august 2011 - Byforeningen for Odense

mune sælger jord. Så let gik det ikke i
1949. Her blev skødet sendt rundt i hele
byrådssalen og underskrevet af det samlede
byråd med borgmester I. Vilhelm
Werner i spidsen.
Her blev der så opført 18 toetagers rækkehuse
og 14 dobbelthuse, alt i alt 46
boliger, som i dag hedder Højstupløkken.
Samtidig blev der opført 2 blokke
med i alt 24 boliger på Uffesvej, umiddelbart
som nabo til Højstrupløkken.
Nu rådede Boligforeningen Højstrup så
over 70 boliger, men hermed var bolignøden
ikke løst. Der kom fortsat nye
medlemmer, som også ønskede at flytte
fra deres små og utidssvarende boliger
til nye og moderne boligforeningsboliger.
Os fra Skibhuskvarteret
En af håndværksmestrene på byggeriet
i Højstrup dukkede op med og fortalte,
at han kunne skaffe boligforeningen en
byggegrund i Sct. Hans landsogn, hvor
der kunne opføres omkring 100 boliger.
Højstrups bestyrelse drøftede dette tilbud,
og blev enig om at acceptere. Dels
var der jo stadig nye medlemmer, som
ønskede en bolig, og dels havde bestyrelsen
fået blod på tanden, nu da man
allerede havde været igennem de spændende
opgaver med opførelse af de 2
byggerier i Højstrup. Hertil kom, at formand
Thorvald ikke havde svært ved at
overbevise familien om, at det var værd
at vente på den nye bolig, når den nu
kunne bygges ”hjemme” i Skibhuskvarteret,
og kun kort fra Damhusvej.
Den 16. maj 1949 blev skødet så underskrevet.
Det fremgår heraf, at enkefru
Martha J. M. Andersen solgte 101.727
WWW.ODENSEBYFORENING.DK
ARTIKEL
kv. alen, skyldsat for hartkorn 0 tønder,
0 skæpper, 0 fold og 1½ album til Boligforeningen
Højstrup.
Til at tegne boligerne antog boligforeningen
arkitekt John Tommerup, og
selve byggeopgaven blev overdraget i
hovedentreprise til tømrermester Ernst
Andersen, der blev nok så kendt for
hans mange boliger og byggerier i Skt.
Klemens. Tømrermesteren skulle have
kr. 2.422.000 for at bygge de 99 boliger.
Det svarer til kr. 24.500 pr. bolig, og
her er vi i tiden længe før indførelsen af
både oms og moms.
Varemangel og 99 kroner
Under, og også efter krigen, var der
mangel på mange forskellige varer. Det
gjaldt ikke mindst varer, som skulle
importeres. Ældre folk på egnen kan
formentlig endnu huske de rationeringsmærker,
der skulle medbringes ved indkøb
hos den lokale købmand.
Varemanglen var også et problem i byggeriet,
hvor der skulle søges om en særlig
tilladelse for at kunne importere byggematerialer.
Udover rationering af byggematerialer
var det også et mål for boligforeningens
bestyrelse at holde den månedlige husleje
under kr. 100, der åbenbart var en
lidt magisk overgrænse for, hvad ansøgere
kunne og ville betale. Det lykkedes,
og de første boliger blev udlejet for kr.
99 pr. måned.
Et af de steder, hvor der både kunne
spares på byggematerialerne og på huslejen,
var på gulvbrædderne. Der var jo
ingen grund til at lægge de dyre brædder
på steder, hvor der alligevel skulle
opsættes køkkenborde, så her blev de
sparet.
11