100 aar 100 aar

26
Tid til at leve
Vi lever i en verden, hvor begrebet
tid har fået en alt for stor betydning
for både den enkelte og samfundet.
Hele tiden beskæftiger vi os med
tiden: Det har jeg ikke tid til, eller
jeg kommer og besøger dig, når jeg
får tid.
Tid er ikke noget, man får, men
noget man skal tage. Vi skal som
mennesker tage os tid til at leve.
Alle har vi sat tempoet så højt, så vi
hele tiden overskrider hastighedsbegrænsningerne.
Vi skal skaffe os tid til at leve - ikke
for at samle en pose penge, men for
at være noget for os selv og i særdeleshed
for andre. Vær mod andre,
som du vil have, de skal være mod
dig, er der gennem tiderne blevet
skrevet i mange mindebøger. Det er
kloge ord!
Men glemmer vi ikke ofte at efterleve
denne lille regel?
Har vi tid til det? Eller zapper vi bare
videre til næste program, fordi vi i
morgen måske vil jeg gøre noget
ved det. Der vil jeg skaffe mig tiden
til at være noget for andre!
For at kunne give noget til andre er
man nødt til at have noget at give af.
Når posen er tom, er den værdiløs.
Hele tiden skal der fyldes i posen,
så der kan deles ud. Det er ikke kun
ord, der skal deles ud, men også et
venligt smil eller håndtryk. Posens
indhold er menneskets overskud.
Dette overskud har vi alle pligt til
at skaffe os, ikke mindst når vi lever i
en verden fuld af ufred.
Alle, store som små, har brug for
at opleve freden. Her må vi for at
kunne give den til andre, opleve
den inden i os selv først. For at skabe
freden, må vi tage os tiden. Vi må
sætte os ned og slukke for det hele -
både udenfor og indeni os selv. Man
kunne fristes til at kalde det: køre i
tomgang. Vi har brug for at køre i
tomgang. Vi har brug for at lære os
selv at kende, og det sker ikke ved