Hvil i fred.indd - Lohse

Indhold
Forlagets forord 6
Rumvæsenet Rosenius — en introduktion 7
Om Carl Olof Rosenius 43
Om essayisten 45
Uddrag af Vejledning til fred 46
Uddrag af Gud taler 57
Nu lov og pris! 62
Tilgængelig litteratur af Rosenius 64
Rumvæsenet Rosenius
— en introduktion
Jeg ved ikke, hvad der har fået dig til at begynde at
læse denne bog, men jeg ved, at unge kristne reagerer
meget forskelligt på navnet Rosenius. Der er
naturligvis nogle, der glipper uforstående med øjnene
og i pinlig panik ikke rigtigt kan huske, om han
nu er en finsk politiker eller måske en af de mere
perifere guder fra den romerske mytologi. Og så
er der de kække teologtyper, der ved det magiske
navn straks får blafrende julelys i øjnene og kriblen
langt ud i deres rutinerede bladvenderfingerspidser,
og begynder at savle teologiske fagudtryk ud
af mundvigene i en uendelig strøm. Andre begynder
måske at synge en Rosenius-sang på en af de
nye melodier og slår over i nynnen efter de første
par linjer, fordi melodien er meget god, men teksten
godt nok lidt mærkelig og kringlet, og atter andre udtrykker
deres vrangvilje i en langstrakt gaben og en
irriteret bemærkning om, hvor dræbende de gamle,
tørre bøger er for en sand, levende tro.
Meningerne er mange, men det er nok ikke så
få, der ser Rosenius som en tør, gammel svensker,
som man vel nok kan glæde de gamle med at synge
sange af, hvis man pepper melodierne lidt op, men
7

som i øvrigt hører til i en svunden tid. Jojo, han har
sikkert haft stor betydning og relevans engang; rent
kirkehistorisk (gab) siges det, at han har været en
betydningsfuld skikkelse, som har haft en vældig
indflydelse på, hvordan kristendomsforståelsen i
Skandinavien har udviklet sig til det, den er i dag.
Men tiderne skifter jo, og det, der var aktuelt på
Rosenius’ tid – dengang i det 19. århundrede – kan
vi ret beset ikke bruge til det helt vilde nu i vores
moderne tid. Vi skal nok holde fast i Bibelen, den er
jo Guds ord, men kirkefædrene! Der bryder jo uvilkårligt
en tør, indre hoste frem i én, bare ved tanken
på de der gamle, slidte, gulnede bøger med det
der højtsvævende ”kristelige” pseudosprog, som jo
heller ikke ville være til at gnave sig igennem, selv
med normal skrifttype og et nogenlunde appetitligt
layout.
I vores historieløse tid, som – præget af evolutionistisk
– tankegang helst ikke låner øre til ”fortiden”,
men hylder det moderne menneske som den
prægtige top af en historisk-gigantisk kransekage,
er det vel i det hele taget svært at være kristen og
holde fast i Guds ord som andet end nogle primitive
menneskers primitive fantasiforestillinger. Men i
vores svære kamp for at holde fast i Bibelen, kan vi
vel i det mindste skrotte disse gamle, udslidte stenaldermænds
livløse bibelkommentarer og i stedet
måske koncentrere os om at peppe lovsangen lidt
op, så vi trods alle vores særheder ikke kommer til
at virke som de rene dødbidere?
Det er vigtigt at beskæftige sig med formidling
af det kristne budskab, men jeg tror, det er en stor
fare for os i dag, at vi fokuserer så meget på de midler,
som vi vil gøre det kristne budskab levende for
os selv og andre med, at vi glemmer at fokusere på
budskabet selv. Vi vil gerne fremstille det kristne
fællesskab på en positiv måde for omverdenen ved
at fremhæve det som et stort socialt netværk, hvor
man aldrig mangler venner; et fællesskab af en
masse dejlige mennesker, der bobler en masse kreative,
fornøjelige og musikalske aktiviteter ud fra.
Og det er vel også det, der kendetegner det kristne
fællesskab: Kærligheden til hinanden, som gør, at vi
kan have det fedt og fornøjeligt sammen?
Glemmer vi budskabet? Midt i alle vores flotte
rammer og smarte tiltag: Hvornår har du sidst søgt
stilhed med Gud? Hvornår har du sidst fordybet dig
i evangeliets rigdom?
Jeg er bange for, at Rosenius’ skrifter vil forekomme
mange som noget fremmed fra en fjern
planet; noget, som ikke har noget med vores liv at
gøre. For mange vil det måske virke som en tørteologisk
køren rundt i nogle alt for komplicerede begreber.
Hvorfor er det, evangeliet skal teoretiseres
og intellektualiseres? Det er da så enkelt og klart
og ligetil! Mon ikke Gud er bedre tjent med, at vi går
8 9

ud i verden og møder folk der, hvor de er, i stedet
for at sidde hjemme for os selv og mediterer over
teologiske begreber? Vil Gud ikke hellere have, at vi
udretter noget?
En tiltrængt fokusændring
I vores generation er det vældigt på mode at beklage
sig over de der kristne, som sidder inde med
en masse teologisk viden og bruger så meget tid på
at granske Bibelen, Luther og Rosenius, at de ikke
har tid til at tage sig af deres næste og ikke går så
meget op i det med mission og evangelisation. Eller
man brokker sig over de kristne ungdomsforeninger,
der lukker sig inde og ikke har øje for eller plads
til, at flere skal komme til. De der typer, der har nok
i sig selv og deres egen fromme opbyggelse i troen;
de er da til at få kvalme over. Mener man.
Og det er da sandt, at det er et forfærdeligt tegn
på, at man i virkeligheden ikke har fattet en brik af
noget som helst, hvis man er ligeglad med andre
mennesker og deres frelse. Helt sikkert – det er en
bibelsk sandhed, vi må holde fast i. Den er Rosenius
også helt med på:
”Vi er jo dagligt sammen med mennesker,
som uden at vide det står for dommen til den
evige fortabelse, og alligevel søger vi ikke
med et eneste ord at advare dem. Da må vi
tvivle på, om vi overhovedet tror på Guds ord,
eller om vi er ved vores fulde fem!”
Spørgsmålet er, om det er vores største problem i
dag? Det har det i lang tid været på mode at påstå,
og jeg tvivler på, at der er nogen, der ikke har mødt
den anklage: ”Vær dog nu for alt i verden ikke så
selvforelsket og navlebeskuende – det er et tegn på
åndelig død, hvis du ikke vil med til gademission i aften!”
Og det kan man så gå og få dårlig samvittighed
over, at man egentlig ikke har lyst til. Måske finder
man så en dag ud af, at man ikke er kristen – at man
er åndeligt død. Eller også tager man sig sammen
og finder ud af, at det slet ikke er så slemt, det med
at være kristen. Det går jo faktisk helt okay, det
med gademissionen, og nu er jeg endelig blevet en
brændende kristen med en masse gode ”frugter”
ligesom de andre! Og så lever man i et tilsyneladende
velfungerende og aktivt kristenliv, indtil man en
dag brænder ud og finder frem til, at det simpelthen
er for hårdt og stressende at være kristen.
Nej, problemerne med passiv kristendom er der
fokus nok på i dag. Det, som vi trænger til nu midt i
al vores håbløse præstationskristendom, er en opfordring
til fordybelse. Hvad er det for et stresset liv,
vi fører? Vi zapper rundt fra den ene aktivitet til den
anden og har ikke tid til at fokusere på hverken det
ene eller det andet.
10 11

Der er ikke plads til stilhed og bøn, og hvis man
endelig en aften prøver at være alene og fokuseret
på noget åndeligt — måske endda helt uden baggrundsmusik
— så cykler det rundt i hovedet, at
man jo også skal have lavet lektier til i morgen, og
nu må man i hvert fald prøve at være effektiv i de
10 minutter, man sætter af til at bede, så man kan
komme videre, og man skal jo også have sovet, så
man får noget ud af dagen i morgen og – åh nej i
morgen… de der 20 sider om kloaksystemerne i det
gamle Rom… og jeg skal jo også til tennis, og så er
der jo for resten også ungdomskreds, så ja, Gud, du
kan nok se, at hvis jeg skal have bare en lille smule
ud af prædikenen i morgen aften, så bliver jeg nok
nødt til at runde af med den bøn, du selv har lært
os…: Fadervordusomerihimlenehelligetbliveditnavnkommeditrige…
Jeg har flere gange snakket med folk, som — når
de skal være helt ærlige — synes det er kedeligt
at læse i Bibelen og må indrømme, at de egentlig
oftest bare beder af pligt, fordi det nu er vanen, og
fordi Gud, forældrene eller et andet freudiansk superego
giver dem dårlig samvittighed, hvis de ikke
får liret de sædvanlige bønner af for familie og venner
og runder af med et Fadervor – som jo heldigvis
rummer alt det, man skal bede om. Og efterhånden
er det ikke bare privat, på tomandshånd, jeg har
oplevet det, men i stigende grad også som frie vidnesbyrd,
der begynder med noget a lá: ”Hånden på
hjertet, så synes vi jo, det er kedeligt at læse i Bibelen,
og det siger os ikke noget at bede.”
I begyndelsen var det befriende. Ah, det er ikke
bare mig, der har de problemer!
Befriende, som det altid er, når vi har mod til at
være ærlige over for hinanden i det kristne fællesskab.
Så får man øjnene op for, at vi jo ikke er et
fællesskab af superkristne, men i virkeligheden en
ussel bunke syndere, som bare må takke for Guds
nåde. Et fællesskab, hvor selv jeg kan være med!
Men på et eller andet tidspunkt syntes jeg, det
kammede over for mig. Efterhånden som jeg fandt
ud af, at der var rigtig mange – ja, det var faktisk,
om ikke alle, så dog langt de fleste – som havde det
samme anstrengte forhold til deres personlige andagt,
som jeg havde kæmpet med gennem lang tid
— så begyndte jeg at slå mig til ro med det. Og det er
faren ved at leve i et ærligt fællesskab af syndere.
Tankegangen bliver fortvivlende let: Jamen, de andre
er jo (mindst) lige så slemme, når det kommer
til stykket, så det går jo nok med det. Det er helt
okay, at min andagt bliver mekanisk – og nå ja, hvis
jeg er for træt en aften, så hørte jeg jo sidste torsdag,
at Hans-Kurt ikke havde fået læst i sin Bibel
hele sidste uge, fordi han havde for meget stress på
op til sin eksamen. Og han virkede da sådan okaykristen
og var til ungdomsmøde osv., så en enkelt
aften kan jeg jo nok også tillade mig at springe over.
Man skal jo heller ikke blive selvretfærdig. Og så har
12 13

jeg jo også noget at vidne om næste gang… Det er
nu så befriende med den ærlighed!
Jo, Rosenius er virkelig vigtig for os i dag! Nej,
Rosenius som person er for så vidt ganske ligegyldig,
men hans budskab og ærinde er så ufatteligt
aktuelt, at hans samlede skrifter i al hast burde omdeles
med flyvepost til alle kristne husstande! Det
er et indtrængende råb fra fortidskristendommen til
nutidskristendommen. Den kristendom, som jo gerne
skulle være den samme, lige meget hvor meget
kulturen så har udviklet sig siden 1800-tallet.
Det er muligt, at han ikke tager så meget fat i de
problematikker, vi har vænnet os til er de vigtigste
i en kristens liv. Det er muligt, at vi kan have svært
ved at hidse os op over de samme spørgsmål, som
fyldte den gamle svenskers hjerte. Det er muligt,
at alle de der slidte begreber – retfærdiggørelse,
helliggørelse, lov og evangelium osv. – virker tørre
og livsfjerne og ikke siger os det helt vilde (måske
også fordi vi ikke helt forstår dem). Men netop derfor;
netop fordi Rosenius ville være et rumvæsen i
vores ungdomskreds, bør vi interessere os for ham
og kigge nærmere på, hvad han har at sige. Så
kan det nok være, han kan være svær at forstå og
komme på bølgelængde med, men det er jo ikke ved
at omgås mennesker, der tænker præcist som én
selv, man beriges. Den tørre, gamle svensker kan
måske rent faktisk gå hen og blive et friskt pust til
vækkelse i mit liv!
14
Henrik Haahr Hansen
f. 1983. Student fra det
Kristne Gymnasium 2003,
elev på Luthersk Missionsforenings
Højskole 04/05.
Hvil i fred
1. udgave, 1. oplag
Copyright © Credo Forlag 2006
Forfatter: Henrik Haahr Hansen
Omslag: Ditte Olsen
Sats: Credo Forlag
Trykt i Polen
Udgivet af Credo Forlag,
Ryesgade 105, st.,
2100 København Ø.
35 43 83 83.
credo@kfs.dk
www.credo.dk
ISBN 87 7242 286 6
i samarbejde med LogosMedia