Godhavnsrapporten

førsel, 2) børn under 15 år, der var udsat for “Vanrøgt eller Fordærvelse”
på grund af “Forældrenes eller andre Opdrageres Lastefuldhed, Forsøm‑
melighed eller Mangel på Vilje til at forsørge Barnet eller paa Evne til
at opdrage det”, eller 3) børn under 15 år, “der af Forældre eller andre
Opdragere mishandles.” 1 Værgerådene var underlagt et overværgeråd
bestående af en overinspektør og to embedsmænd. Forældremyndigheden
tilfaldt efter anbringelsen myndighederne, men blev i praksis
udøvet af forstanderen på børnehjemmet. Denne havde pligt til at give
barnet husly, ernæring, klæder, lys, varme, skoleundervisning samt
religiøs og moralsk opdragelse.
2.1.3 Forsorgsloven i 1933
I 1933 samlede socialminister K.K. Steincke Loven om forebyggende
børneforsorg fra 1919, Værgerådsloven fra 1922 og Loven om tilsyn
med børn fra 1924 i Lov om offentlig forsorg, også kaldet Forsorgsloven.
Samtidig flyttede han børneforsorgen fra Justitsministeriet (og
Undervisningsministeriet) til Socialministeriet, hvorunder det stadig
hører (2010). Med Forsorgsloven i 1933 ændredes såvel anbringelsesgrundlaget
som ankemulighederne. Værgerådene blev erstattet af lokale
børneværnsudvalg, nedsat af kommunalbestyrelserne. Disse traf
afgørelse om fjernelse fra hjemmet og varetagelse af forsorgen for børn
anbragt uden for hjemmet. Forældremyndighedsindehavere kunne
anke sager vedrørende fjernelse, samt sager vedrørende hjemgivelse og
forlængelse til et landsnævn. Landsnævnet kunne underkende de lokale
børneværnsudvalg. I sådanne tilfælde kunne børneværnsudvalget dog
anke landsnævnets afgørelse til Socialministeriet. I forbindelse med
forsorgsloven udgiver “Socialministeriet (…) for første gang en egentlig
vejledning omkring opdragelsesmæssige metoder og en ny ideologi om fri‑
villighed og tilbud i stedet for, at tvang vinder indpas i lovændringerne.” 2
1 Børneloven § 130, stk. 1, 2 og 3.
2 Inge M. Bryderup: Børnelove og socialpædagogik gennem hundrede år. Århus 2005,
s. 157.
48
86815_godhavn_.indd 48 15-04-2011 10:57:57