Verdens igenfødelse glæden igenføder Grundtvigs mageløse opdagelse handler om Trosbekendelsen, og han anser den for menighedens grundvold, som det uforanderlige. Det ses bl. a. på hans tolkning af et bestemt led i trosbekendelsen: ”Nedfaret til dødsriget”, eller Hel<strong>ved</strong>, som Grundtvig oftest siger. Med udgangspunkt i, <strong>at</strong> Kristus er Faderens enbårne søn og har sæde <strong>ved</strong> Hans højre side, indledes julen<strong>at</strong> en nedadstigende bevægelse, siger Grundtvig, der videreføres med Jesu lidelse og død, indtil det kommer til sin yderste konsekvens med nedfarten til dødsriget. Denne nedfart til dødsriget knytter Grundtvig sammen med dåbsforkyndelsen i 1. Petersbrev, med ho<strong>ved</strong>vægten på kapitel 3, hvor nedfarten til dødsriget omtales på følgende måde – <strong>her</strong> i den nye oversættelse af Bibelen på hverdagsdansk: Han døde rent fysisk, men blev levendegjort i ånden. Og det var i dén åndelige skikkelse, <strong>at</strong> han besøgte de dødes ånder, der blev holdt i forvaring, og han forkyndte budskabet for dem. Der traf han dem, der døde på Noas tid, fordi de nægtede <strong>at</strong> bøje sig for Gud, selvom Gud ventede tålmodigt på dem i alle de år, det tog Noa <strong>at</strong> bygge arken. Ved hjælp af arken kom nogle få personer frelst gennem syndflodens vand. Det var otte personer i alt. Det, der skete dengang, er et billede på dåben, som I også skal igennem for <strong>at</strong> blive frelst. Dåben drejer sig ikke om <strong>at</strong> få fjernet snavs fra kroppen, men er et spørgsmål om en god samvittighed over for Gud, og den får man <strong>ved</strong> troen på, <strong>at</strong> Jesus Kristus opstod fra de døde, og <strong>at</strong> han blev taget op til Himlen og nu sidder <strong>ved</strong> Guds højre hånd, hvorfra han <strong>her</strong>sker over både engle og åndelige autoriteter og magter. I ovennævnte cit<strong>at</strong> har vi også noget af forklaringen til de ottekantede dåbskapeller (de otte, der blev reddet fra syndfloden) og den ottekantede døbefont, vi kender så godt fra vor egen Gudumholm kirke. Det skal i den forbindelse nævnes, <strong>at</strong> vi jo citerer 1. Peters brev <strong>ved</strong> enhver dåb, ligesom vi også gør det <strong>ved</strong> enhver mindehøjttidelighed, med de kendte ord fra 1. kapitel, vers 3 (<strong>her</strong> fra den autoriserede overs.): Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb <strong>ved</strong> Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Grundtvig pegede på, <strong>at</strong> ordet Hel<strong>ved</strong>e og Dødsrige oprindeligt havde samme betydning, nemlig de dødes rige, mods<strong>at</strong> Himmerige. Han tilføjer, <strong>at</strong> Hel<strong>ved</strong>e siden er blevet forstået anderledes med det skæbnesvangre result<strong>at</strong>, <strong>at</strong> den oprindelige mening siden er trængt tilbage. Hel<strong>ved</strong>e forstås derfor i stedet som ”den evige Ild, eller Djævelens og de Fordømtes ulyksalige Hjemstavn”. Det indebærer efter Grundtvigs opf<strong>at</strong>telse en fejltolkning af evangeliet, således <strong>at</strong> langfredags budskab skydes i baggrunden og erst<strong>at</strong>tes af en mørk domsforkyndelse, der spiller på frygten for den evige ild. En sådan frygt betyder, <strong>at</strong> Jesu ord på korset misforståes, og ikke tolkes, som den oprindelige mening er, <strong>at</strong> Kristi nedfart til Hel<strong>ved</strong>e skete ”for <strong>at</strong> lade Djævelen føle sin Overmagt og for <strong>at</strong> lade de Fordømte fra Syndflodens dage see og kiende, hvilken Naade og Frelse de havde forspildt”(cit<strong>at</strong> fra prædiken til Søndags-Bogen). Grundtvig udfolder denne tankegang som en direkte kamp i Hel<strong>ved</strong>e mellem Kristus og Dødsrigets fyrste. Dette fremgår med størst dram<strong>at</strong>isk og poetisk kraft i digtet ”I Kveld blev der banket paa Hel<strong>ved</strong>es Port”. Man kunne også nævne Grundtvigs gendigtning af Lut<strong>her</strong>s langfredagssalme ”I Dødens Baand vor Frelser Laae”. Her skildres kampen på følgende måde: Det var en Tvekamp underfuld, Da Liv og Død de brødes, Og Kredsen skreves under Muld, Hvor Riget var de Dødes, Men Livet fik dog Overhaand. Saa, fængslet i sit eget Baand, Til Spot er nu Døden Blevet! Halleluja! I Grundtvigs gendigtning af opstandelsessalmen ”Verdens igenfødelse, glæden igenføder” DDS nr. 235, har vi kampmotivet udspillet på en måde, som vi ser udspillet år efter år, og netop ofte som påsken falder på vore himmelstrøg. Grundtvig lader i den salme n<strong>at</strong>uren få personlige træk, så den spiller med i påskedramaet. Her er hele skaberværkets genskabelse som n<strong>at</strong>urens forkyndelse af genåbningen af Edens have i kraft i Jesu sejr over dødsriget: 3. <strong>Se</strong>r du, hvor i skovene alle træer skyder! Mærker du, hvor engene 2 3 sig i våren fryder! Nu det visne vorder grønt, hvad der falmed, <strong>at</strong>ter skønt, det gør påskemorgen. 4. Livets varme, sejrende over dødens kulde, priser ham, som strålende rejste sig af mulde; Dødens Fyrste tog ham hel, havde i ham ingen del, misted, hvad han havde. Personligt kan jeg godt lide en sådan tolkning, og jo ældre man bliver, jo mere lægger man vist mærke til n<strong>at</strong>urens store årlige drama. Ordet ”gammel” kommer af det oldnordiske ”gamall”, og betyder ”den, der har levet i flere vintre”. Og ligesom i ovennævnte salme mærker man i høj grad suset i sætningen ”levet i flere vintre”. Nu er vi så igen kommet til ”Livets varme, sejrende, over dødens kulde”. Og fordi vi er ”gamle” <strong>ved</strong> vi kun alt for godt, <strong>at</strong> vi skylder ham tak, der som den store Mester for os bliver bekendt som Fader, Søn og Helligånd, alle tre, i en uudgrundelig og dyb treenighed. Jan Brogaard