Hvil i fred.indd - Lohse

Der er ikke plads til stilhed og bøn, og hvis man
endelig en aften prøver at være alene og fokuseret
på noget åndeligt — måske endda helt uden baggrundsmusik
— så cykler det rundt i hovedet, at
man jo også skal have lavet lektier til i morgen, og
nu må man i hvert fald prøve at være effektiv i de
10 minutter, man sætter af til at bede, så man kan
komme videre, og man skal jo også have sovet, så
man får noget ud af dagen i morgen og – åh nej i
morgen… de der 20 sider om kloaksystemerne i det
gamle Rom… og jeg skal jo også til tennis, og så er
der jo for resten også ungdomskreds, så ja, Gud, du
kan nok se, at hvis jeg skal have bare en lille smule
ud af prædikenen i morgen aften, så bliver jeg nok
nødt til at runde af med den bøn, du selv har lært
os…: Fadervordusomerihimlenehelligetbliveditnavnkommeditrige…
Jeg har flere gange snakket med folk, som — når
de skal være helt ærlige — synes det er kedeligt
at læse i Bibelen og må indrømme, at de egentlig
oftest bare beder af pligt, fordi det nu er vanen, og
fordi Gud, forældrene eller et andet freudiansk superego
giver dem dårlig samvittighed, hvis de ikke
får liret de sædvanlige bønner af for familie og venner
og runder af med et Fadervor – som jo heldigvis
rummer alt det, man skal bede om. Og efterhånden
er det ikke bare privat, på tomandshånd, jeg har
oplevet det, men i stigende grad også som frie vidnesbyrd,
der begynder med noget a lá: ”Hånden på
hjertet, så synes vi jo, det er kedeligt at læse i Bibelen,
og det siger os ikke noget at bede.”
I begyndelsen var det befriende. Ah, det er ikke
bare mig, der har de problemer!
Befriende, som det altid er, når vi har mod til at
være ærlige over for hinanden i det kristne fællesskab.
Så får man øjnene op for, at vi jo ikke er et
fællesskab af superkristne, men i virkeligheden en
ussel bunke syndere, som bare må takke for Guds
nåde. Et fællesskab, hvor selv jeg kan være med!
Men på et eller andet tidspunkt syntes jeg, det
kammede over for mig. Efterhånden som jeg fandt
ud af, at der var rigtig mange – ja, det var faktisk,
om ikke alle, så dog langt de fleste – som havde det
samme anstrengte forhold til deres personlige andagt,
som jeg havde kæmpet med gennem lang tid
— så begyndte jeg at slå mig til ro med det. Og det er
faren ved at leve i et ærligt fællesskab af syndere.
Tankegangen bliver fortvivlende let: Jamen, de andre
er jo (mindst) lige så slemme, når det kommer
til stykket, så det går jo nok med det. Det er helt
okay, at min andagt bliver mekanisk – og nå ja, hvis
jeg er for træt en aften, så hørte jeg jo sidste torsdag,
at Hans-Kurt ikke havde fået læst i sin Bibel
hele sidste uge, fordi han havde for meget stress på
op til sin eksamen. Og han virkede da sådan okaykristen
og var til ungdomsmøde osv., så en enkelt
aften kan jeg jo nok også tillade mig at springe over.
Man skal jo heller ikke blive selvretfærdig. Og så har
12 13