for andres skyld: til at mætte de sultne og helbrede de syge. Han var ikke interesseret 

i et image af sig selv som et menneske med magt. 

Jøderne i det første århundrede, der hadede det romerske imperium, ville med glæde have sluttet 

ivrigt op omkring en militant jødisk konge. De gjorde ofte oprør indtil en hævngerrig romersk 

general jævnede Jerusalem med jorden i år 70 e.Kr. Det rige, som Jesus præsenterede levede 

imidlertid ikke op til deres forventninger. Ved starten af sin tjeneste nægtede Jesus at tage imod et 

fristende tilbud om herlighed og territorium (4:8-11), og han modsatte sig vedvarende skarernes 

pres. Selv om han var den mest magtfulde leder nogensinde, brugte han sin tid på at fortælle 

historier, ikke på at rejse en hær. Som en sand Messias forsøgte han ikke at tilfredsstille menneskers 

falske forestillinger om ham; hans ærinde var at behage Gud. 

I kapitel 13 samler Matthæus adskillige af de historier, som Jesus fortalte for at beskrive ”hans 

himmerige” – et udtryk, der bliver brugt 32 gange i Matthæus. Selv om Jesus aldrig præcis 

definerede udtrykket, så gav han mange hentydninger om arten af sit rige. Riget er så vigtigt, sagde 

han, at det kan betale sig at sælge alt det en person ejer for at få del i det. 

Jesus sagde, at hans rige ikke har geografiske afgrænsninger. Til forskel fra Grækenland eller Kina 

eller Spanien, så kan det ikke plottes ind på et kort. Dets efterfølgere lever midt iblandt fjenderne 

uden at være adskilt fra dem ved voldgrave eller mure. Alligevel forudsagde Jesus, at hans rige ville 

vise bemærkelsesværdig vækst selv i fjendtlige omgivelser, der var indstillet på at ødelægge det. 

Himmeriget er grundlagt på Guds regler i denne verden. Det er sammensat af mennesker af alle 

racer og fra alle nationer, som loyalt følger Guds vilje på jorden. Jesus understregede, at dette nye 

rige var en væsentlig fremadskridende udvikling i Guds plan: Han sagde, at den mindste i det rige 

var større end selv Johannes Døberen (11:11). 

Disciplene, som var vant til mere traditionelle forestillinger om magt og lederskab, kunne ikke helt 

fatte Jesus’ forståelse af riget. De blev ved med at bede ham forklare hans lignelser, mens de 

forgæves forsøgte at skaffe sig selv lidt status. 

Lidt efter lidt blev disciplene overbevist om, at Jesus var ”Kristus, den levende Guds søn!” – Peter 

blev rost for denne forsikring (16:17). Men han fik den stærkest tænkelige irettesættelse i den næste 

scene, da han veg tilbage fra den tanke, at hans leder snart ville lide og dø. 

Paradokserne omkring Jesus’ ledelsesstil blev tydeligere jo nærmere de kom Jerusalem, 

hovedstaden. Han tillod, at der blev et øjebliks folkelig triumf på den dag, vi kalder ”Palmesøndag”. 

Men selv på den dag valgte han ikke en flot vogn eller en fyrig hingst, men et æselføl. Og nogle få 

dage senere efterlod han sine efterfølgere med et emblem, vi stadig bærer: ikke et kongeligt banner 

eller et scepter, men en dødsdømts kors. 

Matt. 13:10 

Et samfund der i hovedsagen består af analfabeter (som de fleste var på Jesu tid i Israel) efterlader 

visdom i form af ordsprog og historier. Alle kan godt lide en historie, og historier er lettere at huske 

end begreber eller logiske oversigter. Jesus talte i vendinger, som ville fange interessen i et 

samfund, der hovedsagelig bestod af landmænd og fiskere, og omkring 30 af hans mesterlige 

lignelser – historier med en pointe – er blevet overleveret os i evangelierne. 

Matt. 13:57 

243


Jesus startede sin tjeneste i sin hjemby i en synagoge. Det førte næsten til optøjer. Da han senere 

vendte tilbage, opstod der stor nysgerrighed, men kun lidt tro. Bysbørnene kunne ikke begribe, at 

en, som var opdraget i deres midte af en tømrer, nu underviste som en rabbi og dertil udførte 

mirakler. Jesus afstod fra at demonstrere sin overnaturlige kraft for dem og drog videre i al 

ubemærkethed. 

Matt. 14:5 

Johannes Døberen fornærmede Kong Herodes med sine ligefremme fordømmelser, men Markus 6 

gør det klart, at de fleste af ondskabsfuldhederne kom fra Herodes kone (som kongen havde stjålet 

fra sin broder Filip). Herodes havde blandede følelser for Johannes. Han kunne godt lide at lytte til 

profeten og nærede en vis respekt for ham og hans barske budskab. Efter at være faldet i en fælde 

rigget til af hans kone og steddatter bukkede han slet og ret under for et voldsomt pres og beordrede 

Johannes’ henrettelse. 

Matt. 15:1 

Farisæerne og de skriftkloge anså deres egne strenge overleveringer som ligeså bindende som GTs 

lov. I dette skriftafsnit påpeger Jesus de iøjnespringende selvmodsigelser i disse traditioner. 

Matt. 15:29-39 

I to på hinanden følgende kapitler gengiver Matthæus to begivenheder, som let kan sammenblandes. 

Bespisningen af de 5000 (kap. 14) fandt sted på højden af Jesu popularitet og gjorde et dybt indtryk: 

Alle fire evangelier gengiver beretningen. Men kun Matthæus og Markus gengiver dette andet 

bespisningsunder, der blev udført for en noget mindre skare. I Markus’ beretning (Mark. 8:1-10) er 

Jesus forbavset over, at hans disciple efter at have set det første mirakel, tvivler på hans formåen til 

igen at kunne skaffe skaren de nødvendige fornødenheder også denne anden gang. 

Matt. 16:13 

Jesu discipel, Peter, blev kendt for at være impulsiv og dette kapitel viser ham, når han var bedst, og 

når han var værst. Han blev højt værdsat for at være den som erkendte Jesu sande identitet, men i 

det efterfølgende afsnit lavede han en af sine største brølere. Han ville ikke have, at Jesus skulle 

opleve smerten, fordi han ikke forstod, at korsets smerte ville bringe frelse til hele verden 

Matt. 17:5 

Tre af Jesu disciple havde anledning til at observere denne dramatiske scene, hvor Gud 

anerkendte/godkendte sin søn Jesus. Moses, den første store lovgiver, og Elias, den første store 

profet, viste sig sammen med Jesus, og Gud talte fra Himlen. Apostelen Peter beskrev indtrykket af 

denne oplevelse i 2. Pet. 1:16-18. 

Matt. 18:23 

Præcis som Lukas, en læge, giver mere indgående beskrivelser af fysiske helbredelser, så lægger 

Matthæus, som tidligere tolder vægt på beretninger om penge. Denne beretning i kap. 18, såvel som 

nogle i kap. 20 og 25 er kun medtaget i Matthæus’ Evangelium. Det er bemærkelsesværdigt, at 

denne tidligere toldembedsmand og skatteopkræver gengiver Jesu stærkeste ord om den måde, vi 

skal tage os af de fattige og nødlidende. 

Matt. 19:9 

På Jesu tid debatterede farisæerne om, hvordan man skulle fortolke GTs regler omkring skilsmisse. 

Som sædvanlig prøvede de at drage Jesus ind i denne diskussion. En berømt rabbi ved navn Hillel 

lærte, at en mand kunne skille sig fra sin kone, hvis hun blot gjorde et eller andet, der vakte hans 

utilfredshed, fx at brænde maden på. En endnu strengere gruppe, der blev ledet af Shammai, 

begrænsede skilsmissegrundende til utroskab. Jesus tog helt klart standpunkt til fordel for Shammai, 

men gravede endnu dybere end til tekniske årsager til skilsmisse – han beskæftigede sig med Guds 

oprindelige plan for ægteskabet. 

244


Matt. 20:1 

Jesu historie giver ikke økonomisk mening, og det var præcis det, som var hans pointe. Han 

fortæller en lignelse om nåde, og man kan ikke regne noget ud om Guds nåde, ligesom man ikke 

kan om en dagløn. Vi modtager det som en gave fra Gud og ikke som noget, vi arbejder hårdt på at 

gøre os fortjent til. Det menneske, som kommer til Gud ved afslutningen af sit liv – som røveren på 

korset – nyder i sidste instans godt af de selvsamme privilegier, som en, der har fulgt Guds veje fra 

sin tidligste barndom. Jalousi som følge af en andens ufortjente belønning kan tage glæden fra det, 

man selv har fået. 

Matt. 21:12 

På Jesu tid havde aktiviteterne i templet, som jo skulle være centeret for gudsdyrkelsen, taget en 

forretningsmæssig retning. Købmænd solgte offerdyr til pilgrimme og fremmede til reducerede 

priser. Systemet var mere beregnet på profit end på selve gudsdyrkelsen. Jesu reaktion var i første 

omgang at handle aggressivt ved at kaste disse ”røvere” ud og bagefter ved at vende sin 

opmærksomhed mod de mennesker, der havde reelle behov: de blinde og de lamme. 

Ud for at fange Jesus 

Jesus møder sine fjender ansigt til ansigt 

”Da ypperstepræsterne og farisæerne havde hørt hans lignelser, forstod de, at han sigtede til dem. 

Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for folkeskaren, for den anså ham for at være en profet” 

(21:45-46). 

Jesu fødsel havde truet Kong Herodes i en sådan grad, at han havde beordret en blodig nedslagtning 

af drengebørn. Dette mønster for modstand havde fortsat. Ret tidligt forudsagde Jesus helt åbent sin 

død. 

Det starter i kap. 19, hvor Matthæus påpeger nogle af de optrappede spændinger mellem Jesus og de 

grupper, som modarbejdede ham. Fjender fulgte ham fra by til by, hvor de forsøgte at sætte fælder 

for ham. Men det fik ikke Jesus til at miste fatningen eller prøve på at gemme sig. I stedet brugte 

han disse konfliktsituationer til at advare sine disciple og tilhøreskarerne mod disse fjender, hvis 

vrede og raseri konstant øgedes. 

Kap. 22 viser, hvordan Jesus blev konfronteret med tre forskellige fjendegrupper på en og samme 

dag: to religiøse sekter, farisæerne og saddukæerne, såvel som de politiske herodianere. Jesus 

undgik let deres omhyggeligt planlagte ordfælder. I virkeligheden lykkedes han så fænomenalt, at 

Matthæus konkluderer ”Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere 

spørge ham om noget” (22:46). 

Bibelinteresserede har ofte undret sig over, hvorfor Jesus lagde så hårdt ud mod en enkelt jødisk 

sekt, farisæerne, en gruppe som NT nævner 100 gange. Ved første øjekast kunne man tro, at disse 

mennesker ville have Jesu sympati. De var de mest religiøse mennesker på den tid. Mere end nogen 

anden gruppe, søgte de at følge bogstaven i GTs lov. Deres benævnelse, farisæere, betød 

”separatister”, og hentydede til deres ønske om at løfte sig op over normal væremåde og opførsel. 

Farisæerne var lovtrælle. I tillæg til overdreven fokusering på lovens mindste detaljer, så pyntede de 

op med deres egne strenge traditioner. En person kunne fx godt ride på et æsel uden at bryde 

sabbatten, men hvis han bar en kæp for at få lidt fart på dyret, så ville han gøre sig skyldig i at 

lægge en byrde på æslet. 

En farisæer måtte gerne give en almisse til en tigger på sabbatten, hvis tiggeren stak sin hånd inden 

for i farisæerens hus, sådan at farisæeren ikke blev tvunget til at stikke hånden ud. En kvinde måtte 

245


ikke se sig i spejlet på en sabbat – hun kunne jo risikere at se et gråt hår og blive fristet til at hive 

det af. 

Matthæus 23 gengiver Jesu brillant formulerede kendelse over farisæerne. Han irettesatte dem for at 

være stolte, sammenspiste og smålige og for ikke at ville erkende deres fejltagelser. Endvidere 

sagde han, at ydre, påtagede former for lovtrældom har en tendens til at bortlede opmærksomheden 

fra et menneskes indre indstilling til Gud og andre mennesker. 

Da Jesus gik ind i de sidste uger af sit liv her på jorden, blev det hele lidt mere polariseret. Han satte 

frimodigt sin egen undervisning op imod hans modstanderes lære. Derudover advarede han sine 

efterfølgere om det, de kunne forvente sig efter hans død. Modstanden fra fjender som farisæerne 

ville ikke forsvinde ligeså stille, når han var borte. Tværtimod! Denne modstand ville øges frem 

imod dommedag. 

Jesus udvalgte sig farisæerne som et eksempel på lovtrældom helt ud i det ekstreme. Men han gik 

ikke kun i rette med en gammel jødisk sekt. Hans ord gælder tendenser, vi konstant finder hos 

mennesker dengang som nu. De fejlopfattelser han nævnede har karakteriseret kirken gennem hele 

historien. Kristne kæmper stadig mod stolthed og intolerance og en tro, der baserer sig på gerninger. 

Matt. 22:17 

Farisæerne, som var allierede med et parti, som støttede Kong Herodes, fremsatte et spørgsmål, der 

havde til hensigt at fange Jesus i en fælde, uanset hvad han svarede. Hvis Jesus sagde: ”Betal 

skatterne”, ville han miste de jøders støtte, som gik ind for uafhængighed; hvis han sagde: ”I skal 

ikke betale”, kunne han anmeldes til romerne for at bryde loven. 

Matt. 23:24-28 

Farisæerne, som bogstaveligt talt filtrerede vand gennem et stykke tøj for at si urene myg fra, kunne 

næppe misforstå Jesus’ bidende humor. Jesus angreb dem ikke, fordi de var strenge som sådan, men 

mere fordi de fokuserede på trivielle sager, mens de ignorerede de vigtigere områder: retfærdighed, 

barmhjertighed, trofasthed. Hans voldsomme angreb gjaldt deres selvtilfredse, hykleriske 

fornemmelse af overlegenhed. 

Matt. 24:2 

Jesu forudsigelse gik i opfyldelse fire årtier efter hans død i år 70 e. Kr., da de romerske hære 

nedkæmpede et jødisk oprør i Jerusalem. Soldaterne slog templets massive sten i stykker, fordi de 

søgte efter det smeltede guld, som var løbet ned mellem stenene, da templet brændte. De største 

sten vejede over 400 tons, men general Titus’ soldater jævnede alt med jorden. 

Matt. 24:36 

Matthæus 24 gengiver et af Jesu længste udsagn om fremtiden. Jesus giver direkte fingerpeg om 

begivenheder, som vil gå forud for hans andet komme. Men man bør notere sig, at næsten halvdelen 

af kapitlet består af advarsler om, at ingen kan forudsige det præcise tidspunkt for hans komme. 

Matt. 25:15 

Når vi nu til dags taler om en ”talentfuld” musiker eller sportsmand, så går det tilbage til denne 

lignelse. På Jesu tid var en talent en værdifuld sum penge, der udgjorde to års løn. På grund af 

denne lignelse fik ordet efterhånden en helt anden betydning. Alle mennesker i Himmeriget gives et 

vist antal gaver og muligheder (”talenter”) for at tjene Gud. Vi kan enten forspilde disse muligheder 

eller investere dem på en måde, som fremmer rigets sag. 

Matt. 26:4 

De religiøse ledere lykkedes ikke med deres plan med at skaffe sig af med Jesus ligeså stille. Han 

blev dræbt under påskehøjtiden, som var en national helligdag, hvor Jerusalem var oversvømmet 

med pilgrimme. Hans død forårsagede imidlertid ingen opløb og hen mod slutningen forlod selv 

246


hans hengivne efterfølgere ham. Ypperstepræsterne og de ældste har sikkert lykønsket hinanden 

med denne ovenud vellykkede indsats – bortset fra det, som skete påskedag om morgenen. 

Matt. 26:47 

Navnet Judas var ligesom Jesus et helt almindeligt navn for jødiske mænd dengang. Det er den 

græske form af Juda. Han kom fra det område, der blev betegnet Judæa, mens alle de andre disciple 

kom fra Galilæa. Men han vandt de andres tillid, så han blev udnævnt til at være deres kasserer. 

Bibelen giver kun få detaljer om grundene til Judas’ motiv for at forråde Jesus. Måske blev han 

desillusioneret, da Jesus ikke opfyldt hans forventninger om en stærk konge og Messias. 

Matt. 26:73 

Revolutionære og urostiftere i Palæstina færdedes normalt i de mere barske landlige områder. I 

Jerusalem, som var en by, der sydede med rygter, gjorde Peters galilæiske accent ham mistænkelig, 

for det stemplede ham som én, der ikke var lokal. Jesus, som også var fra Galilæa, var allerede 

blevet arresteret. 

Drabet på en konge 

Arrestation, domfældelse og henrettelse 

”Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?” De sagde alle: ”Han skal korsfæstes!” 

(27:22) 

I et fåmælt, ligefremt sprog sammenfatter de sidste tre kapitler i Matthæus Jesu livs dybe skæbne. 

Fra den første sætning i evangeliet har Matthæus understreget, at Jesus er Messias, en ægte konge. 

Evangeliet er sommetider kaldt ”det kongelige” evangelium, fordi det så ofte henviser til 

kongeværdighed. 

Men ved afslutningen af sit liv blev den mand, som de vise mænd havde krydset et kontinent for at 

tilbede, solgt som slave for 30 sølvmønter. Jesus fik endelig en kongelig kappe og krone, men som 

en grusom, spottende vittighed. Blodet fra sårene på hans ryg satte pletter på kappen og tornekronen 

forårsagede striber af blod på hans ansigt. 

Kort tid forinden havde han hudflettet de religiøse ledere med anklager. Men da rettergangen blev 

indledt, og de fordømte ham, da forblev hans kraftfulde stemme for det meste tavs. 

Jesu fjender stillede ham to hovedspørgsmål: ”Er du jødernes konge?” og ”er du Messias?” Han 

svarede med et simpel ”Du siger det selv” (27:11), og dermed bekræftede han hovedtemaerne, der 

er vævet ind overalt i Matthæus’ bog. Til slut blev han henrettet. Over hans hoved hang et skilt, der 

fortalte, at hans ”forbrydelse” bestod i, at han sagde, at han var konge. 

Jesus var i sandhed konge, men ikke en sådan konge, som folk havde forventet. Selv hans disciple, 

som havde kendt Jesus indgående i 3 år, stak af med tvivl i sindet. 

Historien slutter imidlertid ikke med dødsscenen i kapitel 27. Langfredag var ikke afslutningen. 

Kongen kom tilbage! Og den forfatter, som begyndte sin bog med at føre Jesu jødiske rødder 

tilbage slutter bogen med Jesu gribende kald om at forkynde de gode nyheder for al verden. 

Matt. 27:51 

Da Jesus døde flænsede det massive, tykke tæppe i templet i Jerusalem i to. Dette tæppe adskilte 

Det Allerhelligste fra det øvrige tempel. Ingen undtagen ypperstepræsten måtte gå ind for Guds 

åsyn i Det Allerhelligste. Og ypperstepræsten måtte kun gå derind en gang om året på en helt 

speciel dag. Forfatteren til Brevet til Hebræerne anså det mirakuløst flænsede tæppe som et symbol: 

det påpegede den umiddelbare adgang til Gud, som nu var mulig pga. Jesu død (Hebr. 10:19-20). 

Matt. 28:4 

247


Gennem hele Jesu ekstraordinære liv fandt mennesker alle mulige forskellige slags grunde til at 

tvivle på ham, selv når man stod ansigt til ansigt med uforklarlige begivenheder. Disse vagter var fx 

vaskeægte øjenvidner til det største mirakel nogensinde: Jesu opstandelse. Ikke desto mindre 

lavede de en aftale med ypperstepræsten og hans folk nogle få timer senere om at dække over 

begivenheden (versene 11-15). Mennesker dengang som nu, som vælger ikke at ville tro, kan altid 

finde en grund. Det er ikke nødvendigvis fordi beviserne mangler. 

Markus Evangeliet 

Det hastige evangelium 

Markus er næsten, som at læse manuskriptet til en spændingsfilm 

”Og rygtet om ham kom straks ud overalt i hele Galilæa” (1:28) 

Korte indledende fortekster glider hen over skærmen. Så panorerer kameraet tværs over en udstrakt 

flade af bleget sand, hvor man i realiteten kun finder skorpioner og firben. Til sidst dukker der en 

ensom skikkelse op i den flimrende hede: en excentrisk person, der er klædt i en 

kameluldhårskappe, og som råber sit budskab ud i den hede ørkenluft. Sådan begynder Markus. 

Det kan være en hjælp at forestille sig Markus Evangeliet som en ret præcis skrevet 

dokumentarfilm. I modsætning til de andre evangelier gives der ikke meget plads til dialoger og 

personlige refleksioner. Forfatteren henvender sig til en lidt mere rastløs og utålmodig tilhørerskare 

– folk der nok mere er til film end til at læse. 

Markus styrer behændigt kameravinklerne. Han skifter mellem at fokusere på større skarer af 

mennesker og så at zoome ind på enkeltindivider. Han efterlader os ikke i tvivl om, hvem 

hovedpersonen er. Efter åbningsscenen med Johannes Døberen bliver Jesus placeret i scenens 

centrum, og kameraet følger ham overalt. 

De mennesker, som søger efter struktur og velordnet stof i Markus leder forgæves: Alle de 

sammensplejsede scener udelukker struktur. En forfatter observerede, at Markus præsenterer Jesus 

som en ”der spreder mirakler, som man smider ris ved et bryllup”. Matthæus og Lukas har begge 4 

kapitler med lidt historiske informationer før de beretter om et af Jesu mirakler. Markus beskriver 3 

mirakler alene i det første kapitel. 

I kontrast til alle de scener, hvor der sker noget, har bogen kun nogle eksempler på Jesu lignelser. 

Bogen fokuserer på begivenheder, ikke på taler eller på forfatterens kommentarer. Markus beskriver 

vældige skarer af mennesker, der flokkes omkring Jesus og er så tæt på, at han sætter fra land i en 

båd for at komme lidt på afstand. Overalt, hvor han færdes, følger skarerne med, og de hvisker og 

tisker om denne usædvanlige mand. ”Aldrig har vi set noget lignende” ”Er han Guds Hellige?”, ”Er 

han ude af sig selv?”, ”Er han besat?”, ”Er han ikke tømrerens søn?”. 

Ved at se bort fra alt undtagen de nøgne fakta, lykkes det Markus at skabe mere drama end måske 

nogen anden bibelsk forfatter. Der er garanteret ”action” for det opmærksomme publikum, og 

Markus sætter hæsblæsende sekvenser sammen. ”Straks efter” sender Ånden Jesus ud i ørkenen; 

”og de (disciplene)rlod straks garnene være” og fulgte Jesus; Jesu berøring helbredte straks den 

spedalske – 42 gange anvender Markus dette græske biord. 

Markus er kendetegnet ved, at vi finder en række specielle ord som forbavset, overvældet og 

forfærdet. Et fænomen har fundet sted på vores klode, og forfatteren er fast besluttet på at indfange 

betydningen for kommende generationer. 

248


Omkring 90% af indholdet i Markus Evangeliet finder vi også i de tre andre evangelier, men bogen 

er et perfekt sted at starte for dem, som kun ved lidt om Jesus. Stilen, enkle sætninger uden 

komplicerede overgange eller lange talesekvenser gør forståelsen lettere. Faktum er måske, at 

Markus sandsynligvis blev skrevet som en missionerende bog til mennesker, som praktisk talt ikke 

vidste noget som helst om den kristne tro. 

Ser man bort fra de steder, hvor Jesus’ egne ord citeres, gengiver Markus kun skriftafsnit fra GT 

direkte et sted (1:2-3). Dertil kommer, at Markus ikke referer til GT lov. Dette er en slående forskel 

i forhold til de andre evangelier. Den slags kendsgerninger indikerer, at hans bog blev skrevet til en 

ikke-jødisk læserskare, sandsynligvis romere. 

Eftersom Markus Evangeliet i det store og hele følger Jesu liv kronologisk, så er Markus et særdeles 

velegnet lille skrift, der giver en god forståelse af Jesus og hans gerning. 

Mark. 1:14 

Det er muligt, at Jesus trak sig tilbage til Galilæa for at komme væk fra den politiske 

oprørsstemning, der fulgte efter Johannes arrestation. Han fortsatte med at tilbringe næsten to 

tredjedele af sin aktive periode i denne temmeligt afsidesliggende nordlige region, som også var den 

mest frugtbare og smukkeste del af Palæstina. Bortset fra højtiderne, hvor han rejste ned til 

Jerusalem, viste Jesus en udpræget forkærlighed for landlige områder og mindre landsbyer. 

Mark. 2:4 

En nulevende handicappet person har påpeget denne beretnings relevans for så vidt angår den debat, 

der foregår også i vores tid om handicappedes adgangsmuligheder. ”Ethvert handicappet menneske 

kan supplere med adskillige historier, der fortæller det samme – man skal ind i kirken ad en bagvej 

(eller man skal bæres som et barn op ad trapper), adgang til en foredragssal via transport med en 

vareelevator og så gennem køkkenet og lagerrummet, inden man kan slutte sig til de ”normale” 

mennesker”. I beretningen fandt den lammes venner en temmelig drastisk løsning på deres problem, 

og Jesus, der var tydeligt imponeret, ærede deres fælles tro. 

Hvorfor kom han her til jorden? 

Den eneste måde Gud kunne nå os på 

”Og de blev grebet af stor frygt og sagde til hinanden: ”Hvem er dog han, siden både storm og så 

adlyder ham”?” (4:41). 

Man har fortalt en moderne lignelse om en religiøs skeptiker, som arbejdede som landmand. En 

kold og grim vinternat hørte manden en uregelmæssig bankende lyd mod yderdøren. Han gik hen til 

et vindue og iagttog, hvordan små, bævrende spurve, der var blevet tiltrukket af varmen indenfor, 

forgæves pikkede på glasset i døren. 

Dybt berørt fik manden lidt tøj på og traskede gennem den nyfaldne sne for at åbne ladeporten for 

de små kæmpende fugle. Han tændte lyset og smed noget halm i et hjørne. Men spurvene, som 

havde spredt sig i alle retninger, da han dukkede frem fra huset, gemte sig bange i mørket. 

Manden prøvede på forskellig vis at få dem ind i laden. Han prøvede at lægge en lille sti ved hjælp 

af krummerne fra nogle saltede kiks for at få dem ind. Han prøvede at gå over bag dem i et forsøg 

på at drive dem foran sig ind i laden. Intet hjalp. Han havde, som en stor fremmed skikkelse, gjort 

dem bange; fuglene fattede ikke, at han faktisk prøvede at hjælpe dem. 

Landmanden gik tilbage til sit hus og kiggede på de fordømte spurve gennem et vindue. Mens han 

stod og stirrede, slog en tanke ned i ham som lynet fra en klar himmel: Tænk, hvis jeg kunne blive 

en spurv – en ligesom dem – blot nogle få øjeblikke. Så ville de ikke være så bange, og jeg kunne 

vise dem vejen til varmen og til sikkerhed. 

I det samme gik der et andet lys op for ham. Han havde pludselig forstået årsagen til, at Jesus kom. 

249


Det, at en mand ville blive en fugl, er for intet at regne i sammenligning med, at Gud blev et 

menneske. Ideen om, at en suveræn, evig person, som skabte universet, skulle begrænse sig selv til 

et menneskeligt legeme var og er for meget for nogle mennesker at tro. Men hvordan skulle Gud 

ellers kunne kommunikere med os? 

Vi ved ikke, hvordan Gud så ud som et menneske; ingen af evangelisterne beskrev Jesu fysiske 

udseende. Men Markus malede på andre måder et ret godt billede af hans menneskelige egenskaber. 

Jesus, som hævdede, at han var Gud, havde ikke et overnaturligt skær over sig. Hans egne naboer 

og familien undrede sig over, at han faktisk så så normal ud. 

Markus gør ikke Jesus mindre. Han viser os, hvordan kraften fra denne mand kunne helbrede en 

blind ved en enkelt berøring (8:25), og hvordan hans autoritet som lærer var så betagende, at 

mennesker sad i tre dage i træk med tomme maver, blot for at lytte til ham (8:2). Selv efter at Jesus 

havde dysset dem til ro, ophørte folk ikke med at tale om hans mirakler. 

Men Markus giver os også et indblik i hele skalaen af Jesu følelser: en overvældende medlidenhed 

med en spedalsk (1:41), et dybt suk som reaktion på irriterende farisæere (8:12), et vredt blik og 

bedrøvelse over de kolde hjerter hos mennesker grebet af lovtrældom (3:5), og så et forfærdeligt råb 

fra korset: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” (15:34). Jesus var sommetider vittig i 

sine bemærkninger og nogle gange græd han. Han blev træt. Markus skriver 5 gange, at han trak sig 

tilbage for at få ro og for at kunne hvile sig på afstand af skarerne. 

Jesus var fuldstændig anderledes end nogen anden, der nogensinde har levet. Tolv mænd forlod 

deres arbejde og familier på grund af et enkelt ord om at følge ham. Og dog var Jesus også fuldt ud 

”en af os”. Han havde brug for mad og venner. Han følte sig ensom og træt. Han blev vred og 

skuffet. Netop fordi Jesus oplevede alt det, vi kommer ud for som mennesker, så kan han forstå os 

fuldt ud og dele vores glæder og sorger. 

Markus portrætterer begge sider af Jesus – det guddommelige og det menneskelige. Disciplene 

havde brug for at se begge disse dimensioner hos ham for at overgive deres liv til ham. 

Mark. 3:30 

Jesus fremprovokerede en stærk reaktion hos næsten alle. I dette tilfælde stillede Jesu egne 

familiemedlemmer spørgsmål ved hans tilregnelighed og sunde fornuft, og de skriftlærde undrede 

sig over, om han mon var besat af en dæmon. Han forårsagede den forfærdeligste modstand blandt 

sine naboer og blandt den tids ”professionelt” religiøse. Men som Markus viser, var skarer af andre 

mennesker forundret over, at han lærte dem med autoritet, og at han besad denne mirakuløse kraft. 

Ingen forblev bogstaveligt talt upåvirket efter en personlig kontakt med Jesus. 

Mark. 4:30 

Til forskel fra Matthæus og Lukas afsætter Markus kun lidt plads til lignelser, som jo ofte var Jesu 

enestående måde at undervise på. Til gengæld inkluderer Markus ligeså mange mirakler, som de 

andre evangelier. Det er helt klart, at Markus lægger mere vægt på handling end på ord. 

Mark. 5:43 

7 gange i Markus bad Jesus folk, der havde set eller oplevet et mirakel, om ikke at fortælle det til 

nogen. På den måde forsøgte han at beskytte sig selv mod folkeskarernes trængsler, som øgedes, når 

rygterne om hans mirakler spredtes – men det gjorde de nu uanset, hvad han sagde – og han 

forsøgte vel også at holde en vis afstand til modstandsgrupperne, som allerede var i gang med at 

skygge ham. Jesus var ret tidligt klar over, at den begejstring miraklerne forårsagede ikke 

automatisk omvendte folk til den livsforvandlende tro, han efterstræbte. 

Øjenvidnerapporter 

Hvor fik Markus sine oplysninger fra 

”Og han tillod ikke andre and Peter og Jakob og Johannes, Jakobs bror, at følge med” (5:37) 

250


Når mennesker oversætter Bibelen til et nyt sprog er det nødvendigt med mange forklaringer. 

Hvordan gør man kristendom forståelig til nogen, som aldrig har hørt om Abraham eller Moses eller 

apostlene Peter og Paulus. Hvor skal man begynde? 

Det sker ikke sjældent, at oversættere begynder med Markus Evangeliet. Bogens enkle sætninger og 

korte, handlingsmættede scener gør det lettere at oversætte. Markus kan næsten læses, som man 

læser en avis. Og bogen ser ud til at være skrevet til en fremmed kultur (højst sandsynlig romerne). 

Almindelige jødiske vaner bliver forklaret i en slags parenteser. 

Måske er det mest overbevisende træk ved Markus for en uvant læser bogens levende beskrivelser. 

Man får fornemmelsen af en øjenvidneberetning. De mennesker, som har forstand på den slags, har 

konkluderet, at Markus sandsynligvis har fået sine oplysninger fra Peter, en af Jesu mest fortrolige 

disciple. Peter, eller en meget lig Peter, sørgede for pålidelige selvoplevede detaljer. 

Jesus tilbragte tid i ørkenen ”blandt de vilde dyr” (1:13). Når han gik ud for at bede, rejste han sig 

”ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt” (1:35) – en detalje, der var værd at huske for Jesu 

disciple, der jo var kendt for deres sovevaner på upassende tidspunkter. Midt i et forfærdeligt uvejr 

lå Jesus i en båd i agterstavnen ”og sov på en hynde” (4:38). 

Hvem der nu end fortalte Markus om det, der skete på Forklarelsens Bjerg, beskrives Jesu klæder 

som ”skinnende hvide, meget hvidere end nogen på jorden kan blege dem” (9:3). Og det er kun 

Markus som fortæller os, at Peter sad ved vagterne og varmede sig ved en ild, mens rettergangen 

fandt sted. 

Man kan sige, at disse detaljer ikke betyder noget, og det er da også sandt, at Matthæus og Lukas 

fortalte de samme begivenheder uden disse detaljer. Men som enhver god forfatter ved, så giver 

sådanne detaljer liv til en historie. De levende billeder og oplevelser, som fæstnede sig i 

øjenvidnernes hukommelse, vil sandsynligvis også fæstne sig hos læseren. 

Markus kunne jo for eksempel have fortalt den nøgne historie om mennesker, som blev helbredt, 

men det var jo ikke sådan det skete. En blind mand ”smed kappen fra sig, sprang op og kom hen til 

Jesus” (10:50). Og efter at den lamme havde rejst sig, står der, at ”de blev helt ude af sig selv og 

priste Gud og sagde: ”Aldrig har vi set noget lignende!”” (2:12). 

Mark. 6:29 

Jesus fik flere af sine første disciple fra Johannes Døberen (Johs. 1:35, 40), og efter Johannes’ 

henrettelse var der endnu flere, der sluttede sig til Jesus. Men som Ap.G. 19:1-5 gør det klart, var 

der nogle af Johannes’ disciple, der aldrig lod sig influere af Jesus. To årtier efter Johannes’ død 

krydsede Paulus’ vej en gruppe loyale efterfølgere af Johannes i Efesus hundredvis af kilometer 

væk. 

Mark. 6:31 

Markus viser i malende beskrivelser det pres folkeskarerne lagde på Jesus. Uanset hvor han 

færdedes, fulgte mennesker, og de bragte deres syge til ham for at helbrede dem, og konstant blev 

han udfordret med spørgsmål. På fem forskellige steder (3:7-9; 6:31; 6:45; 7:24; 9:30) beretter 

Markus, at Jesus tog sine disciple afsides til et roligt sted for at komme væk fra de belastende 

skarer. 

Mark. 7:3 

Den parentetiske bemærkning i versene 3-4 forklarer en almindelig jødisk skik, der drejer sig om 

ceremoniel håndvask. Det er sådanne bemærkninger, der indikerer, at Markus skrev til et ikkejødisk 

publikum, som havde brug for baggrunds oplysninger. 

251


Mark. 8:8 

Det kan ofte ske, at detaljer går tabt, når en bog bliver oversat fra et sprog til et andet. Det græske 

ord, der fx bliver brugt om ordet ”kurve” i beretningen om bespisningen af de 5.000 (6:43) betyder 

en lille kurv, som egentlig er beregnet til en madpakke. I bespisningen af de 4.000 fyldte de 

tiloversblevne stykker syv store kurve; det er det samme ord, som bruges til at beskrive den kurv 

apostlen Paulus blev gemt i, da han flygtede fra Damaskus (Ap.G. 9:25). 

Mark. 8:29 

De fleste bibelfortolkere tror, at Markus fik detaljerne i sin øjenvidneberetning fra disciplen Peter. 

Hvis det er tilfældet, så viser bogen noget om, hvordan Peter forandrede sig. Markus fortæller om 

tre forskellige tilfælde, hvor Jesus gik i rette med Peter (se fx vers 33), men bogen udelader flere af 

Jesu komplimenter til Peter. Vi kan fx sammenligne dette skriftafsnit til parallelberetningen i Matt. 

16:13-20, hvor Jesus i høj grad roste Peter. Det er helt åbenbart, at den brovtende Peter lærte en 

række vigtige lektier om ydmyghed hen ad vejen. 

De 12 disciples træning 

En alt andet end lovende gruppe elever 

”Kan I ikke se, skønt I har øjne? Kan I ikke høre, skønt I har ører?” (8:18) 

Som en dygtig dramatiker beskriver Markus skarernes reaktioner til Jesus hele vejen gennem hans 

evangelium. Han viser, at folk var forbavsede, forvirrede og oprevne over Jesu handlinger. Der var 

altid 12 mennesker, disciplene, som opholdt sig tæt på begivenhederne og tog sig af det praktiske 

omkring alt det, Jesus var i færd med. 

I begyndelsen anså disciplene ikke sig selv for at være noget særligt – for at sige det mildt. Det mest 

karakteristiske kendetegn ved dem var vist, at de forekom tykhudede: ”Så er da også I 

uforstandige”, spurgte Jesus (7:18) og igen ” hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg 

holde jer ud?” (9:19). 

Ca. halvvejs gennem Markus’ Bog (kap. 8) skifter fokus fra folkeskarerne til disciplene. På trods af 

deres uberegnelige måder at handle på, brugte Jesus meget af sin tid på dem. Udenforstående 

samledes stadig for at se og lytte, men Jesus koncentrerede sig om at træne de tolv og forberede 

dem på at føre hans arbejde videre, efter at han havde forladt dem. 

Hvordan håndterede disciplene den øgede opmærksomhed? Hvis man kan sige noget, så beviste de 

mere end noget andet deres uduelighed. Når Jesus henviste til sin kommende død, gik de enten glip 

af pointen eller også protesterede de tåbeligt mod planerne. Sommetider pladrede de løs om, hvem 

der fortjente at blive mest hædret. De forstod helt klart ikke rækkevidden af de usædvanlige 

begivenheder, der fandt sted rundt om dem. Kort sagt, disciplene demonstrerede meget passende 

den blanding af godt og dårligt, der er en del af os alle sammen. 

Hen mod slutningen af Markus, hvor begivenhederne fik modstanderne til at lægge råd op imod 

Jesus for at få ham slået ihjel, blev disciplene mere bekymrede og på sin vis selvsikre. Jesus 

udvalgte specielt to af sine disciple, Johannes og Peter, som fik de stærkeste irettesættelser. I sidste 

instans, trods ivrige erklæringer om loyalitet, sneg hver eneste af de tolv sig stille og beskæmmet 

bort og væk fra Jesus, netop som han havde allermest brug for dem. 

Der var imidlertid en begivenhed, som dramatisk ændrede alting. Der skete noget i deres liv, de 

måtte forholde sig til: Jesu opstandelse fra de døde. Fra og med det tidspunkt syntes Jesu tålmodige 

oplæring endelig at bære frugt. 

Disciplenes ændrede opførsel er forbavsende. Et af de mest besnærende beviser på Jesu opstandelse 

er ganske enkelt at sammenligne disse frygtsomme disciple, som de bliver beskrevet i Markus 

Evangeliet, med de selvsamme frimodige, tillidsfulde personer i Apostlenes Gerninger. Det er 

252


næsten ironisk, at det er de mest brovtende og tykhudede af alle disciplene, Johannes og Peter, som 

står i spidsen for den ufattelige fremgang, som den første menighed havde. 

Mark. 9:31 

På højden af sin popularitet, mens store folkeskarer fulgte ham, begyndte Jesus at tale om sin lidelse 

og død. Den slags snak forvirrede og forbløffede hans disciple, hvis billede af Messias ikke lige 

havde inkluderet den forestilling og opfattelse. (Da virkeligheden til slut gik op for dem, forlod de 

ham og flygtede (14:50)). Selv om Jesus altid var påpasselig med at nævne sin opstandelse, når han 

også talte om sin død, fattede disciple ingen af delene – det gjorde de først, da han var død og 

genopstået. 

Mark. 10:2 

Farisæerne prøvede Jesus med spørgsmål om de almindelige regler og sædvaner, som gjaldt 

omkring skilsmisser og gengiftning. Jesus svarede ved at henvise til ægteskabets oprindelse ved 

skabelsen. Hans disciple var overraskede over hans kompromisløse holdning til skilsmisser og 

stillede yderligere spørgsmål, da de var blevet alene. Andre skriftafsnit om emnet kan findes i Matt. 

19:1-12 og 1. Kor. 7:1-16. 

Mark. 10:26 

Tidens religiøse lærde anså velstand som et positivt tegn på Guds anerkendelse, og det forklarer jo 

disciplenes forbløffelse. Jesus imødegik disse opfattelser ved at lære, at rigdom faktisk kan være en 

barriere, der kan holde folk borte fra Guds rige. 

Mark. 11:9 

Gennem det meste af sit virke, dyssede Jesus nyhederne om hans kraft til at gøre mirakler ned. Det 

samme gjaldt hans identitet som den sande Messias. Men i denne usædvanlige scene anerkendte 

store skarer helt klart Jesus som Messias og ærede ham som sådan. De næste få kapitler 

demonstrerer imidlertid, hvor flygtig folkeskarernes begejstring kan være. 

Mark. 11:16 

Templets ydre forgård, hvor ikke-jøder havde adgang, omfattede et kolossalt område på størrelse 

med 10 fodboldbaner. Noget af handelen, der foregik der, var helt lovlig: Nogle af de pilgrimme, 

som kom langvejs fra, havde jo brug for at erhverve sig offerdyr, og det var nødvendigt at veksle 

penge til den lokale møntsort. Men øjensynligt var handlen og forretningerne kommet i de forkerte 

menneskers hænder og var løbet helt af sporet, for de var mere interesseret i profit and i 

gudsdyrkelsen 

Mark. 12:13 

Jesus var hele tiden omgivet af fjendtlige grupper, mens han var i Jerusalem. Markus 12 gengiver en 

række forsøg på at lokke ham i en fælde. Farisæerne, Saddukæerne, de politiske Herodianere og de 

skriftlærde. Hver enkelt gruppe udfordrede Jesus med specielt designede fælder, der skulle fælde 

ham og tirre folkeskarernes vrede. 

Mark. 12:42 

En forarmet enkes trofaste handling stod i skærende kontrast til andres opblæste offentlige stillen 

sig til skue. Nogle lærere ”æder enker ud af huset”, havde Jesus sagt (vers 40). Skriftlærde levede 

af tilhængernes gaver, og, dengang som nu, udgjorde de godtroende fattige et fristende mål. 

Mark. 13:10 

253


Det var efter alt at dømme en ny tanke for disciplene, at evangeliet skulle prædikes til alle nationer. 

Disciplene forestillede sig stadig, at Messias var for jøderne. Ikke desto mindre kom en del af dem 

til at tilbringe resten af deres liv med at opfylde denne profeti. 

Mark. 14:1 

Påsken, hvor man fejrede jødernes udfrielse af Ægypten, var et højdepunkterne i den jødiske 

kalender. Alle mandspersoner over 12 drog til Jerusalem under højtiden. Det var af den grund, at 

byen var fyldt med hundred tusinder af pilgrimme, da Jesus døde. 

Mark. 14:22 

Praktisk talt fejrer alle kristne kirker nadver (messe, Herrens Bord, etc.) under en eller anden form. 

Matthæus, Markus og Lukas gengiver beretningen om det oprindelige påskemåltid, hvor Jesus 

indstiftede måltidet. 

Mark. 14:32 

Hvor skal man bede? Templet var overfyldt, og synagoger var reserveret til offentlige møder. For 

overhovedet at finde lidt fred rejste Jesus sig ofte tidligt om morgenen, eller han tilbragte hele 

natten i bøn. Lukas fortæller, at denne have var et af Jesu favoritsteder (Luk. 22:39) 

Mark. 14:51 

Mange bibelfortolkere tror, at den unge mand i dette vers var ingen andre end Markus selv, 

forfatteren til dette evangelium. En forfatter ville ofte undlade at bruge sit navn i gamle dage. Han 

ville derimod komme med en hentydning præcis som her (se Johs. 21:24). 

Mark. 15:1 

Romersk lov forlenede jøderne mange friheder, inkl. retten til deres eget jødiske retssystem, som 

blev styret af et råd, der blev kaldt Sanhedrinen. Sanhedrinen havde imidlertid ingen autoritet til at 

udstede dødsdomme. I et forsøg på at få udsted en sådan dom sendte Jesu modstandere ham til 

Pilatus, den romerske guvenør. 

Henrettelsens dag 

Disciplene var fuldstændig uforberedte 

”Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: ”Sandelig, den 

mand var Guds søn.”” (15:39) 

Man kan blive så fortrolige med begivenhederne i Jesu liv – at han blev lagt i en krybbe, at han 

døde på et kors – at vi går glip af pointen. De er alt for tætte på os. Når vi tænker på disse 

begivenheder, hjælper det os måske sommetider at lade tankerne vandre i forsøget på at opsøge helt 

nye billeder. 

En bibelstudiegruppe blev bedt om at foreslå ordbilleder, som kunne passe på Jesus. Først dukkede 

de helt almindelige op: en fårehyrde, et lam og en dør. Og pludselig ud fra ingenting kom et helt 

andet og anderledes billede: ”fyrværkeri i omvendt rækkefølge”. Alle vendte sig lidt forundrede om 

mod den midaldrende kvinde, som havde talt. 

”Forstår I”, sagde hun. ”Fyrværkeri eksploderer med vidunderlige, blændende farver og 

kanonskrald…og alligevel begynder det hele som noget ganske ordinært i en grå papirsindpakning. 

Da Gud blev menneske, skete det stik modsatte. Skaberen af alt det, der findes i universet 

(fyrværkeriet), indskrænkede sig selv til en uanselig menneskelig pakke. 

Der var ikke nogen begivenhed i Jesu liv, der passede bedre til kvindens billede end hans 

henrettelse i Jerusalem. Det, der skete, var ganske enkelt ubegribeligt, selv for Jesu allernærmeste 

efterfølgere. At Guds søn skulle dø? Hvordan skulle det være muligt? 

254


Kunne skaberen af alle ting ligge under for sin skabning? Disciplene, som havde vandret 

møjsommeligt ved hans side gennem al modstand, forlod ham nu. Det gav ingen mening, at Jesus 

Messias skulle dø. 

Det var først senere, at en helt anderledes forståelse fik tingene til at falde på plads: minderne fra 

nogle af de skikke man kendte fra GT, som uigendriveligt pegede på et kors, profetier om en 

Messias, som var konge, men også en lidende tjener (se Es. 53). Når alt kom til alt, var døden den 

egentlige grund til, at Jesus kom her til jorden; det havde han insisteret på helt fra begyndelsen. 

Jesus’ sidste uge imponerede disciplene så meget, at de fire evangelieforfattere, inkl. Markus, 

reserverede en tredjedel af den plads, der var tilgængelig, til at beskrive den sidste uge i Jerusalem. 

På det tidspunkt, hvor de skrev evangelierne ned, formåede de naturligvis at se hans død i et 

anderledes lys: som en bedrøvelig optakt til det største mirakel af alle, hans opstandelse. 

Men uanset var der intet, der kunne fjerne indtrykket af disse afsluttende dage fyldt med frygt. Da 

det uhyggelige mørke var lettet, og Jesus havde draget sit sidste åndedrag, havde hans disciple lært 

noget grundlæggende om Gud og om kærlighed. 

Dorothy Sayers har sagt det som følger: ”Uanset hvilket spil han spiller med sin skabning, så har 

han holdt sine egne regler og spillet fair. Han kan ikke fordre noget fra mennesket, som han ikke har 

fordret af sig selv. Han har selv været gennem hele registret af menneskelig erfaring, fra 

dagliglivets trivielle familieirritationer og fra det hårde arbejdes snærende begrænsninger og mangel 

på penge til smerternes værste rædsler, ydmyghed, nederlag, fortvivlelse og død. Da han var et 

menneske, da var han et menneske. Han blev født i fattigdom og døde i vanære og anså det for at 

være det hele værd”. (fra Christian Letters to a Post-Christian World). 

På intet andet tidspunkt i historien viste fyrværkeriet sig så kraftløs som den dag, Jesus døde. Det 

var endnu ikke blevet tændt. 

Mark. 15:25 

Romerne havde forbeholdt deres grusomste form for henrettelse – korsfæstelse – til slaver og de 

værste kriminelle. Skeletter fra korsfæstelsesofre viser, at tykke nagler blev banket gennem vrist og 

hælknogler. Døden (forårsaget af kvælning) varede normalt mange timer eller endog adskillige 

dage. 

Mark. 16:1 

Jødiske regler forbød, at man havde med døde legemer at gøre på sabbatten. Jesus døde i løbet af 

sabbatfejringen, og derfor kunne hans venner og familier ikke salve og tilberede hans legeme 

ordentligt. De vendte tilbage til graven senere for at gøre netop dette, men da fik de deres livs 

største overraskelse. 

Mark. 16:7 

Budbringeren, som informerede kvinderne om Jesu opstandelse, bad dem udtrykkelig om at fortælle 

det til ”hans disciple og Peter”. Peter, som så voldsomt havde fornægtet Jesus, blev særskilt nævnt. 

Johannes 21 beretter yderligere i en bevægende scene, hvordan Jesus særskilt genindsatte Peter. 

Lukas Evangeliet 

Som en musical fyldt af glæde 

Noget forunderligt var under opsejling på planeten Jorden 

”Men englen sagde til dem: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele 

folket” (Luk. 2:10) 

255


Selv om Lukas dækker stort set det samme stofområde som Matthæus og Markus, giver han os sin 

egen synsvinkel fra de allerførste kapitler. Matthæus begynder med en gennemgang af et 

familieslægtsregister; Markus starter med en ørkenscene i afblegede farver. I kontrast hertil 

beskriver Lukas en begivenhed, som skal fejres. 

Lukas fortæller sin beretning på en måde, så det efterlader det indtryk, at begivenhederne omkring 

Jesu fødsel nærmest var som en glad musical. Personerne skiftes til at dukke op på scenen: en 

hvidhåret gammel slægtning, en chokeret jomfru, en skrøbelig gammel profetinde. De kom alle med 

store smil på læberne og brød bagefter ud i sang. 

Da Maria var kommet sig over chokket over at have set en engel, slog hun sig løs med en smuk 

hymne. Den gamle præst Zacharias brød 9 måneders tavshed med et vældigt digt, og selv den 

ufødte Johannes Døberen sparkede af glæde inde i hans moders mave (1:44). Da Jesus langt om 

længe gjorde sin entré i en lidet iøjnefaldende stald, fyldtes himlen med syngende engle. Der var 

helt klart noget ekstraordinært under opsejling på planeten Jorden. 

Når man læser hans beretning, får man helt klart følelsen af, at Lukas ønskede at indfange 

atmosfæren af ”stor glæde”, som englen forudsagde i enkle ord (2:10). Blandt kedelige, undselige 

landsbyboere i et afsidesliggende hjørne af Romerriget, var noget usædvanligt godt ved at bryde 

frem. 

Forfatteren fortæller os (1:1-4), at han researchede i mange beretninger om Jesu liv. Fortrolige 

detaljer i disse første to kapitler viser, hvordan han var afhængig af øjenvidner, for der er ikke 

nogen af de andre evangelieforfattere, der har så mange fakta med. Den omhyggelige sans for 

detaljer og en underlæggende tone af glæde er karakteristisk for Lukas’ skrift. 

Jesu fødsel opsplittede bogstaveligt talt historien i to dele; vi mindes begivenheden, hver gang vi 

skriver en dato. Lukas’ skrift bringer os tilbage til den verden, der var, før vi havde f.Kr. og e.Kr., 

da Jesus blot lige var født. 

Selv nu, omkring 2000 år senere, giver fejringen af Jesu fødsel stadig grund til glæde. Vi spiser 

bedre i julehøjtiden, vi køber gaver til hinanden, giver til velgørende formål, og vi synger lidt mere, 

end vi plejer. Fejringen af julehøjtiden er skønne eftervirkninger og mindelser om det højst 

usædvanlige øjeblik, da Gud blev menneske og tog bolig iblandt os. 

Lukas kendte efter al sandsynlighed ikke Jesus personligt. Men som en hengiven nyomvendt i den 

første menighed, fulgte han apostlen Paulus på missionsrejser. I tre af sine breve henviser Paulus til 

Lukas med stor hengivenhed. 

Som han nævner i sin indledning, så Lukas på et tidspunkt behovet for en gennemgribende 

veldokumenteret beretning om Kristi liv. Der eksisterede på det tidspunkt forskellige beretninger af 

varierende kvalitet, men Lukas gik i gang med at interviewe øjenvidner og sammensætte en 

velgennemarbejdet samlet beretning. Hans bog bærer præg af grundighed og detaljer. Den begynder 

før Jesu fødsel og ender med hans himmelfart. 

Lukas’ skrift er en meget læseværdig bog. Lukas var en begavet forfatter, og de historier, han 

gengiver, har vundet deres plads blandt litteraturens klassikere: Den barmhjertige Samaritaner, Den 

fortabte Søn, Den rige mand og Lazerus. Hvis Markus Evangeliet bærer præg af handling, så bærer 

Lukas Evangeliet præg af relationer mennesker imellem. Det indeholder mange særdeles gode 

personlighedsbeskrivelser. 

Der er to store afsnit, som vi ikke finder hos de andre 3 evangelier: kap. 1-2 og kap. 10-19. 

Lukas 1:3 

En historiker søger til kilderne for at få informationer – til mennesker, som var personligt involveret 

i de begivenheder, som bliver beskrevet. Lukas hævder ikke selv at være et øjenvidne, men han 

havde omhyggeligt interviewet mange, som var. Som Apostlen Paulus’ rejseledsager traf Lukas 

256


mange ”kilder”. Lukasevangeliet er det første af et to-bindsværk; Apostlenes Gerninger fortsætter 

historien. 

Luk. 2:1 

Blandt de Bibelske forfattere er Lukas den eneste, som daterer de begivenheder han skriver om ved 

at referere til romerske kejsere. Han havde besluttet (1:1-4) at skrive en fuldstændig beretning om 

Jesu liv baseret på fakta, og det indbefattede, at beretningen blev sat ind i en historisk 

sammenhæng. På grund af den romerske folketælling, der nævnes her, måtte Maria rejse fra sin 

hjemby i en meget sen fase af graviditeten. Som et resultat heraf blev Messias født i Bethlehem, og 

det opfyldte en gammel profeti. 

Luk. 2:8 

Hvis en public relation virksomhed skulle planlægge introduktionen af Guds søn her på jord, hvem 

ville de så invitere med? Ganske givet ikke den gruppe af mennesker, som Lukas introducerede. 

Der var ingen romerske kejsere eller græske filosoffer med. I stedet fortæller Lukas om en lidt 

mærkelig præst og hans kone, en tømrer og hans unge trolovede, en flok hyrder og to ældre 

mennesker. Jesus havde aldrig meget at gøre med de fine og mægtige undtagen under hans 

rettergang og henrettelse. Han ville forandre verden gennem ganske almindelige menneskers liv. 

Lukas. 2:41 

De fleste julespil er i høj grad afhængige af Lukas på grund af hans grundighed med hensyn til at 

rapportere kendsgerningerne omkring Jesu fødsel. Og det er kun Lukas, som gengiver de korte 

glimt af Jesu tidligste år, som vi får i dette kapitel. Af selv samme grund mener mange 

bibelfortolkere, at Lukas må have snakket med Maria, Jesu moder, da han foretog sine 

undersøgelser om Jesu liv. 

Luk. 3:38 

Matthæus Evangeliet sporede Jesu rødder tilbage til Abraham, jødefolkets stamfader. Men Lukas, 

som sandsynligvis var den eneste hedenske forfatter til skrifter i NT, lagde vægt på, at Jesu gode 

nyheder var for alle mennesker, ikke kun for jøderne. Med det mål for øje førte han Jesu 

slægtsregister hele tilbage til den første mand Adam. 

Luk. 4:26 

Lukas’ skrift understreger evangeliets universelle rækkevidde. I begge disse GT beretninger 

(kvinden fra Sarepta og Na’aman) sendte Gud en profet for at udføre et mirakel for fremmede (ikkejøder). 

Denne vægtlægning forargede jøderne, som så sig selv som Guds særligt udvalgte folk. Jesu 

ord var så provokerende, at en pøbel forsøgte at dræbe ham. Så vidt vi ved, vendte Jesus aldrig 

tilbage til sin hjemby, Nazareth. 

Luk. 5:20 

Den lammes venner viste en bemærkelsesværdig hengivenhed for at få ham til Jesus. Lukas skriver, 

at deres tro – mandens og hans venners – bevægede Jesus til at tilgive og helbrede. Jesus 

anerkendte, at en hjælpeløs mand havde brug for assistance for at komme til ham. Ofte kommer 

enkeltindivider kun til Kristus på grundlag af venners og familiers opmuntringer. 

En læge iagttager de fattige 

En overraskende vægtlægning fra en fra det bedre borgerskab 

”De raske har ikke brug for læge, det har de syge” (5:31). 

En kendt læge sammenlignede engang sine professionelle pligter med det at arbejde ved 

klageskranken i et stort supermarked. ”I mange år studerede jeg legemets vidunderlige funktioner 

257


på det medicinske fakultet. Et sundt legeme er fuldkomment – helt igennem en fornøjelse at 

observere. Men i praksis tilbringer jeg min tid med at behandle mennesker, hvis legemer ikke 

fungerer godt. Jeg hører på mange beklagelser. Som tiden går kan man let miste perspektivet”. 

Lukas, som var læge, havde førstehåndskendskab til syge og lidende mennesker; han hørte også på 

daglige beklagelser. Men på en eller anden måde blev han aldrig hjerteløs. I virkeligheden fokuserer 

hans evangelium på Jesu velgerninger til mennesker ved samfundets klageskranke: de fattige, de 

syge og de foragtede. 

I Lukas slår selv Marias åbningssang tonen an for de fattige og sultne (1:46-55). Han bruger sin 

favorittitel for Jesus (menneskesøn) 25 gange, og Lukas åbenbarer ham som en ægte tjener for 

menneskeheden. 

Lukas 4 viser, hvordan Jesus frimodigt erklærer, hvorfor han kom til jorden. Han havde netop 

modstået fristelser om rigdom og magt, inden han nu vendte tilbage fra ørkenen til sin hjemby. Der 

annoncerede Jesus så, som den lokale landsbydreng, hans enestående mission for Gud: at prædike 

gode nyheder for de fattige, at sætte fanger i frihed, helbrede de blinde og sætte de undertrykte i 

frihed (4:18-19). 

Med kun få forfatterkommentarer følger Lukas Jesus fra by til by. Jesus undgik de lidt mere 

fashionable steder som tilholdsstedet Tiberias. Han holdt sig til landbrugsområderne og 

fiskelandsbyerne, der lå spredt rundt om Galilæa søen, for at imødekomme de behov disse ydmyge 

mennesker havde. 

Reaktionerne over for Jesus vekslede. De syge påberåbte sig hans opmærksomhed og tryglede om 

helbredelse. Selv nogle få indflydelsesrige mennesker troede på ham, heriblandt en respekteret 

Romersk centurion og en synagogeforstander. Men de religiøse ledere udfordrede konstant hans 

handlinger, og hans egne naboer jog ham vredt ud af byen. 

Lukas bringer behændigt sine personer til live i vignetter (små billeder). Lukas er en veluddannet og 

raffineret forfatter, der bruger det smukkeste græske af de fire evangelieforfattere; men ironisk nok 

fokuserer han hovedsageligt på de fattige og de udstødte. Kvinder, der i det store og hele blev 

ignoreret af antikkens historikere, spiller en væsentlig rolle: Lukas introducerer os således til 13 

kvinder, der ikke nævnes i de andre evangelier. Han viser også en forkærlighed og påskønnelse for 

børn. 

Det kan synes mærkeligt, at Lukas, der som følge af sin uddannelse og profession tilhørte 

overklassen, fremstod som en fortaler for de fattige og undertrykte. Jesu’ budskab havde øjensynligt 

påvirket ham dybt. Som Jesus sagde: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke 

kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.” (5:31-32). 

Luk. 6:9 

Lukas’ vignetter om Jesus og sabbatten (se også 13:10-17) demonstrerer den lovtrældom, som Jesus 

vedvarende gik imod. Jøderne dengang observerede meget strenge regler, der bestemte, hvad man 

måtte foretage sig på sabbatten. Religiøse ledere blev rasende på Jesus, fordi han brød med 

traditionerne. Hans forbrydelse? Han helbredte mennesker på sabbatten. Jesus nægtede at lade 

traditionerne hindre medlidenhed med mennesker, der trængte til hjælp. 

Luk. 7:19 

De skarer af mennesker, Jesus trak til sig, svingede mellem at vise ham entusiastisk støtte og direkte 

afvisning. Tilsyneladende påvirkede noget af modstanden endog Johannes Døberen, som havde 

døbt Jesus og erklæret ham for at være Guds søn (se Johs. 1:34). Johannes, som jo sad i fængsel, 

sendte sine disciple for at få bekræftet, om Jesus var den sande Messias. Jesus forsikrede ham med 

en direkte henvisning til profetierne i Esajas 61 (se også Luk. 4:18-21) 

Luk. 8:3 

258


Lærere i Mellemøsten på den tid rejste fra by til by, og de drog naturligvis nytte af det privilegium, 

det var at have opmærksomme lyttere. Lukas påpeger, at en gruppe kvinder, som var blevet helbredt 

af Jesus, hjalp og gik til hånde. Alt i alt introducerer Lukas os for 13 kvinder, som vi ikke hører om 

i de andre evangelier. 

Luk. 8:27 

Ligesom vi i dag kan opleve, at mentalt forstyrrede mennesker lever under fx broer i byerne, var 

denne forstyrrede mand flygtet fra samfundet og levede blandt de dødes grave. Kirkegårde på den 

tid var altid placeret langt fra byen, fordi mennesker frygtede de dødes ånder. Manden var voldelig 

og havde ikke kontrol over sig selv, og han hilste Jesus med en mærkværdig opførsel. Jesus, der 

ikke forsøgte at undgå ham, gik direkte i lag med kernen i hans problem. 

Luk. 9:28-33 

Jesus forudsagde, at nogle af hans disciple ville ”se Guds rige” (vers 27) før de skulle smage 

døden. 8 dage senere blev 3 af dem vidner til, at Jesus strålede i en overjordisk stråleglans, og de 

talte med de for længst afdøde fra GT - Moses og Elias (vers 29-30). Mange bibelfortolkere mener, 

at forklarelsen på bjerget opfyldte Jesu forudsigelse om ”at se Guds rige”. Bortset fra dette øjeblik, 

så Jesus ud som enhver anden person, mens han var her på jorden. Han havde ikke noget af den 

brillante herlighed, som man forbandt med Gud i GT (se 2. Mos. 40:34). 

Luk. 9:59 

Mandens anmodning om ”først at gå hen og begrave min far” betød ikke nødvendigvis, at mandens 

far netop var død. Udtrykket var muligvis ”en fast vending”, der sikkert betød: ”Lad mig vente 

indtil min fader er død”. Jesus understregede i stedet vigtigheden af hans mission. 

Kraften i et navn. 

Jesu tid på jorden var ved at rinde ud. 

”Men den, der forkaster mig, forkaster ham, som har udsendt mig.” (Luk. 10:16) 

Kristne handler ”i Jesu navn”. Men denne velkendte vending har måske mistet sin betydning for 

nogle af os, selv om vi jo kun ved alt for godt, at døre lukkes op, hvis vi kommer i den ”rigtige” 

persons navn, eller hvis vi repræsenterer den rigtige person. 

Men det er noget helt andet at repræsentere Gud og bruge hans navn. Det var den plan, Jesus havde 

i tanke for sine efterfølgere. Han håndplukkede enkle mennesker som Jakob og Andreas til at bære 

sit navn frem og til at repræsentere ham for verden. På præcis samme måde som en guvernør eller 

præsident uddelegerer autoritet til mennesker, der udfører en pligt i deres navn, sådan gav Jesus sine 

efterfølgere sin egen autoritet og magt. 

Jesu tid her på jorden var ved at løbe ud. Luk. 9:51 siger, at ”Jesus vendte sig mod Jerusalem” fordi 

tiden var inde til, at han skulle optages til Himlen. Der var kun nogle få uger tilbage for ham til at 

træne de mennesker, som ville blive efterladt til at bære hans navn: ”Krist-ne”. Jesus brugte tiden til 

et lyn-træningskursus for sine efterfølgere. 

Kapitlerne 9-19 indeholder mange begivenheder om og udsagn af Jesus, som vi ikke finder noget 

andet sted i Bibelen. Først sendte han de tolv og så 72 andre ud for at bekendtgøre budskabet til 

alle, som ville lytte. Disse kapitler gengiver Jesu sidste detaljerede instruktioner til hans loyale 

efterfølgere. 

Alting omkring Jesu liv tog til i intensitet langs den forræderiske vej til Jerusalem. Mens Jesus 

underviste sin lille gruppe disciple, dukkede fjogede skarer op fra alle sider. Nogle gange var de ved 

259


at trampe hinanden ned. Det var fra disse skarer af mennesker, farisæerne stillede lumske og 

ledende spørgsmål i håb om at fange Jesus i en fælde. 

Jesus formildede ikke sine ord, selv om han stod ansigt til ansigt med farer. I stedet understregede 

han den høje pris, der var ved at følge ham. Ofte talte han om bøn, kirkens livgivende forbindelse til 

Faderen. 

Senere sagde apostlen Paulus, at vi, kirken, i virkeligheden udgør Kristi legeme i verden. Ved at 

komme til verden og ved senere at forlade denne verden, indvarslede Jesus et helt igennem nyt 

kapitel i historien. Og da han gjorde sig klar til afsked, udfordrede han sit folk, disciplene og os til 

at repræsentere ham. På alle måder bærer vi hans navn. 

Luk. 10:20 

Magt kan gå en til hovedet, specielt hvis man aldrig har haft magt før. Disciplene – som 

hovedsagelig var landmænd og fiskere – var overvældede over at opdage den åndelige autoritet, de 

havde. Jesus opfordrede dem til at bevare det rette perspektiv. Han sagde, at deres frelse – at deres 

navne var indskrevet i himlene – betød mere end deres kraft og magt. Bibelen taler ofte om, at Guds 

folk har deres navne indskrevet i en himmelsk bog (Dan. 12:1; Åb. 3:5). 

Luk. 10:31 

Præsten så, at offeret for røveriet lå halvdød. I henhold til GT’s lov ville en præst, som rørte et dødt 

legeme gøre sig selv ceremoniel uren (3. mos. 21:1-4). Præsten og den religiøse levit besluttede sig 

for, at de ikke ville involveres. Jesu tilhørere forventede uden tvivl, at den tredje person ville være 

en jødisk lægmand. Men Jesus gav historien en uventet drejning ved at lade den, som viste 

kærlighed, være en Samaritan – en fra en minoritetsgruppe, der var foragtet i Israel. På denne måde 

satte Jesus religiøs tro i kontrast til ægte kærlighed. 

Luk. 11:29 

Jesus viste ingen tolerance over for mennesker, som bad om mirakuløse tegn. Her og også andre 

steder erklærede han, at intet nok så stærkt bevis ville overbevise dem, som hårdnakket nægtede at 

tro på ham. I modsætning hertil troede et antal hedninge på GT tid, selv om de havde langt mindre 

beviser. 

Luk. 12:15 

Jesus nægtede at involvere sig i en familiestrid om penge. I denne erklæring opsummerer han sin 

sædvanlige holdning til penge. Han fordømte ikke, at folk havde penge. Men han advarede mod at 

slå sin lid til penge som en sikkerhed mod fremtiden. Den rige mands penge gjorde absolut intet 

godt for ham, den nat han døde. For at understrege sin pointe refererede Jesus tilbage til Kong 

Salomon, som var den rigeste mand i GT (vers 27). Lektien: Stol på Gud og hans rige og gør dig 

selv fri for bekymringer om penge og ejendom. 

Luk.13:32 

Jesus blev henrettet af magtfulde politiske autoriteter. En af dem var Herodes, romernes officielle 

politiske figur. Men dette udsagn, som Jesus kom med før sin arrestation, viser, hvem der havde den 

reelle magt. Jesus affærdigede Herodes med ordene ”den ræv”, som var et jødisk udtryk for en 

ligegyldig og uduelig person. Jesu død på et kors kom ikke som en overraskelse for ham; 

Virkeligheden er, at han her kalder det ”målet”. 

Luk. 15:3 

Samlingen af beretninger i kapitel 14 og 15, som kun Lukas har med, viser de to sider af Jesu 

budskab. De alvorlige advarsler i kapitel 14 er rettet mod de stolte, som enten ikke ser noget behov 

for Gud eller nægter at betale prisen for at følge ham. De tre historier i det næste kapitel viser med 

en stadig stigende intensitet fra historie til historie Guds ubegrænsede kærlighed for mennesker i 

dyb nød. Han står rede til at tilgive alle, som vender sig mod ham. 

260


Luk. 15:28 

Lignelsen om ”Den fortabte Søn” fortæller i virkeligheden om to sønner. En, der er uansvarlig og 

den anden, som er hårdtarbejdende. Den ene forspilder sit liv og kommer ydmyget hjem; den anden 

nægter hovmodigt at fejre sin broders hjemkomst. Historien ender med, at den ene søn deltager i en 

glad familiefest, mens hans broder bittert nægter at tilgive og derfor bliver udenfor. Hvilken af de to 

sønner er i virkeligheden fortabt? 

Luk. 16:31 

Med den afsluttende kommentar i denne velkendte historie om Lazarus, fremsagde Jesus en præcis 

profeti, selv om hans tilhørere den dag sandsynligvis gik glip af pointen. Mange af dem, specielt 

farisæerne, nægtede at tro på ham, selv efter at han var opstået fra de døde. 

Luk. 18:9 

Lukas’ omsorg for de foragtede skinner tydeligt igennem i de historier han valgte, specielt i kapitel 

18 og 19. Lignelsen om farisæeren og tolderen trækker fx en skarp kontrast mellem de hovmodige 

og de ydmyge. De historier, der følger efter, handler også om de ydmyge: små børn, en blind tigger 

og endnu en tolder. 

Luk. 19:10 

En jøde, som var gået over på de hadede romerske undertrykkeres side, Zakæus, havde stadig 

tilstrækkelig religiøs fornemmelse til at være nysgerrig om Jesus. Jesus forstod hans interesse og 

tog initiativet. Han stoppede processionen og kaldte på Zakæus, idet han inviterede sig selv til et 

måltid i Zakæus’ hjem. Selv om folkeskaren kom i oprør over Jesu venskab med Zakæus, erklærede 

Jesus, at det typiske for hele hans virke og tjeneste var ”at opsøge og frelse det fortabte”. 

At håndtere vanskelige spørgsmål 

Hvorfor så mange historier? 

”Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de 

kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham” (19:47- 

48). 

Lidelse rammer som et jordskælv uden advarsel, og det forårsager pludselig ødelæggelse. 29 

teenagere dør, fordi en bus med skoleelever vælter ud over en bro. En orkan smadrer alt omkring 

sig. En epidemi bryder ud og mennesker dør. På det personlige plan kender vi alle til smerte og 

ulykke. Psykologiske rystelser følger ofte i form af spørgsmål: ”Hvorfor lod Gud dette ske? Gjorde 

vi noget forkert? Hvorfor tillader Gud en sådan lidelse? 

På Jesu tid svirrede rygterne om to katastrofer: Pontius Pilatus’ drab af nogle galilæere og 

sammenstyrtningen af et tårn (13:1-4). Det var helt naturligt, at folk rundt om Jesus stillede 

spørgsmål til ham om disse begivenheder, men hans svar forvirrede dem. Han afviste at blive 

trukket ind i en diskussion om det ældgamle problem om lidelse. Men han afviste dog den 

almindelige opfattelse, at tragedier sker for mennesker, fordi de fortjener det. Og så lod han hele 

sagen forblive ved dem, som stillede spørgsmålene som en almindelig advarsel (13:4-5). 

Jesu svar til de spørgsmål, der blev rejst om lidelse, illustrerer, hvordan han forholdt sig til 

vanskelige emner. Religiøse ledere og de mere filosofiske typer prøvede konstant at standse ham 

med en byge af vanskelige spørgsmål. Almindeligvis gav deres taktik bagslag, fordi Jesus på genial 

vis vendte deres spørgsmål mod dem selv. 

Jesus var bevidst om skarerne, som lyttede, og derfor undgik han lange argumenter. I stedet lagde 

han vægt på behovet for, at mennesker ændrede deres væremåde. Hans svar skar ind til kernen af 

spørgsmålene og til hjerterne af hans tilhørere. 

261


Når Jesus underviste, slog han ofte sin lid til lignelser – en kompakt lille historie med en morale. 

Ved at tale i lignelser var det muligt for ham at fortsætte med at træne hans disciple ”privat” på 

trods af menneskemylderets trængsel (8:10). Han kunne forklare betydningen for disciplene senere, 

når de var alene sammen. Lignelser hjalp også til, at budskabet blev bevaret: År senere, når 

mennesker tænkte over det, Jesus havde lært, huskede man lignelserne til mindste detalje. 

Lukas, som er en mesterfortæller, samlede 18 lignelser, som ikke findes noget andet steds, og han 

genfortalte også nogle af de mest kendte. Mens Matthæus lægger vægt på lignelser om riget, tilføjer 

Lukas dem, som fokuserer på mennesker: Den barmhjertige Samaritaner, Enken og den uretfærdige 

dommer, og Den fortabte Søn. Hans lignelser omhandler vanskelige emner, men på en usædvanlig 

afvæbnende måde. 

Jesu måde at håndtere vanskelige spørgsmål på står i skarp kontrast til Paulus’. Apostlen Paulus 

pakkede begreber ind i teologiske ord og gav formelle forklaringer. I et omhyggeligt sprog trængte 

han tålmodigt dybt ind i komplekse ord som tilgivelse og retfærdiggørelse. 

Jesus, som talte til en rastløs skare på tusinder, kommunikerede det samme budskab i tre 

fremadskridende historier: Det mistede får, Den tabte mønt og Den fortabte Søn (15:1-32). Skotske 

kristne har tradition for at kalde den sidste historie ”Den vidunderlige fader”. Det udtrykker kernen i 

Jesu budskab ligeså godt som et 10-binds teologisk værk. 

Luk. 19:44 

Jesu tårevædede forudsigelse af fuldstændig ødelæggelse gik i opfyldelse i år 70 e.Kr., da romerne 

knuste et jødisk oprør ved at udslette byen. I det moderne Jerusalem er grædemuren et af de få 

steder, hvor noget af Jerusalems oprindelige murværk stadig kan ses. 

Luk. 20:44 

Mens spørgsmålene fløj om ørene på Jesus, stillede Jesus et tilbage. Skriftafsnittet, der citerer Sl. 

110:1, er vanskeligt at forstå, men måske har Jesus forsøgt at udrede en misforståelse om Messias. 

Nationalistiske jøder på Jesu tid forventede en Messias eller en ”Davids søn” af samme støbning 

som den store jødiske konge, som overvandt Israels fjender. Men Jesus påviser, at David selv 

anerkendte den Messias, som skulle komme som ”Herre”, eller som én, der var langt større end en 

jordisk konge ville være. 

Luk. 22:24 

Selv ved den følelsesmæssigt bevægende ”sidste nadver” begivenhed, som beskrives her, faldt 

disciplene - præcis som de havde haft for vane tidligere, for den fristelse at spekulere i, hvem der 

rangerede højest og havde størst status. Først efter Jesu død og opstandelse forstod de den sande 

natur af det rige, som Jesus havde etableret. Det er primært et åndeligt rige, der ikke er præget af 

politisk magt. Og i det rige er den største den, som tjener andre. 

Luk. 22:58 

Peter viste mod ved at følge Jesus i stedet for at gemme sig. Måske forsøgte han at få adgang til 

informationer, for han gik helt ind i ypperstepræstens gård. Men der blev han genkendt, delvist på 

grund af hans galilæiske accent (se Matt. 26:73). Efter at han havde benægtet, at han kendte Jesus, 

huskede Peter i dyb smerte sine pralerier, at han ville være villig til at dø for Jesus (vers 33). Jesus 

havde nøjagtigt forudsagt, at selv Peter ville fornægte ham. 

Luk. 23:25 

Evangelierne gengiver en situation i forbindelse med Jesu møde med det romerske retsvæsen, hvor 

”sorteper bliver givet videre”. Det jødiske retsvæsen eller Sanhedrinen, dømte Jesus skyldig i 

blasfemi, men rådet havde ingen bemyndigelse til at udstede dødsstraf. Derfor bragte de religiøse 

ledere Jesus til Pilatus, som var den romerske statholder i Judæa. Under processen ændrede de den 

262


religiøse anklage mod Jesus til at være politisk. Det ville i hvert fald betyde, at der blev tale om en 

romersk rettergang. 

Pilatus viste fejhed. Først henviste han sagen til Herodes, som havde domsmyndighed over Jesu 

hjemegn. Herodes hånede og spottede Jesus og sendte ham så tilbage. Pilatus forsøgte 3 gange at få 

de jødiske ledere til at løslade Jesus, men til slut gave han efter for kravet om dødsstraf. 

De sidste glimt af Jesus 

Den vigtigste uge i hele historien 

”Men de pressede på og forlangte med høje råb, at han skulle korsfæstes, og deres råb sejrede” 

Luk. 23:23. 

Alting vedrørende Jesus syntes at gå op i en højere enhed under hans sidste få dage på jorden, og 

der kan ikke herske tvivl om, at disse dage giver os en nøgle til at forstå ham. Det er næsten, som 

om man var på en rutsjebane. Folks reaktioner skiftede fra vældig opstemthed til dræbende 

afvisning over natten. 

Disse sidste dage indbefattede en triumferende scene, nemlig det fantastiske indtog i Jerusalem. 

Pilgrimme fyldte gaderne pga. højtidsdagene. I en overstrømmende, vældig gestus for Jesus lagde 

de deres kapper foran ham, og de råbte deres anerkendelse, da han nærmede sig. Men i lyset af 

denne tumultagtige baggrund sad Jesus og græd, fordi han fuldt ud var klar over, at deres 

lovprisning var hul. 

Selv om Jesu popularitet hos folkeskarerne var på højdepunktet, sluttede spioner sig til flokken af 

tilskuere, mens de overfaldt ham med spørgsmål og satte fælder for ham med ord. Jesus vidste, at 

han ikke var sikker noget sted, heller ikke når han kun var sammen med sine disciple. Under hans 

og hans disciples sidste måltid sammen rejste en af de tolv sig og forlod værelset for at slå en 

handel af om Jesu liv. 

Da Jesus blev arresteret, fik de religiøse og politiske ”stærke mænd” endelig anledning til at se ham. 

De havde hørt mange spændende rygter og håbede, han ville udføre lidt magi for dem (23:8). Det 

afstod Jesus fra. Han havde aldrig søgt den magt, de stod for og ville heller ikke nu, selv om hans 

eget liv var på spil. 

Udenfor påbegyndte den skare, som tidligere havde råbt: ”Velsignet være kongen” en noget 

anderledes melodi: ”Korsfæst ham!” Jesu liv var dødsdømt. Ham, som var kommet for at frelse 

verden, var på vej til at blive ødelagt af den. 

I to på hinanden følgende og afsluttende kapitler gengiver Lukas beretningen om den mørkeste dag 

i historien … og den lyseste. Ingen var mere overrasket end Jesu disciple over at høre beretningerne 

om, at den mand de havde set dø om fredagen gik rundt et eller andet sted om søndagen. Det 

forekom dem at være hysterisk nonsens i begyndelsen, men da han først viste sig, kunne de ikke 

afvise det. 

Lukas tilføjer en beretning, som ret præcist fanger den forfærdelige forvirring, man oplevede i disse 

sidste dage. To af Jesu disciple var temmelig nedslåede på vej væk fra Jerusalem. Deres drøm var 

bristet; alle de sidste få års håbefulde forventninger var døde med Jesus på korset. 

En mærkelig mand dukkede op ved siden af de to modløse disciple. Mærkværdigvis så det ud til, at 

han var det eneste levende væsen, som ikke havde hørt om den usædvanlige uge i Jerusalem. Han 

snakkede med dem, og berettede hele evangeliets historie ved at begynde med Moses og profeterne. 

Den fremmede vakte deres nysgerrighed og interesse, og de bad ham om at blive. Da de delte 

aftensmåltidet faldt de sidste brikker på plads. Det var Jesus og ingen anden. Uden den fjerneste 

gnist af tvivl vidste de nu, at han levede. 

Almindelige mennesker, som ikke kunne sige sig fri for et vist stænk af fejhed, havde fulgt Jesus, 

lyttet til ham og set ham dø (ganske vist på afstand i et forsøg på at redde sig selv). Da de så, at 

Jesus var i live, ændredes alting. Lukas’ beretning begyndte med glæde, og det er også sådan, at det 

263


slutter: ”De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem” (24:52). Ikke længe 

efter var de i fuld gang med at fortælle det alt sammen til hele verden. 

Luk. 24:27 

Da disciplene gik i gang med at fortælle om Jesu opstandelse, citerede de GT skriftafsnit og 

forklarede, hvordan Jesus opfyldte skrifternes forudsigelser. (Se fx Peters prædikener i Ap.G. 2 og 

3). De holdt sig sandsynligvis til det, Jesus havde lært dem på vejen til Emmaus, hvor han gik 

gennem hele GT og forklarede, hvordan hans liv var kronen på Guds værk gennem århundreder. 

Johannes Evangeliet 

Gud bryder tavsheden 

Han talte på den eneste måde, vi for alvor kunne forstå. 

”Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os” (1:14) 

Medmindre et menneske meddeler sig til os i tale, med tegn eller endog ansigtsmimik, så kan vi 

ikke lære en sådan person at kende. Det, der foregår bag ansigtsmasken, vil for altid forblive et 

mysterium. 

Gud var også et mysterium, indtil han brød sin tavshed. Han talte for længe siden, og hele skabelsen 

blev en levende realitet med galakser, oceaner, hvaler, giraffer, orkideer og bændelorme. Han talte 

på ny, siger Johannes, og denne gange havde ORDET form som et menneske, Jesus Kristus. 

Johannes’ bog er beretningen om det ORD, som blev kød. 

Det står klart allerede helt fra starten, at Johannes brød skarpt med Matthæus’, Markus’ og Lukas’ 

stil. Disse 3 evangelieforfattere fokuserede på de begivenheder, der fandt sted, mens de fulgte Jesus 

færden på de travle markedspladser og i landsbyerne. 

Til forskel fra de andre formodede Johannes, at læserne kendte de grundlæggende kendsgerninger 

om Jesus. Så i stedet for at fokusere på nøgne fakta, grublede han over den dybere betydning, af det 

Jesus havde sagt og gjort. Man læser Johannes’ Bog, som om den var blevet skrevet under et stort, 

skyggefuldt træ af en forfatter, som havde masser af tid til eftertænksomhed. 

I sin første sætning kaster Johannes lys over Kristi natur. Der er ingen krybbescener her, og der 

ingen stald, ingen hyrder eller vise mænd. Johannes fortæller intet om Jesu fødsel og ungdom. Han 

præsenterer ham som den fuldvoksne Guds søn. Efter en velformuleret indledning peger bogen på 

Johannes Døberen, som ydmygt peger på Jesus, ”hvis skorem jeg ikke er værdig til at løse” (1:27). 

Johannes udvalgte episoder fra ikke mere end 20 dage i Jesu liv og arrangerede dem på en måde, så 

de præsenterer en Messias, som vidste, ”hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen” (8:14). Jesus 

var ikke kun et menneske, som pludselig dumpede ned på jorden. Han var Guds søn, der var sendt 

for at gøre sin Faderens gerning. Hans gentagne henvisninger til ham ”som sendte mig” giver bogen 

en egen rytme. 

Ifølge Johannes var Kristus aktivt medvirkende, da skabelsen fandt sted. Men senere blev han sendt 

til jorden som ORDET, summen af alt det Gud ønskede at sige. Gud talte på den eneste måde, vi 

fuldt ud kunne forstå: Han blev som en af os. 

Nye kristne vender sig ofte til Johannes Evangelium, fordi det så klart giver udtryk for troens 

grundlæggende forhold. Jesus beviser, hvem han er, diagnosticerer menneskehedens problemer og 

beskriver uden omsvøb omvendelsens forudsætninger. Vi vil genkende velkendte vers og sætninger 

i denne bemærkelsesværdige bog (som fx Jesu ”jeg er” udsagn). 

264


Johannes udvalgte syv ”tegn” eller mirakler (af hvilke de fem ikke er gengivet noget andet sted) og 

byggede en fortælling op omkring dem. Når vi læser Johannes, bør vi lægge mærke til, hvordan 

forfatteren væver beretningen sammen med dens videre betydning. 

Det er bedst at læse Johannes Evangelium i store afsnit. Man skal ikke blot læse et afsnit eller et 

kapitel. Johannes gengiver ikke først og fremmest enkeltbegivenheder; han fortolker disse 

begivenheder. 

Det er også vigtigt at notere sig, hvem Jesus henvender sig til. Taler han til sine disciple? Til sine 

modstandere? Til en stor folkeskare? Han tackler sit publikum på vidt forskellig vis. 

Johannes 1:14 

Johannes brugte sproget med særligt henblik på både græske og jødiske læsere. I græsk filosofi var 

”ordet” (logos) et nøglebegreb, der ofte refererede til den fornuftens magt, der lå bag al 

skabningen. Men også for jøderne havde ”ordet” stor betydning, for Gud talte sit ord for at skabe 

verden, og det var hans ord, der skulle forvandle hans folk. Men Johannes opfattelse går længere 

end til de græske og jødiske ideer. En otte år gammel pige udtrykte det fint. Da hun blev spurgt, 

hvorfor Jesus blev kaldt ”ORDET”, sagde hun: ”Det er fordi, at Jesus er alt det, Gud ønsker at sige 

til os”. 

Johannes 1:39 

De andre evangelier fortæller, at disciplene forlod deres net og fulgte Jesus øjeblikkeligt. Johannes 

beskriver en mere gradvis proces. Da to af Johannes Døberens disciple blev nysgerrige, inviterede 

Jesus dem til at komme og tilbringe en dags tid sammen med ham. De var hurtigt klart til at fortælle 

andre, hvad de havde set og hørt. 

Johannes 2:6 

Der er utallige detaljer, som viser, at det var et øjenvidne, som skrev Johannes skrift. Her gør 

forfatteren rede for, at det var seks vandkar af sten; andre steder gør han rede for det præcise antal 

fisk, der blev fanget (21:11). 

Johannes 3:2 

Dette møde fandt sted om natten i hemmelighed. Nikodemus var et ledende medlem af farisæerne, 

en gruppe som var voldsomt i opposition til Jesus. Han løb uden tvivl en vis risiko ved at mødes 

med Jesus. To andre henvisninger til Nikodemus indikerer, at Jesus må have haft en stærk 

indflydelse på ham. Han tog Jesus i forsvar ved et møde i det jødiske råd (7:50), og hjalp med at 

berede Jesu legeme forud for gravlæggelsen (19:39). 

Jesu møde med den samaritanske kvinde (4:4-42) havde sandsynligvis noget af den samme 

spænding over sig, selv om det fandt sted i dagslys. Samtaler mellem jøder og samaritanere, for 

ikke at tale om en samtale mellem en religiøs lærer og en ægteskabsbryder, var tabu. 

Johannes 3:16 

Dette vers er sandsynligvis blevet lært uden ad af flere mennesker end noget andet vers i Bibelen. 

Med ganske få ord fortæller det frelsens historie: Guds kærlighed til verden, Guds gave i form af sin 

søn og muligheden for, at hvem som helst kan blive frelst. 

Samtaler med Jesus 

Hvordan snakkede Jesus med ganske almindelige mennesker? 

”Kvinden sagde til ham: ”Jeg ved, at Messias skal komme” – det vil sige Kristus; ”når han 

kommer, vil han fortælle os alt. ”Jesus sagde til hende: ”Det er mig, den der taler til dig.” (Johs. 

4:25-26). 

265


Vand. Når der er rigeligt, har vi en tendens til at regne det for en selvfølge ligesom luften. Vi bliver 

stående under bruseren, fordi det er behageligt. Vi skyller en støvet indkørsel ren og lader en 

vandspreder sprøjte i timevis for at holde græsplænen grøn. 

Sådan foregår det ikke i en ørken, hvor det er planterne selv, der oplagrer vand med stikkende 

forsvarsmekanismer. Der får vand en næsten mytisk betydning. Håbefulde syner af små søer og 

bække danser i de varme bølger. En længsel og trang efter vand skubber alle andre tanker bort og en 

teskefuld på en udtørret tunge er guld værd. 

For en kvinde i et vandfattigt land, som tilbragte en del af hver dag med at slæbe lerkrukker til og 

fra en brønd, var vand det stærkest tænkelige symbol overhovedet. Det kan ikke undre, at da Jesus 

tilbød ”levende vand”, som ville forårsage, at man aldrig i evighed ville tørste mere (4:10,14), da 

lyttede den samaritanske kvinde meget opmærksomt. 

Et enkelt ord eller frase med en dybtgående betydning: Det er stilen og måden, Jesus underviste på 

ifølge Johannes Evangeliet. Ingen af de bibelske forfattere brugte simplere og mere almindelige ord: 

vand, verden, lys, liv, fødsel, kærlighed og sandhed. Faktum er imidlertid, at Johannes brugte dem 

med en sådan dybde, at hundredvis af forfattere siden har forsøgt at lodde deres betydning. 

Når man læser Johannes, er det ligesom at sidde i en kano midt ude på en dyb og helt ren sø. Det 

klare vand åbenbarer alt under overfladen – tror man. Men selv om man forsøger at stirre dybere, så 

ser man aldrig bunden. Der er altid noget, som forbliver skjult. 

De, som søger efter en velordnet skematisk opbygning i Johannes Evangelium, kigger almindeligvis 

forgæves. Johannes Evangelium udelukker mange af de begivenheder, der gengives i Markus, de 

fleste af de lange taler i Matthæus og alle Lukas’ lignelser. Bogens budskab fremkommer 

hovedsagelig gennem Jesu personlige møder med forskellige mennesker. 

Jesus fremkom med nogle af sine mest mindeværdige udtalelser midt i ganske almindelige samtaler. 

Johannes Evangelium viser ham sjældent, mens han taler til store skarer. I stedet følger vi Jesus, når 

han mødes hemmeligt med en nervøs religiøs leder (3:1-21) eller når han taler med en løsagtig 

kvinde (4:5-26) ved siden af en brønd. I begge tilfælde gik samtalepartnerne af sted med enkle, men 

alligevel dybsindige billeder (den ny fødsel, levende vand), og i dag regner vi disse ord for at være 

nogle af de mest velkendte i hele Bibelen. 

Johannes maler nærbilleder af enkeltpersoner, som gav forskellige gensvar til Jesus, mens han var 

her på jorden. Nogle fulgte ham frimodigt, andre forblev skeptiske, og andre reagerede med 

fjendskab. Johannes rapporterer, at mennesker ganske enkelt ofte ”ikke forstod”, selv om Jesus 

brugte livagtige billeder. Kort sagt har det gensvar, som mennesker gav til Guds søn på jorden for 

næsten 2.000 år siden en slående lighed med verdens gensvar til ham i dag. 

Johs. 4:9 

Når en kirke stempler en anden kirke som en sekt, så skaber det almindeligvis en årelang bitterhed. 

Sådan følte samaritanerne og jøderne det overfor hinanden. Den samaritanske religion lignede til 

forveksling judaisme, men på enkelte nøgleområder havde tilhængerne gået deres egen vej. De 

havde kun antaget de første fem bøger af GT, og de insisterede på, at bjerget Garisim, og ikke 

Jerusalem, var det rette sted at tilbede Gud. Selv om jøder og samaritanere sædvanligvis undgik 

hinanden, så byggede Jesus bro over disse barrierer. 

Johs. 4:50 

Dette mirakel har visse ligheder med et andet, som Jesus udførte på opfordring af en romersk 

officer (Luk.7:2-10; Matt. 8:5-13). Af de ca. 2 dusin helbredelsesmirakler, der er gengivet, var det 

kun disse, som fandt sted på afstand. 

Johs. 6:9 

Bespisningen af de 5 tusinde er det eneste under (bortset fra Jesu opstandelse), som alle fire 

evangelier gengiver. Underet viser, hvordan Jesus imødekommer det mest grundlæggende 

266


menneskelige behov, og det gjorde han ved at bruge bygbrød, som var det billigste af alle slags 

brød. Mange jøder troede, at Messias, når han kom, på ny ville give dem det mirakuløse manna, 

som deres forfædre havde spist under Moses. Jesus henviste til et bedre, livsforvandlende måltid – 

ham selv. Som LIVETS BRØD (vers 35) ville han sørge for sit folk på en langt bedre måde, end 

hvis der var tale om et mirakuløst måltid. 

Johs. 6:60 

Kapitel 6 viser omfanget af menneskers gensvar til Jesus. Først var de begejstret over miraklet, hvor 

de 5000 var blevet bespist, der førte til, at de prøvede at gøre ham til konge. Men Jesus gik bort. 

Den næste dag irettesatte han dem, fordi de kun viste interesse for fysiske forhold, ikke for de 

åndelige sandheder (vers 26). Han brugte bespisningsunderet til at formidle en vigtig pointe om 

livets brød, idet han brugte ord, som senere blev anvendt i forbindelse med nadveren. Disse ord 

skuffede imidlertid den sensationshungrende skare i så høj grad, at mange vendte sig bort fra ham. 

Johs. 7:12 

Jesu brødre ønskede, at han skulle træde frem i Jerusalem, Israels politiske og religiøse centrum. 

Men Jesus havde mindre tiltro til betydningen af folks opfattelser, end de havde, og Johannes viser 

os hvorfor. De folkeskarer, som kom til Jerusalem, var nysgerrige, men skeptiske. Nogle mente, at 

Jesus var en god mand, andre anså ham for at være en svindler. De var forbavset over hans 

kundskab om skriften, men tilskrev årsagen til hans ideer dæmonbesættelse (vers 20). De kunne 

ikke finde ud af, om de troede han var Messias eller ikke (vers 43). 

Johs. 8:6 

Eftersom de fleste gamle manuskripter ikke har denne beretning med om ”kvinden grebet i hor”, 

stiller flere forskere spørgsmål ved, om beretningen er blevet tilføjet senere. Johannes kan jo også 

selv have føjet den til i et senere manuskript. Ifølge beretningen, fulgte farisæerne ikke Mose Lov, 

som fordrede at kvindens partner i forbrydelsen også skulle træde frem. Det er interessant at 

bemærke, at vers 6 gengiver den eneste scene, hvor vi hører om, at Jesus skrev. 

Johs. 9:2 

I denne beretning går Jesus i rette med den almindelige opfattelse, at lidelse skyldes synd. Den 

helbredte mand blev en loyal talsmand for Jesus. Hans vidnesbyrd overbeviste imidlertid ikke 

farisæerne, som også forkastede Jesu undervisning om årsagen til, at manden var blevet født blind 

(vers 34). Typisk for Johannes vævede han begivenheden sammen med Jesu kommentarer om en 

anden slags blindhed. 

En moderne fårehyrde 

Hvordan ville ”en god hyrde” være i dag 

”Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod” (Johs. 10:10) 

Nogle af Bibelens illustrationer fra livet på landet lader sig ganske enkelt ikke så let overføre til et 

moderne samfund. Hvad vil det sige at være ”en god hyrde”? Hvad var Jesu hensigt med at bruge 

udtrykket? 

Der findes mange beretninger om mennesker, som har sat livet til for en anden eller som har sat 

livet til for deres børn. Hvad tænkte Jesu tilhørere, da de hørte Jesus fortælle, at en god hyrde 

”sætter sit liv til for fårene” (10:11). Intet, hverken tyve, røvere eller ulve ville kunne komme 

mellem den gode hyrde og hans får. Han ville gå i døden for at beskytte dem. 

Da Jesus stilede mod den endelige tragedie i Jerusalem, dukkede temaet om døden, hans død, op til 

overfladen i både lignelser og direkte udsagn. Ironisk nok voksede antallet af efterfølgere. Hans 

267


popularitet havde nået et højdepunkt, da 5000 mennesker blev bespist på grundlag af nogle få 

brødboller - et under, som bliver beskrevet af alle fire evangelister. 

Luften var fyldt af opbakning for at gøre Jesus til konge. Hans efterfølgere var dybt imponerede; 

Jesus forsvandt imidlertid ligeså stille ud i bjergene (6:15). Han ville ikke være konge på 

folkeskarernes betingelser. Han fortsatte sin ensomme mission, der forårsagede modstand og had, 

fordi han helbredte mennesker på sabbatten og ved at erklære sig som Guds lige. 

Mange jøder kom over på Jesu side efter et af hans mest imponerende tegn: genopvækkelsen af 

Lazarus. Men samtidig konkluderede religiøse ledere følelseskoldt, at det var bedre, at et menneske 

(Jesus) døde, end at hele verden gik af lave (11:50). Fire forskellige gange prøvede de at gribe ham. 

Jesus kom for at give sit ”liv” – et af de små ord, der er ladet med mening, og som Johannes igen og 

igen anvender i sin beretning. Lazarus modtog det liv på en overraskende bogstavelig måde, der 

samtidig var endnu et tegn på Jesu endegyldige magt. Men Jesus var i gang med forberedelserne til 

at give sit eget liv i og med, han ville bringe den gode hyrdes ultimative offer. 

Johs. 10:4 

I modsætning til moderne hyrder, som bruger hunde til at drive deres flokke, gik hyrder i Israel 

foran og kaldte på fårene, så de kunne følge. Kun en kendt stemme ville få dem til at komme. I GT 

blev Gud kaldt ”Israels hyrde” (Sl. 80:1), og de ledere Gud havde udpeget blev ofte refereret til 

som hyrder. Når Jesus hævdede, at han var den gode hyrde, forsikrede han dermed også, at han var 

leder for en flok, han var villig til at dø for. 

Johs. 11:21 

Maria og Martha havde meget forskellige personligheder, men smerten mødte de på samme måde. 

Da begge søstre mødte Jesus, sagde de det samme: ”Hvis du havde været her, var min broder ikke 

død” (11:21,32). De havde bedt Jesus om at komme, og af grunde de ikke kunne forstå, havde det 

trukket ud. Den helbredelse, de havde set frem imod, var ikke sket. Jesus gav ikke søstrene nogen 

forklaring for hans timing, men viste, at han havde sine grunde: at demonstrere sin magt over 

døden. 

Johs. 11:53 

Johannes skrev sin bog med en klar fornemmelse for drama. De første seks kapitler åbenbarer for 

os, hvem Jesus er. De næste seks kapitler (7-12) viser den tiltagende forskelligartede opfattelse af 

Jesus. På den ene side havde han vundet disciplene for sig, og Jesus vandt også en loyal opbakning 

blandt mennesker i al almindelighed. På den anden side afviste hans fjender alle beviserne, der talte 

til gunst for ham. Deres modstand kulminerede i dette plot, som til slut førte til Jesu død. 

Johs. 13:4 

Forud for dette særdeles private og intime måltid med disciplene, gav Jesus dem en usædvanlig 

lektie i ydmyghed. Normalt var det slaver eller tjenere, der sørgede for at gæsternes fødder blev 

vasket inden et middagsmåltid. Her var det Jesus, som æresgæsten, der klædte sig selv som en slave 

med et håndklæde rundt om sin læn, og insisterede på at vaske disciplenes fødder. Paulus 

kommenterede senere dette aspekt af Jesu tjenersind i Fil. 2:5-11. 

Årsagen til, at Johannes skrev 

Håndplukkede begivenheder, som beviser en pointe 

”Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne” 

(Johs. 14:11). 

Forfattere står i kø for at skrive biografier om verdenskendte personligheder. Nogle graver i de 

berømtes religiøse tro, nogle studerer deres veltalenhed, andre fokuserer på en usædvanlig 

268


begavelse og andre igen beskæftiger sig med en sådan persons karakteregenskaberne. Men uanset 

fokus vil en sådan biografi altid blive ensidig. 

Johannes skrev sin bog om Jesus med et helt klart begrænset sigte, som han ikke lægger skjul på: 

”Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal 

have liv i hans navn.” (20:31). Johannes Evangelium er ikke så meget en biografi, som det er et 

argument for noget. Forfatteren har håndplukket begivenheder for at demonstrere, at Jesus er 

anderledes end nogen anden person, der nogensinde har levet; han er Guds søn. 

Dette formål kommer fx klart til syne i den måde Johannes behandler Jesu mirakler. Selv om 

Matthæus, Markus og Lukas alle gengiver mirakler, går Johannes et skridt videre og kalder dem 

”tegn”. Et tegn påviser et eller andet. I Johannes er de overnaturlige begivenheder et yderligere 

bevis på Jesu enestående væsen. Jesus nægtede at udføre mirakler som en slags magi med det 

formål at forblinde folkeskarerne, men han brugte dem i stedet som undervisningsmateriale til at 

forklare og illustrere sandheder om sig selv. 

Efter at have bespist de 5.000 mænd på basis af en lille madpakke, beskrev Jesus sig selv som livets 

brød (6:1-59). Umiddelbart før han gav en blind mand sit syn tilbage, kaldte han sig selv for 

verdens lys (9:1-7). Der er intet i Johannes Evangelium, som ”blot lige sker”; alt underbygger 

forfatterens overordnede tema. Stoffet er bearbejdet og organiseret. 

Netop fordi Jesus er så krystal klar i at beskrive sin egen natur og sit eget væsen, så holder et 

udsagn som det efterfølgende overhovedet ikke: ”Jeg synes, det er helt fint at antage Jesus for en 

stor moralsk lærer, men jeg kan ikke forholde mig til hans påstand om at være Gud”. C.S. Lewis har 

sagt: ”Det er det eneste, vi aldrig må sige. Et menneske, som kun var et menneske og sagde den 

slags ting, som Jesus sagde, ville ikke være en stor moralsk lærer. Han ville enten være skingrende 

skør – på niveau med et menneske som sagde, at han var et blødkogt æg – eller også ville han være 

Helvedes Djævel i egen person. Man må tage et standpunkt. Enten var og er denne mand Guds søn. 

Eller også var han vanvittig. Eller noget, der var værre. 

Ifølge Johannes var det ikke alle, som troede, at Jesus var guddommelig. ”Hvem tror du, du er?” 

lød det, da nogle jøder forarget forsøgte at afæske Jesus et svar (8:53). Tvivlerne fik ham dræbt, 

fordi han fremsatte en så formastelig påstand. Men det er næppe muligt at læse Johannes uden at 

blive overbevist om, at Jesus selv påstod, at han var Gud. 

Johs. 15:1 

GT’s profeter refererede til israelitterne som Guds ”vintræ” eller ”vingård”. Men som Jesus ofte 

påpegede, var det ikke lykkedes jøderne at bære frugt. Her hævder han, at billedet passer på ham 

selv ”Jeg er vintræet”. 

Johannes gengiver hyppigt Jesu brug af ordene ”jeg er”. ”Jeg er livets brød”, ”Jeg er vejen, 

sandheden og livet”. Frasen blev bemærket af de jødiske ledere, fordi Gud havde været kendt som 

den store JEG ER for jøderne (2. Mos. 3:14). De jøder, som var klar over, at Jesus påstod, at han 

var Gud, reagerede med chok og vrede. 

Den sidste nadver 

Den længste og mest følelsesmæssige aften i Jesu liv 

”I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde” (16:20). 

Johannes reserverede en tredjedel af sit skrift til de sidste 24 timer af Jesu liv her på jorden. Fem 

kapitler (13-17) beskriver blot en af scenerne fra denne korte periode, og der findes intet, som kan 

sammenlignes med disse kapitler noget andet sted i Bibelen. I deres næsten langsomme gengivelse 

af realistiske detaljer, tilvejebringer de et dybt og inderligt minde om Jesu mest kvalfulde aften. 

Leonardo da Vinci udødeliggjorde baggrunden for begivenheden i sit berømte maleri ”Den sidste 

Nadver” med alle de deltagende disciple placeret ved den ene side af bordet, som om de poserede 

269


for kunstneren. Faktum er imidlertid, at Johannes ikke giver os mange af de ydre fysiske detaljer; i 

stedet giver han os indsigt i en malstrøm af følelsesmæssige tendenser og øjeblikke. 

Johannes holder et lys op for disciplenes ansigter, og vi kan næsten se årvågenheden og spændingen 

glimte i deres øjne. Alt det Jesus havde fortalt dem, var langsomt ved at falde på plads. For så vidt 

angik Jesus så ”havde han elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste” 

(13:1). 

Jesus havde aldrig før været så åbenhjertig over for dem. Rundt om bordet undgik han lignelser og 

svarede omhyggeligt på disciplenes mange spørgsmål. Aldrig havde han været så ”teologisk”. Han 

var som den eneste fuldt ud klar over betydningen af denne sidste aften før sin død. Verden var på 

nippet til at skulle gennemleve en vældig forandring, og de 11 ængstelige mænd hos ham var hans 

håb for den mission, han havde i tankerne. 

”Det er det bedste for jer, at jeg går bort”, sagde Jesus (16:7), men disciple havde alt for travlt med 

at diskutere betydningen af ”går bort” til at fatte det gode, som ville følge efter. 

Ikke desto mindre blev Jesus ved med at forklare, indtil disciplene til sidst viste visse tegn på 

forståelse. Guds søn var kommet ind i verden for at tage bolig i ét legeme. Han forlod jorden for at 

vende tilbage til faderen. Men ånden ville komme og tage bolig i mange legemer. Jesus syntes at 

være opmærksom på, at meget af det, de nikkede bekræftende til nu, først for alvor ville gå op for 

dem langt senere. 

Jesus konkluderede sine betragtninger med en erklæring, der ville noget: ”Vær frimodige, jeg har 

overvundet verden” (16:33). Hvor hult ville denne erklæring ikke lyde den efterfølgende aften, da 

hans blege, misbrugte legeme hang på en bøddels kors. Disciplenes følelser og tro ville stige og 

falde brat på en eneste uforglemmelig dag. Jesus forudsagde også dette, og sammenlignede smerten 

med de veer, der forekommer ved en fødsel umiddelbart før en usigelig glæde bryder igennem 

(16:21-22). 

I den længste bøn vi har gengivet, summerer Jesus sine følelser op, og han opridser sine planer for 

den snævre cirkel af venner, som er samlet rundt om ham. Han bad også for de mange andre, som 

senere ville følge ham i en lang ubrudt kæde gennem hele historien. Og så førte han den lille gruppe 

ud til sin endelige bestemmelse – hans død. 

Johs. 16:20 

Det er altid bedrøveligt at sige farvel, og for disciplene var det i særdeleshed tilfældet. De havde 

satset hele deres liv på Jesus, og uden ham kunne de ikke forestille sig en fremtid. Jesus lovede 

imidlertid, at det var for deres eget bedste, at han forlod dem. Han ville sende Helligånden for at 

vejlede dem ”i hele sandheden” (vers 13). Faktum er, som Apostlenes Gerninger viser, at først efter 

Jesu Himmelfart fattede disse forvirrede disciple fuldt ud betydningen af hans død og opstandelse. 

Men da det så skete, begyndte de glædesfyldte at forkynde til alle de mødte. 

Johs. 17:21 

Den berømte bøn, som er gengivet her, er konklusionen på slags overdragelse af et hverv eller 

måske en afgangseksamen. I den overdrager Jesus sin mission til disciplene, og i forlængelse heraf 

til alle troende, som ville komme efter. 

Johs. 19:31 

Soldater brækkede knoglerne på de korsfæstede for at fremskynde deres død. Her gjorde de det, så 

at legemerne kunne blive fjernet før helligdagen, som fulgte efter. Eftersom man konstaterede, at 

Jesus allerede var død, lod man hans knogler være fuldt intakte. Dette opfyldte GTs forudsigelser 

om, at Messias’ knogler ikke ville blive knust, og at hans side ville blive gennemboret med et spyd 

(2. Mos. 12:46; Sl. 34:21; Zach. 12:10). 

Johs. 20:25 

270


Den skeptiske Thomas bliver sommetider udpeget, som om hans tvivl var i særklasse. I 

virkeligheden forholder det sig således, at ingen af disciplene troede på Jesu opstandelse, før de så 

ham med egne øjne. Men Thomas havde været fraværende, da Jesus første gang viste sig for de 

andre. Han forblev derfor skeptisk, indtil Jesus viste sig igen og opfordrede Thomas til at røre ved 

sig. Da disciplene så, medførte det, at de troede, men Jesus priste specielt dem, som troede uden at 

have fået et sådan førstehånds bevis. 

En forvandling af hjerte og sind 

Hvad i alverden skete der med ”tordensønnen”? 

”Det er den disciple, som vidner om dette, og som har skrevet dette, og vi ved, at hans vidnesbyrd 

er sandt” (Johs. 21:24). 

Disciplen Johannes var blevet favoriseret til at få mange private øjeblikke med Jesus. Som en af de 

tre i inderkredsen, havde han set Jesus blive forvandlet på bjerget, han havde set ham bringe Jairus’ 

datter tilbage til livet, og han havde ventet på ham i Getsemane Have. 

Efter Jesu arrestation bevidnede Johannes rækkefølgen af rettergangen. Han var den eneste discipel 

vi ved om, som var nær korset, da Jesus døde, og han var en af de allerførste, som bevidnede Kristi 

opstandelse. På en eller anden måde var alt dette med til at forvandle Johannes. 

Johannes havde et morsomt øgenavn (sammen med sin bror Jakob) ”Tordensønner” (Mark. 3:17), 

og adskillige begivenheder i evangelierne hentyder til, at dette specielle navn reflekterede hans 

voldsomme temperament og personlighed. Johannes blev fx jaloux og tog det fortrydeligt op, da de 

fik konkurrence fra rivaliserende mirakelmagere (Mark. 9:38), og han insisterede på at få den bedste 

plads i Himmeriget til sig selv. Engang ønskede han at nedkalde ild fra himlen for at ødelægge en 

fjendtligt indstillet by (Luk. 9:54). 

På et eller andet tidspunkt i hans liv spredtes tordenskyerne. Til slut fik han et nyt tilnavn: 

”kærlighedens apostel”. Johannes’ bøger – evangeliet og de breve Johannes senere skrev – er 

kendetegnet ved en tilbagevendende understregning af kærlighed. 

Som noget helt naturligt havde Johannes’ åndelige forvandling også betydning for det, han skrev 

om Jesu liv. Hans forvandlede personlighed giver os måske et fingerpeg til forståelse af hans 

enestående måde at fortælle beretningen om Jesus på gennem en håndfuld intense episoder, som vi 

har set. 

Johs. 21:15 

Johannes afslutter sit skrift med en bevægende scene, i hvilken Jesus talte til Peter og ”til den 

discipel, som Jesus elskede”, der angiveligt var Johannes selv. Jesus stille Peter det samme 

spørgsmål tre gange, og det var naturligvis et smerteligt minde om Peters tre fornægtelser af Jesus. 

Denne fornyede bekræftelse på accept indgav uden tvivl Peter nyt mod til at blive en af den første 

kirkes mest frygtløse talsmænd. 

Apostlenes Gerninger 

Bindeleddet 

Hvordan ville en Bibel være uden Apostlenes Gerninger 

”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner…” (1:8). 

271


NT er opdelt i to næsten lige store sektioner. Den første består af de 4 evangelier, som fortæller om 

Jesu liv her på jorden. Den anden sektion, der begynder med Paulus’ Brev til Romerne, drejer sig 

om menighederne, som blev dannet efter Jesu Himmelfart. I mellem disse to sektioner har vi 

Apostlenes Gerninger. 

Den bedste måde at værdsætte Apostlenes Gerninger på er ved at forestille sig en Bibel helt uden 

dette skrift. Efter at have læst om Jesu liv, som det er blevet fremstillet af 4 forskellige forfattere, 

ville man så gå i gang med Romerbrevet: ”Fra Paulus, Kristi Jesu tjener ……. til alle Guds elskede 

i Rom, som er kaldet til at være hellige.” Rom? Hvordan var budskabet nået dertil fra Jerusalem? 

Bagefter ville man finde to bøger, som også var skrevet af Paulus (hvem var han?), adresseret til 

”Guds menighed i Korinth”. Så følger endnu et brev, skrevet til menigheden i Galatien, og så et til 

Efesus og sådan fortsætter det med flere brevet til eksotiske steder. Det er helt tydeligt, at der er 

noget, der mangler. Uden Apostlenes Gerninger ville NT gå direkte fra en velordnet fortælling om 

manden Jesus til en samling uforklarlig personlig korrespondance. 

I og med vi har Apostlenes Gerninger falder alt på plads. Denne bog danner en overgang fra Kristi 

liv og gerning til den nye kirke. Den introducerer os for Paulus og giver os forklaringen på, hvordan 

en uanselig religion krydsede havet til Rom, det romerske imperiums hovedstad. Når man læser 

Apostlenes Gerninger, vil man komme rundt til de vigtigste byer spredt omkring Middelhavet, og 

man vil møde de førende ledere af den nye bevægelse, og man vil få en umiskendelig fornemmelse 

af de problemer, som vil blive hovedtemaer i Paulus’ breve. 

Lukas, en læge, havde skrevet det tredje evangelium som en beretning ”om alt det, som Jesus 

gjorde og lærte fra begyndelsen” (Ap.G. 1:1). Apostlenes Gerninger fortsætter historien og antyder, 

at denne nye beretning vil vise, hvordan Jesus stadig er virksom, men på en noget anderledes måde. 

”Jeg vil bygge min kirke”, havde Jesus lovet (Matt. 16:18), og Apostlenes Gerninger viser malende, 

hvordan processen begyndte. 

Jesus havde selv tegnet grundridset i de sidst nedtegnede ord, vi har fra ham, mens han stadig var 

her på jorden: ”Og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til 

jordens ende.” (1:8). Ap.G. er tro imod den plan: de første syv kapitler beskriver menigheden i 

Jerusalem, de næste fem fokuserer på Judæa og Samaria, og i resten af bogen følger vi evangeliets 

udbredelse til de yderste egne af den romerske civilisation. 

Bogen indledes med de begivenheder, der fandt sted under pinsehøjtiden i Jerusalem. Over en 

million pilgrimme var på besøg i byen, da en gruppe på 120 troende pludselig blev særdeles synlige. 

Jesu efterfølgere dukkede op i gaderne forandret og med en ny frimodig stil, og alene på den første 

dag sluttede 3.000 mennesker sig til dem. Efter denne voldsomme start sammenfatter Lukas herefter 

en historisk, fabelagtig fortælling. 

Som følge af Lukas’ evner til at skrive læser man Apostlenes Gerninger som en roman, idet man 

springer fra den ene oplivende scene til den næste. Overalt, hvor apostlene færdedes, blev der heftig 

aktivitet. Ikke sjældent brød der optøjer ud, og ofte blev der dannet en lille menighed. I en periode, 

hvor nye religioner fandtes i et antal, hvor der gik tretten på dusinet, blev kristentroen et 

verdensomspændende fænomen. Apostlenes Gerningerne fortæller, hvordan det skete. 

Man kan læse Apostlenes Gerninger, som en velskrevet historiebog. Bogen følger en logisk plan, 

der indbefatter fascinerende detaljer. Gang på gang fokuserer den på særdeles dramatiske 

begivenheder. I det store og hele forklarer bogen sig selv. 

De første tolv kapitler koncentrerer sig hovedsageligt om apostlen Peter. Resten af Apostlenes 

Gerninger beskæftiger sig hovedsageligt med Paulus, og bogen forklarer, hvordan han blev 

anerkendt som den første og vigtigste kristne missionær. Paulus foretog sig tre længere rejser i 

Apostlenes Gerninger samt en afsluttende sørejse til Rom, hvor han var i lænker. 

Apostlenes Gerninger er kirkehistorie, og den beskriver kirkens første relationer til Romerriget. 

Bogen giver os også nyttig baggrundsinformation til vigtige byer som Korinth, Efesus og Filippi – 

byer som Paulus senere skrev breve til. Materialet i Apostlenes Gerninger hjælper os til at forstå, 

272


hvorfor Paulus skriver, som han gør i 1. og 2. Korintherbrev, Efeserbrevet og Filipperbrevet og for 

den sags skyld i de andre breve. 

Apostlenes Gerninger giver os også et resumé af 18 forskellige taler af Paulus og Peter og nogle få 

andre. Disse taler er i sig selv et enestående studie: Apostlene begyndte ret hurtigt at fortolke den 

åndelige betydning af begivenhederne omkring Jesu liv. Man bør notere sig, hvordan talerne altid 

vælger deres ord og indhold med tanke på tilhørerne, og man bør ligeledes bemærke sig tilhørernes 

reaktion. 

Ap.G. 1:21 

Gruppen af Jesu nærmeste disciple, der var kendt som ”de tolv”, blev til ”de elleve” efter Judas’ 

død. Da disciplene skulle vælge en erstatning for forræderen, favoriserede man en gammel kending, 

som havde hørt til gruppen omkring Jesus helt fra begyndelsen. Tilsyneladende var der flere 

velkvalificerede mennesker, og gruppen kastede lod mellem to for at træffe den endelige afgørelse. 

Dette er sidste gang Bibelen nævner ”at kaste lod”, en metode som blev brugt i GT for at skønne 

Guds vilje; efter pinsedagen slog disciplene deres lid direkte til Helligånden for vejledning. 

Ap.G. 2:42 

Apostlenes Gerninger beskriver en serie faser, gennem hvilke den kristne kirke blev en selvstændig 

bevægelse. På dette tidspunkt overholdt Jesu efterfølgere stadig mønstret i den traditionelle jødiske 

gudstjenesteanordning: bøn i templet kl. 09.00, kl. 15.00 og ved solnedgang (3:1). Dette afsnit viser 

imidlertid også, at de var ved at udvikle en ny form for ”husmenighed”, der var baseret på fælles 

husholdning og fællesskab. 

Ap.G. 3:12 

Peters taler i kapitel 2 og 3 giver os et usædvanligt godt eksempel på, hvor evangeliets budskab 

bliver tilpasset bestemte tilhørerskarer. Da han prædikede til jøderne, der var samlet i Jerusalem for 

at fejre pinsehøjtiden, holdt han sig i bund og grund til citater fra GT. Selv om hans hovedsigte var 

at fortælle dem om Jesus, refererede han til Joel, David, Abraham, Isak, Jakob, Moses og Samuel. 

Hans ord havde en så enorm gennemslagskraft, at 3.000 mennesker blev omvendt den første dag. 

De jødiske ledere arresterede snart Peter og Johannes. 

Mere end et spøgelse 

Det bedste bevis på, at Jesus er i live 

”Livets fyrste dræbte I, men Gud oprejste ham fra de døde. Det er vi vidner om” (3:15) 

”Man skulle tro, at han har set et spøgelse!” Hvad tænker vi på, når vi hører en sådan udtalelse? Et 

ansigt drænet for blod, en klaprende underkæbe, hvid, bleg hud og tynde læber. Et ubehageligt og 

grufuldt syn. Hvis man skulle komme i den situation, at man så et spøgelse, ville det ikke gøre en 

person stærkere eller mere tillidsfuld. En sådan oplevelse medfører som regel, at personen bliver 

noget tilbageholdende med at fortælle om hændelsen. Tvivlstanker dukker op: Var det her virkeligt? 

Måske så jeg blot et syn, eller var det en hallucination? Det var både mørkt og uhyggeligt. 

Da Jesus dukkede op efter sin død, gennemgik disciplene en ”var-det-et-spøgelse-vi-så” fase, fyldt 

af frygt, vantro og vilde rygter. Men fasen varede ikke længe. I en periode på 40 dage viste Jesus sig 

indiskutabelt tilstrækkeligt mange gange til at overbevise disciplene – selv den skeptiske Thomas – 

at han i sandhed havde overvundet døden. 

Som Ap.G. viser, begyndte disciplene at opføre sig stik modsat de mennesker, som tror, de har set 

et spøgelse. De opførte sig derimod som mennesker, som netop havde bevidnet den mest 

forbavsende og chokerende begivenhed i hele historien. De kunne næsten ikke vente med at få 

verden fortalt om det. 

273


Overstrømmende følelser, ikke frygt, var det, som lyste op i disciplenes ansigter. I Jerusalems gader 

og i templet og til alle, som ville lytte, proklamerede de nyhederne ud. Nyheder, som ikke kunne 

være sande, men som var det. ”Jesus lever! Manden, som døde, er stået op fra de døde og er vendt 

tilbage – han er den Messias, vi har ventet på!” 

Hvis man nogensinde skulle tvivle på Jesu opstandelse, kan man blot tage et godt og grundigt kik 

på hans forvandlede efterfølgere i Apostlenes Gerninger. Tænk fx på Peter. Han havde holdt sig i 

baggrunden og forsøgte også at skjule sig under retssagen i et forsøg på at undgå at blive set. Af 

frygt for at blive arresteret havde han endog bandet på og fornægtet, at han kendte Jesus. Kunne det 

virkelig være den samme mand, der stod foran de mest ansete religiøse ledere i landet og beskyldte 

dem for at være mordere (kap. 3). Noget have tændt Peter i brand, og det lod sig ikke uden videre 

slukke igen. 

Da Jesu var her på jorden prædikede han for det meste ”Guds rige”, og sommetider bad han endog 

sine efterfølgere om at holde mund med, at han var Messias. I Apostlenes Gerninger spredtes rygtet 

overalt. Jesus var temaet i samtlige taler, hvad enten de blev holdt på tempelpladsen eller i de 

luksuriøse omgivelser af et kongeligt palads eller til hedninger fra arbejderklassen eller til 

kultiverede græske filosoffer. Rapporterne om hans opstandelse genlød overalt i Apostlenes 

Gerninger. 

For de, som lyttede, lød budskabet, som den første tone musik ville lyde for mennesker, der var født 

døve. Fem tusind mænd troede (4:4), og det gjorde mange præster også (6:7) og i tusindvis af jøder 

(21:20). Det varede ikke længe, før den svage og uanselige gruppe efterfølgere, som Jesus havde 

efterladt, var i fuld gang med at organisere og udvælge mennesker til tillidshverv, for at de kunne 

håndtere behovene i den voksende kirke. 

Apostlenes Gerninger fokuserer på kernen af lederne fra sted til sted efterhånden som det 

bemærkelsesværdige drama udfolder sig. Nogle få mænd, de fleste ulærde, satte en 

verdensomfattende bevægelse i gang, som i sidste instans kom til at forandre civilisationen. En 

revolution var på vej, men ikke en som var styret af våben. Den fik sin styrke fra Guds kraft, der 

kom til udfoldelse i enkle mænd, som havde set et mirakel. Som Peter sagde: ”Vi kan ikke lade 

være at tale om, hvad vi har set og hørt” (4:20). 

Ap.G. 4:1 

Den sammensvorne gruppe, som gjorde front imod disciplene, lignede flokken, som havde 

arresteret Jesus i Getsemane. Præsterne arbejdede tæt sammen med de romerske herskere, som 

tillod dem at have en slags politistyrke (tempelvagten), for at holde orden i og skik på templet. 

Rapporterne om Jesu opstandelse fra de døde alarmerede specielt Saddukæerne, en fløj af præster, 

som benægtede, at der nogensinde ville blive en opstandelse fra de døde (se også 5:17 og 23:6-8). 

Den første menigheds hemmelighed 

Den virkelige kraft i virksomhed i Apostlenes Gerninger 

”Hold jer fra disse mennesker og lad dem gå! For hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder 

det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem; kom ikke til at stå som mennesker, der 

kæmper mod Gud” (5:38-39). 

Efter at forfatteren J. B. Phillips havde tilbragt 14 år med at oversætte NT, gjorde han sig den 

ulejlighed at reflektere over det, som havde efterladt størst indtryk hos ham. Han blev ved med at 

vende tilbage til Apostlenes Gerninger og dens beskrivelse af den spæde menighed. ”Der bliver 

ikke kun bedt for de syge”, sagde Philips, ”de bliver helbredt, ofte pludseligt og dramatisk ….. den 

menneskelige natur bliver forvandlet. Himlens friske luft blæser i vederkvægende vindpust gennem 

disse sider. 

274


Den første menighed levede farligt, men aldrig før havde en sådan håndfuld mennesker udøvet en så 

vidtgående indflydelse ….. Hvis man skal sige det kort, så er den fornemmelse, man efterlades med, 

efter at man har læst Apostlenes Gerninger: Det fungerer! 

Hvorfor fungerede det? Apostlenes Gerninger peger afgørende på Guds kraft gennem hans Hellige 

Ånd. Lukas noterer omhyggeligt, at samtlige den unge menigheds større beslutninger blev taget 

under Åndens ledelse. Der er faktisk nogle, som har foreslået, at Apostlenes Gerninger i 

virkeligheden burde kaldes ”Den Hellige Ånds Gerninger” på grund af hans dominerende rolle. 

Lukas nævner Helligånden 57 gange i Apostlenes Gerninger. 

Disciplene biede på Helligånden i Jerusalem, før de begyndte at prædike (2:4). Efter hvad Lukas 

fortæller, faldt Helligånden på alle de nye grupper af troende: på jøderne (4:31), så på samaritanerne 

(8:17), så hedningerne (10:44) og endelig på Johannes Døberens disciple (19:6). 

Efterhånden som kirken voksede, begyndte disciplene lidt efter lidt at forstå, hvad Jesus havde 

ment, da han sagde: ”Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil 

Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer” (16:7). Selv om 

Jesus havde forladt dem, forblev Gud hos dem med sit nærvær, sådan at hans virksomhed i verden 

blev spredt rundt omkring i langt højere grad end tidligere. 

Ånden styrede personligt hvert eneste større skridt menigheden tog. Han sendte Filip ud i ørkenen 

for at møde Etioperen (8:29), udtog sig missionærer i Antiokia (13:2), ledede og styrede det første 

store kirkemøde (15:1-28) og bistod i planlægningen af Paulus’ rejserute (13:4; 16:6). Det fremgår 

klart af Apostlenes Gerninger, at Helligånden ikke var nogen udefinerlig, vag sløret tågeagtig 

fornemmelse, men en levende person, som talte, vejledte i beslutninger og gav menigheden det 

brændstof, som udløste troens energi. 

Ap.G. 5:34 

Terrorristhandlinger har haft en lang historie i Mellemøsten, som Gamaliels tale viser. I de år, der 

omkranser Jesu liv, var der adskillige revolutionære, som havde stået i spidsen for væbnede oprør. 

Gamaliel refererer til to af dem her. Adskillige årtier senere blev apostlen Paulus forvekslet med en 

Egypter, som havde iværksat en terrorist revolte i ørkenen (21:38). 

Gamaliel, som tilskyndede til en forsigtig tilgang til sagen, var en beæret og vis rabbi på den tid. 

Han tilhørte en progressiv gren af jødedommen, som opstod under den berømte rabbi Hillel. Saul 

(som senere blev apostlen Paulus) var en af Gamaliels elever (22:3). 

Ap.G. 6:5 

Det varede ikke længe, for kirken løb ind i beklagelser fra en forsømt minoritet, de græske jøder 

eller hellenisterne (”de skumlede” (6:1)). Denne gren af jøder havde bevaret mange græske skikke 

og havde valgt at tale græsk i stedet for hebraisk. Disciplenes løsning med at skabe en ny 

kirkeordning antyder betragtelig diplomatisk snilde. Navnene på de 7 mænd, som blev udpeget, 

viser, at de alle var græske jøder. Disciplene betroede med andre ord denne minoritet fuld autoritet 

til at løse deres egne problemer. Den første kristne martyr, Stefanus, var en af disse 7 mænd. 

Ap.G. 7:35 

Den første del af Stefanus’ tale må have behaget hans jødiske tilhørere. Han gav i realiteten et 

kortfattet og koncentreret historisk overblik set ud fra en jødisk synsvinkel, idet han fremhævede så 

berømte forfædre som Abraham, Josef, Moses og David. Men så vendte han bladet og angreb 

direkte det jødiske samfund. 

Han sammenlignede deres behandling af Jesus med den afvisning af Guds budbringere, som jøderne 

i tidligere tider havde været med til. Han stillede også spørgsmål ved jødernes tilbedelse i templet, 

idet han hævdede, at ”den Højeste ikke bor i huse, bygget af hænder” (vers 48). Han afsluttede sin 

tale med at kalde dem ”forrædere og mordere”. Stefanus’ død og forfølgelsen, som fulgte efter i 

275


Jerusalem, spredte disciplene, og det medvirkede til at opfylde det ord, som Jesus havde forudsagt 

lige før, han for til Himmels (1:8). 

Ap.G. 8:5 

Filips besøg i Samaria var temmelig bemærkelsesværdig på den tid. Jøderne havde kun lidt at gøre 

med samaritanerne, som de så ned på af racemæssige og religiøse grunde. Senere mødtes Filip med 

en etiopisk embedsmand i et missionsarbejde, som også gik på tværs af racemæssige barrierer. Den 

moderne kristne kirke i Etiopien hævder, at den er en del af en lang uafbrudt kæde af efterfølgere, 

der startede med omvendelsen, der beskrives i kapitel 8. 

Ap.G. 8:20 

Tendensen til at profitere materielt på åndelig virksomhed er ikke af nyere dato, selv om vor tids 

amerikanske tv-prædikanter er kendt for at være i særklasse. Simon, som var en lokal troldmand, så 

i evangeliet en chance for at øge sin egen berømmelse. Disciplene havde ikke mere tolerance med 

hans indstilling, end de havde med Ananias og Safiras løgne (kap. 5). 

Risikoen ved at være en kristen 

Det begyndte som en jødisk sekt; 

voldsomme forfølgelser medvirkede til, at evangeliet yderligere blev spredt. 

”Samme dag udbrød der en stor forfølgelse af menigheden i Jerusalem, og alle undtagen apostlene 

blev spredt ud over Judæa og Samaria” (8:1). 

I nogle lande mister en person, som bliver en kristen, muligheden for at få en god uddannelse og et 

job. Og i nogle få lande risikerer en person, som omvender sig, at miste livet. En kirkehistoriker 

anslår, at der er flere kristne, som har lidt martyrdøden i de sidste 100 år end i alle de forudgående 

år tilsammen. 

Alligevel er det mærkeligt, at en intens forfølgelse af kristne hyppigt fører til en mærkbar 

kirkevækst. En ældgammel vending udtrykker fænomenet på denne måde: Martyrernes blod er 

kirkens sæd”. 

For en stund oplevede den nye tro stor opbakning og popularitet. Men det varede ikke længe, før det 

indebar alvorlig risiko at tilslutte sig den nye tro. Den forfølgelse i Apostlenes Gerninger, som 

medvirkede til, at vi fik den første kristne martyr, Stefanus, førte ironisk nok til, at kristendommen 

blev udbredt uden for det jødiske samfund. Da de jødiske kristne spredtes, fordi de blev tvunget ud 

af det usikre Jerusalem, vendte de sig mod andre racer og etniske grupper. Filip prædikede først til 

de foragtede samaritanere, og så overskred han de racemæssige barrierer ved at medvirke til, at en 

etiopisk embedsmand blev omvendt. 

Apostlenes Gerninger dokumenterer en dramatisk forandring i troen. Det man havde betragtet som 

et vildskud af den jødiske tro, en slags ”Nazaræerens sekt”, begyndte at indbefatte mennesker fra 

andre religioner, racer og kulturer. Det varede ikke længe, inden centeret for kirkeaktiviteterne blev 

flyttet fra Jerusalem til Antiokia. Det var der, man fandt på navnet ”kristne”, der gjorde det klart, at 

der var tale om en ny og anderledes tro. Kristentroen ville aldrig mere blive anset for at være ”bare 

et eller andet jødisk”. 

Den ændrede vægtlægning til andre etniske grupper nødvendiggjorde, som Lukas også fortæller det, 

nogle justeringer. Jødiske disciple afslog at kassere deres århundredgamle traditioner, og de 

vægrede sig ved at lade kirken blive oversvømmet af ikke-jøder. 

Peter, som var en af de mest loyale jøder, forklarede sit dilemma på denne måde: ”Hvordan skulle 

jeg kunne hindre Gud i noget?” (11:17). Et direkte, umiskendeligt syn fra Gud (10:9-23) overvandt 

Peters modstand mod at tage imod ikke-jøder, og senere vedtog et beslutsomt kirkemøde at 

fastlægge en politik over for hedningene (15:1-21). 

276


Når vi kommer længere frem i Apostlenes Gerninger, ser vi, at hele provinser og kulturer åbner sig 

for evangeliet. Den tro, som en lille flok indforståede, alle jøder, som kendte Jesus personligt, havde 

værnet om, fandt vej til en rå verden af soldater, troldmænd, købmænd og modstandere fra andre 

religioner. Denne proces var bestemt ikke uden både blodige og næsten uoverskuelige problemer. 

Ap.G. 9:2 

I kirkens første tid blev de troende udstyret med forskellige navne. Her bliver de kaldt medlemmer 

af ”vejen”; andre steder ”brødrene” (9:30), ”alle de troende” (2:44) og ”nazaræernes parti” 

(24:5). Lukas rapporterer (11:26), at det var i Antiokia, de først blev kaldt ”kristne”, og det navn 

hang ved. Romerske forfattere brugte ofte ordet KRISTEN på en latterliggørende og spottende 

måde, der reflekterede det fjendskab, som de første kristne blev mødt med. 

Ap.G. 9:21 

Damaskus, som siges at være den ældste by i verden, som stadig er beboet, er nu hovedstad i det 

nuværende Syrien. Saul begav sig på den ca. 250 km lange rejse fra Jerusalem for at forfølge de 

kristne der, men på ”Damaskus-vejen” fik han et møde, som ændrede hans liv for altid. Til slut 

måtte Paulus flygte fra de jødiske fanatikere, som han oprindeligt var kommet for at bistå. 

Selv om Lukas ikke nævner det, trak Paulus sig på et eller andet tidspunkt i denne periode tilbage til 

Arabien, hvor han i længere tid gennemtænkte sin nyfundne tro og fremtidige mission (Gal. 1:17). 

Ap.G. 10:9 

Den første del af Ap.G., specielt kapitlerne 9-12, koncentrerer sig om Peters liv. Han 

repræsenterede den konservative jødiske gruppe, og Apostlenes Gerninger rapporterer, at Gud gav 

ham en direkte åbenbaring for at gøre ham begribeligt, hvad planen for at nå hedningerne gik ud på. 

Men en mand ved navn Saulus var også blevet omvendt, og fra og med kapitel 13 følger Apostlenes 

Gerninger næsten udelukkende hans historie. 

Rekrutteringer fra oppositionen 

En tidligere dusørjæger omvender sig og bliver hedningemissionær 

”Alle, der hørte det, blev forbavset og sagde: ”Er det ikke ham, der i Jerusalem ville udrydde dem, 

der påkalder dette navn?” (9:21) 

Hvordan blev en jødisk sekt til den største ”hedenske” religion? Hvordan blev en asiatisk 

trosretning forbundet med europæisk civilisation? Svarene kan føres tilbage til Paulus’ 

bemærkelsesværdige livsgerning og historie, der først og fremmest handlede om, at han blev apostel 

til hedningerne. 

Vi møder første gang Paulus (som oprindelig hed Saulus) i Apostlenes Gerninger 8:1, hvor han 

assisterede ved den brutale stening af Stefanus. Senere blev han fører for en gruppe af forfølgere af 

de kristne. Men ikke længe efter blev der vendt mirakuløst op og ned på alting på vejen til 

Damaskus, og verden har aldrig siden været den samme (9:1-19). 

Apostlenes Gerninger er konstrueret som et drama, som venter med at introducere helten, indtil 

scenen er gjort helt klar. Med start i kap. 13 flyttes spotlyset fra Peter til Paulus, og det er rettet mod 

Paulus i resten af bogen. Andre kristne, som kendte til Paulus’ gamle renommé, var i begyndelsen 

skeptiske med hensyn til hans omvendelse. Men det viste sig hurtigt, at han var mindst ligeså meget 

i brand for Kristus og prædikede mindst ligeså intenst om ham, som han før havde været imod. 

Paulus gik i spidsen for det synspunkt, der tillod, at hedningerne opnåede fuld accept uden, at de 

først skulle underkaste sig jødisk lov. Han var selv blevet sat fri af en indsnævrende lovtrældom, og 

han insisterede på at leve et liv, der var baseret på Guds frie tilgivelse og ikke lovtrældom. 

Under sine rejser skrev Paulus halvdelen af NTs bøger, og i dem nedfældede han grundlaget for en 

stor del af den kristne teologi. Alt imens det foregik, fortsatte han en heltemodig indsats på trods af 

277


fængslinger, korporlige afstraffelser og optøjer. Han var uden tvivl et af de mennesker, der har 

oplevet en af de mest gennemgribende omvendelser nogensinde. 

Ap.G. 11:1 

Næsten 2.000 år senere kan beslutningen om at acceptere hedninger i kirken på lige fod med jøder 

synes ubetydelig, men på den tid var det et varmt debatteret emne med kolossale konsekvenser til 

følge. Antiokia, som var den første menighed med et større antal hedningemedlemmer, startede en 

ikke ubetydelig strid med den jødiskdominerede menighed i Jerusalem (se Ap.G. 15). Den tredje 

største by i Romerriget, Antiotika, var placeret som en korsvej mellem Middelhavet og Østen, og 

det var herfra de første missionærer drog ud til andre nationer og kulturer. 

Ap.G. 11:28 

Historikeren Lukas er den eneste NT forfatter, som daterer sine bøger ved at referere til romerske 

kejsere. Han refererer til Claudius 3 gange i Apostlenes Gerninger; begivenhederne i Lukas 

Evangeliet fandt sted under Teberius’ og Augustus’ regeringstid. 

Ap.G. 12:19 

De soldater, som uden held havde vogtet Jesu grav, blev beskyttet og taget i forsvar af en 

sammensværgelse udtænkt af de jødiske ledere (Matt. 28:12-15). Dette skriftafsnit kaster lys over 

årsagen til deres iver for at indgå en aftale, der dækkede over deres forsømmelser. Sagen er nemlig 

den, at romerne behandlede de vagter, som forsømte deres pligt, uden nogen form for 

barmhjertighed. I modsætning hertil havde de vagter, som havde været på vagt, da Peter undslap 

(han blev jo sat fri af en engel), ikke nogen, der kunne tale deres sag. Herodes beordrede deres 

henrettelse. 

Ap.G. 13:15 

Det var normalt, at synagogeforstandere inviterede en besøgende rabbi til at tale til forsamlingen, og 

i dette tilfælde sagde Paulus ”ja tak” til invitationen og holdt den længste tale vi har gengivet. 

Lederne fik mere, end de havde regnet med. Den efterfølgende uge kom praktisk talt hele byen for 

at høre ham, og det førte til noget, der mindede om optøjer (versene 44-45). 

Ap.G. 13:46 

Denne begivenhed er det første af adskillige tilfælde i Ap.G., der viser, at Paulus vender sig fra 

jøderne (se 18:6; 19:9). Når jøderne afviste hans budskab, vendte han sig mod hedningerne. Senere 

blev han kendt som ”hedningernes apostel”, selv om han bibeholdt en dyb kærlighed til sit eget 

folk (Rom. 9:1-5). 

Ap.G. 15:7 

Kapitel 15 giver os et fascinerende indblik i det jødisk/hedenske problemkompleks i den første 

menighed, idet der udførligt berettes om en debat mellem ledere som Peter, Paulus og Jakob. ”For 

nogen tid siden”, begyndte Peter sin tale – der var gået omkring 10 år siden hans mærkværdige 

oplevelse med hedningerne gengivet i Apostlenes Gerninger 10. På det her tidspunkt var der 

sandsynligvis flere hedningekristne end jøder på verdensplan. 

Lederne blev enige om et kompromis, som fjernede nogle af barriererne mellem de to grupper. De 

udfærdigede en formel programerklæring, som gengives her, i hvilken de jødiske kristne bad 

hedningerne om at respektere 4 af deres regler. To, der var moralsk betingede og to, der var 

kulturelt betingede. De to angående mad, relaterede til en ”kosher” måde at tilberede mad på, hvor 

det ganske enkelt handlede om at afholde folk fra at indtage nogen som helst form for blod fra dyr. 

Ap.G. 16:10 

I Ap.G. 16, 21 og 28 bruger Lukas udtrykket ”vi”, når han skriver, for han ledsagede apostlen 

Paulus på nogle af hans rejser. Hans tætte omgang med Paulus betød, at han havde umiddelbar 

adgang til Apostlenes Gerningers mest centrale skikkelse. 

278


Ap.G. 17:16 

På steder som Thessalonika og Berøa tog Paulus først til synagogerne, hvor han prøvede at 

overbevise jøderne om, at Jesus Kristus var den Messias, der var lovet i GT. I Athen forsøgte han i 

første omgang samme metode, men der var kun få Athenere, som kendte til og havde GT’s 

baggrund, så de ville kunne forstå hans argumenter. Paulus begyndte derfor snart at sammenligne 

sin Gud med de mange guder, de tilbad. Antikkens folk sagde dengang: Det er lettere at finde en 

gud i Athen, end det er at finde et menneske”. 

Ap.G. 17:32 

Paulus holdt en bemærkelsesværdig tale til en forsamling af filosoffer og tænkere i den sofistikerede 

universitetsby Athen. Det synes som om, han kun opnåede beskeden succes, og det kan have 

bekymret ham ikke så lidt. Ap.G. 18:5 antyder, at han ændrede taktik. Nogle bibelfortolkere mener, 

at de fire første kapitler i 1. Korinterbrev er en slags refleksion over disse oplevelser, og disse 

kapitler viser, hvor dybt et indtryk oplevelsen i Athen havde gjort på Paulus. 

Ap.G. 18:15 

Gallio viste, som mange romerske embedsmænd i øvrigt, ikke nogen særlig interesse for religiøse 

forhold. Hans beslutning om ikke at ville lytte til anklager mod Paulus havde imidlertid 

langtrækkende konsekvenser. Gallio var en vigtig leder, hvis broder var filosoffen Seneca. Han stod 

i venteposition til at få en høj stilling i Rom. Ved at betragte kristendom som en del af 

jødedommen, medvirkede han til, at kristendom fik en officiel anerkendelse og beskyttelse, for 

jødedommen var allerede blevet formelt anerkendt som en religion. 

Ironisk nok blev Gallio senere, da han vendte tilbage til Rom, dræbt på befaling af Nero – en af de 

første kejsere, der forfulgte de kristne. 

Ap.G. 19:9 

Græske undervisningslokaler eller gymnasier, som denne i Tyrannos’ skole, blev ofte bygget som 

træningsskoler for olympiske atleter, og de blev så senere lavet om til uddannelsesformål. (Ordet 

”gymnasium” kommer fra et græsk ord, som bogstaveligt talt betyder ”at øve sig nøgen”. Vi bruger 

som bekendt ordet for den skolegang, der følger efter grunduddannelsen i folkeskolen. 

På farten med apostlen Paulus 

Paulus, både jøde og romer, bragte evangeliet til de mest centrale områder 

”Men de stillede sig afvisende og spottede. Da rystede Paulus støvet af sin kappe og sagde: ”Jeres 

blod kommer over jeres eget hoved. Jeg er uden skyld. Fra nu af går jeg til hedningerne” (18:6). 

Apostlenes Gerninger følger Paulus på tre forskellige missionsrejser langs Middelhavets nordøstlige 

kystlinier. Normalt indebar rejser i den antikke verden stor risiko for at løbe ind i pirater, barbariske 

hære og fjendtlige grænsevagter, der blokerede vejene. Men på Paulus’ tid havde Rom fået etableret 

fuld kontrol over et kæmpeområde. Der var fred i hele riget, den såkaldte ”Pax Romana” – en 

tilstand, som kun eksisterede to gange i over 700 år. 

Romerske ingeniører havde dækket hele riget med et netværk af veje (bygget så godt, at mange 

stadig eksisterer den dag i dag), og som romersk statsborger havde Paulus et pas, der gav ham 

adgang til et hvilket som helst sted i riget. Sproget var også blevet ensrettet. Græsk, præcis som 

græsk tankegang, havde krydset de etniske barrierer. 

279


Paulus fokuserede primært på de vigtigste handelsbyer, hovedstæder og romerske kolonier i sin 

missionsstrategi. Præcis som moderne byer nu til dags bestod disse af et sammensurium af 

forskellige kulturer. Evangeliets budskab ville blive bragt tværs over planeten fra disse steder. 

Normalt begyndte Paulus med et besøg til en lokal synagoge, hvor han knyttede kontakt til andre 

jøder. Hvis de afviste hans budskab, som det ofte skete, vendte han sig hurtigt mod en ikke-jødisk 

tilhørerskare. 

Når en ny lovende menighed var etableret, blev Paulus på stedet, nogle gange i helt op til 3 år, for at 

undervise og vejlede menigheden i dens åndelige vækst. Hans breve udstråler ømhed og 

hengivenhed for de venner, han vandt sig på denne måde. (Ap.G. 20 giver os et glimt af den 

inderlighed, han delte med en sådan gruppe). Paulus genbesøgte mange af disse menigheder, som 

han havde grundlagt på hans anden og tredje missionsrejser. 

Paulus’ baggrund kvalificerede ham på en enestående måde for disse dristige foretagender. Som en 

farisæer, der var blevet undervist af den berømte lærer Gamaliel, forstod Paulus fuldt ud jødisk 

tankegang og sindelag. Hans romerske statsborgerskab gav ham den status og respekt han havde 

brug for, for at opnå officiel anerkendelse og overleve truende retslige angreb. 

Paulus’ mesterlige anvendelse af sprog hjalp ham også. Han brugte aramæisk i sine relationer til de 

første kirkeledere i Jerusalem, og hans flydende græsk gjorde det muligt for ham at tale til 

filosofferne i Athen. På et tidspunkt benyttede han sig af hebræisk til jøderne. 

Nogle gange blev Paulus brugt af Gud til at udføre mirakler. I en tragikomisk episode klarede en 

søvnig tilhører ikke Paulus’ helaftens prædiken og faldt ud fra et vindue på tredje sal (20:7-12); 

Paulus oprejste ham fra de døde. 

Ved afslutningen på hans begivenhedsrige liv havde Paulus efterladt sig en ring af fremspirende 

menigheder i den østlige del af Middelhavet. For at være sikker på, at arbejdet ville fortsætte 

trænede han nye ledere som Silas, Titus og Timoteus, og den mand, som nedfældede meget af det, 

vi ved om Paulus’ liv – Lukas. 

Ap.G. 19:24 

Efesus gav sig selv hen til afgudsdyrkelse og til profit, og de budskaber Paulus kom med var en 

trussel mod begge. Byens borgere var meget stolte over deres tempel, som var et af antikkens syv 

underværker, og de blev groft krænket, hvis nogen blandede sig i deres profitable 

forretningsanliggender, der var afhængige af religiøse pilgrimme. Historien er et tydeligt eksempel 

på flokmentalitetens psykologi. Paulus var årsag til, at der startede nogle optøjer, men han 

grundlagde også en af de stærkeste menigheder, som senere gav inspiration til brevet til Efeserne. 

Ap.G. 20:4 

Før den elektroniske tidsalder med pengeoverførsler fra land til land måtte penge transporteres af 

mennesker. Dette frembød visse problemer med hensyn til Paulus’ plan om at overføre 

nødhjælpsmidler indsamlet i Grækenland og Asien til menighederne i Judæa (se 24:17). Paulus var 

omhyggelig med at undgå mistænkeliggørelse, så derfor inviterede han repræsentanter fra de 

menigheder, der havde lavet indsamlinger, til at tage med. På den måde kunne han forvisse alle om, 

at pengene blev brugt, som det var stillet i udsigt og ikke til personlig vinding. 2. Kor. 8 giver flere 

detaljer om denne indsamling. 

Paulus’ juridiske kampe 

470 romerske soldater beskyttede ham fra at blive lynchet af flokken 

”Og se, nu drager jeg til Jerusalem, bundet af Ånden. Hvad der vil møde mig dér, ved jeg ikke; jeg 

ved kun, at Helligånden i by efter by forkynder mig, at der venter mig lænker og trængsler” (20:22- 

23). 

280


Trommehvirvlen begynder med det sidste vers i kap. 20: ”Det, der smertede dem mest, var hans 

ord om, at de aldrig mere skulle få ham at se”. Efter dette, uanset hvor han var, tryglede Paulus’ 

venner ham om ikke at tage til Jerusalem. En af dem bandt sine egne hænder og fødder til Paulus’ 

bælte, et slags offentligt rollespil, der viste, hvad der var i vente for Paulus (21:10-11). 

Men Paulus havde overlevet skibsforlis, en stening, korporlige afstraffelser og lange nætter i 

fængsel; frygt havde aldrig kunnet stoppe ham. Hertil kom, at han vidste, at Gud ønskede, han 

skulle forkynde Guds ord i Rom, og intet i Jerusalem kunne hindre det. 

Så på trods af alle gode råd drog Paulus til Jerusalem. Hans ry som kristen missionær var blevet 

spredt i en sådan grad, at man satte en brigade på 470 romerske soldater til at beskytte ham fra at 

blive lynchet af en flok jødiske fanatikere. 

Lukas gør så detaljeret og grundigt rede for den romerske retsproces, at nogle har spekuleret på, om 

han i virkeligheden skrev Apostlenes Gerninger som et slags juridisk sagsresumé til forsvar for 

Paulus. Skulle Paulus være en voldelig terrorist opsat på at tilskynde til opstand? Lukas afkræfter på 

det bestemteste og understreger, at Paulus ikke havde nogen som helst politiske ambitioner, og at 

han konstant arbejdede indenfor de grænser, den romerske lov satte. 

I de fleste tilfælde erklærede den romerske lov Paulus for uskyldig. En embedsmand i Korinth 

afviste anklager mod ham (18:15). Det samme gjorde byskriveren i Efesus (19:35-41). I Judæa 

konkluderede både Guvernør Festus og Kong Agrippa, at Paulus umiddelbart kunne være sat på fri 

fod, hvis han ikke havde appelleret sin sag til at komme for Cæsar (26.32). 

Paulus’ sidste dage i frihed opsummerer hans turbulente liv. Hans venners frygt for så vidt angik 

Jerusalem, viste sig velbegrundet. En morderisk pøbel i Jerusalem bestormede ham med opdigtede 

anklagepunkter, og soldater måtte sikre ham. 

På sin typisk frimodige facon bad Paulus om at få lov til at tale til den uregerlige flok, idet han 

benyttede anledningen til at konfrontere dem med sit vidnesbyrd. Skaren lyttede indtil han kom til 

den del, der handlede om mission til hedningerne; så brød det løs. 

I sin tale (22:3-21) refererede Paulus tilbage til den dag han stod på sidelinien og bifaldt, at 

Stefanus, den første kristne martyr, blev dræbt. Den voldsomme scene var for altid ætset ind i 

Paulus’ sind som et minde om hans tidligere liv. Men der var et minde, som var endnu stærkere: 

Det blændende lys på vejen til Damaskus. For altid efter den begivenhed i Damaskus syntes Paulus 

besluttet på at chokere mennesker, som han selv var blevet chokeret på ørkenvejen, uanset hvor 

mange nætter det ville koste ham i fængsler. 

Ap.G. 20:35 

Paulus havde arbejdet i Efesus længere end i nogen anden by. Før han tog af sted på sin 

skæbnesvangre tur til Jerusalem, sendte han bud til de ældste i Milet for at sige endeligt farvel (vers 

17). I sin tale kommer han med et citat fra Jesus, som er det eneste citat i NT af Jesus, som ikke er 

medtaget i evangelierne. 

Ap.G. 21:28 

Ironisk nok skyldtes Paulus’ arrestation, som førte til hans endelige fængsling, en misforståelse. 

Han forsøgte i virkeligheden at forsikre menigheden i Jerusalem om sin loyalitet ved at aflægge et 

løfte. Men et rygte spredtes, at Paulus ulovligt havde taget en ”uren” hedning med ind på et forbudt 

område af templet. Det førte til optøjer. Den resterende del af Apostlenes Gerninger handler om de 

forskellige stadier af Paulus’ retslige appeller. 

Ap.G. 22:6 

Paulus’ forvandling fra at være forfølger til at blive kristen missionær udgør en af de mest 

dramatiske omvendelseshistorier i NT. Apostlenes Gerninger giver os tre versioner. Lukas’ 

historiske reportage i kap. 9; Paulus’ selvforsvar her foran en jødisk pøbel; og hans formelle 

vidnesbyrd for Agrippa (kap. 26), en efterkommer af den regent, som prøvede at dræbe Jesus som 

281


baby i Bethlehem. Hver enkelt version tilføjer nye detaljer, der var skræddersyet til den specifikke 

tilhøreskare. 

Ap.G. 23:6 

Paulus viste sig at være en formidabel modspiller, når han var under pres. I denne scene giver han 

svar på tiltale til en præst, som slog ham på munden. Ved en dygtig manøvre får Paulus delt sine 

anklagere ved at udnytte forskellene mellem to jødiske sekter, farisæerne og saddukæerne (se note 

til 4:1). Det lykkedes Paulus at skabe en så intens modstand mod ham som person, at en gruppe på 

40 medsammensvorne afgav løfte om ikke at spise eller drikke, før de havde dræbt ham. 

Ap.G. 23:16 

Bemærkningen om Paulus søstersøn er den eneste henvisning til Paulus’ familie. Paulus kom 

sandsynligvis fra en temmelig velanskrevet familie. Han var som bekendt født som romersk 

statsborger (22:28). Det var kun en minoritet af mennesker i Romerriget, der havde romersk 

statsborgerskab, specielt i de besatte områder. Statsborgerskab kunne erhverves ved at betale en høj 

pris eller det kunne tildeles af romerske autoriteter, men Paulus lagde vægt på, at han havde arvet 

sit. 

Ap.G. 24:27 

Felix var upopulær hos jøderne i Israel. Den korte reportage i Apostlenes Gerninger viser, at han var 

både durkdreven og korrupt (vers 26). Felix efterlod Paulus i lænker i en periode på to år, fordi han 

blev hjemkaldt til Rom. Da den nye romerske guvernør dukkede op, var kontroversen over Paulus 

ikke døet hen. De jødiske ledere konfronterede øjeblikkeligt Festus med deres anklager mod Paulus. 

Ap.G. 25:13 

På Jesu tid udøvede Rom herredømmet over Palæstina gennem lokale regenter (Herodesslægten) og 

deres overordnede Pilatus, som var guvernør. Han sorterede direkte under Rom. Omkring år 59 eller 

60 e.Kr. hed guvernøren Festus, og den sidste af Herodes-slægten var Agrippa II. Festus, som var 

en ansvarlig leder, tog sig af Paulus’ øjeblikkeligt, hvorimod hans forgænger Felix havde tøvet i to 

år, hvor han lod Paulus sidde i fængsel. Herodes Agrippa var på besøg, og det brugte Festus som en 

god anledning til at fremlægge Paulus’ sag. 

Ap.G. 26:14 

Ordsproget kommer fra brugen af en skarp pigkæp, som landmænd anvendte til at kontrollere 

okserne, når de var spændt for ploven. Det betyder noget i retning af: ”Du skader kun dig selv – det 

nytter ikke at gøre modstand”. 

Ap.G. 27:13 

Lukas var ikke nogen sømand, men han giver os indtryk af en autentisk detaljeret beretning om 

rejsen og stormen. Sømænd kan fx fornemme, når de nærmer sig land (vers 27) længe før, de kan se 

land, både ved hjælp af en fint udviklet lugtesans, men også på baggrund af lyden fra måden 

bølgerne brydes på, som kan fornemmes langt fra land. I den østlige del af Middelhavet blæser 

efterårsvindene fra vest, hvilket gjorde sejlads i retning mod vest vanskeligt for skibe på den tid. 

Endelig i Rom 

Paulus nåede endelig frem til hovedstaden – i lænker 

282


”Og fra tidlig morgen og helt til aften forklarede og vidnede han for dem om Guds rige, og ud fra 

Moseloven og profeterne søgte han at overbevise dem om Jesus” (28:23). 

I Apostlenes Gerninger er der i alt gengivet 18 taler. De sidste 3 af disse taler blev holdt for et 

særligt udvalgt publikum. Romerske embedsmænd, hvis nysgerrighed var vakt, fordi Paulus var den 

mest omtalte fange i deres hjørne af imperiet, førte Paulus frem for sig og bad ham om at fremføre 

sin sag. Som følge af deres undersøgelser blev han bevilliget den rejse til Rom, han så længe havde 

ventet på. 

Det er vanskeligt for os i dag at forstå, hvor fuldstændigt byen Rom på den tid dominerede verden. 

”Alle veje fører til Rom” var langt mere end en talemåde. Som et tyngdepunktscenter tiltrak byen 

alle veje og al handel, alle ledere og tænkere og lykkejægere i det mægtige imperium. Politisk og 

militær magt spredtes vifteformet ud fra Rom. Det var indiskutabelt hovedstaden i verden. Hvis 

kristendom skulle vinde indpas noget steds, måtte det være i Rom. 

Ironisk nok ankom Paulus, som den tids væsentligste talsmand for den kristne tro, til Rom som 

fange. Han var udmattet, efter at han kort tid forinden kun med nød og næppe havde overlevet et 

sindsoprivende skibsforlis. I Rom fik Paulus timevis af ensomme og stille timer til at arbejde med 

kærlige breve til menighederne, han havde efterladt bag sig. 

På sin vis slutter Apostlenes Gerninger med et antiklimaks, for Lukas efterlader os i uvished om 

Paulus’ liv. De fleste bibelfortolkere tror, at Paulus blev frigivet fra sit fængselsophold, og at han 

siden udvidede sin tjeneste og mission til nye områder. Lukas fortæller intet om denne periode, og 

intet om Paulus’ rettergang eller hans eventuelle skæbne. Han afslutter med følgende billede, som 

brænder sig fast i hukommelsen: Paulus, der var tvunget til at skulle være i sit hus, tog imod alle, 

der kom til ham. Han prædikede om Guds rige og lærte dem om Herren Jesus Kristus, med fuld 

frimodighed, uden hindring. 

Paulus kunne ikke længere vælge sine tilhørere; de opsøgte ham. Men med stor frimodighed i 

hjertet af mægtige Rom, prædikede han om et nyt rige og en ny konge. Kristendommen havde 

foretaget rejsen og skiftet fra Jerusalem til Rom. 

Ap.G. 28:16 

Lukas fortæller, at uoverensstemmelser omkring den kristne ”sekt” var løbet forud for Paulus til 

Rom (vers 22). Tiden i husarrest i Rom brugte apostlen til særdeles nyttige sysler. Han vidnede for 

alle, som kom for at se til ham, og han skrev til de menigheder, han havde grundlagt på sine rejser. 

Brevene til Filipperne, til Kolossenserne, til Efeserne og til Filemon er forfattet i denne periode, 

hvor han var i forvaring, og som kan have varet i helt op til 4 år. 

Romerbrevet 

Et temmeligt krævende publikum 

Hvis du var strandet på en øde ø, hvilken bog ville du så gerne ha’ med? 

”Først og fremmest takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for jer alle, fordi der i hele verden 

forkyndes om jeres tro” (1:8) 

Lad os forestille os, at vi var på et talekursus. Opgaven lød så: Lav en kort tale over emnet ”livets 

mening”. Mens flere kopper af kaffe blev skyllet ned i de sene nattetimer, ville tanker blive 

nedfældet om den kristne tro og dens betydning. Der ville uden tvivl blive brugt megen tid på 

opgaven – når alt kom til alt ville det jo være en enestående anledning til at gøre andre bekendt med 

det, man selv troede på. 

283


Lad os endvidere forestille os, at vi også blev bedt om at gøre talen klar til at blive trykket i den 

lokale avis! I stedet for et lille begrænset publikum af tilhørere, ville man pludselig få i hundredvis 

af læsere. Det ville utvivlsomt betyde, at man ville bruge endnu mere tid på at justere 

argumentationen og finpudse sproget. 

Vi lader fantasien løbe videre. Hvordan ville vi mon reagere, hvis vi blev bedt om at tilpasse denne 

samme tale til at komme på forsiden af en af de landsdækkende aviser. Vi ved, at sådanne læserne 

er skeptiske og krævende. Ingen af disse læsere vil lade sig bide af med noget letkøbt. Hvert eneste 

ord og sætning ville blive vejet og vurderet omhyggeligt. Sætningerne ville blive gennemlæst igen 

og igen og rettelser ville blive foretaget. Man ville gøre alt for, at ens fremstilling forekom logisk og 

velargumenterende, og at den var udtrykt i forståelige vendinger. 

Det er en sådan proces, man fornemmer, når man iagttager den måde apostlen Paulus skriver sine 

breve på. Nogle af hans breve er som en enkel, ligefrem tale adresseret til en lille gruppe 

mennesker, han kendte navnene på. Ofte indeholdt de venlige, ømme ord og personlige råd eller 

måske endda en faderlig irettesættelse. 

Men Paulus’ Brev til Romerne….. selve titlen på brevet fremkalder billeder at et mægtigt imperium, 

som regerede over hele den vestlige verden. For folk på Paulus’ tid var Rom verdens centrum på 

alle måder: loven, kulturen, magten og lærdommen. Et brev til en så fornem og usædvanlig gruppe 

mennesker måtte i sandhed være noget særligt og imponerende. 

I Romerbrevet gør Paulus på genial vis rede for grundlaget og rækkevidden af den kristne tro og 

lære og teologi, som på dette tidspunkt stadig blev bragt videre mundtligt fra by til by. Paulus 

ønskede at overbevise disse mennesker, som til daglig var godt vant, at Kristus alene havde svarene 

på alle livets vigtige spørgsmål. 

Man stiller sommetider spørgsmålet: ”Hvis du kun kunne vælge en bog, hvilken bog ville du så 

helst have med, hvis du strandede på en øde ø?” Den kendte engelske kristne forfatter G.K. 

Chesterton gav et vidunderligt svar: ”Gør det selv bogen om, hvordan man bygger et skib!” Hvis 

det samme spørgsmål blev stillet, for så vidt angik en enkelt bog i Bibelen, ville mange kristne 

vælge Paulus’ Brev til Romerne. Selv om den er så kompakt, at den ikke ville fylde mere end to 

dobbeltsider i en moderne avis, så er det alligevel lykkedes Paulus at få alt det væsentlige med om 

den kristne tro. 

På trods af brevets grundighed så fornemmes Romerbrevet imidlertid ikke som en tør bog om 

teologi. Store vækkelser i kirkehistorien er blevet født på grund af studier af dette brev. Augustin, 

Martin Luther og John Wesley kan alle spore deres åndelige fornyelser tilbage til studier i 

Romerbrevet. I brevet giver apostlen Paulus’ sine endelige svar på spørgsmålene om ”livets 

mening”. 

Romerbrevet er et brev, man skal smage på, langsomt og omhyggeligt. Paulus fremsætter sine 

argumenter, og hans logik udfolder sig i tankerække efter tankerække fra det første kapitel. Man 

kan genkende mange velkendte vers i Romerbrevet. Man skal naturligvis notere sig disse vers i 

deres sammenhæng, og som de indgår som en del af Paulus’ samlede præsentation af evangeliet. 

Romerbrevet er inddelt i klare afsnit. Kapitlerne 1-3 er indledningen til brevet og angiver behovet 

for at tage imod evangeliets gode nyheder. Afslutningen af kap. 3, som er blevet kaldt ”det mest 

centrale teologiske skriftafsnit i Bibelen”, komprimerer kernebudskabet i et kort afsnit. Kapitlerne 

4 og 5 behandler budskabet mere udførligt. 

Romerne 6-8 tager emnet op om evangeliets indflydelse i en kristens liv. Så holder Paulus en pause 

i tre kapitler (9-11) for at sammenkæde sine argumenter med forhold, der inddrager jødernes 

historie i GT. Derfra fortsætter han med at give praktiske råd om specielle problemer (12-16). 

Det kræver tid og koncentration at forstå Romerbrevet fuldt ud. Kun få mennesker vil hævde, at de 

fuldt ud ”mestrer” brevet. Romerbrevet har ikke sit lige! Intet skrift er så præcist og logisk 

formuleret om den kristne tro. 

284


Rom. 1:17 

Versene 16-17, som er en koncentreret opsummering af Paulus’ budskab til Romerne, forandrede 

Martin Luthers liv for evigt. Da han langt om længe forstod frasen ”Guds retfærdighed”, sagde 

Luther, ”jeg følte mig som født på ny, og det var, som var jeg gået gennem åbne døre ind i 

Paradiset. Hele Den hellige Skrift fik fuldstændig ny betydning…. Dette skriftafsnit fra Paulus’ 

hånd blev døren ind til Himlen for mig”. 

Rom. 1:20 

Fra Adam og Evas tid har mennesker haft en tendens til at skylde skylden på andre for det, der 

måtte være gået galt; aldrig på dem selv. Romerbrevet kap. 1-3 lancerer et vigtigt princip, som er 

blevet bredt anerkendt af grupper, der prøver at få mennesker på ret køl igen fx ”Anonyme 

Alkoholikere”: Medmindre man selv påtager sig ansvaret for en forkert opførsel og stopper med at 

give andre skylden, vil intet ændre sig. 

Rom. 3:10 

Hvis en læge en aften kom i tv-nyhederne og meddelte med begejstring i stemmen, at han havde 

opdaget en medicin, som kunne helbrede den Paraguayanske influenza, hvem ville så notere sig 

det? Ingen ville gå til lægen den efterfølgende dag for at blive vaccineret mod denne særlige afart af 

influenza. Hvis man skulle gøre det, måtte vi først overbevises om, hvor forfærdelig farlig den 

ukendte virus ville være. 

Paulus budskab i Romerbrevet er de fantastiske nyheder om Guds ufattelige nåde. En fuldstændig 

helbredelse er fuldt tilgængelig for alle. Men mennesker vil ikke søge helbredelse, før de ved, at de 

er syge. Derfor begynder Romerbrevet med en af de barskeste beskrivelser i Bibelen. Paulus 

konkluderer: ”Der er ingen retfærdig, ikke en eneste”. Hele verden står dømt – som åndelige døde 

medmindre der kan findes en måde at helbrede på. 

Rom. 4:13 

Paulus gør sig store anstrengelser i kapitel 4 på at slå en teologisk pointe fast. Han fører den jødiske 

slægts begyndelse tilbage til Abraham, som levede flere hundrede år før Moses og den jødiske lov. 

Abraham, siger Paulus, behagede Gud præcis som vi gør: Gennem tro. GTs lov havde aldrig haft til 

hensigt at slå bro over afgrunden mellem Gud og mennesker. Kun Jesus Kristus kunne gøre det. 

Paulus understreger, at loven ikke blev givet for at bringe forløsning, men for at pege på 

nødvendigheden af forløsning (5:20). 

Rom 5:1 

I Romerbrevet fremstiller Paulus et skridt for skridt argument – lidt ligesom var det et sagsresumé. 

Det understreges også af hans hyppige brug af ordet ”da” (20 gange i alt). Skridt nr. 1: Ingen er 

retfærdig, og vi har alle brug for hjælp (3:20); skridt nr. 2: Gud har tilvejebragt den nødvendige 

hjælp gennem sin søn ved at stifte fred med os (5:11); skridt nr. 3: Derfor fordømmer Gud nu ikke 

længere dem, som er i Kristus (8:1). 

Et moderne fredsbarn 

Gud bygger bro over afgrunden 

”Der er næppe nogen, som vil gå i døden for en retfærdig; måske vil man vove livet for en, som er 

god; men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere” 

(5:7-8). 

Don Richardson tilbragte mange frustrerende år hos Sawi stammen på Ny Guinea. Han var kommet 

fra amerika som en antropolog/missionær, og det var hans håb at formidle det kristne budskab til en 

stamme, som stadig levede på stenalderstadiet. Men hans budskab kolliderede igen og igen med 

denne stammes usædvanlige opfattelser. 

285


De kristne værdier som kærlighed og tilgivelse havde ingen appel for mennesker i Sawi stammen, 

for de betragtede bedrageri og svig som de ædleste dyder. De fandt ikke nogen grund til at ændre 

deres former for grusomhed og kannibalisme. Tværtimod, da Richardson fortalte dem historien om 

Jesus, var der kun en begivenhed, som fangede deres interesse: beretningen om Judas’ forræderi! 

For sawi-folket var Judas en ægte helt; det var med stor kløgt lykkedes ham at infiltrere 

inderkredsen af disciplene, før han vendte sig i forræderi mod Jesus. 

Hver gang Richardson prøvede at dele Kristus med Sawierne, mislykkedes forsøget. Til slut, efter at 

han 14 gange havde været vidne til en blodig kamp uden for sit hjem, mistede Richardson 

tålmodigheden. Hvordan kunne han nogensinde trænge igennem til så voldelige mennesker? Han 

besluttede sig til at forlade Ny Guinea, selv om Sawi-folket tryglede ham om at blive. 

Lige før Richardson skulle rejse, foranstaltede Sawi-folket og deres dødsfjender, Haenam stammen, 

en udførlig og kunstfærdig ceremoni foran hans hjem. Det var deres endegyldige forsøg på at 

overbevise missionæren om, at han skulle blive. 

Hele landsbyen samledes for at overvære begivenheden. Alle var helt tavse undtagen 

Sawihøvdingens kone. Hun skreg højt, da høvdingen tog deres seksmåneders gamle baby ud af 

hendes arme og holdt ham højt op i luften. Høvdingen bar så sin søn til fjendes høvding, og sønnen 

var dermed overgivet til fjenden. En af stammens folk forklarede Richardson, at Haenam stammen 

ville give babyen et nyt navn og opdrage ham som en af deres egne. 

Richardson vidste, at man aldrig fuldt ud kunne stole på en fra Sawi-folket, eftersom man aldrig 

vidste, om det, de foretog sig, var et led i et velgennemtænkt bedrag og snyderi. Men på denne 

mindeværdige dag fandt han ud af, at der var en stor undtagelse: fredsbarnet. En høvding, som gav 

sin egen søn til sine fjender – den dybe, smertefulde handling ville overvinde al mistænkeliggørelse. 

På basis af en fælles beslutning, så længe som ”fredsbarnet” levede, ville der ikke blive udkæmpet 

en eneste krig mellem de to stammer. 

Der var et eller andet som faldt på plads i Don Richardsons sind, mens han overværede skuet. 

Endelig havde han fundet en analogi – en parallel beretning – som var indbygget i Sawi-folkets 

kultur, som kunne gøre budskabet om Guds tilgivelse begribeligt for dem. Han samlede folk fra 

stammen rundt om sig og med bankende hjerte og lidt tør i halsen, fortalte han dem om Guds 

”fredsbarn”. Gud havde sendt sin egen søn, Jesus, for at leve blandt fjenderne for at skabe fred med 

menneskeheden. 

Måske har Paulus følt sit hjerte banke på samme måde, og måske har han været lidt tør i halsen, da 

han i 11 kortfattede vers i Rom. 3:21-31 præsenterede betydningen af Guds gave – fredsbarnet 

Jesus. Den første del af Romerbrevet beskrev den kolossale afgrund mellem Gud og mennesker. Nu 

beskriver Paulus, hvordan Gud byggede bro over denne afgrund. Nogle bibelfortolkere har kaldt 

dette afsnit for ”det mest centrale teologiske afsnit i hele Bibelen”. 

Efter at Paulus har slået disse kendsgerninger fast, bakker han argumentet op med historiske beviser 

i kapitel 4 og 5. Paulus tænker altid på sine jødiske læsere. Han understreger sine opfattelser og 

argumenter ved at citere Abraham, Moses ja selv Adam. 

Paulus siger, at Kristi død ikke var nogen ny idé, en slags tilføjelse til GTs lov. Kristi død var 

tværtimod fuldendelsen af loven, og den var underforstået i loven, forudskikket og forudsagt. Det 

jødiske folk havde, ligesom Sawi-folket, deres egne ”forløsnings-analogier”; og samtlige gik helt og 

fuldt i opfyldelse i Jesus Kristus. 

Rom 6:1 

Paulus brugte ofte denne teknik i sine skrivelser: Han laver en pause midt i en tankerække for at 

forholde sig til indvendinger eller spørgsmål, som han forestiller sig kunne opstå hos læseren. 

Nogle mennesker er faktisk nået til den konklusion, som forfærder Paulus i dette skriftafsnit. Den 

russiske munk, Rasputin, drog fx den konklusion: ”Jeg vil synde så meget som muligt, for på den 

måde at gøre mig endnu mere fortjent til tilgivelse”. Han levede et mærkeligt umoralsk liv. 

286


Rom 7:7 

En streng disciplineret person som Paulus havde ikke meget besvær med at overholde de fleste af de 

10 bud. Ydre handlinger som at bande, dræbe, begå ægteskabsbrud, stjæle og lyve kunne både 

overholdes og kontrolleres. Begær derimod, som var en indre, usynlig synd, var langt vanskeligere 

og mere plagsom at forholde sig til. Jesus havde allerede gjort det klart i Bjergprædiken, at usynlige 

synder som netop begær, lystfølelse og vrede kan have den samme giftige virkning, som de langt 

mere fremtrædende ydre manifestationer som tyveri, ægteskabsbrud og mord. 

Indre kampe 

En kamp og en sejr 

”Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde” (7:21) 

Den første del af Romerbrevet maler et vældigt billede af Guds nåde og tilgivelse, så voldsomt, at 

Paulus tillader at stille sig selv nogle vanskelige spørgsmål. En lusket person kunne måske finde på 

at sige: ”Jeg kan godt lide det her”, efter at vedkommende har læst første del af Romerbrevet. ”Jo 

mere jeg synder, jo flere anledninger har Gud til at tilgive mig, ikke sandt? Derfor kan jeg vel også 

leve lige præcis, som jeg gerne vil!” 

I kapitel 6 reagerer Paulus chokeret og med vrede på en sådan holdning og tankegang: ”Nu har jeg 

altså en undskyldning til at synde”. Og så vender han sig mod de praktiske områder af det kristne 

liv. Hvorfor er det, at det er så svært at håndtere synd og leve et liv uden synd? Tilgiver Gud i 

virkeligheden alle synder uanset hvor forfærdelige, de er? Hvad sker der i virkeligheden, når vi 

bliver kristne? Bliver vi forvandlede, eller gør vi ikke? 

Da Paulus prøvede at blive et godt menneske (ved at holde loven) i egen kraft, led han, da alt kom 

til alt nederlag som følge af synden. Selv om hans hensigter var gode, så prøvede han at vinde 

kampen over synd i egen kraft og ved egne teknikker. Der er kun en løsning på den slags kampe. 

Paulus konkluderer til slut: ”Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? 

Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!” (7:24-25a). 

Det allerbedste bevis på den kristne tro er en troende, der lever et forvandlet liv. Paulus udfordrer 

kristne til ”at regne jer døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus” (6:11) og han skrev, 

som han gjorde, fordi han var overbevist om, at det i sandhed var muligt! 

Og så, som et frisk vindpust, følger kapitel 8 med et af de mest forunderlige skriftafsnit i Bibelen. 

Helligånden er afsnittets tema, og Paulus definerer åndens rolle i vore liv. Ånden virker med os og i 

os i vort fællesskab med Gud. Ja, Ånden går i forbøn for os, når vi ikke selv ved, hvad vi skal bede 

om (8:26). Men hovedsagelig lærer Ånden os om privilegierne ved at være et Guds barn. 

Konflikter vil imidlertid ikke forsvinde fuldstændig i dette liv, siger Paulus, for vi er en del af en 

skabning, der ”sukker og vånder sig” (8:18-25). Men når Gud er for os, vil vi mere end sejre, og en 

dag vil Gud gøre skabningen fuldkommen igen. Det løfte skal forsikre os om, at der i virkeligheden 

ikke er noget, som kan skille os fra Guds kærlighed (8:38-39). 

Rom. 8:18 

Paulus undervurderer aldrig lidelser; hans eget liv bar trods alt præg af utrolige lidelser. Han blev 

slået, fængslet, led skibsforlis, var udsat for snigmordsforsøg og led af kroniske sygdomme. Men 

han var fuldt ud overbevist om, at belønninger ventede i fremtiden, som indiskutabelt ville opveje 

alle nuværende lidelser. 

Olympiske atleter udholder mange timers daglige strabadser i årevis plus et disciplineret liv og 

smerte, fordi de konstant har målet og drømmen om at vinde en guldmedalje for øje. På samme 

måde vil kristenlivet her på jorden indebære mange vanskeligheder (versene 22-23), men 

slutresultatet vil være det hele værd. 

287


Rom. 8:28 

Dette velkendte vers bliver ofte fejlciteret eller fortolket til at betyde mere end det i virkeligheden 

siger. Verset bør læses sammen med de næste to skriftafsnit. Paulus siger ikke, at det kun er gode 

og behagelige ting, som vil være en del af den kristnes erfaring. Det, han imidlertid siger, er, at selv 

vanskelige oplevelser, som beskrevet i versene 35-39, kan blive brugt til noget godt i Guds 

overordnede plan. Og der er intet, som kan adskille os fra Guds kærlighed. 

Rom. 9:19 

Paulus indsætter hyppigt et spørgsmål i sine skriverier eller en serie af spørgsmål. Grunden til, at 

han bruger en sådan teknik, er uden tvivl, at han efterligner den metode, han lærte fra rabbinerne, da 

han blev skolet i sin ungdom. Det fortælles om en studerende, at han spurgte: ”Hvorfor underviser I 

rabbinere så ofte ved at benytte en metode, hvor I stiller spørgsmål?” Svaret: ”Hvad er der galt med 

et spørgsmål?” 

Et knusende slag mod Paulus 

Bryder Gud sine løfter? 

”Jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte” (9:2) 

Er der noget, der bringer mere smerte hos en ny kristen, end hvis familien virker afvisende? En 

teenager omvender sig til kristendommen. Hendes forældre overreagerer, fordi de formoder, at 

deres datter er blevet offer for en eller anden mærkværdig kult eller sekt. De afviser alle hendes 

forsøg på at fortælle evangeliets forunderlige fakta. Det, som forekommer som gode nyheder for 

hende, bliver opfattet som dårlige nyheder for familien. 

Nogle nye kristne kan smelte mistænkeliggørelsens og fjendskabets mure ned. Men andre bliver 

behandlet som syge, besmittede mennesker af andre familiemedlemmer, og de er tvunget til at leve, 

som var de sat i en følelsesmæssig karantæne. 

Alle, som har haft en sådan oplevelse, kan forså det smertefulde dilemma, som Paulus stod overfor. 

Medlemmer af hans eget folk, jøderne, afviste evangeliet, som han havde viet sit liv til. 

Jødernes afvisning var et knusende slag mod Paulus, og han afbrød sit brev til romerne for at 

beskæftige sig med dilemmaet. Disse 3 kapitler (9-11) indeholder nogle af de stærkeste ord, han 

nogensinde brugte, inklusiv et tilbud om at fortabe sit eget forhold til Kristus, hvis det kunne gavne 

hans eget folk (9:3). 

Forholdet, som han beskæftiger sig med her, gælder også ikke-jøder, for de rejser grundlæggende 

spørgsmål om Gud. Havde han opgivet det jødiske folk og ignoreret de løfter han gav dem i GT? 

Hvis det var tilfældet, kunne han så ikke også bryde de løfter, han har givet os? 

For Paulus, en jøde, som kaldte sig selv hedningernes apostel, var der ikke nogen anden sag, der var 

vigtigere at løse og tage stilling til. Han tillod sig ikke hvile, før han havde fået sammenknyttet sin 

geniale teologi, som den fremstår i romerbrevet, til Guds verden i det forgangne, til det 

øjeblikkelige og til fremtidens aktiviteter blandt jøderne. 

Rom. 11:11 

I kap. 9 og 10 erkender Paulus smertefyldt, at jøderne i det store og hele ikke troede på Kristus. På 

trods af alle privilegierne ved at have GT beretninger, så ”tog de anstød” af ”anstødsstenen” (9:32). 

I kap. 11 gennemgår Paulus historien og stiller spørgsmålet, om det var forgæves. Vil jøderne 

omvende sig og tro på Kristus engang? Førte deres tragiske oplevelser til positive hændelser for 

resten af verden? Dette kapitel beskriver i utvetydige vendinger Guds evige kærlighed for sit 

udvalgte folk. Paulus afslutter de 3 kapitler med et par poetiske sætninger, der løfter Gud op og 

priser ham for hans uransagelige veje, der altid fører til det mål, han har sat sig. 

288


Rom. 11:24 

Botanikere og orkidéavlere anvender ofte podning til at forbedre deres blomster og frugtsorter. 

Normalt poder man en lidt svagere, dyrket gren på en vild, men robust planterod. Paulus erkender, 

at ”lidt imod naturens orden” har Gud indpodet de vilde grene (hedningerne) på de dyrkede rødder 

(jøderne) – en modsatrettet teknik, som sommetider bliver brugt til at give fornyet kraft og liv til et 

oliventræ. 

Jordnære problemer 

Når kristne er uenige om ”rigtigt og forkert” 

”Afsky det onde, hold jer til det gode” (12:9) 

Alt for ofte bliver teologi anset for et stofområde mest for eneboere og folk, der er strandet på en 

øde ø. Når der ikke er andet at beskæftige sig med, så kan man begynde at overveje at tænke nogle 

abstrakte tanker om Gud. 

Sådan en opfattelse ville uden tvivl have tirret apostlen Paulus. For ham var teologi værdiløs 

medmindre det gjorde en forskel i måden mennesker levede på. Derfor afsluttede han den mest 

præcise teologiske bog i Bibelen med en jordnær diskussion om relevante problemer, de stod ansigt 

til ansigt med. 

Politisk relaterede problemer tages op i Rom 13:1-7. Hvordan bør en kristen forholde sig til en 

hedensk regering? På Paulus’ tid, da kristne levede under Neros tyranniske regime, var spørgsmålet 

et varmt emne, og det er det jo stadigvæk i vores egen tid, der også har været præget af tyranniske 

regimer rundt om i verden. 

Kristne i Rom var også uenige om, hvordan man skulle opføre sig og leve som kristen (14:1-15:4). 

En kristen beskyldte fx en anden for at synde; men den, som var ”anklaget” var overbevist om, at 

den som beskyldte ham for en forkert opførsel, var håbløst snæversynet. Hvem havde ret? De mere 

specifikke forhold ændrer sig fra kultur til kultur, men Paulus’ retningslinier om den rigtige 

indstilling appellerer til alle. 

Paulus levede ikke sit liv som en intellektuel eneboer og særling. Han tilegnede sin teologi til livet, 

og praktiserede det, han prædikede. Sagen er i virkeligheden, at det imponerende brev til romerne 

blev skrevet, mens Paulus var i fuld gang med at samle penge ind til de hungersnødramte ofre i 

Jerusalem (15:25-27). 

Rom. 13:1 

I det meste af den tid Paulus virkede, drog han nytte af den beskyttelse, han fik på grund af Roms 

love. Den første generation af kristne havde den samme frihed til at samles og lovmæssig 

beskyttelse, som jøderne havde. Men det varede ikke længe før kejserne, fx Nero hævngerrigt 

vendte sig mod de kristne og lod dem torturere og myrde i tusindvis. Paulus var sandsynligvis en af 

dem. Historien viser, at de fleste af de kristne fulgte Paulus’ vanskelige råd i dette vers, idet de 

nægtede at gøre oprør mod regeringer, uanset hvor fjendtlig indstillet den var. 

Rom 14:2 

I henhold til Paulus er en svagere bror en ny troende, for hvem det er nødvendigt at have mange 

regler og forordninger. Kristne på Paulus’ tid diskuterede forhold som at være vegetar, at spise kød 

ofret til afguder og at fejre hedenske helligdage. Paulus råd til både svage og stærke kristne på den 

tid angår mennesker i alle kulturer, som debatterer forhold, der kan sættes spørgsmål ved. 

Rom. 15:26 

Paulus skrev Romerbrevet, mens han rejste rundt for at samle penge ind til nødhjælp. Et andet brev 

(2. Kor. 8) giver flere detaljer om denne barmhjertighedsmission til gavn for jøderne i Jerusalem. 

289


Paulus’ initiativ viste vejen og var et eksempel, der appellerede til enighed i en kirke, der bestod af 

både jøder og hedninger – en enhed, der var hårdt brug for pga. de grupper, der forårsagede 

splittelser beskrevet i kap. 14. 

Rom 16:23 

Dette kapitel indeholder en fascinerende liste over Paulus’ venner og samarbejdspartnere, af hvem 

mange ville være ukendte, hvis de ikke var blevet nævnet her. Selv om Paulus endnu ikke selv 

havde besøgt Rom, så var der opstået et samfund af kristne i kejserrigets hovedstad. Listen 

indeholder navnene på prominente kvinder i menigheden (Føbe, Priska,Junias, Tryfæna, Tryfosa og 

Persis). Der er også navne, som almindeligvis blev brugt af slaver (Ampliatus, Urbanus, Stakys og 

Apelles), og der er muligvis navne på mennesker, der tilhørte den kongelige familie (”dem hos 

Aristobul” – sandsynligvis barnebarn af Herodes den Store). 

Paulus skrev fra Korinth, hvor hans venner blandt andet inkluderede meget fornemme 

embedsmænd. I Korinth har arkæologer gravet en stenblok frem, som måske har med denne mand 

at gøre. Den bærer den latinske inskription: ”Erastus, kommisær for offentlige arbejder, afholdt 

udgifterne til dette fortov”. 

Paulus’ 1. brev til Korintherne 

Det sidste sted nogen kunne finde på at starte en kirke 

Der var ingen, der forventede sig noget særligt fra de mærkværdige mennesker i Korinth 

”For tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i 

verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. Men det, som er dårskab i verden, 

udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre 

det stærke til skamme” 1. Kor. 1:26-27. 

Stort set alle større byer har et sted som Christiania, hvor prostituerede, subsistensløse, lovløse og 

folk, der handler med narkotika færdes. Turister lægger vejen forbi for at glo på disse typer. I 

Amsterdam i Holland står de prostituerede i vinduerne i ”the red light district”. 

På Paulus’ tid var det ikke blot et område af byen Korinth, der var kendt for disse typer. Hele byen 

var kendt for at være en sådan by. Romerne gjorde korintherne til genstand for deres beskidte 

vittigheder, og forfatterne portrætterede dem konstant som fordrukne slagsbrødre. Det græske 

udsagnsord ”at korinthe” betød at leve umoralsk uden skam i livet. 

Alle vidste, at korintherne tilbad penge og de ”herligheder”, man kunne købe for penge. Pengene 

flød frit, for Korinth befandt sig på en af Romerrigets mest vitale handelsruter. Når der fandt et 

skibsforlis sted i nærheden, husede bjærgningsselskaber de ulykkelige sømænd til overpriser 

samtidig med, at man iværksatte en auktion for at få solgt skibets last. Byen var et kæmpemæssigt 

friluftsmarked fyldt med slaver, folk fra Orienten, jøder, grækere, egyptere, sømænd, athleter, 

spillere og væddeløbskørere. 

Men Korinth var ikke nogen ligegyldig arbejderby. Den havde et indbyggertal på omkring 700.000 

mennesker og var den næststørste by efter Rom. Den var hovedstad i en stor provins, og som følge 

heraf boede der en stor gruppe romerske diplomater og fornemme mennesker i byen. Dens dygtige 

og driftige borgere fremviste en helt ny ”korinthisk” arkitektur, og indbyggerne var stolte over at 

regne sig for verdensborgere. 

For så vidt angik deres religion havde disse forlystelsessyge korinthere adopteret 

kærlighedsgudinden Venus. De havde bygget et tempel til hendes ære, der beskæftigede mere end 

1000 prostituerede. 

290


Som følge af disse mange påvirkninger og livsholdninger forekom Korinth at være den by frem for 

nogen, hvor man mindst af alt kunne forvente, at mennesker ville vende sig mod den kristne tro. 

Uanset arten af sekt og nye religioner, der dukkede op i den by, kunne man være sikker på, at de 

hurtigt ville blive opslugt af den letkøbte atmosfære, der prægede folks holdninger. 

Paulus, som på alle måder var enestående, og som stadig prøvede at komme sig efter en af sine 

allersværeste missionsopgaver i Athen, kom til Korinth ”i svaghed og med megen frygt og bæven” 

(2:3). Han var sig fuldt bevidst om byens strategiske beliggenhed. Hvis evangeliet kunne slå rod 

her, så kunne det føres videre herfra til næsten hvor som helst – og det ville det efter al 

sandsynlighed, når man tog Korinths beliggenhed ved flere korsveje i betragtning. 

Paulus arbejdede i Korinth i 18 måneder. Til alles overraskelse blev den menighed, han grundlagde 

en af de største i det første århundrede. Men flere år senere hørte han rygter om, at menigheden, helt 

i overensstemmelse med byens egen arv, oplevede en serie af vanskeligheder. De nedslående 

nyheder forårsagede, at han skrev det brev, vi i dag kender som 1. Korintherbrev. 

Tonen i dette brev adskiller sig drastisk fra det forudgående brev. Hvis Romerbrevet var mejslet 

omhyggeligt ud i sten, blev 1. Kor. sendt af sted under gråd og i vrede. 1. Kor. er et af Paulus’ 

længste breve, og det omfatter en lang række vidt forskellige emner, delvist fordi korintherne 

blandede nye mærkværdige stridigheder med etiske og moralske undertonen ind i troen. I brevet 

giver Paulus praktiske råd om en række kirkelige problemer, ligesom vi får et fascinerende glimt af 

de første kristnes personlige liv og levemåder. 

Vi må aldrig glemme, at Paulus’ breve er hans personlige korrespondance. Vi læser faktisk en 

andens breve. 

I 1. Kor. får vi en ærgerlig apostels ligefremme og direkte råd til en lokal menighed, der er i 

vanskeligheder. Paulus fornemmede, at der var noget rivende galt, og han brugte alle sine litterære 

evner til at få menighedens medlemmer på det rette spor igen. Han prøvede med sarkasme, 

følelsesmæssig tryglen, erfaringer fra sit eget liv, poesi og lange argumenter. 

Vi vil straks blive opmærksomme på de problemer, som var blevet videreformidlet til Paulus: 

splittelser i menigheden, et tilfælde af incest, retssager, misbrug af kristnes frihed, kaos under 

gudstjenesterne. Paulus kaster sig ud i disse problemer først i brevet. I kap. 7 tager han så nogle 

andre emner op, som korintherne har skrevet til ham om: ægteskab kontra ugift stand, hedenske 

fester, kvindernes opførsel, åndelige gaver og opstandelsen fra de døde. 

Det første brev til korintherne giver os et grundlag for en praktisk kristen etik. Det er vigtigt, at vi 

forstår de generelle principper, der ligger til grund for Paulus råd. 

1. Kor. 2:3 

Dette korte, lille skriftafsnit hentyder til en alvorlig personlig krise i apostlen Paulus’ tjeneste, og 

Apostlenes Gerninger giver os interessant baggrundsinformation. Paulus var vidne til, at en lovende 

start i 3 byer blev knust af fanatiske jøder. Bagefter høstede han heller ikke nogen særlig succes, da 

han stod ansigt til ansigt med filosofferne i Athen. Mange bibelfortolkere mener, at da han nåede til 

Korinth var han både rystet og mismodig, og han besluttede sig derfor til at gøre Kristus til det 

eneste emne for det, han sagde og prædikede, mens han var der. 

1. Kor. 3:5 

I dette kapitel fortsætter Paulus snakken om det tema, han allerede begyndte på i 1:12. De nye 

kristne dannede grupperinger i forhold til de forskellige kirkeledere. Peter var en af lederne. Han 

havde færdedes og talt med Kristus, mens han var her på jorden. Apollos var den sofistikerede og 

kultiverede type. Paulus var den uforfærdede missionær. Og så var der Kristus selv. Paulus viste 

ingen tolerance over for den slags heltedyrkelse. Han understregede på det kraftigste, at korintherne 

alene tilhørte Gud og ikke nogen som helst retning eller organisation. 

Som et vredt brev hjemmefra 

291


En velfortjent irettesættelse fra en vred ”forældre” 

”Jeg skriver ikke dette for at gøre jer skamfulde, men for at vejlede jer som mine kære børn” (4:14). 

Lad os forestille os en ung studerende, der er flyttet hjemmefra til en anden by. Vedkommende skal 

af sted til undervisning om nogle få minutter. Men pludselig står tiden stille. Hun har netop åbnet et 

tårevædet 12 siders brev hjemmefra. 

Tonen i brevet er et chok. Hendes forældre er normalt reserverede og tilbageholdne mennesker, der 

ikke sådan uden videre lader deres følelser komme til udtryk. Deres breve er sædvanligvis varme og 

venlige. Men ikke denne gang. På en eller anden måde er det kommet til deres kendskab, at deres 

datter har udvist en højst upassende opførsel, og de er både sårede og vrede. I en voldsom skylle 

udøser de deres følelser i brevet, og de giver udtryk for deres dybe skuffelse. 

Første korintherbrev reflekterer den samme tone: det er den samme inderlige, velfortjente ”skælden 

ud” fra en såret forældre. ”Jeg skriver ikke dette for at gøre jer skamfulde”, siger Paulus, ”men for 

at vejlede jer som mine kære børn” (4:14). 

Vi har ikke noget andet brev i NT, der åbenbarer et sådant indblik i Paulus’ følelser. For egen risiko 

og regning havde han tilbragt 18 vanskelige måneder i Korinth. Men bagefter havde hans oprørske 

”børn” søsat personlige angreb mod ham. Paulus reagerede, som en hvilken som helst forældre ville 

reagere, hvis man blev informeret om et barns upassende opførsel. Hans humør i 1. Korintherbrev 

går fra vrede til skamfuldhed og fra sorg til forbitrelse og harme. 

Kapitel 3 for eksempel begynder med en hård lektion til ”spæde i troen”. Dette fører til en bitter 

sarkasme (4:8), der igen smelter over i ømme anmodninger fra deres åndelige fader. Seks gange i 

kapitel 6 spørger Paulus: ”Ved I ikke….?” Endelig kommer han i kapitel 7 til de praktiske 

spørgsmål, som var den egentlige årsag til hans brev. 

Apostlen Paulus var en usædvanlig veluddannet logisk person, som kunne flette historie og filosofi 

sammen på en særdeles begavet måde. Men han rugede også over de menigheder, han havde dannet 

på sine missionsrejser som en forældre. Han spurgte direkte korintherne: ”Skal jeg komme til jer 

med riset, eller med kærlighed og i mildhedens ånd?” (4:21). I brevet her ser vi lidt af begge dele. 

1. Kor. 4:8 

Paulus’ dybe og intense følelser kommer op til overfladen i dette skriftafsnit, hvor han anvender 

nogle af de skarpeste vendinger i hele NT. I vers 9 hentyder han til den romerske sædvane, der gik 

ud på at fremstille de gladiatorer offentligt, der var dømt til døden – en hjertegribende henvisning i 

lyset af den martyrdom, som ventede ham og de andre apostle. 

1. Kor. 5:5 

Den ret stærke frase, der bliver brugt i dette vers, har en parallel i 1. Tim. 1:20. Hvis nogen blev 

udstødt af menigheden og fra de kristne privilegier, var det for Paulus ensbetydende med, at de blev 

skubbet ud i den verden, hvor Satan regerede. I begge skriftafsnit understreger Paulus imidlertid, at 

handlingen havde til formål at lære overtræderen en lektie. 

1. Kor. 6:12 

De fraser, som bliver citeret her ”alt er tilladt mig”; ”maden er til maven, og maven til maden” 

synes at være en slags slogans, som korintherne havde brugt til at retfærdiggøre deres løsagtige 

opførsel. Paulus afviser ikke uden videre deres idèer, men påpeger derimod det ultimative resultat af 

deres udskejelser. 

292


1. Kor. 7:25 

I den ømtålelige diskussion omkring forholdet mellem ugift eller gift stand skelner Paulus 

omhyggeligt mellem det, der er hans personlige mening, og det, som er en klar åbenbaring fra Gud. 

Han forklarer i vers 29, hvorfor han nåede frem til disse konklusioner. 

Når alt går galt 

En menighed, hvis medlemmer er tidligere afgudsdyrkere, ægteskabsbrydere, tyve og 

drankere 

”Hvad angår det, I skrev…..” (7:1). 

Med et blink i øjet siger vi sommetider: ”Hvis noget kan gå galt, vil det gå galt”. Udtrykket, som er 

blevet kendt som Murphy’s Lov, bliver citeret af økonomer, sportsledere og borgmestre. Den 

menneskelige natur sørger på en eller anden måde for, at intet helt går, som vi havde forventet eller 

håbet på. Menigheden i Korinth er et ret godt eksempel på rigtigheden af Murphy’s Lov. 

Det kan ikke diskuteres, at de korinthiske kristne havde alle odds imod sig. Vi må forestille os en 

menighed, der bestod af omvendte afgudsdyrkere, ægteskabsbrydere, prostituerede mænd, tyve, 

drankere og svindlere (6:9-11). En menighed, der består af mennesker med en sådan baggrund, viste 

sig snart at stå overfor uoverskuelige problemer. Paulus stod ansigt til ansigt med kolossale 

udfordringer. For det første måtte han overbevise disse mennesker om, at de seksuelle aktiviteter, 

som havde været en del af den gudstjenesteordning, de havde praktiseret under deres gamle 

religion, var forkastelig og umoralsk. 

Første Korintherbrev er Paulus’ omhyggelige reaktion på den underskov af problemer af hvilke 

nogle var blevet fremført til ham som spørgsmål i et brev (7:1). Mange af hans svar har direkte 

forbindelse til Korinths lokale situation. I den kultur var det, som det er i muslimske lande i dag, et 

af hovedproblemerne for kvinderne, om man skulle have slør og hovedbeklædning på eller ikke 

(11:3-10). Det var også et problem for nogle nye kristne, om man kunne spise kød, som først var 

ofret til afguderne (10:18-33). 

Men andre af de problemer, som bliver taget op her, møder man i alle kulturer. Splittelser i 

menigheden, retssager, umoralitet, et liv i ugift stand, udstrækningen af kristen frihed, forskellige 

syn på gudstjenesteformen, vægtlægningen af gaven til at tale i tunger og andre åndelige gaver. Ikke 

alle vanskelighederne i Korinth vil dukke i menighederne i dag, men Paulus’ principper angår vores 

egne uforusigelige erfaringer af Murphy’s Lov. 

1. Kor. 9:22 

Efter at Paulus har håndteret de helt specielle spørgsmål, som var dukket op til overfladen i 

menigheden i Korinth, giver han to eksempler fra det virkelige liv. Det første, som er et positivt 

eksempel, retter blikket mod apostlenes egne måder at reagere på. Selv om de havde visse 

”rettigheder” og ”friheder”, så insisterede de ikke på at gøre brug af dem. Tværtimod! De 

tilpassede sig de menneskers sædvaner, som var rundt om dem for at få deres sympati. I kontrast 

hertil havde deres israelitiske forfædre (kap.10) konstant givet efter for deres egne svagheder. 

Paulus opmuntrer korintherne til at følge hans eget eksempel og ikke israelitternes (11:1). 

1. Kor. 11:5 

I mellemøsten var det sådan, at en kvinde, der viste sig barhovedet offentligt uden et slør, lod alle 

vide, at hun var løs på tråden. I nogle muslimske lande opretholdes denne skik den dag i dag. Paulus 

råd angik direkte den kulturelle situation i Korinth, hvor uregerlige kvinder forstyrrede 

gudstjenesten. 

Undervisning, der tager udgangspunkt i menneskelegemet 

293


Legemet har brug for et øje, og øjet har brug for et legeme 

”For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så 

mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus” (12:12) 

Kan man klare sig her i livet uden øjne? Naturligvis, men det kræver tilpasning. Man må i højere 

grad slå sin lid til andre sanser, og man bliver afhængig af venner eller måske af en fører-hund for at 

få den nødvendige hjælp. Uanset de tilpasninger man måtte foretage sig, vil vores legeme imidlertid 

forblive ufuldkomment uden øjne. Man ville ikke kunne iagttage farver og design og alle de visuelle 

herligheder, som verden stiller til skue. 

Et legeme uden øjne vil kunne klare sig, men et øje uden et legeme er utænkeligt. De smukkest 

tænkelige øjne på denne klode er livløse og værdiløse, hvis de bliver skilt fra kroppen. Øjne har 

brug for et legeme, som vil forsyne dem med blod og modtage nerveimpulserne. 

I kapitel 12 giver Paulus os en velgennemtænkt undervisningslektion i anatomi, der har et bestemt 

formål. Ved at sammenligne medlemmerne af Kristi menighed med lemmerne på et menneskes 

legeme, forklarer han nænsomt to komplementære sandheder, som korintherne ikke havde fattet. 

Alle dele af et legeme, siger han – fx et øje eller en fod – udgør et vigtigt element af hele legemet. 

Når blot et af lemmerne mangler, så lider hele legemer. 

Og fortsætter han, intet lem kan overleve, hvis det isoleres fra resten af legemet. For sig selv vil et 

øje være nytteløst. Alle lemmerne må virke sammen for at kunne udgøre et fuldt funktionsdygtigt 

legeme. 

Paulus slog sin lid til ”legemes-illustrationen” for at forklare både forskelligheden og enheden hos 

Guds folk. Analogien til legemet passer så godt, at han refererede til den en snes gange i sine 

forskellige breve. Det blev hans favorit illustration, når han skulle beskrive menigheden. 

En menighed, som var så uensartet som den i Korinth kendte til forskellighederne blandt de 

forskellige medlemmer, så Paulus Brev til dem understregede enhedsdelen af billedet. Hvordan kan 

forskellige typer af mennesker arbejde sammen i et åndeligt legeme? Han besvarede det spørgsmål 

med den berømte lyriske beskrivelse af kærligheden i kapitel 13. Efter det veltalende udsagn 

fortsatte han med nogle overvejelser omkring korinthernes forskellige åndelige gaver. 

Kap. 12 – 14 vedrører forhold, som bekymrede den sammensatte korinthiske menighed, og som 

stadig volder vanskeligheder i kirken i dag. Løsningen for os såvel som for mennesker på Paulus’ 

tid, er respekten, den enkelte må have for de andre medlemmer på legemet, og at modtage 

instruktioner fra hovedet, Jesus Kristus. 

1. Kor. 14:2 

1. Kor 12 – 14 fremstiller NT’s mest komplette undervisning om de overnaturlige gaver som fx 

gaven til at helbrede og til at tale i tunger. Paulus understreger to forhold: (1) ”Sensationelle” gaver 

må ikke gives højere status, end de fortjener (kap. 13 understreger, at enkel kærlighed er alt andet 

overlegen). (2) Disse gaver skal bidrage til velordnede og ordentlige gudstjenester og samlinger, 

ikke til forvirring. Korintherne syntes at gå til yderligheder med alting – hvad enten de kastede sig 

ud i umoral, fejrede Herrens nadver eller lod de åndelige gaver være i funktion. 

1. Kor. 15:8 

Paulus understreger de grundsandheder, som alle kristne må tro på: at Kristus døde for vores 

synder, at han blev begravet (at han virkelig døde), og at han opstod igen. Ved at opremse nogle af 

de mange mennesker, som så Jesus efter hans opstandelse, inkluderer Paulus sig selv, som den 

sidste. Han henviser til sit møde med Kristus på vejen til Damaskus (se Ap.G. 9). 

Den værste af alle farer 

Hvorfor skal man tro på et liv efter døden? 

294


”Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus 

ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom” (15:13-14). 

De fleste af de problemer, som blev rejst af kirken i Korinth angik levemåder. Efter at have tacklet 

alle disse problemer, vendte Paulus sig mod et sidste spørgsmål, der angik læren. Nogle mennesker 

i menigheden udfordrede den kristne tro ved at stille spørgsmål om livet efter døden. Døden er, 

sagde de, afslutningen. 

Mange mennesker har sat spørgsmål ved livet efter døden. På Jesu tid var der en jødisk sekt, der 

blev kaldt saddukæerne, som fornægtede opstandelsen fra de døde. Der er også mange tvivlere, som 

fastholder samme synspunkt i dag (buddhister, ateister og forskellige andre religioner). Paulus anså 

sagen om et liv efter døden som det mest eksplosive emne i den korinthiske menighed. 

Hvis der ikke er et evigt liv efter døden, tordnede han løs, så vil hele det kristne budskab være en 

løgn. Han selv, Paulus, ville ikke finde nogen som helst begrundelse for at fortsætte som en tjener 

for evangeliet; Kristi død ville kun have været spildt blod; og kristne ville være de mest ynkværdige 

af alle mennesker. 

Kapitel 15 væver den kristne tros tråde sammen for så vidt angår døden. Det viser, hvordan døden 

til slut bliver opslugt for at blive ikke enden, men en ny begyndelse. Opmuntret af en så 

triumferende kendsgerning, opsummerer apostlen Paulus sin vejledning til korintherne med en 

rungende udfordring til ”at stå faste”. 

1. Kor. 16:1 

Paulus’ dybe omsorg for de fattige i Jerusalem dukker ofte op i NT. Han minder om en indsamling 

her, præcis som han gjorde i Romerbrevet og i 2. Korintherbrev. Han vidste, at en udbredt omsorg 

for moderkirken i Jerusalem ville gøre meget for at fremme enheden mellem jøder og 

hedningekristne. 

Paulus 2. brev til Korintherne 

Et glædens og bedrøvelsens brev 

Hvorfor fejrer Paulus ikke sin sejr? 

”Ja, vi havde fældet dødsdommen over os selv, for at vi ikke længere skulle stole på os selv, men på 

Gud, som oprejser de døde” (1:9). 

Atleter har nogle gange en mærkelig reaktion på en stor sejr. En olympisk gymnast, som har trænet 

i 15 år, vågner måske op dagen efter sin guldmedaljepræstation og føler sig mærkeligt deprimeret. 

Det er et paradoks, at sejrens sødme kan iklæde sig en underlig bitter fornemmelse. 

Det kan måske føles endnu mere bittert, hvis et menneske i en eller anden anledning får overtaget i 

forbindelse med en personlig uoverensstemmelse. Et menneske, som vinder en afgørende retssag, 

bliver grebet af sympati for dem, som han vandt over. Den politiker, som jublende vinker til en 

begejstret skare på sejrens aften, har det skidt indvendigt, som følge af de stød og kvæstelser, 

personen har måttet døje – og har påført andre – under valgkampen. Den mand, som insisterede på 

en skilsmisse, forlader ofte forholdet med en følelse af skyld og bedrøvelse. 

Apostlen Paulus må have været plaget af lidt af den bittersøde fornemmelse, da han skrev 2. 

Korintherbrev. Han havde netop vundet en stor sejr ved at overbevise korintherne om, at de skulle 

komme over på hans side. Han havde været begejstret i sin ånd, da han hørte Titus’ nyheder om 

295


deres overvældende støtte til ham (7:6-16). Hans foregående brev, som blev skrevet med en vis 

personlig risiko, var blevet taget godt imod. Som en refleksion af Paulus’ triumf fornemmer vi 

spontant, hvordan dette brev bryder ud i en jublende lovprisning og taksigelse. 

Og så er sandheden alligevel, at i intet andet brev giver Paulus så åbenlyst udtryk for sine 

frustrationer. Umiddelbart efter en lidt reserveret hilsen, nævner han så voldsomme vanskeligheder, 

at ”vi opgav håbet om at bevare livet” (1:8). Utallige henvisninger dukker op til det spændte 

forhold, der har bestået mellem ham og korintherne. Paulus tænker højt, når han stiller spørgsmål 

ved, om han har været for hård; han erkender sin egen langvarige smerte. 

Andet Koritnerbrev, fyldt af henvisninger og personlige hentydninger, er mere at betragte som en 

slags dagbog end et åbent skrift. Hvis 1. Kor. er en analyse af problemerne i Korinthermenigheden, 

er denne fortsættelse en blotlæggelse af de problemer, Paulus selv oplevede. 

Han godter sig ikke over, at det var lykkedes ham at få korinthermenighedens støtte. Tværtimod gør 

han sig selv sårbar og lukker et vindue op ind til sit indre. Han beskriver sin stilling således: ”I alt 

er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades 

ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde” (4:8-9). 

Selv om tilfældige afsnit fra 2. Kor. kunne påvise forfatterens humørsvingninger, så viser brevet 

som helhed en ihærdig, principfast mand, der føler sig lettet. Paulus giver udtryk for lettelse over, at 

korinthermenighedens problemer er ved at være løst, selv om han også pointerer, at der er tegn på 

nye vanskeligheder og farer i menigheden. Han har altid flere grupper af læsere i tankerne. 

Majoriteten i menigheden, som støtter ham. Til dem har han kun varme og kærlige ord. Men også 

en minoritet af anderledes tænkende, som udgør en voldsom trussel mod menighedens enhed. 

Af alle Paulus breve er 2. Kor. det mest personlige brev. Han skrev det, da en intens stridighed med 

korinthermenigheden var ved at nå et højdepunkt. Som følge heraf får vi indsigt i Paulus’ 

fortvivlede sindstilstand. Han halvt undskyldte for at tale så åbenmundet og for, at det, han sagde, 

kunne opfattes som pral og for at bruge tid på tåbeligheder. 

Vi skal derfor læse 2. Kor., som om det var et personligt brev. Vi skal forestille os apostlens humør, 

mens han skrev, og læse de hentydninger, der er mellem linierne, som vil give os en forståelse for 

det forhold, han havde til menigheden i Korinth. Hvad var det hans fjender anklagede ham for? Vi 

skal specielt bemærke Paulus’ reaktion på kritik, specielt i de sidste 4 kapitler. Han beskriver visse 

begivenheder i sit liv, som ikke er gengivet andre steder. 

Vi vil også notere os, at Paulus samler flere løse ender op i dette brev: Han forbereder sig fx på et 

tredje besøg i Korinth og beder dem om at have fuldført en indsamling. Og mellem disse praktiske 

sager, så putter han særdeles vigtige ord ind om emner af stor vigtighed: lidelse, offersind og 

personlig tjenester. 

2. Kor. 1:8 

Paulus fortæller os ikke direkte, hvilke vanskeligheder han havde mødt i Asien; de første læsere har 

sandsynligvis kendt til disse vanskeligheder. Men fire forskellige steder i dette brev (kap. 4, 6, 11, 

12) beskriver han en ophobning af vanskeligheder, som voldte ham besvær i hans tjeneste. Han 

havde endog været udsat for livstruende oplevelser for nylig, og de havde bragt ham i dyb 

fortvivlelse. Men han overlevede og brugte nu sin nyfundne livskraft til at trøste og opmuntre de 

venner i Korinth, som viste ham omsorg. 

Et mystisk besøg 

Paulus brud med Korinthermenigheden 

”Jeg havde besluttet ikke at komme tilbage og gøre jer bedrøvede” (2:1) 

De mennesker, som prøver at stykke Paulus livshistorie sammen fra brudstykker i de to 

korintherbreve og Apostlenes Gerninger, bliver ofte skuffede. Paulus, som henvendte sig til venner, 

296


som kendte hans historie og livsvilkår indgående, så ingen grund til at repetere selvfølgelighederne i 

deres indbyrdes forståelse. Men for os, som læser disse breve hundredvis af år senere, ville en 

smule kronologi have hjulpet til at forklare hentydninger og Paulus’ følelsesmæssige sindstilstand. 

Mange bibelfortolkere tror, at der fandt to begivenheder sted, som Paulus kun henviser til i 

forbifarten: Besøget i 2:1, som også kaldes det smertefulde besøg, og det brev som blev skrevet 

”med megen bedrøvelse” (2:4; 7:8). 

I de første to kapitler forklarer Paulus en ændring af sine planer, hvorved han besluttede ikke at 

besøge Korinth, fordi han ikke ønskede at foretage endnu et besøg, som ville bedrøve dem (2:1). 

Hvilket besøg mon han tænkte på?? 

Under hans første besøg til Korinth, som varede i 18 måneder, blev menigheden dannet (Ap.G. 

18:11). Paulus ville formodentlig ikke have beskrevet det tidsrum som ”bedrøveligt”, for hans 

forhold til menigheden på det tidspunkt var grundlæggende godt. Han aflagde øjensynligt endnu et 

besøg i Korinth, som vi ikke hører om i Apostlenes Gerninger, som blandt andet indebar en pinlig 

konfrontation. 

Paulus planlagde et tredje besøg til Korinth, men udsatte det, fordi han ikke ønskede at rode op i 

uoverensstemmelserne. Senere spekulerede han på, om han skulle ændre planer for dette tredje 

besøg (12:14; 13:1) 

2. Korintherbrev nævner også et brev skrevet med megen bedrøvelse og med mange tårer (2:4; 7:8). 

Dette brev, som kom efter Paulus foruroligende andet besøg, havde så stærke vendinger, at han i 

virkeligheden frygtede korinthernes reaktion. Han havde travlt med at fortryde, at han havde skrevet 

dette brev. Mon det havde forvoldt et brud i deres forhold? Mens han prædikede i havnebyen Troas, 

ventede Paulus spændt på en rapport om deres reaktion gennem Titus. 

Man kan forestille sig Paulus fare ned til havnen, når skibe anløb fra Makedonien for at losse, mens 

han ihærdigt kiggede efter om Titus mon skulle være ombord. Da han umuligt kunne få fred i sit 

sind, forlod han opgaverne i Troas for at se, om han kunne finde Titus i Makedonien. 

De nyheder, Titus havde, beroligede til slut Paulus. Korintherne havde i virkeligheden omvendt sig 

(7:7-9) og ønskede nu at genetablere de brudte bånd. Paulus følte sig opmuntret og overvejede nu et 

tredje besøg, mens han skrev 2. Korintherbrev. Han brugte brevet til at genopbygge sit forhold til 

dem og til at beskrive nogle af grundende til, at han ønskede at komme. 

2. Kor. 2:14 

Når de romerske generaler vendte hjem fra krige, blev de æret med en triumfmarch, lidt ligesom vi 

har gjort med vore sportsfolk, når de vender hjem med fornemme sejre. Mens de sejrende hære 

således gik i parade med deres bytte og krigsfanger, var gaderne fyldte med duften fra brændende 

røgelse og fra duftene fra de festmåltider, som man var i gang med at berede. 

2. Kor. 3:2 

Kapitlerne 3 – 5 udgør et af Bibelens store afsnit om professionelt heltidsarbejde. Hvad betyder det 

at skulle fremstille Kristus her på jorden? I et forsøg på at svare på angreb forsvarer Paulus sin 

måde at arbejde på. Han beskæftiger sig med tjenestens ultimative mål og den Guds nåde, der 

kommer til udtryk ved, at han bruger ”lerkar” (4:7) til at fuldende sit værk. Men han siger, at det 

endegyldige bevis på effektivitet, er menneskers liv. På denne måde er korintherne selv Paulus’ 

bedste anbefalelsesbrev, for han var den første, der kom med evangeliet til dem. 

2. Kor. 4:7 

Hvor opbevarer vi kostbare smykker? Vi vælger et pengeskab eller en bankboks. Ingen af os ville 

vælge en papkasse. Alligevel er dette billede meget tæt på den måde Paulus beskriver sin tjeneste: 

”lerkar”. På hans tid var krukker omtrent ligeså almindelige og sikre, som papkasser er i dag. 

Den skat Paulus henviser til, er evangeliets ufattelige budskab: Guds herlige nyheder om tilgivelse 

og løftet om evigt liv. Det chokerende er, at Gud valgte at betro den skat til folk, som er som 

297


”lerkar”. Lerkrukker er helt ordinære, og de går let i stykker, og Paulus fortæller os, at begge dele 

gælder om ham. En udødelig Gud vælger helt almindelige mennesker som sine personlige 

repræsentanter. ”Og hvem duer til det?” spørger Paulus (2:16). Han beslutter sig for at henlede 

opmærksomheden på skatten i ham og ikke på sig selv. 

2. Kor. 5:1 

Paulus henviser ofte til sit skrøbelige og mishandlede legeme i dette brev. Men i dette afsnit ser han 

på den anden side af dette jordeliv til et fremtidigt liv, hvor, som han siger, vi vil have nye legemer 

”der ikke er bygget med hænder”. Kontrasten mellem telt og hus viser forskellen mellem et legeme 

i dette liv sammenlignet med det, som er i vente. 

2. Kor. 6:14 

Et åg er et stykke forarbejdet træ, som passer mellem nakkene på to dyr, hvis formål det er at 

trække en plov eller en vogn. Hvis man sætter en mindre, ivrig kalv sammen med en stor doven 

okse, ja så har man selv bedt om problemer. Paulus tænkte formodentlig på de falske lærere, som så 

ofte skabte forvirring i menigheden i Korinth, men hans kloge princip angår også mange andre 

alliancer mellem troende og ikke troende. 

2. Kor. 7:11 

Når Paulus skrev om lidelse, satte han ikke kun fokus på selve smerten, men på de kvaliteter 

lidelsen kunne foranstalte i de mennesker, som havde tro. I dette tilfælde henviser han til de 

følelsesmæssige lidelser, som korintherne havde oplevet på grund af hans brev. Selv om lidelsen var 

ubehagelig, så medførte den noget af uvurderlig værdi: En pludselig forandring i deres indstilling. 

2. Kor. 9:6 

I forbindelse med Paulus’ indsamling til de fattige appellerede han hovedsagelig til de kristnes 

ansvar med at hjælpe de mennesker, som er i nød. Men i dette afsnit går han i detaljer med 

gavmildhedens sidemandsgevinster. I virkeligheden beriger gavmildhed og den kommer giverne til 

gode, siger han. På samme måde kan en gave tjene som en måde at tilbede Gud på, og 

gavmildheden kan inspirere andre menneskers tror og taknemlighed. 

Glem ikke de fattige 

Et indsamlingsbrev fra Paulus selv. 

”Men enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en 

glad giver” (9:7). 

Der er ingen af os, der ikke modtager adskillige girokort i løbet af et år, hvor vi opfordres til at 

støtte både denne og hin indsamling til gavn for mange forskellige projekter. 

Paulus kunne ikke sende girokort ud, der var trykt på papyrus. Men 2. Kor. giver faktisk en direkte 

opfordring til at give en gave (kap. 8-9). Jødiske kristne nær Jerusalem var efter de rapporter, der 

indløb, faktisk på grænsen af en sultkatastrofe. Paulus benyttede krisen som en gunstig anledning 

for disse hedningekristne til at vise omsorg og til at demonstrere deres åndelige enhed med de 

jødiske kristne. 

I disse to kapitler skitserer Paulus en filosofi om den kristne givertjeneste, idet han fremholder Jesus 

som et eksempel. Han forklarer, hvad målet er med at give, og han lægger vægt på den holdning, 

som giverne bør have. Han lægger endda lidt pres på korintherne ved at angive eksempler på 

kristne, der var mindre velbeslået end korintherne (8:1-6; 9:1-5). 

Dette korte afsnit om at give viser Paulus’ vidtfavnende omsorg. Mens han stadig var ved at komme 

sig af sit personlige traume, havde han indvilliget i at få gang i en indsamling til gavn for de 

298


nødlidende i Jerusalem. Senere, mens han arbejdede på det projekt, holdt han en lille pause, mens 

han skrev det dybtgående teologiske skrift til romerne (Rom. 15:25-26). Hans lærdom dæmpede 

ikke hans iver for at udøve praktisk kristen kærlighed; hans omsorg for sjælene udelukkede ikke 

omsorg for deres udhungrede legemer. 

Paulus har fået nok 

Han svarer sine kritikere 

”Jeg siger igen: ingen skal tro, at jeg er vanvittig” (11:16). 

I vers 1 i kap. 10 sker der et dramatisk skifte i tonen. I de første ni kapitler fornemmer vi, hvordan 

Paulus er lettet på grund af de opmuntrende meldinger fra Korinth. Men disse sidste fire kapitler gør 

det klart, at der stadig herskede et vist fjendskab. I virkeligheden er der nogle, der mener, at dette 

afsnit er en del af det smertens brev, Paulus henviste til tidligere (2:4). Her ved slutningen af 2. 

Korintherbrev konfronterer Paulus frimodigt sine kritikere. 

Hvem var hans modstandere? Vi kan danne os et billede af dem, hvis vi sammensætter de anklager, 

Paulus besvarer gennem hele brevet. De var grundlæggende smålige uromagere. I deres øjne duede 

Paulus ikke til noget. 

Paulus’ fjender i Korinth havde bebrejdet ham, fordi han ikke havde aflagt dem besøg, som han 

havde stillet i udsigt. Og da han så endelig kom, sladrede de om ham ”min personlige optræden er 

svag og min tale for intet at regne” (10:10). De havde kritiseret ham, fordi han ikke havde taget sig 

løn, og så havde de antydet, at han misbrugte de indsamlede penge (8:20; 11:7-9). For så vidt angik 

disse overapostle (11:5) forekom Paulus på en eller anden måde samtidig både uanseelig og dog 

dygtig; både meget streng, men også verdslig. Nogle antydede endog, at han var ude af sig selv 

(5:13). 

Man kan næsten fornemme Paulus udbryde: ”Nu kan det være nok!”, mens han ruller ærmerne op 

for at imødegå anklagerne. Han insisterer på, at det er den korinthiske menigheds fremtid, der er på 

spil – ikke kun hans egen fremtid. Hvad føler han? Noget, der minder om den brændende jalousi en 

fader ville fornemme, som så sin uberørte datter blive lokket væk fra sin sande elsker (11:2-3). 

Disse fire bemærkelsesværdige kapitler viser lidt af Paulus’ lidenskabelige væsen. Han er så 

frustreret over at skulle forsvare sig selv, at det næsten virker, som han stammer i det, han skriver. 

Han er fast besluttet på at overbevise korintherne, at han alene er motiveret af et ønske om at tjene 

Gud, og ikke på nogen måde af egoistiske profithensyn eller magtsyge. Som en del af 

”bevismaterialet” oplister han en forbavsende række af fysiske lidelser, og han indvier sine læsere i 

personlige forhold, som vedrører hans åndelige liv, der bl.a. inkluderer en begivenhed, som stadig 

er omgærdet af mystik (12:1-6). 

Paulus synes at sige til korintherne og til os: Døm selv. Se på mit liv og vurder. På hvilken måde er 

jeg en tåbe? 

2. Kor. 10:7-18 

Paulus havde tilsyneladende et problem med sit image, og hans fjender benyttede anledningen til at 

latterliggøre hans uanselige personlige stil. Selv om han var gennemslagskraftig, direkte og 

engageret som taler, blev Paulus hånligt foragtet af dem, som foretrak en mere oratorisk 

imponerende stil med masser af fine vendinger i et blomstrende sprog (vers 10). Den slags talere 

har sikkert opnået både bifald og penge, men Paulus gik efter resultater i form af forvandlede liv, 

ikke personlig profit eller anerkendelse. 

I de næste 2 kapitler gennemgår Paulus sine kvalifikationer, men han roser sig også ”ironisk nok” af 

sine svagheder. Paulus synes at sige: ”Vurder en budbringer på basis af substansen af det 

evangelium han eller hun prædiker – ikke på basis af fine ord eller en smart stil. 

2. Kor. 11:24 

299


Apostlenes Gerninger gengiver mange af de begivenheder og prøvelser, Paulus kom ud for i sit liv, 

men dette skriftafsnit viser, at der også var adskillige andre forfærdelige oplevelser. ”Fyrre slag 

minus ét” var maksimumstraffen, som den jødiske lov tillod. Paulus var 5 gange blevet dømt af 

jøderne for sine aktiviteter som en kristen. I tilgift hertil blev han ofte dømt til fængselsstraf efter 

romersk lov, og sommetider slået med 

2. Kor. 12:7 

Bibelforskere er ikke enige om, hvad Paulus’ torn i kødet præcis er. Nogle mener, der er tale om en 

fysisk lidelse, der kunne være en øjensygdom, malaria eller epilepsi. Andre fortolker skriften 

således, at de mener, det er en åndelig fristelse eller en række af fejlslagne projekter, der har med 

hans tjeneste at gøre. Bibelen giver ikke noget klart bevis for arten af denne skavank eller lidelse. 

Ikke desto mindre understreger Paulus, at Gud tillod tornen ”at blive siddende”, uanset Paulus’ 

bønner om at måtte slippe, alt sammen for at lære ham en vigtig lektie om nåde og afhængighed. 

Denne konklusion er et ekko af Paulus’ tanker omkring korinthernes lidelse i kapitel 7. 

Galaterbrevet 

Ingen andenklasses kristne 

En protest mod troskabsbrud/forræderi 

”Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har 

forkyndt jer, forbandet være han!” (1:8) 

Paulus er vred. Man kan næsten forestille sig hans ansigt: Helt rød, med furer, der træder skarpt 

frem på grund af den spænding, der er i hans kæber. Efter sædvane hilser han sine læsere kort, og 

normalt bryder han så ud i en varm lovprisning af sine læsere. Men i dette brev er den sædvanlige 

varme tone afløst af chok og forfærdelse. Galaterne er truet af en krise, og Paulus åbner sit brev 

med et sønderknusende udfald mod de mennesker, som er ansvarlige. 

Når man imidlertid læser nogle få kapitler, undrer man sig over, hvorfor apostlen er så altereret. 

Galaterne synes uskyldige i forhold til korinthernes seksuelle afvigelser, etc. Paulus antyder ikke 

tilfælde af incest eller afgudsdyrkeri her. I stedet tager han almindelige dagligdags jødiske skikke 

og sædvaner op som deres afholdelse af højtider og fejringerne af gamle traditioner specielt 

omskærelse. Hvori består den alvorlige krise? 

Paulus forudså resultatet af galaternes tænkemåde: ved at lægge helt usædvanligt stor vægt på deres 

jødiske arv, ville galaterne snart komme til at devaluere det værk, som Kristus havde fuldført. De 

ville lidt efter lidt begynde at stole på deres egne menneskelige fortræffeligheder (at de holdt loven) 

for at vinde Guds gunst (3:1-5). 

Hvis galaterne fortsatte ad den vej, ville grundlaget for evangeliet smuldre. Troen på Kristus ville 

kun blive et af mange skridt mod frelsen – ikke det eneste. Selve evangeliet ville blive forvansket 

(1:6-9). 

Paulus så andre ildevarslende farer forude for den unge kristne kirke. Som en jødisk romersk 

statsborger, som talte græsk, så kendte han kun alt for godt den iboende menneskelige tendens til at 

se ned på andre mennesker. Romerske borgere følte sig mere end ikke-romerske statsborgere; 

grækerne så ned på romerne, og jøderne med deres specielle historie og højt udviklede religion følte 

en vis overlegenhed i forhold til andre kulturer. 

Galaternes insisteren på at ville overholde de strenge jødiske forordninger og regler ville medføre 

bivirkninger. Underfundige splittelser mellem kristne ville uundgåeligt snige sig ind. Troen på 

300


Kristus er god nok, men et menneske, der er blevet omskåret, og som holder den jødiske lov… det er 

langt bedre. I virkeligheden havde sådanne tanker allerede inficeret to højt agtede apostle, Peter og 

Barnabas. Omskårne kristne affærdigede de uomskårne som anden klasses borgere. 

Brevet til galaterne er således en protest imod forræderi. Det langer ud efter snigende farer, som 

ultimativt kan forvanske evangeliet og splitte kirken. Paulus insisterer på, at Jesus Kristus kom for 

at nedbryde mure mellem mennesker, ikke for at bygge dem. I ham er der hverken jøde eller 

græker, slave eller fri, mand eller kvinde (3:28). Troen på ham og ikke på et sæt love (2:16) åbner 

døren til at blive accepteret af Gud. 

Man kan læse galaterne som en dramatisk retssag. I den ene side af retssalen står Paulus’ anklagere. 

Disse ”judaister”, som har fulgt Paulus fra by til by, er overbevisende og magtfulde. De har spredt 

rygter og er gået imod Paulus’ version af den kristne tro. 

På den anden side sidder jurien eller domsmændene, de galatiske kristne. De har haft glæde af et 

varmt venskab med Paulus i det forgangne, men nogle af anklagerne imod ham er alvorlige. Havde 

han selv fundet på dele af det evangelium, han prædikede for dem? Havde Gud virkelig givet ham 

en speciel indsigt? Er det sandt, at hans budskab om ”frihed” vil føre til en svag, umoralsk kirke? 

Burde de vende ryggen til deres jødiske fortid og arv? 

Paulus, som selv fører sin sag, skridter hurtigt hen over gulvet i retssalen. Han debatterer og 

argumenterer på forskellig vis. Han er strengt logisk, giver en historisk oversigt og kommer med 

personlige vredesudbrud. Hans egen hæderlighed og i sidste ende Jesu Kristi hæderlighed er på spil. 

I emnevalg dækker Brevet til Galaterne stort set samme stofområde som Romerne. Men i stilart er 

det kendetegnet af en stridslysten ånd. Når man læser kan man jo prøve at forestille en retssal og 

selv vurdere, hvor effektiv Paulus er i sit forsvar. 

Gal. 2:11 

Galaterne 2 giver os et fascinerende kig ind bag scenen for så vidt angår beretningen om det 

jødisk/hedenske spørgsmål, som var ved at splitte den første kirke. Peter og Jakob, hvis sympati var 

hos de jødisk-kristne, opførte sig hyklerisk i deres måde at tackle hedningerne på, indtil Paulus 

konfronterede dem offentligt med deres hykleri. Apostlenes Gerninger 15 giver en mere detaljeret 

beretning om de officielle uoverensstemmelser, og også om, hvordan de til slut blev løst. 

Lovlydighed 

Kan vi selv gøre noget som helst for at få Gud til at elske os mere? 

”Men nu, da I har lært Gud at kende, eller rettere: er blevet kendt af Gud – hvordan kan I så atter 

vende tilbage til de svage og ynkelige magter?” (4:9). 

Før sin omvendelse var Paulus et af de mest lovlydige mennesker, som nogensinde har levet. Han 

var en loyal jøde, han forfulgte kristne, som gav afkald på jødedommen og den jødiske tradition for 

at følge Kristus. Hvis en person kunne nå Gud ved at adlyde loven, så ville han, som streng 

farisæer, have gjort det. 

Men i Galaterbrevet forkaster han den idé, at Guds kærlighed er betinget af, hvor mange regler vi 

adlyder. Lovlydighed er ligesom et bur. Det kan kun fordømme mennesker og sætte dem bag lås og 

slå. Paulus pointerer på det kraftigste, at ingen har overholdt alle Guds bud til fuldkommenhed og 

alle, som prøver, vil endegyldigt fejle (3:10-11) 

Kapitlerne 3-4 trækker skarpe kontraster frem: fange overfor fri; et beskyttet barn overfor en 

voksen. I må ikke handle som en slave eller et barn, siger Paulus. I skal handle som et privilegeret 

barn, som en arving til en mægtig formue! 

Galaterbrevet er blevet kaldt ”Det kristne frihedsbegrebs Magna Carta”. ”Til den frihed har 

Kristus befriet os” erklærer Paulus (5:1). Galaterbrevet lærer os, at der ikke er noget, vi kan gøre for 

301


at få Gud til at elske os mere – eller elske os mindre. Vi skal ikke gøre os fortjent til Guds kærlighed 

ved slavisk af følge bestemte regler. 

Martin Luther sagde, at Galaterbrevet var ”min egen lille ephistel! Jeg har trolovet mig selv til dette 

brev; det er mit Katherine von Bora (Luthers kone)”. Dette lille korte brev proklamerer, at Gud har 

givet sin kærlighed frit og for intet uden nogen som helst betingelser. Vi bør aldrig stoppe med at 

undre os over den forunderlige rækkevidde af denne sandhed, siger Galaterbrevet. Det ligger helt 

klart, at Paulus aldrig ophørte med at undre sig. 

Gal. 3:17 

I kap. 3 bruger Paulus gode argumenter for at sætte hele GT’s lov ind i et nyt perspektiv. Det var 

aldrig hensigten, at loven skulle kunne bane vejen til Gud, siger han (versene 11, 21). Loven blev 

derimod givet for at føre os til Kristus (vers 24) ved at overbevise os om det umulige i, at vi ved 

egen kraft kunne vinde Guds accept. For at bevise sin pointe nævner Paulus et 430 år langt tidsrum 

mellem Abraham og Moses. Gud gav sin løfter til Abraham, som levede mange år før Moses 

nogensinde fik loven; derfor var det en umulig tanke, at Abraham skulle kunne have været afhængig 

af loven. Guds løfter gik til slut i opfyldelse i Jesus, som Paulus kalder Abrahams ”afkom” (vers 

16). 

Gal. 4:16 

Paulus’ brev til Galaterne svinger mellem abstrakt argumentation og intens følelsesmæssig tryglen. 

Skriftafsnittet her viser, at Paulus engang havde haft glæde af et inderligt tæt fællesskab med 

galaterne. Han lider nu voldsomme kvaler, og han føler sig afvist, fordi de nu synes at vende ryggen 

til den tro, som han samvittighedsfuldt havde undervist dem i. Han oplever den fødendes smerte, 

siger han, mens han spændt venter på, at de skal komme på andre tanker (vers 19). 

Gal. 6:2 

Galaterbrevet indeholder noget af Paulus’ barskeste sprog, for han fornemmede en fare i horisonten, 

som kunne ødelægge menighedens tro. Men brevet indeholder også nogle af Paulus mest fortrolige 

og trøstende ord. Kapitel 6 beskriver et sindelag, der er kendetegnet af tolerance og tilgivelse mod 

dem, som begår fejl. Kapitlet forsøger også at opmuntre mennesker, som kører trætte i at gøre det 

gode, når det viser sig, at retfærdigheden ikke sker fyldest. 

Paulus bider fra sig 

Når frihed bliver farlig 

”For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, 

virksom i kærlighed” (5:6). 

Gennem årenes løb blev Paulus mere og mere bekendt med sine modstanderes udspekulerede måder 

at genere ham på i arbejdet med at sprede evangeliet. Galaterbrevet er et skoleeksempel på Paulus’ 

måde at imødegå kritik på. 

Paulus svarede først på deres personlige angreb. Nogle havde stillet spørgsmål ved hans ret til at 

kalde sig apostel. I kapitel 1 og 2 insisterer Paulus på, at han modtog evangeliet direkte fra Gud. 

Dertil kommer, at han har levet op til samtlige de kriterier, der kræves af en apostel. 

Kapitel 3 og 4 handler om Paulus syn og idéer. Var han gledet for langt fra GT’s lov og skikke? 

Nogle antydede, at Paulus prædikede et ufuldstændigt evangelium. Han svarede på disse 

indvendinger med at ræsonnement fra GT, hvor han fokuserede på Abraham, det jødiske folks 

fader. 

Så vendte Paulus sig mod mere praktiske sager. Eftersom han understregede friheden i modsætning 

til regler, blev han sårbar overfor kritik. Førte hans stærke understregning af frihed til en løssluppen 

302


moral? For at besvare det spørgsmål afsluttede han Galaterbrevet med en advarsel, selv om brevet 

blev skrevet med henblik på at gøre rede for begrebet frihed. 

”Hvorfor satte Kristus os i frihed?” spørger Paulus. For at bane vej for orgier, drikkegilder og 

troldom? Naturligvis ikke. Kristus friede os fra alle bekymringer om, hvorvidt vi ”gør 

tilstrækkeligt” for at behage Gud og fra at skulle iagttage en række nytteløse ydre handlinger. Til 

gengæld bør vi bruge denne frihed til at tjene hinanden i kærlighed og til at leve et åndsfyldt liv. 

Da Paulus’ argumenter var udtømte, og han følelsesmæssigt havde endevendt sig selv, konkluderer 

han: ”For om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør en ny skabelse” (6:15). En 

fange, der er blevet løsladt; en slave, der har fået sin frihed og et træ, der bugner af frugt – alle disse 

billeder fra Galaterbrevet signalerer liv, ja overflod af liv i åndens kraft, tilgængeligt og rede for 

enhver kristen. 

Paulus’ brev til Efeserne 

For de mismodige 

Gode nyheder til dem, som føler sig forladte og svigtede 

”Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds 

husstand” (2:19) 

Prøv at forestille dig, at du er et barn, der er blevet forladt på gaderne i New York. Dine forældre, 

der ville immigrere til USA, døde på skibet på vej til Amerika. Du har ingen penge og ingen 

familie. Du kan ikke tale engelsk. Du bliver overladt til at klare dig selv. 

Der var præcis den vanskelige situation omkring 30.000 forældreløse børn befandt sig i i 1850. De 

sov på gaderne, hvor de kunne. De klumpede sig sammen i kasser og olietønder for at holde på 

varmen. For at overleve stjal de fleste drenge, de fangede rotter, som de spiste eller rodede rundt i 

affaldsspande. Piger arbejdede sommetider som ”paneltyve” for prostituerede, idet de stak deres 

tynde hænder gennem kamuflerede åbninger i væggene for at stjæle et ur eller en tegnebog fra en 

kunde, der havde travlt med andet. 

Immigranter oversvømmede New York på den tid, og ingen havde tid eller penge til at tage sig af 

disse forældreløse børn – ingen undtagen en, som hed Charles Loring Brace, som var en 26 år 

gammel præst. Forfærdet over disse børns sørgelige tilstand organiserede han en enestående 

løsning: De Hjemløse Børns Tog. Idéen var enkel. Sæt hundredvis af børn på et tog, som kører mod 

vest og bekendtgør i byer langs med ruten, at hvem som helst kan gøre krav på en ny søn eller 

datter, når De Hjemløse Børns Tog tøffer gennem. 

På det tidspunkt, da det sidste tog For Hjemløse Børn, tøffede af sted mod vest i 1929, havde 

100.000 børn fundet nye hjem og nye liv. To hjemløse fra disse tog blev guvernører, en blev 

medlem af kongressen, og en blev højesteretsdommer. 

De Hjemløses Tog giver os et levende eksempel på Efeserbrevets budskab. For at fornemme 

Paulus’ entusiasme i dette brev, kan du prøve at forestille dig endnu en situation i dit liv som en 

gadeknægt i New York. 

Du har lært dig at overleve og klare sulten. Men en dag er der en, der tager fat i nakken på dig 

og sætter dig på et prustende og dampende tog pakket med hundredvis af andre unge, der taler 

fremmede sprog. Tre dage senere bliver du valgt ud af et venligt midaldrende par i Michigan, 

som præsenterer sig selv som Hr. og fru Henry Ford. Du bliver kørt (i en bil) til det største hus, 

du nogensinde har set, og de forklarer roligt, at du nu er en del af deres familie. Alt det, de har, 

er dit. Du kan bruge det og fornøje dig over det. Endeligt, næsten som ved et mirakel, har du en 

familie og et hjem – og hvilket hjem. 

303


Det er en fornemmelse noget lignende, Paulus forsøger at formidle i Efeserbrevet, som er et rigt 

brev, der mere udførligt behandler budskabet i Jesu lignelse om Den Fortabte Søn (Luk 15). Et stor 

”Velkommen hjem” banner er spændt ud over græsplænen, balloner svæver i luften og et orkester 

spiller. Kristne er blevet direkte adopteret ind i Guds familie. Dette er, for nu at sige det mildt, de 

gode nyheders brev. 

Hvis du føler dig mismodig eller undrer dig over, om Gud virkelighed har omsorg eller sætter 

spørgsmålstegn ved, om kristenlivet virkelig er besværet værd, så læs Efeserbrevet. Så vil man ikke 

længere føle sig som et forældreløst barn. Paulus beskriver de rigdomme, vi har adgang til i Kristus 

og peger på os, som Guds adopterede børn, som hans strålende første klasses udstillingsgenstande i 

hele universet (3:10). 

Efeserbrevet indeholder overvældende og forbløffende tanker. Paulus ønsker, at hans læsere skal 

fatte ”hvor stor bredden og længden og højden og dybden er i Kristi kærlighed” (3:18). Han 

benytter sit brev til at udtrykke denne kærlighed, og ikke et eneste sted sniger der sig en vemodig og 

trist stavelse ind. 

På mange måder er Efeserbrevet et opsummeringsbrev. De samme emner tages op i større eller 

mindre grad i både Brevet til Romerne, 1. Korintherbrev og 1. Thessalonikerbrev. Men i 

Efeserbrevet giver Paulus os et fuldstændigt overblik over evangeliets vældige plan. Først nu, siger 

Paulus, er Guds skjulte plan for hele historien blevet åbenbaret. 

Efeserbrevet kræver et nøje studium, fordi disse vældige tanker er presset sammen på så relativt få 

linier 

Ligesom ved andre af Paulus breve er Efeserbrevet delt op i to afsnit. Et, der handler om teologi og 

læremæssige forhold (kap. 1-3) og et afsnit, der handler om praktiske råd (4-6). Sidste halvdel 

beskriver i detaljer, hvordan vore liv bør ændre sig som et resultat af de vældige ting, der er 

beskrevet i første del. 

Ef. 1:13 

Kvægavlere brændemærker deres kvæg, skovarbejdere påfører træstammerne et nummer, højt 

rangerende mennesker forsegler deres vigtige papirer med et segl. Det handler alt sammen om at 

markere et ejerskab. Paulus forsikrer os, at tegnet på Guds ejerskab i forhold til de kristne er 

Helligånden. Derudover er han pantet, der er sikkerhed for vores arv. 

Ef. 1:19 

Gennem hele GT bruger Gud befrielsen ud af slavetilværelsen i Egypten som bevis på hans magt 

(Egypten var verdens stærkeste nation på det tidspunkt). ”Jeg er den Gud, som førte dig ud af 

Egypten”, siger han. NT fremhæver et endnu stærkere bevis: Guds kraft til at give de døde liv. 

Paulus erklærer, at denne selv samme livgivende kraft er tilgængelig for hver enkelt troende. 

Ef. 2:8 

Som en omvendt lovlydig farisæer holdt Paulus fast i evangeliets entydige sandhed: evigt liv opnås 

ikke ved at overholde rituelle regler (som han kalder ”gerninger”), men ved Guds nåde. Alligevel 

noterer han i dette afsnit, at Guds hensigt med os er, at vi skal ”gøre gode gerninger”. Paulus 

skiller helt klart tingene ad. Gode gerninger gør ingen forskel for så vidt angår at opnå Guds gunst, 

men de følger helt naturligt, når vi oplever Krisi kærlighed i vore liv. 

Ef. 2:14 

Paulus var som bekendt en jødisk missionær til hedningerne, hvorfor han også konstant skrev og 

talte om at bryde barriererne ned mellem jøder og hedninger. Jøder holdt sig adskilt fra hedninger 

på grund af mange kulturelle og religiøse barrierer. Måske var det mest levende symbol på denne 

adskillelse en mur i templet. Ikke-jøder kunne aldrig passere denne mur og komme længere ind i 

304


templet, og endnu en mur adskilte jødiske mænd fra jødiske kvinder. Her beskriver Paulus, hvordan 

Kristus en gang for alle endegyldigt nedrev ”den mur af fjendskab” (se også Gal. 3:28). 

Ef. 3:16 

Paulus bønner giver ofte et særdeles godt indblik i lokale forhold. Denne bøn (vers 14-21), og den i 

kap. 1 (versene 15-23) indikerer, at kirken i Efesus var velfunderet. I Efeserbrevet dvæler Paulus 

ikke ved aktuelle akutte problemer; han prøver i stedet at højne de unge kristnes forståelse, fordi de 

ikke fuldt ud har fattet rækkevidden af Guds kærlighed og nåde. 

Breve fra et fængsel 

Endelig er der tid til at give sig i kast med det største af alle spørgsmål 

”Jeg er et sendebud (ambassadør) i lænker. Bed om, at jeg ved evangeliet må få frimodighed til at 

tale, som jeg skal” (6:20). 

For at stimulere kreativiteten er der mange forfattere, der gerne vil opholde sig i et naturskønt 

område. Alligevel er kendsgerningerne, at noget af verdens mest berømte litteratur blev skrevet i det 

mest mærkværdige sted af alle – en fængselscelle. John Bunyan skrev sin Pilgrimsvandring et 

sådant sted. Den russiske forfatter Alexander Solzhenitsyns store produktion blev født bag pigtråd, 

ligesom det skete for hans landsmand Dostojevskis produktion. 

Dele af Bibelen blev også skrevet i fængsler. Efeserbrevet er et eksempel på et af Paulus’ 

”fængselsbreve” (sammen med brevene til Filipperne, Kolosenserne og Filemon). 

Et fængsel giver en forfatter en dyrebar fordel: tid til at tænke og reflektere. Da Paulus skrev sine 

fængselsbreve, rejste han ikke længere fra by til by, og slukkede de bål, som hans fjender havde 

tændt. Han var formodentlig blevet installeret i nogenlunde komfortable omgivelser (sandsynligvis 

en slags husarrest, der begrænsede hans færden ud af huset), og der kunne han så tage sandalerne af 

og slappe af og bruge al sin opmærksomhed på ædle tanker og idéer. 

Til forskel fra Paulus’ andre breve så har Efeserbrevet ikke et uopsætteligt problem på tapetet. Med 

et slags lettelsens suk, vendte apostlen sig mod det største af alle spørgsmål: ”Hvad er Guds 

overordnede mål for denne verden?” Paulus besvarer spørgsmålet på denne måde: ”At 

sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske” (1:10). 

Apostlen Paulus brugte ofte sprog fra atletikkens verden for at slå en pointe fast, og Efeserbrevet 

slutter med en velformuleret ”pep talk”. Helt i overensstemmelse med den positive stil i dette brev, 

så bebrejder Paulus ikke, og han kommer heller ikke med advarende ord; han begynder derimod 

”jeg formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik” (4:1). 

Paulus har allerede lært, at Kristus lever i den enkelte kristne – vi er hans legeme. Nu opmuntrer 

han sine læsere til at tænke på, hvad det betyder at repræsentere Kristus her i verden. Når 

mennesker ser på kristne, ser de så Kristi kvaliteter udstillet? 

Sidste halvdel af Efeserbrevet omhandler praktiske skridt mod kristen modenhed. Paulus blander 

enhver ny tanke ind i sit overordnede tema, idet han opfordrer os til at elske, som Kristus elskede, 

til at tilgive, som Kristus tilgav og til at overgive sig, som man ville gøre til Kristus (5:2; 4:32; 

5:21). 

Ironisk nok var det fængslets begrænsning, der gjorde det muligt for Paulus at gå i gang med 

opgaven. I Efeserbrevet kan Paulus næsten ikke præsentere en ny tanke, uden at Paulus bryder ud i 

en sang eller en bøn. Det kan derfor ikke undre, at den engelske digter Samuel Taylor Coleridge 

kaldte bogen ”det mest guddommelige værk et menneske har skrevet”. 

Ef. 5:21 

Mange læsere har kæmpet med det råd Paulus giver i de næste få vers. Denne enkle sætning anslår 

tonen for det, som følger efter; vi skal underordne os andre pga. af vores ærefrygt for Kristus. Med 

305


andre ord bør der altid være en tredje part involveret i en hvilken som helst menneskelig relation, 

nemlig Kristus, hvad enten det er mand – kone forholdet, barn – forældre forholdet eller slave – 

herre forholdet. Paulus opfordrer os til at tage vare på disse relationer i lyset af Kristi egen ånd. 

Ef. 6:11 

Efeserbrevet afsluttes med et præcist billede, som måske var inspireret af nogle af de romerske 

soldater, der gik i fuld rustning, mens de patruljerede de områder, hvor Paulus sad i fængsel. Paulus 

anskuede kristenlivet som en slags krigsførelse, og han ønskede, at hans læsere skulle være 

forberedt til kamp mod en farlig modstander. Bibelforskere har ofte noteret sig to detaljer: 1) Kun 

”åndens sværd” er et offensivt våben; den øvrige del af rustningen blev brug i forsvarsøjemed. 2) 

Ingen del af rustningen beskytter bagfra eller fra ryggen; Paulus havde ingen hjælp eller forslag til 

dem, som løb væk fra en åndelig kamp. 

Filipperbrevet 

Glade toner fra et fængsel 

Glæde, når man mindst venter det 

”I øvrigt, mine brødre, glæd jer i Herren” (3:1). 

Glæde. Ordet har en herlig hjertegribende atmosfære over sig. Men ligesom så mange andre ord, er 

det blevet drænet for mening og devalueret i årenes løb. Nu om dage bliver ordet ”glæde” måske 

mest brugt som udtryk for ”spænding” eller ”betagelse”. 

Vi forbinder glæde med noget man kan spare op til i månedsvis og så flotte sig med i forbindelse 

med oplevelser, der foregår i løftet stemning. En tur til fx Disneyland, et elastikspring, en tur med 

tilbageholdt åndedræt på en af verdens fedeste rutschebaner; eller måske en tur i en varmluftsballon. 

Paulus havde en lidt anderledes forståelse af ordet, som det også fremgår af dette brev. 

Filipperbrevet bruger ordet glæde i næsten hvert afsnit, men glæden, som det beskriver, forsvinder 

ikke efter at hjertet er begyndt at slå normalt igen. Glæd dig, siger Paulus, hvis en eller anden i 

selvhøjtidelig hovmod forsøger at stjæle rampelyset fra dig. Og det gælder også, når vi mødes af 

forfølgelse på grund af vores tro. Og når vi står ansigt til ansigt med døden. 

Sandheden er, at den bog i Bibelen, der konstant og mest konsekvnet giver udtryk for glæde, 

kommer fra pennen af en forfatter, der var lænket til en romersk vagt. Mange bibelfortolkere er af 

den opfattelse, at Paulus skrev Filipperbrevet i Rom omkring det tidspunkt, da Nero begyndte at 

smide kristne for glubende løver og at brænde dem som fakler, for at de skulle lyse op ved hans 

banketter. Hvordan kunne en fornuftig mand vie et brev til emnet glæde, når hans overlevelse var i 

alvorlig fare. Under de vilkår må man spørge sig selv, hvordan glæden overhovedet kunne trives. 

Paulus antyder et svar på ovenstående spørgsmål i et udbrud af veltalenhed i kap. 2 (versene 5-11). 

Dette fyndige versopdelte skriftafsnit har måske været en salme, som den første kirke var bekendt 

med. I disse vers behandler Paulus perspektiverne ved Kristi komme til jorden. 

I julehøjtiden fejrer vi den vidunderlige nat, hvor Gud kom til jorden som en baby. Men for resten 

af universet forekom begivenheden som en voldsom ydmygelse. Gud, som var universets skaber, 

iklædte sig et uanseligt menneskeligt legeme og udhold de begrænsninger, det medførte inklusiv en 

uhyggelig død. 

306


Paulus henviser til denne død for at vise, at Gud kan tage selv de mørkeste øjeblikke i historien og 

vende dem til noget godt. Korset, og det at Jesus ikke forblev død, beviser, at intet er så mægtigt og 

voldsomt, at det kan fjerne grundlaget for at glæde sig – glæde ”i Herren”, siger Paulus. 

Så den under normale forhold depressive situation ved at sidde i fængsel, bekymrede ikke Paulus. 

Da han skrev Brevet til Filipperne, må han have genkaldt sig sit første besøg til Filippi. Da fandt der 

jo en højst usædvanlig fængselsundvigelse sted: Fængslet brød sammen, men det gjorde fangerne 

ikke (Ap.G. 16:22-28). 

Selv når Paulus sad i fængsel i længere perioder, brugte Gud oplevelsen til at fremme evangeliets 

sag. Da han skrev Filipperbrevet, fandt der omvendelser sted blandt de romerske soldater i paladset. 

Disse soldater var jo tvunget til at lytte til Paulus daglige undervisning og tjeneste, fordi de var på 

vagt. 

Paulus opsummerer sin livsfilosofi i en berømt ”at være eller ikke være” enetale, der konkluderer, at 

”for mig er livet Kristus, og døden en vinding” (1:21). Gud er endog stærkere end døden, og det er 

årsagen til, at den kristne glæde ikke kan ødelægges. 

Brevet til Filipperne er enkelt og let at læse. Det er ikke en fin afhandling, men et varmt brev til 

venner. Derfor kan det næsten læses, som var det et personligt brev. På basis af de hentydninger 

Paulus giver, kan man prøve at forestille sig det forhold, der var mellem Paulus og filipperne. Hvad 

var det, der betød så meget for ham? Hvorfor spillede de så stor en rolle i hans liv? 

Brevet viser, hvordan Paulus kan finde glæde uanset omstændighederne her i livet. Brevet til 

Filipperne er et opbyggeligt skrift, der udfordrer os til at efterprøve mange af dets pointer. 

Fil. 1:7 

Selv om Paulus var en stærk personlighed, arbejdede han aldrig alene. Varmen, der strømmer os i 

møde fra denne bog, stammer delvis fra hans tillid til, at de kristne i Filippi var hans partnere (vers 

5), som sammen med ham var fælles om Guds nåde. Han slog sin lid til deres bønner (vers 19). Ved 

afslutningen af dette brev, vender Paulus tilbage til temaet ”samarbejdspartnere”, idet han glæder 

sig over filippernes kærlighed og omtanke (4:10-19). 

Paulus’ favorit menighed 

Når andre svigtede, stod disse venner bi 

”Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer” (1:3) 

Den kristne kirke har bestemt ikke haft et uplettet ry ned gennem historien. Hvis vi tager et 

tilfældigt udvalg af tillægsord, som mennesker har brugt til at beskrive kirken, så vil listen efter al 

sandsynlighed indeholde betegnelser som racistisk, fordømmende, snæversynet, splittet, 

højtravende. 

Jesu Kristi kirke har ikke levet op til de idealer, som Mesteren selv betroede den. Og ind imellem 

har kirkens svigt været så graverende, at vi helt har glemt, hvordan den egentlig burde være. 

Problemer eksisterede helt fra begyndelsen: Paulus’ breve til Galaterne, Korintherne og 

Kolossenserne flammer med harme over svagheder og mangler i den første kirke. 

Engang imellem dukkede der imidlertid en menighed op, hvor tingene fungerede og det imod alle 

odds. Menigheden i Filippi var en af disse sjældne forsamlinger. 

Fra dens fødsel havde menigheden i Filippi to handicaps imod sig. De første mennesker, vi hører 

om, der bliver omvendt, var en asiatisk jødisk købmand, en græsk slave (pige), der som 

bibeskæftigelse spåede folk og en barsk romersk fængselsbetjent (Ap.G. 16). Sagen er imidlertid 

den mere end 10 år senere, da Paulus skrev til menigheden, da kunne han ikke finde ord, der var 

varme nok til at udtrykke sin stolthed og hengivenhed. 

Paulus sagde pænt ”nej tak” til pengegaver fra andre menigheder af frygt for, at hans fjender kunne 

finde på at fordreje sandheden og anklage ham for at være en svindler. Men han stolede på 

307


filipperne. Mindst fire forskellige gange satte de ting til side for at imødekomme hans behov. Og de 

sendte også Epafroditus på en besværlig rejse for at tage sig af Paulus i fængslet. 

Paulus skrev i virkeligheden Brevet til Filipperne hovedsagelig for at sige tak for alt det, som hans 

venner havde gjort for ham. Dets lyse, lykkelige tone reflekterer den glæde, han følte for sin favorit 

menighed. 

Ikke desto mindre kunne Paulus ikke modstå fristelsen, når han havde anledning til at give lidt 

faderlige gode råd. I en tone som passer sig for en snak ved pejsen, advarede han mod farer, der let 

kunne dukke op: splittelser, et stænk af fuldkommenhedslæren og strejftog af de folk, som havde til 

hensigt at føre kristne tilbage til jødedommen. Men han vendte altid tilbage til det underlæggende 

tema om glæde, som var en følelse, der var let at fremkalde, når Paulus tænkte på filipperne. 

Fil. 2:12-13 

Brevet til filipperne er en praktisk bog, der præsenterer teologi på en ligefrem og enkel måde uden 

de store ord og armbevægelser. Disse vers beskriver både de menneskelige og de guddommelige 

elementer i vores tro: vi ”arbejder på” vores frelse, og trods det ”virker” Gud i os for at fuldføre 

værket. Fil. 3:16 giver udtryk for et lignende paradoks: Paulus opfordrer os til, at vi ”så vidt vi er 

kommet, vandrer fremad i samme spor”. 

Fil. 2:25 

Dette skriftafsnit om Epafroditus viser de varme følelser, der er mellem Paulus og kirken i Filippi. 

Hvis Paulus var fængslet i Rom, som mange Bibelfortolkere tror, så rejste Epafroditus mere end 

1200 km for at være sammen med ham. Han følte sig fysisk dårligt tilpas, mens han var hos Paulus, 

og nu vendte han tilbage til Filippi, og med sig havde han dette brev, som han afleverede personligt. 

Fil. 4:2 

Selv om disse to kvinder var årsag til nogle vanskeligheder i Filippi, spillede kvinder en ret positiv 

rolle i denne kirke. I virkeligheden var den første omvendte Paulus oplevede i Europa Lydia, som 

var en forretningskvinde. Paulus mødtes med hende og en gruppe kvinder ved en flod, og senere 

boede han i hendes hus (se Ap. G. 16). 

Fil. 4:13 

Paulus, som havde oplevet skibsforlis, afstraffelser og fængslinger havde set bagsiden af livet. Han 

havde også oplevet materiel fremgang. Begge, siger han, giver anledning til fristelser. Men Paulus 

havde opdaget en hemmelighed til tilfredshed i alle situationer: hans dybe personlige oplevelseaf 

livet med Kristus. Deri fandt han styrke til at håndtere alt, han mødte. 

Paulus’ brev til Kolossenserne 

Imødegåelse af sekter 

For alt, der har værdi, findes der også en forfalskning 

”Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag” (2:8) 

Der er ingen af os, som ikke har bemærket dem, når de forsøger at sælge deres budskab gennem 

skrifter og bøger, som de deler ud. Vi har som regel kun skuldertræk til overs for dem, og vi anser 

dem for at tilhøre en eller anden mærkværdig sekt. Men det er kun til det øjeblik, vi hører om, at en 

eller anden bekendts datter eller søn er blevet bondefanget. Sådanne børns forældrene forsøger ofte 

desperat at komme i kontakt med deres barn. Man hyrer måske oven i købet privatdetektiver i et 

forsøg på at få barnet reddet ud af sekten. Men det er ikke enkelt. Sønnen eller datteren har jo valgt 

at gå ind i sekten ”frivilligt” og med egne ord bedyrer han/hun, at han ikke ønsker at forlade sekten 

mere, og det bliver mere end antydet, at det forældrene aldrig formåede at give, det erhverves nu i 

308


rigelige mængder gennem netop den pågældende sekt. Det er ikke problemløst at tilslutte sig en 

sekt. 

Sekter eksisterer i alle tænkelige varianter. Vi har hørt om ”New Age bevægelser”, Hare Krishna 

eller Scientology. Deres krav til medlemmerne er ubønhørlige: Et livslangt disciplineret liv og 

fuldstændig loyalitet. Til gengæld skorter det ikke på løfter: Sekten er vejen til en hemmelig, skjult 

kundskab, der kun er tilgængelig for efterfølgerne. 

Byen Kolossæ fra det første århundrede udgjorde det perfekte miljø, hvor sekter kunne dannes. 

Byen var anlagt ved en af hovedhandelsruterne fra Østen, hvorfor der også dukkede en stadig strøm 

af orientalske handelsfolk op, som kunne berette om mystiske religiøse ideer. Selv jøderne i disse 

områder tilbad engle og flodånder. 

De første kristne stod snart ansigt til ansigt med forskellige variationer af evangeliet. Dengang som 

nu var det kun de færreste sekter, som fuldstændig fornægtede Jesus Kristus. Deres anliggende var 

kun at passe evangeliet ind i et mere kunstfærdigt og spiseligt skema. De lærte bl.a., at Kristus og 

enkle former for gudstjenester var helt i orden for nybegyndere, men for så vidt angik ”de dybere 

ting om Gud”, ja så var det nødvendigt med andre boller på suppen. 

Det bedste forsvar 

Paulus giver os ikke en fuldt dækkende forklaring på den ”filosofi og det tomme bedrag” (2:8), som 

kolossenserne stod ansigt til ansigt med. Ud fra teksten og Paulus’ argumenter kan vi udlede, at 

filosofien må have indeholdt elementer af jødisk lovtrældom blandet med engletilbedelse, græsk 

filosofi og en streng selvfornægtelse. 

Det bedste forsvar er som bekendt en veltilrettelagt offensiv. I stedet for at angribe hver enkelt af 

disse mærkværdige trosretninger punkt for punkt, imødegik Paulus vranglæren med positiv teologi. 

De principper han redegjorde for i dette brev kan bruges den dag i dag, når vi skal bedømme 

moderne sekter. 

”Kristus er tilstrækkelig”, erklærer Paulus. Han er Gud. I ham bor hele guddomsfylden. Det var 

Ham, som skabte verden, og han er årsagen til, at alting eksisterer. Alle de mysterier, rigdomme og 

al den visdom, man kan ønske sig, findes i personen Jesus Kristus; der er absolut ingen som helst 

grund til at søge andre steder. 

Direkte adgang til Gud 

Vi behøver ikke at nærme os Gud indirekte gennem forskellige typer af engle eller andre guder. 

Jesus har slået bro over afgrunden mellem Gud og os. Det er ikke nødvendigt for os at bevise vores 

værd gennem en pletfri vandel. Vi kan nærme os Gud direkte og frimodigt på grund af Kristus. 

For så vidt angår jødiske leveregler, ja så var de kun skygger, som blev overflødiggjort, da Kristus 

kom. Derfor er der al grund til at koncentrere sig om den skikkelse, som Gud sendte her til jord. 

Paulus erkender, at før Kristus kom, var mysteriet en hemmelighed og skjult for alle tider og slægter 

(1:26). Men med Kristus er alt åbenbaret og kundgjort. Guddomsfylden – Kristus – levede, døde og 

opstod fra de døde i fuld åbenhed. Hvorfor i alverden skulle man lade sig tilfredsstille med 

forfalskninger, når det ægte er helt og fuldt tilgængeligt. 

Selv om dette brev blev skrevet for at imødegå helt specielle problemer i menigheden i Kolossæ, så 

indeholder brevet nogle af Paulus mest velformulerede sætninger om Jesus Kristus. Kapitel 1 

indeholder et af de forunderligste afsnit (1:15-20), som måske har været brugt som en salme af de 

første menigheder. Vi bør notere os, hvordan Paulus i dette brev konkluderer alle sine argumenter 

med at referere til Kristus. 

Kapitel 2 og 3 tager hånd om de farlige tendenser i Kolossæ, som vi allerede har omtalt. Paulus 

argumenter imod en ”mysterie religion” ved at slå fast med syv tommers søm, at hele 

guddomsfylden bor i Kristus. 

Kol. 1:21 

309


Selv om Paulus’ breve ofte bevæger sig ud på teologisk dybt vand, så kommer han altid tilbage til 

praktisk livsførelse. Hvad forskel gør teologi i vores dagligdag? Det foregående afsnit (versene 15- 

20) indeholder en komprimeret opsummering af Kristi absolutte ophøjethed og overherredømme. I 

næste vers forholder Paulus sig til de praktiske konsekvenser: Kristi ophøjethed og vældige kraft 

distancerer os ikke fra Gud. Tværtimod. Det er på grund af hans vældige kraft, at vi forsones med 

Gud. Han alene kan bygge bro over den uendelige afgrund mellem Gud og menneskeheden. 

Kol. 2:16 

På Paulus’ tid omfattede lovtrældom bestemte spiser, festdage, som skulle overholdes og en række 

religiøse ceremonier. I disse to afsnit fortæller Paulus, hvorfor sådanne leveregler, som kan 

forekomme at være ”åndelige”, i virkeligheden kan føre et menneske væk fra Gud. Senere i kap. 3 

beskriver han i detaljer, hvad et helligt liv i sandhed er. 

I dette brev beskriver Paulus det kristne liv meget optimistisk. De kristne i Kolossæ søgte efter 

”fylden” på samme måde som moderne mennesker gerne vil ”realisere sig selv”. Paulus slår først 

fast, at Jesus indeholder hele Guds fylde. Bagefter forsikrer han, at ”den virkelige guddomsfylde” 

kun findes i Kristus (vers 10). 

Kol. 3:1 

Hvis man nu skulle undre sig over, at Kolossenserbrevet virker bekendt, er det ret forståeligt. 

Paulus’ breve har en tendens til at følge et vist mønster: en hilsen, en bøn, nogle teologiske 

læresætninger og nogle praktiske formaninger om, hvordan vi bør leve. Kolossenserbrevet 

forekommer specielt bekendt, fordi mange af dets vers er genkendelige fra Efeserbrevet. 

Efeserbrevet indeholder 155 vers, af hvilke de 78 er gengivet i en eller anden form i 

Kolossenserbrevet. 

Kol. 3:11 

Ordet ”barbar” hentyder til de mennesker, som ikke talte græsk. For civiliserede mennesker på den 

tid lød deres sprog som en stammende form for gentagelse af de samme stavelser – barbarbarbar. 

Deraf ordet barbar. Skytere blev på samme måde betragtet som uciviliserede og brutale. Ved at 

nævne sådanne folk understregede Paulus den altomfattende spændvidde af Guds nåde. 

Kol. 4:12 

Det er karakteristisk i Paulus’ breve, at han altid afslutter med nogle personlige meddelelser. 

Epafras, som bliver nævnt to gange i Kolossenserbrevet (1:7, 4:12), tjente sammen med Paulus, og 

det kan have været ham, som grundlagde menigheden i Kolossæ. I Paulus brev til Filemon, som er 

meget kort, nævner Paulus (vers 23) ham som en medfange. Hovedpersonerne i Brevet til Filemon, 

nemlig Filemon og hans slave Onesimus, kom også fra Kolossæ, og Paulus henviser til en længe 

ventet anledning til et besøg i Kolossæ i sit brev til Filemon (vers 22). 

Paulus’ 1. brev til Thessalonikerne 

Hvorfor lykkedes Paulus med sit forehavende? 

Paulus viser omsorg for den by, som engang jagede ham væk 

”Hvordan skal vi dog kunne give Gud tak til gengæld for al den glæde, vi har af jer over for vor 

Gud” (3:9). 

En nulevende evangelist beklagede sig: ”Hvor som helst Paulus besøgte en by, iværksatte byens 

indbyggere optøjer; når jeg besøger en by, spørger de, om jeg vil have en kop te”. Menigheden i 

310


Thessalonika blev, som så mange andre af Paulus menigheder, født under voldsomme 

omvæltninger. En gruppe vrede uromagere blev stødte over Paulus’ arbejde og jagede ham ud af 

byen, mens de anklagede ham for at være skyld i ”at hele verden var i oprør” (Ap.G. 17:6). 

Almindeligvis starter mennesker ikke et opløb uden en god grund, og i Paulus’ tilfælde havde de en. 

Næsten på alle de steder han aflagde besøg, blev der dannet en entusiastisk menighed, der 

fremprovokerede jødernes og de romerske herskeres jalousi. 

Dette brev, 1. Thessalonikerbrev, giver os vigtig forståelse af grunden til, at Paulus lykkedes så godt 

med at danne menigheder, som han gjorde. Man er enige om, at 1. Thess. er et af Paulus’ tidligste 

breve, der efter al sandsynlighed daterer sig til omkring år 50 eller 51. Brevet giver os et 

førstehåndsindtryk af Paulus’ rolle med den nystartede missionerende kirke kun ca. 20 år efter Jesu 

Himmelfart. 

Engang blev John og Charles Wesleys moder spurgt, hvilken af hendes ti overlevende børn hun 

elskede mest. Hun svarede: ”Den, som er syg, indtil han bliver rask, og den, som er væk fra 

hjemmet, indtil han kommer tilbage”. Hvis nogen havde spurgt Paulus om, hvilken menighed han 

havde mest omsorg for, ville han efter al sandsynlighed have svaret: ”Den med flest problemer, 

indtil den har det godt, og den, jeg har været længst væk fra, indtil jeg vender tilbage”. 

Mens Paulus boede hos Thessalonikerne, var han mild og kærlig, ”som en mor tager sig af sine 

børn” (2:7). Senere, da han var langt væk, skrev han, som om han kun havde dem i tankerne hele 

dagen. I 1. Thess lovpriser han deres stærke sider, pylrer over rapporterne om deres svagheder og 

takkede vedvarende Gud for deres åndelige fremskridt. 

Nogle af menighedens medlemmer havde sat spørgsmålstegn ved Paulus’ motiver, så derfor 

begynder han sit brev med en omhyggelig gennemgang af den tjeneste, han havde øvet blandt dem. 

På den tid forsøgte omrejsende religions- og filosofilærere at score kassen på de steder, hvor de 

kom; Paulus mindede Thessalonikerne om, at han havde arbejdet nat og dag for at undgå at blive en 

finansiel byrde. Det var også med smerte, at han forklarede, at det var uundgåeligt, at han var 

fraværende. 

1. Thess. er anderledes end de fire breve, som er placeret før, fordi brevet, ulig disse andre, ikke 

indeholder meget teologi. Brevet giver os tværtimod indblik i en elsket missionærs taknemlighed, 

skuffelser og glæder. Paulus kan ikke lade være med at tænke på den menighed, han måtte 

efterlade. En af grundende til Paulus’ succes må helt sikkert have været, at det ikke blot var de 

forskellige menigheder, som havde efterladt et voldsomt indtryk på Paulus. Paulus havde også 

efterladt et uudsletteligt indtryk på menighederne. 

Dette brev giver os et bevægende glimt af Paulus som pastor. Paulus besøgte Thessalonika på det 

tidspunkt, hvor han stod ansigt til ansigt med store vanskeligheder i sin tjeneste. Fjender og 

modstandere fulgte ham fra by til by (se Ap.G. 16-17). Efter at Paulus var rejst, blev menigheden 

ved med at møde modstand. 

Første Thessalonikerbrev er vores tidligste beretning om vilkårene og forholdene i en kristen 

menighed. Paulus skrev dette brev efter, at han havde modtaget en i det store og hele positiv rapport 

fra Timoteus om Thessalonikerne åndelige sundhedstilstand. Han glædede sig over de gode 

nyheder, men han viste også omsorg for kirkens problemer. 

Vi bør notere os nogle af de emner Paulus beskæftiger sig med i brevet: Kristne stillede fx 

spørgsmål om Jesus andet komme, og man var uenige om forhold vedrørende moral. Men det 

vigtigste er at være på udkig efter de tegn, vi finder på Paulus forhold til menigheden i 

Thessalonika. 

1. Thess. 2:9 

Paulus sørgede selv for sit underhold ved at arbejde med sit håndværk (teltmager) i modsætning til 

at modtage støtte fra andre. Han gjorde det på den måde for at undgå enhver mistænkeliggørelse 

om, at han havde finansielle fordele af sit åndelige arbejde. Hos Thessalonikerne medførte hans 

311


hårde arbejde endvidere den fordel, at det var et godt eksempel over for dem, som havde frasagt sig 

deres job, fordi de forventede Kristi snarlige genkomst. 

1. Thess. 3:4 

1. Thess. brev antyder, at nogle af menighedens medlemmer havde sat spørgsmålstegn ved Paulus’ 

reelle motiver for så vidt angik deres menighed. Under hele sin tjeneste måtte Paulus udholde 

konstant kritik og personlige angreb. Her svarer han ved at gennemgå sit forhold til menigheden. 

Dette afsnit (2:17-3:10) går i detaljer om Paulus’ forgæves forsøg på at aflægge et personligt besøg, 

der så endte med, at han sendte Timoteus som budbringer. 

1. Thess. 4:13 

Bibelen bruger sommetider ordet ”at sove ind” for at beskrive de menneskers situation, som er 

døde. I dette afsnit besvarer Paulus et spørgsmål, som Thessalonikerne havde stillet. Hvad med de 

mennesker, som ville dø inden Kristi andet komme? Hvad ville der blive af dem? Paulus forsikrer 

dem, at alle mennesker i Kristus ville opnå evigt liv – det gjaldt ikke kun dem, som ville være i live, 

når han kom tilbage. 

At forberede sig til enden 

Optaget af Jesus genkomst 

”Om tider og timer har I ikke brug for, brødre, at der skrives til jer” (5:1) 

Op gennem historien er mennesker, som har proklameret Jesu snarlige komme, trådt frem. I 

perioder er dette budskab blevet prædiket igen og igen, som var det den vigtigste teologiske 

læresætning. 

Dette brev gør det klart, at for nitten hundrede år siden ventede mennesker allerede på, at løftet om 

Jesus genkomst skulle gå i opfyldelse. Sandheden er, at de var bekymrede. De undrede sig over, 

hvad der ville ske med mennesker som døde, før Jesus vendte tilbage? Ville de på en eller anden 

måde gå glip af livet efter døden. Paulus giver et direkte og opmuntrende svar. 

Thessalonikerne havde gode grunde til at være optaget af fremtiden. De levede i konstant fare for at 

blive forfulgt af myndighederne. Når som helst kunne et bank på døren eller lyden af fodtrin uden 

for huset betyde fængsling eller død. Forståeligt nok så den nye menighed frem til Jesu andet 

komme med længsel og håb. 

Paulus forsikrede dem om, at håbet for fremtiden var velfunderet, hvad enten de var i live eller ikke 

til at bevidne Jesu genkomst. Men han advarede imod at fokusere overdrevent meget på fremtiden. 

Han opfordrede thessalonikerne til at komme i gang med at arbejde igen, og det mere end antyder, 

at nogle meget entusiastiske medlemmer havde opsagt deres job for at gøre sig klar til Jesu 

genkomst. Paulus’ gode råd var, at man skulle lev et stille og roligt liv og passe den daglige dont 

(4:11). 

Thessalonikerne var kun de første i en lang række af kristne, der var meget optaget af fremtidige 

begivenheder. Hele generationer har siden været fanget ind af vanvittige spekulationer om det 

nøjagtige tidspunkt og sted for det andet komme, kun for at se alle deres forudsigelser og 

spekulationer gå i vasken. Paulus afviser sådanne spekulationer (5:1-2). I stedet præsenterer han 

dem for den rette måde og den forkerte måde at forberede sig på Jesu genkomst. 

Paulus ser ikke nogen grund til at slå alarm. Jesus kommer igen, når han kommer. Den milde tone i 

hans irettesættelser indikerer hans tillid til thessalonikerne. Han anmoder dem om, at de følger Gud 

”endnu mere”, som de jo i virkeligheden allerede gjorde (4:1,10; 5:11). 

Historien fortæller os, at de første læsere af dette brev, tog Paulus’ ord til sig. På trods af snigende 

problemer (4:3-12), fortsatte menigheden i Thessalonika med at vise livskraft og sundhed i mange 

312


år. Disse kristne forblev så trofaste selv gennem forfølgelser, at deres by blev kendt som 

”Ortodoksiens by”. 

Paulus’ 2. brev til Thessalonikerne 

En patient, som ikke fulgte de foreskrevne anordninger? 

Når gode råd bliver afvist 

”Men I, brødre, må ikke blive trætte af at gøre det gode” (3:13). 

Vi går til lægen med en skavank, og han giver os nogle anvisninger, som vi skal følge og noget 

medicin, som vi skal tage. Engang imellem sker det så, at det hele går så godt, at vi ser stort på 

anvisningerne og dropper medicinen midt i kuren. Når skavanken så vender tilbage med forstærket 

smerte og ubehag, ja så kan lægen jo godt have svært ved at finde en grimasse, der kan passe. Han 

gentager, hvad han sagde i første omgang i en lidt mere brysk tone, udskriver nyt medicin med 

strenge ordrer om, at alle tabletterne skal spises. 

Paulus’ andet brev til Thessalonikerne ligner et sådant ”besøg nr. 2” hos lægen. Hvis vi noterer os 

de emner, Paulus dækker i brevet, opdager vi en forbløffende lighed med de emner, han 

beskæftigede sig med i sit første brev. Der var Jesu andet komme, åndelig vækst og dovenskab 

blandt nogle, der ikke havde et arbejde. En lidt barskere og en mere formel tone har imidlertid afløst 

den varme og ømme tone fra det første brev. 

Det er helt åbenbart, at thessalonikerne ikke lyttede særlig godt til Paulus’ råd første gang. Paulus 

skrev dette andet brev blot nogle få måneder senere og opsummerede sit budskab på denne måde: 

”Stå derfor fast, brødre, og hold jer til de overleveringer, som I er blevet undervist i, hvad enten det 

var i ord eller brev fra os” (2:15). I stedet for at smigre kommanderer Paulus. 

Emnet, Jesu genkomst, dominerer 2. Thessalonikerbrev mere end noget andet emne. Menighedens 

medlemmer var skræmte på grund af en falsk rapport, som angiveligt skulle stamme fra Paulus, der 

hævdede, at de sidste tider allerede havde indtruffet (2:2). Paulus afviser rapporten og pointerer, at 

der er adskillige begivenheder, som skal finde sted før Herrens Dag indtræffer. 

Her, som mange andre steder, fokuserer Bibelen ikke på de sidste tider på en abstrakt og teoretisk 

måde. Tværtimod, der drages nogle praktiske slutninger, der angår måden, vi bør leve på. Paulus 

anmoder sine læsere om at være tålmodige og standhaftige. Han beder dem om at stole på, at Jesus’ 

genkomst til slut vil medføre, at retfærdigheden sker fyldest her på jorden, og opfordrer dem til at 

leve et værdigt liv med henblik på den dag, og påbyder dem ikke at tolerere dovenskab – samt en 

opskrift på et godt helbred, som har ligeså stor styrke og aktualitet i dag. 

Andet Thessalonikerbrev har mange paralleller til Første Thess. De kristne i Thessalonika kæmpede 

stadig med store problemer, og hvert af de tre kapitler i dette brev tager et problem op. 

Kapitel 1 opmuntrer kristne, som oplever forfølgelse på grund af deres tro. 

Kapitel 2 går direkte til angreb på den falske lære om Herrens Dag. Rygter om Herrens Dag havde 

forårsaget visse spændinger og spekulationer, som førte til de åbenbare fejltagelser, som Paulus 

korrigerer i kapitel 3. 

Paulus’ helt konkrete meldinger om det, som må ske før Herrens genkomst, har gjort dette brev til 

et nøgleskrift for så vidt angår profeti i NT. De afsnit, hvor der er nedskrevet profetier, forklarer 

ikke altid sig selv, og derfor er det altid nyttigt at have kommentarer etc. til at fremme forståelsen. 

313


Selv om 2. Thess. er Paulus’ korteste brev til en menighed, så indeholder det fire af hans bønner. 

Man bør specielt notere sig Paulus’ omsorg for thessalonikerne, som det kommer til udtryk i hans 

bønner. 

2. Thess. 1:6 

Er livet uretfærdigt? Spørgsmålet volder vanskeligheder for alle, som bliver forfulgt, eller som ser 

mennesker profitere, selv om grundlaget kan være yderst tvivlsomt. Paulus’ svar var noget i retning 

af: ”Ja, livet er uretfærdigt, men kun midlertidigt”. Han var fast overbevist om, at Gud en dag ville 

bytte rollerne om, og så ville retfærdigheden ske fyldest. 

2. Thess. 2:7 

Næsten hver ny generation har fremlagt en ny fortolkning til dette skriftafsnit. Ingen kan være helt 

sikre på betydningen af udtrykket ”lovløshedens hemmelighed” eller udtrykket ”han, der endnu 

holder igen, skal først fjernes”. En engelsk forfatter, Tom Davies, foreslår i ramme alvor, at tv 

måske er lovløshedens hemmelighed, eftersom det har medvirket til at fremme og gøre vold 

populært. Skriftafsnittet er svært at forstå, fordi Paulus henviser til yderligere information, som han 

har undervist thessalonikerne om personligt. (Der er for øvrigt en anden NT forfatter, som erkender, 

at Paulus breve indeholder ”nogle ting, som er svære at forstå” (2. Pet. 3:16). 

2. Thess. 3:10 

Paulus første brev til Thessalonikerne havde understreget, at Jesus kunne komme igen når som helst 

og uventet. Øjensynligt havde denne forventning ført til, at nogle havde frasagt sig deres arbejde, og 

nu ikke lavede andet end at vente på Herrens komme. (Dette er siden sket adskillige gange, at 

religiøse sekter har fulgt samme spor og er draget til fx øde egne for at vente på Kristi genkomst). I 

dette andet brev understreger Paulus, i håb om at få rettet lidt op på ubalancen, at ganske bestemte 

begivenheder må finde sted inden Kristi genkomst. Han advarer også i stærke vendinger mod 

dovenskab. 

Paulus’ 1. Brev til Timotheus 

Det vanskeligste af alle job 

Timotheus bevæger sig ind i en hvepserede 

”Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende” (4:12) 

Hvem har det vanskeligste af alle jobs? En hjernekirurg? En cirkusartist, som risikerer døden, hver 

gang der udføres et spring? En atomforsker? Eller måske en flyveleder, som har tusinder af 

rejsendes sikkerhed i sine hænder. Vi kan sagtens finde et stort antal hverv, som kunne nomineres 

til at være det vanskeligste af alle jobs. 

Men hvis apostlen Paulus var i live i dag, ville svaret på spørgsmålet efter af sandsynlighed være: 

”Uden diskussion – en pastors job er det vanskeligste”. I modsætning til professionelle, som 

specialiserer sig, så må en præst kunne præstere en lang række færdigheder. På en tilfældig uge kan 

en præst komme ud for at skulle optræde som psykolog, sjælesørger, socialarbejder, besøgsven, 

administrator, personlig rådgiver, filosof og selvfølgelig som ekspert i kommunikation. 

Paulus var særdeles opmærksom på den altafgørende rolle, jobbet indebar. Menigheder voksede 

frem overalt, hvor han kom, men deres fremtid afhang i det store og hele af det lokale lederskab. 

For at sikre sig at hans arbejde kunne fortsætte, vendte Paulus sig mere og mere til nogle få loyale 

venner, specielt Tmotheus og Titus. Han skrev præcise instrukser i de tre breve som følger, der 

kollektivt bliver kaldt ”pastoralbrevene”. 

314


Paulus skrev 1. Tim. mod slutningen af sit liv. Barske år i tjenesten for evangeliet lå bag. År, hvor 

han havde oplevet at blive stenet, slået og fængslet. Der havde været opløb. Paulus vidste, at alderen 

en dag ville indhente ham, medmindre hans fjender eller det stadig mere brutale Romerrige nåede 

det inden. 

Timotheus, som var en ung mand, rangerede højt i Paulus’ anseelse. Han var blevet omvendt under 

Paulus’ første missionsrejse, og han havde efterfølgende vundet apostlens fulde tiltro. Når en 

vulkan af utilfredshed begyndte at rumle i en eller anden fjern menighed som Korinth eller 

Thessalonika, så udsendte Paulus hurtigt Timotheus i et forsøg på at forhindre et udbrud. 

”For jeg har ingen med et sind som hans”, skrev Paulus engang om Timotheus. ”Som et barn, der 

hjælper sin far, har han sammen med mig tjent evangeliet” (Fil. 2:20,22). Gennem et væld af 

vanskeligheder, i fængsler, på vejene – uanset, hvor Paulus drog hen – fulgte Timotheus trofast. 

Seks af Paulus’ breve begynder med nyheden om, at Timotheus er ved hans side. 

På Paulus anmodning påtog Timotheus sig det vanskelige arbejde med at lede en lokal menighed. 

Forsamlingen i Efesus, der var meget ustruktureret og uformel, havde brug for lidt mere struktur. 

For at gøre tingene endnu værre havde nogle af menighedens medlemmer flirtet med falsk lære. I 

dette brev rådgiver Paulus sin ”lærling” i sager, der vedrører gudstjenesteformen, kontrol med 

uregerlige kvinder, standarder for lederskab og forordninger for enker, slaver og rige mennesker. 

Selv om dette brev vedrører en historisk situation fra det første århundrede, eksisterer mange af 

problemerne, man havde i de første menigheder – underbetalte ledere, generationsproblemer, 

mangel på oprigtighed, misbrug af social hjælp, kærlighed til penge – den dag i dag. En præsts 

arbejdsbeskrivelse har ikke ændret sig synderligt, og det er heller ikke blevet lettere i løbet af de 

mange århundreder. 

Selv om Timotheus led af en dårlig mave og en forsagt fremtoning, så havde Timotheus bevist sin 

duelighed over for Paulus på mange måder, og Paulus skrev dette brev for at udfordre ham til et 

vanskeligt job. 

Paulus giver os ikke mange detaljer om den falske lære, som Timotheus var op imod. Disse breve 

hentyder imidlertid til noget der kunne betegnes som ” superåndelighed”, jødiske slægtsregistre, 

myter og fabler. Vi skal notere os de problemer, Paulus hentyder til, og vi skal spørge os selv, om 

de har nogle moderne lighedspunkter. 

I sine instruktioner rådgav Paulus Timotheus til at bekæmpe vranglære ikke med magt eller 

argumenter, men ved at leve et eksemplarisk liv og ved at bringe orden ind i menigheden. Paulus 

udfordring til at leve et eksemplarisk liv vedkommer os alle direkte; det vil for altid være opskriften 

for det kristne liv. 

1. Tim. 1:3 

Byen Efesus dukker op igen og igen hele vejen gennem NT, og det er en indikation af dens 

strategiske vigtighed, som porten til Asien. Paulus’ første besøg der førte til voldsomme optøjer 

(Ap.G. 19). Han blev der ikke desto mindre i 3 år for at instruere troende og for at bygge en stærk 

menighed. Da brevet her blev skrevet, tjente Timotheus, som var Paulus’ betroede 

samarbejdspartner, som pastor i Efesus. Åbenbaringsbogen 2 indikerer, at det ikke lykkedes 

Timotheus fuldt ud at bekæmpe de problemer, der bliver påpeget i dette brev. 

1. Tim. 1:18 

På tre forskellige steder i sit brev til Timotheus refererer Paulus til sin samarbejdspartners specielle 

kald til tjenesten. Dette skriftafsnit hentyder til profetier, der er blevet udtalt over ham. 1. Tim. 4:14 

nævner en speciel ceremoni, hvor menighedens ældste ”lagde deres hænder på ham”. Og i 2. Tim 

1:16 påpeger Paulus, at han også havde været en del af en sådan ceremoni. Timotheus kom fra et 

kristent hjem; både hans bedstemoder og moder var troende (2. Tim. 1:5). 

1. Tim. 2:1 

315


Kapitler 2 og 3 giver nøje instrukser om gudstjenesteordninger og menighedens organisation. Da 

Paulus skrev dette brev mod slutningen af sit liv, havde menigheder, som den i Efesus været 

etableret i mange år. Nu var tiden kommet for en mere formel organisation og for instrukser 

omkring passende og upassende opførsel i menigheden. 

1. Tim. 3:10 

Der er kun få mennesker, som får succes i atletik eller i andre professionelle karrierer uden træning, 

tid og indsats. Paulus så efter nogle af de samme kvaliteter, når der skulle vælges erfarne ledere for 

menighederne. Ironisk nok var Timotheus imidlertid kun i trediverne. Hans opdragelse havde 

forberedt ham på, at han tidligt skulle påtage sig et åndeligt lederskab, og i dette tilfælde opfordrede 

Paulus ham til frimodighed og tillidsfuldhed. 

Atleter i træning 

At overvinde personlige skavanker 

”Øv dig i gudsfrygt; for legemlig øvelse nytter kun lidt, men gudsfrygten er nyttig til alt og har i sig 

løfte både for dette liv og for det, som kommer” (4:7-8). 

Paulus bruger analogien fra fysisk træning i sit brev til Timotheus, idet han opmuntrer ham til at 

opøve sig i gudsfrygt på samme måde, som atleter disciplineret træner til konkurrencer. Timotheus 

stod over for vanskelige personlige barrierer, som skulle overvindes. Adskillige gange refererer 

Paulus til Timotheus’ lidt forsagte fremtoning, som sandsynligvis også bidragede til hans kroniske 

maveproblemer. 

Når man tager hans tilbageholdenhed og hans halvt-jødiske og halvt-hedenske fortid i betragtning, 

forekommer Timotheus måske ikke at være det mest ideelle valg til at bekæmpe vranglærer i en 

turbulent menighedssituation. Men Paulus var overbevist om, at han kunne klare jobbet. Han 

opmuntrede Timotheus med motiverende sætninger som ”jeg indskærper dig” og ”lad ingen 

ringeagte dig”. Han mindede også Timotheus om hans ordination, hvor han havde bundet sig til 

tjenesten for længe siden. 

Usikre kristne har brug for en model, et eksempel, der viser, hvordan man skal leve. Måske er der 

mere brug for netop det, end der er for en masse kloge ord. I 1. Tim. opmuntrer Paulus sin loyale 

ven til at blive en sådan model ved at acceptere det disciplinerede liv og det hårde arbejde, som 

kræves. 

1. Tim. 5:9 

Kapitel 5 giver os et interessant indblik i nogle af den første menigheds problemer, som har 

paralleller til vore dages socialhjælp. Der var åbenbart nogle i forsamlingen i Efesus, som havde 

draget fordel af andres godgørenhed. Unge enker tog lige vel meget for sig af menighedens resurser. 

De burde have søgt hjælp på anden vis. Paulus beskriver en slags registrering for at slå fast, hvem 

der virkelig har hjælp behov. 

1. Tim. 6:7 

Paulus afsluttende råd til Timotheus inkluderer to udsagn, som er velkendte, og som ofte bliver 

citeret. Vers 7 bliver som regel citeret korrekt. Men vers 10 bliver ofte citeret forkert. Der står ikke: 

”Penge er roden til alt ondt”. En veletableret menighed havde allerede ansat en professionel stab af 

kristne fuldtidsarbejdere, og Paulus advarede mod at have motiver, der gik på profitjagt. 

Paulus’ 2. Brev til Timotheus 

At give stafetten videre 

316


De sidst kendte ord af apostlen Paulus 

”Hvad du har hørt af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro pålidelige mennesker, som vil 

være duelige til også at undervise andre” (2:2) 

Hvert fjerde år er verden vidne til et ældgammelt ritual, når den olympiske ild gives videre. 

Åbningsceremoniens strålende pragtudfoldelse kan ikke gå i gang inden den sidste bærer af den 

olympiske ild er nået frem til stadium. Faklen forbinder symbolsk de moderne Olympiske Lege med 

deres 2.700 år gamle historie. 

Udtrykket ”at give stafetten videre” er blevet en kendt frase, når en kendt virksomhedsleder 

overdrager ledelsen af et firma til sin efterfølger, når en minister afløser af en anden, eller når en 

træner skal afløses af en yngre. Ofte holder den person, som går, en bevægende afskedstale. Han 

eller hun har fuldført sit arbejde, og tiden er kommet til at give stafetten videre. 

Da den trætte, aldrende apostel Paulus nærmede sig døden, mens han sad i fængsel ude af stand til 

at rejse, begyndte han også at tænke på sin efterfølger. Tidspunktet var kommet til at give stafetten 

videre, og valget faldt på den unge mand Timotheus. 

Ved første øjekast syntes den lidt tilbageholdende Timotheus næppe at være en tilfredsstillende 

erstatning, men Paulus havde ikke mange valg. ”Som du ved, har alle i provinsen Asien vendt sig 

fra mig”, beklagede han sig (1:15). Dette brev, 2. Tim., åbenbarer hans dybe afhængighed af 

Timotheus’ loyale venskab. Livet var ved at rinde ud for apostlen, og han oplevede en trist 

fornemmelse af forladthed. 

Nogle gange i brevet underviser Paulus Timotheus, som en befalingsmand ville gøre ved at anmode 

ham om at stå fast, overvinde skamfølelse og ved at stå fast i troen. Andre steder bliver hans tone 

lidt mildere og tager form af en taknemlig faders oplivende opmuntring. Hele vejen igennem er det 

tydeligt at fornemme de dybe venskabsbånd. Paulus genkalder sig Timotheus familiearv (1.5), og 

hans anmodning til Timotheus om at tage hans kappe med, når han kommer (4:13,21). 

Paulus’ humør svinger mellem bedrøvelse og tillidsfuldhed, nostalgi og dybfølt bekymring. Da han 

skrev dette brev, spekulerede han på de foruroligende måneder, som lå foran ham og udsigten til, at 

de unge, delte menigheder skulle klare sig uden hans råd og vejledning. I disse hans sidste skrevne 

ord søgte han at forberede Timotheus på den uundgåelige dag, da budskabet om Gud ville afhænge 

af ham og andre pålidelige arbejdere (2:2). 

Uanset omstændighederne er Paulus’ afskedsbudskab fra fængslets indelukke elskværdigt og 

imødekommende, ja næsten triumferende. Evangeliets udbredelse er et alt for stort arbejde til, at det 

kan begrænses til et menneske. Derfor erklærer Paulus også: ”Jeg er i lænker som en forbryder. 

Dog, Guds ord er ikke bundet” (2:9). 

Paulus Andet Brev til Timotheus har været en opmuntring til engagerede kristne gennem hele 

historien. Paulus, der stod ansigt til ansigt med døden, forfaldt ikke til selvmedlidenhed, men brugte 

i stedet denne sidste anledning til at videreformidle inspiration og udfordringer til sin medarbejder 

Timotheus. 

Dette brev åbenbarer ikke så lidt om Paulus’ følelsesmæssige tilstand og fysiske omstændigheder. 

Når vi læser brevet, skal vi notere os glimt af Paulus’ ensomhed og lidelse. Apostlen fortæller, hvor 

han vendte sig for at få styrke, når han stod ansigt til ansigt med personlige prøvelser. 

Dertil kommer, at 2. Tim. giver værdifulde råd til dem af os, der ligesom Timotheus, har arvet 

opgaven at præsentere Kristus for andre. Paulus understreger vigtigheden af at slå sin lid til skriften 

og af at leve et disciplineret liv. Når vi læser brevet, bør vi sætte os selv i Timothus sted og 

forestille os, at vi har modtaget det sidste personlige brev fra vores vigtigste åndelige forbillede. 

Hvad er de sidste gode råd, vi får? 

2. Tim. 2:3-7 

317


Paulus så ikke nogen grund til at fordybe sig i de tre analogier, han anvender i dette skriftafsnit, for 

han skriver til en ven, som kendte ham særdeles godt. Han nævner dem blot og beder Timotheus om 

at tænke over dem. Paulus var sig fuldt bevidst om de trusler og farer, han selv stod overfor, og han 

ønskede, at Timotheus skulle træne sig selv for at være forberedt på de besværligheder, som han 

måtte komme ud for. 

2. Tim. 3:8 

Disse navne, som ikke er nævnt i GT, var blevet overleveret gennem den jødiske tradition uden for 

Bibelen, som navnene på de Egyptiske troldmænd, som var i opposition til Moses, da de ti plager 

ramte Egypten (2. Mos. 7:11; 9:11). 

2. Tim. 3:16 

Dette vigtige vers giver os oprindelsen til begrebet ”inspiration”, som bogstaveligt betyder 

”indblæst af Gud”. Selv om Bibelen ikke fortæller os, hvordan det præcist gik til, at Gud 

inspirerede forfatterne til Bibelen, så fremgår det klart, at Gud selv stod bag i sidste instans. 

2. Tim. 4:17 

Ap. G. 28 beskriver en periode, mens Paulus blev holdt i husarrest i Rom, men de betingelser, der 

hentydes til i dette brev er ikke så lidt anderledes. Paulus skrev 2. Tim. meget senere, efter at 

Romerriget havde vendt sig mod de kristne, og tonen i dette brev (versene 6-9) indebærer, at han 

kun havde et meget lille håb om frihed. Hans anmodning om en kappe og bøgerne (vers 13) 

indikerer, at han blev arresteret pludseligt uden advarsel. 

Et brev fra dødsgangen 

Paulus ser hen mod slutningen 

”Mit blod skal snart udgydes, og tiden er inde, da jeg skal bryde op” (4:6). 

Det sker af og til, at skrivelser fra dødscellerne dukker op. Disse skrivelser er de alvorlige tanker fra 

fanger, som vidste, at hvert eneste ord kunne være det sidste. Man har således fundet hele bøger i 

ruinerne af Nazi-dødslejrene. Det er helt forståeligt, at disse skrivelser normalt ikke beskæftiger sig 

med abstrakte, filosofiske temaer. De handler om nuet og den virkelig nuet indebar: kampen for at 

overleve. 

På samme måde er det vel helt naturligt, at Paulus ikke viede meget plads til lærespørgsmål og 

teologi i dette brev fra en dødscelle. Han holdt sig til personlige gode råd på væsentlige områder 

som for eksempel frimodighed og oprigtighed. 

Selv om Paulus ikke udtaler sig meget om sin øjeblikkelige situation i 2. Tim., nævner han, at ved 

det første retsmøde dukkede der ikke et eneste vidne op til at forsvare ham (4:16). Gennem 

overnaturlig kraft lykkedes det ham imidlertid at forsvare sig selv, men hans udsigter i forbindelse 

med et nyt retsmøde var ikke gode (4:6). 

Paulus’ arrestation fandt sandsynligvis sted i den bølge af anti-kristne forfølgelser, der blev 

påbegyndt under Nero i år 64 e. Kr. Denne vanvittige kejser torturerede kristne ved at korsfæste 

dem, ved at vikle dem ind i dyreskind og ved at lade sine jagthunde fare løs på dem, og ved at 

brænde dem levende som menneskefakler, for at lyse op ved de selskabeligheder og fester, han 

afholdt i sin have. Kan det undre, at Paulus, der selv sad i fængsel i denne periode, opmuntrede 

Timotheus til at være frimodig og til at være parat til at lide for Kristi skyld? 

Mod slutningen af sit liv anså Paulus fremtiden for at blive kendetegnet af en tiltagende kamp. 

Umoral og vranglære ville sprede sig ”som kræft” (2:17); han opmuntrede de kristne til at imødegå 

318


disse nedbrydende kræfter ved, at den enkelte levede i renhed. Han sagde, at kampen mellem det 

gode og det onde ville tage til. 

Efter at være fremkommet med nogle forudsigelser om ”de sidste tider”, fremsatte Paulus en 

formel erklæring og instruks til Timotheus – et sidste testamente og hans sidste vilje til sin åndelige 

søn (4:1-8). Han konkluderede: ”Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen” 

(4:7). Overleveringerne fortæller os, at han blev dræbt for sin tro af romerne. Men på grund af sit 

enestående liv og den arv han gav videre, har verden aldrig været den samme siden. 

Paulus’ Brev til Titus 

Forskellige mennesker, forskellige problemer 

En ø, beboet af en samling løgnere, brutale fyre og frådsere 

”Tal sådan, og forman og tilrettevis, og gør det med eftertryk” (2:15) 

Moderne mennesker, som læser om det forgangne, kan let blande mennesker sammen i en stor, 

ensartet, upersonlig pærevælling af fremmede. Det er vanskeligt at forestille sig enkeltindivider, 

man læser om. 

I virkeligheden var de mennesker Paulus henvendte sig til ligeså forskellige som dem, vi kan møde 

på gaderne i Aalborg og København i dag. Tænk f.eks. på folkene fra Kreta, der var en ø, der var 

beboet af fem helt uafhængige etniske grupper. Det vigtigste kendskab, de havde til verden uden for 

Kreta, kom fra pirater og hærdede søfolk. Hvis vi til den blanding tilføjer en stor gruppe af 

rettroende jøder, kan vi let forstå, hvorfor menigheden på Kreta blev født til at have konflikter. 

Da problemerne var vokset sig store i denne stormombruste forsamling, sendte Paulus Titus, hans 

betroede samarbejdspartner gennem 15 år, af sted. Brevet til Galaterne (2:1-5) fremstiller Titus som 

et bevis på, at en ikke-jøde kunne blive en fuldt acceptabel kristen. 

Når Titus’ navn dukker op i NT, så har han som regel den opgave at tjene som Paulus’ 

problemknuser, altså ham, der blev sendt af sted, når der opstod lokale kriser. Han blev således 

sendt på to diplomatiske missioner til den problemfyldte menighed i Korinth. Dette brev indikerer, 

at han på samme måde stod ansigt til ansigt med en udfordrende opgave på Kreta. Paulus skrev 

Brevet til Titus som et sæt personlige instruktioner om, hvordan man skulle håndtere en vanskelig 

opgave. 

Eftersom Paulus skrev til mennesker, som kendte de lokale omstændigheder godt, bekymrede han 

sig sjældent om at give os, der skulle læse brevene mange år senere, en informativ baggrundsviden. 

Men vi kan få nyttig indsigt i forholdene ved at læse mellem linierne. Når Paulus fx anmoder Titus 

om at finde en leder ”der ikke er noget at udsætte på, ikke egenrådig, opfarende, drikfældig, 

voldsom eller ude efter skændig fortjeneste” (1:7), så fortæller den beskrivelse et eller andet om 

gennemsnitskretere. En af øens egne digtere beskrev kretere som mennesker ”der konstant lyver, 

der er dyriske, griske og dovne” (1:12), og grækerne havde endog skabt et specielt udsagnsord for 

at lyve, der hed ”at kretere”. 

Titus 2 opregner nogle af de forskelle grupper i menigheden. Der var gamle mænd, gamle kvinder, 

yngre kvinder, unge mænd og slaver. Hver enkelt gruppe havde deres type af problemer, som 

krævede særlig opmærksomhed, og Paulus rådgav Titus særskilt om den enkelte gruppe. Selv om 

han i hovedsagen kun lagde vægt på at beskrive betingelserne for et godt liv, så indflettede Paulus 

også nogle få præcise gentagelser af evangeliets budskab. Hans teologi var aldrig kun teoretisk og 

fjern; han anvendte den på dagliglivets reelle menneskelige problemer. 

Hvis man tager de 3 pastorale breve (1.og 2. Tim. og Titus) som en gruppe for sig selv, ser vi 

Paulus som en gammel mand nu, der i højere og højere grad er ved at lære, at han må stole på 

319


dygtige assistenter, der skal fortsætte arbejdet efter ham. Kreterne havde brug for en effektiv, 

praktisk påmindelse om ”den sunde lære” baseret på en Gud ”som ikke lyver” (1:2). 

Instruktionerne i Titus giver manden, efter hvem brevet har fået sit navn – og os – det nødvendige 

kick, der sætter processen i gang. 

Ligesom 1. og 2. Timotheusbreve blev Titus skrevet til en enkeltperson, ikke en menighed. Dette 

brev minder især om Paulus’ Første Brev til Timotheus, men er mindre personligt og mere officielt. 

Apostlenes Gerninger nævner ikke Titus, men de 14 referencer til ham i Paulus’ breve viser, at han 

var en af Paulus’ mest betroede medarbejdere. 

I nogle breve, som fx Brevet til Galaterne, kæmpede Paulus ihærdigt mod lovtrældom. Men 

menigheden på Kreta, som for en stor del bestod af umodne kristne, havde brug for grundlæggende 

undervisning om moral, og Paulus huggede det ud i granit for Titus. Han bruger et ligefremt sprog i 

et forsøg på at fortælle sin medarbejder, hvad ”medicin” han ville anbefale under de givne 

omstændigheder. 

Som følge af, at det er skrevet så direkte – næsten som en håndbog – så er der kun brug for få 

forklaringer. Paulus’ opfattelser kommer klart frem. Vi bør notere os, hvordan Paulus tilpasser sine 

overordnede principper til de enkelte grupper i kapitel 2. Og vi bør specielt notere os de teologiske 

”guldklumper”, der dukker op i følgende skriftafsnit: 1:1-4; 2:11-14 og 3:4-7. 

Titus 1:2 

Straks i brevet karakteriserer Paulus Gud, som den ”der ikke lyver”. Guds sanddruhed stod i stærk 

kontrast til kreternes egenskaber (vers 12), såvel som til mange af den tids guder. Romerne 

ophøjede deres kejsere, som de tilbad som guddommelige på trods af deres mangler og 

ufuldkommenheder, som alle jo kendte til. Paulus sætter det i kontrast til budskabet om Jesus, som 

sandhedens evige ”ord”. 

Titus 2:15 

I tilgift til de problemer, som antydes i kapitel 2, kæmpede menigheden på Kreta også med sager, 

der bundede i forhold, som de jødiske medlemmer havde introduceret. Trenden mod myter og 

”tåbelige diskussioner og stamtavler og kiv og strid om loven” (3:9) genopfrisker den vranglære, 

som Paulus havde advaret imod i brevet til Kolossenserne. Titus måtte være forberedt på at håndtere 

problemer af både læremæssig art og problemer, der havde med et ret levned at gøre. 

Titus 3:5 

Selvom brevet til Titus hovedsagelig er et praktisk brev med mange instrukser, så indeholder det tre 

usædvanlige afsnit, der er karakteristisk for Paulus teologi. De står i 1:1-4; 2:11-14 og 3:4-7. Dette 

sidste afsnit bringer balance til Paulus vægtlægning i Titus om at leve et rent liv. Vers 5 gør det 

klart, at det ikke er ”retfærdige gerninger”, der får Gud til at acceptere os. De er tværtimod en 

naturlig reaktion fra mennesker, som har oplevet Guds tilgivelse og kærlighed. 

Titus 3:12 

På romersk tid var den mest pålidelige postbefordring at give et brev til en betroet ven. Paulus 

brugte Tykikos til at bringe breve både til Efesus og til Kolossæa. Tykikos ledsagede også Paulus 

på den rejse, hvor han uddelte gaver til de fattige i Jerusalem (Ap.G. 20:4). 

Paulus’ Brev til Filemon 

Et brev til en slaveejer 

En slaves liv i vægtskålen 

320


”Selv om jeg derfor med stor frimodighed i Kristus kunne foreholde dig din pligt, vil jeg for 

kærlighedens skyld hellere rette en bøn til dig” (versene 8 og 9) 

Onesimus var en bortløben slave, en jaget flygtning, hvis liv var i konstant fare. Han havde to 

muligheder. Han kunne tilbringe dagtimerne med at skjule sig i de mørke, snavsede gader i en 

romersk by i et forsøg på at undgå soldater og dusørjægere. Eller han kunne gøre det utænkelige og 

vende tilbage til sin herre. 

Romerrigets love var barske. Hvis Onesium vendte tilbage, så havde hans herre Filemon lovens ord 

for, at han kunne få ham dødsdømt uden opsætning. Hvis Filemon derimod viste barmhjertighed og 

besluttede at lade ham leve, ville Onesimus skulle have bogstavet F (for fugitivus) brændemærket i 

panden med et jern, der jo ville mærke ham for livet. 

Hans omvendelse til Kristus gennem Paulus tjeneste komplicerede jo sagen ikke så lidt for den 

bortløbne slave. Onesimus vidste, at han ikke kunne være på flugt hele sit liv. Han havde handlet 

forkert mod sin lovlige ejer, og hvor smertefuldt end det syntes, så havde han brug for at gøre sin 

fejl god igen. 

Apostlen Paulus, som var sympatisk indstillet over for slavens vanskelige situation, indvilligede i at 

bruge hele sin indflydelse over for Filemon. Onesimus’ liv var lagt i vægtskålen. Dette 468 ord 

lange brev til slaveejeren Filemon bringer på mesterlig vis Paulus evner om overtalelse og diplomati 

frem. 

Hver eneste sætning i Brevet til Filemon er beregnet på at producere den bedst tænkelige effekt. 

Paulus appellerer til Filemons venskab, hans status som en kristen leder, hans forståelse for 

kærlighed og hengivenhed. Han beordrer ikke Filemon direkte til at samtykke, og dog er han 

pågående i sine overtalelsesforsøg, idet han minder Filemon om, at ”du skylder mig dig selv” (vers 

19). Ved at adressere brevet til Filemons menighed (vers 2) øger han kun presset, præcis som 

Paulus løfte om et personligt besøg også formodes at ville gøre en vis virkning (vers 22). 

Slaveri eksisterede i 1800 år efter at dette brev blev skrevet, og det krævede hele kristenhedens 

moralske gennemslagskraft at bandlyse det fra kloden. Men det lille brev til Filemon viser, at troen 

havde en væsentlig indflydelse på slaveriet længe før, det blev afskaffet. 

Kristus kan revolutionere enhver social relation. Onesimus, en bortløben slave, besluttede at melde 

sig selv. I Filemon beder Paulus om endnu et mirakel. Han trygler ejeren om at ”tage imod ham, 

som var det mig selv” (vers 17). En sådan indstilling i den kulturkreds var social dynamit. 

Det er åbenbart, at Paulus havde et tæt fællesskab med både slaven Onesimus og hans ejer Filemon. 

Nogle bibelfortolkere tror, at Onesimus første gang hørte om Kristus, da han delte en fængselscelle 

med apostlen (se versene 9-10). Når vi læser brevet til Filemon, skal vi notere os de steder, der 

beskriver Paulus’ fællesskab med begge personer. 

Filemon giver os en god model til det, vi kunne kalde kristent diplomati. Når vi læser, kan vi jo 

tænke på mærkværdige sociale situationer, vi selv kender til. To venner, der ikke kan finde ud ad 

det sammen. En forældre-barn konflikt. Skilsmissesituationer, hvor vi skal tage hensyn til begge 

parter og til børnene og bedsteforældrene. Vi skal notere os måden, hvorpå Paulus forsøger at 

overbevise om sine synspunkter. Måske kunne vi anvende samme metoder. 

Filemon v. 11 

Onesimus betyder på græsk ”nyttig”, og Paulus laver et elegant ordspil med hans navn. En 

bortløben slave var helt ubrugelig; men en omvendt tidligere slave kan vise sig at være særdeles 

nyttig – forudsat, at Filemon modtager ham i den rette ånd. Paulus’ anmodning er, at Filemon skal 

tage ham tilbage ”ikke længere som en slave, men som mere end en slave: en kær broder” (vers 

16). 

321


Hebræerbrevet 

Tidspunktet for at beslutte sig 

Har det noget at sige, hvad man tror, når man blot mener det alvorligt? 

”Hvordan skal vi da kunne gå fri, hvis vi lader hånt om en frelse så stor” (2:3). 

Man kan leve en god del af sit liv og helt bevidst undgå vanskelige beslutninger. Men nogle gange 

har man ikke noget valg; situationen kræver, at man foretager et valg. Lad os se på et eksempel fra 

den sportsgren, den hedder bjergklatring. 

Før eller senere står alle bjergklatrere over for en frygtet glat granitklippe, hvor der ikke er 

fremspring, kanter eller revner, der kan give fodfæste. Når man kommer til en sådan væg, må man 

enten opgive at kravle videre, eller man kan tage chancen med et ”pendul”. 

”Pendulet” er, ligesom det lyder! Så højt over en, som man nu kan nå, fæstner man en klippebolt og 

lader et reb fæstne til bolten. Så kravler man en meter ned og lader sig hænge og dingle i rebet i et 

forsøg på at svinge sig over det meget stejle klippestykke. Det kræver mod. Man må slippe 

fodfæstet og hænge i rebet i den tomme luft og med et velplaceret spark, skal man så forsøge at 

skubbe og slynge sig over klippestykket. Hvis forsøget på at komme op til et sikrere sted kikser i 

første omgang, så svinger man hjælpeløst tilbage og må prøve igen. 

Efter at hele gruppen har foretaget ”pendulet”, så trækker man rebet ud af klippebolten. Fra da af er 

det umuligt at vende om. Man har forceret en klippeside, hvor et reb var nødvendigt, for at man 

kunne svinge sig videre og en klippebolt, som man kunne fæstne rebet i. Klippebolten er nu uden 

for rækkevidde og rebet rinket op. Der er kun en vej frem: op! 

Forfatteren til Hebræerbrevet skrev til mennesker, som netop stod ansigt til ansigt med et sådant 

klimaks – en ”man-kan-ikke-vende-om-beslutning”. Det handlede ikke om en bjergklatring, men 

om hele deres fremtid. Skulle de fastholde de velkendte mønstre i den jødiske religion? Når alt kom 

til alt beskyttede Romerriget officielt jødedommen, og traditionerne gik tusindvis af år tilbage. Eller 

skulle de løbe risikoen og slutte sig til den stadig voksende gruppe af mennesker, som kaldte sig 

selv kristne? Brevets modtagere havde brug for nogle overbevisende grunde til at vælge kristendom. 

På dette tidspunkt blev nye omvendte smidt ud af templet og af synagogerne, kastet i fængsel og 

endog tortureret. Var troen på Kristus risikoen værd? 

Dragningen mod det gamle og frygten for det nye holdt mange interesserede mennesker, specielt 

jøder, tøvende og på kanten af et valg. Hebræerbrevet synes komponeret med henblik på at give 

sådanne mennesker et skub hen imod en afgørende beslutning i enten den ene eller den anden 

retning. Punkt for punkt viser forfatteren, hvordan Kristus var langt bedre end den jødiske vej. 

Hebræerbrevet lægger argumenterne åbent frem, der viser, at kristendom er bedre end jødedom. 

Den nye tro er, siger Hebræerbrevet, en hvilken som helst risiko værd. 

Med henblik på de jødiske læsere citerer forfatteren flittigt fra GT passager – mere end 80 gange i 

alt. Han opbygger sine argumenter til fordel for Kristus, som en advokat ville gøre, men tilført den 

med spænding ladede følelse, der passer til den liv-og-død situation, som det i virkeligheden 

handler om. 

Selv om Hebræerbrevet hovedsageligt fokuser på jødedommen og sammenligner den med 

kristendommen, så har brevet også noget at sige i vores tid. I dag spørger mennesker: ”Er der den 

store forskel på religioner? Er det vigtigste ikke, at man bare tager sin tro alvorlig?” Hebræerbrevet 

insisterer på, at der er afgørende grunde til at vælge Kristus. Forfatteren opfordrer sine læsere til at 

springe fremad og få en ny erfaring med Gud gennem Jesus. 

322


Hvem skrev Hebræerbrevet? Havde forfatteren en bestemt gruppe læsere i baghovedet? 

Bibelforskere har debatteret disse spørgsmål i århundreder uden at nå til enighed. Sandheden er, at 

ingen med sikkerhed ved, hverken hvem forfatteren var, eller hvem Hebreæerbrevet oprindeligt var 

skrevet til. 

Brevet giver ikke desto mindre nogle informationer om dets første læsere. De havde hørt evangeliet 

gennem nogle af Jesu samtidige (2:3), og deres omvendelse havde ført til fysiske forfølgelser 

(10:32-34). Et faktum springer i øjnene: Deres åndelige situation foruroligede den uidentificerede 

forfatter ikke så lidt. Fem gange i Hebræerbrevet afbryder han en omhyggeligt tilrettelagt 

tankerække for at indskyde en advarsel (2:1; 3:7; 5:11; 10:26; 12:25). 

Hebræerbrevet er i virkeligheden en kommentar til GT. Det gennemgår og analyserer mange 

jødiske skikke og viser, hvordan Jesus var ophavsmand til en ”bedre pagt”, der erstattede mange af 

lovene. (Pagt betyder det samme som testamente: en fast aftale mellem Gud og menneskeheden)., 

Hvis man derfor skal have fuldt udbytte af Hebræerbrevet, er det derfor på sin vis nødvendigt at 

have et vist kendskab til 2., 3. og 4. Mosebøger. 

Hvis man skal følge den logiske tankerække i Hebræerbrevet, skal man notere sig brugen af ordene 

”bedre” og ”mægtigere”. Forfatteren sammenligner Jesus Kristus med englene, med Moses, med 

præsterne Aron og Melkisedek og med Abraham. 

Hebr. 1:10 

Citater fra GT fylder Hebræerbrevet fra andet afsnit i kap. 1 og fremefter. Forfatterens pointe er, at 

Guds plan, der er blevet åbenbaret lidt efter lidt fra tidernes begyndelse, nu er kulmineret i og med, 

at Kristus er kommet til jorden. 

Hebr. 1:14 

I tidligere tider var folk på det rene med, at engle eksisterede, og man viste dem ære og respekt. 

Jøderne fortalte beretninger om, hvordan engle havde tjent Abraham, Moses, Elias, Bileam og 

Daniel. (I virkeligheden er der flere af brevene i NT, der advarer jødiske kristne mod det gængse 

fænomen at tilbede engle). For at kunne bevise pointen om, at Kristus er ”mægtigere”, må 

Hebræerbrevet vise, at engle tjente ham i hans opgaver og ikke vice versa. 

Hebr. 2:17 

Hebræerbrevet går længere end noget andet NT skrift i at forklare, at Jesus var sandt menneske. 

Hvorfor var det så vigtigt, at Jesus var et menneske som os? Hebræerbrevet understreger 3 grunde: 

(1) fordi, han ved at dø, kunne befri os fra dødens magt (versene 14-15); (2) fordi, han ved at blive 

det endegyldige offer for synd, kunne forlige os med Gud (5:8-9); (3)fordi han ved at blive fristet, 

bagefter kunne komme os til hjælp i vore fristelser (vers 18). 

Er Kristus bedre? 

Ingen som Jesus. Han er enestående 

”For Jesus er blevet kendt værdig til så meget større herlighed end Moses, som den, der bygger et 

hus, nyder større ære end huset selv” (3:3). 

Over tid kan et kunstværk af en stor kunstner opnå en kolossal værdi, fordi den, som har skabt 

værket, har vundet anerkendelse. Selv et støvet, gammelt kladdehæfte fyldt med skitser ville være 

millioner værd, hvis man fandt ud af, at det var Leonardo da Vincis kradserier. På samme måde er 

huse bygget af fx arkitekt Jørn Utzon eller Henning Larsen i høj kurs, fordi netop deres navne er 

knyttet til husene. 

For at slå sit argument helt fast, at Kristus rangerer over ethvert andet religiøst system, bruger 

forfatteren til Hebræerbrevet en analogi: Hvad eller hvem bør æres mest? Den, der bygger et hus 

eller huset selv? Det er helt klart, at den, der har bygget huset, først og fremmest skal æres; huset er 

jo kun et eksempel på bygmesterens geni. 

323


På samme måde siger Hebræerbrevet, at Kristus bør nyde større ære og herlighed end nogen som 

helst anden på jorden. Som skaber af hele universet var det ham, som designede og skabte alle 

mennesker (1:2). Det bringer ham i en klasse for sig. Han er langt større end Moses, Aron og de 

andre jødiske helte. 

Derfor opfordrer Hebræerbrevet: ”Se hen til …..Jesus” (3:1). Han fortjener al vores respekt og 

troskab. Ved at blive menneske fik Jesus førstehåndskendskab til de fristelser og lidelser, som 

mennesker oplever, og derfor kan han nu fremstille os med overbevisning ind for Gud (4:14-15). 

Forfatteren fortsætter med at bevise, at Jesus opfyldte alle GT krav og forordninger. Han var derfor 

den præst, som alene kunne bringe Gud og menneskeheden sammen for altid (7:23-27). Og som 

Gud havde han magten til gennem sin død at fjerne den endegyldige barriere af synd mellem Gud 

og menneskeheden (9:11-15). 

Forfatteren argumenterer, at historisk set har Gud valgt forskellige måder at åbenbare sig selv på: 

Gennem skabelsen, gennem profeterne og gennem GTs skrifter. Men den endegyldige, fuldendte 

åbenbaring kulminerede i hans søn. Derfor er Jesus alene den, som er al æren værd. 

På grund af Jesus behøver vi nu ikke længere at nærme os Gud gennem en præst, som israelitterne 

gjorde. Kristi værk gør Gud tilgængelig for alle, som tror på ham. Og Gud dvæler ikke længere i et 

overvældende flot designet tempel; vi er blevet hans hus (3:6), hans kunstværk. 

Hebr. 4:13 

Teknologien er avanceret – MR-scanning, røntgen, ultralydsscanning, etc. Disse fine og dyre 

apparater gør det muligt for læger at kigge ind i menneskers kroppe og se, hvordan det ser ud. Men 

der er endnu ikke nogen, som har opfundet en maskine, som kan kigge ind i hjernen og afsløre 

tanker og indstillinger til ting. Men det kan Gud. Der er ikke nogen grund til at forsøge at skjule sig. 

Hebr. 6:4 

Dette skriftafsnit har forvoldt bibelfortolkere store vanskeligheder. Mennesker, som ikke tror på 

”engang frelst, altid frelst” mener, at dette skriftafsnit refererer til kristne, som falder fra troen. 

Andre, som fx John Calvin, insisterer på, at Hebræerbrevets forfatter refererer til mennesker, som 

aldrig for alvor blev kristne, fordi andre vers synes at lære, at hvis man er frelst, er man frelst for 

altid (Johs. 5:24; 6:37; Rom. 8:1; Hebr. 8:12). Faktum er imidlertid, at forfatteren skriver om en 

hypotetisk situation. Han skriver ikke om noget, som skete i virkeligheden, men om noget som 

kunne ske. Hvis et sådan frafald skulle finde sted, så ville det være umuligt at redde sådanne 

mennesker igen. Et noget lignende argument dukker op ved slutningen af kapitel 10. 

Hebr. 7:1 

Denne mystiske skikkelse, Melkisedek, dukker kun op to steder i GT. i 1. Mos 14 og i Salmen 110. 

Selv om han var hedning, så tilbad Melkisedek den eneste sande Gud. Udover at være præst var han 

også konge. (Jøderne ville aldrig have tilladt denne dobbelte rolle). Brevet til Hebræerne 

demonstrerer, at Melkisedeks præsteskab stod over Arons; men begge blev overgået af den største 

af alle ypperstepræsterne, Jesus. Fordi han både er præst og konge, er han præst efter Melkisedeks 

orden. 

Hebr. 7:19 

De oprindelige jødiske modtagere af Hebræerbrevet fulgte stadig den gamle pagt, og dette brev blev 

skrevet for at vise dem, hvordan ting havde ændret sig til gavn for dem. I GT var det kun 

ypperstepræsten, som kunne træde frem for Gud, og det var kun engang om året, når han gik ind 

bag forhænget i Det Allerhelligste. Hebræerbrevet påpeger, at Jesus gik ind i det rum på vores 

vegne (6:20). Da han døde, revnede tæppet i to dele; og derfor kan vi nu alle træde frem for Gud 

uden frygt. 

324


Nyt lys på GT 

Fordelene ved at leve nu 

”For havde den første pagt ikke været at dadle, havde der ikke været brug for en anden i stedet ” 

(8:7). 

For at forstå forskellen mellem en original og en kopi, er det værd at overveje, hvordan det ville 

være at fotografere det største dyr, en hval. Roy Chapman Andrews beskriver det således: 

”Engang i Alaska så vi vandsøjlen fra en pukkelhval og løb så tæt op til, som vi kunne, inden dyret 

dykkede ned. Ti minutter senere, uden advarsel, så vandoverfladen af oceanet ud til at løfte sig, og 

en kæmpestor, sort krop, der udspyede damp, hævede sig op, næsten over vore hoveder. I et øjeblik 

føltes det næsten som dyret stod stille, så faldt det sidelæns for at blive opslugt i en malstrøm af 

grønt vand. Jeg stirrede på dette skue med et kamera parat i min hånd. Hvalen var faldet ned mindre 

end 7-8 meter fra, hvor vi sad. Hvis den var faldet den anden vej, ville vores fartøj være blevet 

knust under dens fyrre tons”. 

Hvordan kan man kommunikere indtrykket af noget så kolossalt? Fotografer har gengivet 

pukkelhvalers kraftudfoldelser i vandet eller deres ”halespring” (hvor de står på hovedet, mens de 

vinker med deres kolossale sideflige på halen højt oppe i luften). Men en fotograf kan ikke fange 

indtrykket af ”den kolossale størrelse” af sådan et dyr. En babyblåhval tager et ton på i vægt om 

måneden. En voksen blåhvals hjerte vejer 500 kg. Hvordan kan et todimensionalt fotografi gengive 

en så kæmpemæssig størrelse. 

Selv det bedste fotografi er kun en kopi, en repræsentation af det virkelige objekt. Intet 8x10 cm 

papirrektangel kan beskrive endsige indeholde virkeligheden af en hval. Intet fotografi af Mont 

Blanc er tilnærmelsesvis så vældigt som selve bjerget. Et fotografi er kun en todimensional kopi af 

virkeligheden. 

Hebræerbrevet bruger ordet kopi til at beskrive billederne og ritualerne i GT. Påskehøjtiden, ofrene 

og andre af de præstelige pligter. De var kun skygger, der billedligt gav udtryk for den virkelighed, 

der skulle komme med Kristus. Ingen ceremoni kunne i sig selv, uanset hvor smuk og fuldendt, give 

udtryk for og indtryk af oplevelsen af Gud selv i højere grad end et fotografi af en hval eller et bjerg 

på tilfredsstillende vis kan give udtryk for og indtryk af en rigtig hval eller et virkeligt bjerg. 

Ifølge Hebræerbrevet var GTs ritualer en kopi! Kristus er originalen. Forfatteren fremhæver 

ceremonier, ritualer og forordninger fra den jødiske tradition såsom ofrene, lovene, blodet, 

tabernaklet, præsterne, Den store Forsoningsdag og forklarer, hvordan Kristus engang for alle 

åbenbarede meningen og betydningen, som disse billeder kun hentydede til. Den ufuldkomne, 

skyggeagtige kopi står i kontrast til den fuldkomne ægte virkelighed. 

Hele vejen igennem Hebræerbrevet understreges fordelene ved at leve nu i modsætning til i GTperioden 

(”den første Pagt”). Pga. Kristus er ofrene ikke længere nødvendige (10:11-12), og Guds 

love er nu skrevet i vore sind og i vore hjerter, ikke i en formel lovsamling (8:10). ”Det er 

fuldbragt”, råbte Kristus fra korset (Johs. 19:30); Hebræerbrevets forfatter beskriver, hvordan 

kopier bestemt har betydning. Et fotografi af en hval fx, giver et godt indtryk af en hval til 

mennesker, som aldrig vil få chancen for at se en i virkeligheden. Men, som forfatteren til 

Hebræerbrevet spørger, hvem vil foretrække en kopi, hvis man har mulighed for at opleve 

virkeligheden. 

Hebr. 9:11 

Beskrivelser af tabernaklet og ofringer fylder det meste af 2. Mosebog, 3. Mosebog, 4. Mosebog og 

5. Mosebog, og det har ført til, at førende forskere har anslået, at disse emner, er de grundigst 

behandlede i Bibelen. Men Hebræerbrevet, hvis anliggende det jo er at påvise den nye pagts fortrin 

og overlegenhed, giver kun plads til 10 vers om tabernaklet (versene 1-10). Den store 

ypperstepræst, Jesus Kristus, har gjort det gamle system overflødigt og forældet. 

325


Hebr. 9:26 

Jøder, som læste Hebræerbrevet, var bekendte med de religiøse ritualer beskrevet i dette kapitel (se 

3. Mos. 9 og 16, hvor de originale instruktioner står beskrevet). Skridt for skridt viser forfatteren, 

hvordan Kristi nye pagt forbedrer den gamle. I stedet for de mange ofringer lavede han kun én 

ofring, sig selv, og derved banede han vejen for en fri og fuldkommen tilgivelse for os. Kapitlet 

bruger en analogi til at forklare, hvorfor Kristi død var nødvendig (vers 17). Det sammenligner 

Guds nåde med et testamente. Rigdom gives kun videre, når nogen dør. Kristi død indebar en 

frigivelse af arven til os. 

Hebr. 10:12 

Hebræerbrevet gør noget særligt ud af, at Kristus ”tog sæde” dvs. satte sig, efter at han havde 

fuldført sine præstelige forpligtelser. Jødiske præster satte sig aldrig; tabernaklet og templet havde 

ikke stole. De udførte deres hverv stående som et symbol på, at det ikke var gjort færdigt. Men da 

præsternes arbejde engang for alle var afsluttet, tog Kristus sæde. 

Hvad er sand tro? 

Selv ikke trosheltene får præcis det, de ønsker 

”Alle disse, hvis tro er bevidnet, opnåede dog ikke at se løftet opfyldt” (11:39). 

Hvad er tro? Og hvordan kan man være sikker på, at man er i besiddelse af den? Nogle kristne 

tænker på tro som en næsten magisk magt. Sådanne mennesker siger, at hvis man opbyder 

tilstrækkeligt tro, vil man blive rig, så vil man altid være rask og leve et fornøjeligt og tilfreds liv. 

Men hvordan ”opbyder” man tro? Hvad er tegnene på en ægte tro? 

Hebræerbrevets forfatter kaster sig ud i en detaljeret beskrivelse af tro, der er komplet med 

referencer til flere dusin biografiske modeller. (Nogle har tituleret Hebræerbrevet 11 ”Troens Hall 

of Fame”). ”Men uden tro”, siger Hebræerbrevet direkte, ”er det umuligt at behage ham” (11:6). 

Men det billede af tro vi efterlades med fra disse kapitler indeholder nogle overraskelser. 

Forfatteren bruger ord og fraser som ”udholde”, ”udstå”, ”lide ondt”, I mange tilfælde fik de helte, 

som beskrives, ikke opfyldt de løfter, de havde håbet på; nogle endte med at blive spottet, pisket, 

stenet, ja gå omkring i fåreskind og gedehuder (11:36-38). Mange led døden – endog en frygtelig 

død. 

Tro, konkluderer forfatteren, ligner mest af alt et anstrengende langdistance løb. Den, der løber har 

blikket rettet mod førsteprisen og trods gentagne fristelser til at sagtne farten, så nægter løberen at 

give op, før målsnoren er passeret. ”Lad os frigøre os for enhver byrde, som så let omklamrer os”, 

siger Hebræerbrevet (12:1). ”Styrk derfor de synkende hænder og de kraftesløse knæ” (12:12). 

Hvorfor straffer mennesker deres legemer for at løbe et forfærdende maraton løb? De fleste løbere 

angiver to grunde: Fornemmelsen af den personlige sejr man oplever, ved at fuldføre noget 

usædvanligt, og de fysiske fordele ved hård træning. De samme to belønninger gælder i det åndelige 

løb: store belønninger venter dem, som holder ud, og selve processen man gennemlever, når man 

lever i tro opbygger en stærk karakter. I dette løb er der ingen tabere. Hvis man gennemfører, får 

man en belønning. 

Her, som andre steder, fremholder Hebræerbrevet Jesus, som udholdt store lidelser for vores skyld 

(12:2-3). Han var det ultimative eksempel. Den tro, som beskrives i Hebræerbrevet, er ikke dyppet i 

sukker; Gud har ikke lovet os et liv i luksus uden vanskeligheder. Det er barsk tro: En konstant 

beredvillighed til at holde ud og tro Gud imod alle odds uanset hvad. 

Hebr. 11:16 

326


Listen af Guds favoritter i Hebræerbrevet 11 inkluderer tvivlsomme personer som Samson og 

Rahab, indiskutable triumfatorer som David og Barak, og så en lang række af anonyme, 

ufuldkomne mennesker med masser af skavanker, som stod ansigt til ansigt med tortur og 

forfølgelse. Og dog udviste disse mennesker på en eller anden måde den type tro, som var Gud 

velbehagelig. 

Hebr. 12:1 

Kapitel 12 gør det klart, hvorfor Hebræerbrevet 11 viste martyrerne fra det forgangne så stor 

opmærksomhed. De kristne, som første gang læste denne bog, stod selv ansigt til ansigt med 

forfølgelser, og deres tro var under pres på grund af forfølgelserne. Tænk på den ”store sky af 

vidner”, som er gået forud, opmuntrer Hebræerbrevet, og ret jeres øjne mod Jesus, som frivilligt 

døde i jeres sted. Med et billedsprog lånt fra atletikkens verden, lyder dette afsnit af Hebræerbrevet 

ligesom en træners halvlegssnak til et hold, der står i fare for at tabe modet. 

Hebr. 12:18 

Forfatteren til Hebræerbrevet har argumenteret, at den nye pagt indstiftet af Kristus er langt bedre 

end den gamle mellem Gud og jøderne. Dette afsnit (versene 18-28) bruger overbevisende billeder 

til at opsummere den store forskel mellem at omgås Gud på den måde Moses gjorde i GT og måden 

at omgås ham på gennem Jesus. Det forudsiger også, at endnu større ting er i vente: et ny rige og en 

ny skabelse. 

Hebr. 13:15 

Hebræerbrevets form er mere teologisk end praktisk. Men i det sidste kapitel tilføjer forfatteren en 

liste af specielle bud og anvisninger. Men selv her laver han en sidste henvisning til ofrene. Nu har 

vi imidlertid kun et ”takoffer” at bringe, fordi Kristus har fuldført, hvad der var behov for at blive 

gjort. 

Jakobs Brev 

Ord er ikke nok 

Man kan tro på alle de rigtige ting og alligevel være helt forkert på den 

”Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv” (1:22). 

Hvor der er liv, er der også bevægelse. Nogle antiloper og for så vidt også geparden, kan løbe 

hurtigere end fartgrænsen for biler tillader. Bjerggeder, som hilser på hinanden med hovedet først, 

støder sammen med en sådan kraft, at lyden er som ekkoet fra et kanonskrald, der kan høres langt 

væk i bjergrige egne. Canadagæs, der spreder sig ud på himlen i en pæn v-form, kæmper mod 

vinden over en afstand af ca. 2000 km i et stræk, før de igen sætter deres fødder på jorden. 

Nogle mennesker kan godt lide at samle på minder. De hænger måske et hoved af en hjort op på 

væggen, eller man gemmer en gammel muslingeskal eller måske har man en eksotisk sommerfugl, 

der er monteret med en nål. Men sådanne souvenirs er kun minder. Der er ikke liv mere, og derfor 

er der ingen bevægelse. 

Forfatterne til bøgerne i Bibelen går ofte til naturen for at finde analogier, der kan udtrykke og 

illustrere åndelige sandheder. Og Jakobs brev, der altid har været kontroversielt pga. af den vægt, 

brevet lægger ”på gode gerninger”, kan måske bedst forstås, hvis vi bruger billedet om bevægelse 

fra naturen. For i det åndelige liv gælder det også, at hvor der er liv, der vil der være bevægelse. 

327


Når et menneske bliver en kristen, begynder et nyt liv, og det er uundgåeligt, at dette liv må komme 

til udtryk gennem ”en åndelig bevægelse” eller gode gerninger. Med Jakobs ord: ”Hvad nytter det, 

mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger?” (2:14). 

Bevægelse skaber ikke liv, men bevægelse følger uvægerligt af liv. Det er et umiskendeligt tegn på, 

at der er liv. På samme måde vil ægte tro på Kristus uvægerligt resultere i handlinger, som følge af 

denne tro. 

Jakob skriver ikke om, hvordan man bliver en kristen, men hvordan man lever som en kristen. 

Selv om man har alle de rigtige opfattelser om Gud, så er det ikke nok: Selv dæmonerne tror på 

Gud. Ægte, livgivende tro vil føre til bevægelse, og Jakob lægger ikke fingrene imellem, når han 

gør rede for de specielle åndelige krav, der stilles til kristne. 

Kristne tænkere, specielt en mand som Martin Luther, har kæmpet med at forlige Jakobs budskab 

med Paulus’, som så stærkt advarede mod slavisk lovtrældom. Men Paulus forklejnede aldrig et 

helligt levned. Når han skrev til svirebrødre, som han fx gjorde i brevene til Korintherne, skældte 

han ligeså meget ud over umoral, som Jakob gør. 

Tilsyneladende var lovtrældom ikke et problem for modtagerne af Jakobs brev. De stod i fare for en 

anden yderlighed ved at ignorere de love, som Gud klart havde åbenbaret. Jakob havde en enkelt 

opskrift: ”Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv” (1:22). 

Til forskel fra Paulus var Jakob ikke nogen specielt kultiveret skribent. Han var en ligefrem og 

selvlært forkynder, der var bekymret for mennesker, som ikke levede et agtværdigt liv. Hans brev 

omfatter en bred vifte af emner, og han forsøger at tilpasse den kristne tro til specielle problemer, 

og han anmoder sine læsere om at leve et liv, der svarer til troen. 

Vær ydmyge! siger Jakob. Overgiv jer til Gud! Hør op med at begå synd! Jakob er ligeså ligefrem 

som GTs profeter; det er ikke vanskeligt at forstå det, han siger. 

Mennesker, der læser Jakobs brev nu om stunder, står ansigt til ansigt med det samme dilemma, 

som de første modtagere af dette foruroligende brev. Hans ord er ligetil at forstå, men gør vi, som 

han siger? Hvad slags bevægelse præger vores åndelige liv? Som Luther selv sagde: ”Vi bliver 

frelst alene ved tro, men hvis troen står alene, er det ikke tro.” 

Der er kun få af NTs forfattere, der udtrykker sig så klart som Jakob, eller som har den samme 

gennemslagskraft som Jakob. Han bruger ikke tid på at udbrede sig om underpunkter, og han er 

ligeglad med den litterære struktur. Derfor kan man næsten læse Jakobs brev, som var det en 

samling ordsprog fulde af saft og kraft. (Brevet er sommetider blevet kaldt ”NTs ordsprog”). 

Som leder af kirken i hovedkvarteret i Jerusalem, vidste Jakob, hvordan man skulle tale med 

autoritet. Man behøver ikke at søge skjulte hentydninger i brevet. Jakob siger lige ud, hvordan vi 

bør opføre os i 54 direkte bud. Vi bør notere os, at mange af disse har direkte paralleller til det Jesus 

sagde i Bjergprædiken. Vi skal naturligvis huske på, at gruppen af mennesker, der modtog dette 

brev inkluderede både fattige og rige. Han har flere steder sidebemærkninger til disse specielle 

grupper. 

Jakob 1:3 

Jakobs opfordring til at glæde sig, når man står ansigt til ansigt med prøvelser, kan ved første 

øjekast synes chokerende eller endog ufølsom. Men en nærlæsning gør det klart, at Jakob finder 

glæde ved de resultater, der kommer ud af prøvelserne, ikke ved prøvelserne i sig selv. Selv 

vanskelige tider kan føre til gode resultater som fx udholdenhed. Denne positive tilgang til lidelse er 

gennemgående i hele NT (se fx Rom. 5:1-5; 1. Pet. 1:3-9). 

Jakob 2:1 

Jakob kap.1 anmoder kristne om at leve et liv, der svarer til deres tro. Jakob kap. 2 giver et meget 

klart eksempel på menighedsmedlemmer, der viser særligt hensyn til de velhavende og magtfulde. 

328


Denne direkte måde, der går tæt på, er karakteristisk for Jakob. Han efterlader ikke nogen i tvivl om 

det, han mener. 

Jakob 3:3 

Levende, letforståelige billeder fra naturen føjer en visuel dimension til Jakobs ord, næsten som om 

hver enkelt tanke var et fotografi. Han henviser til det frådende hav, visnede blomster, en 

skovbrand, en hests bidsel, morgendiset, et sulten møl, landmandens forårsregn, et stort skib og en 

saltvandskilde. Paulus, der var en langt bedre uddannet skribent, hentydede til kultur og atletik og 

menneskelige relationer. Men Jakob havde det bedst med at bruge enkle billeder fra naturens 

verden. 

Jakob 4:1 

Hvis man skulle koge Jakobs budskab ned til et ord, ville det måske blive selvkontrol. Kapitel 4 og 

5, som indeholder nogle af Jakobs mest slående billeder, viser, hvordan begær og griskhed kan 

ødelægge en menighed og fællesskabet. Virkeligheden er, at mange af de jødiske kristne, som han 

skrev til, ikke længe efter oplevede en pludselig forandring i deres liv. De mistede alt, hvad de ejede 

og led forfærdelig forfølgelse. 

Jakob 5:10 

I dette afsnit bygger Jakob videre på idéen fra kap. 1: 2-4 om, at Gud kan bruge lidelse, så det bliver 

til nytte for os. Han erkender realistisk set at glæde midt i prøvelser ikke er en del af erfaringen 

umiddelbart. Det kræver udholdenhed og tålmodighed, hvis en sådan indstilling skal blive mulig. 

Jakob nævner to kilder, hvorfra man kan hente hjælp, hvis man skal kunne håndtere lidelse: (1) 

eksemplerne fra det forgangne, dvs. fra profeterne og Job; (2) menighedens helbredende tjeneste og 

bøn. 

Konflikter mellem rige og fattige 

En anderledes type klassekamp 

”Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde” (4:6) 

Samfundet har en tendens til at skelne mellem rige og fattige. De to grupper har ikke meget at gøre 

med hinanden, og det vil ofte være svært at skulle have med begge grupper at gøre på en og samme 

tid. 

Det ser ud til, at de oprindelige første modtagere af Jakobs brev inkluderede begge disse grupper. I 

et afsnit henvender Jakob sig til de hovmodige, privilegerede rige, og i næste afsnit vender han sig 

til de fattige, som gennemgår forfærdelige lidelser. (Vi skal notere os skiftet mellem 5:1 og 5:7). 

De to grupper havde forskellige problemer. De rige var selviske. De var ufølsomme og hoverende 

over for de fattige. Og for så vidt angik de fattige, så reagerede de med at være sure og misundelige. 

De gav Gud skylden for deres fattigdom. 

Jakob gav gode råd til hver af grupperne om deres særlige problemer, men han hævdede også, at de 

havde meget til fælles. For både rige og fattige er den vigtigste kamp ikke den ydre – de betingelser 

vi lever under – men den indre. Vi kender alle den indre konflikt, vi kan opleve, når modstridende 

kræfter trækker og slider i os. Vil vi følge Kristus og den livsstil, han stod for, eller vil vi vælge det 

modsatte? Vil vi stole på Gud eller afvise ham? 

Jakob konstruerede et nyt ord for at kunne beskrive denne indre konflikt: Han kaldte det at være 

”tvesindet” (4:8). For rige og fattige kommer denne konflikt til udtryk på forskellige måder, som 

Jakob yderligere forklarede. Men tvesindethed er en hård kamp mellem splittet loyalitet. Den 

afgørende kamp om at adlyde Gud er der ikke forskel på, uanset hvilken gruppe man tilhører. 

Alt imens Jakob beskæftigede sig med de rige og fattige, slog han sin lid til mange af de faktiske 

vendinger, som Jesus havde brugt specielt i Bjergprædiken. (Dette var jo også ret forståeligt, hvis 

329


forfatteren var den Jakob, som var broder til Jesus, som mange bibelforskere tror). Han anvendte 

det, som Jesus havde lært, på en frisk og ny måde og udfordrede os alle – rige og fattige – til at være 

målbevidste i vores beslutning om at følge Guds vej. 

Peters 1. Brev 

Et ord til de lidende 

Hvad man skal gøre, når vanskelighederne dukker op 

”I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed” (4:12). 

En fjern, hvirvlende støvsky signalerede, at den tyrkiske dødspatrulje nærmede sig. Men hvem ville 

kunne flygte. Landsbyboerne i Armenien sad forsvarsløse og hjælpeløse på et bjergplateau. Dømte 

kristne rykkede sammen på gulvet i deres hjem, mens de bad, sang og rystede af angst. 

En sådan scene blev ofte gentaget under 1. verdenskrig, og den endte som oftest med en massakre. 

Det tyrkiske angreb mod de armenske kristne var et af historiens værste religionsinspirerede 

blodbade. Over en million mennesker døde. Men den armenske tragedie var, bedrøveligt nok, kun et 

af mange angreb mod det 20. århundredes kristne. 

Der er flere mennesker, som har måttet dø for deres tro i det 20. århundrede, end der har været i alle 

de foregående år tilsammen. Tusinder af kristne døde i Østafrika. Først i Mau Mau opstanden og så 

under den Ugandiske diktator, Idi Amins terrorregime. Millioner flere led under regimerne i Sovjet 

og Kina. Og modstanden fortsætter. Selv i dag bliver kristne fængslet og tortureret, når de bliver 

omvendt til kristendom. Alene dette faktum gør Peters Første Brev yderst relevant for moderne 

læsere. 

Hvilket råd ville vi give til kristne, som stod over for forfølgelse? Apostlen Peter tog udfordringen 

op netop som foruroligende rygter fra Rom skabte frygt i alle kristne fællesskaber. Den halvt 

sindsyge Nero havde udset sig de kristne som syndebukke for alle imperiets dårligdomme. 

Skulle de forfulgte kristne flygte eller stå imod? Skulle de nedtone de ydre tegn på deres tro? Eller 

give op? Peters læsere, hvis liv var i fare, havde brug for en klar rådgivning for så vidt angik lidelse. 

De ville også gerne have en forklaring på lidelsens mening og betydning. Hvorfor tillader Gud 

lidelse? Kan der komme noget godt ud af det? Bekymrer Guds sig? Kort sagt så stillede de den 

slags spørgsmål, som kristne altid har stillet, når man skal gennem store prøvelser. 

I henhold til Peter burde lidelse ikke komme som en overraskelse for en kristen. Vi er ”fremmede” 

(1:17) i en fjendtligt indstillet verden, og hvor kristne har fremgang, vil mørke uvejrsskyer ofte 

samle sig. Kristne kan forvente at møde lidelse, når troen tages alvorlig. 

Når det gælder lidelse, kan vi ikke få bedre råd og vejledning end hos Peter. Sådan var det dengang, 

og sådan er det i dag. Han var selv blevet pisket og fængslet for sin tro. Engang regnede han endog 

med, at han skulle henrettes (Ap.G. 12). Peter havde også personligt set Jesus gennemgå lidelse, og 

i dette brev viser han også hen til ham som et eksempel på, hvordan man skal tackle problemet. 

Peter opmuntrer sine læse til at ”leve jeres liv blandt hedningerne sådan, at de netop ved det, de 

bagtaler jer for som forbrydere, kan få syn for jeres gode gerninger og prise Gud for dem på 

hjemsøgelsens dag” (2:12). Lidelse kan lutre troende og give os en anledning til at vise, at vi mener 

det alvorligt med troen. Resultatet kan således vise sig at blive til vores fordel. 

Dette brev understreger yderligere et punkt. Lidelse er altid kun midlertidig. Men skal kun holde ud 

”en kort tid” (1:6; 5:10). De, som lider med Kristus, vil også opleve herligheden med ham i et liv, 

der for altid vil være uden smerte og lidelse. Kritikere har kritiseret kirken for at lægge vægt på et 

evigt liv mere end at arbejde på at forbedre forholdene i dette liv. Men for Peters læsere, som altid 

330


var nervøse og på vagt overfor de fjender, som luskede omkring usikre på, om de ville overleve 

endnu en dag, ja da var budskabet både håndgribeligt og opmuntrende. 

Ifølge Første Peter så er vores håb om, at lidelse en dag vil ophøre ikke blændværk, men ”et 

levende håb” (1:3) til ham, som har overvundet døden. 

I begyndelsen nød kristendom officielt en vis tolerance af de romerske myndigheder, men gradvist 

vendte regeringen sig imod. Romerriget tog det ilde op, når der blev snakket om ”et andet rige”, og 

de brød sig ikke om de kristnes modstand mod afgudsdyrkelse og almindeligt forfald. 

Selv om Peters Første Brev oprindeligt var rettet mod mennesker, der befandt sig i den yderste fare, 

så appellerer brevets budskab til os alle, for vi oplever alle smerte af den ene eller anden slags. 

Hvorfor går tingene ikke altid, som vi gerne vil? Prøver Gud at sige noget til os? Peter giver os 

nyttige og autoritative svar. Det vil være nyttigt for os at tilegne os det, han siger i de situationer, vi 

selv befinder os i. 

Peters måde at skrive på afslører hans enkle baggrund som fisker. Han bruger jordnære bondeudtryk 

og skifter lidt ubehjælpsomt frem og tilbage mellem læresætninger og gode råd. Kapitel 2 (versene 

18-25) giver os et særdeles godt eksempel. Peter giver os en dyb indsigt i, hvad det betyder, at 

Kristus led for vores skyld, men undervisningen er placeret i et afsnit om slaver og regeringer. Han 

blander således læresætninger (hvad vi tror) med praksis (hvordan vi skal leve). 

Peter er mere en prædikant end en forfatter, og derfor strukturerer han også sin bog som en 

usammenhængende prædiken. Man bør være opmærksom på de 34 direkte påbud, som han tager 

med. Peters måde at bruge billeder på – en hjørnesten, et lam, en hyrde – gør det let at citere fra 

brevet. 

Men Peter gav os ikke kun husmandsrådgivning; han var godt funderet i Jesu undervisning og i 

profeterne. Han citerer forholdsvis mere fra GT end nogen anden NT forfatter. 

1. Pet. 1:7 

Et menneske, der søger efter mineraler, og som opdager en guldåre, sender prøver til en 

probermester for at værdisætte fundet. En prøve i ild vil smelte de fleste urenheder bort, og det 

reneste guld vil være tilbage helt renset. Lidelse fungerer på en lignende måde, siger Peter. Det 

afslører og lutrer den sande tro. Dertil kommer, at en tro, der gennemgår en sådan prøve, vil få en 

rig belønning i evigheden. 

1. Pet 2:4 

I versene 4-9 konstruerer Peter en detaljeret metafor ud af noget så simpelt som en sten. Han 

henviser til Kristus som en sten, der forkastes af bygmestrene. En unyttig sten af den slags, man 

bare træder på. Alligevel bliver denne sten en hjørnesten i en ny bygning, der består af kristne 

(levende sten). Denne metafor har meget til fælles med Paulus’ henvisninger til ”Kristi legeme”, 

men Peter, (som også havde tilnavnet ”klippe” bruger altså dette andet billede). 

1. Pet. 2:11 

I begyndelsen havde kristne haft glæde af Romerrigets officielle beskyttelse. Under Nero (54-68 

efter Kristus) ændrede det sig fuldstændigt, og apostlene Peter og Paulus led sandsynligvis 

martyrdøden under Neros regime. Peter adresserede dette brev til ”de fremmede blandt andre 

folkeslag” (1:1), og det indikerer vel, at kristne ikke blev anset som en separat, forfulgt minoritet 

uden almindelige lovlige rettigheder. 

En mand, som blev kaldt ”klippen” 

Peter lærte efterhånden, hvordan han skulle leve op til sit tilnavn 

”Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer” (5:6) 

331


Man kan ikke undgå at bemærke Peter i de 4 evangelier. Han fremstår som en regulær bondeknold, 

der går lige til stregen, og ofte bryder ud med høje voldsomme påstande. På alle de lister, der 

nævner disciplene, står Peter først, og man ser ofte Peter mase sig vej ind til centrum af 

begivenhederne. 

Man kan ikke undgå at kunne li’ ham. Han har et stort hjerte og en ubegrænset entusiasme. Han 

havde blot lige lovlig mange skarpe kanter. Han svingede frem og tilbage som et pendul. I et øjeblik 

var han frimodig og pågående, i det næste opførte han sig som en kujon, når det virkelig gjaldt. 

Men da Peter satte sig ned for at skrive dette brev sent i sit liv, var der løbet meget vand i åen. Man 

kan fornemme forandringen i de blotte ord, han vælger: ord som ydmyg og underlæg jer. Dette brev 

indeholder ikke elementer af ubetænksomhed, og der er ikke noget af den aggressive stil, vi kender 

fra evangelierne. Han agter på Jesu sidste anmodning til ham: ”Vogt mine lam” (Johs. 21:17). 

Barske Peter er blevet en øm hyrde. 

For at få det fulde billede af Peters forvandling, må vi læse om ham i evangelierne (specielt i 

Markus), og så vende os direkte til dette brev. Stormfulde, åbenmundede Peter rådgiver nu kvinder 

til at have ”en sagtmodig og stille ånds uforgængelige skønhed” (3:4) og mænd til at behandle 

deres koner hensynsfuldt og vise dem respekt (3:7). Den mand, som huggede et øre af en soldat, 

fordi han ville forsvare Jesus (Johs. 18:10), rådgiver nu, at man skal underordne sig enhver 

menneskelig ordning (2:13). Engang protesterede Peter ivrigt, da Jesus forudsagde sin egen død 

(Mark. 8:32); nu fremstiller han alvorsfuldt Kristi lidelser som et ideal (2:21-24). 

Det er let at forestille sig, at Peter beskriver sig selv, når han formulerer udsagn som ”I, som før 

ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet 

barmhjertighed (2:10) og ”For I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og 

tilsynsmand” (2:25). Som tiden gik ændredes Peters personlighed sig fra at være som sand, der 

kunne flyttes af vindpust til at blive stabilt, som hvis det var konsolideret i granit. 

Langt om længe fortjente Peter det tilnavn, som Jesus gav ham mange år tidligere: ”klippen” (Matt. 

16:18). Og når han instruerer sine læsere til ”at holde fast ved Guds nåde” (5:12), får man 

fornemmelsen af, at Peter har lært lektien på den hårde måde gennem erfaringer, som han nu giver 

videre til andre. 

Hvis Paulus er troens apostel, så er Peter håbets apostel. Gud opgiver ikke mennesker, som Peters 

eget liv så klart viser. Vi har grund til at nære håb, uanset omstændighederne – selv når vi står 

ansigt til ansigt med lidelse og død. 

Traditionen vil vide, at Peter blev korsfæstet med hovedet nedad på et romersk kors; han syntes 

ikke selv, han var værdig til at dø på samme måde som Jesus. Peter døde fuldt forvisset om, at løftet 

om en lykkelig udgang stod fast: ”Og når I må lide her en kort tid, vil al nådes Gud, som har kaldet 

jer til sin evige herlighed ved Kristus Jesus, selv udruste, støtte, styrke og grundfæste jer” (5.10). 

Han skrev som et mennesker, der vidste, hvad han skrev om. 

1. Pet 3:19 

Der er fremkommet mindst 18 forskellige teorier, der forsøger at forklare Peters mening med 

versene 18-22. Bibelsagkyndige er hovedsagelig uenige om, hvad udtrykket ”de ånder, der var i 

fængsel” hentyder til. Var ”ånderne” mennesker, som befandt sig på et slags mellemtrin efter de var 

døde, eller hentyder det til de faldne engle i 1. Mos. 6:1-4. Ingen ved noget med sikkerhed. Peter 

bruger den lidt vanskelige skrifthenvisning til at pointere, at Jesu lidelse førte til noget ultimativt 

godt. 

1. Pet. 4:13 

Alene dette ene vers viser mere end alle de andre, hvor meget Peter havde ændret sig. Han blev 

genstand for Jesu stærkeste irettesættelse (Mark. 8:33) for at modsætte sig, at Jesus en dag ville 

komme ud for lidelser. Men nu plæderer han for det synspunkt, at det er et privilegium at lide for 

Kristus, en måde hvorpå man kan få del i Kristi herlighed. 

332


Peters 2. Brev 

En trussel indefra 

De værste farer er ikke altid særlig godt markeret 

”Mine kære, det er nu det andet brev, jeg skriver til jer, og i dem begge prøver jeg at vække jeres 

retfærdige sind” (3:1). 

De første apostle må have følt det ligesom pionerer ville gøre i en moskitoinficeret sump. Det var 

som at blive angrebet af skadedyr. Klask! Der fik man én slået ihjel, men i samme øjeblik ville en 

anden sætte sig. Uanset hvor man vendte sig, dukkede nye vanskeligheder op. 

En gruppe benægtede, at Jesus var Gud. En anden erklærede, at han var Gud, men ikke fuldt ud 

menneske. Apostlene fordømte lovtrældom, men så dukkede de frisindede mennesker op, der 

påstod, at ”alt var tilladt”. Medlemmerne i én menighed sagde deres jobs op og samlede sig for at 

vente på Jesu genkomst; i en anden menighed opgav de helt håbet om, at han ville vende tilbage. 

Peters Andet Brev blev skrevet som svar på en ung menigheds forvirrede opfattelser. Peters Første 

Brev handlede om barske farer, der truede udefra, men dette brev taler om farer indefra. Falske 

lærere skabte røre og splid. Der blev sat spørgsmål ved grundlæggende læresætninger, og kristne 

blev ført ind i et umoralsk liv og levned. 

I et forsøg på at imødegå de forskellige gruppers kævlerier opfordrer Peters Andet Brev til, at man 

vender tilbage til det ægte evangelium. ”Derfor vil jeg til stadighed minde jer om dette”, siger 

forfatteren (1:12) og fortsætter med at pege på nogle grundlæggende fakta om, hvad kristne bør tro, 

og hvordan de bør opføre sig. Brevet bidrager ikke til mange nye sider af evangeliet. Det rejser 

derimod en række advarselssignaler imod almindelige faldgruber, som er til fare for menighederne. 

”Erkendelse” er et nøgleord, som vi møder i brevet gang på gang. Peters Andet Brev genopfrisker 

læsernes hukommelse, for så vidt angår den almindelige erkendelse, der er forudsætningen for at 

forstå, at ”alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os 

gennem erkendelsen af ham” (1:3). Forfatteren lader sin erkendelse bunde i GT profeter og 

øjenvidneberetninger om Jesu liv, ikke i ”udspekulerede fabler” (1:16). Og han opfordrer sine 

læsere til at modstå alle farer ved at leve et uplettet og lydefrit liv. 

Det siges uden omsvøb, at svaret på falsk erkendelse ganske enkelt er sand erkendelse. Svaret på et 

umoralsk liv er et moralsk liv. 

Selv om Peters Første og Andet Brev hævder at være skrevet af samme forfatter, så har de to breve 

forskelle i stil og forskellige måder at tackle problemerne på. Peters Andet Brev er råt og ukultiveret 

i måden, det er formuleret på. Det er mere skarpt og mindre venligt end det første brev. (Mange 

bibelforskere stiller spørgsmål ved, om apostlen Peter virkelig skrev hele brevet, men brevet 

hævder, at Peter er forfatter og viser da også visse tegn på hans indflydelse). 

Måske forklarer forskellige forskelle hos modtagerne de to måder at tackle problemerne på. Bibelen 

anskuer lidelse – forfølgelse udefra – som en lutrende indflydelse, som ofte fører til, at menigheden 

bliver endnu stærkere. Derfor har Peters Første Brev måske denne opmuntrende og andagtsfulde 

tone. Men den virkelige fare for en menighed kommer indefra, fra umoral og falsk lære. Peters 

Andet Brev imødegår med stærke vendinger disse ”indre” farer. 

Når man læser brevet, må man prøve at forestille sig, at man var en del af den gruppe, der første 

gang modtog brevet. Hvilke farer er det, at forfatteren advarer mod? Er der paralleller i dag? Kapitel 

1 og 3 gælder til alle tider. Kapitel 2 beskæftiger sig mere direkte med de specielle falske lærere, 

som var en pestilens for de første menigheder. I tonen og det faktiske indhold er der stærke ligheder 

333


med det lille Judas Brev. Begge breve handler om de samme problemer og foreslår de samme 

løsninger. 

Når man læser Peters Andet Brev bør man være på udkig efter ordet ”erkendelse” og ord, der er 

beslægtet hermed. Forfatteren appellerer til sand erkendelse, som vil kunne korrigere mange af de 

unge menigheders fejltrin. 

2. Pet. 1:14 

Personen, som skrev disse ord, nærmede sig døden. Et faktum, som delvist kan forklare brevets 

kraftfulde tone. Et øjenvidne (vers 16) til Jesu vandring her på jorden var opmærksom på en ung 

menighed, som var på vej væk fra Kristi klare lære. Dette brev kunne være den sidste chance for at 

imødegå en forværring. 

2. Pet. 2:5 

Peters Andet Brev henviser til tre vigtige tidsaldre på jorden. Den første, den ældgamle verden, blev 

ødelagt af syndfloden på Noahs dage. Den nuværende tid, som vi lever i nu, vil blive ødelagt af ild 

(3.10). Men forfatteren peger håbefuldt frem mod en tidsalder, som endnu ikke er kommet: en ny 

himmel og en ny jord (3:13). 

2. Pet. 3:10 

Tiden for den globale ødelæggelse, som beskrives her, var et hyppigt tema i brevene til de første 

menigheder. Talen om en fremtidig dommedag og ødelæggelsen af den eksisterende verden truede 

og alarmerede Rom, den mægtigste magt i den dengang eksisterende verden. Disse dommedags 

profetier medvirkede til Romerrigets fjendskab mod kristne. 

2. Pet. 3:15 

Denne kommentar er et af de sjældne tilfælde, i hvilket en NT forfatter henviser direkte til et andet 

NT skrift. 2. Peter blev øjensynligt skrevet så tilpas sent, at et antal af Paulus’ breve allerede var i 

omløb. Bibelforskere bruger tips som dette til at datere Bibelens bøger. 

Johannes 1. Brev 

Ord, som bliver forurenet 

Et problem med den nye generation 

”Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed” (3:18). 

Over tid kan velkendte fraser miste deres betydning og komme til at betyde noget helt andet end 

oprindeligt. ”Øje for øje og tand for tand” er et godt eksempel på et bibelsk udtryk, som i dag vel 

nærmest betyder gengæld. Engang, da selvtægt var dagens orden, var det et revolutionerende 

udtryk, der betød, at en forvoldt skade på et øje maksimalt måtte betales tilbage med ”et øje”. Hvis 

hævnen normalt ville være fx drab, ja så er det let at se, at udtrykket vendte op og ned på 

retssystemet. 

Selv ordet Gud, er blevet et bandeord i vort sprog, ligesom Jesus er på fx engelsk. 

Denne tendens til at forurene vores sprog er ikke ny. Selv ved slutningen af det første århundrede, 

blev ordene forvrænget og drænet for deres oprindelige betydning. Da apostlen Johannes skrev sine 

breve, var kristendommen omkring 50 – 60 år gammel. En generation var nu vokset op i kristne 

hjem, og en særlig levemåde var allerede ved at udvikle sig. 

Nogle mennesker brugte velkendte udsagn som ”at kende Gud”, ”vandre i lyset”, og ”født af 

Gud”, men med nye forvrængede betydninger. Apostlen svarede med ”ild”. Han vidste, at en 

forvirret, grundig forvrængning af sandheden er sværere at modstå end en direkte afvisning. 

334


I dette brev vælger Johannes nøgleord (lys, synd, Kristus, kærlighed, tro, etc.), som han 

”desinficerer”, hvorefter han igen giver dem deres oprindelige betydning. Han lægger vægt på den 

sandhed, der er bag ordene. Gentagne gange begynder han med udtrykket ”hvis vi siger…” og 

fortsætter med at vise, hvilke handlinger der må følge, hvis vi hævder at leve i det sande lys og at 

kende Gud. 

Johannes skrev sit evangelium om Jesu liv for at læsernes skulle føres til tro på Kristus (Johs. 

20:31). Han rettede dette brev til mennesker, som allerede var kristne og gjorde rede for, hvordan 

denne tro skulle indvirke på et menneskes liv. Han siger: ”Gud er lys”! Derfor skal I vandre i lyset. 

”Han er ånd”. Derfor skal I tilbede ham i den rette ånd. ”Han er kærlighed”. Derfor skal I vise 

denne kærlighed mod andre. 

Ind imellem viser Johannes en pastors ømme omsorg og kalder sine læsere: ”Mine kære børn ” 

(2:1), og han opfordrer dem til ”at elske hinanden” (3:11). Men på andre steder giver hans barske 

sprog en fornemmelse af, hvorfor han engang havde tilnavnet ”tordensøn”. 

Johannes var sandsynligvis den sidst overlevende apostel, da han skrev sit brev. Han levede næsten 

til slutningen af det første århundrede. Men han var ikke for gammel til at kæmpe indædt mod hvad 

som helst, som kunne korrumpere troen, som havde været hans inspirationskilde i så mange år. 

Første Johannes Brev er konstrueret som et stykke musik. Forfatteren slår nogle få temaer an – lys, 

sandhed, liv, kærlighed – så bygger han sine variationer op omkring disse ord og udtryk. Johannes, 

der gør sig afhængig af enkle ord og en rytmisk stil, skriver i universelle vendinger, som angår en 

hvilken som helst tidsepoke. 

Og dog vil man forstå brevet langt bedre, hvis man ved en lille smule om de forhold under hvilke, 

Johannes skrev. Derfor bør man læse artiklen, som følger lidt længere fremme: ”Hvem var 

gnostikerne?” 

Når vi læser Johannes, skal vi notere os mønstret. Han definerer et ord som fx ”lys”. Så forholder 

han sig til ordets modsætning ”mørke”. Bagefter beskriver han, hvordan et liv i lyset bør leves. 

Under alle forhold viser han, hvordan Gud er kilden til kraft i den kristnes liv. 

1. Johs. 1:4 

I modsætning til de fleste NT breve identificerer dette ikke forfatteren. Men visse hentydninger og 

markante mønstre i stilen gør det mere end klart, at apostlen Johannes skrev det i en fremrykket 

alder. Man kan ganske enkelt sammenligne dette første afsnit af brevet med de første få afsnit af 

Johannes Evangelium for at se lighederne. Forfatteren understreger også, at han var et øjenvidne tæt 

på Jesu liv, et faktum, der stemmer overens med ”disciplen, som Jesus elskede”. 

1. Johs. 2:12 

Johannes begynder sit brev med en alvorlig advarsel imod falske idéer. Men den fine lyrik afbrydes 

af en varm hilsen til de sande troende i menigheden. Mange kommentatorer tror, at Johannes havde 

til hensigt at lade de tre kategorier (kære børn, unge mænd, fædre) repræsentere tre forskellige 

stadier i sine læseres åndelige liv. 

1. Johs. 2:22 

Johannes havde to tilnavne. Han blev kaldt ”kærlighedens apostel”, og han bruger ordet kærlighed 

35 gange alene i dette korte brev. Men brevet lader også antyde, hvorfor han fik sit oprindelige 

tilnavn ”tordensøn” (Mark. 3:17). Som en af Jesu disciple nærede Johannes ønske om at nedkalde 

ild fra himlen over landsbyer, som ikke godtog evangeliet (Luk. 9:54). Jesus afviste sådanne 

forestillinger, og Johannes mildnedes betragteligt, som årene gik. Men han har stadig nogle 

velvalgte ord i baghånden til evangeliets fjender: Han kalder dem antikrist (2:18), løgnere (2:22) og 

Djævelens børn (3:10). 

335


1. Johs. 3:11 

Johannes definerer meget ofte ord i relation til deres modsætninger: lys over for mørke, sandhed 

over for falskhed, liv over for død. I dette afsnit begynder han med et bud om at ”elske hinanden”. 

Så fortsætter han med at illustrere et liv fyldt af had, før han vender tilbage til at definere kærlighed. 

Mange af Johannes’ temaer bliver behandlet efter dette mønster ligesom i en slags ”cirkler”. 

Hvem var gnostikerne? 

En farlig kult, som viste sig at være fatalt attraktiv 

”Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af 

Gud” (4:2). 

Da kristendommen spredtes rundt om Middelhavet, kom den i kontakt med andre religioner. 

Grækere og romerne forsøgte at opsluge og rumme troen indenfor deres egne filosofier, præcis som 

jøderne oprindeligt havde forsøgt. 

Intellektuelle centre rundt om Middelhavet stillede spørgsmål om Jesus. Hvem var han? Hvis han 

var Gud, hvordan kunne han så dø? Og en ny populær kult, som blev kaldt gnosticisme (fra det 

græske ord for erkendelse) fik mere og mere indflydelse i et forsøg på at forklare disse ting. Kulten 

trivedes speciel blandt den intellektuelle elite. 

Gnostikerne vægrede sig ved den kristne påstand, at Gud var blevet menneske. De troede nemlig, at 

et fysisk legeme grundlæggende var ondt, og derfor benægtede de, at en syndfri Gud kunne iklæde 

sig et legeme. Nogle tacklede problemet ved at hævde, at Jesus ikke havde været et rigtigt 

menneske, men et fantom, en kortvarig tilsynekomst af Gud, som kun så ud som et menneske. 

Andre foreslog, at Gud havde iklædt sig Jesus ved hans dåb, men forlod ham igen før hans død. 

Apostlen Johannes debatterede personligt med den tids gnostikere, og han havde gnostikernes 

tænkemåde i baghovedet, da han skrev dette brev. Den allerførste sætning slår udtrykkelig fast, at 

forfatteren har set, hørt og rørt ved Jesus – der jo klart indikerer, at han ikke kunne have været et 

fantom eller en ren ånd. Gennem hele brevet, og specielt i 4:2-3 revser forfatteren dem, som nægter, 

at Jesus var kommet i kødet. 

For gnostikerne var materien ond. Kun ånden var ren, og gnostikerne forsøgte at rejse sig til et 

højere, mere spirituelt plan. Denne lære indebar ofte en sideeffekt. Mennesker, som stræbte efter at 

rejse sig over materien, var ligeglad med personlig etik. Deres rene ånder kunne ikke fordærves af 

”jordisk” synd. På den måde kunne de stort set opføre sig, som de ville. 

Den aldrende Johannes vendte sig i vrede imod gnosticismens to farer: umoralsk levned og tvivl på, 

om Kristus virkelig blev et menneske. Troen må bedømmes af de handlinger den forårsager, og 

Johannes understreger broderkærlighedens tema. Han gendriver i hovedsagen vranglære ved at 

præsentere det fulde billede af det kristne liv, som det burde leves ud i dagligdagen. 

Sandt fællesskab er ikke en hemmelig optagelse i en slags New Age elitær organisation, men et 

fællesskab med faderen gennem Kristus. Og det medfører også ansvar for andre i Guds familie. 

1. Johs. 5:8 

Apostlen Johannes satte i høj grad sin lid til symbolsprog i sin evangelieberetning om Jesu liv. Her 

bruger han også symboler i sin bevisførelse om Jesus. Vand henviser måske til Jesu dåb, blod til 

hans død på korset og ånden til Helligånden, som tog bolig i Jesus. Johannes refererer til disse tre 

som et vidnesbyrd fra Gud om sin søn. 

Johannes’ 2. Brev 

Uønskede gæster 

336


Når et ”velkommen” skilt ikke er passende 

”Tag jer i agt, at I ikke skal miste det, vi har nået ved vort arbejde” (vers 8) 

Romerske veje gjorde rejser i det første århundrede sikrere og lettere end nogen sinde før, men 

motorvejshoteller var stadig langt ude i fremtiden. Når omrejsende prædikanter i den kristne tro 

derfor rejste rundt i imperiet, så slog de deres lid til lokale kristne for så vidt angik mad og husly. 

Men det skulle ikke vare længe inden mennesker, der førte vranglære (som fx gnostikerne) også 

fandt ud af, at de kristnes gæstfrihed med gratis måltider og velbehagelig husly. De to breve, 2. 

Johs. og 3. Johs. Breve, de korteste skrifter i hele Bibelen, tager problemet op med at være gæstfrie 

for disse omrejsende mennesker, der førte vranglære. 

Vranglære var allerede et velkendt fænomen i mange af de lokale menigheder, og Johs. Andet Brev 

opmuntrer de sande kristne til at være lidt diskrete, når de tester en besøgendes budskab og motiver. 

Forfatteren advarer imod at være alt for imødekomne overfor besøgende, som ikke holder sig til 

sandheden om Kristus. 

Helt i overensstemmelse med sit tilnavn, repeterer kærlighedens apostel sit motto ”elsk hinanden”, 

selv i det advarselsbrev. En af kristenhedens tidlige forfattere Jerome (374-419) fortæller om den 

skrøbelige apostel Johannes, at han, da han i en meget høj alder blev båret ind i 

menighedsforsamlingen kun mumlede ordene ”elsk hinanden”. Når han så blev spurgt, hvorfor han 

ikke talte om andet, svarede Johannes: ”Fordi det er Herrens bud, og hvis det bliver praktiseret, er 

det nok”. 

Johs. 2. Brev og Johs. 3. Brev bør læses sammen, eftersom de begge anskuer de problemer, de unge 

menigheder stod overfor fra hver sin side. Man må forestille sig situationen, som den var dengang, 

da kristendommen stadig var ny og mange lærere rejste rundt og påstod, at de havde en speciel 

indsigt. Er der paralleller til vores situation i dag? Vi må være opmærksomme på de specielle råd, 

Johannes gav for at imødegå og tackle disse situationer. 

2. Johs. vers 7 

Dette skriftafsnit viser, at de fjender, der blev advaret om i 1. Johs. stadig strejfede omkring og 

forårsagede vanskeligheder i kirkerne. Beskrivelsen af deres tro - ”dem, der ikke bekender, at Jesus 

er Kristus, kommet i kød” – minder om gnostikernes lære, som det første brev havde som 

hovedformål at imødegå. 

Johannes’ 3. Brev 

Retningslinier for gæstfrihed 

De samme spørgsmål dukker altid op alle steder 

”Jeg har ingen større glæde end at høre, at mine børn lever i sandheden” (vers 4) 

Set over et, giver dette brev samt Johannes’ Andet Brev et balanceret syn på normen for kristen 

gæstfrihed. Johannes’ Andet Brev advarede mod at give plads for vranglærere. Men Johannes 

Tredje Brev anerkender en mand ved navn Gajus, fordi han varmt har budt helhjertede kristne 

lærere velkommen. Hans handlemåde var blevet imødegået af Diotrefes, et kværulantisk 

magtmenneske i menigheden, som også sladrede om Johannes bag hans ryg. 

I en meget koncentreret form, handler Johannes to breve om vranglære og menighedssplittelser, to 

problemer, som har redet kirken som en mare i alle årene på alle steder. For at forsvare sig mod 

337


disse farer opfordrer Johannes til kærlighed og dømmekraft. De troende må vide, hvem de skal sige 

god for og støtte, og hvem de skal stå imod. 

3. Johs. vers 4 

Bibelforskere antager, at apostlen Johannes var mellem 80 og 90 år gammel, da han skrev de breve, 

der bærer hans navn. Han identificerer sig selv som ”den ældre”(hvilket også kan hentyde til hans 

position i lokalmenigheden), og skriver fornøjet om ”mine børn”. Brevet anslår en gammel mands 

tone, der overbringer sine sidste gode råd, og som viser en bedstefars stolthed over de fremskridt 

hans åndelige arvinger har gjort. 

Judas’ Brev 

Vær på vagt 

At slå alarmen til 

”Jeg har anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som én 

gang for alle er overdraget de hellige” (vers 3). 

Hvis man melder sig til at tage kørekort hos en kørelærer, så begynder man i teorilokalet og 

bagefter på prøvebanen. Kørelæreren træner med eleven og forklare betydningen af skilte – ikke 

mindst advarselsskiltene, inden det for alvor begynder. 

Det er nemlig noget helt andet, når man først bliver lukket ud på de rigtige veje. Hvis man i den 

situation overser et ”fuldt stop” skilt betyder det ikke blot, at man har scoret et mindre antal point; 

forseelsen kan koste én livet. Kørelæreren vil ikke blot komme med en venlig irettesættelse som i 

teorilokalet, men han vil råbe: ”Pas på”! 

Judas skriver ligesom en kørelærer, der ser et godstog styre lige imod eleven. Klokkerne ringer, 

bommene går ned og de røde lys blinker. Han erkender, at den type brev, han skriver, ikke er det, 

han helst vil. Han ville hellere have skrevet lidt højtideligere om frelsen (vers 3). Men kirken stod 

over for dødsensfarlige farer, så Judas kaster sig ud i en voldsom advarsel 

Judas begiver sig ikke i lag med at skrive om, hvad uromagerne lærte og lagde vægt på (vers 4). 

Måske ønskede han ikke at fremhæve deres idéer ved at tage dem op i brevet og diskutere dem. 

Deres opførsel derimod vil han gerne beskæftige sig med. Han nævner deres hykleri, forsøg på 

splittelse og deres letfærdige moral. Judas har mange hårde ord imod disse mennesker, og han 

opfordrer de troende til at kæmpe for den sande tro. Judas sprog bliver levende, når han låner 

illustrationer og billeder fra naturen til at beskrive disse mennesker (12-13). 

Judas’ brev er kort og energisk og bringer mindelser om GTs profeter. Men Judas fremholder også 

et levende håb for sine læsere. Alvorligt troende kan blive bevaret i Guds kærlighed; tvivlere kan 

”rives ud af ilden” (21-23). Det er værd at bemærke, at selv om Judas kæmper imod vranglære, så 

er der ingen antydning af at man bør forfølge modstanderne. 

Judas’ brev afsluttes med en velkendt og glædesfyldt lovprisning, og det er vel den del af brevet, 

som hyppigst bliver citeret også i vore dage. 

Tonelejet i Judas’ brev er en lille smule som i Jakobs Brev og i Peters Andet Brev. Budskabet er 

enkelt, direkte og barskt. I virkeligheden ser det ud til, at Judas har kopieret flere afsnit af 2. Peters 

Brev. 

Judas bakker sine argumenter op med illustrationer fra historien, og han citerer fra to jødiske bøger, 

som ikke tilhører de bibelske skrifter. 

338


Johannes’ Åbenbaring 

En bog fyldt af mysterier 

Grunden til, at Åbenbaringsbogen er vanskelig at forstå 

”Salig er den, som læser op, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der står skrevet 

i den; for tiden er nær” (1:3). 

Romerriget havde sin egen udgave af det berygtede fængsel Alcatraz på klippeøen Patmos. Fanger, 

som blev forvist til denne koloni, hvor hårdt arbejde var dagens orden, sygnede normalt hen og 

døde. På dette øde sted havde Johannes en serie af syner, som han skrev ned, og som senere blev 

kendt som Johannes’ Åbenbaring, den mærkeligste bog i NT. 

Johannes skrev denne bog omkring 60 år efter Jesu Himmelfart. Der var mange spørgsmål, som 

forvoldte kirken vanskeligheder. Ville Jesus komme tilbage, som han havde lovet? Hvor var han 

draget hen? Hvad var hans opgave der, hvor han var draget hen? Hvorfor var han ikke kommet 

tilbage endnu? Åbenbaringsbogen begiver sig i kast med nogle af disse spørgsmål. 

Der er ingen af de andre NT skrifter, der minder om Åbenbaringsbogens stil. Alligvel var der et vist 

udbud på den tid af lignende jødiske ”apokalyptiske” skrifter (bøger, som i symbolsprog giver et 

billede af det endelige opgør med ondskaben og godhedens sluttelige triumf). Forfattere, som skrev 

til forfulgte kristne, der var bekymret for deres fremtid, forudsagde, hvad der ville ske. De brugte 

ofte kodesprog for at beskytte sig selv. Når de for eksempel kritiserede Romerriget, blev dette ord 

typisk erstattet med ordet Babylon. Det var naturligvis oplagt at skrive delvist i kode, såfremt 

skriftet skulle falde i de forkerte hænder. 

Koderne i Åbenbaringsbogen er effektive – så effektive, at der kun er få mennesker nu til dags, som 

er enige om, hvad de helt præcist betyder. Nogle mennesker tror, at mange af forudsigelserne i 

Åbenbaringsbogen endnu ikke er gået i opfyldelse. De mener, at Johannes måske skrev om 

begivenheder, som vil gå i opfyldelse i vores generation. Der har været flere ”best-sellere” på 

markedet, som har forfægtet det synspunkt. 

Andre forklarer Åbenbaringsbogen på en måde, så man siger, at skriftet først og fremmest angår det 

første århundrede, og deres konklusion er, at mange af de begivenheder, der er profeteret om i kode, 

fandt sted i Romerrigets tid. Andre igen finder belæg for, at Johannes’ idéer har været spredt over 

2000 års kirkehistorie, eller de formoder, at hans symbolsprog først og fremmest havde til hensigt at 

beskrive den endelige kamp mellem godt og ondt. 

Som følge af alle de modstridende teorier omkring Åbenbaringsbogen er læsere fristet til at reagere 

på en af to måder. Nogle vurderer bogen til at være så forvirrende mærkværdig, at de ikke kan se 

nogen grund til at læse den overhovedet. Hvordan kan man på den måde være sikker på noget som 

helst af det, den siger? 

Andre antager den modsatte opfattelse. De fordyber sig i Åbenbaringsbogen og ender med at 

konkludere, at de formodentligt har fundet de hemmelige forklaringer af hver enkelt af de lidt 

dunkle detaljer. For så vidt angår den sidste gruppe kan det jo være lidt ydmygende at finde ud af, at 

hver enkelt generation siden det første århundrede er fremkommet med forskellige forklaringer af 

profetierne. 

Hvorfor skal man læse denne mærkelige bog? Johannes giver os et godt tip i de første sætninger, 

hvor bogen introducerer sig selv som ”Jesu Kristi åbenbaring”. Åbenbaringsbogen giver os et 

enestående billede af Jesus Kristus, og Ny Testamente ville være ufuldkomment uden 

Åbenbaringsbogen. Evangelierne beskriver Jesu liv på jorden ud fra fire forskellige synsvinkler. 

Brevene beskæftiger sig med den dybe betydning af Jesu opstandelse og hans værk her på jorden. 

Men Åbenbaringsbogen viser Jesus Kristus fra en helt ny synsvinkel. Som den mægtige hersker 

339


over verdensrummets gode kræfter. Da Johannes så ham højt ophøjet, faldt han ned for Jesu fødder, 

som død (1:17). 

Selv om Åbenbaringsbogen ikke fjerner mysteriet, der omgærder Jesu andet komme og verdens 

afslutning, så kaster bogen bestemt lys over disse begivenheder. Bogen beskæftiger sig med 

værdifulde sandheder, som angår læsere i enhver generation. Åbenbaringsbogen fortæller om Kristi 

fremtidige triumf over alt det onde i universet. Der var brug for dette altafgørende budskab om håb 

for de oprindelige læsere i det første århundrede, og vi har også stadig brug for det i dag. 

Åbenbaringsbogen er uden tvivl den mest skræmmende bog i Bibelen. Den er fyldt med så mange 

symboler og uklare, dunkle detaljer, at de fleste læsere føler sig lidt ilde til mode over, at man langt 

fra forstår alt det, man læser i skriftet. 

Alle nye former for litteratur virker skræmmende, når man møder det første gang. Det gælder fx 

science fiction bøger, der også er fyldt med navne og overjordiske væsener, der følger deres helt 

egne regler i et fremmed univers. Science fiction forekommer underligt, indtil man lærer den teknik 

at kende, som praktisk talt alle science fiction forfattere benytter sig af. Så snart man har forstået 

formen, giver det pludselig mening. Det samme gælder i og for sig Åbenbaringsbogen. Den virker 

mærkelig i starten, fordi den bruger symboler og visioner på en måde, som vi ikke kender fra andre 

steder i NT. 

De syv vigtigste visioner beskriver situationen fra forskellige vinkler 

1. Menigheden her på jorden (1-3) 

2. Lammet og de syv segl (4-7) 

3. De syv engle med trompeter (8-11) 

4. Kirken, der forfølges af Satan og dyret (12-14) 

5. Guds syv vredesskåle (15-16) 

6. Dommen over Babylon (17-19:10) 

7. Den endelige dom og den endelige sejr (19:11 til slut) 

Man må forsøge at læse bag symboler og forsøge at få en idé om, hvad de peger hen imod. Man må 

spørge sig selv, hvad dette fortæller om Kristus og om Gud. Detaljerne er ikke vigtige i første 

omgang. Hovedtankegangen er vigtigst. 

Man må også tænke på de menneskers situation, som først modtog bogen. De havde ikke brug for 

en detaljeret beskrivelse af fremtidige begivenheder. De havde først og fremmest brug for 

opmuntringer og håb. De havde brug for en tro på, at uanset hvor broget det så ud, så havde Gud 

styr på historiens gang, og at det gode ville triumfere til slut. Åbenbaringsbogen giver et sådant håb 

– både til dem og til os. 

Åb. 1:13 

Åbenbaringsbogens oprindelige læsere ville have forstået denne beskrivelse, så snart de så den, for 

Jesus brugte denne titel ”Menneskesønnen” omkring 90 gange i evangelierne. Udtrykket dukker 

første gang op i Daniel 7:13, hvor Messias introduceres, som ham, der vil være historiens Herre. 

Åb. 2:13 

Da Johannes skrev Åbenbaringsbogen, var det første århundrede ved at rinde ud. Eftersom 

kristendommen nu var klart adskilt fra jødedommen, havde den kristne kirke også mistet sin 

halvofficielle beskyttelse, og de romerske kejsere som fx Nero havde iværksat blodige forfølgelser. 

Antipas, som bliver nævnt her, var den første martyr i den vestlige del af Asien. Byen Pergamon 

tjente som hovedkvarter for adskillige hedenske kulte og bevægelser, og sædvanen med at tilbede 

kejseren spredtes herfra til hele regionen – og det er muligvis betydningen bag udtrykket ”hvor 

Satans trone står”. 

Åb. 3:1 

340


De byer, som nævnes i kapitel 2 og 3, var virkelige byer i den antikke verden, og der fandtes kirker 

i disse byer. Johannes opregnede dem i den rækkefølge, som en budbringer, der rejste med brevene 

på den tids veje, ville være kommet til dem, idet han begyndte med hovedbyen Efesus. Byerne 

ligger i det, der nu regnes for det moderne Tyrkiet. Religiøse krige havde deres pris. Ingen af 

kirkerne i disse byer overlevede. 

Åb. 4:7 

Den GT-lige profet Ezekiel havde et syn, der kunne minde lidt om dette (Ez. 1:9-10). I hans version 

havde hver enkelt af skabningerne imidlertid 4 ansigter: et menneskeansigt, et af en løve, et af en 

okse og et af en ørn. Disse symboler havde en speciel betydning for den tids mennesker, lidt 

ligesom den Britiske løve og den amerikanske ørn har det i dag. 

Åb. 5:1 

Visse ord og udtryk, der bruges i Åbenbaringsbogen, var lettere at forstå for læserne i de første 

århundreder, der var godt kendt med begreberne. Vigtige dokumenter, der var skrevet på papyrus 

ruller, blev fx sendt forseglet af sted med adskillige vokssegl. Det var kun den rigtige person, der i 

overværelse af et vidne, kunne åbne dokumentet. I dette syn er det derfor kun den person, som er 

værdig, der er i stand til at bryde seglet. 

Et forbløffende billede af Jesus 

Et hjælpeløst lam – det mægtigste af alle skabninger 

”Og jeg græd meget, fordi der ikke fandtes nogen, der var værdig til at åbne bogen og se i den” 

(5:4). 

Åbenbaringsbogen er rig på billeder af Jesus og en af måderne, hvorpå man kan studere denne bog, 

er at forfølge et enkelt af disse billeder gennem hele bogen. Efter hans strålende fremtræden i det 

første kapitel, bliver Jesus præsenteret som en konge, et barn, en kriger til hest, som Herre over hele 

jorden, som en bruds ægtemand. Af alle disse billeder er der imidlertid ingen så forbløffende og 

usandsynlige, som det, vi bliver præsenteret for i Johannes’ andet syn. Det bider sig fast og viser sig 

gentagne gange gennem hele bogen. 

Åbenbaringsbogen tager flere virkemidler og dramatiske effekter i anvendelse ved iscenesættelsen 

af dette syn, end hvis det havde været en science fiction film fra vore dage. Lyn og brag og torden 

og vældige væsner, der omkranser den ophøjede trone. Fire af væsenerne (4:6) synes at symbolisere 

det mest beundringsværdige af alle Guds skaberværker, for der var et slags ordsprog dengang som 

lød således: 

Den mægtigste blandt fuglene er ørnen. 

Den mægtigste blandt husdyrene er tyren. 

Den mægtigste blandt de vilde dyr er løven 

Og den mægtigste af alle er mennesket. 

Der genlyder et spørgsmål i himlene: ”Hvem er værdig til at åbne bogen og bryde dens segl?” 

(5:2). Med andre ord, hvem er værdig nok til at sætte næste fase af historien i gang? Til Johannes 

store forfærdelse er der ingen, der kan give et svar. Ikke et eneste af de frygtindgydende skabninger 

er kvalificerede. 

Men pludselig ser Johannes en anden skabning, ”et lam, der så ud som slagtet” (5:6). Billedet 

indebærer et voldsomt paradoks. Ingen af de majestætiske engle eller ældste eller levende 

skabninger har retten til at bryde seglene. Det er kun lammet, som har retten – et hjælpeløst, slagtet 

lam. 

Johannes gengiver en hyldestsang: ”Du er værdig til at få bogen og bryde dens segl, for du blev 

slagtet, og du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål” (5:9). For øvrigt 

en sang, som senere blev tilsat jordisk musik i Händels Messias. Andre steder i Åbenbaringsbogen 

341


bliver de sande troende identificeret som dem, hvis navne er ”indskrevet i livets bog, Lammets 

Bog” (21:27). 

Dette stærke billede dukker hyppigt op i Åbenbaringsbogen, som jo også er en bog om krig mellem 

det onde og det gode. Kristus kongen er også lammet, som døde for os. Hans død på korset, som 

tilsyneladende var et kæmpenederlag, indvarslede i virkeligheden en afgørende sejr for ham og os. 

Det gode blev ikke ødelagt; det triumferede. 

Åb. 7:1 

Tal havde stor symbolsk betydning i Bibelen og specielt for forfatteren til Åbenbaringsbogen. 

Denne tankegang er fremmed for de fleste moderne læsere. Man kunne måske drage en slags 

parallel til den opfattelse mange i vore dage har til tallet ”13” som et uheldigt tal. De mest tydelige 

symbolske tal i Åbenbaringsbogen er 4, 7, 12 og deres multiplum. 

Tallet 4 synes at betegne det skabte univers (med 4 verdenshjørner og 4 vinde), og således 

præsenterer de 4 levende væsner (4:6), hele skabelsen. I Bibelen angiver tallet 7 fuldkommenhed 

eller fuldendelse, sandsynligvis fordi skabelsesberetningen fandt sted på syv dage. Israels 12 

stammer i GT og de12 apostle i NT indikerer, at tallet 12 står for kirken eller Guds forløste folk fra 

begge pagter. 

Et tal ganget med 10, som fx 144.000 (12x12x10x10x10) antyder et ubestemt, men meget stort tal. 

Derfor står tallet 144.000 måske for hele kirken gennem hele historien. 

Åb. 7:14 

Bibelfortolkere har fremsat mange teorier, som skal forsøge at forklare ”Den store Trængsel”, en 

tidsperiode med forfærdelig forfølgelse af de kristne. Nogle tror, det vil ske engang i fremtiden 

omkring det tidspunkt, hvor Kristus vender tilbage. Andre tror, at Johannes henviste til forfølgelser 

mod kirken, som fandt sted i hans egen levetid. Uanset understreger Johannes det overordnede løfte, 

at trængselsperioden ikke vil vare ved. En dag vil de trofaste ikke længere sulte eller tørste, og de 

vil aldrig mere have grund til at græde (versene 16-17). 

Åb. 8:1 

Åbenbaringsbogen åbner op for et stadigt voksende drama, der fokuserer på det symbolske tal 7. 

Her bliver der stilhed i selveste Himlen i forbindelse med åbningen af de syvende segl. Kapitel 11 

angiver en lang pause før den syvende trompet gjalder sin dom. Til slut i kap. 16 bliver den syvende 

skål starten på den største og frygteligste ulykke af alle: Slaget ved Harmagedon. 

Åb. 9:12 

Åbenbaringsbogen gengiver et antal forfærdelige domme i kapitlerne 6, 9 og 16. Bogen nævner 

omhyggeligt formålet med disse domme: at overbevise menneskeheden om, at dens oprør er 

nytteløst og at opmuntre den til at omvende sig (9:20). På denne måde er dommene at sammenligne 

med de 10 plager i Egypten. Ligesom de 10 plager virker disse domme ikke fuldt ud. Folks 

manglende vilje til at omvende sig gør det nødvendigt, at der må komme en endelig dom mod 

kilden til alt det onde. 

Åbenbaringsbogens brug af symboler 

Hvorfor er der så mange forskellige teorier, der forsøger at forklare Åbenbaringsbogen? 

”Af udseende lignede græshopperne heste, der var udrustet til krig; på hovedet havde de ligesom 

kroner af guld, og deres ansigter var som menneskeansigter” (9:7) 

”Der har aldrig været en bog, som har fremkaldt mere galskab, flere tåbeligheder og ufornuftige 

slutninger uden nogen som helst forbindelse til Jesus Kristus”, konkluderede Jacques Ellul, som var 

forfatter til en kommentar om Åbenbaringsbogen. Læsere har en tendens til at fæstne sig helt 

342


urealistisk omkring detaljer, hovedsagelig fordi Johannes benyttede sig så helt og fuldstændigt af 

symboler til at udtrykke det, han ville sige i denne bog. 

Skabninger dækket med øjne og spirende horn; ørne, der cirkler i luften; smeltende bjerge, der 

ramler i havet – et så rigt billedsprog gør det spændende at forsøge at forklare hvert eneste ord. 

Johannes fortolker selv nogle af symbolerne for os: ”De syv stjerner er de syv menigheders engle” 

(1:20), og han antyder betydningen af andre, som fx de fire ryttere i kap. 6. Men mange spørgsmål 

forbliver ubesvaret. Fx om de vigtigste syner beskriver forskellige på hinanden følgende historiske 

perioder, eller fortæller de om de samme begivenheder blot fra forskellige vinkler. 

Kunstnere mener, at symboler kommunikerer med en helt speciel overbevisning. Da den spanske 

kunstner Pablo Picasso malede sit monumentale billede ”Guernica”, forsøgte han at give udtryk for 

det, som var sket i det krigshærgede Spanien d. 28. april 1937. Han skabte et kunstværk, og ikke en 

fotografisk gengivelse. Billedet viser den forfærdelige tragedie i byen Guernica, men på en 

kunstnerisk måde, udtrykt symbolsk. På mange måder er denne fremstilling langt stærkere, end hvis 

der havde været tale om en fotografisk gengivelse. 

På en lignende måde fremlægger Johannes de begivenheder om fremtiden, han så i syner. Det er 

ikke usandsynligt, at det er den bedst tænkelige måde at udtrykke forhold, som i forvejen er meget 

vanskelige at forholde sig til. Hvis Gud havde ønsket det, kunne han have formidlet en præcis 

tidstabel om fremtidige begivenheder, men i stedet advarede Jesus helt specifikt imod den slags 

spekulationer om fremtiden. I henhold hertil forsøger Åbenbaringsbogen ikke så meget at skitsere 

fremtidige hændelser, som at antyde de kosmiske begivenheder, som finder sted bag historien. 

Læsere, som ikke har beskæftiget sig meget med Åbenbaringsbogen, bør starte med at betragte de 

forskellige scenerier ud fra en helhedsvurdering i et forsøg på at få et overblik. Synerne er lidt som 

Jesu lignelser. De fleste har en hovedpointe, og nogle af detaljerne har kun til formål at dramatisere 

eller tilføje litterære kvaliteter til historien. Der er ingen, som kan finde den præcise betydning bag 

hver lille detalje i Johannes’ syner. De, som forsøger at forklare hvert enkelt symbol uden videre, 

kan let tage fejl af betydningen af symbolet plus af bogens store følelsesmæssige rækkevidde. 

Åbenbaringsbogen vil altid tiltrække bibellæsere og lærde, som søger efter betydningen bag de 

enkelte symboler. Det er ikke så enkelt. Der er over 300 hentydninger til GT og et detaljeret system 

af symbolske tal må inkluderes i de forklaringer, man kommer frem til. Historien har vist, at 

tusinder af forklaringer var forkerte. Mennesker fra alle generationer – specielt i de hektiske dage 

omkring år 1000 og i det 14. og 19. århundrede, ligesom vi vores egen tid, der er præget af 

spændingerne i mellemøsten – har insisteret på, at verdens ende var lige om hjørnet. 

I dag er der også mange, der tror, at Åbenbaringsbogens symboler – statuer, som taler; ild, der 

kommer ned fra himlen; totalitære regimer, der styrer økonomien fuldstændig; voldsomme 

klimaændringer på jorden og i havet – kommer umanerligt tæt på nogle af de fænomener, vi oplever 

i begyndelsen af det 21. århundrede. Den fuldstændige ødelæggelse af jorden, som der bliver 

profeteret om i de midterste kapitler af bogen, synes ganske rigtigt uhyggelig up-to-date. 

Og dog er det sådan, at frygtelige ulykker kun giver os baggrunden til en forståelse af Johannes’ 

hovedpointe: At Kristi efterfølgere vil blive sikkert frelst til slut. ”Gud vil tørre hver tåre af deres 

øjne”, siger han (7:17). Meget af Åbenbaringsbogen vil forblive hyllet i et mysterium, men 

slutresultatet lades vi ikke i tvivl om. 

Åb. 11:1 

En fuld forståelse af Åbenbaringsbogen nødvendiggør et detaljeret studium af visse af GT profeter 

som Ezekiel og Daniel. Johannes låner hyppigt billeder fra disse bøger. Skriftafsnittet her fx om 

Guds tempel har paralleller til Ezekiel 40. På samme måde minder mange afsnit, der refererer til 

konger og politiske riger, om Daniels syner. 

Et kig bag scenen 

Jul set fra Himlens perspektiv 

343


”Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte” 

(12:4) 

Vi fejrer som bekendt jul med en overdådighed af mad og gaver i et eller andet forsøg på at 

genskabe glæden fra den første jul, og i mange lande og hjem sætter man Bethlehems-scener frem 

med krybbe, stald og Jesusbarn. 

Mange er af den opfattelse, at kapitel 12 også beskriver en julescene, men vægtlægningen adskiller 

sig radikalt fra den, vi finder i evangelierne. Åbenbaringsbogen fortæller ikke om hyrder, en 

vanvittig konge, der griber til barnemord og en stald. Vi bliver derimod præsenteret for en 

morderisk drage, der står i spidsen for en voldsom kamp i Himlen. Hans angreb, da Kristus var født, 

medfører en række blodige oprør imod de gode kræfter. 

Synet af Kristi fødsel i Åbenbaringen 12 giver os et glimt af mønstret i hele bogen. Johannes 

blander de ting, vi ser, med de ting, vi normalt ikke ser. Til dagligt foregår der to parallelle historier 

samtidig. En på jorden og en i himlen. Åbenbaringsbogen giver os imidlertid et indblik i dem 

begge. Bogen trækker gardinet fra, så vi får lejlighed til et hurtigt kik bag scenen ind i den 

”usynlige” kosmiske virkelighed, der spiller en afgørende rolle for det, som sker på jorden. 

Lige så sandt som det er, at Gud gør krav på hver eneste millimeter af denne planet, lige så sandt er 

det, at Satan gør krav. Normalt oplever vi kun de synlige, hverdagsagtige virkninger af denne kamp. 

Vi fornemmer fx kampen, når vi skal vælge mellem det, vi ved, er forkert, og det, vi ved, der er 

rigtigt. Men mens vi lever vores liv her på jorden, er det overnaturlige univers samtidig i krig. 

Åbenbaringsbogen trækker kontrasterne skarpt op. Godt over for ondt; lammet over for dragen; 

Jerusalem over for Babylon; bruden over for skøgen. 

Sommetider kan ”krigen i Himlen” bryde ud i faktisk vold her på jorden, som det skete, da Jesus 

kom. Åbenbaringsbogen var oprindelig skrevet til mennesker, som stod ansigt til ansigt med en 

ekstrem forfølgelse fra Romerrigets side. Åbenbaringsbogen slår fast, at der udkæmpes en krig på 

denne planet mellem godt og ondt, en krig, som reflekterer en større kamp i hele universet. Men 

uanset hvor broget det kan se ud, så har Gud kontrol over historiens gang. For kristne i det første 

århundrede var skurken over alle Romerriget, og henvisninger til dette rige dukker igen og igen op i 

disse kapitler. Johannes forsikrer os, at Jesus Kristus og ikke en kejser, bestemmer historiens gang. 

Begivenheder skrider fremad mod et afgørende klimaks; historien betyder noget. Ultimativt set vil 

selv historiens despoter ende med at opfylde den plan, som Gud har udstukket for dem. Pontius 

Pilatus og hans romerske soldater demonstrerede helt klart denne sandhed. De troede, de skaffede 

sig af med Jesus ved at korsfæste ham. De banede i stedet for vejen for verdens frelse. 

Åb. 13:5 

To-og-fyrre måneder. Dette mystiske tal har forårsaget megen spekulation. Bogstaveligt talt betyder 

det ”én tid og to tider og en halv tid” (12:14), dvs. et år plus to år plus et halvt år eller tre og et halvt 

år. Denne tidsangivelse forekommer flere gange i Åbenbaringsbogen. Kan det ganske enkelt 

hentyde til halvdelen af det fuldkomne tal 7, og således repræsentere den nye pagts tidsalder (tiden 

mellem Kristi første og andet komme)? Eller henviser tallet til bogstavelige måneder? En kort, men 

intens 3½ års periode, hvor en voldsom forfølgelse af kirken vil finde sted? Hvis det er sådan, fandt 

disse 42 måneder så sted allerede under Romerrigets forfølgelse af de kristne? Eller vil det først 

blive opfyldt engang i fremtiden? 

De, som tror, at de 42 måneder vil komme engang i fremtiden, taler hyppigt om denne periode som 

”den store trængsel” og kalder dyret for antikrist, et navn vi også finder andre steder i Bibelen. Der 

er adskillige forskellige opfattelser omkring ”den store trængsel”. Nogle tror fx, at bortrykkelsen vil 

ske før ”den store trængsel”. Andre mener, at kirken vil skulle gennem en forfærdelig trængsel, før 

Jesu genkomst. Atter andre er af den opfattelse, at kirken vil blive bortrykket under ”den store 

trængsel”. 

344


Åb. 14:1 

Ifølge Åbenbaringsbogen vil menneskets historie ikke blive afsluttet med lidt klynkeri, men med en 

serie højlydte brag. Alligevel minder Johannes hyppigt sine læsere om, at de forfærdelige 

voldsudgydelser ikke er det sidste. Det hele vil føre til en tid med evig fred, hvor Gud råder over en 

ny himmel og en ny jord. Den fredfyldte scene med et himmelsk kor i dette kapitel er placeret 

mellem to beretninger om trængsel og dom. Johannes putter sådanne scener ind, ligesom vi kender 

det fra et orkesters mellemspil midt i en voldsom opera. Det forsikrer os om, at der bliver en 

strålende fremtid, i hvilken hele skabningen vil fungere sammen i dyb harmoni. 

Åb. 16:16 

Harmagedon har været skueplads for mange militære slag i Israels historie. Nogle historikere 

mener, at der har været udkæmpet flere slag her end på noget andet sted i verden. Det er et passende 

sted (eller symbol) for den sidste store kamp mellem det gode og det onde. 

Åb. 18:2 

Mange mennesker er af den opfattelse, at Babylon var et kodeord for Rom, byen som var bygget på 

syv høje (17:9). Åbenbaringsbogen var efter al sandsynlighed skrevet til kristne, som var udsat for 

voldsomme forfølgelser fra væmmelige romerske kejsere. Forskere, som anser Babylon for at være 

et billede på Rom, prøver sommetider at identificere de konger, som er nævnt her, som specifikke 

romerske regenter. 

Det er imidlertid ikke alle fortolkere, som er enige i ovennævnte opfattelse. Nogle mener, at 

Babylon står for Jerusalem, og andre mener, at vi ikke klart kan identificere Babylon. De hælder til 

den anskuelse, at Babylon repræsenterer alle magtfulde systemer her i verden, som dræber trofaste 

kristne og leder folk væk fra Gud. Uanset hvordan og hvorledes, viser kap. 18, at den store fjende, 

Babylon, vil forsvinde for altid (vers 21). 

Åb. 18:21 

Det faktum, at Bagdad i Irak ligger kun små 100 km fra det historiske Babylon, førte til, at nogle 

kommentatorer forudsagde, at Golfkrigen i 1991 ville udvikle sig til slaget ved Harmagedon. I 

stedet varede den krig kun 100 timer. 

Åbenbaringsbogen har trodset mange af den slags forudsigelser. En mand, som påstod at han havde 

knækket den bibelske kode, skrev best-selleren ”88 grunde til at bortrykkelsen vil finde sted i 

1988”. Og kun kort tid forinden havde en kendt tv-evangelist forudsagt, at Sovjet ville invadere 

Israel i 1982. Åbenbaringsbogen indeholder stof og koder, som er så spændende, at det kan optage 

generation efter generation, men bogen er også så tilpas uklar, at den har holdt de bedste hjerner 

travlt beskæftiget med at gætte i 2000 år. Måske har det netop været Johannes hensigt. At få 

generation efter generation til at gruble over betydningen af bogens indhold i deres egne historiske 

sammenhænge. 

En lykkelig slutning – trods alt 

De sidste ord er de bedst tænkelige overhovedet 

”Og jeg så en ny himmel og en ny jord” (21:1) 

Vi fornemmer det ved sjældne lejligheder. Den første virkelige forårsdag, når luften er fyldt af 

duften af blomster og nyt liv spirer frem over alt. Eller selv om vinteren, når et snevejr dækker en 

grå, snavset by med det fineste lag af hvidt sne. Eller når vi ser en lille hundehvalp eller kattekilling 

lege i solen. Eller når vi tænker tilbage på fornemmelsen af det første pludselige stik af forelskelse. 

Det kan godt være, at denne klode er fyldt af forurening, krig, vold, kriminalitet og had. Men inden 

i os – i os alle – har vi en klar fornemmelse af, hvordan det hele kunne være, og hvordan vi kunne 

være. GTs profeter drømte om ”den dag”, når alt i skaberværket ville blive nyt. Det er en sådan 

345


forventning, efter en monoton og trøstesløs forudsigelse af katastrofer, der bryder frem fra de sidste 

få kapitler i Åbenbaringsbogen. Denne fuldkomne verden er ikke kun en diffus drøm; sådan vil det 

faktisk blive engang i virkeligheden. 

Så vil der ikke være flere tårer, og der vil ikke være smerte. Vilde dyr vil muntre sig, ikke dræbe. 

Endnu engang vil skabelsen fungere, som Gud oprindelig havde tænkt sig. Der vil ikke kun råde 

fred mellem Gud og enkelindivider, men også mellem ham og hele skabningen. Guds rige vil bryde 

frem. Guds by vil slå sine porte vidt op. 

Åbenbaringsbogen slutter i triumf. På en eller anden måde vil der på trods af de dårlige nyheder, der 

er blevet varslet i bogen, sluttelig være gode nyheder – bemærkelsesværdige gode nyheder. For de 

troende er Åbenbaringsbogen ikke en bog, som skaber frygt og ængstelse, men en som giver et 

forunderligt håb. Gud vil sejre og triumfere. Alt vil blive nyt. 

Bibelen begyndte, helt tilbage i Første Mosebog, med et tragisk nederlag, da menneskeheden, skabt 

i Guds billede, gjorde oprør. Det hele slutter med en genforening – et bryllup, som 

Åbenbaringsbogen kalder det. På den måde bliver der trods alt en lykkelig slutning. 

Åb. 20:3 

Kristne fortolker det tusindårsrige, der refereres til her, på en række forskellige måder: 

1. Postmillennialisterne tror, at kirken selv, gennem sin voksende indflydelse, vil blive årsag til en 

periode med fred og fremgang, der vil være en forberedelse til Kristi genkomst. Dette synspunkt 

var ret populært i det 19. årh. , da mennesker var optimistiske og troede på både fremskridt og 

fremtiden. 

2. Premillennialisterne tror, at Kristus vil komme igen til jorden for at regere og indvarsle en 

periode med forunderlig fred. Under denne periode vil Satan være bundet, men vil siden stå i 

spidsen for et afsluttende oprør ved afslutningen af de tusind år. 

3. Amillennialisterne fortolker dette skriftafsnit meget mindre bogstaveligt. Nogle Amillennialister 

er af den opfattelse, at tusindårsriget allerede har fundet sted, og at Kristi Herredømme finder 

sted i Himlen og ikke på jorden. Andre tror, at kirken er i gang med at etablere Kristi rige nu, 

altså mellem Jesu første og andet komme. 

Ingen kan være helt sikker, for vi har kun lidt information om tusindårsriget. Måske er begrebet 

”tusindårsriget” kun symbolsk og betyder en meget lang periode. Uanset hvordan og hvorledes er 

alle uanset opfattelse enige om, at i sidste instans vil denne verdens afslutning betyde, at Jesu vil 

etablere sit evige rige. 

Åb. 22:1 

De to sidste kapitler i Åbenbaringsbogen indeholder utallige paralleller til beskrivelsen af Edens 

Have i de første 3 kapitler af 1. Mosebog. Åbenbaringsbogen beskriver en ny skabelse, hvor alt det, 

som ødelagde Edens Have, vil være udelukket. Der vil ikke længere være nat, og der vil ikke være 

død. Satan vil for altid være forsvundet, og intet urent vil komme ind i den nye by. Folk vil vandre 

med Gud på ny, præcis som de gjorde i Paradisets Have. Der vil ingen gråd være mere eller smerte. 

Endnu engang vil mennesker herske over skaberværket, denne gang med åben adgang til Livets 

Træ. Alt det, der gik galt på grund af menneskets oprør i Paradisets Have, vil blive udbedret og 

ordnet. I Edens Have blev Adam og Eva drevet ud af haven; på den nye jord vil de se Guds ansigt. 

346

Hent Bibelmaraton-noter

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?