UNGDOMS KRIMINALITETEN

dersklasser, og faldet i efterkrigsårene har -
ligeledes i alle fire aldersklasser - bragt fjernelserne
ned på førkrigsårenes niveau.
Man kan altså også på basis af en sådan
opdeling af materialet vedrørende fjernede
børn konkludere, at ungdomskriminaliteten
steg væsentligt under krigen, og at tendensen
i efterkrigsårene har været klart faldende.
Landsnævnets årsberetning indeholder fra
1938 tabeller over fjernede børn under 18 år
fordelt efter fjernelseskommune og fjernelsesgrund.
Fjernelsesgrundene er klassificeret
i følgende grupper : § 130, stk. 1, rir. 1 ; nr. 1
i forbindelse med nr. 2 og 3; og nr. 2 og 3
alene. Sammenfatter man de første 2 grupper,
skulle de svare til de tilfælde, hvor fjernelsen
er sket udelukkende på grund af barnets
forhold eller på grund af barnets' forhold
i forbindelse med andre fjernelsesgrunde,
medens 2 og 3 alene omfatter de fjernelser,
hvor grunden til fjernelsen skyldes hjemmets
forhold eller andre grunde, der ikke direkte
kan tilregnes barnet. Det er vanskeligt
at vurdere betydningen af det her foreliggende
talmateriale. For det første kan man
ikke være sikker på, at de enkelte børneværn,
som sender indberetning til Landsnævnet
for børneforsorg om fjernelser, angi-
ver de samme fjernelsesgrunde i ensartede
tilfælde. Tallene varierer ret uregelmæssigt,
og tendensen i udviklingen er i flere henseender
meget forskelligartet i hovedstaden,
provinsbyerne og landkommunerne. For det
andet er der ikke i denne tabel angivet nogen
hyppighed for fjernelsesgrundene indenfor
de pågældende befolkningsgrupper af
børn under 18 år, hvorimod der er foretaget
beregninger af den procentvise hyppighed af
anvendelsen af de forskellige fjernelsesgrunde
for hvert år i hovedstaden, provinsbyer
og landkommuner. Da man ikke kender
de befolkningstal, som Landsnævnets statistik
opererer med, er det ikke muligt at foretage
hyppighedsberegninger, som er sammenlignelige
med de i foranstående tabeller anførte.
KONKLUSION
Undersøgelsen af den af Landsnævnet for
børneforsorg publicerede statistik støtter i
alt væsentligt resultaterne af analysen af kriminalstatistiken.
Landsnævnets talmateriale
strider på intet punkt på afgørende måde
mod konklusionerne af den kriminalstatistiske
undersøgelse, der kun har kunnet gennemføres
for perioden frem til 1956.
SPECIELT OM UDVIKLINGEN SIDEN 1948
Det kan straks fastslås, at almindelige påstande
om en stigende ungdomskriminalitet
ikke finder nogen støtte i de oplysninger, der
foreligger i den officielle kriminalstatistik eller
i beretningerne fra Landsnævnet for
børneforsorg.
KRIMINALSTATISTIKEN
En undersøgelse af udviklingen indenfor
de aldersklasser, som kriminalstatistiken opererer
med, viser, således som det fremgår af
tabellerne 13 og 14, at kriminalitetsfrekvensen
for såvel mænd som kvinder er klart af-
tagende fra 1948 til 1955 i samtlige aldersklasser.
De 15-17 årige domfældte danner dog
en undtagelse, idet denne kategori viser en
stigning. Imidlertid er tallene for domfældte
under 18 år så små og tallene for tiltalefrafald
så store (se f.eks. tabellerne 11 og 12), at
man ikke tør slutte noget om kriminaliteten i
denne aldersklasse på grundlag af domfældelsestallene
alene. Hyppigheden af tiltalefrafald
for de 15—17 årige viser derimod et meget betydeligt
fald siden 1948.
I det følgende skal udviklingen for de
unge lovovertrædere omtales på basis af
mere detaïllerede oplysninger, idet aldersklassen
af 15—17 årige udelades ved de sam-
123