Tre hundes nat SATS (alle vers).indd - Boghallen.dk
Tre hundes nat SATS (alle vers).indd - Boghallen.dk
Tre hundes nat SATS (alle vers).indd - Boghallen.dk
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
HAN TROEDE, HAN VAR FÆRDIG MED FORTIDEN.<br />
MEN DEN VAR IKKE FÆRDIG MED HAM.<br />
P O L I T I K E N S F O R<br />
R L A G
Elsebeth Egholm<br />
<strong>Tre</strong> <strong>hundes</strong> <strong>nat</strong><br />
POLIT IKE NS FORLAG
1<br />
Hans eneste tanke var at komme hjem.<br />
Efterhånden som han gik, lagde han afstand til festen og larmen. Bag<br />
ham steg nytårsraketter til vejrs og spredte faldskærme af farver i <strong>nat</strong>ten.<br />
Ellers var det sneen og månen, der lyste landskabet op.<br />
Lidt af fyrværkeriet rakte ind over hans halvdel af himlen. Forude, i<br />
retning af havet, var der kun stilhed og en verden i sort og hvid. Det nye<br />
år var blevet født i en eksplosion af frost og med trusler om mere snefald;<br />
vredt og tænderskærende og som et forvarsel om ondt, hvis man ellers<br />
troede på den slags.<br />
Han kunne lide at gå. Det fik ham til at mærke sin krop. Han gik så<br />
hurtigt, han kunne, for at holde kulden væk, mens frosten trak ansigtshuden<br />
sammen til en maske. Han kunne sagtens have taget bilen, for<br />
han havde kun drukket et par øl. Siden operationen havde det været<br />
sådan. Han gad ikke ødelægge sin krop mere, end han <strong>alle</strong>rede havde<br />
gjort. Han røg heller ikke længere. Nu havde han et image som Lucky<br />
Luke: hellere et glas mælk end en whisky. Kun indimellem, i venners<br />
selskab, gav han slip og drak sig stiv som en flagstang.<br />
Mens han nærmede sig, blev vejen mere og mere ufremkommelig.<br />
Han kunne se husene <strong>alle</strong>rede. Der var ikke langt fra festen og herud til<br />
klinten, hvor der var lys i to af de tre fiskerhuse. I hans eget, selvfølgelig,<br />
det havde han selv sørget for. Men også i nabohuset, hvor der for nylig<br />
var flyttet en kvinde ind. Hun havde altid lyset tændt, <strong>nat</strong> og dag, som<br />
om hun aldrig sov. Han havde kun set hende få gange. Engang havde<br />
han nikket, men hun havde ikke nikket igen. Alligevel var der noget ved<br />
hende, han ikke kunne ryste af sig.<br />
Vinden piskede sneen op, så den lagde sig i driver, og de sidste<br />
halvtreds meter op mod huset sank han i til anklerne. Hans navneskilt<br />
på døren var skjult under sne og is. Han børstede kryst<strong>alle</strong>rne af med en<br />
2
handske: Peter A. Boutrup. Skiltet havde han sat op den dag, han var<br />
vendt tilbage for godt et år siden. Det betød mere end bare navnet. Det<br />
var en beslutning: Her var hans liv og hans fremtid, og fortiden måtte<br />
indrette sig.<br />
Måske havde øllene alligevel haft en virkning, eller kulden havde<br />
frosset hans hjerne til is, for det var først nu, han lagde mærke til røgsøjlen,<br />
der snoede sig op fra hans egen skorsten. Han havde kun lige nået<br />
at tænke, at nogen var kommet på besøg, da han hørte hunden gø.<br />
Han ville låse sig ind, men døren var ikke låst. I samme sekund han<br />
åbnede, kunne han lugte cigaretrøg. Hunden holdt op med at gø og<br />
kom ham i møde med kroppen i knæ og et udtryk af dårlig samvittighed.<br />
Det havde den også grund til. Ilden buldrede i pejsen. I sofaen lå<br />
Stinger så lang, han var, og snorksov. På sofabordet stod en tom flaske<br />
vo<strong>dk</strong>a, og en underkop var blevet <strong>indd</strong>raget som askebæger. Peter talte<br />
nitten skodder og regnede ud, at hans nytårsgæst kun lige var kommet.<br />
Hans tøj var krøllet og stank af sprut og røg og gammel sved; der var huller<br />
i hans sokker. Tatoveringerne på hans hænder og arme flød ud og var<br />
kradset til blods, fordi han havde udviklet <strong>alle</strong>rgi mod det billige blæk,<br />
nogen havde sprøjtet ind under huden på ham. Sikkert samme slags,<br />
som Stinger selv sprøjtede ind i sine kunder. Deraf navnet.<br />
– Vågn op! Stinger!<br />
Han forsøgte uden held at ruske liv i manden på sofaen, mens Kaj<br />
knurrede med falsk bidskhed. Hunden kunne være bidsk nok, men den<br />
kendte udmærket forskel på venner og fjender, og Stinger var en ven, selv<br />
om Peter ikke lige stod og manglede gæster.<br />
Han opgav at vække Stinger, satte en skærm rundt om pejsen og<br />
slæbte som altid sin madras ud på altanen og gik i seng med hunden<br />
liggende tæt op ad polarsoveposen, hvor den begravede snuden i sin<br />
hule af lammeskind. Han tænkte, at han godt kunne have brugt et par<br />
hunde mere i denne tænderklaprende <strong>nat</strong>. De indfødte i Australien<br />
brugte tamme dingoer til at varme sig i kolde nætter: en hund på den<br />
ene side, en på den anden og – hvis det var rigtigt koldt som nu – endnu<br />
en ovenpå. Sådan en <strong>nat</strong> var årets første: En <strong>Tre</strong> Hundes Nat. De havde<br />
meldt ned til 13 graders frost.<br />
Han borede sig godt ned i soveposen og mærkede hundens krop tæt<br />
3
ved. Oppe på himlen glimtede et hav af stjerner, og han så en rest af<br />
<strong>nat</strong>tens sidste nytårsraket gøre et svagt forsøg på at imponere. Frosten<br />
bed i hans ansigt, og han lukkede så meget til, at hans ånde tøede<br />
huden op. <strong>Tre</strong> <strong>hundes</strong> <strong>nat</strong>. Der var frostbid i ordene, og lyden af noget<br />
skæbnesvangert fulgte med. Nytårets festende bevægede sig rundt derude<br />
i kulden, mange i tyndt tøj og papirhat og med alkohol i blodet. I sådan<br />
en <strong>nat</strong> kunne vinteren vinde over mennesket.<br />
Inden han faldt i søvn, vidste han pludselig, hvad det var med kvinden<br />
i nabohuset og hendes mørke øjne. Han havde kun set hende på afstand,<br />
men han havde set de samme øjne før. Øjne, hvis spørgsmål han ikke<br />
kunne besvare.<br />
Han kiggede op og fandt den klareste stjerne og savnede My.
2<br />
Nytårsmorgen stod lyset skarpt ind over klinten, farvede havet violet og<br />
trak horisonten op i en sølvfarvet streg. Sneen kastede de lave solstråler<br />
i <strong>alle</strong> retninger og gnistrede som ædelsten, man lige kunne samle op og<br />
putte i lommen.<br />
Stinger snorksov endnu, da Peter klædte sig på og efterlod Kaj i huset,<br />
mens han kørte ned til sin chef, Manfred, der boede med kone og<br />
to børn i Rimsø. I rabatten og på vejene stødte han på nytårsaftenens<br />
efterladenskaber i form af tomme flasker, afsvedne nedfaldsraketter og<br />
hele batterier, der stod udslukte i vejsiden. Konfetti, serpentiner og en<br />
papirhat eller to lå kastet ind over snedækkede hække.<br />
– Godt nytår, Peter!<br />
Manfred kom veloplagt ud med sin gravhund King, jagttasken og<br />
riflen over skulderen og patronbæltet om livet. De tog hans firehjulstrækker<br />
ud af landsbyen og op til skoven og markerne uden om Gjerrild,<br />
hvor Manfred og hans onkel havde jagt. De var otte jægere i alt, og de<br />
fordelte sig efter aftale ud over arealet. Peter fulgtes med Manfred, men<br />
selv var han uden riffel. Inden længe travede de gennem skovens stilhed<br />
og vekslede ikke mange ord, mens de ledte efter klovspor og andre sportegn<br />
på kronvildtet.<br />
– God aften i aftes?<br />
Manfred spurgte lavmælt, mens de fulgte en sti gennem nåleskoven.<br />
Han og konen havde været hjemme hos de små, vidste Peter. Tidligt i<br />
seng og tidligt op, sådan var rytmen i Manfred og Juttas hus. Selv holdt<br />
han af den samme, ensformige rytme, som om hans sind var stemt efter<br />
solens op- og nedgang. Han og Manfred havde meget tilfælles.<br />
– Fin nok aften, sagde Peter, mens de travede af sted gennem sneen<br />
i kraftige gummistøvler.<br />
5
– Villy holdt fest.<br />
Manfreds oilskinsjakke fangede grene og kviste på sin vej. Klokken<br />
var 10, og det frøs 11 grader. Manfred var en lille mand, men han kunne<br />
klatre på en tagryg som en cirkusartist, og hans hænder var både til sav<br />
og skruetrækker og til bøger, hvad Peter satte stor pris på. Nu banede<br />
han sig vej gennem krattet med lige så sikkert fodfæste, som hvis han<br />
lagde tagsten på præstens tag.<br />
– Farlig, sådan en kold nytårs<strong>nat</strong>, sagde han, stadig med lav stemmeføring<br />
for ikke at skræmme skovens beboere. – Nogle af Juttas venner inde<br />
i Grenå mangler stadig deres datter. Hun havde lovet at komme hjem<br />
fra en fest.<br />
Peters skridt fik sneen til at knirke under sålerne. Også han trådte og<br />
talte forsigtigt.<br />
– Der er vel tid endnu. Mon ikke hun bare har fundet en seng at<br />
over<strong>nat</strong>te i?<br />
Manfred skuttede sig, da en gren svirpede, og han fik sne ned i nakken<br />
under islænderens rullekrave.<br />
– Sikkert. Men sig det til hendes mor.<br />
– Det er vel bedre end alter<strong>nat</strong>ivet.<br />
Manfred nikkede.<br />
– Det kan du og jeg godt blive enige om.<br />
De kom ud i en lysning og gik en tid side om side. Så begyndte hunden<br />
at få fært. Rastløst vimsede den rundt og hvirvlede sne op med <strong>alle</strong><br />
muskler spændt i bare iver.<br />
– Her.<br />
Peter bøjede sig ned og pegede. Aftrykkene krydsede hinanden og<br />
havde blandet sneen op. Ved første øjekast så det ud, som om nogen<br />
havde kørt en tændstik i cirkler gennem flødeskummet på en lagkage.<br />
Men så man nærmere efter, var der enkelte spor, der skilte sig tydeligt<br />
ud. Manfred bøjede sig også ned, og hunden stak sin lange snude helt<br />
ned i hullerne.<br />
– Og se her.<br />
Der lå spredte ekskrementer her og der, friske og dampende. Vildtlugten<br />
krydrede luften, og man kunne se, hvor gevirer havde fejet i sneen<br />
på jagt efter føde. Sine steder var stykker af bark skrællet af træerne. Peter<br />
6
sænkede stemmen til en hvisken og udpegede kronhjortens klovspor, der<br />
var på størrelse med hælen på hans gummistøvle.<br />
– Bukke, gættede Manfred. – Seks-otte styks.<br />
De fulgte sporene og bevægede sig forsigtigt videre, nu med hunden i<br />
snor. Normalt ville de have talt om alt muligt aktuelt, mens de blandede<br />
hobby og passion med det fysiske arbejde, jagten også var. Peter gik igen<br />
bag ved Manfred og hunden, mens de kilede sig gennem sneen. De<br />
forstod hinanden, han og Manfred. Manfred havde engang læst filosofi<br />
på uni<strong>vers</strong>itetet, men så var han blevet ramt af livet og en depression, og<br />
han havde valgt at dyrke håndens arbejde og var blevet tømrer. Rimsø<br />
var hans barndomsegn. Efter endt læretid havde han grundlagt Rimsøtømrerne<br />
og efter tre år med enmandsfirma ansat Peter. Nu var de fire<br />
i firmaet, men det var småt med arbejde om vinteren. Lige nu havde<br />
de kun en enkelt opgave, et nyt tag på svinebondens stald, og Manfred<br />
havde været nødt til at fyre de to sidst tilkomne midlertidigt.<br />
Sneen blev dybere, og de sank godt i. Mens de gik, tænkte Peter på<br />
Manfred og på Stinger, to modpoler i hans eget sammensatte liv. To uforenelige<br />
verdener, som han balancerede imellem: fortidens spøgelser,<br />
som han forsøgte at slå sig til tåls med, og nutiden og fremtiden, som han<br />
ønskede at skabe den. De to af hans venner havde aldrig mødt hinanden,<br />
og sådan skulle det også være.<br />
Manfred standsede pludselig op foran ham. Hunden stod helt stiv.<br />
Peter kiggede. Krondyret stod i lysningen og vejrede, men den svage vind<br />
var til deres fordel og blæste væk fra dem. Alligevel havde den en anelse,<br />
det var tydeligt. Den var i gråbrun vinterpels, og under pelsen spillede<br />
musklerne og dirrede nervøst. Dens næsebor udvidede sig ved en trussel,<br />
den ikke kunne lokalisere, og dampen stod som en sky i luften.<br />
Manfred vendte sig langsomt om mod Peter. Med en glidende bevægelse<br />
rakte han ham riflen. Peter rystede let på hovedet, men Manfred<br />
sænkede ikke armen med riflen, og til sidst tog Peter imod den, lagde den<br />
til skulderen og hvilede kinden, så han kiggede på dyret gennem sigtet.<br />
Det var en fjortenender, og han havde aldrig set et smukkere syn. Geviret<br />
var fejet rent for hver en trævl af sensommerens loddenhed. Den<br />
stod der, som fanget lige midt i en solstråle og med profilen til dem, som<br />
ville den vise sig frem fra sin bedste side.<br />
7
Peters finger strammedes på aftrækkeren. Så drejede dyret hovedet,<br />
mens kroppen forblev i samme stilling. I et par lange sekunder stirrede<br />
den lige ind i sigtet, og Peter hørte sit eget blod suse under hjorteblikket.<br />
Så var det, som om den rigtig fik øje på ham og på riflen. Den kastede<br />
hovedet lidt tilbage, stampede i jorden og satte af gennem sneen med de<br />
hvide hår spredt som et faresignal i spejlet.<br />
Stilheden bagefter var tung som tøsne. Så sagde Manfred:<br />
– Du skulle have taget den.<br />
Peter rakte riflen tilbage.<br />
– Den var for gammel. Det er de unge, vi går efter, ikke?<br />
Manfred flyttede lidt på sig i sneen. King rodede med snuden i et spor<br />
og peb stille.<br />
– Det ville ikke have gjort noget. Det ville have været o.k.<br />
De så på hinanden, og Peter blev mindet om sekunderne over for<br />
kronhjorten. Stilheden var ikke den samme længere. Der var varmen fra<br />
venskabet i den og fra den risiko, Manfred havde vist sig villig til at løbe:<br />
at stole på en jæger, som ikke længere måtte bære våben.<br />
– Du skal ikke have problemer på grund af mig, sagde Peter og fik det<br />
sagt så tydeligt, at det lukkede samtalen, og de gik videre ind i skoven.<br />
Da han kom hjem, som altid træt og veltilpas efter timerne i <strong>nat</strong>uren,<br />
sov hans gæst stadig.<br />
Klokken var halv to, da Stingers snorken endelig begyndte at lyde<br />
mere overfladisk. Et kvarter senere vågnede han med en sprutten og<br />
harken og rakte ud efter cigaretpakken, der var tom.<br />
– Her.<br />
Peter stak ham et krus kaffe. Stinger slubrede og spildte.<br />
– Godt nytår.<br />
Stinger mumlede et svar ned i kaffen. Peter vendte ryggen til ham<br />
og gik ud i køkkenet. Han spejlede æg og stegte bacon og lavede toast<br />
og slagtede en dåse bønner, som han varmede. Da han kom ind med<br />
det hele på sofabordet, var Stinger vågnet så meget, at han sad og gned<br />
ansigtet i de skorpede hænder.<br />
– Hvad så? Hvad skylder man æren? spurgte Peter.<br />
Stinger så op med et såret udtryk.<br />
8
– For fanden, Petter. Kan en ven ikke komme forbi til hver en tid? Det<br />
har du da selv sagt.<br />
Og ja, nøglen lå under den hvide sten. Han vidste det godt. Det var<br />
hans egen skyld. Men nogle gange var det som at bo på en banegård, når<br />
gamle kammerater fra fortiden manglede et sted for <strong>nat</strong>ten.<br />
– Har du noget ketchup?<br />
Stinger så på den t<strong>alle</strong>rken, Peter rakte ham.<br />
– I køleskabet. Du kan også bare tage noget beluga-kaviar, nu du er<br />
derude.<br />
– Behvaffornoget?<br />
– Glem det.<br />
Hunden fulgte Stinger hele vejen ud i køkkenet og tilbage. Ikke fordi<br />
den var vagtsom, men fordi den håbede, han ville spilde noget mad. Det<br />
sagde erfaringen, at han ville.<br />
– Jeg skulle mødes med Ramses. Det var aftalen.<br />
Stinger klemte ketchup ud, så det sprøjtede og fik maden til at ligne<br />
et trafikuheld. Så gik han i gang med kniv og gaffel, så sprød bacon<br />
sprang til <strong>alle</strong> sider.<br />
– Du har vel ikke set ham?<br />
Peter rystede på hovedet. Hunden så sit snit til at smaske et stykke<br />
bacon op fra gulvet.<br />
– Jeg vidste ikke, han var ude.<br />
– Du følger ikke med. Det har han da været et stykke tid, sagde Stinger<br />
gumlende. – Vi skulle mødes her nytårsaften og lægge en plan.<br />
– Og så glemte I at invitere mig?<br />
– Vi regnede med, du var hjemme.<br />
Peter skar gennem blommen på spejlægget. Det gule flød ud og blandede<br />
sig med rød tomatsovs fra bønnerne.<br />
– Hvad er det så for en plan?<br />
Stinger lagde bestikket fra sig og kløede sin hånd. En sårskorpe sprang<br />
op og blødte.<br />
– Det er frosten, sagde han og så ned på blodet. – Huden bliver tør.<br />
– Hvad for en plan?<br />
– Vi skulle hente Fisker-Brians varer, ikke? Dem, han gemte af vejen,<br />
inden han røg ind.<br />
9
– Og I tror, de eksisterer?<br />
Stinger nikkede med overbevisning.<br />
– Gu eksisterer de. Han har selv sat os ind i, hvordan vi finder dem.<br />
Hver for sig, altså.<br />
– Hver for sig?<br />
En gaffelfuld bønner blev kørt ind efterfulgt af toast dyppet i ketchup.<br />
– Ja, altså, Ramses ved noget af det. Jeg ved noget andet.<br />
Han gumlede og sank. – Tilsammen ved vi nok til at finde lortet.<br />
Smukt, ikke? Der er for mindst tre millioner, du. Vi kan leve som konger<br />
resten af livet.<br />
Peter kunne ikke holde grinet tilbage.<br />
– Så skal I vist have en god investeringsrådgiver eller tjekke ud før tid.<br />
Med jeres forbrug af smøger og vo<strong>dk</strong>a er de penge hurtigt brugt.<br />
Stinger så igen såret ud.<br />
– Det er da en formue.<br />
Der var mange rygter om de varer.<br />
– Hvad er det så, du ved? Og hvorfor lige jer? Hvorfor skulle en døende<br />
mand betro sin inderste hemmelighed til et par som jer?<br />
Stinger kørte noget brød rundt på sin t<strong>alle</strong>rken og samlede snask op:<br />
bønner, æg og ketchup og fedt fra baconen.<br />
– Vi var sgu da som familie dengang. Kan du ikke huske det? Ramses<br />
og mig var som sønner for den gamle. Både inden for og uden for<br />
murene.<br />
Peter så til, da Stinger gabte over brødet med det opsamlede snask.<br />
Stinger havde både ret og uret. De havde <strong>alle</strong> tre, Brian, Ramses og Stinger,<br />
haft en form for venskab, men Stinger var naiv. Ramses var til salg<br />
for håndører, og Fisker-Brian havde altid elsket at spille folk ud mod<br />
hinanden og afvente resultatet. Peter ville ikke stole på nogen af de to<br />
andre. Men måske var Brian blevet sentimental i de sidste måneder<br />
af sit liv, da kræften åd ham op. Måske havde den døende mand haft<br />
trang til at betro sig til nogen, og Ramses og Stinger var trods alt ikke de<br />
værste. Halvhjerner, selvfølgelig, men gode nok på bunden. Rygterne var<br />
mange, og nogle af dem gik på, at Brian havde smuglet narko i stor stil,<br />
og hvis det var tilfældet, o<strong>vers</strong>teg det Stingers og Ramses’ samlede evner.<br />
– Hvad er det så, du ved?<br />
10
Stinger tyggede af munden og sendte kaffen bagefter. Han tørrede sig<br />
med trøjeærmet.<br />
– Du ved, hvor tosset Brian var med skibe, ikke? Gammel kaptajn,<br />
sagde han altid. Han havde en motorbåd, der hed Molly?<br />
Peter nikkede. Stinger havde lært tatoveringens kunst fra Fisker-Brian,<br />
der var en søens mand med et anker på underarmen og en barmfager<br />
pige på overarmen og et dobbelt halvstik tatoveret på brystet. Det var<br />
ingen hemmelighed, at Brians karriere havde involveret di<strong>vers</strong>e smugleraktiviteter<br />
fra især Baltikum.<br />
– Nå, men da det hele blev lidt for hedt, sænkede han Molly et sted<br />
ude i Kattegat, sagde Stinger og kløede sig i blodplamagen. – Med varerne<br />
forseglet i en boks. Det er det, jeg ved. Hvor de varer er, altså. Delvis.<br />
– Delvis? Peter måtte smile. – Og Ramses? Hvad ved han? Også noget<br />
delvist?<br />
Stinger kløede videre. En sårskorpe gik af og åbenbarede lyserødt kød<br />
på størrelse med en enkrone.<br />
– Ramses kender den anden halvdel af positionen. Det sagde Fisker-<br />
Brian selv.<br />
– Og du kender den første, går jeg så ud fra?<br />
Stinger nikkede og undertrykte et ræb.<br />
– Tak for mad, sagde han høfligt og tilføjede, som om han var blevet<br />
serviceret på en trestjernet restaurant: – Det smagte dejligt.
12<br />
3<br />
Felix så manden forlade huset igen lidt efter klokken to.<br />
Hun havde set ham komme nytårsaften. Hun havde hørt hunden gø,<br />
og fotocellelyset derovre var gået i gang og havde afsløret skikkelsen: høj<br />
og tynd og – bildte hun sig ind – frysende i en meget kort jakke og uden<br />
noget på hovedet eller hænderne. Han havde først banket på døren og<br />
derefter, da ingen lukkede ham ind, taget i håndtaget og forsøgt at skubbe<br />
døren op. Så, efter at have stået lidt og set ud over snebunkerne, var<br />
han kommet over og havde ringet på hendes dør.<br />
– Har du en skovl, jeg må låne?<br />
– Der står en ovre i carporten.<br />
Hun havde peget. Han snøftede, men det hjalp ikke meget. Snottet<br />
hang ud af hans næse. Han tørrede med en hånd, og hun så, at han var<br />
fuld af ar og skorper på håndryggen, blandet sammen med ubehjælpsomme<br />
tatoveringer. Han sagde ikke tak eller noget, men vendte om og<br />
gik over i carporten. Lidt efter havde hun set ham grave i sneen ude ved<br />
stikvejen. Han arbejdede i omkring ti minutter, indtil han fik blotlagt en<br />
sten. Han bøjede sig ned og fiskede noget frem under den. Så gik han<br />
over og stillede skovlen på plads, og hun så ham låse sig ind i huset og<br />
hilse på hunden. Det var det, der overbeviste hende om, at han var okay.<br />
Plus selvfølgelig det faktum, at han vidste, hvor nøglen lå.<br />
Og nu forlod han så stedet igen. Med vanter på hænderne og iført<br />
en tykkere jakke end før og med en strikket kalot på hovedet. Hun genkendte<br />
den jakke. Manden derovre – Peter A. Boutrup, havde hun læst<br />
på døren en dag, han var ude – plejede at have den på, når han gik<br />
med hunden. Det gjorde han hver dag. Det var også en flot hund. En<br />
schæfer.<br />
Hun gik væk fra vinduet, men vidste ikke helt, hvor hun så skulle<br />
vende sig hen. Kulde og træthed var en dårlig kombi<strong>nat</strong>ion. Hun frøs
hele tiden i dette her hus. Hun nøs og frøs og hostede så meget, at hun<br />
havde permanente smerter i brystet. Det var, som om det trak ind <strong>alle</strong><br />
vegne fra, og det føltes, som om hun gik på vat, så træt var hun. Hun vidste,<br />
hun burde spise noget, men hver gang hun forsøgte, satte maden sig<br />
helt oppe i halsen og blokerede for sulten. Hvis bare hun kunne sove lidt.<br />
Men det gjorde ondt at ligge ned, og tanken om sengen fik alt i hende til<br />
at stritte imod. Kun når hun var helt udmattet af søvnløshed, kunne hun<br />
ignorere advarslerne og bare lægge sig og give slip. Hun var ikke udmattet<br />
nok endnu, så hun tændte for tv’et. Der var nytårskoncert fra Wien.<br />
Hun kunne godt lide musikken. Valsene fik det til at duve inden i<br />
hende, frem og tilbage. Engang, før katastrofen, plejede hun at bruge<br />
dansen som et frirum. Hun var ikke skolet; hun opfandt selv sine trin.<br />
Men hendes krop var bestemt for dans, det var hun sikker på. Det var<br />
ikke hendes levevej og havde aldrig været det. Det var bare en del af<br />
hende som det at trække vejret eller sætte det ene ben foran det andet,<br />
når hun gik.<br />
Hun rejste sig, trukket op af valsen. Prøvende begyndte hun at danse<br />
i takt til musikken. Nynnende og svajende snurrede hun omkring, op<br />
på tå, ned igen, indtil hun næsten bragte sig selv i trance. Men hun var<br />
for svag, og da musikken pludselig hørte op, og klapsalver bragede løs,<br />
stod hun forpustet tilbage på gulvet i strømpesokker, mens det hele snurrede<br />
rundt for hende. Pludselig var det ikke dansen i fjernsynet, hun så.<br />
Pludselig var det brudstykker fra ulykken og alt det, der dengang havde<br />
snurret hende rundt og rundt og rundt, indtil hun ikke længere vidste,<br />
hvem hun var og hvorfor.<br />
Hun slukkede for tv’et. Hjertet hamrede. Sveden piblede. Hun trængte<br />
til frisk luft, selv om trætheden nu næsten var uo<strong>vers</strong>tigelig.<br />
Hun gik ud i gangen og klædte sig på i lag. Hun tog sin mobiltelefon<br />
og puttede den i lommen for en sikkerheds skyld. Imens tænkte hun<br />
på ham, Peter A. Boutrup. Han havde hilst på hende en dag, men hun<br />
havde ikke hilst igen. Hun vidste ikke hvorfor, men måske var det bare<br />
kræfterne, der ikke slog til.<br />
Hun skulle til at vove sig ud i kulden, da hun opdagede, at han netop<br />
havde lukket døren derovre og var på vej ud med hunden. Det var den<br />
slags situationer, hun hadede, og hun blev vred indvendig. Hvad nu?<br />
13
Hun stod tilbage i sin ubeslutsomhed, ude af stand til at røre sig, mens<br />
hun fra vinduet så ham tage den sædvanlige tur langs med klinten i<br />
ankeldyb sne og med hunden i løb, kåd efter at have været spærret inde<br />
i huset. Han kastede godbidder op i luften, som den fangede, eller han<br />
kastede dem i sneen, så den skulle arbejde for at grave dem fri.<br />
Først da de havde været ude af syne et godt stykke tid, åbnede hun<br />
hoveddøren og gik ud.<br />
Luften var isnende kold og skar med knive i hendes lunger. Der var<br />
ingen anden mulighed end at følge ham og hunden. I <strong>alle</strong> andre retninger<br />
lå sneen for dybt. Hun gik rask til og holdt samtidig afstand. Hun fik<br />
hurtigt øje på dem. De havde ikke tanker for andet end hinanden, lod<br />
det til, men en dag måtte hun vel hilse på ham, sige et par ord og måske<br />
lade ham forstå, at hun ikke var ude efter et tæt naboskab.<br />
Pludselig begyndte hunden at gø. Hun så, at han standsede op, og<br />
hun gjorde selv det samme. Han stod stille lidt og kiggede ned ad klinten<br />
fra det, der forekom hende at være det højeste punkt. Hun forsøgte<br />
at følge hans blik. Hun kunne ikke se, hvad han havde fået øje på, men<br />
stemningen var skiftet, og kådheden gået i sig selv mellem mand og<br />
hund.<br />
14<br />
*<br />
Peter lænede sig ud over klinten. Han måtte tættere på for at se, hvad<br />
hunden havde fundet, men det var svært at bevæge sig uden for det<br />
område, hvor sneen var ryddet. Afstanden ned til stranden virkede svimlende.<br />
Han besluttede at sende Kaj derned først. Den ville elske det.<br />
– Kom så.<br />
Han pegede ned.<br />
– Søge.<br />
Hunden tog udfordringen op. Den løb et par gange frem og tilbage<br />
langs klinten, før den fandt det sted, den ville tage nedad. Derfra gik det<br />
hurtigt. Den rutsjede og gled på stive ben hele vejen ned til der, hvor<br />
bølgerne rullede ind i den bræmme af is, der lå langs stranden. Så var<br />
den hurtigt henne ved den mørke plet midt på stenene. Den snuste og<br />
snuste hele vejen rundt, puffede med snuden og gøede højlydt.
– For satan da.<br />
Hunden tog ikke fejl. Han måtte derned. Men han vidste <strong>alle</strong>rede,<br />
hvad der ventede ham, da han tog samme tur som Kaj og væltende og<br />
glidende og næsten rullende landede for foden af klinten.<br />
– Hvad så? Hvad har du fundet?<br />
Han nærmede sig forsigtigt. Han havde aldrig set hunden så ophidset.<br />
Skikkelsen var halvvejs dækket af sne og lå på maven med kinden<br />
forvrænget og munden åben. Mørke skægstubbe dækkede en del af ansigtet,<br />
det ene sorte, buskede bryn – de bryn havde været hans stolthed<br />
– var fuldt af is. Det var håret også. Det så ud, som om nogen havde<br />
forstøvet noget kunstig julesne ud over det, så det havde lagt sig som<br />
hvide kryst<strong>alle</strong>r i det sorte. Han havde alt for lidt tøj på: en kort, sort<br />
læderjakke, cowboybukser og et par gummisko.<br />
Peter knælede ned og mærkede efter en puls, men vidste, det var for<br />
sent. Ramses, der i live havde været en smuk idiot, altid til salg for en<br />
lårkort pige eller hurtige penge, var stendød. Sikkert fordi der var, hvad<br />
der lignede et udgangshul fra et projektil i hans ryg, hvor blod havde<br />
farvet sneen en rustagtig rød. Han gættede på, at ægypteren var blevet<br />
skudt forfra på klos hold, direkte ind gennem hjertet.<br />
Han hørte en lyd og vendte sig om tids nok til at se kvinden fra nabohuset<br />
– han genkendte den sorte dynefrakke – stå og vifte med armene<br />
oppe på klinten. Hun formede en tragt med vanterne:<br />
– Hej. Er det, hvad jeg tror, det er?<br />
Han vinkede og nikkede. Hun begyndte nedstigningen.<br />
– Bliv der, råbte han. – Der er ingen grund til, du skal se det.<br />
Men hun var <strong>alle</strong>rede halvvejs nede. Hun gled og tumlede, men hun<br />
virkede ligeglad, selv om hun kunne brække halsen. Hun landede for<br />
foden af ham, og han rakte uvilkårligt ud for at støtte hende. Det var<br />
første gang, han så hende tæt på, og han havde svært ved at få øjnene<br />
fra hende. Hun var på samme tid smuk og grim. Skønheden lå i hendes<br />
øjne, der lyste i en svævende turkis med farven <strong>indd</strong>æmmet af en tydelig<br />
sort ring; den lå også i ansigtsformens oval og i hårets farve, der var mørk<br />
i mange nuancer mod kridhvid hud, selv om kun tjavser stak ud under<br />
huen. Grimheden lå i det faktum, at hun så ud, som om hun kunne<br />
besvime på stedet og lægge sig ved siden af liget. Hun var pinagtigt tynd,<br />
15
huden lignede voks, og øjnenes skønhed var indfattet i dybe, gråsorte<br />
huler, der fik dem til at virke mørke til trods for farven.<br />
– Du tror måske ikke, jeg har set et lig før?<br />
– Har du da det?<br />
Han skød hende til at være omkring de 30, jævnaldrende med ham<br />
selv. Hvor mange døde kunne hun lige have set?<br />
Hun svarede ikke, men stirrede på Ramses og kørte en nervøs hånd<br />
op til sin hals og om i nakken under tørklædet og håret, som om noget<br />
strammede. Der var mange fugle at se på klinten året rundt, og han<br />
troede, han havde set det meste. Men hun var den mest eksotiske af<br />
dem <strong>alle</strong>.<br />
– Stakkels fyr. Hvem er det? spurgte hun.<br />
Han tøvede.<br />
– Aner det ikke. Du skulle vel ikke have en mobil på dig?<br />
Hun stak hånden i lommen og trak telefonen op og rakte ham den.<br />
Han tog den og strejfede hendes hånd, og helt impulsivt fik han lyst<br />
til at røre ved hende, måske stryge hende over kinden. Men i stedet<br />
gjorde han det, han havde mindst lyst til i hele verden: Han ringede til<br />
politiet.<br />
© Politikens Forlag 2011<br />
Omslag: stoltzedesign<br />
Omslagfotos: Anders Salesjö Photography og Rick Price/CORBIS<br />
Tryk: Nørhaven