Hvil i fred.indd - Lohse

More documents

Recommendations

Info

som i øvrigt hører til i en svunden tid. Jojo, han har sikkert haft stor betydning og relevans engang; rent kirkehistorisk (gab) siges det, at han har været en betydningsfuld skikkelse, som har haft en vældig indflydelse på, hvordan kristendomsforståelsen i Skandinavien har udviklet sig til det, den er i dag. Men tiderne skifter jo, og det, der var aktuelt på Rosenius’ tid – dengang i det 19. århundrede – kan vi ret beset ikke bruge til det helt vilde nu i vores moderne tid. Vi skal nok holde fast i Bibelen, den er jo Guds ord, men kirkefædrene! Der bryder jo uvilkårligt en tør, indre hoste frem i én, bare ved tanken på de der gamle, slidte, gulnede bøger med det der højtsvævende ”kristelige” pseudosprog, som jo heller ikke ville være til at gnave sig igennem, selv med normal skrifttype og et nogenlunde appetitligt layout. I vores historieløse tid, som – præget af evolutionistisk – tankegang helst ikke låner øre til ”fortiden”, men hylder det moderne menneske som den prægtige top af en historisk-gigantisk kransekage, er det vel i det hele taget svært at være kristen og holde fast i Guds ord som andet end nogle primitive menneskers primitive fantasiforestillinger. Men i vores svære kamp for at holde fast i Bibelen, kan vi vel i det mindste skrotte disse gamle, udslidte stenaldermænds livløse bibelkommentarer og i stedet måske koncentrere os om at peppe lovsangen lidt op, så vi trods alle vores særheder ikke kommer til at virke som de rene dødbidere? Det er vigtigt at beskæftige sig med formidling af det kristne budskab, men jeg tror, det er en stor fare for os i dag, at vi fokuserer så meget på de midler, som vi vil gøre det kristne budskab levende for os selv og andre med, at vi glemmer at fokusere på budskabet selv. Vi vil gerne fremstille det kristne fællesskab på en positiv måde for omverdenen ved at fremhæve det som et stort socialt netværk, hvor man aldrig mangler venner; et fællesskab af en masse dejlige mennesker, der bobler en masse kreative, fornøjelige og musikalske aktiviteter ud fra. Og det er vel også det, der kendetegner det kristne fællesskab: Kærligheden til hinanden, som gør, at vi kan have det fedt og fornøjeligt sammen? Glemmer vi budskabet? Midt i alle vores flotte rammer og smarte tiltag: Hvornår har du sidst søgt stilhed med Gud? Hvornår har du sidst fordybet dig i evangeliets rigdom? Jeg er bange for, at Rosenius’ skrifter vil forekomme mange som noget fremmed fra en fjern planet; noget, som ikke har noget med vores liv at gøre. For mange vil det måske virke som en tørteologisk køren rundt i nogle alt for komplicerede begreber. Hvorfor er det, evangeliet skal teoretiseres og intellektualiseres? Det er da så enkelt og klart og ligetil! Mon ikke Gud er bedre tjent med, at vi går 8 9
ud i verden og møder folk der, hvor de er, i stedet for at sidde hjemme for os selv og mediterer over teologiske begreber? Vil Gud ikke hellere have, at vi udretter noget? En tiltrængt fokusændring I vores generation er det vældigt på mode at beklage sig over de der kristne, som sidder inde med en masse teologisk viden og bruger så meget tid på at granske Bibelen, Luther og Rosenius, at de ikke har tid til at tage sig af deres næste og ikke går så meget op i det med mission og evangelisation. Eller man brokker sig over de kristne ungdomsforeninger, der lukker sig inde og ikke har øje for eller plads til, at flere skal komme til. De der typer, der har nok i sig selv og deres egen fromme opbyggelse i troen; de er da til at få kvalme over. Mener man. Og det er da sandt, at det er et forfærdeligt tegn på, at man i virkeligheden ikke har fattet en brik af noget som helst, hvis man er ligeglad med andre mennesker og deres frelse. Helt sikkert – det er en bibelsk sandhed, vi må holde fast i. Den er Rosenius også helt med på: ”Vi er jo dagligt sammen med mennesker, som uden at vide det står for dommen til den evige fortabelse, og alligevel søger vi ikke med et eneste ord at advare dem. Da må vi tvivle på, om vi overhovedet tror på Guds ord, eller om vi er ved vores fulde fem!” Spørgsmålet er, om det er vores største problem i dag? Det har det i lang tid været på mode at påstå, og jeg tvivler på, at der er nogen, der ikke har mødt den anklage: ”Vær dog nu for alt i verden ikke så selvforelsket og navlebeskuende – det er et tegn på åndelig død, hvis du ikke vil med til gademission i aften!” Og det kan man så gå og få dårlig samvittighed over, at man egentlig ikke har lyst til. Måske finder man så en dag ud af, at man ikke er kristen – at man er åndeligt død. Eller også tager man sig sammen og finder ud af, at det slet ikke er så slemt, det med at være kristen. Det går jo faktisk helt okay, det med gademissionen, og nu er jeg endelig blevet en brændende kristen med en masse gode ”frugter” ligesom de andre! Og så lever man i et tilsyneladende velfungerende og aktivt kristenliv, indtil man en dag brænder ud og finder frem til, at det simpelthen er for hårdt og stressende at være kristen. Nej, problemerne med passiv kristendom er der fokus nok på i dag. Det, som vi trænger til nu midt i al vores håbløse præstationskristendom, er en opfordring til fordybelse. Hvad er det for et stresset liv, vi fører? Vi zapper rundt fra den ene aktivitet til den anden og har ikke tid til at fokusere på hverken det ene eller det andet. 10 11
Page 1: Indhold Forlagets forord 6 Rumvæse
Page 5: jeg jo også noget at vidne om næs

Hvil i fred.indd - Lohse

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?