HLUSTUNARÆFINGAR - Námsgagnastofnun

18
OM SPORT OG MOTION
Børnene tømmer lommerne og tæller deres penge:
– Jo, der er akkurat nok!
De køber tre billetter og tager plads i svævebanen. Snart efer svæver de højt oppe over
den lille alpeby.
Juhu, hvor går det stærkt, råber børnene, mens de svæver mod bjergets top.
– Det her er bedre end at klatre selv… det er næsten som at flyve.
Dybt nede kan de se to små skikkelser, der maser sig op ad en sneklædt skrænt. Men de
genkender ikke far og Helmut.
– Se de to stakler dernede, siger Eva. De er sikkert startet for mange timer siden, men vi når
til tops længe før dem!
Ved endestationen springer Eva og Mads ud… og skynder sig op ad trappen til
udsigtstårnet.
Eva er forrest.
– Kom lige herhen, råber Eva. Jeg kan se de to bjergbestigere i kikkerten. Nej, hvor de
slider i det. Den ene af dem ligner da for resten…Hov!!!
– Det er jo far, råber børnene i kor. Se, der står en stor bjergged oven på ham. Bare han
ikke falder ned.
– Hold ud, hold ud! råber de.
Hjælpen er på vej!
Eva og Mads ved straks, hvad de skal gøre. De skaffer en stor rulle reb…. og binder det fast
til en stolpe i udsigtstårnet. Så smider de rebet ud over bjergsiden. Ungerne trækker i rebet
af alle kræfter, og omsider bliver Fedtmule og Anders trukket i sikkerhed.
– Ih, hvor er her smukt, siger Helmut. Det er første gang, jeg er helt oppe på toppen!
– Var det en god tur,far? spørger børnene?
Men far har mistet sin selvkontrol af vrede og arrigskab.
– Nu da du har set toppen af bjerget, råber han til Helmut, må du hellere se at komme ned
igen! og så giver han Helmut et skub, så han ruller ned ad bjerget.
– Kom så børn, siger far . Vi må hellere tage svævebanen ned til byen.
– Må vi ikke nok få lov til at klatre i bjerge med dig i morgen,far ? spørger Eva og Mads. Nu
kender du jo turen.
– Ti stille, råber far . Jeg har fået nok af bjerge! Jeg vil hjem.
© Ásdís Lovísa Grétarsdóttir og Erna Jessen – Hlustunaræfingar með Ekko – NÁMSGAGNASTOFNUN 2009 – 09869