Blad nr. 1 - 2007, 15. årgang - Foreningen Danmark - Letland

Arbejde med Letland
Grethe Fastrup
Siden sommeren 1992 har jeg haft den store glæde at
have kontakt med Lutherkirken i Riga. Et af de første
indtryk af kirkens sociale indsats fik jeg, ved efter søndagens
gudstjeneste at følges med en gruppe besøgsvenner
fra menigheden hen til den store landsdækkende institution
for evnesvage. Her boede op til 14 mennesker i
samme rum. Sengene stod tæt, der var akkurat plads til
et lille sengebord mellem dem - al den opbevaringsplads
hvert menneske havde til sine ting. Var institutionen
helt igennem bare et opbevaringssted? På en stue, hvor
stanken afslørede, at patienterne ikke selv var i stand til
at stå op af sengene, og hvor de tillige var dybt demente
eller uden tale, lå Rita. Hun var anbragt på denne institution,
alene fordi et overfald havde ødelagt hendes ryg.
På sengebordet lå et par bøger. I samtalens løb kom det
frem, at ”jeg læser fra morgen til aften for at glemme,
hvor jeg er”. Stedet var en tung arv efter Sovjettiden,
hvor staten ikke vedkendte sig hverken evnesvage, psykisk
syge eller handicappede. Kun det perfekte menneske
eksisterede. Hvordan institutionen er i dag, véd jeg
ikke, men jeg véd, at besøgsvennerne stadig kommer
der.
Også Stradina hospitalet fik jeg set indefra – iført lægekittel!
Men dette var et udslag af den lettiske overlæges
menneskesyn. Patienter skulle ikke udstilles. De små og
meget beskedent udstyrede stuer blev sat i relief af lægernes
faglige dygtighed. På afdelingen mødte jeg mennesker
i dialyse og passerede en dør, bag hvilken lå en
nyligt nyretransplanteret patient..
Omkring 1994 opfordrede præsten, Juris Rubenis, et af
kirkens medlemmer, dr.med. Rasma Alekse, til at gøre
noget for de mange syge i området, der ikke havde råd til
at søge læge. Sammen med andre læger oprettede hun
6 Foreningen Danmark-Letland nr. 1